Indhold:

Tilbage til oversigten!
 
 

1   C Opus quarti diei	c
2   I       Audivimus	c
3 N        Quaeritur	c
4  I        Alii	c
5        SFacit autem	c
6  Nam sunt	c
7        ZAstronimi	c
8  D      Augustinus	c
9         ZQuae	c
10 SQuod igitur	c
11   Et sint in signa et tempora et dies et annos.        Quod addit Moses, et dicit: "Ut dividant diem et noctem", significat discrimen etiam apud astronomos celebre diei naturalis et artificalis. Supra enim dixit: "Factum est vespere et mane dies unus"; ibi loquitur de die naturali, qui constat horis viginti quatuor, quibus circumvolvitur primum mobile ab oriente in occidentem. Hic cum dicit: "Ut dividant diem et noctem", loquitur de die artificiali, quo sol est supra horizontem.	Og de skal være til tegn og tider og til dage og år.          Når Moses føjer til: "Så at de gør skel imellem dag og nat", så betegner han et skel, som også findes hos astronomerne, et skel, nemlig, mellem naturlige og kunstige dage. Ovenfor sagde han nemlig: "Det blev aften og det blev morgen, første dag"; her taler ham om den naturlige dag, som består af 24 timer, hvorigennem gennemrulles den første bevægelse fra orienten til occidenten. Når han imidlertid her siger: "til at gøre skel mellem dag og nat", taler ham om den kunstige dag, hvor solen er over horisonten.
12         Igitur hoc primum est officium solis et lunae, ut sint ceu reges et praefecti noctis et diei. Ad hoc opus non adhibentur stellae. Sed sol, cum oritur, etiam sine aliis stellis tum orientibus diem affert. Sic luna etiam sine stellis noctis dux est, et noctem facit; sic enim est divinitus condita. Quod autem vices sunt noctis et diei, fit propter corpora quiete reficienda. Sol enim lucet ad faciendum opus; luna obscurum lumen habet, ideo somno aptior est quam operi.	Det er da solens og månens primære opgave, at de skal være en slags konger eller herskere over natten og dagen. Til det brug anvendes stjernerne ikke. Men solen, når den går på sin bane, medfører også dag uden at andre stjerner står op. Og således er også månen uden stjernerne nattens hersker og bevirker nattens komme. Men omskiftelsen mellem nat og dag sker på grund af, at legemerne i rolighed kan oplades. Solen lyser nemlig, så man kan arbejde; månens lys er mørkere, og derfor bedre egnet til søvn end til arbejde.
13        Sed quid est, quod dicit: "Ut sint in signa"? Lyra exponit, esse signa pluviarum et tempestatum, (54) id quod non valde pugno, quanquam etiam dubito, an ita certo praesignificare ista possint, sicut Virgilius et alii scribunt. Evangelium notas pluvarum facit auroram rubentem, e contra serenitatis serenum vesperum. Quod igitur dicunt, Pleiadum ortum significare pluvias, et similia, neque revello anxie, neque simpliciter confirmo, quod videam, non usquequaque certa esse.	Men hvad betyder det, at han siger: "At de skal være til tegn"? Lyra forklarer, at de skal være til tegn på regn og uvejr, hvilket jeg ikke vil bekæmpe særlig meget, omendskønt jeg er i tvivl om, hvorvidt disse forud kan betegne det sikkert, sådan som Virgilius og andre skriver. Evangeliet mener, at regnen bevirker den røde morgen, og modsat, at klart vejr fremkalder en klar aften. Hvad de derfor siger, at Pleiadernes sted betyder regn, og andet sådant, vil jeg hverken rive fra hinanden eller simpelthen bekræfte, fordi jeg synes, at ingen af delene er sikre.
14         Hujus autem loci hanc simplicissimam sententiam esse duco, quod non loquatur de talibus signis leverioribus, sed de signis poterioribus, qualia sunt ecclipsium et magnarum conjunctionum, ut signum sit idem, quod monstrum, portentum aut miraculum aliquod, quo Deus vel iram vel miseriam mundo significat. Quodsi hoc crassus videtur, meminerimus, Mosen rudi populo scripsisse.	Men dette sted vil jeg nu tage i den såre simple betydning, at han ikke taler om sådanne lette tegn, men om de magtfulde tegn, såsom formørkelser og store konjunktioner, eftersom tegn er det samme som et eller andet bevis, varsel, mirakel, hvorved Gud viser verden enten sin vrede eller sin barmhjertighed. Endskønt det synes groft, skal vi dog huske på, at Moses skrev for rå folk.
