Nedenfor findes en del af Luthers genesiskommentar, nemlig kommentaren fra kap 3,1-3,19.
Luther skrev sin kommentar fra 1536 og fremefter. Han blev færdig
med den kort før sin død 1546. Naturligvis er kommentaren
samtidig holdt som forelæsning for studenterne.
Indhold:
Gen 3,1a: Men slangen var træskere
end alle markens andre dyr, som Gud Herren havde skabt.
Gen 3,1b: Den sagde til kvinden: Er det virkelig et Guds bud, at I ikke må spise af noget træ i Paradis?
Gen 3,2-3: Kvinden svarede slangen: Af træernes frugter, som er i haven, må vi spise; men af frugten på træet midt i paradis har Gud befalet os, at vi ikke må spise, end ikke røre den, at vi ikke straks skal dø.
Gen 3,4-5: Og slangen sagde til kvinden: I skal ingenlunde dø. Men Gud véd, at den dag I spiser af dette træ, åbnes jeres øjne, og I bliver som guder, til at kende godt og ondt.
Gen 3,6: Nu ser kvinden, at træet er godt at spise af, smukt for øjnene og tiltrækkende, fordi det gør klog; hun tager af dets frugt og spiser og giver også sin mand, og han spiser.
Gen 3,7: Da åbnedes begges øjne, og da de blev klar over, at de var nøgne, syede de figenblade sammen og lavede sig klæder.
Gen 3,8: Og da de hørte Gud Herrens røst, mens han gik tur i Paradis, da dagen blev sval, skjulte Adam og hans hustru sig for Gud Herrens ansigt mellem Paradis' træer.
Gen 3,9: Og Gud Herren kaldte på Adam og sagde til ham: Hvor er du?
Gen 3,10: Han sagde: Jeg hørte din røst i Paradiset og så blev jeg bange, fordi jeg var nøgen, og så skjulte jeg mig.
Gen 3,11: Da sagde Herren til ham: Hvem har fortalt dig, at du var nøgen? Mon du har spist af det træ, jeg forbød dig at spise af?
Gen 3,12: Kvinden, som du gav mig til medhjælp, gav mig fra træet, og så spiste jeg.
Gen 3,13: Og Gud Herren sagde til kvinden: Hvorfor gjorde du det? Hun svarede: Slangen forførte mig og så spiste jeg.
Gen 3,14: Da sagde Gud Herren til slangen: Fordi du har gjort dette, skal du være forbandet blandt alle jordens kryb og dyr. Du skal krybe på din bug og æde støv alle dit livs dage.
Gen 3,15a: Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden og mellem din sæd og hendes sæd.
Gen 3,15b: Og det skal knuse dit hoved, men du skal bide den i hælen.
Gen 3,16: Men til kvinden sagde ham: Jeg vil mangfoldiggøre dit svangerskabs møje, med smerte skal du føde børn, og under din mands magt skal du være, og han skal herske over dig.
Gen 3,17-19: Men til Adam sagde ham: Fordi du lyttede til din hustrus tale og spiste af det træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal jorden være forbandet for din skyld. Med møje skal du spise af den alle dit livs dage; tjørn og tidsel skal den frembringe for dig, og du skal spise jordens planter. I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, som du er taget af, for støv er du og til støv skal du vende tilbage.
