Luthers genesiskommentar, kap. 3,2f.

Teksten er taget fra Erlangerudgaven bind I, side 195 og fremefter. Oversættelsen er foretaget af mig.

¹ Cui respondit mulier: De fructu lignorum, quae sunt in Paradiso, vescimur; de fructu vero ligni, quod est in medio Paradisi, praecepit nobis Deus, ne comederemus, neque tangeremus illud, ne forte moriamur. Kvinden svarede slangen: Af træernes frugter, som er i haven, må vi spise; men af frugten på træet midt i paradis har Gud befalet os, at vi ikke må spise, end ikke røre den, at vi ikke straks skal dø.

² Initia satis secunda sunt: distinguit inter reliquas arbores et hanc, recitat mandatum Dei. Sed ibi labascit, cum ad poenam commemorationem est ventum. Non enim recitat poenam, sicut a Domino proposita fuerat: simpliciter enim dixerat: ,,Quacunque die ex ea comederitis, morte moriemini". Ex hac absoluta sententia facit ipsa non absolutam, sed addit: "Ne forte moriamur". Begyndelsen var tilstrækkelig god: Hun skelnede mellem de øvrige træer og dette, hun gentog Guds bud. Men hun overarbejdede det lidt, da hun nåede frem til at nævne straffen. For hun gengav ikke straffen, sådan som Gud havde fremstillet den: Han havde simpelthen sagt: Den dag I spiser af det, skal I dø døden. Af denne absolutte sætning laver hun en ikke-absolut, og føjer til: For at I ikke straks skal dø.

³ (196) Hoc notabile et non praetereundum vitium est; arguit enim, quod a fide deflexerit ad infidelitatem. Nam sicut promissio exigit fidem, ita etiam comminatio exigit fidem. Statuere debebat Heva: Si manducavero, certo moriar. Dette er en bemærkelsesværdig last, som vi ikke må springe over; den viser nemlig, hvordan hun er gået bort fra troen over til mistroen. For ligesom løftet opvækker troen, således opvækker truslen også troen. Eva burde været stået fast: Hvis jeg spiser, vil jeg ganske sikkert dø.

⁴ Hanc fidem sic invadit Satan insidiosa oratione, ut Heva addat particulam Forte. Sic enim persuasa erat a Diabolo, ut cogitaret, Deum neutiquam tam esse crudelem, ut propte pomum gustatum occidat. Sic veneno Satanae cor Hevae nunc infectum est. Denne tro angriber Satan med sin rænkefulde tale, så at Eva tilføjer det lille ord "straks". Sådan var hun nemlig overtalt af Satan, så hun mente, Gud aldeles ikke var så grusom, at han kunne slå ihjel bare fordi man spise et æble. Således er Evas hjerte nu inficeret med Satans gift.

⁵ Noster textus ideo hic quoque parum bene translatus est, quod sonat, quasi Heva sua verba recitet, cum recitet verbum Dei, et de suo ad verbum Dei addat particulam Forte. Vores tekst er her ganske godt oversat, når det lyder, som om Eva taler med sine egne ord, når hun gengiver Guds ord, og af sig selv til Guds ord føjer det lille ord "Straks".

⁶ Successit itaque dolus mendaci spiritui; quod enim praecipue quaesivit, quomodo Hevam a verbo et fide abduceret, id nunc eo usque perfecit, ut Heva depravet verbum Dei, hoc est, ut Pauli verbis utar, avertit eam a voluntate divina, ut post Satanam eat, 1. Tim. 5, (v. 15.) Initium autem ruinae est averti a Deo, et converti ad Satanam, hoc est, non constanter manere in verbo et in fide. Haec initia cum videt Satan, incumbit jam summa vi, tanquam in inclinatum parietem, ut penitus eam opprimat. Derved falder hun nemlig i løgneåndens snare. Fordi han nemlig først og fremmest var ude efter, hvordan han kunne føre Eva bort fra ordet og troen, så gennemfører han det nu fuldt ud, så Eva ødelægger Guds ord, det er, for at bruge Paulus' ord: han vender hende bort fra den guddommelige vilje, så hun følger efter Satan. Men det er begyndelsen til ødelæggelsen at vende sig bort fra Gud, og vende sig hen til Satan, det er: ikke til stadighed at forblive i ordet og i troen. Da Satan ser denne begyndelse, slår han til med hele sin styrke, som mod en hældende mur, at han helt kan undertrykke hende.

⁷ Et dixit serpens ad mulierem: Nequaquam moriemini: sed scit Deus, quod ea die, qua ex hac arbore comedetis, aperientur oculi vestri, et eritis sicut Dii, scientes bonum et malum. Og slangen sagde til kvinden: I skal ingenlunde dø. Men Gud véd, at den dag I spiser af dette træ, åbnes jeres øjne, og I bliver som guder, til at kende godt og ondt.

⁸ Haec est Satanica rhetorica, qua miseram mulierculam penitus obruit, cum videt eam aversam a Deo et inclinatam ad alium doctorem audiendum. (197) Supra cum diceret: ,,Num Deus vobis hoc praecepit", non manifeste negavit verbum, sed per modum quaestionis in dubitationem conatus est Hevam abducere. Dette er Satans retorik, hvorved han fuldstændig ødelægger den arme kvinde, da han ser, at hun er vendt bort fra Gud og tilbøjelig til at lytte til en anden læremester. Før da han sagde: "Mon Gud har befalet det", nægtede han ikke fuldstændig ordet, men ved at stille spørgsmål søgte han at føre Eva ind i tvivlrådigheden.

⁹ Nunc, postquam hoc se effecisse videt, incipit cum summa temeritate simpliciter Dei verbum negare, et Deum mendacii et crudelitatis arguere. Non satis ei est Hevam addidisse particulam Forte, sed ex particula Forte nunc facit negationem, et dicit: Non moriemini. Nu, efter at dette havde vist sig at være en effektiv metode, begynder han med den største frækhed direkte at nægte Guds ord og tillægge Gud løgnagtighed og brutalitet. Det er ikke nok for ham, at Eva har føjet det lille ord "straks" til, men af det lille ord "straks" danner han nu en nægtelse og siger: I skal ikke dø.

¹⁰ Videmus igitur hic, quam horribilis res sit, cum Diabolus incipit hominem tentare. Ibi enim ruina ruinam trahit, et in speciem levis offensio ingentem ruinam commovet. Magnum erat averti a Deo et verbo ejus, et praebere aures Satanae. Vi ser her, hvor forfærdelig en ting det er, når djævelen begynder at friste mennesket. Her trækker den ene ødelæggelse den anden med sig, og en tilsyneladende ubetydelig overtrædelse fører den totale ødelæggelse med sig. Det var forfærdeligt at vende sig bort fra Gud og hans ord og låne øre til Satan.

¹¹ Sed longe majus est, quod nunc fit, ut assentiatur Heva Satanae, arguenti Deum mendacii, et impingenti quasi colaphos in faciem Dei. Non igitur amplius aversa est Heva, ut in prima tentatione, sed cum Satana incipit contemnere Deum, negare verbum Dei, et credere patri mendaciorum contra verbum Dei. Men det var langt værre, hvad der nu sker, at Eva giver Satan sit samtykke, og gør Gud til en løgner og ligesom giver ham en næsestyver lige i ansigtet. Eva er derfor ikke mere forvendt end i den første fristelse, men sammen med Satan begynder hun at trodse Gud, at nægte Guds ord og tro på løgnens fader imod Guds ord.

¹² Haec nobis documento sint, ut discamus, quid sit homo. Si enim accidit hoc in natura adhuc integra, quid putabimus de nobis futurum esse? Et exempla ante oculos sunt. Qui nobiscum initio gratias Deo agebant pro revelato verbo, horum multos videmus non solum cecidisse, sed etiam nunc adversari nobis. Dette er et bevis på, at vi skal lære, hvem mennesket er. Hvis nemlig dette kan ske i en hidtil ubeskadiget natur, hvad skal vi da mene kan ske hos os fremover? Og eksemplerne ligger lige for. De, der sammen med os i begyndelsen takkede Gud for det åbenbarede ord, af dem ser vi mange, der ikke blot er faldet fra, men også nu er vore modstandere.

¹³ Sic postquam Ariani coepissent labi a fide divinitatis Filii, mox in eum furorem acti sunt, ut verae ecclesiae hostes fierent, et eam summo crudelitate persequerentur. Sicut ejusdem furoris exempla etiam in Anabaptistis vidimus. Omnes cum initio ad particulam Forte a Satana abducti sunt, postea ex Forte (198) faciunt negativam Non: ex desertoribus Dei etiam fiunt persecutores Dei. lmitantur enim patrem suum Satanam. Is postquam de coelo per peccatum delapsus est, acerrimus hostis Christi et ecclesiae factus est. Således efter at Arianerne var begyndt at borttage fra troen Sønnens guddommelighed, blev de snart ført hen til den galskab, at de blev fjender af den sande kirke, og forfulgte den med den største grusomhed. Således ser vi også i gendøberne et eksempel på den samme galskab. Alle skønt de i begyndelsen blev forført af Satan med det lille ord "straks", gjorde dog bagefter af "straks" et "nej": fra at være nogen, der havde svigtet Gud, blev de nogen, der forfulgte Gud. De efterlignede nemlig deres fader, Satan. Han blev, efter at han på grund af synden var nedstyrtet fra himlen, Kristi og kirkens allermest indædte fjende.

