Luthers genesiskommentar, kap. 3,1a.

Teksten er taget fra Erlangerudgaven bind I, side 177 og fremefter. Oversættelsen er foretaget af mig.

¹ TERTIUM CAPUT GENESIS
Sed et serpens erat callidior cunctis animantibus terrae, quae fecerat Dominus Deus.
Men slangen var træskere end alle markens andre dyr, som Gud Herren havde skabt. (3,1)

² (177)Audivimus in praecedenti capite, quomodo homo sexto die sit conditus ad imaginem et similitudinem Dei, ut bona et sana esset voluntas, deinde ut etiam ratio seu intellectus esset sanus, ut, quicquid Deus vellet, aut diceret, idem homo quoque vellet, crederet, intelligeret. Vi hørte i det foregående kapitel, hvordan mennesket var blevet skabt på seks dage til Guds billede og lighed, så hans vilje var god og sund, og så også hans fornuft eller intellekt var sund, så at, hvad end Gud ville eller sagde, det samme ville, troede, forstod mennesket også.

³ Hanc cognitionem necessario secuta est cognitio omnium aliarum creaturarum; ubi enim Dei cognitio perfecta est, ibi necesse est, esse quoque cognitionem perfectam aliarum rerum, quae sunt infra Deum. Denne erkendelse blev med nødvendighed efterfulgt af en erkendelse af alle andre skabninger; for hvor nemlig erkendelsen af Gud er fuldkommen, dèr må nødvendigvis også erkendelsen af alle andre skabninger, der jo står under Gud, være fuldkommen.

⁴ Ostendunt autem haec, quam horribilis ruina Adae et Hevae fuerit, per quam amisimus pulcherrime illuminatam rationem et voluntatem conformem verbo et voluntati Dei. Men disse ting viser, hvor forfærdelig Adam og Evas fald var, gennem hvilket vi tilsidesatte en smukt oplyst fornuft og en vilje, der var i overensstemmelse med Guds ord og vilje.

⁵ Amisimus quoque illam dignitatem corporum, ut jam extrema turpitudo sit nudum conspici, quod tum fuit pulcherrimum et singularis praerogativa generis humani prae omnibus aliis bestiis. Vi tilsidesatte også en kroppens værdighed, så at nu det nøgne blev betragtet som den største skam, det nøgne, der før var det smukkeste og mest enestående fortrin hos mennesket fremfor alle de andre dyr.

⁶ Sed gravissima jactura in eo est, quod non solum ista amissa sunt, sed aversio quaedam (178) voluntatis a Deo secuta est, ut homo nihil eorum velit aut faciat, quae Deus vult et praecipit; item, quod nescimus, quid Deus, quid gratia, quid justitia, denique quid ipsum peccatum sit. Men det gravérende blev lagt til, at ikke blot blev disse ting tilsidesat, men der fulgte også en vis viljens forvendthed bort fra Gud, så at mennesket intet ville eller gjorde af det, Gud ville og foreskrev, og tillige, at vi ikke havde viden om, hvad Gud, hvad nåde, hvad retfærdighed, ja hvad synd i det hele taget var.

⁷ Hi sunt profecto horribiles defectus, quos qui non intelligunt, nec vident, talpa caeciores sunt. Experientia quidem docet nos de his calamitatibus: sed tamen magnitudinem earum plene non sentimus, nisi respiciamus ad illam qualemcunque imaginem status innocentiae, in quo voluntas bona et ratio recta fuit, denique summa dignitas corporis humani. Disse ting er sandelig forfærdelige mangler, for når vi ikke forstår, ejheller ser, så er vi som blinde muldvarpe. Ganske vist lærer erfaringen os om disse elendigheder; men vi føler ikke deres størrelse fuldt ud, ejheller ser vi tilbage på det billede, hvordan det så end var, vi havde i uskyldighedstilstanden, i hvilken viljen var god, og fornuften ret, og den menneskelige krops værdighed var stor.

⁸ Horum donorum privationem seu amissionem cum consideramus in contrario, tum aestimari aliquo modo malum peccati originalis potest. Når vi modsætningsvist ser på tilsidesættelsen eller berøvelsen af dem, da kan vi på anden måde bedømme, hvor ond arvesynden er.

⁹ Magnorum itaque errorum causam praebent, qui hoc malum extenuant, et loquuntur de natura corrupta philosophorum more, quasi non sit corrupta, sicut dicunt, non solum in hominis natura, sed etiam in Diabolo naturalia mansisse integra. Sed hoc palam falsum est. Således fremviser de mennesker årsagen til disse store fejl, som formindsker dette onde, og taler om den fordærvede natur på filosoffernes vis, som om den ikke var fordærvet, ligesom de siger, ikke blot at i mennesket, men også, at i djævelen er naturen og de naturlige ting bevaret intakt. Men dette er den gamle fejl.

¹⁰ Quid et quantillum remanserit, aliquo modo videmus et sentimus, sed quantum amiserimus, profecto non vident, qui disputant, naturalia mansisse integra. Hvad og hvor meget der er forblevet, kan vi på en måde se og forstå, men hvor meget vi har tabt, det kan i hvert fald ikke de mennesker se, der påstår, at de naturlige ting er forblevet intakt.

¹¹ Nam voluntas bona, recta, Deo complacens, Deo obediens, fidens in creaturis recte cum gratiarum actione utens amissa est, adeo ut ex Deo nostra voluntas faciat Diabolum, et horreat ad mentionem nominis ejus, praesertim cum premitur judicio Dei. Hoc num, quaso, est naturalia esse integra? For den gode, rette, gudvelbehagelige og gudadlydende vilje, som stoler på skabningen og bruger den ret til taknemlig handling, er gået tabt, i den grad, at ud af Gud gør vor vilje en djævel, og afskrækkes fra at nævne hans navn, især når Guds dom trykker. Mon det er, spørger jeg, at de naturlige ting er bevaret intakt?

