| 1
Gnade und Friede allen meinem lieben Herren und Brüdern in Christo!
Unter andern viel schädlichen Lehren und Büchlein, damit die
Christen verführet und betrogen, und unzählige Missglauben aufkommen
sind, achte ich nicht für die wenigsten die Betbüchlein, darinn
so mancherlei Jammer von Beichten und Sündererzählen, so unchristlighe
Narrheit in den Gebetlein zu Gott und seinen Heiligen, den Einfältigen
eingetrieben ist, und dennoch mit Ablass und rothem Titel hoch aufgeblasen,
dazu künstliche Namen darauf geschrieben: Eines heisst Hortulus
animae, das andre
Paradisum animae, und so fortan; |
Nåde og fred være
med alle mine kære Herrer og brødre i Kristus! Blandt mange
andre skadelige lærestykker og småbøger, hvormed de
kristne bliver forført og bedraget, og hvorved utallige forkerte
trossætninger er fremkommet, regner jeg ikke bedebøgerne for
de mindste. Deri bliver så mange slags elendigheder om bod og syndsoptælling
inddrevet i de enfoldige, ukristelige naragtigheder i bønnerne til
Gud og hans helgener, og alligevel bliver de højt opblæste
med aflad og et rødt titelblad, dertil bliver kunstige navne skrevet
derpå. Én af dem hedder sjælens have, en anden sjælens
paradis, og så videre. |
| 2 dass sie
wohl würdig wären einer starken guten Reformation, oder gar vertilget
wären. Welches Urtheil ich auch fälle über die Passional-
oder Legendenbücher, darinn auch viel Zusatz der Teufel eingeworfen
hat. |
Så de var vel modne til en stærk og god reformation, eller
også skulle de helt gemmes af vejen. Den dom fælder jeg også
over passions- eller legendebøgerne, hvori der også er indflettet
megen djævelsk tilsats. |
| 3
Nun aber ich die Zeit nicht habe, und mir solche Reformation alleine zu
viel ist, will ichs auf diessmal bei dieser Ermahnung lassen bleiben, bis
dass Gott Zeit und Gnade gibt, und indess zum Anfang dieser einfältige
christliche Form und Spiegel, die Sünden zu erkennen, und zu beten,
vorhalten, nach den zehen Geboten und dem Vater Unser. |
Men eftersom jeg for
øjeblikket ikke har tid og en sådan reformation er for meget
for mig alene, vil jeg for denne gang lade det blive ved denne formaning,
indtil Gud giver tid og nåde, og i mellemtiden vil jeg til en begyndelse
på denne enfoldige kristne form og spejl fremholde, hvordan man skal
erkende synderne og bede, efter de ti bud og fadervor. |
| 4
Und bin dess gewiss, dass ein christlich Mensch überflüssig gebetet
hat, wenn er das Vater Unser recht betet, wie oft er will, und welches
Stück er will. Denn es liegt nicht an viel Worten ein gut Gebet, wie
Christus sagt Matth. 6., sondern an viel und oft herzlich seufzen zu Gott,
welches sollte wohl ohn Unterlass seyn. |
Og det er jeg sikker på,
at et kristenmenneske har bedt mere end nok når han beder fadervor
ret, så tit han vil og hvilken del af det han vil. For skal man bede
en god bøn, kommer det ikke an på de mange ord, som Kristus
siger Matt 6,7, men det kommer an på mange gange og ofte at sukke
hjerteligt til Gud, og det skulle ske hele tiden. |
| 5
Bitte hiermit, Jedermann wolle sich der Brigittischen Gebete und aller
andern, die mit Ablass oder Zusagung ausgemalet sind, entwöhnen, und
wiederum auf diess gemeine, einfältige, christliche Gebet gewöhnen,
welches der Art ist, je mehr und länger man es treibt, je süsser
und lustiger es wird. Dazu helfe uns der Meister solches Gebets, unser
lieber Herr Jesus Christus, gebenedeiet in Ewigkeit, Amen. |
Jeg beder hermed om, at
enhver vil vænne sig af med de birgitinske bønner og alle
de andre, som er udmalet med aflad og tilsigelse, og igen vænne sig
til denne almindelige, enfoldige, kristelige bøn, som er af den
slags, at desto mere og desto længere man bedriver den, des sødere
og lystigere bliver den. Dertil hjælpe os mesteren i den slags bøn,
vor kære Herre, Jesus Kristus, som er velsignet i evighed. Amen. |
| 6 Vorrede.
Das ist nicht ahn sonderliche
Ordnung Gottis (4) geschehen, dass fur den gemeinen Christenmenschen, der
die Geschrift nit lesen mag, vorordenet ist, zu lehren und wissen die zehen
Gebot, den Glauben und Vater Unser. |
Fortale.
Det er ikke sket uden særlig
ordning fra Gud, at der for det almindelige kristenmenneske, som ikke kan
lære skriften, er forordnet, at han skal lære og kende de ti
bud, troen og fadervor. |
| 7 In wilchen drei Stücken
furwahr Alles, was in der Schrift steht, und immer geprediget werden mag,
auch Alles, was eim Christen noth ist zu wissen, grundlich und uberflussig
begriffen ist. Und mit solcher Kurz und Leichte vorfasset, dass Niemand
klagen noch sich entschuldigen kann, es sei zu viel oder zu schwer zu behalten,
was ihm noth ist zur Selikeit. Dann drei Dingk sein noth einem Menschen
zu wissen, dass er selig werden muge. |
I disse tre stykker ligger i sandhed alt, hvad der står i skriften
og stadig må prædikes, også alt, hvad det er nødvendigt
at vide for en kristen, og det er grundigt og letforståeligt sammenfattet.
Og det er forfattet i en sådan korthed og letfattelighed, at ingen
kan klage eller undskylde sig med, at det er for meget eller for svært
at holde sammen på, hvad der er nødvendigt for ham til salighed.
