Indhold:

Tilbage til oversigten!
 
 

1   Dies sextus.  Et dixit Deus: Producat terra animam viventem in genere suo etc.          Habemus jam coelum cum suis exercitibus, sole, luna, stellis; item mare cum piscibus et volucribus; sicut enim pisces in aqua natant, ita quasi natant aves in acre. Terrae quoque addita sunt ornamenta fructuum, arborum, herbarum, etc. Iam priusquam in hanc quasi domum introducatur homo, adduntur bestiae terrestres, jumenta et reptilia, post quae etiam (E69) homo creatur.	Den sjette dag. Og Gud sagde: Jorden skal frembringe levende væsener, hver efter sin art, osv.        Vi har nu himlen og dens hær, solen, månen, stjernerne; ligeledes havet med fiskene og de vingede væsener; for ligesom fiskene svømmer i vandet, svømmer fuglene i luften. Og jorden blev desuden smykket med frugter, træer, urter, osv. Men før mennesket kunne indføres som i sit hjem, blev der tilføjet jordens dyr, trækdyr og krybdyr, og derefter blev mennesket skabt.
2   Neque enim est natus, ut volaret cum avibus, aut cum piscibus nataret, sed habet communem naturam, quod ad hanc partem attinet, cum aliis animantibus, ut vivat super terram. Nam navium usus artificialis est, ubi homo pisces et aves imitari nititur; nam utrunque facit navis, volat in aëre, et natat in aqua. Nos autem hic de naturalibus, non de artificialibus loquimur.	For mennesket blev ikke født, så han kunne flyve som fuglene eller svømme som fiskene, men han har natur fælles med de andre dyr, så han skal leve på jorden. For brugen af skibe er kunstig, idet mennesket stræber efter at efterligne fiskene og fuglene; for et skib gør begge dele, flyver i luften og svømmer i vandet. Men vi taler her om de naturlige forhold, ikke om de kunstige.
3         Ebraei appellationum discrimen faciunt: "behemot" vocant, quae nos jumenta, item minores bestias silvestres, ut sunt cervi, capreae, lepores, et si quae utuntur communi cibo nobiscum, et vescuntur herbis ac fructibus arborum. "Hajtot æræs" autem (quod recte vertitur bestiae terrae) dicunt esse carnivoras bestias, ut sunt lupi, leones, ursi.	Den hebraiske nomenklatur gør her en forskel: "Behemot" kalder de det, vi kalder trækdyr, og det samme kalder de de mindre dyr i skoven, f. eks. hjorte, geder, harer og hvad der ellers bruger samme føde som vi og spiser urter og træernes frugter. Men "Hajtot æræs" kalder hebræerne rovdyrene (som snarere skulle kaldes jordens vilde dyr), f. eks. ulve, løver, bjørne.
4  Sed an haec constans differentia sit, nescio; mihi quidem non videtur ubique observari. Hoc tamen certum est, Mosen hic comprehendere voluisse omnia animalia terrestria, sive carnibus, sive herbis vescerentur. Horum omnium matrem dicit esse terram, quae eas ex se per verbum produxit, sicat mare pisces.	Men om denne forskel er konstant, véd jeg ikke; jeg synes ikke, de fastholder den overalt. Men så meget er sikkert, at Moses med dette vil have os til at forstå alle landdyr, hvad enten de spiser kød eller urter. Og han siger, at jorden er moder til dem alle, fordi den frembragte dem ud af sig selv gennem ordet, ligesom havet fiskene.
5         Audivimus autem supra, Deum ad aquam dixisse: "Moveatur aqua etc." ut isto motu suo impleretur mare piscibus, et aër volucribus, ac postea primum additam generationem. Hic de animalibus terrestribus alio verbo utitur, et dicit: "Producat terra", non dicit: "Moveatur". Est enim terra corpus quiescens. Ideo in quarto die etiam dixit: "Herbificet terra"; vult enim, ut sine motu emittat animalia et herbas.	Men vi hørte før, at Gud sagde til vandet: "Vandet skal bevæge sig, osv", så at havet ved denne bevægelse blev fyldt med fisk og luften med fugle, og først bagefter blev formeringen tilføjet. Her bruger han et andet ord om landdyrene og siger: "Jorden skal frembringe", han siger ikke: "Den skal bevæge sig". Det er nemlig den tavse jord, der er tale om. Derfor sagde han på den fjerde dag: "Jorden skal fyldes med grønne urter"; han vil nemlig, at den uden bevægelse skal udsende dyr og planter.
6           An autem ista animalia similitudine hominis ex gleba sunt formata, an eruperint subito, etsi nihil definiat scriptura, tamen quia formationem hominis singulari consilio celebrat Moses, sentio exstitisse (E70) animalia terrae, sicut pisces subito natos in mari. Quod autem hic non addit benedictionem, patet. Infra enim una cum homine ea complectitur, et nunc satis fuit dicere: "Vidit Deus, et erat valde bonum". Sed accedamus jam ad ultimum et pulcherrimum opus Dei, ad hominis creationem.	Men mon disse dyr i lighed med mennesket blev formet af en jordklump eller sprang de frem med det samme? Skønt skriften ikke fastsætter noget derom, mener jeg dog, fordi menneskets dannelse ud fra et enkeltstående råd hyppigt omtales hos Moses, at der har eksisteret en jord befolket af dyr, ligesom fiskene blev født i havet på én gang. Nedenfor sammenfatter han dem nemlig med mennesket, og nu var det nok at sige: "Gud så, og det var såre godt". Men vi kommer nu til Guds sidste og smukkeste værk, vi kommer til skabelsen af mennesket.
7  Faciamus hominem ad imaginem et similitudinem nostram.       Hic iterum nova phrasi Moses utitur. Non dicit: Mare agitetur, herbescat, aut producat terra, sed faciamus. Ergo includit manifestam deliberationem et consilium, cujus nihil simile fecit in prioribus creaturis. Ibi enim sine deliberatione et consilio dixit:"Agitetur mare, producat terra" etc. Hic autem Deus se ad consilium vocat, et indicit quasi deliberationem, cum hominem creare vellet.	Lad os gøre et menneske i vort billede og i vor lighed.       Her bruger Moses atter en ny betegnelse. Han siger ikke: Havet skal røres, jorden skal frembringe frugt eller producere, men "lad os gøre!" Altså indebærer det en udtalt overvejelse og råd, og han foretog ikke noget tilsvarende med den forudgående skabelse. For dèr sagde han uden overvejelse og råd: "Havet skal bevæges, jorden skal frembringe" osv. Men her kalder Gud sig selv til råd, og antyder en slags overvejelse, da han ville skabe mennesket.
8        Primum igitur significatur hic insignis differentia hominis ab omnibus aliis creaturis. Magnam similitudinem cum homine habent bestiae; simul habitant, simul aluntur, simul comedunt, et iisdem vescuntur, dormiunt et quiescunt apud nos. Si igitur conversationem, victum, et alimoniam consideres, magna est similitude.	Altså først betegner han her med eftertryk forskellen mellem mennesket og alle de andre skabninger. Mennesket har stor lighed med dyrene; de bor sammen, de næres sammen, de spiser sammen, og de æder de samme ting, de sover og hviler sig ligesom vi. Hvis du altså ser på, hvordan man omgås, hvad man spiser og hvad man næres af, så er der stor lighed.
9        Sed insignem differentiam inter ista animalia et hominem Moses hic ostendit, cum dicit, singulari Dei consilio et providentia hominem esse conditum. Ac significat, hominem esse creaturam longe excellentem reliqua animalia, quae vivunt corporalem vitam, praesertim cum adhuc natura esset incorrupta. Epicurus sentit, hominem tantum procreatum ad edendum et bibendum.	Men Moses påviser her den særlige forskel mellem disse dyr og mennesket, når han siger, at mennesket blev skabt efter Guds særlige råd og forsyn. Og han betegner, at mennesker er en skabning, der er langt mere udmærket end de øvrige dyr, som lever et legemligt liv, især mens naturen endnu var ufordærvet. Epikur mente, at mennesket kun var skabt til at spise og drikke.
10 Hoc autem est hominem non separare ab aliis bestiis, quae etiam suas voluptates (E71) habent et sequuntur. Textus autem hic potenter separat hominem, cum dicit, Deum certo consilio de homine faciendo cogitasse, nec id solum, sed de homine faciendo ad imaginem Dei. Haec imago longe aliud est, quam cura ventris, cibus et potus, quae bestiae etiam intelligunt et appetunt.	Men det er ikke at adskille mennesket fra de øvrige dyr, som også har deres drifter og følger dem. Men teksten adskiller stærkt mennesket [fra dyrene], når den siger, at Gud i et sikkert råd overvejede om at skabe et menneske, og ikke det alene, men om at skabe et menneske i Guds billede. Dette billede er noget helt andet end omsorg for bugen, for mad og drikke, hvilket dyrene også forstår og stræber efter.
11        Mose igitur spiritualibus significat, nos ad excellentiorem vitam esse conditos, quam haec corporalis esset futura in natura etiam integra. Bene autem dicunt doctores, si Adam non esset lapsus per peccatum, tum finite certo numero sanctorum ab animali vita ad spiritualem vitam Deum translaturum fuisse. Nam Adam non erat sine cibo, potu, et generatione victurus; cessassent autem ista corporalia praefinito tempore post impletum numerum sanctorum, et Adam cum posteritate sua esset translatus ad aeternam et spiritualem vitam.	For Moses betyder altså de åndelige ting, at vi er skabt til et bedre liv, end dette legemlige ville kunne være, selv hvis naturen var ufordærvet. Det er sandt, hvad de lærde siger, at hvis Adam ikke var faldet ved synden, da ville det kun være et begrænset antal hellige, som Gud ville overføre fra det dyriske liv til det åndelige liv. For Adam ville ikke have kunnet sejre uden mad, drikke og forplantning; men disse legemlige ting ville være ophørt før den fastsatte tid efter at antallet af hellige var fuldført, og Adam ville sammen med sine efterfølgere være blevet overført til det evige og åndelige liv. (??)
12 Ista autem opera corporalis vitae, edere, bibere, procreare etc, fuissent quaedam servitus Deo grata, quam etiam Deo sine vitio concupiscentiae, quae nunc post peccatum est, praestitissemus sine omni peccato et sine metu mortis. Haec profecto jucunda et suavis fuisset vita, de qua cogitare quidem licet, assequi autem in hac vita eam non licet. Hoc tamen habemus, quod spiritualem vitam,  et finem vitae  in paradiso cogitatum et destinatum a Deo post hanc vitam credimus, et certo exspectamus per meritum Christi.	Men disse gerninger, der hører det legemlige til, at spise, drikke, forplante sig, osv., ville have været en slags slaveri for Gud, som vi kunne yde Gud uden begærets last, som forefindes nu efter synden, og uden nogen synd og frygt for døden. Dette ville i sandhed have været et muntert og sødt liv, og det må man godt forestille sig, men man må ikke efterfølge det i dette liv. Dog har vi det, at vi tror, at det åndelige liv og livets afslutning i paradis er overvejet og bestemt af Gud efter dette liv, og det forventer vi med sikkerhed i kraft af Kristi fortjeneste.