15          Huc pertinent meteora et impressiones, quae fiunt en aëre, cum videntur stellae cadere, cum halones, cum irides, et his similia in aëre fiunt etc. Moses enim vocat coelum totam illam aqueam massam, in qua astra et planetae feruntur, etiam illam supremam aëris regionem. Nam illa sphaerarum ratio excogita est a posterioribus ad docendum.	Her hører meteorerne hjemme, og det samme gør de indtrængninger, som sker i luften, når vi ser en stjerne falde, når der opstår haloner, regnbuer osv. Moses kalder nemlig hele denne vandmasse for himlen, den masse, hvori stjernerne og planeterne befinder sig, også den del, der er ovenover luften. For at erkende disse sfærers betydning er forbeholdt eftertiden.
16  Scriptura enim eas nescit, et simpliciter lunam cum sole et stellis non in singulis sphaeris, sed in firmamento coeli (infra et supra quod coelum aquae sunt) dicit positas, ut essent signa futurorum eventuum, sicut experientia de ecclipsibus, magnis conjunctionibus et aliis quibusdam meteoris docet.	Skriften kender nemlig ikke til dem, og siger simpelthen, at månen og solen og stjernerne ikke befinder sig i hver sin sfære, men på firmamentet (nedenunder og ovenover, hvad der er vandhimlen), for at de kan være tegn på fremtidige begivenheder, sådan som erfaringer af formørkelser, større konjunktioner og andre meteorer lærer os det.
17         Sed observanda etiam est vox: "In tempora", "lemoadim". Significat enim "moed", statum, fixum, et certum tempus, hinc commune nomen in bibliis est tabernaculo foederis, quod istic certae festivitates in (55) certo loco, certo tempore, et certis ritibus fierent.	Men her må man lægge mærke til det ord: "deres tider". Det hebræiske grundord betyder nemlig aftalt, fastsat, en sikker tid; med dette almindelige ord beskæmmer du i bibelen tabernaklet, fordi de der afholder bestemte festligheder på et bestemt sted, til en bestemt tid, med bestemte ritualer.
18  Ad hunc modum dicit, solem et lunam esse in tempora,  non ideo solum, quod tempora reguntur, et notabiliter a sole mutantur (sicut videmus, corpora inferiora solis vel accessu vel recessu mutari; alia enim in hieme, alia in aestate, alia in autumno alia in vere qualitas est aëris, ad quam nostra quoque corpora mutantur), sed quod alias quoque differentias et notas temporum in civili vita usurpamus, sumptas a motu istorum corporum.	På den måde siger han, at solen og månen er "til fastsættelse af tider", ikke blot fordi de regerer tiderne, og disse bevisligt forandres af solen (sådan som vi ser, at de lavere legemer forandres ved solens tiltagen og aftagen; nogle hører nemlig hjemme i vinteren, andre i foråret, andre i efteråret, andre i selve kvaliteten luften, hvorigennem også vore legemer forandrer sig), men fordi vi også anvender nogle forandringer og bestemmelser hos tiden i vort kulturelle liv, som vi fastsætte fra disse legemers bevægelser.
19  Sic certo tempore anni locantur aedes, conducuntur operae serviles, exiguntur reditus etc. Haec omnia sunt ministeria, quae sol et luna nobis praebent, ut sic partiamur tempora secundum operas et alias commoditates. Sic septenas, menses, angarias, ut vocant, numeramus etc.	Således bruger de bestemte tider på året til at bygge huse, til at udføre tjenester, til at opkræve indtægt, osv. Alt dette er tjenester, som solen og månen yder os, at vi således kan opdele tiden efter vort arbejde og andre forehavender. Således med hensyn til uger, måneder, årstider, som de kalder det, dem sætter vi tal på, osv.