¹² Sed considera inferiora. Conjunctio maris et feminae divinitus est constituta; sed quam foeda ea nunc est post peccatum? quam ipsa caro furiose incenditur? Itaque nunc post peccatum conjunctio haec non tanquam Dei opus in publico fit, sed (179) honesti conjuges quaerunt sola loca, remota ab oculis hominum. Men lad os se på det følgende: Forbindelsen mellem mand og kvinde er indstiftet af Gud. Men hvor hæslig er den ikke efter synden! hvor hæftigt brænder ikke kødet selv! Derfor, efter synden sker forbindelsen ikke, skønt den er Guds værk, offentligt, men ordentlige ægtefolk søger et ensomt sted, fjernt fra menneskers øjne.

¹³ Ad hunc modum corpus habemus, sed quam miserum, quam varie laesum? Habemus voluntatem quoque et rationem, sed quam multipliciter vitiatam est: Sicut enim ratio ignorantia multipliciter oppressa est: ita voluntas non perturbata solum, sed aversa a Deo, et inimica Dei est, quae cum voluptate ad malum fertur, ubi diversum faciendum erat. Det regner vi vor krop for, men hvor elendigt! hvor plettet en glæde! Vi har vel en vilje og en fornuft, men på hvor mangfoldig måde er den ikke beskadiget! Ligesom nemlig fornuften på mange måder er under pres fra uvidenheden, således er viljen ikke blot forvirret, men bortvendt fra Gud og uven med Gud, den vilje, der når begæret fører mod det onde, gør de mest forskellige ting.

¹⁴ Non itaque haec naturae multiplex corruptio extenuanda, sed magis amplificanda est, quod homo ab imagine Dei, a notitia Dei, a notitia aliarum creaturarum omnium, ab honestrissima nuditate in blasphemias, in odium, in contemtum Dei, imo quod plus est, in inimicitatem erga Deum lapsus est. Således skal naturens mangfoldige fordærvelse ikke formindskes, men snarere bør det forøges, at mennesket er faldet bort fra Guds billede, bort fra erkendelsen af Gud, bort fra erkendelsen af alle de andre skabninger, bort fra den ærefulde nøgenhed hen til gudsfornægtelse, til had, til foragt for Gud, ja, mere end det: til fjendskab mod Gud.

¹⁵ Taceo jam de tyrannide Satanae, cui propter peccatum misera haec natura subjecta est. Amplificanda, inquam, haec sunt: propterea quod, nisi recte cognoscatur magnitudo morbi, remedium quoque non cognoscitur, nec desideratur. Quanto enim magis peccatum extenuaveris, tanto quoque gratia magis vilescet. Og så taler jeg ikke om Satans tyranni, som denne elendige natur på grund af synden blev underlagt. Ja, jeg siger, at dette bør forøges, fordi hvis ikke vi ret erkender sygdommens størrelse, så erkender vi heller ikke lægemidlet, ejheller længes vi efter det. For jo mere vi formindsker synden, des mere regner vi nåden for billig.

¹⁶ Ad hanc autem amplificationem proprie pertinent, quae Moses supra dixit, quod Adam et Heva nudi non erubescebant. Non excitabatur in eis illa foeda libido, sed alter alterum inspiciens agnoscebat Dei bonitatem, laetebatur in Deo, securus erat in bonitate Dei: ubi nunc non solum peccato carere non possumus, sed etiam laboramus desperatione et odio Dei. Hic tam horribilis casus clare ostendit, quam non integra sint naturalia. Men hen mod denne forøgelse peger det smukt, hvad Moses ovenfor sagde, at Adam og Eva, skønt de var nøgne, ikke skammede sig. Ikke blev der opvakt i dem denne hæslige vellyst, men de så på hinanden og erkendte Guds godhed, glædede sig i Gud, sikre på Guds godhed: hvor vi nu ikke blot ikke kan tage vare på vor syndighed, men også fremarbejder fortvivlelse og had mod Gud. Her viser en så skrækkelig ting klart, at de naturlige ting ikke er bevaret intakt.

¹⁷ Sed quanto impudentius hoc ipsum de Diabolo sophistae affirmant, in quo etiam major erga Deum inimicitia, odium et furor est, quam in homine. Men så meget mere tåbeligt er det af sofisterne at påstå det samme om djævelen, i hvem et endnu større fjendskab mod Gud, had og vrede mod ham er tilstede end i mennesket.

¹⁸ Cum tamen non malus creatus sit, sed habuerit volunta- (180) tem conformem voluntati Dei, hanc voluntatem amisit; amisit quoque pulcherrimum et clarissimum intellectum, et versus est in horribilem spiritum, furentem contra suum creatorem. An non enim maxima corruptio est, ex amico Dei fieri acerbissimum et obsternatissimum hostem Dei? Selv om (djævelen) ikke er skabt ond, men havde en vilje, der er i overensstemmelse med Guds vilje, så har han tabt denne vilje; han har også tabt den smukkeste og klareste forstand, og har forvandlet sig til en forfærdelig ånd, så han raser imod sin skaber. Mon ikke nemlig den største fordærvelse er, fra at være Guds ven at blive den skarpeste og mest vedholdende fjende af Gud?

¹⁹ Sed opponunt Aristotelis sententiam: Ratio deprecatur ad optima: hanc etiam quibusdam sacris sententiis conantur confirmare. Item eo, quod philosophi disputant, rectam rationem esse causam omnium virtutum. Men imod dette kommer de med Aristoteles' sætning: Fornuften går i forbøn til det bedste. Denne sætning søger de at bevise med forskellige skriftsteder. Også ved det, som filosofferne påstår, at den rette fornuft er grundlaget for alle dyder.

²⁰ Haec quidem non nego esse vera, cum transferuntur ad res rationi subjectas, ad gubernandas pecudes, aedificandam domum, conserendum agrum. Sed in rebus superioribus non sunt vera. Jeg vil ganske vist ikke nægte, at dette er sandt, når det anvendes på de ting, der er fornuften underlagt, kvægavl, husbyggeri, jorddyrkning. Men i de sager, der er over fornuften, er det ikke sandt.

