Luthers genesiskommentar, kap. 3,7f.

Teksten er taget fra Erlangerudgaven bind I, side 206 og fremefter. Oversættelsen er foretaget af mig.

¹ Tum aperiebantur oculi amborum, cumque cognovisset, se esse nudos, consuerunt folie ficus, et fecerunt sibe perizomata. Da åbnedes begges øjne, og da de blev klar over, at de var nøgne, syede de figenblade sammen og lavede sig klæder.

² Dixi supra, eandem formam esse omnium tentationum Satanae, quod primo fidem tentat, et a verbo abducit: deinde sequuntur peccata contra secundum tabulam. Haec nostra experientia sic geri videmus. Quae jam sequuntur, ad descriptionem peccati pertinent, quale sit, cum in actu est, et quale sit postea, cum transiit. Jeg sagde før, at alle Satans fristelser har den samme form: først frister han troen og fører bort fra ordet; derefter følger synden mod den anden tavle. Dette kan vi med vores erfaring se er, hvad der sker. Hvad der nu følger, hører med til beskrivelsen af synden, hvordan den er, når den handler, hvordan den er bagefter, når den har forbrudt sig.

³ Dum enim in actu est, non sentitur; alioqui rediremus in viam, admoniti incommodis, quae peccatum affert: sed ea quia latent, postquam ab integritate et fide discessum est, secure procedimus in ipsum opus, sicut Heva delinquit in pomo, postquam persuasa est contra verbum Dei, futurum, ut non moriatur, sed tantum aperiantur oculi, et prudentior fiat. Mens den nemlig handler, føles den ikke; ellers ville vi gå tilbage ad vejen, forskrækkede over det, synden fører med sig: men fordi dette er skjult, og først bagefter adskilles fra vores integritet og fra troen, derfor fortsætter vi selvsikkert med den samme gerning, sådan som Eva nød æblet, og efter at hun var blevet overbevist imod Guds ord, skete det, at hun ikke døde, men i stedet fik sine øjne åbnet, så hun blev klogere.

⁴ Hoc venenum Satanae cum auribus haustum est, extendit manum ad prohibitum fructum, et ore edit, sicque peccat per omnes sensus animi et corporis, et tamen peccatum nondum sentit. Comedit enim pomum cum voluptate, et hortatur maritum quoque, ut idem faciat. Denne Satans gift blev slugt med ørerne, hun udrakte hånden mod den forbudne frugt, og spiste med munden, og syndede således med alle sjælens og legemets sanser, og dog mærkede hun ikke synden. Hun spiste nemlig æblet af fri vilje, og opfordrede sin mand til at gøre det samme.

⁵ Similia sunt haec in omnibus tentationibus et peccatis sive libidinis sive irae sive avaritiae. Dum enim peccatum in opere est, non sentitur, non terret, non mordet, sed blanditur et delectat. Nec mirum est, nobiscum ista sic fieri, qui isto veneno peccati originalis a planta pedis usque ad verticem infecti (207) sumus, si quidem in natura adhuc integra haec accidere. Noget lignende sker i alle fristelser og synder, hvad enten det er vellystsynder eller vredessynder eller gerrighedssynder. Mens nemlig synden er i virksomhed, mærkes den ikke, den afskrækker ikke, den bider ikke, men smigrer og gør glad. Derfor er det ikke mærkeligt, at der sker dette med os, vi, der er inficeret med arvesyndens gift fra fodsål til isse, når det kan ske selv i en indtil da ubefanget natur.

⁶ Itaque homines profani, deinde spiritus fanatici, qui vel fidem non habuerunt, vel a fide lapsi sunt, videmus, quam securi sunt, quam in defendendis erroribus vehementes et pertinaces sint, ut etiam mori non recusent. Est haec peccati natura, ut aliquandiu non sentiatur: quando autem postea per legem revelatur peccatum, tum nimis graviter incumbit in hominem. Derfor ser vi, hvordan almindelige mennesker som bliver fanatiske i ånden, som enten ikke har troen eller er faldet fra troen, er så sikre, hvordan de i at forsvare deres fejltagelser er vedholdende og stædige, så de end ikke viger tilbage for at dø. Det er denne syndens natur, at den igennem lang tid ikke føles: men når den så igennem loven er blevet åbenbaret, at den så lægger sig meget tungt over mennesket.

⁷ Sed ante hac revelationem, dum perpetratur, non sunt oculi Heva aperti: alioqui mortua esset, priusquam attigisset pomum. Quia autem oculi nondum aperti sunt, et manet incredulitas, manet simul delectatio pomi prohibiti, manet studium et desiderium sapientiae acquirendae, quae etiam prohibita erat: misera Heva tum spiritu tum corpore sic absorbetur in incredulitate, ut non videat se male agere. Men før denne åbenbaring, mens synden gennemtrænger hende, er Evas øjne ikke åbne: ellers ville hun være død, førend hun nærmede sig æblet. Fordi nemlig øjnene endnu ikke er åbnet, og hendes mistillid stadig er der, så er også glæden ved den forbudte frugt der stadig, og lysten og længslen efter at få visdom, som også var forbudt: stakkels Eva, der på både ånd og krop er så opslugt af mistillid, at hun ikke ser, hun gør noget galt.

⁸ Similia exempla securitatis ostendunt historiae ecclesiasticae. Arius se beatum putat, dum invenit, quomodo eludat sententias de divinitate Filii. Sed haec securitas non est perpetua. Cum primum enim Heva oculi aperiuntur, reminiscitur legis, cujus antea oblita erat, quae jubebat, ne vescerentur ex prohibita arbore. Lignende eksempler på sikkerhed udviser også kirkehistorien. Arius mente at være salig, da han prøvede at finde ud af, hvordan han kunne trylle sætningerne om Sønnens guddommelighed bort. Men denne sikkerhed er ikke evig. Da nemlig først Evas øjne åbnedes, kom hun i tanker om loven, der hidtil havde været glemt, den lov, der befalede, at de ikke måtte spise af det forbudte træ.

⁹ Ante hujus legis cognitionem erat sine peccato, sicut Paulus dicit, Rom. 7, (v.9.): "Ego vivebam aliquando sine lege", non, quod lex non esset, sed quod non sentiret minas et poenas legis; videbatur igitur sibi sine peccato esse. "Per legem enim est cognitio peccati"; reviviscente igitur lege simul reviviscit et peccatum. Før erkendelsen af denne lov var hun uden synd, som Paulus siger Rom 7.9: "Jeg levede engang uden lov", ikke på den måde, at loven ikke var til, men på den måde, at han ikke følte lovens trusler og straffe; han mente derfor om sig selv, at han var uden synd. "Gennem loven når man til syndserkendelse"; loven lever da op samtidig med at synden lever op.

¹⁰ Hoc Moses indicat in hac historia primorum parentum, cum dicit: "Aperti sunt oculi eorum". Quasi dicit: Clauserat Satan non solum oculos, sed cor (208) quoque Hevae per incredulitatem et inobedientiam omnium membrorum intus et foris. Sed post admissum et consummatum peccatum aequo animo patitur aperiri eorum oculos, ut videant, quid fecerint. Hic enim aliud compendium Satan sequitur, ut scilicet in desparatione pereant, qui peccaverunt. Dette viser Moses i denne historie om de første forældre, når han siger: Og deres øjne blev åbnede. Som om han ville sige: Satan har ikke blot lukket øjnene, men også Evas hjerte gennem mistilliden og ulydigheden hos alle lemmer indvendigt og udvendigt. Men efter at synden er indrømmet og fordøjet med et velvilligt sind, tillades det, at deres øjne åbnes, så de ser, hvad de har gjort. Her følger Satan nemlig en anden genvej, at han vil have de, der har syndet, til at gå under i fortvivlelse.

¹¹ Est igitur historia haec ceu expositio sententiae Pauli, cum dicit: "Per legem cognitio peccati" (Rom 3,20). Lex enim nihil aliud facit, quam ut revelet seu vivificet peccatum, quod jacebat ante legem cognitam ceu mortuum vel dorminans, sicut infra ad Cain dicitur: "Si male egeris, peccatum tuum quiescet, donec reveletur". (1 Mos 4,7?). Denne historie er derfor en slags udlægning af Paulus' ord, når han siger: Gennem loven fås erkendelse af synd. Loven gør nemlig intet andet, end at den åbenbarer eller levendegør synden, som før loven er erkendt, på en måde er død eller sovende, sådan som det nedenfor siges til Kain: Hvis du har bedrevet ondt, hviler din synd, indtil den åbenbares.

¹² Quiescit enim, dum in actu est, sed veniente lege, ibi aperiuntur oculi, ut cogitet homo, quid praeceperit Deus, quam poenam in transgressores constituerit. Hoc cum fit, ut sic dominetur lex in conscientia, tum vera peccati cognitio adest, quam sustinere humana corda non possunt, nisi divinitus accedat consolatio. Den hviler nemlig, mens den er handlende, men når loven kommer, da åbnes øjnene, så mennesket erkender, hvad Gud har foreskrevet, hvilken straf han har sat for overtræderne. Når det sker, at loven sådan kommer til at herske over samvittigheden, da er den sande erkendelse af synden til stede, den, som det menneskelige hjerte ikke kan udholde, medmindre den guddommelige trøst træder til.

¹³ Quod igitur Moses addit, vidisse post comestum pomum, quod essent nudi, non otiosum est, sed si diligenter consideretur, pulchram descriptionem habet justitiae originalis. Hvad Moses her føjer til, at de efter at have spist æblerne så, at de var nøgne, det er ikke overflødigt, men giver, hvis det opfattes ret, en smuk beskrivelse af den oprindelige retfærdighed.

¹⁴ Scholastici disputant, quod justitia originalis non fuerit connaturalis, sed ceu ornatus quidam additus homini tanquam donum, ut si quis formosae puellae coronam imponat. Corona certe non est pars naturae virginis, sed quiddam separatum a nature, quod ab extra accedit, et sine violatione naturae potest iterum adimi. Skolastikerne hævder, at den oprindelige retfærdighed ikke var overensstemmende med naturen, men var en slags smykke, der var givet mennesket som en gave, som hvis nogen sætter en krone på en smuk pige. Kronen er rigtignok ikke en del af jomfruens natur, men snarere adskilt fra naturen, fordi den kommer til udefra og uden skade på naturen kan fjernes igen.

¹⁵ Quare disputant de homine et daemonibus, quod, etsi originalem justitiam amiserint, tamen naturalia pura manserint, sicut initio condita sunt. (209) Sed haec sententia, quia peccatum originis extenuat, ceu venenum fugienda est. Derfor hævder de om mennesket og dæmonerne, at de, skønt de mister den oprindelige retfærdighed, dog bevarer de naturlige ting rene, sådan som de var skabt i begyndelsen. Men denne opfattelse må afskys som en gift, fordi den udsletter arvesynden.

¹⁶ Quin hoc statuamus, justitiam non fuisse quoddam donum, quod ab extra accederet, separatum a natura hominis: sed fuisse vere naturalem, ita ut natura Adae esset diligere Deum, credere Deo, agnoscere Deum etc. Haec tam naturalia fuere in Adamo, quam naturale est, quod oculi lumen recipiunt. Quia autem, si oculum vitiosum reddas inflicto vulnere, recte dicas, naturam violatam esse; ita, postquam homo ex justitia in peccatum lapsus est, recte et vere dicitur, naturalia non integra, sed corrupta esse per peccatum. Derfor må vi fastholde, at retfærdigheden ikke er en vis gave, som er kommet til udefra, adskilt fra menneskets natur: nej, den var virkelig naturlig, sådan som det var Adams natur at elske Gud, tro på Gud, kende Gud osv. Disse ting var ligeså naturlige for Adam, som det er for øjet at modtage lys. Og derfor, hvis du tager et dårligt øje med et påført sår, så gør du ret i at sige, at naturen er beskadiget; og ligeledes, efter at mennesket er faldet fra retfærdighed i synd, er det ret og sandt at sige, at de naturlige ting ikke er ubeskadigede, men ødelagte af synden.