For tre ting er det nødvendigt for et menneske at vide, hvis man
skal blive salig. |
| 8
Das erst, dass er wisse, was er thun und lassen soll. Zum Andern, wenn
er nu sicht, dass er es nit thun noch lassen kann, aus seinen Kräften,
dass er wisse, wo ers nehmen, und suchen und finden soll, damit er dasselb
thun und lassen muge. Zum Dritten, dass er wisse, wie er es suchen und
holen soll. |
Det første er, at
han véd, hvad han skal gøre og undlade. Det andet, er, når
han nu ser, at han ikke kan gøre eller undlade det ved egne kræfter,
at han så véd, hvorfra han skal tage det, søge det
og finde det, så at han kan gøre og undlade dette. For det
tredie, at han véd, hvordan han skal søge det og hente det. |
| 9 Gleich als einem Kranken ist
zum Ersten noth, dass er wisse, was sein Krankeit ist, was er mag oder
nit mag thun oder lassen. Darnach ist noth, dass er wisse wo die Aerznei
sei, die ihm helfe darzu, dass er thun und lassen mug, was ein gsunder
Mensch. Zum Dritten, muss er sein begehren, das suchen und holen, oder
bringen lassen. |
Ganske som det for en syg for det første er nødvendigt,
at han véd, hvad han sygdom er, hvad han må gøre eller
ikke gøre eller undlade. Derefter er det nødvendigt, at han
véd, hvor det lægemiddel er, der kan hjælpe ham dertil,
at han kan gøre det og undlade det, som et sundt menneske gør
og undlader. For det tredie må han begære dette, søge
det og hente det eller lade det bringe. |
| 10
Also lehren die Gebot den Menschen sein Krankheit erkennen, dass er sieht
und empfindet, was er thun und nit thun, lassen und nit lassen kann; und
erkennet sich einer Sunder und bösen Menschen. |
På den måde
lærer budene mennesket at erkende sin sygdom, så at han ser
og føler, hvad han kan gøre og hvad ikke, hvad han kan lade
være med og hvad ikke; så han erkender sig som en synder og
et ondt menneske. |
| 11
Darnach hält ihm der Glaub fur, und lehret ihn, wo er die Aerznei,
die Gnaden finden soll, die ihm helf frumm werden, dass er die Gebot halte;
und zeigt ihm Gott und seine Barmherzikeit, in Christo erzeigt und angeboten. |
Dernæst foreholder
troen ham og lærer ham, hvor han skal finde lægemidlet, nåden,
som hjælper ham med at blive from, så han kan holde budene;
den viser ham også Gud og hans barmhjertighed, vist os og tilbudt
os i Kristus. |
| 12
Zum Dritten lehret ihn das Vater Unser, wie er dieselben begehren, holen
und zu sich bringen soll, nämlich mit ordenlichem, demuthigem, trostlichem
Gebet; so wirds ihm geben, und wird also durch die Erfullung (e5) der Gebot
Gottis selig. Das sind die drei Dingk im der ganzen Schrift. |
For det tredie lærer
fadervor ham, hvordan han skal begære dette, hente det og lade det
bringe til sig, nemlig med en ordentlig, ydmyg og trøsterig bøn;
så vil det gives ham, og han vil således blive salig ved opfyldelsen
af Guds bud. Det er de tre ting i hele skriften. |
| 13
Darumb heben wir am Ersten an den Geboten an zu lehren, und erkennen unsere
Sund Bösheit, das ist, geistliche Krankeit, dadurch wie nit thun noch
lassen, wie wir wohl schuldig sein. |
Derfor tager vi for det
første fat på at lære budene og erkende vor synd og
ondskab, det vil sige, vor åndelige sygdom, hvorved vi aldrig kan
gøre eller undlade det, som vi er skyldige at gøre eller
undlade. |
| 14 Die erste Tafel.
Die erste und rechte Tafel
Mosi begreift die ersten drei Gebot, in wilchen der Mensch gelehret wird,
was er Gott soll und schuldig ist zu thun und lassen, das ist, wie er sich
gegen Gott halten soll. |
Den første tavle.
Den første og højre
tavle hos Moses indeholder de tre første bud, hvori mennesket bliver
belært om, hvad han skal og er skyldig at gøre og undlade
overfor Gud, det vil sige, hvordan han skal forholde sig overfor Gud. |
| 15
Das erst Gebot lehret, wie sich der Mensch gegen Gott halten soll inwendig
im Herzen, das ist, was er allzeit von ihm gedenken, halten und achten
soll, nämlich, dass er sich alles Gutes zu ihm vorsehe, wie zu einem
Vater und guten Freund, in aller Treu, Glauben und Lieb, mit Furcht zu
aller Zeit, dass er ihn nit beleidige, wie ein Kind seinen Vater. |
Det første bud lærer,
hvordan mennesket skal forholde sig til Gud indvendig i hjertet, det vil
sige, hvad han altid skal tænke om ham, regne ham for og agte ham
for, nemlig, at han tillægger ham alt godt, som var han en fader
og god ven, i al troskab, tro og kærlighed, hele tiden med frygt
for, at han gør ham ked af det, som et barn har det overfor sin
far. |
| 16
Dann das lehret die Natur, dass ein Gott sei, der do alles Gutis gebe,
und in allem Ubel helfe; wie das anzeigen die Abgotter bei den Heiden;
und lautet also:
Du soll nit andere Gotter haben. |
For det lærer naturen,
at en gud er én, som giver alt godt og hjælper imod alt ondt;
sådan som også afguderne hos hedningerne viser det; og det
første bud lyder således:
Du må ikke have andre guder. |
| 17
Das ander Gebot lehret, wie sich der Mensch halten soll gegen Gott äusserlich
in Worten fur den Leuten, oder auch innerlich fur sich selbs, nämlich,
dass er Gottes Namen ehre. Dann Niemand mag Gott wider fur ihm selbs noch
fur den Leuten zeigen nach der gottlichen Natur, sondern bei seinem Namen.
Und lautet also:
Du sollt den Namen deins Gottis nit unnutz annehmen. |
Det andet bud lærer, hvordan
mennesket skal forholde sig overfor Gud i ydre henseende med ord overfor
folk, eller også indadtil for sig selv, nemlig, at han skal ære
Guds navn. For ingen kan hverken overfor sig selv eller overfor folk fremvise
Gud som han er efter sin guddommelige natur, han må gøre det
gennem hans navn. Det bud lyder således:
Du skal ikke antage din Guds navn til ingen nytte. |
| 18
Das dritt Gebot lehret, wie sich der Mensch halten soll gegen Gott äusserlich
in Werken, das ist, in Gottisdiensten, und laut also:
Du sollt den Feirtag heiligen. |
Det tredie bud lærer, hvordan
mennesket skal forholde sig overfor Gud i det ydre med gerninger, det vil
sige, med gudstjenester, og det lyder således:
Du skal holde hviledagen hellig. |
| 19
Also lehren diese drei Gebot den Menschen, wie (e6) er mit Gott soll handeln,
in Gedanken, Worten, Werken, das ist, in ganz seinem Leben. |
Altså lærer disse
tre bud mennesket, hvordan han skal omgås Gud, i tanker, ord og gerninger,
det vil sige, ved hele sit liv. |
| 20 Die andere Tafel Mose.