²¹ Quomodo enim recta ratio dici potest, quae odit Deum? Quomodo voluntas bona dici potest, quae Dei voluntati resistit, ac Deo parere recusat? Quando igitur dicunt: Ratio deprecatur ad optima: dic tu, ad optima politice, hoc est, de quibus ratio potest judicare; ibi dictat et ducit ad honestum, et utile corporale seu carnale. Hvordan kan det siges at være en ret fornuft, der hader Gud? Hvordan kan den vilje siges at være god, der står imod Guds vilje, og nægter at adlyde. Og når de således siger: Fornuften går i forbøn til det bedste, så sig du: til det bedste i politisk henseende, det vil sige, hvilken fornuft man skal dømme efter; for dèr dikterer og fører fornuften til det ærefulde, og til legemligt eller kødeligt gavn.

²² Caeterum cum plena sit ignorantionis Dei, et adversionis a voluntate Dei, quomodo potest in hoc gradu bona dici? Notum autem est, cum praedicatur notitia Dei, et hoc agitur, ut ratio restituatur, tunc, qui optimi sunt, et melioris, ut sic dicam, rationis ac voluntatis, hi tanto acerbius evangelium oderunt. Men det øvrige, eftersom den er fuld af uvidenhed om Gud, og modstand mod Guds vilje, hvordan kan den på det område siges at være god? For man bør lægge mærke til, når der prædikes erkendelse af Gud, og det fører til, at fornuften anerkendes, at da har de, der er de bedste, og har en om jeg så må sige bedre fornuft og vilje, et så meget stærkere had til evangeliet.

²³ In theologia itaque sic dicamus, rationem in hominibus esse inimicissimam Dei, deinde honestam voluntatem esse maxime adversarium voluntati Dei, sicut hinc oriuntur odium verbi, et persecutio piorum ministrorum. Indenfor teologien kan vi således sige, at den menneskelige fornuft er Guds allerværste fjende, og at en pæn vilje er Guds viljes værste modstander; så at der heraf opstår had mod ordet og forfølgelse af fromme præster.

²⁴ Quare, ut dixi, non extenuemus, sed amplificemus potius hoc malum, quod natura (181) humana ex peccato primorum parentum contraxit: tum fiet, ut et deploremus hanc nostram conditionem, et suspiremus ad Christum medicum nostrum, qui in hoc a Patre est missus, ut quae Satan per peccatum mala nobis inflixit, ea per ipsum sanentur, et nos restituamur in amissam et aeternam gloriam. Derfor skal vi, som jeg sagde, ikke formindske, men snarere forøge det onde, som den menneskelige natur har fået fra sine første forældre: ved denne forøgelse kan det så nemlig ske, både at vi kommer til at jamre over denne betingelse, og klynger os til Kristus, vor læge, som netop af den grund er sendt fra Faderen, at de onder, som Satan påførte os gennem synden, gennem ham skulle helbredes, og vi komme til os selv i en umistelig og evig fryd.

²⁵ Quod ad historiam praesentem, quam hoc in capite describit Moses, attinet, dixi antea meam sententiam, quod mihi videtur, hanc tentationem esse factam in die Sabbato, ita ut in sexto die Adam et Heva sint conditi, Adam citius, Heva sub vesperam: sequenti die Sabbato mane Adam Hevae concionatus est voluntate Dei, quod benignissimus Dominus totam Paradisum condiderit ad usum et voluptatem hominum, quod etiam lignum vitae singulari bonitate creaverit, cujus usu restaurarentur vires corporis, et retineretur perpetua juventa: Hvad angår nærværende historie, som Moses beskriver den her i kapitlet, har jeg tidligere sagt min mening, at det forekommer mig, at denne fristelse forekom på sabbatsdagen, således at Adam og Eva blev skabt på den sjette dag, Adam om morgenen, Eva henimod aften. Dagen efter sabbaten om morgenen fortæller Adam Eva om Guds vilje, at den allernådigste Herre har skabt hele paradiset til menneskets brug og lyst, at han også har skabt livets træ i sin enestående godhed, det træ, hvis brug genopretter legemets kræfter, og gengiver stadig ungdom:

²⁶ unam autem arborem scientiae boni et mali esse prohibitam, ex qua non liceat comedere; hanc obedientiam tam benigno conditori praestandam esse. Haec forte cum dixit, in Paradiso Hevam suam circumducens Adam prohibitam arborem ei ostendit. og at kun ét træ, træet til kundskab om godt og ondt er forbudt; af det er det ikke tilladt at spise; den lydighed skal ydes mod den velvillige skaber. Det siger Adam kraftigt til Eva, da han fører hende rundt i haven og viser hende det forbudte træ.

²⁷ Ita Adam et Heva florentes innocentia et justitia originalis, pleni securitate propter fiduciam in Deum tam benignum, deambulerunt nudi, tractantes verbum et mandatum Dei, et benedicentes Deum, sicut in die Sabbato decet. Ibi, proh dolor, intervenit Satan, et intra paucas horas subvertit ista omnia, sicut audiemus. Således blomstrede Adam og Eva med uskyldigheden og den oprindelige retfærdighed, fulde af tryghed, på grund af tiltro til en så velvillig Gud; de gik nøgne omkring, drøftede Guds ord og bud, og velsignede Gud, sådan som man bør på sabbatsdagen. Så, oh skændsel, brød Satan ind, og i løbet af få timer vendte han op og ned på alt dette, som vi vil få at høre.

²⁸ Porro hic quoque mare quaestionum oritur. Nam homines curiosi quaerunt, cur Deus permiserit hoc Satanae, ut tentaret Hevam? Cur autem Satan per serpentem potius, quam aliam bestiam Hevae insi- (182) diatus sit? etc. Sed quis reddere potest rationem eorum, quae videt divinam majestatem permississe fieri? Men her opstår et hav af spørgsmål. For mennesker spørger nysgerrigt, hvorfor Gud tillod Satan at friste Eva; hvorfor forførte Satan Eva gennem slangen og ikke igennem noget andet dyr? Men hvem kan aflægge regnskab for det, som han ser, at den guddommelige majestæt tillader at finde sted?