¹⁴ Nec desunt hodie exempla similia: neque enim habemus acriores hostes, quam qui a nostra doctrina defecerunt. Ex hoc enim peccato sequitur illud infelix eloqium: ,,Dixit insipiens in corde suo: Non est Deus" (Psalm. 14,1.). Non enim sic lapsis satis est averti a Deo, nisi etiam Deum et verbum ejus impugnent. Ejheller skorter det på lignende eksempler fra idag: vi har nemlig ikke værre fjender, end dem, der falder fra vore læresætninger. Fra den synd følger nemlig den ulykkelige veltalenhed: "Dåren siger i sit hjerte: Der er ingen Gud". Det er nemlig ikke nok for dem, der således er faldet, at vende sig bort fra Gud, de vil også bekæmpe både Gud og hans ord.

¹⁵ Quare hac regula praecipue opus est, ad quam tanquam ad sacram ancoram respiciendum est in omni vitæ, ut, postquam constat, hoc esse verbum Dei, quod habemus et profitemur, simplici fide ei assentiamur, et non disputemus curiose. Nam omnis curiosa disputatio certissimam secum affert ruinam. Derfor er denne regel et vigtigt arbejde, til hvilket der skal ses hen hele livet igennem som til et helligt anker, så at, efter at have konstateret, at dette er Guds ord, som vi har og har gavn af, vi da holder fast ved det med en simpel tro, og ikke diskuterer på nysgerrig vis. For enhver nysgerrig diskussion fører sikkert og vist til ødelæggelse.

¹⁶ Habemus Christi verbum manifestum de coena Domini, ubi de pane dicit: Hoc est corpus meum, quod pro vobis traditur. De poculo: Hic est calix novi testamenti in meo sanguine. Fanatici igitur, cum a fide horum verborum discedunt, et disputant, quomodo haec sic esse possunt, paulatim eo labuntur, ut simpliciter hoc verbum Christi negent et impugnent, sicut hoc in loco Heva accidit. Vi har således Kristi ord ganske tydeligt ved Herrens måltid, hvor han om brødet siger: Dette er mit legeme, som gives for jer. Og om bægeret: Dette er det ny testamentes kalk i mit blod. Men de fanatiske, som går bort fra troen på disse ord og diskuterer, hvordan dette kan være muligt, arbejder sig lidt senere ind i helt at nægte disse Kristi ord og bekæmpe dem, sådan som det her i teksten sker med Eva.

¹⁷ Sic cum Arius de Deo cogitat, quod sit simplicissima unitas, initio apprehendit hanc propositionem: Forte Christus non est Deus. Deinde tantisper absurditates colligit, dum plane defendat, et statuat certo, Christum non esse Deum. Non movet eum, quod Iohannes (1,1) clare dicit: "Verbum erat Deus"; non movet eum, quod Christus jubet baptisari (199) in nomine Patris, et Filii, et Spiritus sancti; non, quod mandatum habemus credendi in Christum, adorandi et invocandi eum. Således også, da Arius mente om Gud, at der var tale om en simpel énhed, da indtog han i begyndelsen den holdning: Sandelig er Kristus ikke Gud. Dernæst samlede han sammen af sådanne absurditeter, mens han ligeud forsvarede og slog fast som sikkert, at Kristus ikke er Gud. Det rørte ham ikke, at Johannes klart siger: Ordet var Gud; det rørte ham ikke, at Kristus befaler os at døbes i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn; ejheller, at vi har bud om at tro på Kristus, tilbede og påkalde ham.

¹⁸ Quid autem est magis absurdum, quam quod nobis sumimus judicium de Deo et verbo ejus, qui a Deo judicari debebamus? Ergo in hoc simpliciter consistendum est, cum audimus, Deum aliquid dicere, ut id credamus et non disputemus, sed potius captivemus intellectum in obsequium Christi. (2 Kor 10,5) Men hvad er en større absurditet, end at vi vil opkaste os til dommere over Gud og hans ord, vi, der selv skal dømmes af Gud? Altså, det drejer sig om simpelthen at stå fast, når vi hører, at Gud taler, så vi tror det og ikke diskuterer det, men snarere tager vor forstand til fange under lydighed imod Kristus.

¹⁹ Recte citatur Esaiae sententia Cap. 7 (v. 9): "Nisi credideritis, non permanebitis". Nam etiamsi rumpamur, tamen nunquam intelligimus, quomodo oculus videat, quomodo auris audiat, quid amima sit? etc. Et tamen haec in nobis sunt, his quotidie et omni momento utimur in omnibus actionibus. Med rette citeres Esajas' sætning: Hvis I ikke er troende, bliver I ikke boende. For skønt vi spræller i saksen, lærer vi dog aldrig at forstå, hvordan øjet ser eller øret hører, hvad sjælen er, osv. Og dog er disse ting i os, og vi bruger dem i alle vore gerninger hver evig eneste dag og øjeblik.

²⁰ Quomodo igitur intelligimus illa, quae supra omnes sensus in solo verbo sunt? Sicut in solo verbo est, quod ille panis sit corpus Christi, quod vinum hoc sit sangius Christi: credi debent, intelligi nec debent, nec possunt. Hvordan skal vi da forstå det, der er over alle sanser og alene ligger i ordet? Således ligger det alene i ordet, at dette brød er Kristi legeme, at denne vin er Kristi blod; vi bør tro det, vi bør ikke forstå det, hvad vi heller ikke kan.

²¹ Sic, quod ad praesentem Mosi locum attinet, verba erant simplicissima: "Ex arbore in medio Paridisi non comedetis". Sed rationem horum verborum non intelligebat ratio, quare Deus haec ita vellet fieri. Dum igitur curiosius inquirit Heva, non contenta eo, quod audierat Dominum praecepisse, periit. Således, hvad nu angår nærværende sted hos Moses, så var ordene enkle: Af træet midt i Paradis må I ikke spise. Men fornuften forstod ikke meningen bag disse ord, fordi Gud ville, at det skulle ske således. Da derfor Eva spørger nysgerrigt, fordi hun ikke er tilfreds med, hvad hun har hørt er Herrens bud, går hun til grunde.

²² Quare haec tentatio verum exemplar est omnium tentationum, per quasa Satan impugnat verbum et fidem. Priusquam Hevam subit libido comedendi pomi, amisit verbum, quod Deus ad Adamum dixit. Hoc verbum si retinuisset, mansisset reverentia Dei et fides: ubi contra amisso verbo adest contemtus Dei et obedientia Diaboli. (200) Og derfor er også denne fristelse en sand type på alle fristelser, gennem hvilke Satan bekæmper ordet og troen. Førend Eva gav efter for sin lyst til at spise æblet, havde hun sluppet ordet, som Gud havde talt til Adam. Hvis hun havde holdt fast ved dette ord, var hun forblevet i ærefrygten for Gud og i troen: hvor derimod ordet bliver tilsidesat, dèr er foragten for Gud og lydigheden mod djævelen.

²³ Haec utilia sunt, ut discamus, sicut Petrus (1 Petr. 5,9) dicit, in tentatione fortiter stare, et resistere tentatori, retinentes verbum forti fide, et occludentes aures, ne admittamus ea, quae a verbo aliena sunt. Vere enim haec Hevae et Adae nobis sunt , ne a verbo et fide abducti patiamur eadem. Disse ting er nyttige at lære, sådan som Peter siger, at vi skal stå fast mod fristelsen og modstå fristeren, idet vi holder os til ordet med en stærk tro og lukker ørerne, så vi ikke indrømmer noget, som er ordet fremmed. Sandt er det nemlig, at disse Evas og Adams lidelser for os er lærestykker, at vi ikke ved at føres bort fra ordet og troen skal lide det samme.

²⁴ Quod sequitur in textu: "Scit Deus, quod aperientur oculi vestri", duplicem sententiam habet. Aut enim intelligi potest, quod dixerit hoc ad movendam invidiam Deo, qui tam utili fructu noluit vesci hominem, ut Heva hoc modo inciperet odisse Deum tanquam parum faventum: aut, sicut ego intelligo, laudat Deum, ut eo facilius Hevam in fraudem indicat. Hvad der følger i teksten: Gud véd, at jeres øjne åbnes, kan betyde to ting. Enten kan det nemlig forstås sådan, at slangen siger sådan for at fremelske misundelse mod Gud, som ikke vil, at mennesket må spise en så nyttig frugt, så at altså Eva på den måde begynder at hade den Gud, der under dem så lidt: eller det kan forstås sådan, som jeg vil forstå det, at slangen ophøjer Gud, for des lettere at føre Eva i bedrag.

²⁵ Quasi dicat: Profecto Deus non talis est, ut velit vos tanquam in tenebris vivere, sine cognitione boni et mali. Bonus est: nihil vobis invidet, quod ad vos juvandos aliquo modo conducibile est; aequo animo feret, vos ipse esse similes. Som om den ville sige: Gud er sandelig ikke sådan én, der vil lade jer leve i et sådant mørke, at I er uden kundskab om godt og ondt. Det er kun godt, at intet fratages jer, som på nogen måde kan være jer til gavn; han vil kun være tilfreds med, at I bliver ligesom han.

²⁶ Ad hunc modum cum Satan Deum laudat, tum vere habet novaculum in manu, ut gulam praecidat homini. Hic enim lapsus facillimus est, ubi ad id, quod cupiditas suadet, etiam praetextus verbi et voluntatis Dei accedit. Atque hoc facit, ut potius intelligam, haec Satana dici ad persuadendam Hevam quam ad invidiam movendam Deo. Når Satan ophøjer Gud på denne måde, så har han virkelig sin ragekniv i hånden, at han kan skære halsen over på mennesket. Her er det nemlig særdeles let at falde i, her, hvor både ordenes betydning og Guds vilje falder sammen med det, lysten stræber efter. Og dette gør, at jeg bedre kan forstå, at Satan siger dette for at overtale Eva, end hvis han vil vække hendes misundelse mod Gud.

