Genesis 22

¹   Et clamavit ad eum Angelus Domini de coelo dicens: Abraham, Abraham. Qui respondit: Ecce ego.

Hic videre est, quomodo sancti sunt admirabiles Angelis et spectacula Dei, quia sunt ipsi opera Dei. Angelus de coelo hic adfuit, et vidit Abraham in toto actu. Imo Deus ipse in coelo et omnes Angeli fuerunt spectatores. Neque enim procul a finibus mundi advolavit Angelus, sed adstitit supra Abraham, et Isaac intentis oculis consideravit et vidit, quomodo ligaret filium, et admoveret cultrum jugulo, et quomodo filius suam obedientiam declararet et volens exspectare ictum (istum). Abrahamo fortassis lacrymae fluxerunt: filius resupinus jacuit fixis oculis in coelum, ista Angelus adspexit, et stricto jam cultro clamat et vocat Abraham nomine. Adeo prope adsistunt, et oculos in nos dirigunt Angeli, cum sumus pii.

Og Herrens engel råbte til ham fra himlen og sagde: Abraham, Abraham. Og han svarede: Her er jeg.

Her kan man se, hvordan de hellige er beundringsværdige for englene og et smukt syn for Gud, fordi de selv er Guds gerninger. En engel fra himlen var her til stede og så Abraham i hele hans handling. Ja, Gud selv i himlen og alle englene var tilskuere. For englen fløj ikke langt borte ved verdens grænser, men den stod stille over Abraham, og Isak betragtede og så den med spændte øjne, hvordan han bandt sønnen, og hvordan han førte offerkniven, og hvordan sønnen erklærede sin lydighed og villigt afventede kniven. På Abraham har tårerne nok rindet, sønnen, der var bøjet tilbage, kastede sit faste blik mod himlen, dèr så han englen, og da kniven allerede var udrakt, råbte han og kaldte Abraham ved navn. Derfor kommer englene til og retter deres blik mod os, når vi er fromme.

²   Hac obedientiam miram in modum delectatus est Deus. Id enim unum omnium sacrificiorum Deo gratissimum est: occidere peccatum, vivere in justitia, sanctitate, obedientia et mortificatione carnis. Nobis quidem id dolet et grave est; sed discendum et adsuescendum est, ut Paulus (Rom 12,2.) inquit, quae sit voluntas Dei bona.

Gud glædede sig over denne forunderlige lydighed. Af alle ofrer er nemlig dette det, der er mest taknemligt mod Gud: at dræbe synden, at leve i retfærdighed, hellighed, lydighed og dødelse af kødet. Ganske vist er dette for os besværligt og tungt; men det skal læres og man skal vænne sig til det, som Paulus siger Rom 12,2, at det er Guds gode vilje.

³ Nos de his tantum verba facimus; sed Abraham et Isaac re ipsa praestiterunt. Atque haec Deo perfecta voluntas est, nobis ne quidem inchoata, Deo bene placens et bona, nobis mala et ingrata. Nihil enim asperius est mortificatione carnis et peccati. (215) Ideo nobis horribilis et impossibilis videtur, eamque fugimus et odimus. Adsuescendum tamen et incipiendum est exemplo Abrahae, qui non fugit, sed summa voluntate exspectat, et ideo adest, ut mactetur filius, et ut vita succedat morti.

Vi for vor del kan kun gøre dette i ord; men Abraham og Isak ydede det i virkeligheden. Og dette er for Gud den fuldkomne vilje, men for os er det kun ufuldkomment, for Gud er det velbehageligt og godt, for os ondt og utaknemligt. Der er nemlig intet, der er er barskere end kødets og syndens dødelse. Derfor synes det os forfærdeligt og umuligt, og vi flygter fra det og hader det. Men ved Abrahams eksempel kan vi dog vænne os til det og begynde på det; han flygtede ikke, men håbede med den største viljestyrke og det i den grad, at han kunne slagte sin søn, og at livet kunne efterfølge døden.

⁴  Hoc est opus in fide factum, quo solent gaudere Angelis, etiam in nobis, quando sumus in officio et opere Christiano. Ad hoc collata Papistarum justitia et obedientia non solum obscuratur, sed foeda prorsus et abominabilis videtur, quia sunt omnia electitia. Sicut reges et populi multi exemplum Abrahae imitati sunt: sed peccaverunt graviter, nec intellexerunt veram mortificationem.

Det er at gøre en gerning i troen, hvilket plejer at glæde englene, og det kan også ske i os, når vi er i det kristne embede og gerning. Men alt dette ikke blot formørker papisternes retfærdighed og lydighed, de anser det tillige for ækelt og vederstyggeligt, fordi det altsammen er udsøgt. Ligeledes har mange konger og folk efterfulgt Abrahams eksempel: men de har syndet alvorligt, for de har ikke forstået den sande dødelse.

⁵  Exstat historia in vitis Patrum de quodam Eremita, qui cum unico filio mundum relicturus in desertum concesserat: ibi cum puer fleret, voluit eum in vicinum flumen conjicere et submergere. Hoc opus magnifice efferunt et extollunt Monachi, et operi Abrahae aequiparant. Sed aequale est operi Diaboli in Paradiso, et si occidisset filium, fuisset homicida, et quicunque alii ejus exemplum unquam secuti essent, aut approbassent. Ratio haec est: Quia sine verbo nulla obedientia Deo placet. Sed Papistae, sacerdotes illi Baal, hanc rationem non accipiunt, sed pertinaciter reclamant, nos damnare bona opera. Atqui bonum opus esse illud nos affirmamus, quod fit in fide et obedientia Dei ab eo, qui credit Deum creatorem, servatorem et resuscitantem a mortuis. E contra Monachus, sacerdos Baal, Turca, Iudaeus, num incedit in obedientia Dei? Nequequam: quia nullum mandatum Dei habet.

Der forekommer en historie i ”Om fædrenes liv” om en eremit, som sammen med sin eneste søn havde forladt verden og begivet sig ud i ørkenen. Da drengen dèr begyndte at græde, ville han kaste ham i en nærliggende flod og drukne ham. Denne specielle gerning roser og ophøjer munkene, og de ligestiller den med Abrahams gerning. Men den kan ligestilles med Djævelens gerning i paradiset, og hvis han havde dræbt sønnen, ville det være mord, og hvilkesomhelst andre ville til hver en tid kunne følge eller godtage hans eksempel. Og grunden til det er: der er ingen lydighed, der behager Gud, hvis den mangler et ord. Men papisterne, disse Baals-præster, godtager ikke denne begrundelse, men hævder stædigt, at vi fordømmer gode gerninger. Men vi holder fast ved, at en god gerning er én, der sker i tro og lydighed mod Gud af et menneske, som tror, at Gud er skaberen, frelseren og genopvækkeren fra de døde. Det er modsat munken, Baals-præsten, tyrken, jøden, mon han går frem i lydighed mod Gud? På ingen måde: for han har ikke nogen befaling fra Gud.

⁶  Sic Achas magnum opus fuerit, sed contra Deum et ejus verbum. Ideo recte Micheae 6. (v. 7.) dici- (216) tur: ”Numquid dabo primogenitum meum pro scelere meo”? etc. Non: quia non est praeceptum. Abraham habuit singulare mandatum Dei, alii non item, quia non generaliter dicit: Quicunque immolaverit Deo filium, placet Deo.

Således gjorde Akas en stor gerning (2 Krøn 28,3), men han gjorde det imod Gud og hans ord. Derfor er det med rette, at det i Mika 6,7 siges: ”Mon jeg skal give min førstefødte for min skyld?” osv. Nej, det skal du ikke, for der er ikke noget bud. Abraham havde et særligt bud fra Gud, andre har ikke det samme, derfor kan man ikke i almindelighed sige: Enhver der ofrer Gud sin søn, behager Gud.

⁷  Non possumus omnes unum et idem opus facere, sicut in corpore humano diversorum membrorum diversas operationes esse necesse est. Pedes non fabriant, manus non ambulant. Sed una et obedientia et unus Spiritus sanctus. Obedientia autem sit certa de fide, quae nulla est, ubi non est promissio divina, neque opera placent, ubi non est mandatum Dei. Papistae et Turci sunt pleni fide, sed conficta, quia dicunt: Ego sic credam; igitur sic Deo placebo. Id vero electitium est propria opinione: ideoque devotio est, non ad Deum, sed ad Diabolum pertinens.

Vi kan ikke alle gøre den ene og samme gerning, på samme måde som der nødvendigvis i det menneskelige legemes forskellige lemmer er forskellige gerninger. Fødderne fabrikerer ikke, hænderne vandrer ikke. Men både lydigheden og Helligånden er én og den samme. Men lydigheden skal være sikker med hensyn til troen, for der er ingen lydighed, hvor der ikke er en guddommelig forjættelse, og ingen gerninger behager, hvor der er ikke er et bud fra Gud. Papisterne og tyrkerne er fulde af tro, men det er en fiktiv tro, for de siger: Jeg tror således; altså vil jeg behage Gud således. Det er virkelig at udsøge sig sin egen anskuelse; derfor retter hengivenheden sig ikke mod Gud, men mod djævelen.

⁸  Itaque exemplum illud singulare Abrahae non est trahendum in consequentiam. Sed obedientiam et fidem resurrectionis, occisi peccati, mortis, quae in ipso et filio fiunt, imitari debemus. Postea quisque suo loco et ordine in eadem fidem maneat, et obediat Deo. Ita erimus socii Angelorum, hospites et convivae regni Dei.

Derfor skal man ikke drage dette særlige eksempel med Abraham ud i dets konsekvenser. Men vi bør efterligne lydigheden og troen på opstandelsen, syndens og dødens dødelse, hvilket sker i ham og i hans søn. Derefter skal enhver på sit sted og i sin orden forblive i den samme tro og adlyde Gud. På den måde vil vi blive englenes forbundsfæller, vil blive deres gæster og samboende i Guds rige.

⁹  Caeterum hoc loco quaeri potest, cur apud nos et in universum in novo testamentum rarius apparuerint Angelii, quam in veteri testamento. Respondeo, ideo hoc fieri, quia apparuit et missus est filius, haeres omnium. Antea quidem praemissi sunt ministri et nuntii, ut solet fieri a principibus et regibus in mundo, qui monerent populum de adventu Domini: ipso autem praesentem nihil opus est ministris et praecursoribus. (217)

Forøvrigt kan man ud fra dette sted spørge, hvorfor englene viser sig sjældnere hos os og i hele det ny testamente end i det gamle testamente. Jeg svarer: Det sker, fordi sønnen, der er arving til alting, viste sig og blev udsendt. Tidligere blev der godt nok udsendt hjælpere og udsendinge, som det plejer at ske hos fyrster og konger i verden, og de advarede folket om Herrens komme: men efter at han selv er kommet til stede, er der ikke brug for hjælpere og forløbere.

¹⁰ Postquam Deus misit Filium, revelavit omnia, et replevit orbem sapientia coelesti, attestantibus signis et miraculis a Christo editis, sicut inquit Paulus, 1 Timoth. 3. (v. 16.): ”Deus manifestatus est in carne, justificatus in spiritu” etc. Ideo non expetendae sunt Angelorum apparationes.

Efter at Gud har sendt Sønnen, har han åbenbaret alting, og opfyldt hele jorden med den himmelske visdom, og bestyrket det med de tegn og undere, der tillægges Kristus, sådan som Paulus siger 1 Tim 3,16: ”Gud blev åbenbaret i kødet, retfærdiggjort i ånden”, osv. Derfor skal vi ikke forvente, at engle viser sig for os.

¹¹  Post Christum exhibitum Diabolus horribiliter mundo illusit immissis spectris et malis Angelis, ut testantur exempla superioribus aetatis. Sed fuit ea poena ingratitudinis hominum, qui Dominum ipsum praesentem contemserunt, et inani curiositate novas revelationes quaesiverunt. Sic initio renati evangelii Monetarius, Carolstadius et Sacramentarii exorti sunt, qui relicto evangelio, tradito per Spiritum sanctum de coelo, peculiares illuminationes sectati sunt. Quidam eo dementiae pervenerunt, ut gloriarentur, se vocem Dei in coelo loquentis audire.

Efter at Kristus blev fremvist for os, har djævelen på forfærdelig måde bedraget verden med syner og onde engle, sådan som det bevidnes med eksempler fra den nyeste tid. Men dette var en straf for menneskenes utaknemlighed, fordi de foragtede Herren selv og med tomhjernet nysgerrighed krævede nye åbenbaringer. Sådan fremstod i det genfødte evangeliums første tid Münzer, Karlstadt og sakramentererne, som forlod evangeliet, der var overleveret af Helligånden fra himlen, og efterspurgte særlige åbenbaringer. Og nogle nåede igennem med dette vanvid, så de pralede af, at de kunne høre den talende Guds røst fra himlen.

¹² Hic necessario opponenda fuit veritas et lux evangelii, et pugnandum contra ejusmodi fanaticos, qui sine verbo voluntatem Dei scrutandam putabant. Tales fuerunt olim enthusistae, item Manichaeus et omnes Haeretici, qui voluerunt similes esse Patriarchis, quibus subinde clarius revelata sunt oracula Dei, donec Christus lux ipsa prodiret in hunc mundum.

Her måtte nødvendigvis sandheden og evangeliets lys opponere og kæmpe mod den slags fanatikere, som mente, at de uden Guds ord kunne udgranske Guds vilje. Den slags var i gamle dage entusiasterne, f.eks. manikæerne og alle kætterne, som ville ligne patriarkerne, til hvem der straks meget klart blev åbenbaret orakler fra Gud, indtil Kristus, lyset selv, fremstodi denne verden.

¹³ Sic Pontifices nova deliria commenti sunt ex promissione Christi male intellecta, cum dicit, Ioann. 16. (v. 13.): ”Adhuc multa habeo vobis dicere; sed non potestis portare modo. Cum autem venerit Spiritus ille veritatis, docebit vos omnem veritatem”. Finxerunt, non omnia per Christum et Apostolos tradita esse, quae sunt ad salutem nostram necessa- (218) ria, sed multa oracula reservata esse Episcopis et sibi, subinde clarius ecclesiae proponenda.

Sådan har paverne i et nyt delerium fortolket Joh 16,13 ud fra Kristi forjættelse, som de dårligt har forstået, dèr, hvor han siger: ”Jeg har endnu meget at sige jer; men I kan ikke bære det nu. Men når sandhedens ånd kommer, skal han lære jer hele sandheden”. De forestiller sig, at ikke alt, hvad der er nødvendigt til vor frelse, er overleveret gennem Kristus og apostlene, men mange orakler er reserveret til biskopperne og paverne selv, og så kan de straks fremlægge det meget klarere for kirken.

¹⁴  His deliriis omnibus opponatur vox Christi (Luc. 16.29.): ”Habent Mosen et Prophetas”. Item: ”Dominus ipse venit, hic tollantur portae, ut intret” (Ps. 24, 7.8.). Non enim est servus, qualis Moses aut spiritus ministrantes sunt, sed Dominus ipse.

Imod disse deleriske tanker står Kristi ord Luk 16,29: ”De har Moses og profeterne”. Og ligeledes: ”Herren selv kommer, løft jer, I porte, at han kan gå ind” (Sl 24,7). Han er nemlig ikke tjener, sådan som Moses eller de, der hjælper ånden, er, men han er Herren selv.