20        Quod sequitur: "Et in dies", significant naturalem diem, cum sol fertur circum terram. Quod igitur dies numeramus, item annos, beneficia sunt creationis et ordinationis divinae. Hinc autem venit etiam tempus, quod philosophi definiunt esse numerationem motus; non enim posset numerus iste iniri, si non moverentur ita certa lege superiora corpora, sed starent eodem loco fixa; ubi autem nullus est numerus, ibi nec tempus est.	Når der så derefter står: "og i dage", så betyder det den naturlige dag, hvor solen går rundt om jorden. Det forhold nemlig, at vi kan optælle dagene og årene, er en velsignelse ved den guddommelige skabelse og ordning. Herfra kommer også tiden, som filosofferne definerer som en optællen af bevægelse; for denne optællen kunne nemlig ikke begynde, hvis de øverste legemer ikke bevægede sig ifølge bestemte love, men stod stille på det samme sted; og hvor der ikke er nogen optællen, er der heller ingen tid.
21  Sic aliquis somno oppressus, quia numeratio desiit, nescit, quamdiu dormiat. Sic nos recognitamus infantiam aliquo modo, sed hoc nescimus, suxisse nos ubera matrum, cum tamen tum habuerimus vitam. Ratio est, quia numeratio defuit. Hinc etiam fit, quod bestiae tempus non norunt, sicut nec infantes id norunt. Ergo numerus ostendit, hominem esse singularem creaturam Dei, sicut Augustinum videmus libenter hoc naturae nostrae donum praedicare, et ex eo probare animorum (56) immortalitatem, si quidem solus homo tempus numerat et intelligit.	Sådan véd en, der er søvndrukken, ikke, hvor lang tid han har sovet; han mangler optællingen. Sådan husker vi jo på en måde vores barndom, men det véd vi ikke, hvornår vi kom ud af moders liv, selv om vi dog havde livet dengang. Forklaringen er, at vi manglede optællingen. Heraf kommer det endvidere, at dyrene ikke kender tiden, sådan som børnene ikke kender den. Ergo viser optællingen os, at mennesket er en særlig Guds skabning, sådan som Augustin synes os kraftigt at prædike denne vor natur som en gave, hvorigennem han vil bevise sjælenes udødelighed, hvis nemlig blot et eneste menneske optalte og forstod tiden.
22        De futura vita hic quaerunt, an haec corporum coelestium ministeria cessatura sint? Sed ea erit sine tempore; pii enim aeternum diem, impii aeternam habituri sunt noctem et tenebras etc. Ergo sol non tantum claritate et luce sua diem facit, sed motu, quo movetur ab oriente in occidentem, dum iterum post horas viginti quattuor oritur, sicque alium diem facit.	Om det fremtidige liv spørger de, om disse himmelske legemers opgaver så vil ophøre. Men dette liv er uden tid; de fromme vil nemlig leve i en evig dag, de fortabte i en evig nat og evigt mørke osv. Ergo er det slet ikke sådan, at solen skaber dagen ved sin klarhed eller sit lys, men derimod ved sin bevægelse, fordi den bevæger sig fra orienten til occidenten, mens den igen efter fireogtyve timers forløb står op og således skaber en ny dag.
23 Hinc astronomi quoque tres solis numerat utilitates, influentiam, motum et lumen. De influentia non disputo subtilius; nam mihi satis est, scire, quod ista corpora sint nobis ad nostrum usum condita, ut sint nobis in signa sive irae, sive gratiae, et in tempora, ut discrimina temporum certa observemus etc. Haec quia sacris literis prodita sunt, certa sunt. Reliqua, etsi experientia nituntur, tamen, quia ea interdum fallit, non sunt tam certa.	Her opregner astronomerne hele tre gavnlige virkninger af solen: indflydelsen, bevægelsen og lyset. Om indflydelsen vil jeg ikke tale særlig grundigt; for det er nok for mig at vide, at disse himmellegemer er anbragt der til vort brug, at de skal være os til tegn, enten på Guds vrede eller på hans barmhjertighed, og at de er sat til tider, så vi sikkert kan iagttage de forskellige tider. Dette er sikkert, for det er fremdraget af den hellige skrift. Det øvrige, skønt det understøttes af erfaring, som dog af og til fejler, er ikke så sikkert.