13         Observandus igitur est praesens textus, quo ita magnifice ornat et ab omnibus aliis creaturis separat Spiritus sanctus humanam naturam. Corporalis quidem seu animalis vita similis erat futura bestiarum vitae. Nam sicut bestiae cibo, potu, quiete indigent ad reficienda corpora, ita Adam quoque in (E72) innocentia his usurus erat. Sed quod additur, conditum esse hominem ita in animalem vitam, ut esset tamen factus ad imaginem Dei et similitudinem, haec est significatio alterius et melioris vitae, quam animalis.	Man skal altså lægge mærke til nærværende tekst, hvorved Helligånden således på udmærket vis smykker og adskiller den menneskelige natur fra alle andre skabninger. Ganske vist skulle det legemlige eller dyriske liv være lig med dyrenes liv. For ligesom dyrene trænger til mad og drikke og til hvile for at genopfriske kroppen, således brugte Adam også disse ting i sin uskyldstilstand. Men når han tilføjer, at mennesket er skabt således i det dyriske liv, at han dog er dannet i Guds billede og lighed, så er det en betegnelse for et højere og bedre liv end det dyriske.
14        Habuit  igitur Adam duplicem vitam, animalem et immortalem, sed nondum revelatam plane, sed in spe. Interim edisset, bibisset, laborasset, generasset etc. Haec paucis admonere volui de differentia ista, quam Deus facit per suum consilium, quo discernit nos ab aliis animalibus, cum quibus nos sinit vivere. Infra repetemus haec pluribus.	Adam havde derfor et dobbelt liv, et dyrisk liv og et udødeligt liv, men det var endnu ikke fuldt ud åbenbaret, kun i håbet. Og så spiste han da, han drak, han arbejdede, han fik børn osv. Jeg har blot med få ord villet gøre opmærksom på den forskel, som Gud gjorde i kraft af sit råd, hvorved han adskilte os fra de andre dyr, som han lod os leve sammen med. Senere skal vi gentage dette mange gange.
15          Secundo verbum "faciamus" pertinet ad mysterium fidei nostrae confirmandum, qua credimus ab aeterno unum Deum, et distinctas tres personas in una divinitate, Patrem, Filium et Spiritum sanctum. Iudaei quidem varie conantur hunc locum eludere, sed nihil solide contra afferunt. Molestat enim eos hic locus usque ad mortem, ut utar verbo Occae, qui ita appellat molestas et taediosas rationes, quas non potest solvere.	For det andet søger ordet "lad os gøre" at bekræfte vor tros mysterium, dette, at vi tror, at der fra evighed har været én Gud, og tre adskilte personer i guddommen, Faderen, Sønnen og Helligånden. Ganske vist søger jøderne at komme om ved dette sted, men de kan ikke fremføre noget sikkert imod det. For dette sted ærgrer dem til døden, at jeg skal bruge et ord af Occam, som giver den betegnelse til de ærgerlige og kedelige begrundelser, som han ikke kan løse.
16        Dicunt autem Iudaei, Deum sic loqui cum Angelis; item cum terra et aliis creaturis. Sed quaero ego, cur id non antea quoque fecit? secundo, quid pertinet ad Angelos hominum creatio? tertio non nominat Angelos, sed simpliciter "nos" dicit. Igitur de factoribus et creatoribus loquitur. Hoc certe non potest dici de Angelis. Quarto etiam hoc certum est, nullo modo dici posse nos ad Angelorum imaginem creates esse.	Men jøderne siger, at Gud taler således med englene; eller med jorden og de andre skabninger. Men jeg spørger blot, hvorfor gjorde han ikke det før? for det andet, hvad har det med englene at gøre, at mennesket blev skabt? for det tredie taler han ikke om engle, men siger blot "lad os". Derfor taler han om dem, der handler og skaber. Og det kan man ikke sige om englene. For det fjerde er det også sikkert og vist, at man på ingen måde kan sige, at vi er skabt i englenes billede.
17  Quinto, utrunque hic ponitur "faciamus et fecit",  in plurali et singulari,  ideo clare et potenter significat nobis Moses, intus et in ipsa divinitate et creatrice essentia inseparabilem et aeternam (E73) pluralitatem esse. Hoc ne portae quidem inferorum nobis adiment.	For det femte, siges der udtrykkeligt her "lad os gøre" og "han gjorde", i flertal og i ental, og derfor betegner Moses klart og tydeligt for os, at der indeni og i selve guddommen og det skabende væsen er en uadskillelig og evig flerhed. Dette kan ikke selv helvedes porte tage fra os.
18          Deinde, quod de terra Iudaei dicunt, Deum cum terra loqui, etiam frivolum est; terra enim non est factrix nostra. Deinde cur non potius ad solem loqueretur, cum Aristoteles dicat: Homo et sol generant hominem. Sed ne hoc quidem convenit, quia non sumus facti ad imaginem terrae, sed sumus facti ad illorum factorum imaginem, qui dicunt "faciamus". Hi factores sunt tres distinctae personae in una divina essentia. Harum trium personarum nos sumus imago, sicut post audiemus.	Dernæst er dette, at jøderne taler om jorden, at Gud taler med jorden, også smagløst; for jorden er ikke vores skaber. Endvidere: Hvorfor skulle han ikke snarere tale til solen, eftersom Aristoteles siger: Mennesket og solen fremavlede mennesket. Men ikke engang det passer, for vi er ikke skabt i jordens billede, men vi er skabt i de skaberes billede, som siger "lad os gøre". Disse skabere er tre forskellige personer i ét guddommeligt væsen. Vi er disse tre personers billede, sådan som vi senere vil høre.
19        Hoc autem extreme ridiculum est, quod Iudaei dicunt, Deum sequi principum consuetudinem, qui reverentiae causa de se in plurali numero loquuntur. Sed hanc cancellariam (ut sic dicam) Spiritus sanctus non imitatur, nec agnoscit scriptura sancta hunc loquendi modum. Quare est hic certo significata Trinitas, quod in una essentia divina sunt tres personae, Pater, Filius et Spiritus sanctus, ita ut ne active quidem Deus separetur, quia omnes tres personae hic concurrunt, et dicunt, "faciamus". Nec Pater facit alium hominem, quam Filius, nec Filius alium quam Spiritus sanctus, sed Pater, Filius, Spiritus sanctus, unus et idem Deus, auctor et creator est ejusdem operis.	Men det er i højeste grad latterligt, når jøderne siger, at Gud følger det sædvaneprincip, at man for ærbødighedens skyld taler i flertal om sig selv. Helligånden efterligner ikke denne kancellistil, hvis jeg må kalde den det, ejheller er Helligånden uvidende om den måde at tale på. Derfor betegnes sikkert og vist treenigheden her, at der i én guddommelig væren er tre personer, Fader, Søn og Helligånd, således at Gud ikke kan deles i sin aktivitet, fordi alle tre personer her gør det samme og siger "lad os gøre". Ejheller skaber Faderen et andet menneske end Sønnen, eller Sønnen et andet end Helligånden, men Faderen, Sønnen og Helligånden, den ene og samme Gud er ophavsmand og skaber af den samme handling.
20          Ad hunc modum neque objective Deus potest separari; neque enim Pater cognoscitur, nisi in Filio, et per Spiritum sanctum. Quare sicut active, ita quoque objective unus Deus est, qui tamen intra se substantive seu essentialiter est Pater, Filius, Spiritus sanctus, tres distinctae personae in una divinitate. (E74)	På den måde kan man heller ikke objektivt gøre skel i Gud; for Faderen kan kun erkendes i Sønnen og ved Helligånden. Derfor, ligesom der aktivt set er én Gud, er der det også objektivt set, én Gud, som dog inden i sig, substantivt eller væsentligt er Fader, Søn og Helligånd, tre adskiltge personer i én guddom.
21        Haec testimonia debent nobis cara esse et grata. Etsi enim tum Iudaei, tum Turcae nos rident, quod sentimus unum Deum et tres personas esse, tamen, nisi scripturae auctoritatem impudenter negare volent, cogentur hoc loco, sicut etiam superius citatis, nostram sententiam sequi. Eludere possunt haec, sicut Iudaei studiose faciunt, sed interim manet in eorum cordibus ille aculeus, cur dicat "faciamus"; item, cur Moses utatur plurali nomine "ælohim".	Dette vidnesbyrd bør være os kært og værdifuldt. For skønt både jøderne og tyrkerne gør nar af os, fordi vi mener, at der er én Gud og tre personer, så tvinges de dog af dette sted, hvis de ikke uforskammet vil nægte skriftens autoritet, ligesom også af de tidligere citater, til at følge vores mening. De kan undvige dem, sådan som jøderne ivrigt gør, men trods alt forbliver der en brod i deres hjerter: hvorfor siger han "lad os gøre"; ligeledes, hvorfor bruger Moses flertal i Gudsnavnet "ælohim"?
22  Has cogitationes non possunt excludere ex animo, etsi varia conari et quaerere possunt. Si autem sapientia esset, talia testimonia eludere, num nobis ingenium deesse putas, ut non possimus eadem facere? Sed major apud nos est scripturae auctoritas, praesertim cum novum testamentum id clarius ostendat, et Filius, qui in sinu Patris est, nos eadem doceat multo clarius, cui non credere summa blasphemia et aeterna mors est. Quare valeant isti excaecati depravatores divinorum dogmatum usque ad suum judicium.	Disse overvejelser kan de ikke udelukke fra deres sind, skønt de kan forsøge og prøve forskellige ting. Men hvis det var visdom at undvige sådanne vidnesbyrd, mon du da vil mene, at vi mangler forstand, siden vi ikke kan gøre det samme? Nej, men hos os er skriftens autoritet større, især eftersom det ny testamente klart viser det, og Sønnen, som er i Faderens skød, lærer os det samme meget tydeligere, og hvis man ikke tror ham, er det den største blasfemi og den evige død. Derfor lad bare disse blinde mennesker, der ødelægger de guddommelige dogmer, have gyldighed for deres egen bedømmelse.