¹⁷ Sicut enim natura oculi est videre, ita natura rationis et voluntatis in Adamo fuit, nosse Deum, fidere Deo, timere Deum. Haec cum jam amissa esse constet, quis tam amens est, qui dicat, naturalia adhuc esse integra? Et tamen hac sententia in scholis nihil fuit usitatius nec receptius. Quanto autem absurdius est, hoc de Daemonibus affirmare, quos Christus dicit in veritate non stetisse, et quos novimus acerrimos hostes esse Christi et ecclesiae? Sådan nemlig som det er øjets natur at se, sådan er det Adams fornufts og viljes natur at kende Gud, tro på Gud, frygte Gud. Og når det nu står fast, at disse ting er borte, hvem vil så være så afsindig at påstå, at naturen stadigvæk er ubeskadiget? Og dog er ingen sætning mere almindelig og mere bredt antaget i skolerne end denne. Men hvor meget mere absurd er det da ikke at antage dette om dæmonerne, de dæmoner, om hvilke Kristus siger, at de ikke står i sandheden, de dæmoner, om hvem vi véd, at de var Kristi og kirkens argeste fjender?

¹⁸ Integra naturalia igitur in homine fuerunt cognitio Dei, fides, timor, etc. Haec Satan per peccatum ita corrupit, ut, sicut lepra carnem inficit, ita voluntas et ratio per peccatum sic vitiata est, ut non solum non diligat amplius Deum, sed eum fugiat et oderit eum, et cupiat sine eo esse et vivere. Ubeskadigede naturlige ting i mennesket var da erkendelsen af Gud, troen, frygten, osv. Disse ting ødelagde Satan ved synden således, at, ligesom spedalskheden inficerer kødet, sådan bliver viljen og fornuften beskadiget af synden, så at mennesket ikke blot ikke længere elsker Gud, men flygter fra ham og hader ham, og bestræber sig på at være og leve uden ham.

¹⁹ Pulchre igitur hic ea corruptio describitur, quae successit originali justitiae et gloriae. Gloria enim fuit, non videre se esse nudum. Quae autem potest esse major corruptio, quam quod nuditas, quae ante gloria fuit, nunc vertitur in summam turpitudinem? Nemo erubescit ob oculos sanos et integros: (210) distorti oculi aut hebetes minus honisti habentur, et inducunt pudorem. Smukt bliver derfor her den fordærvelse beskrevet, der følger ovenpå den oprindelige retfærdighed og ære. Det var nemlig en ære, ikke at se at man var nøgen. Hvad kan nemlig være en større fordærvelse, end at nøgenheden, der før var en ære, nu bliver vendt om til at være den største skændsel? Ingen rødmer på grund af sunde og ubeskadigede øjne. Men der er nogen, der har fordrejede øjne, og øjne, der er mindre ærefulde, og de indfører skammen.

²⁰ Sic in statu innocentiae honistissimum fuit ingredi nudum; nunc post peccatum, cum se nudos esse Adam et Heva vident, pudefiunt, et quaerunt perizomata, quibus turpitudinem tegant. Quanto autem major turpitudo in eo est, quod voluntas saucia, intellectus corruptus et ratio tota vitiosa et in aliud mutata est? Hocne est esse naturalia integra? Således var i uskyldighedsstadiet den nøgne fremtræden den mest ærefulde. Men nu, efter synden, efter at Adam og Eva så, at de var nøgne, nu skammede de sig, og søgte klæder, hvormed de kunne dække deres skam. Men hvad er en større skam i disse ting, end at viljen er såret, forstanden ødelagt, og fornuften helt beskadiget og vendt til noget andet? Mon det betyder, at de naturlige ting er ubeskadigede?

²¹ Sed vide, quid sequitur ex illa sententia, si statuas justitiam originalem non fuisse naturae, sed donum quoddam superfluum superadditum: an non, sicut ponis, justitiam non fuisse de essentia hominis, ita etiam sequitur, peccatum, quod successit, non esse de essentia hominis? An non itigur frustra est mittere redemtorem Christum, cum justitia originalis, tanquam aliena res a natura nostra, ablata est, et integra naturalia manent? Quid potest indignius theologo dici? Men se, hvad der følger af den sætning, hvis du fastholder, at den oprindelige retfærdighed ikke tilhørte naturen, men var en slags overflødig gave, der blev givet ekstra: om ikke, ligesom du påstår, at retfærdigheden ikke hører til menneskets væsentlige ting, der da følger, at synden, der bliver resultatet, heller ikke hører til menneskets væsentlige ting? Om ikke det videre er at gøre Kristi forløsergerning forgæves, når en sådan fremmed ting bliver fjernet fra vores natur, og de naturlige ting selv forbliver intakte? Hvad kan siges om en teolog, der er mere uværdigt?

²² Quare fugiamus deliria ista, tanquam veras pestes et corruptelam sacrarum literarum, et sequamur potius experientiam, quae docet, quod nascimur ex immundo semine, et contrahimus ex ipse natura seminis ignorantiam Dei, securitatem, incredulitatem, odium erga Deum, inobedientiam, impatientiam et similia gravissima vitia. Lad os derfor sky denne sygdom som en sand pest og en fordærvelse af skriften, og snarere følge erfaringen, som lærer, at vi fødes af uren sæd, og samler os fra denne sædens natur uvidenhed om Gud, sikkerhed, mistillid, had mod Gud, ulydighed, utålmodighed og lignende graverende laster.

²³ Haec sic in carnem nostram implantata, hoc venenum sic late per carnem, corpus, animam, nervos, sanguinem, per ossa et medullas ipsas in voluntate, in intellectu, in ratione diffusum est, ut non solum eximi plene non possit, sed ne quidem agnoscatur peccatum esse. Disse er således indsatte i vort kød, denne gift er således skjult i kødet, kroppen, sindet, nerverne, blodet, knoglerne og i selve marven i viljen, i forstanden, i fornuften er den indgydt, at det ikke blot er sådan, at vi ikke kan undgå den fuldstændigt, nej, det er sådan, at vi ikke engang kan erkende synden.

²⁴ Nota Comici sententia est: Non est flagitium adolescentem scortari. Sed venia debetur homini ethnico. (211) Hoc vero indignissimum est, quod Christiani et sacrarum literarum periti in eam sententiam inclinarunt, quod simplex scortatio non sit peccatum. Læg mærke til en sætning af Comex: Det er ikke en skam, at den unge mand omgås skøger. Men der bør gives et "etnisk" (??) menneske nåde. Men det er dog højst uværdigt, at kristne og i den hellige skrift erfarne mænd holder sig til den sætning, at simpelt skørlevned ikke skulle være synd.

²⁵ Ac collegia Canonicorum magno consensu eandem sententiam vita et moribus suis comprobant. Hoc cum fit in externo peccato, quid judicabimus de immunditia cordis et internis motibus, quos homines impii non intelligunt esse peccata? Og det kanoniske kollegium tilslutter sig med stor enighed i liv og skikke den selvsamme sætning. Når dette sker i en ydre synd, mon da ikke vi ville dømme om en sådan urenhed i hjertet og sådanne indre rørelser, at de ufromme mennesker ikke har forstået, hvad synd er?

²⁶ Sic non intelligit homo, gloriam nuditatis per peccatum esse amissam. Nam quod Adam et Heva nudi incesserunt, fuit summus ornatus coram Deo et omni creatura: nunc post peccatum non solum fugimus hominum conspectum nudi, sed etiam coram nobis ipsis verecundamur, sicut de Adam et Heva hic Moses dicit. Således forstår mennesket ikke, at nøgenhedens ære er fjernet ved synden. For da Adam og Eva gik nøgne omkring, var det det største smykke for Gud og hele skabningen: nu efter synden ikke blot flyr vi synet af nøgne menneske, vi blues også overfor os selv, sådan som Moses her fortæller om Adam og Eva.

²⁷ Testatur autem hic pudor, amissam esse in corde fiduciam erga Deum, quam ante peccatum nudi habuerunt. Quare Adam etsi caecus fuisset, tamen veritus esset se nudum ostendere oculis Dei et hominum, quod per inobedientiam fiducia erga Deum esset amissa. For denne blufærdighed vidner om, at troen på Gud i hjertet er borte, den tro, de før synden havde, mens de var nøgne. Om så Adam havde været blind, ville det dog være sandere at vise sig nøgen for Guds og menneskers øjne, end igennem ulydighed at miste tilliden til Gud.

²⁸ Porro haec omnia probant, originalem justitiam fuisse de natura hominis; ea autem per peccatum amissa, manifestum est, naturalia non mansisse integra, sicut Scholastici delirant. Sicut enim naturae hominis fuit incedere nudum, plenum fiducia et securitate erga Deum, et sic placere Deo et hominibus: ita nunc post peccatum sentit homo hanc nuditatem innocentis naturae displicere, Deo, sibi et omnibus creaturis; ideo parat perizomata, et tegit corpus. Endelig, alt dette viser, at den oprindelige retfærdighed lå i menneskets natur; men da den blev fjernet ved synden, står det fast, at de naturlige ting ikke forblev ubeskadigede, sådan som skolastikerne vrøvler. Ligesom det nemlig lå i menneskets natur at optræde nøgent, fuld af tillid og sikkerhed overfor Gud, og således behage både Gud og mennesker: sådan føler mennesket nu efter synden om denne nøgenhed hos den uskyldige natur, at den mishager både Gud, sig selv og de andre skabninger; derfor gør de sig klæder, og dækker kroppen.

²⁹ Haec an non naturae est immutatio? Manet quidem natura, sed multis modis corrupta, si quidem fiducia erga Deum amissa est, et cor plenum est diffidentia, metu, pudore. Sic manent in natura (212) membra eadem: sed quae antea nuda cum gloria conspiciebantur, nunc tanquam turpia et inhonesta velantur propter interiorem defectum, quod natura fiduciam in Deum per peccatum amisit; si enim crederemus, non erubesceremus. Mon ikke det er naturens forandring? Ganske vist forbliver naturen, men den er på mange måder fordærvet, hvis nemlig tilliden til Gud er borte, og hjertet fuldt af mistro, frygt, skam. Sådan forbliver i naturen de samme lemmer: men de, der før kunne ses nøgne med ære, de indhylles nu, som var de skændige og uden ære, på grund af den indre mangel, at naturen ved synden har fået borttaget tiltroen til Gud; hvis vi havde haft troen, ville vi ikke være kommet til at rødme.

³⁰ Ex hac corruptione, quae per peccatum secuta est, natum est aliud malum, ut Adam et Heva non solum erubescerent ob nuditatem, quae antea fuit honestissima et singularis ornatus hominis, sed etiam ut facerent sibi cinctoria ad eam corporis partem tanquam turpissimam velandam, quae natura sua honestissima et dignissima erat. Quid enim in tota natura nobilius est, quam opus generationis? Ud af denne fordærvelse, som fulgte på synden, er født et andet onde, nemlig det, at Adam og Eva ikke bare rødmede på grund af nøgenheden, som før var et ærefuldt og enestående smykke for menneskene, men også gjorde sig skørter til at skjule den del af kroppen, der var så skændig, skønt den ifølge sin natur var højtæret og højværdig. Hvad er nemlig i hele naturen ædlere end forplantningsgerningen?