24        Sed hic quaeri solet de astrologicis praedictionibus, quas ex hoc loco confirmant et probant. Ego, si quis eas defendat minus pertinaciter, non valde repugno. Oportet enim ingeniis suos lusus concedi. Igitur si superstitionem tollas, non valde offendit me, si quis ingenii causa istis praedictionibus ludat. Quod tamen ad rem attinet, mihi nunquam persuadebitur, astrologiam inter scientias numerandam esse; sequar autem hanc rationem, quod nullam plane demonstrationem habet. Nam quod allegant experientiam, nihil me movet.	Men her plejer man at behandle de astrologiske forudsigelser, som de bekræfter og beviser ud fra dette sted. Og jeg vil da ikke sætte mig gevaldigt imod det, hvis nogen forsvarer dem mindre voldsomt. Man bør nemlig tillade disse skarpsindige deres leg. Derfor, hvis du fjerner overtroen, støder det mig ikke særligt, hvis nogen for skarpsindighedens skyld gør nar af disse forudsigelser (?). Hvad imidlertid sagen angår, så vil jeg nok ikke kunne overbevises om, at astrologien bør regnes med til videnskaberne; det skal den ikke af den grund, at den fuldstændig mangler demonstrationen. For hvad angår dens eksperimenter, rører det mig ikke.
25 Omnes enim astrologicae experimentiae sunt mere particulares. Nam istas tantum artifices notarunt et retulerunt in literas, quae non fefellerunt; reliquas experientias, ubi falsi sunt, nec secuti sunt effectus, quos praedixerunt certe futuros, (57) non notarunt.	Alle de astrologiske eksperimenter er nemlig kun delvise. For de noterer kun og fører til bogs de kunstigheder, som ikke slår fejl; de øvrige eksperimenter, hvor de er falske, eller hvor de ikke er blevet fuldbyrdet, gør de ikke opmærksom på.
26 Sicut autem Aristoteles dicit, unam hirundinem non facere ver, ita ego ex talibus particularibus observarionibus non puto scientiam constitui. Sicut enim venatorum dictum est, quotidie secundas venationes esse, idem plane de astrologis et eorum praedictionibus dici potest, quis saepissime fallunt.	Sådan som Aristoteles siger, at én svale gør ingen sommer, sådan vil jeg mene, at man ikke kan lave videnskab på den slags delvise observationer. Sådan som nemlig jægerne siger, at man vel hver dag kan holde jagt, men ikke hver dag have en gunstig jagt, nøjagtig det samme kan siges om astrologerne og deres forudsigelser, som meget ofte slår fejl.
27         Sed etiam, si quid certi haberent ista, quae stultitia esse, valde de futuris esse anxium? Nam fac, futura posse sciri per astrologicas praedictionibus, si mala sunt, profecto multis modis eorum ignorantio melior est, quam scientia, sicut Cicero quoque disputat, et praestat esse semper in timore Dei, ac orare, quam discruciari metu futurorum eventuum. Sed haec alias.	Men videre, hvis de er så sikre på den slags ting, hvilken tåbelighed er det da ikke at være bange for fremtiden? For sæt, at fremtiden kan vides igennem astrologernes forudsigelser, hvis de er dårlige, så er sandelig uvidenhed om dem bedre end viden, sådan som også Cicero fremhæver og viser, at man skal foretrække at være i gudsfrygt og bøn, fremfor at plage sig med frygt for kommende begivenheder. Men det er noget andet.
28          Quare existimo, astrologicas praedictiones non satis tuto hoc in loco fundari; sunt enim signa rationalia, ut sic vocem, hoc est, per rationem collecta. Magis autem proprium est, si intelligamus Mosen de signis, quae Deus ostendit, ut homines in genere vel admoneantur vel terreantur.	Derfor mener jeg, at de astrologiske forudsigelser ikke er tilstrækkeligt funderet, hvis de vil bygges på dette sted; tegnene her er nemlig rationelle tegn, hvis jeg må kalde dem sådan, det vil sige, de kan forstås med fornuften. Det er da også meget bedre, hvis vi kan forstå Moses om de tegn, Gud har åbenbaret, så at vi enten advarer eller forskrækker menneskene i al almindelighed.