¹⁵ Haec tradenda, et ad posteros quoque propaganda sunt, ut fugiant et detestentur revelationem novarum doctrinarum, et custodiant mandatum illud coeleste: Hunc audite, id est, Evangelistas, Apostolos. Hos legant et audiant; item vetus testamentum, quod fert de istis omnibus fidele testimonium. Quodsi praeter haec aliquid revelatur, oportet, ut habeat analogiam fidei, et sit revelatio intellectus scripturae: alioqui Diabolica est. Satan me quidem saepe tentavit, sicut et Augustinum, qui deprecatur, ne Angelus sibi appareat, ut postularem signum a Deo. Sed absit a me, ut huic tentationi adsentiar. Martyres sine Angelorum apparitione solo verbo confirmati, mortem oppetierunt pro nomine Christi: cur non eodem et nos acquiescamus? Satis evidens et illustris apparitio est Baptismus, Eucharistia, claves, ministeria verbi, aequale, imo exsuperans omnes omnium Angelorum apparitiones, quorum collatione Abraham guttulas tantum et micas habuit.

Det skal da overleveres og også forkyndes for de fremtidige slægter, at de kan flygte bort fra og foragte åbenbaring af nye doktriner, og holde dette himmelske bud: Hør ham, det vil sige: evangelisterne, apostlene. Dem kan de læse, dem kan de høre; ligeledes det gamle testamente, for det bærer troværdigt vidnesbyrd om alle disse. Men hvis der åbenbares noget ud over dette, så er det nødvendigt,at det har troens analogi, og at det er en åbenbaring af skriftens forståelse: ellers er det en djævelsk åbenbaring. Godt nok frister Satan mig ofte, ligesom Augustin, han, som bad om, at en engel kunne vise sig for ham, så han kunne få et tegn fra Gud. Men det være langt fra mig, at jeg skulle give efter for en sådan fristelse. Martyrerne blev overbevist uden at nogen engel viste sig for dem, alene ved ordet, og de afventede døden for Kristi navns skyld: hvorfor skulle ikke også vi nøjes med dette? Dette er et tilstrækkeligt bevis og en lysende åbenbaring: Dåben, nadveren, nøglerne, ordets tjeneste, og lignende, ja, de overgår alle syner af engle, af hvis sum Abraham kun fik en smagsprøve og en enkelt bid.

¹⁶          Ego igitur non curo Angelos, et soleo Deum quotidie precari, ne quenquam ad me mittat quacunque de causa. Quodsi offerretur aliquis, non audirem, sed aversarer, nisi politica necessitate aliquid significaret. Sicut somnia (omnia) jucunda et laeta in rebus civilibus interdum solent nos exhilarare: et ta- (219) men haud scio an etiam in tali casu auscultare et credere ei velim. Verum in rebus spiritualibus non requiramus Angelos, quia promissio Dei abunde in Christu exhibita et patefacta est. Reliquit is mihi verbum, quo me erudio et confirmo. Nec est, quod verear, eum varium aut mutabilem esse, qui subinde aliam atque aliam doctrinam edat, sicut Num. 23. (v. 19.) dicitur: ”Non est Deus quasi homo, ut mentiatur, nec ut filius hominis, ut mutetur”. Habemus sermonem Dei, Eucharistiam, Baptismum, Decalogum, conjugium, politicas ordinationes et oeconomiam: his acquiescamus, et exerceamus nos usque in finem mundi.

Jeg for min del bekymrer mig derfor ikke om engle, og jeg plejer hver dag at bede Gud om ikke at sende mig nogen, ligegyldigt af hvilken grund. Så hvis nogen tilbydes mig, vil jeg ikke høre efter, men vende mig imod det, medmindre den politiske nødvendighed tilsiger noget andet. Ligesom søvnen altid er opkvikkende og glædelig i borgerlige sager, og af og til plejer at gøre os glade: så véd jeg dog knap nok, om jeg i et sådant tilfælde ville høre efter og tro ham. Men i åndelige sager behøver vi ikke engle, fordi Guds forjættelse i al overflod er udstillet og kommet for dagen i Kristus. Han har givet mig ordet, hvorved jeg kan opbygge mig og styrke mig. Ikke fordi jeg er bange for, at han er anderledes eller foranderlig, at han straks udsteder så én, så en anden lære, sådan som det siges i 4. Mos 23,19: ”Gud er ikke som et menneske, at han skulle lyve, ejheller som et menneskebarn, at han skulle forandres”. Vi har Guds prædiken, nadveren, dåben, de ti bud, ægteskabet, den politiske orden og økonomien: disse ting finder vi os i, og opøver vi os ved indtil verdens ende.

¹⁷ Gregorius, ut videre est in ejus dialogis, credidit simpliciter omnibus apparationibus. Sicut inter reliqua de festo S. Michaëlis multa commenti sunt, in monte Gargaro Michaëlem templum consecrasse, et bovem confodisse, qui eo die festo araverat. Ego dixissem: Quid tibi cum monte Gargaro, cujus dominus est rex Apuliae; tu non est Michaël, sed Diabolus. Talibus mendaciis referti sunt Papistarum libri, et accidit id nostra culpa, quia noluimus audire Dominum, et postulavimus Angelos, revelationes et apparitiones; ideo magno copia quod quaesivimus, offendimus magno nostro malo. Sic enim Paulus judicat, 2 Thess. 2. (v. 10. 11): ”Eo, quod caritatem veritatis non receperunt, ut salvi fierent, ideo mittit illis Deus efficaciam erroris, ut credant mendacio”. Contemsimus illum Doctorem, de quo dictum est: Hunc audite; item: Spiritus Domini super me, etc. Habuimus aures prurientes, et a veritate auditum avertentes, ad fabulas conversi sumus. Ideo invenimus, qui aures fricarent. (220).

Gregor troede simpelthen på alle tilsynekomster, som man kan se i hans dialoger. Således blev meget anført om Sct. Mikaels festen, at Mikael på Gargaro bjerget skulle have indviet en kirke, og gennemboret en okse, som havde pløjet på festdagen. Jeg ville have sagt: Hvad kommer bjerget Gargaro dig ved, det er kongen over Apulien, der er herre dèr; du er ikke Mikael, men djævelen. Den slags løgne er de papistiske bøger fulde af, og det øger vores brøde, at vi ikke har villet høre Herren, og har påstået, at vi har set engle, haft syner og åbenbaringer; derfor, ved de mange anstrengelser, vi gør os, pådrager vi os store onder. For sådan bedømmer Paulus sagen: ”Derfor, fordi de ikke har taget imod sandhedens kærlighed, så de kunne blive frelst, sender Gud vildfarelsens magt over den, så de tror på løgnen”. Lad os betragte den lærer, om hvem der er sagt: 'Hør ham!' og 'Herrens Ånd er over mig, osv'. Vi har haft lystne ører og vendt os bort fra at høre sandheden og vendt os mod fablerne. Derfor finder vi noget, som river i ørerne.

¹⁸ Ego si essem rex, et misissem alicui filium meum unicum oblato simul regno et omnibus bonis, et is tantum beneficium adspernaretur, mitterem ei crucem et omnia generis mala. Sic nos cum evangelium confirmatum signis e coelo non receperimus, an non digni fuimus, qui acciperemus totam legionem Diabolorum pro uno Angelo bono, quam vidit Abraham?

Hvis jeg var konge, og jeg til et menneske havde sendt min enbårne søn og tilbudt ham både kongeriget og alt godt, og han forsmåede en så stor velgerning, så ville jeg sende ham kors og alt muligt ondt. Sådan med os: når evangeliet er blevet bekræftet for os med tegn fra himlen, men vi ikke modtager det, mon vi så ikke er værdige til at modtage en hel legion djævle i stedet for blot den ene gode engel, som Abraham så?

¹⁹  Et ille ait: Non mittas manum tuam in puerum, neque facias illi quicquam.

Hic alia questio oritur: quomodo potuerit Abraham voci Angeli obtemperare, et a mactatione filii abstinere. Quid si dubitasset, et cogitasset, non esse Angelum, sed Diabolum? Quia mandatum Dei expressum habuit: ”Macta filium, et offer in holocaustum”. Contra id jubetur parcere puero.

Og englen sagde: Læg ikke din hånd på drengen, så du gør ham noget.

Her rejser der sig et andet spørgsmål: Hvordan kunne Abraham rette sig efter englens røst, og lade være med at slagte sin søn. Hvad hvis han havde tvivlet og tænkt, at det ikke var en engel, men en djævel? For han har jo det udtrykkelige bud fra Gud: ”Slagt din søn og bring ham som brændoffer!” Imod det får han nu befaling om at skåne sin søn.

²⁰ Prior tentatio fuit contra promissionem seminis; ea vero superata, cum jam de obedientia animum obfirmasset, et Isaac hanc consolationem amplexus esset, se in cinerem redacto, tamen mansuram promissionem, et se a Deo resuscitatum iri, contra haec omnia clamat Angelus: ”Ne facias puero quicquam”. Ibi tentatur pugnantia contra praeceptum, sicut supra contra promissionem.

Den første fristelse vendte sig imod forjættelsen om sæden. Men den blev overvundet, da han allerede havde styrket sin sjæl ved lydigheden, og Isak havde taget denne trøst til sig, at han skulle gøres til aske, men at forjættelsen dog stod fast og han skulle gå frem, oprejst af Gud, men imod alt dette råber englen: ”Gør kke drengen noget!” Her fristes han imod budet, ligesom han før fristedes imod forjættelsen.

²¹  Respondeo autem ad quaestionem: Scriptura sancta affirmat, fuisse verum Angulus, non fallacem, afferentem verum Dei verbum; ei credidit Abraham, quod non proferretur in vanum, et Spiritus sanctus, cum jam de occidendo filio certus esset, intus per verbum Angeli tanquam per externum organum eum admonuit, et domuit in eo spiritum et fidem: verum (221) sine verbo externo non credidisset Abraham diversum, nec mutasset sententiam.

Men jeg svarer på spørgsmålet: Den hellige skrift forsikrer, at det virkelig var en engel, ikke et falsum, som frembar et sandt Guds ord; det troede Abraham på, at det ikke blev fremført forgæves, og Helligånden, som nu var sikker på, at han ville dræbe sin søn, formanede ham indvendig gennem englens ord som gennem et ydre organ, og han betvang i ham hans ånd og hans tro: men uden et ydre ord ville Abraham ikke have troet på det modsatte, eller forandret mening.

²² Deinde credibile est, singulari quodam et arcano motu Abraham continuisse manus contra mandatum. Sicut in veteri testamento Prophetae multa fecerunt contra verbum, ut Elias aedificat altare in monte Carmeli, et interficit Prophetas Baal, contra quam Moses (Deut. 12,5) praeceperat: ”In loco, quem elegerit Deus, ibi offeres”; hoc non servavit Elias, nec Elizaeus. Item multi Prophetae in Israël fuerunt, qui non venerunt Hierosolymam, ut ibi docerent.

Dernæst er det troligt, at Abraham ville have fortsat med den særlige og gamle håndbevægelse imod budet. Sådan har profeterne i det gamle testamente gjort meget imod ordet, som f.eks. da Elias byggede et alter på Karmels bjerg og dræbte Baals-profeterne, skønt Moses imod det havde påbudt: ”På det sted, som Gud udvælger, dèr må du ofre”; det bud overholdt Elias ikke og heller ikke Elisa. Ligeledes var der mange profeter i Israel, som ikke kom til Jerusalem, så de kunne lære dèr.

²³ Hi omnes singularem impetum cum quodam privilegio habuerunt. Sic Simson peculiarem spiritum habuit, quando leonem dilacerat, et mille Philistaeos maxilla asini sine armis trucidat. Isti singulares motus et heroici spiritus supra communem regulam et rationem sunt, quemadmodum in politico regimine videmus discrimen quoddam gubernatorum et principum. Quidam in gubernatione servant leges et jus commune, quidam non, ut Alexander nullis legibus se adstringi patitur, sed perrumpit suo quodam impetu, quod ab aliis fiere nequaquam posset.

Alle disse havde en særlig tilskyndelse og et særligt privilegium. Således fik Samson en særlig ånd, da han sønderrev løven, og myrdede tusind filistre med en asenkæbe uden våben. Disse særlige hændelser og denne heroiske ånd ligger ud over den almindelige regel og fornuft, sådan som vi i det politiske regimente ser en vis regel for førere og fyrster. Nogle af dem, der tjener i regeringen, overholder love og almindelig ret, andre gør det ikke, som f.eks. Alexander, der ikke fandt sig i at lade sig indskrænke af nogen lov, men foer frem efter sin indskydelse, hvilket ikke på nogen måde kunne gøres af andre.

²⁴ Haec in exemplis ethnicis cernimus: quanto magis Deus reservavit sibi heroas in suo populo? Gideon trecentis militibus profligavit exercitum Midionitarum. Supra Abraham quatuor reges exigua manu devicit. Haec non sunt vulgaria exempla, sed miracula, quae Deus sibi reservat. Sic fieri potest, quod Abrahae occultum et peculiarem impetum indidit Deus, ne mactaret filium. Sic simpliciter responderi posse videtur. (222)

Dette bliver vi klar over ud fra hedningernes eksempel: Hvor meget mere har Gud ikke givet heroerne i sit folk? Gideon overvandt tre hundrede soldater i midjonitternes hær. Ovenfor besejrede Abraham fire konger med en ubetydelig håndfuld mænd. Dette er ikke almindelige eksempler, det er mirakler, som Gud har forbeholdt sig selv. Sådan kunne det ske, at Gud indgav Abraham en skjult og særlig tilskyndelse til ikke at dræbe sønnen. Sådan synes man at kunne svarer ret enkelt.

²⁵  Sed textus addit etiam externam notam, quia diserte dicit, Angelum de coelo venisse. Non venit more Satanae. Deus enim mirabile discrimen constituit. Boni Angeli veniunt cum terrore, id est, cum aliqua majestate, sicut Psalmus 104. (v. 4) Angelos sive ministros ignem urentem vocat, ita ut terreantur homines, ad quos veniunt. Sic Maria expavescit viso Angelo: item Daniel cap. 8. Afferunt igitur secum quandam majestatem.

Men teksten tilføjer også en ydre note, for den siger udtrykkeligt, at englen kom fra himlen. Det er ikke sådan, Satan plejer at komme. For Gud fastsætter en underfuld egenskab. De gode engle kommer med frygt, det vil sige, med en slags majestæt, sådan som Sl 104,4 kalder englene eller tjenerne en flammende ild, sådan at de kan forskrække de mennesker, som de kommer til. Sådan blev Maria forskrækket, da hun så englen: ligeledes fører de i Daniel kap 8 en vis majestætisk holdning med sig.

²⁶ Ita hic Angelus delapsus est coelo, et coelum haud dubie apertum est, affulsit nova lux, conspecta fulgura et ignis: affuit una multitudo Angelorum, qua majestate perterritus Abraham cultrum et cogitationem simul de mactatione abjecit. Sic in monte Sina cum flamma et tonitru apparuerunt, ut prosterneretur populus. Tandem vero discedunt boni Angeli cum laetitia, et relinquunt animos tranquillos et hilares. Haec ratio Deo est mittendi bonos Angelos, quo signo et Abraham admonitus est, adesse verum Angelum.

Således kom denne engel ned fra himlen, og himlen er uden tvivl åben, et nyt lys strålede, lyn og ild blev set: til stede var en stor skare engle, og forskrækket over deres majestæt kastede Abraham både kniven og tanken om at slagte bort. Således viste de sig på Sinai bjerg med flammer og torden, så folket blev kastet til jorden. Men i sidste ende lærer de gode engle med glæde, og de efterlader sjælene beroligede og ved godt mod. Dette er grunden for Gud til at sende de gode engle, og ved det tegn blev også Abraham formanet om, at det virkelig er en engel, der er der.

