Genesis 22

¹   VIGESIMUM SECUNDUM CAPUT GENESIS.

Factum est autem post negotia haec, Deus tentavit Abrahamum, et dixit ad eum: Abraham. Qui respondit: Ecce ego. Et ait: Tolle nunc filium tuum unicum, quem diligis, Isaac, et vade ad terram Morija, et offeres eum ibi in holocaustum super unum montium, quem dixero tibi.

Det toogtyvende kapitel i 1. Mosebog.

Det skete efter disse begivenheder, at Gud fristede Abraham og sagde til ham: Abraham! Han svarede: Her er jeg! Så sagde han: Tag straks din eneste søn, som du elsker, Isak, gå til Morias land, og offer ham som brændoffer på et bjerg, som jeg vil vise dig.

²   Audivimus insignem illam tentationem, qua tentatus est Abraham in ejectione filii Ismael; eo ejecto pax concessa est sub rege Abimelech. Subiit autem tum alia tentatio longe maxima, prae qua priores fere nihil sunt.

Vi har hørt om den særlige fristelse, hvormed Abraham blev fristet, da han bortjog sin søn Ismael; da han var jaget bort, blev der sluttet fred med kong Abimelek. Men så mødte han en fristelse, der var langt større. I sammenligning med den var de tidligere næsten lig nul.

³ Sic scriptura sancta ubique sibi consonat, et veros Dei filios describit perpetuo exercitatos in utroque vitae genere, activo et passivo, sine ulla tamen specie caeremoniarum, ostendens scilicet bonos fructus in bona arbore.

Sådan er den hellige skrift altid i overensstemmelse med sig selv, og den beskriver altid de sande Guds børn som prøvede i begge slags liv, det aktive og det passive, dog uden nogen slags ceremonier, den viser os blot de gode frugter på det gode træ.

⁴  Ambulant enim (176) in debita obedientia erga Deum et caritate vera erga homines, et tamen variis tentationibus et periculis excipiuntur.

For de vandrer i skyldig lydighed mod Gud og i sand kærlighed mod mennesker, og dog udsættes de for forskellige fristelser og farer.

⁵  Quia autem Abraham primus et maximus inter sanctos Patriarchas est, ideo patitur vere patriachales tentationes, quas posteri non potuissent fere. Abraham jam laetus et fidens in magna securitate est; adolevit enim jam filius promissionis Isaac, ac fuit annorum plus minus viginti corpore sic firme, ut sustinere onus lignorum posset, quibus ad holocaustum opus erat.

Men Abraham var den første og største blandt patriarkerne, derfor led han i sandhed de patriarkalske prøvelser, som de senere ikke ville have kunnet udholde. Abraham var dengang glad og mente, han var i stor sikkerhed; for forjættelsens søn, Isak, var allerede vokset til, og var omkring de tyve år gammel, så stærk i sin krop, at han kunne bære en byrde af det træ, som skulle bruges ved brændofferet.

⁶  Cum igitur uterque parens impense amarent eum, quod in senectute esset eis natus, et promissionem divinam haberet de futura benedictione totius mundi, atque ideo in summa laetitia essent ambo, ac pax in domo, ejecto Ismaële, et extra domum, reconciliato rege constituta esset, ac jam solliciti parentes de uxore deligenda cogitarent, ut scilicet mature semen promissum suscitaretur: ecce autem pulcherrima haec consilia, et cogitationes parentum suavissimae de maritando filio unico verbo evertuntur et perturbantur, quod Dominus jubet, ut ipse Abraham tollat filium et mactet.

Da nu altså begge forældre elskede ham overmåde meget, fordi han var født i deres alderdom og havde den guddommelige forjættelse om en fremtidig velsignelse for hele verden, og fordi de begge befandt sig i den største glædestilstand – der var jo fred i huset, nu Ismael var jaget bort, og fred udenfor huset, nu der var kommet forsoning i stand med kongen – og forældrene allerede tænkte på, som skik var, at udvælge en hustru, så at de kunne modtage den modne sæd, der var lovet dem, se, da blev der vendt op og ned på deres smukke drømme, og deres søde forældreovervejelser om giftermål blev forstyrret, fordi Herren befalede, at Abraham selv skulle tage sin søn og slagte ham.

⁷  Longe igitur gravius Abrahami cor hic vulneratum est, quam supra in ejiciendo Ismaële. Sed nos magnitudinem hujus tentationis assequi non possumus. Ratio est, quia Isaac habuit promissionem futurae benedictionis, tanto igitur acerbius fuit mandatum de occidendo eo.

Abrahams hjerte blev såret langt alvorligere her, end da han tidligere skulle bortjage Ismael. Men vi for vor del kan ikke sætte os ind i størrelsen af denne prøvelse. Det skyldes, at Isak havde forjættelsen om den fremtidige velsignelse, derfor var befalingen om at dræbe ham så meget forfærdeligere.

⁸  Singulariter autem observandum hoc in loco est verbum tentandi. Non enim otiose positum est, nec debet ita tractari frigide; sicut Iacobus in primo capite (v. 13) tractat, affirmans, neminem tentari a (177) Deo. Scriptura enim hic diserte dicit, vere ab ipso Deo tentatum Abrahamum, non de muliere, de auro, de argento, nec de morte, nec de vita, sed de contradictione scripturae sanctae.

På dette sted skal man alene lægge mærke til ordet ”friste”. Det er ikke uden grund, at det er anbragt dèr, og man må ikke tage let på det; sådan som Jakob behandler det i det første kapitel, hvor han forsikrer, at ingen fristes af Gud. For skriften siger her udtrykkeligt, at Abraham virkelig blev fristet af Gud selv, ikke angående en kvinde, guld eller penge, ikke angående død eller liv, men angående den hellige skrifts modsigelse.

⁹  Deus enim manifeste hic sibi ipsi contradicit. Quomodo enim conveniunt haec: ”In Isaac vocabitur tibi semen”; et: ”Tolle filium tuum, et macta eum”. Non dicit, venturum latronem aliquem, et clam abducturum filium; ibi enim spem retinere potuit Abraham de vita filii et restitutione; sed ipse jubetur esse auctor caedis, ne scilicet dubitet, Isaac vere occisum esse.

For Gud modsiger klart sig selv her. For hvordan kan de to ting stemme overens: ”I Isak skal der opvokse sæd til dig” og ”Tag din søn og slagt ham”? Han siger ikke, at der vil komme en eller anden røver og hemmeligt bortføre sønnen; så ville Abraham nemlig kunne opretholde et håb om sønnens liv og helbredelse; men han befaler ham selv at være den, der skal dræbe, så han altså ikke kan være i tvivl om, at Isak virkelig bliver slået ihjel.

¹⁰ Hic igitur, an non murmuraret contra Deum, et cogitaret: Non hoc Dei mandatum, sed Satanae dolus est? Nam promission divina certa, clare, indubitata est: ”Ex Isaac habebis semen”. Quomodo igitur jubet Deus, occidi eum? Sine dubio poenitet Deum promissionis, alioqui sibi non contradiceret, vel ego insigne aliquod peccatum commisi, quo Deum graviter offendi, ut retractet promissionem.

Mon ikke han her ville knurre imod Gud og tænke: Dette er ikke Guds bud, men Satans snare? For den guddommelige forjættelse er sikker, klar og utvivlsom: ”Du skal få afkom af Isak”. Hvordan kan Gud så befale at slå ham ihjel? Gud har uden tvivl fortrudt sin forjættelse, ellers ville han ikke modsige sig selv, eller jeg har sikkert begået en eller anden synd, hvorved jeg har krænket Gud alvorligt, så han har trukket sin forjættelse tilbage.

¹¹  Sic enim natura solemus omnes: quando corporalis aliqua afflictio nos urget, mox adest conscientia; eam exagitat Diabolus colligendis omnibus circumstantiis. Anxium igitur cor circumspicit, et cogitat, quanam re maxime offenderit Deum. Inde nascitur murmur contra Deum, et summa tentatio, odium Dei. Sic Abraham quoque cogitavit: Ecce promisit et dedit mihi filium Dominus. Laetus igitur sum factus, et quasi vivificatus denuo; sed forte ex hoc dona nimis superbivi, nec Deo tam fui gratus, ut debebam; poenitet igitur eum promissi etc.

Det plejer vi alle af natur at gøre: når en eller anden legemlig trængsel påtvinger sig os, kommer straks samvittigheden: det er djævelen, der har fremkaldt den af alle tilfældige omstændigheder. Angst ser hjertet sig omkring og tænker, hvad det mon er for en sag, der så højt har krænket Gud. Deraf opstår knurren imod Gud og den største fristelse, had til Gud. Sådan har Abraham også tænkt: Se, Herren har forjættet mig en søn og givet mig ham. Derfor blev jeg glad og blev som født påny; men måske har jeg været lidt for overmodig overfor denne gave, måske har jeg ikke været så taknemlig imod Gud, som jeg burde; så har han fortrudt, at han havde lovet mig det, osv.

¹² Haec tentatio non potest vinci, et longe major est, quam a nobis possit comprehendi. Est enim contradictio, qua ipse Deus sibi ipsi contradicit. Hoc carni impossibile (178) est intelligere; necessario enim cogitat: Vel mentitur Deus, quod blasphemum est, vel odit me Deus, quod desperationis est occasio. Non potest igitur hic locus pro rei magnitudine explicari.

Denne fristelse kan ikke besejres, og den er langt større end at den kan forstås af os. Det er nemlig en modsigelse, hvormed Gud modsiger sig selv. Dette er det umuligt for kødet at forstå; det tænker nemlig nødvendigvis således: Enten lyver Gud, hvilket er blasfemi, eller også hader Gud mig, hvilket er årsag til fortvivlelse. Fordi sagen er så stor, kan dette sted derfor ikke forklares.

¹³ Nos saepe tentamur cogitationibus desperationis; quis enim homo est, qui ista cogitatione carere possit: Quid, si Deus non vellet, te salvari? Docemur autem in hoc certamine apprehendendam promissionem in Baptismo nobis factam, quae certa et cara est; sed hoc cum fit, non statim cessat Satan, sed reclamat in corde tuo, te non esse dignum ista promissione.

Vi fristes ofte af fortvivlelsens tanker; hvilket menneske er der nemlig, som kan undgå den tanke: Hvad, hvis Gud ikke vil, at du skal frelses? Vi synes godt nok, at vi i denne kamp skal holde fast ved den forjættelse, der blev givet os i dåben, men skønt det sker, tier Satan ikke med det samme, men han indvender i dit hjerte, at du ikke er værdig til denne forjættelse.

¹⁴  Est autem hic opus ardenti oratione, ut det Deus Spiritum suum, ne extorqueatur nobis promissio. Ego contradictionem istam non possum solvere. Unica enim nostra consolatio est, quod in afflictione confugimus ad promissionem; ea sola baculus et virga nostra est, quem si nobis Satan ex manibus excutit, nusquam manere possumus. Sed promissio retinenda est, et statuendum, quod, sicut de Abrahamo textus dicit, tentemur a Domino, non quod revera Deus hoc velit, sed quod experiri vult, an eum diligamus super omnia, et possimus eum iratum sic ferre, sicut libenter ferimus benefacientem et promittentem.

Men her må man brændende bede om, at Gud vil give sin ånd, at vi ikke skal fravristes forjættelsen. Jeg for min del kan ikke løse denne modsigelse. For vores eneste trøst er, at vi i anfægtelse kan ty til forjættelsen; den alene er vor stav og vort skjold, og hvis Satan slår os den af hånden, kan vi aldrig bestå. Men forjættelsen må holdes fast og stå fast, for, som teksten om Abraham siger, fristes vi af Herren, ikke fordi Gud i virkeligheden vil det, men fordi han vil erfare, om vi elsker ham over alle ting og kan udholde ham, når han er vred, ligesom vi gerne udholder ham, når han velsigner og forjætter.

¹⁵ Sicut Abraham credere non potuit, se tentari tantum; alioqui certus mansisset de promissione, cogitasset, Deum facere, sicut non nunquam parentes solent, cum tentant liberos, et vel poma, vel tale aliquid eripiunt, quod mox eis reddunt; sed Deus cum jubet, filium tolli, nullam spem relinquit, sed simpliciter ducit Abrahamum in contradictionem, et Deus, qui antea summus amicus videbatur, nunc videtur factus inimicus et tyrannus. (179)

Således kan Abraham ikke tro, at han kun bliver fristet; ellers ville han sikkert være forblevet i forjættelsen og have tænkt, at Gud handlede, ligesom sommetider forældre gør, når de vil friste deres børn, og tager et æble eller noget andet fra dem og straks efter giver dem det tilbage; men når Gud befaler, at han skal tage sin søn, lades der ikke noget håb tilbage, men han fører simpelthen Abraham ind i modsigelsen, og Gud, som hidtil har syntes at være den bedste ven, forekommer nu at være blevet en uven og en tyran.

¹⁶          Gravius igitur tentatur Abraham quam Maria Hierosolymis amittens filium. Etsi enim ipsa quoque cogitavit, se dare poenas negligentius custoditi filii, tamen certam adhuc retinuit spem de ejus vita. Hic autem Deus, qui dederat filium, jubet, ut filius occidatur ab ipso patre. Quid igitur sperare potuit pater?

Abraham fristes her mere alvorlige end Maria i Jerusalem, da hendes søn var blevet borte. For skønt også hun tænkte, at hun blev straffet, fordi hun havde glemt at passe på sin søn, så bevarede hun dog hele tiden håbet om at finde ham i live. Men her befaler Gud, som havde givet sønnen, at sønnen skal slås ihjel af faderen selv. Hvordan kan faderen så håbe?

¹⁷ Hoc profecto non potuit intelligere, tantum se tentari, Deum non ex corde loqui, sicut nos hac cogitatione nos erigimus, Deum, etsi irasci videtur, tamen non odisse nos, nec abjicere nos, sed facere non nunquam, ut Esaias (23,21) dicit, alienum opus, et simulare iram ad occidendum sensum carnis, qui est contra Deum. Sicut Iob dicit: ”Etsi me occiderit, tamen sperabo”. Certus enim est, quod Deus aliud cogitet, nec fere sit iratus.

Han han så sandelig ikke forstå, at han kun fristes, at Gud ikke siger sin mening, sådan som vi [de efterlevende] kan trøste os med den tanke, at Gud, skønt han synes vred, dog ikke hader os og heller ikke afviser os, men af og til, som Esajas siger, udøver en fremmed gerning og lader som om han er vred nok til at dræbe kødets fornemmelse, den, der jo er imod Gud. Sådan som Job siger: ”Skønt han har dræbt mig, vil jeg dog håbe”. (Job 13,15). (Lad ham slå mig ihjel, jeg venter ham). Det er nemlig sikkert, at Gud tænker anderledes, og næsten ikke bliver vred.

¹⁸ Scripta igitur haec nobis sunt in consolationem, ut discamus promissionibus, quas habemus, niti. Ego baptisamus sum; igitur statuere debeo, me translatum esse ex regno Satanae in regnum Dei. Alius ingressus est matrimonium; ibi, ut fit, objiciuntur varia incommoda. Igitur intueatur in quartum praeceptum; cogitet, hoc vitae genus Deo gratum esse; praecipit enim, ut parentes honore afficiantur, et sic ostendit, hoc vitae genus sibi gratum esse.

Derfor er dette skrevet til vores trøst, at vi skal lære at støtte os til de forjættelser, som vi har. Jeg er døbt; det bør jeg holde fast ved, at jeg er overført fra Satans rige til Guds rige. Et andet ægteskab er indgået; dér forekommer der, som det sker, forskellige ubehageligheder. Derfor tages det hensyn til det fjerde bud; han bør tænke, at den slags liv er gudvelbehageligt; han påbyder nemlig, at forældre skal behandles med ærefrygt, og således viser han, at den slags liv er gudvelbehageligt.

¹⁹  Sic in omnibus aliis tentationibus faciendum est. Ubicunque enim contrarium a promissione experimur, certo statuamus, cum se aliter ostendit Deus, quam promissio sonat, esse eam tantum tentationem, nec ideo hunc baculum promissionis patiamur nobis extorqueri e manibus.

Således skal vi gøre i alle fristelser. Overalt, hvor vi nemlig forventer det modsatte af det forjættede, slår vi sikkert fast, at når Gud viser sig anderledes, end forjættelsen lyder, så er det blot en fristelse (prøvelse), og derfor skal vi ikke findes os i, at denne stav slås os af hånden.

²⁰ Desperatione tentantur fere omnes homines, et quanto pii magis sunt, tanto crebrius hoc Satanae telo petuntur. Hic quid aliud facias, quam ut dicas: (180) Scio, me baptisatum, et promissum mihi a Deo propter filium gratiam? Haec promissio non mentietur, etiamsi in exteriores tenebras abjiciar. Itaque haec Dei voluntas non est, quam mihi proponit Satan; sed tentat me eo modo Deus, ut appareat, quid in corde meo absconditum sit, non quod Deus id ignoret, sed quod ego ignoro, et ipse hac occasione in me vult conterere caput serpentis.

Med fortvivlelse fristes næsten alle mennesker, og jo frommere de er, des talrigere kastes disse Satans pile efter dem. Hvad kan du her gøre andet end sige: 'Jeg véd, at jeg er døbt, og at der for sønnens skyld er forjættet mig nåde'? Denne forjættelse lyver ikke, om jeg så blev kastet ud i det yderste mørke. Derfor er dette ikke Guds vilje, selv om Satan vil bilde mig det ind; men det er Gud, der på den måde frister mig, sådan at det, der er skjult i mit hjerte, bliver åbenbart, ikke fordi Gud ikke kender det, men fordi jeg ikke kender det, og han vil selv ved denne lejlighed i mig knuse slangens hoved. (1 Mos 3,15)

²¹  Cor enim hominis inscrutabile est, et fronhma seu sensus carnis est inimicitia erga Deum; nec intelligit haec, nisi per verbum legis, quo occiditur caput serpentia, ut nos vivificemur, sicut scriptura (1 Sam 2,6) dicit: ”Deducit Deus ad inferos, et reducit”.

