Store Galaterbrevskommentar kap. 5c.

Luther 1535


Taget fra Erl  23, 1-41.

Indhold:


Tilbage til oversigten!

Tilbage til gal5b!
1          Quodsi invicem mordetis et comeditis, videte ne ab invicem consumamini.
       Paulus  his  verbis testatur in ecclesiis non posse constare pacem et concordiam, neque in doctrina neque in vita, si per impios doctores subvertatur fundamentum, hoc est, fides in Christum, sed subinde oriri alias atque alias opiniones et dissensiones de doctrina et vita.     Semel autem violata ecclesiae concordia non est modus neque finis dissensionum. Auctores enim schismatum inter se dissentientes hic illud, alius aliud opus docet ad justitiam necessarium. Quisque suam opinionem et superstitionem probat, alterius reprehendit. Ibi necesse est oriri dissidia et factiones. Unde fit, ut alii alios mordeant et devorent, hoc est, judicent et condemnent, donec tandem pereant. Hoc praeter scripturam testantur etiam exempla omnium temporum. 
Men hvis I bider og slider i hinanden, så pas på, at I ikke æder hinanden helt. (Gal5.15
      Med disse ord bevidner Paulus, at fred og enighed ikke kan bestå i menighederne, hverken i læren eller i livet, hvis grundvolden, det vil sige, troen på Kristus, forvendes af ugudelige lærere. Der vil straks opstå stadig nye meninger og uenigheder om læren og om livet. Men én gang brudt er der ikke måde eller ende på uenighederne. For ophavsmændene til uenigheden er indbyrdes uenige, og den ene lære at dette, den anden, at hint er nødvendig til retfærdighed. Enhver beviser sin opfattelse og sin overtro, og gendriver den andens. Her må der nødvendigvis opstå uenighed og sekter. Derved sker det, at den ene part bider og opæder den anden, indtil de til sidst går til grunde. Dette kan bevidnes af mange eksempler fra skriften og fra historien. 
  Ubi Africa eversa fuit per Manichaeos, mox secuti sunt eos Donatistae, qui et ipsi inter se dissentientes divisi erant in tres sectas  etc. Nostro tempore primum defecerunt a nobis sacramentarii, post anabaptistae, horum neutri (E2) inter se concordes sunt. Ita secta semper parit sectas, et alia aliam damnat. Cessante unitate secundum mathematicos progreditur numerus usque in infinitum. Sic laesa et ablata unitate spiritus neque in doctrina neque in moribus possibile est manere concordiam, sed subinde novi utrimque errores nascuntur usque in infinitum. Da Afrika var blevet forvendt af manikæerne, fulgte snart efter donatisterne, som også var uenige indbyrdes og opdelt i tre sekter. I vor tid faldt først sakramentererne fra os, derefter gendøberne, og de er heller ikke enige indbyrdes. Således føder sekter til stadighed sekter, og den ene fordømmer den anden. Når énheden er ophørt fortsætter ifølge matematikerne talrækken i det uendelige. Når således åndens énhed er såret og ophævet, er det hverken i læren eller i skikkene muligt at forblive i enigheden, men hele tiden fødes der på begge områder nye vildfarelser i det uendelige. 
3         Hoc etiam vidimus in papatu, in quo, cum neglecta jaceret doctrina fidei, impossibile  fuit manere concordiam spiritus. Ea ablata postea per doctrinam operum natae sunt fere infinitae sectae monachorum. Hi discordes inter se metiebantur sanctitatem ex gravamine ordinum et difficultate operum superstitiosorum, quae ipsi excogitaverant. Hinc alii volebant haberi aliis sanctiores. Item non solum monachi diversae, sed etiam ejusdem professionis inter se dissentiebant, ut figulus figulo, ita Minorita Minoritae invidebat etc.         Dette har vi også set i pavedømmet, for i dette blev troslæren forsømt og ringeagtet, og så blev det umuligt at opretholde åndens énhed. Og da den var borte blev der bagefter født næsten en uendelighed af munkesekter ved læren om gerningerne. Disse var indbyrdes uenige og målte deres hellighed ud fra ordensreglens strenghed og de overtroiske gerningers vanskelighed, gerninger, de selv havde udtænkt. Derfor ville nogle regnes for mere hellige end andre. Ligeledes var ikke blot munkene forskellige, men også indenfor de enkelte munkeordener var de uenige; f. eks. så fransciskanere skævt til fransciskanere, som den ene pottemager så skævt til den anden. 
4   Denique tot erant opiniones in quolibet monasterio, quot monachi erant. Tam diu igitur mutuas inter se aluerunt aemulationes, contentiones, lites, virulentias, morsus et devorationes, donec juxta hoc dictum Pauli jam consumerentur etc. Qui vero doctrinam fidei tenent, et juxta hoc Pauli praeceptum sese mutuo diligunt, non vituperant alii aliorum vitae genus et opera, sed quisque alterius genus vitae et officium, quod facit in sua vocatione, probat.  Endelig var der i et hvilketsomhelst kloster lige så mange meninger, som der var munke. Så længe nærede de indbyrdes misundelse, strid, kiv, ondskab med bid og opæden, indtil de ifølge Paulus' ord her blev fortæret af hinanden. Men de, der holdt fast på troslæren, og ifølge Paulus' bud indbyrdes elskede hinanden, de rakker ikke ned på hinandens livsførelse og gerning, men enhver anerkender den andens livsførelse og embede, det, han gør i sit kald. 
5   Nemo pius praefert coram Deo officium magistratus officio subditi, quia novit utrumque esse (E3) ordinationem Dei et habere divinum mandatum. Non discernit inter officium seu opus patris et filii, paedagogi et discipuli, heri et servi etc., sed certo pronuntiat utrumque placere Deo, si fiat in fide et obedientia Dei. Coram mundo quidem ista vitae genera et eorum officia inaequalia sunt, sed ista externa inaequalitas nihil impedit unitatem spiritus, qua omnes idem de Christo sentiunt et credunt, scilicet per eum solum nobis contingere remissionem peccatorum et justitiam. Ingen from foretrækker overfor Gud magistratens embede fremfor den underordnedes, fordi han véd, at begge dele er Guds ordning og har guddommelige befaling. Han skelner ikke mellem faderens og sønnens embede eller gerning, lærerens og elevens, herrens og tjenerens, osv., men erklærer bestemt, at begge dele behager Gud, hvis det skal i tro på Gud og i lydighed imod ham. Ganske vist er overfor verden dette livs stænder og deres embeder uens, men disse ydre forskelligheder forhindrer ikke åndens énhed, hvorved alle mener og tror det samme om Kristus, nemlig at vi alene gennem ham opnår syndsforladelse og retfærdighed. 
6  Deinde quod ad externam conversationem et officium attinet, alius non judicat alium, neque opera ejus vituperat, sua laudat, etiamsi longe superent ea, sed uno ore et spiritu fatentur se habere eundem Christum salvatorem, apud quem nulla est personarum aut operum acceptio etc. Hvad angår den ydre vandel og pligt, skal den ene ikke dømme den anden, ejheller rakke ned på hans gerninger og rose sine egne, selv om de langt overgår hans, med én mund og ånd indrømme, at de har den samme Kristus til frelser, hos hvem der ikke er personsanseelse (Rom 2,11) eller gerningsanseelse. 
7       Hoc impossibile est eos facere, qui neglecta doctrina de fide et caritate superstitiosa opera docent. Monachus non concedit laiei opera, quae facit in sua vocation, tam bona et accepta esse Deo, quam sua. Nonna longe praefert suum vitae genus et opera vitae generi et operibus matronae, quae maritum habet.        Det er umuligt, at de, som forsømmer læren om troen og kærligheden og lærer overtroiske gerninger, kan  gøre dette. Munken indrømmer ikke, at lægmandens gerninger, som han gør i sit kald, er lige så gode og velbehagelige for Gud, som hans egne. Nonnen foretrækker langt sin egen måde at leve på og de gerninger, hun gør, fremfor hustruens, den gifte kvindes livsførelse og gerninger.
8  Sua opera judicat meritoria esse gratiae et vitae aeternae, non item opera matrisfamilias. Atque hinc est, quod sacri isti homines, ut auri fames, vehementer contenderunt et persuaserunt etiam toti mundo, suum statum et opera longe majora et sanctiora esse laicorum statu et operibus, et nisi hanc opinionem sanctitatis de operibus suis adhuc hodie apud quosdam haberent et defenderent, non diu servarent dignitatem et opes suas. For hun mener, at hendes gerninger gør fortjent til nåden og det evige liv, men hustruens ikke. Og heraf kommer det, at disse hellige menneske, med en guldtørsts heftighed, kæmper kraftigt for at overbevise hele verden om, at deres stand og gerninger er langt større og helligere end lægfolks status og gerninger, og hvis ikke de fastholder og forsvarer denne opfattelse om hellighed og om deres gerninger indtil i dag hos nogle, skulle de ikke længe kunne bevare deres værdighed og gods. 
9   Nulli igitur monacho (E4) aut alii, quicunque tandem sit, justitiario persuadebis opera mariti, uxoris, servi, ancillae etc. in fide et obedientia Dei facta meliora et magis accepta esse Deo, quam superstitiosa et prodigiosa illa electitia opera, quae ipsi faciunt. Sublato enim angulari lapide Christo non possunt operarii aliter judicare, quam se, praesertim cum tam praeclara et grandia opera faciunt, solos Deo esse acceptos. Derfor kan du ikke overbevise en munk eller en anden gerningsretfærdig, hvem han end er, om, at ægtemandens, hustruens, tjenerens, tjenestepigens osv. gerninger, der er gjort i tro og lydighed mod Gud er bedre og mere velbehagelige for Gud, end deres egne overtroiske, unaturlige og selvopfundne gerninger, som de selv gør. For når hjørnestenen, Kristus, er borte, kan de gerningsretfærdige ikke bedømmer sagen anderledes, end at de, især fordi de gør så herlige og store gerninger, alene er accepterede af Gud. 
10 Sic hodie Anabaptistae somniant se, qui egent, esuriunt, frigent et vili vestitu utuntur etc., esse sanctos, non item alios, qui proprium habent etc. Ideo impossible est justitiarios et sectarum auctores pacem habere cum iis, qui eorum opinioni non assentiuntur, sed mordent et devorant eos. Således drømmer gendøberne om, at de, som lider nød, sulter, lider nød og bruger tarveligt tøj, osv., er hellige, men ikke de andre, som har deres eget. Derfor kan det ikke lade sig gøre, at de gerningsretfærdige og sekternes ophavsmænd kan holde fred med dem, som ikke tilslutter sig deres mening; men de bider dem og æder dem op. 
11         Contra Paulus docet vitandas esse tales occasiones discordiarum, et ostendit, quomodo vitari possint. Ea, inquit, est via ad concordiam: Quisque faciat in suo vitae genere, ad quod Deus eum vocavit, suum officium. Non extollat se supra alios, neque opera aliorum reprehendat, et sua velut meliora laudet, sed alii aliis per caritatem serviant.      Deroverfor lærer Paulus, at man skal undgå den slags anledninger til uenighed, og han viser, hvordan de kan undgå dem: Dette er vejen til enighed. Enhver skal handle på sit eget livsområde, det, Gud har kaldet ham til, i sit embede. Han skal ikke hæve sig over andre, ikke bebrejde andres gerninger og rose sine egne som bedre, men de skal tjene hinanden i kærlighed. 
12 Haec germana et simplex est doctrina de bonis operibus. Hoc illi, qui naufragium circa fidem fecerunt, et fanaticas opiniones de fide et vita seu operibus bonis conceperunt, non faciunt, sed statim dissentientes inter se de doctrina fidei et operum alii alios mordent et devorant, id est, criminantur et condemnant, ut de Galatis hic Paulus ait: "Quodsi invicem mordetis etc.", quasi dicat: Nolite alii alios invicem criminari et damnare propter circumcisionem, propter (E5) observationem feriarum aut aliarum ceremoniarum, sed hoc potius praestate, ut vobis invicem per caritatem serviatis. Alioqui si perrexeritis vos invicem mordere et devorare, videte, ne consumamini, id est, prorsus pereatis etiam corporaliter. Dette er den ægte og enkle lære om gode gerninger. Dette kan de, som har lidt skibbrud angående troen og har antaget fanatiske meninger om troen og livet eller om de gode gerninger, ikke gøre, nej, de vil til stadighed være uenige indbyrdes om læren om troen og gerningerne og opæde og opsluge hinanden, det vil sige, de vil beskylde og fordømme hinanden, som Paulus her siger om galaterne: "Men når I bider og æder ... osv", som ville han sige: I skal ikke indbyrdes beskylde hinanden og fordømme hinanden på grund af omskærelse, på grund af overholdelse af helligdage og andre ceremonier, nej, I skulle snarere gøre det, at i tjener hinanden indbyrdes i kærlighed. Ellers, hvis I fortsætter med at bide og opæde hinanden indbyrdes, passe på, at I ikke bliver ædt op, det vil sige, passe på, at I ikke helt går til grunde, også legemligt. 
13  Id quod fere semper accidere solet, praecipue auctoribus sectarum, ut Ario et aliis, et nostro tempore nonnullis. Qui enim fundamento jacto in harenam superstruit ligna, foenum, stipulam, hunc necesse est perdi et concremari. Illa enim omnia parata sunt ad incendium, ut interim non dicam ejusmodi morsus et devorationes sequi solere etiam devastationes non unius civitatis, sed regionum et regnorum etc. Nunc interpretatur, quid sit servire proximo per caritatem. Det er, hvad der næsten altid plejer at ske, især med sekternes ophavsmænd, såsom med Arius og andre og i vore dage med ikke så få. Den, nemlig, som lægger grundvolden på sand og bygger med træ, hø og strå, (1 Kor 3,12) må nødvendigvis forgå og brændes op. Alt dette er nemlig beredt til at brændes op, for ikke at tale om, at den slags biden og opæden plejer at følges af ødelæggelse, ikke blot af en by, men at lande og kongedømmer. Nu forklarer han, hvad der er at tjene næsten i kærlighed. 
14        Difficile et periculosum est docere nos fide justificari sine operibus, et tamen simul exigere opera. Hic nisi sint fideles et prudentes ministri Christi et dispensatores mysteriorum Dei, qui recte secant verbum veritatis, statim fides et opera confunduntur. Uterque locus et fidei et operum diligenter doceri et urgeri debet, sic tamen, ut uterque intra suos limites maneat. Alioqui si opera sola docentur, ut in papatu accidit, fides amittitur. Si fides sola docetur, statim somniant carnales homines opera non esse necessaria etc. Coeperat apostolus supra exhortari ad bona opera, et dicere totam legem impleri uno verbo, illo scilicet: "Diliges proximum tuum sicut te ipsum."        Det er svært og farligt at lære, at vi retfærdiggøres af tro uden gerninger og dog samtidig kræve gerninger. Her vil troen og gerningerne straks sammenblandes, hvis der ikke er trofaste og kloge Kristi tjenere og husholdere af Guds mysterier, som kan skære sandhedens ord til på rette måde. Hver af dem bør læres og understreges omhyggeligt på henholdsvis troens og gerningernes område. Ellers, hvis man alene lærer gerningerne, som det skete i pavedømmet, mister man troen. Hvis man alene lærer troen, er der straks nogle kødelige mennesker som fantaserer om, at gerninger ikke er nødvendige. Apostelen begyndte ovenfor med at opfordre til gode gerninger, nemlig på denne måde: "Du skal elske din næste som dig selv". 
15     Hic alicui in mentem venire posset: Paulus in (E6) tota epistola detrahit legi justitiam, quia dicit: "Ex operibus legis non justificatur omnis caro;" item: "Qui ex operibus legis sunt, sub maledicto sunt etc." Iam autem cum ait totam legem in uno verbo impleri, videtur oblitus causae, quam in tota hac epistola tractavit, et plane diversum sentire, nempe hoc, quod facientes opera caritatis legem impleant et justi sint. Ad hanc occupationem respondet his verbis: Her kan nogen få den tanke: Paulus frakender i hele brevet loven retfærdighed, for han siger: "Af lovgerninger bliver intet kød frelst" (Gal2.16); og: "De, der er af lovgerninger, er under forbandelse osv." (Gal3.10) Men nu, hvor han siger, at hele loven opfyldes i ét eneste ord, synes han at have glemt hele den sag, han behandlede i hele brevet, og mene noget helt andet, nemlig, at de, der gør kærlighedens gerninger, opfylder loven og bliver retfærdige. På denne indvending svarer han med disse ord: 
16   Dico autem, spiritu ambulate.
       Quasi dicat: Non sum oblitus disputationis meae superioris de fide, neque eam jam revoco, cum adhortor vos ad mutuam caritatem, et dico totam legem impleri dilectione, sed plane idem sentio, quod supra. Ideo ut recte me intelligatis, addo: "Spiritu ambulate etc."
 Men jeg siger: I skal vandre efter Ånden. (Gal5.16)
      Som ville han sige: Jeg har ikke glemt min forudgående drøftelse om troen, ejheller tilbagekalder jeg den nu, når jeg opfordrer jer til gensidig kærlighed og siger, at hele loven opfyldes i kærlighed, men jeg mener nøjagtig det samme som ovenfor. Derfor, for at I kan forstå mig rigtigt, tilføjer jeg: "I skal vandre ... osv"
17  Dilutio argumenti sophistarum: Dilectio est impletio legis, ergo lex justificat.
      Quanquam Paulus proprie et diserte hic locutus est, tamen nihil profuit. Sophistae enim ex hoc dicto Pauli male intellecto: Dilectio est plenitudo legis, sic collegerunt. Si dilectio est impletio legis, ergo dilectio est justitia, ergo diligentes sumus justi. Belli homines argumentantur a verbo ad opus, a doctrina seu a praeceptis ad vitam, hoc modo: Lex praecipit dilectionem, ergo opus statim sequitur.
 Opløsning af sofisternes argument: Kærlighed er lovens opfyldelse, altså retfærdiggør loven.
        Selv om Paulus her har tallt klart og tydeligt, nytter det ikke noget. For sofisterne kommer nemlig med en forkert forståelse af disse ord af Paulus: "Kærlighed er lovens opfyldelse", siger Paulus, og så slutter de: "Hvis kærlighed er lovens opfyldelse, så er kærlighed retfærdighed, så er vi altså retfærdige, når vi elsker". Det er nogle kønne mennesker, der slutter fra ord til gerning, fra lære eller bud til lovet, på denne måde: Loven foreskriver kærlighed, altså følger gerningen straks efter. 
18  Est autem ineptissima consequentia a praeceptis argumentari et concludere ad opera. Deberemus quidem implere legem, et impletione ejus justificari, sed (E7) peccatum obstat. Praescribit et praecipit quidem lex, ut Deum ex toto corde etc. et proximum ut nos ipsos diligamus, sed ideo non sequitur: Hoc scriptum est, ergo fit, lex praecipit dilectionem, ergo diligimus. Men det er da en højst forkert slutning at drage: at argumentere og slutte fra bud til gerninger. Vi bør ganske vist opfylde loven, og at opfylde den er at blive retfærdiggjort, men synden forhindrer det. Ganske vist foreskriver og befaler loven, at vi skal elske Gud af hele vort hjerte og vor næste som os selv, men heraf følger ikke: Dette står skrevet, altså sker det, loven befaler kærlighed, ergo elsker vi. 
19  Non dabis aliquem in terris, qui ita diligat Deum et proximum, ut lex requirit. In futura autem vita, ubi plane mundati ab omnibus vitiis et peccatis, et puri, ut sol, erimus, perfecte diligemus et perfecta dilectione justi erimus. In illa vero vita impedit puritatem illam caro, in qua, donec vivimus, haeret adhuc peccatum. Der findes ikke nogen på jorden, som elsker Gud og næsten, sådan som loven kræver. Men i det kommende liv, hvor vi skal være helt rensede fra alle laster og synder og rene som solen, da vil vi elske fuldkommen og være retfærdige ved den fuldkomne kærlighed. Men i dette liv forhindrer kødet denne renhed, for til kødet klæber der, mens vi lever i det, stadig synd. 
20  Hinc tam potens est amor nostri vitiosus, ut longe superet amorem Dei et proximi. Interim tamen, ut et in hac vita justi simus, habemus propitiatorium et thronum gratiae, Christum, in quem credentes, peccatum nobis non imputatur. Est igitur fides justitia nostra in hac vita. In futura autem, ubi perpurgati et prorsus liberi erimus ab omnibus peccatis et concupiscentiis, non amplius opus habebimus fide et spe, sed perfecte diligemus. Derfor er vor syndige kærlighed så mægtig, at den langt overgår kærligheden til Gud og næsten. Og dog, for at vi også i dette liv kan være retfærdige, har vi et sonemiddel (Rom 3,25) og nådens trone (Hebr. 4,16), Kristus, og vi, der tror på ham, os tilregnes vore synder ikke. Altså er i dette liv troen vor retfærdighed. Men i det kommende liv, hvor vi skal være helt rensede og helt frie fra alle synder og begæringer, har vi ikke mere brug for troen og håbet, men elsker fuldkomment. 
21        Magnus igitur error est tribuere justificationem dilectioni, quae nulla est, aut si aliqua est, tamen non tanta est, quae possit Deum placare, quia sancti etiam in hac vita imperfecte et impure, ut dixi, diligunt. Nihil autem impurum intrabit regnum coelorum. Interim tamen hac fiducia sustentamur, quod Christus, qui solus peccatum non fecit, neque dolus in ore ejus inventus est, obumbrat nos sua justitia.        Det er altså en stor fejl at tillægge kærligheden retfærdiggørelsen; kærligheden er ikke noget, eller, hvis den er noget, er den god ikke så stor, at den kan behage Gud, fordi selv de hellige elsker, som jeg har sagt det, i dette liv kun ufuldkomment og urent. Men intet urent kan indgå i himmeriget. (Ef. 5,5). I mellemtiden holdes vi dog oppe af den tillid, at Kristus, som ene af alle ikke begik synd, og i hvis mund der ikke fandtes svig, (1 Pet 2,22), overskygger os med sin retfærdighed. 
22  Hoc umbraculo, coelo remissionis peccatorum et (E8) throno gratiae, conclusi et protecti incipimus diligere et implere legem. Sed propter hanc impletionem non justificamur, neque accepti sumus, dum hic vivimus. Ubi vero tradiderit Christus regnum Deo patri, et aboleverit omnem principatum etc., et Deus erit omnia in omnibus, ibi tum cessabit fides et spes, et caritas erit perfecta et aeterna. 1 Cor. 13. Under denne overskyggelse, under denne syndsforladelsens himmel og nådetrone, begynder vi, indesluttede og beskyttede, at elske og at opfylde loven. Men det er ikke på grund af denne opfyldelse, at vi retfærdiggøres eller bliver antaget, mens vi lever her. Men når Kristus overdrager riget til Gud og Faderen, når han har tilintetgjort alle magter, og Gud bliver alt i alle, (1 Kor 15,24 og 28), da skal troen og håbet ophøre, og da vil kærligheden være fuldkommen og evig. (1 Kor 13,8) 
23 Hoc sophistae non intelligunt. Ideo cum audiunt dilectionem esse summam legis, statim inferunt: Ergo dilectio jnstificat. Vel contra, cum legunt in Paulo fidem justificare, addunt: Scilicet informatam caritate. Ea non est sententia Pauli, ut supra dictum est copiose. Si ab omnibus peccatis puri essemus, et perfecte arderemus caritate erga Deum et proximum, tum certe justi et sancti essemus per caritatem, nihilque esset, quod ultra Deus a nobis exigere posset. Dette forstår sofisterne ikke. Derfor, når de hører, at kærlighed er hovedsagen i loven, slutter de straks: altså retfærdiggør kærligheden. Eller modsat, når de hos Paulus læser, at troen retfærdiggør, tilføjer de: det vil sige, den uformede kærlighed. Men dette er ikke Paulus' mening, som vi ovenfor udførligt har sagt. Hvis vi blev fri for alle synder og vi kunne brænde af fuldkommen kærlighed til Gud og næsten, da ville vi bestemt være retfærdige og hellige ved kærligheden, og der ville ikke været noget, som Gud derudover kunne kræve af os. 
24 Hoc in praesenti vita non fit, sed differtur in futuram. Accipimus quidem hic donum et primitias Spiritus, ut incipiamus diligere, sed valde tenuiter. Si autem vere et perfecte, ut lex: "Diliges dominum Deum tuum ex toto corde tuo etc.", requirit, diligeremus Deum, tum inopia tam grata esset nobis, quam copia, dolor quam voluptas, mors quam vita etc. Imo vere et perfecte diligens Deum non diu posset vivere, sed mox absorberetur illa caritate. Dette sker ikke i dette liv, men udsættes til det kommende. Ganske vist modtager vi her Åndens gave og førstegrøde, så vi kan begynde at elske, omend kun meget svagt. Men hvis vi elskede Gud sandt og fuldkomment, som loven: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte ... osv., kræver, da ville fattigdom være os lige så kært som velstand, smerte som lyst, død som liv, osv. Ja, den, der elsker Gud sandt og fuldkomment, ville ikke kunne leve længe, men snart opsluges af den kærlighed. 
25       Nunc autem humana natura adeo corrupta est et peccatis submersa, ut plane nihil recte de Deo cogitare aut sentire possit, non diligit, sed vehementer (E9) odit Deum etc. Quare, ut Johannes ait (1. Joh. 4, 10.): "Nos non dileximus Deum, sed ipse dilexit nos, et misit filium suum propitiationem pro peccatis nostris"; et supra cap. 2. (v. 20.): "Christus dilexit me, et tradidit semet ipsum pro me"; et cap. 4. (vv. 4. 5.): "Misit Deus filium suum, factum sub legem, ut eos etc." Per hunc filium redemti et justificati incipimus diligere, juxta illud Pauli Rom. 8. (vv. 3. 4.): "Quod erat impossible legi etc., ut justificatio legis in nobis impleretur", id est, inciperet impleri. Mera igitur somnia sunt, quae sophistae de impletione legis docuerunt.       Men nu er den menneskelige natur i den grad fordærvet og nedsunket i synd, at den slet ikke kan tænke eller overveje noget rigtigt om Gud, ikke elsker, men heftigt hader Gud. Det forholder sig, som Johannes siger: "Vi elskede ikke Gud, men han elskede os, og sendte sin søn som soning for vore synder" (1 Joh 4,10). Og ovenfor i (Gal2.20): Kristus elskede mig og gav sig selv hen for mig"; og i (Gal4.4): "Gud sendte sin søn, født under loven, for at han ... osv". Forløste og retfærdiggjorte gennem denne søn begynder vi at elske, ifølge det, Paulus siger i Rom 8,3f: "Det, der var umuligt for loven ... det gjorde Gud ... for at lovens retfærdiggørelse skulle opfyldes i os", det vil sige, begynde at blive opfyldt. Det er altså ren og skær fantasi, hvad sofisterne har lært om opfyldelse af loven. 
26 Quare Paulus indicat his verbis: "Ambulate spiritu etc.", quomodo velit accipi sententiam suam, qua dixerat: "Per caritatem, servite vobis invicem"; item dilectionem esse impletionem legis etc., quasi dicat: Dum jubeo vos diligere mutuo, hoc a vobis exigo, ut spiritu ambuletis. Scio enim, quod legem non implebitis. Quia peccatum haeret in vobis, donec vivitis, ideo impossibile est vos implere legem. Interim tamen hoc diligenter curate, ut spiritu ambuletis, hoc est, luctemini spiritu contra carnem, et sectemini motus spirituales etc. Derfor angiver Paulus med ordene: "I skal vandre i Ånden, osv", hvordan han vil, at hans sætning skal forstås, den, der lyder: "Tjen hinanden i kærlighed"; og hvordan den sætning skal forstås, der lyder: kærlighed er lovens opfyldelse osv. Som ville han sige: Når jeg befaler jer at elske hinanden, kræver jeg det af jer, at I vandrer i Ånden. Jeg véd nemlig, at I ikke vil kunne opfylde loven. For synden klæber til jer, sålænge I lever, derfor er det umuligt for jer at opfylde loven. Dog skal I i mellemtiden omhyggeligt sørge for, at I vandrer i Ånden, det vil sige I skal i Ånden kæmpe mod kødet, og følge Åndens tilskyndelser. 
27          Non igitur oblitus est causae justificationis. Nam cum jubet eos spiritu ambulare, manifeste negat opera justificare, quasi dicat: Cum de impletione legis loquor, non hoc volo, quod lege justificamini, sed hoc dico, quod duo contrarii duces sint in vobis, spiritus et caro. Deus suscitavit in corpore vestro rixam (E10) et pugnam. Spiritus enim cum carne luctatur, et vicissim caro cum spiritu. Hic nihil exigo a vobis, neque enim plus potestis praestare, nisi ut sequentes ducem spiritum resistatis duci carni. Illi obedite, contra hanc pugnate.        Paulus har altså ikke glemt retfærdiggørelseslæren. For når han befaler dem at vandre i ånden, nægter han udtrykkeligt, at gerninger kan retfærdiggøre, som ville han sige: Når jeg taler om opfyldelsen af loven, vil jeg ikke have det forstået sådan, at I bliver retfærdiggjorte ved loven, men det vil jeg have sagt, at der er to modsatte tendenser i jer, ånden og kødet. Gud har i jeres kroppe anbragt en strid og en kamp. For ånden kæmper med kødet, og omvendt kæmper kødet med ånden. Her kræver jeg intet af jer, og I kan heller ikke yde andet, end at I kan følge tendensen "Ånden"  og modstå tendensen "kødet". Adlyder I den ene, kæmper I imod den anden. 
28  Itaque cum doceo legem, et adhortor vos ad dilectionem mutuam, ne putetis me revocare doctrinam de fide, et nunc tribuere legi vel caritati justificationem, sed hoc volo, ut spiritu ambuletis, ne concupiscentiam carnis perficiatis. Utitur autem Paulus verbis proprie acceptis, quasi  dicat: Nondum pervenimus ad impletionem legis, ideo ambulare et exerceri spiritu nos oportet, ut ea cogitemus, dicamus et faciamus, quae spiritus sunt, utque resistamus his, quae carnis sunt. Ideo addit: Derfor, når jeg lærer loven og opfordrer jer til gensidig kærlighed, skal ikke mene, at jeg tilbagekalder læren om troen og nu tillægger loven eller kærligheden at retfærdiggøre, men det vil jeg, at I vandrer i Ånden, at I ikke skal virkeliggøre kødets begæringer. Paulus bruger altså ordene i egentlig betydning, som ville han sige: Vi er endnu ikke nået frem til den fulde opfyldelse af loven, derfor bør vi vandre og handle i Ånden, så vi overvejer, lærer og handler, hvad der hører Ånden til, og så vi modstår det, der hører kødet til. Derfor tilføjer han:
29 Et concupiscentiam carnis non perficietis.
      Quasi dicat: Desideria carnis nondum mortua sunt, sed semper repullulant, remurmurant et reluctantur spiritui. Nullius sancti caro tam bona est, quae offensa non vellet  libenter mordere et devorare, vel saltem aliquid de praecepto caritatis omittere. Imo primo impetu non potest se continere, quin avertatur a proximo, vindictam expetat, et oderit eum ut hostem, vel saltem minus eum diligat, quam debebat juxta hoc praeceptum. Hoc sanctis accidit. 
Så I ikke fuldfører kødets begæringer. (Gal5.16)
      Som ville han sige: Kødets begæringer er aldrig døde, men skyder stadig frem påny, knurrer atter og gør modstand imod Ånden. Ingen helgen har et kød, der er så godt, at det ikke, når det bliver fornærmet, har lyst til at bide og opæde, eller i hvert falt til at udelade noget af kærlighedsbudet. Ja, i den første opbrusen kan han ikke lade være med at have modvilje mod næsten, ønske hævn og hade ham som sin fjende, eller i hvert fald elske ham mindre, end han bør ifølge dette bud. Dette sker for helgenerne. 
30 Ideo constituta est ab apostolo pro sanctis regula ista, ut sibi invicem per caritatem serviant, ut alii aliorum infirmitates et onera portent, ut alii aliis remittant delicta, et sine hac epieikeia impossibile est pacem et concordiam consistere inter christianos. (E11) Fieri enim non potest, quin saepe offendaris et vicissim offendas. Multa in me vides, quae te offendunt, ego vicissim in te multa video, quae mihi displicent. Hic si alter alteri per caritatem non cedit, nullus erit finis contentionum, discordiarum, aemulationum, inimicitiarum etc. Derfor har apostelen opstillet den regel for de hellige, at de skal tjene hinanden indbyrdes i kærlighed, så de bærer hinandens svagheder og byrder, så de tilgiver hinanden deres overtrædelser, og uden denne overbærenhed kan fred og enighed ikke bestå blandt de kristne. Det kan nemlig ikke undgås, at du ofte fornærmer og omvendt ofte selv bliver fornærmet. Du ser meget hos mig, som støder dig, og omvendt ser jeg meget hos dig, som mishager mig. Hvis den ene da ikke i kærlighed giver efter for den anden, vil der ikke være ende på striden, uenigheden, misundelsen og fjendskabet. 
31        Quare Paulus vult nos spiritu ambulare, ne concupiscentiam carnis perficiamus, quasi dicat: Etiamsi commoveamini ira, invidia etc. adversus fratrem offendentem vel aliquid hostiliter agentem contra vos, tamen per spiritum resistite, et reprimite istos motus, tolerate ejus imbecillitatem et diligite eum, juxta illud: "Diliges proximum tuum sicut te ipsum."        Derfor vil Paulus, at vi skal vandre efter Ånden, så vi ikke fuldfører kødets begæringer, som ville han sige: Skønt I bevæges af vrede, misundelse osv, imod den bror, der har fornærmet jer, eller gjort noget fjendtligt mod jer, så skal I vor ved Ånden holde igen, og trænge denne bevægelse tilbage, tåle hans svaghed og elske ham, ifølge dette: "Du skal elske din næste som dig selv". 
32 Nam frater non ideo desinit esse proximus, quia labitur aut offendit te, sed tum maxime opus habet, ut caritatem erga ipsum exerceas, et hoc praeceptum: "Diliges proximum etc." exigit idem, scilicet ne obtemperes carni, quae offensa odit, mordet, devorat etc., sed spiritu relucteris ipsi, et perseveres per spiritum in amore proximi, etiamsi nihil in eo invenias amore dignum. For broderen hører ikke af den grund op med at være din næste, fordi han falder eller fornærmer dig, men da har han mest brug for, at du viser kærlighed imod ham, og dette bud: "Du skal elske din næste, osv" kræver det samme, nemlig at du ikke adlyder kødet, men i Ånden bekæmper det, og gennem Ånden bevares i kærlighed til næsten, skønt du ikke finder noget i ham, der er værd at elske. 
33        Sophistae concupiscentiam carnis interpretantur libidinem. Verum quidem est, quod pii etiam, praesertim adolescentes, libidine tententur, imo conjuges (tam corrupta et pestilens est caro) sine libidine non sunt. Quisque hic (loquar jam cum piis conjugibus utriusque sexus) diligenter exploret se ipsum, tum procul dubio inveniet sibi magis placere formam seu mores alterius uxoris, quam suae (et (E12) econtra).          Sofisterne forstår kødets begæring om seksuelt begær. Og det er jo sandt, at de fromme også, især de unge, fristes af det seksuelle begær. Ja, kødet er så fordærvet og ødelagt, at end ikke ægtefolk er uden seksuelt begær. Enhver må her -- jeg taler her til fromme ægtefolk af begge køn -- prøve sig selv omhyggeligt, og han vil så uden tvivl finde ud af, at han bedre kan lide en anden kones udseende eller væremåde end sin egens -- og omvendt. 
34 Concessam mulierem fastidit, negatam amat. Imo in omnibus rebus hoc accidere solet, quod aliquis habet, contemnit, quod non habet, amat. Nitimur in vetitum semper, cupimusque negata etc. Ideo non nego concupiscentiam carnis complecti libidinem, non tamen solam, quia omnes vitiosos affectus complectitur, quibus pii laborant, alii magis, alii minus, ut sunt superbia, odium, avaritia, impatientia, libido etc. Imo inter opera carnis non solum crassa illa vitia, sed etiam idololatriam, haereses etc. infra (vv. 19 21.) recenset Paulus.  Han føler lede ved den kone, han har fået, og elsker den, han ikke fik. Ja, på alle områder plejer der at ske det, at man foragter det, man har, og elsker det, man ikke har. Vi stræber altid mod det forbudte og begærer, hvad der er os nægtet. Derfor nægter jeg ikke, at kødets begær omfatter det seksuelle begær, blot er det ikke alene det, for det omfatter alle onde følelser, hvorunder de fromme vakler, nogle mere, andre mindre, f. eks. overmod, had, havesyge, utålmodighed, seksuelt begær, osv. Ja, blandt kødets gerninger er ikke blot disse grove laster, men også afgudsdyrkelse og kætteri tæller Paulus med nedenfor, vers 19-21. 
35 Constat igitur eum loqui de tota concupiscentia carnis et universa politia peccati, quae luctatur in piis, qui primitias Spiritus acceperunt, contra politiam spiritus. Non solum ergo loquitur de libidine, superbia etc., sed etiam de incredulitate, diffidentia, desperatione, odio, contemtu Dei, idololatria, haeresibus etc., cum ait: "Et concupiscentiam carnis non perficietis;" quasi dicat: Ego scribo, ut vos mutuo diligatia. PaDet står altså fast, at han taler om kødets begæring i sin helhed og om hele syndens magt, som kæmper i de fromme, som har modtaget Åndens førstegrøde, imod Åndens magt. Han taler altså ikke blot om seksuelt begær, hovmod, osv., men også om mistro, mistillid, fortvivlse, had, foragt for Gud, afgudsdyrkelse, kætterier, osv., når han siger: "Så I ikke fuldfører kødets begæringer"; som ville han sige: Jeg skriver, at I skal elske hinanden. 
36 Hoc non facitis, neque etiam potestis, quia habetis carnem, et eam corruptam concupiscentia, quae non solum excitat in vobis peccatum, sed ipsum peccatum est. Alioqui si perfectam haberetis caritatem, nulla tristitia, nulla adversa fortuna tam magna esset, quae illam caritatem interturbare posset, perfusa enim esset per totum corpus. Nulla uxor tam deformia esset, quam maritus non vehementer amaret aliis mulieribus formosissimis fastiditis etc. Hoc non fit. Impossibile est igitur vos dilectione justificari. Dette gør I ikke, og I kan heller ikke gøre det, fordi I har kødet, og det er fordærvet af begær, som ikke blot ophidser synden i jer, men selv er synd. Ellers, hvis I havde den fuldkomne kærlighed, ville der ikke været nogen bedrøvelse, eller nogen vanskæbne, der var så stor, at den kunne forstyrre denne kærlighed, den ville nemlig gennemtrænge hele kroppen. Ingen hustru ville være så hæslig, at hendes mand ikke elskede hende højt og følte lede ved selv de skønneste andre kvinder. Men dette sker ikke. Altså er det umuligt, at I kan retfærdiggøres af kærligheden. 
37        Quare ne putetis me revocare doctrinam de fide. (E13) Nam oportet manere fidem et spem, ut hac justificemur, illa vero in malis erigamur et perduremus. Deinde servimus quidem nobis invicem per caritatem, quia fides non est otiosa, sed caritas exigua est et infirma. Ideo cum jubeo vos spiritu ambulare, satis declaro vos dilectione non justificari.        Derfor skal I ikke mene, at jeg har tilbagekaldt læren om troen. For troen og håbet må forblive, for at vi kan retfærdiggøres ved troen, men ved håbet oprejses og holde ud i ulykke. Dernæst tjener vi hinanden ved kærligheden, fordi troen ikke er uvirksom, men kærligheden er ringe og svag. Derfor, når jeg befaler, at I skal vandre i Ånden, så tilkendegiver jeg klart, at I ikke bliver retfærdiggjort ved kærligheden. 
38         Neque per hoc, quod dico vos spiritu debere ambulare, ne carni obediatis, aut ne concupiscentiam carnis perficiatis, exigo a vobis, ut carnem prorsus exuatis aut occidatis, sed ut eam coerceatis. Deus enim vult durare genus humanum usque ad extremum diem. Hoc fieri non potest sine parentibus, qui generant et educant liberos. Istis mediis manentibus necesse est etiam manere carnem, et per consequens peccatum, quia caro non est sine peccato.      Og derved, at jeg siger til jer, at I skal vandre i Ånden, så I ikke adlyder kødet og ikke fuldfører kødets begæring, kræver jeg ikke af jer, at I fuldstændig aflægger kødet eller dræber kødet, men at I betvinger det. For Gud vil opretholde menneskeslægten indtil den yderste dag. Det kan ikke ske uden forældre, som opforstre og opdrager børn. Når disse midler skal forblive, er det nødvendigt, at også kødet forbliver, og følgelig, at også synden forbliver, for kødet består ikke uden synd. 
39 Itaque si carnem spectemus, peccatores sumus, si spiritum, justi, atque ita partim peccatores, partim justi sumus. Uberior tamen justitia nostra est, quam peccatum, quia sanctitas et justitia Christi, propitiatoris nostri, longe superat peccatum totius mundi, et remissio peccatorum, quam habemus per ipsum, tam magna, larga et infinite est, ut facile absorbeat omnia peccata, modo spiritu ambulaverimus etc. Derfor, hvis vi ser hen til kødet, er vi syndere, hvis vi ser hen til Ånden, er vi retfærdige, og derfor er vi dels syndere, dels retfærdige. Dog er vor retfærdighed rigere end synden, for Kristi hellighed og retfærdighed (Kristus er jo vor forsoner) er langt større end hele verdens synd, og syndernes forladelse, som vi har gennem ham, er så stor, omfattende og uendelig, at den let opsluger alle synder, blot vi vandrer i Ånden. 
40         Porro observandum est Paulum ista non solum eremitis et monachis, qui coelibes vivunt, scribere, sed omnibus christianis. Hoc dico, ne ineptiamus cum papistis, qui somniarunt hoc praeceptum pertinere tantum ad clericos, quos hortetur apostolus, ut (E14) spiritu ambulent, hoc est, ut domata et expugnata carne vigiliis, jejuniis, laboribus etc. caste vivant, tum eos non perficere concupiscentiam carnis, id est, libidinem, quasi tota concupiscentia carnis victa sit, repressa et domata libidine, quam tamen solam nulla carnis subactione potuerunt reprimere.       Endvidere skal man lægge mærke til, at Paulus ikke blot skriver dette til eremitter og munke, som lever i cølibat, men til alle kristne. Dette siger jeg, for at vi ikke skal vrøvle som papisterne, som fantaserer om, at dette bud kun retter sig mod klerikerne. Det er dem, apostelen opfordrer til at vandre i ånden, det vil sige, til at leve kysk efter at have tæmmet og bekæmpet kødet med vågenætter, faste og spægelser. Så ville de ikke fuldføre kødets begæringer, det vil sige, have seksuelt begær, som om alt kødets begær var besejret, når det seksuelle begær var undertrykt og tæmmet, skønt end ikke det kan de undertrykke ved nogen spægelse af kødet. 
41         Id quod Hieronymus, ut alios silentio praeteream, qui mirificus amator et defensor castitatis fuit, ingenue fatetur. O quoties, inquit, ego ipse in eremo constitutus et in illa vasta solitudine, quae exusta solis ardoribus horridum monachis praestat habitaculum, putabam me romanis interesse deliciis etc. Item, ille igitur ego, qui ob gehennae metum tali me carcere ipse damnaveram, scorpionum tantum socius et ferarum, saepe choris intereram puellarum.       Det indrømmes åbent af Hieronymus -- for jeg forbigår de andre i tavshed. Han var en stor ynder og forsvarer af kyskhed. "Hvor mange gange har jeg ikke ude i ørkenens uhyre ensomhed, der var svedet af solens brand og gav munkene et forfærdeligt husly, ment, at jeg deltog i romerske udskejelser". Og ligeså: "Jeg, som af frygt for helvede har fordømt mig selv til et sådant fængsel, med kun skorpioner og vilde dyr til omgangsfæller, jeg befandt mig ofte i et kor af piger. 
42 Pallebant ora jejuniis, et mens desideriis aestuabat in frigido corpore, et ante hominem suum jam carne praemortua sola libidinum incendia bulliebant etc. Si tantos ardores libidinis sensit Hieronymus, qui pane et aqua in eremo victitavit, quid putas sentire nostros clericos, sancti ventris cultores, qui se ita replent et distendunt lautitiis, ut mirum sit non rumpi medios? Mit ansigt var blegt af faste, men sindet var hedt at begær i den kolde krop, og mens kødet var dødt inden i dets ejer, flammede alene vellysten op i brand". Hvis Hieronymus havde et så brændende seksuelt begær, han, som levede af vand og brød i ørkenen, hvad mener du så vore klerikere, må føle, de, der dyrker den hellige bug, de, der i den grad fylder og stopper sig med lækkerier, at det er forunderligt, at de ikke sprækker midt over? 
43  Quare neque monachis neque peccatoribus in mundo ista tantum scribuntur, sed catholicae ecclesiae omnibusque piis, quos adhortatur Paulus spiritu ambulare, ut concupiscentiam carnis non perficiant, hoc est, ut noli solum cohibeant crassos motus carnis, libidinem, iram, impatientian etc., sed etiam (E15) spirituales illos, quales sunt dubitatio, blasphemia, idololatris, contemtus, odium Dei etc. Derfor er disse ord hverken skrevet alene for munke eller verdslige syndere, men for alle de fromme i den katolske kirke, som Paulus opfordrer til at vandre efter Ånden, så de ikke fuldfører kødets begæringer, det vil sige, til ikke blot at tæmme kødets krasse bevægelser, vellyst, vrede, utålmodighed, osv, men også dets åndelige bevægelser, tvivlrådighed, blasfemi, afgudsdyrkelse, foragt, had mod Gud, osv. 
44        Neque, ut dixi, Paulus exigit a piis, ut carnem prorsus abjiciant et perdant, sed ut ita eam coerceant, ut spiritui subdita sit. Rom. 13. (v. 14.) jubet nos fovere carnem. Ut enim non debemus esse crudeles in aliorum corpora, nec ea vexare injusto labore, ita nec nostra. Quare juxta praeceptum Pauli debemus carnem nostram curare, ut possit tolerare labores ingenii et corporis, ad necessitatem tamen, non ad alendam concupiscentiam vult curari eam. Itaque si caro incipit lascivire, reprime eam spiritu.       Ejheller kræver Paulus som sagt (#38) af de fromme, at de helt skal ødelægge og dræbe deres kød, kun, at de skal betvinge det, så det er underlagt ånden. I Rom 13,14 befaler han os at vi skal "have omsorg for kødet". For ligesom vi ikke bør være grusomme mod andres legemer, eller plage dem med uretfærdigt arbejde, sådan bør vi heller ikke gøre mod vort eget. Derfor bør vi efter Paulus' bud tage vare på vort kød, at det kan tåle både tænke- og kropsarbejde. Dog vil han kun, at vi skal sørge for, hvad der er nødvendigt, så begær ikke opdyrkes. Derfor, hvis kødet begynder at blive utérligt, skal du undertrykke det ved ånden. 
45 Si pergit, duc uxorem. Melius est enim nubere, quam uri. Hoc faciens ambulas spiritu, hoc est, sequeris verbum Dei, et facis voluntatem ejus. Ceterum, ut dixi, hoc praeceptum de ambulando spiritu etc. non solum ad eremitas et monachos, sed ad omnes pios, etiamsi non utantur libidine, pertinet. Hvis det fortsætter, skal du gifte dig. "For det er bedre at gifte sig, end at brænde" (1 Kor 7,9). Når du gør det, vandrer du efter ånden, det vil sige, så følger du Guds ord, og gør hans vilje. Forøvrigt har dette ord om at vandre i ånden som sagt ikke blot med eremitter og munke at gøre, men med alle fromme, også selv om de ikke plages af seksuelt begær. 
46 Princeps concupiscentiam carnis non perficit, cum diligenter facit officium suum, cum bene praeest subditis, punit sontes, et innocentes defendit. Ibi caro et diabolus repugnant et sollicitant eum, ut injustum bellum moveat, ut obsequatur suis cupiditatibus etc. Hic nisi spiritum ducem sequatur, et verbo Dei recte et pie monenti eum de officio suo obediat, perficit concupiscentiam carnis. Sic quisque in sua vocatione spiritu ambulet, et non solum libidinem sed etiam alia opera carnis non perficiet. (E16)  Således fuldfører en fyrste ikke kødets begæringer, når han omhyggeligt tager vare på sit embede, på god måde står i spidsen for sine undersåtter, straffer de skyldige og forsvarer de uskyldige. Så kæmper kødet og djævelen imod og forleder ham til at begynde en uretfærdig krig, så han følger deres begæringer. Hvis han her ikke følger ånden som fører, og retsindigt og fromt adlyder Guds ord, der formaner ham angående hans embede, så vil han fuldføre kødets begæringer. Således vandrer enhver i sit kald i ånden, og fuldfører ikke blot ikke det seksuelle begær, men heller ikke de andre kødets gerninger. 
47 Caro enim concupiscit adversus spiritum, spiritus autem adversus carnem.
         Paulus, cum dicit carnem concupiscere adversus spiritum, et spiritum adversus carnem, commonefacit nos, quod sensuri simus concupiscentiam carnis, hoc est, non solum libidinem, sed superbiam, iram, tristitiam, impatientiam, incredulitatem etc. Verum ita vult nos ista sentire, ne illis consentiamus aut ea perficiamus, hoc est, ne illa cogitemus, loquamur et faciamus, quae suggerit, et ad quae sollicitat nos caro, ut si etiam nos commoveat ad iram, tamen ita irascamur, ut Psal. 4. (v. 5.) docet, ne peccemus, quasi sic velit dicere Paulus: Scio, quod sollicitabimini a carne ad iram, invidiam, dubitationem, incredulitatem etc., sed resistite spiritu, ne peccetis. Si vero deserto duce spiritu carnem sequimini, concupiscentiam carnis perficietis et moriemini, Rom. 8. (V. 13.). Sic dictum hoc intelligendum est non de sola libidine, sed de toto regno peccati etc.
Men kødet begærer imod ånden, og ånden imod kødet. (Gal5.17
       Når Paulus siger, at kødet begærer imod ånden, og ånden imod kødet, påminder han os om, at vi skal få kødets begæring at føle, det vil sige, ikke blot seksuelt begær, men hovmod, vrede, bedrøvelse, utålmodighed, mistro, osv. Men han vil, at vi skal føle det må den måde, at vi ikke skal give efter for disse følelser eller fuldføre dem, det vil sige, vi skal ikke tænke, tale eller gøre det, som kødet foreslår, eller det, som kødet vil lokke os til, så at vi, selv om vi bevæges tl vrede, dog ikke bliver rigtig vrede, som Sl 4,5 lærer os, så vi ikke synder, som om Paulus ville sige: Jeg véd, at kødet vil forlede jer til vrede, misundelse, tvivl, mistro, osv., men I skal modstå det ved ånden, så I ikke synder. Men hvis I forlader åndens ledelse og følger kødet, fuldfører I kødets begæringer og vil dø (Rom 8,13). Således skal dette udsagn forstås, ikke blot om det seksuelle begær, men om hele syndens herredømme. 
48 Haec autem sibi invicem adversantur, ut non, quaecunque volueritis, illa faciatis.
     Hi duo duces, inquit, in corpore vestro, caro et spiritus, adversantur sibi, ut non, quaecunque volueritis, illa faciatis. Ista verba potentialiter accipio, id est, ut non possitis facere ea, quae velletis,  et hic locus clare testatur Paulum ista scribere sanctis, hoc est, ecclesiae credenti in Christum, baptisatae, (E17) justificatae, renovatae et perfecte habenti remissionem peccatorum, et tamen dicit eam habere carnem luctantem contra spiritum.
De to står hinanden imod, så I ikke kan gøre det, I vil. (Gal5.17b)
       Disse to herskere, siger han, i jeres legeme, kødet og ånden, står hinanden imod, så I ikke kan gøre det, I vil. Disse ord forstår jeg potentielt, det vil sige: "Så I ikke kan gøre det, som I kunne få lyst til". Og dette sted er et klart vidnesbyrd om, at Paulus skriver dette til de hellige, det vil sige, til den menighed, der tror på Kristus, er døbt, er retfærdiggjort, er fornyet og har den fuldkomne syndernes forladelse, og dog siger han, at den har et kød, der kæmper mod ånden. 
49 Eodem modo de se ipso loquitur Rom. 7. (v. 14.): "Ego carnalis sum, venundatus sub peccatum"; et deinde (v. 23.): "Video aliam legem in membris meis, repugnantem legi mentis meae etc."; item (v. 24.): "Infelix ego homo etc." Hic auxie laborant non solum sophistae, sed etiam quidam ex patribus, quomodo Paulum excusent. Indignum enim judicant, quod dicatur electum illud organum Christi peccatum habere.  På samme måde taler han om sig selv i Rom 7,14: "Jeg er kødelig, solgt under synden"; og senere i vers 23: "Jeg ser en anden lov i mine lemmer, der kæmper imod mit sinds lov". Og ligledes vers 24: "Jeg ulykkelige menneske". Her er ikke blot sofisterne, men også nogle af kirkefædrene i stor forlegenhed om, hvordan de skal undskylde Paulus. For de mener, det er uværdigt, at der siges, at dette Kristi udvalgte redskab har synd. 
50 Nos fidem adhibemus verbis Pauli, quibus ingenue  fatetur se venditum esse sub peccatum, captivari peccato, habere legem repugnantem sibi, carne se servire legi peccati. Hic iterum respondent apostolum ista loqui in persona impiorum. Impii non queruntur de rebellione, pugna, captivitate peccati, quia peccatum potenter in ipsis dominatur. Ideo ista querela verissime Pauli est et omnium sanctorum etc.  Men vi stoler på Paulus' ord, hvormed han åbent indrømmer, at han er solgt under synden, taget til fange af synden, at han har en lov, der strider imod ham, at han med kødet tjener syndens lov. Her svarer de atter, at apostelen siger dette på de ugudeliges vegne. Men de ugudelige klager ikke over, at synden er oprør, kamp, tilfangetagelse, fordi synden hersker mægtigt i dem. Derfor er denne klage virkelig Paulus' klage og alle de hellige klage. 
51 Non solum igitur imprudenter, sed etiam impie fecerunt, qui excusarunt Paulum et alios sanctos non habere peccatum. Ista enim persuasione ex inscitia doctrinae fidei nata privarunt ecclesiam maxima consolatione, aboleverunt remissionem peccatorum, et Christum reddiderunt otiosum. Det er altså ikke blot uklogt, men også ufromt, det, de gør, som undskylder Paulus og andre hellige med, at de ikke har synd. Denne overbevisning kommer nemlig af uvidenhed om troens lære og de berøver kirken dens allerstørste trøst, de afskaffer syndernes forladelse og gør Kristus overflødig. 
52       Quare Paulus non negat se carnem et carnis vitia habere, cum dicit: "Video aliam legem in membris meis etc." Ideo credibile est eum aliquando sensisse libidinem, opinor tamen eam bene suppressant (E18) fuisse gravibus et magnis illis tentationibus animi et corporis, quibus, ut ejus epistolae indicant, fere perpetuo exercitatus et vexatus fuit, aut si quandoque laetus et fortis libidinem, iram, impatientiam etc. sensit, tamen spiritu restitit, et illos motus non permisit dominari.        Derfor nægter Paulus ikke, at han har kød og at kødet har laster, når han siger: "Jeg ser en anden lov i mine lemmer osv". Derfor er det troligt nok, at han på et eller andet tidspunkt har følt seksuelt begær, men jeg tror dog, at det helt har været svækket af de alvorlige og store fristelser på sjæl og legeme, som han, efter hvad hans breve udviser, næsten hele tiden var prøvet i og hærget af, eller, om han engang imellem glad og stærk mærkede til seksuelt begær, vrede, utålmodighed osv, at han så stod dem imod i ånden, og skønt bevæget af dem ikke tillod dem at beherske sig. 
53 Itaque nullo modo concedamus hujusmodi loca consolatione plenissima, quibus Paulus luctam carnis contra spiritum in suo proprio   corpore describit, tam ineptis glossis depravari. Sophistae et monachi nullam spiritualem tentationem experti sunt, ideo tantum bellum gesserunt cum libidine reprimenda et vincenda, et ea victoria inflati, qua tamen nunquam potiti sunt, putaverunt se longe meliores et sanctiores esse conjugibus, ut interim non dicam, quod isto specioso praetextu aluerint et confirmaverint omnis generis horribilia peccata, dissensionem, superbiam, odium, contemtum proximi, fiduciam propriae justitiae, praesumtionem, neglectum pietatis et verbi, incredulitatem, blasphemiam etc.  Derfor kan vi på ingen måde gå med til, at den slags trøst, som disse steder er så fulde af, hvormed Paulus beskriver kødets kamp mod ånden i sit eget legeme, skal ødelægges med fortolkninger, der er så dårlige. Sofisterne og munkene har ikke oplevet nogen åndelige anfægtelser, derfor fører de en så vældig krig for at undertrykke og besejre det seksuelle begær, og opblæste af den sejr, som de dog aldrig vandt, mener de, at de er langt bedre og langt mere hellige end ægtefolk, for slet ikke at tale om, at de under dette udmærkede renommé har dyrket og bekræftet alle slags forfærdelige synder, uenighed, hovmod, had, foragt for næsten, tillid til egen retfærdighed, indbildskhed, forsømmelse af fromheden og ordet, mistillid, blasfemi, osv. 
54 Contra  ista peccata non pugnaverunt, imo   ne quidem duxerunt esse peccata, tantum in stultis et impiis votis suis observatis statuerunt justitiam, in neglectis peccatum. De kæmper ikke imod disse synder, ja de regner dem ikke engang for synder, i den grad stadfæstede de retfærdigheden ved at overholde deres dumme og ufromme løfter, og synden ved at fordømme dem. 
55          Nos vero certo statuere debemus nostram capitalem, rotundam et perfectam justitiam esse Christum. Si nihil est, quo niti possumus, tamen ista tria, ut ait Paulus (1. Cor. 13, 13.), manent, fides, spes, caritas. Semper igitur fidendum et sperandum est, semper apprehendendus est Christus ut caput et fons justitiae nostrae. Qui in hunc credit, non (E19) pudefiet. Deinde operam dare debemus, ut etiam externe justi simus, hoc est, ne assentiamur carni, quae semper suggerit aliquid mali, sed illi resistamus per spiritum.        Men vi bør lægge stærk vægt på, at vores egentlige, hele og fuldkomne retfærdighed er Kristus. Om vi ikke kan støtte os til andet, så forbliver dog disse tre, som Paulus siger (1 Kor 13,13), tro, håb og kærlighed. Man skal altså altid tro og håbe, altid knytte sig til Kristus som hoved og kilde til vor retfærdighed. Den, der tror på ham, bliver ikke til skamme. (Es 28,16). Derefter bør vi gøre gerninger, så at vi også i det ydre kan være retfærdige, det vil sige, så vi ikke giver vor tilslutning til kødet, som altid foreslår noget ondt, men står det imod gennem ånden; 
56 Ne fraugamur impatientia propter ingratitudinem et contemtum vulgi, qui abutitur libertate Christiana, sed spiritu vincamus hanc et omnes alias tentationes. Quatenus igitur luctamur spiritu contra carnem, eatenus etiam externe justi sumus, quanquam ista justitia nos coram Deo non commendat. så vi ikke nedbrydes af utålmodighed på grund af folkets utaknemlighed og foragt, det folk, der misbruger den kristne frihed, men så vi i ånden besejrer denne og alle andre fristelser. For i samme grad vi i ånden kæmper mod kødet, i samme grad er vi også i det ydre retfærdige, skønt denne retfærdighed ikke giver os Guds velbehag. 
57       Nemo igitur desperet, cum senserit carnem subinde novam pugnam movere spiritui, aut si non statim poterit carnem cohibere, ut spiritui subjecta sit. Cuperem et ego me habere firmiorem et magis constantem animum, qui non solum minas tyrannorum, haereses, quas fanatici spiritus serunt, et scandala ac tumultus, quos iidem suscitant, egregie contemnere posset, sed qui etiam pavores et dolores animi statim excuteret, qui denique mortem acerbam non exhorresceret, sed eam tanquam gratissimum hospitem exciperet. Sed invenio aliam legem in membris meis, rebellantem legi mentis meae etc. Alii luctantur cum inferioribus tentationibus, ut sunt paupertas, ignominia, impatientia etc.       Ingen skal derfor fortvivle, fordi han mærker kødet igen bevæge sig i en ny kamp mod ånden, eller hvis han ikke straks kan tæmme kødet, så det bliver underlagt ånden. Jeg ville også ønske, jeg havde et fastere og mere konstant sind, som ikke blot fint kunne se ned på tyrannernes trusler, og de kætterier, som åndsfanatikerne frembringer, og den forargelse og uro, som de giver anledning til, men også straks kunne forjage den indre skræk og smerte, og som endelig ikke blev afskrækket af den bitre død, men modtog den som den kæreste gæst. Men jeg finder en anden lov i mine lemmer, der gør oprør mod mit sinds lov, osv (Rom 7,23). Andre må kæmpe med lavere anfægtelser, f. eks. fattigdom, vanære og utålmodighed. 
58        Ideo nemo miretur aut perterrefiat, cum sentit in corpore suo hanc pugnam carnis contra spiritum, sed erigat se verbis Pauli: "Caro concupiscit adversus spiritum"; item: "Haec sibi invicem adversantur, ut non, quae volueritis, illa faciatis". His enim sentetitiis consolatur tentatos, quasi dicat: (E20) Impossibile est, ut per omnia ducem spiritum sequamini sine ullo sensu aut impedimento carnis. Imo caro obstabit, et ita obstabit, ut non possitis facere, quae libenter velletis.        Derfor skal ingen undre sig eller blive bange, når han i sin krop føler denne kødets kamp mod ånden, men fatte mod ud fra Paulus' ord: "Kødet begærer mod ånden", og: "de ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil". Med disse sætninger vil han nemlig trøste de anfægtede, som om han sagde: Det er umuligt, at I gennem alle ting skal følge efter ånden som jeres fører uden at føle kødet eller uden at forhindres af kødet. Tværtimod står kødet imod, og det står imod på en måde, så I ikke kan gøre, hvad I gerne ville gøre. 
59 Hic satis est, ut carni resistatis, ne concupiscentiam ejus perficiatis, hoc est, ut spiritum sequamini, non carnem, quae facile impatientia frangitur, cupit vindictam, mordet, dubitat, murmurat, odit Deum, irascitur ei, desperat etc. Itaque cum aliquis sentit hanc carnis pugnam, non idea abjiciat animum, sed resistat spiritu, et dicat: Ego sum peccator et peccatum sentio, quia carne nondum exutus sum, in qua tantisper haeret peccatum, donec vivit. Sed spiritui, non carni obsequar, hoc est,   apprehendam fide et spe Christum, ac ipsius verbo me erigam, atque hoc modo erectus concupiscentiam carnis non perficiam. Her er det nok, at I står kødet imod, så I ikke fuldfører dets begæringer, det vil sige, så I følger ånden, ikke kødet, som let overvældes af utålmodighed, søger hævn, bider, tvivler, knurrer, hader Gud, bliver vred på ham, fortvivler osv. Når derfor nogen føler denne kødets kamp, skal han ikke af den grund forkaste sjælen, men modstå ved ånden og sige: Jeg er synder og jeg føler synden, fordi jeg endnu ikke har aflagt kødet, til hvilket synden klæber fast, så længe det lever. Men jeg føjer mig efter ånden, ikke efter kødet, det vil sige, jeg griber med tro og håb Kristus, og fatter mod ved hans ord, og oprejst på den måde, fuldfører jeg ikke kødets begæring. 
60        Valde prodest piis hanc doctrinam Pauli bene cognitam et meditatam habere, quia mirabiliter consolatur tentatos. Ego monachus putabam statim actum esse de salute mea, si quando sentiebam concupiscentiam carnis, hoc est, malum motum, libidinem, iram, odium, invidiam etc. adversus aliquem fratrem. Tentabam multa, confitebar quotidie etc. Sed nihil proficiebam. Quia semper redibat concupiscentia carnis, ideo non poteram acquiescere, sed perpetuo cruciabar his cogitationibus: Hoc et illud peccatum commisisti, item laboras invidia, impatientia etc. Frustra igitur ingressus es sacrum ordinem, et omnia bona opera tua inutilia sunt.        Det gavner de fromme meget at have overvejet og betænkt denne Paulus' lære nøje, for den trøster forunderligt de anfægtede. Som munk mente jeg, at min frelse var sat over styr, hvis jeg nogensinde mærkede kødets begær, det vil sige, en ond bevægelse, et seksuelt begær, vrede, had, misundelse osv. imod en broder. Jeg forsøgte mangt og meget, skriftede dagligt, osv. Men jeg opnåede ikke noget. For atter vendte kødets begær tilbage, derfor kunne jeg ikke finde ro, men martrede mig altid med disse overvejelser: Den og den synd har du begået, ligeledes udviste du misundelse, utålmodighed, osv. Det er forgæves, du er gået ind i den hellige orden, og alle dine gode gerninger er omsonst. 
61 Si tum intellexissem recte Pauli sententias: "Caro concupiscit adversus spiritum etc.", "haec sibi invicem adversantur etc.", (E21) non usque adeo me afflixissem, sed ut hodie soleo, cogitassem: Martine, tu non carebis prorsus peccato, quia carnem adhuc habes, senties igitur certamen ipsius, juxta illud Pauli "Caro resistit spiritui." Ne igitur despera, sed reluctare, ne concupiscentiam ejus perficias, et tum non es sub lege. Hvis jeg dengang havde forstået Paulus' sætninger: "Kødet begærer imod ånden", og: "de to ligger i strid med hinanden", på rette måde, så ville jeg ikke i den grad have plaget mig selv, men have tænkt, som jeg plejer at gøre i dag: Martin, du vil ikke blive helt fri for synd, for du har stadigvæk et kød, du mærker derfor kampen med det, ifølge dette ord af Paulus "kødet modstår ånden". Derfor skal du ikke fortvivle, men kæmpe, for ikke at fuldføre dets begær, og da er du ikke under loven. 
62        Memini Staupicium dicere solitum: Ego plus quam millies Deo vovi me fore probiorem, sed nunquam praestiti, quod vovi. Posthac non vovebo tale quiddam, quia experientia nunc didici me hoc non posse praestare. Nisi igitur Deus placatus et propitius mihi propter Christum sit, et optatam ac felicem horulam concesserit, cum mihi migrandum erit ex hac misera vita, non potero consistere cum votis et benefactis meis.      Jeg husker, at Staupitz plejede at sige: "Jeg har mere end tusinde gange aflagt løfte til Gud om, at jeg ville blive bedre, men jeg har aldrig indfriet, hvad jeg lovede. Fra nu af vil jeg ikke aflægge løfte om noget sådant, for erfaringen har lært mig, at jeg ikke kan yde det. Hvis Gud altså ikke er mig nådig og gunstig for Kristi skyld, så han giver mig den lykkelige dødsstund, jeg ønsker mig, når jeg skal vandre bort fra dette elendige liv, så kan jeg ikke bestå med mine løfter og velgerninger". 
63 Haec non solum vera, sed etiam pia et sancta desperado erat, quam necesse est fateri ore et corde, quotquot salvi fieri volunt. Nam sancti non nituntur sua justitia, sed cum Davide clamant (Psalm. 143; 2.): "Ne intres in judicium cum servo tuo, quia non justificatur in conspectu tuo omnis vivens ;" item (Psal. 130, 3.): "Si iniquitates observaveris domine, domine, quis sustinebit?" Intuentur autem Christum propidatorem suum, qui vitam dedit pro peccatis ipsorum. Dette er ikke blot en sand, det er også en from og hellige fortvivlelse, som det er nødvendigt, at de, der vil blive salige, bekender med mund og hjerte. For de hellige stoler ikke på deres egen retfærdighed, men klager med David: "Du må ikke gå i rette med din tjener, for ingen, som lever, er retfærdig i dine øjne". Og Sl 130,3: "Hvis du skulle se på misgerninger, herre, hvem ville så kunne bestå?" De ser altså hen til Kristus, deres forsoner, som gav sit liv for deres synder. 
64 Deinde quod reliquum est peccati in carne, noverunt hoc non imputari, sed per remissionem condonari sibi. Interim tamen spiritu pugnant contra carnem, non quod omnino ejus concupiscentiam non sentiant, sed quod eam non perficiant. Itaque etiamsi sentiant carnem furere et (E22) rebellare spiritui et se quandoque etiam per infirmitatem in peccata labi, non tamen ideo despondent animum, neque ideo statim cogitant suum vitae genus et officium ac opera secundum vocationem facta displicere Deo, sed fide erigunt se. Og derudover véd de, at hvad der er tilbage af synd i kødet, ikke bliver tilregnet, men tilgives dem. I mellemtiden kæmper de dog ved ånden mod kødet, ikke sådan, at de overhovedet ikke mærke dens begær, men sådan at de ikke fuldfører det. Derfor, skønt de mærker kødet rase og gøre oprør mod ånden og også af og til falde i synd på grund af svaghed, så mister de ikke af den grund modet, og tænker heller ikke straks, at deres levnedsløb og deres stand og de gerninger, de har gjort ifølge deres kald, misbager Gud, men ved troen fatter de nyt mod. 
65       Magnam igitur consolationem habent pii ex hac doctrina Pauli, quod norint se partim carnem partim spiritum habere, sic tamen, ut spiritus dominetur, caro subjecta sit, justitia regnet, peccatum serviat. Qui ignorat hanc doctrinam, et cogitat pios debere prorsus carere omni defectu, et tamen sentit contrarium, is ad extremum absorbetur spiritu tristitiae et desperat. Qui vero hanc doctrinam novit et recte ea utitur, huic etiam mala necesse est cooperari in bonum.        De fromme har derfor stor trøst af denne paulinske læresætning, fordi de véd, at de dels har kød, dels ånd, dog således, at ånden skal være overlegen, kødet underlegen, retfærdigheden herske, synden tjene. Den, der er uvidende om denne læresætning og tænker, at de fromme bør være helt fri for enhver fejl og dog føler det modsatte, han opsluges ved bedrøvelse i ånden til det yderste og fortvivler. Men den, der kender denne læresætning og bruger den ret, for han er også det onde nødvendigt, til at samarbejde til det gode. 
66 Nam cum caro sollicitat eum ad peccandum, hac occasione excitatur et urgetur ad quaerendum remissionem peccatorum per Christum, ad justitiam fidei amplectendam, quam alioqui tanti non faceret neque tanto desiderio suspiraret. For når kødet lokker ham til at synde, vækkes han i den anledning op og drives til at kræve syndernes forladelse ved Kristus, til at omfavne troens retfærdighed, som han ellers ikke satte så højt eller havde noget særlig stort ønske efter. 
67 Itaque valde prodest, ut nonnunquam sentiamus malitiam naturae et carnis nostrae, ut vel hoc modo expergefiamus et excitemur ad fidem et invocandum Christum, atque ista occasione christianus fit artifex potentissimus et mirificus creator, qui ex tristitia gaudium, ex terroribus consolationem, ex peccato justitiam, ex morte vitam, dum hac ratione coercens carnem, eam in servitutem redigit et spiritui subjicit, facere potest. Derfor er det meget gavnligt, at vi nu og da føler naturens onde og vort kød, så vi på den måde kan opmuntres og anspores til tro og til at påkalde Kristus, og ved således at få lejlighed bliver den kristne til en mægtig kunstner og en forunderlig skaber, som kan gøre tristhed til glæde, frygt til trøst, synd til retfærdighed, død til liv, når han på denne måde tvinger kødet, fører det i tjeneste for sig og underkaster det ånden. 
68        Quare sentientes concupiscentiam carnis non ideo statim desperent de salute. Sentiant sane eam, modo ei non assentiantur; moveat sane eos ira, libido etc., modo non permoveat; sollicitet eos peccatum, modo illud non perficiant. Imo quo quisque magis pius est, hoc plus sentit illam pugnam. Hinc sunt illae querelae sanctorum in Psalmis et tota scriptura. De illa pugna nihil prorsus eremitae, monachi, sophistae et omnes operarii noverunt.         Derfor, de, der føler kødets begær skal ikke af den grund med det samme fortvivle om frelsen. De føler det ganske rigtig, blot skal de ikke give det deres tilslutning; ganske rigtigt bevæger vrede, seksuelt begær, osv. dem, blot skal det ikke overtage styret; synden lokker dem ganske rigtigt, blot skal de ikke fuldføre den. Ja, jo frommere man er, des mere føler man denne kamp. Heraf kommer alle de helliges klager i salmerne og i hele skriften. Om denne kamp vidste eremitterne, munkene, sofisterne og alle gerningsretfærdige intet. 
69 At dicat hic aliquis periculosum esse hoc docere, quod aliquis ideo non damnetur, si passiones carnis, quas sentit, non statim vincat, quia, cum haec doctrina spargatur in vulgus, reddatur securum, iners, languidum etc. Hoc est, quod supra dixi, si fidem docemus, carnales negligere opera, si opera urgentur, amitti fidem et consolationem conscientiarum. Men her vil nogen sige, at det er farligt at lære, at man ikke fordømmes af den grund, at man ikke straks besejrer de kødets lidenskaber, som man føler, for hvis denne lære udbredes blandt folk, så vil de blive sikre, dovne og ligegyldige. Her gælder det, jeg sagde før (#14), at hvis vi lærer troen, vil de kødelige forsømme gerningerne, hvis vi lægger vægt på gerningerne, vil troen og samvittighedernes trøst gå tabt. 
70 Hic nemo cogi, neque ulla certa regula praescribi potest, sed unusquisque se ipsum diligenter exploret, qua potissimum passione carnis afficiatur, et ubi hoc deprehendit, non sit securus, non blandiatur sibi, sed vigilet et luctetur spiritu contra eam, ut, si omnino refrenare non potest, saltem eam non perficiat. Her kan ingen tvinges, ejheller kan der opstilles nogen fast regel, men enhver må omhyggeligt udforske sig selv, hvad det er for en kødets lidenskab, han især påvirkes af, og når han har fundet ud af det, skal han ikke være sikker, ikke bære over med sig selv, men våge og i ånden kæmpe imod den, så at han, selv om han ikke helt ud kan tæmme den, dog ikke fuldfører den. 
71       Istam luctam carnis cum spiritu habuerunt et senserunt omnes sancti, eandem et nos experimur. Qui explorat conscientiam suam, modo non sit hypocrita, certo inveniet ita geri rem in se ipso, ut Paulus hic describit, scilicet, quod caro concupiscat adversus spiritum. Unusquisque igitur sanctus sentit et fatetur carnem suam resistere spiritui, et ista duo ita sibi invicem adversari in se ipso, ut, quae velit, etiamsi maxime hic laboret et sudet, tamen non possit (E24) facere.      Denne kødets kamp mod ånden har og føler alle de hellige, og den erfarer også vi. Den, der udforsker sin samvittighed, blot han ikke er en hykler, vil givetvis finde, at sagen i ham selv forholder sig således, som Paulus her beskriver det, det vil sige, at kødet begærer imod ånden. Enhver helgen føler og indrømmer derfor, at hans kød kæmper imod ånden, og at disse to indeni ham i den grad er hinandens modstandere, at han ikke kan gøre det, han vil, selv om han så anstrenger sig og sveder det bedste, han har lært. 
72 Itaque caro obstat, quo minus praecepta Dei servemus, quo minus diligamus proximos ut nos ipsos, multo minus ut diligamus Deum ex toto corde etc. Ideo impossible est nos legis operibus justificari. Voluntas bona quidem adest, quam oportet adesse (est enim spiritus ipse rebellans carni), quae libenter vellet facere bonum, implere legem, diligere Deum et proximum etc., caro autem non obsequitur isti voluntati, sed resistit ei. På den måde står kødet imod, sådan at vi i mindre grad holder Guds bud, elsker vor næste som os selv, og i meget mindre grad elsker Gud af hele vort hjerte, osv. Derfor (k72)er det umuligt for os at blive retfærdiggjort ved lovgerninger. Den gode vilje er ganske vist tilstede (den er nemlig identisk med ånden, der gør oprør mod kødet), og den ville gerne gøre det gode, opfylde loven, elske Gud og næsten, osv., men kødet følger ikke denne vilje, men står den imod. 
73 Sed Deus non imputat hoc peccatum, est enim credentibus illis propitius propter Christum. Ex hoc tamen non sequitur, quod debeas peccatum extenuare aut contemnere, quia Deus illud non imputat. Non imputat quidem, sed quibus et propter quid? Men Gud tilregner os ikke denne synd, han er nemlig nådig imod de troende for Kristi skyld. Men heraf følger ikke, at du bør anse synden for ringe eller forarge den, fordi Gud ikke tilregner den. Det er sandt, at han ikke tilregner den, men hvem gælder det og hvorfor gælder det? 
74 Non duris et securis, sed poenitentiam agentibus et fide apprehendentibus Christum propitiatorem, propter quem ut remittuntur eis omnia peccata, ita et reliquiae peccati eis non imputantur. Illi non extenuant peccatum, sed amplificant, quia norunt illud nulla satisfactione, operibus et justitia elui posse, praeterquam per mortem Christi. Non tamen propter magnitudinem ejus desperant, sed certo statuunt illud ignosci sibi propter Christum. Det gælder ikke de hårde og sikre, det gælder dem, der søger bod og knytter sig til Kristus, deres forsoner, for hvis skyld de, ligesom de får tilgivelse for alle deres synder, også undgår tilregnelse af den rest af synd, de har. De regner ikke synden for ringe, men forstørrer den, fordi de véd, at den ikke kan afvaskes ved fyldestgørelse, gerninger eller retfærdighed, men kun ved Kristi død. Dog fortvivler de ikke, fordi den er stor, men fastholder med bestemthed, at den tilgives dem for Kristi skyld. 
75        Hoc ego dico, ne quis putet peccatum post acceptam fidem non esse magnifaciendum. Peccatum est vere peccatum, sive ante sive post Christum cognitum committatur, et Deus semper odit peccatum, imo omne peccatum, quod ad substantiam facti attinet, est mortale. Quod autem credenti non est mortale, (E25) fit propter Christum propitiatorem, qui peccatum sua morte expiavit.       Dette siger jeg, at ikke nogen skal mene, at synden ikke skal regnes for stort, efter at man har modtaget troen. Synd er sandelig synd, hvad enten den begås før eller efter, at Kristus erkendes, og Gud hader altid synden, ja, al synd er dødssynd, hvad selve gerningens væsen angår. Men at synden for den troende ikke er dødssynd, det er noget, der sker for Kristi skyld, han, der er vor forsoner, han, som ved sin død har sonet synden. 
76 Non credenti in Christum non solum omnia peccata mortalia sunt, sed etiam bona ipsius opera peccata sunt, juxta illud: "Quidquid non est ex fide, peccatum est" (Rom. 14, 23.). Ideo perniciosus est sophistarum error, qui peccata distinguunt penes substantiam facti, non penes personam. Qui credit idem et aeque magnum peccatum habet, ut incredulus, credenti tamen condonatur et non imputatur. Incredulo retinetur et imputatur. For den, der ikke tror på Kristus, er synderne ikke blot dødssynder, men selv hans gode gerninger er synd, ifølge Rom 14,23: "Alt, hvad der ikke er af tro, er synd". Derfor er sofisternes vildfarelse meget farlig, for de skelner mellem synder, der er gjort ud fra gerningernes væsen, ikke ud fra personen. Den, der tror, har den samme synd, lige så stor som den vantro, men den, der tror, bliver forsonet og det tilregnes ham ikke. Men hos den vantro bliver synden tilbage og den tilregnes ham. 
77 Huic veniale, illi mortale est, non propter differentiam peccatorum, quod credentis peccatum minus, increduli majus sit, sed personarum. Credens enim fide statuit peccatum, cum Christus se ipsum pro eo tradidit, sibi esse remissum. Itaque peccatum habens et peccans, tamen manet pius, contra incredulus impius, atque ea est vere piorum sapientia et consolatio, quod, etiamsi peccata habeant et committant, tamen sciant ea propter fidem in Christum non imputari sibi. For den ene er synden tilgivelig, for den anden er den en dødssynd, ikke på grund af forskellen mellem synderne, ikke fordi synden er mindre for den troende, og større for den vantro, men på grund af en forskel i personerne. For den troende fastholder, at synden, eftersom Kristus har givet sig selv for ham, er tilgivet ham. Derfor har han synden og synder, og dog forbliver han from, modsat den vantro ufromme, og dette er i sandhed de frommes visdom og trøst, at, skønt de har synder og begår dem, véd de dog, at de på grund af deres tro på Kristus ikke tilregnes dem. 
78        Haec in consolationein piorum dico. Nam hi soli vere sentiunt se peccata habere et committere, hoc est, se non satis ardenter amare Deum, ex corde illi non confidere, imo subinde dubitare se illi curae esse, in adversis rebus impatientes esse et irasci Deo etc. Hinc illae querelae sanctorum in scripturis, praecipue in Psalmis, et Paulus queritur se venundatum sub peccatum, et hic ait carnem resistere spiritui.       Dette siger jeg til trøst for de fromme. For de føler i sandhed, at de har og begår synder, det vil sige, at de ikke elsker Gud tilstrækkelig brændende, at de ikke bekender ham af hjertet, ja, at de af og til tvivler på, at de er i hans varetægt, bliver utålmodige i modgang og vredes på Gud, osv. Deraf kommer de helliges klager i skriften, især i salmerne, og Paulus klager over, at han er solgt under synden (Rom 7,14), og siger her, at kødet står ånden imod. 
79  Quia vero (ut alibi (Rom. 8, 13.) ait) spiritu facta carnis mortificant, et in fine hujus capitis (v. 24.), (E26) carnem cum concupiscentiis et desideriis crucifigunt, non nocent nec damnant eos peccata illa. Si autem carni obsequuntur perficiendo ejus concupiscentias, amittuut fidem et Spiritum sanctum, et nisi detestentur peccatum, et revertantur ad Christum, qui claves tradidit ecclesiae, ut lapsus recipiat et erigat, atque ita fidem et Spiritum sanctum recuperent, in peccatis moriuntur. Men fordi de ved ånden døder kødets gerninger, som han andetsteds siger (Rom 8,13), og korsfæster kødet med dets begæringer og ønsker (Gal5.24), så skader eller fordømmer disse synder dem ikke. Men hvis de adlyder kødet, så de fuldfører dets begæringer, så taber de troen og Helligånden, og medmindre de vender sig fra synden og vender tilbage til Kristus, som bærer kirkens nøgler, så han kan modtage og oprejse de faldne, og de således kan genvinde troen og Helligånden, så skal de dø i deres synder. 
80 Quare de his non loquimur, qui somniant se fidem habere, et tamen interim in peccatis vivunt. Hi habent sententiam suam: "Secundum carnem viventes moriuntur" (Rom. 8, 13.); item: "Manifesta sunt opera carnis, fornicatio etc., de quibus praedico vobis, sicut praedixi, quod, qui talia agunt, regnum Dei non consequentur." (Gal. 5, 19 21.) Derfor taler han ikke om dem, som fantaserer om, at de har troen, og dog samtidig lever i deres synder. De har fået deres dom: "De, der lever efter kødet, skal dø" (Rom 8,13). Og: "Kødets gerninger er åbenbare, utugt, ... osv, om hvilke jeg siger jer, som jeg før har sagt, at de, der øver den slags, ikke skal arve Guds rige". (Gal5.19)
81        Ex his etiam intelligi potest, qui veri sancti sint. Sunt autem non trunci et lapides, ut sophistae et monachi somniant, qui prorsus nulla re afficiantur, aut nunquam concupiscentium carnis sentiant, sed, ut Paulus ait, "caro ipsorum concupiscit adversus spiritum." Ideo peccatum habent et peccare possunt, et Psal. 32. (vv. 5. 6.) testatur sanctos confiteri injustitiam suam, et orare pro remissione impietatis peccati sui, cum inquit: "Dixi, confitebor adversum me injustitiam meam domino, et tu remisisti impietatem peccati mei. Pro hac orabit ad te omnis sanctus etc."        Ud fra dette kan man forstå, hvem der er de sande helgener. For de er ikke stokke og sten, som sofisterne og munkene fantaserer om, som slet ikke påvirkes af noget overhovedet, eller ikke føler noget kødets begær, men det er, som Paulus siger det, sådan, at "kødet begærer imod ånden". Derfor har de synd og kan synde, og Sl 32,5f bevidner, at de hellige bekender deres uretfærdighed og beder om tilgivelse for deres ufromme synd, eftersom salmisten siger: "Jeg sagde: 'Min uretfærdighed vil jeg bekende for Herren', og du tilgav mig min ufromhed. Derfor vil enhver hellig bede til dig". osv. 
82 Deinde orat tola ecclesia, quae certe sancta est, remitti sibi peccata, et credit remissionem peccatorum, et Psal. 143. (v. 2.) orat David: "Ne intres in judicium cum servo tuo, quia non (E27) justificabitur in conspectu tuo omnis vivens," et Psal. 130. (vv. 3. 4.): "Si iniquitates observas domine, domine, quis sustinebit? Apud te propitiatio est etc." Sic loquuntur et orant maximi sancti, David, Paulus etc. Ergo idem loquuntur et orant eodem spiritu omnes sancti. Sophistae scripturas non legunt, aut si etiam legunt, tamen obducto ob oculos velo legunt, ideo ut de nulla prorsus re ita neque de peccato neque de sanctitate recte judicare possunt. Dernæst beder hele kirken, og den er jo i hvert fald hellig, om tilgivelse for synderne, og tror på syndernes forladelse, og i Sl 143,2 beder David: "Gå ikke i rette med din tjener, for for dig er ingen, der lever, retfærdig", og i Sl 130,3f: "Hvis du ville se på overtrædelser, Herren, hvem kunne så bestå? Hos dig er der forsoning". Således taler og beder de største helgener, David, Paulus, osv. Altså, alle helgener taler og beder i den samme ånd. Sofisterne læser ikke skriften, eller hvis de læser den, læser de den dog med slør over øjnene, derfor kan de slet ikke dømme om nogenting, således heller ikke om synd eller om hellighed. 
83 Si autem spiritu ducimini, non estis sub lege.
        Paulus non potest oblivisci doctrinae suae de fide, sed semper eam repetit et inculcat etiam, cum de bonis operibus agit. Hic objiciat aliquis: Qui fieri potest, quod sub lege non simus? Tamen tu Paule doces nos carnem habere, quae concupiscat adversus spiritum, quae militet, vexet et captivet nos etc., et revera sentimus peccatum, nec illo sensu liberari possumus, ut maxime velimus.
Men hvis I føres af ånden, er I ikke under lov. (Gal5.18)
      Paulus kan ikke glemme sin læresætning om troen, men gentager og indprenter den til stadighed, når han afhandler om gode gerninger. Her vil nogen kunne indvende: Hvordan kan det være, at vi ikke er under loven? Du, Paulus, lærer dog, at vi har kød, som begærer imod ånden, som kæmper, plager og tilfangetager os, osv., og vi føler også sandt nok synden, og vi kan ikke blive fri for den følelse, hvor meget vi end vil.
84 Hoc certe est sub lege esse. Cur ergo Paule dicis nos non esse sub lege? Haec res, inquit, nihil vos moveat, sed hoc saltem agite, ut spiritu ducamini, hoc est, ut hanc voluntatem servetis, quae adversatur carni et ejus concupiscentias non perficit (hoc enim est duci seu trahi spiritu), tum non estis sub lege. Sic Paulus de se ipso loquitur Rom. 7. (v. 25.): "Mente servio legi Dei," hoc est, spiritu nulli peccato sum obnoxius, "carne vero servio legi peccati." Dette er da at være under lov. Hvorfor, Paulus, siger du så, at vi ikke er under lov? Men, siger han, denne sag, skal ikke gøre indtryk på jer, I skal blot stræbe efter at lade jer føre af ånden, det vil sige, at tjene den vilje, som er modsat kødet og ikke fuldfører dets begæringer (dette er nemlig at lade sig føre eller drage af ånden), da er I ikke under lov. Således taler Paulus om sig selv Rom 7,25: "Med mit sind tjener jet Guds lov", det vil sige, i ånden er jeg ikke skyldig i nogen synd, "men med kødet tjener jeeg syndens lov". 
85 Itaque pii non (E28) sunt sub lege, scilicet spiritu, lex enim non potest accusare et ferre sententiam mortis contra eos, etiamsi ipsi peccatum sentiant et fateantur se peccatores esse, quia jus ademtum est legi per Christum, qui factus est sub legem, ut eos, qui sub lege erant, redimeret. Ideo hoc, quod vere peccatum est contra legem, lex pro peccato non potest accusare in piis. Derfor er de fromme ikke under lov, nemlig i ånden, for loven kan ikke anklage og fælde dødsdom imod dem, skønt de selv føler synden og indrømmer, at de er syndere, for lovens ret er opløst ved Kristus, som blev "født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven". (Gal4.4) Derfor kan loven ikke i anklage for, hvad der virkelig er synd og er imod loven i de fromme. 
86          Tanta est igitur potentia dominii spiritus, ut, quod vere peccatum est, tamen lex non possit accusare. Justitia enim nostra Christus, quem fide apprehendimus, irreprehensibilis est, ideo a lege non potest accusari. Donec in illo haeremus, spiritu ducimur et a lege liberi sumus. Sic cum apostolus etiam bona opera docet, non obliviscitur disputationis de justificatione, sed semper indicat impossible esse nos operibus posse justificari. de       Så stort er da åndens herredømme, at selv det, der virkelig er synd, kan loven ikke anklage. For vor retfærdighed, Kristus, som vi knytter os til med troen, er uden fejl, og derfor kan han ikke anklages af loven. Sålænge vi holder fast ved ham, føres vi af ånden og er fri for loven. Derfor har apostelen, også når han lærer gode gerninger, ikke glemt disputationen om retfærdiggørelsen, men han viser hele tiden, at det umuligt, at vi kan retfærdiggøres ved gerninger. 
87 Reliquiae enim peccati haerent in carne, ideo, donec ea vivit, non desinit concupiscere contra spiritum. Nihil tamen periculi inde accipimus, quia a lege liberi sumus, modo spiritu ambulemus. Et his verbis: "Si ducimini spiritu, non estis sub lege," egregie poteris te ipsum et alios vehementer tentatos consolari. For syndens rester sidder fast i kødet, derfor ophører kødet, så længe det lever, ikke at kæmpe mod ånden. Det medfører dog ikke noget farligt for os, for vi er fri af loven, blot vi vandrer i ånden. Og med disse ord: "Hvis I føres af ånden, er I ikke under lov", kan du udmærket trøste dog selv og andre stærkt anfægtede. 
88 Saepe enim accidere solet, quod homo ira, odio, impatientia, libidine, spiritu tristitiae aut alia concupiscentia carnis tam fortiter exerceatur, ut eam prorsus non possit excutere, etiamsi hoc maxime cupiat. Quid hic faciat? Num ideo desperet? Non, sed ita dicat: Caro tua jam pugnat et furit adversus spiritum. Sinito eam furere, quamdiu vult. Tu modo illi ne (E29) assentiaris, sed ambula et ducere spiritu, ut concupiscentiam ejus non perficias. Hoc faciens liber es a lege. Accusat et perterrefacit quidem te, sed frustra etc. In tali ergo lucta carnis contra spiritum nihil melius est, quam in conspectu habere verbum, et ex eo consolationem spiritus petere. For det sker ofte, at menneske plages så voldsomt af vrede, had, utålmodighed, seksuelt begær, åndstristhed og andre kødets begæringer, at det slet ikke kan ryste dem af sig, skønt det stræber mest muligt efter det. Hvad skal man gøre i den situation? Mon man skal fortvivle af den grund? Nej, men man skal sige som så: Dit kød kæmper nu og raser mod ånden. Lad det rase, så længe det vil. Blot du ikke giver det din tilslutning, men vandrer og føres af ånden, så du ikke fuldfører kødets begæring. Når du gør det, er du fri af loven. Ganske vist anklager og truer den dig, men det er forgæves. I en sådan kødets kamp mod ånden er det bedste, du kan gøre, at have ordet for øje, og ud fra det søge åndens trøst. 
89         Neque moveat illum, qui hanc tentationem patitur, quod diabolus ita potest peccatum exaggerare, ut videatur sibi prorsus succumbere in paroxysmo, nihilque sentiat, quam meram iram Dei et desperationem. Hic saltem non sequatur sensum suum, sed hoc Pauli dictum arripiat: "Si spiritu ducimini," hoc est, si fide in Christum vos erigatis etc., "non estis sub lege." Ita habebit praesidium potentissimum, quo poterit omnia ignita tela, quibus ille malignus eum petit, exstinguere.        Det skal heller ikke forurolige den, der lider sådanne anfægtelser, at djævelen i den grad kan overdrive synden, at man i sin kamp synes helt at bukke under og ikke føler andet end kun Guds vrede og egen fortvivlelse. Her skal man i hvert fald ikke følge sin følelser, men tage dette ord af Paulus til sig: "Hvis I føres af ånden", det vil sige, hvis I oprejser ved tro på Kristus, osv., "er I ikke under lov". Således vil man have det mægtigste værn, som kan slukke alle gloende pile, hvormed den onde stræber efter ham. (Ef 6,16) 
90 Ut maxime igitur bulliat et insaniat caro, tamen omnes ipsius motus et furiae non poterunt nocere et condemnare eum, quia spiritum ducem sequens non praebet carni assensum, neque perficit ejus concupiscentiam. Itaque id unicum est remedium, ut furentibus carnis motibus arripientes gladium spiritus, hoc est, verbum salutis, scilicet, quod Deus nolit mortem impii etc., pugnemus contra eos, tunc haud dubie victores erimus, etiamsi durante pugna plane contrarium sentiamus. Remoto autem ex oculis verbo non est consilium neque auxilium etc. Hvor meget kødet altså end koger og raser, kan dog alle dets bevægelser og rasen ikke skade og fordømme ham, for når han følger ånden som fører, giver ikke kødet sin tilslutning, og fuldfører ejheller dets begæring. Derfor er det vor eneste hjælp, når kødets bevægelser raser, at vi griber åndens sværd, det vil sige, frelsens ord (Ef 6,17), nemlig, at Gud ikke vil den ufrommes død, osv., (Ez 33,11) og kæmper imod dem, da vil vi uden tvivl sejre, selv om vi, mens kampen står på, føler det stik modsatte. Men fjernes ordet fra vore øjne, er der hverken råd eller hjælp. 
91 Ego expertus ista loquor. Passus sum varias et multas passiones, et eas gravissimas. Quam primum autem aliquod dictum scripturae apprehendi, et illi tanquam sacrae ancorae innixus sum, statim deferbuerunt (E30) tentationes, quas sine verbo impossible mihi fuisset vel modicum tempus sustinere, multo minus vincere. Jeg taler her af egen erfaring. Jeg har lidt af mange forskellige lidenskaber, og det nogle meget alvorlige. Men når først jeg greb et ord af skriften og holdt mig til det som til et helligt anker, lagde anfægtelserne sig med det samme, de anfægtelser, som det uden ordet havde været mig umuligt blot at udholde en kort tid, og da slet ikke at besejre. 
92         Docet ergo Paulus in summa, hac disputatione de lucta carnis et spiritus, quod sancti seu credentes non possint perficere hoc, quod spiritus vult. Libenter enim spiritus vellet totus esse purus, sed caro conjuncta illi non permittit. Salvi tamen sunt per remissionem peccatorum, quae est in Christo. Deinde quia etiam ambulant et ducuntur spiritu, non sunt sub lege, hoc est, lex non potest accusare et perterrefacere eos etc., aut si etiam hoc tentet, tamen non potest adigere eos ad desperationem.       Kort sagt lærer altså Paulus i denne disputation om kødets og åndens kamp, at de hellige eller de troende ikke kan fuldføre det, som ånden vil. For ånden ville gerne være helt ren, men kødet, der er knyttet sammen med ånden, tillader det ikke. Dog er de frelste ved syndernes forladelse, som er i Kristus. Dernæst, fordi de også vandrer i og føres af ånden, er de ikke under lov, det vil sige, loven kan ikke anklage og true dem, osv., eller om den prøver på det, kan den dog ikke føre dem i fortvivlelse. 
93 Manifesta sunt autem opera carnis, quae sunt etc.
      Hic locus non est dissimilis huic sententiae Christi: "A fructibus eorum agnoscetis eos. Numquid colligunt de spinis uvas, aut de tribulis ficus? Sic omnis arbor bona fructus bonos facit. Mala autem arbor fructus malos facit etc." Paulus plane idem hoc loco docet, quod illic Christus, satis scilicet testari opera et fructus, an arbores bonae sint an malae, an homines sequantur ducem carnem an ducem spiritum, quasi dicat: Ne quidam vestrum causentur se non intelligere me nunc disserentem de lucta carnis et spiritus, subjiciam vobis ob oculos primum opera carnis, quorum pleraque etiam impiis nota sunt, deinde fructus spiritus.
Men kødets gerninger er åbenbare, f. eks. (Gal5.19)
      Dette sted ligner disse ord af Kristus: "Af deres frugter skal I kende dem. Mon man plukker vindruer af tjørn eller figner af tidsler? Således bærer hvert godt træ gode frugter. Men et dårligt træ bærer slette frugter". (Matt 7,16). Paulus lærer på dette sted helt det samme, som Kristus lærer i matthæusevangeliet, nemlig, at gerningerne og frugterne i tilstrækkelig grad vidner om, om træerne er gode eller dårlige, om menneskene følger kødet eller ånden, som deres fører, som ville han sige: For at ingen af jer skal indvende, at han ikke forstår mig, når jeg nu afhandler om kampen mellem kødet og ånden, så forelægger jeg jer først kødets gerninger, af hvilke de ugudelige også kender flere, og dernæst åndens frugter. 
94 Hocque Paulus ideo facit, quia multi erant hypocritae inter Galatas, (E31) ut hodie etiam inter nos, qui simulabant se esse pios, jactabant spiritum, et quod ad verba attinebat, egregie noverant doctrinam pietatis. Interim tamen non spiritu, sed carne ambulabant, ac opera ipsius perficiebant. Eaque re Paulus manifeste convincit eos non esse tales, pro quibus sese venditabant, et ne hanc ejus admonitionem contemnant, fert contra eos horribilem sententiam, quod regni Dei heredes non erunt, ut ea admoniti sese emendent. Det gør Paulus af den grund, at der var mange hyklere blandt galaterne, ligesom der i dag også er det hos os, hyklere, som foregav at være fromme, og pralede af ånden, og kendte, hvad ordene angik, udmærket fromhedens lære. Og dog vandrede de ikke i ånden, men i kødet, og fuldførte dets gerninger. Hvad dette angår, overbeviste Paulus dem klart om, at de ikke var sådanne mennesker, som de udgav sig for at være, og for at de ikke skulle foragte hans formaning, fremfører han imod dem en forfærdelig dom, at de ikke skal arve Guds rige, for ved denne formaning at få dem til at forbedre sig. 
95        Quaelibet aetas etiam in piis peculiares suas tentationes habet, juvenilem libido, virilem ambitio et vana gloria, senilem avaritia praecipue exercet. Hinc supra dixi nullum fuisse unquam sanctum, quem non saepius in vita sollicitaverit caro ad impatientiam, iram etc.        Også hos de fromme har hver alder sine særlige fristelser, i ungdommen er det fremherskende seksuelt begær, i manddommen ærgerrighed og tom ære, i alderdommen griskhed. Derfor sagde jeg ovenfor, at der aldrig har været nogen helgen, som kødet ikke ofte i livet har lokket til utålmodighed, til vrede, osv. 
96  Hinc Paulus de sanctis hic loquens dicit carnem in ipsis concupiscere adversus spiritum etc. Itaque non aberunt desideria et pugnae carnis, non tamen ideo statim obsunt illis, qui eas sentiunt, sed ita de hac re judicandum est, aliud esse sollicitari a carne, et ejus concupiscentias non ultro ferre, sed spiritu ambulare et reniti etc., aliud esse assentiri carni, et opera ejus secure perficere, in illis commorari, et tamen interim simulare pietatem et jactare spiritum etc. Derfor siger Paulus om de hellige her, at kødet i dem begærer mod ånden. De er altså ikke fri for begær og kødets kampe, dog er de ikke med det samme til skade for dem, som føler dem, men man skal bedømme denne sag således, at én til er at blive lokket af kødet og ikke gå yderligere ind på dets begæringer, men vandre og gøre modstand i ånden, noget andet er at give kødet sin tilslutning og ubekymret fuldføre dets gerninger, blive i dem og dog samtidig foregive fromhed og prale af ånden. 
97 Priores consolatur, dum dicit eos spiritu duci et sub lege non esse. Posterioribus comminatar aeternum interitum. Imo quandoque etiam accidit, ut sancti labantur et desideria ipsius carnis perficiant. Sicut David grandi et horribili lapsu cecidit in adulterium, item auctor fuit caedis multorum, dum (E32) volebat Uriam in acie perire, eaque re hostibus etiam occasionem dedit gloriandi contra populum Dei, adorandi idolum suum, et blasphemandi Deum Israel. De første trøster han, når han siger, at de drives af ånden og ikke er under lov. De sidste truer han med evig undergang. Ja, det sker af og til, t de hellige falder og fuldfører kødets begæringer. Således faldt David i et stort og forfærdeligt fald i utugt, ligeledes blev han ophavsmand til manges død, da han ville sætte Urias i spidsen og på den måde gav fjenderne lejlighed til at prale imod Guds folk, takke deres afgud og spotte Israels Gud. (2 Sam 11,17ff) 
98 Lapsus est horribiliter et Petrus, cum negaret Christum. Sed quamlibet illa peccata grandia sint, tamen non ex contemtu Dei aut destinata malitia, sed ex infirmitate commissa sunt. Deinde admoniti non perseveraverunt obstinati in peccatis, sed resipuerunt etc. Også Peter faldt på forfærdelig måde, da han fornægtede Kristus. Men hvor alvorlige disse synder end var, de blev dog ikke begået ud af foragt for Gud eller ud af bevidst ondskab, men af svaghed. Desuden fremturede de ikke stædigt i synderne, men gik i sig selv. 
99 Tales infra cap. 6. (v. 1.) jubet recipi, instrui et instaurari, dicens: "Si praeoccupatus fuerit homo etc." Ideo qui ex infirmitate peccant et labuntur, illis non denegatur venia, modo rursum resurgant, et in peccatis non perseverent, perseverantia autem pessima est etc. Si autem non resipiscunt, sed porro obstinati perficiunt desideria carnis, certissimum signum est, quod dolus sit in spiritu ipsorum. Den slags mennesker befaler apostelen nedenfor (Gal6.1), at man skal tage sig af, belære og forny. Han siger: "Om også et menneske bliver overrasket ... osv". Derfor, de, der synder i svaghed og falder, dem nægtes tilgivelse ikke, blot de ikke atter rejser sig op, og ikke fremturer i synderne, for fremturen er det værste. Men hvis de ikke går i sig selv, men stædigt fuldfører syndens begæringer, er det et stensikkert tegn på, at deres sind er svigefuldt. 
100        Desideriis igitur nemo carebit, quousque in carne vivit, ideoque nemo liber erit a tentationibus. Alius tamen aliter tentatur, secundum discrimen personarum. Hic gravioribus motibus exercetur, quales sunt tristitia spiritus, blasphemia, diffidentia, desperatio etc., alius crassioribus, quales sunt libido, ira, odium etc.       Ingen vil altså være fri for begæringer, sålænge han lever i kødet, derfor vil ingen være fri for fristelser. Men hver har dog sin fristelse, efter forskellen på personerne. Den ene plages af mere alvorlige bevægelser, som tristhed i ånden, bespottelse, manglende tro, fortvivlelse, den anden af mere grove fristelser, som er seksuelt begær, vrede, had. 
101 Sed ibi Paulus requirit a nobis, ut spiritu ambulemus, et carni resistamus. Qui autem carni obsequitur et pergit securus desideria ipsius perficere, ille sciat se non pertinere ad Christum, et ut maxime sese ornet nomine christiano, tamen se ipsum fallit. "Qui enim Christi sunt, carnem suam crucifigunt cum concupiscentiis etc." (Gal. 5, 24.) (E35)  Men her kræver Paulus af os, at vi skal vandre i ånden og modstå kødet. Men den, der adlyder kødet og bevidst fortsætter med at fuldføre dets begæringer, han skal vide, at han ikke hører Kristus til, og at, hvor meget han end smykker sig med kristennavnet, bedrager han dog sig selv. "De, nemlig, der hører Kristus til, har korsfæstet deres kød og dets begæringer". (Gal5.24)
102 Qui vere sancti dicantur et sint?
         Hic locus, ut supra quoque obiter monui, gravissimam consolationem continet, quia admonet, quod sine concupiscentia et tentationibus carnis, imo etiam sine peccatis sancti non vivant. Admonet igitur nos, ne faciamus, ut quidam, de quibus Gerson scribit, qui eo nitebantur, ut prorsus nihil tentationum   et peccatorum sentirent, hoc est, ut plane saxa essent. Talem imaginationem habuerunt sophistae et monachi de sanctis, quasi fuerint meri stipites et trunci, et plane caruerint omnibus affectibus.
Hvem kaldes og hvem er de sande helgener?
       Som jeg ovenfor har mindet om, indeholder dette sted den højeste trøst, fordi det erindrer os om, at ingen helgener lever uden begær og kødelige fristelser, ja heller ikke uden synd. Det advarer os derfor mod at gøre som nogle, om hvilke Gerson skriver, at de stræbte efter slet ikke at føle nogen til fristelser og synd, det vil sige, de stræbte efter ligefrem at være sten. Den forestilling havde sofisterne og munkene om de hellige, som om de kun var stokke og stammer, og fuldstændig var fri for alle følelser. 
103 Certe Maria sensit maximum dolorem animi amisso filio, Lucae 2. (v. 35.). Conqueritur David in Psalmis se immodica tristitia propter magnitudinem tentationum et peccatorum suorum concepta paene absorberi.   Conqueritur et Paulus se foris pugnas, intus pavores sentire, se carne servire legi peccati, ait se sollicitum esse pro omnibus ecclesiis, et Deum misertum esse sui, quod Epaphroditum vicinum morti restituerit vitae, ne dolorem super dolorem haberet.  Givetvis følte Maria stor smerte i sjælen, da hun mistede sin søn, (Luk 2,35). David klager i salmerne over, at han næsten opsluges af sin store sorg over sine store fristelser og synder. Også Paulus klager over, at han udadtil mærker kampe, indadtil angst, over, at han med kødet tjener syndens lov, og han siger, at han bekymrer sig for alle menighederne, og at Gud forbarmede sig over ham, fordi han lod Epafroditus, der var tæt på døden, komme tilbage til lovet, at han ikke skulle have smerte over smerte. (Fil 2,27) 
104 Itaque sophistarum sancti similes sunt sapientibus stoicorum, qui tales finxerunt sapientes, quales nulli unquam fuerunt in rerum natura, et huc stulta et impia persuasione, quae nata est ex inscitia hujus Paulinae doctrinae, adegerunt sophistae se ipsos et alios infinitos ad desperationem. Derfor er sofisternes hellige ligesom stoikernes vise; de forestillede sig dem som så vise, som ingen nogensinde havde været i virkeligheden, og ved denne dumme og ufromme overbevisning, som er født ud af uvidenhed med denne paulinske lære, har sofisterne drevet sig selv og talløse andre til fortvivlelse. 
105         Ego monachus saepe ex animo optabam  eam felicitatem mihi contingere, ut possem videre (E34) conversationem et vitam alicujus sancti hominis. Interim tamen somniabam talem sanctum, qui in eremo agens abstineret a cibo et potu, et victitaret tantum radiculis herbarum et aqua frigida, et illam opinionem de monstrosis illis sanctis non solum hauseram ex libris sophistarum, sed etiam patrum.        Da jeg var munk, ønskede jeg ofte af hjertet, at den lykke kunne times mig, at jeg kunne se et helligt menneskes vandel og levned. Men jeg fantaserede om den slags helgen, som bor i ørkenen og afholdt sig fra mad og drikke og kun levede planterødder og koldt vand, og denne opfattelse om sådanne forunderlige helgener havde jeg ikke blot hentet fra sofisternes bøger, også fra fædrenes bøger. 
106 Nam alicubi s. Hieronymus sic scribit: De cibis vero et potu taceo, cum luxuria sit etiam languentes aqua frigida uti, et coctum aliquid accepisse etc. Nunc autem lucente veritatis sole clarissime videmus Christum et apostolos vocare sanctos, non qui coelibem vitam agunt, abstemii sunt, aut alia opera in speciem monstrosa faciunt, ut de multis legitur in vitis patrum, sed qui vocati per evangelium et baptisati credunt se Christi morte et sanguine sanctificatos et mundatos esse. For et sted skriver Hieronymus således: "Om mad og drikke vil jeg tie, eftersom det er en luksus, at de syge får koldt vand og at nogen får kogt mad ... osv." Men nu, hvor sandhedens sol lyser klart, ser vi, at Kristus og apostlene ikke kalder de mennesker hellige, som lever i cølibat, som er afholdende, eller gør andre tilsyneladende forunderlige gerninger, om hvilke man læser meget i "Fædrenes levned", men kalder dem hellige, som er kaldede ved evangeliet, bliver døbt og tror, at de er helliggjorte og rensede ved Kristi død og blod. 
107  Sic passim Paulus scribens ad christianos vocat eos sanctos, filios et heredes Dei etc. Sancti igitur sunt omnes, quotquot credunt in Christum, sive masculi sive foeminae, sive servi sive liberi etc. sint, non ex suis operibus, sed Dei, quae fide accipiunt, ut sunt verbum, sacramenta, Christi passio, mors, resurrectio, victoria, Spiritus sancti missio etc. In summa, sancti sunt sanctitate passiva, non activa. Når Paulus således skriver til de kristne, kalder han dem overalt for hellige, Guds børn og arvinger, osv. De hellige er altså alle dem, som tror på Kristus, både mand og kvinde, både træl og fri, og de er hellige, ikke ved deres egne gerninger, men ved Guds gerninger, som de har modtaget i tro. De gerninger er ordet, sakramenterne, Kristi lidelse, død, opstandelse, sejr, udsendelsen af Helligånden osv. Kort sagt, de hellige har en passiv hellighed, ikke en aktiv. 
108        Sic vere sancti sunt ministri verbi, magistratus politici, parentes, liberi, heri, familia etc., si primum omnium certo statuant Christum esse suam sapientiam, justitiam, sanctificationem et redemtionem, deinde si unusquisque ex praescripto verbi Dei (E35) faciat officium in vocatione sua, carni non obsequatur, sed spiritu reprimat desideria et concupiscentias ejus.       De sande helgener er således ordets tjenere, borgerlig øvrighed, forældre, gårdejere, herrer, familier, osv., hvis de først af alt fastslår, at Kristus er deres visdom, retfærdighed, helliggørelse og forløsning (1 Kor 1,30), dernæst, hvis hver enkelt ud fra Guds foreskrevne ord gør sin pligt i sit kald, ikke adlyder kødet, men ved ånden undertrykker dets ønsker og begæringer. 
109 Quod omnes aeque non sunt firmi, sed multae adhuc imbecillitates et offensiones cernuntur in plerisque, hoc nihil impedit eorum sanctitatem, modo non ex destinata malitia, sed ex imbecillitate peccent. Nam, ut jam aliquoties dixi, pii sentiunt concupiscentiam carnis, sed repugnant, ne eam perficiant. Item, si etiam ex improviso labantur in peccatum, tamen veniam consequuntur, si fide in Christum iterum eriguntur, qui non vult, ut abigamus, sed quaeramus perditam ovem etc. For alle er ikke lige stærke, men der har hidtil kunnet ses mange svagheder og forargelige ting hos mange, men det hindrer ikke deres hellighed, blot de ikke synder af overlagt ondskab, men af svaghed. For, som jeg allerede har sagt mange gange, de fromme mærker kødets begær, men de kæmper imod, at de ikke skal fuldføre det. Ligeledes, selv om de også uventet falder i synd, får de dog tilgivelse, hvis de ved tro på Kristus atter rejser sig op, for han vil ikke, at vi skal drive det fortabte får bort, men at vi skal søge efter det. (Luk 15,3) 
110 Absit igitur, ut infirmos in fide aut moribus, si videro eos amare et revereri verbum, coena dominica uti etc., statim judicem profanos esse. Hos enim Deus assumsit, et reputat eos justos per remissionem peccatorum. Huic stant et cadunt etc. Det være altså langt fra mig, straks at fordømme de, der er svage i tro eller sæder, som verdslige, hvis jeg ser, at de elsker og agter ordet, bruger Herrens måltid, osv. Gud har nemlig taget sig af dem og han regner dem for retfærdige i kraft af syndernes forladelse. Det er for ham, de står eller falder. (Rom 14,4). 
111 Laetus igitur gratias ago Deo, quod supra modum abunde mihi donaverit, quod olim monachus petii, non ut viderem unum sanctum, sed multos, imo infinites vere sanctos, non quales sophistae, sed Christus ipse et apostoli pingunt ac describunt, quorum et ego, gratia Dei, unus sum, sum enim baptisatus, et credo Christum, dominum meum, sua morte me redemisse a peccatis, et donasse mihi justitiam et sanctitatem aeternam, et anathema sit, quicunque hunc honorem Christo non habuerit, ut credat, quod ejus morte, verbo, sacramentis etc. justificatus et sanctificatus sit etc. Det er altså med glæde, jeg takker Gud, fordi han i umådelig overflod har givet mig, hvad jeg bad om, dengang jeg var munk. Jeg har ikke blot set én helgen, jeg har set mange, ja, talløse sande helgener, ikke som dem, sofisterne afbildede og beskrev, men som dem, Kristus og hans apostle afbilder og beskriver, hvoraf også jeg, gudskelov, er én; jeg er nemlig døbt og jeg tror på Kristus, min herre, at han ved sin død har forløst mig fra synderne, og givet mig evig retfærdighed og hellighed, og forbandet være enhver, som ikke giver Kristus den ære, at han tror, at han ved hans død, ved ordet og sakramenterne, osv., er retfærdiggjort og helliggjort. 
112               Repudiata igitur hac stulta et impia opinione de (E36) sanctorum appellatione (quam putabamus competere tantum sanctis in coelo, et in terra eremitis ac monachis prodigiosa quaedam opera facientibus) discamus nunc ex scriptura sancta omnes fideles Christi sanctos esse. Admiratur mundus sanctitatem Benedicti, Gregorii, Bernhardi, Francisci et similium, quia audit eos magnifica in speciem et insolita quaedam opera fecisse.        Når vi derfor har tilbagevist denne dumme og ufromme opfattelse af betegnelsen "helgener" (som vi mente kun havde at gøre med helgener i himlen, og på jorden kun med eremitter og munke, der gjorde nogle forunderlige gerninger), så kan vi nu lære af skriften, at alle Kristi troende er helgener. Verden beundrer helligheden Benedikt, Gregor, Bernhard, Frans og deres lige, fordi den hører, at de har gjort tilsyneladende store og usædvanlige gerninger. 
113 Certe fuerunt etiam sancti Hilarius, Cyrillus, Athanasius, Ambrosius, Augustinus et alii, qui tam asperam et horridam vitam non egerunt, ut  illi, sed conversati sunt inter homines, ederunt cibos communes, biberunt vinum et vestitu eleganti ac decenti  usi sunt, et  fere nullum discrimen fuit, quod ad communem vitae consuetudinem attinet, inter ipsos et alios honestos viros, et tamen longe praeferendi sunt illis superioribus. Hi enim sine ulla superstitione docuerunt fidem Christi pure, haereticis restiterunt, et ecclesiam ab innumeris erroribus repurgaverunt. Men også Hilarius, Cyrillus, Athanasius, Ambrosius, Augustin og andre, som ikke levede et lige så strengt og hårdt liv som disse, men færdedes blandt mennesker, spiste almindelig mad, drak vin og brugte smukke og passende klæder -- også de var helgener. Der var, hvad almindelig livsførelsen angår, næsten ingen forskel mellem dem og andre agtværdige mænd, og er de langt at foretrække for de førstnævnte. De lærte uden nogen overtro den rene tro på Kristus, de modstod kætterne, og rensede kirken fra utallige vildfarelser. 
114 Jucundissima fuit multis eorum familiaritas, et praesertim tristibus et afflictis (non enim abduxerunt se a conversatione hominum, sed officium suum administraverunt in frequenti turba), quos verbo erexerunt et consolati sunt. Contra illi non solum contra fidem multa docuerunt, sed etiam multarum superstitionum, errorum et impiorum cultuum auctores fuerunt. Ideo nisi in agone mortis Christum apprehenderunt, et sola ipsius morte et victoria confisi sunt, nihil plane profuit eis rigida vita. Det var til stor glæde for mange at omgås den, og da især for bedrøvede og anfægtede (de trak sig nemlig ikke tilbage fra omgang med mennesker, men udøvede deres embede i den almindelig tummel). Og de opmuntrede og trøstede dem ved ordet. Modsat lærte de andre ikke blot meget imod troen, men blev også ophavsmænd til megen overtro, vildfarelse og ufrom dyrkelse. Hvis de ikke i deres dødsstund greb Kristus og alene stolede på hans død og sejr, var deres hårde liv til ingen nytte for dem. 
115        Haec satis ostendunt, qui vere sancti sint, et (E37) quae sit appellanda vita sancta, non illorum, qui in angulis et antris delitescunt, media corpora macerant, cilicia gestant etc. hac opinione, ut singulare quoddam praemium in coelis habeant prae ceteris christianis, sed qui baptisati sunt et credunt in Christum etc., qui non semel exuunt veterem hominem cum actibus suis, sed durante vita manet in eis concupiscentia, quam nihil obest ipsis sentire, modo eam non permittant regnare, sed subjiciant spiritui.        Dette viser tilstrækkeligt, hvem de sande helgener er, hvad det er, man skal kalde et helligt liv. Det er ikke deres liv, der skjuler sig i afkroge og huler, plager deres legemer med faste, og bærer hårskjorter, i den formening, at de skal få én eller anden belønning i himlen fremfor de øvrige kristne, nej, helgener er de, der er døbt og tror på Kristus, osv. De har ikke én gang for alle aflagt det gamle menneske med dets handlinger, men skønt der livet igennem er begær i dem. Det skader dem blot ikke at mærke det, blot de ikke tillader det at herske, men underkaster det under ånden. 
116 Haec doctrina affert consolationem piis mentibus, ne, cum ista jacula carnis, quibus impugnat Satan spiritum, sentiunt, desperent, ut multis in papatu accidit, qui judicabant se nullam prorsus concupiscentiam carnis debere sentire, cum tamen neque Hieronymus, neque Gregorius, neque Benedictus, neque Bernhardus et alii (quos monachi imitandos sibi proposuerunt tanquam perfecta exempla castitatis et omnium christianarum virtutum) huc pervenire potuerint, ut nullam plane concupiscentiam carnis sentirent. Denne lære bringer trøst til fromme sind, at de ikke, når de mærker disse kødets pile, hvormed Satan bekæmper ånden, skal fortvivle, sådan som det sker for mange i pavedømmet, som mente, at de slet ikke burde føle noget kødets begær mere, skønt dog hverken Hieronymus eller Gregor eller Benedikt eller Bernhard eller andre, som munkene havde opstillet til forbilleder for sig selv som fuldkomne eksempler på kyskhed og alle kristne dyder, var nået frem til, slet ikke at føle noget kødeligt begær. 
117 Imo senserunt eam et fortiter, id quod ingenue fatentur, non uno loco in libris suis. Ideo Deus non solum non imputavit eis ista levia delicta, sed etiam perniciosos errores, quos quidam ex ipsis in ecclesiam invexerunt. Gregorius auctor fuit missae privatae, qua nulla unquam fuit major abominatio in ecclesia novi testamenti. Alii monachatum, impios cultus et voluntarias religiones excogitaverunt. Cyprianus disputabat ab haereticis baptisatos rebaptisandos esse. (E38)  Vist mærkede de det, og det endda ganske stærkt, hvad de åbent indrømmer mange steder i deres bøger. Derfor har Gud ikke blot ikke tilregnet dem disse ringe overtrædelser, men også de skadelige vildfarelser, som nogle af dem indførte i kirken. Gregor var ophavsmand til privatmessen, og der har aldrig været nogen større afskyelighed i den nye pagts kirke end den. Andre udtænkte munkevæsenet, ufrom gudsdyrkelse og selvbestaltede fromhedsøvelser. Cyprian hævdede, at de, der var blevet døbt af kætterne, skulle gendøbes. 
118         Recte igitur fatemur in symbolo nos credere ecclesiam sanctam. Est enim invisibilis, habitans in Spiritu in loco inaccessibili, ideo non potest videri ejus sanctitas. Deus enim ita abscondit et obruit eam infirmitatibus, peccatis et erroribus, variis formis crucis et scandalis, ut secundum sensum nusquam appareat.       Det er altså sandt, hvad vi bekender i trosbekendelsen, at vi tror på en hellig kirke. Den er nemlig usynlig, den bor i ånden på et utilgængeligt sted (1 Tim 6,16), derfor kan dens hellighed ikke ses. For Gud har i den grad skjult den og begravet den under svagheder, synder og vildfarelser, adskillige former for kors og forargelser, at den aldrig viser sig for sanserne. 
119 Qui hoc ignorant, cum vident infirmitates, peccata etc. eorum, qui baptisati sunt, verbum habent et credunt, statim offenduntur, et judicant eos ad ecclesiam non pertinere, et interim somniant ecclesiam esse eremitas, monachos etc., qui tantum labiis Deum honorant, et frustra eum colunt, quia non verbum Dei, sed doctrinas et mandata hominum sequantur et alios docent. Når de, der er uvidende om det, ser svaghederne og synderne hos dem, der er døbte og har ordet og tror på det, så tager de straks anstød og bedømmer dem til ikke at høre med til kirken, og samtidig fantaserer de sig frem til, at kirken er eremitterne og munkene, som kun med læberne ærer Gud og dyrker ham forgæves, fordi de ikke følger og lærer Guds ord, men menneskers læresætninger og bud. 
120 Quia vero superstitiosa et prodigiosa opera, quae ratio magnifacit et admiratur, faciunt, ideo judicant eos esse sanctos et ecclesiam. Illi invertunt articulum fidei: Credo ecclesiam sanctam etc., et pro credo ponunt video. Istiusmodi humanae justitiae et voluntariae sanctitates revera sunt spiritualia veneficia, quibus praestringuntur oculi et mentes hominum et abducuntur a cognitione verae sanctitatis etc. Fordi de gør overtroiske og unaturlige gerninger, som fornuften forstørrer og beundrer, derfor bedømmer de dem til at være hellige og til at udgøre kirken. De vender trosartiklen om: Den lyder: Jeg tror på en hellig kirke, men i stedet for "jeg tror på" siger de "jeg ser". Den slags menneskelig retfærdighed og selvvalgt hellighed er i virkeligheden åndelig gift, hvormed menneskers øjne og sind forblændes og føres bort fra erkendelsen af den sande hellighed. 
121          Nos vero sic docemus, ecclesiam non habere maculam aut rugam, sed esse sanctam, per fidem tamen in Jesum Christum, deinde in vita per abstinentiam a concupiscentiis carnis et per exercitium spiritualium fructuum, sed nondum esse sanctam per liberationem et ademtionem omnium desideriorum (E39) malorum, nec per expurgationem omnium impiarum opinionum et errorum. Semper enim fatetur ecclesia peccatum suum, et orat sibi dimitti debita sua. Item credit remissionem peccatorum.         Men vi lærer, at kirken er uden plet eller rynke (Ef 5,27), at den er hellig, men hellig ved tro på Jesus Kristus, og desuden her i livet, når den afholder sig fra kødets begæringer og gennem øvelser bærer åndens frugter, men den er endnu ikke hellig derved, at den befries og forløses fra alle onde ønsker, eller derved, at alle ufromme meninger og vildfarelser udfejes. Den må nemlig altid bekende sine synder og bede om forladelse for sin skyld. Ligeledes tror den på syndernes forladelse. 
122  Quare sancti peccant, labuntur et etiam errant, sed per ignorantiam, non enim libenter vellent negare Christum, amittere evangelium, revocare baptismum etc. Habent igitur remissionem peccatorum, et si etiam per ignorantiam in doctrine errant, hoc illis ignoscitur, quia ad extremum agnoscunt errorem suum, et sola veritate et gratia Dei in Christo nituntur, ut fecit Hieronymus, Gregorius, Bernhardus et alii. Opera igitur carnis studeant vitare christiani, desideria non possunt. Derfor synder de hellige, de falder og tager også fejl, men de gør det af uvidenhed, de vil ikke med vilje fornægte Kristus, miste evangeliet og tilbagekalde deres dåb. De har da syndernes forladelse, og om de også farer vild i læren på grund af uvidenhed, så tilgives det dem, fordi de til sidst erkender deres vildfarelse, og alene støtter sig til sandheden og Guds nåde i Kristus, sådan som Hieronymus, Gregor, Bernhard og andre gjorde. De kristne søger altså at undgå kødets gerninger, dets begæringer kan de ikke undgå. 
123          Ad hoc igitur prodest piis sentire immunditiem carnis suae, ne inflentur inani et impia opinions de justitia operum, quasi propter eam accepti sint coram Deo. Hac monachi inflati tam sanctos se esse putaverunt propter electitium vitae genus suum, ut etiam aliis, quanquam interim corde proprio convincebantur se esse immundos, vendiderint suas justitias et sanctitates. Tam perniciosa pestis est fiducia justitiae propriae, et somniare se esse mundum. Quia vero pii sentiunt immunditiem cordis, non possunt fidere justitia sua.        Derfor er det gavnligt for de fromme at føle deres køds urenhed. Så opblæses de ikke til tomme og ufromme meninger om gerningsretfærdighed, som om de var accepterede af Gud på grund af den. Den mening var munkene opblæst af; de mente, de var hellige på grund af deres selvvalgte livsførelse, så de endog kunne sælge deres retfærdige og hellige gerninger til andre, skønt de samtidig i deres eget hjerte var overbevist om at være urene. Så farlig en pest er tilliden til ens egen retfærdighed og fantasier om, at man er ren. Derfor mærker de sandt fromme deres hjertes urenhed, de kan ikke stole på deres egen retfærdighed. 
124  Is sensus humiliat eos, ut demittant cristas, et non possint confidere benefactis suis, et compellit eos accurrere ad Christum propitiatorem, qui non habet carnem corruptam aut vitiatam, sed (E40) purissimam et sanctissimam, quam pro vita mundi dedit. In illo inveniunt justitiam solidam et perfectam. Sic manent in humilitate non ficta aut monastica, sed vera propter sordes et vitia, quae haerent in carne sua, propter quae, si Deus severe vellet judicare, rei essent aeternae mortis. Dette, at de mærker den, ydmyger dem, så de må lade kammen synke og blive ydmyge, og ikke kan bekende deres velgerninger. Det driver dem til at løbe hen til Kristus, deres forsoner, som ikke har et fordærvet og lastefuldt kød, men et kød, der er fuldkommen rent og helligt. Det kød gav han for at verden skulle have liv. Hos ham finder de hel og fuldkommen retfærdighed. Således forbliver de i en ydmyghed, der ikke er påtaget eller munkeagtig, men sand på grund af det smuds og de laster, som klæber til deres kød, og hvis Gud ville dømme strengt, var det på grund af det skyldige til evig død. 
125  Quia vero non superbiunt contra Deum, sed humiliter et contrito corde agnoscentes peccata sua veniam petunt, ac freti beneficio mediatoris Christi progrediuntur in conspectum Dei, et orant propter ipsum ignosci sibi peccata, expandit super eos Deus immensum coelum gratiae, ac peccata propter Christum non imputat eis. Men derfor kan de ikke være hovmodige overfor Gud, men ydmygede og med angrende hjerte må de erkende deres synder og bede om tilgivelse, og i tillid til midleren Kristi velgerning træde frem for Guds åsyn og bede om, at han for hans skyld vil tilgive dem deres synder. Da vil Gud udbrede sin umådelige nådes himmel over dem og ikke tilregne dem deres synd for Kristi skyld. 
126          Haec dico, ut caveamus perniciosos sophistarum de sanctitate vitae errores, quibus ita mentes nostrae fuerunt occupatae, ut eos sine magno labore non potuerimus excutere. Quare sedulo operam date, ut recte discernatis inter justitiam seu sanctitatem veram et hypocriticam, tum poteritis aliis oculis inspicere regnum Christi, quam ratio, nempe spiritualibus, et certo judicare illum esse sanctum, qui baptisatus est et credit in Christum, et deinceps in illa fide, qua justificatur et remittuntur ei peccata praeterita et praesentia, abstinet ipse a desideriis carnis. Sed ab his prorsus non mundatur, caro enim concupiscit adversus spiritum.        Dette siger jeg, for at vi kan tage os i agt for sofisternes fordærvelige vildfarelser om livets hellighed, hvormed de i den grad har fyldt vore sind, at vi ikke kunne gøre os fri af dem uden stort besvær. Derfor skal I gøre jer umage med at skelne ret mellem den sande retfærdighed eller hellighed og den hykleriske, så I kan se på Kristi herredømme med andre øjne end fornuftens, nemlig med åndelige øjne, og med sikkerhed bedømme den til at være hellig, som er døbt og tror på Kristus, og derefter i denne tro, hvorved han retfærdiggøres, og hvorved hans synder, både de foregående og de nærværende, tilgives ham, afholder sig fra kødets begæringer. Men han bliver aldrig helt renset fra dem, kødet begærer nemlig imod ånden. 
127  Manent tamen istae sordes in eo, ut humilietur, et sic humiliato dulcescat gratia et beneficium Christi. Sic istae sordes et reliquiae peccati non obsunt, sed valde prosunt piis. Quo magis enim sentiunt infirmitatem et peccata sua, hoc magis confugiunt ad thronum gratiae, Christum et ejus auxilium implorant, ut ornet eos sua justitia, ut illis augeat fidem, (E41) subministret Spiritum, quo duce vincant concupiscentias carnis, ne dominentur, sed serviant. Sic christianus perpetuo luctatur cum peccato, et tamen luctando non succumbit, sed victoriam obtinet. Så dette snavs forbliver i ham, så han ydmyges, og således ydmyget bliver nåden og Kristi velgerning sød for ham. Således er dette snavs og de synder, der er tilbage, ikke skadelige, men yderst gavnlige for de fromme. For jo mere de føler deres svaghed og deres dynder, des mere tager de deres tilflugt til nådens trone, Kristus, og anråber om hans hjælp, at han kan smykke dem med sin retfærdighed, øge troen hos dem, og give dem del i ånden, så de, med den som fører, kan besejre kødets begæringer, at de ikke skal herske, men tjene. Således kæmper en kristen hele tiden med synden, og dog bukker han ikke under i denne kamp, men opnår sejren. 
128         Haec dixi, ut intelligeretis, non ex humanis somniis, sed verbo Dei, qui vere sancti sint. Videmus ergo christianam doctrinam maxime prodesse ad erigendas conscientias; deinde ejusmodi esse doctrinam, quae non de cucullo, rasuris, rosariis et similibus futilibus rebus agat, sed de arduis et maximis causis, videlicet quomodo vincere debeamus carnem, peccatum, mortem, diabolum. Haec doctrina ut ignota est justitiariis, ita impossibile est eis vel unam conscientiam errantem instituere aut conterritam et desperabundam consolari et pacificare.         Dette har jeg sagt, for at I, ikke ud fra menneskelige fantasier, men ud fra Guds ord, skal forstå, hvem der er de sande helgener. Vi ser altså, at den kristne lære i allerhøjeste grad er gavnlig til at oprejse samvittighederne; dernæst at læren er af den slags, som ikke handler om munkekutte, kronragning, rosenkranse og den slags unyttige ting, men om brændende og store sager, nemlig om, hvorledes vi bør besejre kødet, synden, døden, djævelen. Ligesom de gerningsretfærdige er uvidende om denne lære, ligesådan er det umuligt for dem at oprejse blot én vildfarende samvittighed eller give den frygtsomme og fortvivlede samvittighed trøst og fred. 
129  Videre til gal5d! 
130 
131 

Noter:

Kommentarer:
n72:  Dette "Derfor" er afgørende. Hvorfor kan loven ikke retfærdiggøre? Her svares der ud fra "munkeskemaet": Det kan den ikke, fordi vi ikke kan overholde den. Andre steder svares der gudskelov ud fra "retfærdiggørelses-skemaet": Det kan den ikke, fordi det er selve lovtankegangen, der er forkert, det er selve det, at vi kæmper for at blive retfærdiggjorte, i stedet for at afvente begivenhedernes gang, der er det forkerte.