Die andere und linke
Tafel Mosi hält inne die sieben folgende Gebot, in wilchen der Mensch
gelehret wird, was er den Menschen und seinem Nähsten schuldig ist
zu lassen und thun. |
Moses' anden tavle.
Den anden, venstre
tavle hos Moses indeholder de syv følgende bud, hvori mennesket
får besked om, hvad han er skyldig at undlade og at gøre overfor
menneskene og overfor hans næste. |
| 21
Das erst lehret, wie man sich halten soll gegen alle Ubirkeit, wilch an
Gottis Statt sitzen. Drumb folget dasselb fur andern Geboten den ersten
dreien, die Gott selb antreffen, als seind, Vater und Mutter, Herrn, geistlich
und weltlich etc. und lautet also:
Du sollt dein Vater und dein Mutter ehren. |
Det første lærer,
hvordan man skal forholde sig overfor al øvrighed, som sidder i
Guds sted. Derfor efterfølger dette bud de første tre bud,
der har med Gud at gøre, som det første af de andre bud.
Øvrigheden er: Far, mor, herre, åndelig og verdslig, og det
lyder således:
Du skal ære din far og din mor. |
| 22
Das andere lehret, wie man sich halt gegen seinem Gleichen oder Nähsten,
seiner eigen Personen halben, dass man dieselbe nit beleidige, sonder wo
sie darf, fodere und helfe, und lautet also:
Du sollt nit todten. |
Det andet lærer, hvordan
man skal forholde sig imod sin ligemand eller sin næste, hvad angår
hans egen person, at man ikke forulemper ham, men hvor han behøver
det, fremmer og hjælper ham. Det lyder således:
Du må ikke slå ihjel. |
| 23
Das dritt lehret, wie man sich halt gegen des Nähsten hochstes Gut,
nach seiner eigen Personen, das ist, sein ehlich Gemahl, Kind oder Freund.
Dass man dieselb nit schände, sondern bei Ehren behalte, so ferne
es Idermann muglich ist, und lautet also:
Du sollt nit ehbrechen. |
Det tredie lærer, hvodan
man skal forholde sig overfor næstens næsthøjeste gode,
efter hans egen person, det vil sige, overfor hans ægtefælle,
hans barn eller ven. Denne må man ikke skænde, men skal holde
i ære, så vidt det er enhver mulig, og det lyder således:
Du må ikke bryde ægteskabet. |
| 24
Das viert lehret, wie man sich halte gegen des Nähsten zeitlich Gut,
dass man nit nehme noch hindere, sondern fordere, und lautet also:
Du sollt nit stehlen. |
Det fjerde lærer,
hvordan man skal forholde sig imod næstens timelige gods, at han
ikke fjerner det eller hindrer det, men fremmer det, og det lyder således:
Du må ikke stjæle. |
| 25
Das funft lehret, wie man sich halt gegen des Nähsten zeitlich Ehre
und Gerucht, dass man das nit schwäche, sondern mehre, schutze und
erhalte, und laut also:
Du sollt nit falsch Gezeugniss reden wider deinen Nähsten. |
Det femte lærer, hvordan
man skal forholde sig overfor næstens timelige ære og rygte,
at man ikke svækker det, men øger, beskytter og opretholder
det, og det lyder således:
Du må ikke tale falsk vidnesbyrd imod din næste. |
| 26
Also ist vorboten, zu schaden in allen Gutern des Nähsten, und geboten
denselben zu frummen. |
Altså er det forbudt at
øve skade mod nogen af næstens goder, og det er påbudt
at hjælpe ham til at fremme dem. |
| 27
Wann wir nu das naturlich Gesetz ansehen, so finden wir, wie billig und
gleich alle diese Gebote sein. Dann nichts ist hie geboten gegen Gott und
dem Nähsten zu halten, das nit ein Iglich wollt ihm gehalten haben,
wenn er Gott, an Gottis und seines Nähsten Statt wäre. |
Når vi nu ser på den
naturlige lov, så finder vi, hvor rimelige og lige alle disse bud
er. For der påbydes ikke her at overholde noget overfor Gud og overfor
næsten, som ikke enhver ville kræver overholdt, hvis han var
Gud, eller var i Guds eller næstens sted. |
| 28
Die letzten zwei Gebot lehren, wie bös die Natur sei und wie rein
wir von allen Begierden des Fleisches und Guter sein sollen. Aber da blieben
Krieg und Arbeit, dieweil wir hie leben. Die lauten also:
Du sollt nit begehren deines Nähsten Haus.
Du sollt nit begehren seins Weibs, Knecht, Magd, Viehe oder was sein
ist. |
De sidste to bud lærer,
hvor ond naturen er, og hvor rene vi skal være for alt kødets
begær efter gods. Men der forbliver krig og arbejde, sålænge
vi lever her. De lyder således:
Du skal ikke begærer din næstes hus.
Du skal ikke begære hans hustru, karl, pige, kvæg eller
noget af hans ejendom. |
| 29 Kurzer Beschluss der zehen
Gebot, spricht Christus selber, (Matt 7,12):
Was ihr wöllet, das euch die Menschen thun sollen, dasselb thun
ihr ihn auch. Das ist das ganz Gesetz und all Propheten. Matt 7. Dann Niemand
will Undank leiden vor sein Wohlthat, oder seinen Namen eim Andern lassen.
Niemand will Hoffart gegen ihm erzeiget haben. Niemand will Ungehorsam,
Zorn, Unkeuscheit seins Weibs, Beraubung seiner Guter, Lügen, Trügen,
Affterreden leiden; sondern Lieb und Freundschaft, Dank und Hulf, Wahrheit
und Treu erfinden von seinem Nähsten. Das gebieten aber Alles die
zehen Gebot. |
Kort sammenfatning af de ti bud, udtalt af Kristus selv, (Matt
7,12):
Hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I
også gøre mod dem. Det er hele loven og profeterne. Matt 7,12.