²⁹ Cur non potius discimus cum Hiob, non posse Deum vocari in jus, nec ipsum cogi posse ad reddendam nobis omnium, quae facit aut permittit fieri, rationem? Cur non eadem ratione cum Deo expostulamus, quod non per totum annum terra germinat et arbores virent, sicut in Paradiso omnino existimo perpetuum ver futurum fuisse sine ulla hieme, sine nive et frigoribus, quae hodie sunt post peccatum. Skal vi ikke snarere lære med Job, at vi ikke kan kalde Gud for retten, ejheller kan kræve af ham, at han aflægger regnskab overfor os om alt, hvad han gør eller tillader at finde sted? Hvorfor skal vi ikke med samme begrundelse forlange svar fra Gud på, hvorfor han ikke giver jorden avlekraft og træerne frugt hele året, sådan som jeg nok mener, der i Paradiset var et vedvarende forår uden nogen vinter, uden sne og frost, hvilket der er idag efter synden.

³⁰ Sed sunt ista omnia posita in potestate et voluntate divina; hoc scire satis est. Accuratius autem ea inquirere est impia curiositas. Quare nos, lutum manuum ejus, cessemus disputare de talibus. Non judicemus Deum nostram, sed sinamus nos ab eo potius judicari. Men alt sådant er lagt hen til den guddommelige magt og vilje. At vide det er nok. At ville søger yderligere oplysning er ufrom nysgerrighed. Derfor vil også vi, der er hans hænders snavs, holde op med at diskutere den slags. Vi skal ikke dømme vores Gud, men hellere søge at undgå at blive dømt af ham.

³¹ Responsio itaque ad omnia hujusmodi argumenta haec una esse debet: quod Domino sic placuit, ut periclitaretur Adam, et exerceret vires suas, sicut adhuc hodie, cum baptisati, et in regnum Christi translati sumus, non vult Deus nos otiosos esse, vult exerceri verbum et dona sua; ideo permittit nos infirmos a Satana cribrari. Svaret på alle den slags spørgsmål bør være det ene: at det har behaget Gud, at Adam blev fristet, og fik øvet sine kræfter, sådan som det sker den dag idag, når vi bliver døbt og kommer ind i Kristi rige, vil Gud ikke, at vi skal være uvirksomme, han vil, at vi skal udføre hans ord og gave; derfor tillader han os svage at fristes af Satan.

³² Ad hunc modum videmus ecclesiam repurgatam verbo assidue periclitari; excitantur Sacramentarii, Anabaptistae et alii fanatici doctores, qui ecclesiam exercent variis tentationibus: accedunt etiam internae vexationes. På den måde ser vi den rensede kirke bliver fristet, skønt ordet hjælper den; Sakramentérer, gendøbere og andre fanatiske læremestre fremstår, og udsætter kirken for forskellige fristelser; dertil kommer indre rystelser.

³³ Haec ita permittit Deus fieri, non quod constituerit ecclesiam aut deserere, aut perire velle, sed, sicut Sapientia (10,12) dicit, illa certamina ecclesiae et piis objicitur, ut vincant, et ipso usu discant, quoniam omnium potentior est sapientia. Dette tillader Gud at finde sted, ikke fordi han har oprettet kirken, for så bagefter at ville forlade den og lade den gå under, men, som Visdommens bog 10,12 siger, disse stridigheder underkastes kirken og de hellige, for at de skal sejre, og ved selve brugen af visdommen lære, at den er stærkere end alt.

³⁴ Alia quaestio hic est, de qua fortasse minore (183) cum periculo, fructu autem majore disputari potest, nempe, cur scriptura ista sic involvat, et non potius dicat, Angelum, qui cecidit, invassisse serpentem, et per serpentem locutum esse, et decepisse Hevam? Et andet spørgsmål her, som måske kan diskuteres med mindre fare og større frugt, er dette, hvorfor skriften har lavet det så indviklet, og ikke bare siger, at englen, som faldt, har taget bolig i slangen og taler gennem slangen og narrer Eva.

³⁵ Sed respondeo, ista sic involuta esse, ut omnia reservarentur Christo et ejus spiritui, qui per totum orbem debebat lucere, sicut sol meridianus, et omnia scripturae mysteria aperire. Hic spiritus Christi quia in Prophetis fuit, intellexerunt Prophetae sancti talia scripturae mysteria. Men jeg svarer, at det er så indviklet, fordi alt dette er forbeholdt Kristus og hans ånd, som skal lyse over hele jorden som sol ved middagstide, og afsløre alle skriftens hemmeligheder. Fordi denne ånd var i profeterne, forstod de hellige profeter så mange af skriftens mysterier.

³⁶ Diximus autem supra, serpentem (sicut etiam bestiae sua differentia dona habent) excelluisse dono calliditatis; ideo ad hunc Satanae ludum aptior fuit. Et hujus rei satis evidens testimonium est hic Mosi textus, qui dicit, singularem prae omnibus bestiis terrae calliditatem in serpente fuisse. Vi sagde ovenfor, at slangen (sådan som ethvert dyr har sin særlige forskelligheds gave) udmærkede sig ved snildhedens gave; derfor var den velegnet til denne Satans snare. Og det er nok med Moses' tekst for her at godtgøre det, den tekst, der siger, at slangen var enestående fremfor alle andre dyr ved sin snildhed.

³⁷ Miramur hodie in vulpibus istam insidiandi calliditatem, deinde in fugiendo periculo mirabilem solertiam, quod non nunquam insectantibus canibus, postquam cursu defatigata est, caudam objicit; in eam cum canes rnagno impetu feruntur et cursum sistunt, ipsa mirabili celeritate aliquantulum spatii occupat, et sic evadit. Vi mener måske idag, at der i ræven er indlagt en lignende snildhed, i dens forbavsende dygtighed til at undgå faren, når den kaster halen fra sig til de forfølgende hunde, udmattet efter løbet; når hundene med stor iver angriber den og standser løbet, ser den selv sit snit til at stikke igennem og således undvige.

³⁸ Sunt aliae bestiae, in quibus singularem solertiam et industriam miramur. Sed haec in serpente singularis fuit; ideo Satanae commodum organum visum, per quod insidiaretur Hevae. Og der er andre dyr, i hvilke en enestående dygtighed og iver må forundre. Men dette var enestående ved slangen; derfor så Satan i den et godt redskab, gennem hvilket han kunne forføre Eva.