³¹ Hoc opus divinitus attributum est non oculis, non ori, quas judicamus honestiores partes corporis, sed ei parti, quam nos, per peccatum sic edocti, pudenda appellamus, et studiose involvimus, ne conspiciantur. Sicut autem in innocenti natura totum opus generationis sanctissimum et purissimum fuisset; ita post peccatum lepra libidinis hanc corporis partem invasit. Qui igitur extra conjugium vivunt, ardent turpissime: qui in conjugio vivunt, nisi moderentur affectus, et sollicite custodiant benevolentiam mutuam, quam varie tentantur? Denne guddommelige gerning er tillagt ikke øjnene, ikke munden, som vi ville regne for mere ærefulde dele af kroppen, men den del, som vi, der gennem synden er opdraget sådan, kalder skamfuld, og ivrigt tilhyller, at den ikke skal ses. Men ligesom i den uskyldige natur hele forplantningsgerningen er den helligste og reneste; således har efter synden vellystens spedalskhed invaderet denne del af kroppen. De, der lever udenfor ægteskabet, brænder på det skændigste; de, der lever i ægteskabet, hvor mangfoldigt fristes ikke også de, medmindre de behersker deres lidenskab, og bekymret bevogter deres fælles velvilje?

³² An non igitur sentiemus tandem, quam foeda et horribilis res sit peccatum? si quidem sola libido nullo remedio potest curari, ne quidem conjugio, quod divinitus infirmae naturae pro remedio ordinatum est. Major enim pars conjugatorum vivit in adulteris, et canit de conjuge notum versiculum: Nec tecum possum vivere, nec sine te. Haec horribilis turpitudo oritur ex honestissima et praestantissima parte corporis nostri. Praestantissimam appello (213) propter opus generationis, quod praestantissimum est, si quidem conservat speciem. Per peccatum itaque utilissima membra turpissima facta sunt. Mon ikke vi også føler, hvor skrækkelig og forfærdelig en ting synden er? hvis nemlig bare vellysten ikke kan kureres ved noget middel, ikke engang i ægteskabet, som er indstiftet som et guddommeligt middel mod naturens svaghed. Den største part af ægtefolkene lever nemlig i ægteskabsbrud, og synger om ægtefællen med det lille vers: Jeg kan hverken leve sammen med dig eller uden dig. Denne forfærdelige skændsel opkom fra den mest ærefulde og fortrinlige del af kroppen. Jeg kalder den fortrinlig på grund af forplantningsgerningen, som er fortrinlig, hvis nemlig den bevarer arten. Gennem synden blev der således af de mest nyttige lemmer frembragt de mest skændige.

³³ Non enim haec sic fuissent in Adam et Heva: erant pleni fide erga Deum: itaque quoties liberis voluissent operam dare, convenissent non incitati furore illo, qui nunc in leprosa carne est, sed admirantes Dei ordinationem, et obedientes ei, cum summa moderatione, sicut cum jam convenimus ad audiendum verbum Dei et cultum Dei. Sådan forholdt det sig nemlig ikke i Adam og Eva: de var fulde af tro til Gud: derfor, hvor længe de end ville gøre sig umage med at få børn, de ville dog komme sammen uden at være optændt af den lidenskab, som nu er i det spedalske kød, men de ville gøre det i beundring for Guds ordning, og i lydighed mod ham, med største tilbageholdenhed, sådan som vi nu kommer sammen for at høre Guds ord og dyrke ham.

³⁴ Haec omnia per peccatum ita amisimus, ut solum privative, et non positive ea possimus intelligere. Ex malo enim, quod retinemus, cogimur colligere, quantum bonum sit, quod amisimus. Debemus autem Deo gratiam pro reliquiis quantumvis corruptae generationis adhuc manentibus, quibus ecclesia et politia opus habet. Alt dette er således udslettet ved synden, at vi kun kan forstå det enkeltvis og ikke positivt. Ud af det onde, som vi holder tilbage, søger vi at samle sammen alt det gode, vi har mistet. Men vi skylder Gud tak for de øvrige ting, der, skønt ved en fordærvet forplantning, indtil nu er bevaret, de ting, som kirken og samfundet har gavn af.

³⁵ Mirabile autem est, in omnibus linguarum scriptoribus nullum apicem inveniri, qui ostenderet nuditatem per peccatum ignominiosam factam, quae antea honestissima fuit. Hujus cognitionis igitur unicum magistrum habemus Mosen, qui tamen brevissimis verbis ostendit, quod homo, lapsus a fide, confusus sit, et quod illa genitalium gloria versa sit in summam ignominiam, ut cogeretur homo ea tegere perizomata. Men det er mærkeligt, at i alle sprogs skrifter findes der ikke nogen brod, som viser, at nøgenheden ved synden er beskæmmet, den, der før var ærefuld. Som denne erkendelses eneste mester har vi Moses, som dog med meget få ord viser, at mennesket, faldet fra troen, blev forvirret, og at denne kønsdelenes ære blev vendt til den største beskæmmelse, så at mennesket søgte at dække dem med klæder.

³⁶ Vocabulum 'hagorah' cujus hic plurale est, proprie significat singulum, ut intelligas, folia ficus femora ex omni parte texisse, ut illa pars ante peccatum honestissima tegeretur tanquam turpissima et indigna oculis hominum. O quam horribilis lapsus peccati! sic enim aperiuntur oculi hominis, ut, quod honestissimum erat, nunc adspiciat pro turpissimo. Ordet "hagorah", som her står i pluralis, betyder almindeligvis i ental, såvidt man véd, figenblade dækket over alle dele af låret, så den del, der før synden var den mest ærefulde, blev dækket så skændigt og uværdigt for menneskets øjne. O, hvor forfærdelige var ikke syndefaldet! således åbnes nemlig menneskets øjne, at hvad der var det mest ærefulde, det tager det nu for det skændigste.

³⁷ (214) Sic adhuc hodie, postquam lex venit, tunc primum apparet, quid fecerimus. Revelatum autem peccatum tantam turpitudinem videtur habere, ut animi conspectum ejus non possint sustinere. Itaque conantur id tegere. Nemo, etiamsi fur, adulter, homicida sit, vult talis videri. Sic Haeretici nullo modo agnoscunt errorem, sed pertinacissime defendunt, et volunt videri Catholici: id ut obtineant, folia ficus satis lata consuunt, hoc est, tentant omnia, quae ad colorandum et palliandum errorem apta sunt. Således er det indtil idag, efter at loven er kommet, først da bliver det klart, hvad vi har gjort. Men synden åbenbares, og vi ser hvor stor en skændsel vi har, at sjælene ikke kan udholde at se den. Derfor forsøger de at dække den. Ingen, hvadenten han er tyv eller horkarl eller manddraber, vil se ud som en sådan. Således vil kætterne på ingen måde vide af deres fejl, men forsvarer den hårdnakket og vil dog se ud som den rette kirke: for at de kan opnå det, sammensyr de figenblade, der skjuler tilstrækkelig meget, det vil sige, de forsøger alt, hvad der er egnet til at udsmykke og tilsløre deres fejl.

³⁸ Haec peccati natura etiam in pueris cernitur, qui saepe deprehensi in ipso facto tamen satagunt, quo parentibus aliud persuadeant, et se excussent. Sic simpliciter solent homines, etiam cum deprehensi tenentur, tamen conantur elabi, ne confundantur, sed videantur boni et justi. Hoc venenum etiam per peccatum in naturam instillatum est, sicut praesens locus testatur. Denne syndens natur kan også ses også hos børn, som ofte, selv om de bliver grebet på fersk gerning, dog gør sig umage med, at overbevise forældrene om noget andet, og således undskylde sig. Således plejer simpelthen mennesker, også når de holdes fast, når de opdages, dog at bestræbe sig for ikke at bringes ud af fatning, men kan se ud, som om de er gode og retfærdige. Denne gift er også indgydt i os gennem synden, sådan som stedet her bevidner.

³⁹ Et cum audissent vocem Domini Dei deambulantis in Paradiso ad auram diei, abscondit se Adam et uxor ejus a facie Domini Dei inter arbore Paradisi. Og da de hørte Gud Herrens røst, mens han gik tur i Paradis, da dagen blev sval, skjulte Adam og hans hustru sig for Gud Herrens ansigt mellem Paradis' træer.

⁴⁰ Hoc nunc tertium malum est peccati originalis, quod probat, justistiam originalem amissam esse. Ceretum Lyram hic iterum implicant sententiae Rabinorum. Alii enim "ad aurem diei" exponunt de loco seu plaga inter austrum et occidentem: alii de tempore exponunt, quod hoc acciderit sub vesperam, cum remittit calor, et incipiunt venti spirare. Dette er nu det tredie onde fra arvesynden, som viser, at den oprindelige retfærdighed er mistet. Her igen vikler Lyra sig ind i rabbinernes sætninger. Nogle udlægger nemlig "da dagen blev sval" om stedet eller egnen mellem syd og vest; andre udlægger det om tiden, så at dette sker hen under aften, da køligheden vender tilbage, og vinden begynder at blæse.

⁴¹ Mea sententia haec est, ut accipiamus spiritum simpliciter pro vento, et quod, postquam conscientia per legem convicta fuit, territi sint Adam et Heva (215) ad sonitum folii: sicut videmus in hominibus meticulosis; hi cum audiunt crepitum trabis, metuunt ruinam totius domus; cum murem audiunt, metuunt, ne Satan praesens sit, et velit eos interficere. Natura enim sic sumus vere perterrefacti, ut etiam, quae tuta sunt, metuamus. Min mening her er, at vi skal tage ånden simpelthen for vinden, og at, efter at samvittigheden ved loven var blevet overbevist, Adam og Eva blev skrækslagne ved lyden af et blad: sådan som vi ser det ved frygtsomme mennesker; når det hører en bjælke knage, frygter de, at hele huset styrter sammen; når de hører en mus, frygter de, at Satan selv er tilstede og vil dræbe dem. Af natur er vi nemlig meget frygtsomme, så vi også frygter dem, der holder øje med os.

⁴² Adam igitur, et Heva, postquam conscientia per legem convicta est, et sentiunt turpitudinem coram Deo et se, amissa fiducia erga Deum, sic pleni sunt metu et pavore, ut, cum spiritum seu ventum audiant, statim cogitent, Deum adesse ultorem, et se abscondant. Adam blev da, og Eva med, efter at samvittigheden ved loven var blevet overbevist, og de havde følt skændselen overfor Gud og overfor sig selv, og mistet tiltroen til Gud, de blev da så fyldt med skræk og bæven, at de, da de hørte ånden eller vinden, straks tænkte, at det var Gud hævneren, der kom, og skjulte sig.

⁴³ Atque existimo, vocem Domini obambulantis dici a Mose ventum seu sonum venti, qui praecessit apparitionem Domini. Sicut Christus in evangelio de vento dicit (Ioh 3,8): "Vocem ejus audis". Cum enim audiverunt folia crepantia, tanquam a vento impulsa, cogitaverunt: Ecce jam advenit Dominus, expetiturus a nobis poenas. Og jeg tænker, at Herrens røst, når han gik tur, af Moses godt kan siges at være en vind eller som lyden af en vind, som gik forud for Herrens åbenbarelse. Sådan siger Kristus i evangeliet om vinden: I hører dens røst. Når nemlig de hører bladene rasle, som var de bevæget af vinden, tænker de: se, nu kommer Herren for at tildele os straffen.

⁴⁴ Itaque cum Moses addit postea: "Ad auram diei", videtur mihi, quod se exponat, quasi dicat: Erat vox sicut ventus dici, ut emphasis in vocabulo diei sit; non enim dicit de vento in nocte; ut exaggeret ingentem pavorem, qui peccatum secutus est, quasi dicit: Ita pavidi fuerunt, ut in claca luce diei metuerent a sonitu folii. Derfor, når Moses bagefter tilføjer "da dagen blev sval", synes jeg, at det er, som om han siger: Der var en lyd som af en vind, så at trykket skal ligge på "dag"; han taler nemlig ikke om vinden om natten; så at han kan forøge den store skam, som følger efter synden, som om han sagde: så stor en skam havde de, at de i dagens klare lys frygtede lyden af et blad.