For ingen vil tåle utak for sin velgerning eller lade andre få
sit navn. Ingen vil have, at der udvises hovmod imod sig. Ingen vil tåle
ulydighed, vrede, ukyskhed hos sin kone, berøvelse af sine goder,
løgn, bedrag, bagtalelse; men ønsker at finde kærlighed
og venskab, tak og hjælp, sandhed og troskab hos sin næste.
Men alt dette påbyder de ti bud. |
| 30 Die Ubertretung derselben.
Wider das erst.
Wer in seiner Widerwärtikeit, Zäuberei,
schwarze Kunst, Teufels Bundgenossen sucht, |
Overtrædelse af budene.
Imod det første bud.
Den, der i sin viderværdighed
søger trolddom, sort kunst og djævelens forbundsfæller. |
| 31
Wer Brief, Zeichen, Kräuter, Segen und dessgleichen gebraucht, |
Den, der bruger
brev, tegn, urter, velsignelse og den slags. |
| 32
Wer Wunschruthen, Schatzbeschwörungen, Cristallen sehen, Mantel fahren,
Milchstehlen ubet, |
Den, der udøver ønskekviste,
skattebesværgelser, ser i krystaller, lader kappen fare, stjæler
mælk. |
| 33
Wer sein Werk und Leben nach erwählten Tagen, Himmelszeichen und der
Weissagern Dunken richtet, (e8) |
Den, der indretter sin gerning
og sit liv efter udvalgte dage, himmeltegn og spådomsmændenes
forgodtbefindende. |
| 34
Wer sich selb, sein Vieh, Haus, Kinder und allerlei Gut, vor Wulfen, Eisen,
Feur, Wasser, Schaden mit etlichen Gebeten segenet und beschwört, |
Den, der velsigner og besværger
sig selv, sit kvæg, sit hus, sine børn og alle sine goder,
imod ulve, jern, ild, vand, skader med nogen bønner. |
| 35
Wer sein Ungluck und Widerwärtikeit dem Teufel oder bösen Menschen
zuschreibt, und nit mit Liebe und Lob alls Bös und Gut von Gott alleine
aufnimpt, und ihm wieder heim trägt mit Danksagen und willige Gelassenheit, |
Den, der tilskriver
sin ulykke og viderværdighed djævelen eller et ondt menneske,
og ikke med kærlighed modtager alt ond og godt alene fra Gud, og
gør ham gengæld med taksigelse og villig lydighed. |
| 36
Wer Gott vorsucht, und in unnothige Fährlikeit Leibes oder Seel sich
gibt, |
Den, der frister Gud, og
sætter sit legeme eller sin sjæl i unødig fare, |
| 37
Wer in seiner Frummkeit, Vorstand oder andern geistlichen Gaben hoffärtig
ist, |
Den, der praler af
sin fromhed, sin forstand eller andre åndelige gaver, |
| 38
Wer Gott und die Heiligen, mit Vorgessen der Seelnoth, nur umb zeitlich
Nutz willen ehret, |
Den, der ærer Gud og
helgenerne, men ser bort fra sjælenød og kun gør det
for timelig nyttes skyld, |
| 39
Wer Gott nit vortrauet all Zeit, und in allen seinen Werken nit Zuvorsicht
hat in Gottis Barmherzikeit, |
Den, der ikke altid fortrøster
sig til Gud, og i alle sine gerninger ikke har tillid til Guds barmhjertighed. |
| 40
Wer zweifelt an dem Glauben oder an Gottis Gnaden, |
Den, der tvivler på
troen eller på Guds gaver. |
| 41
Wer nit wehret den Unglauben, Zweifeln, und helft sie, dass (sie) glauben
und Gottis Gnade trauen, so viel er mag. |
Den, der ikke afværger
vantro, tvivl, og hjælper med til, at de tror og fortrøster
sig til Guds nåde, så meget han kan. |
| 42
Und da gehoren her alle Unglauben, Vorzweifeln, Missglauben. |
Herhen hører
al vantro, fortvivlelse og mistillid. |
| 43 Wider das ander.
Wer ahn Noth oder aus Gewohnheit
leichtlich schwöret. |
Imod det andet bud.
Den, der let sværger, uden nødvendighed
af ren og skær vane. |
| 44
Wer falschen Eid schwöret, oder auch sein Gelubd bricht. |
Den, der sværger en
falsk ed, eller bryder sit løfte. |
| 45
Wer Uebelthun gelobet oder schwört. |
Den, der afgiver løfte om eller
sværger på at ville gøre ondt. |
| 46
Wer mit Gottis Namen fluchet. |
Den, der bander i Guds navn. |
| 47
Wer närrisch Fabeln von Gott schwätzet, und die Wort der Geschrift
leichtfertig vorkehret. |
Den, der pjatter med
naragtige fabler om Gud, og letfærdigt fordrejer skriftens ord. |
| 48
Wer Gottis Namen nit anfurt, in seiner Widerwärtikeit, und nit gebenedeit
in Lieb und Leid, im Gluck und Ungluck. |
Den, der ikke tyr til
Guds navn i sin viderværdighed, og ikke velsigner i kærlighed
og smerte, i lykke og ulykke. |
| 49
Wer Ruhm und Ehr und Namen sucht von seiner Frummkeit, Weisheit etc. |
Den, der søger
et godt navn og rygte og søger ære fra sin fromhed, visdom
osv. |
| 50
Wer Gottis Namen anruft falschlich als die Ketzer und alle hoffärtige
Heiligen. (e9) |
Den, der falskeligt
anråber Guds navn, som kætterne og de hovmodige helgener. |
| 51
Wer Gottet Namen nit lobet in allen Dingen, was ihm furkommpt. |
Den, der ikke elsker Guds
navn i alle de ting, der kan forekomme for ham. |
| 52
Wer nit wehret Andern, die Gottis Namen unehren, fälschlich brauchen,
und durch den selben Böses wirken. |
Den, der ikke forhindrer
andre i at vanære Guds navn, bruge det falskeligt, og udvirke ondt
ved det. |
| 53
Und daher gehort die eitel Ehre, Ruhm und geistlicher Hoffart. |
.. og derfor adlyder tom
ære, hæder og åndeligt hovmod. |
| 54 Wider das dritt.