¹ TERTIUM CAPUT GENESIS Sed et serpens erat callidior cunctis animantibus terrae, quae fecerat Dominus Deus.	Men slangen var træskere end alle markens andre dyr, som Gud Herren havde skabt. (3,1)
² (177)Audivimus in praecedenti capite, quomodo homo sexto die sit conditus ad imaginem et similitudinem Dei, ut bona et sana esset voluntas, deinde ut etiam ratio seu intellectus esset sanus, ut, quicquid Deus vellet, aut diceret, idem homo quoque vellet, crederet, intelligeret.	Vi hørte i det foregående kapitel, hvordan mennesket var blevet skabt på seks dage til Guds billede og lighed, så hans vilje var god og sund, og så også hans fornuft eller intellekt var sund, så at, hvad end Gud ville eller sagde, det samme ville, troede, forstod mennesket også.
³ Hanc cognitionem necessario secuta est cognitio omnium aliarum creaturarum; ubi enim Dei cognitio perfecta est, ibi necesse est, esse quoque cognitionem perfectam aliarum rerum, quae sunt infra Deum.	Denne erkendelse blev med nødvendighed efterfulgt af en erkendelse af alle andre skabninger; for hvor nemlig erkendelsen af Gud er fuldkommen, dèr må nødvendigvis også erkendelsen af alle andre skabninger, der jo står under Gud, være fuldkommen.
⁴ Ostendunt autem haec, quam horribilis ruina Adae et Hevae fuerit, per quam amisimus pulcherrime illuminatam rationem et voluntatem conformem verbo et voluntati Dei.	Men disse ting viser, hvor forfærdelig Adam og Evas fald var, gennem hvilket vi tilsidesatte en smukt oplyst fornuft og en vilje, der var i overensstemmelse med Guds ord og vilje.
⁵ Amisimus quoque illam dignitatem corporum, ut jam extrema turpitudo sit nudum conspici, quod tum fuit pulcherrimum et singularis praerogativa generis humani prae omnibus aliis bestiis.	Vi tilsidesatte også en kroppens værdighed, så at nu det nøgne blev betragtet som den største skam, det nøgne, der før var det smukkeste og mest enestående fortrin hos mennesket fremfor alle de andre dyr.
⁶ Sed gravissima jactura in eo est, quod non solum ista amissa sunt, sed aversio quaedam (178) voluntatis a Deo secuta est, ut homo nihil eorum velit aut faciat, quae Deus vult et praecipit; item, quod nescimus, quid Deus, quid gratia, quid justitia, denique quid ipsum peccatum sit.	Men det gravérende blev lagt til, at ikke blot blev disse ting tilsidesat, men der fulgte også en vis viljens forvendthed bort fra Gud, så at mennesket intet ville eller gjorde af det, Gud ville og foreskrev, og tillige, at vi ikke havde viden om, hvad Gud, hvad nåde, hvad retfærdighed, ja hvad synd i det hele taget var.
⁷ Hi sunt profecto horribiles defectus, quos qui non intelligunt, nec vident, talpa caeciores sunt. Experientia quidem docet nos de his calamitatibus: sed tamen magnitudinem earum plene non sentimus, nisi respiciamus ad illam qualemcunque imaginem status innocentiae, in quo voluntas bona et ratio recta fuit, denique summa dignitas corporis humani.	Disse ting er sandelig forfærdelige mangler, for når vi ikke forstår, ejheller ser, så er vi som blinde muldvarpe. Ganske vist lærer erfaringen os om disse elendigheder; men vi føler ikke deres størrelse fuldt ud, ejheller ser vi tilbage på det billede, hvordan det så end var, vi havde i uskyldighedstilstanden, i hvilken viljen var god, og fornuften ret, og den menneskelige krops værdighed var stor.
⁸ Horum donorum privationem seu amissionem cum consideramus in contrario, tum aestimari aliquo modo malum peccati originalis potest.	Når vi modsætningsvist ser på tilsidesættelsen eller berøvelsen af dem, da kan vi på anden måde bedømme, hvor ond arvesynden er.
⁹ Magnorum itaque errorum causam praebent, qui hoc malum extenuant, et loquuntur de natura corrupta philosophorum more, quasi non sit corrupta, sicut dicunt, non solum in hominis natura, sed etiam in Diabolo naturalia mansisse integra. Sed hoc palam falsum est.	Således fremviser de mennesker årsagen til disse store fejl, som formindsker dette onde, og taler om den fordærvede natur på filosoffernes vis, som om den ikke var fordærvet, ligesom de siger, ikke blot at i mennesket, men også, at i djævelen er naturen og de naturlige ting bevaret intakt. Men dette er den gamle fejl.
¹⁰ Quid et quantillum remanserit, aliquo modo videmus et sentimus, sed quantum amiserimus, profecto non vident, qui disputant, naturalia mansisse integra.	Hvad og hvor meget der er forblevet, kan vi på en måde se og forstå, men hvor meget vi har tabt, det kan i hvert fald ikke de mennesker se, der påstår, at de naturlige ting er forblevet intakt.
¹¹ Nam voluntas bona, recta, Deo complacens, Deo obediens, fidens in creaturis recte cum gratiarum actione utens amissa est, adeo ut ex Deo nostra voluntas faciat Diabolum, et horreat ad mentionem nominis ejus, praesertim cum premitur judicio Dei. Hoc num, quaso, est naturalia esse integra?	For den gode, rette, gudvelbehagelige og gudadlydende vilje, som stoler på skabningen og bruger den ret til taknemlig handling, er gået tabt, i den grad, at ud af Gud gør vor vilje en djævel, og afskrækkes fra at nævne hans navn, især når Guds dom trykker. Mon det er, spørger jeg, at de naturlige ting er bevaret intakt?
¹² Sed considera inferiora. Conjunctio maris et feminae divinitus est constituta; sed quam foeda ea nunc est post peccatum? quam ipsa caro furiose incenditur? Itaque nunc post peccatum conjunctio haec non tanquam Dei opus in publico fit, sed (179) honesti conjuges quaerunt sola loca, remota ab oculis hominum.	Men lad os se på det følgende: Forbindelsen mellem mand og kvinde er indstiftet af Gud. Men hvor hæslig er den ikke efter synden! hvor hæftigt brænder ikke kødet selv! Derfor, efter synden sker forbindelsen ikke, skønt den er Guds værk, offentligt, men ordentlige ægtefolk søger et ensomt sted, fjernt fra menneskers øjne.
¹³ Ad hunc modum corpus habemus, sed quam miserum, quam varie laesum? Habemus voluntatem quoque et rationem, sed quam multipliciter vitiatam est: Sicut enim ratio ignorantia multipliciter oppressa est: ita voluntas non perturbata solum, sed aversa a Deo, et inimica Dei est, quae cum voluptate ad malum fertur, ubi diversum faciendum erat.	Det regner vi vor krop for, men hvor elendigt! hvor plettet en glæde! Vi har vel en vilje og en fornuft, men på hvor mangfoldig måde er den ikke beskadiget! Ligesom nemlig fornuften på mange måder er under pres fra uvidenheden, således er viljen ikke blot forvirret, men bortvendt fra Gud og uven med Gud, den vilje, der når begæret fører mod det onde, gør de mest forskellige ting.
¹⁴ Non itaque haec naturae multiplex corruptio extenuanda, sed magis amplificanda est, quod homo ab imagine Dei, a notitia Dei, a notitia aliarum creaturarum omnium, ab honestrissima nuditate in blasphemias, in odium, in contemtum Dei, imo quod plus est, in inimicitatem erga Deum lapsus est.	Således skal naturens mangfoldige fordærvelse ikke formindskes, men snarere bør det forøges, at mennesket er faldet bort fra Guds billede, bort fra erkendelsen af Gud, bort fra erkendelsen af alle de andre skabninger, bort fra den ærefulde nøgenhed hen til gudsfornægtelse, til had, til foragt for Gud, ja, mere end det: til fjendskab mod Gud.
¹⁵ Taceo jam de tyrannide Satanae, cui propter peccatum misera haec natura subjecta est. Amplificanda, inquam, haec sunt: propterea quod, nisi recte cognoscatur magnitudo morbi, remedium quoque non cognoscitur, nec desideratur. Quanto enim magis peccatum extenuaveris, tanto quoque gratia magis vilescet.	Og så taler jeg ikke om Satans tyranni, som denne elendige natur på grund af synden blev underlagt. Ja, jeg siger, at dette bør forøges, fordi hvis ikke vi ret erkender sygdommens størrelse, så erkender vi heller ikke lægemidlet, ejheller længes vi efter det. For jo mere vi formindsker synden, des mere regner vi nåden for billig.
¹⁶ Ad hanc autem amplificationem proprie pertinent, quae Moses supra dixit, quod Adam et Heva nudi non erubescebant. Non excitabatur in eis illa foeda libido, sed alter alterum inspiciens agnoscebat Dei bonitatem, laetebatur in Deo, securus erat in bonitate Dei: ubi nunc non solum peccato carere non possumus, sed etiam laboramus desperatione et odio Dei. Hic tam horribilis casus clare ostendit, quam non integra sint naturalia.	Men hen mod denne forøgelse peger det smukt, hvad Moses ovenfor sagde, at Adam og Eva, skønt de var nøgne, ikke skammede sig. Ikke blev der opvakt i dem denne hæslige vellyst, men de så på hinanden og erkendte Guds godhed, glædede sig i Gud, sikre på Guds godhed: hvor vi nu ikke blot ikke kan tage vare på vor syndighed, men også fremarbejder fortvivlelse og had mod Gud. Her viser en så skrækkelig ting klart, at de naturlige ting ikke er bevaret intakt.
¹⁷ Sed quanto impudentius hoc ipsum de Diabolo sophistae affirmant, in quo etiam major erga Deum inimicitia, odium et furor est, quam in homine.	Men så meget mere tåbeligt er det af sofisterne at påstå det samme om djævelen, i hvem et endnu større fjendskab mod Gud, had og vrede mod ham er tilstede end i mennesket.
¹⁸ Cum tamen non malus creatus sit, sed habuerit volunta- (180) tem conformem voluntati Dei, hanc voluntatem amisit; amisit quoque pulcherrimum et clarissimum intellectum, et versus est in horribilem spiritum, furentem contra suum creatorem. An non enim maxima corruptio est, ex amico Dei fieri acerbissimum et obsternatissimum hostem Dei?	Selv om (djævelen) ikke er skabt ond, men havde en vilje, der er i overensstemmelse med Guds vilje, så har han tabt denne vilje; han har også tabt den smukkeste og klareste forstand, og har forvandlet sig til en forfærdelig ånd, så han raser imod sin skaber. Mon ikke nemlig den største fordærvelse er, fra at være Guds ven at blive den skarpeste og mest vedholdende fjende af Gud?
¹⁹ Sed opponunt Aristotelis sententiam: Ratio deprecatur ad optima: hanc etiam quibusdam sacris sententiis conantur confirmare. Item eo, quod philosophi disputant, rectam rationem esse causam omnium virtutum.	Men imod dette kommer de med Aristoteles' sætning: Fornuften går i forbøn til det bedste. Denne sætning søger de at bevise med forskellige skriftsteder. Også ved det, som filosofferne påstår, at den rette fornuft er grundlaget for alle dyder.
²⁰ Haec quidem non nego esse vera, cum transferuntur ad res rationi subjectas, ad gubernandas pecudes, aedificandam domum, conserendum agrum. Sed in rebus superioribus non sunt vera.	Jeg vil ganske vist ikke nægte, at dette er sandt, når det anvendes på de ting, der er fornuften underlagt, kvægavl, husbyggeri, jorddyrkning. Men i de sager, der er over fornuften, er det ikke sandt.
²¹ Quomodo enim recta ratio dici potest, quae odit Deum? Quomodo voluntas bona dici potest, quae Dei voluntati resistit, ac Deo parere recusat? Quando igitur dicunt: Ratio deprecatur ad optima: dic tu, ad optima politice, hoc est, de quibus ratio potest judicare; ibi dictat et ducit ad honestum, et utile corporale seu carnale.	Hvordan kan det siges at være en ret fornuft, der hader Gud? Hvordan kan den vilje siges at være god, der står imod Guds vilje, og nægter at adlyde. Og når de således siger: Fornuften går i forbøn til det bedste, så sig du: til det bedste i politisk henseende, det vil sige, hvilken fornuft man skal dømme efter; for dèr dikterer og fører fornuften til det ærefulde, og til legemligt eller kødeligt gavn.
²² Caeterum cum plena sit ignorantionis Dei, et adversionis a voluntate Dei, quomodo potest in hoc gradu bona dici? Notum autem est, cum praedicatur notitia Dei, et hoc agitur, ut ratio restituatur, tunc, qui optimi sunt, et melioris, ut sic dicam, rationis ac voluntatis, hi tanto acerbius evangelium oderunt.	Men det øvrige, eftersom den er fuld af uvidenhed om Gud, og modstand mod Guds vilje, hvordan kan den på det område siges at være god? For man bør lægge mærke til, når der prædikes erkendelse af Gud, og det fører til, at fornuften anerkendes, at da har de, der er de bedste, og har en om jeg så må sige bedre fornuft og vilje, et så meget stærkere had til evangeliet.