23         Sed, inquies, ista sunt obscuriora, quam ut per ea probari debeat tam magnus articulus fidei. Respondeo: Oportuit eo tempore ista ita obscure dici divino consilio, vel saltem ob hanc causam, quia omnia erant reposita in illum futurum Dominum, ad cujus adventum restitutio omnium reservabatur, omnis cognitionis et omnium revelationum. Quae igitur antea per aenigmata quasi erant proposita, ea Christus evolvit, et clare jussit praedicari. Et tamen sancti Patres hanc cognitionem per Spiritum sanctum habuerunt, quanquam non ita clare, ut nunc, cum audimus in novo testamento nominari Patrem, Filium et Spiritum sanctum.	Men, vil du sige, dette er for dunkelt til at en så stor trosartikel bør bevises derved. Svar: Dette burde på den tid siges så dunkelt, ifølge guddommeligt råd, eller i hvert fald af den grund, at det altsammen skulle være lagt til rette til den kommende Herre, ved hvis komme en genrejsning af alle ting skulle foregå, af al erkendelses og al åbenbaring. Det, der altså tidligere var fremsat som i en gåde, det opløste Kristus og befalede, at det skulle prædikes i klart sprog. Og dog havde de hellige fædre i kraft af Helligånden den erkendelse, skønt den ikke var så klar som nu, hvor vi i det ny testamente hører Faderen, Sønnen og Helligånden nævnes ved navn.
24 Veniente enim Christo oportuit illa signacula solvi et clare praedicari, quae (E75) obscuris verbis antea erant tradita, tantum propter reverentiam futuri magistri. Ac nisi Spiritus sanctus hanc cognitionem claram distulisset in novum testamentum, longe ante Christum natum exstitissent Ariani. Quare ultimis temporibus voluit Spiritus sanctus hunc solem cognitionis Diabolo objicere, ut praestringerentur ejus oculi, et ipse magis invideret hanc tam claram cognitionem hominibus, atque ita vehementius torqueretur.	For da Kristus kom, skulle alle de små tegn løses og prædikes klart, alt det, som tidligere var overleveret med dunkle ord, udelukkende på grund af ærefrygt for den kommende lærer. Og hvis ikke Helligånden så klart havde udbredt denne erkendelse i det nye testamente, ville arianerne være opstået længe, før Kristus blev født. Derfor ville Helligånden i de sidste tider sætte denne erkendelsens sol op imod djævelen, så hans øjne skulle blændes, og han selv blive mere misundelig på denne klare erkendelse for menneskene, og således pines des mere.
25        Tertio agitatur hic quasi mare quaestionum, quid sit imago illa Dei, ad quam Moses hominem dicit factum esse? Ac Augustinus in hoc loco explicando multus est, praesertim in libro de Trinitate. Doctores autem reliqui fere Augustinum sequuntur, qui Aristotelis divisionem retinet, quod imago Dei sint potentiae animae, memoria, mens vel intellectus, et voluntas; in his tribus dicunt consistere imaginem Dei, quae in omnibus hominibus est. Sicut enim in divinis, inquiunt, verbum nascitur ex substantia Patris, et Spiritus sanctus est complacentia patris: ita in homine ex memoria procedit verbum cordis, quod est mens; eo producto, prodit voluntas, quae videt mentem, et ea delectatur.	For det tredie opstår der her næsten et hav af spørgsmål om, hvad det Guds billede er, som Moses siger, at Mennesket er skabt i? Og Augustin er mangfoldig, når han forklarer dette sted, især i bogen om treenigheden. Men de øvrige lærde følger næsten Augustin, som fastholder Aristoteles' skelnen, at Guds billede er sjælens evner, hukommelse, sind eller forstand, og vilje; i disse tre, siger de, består det Guds billede, som findes i alle mennesker. For de siger, at ligesom ordet i det guddommelige fødes ud af Faderens substans, og ligesom Helligånden er faderens behagelighed: således fremgår i mennesket hjertets ord af hukommelsen, som er sindet; når det er frembragt, fremkommer viljen, som ser sindet, og elsker det.
26          Similitudinem autem dicunt esse in donis gratuitis; sicut enim similitudo est quaedam perfectio imaginis, ita dicunt, naturam perfici per gratiam. Itaque similitudo Dei est, quod memoria ornatur spe, intellectus fide, et voluntas caritate. Ad hunc modum, inquiunt, homo est creatus ad imaginem Dei, hoc est, homo habet mentem, memoriam et voluntatem. Item, homo est creatus ad similitudinem Dei, hoc est, intellectus est illuminatus fide, memoria confirmata spe ac constantia, et voluntas ornata caritate. (E76)	Men de siger, at ligheden ligger i de gratis gaver; for ligesom en lighed er en slags fuldkommengørelse af billedet, således siger de, at naturen fuldkommes gennem nåden. Derfor er Guds lighed det, at hukommelsen smykkes af håbet, forstanden af troen, og viljen af kærligheden. På den måde, siger de, er mennesket skabt til Guds billede, det vil sige, mennesket har sind, hukommelse og vilje. Ligeledes, mennesket er skabt til Guds lighed, det vil sige, forstanden er oplyst af troen, hukommelsen er bekræftet af håbet og vedholdenheden, og viljen er smykket af kærligheden.
27        Tertio faciunt etiam alias divisiones, memoriam esse imaginem potentiae Dei, mentem sapientiae, voluntatem justitiae, etc. Ad hunc modum Augustinus praecipue, et post eum alii eo incubuerunt, ut diversas trinitates in homine excogitarent; putaverunt enim hoc modo imaginem Dei facilius posse conspici. Sicut autem hae non injucundae speculationes arguunt acuta et otiosa ingenia, ita minime faciunt ad imaginem Dei recte explicandam.	For det tredie foretager de også andre slags skelnen, hukommelsen er billede på Guds magt, sindet på hans visdom, viljen på hans retfærdighed osv. På den måde anstrengte især Augustin, men efter ham også andre sig for at udtænke forskellige treenigheder i mennesket; for de mente at kunne forstå Guds billede lettere på den måde. Men ligesom disse ikke humørforladte spekulationer argumenterer ud af et skarpt og ubekymret sind, således gør de kun lidt til at forklare Guds billedet ret.
28            Quare etsi istam diligentiam et cogitationes has non damno nec reprobo, quibus omnia rediguntur ad trinitatem, tamen haud scio, an sint valde praesertim cum ea postea longius ducantur. Nam huc quoque affertur disputatio de libero arbitrio, quae ex imagine ista nascitur. Ita enim dicunt: Deus est liber; ergo cum homo ad imaginem Dei sit conditus, habet etiam liberam memoriam, mentem et voluntatem.	Derfor, skønt jeg ikke fordømmer eller vender mig imod denne omhu og disse overvejelser, hvormed de henfører alt til treenigheden, så véd jeg dog ikke rigtig, om de er særlig meget værd, især når de senere hen fører dem langt videre. For herhen hører også diskussionen om den frie vilje, som fødes ud af dette billede. De siger nemlig: Gud er fri; da altså mennesket er skabt i Guds billede, har også mennesket en fri hukommelse, et frit sind og en fri vilje.
29 Ad hunc modum multa excidunt, quae aut improprie dicuntur, aut postea impie accipiuntur. Ita nata est hinc periculosa sententia, qua pronuntiant, Deum ita gubernare homines, ut eos proprio motu sinat agere. Ex hoc dicto multae incommodae opiniones enatae sunt. Simile est, quod citatur: Deus, qui creavit te sine te, non salvabit te sine te. Hinc conclusum est, liberum arbitrium concurrere tanquam causam praecedentem, et efficientem salutis. Non dissimile est Dionysii dictum, periculosius superioribus, ubi dicit: Quanquam daemones et homo ceciderunt, inquit, tamen naturalia manserunt integra, ut sunt mens, memoria, voluntas etc. Sed si hoc verum est, sequitur, quod homo viribus naturae possit facere ut salvus fiat.	På den måde går de langt udover det, som de enten siger på uegentlig måde, eller bagefter forstår på ufrom måde. Således opstår herudfra den farlige sætning, hvormed de siger, at Gud styrer mennesket på den måde, at han lader dem handle ud fra deres egne bevægelse. Af denne sætning opstår mange urigtige sætninger. Det samme sker, når man siger: Gud, som skabte dig uden din medvirken, vil ikke frelse dig uden din medvirken. Herudfra slutter de, at en fri vilje løber med som en forudgående årsag og udvirker frelsen. Det er ikke forskelligt fra Dionysius' sætning, som er endnu farligere end de ovenstående, når han siger: Skønt dæmoner og mennesket er faldne, forbliver dog de naturlige evner intakte, f. eks. sind, hukommelse, vilje, osv. Men hvis det er sandt, følger, at mennesket ud fra sine naturlige kræfter kan bevirke, at det bliver frelst.
30          Hae tam periculosae Patrum sententiae in genesis in (E77) omnibus ecclesiis et scholia agitatae sunt, neque sane video, quid Patres voluerint per eas efficere. Quare consulo, ut cum judicio legantur. Saepe loquuntur ex affectu et proprio sensu, quem nos non habemus, nec habere possumus, cum occasiones similes non habeamus. Imperiti igitur sine judicio omnia arripiunt in suo sensu, et non in eo, quem Patres habuerunt. Sed omitto haec, et ad rem venio.	Disse farlige meninger hos fædrene om Genesis udbredes i alle kirker og universiteter, og jeg ser virkelig ikke, hvad fædrene ville opnå med dem. Derfor er det mit råd, at man læser dem med forsigtighed. De taler ofte ud fra deres følelser og ud fra deres egne meninger, og dem har vi ikke, og dem kan vi ikke have, eftersom vi ikke lever under lignende omstændigheder. Men de ulærde tiltager sig det hele uden at bedømme det i deres egen mening, og ikke i den mening, som fædrene havde. Men jeg springer dette over og kommer til sagen.

31           Vereor autem, ne, postquam haec imago per peccatum amissa est, non satis eam possimus intelligere. Memoriam, voluntatem et mentem habemus quidem, sed corruptissima et gravissime debilitata, imo, ut clarius dicam, prorsus leprosa et immunda. Si enim istae potentiae sunt imago Dei, sequetur etiam, Satanam ad imaginem Dei conditum esse, qui profecto illa naturalia longe habet validiora, quam nos habemus, sicut est memoria et intellectus summus, et voluntas obstinatissima.	Men jeg er bange for, at efter at dette billede er gået tabt gennem synden, kan vi ikke forstå det godt nok mere. Hukommelse, vilje og sind har vi ganske vist, men de er yderst fordærvede og alvorligt ødelagte, ja, for at sige det klarere, de er helt spedalske og urene. For hvis disse evner er Guds billede, så følger også, at Satan er skabt i Guds billede, for han har sandelig disse naturlige evner i meget højere grad, end vi har dem, sådan som hans hukommelse og forstand er den højst tænkelige, og hans vilje den mest stædige.