29         Atque haec de quarto die satis sint. Hic autem incipit se aperire et nobis ostendere immortalitatis animorum, si quidem nulla creatura praeter hominem aut intelligere coeli motum, aut metiri corpora coelestia potest. Sus, vacca et canis aquam, quam bibunt, non possunt metiri, et homo coelum et omnia coeli corpora metitur.	Og dette må være nok om den fjerde dag. Men her begynder at åbne sig og vise sig for os sjælenes udødelighed, fordi nemlig ingen skabning udover mennesket kan enten forstå himlens bevægelser eller udmåle de himmelske legemer. Svinene, kvæget og hundene kan ikke måle det vand, som de drikker, men mennesket kan måle himlen og alle dens legemer.
30 Quare hic emicat scintilla aeternae vitae, quod homo naturaliter exercetur in illa naturae cognitione. Significat enim cura illa, homines non eo conditos, ut in hac infirma orbis parte semper vivant, sed ut coelum possideant, quod in hac vita admirantur, et occupantur studio et cura coelestium rerum.	Derfor springer her frem en gnist af det evige liv, fordi mennesket ifølge sin natur kan udøve denne naturens erkendelse. Det  betyder nemlig denne omsorg, at menneskene ikke er skabt dertil, at de for altid skal leve i disse lave egne, men til at de skal eje himlen, hvilken de kan beundre i dette liv, så de optages af lyst til og omsorg for de himmelske ting.

31          Et nisi hoc esset, quid profuisset, aut quid omnino fuisset opus, hanc cognitionem tam opulenter homini dari, quem ipse corporis status et forma arguit pertinere ad coelestia, quanquam ejus origo valde est misera et humilis. Primus homo ex gleba factus est a Deo, deinde propagari coepit genus humanum ex semine masculi et feminae.	Og hvis ikke dette skulle være, hvad der gavnede, eller hvad der i det hele taget var brug for, så blev denne erkendelse med så meget større rigdom givet mennesket, hvem selve legemets statur og form viser, at det hører til det himmelske, omendskønt hans oprindelse er meget elendig og ydmyg. Først blev mennesket skabt af en jordklump af Gud, dernæst begynder menneskeslægten at formere sig af mandlig og kvindelig sæd.
32 Inde paulatim in utero formatur embryo per singula membra, et crescit, donec tandem per partum ad hoc coeli lumen producatur; postea sensitiva vita, mox operative et motiva incipit.	Dernæst formes fosteret en kort tid i livmoderen med hvert enkelt lem, og det vokser, indtil det endelig gennem fødslen kan frembringes til det himmelske lys; bagefter begynder det følende liv, snart efter det bevægende og det handlende.
33        Tandem, cum confirmatum est corpus, et animus ac ratio in sano corpore viget, tum primum emicat illa vita intellectus, quae in aliis creaturis terrestribus non est, ut mathematicarum disciplinarum adminiculo, quas divinitus ostensas esse nemo potest negare, homo ex terra in altum animo subvolet, et omissis, quae in terra sunt, coelestia curet et investiget.	Endelig, når kroppen er færdig, og sjælen og fornuften blomstrer i et sundt legeme, da først slår dette fornuftens liv ud i lys lue, det, som ikke findes i andre jordiske skabninger, hvilket jeg støtter på de matematiske discipliner, og ingen kan vel nægte, at disse påviser guddommeligheden, at altså menneske fra jorden flyver op under det høje med sin sjæl, udelader det jordiske og søger og undersøger det himmelske.
34 Hoc non vaccae, non sues, non aliae bestiae faciunt; solus homo facit. Ergo est homo creatura condita, ut, relicta aliquando terra, coelestia habitet, et aeternam vivat vitam. Hoc enim est, quod non solum loqui et judicare possit (quae ad dialecticam et rhetoricam pertinent), sed quod etiam mathemata omnia perdiscit.	Dette gør kvæget eller svinene eller nogen anden skabning ikke; alene mennesket gør det. Ergo er mennesket skabt dertil, at det på en måde forlader jorden, tager bolig i himlen, og lever det evige liv. Herigennem er det nemlig, at han ikke blot kan tale om og bedømme det (det, der hører tænkningen og argumentationen til), men også lære grundigt om alle de matematiske materier.