Wer fressen, saufen, spielen, tanzen,
Mussgluck (Erl: Müssiggang), Unkeuschheit treibt. |
Imod det tredie bud.
Den, der æder, drikke, spiller,
danser, driver lediggang og ukyskhed. |
| 55
Wer Faulheit, Amt Gottis zu vorschlofen, vorsäumen, spaziren, unnutz
schwätzen übet. |
Den, der udøver dovenskab
for at forpurre (?) Guds embede, forsømmer det, går spadsereture
(?), pjatter unødigt. |
| 56
Wer ohn sunder Noth arbeit und handelet. |
Den, der uden særlig
nødvendighed arbejder og driver handel (om søndagen). |
| 57
Wer nit betet, nit Christi Leiden bedenkt, nit seine Sund bereuet, und
Gnade begehret, also nur mit Kleider, Essen, Geberden äusserlich feiret. |
Den, der ikke beder, ikke
betænker Kristi lidelser, ikke angrer sin synd og begærer nåde,
altså kun i det ydre holder helligdag, med klæder, spise, gebærder. |
| 58
Wer nit gelassen steht in allen seinen Werken und Leiden, dass Gott mit
ihm mache, wie er will. |
Den, der ikke beredvilligt
tilstår i alle sine gerninger og lidelser, at Gud handler med ham,
som han vil. |
| 59
Wer nit den Andern alles diess zu thun hilft, und ihm wehret dawider zu
thun. Und da gehort her Tragkeit zu Gottisdienst. |
Den, der ikke hjælper
den anden med at gøre alt dette og forhindrer ham i at handle imod
det. Og hertil hører træghed i at gå i kirke. |
| 60 Wider das viert.
Wer sich Armuths, Gebrechens, Vorachtung
seiner Eltern schämet. |
Imod det fjerde bud.
Den, der skammer sig over sine
forældres fattigdom, sygdom og foragtede liv. |
| 61
Wer ihn nit ihre Nothdurft mit Speis und Kleider vorsorgt. |
Den, der
ikke forsørger dem med den nødtørftige mad og klæder. |
| 62
Vielmehr wer ihn flucht, schlägt, nachredet, hasset und ungehorsam
ist. |
Og meget mere overtræder
den det fjerde bud, som forbander dem, slår dem, bagtaler den, hader
dem og er ulydig imod dem. |
| 63
Wer nit von Herzen gross von ihn haltet, umb Gottis Gebot willen. |
Den, der ikke på
grund af Guds bud regner dem højt. |
| 64
Wer sie nit ehret, ob sie gleich Unrecht und Gewalt thun. |
Den, der ikke ærer
dem, selv om de gør uret og magt. |
| 65
Wer die Gebot der christlichen Kirchen nit halten, mit Fasten, Feiren etc. |
Den, der ikke overholder
den kristne kirkes bud, med faste, fester osv. |
| 66
Wer Priesterstand unehret, nachredt und beleidigt. |
Den, der vanærer præstestanden,
bagtaler den og fornærmer den. |
| 67
Wer seine Herrn und Uberkeit nit ehret, treue und gehorsam ist, sie sein
gut oder böse. Hierinne sein alle (E10) Ketzer, Abtrünnigen,
Apostaten, Vorbannten, Vorstockten etc. |
Den, der ikke trofast og
lydigt ærer sine herre og øvrigheder, hvad enten de er gode
eller onde. Heri medregnes alle kættere, skismatikere, apostater,
forbandede, forstokkede, osv. |
| 68
Wer nit hilft zu diesem Gebot, und widersteht den Ubertretern desselben.
Und da gehört her alle Hoffart (Erl: Aufruhr, Untreu), und
Ungehorsam. |
Den, der ikke hjælper
med til at holde dette bud og modarbejder overtræderne af det. Hertil
hører alt hovmod og ulydighed. |
| 69 Wider das funft.
Wer mit seinem Nächsten zornet. |
Imod det femte bud.
Den, der bliver vred på
sin næste. |
| 70
Wer zu ihm sagt Racha, das sein allerlei Zorns und Hasses Zeichen. |
Den, der siger 'Raka'
til ham, det betyder: ethvert udtryk for vrede og had. |
| 71
Wer zu ihm sagt Fatue, du Narr, das sein allerlei Schandwort, Flüch,
Lästerung, nachreden, richten, urtheilen, Hohnsprach etc. |
Den, der siger 'du dåre'
til ham, det betyder, alle slags udskæld, forbandelser, bespottelser,
bagtaler han, dømmer ham, fordømmer ham, forhåner ham,
osv. |
| 72
Wer seins Nähsten Sund oder Gebrechen ruget, und nit bedecket und
entschuldiget. |
Den, der dadler sin næstes
synd og gebrækkeligheder og ikke dækker over den og undskylder
dem. |
| 73
Wer seinen Feinden nit vorgibt, nit vor sie bittet, nit freundlich ist,
nit wohl thut. |
Den, der ikke tilgiver sine
fjender, ikke beder for dem, ikke er venlig imod dem, ikke gør vel
imod dem. |
| 74
Und hierinne sein alle Sunde des Zorns und Hasses: als Todtsläg, Kriege,
rauben, brennen, zänken, hadern, trauren des Nähsten Glucks,
freuen seins Unglucks. |
Og hertil hører alle
syndige udslag af vrede og had: såsom Mord, krig, at røve,
at brænde, at kives, at strides, at sørge over næstens
lykke, at glæde sig over hans ulykke. |
| 75
Wer nit ubet die Werk der Barmherzikeit, auch kegen seinen Feinden. |
Den, der ikke øver
barmhjertighedsgerninger, også imod sine fjender. |
| 76
Wer die Leut zusammen hetzt oder hänget. |
Den, der hetser folk
sammen eller holder sig til sammenrend. |
| 77
Wer Uneinikeit macht zwischen Andern. |
Den, der skaber uenighed
mellem andre. |
| 78
Wer nit vorsuhnet sie Uneinigen. |
Den, der ikke forsoner
de uenige. |
| 79
Wer nit wehret oder forkumpt Zorn und Uneinikeit, wo er kann. |
Den, der ikke forhindrer
eller kommer i forkøbet vrede og uenighed, hvor han kan. |
| 80 Wider das sechst.
Wer Jungkfrauen schwächt,
ehebrecht, Blutschanden und dergleich Unkeuscheit wirket. |
Imod det sjette bud.
Den, der svækker jomfruer,
bryder ægteskab, udøver blodskam og den slags ukyskhed. |
| 81
Wer unnaturliche Weise oder Personen (das sein stumme Sunde,) gebraucht. |
Den, der bruger
unaturlig måde eller person (det er stumme synder). |
| 82
Wer mit schandbarn Worten, Liedlin, Historien, Bilden die böse Lust
reizt oder zeugt. |
Den, der ophidser eller fremkalder
den onde lyst med uhøviske ord, sange, historier og billeder. |
| 83
Wer mit sehn, greifen, willige Gedanken, sich reizet und befleckt. |
Den, der ophidser og tilsmudser
sig med at se, at gribe, at have beredvillige tanker. |
| 84
Wer die Ursach nit meidet: als Fressen, Saufen, Mussikeit, Faulheit, Schlafen
und Weibs- oder Mannspersonen Gemeinschaft. |
Den, der ikke undgår
årsagen: såsom spisen, drikken, lediggang, dovenskab, søvn
og samvær med kvinder eller mænd. |
| 85
Wer mit uberigen Schmuck, Berden etc. Andere zur Unkeuscheit reizet. (E11) |
Den, der ophidser andre
til ukyskhed med uhøvisk smykke og gebærder osv. |
| 86
Wer Haus, Raum, Zeit, Hulf stattet, solche Sunde zu thun. |
Den, der yder husly,
husrum, tid og hjælp til at øver sådanns dynder. |
| 87
Wer eines Andern Keuscheit nit hilft bewahren, mit Rath und That. |
Den, der ikke med råd
og dåd hjælper med til at bevare en andens kyskhed. |
| 88 Wider das siebent.
Wer Dieberei und Rauberei, und
Wucher treibt. |
Imod det syvende bud.
Den, der bedriver tyveri, røveri
og åger. |
| 89
Wer falsch Gewicht und Maas braucht, oder böse Waar vor gut ausgibt. |
Den, der bruger falsk mål
og vægt, eller udgiver dårlige varer for gode. |
| 90
Wer unrecht Erbgüter und Zinz einnimpt. |
Den, der modtager uretmæssig
arvelod og rente. |
| 91
Wer fordienet Lohn vorhält, und Schuld vorleugnet. |
Den, der holder optjent løn tilbage
og fornægter gæld. |
| 92
Wer seinen Nähsten durftigen nit borget oder leihet ahn allen Aufsats. |
Den, der ikke uden udsættelse
låner eller lejer sin næste det, han behøver. |
| 93
Alle, die geizig sein, und eilen reich zu werden. |
Alle, som er gerrige og har travlt med
at blive rige. |
| 94
Und wie sunst frembd Gut behalten, oder zu sich brach wird. |
Og alle, som ellers beholder fremmed
gods eller får det bragt til sig. |
| 95
Wer des Andern Sachen nit weheret. |
Den, der ikke beskytter andres
sager. |
| 96
Wer den Andern nit warnet fur Schaden. |
Den, der ikke advarer andre imod skader. |
| 97
Wer seines Nähsten Vortheil hindert. |
Den, der forhindre, at hans næste
får en fordel. |
| 98
Wer seines [Nähsten] Gewinnst Vordriess hat. |
Den, der ærgrer sig over sin næstes
gevinst. |
| 99 Wider das acht.
Wer vor Gericht die Wahrheit schweigt
und unterdruckt. |
Imod det ottende bud.
Den, der overfor domstolen
fortier eller undertrykker sandheden. |
| 100 Wer
schädlich leugt und betreugt. |
Den, der på skadelig måde
lyver og bedrager. |
| 101 Item,
alle schädliche Schmeichler und Ohrenbläser, Zweizungiger. |
Ligeledes, alle skadelige smigrere og
øreblæsere, alle tvetungede. |
| 102 Wer
des Nähisten Gut, Leben, Werk und Wort ubel ausleget und schmächet. |
Den, der udlægger næstens
gods, liv, gerning og ord ondt og smæder det. |
| 103
Wer denselben bösen Zungen Statt gibt, hilft, und nit widersteht. |
Den, der giver plads for
sådan ond sladder, hjælper den og ikke modstår den. |
| 104
Wer sein Zungen nit braucht zu entschuldigen seins Nähsten Namen. |
Den, der ikke bruger sin tunge
til at undskylde sin næstes navn med. |
| 105
Wer nit straft den Afterreder. |
Den, der ikke irettesætter bagtaleren. |
| 106
Wer nit alles Guts von Idermann sagt und alles Böses schweigt. |
Den, der ikke siger alt godt om
enhver og tier med alt ondt. |
| 107
Wer die Wahrheit schweigt, oder nit vorficht. |
Den, der tier om sandheden eller
ikke forfægter den. |
| 108 Wider die letzten zwei.
Die zwei letzten Gebot horen
nit in die Beicht; sondern sein Ziel und Maal gesetzt, da wir hinkummen
sollen, und täglich durch Buss dahin arbeiten mit Hülf (E12)
und Gnaden Gottis. Dann die böse Neigung stirbt nit eher grundlich,
das Fleisch werde dann zu Pulver und neu geschaffen. |
Imod de to sidste bud.
De to sidste bud hører
ikke hjemme i skriftemålet; men de er opstillet som mål og
målestok for, hvor vi skal komme hen; og dagligt skal vi gennem boden
arbejde derhen imod med Guds hjælp og nåde. For den onde tilbøjelighed
dør først fuldstændigt, når køder bliver
til støv og bliver skabt påny. |
| 109
Die funf Sinn werden eingeschlossen im 5. und 6. Gebot. |
Den fem sanser indeholdes
i det femte og det sjette bud. |
| 110
Die sechs Werk der Barmherzikeit im 5. und 7. |
Barmhjertighedens seks gerninger
i det femte og det syvende bud. |
| 111
Die sieben Todsund, Hoffart im ersten und andern; Unkeuscheit im sechsten;
Zorn und Hass im 5.; Frass im 6.; Tragkheit im 3. und wohl in allen. |
De syv dødssynder anbringes
således: Hovmod i det første og det andet bud; ukyskhed i
det sjette; vrede og had i det femte; overforbrug i det sjette; lede i
det tredie og vel i dem alle. |
| 112
Die fremden Sund seind in allen Geboten; dann mit Heissen, Rathen und Hülf
wider alle Gebot gesundet kann werden. |
De fremmede synder findes i alle budene;
for man kan synde imod alle bud med befalinger, råd og hjælp.
(?) |
| 113
Die rufende und stummen Sund seind wider das 5. und 6. und 7. Gebot. |
De råbende (?) og
stumme synder findes imod det femte, sjette og syvende bud. |
| 114
In allen diesen Werken sicht man nit anders, dann eigen Lieb, die das Ihre
sucht, nimpt Gott was sein ist, und den Menschen, was derselben ist, und
gibt nit noch Gott noch Menschen etwas von dem, das sit hat, ist und mag.
Dass wohl Augustinus sagt: der Anfang aller Sund ist die eigene seins selbs
Liebe. |
I alle disse gerninger ser
man ikke andet end egenkærlighed, som søger sit eget, fratager
Gud det, der er hans, og menneskene, hvad der er deres, og giver ikke hverken
Gud eller menneskene noget af det, som de har, som de er, eller som de
kan. Sådan som Augustin siger: Begyndelsen til al synd er egenkærligheden
eller selvkærligheden. |
| 115
Aus diesem Allen folget, dass die Gebot nit anders dann Liebe gebieten,
und Lieb vorbieten, und die Gebot nit erfullet, dann Lieb, auch nit ubertritt,
dann Lieb. Drumb spricht St. Paul, dass die Lieb sei Erfullung aller Gebot,
gleichwie die bös Lieb ist Ubertretung aller Gebot. |
Af alt dette følger,
at budene ikke påbyder andet end kærlighed og ikke forbyder
andet end kærlighed, og at budene ikke opfyldes ved andet end kærlighed
og ikke overtrædes ved andet end kærlighed. Derfor siger Paulus,
at kærligheden er opfyldelsen af alle bud, på samme måde
som den onde kærlighed er overtrædelse af alle bud. |
| 116 Die Erfullung derselben.
Des ersten.
Gottisforcht und Lieb im
rechtem Glauben, und allzeit in allen Werken fest vortrauen, ganz bloss,
lauter in allen Dingen gelassen stehen, sie sein bös oder gut. |
Overholdelse af budene.
Af det første bud.
Gudsfrygt og kærlighed i
den rette tro, og altid at tro fast i alle gerninger, at stå beredvilligt
frem, blottet og munter i alle ting, hvad enten de er onde eller gode. |
| 117 Da gehort
Alles, was in der ganzen Schrift vom Glauben, Hoffnung und er Lieb Gottis
geschrieben ist, wilchs Alles kurzlich in diesem Gebot begriffen ist. |
Her ind under hører alt, hvad
der i hele skriften er skrevet om tro, håb og kærlighed til
Gud, hvilket altsammen kort er sammenfattet i dette bud. |
| 118 Des andern.
Lob, Eher, Gebenedeiung
und Anrufen Gottis Namen, und seinen eigen Namen und Eher ganz vornichten,
dass allein Gott gepreiset sei, der allein alle Ding ist und wirkt. (E13) |
Af det andet bud.
Pris, ære, velsignelse
og anråbelse af Guds navn, og fuldstændig fornægtelse
af sit eget navn og ære, så at alene Gud bliver priset, han,
der alene er og virker alle ting. |
| 119
Da gehort Alles, was von Gottis Lob, Ehre, Dank, Namen, Freude, in der
Schrift gelehret ist. |
Dertil hører alt,
hvad der i skriften læres om Guds lov, ære, tak, navn og glæde. |
| 120 Des dritten.
Sich zu Gott bereiten und
Gnade suchen, das geschicht mit Beten, Mess- und Evangelii horen, und Christi
Leiden bedenken, und also geistlich zum Sacrament gehen. Dann dess Gebot
furdert ein geistarme Seel, die do ihres nicht sein vor Gott oppfert, dass
er ihr Gott sei, und in ihr seins Werks und Namen bekomme nach den zweien
ersten Gebot. |
Af det tredie bud.
At man bereder sig til Gud
og søger nåde, hvilket sker ved at høre bønner,
messer og evangelium og betænke Kristi lidelse, og således
åndeligt gå til sakramentet. For dette bud fordrer en åndelig
fattig sjæl, som således ofrer Gud sin egen ikke-væren,
at den kan tilhøre sin Gud, og i sig opnå hans gerning og
navn, ifølge de to første bud. |
| 121
Da gehort her Alles, was von Gottisdienst, Prediget hören und guten
Werken, den Leib unter den Geist zu werfen, befohlen ist, dass alle unser
Werk Gottis sein, und nit unser. |
Herhen hører alt det, som
er befalet om at gå til gudstjeneste, høre prædiken
og gøre gode gerninger for at underkaste legemet under ånden,
så at alle vore gerninger er Guds og ikke vore. |
| 122 Des vierten.
Williger Gehorsamn, Demüthikeit,
Unterthänikeit aller Gewalt umb Gottis Wohlgefallen willen, als der
Apostel St. Peter sagt, ahn alles Widerbellen, Klagen und Murmulen. |
Overholdelse af det fjerde bud.
Villig lydighed, ydmyghed,
underdanighed overfor al magt for Guds velbehags skyld, som apostelen Peter
siger, uden nogen modsigelse, klage eller knurren. |
| 123
Da gehort her Alles, was von Gehorsam, Demuth, Unterthänikeit, Ehrbietung
geschrieben ist. |
Herhen hører alt, hvad
der er skrevet om lydighed, ydmyghed, underdanighed og æregivning. |
| 124 Des funften.
Geduld, Sanfmüthikeit,
Gütikeit, Friedlikeit, Barmherzikeit, und allerdinge ein susses, freundlichs
Herz, ahn allen Hass, Zorn, Bitterkeit gegen einem iglichen Menschen, auch
den Feinden. |
Overholdelse af det femte bud.
Tålmodighed,
sagtmodighed, godvillighed, fredskærlighed, barmhjertighed og fremfor
alt et sødt, venligsindet hjerte, uden noget had, vrede eller bitterhed
mod noget menneske, heller ikke mod fjenden. |
| 125 Da gehoren
her, alle Lehre von der Geduld, Sanfmuthigkeit, Fried, Einikeit, etc. |
Herhen hører enhver lære
om tålmodighed, sagtmodighed, fred, enighed, osv. |
| 126 Des sechsten.
Keuscheit, Zucht, Schamhaftikeit
in Werken, Worten, Berden und Gedanken. Auch Mässikeit in Essen, Trinken,
Schlafen, und Alls, was der Keuscheit furderlich ist. |
Overholdelse af det sjette bud.
Kyskhed, tugt, blufærdighed
i gerninger, ord, gebærder og tanker. Også mådehold i
at spise, drikke og sove, og alt, hvad der befordrer kyskhed. |
| 127
Da gehoret her, alle Lehre von der Keuscheit, fasten, nüchter, mässig
sein, beten, wachen, arbeiten, und womit Keuscheit behalten wird. |
Herhen hører
enhver lære om kyskheden, at faste, at være afholdenden og
mådeholdende, at bede, at våge, at arbejde, og det, hvormed
kyskheden ellers opretholdes. |
| 128 Des siebenten.
Armuth des Geistes, Mildikeit,
Willigkeit seiner (E14) Guter zu leihen und geben, ahn aller Geiz und Begierde
leben. |
Overholdelse af det syvende bud.
Fattigdom i ånden,
mildhed, villighed til at udlåne og bortgive sit gods, at leve uden
nogen gerrighed og begær. |
| 129
Da gehoren her alle Lehre von dem Geiz, unrechtem Gut, Wucher, List, Betrug,
Schaden, Hinderniss des Nähsten am zeitlichen Gut. |
Herhen hører
enhver lære om gerrighed, uretmæssigt gods, åger, list,
bedrag, skader, forhindringer mod næsten angående hans timelige
gods. |
| 130 Des achten.
Ein friedsame,
heilsame Zunge, die Niemand schadet und Idermann frummet, die die Uneinigen
suhnet, die Vorlästeren enschuldiget und vorficht; das ist, Wahrheit
und Einfältikeit in Worten. |
Overholdelse af det ottende bud.
En fredssøgende,
helbredende tunge, som ikke skader nogen, men fremmer enhver, som forsoner
de uenige, undskylder og kæmper for de spottende, det vil sige, som
har sandhed og enfold i ordene. |
| 131
Da gehoren her alle Lehre vom Schweigen und Reden, das des Nähsten
Ehre, Recht, Sach und Selikeit antrifft. |
Herhen hører enhver lære
om tavshed og tale, som har med næstens ære, ret, sag og salighed
at gøre. |
| 132 Der letzten zwei.
Das ist vollkommende
Keuscheit und Vorachtung zeitlicher Lust und Guter grundlich, das allein
in jenem Leben vollebracht wird. |
Overholdelse af de to sidste bud.
Det vil sige, fuldkommen
kyskhed og fuldstændig foragt for de timelige lyster og goder, hvilket
kun kan fuldkommes i hint liv. |
| 133
In allen diesen Werken sicht man nit anders, dann frembd, gemein, das ist,
Gottis und des Nähsten Lieb, die sucht nit, was ihr ist, sonder was
Gott und des Nähsten, und ergibt sich Idermann frei zu eigen, Dienst
und Willen. |
I alle disse gerninger ser man
ikke andet end fremmed og almindelig kærlighed, det vil sige, kærlighed
til Gud og næsten, som ikke søger sig eget, men Guds og næstens,
og hengiver sig til enhver frit at have tjeneste og vilje fra én. |
| 134
So siehst du, dass in den zehen Geboten gar ordenlich und kurzlich begriffen
sein alle Lehre, die dem menschlichen Leben noth sein, wilche, so er halten
will, hat er all Stund gut Werk zu thun, dass ihm nit noth wäre, andere
Werk zu erwählen, hier und da laufen, und das thun, da nichts von
geboten ist. |
Således ser du, at i de ti bud
er der fuldstændig ordentligt og kortfattet indeholde enhver lære,
som er nødvendig for menneskelivet, og hvis mennesket vil overholde
dem, har han hele tiden gode gerninger at gøre, så at det
ikke vil være nødvendigt for ham, at udvælge andre gerninger,
at løbe her og dèr, og gøre det, som ikke er påbudt. |
| 135
Das Alles ist merklich angezeigt, damit, dass nichts in diesen Geboten
gelehret ist, was der Mensch ihm selb thun, lassen, oder von Andern begehren
soll; sondern was er Andern, Gott und den Menschen thun und lassen soll,
dass wir es greifen mussen, dass die Erfullung steht in der Liebe gegen
Andern, und nit gegen uns. Dann der Mensch thut, lässet und suchet
ihm selb schon zu viel, dass nit zu lehren, sondern zu wehren noth ist. |
Alt dette er anvist på
den måde, at der i disse bud intet læres om, hvad mennesket
skal gøre mod sig selv, eller hvad han skal begære fra andre;
men om, hvad han skal gøre og undlade mod andre, mod Gud og mod
menneskene, så vi kan forstå, at overholdelsen består
i kærlighed imod andre, ikke imod os selv. For mennesket gør
og undlader allerede for meget imod sig selv og søger sig selv alt
for meget, så det er ikke nødvendigt at lære det, snarere
at værge sig imod det. |
| 136
Darumb lebet der am allerbesten, der ihm selb nichts lebet, und der lebt
am allerärgisten, der ihm (E15) selbs lebet. Dann also lehren die
zehen Gebot. Daraus man siehet, wie wenig Menschen wohl leben, ja als ein
Mensch Niemand mag wohl leben. Drumb so wir das erkennen, mussen wir nu
lehren, wo wirs nehmen sollen, dass wir wohl leben und die Gebot erfullen. |
Derfor lever det menneske
allerbedst, der ikke lever for sig selv, og det mennesker lever allerværst,
der lever for sig selv. Det lærer de ti bud. Deraf ser man, hvor
få mennesker der lever godt, ja, ingen kan leve godt som et menneske.
Derfor, når vi erkender det, må vi nu lære, hvorfra vi
skal dette, at vi kommer til at leve godt og overholde budene. |
| Videre til Troen! |
|
|
|