²⁷ Et tamen liberum vobis facio, ut sequamini, quod libet. Summa certe haec est, quod conatur a verbo abducere et persuadere, ut Heva id faciat, quod per verbum erat prohibitum. Est enim acerrimus verbi Dei hostis, quod novit, in obedientia verbi nostra salutem esse positam. Og dog skal I stå frit, så I kan følge, hvem I synes. Sikker er i hvert fald hovedsagen, at han bestræber sig for at føre bort fra og overtale imod ordet, så at Eva gør det, som var forbudt af ordet. Han er nemlig Guds ords største fjende, fordi han godt véd, at vor frelse ligger i lydighed mod ordet.

²⁸ Sed hic movetur quaestio non sane absurda, qui (201) fiat, quod Heva peccatum suum nondum sentiat? Etsi enim pomum nondum voraverat, tamen peccavit contra verbum et fidem, si quidem a verbo aversa est ad mendacium, a fide ad incredulitatem, a Deo ad Satanam, a cultu Dei ad idolatriam. Men dette fremkalder et ikke helt tåbeligt spørgsmål: Hvordan kan det være, at Eva ikke føler sin synd? Selv om hun endnu ikke havde spist æblet, syndede hun dog mod ordet og troen, allerede hvis hun vendte sig bort fra ordet mod løgnen, bort fra troen mod mistilliden, bort fra Gud mod Satan, bort fra gudsdyrkelsen mod afgudsdyrkelsen.

²⁹ Hoc cum caput peccati sit (nam pomum decerpere non fuit peccati caput), qui fit, quod mors non statim sequitur? qui fit, quod peccatum suum non sentit? imo, qui fit, postquam ipse pomum comedit, quod mortem non sentit, priusquam Adamum etiam persuaserit ad comedendum? Men når dette er syndens hoved (for at spise æblet er ikke syndens hoved), hvordan kan det da være, at døden ikke følger umiddelbart efter? hvordan kan det være, at hun ikke føler sin synd? Ja, hvordan kan det være, at hun efter at have spist æblet, ikke føler døden, førend hun overtaler også Adam til at spise?

³⁰ Scholae varia disputant de rationis portione superiore et inferiore, quod Adam sit superior portio rationis, Heva inferior. Sed his ineruditis et scholasticis rationibus omissis quaeramus veram sententiam. Ea autem haec est: De forskellige skoler diskuterer om den øvre og den nedre del af fornuften, mener, at Adam har fået den øvre del, Eva den nedre. Men hvis vi ser bort fra disse ulærde og skolastiske forklaringer, så lad os søge efter den sande mening. Og den er som følger:

³¹ Primum Deus est longanimis; itaque non statim punit peccatum: alioqui fieret, ut in peccatis statim periremus. Hac longanimitate Dei Satan abutitur, cui utile est ad institutum suum, ut homo peccatum suum non statim sentiat. Fit itaque, ut, quia poena cessat, Satan animum impleat securitas, ut non solum homo non observat a se peccatum esse, sed ut etiam in peccatis suis gaudeat et exsultet. Sicut videmus in Pontificibus. For det første er Gud langmodig; således straffer han ikke straks synden: ellers ville der være sket det, at vi straks var gået til grunde i synden. Denne Guds langmodighed misbruger Satan, fordi det er nyttigt for hans formål, at mennesket ikke straks føler sin synd. Der sker derfor det, eftersom straffen udebliver, at Satan fylder sjælen med sikkerhed, så at mennesket ikke blot ikke opdager, at han har synden i sig, men at han endda glæder sig og jubler over synden. Sådan ser vi det i pavedømmet.

³² Hi si carnificinam conscientiarum, imo interitum hominum, in quem per impiam doctrinam eos adducunt, oculis et animo cernere possent, sine dubio emendarent doctrinam. Iam autem Satan oculos quasi praestringit, ne iram Dei et judicium suum videre possint. Itaque in his ipsis gravissimis peccatis cum summa securitate, cum gaudio et laetitia vivunt, ac quasi re bene gesta magnificos triumphos agunt. (202) Hvis disse kan adskille fra øjet og sjælen samvittighedernes kødeliggørelse, eller snarere menneskenes fordærvelse, hvori de fører dem gennem deres forkerte læresætning, så kan de nok rette læresætningen. Men nu gør Satan det, at han ligesom tillukker øjnene, så de ikke kan se Guds vrede og hans dom. Sådan kan det gå til, at de lever i disse højst alvorlige synder med glæde og fryd, og triumferer overmåde meget, som over noget godt.

³³ Idem plane hic Hevae accidit. Per incredulitatem a verbo in mendacium ruerat; itaque coram oculis Dei jam mortua. Tenente autem Satana animum et oculos, mortem non solum non videt, nec sentit, sed paulatim etiam magis incenditur cupiditate pomi, et delectatur in idolatria ista et peccato. Det er nemlig simpelthen, hvad der hænder Eva. Ved mistillid til ordet kastes hun hen i løgn; således er hun i Guds øjne allerede dødelig. Men sålænge Satan holder øjne og sind tillukket, er det ikke blot sådan, at hun hverken ser eller mærker døden, men lidt efter lidt bliver hun også optændt af lyst til æblet, og glæder sig over denne afgudsdyrkelse og synd.

³⁴ Si igitur Heva a verbo non discessisset, abominatio ei fuisset, sic inspicere pomum, ut eo vesci cuperet: nunc cum voluptate hoc peccatum in animo versat. Ubi prius refugisset, si quem alium vidisset extendentem manus ad arborem istam; nunc morae impatiens est, sic descendente peccato ad inferiora membra, et prorumpente ex corde. Haec igitur delectatio et cupiditas comedendi pomi est tanquam morbus ex peccato natus, quem postea mors sequitur, licet eam Heva interim, dum peccat, non sentiat, sicut sequitur. Hvis altså Eva ikke havde sluppet ordet, så ville det have været en forfærdelig ting for hende at se sådan på æblet, så hun ønskede at spise det. Men nu overvejer hun med lyst denne synd i sin sjæl. Hvor hun før ville være flygtet, hvis hun havde set nogen strække hånden ud imod dette træ, dèr gør enhver udsættelse hende nu utålmodig, i den grad er hun i kraft af synden faldet ned mod de lavere legemsdele og blevet fordærvet i hjertet. Og altså, denne glæde og lyst til at spise æblet er i den grad dødeligheden født ud af synden, at døden bagefter følger, lad så være, at Eva, mens hun synder, ikke føler det, sådan som vi nu vil få det at se.

³⁵ Vidit itaque mulier, quod bonum esset lignum ad vescendum, et pulchrum oculis et delectabile, quia prudentes faceret: tulit de fructu illius, et comedit, deditque viro suo, et comedit. Nu ser kvinden, at træet er godt at spise af, smukt for øjnene og tiltrækkende, fordi det gør klog; hun tager af dets frugt og spiser og giver også sin mand, og han spiser.

³⁶ Vide, quomodo peccatum paulatim diffundatur in omnes sensus.Quid enim omittit Heva, quod ad peccatum augendum attinet, postquam Satanae contra Dei verbum credit, futurum, ut non moriatur, sed potius, ut apriantur oculi, et cognoscat malum et bonum? Oculi non possunt satiari adspectu: parum ei est, quod habet cognitionem Dei et rectam rationem, etiam mali cognitionem optat accedere. Hoc vero est Satanae ipsissimum venenum, quod optat sapere supra id, quod ei praeceptum erat. Est enim haec sapientia mors, et inimica sapientia Dei (203) in praecepto traditae. Facit enim haec sapientia, ut, quod peccatum est, judicet esse justitiam, et quae extrema insania est, sentiat esse optimam sapientiam. Se, hvordan synden efterhånden breder sig ud til alle sanser! Hvorfor nemlig udelader Eva, hvad der har med syndens forøgelse at gøre, efter at hun har troet Satan imod Guds ord, om fremtiden, at hun ikke skal dø, men tager det med, at hendes øjne skal åbnes og hun skal kende godt og ondt? Øjnene kan ikke blive trætte af synet. Det er hende ligemeget, om hun har Guds erkendelse og den rette fornuft, også om hun når frem til erkendelsen af det onde. Men dette er Satans egen gift, hvormed han prøver at gøre sig klog på, hvad der ligger over det, der er foreskrevet ham. Denne visdom er nemlig død, og modstander af Guds visdom overgivet i budet. Denne visdom bevirker nemlig, at hvad der er synd, bedømmes som retfærdighed, og hvad der er det totale vanvid føler den som den største visdom.

³⁷ Emphasis igitur in eo est, quod tamen Latinus textus omisit, quod scilicet arbor ideo videbatur delectabilis, quia prudentes faceret. Hoc enim Diabolus in omnibus tentationibus solet, ut, quanto homo a verbo discedit longius, tanto videatur sibi doctior et sapientior. Vægten ligger altså på det, som ganske vist den latinske tekst udelader, at træet af den grund så dejligt ud, at det gør klog. Dette plejer nemlig Djævelen at gøre i alle fristelser, at jo længere mennesket bevæger sig væk fra ordet, des mere forekommer han sig selv at være lærd og vis.

³⁸ Sic magnam sapientiam esse putant dicere, quod panis panis sit, quod vinum sit vinum, non corpus et non sanguis Christi. Arius se in eo palmarium reperisse putat, quod ex quibusdam sententiis male detortis fuisse dicit ante creaturas, et tamen esse creatum. Således mener de, at det er stor visdom, når de siger, at brød er brød, vin vin, ikke Kristi legeme og blod. Arius mente, han havde vundet slaget, fordi han sagde, efter at have fordrejet nogle sætninger, at ordet var før skabninger, og dog var skabt.