For menneskets hjerte er uransageligt, og kødets tanker og følelser er fjendtlige overfor Gud; dette kan også kun forstås gennem lovens ord, som dræber slangens hoved, så vi kan blive levendegjort, sådan som skriften siger det: ”Gud fører ned i helvede og fører op igen” (1 Sam 2,6).

²² Dixi, quae fuerit tentatio Abrahae, nempe contradictio promissionis. Egregie igitur hic elucet ejus fides, quod tam promto animo jubenti Deo obsequitur, et quanquam mactandus sit Isaac, tamen de promissione implenda nihil dubitat, etiamsi modum impletionis ignoret. Etsi autem trepidat et pavet (quid enim aliud faceret pater?) tamen haeret in promissione, futurum, ut aliquando habeat semen Isaac.

Jeg nævnte før, hvad der var Abrahams fristelse, nemlig modsigelsen af forjættelsen. Her belyses således på udmærket måde hans tro, fordi han adlyder den befalende Gud med en så redebon sjæl, og dog, skønt Isaac skal slagtes, ikke tvivler om, at forjættelsen vil blive fuldbyrdet, skønt han ikke kender måden, den fuldbyrdes på. Men skønt han ryster og bæver (hvad andet kan en far gøre?) så knytter han sig og til forjættelen, at det skal ske, at han på én eller anden måde skal få afkom ved Isak.

²³ Ratio humana simpliciter concluderet, aut mentiri promissionem, aut mandatum non esse Dei, sed Diaboli; est enim contradictio manifesta. Si enim debet occidi Isaac, impossibile est, hoc esse Dei mandatum. Aliud ratio non potest, sicut exempla ostendunt in levioribus negotiis.

Den menneskelige fornuft drager den slutning, at enten lyver forjættelsen, eller også er budet ikke fra Gud, men fra djævelen; der er jo en åbenlys modsigelse. For hvis han skal dræbe Isak, er det umuligt, at dette er Guds bud. Andet kan fornuften ikke fatte, sådan som eksempler fra de lettere sager viser.

²⁴ Sacramentarii contradictionem faciant, quod Christus dicit: ”Accipite, hoc est corpus meum”: et Christus sedet ad dextram patris. Inde concludunt: Ergo in Coena Domini tantum distribuitur panis et vinum, non corpus et sanguis (181) Christi. Item: ”Caro nihil prodest” (Joh. 6,63). Christus in Coena dat carnem suam; ergo Christi caro in Coena non est. Hoc vere est illotis pedibus irruere in scripturam sanctam, et sequi caecum rationis judicium.

Sakramentererne skaffer en modsigelse tilveje, fordi Kristus siger: ”Tag det, det er mit legeme”, og Kristus sidder ved Faderens højre hånd. Deraf slutter de: altså uddeles der ved Herrens nadver kun brød og vin, ikke Kristi legeme og blod. Ligeledes: ”Kødet gavner intet”. Kristus giver os i nadveren sit kød; altså er Kristi kød ikke i nadveren. Dette er virkelig at løbe rundt i den hellige skrift med urene fødder og at følge den blinde fornufts dom.

²⁵  Abraham, etsi hic manifesta contradictio sit (inter mortem enim et vitam nullum est medium) tamen non discedit a promissione; sed credit, morientem filium habiturum semen. Idem nos quoque discamus. Sepelivimus heri carissimum nostrum amicum D. Sebaldum. Itaque conclamatus jam est, quasi sit mortuus; sed nos scimus, eum vivere: quia enim in confessione Filii Dei vera exspiravit, et Deus, Matth. 22 (v. 32) non est mortuorum Deus, sed vivorum, vivit ipse quoque.

Skønt der her tale om en utvivlsom modsigelse (der er ingen mellemvej mellem død og liv), så faldt Abraham dog ikke bort fra forjættelsen, nej han troede på, at han ud fra den søn, der skulle dø, ville få afkom. Det samme kan også vi lære. Vi begravede igår vor kære ven dr. Sebaldus. Derfor blev han allerede begrædt, som om han var død; men vi véd, at han lever: for han udåndede virkelig i bekendelsen af Guds søn, og Gud er, ifølge Matt 22,32, ikke de dødes Gud, de levendes, så også han lever.

²⁶ At hunc modum innititur Abraham promissioni, et tribuit divinae majestati hanc potentiam, quod mortuum filium sit reducturus ad vitam. Sicut enim vidit natum ex effeta matrice et matre sterili, sic etiam sepultum, et in cinerem redactum credidit excitandum esse, ut habeat ex se semen, sicut epistola ad Hebraeos (11,19) dicit: ”Potens est Deus, etiam mortuis dare vitam”.

Men på den måde støttede Abraham sig til forjættelsen og tilskrev den guddommelige majestæt den magt, at han kunne genoprejse den døde søn til livet. For ligesom han havde set, at han blev født af en afkræftet stamme og af en steril mor, således troede han, at selv når han var begravet og forvandlet til aske, kunne han dog opvækkes, så han ville få afkom fra ham, sådan som brevet til hebræerne siger: ”Gud er mægtig til endog at give de døde liv”.

²⁷ Intellexit igitur Abraham articulum de resurrectione mortuorum, et per eum solum solvit hanc contradictionem, quae alias solvi non posset, ac merito praedicatur a Prophetis et Apostolis ejus fides. Sic enim cogitavit: Hodie habeo filium, cras habebo nihil nisi cineres. Hi nescio quam diu jacebunt dispersi, sed iterum vivificabuntur, sive hoc fiat me vivo adhuc, sive mille annos post meam mortem. Verbum enim dicit, me per Isaacum hunc incineratum habiturum semen.

Således forstår Abraham om de dødes opstandelse, og alene derigennem løser han denne modsigelse, som han ikke kan løse på anden måde, og hans tro prædikes med rette af profeter og apostle. For han tænkte således: Idag har jeg en søn, imorgen vil jeg kun have aske. Om denne aske véd jeg ikke, hvor længe den skal henligge spredt, men den skal igen levendegøres, hvad enten det sker, mens jeg endnu lever, eller det sker tusind år efter min død. For ordet siger, at jeg skal have afkom gennem Isak, ham, der nu skal brændes.

²⁸  Dixi autem, hanc tentationem nos non posse assequi, sed ceu ex longinquo videre et imaginari. Vides (182) autem, non hic agi, sicut Iacobus in sua epistola (2,21) dicit, de opere; nondum enim ad opus ventum est; sed fides est, quam admiramur et praedicamus.

Men jeg sagde før, at denne fristelse kan vi ikke forstå, men blot se og forestille os den på lang afstand. Men du ser, at det her ikke, som Jakob siger i sit brev (2,21: Blev vor fader Abraham ikke gjort retfærdig af gerninger, da han bragte sin søn Isak som offer på alteret?), drejer sig om gerning; for han nåede aldrig frem til gerningen; men det er troen, som vi beundrer og prædiker.

²⁹ Tenenda igitur est consolatio haec: quod Deus semel dixit, hoc non mutat. Baptisatus igitur es, et in Baptismo tibi promissum est regnum Dei; hoc scias immutabile verbum esse, nec patiaris, te ab eo abduci: etsi enim fieri potest, ut, sicut apud euntes in Emaus, fingat, se ire velle longius, ac videatur nobiscum agere, quasi oblitus suarum promissionum, tamen retinenda fides in verbum est, et urgenda promissio, quod vera et infallibilis est, etiamsi nobis modus, tempus, occasio, locus et aliae circumstantiae ignotae sunt.

Vi bør da fastholde denne trøst: Hvad Gud én gang har sagt, ændrer han ikke på. Du er altså døbt, og i dåben er Guds rige forjættet dig; dette skal du vide, er et uforanderligt ord, og du skal ikke finde dig i, at du føres bort fra det: selv om det nemlig kan ske, som det skete for de to, der gik til Emmaus, at han lader, som om han vil gå videre, og selv om det ser ud til, at han handler med os, som om han har glemt sine forjættelser, så skal du dog fastholde troen på ordet og pukke på forjættelsen, som er sand og ufejlbarlig, selv om det ikke er op til os at kende måde, tid, lejlighed, sted eller andre omstændigheder.

³⁰ Certum enim est et infallibile, quod Deus non potest mentiri. Quando ego occidor, video, quibus modis et circumstantiis pereat vita: sed circumstantias non video, quibus vita sit reditura, nec tempus, nec locum. Cur igitur credo hoc, quod nusquam video? Quia habeo promissionem et verbum Dei; id non patitur, ut spem vitae abjiciam, aut dubitem de haereditate, quae Christi est, per quem nos adoptati sumus in filios.

Det er sikkert og ufejlbart, at Gud ikke kan lyve. Når jeg slås ihjel, ser jeg, på hvilke måder og under hvilke omstændigheder livet kan gå under: men jeg ser ikke de omstændigheder, hvorunder livet kan komme igen, ejheller tiden eller stedet. Hvorfor tror jeg da noget, jeg aldrig kan se? Fordi jeg har forjættelsen og Guds ord; det tillader ikke, at jeg kaster håbet om liv fra mig eller at jeg tvivler om den arv, som er Kristus, igennem hvem vi har fået barnekår (Gal 4,5).

³¹ Cogitavit hactenus Abraham, filium Isaac ducturum uxorem, et generaturum in eo loco, in quo tum erat. Haec omnia cadunt: adest enim mandatum Dei de occidendo filio. Etsi igitur circumstantiae istae loci et temporis intercidunt, tamen de ipsa re non ideo dubitat Abraham; scit, habiturum filium semen vel post mille annos.

Hidtil har Abraham regnet med, at hans søn Isak skulle gifte sig og få afkom på det sted, hvor han nu var. Det falder altsammen sammen. For nu foreligger et bud fra Gud om at dræbe sønnen. Skønt altså omstændighederne med stedet og tiden afbryder dette, tvivler Abraham dog ikke om sagen selv: han véd at han skal have sønneafkom, om så om tusind år.

³² Haec exercitia sancti Patriarchae nobis proposita sunt, ut animemur in nostris tentationibus, et cum Abraha dicamus: Etsi moritur filius meus Isaac, (183) tamen, quia in Deum credit, sepulchrum ipsum, in quo cineres ejus jacebunt, non erit sepulchrum, sed cubile et dormitorium: imo, inquit ratio, contrarium apparet; abit caro in pulverem, et rodunt eam vermes: sed hoc Dei verbum neque impedit, nec tollit; sunt enim haec duo inter se conjuncta, quod Deus dicit ad Adam: ”Pulvis es, et in pulverem converteris”, et: ”Ipsum semen conteret caput serpentis”.

Denne de hellige patriarkers øvelse bliver foresat os, for at vi skal opmuntres i vore fristelser, og sige med Abraham: Selv om min søn Isak dør, så vil dog hans grav, hvori hans aske ligger, fordi han tror på Gud, ikke være en grav, men en seng og et sovekammer: Nej, siger fornuften, det ser lige modsat ud; kødet bliver til støv og orme æder det. Men dette forhindrer eller ophæver ikke Guds ord; for disse to udsagn er forbundne, det, Gud siger til Adam: ”Støv er du, og til støv skal du blive” og: ”hans afkom skal knuse slangens hoved”.

³³ Iudaei dicunt hic de quattuor revelationibus, non eodem tempore factis, sicut Lyra recitat, ad ostendendam magnitudinem obedientiae et immensam vim fidei. Sed tali subtilitate hic opus non est: judico enim, simul et semel haec esse facta: ”Tolle non servum aut ancillam, non Ismaëlem, sed illum tuum unicum filium, quem diligis, Isaac”.

Jøderne taler her om fire åbenbaringer; de blev ikke foretaget på samme tid, sådan som Lyra citerer dem for, de skulle vise lydighedens størrelse og troens enorme kraft. Men her er der ikke brug for den slags subtiliteter. Efter min bedømmelse skete det samtidig og på én gang: ”Tag ikke din slave eller slavinde, ikke Ismael, men din eneste søn, som du elsker, Isak”.

³⁴ Hoc modo exaggerat mandatum, et durius atque acerbius facit, quasi dicat: Non eris posthac talis filii pater, nec habebis, quem sic diligas. Volo enim, ut eum mihi offeras, non ut caetera primogenita, quae retinebantur, sed ut mactes. Nihil igitur de promissione Abraham jam habet, quam ante natum Isaac: et tamen propter Deum paratus est amittere non solum filium, Saram, haereditatem, domum et ecclesiam, sed etiam suam ipsius vitam. Haec enim omina mors Isaaci includit, si quidem in Isaac haerebat promissio.

På den måde overdriver han budet, og gør det hårdere og vanskeligere, som om han sagde: Du vil ikke efter dette være far til den samme søn, du vil ikke have én, som du kan elske i den grad. For jeg vil, at du ofrer ham til mig, ikke som det andet førstefødte, som de holder på, men at du slagter ham. Abraham har nu ikke mere af forjættelsen, end før Isak blev født: og dog er han rede til at slippe ikke blot sønnen, Sara, arven, huset og forsamlingen, men også sit eget liv. Alt det indeslutter jo Isaks død i sig, hvis ellers forjættelsen knytter sig til Isak.

³⁵ De Sara textus nihil meminit, fueritne conscia hujus mandati, vel non; fortasse, quis infirmior erat, quam ut illum ingentem impetum sustinere posset, celavit eam hanc rem Abraham. Durum enim est, quod textus dicit: ”Offeres”, non in donum, seu gratiarum actionem filium: sicut primogenita in Israël offerri solebant: sed in holocaustam, ut (184) simpliciter in cineres redigatur, et foedandae erant manus paternae sanguine filii.

Om Sara nævner teksten intet, om hun var vidende om dette bud eller ej; måske var hun for svag til at kunne udholde dette store slag, måske skjulte Abraham denne sag for hende. For det er hårdt, det, teksten siger: ”du skal ofre ham”, ikke som en gave eller som sønnernes taknemlighedshandling, sådan som de plejede at ofre det førstefødte i Israel, men som et brændoffer, så han simpelthen bliver til aske, og faderens hænder blev tilsølet med sønnens blod.

³⁶ Quomodo existimas cor Abrahae hic affectum fuisse? Habuit enim carnem, nec, ut saepe dixi, fuit astorgoV. Auxit autem dolorem illud quoque, quod non ausus est cuiquam revelare factum; alioqui omnes dissuasissent, et multitudo dissuadentium forte movisset eum.

Hvordan mener du, Abrahams hjerte her har været anfægtet? For han havde jo et kød, og han var, som jeg ofte har sagt, ikke grusom. Men den smerte forøgedes derved, at han ikke vovede at fortælle til nogen, hvad der skulle ske; ellers ville alle have talt ham fra det, og når så mange prøvede at tale ham fra det, ville det muligvis have bevæget ham.

³⁷ Igitur cum servulis et filio solus ingreditur iter. Grande praeceptum et longe durius, quam nos cogitare possumus: et tamen hoc plenum consolationis est, quod textus clare dicit, Deum hoc facere tentative. Quod si Abraham scivisset, minus habuisset curarum. Nunc autem in hac cogitatione absorptus est, quod sit mactandus, quandocunque et quocunque modo implenda sit promissio.

Derfor påbegyndte han sin rejse med kun slaverne og sønnen. Det var en stor befaling, og den var meget hårdere, end vi kan forestille os. Og dog er det fuld af trøst, det, teksten siger, at Gud gjorde det, for at prøve ham. Men hvis Abraham havde vidst det, ville hans sorg have været mindre. Men nu var han opslugt af den tanke, at Isak skulle slagtes, hvornår så end og hvordan så end løftet skulle opfyldes.

³⁸ Etiam locum Dominus certum designat extra domum in terra Morija. Porro Morija distat a Beerseba milliaribus Germanica, si non mentiuntur cosmographi, plus minus decem; id tridui fere iter est. Ambulavit enim cum asino, qui ligna et victum portaret; ideo tardius processerunt.

Herren betegner også et sikkert sted udenfor hjemmet i landet Moria. Hvis geograferne ikke lyver, ligger Moria i en afstand af omtrent ti tusind tyske mil fra Beersheba. Det bliver næsten til en rejse på tre dage. For de rejste med et æsel, som bar brændet og levnedsmidlerne; derfor gik det kun langsomt fremad.

³⁹ Porro Morija, sicut 2 Paralip. 3 (v.1) scribitur, est mons ille monti Sion vicinus, in quo Salomon aedificavit templum in medio Hierusalem, versus aquilonare latus, ubi urbs descendit ad declivum. Dedit autem mons toti terrae nomen, ut vocaretur terra Morija. Turcae quoque adhuc hodie eo nomine montem appellant, et religiose colunt. Sic saepe fit, ut unus locus toti terrae nomen faciat, sicut ab arce Saxenburg tota Saxonia nomen habet. Ita a monte Morija illo tempore Morija dicta est tota ea regio, in qua fuit Ierusalem. Tum Salem, item Iebus dicta, et a Patriarcha Sem gubernata. (185)

Forøvrigt ligger Morija, som der skrives i 2 Krøn 3,1, tæt på bjerget Sion, hvor Salomon byggede templet, midt i Jerusalem, lidt mod nord, hvor byen når hen til dalen. Men bjerget gav navn til hele lande, så at det kaldtes Morija-bjerget. Også tyrkerne kalder den dag i dag bjerget med det navn og regner det for helligt. Sådan sker det ofte, at et sted giver navn til et helt land, sådan som hele Saksen har sit navn fra borgen Saksenborg. (?). Således var på den tid hele regionen Morija, hvor Jerusalem lå, opkaldt efter bjerget Morija. Dengang hed det Salem, det blev også kaldt Jebus, og det styredes af patriarken Sem.