⁴⁵ Quid accidisset, si Deus in tenebris et nocte venisset; ibi enim terror longe major est. Sicut enim lux animosos facit, ita tenebrae augent pavorem. Hic pavor, quo Adam et Heva in ipso diei lumine post peccatum excipiuntur, manifestum signum est, cecidisse eos prorsus a fide. Hvad ville der så ikke være sket, hvis Gud var kommet om natten; da er nemlig frygten meget større. Ligesom nemlig lyset gør opstemt, sådan øger mørket skammen. Den skam, som Adam og Eva efter synden må gå rundt med, er et sikkert tegn på, at de ganske er faldet bort fra troen.

⁴⁶ Hanc existimo veram sententiam esse hujus loci, et convenit cum illa comminatione Mosi, ubi in Levitici 26 (v.36) concionatur de poenis secuturis (216) peccatum, quod a sonitu folii volantis peccatores timebunt, et fugient tanquam a gladio. Dette mener jeg, er den sande mening af dette sted, og det stemmer overens med Moses' trussel, hvor han i Lev 26,36 ophidses over den straf, der følger synden, fordi synderne frygter lyden af et blæsende blad, og flygter som for et sværd.

⁴⁷ Cum enim conscientia vere est perterrefacta, ita opprimitur homo, ut non solum nihil facere, sed ne cogitationem aliquam instituere posset, sicut dicunt in acie fieri: ibi metu oppressi milites non manum movere possunt, sed praebent se mactandos hosti. Tam horribilis poena sequitur peccatum, ut a sonitu folii metuat conscientia, imo ut pulcherrimam creaturam, ipsum lumen diei, sustinere non possit, quo tamen natura recreamur. Når nemlig samvittigheden bliver virkelig skrækslagen, så bliver mennesket så knust, at det ikke blot ikke gør noget, men ikke kan producere nogen tanke, sådan som det siges at ske på slagmarken: hvor soldater knust af frygt ikke kan bevæge en finger, men foretrækker at lade sig slagte af fjenden. Så forfærdelig en straf følger på synden, at samvittigheden gribes af frygt bare ved lyden af et blad, ja, at den ikke kan udholde den smukkeste skabning, selve dagens lys, hvorved vi dog ellers på naturlig måde rekreeres.

⁴⁸ Vides igitur hic iterum magnitudinem peccati originalis nobiscum nati, et nobis per peccatum primorum parentum implantati. Facit autem hoc quoque incommodum ad intelligendam privative seu a contrario justitiam originalem. Fuit enim in homine pulcherrima fiducia erga Deum, nec potuisset homo timere, etiamsi coelum vidisset ruere. Her ser du igen størrelsen af den arvesynd, som er os medfødt, og indplantet i os fra vore første forældre. Den gør os nemlig uskikket til at forstå på særegen eller modsætningsvis måde den oprindelige retfærdighed. Der var nemlig i mennesket den smukkeste tiltro til Gud, ejheller kunne mennesket være bange, om han så så himlen falde ned.

⁴⁹ Quanta cum securitate audit Heva serpentem? Nos non cum catello domi educato et assuefacto, non cum pullo tam familiariter loquimur. Non igitur ante peccatum quaerebant latibula, sed sapientes, recti stabant erecta facie, laudantes Deum: at nunc a sonitu folii terrentur. Med hvor stor sikkerhed hørte Eva på slangen? Vi er ikke opdraget eller vant til kæledyr, og kan ikke tale så fortroligt med en kylling. De søgte heller ikke noget skjulested før synden, men lovpriste Gud, med visdom, opretstående, med oprejst pande: men nu bliver de bange for lyden af et blad.

⁵⁰ O quam gravis casus, labi ex summa securitate, fiducia et delectatione Dei in tam horribilem pavorem, ut homo a conspectu Dei plus, quam a Diaboli conspectu et praesentia refugiat! Non enim Diabolum fugiunt Adam et Heva: Deum, conditorem suum, fugiunt, eum judicant sibi graviorem et formidabiliorem esse Satana, Satanam autem meliorem Deo; a Satana enim non fugiunt. Ergo pavor hoc vere fuga et odium Dei est. O hvor alvorlig en sag, at blive taget ud af den største sikkerhed, tillid til og kærlighed mod Gud ind i en så forfærdelig skam, så mennesket ved at se Gud flygter mere end ved synet og nærværelsen af djævelen! For Adam og Eva flygter ikke for djævelen. Men for Gud, deres skaber, flygter de, ham regner de for alvorligere og værre end Satan, men Satan for bedre end Gud; for Satan flygter de nemlig ikke. Ergo er denne skam virkelig flugt fra og had til Gud.

⁵¹ Utile autem est videre, quomodo peccatum (217) paulatim incrementa sumat, donec fiat supra modum peccans peccatum, sicut Paulus (Rom 7,13) appellare solet. Primum enim cadit homo ex fide in incredulitatem et inobedientiam; incredulitatem autem sequitur pavor, odium et fuga Dei, quae desperationem et impoenitentiam secum adducunt. Quo enim confugiat cor, sic pavens a praesentia Dei? num ad Diabolum? Her er det nyttigt at se, hvordan synden efterhånden tager til at vokse, mens synden bliver over al måde synd, som Paulus plejer at sige. Først nemlig hugger den mennesket væk fra troen ind i mistilliden og ulydigheden. Men mistilliden følges af skam, had og flugt fra Gud, som videre fører fortvivlelse og ubodfærdighed med sig. Hvor skal nemlig hjertet flygte hen, hvis det skammer sig i Guds nærværelse? Skal det flygte til djævelen?

⁵² Non quidem id utile nec consultum est, et tamen ita fiat, si quidem haec historia ostendit, quod Deus creaverit hominem, et fecerit eum Dominum omnium, et tamen homo fugiat eum, nec quidquam eo habeat aut invisum magis, aut intolerabilis: alioqui non averteret se a Deo, non fugeret eum, non paveret a voce Dei venientes non in nocte, non cum fulminibus et tonitruis, sicut in Sina, sed in claro diei lumine, levi et suavi vento spirante, ac folia arborum leniter commovente. Nihil igitur gravius, nihil miserius est conscientia, territa lege Dei et conspectu peccatorum. Ikke engang det nytter eller er tilrådeligt, og dog sker det, hvad jo da også denne historie viser, hvor Gud havde skabt mennesket og gjort ham til herre over alt, og dog flygter mennesket for ham, og holder ham enten hellere for noget usynligt eller for utålelig: ellers ville han jo ikke have vendt sig bort fra Gud, ville ikke være flygtet for ham, ville ikke have skammet sig over Guds stemme, der jo ikke kom om natten, eller kom med lyn og torden, som på Sinai, men i det klare dagslys, mens en let og blid vind blæste, og træernes blade bevægede sig let. Derfor er intet mere alvorligt, intet mere elendigt end en samvittighed, der er skrækslagen ved Gud lov og ved at se sine synder.

⁵³ Haec facit, ut, quod pessimum est, Adam et Heva fugiant Creatorem et Deum suum, et confugiant ad illa vere ficulnea praesidia, ut et tegant se, et abscondant inter medias arbores. Quid potest dici horribilius, quam fugere Deum, et velle abscondi ab eo? Herved sker det, og det er det værste, at Adam og Eva flygter for deres skaber og Gud, og tager deres tilflugt til selve det figentræs-forsvar, at de dækker sig og skjuler sig inde midt mellem træerne. Hvad kan siges mere forfærdeligt, end at flygte fra Gud, og ville skjule sig for ham?

⁵⁴ Quare hic iterum apparet, quam recta sit voluntas et intellectus post peccatum. Voluntatem depravatum esse, ostendit ipsum factum, quod appetunt divinitus prohibita, et sic appetunt, ut Deo inobedientes, Satanae autem obedientes fiant. Nec de intellectu depravato dubitare possumus, cum videamus consilium, quo Adam et Heva se tutos putant. An non enim extrema stultitia est, primum tentare impossibilia, dum conantur Deum fugere, quem non (218) possunt fugere; secundo tentare fugam tam stulte modo , ut inter arbores se tutos credant, quos ferreri muri et montium ingentes moles non poterant salvare? Her kan det igen ses, hvor retvendt viljen og forstanden er efter synden. At viljen er ødelagt, det viser selve det faktum, at de har lyst til det, der er forbudt af Gud, og at de har lyst til det på en sådan måde, at de bliver ulydige mod Gud, og lydige mod Satan. Vi kan heller ikke tvivle på, at forstanden er ødelagt, når vi lægger mærke til den idé, hvorved Adam og Eva mener at kunne sikre sig. Mon nemlig ikke dette er den største dårskab, først at forsøge det umulige, de forsøger nemlig at flygte fra Gud, hvem ingen kan flygte fra; dernæst at forsøge at flygte på en så tosset måde, at de tror sig sikre mellem træerne, de, som selv en jernmur eller overmåde tunge bjerge ikke kan frelse?

⁵⁵ Ad hunc modum, amissa fiducia Dei, sequitur in voluntate horribilis pavor, et amissa sapientia et intelligentia, pulcherrimis dotibus, sequitur extrema stultitia, ut stultissimis rationibus impossibilis tentent. Adeo inexhaustum malum est peccatum originis; et tamen haec sunt quasi praeludia; nondum enim ad judicium ventum est, quod longe est atrocius et gravius. På den måde går det til, at når tilliden til Gud er borte, så følger i viljen den største bæven, og når visdommen og forstanden, ja, selv de største gaver, er borte, så følger den største tåbelighed, sådan som de jo prøver de mest umulige og mest tåbelige begrundelser. Derfor er syndens oprindelse et uudtømmeligt onde; og dog er dette bare som et forspil, vi er nemlig endnu ikke kommet til dommen, som er langt værre og langt alvorligere.

⁵⁶ Vocavitque Dominus Deus Adam, et dixit ei: Ubi es? Og Gud Herren kaldte på Adam og sagde til ham: Hvor er du?

⁵⁷ Haec est descriptio judicii; postquam enim Adam territus est conscientia sui peccati, fugit conspectu Dei, et sentit, non solum Paradisum, sed totum mundum angustiorem esse, quam in quo possit tuto latere. Ostendit igitur in illa anxietate animi suam stultitiam, quod quaerit remedium peccati fugiendo a Deo. At jam nimis procul a Deo fugerat. Dette er beskrivelsen af dommen; for efter at Adam blev forfærdet i sin samvittighed over sin synd, flygtede han fra Guds åsyn og følte, at ikke blot Paradiset, men hele verden var for snæver til, at han i den kunne skjule sig sikkert nok. Da viste sig i denne sindets frygt hans tåbelighed, at han søgte et middel mod synden ved at flygte fra Gud. Og så flygtede han altfor langt væk fra Gud.

⁵⁸ Nam ipsum peccatum est vera discessio a Deo, nec oportuit majorem fugam addere. Sed ita fit, haecque natura peccati est, ut, quanto a Deo discessit homo longius, tanto longius adhuc oportet discedere, quique semel fugit et apostatavit, fugit in aeternum. Ideo de inferni quoque poenis dicunt, hanc fore maximam, quod impii volent fugere, et sentient tamen, se non posse effugere. Sicut Adam hic, quamvis deprehensus, tamen non cessat fugere. For synden selv er den sande adskillelse fra Gud, og man kan ikke tilføje nogen større flugt. Men derfor går det også sådan til, og det er syndens natur, at jo mere mennesket søger at komme bort fra Gud, des mere har det også brug for at komme bort, og det på én gang flygter og falder fra, ja det flygter i evighed. Sådan fortælles der også om nogle straffe i helvede, og det må være den største straf, at de ufromme vil flygte, men dog føler, at de ikke kan flygte. Sådan Adam her, skønt fastholdt, kan han dog ikke andet end blive ved med at flygte.