²³ In theologia itaque sic dicamus, rationem in hominibus esse inimicissimam Dei, deinde honestam voluntatem esse maxime adversarium voluntati Dei, sicut hinc oriuntur odium verbi, et persecutio piorum ministrorum.	Indenfor teologien kan vi således sige, at den menneskelige fornuft er Guds allerværste fjende, og at en pæn vilje er Guds viljes værste modstander; så at der heraf opstår had mod ordet og forfølgelse af fromme præster.
²⁴ Quare, ut dixi, non extenuemus, sed amplificemus potius hoc malum, quod natura (181) humana ex peccato primorum parentum contraxit: tum fiet, ut et deploremus hanc nostram conditionem, et suspiremus ad Christum medicum nostrum, qui in hoc a Patre est missus, ut quae Satan per peccatum mala nobis inflixit, ea per ipsum sanentur, et nos restituamur in amissam et aeternam gloriam.	Derfor skal vi, som jeg sagde, ikke formindske, men snarere forøge det onde, som den menneskelige natur har fået fra sine første forældre: ved denne forøgelse kan det så nemlig ske, både at vi kommer til at jamre over denne betingelse, og klynger os til Kristus, vor læge, som netop af den grund er sendt fra Faderen, at de onder, som Satan påførte os gennem synden, gennem ham skulle helbredes, og vi komme til os selv i en umistelig og evig fryd.
²⁵ Quod ad historiam praesentem, quam hoc in capite describit Moses, attinet, dixi antea meam sententiam, quod mihi videtur, hanc tentationem esse factam in die Sabbato, ita ut in sexto die Adam et Heva sint conditi, Adam citius, Heva sub vesperam: sequenti die Sabbato mane Adam Hevae concionatus est voluntate Dei, quod benignissimus Dominus totam Paradisum condiderit ad usum et voluptatem hominum, quod etiam lignum vitae singulari bonitate creaverit, cujus usu restaurarentur vires corporis, et retineretur perpetua juventa:	Hvad angår nærværende historie, som Moses beskriver den her i kapitlet, har jeg tidligere sagt min mening, at det forekommer mig, at denne fristelse forekom på sabbatsdagen, således at Adam og Eva blev skabt på den sjette dag, Adam om morgenen, Eva henimod aften. Dagen efter sabbaten om morgenen fortæller Adam Eva om Guds vilje, at den allernådigste Herre har skabt hele paradiset til menneskets brug og lyst, at han også har skabt livets træ i sin enestående godhed, det træ, hvis brug genopretter legemets kræfter, og gengiver stadig ungdom:
²⁶ unam autem arborem scientiae boni et mali esse prohibitam, ex qua non liceat comedere; hanc obedientiam tam benigno conditori praestandam esse. Haec forte cum dixit, in Paradiso Hevam suam circumducens Adam prohibitam arborem ei ostendit.	og at kun ét træ, træet til kundskab om godt og ondt er forbudt; af det er det ikke tilladt at spise; den lydighed skal ydes mod den velvillige skaber. Det siger Adam kraftigt til Eva, da han fører hende rundt i haven og viser hende det forbudte træ.
²⁷ Ita Adam et Heva florentes innocentia et justitia originalis, pleni securitate propter fiduciam in Deum tam benignum, deambulerunt nudi, tractantes verbum et mandatum Dei, et benedicentes Deum, sicut in die Sabbato decet. Ibi, proh dolor, intervenit Satan, et intra paucas horas subvertit ista omnia, sicut audiemus.	Således blomstrede Adam og Eva med uskyldigheden og den oprindelige retfærdighed, fulde af tryghed, på grund af tiltro til en så velvillig Gud; de gik nøgne omkring, drøftede Guds ord og bud, og velsignede Gud, sådan som man bør på sabbatsdagen. Så, oh skændsel, brød Satan ind, og i løbet af få timer vendte han op og ned på alt dette, som vi vil få at høre.
²⁸ Porro hic quoque mare quaestionum oritur. Nam homines curiosi quaerunt, cur Deus permiserit hoc Satanae, ut tentaret Hevam? Cur autem Satan per serpentem potius, quam aliam bestiam Hevae insi- (182) diatus sit? etc. Sed quis reddere potest rationem eorum, quae videt divinam majestatem permississe fieri?	Men her opstår et hav af spørgsmål. For mennesker spørger nysgerrigt, hvorfor Gud tillod Satan at friste Eva; hvorfor forførte Satan Eva gennem slangen og ikke igennem noget andet dyr? Men hvem kan aflægge regnskab for det, som han ser, at den guddommelige majestæt tillader at finde sted?
²⁹ Cur non potius discimus cum Hiob, non posse Deum vocari in jus, nec ipsum cogi posse ad reddendam nobis omnium, quae facit aut permittit fieri, rationem? Cur non eadem ratione cum Deo expostulamus, quod non per totum annum terra germinat et arbores virent, sicut in Paradiso omnino existimo perpetuum ver futurum fuisse sine ulla hieme, sine nive et frigoribus, quae hodie sunt post peccatum.	Skal vi ikke snarere lære med Job, at vi ikke kan kalde Gud for retten, ejheller kan kræve af ham, at han aflægger regnskab overfor os om alt, hvad han gør eller tillader at finde sted? Hvorfor skal vi ikke med samme begrundelse forlange svar fra Gud på, hvorfor han ikke giver jorden avlekraft og træerne frugt hele året, sådan som jeg nok mener, der i Paradiset var et vedvarende forår uden nogen vinter, uden sne og frost, hvilket der er idag efter synden.
³⁰ Sed sunt ista omnia posita in potestate et voluntate divina; hoc scire satis est. Accuratius autem ea inquirere est impia curiositas. Quare nos, lutum manuum ejus, cessemus disputare de talibus. Non judicemus Deum nostram, sed sinamus nos ab eo potius judicari.	Men alt sådant er lagt hen til den guddommelige magt og vilje. At vide det er nok. At ville søger yderligere oplysning er ufrom nysgerrighed. Derfor vil også vi, der er hans hænders snavs, holde op med at diskutere den slags. Vi skal ikke dømme vores Gud, men hellere søge at undgå at blive dømt af ham.