⁴⁰ Scribitur autem Morija cum duplici ii: et Hebraei valde sollicite disputant de etymologia. Hieronymus appellative reddidit hoc in loco: Vade in terram visionis. Sed repudiatur ab omnibus etymologia haec, quod sit alienor a grammatica. Alii judicant, habere nomen a myrrha, ut Morija latine sit: Myrrha mea Dominus, quia Dominus ibi habeat myrrhan, hoc est, cultum suum. Crescebant enim ibi myrrha et thus, unde fiebant sacrificia incensorum. Ac convenit etymologia; MOR enim myrrha est. J est pronomen enclition, mea. JAH Dei nomen est.

Men Morija skrives med to i'er. Og hebræerne disputere meget omhyggeligt om etymologien. Jeronymus gengiver det appellativt på stedet her: gå ud i visionens land. Men denne etymologi tilbagevises af alle, fordi den er fremmed for grammatikken. Andre mener, det har sit navn fra myrra, som om Morija var latin: myrra min herre, fordi Herren dér havde sit 'myrra', dvs., sit kultsted. Der voksede nemlig myrra og virak (røgelse) dèr, hvoraf de lavede deres røgelsesofrer. Og det passer med etymologien: MOR betyder nemlig myrra. J er et ejestedord 'min'. JAH er Guds navn.

⁴¹ Haec etymologiam etsi non impugno, tamen non sequor, maxime ob eam causam, quod Iudaei suo more tantum apprehenderunt externum cultum incensi: veros autem cultus et internos neque intelligunt, neque praestant.

Skønt jeg ikke vender mig imod denne etymologi, følger jeg den dog ikke, især af den grund, at jøderne efter deres skik holder sig til den ydre skik med røgelsesofret: men den sande, indre kult har de hverken forstået eller ydet.

⁴² Potior igitur et melior eorum sententia mihi videtur, qui deducunt vocabulum a verbo JARAH, quod docere significat. Unde dicitur TORAH, lex seu instructio, ut sit sententia: MORIAH, id est, Dominus docens, quod in hoc monte doceat Deus et audiatur, sicut Prophetae dicunt: ”Ex Sion egredietur lex, et verbum ex Ierusalem” (Es 2,3).

Så forekommer den betydning mig bedre, som udleder ordet af ordet JARAH, som betyder ”belære”. Deraf kommer TORAH, loven eller instruktionen, så betydningen bliver MORIAH, dvs., Herren belærer, fordi Gud på dette bjerg belærer og hører, sådan som profeterne siger: ”Fra Sion udgår loven og ordet fra Jerusalem” (Es 2,3).

⁴³ Hoc etymologia pulchrior mihi videtur et accommodatior tum ad sententiam, tum ad grammaticam; sed non arrogo mihi in hac lingua tantum judicii, ut pronuntiem. Burgensis quoque cum hac convenit; vertit enim doctrix, seu docens me Dominus.

Denne etymologi forekommer mig smukkere og mere passende, både med hensyn til meningen og med hensyn til grammatikken; men jeg påstår ikke noget på dette sprog, det er kun en bedømmelse, som jeg fremsætter. Også Burgensis er enig i dette; den lærde mand vender det nemlig om, eller Herren belære mig (??).

⁴⁴ Tertia etymologia mihi omnium maxime placet, et tamen reliqua non excludo. Deducunt enim MORIAH a verbo JARÆ, quod timere significat. Testimonia enim scripturae sacrae ubique sunt, quod timor (186) Dei sit cultus Dei.

Den tredie etymologi kan jeg bedst lide af dem alle, og dog udelukker jeg ikke de øvrige. De udleder nemlig MORIAH fra ordet JARÆ, som betyder frygt. For den hellige skrifts vidnesbyrd er overalt, at frygt for Gud er dyrkelse af Gud.

⁴⁵ Sicut enim homo et risibile sunt convertibilia, sicut dialectici loquuntur, ita timor et cultus Dei. Deus enim myrrham seu incensum non curat, si absit timor, quem scriptura sancta ubique maxime urget, ut scilicet obediamus verbo Dei: sicut apud Ieremiam, cap. 7. (v. 22.23): ”Non sum locutus cum patribus vestris de holocaustis et victimis, sed hoc verbum praecipi eis dicens: Audite vocem meam, et ero vobis Deus, et vos eritis mihi populus, et ambulate in omni via, quam mandavi vobis, ut vobis bene sit”.

For ligesom mennesket og det latterlige (?) er foranderligt, sådan som dialektikerne siger, sådan er også frygten for Gud og dyrkelsen af Gud. For Gud bryder sig jo ikke om myrra eller røgelse, hvis frygten mangler, den, som den hellige skrift overalt lægger mest vægt på, så vi jo skal være lydige imod Guds ord, sådan som det hedder hos Jeremias: ”Jeg talte ikke til jeres fædre om brændofre og slagtofre, men dette ord om bud sagde jeg til dem: Lyt til min røst, så vil jeg være jeres Gud, og I skal være mit folk, og I skal vandre på alle de veje, som jeg befaler jer, at det kan gå jer vel”.

⁴⁶ Reverentia igitur et timor est verus et Deo gratus cultus. Si enim Abraham occidisset filium stulto zelo, et cum contemtu verbi Dei, sicut Achas, fuisset quidem myrrha, hoc est, durum et acerbum sacrificium, quod affligit cor; sed Deus non externum opus, sed ipsum cor intuetur; id si rectum est et timens Dei, Deo placet, quicquid facit.

Derfor er ærefrygt og frygt den sande og velbehagelige dyrkelse for Gud. For hvis Abraham havde dræbt sin søn i tåbeligt raseri, og med foragt for Guds ord, sådan som Akas gjorde, så ville det ganske vist være 'myrra', dvs., et hård og vanskeligt offer, som anfægter hjertet; men Gud ser ikke på den ydre gerning, men på hjertet; hvis det er ret og frygter Gud, behager det Gud, hvad det end gør.

⁴⁷ Existimo igitur, vocabulum hoc MORIAH proprie significare qeosebeian, seu reverentiam et timorem Dei. Ideo Esaias 29, (v.13), ubi Hebraeus habet: ”Timor eorum in mandatis hominum”, septuaginta, sicut etiam Christus citat (Matth. 15,9), fecerunt: ”Frustra me colunt in mandatis hominum”. Apud eundem Esaiam (11,2) vocatur spiritus timoris, hoc est, cultus Dei. Habuit igitur tum terra illa, tum mons nomen a vero cultu Dei; is autem nusquam est, nisi ubi ipse Deus docet.

Jeg bedømmer det derfor sådan, at det ord MORIAH egentlig betyder gudsdyrkelse, eller ærefrygt og frygt for Gud. Således står der i Es 29,13, hvor den hebraiske tekst siger: ”Deres frygt er for menneskebud”, septuaginta, som også Kristus citerer, gengiver det: ”Forgæves dyrker de mig med menneskebud”. Hos samme Esaias tales om frygten ånd, dvs., dyrkelse af Gud. Altså har både landet og bjerget et navn fra den sande dyrkelse af Gud; han er kun dèr, hvor Gud selv belærer.

⁴⁸ Ac verum esse videtur, quod Iudaei affirmant, in illo ipso loco Adam, Abel, Noë sacrificasse. Certe Sem ibi sedem habuit, a quo verus cultus Dei in mundum propagatus est. Huc alludit illud quoque, quod supra diximus, Paradisum ante diluvium fuisse circa illam terram, et ejectum Adamum ex Paradiso (187) habitasse circa montem Morija. Itaque etiam ante diluvium celebris locus fuit propter Dei cultum, ac mansit celebris usque ad Christum. Nam post exhibitum Spiritum sanctum evangelium inde propagatum est in totem mundum, nec amplius vel cultus Dei, vel ipse ecclesia conclusa fuit in illum exiguum angulam terrae Iudaicae.

Og det synes at være sandt, hvad jøderne bekræfter, at Adam, Abel, Noa, har ofret på det samme sted. I hvert fald boede Sem her, fra ham blev den sande kult udbredt ud over verden. Det har også med det at gøre, som vi sagde ovenfor, at Paradiset før syndfloden lå i omegnen af dette land, og at Adam, efter at være blevet udsmidt af Paradiset boede i nærheden af Morias bjerg. Derfor var det også før syndfloden et velbesøgt sted på grund af gudsdyrkelsen og det blev det ved med at være indtil Kristus. For efter helligåndens komme blev evangeliet herfra forkyndt i hele verden, og så var ikke mere hverken gudsdyrkelsen eller kirken selv indesluttet i dette ubetydelige hjørne af Jødeland.

⁴⁹ Libenter igitur illos sequor, qui Morijam dictam putant ab Hebraeo verbo, quod significat timere, colere, revereri Deum, ac si dicas Germanice Heiligstat, locus sanctus, domus Domini, quod is locus a principio mundi templum et domus Dei fuerit, et cultus ab ipso Adam, Noë, et habitatus a summo patre Sem. Sicut hodie Morija est, quam late terrarum orbis patet, sicut et Ierusalem, hoc est, Deus adoratur et colitur non in uno et certo loco tantum, sed ubique terrarum, ubicunque est piorum congregatio.

Jeg følger derfor gerne dem, som mener, at Morija stammer fra et hebraisk ord, der betyder at frygte, at dyrke, at ære Gud, og hvis man ville tale tysk, ville man sige Heiligstadt, det hellige sted, Herrens hus, fordi dette sted fra verdens begyndelse var et tempel og et Guds hus, og det var et kultsted for Adam selv, for Noa, og af de største fædre har Sem boet her. Således er Morija i dag noget, der strækker sig vidt ud over jordens flade, sådan som også Jerusalem er det, det vil sige: Gud tilbedes og dyrkes ikke kun på ét og samme sted, men overalt på jorden, hvor der end er en forsamling af fromme.

⁵⁰ Quomodo autem Deus hoc mandatum de mactando filio revelaverit, variant sententiae. Major pars in nocte per visionem factum esse dicunt: alii, sicut moris fuit, putant, Sem Patriarchae revelationem hanc esse factam, et ipsum auctoritate divina ita jussisse Abrahamum. Sed utcunque sit, certum est ex Mose, hanc fuisse Dei voluntatem, ut hoc mandato tentaretur Abraham.

Men hvordan Gud åbenbarede denne befaling om at slagte, herom er der delte meninger. Størstedelen siger, at det skete om natten gennem et syn; andre mener, sådan som det var skik, at patriarken Sem fik denne åbenbaring og selv gennem sin autoritet befalede Abraham at handle således. Men hvordan det end er sket, sikkert og vist er det ud fra Moses, at det var Guds vilje, at Abraham skulle prøves ved denne befaling.

⁵¹ Quod ad Hieronymi versionem attinet, qui ex proprio nomine appellativum fecit, dignus est venia. Ea enim Hebraicae linguae natura est, quod tota est etymologica etiam in propriis nominibus. Sicut etiam in paralipomenon loci proprium nomen reliquit, ita etiam hic relinquere oportueret; sed decepit eum sequens locus, ubi scribitur, appellasse Abrahamum (188) nomen loci, Dominus videbit. Itaque hic quoque vertit: Vade in terram visionis.

Hvad angår Jeronymus' version, han, som af egennavnet gør et navneord, så er den værd en indrømmelse. For det er det hebraiske sprogs natur, at det er helt igennem etymologisk i dets egennavne. Ligesom egennavnet i krønikebøgerne lader stedet være, sådan burde man også her lade det være; (?) men han bedrog sig selv ved at følge stedet, dèr, hvor han skriver, at Abraham kaldte stedet ”Herren vil se”. Derfor vender han det også om til: ”Gå ind i synets land”.

⁵² Qui allegoriam volunt sequi; his Morija erat verbum Dei et fides in verbum. Nam haec duo correlativa sunt: non potest esse fides, nec cultus Dei, ubi verbum non est; et ubicunque verbum est, ibi necesse est, aliquos esse, qui credant. Ubi igitur haec duo sunt, sequitur tertium, crux scilicet et mortificatio. Haec tria absolvunt vitam Christianam; sed haec alias copiosius.

De vil følge en allegori; for dem var Morija Guds ord og troen på ordet. For disse to er forbundet med hinanden: der kan ikke være tro eller dyrkelse af Gud, hvor ordet ikke er; og hvorsomhelst ordet er, dèr er det nødvendigt, at der er nogle, der tror. Og hvor disse to er, dèr følger en tredie, nemlig korset og dødelsen. Disse tre absolverer det kristne liv; men det er der skrevet rigeligt om andre steder.

⁵³ Praecipue autem notandum hoc in loco est loci adverbium: ”Ibi offeres mihi filium in holocaustum”. Non enim licuit ubique sacrificare, seu Dei cultum instituere, sed tantum in eo loco, quem Deus elegit. Ideo Prophetae valde reprehendunt Iudaeos, alibi, quam in praecepto divinitus loco sacrificantes; et hic non solum locus diserte nominatur, sed personae quoque, item sacrificus: Tu, Abraham, offer filium, non pecudem; Isaac, non Ismaël.

Men især skal man på dette sted lægge mærke til dette lille ord: ”Dèr skal du ofre mig din søn som brændoffer”. For det er ikke tilladt at ofre overalt, eller at indstifte en gudsdyrkelse overalt, det må kun ske på det sted, som Gud udvælger. Derfor retter profeterne en stor bebrejdelse mod jøderne, fordi de ofrede andre steder, end på det befalede guddommelige sted; og her nævnes ikke blot steder omhyggeligt, men også personerne nævnes, og ligeledes den, der skal ofres: Du, Abraham, skal ofre din søn, ikke dit kvæg; du skal ofre Isak, ikke Ismael.

⁵⁴ Omnes particulae sunt exclusivae. Non enim vult Deus, ut serviamus ei in nostris electitiis operibus; ideo praecepto suo, eoque tam certo et rigido omnia definit, ut, si sit vel alia persona, vel locus alius, vel tempus aliud, erres, et non solum cultum nullum praestes, sed etiam irrites, et ad odium et iram concites.

Alle disse ord udelukker. For Gud vil ikke, at vi skal tjene ham med vore egne udvalgte gerninger; derfor bestemmer han alt med sit bud, der er lige så sikkert som det er bestemt, så at du tager fejl, hvis du siger, at der er nok andre personer, steder, tider, og ikke blot undlader at yde hans kult, men også krænker ham og opægger ham til had og vrede.

⁵⁵ Iudaei non erant Abraham, hoc est, non habebant praeceptum, sicut Abraham, de immolandia liberis, imo quintum praeceptum prohibeat in genere omnes caedes; et tamen Achas putabat, se praeclare mereri de Deo, si faceret per ignem transire liberos. Antecedens erat: Etiam filius occidendus est propter Deum, sicut Abrahae exemplum docet; ergo ego quoque occidam filium meum; sed haec est (189) falsa consequentia propter dissimilitudinem. Nam Abraham peculiari et novo mandato jussus est filium immolare; id mandatum Achas non habuit: ideo nihil debuit suscipere contra manifestum Decalogi praeceptum.

Jøderne var ikke Abraham, det vil sige: de havde ikke et bud, ligesom Abraham, om at ombringe deres børn, tværtimod forhindrede det femte bud i almindelighed ethvert mord; og dog mente Akaz, at han selvfølgelig handlede fortjenstfuldt overfor Gud, hvis han lod sine børn gå gennem ilden (2 Kong 16,3; 2 Kong 17,17; 2 Krøn 28,3; 3 Mos 18,21). Det var et forbillede: Vi skal også dræbe vore sønner for Guds skyld; ligesom Abrahams eksempel lærer det; ergo skal jeg dræbe min søn. Men dette er en falsk konsekvens, for de to ting ligner ikke hinanden. For Abraham fik gennem en særskilt og ny befaling ordre til at ombringe sin søn; Akaz havde ikke sådan en befaling: derfor burde han ikke begynde på den slags imod det udtrykkelige femte bud i dekalogen.

⁵⁶ Igitur Abraham mane surgens cinxit asinum suum, et accepit secum duos pueros et Isaac filium.

Så stod Abraham op om morgenen, sadlede æslet og tog to drenge med sig og sin søn Isak. (vers 3).

⁵⁷ Digna est historia haec, cujus cingula verba diligenter excutiantur. Mane surrexit; non cessavit, non disputavit, nec fuit quarista, ut Adam in Paradiso, ut quaereret: Quare mandat hoc Deus? Non audivit neque carnem, neque serpentem, imo ne cum Sara quidem rem communicavit; sed ubi audivit mandatum, sine ulla haesitatione properat ad exsecutionem.

Dette er en værdig historie, hvis enkelte ord må undersøges omhyggeligt. 'Han stod op om morgenen'; han tøvede ikke, han disputerede ikke, han gjorde ikke ophævelser, sådan som Adam i paradiset, så han spurgte: Hvorfor befaler Gud dette? Han lyttede heller ikke til sit kød, ejheller til slangen, ja, han diskuterede end ikke sagen med Sara; men da han hørte befalingen, forberedte han sig uden tøven til at udføre den.