²⁷ Sed Angelus malus, perinde ut serpens, leniter et suaviter serpit, donec illiciat homines in securitatem et peccatum; postea recedit cum horribili pavore. Secundo Abraham habet analogiam fidei, quia Angelus non affert verbum contrarium promissioni, sed consentius cum hoc: ”In Isaac tibi semen”, etc. Iudicandi enim sunt spiritus per analogiam fidei: ut cum jubet Satan per Pontificem, ut adorem Bennonem, idolum illud Misnense, id mandatum ad regulam et normam fidei exigo, et video, an cum ea conveniat. Analogia autem fidei haec est, Act. 4. (v. 2). ”Non est aliud nomen sub coelo datum hominibus, in quo oporteat salvos fieri”. Sic inter Christum et Iacobum in Compostella nulla analogia (223) est. Igitur hunc tanquam idolum abjicio, etiamsi Angelus aliud evangelisaret, aut mortuos excitaret idolum.

Men en ond engel snor sig af sted næsten som en slange, blidt og sødt, idet den luller menneskene ind i sikkerhed og synd; bagefter kommer den tilbage med forfærdelig frygt. For det andet har Abraham troens analogi, for englen fremfører ikke et ord, der er i modsætning til forjættelen, den stemmer overens med dette: ”I Isaks sæd” osv. Ånden skal nemlig bedømmes efter troens analogi: Når f.eks. Satan gennem paven befaler, at jeg skal tilbede Benno (?), dette afgudsbillede fra Misnens (?), så prøver jeg dette bud efter troens regel og norm, og så ser jeg, om den stemmer overens med den. Men troens analogi er det ord fra Apg 4,2: ”Der er ikke givet menneskene noget andet navn under himlen, hvorved de kan blive frelst”. Således er der ingen analogi mellem Kristus og Jakob i Compostella. Derfor forkaster jeg dette som et afgudsbillede, selv om så en engel bebudede noget andet, eller afgudsbilledet opvakte døde.

²⁸  Promissiones sunt simpliciter invariabiles et immutabiles. Ideo et Abraham antea praeceptum quidem servavit, sed ita, ut ad analogiam promissionis exigeret de venturo semine. Postremo etiam finalis causa spectanda est. Ideo sequitur.

Forjættelserne er simpelthen uforanderlige og urokkelige. Godt nok overholdt også Abraham tidligere budet, men således, at han prøvede det på forjættelsens analogi, den om den sæd, der skulle komme. Til sidst skal man også se på den endegyldige begrundelse. Derfor følger:

²⁹ Quia jam cognovi, quod tu timeas Deum, et non pepercisti filio tuo unico propter me.

Angelus hoc vult, ut timeatur Deus. Illam finalem causam Diabolus non praescribit. Et tamen finis ille, videlicet timor Dei nullus est, nisi habito prius verbo Dei. Sic utcunque externa differentia apparitionum constitui potest ab iis, qui judicium spiritus et fidem habent. Spiritus enim malignus non potest non suam gloriam quaerere; sicut impii et falsi doctores proponunt nova et inaudita, ut mundus sapientiam eorum admiretur, non ut Deus timeatur.

For nu har jeg fundet ud af, at du frygter Gud og ikke vil nægte mig din eneste søn.

Englen vil, at man frygter Gud. Dette endemål foreskriver djævelen ikke. Og dog er dette mål, nemlig gudsfrygt, ikke noget, hvis ikke man først har Guds ord. Således kan man operere med en ydre forskel til dem, som har åndens bedømmelse og troen. For den onde ånd kan ikke lade være med at søge sin egen ære; sådan fremfører de ugudelige og falske læremestre noget nyt og uhørt, for at verden skal beundre deres visdom, ikke for at Gud skal frygtes.

³⁰ Alterum et certissimum argumentum boni Angeli est, quod e coelo venit. Tertio congruit etiam analogia fidei. His motus Abraham paruit voci Angeli tollenti mandatum de immolando filio, quibus accessit haud dubie Spiritus sanctus, qui perpetuo conjunctus est cum verbo.

Et andet og meget sikkert argument fra den gode engel er, at han kommer fra himlen. For det tredie skal det stemme overens med troens analogi. Bevæget af dette adlød Abraham englens røst om at ophæve budet om at ofre sønnen, men her hjalp Helligånden uden tvivl til, for han er altid knyttet sammen med ordet.

³¹ Ejusmodi loci, ut videntur contrarii, mirabiles disputationes pariunt apud ambitiosa ingenia. Diabolus enim quaerit antilogiaV; iis ubi nihil proficit, paralogiaV excogitat, num Deus sibi ipsi sit contrarius et mentitus? Prius jussit immolare filium, nunc vetat. Verum nobis Christianis de his rebus, et (224) cum reverentia, et timore Dei cogitandum et loquendum est.

Den slags steder, som synes modsatrettede, føder forunderlige overvejelser hos ærgerrige naturer. For djævelen søger modsætninger; hvor det ikke gavner dem noget, udtænker han modsigelser, mon Gud skulle være modsat sig selv og løgnagtig? Først befaler han at ofre sønnen, nu forbyder han det. Men vi kristne bør overveje og tale om disse ting med ærbødighed og gudsfrygt.

³² Et talis agnoscendus est Deus, quod agat contratria in contrariis. Quanquam haec sanctorum miranda gubernatio multa suaviter monet, et plenissima consolationis est. Ac vere pii, si salva reverentia majestatis et veritatis divinae liceret, possent his formis loquendi uti: Deum fingere, mentiri, simulare et ludere nos, ut nostro proverbio dici solet: Sols war sein, so ist es ein grosse Lugen. Quando enim mors oppetenda est, possunt ad Deum dicere: Non est mors, sed vita; tu ludis mecum, sicut pater cum filio; aliud dicis, aliud cogitas. Id nobis salutare mendacium est.

Og for sådanne må Gud erkendes som én, der udvirker det modsatte i det modsatte. Ganske rigtigt er denne forunderlige førelse af de hellige meget blid og særdeles fuld af trøst. Men de virkelig fromme kan, hvis de får lov til at bevare ærbødigheden for den guddommelige majestæt og sandhed, bruge følgende talemåder: Gud fingerer, han lyver, han lader som om, han leger med os, sådan som vort ordsprog plejer at sige: ”Skal det være sandt, så er det en stor løgn”. For når de skal lide døden, kan de sige til Gud: ”Det er ikke død, men liv; du leger med mig, som en far med sin søn; du siger ét, men har noget andet i sinde”. For os er det bare en frelsebringende løgn.

³³ Ac felices nos, si possemus hanc artem a Deo discere. Alienum opus tentat et proponit, ut suum facere possit: per nostram afflictionem quaerit suum ludum et nostram salutem. Deus dixit ad Abraham: Occide filium etc. Quomodo? ludendo, simulando, ridendo. Felix sane et jucundus lusus.

Men vi ville være lykkelige, hvis vi kunne lære denne kunst af Gud. Han forsøger sig med en fremmed gerning, den sætter han for os, for at han kan gøre sin egen gerning: nemlig gennem vor anfægtelse at søge sin leg og vor frelse. Gud siger til Abraham: dræb din søn? Osv. Hvordan? Jo, han leger, han lader som om, han gør nar ad. Det er i sandhed en lykkelig og munter leg.

³⁴ Sic fingit interdum, se longius a nobis recedere, et nos occidere. Sed quis credit, simulationem esse? Atqui apud Deum est ludus, et, si liceret ita dicere, mendacium est. Est quidem vera mors, quae omnibus obeunda erit. Sed Deus non serio id agit, quod ostendit. Simulatio et tentatio est, an velimus amittere res praesentes et vitam ipsam propter Deum. Sic in Deuteronomio dicit, Moses 13. (v. 1. seqq.): ”Si surrexerit in medio tui Propheta, aut qui somnium vidisse se dicet etc., non audies, quia tentat vos Dominus Deus vester, ut palam fiat, utrum diligatis eum in toto corde, et in tota anima vestra”. Haec verba non sunt irati judicis, sed paterna verba sunt. Ego dedi tibi verbum, ut quieto corde amplectaris (225) etc. Sed mittam Pseudoapostolos, et tentabo, an velis serio diligere me et verbum.

Således lader han ofte som om han trækker sig langt væk fra os og dræber os. Men hvem kan tro, at dette er noget, han fingerer? Men for Gud er det en leg og – om jeg så må sige – en løgn. Det er ganske vist den virkelige død, som vil komme til alle. Men Gud tager ikke det alvorligt, som han fremviser. Det er noget, han fingerer, det er en fristelse, om vi vil forlade de nærværende ting og livet selv for Guds skyld. Sådan siger han i 5 Mos 13,1ff: ”Hvis der fremstår en profet hos dig eller én, der har drømmesyner, osv., så skal du ikke lytte til ham, for Herren jeres Gud prøver jer, for at det kan blive åbenbart, om I elsker ham af hele jeres hjerte og hele jeres sind”. Du må ikke bedømme disse ord, som var det talt af en vred Gud, nej, de er talt af en faderlig Gud. Jeg har givet dig ordet, at du skal modtage det med et roligt hjerte osv. Men jeg vil sende falske apostle og prøve dig, om du for alvor vil elske mig og ordet.

³⁵ Sic pater puero pomum aufert simulatione quadam, non quod velit eripere, sed tantum tentat, an filius diligat se, et credat, patrem redditurum. Quodsi filius libenter dat pomum, gaudet parens de obedientia et amore filii.

Således tager en far et æble fra sin dreng på en for sjov måde, ikke fordi han vil tage det fra ham, han vil blot prøve ham, om sønnen elsker ham, og tror, faderen vil give ham det tilbage. Og hvis sønnen gerne giver ham æblet, glæder faderen sig over sønnens lydighed og kærlighed.

³⁶ Sic Dei tentatio paterna est. Ita enim Iacobus in sua epistola (1,13) inquit: ”Deus non est tentator ad malum”, hoc est, non ideo tentat, ut eum metuamus et oderimus, tanquam tyrannum, sed eo fine, ut exerceat et exsuscitet in nobis fidem et dilectionem. Satan autem tentat ad malum, ut abstrahat a Deo, ut faciat te diffidere et blasphemare Deum. Deus ludit cum filiis, quos diligit; exhibet se, ut carni apparet, iratum et formidabilem.

Men Guds fristelse er faderlig. For sådan siger Jakob i sit brev: ”Gud frister ikke til det onde” (Jak 1,13), (#36) det vil sige, han frister ikke af den grund, at vi skal frygte eller hade ham som en tyran, men med den hensigt, at han kan opvække og oprejse troen og kærligheden i os. Men Satan frister til det onde, så han drager dig bort fra Gud, så han får dig til at mistvivle om Gud og spotte ham. Gud leger med sine sønner, som han elsker; han stiller sig frem, så han for kødet ser ud som var han vred og gruelig.

³⁷ Hinc querelae illae oriuntur: ”Projectus sum a facie oculorum tuorum” (Ps. 31,23). Item (ibid. 27,9): ”Ne avertas a me faciem tuam”. Sed sunt meri lusus: nec fallet aut decipiet te Deus; tu tantum firmiter adhaereas promissioni infallibili et immutabili; et quamvis honores, opes, vitam ipsam amittas, tamen non statuas, Deum tibi irasci, teque abjecisse propterea; sed alia longe praeclariora dona, honorem vitamque meliorem ab eo exspectes, sicut inquit Iob 13. (v. 15. 16.): ”Etiamsi occiderit me, in ipso sperabo”.

Heraf kommer disse klager: ”Jeg er fordrevet fra dine øjne!” (Sl 31,23). Ligeledes Sl 27,9: ”Vend ikke dit ansigt fra mig”. Men det er blot lutter leg: Gud svigter ikke og narrer dig ikke; du skal blot fast knytte dig til de ufejlbare og urokkelige forjættelser; og skønt du mister ære, rigdom, ja livet selv, så må du dog ikke drage den slutning, at Gud er vred på dig og fuldstændig har forkastet dig; men du skal forvente andre langt dejligere gaver, ære og et bedre liv, fra ham, sådan som Job siger: ”Skønt han dræber mig, vil jeg håbe på ham”. (Job 13,15f).

³⁸ Caeterum verbum: cognivi, interpretati sunt Patres hoc loco, noscere te feci, hoc est, ut intelligeres, te esse timentem Dei, sicut Petrus monet, ut certam et firmam faciamus vocationem et electionem nostram bene operando. Quemadmodum si quis tentationem superavit, certior redditur de auxilio Dei, et potest dicere: Hoc certum argumentum est, me a (226) Deo esse adjutum, quia meis viribus non potuissem hoc efficere. Sic fructus spiritus dicuntur testimonia fidei, quae nos de nostra electione et vocatione certificant.

Dette ord 'cognovi' fortolker fædrene på dette sted, så det betyder: erkender, at du har gjort det, det vil sige, at du forstår, at du er gudfrygtig, sådan som Peter formaner, at vi skal gøre vores kaldelse og udvælgelse sikker og fast ved gode gerninger. (2 Pet 1,10). Hvis nogen på den måde overvinder fristelsen, så kan man mere sikkert tilskrive det Guds hjælp og sige: Dette er det sikkert tegn på, at jeg har modtaget Guds hjælp, for med mine egne kræfter ville jeg ikke have kunnet gennemføre det. Sådan kan åndens frugter siges at være troens vidnesbyrd, som forvisser os om vores udvælgelse og kaldelse.

³⁹ Porro canon hic observandus est de duplici cognitione vel visione Dei. Quando dicitur in scriptura sancta: vidit Deus, ibi faciunt duplicem cognitionem, unam aeternam et invisibilem, qua Deus vidit res, antequam exsisterent: alteram, qua intuetur res praesentes. Deus non vidit Mariam, antequam fuit, illa altera visione, qua exsistentes res adspicit: et tamen ab aeterno vidit. Sic omnes creaturas vidit Deus, antequam fierent, et jam cum factae sunt, etiam videre sive cognoscere dicitur.

Endvidere skal man overholde den regel om Guds dobbelte erkendelse eller indsigt. Når der siges i den hellige skrift: Gud ser, så gør de en dobbelt erkendelse, den ene evig og usynlig, hvorved Gud ser tingene, før de eksisterer: den anden, hvorved han ser de nærværende ting. Gud ser ikke Maria, før hun blev til, med denne anden betragtning, hvormed han ser de ting, der eksisterer: og dog ser han fra det evige. Således ser Gud alle skabninger, før de blev til, og også, når de er blevet til, siges han at se eller erkende dem.

⁴⁰ Ad eundem modum hic loquitur Deus: Nunc cognovi, hoc est, nunc probo et in effectu video, te timere Deum. Huc pertinet Augustini distinctio inter cognitionem vespertinam et matutinam. Habet enim Deus aliqua humano captui accommodata, ideoque hanc phrasin: nunc cognivi, simpliciter accipiendam puto, tametsi Patrum expositionem non reprobo, quod loquatur Deus humano more, tanquam ex ille obedientia tum demum perspexerit pietatem Abrahae et verum timorem.