⁵⁹ Quod igitur dicit Moses: "Vocavit eum", intelligendum est, quod vocaverit Adamum ad judicium. Quaeritur autem hic de persona, per quam (219) vocatus sit Adam. Ac non absurdum est, Deum ista omnia gesisse per ministerium Angelorum, et Angelum egisse vices Dei, se in persona Dei cum Adamo ista locutum esse, sicut magistratus cum aliquid vel faciunt, vel dicunt, non id faciunt nec dicunt in sua persona, sed Dei. Når derfor Moses siger: 'han kaldte på ham', skal man forstå, at han kaldte Adam til dom. Men der kræves her en person, gennem hvem Adam kan kaldes. Så det er ikke absurd at sige, at Gud gennemfører alt dette gennem englenes udførelse, eller at sige, at det var en engel, der på Guds vegne talte med Adam person til person, ligesom øvrigheden både gør noget og siger noget, men ikke gør eller siger det på egne vegne, men på Guds vegne.

⁶⁰ Ideo scriptura vocat judicium Dei judicia, quae exercentur seu administrantur per homines. Non igitur mihi displicet, per Angelum vocatum esse Adamum, et ostensum ei, quod fuga esset impossibilis. Derfor kalder skriften domme, der udføres eller administreres af mennesker for Guds domme. Og jeg har ikke noget imod, at man siger, at Adam blev tiltalt gennem en engel, og at det blev vist ham, hvor umuligt det var at flygte.

⁶¹ Singulariter autem observandum est, quod Moses diserte dicit, Adamum vocatum esse, utpote ad quem solum die sexto factum sit verbum Domini de arbore illa non gustanda. Sicut igitur solus audivit praeceptum, ita solus vocatur initio ad judicium. Heva autem, quia peccavit ipsa quoque, et defecit a Deo, audit simul judicium, et fit particeps poenae. Men man skal omhyggeligt lægge mærke til, at Moses tydeligt siger, at Adam blev kaldet, idet nemlig Herrens ord blev talt til ham alene på den sjette dag om, at han ikke måtte spise af træet. Ligesom derfor han alene hørte budet, således bliver han alene kaldet til dom som den første. Men fordi Eva også selv syndede og faldt bort fra Gud, hører hun samtidig dommen og bliver delagtig i straffen.

⁶² Verba "Ubi es?" sunt verba legis per Deum intentate in conscientiam. Quanquam enim omnia coram Deo nuda et nota sunt, Ebrae. 4. (v 13), tamen loquitur ad nostrum sensum, si quidem videt nos hoc agere, ut subducamus nos a conspectu ejus. Quod igitur dicit "Ubi es?" perinde est, ac si dicat: Putas, quod te non videam? Vult enim Adae ostendere, quod absconditus a Deo non sit absconditus, et quod fugiens Deo non effugerit Deum. Ordet 'Hvor er du?' er et lovens ord fra Gud, henvendt til samvittigheden. Skønt nemlig alt overfor Gud ligger nøgent og klart for dagen, (Hebr 4,13), så siges det dog til vor forståelse, om dog ikke vi kunne se, hvad det er, vi gør, når vi flygter bort fra hans åsyn. Når han altså siger 'hvor er du?', er det det samme, som hvis han sagde: 'Mener du, at jeg ikke ser dig?' Han vil nemlig vise Adam, at den, der skjuler sig for Gud, ikke er skjult, og at den, der flygter fra Gud, ikke kan undslippe Gud.

⁶³ Hoc enim naturaliter in omni peccato accidit, ut stulte conemur effugere iram Dei, et tamen non possimus effugere. Stultitia enim extrema est, quod existimamus remedium potius in fuga a Deo esse, quam in reditu ad Deum, et tamen natura peccatrix non potest redire ad Deum. Dette tilføjes nemlig som noget naturligt til al synd, at vi dumt forsøger at flygte bort fra Guds vrede, og dog ikke kan flygte. Det er nemlig den største dumhed, at vi i højere grad regner det for et lægemiddel at flygte bort fra Gud end at vende tilbage til ham, og dog kan synderinden af naturen ikke vende tilbage til Gud.

⁶⁴ Quid igitur putabimus animi fuisse Adae, cum audiret vocem hanc? Speraverat (220) se latere posse, et ecce! stat ante tribunal Dei, et poscitur jam ad poenam. Hvad skal vi da mene, at Adams sindsstemning var, da han hørte denne røst? Han havde håbet at kunne skjule sig, og se, så står han foran Guds domstol og kræves allerede hen til straffen.

⁶⁵ Qui ait: Vocem tuam audivi in Paradiso, et timui eo, quod nudus essem, et abscondi me. Han sagde: Jeg hørte din røst i Paradiset og så blev jeg bange, fordi jeg var nøgen, og så skjulte jeg mig.

⁶⁶ Sicut stulte coepit fugere, ita etiam stultissime respondet; adeo destitutus est per peccatum omni sapientia et consilio. Vult Deum docere, quod nudus sit, qui eum nudum creaverat: sic se ipsum confundit, prodit et condemnat proprio ore. Dicit, audivisse se vocem Domini et timuisse. An non autem audiverat antea quoque vocem Domini prohibentis, ne de arbore vetita comederet? Cur igitur tum non timuit? cur tum se non abscondit? Cur tum stabat laetus et erectus, cum Deum praesentem videret et audiret? nunc autem ad sonitum folii pavet. Ligesom det var dumt, at han begyndte at flygte, sådan er det også dumt, hvad han svarer; i den grad er han gennem synden blevet forladt af al visdom og klogskab. Han vil belære Gud om, at han er nøgen, den Gud, der havde skabt ham nøgen. Sådan forvirrer han sig selv, forråder og fordømmer sig selv med sin egen mund. Han siger, at han hørte Herrens røst og blev bange. Men mon han ikke tidligere også havde hørt Herrens røst, da han forbød ham at spise af det forbudne træ? Hvorfor frygtede han ikke da? Hvorfor skjulte han sig ikke da? Hvorfor stod han da glad og oprejst, da han så og hørte Gud ansigt til ansigt? Men nu bæver han ved et blads raslen.

⁶⁷ Sequitur igitur, non esse Adamum eum amplius, qui fuit, sed mutatum, et alium esse factum, qui mendacem causam accersat ad defensionem. Quomodo enim verum est, causam timoris esse vocem, cum antea vocem non timuerit, sed cum voluptate audiverit Deum? Deraf følger, at der ikke mere er tale om den Adam, der var, men om en forandret Adam, der er blevet gjort til en anden, som oven i købet bruger løgn til at forsvare sin sag. Hvor sandt er det nemlig ikke, at grunden til hans frygt er røsten, eftersom han tidligere ikke frygtede røsten, men med lyst hørte på Gud?

⁶⁸ Discamus igitur, hanc perversitatem et stultitiam semper comitari peccatum, ut excusando peccatores se accusent, et defendendo se prodant, maxime coram Deo, sicut Adam hic vult tegere crimen, et se ornare. Dicit, causam fugae esse, non quod peccarit, sed quod audiverit vocem Domini, et ea sit perterrefactus, et erubescat, quod nudus sit. Vi kan altså lære, at denne perversitet og dumhed altid følger efter synden, så at synderne, når de undskylder sig, anklager sig selv, og når de forsvarer sig, afslører sig selv, især overfor Gud, sådan som Adam her vil dække over sin forbrydelse og smykke sig selv. Han siger, at grunden til hans flugt var, ikke at han har syndet, men at han hørte Herrens røst, og at den var skrækindjagende, og at han skammede sig, fordi han var nøgen.

⁶⁹ Non cogitat miser, se hunc timorem antea non habuisse, nec erubuisse ob nuditatem, quae cum Dei creatura esset, cur veretur in eo, quod Deus fecit? Nudus antea in conspectu Dei et omnium creaturarum in Paradiso (221) obambulaverat, securus de voluntate Dei, et se oblectans in Deo. Iam pudefit, quod nudus sit, fugit a Deo, et abscondit se. Haec omnia certa argumenta sunt, quibus Adam se ipsum condemnat, et peccatum suum prodit. Den elendige Adam tænker ikke på, at han ikke tidligere havde denne frygt, eller skammede sig over sin nøgenhed, for når han var Guds skabning, hvorfor skulle han så skamme sig over det, som Gud havde skabt? Han havde tidligere gået nøgen omkring, mens Gud og alle skabninger i Paradis så på det, sikker på Guds vilje og glædende sig i Gud. Nu skammede han sig, fordi han var nøgen, flygtede fra Gud og skjulte sig. Alt dette er sikre kendetegn, hvorved Adam fordømmer sig selv og afslører sin synd.

⁷⁰ Sic impii extremo judicio condemnabunt se ipsos, cum revelabuntur tenebrae cordium humanorum, et tanquam in apertis libris legentur singulorum malefacta. Scit quidem Deus, peccasse Adamum, et esse reum mortis; ideo autem interrogat eum, ut ipse suo testimonio convincatur, quod peccaverit, si quidem a Deo fugit, quod ipsum peccatum est, sicut virtus est ad Deum confugere. Sådan dømmer de ugudelige sig selv i den yderste dom, når de åbenbarer menneskehjertets mørke, og det skønt hver enkelt af deres overtrædelser kan læses som i en åben bog. For Gud véd jo godt, at Adam har syndet og er skyldig i døden; men han udspørger ham, for at han selv skal overbevises ved hans vidnesbyrd, fordi han har syndet, alene derfor, at han er flygtet bort fra Gud, hvilket er synden selv, ligesom dyden er af henfly til Gud.

⁷¹ Hoc testimonium contra se ipsum fert Adam, quanquam mendacio peccatum tegi posse sperat, cum dicit, causam fugae esse vocem Domini et nuditatem suam. Dette vidnesbyrd bærer Adam imod sig selv, når han håber at kunne dække sin synd med løgn, idet han siger, at grunden til hans flugt var Herrens røst og hans nøgenhed.

⁷² Discamus igitur, naturam hanc peccati esse, quod, nisi Deus statim medicinam faciat, et revocet peccatorem, fugit sine fine a Deo, et excusando mendaciter peccatum, peccatum peccato addit, donec veniat ad blasphemiam et desperationem. Her kan vi altså lære, at det er syndens natur, at, hvis ikke Gud straks skaber et lægemiddel og kalder synderen tilbage, så flygter han uden ende fra Gud, og idet han løgnagtigt undskylder sin synd, føjer han synd til synd, indtil han når til blasfemien og fortvivlelsen.

⁷³ Sic peccatum pondere suo semper secum trahit aliud peccatum, et facit aeternam ruinam, donec homo peccator tandem Deum potius accuset, quam ut agnoscat peccatum suum. Sådan drager synden ved sin vægt altid med sig endnu en synd, og skaber en evig ødelæggelse, indtil det syndige menneske når dertil, at det hellere anklager Gud, end det erkender sin synd.

⁷⁴ Debebat Adam dicere: Domine, peccavi. Sed hoc non facit: Deum peccati accusat, et dicit re vera: Tu, Domine, peccasti. Ego enim mansissem sanctus in Paradiso post morsum pomi, si tu quievisses. Hoc enim re vera significat verba, cum dicit: Non fugissem, nisi vox tua terruisset me. Adam burde sige: Herre, jeg har syndet. Men dette gør han ikke. Han anklager Gud for at synde, og siger i virkeligheden: 'Du, Herre, har syndet. Jeg ville nemlig være forblevet hellig i Paradiset efter at have bidt af æblet, hvis du ikke havde kaldt på mig'. For det betyder de ord, han siger: Jeg ville ikke være flygtet, hvis ikke din røst havde skræmt mig.