⁵⁸ Est hoc insigne exemplum, et descriptio perfectae obedientia, cum tam subito semel et simul ex oculis abjicit et mortificat omnes, quae in vita sua habebat carissima, domum, uxorem, filium tam diu expectatum et cumulatum tam magnificis promissionibus. Frustra igitur miramur sanctos in novo testamento, et eorum jejunia et macerationes sine judicio legimus.

Dette er et udmærket eksempel og en fuldendt beskrivelse, idet han så pludseligt på én gang og på samme tid bortkaster fra sine øjne og døder alt det, han i sit liv har kært, hus, hustru, en søn ventet så længe og resultat af så mange forjættelser. Det er derfor helt ved siden af, at vi undrer os over de hellige i det ny testamente og læser uden skønsomhed om deres faste og pinsler.

⁵⁹ Qualesquales enim fuerunt, si ad Abrahamum conferantur, sanctitas et virtutes eorum vilescunt prorsus et sordescunt: nesciunt illi, quid sit mactare filium promissionis, in quo parentis grandaevi spes et opes omnes positae erant, quae omnes cum vita filii tam repente in uno momento concidunt. Illud vere est abnegare semetipsum, et relinquere omnia. Legimus alibi, alios abjecisse aurum, argentum et opes, alios uxorem et liberos, et vitam in discrimen adduxisse propter confessionem. Sed qui (190) hanc obedientiam tam constanter praestare potuisset, nullus unquam fuit Apostolorum, Patriarcharum aut martyrum.

 For hvordan de end var, hvis de sammenlignes med Abraham, så bliver de betydningsløse og snavsede. For de vidste ikke, hvordan det er at slagte forjættelsens søn, ham, i hvem forældrenes håb har vokset sig stort og i hvem de havde al deres rigdom, hvilket altsammen pludselig og i løbet af et øjeblik blev dræbt sammen med sønnens liv. Dette er virkelig at fornægte sig selv og forlade alle ting. Vi læser andetsteds, at der var nogle, der forlod guld, penge, rigdom, andre hustru og børn, og på grund af bekendelsen havde ført et liv i fare. Men én, der til stadighed har kunnet yde en så stor lydighed, en sådan fandtes ikke nogensinde blandt apostlene, patriarkerne eller martyrerne.

⁶⁰ Meminerimus autem, in hac tota historia praecipue spectandum esse verbum et mandatum Dei, quod omnia opera fidelium illustrat, et magnifica reddit quantumvis exilia, sicut ea, quae extra mandatum fiunt, etiam in speciem sanctissima, merae sordes sunt, qualia sunt Papae aut aliorum fanaticorum.

Men vi skal også huske på, at i hele denne historie skal vi især lægge mærke til Guds ord og befaling, som oplyser alle de troendes gerninger, og gør selv de mest betydningsløse gerninger storslåede, ligesom de gerninger, der sker udenfor buddet, også blandt de højhellige, snarere er urenheder, sådan som pavens og de andre fanatikeres gerninger er det.

⁶¹ Deinde describitur animus promtus et alacer Abrahae, cum dicit Moses: Surrexit, non tardavit, non cunctatus est. Quando enim de voluntate Dei certi sumus, et credimus, eum jussisse id, quod prae manibus est, non trepide aut contanter, sed summa alacritate negotium aggrediendum est, etiamsi mille pericula aut mors ipsa adeunda esset.

Dernæst beskrives Abrahams redebonne og ivrige sjæl, når Moses siger ”han stod op”, han trak det ikke ud, han tøvede ikke. For når vi er sikre på Guds vilje, og vi tror, at det er ham, der har befalet det, der ligger foran os, så skal man gå til værket, ikke ængsteligt eller tilbageholdende, men med den største iver, selv om så tusind farer eller døden selv viste sig for os.

⁶² Non enim potest irritum esse verbum Dei. Sed quando nos jubenti Deo obtemperamus, eventus praefinitus certo sequitur, repugnantibus etiam ipsis portis inferorum. Sic David, 119. Psalmo (v. 50) dicit: ”Verbum tuum consolatio mea in humilitate mea”, id est, quia habebam verbum tuum, eram animo praesenti e alacri ad omnia pericula subeunda, et vivificabat me eloquium tuum.

For Guds ord kan ikke rokkes. Men når vi retter os efter den befalende Gud, så følger den forudbestemte begivenhed efter med sikkerhed, om så alle helvedes porte kæmpede imod. Sådan siger David Sl 119,50: ”Dit ord er min trøst i min elendighed”, det vil sige, fordi jeg havde dit ord, var jeg i sjælen nærværende og beredt til at undergå alle farer og din tale levendegjorde mig.

⁶³ Verissimum enim est quando quis in vocatione sua animo persuasum habet, quod Deus velit, et verbo suo jusserit hoc, quod gerit, tantam vim et efficaciam illius divini mandati sentiet, quantam in nullius oratoris, nec Demosthenis, nec Ciceronis oratione inveniet. Illud circumstantias omnes declarat: quid utile, quid bonum in re sit, ostendit, et suggerit animo, Deum infinitos fines exsuperantes sensum nostrum spectare, qua fiducia instructus animus (191) fortiter pergit, nec de possibili, aut impossibili, facili aut difficili sollicitus est. Sicut hanc piorum confidentiam et securitatem Paulus, Roman. 8. magnifice descripsit.

Det er nemlig vist og sandt, at når nogen i sit kald er helt og fuldt overbevist om, at Gud vil det og med sit ord har befalet det, som sker, så vil han føle en sådan kraft og styrke ved det guddommelige bud, som han ikke vil finde hos nogen taler, hverken hos Demostenes eller hos Cicero. Det forklarer alle omstændighederne: hvad der er nyttigt, hvad der er godt i sin kerne, viser sig og overbeviser sjælen om, at Gud kan se de uendelige ting, der overgår vore sanser, og opmuntret ved den tillid begiver sjælen sig af sted, så den ikke bekymrer sig om muligt eller umuligt, om let eller vanskeligt. Således beskriver Paulus i Rom 8 på udmærket måde de frommes tillid og vished.

⁶⁴ Si Gideon et Simson non habuissent verbum Dei, nunquam tantas res gessissent, sed succubuissent oneri et magnitudini rerum. Verum, quia credebant verbo, sic cogitabant: Ego sum ad hoc vocatus, et habeo mandatum invadendi Philistaeos, Midianitas etc.; pergam ergo audenter. Fides enim est, quae haec miranda opera efficit: sicut inquit Christus, Ioh. 14. (v.12):”Qui credit in me, opera, quae ego facio, et ipse faciet, et majora horum faciet”.

Hvis Gideon og Samson ikke havde haft Guds ord, havde de aldrig kunnet udføre så store gerninger, men de var bukket under for tingenes vægt og størrelse. Men fordi de troede på ordet, tænkte de således: Jeg er kaldet hertil, og jeg har befaling til at angribe filistrene, eller midjanitterne; derfor vil jeg gå tappert til værks. For de er troen, som udvirker så underfulde gerninger: sådan som Kristus siger i Joh 14,12: ”Den, der tror på mig, skal gøre de gerninger, som jeg gør, ja, han skal gøre større gerninger end dem”.

⁶⁵ Haec autem in ethnicis historiis non videmus, neque nos Christiani satis intelligimus, quia stertimus, nec credimus mandanti, comminanti, punienti aut promittenti Deo, sed sumus insensati. Isti sancti heroës et patres, Abraham, David etc. crediderunt; ideo tam arduas res gesserunt. Supra commemmoratur, quomodo Abraham quattuor reges exiguis copiis devicerit; eam victoriam non alia re consecutus est, quam fide, quae jussu et vocatione divina nitebatur.

Men dette ser vi ikke i hedningernes historier, og heller ikke vi kristne forstår det godt nok, fordi vi snorker og ikke tror på den befalende, truende, straffende eller forjættende Gud, vi er ufølsomme. Men de hellige heroer og fædre, Abraham, David, osv., de troede; derfor udførte de så stærke ting. Tidligere nævnt vi, hvordan Abraham besejrede 14 konger med en ubetydelig styrke; den sejr blev ikke gennemført ved andet end troen, som støttede sig til den guddommelige befaling og kaldelse.

⁶⁶ Ita in hac historia vincit fide tentationes, quas habuit haud dubio maximas. Scit, Deum praecepisse; ideo properat ad exsecutionem, nihil moraturus Sarae, aut familiae, aut ullius creaturae diversum judicium. Haeret enim id infixum animo, quod in Psalmo (119,50) dicitur: ”Lex tua mea maxima consolatio, quia me vivificat”. Ad eundem modum, qui habet certum verbum Dei, in quacunque vocatione, credat tantum et audeat, et dabit Deus haud dubio secundos exitus. (E192)

Således besejrede han i denne historie ved troen de fristelser, som han uden tvivl havde i højeste grad. Han vidste, at Gud havde befalet det; derfor beredte han sig på at drage af sted, uden at afvente Saras eller familiens eller nogen anden skabnings bedømmelse. For han knyttede sig med sin sjæl til det ord, der står i salmen: ”Din lov er min største trøst, for den levendegør mig”. På samme måde skal den, som har et sikkert Guds ord, i en hvilkensomhelst kaldelse blot tro og vove, så vil Gud uden tvivl give et gunstigt udfald.

⁶⁷ Nos de ejusmodi extraordinariis et singularibus mandata non habemus, non credituri forsitan, etiamsi haberemus, sicut simile exemplum de Acha rege incredulo, Esaiae 7. describitur. Inferebant ei bellum duo potentissimi rege Syriae et Israël. Dicit enim scriptura (ibid. v. 2), commotum esse cor ejus, et cor populi ejus, sicut moventur ligna silvarum a facie venti. Ibi mittit Dominus Prophetam ad Acham cum novo mandato: ”Vide, ud sileas; noli timere, ne trepides” (v. 4.). Nam isti duo reges coram me non sunt reges, sunt adusti titiones, imo caudae titionum fumigantium, tantum tu confidas; nec timeas. Quin et signum petere jubetur, ut animus et fides ejus magis confirmetur. Sed quid Achas? ”Non petam, inquit, et non tentabo Dominum” etc. (ibid. v. 12.). Tales nos quoque futuri essemus, non recepturi, etiamsi offerret nobis Deus novum aliquod mandatum.

  Vi har ikke bud af denne ekstraordinære og enestående art, og vi ville nok heller ikke tro, selv om vi havde, sådan som et lignende eksempel om den vantro kong Akaz beskrives for os i Es 7,2. To meget stærke konger fra Syrien og fra Israel påførte ham krig. Og så siger skriften, at hans hjerte skælvede, og hans folks hjerte skælvede, sådan som skovens træer skælver for blæsten. Så sendte Herren en profet til Akaz med et nyt bud: ”Forhold dig i ro; frygt ikke, skælv ikke!” For disse to konger er for mig ikke konger, men to rygende stykker træ, ja narrehatte af glødende træstykker, blot du har tillid og ikke frygter. Oven i købet fik han befaling til at bede om et tegn, så hans sjæl og hans tro kunne styrkes endnu mere. Men hvad sagde Akaz: ”Jeg beder ikke om noget, og jeg vil ikke friste Herren”, osv. Sådanne mennesker ville vi også have været, vi ville ikke taget imod, selv om Gud tilbyder os et eller andet nyt bud.

⁶⁸ Nunc in praesenti periculo pestis ita trepidamus, ac si non haberemus mandatum vivendi et invocandi Deum. Habemus vocem prolatam ex ore Filii Dei (Joh. 11, 25. 26.): ”Ego sum resurrectio et vita; qui credit in me, etiamsi mortuus fuerit, vivet, et omnis, qui vixit, et credit in me, non morietur in aeternum”. Sed hanc quis curat aut attendit? Similiter quilibet in sua vocatione certus esse potest de verbo Dei, sive civilis ea sit, sive ecclesiastica: sed nihil minus facimus, quam officium. Magistratus oscitantia et ignavia omnibus nota est. Episcopi et parochi silent, ut muti canes; non credunt, se hoc esse, quod sunt; lucra et honores aucupantur, sed opera non praestant. Interim querimur, deesse nobis occasionem bona opera. (193)

I den nuværende pests fare skælvede vi på en måde, som om vi ikke havde den levende og kaldende Guds bud. Vi har hans ord, lagt i munden på Guds søn, Joh 11,25f: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør, og den, der lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø”. Men hvem bryder sig om det eller lægger mærke til det? På lignende måde kan hvemsomhelst i sin kaldelse være sikker på Guds ord, hvad enten det er et lægmandskaldelse eller en kirkelig kaldelse: men der er intet, vi mindre gør, end udfylde vort embede. Alle ser, at øvrigheden er søvnig og slap. Biskopperne og sognepræsterne tier, som tavse hunde; de tror ikke, at de er det, de dog er; de lurer på belønninger og æresbevisninger, men præsterer ikke noget. Samtidig klager vi over, at vi mangler mulighed for at gøre gode gerninger.

⁶⁹ Habemus mandatum omnibus commune, ut diligamus Deum, et neminem timeamus, nec Diabolum, nec Turcam, nec pestem, ambulantes in viis nostris, etiamsi vita periclitetur, juxta sententiam (Ps.27,14.): ”Exspecta Dominum, viriliter age et confortetur cor tuum”. Hoc quis servat? Nemo, quia nemo credit, Deum praecepisse fiduciam, et damnasse desperationem. Dignus igitur hic locus est accurata consideratione, ut discamus veram obedientiam erga Deum, et quantum momenti sit in certitudine mandati Dei, quanta fiducia impleat corda piorum: eam certe in extremis finibus orbis terrarum inquirere debebamus. Sed non est opus longinqua perigrinatione aut curiosa inquisitione; plena est domus, corpus, cor nostrum mandatis Dei, et tamen non credimus, ideoque non laetamur, neque quicquam lucis aut sensus habemus de superbia et confidentia illa spirituali ex Dei verbo et praeceptis.

Vi har et bud, fælles for alle, at vi skal elske Gud og ikke frygte nogen, hverken djævelen, tyrken, pesten, når vi vandrer på vore veje, selv om livet sættes på spil, ifølge Sl 27,14: ”Sæt dit håb til Herren, vær stærk, og trøst dit hjerte”. Hvem overholder det? Ingen, for ingen tror, at Gud har påbudt tillid og fordømt fortvivlelse. Stedet her er derfor nok værd at lægge nøje mærke til, så vi kan lære den sande lydighed mod Gud, lære, hvor vigtigt det er med sikkerhed om Guds bud, lære, hvor stor en tillid der fylder de frommes hjerter: den burde vi stræbe efter til verdens ende. Men der er ikke brug for en lang pilgrimsrejse eller en nysgerrig undersøgelse; vort hus, vort legeme, vort hjerte er fuldt af Guds bud, og dog tror vi ikke, derfor glædes vi ikke, ejheller har vi nogensomhelst oplysning om eller fornemmelse for overmåde store tillid til de åndelige gaver fra Guds ord og bud.

⁷⁰ Ideo exaggeranda et diligenter inculcanda sunt exempla Patrum, in quibus efficacia et virtus verbi Dei et fidei conspicitur. Sicut David (Ps. 119,50.) gloriatur: ”Haec consolatio mea, eloquia tua”. His eloquiis fidens interfecit ursum et leonem et Philistaeum Goliath, et alias res arduas et praeclaras gessit. Eandem consolationem retinuit ejectus a filio ex regno, sic sentiens: Ego sum rex electus auctoritate et praecepto divino, non propter meam voluptatem, sed ad gloriam Dei; de hoc cum certus sim, non movebor, nec trepidabo, et hac fiducia invocat: ”Exsurge, Domine Deus meus, in praecepto, quod mandasti” (Ps. 7,7.), quasi dicat: Si vis me abjicere, bene est: sin regem esse et manere vis, regnabo etiam invitis et adversantibus inferorum portis. Hoc (194) verbo et filium suum Absolon, et improbum consiliarium vicit et occidit.

Derfor skal fædrenes eksempel opdynges og omhyggeligt indprentes, for at dem kan man se Guds ords og troens virkning og kraft. Sådan roser David sig i Sl 119,50: ”Dit ord er min trøst”. Det var i tillid til disse ord at han dræbte bjørnen og loven og filisteren Goliat og udførte andre stærke og soleklare ting. Den samme trøst opretholdt han (David), da han af sin søn var kastet ud af kongedømmet, idet han tænkte som så: Jeg er den udvalgte konge ved guddommelig autoritet og bud, ikke på grund af min lyst, men til Guds ære; da jeg er sikker på det, ryster jeg ikke, ejheller skælver jeg, og i denne tillid råber han: ”Rejs dig, Herre min Gud, i det bud, som du befalede” (Sl 7,7), som ville han sige: Hvis du vil forkaste mig, er det godt; men hvis du vil, at jeg skal være og forblive konge, så vil jeg herske, om det så skulle være mod min vilje, endog imod helvedes porte. Med dette ord sejrede han over og dræbte sin søn Absalon og hans dårlige rådgivere.

⁷¹ Sic Abrahae unica consolatio fuit in hac incredibili tentatione, quod scivit, se habere mandatum Dei: is certe non fugisset pestem, nec Turcorum multa millia, quia cor ejus firmiter retinuisset illam fiduciam: Credo in Deum omnipotentem. Quid vero sunt decem millia Turcorum ad omnipotentem Deum? Ideo nec hic cessat, sed statim arripit mandatum, et paratus est ad sacrificium peragendum.