På den samme måde taler Gud her: Nu har jeg set, det vil sige, nu beviser jeg og nu har jeg virkelig set, at du frygter Gud. Det er det, Augustins skelnen peger hen på: skellet mellem den aftenlige og den morgenlige erkendelse. For Gud har i nogen grad tilpasset sig den menneskelige opfattelse, derfor mener jeg, denne sætning: nu har jeg set, skal forstås ganske enkelt, selv om jeg ikke vender mig imod fædrenes forklaring, at Gud taler på menneskelig måde, som om det først var ud fra denne lydighed, at han gennemskuede, at Abraham var from og virkelig gudfrygtig.

⁴¹ Dulcissima enim sunt ejusmodi descriptiones, quando scriptura de Deo tanquam de homini loquitur, et humana omnia ei attribuit, quod loquatur nobiscum familiariter, et similia hominum sermonibus, quod gaudeat, contristetur, patiatur ut homo: propter mysterium futurae incarnationis.

For den slags beskrivelser er ganske rare, når skriften taler om Gud som om et menneske og tillægger ham alt menneskeligt, for den taler fortroligt med os og bruger noget, der ligner menneskeord: at han glæder sig, at han bliver bedrøvet, at han lider som et menneske: det sker på grund af den kommende inkarnations mysterium.

⁴² Ob eam enim causam legimus et evolvimus vetus testamentum, ut Christum videamus praedictum (227) incarnandum, non solum verbis, sed et variis figuris et factis.

For af den grund læser og studerer vi det gamle testamente, om vi ikke kan komme til at se Kristus som den, der er forudspået og skal inkarneres, ikke blot i ord, men i forskellige figurer og begivenheder.

⁴³ Itaque amamus illas phrases scripturae, quando forma et gestibus humanis describitur Deus: ”Quare obdormis” (Ps. 44,24)? ”Oculi Domini super justos” (Ps. 34,16) ”Aperis tu manum tuam” (Ps. 145,16) et si qua sunt similia, quae de hominibus ad Deum transferuntur, propter nostri intellectus imbecillitatem.

Derfor elsker vi disse sætninger i skriften, hvor Gud beskrives med menneskelige former og bevægelser: ”Hvorfor sover du, Herre”? ”Herrens øjne hviler på de retfærdige”. ”Luk din hånd op”, og hvad der ellers er af lignende udsagn, hvor egenskaber føres over fra mennesker til Gud, på grund af vor forstands dumhed.

⁴⁴ Et hac quidem quasi pictura contenti simus, et fugiamus curiositatem illam humani ingenii quae vult scrutari majestatem. Ideo enim Deus praedictus est incarnandus, ut certam formam cognoscendi et apprehendi Deum haberemus.

Lad os da være tilfredse med det, der blot er en slags billedsprog, og flygte bort fra den nysgerrighed hos den menneskelige forstand, som vil udgranske majestæten. For af den grund blev Gud prædiket og inkarneret, at vi skulle have en sikker form, hvori vi kunne erkende og forstå Gud.

⁴⁵ Deinde quaestio hic agitari solet, an Abraham sit justificatus ex operibus? sicut disputat Iacobus in sua epistola (2,21). Quia enim dicitur: ”Nunc video te justum”, vult inde colligere, quod prius non fuerit justus. Sed facilis est responsio, quam ipsa verba ostendunt. Aliud enim est, esse justum, etiam grammatice loquendo, aliud cognoscere justum.

Dernæst plejer der her at rejse sig det spørgsmål, om Abraham var retfærdiggjort ud fra sine gerninger? Sådan disputerer Jakob i sit brev (2,21). For når der siges: ”Nu ser jeg, at du er retfærdig”, vil han derudfra slutte, at han forud ikke har været retfærdig. Men svaret er let, for det ligger i ordene selv. Én ting er nemlig at være en retfærdig, også når man taler grammatik, noget andet er at erkende, at én er retfærdig.

⁴⁶ Abraham fuit justus fide, antequam cognoscitur a Deo talis. Igitur male concludit Iacobus, quod nunc demum justificatus sit post istam obedientiam. Per opera enim, tanquam per fructus cognoscitur fides et justitia. Non autem sequitur, ut Iacobus delirat: ”Igitur fructus justificant”: sicut non sequitur: Ego agnosco arborem ex fructu, igitur arbor ex fructibus fit bona. Facessant itaque e medio adversarii cum suo Iacobo, quem toties nobis objiciunt, et multa de justitia operum blaterant; sed nihil intelligunt. (228).

Abraham var retfærdig ved troen, førend han blev erkendt af Gud som retfærdig. Derfor er det en dårlig konklusion, Jakob foretager, at han først nu blev retfærdiggjort efter denne lydighed. For gennem gerningerne, som gennem frugterne, erkendes troen og retfærdigheden. Men deraf følger ikke det, Jakob vrøvler frem: ”Altså er det frugten, der retfærdiggør”, ligesom man ikke kan drage den slutning: Jeg erkender træet ud fra frugten, altså er træet godt ud fra sine frugter. Derfor fjerner modstanderne sig fra sagen med deres Jakob, som de mange gange river os i næsen, og vrøvler meget om gerningsretfærdighed; men de forstår ingenting.

⁴⁷ Quin etiam sophistae distinguunt inter esse cognitum, et esse substantivum. Iustus non fit justus cognoscendo, sed justificatus fide, ut supra cap. 15. de Abrahamo dictum est, cognoscitur justus ex fructibus et operibus.

Ja, også nogle sofister skelner mellem at være erkendt og at være virkeligt. Den retfærdige bliver ikke retfærdig ved at blive erkendt, men retfærdiggøres ved tro, som den ovenfor i kap. 15 er sagt om Abraham, at han blev erkendt som retfærdig ud fra frugterne og gerningerne.

⁴⁸ Observandum vero et illud est hoc loco, cum celebratur Abraham timens et reverens Dei, non tantum de fide dici, sed de universo cultu, de arbore cum fructibus, si quidem timere Deum Hebraeis est idem, quod colere Deum, seu servire Deo, diligere et habere Deum in pretio. Sic Psalmus 14. (v. 5): ”Timuerunt, ubi non erat timor”, non loquitur de pavore, quia impii non pavent, sed de cultu impiorum. Colunt Deum, ubi non est colendus: faciunt cauteristam, ut Paulus (1 Tim. 4,2.) appellat, hoc est, factitiam, sive fictam conscientiam, violentam, non naturalem, non veram, sicut Papa, quando prohibet conjugium et esum carnium. Impii igitur volunt timere, id est, colere Deum, ubi non est verus cultus Dei.

Men på dette sted må man også lægge mærke til dette, når Abraham fremhæves som én, der frygter og ærer Gud, at det ikke blot siges om troen, men om hele kulten, om træet med dets frugter, hvis nemlig det at frygte Gud for hebræerne er et samme som at dyrke Gud eller tjene Gud, elske Gud og have Gud i bønnen. Sådan taler Sl 14,5: ”De frygtede, hvor der ikke var grund til frygt” (Vulgata) ikke om rædslen, for de ugudelige er ikke bange, men om de ugudeliges kult. De dyrker Gud, hvor han ikke skal dyrkes; de brændemærker sig, som Paulus kalder det 1 Tim 4,2, dvs., de skaber noget kunstigt eller en fiktiv samvittighed, en hæftig, ikke en naturlig eller sand samvittighed, som f.eks. paven gør, når han forbyder ægteskab og kødspisning. Derfor vil de ugudelige frygte, det vil sige, dyrke Gud, hvor der ikke er nogen sand gudsdyrkelse.

⁴⁹ Sic cum dicitur (Matth. 15,9.): ”Frustra colunt me mandatis hominum”, idem est, quod timent, quia summus cultus est in scriptura sancta timor Dei. Hinc Iacob (Gen. 31,42.) appellat Dominum Deum timorem et reverentiam, et nihil aliud intelligit, quam ipsam divinitatem.

Således også, når det i Matt 15,9 siges: ”Forgæves dyrker de mig med menneskebud”, så er det det samme, som at de frygter, fordi den højeste kult i skriften er den hellige frygt for Gud. Derfor kalder Jacob i 1 Mos 31,42 Gud Herren for frygt og ærefrygt, og derved forstår han intet andet end guddommen selv.

⁵⁰ Impii ergo volunt esse reverentes, humiles, inclinata cervice et tremulo capite incedunt, sicut arundo, cupiunt videri timentes Dei prae omnibus hominibus, et tamen frustra timent et colunt.

Men de ugudelige vil være gudsdyrkere, ydmyge, de vil bøje nakken og gå rundt med rystende hoved som et rør, og de stræber efter at synes at frygte Gud fremfor alle mennesker, og dog frygter og dyrker de forgæves.

⁵¹ Atque id sane commune malum est per totum orbem terrarum: timemus, colimus, observamus etiam usque ad Angelorum religionem; sed conficta et cauteriata (229) conscientia. Sicut sacerdotes Baal durissima quaeque patiebantur, pungebant se cultris et subulis usque ad sanguinis effusionem; sed erant illa stigmata electitia, non illa, de quibus Paulus dicit: ”Porto stigmata Domini mei”, etc. (Gal. 6,17.) Et contra ubi maxime timendum erat, nihil timent impii; imo audacissimi sunt in contemnendo vero cultu et conculcando verbo Dei.

Og dette er sandelig et almindeligt onde ud over hele jordens flade: vi frygter, vi dyrker, vi overholder alt lige til englenes religion; men det sker med en påtaget og forsigtig samvittighed. Sådan led Baals-præsterne meget hårdt, de stak sig med offerknive og syle så blodet flød; men det var selvvalgte sår, ikke de sår, som Paulus taler om: ”Jeg bærer min Herres sårmærker”, osv. (Gal 6,17). Og omvendt: Hvor der er mest at frygte, frygter de ugudelige ikke; tværtimod er de så frække, at de foragter den sande kult og foragter Guds ord.

⁵² Nusquam vero est timendus Deus, nisi in suo verbo, juxta illud: ,,Non adorabis Deus alienos; non facies tibi sculptile, qualecunque sit". Ubi revelatur Deus in verbo, ibi cole, ibi exerce tuam reverentiam; tum times, ubi timendum et pavendum.

Men Gud skal ikke frygtes andetsteds end i sit ord, ifølge dette: ”Du må ikke tilbede en anden Gud; du må ikke gøre dig noget gudebillede, hvordan det end er”. Hvor Gud åbenbares i ordet, dèr skal du dyrke ham, dèr skal du udøve din ærbødighed; så vil du frygte, hvor man skal frygte og bæve.

⁵³ Ideo nos proculcamus Papam, et sectas, qui cultus instituunt extra et contra verbum Dei, non timemus aut colimus. Ipsi vicissim veram religionem et doctrinam damnant, et vocant haereticam. Timent igitur, ubi non est timor, et ubi timendum erat, non timent.

Derfor foragter vi paven, og sekterne, som indstifter kulter, ud over og imod Guds ord, noget, vi ikke skal frygte og dyrke. Omvendt fordømmer de den sande religion og doktrin, og kalder den kættersk. De frygter altså, hvor man ikke skal frygte, og hvor man skulle frygte, frygter de ikke.

⁵⁴ Hactenus Abraham sacrificium expedivit cum suo filio, quamvis non est peractum; sed tantum fuit praeparatio quaedam ad sacrificium.

Hidtil har vi behandlet Abrahams offer sammen med hans søn, selv om det ikke blev gennemført; det blev kun til en forberedelse til offeret.

⁵⁵ Et levans Abraham oculos suos vidit; et ecce aries post tergum, comprehensus in perplexu veprium cornibus suis, abiensque tulit arietem illum, et obtulit eum in holocaustum pro filio suo.

Supra dictum est, nos pie et cum reverentia sic cogitare posse, quod Angelus cum singulari majestate venerit cum vento et flamma, et Abraham perterritus prostratus sit in faciem, vel saltem genibus flexis praebuerit aurem, quando dixit Angelus: ,,Tu (230) es timens Deum". Postquam autem prohibuit mactationem, disparuit Angelus. Ibi Abraham solus cum filio relinquitur, cumque levant oculos et circumspiciunt, vident arietem post se (emphasis est iu particula: post se); is haeret intricatus vepribus perplexis et implicatis. Hebraeum enim vocabulum SEBAK proprie, significat ramos erraticos, diffusos, crescentes sine certo ordine: illi apprehenderunt cornua arietis.

Og Abraham løftede sine øjne og så, og se en vædder var bag hans ryg, indviklet med sine horn i krattet, han gik hen og tog vædderen og bragte den som brændoffer i stedet for sin søn.

Ovenfor blev det sagt, at vi fromt og med ærefrygt kan overveje, at englen kom med enestående herlighed og med storm og ild, og at Abraham forskrækket kastede sig på sit ansigt eller i hvert fald bøjede sine knæ og lyttede ihærdigt, da englen sagde: ”Du er én, der frygter Gud”. Men efter at han havde forhindret offerhandlingen, forsvandt englen. Dèr blev Abraham ladt alene sammen med sin søn, og da er det, han løfter blikket, ser sig omkring og får øje på vædderen bag sig (der ligger vægt på ordet ”bag sig”); den hænger fast indviklet i krattet og er forvirret og fastviklet. For det hebraiske ord SEBAK alene, betyder fejlende, forvirrede væddere, som farer op uden orden: de to tager fat ved vædderens horn.

⁵⁶ Sic Psalmo 74. (v. 5.): „ Quasi in silva lignorum securibus exciderunt", significatur, non aliter grassatos esse hostes in sanctuarium, ac si silva vel arbustum securibus cedatur, quasi templum et sanctuarium confusa et perplexa silva esset. Alii finxerunt, esse proprium loci; sed est nomen appellativum. Aries fuit in radicibus montis, detentua inter vepres et virgulta.

Sådan betegner Sl 74,5: De så ud ”som når man løfter økser i skovens krat”, at fjenderne ikke hærger anderledes på det hellige sted, og hvis skoven eller buskadset må vige for økser, som om templet og det hellige sted var en forvirret og perpleks skov. Andre har forestillet sig, at det var et stednavn; men det er et generelt navn. Vædderen befandt sig ved bjergets fod og den blev set mellem krat og buskads.

⁵⁷ Sed quaeri hic solet, unde venerit iste aries, Iudaei dicunt, creatum esse sexta die cum aliis animalibus, et divina ordinatione conservatum ad illum tempus usque. Nos Christiani scimus, quod apud Deum idem est creare et conservare. Qui novit potentiam creatoris, non disputabit curiosius, unde venerit aries. Scotus disputat, unde Deus sumturus sit ignem in die judicii ad conflagrationem mundi. Quid potest quaeri aut cogitari stolidius? Sapientes scilicet non committunt nisi insignes errores. Sed ut aliquid dicamus de proposita quaestione, illud meminerimus, quod scriptura sancta usitatum Deo esse ostendit, ut per Angeli aut ministri alicujus vocem producat ea quae non erant, aut ea, quae exsistunt, multiplicet.

Men her plejer man at spørge, hvorfra den vædder kom. Jøderne siger, at den blev skabt den sjette dag sammen med de andre dyr, og på guddommelig ordre gemt til netop den tid her. Vi kristne véd, at for Gud er det ét og det samme at skabe og at bevare. Den, der kender skaberens magt, vil ikke diskutere for nysgerrighedens skyld, hvor vædderen kom fra. Scotus diskuterer, hvorfra Gud henter ilden på dommedagen til at sætte verden i brand med. Kan man spørge om noget mere tåbeligt? De kloge hoveder beskæftiger sig ikke med andet end deciderede fejltagelser. Men for at vi kan sige noget om det fremsatte spørgsmål, så lad os huske på, at den hellige skrift påviser, at det er sædvanligt for Gud, at han gennem en engels eller en hjælpers røst kalder det frem, som ikke var, eller forøger det, der eksisterer.

⁵⁸ Ad verbum Mose hominis manat aqua ex petra, coturnices sparguntur per castra. Si Deus unam (231) coturnicem habet, centena millia aut innumeras habet. Sic sumit quinque panes, et cibat quinque millia.

På Moses' ord fremvælder der vand fra klippen, vagtler spreder sig over lejren. Hvis Gud har én vagtel, kan han have hundrede tusind eller utallige. Sådan fremdrager han fem brød og mætter fem tusind.

⁵⁹ Si credimus, potentia divina omnia ex nihilo esse condita, cur non et illud credamus, eum hoc, quod jam exsistit, posse multiplicare et augere? Unde nix, unde pluvia tam subito saepe oriuntur? Iam coelum serenum est, paulo post uno momento, quando libet, mittit nivem vel pluviam.

 Hvis vi tror, at den guddommelige magt kan skabe af intet, hvorfor vil vi så ikke tro på, at han kan mangfoldiggøre og øge det, der allerede eksisterer? Hvor kommer tågen fra, hvor kommer regnen fra, som ofte opstår ganske pludseligt? Nu er himlen klar, et enkelt øjeblik senere, når det behager ham, sender han tåge eller regn.

⁶⁰ Elias 3 Regg. 17. (I Regg. 17, 14) ad viduam Sareptanam dicit: ,,Non deficiet hydria farinae, nec lecythus olei minuetur”. Per hoc verbum alitur vidua cum familia toto illo tempore famis: quin et filius mortuus resuscitatur. Sic Helisaeus 4 Reg. 4. (2 Regg. 4, 42) imperat servo: ,,Da populo panes, saturabuntur"; et saturati sunt centum viri viginti panibus hordeaceis. Quanto magis ergo Angeli id possunt? Deo non est impossibile, ex ipsis vepribus pronuntiante Angelo arietem producere, tanquam per potentiam ordinatam et mediatam: quanto magis, si voluisset uti immediate? sicut quando ignem in fornace mutat in refrigerium.

Elias sagde ifølge 1 Kong 17,14 til enken i Sarapta: ”Krukken skal ikke blive tom for mel, og kanden ikke mangle olie”. Gennem dette ord blev enken ernæret sammen med sin familie hele hungernødens tid igennem: Ja, også hendes døde søn blev genopvakt. Således befaler Elisa i 2 Kong 4,42 sin tjener: ”Giv folket brødene, at de kan blive mætte”. Og hundrede mænd blev mætte af tyve bygbrød. Hvor meget mere end englen kan disse ikke gøre? For Gud er det ikke umuligt, af disse kratbuske, når englen kalder, at skabe en vædder, som gennem en ordnet og formidlet magt: hvor meget mere da ikke, hvis han havde villet det uformidlet? Sådan som når han forvandler ilden i ovnen til et koldt sted. (Dan, tilfB, 27).

⁶¹ Non igitur reprehendo, sive per Angelum allatum arietem dicas, sive jubente Angelo procreatum, quod magis credo. Neque tamen temere prolata videtur vox illa a Patribus, quod aries fuerit ab initio mundi praeparatus. Habuerunt enim notitiam de semine mulieris, de Christo, cujus figuram intellexerunt esse arietem istum.

Jeg vil derfor ikke lægge vægt på, om man siger, at vædderen blev fremført af en engel, eller blev frembragt på englens befaling, hvad jeg mere tror. Dog synes heller ikke den opfattelse tilfældigt fremført af fædrene, at vædderen var forberedt fra verdens begyndelse. For de havde lagt mærke til kvindens sæd, til Kristus, og de forstod vædderen som et tegn på ham.

⁶² Is enim ante creationem fuit, sicut inquit Paulus Tit. 1. (V. 2.): ,,Promisit, qui non mentitur, Deus, ante tempora saecularia". Christus igitur ante saecula ab aeterno ad id destinatus fuit divina (232) providentia, ut contereret caput serpentis, fieret victima pro genere humano, mortificaret peccata, et nos vivificaret: exspectavit autem, donec tempus praefinitum manifestationis veniret. Haec satis bona allegoria est, quam non improbo.

Han var jo før skabelsen, sådan som Paulus siger Tit 1,2: ”det Gud, der ikke lyver, har lovet for evige tider siden”. Altså Kristus var før alle tider fra evighed af bestemt til dette ved det guddommelige forsyn, at han skulle knuse slangens hoved, blive offer for menneskeslægten, tilintetgøre synden og levendegøre os: men han ventede, indtil den forudbestemte tid for åbenbaringen kom. Det er ene meget smuk allegori, som jeg ikke er uenig med.

⁶³ Postquam vero viderunt arietem divinitus quoquo modo adductum assumsit eum Abraham , et obtulit in holocaustum pro filio suo. Ibi Isaac fuit acoluthus, et juvit patrem in peragendo sacrificio. Fuit autem aries ille signum, quo confirmatus est Abraham, non Isaacum, sed arietem immolandum esse. Sic semper signum aliquod ad verbum additur; statim enim intellexit, arietem divinitus exhibitum esse, ut offerretur, ne frustra parasset altare et alia necessaria ad sacrificium.

Men efter at de havde set den vædder, der på en eller anden måde guddommeligt var blevet ført frem, tog Abraham den, og fremførte den som brændoffer i stedet for sin søn. Herved fulgte Isak med og hjalp sin far med at gennemføre offeret. Men vædderen blev det tegn, hvorved Abraham blev bekræftet i, at ikke Isak, men vædderen skulle slagtes. Sådan føjes der altid et eller andet tegn til ordet; for med det samme forstod han, at vædderen var kommet guddommeligt til stede, for at den skulle ofres, at ikke alteret og de andre nødvendige forberedelser til offeret skulle være bygget forgæves.

⁶⁴ Vocavitque Abraham nomen loci illius: Dominus videbit. Sicut et hodie dicitur: In monte Dominus videbit.

Communis sententia est omnium interpretum, passivam vocem hic retinendam esse, et legendum: In monte Dominus videbitur. Nec dubito, Hieronymum initio sic reddidisse, sed alterius cujusdam scioli aut notarii vitio mutatum esse, qui putavit, posteriorem particulam cum praecedente convenire debere.

Abraham kaldte dette sted: Herren ser. Sådan kaldes det i dag: Herren ser på bjerget.

Det er den almindelige opfattelse blandt alle fortolkere, at man her skal indsætte den passive modus, så man bør læse: På bjerget, hvor Herren viser sig. Jeg er ikke i tvivl om, at Hieronymus fra begyndelsen har læst sådan, men ved et eller andet klogt hoveds eller en notars overgreb er det blevet ændret; han har nok ment, at det sidste ord skulle stemme overens med det første.

⁶⁵ Supra autem de monte, sive potius de terra Morija dictum est, qui fuit locus reverentiae et cultus divini, in quo Patres obtulerunt.

Ovenfor blev der sagt om bjerget eller snarere om landet Moria, at det var et sted for ærbødighed og guddommelig kult: her ofrede fædrene.

⁶⁶ Mihi vero magis libet Burgensis sententiam sequi, qui et linguae Hebraeae peritus, et in explicanda sententia scripturae eruditus est. Is sentit, legendum esse: In monte Dominus videbit, et hujus sententiae hanc rationem affert, quia responderat (233) Abraham supra filio interroganti de pecude: Dominus videbit, hoc est, providebit, quasi dicat: etiamsi nos nesciamus, ipse novit, unde pecudem simus habituri in sacrificium holocausti, ipse viderit.

Jeg for min del vil heller følge Burgensis' mening, for han er kyndig i hebraisk og dygtig til at forklare skriftens mening. Han mener, at man skal læse: Herren ser på bjerget, og han fremfører den forklaring på denne opfattelse, at Abraham, da hans søn spurgte ham om offerdyret, svarede: Herren vil se til det, det vil sige, vil sørge for det, som om han ville sige: selv om vi ikke véd det, så véd han det; hvorfra vi vil få offerdyret til brændofferet, det vil han selv sørge for.

⁶⁷ Hanc etymologiam non possum improbare, quia Dominus videbat, hoc est, curabat, ut impleretur ista vox Abrahae ad filium: Dominus providebit. Inde nomen monti inditum est: Dominus videbit, quasi dicat: Dominus intuetur, et curat hunc locum.

 Denne ordforklaring kan jeg ikke være uenig i, for Herren så jo til, det vil sige: sørgede for, at det ord fra Abraham til sønnen: Herren vil se, blev opfyldt. Derfor betegner navnet på bjerget: Herren vil se, at det er, som om der skal siges: Herren skuer og sørger for os på dette sted.

⁶⁸ Atque haec quasi relativa significatio est ad montem Morija, in quo colebatur Deus. Illius respectu hoc nomen: Dominus videbit, tanquam correlativum est ad eos, qui exsistunt in monte, et colunt Deum; eos enim vicissim respicit et exaudit Deus. Iam olim igitur mons iste sacer antiqua religione Patrum, sicut supra dictum est, nunc etiam ab ipso Deo sanctificante et curante tum locum, tum illos, qui veniunt illuc adorantes, consecratus est.

Og denne om jeg så må sige relative betegnelse har med det bjerg Moria at gøre, hvor Gud dyrkes. I den henseende er dette navn: Herren vil se, som et tilsvar til dem, som er på bjerget og dyrker Gud; dem ser og hører Gud til gengæld. Allerede i gamle dage var dette bjerg helligt i fædrenes gamle religion, sådan som vi har sagt ovenfor, men nu er det helliggjort af Gud selv og han er omsorgsfuld, og det er både stedet og de, der kommer derhen for at tilbede, der er indviet.

⁶⁹ Plena itaque consolationis appellatio est montis, quia continet relationem inter timentem, hoc est, invocantem, gratias agentem et Deum suscipientem, sive exaudientem vota et preces, inter adorantem et adoratum, quia jam antea quidem fuit locus destinatus cultui divino, jam vero plane confirmatur Abraham, Deum ibi praesentem esse, et flectere oculos et aures ad omnes, qui hoc loco colunt et adorant.

Derfor er betegnelsen på bjerget fuld af trøst, for det indeholder i sig en relation mellem den, der frygter, det vil sige, påkalder, takker og den Gud, der har omsorg for eller hører på løfter og bønner, mellem den tilbedende og den tilbedte, fordi det både tidligere var stedet, der var bestemt til guddommelig dyrkelse, og nu ligeud bekræfter Abraham i, at Gud er nærværende her og vil vende øje og øren mod alle, som dyrker og tilbeder på dette sted.

⁷⁰ Etsi igitur rectius, ut Hebraei volunt, passiva significatio retinetur, tamen usu detorta est vox de passiva in activam, ut significaretur, Deum ibi adesse, et vigilantes oculos dirigere in suos cultores.

Selv om det således er mere rigtigt, som hebræerne vil det, at fastholde den passive betydning, så er dog den fordrejede brug en stemme om det passive i det aktive, så det betegnes, at Gud er her, og vil rette sine vågne øjne hen mod dem, der dyrker ham.

⁷¹ Sic Iacob infra, cum iret in Mesopotamiam, et noctu in somnis videret scalam, et in ea Angelos (234) Dei adscendentes et descendentes: Terribilis, inquit, est locus iste, et non est hic aliud nisi domus Dei et porta coeli, id est, hoc loco timendus Deus est, hic gratiae agendae et sacrificandum est. Ita hic mons Dominus videbit ad omnem posteritatem sacer est habitus, et Patres quadam pietate et reverentia traxerunt ad cultum, ut, qui vellet videre Deum, illuc veniret: quia non solum ibi appareret et videretur, sed etiam videret Deus: quasi dicerent: Iam debet vocari epiphania, quia Deus respicit, apparet, auditur, videtur, ostendit se in verbo, ex auditione precum et omnibus aliis beneficiis. Haec catachresis et mutatio vocabuli est: verum non in malum usum, sed magis in consolationem.

Således siger Jakob senere, da han vandrede til Mesopotamien og om natten i søvne så stigen og Guds engle vandre op og ned: Dette sted er forfærdeligt, og her er ikke andet end Guds hus og himlens port, det vil sige: på dette sted skal Gud frygtes, her skal man takke og ofre. Derfor er dette bjerg, hvor Herren ser til enhver eftertid, som en hellig vane, og fædrene drog derhen med fromhed og ærbødighed til kulten, så at, hvem der ville se Gud, kom derhen: for ikke blot åbenbarede han sig dèr og lod sig til syne, men Gud så også: som ville de sige: Nu bør det kaldes epifani, for Gud ser, viser sig, hører, ses, viser sig i ordet, når han hører bønner og ved alle andre velgerninger. Dette er en omvending og en forvandling af ordet: men ikke til den dårlige brug, men mere til trøst.

⁷² Quia vero non solum videt ipse, et intuetur hunc locum, quod nobis non satis esset, sed etiam videtur et apparet nobis, hinc sequitur illud: Dominus videbitur, ubi antea tantum videbit dicebatur. Existimo autem, montem illum fuisse locum oraculorum. Rebecca postea consuluit illum videbitur, hoc est, petivit consilium a Patriarcha Sem, qui fuit sacerdos Domini, et eo loco haud dubie docuit et praedicavit.

For ikke blot ser han selv og skuer på dette sted, hvad der ikke tilfredsstiller os, men han ses også og åbenbares for os, heraf følger dette: Herren lader sig se, hvor man tidligere blot sagde: han ser. Men jeg mener, at dette bjerg var et oraklernes sted. Rebekka henvendte sig senere dèr, ser det ud til, det vil sige, hun søgte råd fra patriarken Sem, som var Herrens præst, og uden tvivl lærte og prædikede på dette sted.

⁷³ Vocavit autem Angelus Domini Abraham secundo de coelo, dicens.

Postremus hic sermo est, quem habuit Dominus ad Abraham: jamque historia Abrahae finietur. Caeterum hic iterum moneo, quod saepe dixi, in sacris literis et historiis inprimia observandum esse verbum et conciones Dei, id quod in mutis legendis non auditur. Sola scriptura sancta habet epiphania Domini. (235)

Herrens engel kaldte for anden gang på Abraham fra himlen og sagde:

Efterfølgende kommer dette ord, som Herren talte til Abraham: dermed er så Abrahams historie afsluttet. Forøvrigt formaner jeg her igen til, som jeg ofte har sagt, at man i den hellige skrift og de hellige historier først og fremmest lægger mærke til Guds ord og Guds prædikener, hvilket ikke høres i de tavse fortællinger. Kun den hellige skrift indeholder Herrens åbenbaringer.

⁷⁴ Quanta autem, et quam illustis gloria est Abrahae, quod toties cum Deo sermones confert? Octies invenimus cum eo collocutum Deum. Nostrae legendae in ecclesiis gentium nihil simile habent, et praepostera haec ratio est omnium hominum, ut magis admirentur opera, quam sermonem Dei, qui est auctor et effector omnium mirabilium et difficillimorum operum. Et tamen oculos tantum in opera deflectimus, vocem autem Dei cogitamus esse vocem hominum. Neque enim aliqua differentia apparet inter verbum hominis et verbum Dei prolatum per hominem; eadem vox, idem sonus et pronuntiatio est, sive divina, sive humana proferas. Ideo recedimus a majestate verbi, nec curamus illud Dominus videbitur, sive apparitionem Dei; negligimus loquentem nobiscum Deum, et interim monstra illa Carthusianorum suspicimus.

Men hvor stor og hvor oplyst er ikke Abrahams herlighed, for han taler mange gange med Gud? Vi finder, at han taler otte gange med Gud. De fortællinger, vi har fra hedningernes kirker, har intet, der ligner det, og ganske bagvendt er det alle menneskers begrundelse for, at de mere beundrer Guds gerninger end hans ord, som jo ellers er ophavet og udføreren af alle hans underfunde og meget vanskelige gerninger. Og dog kaster vi kun blikket på gerningerne, men tror, at Guds tale er menneskers tale. For der synes jo heller ikke nogen forskel på menneskets ord og Guds ord, når det forelægges os gennem et menneske; det er den samme røst, det samme tonefald og udtale, hvad enten det er en guddommelig eller en menneskelig tale, du kommer med. Derfor lægger vi ikke vægt på og tager os ikke af ordets majestæt, dette Herren kommer til syne, eller Guds åbenbaring; vi er ligeglade med, at Gud taler til os, og af og til ser vi op til disse kartheuser jærtegn. (?).

⁷⁵ Igitur inprimis verbum Dei considerandum est, et quamvis omnia miracula quis faciat, quin et mortuos suscitet, si venit sine verbo, repudiandus est. Idem omnes Apostoli et Prophetae diligenter monuerunt, et Moses, Deut. 13. (v. 9. 10.) Pseudoprophetam et fictorem somniorum occidendum dicit. „Quia locutus est, inquit, ut averteret vos a Domino Deo vestro".

Derfor skal man først og fremmest overveje Guds ord, og selv om én gør alle mirakler, ja, direkte oprejser af døde, hvis han kommer uden ord, skal han afvises. Det samme formaner alle apostle og profeter omhyggeligt, og Moses siger 5 Mos 13,9-10, at man skal dræbe de falske profeter og dem, der fremsætter drømmesyner. For, siger han, ”han har talt for, at I kan vende jer bort fra Herren jeres Gud”.

⁷⁶ Nos nostro periculo moveri et sapere debebamus, quia Pontifex suam tyrannidem ejusmodi miraculis absque verbo stabilivit. Sicut nugantur de Papa Sixto, cum aliquando in mari periclitaretur imperasse eum mari, et dixisse: Si sum vicarius Christi, quiescat mare procellosum; idque subito evenisse.

Og vi burde bevæges og overveje det, der er vor fare, for paven har understøttet sit tyranni med den slags mirakler uden noget ord. Således fortæller de den vrøvlehistorie om pave Sixtus, at han engang, da han var i fare på havet, befalede over havet og sagde: Hvis jeg er Kristi vikar, så skal det stormfulde hav falde til ro; og det skete med det samme.

⁷⁷ Hoc miraculo probaverunt, Papam esse vicarium Christi; sicut multis aliis, sive veris, sive ementitis (236) miraculis religione item, abstinentia,vigiliis, laboribus Monachorum miserae plebi fucum fecerunt.

Med dette mirakel har de bevist, at paven er Kristi stedfortræder; på lignende måde har de med mange andre mirakler, både sande og opdigtede, og med samme slags fromhed, afholdenhed, vågenætter, munkelige anstrengelser holdt det arme folk for nar.

⁷⁸ Haec meminisse nos, et primae aetati quoque inculcare debebamus, ut cavere et odisse haec monstra, et e contra verbum Dei amare et magnificare discerent. Id enim super omnia est, et creat omnia, pulcherrimum illum solem, animam, corpus, et quicquid hic orbis habet.

Dette bør vi erindre os, og opfordre vor ungdom til at tage sig i agt for og hade disse jærtegn, og i stedet lære dem at elske Guds ord og ophøje det. Det står nemlig over alt, og det har skabt alt, den smukke sol, sjælen, kroppen og hvad der ellers er i verden.

⁷⁹ Quid igitur opera ipsa quantumvis speciosa tantopere praedicamus? Factorem potius et auctorem operum admiremur, et primum omnium certi simus, an per verbum Dei, quae praedicantur miracula, sint facta, an non?

Hvorfor prædiker vi da gerninger, som om de er noget særligt? Jamen, det er snarere ophavsmanden og udøveren af gerningerne, vi beundrer, og først af alt skal vi være sikre på, om de mirakler, de prædiker, er udøvet gennem Guds ord eller ej?

⁸⁰ Sed dicunt Pontificii: Quomodo possent ista fieri, si non esset voluntas Dei? Recte sane; vult Deus et permittit, haec fieri in poenam fastidii et contemtus verbi, ut Paulus inquit, 2 Thess. (2, 11.): Immisit eis non simplicem errorem, sed vim et energeian erroris, qui penetret et vincat. Proinde Pontifex ante omnia verbo Dei demonstret, Papam Sixtum esse vicarium Christi. Scriptum est, inquiunt: Tu es Petrus, et super hanc petram aedificabo ecclesiam meam. Bene: sed hoc ipso vult Christus, ut sit Petrus confessor et minister verbi, non tyrannus, qui oneret conscientias traditionibus humanis, non deleat notitiam Christi. Id enim non est esse vicarium Christi, sed Antichristum. Itaque etiamsi mortuos suscitaret vel Sixtus, vel quicunque alias, exspuerem illi in faciem, et dicerem, non sancto, sed immundo spiritu eum agitari, propterea quod non afferret verbum Dei.

Men papisterne siger: Hvordan kan disse (gerninger) ske, hvis de ikke er i overensstemmelse med Guds vilje? Det er bestemt sandt; Gud vil og Gud tillader, at de sker til straf for kræsenhed og foragt for ordet, som Paulus siger 2 Thess 2,11: Han sendte dem ikke blot vildfarelse, men vildfarelsens magt, som gennemtrænger og besejrer dem. På samme måde demonstrerer paven forud for alt ved Guds ord, at pave Sixtus er Kristi vikar. Der står skrevet, siger de: Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke. Sandt nok. Men netop det vil Kritus, at Peter skal være en bekender og en hjælper for ordet, ikke en tyran over det, som bebyrder samvittighederne med menneskelige traditioner, ikke ødelægger erkendelsen af Kristus. Det er nemlig ikke Kristi vikar, men antikrist. Derfor, selv om Sixtus opvakte døde eller gjorde noget andet, ville jeg spytte ham i ansigtet og sige, at han handler, ikke ved Helligånden, men ved verdens ånd, fordi han ikke fremfører noget ord af Gud.

⁸¹ Opponimus igitur verbum contra opera, sicut ipsi vicissim opera contra verbum; et habent quidem (237) hanc praerogativam, quod homines specie et pompa illa operum magis moventur, quam verbo. Sed nos ideo has histories tam diligenter tractamus, ut, quid principale in iis sit, consideretur. Ea ipsi non vident, sed dicunt, Abraham fuisse laicum, habuisse familiam, peregrinatum esse in terris pauperem et extorrem.

Vi sætter derfor ordet op imod gerningerne, sådan som de omvendt sætter gerningerne imod ordet; og de har ganske vist den fordel, at mennesker bevæges mere af gerningernes art og pragt end af ordet. Men vi på den anden side behandler disse historie tilpas omhyggeligt, så man kan se, hvad det vigtige i dem er. Det ser de ikke selv, de siger, at Abraham var en lægmand, han havde familie, han var en pilgrim, fattig og udstødt på jorden.

⁸² Non vident autem, eum plenum fuisse patientia, humilitate, caritate: multo minus ista verba, quae Deus cum eo loquitur, attendunt. Si habitus ejus peregrinus et inusitatus, jejunia, gesticulationes devotae celebrarentur, tum applauderent et laudarent. Sed quia habuit uxorem, familiam, pecudes, hominem carnalem esse ajunt. Sed valeant cum suis monstris. Nos firmiter statuamus, et credamus, verbum Dei esse omnia in omnibus, cui si credis, non deerunt opera grandia et admirabilia, sed talia tamen, quae non incurrunt in oculos profanorum, non agnoscuntur a mundo.

Men de ser ikke, at han var fuld af tålmodighed, ydmyghed, kærlighed: meget mindre lægger de mærke til disse ord, at Gud taler med ham. Hvis han var pilgrim, var unyttig, var fastende, havde hengivne gebærder, så ville de fejre ham, tiljuble ham og rose ham. Men fordi han havde en kone, en familie, kvæg, så var han et kødeligt menneske, siger de. Men lad dem være det værd, deres indbildninger er værd. Vi holder stærkt på og tror på, at Guds ord er alt i alle, og hvis du tror på det, skal der ikke mangle store og beundringsværige gerninger, blot skal sådanne gerninger ikke erkendes af verden, fordi de ikke falder i øjnene på de profane.

⁸³ Nos per verbum et preces multas arduas res gessimus; precibus adhuc servamus pacem, et frangimus conatus et insidias adversariorum. Sed ista pii tantum vident, qui habent Spiritum sanctum, et magni faciunt opera illa vere spiritualia et admiranda: Baptismum, Eucharistiam, absolutionem, assiduitatem in vocatione, obedientiam erga parentes et superiores, quae omnia Papistae fastidiunt, quia sunt vulgaria et quotidiana.

Vi udfører gennem ordet og mange bønner mange vanskelige ting; med vore bønner har vi hidtil bevaret freden og svækket modstandernes anstrengelser og misundelsesgerninger. Men disse ting ser kun de fromme, som har Helligånden og som store mennesker udøver disse sandt åndelige og beundringsværdige gerninger: Dåben, Nadveren, boden, udholdenhed i kaldet, lydighed overfor forældre og øvrighed. Men alt det foragter papisterne, fordi det er almindeligt og dagligdags.

⁸⁴ Per memet ipsum juravi, dicit Dominus.

Deus majestatis non solum promittit, sed etiam jurat, et quidem per se ipsum, ut verba ostendunt. Si haberet se majorem, libenter per ipsum juraret: sed quia non habet, ideo per semet ipsum jurat. (238) Nostris hominibus mos est jurare per fidem, per animam suam: id non leve juramentum est, quanquam, si homines spectes, levissimum, quia ipsi sunt vani et mendaces. Sed revera tantundem est, ac si per Deum ipsum jures.

Jeg sværger ved mig selv, siger Herren.

Gud, den majestætiske, ikke blot forjætter, han sværger også, og det ved sig selv, sådan som ordet udviser. Hvis han havde noget, der var større end han selv, ville han hellere sværge ved det; men fordi han ikke har det, derfor sværger han ved sig selv. Det er skik hos os mennesker at sværge ved troen, ved sin egen sjæl; dette er ikke nogen betydningsløs ed, skønt, hvis du ser på mennesker, er den højst betydningsløs, fordi de er forfængelige og løgnagtige. Men i virkeligheden er det lige så meget, som når du sværger ved Gud selv.

⁸⁵ Quemadmodum Christus exponit, Matth. 5. (V. 34 -36): ,,Ego autem vobis dico, ne juretis omnino, neque per coelum, quia thronus Dei est, neque per terram, neque per caput tuum jurareris: quia non potes unum capillum album facere, aut nigrum". Multo minus ergo per animam jurare licebit, et ratio haec est: Quia juramentum per capillos, coelum, terram etc, fit per creaturam Dei, hoc est, per id, quod non est nostrum, aut in manu nostra: ergo includunt ejusmodi juramenta Deum ipsum, tametsi nomen Dei non exprimatur. Sic in sacris literis quoties dicitur: Vivit anima, est juramentum per Deum factum, cujus creatura est anima.

Således forklarer Kristus det i Matt 5,34-36: ”Men jeg siger jer, du må overhovedet ikke sværge, ikke ved himlen, for den er Guds trone, ikke ved jorden, ikke ved dit hoved må du sværge: for du kan ikke gøre ét eneste hår hvidt eller sort”. Meget mindre må man sværge ved sin sjæl, og grunden er den: En ed ved håret, himlen, jorden, osv, sker ved Guds skabning, det vil sige, ved det, som ikke er vort eller ligger i vore hænder: altså indbefatter en sådan ed Gud selv, selv om man ikke udtaler Guds navn. Sådan siges det ofte i den hellige skrift: sjælen leve, og det er en ed gjort ved Gud, hvis skabning sjælen er.

⁸⁶ Magnum autem et admirandum est, quod et auctor epistolae ad Hebraeos (6, 18) hoc loco vidit, et diligenter expendit, quod Deus per semet ipsum jurat. Est enim significatio ardentis animi ineffabili amore et desiderio nostrae salutis, quasi dicat: Tam cupio mihi credi, tam vehementer expeto, meis verbis fidem haberi, ut non solum promittam, sed me ipsum pignori opponam. Non habeo majus, quod oppignorem, quia me majus nihil est, als war ich Gott bin. Si non servo promissa, non ero amplius, qui sum.

Men det er stort og beundringsværdigt, hvilket også forfatteren til hebræerbrevet ser på dette sted (6,18), hvor han omhyggeligt forklarer, at Gud sværger ved sig selv. Det er nemlig et tegn på en brændende sjæls urokkelige kærlighed og ønske om vor frelse, som ville han sige: ligeså meget som jeg stræber efter at blive troet, ligeså stærkt ønsker jeg, at mine ord er troværdige, så jeg ikke blot forjætter, men sætter mig selv i pant. Jeg har ikke noget større, jeg kan sætte i pant, fordi der ikke er noget, der er større end mig, så sandt jeg er Gud. Hvis jeg ikke holder min forjættelse, så vil jeg ikke mere være den, jeg er.

⁸⁷ Stupendum profecto est et dignissimum observatione. Hoc enim vult significare divina veritas: Tu homo mobilis, varius et mutabilis es: addam (239) igitur immobile jusjurandum, et eo testatum volo, me, priusquam fefellero, non fore Deum.

Det er sandelig en overraskende og højst værdig iagttagelse. Hermed vil han nemlig betegne den guddommelige sandhed: Du, menneske, er bevægelig, forskelligartet og foranderlig: men jeg vil nu tilføje en urokkelig ed, og det vil jeg bevidne derved, at jeg, hvis de fejler, ikke mere er Gud.

⁸⁸ Si in haec tantum verba jurasset: Prius coelum, terram, solem, lunam et pulcherrimum opificium totius mundi sinam interire, quam meam promissionem irritam fieri patiar, magnum profecto, et non minus mirandum esset. Sed addit aliud longe gravius et sanctius: Ego, qui Deus sum, qui habeo potestatem destruendi aut creandi coelum et terram, juro et oppignoro non creaturem, non coelum et terram, sed me ipsum, creatorem omnium rerum.

Hvis han kun havde svoret ved disse ord: Før skal jeg lade himlen, jorden, solen, månen og hele verdens smukke bygning forgå, end jeg skal tillade at min forjættelse rokkes, så ville det sandelig være stort og ikke mindre forunderlligt. Men han tilføjer en anden og langt mere alvorlig og hellig ed: Jeg, som er Gud, som har magt til at ødelægge eller skabe himmel og jord, jeg sværger og sætter i pant, ikke skabningen, ikke himlen og jorden, men mig selv, skaberen af alle ting.

⁸⁹ Hoc tam sanctum jusjurandum damnabit omnes incredulos, sicut sanctorum Patrum fidem mirabiliter excitavit et auxit. Cogitaverunt enim: Deus promisit vitam, redemtionem a morte et Diabolo, et per semet ipsum juravit. Id nostrum URIM et TUMMIM (Exod. 28,30) est: nisi itaque crediderimus, damnabimur.

Denne hellige ed fordømmer alle vantro, ligesom de hellige fædres tro på forunderlig vis ophjælper den og øger den. De tænker nemlig: Gud forjætter liv, forløsning fra død og djævel, og han sværger vd sig selv. Det er vores urim og tummim. Hvis ikke vi tror det, bliver vi fordømt.

⁹⁰ Meminerimus ergo et nos tam insignem amplificationem promissionis divinae, exsuperantem omnem cogitationem et fidem: auget eam et confirmat Deus per suam majestatem, ne ullam occasionem diffidendi et dubitandi habeamus. Illud nimirum est condescendere, seque totum applicare nostrae infirmitati. Satis esse debebat, si unicum digitum moveret, ad testificandam suam paternam benevolentiam erga nos. Iam vero verbum suum proponit, nec promittit solum, sed et jurat, et sibi ipsi imprecatur et maledicit, si liceret ita loqui, ut nobis benedicat.

Lad da også os huske på en så speciel forøgelse af den guddommelige forjættelse, den overgår al forståelse og al tro: Gud øger den og bekræfter den ved sin majestæt, så vi ikke har nogen grund til at nære mistro eller tvivle. Det må man i hvert fald få ud af det, at han helt og holdent henholder sig til vores svaghed. Det burde være nok, hvis han løftede bare én finger for at bevidne sin faderlige gunst imod os. Men som ordet viser, så ikke blot forjætter han, han afllægger også ed, og han sætter sig selv i spil og forbander sig selv, hvis man kan sige sådan, for at han kan velsigne os.

⁹¹ Removeamus autem disputationes de praedestinatione et similes, quae plenae sunt periculi et exitii, quia de Dei voluntate et consiliis arcanis extra verbum inquirunt; volunt scrutari et rimari (240) curiosius, quare Deus sic vel aliter se patefecerit, cur tam sollicite voluntatem nostram ad credendum sollicitet. Nota enim est curiositas Adae, qui in Paradiso Deum extra verbum quaerebat, quemadmodum et Satanas in coelo, et invenit eum uterque; sed non sine magno malo.

Lad os derfor se bort fra disputationerne om forudbestemmelsen og den slags, for de er fulde af farer og yderligheder, fordi de udforsker Guds vilje og hemmelige råd imod ordet; de vil udgranske og gennemrode på nysgerrig måde, hvorfor Gud har sluttet denne pagt og ikke en anden, hvorfor han så bekymret bekymrer sig om at få vores vilje til at tro. Man skal nemlig lægge mærke til nysgerrigheden om Adam, hvordan den udspurgte Gud ud over ordet, sådan som også Satan gjorde i himlen, og begge fandt de ham; men ikke uden stort onde.

⁹² Ideo discamus, Deum apprehendendum esse non nostra ratione, sed sicut ipse se revelavit, et dignatus est nobiscum loqui, et agere humano more: adeoque cum gaudio amplectamur divinam majestatem demittentem se ad nos tam humiliter, ut non simpliciter promissionibus ad se invitet, sed etiam jurejurando interposito cogat ad amplectendum ea, quae in verbo offeruntur.

Derfor skal vi lære, at Gud ikke opfattes med vores fornuft, men sådan som han selv har åbenbaret sig og værdiget at tale med os og handle på menneskelig vis: i den grad omfavner vi med glæde den guddommelige majestæt, når han giver sig til os så ydmygt, at han ikke blot med forjættelser tilbyde sig til os, men endog ved at aflægge ed søger at få os til at tage det til os, som tilbydes os i ordet.

⁹³ Haec eadem doctrina egregie in epistola ad Hebraeos explicatur cap. 6. (v. 16-18): „Homines enim per majorem se jurant, et omnis controversiae eorum finis ad confirmationem est juramentum: in quo abundantius volens Deus ostendere promissionis haeredibus immobilitatem consilii sui, interposuit jusjurandum, ut per duas res immobiles, quibus impossibile est mentiri Deum, fortissimum solatium habeamus, qui confugimus ad tenendam propositam spem".

Den samme doktrin forklares på udmærket vis i brevet til hebræerne, kap 6,16-18: ”Mennesker sværger ved det, der er større, og enhver uenighed hos dem finder sin afgørelse og bekræftelse ved en ed: herved vil Gud til overflod vise arvingerne til forjættelsen, at hans råd er urokkelige, og han fremsætter en ed, så at vi gennem to urokkeligheder, hvorved det er umuligt, at Gud skulle lyve, skal have en sikker trøst, vi, som har taget vor tilflugt til at holde fast ved det håb, der ligger foran os”.

⁹⁴ Quid posset ad fidem nostram augendam et confirmandam dici aut cogitari certius et firmius? et quid aliud nos nostra incredulitate aut dubitatione agimus, quam quod Deum promittentem et jurantem mendacii arguimus, et quasi in faciem resistentes, dicimus: Domine Deus, tu mentiris?

Hvad kan siges eller tænkes sikrere og fastere til at øge og styrke vor tro? Og hvad andet gør vi, når vi er vantro og tvivlende, end at vi bevidner, at Gud, der forjætter og sværger sådan, er en løgner, så det er, som om vi modsiger ham op i hans åbne ansigt, og siger: Herre Gud, du lyver?

⁹⁵ Quotusquisque autem est, qui tam horribilem et nimis usitatam blasphemiam, quae haeret naturaliter (241) infixa omnium hominum animis, consideret? Aut enim secure contemnunt et oderunt, aut ei quando audiunt verba et promissiones, dubitare, nescire se ajunt, an sit Dens adeo misericors, an curet et exaudiat invocantes, et praecipue indignos et peccatores.

Men hvor få er der ikke, som overvejer, hvilken forfærdelig og ligefrem tilvant blasfemi som naturligt knytter sig uløseligt til alle menneskers sjæle? For enten foragter de og hader, eller også hører det nok hans ord og forjættelser, men tvivler, véd ikke, hvad de skal sige, om Gud i den grad er barmhjertig, om han tager sig af og hører dem, der påkalder ham, og det især uværdige og syndere.

⁹⁶ Quando autem animus in dubio est, ut ille inquit, paulo momento impellitur etiam ad blasphemiam et desperationem. Ideo toties monet Paulus de plhroforia, hoc est, firma et immota cognitione voluntatis divinae erga nos, quae conscientias confirmet, et corroboret contra omnem haesitationem et diffidentiam,

Men når sjælen er i tvivl, som hin siger, så drives den et kort øjeblik hen imod blasfemi og fortvivlelse. Derfor formaner Paulus mange steder til vished, det vil sige, til fast og urokkelig erkendelse af den guddommelige vilje imod os, den, som styrker samvittigheden og gør den stærk imod al tøven og mistillid.

⁹⁷ Doctrina Papae eo detestabilior est, quia non solum negligit ista, sed etiam impie statuit dubitationem: hoc est, palam pronuntiat Deum mendacem, etiamsi promittat, juret, oppignoret suam majestatem, et maledicat sibi. Quantum vero mali sit in impio et blasphemo dogmate, testantur externa scelera, avaritia, libidines et omnes generis flagitia, quae tanquam mali fructus ex vitiosa arbore nascuntur ex blasphemo corde, quod Deum non sentit veracem esse, sive promittat, sive mandet aut minetur transgredientibus mandata.

Pavens lære kan ikke begrundes så godt som dette, fordi den ikke blot benægter dette, men også ufromt stadfæster tvivlrådigheden; det vil sige, overalt udråber den, at Gud er en løgner, skønt han forjætter, sværger, pantsætter sin majestæt og forbander sig selv. Men hvor stort et onde der er i det ufromme og bespottende dogme, det bevidner de ydre overtrædelser, gerrigheden, vellysten og al slags skændsel, der fødes som en ond frugt på et dårligt træ ud af et bespottende hjerte, fordi det ikke regner Gud for sanddru, hverken når han forjætter eller når han betror os noget eller når han truer dem, der overtræder hans bud.

⁹⁸ Ideo epistola ad Hebraeos diligenter monet de firmitudine consilii et promissionis divinae, ne inconstantiam et vanitatem Deo tribuamus. Sic ad Titum (1, 2.) diserte inquit Paulus: ”Qui non mentitur, Deus". Quorsum attinet, inquies, ista tam accurate monere? Quis enim ausit dicere, Deum mentiri? An non etiam Pontifex, Turci, Iudaei statuunt, Deum ease veracem, justum, sapientem, bonum?

Derfor formaner hebræerbrevet omhyggeligt til fasthed i de guddommelige råd og forjættelser, at vi ikke skal bedrive ustadighed og forfængelighed overfor Gud. Således siger Paulus ligeud til Titus (1,2): ”Gud, som ikke lyver”. Hvad skal det til, spørger du, at formane så direkte? Hvem vil nemlig vove at sige, at Gud lyver? Mon ikke også paven, tyrken, jøderne fastslår, at Gud er sanddru, retfærdig, vis og god?

⁹⁹ At illi ipsi cum maxime hoc dicunt, maxime omnium Deum mendacem, injustum, insipientem esse, (242) sentiunt. Non enim aliam notitiam de Deo habent, quam philosophicam aut metaphysicam, quod Deus est ens separatum a creaturis, ut ait Aristoteles, verax, intra se contemplans creaturas. Sed quid haec ad nos? Diabolus etiam sic Deum cognoscit, et scit, esse veracem. Sed in theologia quando de agnitione Dei docetur, agnoscendus et apprehendendus est Deus, non intra se manens, sed ab extra veniens ad nos, ut videlicet statuamus, eum nobis esse Deum.

Jo, men mens disse meget kraftigt siger dette, mener de mest af alt, at Gud er løgnagtig, uretfærdig, uvis. De har nemlig ingen anden opfattelse af Gud end den filosofiske eller metafysiske, at Gud er et væsen, adskilt fra skabningen, som Aristoteles siger, sanddru, betragtende sine skabninger indenfor sig selv. Men hvad har det med os at gøre? Også djævelen erkender Gud på den måde, og véd, at han er sanddru. Men når det i teologien drejer sig om erkendelse af Gud, skal man erkende og forstå Gud, ikke som han er i sig selv, men som han udefra kommer til os, så vi nemlig kan slå fast, at han er Gud for os.

¹⁰⁰ Ille prior Aristotelicus vel philosophicus Deus Iudaeorum, Turcarum, Papistarum Deus est; nihil vero is ad nos. Sed quem sacrae literae monstrant, is nobis Deus est, quia dat nobis sua epiphania, suam apparitionem URIM ET TUMMIM et loquitur nobiscum.

Denne først og fremmest aristotelske eller filosofiske gud er jødernes, tyrkernes, papisternes gud; men han har intet med os at gøre. Men ham, som den hellige skrift viser os, han er vor Gud, fordi han giver os sin epifani, hans åbenbaring er urim og tummim og han taler med os.

¹⁰¹ Dolendum itaque est, quod huic Deo, qui verbo et signis se nobis patefecit, non assentimur et credimus. Omnes enim habemus hanc blasphemiam diffusam per carnem et sanguinem: nescio, dubito, an Deus mei curam agat tantam, quantam verbo suo promisit. Hoc quid est aliud sentire vel dicere, quam: Deus est mendax?

Det må derfor smerte os, at vi ikke holder os til og tror på denne Gud, som med ord og tegn har sluttet pagt med os. For vi har alle i vort kød og blod indgydt den bespottelse: jeg véd ikke, jeg tvivler på, om Gud bekymrer sig så meget om mig, som han har lovet i sit ord. Hvad er det andet end at mene eller sige: Gud er en løgner?

¹⁰² Quodsi libidines, avaritia et alia peccata tantum in nobis regnarent, non tantopere irasceretur Deus. Sed hanc radicem et caput omnium malorum detestatur et punit horribiliter. In sacris historiis celebrantur multi reges propter omnis generis virtutes, continentiam, munificentiam, justitiam et similes, quas humana disciplina praestare potest. Sed hoc de iis queritur scriptura, quod fecerint malum coram Domino, hoc est, hunc Deum loquentem et promittentem neglexerint, et coluerint vitulos et idola, (243) sicut Hieroboam et alii.

Som om ikke vort begær, vor gerrighed og de andre synder, der hersker i os, i den grad skulle gøre Gud vred. Men denne rod til eller dette hoved for alle onder foragter han og det straffer han forfærdeligt. I de hellige historier fremhæves mange konger på grund af alle slags dyder, afholdenhed, rundhåndethed, retfærdighed og lignende ting, som den menneskelige disciplin kan præstere. Men det spørger skriften om, at de gør det, der er ondt i Guds øjne, det vil sige, at de lader hånt om den Gud, der taler og forjætter, og dyrker (guld)kalve og afguder, som Jeroboam og andre.

¹⁰³ Tanta enim est perversitas humani cordis, ut facilius multo et avidius amplectatur deos alienos, quam hunc Deum, qui se, nobis patefecit promissionibus et signis, veracem esse statutat. Quantum beneficium est, quod redemit nos per Filium? At quam aegre id credamus, videre est in periculis pestis, famis, exsilii, suppliciorum, in quibus adeo angimur et trepidamus sine omni fiducia prorsus, ac si absque omni spe et promissione essemus.

Så stor er nemlig menneskehjertet perversitet, at det meget lettere tager fremmede guder til sig, end den Gud, som har sluttet pagt med os ved forjættelser og tegn, og fremstiller sig for os som sanddru. Hvor stor en velgerning er det ikke, at han har forløst os ved sin søn? Men hvor kummerligt vi tror på det, kan man se i pestens, hungernødens, udlændighedens og dødsstraffens fare, for i disse farer ængstes vi og bæver uden nogen tillid overhovedet, som om vi var uden noget håb og forjættelse.

¹⁰⁴ Quae est causa? Quia vitio originis nobis hoc malum insitum est, quo animus noster promissionibus divinis perpetuo obstrepit et obmurmurat illud: Deus mentitur; juramentum non est verum.

Hvad er grunden til det? Det er, at ved arvesynden er dette onde indlagt i os, så vores sjæl overfor de guddommelige løfter til stadighed gør modstand og knurrer således: Gud lyver, hans ed er ikke sand.

¹⁰⁵ Si firmiter possemus credere, Deum servaturum promissa, et ratum fore jusjurandum, quo suam deitatem oppignoravit, et in signum Filium suum dedit, tum mortem, inopiam, ignominiam, infernam, iuxta ac vitam, divitias, gloriam, et coelum haberemus, sicut coram Deo nihil differunt. Sed quia id non fit, certum argumentum est incredulitatis et diffidentiae nostrae.

Hvis vi fast kunne tro, at Gud ville overholde sine løfter, og hans ed var til at regne med, den, hvormed han sætter sin guddommelighed i pant og til tegn giver sin søn, så vi kunne regne død, fattigdom, uvidenhed, helvede for lige med liv, rigdom, ære og himlen, så det for Gud ikke gør nogen forskel. Men det, at det ikke sker, er et sikkert tegn på vores vantro og mistillid.

¹⁰⁶ Igitur Papistae, Turci, Judaei simpliciter nihil credunt nec intelligunt, quid sit peccatum, quid misericordia, justitia, veritas, gratia: haec omnia sunt eis mera aenigmata; et tamen volunt videri sapientes. Et sunt quidem; sed in suo genere, in philosophia, non in regno coelorum, quia de his spiritualibus rebus nihil intelligunt prorsus, sed contemnunt. Et quomodo curarent, aut magnopere illis afficerentur, cum nos, qui cupimus esse pii, horribile illud malum in nobis deprehendamus, quod non gaudemus omni momento in spiritu de illa ineffabili (244) misericordia Dei erga nos, non ridemus et contemnimus mortem, mundum et Diabolum.

Derfor tror eller forstår papisterne, tyrkerne, jøderne simpelthen intet af, hvad synd, hvad barmhjertighed, retfærdighed, sandhed, nåde er: alt det er for dem lutter gåder; og dog vil de synes vise. Og det er de også på en måde; dog på deres egen vis, i filosofien, ikke i himlenes rige, fordi de slet intet forstår af disse åndelige ting, men foragter dem. Og hvordan kan de bekymre sig om dem eller i bare nogen grad anfægtes af dem, når vi for vores del, som dog stræber efter at være fromme, fastholder dette forfærdelige onde i os, fordi vi ikke glæder os hvert sekund i ånden over Guds uafladelige barmhjertighed imod os, ikke ler ad og foragter døden, verden og djævelen.

¹⁰⁷ Pertinet autem hoc ad commendationem mirabilis patientiae et misericordiae Dei, qui non solum peccata praeterita remittit, sed et praesentia, et usitatam hanc negligentiam suae gratiae magna animi lenitate tolerat.

Men dette fører hen til lovprisning af Guds forunderlige tålmodighed og barmhjertighed, han, som ikke blot forlader de forudbegåede synder, men også de nuværende, og finder sig i denne, at vi har vænnet os til at være ligeglade med hans nåde i vor store sjælelethed.

¹⁰⁸ Habemus Christi mandatum cum annexa promissione et comminatione simul: ,,Quicunque confitebitur me coram hominibus, confitebor et ego eum coram patre meo, qui in coelis est" (Matth. 10, 32.) ,,Qui non acceperit crucem suam, et sequitur me, non est me dignus” (ib. v: 38). ”Qui odit animam suam in hoc mundo, in vitam aeternam custodiet eam. Si quis mihi ministrat, me sequatur: et ubi ego sum, illic et minister meus erit" (Ioh. 12, 25. 26). His et similibus qui non moventur, sed anteferunt corporis salutem et hujus vitae bona confessioni Christi, profecto non aliud sentiunt, quam Deum fallacem esse in promittendo aut comminando.

Vi har Kristi bud som er knyttet sammen med forjættelsen og truslen på éngang: ”Enhver, der bekender mig overfor mennesker, ham vil også jeg bekende overfor min fader, som er i himlen” (Matt 10,32). ”Den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd” (Matt 10,38). ”Den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig; og hvor jeg er, dèr skal også min tjener være” (Joh 12,25f). Den, der ikke bevæges af disse eller lignende ord, men foretrækker legemets frelse og dette livs goder fremfor bekendelsen til Kristus, han mener bestemt ikke andet, end at Gud tager fejl, når han forjætter eller truer.

¹⁰⁹ Quoties repetitur in Psalmis: ,,Exspecta Dominum, viriliter age, et confortetur cor tuum, et sustine Dominum" (Ps 27, 14.). „Diligite Dominum, omnes sancti ejus, quoniam credentes custodit Dominus, et retribuet abundanter agentibus superbe, viriliter agite et confortetur cor vestrum, omnes, qui speratis in Domino" (Ps. 31, 24. 25). Ista omnia scimus, et quotidie proponuntur nobis: neque tamen credimus, nec sequimur Deum, vocantem nos ad confessionem verbi, et promittentem auxilium et liberationem. Neque vero est, quod cogitemus, Deum delectari illa dubitatione et diffidentia in nobis. Quin unum id omnium peccatorum longe gravissimum est, (245) quod mundum et incredulos damnabit. Magnitudo enim peccati aestimari potest ex magnitudine promissionis, juramenti, oppignerationis, imprecationis divinae.

Det gentages ofte i Salmerne: ”Sæt dit håb til Herren, vær stærk, fat mod, og hold dig til Herren” (Sl 27,14). ”Elsk Herren, alle hans fromme, for Herren beskytter de troende, og gengælder til overmål den hovmodige, vær stærke og fat mod, alle I, som håber på Herren” (Sl 31,24f). Alt dette véd vi, og det sættes hver dag foran os: alligevel tror vi det ikke, vi følger ikke Gud, når han kalder os til bekendelse af ordet og forjætter hjælp og befrielse. Det er heller ikke sandt, når vi tænker, at Gud elsker denne tvivlrådighed og mistillid hos os. Nej, det er så langt den alvorligste synd af alle, at han vil fordømme verden og de vantro. For syndens størrelse kan bedømmes ud fra forjættelsens, edens, pantsættelsens og den guddommelige forbandelses størrelse.

¹¹⁰ Qui igitur aliquam vel exiguam guttam, sive scintillam fiduciae istius spiritualis habet, noverit, esse benedictionem Dei et donum singulare. Quodsi firmiter et indubitanter ejusmodi promissionibus adsentiremur, longe majus robur animis nostris adderetur, quam ut mundum, aut Diabolum, aut omnes portas inferorum formidaremus.

Den altså, som har nogen eller bare en dråbe eller en tøddel tillid til disse åndelige ting, må vide, at Guds velsignelse og gave er helt speciel. Hvis vi derfor fast og utvivlsomt fastholder den slags løfter, så vil der gives vore sjæle langt større kraft, end at vi skal gyse over verden eller djævelen eller alle helvedes porte.

¹¹¹ Ideo saepius agitantur ista, ut animos nostros exsuscitemus, et incipiamus aliquando discere cum Alphabetariis saltem. Doctores enim et Rabbi in hac sapientia nunquam erimus, utinam discipuli Christi essemus. Deinde ut meminerimus, scripturam sanctam de aliis et longe sublimioribus rebus docere, quam artes, et libri philosophici docent. Illi nihil sciunt de immensa misericordia et veritate: non intelligunt magnitudinem peccati, quo Deo mendacii crimen impingitur ab omnibus hominibus. Ignorant enim promissiones, quas Dei beneficio habemus.

Derfor skal disse ting behandles ofte, så vi opflammer vore sjæle og begynder i nogen grad at lære i det mindste vores ABC. For vi vil aldrig i den visdom blive doktorer og rabbinere, gid vi blot må blive Kristi disciple. Og gid vi dernæst husker på, at den hellige skrift lærer om andre og langt mere ophøjede sager end videnskaberne og de filosofiske bøger lærer. Disse kender ikke noget til den umådelige barmhjertighed og sandhed: de forstår ikke syndens størrelse, hvorved løgnens forbrydelse pånødes Gud af alle mennesker. For de er uvidende om forjættelserne, som vi har i kraft af Guds gunst.

¹¹² Diligenter igitur haec verba juramenti ponderanda sunt. Deus monet nos, ut clementissimus pater, sollicitat, impellit, quibuscunque modis potest, promittit, jurat, se ipsum pignori opponit cum sui, si liceret ita dicere, exsecratione, tantum ut credamus.

Man skal derfor omhyggeligt overveje dette ord om eden. Gud formaner os, som den mildeste fader, han bekymrer sig, han tilskynder os, på alle de måder han kan, han forjætter, han sværger, han sætter sig selv i pant med sin vanhelligelse, hvis man kan sige sådan, om vi dog blive ville tro.

¹¹³ Sed omnes sancti hic laboraverunt: Paulus non frustra dicit ad Titum 1. (v. 2.): „Qui non mentitur, Deus”. Forsan et ipse tentalus et luctatus est cum illa dubitatione de misericordia et veritate divina, quasi diceret: Promisit Deus; sed mundus non vult credere: imo mihi ipsi difficile est vincere (246) diffidentiam: haud dubie enim cum indignatione hanc particulam adjecit.

Men alle de hellige har her gjort sig anstrengelser: Paulus siger ikke forgæves til Titus (1,2): ”Gud, som ikke lyver”. Måske også han selv blev fristet og brødes med denne tvivl om den guddommelige barmhjertighed og sandhed, som om han ville sige: Gud har forjættet det; men verden vil ikke tro det: ja også for mig er det vanskeligt at overvinde mistilliden: for uden tvivl har han med forargelse forkastet denne artikel.

¹¹⁴ Nos quoque nostram miseriam et imbecillitatem agnoscamus. Quia enim primitiis istis, quas accepimus, utcunque contenti sumus, nec cupimus proficere et progredi, prorsus languidi sumus ad invocationem, confessionem, gratiarum actionem, nec statuimus, juramentum Dei esse verum; sed magna ex parte dubitamus, et tanta quidem parte mentiri Deum et fallere existimamus.

Også vi må erkende vor elendighed og dumhed. For fordi vi i nogen grad er tilfredse med den førstegrøde, som vi har modtaget, stræber vi hverken efter at få udbytte af den eller efter at gøre fremskridt, og vi er ganske træge til at påkalde, til at bekende, til at takke, ejheller fastslår vi, at Guds ed er sand; men for en stor del tvivler vi, og derved får vi den opfattelse, at Gud lyver og tager fejl.

¹¹⁵ Non igitur justificemus nos, si velit nobiscum ingredi in judicium Deus: sed humiliemur fide, et agnoscamus peccatum, doleamus, quod istae faeces et reliquiae peccati horribiles in nobis haerent, quibus mendacem Deum, quod ad nos attinet, facimus, ac clamemus: Miserere mei, Deus, secundum magnam misericordiam etc. Dimitte nobis debita nostra.

Vi kan altså ikke retfærdiggøre os, hvis Gud ville påbegynde sin dom over os: men vi må i troen ydmyge os og erkende vor synd, at det smerter os, at dette lort og de tiloversblevne synder hænger så forfærdeligt fast ved os, hvorved vi, så vidt det står til os, gør Gud til en løgner, og vi må udråbe: Forbarm dig over mig, Gud, efter din store barmhjertighed, osv. Forlad os vor synd.

¹¹⁶ Quodsi superbimus de nostra justitia, et despicimus fratres infirmos, certum est, nos nihil de hac doctrina intelligere. Sicut Pharisaeus, Lucae 7. despicit et damnat mulierculam peccatricem. Sed Christus contra opponit: Te ipsum nosce, Tu non credis mihi juranti et oppignoranti majestatem meam: id summum peccatum est; non habes me pro Deo, facis tibi sculptile ex propria tua justitia.

Og hvis vi bliver overmodige over vor retfærdighed, og ser ned på de svage brødre, så er det sikkert, at vi ikke har forstået noget af denne lære. Sådan som farisæeren i Luk 7 så ned på og fordømte synderinden. Men Kristus mener det modsatte: Kend dig selv, det er dig, der ikke tror på mig, når jeg sværger og sætter min majestæt i pant: det er den værste af alle synder; du regner mig ikke for Gud, du gør dig et afgudsbillede af din egen retfærdighed.

¹¹⁷ Tum perfecta erit fiducia nostra, quando vita et mors, gloria et ignominia, res adversae et secundae nobis juxta fuerint. Id vero non speculationibus assequemur, sed in tentatione et invocatione discendum erit. Non enim disputatio hic est de vocabulis: Deus est veritas; sed de rebus: Deus non mentitur, jurans et promittens summa bona, vitam, (247) liberationem a peccato et inferno, tam constanter asseverans singulis nobis: Tu homo certo vives, aut ego ipse non vivam. Infernus tibi devictus et exstinctus est, aut ego ipse exstinguar, et desinam esse Deus: imo ut ne dubites, habes quoque Filium meum tibi dono datum.

Da vil vor tillid blive fuldkommen, når liv og død, ære og foragt, ting, der går os imod og ting, der bringer os lykke, står lige for os. Men det kan vi ikke opnå ved spekulationer, men det skal læres i fristelse og påkaldelse. Her disputeres der ikke om ordet: 'Gud er sandhed', men om sagen: Gud lyver ikke, når han sværger og lover det højeste gode, liv, frigørelse fra synd og helvede, og hele tiden forsikrer hver enkelt af os: Du, menneske, skal leve sikkert, eller jeg selv skal ikke leve. Helvede er besejret for dig og udslettet, eller jeg selv skal være udslettet og ophøre med at være Gud. Ja, for at du ikke skal tvivle, har jeg endog givet dig min søn som gave.

¹¹⁸ Hisce amplissimis promissionibus credere, et certa fiducia haec bona a Deo exspectare, vera fides est: et ad hanc fiduciam excitari animos nostros vult non solum exemplis Abraham et aliorum, nec promissis tantum, sed et Filio proprio pro nobis tradito, ut esset donum et pignus coelestium bonorum.

At stole på disse store forjættelser og med sikker tillid forvente disse goder fra Gud, det er den sande tro: og han vil opvække vore sjæle til denne tillid ikke blot med Abrahams og andres eksempler, og heller ikke blot med forjættelser, men derved, at han har overgivet sin egen søn for vor skyld, at han kunne være en gave og et pant på de himmelske goder.

¹¹⁹ Ad hanc doctrinam si conferimas Iudaeorum et Papistarum traditiones, horribiles tenebras in utrisque animadvertimus. Nihil enim prorsus de his rebus docent. Quid fides? inquiunt Papistae: bona opera sunt facienda. Miseri illi et amentes fidei vim et naturam ignorant. Quantum papyrus ista intelligit de hisce quinque literia fides, tantum ipsi intelligunt. Papyrus legentium oculis objicit quinque literas: sic illi amplius nihil de fide norunt. Existimant esse otiosam obgitationem, aut notitiam tantum, qualis in daemonibus est. Nesciunt, fidem esse credere et assentiri Deo promittenti et juranti. Sentiunt quidem, Deum esse, sicut et daemones; sed id nobis non sufficit, imo nihil ad nos, quia est extra nos.

Hvis du sammenligner denne lære med jødernes og papisternes traditioner, bliver du klar over et forfærdeligt mørke de to steder. For de lærer overhovedet intet om disse ting. Hvad betyder tro? siger papisterne, man skal gøre gode gerninger. Stakkels dem, der både er uvidende om troens kraft og natur. Ligeså meget som papiret selv forstår af disse tre bogstaver t-r-o, ligeså meget forstår de. Papiret forelægger for de læsende øjne de tre bogstaver: ligesådan forstår de ikke mere om troen. De mener, den er en besværlig forpligtelse eller kun en betegnelse, som er i dæmonerne. De er uvidende om, at troen er at stole på og holde fast ved Gud som den, der forjætter og sværger. De mener endda, at Gud er til på samme måde som dæmonerne; men det er ikke nok for os, ja, det er intet for os, for det er udenfor os.

¹²⁰ Vera autem fides sic statuit: Deus est mihi Deus, quia mihi loquitur, mihi remittit peccata, non irascitur mihi: sicut promittit: Ego sum Dominus Deus tuus. Ibi explora animum tuum, an credas, Deum esse tuum Deum, patrem, salvatorem, et liberatorem, qui velit te ex peccatis et morte eripere: et si sentis, te vacillare aut haesitare, cogita, (248) quomodo assiduo usu verbi Dei illam dubitationem emendes. Confirmemus igitur et muniamus nos contra dubitationes Papistarum, et discamus, Deo unicum et gratissimum cultum et obsequium esse fidem, hoc est credere et fidere Deo nostro tam sancte juranti.

Men den sande tro fastslår dette: Gud er Gud for mig, fordi han har talt til mig, han har tilgivet mig mine synder, han er ikke vred på mig. Sådan har han forjættet: Jeg er Herren, din Gud. Her skal du udforske din sjæl, om du tror, at Gud er din Gud, din far, din frelser, din befrier, som vil rive dig ud af synden og døden: og hvis du føler, at du svajer eller tøver, så tænk på, med hvor mange hjælpeord fra Gud du kan gøre noget ved denne tvivl. Lad os derfor styrke og bevæbne os imod papisternes tvivlrådigheder og lære, at den eneste taknemlige dyrkelse af Gud og lydighed imod Gud er troen, det vil sige: at stole på og tro på vor Gud, at han sværger så helligt.