⁷⁵ Sic homo propter peccatum accusatus a Deo non agnoscit peccatum, sed potius accusat Deum, et culpam a se in Creatorem transfert, ut peccatum sic (222) in infinitum crescat, nisi succurrat Deus per misericordiam suam. Således kender det menneske, der er anklaget af Gud, på grund af synden ikke synden, men anklager i stedet for Gud og fører brøden over fra sig selv til Gud, så at synden således ville vokse i det uendelige, hvis ikke Gud i sin barmhjertighed kom til hjælp.

⁷⁶ Hanc impietatem et extremam stultitiam sentit Adam esse summam sapientiam. Ita enim terrore confusus est, ut, quid dicat, quidve agat, nesciat, et excusando gravissime se accuset, ac peccatum in immensum augeat. Denne ufromhed og yderste dumhed mener Adam er den højeste visdom. Således er han nemlig forvirret af frygt, at han ikke véd, hvad han siger og gør, og idet han undskylder sig, anklager han sig på det alvorligste og øger synden til det umådelige.

⁷⁷ Non autem sentiemus, soli Adamo haec ita accidisse. Singuli facimus eadem, et natura non sinit nos aliter facere post peccatum admissum. Omnes enim potius, quam id coram Deo agnoscamus, accusamus Deum, sicut Adam, qui vocem Dei causam fugae esse dicit. Men vi må ikke mene, at det kun er Adam, det er gået således. Hver af os gør det samme, og naturen ophører ikke med at gøre os anderledes efter at synden har fået frit løb. Alle gør vi nemlig det, at vi i stedet for at erkende det overfor Gud, anklager Gud, ligesom Adam, som sagde, at grunden til, at han flygtede, var, at han hørte Guds røst.

⁷⁸ Igitur sentit Deum auctorem fugae. Hoc peccatum sequitur jam aliud; qui enim Deo Creatori non parcit, quomodo parceret creaturae? Itaque Deo nuditatem objicit, tanquam conditori turpis rei. Per peccatum enim sic dementatus est, ut gloriam nuditatis vertat in contumeliam Creatoris. Derfor mener han, at Gud er årsagen til flugten. Den ene synd følger allerede efter den anden; hvem vil nemlig ikke holde sig tilbage fra Gud skaberen, sådan som han holder sig tilbage fra skabningen? Derfor bebrejder han Gud sin nøgenhed som en dårskab, skaberen er skyld i. For gennem synden er han blevet i den grad afsindig, at han vender nøgenhedens ærefuldhed om til en bebrejdelse mod skaberen.

⁷⁹ Cui dixit Dominus: Quis autem indicavit tibi, quod nudus esses? Nisi quod ex ligno, de quo praeceperam tibi, ne comederes, comedisti? Da sagde Herren til ham: Hvem har fortalt dig, at du var nøgen? Mon du har spist af det træ, jeg forbød dig at spise af?

⁸⁰ Hic commovetur conscientia Adae vero stimulo legis, quasi dicat Deus: Nosti, te esse nudum, et ideo abscondisti te. Atqui nuditas est mea creatura: num eam ut turpem damnas? Non igitur nuditas confudit, non vox mea terruit te, sed quod conscientia tua te arguit peccati ob comestum pomum ex arbore vetita. Hic Adam, cum sic urgetur, in media morte et medio inferno fuit. Her bevæges Adams samvittighed af lovens brod, som om Gud sagde: 'Jeg vidste, at du er nøgen, og alligevel gemte du dig. Men nøgenheden er min skabelse: mon du fordømmer den som tåbelig? Derfor er det ikke nøgenheden, der forvirrer dig, eller min røst, der forskrækker dig, nej, det er det, at din samvittighed overbeviser dig om synd, fordi du har spist æblet fra det forbudne træ'. Her er Adam midt i døden og midt i helvede, når den overbeviser ham således.

⁸¹ Coactus enim est fateri, quod nuditas non esset mala, si quidem a Deo creata erat. Contra agnovit, hoc esse malum, quod de nuditate jam haberet malam conscientiam de qua (223) antea tanquam de singulari ornamenta gloriatus fuerat, et quod paveret jam ad vocem Dei, quam antea cum summa voluptate audiverat. Han er nemlig tvunget til at indrømme, at nøgenhed ikke er noget ondt, eftersom den var skabt af Gud. Modsat erkender han, at det er forkert, at han nu har dårlig samvittighed over nøgenheden, som han før roste sig af som en enestående pryd, og at han nu bæver ved Guds stemme, som han før påhørte med den største lyst.

⁸² Ad hunc sensum, quem in Adam videt Dominus, pertinet verba illa, quasi dicat: Quandoquidem conscientiam habes et paves, profecto manducasti ex prohibita arbore. Non enim accepisti mandatum de non occidendo, de non adulterando, sed de non gustandis fructibus hujus arboris. Quia igitur paves, ostendis, te contra hoc mandatum peccasse. Til den opfattelse, som Herren ser i Adam, knytter sig dette ord, som om han sagde: 'Nårsomhelst du har samvittighed og skælver, har du sandelig spist af det forbudne træ. For du har ikke fået noget bud om ikke at slå ihjel, om ikke at bedrive hor, men om ikke at spise af frugten fra dette træ. Derfor, fordi du skælver, afslører du, at du har syndet imod dette bud'.

⁸³ Sic quae Adam cogitabat, eadem ex Domino audit. Cogitabat: Ego comedi pomum, sed non dicam, me ideo fugere; tacebo peccatum, et dicam me vereri, quod nudus sim, et terreri voce ejus. Sed haec ipsa cum commemorat, ipse cogitur se accusare, et conscientiam intra se audit arguentem mendacium, et accusantem peccatum. Ad hanc accedit, quod ipse Dominus peccatum manifeste et disertis verbis jam accusat. Sed ne sic quidem ad agnitionem peccati simplicem Adam potest adigi. Dicit enim: Således hørte Adam fra Herren det samme, som han selv tænkte. Han tænkte: 'Jeg har spist æblet, men jeg vil ikke sige, at det er derfor jeg flygter; jeg vil tie stille om min synd og sige, at jeg skammede mig, fordi jeg er nøgen, og at jeg var bange for hans røst. Men når han erindrer netop det, erkender han, at han anklager sig selv, og han hører samvittigheden inden i sig overbevise ham om løgn og anklage ham for synd. Dertil kommer, at Herren selv tydeligt og med klare ord nu anklager ham for synd. Men ikke engang på den måde kan Adam ledes til syndserkendelse. Han siger nemlig:

⁸⁴ Mulier, quam dedisti mihi sociam, dedit mihi de ligno, et comedi. Kvinden, som du gav mig til medhjælp, gav mig fra træet, og så spiste jeg.

⁸⁵ Vide malitiam et naturam peccati, quam belle hic picta sit, quod nullo modo possit ad confessionem peccati cogi, sed negat peccatum, aut excusat, quamdiu videt aliquam excusationis vel spem, vel speciem relictam esse. Non autem mirum est, quod initio sperat, peccatum tegi posse, et potius Deum accusat, quam ut agnoscat, se pecasse. Se her syndens ondskab og natur, hvor smukt det her er afbildet, at den på ingen måde kan tvinges til at bekende sin synd, men nægter synden, eller undskylder den, sålænge den ser, at der er nogen undskyldning eller håb eller skin tilbage. Men det er ikke mærkeligt, at den i begyndelsen håber, at den kan dække over synden, og hellere vil anklage Gud end erkende, at den har syndet.

⁸⁶ Hoc mirum est, postquam convicit eum conscientia, et ipse etiam ex Deo audit peccatum suum, quod tamen perstat in excusatione. Non enim dicit: Domine, peccavi: (224) dimitte debitum. Esto misericors (nam natura peccati est, ut non sinat animum ad Deum refugere, sed cogat potius ad fugam a Deo): sed transfert culpam in mulierem. Men det er mærkeligt, at den, efter at samvittigheden har overbevist den, og den selv desuden har hørt sin synd af Gud, så alligevel står fast på undskyldningen. Den siger nemlig ikke: 'Herre, jeg har syndet, tilgive mig min skyld! Vær barmhjertig' (for det er syndens natur, at den ikke tillader sjælen at søge tilflugt hos Gud, men snarere tvinger den til at flygte bort fra Gud): nej, den overfører skylden på kvinden.

⁸⁷ Notum autem est, in scholis rhetorum tradi, quod objectum crimen aut negandum, aut defendendum sit, quod jure sit factum. Utrunque Adam facit. Primum negat crimen, et dicit, se voce Domini terreri, non suo peccato. Cum autem convincitur, ita ut negare factum non possit, conatur se jure defendere factum. Si, inquit, mihi non addidisses hanc mulierem, non comedissem. Sic iterum, quod ipse peccavit, in Deum rejicit,et eum accusat de suo peccato. Men man skal lægge mærke til, at det i de lærde skoler overleveres, at hvis man får bebrejdelse for en forbrydelse, så enten nægter man den, eller også forsvarer man sig med, at det var gjort med rette. Begge dele gør Adam. Først nægter ham forbrydelsen og siger, at han blev bange for Herrens røst, ikke for sin egen synd. Men når han så bliver overbevist, så han ikke kan nægte, at det er sket, søger han at forsvare med, at det var gjort med rette. Han siger: 'Hvis du ikke havde givet mig denne kvinde, så ville jeg ikke have spist'. Sådan gør han igen det, at han bebrejder Gud, at han selv har syndet, og anklager ham for sin egen synd.

⁸⁸ Adeo nullus finis est peccandi, ubi semel a verbo deflexum est. Peccarat inobedientia et incredulitate: nunc geminat contumelias et blasphemiam, dicens: Ego non audivi serpentem, non delectatus sum inspiciendo arborem illam, non extendi manum meam ad decerpendum pomum prohibitum. Haec omnia mulier fecit, quam tu mihi dedisti. In summa, Adam non vult agnoscere peccatum, sed purus et mundus haberi vult. Derfor er der ingen ende på synden, når den én gang er bøjet af fra ordet. Han synder i kraft af ulydighed og mistillid: nu fordobler han den til forbandelse og blasfemi, idet han siger: 'Det var ikke mig, der hørte slangen, det var ikke mig, der glædede mig ved at se på dette træ, jeg udrakte ikke min hånd til at plukke det forbudte æble. Alt dette gjorde kvinden, som du gav mig'. Kort og godt: Adam vil ikke erkende synden, men regnes for ren og skær.

⁸⁹ Pertinet itaque haec quoque particula ad descriptionem peccati seu naturae peccati. Quando enim non adest promissio remissionis peccatorum seu fides, tunc peccator non potest aliter facere. Si dixisset Deus: Adam peccasti, sed condonabo tibi peccatum, ibi Adam cum summa detestatione peccati humiliter et candide agnovisset peccatum. Derfor hører også denne lille del med til beskrivelsen af synden eller syndens natur. Når nemlig forjættelsen om syndernes forladelse eller troen ikke er til stede, da kan synderen ikke handle anderledes. Hvis Gud havde sagt: 'Adam, du har syndet, men jeg tilgiver dig din synd', så kunne Adam med den største forbandelse ydmygt og åbent have erkendt sin synd.

⁹⁰ Sed quia spes remissionis peccatorum nondum adest, propter transgressionem praecepti, nihil sentit nec videt, quam ipsam mortem. Eam autem quia natura non potest non aversari, ideo Adam ad confessionem peccati (225) non potest adigi, sed omnes vias tentat, quibus sperat culpam amoliri posse. Sic omnis peccator odit poenam suam: quia autem odit poenam, simul odit justitiam Dei et ipsum Deum, et conatur omnibus viribus persuadere Deo et omnibus, quod innocenter patiatur. Men fordi håbet om syndernes forladelse endnu ikke var til stede, på grund af overtrædelsen af budet, føler og ser han ikke andet end selve døden. Men fordi han ikke af naturen kan tilbagevise den, derfor kan Adam ikke ledes til bekendelse af sin synd, men forsøger sig frem ad alle veje, hvorved han håber at kunne tilintetgøre sin brøde. Således hader enhver synder sin straf; men fordi han hader straffen, hader han også Guds retfærdighed og Gud selv, og forsøger af alle kræfter at fastholde overfor Gud og alle andre, at han lider uskyldigt.

⁹¹ Ad hunc modum extenuat hic Adam peccatum, quod non audiverit serpentem, quod non decerpserit pomum. "Mulier, quam mihi dedisti, inquit, dedit mihi de ligno hoc". Ab hoc sensu non multum absunt homines desperati, qui, cum ad cognitionem peccati veniunt, aut laqueo abrumpunt vitam, aut Deo maledicunt. Notae sunt Hiob voces: "Maledicta dies, in qua natus sim. Cur non mater mea mihi sepulcrum facta est?" etc. (3,3). På den måde svækker Adam her sin synd: det var ikke ham, der hørte på slangen, det var ikke ham, der plukkede æblet. 'Kvinden, som du gav mig', siger han, 'gav mig af dette træ'. Med denne opfattelse er menneskene ikke langt fra at være desperate, eftersom de, når de kommer til erkendelsen af deres synd, enten afbryder deres liv med en strikke eller forbander Gud. Man kan her lægge mærke til Jobs udtalelse: "Den dag er forbandet, på hvilken jeg blev født. Hvorfor blev min mor ikke min grav?" osv (Job 3,3)

⁹² Culpam enim peccati transferunt in Deum, murmurant contra Deum, quod conditi sint ad interitum et damnationem. Aliter homo non potest facere, cum non adest spes veniae et promissio gratiae. Quia enim mors naturae intolerabilis est, ideo parit desperationem et blasphemias. De overfører nemlig brøden til Gud, de knurrer imod Gud, fordi de er skabt til undergang og fordømmelse. Andet kan mennesket ikke gøre, når håbet om gunst og forjættelsen om nåde ikke er til stedet. Fordi nemlig døden af naturen er uudholdelig, derfor afstedkommer den fortvivlelse og blasfemi.

⁹³ Est igitur vox plena doloris et irarum contra Deum: "Mulier, quam tu mihi dedisti", quasi dicat: Hoc incommodo tu me onerasti. Si mulieri dedisses proprium aliquem hortum, nec me ejus cohabitatione onerasses, mansissem sine peccato. Quod igitur peccavi, tua culpa est, qui addidisti mihi uxorem. Proponitur igitur Adam hic ceu exemplar omnium peccantium, et in peccato desperantium. Det er derfor et udtryk fuldt af smerte og vrede imod Gud: 'Kvinden, som du gav mig', som om han ville sige: 'Det er dig, der har bebyrdet mig med denne ubehagelige skabning. Hvis du havde givet kvinden en anden have et andet sted og ikke havde bebyrdet mig med at skulle leve sammen med hende, så ville jeg være forblevet uden synd. Derfor er det din skyld, at jeg har syndet, fordi du gav mig en hustru'. Adam fremstilles her som et eksempel på alle dem, der synder og fortvivler i deres synd.

⁹⁴ Non enim possunt aliter, quam Deum accusare et se excusare, si quidem vident, Deum omnipotentem esse, et ista peccata prohibere potuisse. Tam horribilis res est peccatum, ubi non in tempore eriguntur animi (226) promissione remissionis peccatorum. Atque hic legis effectus est, quando lex sola est sine evangelio et cognitione gratiae, ut abducat in desperationem et finalem impoenitentiam. For han kan ikke andet end anklage Gud og undskylde sig selv, især når han indser, at Gud er almægtig og kunne have forhindret denne synd. En så forfærdende ting er synden, når sjælene ikke i tide opløftes ved forjættelse om syndernes forladelse. Og her er loven virksom, når loven er alene, uden evangeliet og erkendelsen af nåden, så at den fører bort, ind i fortvivlelsen og den sluttelige ubodfærdighed.

⁹⁵ Et dixit Dominus Deus ad mulierem: Quare fecisti hoc? Quae respondit: Serpens decepit me, et comedi. Og Gud Herren sagde til kvinden: Hvorfor gjorde du det? Hun svarede: Slangen forførte mig og så spiste jeg.

⁹⁶ Nunc etiam Hevae exemplum proponitur, quae peccato corrupta, nihilo melior est quam Adam. Adam voluit videri innocens et rejecit culpam in Deum, qui uxorem addiderat. Heva etiam conatur se excusare, et accusat serpentem, qui etiam Dei creatura erat. Fatetur quidem, se comedisse pomum, sed serpens, inquit, quem tu creasti, quem tu permisisti in Paradiso obambulare, imposuit mihi. Hoc an non est accusare Creatorem et culpam a se removere? Nu fremstilles også Eva som et eksempel, hun er fordærvet af synden og ikke spor bedre end Adam. Adam ville synes uskyldig og skød skylden på Gud, som havde givet ham hans hustru. Også Eva søger at undskylde sig, hun anklager slangen, som også var Guds skabning. Ganske vist indrømmer hun, at hun har spist æblet, men slangen, siger hun, som du har skabt, som du har tilladt at vandre omkring i Paradiset, førte mig bag lyset. Mon ikke det er at anklage Skaberen og skyde skylden fra sig?

⁹⁷ Sic videmus, peccatum ubique idem esse et agere, non vult esse peccatum, non vult puniri pro peccato, sed vult esse justitia. Hoc cum obtinere non potest, in Deum reclinat culpam, ut Deum arguentem peccatum mendacii arguat. Ita ex peccato humano fit peccatum plane diabolicum, et incredulitas vertitur in blasphemiam, inobedientia in contumeliam Creatoris. Således ser vi, at synden overalt er den samme og handler ens, den vil ikke være synd, den vil ikke straffes på grund af synden, men vil være retfærdighed. Og når den ikke kan opnå det, skyder den skylden tilbage på Gud, så at den beskylder den Gud, der anklager for synd, for en løgner. Således bliver der af en menneskelig synd en næsten djævelsk synd, og mistillid vendes til blasfemi, ulydighed til forhånelse af Skaberen.

⁹⁸ Voco autem hoc diabolicum peccatum et non humanum, quia Diabolus in aeternum odit, accusat et damnat Deum, se autem justificat, nec possibile est, ut ex corde dicat: Domine, peccavi, ignosce mihi. Alioqui, sicut in Martini historia legitur, non esset desperandum ei de venia, quae venia impossibilis est, dum peccatum non agnoscit, et Deum (227) blasphemat, tanquam sine causa exercentem injustam crudelitatem in creaturas. Men jeg kalder dette en djævelsk og ikke en menneskelig synd, fordi Djævelen i evighed hader, anklager og fordømmer Gud, men retfærdiggør sig selv, og det er ikke muligt, at han af hjertet kan sige: 'Herre, jeg har syndet, se igennem fingre med mig'. Ellers ville han ikke fortvivle over nåden, sådan som vi læser i Martins historie, for nåden ville være umulig, fordi han ikke erkender synden og bespotter Gud, som om han uden grund udøvede en uretfærdig brutalitet overfor sine skabninger.

⁹⁹ Sic videmus, Adam et Hevam ita lapsos et demersos in peccatum, ut non possint demergi altius. Incredulitatem enim sequitur inobedientia omnium virium et membrorum in homine: inobedientiam hanc sequitur postea excusatio et defensio peccati: defensionem sequitur accusatio et condemnatio Dei. Således ser vi, at Adam og Eva i den grad er faldet og druknet i synd, at de ikke kan komme længere ned. For mistillid medfører ulydighed hos alle menneskets kræfter og lemmer. Denne ulydighed medfører bagefter undskyldninger og forsvar for synden. Forsvar for synden medfører anklager og fordømmelse af Gud.

¹⁰⁰ Hic ultimus gradus peccati est, Deum afficere contumelia et tribuere ei, quod sit auctor peccati. Altius non potest adscendi (adscendere?) haec natura, si progressus peccati sunt, nisi fiducia misericordiae animi erigantur. Dette er den højeste grad af synd, at tildele Gud forbandelser og tillægge ham, at det er ham, der er ophavsmand til synden. Og denne natur kan ikke hæve sig op igen, hvis de er fremskredet i synd, medmindre deres sjæle oprejses ved tillid til barmhjertigheden.

¹⁰¹ Quare horribilis ecclesiae status fuit sub Papa; ibi enim nihil videbatur nec audiebatur, quod animum sic laborantem posset erigere, nisi quod singulis annis tenuiter docebatur historia passionis: ea leviter ostendebat, unde venia petenda esset. Reliqua omnia abducebant a promissione remissionis peccatorum ad propriam justitiam. Derfor var kirkens tilstand under paven forfærdelig; der sås eller hørtes nemlig ikke noget, der kunne oprejse en sjæl, der anstrengte sig sådan, bortset fra, at passionshistorien grundigt blev lært engang om året. Gennem den blev det antydet, hvorfra nåden skulle søges. Alt det øvrige førte bort fra forjættelsen om syndernes forladelse hen til egenretfærdigheden.

¹⁰² Itaque vidimus in monasteriis multis toto tempore vitae attonitos et desperantes obambulare, qui tandem in agone conficiebantur curis et doloribus. Reliqui Fratres, cum haec doctrina incognita esset, nihil faciebant, quam quod adstantes patrocinia Divorum idolatricis precibus colligebant. Ita miseri sine spe, sine consilio, sine auxilio omni in summis doloribus animi consumebantur. Haec nonne plena horroris sunt? Derfor ser vi i mange klostre forskrækkede og fortvivlede mennesker gå omkring hele deres livstid; de udmattedes fuldstændig i kampen af bekymring og smerter. De øvrige brødre, som ikke kendte denne lære, gjorde ikke andet, end at de stod ved siden af og frembragte afguderiske bønner om gudernes beskyttelse. Således var alle disse elendige fortæret af den største sjælssmerte, uden håb, uden råd, uden hjælp. Mon ikke de var fulde af rædsel?

¹⁰³ Quare si possent Papatus et omnia monasteria uno digito everti, propter hanc miserrimam carnificinam conscientiarum faciendum esset. Nihil enim est horribilius, quam esse in peccatis, et tamen abesse vel ignorari remissionem peccatorum seu promissionem (228) gratiae. Papa autem auctor fuit, ut remissio peccatorum prorsus ex oculis removeretur, si quidem non doctrina sana, non cultus veri in ecclesia retinebantur. Hvis derfor paven og alle klostre havde kunnet forandre det med så meget som en finger, så var det blevet gjort på grund af dette højelendige torturkammer for samvittighederne. Der er nemlig intet mere forfærdeligt, end at være i sine synder og dog ikke være i eller være uvidende om syndernes forladelse eller forjættelsen om nåden. Men det var paven, der var skyld i, at syndernes forladelse helt blev fjernet fra vore øjne, da han jo ikke holdt sig til den sunde lære og den sande kult i kirken.

¹⁰⁴ Quodsi qui servati sunt, hos salvavit nuda recitatio passionis Christi, apprehensa fide, invito et repugnante Papa. Nam in extremis periculis deducebantur homines ad quaerendas intercessiones Mariae et Divorum. Iactabantur nota ista, Mariam matrem ostentare ubera Filio, Filium vulnera sua Patri, et ita salvari hominem per intercessionem, non Filii, sed Matris. Men de, der nu bliver betjent, dem frelser han ved den rene og skære oplæsning af Kristi lidelse, idet de, imod pavens vilje og skønt han kæmper imod, griber troen. For i de yderste farer føres menneskene til at bede om Marias og de guddommeliges forbøn. De praler af dette tegn, at Maria, moderen, har vist sit bryst for sønnen, og at Sønnen har vist sit sår for Faderen, og at mennesket således bliver frelst ved forbøn, ikke Sønnens forbøn, men Marias.

¹⁰⁵ Hortor itaque vos, quanto possum studio, ut doctrinam evangelii maximi faciatis. Nam quid praesente peccato et absente hac cognitione promissionis ac gratiae accidat in Adamo et Heva, hoc in loco videmus. Idem quoque Satanae damnatio ostendit; sicut enim promissione gratiae caret, ita non potest a delictis et blasphemiis ac odio Dei cessare. Derfor formaner jeg jer, så stærkt jeg kan, til, at I holder jer mest muligt til evangeliets lære. For hvad der skete med Adam og Eva, da synden var til stede og denne erkendelse af forjættelsen og nåden ikke var til stede, det ser vi her. Her viser han også Satans fordømmelse; for ligesom han mangler forjættelsen om nåden, således kan han ikke ophøre med at fejle og bespotte og hade Gud.

¹⁰⁶ Ideo Adae melior conditio est; is enim vocatur ad judicium, ut agnoscat peccatum, ut peccato suo conterritus, postea iterum erigatur per promissionem remissionis peccatorum. De qua pulcherrimus textus jam sequitur, in quem includitur praedicatio de Christo. Derfor var Adams situation bedre; han kaldtes nemlig til dom, så at han erkendte synden, og blev forskrækket over sin synd, bagefter kunne han så oprejses ved forjættelsen om syndernes forladelse. Det følger der en meget smuk tekst om, hvori indeholdes en forudsigelse om Kristus.

¹⁰⁷ Sicut autem finis hujus negotii ostendit summam benignitatem et misericordiam Dei erga hominem, si quidem eum revocat ad remissionem peccatorum et vitam aeternam per futurum semen: ita quoque initia hujus negotii, si recte aestimemus, mitiora sunt, quam pro merito Adae. Non enim est ea horribilis species, quae fuit in monte Sina, ubi fulminibus et tonitruis mixti erant clangores buccinarum; sed advenit Deus per mollissimam auram, ut significet, (229) paternam correptionem fore. Men ligesom enden på denne beretning fremviser den største velvilje og barmhjertighed fra Guds side overfor mennesket, hvis blot han kalder ham tilbage til syndernes forladelse og det evige liv gennem den kommende sæd, således er også begyndelsen på denne beretning, hvis vi bedømmer den ret, mere fredsommelig, end Adam havde fortjent. For det er ikke den slags forfærdelige historier, som skete på Sinais bjerg, hvor lyn og tordenskrald blev blandet med hornenes klang; men Gud kom igennem den blødeste luftning, for at han kunne tilkendegive, at der var tale om en faderlig tilrettevisning (?).

¹⁰⁸ Non repellit a se Adamum propter peccatum, sed vocat, et a peccato revocat. Hanc tamen paternam curam peccato et terroribus oppressus Adam non intelligit, nec videt. Non considerat, quod Deus longe aliter cum serpente agat; non enim vocat serpentem, non interrogat serpentem de admisso peccato, ut ita ad poenitentiam revocetur, sed statim contra eum pronuntiat. Han stødte ikke Adam fra sig på grund af synden, han kaldte på ham og han kaldte ham tilbage fra synden. Men denne faderlige omsorg forstod eller så Adam ikke, undertrykt som han var af synd og frygt. Han tænkte ikke på, at Gud handlede helt anderledes med slangen; han kaldte nemlig ikke på slangen, han udspurgte ikke slangen om den synd, den havde begået, men afsagde straks dom over den.

¹⁰⁹ Haec ostendunt, Christum, liberatorem nostrum, se tum quoque tanquam mediatorem interposuisse inter Deum et hominem. Summa enim gratia est, quod post peccatum Adae Deus non tacet, sed quod loquitur, et quidem multis verbis, ut signa paterni animi ostendat. Cum serpente omnia aguntur aliter. Itaque etsi promissio de Christo nondum adest, tamen cernitur in cogitatione et consilio Dei. Disse ting viser, at Kristus, vor befrier, allerede da fremstillede sig som midler mellem Gud og mennesket. Det er nemlig den højeste nåde, at Gud efter Adams synd ikke tav, men talte, og det med mange ord, som tegn på sit faderlige sindelag. Med slangen sker alting anderledes. Derfor, skønt forjættelsen om Kristus endnu ikke er til stede, kan man dog skelne den i Guds overvejelse og råd.

¹¹⁰ Hactenus igitur exposuit Moses judicium, quod post lapsum primorum parentum Deus exercuit, ubi vocatos ad tribunal suum interrogat et audit. Ac miseri cupiunt quidem judicium hoc effugetur, sed non possunt; quin, cum se excusare conantur, dupliciter se accusant et produnt. Mulier concedit factum, id quod Adam conatur tegere, etsi, ut natura peccati est, non velit haberi id pro peccato. Indtil nu har Moses derfor fortalt om den dom, som Gud efter vore første forældres fald udøvede, at han kaldte dem ind for sin domstol, udspurgte dem og hørte på dem. Men de elendige stræbte kun efter at undfly denne dom, hvad de ikke kunne; ja, eftersom de søgte at undskylde sig, anklagede og afslørede de sig selv på dobbelt måde. Kvinden indrømmede, hvad der var sket (det, som Adam søgte at skjule), skønt hun, som det er syndens natur, ikke ville, at det skulle regnes for synd.

¹¹¹ Nam gratia non accedente impossibile est, hominem aliter facere, quam ut peccatum excuset, et velit haberi pro justitia. Deus igitur perpetuo super hoc nobiscum litigare cogitur, ut extorqueat a nobis confessionem peccati, et nos eum justificemus, sicut Psalmus 51, (v. 6) confessionem peccati vocat. Sed dum sola lex dominatur et mordet, conscientia territa non potest confessionem hanc edere, sicut exemplum Adae et Hevae ostendit. (230) For når nåden ikke kommer til, er det umuligt, at mennesket kan handle anderledes, end at det undskylder synden og vil have den regnet for retfærdighed. Derfor søger Gud hele tiden at strides med os herover, så at han kan vride en syndserkendelse ud af os, og vi regne ham for retfærdig, som Sl 51,6 betegner syndsbekendelsen. Men når det alene er loven, der hersker og bider, så kan den forskrækkede samvittighed ikke komme frem med denne bekendelse, sådan som eksemplet med Adam og Eva viser.

¹¹² Ex hoc loco multas sententias sancti Prophetae hauserunt, qui longe majore diligentia et fide hunc librum legerunt quam nos. Sicut illa est: "Fugit impius nemine persequente". (Prov. 28,1). "Impius sicut mare fervet". (Es 57,20). "Non est pax impiis". (Es 48,22). "Qui credit, non pudefiet". (Es 49,23). "Iustus erit, sicut leo, confidens". (Prov. 28,1). "Iustus ex fide sua vivet". (Hab. 2,4). Fra dette sted har de hellige profeter taget mange sætninger, fordi de har læst denne bog med meget større omhu og tro end vi har. Således fx: "Den uretfærdige flygter, skønt ingen forfølger ham". (Ordsp 28,1). "Den ugudelige syder som det oprørte hav". (Es 57,20). "Der er ikke fred for de ufromme". (Es 48,22). "Den, der tror, bliver ikke til skamme". (Es 49,23). "Den retfærdige vil være trofast som en løve". (Ordsp 28,1). "Den retfærdige skal leve af sin tro". (Hab 2,4).

¹¹³ Ex hoc loco sumsit insignem sententiam Christus, quae in Ioanne est: "Qui malum facit, odit lucem". (Joh 3,20). Haec enim peccati est natura, ut cupiat in occulto manere, et non proferri in lucem, sicut Adam se tegit perizomate, et fugit ad arbores. Fra dette sted har Kristus taget den markante sætning, som står hos Johannes: "Den, der gør det onde, hader lyset". (Joh 3,20). Dette er nemlig syndens natur, at den stræber efter at forblive skjult, så den ikke drages frem i lyset, sådan som Adam dækkede sig med klæder og flygtede ind mellem træerne.

¹¹⁴ Sed hic Pauli sententia attingenda est, 1. Tim. 2, (v. 13,14): "Adam primus formatus est, deinde Heva. Et Adam non est seductus, mulier autem seducta in praevaricatione fuit". Hanc sententiam fere omnes sic accipiunt, quod Adam non fuerit seductus, sed sciens peccaverit, non concedens persiasioni Diaboli sicut Heva, sed nolens contristare delicias suas, hoc est, uxorem, atque ita praetulerit amorem conjugis Deo. Men her passer Paulus' sætning fra 1 Tim 2,13: 'Adam blev skabt først, derefter Eva. Og Adam blev ikke forført, men kvinden blev forført til overtrædelse'. Denne sætning forstår næsten alle sådan, at Adam ikke blev forført, men syndede med viden og vilje, ikke fordi han gav efter for en overtalelse fra Djævelen, sådan som Eva gjorde; han syndede, fordi han ikke ville gøre sin glæde, det vil sige sin hustru, ked af det, og således foretrak kærligheden til sin kone fremfor Gud.

¹¹⁵ Haec verisimilia conantur reddere per id, quod dicunt, serpentem reveritum esse masculum tanquam dominum, et ingressum ad feminam, quae, licet ipsa quoque sancta fuerit, tamen tanquam infirmiorem creaturam aptiorem fuisse ad persuasionem accipiendam: Hevam igitur seductam esse a serpente, Adam autem non. Dette stræber de at gøre sandsynligt, derved at de siger, at slangen i virkeligheden var manden, som herre, der trængte ind til kvinden, der, skønt hun også var hellig, dog som den svagere skabning var mere modtagelig for at modtage overtalelse. Eva blev derfor forført af slangen, men Adam ikke.

¹¹⁶ Nam is vel a se ipso vel a muliere seductus est: a muliere, quod pomum porrexerit, a se ipso, quod, cum Hevam post gustatum pomum non vidisset statim mori, crediderit, non eam poenam secuturam, quam Dominus minatus erat: sicut fur, cum videt semel atque iterum furtum (231) succesisse, securus furatur: quodsi ante oculos lictorem et crucem haberet, non furaretur etc. For han blev enten forført af sig selv eller af kvinden: af kvinden, fordi han spiste æblet, af sig selv, fordi han, efter at have set, at Eva ikke straks døde efter at have spist af æblet, troede, at den straf ikke ville følge bagefter, som Herren havde truet med: ligesom en tyv, når han ser, at det går an at stjæle én gang og flere gange, stjæler med større sikkerhed: men hvis han havde retstjeneren og korset lige ud for øjnene, ville han ikke stjæle, osv.

¹¹⁷ Hanc sententiam non improbo; nam ostendit, utrumque verum esse, quod et Adam deceptus, et non deceptus sit. Non est deceptus per serpentem, ut Heva, sed est deceptus tamen per uxorem et per se ipsum, cum sibi persuaderet, eam poenam non secuturam esse, quam Dominus dixerat secuturam. Denne mening misbilliger jeg ikke, for den hævder, at begge dele er sandt, både at Adam blev bedraget og at han ikke blev bedraget. Han blev ikke, som Eva, bedraget af slangen, men han blev dog bedraget af sin hustru og af sig selv, da han overbeviste sig selv om, at den straf ikke ville følge efter, som Herren havde sagt ville følge efter.