Sådan var det for Abraham den eneste trøst i denne utrolige fristelse, at han vidste, at han havde Guds befaling: han ville bestemt ikke være flygtet for pesten, ejheller for tyrkernes mange tusinder, fordi hans hjerte fast klyngede sig til denne tillid: Jeg tror på Gud, den almægtige. Hvad er vel ti tusind tyrker imod den almægtige Gud? Derfor tøvede han ikke her, men tog straks buddet til sig og var parat til at gennemføre offeret.

⁷² Hanc verbi Dei vim discamus intelligere, quam Spiritus sanctus adeo solet exaggere, ut majorem faciat omni creatura, inferno, morte, Angelis bonis et malis. Quin et Deo sequat, sicut revera est, quod Rom. 1. (v. 16.) dicit Paulus: ”Virtus et potentia Dei”; et quidem de verbo vocali sic sentiendum est. Id Abraham praeclare intellexit, ideoque non dubitavit, etiamsi moreretur Isaac, eum tamen resuscitatum iri, et mansurum sibi semen, propterea quod Deus mandatum et promissionem suam non sinit esse irritam.

Vi skal lære at forstå denne Guds ordets kraft, som Helligånden af den grund plejer at overdrive, at han gør den større end al skabningen, helvede, død, gode engle og onde engle. Ja, den følger også med Gud, så det er så sandt, som det er sagt, det, Paulus siger i Rom 1,16: ”Det (evangeliet) er Guds kraft og magt”; og det skal man endda mene om det bogstavelige ord. Det forstod Abraham meget klart, derfor tvivlede han ikke på, at selv om Isak skulle dø, så ville han dog blive genopvakt, og hans sæd bevaret, af den grund, at Guds bud og forjættelse aldrig ophører med at være urokkelige.

⁷³ Sic Psalmo 91. (v. 7. 11.) dicitur: ”Cadent a latere tuo mille, et decem millia a dextris tuis, ad te autem non appropinquabit, quoniam Angelis suis mandavit de te, ut custodiant te in omnibus viis tuis”. Hanc promissionem qui retinet firmiter, et interim diligenter facit officium suo loco, quem scit divinitus sibi attributum esse, etsi quid periculorum aut impedimentorum objicitur, tamen non dubitat de successu aut eventu prospero, sed animo suo persuassum habet, potius Angelos omnes e coelo in auxilium et defensionem advolaturos esse, quam irritus (195) sit et inanis conatus pius, secundum verbum Dei: Es muss hindurch gehen, was du anfaengest auff sein verbum, und solt kein Engel im Himmel bleiben. In hoc igitur antecellunt gentilium res gestas historiae sacrae. Hic enim mandato Dei, illic fortuito et consilii humanis geruntur omnia.

Sådan står der i Sl 91,7.11: ”Falder end tusinde ved din venstre, og ti tusind ved din højre, dig skal de ikke nå, ... for han vil give sine engle besked om dig, at de skal beskytte dig på alle dine veje”. Den, der holder stærkt fast ved dette løfte, og samtidig omhyggeligt udfører sit embede på sit sted, som han véd er ham guddommeligt tildelt, ligegyldigt hvilke farer og forhindringer der lægges for ham, og dog ikke tvivler om den heldige udgang, men holder sin sjæl overbevist om, at snarere skal alle engle fra himlen flyve ham til hjælp og forsvar, end han skal rokkes og hans fromme bestræbelse være forgæves, ifølge Guds ord: Det må ske, hvad du har begyndt på hans ord, og der skal ikke være nogen engel tilbage i himlen. Derfor er det i dette, at den hellige historie overgår hedningernes. For her er Guds bud, dèr udøves alt ved menneskers mod og råd.

⁷⁴ Atque haec horum verborum sententia est: ”Abraham surrexit mane”; non disputavit de eventu, sed sic cogitavit: Certus sum, quod fiet melius aliquid, quam ego nunc video, non mea aut meorum virtute, sed viribus mandati Dei. Sequar igitur Dominum jubentem et vocantem. Sicut Ioab ad fratrem dicit, 2. Reg. 10. (2 Sam 10,12.): ”Esto vir fortis, et pugnemus pro populo nostro et civitate Dei nostri. Dominus autem facit, quod bonum est in conspectu suo”. Tales sunt parati ad omne opus bonum, reliqui omnes sunt reprobi, quia etiam tarda obedientia est nulla.

Og dette er da meningen med disse ord: ”Abraham stod op om morgenen”; han diskuterede ikke om begivenheden, men tænkte som så: Jeg er sikker på, at der vil ske noget, der er bedre end det, jeg nu ser, ikke ved min eller mines kraft, men ved Guds buds kraft. Jeg følger derfor den Herre, der befaler og kalder. Sådan som Joab sagde til broderen, 2 Sam 10,12: ”Vær tapper! Lad os kæmpe for vort folk og vor Guds by. Men Herren gør, hvad der er godt i hans øjne”. Sådanne mennesker er parat til al god gerninger, alle de øvrige må man bebrejde, fordi en for sen lydighed intet er.

⁷⁵ Cinxit asinum suum.

Haec omnia ideo tam diligenter describuntur, ut significetur, etiam moram fidem ejus nonnihil exercuisse. Ipsi parenti quaerenda sunt ligna, secanda et imponenda asino ad cremendum filium. Interim haud dubie maximam carnis trepidationem sensit. Neque enim ferreo pectore fuit, sed tenerrima natura, et animo ejus perpetuo obversata est cogitatio de sacrificio holocausti, ad quod filius unigenitus promissus, spes futuri seminis et postertatis mactandus, et illis ipsis lignis, quae colligit pater, cremandus erat.

Han sadlede sit æsel.

Alt dette beskrives af den grund udførligt, for at der derved skal betegnes, at også hans tro udøvede nogen forhaling. Der skulle af faderen selv sørges for træ, det skulle hugges og lægges på æslet, for at sønnen kunne blive brændt. Imens følte han uden tvivl en kødets bæven. For han havde jo ikke et jernhjerte, men en sart natur, og hans sjæl var i stadigt oprør ved tanen om brændofferet, hvor hans eneste søn,, ham, der var forjættet ham, ham, der var hans håb om fremtidig sæd og efterslægt, skulle slagtes og opbrændes med det brænde, som faderen selv havde samlet.

⁷⁶ An non in re tam tristi et stupenda deliberandum amplius erat? An non conferenda consilia cum Sara matre? Haec in istis, ut apparet, inutilibus verbis (196) significantur, alioqui potuissent haec brevissime dici. Sed vult indicare Moses, quos motus senserit singulis momentis, quibus haud dubie gemitus inerranabiles, suspiria, singultus et lacrymae paternae accesserunt. Ipsemet autem cingit asinum, non servis id dat negotii. Adeo attentus et quasi absorptus est in reverentia et timore Dei, vix ut sentiat, quid agat.

Mon ikke han skulle have overvejet en så trist og oprørende sag noget mere? Mon ikke han skulle have rådført sig med Sara, hans mor? Disse ting betegnes med disse, som det synes, overflødige ord, ellers havde det kunnet fortælles ganske kort. Men Moses vil påpege, hvilke følelser han havde i hvert enkelt øjeblik, og dertil kommer jo uden tvivl de uudsigelige sukke, de dybe åndedrag, faderens stammen og gråd. Men han sadlede selv æslet, han overgav ikke denne opgave til karlene. I den grad var han optaget af og næsten opslugt af ærbødighed og frygt for Gud, at han knap nok mærkede, hvad han gjorde.

⁷⁷ Et accepit secum duos pueros suos.

Hebraei disputant, qui fuerint isti duo servi. Ismaël est ejectus, et tamen dicunt, unum fuisse Ismaëlem, alterum Eliezer, procuratorem domus suae, cujus supra factus est mentio. Fuerunt certe fidelissimi, quicunque tandem fuerunt. Sequuntur enim et observant dominum suum absque ulla tergiversatione. Ex hoc autem textu Saraceni horribilia mendacia commenti sunt. Fingunt, Ismaëlem loco Isaac, quem dicunt aufugisse, et non obediisse patri, immolatum esse.

Og han tog med sig sine to karle.

Hebræerne overvejer, hvem disse to karle er. Ismaël er jaget bort, og dog siger de, at den ene var Ismaël, den anden var Eliezer, hans husholder, som er nævnt ovenfor. De var ganske givet trofaste karle, hvem de så end var. For de fulgte efter og så, hvad deres herre gjorde, uden at vende ryggen til. Men ud fra denne tekst er saracenerne kommet med en frygtelig løgn. De forestiller sig, at det var Ismaël og ikke Isak, som de siger var flygtet bort, ikke havde adlydt sin far og var uskadt.

⁷⁸ Hinc se filios Sarae jactant, quia Isaac non sit oblatus, sed Ismaël loco fratris sui. Est haec consuetudo perpetua omnium Haereticorum, ut transferant in se gloriam ecclesiae et populi Dei. Quilibet enim vult Deo proximus esse, et fuit haec tentatio inter homines ab initio mundi. Sic hodie Haeretici et Papa volunt esse ecclesia, Turca vult esse popuus Dei, Christiani autem suo justo titulo et honore privantur. Hic cursus mundi est ab initio usque ad finem. Cain primus auctor est, et durabit per omnia secula: falsa ecclesia arrogat sibi titulum ecclesiae Dei, idola rapiunt nomen et honorem Dei; itaque in primam tabulam paene plus peccatur, quam in secundam. Hac ratione Isaac quoque inobediens et fugitivus dicitur. (197)

Derfor praler de af at være Saras børn, fordi Isak ikke blev ofret, men Ismaël i sin brors sted. Det er den evige vane hos alle kættere, at de overfører kirkens og gudsfolkets ære til sig selv. For enhver vil være Guds ligemand, og den fristelse eksisterede blandt mennesker fra verdens begyndelse. Således vil kætterne og pagen i dag være kirke, tyrkerne vil være Guds folk, men berøve de kristne deres rette titel og ære. Dette er verdens sædvane fra begyndelsen til enden. Kain var den første ophavsmand, og det vil vare ved gennem alle tidsaldre: den falske kirke tilraner sig Guds kirkes titel, afgudsbillederne røver Guds navn og ære; derfor syndes der næsten mere mod den første tavle end mod den anden. Af den grund kaldes også Isak ulydig og bortløben.

⁷⁹ Et Isaac filium suum.

Postquam accepit mandatum, praeter id unum nihil videt. Omnia in eo moriuntur, Sara, familia, domus, Isaac. Haec vera mortificatio est: illud est sedere in cinere et sacco. Facessant hinc Antonius, Hilarion et alii, qui quidem magna et difficilia opere fecerunt; sed ea omnia non fuerunt mortificatio capitis illius serpentini, rationis videlicet et voluntatis humanae, quod Monachi et id genus hypocritae vivificant potius et augent, dum inflantur sua justitia, meritis et operibus supererogationis.

Og Isak, sin søn ...

Efter at han fik befalingen, så han intet uden den. Alt døde i ham, Sara, familien, hjemmet, Isak. Dette er den sande dødelse: dette er at sidde i aske og sæk. Her kan Antonius, Hilarius og andre, som godt nok har gjort store og vanskelige gerninger, godt gå hjem og lægge sig; for alt dette var ikke nogen dødelse af dette slangens hoved, nemlig fornuften og den menneskelige vilje, som munkene og den slags hyklere snarere levendegør og øger, når de oppuster deres retfærdighed med fortjenester og overskydende gode gerninger.

⁸⁰ Sed hic ingens et vere tristis dolor est, amittere tantis precibus et lacrymis impetratum filium, et spem illam et gloriam, qua se patrem seminis benedicti fore speraverat. In hoc dolore tamen se erigit, et statuit, se habiturum semen, si non in sua vita, tamen post obitum. Sicut supra cap. 16. Sara se erexit cogitando: Ego non ero mater hujus seminis: non fui digna; sit ergo alia, scilicet Hagar ancilla mea: tantum det Dominus semen aliquod. Hae sunt verae mortificationes, quae non fiunt in desertis locis extra societatem hominum, sed in ipsa oeconomia et politia, et vel hinc insignis obedientia Abrahae usque ad intimas medullas judicari potest.

Men her er det en intens og meget sørgelig smerte, at han må se bort fra alle de bønner og tårer, hvormed sønnen trænger ind på ham, se bort fra det håb og den hæder, hvormed han havde håbet at han skulle være sin fars velsignede sæd. Dog rejser han sig op i denne smerte og slår fast, at han vil få sæden, om ikke i dette liv, så efter sin død. Sådan har Sara ovenfor i kapitel 16 trøstet sig ved at tænke: Jeg vil ikke blive mor til denne sæd; jeg var ikke værdig; der må altså være en anden, nemlig Hagar min tjenestepige: blot Herren vil give en sæd alligevel. Dette er sande dødelser, som ikke sker på øde steder udenfor det menneskelige samfund, men midt i det borgerlige og politiske samfund, og jo derfor kan Abrahams lydighed bedømmes til at være noget særligt indtil inderste marv.

⁸¹ Sectisque lignis in holocaustum surrexit, et abiit ad locum, de quo dixerat illi Deus.

Omnia ad moram indicandum spectant. Habet CCCXVIII famulos, et ipse tamen servus servorum est. Quae ideo recitantur, ut memorabilis ejus obedientia commendetur. Nemini quicquam imperat, om- (198) nia ipse exsequitur, et quidem festinanter, quia urgetur mandato, quod in eo regnat et vivit.

Da han havde kløvet brændet til brændofferet, stod han op og gik hen til det sted, som Gud havde sagt ham.

Alting peger han på, at der skal opstå en forhaling. Han har 318 slaver og dog er han selv slavernes slave. Dette gentages af den grund, at hans bemærkelsesværdige lydighed kan nævnes. Han giver ikke ordre til nogen, alt udfører han selv, og det hurtigt, fordi han tvinges af buddet, som hersker og lever i ham.

⁸² Die autem tertio levavit Abraham oculos suos, et vidit locum illum a longe.

Existimo, locum sacrificii non abfuisse amplius quarta parte milliaris ab eo loco, ubi jussit servos consistere. Hierosolyma enim sive mons Morija, etsi fuit locus editior, tamen quia circumcirca fuerunt montana, non potuit procul conspici. Miror sane, patrem non exstinctum esse illo tam acerbo et diuturno dolore, quia iter tridui conficiendum fuit. Si unius aut alterius horae agwn ille fuisset, facilius superasset. Ideo haec mora obedientiam ejus amplificat. Interea cogitavit: Ecce incedo cum filio summae spei juvene; ei moriendum est. Ejusmodi carnis macerationem hosce tres dies simul cum Satanae sagittis sustinuit: mussitandum tamen et silendum fuit propter mandatum, quo nixus confirmatur et servatur.

Den tredie dag løftede Abraham sine øjne og så stedet langt borte.

Jeg vil mene, at offerstedet ikke var længere borte end en kvart mil fra det sted, hvor han befalede slaverne at blive. For selv om Jerusalem eller Moria bjerg var et højt sted, så var også det omkringliggende land højt, og derfor kunne det ikke ses langt borte fra. Jeg undrer mig bestemt over, at faderen ikke blev tilintetgjort af denne både stærke og vedvarende smerte, for han gennemførte jo rejsen på tre dage. Hvis den var blevet overstået på én eller to timer, ville han lettere være kommet igennem det. Derfor forøger denne forhaling hans lydighed. I den tid har han tænkt: Se, jeg dræber sammen med min søn ungdommens største forhåbninger; det må dø. På den måde blev kødets ødelæggelse disse tre dage igennem opretholdt samtidig med Satans pile: han måtte hviske og tie stille på grund af buddet, som han, når han støttede sig til det, blev bekræftet og bevaret.

⁸³ Dixitque Abraham ad pueros suos: Sedete hic cum asino, ego autem et puer illuc ibimus, et postquam adoravimus, revertemur ad vos.

Si servi affuissent, non permisissent fieri, quod cogitabat pater, aut mente eum errare suspicati essent. Quodsi non potuissent impedire, tamen clamassent, et clausis oculis conspectum tanti facinoris effugissent.

Abraham sagde til sine karle: Sæt jer her sammen med æslet, jeg og drengen går derhen, og efter at vi har tilbedt, vender vi tilbage til jer.

Hvis karlene havde været tilstede, ville de ikke været gået med til det, faderen tænkte, eller de ville have troet, at han tog fejl i sit sind. For selv om de ikke kunne have forhindret det, ville de dog have råbt op og med lukkede øjne flygtet bort fra et så skrækkeligt syn.

⁸⁴ Et tulit Abraham ligna holocausti, et imposuit super Isaac filium suum.

Alia dilatio est, et integrascit dolor, cum impo- (199) nit ligna. O mi fili, si scires, quale lignum gestares, aut mater tua! Putas, te ferre ad sacrificium, sed nescis, te ipsum fore holocaustum.

Og Abraham tog offerbrændet og lagde det på sin søn Isak.

Endnu en udsættelse, og smerten voksede, da han lagde brændet på ham. O, min søn, hvis du vidste, hvilket træ du bærer, eller hvis din mor vidste det! Du tror, du bærer det til et offer, men véd ikke, at det er dig selv, der er brændofferet.

⁸⁵ Ipse vero accepit in manum suam ignem et gladium.

Non fuit gladius, nec recte imago illa Abrahae mactaturi filium vulgo pingitur. Fuit culter, quo lanii et sacerdotes solebant uti. Isaac supinus super strue lignorum jacuit, verso vultu in coelum, et Abraham jugulum ejus ferire voluit, sicut lanii vitulos solent mactare. Prius gestavit ligna asinus, servi ignem; ab illis accepit et imposuit ligna, onus assinorum, filio: quia non fuit puer, sed adolescens XXV annorum circiter: ignem ipse tulit. Tum vero servis varia in mentem venisse necesse est.