³⁹ Anabaptistis magna sapientia videtur, cum plenis buccis declamitant, aquam non posse attingere spiritum seu animam, sed nudam cutem: igitur baptismum non facere ad remissionem peccatorum, sicut novimus fanaticos spiritus alicubi baptisasse sine aqua, qui tamen gloriantur, se nunquam dissensisse a nobis. Gendøberne anser det for stor visdom, når de med fuld styrke udbasunerer, at vand ikke kan knytte ånd eller sjæl til sig, men kun er noget rent og skært ydre: derfor kan dåben ikke gøre fra eller til med hensyn til syndernes forladelse, sådan som vi véd, at nogle fanatiske er blevet døbt til ånd uden vand, og dog praler de af, at de ikke lærer anderledes end vi.

⁴⁰ Ac verum est, quod haec est sapientia, sed est sapientia Diaboli, contraria verbo et sapientia Dei. Est autem propria haec Diaboli tentatio, ut nos sic reddat sapientes contra et supra verbum Dei, sicut ipse fuit in coelo. Longe autem vincit haec sapientiae tentatio illas crassiores libidinis, avaritiae, superbiae etc. Men det er sandt, at dette er visdom, blot er det Djævelens visdom, som står imod ordet og Guds visdom. Det er nemlig Djævelens egen fristelse, at han således gør os kloge imod og over Guds ord, sådan som han selv var i himlen. Og fristelsen ved denne visdom har forlængst besejret de mere grove fristelser, såsom vellyst, gerrighed, overmod, osv.

⁴¹ Verbum 'hiskil 'significat prudentem esse, inde 'miskil' sapiens, prudens, ut Psal. 14, (v.2): "Vidit Deus de coelo super filios hominum, num quis esset intelligens, et qui requirat Deum". Et Esaiae 53, (v.13): "Servus meus 'jaskil', prudenter aget". Significat autem proprie eam sapientiam, qua cognoscitur (204) Deus. Ordet "hiskil" betyder at være klog, derfra kommer "maskil", vis, klog, som i Salme 14,2: Gud ser fra himlen ned over menneskenes børn, om der er nogen, der forstår, og nogen, der søger Gud". Og Es 53,13: Min tjener handler klogt. Men det betyder især den visdom, hvorved Gud erkendes.

⁴² At habuit eam lucem ceu solem Heva antea in corde suo, si quidem verbum habebat, deinde etiam cognotionem omnium creaturarum. Sed ea sapientia non contenta vult altius adscendere, et Deum aliter cognoscere, quam in verbo suo ostenderat. Hic ille lapsus est, ut amissa vera sapientia ruat in extremam coercitatem. Men dette lys eller denne sol havde Eva forhen i sit hjerte, forsåvidt nemlig hun havde ordet, desuden erkendelsen af alle skabninger. Men denne visdom var hun ikke tilfreds med og ville stige højere og erkende Gud anderledes, end han har åbenbaret sig gennem sit ord. Heraf kommer det fald, at hun fra den sande visdom styrtede i den mest fuldkomne tvang.

⁴³ Sicut autem Satan tum fecit, ita adhuc facit. Iubet Deus, ut credamus evangelio de Filio suo, et sic salvemur. Haec vero sapientia est, sicut Christus quoque dicit: "Haec est vita aeterna, ut cognoscant te, verum Deum, et quem misisti Iesum Christum" (Ioh 17,3). Hanc sapientiam Monachus negligit, et vertitur ad alia; induit cucullum, cingit se fune, suscipit votum coelibatus etc., ac statuit sic placiturum se Deo, et salvatum iri. Men sådan som Satan dengang gjorde, sådan har han gjort indtil nu. Gud har befalet, at vi skal tro evangeliet om hans søn og således blive frelst. Dette er den sande visdom, sådan som også Kristus siger: Dette er det evige liv, at de kender dig, og ham, du har sendt, Jesus Kristus (Joh 17,3). Denne visdom lod munken hånt om, han vendte sig mod en anden; han begyndte at bære kappe, bandt sig et reb om livet, påtog sig kyskhedsløftet osv, og mente på den måde at kunne vinde Guds behag og blive frelst.

⁴⁴ Haec est ista sublimis sapientia, quae exercetur in cultu et religione erga Deum, plantata per Satanam et originale peccatum in hac misera natura, ut hominis omisso verbo, quod Deus proposuit ad salutem, vertantur ad suas cogitationes. Sicut Heva sapientissima femina condita appetit aliam sapientiam extra verbum, et propter hanc sapientiam sic multipliciter peccat omnibus sensibus, videndo, cogitando, desirando et operando. Dette er en sådan visdom i de højeste ting, som bliver udført i dyrkelsen af og fromheden imod Gud, indført af Satan og arvesynden i denne elendige natur, så at mennesker vender sig bort fra det ord, Gud har foresat til frelse, og vender sig hen til sine egne opfattelser. Sådan vendte Eva sig, skønt hun var den viseste kvinde, der var skabt, mod en anden visdom udenfor ordet, og på grund af denne visdom mangedoblede hun sine synder, så de omfattede alle sanser, synet, tanken, ønsket, handlingen.

⁴⁵ Non igitur audiendi sunt, qui disputant, crudelitatem esse, quod propter pomi morsum natura haec sic misere corrupta sit, et demersa in mortem et reliquas calamitates. Nam Epicurei cum haec audiunt, tanquam fabulam rident. Sed diligenti lectori facile apparet, pomi morsum non esse causam: peccatum causa est, quo peccat Heva contra utrunque tabulam et contra ipsum Deum et verbum ejus, ac peccat eo (205) modo, ut verbum Dei abjiciat, et se totem praebeat Satanae discipulam. Men man skal ikke høre på dem, der hævder, at dette er for stærk en straf, at naturen på grund af et bid i et æble skulle så elendigt fordærves og nedsænkes i døden og de andre elendigheder. For epikuræerne, når de hører dette, ler af den slags historier. Men den skønsomme læser ser let, at æblebiddet ikke er grunden: Synden er grunden, hvorved Eva syndede mod begge tavlers bud og mod Gud og hans ord, og syndede på den måde, at hun forkastede Guds ord og helt og holdent gav sig ind under Satans herredømme.

⁴⁶ Haec nullo modo possunt extenuari; sunt enim, ut dicunt, praegnantes causae harum poenarum, quas sustinemus, tam horribile peccatum et tam horribilis aversio a Deo. Hanc intueri animo debebamus, et non tantum haerere in decerpto ac vorato pomo. Qui enim solum opus et non peccatum, ex quo opus hoc secutum est, intuentur, hi non possunt Deum non accusare crudelitatis, quod ob tantillum peccatulum tantas poenas universo generi humano inflixerit. Quare oderunt Deum, et desperant, aut, sicut Epicurei, haec tanquam fabulam rident. Dette kan de på ingen måde formindske; en så frygtelig synd og en så frygtelig venden sig bort fra Gud er nemlig, mener vi, fuldgyldige grunde til disse straffe. Det skulle vi lægge os på sinde og ikke hænge fast i plukningen og nydelsen af æblet. De, nemlig, der tillægger en enkelt gerning, af hvilken dette er en følge, og ikke synden selv, skylden, de kan ikke andet end anklage Gud for grusomhed, fordi han på grund af sådan en lillebitte synd påfører hele menneskeslægten så store straffe. Derfor hader de Gud og fortvivler, eller, som Epikuræerne, ler af sådanne fabler.

⁴⁷ In verbum igitur respiciendum est; est autem id Dei verbum: Quam magnum igitur est verbum, tam magnum etiam est peccatum, quod contra verbum admittitur. Huic peccato universa natura succumbit: quomodo enim id posset vincere? est enim inexhaustae magnitudinis. Quare ad vincendum hoc peccatum eo opus est, qui affert secum inexhaustam justitiam, hoc est, Filio Dei. Vi skal da se på ordet; det er nemlig Guds ord: ligeså stort derfor ordet er, ligeså stor er også synden, som den begår imod ordet. Denne synd falder hele naturen for: hvordan skulle den nemlig kunne sejre? den er jo af en umådelig størrelse. Derfor, for at besejre denne synd er der brug for én, der har i sig en umådelig retfærdighed, det vil sige, der er brug for Guds søn.

⁴⁸ Atque hoc etiam Satanae astus ostendit. Neque enim Hevam statim sollicitat suavitate pomi: summan virtutem hominis primum invadit, fidem in verbum. Radix igitur et fons peccati est incredulitas et aversio a Deo, sicut e contra fons justitiae et radix est fides. Et Satan primum abducit a fide ad incredulitatem: hoc ubi confecit, ut non crederet Heva praecepto a Deo tradito, facile fuit etiam id perficere, ut involaret in arborem, et pomum decerptum comederet; nam peccatum per incredulitatem consummatum in corde sequitur etiam externa inobedientia. Men dette viser også Satans list. For han æggede ikke straks Eva ved frugtens sødme; han angreb først menneskets højeste dyd, troskaben mod ordet. For syndens rod og kilde er mistilliden til og bortvendtheden fra Gud, sådan som modsat retfærdighedens kilde og rod er troen. Og Satan gjorde som det første det, at han førte bort fra troen over i mistilliden: når han først havde fuldbragt det, at Eva ikke mere troede på det bud, der var givet hende af Gud, så var det let at gennemføre det, at føre hende hen til træet, så hun plukkede æblet og spiste det; for oven på synden, der består i mistillid opstået i hjertet, følger så den ydre ulydighed.

⁴⁹ Ad hunc modum peccati ratio consideranda (206) est secundum suam magnitudinem veram, in qua nos omnes periimus. Nunc sequitur revelatio peccati cum poenis suis. På den måde skal man overveje syndens forhold efter dens sande størrelse, den synd, i hvilken vi alle går til grunde. Nu følger afsløringen af synden og dens straf.

Til gen3,7#1!

¹ Cui respondit mulier: De fructu lignorum, quae sunt in Paradiso, vescimur; de fructu vero ligni, quod est in medio Paradisi, praecepit nobis Deus, ne comederemus, neque tangeremus illud, ne forte moriamur.	Kvinden svarede slangen: Af træernes frugter, som er i haven, må vi spise; men af frugten på træet midt i paradis har Gud befalet os, at vi ikke må spise, end ikke røre den, at vi ikke straks skal dø.
² Initia satis secunda sunt: distinguit inter reliquas arbores et hanc, recitat mandatum Dei. Sed ibi labascit, cum ad poenam commemorationem est ventum. Non enim recitat poenam, sicut a Domino proposita fuerat: simpliciter enim dixerat: ,,Quacunque die ex ea comederitis, morte moriemini". Ex hac absoluta sententia facit ipsa non absolutam, sed addit: "Ne forte moriamur".	Begyndelsen var tilstrækkelig god: Hun skelnede mellem de øvrige træer og dette, hun gentog Guds bud. Men hun overarbejdede det lidt, da hun nåede frem til at nævne straffen. For hun gengav ikke straffen, sådan som Gud havde fremstillet den: Han havde simpelthen sagt: Den dag I spiser af det, skal I dø døden. Af denne absolutte sætning laver hun en ikke-absolut, og føjer til: For at I ikke straks skal dø.
³ (196) Hoc notabile et non praetereundum vitium est; arguit enim, quod a fide deflexerit ad infidelitatem. Nam sicut promissio exigit fidem, ita etiam comminatio exigit fidem. Statuere debebat Heva: Si manducavero, certo moriar.	Dette er en bemærkelsesværdig last, som vi ikke må springe over; den viser nemlig, hvordan hun er gået bort fra troen over til mistroen. For ligesom løftet opvækker troen, således opvækker truslen også troen. Eva burde været stået fast: Hvis jeg spiser, vil jeg ganske sikkert dø.
⁴ Hanc fidem sic invadit Satan insidiosa oratione, ut Heva addat particulam Forte. Sic enim persuasa erat a Diabolo, ut cogitaret, Deum neutiquam tam esse crudelem, ut propte pomum gustatum occidat. Sic veneno Satanae cor Hevae nunc infectum est.	Denne tro angriber Satan med sin rænkefulde tale, så at Eva tilføjer det lille ord "straks". Sådan var hun nemlig overtalt af Satan, så hun mente, Gud aldeles ikke var så grusom, at han kunne slå ihjel bare fordi man spise et æble. Således er Evas hjerte nu inficeret med Satans gift.
⁵ Noster textus ideo hic quoque parum bene translatus est, quod sonat, quasi Heva sua verba recitet, cum recitet verbum Dei, et de suo ad verbum Dei addat particulam Forte.	Vores tekst er her ganske godt oversat, når det lyder, som om Eva taler med sine egne ord, når hun gengiver Guds ord, og af sig selv til Guds ord føjer det lille ord "Straks".
⁶ Successit itaque dolus mendaci spiritui; quod enim praecipue quaesivit, quomodo Hevam a verbo et fide abduceret, id nunc eo usque perfecit, ut Heva depravet verbum Dei, hoc est, ut Pauli verbis utar, avertit eam a voluntate divina, ut post Satanam eat, 1. Tim. 5, (v. 15.) Initium autem ruinae est averti a Deo, et converti ad Satanam, hoc est, non constanter manere in verbo et in fide. Haec initia cum videt Satan, incumbit jam summa vi, tanquam in inclinatum parietem, ut penitus eam opprimat.	Derved falder hun nemlig i løgneåndens snare. Fordi han nemlig først og fremmest var ude efter, hvordan han kunne føre Eva bort fra ordet og troen, så gennemfører han det nu fuldt ud, så Eva ødelægger Guds ord, det er, for at bruge Paulus' ord: han vender hende bort fra den guddommelige vilje, så hun følger efter Satan. Men det er begyndelsen til ødelæggelsen at vende sig bort fra Gud, og vende sig hen til Satan, det er: ikke til stadighed at forblive i ordet og i troen. Da Satan ser denne begyndelse, slår han til med hele sin styrke, som mod en hældende mur, at han helt kan undertrykke hende.
⁷ Et dixit serpens ad mulierem: Nequaquam moriemini: sed scit Deus, quod ea die, qua ex hac arbore comedetis, aperientur oculi vestri, et eritis sicut Dii, scientes bonum et malum.	Og slangen sagde til kvinden: I skal ingenlunde dø. Men Gud véd, at den dag I spiser af dette træ, åbnes jeres øjne, og I bliver som guder, til at kende godt og ondt.
⁸ Haec est Satanica rhetorica, qua miseram mulierculam penitus obruit, cum videt eam aversam a Deo et inclinatam ad alium doctorem audiendum. (197) Supra cum diceret: ,,Num Deus vobis hoc praecepit", non manifeste negavit verbum, sed per modum quaestionis in dubitationem conatus est Hevam abducere.	Dette er Satans retorik, hvorved han fuldstændig ødelægger den arme kvinde, da han ser, at hun er vendt bort fra Gud og tilbøjelig til at lytte til en anden læremester. Før da han sagde: "Mon Gud har befalet det", nægtede han ikke fuldstændig ordet, men ved at stille spørgsmål søgte han at føre Eva ind i tvivlrådigheden.
⁹ Nunc, postquam hoc se effecisse videt, incipit cum summa temeritate simpliciter Dei verbum negare, et Deum mendacii et crudelitatis arguere. Non satis ei est Hevam addidisse particulam Forte, sed ex particula Forte nunc facit negationem, et dicit: Non moriemini.	Nu, efter at dette havde vist sig at være en effektiv metode, begynder han med den største frækhed direkte at nægte Guds ord og tillægge Gud løgnagtighed og brutalitet. Det er ikke nok for ham, at Eva har føjet det lille ord "straks" til, men af det lille ord "straks" danner han nu en nægtelse og siger: I skal ikke dø.
¹⁰ Videmus igitur hic, quam horribilis res sit, cum Diabolus incipit hominem tentare. Ibi enim ruina ruinam trahit, et in speciem levis offensio ingentem ruinam commovet. Magnum erat averti a Deo et verbo ejus, et praebere aures Satanae.	Vi ser her, hvor forfærdelig en ting det er, når djævelen begynder at friste mennesket. Her trækker den ene ødelæggelse den anden med sig, og en tilsyneladende ubetydelig overtrædelse fører den totale ødelæggelse med sig. Det var forfærdeligt at vende sig bort fra Gud og hans ord og låne øre til Satan.
¹¹ Sed longe majus est, quod nunc fit, ut assentiatur Heva Satanae, arguenti Deum mendacii, et impingenti quasi colaphos in faciem Dei. Non igitur amplius aversa est Heva, ut in prima tentatione, sed cum Satana incipit contemnere Deum, negare verbum Dei, et credere patri mendaciorum contra verbum Dei.	Men det var langt værre, hvad der nu sker, at Eva giver Satan sit samtykke, og gør Gud til en løgner og ligesom giver ham en næsestyver lige i ansigtet. Eva er derfor ikke mere forvendt end i den første fristelse, men sammen med Satan begynder hun at trodse Gud, at nægte Guds ord og tro på løgnens fader imod Guds ord.
¹² Haec nobis documento sint, ut discamus, quid sit homo. Si enim accidit hoc in natura adhuc integra, quid putabimus de nobis futurum esse? Et exempla ante oculos sunt. Qui nobiscum initio gratias Deo agebant pro revelato verbo, horum multos videmus non solum cecidisse, sed etiam nunc adversari nobis.	Dette er et bevis på, at vi skal lære, hvem mennesket er. Hvis nemlig dette kan ske i en hidtil ubeskadiget natur, hvad skal vi da mene kan ske hos os fremover? Og eksemplerne ligger lige for. De, der sammen med os i begyndelsen takkede Gud for det åbenbarede ord, af dem ser vi mange, der ikke blot er faldet fra, men også nu er vore modstandere.
¹³ Sic postquam Ariani coepissent labi a fide divinitatis Filii, mox in eum furorem acti sunt, ut verae ecclesiae hostes fierent, et eam summo crudelitate persequerentur. Sicut ejusdem furoris exempla etiam in Anabaptistis vidimus. Omnes cum initio ad particulam Forte a Satana abducti sunt, postea ex Forte (198) faciunt negativam Non: ex desertoribus Dei etiam fiunt persecutores Dei. lmitantur enim patrem suum Satanam. Is postquam de coelo per peccatum delapsus est, acerrimus hostis Christi et ecclesiae factus est.	Således efter at Arianerne var begyndt at borttage fra troen Sønnens guddommelighed, blev de snart ført hen til den galskab, at de blev fjender af den sande kirke, og forfulgte den med den største grusomhed. Således ser vi også i gendøberne et eksempel på den samme galskab. Alle skønt de i begyndelsen blev forført af Satan med det lille ord "straks", gjorde dog bagefter af "straks" et "nej": fra at være nogen, der havde svigtet Gud, blev de nogen, der forfulgte Gud. De efterlignede nemlig deres fader, Satan. Han blev, efter at han på grund af synden var nedstyrtet fra himlen, Kristi og kirkens allermest indædte fjende.
¹⁴ Nec desunt hodie exempla similia: neque enim habemus acriores hostes, quam qui a nostra doctrina defecerunt. Ex hoc enim peccato sequitur illud infelix eloqium: ,,Dixit insipiens in corde suo: Non est Deus" (Psalm. 14,1.). Non enim sic lapsis satis est averti a Deo, nisi etiam Deum et verbum ejus impugnent.	Ejheller skorter det på lignende eksempler fra idag: vi har nemlig ikke værre fjender, end dem, der falder fra vore læresætninger. Fra den synd følger nemlig den ulykkelige veltalenhed: "Dåren siger i sit hjerte: Der er ingen Gud". Det er nemlig ikke nok for dem, der således er faldet, at vende sig bort fra Gud, de vil også bekæmpe både Gud og hans ord.
¹⁵ Quare hac regula praecipue opus est, ad quam tanquam ad sacram ancoram respiciendum est in omni vitæ, ut, postquam constat, hoc esse verbum Dei, quod habemus et profitemur, simplici fide ei assentiamur, et non disputemus curiose. Nam omnis curiosa disputatio certissimam secum affert ruinam.	Derfor er denne regel et vigtigt arbejde, til hvilket der skal ses hen hele livet igennem som til et helligt anker, så at, efter at have konstateret, at dette er Guds ord, som vi har og har gavn af, vi da holder fast ved det med en simpel tro, og ikke diskuterer på nysgerrig vis. For enhver nysgerrig diskussion fører sikkert og vist til ødelæggelse.