Emneregister:
Nøgenhed en pryd, blufærdighed kom efter syndefaldet: gen3,1a/5; gen31a/12-14; gen3,7#19; gen3,7#26;
Vi mistede erkendelse af det gode: gen3,1a/7; Eva føler ikke synden, papisterne tror, de er hellige: gen3,2#32; gen3,7#5; synd bedømmes som retfærdighed: gen3,2#36; Satans visdom værre end vellyst mm: gen3,2#40; synderen hader Guds retfærdighed: gen3,7#90;
Fornuften Guds fjende: gen3,1a/22-23;
Tiltroen afgørende: gen3,1a/27; syndefaldet et fald bort fra troen: gen3,7#45;
Mistilliden det egentlige fald: gen3,1b/9ff; gen3,2#6; gen3,2#48; gen3,7#2;
Skabelsen var bedre før syndefaldet: gen3,1a/29; gen3,1b/42; slangen var yndig: gen3,12#22; fødslen lettere før syndefaldet: gen3,12#27; slangen gik opret: gen3,12#35; det var ved syndefaldet, at Eva blev underordnet manden: gen3,16#25; Eva blev ved synden berøvet forstand til at tage vare på samfundets ting: gen3,16#27; skadedyr kom ved syndefaldet: gen3,16#34; verden forfalder mere og mere: gen3,16#42; det onde er en prædiken om synden og Guds vrede: gen3,16#54;
Der er spørgsmål, der ikke må stilles: gen3,1a/28;
Skriftens dunkelhed: gen3,1a/34; nysgerrig diskussion skadelig: gen3,2#15; vi skal tage forstanden til fange under lydighed mod Kristus (2 Kor 10,5): gen3,2#18; vi grunder ikke evangeliet på forjætelsen om kvindens sæd, men læser dette mørke sted i lyset af evangeliet: gen3,16#100;
Faldet er ikke blot Adams og Evas fald: gen3,1b/18; gen3,7#77;
Munken er afgudsdyrker: gen3,1b/23; munken ville have en større visdom: gen3,2#43; smerte i klostrene: gen3,7#102;
Slangen Guds skabning: gen3,1b/38; gen3,7#96; Gud forhører ikke slangen: gen3,7#108; en nåde mod mennesket, at det bliver forhørt: gen3,12#24;
Evas natur er den svageste: gen3,1b/39; skolerne: gen3,2#30; Adam skjuler, hvad der var sket, kvinden indrømmer det: gen3,7#110; andre fortolkere: Adam blev ikke forført, kun Eva: gen3,7#114; kvinden har den lavere fornuft: gen3,12#14; Luther: Eva var ikke lavere: gen3,12#17; manden duer ikke til at passe børn: gen3,16#22;
Budet indesluttes i troen: gen3,1b/56;
At adlyde budet var Adams og Evas gudsdyrkelse: gen3,1b/58;
Gennem loven når man til syndserkendelse: gen3,7#9; Gud udspørger Adam, for at han skal overbevises: gen3,7#70; ordet udefra, samvittigheden indefra overbeviser om synd: gen3,7#83; vi omfavner fejlagtigt dette liv som enestående glæder: gen3,16#55; i Helvede erkender vi straffen som retfærdig, hvilket øger vore lidelser: gen3,16#57;
Den oprindelige retfærdighed ikke overnaturlig, men naturlig: gen3,7#16;
Vi fødes som syndere: gen3,7#22; sæden ikke fødes på normal vis (Es 7,14): gen3,12#69; det, der fødes, er ikke mandens, men Marias sæd: gen3,12#71; kvinden undfanger i vanære: gen3,12#26;
Også ægtefolk brænder på det skændigste af vellyst: gen7,3#31; ægteskabet er guddommeligt middel mod naturens svaghed: gen7,3#32; men ægtefolk lever i ægteskabsbrud: gen7,3#32; Adan og Eva ville have avlet børn uden lidenskab: gen7,3#33; vellyst ikke blot kødets vellyst: gen3,12#6; Eva har efter synden moderskabets ære: gen3,16#7;
Figenbladene: Mennesket vil dække over sin synd: gen7,3#37; synden anklager Gud for synd: gen3,7#74;
Adam og Eva flygter ikke for Satan, men for Gud; gen3,7#50;
Uden forjættelsen ville forplantningen være til døden: gen3,12#52;
Vi frelses ikke ved jomfru Maria: gen3,12#61;
Livet er en vandring mod døden: gen3,12#81; hvad er modgang ét eller to år sammenlignet med evigheden: gen3,16#82;
Vi bliver ikke fuldkomne i dette liv: gen3,12#86; velsignelserne ved livet overgår forbandelserne: gen3,16#9; de timelige genvordigheder skyldes faderens, ikke dommerens vrede: gen3,16#11;