35        Igitur nunc ab hoc quarto die incipit manifestari gloria nostra, quod Deus de tali creatura cogitat facienda, quae intelligat motus istorum corporum, quae quarto die creantur, et quae illa cognitione delectetur, tanquam quae propria sit suae naturae.	Nu, her fra den fjerde dag, begynder vor ære at manifestere sig, den ære, at Gud tænkte på at skabe sådanne skabninger, som kunne forstå disse legemers bevægelse, som han skabte den fjerde dag, og som kunne glæde sig over denne erkendelse, hvor egenartet deres natur end var.
36 Debent autem nos haec excitare ad gratiarum actionem, quod tanquam cives pertineamus ad illam patriam, quam nunc adspicimus, miramur et intelligimus. Sed (59) tanquam peregrini et exsules, quoniam post hanc vitam proprius ea adspicimus, et perfecte intelligimus.	For disse ting bør opvække os til taknemlig handlen, at vi har hjemme som borgere i et sådant fædreland, som vi nu kan se frem til, beundre og forstå. Men skønt vi er som pilgrimme og landsforviste, så skal vi dog selv efter dette liv se det og helt ud forstå det.
37        Atque hactenus de creaturis non viventibus, nec sentientibus audivimus. Quanquam quidam ex philosophis de stellis et superioribus corporibus ita locuti sunt, ac si essent animata et rationalia. Sed existimo, id factum propter motum rationalem et tam certum, cujus simile nihil est in reliquis naturis. Dixerunt igitur, composita esse excorpore et intellectu, et tamen corpus ipsorum non esse elementale. Ac Plato in Timaeo ad hunc modum disputat.	Men hidtil har vi kun hørt om de ikke levende og ikke om de følende skabninger. Af den grund er der nogle af filosofferne, der om stjernerne og de overordnede legemer taler, som om de var levende og fornuftbevægede. Men jeg mener, at det er noget, de gør på grund af den fornuftige og ganske sikre bevægelse, som der ikke findes magen til i den øvrige natur. De siger altså, at det sammensatte er ulegemligt og fornuftigt, og dog er disses legeme ikke usammensat. Også Platon  taler sådan i Timæus.
38        Sed haec sententia plane est explodenda, et accommodandus intellectus noster ad verbum Dei, et ad scripturam sanctam, quae clare docet, Deum ista omnia condidisse, ut futuro homini pararet ceu domum et hospitium, ac gubernari et conservari ista virtute verbi, quo sunt condita.	Men denne opfattelse skal simpelthen forkastes, og vor forstand skal bøje sig ind under Guds ord og den hellige skrift, som klart lærer, at Gud har skabt alt dette, for i fremtiden at berede mennesket et slags hjem eller værested, og at han styrer og opholder dette i kraft af ordet, hvorved det er skabt.
39 Ideo tandem omnibus paratis, quae ad substantiam domus pertinent, introducitur homo, ceu in possessionem suam, ut discamus divinam providentiam pro nobis majorem esse omni nostra sollicitudine et cura. Alia, quae sine auctoritate scriptura afferentur, repudianda sunt.	Da således omsider alt var parat, alt, hvad der hører til et hjems indretning, da først blev mennesket ført ind på arenaen, eller ført ind til sin ejendom, for at vi skal lære, at det guddommelige forsyn for os er større end al vor ængstelse og bekymring. De andre ting, som de fører frem uden skriftens autoritet, skal vi opgive.
40         Sed hic repetendum duxi praeceptum, quod supra aliquoties proposui, quod scilicet assuescendum etiam est ad phrasin Spiritus sancti, sicut etiam in aliis artibus nemo feliciter versabitur, nisi prius recte cognitio genere sermonis. Sic jureconsulti suos habent terminos, ignotos medico et philosophis. Contra hi quoque habent suam quandam quasi linguam, ignotam aliis professionibus. Iam non debet ars artem impedire, sed unaquaeque debet retinere suum quasi cursum, et uti suis terminis.	Men på dette sted vil jeg igen fremføre en forholdsregel, som jeg nævnte for lidt siden, nemlig den, at vi skal vænne os til også at omtale Helligånden, således som også i andre videnskaber ingen kan klare sig godt, hvis han ikke først rigtigt erkender, hvilken slags ord han skal bruge. Således har juristerne deres terminologi, som ikke tager hensyn til lægernes og filosoffernes. Disse har på deres side næsten deres eget sprog, som ikke tager hensyn til andre professioner. Dog bør den ene videnskab ikke lægge hindringer i vejen for den anden, men hver for sig bør holde sig til sit løb og bruge sine termini.
41         Ad hunc modum igitur videmus Spiritus sanctum (60) suam habere linguam et phrasin, nempe, quod Deus dicendo creaverit omnia, et per verbum operatus est, et omnia ejus opera sunt verba quaedam Dei, per verbum increatum creata. Sicut igitur philosophus suis terminis utitur, ita etiam Spiritus sanctus utitur suis.	På den måde ser vi, at Helligånden har sit sprog og sine udtryk, nemlig, at Gud skabte alt ved at tale, at han handler igennem ordet, og at al hans gerning er en slags Guds ord, som er skabt gennem det uskabte ord. Således som da filosoffen bruger sine udtryk, således bruger også Helligånden sine.
42 Quod igitur astronomus sphaeras, auges, epicyclos appellat, recte facit; licet enim id in sua professione, ut commodius alios doceat. E contra Spiritus sanctus et scriptura sacra illas appellationes nesciunt, et totum hoc, quod supra nos est, vocant coelum. Nec debet id reprehendi ab astronomo, sed uterque loquatur suis terminis.	Så fordi astronomen taler om sfærer, forøgelser, epicycler, handler han ret; han lader det nemlig være indenfor sit fag, så han bedre kan undervise andre. Ganske vist kender Helligånden og den hellige skrift ikke disse udtryk, og kalder blot alt det, der er over os, for himmel. Dog bør dette ikke bebrejdes astronomen, men hver for sig skal tale med sine termer.
43        Sic etiam accipiendum est vocabulum temporis in hoc loco. Neque enim Ebraeo et philosopho idem est tempus, sed vocabulum temporis Ebraeis significat theologice statuta festa, item intervalla dierum, quae in annum concurrent. Quare fere ubique redditur per nomen festum seu festivitas, nisi cum de tabernaculo dicitur.	Således skal man også forstå tidsordene på dette sted. For tiden er nemlig ikke det samme for hebræerne som for filosofferne, men tidsordene betyder på hebræisk en fastsat teologisk fest, ligeledes et dagsinterval, som løber sammen i et år. Derfor kan det næsten overalt gengives ved ordet fest eller festivitas, undtagen når der tales om tabernaklet.
44 Hoc admonendum duxi, priusquam pergeremus, et puto, non inutile esse praeceptum, ut unaquaeque ars utatur suis terminis, neque alia aliam ideo damnet aut rideat, sed juvet potius alia aliam, et praebant mutuas operas, sicut artifices faciunt, ut conservetur tota civitas, quae (sicut Aristoteles inquit) non potest constitui ex medico et medico, sed ex medico et agricola.	Jeg fører dette frem som en advarsel, førend vi går videre, og jeg mener, det ikke er en ubrugelig forholdsregel, at hver videnskab bruger sine termer, så den ene ikke fordømmer eller gør grin med den anden, men de snarere hjælper hinanden, og yder hinanden hver sit arbejde, sådan som håndværkerne gør, når de bevarer hele byen, som jo (som Aristoteles gør opmærksom på det) ikke udelukkende består af læger, men af læger og landmænd.
45 c	c
46 c	c
47 c	c
48 c	c
49 c	c
50 c	c
51 c	c
52 c	c
53 c	c
54 c	c
55 c	c
56 c	c
57 c	c
58 c	c
59 c	c
60 c	c

61 c	c
62 c	c
63 c	c
64 c	c
65 c	c
66 c	c
67 c	c
68 c	c
69 c	c
70 c	c
71 c	c
72 c	c
73 c	c
74 c	c
75 c	c
76 c	c
77 c	c
78 c	c
79 c	c
80 c	c
81 c	c
82 c	c
83 c	c
84 c	c
85 c	c
86 c	c
87 c	c
88 c	c
89 c	c
90 c	c

91 c	c
92 c	c
93 c	c
94 c	c
95 c	c
96 c	c
97 c	c
98 c	c
99 c	c
100 c	c
101 c	c
102 c	c
103 c	c
104 c	c
105 c	c
106 c	c
107 c	c
108 c	c
109 c	c
110 c	c
111 c	c
112c	c
113c	c
114 c	c
115 c	c
116 c	c
117 c	c
118 c	c
119 c	c
120c	c

Noter: