Genesis 22, c

¹   Caeterum nusquam alibi in scriptura sancta exstat, Deum jurasse, nisi hoc uno loco. Atque inde promanarunt omnia, quae in Psalmis 110. (v. 4.), 132. (v. 11.) de juramento facto Davidi dicuntur. Sicut enim promissio seminis Abrahae derivata est in semen Davidis, ita scriptura sancta jusjurandum Abrahae datum in personam Davidis transfert. Et David accepit hoc juramentum non aliter, ac si ipsi datum esset, et magnifice praedicat in Psalm. 110. ubi loquitur de Domino suo, quia diligenter versatus est in studio scripturae sanctae: et habita promissione de semine et fructu ventris sui multa argute et pie ex hoc loco ratiocinatus est, sibique accommodavit. Cogitavit enim: Deus juravit Abrahae in promissione seminis; id juramentum procul dubio ad me quoque pertinet, ideoque toties repetit, et se tam potenter confirmat, Psalmo 89. (v. 36) et 132. (v. 11). Cur hoc? Quia certus sum per promissionem mihi factam, quod semen Abrahae descendens per tot Patres venit in meam tribum, in meam lineam, personam et corpus meum. Quicquid igitur Abrahae dictum aut promissum est, id omni jure in me redundet necesse est.

Forøvrigt er der intet andet sted i skriften, hvor der står, at Gud har svoret, end netop dette sted. Og derved fastslås alt det, der siges i Sl 110 (vers 4) og i Sl 132 (vers 11) om den ed, der blev givet David. For ligesom forjættelsen om Abrahams sæd bliver videreført til Davids sæd, således overfører den hellige skrift Abrahams ed til Davids person. Og David modtager denne ed ikke anderledes, end hvis den var givet til ham selv, og han prædiker pragtfuldt i Sl 110, hvor han taler om sin Herre, fordi han er godt hjemme i studiet af den hellige skrift: og fordi han har forjættelsen om sæden og frugten af hans lænd, kommer han med mange udtryksfulde og fromme slutninger, som han overfører på sig selv. Han mener nemlig: Gud har tilsvoret Abraham en forjættelse i hans sæd; denne forjættelse handler uden tvivl også om mig, og derfor gentager han den mange steder og forvisser sig kraftigt om den, Sl 89,36 og 132,11. Hvorfor det? Fordi jeg er sikker på, at forjættelsen er givet til mig, at Abrahams sæd stiger ned gennem så mange fædre og kommer til min stamme, i min slægt, til min person og mit legeme. Alt, hvad der derfor er tilsagt og lovet Abraham, det må nødvendigvis efter al ret tilfalde mig.

²   Haec sane insignis gloria et magna dignitas fuit, quae haud dubie animum ejus nonnihil inflavit, ideoque secuta est humiliatio, cum laberetur in foedissimum peccatum, ne immodice se efferret. (249)

Dette var bestemt en særlig herlighed og en stor værdighed, som uden tvivl oppustede hans sjæl ikke så lidt, og den blev derfor fulgt af en ydmygelse, da han faldt i den forfærdeligste synd, for at han ikke umådeholdent skulle rose sig.

³ Deinde quia benedictio ponitur in semine Abrahae, collegit amplius, illam benedictionem sibi et suo semini accommodandam esse: Illud semen Abrahae jam est meum semen; Messias erit filius meus et Dominus meus. Et ego is sum, in quo haeret promissio, sicut in persona Abrahae haesit. Atque huc allusit Matthaeus (1, l.), cum diceret: ,,Filii David, filii Abraham".

Dernæst, fordi velsignelsen anbringes i Abrahams sæd, drager han videre den slutning, at den velsignelse er beregnet på ham og hans sæd: Denne Abrahams sæd er også min sæd; Messias vil blive min søn og min Herre. Og jeg er den, som forjættelsen knytter sig til, ligesom den knyttede sig til Abrahams person. Og det er det, Matthæus henviser til, når han siger: ”Søn af David, søn af Abraham” (Matt 1,1).

⁴  Porro benedictio est sacerdotum, non regum, ut supra Gen. 14. (v. 19.) Melchisedec benedicit Abrahae. Meum autem semen est filius regis, et tamen benedictor; igitur et rex et sacerdos erit.

Videre: Velsignelsen er en præstelig, ikke en kongelig velsignelse, som ovenfor sagt i Gen 14,19. Melkisedek velsigner Abraham. Men min sæd er kongens søn, og dog velsignes jeg; ergo skal han være både konge og præst.

⁵  Ad hunc modum evolvit et tractavit hoc juramentum David illustrante Spiritu sancto, ut nihil dubitaret, quin et magnifice praedicaret, quod Messias filius suus esset futurus rex, tanquam ex rege natus, et tamen benedicens, et ideo sacerdos.

På den måde udfolder og behandler David denne ed med Helligåndens hjælp, så man ikke kan tvivl på, at han også prædiker storslået, at Messias, hans søn, skal være den konge, der kommer, fordi han er født af en konge, og også præst, fordi han velsigner.

⁶  Quia autem David non erat de tribu sacerdotali sive Levitica, cogitavit, quare benedictionem de semine Levi non sumserit Deus? nimirum eo consilio, ut significaret, sacerdotium Leviticum abolendum esse, hujus vero sacerdotis fore aeternum sacerdotium et immutabile, quia benedictio promissa Abrahae est aeterna. Hinc collegit illud, quod sit sacerdos secundum ordinem Melchisedec, cujus finis et principium ignoratur.

Men fordi David ikke var af den præstelige stamme, det vil sige Levis stamme, har han spurgt sig selv, hvorfor Gud ikke tog velsignelsen ud fra Levi? Det er nok i den hensigt, at han vil betegne, at det levitiske præstedømme skal forgå, men hans præstedømme skal være et evigt og uforanderligt præstedømme, fordi den velsignelse, der blev forjættet Abraham, er evig. Heraf kan man slutte, at han skal være præst på Melkisedeks vis, for enden og begyndelsen på dette præstedømme kendes ikke.

⁷  Ita non solum auctor epistolae ad Hebraeos, sed etiam Patres et Prophetae viderunt et mirati sunt amplitudinem misericordiae divinae, effundentis se totam per promissionem et juramentum: quare summo studio hunc textum expenderunt. Atque hinc nati sunt Davidi pulcherrimi Psalmi. Et a sanctis etiam in novo testamento magno gaudio hoc juramentum (250) celebratur. Sic enim Zacharias (Luc. 1, 72. 73.) canit: „Iusjurandum, quod juravit ad Abraham patrem nostrum, daturum se nobis". Sic Maria: ,,Sicut locutus est ad patres nostros Abraham et semini ejus in saecula" (Luc. 1, 55.)

Således var det ikke blot forfatteren til hebræerbrevet, men også fædre og profeter, der så og blev forundrede over den guddommeige barmhjertigheds størrelse, som udgød sig helt gennem forjættelsen og eden: derfor har de med største iver overvejet denne tekst. Og ud fra den er Davids skønneste salmer blevet til. Og af de hellige i det ny testamente fejres denne ed også med stor glæde. For sådan synger Zakarias (Luk 1,72f): ”Den ed, han tilsvor vor fader Abraham, gives til os”. Og således Maria: ”Sådan som der er talt til vore fædre Abraham og hans sæd i evighed” (Luk 1,55).

⁸  Quia fecisti hanc rem, et non pepercisti filio tuo unigenito, benedicam tibi et multiplicabo semen tuum sicut stellas coeli, et velut arenam, quae est in litore maris: et possidebit semen tuum portas inimicorum suorum. Benedicentur quoque in semine tuo omnes gentes terrae, quia obedisti voci meae.

Fordi du har gjort dette, og ikke sparet din eneste søn, vil jeg velsigne dig og mangfoldiggøre din sæd som himlens stjerner og sandet ved havets bred: din sæd skal besidde sine fjenders porte. I sin sæd skal alle jordens folk velsignes, fordi du adlød min røst.

⁹  Haec verba materia et quasi fons scaturiens sunt multarum prophetiarum et concionum Esaiae, Davidis, Pauli. Conveniunt autem cum superioribus promissionibus, quae sunt in cap. 12. et 15. ”In te benedicentur omnes familiae terrae". Item: ”Suspice coelum, et numera stellas, si potes; sic erit semen tuum". Sed clarior haec promissio et explicatior est.

Disse ord er kernen i, ja som en kilde, hvoraf fremvælder mange profetiske ord og prædikener hos Esajas, David, Paulus. De stemmer overens med de ovenfor anførte forjættelser, som står i kap 12 og 15. ”I dig skal alle jordens folkeslag velsignes”. Ligeledes: ”Se op til himlen og tæl stjernerne, hvis du kan; sådan skal din sæd blive”. Men denne forjættelse er klarere og tydeligere at forklare.

¹⁰ Supra dixit: ”In te, Abraham, benedicentur omnes familiae terrae"; ibi semen includitur, sed non exprimitur. Hoc loco autem diserte dicitur: ,,In semine tuo". Illud vero semen Paulus declarat Galat. 3. (v. 16.), et exponit, esse Christum, contra Iudaeorum deliramenta.

Ovenfor sagde han: ”I dig, Abraham, skal alle jordens slægter velsignes”, her er sæden inkluderet, men det siges ikke. Men på dette sted siges det udtrykkeligt: ”I din sæd”. Men denne sæd forklarer Paulus i Gal 3,16, og han viser, at den er Kristus, imod det, jøderne vrøvler om.

¹¹  Deinde omnes gentes nuncupantur: igitur promissio haec etiam ad nos gentes pertinet, et ad omnes, qui unquam eam audituri et recepturi sunt, non tantum ad Iudaeos.

Derefter opregnes alle folkeslag: således har forjættelsen også med os hedninger at gøre, ja, med alle, som nogensinde kommer til at høre den og modtage den, ikke blot med jøderne at gøre.

¹² Nobis quidem non est facta promissio, in quo Iudaei nos antecellunt; sed sumus tamen personae, (251) de quibus Deus loquitur. Prima persona est Deus loquens; secunda Abraham; tertia nos gentes sumus. Ideo venerari et ex animo amare praesentem locum debebamus. Si enim sic verba sonarent: ln semine tuo populus tuus benedicetur, ibi nos essemus exclusi; sed quia de gentibus et de nobis loquitur, est profecto, quod gaudeamus de benedictione ista.

Ganske vist er der ikke fremsagt en forjættelse, i hvilken jøderne overgår os; men vi er dog personer, om hvem Gud taler. Den første person er Gud, der taler; den anden er Abraham; den tredie er vi hedninger. Derfor skal vi ære og elske dette sted. Hvis nemlig ordene lød således: I din sæd skal dit folk velsignes, så ville vi være udelukket; men fordi der tales om folkeslag og om os, så er der sandelig grund til for os at glæde os over denne velsignelse.

¹³ Et digna sane haec verba sunt, quae grandiusculis et aureis literis pingantur, nostrisque oculis et animo perpetuo obversentur. Haec enim est gloriatio nostra de benedictione per semen Abrahae, quam jactamus et praedicamus non minus, quam Iudaei. Nobis quidem non est locutus, nec juravit Deus, sed de nobis locutus est. Suntque adeo personales tantum differentiae, quia Iudaei sunt secunda persona, nos tertia. Sed prima, quae est Deus loquens, ad utranque loquitur, et vult, ut Iudaei primum, deinde et Graeci (sicut Paulus loqui solet, et relinquit Iudaeis suam praerogativam) credant, et fruantur omnibus bonis, quae affert semen Abrahae benedictum, Christus Iesus, salus et benedictio omnium gentium.

Og disse ord er sandelig værdige, når de maler med storslåede guld-ord og hele tiden foresvæver vore øjne og vort sind. Dette er jo vor herliggørelse i velsignelsen ved Abrahams sæd, som vi udbreder og prædiker ikke mindre end jøderne gør. Det blev ganske vist ikke talt til os, ejheller svor Gud til os, men der blev talt om os. Og der er i den grad kun forskel på personerne, for jøderne er anden person, vi tredie. Men den første, som er den Gud, der taler, taler til begge, og vil, at først jøderne, dernæst grækerne (sådan som Paulus plejer at sige, idet han overlader jøderne førstestemmen) skal tro og nyde alle goder, som velsignelse i Abrahams sæd medfører, Kristus Jesus, alle folkeslags frelse og velsignelse.

¹⁴  Postremo certum est, nos alicubi terram incolere et habitare, aeque atque Iudaei terram incoluerunt; additur enim in textu: ”Omnes gentes terrae”; ergo et hac ratione de benedictione ista participabimus.

Til sidst: der er sikkert, at vi skal bebo og eje jord et sted, ligesom også jøderne skal bebo jorden; for i teksten føjes der til: ”Alle jordens folkeslag”; altså også af den grund skal vi være med i denne velsignelse.

¹⁵ Verbum benedicendi diligenter notandum est, quia in Hebraeo diversum est ab eo, quod supra positum est cap. 12. Petenda est autem proprietas vocabuli ex Hebraeorum conjugationibus, juxta quas distinguntur significata verborum. Prima conjugatio est verborum neutralium sive absolutorum, ut curro, (252) sive cum dico: doceo, benedico, sine regimine, ut non transeat actio. Non enim dico, Deum benedicere hominem, aut simile aliquid. Eadem autem verba in secundo ordine construuntur cum accusative, ut: docet rhetoricam, benedixit hominem; ibi actio benedicendi transit in alium.

Ordet velsigne skal man lægge godt mærke til, for på hebraisk er det forskelligt fra det, som står ovenfor i kapitel 12. For man skal nemlig undersøge ordets egenskab ud fra de hebraiske bøjningsformer, for ifølge dem skelnes der mellem ordenes betydning. Den første bøjningsform er den neutrale eller absolutte, lige ud ad landevejen, som når jeg f. eks. siger: jeg lærer, jeg velsigner, uden styrelse, så handlingen ikke skal gå over. For jeg siger ikke, at Gud velsigner mennesket, eller noget lignende. Men det samme ord i den anden bøjningsform konstrueres med akkusativ, f.eks. han lærer retorik, han velsignede et menneske; dèr overføres handlingen at velsigne til en anden.

¹⁶   Tertia conjugatio est transitiva, quae in sacris literis frequens admodum est, ut, si latine dicam: doctifico, hoc est, facio docere, amatifico, facio, ut ames. Sic benedictifico, id est, facio te benedictum. Atque haec soli Deo propria est; is enim sapientificat, hoc est, dat illa bona: quamvis hominibus etiam tribui queat, ut Moses doctificat populum, id est, facit Aaronem docere populum, ut populis discat.

Den tredie bøjningsform er den transitive, som ofte bruges i de hellige skrifter, som hvis jeg på latin ville sige: jeg lader belære, det vil sige: jeg får til at lære, jeg får til at elske, jeg bevirker at du elsker. Og dette er specielt kun for Gud. Det er nemlig ham, der visdommeliggør, det vil sige: giver dette gode; selv om det kan tillægges et menneske, f.eks. Moses belærer folket, det vil sige, han får Aron til at lære folket, så folket lærer noget.

¹⁷ Quartua ordo est eorum verborum, quae habent actionem non transeuntem in alium, sed quae reflectitur in agentem, ut cum dico: Benedico me ipsum, quanquam pronomen reciprocum non additur, sed proprietas verbi includit hanc reflexam significationem in me ipsum. Germani et Latini addunt pronomen, quia non habent ejusmodi verba. Inchoativa aliquantum accedunt, ut calesco; sed non respondent per omnia.

Den fjerde bøjningsform er de ord, som har en handling, som ikke overføres på nogen anden, men som tilbageføres på den handlende, som når jeg siger: jeg velsigner mig selv, skønt det reciprokke pronomen ikke føjes til, men ordets egenskab har denne refleksive betydning 'mig selv'. Tysk og latin tilføjer et pronomen, fordi de ikke har den slags ord. De optræder af og til mangelfuldt, f.eks. 'jeg bliver varm'; men de gælder ikke hele vejen igennem.

¹⁸ Huc igitur pertinent verba transitiva, reciproca, sive ^:reflexiva actionis, ut grammatici appellant, ut: in Domino laudabit se ipsam anima mea, hoc est, ego exsulto, et effero me ipsum, vel anima mea gloriatur, id est, magnifice se effert, judicat se digniorem coelo et terra: sed in Domino. Proprie enim significat, quando quis aliena virtute quid facit, quod propria non potest.

Dette har altså med de transitive ord at gøre, med de reciprokke, eller refleksive handlinger, som grammatikerne kalder dem. F.eks. ”Min sjæl skal rose sig i Herren”, dvs., jeg jubler og opløfter mig selv, eller min sjæl herliggøres, det vil sige: opløfter sig stort, bedømmer sig til at være mere værdig end himmel og jord, men gør det i Herren. For dette 'ved sig selv' betegner det, at én gør noget ved en andens kraft, noget, som ikke er hans eget.

¹⁹  Nos passive efferimus: in Domino laudabitur anima mea. Item: gentes benedicuntur. Deus autem est, qui benedicit, Christus est semen, per quod (253) benedicit, gentes benedicuntur, vel reciproca conjugatione benedicunt sese, hoc est, illa benedictio Dei per Christum benedictorem venit ad gentes, quando sibi applicant benedictionem, ut dicant: Sum benedictus non in me ipso, sed in semine, sicut dico: Me ipsum laudo, glorifico: sed in semine. Ibi aliena gloria et virtute glorior; sic Paulus, Galat. 2. (v. 20) inquit: ”Vivo; tamen non jam ego, vivit in me Christus". Sum superbus de salute, de remissione peccatorum, per quid? per alienam gloriam et superbiam, videlicet Christi.

Vi opløfter os ikke passivt: Min sjæl roser sig 'i Herren'. Ligeledes: folkeslag velsignes. Men det er Gud, som velsigner, Kristus er sæden, igennem hvilken der velsignes, folkeslagene velsignes, eller – ved den reciprokke bøjningsform – de velsigner sig, det vil sige: Guds velsignelse kommer ved Kristus til folkeslagene, når de tilegner sig velsignelsen, så at de siger: Jeg er velsignet, ikke ved mig selv, men ved sæden, ligesom når jeg siger: Jeg roser mig, jeg forherliger mig, men ved sæden. Her forherliges jeg ved en anden herlighed og dyd; således siger Paulus i Gal 2,20: ”Jeg lever; dog lever ikke jeg længer, Kristus lever i mig”. Jeg er stolt over frelsen, over syndernes forladelse, men hvorved? Ved en anden herlighed og stolthed, nemlig Kristi herlighed og stolthed.

²⁰ Usus est eodem verbo Moses in Deut. 29. (v. 19); ubi post commemorationem beneficiorum, et confirmationem foederis divini occurrit per tacitam objectionem securitati et hypocrisi impiorum. ”Si audierit, inquit, verba juramenti hujus, benedicat tamen sibi in corde suo, dicens: Pax erit mihi", etc. hoc est, impii nec promissione, nec comminationibus movebuntur, sed dicent: Maledicat sive Deus, sive Moses. Quid mea? Ego benedico et consolor me ipsum.

Det samme ord bruger Moses i 5 Mos 29,18; hvor der efter at man har fremsagt velsignelserne og den guddommelige pagts bekræftelse opstår en tavs modstand ved de ugudeliges sikkerhedskrav og hykleri. ”Hvis nogen hører denne eds ord”, siger han, ”men dog velsigner sig, mens han i sit hjerte siger: det vil gå mig godt”, osv., det vil sige, de ugudelige bevæges ikke hverken ved forjættelsen eller ved formaningerne, men de siger: Gud være forbandet, Moses være forbandet, hvad angår det mig? Jeg velsigner og trøster mig selv.

²¹  Sic Ieremiae 9. (v. 23. 24.): ,,Non glorietur sapiens, fortis, dives, etc.; sed gloriator glorietur in notitia mei”. Ibi in singulis membris reciproca significatio est. Qui se ipsum laudat, sapiens, fortis, dives, laudet se ipsum non in sapientia, etc.; sed laudator laudet se in Domino. Germanice addimus pronomen: Erneeret sich, beisset, frisset sich, quod Hebraeum verbum sua natura includit. Itaque ad proprietatem Hebraeae linguae sic vertes commodius: In semine tuo benedicent sese omnes gentes.

Således siger Jeremias, 9,23f: ”Den vise, den stærke, den rige skal ikke rose sig, osv., men den, der roser sig, skal rose sig i erkendelsen af mig”. Her ligger i de enkelte dele den reciprokke betydning. Den, der roser sig selv, om han er vis, stærk, rig, lad ham rose sig ikke i visdom, men den rosende skal rose sig i Herren. På tysk tilføjer vi et pronomen: Han ernærer sig, han bider sig, han æder sig, men det er på hebraisk inkluderet i ordet. Når man derfor ser på det hebraiske sprogs egenskaber, kommer sætningen til at lyde: I din sæd skal alle folkeslag velsigne sig.

²² Haec ideo accuratius tradere et monere volui, ut hortarer eos, qui volunt sacra discere ad studium (254) Hebraeae linguae, ut Rabbinorum nugas etiam grammatice refutare possint. Periculum enim ingens est, ne suis glossis iterum obscurent et corrumparit sacra Biblia. ^:Alias autem dictum est, esse duplicem benedictionem, verbalem et realem; verbalis consistit in laudibus et praedicatione; de hac Iudaei hunc locum intelligunt; resistentes tantum in verbali benedictione.

Af den grund har jeg villet behandle og formane dette noget mere grundigt, fordi jeg vil opfordre dem, som vil undervise i det hellige til at studere hebraisk, så de vil kunne tilbagevise rabbinernes narrestreger også på det grammatiske plan. For der er stor fare for, at de med deres fortolkninger hele tiden tilslører og ødelægger den hellige bibel. Men andetsteds siges det, at der er en dobbelt velsignelse, en ordets velsignelsen og en virkelighedens velsignelse; ordets velsignelse består i lovprisning og prædiken; om den velsignelse forstår jøderne dette sted; de holder sig blot til ordets velsignelse.

²³ Realis vere divina est: nam benedicente Deo sequitur res, sive id, quod dicitur, juxta illud (Ps. 148, 5.): ”Ipse dixit, et facta sunt”; et cap, 1. (V. 3): „Dixit Deus, fiat lux, et facta est", est benedictor effectivus, qui facit omnia per suum dicere, quia Verbum ejus est res ipsa, et benedicere ipsius est benefacere largiter tam corporaliter, quam spiritualiter.

Men virkelighedens velsignelse er guddommelig; for efter Guds velsignelse følger sagen, eller det, der siges, ifølge dette fra Sl 148,5: ”Han talte selv, og det skete”, og 1 Mos 1,3: ”Gud sagde: der blive lys, og der blev lys”, han er én, der velsigner, så der følger virkning efter, én, der skaber alt ved at sige det, fordi hans ord er tingen selv, og når han velsigner, er det at gøre godt rundhåndet, såvel legemligt som åndeligt.

²⁴ Proprie autem benedictio significat multiplicationem, sicut Angelus ad Hagar dicit (Gen. 16, 10.)^: ,,Multiplicans multiplicabo semen tuum". Et de Ismaële (ib. 17, 20.): ,,Benedicam ei et augebo, et multiplicabo eum valde". Et non est verbalis, sed realis benedictio, quanquam corporalis, quod generaturus sit Ismaël duodecim duces. Hinc saepe in sacris literis legitur: ,,Hi sunt filii, quibus benedixit mihi Deus" (Gen. 48, 9).

Men selve velsignelsen betegner en mangfoldiggørelse, sådan som englen siger til Hagar (1 Mos 16,10): ”Jeg vil meget mangfoldiggøre din sæd”. Og om Ismael (17,20): ”Jeg vil velsigne ham og forøge ham og meget mangfoldiggøre ham”. Og det er ikke en ord-velsignelse, men en virkeligheds-velsignelse, som var den legemlig, for Ismael blev stamfader til 12 fyrster. Dette læses ofte i den hellige skrift: ”Disse er de sønner, som Gud har velsignet mig med” (1 Mos 48,9).

²⁵  Iudaei tantum de verbali benedictione hunc locum accipunt, quod omnes gentes sese laudabunt in populo Iudaeorum, mirabuntur et praedicabunt ejus benedictionem. Hoc ideo moneo, ne quis Rabbinorum glossis moveatur. Sic enim exponunt haec verba: Semen Abrahae benedicetur, id est, cumulabitur omnibus rebus, ita ut omnes gentes admitentur, et benedicant sese, et laetentur, quod participes esse possint, et socii istius benedictionis. (255)

Jøderne forstår dette sted kun om ord-velsignelsen, at alle folkeslag skal rose sig over jødefolket, undres over og prædike dets velsignelse. Derfor er det, jeg formaner til, at man ikke lader sig bevæge af de rabbinske udlægninger. For sådan forklarer de disse ord: Abrahams sæd velsignes, det vil sige: skal opdynge alle ting, sådan at alle folkeslag skal indlades og velsigne sig, og glæde sig, fordi de er deltagere og fæller til denne velsignelse.

²⁶ Ita extollunt se supra gentes, et eas sibi subjici volunt, tantum propter benedictionem corporalem. Sed si historias inspicias, invenies, gentiles, Assyrios, Persas, longe superiores et potentiores fuisse Iudaeis, quia tenuerunt imperium mundi. Non igitur subjiciuntur hac benedictione gentes Iudaeis tanquam servi. Ea enim rectius maledictio, quam benedictio diceretur, si nullam aliam gloriam haberent gentes, quam de Iudaeorum superbo imperio.

Således ophøjer de sig over folkeslagene, og vil have, at de skal være dem underkastede, i det mindste, hvad den legemlige velsignelse angår. Men hvis man ser nøjere på historien, finder man, at folkeslagene, assyrerne, perserne var langt stærkere og mægtigere end jøderne, fordi de havde det jordiske styre. Folkeslagene bliver altså ikke ved denne velsignelse underlagt jøderne som deres trælle. Det ville nemlig snarere kunne kaldes en forbandelse end en velsignelse, hvis folkeslagene ikke havde anden end den, de fik gennem jødernes overordnede styre.

²⁷ Atqui gentes Iudaeorum domini fuerunt, et gravi servitute oppresses tenuerunt. Necesse igitur est, alia bona per benedictionem exhiberi: coelestia nimirum et aeterna, quibus gentes juxta cum Iudaeis fruantur, et sic vera et divina benedictio gentibus promittitur, non subjectio et servitus, ut somniant Iudaei.

Nej, folkeslagene var jødernes herrer og holdt dem nedtrykt i en alvorlig trældom. Det er altså nødvendigt at finde noget andet god gennem velsignelsen: i hvert fald en himmelsk og evig velsignelse, som folkeslagene nyder sammen med jøderne, og således forjættes en sand og guddommelige velsignelse til folkeslagene, ikke en underkastelse og trældom, sådan som jøderne drømmer om.

²⁸  Idem Burgensis recte et pie monet, non agi hic de benedictione humana, sive ut supra distinximus, verbali, sed divina, hoc est, de beneficiis divinis et ubertate bonorum coelestium, de quibus gentes laudabunt se ipsas, in semine illo. Haec sententia vera et genuina est, si quidem eandem explicationem D. Paulus quoque habet, quod gentes magnifice sese efferent, et beatas se dicent, coeli et terrae dominos, sicut ait, Ephes. 1. (v. 3.): ”Qui benedixit nos omni benedictione spirituali in coelestibus, in Christo".

Det samme formaner Burgensis ret og fromt til, at det ikke her drejer sig om en menneskelig velsignelse, eller – hvis vi skal bruge den ovenfor anførte distinktion – om en ord-velsignelse, men om en guddommelige, det vil sige, om guddommelige velsignelser og en overflod af himmelske goder, som folkeslagene kan rose sig ved selv, i denne sæd. Dette er den sande og egentlige mening, hvis ellers dr. Paulus har en samme forklaring, den nemlig, at hedningerne ophøjer sig og priser sig lykkelige, herrer, som de er, over himmel og jord, sådan som han siger Ef 1,3: ”som har velsignet os med al åndelig velsignelse i det himmelske, i Kristus”.

²⁹ In eandem sententiam transibunt haud dubie Iudaei saniores, qui credunt saltem resurrectionem mortuorum. Cum enim patres eorum promissionem de bonis corporalibus non sint consecuti, necessario nobis largientur, hanc promissionem intelligendam esse de alia benedictione, quam hujus miserae et (256) calamitosae vitae, qua alioqui impii magis, quam pii abundant.

Uden tvivl går de mere sunde jøder over til den samme mening, når de i det mindste tror på de dødes opstandelse. Når nemlig fædrene ikke fik opfyldt deres forjættelse om legemlige goder, indrømmer de os med nødvendighed, at denne forjættelse må forstås om en anden velsignelse, end én, der er knyttet til dette elendige og ynkværdige liv, hvoraf ellers de ugudelige skulle have mere end de fromme.

³⁰ Postquam vero vim et proprietatem verbi declaravimus, jam et illud considerandum est, quod additur: ”In semine tuo". Omnes gentes benedicent se, superbient, jactabunt se salvas, benedictas, repletae omnibus donis spiritualibus. Sed quomodo? Num in semet ipsis? Non. Sed gloriabuntur de victoria mortis, de abolito peccato, de donatione vitae aeternae, non propter sua merita et justitias, sed in semine tuo.

Men efter at vi har forklaret ordets kraft og egenskab, skal vi nu også se på det, der tilføjes: ”i din sæd”. Alle folkeslag skal velsigne sig, være stolte over, rose sig af, at de er frelste, velsignede, fulde af alle mulige åndelige gaver. Men hvordan skal de rose sig? Mon ved sig selv? Nej. Nej, de skal rose sig over sejr over døde, over synden, der er tilintetgjort, over det evige livs gave, ikke på grund af deres egne fortjeneste og deres egen retfærdighed, men ”i din sæd”.

³¹ Omnis gloria et confidentia miserrimorum peccatorum non in hoc consistet, quod per se sint laudabiles et justi: sed praedicabunt se esse sanctos, redemtos, ablutos sanguine Christi, et translates de regno tenebrarum in regnum lucis. Iudaei contra eminere et superbire volunt sapientia, fortitudine, robore et opibus: verum non hoc vult promissio benedictionis hujus. Sed in Domino gloriandum esse docet, sicut idem Ieremias gravissime contra perpetuam ei innatam Iudaeis superbiam urget, cap. 9. (v.24).

Al stolthed og al tillid hos elendige syndere består ikke deri, at de i sig selv er rosværdige og retfærdige: men der bliver prædiket for dem, at de er hellige, forløste, afvaskede ved Kristi blod og overført fra mørkets rige til lysets rige. Jøderne, derimod, vil være overlegne og stolte over deres visdom, deres styrke, deres kraft og rigdom: men det er ikke, hvad denne forjættelse om velsignelse vil. Men den lærer, at man skal rose sig i Herren, sådan som også Jeremias meget alvorligt lægger vægt på imod den evindelige og medfødte jødiske overlegenhed, Jer 9,24).

³² Ad eundem modum et nostrorum operariorum vanam confidentiam, quam habent in votis, cucullis Carthusianorum, Minoritarum retundimus. Nam ne sanctissimis quidem, sive Petro, sive Paulo sua opera jactare licet, tametsi mortuos suscitarint. Sicut Paulus sua Pharisaica justitia et aliis donis, quae ad Philipp. 3. (v. 4.) commemorat, adeo non effertur, ut existimet, ”omnia detrimentum esse propter eminentiam cognitionis Iesu Christi, Domini nostri”.

På samme måde skal vi også nedslå vores tomme tillid til vore smågerninger, den, vi har til løfterne, kutterne, kartheuserne, gråbrødrene. For det var jo ikke engang tilladt de meget hellige, f.eks. Peter eller Paulus, at prale af deres gerninger, selv om de opvakte døde. Sådan kan Paulus ved sin farisæiske retfærighed og andre gaver, som han nævner Fil 3,4, i den grad ikke ophøje sig, at han bedømmer dem således: ”det er altsammen tab på grund af det langt større at kende Jesus Kristus, vor herre”.

³³ Exclusa est igitur omnis gloriatio per additam particulam ad promissionem: ,,In semine tuo". Illud (257) semen tollit omnes alias benedictiones et gloriam propriae justitiae, et confert nobis suam, hoc est, ”illam, quae ex fide est Christi, quae ex Deo est justitia in fide”, Phil. 3. (v. 9). Omnes igitur gentes benedicent se non in alio, quam in semine tuo: in ipso omnes thesauri sunt sapientiae, justitiae, sanctitatis; quicquid usquam apud eos erit laudabile, id totum habebunt per hoc semen.

Så er da al ros udelukket gennem det lille ord, der er føjet til forjættelsen: ”i sin sæd”. Den sæd ophæver andre velsignelser og ros over egen retfærdighed, og tilfører os hans, det vil sige: ”den retfærdighed, som fås ved tro på Kristus, som i kraft af Gud er retfærdighed ved tro” (Fil 3,9). Alle hedninger skal derfor ikke velsigne sig ved andet end ”i din sæd”. Deri er alle visdommens, retfærdighedens, hellighedens skatte; hvad der i det hele taget hos dem skal være rosværdigt, det vil de altsammen have fra den sæd.

³⁴ Sicut inquit Paulus 1 Cor. 1, (v. 30.): ”Qui factus est nobis sapientia a Deo, et justitia et sanctificatio et redemtio, ut quemadmodum scriptum est, qui gloriatur, in Domino glorietur". Ipse est vita, salus et pax nostra, Ioan. 11. (v. 25.): ,,Ego sum resurrectio et vita; qui credit in me, etiamsi mortuus fuerit, vivet.”

Sådan siger Paulus i 1 Kor 1,30: ”Han, som er gjort til visdom for os fra Gud, og til retfærdighed, helliggørelse og forløsning, sådan som der står skrevet: ”Den, der roser sig, skal rose sig i Herren”. Han er selv vort liv, vor frelse og vor fred, Joh 11,25: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør”.

³⁵ Abraham multis praeclaris virtutibus et donis ornatus fuit, quae agnoscere certe et praedicare debuit; sed non habet gloriam coram Deo, quia exclusa est omnis gloriatio. Quanto magis de aliis sanctis idem judicabimus, quantumcunque est in eis meritorum, sive congrui, sive condigni?

Abraham blev prydet med mange klare dyder og gaver, som man bestemt bør erkende og prædike over; men han har ikke ros overfor Gud, fordi al ros er udelukket. Hvor meget mere skal vi så ikke bedømme om de andre helgener, om end der hos dem er fortjenester, enten fortjenstfulde eller værdige?

³⁶ Quia Deus benedicit in illo solo semine Abrahae, ct hoc vult, ut simus benedicti, nosque ipsos benedicamus in hoc semine, hoc est, gloriemur, et certo statuamus, esse id semen nostrum, et ad nos pertinere cum omnibus suis bonis et thesauris coelestibus.

Fordi Gud velsignede Abraham alene ved denne sæd og vil, at vi skal velsignes, så skal også vi velsigne os selv i denne sæd, det vil sige, rose os og sikkert stadfæste, at det er vor sæd, og at den vedrører os sammen med alle dens goder og himmelske skatte.

³⁷ Vidit idem Burgensis satis feliciter conversus a Iudaismo, cum dicit, benedicere includere auctorem et benedictorem non gentes, sed semen Abrahae, quod sit causa principalis effective illius benedictionis. Neque solum est causa efficiens, sed et formalis, hoc est, benedictio ipsa. Ex ipso enim et in ipso (258) sumus benedicti, Christi et uncti, et de hoc singuli possumus gloriari. Christus est mea formalis benedictio, unctio, vita, salus, quia ei adhaereo per fidem, et ab hoc benedicente denominor Benedictus, meque ipsum benedictum nuncupo.

Burgensis ser det samme, lykkelig vendt imod jødedommen, når han siger, at når han velsigner, indeslutter ophavsmanden og velsigneren ikke folkeslagene, men Abrahams sæd, for det er den vigtigste grund til den velsignelse. For grunden er ikke blot udøvende, men også formel, det vil sige, det er velsignelsen selv. Det er jo ud fra den og i den at vi er velsignede, hører Kristus til og er salvede, og det er alene det, vi kan rose os af. Kristus er min formelle velsignelse, min salvelse, mit liv, min frelse, fordi jeg er knyttet til ham med troen, og fra denne velsignende får jeg navnet Benedictus, idet jeg kalder mig selv velsignet.

³⁸ Diligenter igitur Hebraea phrasis in verbo benedicandi notanda et expendenda est: Omnes gentes benedicent semet ipsas. Significat enim plhroforia illam et naturam fidei, quod certo et indubitanter statuere debeo, nisi esse benedictum, meque adeo vivum, salvum, justum et benedictum pronuntiare: alioqui injuriam facio semini Abrahae, Christo auctori vitae et salutis.

Man må derfor omhyggeligt lægge mærke til og lægge vægt på den hebraiske sætning i ordet 'velsigne': for det betyder denne troens mangfoldighed og natur, som jeg bør fastholde sikkert og ubetvivleligt, at jeg er velsignet og kan kalde mig levende, frelst, retfærdig og velsignet: ellers gør jeg uret imod Abrahams sæd, som er Kristus, livets og frelsens ophavsmand.

³⁹ Neque enim in meis meritis aut operibus haeret promissio, sed in semine Abrahae; ab illo benedicor; cum id fide apprehendo, et vicissim mihi adhaerescit benedictio, et diffunditur per totum corpus et animam, ut et ipsum corpus vivificetur et salvetur per idem semen.

For forjættelsen klynger sig ikke til mine fortjenester eller gerninger, men til Abrahams sæd; af ham velsignes jeg; når jeg fastholder det i troen, og velsignelsen omvendt fastholder mig, og den løber ud i hele kroppen og sjælen, så at endog kroppen selv levendegøres og frelses gennem den selvsamme sæd.

⁴⁰ Idque in hac vita inchoatur per fidem, quando anima oppressa morte et peccato erigitur, et consolationem vitae et salutis accipit. Aliquanto post in resurrectione mortuorum sequetur et corpus animam sine omni impedimento, non instrumentaliter, sed effective, et quasi formaliter, adeo ut corpus nostrum humile transformetur, ”ut sit conforme corpori Christi glorioso", Philipp. 3. (v. 21).

Det er ufuldkomment i dette liv gennem troen, når sjælen, presset af døden og synden, mander sig op og modtager trøst om liv og frelse. Lidt senere i de dødes opstandelse følger også legemet sjælen uden nogen forhindring, ikke instrumentet, men effektivt, og om man vil formaliter, i den grad, at vort jævne legeme transformeres, ”så det kan få skikkelse som Kristi herlighedslegeme” (Fil 3,21).

⁴¹ Multipliciter autem haec fiducia et tam sancta gloriatio in nobis impeditur. Nascitur enim nobiscum vitio originalis peccati conceptum malum, superbia et praesumtio, qua praesumunt homines de suis viribus, sapientia, potentia, opibus. (259).

Men på mangfoldig måde forhindres denne tillid og denne hellige rosen sig i os. For sammen med os fødes i kraft af en ond undfangelse arvesynden, overmodet og den antagelse, at mennesket ved egne kræfter kan opnå visdom, magt, rigdom.

⁴² Carni et sanguini nihil est facilius, quam sese benedicere et efferre coram Deo; sed propria justitia et sanctitate. Sed haec benedictio carnis mortificanda et occidenda est tanquam pestilentissisimum venenum. Et priusquam benedictionem illam apprehendamus, cogitanda est et agnoscenda maledictio, qua peccatis et horribili corruptioni immersi sumus, diffidentiae, blasphemiae, securitati et aliis infinitis morbis et cupiditatibus.

For kød og blod er intet lettere end at velsigne sig slv og ophøje sig overfor Gud; men det er egenretfærdighed og egenhellighed. Men den velsignelse, hvorved kødet skal dødes og dræbes, er som en pestbærende gift. Og førend vi kan modtage denne velsignelse, må vi overveje og erkende forbandelsen, hvorved vi er neddykket i synd og forfærdelig i ødelæggelse, i mistillid, gudsbespottelse, sikkerhedsfølelse, og uendelig mange andre sygdomme og begærligheder.

⁴³ Quando enim pronuntiat Deus, gentes esse benedicendas, significat, eas esse maledictas. Non enim otiose id a Deo dicitur, sed significat, carere eas benedictione, et egere gloria Dei. Haec consequentia est necessaria et inevitabilis. Sicut Paulus Apostolus se ipsum huic judicio subjicit, 1 Cor. 4. (v. 4): „Nihil mihi conscius sum; sed non in hoc justificatus sum”.

For når Gud erklærer, at folkeslagene skal velsignes, signalerer han, at de er forbandede. For det er ikke uden grund, at dette siges af Gud, men han betegner, at folkeslagene skal værdsætte velsignelsen og give Gud ære. Denne konsekvens er nødvendig og uomgængelig. Således underlægger apostelen Paulus sig selv under denne dom, 1 Kor 4,4: ”For jeg er mig intet bevidst; men derved er jeg ikke retfærdiggjort”.

⁴⁴ Iustitiarii et hypocritae haec non attendunt, neque existimant, se esse maledictos, sicut superbe gloriatur apud Lucam (18, 11) Pharisaeus: ”Non sum sicut caeteri”; ideo non pertinet ad eos benedictio, tametsi semper eam in ore habeant, et sese benedicant, sed in se ipsis, non in semine. Ea vero Diabolica et maledicta est. Et Prophetae passim cum hoc genere acerrime dimicant; appellant eorum benedictiones mendacium, vanitatem, idolum, incantationes, auguria etc.

Lovfolkene og hyklerne lægger ikke mærke til dette, ej heller bedømmer de sig selv til at være forbandede, sådan som farisæeren roser sig til den store guldmedalje hos Lukas (18,11): ”Jeg er ikke som de andre”; derfor har velsignelsen ikke med dem at gøre, selv om de altid har den i munden, og velsigner sig selv, men de gør det i sig selv, ikke i sæden. Men det er djævelsk og forbandet. Og profeterne kæmper ofte hårdt med den slags; de kalder deres velsignelser løgn, forfængelighed, afgudsdyrkelse, trylleri, varseltagning, osv.

⁴⁵ In hanc sententiam loquitur Paulus, Galat. 3. (v. 10): ”Quicunque ex operibus legis sunt, sub maledicto sunt". Omnes igitur gentes, quia egent benedictione, sunt sub maledictione et peccato, ut subditus sit Deo omnis mundus. „Conclusit enim scriptura omnia sub peccato, ut promissio ex fide (260) Iesu Christi daretur credentibus" (Gal. 3. 22). Haec et similia multa ex hac promissione tanquam ex largissimo fonte emanarunt.

I den mening taler Paulus Gal 3,10: ”Enhver der er af lovgerninger, er under forbandelse”. Derfor, alle folkeslag, som mangler velsignelse, er under forbandelse og synd, sådan som hele verden er undergivet Gud. ”Skriften har nemlig indesluttet alt under synd, for at forjættelsen ved tro på Jesus Kristus skal gives dem, der tror” (Gal 3,22). Dette og mange lignende skriftsteder vælder ud af denne forjættelse, som af en givtig kilde.

⁴⁶ Sed hae voces judicii divini carni et rationi non perinde gratae sunt. Defugiunt enim omnes homines etiam palam impii et facinorosi confessionem peccati: praesertim vero hypocritae audientes doctrinam Evangelii aegerrime ferunt, argui ipsorum peccata et impietatem. Benedictionem facile omnes admittunt et jactant; sed maledictos et damnatos dici propter peccatum, haud unquam patiuntur: quin etiam docentes et arguentes oderant, et persequuntur hostiliter.

Men denne røst af den guddommelige bedømmelse fremkalder ikke lige så megen taknemlighed hos kødet og fornuften. For alle mennesker, og åbenlyst de ugudelige og lastefulde, unddrager sig syndsbekendelsen: især bliver de sande hyklere vrede, når de hører evangeliets lære, der vil overbevise om deres synd og ufromhed. Velsignelsen godtager alle let og roser sig af den; men at man sige, at de er forbandede og fordømte på grund af synden, det kan de dårlig tåle at høre; ja, de hader dem, der lærer det og vil overbevise om synd, og de forfølger dem fjendtligt.

⁴⁷ Sciamus igitur, pertinere hunc locum non ad saturos, praefractos et propria justitia tumentes, sed ad humiliatos et afflictos, quos vexat et angit peccatum, qui sentiunt maledictionem et iram Dei, quae impendet maledictis et peccatoribus; qui si etiam habeant justitiam, sapientiam et alia dona, tamen clamitant, haec nihil esse, nisi larvas et umbram, queruntur, se omnium, qui vivunt, miserrimos, ideoque misericordiam et gratiam Dei implorant.

Vi kan derfor vide, at dette sted ikke blot handler om de mætte, de hensynsløse og dem, der svumler af egenretfærdighed, men om de ydmyge og anfægtede, som synden plager og snærer, de, som føler Guds forbandelse og vrede, som hviler på forbandede og syndere; som, selv om de havde retfærdighed, visdom og andre gaver, dog råber, at dette ikke er andet end masker og skygger, og erklærer, at alt, hvad de lever, er elendigt, og derfor trygler om Guds barmhjertighed og nåde.

⁴⁸ Sic David erat praepotens et dives; tamen quia norat, se esse sub ira Dei, peccato et morte et potestate Diaboli: Quid prosunt mihi, cogitat, omnes opes totius mundi, si quidem mihi non benedicunt, nec afferunt vitam et salutem aeternam.

Sådan var David mægtig og rig fremfor nogen; dog tænkte han, fordi han vidste, at han var under Guds vrede, synd og død og djævelens magt: Hvad gavner alverdens rigdomme mig, hvis de ikke velsigner mig eller tildeler mig liv og evig frelse.

⁴⁹ Sic omnes gentes, quae agnoscunt, se esse damnatas, habentes spiritum contribulatum, et fiduciam de suis donis et viribus mortificatam, etsi incedunt in pompa et gloria pulcherrimorum donorum spiritus, ut David et alii: tamen reputant se pro miserrimis et maledictissimis, quia sentiunt vim peccati, (261) terrores inferni et irae Dei. Illis igitur haec promissio proponenda est. Sicut Prophetae hinc omnes consolationes suas sumserunt.

Sådan tænker også alle folkeslag, som erkender, at de er fordømte, at de har ånden som forbundsfælle og tillid til dens gaver og dødeliggørende kræfter, selv om de går frem i rigdom og ære med de smukkeste åndsgaver, de tænker ligesom David og andre: på trods af det anser de sig selv for de mest elendige og forbandede, fordi de føler syndens magt, helvedes rædsler og Guds vrede. Det er da for dem, at denne forjættelse er fremsat. Sådan har profeterne hentet al deres trøst herfra.

⁵⁰ Nos in novo testamento egregie illustratam et explicatam habemus promissionem hanc. Divus Paulus, Galat. 3. semen hoc pulchre declarat, et dicit, esse Christum, Spiritu sancto haud dubie illustrante et docente. Iudaei enim et universa sapientia carnis nequaquam intelligunt nec concedunt, illud unum semen esse Christum.

Vi for vores del regner denne forjættelse for udmærket oplyst og forklaret i det ny testamente. Den guddommelige Paulus forklarer i Gal 3 på udmærket måde sæden og siger, at den er Kristus, og det er jo uden tvivl Helligånden, der har oplyst ham og lært ham det. For jøderne og al kødets visdom kan aldrig forstå eller indrømme, at denne ene sæd er Kristus.

⁵¹ Deinde et illud explicatum est, hoc semen Abrahae esse verum hominem, et verum Deum. Homo est, quia caro factum est, et filius virginis. Id Iudaei non negant, si quidem filius Abrahae est. Deum vero esse, benedictio probat. Gentes enim sub maledicto sunt, sicut omnes creaturae. Ideo non est creatura, nec de gentibus, alioqui etiam maledictum esset. Verum non solum benedicit aliis, sed et ipsum formaliter benedictum est, ut totus mundus per id benedicatur. Hoc de nullo gentili dici potest: nemo unquam sibi hoc recte arrogarit, quod se et alios benediceret, et liberaret a morte.

Dernæst skal det også forklares, at denne Abrahams sæd er sandt menneske og sand Gud. Han er menneske, for han blev kød og en jomfrus søn. Det nægter jøderne ikke, for han er jo Abrahams søn. Men at han er Gud, det beviser velsignelsen. For hedningerne er under forbandelse, sådan som alle skabninger er det. Derfor er han ikke en skabning, ejheller stammer han fra hedningerne, ellers ville han være forbandet. Men ikke blot velsigner sæden andre, den er også selv formelt velsignet, så hele verden kan velsignes ved den. Dette kan ikke siges om nogen hedning: ingen har nogensinde påtaget sig den ret, at han kan velsigne sig selv og andre og befri fra døden.

⁵² Ideo Burgensis praeclare id urget, benedictionem soli creatori competere, nulli creaturae. Necesse igitur est, illum benedictorem esse verum Deum, quia liberare omnes gentes a maledictione est opus divinum, non humanum, nec Angelicum. Atque ita semen illud est verus Deus et homo in una persona; homo est, quia de semine Abrahae, Deus est, quia benedictor.

Derfor understreger Burgensis meget klart, at velsignelsen alene tilkommer skaberen, ikke skabningen. Det er derfor nødvendigt, at denne velsigner er sand Gud, for at befri alle hedninger fra forbandelsen er en guddommelig gerninger, ikke en menneskelig, heller ikke en englelig. Og således er denne sæd sand Gud og menneske i én person; han er menneske, fordi han er af Abrahams sæd, han er Gud, fordi han er en velsigner.

⁵³ Tertio necesse est, talem hominem esse, qui sit natus sine peccato. Hic demum admirabilis est fides nostra. Credimus, esse hominem, et tamen non ex (262) sanguine natum, quia non est conceptus in peccato originali. Non enim possunt simul stare benedictio et maledictio, quod fieret, si in peccatis esset conceptus. Igitur Maria non naturali modo hoc semen concepit. Non talis mater est, quales omnium gentium matres sunt: matrem oportuit esse, et novum hominem parere. Sed fuit pura mater, et virgo, quae concepit non ex masculo, neque ex Angelo, sive bono, sive malo, sed de Spiritu sancto, Lucas 1.

For det tredie er det nødvendigt, at han er et menneske af den art, at han er født uden synd. Her i hvert fald er vores tro forunderlig. Vi tror, at han er menneske, og dog ikke født af blod, fordi han ikke er undfanget i arvesynd. For velsignelse og forbandelse kan ikke findes sammen, hvilket ville ske, hvis han var undfanget i synd. Derfor undfangede Maria ikke denne sæd på naturlig måde. Hun er ikke den slags moder, som alle folkeslags mødre er: hun må være mor og føde det nye menneske. Men hun var en ren moder, og jomfru, som undfangede ikke ved en mand, ejheller ved en engel, eller ved noget godt eller noget ondt, men ved Helligånden, Luk 1.

⁵⁴ Ad hunc modum Paulus, Esaias et alii Prophetae diligenter locum istum expenderunt, non oscitanter et obiter, ut nos, promissiones legerunt. Quando enim Deus loquitur, tanta et tam sublimia verba profert, quae coelum et terra non possunt comprehendere. Loquitur enim de maximis rebus, exsuperantibus omnem sensum totius mundi, quod omnes gentes sint sub peccato, morte et aeterna damnatione. Idque sane a posteriori et ab effectu colligere licet; sentimus enim omnes pericula et calamitates infinitas ipsa morte duriores. Causam vero nescimus, multo minus liberationem perspicimus.

På den måde udlægger Paulus, Esajas og andre profeter dette sted omhyggeligt, og de læser ikke forjættelserne søvnigt og tilfældigt, som vi gør det. For når Gud taler, fremfører han så store og så ophøjede ord, at himmel og jord ikke kan forstå dem. Han taler nemlig om de største ting, som overgår hele verdens forstand, at alle folkeslag er under synd, død og evig fordømmelse. Det kan sandelig konkluderes af fortiden og af virkningerne; for vi føler alle farerne og de uendelige elendigheder hårdere end døden selv. Men vi erkender ikke årsagen, langt mindre kan vi se nogen befrielse.

⁵⁵ Ea igitur monstratur in hac promissione, quae testatur, omnes gentes esse sub maledictione et potestate Diaboli, et offeri tamen liberationem, si agnoscant suam miseriam, nec desperent; sed credant in semen, et propter id sese benedicant, glorientur de vita, et singuli sibi hanc liberationem applicent fide et dicant: Non sum jam peccator, sed justus, non maledictus, sed benedictus per semen Abrahae, quod est verus homo, natus de semine Abrahae, et verus Deus.

Derved vises i denne forjættelse det, som den bevidner, at alle folkeslg er under forbandelse og under djævelens magt, og dog tilbydes de befrielse, hvis de erkender deres elendighed uden at fortvivle; men tror på sæden, og på grund af den velsigner sig og roser sig over livet, og mener,at de alene har troen at takke for den befrielse, så de siger: nu er jeg ikke mere synder, nu er jeg retfærdig, ikke forbandet, men velsignet ved Abrahams sæd, som er sandt menneske, født af Abrahams sæd, og sand Gud.

⁵⁶ Haec tam potens et efficax benedictio est, ut et (263) mortem et omnem maledictionem ex peccato originali contractam exstinguere et abolere queat.

Denne velsignelse er ligeså mægtig som virksom, så at den kan tilintetgøre og ophæve både døden og enhver forbandelse, der sammendrages af arvesynden.

⁵⁷ Ingens autem et inaestimabilis dignitas est miserae illius massae generis humani, quod Deus non Angelos, sicut in epistola ad Hebraeos (2, 16) dicitur, sed semen Abrahae apprehendit. Non enim difficile aut impossible ei erat, producere Filium suum in mundum sine matre, sed voluit uti femineo sexu.

Men det er en stor og uvurdérlig værdighed med denne elendige masse af menneskeslægten, fordi Gud ikke tog sig af engle, som det siges i hebræerbrevet 2.16, men af Abrahams sæd. For det ville ikke have været vanskeligt eller umuligt for ham at sætte sin søn ind i verden uden moder, men han ville bruge det kvindelige køn.

⁵⁸ Poterat item ex virgine subito formare corpus, sicut ex luto Adamum, ex costa Adae Evam. Non placuit hoc, sed servavit ordinem a se conditum. Puella enim ita est creata, ut concipiat, ferat uterum novem mensibus et pariat: ergo in utero puellae concipi, gestari et nasci voluit, non ex luto formatus, neque ex masculo.

Ligeledes kunne han ligeud forme et legeme, sådan som han formede Adam af muld og Eva af Adams ribben. Men her ville han det ikke sådan, men benyttede sig af en orden, der var fastsat af ham. For pigen er skabt sådan, at hun kan undfange, at hun kan bære på et foster i ni måneder og så føde: ergo ville han undfanges i pigens livmoder, blive til og blive født, ikke formet af muld, heller ikke af en mand.

⁵⁹ Magna sane consolatio est, quod non placuit Deo, Filium suum fieri hominem ex alia materia, quam de genere humano, ut fieret frater noster, et nos amplissima dignitate ornaret, quod Deum habemus natum et hominem factum in nostra carne et sanguine.

Den trøst er bestemt stor, at det ikke behagede Gud, at lade sin søn føde af nogen anden materie end af menneskeslægten, så han blev vores bror, og vi smykket med en uhyre værdighed, fordi vi har en gud, der er født og blevet menneske i vort kød og blod.

⁶⁰ Haec tam magnifica et sublimia sunt, ut non alia ratione, quam fide apprehendi et comprehendi possint, quae in nobis illam confidentiam spiritualem pariat, qua firmiter credamus, habere nos pacem aeternam in coelo et in terra, non quidem in nobis, sed in semine Abrahae.

Disse ting er så storslåede og sublime, at de ikke kan begribes og forstås på nogen anden måde end ved troen, den, som i os føder den åndelige tillid, hvormed vi fast tror, at vi har en evig fred i himlen og på jorden, ikke i os selv, selvfølgelig, men i Abrahams sæd.

⁶¹ Removenda vero hic est omnis opinio et arrogantia propriae justitiae, atque illud semen accurate separandum ab omnibus operibus. Semen enim Abrahae conceptum ex Spiritu sancto non est meum opus. Sed sunt distinctae res justitia nostra et semen. Opera quidem etiam dicuntur, et sunt benedictiones (264) de quibus Ioan. 14. (v. 12): ”Majora his faciet". Sed tum demum vere bona sunt, si prius adsit benedictio.

Men her må man bortfjerne enhver arrogant mening om egenretfærdighed, og omhyggeligt adskille denne sæd fra alle gerninger. For Abrahams sæd, der er undfanget ved Helligånden, er ikke min gerning. Men vor retfærdighed og sæden er forskellige ting. Ganske vist tales der også om gerninger, og det, Joh 14,12 taler om – han skal gøre større ting end disse – er også velsignelser, men først da er der virkelig tale om gode gerninger, når velsignelsen er til stede først.

⁶² Benedictio autem seminis alienum opus est, et non nostrum. Ergo nec justitiae legis, nec traditionibus Papisticis justificatio tribuenda est, sed in Christo Iesu, liberatore nostro, benedicam me ipsum, ut, qui gloriatur, in Domino glorietur, 1 Cor. 1. (v, 31); et in Psalm. 105. (v. 3): ”Laudamini in nomine sancto ejus"; ibi gloriemur cum fiducia et laetitia aeterna.

Men sædens velsignelse er en fremmed gerning, det er ikke vor gerning. Altså kan retfærdiggørelsen ikke tilskrives lovens retfærdighed eller de pavelige traditioner, men jeg velsigner mig selv i Kristus Jesus, vor befrier, sådan at den, der roser sig, skal rosse sig i Herren, 1 Kor 1,31 og Sl 105,3: ”Lad os rose os i hans hellige navn”; her roser vi os med tillid og evig glæde.

⁶³ Hactenus vero affirmativam sententiam hujus loci tractavimus: de fide in Christum, semen Abrahae, exclusa operum dignitate et meritis, quia textus clare dicit, quod omnes gentes in se quidem maledictae et sine ulla dignitate et justitia, se ipsas tamen sint benedicturae aliena benedictione.

Hidtil har vi behandlet den positive mening af dette sted; om troen på Kristus, om Abrahams sæd, om udelukkelse af værdighed ved gerninger og fortjeneste, fordi teksten klart siger, at alle folkeslag, skønt de i sig selv er forbandede og uden nogen værdighed og retfærdighed, dog skal velsigne sig ved en fremmed retfærdighed.

⁶⁴ Damnata est igitur omnis benedictio extra hanc, omnis sapientia, justitia, potentia, et quicquid possidet homo juxta suam primam originem et nativitatem ex Adam. Utcunque floreamus vel universi mundi opibus et bonis, stante maledictione damnata est omnis illa corporalis benedictio. Nec ullius tanta est dignitas et gloria, qui hic excipiatur, quia omnes gentes significant omnes homines.

Derfor skal al velsignelse forbandes bortset fra denne, al visdom, retfærdighed, magt og hvad ellers mennesket besidder ud fra sit første ophav og fødselen ud fra Adam. Om vi så end blomstrede med alverdens rigdom og goder, sålænge forbandelsen stod fast er alle legemlige velsignelser fordømte. Ej heller er nogens værdighed og herlighed så stor, at han her kan unddrage sig, for alle folkeslag betyder alle mennesker.

⁶⁵ Haec cum doctrina nostra de justificatione et fide recte et pie congruunt, quam Pontificii tanquam erroneam et haereticam damnant et persequuntur, et nos vocant solarios, propterea quod soli fidei tribuimus justitiam. Hujus vero doctrinae nos non auctores sumus: sed ex hac et similibus promissionibus, Spiritu Christi illustrante, hausimus. Manifeste enim (265) hic rejicitur omnis opinio et fiducia justitiae operum, et in unam hanc benedictionem per semen Abrahae includitur justitia, salus et vita.

Dette stemmer overens med vor doktrin om retfærdiggørelse ved en ret og from tro; men den doktrin fordømmer og forfølger papisterne som forkert og kættersk, og de kalder os 'alenerne', fordi vi tildeler alene troen retfærdigheden. Men det er ikke os, der har fundet på denne doktrin: for vi har øst den af denne og lignende forjættelser, oplyst ved Kristi ånd. For her forkastes udtrykkeligt enhver anskuelse af og tillid til gerningsretfærdigheden, og denne velsignelse ved Abrahams sæd indeslutter i ét retfærdighed, frelse og liv.

⁶⁶ Quia vero tam impudenter apertae veritati contradicunt, operae pretium est tractare et negativam, sive adversativam nostrae doctrinae, quam ipsi statuunt, una cum nova glossa, quam recens commenti sunt ad palliandum suum errorem.

Men fordi de så frækt modsiger den åbenlyse sandhed, så må vi behandle gerningernes værdi, og komme ind på det negative eller modsatte af vores doktrin; de stadfæster den selv sammen med en ny fortolkninger, og den må vi tage op, så vi tilbageviser deres fejl.

⁶⁷ Non enim simpliciter operibus justitiam tribuunt, sed operibus conjunctis cum fide. Quia vident se in manifesto et turpi errore deprehensos, quod opera tantum sine fide, et quidem traditionum humanarum docuerunt, jam igitur paululum sese inflectunt, et pro traditionibus suis opera et justitiam legis ad justificationem exigunt. Verum cum ne id quidem ad declinandam justam ignominiam satis sit, eo decurrunt, ut adsuant fidem operibus, et dicant, nec opera sola, nec solam fidem justificare; sed fidem cum operibus, quia fides sine operibus est mortua.

For det er ikke så enkelt, at de tilskriver gerningerne retfærdighed, nej, det er gerningerne sammen med troen. For de ser, at de vil geråde ud i en åbenlys og dum fejltagelse, fordi de har lært blotte gerninger uden tro og det menneskelige traditioner, men nu har de bøjet sig en lille smule og overvejer, om ikke til fordel for deres traditioner gerninger og lovretfærdighed kan føre til retfærdighed. Men eftersom ikke engang det er tilstrækkeligt til at afbøde deres velfortjente ærestab, tager de deres tilflugt til det, at de knytter troen til gerningerne, og siger, at hverken gerningerne alene eller troen alene retfærdiggør, men tro sammen med gerninger, fordi tro uden gerninger er død.

⁶⁸ Examinemus igitur negativam hanc. Affirmativam supra posuimus, quod sola fide justi reputemur et pronuntiemur; ea confirmatur ex hoc loco, ubi dicitur, quod gentes benedicent se non in sapientia et justitia sua, nec in lege, sed in benedictione seminis, hoc est, Christo Iesu, ”qui factus est nobis a Deo sapientia, justitia, sanctificatio et redemtio", 1 Cor. 1. (v 30).

Lad os derfor undersøge denne indvending. Vi har ovenfor fremsat den påstand, at vi regnes for og erklæres retfærdige alene ved troen; det bekræftes ud fra dette sted, hvor det siges, at folkeslagene skal velsigne sig ikke i visdom og egenretfærdighed, ejheller ved loven, men ved velsignelsen fra sæden, det vil sige, fra Kristus Jesus, ”som af Gud blev gjort os til visdom, retfærdighed, helliggørelse og forløsning” (1 Kor 1,30).

⁶⁹ Negativa haec est: Non sola fides justificat, sed fides conjuncta operibus. Ac huic propositioni callidam declarationem sive limitationem addunt. Licet exigamus opera tanquam necessaria ad salutem, inquiunt, tamen non docemus, confidendum operibus. (266) Est satis astutus Diabolus, sed nihil agit, tametsi fucum imperitis et rationi faciat.

Deres modpåstand er denne: Det er ikke blot troen, der retfærdiggør, det er troen sammenknyttet med gerninger. Til denne påstand føjer de en snedig erklæring eller begrænsning. Selv om vi skal efterstræbe gerningerne, som var de nødvendigt til frelse, siger de, så skal vi dog ikke lære, at man skal stole på gerningerne. Djævelen er ret forslagen, men han kommer ingen vegne, selv om han tager gas op ukyndige og på fornuften.

⁷⁰ Posito enim illo, quod fiducia operum rejicitur et damnatur, tum justitia operum prorsus nihil est. Impossible enim est, esse veram justitiam in hominibus, nisi accedat simul fiducia etiam praecepto divino, quo prohibeor mentiri, aut negare justitiam, quae revera talis est. Non enim eam peccatum dicere debeo.

For hvis man antager, at tilliden til gerninger forkastes og fordømmes, så er gerningernes retfærdighed nul og nix. Det er jo umuligt, at der kan være sand retfærdighed i menneskene, hvis ikke der samtidig er tillid til det guddommelige bud, som forbyder at lyve; ellers må man nægte retfærdigheden, som virkelig er af den art. For jeg bør ikke sige, at den er synd. (?)

⁷¹ Si igitur est aliqua justitia operum, ut ipsi dicunt, quod fides sine operibus nihil sit, divina auctoritate eam justitiam affirmare et habere debeo, et de necessitate salutis credendum est, quod haec justitia valeat ad salutem et vitam aeternam. Itaque fallacia et mendacium est, quod docent, non esse fidendum operibus. Et contraria sententia retinenda est, quod necessario fiducia comitetur justitiam operum, quia omnis justitia et veritas affert secum fiduciam, quae est endelechia, sive actua primus, substantia et factotum justitiae.

Hvis altså der findes en eller anden gerningernes retfærdighed, sådan som de siger, der er, når de hævder, at tro uden gerninger intet er, så må jeg forsikre mig om den retfærdighed og have den i kraft af guddommelig autoritet, og man må tro om frelsens nødvendighed, at denne retfærdighed gælder til frelse og evigt liv. Derfor er det en fejltagelse og en løgn, når de lærer, at man ikke skal tro på gerningerne. Og den modsatte sætning må trækkes tilbage, at tilliden nødvendigvis følger efter gerningsretfærdigheden, fordi enhver retfærdighed og sandhed medfører tillid, som er 'endeleki' eller retfærdighedens første handling, substans og grundlag.

⁷² Sic civilis et oeconomica justitia non possunt esse sine fiducia. Quomodo igitur illi detrahatur, quam coram Deo justitiam esse volunt? In oeconomia certum me esse oportet, quod haec mulier est uxor mea, haec proles mea est. In politia certus esse debeo de meo magistratu, quis sit, cui sum subditus, qui cives mei, qui iisdem legibus mihi conjuncti sint: non licet dubitare aut ambigere. Quin etiam tanta constantia et certitudo requiritur, ut non dubitem, nec recusem vitam et omnia bona impendere pro salute et defensione domus, uxoris, magistratus et civium. Sin autem dubito, num haec sit mea conjunx, meus pater, filius, princeps aut civis, (267) tum non est uxor mea, nec pater, nec filius, nec princeps, etc. Atque ita tollitur justitia cum oeconomica, tum civilis.

Således kan den borgerlige og samfundsmæssige retfærdighed ikke eksistere udentillid. Hvordan kan de da fjerne den fra det, de mener er retfærdighed overfor Gud? I det samfundsmæssige må jeg være overbevist om, at denne kvinde er min kone, disse ørn er mine. I det politiske må jeg være sikker på min øvrighed, hvem den er, hvem jeg er undergivet, hvem der er mine medborgere, som er underkastet de samme love som jeg: her kan man ikke tvivle eller være i vildrede. Ja, der kræves endog en så stor ensartethed og sikkerhed, at jeg ikke tvivler på, at jeg må vige tilbage fra at sætte liv og alle goder ind på at frelse og forsvare mit hjem, min kone, min øvrighed og mit samfund. Men hvis jeg tvivler på, om nu også denne er min kone, min far, min søn, min fyrste eller mit samfund, da er det allerede sådan, at hun ikke er min kone, min far, min søn, min fyrste, osv. Og således ophæves retfærdigheden, både den samfundsmæssige og den borgerlige.

⁷³ Omnis igitur justitia et veritas, sive politica, sive oeconomica, fiduciam adjunctam habet, tanquam suam formam substantialem,

Derfor: al sandhed, den være sig politisk, eller borgerlig, har tillid knyttet til sig som sin substantielle form.

⁷⁴ Quando igitur dicunt Papistae, se docere justitiam operum, et tamen negant, confidendum esse operibus, sibi ipsis contradicunt, et justitiam operum prorsus nullam esse ipsimet fatentur. Sicut in oeconomia si dubitas de uxore, an sit tua uxor, non est uxor, sed meretrix. In qualibet enim justitia oportet esse certitudinem, non tantum Christianorum, verum etiam gentilium et Turcorum. Turca certus est de sua conjuge, familia, imperatore etc. Sic Christianus statuat, sua opera Deo placere et bona esse, sive in ecclesia fiant, sive in oeconomia, sive politia: et fallacia est, quando docent, opera facienda, et tamen non confidendum illis.

Når derfor papisterne siger, at de lærer gerningernes retfærdighed, og dog nægter, at man skal tro på gerninger, modsiger de sig selv, og de indrømmer selv, at gerningernes retfærdighed ret og slet ikke er noget. Hvis du således i de borgerlige forhold tvivler på din kone, om hun er din kone, så er hun ikke din kone, men en luder. For i hvilkensomhelst retfærdighed må det være sikkerhed, ikke blot hos de kristne, men også hos hedningerne og tyrkerne. Tyrken er sikker på, hvem der er hans kone, hans familie, hans kejser osv. På samme måde fastslår den kristne, at hans gerninger behager Gud og er gode, hvad enten de sker i kirken eller i samfundet, eller i politikken: og det er fejlagtigt, når de lærer, at man skal gøre gerninger, og at man dog ikke skal fæste lid til dem.

⁷⁵ Unde enim conciones illae Prophetarum: ”Adorant opus manuum suarum" (Ier. 1, 16), et similes, nisi quia omnes, qui volunt justificari suis operibus, revera sunt idolatrae, quia non possunt vitare, quin habeant fiduciam operum?

Der er nogle prædikener hos profeterne, f.eks. Jer 1,16: ”De tilbad deres hænders værk”, og den slags. Men hvorfor prædiker de sådan, hvis ikke det skydes, at alle de, som vil retfærdiggøres ved deres gerninger, i virkeligheden er afgudsdyrkere, fordi de ikke kan undgå at have tillid til deres gerninger?

⁷⁶ Quare sustinui ego maximos labores in monasterio? Cur corpus meum jejuniis, vigiliis et frigore afflixi? nimirum quia conabar esse certus, per ea mihi contingere remissionem peccatorum, etc.

Hvorfor blev jeg ved med at gøre mig de største anstrengelser i klosteret? Hvorfor tilføjede jeg mit legeme faster, vågenætter og kulde? Min ikke fordi jeg stræbte efter at blive sikker på, at det var derigennem, mine synders forladelse afhang, osv?

⁷⁷ Ideo responde: Tu loqueris pugnantia; asseris justitiam operum, et negas fiduciam, cum tamen omnis justitia necessario includat fiduciam: diffidentia autem est argumentum concludens, nullam adesse justitiam. Quodsi collocas fiduciam in opera, es (268) idolatra. Hoc an non est docere pugnantia et implicantia contradictionem? Quis non videt, eos semet ipsos conficere, et devorare suis contradictionibus? Modo statuunt justificationem, modo negant; verbis quidem non negant, sed re ipsa, quia fidem cum operibus justificare dicunt, et tamen fiduciam excludunt.

Derfor svarer jeg: du modsiger dig selv; du forsikrer gerningernes retfærdighed og nægter tilliden, eftersom dog al retfærdighed med nødvendighed inkluderer tilliden: men mistilliden er et argument, der konkluderer,at der ikke er nogen retfærdighed til stede. Når du derfor sammendrager tillid til gerninger, er du en afgudsdyrker. Mon ikke det er at lære modsigende ting og fremhæve noget, der modsiger sig selv? Hvem kan ikke se, at de fortærer sig selv, og opsluger sig selv med deres modsigelser? De både stadfæster retfærdiggørelsen og nægter den; de nægter den godt nok ikke med ord, men de gør det i virkeligheden, fordi de siger, at troen retfærdiggør sammen med gerninger, og dog udelukker de tilliden.

⁷⁸ Quae antea de traditionibus humanis et operibus legis nugati sunt, ipsorum etiam judicio et confessione damnantur. Postquam autem fidei vocabulum arripuere, ita ut negent, solam sufficere ad salutem, et assuant operum merita, simul etiam fidem cum operibus amittunt.

Det, de tidligere havde vrøvlet om menneskelige traditioner og lovgerninger, det bliver også fordømt af deres bedømmelse og bekendelse. For efter at de har revet ordet 'tro' bort, sådan at de nægter, at troen alene er nok til frelse, og fastholde gerningernes fortjeneste, så indrømmer de samtidig dermed troen sammen med gerningerne.

⁷⁹ Sed allegant locum, Lucae 17. (v. 10.). ”Omnia cum feceritis, dicite: Servi inutiles sumus". Hoc tuentur suum dogma, quod non sit confidendum operibus. Sed rursus deformiter impingunt. Quod enim pro se facere judicant, id universam doctrinam eorum labefactat. Non enim fiduciam tantum, sed et justitiam omnem et merita operum damnat Christus. Si enim dicendum est, opera esse inutilia, sequitur necessario, quod non sint justitia, nec valeant ad vitam aeternam, sed sint vilia et nihili prorsus.

Men de henviser til ordet fra Luk 17,10: ”Når I har gjort alt det, skal I sige: vi er unyttige tjenere”. Herved holder de fast ved deres trossætning, at man ikke skal stole på gerninger. Men igen maler de skævt. For det, de tror taler til deres fordel, det underminerer hele deres læresætning. For det er ikke blot tilliden, men også al retfærdighed og gerningsfortjeneste, Kristus fordømmer. For hvis man må sige, at gerninger er unyttige, så følger med nødvendighed, at de ikke er retfærdighed, og ikke har gyldighed til evigt liv, men er forgæves og slet og ret intet værd.

⁸⁰ Igitur omnia fiducia, justitia, sapientia, et quicquid est operum, rejicitur et falsum est, quod fide cum operibus justificemur. Solum autem semen benedictum liberat a morte, et confert justitiam et vitam aeternam apprehensam fide.

Således forkastes al tillid, retfærdighed, visdom og hvad ellers tilhører gerningerne; det er falsk, at vi retfærdiggøres af tro og af gerninger. Nej, det er alene den velsignede sæd, der befrier fra døden og tildeler retfærdighed og evigt liv med tilegnet tro.

⁸¹ Non negamus nos, facienda esse opera: sed hoc improbamus, quod adversarii commiscent fidem justificantem, et opera justificatorum per fidem. Bene quidem conveniunt, et sunt connexa inseparabiliter fides et opera; sed sola fides est, quae apprehendit (269) benedictionem. Ideo solam fidem justificantem praedicamus, quia sola benedicitur, opera non habent gloriam, quod benedicant, sed sunt fructus benedictae personae.

Vi nægter ikke, at man skal gøre gerninger. Men det er vi imod, at modstanderne sammenblander den retfærdiggørende tro og de gerninger, som de retfærdiggjorte udøver ud af troen. Det er sandt, at de to passer godt sammen og er uadskilleligt forenede, troen og gerningerne; men det er alene troen, som tilegner sig velsignelsen. Derfor prædiker vi, at troen alene retfærdiggør, fordi den alene velsignes, gerningerne har ikke den ære, at de velsignes, men de er den velsignede persons frugter.

⁸² Haec nostra justitia est per fidem, de qua non est dubitandum, nec dicendum, eam esse inutilem aut vanam, ne audiamus illud; ”Vae, qui dicitis bonum malum", Es. 5. (v. 20.). Non dicam igitur, ego habeo benedictionem: igitur sum inutilis; sed verax, sanctus, justus, benedictus, quia aliena justitia talis sum, non mea. Hanc possum opponere irae et judicio Dei, et certus sum, quod Deus non potest se negare, et abjicere Filium suum, semen illud Abrahae; ideo cum fiducia et indubitanter statuo, me esse justum et haeredem vitae aeternae.

Dette er vor retfærdighed ved troen, og om den skal man ikke tvivle, ejheller sige, at den er unyttig eller tom, for så vil man høre dette: ”Ve, I, som kalder det onde godt” (Es 5,20). Jeg skal derfor ikke sige, at jeg har velsignelsen: da er jeg unyttig; men jeg skal sige, at han er sanddru, hellig, retfærdig, velsignet, fordi jeg er således i kraft af en fremmed retfærdighed, ikke i kraft af min egen. Denne retfærdighed vil jeg kunne sætte op imod Guds vrede og dom, og jeg vil være sikker på, at Gud ikke kan fornægte sig selv og forkaste sin søn, denne Abrahams sæd; derfor fastslår jeg med tillid og uden at tvivle, at jeg er retfærdig og arving til evigt liv.

⁸³ Comprehenditur hac promissione paene universa doctrina Christiana, incarnatio Christi et justificatio praeter sacramenta, quae postea Christo veniente declarata sunt. Deinde refutatio Papisticae doctrinae, non tantum de traditionibus et operibus, sed etiam de fide conjuncta cum operibus, quam urgent contra nos solarios. Et manet immota et firma haec sententia, quod sola fides justificet, quia simpliciter damnatur universa fiducia omnium hominum, et ponitur sola fiducia in semen.

Ud fra denne forjættelse skal næsten hele den kristne lære forstås: Kristi inkarnation og retfærdiggørelse, derhos sakramenterne, som er oprettet, efter at Kristus er kommet. Dernæst tilbagevisningen af den papistiske lære, ikke blot den om traditionerne og gerningerne, men også den om troen, der er knyttet sammen med gerningerne, som de fremhæver udelukkende imod os. Og den sætning skal forblive urokkelig og fast, at alene troen retfærdiggør, fordi alle menneskers omfattende tillid simpelthen fordømmes, og tillid alene haves til sæden.

⁸⁴ Ergo concludemus contra adversarios: Iustificatio vestra, in qua docetis, opera cum fide conjungenda, est mendacium; quia contradicitis vobis ipsis: statuitis justitiam operum, et negatis fiduciam, qua sublata ipsam justitiam tolli necesse est: quia ipsa vita justitiae est certitudo et fiducia.

Lad os derfor konkludere imod modstanderne: Jeres retfærdiggørelse, i hvilken I lærer, at gerningerne skal knyttet sammen med troen, er løgnagtig; for I modsiger jer selv: I fastslår retfærdighed ved gerninger, og I nægter tilliden, men når den er fjernet, må nødvendigvis retfærdigheden selv være ophævet: for selve retfærdighedens liv er sikkerhed og tillid.

⁸⁵ E contra vera justificatio est, quando certus sum per fidem, semen benedictum habitare in me, per (270) quod me benedico. Nec dubitandum est, aut sentiendum, benedictionem illam esse nihil, aut otiosam. Semen enim Abrahae non sinit, me esse inutilem, sed plenum fructibus, Ioan, decimo quarto (v. 12): ”Qui credit in me", etc.

Modsat er det sand retfærdiggørelse, når jeg ved troen er sikker på, at den velsignede sæd bor i mig, den, ved hvilken jeg velsigner mig. Man må ikke tvivle eller mene, at denne velsignelse ingenting er eller er tom. For Abrahams sæd finder sig ikke i, at jeg er unyttig, nej, jeg skal være fuld af frugter, som det siges Joh 14,12: ”Den, der tror på mig (han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem,)

⁸⁶ Objiciunt vero et illud, quod hoc loco textus habet: ”Quia fecisti hanc rem"; item: ”Quia obedisti". Hinc videtur sequi, quod Abraham suis operibus sit meritus benedictionem: igitur et nostra opera sunt meritoria. Est enim causalis locutio, quando dicit Deus: Benedicam te, quia obedisti voci meae, quasi diceret: Non benedicerem te et alios, nisi obedisses.

Men de kommer også med den indvending, at denne tekst siger: ”Fordi du har gjort dette” og: ”Fordi du har adlydt” (1 Mos 22,16). Heraf synes at følge, at Abraham havde fortjent velsignelsen med sine gerninger: således er også vore gerninger fortjenstfulde. Det er nemlig en årsagsbisætning, når Gud siger: Jeg vil velsigne dig, fordi du har adlydt min befaling, som om han ville sige: Jeg ville ikke velsigne dig og andre, hvis du ikke havde adlydt.

⁸⁷ Hoc argumentum tanquam murum ahenëum opponunt iis, quae hactenus diximus, ac imperitis facile fucum faciunt. Ubi nunc manet, quod dicis, inquiunt: Omnes gentes benedicent sese in semine Abrahae? item, quod damnata sit justitia operum? Moses hic contrarium dicit: Quia fecisti, quia obedisti. Consequentia est manifesta: Obedienti et facienti Abrahae datur benedictio; obedire, facere sunt opera: ergo per opera consequimur benedictionem.

Dette argument opstiller de som en kobbermur imod det, vi hidtil har sagt, og uden at vide det gør de let en drone (?). Hvad bliver der nu af det, du sagde, siger de, at alle folkeslag skal velsigne sig i Abrahams sæd? Ligeledes: at gerningsretfærdighed skal fordømmes? Moses siger jo det modsatte her: Fordi du har gjort det, fordi du har adlydt. Konsekvensen er soleklar: Den Abraham, der får velsignelsen er den adlydende og handlende; at adlyde, at handle er gerninger; altså er det ved gerninger, at vi opnår velsignelse.

⁸⁸ Respondeo: Duae quaestiones sunt in hac disputatione, prima, an per opera justificemur, secunda, an Deus faciat magnalia et mirabilia propter electos, quia jam sancti et justi sunt per fidem.

Jeg svarer: Der er to spørgsmål i denne sag. Det første er, om vi retfærdiggøres ved gerninger, det andet, om Gud gør storslåede og forunderlige ting for de udvalgtes skyld, fordi de allerede er hellige og retfærdige ved troen.

⁸⁹ Nos de prima quaestione nunc agimus, per operane mereamur justificationem, an ex gratia et misericordia Dei tanquam donum accipiamus sine merito? Non hoc quaeritur, an justificatus per gratiam et fidem mereatur, vel impetret a Deo, ut propter ipsum faciat Deus miracula et insignia opera, sicut (271) sanctos suos mirificat, et ornat variis et mirandis modis.

Vi på vor side hævder nu om det første spørgsmål, om det er ved gerninger vi fortjener retfærdiggørelsen, eller om vi modtager dem ud uden fortjeneste af Guds nåde og barmhjertiighed? Der spørges ikke her om, hvorvidt den, der er retfærdiggjort af nåden og troen, fortjener eller forlanger af Gud, at Gud for hans skyld skulle gøre mirakler og særlige gerninger, sådan som han forundrer sine hellige og pryder dem på forskellige underfulde måder.

⁹⁰ Has duas quaestiones ipsi Satanica malitia miscent et confundunt, estque, ut dialectici loquuntur, fallacia compositionis et divisionis. Ejusmodi doctores digni odio sunt et reprobandi, quia seducunt populum meris fallaciis: non distingunt inter argumenta et materias, de quibus disputatur.

Disse to spørgsmål er det den sataniske ondskab selv, der har sammenblandet og forvirret, og det er, som dialektikerne siger, en fejlagtig indstilling og opdeling. Den slags lærde er værdige til had og må bebrejdes, fordi de forfører folket til fejlagtige fortjenester: de skelner ikke mellem argumenterne og den virkelighed, de disputerer om.

⁹¹ Doctoris et dialectici est primum omnium, recte definire et dividere, postea argumentari et concludere. Priora duo adversarii non faciunt: sed ponunt propositiones et conclusionem sine ulla definitione et divisione. Illa confusione nihil sani docent, sed turbant et seducunt simplices animos.

Det første, de lærde og dialektinerne skal gøre, er at definere og skelne ret, dernæst at argumentere og konkludere. Det første af de to ting gør modstanderne ikke, men de opstiller forudsætninger og konklusioner uden nogen definition og skelnen. Ved den forvirring lærer de ikke noget sundt, men de fordrejer og forfører enfoldige sjæle.

⁹² Quaestio nostra haec est, an peccator possit mereri justitiam per opera bona, vel sola, vel cum fide conjuncta, aut num sola fides absque operibus justificet? Ab hae quaestione distinguenda est secunda, an Deus propter jam justificatos, sanctos, constitutos haeredes vitae aeternae faciat mirabilia, de quibus Psalm. 17. (v. 7): ”Mirifica misericordias tuas” etc. Nam hanc propositionem arripiunt ipsi de mirificis Dei, quae fiunt in iis, qui jam habent justitiam, Spiritum sanctum, sunt filii et haeredes Dei; et confundunt opera justificandorum cum operibus justificatorum.

Vort spørgsmål er dette: om en synder kan fortjene retfærdigheden gennem gode gerninger, enten alene eller knyttet sammen med troen, eller om det alene er troen, der retfærdiggør, uden gerningerne? Man må skelne mellem dette spørgsmål og det andet, om Gud gør forunderlige ting for deres skyld, der allerede er retfærdiggjorte, hellige og indsatte til arvinger til det evige liv, dem, der tales om Sl 17,7: ”Du gør forunderlige ting i din barmhjertighed”. For denne forudsætning tager de selv deres tilflugt til om Guds forunderlige gerninger, som sker i dem, som allerede har retfærdigheden, Helligånden, og er Guds sønner og arvinger; og de sammenblander gerningerne hos dem, der skal retfærdiggøres, med gerningerne hos dem, der er retfærdiggjorte.

⁹³ Quin potius ad hoc respondent, an Abraham sit justificatus per immolationem filii, et consecutus haereditatem aeternae vitae. Id nos negamus, et ratio est, quia est justificatus, supra cap. 15. (v. 6). Et hic dicit textus: ”Tentavit Deus Abraham"; non justificavit; antea enim acceperat remissionem peccatorum et justitiam per fidem. Quando dicit Moses: (272) Credidit Abraham Deo, et reputatum est ei ad justitiam, illic non scriptum est: Quia fecisti, quia obedisti.

De skulle snarere svare på det spørgsmål, om Abraham er retfærdiggjort derved, at han slagter sin søn og efterfølgende bliver arving til det evige liv. Det benægter vi, og grunden er, at han er retfærdiggjort tidligere i 1 Mos 15,6. Og denne tekst siger:”Gud fristede Abraham”; han retfærdiggjorde ham ikke; for han havde tidligere modtaget syndernes forladelse og retfærdigheden ved troen. Da Moses sagde: Abraham troedeGud og han regnede ham det til retfærdighed, da blev der ikke skrevet: Fordi du har gjort det, fordi du har adlydt.

⁹⁴ Igitur nihil valet eorum argumentum. Sed horum verborum haec sententia est: Fecisti mirabile opus, quia es justus; vicissim mirabile opus tecum faciam, dabo benedictionem omnium gentium per semen tuum. Per hoc non justificatur Abraham. Quid enim ad ipsum omnium gentium benedictio, ad quas hoc totum pertinet, quod hic dicitur: Per memet ipsam juravi?

Derfor har deres argumenter ingen gyldighed. Men dette er meningen med disse ord: Du har gjort en forunderlig gerning, fordi du er retfærdig; omvendt har jeg gjort en forunderlig gerning med dig, jeg vil give velsignelse til alle folkeslag gennem din sæd. Herigennem retfærdiggøres Abraham ikke. Hvad har nemlig alle folkeslags velsignelse med ham at gøre? Det er til dem alt dette er henvendt, når der her siges: Jeg sværger ved mig selv.

⁹⁵ Ergo promissio haec non est facta Abrahae, ut eum justificaret. Sed est tanquam praemium et ornamentum quoddam a Deo additum, ut testaretur Deus, se fidelibus et invocantibus se largiturum immensa beneficia. Magna enim res est, quod Abraham est pater fidei, benedictionis et Christi. Haec sunt dona incredibilia; sed per ea non justificatur, quia jam ante est benedictus, antequam benedictio omnium gentium promittitur.

Altså: denne forjættelse er ikke henvendt til Abraham, så han skulle retfærdiggøres. Men den er som en præmie eller en slags pryd, som Gud føjer til, for at det om Gud kan bevidnes, at han overfor de troende og dem, der påkalder ham, uddeler umådelige velsignelser. For det er en stor ting, at Abraham er troens, velsignelsens og Kristi fader. Dette er utrolige gaver; men han retfærdiggøres ikke ved dem, fordi han allerede tidligere er velsignet, før han får forjættelsen om velsignelse af alle folkeslag.

⁹⁶ Longe alia res est, quando Deus sanctis suis ingentia miracula dat, quam si eos justificat, et recipit in gratiam. Promisit Christus fidelibus, quicquid petierint a patre, impetraturos (Ioh. 16, 23). Item: ”Qui manserit in me, fructus faciet multos" (Ioh, 15, 5). Sed per haec opera, quae impetrant a patre, non justificantur, sicut per fructus non fiunt palmites.

Det er noget helt andet, når Gud giver sine hellige overvældende mirakler, end når han retfærdiggør dem og modtager dem i nåde. Kristus har lovet de troende, hvadsomhelst de beder Faderen om, når de påkalder ham. Ligeledes: ”Den, der bliver i mig, skal bære megen frugt” (Joh 15,5). Men gennem disse gerninger, som de beder Faderen om, retfærdiggøres de ikke, ligesom det ikke er gennem frugterne, der bliver grene til.

⁹⁷ Concedimus igitur, Deum benefacere justificatis, remunerari et ornare grandibus et mirabilibus operibus. Sed haec omnia non impetrarent eis remissionem peccatorum et gratiam Dei, nisi antea in sanctis adessent. Et sancti quia sunt in gratia, et habent (273) Spiritum sanctum, ideo instructi sunt ad omne opus bonum.

Vi indrømmer derfor, at Gud velsigner de retfærdiggjorte, at han belønner og smukker dem med overordentlige og forunderlige gerninger. Men alt dette frembringer ikke syndernes forladelse og Guds nåde for dem, hvis de ikke i forvejen hørte til blandt de hellige. Og hellige er de, fordi de er i nåden, og har Helligånden, derved er de oplyst til al god gerning.

⁹⁸ Abraham nisi fuisset justus et donatus principali illo dono gratiae et misericordiae divinae, nisi fuisset plenus justitia et fide, numquam obtulisset filium, nec hanc gloria consecutus esset, de qua praesens locus concionatur.

Hvis ikke Abraham havde været retfærdig og var blevet begavet med denne nådens og den guddommelige barmhjertigheds gave, hvis han ikke havde været fuld af retfærdighed og tro, ville han aldrig have fået en søn, og den hæder var heller aldrig blevet han til del, som dett sted prædiker om.

⁹⁹ Sic ego quotidie oro, ut Deus pessundet Papam et Turcam. Sed per hanc orationem non justificor; imo nisi justus essem, non orarem. Sentio autem et experior, has meas et totius ecclesiae preces repellere et reprimere Turcos, Papam et complices ejus. Ac magnum beneficium est, quod adversariorum furor depellitur, qui dies noctesque vires et artes suas exercent ad fundendum sanguinem innocentem.

Sådan beder jeg den dag i dag om, at Gud vil tilintetgøre paven og tyrken. Men jeg retfærdiggøres ikke ved den bøn; ja, hvis jeg ikke var retfærdig, ville jeg ikke bede. Men jeg mærker og erfarer, at disse mine og hele kirkens bønner tilbagerykker og modvirker tyrkerne, paven og hans kompaner. Og det er en stor velsignelse, at modstandernes raseri aftager, når de dag og nat udøver deres kraft og deres kunster for at udgde uskyldige menneskers blod.

¹⁰⁰ Sed oratio haec non facit ecclesiam, sed e contra ecclesia orationem, per quam obtinet mirabilem istam victoriam adversus Satanae insidias, et arcet malorum Angelorum saevitiam, et custodiam bonorum Angelorum impetrat. Haec sunt opera et merita sanctorum, de quibus inquit Christus: ”Qui in me credit, majora his faciet" (Ioh. 14, 12).

Men det er ikke denne bøn, der skaber kirken, det er modsat kirken, der skaber denne bøn, hvorigennem den opnår denne vidunderlige sejr over Satans rænker, og afværger de onde engles ondskab, og fremmer de gode engles bevarelse. Dette er de helliges gerninger og fortjenester, som Kristus taler om: ”Den, der tror på mig, skal gøre mere end disse” (Joh 14,12).

¹⁰¹ Ad hunc modum Deus ad Abraham hic loquitur: Tu fecisti hoc insigne opus, fuisti obediens; en vicissim insigni miraculo te ornabo, non ut justificeris, sed ut scias, Deum diligere sanctos suos; non solum vocare, justificare, sed etiam magnificare, et glorificare.

På den måde taler Gud her til Abarham: Du har gjort en bemærkelsesværdig gerning, du har været lydig; se, til gengæld vil jeg smykke dig med et bemærkelsesværdigt mirakel, ikke for at du skal retfærdiggøres, men for at du skal vide, at Gud elsker sine hellige; han ikke blot kalder og retfærdiggør dem, nej, han ophøjer og herliggør dem også.

¹⁰² Iustificati igitur faciunt mirabilia, mirabilibus autem non justificantur. Sic Paulus habet gloriam, quod sit doctor gentium. Nos gloriamur de victoria adversus Satanam et ejus membra, quod nihil possint contra nos. Sed per hanc gloriam non (274) justificamur. Deus enim sic diligit sanctos suos, ut, quicquid agant, approbet, ornet et remuneret: non propter ipsa opera per se, sed propter fidem in semen Abrahae, quae est efficax per omnis generis virtutes.

De retfærdiggjorte gør altså forunderlige ting, men de retfærdiggøres ikke ved disse forunderlige ting. Sådan har Paulus ros af at være hedningernes læremester. Vi for vort vedkommende roser os over sejren og Satan og hans lemmer, fordi de intet formår imod os. Men vi retfærdiggøres ikke ved denne ros. For Gud elsker sine hellige på den måde, at han godtager, pryder og gengælder hvadsomhelst de gør: ikke på grund af disse gerninger i sig selv, men på grund af troen på Abrahams sæd, som er virksom i alle slægters dyder.

¹⁰³ Quodsi opera justorum et fides possent disjungi aut separari, quod non potest fieri, tunc revera essent inutilia, et dicendum esset: Servi inutiles sumus, quod Papistae de sua illa justitia dicunt, quia reliquiae peccati adhaerescentes nobis contaminant opera. Sed oportet involvi simul fidem, tanquam inseparabiliter connexam operibus. Ac si quid restat vitii, illud totum absorbetur per benedictionem seminis.

Som om de retfærdiges gerninger og tro kunne splittes op og adskilles, hvilket ikke kan ske, for da ville de virkelig være unyttige, og man ville skulle sige: Vi er unyttige, hvilket papisterne siger om denne retfærdighed, fordi de synder, der er tilbage og hæfter sig til os, smitter af på gerningerne. Men man er nødt til samtidig at indføre troen, som noget, der er uadskilleligt forbundet med gerningerne. Og hvis der er nogen last tilbage, vil dette helt opsluges af sædens velsignelse.

¹⁰⁴ Commendo igitur hunc locum omnibus piis, plenum eruditione spirituali, eaque multiplici et varia, in quo explicando si non pro dignitate tractavi omnia, tenuitati meae id adscribet aequus lector. Capita tamen rerum haec esse existimo. Primum, quod suppeditat hic locus plenissimam confirmationem doctrinae de justitia fidei, quod sola fide justificemur; quia nulla benedictio est speranda, nisi per semen Abrahae. Textus enim clarus est. Omnes gentes quantumcunque justae, sapientes, ornatae donis insignis tamen non benedicuntur, nisi per semen tuum, o Abraham, ita ut benedicant se ipsas non in se ipsis, sed in semine tuo.

Jeg vil derfor anbefale dette sted overfor alle fromme, det er fuldt af åndelig uddannelse, og det er mangfoldigt og afvekslende, og hvis jeg ikke i min forklaring har behandlet alting, som det skulle, må den skønsomme læser tilskrive det min fattige evne. For det første, fordi dette sted flyder over med den fuldeste bekræftelser på læren om trosretfærdigheden, at vi retfærdiggøres alene ved troen; for man kan ikke håbe på anden velsignelse, end gennem Abrahams sæd. Teksten er nemlig klar. Alle folkeslag, hvor retfærdige, vise og udstyret med særlige gaver de end er, velsignes dog kun gennem din sæd, o Abraham, således at de velsigner sig ikke i sig selv, men i din sæd.

¹⁰⁵ Ac simul hic fidei natura describitur, quae est certo credere, nos esse benedictos non per nos ipsos, sed per Christum, qui est benedictio nostra. Benedicimus igitur nos ipsos, et statuimus, nos eos esse, ad quos pertineat ista benedictio, quia fides est, quae apprehendit benedictionem.

Og samtidig hermed beskrives troens natur, som er at tro sikkert på, at vi er velsignede ikke gennem os selv, men gennem Kristus, som er vor velsignelse. Vi velsigner altså os selv og slår fast, at vi er dem, som denne velsignelse drejer sig om, fordi troen er det, der knytter sig til denne velsignelse.

¹⁰⁶ Ad illam confirmationem accedit refutatio adversariorum de justitia operum. Quia enim opera non (275) sunt illa benedictio per semen Abrahae, manifestum est, idolatriam et maledictionem esse, quaecunque justitia vel benedictio per opera praesumitur.

Til denne bekræftelse kommer gendrivelen af modstandernes tese om gerningsretfærdigheden. For fordi gerninger ikke opnår denne velsignelse gennem Abrahams sæd, er det klart, at det er afgudsdyrkelse og forbandelse, hvilken retfærdighed eller velsignelse der end antages gennem gerninger.

¹⁰⁷ Haec sunt capita nostrae doctrinae, affirmare justitiam per solam fidem, et refutare Papae idolatriam. Corrolarie autem sequitur, quicquid Papistae de fide et operibus blaterant, ab ipsis non intelligi. Et reprehendendum inprimis est, quod docent dubitationem, et auferunt justitiae formam suam substantialem, quae est fiducia.

Dette er vor læres hovedsætninger: at bekræfte retfærdigheden alene gennem troen og gendrive pavens afgudsdyrkelse. Men der følger den lille tilføjelse, at hvad end papisterne vrøvler om tro og gerninger, ikke forstås af dem selv. Og man må først og fremmest bebrejde dem, at de lærer tvivl, og borttager fra retfærdigheden dens substantielle form, som er tilliden.

¹⁰⁸ Nos autem ideo tam multis fidem praedicamus, ut asseramus fiduciam et certitudinem illam, qua persuasi et certi esse debemus, nos esse benedictos per semen Abrahae.

Men vi prædiker troen så meget som muligt, for at vi kan fastslå tilliden og den vished, hvormed vi bør være overbeviste og sikre på, at vi er velsignede gennem Abrahams sæd.

¹⁰⁹ Observandum vero et hoc est, quod in ista promissione involvit scriptura sancta non tantum divinitatem Christi, sed etiam discrimen personarum, quia Pater est, qui promittit; semen autem est Filius, qui promittitur, et discernitur a promittente. Sunt igitur duae distinctae personae, aeternus Pater promittens, et Filius aeternus, qui promittitur. Haec Prophetae ex istis verbia pulchre evolverunt. Non enim tam frigide legerunt sacras literas, ut nos solemus et praecipue Iudaei, qui tantum verbalem benedictionem somniant.

Men man skal også være opmærksom på, at i denne forjættelse inddrager den hellige skrift ikke blot Kristi guddommelighed, men også personernes særegenhed, for det er Faderen, der forjætter, men sæden er Sønnen, som forjættes, og adskilles fra den, der forjætter. Disse er to forskellige personer, den evige Fader, som forjætter, og den evige Søn, som forjættes. Det har profeterne smukt udlagt ud fra disse ord. For de læser ikke de hellige ord så overfladisk, som vi plejer at gøre, og som især jøderne gør, som blot drømmer om en bogstavelig velsignelse.

¹¹⁰ Sic Esatas 65. (v. 16.) ait: ”Quicunque benedictus est super terram, benedicetur in Deo Amen", id est, si ulla benedictio super terram erit, illa erit in Deo Amen, id est, Deo vero. Significat igitur, semen Abrahae esse verum Deum, per quod futura est benedictio, ne Iudaei dicant, nos adorare hominem crucifixum; quia Esaias clare dicit: ”Erit Deus (276) et Deus Amen”, hoc est, verus Deus, non fallens promissa. Tales multae sententiae promanarunt ex hoc loco, tanquam ex fonte vivo et puteo aquarum viventium.

Således siger Esajas 65,16: ”Den i landet, der velsigner sig, skal velsigne sig i Gud Amen”, det vil sige, hvis nogen velsignelse skal være på jorden, skal den være i Gud Amen, det vil sige, i den sande Gud. Således betegner han, at Abrahams sæd er den sande Gud, gennem hvilken den fremtidige velsignelse kommer, så at jøderne ikke skal sige, at vi tilbeder et korsfæstet menneske; for Esajas siger klart: ”Han skal være Gud og Gud Amen”, det vil sige, den sande Gud, ikke en ikke opfyldt forjættlse. Mange af den slags sætninger fremgår af dette sted, som af en levende kilde, ja, jeg vil mene det levende vand.

¹¹¹ Sed redeamus ad verba promissionis, et cum superioribus conferamus. Est enim repetitio cum additione quadam, quod usitatum est in scriptura sancta, ut repetantur promissiones aut sententiae priores, quoties aliquid novi addendum est. Idem hic fit. Discrimen autem non tantum in verbis est, sed etiam in rebus. Verbalis differentia est, quod dicit: ”Possidebit semen tuum portas inimicorum tuorum". Supra enim dixit: ”Maledicam maledicentibus tibi", quod eodem recidit. Realis est in additione juramenti et in verbo benedicendi, quod omnes gentes sese benedicent, et quidem in semine Abrahae. Haec promissionem non tantum clariorem, sed etiam augustiorem faciunt.

Men lad os vende tilbage til forjættelsens ord, og sammenligne dem med ovenstående. Det er nemlig en gentagelse sammen med en vis tilføjelse, sådan som det er almindeligt i den hellige skrift, at forjættelserne eller de tidligere sætninger gentages, hver gang der skal tilføjes noget nyt. Det samme sker her. Men det afgørende ligger ikke blot i ordene, men også i sagen. Der er den forskel i ordene, at han siger ”Din sæd skal besidde dine fjenders porte”, hvilket siger det samme. Virkeligheden ligger i tilføjelsen til eden og i velsignelsesordet, at alle folkeslag skal velsigne sig og det i Abrahams sæd. Disse ord gør ikke blot forjættelsen klarere, men også snævrere.

¹¹² Caeterae particulae facile concordantur. Quod enim praesens locus habet: ”Benedicam tibi, et multiplicabo semen tuum”, capite duodecimo (v. 3.) dicitur: ,,Faciam te in gentem magnam, et benedicam benedicentibus tibi" etc.

De øvrige ord bringes let i overensstemmelse med hinanden. Hvad stedet her siger i præsens: ”Jeg velsigner dig, og vil mangfoldiggøre din sæd”, det siges i kap 12,3: ”Jeg vil gøre dig til et stort folk, og vil velsigne dem, der velsigner dig” osv.

¹¹³Sic capite decimo tertio (v. 16.): ”Faciam semen tuum sicut pulverem terrae". Hic paululum mutatis verbis effertur: ”Velut arenam maris". Supra autem ostendimus, significari duplex semen Abrahae, alterum, quod stellis coeli comparatur; hi sunt sancti; alterum, quod cum arenis in litore maris et pulvere terrae confertur; hi sunt impii.

Således siges i kap 13,16: ”Jeg vil gøre din sæd som jordens støv”. Her siges med lige forandrede ord: ”Som havets sand”. Men ovenfor har vi påvist, at Abrahams sæd kan betegne to ting, den ene, når den sammenlignes med himlens stjerner; det er de hellige; den anden, når den sammenlignes med strandbreddens sand og jordens støv; det er de ugudelige.

¹¹⁴ Qui requirit explicationem copiosiorem, rectissime fecerit, si contulerit haec cum concionibus (277) Prophetarum, praecipue vero cum Psalmis Davidis, qui hujus loci studiosissimus fuit, ut ex Psalmo 110. apparet, quem tanquam pulcherrimam telam ex hac promissione, texuit. Primum Abrahae semen vocat suum Dominum, imo collacat ad dextram Dei, hoc est, tribuit ei parem potentiam cum Deo. Quia enim in eo benedicendae sunt omnes gentes, necesse est, eum discerni a gentibus, quae omnes ex Adam progenitae, et propterea sub maledicto sunt. Divina enim opera et beneficia sunt tollere peccatum et mortem, benedicere, et impertiri hominibus beneficia spiritualia et aeterna. Concludit igitur David, semen illud sine virili semine natum sedere ad dextram Dei, hoc est, aequalem esse Deo, quia facit opera divinis operibus aequalia. Sed quia est semen Abrahae, ut assumat humanam naturam necesse est. Alioqui enim Deus in sua propria natura et substantia non potest dici semen Abrahae.

Den, der kræver en mere nøjagtig forklaring, har gjort ret i at sammenligne dette med profeternes prædikener, men især med Davids salmer, han har studeret dette sted meget nøje og, som det fremgår af Sl 110, har han vævet dette sted til det skønneste væv ud fra denne forjættelse. Først kalder han Abrahams sæd sin Herre, ja, han anbringer ham ved Guds højre hånd, det vil sige, han tildeler ham lige magt med Gud. For eftersom alle folkeslag skal velsignes i ham, er det nødvendigt at udskille ham fra folkene, som alle nedstammer fra Adam og af den grund er under forbandelse. For det er en guddommelig opgave og velsignelse at ophæve synden og døden, at velsigne og tildele menneskene åndelige og evige velsignelser. David konkluderer derfor, at denne sæd, som er født uden mandlig sæd, sidder ved Guds højre hånd, det vil sige, er lige med Gud, fordi han gør gerninger, der ligner guddommelige gerninger. Men fordi han er Abrahams sæd, er det nødvendigt, at han påtager sig menneskelig natur. Ellers kan Gud i sin egen natur og substans ikke siges at være Abrahams sæd.

¹¹⁵ Hanc definitionem David primum hinc colligit. Semen hoc est Filius Dei et aequalis Deo, et est talis rex, qui sedet ad dextram Patris. Deinde promissio dicit, non solum regnaturum, sed etiam benedicturum: ergo simul erit sacerdos. Non enim de regno tantum, verum etiam de sacerdotio agitur, et praecipua beneficia Christi complectitur appellatio et officium sacerdotis. Ideoque David Spiritu sancto illustratus, addit juramentum non ad regnum, sed ad sacerdotium: ”Iuravit Dominus, et non poenitebit eum. Tu es sacerdos in aeternum etc.", hoc est Dominus meus sedebit ad dextram Dei, sed ita, ut non solum regnet, sed etiam benedicat.

Først sammenholder David på følgende måde denne definition: Denne sæd er Guds Søn og ligestillet med Gud, og han er en sådan konge, at han sidder ved Faderens højre hånd. Dernæst omtaler han forjættelsen, at han ikke alene skal herske, men også velsigne: altså skal han samtidig være præst. For det drejer sig ikke blot om kongedømmet, men også om præstedømmet, og Kristi velgerninger fuldkommes især derved, at de også kaldes et præstelige embede. Og eftersom David er oplyst ved Helligånden, tilføjer han en ed, ikke til kongedømmet, men til præstedømmet: ”Herren svor, og han angrer det ikke. Du er præst i evighed osv.” det vil sige, min Herre skal sidde ved Guds højre hånd, men således, at han ikke blot hersker, men også velsigner.

¹¹⁶ Haec excellens notitia fuit in Davide de Christo venturo semine ex sua tribu et carne, et haud dubie (278) agnovit et mirifice gavisus est, se tam insigni gloria et honore prae aliis regibus cumulari, quando attulit Nathan ad eum promissionem: ”De fructu ventris tui ponam super sedem tuam" (Ps. 132, 11). Inde collegit, benedictionem hanc derivari in corpus et semen suum, et Filium Dei nascendum esse ex suo semen.

Denne udmærkede anmærkning skete om David i den kommende Kristus, som var sæd af hans stamme og kød, og det er uden tvivl erkendt og på forunderlig måde åbenbaret (?), at han fremfor andre konger skulle have en så speciel hæder og ære, eftersom Natan forstår denne forjættelse om ham: ”Af din lænds frugt vil jeg sætte én over dit sæde”. Derudfra slutter han, at denne velsignelse udgår fra hans legeme og sæd, og at Guds Søn skal fødes ud fra hans sæd.

¹¹⁷ Hoc nuntium cum gaudio accepit, cum audiret, in populo Israel lineam Abrahae in suam personam deducendam esse, ut ex suo corpore et sanguine suo egrederetur hoc semen. Hanc gloriam antea nunquam ne cogitaverat quidem; sicut nec Maria tantam dignitatem sperare potuit, quod futura esset mater Christi. Cogitavit, semen Abrahae esse dispersum, nec certo sciri, in quam personam promissio derivata esset. Ibi Propheta ad certam tribum et personam adstringit. ”De fructu tui ventris, inquit, ponam super sedem tuam".

Dette budskab modtager han med glæde, når han hører, at i Israels folk skal Abrahams efterkommere føres frem til hans person, sådan at denne sæd skall fremgå af hans legeme og blod. En sådan ære havde ingen tidligere så meget som tænkt på; ligesom heller ikke Maria kunne håbe på en så stor værdighed, at hun skulle blive mor til Kristus. Han tænkte, at Abrahams sæd skulle udspredes, og at man ikke sikkert kunne vide, i hvilken person forjættelsen ville opfyldes. Her indskrænker profeten det til en særlig stamme og en særlig person: ”Af din lænds frugt, siger han, vil jeg sætte én over dig”.

¹¹⁸ Magna omnino res fuit, quod scivit, ex se nascendum esse Filium Dei, et benedictionem omnium gentium ex sua carne exspectandam. Nec sibi tantum, sed et toti orbi terrarum gratulatus est de repetita et derivata promissione in suum corpus, ne vagarentur amplius animi, aut dubitarent, unde exspectanda esset redemtio Israël.

Det var i det hele taget en stor ting, at han vidste, at ud fra ham skulle Guds Søn fødes, og at man skulle vente velsignelse til alle folkeslag ud fra hans kød. Ikke for ham alene, men for hele jordens flade var det glædeligt med den gentagne og afledte forjættelse i hans legeme, at sjælene ikke skulle vandre rundt mere, eller tvivle på, hvorfra man skulle forvente Israels forløsning.

¹¹⁹ Haec gloria Davidis ideo diligenter notanda est, ut discamus discernere vocationem, justificationem et glorificationem. Multi vocantur, qui non justificantur, multi justificantur, qui non glorificantur, sicut Abraham aut David glorificati sunt. Neque tamen ad justificationem Davidis haec gloria pertinet. Nam scriptura ipsa distinguit, et docet, Deum justificatis promittere et donare insignia et gloriosa (279) opera; quae commemorantur in Psalmo 149. (v. 8. 9.): ”Ad alligandos reges eorum in compedibus, et nobiles eorum in manicis ferreis, ut faciant in eis judicium conscriptum; gloria haec est omnibus sanctis". Sic legimus, sanctos excitasse mortuos. Haec sunt opera glorificationis; sed per ea non sunt justificati; licet confirmati sint, se esse in gratia et justos. Nisi enim prius justificati fuissent, non fecissent ea.

Denne Davids hæder skal man derfor lægge nøje mærke til, så at vi kan lære at skelne mellem kaldelsen, retfærdiggørelsen og herliggørelsen. Mange kaldes, som ikke retfærdiggøres,mange retfærdiggøres, som ikke herliggøres, sådan som Abraham eller David blev herliggjort. Dog har denne ære ikke noget med Davids retfærdiggørelse at gøre. For skriften selv skelner og lærer, at Gud forjætter de retfærdiggjorte og give særlige og herlige gerninger; og de nævnes i Sl 149,8-9: ”for at lægge deres konger i lænker og deres adelige i fodjern, så de kan fuldbyrde den dom, der står skrevet, til herlighed for alle de hellige”. Sådan læser vi, at de hellige skal opvække døde. Dette er herliggørelsens gerninger; men derved er de ikke retfærdiggjorte; lad være, at de er overbevist om, at de står i nåden og er retfærdige. For hvis de ikke først var retfærdiggjorte, ville de ikke kunne gøre dette.

¹²⁰ Haec obiter volui monere propter ineptam illam argumentationem, quam supra attigi: Abrahae dicitur: Quia obedisti etc.; igitur operibus justificamur, non enim confundenda sunt opera justificationis et glorificationis.

Dette har jeg i forbigående villet formane om på grund af denne forkerte argumentation, som jeg berørte ovenfor: at der til Abraham siges: fordi du har adlydt, osv., derfor retfærdiggøres ved ved gerninger, for man må ikke sammenblande retfærdiggørelsens og herliggørelsens gerninger.

¹²¹ Porro quod in promissione ponitur: ”Possidebit semen tuum portas inimicorum tuorum", David his verbis expressit: ”Donec ponam inimicos tuos scabellum pedum tuorum".

Fremdeles: Hvad der siges i forjættelsen: ”Din sæd skal besidde dine fjenders porte”, det udtrykker David med disse ord: ”Indtil jeg lægger dine fjender som skammel under dine fødder”.

122 Ex hoc colligitur, quod semen hoc habiturum sit hostes et inimicos, eosque varios, potentes et acres. Sed erit tamen victoria penes arenas et stellas, maxime autem penes unicum Filium. Ita enim videmus evenisse, quod hic populus habuit capitales hostes, sed contra eos multas insignes victorias, etiam corporales.

Heraf kan drages den slutning, at denne sæd vil få fjender og uvenner, og at disse vil være forskellige, mægtige og stærke. Og dog vil sejren hos sandet og stjernerne, men især hos den enbårne Søn. For sådan ser vi, at det sker, at dette folk har store fjender, men imod den mange bemærkelsesværdige sejre, også legemlige sejre.

123 Sicut in libris Iudicum et Regum recitatur, quando etiam impii reges Israel, Ahab, Ioas praeclaras victorias consecuti sunt contra Philistaeos, Syros, Ammonitas, propter semen hoc, cui subjicit Deus inimicos ad scabellum pedum.

Således fortælles der i Dommerbogen og Kongebøgerne, hvordan endog ugudelige konger i Israel, Akab, Joas, opnåede strålende sejre over filistrene, syrerne, ammoniterne, på grund af denne sæd, ved hvilken Gud underlægger fjenderne som en skammel under deres fødder.

124 Atque hae victoriae impiorum fuerunt, qui comparantur arenis in litore maris et pulveri terrae. Sed stellae coeli, hoc est, pii veram benedictionem adepti sunt in victoriis spiritualibus, quia possederunt (280) portas spirituales, hoc est, corpora et mentes subjectas imperio Satanae; illas converterunt ad fidem, atque destruxerunt portae inferorum, regnum Diaboli, mortis, peccati et omnis generis afflictiones cum animi, tum corporis, et pacem consecuti sunt in coelo et in terris, ne horrerent amplius infernum, non expallescerent ad conscientiam peccati et legis accusantis minas.

Og disse sejre oer de ugudelige var det, som sammenlignes med strandbreddens sand og jordens støv. Men himlens stjerne, det vilsige, de fromme, var beredte til den sande velsignelse i åndelige sejre, fordi de besad de åndelige porte, det vil sige: legemer og sind, der var underkastet Satans herredømme; disse vendte sig imod troen, og tilintetgjorde helvedes porte, djævelens herredømme, døden, synden og alle slags anfægtelser, både sjælelige og legemlige, og opnåede fred i himlen og på jorden, så det ikke længer frygtede helvede, ikke var bange for syndens samvittighed og lovens anklagende trusler.

125 Hae longe praeclariores victoriae et caedes sunt, quam Ammonitarum, Philistaeorum et similium. Congrunnt autem haec pulcherrime cum prima promissione edita in Paradiso: ”Semen mulieris conteret caput serpentis", etc.; sicut et aliae omnes, nisi quod alia est clarior alia.

Disse sejre og slag er langt mere strående end dem over ammoniterne, filistrene og lignende. Og det stemmer smukt overens med den første forjættelse, der blev givet i Paradiset: ”Kvindens sæd skal knuse slangens hoved”, osv.; ligesom med alle andre, bortset fra, at nogle er klarere end andre.

126 Nos quoque, qui credimus, hoc semen esse benedictionem nostram, magnam causam gloriandi et superbiendi habemus contra omnes portas inferorum et Satanam ipsum cum omnibus squamis et compluribus suis. Ferre quidem hostium odia et saevitiam cogimur: ”Sed in his omnibus superiores evadimus per eum, qui dilexit nos", Roman. 8. (v. 37.).

Også vi, som tror, at denne velsignelse er vores, har god grund til at rose os og være overmodige imod alle helvedes porte og Satan selv med alle hans våben og staldbrødre. Ganske vist trues vi af fjendens våben, had og raseri: ”Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som elsker os” (Rom 8,37).

127 Si sumus Christiani, et credimus in semen benedicens, quid ad nos, si irascitur Diabolus aut mundus? Rapiant sane, quae habemus, et occidant corpus. Num detinebunt nos ideo in morte? Nequaquam, quia benedicti sumus et certi de vita contra mortem, de gratia et benevolentia Dei contra odia mundi.

Hvis vi er kristne og tror på den velsignende sæd, hvad kommer det så os ved, om djævelen eller verden vredes? Ja, de røver sandelig, hvad vi har, og slår legemet ihjel. Mon de bliver ved med det imod os indtil døden? Ligemeget med det, vi er velsignede og sikre på livet imod døden, på nåden og Guds velbehag imod verdens had.

128 Ad hunc modum David promissione ista se confirmavit, et non immerito gavisus est, quod semen illud translatum esset in domum suam. Vocat id ADONAI et ratiocinatur, fore regem et sacerdotem. (281) Rex est, quia sedet a dextris Dei, qui omnia in manu habet, Matth. 11. (v. 27.). ”Omnia mihi tradita sunt a patre meo". Sacerdos est, quia benedicit.

På den måde bekræfter David sig selv i denne forjættelse, og det er ikke uden fortjeneste, at det blev åbenbaret (?), at denne sæd blev overført til hans hus. Han kalder ham ”Herre” og drager den slutning, at han skal være konge og præst. Konge er han, fordi han sidder ved Guds højre hånd, han, som har alt i sin hånd (Matt 11,27): ”Alt er overgivet mig fra Faderen”. Præst er han, fordi han velsigner.

129 Haec omnia aptissima et facillima consequentia sequuntur ex illis praemissis. Benedictio seminis Abrahae promissa pertinet ad meam domum, quia audiri ex Propheta Nathan: ”De fructu ventris tui" etc. Igitur Christus promissus Abrahae nascetur de meo semine. Atque ita linea ab Abrahamo ducitur in corpus Davidis.

Alt dette følger som en passende og letforståelig konsekvens af disse præmisser. Den velsignelse, der er forjættet i Abrahams sæd, har med mit hus at gøre, for hør, hvad profeten Natan siger: ”Af din lænds frugt”. Derfor skal den Kristus, der er forjættet Abraham, fødes af min sæd. Og således føres linjen fra Abraham til Davids legeme.

130 Postremo animadvertit quoque, sacerdotium Leviticum non ideo institutum esse, ut esset perpetuum, quia alius benedictor promittitur, et officium benedicendi, quod antea ad tribum Levi pertinebat, jam ad tribum Iuda transfertur.

Ibi apertissime retecta est facies Mosi, ut videret sacerdotium Levi tantum umbram et figuram esse, quod inde etiam liquet, quia ante Mosen promissio facta est Abrahae, venturam esse benedictionem ex semine ipsius.

Til sidst skal man også være opmærksom på, at det levitiske præsteskab ikke er indstiftet af den grund,at det skal være evigt, for der er forjættet en anden velsigner og et andet velsignelsesembede, som tidligere var knyttet til Levi stamme, men nu er overført til Juda stamme.

Her blev Moses' ansigt afdækket helt åbent, så han kunne se, at det levitiske præstedømme var som en skygge eller et billede, som midlertidigt fik lov til at eksistere, fordi der før Moses var givet en forjættelse til Abraham, at der skulle komme én, der skulle være en velsignelse ud af hans sæd.

131 Vidit ergo, aliud longe excellentius sacerdotium successurum Levitico, quod benedicat cum Abrahae, tum Levitis, qui et ipsi sunt sub maledicto, et propterea benectictione seminis opus habeant aeque atque alii. Huc deinde accommodavit Melchisedec, et sacerdotium aeternum fore propter semen, aeternum statuit.

Han ser da, at et andet langt mere fortrinligt præsteskab skal efterfølge det levitiske, for han velsigner både Abraham og Leviterne, som også selv er under forbandelse og af den grund har brug for sædens velsignelse på lige fod med andre. Det bringer Melkisedek derefter i værk, og han stadfæster, at et evigt præstedømme skal blive til på grund af sæden.

132 Haec ratiocinatio perspicua et facilis Davidi fuit. Praemissae enim sunt certae: Ego sum de tribu Iuda, Levitae non, et promittitur mihi rex et sacerdos, qui sit benedictio omnium gentium. Igitur quicquid ordinatum fuit a Mose de Levitica tribu, tantum est (282) umbra futurorum, quia multo ante illam ordinationem promissus est verus benedictor.

Denne overvejelse er klar og let for David. Præmisserne er nemlig sikre: Jeg er af Juda stamme, jeg er ikke levit, og der forjættes mig, at jeg skal være konge og præst, hvilket skal være til velsignelse for alle folkeslag. Hvad der derfor er forordnet af Moses om Levis stamme, er blot en skygge af det kommende, fordi den sande velsigner var forjættet lang tid før Levis indvielse.

133 Item quando ad Mosen dicit Deus, Exod. vigesimo quinto (v. 40). ”Facies omnia juxta similitudinem, quae tibi monstrata est in monte", non frustra tam diligenter de similitudine illa, sive typo moneri cogitavit, et statuit, omnino Mosen ante oculos et in conspectu habuisse benedictionem futuram per Christum. Moses enim est umbra et figura praecedens Christum venturum. Verum igitur sacerdotium statim ab initio mundi fuit, primum obscure, postea clarius Abrahae promissum.

Fremdeles: Når Gud ifølge 2 Mos 24,40 siger til Mose: ”Gør alt efter det forbillede, som blev vist dig på bjerget”, så er det ikke uden betydning, at han så omhyggeligt, at han sagde, han skulle erindre denne lighed eller dette forbillede, og at han slår fast, at Moses i det hele taget havde for øje og så den kommende velsignelse gennem Kristus. Moses er nemlig en skygge og et forbillede, der går forud for den Kristus, der skal komme. Men derfor var præstedømmet der allerede fra verdens begyndelse, i første omgang dunkelt, senere klarere i løftet til Abraham.

134 Ad hunc modum David et alii Prophetae diligenter scrutati sunt, et expenderant hanc sententiam, ideoque recte et feliciter potuerunt interpretari Mosen. Nempe quod legum justitia et opera a maledicto non liberent, sed illud unum credere, et amplecti plena fiducia sacerdotem, qui Abrahae promissus est.

På den måde granskes David og de andre profeter omhyggeligt, og de overvejer denne sætning, for at de på rette måde og heldigt kan fortolke Moses. Det forstår sig, at de ikke befriede fra lovens retfærdighed og gerninger, men det ene troede de og modtog med fuld fortrøstning: det præstedømme,som var forjættet Abraham.

135 Erant quidem Levitae sacerdotes divinitus instituti, sed erant mortales, ideoque benedictores tantum temporales: qualis enim sacerdos, talis benedictio: non poterant tollere peccatum, mortem, nec purificare corda. Hinc dicit David, quod alius sit venturus, benedictor scilicet aeternus, cujus regni non erit finis. Quin et Moses omnibus suis ordinationibus occulte significat, omnia ad domum Davidis trahenda.

Ganske vist var det levitternes præstedømme guddommeligt indstiftet, men de var dødelige, og derfor kun midlertidige velsignere: for som præsten er, sådan er velsignelsen: de kunne ikke ophæve synden, døden, eller rense hjertet. Om det siger David, at en anden skal komme, nemlig en evig velsigner, på hvis herredømme der ikke skal være ende. Selv om også Moses betegner alle sine indvielser på dunkel måde, skal det altsammen henføres til Davids hus.

136 Hinc Prophetae et omnes sancti ante Christum toties et tam anxie clamant: Veni, Domine, ut desiderantes intueri gloriam et lucem illam seminis Abrahae et David, qua omnes pii in novo testamento magno Dei beneficio fruuntur. (283)

Derfor råber profeterne og alle de hellige før Kristus som med én mund og i høj grad bekymret: Kom, Herre, så de, der længes efter det, kan se herligheden og lyset fra denne Abrahams og Davids sæd, det lys, hvorved alle de fromme i det ny testamente nyder Guds store velsignelse.

137 Notanda autem est explicatio particulae universalis: ”Omnes gentes benedicentur”. Scripturae sanctae usitata videlicet, quod nihil gentium benedictum sit, nisi per hoc semen. Eadem sententia est Ioannis primo (v. 9): ”Illuminat omnem hominem”; item (1 Tim. 2, 4.): ”Deus vult, omnes salvos fieri". Non quod omnes illuminentur, sed quod universa benedictio dispersa per omnes gentes venit ex hoc semine. Exclusiva pro universali ponitur, quasi dices: Nusquam est lux, vita, salus, nisi in hoc semine.

Men man skal især lægge mærke forklaringen på den universelle partikel: ”Alle folkeslag velsignes”. For den hellige skrift plejer at sige, at intet folkeslag bliver velsignet undtaget ved denne sæd. Den samme mening har Joh 1,9: ”Han oplyser ethvert menneske”; og ligeledes 1 Tim 2,4: ”Gud vil, at alle mennesker skal frelses”. Ikke sådan, at alle bliver oplyste, men sådan, at den universelle velsignelse udbredes gennem alle folkeslag og kommer fra denne sæd. Det eksklusive anbringes i stedet for det generelle, som om man siger: Ingen andre steder er der lys, liv, frelse, end i denne sæd.

138 Sic igitur doctrina nostra clare confirmata est, et adversariorum refutata. In Christo, non in nobis benedicimur, id est, certo debemus statuere, quod per ipsum Christum contingat benedictio. Hoc qui impugnant, quod Papistae faciunt, satis testantur, se nihil de doctrina pietatis intelligere.

Sådan er derfor vor lære klart bekræftet, og modstandernes gendrevet. Vi velsignes i Kristus, ikke i os selv, det vil sige, vi bør bestemt fastslå, at velsignelsen afhænger af Kristus. Når de bekæmper det, som papisterne gør, bevidner de tilstrækkeligt, at de ikke forstår noget af fromhedens lære.

139 Reversus est itaque Abraham ad pueros suos, et surgentes venerunt pariter Beerseba, habitavitque ibi Abraham.

Mirandum vero est, quod sanctissimus Patriarcha a loco tam sancto revertitur. Si alicui nostrum fieret tam magnifica revelatio de immolando filio, et accederet illa gloriosa promissio: ”In semine tuo benedicentur omnes gentes", item colloquium et praesentia Angeli non unius, sed totius militiae coelestis: certe humana devotio suaderet, non solum hunc locum colendum, sed etiam incolendum. Cur igitur Abraham hoc non facit?

Abraham vendte tilbage til sine karle, og de stod op og sammen gik de til Beersheba, og der blev Abraham boende.

Det er jo meget mærkeligt, at en så højhellig patriark vender om fra et så helligt sted. Hvis der for nogen af os fandt en så enestående åbenbaring sted om at ofre sin søn, og han modtog denne herlige forjættelse: ”I din sæd skal alle folkeslag velsignes”, ja, hvis han talte sammen med og var sammen med engle, ikke blot én, men mange tusind himmelske engle: så ville med sikkerhed den menneskelige hengivenhed have overtalt ham til ikke blot at dyrke stedet, men ligefrem at bosætte sig dèr. Hvorfor gjorde Abraham dog ikke det?

140 In libris Regum et Prophetis cernitur, quam furiosus sit populus Iudaicus in humana religione; elegerunt montes, colles, silvas, arbores, ubi saltem potuerunt habere aliqua vestigia rerum a Patribus (284) gestarum. Hinc instituerant cultus et sacrificia in Gilgal, Bethel, Dan, Thabor: ibi enim gestae fuerunt res insignes.

I kongebøgerne og hos profeterne kan man forvisse sig om, hvor ivrige jødefolket var i den menneskelige side af religionen; de udvalgte sig bjerge, høje, skove, træer, hvor de blot kunne have det mindste spor af noget, der havde med fædrene at gøre. Derfor oprettede de helligsteder og offersteder i Gilgal, Bethel, Dan, Tabor: dèr var der nemlig sket bemærkelsesværdige ting.

141 Sic Abraham habuit justissimas causas manendi et colendi hunc locum. Praestitit summum sacrificium in eo loco religionis et reverentiae divinae; tamen noluit celebrem facere ullo monumento, sicut infra audiemus de Patriarcha Jacob, nepote ipsius, qui lapidem erigit eo loco, ubi viderat scalam.

Sådan havde Abraham al mulig grund til at forblive på dette sted og dyrke Gud dèr. På dette fromhedens og ærbødighedens sted ydede han det højeste offer; dog ville han ikke foretage nogen dyrkelse af noget monument, sådan som vi senere hører om patriarken Jakob, hans sønnesøn, som rejste en sten på det sted, hvor han havde set himmelstigen.

142 Posteritas Abrahae ejusmodi loca insignis Patrum religione et sanctitate sectati sunt et coluerunt. Ideo toties taxantur a Mose et Prophetis, et Moses id summo studio agit, ut revocet omnes historias, sacra, mirabilia et totum cultum ad locum, quem eligeret Dominus. ”Cave, inquit, ne in quocunque loco offeras, sed eo tantum, in quo memoria fuerit nominis mei" (Deut. 12, 13. 14.).

Abrahams eftertid har af fromhed og hellighed udset sig den slags særlige steder omhandlende fædrene og dyrket dem. Af den grund spottes de ofte af Moses og profeterne, og Moses driver på med den største iver, så han tilbagefører alle historier, alle hellige og mirakuløse steder, ja al kult til det sted, om Herren har udvalgt. ”Tag dig i agt”, siger han, ”at du ikke ofrer på noget andet sted, end dèr, hvor mit navn holdes i hævd”. (5 Mos 12,13f).

143 Ideo designat eis certum locum, et vocat tabernaculum Moed, id est, statum, certum et fixum locum:^: id tabernaculum dedit Deus Mosi in certum signum loci, quem elegisset, et addidit promissionem, se habitare ibi, adesse, audire vota et preces invocantium. Sed ille ipse populus, qui maxime certum et definitum locum cultus habebat, omnium maxime incertis et electitiis locis vagabatur et errabat. Est enim ea naturae nostrae deploranda perversitas, ut, quicquid Deus mandat, non servemus nec magni faciamus: quicquid autem Diabolus statuit, id summo studio et devotione amplectimur et observamus, aedificamus altaria, sacella, templa, currimus Romam, ad S. Iacobum. Interim negligimus Baptismum, Eucharistiam, absolutionem et vocationem. (285)

Derfor udpegede ham dem et særligt sted, og det kaldte han Moed-tabernaklet, det vil sige: et fast, sikkert og ubevægeligt sted. Dette tabernakel gav Gud Moses ved et sikkert tegn, som han havde udvalgt, og han tilføjede den forjættelse, at dèr ville han tage bolig, være til stede og hører løfter og bønner fra dem, der påkaldte ham. Men selv dette folk, som havde et højst sikkert og afgjort kultsted, gik rundt til alle mulige højst usikre og selvvalgte steder, hvori de tog fejl. For det er af naturen vor begrædelige forvendthed, at det, som Gud befaler, det overholder vi ikke og det regner vi ikke for noget; men det, djævelen fastsætter, de tager vi imod med den største iver og hengivenhed, og det overholder vi, dèr bygger vi altre, kapeller, kirke, vi løber til Rom, til skt. Jakob. Samtidig lader vi hånt om dåben, nadveren, boden og kaldelsen.

144 Et Papa hoc unum egit, ut tolleret locum fixum, seu tabernaculum, hoc est, ministerium verbi; ipse non curat, nec exercet verbum et sacramenta, sed tollit et horribiliter vexat populum, indulgentiis replet totum orbem, ubicunque loca et anguli electitii, ibi distribuit indulgentias, ut confirmet errores et idolomaniam.

Og paven har kun det for øje, at han kan ophæve det faste sted eller tabernaklet, det vil sige ordets tjeneste; han bekymrer sig ikke om ordet og sakramenterne, ejheller bruger han dem, men han narrer og mishandler folket, fylder hele verden med aflad, på ethvert sted og i ethvert udvalgt hjørne, der uddeler han aflad, så han kan styrke sine fejltagelser og afgudsdyrkelser.

145 E contra Deus revocat nos ad locum, ubi est memoria nominis ejus, ad tabernaculum nostrum, quod est ministerium verbi: ubi sonat verbum, et porriguntur sacramenta secundum institutionem Christi, id verum Dei tabernaculum est.

Modsat dette kalder Gud os tilbage til det sted, hvor hans navn ihukommes, til vort tabernakel, hvilket er ordets tjeneste: hvor ordet lyder, sakramenterne forvalte ifølge Kristi indstiftelse, dèr er Guds sande tabernakel.

146 Si Papa pro se haberet tantum testimonium, quod Deus secum locutus fuisset Romae, quemadmodum cum Abraha in monte Morija, quis posset ei resistere? Nunc proprio ausu, sine verbo, sub Petri nomine tantas idolatrias confirmat, et suis impudentissimis mendaciis totum terrarum orbem replet, ut opes mundi ad se rapiat.

Hvis så endda paven blot havde et vidnesbyrd, at Gud var draget med ham til Rom, ligesom han drog med Abraham til Moria bjerg, hvem ville så kunne modsige ham? Men nu styrker han for egen risiko uden noget ord under Peters navn alle disse afgudsdyrkelser og fylder hele verden med sine frække løgne, så han kan tilrane sig verdens rigdom.

147 Memorabile itaque exemplum Abrahae est, qui habuit justissimas causas aliquid hoc loco instituendi. Vocatus est ex Beerseba in montem Morija auctoritate divina, praestitit sacrificium maximum et admirabile, quia paratus fuit proprium filium immolare, et audivit verbum Dei de coelo in timore et fide; tamen nihil tentat, non convocat populos ad celebrandum aut colendum hunc locum.

Derfor er det værd at huske på Abrahams eksempel, for han havde de bedste grunde til at indstifte noget på dette sted. Han blev kaldet fra Beersheba til Moria bjerg med guddommelig autoritet, han ydede et offer af de største og mest beundringsværdige, fordi han var parat til at slagte sin egen søn, og han hørte Guds ord fra himlen med bæven og tro; dog blev han ikke fristet, han sammenkaldte ikke folket for at celebrere eller dyrke Gud på dette sted.

148 Moses hoc singulariter descripsit nobis in exemplum et doctrinam, ut nihil tentemus aut audeamus in rebus divinis. In aliis rebus sive politicis, sive oeconomicis abunde est, ubi te exerceas, et facias officium audenter secundum verbum Dei. Sic contra Turcas juberis esse audax, fortis et confidens. Sed in (286) religione prohibita est prorsus omnis audacia et temeritas, omnia studia et electiones propriae, sicut passim ab omnibus Prophetis taxantur.

Moses har her beskrevet det for os som et eksempel og en lærestreg, at vi aldrig skal fristes eller vove den slags i guddommelige sager. I andre sager, enten de er politiske eller borgerlige, er der masser af ting, du kan gøre, så du modigt gør din pligt efter Guds ord. Således får du befaling til at være modig og tro imod tyrkerne. Men i religionen er simpelthen alt vovemod og frækhed forbudt, al egen lyst og eget valg, sådan som det overalt bestemmes af alle profeterne.

149 Abraham nihil addit ad religionem ultra vocationem: quanquam hic locus sanctissimus esset, et sanctissimae personae, Angeli, Abraham, Isaac ibi constitissent et morati essent, tamen avertit sese ab his omnibus, et abit. Cogitavit enim: Quod debui, feci, sacrificavi filium, sicut jussus sum: non autem mandat Deus, ut hic cultum instituam; nihil igitur audebo. Atque ita ab omni temeritate et audacia abstinet, manet in timore Domini, et exspectat ejus vocationem, paratus obedire et sequi, quocunque eum vocaret Deus.

Abraham føjer ikke noget til religionen udover kaldelsen: selv om dette sted var højhelligt og de mest hellige personer, engle, Abraham, Isak, havde været der og opholdt sig der, så vendte han sig dog bort fra alt dette og gik sin vej. Han tænkte nemlig: Jeg har gjort, hvad jeg burde, jeg har ofret min søn, sådan som jeg fik befaling til: men Gud befaler ikke, at jeg skal indstifte nogen kult; det vil jeg derfor ikke vove. Og således afholder han sig fra al frækhed og alt vovemod, han forbliver i Herrens frygt, og venter på sin kaldelse, parat til at adlyde og følge, hvor end Gud vil kalde ham.

150 Doctrina igitur hujus loci est, in religione ante omnia quaerendum esse: quis jussit? Seneca ait: non quis, sed quid dicatur, attende. Id praeceptum in oeconomia et politia locum habet. In ecclesia vero et religione invertendum est, et quaerendum non: Quid? sed quis? In homine est aliqua sapientia ex lumine rationis divinitus insito. Sed quia hominis proprium est errare et falli, ideo, quid dicatur, attendendum est, non quis dicat, non innitendum personae. Sed in ecclesia consideretur, quis, qualis, quantus sit, qui jubet. Id si non fit, Diabolus facillime immutat quis, qualis, quantas, in quid, quale, quantum.

Dette steds lære er derfor, at man i al religion fremfor alt skal spørge: Hvem har befalet det? Seneca siger: læg ikke mærke til, hvem der siger det, men hvad der siges. Denne regel har sin plads i det borgerlige og i det politiske liv. Men i kirken og i religionen skal det vendes om, og man skal ikke spørge: Hvad?, men hvem? I mennesket er der indlagt nogen visdom i den guddommelige fornufts lys. Men fordi det er noget specielt for mennesket at tage fejl og gå forkert, derfor skal man være opmærksom på, hvad der siges, ikke hvem der siger det, man skal ikke støtte sig på personen. Men i kirken skal man overveje hvem, hvilken, hvor stor den er, der befaler. Hvis det ikke sker, kan djævelen altfor let ændre dette hvem, hvilken, hvor stor, til hvad, hvordan, hvor meget.

151 Achas cogitat de insigni cultu Deo praestando; immolat filium exemplo Abrahae. Sed peccat graviter. Nam quis, hoc est, Deus non jussit: MINQAH sive vitulum offerri mandavit; hoc ipse negligit, et quid pro quis arripit. (287)

Akaz tænkte på at yde Gud en særlig kult; han ville slagte sin søn efter Abrahams eksempel. Men han syndede alvorligt. For ”hvem”, det vil sige Gud, befalede det ikke: han havde befalet at ofre uden offerdyr; det lod han hånt om, og han greb fat i ”hvad” i stedet for ”hvem”. (2 Krøn 28,3).

152 Haec in ecclesia saepe monenda et diligenter agitanda sunt, ut simus contenti doctrina semel tradita. Hanc si secuti essemus ante haec tempora, haud unquam coenobia, peregrinationes, indulgentias, sacrificia pro defunctis amplexi essemus. Quilibet pastor in sua parochia docuisset verbum Dei, et ecclesia acquievisset verbo, Baptismo, Coena Domini, absolutione, consolationibus in morte et vita. Singuli deinde fecissent suum officium in functionibus civilibus et oeconomicis, sive servi essent, sive domini, magistratus seu subditus. Ista portenta Papisticarum abominationum nunquam irrepsissent in ecclesiam.

Dette skal man ofte opfordre til i kirken og man skal omhyggelige agitere for, at vi skal være tilfredse med de traditioner, der én gang er givet. Hvis vi havde fulgt det i vore dage, ville vi nok ikke være fyldt op med spiseregler, valfarter, aflad, ofringer for de afdøde. En hvilkensomhelst præst ville have lært Guds ord i sit sogn, og kirken ville have fundet sig til ro med ordet, dåben, Herrens måltid, absolutionen, trøsteordene i død og liv. De enkelte ville have udført deres pligter i deres civile og borgerlige funktioner, hvad enten de var tjenere eller herrer, øvrighed eller undersåtter. Disse overtroiske pavelige vederstyggeligheder ville aldrig have sneget sig ind i kirken.

153 Sic enim Abraham se gerit; relicta religione, Angelis, conspectu Dei in monte Morija, quo tum nullus sanctior in toto orbe fuit (sonuit enim ibi vox et promissio divina) omnibus illis tergum vertit, tanti facit vocationem et ministerium verbi. Cum Deus nihil jubeat, nihil tentat, sed revertitur ad operas oeconomicas, gubernat familiam, uxorem, servos: ubi plane nihil spirituale aut ecclesiasticum apparet; ea enim relinquit in monte Morija, nec moratur eum Angelorum apparitio, sed redit ad pueros et asinum.

For sådan bar Abraham sig ad; han forlod religionen, englene, dette at han havde set Gud på Moria bjerg – og der var jo ikke noget i hele verden, der var mere helligt end det, for dèr havde den guddommelige røst og det guddommelige løfte lydt for ham – alt det vendte han ryggen mod, så meget agtede han kaldelsen og ordets tjeneste. Eftersom Gud intet havde befalet, lod han sig ikke friste af noget, men vendte tilbage til de borgerlige gerninger, ledede familien, sin hustru, sine tjenere: og dèr så der ikke ud til at være noget åndeligt eller kirkeligt overhovedet; for det efterlod han på Moria bjerg, ejheller opholdt englenes tilsynekomst ham, men han gik tilbage til karlene og æslet.

154 Haec si audiret religiosus aliquis Eremita aut Monachus, detestaretur Abrahamum. Num enim is sanctus Patriarcha est, qui relinquit locum tam sacrum, ubi Deus habitat cum Angelis, et vadit ad asinum, exercet opera oeconomica, popularia, sordida et stabularia? Qualis haec est sanctitas? Mirum enim est, quantus sit apud istos contemtus horum: et id unum religionem et sanctitatem ducunt, deserto (288) mundo, hoc est, patre, matre et civilibus officiis secedere in angulum desertum.

Hvis en from eremit eller munk hørte dette, ville han foragte Abraham. Mon ikke han er en hellig patriark, og så forlod han et så helligt sted, hvor Gud boede sammen med englene, og gik hen til æslet, udførte borgerlige, folkelige, snavsede, staldgerninger? Hvor meget hellighed er der ved det? Ja, det er da mærkeligt, hvor stor en foragt der hos disse mennesker er for den slags: det ene regner de for fromhed og hellighed, at man forlader verden, det vil sige: far, mor og de borgerlige embeder og anbringer sig i en krog af ørkenen.

155 Hieronymus alicubi tantopere praedicat hanc sanctimoniam, ut dicat, matrem et patrem occurrentem Monacho ingressuro monasterium, et cupientem eum retrahere, rejiciendum et proculcandum esse. Impia haec et detestanda vox est. Quin te, Hieronyme, conculcamus, cum tua Bethlehem, cucullo et deserto, quia ministerio verbi divini vocor, non in Bethlehem, sed in parochiam ad ecclesiam, ad audiendum verbum Dei; ibi habitat Deus, ibi sunt custodes Angeli, ibi audio, honore esse afficiendos parentes, serviendum vocationi pie et fideliter. Si Deus alio me collocare volet, vocabit me. Sine vocatione sequatur te et alios Diabolus.

Hieronymus prædiker eftertrykkeligt denne hellighed, så han siger, at hvis ens mor eller far kommer hen til munken og dukker op i klostret og vil have ham til at forlade det, skal de jages ud og foragtes. Det er en ufrom og foragtelig mening. Nej, det er dig, Hieronymus, som vi foragter sammen med dit Betlehem, din kutte og din ørken, for jeg kaldes til tjeneste for det guddommelige ord, ikke i Betlehem, men i sognet i kirken, til at høre Guds ord; dèr bor Gud, dèr er englene vogtere, dèr hører jeg, at man skal ære sine forældre, at man skal tjene dem i en from og trofast kaldelse. Hvis Gud vil have mig et andet sted hen, vil han kalde mig. Djævelen forfølger dig og andre uden kaldelse.

156 Honorabo igitur, non conculcabo parentes propter verbum et mandatum Dei. Si autem a Baptismo, fide et obedientia Dei deficio, quod omnes Monachi fecerant, quae potest esse sanctitas aut cultus Dei?

Jeg vil altså ære og ikke foragte forældrene på grund af Guds ord og bud. Men hvis jeg bliver utro mod dåben, troen og lydigheden mod Gud, sådan som alle munke gør det, hvad kan da Guds hellighed og kult være?

157 ”Propter me, inquit Christus, et propter nomen meum relinquetis fratres, sorores, patrem, matrem, uxorem, filios, agros” (Marc. 10, 29), non vestro arbitrio aut electione deseretis parentes, cum maxime opera et ope vestra opus habuerint. Similie impietas apud Iudaeos quoque invaluerat, quam taxat Christus, Matth. 15. (v. 5.), cum sacrificium longe sanctius esse docerent, quam obedientiam erga parentes: KORBAN hoc est, donum et sacrificium plus tibi proderit, quam honor. Atque ita tollebant specie sanctitatis et religionis parentum statum et dignitatem, ad suam avaritiam explendam.

”For min skyld”, siger Kristus, ”og for mit navns skyld har I forladt brødre, søstre, far, mor, hustru, sønner, marker” (Mark 10, 29), I har ikke forladt forældrene ud fra jeres egen forgodtbefindende eller valg, eftersom de i høj grad ville have haft brug for jeres gerninger og rigdom. På lignende måde har Kristus også nedgjort fromheden hos jøderne, som han spottede i Matt 15,5, eftersom de lærte, at et offer var langt mere helligt end lydighed mod forældrene: det skulle være ”korban”, det vil sige: en gave og et offer ville gavne dig mere end at ære forældrene. Og således ophævede de forældrenes status og værdighed med deres begreb om hellighed og fromhed, til fremme af deres griskhed.

158 Haec doctrina ut multis hactenus agitata et diligenter explicata est, ita assiduo est repetenda (289) propter adolescentes et teneram aetatem, quae est seminarium ecclesiae, ut discant, ibi persistendum et manendum esse, ubi Deus loquitur, et ad ea officia adsuescant, quae sunt mandata divinitus, nisi alio vocentur, aut expellantur, ut quando tyranni proscribunt, et ejiciunt suia functionibus pios.

Denne lære, som hidtil er agiteret for mange og omhyggelig forklaret, er der således brug for at gentage for unge menneske i deres påvirkelige alder, som er kirkens drivhus, så de kan lære, at de skal stå og forblive dèr, hvor Gud taler, affinde sig med det embede, som er de guddommelige bud, hvis ikke de kaldes andetsteds hen eller drives ud, som tyranner af og til foreskriver, så de bortdrives fra deres fromme gøremål.

159 Spontanea electio et voluntaria in religione arridet quidem carni, et rationi est admodum plausibilis. Sed si sequeris, perinde facis ac illi, qui relicto tabernaculo ad arbores et lucos currebant. Id Diabolicum est, non divinum. Et Paulus etiam damnat electitias religiones, ubi non adest verbum vocans, sed tantum voluntas eligens et instituens.

Det spontane valg og den frie vilje i religionen behager ganske vist kødet, og er til en vis grad sandsynlig for fornuften. Men hvis du følger den, så gør du ganske det samme som de, som forlader tabernaklet og løber hen til træer og hellige lunde. Dette er djævelensværk, ikke Guds. Og Paulus fordømmer også 'valgreligionerne', dèr hvor der ikke er noget ord, der kalder, men blot en vilje, der udvælger og fastsætter.

160 Moses igitur diligenter hoc annotavit, quod non voluit, Abraham manere in loco isto sacro, cum peregisset sacrificium: sed reversus est ad laicas operas et sordidas, et ad suos cultus liberos adhuc, nondum ulli loco alligatos. Adhuc enim vagabatur non habebat cultum fixum: sed jubente Deo quandoque offerebat.

Moses har derfor omhyggeligt gjort opmærksom på, at han ikke ville, at Abraham skulle forblive på dette hellige sted, da han havde fuldført sit offer; men han vendte tilbage til sine lægmandsgerninger og beskidte gerninger og til sine frie kultgerninger, hvor han endnu ikke var bundet til noget sted. For mens han var nomade, havde han ikke noget fast kultsted, men hvor Gud befalede, dèr ofrede han.

161 Redit igitur ad pueros sive servos et asinum: atque ibi haud dubie instructo convivio cum servis et filio epulatus est. Sacrificium enim convivium lautum et hilare adjunctum habet, tanquam suum substantiale. Sicut in lege, quando offerebantur pecudes, adeps incendebatur, armus et pectusculum dabatur sacerdoti. Reliqua caro erat offerentium, si non erat holocaustum. Sedebant igitur coram Domino, et laeti epulabantur, et gratias agebant Deo.

Han gik altså tilbage til sine karle eller slaver og sit æsel: og dèr har han uden tvivl ved et indbudt måltid spist sammen med slaverne og sønnen. For et offer har knyttet til sig et muntert måltid som en slags kernepunkt. Således hedder det i loven, at når de har ofret kvæg, og har brændt det, der skal bruges dertil, skal boven og brystet gives til præsten. Det øvrige kød var offerkød, hvis det ikke var et heloffer. De tog altså sæde overfor Gud og holdt glad måltid, og takkede Gud.

162 Fuit et gentibus usitatum, ut in Sacrificiis epularentur, et nos ex isto ritu gentili diebus festis splendidius vivimus et vestimus. Sic Abraham quoque sedit in (290) radicibus montis apud asinum, et cum servis et filio convivatum est.

Det var også sædvane blandt hedningerne, at de spiste ved ofringerne, og vi lever herligt og klæder os smukt ved denne rite på hedningernes festdage. Sådan tog Abraham også sæde ved bjergets fod og holdt måltid sammen med sine slaver og sin søn.

163 Mira vero res ist, quod post tantam tentationem de immolando filio statim potuit sese colligere, et sereno animo esse. Apparet, fuisse eum hoc in more, etiamsi nondum esset praeceptum in lege, sicut postea a Mose ordinatae sunt epulae post sacrificia. Recepto igitur filio et mactato ariete uterque, parens et filius, ex animo laetantur, et haud dubie totam rem magno gaudio servis commemorarunt, et Deum gratis animis praedicaverunt. Post haec redierunt Beerseba ad Saram, unde egressi fuerant relicto sanctissimo loco, sacrificio, Angelis et conspectu Dei.

Men det er en besynderlig ting, at han efter en så stor prøvelse om at ofre sin søn straks kunne tage sig sammen og være rolig i sindet. Det ser ud til, at han nok havde haft den skik – selv om det endnu ikke var fastsat i loven, sådan som det senere blev forordnet af Moses – at holde et måltid efter offerhandlingen. Da han derfor havde fået sønnen tilbage og ofret vædderen, har de begge, faderen og sønnen, glædet sig af hjertet, og uden tvivl med stor glæde fortalt hele historien for karlene, og prædiket Gud med taknemlige sind. Derefter vendte de tilbage til Beersheba til Sara, hvorfra de var draget af sted, og forlod det højhellige sted, offerstedet, englene og Guds åsyn.