32         Ergo est imago Dei longe aliud, nempe opus Dei singulare. Si qui tamen contendunt, has potentias esse imaginem istam, fateantur, eas quasi leprosas et immundas esse. Sicut leprosum hominem tamen hominem appellamus, quanquam in carne leprosi omnia paene mortua sunt et stupent, nisi quod ad libidinem commoventur vehementius.	Altså er Guds billede noget helt andet, nemlig alene Guds værk. Og hvis nogen dog fastholder, at disse evner er identiske med dette billede, så må de indrømme, at disse evner er som spedalske og urene. Ligesom vi dog kalder et spedalsk menneske for et menneske, skønt næsten alt er dødt og sanseløst i det spedalske kød, og kun med største besvær bevæges, som man vil.
33           Quare imago Dei, ad quam Adam fuit conditus, fuit res longe praestantissima et nobilissima, cum scilicet nulla lepra peccati neque in ratione, neque voluntate haesit. Sed et interiores et exteriores sensus omnes fuere mundissimi. Intellectus fuit purissimus, memoria optima, et voluntas sincerissima in pulcherrima securitate, sine omni metu mortis, et sine sollicitudine ulla.	Derfor var det Guds billede, til hvilket Adam blev skabt, langt mere udmærket og ædelt, eftersom det jo ikke havde nogen syndens spedalskhed klæbende til sig hverken i fornuften eller i viljen. Men både de indre og ydre sanser var allesammen helt rene. Forstanden var helt ren, hukommelsen udmærket og viljen bestemt og i den smukkeste vished, uden nogen dødsfrygt og uden bekymring.
34 Ad haec interiora accessit etiam (E78) illa corporis et omnium membrorum pulcherrima et excellentissima virtus, qua omnes reliquas naturas animatas vicit. Plane enim existimo, ante peccatum Adae oculos ita fuisse acutos et claros, ut lyncem et aquilam superaret. Leones autem et ursos, quorum maximum robur est, ipse fortior tractavit non aliter, quam nos catulos tractamus. Fructuum quoque, quibus usus est cibo, longe major fuit tum suavitas, tum virtus, quam nunc.	Til disse indre ting knyttede sig også denne smukke og fortrinlige kraft i hele kroppen og i alle lemmerne, som sejrede over alle andre væseners sjælelige natur. For jeg mener ligefrem, at før synden var Adams øjne så skarpe og klare, at han overgik lossen og ørnen. Men løver og bjørne, som har den største kraft blandt dyrene, behandlede han, der selv var stærkere, ikke anderledes, end vi behandler en hundehvalp. Og de frugter, han brugte at spise af, var langt større, både hvad sødhed og hvad kraft angår, end de nuværende.
35         Sed post lapsum irrepsit mors, tanquam lepra, in omnes sensus, ita ut ne intellectu quidem imaginem istam possimus assequi. Adam non cognovisset suam Hevam, nisi securissimo animo erga Deum, et voluntate obediente Deo, sine omni vitiosa cogitatione. Nunc post peccatum norunt omnes, quantus sit furor in carne, quae non solum furiosa est in concupiscendo, sed etiam in fastidiendo, postquam nacta est, quod voluit.	Men efter faldet krøb døden ind som en spedalskhed i alle sanser, sådan at vi ikke engang med vor forstand kunne følge dette billede. Adam kendte dengang ikke sin Eva uden det sikreste sind overfor Gud og adlød med sin vilje Gud uden nogen lastefuld overvejelse. Men nu efter synden véd alle, hvor stor et raseri der kan være i kødet, som ikke blot raser, når det begærer, men også når det væmmes efter at det har kastet det op, det ville (?).
36 Utrinque igitur nec ratio nec voluntas integra cernitur, sed furor plus quam belluinus. Haec an non gravis et noxia lepra est, qua Adam caruit ante peccatum? Praeterquam quod habuit majores vires et acriores sensus, quam reliqua animantia. Apri quantum hodie auditu, aquilae quantum visu, leo quantum viribus hominem antecellit? Quare nemo cogitare potest, quanto melior natura tum fuerit, quam nunc est.	Derfor kan ingen af delene, hverken fornuft eller vilje, bestemmes som intakte, men de raser værre end et utyske. Mon ikke dette er en alvorlig og skadelig spedalskhed, som Adam ikke havde før synden? Desuden havde han jo større kræfter og skarpere sanser, end de andre dyr. Hvormeget overgår idag ikke vildsvinet mennesket, hvad hørelsen angår, ørnen, hvad synet angår, løven, hvad styrke angår? Derfor kan ingen forestille sig, hvor meget bedre naturen dengang var, end den er nu.
37          Ergo imaginem Dei sic intelligo, quod Adam eam in sua substantia habuerit, quod non solum Deum cognovit, et credidit, eum esse bonum, sed quod etiam vitam vixerit plane divinam, hoc est, quod fuerit sine pavore mortis et omnium periculorum, contentus gratia Dei. Sicut in Heva apparet, quae eum serpente sine omni metu loquitur, sicut nos cum (E79) agno aut cane. Ideo etiam istam poenam proponit Deus, si transgrediantur praeceptum: "Quadunque die comederis ex ligno hoc, morte morieris", quasi dicat: Adam et Heva, vos nunc vivitis securi, mortem non sentitis, nec videtis. Haec est imago mea, qua vivitis, sicut Deus vivit. Si autem peccaveritis, amittetis hanc imaginem, et moriemini.	Altså, Guds billede forstår jeg således, at Adam havde det i sit væsen, at han ikke blot kendte Gud og troede på, at han var god, men også levede et helt ud guddommeligt liv, det vil sige, et liv, der var uden frygt for døden og alle farer, tilfreds med Guds nåde. Sådan som det viste sig i Eva, da hun uden nogen frygt talte med slangen, sådan som vi med et får eller en hund. Derfor fastsatte Gud også denne straf, hvis de overtrådte hans bud: "Den dag, I spiser af det træ, skal I dø døden", som om han ville sige: Adam og Eva, I lever nu i vished, I føler eller ser ikke døden. Det er mit billede, hvorved I lever, som Gud lever. Men hvis I synder, vil I miste dette billede, og I vil dø.
38         Nunc igitur videmus, quanta pericula, quot mortes et mortis occasiones misera haec natura cogatur experiri et sustinere praeter foedam concupiscentiam et alios furores peccati ac inordinatos motus, qui in omnium animis fiunt. Nunquam sumus securi in Deo, terror et pavor etiam in somnis nos exercent. Haec et similia mala sunt imago Diaboli, qui ea nobis impressit. Adam autem in summa voluptate et securitate vixit; non ignem, non aquam metuit, non metuit alia incommoda, quibus haec vita infestatur, et nos nimium metuimus.	Nu kan vi da se, hvor stor en fare, hvor mange gange død og lejlighed til død denne elendige natur søger at påføre os og udsætte os for udover det fæle begær og de andre syndigt rasende og uordentlige bevægelser, som sker i alle sjæle. Vi er aldrig sikre i Gud, frygt og bæven påvirker os endog i søvne. Disse og lignende onder er djævelens billede, han, som påfører os disse ting. Men Adam levede i den største lyst og sikkerhed; han frygtede ikke ilden, han frygtede ikke vandet, han frygtede ikke andre ubehageligheder, som gør livet usikkert, og som i hvert fald vi frygter.
39         Extenuent igitur peccatum originis, qui volent; profecto apparet tum in peccatis, tum in poenis, longe esse maximum. Inspice solam libidinem, an non est vastissima tum concupiscendo, tum fastidiendo? Quid autem de odio erga Deum et blasphemiis dicemus? Hi enim sunt lapsus illi insignes, qui vere arguunt, imaginem Dei amissam esse.	Lad dem da bare fortynde arvesynden så meget, de vil; den viser sig dog både i synderne og i straffene, jo længer, jo værre. Se bare på vellysten, er den ikke det tommeste af alt tomt, både når vi begærer og når vi væmmes? Men hvad skal vi da sige om hadet mod Gud og gudsbespottelserne? De er jo faldets sikre tegn, som virkelig kan overbevise om, at vi har mistet Guds billede.
40        Ergo cum de imagine illa loquimur, loquimur de re incognita, quam non solum non sumus experti, sed perpetuo contraria experimur, et nihil praeter nuda vocabula audimus. Fuit enim in Adam ratio illuminata, vera notitia Dei, et voluntas rectissima ad diligendum Deum et proximum, sicut Adam Hevam suam complexus est, et statim agnovit ut suam carnem. Ad haec accesserunt alia leviora, sed longe (E80) maxima, si cum nostra infirmitate conferas, nempe cognitio naturae perfecta, animalium, herbarum, fructuum, arborum et aliarum creaturarum.	Når vi altså taler om dette billede, taler vi om noget, vi ikke kender, noget, som vi ikke blot ikke har erfaret, men som vi hele tiden erfarer det modsatte af, og vi hører intet andet end det nøgne ord. For i Adam var fornuften oplyst, der var en sand erkendelse af Gud og viljen var retvendt til at elske Gud og næsten, sådan som jo Adam omfavnede sin Eva og straks erkendte, at det var hans kød. Hertil kommer andre mindre ting, som dog var ganske store, hvis du sammenligner dem med vor nuværende svaghed, nemlig den fuldkomne erkendelse af naturen, af dyrene, planterne, frugterne, træerne og andre skabninger.
41          Haec omnia simul conjuncta an non talem virum constituunt et faciunt, in quo imaginem Dei relucere sentias? maxime cum addas etiam imperium in creaturas, ut sicut Adam et Heva Deum agnoverunt Dominum, ita postea ipsi reliquis creaturis in aëre, aqua, terra dominati sunt. Hanc majestatem quis poterit verbis assequi? Nam ego credo, Adam ita potuisse uno verbo imperare leoni, sicut nos imperamus assuefacto cani. Ac liberum ei fuit terram colere ad proferenda ea, quae vellet. Nam spinas et tribulos tum non fuisse, sequentia probabunt, sicut neque bestias tam immanes tum fuisse puto, ut nunc sunt.	Alt dette kan vi sammenfatte til ét og spørge, om du ikke mener, at disse ting konstituerer og udgør en sådan mand, i hvilken Guds billede kan give genskin? Især, når du også tilføjer hans herredømme over dyrene, så at, ligesom Adam og Eva anerkende Gud som deres herre, således var de på den anden side selv herrer over de øvrige dyr i luften, i vandet og på jorden. Hvem kan finde ord for en sådan majestæt? For jeg for min del tror, at Adam med ét ord kunne befale over løven, ligesom vi nu befaler over en veltrænet hund. Og det stod ham frit for at dyrke jorden og få det ud af den, han ville. For tidsler og tjørn fandtes ikke dengang, de senere begivenheder beviser det, ligesom jeg mener, at heller ikke de vilde dyr dengang var så farlige, som de er nu.
42         Sed peccati originalis ista culpa est, quo vitium contraxit tota reliqua creatura, ut solem ante peccatum clariorem, aquam puriorem, arbores fertiliores, agros fecundiores esse existimem. Per peccatum autem et illum horribilem lapsum non solum caro lepra peccati deformata est, sed omnia, quibus haec vita utitur, corrupta sunt, sicut infra clarius dicemus.	Men arvesynden er den brøde, hvorved lasten bredte sig ud over hele den øvrige skabning, så at jeg mener, at solen før synden var klarere, vandet renene, træerne mere ydedygtige, markerne mere frugtbare. Men ved synden og dette forfærdelige fald blev ikke blot kødet fordærvet af syndens spedalskhed, men alt, som vi bruger i dette liv, blev fordærvet, sådan som vi senere vil sige det mere udførligt.
43        Hoc autem nunc per evangelium agitur, ut imago illa reparetur. Manserunt quidem intellectus et voluntas, sed valde vitiata utraque. Evangelium igitur hoc agit, ut ad illam et quidem meliorem imaginem reformemur, qua [Første udg: quia] in vitam aeternam, vel potius in spem vitae aeternae renascimur per fidem, ut vivamus in Deo et cum Deo, et unum cum ipso sumus, sicut Christus dicit. (E81)	Men nu sker der ved evangeliet det, at dette billede gendannes. Ganske vist forbliver forstanden og viljen, men de er begge meget beskadigede. Evangeliet bevirker da dette, at vi gendannes til dette billede, ja til et bedre billede, hvorved vi ved troen genfødes til evigt liv, eller snarere til håb om evigt liv, så vi lever i Gud og med Gud, og er ét med ham, sådan som Kristus siger.
44         Neque vero ad vitam solum renascimur, sed etiam ad justitiam, quia fides arripit meritum Christi, et statuit, nos per Christi mortem liberates esse. Inde alia justitia nostra oritur, nempe illa vitae novitas, qua studemus obtemperare Deo, edocti verbo, et adjuti per Spiritum sanctum. Sed haec justitia in hac vita incipitur tantum, neque potest in hac carne esse perfecta.	Men ikke blot genfødes vi til livet, vi genfødes også til retfærdigheden, for troen får Kristi fortjenester, og fastslår, at vi gennem Kristi død er blevet befriede. Derfor opstår vor anden retfærdighed, nemlig denne det nye livs retfærdighed, hvorved vi stræber efter at adlyde Gud, oplærte ved ordet, og hjulpet af Helligånden. Men denne retfærdighed tager kun sin begyndelse i dette liv, og kan ikke blive fuldkommen i dette kød.
45 Placet autem Deo, non tanquam perfecta justitia, aut tanquam pretium pro peccatis, sed quia proficiscitur ex corde, quod nititur fiducia misericordiae Dei per Christum. Deinde hoc quoque fit per evangelium, ut conferatur nobis Spiritus sanctus, qui resistit in nobis incredulitati, invidiae et aliis vitiis, ut serio optemus ornare nomen Domini et verbum ejus etc.	Men den er gudvelbehagelig, ikke fordi den er en fuldkommen retfærdighed, eller fordi den er betaling for vore synder, men fordi den udgår fra hjertet, der holder sig til Guds barmhjertighed ved Kristus. Dernæst sker der også det ved evangeliet, at Helligånden tildeles os, og han modvirker mistroen i os, misundelsen og andre laster, så vi for alvor ønsker at smykke Herrens navn og hans ord, osv.
46          Ad hunc modum incipit imago ista novae creaturae reparari per evangelium in hac vita, sed non perficitur in hac vita; cum autem perficietur in regno Patris, tunc erit voluntas vere libera et bona, mens vere erit illuminata, et memoria constans, tunc fiet etiam, ut omnes creaturae aliae magis nobis sint subjectae, quam in Paradiso Adae fuerunt.	På den måde begynder dette den nye skabnings billede at gendannes ved evangeliet i dette liv, men det fuldendes ikke i dette liv; men når det fuldendes i Faderens rige, da vil viljen i sandhed være fri og god, sindet i sandhed være oplyst, og hukommelsen konstant, da sker der også det, at alle andre skabninger skal være os mere undergivne, end de i Paradiset var Adam undergivne.
47         Antequam hoc in nobis compleatur, non possumus satis scire, quid illa imago Dei, per peccatum in Paradiso amissa, fuerit. Hoc autem, quod dicimus, fides et verbum docent, quae tanquam ex longinquo ostendunt illam gloriam divinae imaginis. Sicut autem coelum et terra initio quasi rudia corpora fuerunt, priusquam lux esset addita, ita pii illam imaginem rudem intra se habent, quam Deus perficiet in novissimo die in iis, qui verbo crediderunt.	Førend dette fuldkommes i os, kan vi ikke i tilstrækkelig høj grad vide, hvad dette Guds billede, som vi mistede i Paradiset ved synden, var. Men det, vi siger, lærer troen og ordet, som ligesom fra det fjerne viser os denne herlighed ved det guddommelige billede. Men ligesom himlen og jorden fra begyndelsen var som ubearbejdede legemer, før lyset blev føjet til, således har de fromme dette rå billede inden i sig, som Gud fuldender på den yderste dag i dem, som tror ordet.
48         Ergo fuit praestantissimum quiddam illa imago Dei, in quam inclusa fuit vita aeterna et securitas (E82) aeterna et omnia bona: ita autem per peccatum haec imago obscurata et vitiata est, ut eam ne quidem intellectu possimus assequi. Nam etsi vocabula sonamus, quis est, qui possit intelligere, quid sit esse in vita secura sine pavoribus et periculis, sapientem, rectum, bonum, et liberum ab omnibus calamitatibus tum spiritualibus tum corporalibus?	Dette Guds billede var altså noget meget fortrinligt, hvori det evige liv og den evige sikkerhed og alt godt var indesluttet: men i den grad blev dette billede formørket og fordærvet, at vi ikke kan fatte det med vor forstand. For skønt vi kan sige ordet, hvem er det så, som kan forstå, hvad det vil sige at være i et trygt liv uden frygt og farer, som et viist, ret og godt menneske, fri for alle besværligheder, både åndelige og legemlige?
49 His autem majus fuit, quam etiam aeternae vitae fuit capax. Nam ita fuit conditus, ut, quam diu in hac corporali vita viveret, terram coleret, non tanquam opus molestum faciens, aut labore defatigans corpus, sed cum summa voluptate, non tempus fallens, sed Deo obediens, et ejus voluntati parens.	Men dette var større end endog det evige liv kunne indeholde. For således blev det skabt, at, sålænge det levede i dette legemlige liv, skulle det dyrke jorden, ikke som et besværligt arbejde, eller som en møje, der udmattede kroppen, men med den største lyst, uden at tage fejl, men adlydende Gud og rettende sig efter hans vilje.
50         Hanc corporalem vitam exceptura erat spiritualis vita, in qua nec uteretur cibis corporalibus, nec alia, quae in hac vita solent, faceret, sed viveret angelicam et spiritualem vitam. Nam ita pingitur nobis futura vita in scriptura sancta, quod nec bibemus, nec comedemus, neque alias corporales actiones exercebimus.	Dette legemlige liv skulle optages i dette åndelige liv, i hvilket man hverken bruger legemlige måltider eller gør andet, som plejer at være i dette liv, men lever som engle på åndelig vis. For således afmales det kommende liv for os i den hellige skrift, at vi hverken skal drikke eller spise, og heller ikke udføre andre legemlige handlinger.
51 Ideo Paulus dicit (1. Cor. 15, 45): "Primus homo factus est in animam viventem", hoc est, vivit vitam animalem, quae indiget cibo, potu, somno etc. Sed "secundus renovabitur in spiritum vivificantem", hoc est, erit spiritualis homo, ubi redibit ad imaginem Dei; erit enim similis Deo in vita, justitia, sanctitate, sapientia etc. Nunc sequitur:	Derfor siger Paulus (1 Kor 15,45): "Det første menneske blev skabt til en levende sjæl", det vil sige, lever et dyrisk liv, som behøver mad, drikke, søvn, osv. Men "den anden Adam skal fornyes i en levendegørende ånd", det vil sige, der skal være et åndeligt menneske, hvor det vender tilbage til Guds billede; for det skal nemlig være lig Gud i liv, retfærdighed, hellighed, visdom, osv. Nu følger:
52 Dominetur piscibus maris etc.      Hic pulcherrimae creaturae, quae cognoscit Deum, et est imago Dei, in qua lucet similitudo divinae naturae per rationem illuminatam, per justitiam et sapientiam tribuitur regnum, et fiunt Adam et Heva rectores terrae, maris et aëris. Committitur autem (E83) eis hoc dominium non solum consilio, sed etiam expresso mandato.	Til at herske over havets fisk, osv.        Her får den mest udmærkede skabning, som kender Gud og er Guds billede, i hvem den guddommelige naturs lighed lyser, oplyst af fornuften, i kraft af sin retfærdighed og visdom tildels herredømme, og Adam og Eva bliver statholdere over jorden, havet og luften. Men dette herredømme tildeles dem ikke blot som et råd, men også som et udtrykkeligt bud.
53 Ubi primum exclusivam hanc diligenter consideremus, quod nulli bestiae dicitur ut dominetur, sed simpliciter omnia animalia, imo terra cum omnibus terra nascentibus subjicitur Adae, quem Deus vocali mandato et expresso constituit regem super totam creaturam animalem. Nam ista verba auribus audierunt Adam et Heva, cum diceret Deus: "Dominamini". Ergo nudus homo sine armis et muris, imo etiam sine vestitu omni in sola sua nuda carne dominatus est omnibus volucribus, feris et piscibus.	Her skal vi først omhyggeligt lægge mærke til den særegenhed, at det ikke bliver sagt til noget dyr, at det skal beherskes, men at simpelthen alle dyr, ja jorden med alt det, der kan opkomme på jorden, underlægges Adam, og Adam indsætter Gud med et mundtligt og tydelige påbud som konge over hele den dyriske skabning. For disse ord lød for Adams og Evas ører, da Gud sagde: "I skal herske". Altså, det nøgne menneske, uden noget våben og uden nogen mure, ja også uden nogen klæder overhovedet, blot i sit nøgne kød er herre over alle fugle, vilde dyr og fisk.
54         Hanc imaginis divinae particulam etiam amisimus, ita ut ne intelligamus quidem illam plenitudinem laetitiae et voluptatis, quam ex totius creaturae animalis inspectione Adam habuit. Sed omnia leprosa, imo stupida et plane mortua hodie sunt. Quis enim potest cogitare istam quasi portionem divinae naturae, quod Adam et Heva omnes omnium animalium affectus, sensus, et vires omnes intellexerunt?	Den særegenhed ved det guddommelige billede har vi også mistet, således at vi ikke engang kan forstå den fylde af glæde og lyst, som Adam havde ved at være forvalter af hele den dyriske skabning. Men alt det er i dag spedalsk, ja sløvt og helt dødt. Hvem kan nemlig forestille sig det, at Adam og Eva på en måde havde del i den guddommelige natur, så de forstod alle følelser, sanser og kræfter hos alle dyrene?
55 Quale enim regnum fuisset, nisi hoc scivissent? Atque in sanctis in hac vita aliqua Dei cognitio ex verbo et Spiritu sancto cernitur. Sed illa naturae cognitio, ut omnes vires arborum, herbarum, naturas omnes bestiarum perspiciamus, haec in hac vita plane est irreparabilis.	For hvordan kunne der være tale om et herredømme, hvis ikke de vidste dette? Og i de hellige kan man i dette liv erkende nogen erkendelse af Gud ud fra ordet og Helligånden. Men denne erkendelse af naturen, at vi kunne erkende al styrke hos træer og planter, alle dyrs natur, den er umulig at genskabe i dette liv.
56         Si igitur volumus praedicare insignem philosophum, praedicemus primos nostros parentes, cum adhuc essent a peccato puri. Hi enim cognitionem Dei perfectissimam habuerunt; quomodo enim nescirent eum, cujus similitudinem in se habebant et sentiebant? Deinde etiam stellarum et totius astronomiae rationem certissimam habuerunt. (E84)	Hvis vi altså ville prædike ud fra filosoffernes kendetegn, så skulle vi prædike om vore første fædre, mens de endnu var rene for synd. For de havde nemlig den fuldkomne erkendelse af Gud; for hvordan skulle de undgå at kende ham, hvis lighed de havde og mærkede i sig? Desuden har de også haft en en sikker forståelse af stjerner og hele astronomien.
57         Haec fuerunt in Heva aeque atque in Adamo, sicul ostendit oratio Hevae, cum serpenti respondet de ligno in medio Paradisi. Ibi satis apparet, novisse eam suum finem, ad quem esset condita, et auctorem ostendit, per quem id sciat. Ait enim: "Dominus dixit". Igitur non ex solo Adamo haec audivit, sed ipsa natura adeo fuit pura et plena cognitione Dei, ut verbum Dei per se intelligeret et videret.	Dette var i Eva i lige så høj grad som i Adam, hvilket jo også viste sig i det, Eva sagde, da hun svarede slangen angående træet midt i Paradis. Her viste det sig klart nok, at hun kendte det formål, det var blevet skabt til, og hun viste også, at hun vidste, hvem hun havde det fra. For hun sagde: "Herren har sagt". Derfor er det ikke bare noget, hun har hørt fra Adam, men hendes egen natur var i den grad ren og fuld af erkendelse af Gud, at hun ved sig selv forstod og indså Guds ord.
58         Hujus cognitionis nos hebetes, et quasi emortuas reliquias habemus. Animalia autem caetera omnino hac cognitione carent, nesciunt creatorem, originem, et finem suum, unde et cur creata sint. Ergo prorsus carent illa similitudine Dei. Ideo Psalmus quoque hortatur (Ps. 32, 9.): "Nolite fieri sicut equtis et mulus".	Vi er blevet sløve for den erkendelse, og det, vi har tilbage af den, er som dødt. Men de øvrige dyr mangler helt denne erkendelse, de kender ikke skaberen, deres oprindelse, deres formål, hvorfra og hvorfor de blev skabt. Altså, de mangler helt og holdent denne lighed med Gud. Derfor opfordrer salmen også: "I skal ikke være som hest og muldyr!" (Sl 32,9).
59          Etsi igitur imago ista paene tota sit amissa, tamen maxima est differentia hominis et caeterorum animalium. Tum autem ante peccatum longe major et illustrior fuit differentia, cum cognoscerent Adam et Heva Deum et omnes creaturas, et quasi absorpti essent toti in bonitate et justitia Dei. Hinc inter ipsos quoque insignis animorum et voluntatum conjunctio fuit.	Skønt altså dette billede næsten helt er gået tabt, er der dog den største forskel mellem mennesket og de øvrige dyr. Men dengang før synden var forskellen større og mere betegnende, for da kendte Adam og Eva Gud og alle skabninger, og de var ligesom helt omsluttet af Guds godhed og retfærdighed. Derfor var der også mellem dem en særlig sammenknytning af sjæl og vilje.
60 Nec alia species in toto mundo Adae suavior et venustior est visa, quam Heva sua. Nunc uxor est, sicut gentes dicunt, necessarium malum. Ac cur malum vocent, satis manifesto cernitur, sed causam mali nesciunt, Satanam scilicet, qui hanc naturam sic depravavit et corrupit.	Og ingen anden art i hele verden syntes Adam sødere og skønnere end hans Eva. Nu om stunder er, som hedningerne siger, en hustru et nødvendigt onde. Men hvorfor de kalder det et onde, det kan ganske tydeligt slås fast, men de kender ikke årsagen til det onde, nemlig Satan, som har ødelagt og fordærvet denne natur i den grad.

61         Quae autem efficimus in vita, ea non fiunt per dominium, quod Adam habuit, sed per industriam et artem. Sicut videmus, dolo et fraude capi aves et pisces; sic arte cicurantur bestiae. Nam quae maxime domestica sunt, ut anseres, gallinae, tamen per se et (E85) sua natura fera sunt.	Men hvad vi kan udvirke i livet, det sker ikke i kraft af det herredømme, som Adam havde, men i kraft af flid og kunst. Således ser vi, at fugle og fisk fanges med snare og bedrag; således tæmmes vilde dyr ved kunst. For hvor tamme de end er, som gæs og høns, er de dog i sig selv og efter deres natur vilde.
62 Ergo leprosum hoc corpus habet adhuc Dei beneficio speciem aliquam dominii in alias creaturas. Sed id perexiguum est, et longe inferius illo primo dominio, ubi non arte, non dolis opus fuit, sed simpliciter divinae voci paruit creatura, cum juberentur Adam et Heva dominari eis.	Altså, dette spedalske legeme har stadigvæk i kraft af Guds velsignelse en slags herredømme over de andre skabninger. Men det er meget ringe og langt mindre end dette første herdømme, hvor der ikke var brug for kunst eller snare, men hvor skabningen simpelthen adlød den guddommelige røst, når Adam og Eva, deres herskere, befalede over dem.
63          Ergo nomen et vocabulum dominii retinemus ceu nudum titulum; ipsa autem res fere tota amissa est. Et tamen bonum est ista scire et cogitare, ut suspiremus illum venturum diem, in quo haec nobis restituentur, quae in Paradiso per peccatum amisimus.	Altså, vi har beholdte navnet og ordet "herredømme" som et slet og ret ord; men sagen selv har vi næsten mistet helt. Og dog er det godt at vide og overveje det, at vi kan sukke efter, at den dag skal komme, hvor disse ting genskabes i os, som vi i Paradiset mistede ved synden.
64 Exspectamus enim eam vitam, quam exspectasset quoque Adam. Atque hoc recte miramur, et Deo ob id gratias agimus, quod nos peccato sic deformati, sic hebetes, stupidi et mortui quasi, per beneficium Christi exspectamus eandem gloriam vitae spiritualis, quam Adam exspectaturus erat, si mansisset in sua animali vita, quae imaginem Dei habebat.	For vi forventer det liv, som også Adam forventede. Og det må vi ret undre os over og takke Gud for, at vi, der er så forvanskede af synden, vi, der er så sløve, dumme og næsten døde, ved Kristi velgerning kan forvente den samme herlighed ved det åndelige liv, som Adam dengang ville have forventet, hvis han var forblevet i sit dyriske liv, det liv, som havde Guds billede.
65 Et  creavit  Deus hominem ad imaginem suam, ad imaginem Dei creavit illum.       Hic non utitur vocabulo similitudinis, sed tantum imaginis. Forte autem voluit vitare amfibolian, et ideo repetivit nomen imaginis. Allam causam repetitionis nullam video, nisi eam accipiamus pro emphasi, ut sit significatio creatoris gaudentis et triumphantis in isto pulcherrimo opere, quod fecit, ut significet Moses, Deum non sic delectatum in aliis creaturis, sicut in homine, quem ad suam similitudinem creavit.	Og Gud skabte mennesket i sit billede, i Guds billede skabte han ham.        Her bruger han ikke ordet "lighed", men kun ordet "billede". Men måske ville han undgå "tvetydighed", og derfor gentog han ordet "billede". Nogen anden grund til gentagelsen kan jeg ikke se, medmindre vi opfatter det som en understregning, så det skal være et tegn på, hvordan skaberen glædede sig og triumferede over dette yderst smukke værk, som han havde gjort, så at Moses skulle betegne, at Gud ikke var så glad for de andre skabninger, som for mennesket, som han havde skabt til sin lighed.
66 Cetera animalia dicuntur vestigia Dei, solus autem homo est imago Dei, sicut est in sententiis. Nam in ceteris creaturis cognoscitur Deus ceu in vestigio, in homine autem, praesertim in Adamo, vere (E86) cognoscitur, quia in eo est sapientia illa, justitia et omnium rerum cognitio, ut recte dicatur mikrokosmoV. Intelligit enim coelum, terram et totam creaturam. Hoc igitur delectat Deum, quod sic pulchram fecerit creaturam.	De øvrige dyr kan kaldes Guds spor, men kun mennesket er Guds billede, sådan som det er i sentenserne. For i de øvrige skabninger erkendes Gud som i et spor, men i mennesket, især i Adam, erkendes han virkelig, for i ham er der visdom, retfærdighed og erkendelse af alle ting, så han med rette kaldes "mikrokosmos". For han forstår himlen, jorden og hele skabninger. Derfor glæder det Gud, at han har skabt en så smuk skabning.
67         Sine dubio autem, sicut tum Deus oblectatus est in isto consilio et opere hominis creati, ita hodie quaque delectatur in restituendo hoc suo opere per Filium suum, et nostrum liberatorem Christum. Haec utile est cogitare, quod scilicet Deus optima de nobis cogitat, et delectatur in ista cogitatione et consilio suo de restitutione in spiritualem vitam per resurrectionem mortuorum, qui crediderunt in Christum.	Men uden tvivl, ligesom Gud glædede sig over det råd og den gerning at skabe mennesket, således glæder han sig i dag over, at han gendanner det ved sin gerning i sin Søn, og vor befrier Kristus. Dette er nyttigt at overveje, at Gud altså tænker det bedste om os, og glæder sig ved denne overvejelser og sit råd om at gendanne dem, der tror på Kristus, til et åndeligt liv ved opstandelse fra de døde.
68 Masculum et feminam creavit eos.        Ne videretur mulier excludi ab omni gloria futurae vitae, comprehendit Moses utrunque sexum; videtur enim mulier quoddam diversum esse animal a viro, quod et membra habet dissimilia, et ingenium longe infirmius.	Han skabte dem som mand og kvinde, osv.        For at det ikke skal se ud, som om kvinden er udelukket fra al ære i det kommende liv, nævner Moses begge køn; for kvinden synes at være et dyr, der er noget forskelligt fra manden, for hun har også lemmer, der er forskellige fra hans, og en forstand, der er langt ringere.
69 Ac quamvis Heva fuerit praestantissima creatura, similis Adae, quod ad imaginem Dei attinet, hoc est, ad justitiam, sapientiam et salutem, tamen fuit mulier. Sicut enim sol praestantior est luna, quanquam luna quoque sit praestantissimum corpus, ita mulier etsi esset pulcherrimum opus Dei, tamen non aequabat gloriam et dignitatem masculi.	Og skønt Eva var en fortræffelig skabning, lig med Adam, hvad der har med Guds billede at gøre, det vil sige, med retfærdighed, visdom og frelse, så var hun dog en kvinde. For ligesom solen er prægtigere end månen, skønt månen også er et meget prægtigt legeme, således er kvinden, skønt hun er Guds smukkeste værk, dog ikke lig med manden i herlighed og værdighed.
70        Ideo autem conjungit hic Moses utrunque sexum, et dicit, Deum creasse masculum et feminam, ut significet Hevam quoque a Deo factam fuisse, consortem imaginis et similitudinis divinae, item imperii super omnia. Sic adhuc hodie est mulier consors futurae vitae, sicut Petrus dicit, quod sint cohaeredes ejusdem gratiae (1. Petr. 3,7). Et in oeconomia est (E87) uxor dominii consors, et habet communem possessionem prolis, substantiae, et tamen magna differentia est sexus.	Men derfor sammenknytter Moses her de to køn og siger, at Gud har skabt dem som mand og kvinde, for at han kan betegne, at Eva også blev skabt af Gud, og er medindehaver i det guddommelige billede og den guddommelige lighed, og også hersker over alle ting. Således er også i dag kvinden medindehaver i det kommende liv, sådan som Peter siger, at de er medarvinger til den samme nåde (1 Pet. 3,7). Og i husholdningen er hustruen meddelagtig i herredømmet og har fælleseje om børnene og bohavet, og er dog et helt forskelligt køn.
71 Mas est ceu sol in coelo, femina velut luna, animalia sunt ceu stellae, quibus sol et luna dominantur. Ergo primum hoc ex sententia hac observemus, quod scripta sit, ne ille sexus excludatur ab omni gloria humanae naturae, quamvis inferior sit masculine sexu. De conjugio infra dicemus.	Hankønnet er som solen på himlen, kvindekønnet som månen, dyrene som stjernerne, som sol og måne hersker over. Altså kan vi først i denne sætning lægge mærke til, at den er skrevet, for at ikke dette køn skal udelukkes fra nogen herlighed ved den menneskelige natur, skønt det rangerer lavere end det mandlige køn. Om ægteskabet senere.
72        Secundo est hic argumentum contra Hilarium et alios, qui constituerunt, Deum omnia creasse simul. Confirmatur enim hic nostra sententia, quod isti sex dies fuerint vere sex dies naturales, quia hic dicit, quod Adam et Heva sint creati sexto die. Hunc textum non licet cavillari. De ordine autem creationis hominis dicet in sequenti capite, quod Heva aliquanto post Adamum non ex gleba terrae, sicut Adam, sed ex costa ejus sit facta, quam Deus ex latere dormientis Adae exemit.	For det andet er dette et argument imod Hilarius og andre, som hævder, at Gud har skabt alting på én gang. For her bekræftes vores opfattelse, at disse seks dage virkelig var seks naturlige dage, fordi Moses her siger, at Adam og Eva blev skabt på den sjette dag. Denne tekst tillader ikke, at man gør nar af den. Men om rækkefølgen ved skabelsen af mennesket siger han i det følgende kapitel, at Eva blev skabt lidt efter Adam, ikke af jordens muld, sådan som Adam, men af hans ribben, som Gud tog ud af Adams side, mens han sov.
73 Haec omnia sunt temporalia opera, hoc est, quae tempus requirunt, nec simul uno momento facta sunt, sicut illa quoque, quod adducit Deus omne animal ad Adamum, et non invenitur simile ei etc. Haec sunt temporalia et gesta in sexto die, quae breviter per anticipationem Moses hic attingit, et postea explicabit latius.	Alt dette er timelige gerninger, det vil sige, de kræver tid, og blev ikke foretaget på ét øjeblik, sådan som også dette, at Gud førte alle dyrene hen til Adam, og at han ikke fandt nogen, der var ham lig, osv. Dette er timelige begivenheder og de skete på den sjette dag, som Moses her berører kort som en indledning og senere forklarer mere udførligt.
74          Multi doctores hoc quoque putant, Adamum sexto die peccasse, et celebrant sextum diem duplici nomine, quod, sicut Adam sexto die peccavit, ita Christus quoque sexto die passus sit. Haec an vera sint, ipsi viderint. Hoc Moses manifesto dicit, hominem in sexto die creatum, et ei uxorem additam esse.	Mange lærde mener også, at Adam syndede på den sjette dag, og de fejrer den sjette dag med to begrundelser, for, siger de, ligesom Adam syndede på den sjette dag, således led Kristus også på den sjette dag. Om dette er sandt, må de selv se til at finde ud af. Her siger Moses udtrykkeligt, at mennesket blev skabt på den sjette dag og at han fik en hustru.
75 Mihi, sicut infra dicam, similius vero videtur, quod Adam peccaverit septimo die, hoc est in Sabbato, sicut adhuc Sabbatum ecclesiae infestat Satan, cum (E88) docetur verbum, sed ne hoc quidem ex Mose manifesto ostendi potest. Sunt igitur utrinque rationes contra rationes, sicut Caesar Maximilianus solebat dicere. Quare relinquo ista dubia, ita ut sint in uniuscujusque arbitrio.	Som jeg nævner nedenfor, synes det mig mere sandsynligt, at Adam syndede på den syvende dag, det vil sige på sabbaten, sådan som hidtil Satan har gjort kirkens sabbat usikker, når ordet blev forkyndt, men ikke engang det kan sikkert påvises ud fra Moses. Der står altså i begge tilfælde begrundelse mod begrundelse, sådan som kejser Maximilian plejede at sige. Derfor lader jeg dette være tvivlsomt, sådan at det er overladt til enhvers forgodtbefindende.
76           Lyra quoque recitat Iudaicam fabulam, cujus in Platone etiam alicubi fit mentio, hominem principio creatum cum utroque sexu, et postea virtute divina quasi discissum ceu dissectum, sicut dorsi et spinae forma videntur testari. Haec alii obscoenioribus nugis auxere. Sed secundum caput hos nugatores redarguit. Nam hoc si verum est, quomodo constabit, sumpsisse Deum unam de costis Adae, et ex ea aedificasse mulierem? Talmudica haec sunt, et tamen attingenda fuere, ut videamus Diaboli malitiam, qui tam absurda suggerit hominibus.	Lyra citerer også en jødisk fabel, som også nævnes et sted hos Platon, at mennesket blev skabt som dobbeltsexet og bagefter ved den guddommelige kraft blev skåret løs eller skåret fra hinanden, sådan som ryggens og rygradens form synes at bevidne det. Hertil er der andre, der føjer nogle mere obscøne narrestreger. Men det andet kapitel argumenterer imod disse fabulatorer. For hvis det er sandt, hvordan kan det så gå til, at Gud tog ét af Adams ribben og byggede en kvinde deraf? Dette er Talmud-vrøvl, og dog skal det nævnes, for at vi kan se djævelens ondskab, at han bilder menneskene den slags absurde ting ind.
77          Cum hac fabula convenit, quod Aristoteles appellat mulierem virum occasionatum, et alii monstrum dicunt. Sed sint ipsi monstra et monstrorum filii, qui sic calumniantur, et rident creaturam Dei, in qua ipse Deus delectatus est, tanquam in nobilissimo opere, item quam videmus singulari consilio Dei conditam esse. Sed arguunt ista gentilia, quam ratio nihil possit certi de Deo et operibus Dei statuere, sed tantum rationes contra rationes fingit, neque quicquam perfecte aut solide docet.	Desuden hører det med til den fabel, det, som Aristoteles kalder kvinden, der af og til var en mand, og som andre kalder et monstrum. Men de kan selv være monstre og børn af monstre, de, som bagtaler på den måde, og gør nar af Guds skabning, som Gud selv glædede sig over som over det ædleste værk, og som vi også ser blev skabt efter Guds særlige råd. Men de fremfører disse hedenske argumenter, og af den grund kan man intet sikkert sige om Gud og om Guds gerninger, man kan blot opstille begrundelse mod begrundelse, og hverken lære noget fuldkomment eller noget sikkert.
78 Et benedixit.       Hoc de animalibus non dixit, igitur ea hic includit.	Og han velsignede dem.       Dette sagde han ikke om dyrene, derfor er de indesluttede i velsignelsen her.
79 Fructificate.       Hoc est mandatum Dei additum creaturae.  Sed, bone Deus, quid hic nobis per peccatum periit? (E89) Quam enim ille status hominis beatus fuit, in quo generatio sobolis fuit conjuncta cum summa reverentia et sapientia, item cum cognitione Dei! Nunc ita oppressa est caro lepra libidinis, ut corpus in usu generationis plane brutescat, nec possit generare in cognitione Dei.	Bliv frugtbare.        Dette er Guds bud, som bliver føjet til skabelsen. Men gode Gud, hvad gik ikke til grunde for os ved synden! For hvor smuk var menneskets status ikke, hvor avlingen af børn var sammenknyttet med den største ærbødighed og visdom og med gudserkendelse! Men nu, hvor kødet i den grad er underlagt vellystens spedalskhed, at legemet, når avlingen finder sted, bliver helt dyrisk, nu kan kødet ikke avle i erkendelse af Gud.
80           Mansit igitur generatio in humana natura, sed valde infirmata, imo plane oppressa lepra illa libidinis, ut paulo quam brutorum generatio sit moderatior. Huc accedunt pericula gestationis et partus, difficultas alendae prolis et alia infinita mala, quae omnia nos de magnitudine peccati originis docent.	Altså forplantningen forbliver i den menneskelige natur, men den er meget svag, ja helt undertrykt af denne vellystens spedalskhed, så forplantningen ikke er meget mere mådeholden end dyrenes forplantning. Hertil kommer farerne ved svangerskabet og ved fødslen, vanskelighederne ved at opfostre børn og uendelig mange andre onder, som altsammen lærer os om arvesyndens mægtighed.
81 Ergo benedictio, quae in natura adhuc restat, quasi maledicta et humiliata est benedictio, si ad illam primam conferas, et tamen Deus eam condidit et conservat. Quare agnoscamus cum gratiarum actione illam quasi deformatam benedictionem, et inevitabilem carnis lepram, quae mera inobedientia est et foeditas annexa corporibus et animis, sentiamus esse peccati poenam. Exspectemus autem in spe mortem hujus carnis, ut liberemur ab his foeditatibus, et restituamur etiam supra illam primam Adae creationem.	Derfor er den velsignelse, som endnu er tilbage i vor natur, som en forbandet og ydmyget velsignelse, hvis man sammenligner den med den første velsignelse, og dog har Gud skabt den og opretholdt den. Derfor skal vi med taknemlighed erkende denne næsten ødelagte velsignelse og føle, at den uundgåelige kødets spedalskhed, som snarere er ulydighed og væmmelse, knyttet til kroppene og sjælene, vi skal føle, at den er syndens straf. Men vi forventer i håbet dette køds død, så vi kan befries fra disse væmmelige ting og genindtræde i et stade, der endog ligger over denne første skabelse af Adam.
82 Et dominamini piscibus maris.         Quis in ista prima creatione et integritate fuisset jumentorum, piscium et aliorum animalium usus, statuere liquido non possumus; adeo sumus obruti ignorantia Dei et creaturae. Hoc nunc videmus, nos vesci carnibus, leguminibus etc. Haec nisi in hoc usu essent, nesciremus, cur essent condita; nullum enim alium videmus aut habemus harum creaturarum usum.	Og hersk over havets fisk.         Vi kan ikke tydeligt fastslå, hvilken brug der i denne første skabelse, hvor skabningen var intakt, var for trækdyr, fisk og andre dyr; i den grad er vi nedsænket i uvidenhed om Gud og om skabningen. Nu ser vi, at vi spiser kød, bønner, osv. Hvis dette ikke havde været i denne brug, ville vi ikke vide, hvorfor det var skabt; men vi kan ikke se nogen anden brug af disse skabninger, og har heller ikke nogen anden brug af dem.
83 Sed Adae praeter victum, quem ex aliis et longe nobilioribus fructibus habuisset, non fuisset talis (E90) creaturarum usus, qualis hodie est; non enim vestitu, non pecunia indiguit, cui omnia subjecta essent; nec erat avaritia in ejus posteritate futura, sed praeter victum tantum ad admirationem Dei et voluptatem sanctam, nobis in hac naturae corruptione ignotam, creaturis usuri erant, ubi contra hodie et omnibus temporibus fere omnes creaturae vix satis sunt ad hominem alendum et  juvandum. Quare, quid hoc dominium fuerit, non possumus ne cogitare quidem.	Men udover den mad, som Adam havde af andre og langt ædlere frugter, brugte han ikke skabningerne på den måde, som vi gør i dag; han behøvede nemlig ikke klæder eller penge, for alt var ham underlagt; ejheller var der begær efter hans kommende fremtid, men udover maden brugte han kun skabningerne til at beundre Gud og til den hellige lyst, som vi, der lever i denne fordærvede natur, er uvidende om, hvor jo i dag og til alle tider alle skabninger knap nok slår til til at nære og hjælpe mennesket. Derfor, hvad dette herredømme var, kan vi ikke engang gøre os forestillinger om.
84 Dixitque Deus: Ecce dedi vobis omnem herbam afferentem semen etc.        Hic vides, quantam curam Deus suscipiat pro homine create. Primum condidit terram ceu domum, in qua viveret: deinde alia, quae necessaria judicabat ad vitam, ordinavit: tandem condito homini dedit donum generatione: nunc etiam cibum dat, ne quid ad vitam facillime degendam desit. Credo autem, si in ista innocentia mansisset Adam, pueros statim a partu procursuros fuisse ad illas voluptates fruendas, quas prima creatura attulit. Sed frustra commemoramus haec, quae neque cogitatione attingi possunt, et irrecuperabilia sunt in hac vita.	Og Gud sagde: Se, jeg giver jer alle urter, der bærer frø, osv.        Her ser du, hvor stor en omsorg Gud har for det menneske, han har skabt. Først skabte han jorden eller huset, hvori han skulle leve; dernæst forordnede han væksten, som han befalede nødvendigt til livet; endelig, da mennesket var skabt, gav han ham forplantningens gave; og nu giver han ham også føde, at han ikke skal mangle noget, der let kan opretholde livet. Men jeg tror, at hvis Adam var forblevet i denne uskyldighed, ville hans børn straks de var født kunne nyde disse lyster, som knyttede sig til den første skabelse. Men det er forgæves, vi nævner det, som ikke kan fattes med forståelsen, og ikke kan generobres i dette liv.
85 Et universa ligna.        Videtur Moses facere differentiam seminum et virescentis herbae, forte quod haec bestiarum, illa hominis usui servitura erant. Nam hoc mihi non est dubium, quin semina, quibus hodie ad victum utimur, longe fuerint praestantiora quam nunc. Deinde, quod Adam carnes, quibus nos nihil habemus lautius, tanquam minus suavem cibum, non fuerit prae aliorum fructuum terra natorum suavitate gustaturus. (E91) Ex quorum fructuum usu non leprosa illa pinguedo, sed corporis pulchritude et sanitas proventura erat, et sana humorum temperatura.	Og alle træer.       Moses synes at skelne mellem frøene og de grønne urter, måske fordi det ene skal tjene til dyrenes, det andet til menneskenes brug. For det er jeg ikke i tvivl om, at frøene, som vi idag bruger til føde, var langt prægtigere end nu. Endvidere, at kødretterne, som vi regner for det bedste, for Adam var som et mindre godt måltid, og ikke ville have smagt ham bedre end sødheden ved alle de andre frugter, som jorden bar. Ved at bruge disse frugter fremkom der ikke denne spedalske fedme, men en legemets skønhed og sundhed, og en sund afvejning af legemsvæskerne.
86          Nunc carnes non sufficiunt, non sufficiunt legumina, non frumenta, et saepius incommodiore victu valetudinis pericula incurrimus. Taceo illa plus quam pecuina peccata in immoderate usu cibi et potus, quae quotidie ingravescunt. Ergo manifesta maledictio est, quae propter peccatum secuta est. Nam etiam maledictas et noxias bestiolas ex terra, propter peccatum hominis maledicta, primum enata esse, verisimile est.	Nu kan vi ikke få kødretter nok, ikke få bønner nok, ikke få korn nok, og ofte pådrager vi os farer for vort helbred ved upassende kost. Jeg nævner her ikke den synd, som ikke kun kvægbønderne har, at de spiser og drikker umådeholdent; den synd er taget til i vore dage. Altså er det tydeligt, at der på grund af synden er kommet en forbandelse over os. For det er sandsynligt, at også de forbandede og skadelige smådyr først er født ud af jorden, da den blev forbandet på grund af menneskets synd.
87           Sed hic quaestio incidit, quomodo conveniat, quod Adae omnia ligna agri fruenda conceduntur, et tamen postea singularis terrae pars, quam Paradisum vocat, ei colenda tribuitur? Item quaeritur, an Paradisus vocetur tota terra? etc. Sed haec differemus in secundum caput.	Men her opstår det spørgsmål, hvordan det kan være, at det blev tilladt Adam at nyde alle markens træer, og der så bagefter blev tildelt ham den særlige del af jorden, som kaldes Paradis, at dyrke. Ligeledes spørger man om, hvorvidt det er hele jorden, der kaldes Paradis, osv. Men det vil vi behandle i det andet kapitel.
88 Viditque Deus cuncta, quae fecerat, et erant valde bona. Factumque  est vespere et mane dies sextus.        Postquam absolvit Deus opera, loquitur more fatigati, quasi dicat: Ecce omnia optime paravi: coelum paravi ceu tectum; pavimentum terra est; possessio et opes sunt animalia cum omni apparatu terrae, maris et aëris, cibus, semina, radices, herbae.	Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og det var såre godt. Og det blev aften og det blev morgen, sjette dag.        Efter at Gud havde afsluttet sit værk, taler han som én, der er træt, som ville han sige: Se, jeg har ordnet alt på bedste måde. Himlen har jeg ordnet som et tag; jorden er gulv; ejendommen og rigdommen er dyrene med al jordens, havets og luftens indretning, føde, frø, rodfrugter, urter.
89 Ipse autem dominus horum homo est conditus, ut habeat cognitionem Dei et usum creaturarum, quem volet pro suo arbitrio, cum summa securitate, justitia, sapientia. Nihil deest: omnia sunt abundantissime creata, ad animalem vitam; igitur agam Sabbatum, etc. (E92)	Men selv blev mennesket skabt som herre over alt dette, at han skulle få erkendelse af Gud og bruge skabningen, hvilken del han ville efter sit forgodtbefindende, med største vished, retfærdighed og visdom. Intet manglede; alt er skabt i overflod til det dyriske liv; så nu kan jeg holde sabbat, osv.
90          Haec bona maxima ex parte omnia amissa sunt per peccatum, et sumus hodie ceu cadaver quoddam illius primi hominis, qui vix umbram istius regni retinemus. An non eum dicemus omnia amisisse, qui ex immortali factus est mortalis, ex justo peccator, ex accepto et grato homine homo damnatus? Quia jam homo est mortalis et peccator. Si autem haec non exsuscitant nos ad spem et exspectationem venturi diei et futurae vitae, nihil est, quod nos possit excitare. Haec pro explicatione primi capitis sufficiant. In sequenti docebit de opere sexti diei, quomodo homo sit conditus.	Disse højst gode ting har vi tildels mistet ved synden, og vi er i dag som et lig af dette første menneske, som knap nok har beholdt skyggen af dette herredømme. Mon ikke vi ville sige, at det menneske har mistet alt, som fra at være udødelig blev gjort dødelig, fra at være retfærdig blev synder, fra at være et godkendt og yndet menneske blev et fordømt menneske? Men sådan er jo mennesket nu dødelig og synder. Men hvis dette ikke kan opvække os til håb og forventning om en kommende dag og de fremtidige liv, så er der ingenting, som kan opvække os. Lad dette være nok som udlægning af det første kapitel. I det følgende kapitel vil han lære om den sjette dags gerninger, hvordan mennesket blev skabt.

Noter: