Luthers genesiskommentar, kap. 3,1b.

Teksten er taget fra Erlangerudgaven bind I, side 183 og fremefter. Oversættelsen er foretaget af mig.

¹ Qui dixit ad mulierem: Scilicet praecepit vobis Deus, ut non comederetis ex omni ligno Paradisi? Den sagde til kvinden: Er det virkelig et Guds bud, at I ikke må spise af noget træ i Paradis?

² Disputant sophistae quoque de genere hujus tentationis, qualisnam fuerit. Num peccaverint idolatria num superbia seu securitate, an vero simplici pomi comestione? Sed nos, si ista, uti debent, paulo (184) diligentius considerabimus, inveniemus summam et acerrimam omnium tentationum hanc fuisse, quia serpens invadit ipsam voluntatem Dei bonam, et nititur ex interdictione arboris probare, Dei voluntatem erga hominem non esse bonam. Sofisterne diskuterer også denne slags fristelse, af hvad art den var. Om de syndede ved afgudsdyrkelse eller ved overmod eller ved sikkerhed, eller bare ved at spise æblet. Men vi, vi vil, hvis vi, som vi bør, ser lidt mere omhyggeligt på disse ting, finde, at dette var højdepunktet og toppunktet af enhver fristelse, fordi slangen angreb selve Guds gode vilje, og søgte at bevise ud fra forbudet mod træet, at Guds vilje mod mennesket ikke var god.

³ Ipsam igitur imaginem Dei et summas vires, quae in natura incorrupta erant, petit: ipsum summum cultum, quem Deus ordinaverat, conatur evertere. Frustra igitur disputamus de hoc aut illo peccato; sollicitatur enim Heva simpliciter ad omnia peccata, cum contra verbum et voluntatem Dei bonam sollicitatur. Den gik altså efter selve gudsbilledet og de højeste kræfter, der fandtes i den ufordærvede natur: Selve den høje dyrkelse, som Gud havde indrettet, stræbte den at fordreje. Forgæves diskuterer vi da her, om der er tale om denne eller hin synd. Eva blev simpelthen lokket hen imod al synd, da hun lokkedes imod ordet og Guds gode vilje.

⁴ Itaque Moses cautissime loquitur, et inquit: ,,Dixit Serpens", hoc est: verbo impugnat verbum. Verbum, quod Adae dixerat Dominus, hoc erat: "De ligno scientiae boni et mali ne comede". Hoc verbum erat Adae evangelium et lex, erat ejus cultus, erat servitus et obedientia, quam poterat Deo in ista innocentia praestare. Således taler Moses meget forsigtigt, og siger: "Slangen sagde", det vil sige: ord kæmper mod ord. Ordet, som Herren havde talt til Adam, var dette: "Du må ikke spise af træet til kundskab om godt og ondt". Dette ord var for Adam evangelium og lov, var hans gudsdyrkelse, var hans tjeneste og lydighed, det kunne han yde Gud i denne uskyldstilstand.

⁵ Haec petit Satan, haec conatur evertere. Nec tantum hoc agit, quod imperiti cogitant, ut ostendat arborem, et invitet ad frunctu decerpendum: ostendit quidem, sed addit aliud et novum verbum, sicut adhuc solet in ecclesia. Dette angriber Satan, dette søger han at fordreje. Ikke engang gør han det, som de ukyndige ville mene, at han viser dem træet og opfordrer dem til at plukke frugten af træet: han viser dem ganske vist træet, men tilføjer et andet og nyt ord, sådan som han plejer at gøre i kirken.

⁶ Quando enim evangelium pure pradicatur, tunc homines certam fidei suae regulam habent, et idolatriam cavere possunt. Sed ibi Satan varia conatur et tentat, quomodo aut a verbo abducat homines, aut depravet verbum. Når nemlig evangeliet prædikes rent, da bevares menneskene sikre i deres tros regel og kan undgå afgudsdyrkelse. Men dér forsøger Satan på forskellige ting og prøver på, hvordan han kan føre mennesker bort fra ordet, eller fordreje ordet.

⁷ Ita in Graeca ecclesia etiam Apostolorum tempore excitatae sunt variae haereses; alius negavit, Christum esse filium Dei, alius negavit, eum esse filium Mariae, sicut Anabaptistae hodie impie negant, Christum de carne Mariae aliquid sumsisse. Ac Basilii temporibus praecipue conati sunt, Spiritum sanctum negare, quod Deus sit. Således fremstod der i den græske kirke også på apostlenes tid forskellige kætterier; én retning nægtede, at Kristus var Guds Søn, en anden nægtede, at han var Marias søn; sådan som gendøberne idag (forkert) nægter, at Kristus har påtaget sig noget af Marias kød. Og på Basilius' tid forsøgte man ligefrem at nægte, at Helligånden var Gud.

⁸ (185) Eadem exempla nostra aetas etiam vidit, ubi, postquam purior evangelii doctrina illuxit, impugnatores operum et verbi Dei non unius generis exorti sunt. Non quidem cessant aliae tentationes, quod sollicitat Satan ad scortationem, adulteria et similia flagitia. Sed haec tentatio, cum Satan verbum et opera Dei petit, longe est gravior et periculosior, et propria ecclesiae et sanctorum. Man ser de samme eksempler også i vor tid, hvor, efter at det renere evangeliets lære har befordret oplysning, ikke bare én slags Guds gernings og ords modstandere er fremstået. Det er ikke engang sådan, at de andre fristelser ophører, dem, hvorved Satan frister til skørlevned, hor og andre skændsler. Men den fristelse, hvor Satan stræber imod Guds ord og gerning er langt mere alvorlig og farlig, og den er speciel for kirken og de hellige.

⁹ Ad hunc igitur modum Adam et Hevam petit hic Satan, ut verbum eis eripiat, et ut mendacio credant, amisso et fiducia in Deum. Hoc cum accidit, quid mirum est postea fieri superbum? esse contemtorem Dei et hominum, fieri adulterum, homicidam? etc. Vere igitur haec tentatio caput omnium tentationum est, quae secum affert ruinam seu violationem totius Decalogi. Fons enim omnium peccatorum est incredulitas; hanc cum Satan excusso aut depravato verbo excitavit, nihil ei non facile est. Altså på denne måde frister Satan her Adam og Eva, at han vil rive dem bort fra ordet, så de tror på løgnen og tilsidesætter tiltroen til Gud. Når det sker, hvad mærkeligt er der så i, at der bagefter sker de værste ting? at han ringeagter Gud og menneske? at han begår hor og manddrab? osv. Men denne fristelse er hovedet for alle fristelser, som medfører nedlæggelsen eller ødelæggelsen af hele dekalogen. For kilden til alle synder er den manglende tiltro; når Satan med sit stærke og fordærvelige ord får fremkaldt den, da går resten som en leg.

¹⁰ Sic cum Heva verbum sibi esset passa per mendacium excuti, facillimum fuit accedere ad arborem et pomum ex ea decerpere. Itaque stultum est cogitare, sicut Sophistae et Monachi de hac tentatione cogitant, quod Heva, cum arborem esset intuita, paulatim coeperit incendi cupiditate decernendi pomi, donec tandem victa cupiditate pomum ori admovit. Da således Eva havde åbnet sig for løgneordet (?), var det let at gå hen til træet og plukke æblet af det. Det er derfor tåbeligt at overveje, som sofisterne og munkene gør om denne fristelse, at Eva, da træet blev forevist hende, straks begyndte at brænde af begær efter at plukke æblet, mens hun, da hun endelig var besejret af begæret, førte frugten til munden.

¹¹ Nam tentatio summa fuit, audire aliud verbum, ac discedere ab eo, quod Deus prolocutus erat, futurum ut morerentur, si ex ea comedissent. Sed videamus ordine verba Mosi. For fristelsen var hel, var at høre et andet ord og forlade det, som Gud forud havde sagt, at de ville dø, hvis de spiste af det. Men lad os se Moses' rigtige ord.

¹² Primo Satan imitatur Deum. Sicut enim Deus erat concionatus Adae, ita ipse quoque concionatur Hevae. Verum enim est, quod proverbio dicitur: In nomine Domini incipit omne malum. Først efterligner Satan Gud. For således som Gud har fortalt Adam, sådan fortalte han også Eva. Men det er sandt, hvad ordsproget siger: I Guds navn begynder alt ondt.

¹³ Sicut igitur ex (186) verbo Dei vero salus est: ita etiam ex verbo Dei depravato est perditio. Voco autem verbum depravatum non solum vocale ministerium, sed etiam persuasionem internam, seu opiniones a verbo dissidentes. Således som (mennesket) ved Guds ord bliver saligt; således kommer også fortabelsen gennem et forvendt Guds ord. Og det ord, jeg kalder forvendt, er ikke blot præstens lydelige ord, men også den indvendige overtalelse, eller de meninger, der adskiller sig fra ordet.

¹⁴ Significat autem hoc Moses per verbum: dixit. Hoc enim egit Satan, ut per suum dicere abduceret Hevam ab eo, quod Deus dixerat, ac sublato verbo corrupit optimam voluntatem, quam antea habuit homo, ut fieret rebellis: corrupit etiam intellectum, ut dubitaret de voluntate Dei. Men det betegner Moses ved ordet "siger". Det prøver nemlig Satan på, at han gennem det, han siger, kan føre Eva bort fra det, Gud har sagt, og når ordet er fordrejet ødelægge den gode vilje, som mennesket havde før, så det bliver en oprører: så ødelægger han nemlig også forstanden, så den tvivler om Guds vilje.

¹⁵ Ex his sequitur postea rebellis manus, contra mandatum Dei extensa ad pomum carpendum: deinde os et dentes rebelles. In summa, omnia mala sequuntur incredulitatem seu dubitationem de verbo et Deo. Quid enim potest esse pejus, quam inobedientem esse Deo, et obedire Satanae? Af disse ting følger bagefter den oprørske hånd, der udstrækkes imod Guds bud og plukker frugten; derefter den oprørske mund og de oprørske tænder. Kort sagt, alt ondt følger af mistilliden om eller tvivlen på ordet og Gud. Hvad kan nemlig være værre, end at være ulydig mod Gud og adlyde Satan?

¹⁶ Hanc astutiam et malitiam Satanae imitantur omnes Haeretici, ut specie boni eripiant hominibus Deum et verbum quasi ex oculis, et fingant eis alium Deum novum, qui nusquam est. Nam si spectes verba, nihil iis sanctius, nihil religiosius est. Denne snedighed og ondskab hos Satan efterligner alle kættere, at de under dække af det gode kan rive menneskene Gud og ordet bort, næsten for øjnene af dem, og foregive dem, at de har en anden, ny Gud, som ikke er noget. For hvis du ser hen til ordene, så er der intet, der er mere helligt eller mere fromt end dem.

¹⁷ Testantur Deum, quod ex toto corde quaerant salutem ecclesiae, detestantur, ut qui maxime impia docentes; nomen et gloriam Dei magno conatu fatentur se cupere propagare. Quid multis? non volunt videri, quod sint doctores Diabolici seu Haeretici, et tamen hoc unum agunt, quomodo veram doctrinam opprimant, et Dei cognitionem obscurent. De (kætterne) bevidner Gud, når de af hele deres hjerte søger kirkens frelse, og de benægter Gud, når de lærer de mest ufromme læresætninger; de tilstår, at de skulle stræbe efter at fremme Guds navn og ære med den største styrke. Hvad vil du mere? Kætterne vil ikke se, at de er djævelske eller kætterske læremestre, og dog tilstræber de dette ene, hvordan de kan modsætte sig den sande lære og tilsløre erkendelsen af Gud.

¹⁸ Itaque facilis postea lapsus est; incauti enim homines patiuntur se a verbo abduci ad periculosas disputationes; non contenti verbo quaerunt, cur et quare ista sic fiant? Sicut Heva, cum audit Diabolum in dubium vocare mandatum Dei, periit; ita (187) nos cum dubitamus, num voluerit Deus nos, morte et peccato oppressos, salvari per Christum, quam facile accidit, ut decipiamur, et patiamur nobis indui cucullos, ut propter opera perfectionis coronemur? Derfor er det hele let efter faldet; de uforsigtige mennesker lader sig nemlig føre bort fra ordet ind i farlige tankegange; ikke tilfredse med ordet spørger de, hvorfor dette skulle ske således. Således gik Eva til grunde, da hun hørte djævelen så tvivl om Guds bud; således vi, når vi tvivler på, om Gud mon nu også vil frelse os ved Kristus, os, der er udtværet af død og synd; hvor let sker det så ikke, at vi bedrages og lader os iføre en munkekutte, så vi kan prale med fuldkommenhed på grund af vore gerninger!

¹⁹ Ita ne advertentibus quidem hominibus novus fingitur a Satana Deus; proponit enim ipse quoque verbum, sed non quale a Deo propositum est, ut scilicet praedicetur poenitentia et remissio peccatorum in nomine Christi. Cum ad hunc modum verbum Dei mutatur aut depravatur, tunc, sicut Moses in Cantico suo dicit: "Veniunt novi recentesque Dii, quos non coluerunt patres nostri, Deutero. 32, (v17). Således dannes der af Satan ikke blot for de mennesker, der vender sig hen mod ham, en ny Gud; han fremsætter nemlig også et ord, men ikke det ord, som er fremsat af Gud, at der skal prædikes bod og syndernes forladelse i Kristi navn. Når på den måde Guds ord er ændret og forvansket, da sker det, som Moses siger i sin sang: "Der skal kommer nogen, der dyrker nye Guder, som vore fædre ikke dyrkede (5. Mos 32,17).

²⁰ Has insidias novisse utile est. Si enim doceret Satan, occidendum, fornicandum, parentibus resistendum esse, quis non videret eum suadere a Domino prohibita? facile itaque esset eum cavere. Sed hic cum verbum aliud proponit, cum disputat de voluntate Dei, cum opponit nomen Dei, ecclesiae et populi Dei, ibi tam facile caveri non potest. At kende disse baghold er nyttigt. Hvis nemlig Satan lærte, at slå ihjel, at bedrive hor, at være ulydig mod forældrene, hvem kunne så ikke se, at han søgte at overtale til noget, der var forbudt af Herren? Men her, når han fremsætter et andet ord, når han diskuterer Guds vilje, når han sætter sig imod Guds navn, kirken og Guds folk, her kan man ikke så let tage sig i agt.

²¹ Sed est opus acerrimo judicio spiritus, ut distinguamus inter Deum verum et novum Deum; sicut Christus distinguit, cum Satan ei persuadere conatur, ut dicat, ut lapides panis fiant, ut se praecipitet de pinnaculo templi; volebat enim Satan Christo persuadere, ut conaretur aliquid sine verbo. Sed non potuit Christum decipere, sicut Hevam decepit; retinet enim verbum nec patitur se a vero Deo ad falsum et novum Deum abducere. Men det er åndens arbejde, at vi med den allerstærkeste bedømmelse kan skelne mellem den sande og den nye Gud; således som Kristus skelnede, da Satan forsøgte at overtale han, så han skulle sige, at stenene skulle blive til brød, så han skulle kaste sig ud fra templets tinde; Satan ville nemlig overtale Kristus til at forsøge noget uden ordet. Men han kunne ikke narre Kristus, sådan som han narrede Eva; han holdt sig nemlig til ordet, og lod sig ikke føre bort fra den sande hen til den falske og nye Gud.

²² Vere enim fons omnis peccati est incredulitas et dubitatio, cum a verbo disceditur. His quia mundus plenus est, ideo manet in idolatria, negat veritatem Dei, et fingit novum Deum. (188) I sandhed er nemlig kilden til al synd mistroen og tvivlen, når man går bort fra ordet. Fordi verden er fuld af disse ting, derfor forbliver den i afgudsdyrkelse, nægter Guds sandhed og laver sig en ny Gud.

²³ Monachus est idolatra; sic enim imaginatur, si secundum regulam Francisci aut Dominici vixerit, eam esse viam ad regnum Dei. Hoc autem est fingere novum Deum, et fieri idolatram, quia verus Deus pronuntiat viam ad regnum coelorum esse, si credas in Chistum. Munken er afgudsdyrker; således forestiller han sig nemlig, at hvis han lever efter Frans' eller Dominicus' regel, så er denne regel vejen til Guds rige. Men det er at forestille sig en ny Gud, og øve afgudsdyrkelse, fordi den sande Gud forkynder, at vejen til himlenes rige er, at man tror på Kristus.

²⁴ Amissa igitur fide sequitur incredulitas et idolatria, quae transfert gloriam Dei in opera. Sic Anabaptistae, Sacramentarii, Papistae omnes sunt idolotrae, non quod lapides aut ligna adorent, sed quia adorant cogitationes suas, relicto verbo. Men når sådan troen forsvinder, kommer mistro og afgudsdyrkelse, som overfører Guds ære til gerningerne. Således er gendøberne, sakramentererne, papisterne allesammen afgudsdyrkere, ikke fordi de tilbeder sten eller træer, men fordi de tilbeder deres tanker og ser bort fra ordet.

²⁵ Pertinet itaque hic locus eo, ut discamus initium peccati originalis fuisse hanc tentationem Diaboli, cum a verbo Dei abduxit Hevam ad idolatriam contra primum, secundum et tertium praeceptum. Dette sted har da med det at gøre, at vi lærer, at begyndelsen til arvesynden var denne fristelse fra djævelen, da Eva blev ført bort fra Guds ord til afgudsdyrkelse imod det første, det andet og det tredie bud.

²⁶ Huc enim proprie pertinent verba haec: "Scilicet praecepit vobis Deus"? Est horribilis audacia Diaboli, fingentis novum Deum, et negantis priorem verum et aeternum Deum cum tanta securitate et fiducia. Her hører nemlig det ord rigtig hjemme: Mon virkelig Gud har sagt! Det er frygtelig dristigt af djævelen, at han opfinder en ny Gud og nægter den første gamle og evige Gud med en sådan sikkerhed og tillid.

²⁷ Quasi dicat: Profecto fatui estis, si creditis, Deum ita praecepisse; Deus enim nullo modo talis est, ut tam sollicite curet, sive edatis, sive non. Quia enim est arbor scientiae boni et mali, quomodo potest in eum cadere tanta invidia, ut nolit, vos esse sapientis? Som om han ville sige: I er sandelig godt tossede, hvis I tror, at Gud har foreskrevet sådan noget; Gud er nemlig slet ikke sådan én, der så omhyggeligt regner med, om I spiser eller ej. Men fordi det er et træ til kundskab om godt og ondt, mon han så ikke gribes af stor misundelse, så han ikke vil, at I skal komme til at blive vidende?

²⁸ Porro ineffabilis haec malitia satis arguit, etsi Moses tantum serpentis et non etiam Satanae mentionem facit, Satanam hujus negotii architectum fuisse. Fremdeles fremgår det tilstrækkelig tydeligt af denne ondskab, skønt ganske vist Moses nævner slangen og ikke Satan, at det er Satan, der er bagmanden til denne samtale.

²⁹ Ac Patres et Prophetae sancti, quantumvis involuta haec essent, tamen Spiritu sancto eos illustrante, facile viderunt, non esse hoc negotium serpentis, sed fuisse in serpente spiritum illum, hostem innocentis naturae, de quo Christus in evangelio clare concionatur, quod non steterit in veritate, et quod (189) homicida et mendax sit (Ioh.8, 41). Evangelii enim fuit ista explicare clarius, et ostendere hunc hostem Dei et hominum. Og fædrene og de hellige profeter, selv om de måske ikke bevidst taler om dette, så har dog Helligånden oplyst dem, så har de dog let set, at dette ikke er slangens konversation, men at i slangen var den ånd, der var fjende af den uskyldige natur, den ånd, om hvilken Kristus i evangeliet klart fortæller, at han ikke står i sandheden, og at han er en manddræber og løgner (Johs 8,41). Det var nemlig overladt evangelierne klarere at fortælle dette, og fremvise denne fjende af Gud og mennesker.

³⁰ Viderunt autem Patres hoc ipsum ex tali ratiocinatione: Certum est, fuisse tum omnes creaturas in perfecta obedientia, secundum sententiam: ,,Et vidit Deus cuncta, quae fecit, et erant valde bona". Hic autem in Serpente prodit se talis spiritus, qui sit hostris Dei, et verbum Dei depravet, ut eo modo innocentem hominem in peccatum et mortem inducat. Men fædrene så det samme ud fra en overvejelse af denne art: Det er ganske sikkert, at dengang var alle skabninger i en fuldkommen lydighed, eftersom det hed: 'Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt'. Her fremkom der imidlertid i slangen en sådan ånd, som kunne være Guds fjende og ødelægge Guds ord, så på den måde uskyldige mennesker blev ført ind i synd og død.

³¹ Manifestum igitur est, fuisse in serpente aliquid deterius, quod proprie possit vocari adversarius Dei, mendax et homicida spiritus, in quo maxima et horribilis est securitas, quod non veretur depravare mandatum Dei, et sollocitare hominem ad idolatriam, ex qua novit totum genus humanum periturum esse. Det står da fast, at der i slangen har været noget mindre godt, så den med rette har kunnet kaldes Guds modstander, en løgne- og morderånd; i den var der den største og skrækkeligste sikkerhed, som ikke skammer sig ved at ødelægge Guds bud og tirre mennesket til afgudsdyrkelse, hvorved den véd, at hele menneskeslægten vil gå til grunde.

³² Vere horribilia haec sunt, cum recte a nobis aestimantur, ac videmus etiamnum in Papistis et aliis sectis exempla similis securitatis, qua verbum Dei depravant, et homines seducunt. Det er virkelig forfærdeligt, når vi ret betragter det, og vi ser også hos papisterne og i andre sekter eksempler på en lignende sikkerhed, hvorved Guds ord ødelægges og menneskene forføres.

³³ Heva initio egregie resistit tentatori; ducitur enim adhuc Spiritu illo praelucente, sicut supra ostendimus, hominem integrum, et ad Dei similitudinem esse conditum; sed tandem patitur se persuaderi. Eva modstår i begyndelsen på udmærket vis fristeren; hun føres nemlig indtil videre, idet denne ånd oplyser hende, sådan som vi har vist det ovenfor, som et fuldkomment menneske, der er skabt til Guds lighed; men dog må hun lide den tort at blive overtalt.

³⁴ De lapsu autem Angelorum incertum est, quo die acciderit, secundone an tertio? Hoc tantum ex evangelio ostendi potest, cecidisse eum de coelo, sicut Christus testatur, vidisse se, quomodo de coelo ceciderit (Luc 10, 18.). An autem perfecti tum fuerint coeli, an rudes adhuc et imperfecti, nescimus. Om englenes fald er det usikkert, hvilken dag det fandt sted, den anden eller den tredie. Det kan ganske vist vises ud fra evangeliet, at han er faldet fra himlen, sådan som Kristus bevidner det, at han så, hvordan han faldt fra himlen (Luk 10,18). Men om det var den færdiggjorte himmel, eller den rå og endnu ufærdige, det véd vi ikke.

³⁵ Sed haec disputatio non est propria hujus loci. Hoc autem proprium est, videre extremam malitiam cum horribili securitate conjunctam, quod non vere- (190) tur hic spiritus mandatum divinae majestatis in dubium vocare, praesertim cum sciat, quanta totius humani generis calamitas secutura sit. Men denne diskussion er ikke relevant her. Her er det relevant at se på den yderste ondskab, forbundet med en forfærdelig sikkerhed, som ikke skammer sig ved her at drage den guddommelige majestæts bud i tvivl, især eftersom den véd, hvor stor en elendighed der vil følge for hele menneskeslægten.

³⁶ Secundo consideranda etiam est astutia singularis, quae in hoc primum deprehenditur, quod Satan invadit summas hominis vires, et ipsam Dei similitudinem impugnat, nempe voluntatem recte de Deo sentientem. ,,Fuit serpentis astutia (inquit textus) major, quam omnium animalium terrae". Det andet, man skal lægge mærke til, er den enestående snuhed, som findes her i begyndelsen, hvorved Satan gennemtrænger de højeste menneskelige kræfter, og angriber selve gudbilledligheden, nemlig den vilje, der har den rette opfattelse af Gud. "Slangen var mere snu, siger teksten, end alle jordens dyr".

³⁷ Sed haec astutia supra illam naturalem astutiam serpentis est, quod cum homine disputat de verbo et voluntate Dei. Hoc serpens ex natura conditionis suae non potuit, qui fuit subditus hominis imperio. Spiritus autem, qui in serpente loquitur, sic callidus est, ut hominem vincat, et persuadeat comedere de fructu ligni prohibiti. Men denne snuhed ligger ud over slangens naturlige snuhed, fordi den disputerer med mennesket om Guds ord og vilje. Det kan en slange ikke efter sin naturlige betingelse, hvor den er underlagt menneskets herredømme. Men den ånd, der taler i slangen, er så forslagen, at den besejrer mennesket, og overtaler det til at spise af frugten på det forbudte træ.

³⁸ Non igitur creatura Dei sic loquitur, quae bona est, sed hostis acerrimus Dei et hominum, qui quidem etiam creatura Dei est, sed non sic mala creata a Deo. Non enim stetit in veritate, ut Christus dicit, loh.8. Haec plana consequentia ex evangelio et hoc textu sequuntur. Det er ikke Guds skabning, der taler sådan, den er nemlig god, men Guds og menneskets argeste fjende, som ganske vist også er Guds skabning, men ikke er skabt ond af Gud. Han står nemlig ikke i sandheden, som Kristus siger, Joh 8. Disse simple konsekvenser følger af evangeliet og denne tekst.

³⁹ Deinde deprehenditur astutia etiam in eo, quod Satan invadit infirmam partem humanae naturae, Hevam feminam, et non Adam masculum. Quanquam enim ambo aequaliter justi creati sunt, tamen Adam Hevae praestitit. Sicut enim in tota reliqua natura mascula virtus excedit alterum sexum: ita etiam in integra natura masculus praestitit non nihil femellae. Ideo Satan, quia Adamum praestantiorem esse videt, non audet eum invadere; metuit enim, ne frustra cedat conatus. Dernæst viser snuheden sig også deri, at Satan angriber den svageste del af den menneskelige natur, Evas kvindelige, ikke Adams mandlige. Skønt nemlig begge er skabt lige retfærdige, har Adam dog fortrin fremfor Eva. Sådan som nemlig i hele den øvrige natur det mandlige køn i dyd overgår det andet køn: således har også den uskadte mandlige natur nogen fortrin fremfor den kvindelige. Da derfor Satan så, at Adam havde visse fortrin, vovede han ikke at angribe ham; han frygtede nemlig, at det skulle blive forgæves, at han forsøgte at nedlægge ham.

⁴⁰ Ac credo, si primum tentasset Adamum, Adami victoriam fuisse futuram. Pede contrivisset potius serpentem, et dixisset: Tace tu: Domi- (191) nus aliud jussit. Satan igitur Hevam tanquam infirmiorem partem adoritur, et tentat ejus fortitudinem; videt enim eam sic confidere viro, ut non putet se posse peccare. Og jeg tror, at hvis han først havde fristet Adam, så ville Adam jave vundet sejr. Nej, slangen valgte at trække sig lidt tilbage og sige: Ti du bare stille! Herren har befalet noget andet! Slangen henvendte sig derfor til Eva som til den svagere part og prøvede hendes styrke; den så nemlig, at hun stolede sådan på sin mand, at hun ikke mente, hun kunne synde.

⁴¹ Porro hic quoque admonemur de permissione divina, quod Diabolo permissum est invadere bestias, sicut hic invasit serpentem. Non enim dubium est, verum serpentem fuisse, in quo Satan fuit, et cum Heva collocutus est. Fremdeles erindres vi her om den guddommelige tilladelse, hvorved djævelen fik lov til at gå ind i et dyr, sådan som den her gik ind i slangen. Der er nemlig ikke tvivl om, at det var en virkelig slange, som Satan var i, da han samtalede med Eva.

⁴² Quod autem disputant, an fuerit humana facie, ridicula sunt. Fuit serpens bestiola pulcherrima, alioqui non sic secure cum eo esset collocuta Heva. Post peccatum autem non solum illa serpentis pulchritudo immutata est (minatur enim Deus, futurum, ut repat humi, qui ante erectus incessit sicut gallus: item, ut comedat terram, qui prius vescebatur melioribus fructibus); sed etiam securitas illa amissa est; fugimus enim a serpentibus, sicut vicissim serpentes nos fugiunt. Men at nogen her disputerer, om slangen havde et menneskeligt ansigt, det er latterligt. Slangen var et yderst smukt lille dyr, ellers kunne Eva ikke trygt tale med det. Men naturligvis, efter synden blev ikke blot denne slangens skønhed ændret, (Gud forbandede den nemlig, at den, skønt den før havde gået oprejst som en hane, fremover skulle krybe på jorden; og ligeledes, at den, skønt den før havde spist de bedste frugter, skulle æde jord), men også trygheden taget bort; vi flygter nemlig for slangerne, ligesom slangerne til gengæld flygter for os.

⁴³ Haec vulnera naturae propter peccatum inflicta sunt, sicut nos nuditatem, rectam voluntatem, sanum intellectum amisimus. Ac de astutia quoque plurimum serpentem amisisse credo, quam Moses hic tanquam singulare donum creatoris praedicat. Disse sår i naturen blev påført på grund af synden, ligesom vi mistede nøgenheden, den rette vilje, den sunde forstand. Og hvad snuheden angår, tror jeg, den blev fjernet mere, end Moses her fortæller om det, hvor den er en enestående gave fra skaberen.

⁴⁴ Sicut igitur serpens hodie malus est inter bestias, ita tum pulchrum, bonum, benedictum et amabilem fuisse judicio, cum quo non homo solum, sed caeterae quoque bestiae libenter et cum voluptate vixerunt. Quare Satanae quoque ad hanc rem, quam instituit, aptissimus fuit, ut per eum loqueretur, et ad peccatum Hevam sollicitaret. Ligesom nemlig slangen idag er ond blandt dyrene, sådan mener jeg, den dengang var smuk, god, velsignet og elskværdig, eftersom ikke blot mennesket, men også de øvrige dyr levede frit og med lyst. Derfor fandt Satan den også særdeles velegnet til det, han skulle bruge den til, og talte gennem den og forførte Eva til synd.

⁴⁵ Haec mea est cogitatio de serpente naturali, quo Satan abuti voluit, qui fuit tum pulcherrima bestiola sine venenata cauda, sine squamis illis foedis. (192) Dette er min overvejelse om den naturlige slange, som Satan ville misbruge, som dengang var det smukkeste lille dyr, uden giftig hale, uden denne græsselige gifttand.

⁴⁶ Haec enim propter peccatum postea accesserunt. Sicut videmus in Mose praeceptum esse, ut bestiae, quae caedem fecissent, occiderentur, (2 Mos 21,28f) non aliam ob causam, quam quod Satan per eas peccavit occidendo hominem: ita serpens in testimonium hujus lapsus et malitiae diabolicae punitus est. Det er nemlig noget, der er kommet til efter synden. Således ser vi i Mose lov, at dyr, der begår drab, skal dræbes, ikke af anden grund, end fordi Satan igennem dem syndede ved at dræbe mennesket: således er slangen i dette vidnesbyrd faldet og straffet for den djævelske ondskab.

⁴⁷ Quod ad grammaticam attinet, Latinus particulam, 'af ki' vertit Cur. Etsi autem id a sententia non multum abludit, tamen minus proprium est. Nam prima et maxima tentatio est, quando disputatur de consilio Dei, quare Deus hoc vel illud fecerit? Mea autem sententia emphasis non est posita in illa particula Cur vel Num, sed potius in nomine Elohim, Deus. Id enim facit tentationem fortiorem. Hvad grammatikken angår, betyder den lille partikel "af-ki" hvorfor på latin. Selvom det ikke afviger meget fra meningen, er det dog mindre egnet. For den største og værste fristelse er, hvorvidt der diskuteres om Guds råd, hvorfor Gud gør dette eller hint. Efter min mening ligger trykket ikke på denne partikel "hvorfor" eller "mon dog", men snarere på navnet "elohim", Gud. Det gør nemlig fristelsen stærkere.

⁴⁸ Quasi dicat: Profecto bene fatui estis, si cogitatis Deum noluisse, ut de hac arbore comederetis, qui super omnes Paradisi arbores vos constituit dominos, imo vestra causa eas condidit. Quomodo, qui favit vobis omnia, hujus unius arboris fructus invidere vobis potest, tam jucundos et suaves? Som om han ville sige: I er sandelig godt dumme, hvis I tror, at Gud ikke vil, at I må spise af dette træ, han, som har gjort jer til herre over alle paradisets træer, ja, har skabt dem for jeres skyld. Hvordan dog, hvis alt er jer til gunst, kan dette ene træs frugter ødelægge jer, så glædelige og yndige de er?

⁴⁹ Eo enim respicit Satan, quomodo eis verbum eripiat et cognitionem Dei, ut statuant, non est haec voluntas Dei, Deus hoc non praecepit. Hanc enim sententiam sequentia quoque comprobant, ubi dicit: Non moriemini. In hoc enim Satanae posita sunt omnia, quomodo a verba et fide, hoc est, a vero Deo abducat ad falsum Deum. Det ser nemlig Satan efter, hvordan han hos dem kan fjerne Guds ord og erkendelsen af Gud, så de tror, at dette ikke er Guds vilje, at Gud ikke har foreskrevet dette. Denne mening røber de følgende ord nemlig, hvor han siger: "I skal ikke dø". I dette er der nemlig af Satan lagt alt det, hvorved han kan føre bort fra ordet og troen, det vil sige: føre bort fra den sande Gud hen til den falske.

⁵⁰ Hanc rationem Satanae sequuntur omnes fanatici spiritus. Sic Arius: Putasne, quod Christus sit Deus, qui clare dicit: Pater major me est? Sic Sacramentarii: Putasne, quod panis sit corpus Christi, et vinum sanguis Christi? profecto sic absurda Christus (193) ne cogitavit quidem. His cogitationibus cum postea indulgent homines, paulatim a verbo discedunt, et incidunt in errorem. Denne Satans begrundelse følger alle fanatiske ånder. Det gør Arius: Mener du vel, at Kristus er Gud, han, som klart siger: Min fader er større end jeg? Det gør sakramentererne: Mener du vel, at brødet er Kristi legeme og vinen Kristi blod? på en så absurd måde er der da ingen, der nogensinde vil kunne kende Kristus. Når mennesker bagefter hengiver sig til sådanne overvejelser, så falder de lidt efter lidt bort fra ordet og kommer ind i fejltagelsen.

⁵¹ Cum igitur caput tentationis sit dubitare, an Deus hoc dixerit, rectius emphasis ponitur in nomine Deus. Particula Quare languidiusculam sententiam facit. Magis igitur mihi placet, ut vertas: Non, vel num dixit Deus: Non comedetis de omni ligno horti? Men da hovedsagen i fristelsen er at tvivle på, om Gud har sagde sådan, så er der mere rigtigt at lægge vægt på Guds navn. Ordet "fordi" gør nok sætningen mere træg. Jeg kan derfor bedre lide, at man vender det om: Gud har vel ikke sagt: I må ikke spise af noget træ i haven?

⁵² Non enim hoc agit proprie, ut quaerat causam, quare Deus hoc dixerit? Illud potius agit, ut Heva statuat, Deum hoc simpliciter non dixisse, ut ita verbum ei eripiat. Videt enim, rationem hoc modo facile posse falli, quando sub Dei nomine et verbo Deus et verbum amittitur. Får det det ikke til mere rigtigt at handle om grunden til, at Gud siger sådan? Det andet handler snarere om, at Eva slår fast, at Gud simpelthen ikke har sagt sådan, så hun således bliver berøvet ordet. Han ser nemlig, at forstanden på den måde meget let kan fejle, når Gud og Guds ord tages bort i Guds navn.

⁵³ Porro hoc quoque insidiosissime dictum est, quod in genere loquitur, et includit universaliter omnes arbores; quasi dicat: Habetis universale dominium in omnes bestias, et scilicet Deus, qui universale hoc dominium in omnes bestias vobis tradidit, non tradidit simul omnes arbores? Quin hoc potius cogitabitis: Sicut Deus omnem terram et pecudes omnes vobis subjecit, ita etiam concessit usum omnium terra nascentium. Endvidere er også dette meget lumsk sagt, at han taler i arter, og indeslutter i ét begreb alle træer; som om han vil sige: I har et almindeligt herredømme over alle dyr, skulle så ikke Gud, der har givet jer dette almindelige herredømme over alle dyr, også samtidig give jer alle træer? Sådan skal I snarere tænke om det: Sådan som Gud har underlagt hele jorden og alt kvæg under jer, sådan har han også tilstået jer brug over alt det, jorden frembringer.

⁵⁴ Haec sane magna tentatio est, qua Hevae animum sic conatur sollicitare, ut statuat, Deum non esse dissimilem sui. Itaque si tradidit aliarum creaturarum universalitatem, tradidit quoque universalitatem arborum. Sequitur igitur, mandatum de arbore non gustanda non esse Dei mandatum, aut saltem non sic intelligendum, quasi nolit ex ea arbore comedi. Det er sandelig en stor fristelse, hvorved han således søger at opflamme Evas sind, til at mene, at Gud ikke er ulig hende selv. Således som han har overgivet jer de andre skabninger i almindelighed, sådan har han også overgivet jer alle træer i almindelighed. Heraf følger, at budet om ikke at spise af træet ikke er Guds bud, ja egentlig slet ikke skal forstås sådan, at han ikke vil, at I skal spise af træet.

⁵⁵ Sic gemina tentatio proponitur, qua tamen Satan idem agit: prima est: Deus hoc non dixit: ergo (194) licet ex arbore hac comedere. Secunda est: Deus dedit vobis omnia: ergo habetis omnia: ergo una haec arbor vobis non est prohibita etc. Tendit autem utraque ad id, ut a verbo et a fide abducatur Heva. Således viser denne dobbelte fristelse, hvordan Satan gør det samme: den første fristelse er denne: Gud har ikke sagt det, altså er det tilladt at spise af træet. Den anden er denne: Gud har givet jer alt; ergo har I alt; ergo er dette ene træ ikke forbudt for jer. Begge retter sig hen imod det, at føre Eva bort fra ordet og troen.

⁵⁶ Nam hoc praeceptum, quod eis a Deo traditum est, de non gustanda hac arbore, arguit Adam cum suis posteris victurum fuisse etiam in integra natura in fide, donec ex corporali hac vita esset translatus ad spiritualem. Ubi enim verbum est, ibi necessario etiam est fides. Hic est verbum, ne gustet hanc arborem; alioqui enim moriturum esse: oportuit igitur Adamum et Hevam credere, quod arbor haec esset saluti inimica. Sic inclusa est in hoc ipsum praeceptum fides. For dette bud, som er givet dem af Gud om ikke at spise af dette træ, det påstår Adam sammen med sine efterkommere, er blevet overvundet også i den uskadte natur i troen, idet han fører dette legemlige liv over til det åndelige. Hvor nemlig ordet er, der er med nødvendighed også troen. Her er der et ord om, at han ikke må spise af dette træ, ellers skal han dø. Derfor er det nødvendigt, at Adam og Eva tror, at dette træ er en fjende af deres frelse. Således indesluttes i det selvsamme bud troen.

⁵⁷ Nos, qui ex peccato transferimur in justitiam, et ex mortali corpore ad corpus immortale, etiam in fide vivimus. Sed verbum habemus aliud, quod Adam integra natura non habuit, qui simpliciter ex animali vita erat transferendus ad spiritualem. Vi, som ud af synden er blevet ført frem til retfærdigheden, og ud af en dødelig krop til en udødelig, vi lever også i troen. Men vi har et andet ord, som Adam i sin ufordærvede natur ikke havde, han, som simpelthen fra det animalske liv skulle føres over i det åndelige.

⁵⁸ Ideo supra dixi, hanc arborem in medio Paradisi futuram fuisse ceu templum, in quo hoc verbum praedicaretur, quod aliae arbores omnes essent salubres, haec autem esset exitiosa. Quare discerent obedire Deo, et hunc cultum Deo praestare, ne ex ea gustarent, Deum enim prohibuisse. Derfor sagde jeg før, at dette træ midt i paradiset i fremtiden ville blive et slags tempel, hvori dette ord prædikedes, at alle de andre træer var helsebringende, dette ene var ødelæggende. Derfor lærte de også at adlyde Gud, og give Gud den kultus, at de ikke spiser af det, Gud havde nemlig forbudt det.

⁵⁹ Ad hunc modum natura incorrupta, quae Dei notitiam veram habuit, tamen habuit verbum seu praeceptum, quod esset supra intellectum Adae, et credi oporteret. Ideo autem hoc praeceptum traditum est innocenti naturae, ut haberet Adam signum seu formam colendi Deum, Deo gratias agendi, et instituendi filios suos. På denne måde har den ufordærvede natur, som virkelig har Guds erkendelse, dog et ord eller et bud, som går over Adams forstand, så han bør tro det. Men derfor er dette bud givet til den uskyldige natur, for at Adam kunne have et tegn eller en form, hvori han kunne dyrke Gud, takke Gud, og opdrage sine sønner.

⁶⁰ Hoc videns Diabolus, et sciens, quod hoc praeceptum esset supra intellectum homi- (195) nis, tentat Hevam, ut ipsa cogitet, sitne hoc Dei mandatum et voluntas, an non? Est autem haec omnis tentationis origo et caput, cum de verbo et Deo ratio se judicare conatur sine verbo. Dette ser djævelen, og da han véd, at dette bud går over menneskets forstand, frister han Eva, så hun selv kommer til at tænke, om mon dette er Guds bud og vilje eller ej. For dette er begyndelsen og hovedet for enhver fristelse, når fornuften prøver for sig selv at dømme om ordet og om Gud uden ordet.

⁶¹ Voluerat Deus, ut hoc praeceptum esset homini occasio obedientiae et cultus externi: item, ut arbor ista esset ceu signum, quo testaretur homo se Deo obedire. Sed Satan quia disputationem movet, an hoc Deus praeceperit, ab hac obedientia hominem conatur abducere ad peccatum. Gud ville nemlig, at dette bud for mennesket skulle være en lejlighed til lydighed og til ydre gudsdyrkelse: Sådan, at dette træ blev en slags tegn, hvorved mennesket bevidnede, at det var lydigt mod Gud. Men Satan, fordi han satte gang i diskussionen om, hvorvidt Gud havde givet dette bud, søgte at drage mennesket bort fra denne lydighed hen mod synden.

⁶² Hic unica salus fuisset, si Heva ursisset mandatum Dei, nec passa se esset ad alias disputationes abduci, num Deus hoc mandasset? num, cum omnia hominis causa condiderit Deus una haec arbor ad hominis perniciem sit condita? Sapientia quidem esse videtur, haec perscrutari accuratius, sed cum primum hujusmodi disputationibus indulget animus, actum est. Sed audiamus, quid responderit Heva. Her ville den eneste frelse have været, hvis Eva var blevet opflammet til Guds bud, og ikke ladet sig lede et skridt hen imod den anden diskussion, om Gud havde befalet dette; om, da Gud havde skabt alt for menneskets skyld, dette ene træ var skabt til menneskets tilintetgørelse. Ganske vist synes det at være visdom at undersøge dette nærmere, men så snart den slags diskussioner overvælder sjælen, fører det til handling. Men lad os høre, hvad Eva svarede.

⁶³ Videre til 3,2!

¹ Qui dixit ad mulierem: Scilicet praecepit vobis Deus, ut non comederetis ex omni ligno Paradisi?	Den sagde til kvinden: Er det virkelig et Guds bud, at I ikke må spise af noget træ i Paradis?
² Disputant sophistae quoque de genere hujus tentationis, qualisnam fuerit. Num peccaverint idolatria num superbia seu securitate, an vero simplici pomi comestione? Sed nos, si ista, uti debent, paulo (184) diligentius considerabimus, inveniemus summam et acerrimam omnium tentationum hanc fuisse, quia serpens invadit ipsam voluntatem Dei bonam, et nititur ex interdictione arboris probare, Dei voluntatem erga hominem non esse bonam.	Sofisterne diskuterer også denne slags fristelse, af hvad art den var. Om de syndede ved afgudsdyrkelse eller ved overmod eller ved sikkerhed, eller bare ved at spise æblet. Men vi, vi vil, hvis vi, som vi bør, ser lidt mere omhyggeligt på disse ting, finde, at dette var højdepunktet og toppunktet af enhver fristelse, fordi slangen angreb selve Guds gode vilje, og søgte at bevise ud fra forbudet mod træet, at Guds vilje mod mennesket ikke var god.
³ Ipsam igitur imaginem Dei et summas vires, quae in natura incorrupta erant, petit: ipsum summum cultum, quem Deus ordinaverat, conatur evertere. Frustra igitur disputamus de hoc aut illo peccato; sollicitatur enim Heva simpliciter ad omnia peccata, cum contra verbum et voluntatem Dei bonam sollicitatur.	Den gik altså efter selve gudsbilledet og de højeste kræfter, der fandtes i den ufordærvede natur: Selve den høje dyrkelse, som Gud havde indrettet, stræbte den at fordreje. Forgæves diskuterer vi da her, om der er tale om denne eller hin synd. Eva blev simpelthen lokket hen imod al synd, da hun lokkedes imod ordet og Guds gode vilje.
⁴ Itaque Moses cautissime loquitur, et inquit: ,,Dixit Serpens", hoc est: verbo impugnat verbum. Verbum, quod Adae dixerat Dominus, hoc erat: "De ligno scientiae boni et mali ne comede". Hoc verbum erat Adae evangelium et lex, erat ejus cultus, erat servitus et obedientia, quam poterat Deo in ista innocentia praestare.	Således taler Moses meget forsigtigt, og siger: "Slangen sagde", det vil sige: ord kæmper mod ord. Ordet, som Herren havde talt til Adam, var dette: "Du må ikke spise af træet til kundskab om godt og ondt". Dette ord var for Adam evangelium og lov, var hans gudsdyrkelse, var hans tjeneste og lydighed, det kunne han yde Gud i denne uskyldstilstand.
⁵ Haec petit Satan, haec conatur evertere. Nec tantum hoc agit, quod imperiti cogitant, ut ostendat arborem, et invitet ad frunctu decerpendum: ostendit quidem, sed addit aliud et novum verbum, sicut adhuc solet in ecclesia.	Dette angriber Satan, dette søger han at fordreje. Ikke engang gør han det, som de ukyndige ville mene, at han viser dem træet og opfordrer dem til at plukke frugten af træet: han viser dem ganske vist træet, men tilføjer et andet og nyt ord, sådan som han plejer at gøre i kirken.
⁶ Quando enim evangelium pure pradicatur, tunc homines certam fidei suae regulam habent, et idolatriam cavere possunt. Sed ibi Satan varia conatur et tentat, quomodo aut a verbo abducat homines, aut depravet verbum.	Når nemlig evangeliet prædikes rent, da bevares menneskene sikre i deres tros regel og kan undgå afgudsdyrkelse. Men dér forsøger Satan på forskellige ting og prøver på, hvordan han kan føre mennesker bort fra ordet, eller fordreje ordet.
⁷ Ita in Graeca ecclesia etiam Apostolorum tempore excitatae sunt variae haereses; alius negavit, Christum esse filium Dei, alius negavit, eum esse filium Mariae, sicut Anabaptistae hodie impie negant, Christum de carne Mariae aliquid sumsisse. Ac Basilii temporibus praecipue conati sunt, Spiritum sanctum negare, quod Deus sit.	Således fremstod der i den græske kirke også på apostlenes tid forskellige kætterier; én retning nægtede, at Kristus var Guds Søn, en anden nægtede, at han var Marias søn; sådan som gendøberne idag (forkert) nægter, at Kristus har påtaget sig noget af Marias kød. Og på Basilius' tid forsøgte man ligefrem at nægte, at Helligånden var Gud.
⁸ (185) Eadem exempla nostra aetas etiam vidit, ubi, postquam purior evangelii doctrina illuxit, impugnatores operum et verbi Dei non unius generis exorti sunt. Non quidem cessant aliae tentationes, quod sollicitat Satan ad scortationem, adulteria et similia flagitia. Sed haec tentatio, cum Satan verbum et opera Dei petit, longe est gravior et periculosior, et propria ecclesiae et sanctorum.	Man ser de samme eksempler også i vor tid, hvor, efter at det renere evangeliets lære har befordret oplysning, ikke bare én slags Guds gernings og ords modstandere er fremstået. Det er ikke engang sådan, at de andre fristelser ophører, dem, hvorved Satan frister til skørlevned, hor og andre skændsler. Men den fristelse, hvor Satan stræber imod Guds ord og gerning er langt mere alvorlig og farlig, og den er speciel for kirken og de hellige.
⁹ Ad hunc igitur modum Adam et Hevam petit hic Satan, ut verbum eis eripiat, et ut mendacio credant, amisso et fiducia in Deum. Hoc cum accidit, quid mirum est postea fieri superbum? esse contemtorem Dei et hominum, fieri adulterum, homicidam? etc. Vere igitur haec tentatio caput omnium tentationum est, quae secum affert ruinam seu violationem totius Decalogi. Fons enim omnium peccatorum est incredulitas; hanc cum Satan excusso aut depravato verbo excitavit, nihil ei non facile est.	Altså på denne måde frister Satan her Adam og Eva, at han vil rive dem bort fra ordet, så de tror på løgnen og tilsidesætter tiltroen til Gud. Når det sker, hvad mærkeligt er der så i, at der bagefter sker de værste ting? at han ringeagter Gud og menneske? at han begår hor og manddrab? osv. Men denne fristelse er hovedet for alle fristelser, som medfører nedlæggelsen eller ødelæggelsen af hele dekalogen. For kilden til alle synder er den manglende tiltro; når Satan med sit stærke og fordærvelige ord får fremkaldt den, da går resten som en leg.
¹⁰ Sic cum Heva verbum sibi esset passa per mendacium excuti, facillimum fuit accedere ad arborem et pomum ex ea decerpere. Itaque stultum est cogitare, sicut Sophistae et Monachi de hac tentatione cogitant, quod Heva, cum arborem esset intuita, paulatim coeperit incendi cupiditate decernendi pomi, donec tandem victa cupiditate pomum ori admovit.	Da således Eva havde åbnet sig for løgneordet (?), var det let at gå hen til træet og plukke æblet af det. Det er derfor tåbeligt at overveje, som sofisterne og munkene gør om denne fristelse, at Eva, da træet blev forevist hende, straks begyndte at brænde af begær efter at plukke æblet, mens hun, da hun endelig var besejret af begæret, førte frugten til munden.
¹¹ Nam tentatio summa fuit, audire aliud verbum, ac discedere ab eo, quod Deus prolocutus erat, futurum ut morerentur, si ex ea comedissent. Sed videamus ordine verba Mosi.	For fristelsen var hel, var at høre et andet ord og forlade det, som Gud forud havde sagt, at de ville dø, hvis de spiste af det. Men lad os se Moses' rigtige ord.
¹² Primo Satan imitatur Deum. Sicut enim Deus erat concionatus Adae, ita ipse quoque concionatur Hevae. Verum enim est, quod proverbio dicitur: In nomine Domini incipit omne malum.	Først efterligner Satan Gud. For således som Gud har fortalt Adam, sådan fortalte han også Eva. Men det er sandt, hvad ordsproget siger: I Guds navn begynder alt ondt.
¹³ Sicut igitur ex (186) verbo Dei vero salus est: ita etiam ex verbo Dei depravato est perditio. Voco autem verbum depravatum non solum vocale ministerium, sed etiam persuasionem internam, seu opiniones a verbo dissidentes.	Således som (mennesket) ved Guds ord bliver saligt; således kommer også fortabelsen gennem et forvendt Guds ord. Og det ord, jeg kalder forvendt, er ikke blot præstens lydelige ord, men også den indvendige overtalelse, eller de meninger, der adskiller sig fra ordet.
¹⁴ Significat autem hoc Moses per verbum: dixit. Hoc enim egit Satan, ut per suum dicere abduceret Hevam ab eo, quod Deus dixerat, ac sublato verbo corrupit optimam voluntatem, quam antea habuit homo, ut fieret rebellis: corrupit etiam intellectum, ut dubitaret de voluntate Dei.	Men det betegner Moses ved ordet "siger". Det prøver nemlig Satan på, at han gennem det, han siger, kan føre Eva bort fra det, Gud har sagt, og når ordet er fordrejet ødelægge den gode vilje, som mennesket havde før, så det bliver en oprører: så ødelægger han nemlig også forstanden, så den tvivler om Guds vilje.
¹⁵ Ex his sequitur postea rebellis manus, contra mandatum Dei extensa ad pomum carpendum: deinde os et dentes rebelles. In summa, omnia mala sequuntur incredulitatem seu dubitationem de verbo et Deo. Quid enim potest esse pejus, quam inobedientem esse Deo, et obedire Satanae?	Af disse ting følger bagefter den oprørske hånd, der udstrækkes imod Guds bud og plukker frugten; derefter den oprørske mund og de oprørske tænder. Kort sagt, alt ondt følger af mistilliden om eller tvivlen på ordet og Gud. Hvad kan nemlig være værre, end at være ulydig mod Gud og adlyde Satan?
¹⁶ Hanc astutiam et malitiam Satanae imitantur omnes Haeretici, ut specie boni eripiant hominibus Deum et verbum quasi ex oculis, et fingant eis alium Deum novum, qui nusquam est. Nam si spectes verba, nihil iis sanctius, nihil religiosius est.	Denne snedighed og ondskab hos Satan efterligner alle kættere, at de under dække af det gode kan rive menneskene Gud og ordet bort, næsten for øjnene af dem, og foregive dem, at de har en anden, ny Gud, som ikke er noget. For hvis du ser hen til ordene, så er der intet, der er mere helligt eller mere fromt end dem.
¹⁷ Testantur Deum, quod ex toto corde quaerant salutem ecclesiae, detestantur, ut qui maxime impia docentes; nomen et gloriam Dei magno conatu fatentur se cupere propagare. Quid multis? non volunt videri, quod sint doctores Diabolici seu Haeretici, et tamen hoc unum agunt, quomodo veram doctrinam opprimant, et Dei cognitionem obscurent.	De (kætterne) bevidner Gud, når de af hele deres hjerte søger kirkens frelse, og de benægter Gud, når de lærer de mest ufromme læresætninger; de tilstår, at de skulle stræbe efter at fremme Guds navn og ære med den største styrke. Hvad vil du mere? Kætterne vil ikke se, at de er djævelske eller kætterske læremestre, og dog tilstræber de dette ene, hvordan de kan modsætte sig den sande lære og tilsløre erkendelsen af Gud.
¹⁸ Itaque facilis postea lapsus est; incauti enim homines patiuntur se a verbo abduci ad periculosas disputationes; non contenti verbo quaerunt, cur et quare ista sic fiant? Sicut Heva, cum audit Diabolum in dubium vocare mandatum Dei, periit; ita (187) nos cum dubitamus, num voluerit Deus nos, morte et peccato oppressos, salvari per Christum, quam facile accidit, ut decipiamur, et patiamur nobis indui cucullos, ut propter opera perfectionis coronemur?	Derfor er det hele let efter faldet; de uforsigtige mennesker lader sig nemlig føre bort fra ordet ind i farlige tankegange; ikke tilfredse med ordet spørger de, hvorfor dette skulle ske således. Således gik Eva til grunde, da hun hørte djævelen så tvivl om Guds bud; således vi, når vi tvivler på, om Gud mon nu også vil frelse os ved Kristus, os, der er udtværet af død og synd; hvor let sker det så ikke, at vi bedrages og lader os iføre en munkekutte, så vi kan prale med fuldkommenhed på grund af vore gerninger!
¹⁹ Ita ne advertentibus quidem hominibus novus fingitur a Satana Deus; proponit enim ipse quoque verbum, sed non quale a Deo propositum est, ut scilicet praedicetur poenitentia et remissio peccatorum in nomine Christi. Cum ad hunc modum verbum Dei mutatur aut depravatur, tunc, sicut Moses in Cantico suo dicit: "Veniunt novi recentesque Dii, quos non coluerunt patres nostri, Deutero. 32, (v17).	Således dannes der af Satan ikke blot for de mennesker, der vender sig hen mod ham, en ny Gud; han fremsætter nemlig også et ord, men ikke det ord, som er fremsat af Gud, at der skal prædikes bod og syndernes forladelse i Kristi navn. Når på den måde Guds ord er ændret og forvansket, da sker det, som Moses siger i sin sang: "Der skal kommer nogen, der dyrker nye Guder, som vore fædre ikke dyrkede (5. Mos 32,17).
²⁰ Has insidias novisse utile est. Si enim doceret Satan, occidendum, fornicandum, parentibus resistendum esse, quis non videret eum suadere a Domino prohibita? facile itaque esset eum cavere. Sed hic cum verbum aliud proponit, cum disputat de voluntate Dei, cum opponit nomen Dei, ecclesiae et populi Dei, ibi tam facile caveri non potest.	At kende disse baghold er nyttigt. Hvis nemlig Satan lærte, at slå ihjel, at bedrive hor, at være ulydig mod forældrene, hvem kunne så ikke se, at han søgte at overtale til noget, der var forbudt af Herren? Men her, når han fremsætter et andet ord, når han diskuterer Guds vilje, når han sætter sig imod Guds navn, kirken og Guds folk, her kan man ikke så let tage sig i agt.
²¹ Sed est opus acerrimo judicio spiritus, ut distinguamus inter Deum verum et novum Deum; sicut Christus distinguit, cum Satan ei persuadere conatur, ut dicat, ut lapides panis fiant, ut se praecipitet de pinnaculo templi; volebat enim Satan Christo persuadere, ut conaretur aliquid sine verbo. Sed non potuit Christum decipere, sicut Hevam decepit; retinet enim verbum nec patitur se a vero Deo ad falsum et novum Deum abducere.	Men det er åndens arbejde, at vi med den allerstærkeste bedømmelse kan skelne mellem den sande og den nye Gud; således som Kristus skelnede, da Satan forsøgte at overtale han, så han skulle sige, at stenene skulle blive til brød, så han skulle kaste sig ud fra templets tinde; Satan ville nemlig overtale Kristus til at forsøge noget uden ordet. Men han kunne ikke narre Kristus, sådan som han narrede Eva; han holdt sig nemlig til ordet, og lod sig ikke føre bort fra den sande hen til den falske og nye Gud.
²² Vere enim fons omnis peccati est incredulitas et dubitatio, cum a verbo disceditur. His quia mundus plenus est, ideo manet in idolatria, negat veritatem Dei, et fingit novum Deum. (188)	I sandhed er nemlig kilden til al synd mistroen og tvivlen, når man går bort fra ordet. Fordi verden er fuld af disse ting, derfor forbliver den i afgudsdyrkelse, nægter Guds sandhed og laver sig en ny Gud.
²³ Monachus est idolatra; sic enim imaginatur, si secundum regulam Francisci aut Dominici vixerit, eam esse viam ad regnum Dei. Hoc autem est fingere novum Deum, et fieri idolatram, quia verus Deus pronuntiat viam ad regnum coelorum esse, si credas in Chistum.	Munken er afgudsdyrker; således forestiller han sig nemlig, at hvis han lever efter Frans' eller Dominicus' regel, så er denne regel vejen til Guds rige. Men det er at forestille sig en ny Gud, og øve afgudsdyrkelse, fordi den sande Gud forkynder, at vejen til himlenes rige er, at man tror på Kristus.
²⁴ Amissa igitur fide sequitur incredulitas et idolatria, quae transfert gloriam Dei in opera. Sic Anabaptistae, Sacramentarii, Papistae omnes sunt idolotrae, non quod lapides aut ligna adorent, sed quia adorant cogitationes suas, relicto verbo.	Men når sådan troen forsvinder, kommer mistro og afgudsdyrkelse, som overfører Guds ære til gerningerne. Således er gendøberne, sakramentererne, papisterne allesammen afgudsdyrkere, ikke fordi de tilbeder sten eller træer, men fordi de tilbeder deres tanker og ser bort fra ordet.
²⁵ Pertinet itaque hic locus eo, ut discamus initium peccati originalis fuisse hanc tentationem Diaboli, cum a verbo Dei abduxit Hevam ad idolatriam contra primum, secundum et tertium praeceptum.	Dette sted har da med det at gøre, at vi lærer, at begyndelsen til arvesynden var denne fristelse fra djævelen, da Eva blev ført bort fra Guds ord til afgudsdyrkelse imod det første, det andet og det tredie bud.
²⁶ Huc enim proprie pertinent verba haec: "Scilicet praecepit vobis Deus"? Est horribilis audacia Diaboli, fingentis novum Deum, et negantis priorem verum et aeternum Deum cum tanta securitate et fiducia.	Her hører nemlig det ord rigtig hjemme: Mon virkelig Gud har sagt! Det er frygtelig dristigt af djævelen, at han opfinder en ny Gud og nægter den første gamle og evige Gud med en sådan sikkerhed og tillid.
²⁷ Quasi dicat: Profecto fatui estis, si creditis, Deum ita praecepisse; Deus enim nullo modo talis est, ut tam sollicite curet, sive edatis, sive non. Quia enim est arbor scientiae boni et mali, quomodo potest in eum cadere tanta invidia, ut nolit, vos esse sapientis?	Som om han ville sige: I er sandelig godt tossede, hvis I tror, at Gud har foreskrevet sådan noget; Gud er nemlig slet ikke sådan én, der så omhyggeligt regner med, om I spiser eller ej. Men fordi det er et træ til kundskab om godt og ondt, mon han så ikke gribes af stor misundelse, så han ikke vil, at I skal komme til at blive vidende?
²⁸ Porro ineffabilis haec malitia satis arguit, etsi Moses tantum serpentis et non etiam Satanae mentionem facit, Satanam hujus negotii architectum fuisse.	Fremdeles fremgår det tilstrækkelig tydeligt af denne ondskab, skønt ganske vist Moses nævner slangen og ikke Satan, at det er Satan, der er bagmanden til denne samtale.
²⁹ Ac Patres et Prophetae sancti, quantumvis involuta haec essent, tamen Spiritu sancto eos illustrante, facile viderunt, non esse hoc negotium serpentis, sed fuisse in serpente spiritum illum, hostem innocentis naturae, de quo Christus in evangelio clare concionatur, quod non steterit in veritate, et quod (189) homicida et mendax sit (Ioh.8, 41). Evangelii enim fuit ista explicare clarius, et ostendere hunc hostem Dei et hominum.	Og fædrene og de hellige profeter, selv om de måske ikke bevidst taler om dette, så har dog Helligånden oplyst dem, så har de dog let set, at dette ikke er slangens konversation, men at i slangen var den ånd, der var fjende af den uskyldige natur, den ånd, om hvilken Kristus i evangeliet klart fortæller, at han ikke står i sandheden, og at han er en manddræber og løgner (Johs 8,41). Det var nemlig overladt evangelierne klarere at fortælle dette, og fremvise denne fjende af Gud og mennesker.
³⁰ Viderunt autem Patres hoc ipsum ex tali ratiocinatione: Certum est, fuisse tum omnes creaturas in perfecta obedientia, secundum sententiam: ,,Et vidit Deus cuncta, quae fecit, et erant valde bona". Hic autem in Serpente prodit se talis spiritus, qui sit hostris Dei, et verbum Dei depravet, ut eo modo innocentem hominem in peccatum et mortem inducat.	Men fædrene så det samme ud fra en overvejelse af denne art: Det er ganske sikkert, at dengang var alle skabninger i en fuldkommen lydighed, eftersom det hed: 'Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt'. Her fremkom der imidlertid i slangen en sådan ånd, som kunne være Guds fjende og ødelægge Guds ord, så på den måde uskyldige mennesker blev ført ind i synd og død.

³¹ Manifestum igitur est, fuisse in serpente aliquid deterius, quod proprie possit vocari adversarius Dei, mendax et homicida spiritus, in quo maxima et horribilis est securitas, quod non veretur depravare mandatum Dei, et sollocitare hominem ad idolatriam, ex qua novit totum genus humanum periturum esse.	Det står da fast, at der i slangen har været noget mindre godt, så den med rette har kunnet kaldes Guds modstander, en løgne- og morderånd; i den var der den største og skrækkeligste sikkerhed, som ikke skammer sig ved at ødelægge Guds bud og tirre mennesket til afgudsdyrkelse, hvorved den véd, at hele menneskeslægten vil gå til grunde.
³² Vere horribilia haec sunt, cum recte a nobis aestimantur, ac videmus etiamnum in Papistis et aliis sectis exempla similis securitatis, qua verbum Dei depravant, et homines seducunt.	Det er virkelig forfærdeligt, når vi ret betragter det, og vi ser også hos papisterne og i andre sekter eksempler på en lignende sikkerhed, hvorved Guds ord ødelægges og menneskene forføres.
³³ Heva initio egregie resistit tentatori; ducitur enim adhuc Spiritu illo praelucente, sicut supra ostendimus, hominem integrum, et ad Dei similitudinem esse conditum; sed tandem patitur se persuaderi.	Eva modstår i begyndelsen på udmærket vis fristeren; hun føres nemlig indtil videre, idet denne ånd oplyser hende, sådan som vi har vist det ovenfor, som et fuldkomment menneske, der er skabt til Guds lighed; men dog må hun lide den tort at blive overtalt.
³⁴ De lapsu autem Angelorum incertum est, quo die acciderit, secundone an tertio? Hoc tantum ex evangelio ostendi potest, cecidisse eum de coelo, sicut Christus testatur, vidisse se, quomodo de coelo ceciderit (Luc 10, 18.). An autem perfecti tum fuerint coeli, an rudes adhuc et imperfecti, nescimus.	Om englenes fald er det usikkert, hvilken dag det fandt sted, den anden eller den tredie. Det kan ganske vist vises ud fra evangeliet, at han er faldet fra himlen, sådan som Kristus bevidner det, at han så, hvordan han faldt fra himlen (Luk 10,18). Men om det var den færdiggjorte himmel, eller den rå og endnu ufærdige, det véd vi ikke.
³⁵ Sed haec disputatio non est propria hujus loci. Hoc autem proprium est, videre extremam malitiam cum horribili securitate conjunctam, quod non vere- (190) tur hic spiritus mandatum divinae majestatis in dubium vocare, praesertim cum sciat, quanta totius humani generis calamitas secutura sit.	Men denne diskussion er ikke relevant her. Her er det relevant at se på den yderste ondskab, forbundet med en forfærdelig sikkerhed, som ikke skammer sig ved her at drage den guddommelige majestæts bud i tvivl, især eftersom den véd, hvor stor en elendighed der vil følge for hele menneskeslægten.
³⁶ Secundo consideranda etiam est astutia singularis, quae in hoc primum deprehenditur, quod Satan invadit summas hominis vires, et ipsam Dei similitudinem impugnat, nempe voluntatem recte de Deo sentientem. ,,Fuit serpentis astutia (inquit textus) major, quam omnium animalium terrae".	Det andet, man skal lægge mærke til, er den enestående snuhed, som findes her i begyndelsen, hvorved Satan gennemtrænger de højeste menneskelige kræfter, og angriber selve gudbilledligheden, nemlig den vilje, der har den rette opfattelse af Gud. "Slangen var mere snu, siger teksten, end alle jordens dyr".
³⁷ Sed haec astutia supra illam naturalem astutiam serpentis est, quod cum homine disputat de verbo et voluntate Dei. Hoc serpens ex natura conditionis suae non potuit, qui fuit subditus hominis imperio. Spiritus autem, qui in serpente loquitur, sic callidus est, ut hominem vincat, et persuadeat comedere de fructu ligni prohibiti.	Men denne snuhed ligger ud over slangens naturlige snuhed, fordi den disputerer med mennesket om Guds ord og vilje. Det kan en slange ikke efter sin naturlige betingelse, hvor den er underlagt menneskets herredømme. Men den ånd, der taler i slangen, er så forslagen, at den besejrer mennesket, og overtaler det til at spise af frugten på det forbudte træ.
³⁸ Non igitur creatura Dei sic loquitur, quae bona est, sed hostis acerrimus Dei et hominum, qui quidem etiam creatura Dei est, sed non sic mala creata a Deo. Non enim stetit in veritate, ut Christus dicit, loh.8. Haec plana consequentia ex evangelio et hoc textu sequuntur.	Det er ikke Guds skabning, der taler sådan, den er nemlig god, men Guds og menneskets argeste fjende, som ganske vist også er Guds skabning, men ikke er skabt ond af Gud. Han står nemlig ikke i sandheden, som Kristus siger, Joh 8. Disse simple konsekvenser følger af evangeliet og denne tekst.
³⁹ Deinde deprehenditur astutia etiam in eo, quod Satan invadit infirmam partem humanae naturae, Hevam feminam, et non Adam masculum. Quanquam enim ambo aequaliter justi creati sunt, tamen Adam Hevae praestitit. Sicut enim in tota reliqua natura mascula virtus excedit alterum sexum: ita etiam in integra natura masculus praestitit non nihil femellae. Ideo Satan, quia Adamum praestantiorem esse videt, non audet eum invadere; metuit enim, ne frustra cedat conatus.	Dernæst viser snuheden sig også deri, at Satan angriber den svageste del af den menneskelige natur, Evas kvindelige, ikke Adams mandlige. Skønt nemlig begge er skabt lige retfærdige, har Adam dog fortrin fremfor Eva. Sådan som nemlig i hele den øvrige natur det mandlige køn i dyd overgår det andet køn: således har også den uskadte mandlige natur nogen fortrin fremfor den kvindelige. Da derfor Satan så, at Adam havde visse fortrin, vovede han ikke at angribe ham; han frygtede nemlig, at det skulle blive forgæves, at han forsøgte at nedlægge ham.
⁴⁰ Ac credo, si primum tentasset Adamum, Adami victoriam fuisse futuram. Pede contrivisset potius serpentem, et dixisset: Tace tu: Domi- (191) nus aliud jussit. Satan igitur Hevam tanquam infirmiorem partem adoritur, et tentat ejus fortitudinem; videt enim eam sic confidere viro, ut non putet se posse peccare.	Og jeg tror, at hvis han først havde fristet Adam, så ville Adam jave vundet sejr. Nej, slangen valgte at trække sig lidt tilbage og sige: Ti du bare stille! Herren har befalet noget andet! Slangen henvendte sig derfor til Eva som til den svagere part og prøvede hendes styrke; den så nemlig, at hun stolede sådan på sin mand, at hun ikke mente, hun kunne synde.
⁴¹ Porro hic quoque admonemur de permissione divina, quod Diabolo permissum est invadere bestias, sicut hic invasit serpentem. Non enim dubium est, verum serpentem fuisse, in quo Satan fuit, et cum Heva collocutus est.	Fremdeles erindres vi her om den guddommelige tilladelse, hvorved djævelen fik lov til at gå ind i et dyr, sådan som den her gik ind i slangen. Der er nemlig ikke tvivl om, at det var en virkelig slange, som Satan var i, da han samtalede med Eva.
⁴² Quod autem disputant, an fuerit humana facie, ridicula sunt. Fuit serpens bestiola pulcherrima, alioqui non sic secure cum eo esset collocuta Heva. Post peccatum autem non solum illa serpentis pulchritudo immutata est (minatur enim Deus, futurum, ut repat humi, qui ante erectus incessit sicut gallus: item, ut comedat terram, qui prius vescebatur melioribus fructibus); sed etiam securitas illa amissa est; fugimus enim a serpentibus, sicut vicissim serpentes nos fugiunt.	Men at nogen her disputerer, om slangen havde et menneskeligt ansigt, det er latterligt. Slangen var et yderst smukt lille dyr, ellers kunne Eva ikke trygt tale med det. Men naturligvis, efter synden blev ikke blot denne slangens skønhed ændret, (Gud forbandede den nemlig, at den, skønt den før havde gået oprejst som en hane, fremover skulle krybe på jorden; og ligeledes, at den, skønt den før havde spist de bedste frugter, skulle æde jord), men også trygheden taget bort; vi flygter nemlig for slangerne, ligesom slangerne til gengæld flygter for os.
⁴³ Haec vulnera naturae propter peccatum inflicta sunt, sicut nos nuditatem, rectam voluntatem, sanum intellectum amisimus. Ac de astutia quoque plurimum serpentem amisisse credo, quam Moses hic tanquam singulare donum creatoris praedicat.	Disse sår i naturen blev påført på grund af synden, ligesom vi mistede nøgenheden, den rette vilje, den sunde forstand. Og hvad snuheden angår, tror jeg, den blev fjernet mere, end Moses her fortæller om det, hvor den er en enestående gave fra skaberen.
⁴⁴ Sicut igitur serpens hodie malus est inter bestias, ita tum pulchrum, bonum, benedictum et amabilem fuisse judicio, cum quo non homo solum, sed caeterae quoque bestiae libenter et cum voluptate vixerunt. Quare Satanae quoque ad hanc rem, quam instituit, aptissimus fuit, ut per eum loqueretur, et ad peccatum Hevam sollicitaret.	Ligesom nemlig slangen idag er ond blandt dyrene, sådan mener jeg, den dengang var smuk, god, velsignet og elskværdig, eftersom ikke blot mennesket, men også de øvrige dyr levede frit og med lyst. Derfor fandt Satan den også særdeles velegnet til det, han skulle bruge den til, og talte gennem den og forførte Eva til synd.
⁴⁵ Haec mea est cogitatio de serpente naturali, quo Satan abuti voluit, qui fuit tum pulcherrima bestiola sine venenata cauda, sine squamis illis foedis. (192)	Dette er min overvejelse om den naturlige slange, som Satan ville misbruge, som dengang var det smukkeste lille dyr, uden giftig hale, uden denne græsselige gifttand.
⁴⁶ Haec enim propter peccatum postea accesserunt. Sicut videmus in Mose praeceptum esse, ut bestiae, quae caedem fecissent, occiderentur, (2 Mos 21,28f) non aliam ob causam, quam quod Satan per eas peccavit occidendo hominem: ita serpens in testimonium hujus lapsus et malitiae diabolicae punitus est.	Det er nemlig noget, der er kommet til efter synden. Således ser vi i Mose lov, at dyr, der begår drab, skal dræbes, ikke af anden grund, end fordi Satan igennem dem syndede ved at dræbe mennesket: således er slangen i dette vidnesbyrd faldet og straffet for den djævelske ondskab.
⁴⁷ Quod ad grammaticam attinet, Latinus particulam, 'af ki' vertit Cur. Etsi autem id a sententia non multum abludit, tamen minus proprium est. Nam prima et maxima tentatio est, quando disputatur de consilio Dei, quare Deus hoc vel illud fecerit? Mea autem sententia emphasis non est posita in illa particula Cur vel Num, sed potius in nomine Elohim, Deus. Id enim facit tentationem fortiorem.	Hvad grammatikken angår, betyder den lille partikel "af-ki" hvorfor på latin. Selvom det ikke afviger meget fra meningen, er det dog mindre egnet. For den største og værste fristelse er, hvorvidt der diskuteres om Guds råd, hvorfor Gud gør dette eller hint. Efter min mening ligger trykket ikke på denne partikel "hvorfor" eller "mon dog", men snarere på navnet "elohim", Gud. Det gør nemlig fristelsen stærkere.
⁴⁸ Quasi dicat: Profecto bene fatui estis, si cogitatis Deum noluisse, ut de hac arbore comederetis, qui super omnes Paradisi arbores vos constituit dominos, imo vestra causa eas condidit. Quomodo, qui favit vobis omnia, hujus unius arboris fructus invidere vobis potest, tam jucundos et suaves?	Som om han ville sige: I er sandelig godt dumme, hvis I tror, at Gud ikke vil, at I må spise af dette træ, han, som har gjort jer til herre over alle paradisets træer, ja, har skabt dem for jeres skyld. Hvordan dog, hvis alt er jer til gunst, kan dette ene træs frugter ødelægge jer, så glædelige og yndige de er?
⁴⁹ Eo enim respicit Satan, quomodo eis verbum eripiat et cognitionem Dei, ut statuant, non est haec voluntas Dei, Deus hoc non praecepit. Hanc enim sententiam sequentia quoque comprobant, ubi dicit: Non moriemini. In hoc enim Satanae posita sunt omnia, quomodo a verba et fide, hoc est, a vero Deo abducat ad falsum Deum.	Det ser nemlig Satan efter, hvordan han hos dem kan fjerne Guds ord og erkendelsen af Gud, så de tror, at dette ikke er Guds vilje, at Gud ikke har foreskrevet dette. Denne mening røber de følgende ord nemlig, hvor han siger: "I skal ikke dø". I dette er der nemlig af Satan lagt alt det, hvorved han kan føre bort fra ordet og troen, det vil sige: føre bort fra den sande Gud hen til den falske.
⁵⁰ Hanc rationem Satanae sequuntur omnes fanatici spiritus. Sic Arius: Putasne, quod Christus sit Deus, qui clare dicit: Pater major me est? Sic Sacramentarii: Putasne, quod panis sit corpus Christi, et vinum sanguis Christi? profecto sic absurda Christus (193) ne cogitavit quidem. His cogitationibus cum postea indulgent homines, paulatim a verbo discedunt, et incidunt in errorem.	Denne Satans begrundelse følger alle fanatiske ånder. Det gør Arius: Mener du vel, at Kristus er Gud, han, som klart siger: Min fader er større end jeg? Det gør sakramentererne: Mener du vel, at brødet er Kristi legeme og vinen Kristi blod? på en så absurd måde er der da ingen, der nogensinde vil kunne kende Kristus. Når mennesker bagefter hengiver sig til sådanne overvejelser, så falder de lidt efter lidt bort fra ordet og kommer ind i fejltagelsen.
⁵¹ Cum igitur caput tentationis sit dubitare, an Deus hoc dixerit, rectius emphasis ponitur in nomine Deus. Particula Quare languidiusculam sententiam facit. Magis igitur mihi placet, ut vertas: Non, vel num dixit Deus: Non comedetis de omni ligno horti?	Men da hovedsagen i fristelsen er at tvivle på, om Gud har sagde sådan, så er der mere rigtigt at lægge vægt på Guds navn. Ordet "fordi" gør nok sætningen mere træg. Jeg kan derfor bedre lide, at man vender det om: Gud har vel ikke sagt: I må ikke spise af noget træ i haven?
⁵² Non enim hoc agit proprie, ut quaerat causam, quare Deus hoc dixerit? Illud potius agit, ut Heva statuat, Deum hoc simpliciter non dixisse, ut ita verbum ei eripiat. Videt enim, rationem hoc modo facile posse falli, quando sub Dei nomine et verbo Deus et verbum amittitur.	Får det det ikke til mere rigtigt at handle om grunden til, at Gud siger sådan? Det andet handler snarere om, at Eva slår fast, at Gud simpelthen ikke har sagt sådan, så hun således bliver berøvet ordet. Han ser nemlig, at forstanden på den måde meget let kan fejle, når Gud og Guds ord tages bort i Guds navn.
⁵³ Porro hoc quoque insidiosissime dictum est, quod in genere loquitur, et includit universaliter omnes arbores; quasi dicat: Habetis universale dominium in omnes bestias, et scilicet Deus, qui universale hoc dominium in omnes bestias vobis tradidit, non tradidit simul omnes arbores? Quin hoc potius cogitabitis: Sicut Deus omnem terram et pecudes omnes vobis subjecit, ita etiam concessit usum omnium terra nascentium.	Endvidere er også dette meget lumsk sagt, at han taler i arter, og indeslutter i ét begreb alle træer; som om han vil sige: I har et almindeligt herredømme over alle dyr, skulle så ikke Gud, der har givet jer dette almindelige herredømme over alle dyr, også samtidig give jer alle træer? Sådan skal I snarere tænke om det: Sådan som Gud har underlagt hele jorden og alt kvæg under jer, sådan har han også tilstået jer brug over alt det, jorden frembringer.
⁵⁴ Haec sane magna tentatio est, qua Hevae animum sic conatur sollicitare, ut statuat, Deum non esse dissimilem sui. Itaque si tradidit aliarum creaturarum universalitatem, tradidit quoque universalitatem arborum. Sequitur igitur, mandatum de arbore non gustanda non esse Dei mandatum, aut saltem non sic intelligendum, quasi nolit ex ea arbore comedi.	Det er sandelig en stor fristelse, hvorved han således søger at opflamme Evas sind, til at mene, at Gud ikke er ulig hende selv. Således som han har overgivet jer de andre skabninger i almindelighed, sådan har han også overgivet jer alle træer i almindelighed. Heraf følger, at budet om ikke at spise af træet ikke er Guds bud, ja egentlig slet ikke skal forstås sådan, at han ikke vil, at I skal spise af træet.
⁵⁵ Sic gemina tentatio proponitur, qua tamen Satan idem agit: prima est: Deus hoc non dixit: ergo (194) licet ex arbore hac comedere. Secunda est: Deus dedit vobis omnia: ergo habetis omnia: ergo una haec arbor vobis non est prohibita etc. Tendit autem utraque ad id, ut a verbo et a fide abducatur Heva.	Således viser denne dobbelte fristelse, hvordan Satan gør det samme: den første fristelse er denne: Gud har ikke sagt det, altså er det tilladt at spise af træet. Den anden er denne: Gud har givet jer alt; ergo har I alt; ergo er dette ene træ ikke forbudt for jer. Begge retter sig hen imod det, at føre Eva bort fra ordet og troen.
⁵⁶ Nam hoc praeceptum, quod eis a Deo traditum est, de non gustanda hac arbore, arguit Adam cum suis posteris victurum fuisse etiam in integra natura in fide, donec ex corporali hac vita esset translatus ad spiritualem. Ubi enim verbum est, ibi necessario etiam est fides. Hic est verbum, ne gustet hanc arborem; alioqui enim moriturum esse: oportuit igitur Adamum et Hevam credere, quod arbor haec esset saluti inimica. Sic inclusa est in hoc ipsum praeceptum fides.	For dette bud, som er givet dem af Gud om ikke at spise af dette træ, det påstår Adam sammen med sine efterkommere, er blevet overvundet også i den uskadte natur i troen, idet han fører dette legemlige liv over til det åndelige. Hvor nemlig ordet er, der er med nødvendighed også troen. Her er der et ord om, at han ikke må spise af dette træ, ellers skal han dø. Derfor er det nødvendigt, at Adam og Eva tror, at dette træ er en fjende af deres frelse. Således indesluttes i det selvsamme bud troen.
⁵⁷ Nos, qui ex peccato transferimur in justitiam, et ex mortali corpore ad corpus immortale, etiam in fide vivimus. Sed verbum habemus aliud, quod Adam integra natura non habuit, qui simpliciter ex animali vita erat transferendus ad spiritualem.	Vi, som ud af synden er blevet ført frem til retfærdigheden, og ud af en dødelig krop til en udødelig, vi lever også i troen. Men vi har et andet ord, som Adam i sin ufordærvede natur ikke havde, han, som simpelthen fra det animalske liv skulle føres over i det åndelige.
⁵⁸ Ideo supra dixi, hanc arborem in medio Paradisi futuram fuisse ceu templum, in quo hoc verbum praedicaretur, quod aliae arbores omnes essent salubres, haec autem esset exitiosa. Quare discerent obedire Deo, et hunc cultum Deo praestare, ne ex ea gustarent, Deum enim prohibuisse.	Derfor sagde jeg før, at dette træ midt i paradiset i fremtiden ville blive et slags tempel, hvori dette ord prædikedes, at alle de andre træer var helsebringende, dette ene var ødelæggende. Derfor lærte de også at adlyde Gud, og give Gud den kultus, at de ikke spiser af det, Gud havde nemlig forbudt det.
⁵⁹ Ad hunc modum natura incorrupta, quae Dei notitiam veram habuit, tamen habuit verbum seu praeceptum, quod esset supra intellectum Adae, et credi oporteret. Ideo autem hoc praeceptum traditum est innocenti naturae, ut haberet Adam signum seu formam colendi Deum, Deo gratias agendi, et instituendi filios suos.	På denne måde har den ufordærvede natur, som virkelig har Guds erkendelse, dog et ord eller et bud, som går over Adams forstand, så han bør tro det. Men derfor er dette bud givet til den uskyldige natur, for at Adam kunne have et tegn eller en form, hvori han kunne dyrke Gud, takke Gud, og opdrage sine sønner.
⁶⁰ Hoc videns Diabolus, et sciens, quod hoc praeceptum esset supra intellectum homi- (195) nis, tentat Hevam, ut ipsa cogitet, sitne hoc Dei mandatum et voluntas, an non? Est autem haec omnis tentationis origo et caput, cum de verbo et Deo ratio se judicare conatur sine verbo.	Dette ser djævelen, og da han véd, at dette bud går over menneskets forstand, frister han Eva, så hun selv kommer til at tænke, om mon dette er Guds bud og vilje eller ej. For dette er begyndelsen og hovedet for enhver fristelse, når fornuften prøver for sig selv at dømme om ordet og om Gud uden ordet.

⁶¹ Voluerat Deus, ut hoc praeceptum esset homini occasio obedientiae et cultus externi: item, ut arbor ista esset ceu signum, quo testaretur homo se Deo obedire. Sed Satan quia disputationem movet, an hoc Deus praeceperit, ab hac obedientia hominem conatur abducere ad peccatum.	Gud ville nemlig, at dette bud for mennesket skulle være en lejlighed til lydighed og til ydre gudsdyrkelse: Sådan, at dette træ blev en slags tegn, hvorved mennesket bevidnede, at det var lydigt mod Gud. Men Satan, fordi han satte gang i diskussionen om, hvorvidt Gud havde givet dette bud, søgte at drage mennesket bort fra denne lydighed hen mod synden.
⁶² Hic unica salus fuisset, si Heva ursisset mandatum Dei, nec passa se esset ad alias disputationes abduci, num Deus hoc mandasset? num, cum omnia hominis causa condiderit Deus una haec arbor ad hominis perniciem sit condita? Sapientia quidem esse videtur, haec perscrutari accuratius, sed cum primum hujusmodi disputationibus indulget animus, actum est. Sed audiamus, quid responderit Heva.	Her ville den eneste frelse have været, hvis Eva var blevet opflammet til Guds bud, og ikke ladet sig lede et skridt hen imod den anden diskussion, om Gud havde befalet dette; om, da Gud havde skabt alt for menneskets skyld, dette ene træ var skabt til menneskets tilintetgørelse. Ganske vist synes det at være visdom at undersøge dette nærmere, men så snart den slags diskussioner overvælder sjælen, fører det til handling. Men lad os høre, hvad Eva svarede.
⁶³	Videre til 3,2!