¹⁶ Habemus Christi verbum manifestum de coena Domini, ubi de pane dicit: Hoc est corpus meum, quod pro vobis traditur. De poculo: Hic est calix novi testamenti in meo sanguine. Fanatici igitur, cum a fide horum verborum discedunt, et disputant, quomodo haec sic esse possunt, paulatim eo labuntur, ut simpliciter hoc verbum Christi negent et impugnent, sicut hoc in loco Heva accidit.	Vi har således Kristi ord ganske tydeligt ved Herrens måltid, hvor han om brødet siger: Dette er mit legeme, som gives for jer. Og om bægeret: Dette er det ny testamentes kalk i mit blod. Men de fanatiske, som går bort fra troen på disse ord og diskuterer, hvordan dette kan være muligt, arbejder sig lidt senere ind i helt at nægte disse Kristi ord og bekæmpe dem, sådan som det her i teksten sker med Eva.
¹⁷ Sic cum Arius de Deo cogitat, quod sit simplicissima unitas, initio apprehendit hanc propositionem: Forte Christus non est Deus. Deinde tantisper absurditates colligit, dum plane defendat, et statuat certo, Christum non esse Deum. Non movet eum, quod Iohannes (1,1) clare dicit: "Verbum erat Deus"; non movet eum, quod Christus jubet baptisari (199) in nomine Patris, et Filii, et Spiritus sancti; non, quod mandatum habemus credendi in Christum, adorandi et invocandi eum.	Således også, da Arius mente om Gud, at der var tale om en simpel énhed, da indtog han i begyndelsen den holdning: Sandelig er Kristus ikke Gud. Dernæst samlede han sammen af sådanne absurditeter, mens han ligeud forsvarede og slog fast som sikkert, at Kristus ikke er Gud. Det rørte ham ikke, at Johannes klart siger: Ordet var Gud; det rørte ham ikke, at Kristus befaler os at døbes i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn; ejheller, at vi har bud om at tro på Kristus, tilbede og påkalde ham.
¹⁸ Quid autem est magis absurdum, quam quod nobis sumimus judicium de Deo et verbo ejus, qui a Deo judicari debebamus? Ergo in hoc simpliciter consistendum est, cum audimus, Deum aliquid dicere, ut id credamus et non disputemus, sed potius captivemus intellectum in obsequium Christi. (2 Kor 10,5)	Men hvad er en større absurditet, end at vi vil opkaste os til dommere over Gud og hans ord, vi, der selv skal dømmes af Gud? Altså, det drejer sig om simpelthen at stå fast, når vi hører, at Gud taler, så vi tror det og ikke diskuterer det, men snarere tager vor forstand til fange under lydighed imod Kristus.
¹⁹ Recte citatur Esaiae sententia Cap. 7 (v. 9): "Nisi credideritis, non permanebitis". Nam etiamsi rumpamur, tamen nunquam intelligimus, quomodo oculus videat, quomodo auris audiat, quid amima sit? etc. Et tamen haec in nobis sunt, his quotidie et omni momento utimur in omnibus actionibus.	Med rette citeres Esajas' sætning: Hvis I ikke er troende, bliver I ikke boende. For skønt vi spræller i saksen, lærer vi dog aldrig at forstå, hvordan øjet ser eller øret hører, hvad sjælen er, osv. Og dog er disse ting i os, og vi bruger dem i alle vore gerninger hver evig eneste dag og øjeblik.
²⁰ Quomodo igitur intelligimus illa, quae supra omnes sensus in solo verbo sunt? Sicut in solo verbo est, quod ille panis sit corpus Christi, quod vinum hoc sit sangius Christi: credi debent, intelligi nec debent, nec possunt.	Hvordan skal vi da forstå det, der er over alle sanser og alene ligger i ordet? Således ligger det alene i ordet, at dette brød er Kristi legeme, at denne vin er Kristi blod; vi bør tro det, vi bør ikke forstå det, hvad vi heller ikke kan.
²¹ Sic, quod ad praesentem Mosi locum attinet, verba erant simplicissima: "Ex arbore in medio Paridisi non comedetis". Sed rationem horum verborum non intelligebat ratio, quare Deus haec ita vellet fieri. Dum igitur curiosius inquirit Heva, non contenta eo, quod audierat Dominum praecepisse, periit.	Således, hvad nu angår nærværende sted hos Moses, så var ordene enkle: Af træet midt i Paradis må I ikke spise. Men fornuften forstod ikke meningen bag disse ord, fordi Gud ville, at det skulle ske således. Da derfor Eva spørger nysgerrigt, fordi hun ikke er tilfreds med, hvad hun har hørt er Herrens bud, går hun til grunde.
²² Quare haec tentatio verum exemplar est omnium tentationum, per quasa Satan impugnat verbum et fidem. Priusquam Hevam subit libido comedendi pomi, amisit verbum, quod Deus ad Adamum dixit. Hoc verbum si retinuisset, mansisset reverentia Dei et fides: ubi contra amisso verbo adest contemtus Dei et obedientia Diaboli. (200)	Og derfor er også denne fristelse en sand type på alle fristelser, gennem hvilke Satan bekæmper ordet og troen. Førend Eva gav efter for sin lyst til at spise æblet, havde hun sluppet ordet, som Gud havde talt til Adam. Hvis hun havde holdt fast ved dette ord, var hun forblevet i ærefrygten for Gud og i troen: hvor derimod ordet bliver tilsidesat, dèr er foragten for Gud og lydigheden mod djævelen.
²³ Haec utilia sunt, ut discamus, sicut Petrus (1 Petr. 5,9) dicit, in tentatione fortiter stare, et resistere tentatori, retinentes verbum forti fide, et occludentes aures, ne admittamus ea, quae a verbo aliena sunt. Vere enim haec Hevae et Adae nobis sunt , ne a verbo et fide abducti patiamur eadem.	Disse ting er nyttige at lære, sådan som Peter siger, at vi skal stå fast mod fristelsen og modstå fristeren, idet vi holder os til ordet med en stærk tro og lukker ørerne, så vi ikke indrømmer noget, som er ordet fremmed. Sandt er det nemlig, at disse Evas og Adams lidelser for os er lærestykker, at vi ikke ved at føres bort fra ordet og troen skal lide det samme.
²⁴ Quod sequitur in textu: "Scit Deus, quod aperientur oculi vestri", duplicem sententiam habet. Aut enim intelligi potest, quod dixerit hoc ad movendam invidiam Deo, qui tam utili fructu noluit vesci hominem, ut Heva hoc modo inciperet odisse Deum tanquam parum faventum: aut, sicut ego intelligo, laudat Deum, ut eo facilius Hevam in fraudem indicat.	Hvad der følger i teksten: Gud véd, at jeres øjne åbnes, kan betyde to ting. Enten kan det nemlig forstås sådan, at slangen siger sådan for at fremelske misundelse mod Gud, som ikke vil, at mennesket må spise en så nyttig frugt, så at altså Eva på den måde begynder at hade den Gud, der under dem så lidt: eller det kan forstås sådan, som jeg vil forstå det, at slangen ophøjer Gud, for des lettere at føre Eva i bedrag.
²⁵ Quasi dicat: Profecto Deus non talis est, ut velit vos tanquam in tenebris vivere, sine cognitione boni et mali. Bonus est: nihil vobis invidet, quod ad vos juvandos aliquo modo conducibile est; aequo animo feret, vos ipse esse similes.	Som om den ville sige: Gud er sandelig ikke sådan én, der vil lade jer leve i et sådant mørke, at I er uden kundskab om godt og ondt. Det er kun godt, at intet fratages jer, som på nogen måde kan være jer til gavn; han vil kun være tilfreds med, at I bliver ligesom han.
²⁶ Ad hunc modum cum Satan Deum laudat, tum vere habet novaculum in manu, ut gulam praecidat homini. Hic enim lapsus facillimus est, ubi ad id, quod cupiditas suadet, etiam praetextus verbi et voluntatis Dei accedit. Atque hoc facit, ut potius intelligam, haec Satana dici ad persuadendam Hevam quam ad invidiam movendam Deo.	Når Satan ophøjer Gud på denne måde, så har han virkelig sin ragekniv i hånden, at han kan skære halsen over på mennesket. Her er det nemlig særdeles let at falde i, her, hvor både ordenes betydning og Guds vilje falder sammen med det, lysten stræber efter. Og dette gør, at jeg bedre kan forstå, at Satan siger dette for at overtale Eva, end hvis han vil vække hendes misundelse mod Gud.
²⁷ Et tamen liberum vobis facio, ut sequamini, quod libet. Summa certe haec est, quod conatur a verbo abducere et persuadere, ut Heva id faciat, quod per verbum erat prohibitum. Est enim acerrimus verbi Dei hostis, quod novit, in obedientia verbi nostra salutem esse positam.	Og dog skal I stå frit, så I kan følge, hvem I synes. Sikker er i hvert fald hovedsagen, at han bestræber sig for at føre bort fra og overtale imod ordet, så at Eva gør det, som var forbudt af ordet. Han er nemlig Guds ords største fjende, fordi han godt véd, at vor frelse ligger i lydighed mod ordet.
²⁸ Sed hic movetur quaestio non sane absurda, qui (201) fiat, quod Heva peccatum suum nondum sentiat? Etsi enim pomum nondum voraverat, tamen peccavit contra verbum et fidem, si quidem a verbo aversa est ad mendacium, a fide ad incredulitatem, a Deo ad Satanam, a cultu Dei ad idolatriam.	Men dette fremkalder et ikke helt tåbeligt spørgsmål: Hvordan kan det være, at Eva ikke føler sin synd? Selv om hun endnu ikke havde spist æblet, syndede hun dog mod ordet og troen, allerede hvis hun vendte sig bort fra ordet mod løgnen, bort fra troen mod mistilliden, bort fra Gud mod Satan, bort fra gudsdyrkelsen mod afgudsdyrkelsen.
²⁹ Hoc cum caput peccati sit (nam pomum decerpere non fuit peccati caput), qui fit, quod mors non statim sequitur? qui fit, quod peccatum suum non sentit? imo, qui fit, postquam ipse pomum comedit, quod mortem non sentit, priusquam Adamum etiam persuaserit ad comedendum?	Men når dette er syndens hoved (for at spise æblet er ikke syndens hoved), hvordan kan det da være, at døden ikke følger umiddelbart efter? hvordan kan det være, at hun ikke føler sin synd? Ja, hvordan kan det være, at hun efter at have spist æblet, ikke føler døden, førend hun overtaler også Adam til at spise?
³⁰ Scholae varia disputant de rationis portione superiore et inferiore, quod Adam sit superior portio rationis, Heva inferior. Sed his ineruditis et scholasticis rationibus omissis quaeramus veram sententiam. Ea autem haec est:	De forskellige skoler diskuterer om den øvre og den nedre del af fornuften, mener, at Adam har fået den øvre del, Eva den nedre. Men hvis vi ser bort fra disse ulærde og skolastiske forklaringer, så lad os søge efter den sande mening. Og den er som følger:

³¹ Primum Deus est longanimis; itaque non statim punit peccatum: alioqui fieret, ut in peccatis statim periremus. Hac longanimitate Dei Satan abutitur, cui utile est ad institutum suum, ut homo peccatum suum non statim sentiat. Fit itaque, ut, quia poena cessat, Satan animum impleat securitas, ut non solum homo non observat a se peccatum esse, sed ut etiam in peccatis suis gaudeat et exsultet. Sicut videmus in Pontificibus.	For det første er Gud langmodig; således straffer han ikke straks synden: ellers ville der være sket det, at vi straks var gået til grunde i synden. Denne Guds langmodighed misbruger Satan, fordi det er nyttigt for hans formål, at mennesket ikke straks føler sin synd. Der sker derfor det, eftersom straffen udebliver, at Satan fylder sjælen med sikkerhed, så at mennesket ikke blot ikke opdager, at han har synden i sig, men at han endda glæder sig og jubler over synden. Sådan ser vi det i pavedømmet.
³² Hi si carnificinam conscientiarum, imo interitum hominum, in quem per impiam doctrinam eos adducunt, oculis et animo cernere possent, sine dubio emendarent doctrinam. Iam autem Satan oculos quasi praestringit, ne iram Dei et judicium suum videre possint. Itaque in his ipsis gravissimis peccatis cum summa securitate, cum gaudio et laetitia vivunt, ac quasi re bene gesta magnificos triumphos agunt. (202)	Hvis disse kan adskille fra øjet og sjælen samvittighedernes kødeliggørelse, eller snarere menneskenes fordærvelse, hvori de fører dem gennem deres forkerte læresætning, så kan de nok rette læresætningen. Men nu gør Satan det, at han ligesom tillukker øjnene, så de ikke kan se Guds vrede og hans dom. Sådan kan det gå til, at de lever i disse højst alvorlige synder med glæde og fryd, og triumferer overmåde meget, som over noget godt.
³³ Idem plane hic Hevae accidit. Per incredulitatem a verbo in mendacium ruerat; itaque coram oculis Dei jam mortua. Tenente autem Satana animum et oculos, mortem non solum non videt, nec sentit, sed paulatim etiam magis incenditur cupiditate pomi, et delectatur in idolatria ista et peccato.	Det er nemlig simpelthen, hvad der hænder Eva. Ved mistillid til ordet kastes hun hen i løgn; således er hun i Guds øjne allerede dødelig. Men sålænge Satan holder øjne og sind tillukket, er det ikke blot sådan, at hun hverken ser eller mærker døden, men lidt efter lidt bliver hun også optændt af lyst til æblet, og glæder sig over denne afgudsdyrkelse og synd.
³⁴ Si igitur Heva a verbo non discessisset, abominatio ei fuisset, sic inspicere pomum, ut eo vesci cuperet: nunc cum voluptate hoc peccatum in animo versat. Ubi prius refugisset, si quem alium vidisset extendentem manus ad arborem istam; nunc morae impatiens est, sic descendente peccato ad inferiora membra, et prorumpente ex corde. Haec igitur delectatio et cupiditas comedendi pomi est tanquam morbus ex peccato natus, quem postea mors sequitur, licet eam Heva interim, dum peccat, non sentiat, sicut sequitur.	Hvis altså Eva ikke havde sluppet ordet, så ville det have været en forfærdelig ting for hende at se sådan på æblet, så hun ønskede at spise det. Men nu overvejer hun med lyst denne synd i sin sjæl. Hvor hun før ville være flygtet, hvis hun havde set nogen strække hånden ud imod dette træ, dèr gør enhver udsættelse hende nu utålmodig, i den grad er hun i kraft af synden faldet ned mod de lavere legemsdele og blevet fordærvet i hjertet. Og altså, denne glæde og lyst til at spise æblet er i den grad dødeligheden født ud af synden, at døden bagefter følger, lad så være, at Eva, mens hun synder, ikke føler det, sådan som vi nu vil få det at se.
³⁵ Vidit itaque mulier, quod bonum esset lignum ad vescendum, et pulchrum oculis et delectabile, quia prudentes faceret: tulit de fructu illius, et comedit, deditque viro suo, et comedit.	Nu ser kvinden, at træet er godt at spise af, smukt for øjnene og tiltrækkende, fordi det gør klog; hun tager af dets frugt og spiser og giver også sin mand, og han spiser.
³⁶ Vide, quomodo peccatum paulatim diffundatur in omnes sensus.Quid enim omittit Heva, quod ad peccatum augendum attinet, postquam Satanae contra Dei verbum credit, futurum, ut non moriatur, sed potius, ut apriantur oculi, et cognoscat malum et bonum? Oculi non possunt satiari adspectu: parum ei est, quod habet cognitionem Dei et rectam rationem, etiam mali cognitionem optat accedere. Hoc vero est Satanae ipsissimum venenum, quod optat sapere supra id, quod ei praeceptum erat. Est enim haec sapientia mors, et inimica sapientia Dei (203) in praecepto traditae. Facit enim haec sapientia, ut, quod peccatum est, judicet esse justitiam, et quae extrema insania est, sentiat esse optimam sapientiam.	Se, hvordan synden efterhånden breder sig ud til alle sanser! Hvorfor nemlig udelader Eva, hvad der har med syndens forøgelse at gøre, efter at hun har troet Satan imod Guds ord, om fremtiden, at hun ikke skal dø, men tager det med, at hendes øjne skal åbnes og hun skal kende godt og ondt? Øjnene kan ikke blive trætte af synet. Det er hende ligemeget, om hun har Guds erkendelse og den rette fornuft, også om hun når frem til erkendelsen af det onde. Men dette er Satans egen gift, hvormed han prøver at gøre sig klog på, hvad der ligger over det, der er foreskrevet ham. Denne visdom er nemlig død, og modstander af Guds visdom overgivet i budet. Denne visdom bevirker nemlig, at hvad der er synd, bedømmes som retfærdighed, og hvad der er det totale vanvid føler den som den største visdom.
³⁷ Emphasis igitur in eo est, quod tamen Latinus textus omisit, quod scilicet arbor ideo videbatur delectabilis, quia prudentes faceret. Hoc enim Diabolus in omnibus tentationibus solet, ut, quanto homo a verbo discedit longius, tanto videatur sibi doctior et sapientior.	Vægten ligger altså på det, som ganske vist den latinske tekst udelader, at træet af den grund så dejligt ud, at det gør klog. Dette plejer nemlig Djævelen at gøre i alle fristelser, at jo længere mennesket bevæger sig væk fra ordet, des mere forekommer han sig selv at være lærd og vis.
³⁸ Sic magnam sapientiam esse putant dicere, quod panis panis sit, quod vinum sit vinum, non corpus et non sanguis Christi. Arius se in eo palmarium reperisse putat, quod ex quibusdam sententiis male detortis fuisse dicit ante creaturas, et tamen esse creatum.	Således mener de, at det er stor visdom, når de siger, at brød er brød, vin vin, ikke Kristi legeme og blod. Arius mente, han havde vundet slaget, fordi han sagde, efter at have fordrejet nogle sætninger, at ordet var før skabninger, og dog var skabt.
³⁹ Anabaptistis magna sapientia videtur, cum plenis buccis declamitant, aquam non posse attingere spiritum seu animam, sed nudam cutem: igitur baptismum non facere ad remissionem peccatorum, sicut novimus fanaticos spiritus alicubi baptisasse sine aqua, qui tamen gloriantur, se nunquam dissensisse a nobis.	Gendøberne anser det for stor visdom, når de med fuld styrke udbasunerer, at vand ikke kan knytte ånd eller sjæl til sig, men kun er noget rent og skært ydre: derfor kan dåben ikke gøre fra eller til med hensyn til syndernes forladelse, sådan som vi véd, at nogle fanatiske er blevet døbt til ånd uden vand, og dog praler de af, at de ikke lærer anderledes end vi.
⁴⁰ Ac verum est, quod haec est sapientia, sed est sapientia Diaboli, contraria verbo et sapientia Dei. Est autem propria haec Diaboli tentatio, ut nos sic reddat sapientes contra et supra verbum Dei, sicut ipse fuit in coelo. Longe autem vincit haec sapientiae tentatio illas crassiores libidinis, avaritiae, superbiae etc.	Men det er sandt, at dette er visdom, blot er det Djævelens visdom, som står imod ordet og Guds visdom. Det er nemlig Djævelens egen fristelse, at han således gør os kloge imod og over Guds ord, sådan som han selv var i himlen. Og fristelsen ved denne visdom har forlængst besejret de mere grove fristelser, såsom vellyst, gerrighed, overmod, osv.
⁴¹ Verbum 'hiskil 'significat prudentem esse, inde 'miskil' sapiens, prudens, ut Psal. 14, (v.2): "Vidit Deus de coelo super filios hominum, num quis esset intelligens, et qui requirat Deum". Et Esaiae 53, (v.13): "Servus meus 'jaskil', prudenter aget". Significat autem proprie eam sapientiam, qua cognoscitur (204) Deus.	Ordet "hiskil" betyder at være klog, derfra kommer "maskil", vis, klog, som i Salme 14,2: Gud ser fra himlen ned over menneskenes børn, om der er nogen, der forstår, og nogen, der søger Gud". Og Es 53,13: Min tjener handler klogt. Men det betyder især den visdom, hvorved Gud erkendes.
⁴² At habuit eam lucem ceu solem Heva antea in corde suo, si quidem verbum habebat, deinde etiam cognotionem omnium creaturarum. Sed ea sapientia non contenta vult altius adscendere, et Deum aliter cognoscere, quam in verbo suo ostenderat. Hic ille lapsus est, ut amissa vera sapientia ruat in extremam coercitatem.	Men dette lys eller denne sol havde Eva forhen i sit hjerte, forsåvidt nemlig hun havde ordet, desuden erkendelsen af alle skabninger. Men denne visdom var hun ikke tilfreds med og ville stige højere og erkende Gud anderledes, end han har åbenbaret sig gennem sit ord. Heraf kommer det fald, at hun fra den sande visdom styrtede i den mest fuldkomne tvang.
⁴³ Sicut autem Satan tum fecit, ita adhuc facit. Iubet Deus, ut credamus evangelio de Filio suo, et sic salvemur. Haec vero sapientia est, sicut Christus quoque dicit: "Haec est vita aeterna, ut cognoscant te, verum Deum, et quem misisti Iesum Christum" (Ioh 17,3). Hanc sapientiam Monachus negligit, et vertitur ad alia; induit cucullum, cingit se fune, suscipit votum coelibatus etc., ac statuit sic placiturum se Deo, et salvatum iri.	Men sådan som Satan dengang gjorde, sådan har han gjort indtil nu. Gud har befalet, at vi skal tro evangeliet om hans søn og således blive frelst. Dette er den sande visdom, sådan som også Kristus siger: Dette er det evige liv, at de kender dig, og ham, du har sendt, Jesus Kristus (Joh 17,3). Denne visdom lod munken hånt om, han vendte sig mod en anden; han begyndte at bære kappe, bandt sig et reb om livet, påtog sig kyskhedsløftet osv, og mente på den måde at kunne vinde Guds behag og blive frelst.
⁴⁴ Haec est ista sublimis sapientia, quae exercetur in cultu et religione erga Deum, plantata per Satanam et originale peccatum in hac misera natura, ut hominis omisso verbo, quod Deus proposuit ad salutem, vertantur ad suas cogitationes. Sicut Heva sapientissima femina condita appetit aliam sapientiam extra verbum, et propter hanc sapientiam sic multipliciter peccat omnibus sensibus, videndo, cogitando, desirando et operando.	Dette er en sådan visdom i de højeste ting, som bliver udført i dyrkelsen af og fromheden imod Gud, indført af Satan og arvesynden i denne elendige natur, så at mennesker vender sig bort fra det ord, Gud har foresat til frelse, og vender sig hen til sine egne opfattelser. Sådan vendte Eva sig, skønt hun var den viseste kvinde, der var skabt, mod en anden visdom udenfor ordet, og på grund af denne visdom mangedoblede hun sine synder, så de omfattede alle sanser, synet, tanken, ønsket, handlingen.
⁴⁵ Non igitur audiendi sunt, qui disputant, crudelitatem esse, quod propter pomi morsum natura haec sic misere corrupta sit, et demersa in mortem et reliquas calamitates. Nam Epicurei cum haec audiunt, tanquam fabulam rident. Sed diligenti lectori facile apparet, pomi morsum non esse causam: peccatum causa est, quo peccat Heva contra utrunque tabulam et contra ipsum Deum et verbum ejus, ac peccat eo (205) modo, ut verbum Dei abjiciat, et se totem praebeat Satanae discipulam.	Men man skal ikke høre på dem, der hævder, at dette er for stærk en straf, at naturen på grund af et bid i et æble skulle så elendigt fordærves og nedsænkes i døden og de andre elendigheder. For epikuræerne, når de hører dette, ler af den slags historier. Men den skønsomme læser ser let, at æblebiddet ikke er grunden: Synden er grunden, hvorved Eva syndede mod begge tavlers bud og mod Gud og hans ord, og syndede på den måde, at hun forkastede Guds ord og helt og holdent gav sig ind under Satans herredømme.
⁴⁶ Haec nullo modo possunt extenuari; sunt enim, ut dicunt, praegnantes causae harum poenarum, quas sustinemus, tam horribile peccatum et tam horribilis aversio a Deo. Hanc intueri animo debebamus, et non tantum haerere in decerpto ac vorato pomo. Qui enim solum opus et non peccatum, ex quo opus hoc secutum est, intuentur, hi non possunt Deum non accusare crudelitatis, quod ob tantillum peccatulum tantas poenas universo generi humano inflixerit. Quare oderunt Deum, et desperant, aut, sicut Epicurei, haec tanquam fabulam rident.	Dette kan de på ingen måde formindske; en så frygtelig synd og en så frygtelig venden sig bort fra Gud er nemlig, mener vi, fuldgyldige grunde til disse straffe. Det skulle vi lægge os på sinde og ikke hænge fast i plukningen og nydelsen af æblet. De, nemlig, der tillægger en enkelt gerning, af hvilken dette er en følge, og ikke synden selv, skylden, de kan ikke andet end anklage Gud for grusomhed, fordi han på grund af sådan en lillebitte synd påfører hele menneskeslægten så store straffe. Derfor hader de Gud og fortvivler, eller, som Epikuræerne, ler af sådanne fabler.
⁴⁷ In verbum igitur respiciendum est; est autem id Dei verbum: Quam magnum igitur est verbum, tam magnum etiam est peccatum, quod contra verbum admittitur. Huic peccato universa natura succumbit: quomodo enim id posset vincere? est enim inexhaustae magnitudinis. Quare ad vincendum hoc peccatum eo opus est, qui affert secum inexhaustam justitiam, hoc est, Filio Dei.	Vi skal da se på ordet; det er nemlig Guds ord: ligeså stort derfor ordet er, ligeså stor er også synden, som den begår imod ordet. Denne synd falder hele naturen for: hvordan skulle den nemlig kunne sejre? den er jo af en umådelig størrelse. Derfor, for at besejre denne synd er der brug for én, der har i sig en umådelig retfærdighed, det vil sige, der er brug for Guds søn.
⁴⁸ Atque hoc etiam Satanae astus ostendit. Neque enim Hevam statim sollicitat suavitate pomi: summan virtutem hominis primum invadit, fidem in verbum. Radix igitur et fons peccati est incredulitas et aversio a Deo, sicut e contra fons justitiae et radix est fides. Et Satan primum abducit a fide ad incredulitatem: hoc ubi confecit, ut non crederet Heva praecepto a Deo tradito, facile fuit etiam id perficere, ut involaret in arborem, et pomum decerptum comederet; nam peccatum per incredulitatem consummatum in corde sequitur etiam externa inobedientia.	Men dette viser også Satans list. For han æggede ikke straks Eva ved frugtens sødme; han angreb først menneskets højeste dyd, troskaben mod ordet. For syndens rod og kilde er mistilliden til og bortvendtheden fra Gud, sådan som modsat retfærdighedens kilde og rod er troen. Og Satan gjorde som det første det, at han førte bort fra troen over i mistilliden: når han først havde fuldbragt det, at Eva ikke mere troede på det bud, der var givet hende af Gud, så var det let at gennemføre det, at føre hende hen til træet, så hun plukkede æblet og spiste det; for oven på synden, der består i mistillid opstået i hjertet, følger så den ydre ulydighed.
⁴⁹ Ad hunc modum peccati ratio consideranda (206) est secundum suam magnitudinem veram, in qua nos omnes periimus. Nunc sequitur revelatio peccati cum poenis suis.	På den måde skal man overveje syndens forhold efter dens sande størrelse, den synd, i hvilken vi alle går til grunde. Nu følger afsløringen af synden og dens straf.
Til gen3,7#1!