³¹ Responsio itaque ad omnia hujusmodi argumenta haec una esse debet: quod Domino sic placuit, ut periclitaretur Adam, et exerceret vires suas, sicut adhuc hodie, cum baptisati, et in regnum Christi translati sumus, non vult Deus nos otiosos esse, vult exerceri verbum et dona sua; ideo permittit nos infirmos a Satana cribrari.	Svaret på alle den slags spørgsmål bør være det ene: at det har behaget Gud, at Adam blev fristet, og fik øvet sine kræfter, sådan som det sker den dag idag, når vi bliver døbt og kommer ind i Kristi rige, vil Gud ikke, at vi skal være uvirksomme, han vil, at vi skal udføre hans ord og gave; derfor tillader han os svage at fristes af Satan.
³² Ad hunc modum videmus ecclesiam repurgatam verbo assidue periclitari; excitantur Sacramentarii, Anabaptistae et alii fanatici doctores, qui ecclesiam exercent variis tentationibus: accedunt etiam internae vexationes.	På den måde ser vi den rensede kirke bliver fristet, skønt ordet hjælper den; Sakramentérer, gendøbere og andre fanatiske læremestre fremstår, og udsætter kirken for forskellige fristelser; dertil kommer indre rystelser.
³³ Haec ita permittit Deus fieri, non quod constituerit ecclesiam aut deserere, aut perire velle, sed, sicut Sapientia (10,12) dicit, illa certamina ecclesiae et piis objicitur, ut vincant, et ipso usu discant, quoniam omnium potentior est sapientia.	Dette tillader Gud at finde sted, ikke fordi han har oprettet kirken, for så bagefter at ville forlade den og lade den gå under, men, som Visdommens bog 10,12 siger, disse stridigheder underkastes kirken og de hellige, for at de skal sejre, og ved selve brugen af visdommen lære, at den er stærkere end alt.
³⁴ Alia quaestio hic est, de qua fortasse minore (183) cum periculo, fructu autem majore disputari potest, nempe, cur scriptura ista sic involvat, et non potius dicat, Angelum, qui cecidit, invassisse serpentem, et per serpentem locutum esse, et decepisse Hevam?	Et andet spørgsmål her, som måske kan diskuteres med mindre fare og større frugt, er dette, hvorfor skriften har lavet det så indviklet, og ikke bare siger, at englen, som faldt, har taget bolig i slangen og taler gennem slangen og narrer Eva.
³⁵ Sed respondeo, ista sic involuta esse, ut omnia reservarentur Christo et ejus spiritui, qui per totum orbem debebat lucere, sicut sol meridianus, et omnia scripturae mysteria aperire. Hic spiritus Christi quia in Prophetis fuit, intellexerunt Prophetae sancti talia scripturae mysteria.	Men jeg svarer, at det er så indviklet, fordi alt dette er forbeholdt Kristus og hans ånd, som skal lyse over hele jorden som sol ved middagstide, og afsløre alle skriftens hemmeligheder. Fordi denne ånd var i profeterne, forstod de hellige profeter så mange af skriftens mysterier.
³⁶ Diximus autem supra, serpentem (sicut etiam bestiae sua differentia dona habent) excelluisse dono calliditatis; ideo ad hunc Satanae ludum aptior fuit. Et hujus rei satis evidens testimonium est hic Mosi textus, qui dicit, singularem prae omnibus bestiis terrae calliditatem in serpente fuisse.	Vi sagde ovenfor, at slangen (sådan som ethvert dyr har sin særlige forskelligheds gave) udmærkede sig ved snildhedens gave; derfor var den velegnet til denne Satans snare. Og det er nok med Moses' tekst for her at godtgøre det, den tekst, der siger, at slangen var enestående fremfor alle andre dyr ved sin snildhed.
³⁷ Miramur hodie in vulpibus istam insidiandi calliditatem, deinde in fugiendo periculo mirabilem solertiam, quod non nunquam insectantibus canibus, postquam cursu defatigata est, caudam objicit; in eam cum canes rnagno impetu feruntur et cursum sistunt, ipsa mirabili celeritate aliquantulum spatii occupat, et sic evadit.	Vi mener måske idag, at der i ræven er indlagt en lignende snildhed, i dens forbavsende dygtighed til at undgå faren, når den kaster halen fra sig til de forfølgende hunde, udmattet efter løbet; når hundene med stor iver angriber den og standser løbet, ser den selv sit snit til at stikke igennem og således undvige.
³⁸ Sunt aliae bestiae, in quibus singularem solertiam et industriam miramur. Sed haec in serpente singularis fuit; ideo Satanae commodum organum visum, per quod insidiaretur Hevae.	Og der er andre dyr, i hvilke en enestående dygtighed og iver må forundre. Men dette var enestående ved slangen; derfor så Satan i den et godt redskab, gennem hvilket han kunne forføre Eva.