Men selv tog han i sin hånd ilden og offerkniven.

Det var ikke et sværd, og det billede, der males for folket af Abraham, der slagter sin søn, er ikke korrekt. Det var en kniv, sådan én, som slagterne og præsterne plejer at bruge. Isak kastede han tilbagebøjet over brændedyngen, med ansigtet vendt mod himlen, og Abraham ville gennembore hans strube, sådan som slagterne plejer at slagte et stykke kvæg. Først var det æslet, der bar træet, karlen ilden; fra dem modtog han det og lagde træet, æslets byrde, på sønnen; for han var ingen drent, men en ung mand på cirka 25 år. Selv bar han ilden. Man må huske på de forskellige gøremål.

⁸⁶ Et pergebant duo illi simul.

Hi duo soli fuerunt, ambulantes in solitudine. Totus mundus ignorat, quid hic agatur. Neque quisquam affuit, qui erigeret moestum parentem. Filius autem nescit, se esse occidentum. Talis transitus, qualis hic est, nusquam in scriptura sancta descriptus est. Duo. Quid? pater carissimus et dilectissimus filius. Quo animo? eo animo: Isaac rei ignatus et tamen paratus obedire. Abraham certissimus mactare filium, et in cineres redigere.

Så gik de to sammen.

Det var disse to alene, der gik sammen. Hele verden vidste ikke, hvad der her skete. Der var heller ingen til stede, som kunne opmuntre den sørgmodig fader. Men sønnen vidste ikke, at han skulle dræbes. En sådan rejse, som den, der her berettes om, er aldrig beskrevet i den hellige skrift. To. Hvordan? Den mest omsorgsfulde fader og den mest elskede søn. Med hvilket sind? Med dette: Isak uvidende om sagen og dog parat til at adlyde. Abraham forvisset om, at han ville slagte sønnen og gøre ham til aske.

⁸⁷ Dixit autem Isaac ad patrem suum: Pater mi. At ille respondit: Ecce ego, fili mi. Ait ille: Ecce, ignis et ligna, ubi est pecus ad holocaustum? Respondit Abraham: Deus providebit sibi pecus in holocau- (200) stum, fili mi. Et pergebant duo illi pariter.

Ingens vero hic motus, et vehemens paqoV est, quod Moses noluit praeterire. Isaac victima alloquitur patrem, et irritat illam storghn fusikhn, quasi dicat: Tu mihi est pater; et parens vicissim: Tu mihi filius. Haec penetrarunt et percuerunt haud dubie animum paternum. Ait enim filius: Ecce ligna, ubi pecus? Sollicitum esse apparet de gloria Dei; scit enim, patrem oblaturum esse holocaustum, cujus vult ipse spectator esse. Admonet igitur eum, ne forte prae nimia intentione et devotione animi sacrificii obliviscatur. Ubi est pecus, inquit, in holocaustum? Ibi debuisset respondere pater: Tu eris. Sed tacet, et addit: Deus providebit; quo dicto simul includit mandatum Dei.

Isak sagde til sin far Abraham: »Far!« Abraham svarede: »Ja, min dreng!« Isak sagde: »Vi har ilden og brændet, men hvor er offerlammet?« v8  Abraham svarede: »Gud vil selv udse sig et offerlam, min dreng.« Og så gik de to sammen.

Men her bliver han overmåde bevæget, det er en stor lidenskab, som Moses ikke vil udelade. Isak, offerdyret, tiltaler sin far, og fremelsker en naturlig vrede, som om han ville sige: Du er min far, og faderen omvendt: du er min søn. Dette gennemtrænger og gennemstinger uden tvivl faderens hjerte. For sønnen siger jo: Se, her er træ, hvor er offerdyret? Han synes at være vant til at ære Gud; han véd nemlig, at faderen vil frembære et brændoffer, og det vil han gerne se på. Og han spørger ham derfor, om han ikke måske ud af for stor agtpågivenhed og hengivenhed for det offer, der skal finde sted, har glemt noget? Hvor er offerdyret til brændofferet? Og her burde faderen have svaret: Du er offerdyret. Men han tav og sagde: Gud vil udvælge det; og med det ord inkluderede han Guds befaling.

⁸⁸ Non vult filium macerare longe cruce et tentatione. Ideo nondum indicat, quod ipse sit moriendum, nec significat Moses, admonitum esse a patre hosce tres dies inter eundum, ut adsuesceret cogitationibus mortis. Sed videtur tacuisse et exspectasse, donec jamjam jugulum petiturus esset.

Han vil ikke ofre sønnen gennem en langvarig pine og prøvelse. Derfor siger han endnu ikke, at det er ham selv, der skal dø, ejheller betegner Moses, at han i de tre dage, der gik, inden de nåede frem, er blevet opfordret til at vænne sig til at tænke på døden. Men Abraham synes at have tiet og ventet, indtil han til sidst skulle give ham dødsstødet.

⁸⁹ Mirandum sane est, quomodo potuerit Isaac tam subito omnes hujus vitae affectus exuere, et oblivisci patrem, matrem, domum, promissionem, vitam denique ipsam, quam vixdum ingressus fuerat. Non potuerunt haec vinci sine ingenti luctu et dolore. Neque enim stipites et insensati sunt sancti, sed homines sunt, et humanae naturae insitos motus et storgaV excellentes habent. Egregia certe fides fuit, qua se tam repente a vita avertere, et in mortem tradere potuit. Non enim aliud cogitavit nec vidit oculis corporis, quam praesentem interitum. (201)

Men det er bestemt mærkeligt, hvordan Isak så pludselig kan udbrænde kærligheden til dette liv, og glemme sin far, sin mor, sit hjem, løfterne til sig, ja, hele sit liv, som han knap nok var begyndt på. Disse ting kunne ikke besejres uden stor sorg og smerte. For hellige mennesker er ikke ufølsomme som en klods, men de er mennesker, og de har på udmærket vis i kraft af deres menneskelige natur både følsomhed og vrede i sig. Troen i Isak har sikkert været stor, siden han så hurtigt kunne vende sig bort fra livet og overgive sig til døden. For han tænkte ikke andet og så ikke andet med legemets øjne, end at han nu skulle dø.

⁹⁰ Et venientes ad locum, de quo dixerat illi Deus, aedificavit ibi Abraham altare, et ligna composuit.

Hactenus Moses prolixa narratione exemplum obedientiae utriusque, et filii et parentis descripsit, suspenditque lectorem ad taedium usque mirabili exspectatione. Constructo jam altari cum ad ipsam epitasin perventum est, tacet, et vel desperat ista eloqui, quia res major est, quam ut ulla eloquentia efferri possit, vel prae lacrymis non potuit scribere. Atque ita stuporem et admirationem in animis auditorum relinquit, et vult, ut ipsi rem expendant, quam verbis assequi non potest.

Da de kom til det sted, Gud havde givet ham besked om, byggede Abraham et alter og lagde brændet til rette;

Indtil nu har Moses beredvilligt fortalt historien som et eksempel på begges lydighed, både sønnens og faderens, og han har holdt læseren hen i en næsten forunderlig forventning. Men da alteret allerede er tillavet, og han når frem til selve afsløringen, så tier han, og enten fortvivler han ved at gengive det, fordi det er noget, der er større, end at nogen gengivelse kan fremføre det, eller også kan han ikke skrive på grund af sine tårer. Og således efterlader han tilhørerne med en overraskelse og beundring i sindet og ønsker, at de selv skal indse den sag, som ikke kan fortælles med ord.

⁹¹ Iam enim constructo altari, parato cultro et igni accenso necesse fuit, aliquos sermones inter patrem et filium intercedere, quibus Isaac edoctus est de voluntate et mandato Dei. Pater dixit: Tu, mi dilectissime fili, quem Deus mihi dedit, destinatus es ad holocaustum. Ibi filius haud dubie obstupuit, et patrem de promissione viscissim admonuit. Cogita, mi pater, me esse semen, cui promissa est posteritas, reges, populi etc. Dedit me Deus matri meae Sarae per magnum miraculum. Quomodo igitur poterit impleri promissio me occiso? Sine tamen nos antea de ea re conferre et colloqui.

For da alteret var tillavet, kniven gjort klar og ilden antændt, var det nødvendigt, at der fandt en ordveksling sted mellem faderen og sønnen, hvorved Isak kunne lære Guds vilje og befaling at kende. Faderen har sagt: Du, min kære søn, som Gud har givet mig, er udset til brændoffer. Det ville sønnen uden tvivl have modsagt og henvist sin far til forjættelsen til dem begge. Kære far, jeg har hørt, at jeg er den sæd, som er forjættet eftertiden, konger, folk, osv. Gud har givet mig til min mor, Sara, ved et stort mirakel. Hvordan kan han da opfylde forjættelsen, når jeg er slået ihjel? Uden at vi dog tidligere har talt sammen og drøftet om denne sag.

⁹² Illa omnia hic scribenda fuissent; cur omiserit Moses, nescio. Non autem dubito, quin insignis admodum oratio fuerit patris ad filium, et principalem ejus statum fuisse existimo mandatum Dei et resurrectionem mortuorum: Deus praecepit; ideo oportet nos ei obedire, et cum sit omnipotens, potest servare promissionem etiam te mortuo et in cinerem (202) redacto. Atque hac doctrina haud dubie Isaac ante imbutus fuit, et aeque atque Abraham praeclare intellexit et credidit, quia sunt exempla fidei, fides autem includit promissionem, quae supra cap. 15. recitata est.

Alt dette burde være skrevet; hvorfor Moses har udeladt det, véd jeg ikke. Men jeg er ikke i tvivl om, at en sådan udmærket tale må have fundet sted fra faderen til sønnen, og jeg gætter på, at det vigtigste i den har været at fortælle om Guds bud og opstandelse af døde: Gud har befalet det; derfor bør vi adlyde, og da han er almægtig, kan han fastholde forjættelsen, også om du er død og blevet til aske. Og denne lære er uden tvivl forud blevet givet Isak til kende, og i lige grad med Abraham har han klart forstået og troet det, for det er eksempler på tro, og tro forudsætter forjættelse, sådan som det er gengivet ovenfor i kapitel 15.

⁹³ Fuit igitur oratio patris ad filium, quae conciliavit hasce duas contradictorias propositiones: Isaac erit semen et pater regum et populorum: Isaac morietur, non erit pater populorum. Illae contradictoriae non possunt conciliari per ullam rationem humanam aut philosophiam. Sed verbum conciliat haec duo, quod mortuus vivit, et vivens moritur. Sic nos vivimus, et tamen morimur, quia jam viventes reputamur pro mortuis propter peccatum, et mortui reputamur viventes. Ista sunt hic tractata et agitata inter patrem et filium, et non solum ab Abraham, sed etiam ab Isaac credita. Nam in fide promissionis moritur, quod sit futurus pater. Ergo Isaac moritur et vivit, fit cinis et pater populorum.

Faderen har altså talt til sønnen, og han har forsonet de to modsigende påstande: Isak skal være sæd og fader til konger og folkeslag: Isak skal dø og blive ikke fader til nogen folkeslag. Disse modsigelser kan ikke forsones ved nogen menneskelig eller filosofisk fornuft. Men det ord forsoner dem, at den, der er død, lever, og den, der lever, dør. Således lever vi, og dog dør vi, fordi vi allerede som levende regnes for døde på grund af synden, og som døde regnes for levende. Disse ting er blevet behandlet og talt igennem mellem faderen og sønnen, og det er blevet troet ikke blot af Abraham, men også af Isak. For han dør i tro på den forjættelse, at han skal være fader. Altså dør Isak og lever, han bliver til aske og til fader for folkeslag.

⁹⁴ Sophistae et Rabbini hoc loco nihil intelligunt, quia non vident medullam scripturae sanctae, quae agit de resurrectione mortuorum, vita, victoria mortis, destructione peccati, non de rebus caducis et nihili. Simul etiam hic videre est, an fides sit sine operibus, et an damnentur opera, cum docetur justitia fidei. Quantum enim pulcherrimorum operum et sanctissimae obedientiae in hoc uno exemplo concurrit?

Sofisterne og rabbinerne forstår ikke noget på dette sted, for de ser ikke den hellige skrifts inderste væsen, at den handler om de dødes opstandelse, liv, sejr over døden, tilintetgørelse af synden, og ikke om faldefærdige ting og intet. Her må man på én gang se efter, om troen er uden gerninger, og om gerningerne fordømmes, skønt det synes så ud fra troens retfærdighed. Hvor meget løber nemlig ikke her i dette ene eksempel de smukkeste gerninger og den helligste lydighed sammen?

⁹⁵ Ligansque Isaac filium suum posuit eum in altare super ligna, extenditque manum suam, et arripuit cultrum, ut immolaret filium suum.

Brevi sententia complectitur Moses illam mira- (203) bilem et stupendam historiam. Pater filium jamjam jugulaturus est. Filius jugulum praebet sublatis oculis in coelum, et exspectat, ut in cineres redigatur: ita in extremum discrimen vitae uterque a Deo adducitur. Si ibi non fuisset fides, aut Deus dormitasset unum momentum, actum fuisset de filii vita: quia culter paratus, filius vinctus, in struem lignorum positus est, jugulum petitur. Haec Dei opera sunt, quibus ostendit, se nos in summis periculis et media morte curare.

Og han bandt sin søn og anbragte ham oven på brændet på alteret, og han udrakte sin hånd og greb kniven for at slagte sin søn.

Med en kort sætning fuldender Moses denne mærkelige og forbavsende historie. Faderen står allerede i begreb med at slagte sønnen. Sønnen opløfter sine øjne mod himlen og tilbyder sig som slagtoffer, og forventer, at han skal blive til aske: således føres de begge i deres livs afgørende øjeblik hen til Gud. Hvis der ikke havde været tro her, eller hvis Gud havde sovet blot et øjeblik, så ville sønnen have ladet livet: for kniven var parat, sønnen var bundet, træet var dynget op, slagtningen ventede. Dette er Guds gerninger, hvorved han viser, at han tager sig af os i de største farer og midt i døden.

⁹⁶ Disputant autem Hebraei de ista ligatione, qualis fuerit. Ego puto, vinctum fuisse Isaac, sicut lanius ovem aut capram fune ligat, unaque manu pecudem prehendit, altera cultrum tenet. Ad hunc modum Abraham illo momento filium quoque mactare voluit. Sed cur ligat? Non ideo, quia Isaac fugam meditatur, et patri nolit obedire, sed ut servet ritum holocausti. Oportuit enim Abraham induere affectum et gestum sacerdotis mactantis vitulum. Ideo similem gestum et ritum adhibet: collocat super ligna, velut vitulum jam mactandum, admoto simul cultro ad jugulum. Quare non significatur hic aliqua coactio aut necessitas, sed ritus tantum et gestus sacerdotis vel mactatoris?

Men hebræerne diskuterer, hvorledes denne binding var. Jeg mener, at Isak var bundet, sådan som en slagter binder et får eller en ged til slagtning, så man med den ene hånd kan fastholde offerdyret, med den anden føre kniven. På den måde ville Abraham i dette øjeblik slagte sin søn. Men hvorfor bandt han ham? Ikke af den grund, at Isak tænkte på at flygte og ikke ville adlyde faderen, men af den grund, at han ville overholde brændofferets ritual. For Abraham skulle efterligne præstens udseende og bevægelser, når han slagter dyret. Af den grund holdt han sig til en lignende bevægelse og ritual: han lagde ham oven på træet, som et offerdyr, der skal slagtes, og han førte samtidig kniven hen til offeret. Derfor betegnes her ikke nogen tvang eller nødvendighed, men kun præstens eller offerpræstens ritual og bevægelser.

⁹⁷ Ego non potuissem esse spectator, nedum actor et mactator. Stupenda res est, quod pater carissimus filii carissimi jugulo cultrum admovet, et agnosco sane, me hasce cogitationes et affectus nec verbis, nec meditando assequi posse. Nemo alius hunc locum explicare debebat, quam D. Paulus. Nos non movemur istis affectibus, quia non cupimus eosdem sentire aut experiri. Filius obediens est, sicut ovis ad mactationem, non aperit os suum. Cogitavit: Fiat (204) voluntas Domini; quia educatus est in disciplina et obedientia patris; ac praeter Christum simile exemplum obedientiae nullum habemus.

Jeg havde ikke kunnet være tilskuer, og slet ikke udfører og offerpræst. Det er en forbavsende ting, at en elskende fader fører sin offerkniv hen til sin elskede søn, og jeg véd sandelig ikke, om jeg havde kunnet følge disse overvejelser og følelser med ord eller tanke. Ingen anden kan forklare dette sted end doktor Paulus. Vi for vor del bevæges ikke af disse følelser, fordi vi ikke kan udholde at mærke eller erfare dem. Sønnen er lydig som et får, der føres til slagtning, det åbner ikke sin mund. Han tænkte: Herrens vilje må ske; for han var opdraget til at stole på og adlyde sin far; og udover Kristus har vi ikke noget eksempel på en lignende lydighed.

⁹⁸ Et clamavit ad eum Angelus Domini de coelo, dicens: Abraham, Abraham.

Ibi vides, quam secure ludat divina majestas in morte et omnibus viribus mortis. Colludit hic cum suo Patriarcha et ejus filio, qui simul in summa angustia et maxima victoria mortis constituti sunt. Non enim Isaac tantum paratus fuit mori, sed et pater Abraham septies moritus revera, quia totus est in cogitatione de immolatione et morte filii.

Og Herrens engel råbte fra himlen og sagde: Abraham, Abraham.

Her ser du, hvor sikkert den guddommelige majestæt leger med døden og alle dødens kræfter. Han spiller her under dække med sin patriark og denne søn, som på samme tid bliver ført ind i den højeste anfægtelse og den største sejr over døden. For ikke blot var Isak rede til at dø, også hans far Abraham ville dø syv gange, fordi han var helt opslugt i tankerne om sønnens ofring og død.

⁹⁹ Mors naturalis, quae est separatio animae a corpore, simplex mors est. Sed sentire mortem, hoc est, terrorem et pavorem mortis, ea demum vera mors est. Sine pavore mors non est mors, sed somnus, ut inquis Christus (Ioh. 11,26.): ”Qui credit in me, non videbit mortem”; ablato pavore, ablata est animae mors.

Den naturlige død, som består i adskillelse mellem sjælen og legemet, er en simpel død. Men at føle døden, det vil sige: dødens frygt og bæven, det først er den sande død. Uden bæven er døden ikke død, men en søvn, sådan som Kristus siger: ”Den, der tror på mig, skal ikke se døden”; når frygten er borte, er også dødens kerne borte.

¹⁰⁰ Proinde hanc descriptionem mortis constituamus. Mors habet animam et corpus. Corpus est exstinctio mortis animae, animae mors est ipse pavor et horror mortis. Quodsi anima mortis est mortus, corporis mors est somnus. Hic in Abrahamo animae mors fuit, quia nihil dubitavit, sed certo scivit, immolandum, et illo momento occidendum esse Isaac. Quandocunque autem homo in terrore mortis constitutus est, hoc est, in ea persuasione, quod debeat mori, ibi tantam violentiam verae mortis sentit, ut sustentare se non possit, et tum verissime moritur, non quando fit separatio animae a corpore. (205)

Lad os dernæst holde fast ved denne beskrivelse af døden. Døden har en sjæl og et legeme. Legemet er tilintetgørelsen af dødens sjæl, sjælens død er selve frygten og angsten for døden. Men hvis dødens sjæl er død, så er legemets død en søvn. Her var i Abraham sjælens død, for han tvivlede ikke, han var ganske sikker på, at han skulle ofre, og at han i det øjeblik skulle dræbe Isak. Men så ofte som mennesket er stedt i frygt for døden, det vil sige, i den overbevisning, at det skal dø, da føler en så høj grad af dødens sande styrke, at det ikke kan holde sig oppe, og da dør det i sandhed, selv om der ikke sker nogen adskillelse af sjælen og legemet.

¹⁰¹ Ejusmodi duae mirabiles mortes hic conjunguntur in summa patientia et obedientia. Abrahamo enim tolerabilius fuisset, vel septies mori morte naturali, quam spectatorem, imo mactatorem esse filii. Ita uterque occiditur, cum nihil aliud videant, nec sentiant, quam mortem: et tamen coram Deo non sunt mortui, ut postea audiemus, quia mortem pro ludo et joco habent, non aliter atque non cum pila aut pomo ludere solemus.

På den måde sammenføres her to mærkelige død i den højeste tålmodighed og lydighed. Det ville have været mere tåleligt for Abraham, om han var død syv gange på naturlig vis, end at han skulle være tilskuer, ja drabsmand til sin egen søn. Således dræbes de begge to, for de ser ikke andet og føler ikke andet end døden: og dog er de ikke døde for Gud, som vi senere skal høre, fordi de regner døden for en leg og en vits, ikke anderledes, end når vi plejer at lege med kastespyd eller æbler.

¹⁰² Victoria autem Abrahae et Isaac et omnium sanctorum est fides; hanc qui habet, is superat pavorem mortis, et vincit et triumphat in aeternum. De ea loquitur, 2 Cor. 1. (v. 9.): ”Speramus in Deum vivum, qui suscitat mortuos”. Hujus fidei nos quidem vix unicam scintillam habemus. Tam diu enim credimus, quam diu mortem non sentimus: ubi ea apparet, statim pavor et horror subsequuntur.

Men Abrahams og Isaks og alle de helliges sejr er troen; den, der har den, overvinder dødsfrygten, og sejrer og triumferer i evighed. Det taler han om i 2 Kor 1,9: ”Vi håber på den levende Gud, som oprejser de døde”. Af den tro har vi knap nok en tøddel. For vi kan nok tro, så længe vi ikke føler døden: men når den viser sig, følger straks frygt og rædsel efter.

¹⁰³ Illud igitur admirandum est, et rationi impossibile creditu, quod Deus possit et velit mortem abolere, et mutare in vitam. Sed hoc multo mirabilius, quod Abraham et Isaac persuasum habuerunt, istam totam actionem esse ludum, et non mortem. Ac Deo quidem mortem ludum esse quivis facile credit. Sed si idem mihi et in meo corpore statuendum sit, mortem non esse mortem, hoc nec medicus, nec philosophus, nec jureconsultus unquam persuadebit.

Derfor er det i høj grad at beundre og umuligt at tro for forstanden, at Gud kan og vil ophæve døden og ændre den til liv. Men det er meget mere forunderligt, at Abraham og Isak blev ved med at holde fast ved, at hele denne handling er en leg, ikke død. Og enhver kan jo sagtens tro, at i hvert fald for Gud er døden en leg. Men hvis dette skulle påvises for mig og på mit legeme, så ville hverken en læge eller en filosof eller en jurist nogensinde kunne overbevise mig.

¹⁰⁴ Quis enim ista conjunget et conciliabit: Mors non est mors, sed vita? Moses ipse contrarium affirmat. Si enim legem audias, dicet: Media vita in morte sumus, juxta veterem illam et piam cantionem in ecclesia: sed est legalis tantum. Evangelium autem et fides invertunt hanc cantionem, et sic canunt: Media morte in vita sumus; te redemptorem lauda- (206) mus, suscitasti nos de morte et salvasti nos, quia evangelium docet, quod in ipsa morte sit vita, quod lege et rationi ignotum et impossibile est. Hinc Paulus triumphat, Col. 2. (v. 15.): ”Exspolians principatus et potestas, ostentavit eas palam”. Item, 2 Cor. 6. (v. 9.): ”Quasi morientes, et ecce vivimus”. Haec fidei vis est, quae ita mediat inter mortem et vitam, et transmutat mortem in vitam et immortalitatem, quam scit donatam per Christum.

For hvem kan holde dette sammen og forsone sig med det: Døden er ikke død, men liv? Moses selv forsikrer om det modsatte. For hvis du hører loven, siger den: Midt i livet er vi i døden, ifølge denne gamle og fromme sang i kirken: men det er blot lovens tale. Men evangeliet og troen vender rundt på denne tale og synger således: Midt i døden er vi i livet; vi priser dig, forløseren, du har oprejst os fra døden og frelst os, for evangeliet lærer, at i døden selv er livet, hvilket er uerkendeligt og umuligt for loven og for fornuften. Derfor siger Paulus triumferende (Kol 2,15): ”Han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue”. Ligeledes 2 Kor 6,9: ”Vi er som døende, dog se, vi lever”. Dette er troens kraft, der således går ind mellem døden og livet, og forvandler døden til liv og udødelighed, hvilket troen véd er givet ved Kristus.

¹⁰⁵ Id Deus ostendere voluit hoc facto, tanquam spectaculo quodam: mortem coram ipso nihil esse praeter ludum et inane terriculamentum generis humani, imo vexationem quandam et tentationem, veluti si pater aliquis cum filio ludat, auferet ei pomum, et interim cogitet de haereditate integra ei relinquenda. Sed difficile id creditu est; ideo gentes, quae ignorant hanc voluntatem Dei, quam revelat in verbe suo, nihil prorsus sperant, 1 Thess. 4. (v. 13.).

Dette har Gud villet vise ved at gøre dette, som i en slags spejl: at døden for ham ikke er andet end en leg og et tomt skræmmebillede for menneskeslægten, ja, en slags anstrengelse og fristelse, ligesom når en far leger med sit barn, tager et æble fra ham, og samtidig taler om, at den arv, han vil efterlade ham, er intakt. Men det er vanskeligt at tro; derfor håber hedningerne, som er uvidende om den Guds vilje, som han har åbenbaret i sit ord, ikke på noget overhovedet, 1 Thess. 4,13.

¹⁰⁶ Christiani autem, qui habent verbum, omni studio id audire et meditari debebant, quo excitarentur corda eorum, ut, quantumvis graventur peccati mole et Satanae impedimentis, tamen assurgant in gloriam illam et cognitionem mentis divinae et immortalitatis, ut possint credere, veram et immotam hanc sententiam esse: Mors et ludus; id quod credidit et sensit Abraham, et vicit mortem hac fiducia. Sic enim animum induxit suum: Filius meus Isaac, quem jugulo, est pater promissionis, quae proposito simpliciter vera est: ergo filius vivet in aeternum, et erit haeres. Etsi igitur jam moriendum ei est, tamen revera non morietur, sed resurget.

Men de kristne, som har ordet, burde med al iver høre det og overveje det, hvorved de kan opløfte deres hjerter, så at de, skønt de belæsses med syndens vægt og med Satans forhindringer, dog kan rejse sig op til denne herlighed og til erkendelse af det guddommelige og udødelige sind, fordi de kan tro, at den sætning er sand og urokkellig: Døden er en leg; det troede og følte Abraham og han besejrede døden gennem denne tillid. For således forlokkede han sin sjæl: Min søn Isak, som jeg ofrer, er far til forjættelsen, som jeg simpelthen har forudsat er sand: Altså skal sønnen leve i evighed, og han skal være arving. Skønt han således nu skal dø, skal han dog i sandhed ikke dø, men opstå.

¹⁰⁷ Fides igitur conciliat contraria, nec est otiosa qualitas, ut sophistae dicunt. Sed virtus est, (207) mortem occidere, infernum damnare, esse peccato peccatum, Diabolo Diabolum, adeo ut mors non sit mors, etiamsi omnium sensus testetur, adesse mortem. De hoc Abraham certissimus est, et cogitat: Redigo filium in cinerem; tamen non moritur. Imo isti cineres erunt haeres. An non id ludere est in tam magna et ardua causa, in qua omnes hominum bis pueri sunt?

Troen forsoner på den måde to modsætninger, og den er på ingen måde en stillesiddende kvalitet, sådan som sofisterne siger. Men den er en kraft til at dræbe døden, fordømme helvede, den er for synden en synd, for djævelen en djævel, i den grad, at døden ikke er døden, skønt alle sanser bevidner, at her er døden. Dette er Abraham fuldt forvisset om, og han tænker: Jeg gør min søn til aske; dog dør han ikke. Tværtimod er denne aske arving. Mon ikke det er at lege med en så stor og vanskelig sag, i hvilken alle mennesker i dobbelt forstand er børn?

¹⁰⁸ Haec vero non propter Abraham scripta sunt, qui jam defunctus est, sed ad confirmandos nos et animandos, ut discamus, apud Deum mortem esse nihil, et canamus: Media morte in vita sumus; quem laudabimus, nisi te, Deum nostrum? Haec evangelica cantio, altera legalis est. Patriarchae et spirituales homines praeclare ista intellexerunt. Nos quotidie ista tractamus et magna luce: sed quotusquisque est, qui credat aut attendat? Ac sane tales nihil differunt ab iis, qui non audiunt. Imo audientes non audiunt, quia sunt mortui in peccatis et in avaritia. Horum similes fuerunt etiam in veteri testamento scribae, sacerdotes et impii, qui haec non intellexerunt. Sed David, Esaias, Samuel, Ieremias habuerunt intellectum Spiritus sancti, et potuerunt hoc videre, quod Isaac et pater Abraham morientes tamen vivunt, Abraham septies hic occiditur, et tamen manet in vita, et quidem corporali, uno momento Abraham pater et Isaac filius occiduntur et vivunt.

Men dette er ikke skrevet for Abrahams skyld, han er jo nu død, men skrevetfor at styrke os og opfordre os, så vi lærer, at overfor Gud er døden ingenting, så vi kan synge: Midt i døden er vi i livet; hvem skal vi prise, andre end Dig, vor Gud? Dette er evangeliets sang, lovens er en anden. Patriarkerne og de åndelige mennesker forstod dette som soleklart. Vi i vore dage afhandler det og gør det indlysende: men hvem mon der er, som tror det eller er opmærksom på det? Og sådanne er jo ikke forskellig fra dem, som ikke hører. Ja, skønt de hører, så hører de ikke, fordi de er døde i synden og i begæret. De ligner også dem i det gamle testamente, skriverne, præsterne og de ugudelige, som ikke forstod dette. Men David, Esaias, Samuel, Jeremias, de havde helligåndens forståelse, og de kunne se, at Isak og hans far Abraham, skønt døende, dog lever, Abraham dræbes syv gange, og dog forbliver han i livet, og det legemligt, i et øjeblik dræbes faderen Abraham og sønnen Isak og de lever.

¹⁰⁹ Ista nos non assequimur, et tamen cogitanda sunt, ut assequamur, quantum possumus. Ego sane tarditatem meum agnosco; meus asinus infra resistit, nec potest adscendere in montem. Sic omnes, qui non sunt eruditi in doctrina fidei, manent asini, non pos- (208) sunt istas cogitationes apprehendere, quod mors sit vita. Sic Petrus negans Christum in periculo mortis ignavum pecus fuit, imo ne asini quidem similis. Non solum enim non consistit infra montem, sed resilit prorsus et fugit.

Dette kan vi ikke efterfølge, og dog skal vi overveje det, om vi ikke kunne efterfølge det, så meget vi nu kan. Jeg for min del kender sandelig godt min sendrægtighed; jeg asen står imod indvendig, og kan ikke gå op ad bjerget. Og således forbliver alle, som ikke er oplært i troens doktrin, asener, de kan ikke fatte disse overvejelser, at døden er liv. Således var Peter, da han fornægtede Kristus i dødsfaren, et fejgt kvaj, ja ikke engang at sammenligne med et asen. For ikke blot holdt han ikke stand nedenfor bjerget, han forlod ham helt og holdent og flygtede.

¹¹⁰ Meminerimus igitur hoc spectaculum, quod Moses proposuit, et lusum divinae majestatis in morte, ut discamus credere, mortem esse vitam. Quot enim, quaeso, sunt, qui hoc sciunt? Vide, quid faciamus, quando adspicimus aut adsumus iis, qui animam agunt, aut cum nostra vita periclitatur. Si ita affecti essemus, quemadmodum Abraham et filius, diceremus: Non moriar; sed vivam. Castigando quidem castigavit me Dominus, sed morti non tradidit me; etiamsi sepeliar et corrodar a vermibus, tamen vivam. Atqui morieris, objicit caro. Non; sed castigatio est.

Lad os da huske på det syn, som Moses forelægger os, og lad os huske, at den guddommelige majestæt leger i døden, så vi kan lære at tro, at død er liv. Hvor mange er der nemlig, som véd det? Det ville jeg godt vide. Se, hvad vi gør, hvor meget vi ser hen til eller er sammen med de ting, som drejer sig om vor sjæl eller sætter vort liv på spil. Hvis vi bliver ramt således, som Abraham og hans søn, så skulle vi sige: Jeg skal ikke dø, men leve. Ganske vist bliver jeg tugtet under Herrens tugt, men han overgiver mig ikke til døden; skønt jeg begraves og opædes af orme, lever jeg dog. Men når du skal dø, vender kødet sig imod det. Nej; men det er en tugtelse.

¹¹¹ Abraham et Isaac nihil aliud videbant et sciebant, et res ipsa et tota actio nihil differebat ab eorum cogitationibus; et tamen statuunt, non esse mortem, sed ludum quendam, sicut Paulus (1 Cor. 15,55.) insultat morti, et triumphat: ”Mors, ubi stimulus tuus”?

Abraham og Isak så og vidste ikke andet, og sagen selv og hele handlingen adskilte sig ikke på nogen måde fra deres overvejelser; og dog fastslår de, at det ikke er døden, men blot en leg, sådan som Paulus i 1 Kor 15,55 håner døden og triumferende siger: ”Død, hvor er din brod?”

¹¹² Haec discamus nos quoque, ut possimus in media morte dicere: Ade, Laub und Gras. Non moriar, sed vivam, sicut Isaac, quando petebatur ejus jugulum. Quodsi adhuc pavemus et trepidamus cogitatione et conspectu mortis, agnoscamus inscitiam nostram, nec glorientur, nos esse theologos.

Dette lærer også vi, at vi midt i døden kan sige: Farvel, løv og græs. Jeg skal ikke dø, men leve. På samme måde som Isak, når han selv bad om at blive ofret. Men nu frygter vi og bæver ved at tænke på døden og betragte den, og vi erkender ikke vores uvidenhed, og er ikke stolte over, at vi er teologer.

¹¹³ Videre mortem possunt omnes homines: gentiles et impii intelligunt, quod mors sit mors. Haec autem Christianorum sapientia et doctrina ecclesiae (209) peculiaris est, quam Abraham tenet: Ego occidens filium habeo eum viventem. Et Isaac: Moriens non moriar, utcunque jugules, et in cineres me redigas. Fiam quidem cinis; nihilominus tamen vivam, et generabo haeredes totius orbis terrarum.

Alle mennesker kan se på døden: hedningerne og de ugudelige forstår, at døden er døden. Men dette er de kristnes særlige viden og doktrin, den, som Abraham fastholdt: selv om jeg slår min søn ihjel, har jeg ham dog levende. Og Isak: selv om jeg dør, skal jeg ikke dø, skønt du ofrer mig og gør mig til aske. Ganske vist skal jeg blive til aske; dog skal jeg ikke desto mindre leve, og fremavle arvinger til hele jordens flade.

¹¹⁴ Recte vero antea dictum est: ”Illi duo simul pergebant”. Nam in toto mundo cogitatio ista de morte non fuit, praeterquam in istis duobus. Iugulandus cogitavit: In manus tuas commendo spiritum meum. Non moriar, sed vivam, et redibo, quia Deus non mentietur. Filius promissionis sum: necesse igitur est, ut generem liberos, vel si coelum ruat. Vide, an non sit hoc mori certa morte, et tamen certiore vita vivere? Hinc Prophetae in scriptura sancta passim praedicunt resurrectionem mortuorum. Et hic locus manifeste ostendit resurrectionem etiam in hanc vitam corporalem, quanto magis in futuram?

Men det var sandt, hvad der tidligere blev sagt: ”Og så gik de to sammen”. For i hele verden har der ikke været en sådan tanke om døden, undtagen i disse to. Skønt han blev ombragt, tænkte ham: I dine hænder befaler jeg min ånd. Jeg skal ikke dø, men leve, og jeg skal vende tilbage, fordi Gud ikke lyver. Jeg er forjættelsens søn. Det må derfor nødvendigvis ske, at jeg får sønner, om så himlen styrter ned. Se til, om ikke det betyder, at den sikre død dør, og det endnu sikrere liv lever? Derfor har profeterne overalt i den hellige skrift prædiket opstandelse af døde. Og dette sted viser soleklart endog opstandelsen i dette legemlige liv, hvor meget mere så ikke i fremtiden?

¹¹⁵ Manant autem haec omnia ex primo praecepto. Ibi enim est doctrina fidei et resurrectioneis mortuorum. Ego, creator omnipotens coeli et terrae, sum Deus tuus, id est, tu debes vivere ea vita, qua ego vivo. Si cum bobus loqueretur haec, in aeternum viverent. Nobis autem, nobis, inquam, haec dicuntur. Non illud: Tu debes comedere paleam, triticum, gramen, sed: sum Deus tuus.

Men alt dette står fast ud fra det første bud. For dèr har vi læren om troen og de dødes opstandelse. Jeg den almægtige skaber af himmel og jord, jeg er din Gud, det vil sige, du bør leve det liv, som jeg lever. Hvis han sagde dette til kvæget, skulle de leve i evighed. Men til os, til os, siger jeg, er det jo, dette er sagt. Der er ikke sagt: du skal spise avner, hvede, græs, men: jeg er din Gud.

¹¹⁶ Porro Deum esse est liberare ab omnibus malis, quae nos premunt, ut sunt peccatum, infernus, mors, etc. Sic enim Prophetae inspexerunt et interpretati sunt haec verba. Gentiles tantum Deum creantem norunt. Sed in primo praecepto invenies Christum, vitam, victoriam mortis et resurrectionem mortuorum in vitam aeternam, totum denique vetus et (210) novum testamentum. Illi vero soli haec vident, qui habent Spiritum sanctum, et attendunt, quid Deus dicat et faciat. Alii etiamsi assiduo ista audiunt, tamen nihil curant.

Desuden: det at være Gud er at befri os fra alt ondt, der trykker os, for eksempel synden, helvede, døden osv. For sådan gennemskuede og fortolkede profeterne disse ord. Det er kun hedningerne, der ikke kender den skabende Gud. Men i det første bud vil du finde Kristus, livet, sejr over døden og de dødes opstandelse til evigt liv, ja, hele det gamle og det nye testamente. For det er kun dem, der har Helligånden, der kan se disse ting og tage vare på, hvad Gud siger og gør. Andre, selv om de vedholdende hører dem, tager de sig dog ikke af det.

¹¹⁷ Sint igitur hi duo, Abraham et Isaac, hujus articuli de resurrectione mortuorum exempla, quia ambo credunt, quod Deus non solum possit, sed certissime velit resuscitare mortuos, et quod agat cum hominibus de occidenda morte, quae tamen ipsi non mors est, sed somnus, qui est quasi frater e consanguineus mortis. Quando enim homo sepelitur, Deo non est mortuus, sed dormit. Sic potest dici de Isaac, quando redigitur in pulverem, unde sumtus est, non est cinis mortuus, sed filius promissionis generans reges. Sic de nostris mortuis et corporibus cogitemus. Istud pabulum vermium non manebit pulvis, sed reviviscet, quia audimus scripturam dicentem, quod mors coram oculis Dei puerilis quidam lusus sit, et omnibus Christianis etiam talis, qui credunt in Deum vivificantem mortuos, et reputantem defunctos pro vivis.

Lad da disse to, Abraham og Isak, være eksempler på denne artikel om de dødes opstandelse, fordi de begge tror, at Gud ikke blot kan, men bestemt også vil oprejse de døde, og fordi han handler med mennesker om den død, der skal dræbes, hvilket dog ikke i sig selv er døden, men kun en søvn, hvilket er som en bror og medsammensvoren til døden. For når et menneske begraves, er han ikke død for Gud, han sover kun. Sådan kan han sige om Isak, skønt han bliver til støv, hvorfra han er taget, at han ikke er død aske, men forjættelsens søn, som skal avle konger. Sådan skal vi tænke om vores død og vore legemer. Denne næring for orme skal ikke forblive støv, men genoplives, for vi har hørt, at skriften siger, at døden i Guds øjne er en barneleg, og at den også er det for alle kristne, som tror på, at Gud vil levendegøre de døde, og anse de afdøde som var de levende.

¹¹⁸ Haec est doctrina Christiana et sapientia Dei, scientis sanctorum, sublimis cognitio supra captum mundi: ”Mors ubi stimulus, ubi victoria tua” (1 Cor. 15,55.)? Media morte in vita sumus. Non moriar, etc. Qui hanc artem novit, gratias agat Deo. Sed danda est opera, ut non solum speculative in ore, sed virtualiter eam et toto pectore teneamus. Quodsi quaeritur, unde hanc sapientiam hauseriat Patres, respondet Paulus (1 Cor. 10,4.): ”De comitante populum in deserto petra spirituali”, hoc est, ex agnitione Christi, promissi liberatoris. (211).

Dette er den kristne doktrin og Guds visdom, de helliges viden, den højeste erkendelse, som ligger ud over verdens fatteevne: ”Død, hvor er din brod, hvor er din sejr?” (1 Kor. 15,55). Midt i døden er vi i livet. Jeg skal ikke dø osv. Den, der kender denne kunst, siger Gud tak. Men der bør gives gerninger, og det ikke blot, så vi holder det spekulativt i munden, men ægte og med fuldt hjerte. Men når der spørges, hvorfra fædrene øste den visdom, så svarer Paulus: ”Fra den åndelige klippe, der fulgte med i ørkenen” (1 Kor 10,4), dvs., fra erkendelsen af Kristus, den forjættede befrier.

¹¹⁹ Lex et sapientia carnis haecnon intelligunt, sicut tunc spectaculum illud duorum fuit abscontitu toti mundo, Deo autem et Angelis notum et longe jucundissimum: hominibus et Daemonibus horrendum et expavescendum, quia Diabolus, cum videt hominem in fide agentem, terretur: juxta illud, 1 Corinth. 4. (v. 9.): ”Facti sumus spectaculum mundo et Angelis et hominibus”. Id si de malis Angelis intelligitur, horribile spectaculum est: si de bonis, est jucundum spectaculum, ut 1 Petri 1. (v. 12.) dicitur: ”In quae desiderant Angeli prospicere”. Libenter enim inspiciunt Deus et Angeli illa miranda opera: victoriam mortis, destructione peccati, Isaac redeuntem et resuscitatum ex cinere, et ex nihilo factum patrem gentium.

Loven og den kødelige visdom forstår slet ikke dette, ligesom dengang dette syn af de to var skjult for hele verden, men det var kendt for Gud og englene, og det var meget lykkebringende: for menneskene og dæmonerne var det forfærdende og forskrækkende, for når djævelen ser mennesket handle i tro, forskrækkes han; jævnfør 1 Kor 4,9: ”Vi er gjort til et syn for verden og englene og menneskene”. Hvis dette forstås om de onde engle, er det et forfærdeligt syn: hvis det forstås om de gode engle, er det et lykkebringende syn, sådan som der siges i 1 Pet 1,12: ”I hvilket englene ønskede at få indblik”. For Gud og englene betragter gerne disse forunderlige gerninger: sejr over døden, tilintetgørelse af synden, Isak, der går ud af og oprejses fra asken og fra intet gøres til en far til folkeslag.

¹²⁰ Magna enim lux fidei fuit in illo adolescente. Credidit in Deum creatorem, qui vocat ea, quae non sunt, ut sint, et jubet cinerem, qui non est Isaac, ut sit Isaac. Qui enim hoc credit: Deus est creator, qui ex nihilo facit omnia, necessario concludit: Igitur potest Deus mortuos suscitare. ”Quid incredibile judicatur apud vos, si Deus mortuos suscitet”? inquit Paulus, Actor. 26. (v. 8.).

For der var et stort troens lys i denne unge mand. Han troede på Gud skaberen, han, som kalder det, der ikke er, så det bliver til, og befaler asken, som ikke er Isak, at den skal blive til Isak. For den, der tror dette: At Gud er skaberen, som skaber alting ud af intet, må nødvendigvis drage den slutning: Altså kan Gud oprejse fra de døde. ”Hvorfor finder I det utroværdigt, at Gud oprejser døde?” siger Paulus, Act 26,8.

121 Id ergo agitur istis exemplis, ut discamus; credere vitam et mortem juxta esse piis. Si vivunt, moriuntur, si moriuntur, vivunt: sicut docetur per totum novum testamentum, et ostenditur, omnia Christianorum opera esse miracula, Psalm. 4. (v. 4.): ”Miraficat Dominus sanctum suum”. Item. Ioan. 14. (v. 12.): ”Majora his faciet, qui credit in me; et ego vado ad patrem”, ut sim omnipotens in vobis. Ista mirabilia opera terrent Daemones, exhilarant Angelos, consolatur pios. (212).

Altså: Det drejer disse eksempler sig om, at vi skal lære: at tro, at liv og død er lige meget værd for de fromme. Hvis de lever, dør de, hvis de dør, lever de: således læres der hele det ny testamente igennem, og det påvises, at alle de kristnes gerninger er mirakuløse, Sl 4,4: ”Herren gør undergerninger i sine hellige”. Ligeledes Joh 14,12: ”Den, der tror, skal gøre større gerninger end disse; og jeg går til faderen”, for at jeg kan være almægtig i jer. Disse undergerninger forskrækker dæmonerne, glæder englene, trøster de fromme.

122 Impius vero tollatur, ne videat gloriam Dei, quia mundus non videt spiritum veritatis, nec cognoscit, Ioan. 14. (v. 17.): ”Vos autem videtis, quia in vobis est et manet”. Videbant quidem Iudaei Christum resuscitatem Lazarum, Petrum sua umbra sanantem. Sic nostri adversarii vident, nos velle consulere omnibus hominibus evangelio, cernunt item opera nostra dilectionis, humilitatis, patientiae. Sed videntes non vident, etiamsi Spiritus sanctus ejusmodi opera exhibet, quae in ipsos oculos et in aures manifeste impingunt, ut palpari possint manibus; tamen non vident. Ideoque nos blasphemant,et spiritum, qui in nobis loquitur et operatur, et clamitant, esse Diabolica omnia.

Men den ugudelige fjerner dem, for at han ikke skal se Guds herlighed, for verden ser ikke sandhedens ånd, og kender den ikke, Joh 14,17: ”Men I ser den, fordi den er i jer og forbliver i jer”. Ganske vist så jøderne, at Kristus oprejste Lazarus, og de så, at Peters skygge helbredte. Sådan ser vore modstandere, at vi vil hjælpe alle mennesker med evangeliet, og de bedømmer derfor vore gerninger til at være kærlige, ydmyge og tålmodige. Men skønt de ser, ser de dog ikke, selv om Helligånden udstiller den slags gerninger, som i deres øjne og deres ører afmales, så de kan røre ved dem med hænderne; alligevel ser det dem ikke. Derfor er de blasfemiske mod os og mod ånden, som taler og handler i os, og de hævder, at det altsammen er djævelsk.

123 Atqui clare eorum oculis expositus est Spiritus sanctus; cernuntur ejus opera et mirabilia in verbo et sacramentis, ut vel lapides, nisi sensu carerent, videre et testari possent, tamen non vident. Quare? Quia Christus dicit: ”Mundus non potest eum capere” (Ioh. 14,17.). Qui autem potest credere juxta primum praeceptum, quod Deus sit creator coeli et terrae, is non disputabit nec dubitabit de resurrectione mortuorum. E contra qui non credit, quod Deus possit et velit suscitare mortuos, ille nihil prorsus credit, sicut Papa, Cardinales, Episcopi non credunt resurrectionem mortuorum; ideo infallibi consequentia colligitur, quod non credant esse Deum, quia negant ejus opera; nihil credunt de ejus majestate et potentia, quae conspicitur in resurrectione mortuorum.

Og klart for deres øjne fremstiller Helligånden det; hans gerninger og underfuldheder bestemmes i ordet og sakramenterne, så selv stenene, hvis de ikke lige manglede sanser, skulle kunne se det og bevidne det; alligevel ser de ikke. Hvorfor? Fordi Kristus siger ”Verden kan ikke fatte ham (Helligånden)” (Joh 14,17). Men den, der kan tro i følge det første bud, at Gud er skaberen af himlen og jorden, han vil ikke diskutere eller tvivle på dødes opstandelse. Modsat den, som ikke tror, at Gud kan og vil oprejse døde, han tror slet ingenting, sådan som paven, kardinalerne, biskopperne ikke tror på de dødes opstandelse; derfor drager de den ufejlbare konsekvens, at de ikke kan tro på Gud, fordi de nægter hans gerninger; de tror ikke på hans majestæt og magt, som ses i de dødes opstandelse.

124 Amplificet igitur istam historiam, et meditetur toto pectore, qui potest, ut habeat pro erudito exemplo ad confirmandam fidem, deinde ad refutandas (213) stultas opiniones de Papistarum obedientia et votis monasticis, quae ipsi magnifice praedicant. Sed hanc historiam ex alto despiciunt, propterea quod Abraham fuit oeconomus, laicus, maritus. Ista sunt opera politica et mundana, inquiunt, nos spiritualia facimus, deserimus mundum.

Derfor må enhver, der kan, omfavne denne historie og af hjertet gennemtænke den, så skal han have det allerbedste eksempel til at styrke troen, gendrive de dumme opfattelser om papisternes lydighed og munkeløfter, som de selv prædiker højt og tydeligt. Men de foragter denne historie fra det høje, især fordi Abraham var husfader, lægmand og gift. Dette er politiske og verdslige gerninger, siger de, vi gør åndelige gerninger, vi forlader verden.

125 Quodsi quis Monachis persuadere vellet, Abraham fuisse sacerdotem et Episcopum, eum Haereticum clamarent. Ipsi enim sacerdotum definiunt, qui habet longam vestem, rasum caput, qui legit horas canonicas. Extra hanc ideam nullum sacerdotem norunt, quasi vero Deus sacrificos istos ululantes in templis probet: Diaboli sacerdotes sunt, Abraham autem vere sacerdos est, quia non solum pecudes, sed filium offert. Et hic quidem ritus immolationis descriptus est: ligavit, et mactare voluit tanquam pecudem.

Og hvis nogen vil overbevise munkene om, at Abraham var præst og biskop, så erklærer de ham for kætter. De definerer nemlig en præst som én, der har lange klæder, tonsur på hovedet, og læser tidebønner. Ud over denne forestilling kender de ingen præst, som om Gud virkelig hævder, at de, der hyler i kirkerne, er præster: de er djævelens præster, men Abraham er en sand præst, for han ofrede ikke blot kvæg,men sin egen søn. Og her beskrives det endda som en offerrite: Han bandt ham og ville slagte ham som kvæg.

126 Hoc ipsi non considerant, nec magni faciunt, propterea quod Abraham non habet rasum caput, non habet casulam aut unctos digitos, alit harbam, et est maritus. Si habuisset scortum et spurios, magis laudarent.

Dette overvejer de ikke og de gør det ikke til noget stort, for Abraham havde ikke tonsur, han havde ikke ?? eller salvede fingre, han dyrkede korn og han var gift. Hvis han havde været luderkarl og uægte født, ville de have rost ham mere.

127 Sed nos vicissim eos detestamur, et damnamus tanquam idolatricos et Diabolocos, et hos veros sacerdotes esse dicimus, qui credunt verbo Dei, offerunt sacrificium laudis et crucis, non incedunt in longis vestibus, sed in donis et ornamentis Spiritus sancti, fide, patientia mortis et exspectatione alterius et melioris vitae.

Men vi foragter til gengæld dem, og vi fordømmer dem, som afgudsdyrkere og djævelske mennesker, og vi siger, at hine var sande præster, for de troede på Guds ord, de ofrede et offer med ros og kors, de gik ikke i lange klæder, men i Helligåndens gaver og smykker, troen, tålmodighed i døden og forventning om et højere og bedre liv.

128 Haec de historia ista vere spirituali dicta sufficiant, quam quidem ego carnalis et unus de pedibus asini, qui non adscendit in montem, non possum perfecte assequi aut enarrare: tantum tamen docere (214) volui, quantum mihi per tenuitatem meam cogitare et intelligere licuit.

Lad det være nok om denne historie, når man skal tale sandt åndeligt; ganske vist kan jeg kødelige menneske med æselfødder ikke stige op på bjerget, jeg kan ikke fuldkommen følge efter eller fortælle om det: jeg har dog blot villet lære, så meget som det blev givet mig at overveje og forstå i min fattigdom.