Store Galaterbrevskommentar, kap. 5b

Luther 1535


Taget fra Erl  22, 326-366.

Indhold:


Tilbage til oversigten!

Tilbage til gal5a!
 
1 Currebatis bene, quis vos impedivit veritati non obedire? etc.
           Haec plana sunt. Affirmat Paulus se jam recte docere, et idem docere, quod antea docuit, ipsos autem bene cucurrisse quidem antea, cum veritati obedirent, hoc est, recte credidisse et vixisse, non autem nunc, postquam a pseudoapostolis seducti sunt. Porro nova phrasi hic utitur, qua christianam vitam cursum (E327) appellat. Ebraeis enim currere seu  ambulare dicitur vivere aut conversari. Currunt doctores et discentes, quando hi pure docent, illi verbum cum gaudio suscipiunt, et utrimque fructus spiritus sequuntur, id quod praesente Paulo fiebat, ut supra cap. 3. et 4. testatus est, et hic: "Bene currebatis,"  hoc est, omnia apud vos erant in felici statu et successu, vivebatis optime, contendebatis recta ad vitam aeternam, quam vobis pollicebatur verbum etc. Haec verba: "Currebatis bene," continent magnam consolationem. 
I har løbet godt, hvem har forhindret jer i at adlyde sandheden? (gal5.7). 
       Dette er lige ud ad landevejen. Paulus forsikrer her, at han nu lærer ret, og lærer det samme, som han lærte i begyndelsen, men at det er dem, som, skønt de løb godt i begyndelsen, da de adlød sandheden, det vil sige, da de troede og levede ret, dog nu ikke gør det mere, efter at de er blevet forført af de falske apostle. Og han bruger her et nyt ord, idet han betegner det kristne liv som et løb. På hebraisk betyder nemlig at løbe eller at vandre det samme som at leve eller at opføre sig. Lærere og elever løber, når lærerne lærer rent, eleverne tager imod med glæde, og begge bærer åndens frugter. Det gjorde galaterne, mens Paulus var hos dem, som han bevidner ovenfor i kap 3 og 4, og som han siger her: "I løb godt", det vil sige, alt hos jer var i en lykkelig stand og forløb, I levede på bedste vis, I stræbte på ret måde efter evigt liv, som ordet lovede jer. Dette ord: "I har løbet godt" rummer en stor trøst. 
  Pios exercet ista tentatio, quod vita ipsorum videtur pigra et magis reptatio quaedam, quam cursus. Sed si perstant in sana doctrina et spiritu ambulant, nihil moveat eos, quod eorum actiones videantur lente progredi seu potius  reptare. Deus longe aliter judicat. Nam quod nobis tardum videtur aut vix reptare, hoc illi velociter currit. Item quod in oculis nostris tristitia, luctus, mors est, hoc apud Deum est gaudium, risus et beatitudo. Hinc Christus dicit: "Beati, qui lugetis, ploratis etc., quia consolationem accipietis, ridebitis etc." (Matth.  5,4.). Credentibus in filium Dei cedunt omnia in bonum, sive sit tristitia sive mors. Sunt ergo veri cursores, et quidquid faciunt, currit et feliciter progreditur, provehente hoc Christi Spiritu, qui nescit tarda molimina. For den anfægtelse rammer de fromme, at de synes, deres liv er dovent og snarere en kryben end et løb. Men hvis de holder fast ved den sande lære og vandrer i Ånden, så skal det ikke røre dem, at deres handlinger kun synes at skride langsomt frem eller snarere at krybe. Gud dømmer helt anderledes. For hvad der forekommer os at være for langsomt eller snarere en kryben, det er for ham et hurtigt løb. Og hvad der i vore øjne er tristhed, sorg, død, det er hos Gud glæde, latter og salighed. Det er derfor Kristus siger: "Salige er I som sørger, som græder, osv, for I skal få trøst, I skal glæde jer, osv" (Matt 5,4). For dem, der tror på Guds søn, falder alt ud til det gode, enten det er bedrøvelse eller død. Altså løber de virkelig, og hvad de end gør, løber de og skrider lykkeligt fremad, det er Kristi Ånd, der driver dem, og den kender ikke til sendrægtigt arbejde. 
3 Quis vos impedivit veritati non obedire?
         In hoc cursu impediuntur, qui a gratia et fide (E328) ad legem et opera deficiunt, ut accidit Galatis persuasis et seductis a pseudoapostolis, quos tecte perstringit his verbis: "Quis vos impedivit etc." Simili modo supra cap. 3. (v. 1.) dixit: "Quis vos fascinavit, ut non obediretis veritati?" Obiter etiam hic Paulus indicat tam vehementer homines falsa doctrina dementari, ut mendacium et haereses pro veritate et spirituali doctrina suscipiant, et vicissim sanam doctrinam, quam primum amaverunt, esse erroneam, et suam errorem esse sanam doctrinam jurent ac totis viribus defendant.
Hvem har forhindret jer i at adlyde sandheden? (gal5.7b)
       I dette løb forhindres de, som falder ud af nåden og troen tilbage til loven og gerningerne, sådan som det skete for galaterne, da de blev overtalt og forført af de falske apostle. Disse galatere dadler han lidt tilsløret med disse ord: "Hvem har forhindret jer... osv" På samme måde sagde han ovenfor i kap 3,1: "Hvem har forhekset jer, så I ikke adlyder sandheden?" (gal3.1) I forbifarten viser Paulus også her, hvor stærkt mennesker bliver forrykte af den falske lære, så de tager løgn og kætteri for sandhed og åndelige lære, og omvendt sværger på, at den sunde lære, som de først elskede, er forkert, og deres vildfarelse er den sunde lære. Denne vildfarelse forsvarer de af alle kræfter. 
4  Sic Galatas primum optime currentes duxerunt pseudoapostoli in eam opinionem, ut crederent se prius, cum Paulo usi fuerant doctore, errasse et tardissime incessisse. Postea  vero seducti a pseudoapostolis, cum toto coelo aberrarent a veritate,  ita  fascinati sunt falsa ipsorum persuasione, ut putarent omnia sua in felicissimo progressu et cursu esse. Hoc idem accidit hodie illis, quibus spiritus fanatici imposuerunt etc. Ideo saepe soleo dicere casum in doctrina non esse humanum, sed diabolicum, nempe e sublimi coelo ad ima tartara, quia homines perseverantes in errore tantum abest, ut agnoscant peccatum suum, ut etiam defendant illud esse summam justitiam. Impossible est igitur eos consequi veniam. Således løb galaterne i begyndelsen goodt, men de falske apostle førte dem ind i den opfattelse, at de troede, at de i begyndelsen, da de havde Paulus som lærer, havde taget fejl og var gået meget langsomt frem. Bagefter, da de var forført af de falske apostle, og forvildede sig uendelig langt bort fra sandheden, var de så betagede af deres egen falske opfattelse, at de mente, at alt hos dem befandt sig i lykkelig fremgang og vækst. Det samme sker i vore dage for dem, som åndsfanatikerne har ført bag lyset, osv. Derfor plejer jeg ofte at sige, at det ikke er menneskeligt, men djævelsk at falde fra læren, man falder nemlig fra den højeste himmel ned i det dybeste helvede, fordi de mennesker, der holder fast ved deres vildfarelse, så langt fra at erkende deres synd, endog forsvarer den som den højeste retfærdighed. Det er altså umuligt, at de kan få syndsforladelse. 
5  Persuasio haec non ex eo est, qui vocat vos.
         Haec insignia est consolatio et doctrina, qua (E329) docet Paulus, quomodo seductis per impios doctores falsae persuasiones eximendae sint. Pseudoapostoli erant magni viri, longe superantes in speciem Paulum doctrina et pietate. Hoc fuco decepti Galatae, cum audirent ipsos, putabant se Christum audire, ideoque judicabant persuasionem ipsorum esse ex Christo. Contra Paulus subobscure et verecunde indicat hanc persuasionem et doctrinam non esse ex Christo, qui vocaverat eos in gratia, sed ex diabolo, atque ita multis exemit hanc falsam persuasionem.
Den overtalelse kom ikke fra ham, som kaldte jer. (gal5.8)
         Dette er en mageløs trøst og lære, hvorved Paulus lærer, hvordan de, der er forført af ufromme læreres falske overtalelser, skal befries af snaren. De falske apostle var mænd højt på strå, overgik tilsyneladende langt Paulus i lære og fromhed. Af dette skin blev galaterne narret, så da de hørte dem, mente de at høre Kristus, derfor bedømte de deres overtalelse til at være fra Kristus. Paulus angiver derimod, omend lidt dunkelt og floromvundet, at denne overtalelse og lære ikke var fra Kristus, som havde kaldet dem i nåde, men fra djævelen, og således befriede han mange fra denne vrangmening. 
6  Sic hodie multos per haereticos seductos revocamus ex errore, cum ostendimus opiniones illorum fanaticas et impias esse. Deinde pertinet etiam consolatio illa ad omnes afflictos, qui tentati falsam opinionem de Christo concipiunt. Est enim diabolus persuasor mirificus, qui vilissimum et paene ridiculum peccatum ita inflare novit, ut tentatus putet esse atrocissimum crimen, dignum aeterno supplicio. Således er der i vore dage mange, der er blevet forført af kætterne; dem kalder vi tilbage fra deres vildfarelse, når vi påviser, at deres anskuelser er fanatiske og ugudelige. Desuden har denne trøst bud til alle anfægtede, som er fristet til at få en forkert opfattelse af Kristus. Djævelen er nemlig fantastisk til at overtale. Han kan puste en ganske ringe og næsten latterlig synd op, så den, der fristes, mener, det er en alvorlig forbrydelse, værdig til evig straf. 
7  Hic erigendus est ad hunc modum conturbatus animus, quo Paulus Galatas erexit, nempe istam cogitationem seu persuasionem non esse ex Christo, cum ea pugnet contra verbum evangelii, quod pingit ipsum Christum non accusatorem, durum exactorem etc., sed mitem, humilem corde, misericordem, salvatorem et consolatorem. I den situation skal den ængstede sjæl oprejses, på samme måde som Paulus oprejste galaterne, nemlig ved at sige, at denne overvejelse eller overtalelse ikke er fra Kristus, eftersom den kæmper imod evangeliets ord, som ikke afmaler Kristus som en anklager eller en hård opkræver, men som en mild, barmhjertig frelser og trøster, ydmyg af hjertet. 
8            Si vero Satan hoc evertit (est enim mille artifex) et opponit verbum et exemplum Christi, hoc modo: Christus quidem mitis, benignus etc. est, sed justis et sanctis, contra peccatoribus minatur iram ac perditionem, Lucae 13., item pronuntiat incredulos jam (E330) esse damnatos, Iohann. 3. (v. 18.); deinde, Christus multa bona operatus est, multa mala pertulit, et jubet nos imitari exemplum suum, tua vero vita neque verbo neque exemplo Christi respondet, quia peccator et incredulus es; denique nihil boni fecisti etc.         Men Satan, som er en tusindkunstner, vender op og ned på dette og foreholder os Kristi ord og eksempel på denne måde: Kristus er ganske vist mild og velvillig, osv., men han er også retfærdig og hellig, overfor syndere truer han med vrede og fortabelse, (Luk 13,25ff.), og han erklærer, at de vantro allerede er fortabte (Joh. 3,18); desuden har Kristus gjort meget godt og udholdt meget ondt, og han befaler os at efterfølge hans eksempel, men dit liv svarer hverken til Kristi ord eller eksempel, for du er en synder og en vantro; og du har ikke gjort noget godt, osv. 
9  Ideo sententiae, quae pingunt Christum judicem etc., ad te pertinent, non consolatoriae de Christo salvatore etc.: ibi hoc modo consoletur se ipsum tentatus: Scriptura proponit Christum dupliciter, primum ut donum. Si hoc modo apprehendero eum, nihil plane mihi deesse poterit. "In Christo enim sunt omnes thesauri sapientiae et scientiae absconditi." (Coloss. 2, 3.). Is quantus quantus est, a Deo mihi factus est sapientia, justitia, sanctificatio et redemtio.  Derfor er det de steder, der afbilder Kristus som dommer, osv., der angår dig, ikke de trøstende steder om Kristus som frelseren, osv. Her skal den, der bliver fristet, trøste sig selv på følgende måde: Skriften fremstiller Kristus på en dobbelt måde, først som gave. Hvis jeg forstår ham på denne måde, kan jeg ikke komme til at mangle noget overhovedet. "For i Kristus er alle visdommens og kundskabens skatte skjult tilstede" (Kol 2,3). Hvor stor han end er, han er af Gud gjort til visdom, retfærdighed, helliggørelse og forløsning for mig.
10 Etiamsi igitur multa et grandia peccata commiserim, tamen si credidero in eum, omnia absorbentur a justitia ipsius etc. Deinde scriptura proponit etiam eum ut exemplum nobis imitandum. Sed hunc exemplarem Christum non patiar mihi proponi, nisi in die laetitiae, cum sum extra tentationes (ubi vix millesimam partem exempli ipsius possum assequi), ut habeam speculum, in quo, quantum adhuc mihi desit, contempler, ne fiam securus. In tempore vero tribulationis non audiam neque admittam nisi Christum donum, qui pro peccatis meis mortuus impertiit mihi suam justitiam, et hoc, quod mihi deest in vita, pro me fecit et implevit. Ipse enim est finis legis ad justitiam omni credenti. Selv om jeg altså har begået mange og store synder, opsluges det altsammen af hans retfærdighed, hvis jeg tror på ham, osv. Dernæst har skriften også opstillet ham som et eksempel, vi skal efterligne. Men jeg skal ikke finde mig i, at denne Kristus som forbillede bliver sat frem for mig, undtagen på glædens dag, hvor jeg er udenfor anfægtelse (hvor jeg knap nok kan nå op på en tusindedel af hans eksempel), at jeg kan have et spejl, hvori jeg kan se, hvor meget jeg stadig mangler, at jeg ikke skal blive sikker. Men når jeg anfægtes, skal jeg ikke høre og ikke tillade anden Kristus end Kristus som gave, som er død for mine synder og har givet mig sin retfærdighed og gør og opfylder det for mig, som jeg mangler i livet. Han er nemlig selv lovens ende til retfærdighed for enhver som tror. (Rom 10,4) 
11        Ista prodest nosse, non solum ut singuli habeamus certum in tempore tentationis remedium, quo illud venenum desperationis, quo Satan nos inficere (E331) cogitat, devitemus, sed etiam ut furiosis nostri saeculi sectariis resistamus. Anabaptistae enim nihil habent speciosius in tota sua doctrina, quam quod exemplum Christi et crucem ita urgent, praesertim cum manifestae sint sententiae, quibus Christus suis discipulis crucem commendat.          Dette er nyttigt at vide, ikke blot for at hver enkelt af os kan have et sikkert hjælpemiddel, når vi fristes, hvorved vi kan undgå den gift, som Satan har til hensigt at smitte os med, men også når vi skal modstå vor tids rasende sekter. Gendøberne har nemlig det ganske særlige i deres lære, at de i høj grad lægger vægt på Kristi eksempel og kors, især da de sætninger er ganske klare, hvor Kristus siger til disciplene, at de skal bære deres kors. 
12 Discendum est igitur, quo modo Satanae huic in speciem angeli se transformanti resistamus, nempe hoc modo, ut discernamus inter Christum, qui alias ut donum, alias ut exemplum praedicatur. Utraque praedicatio habet suum commodum tempus, quod si non observatur, fit pestis ex praedicatione
salutis.
Derfor skal man lære, hvordan vi kan modstå denne Satan, der har forvandlet sig til en engels skikkelse (2 Kor 11,14), og det kan vi gøre derved, at vi skelner mellem den Kristus, der prædikes som en gave, og ham, der prædikes som et eksempel. Begge slags prædiken har deres passende tid, og hvis man ikke skønner på det, bliver salighedens forkyndelse til en pest. 
13         Pavidis igitur et jam antea conterritis mole peccatorum suorum Christus salvator et donum, non exemplum et legislator inculcandus est. Securis autem et induratis proponendum est exemplum Christi, et durae ipsius sententiae, et horribilia exempla irae Dei, ut diluvii, eversionis Sodomorum etc., ut poenitentiam agant. Discat igitur unusquisque christianus, ut territus et afflictus falsam persuasionem, quam Satan suggerit, de Christo conceptam possit excutere et dicere: Quid Satan nunc de faciendo mecum disputes?          De, der er bange, og i forvejen er skræmte over deres synders vægt, skal have Kristus indskærpet som frelseren og gaven, ikke som eksemplet og lovgiveren. Men de sikre og forhærdede skal have foreholdt Kristi eksempel, og hans hårde domme, og de forfærdelige eksempler på Guds vrede, f. eks. syndfloden, Sodomas ødelæggelse, osv., så de kan gøre bod. Derfor skal enhver kristen lære, at når han er angst og anfægtet af den falske overbevisning, som Satan forelægger ham, kan han kaste den bort og sige: Hvorfor taler du nu, Satan, med mig om, hvad jeg skal gøre? 
14  Cum antea satis conterritus et perturbatus sim propter facta et peccata mea, imo cum jam laborem et oneratus sim, non te accusatorem et perditorem, sed Christum salvatorem generis humani audiam, qui dicit venisse se in mundum, ut peccatores salvaret, ut desperabundos consolaretur, captivis praedicaret liberationem etc. Eftersom jeg i forvejen er skræmt og forvirret på grund af mine gerninger og mine synder, ja eftersom jeg allerede er besværet og bærer byrder, er det ikke dig, anklageren og ødelæggeren, jeg skal høre, men Kristus, menneskeslægtens frelser, som siger at han er kommet til verden for at frelse syndere, for at trøste fortvivlede, for at prædike frihed for fanger, osv. (Luk 4,18f)  
15  Is verus et proprie dictus Christus (E332) est, et praeter illum nullus alius. Exemplum sanctae vitae possum petere ex Abraham, Esaia, Iohanne baptista, Paulo et aliis sanctis. Sed illi non possunt mihi remittere peccata, liberare a tua potentate et morte, salvare et donare vitam.  Han er den sande, den egentlige Kristus, og ud over ham er der ingen anden. Eksempler på et helligt liv kan jeg tage fra Abraham, Esajas, Johannes Døberen, Paulus og andre hellige. Men disse kan ikke forlade mig mine synder, befri mig fra din magt og fra døden, frelse mig og give mig livet. 
16 Ea enim competunt soli Christo, quem pater signavit Deus. Ideo non te doctorem audiam, sed Christum, de quo pater dixit: "Hic est filius meus dilectus, in quo mihi bene complacitum est, ipsum audite." (Matth. 3,17- Marc.  9, 7,). Hoc modo discamus in tentatione et persuasione falsae doctrinae nos fide erigere, alioqui aut diabolus per suos ministros seducet, aut suis ignitis telis occidet nos.  Men disse ting er alene lagt ind under Kristus, som Gud Fader har betegnet. Derfor skal jeg ikke høre dig, som læremester, men Kristus, om hvem Faderen siger: "Han er min søn, den elskede, i ham har jeg velbehag, hør ham!" (Matt 3,17; Mark 9,7). På denne måde skal vi lære ved troen af rejse os op i fristelsen og når vi søges overbevist af den falske lære, ellers sker der enten det, at djævelen forfører os gennem sine tjenere, eller at han dræber os med sine gloende pile. 
17 Modicum fermentum totam massam corrumpit. 
         Hieronymus et qui eum secuti sunt, potant s. Paulum, quod multa sacrae scripturae dicta detorqueat in alienam sententiam. Hinc dicunt apud Paulum pugnare, quae suis locis non pugnant. Sed immerito accusant apostolum, qui recte et prudenter vel generales sententias particulares facit, ut supra cap. 3. (v. 10.) generalem sententiam: "Maledictus omnis, qui pendet in ligno," particularem facit, cum eam aptissime ad Christum applicat, vel particulares facit generales, ut hanc particularem sententiam: "Modicum fermenti etc.," generaliter accipit, quia et ad doctrinam, ut hoc loco, ubi de justificatione agit, et ad vitam et ad malos mores, ut 1. Cor. 5. (v. 6.), eam referre solet. (E333)
En lille smule surdejg ødelægger hele dejgen. (gal5.9)
       Hieronymus og de, der følger ham, bebrejder Skt. Paulus, at han fordrejer mange skriftsteder til en anden mening. Derfor siger de, at hvad der ikke er selvmodsigende i skriften, er det hos Paulus. Men det er med urette, at de anklager apostelen. For han handler ret og klogt, når han anvender almindelige udsagn om særskilte tilfælde, f. eks. ovenfor anvender det generelle udsagn kap. 3,10: "Forbandet enhver, som hænger på et træ" som særskilt udsagn, når han, hvad der er særdeles passende, anvender det på Kristus, eller når han anvender særskilte udsagn på generel måde, og f. eks. forstår dette særskilte udsagn: "En smule surdejg ... osv", på generel måde, for han plejer at henføre dette sted, som han her bruger på retfærdiggørelsen, også på livet og de dårlige sæder, f. eks. i 1 Kor 5,6. 
18         Tota epistola satis testatur, quam aegre tulerit Paulus lapsum Galatarum, quamque crebro inculcaverit ipsis, jam objurgando, jam obsecrando, quae maxima et inaestimabilia mala hunc illorum lapsum secutura sint, nisi resipiscant. Ista paterna et apostolica cura et admonitio quosdam plane nihil movit, plerique enim jam amplius non agnoscebant Paulum doctorem suum, sed longe ei praeferebant pseudoapostolos, a quibus somniabant se veram doctrinam hausisse, non a Paulo.           Hele brevet vidner tilstrækkeligt om, hvor misfornøjet Paulus tog galaternes fald, og hvor ofte han indskærpede dem, snart bønfaldende, snart bebrejdende, hvilke store og uvurdérlige ulykker der ville følge på deres fald, hvis de ikke kom til sig selv. Denne faderlige og apostoliske omsorg og formaning var der nogle, der slet ikke blev bevæget af; der var nemlig temmelig mange, der slet ikke mere anerkendte Paulus som deres læremester, men langt foretrak de falske apostle fremfor ham, de apostle, som de foregøglede sig at have fået den sande lære af i stedet for af Paulus. 
19  Deinde procul dubio traduxerunt pseudoapostoli Paulum apud Galatas hoc modo, eum esse hominem pertinacem et contentiosum, qui propter rem levissimam dissueret concordiam ecclesiarum, non ob aliam causam, quam quod solus sapere, solus magnifieri vellet etc. Ea falsa accusatione fecerunt Paulum apud multos invisum. Desuden havde de falske apostle uden tvivl nedsat Paulus i galaternes omdømme derved, at de sagde, at han er et stivsindet og stridbart menneske, der på grund af en lille sag splitter den kirkelige enighed, kun af den grund, at han alene er klog, han alene vil være stor, osv. Med denne falske anklage gjorde de Paulus forhadt hos mange. 
20 Alii, qui nondum prorsus defecerant a doctrina Pauli, cogitabant nihil periculi esse, si in doctrina de justificatione et fide modicum dissentirent ab eo, ideoque cum audiebant Paulum adeo vehementer exaggerare rem tam levis, ut ipsis videbatur, momenti, mirabantur et cogitabant: Esto sane, quod nonnihil discesserimus a doctrina Pauli, et aliquid peccatum sit a nobis, tamen id modicum quiddam est, ideo merito ad hoc connivere, vel saltem tam vehementer hoc amplificare non deberet, ne illa levi occasione scinderetur ecclesiarum concordia. Andre, som endnu ikke helt var faldet fra Paulus' lære, mente, at det da ikke kunne gøre noget, hvis de i læren om retfærdiggørelsen og troen afveg en lille smule fra ham, og derfor, når de hørte Paulus altfor kraftigt overdrive en så efter deres mening ringe sag, undrede de sig og tænkte: Det kan godt være, at vi afviger lidt fra Paulus' lære og har nogen synd i os, dog er det jo kun ganske lidt, og derfor burde han nok kunne se igennem fingre med det og i hvert fald ikke forstørre det så voldsomt, at ikke menighedernes enighed skal ødelægges af en så lille anledning. 
21  His respondet hac pulcherrima proverbiali sententia: "Modicum fermenti totam massam corrumpit," estque cautela, quam Paulus magnifacit. Debemus et nos eam magnifacere hac (E334) nostra aetate. Nam sacramentarii, qui negant corporalem praesentiam Christi in coena, objiciuut quoque hodie nobis, quod contentiosi, duri et intractabiles simus, qui propter unicum articulum de sacramento scindamus christianam caritatem et concordiam eeclesiarum.  Dem giver ham svar på tiltale med dette smukke lille ordsprog: "En lille smule surdejg ødelægger hele dejgen". Det er en forsigtighedsregel, som Paulus sætter højt. Også vi i vore dage bør sætte den højt. For sakramentarerne, som nægter Kristi legemlige tilstedeværelse i nadveren, bebrejder også i dag os, at vi er stridbare, hårde og umedgørlige, når vi på grund af en enkelt lille artikel om sakramentet ødelægger den kristne kærlighed og kirkernes enighed. 
22 Non debere nos tanti facere hunc articulum exiguum, eumque incertum neque satis ab apostolis declaratum (praesertim cum alioqui de aliis christianae doctrinae articulis, qui magis necessarii sunt et majoris momenti, idem nobiscum sentiant), ut propter illum solum neque totius christianae doctrinae neque generalis omnium ecclesiarum concordiae rationem habeamus. Vi bør ikke gøre så meget ud af en sådan lille artikel; den er også usikker og ikke tilstrækkelig bevist af apostlene (især når de ellers mener det samme som vi angående de andre kristne trosartikler, som er mere nødvendige og af større betydning), så vi på grund af blot denne artikel hverken tager hensyn til hele den kristne lære eller til den almindelige enighed mellem alle kirkerne. 
23 Isto valde plausibili argumento non solum onerant nos invidia apud suos, sed etiam multos bonos subvertunt, qui judicant nos ex mera pertinacia seu aliquo quodam private affectu dissentire ab ipsis. Sed hae diaboli sunt insidiae, quibus non solum illum articulum, sed totam christianam doctrinam conatur evertere. Med dette særdeles plausible argument vil de ikke blot pådutte os, at vi er misundelige på dem, men de vil også fordreje hovedet på mange gode mennesker, som bedømmer os til blot at være stædige eller til at have en ren privat modvilje imod dem. Men dette er djævelens rænkespil, hvormed han søger at forvende ikke blot denne artikel, men hele den kristne ære. 
24       Ad hoc ipsorum argumentum respondemus cum Paulo: "Modicum fermenti totam massam corrumpit." In philosophia modicus error in principio in fine est maximus. Sic in theologia modicus error totam doctrinam evertit. Quare longissime discernenda sunt doctrina et vita. Doctrina non est nostra, sed Dei, cujus nos tantum sumus vocati ministri. Ideo ne apiculum quidem de ea remittere aut mutare possumus.          Lad os svare på dette ræsonnement med Paulus: "En lille smule surdejg ødelægger hele dejgen". I filosofien bliver en ringe fejl i begyndelsen til en meget stor fejl i slutningen. Ligeledes kan i teologien en lille fejl fordreje hele læren. Derfor er det strengt nødvendigt, at man skelner mellem lære og liv. Læren er ikke vores, men Guds, og vi er kun kaldede til at være hans tjenere. Derfor kan vi ikke fjerne eller ændre så meget som et komma i læren. 
25  Vita nostra est, ideo quod ad eam attinet, nihil possunt sacramentarii a nobis exigere, quod non (E335) velimus et debeamus etiam suscipere, condonare et ferre, salva tantum doctrina et fide, de qua semper dicimus hoc Pauli: "Modicum fermenti etc." Hac in parte ne pilo quidem cedere possumus. Est enim doctrina instar mathematici puncti, non potest igitur dividi, hoc est, neque ademtionem neque additionem ferre potest. Contra vita, quae est instar physici puncti, semper dividi, semper aliquid concedere potest. Men livet er vort, derfor, hvad det angår, kan sakramentererne ikke kræve noget af os, som vi ikke vil og bør underkaste os, indrømme og tåle, når kun bortses fra læren og troen, om hvilke ting vi altid må sige med Paulus: "En lille smule surdejg ... osv." I det stykke kan vi ikke vige en hårsbred. For læren har det som et matematisk punkt, det kan ikke deles, det kan hverken tåle at man trækker noget fra eller lægger noget til. Modsat livet, som er som et fysisk punkt, det kan altid deles, man kan altid vige noget tilbage. 
26        Minutissima festuca in oculo offendit oculum. Hinc Germani dicunt de remediis oculorum: Nichts ist in die Augen gut, et Christus: "Lucerna, inquit, corporis oculus est. Cum igitur oculus tuus fuerit simplex, totum corpus tuum lucidum erit etc." (Luc. 11,34.), et deinde (ib. v. 36.): "Si corpus tuum non habuerit aliquam partem tenebrarum, erit lucidum totum etc."          Den mindste splint i øjet skader øjet. Derfor siger tyskerne om øjensalver: I øjet er der intet, der er godt. Og Kristus siger: "Øjet er legemets lys. Når derfor dit øje er énfoldigt, er hele dit legeme lys osv." (Luk 11,34). Og lige efter, vers 36: "Hvis dit legeme ikke har nogen del i mørke, vil det være helt lyst osv". 
27 Hac allegoria significat Christus oculum, hoc est, doctrinam debere simpliciter esse puram, claram et sinceram, quae plane nullam partem tenebrarum, nullam nubeculam habeat etc., et Iacobus non ex suo spiritu, sed procul dubio ex auditu apostolorum pulcherrime dixit: "Qui offenderit in uno, factus est omnium reus." (Iac. 2, 10.). Debet igitur doctrina esse unus quidam perpetuus et rotundus aureus circulus, in quo nulla sit fissura. Ea accedente vel minima circulus non est amplius integer etc. Quid prodest Iudaeis credere Deum unum, eumque creatorem omnium, credere alios articulos, et totam scripturam sanctam recipere, cum Christum negent? Qui igitur in uno offendit, factus est omnium reus. Med denne lignelse betegner Kristus, at øjet, det vil sige: læren, bør være helstøbt ren, klar og ublandet, så den så at sige ikke har nogen del, der er mørk eller tåget, og Jakob siger særdeles smukt (ikke drevet af sin egen ånd, men uden tvivl efter at have hørt apostlene): "Den, der volder anstød på ét punkt, er skyldig i alle". (Jak. 2,10). Derfor bør læren være én stadig og rund guldring, i hvilken der ikke er revner. For kommer der blot den mindste revne, er ringen ikke længer hel, osv. Hvad gavner det jøderne, at de tror, at Gud er én, og at han har skabt alting, og at de også tror på andre artikler, og at de modtager hele skriften, når de nægter Kristus? Den, derfor, der volder anstød på ét punkt, er skyldig i alle. 
28       Quare hic locus diligenter observandus est (E336) contra hoc illorum argumentum, quo calumniantur nos violate caritatem cum maximo ecclesiarum incommode. Nos certe parati sumus servare pacem et caritatem cum omnibus, modo doctrinam fidei relinquant nobis integram et salvam. Si hoc impetrare non possumus, frustra exigunt a nobis caritatem. Maledicta sit caritas, quae servatur cum jactura doctrinae fidei, cui omnia cedere debent, caritas, apostolus, angelus e coelo etc.             Derfor skal man lægge nøje mærke til dette skriftsted imod deres argumenter, hvormed de beskylder os for at krænke kærligheden til største skade for kirkerne. Vi er sandelig beredte til at tjene freden og kærligheden sammen med alle, blot de vil lade os beholde troslæren uskadt og frelst. Hvis vi ikke kan opnå dette, er det forgæves, at de kræver kærlighed af os. Forbandet være den kærlighed, som bevares ved at man bortkaster troslæren, som alt bør vige for, kærligheden, apostelen, en engel fra himlen osv. (Gal 1,8)
29 Satis ergo testantur, cum tam calumniose causam hanc extenuant, quam magnifaciant majestatem verbi. Quod si crederent esse verbum Dei, non ita cum eo luderent, sed summo honore afficerent, et sine ulla disputatione et dubitatione fidem ei adhiberent, scirentque unum verbum Dei esse omnia, omnia esse unum, item, scirent unum articulum, esse omnes, omnes esse unum, et uno omisso omnes paulatim amitti. Cohaerent enim et quodam communi vinculo continentur. Ved svigagtigt at svække denns sag, bevidner de tilstækkeligt, hvor højt de sætter ordets majestæt. Hvis de troede, det var Guds ord, ville de ikke sådan lege med det, men tildele det den største ære, og uden diskussion og tvivl tro på det, og de ville vide, at Guds ene ord er dem alle, og de alle er det ene. Ligeledes ville de vide, at en artikel er dem alle, de alle er den ene artikel, og at hvis man udelader én artikel, går de alle tabt efterhånden. For de hænger sammen og holdes sammen af et fælles bånd. 
30        Sinamus igitur eos amplificare concordiam et caritatem christianam, nos contra amplificemus majestatem verbi et fidem. Caritas negligi potest in loco sine periculo, non item verbum et fides. Caritatis est omnia tolerare, omnibus cedere. Contra fidei est prorsus nihil tolerare, nemini cedere. Caritas libenter cedens, omnia credens, condonans et ferens saepe luditur, delusa tamen nihil incommodi, quod vere incommodum dici posset, accipit, hoc est, non amittit Christum, ideoque non offenditur, sed retinet constantiam suam in benefaciendo, etiam erga ingratos et (E337) indignos. Contra in re salutis, quando fanatici homines mendacium et errores docent sub specie veritatis, et imponunt multis, ibi certe non est exercenda caritas neque approbandus error.            Lad dem bare fremhæve deres enighed og kristne kærlighed, vi for vort vedkommende fremhæver ordets og troens majestæt. Kærligheden kan man se bort fra sine steder uden fare, men ordet og troen kan man aldrig se bort fra. Kærligheden består i at tåle alt, at vige for alt. Modsat kan troen ikke råle noget overhovedet, viger ikke for nogen. Kærligheden viger gerne, tror alt, forsoner sig med alt, bærer over med alt, og bliver ofte narret, men selv om den bliver bedraget, lider den dog på ingen måde hvad man kan kalde for virkelig skade, for den mister ikke Kristus og derfor forarges den ikke, men holder ud i at gøre vel, også mod de utaknemlige og uværdige. Modsat når det drejer sig om frelsen, når fanatiske mennesker under sandhedens dække lærer løgn og vildfarelse og drager mange med sig, da skal man bestemt ikke vise kærlighed eller give sin tilslutning til vildfarelsen. 
31 Hic enim non amittitur beneficium in ingratum collatum, sed amittitur verbum, fides, Christus, vita aeterua etc. Quare si Deum in uno articulo negas, in omnibus negasti, quia Deus non dividitur in multos articulos, sed est omnia in singulis, et unus in omnibus articulis. Itaque perpetuo respondemus sacramentariis criminantibus caritatem a nobis negligi hoc proverbium Pauli: "Modicum fermenti totam conspersionem fermentat"; item: Non patitur ludum fama, fides, oculus. For her mister man ikke den velgerning, man har vist mod en utaknemlig, nej, man mister ordet, troen, Kristus, det evige liv osv. For hvis du nægter Gud i én artikel, nægter du ham i alle, fordi kan ikke deles op i mange artikler, han er alt i hver enkelt artikel, og én i dem alle. Derfor bliver ved ved med at svare sakramentarerne, når de anklager os for at undlade kærligheden, med dette ordsprog af Paulus: "En lille smule suredejg gennemsyrer hele dejgen". Og med dette: Man skal ikke finde sig i, at der drives spøg med rygte, tro og øje. 
32 Haec dixi multis pro nostris confirmandis et ad docendos alios, qui fortasse nostra constantia offenduntur, nec putant nos istius constantiae certas et graves causas habere. Nihil igitur nos moveat, quod tantopere studium caritatis et concordiae jactant. Qui enim non diligit Deum et verbum ipsius, nihil refert, quid aut quantum is diligat. Herom har jeg talt meget for at bekræfte vore og for at belære andre, som måske stødes over vores udholdenhed og ikke mener, at vi holder fast ved denne udholdenhed af sikre og alvorlige grunde. Det gør slet intet indtryk på os, at de praler så meget om deres iver efter kærlighed og enighed. For hvis man ikke elsker Gud og hans ord, er det ligegyldigt, hvad eller hvor meget man end ellers elsker. 
33        Admonet ergo Paulus hac sententia tam doctores quam auditores, ne cogitent doctrinam fidei rem exiguam aut nihil esse, cum qua ludere possimus pro libidine nostra. Ipsa est radius solaris e coelo veniens, qui illuminat, accendit et dirigit nos. Ut autem mundus cum omni sapientia sua et potentia non potest flectere radios solis e coelo tendentes directe in terram, ita neque doctrinae fidei aliquid auferri aut addi potest, vel in totum evertitur etc.         Paulus formaner altså med denne sætning både lærere og tilhørere til ikke at tænke, at læren om troen er noget ringe eller ubetydeligt, som vi kan lege med efter forgodtbefindende. Den er en solstråle, der kommer fra himlen og oplyser, tænder og leder os. Men som verden med al sin visdom og magt ikke kan bøje solstrålerne på deres lige vej fra himlen til jorden, således kan den heller ikke tage noget bort fra eller føje noget til troens læresætninger, eller i det hele taget lave dem om, osv. 
34 Ego confido de vobis in domino. 
       Quasi dicat: Satis monui, confirmavi et objurgavi vos, si modo auscultare velletis. Confido tamen de vobis in domino. Hic quaestio oritur, an Paulus recte fecerit, quod dicit se confidere Galatis, praesertim cum sacrae literae prohibeant fiduciam in homines. Utraque et fides et caritas credit, sed diversa sunt objecta. Fides credit Deo, ideo falli non potest, caritas hominibus, ideo saepe fallitur. Est autem caritatis fides ad praesentem vitam adeo necessaria, ut sine ea non possit consistere vita in mundo.
Jeg har den tillid til jer i Herren. (gal5.10a)
       Som ville han sige: Nu har jeg formanet nok, bekræftet og bebrejdet jer nok, om I dog blot ville adlyde. Dog har jeg tillid til jer i Herren. Her rejser sig det spørgsmål, om Paulus gjorde ret i at sige, at han har tillid til galaterne, især fordi den hellige skrift forbyder at have tillid til mennesker.  Både troen og kærligheden tror, men de tror på forskellige ting. Troen tror på Gud, derfor kan den ikke tage fejl, kærligheden tror på mennesker, derfor tager den ofte fejl. Men kærlighedens tro er så nødvendig for dette liv, at der uden den slet ikke kunne være noget liv i verden. 
35 Si enim homo homini non crederet et confideret, quae esset futura vita nostra in terris? Christiani citius per caritatem credunt, quam filii saeculi hujus. Est enim fides erga homines fructus spiritus seu christianae fidei in piis. Hinc Paulus Galatis etiam lapsis confidit, sed in domino, quasi dicat: Eatenus confido vobis, quatenus dominus est in vobis, et vos in ipso, hoc est, quatenus manetis in veritate. A qua si excideritis, decepti per Satanae ministros, nec ego amplius confidant vobis. Hoc modo licet piis credere et confidere hominibus. Hvis nemlig mennesket ikke troede på og havde tillid, hvad ville da vort liv her på jorden blive til? De kristne er i kraft af kærligheden hurtigere til at tro end denne verdens børn. For troen på mennesker er åndens eller den kristne tros frugt hos de fromme. Derfor stoler Paulus endog på de faldne, men i Herren, som ville han sige: Jeg stoler på jer i samme grad, som Herren er i jer, og I i ham, det vil sige, i samme grad, som I forbliver i sandheden. Men hvis I falder fra sandheden, bedraget af Satans hjælpere, kan heller ikke jeg længere have tillid til jer. På den måde er det tilladt de fromme at tro og stole på mennesker. 
36 Quod nihil aliud sentietis. 
       Scilicet de doctrina et fide, quam quod ex  me audistis et didicistis, hoc est, confido, quod   doctrinam aliam a mea dissentientem non sitis recepturi.
... at I ikke vil mene noget andet; (gal5.10b)
      Nemlig om den lære og tro, som I har hørt og lært af mig, det vil sige: Jeg stoler på, at I ikke har modtaget en anden lære, som afviger fra min. 
37 Qui autem perturbat vos, portabit judicium, quicunque fuerit. 
       Hac sententia Paulus velut judex pro tribunali (E339) sedens condemnat pseudoapostolos, vocans valde odioso nomine conturbatores Galatarum, quos ipsi ducebant piissimos, et longe meliores Paulo doctores, simulque permovere vult Galatas hac horribili sententia, qua tanta certitudine damnat pseudoapostolos, ut illos vitent tanquam nocentissimam pestem, quasi dicat: Quid auditis illas pestes, quae non docent, sed tantum perturbant vos? Doctrina, quam tradunt vobis, nihil aliud est, quam perturbatio conscientiarum. Ideo quantumvis magni sint, habebunt damnationem suam.
men den, som forvirrer jer, skal få sin dom, hvem han end er. (gal5.10c)
        Med denne dom fordømmer Paulus de falske apostle som en dommer på sit dommersæde, og han bruger den meget nedsættende betegnelse, at de "forvirrer" galaterne, som selv mente om dem, at de var yderst fromme og langt bedre lærere end Paulus, og samtidig vil han ryste galaterne med denne frygtelige dom, hvormed han med så stor sikkerhed dømmer de falske apostle, så de kan undgå dem som den skadeligste pest, som ville han sige: Hvorfor hører I på disse skadelige mennesker, som ikke belærer jer, men kun forvirrer jer? Den lære, som de fører frem for jer, er ikke andet end forvirring af samvittighederne. Derfor, hvor store de end måtte være, de skal få deres dom. 
38 Satis autem intelligi potest ex his verbis (quicunque tandem fuerit) pseudoapostolos fuisse in speciem optimos et sanctissimos viros, et fortasse fuit inter eos aliquis insignis apostolorum discipulus, magni nominis et auctoritatis vir. Non frustra enim tam grandibus et significantibus verbis utitur. Og det fremgår klart nok at disse ord (hvem han end er), at de falske apostle var særlig gode og hellige mænd, ja, måske var der blandt dem nogle af de berømte apostles discipel, en mand med et stort navn og en stor autoritet. For det er ikke uden grund, at han bruger så store og kraftige ord. 
39 Ad eundem modum loquitur et cap.1. (v. 8.): "Etiamsi nos aut angelus e coelo evangeliset vobis praeter id, quod evangelisavimus vobis, anathema sit", neque dubium est, quin multi vehementer offensi sint ista vehementia apostoli, qui cogitaverunt: Cur Paulus laedit caritatem? Cur adeo pertinax est in re tam levicula? Cur tam praecipitanter pronuntiat sententiam aeternae damnationis contra eos, qui aeque sunt ministri Christi ac ipse? Hoc nihil moratur, sed certissimus et securissimus maledicit et damnat eos, qui laedunt doctrinam fidei, quantumvis in speciem sancti, docti et magnae existimationis sint viri. (E340)  På samme måde taler han i kap 1, vers 8: "Selv om vi eller en engel fra himlen forkynder jer evangeliet anderledes, end vi har forkyndt det for jer, forbandet være han", (gal1.8) og der er ikke tvivl om, at mange er blevet voldsom stødt af disse voldsomme ord fra apostelen, så de har tænkt: Hvorfor tilsidesætter Paulus kærligheden? Hvorfor er han så hårdnakket, når det drejer sig om så lidt? Hvorfor udtaler han rask væk en dom til evig fortabelse over dem, der ligesom han er Kristi tjenere? Men det er han ligeglad med. Han forbander dem og fordømmer dem med den største sikkerhed og vished, fordi de har tilsidesat troslæren, ligemeget hvor hellige, lærde og af hvor stor anseelse disse mænd er. 
40         Simili modo nos hodie pro excommunicatis et damnatis habemus, qui articulum de sacramento corporis et sanguinis domini incertum esse dicunt, aut Christi verbis in coena vim faciunt. Nos summo rigore omnes articulos doctrinae christianae, magnos et parvos (quanquam nullus sit nobis parvus), volumus habere puros et certos, hocque summe necessarium est. Nam doctrina est unica lux nostra, quae illuminat et dirigit nos ac ostendit iter ad coelum, qua labefactata in una parte necesse est eam labefactari in totum.         På samme måde anser vi i vore dage dem for bandlyste og fordømte, som siger, at artikllen om sakramentet i Herrens legeme og blod er usikkert, eller gør vold på Kristi ord i nadveren. Vi vil fastholde med den største omhu alle den kristne læres artikler, store og små (selv om ingen for os at se er lille), vi vil fastholde dem ret og sikkert, hvilket i højeste grad er nødvendigt. For læren er vort eneste lys, som oplyser og leder os og viser os vejen til himlen, som, hvis den bliver gjort uvis på ét punkt, nødvendigvis må være uvis i det hele tget. 
41 Hoc ubi fit, nihil poterit nos juvare caritas. Nos sine caritate et concordia cum sacramentariis possumus salvi fieri, non item sine pura doctriua et fide. Alioqui libenter servabimus caritatem et concordiam erga illos, qui pie nobiscum sentiunt de omnibus articulis christianae doctrinae. Imo etiam, quantum in nobis est, pacem habebimus cum inimicis nostris, ac pro ipsis orabimus, qui per ignorantiam doctrinam nostram blasphemant et nos persequuntur; non item cum iis, qui scienter et contra conscientiam articulum aliquem aut plures doctrinae christianae laedunt. Hvor det sker, kan kærligheden ikke hjælpe os. Vi kan frelses uden kærlighed og enighed med sakramentarerne, men ikke uden den rene lære og tro. Ellers vil vi gerne tjene med kærlighed og enighed med dem, som sammen med os tænker fromt om alle den kristne læres artikler. Ja, vi vil også, såvidt det står til os, holde fred med vore uvenner og bede for dem, som af uvidenhed spotter vor lære og forfølger os, men ikke med dem, som bevidst og på trods af deres samvittighed tilsidesætter én eller flere af den kristne læres artikler. 
42        Et Paulus hic suo exemplo tam pertinaces nos esse docet, qui propter rem, ut pseudoapostolis et eorum discipulis videbatur (nam utrique putabant, hi se recte et pie docere, illi se recte et pie credere), non solum levissimam sed etiam iniquissimam certissime praedicit eos portaturos judicium suum. Quare, ut saepe soleo monere, diligenter discernenda est doctrina a vita. Doctrina est coelum, vita terra. In (E341) vita est peccatum, error, immundities et miseria, ut dici solet, cum aceto.           Og Paulus lærer os her ud fra sit eget eksempel at være så hårdnakkede: Han forkynder, at de falske apostle, som på grund af en sag, som de og deres disciple anså ikke blot for meget ringe, men også meget uretfærdig, (begge parter mente, at de lærte og troede ret) nok skal få deres dom. Derfor er det, at jeg ofte plejer at formane til, at man omhyggeligt skelner mellem lære og liv. Læren er himlen, livet er jorden. I livet er der synd, vildfarelser, urenhed og eddikesur elendighed, som man plejer at sige. 
43 Ibi caritas conniveat, toleret, ludatur, credat, speret, sustineat omnia, ibi maxime valeat remissio peccatorum, modo peccatum et error non defendantur. Sed in doctrina, ut non est error, ita non opus habet ulla remissione peccatorum. Quare nulla prorsus est comparatio doctrinae et vitae. Unus apex doctrinae plus valet, quam coelum et terra. Ideo in minimo non patimur eam laedi. Dèr skal kærligheden være overbærende, tålsom, lade sig narre, håbe, udholde alt. Dèr gælder i høj grad syndernes forladelse, blot synden og vildfarelsen ikke forsvares. Men i læren er der ingen fejl, så den trænger ikke til nogen syndsforladelse. Derfor er der overhovedet ingen sammenligning mellem lære og liv. Bare en tøddel af læren er mere værd, end himmel og jord. Derfor kan vi ikke gå med til at det mindste af den lider skade. 
44 Ad errores vitae autem egregie possumus connivere. Nam et nos quotidie in vita et moribus erramus, errant etiam omnes sancti, hocque serio fatentur in oratione dominica et symbolo. Sed doctrina nostra, Dei gratia, pura est, omnes articulos fidei solidos et fundatos in sacris literis habemus. Illos libenter vellet diabolus contaminare et evertere. Ideo hoc specioso argumento de caritate et concordia ecclesiarum non laedenda tam versute nos adoritur etc. Men vildfarelser i livet kan vi godt bære over med. For også vi fejler daglig i liv og skikke, også alle de hellige fejler, og de bekender de også alvorligt i Fadervor og i trosbekendelsen. Men vor lære er, gudskelov, ren, vi regner alle trosartikler for fuldstændig begrundede i den hellige skrift. Djævelen vil gerne besmitte og undgå dem. Derfor angriber han os så listigt med dette særlige argument om kærligheden og kirkernes enighed, der ikke må tilsidesættes. 
45 Ego autem fratres, si circumcisionem adhuc praedico, quid adhuc persecutionem patior? Evacuatum est igitur scandalum crucis. 
          Paulus, ut nihil non tentet pro revocandis Galatis, argumentatur nunc ab exemplo suo. Ego, inquit, conflavi mihi acerrimum odium et persecutionem pontificum, seniorum populi et totius meae gentis, quod detraho circumcisioni justitiam. Quam si ei tribuerem, non solum non insidiarentur mihi Iudaei, sed etiam laudarent et vehementer amarent me. Nunc quia evangelium Christi et justitiam fidei abrogate lege et circumcisione praedico, persecutionem patior.
Men jeg, brødre, hvis jeg endnu prædiker omskærelse, hvorfor lider jeg da stadig forfølgelse? Så er jo korsets forargelse gjort til intet. (gal5.11)
       Paulus, som ikke lader noget uforsøgt for at kalde galaterne til orden, argumenterer nu ud fra sit eget eksempel. Jeg har, siger han, pådraget mig det bitreste had og forfølgelse fra ypperstepræsterne og de ældste i folket og i hele mit folk, fordi jeg frakender omskærelsen magt til at retfærdiggøre. Hvis jeg mente, den havde magt til det, ville ikke jøderne ikke blot lade være med at forfølge mig, de ville også rose og elske mig meget for det. Men nu, fordi jeg prædiker Kristi evangelium og lovens og omskærelsens ophævelse, lider jeg forfølgelse. 
46 Econtra pseudoapostoli, ut crucem et hanc acerbitatem (E342) odiorum gentis judaicae non ferant, praedicant circumcisionem, at qua ita conciliant sibi gratiam Iudaeorum et eos retinent amicos. Sic infra capit. 6. (v. 12.): "Cogunt vos circumcidi etc." Denique et hoc libenter efficerent, ut nihil plane dissidii, sed summa pax et concordia inter gentes et Iudaeos esset. Sed impossibile est hoc fieri sine jactura doctrinae de fide, quae est doctrina crucis et plena scandalis. Modsat med de falske apostle; fordi de ikke kan udholde korset og dette bitre had fra jødefolket, prædiker de omskærelse, hvorfor de forskaffer sig jødernes nåde og beholder dem som venner. Således siger han senere (gal6.12): "De tvinger jer til at lade jer omskære, osv". Desuden ville de også gerne udvirke det fænomen, at der slet ikke var nogen forskel, men lutter fred og enighed mellem hedningerne og jøderne. Men det er umuligt, at det kan ske uden af tilintetgøre læren om troen, som er en korsets lære og en lære fuld af forargelse. 
47 Itaque cum dicit: "Si circumcisionem adhuc praedico, quid persecutionein adhuc patior? Evacuatum est igitur scandalum crucis". Significare vult magnam fore absurditatem et indignitatem, si cessaret scandalum crucis. Ad eundem modum loquitur 1. Corinth. 1. (v. 17.): "Christus misit me evangelisare, non in sapientia verbi, ne evacuetur crux Christi", quasi dicat: Non libenter vellem aboleri scandalum et crucem Christi. Når han derfor siger: "Hvis jeg endnu prædiker omskærelse, hvorfor lider jeg da endnu forfølgelse? Så er jo korsets forargelse borte", så vil han betegne, at det ville være en stor absurditet og uværdighed, hvis korsets forargelse ophørte. På samme måde taler han 1 Kor 1,17: "Kristus sendte mig for at forkynde evangelium, ikke med visdoms ord, at ikke Kristi kors skal gøres til intet", som ville han sige: Jeg ville nødig, at forargelsen og Kristi kors skulle tages bort. 
48         Hic dicat aliquis: Ergo christiani extreme dementes sunt, quod ultro se objiciunt periculis. Nam sua praedicatione nihil faciunt, nisi quod conciliant sibi iram et odium mundi et suscitant scandala. Hoc, ut ille ait, frustra est niti, et nihil nisi odium quaerere. Ista res, inquit Paulus, nihil offendit aut perturbat nos, sed tantum animosos reddit, et bene sperare jubet de felici successu et augmento ecclesiae, quae sub cruce floret et crescit.         Her vil én og anden sige: Altså er de kristne helt tåbelige, siden de frivilligt udsætter sig for fare. For med deres prædiken udretter de intet andet, end at de skaffer sig verdens vrede og had på halsen og fremkalder forargelse. Dette er, vil han sige, at anstrenge sig forgæves, og kun søge efter at blive hadet. Denne sag, siger Paulus, forarger eller forvirrer os ikke, den gør os kun ivrige og befaler os at håbe på kirkens lykkelige fremgang og vækst, den kirke, der blomstrer og vokser under korset. 
49 Oportet enim Christum, caput et sponsum ecclesiae, dominari in medio inimicorum suorum, Psal. 110. (v. 2.). Econtra, quando crux abolita est, et furor tyrannorum et haereticorum, (E343) item scandals desierunt, ac diabolo custodiente atrium suum omnia in pace sunt, certissimum signum est ablatam esse puram verbi doctrinam. Hoc etiam Bernhardus  animadvertens ecclesiam tum in optima stata esse ait, cum undique impetatur vi et dolis a Satana, contra pessime habere, cum in summa pace agat, et pulchre per catachresim allegat dictum hoc ex cantico Ezechiae (ecce in pace amaritudo mea amarissima) in persona ecclesiae agentis in securitate et pace. For Kristus, kirkens overhoved og brudgom, bør herske midt iblandt sine fjender (Sl 110,2). Omvendt, når korset er afskaffet, og tyrannernes og kætternes rasen og også forargelserne har fået en ende, og djævelen vogter sin gård, mens alt, hvad han ejer, forbliver i fred (Luk 11,21), så er det det sikreste tegn på, at den rene ordets lære er blevet afskaffet. Dette har også Bernhard lagt mærke til. Han siger, at kirken er i sin bedste tilstand, når den overalt angribes af Satans magt og list, og omvendt har det allerværst, når den lever i fuldkommen fred, og han har sandt, omend selvmodsigende, anført dette ord fra Ezekias lovsang: "Se, bitterhed, bitterhed blev mig til fred" (Es. 38.17), som et ord, der blev talt af en kirke, der levede i sikkerhed og fred. 
50 Quare Paulus pro certissimo signo habet evangelium non esse, si salva pace praedicetur. Contra mundus pro certissimo signo accipit evangelium esse haereticam et seditiosam doctrinam, quia videt praedicationem ejus sequi ingentes tumultus, turbationes, scandala, sectas etc. Sic Deus larvam diaboli, diabolus Dei induit, et Deus sub larva diaboli cognosci, et diabolum sub larva Dei reprobari vult. Derfor regner Paulus det for det sikreste tegn på, at evangeliet ikke er tilstede, hvis der kan prædikes i fred. Modsat regner verden det for det sikreste tegn på, at evangeliet er en kættersk og oprørsk lære, når den ser, at kirkens forkyndelse af evangeliet følges af vældig uro, forvirring, forargelser, sekter m. m. Således tager Gud djævelens maske på, og djævelen Guds, og Gud vil kendes bag djævelens maske, og djævelen vil forkastes, skønt han har Guds maske på. 
51       "Scandalum crucis" active et passive potest intelligi. Crux sequitur statim doctrinam verbi, juxta illud Psal. 116. (v. 10.): "Credidi, ideo locutus sum, ego vero humiliatus sum nimis." Est autem crux christianorum persecutio cum ignominia et sine ulla commiseratione, ideoque valde scandalosa est. Primum patiuntur ut sceleratissimi nebulones, hocque Esaias propheta etiam deipso Christo praedixit, cap. 53. (v. 12.): "Cum sceleratis reputatus est."      "Korsets forargelse" kan forstås aktivt og passivt. Kors følger straks efter ordets forkyndelse, ifølge Sl 116,10: "Jeg troede, derfor talte jeg, men jeg blev stærkt ydmyget". Men de kristnes kors er forfølgelse og vanære uden nogen medlidenhed, og er derfor meget forargelig. For det første lider de som de værste forbrydere, hvilket profeten Esajas forudsagde om Kristus selv: "Han blev regnet blandt overtrædere". (Es 53,12). 
52 Deinde latronibus, furibus etc. mitigantur poenae, et homines tanguntur misericordia erga illos, ibi scandalum non est conjunctum cum poena. Contra mundus, ut judicat (E344) christianos pestilentes esse homines, ita putat nullam poenam satis dignam eis pro malefactis suis infligi posse, neque commiseratione ulla movetur erga ipsos, sed ignominiosissimo genere mortis afficit, et illa re putat duplex commodum ad se redire, primum, quod obsequium praestet Deo, si interficiat eos, deinde publicam pacem sperat restitui istis pestibus ablatis. Dernæst mildnes straffene for røvere, tyve, m. m., og mennesker bevæges til at vise barmhjertighed imod dem; her er der ikke knyttet forargelse sammen med straffen. Modsat mener verden, når den bedømmer de kristne til at være fordærvelige mennesker, at ingen straf er for hård til at kunne påføres sådanne onde væsener, og der er ingen barmhjertighed, der bevæger verden imod de kristne, men den påfører dem den mest vanærende død, og herved mener den at skaffe sig en dobbelt fordel: For det første viser den lydighed mod Gud, hvis den slår dem ihjel, for det andet håber den at kunne opretholde den offentlige ro og orden når disse fordærvede mennesker er fjernet. 
53 Ideo crux et mors piorum est plena scandalis. At nihil moveat vos illa indignitas, inquit Paulus, et duratio crucis Christi et scandali, sed potius vos coufirmet, istis enim durantibus optime habet res christiana. Derfor er de frommes kors og død fuld af forargelse. Men, siger Paulus, det skal I ikke tage jer af, at Kristi kors og forargelsen er uværdig og trækker i langdrag, det skal snarere bekræfte jer i troen, for når det trækker i langdrag har den kristne sag det bedst. 
54       Ad eum modum consolatur etiam Christus suos, Matthaei 5. (vv. 11. 12.): "Beati estis, inquit, cum maledixerint vobis homines, et persecuti vos fuerint, et dixerint omne malum verbum adversus vos mentientes propter me. Gaudete et exsultate, quoniam merces vestra multa est in coelis. Sic enim persecuti sunt prophetas, qui fuerunt ante vos." Hoc gaudium non patitur ecclesia sibi eripi.          På den måde trøster også Kristus sine egne: "Salige er I, når mennesker forbander jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på for min skyld. Glæd jer og fryd jer, for jeres løn skal være stor i himlene. For sådan har de forfulgt profeterne, som var før jer". (Matt 5,11f) Den glæde vil kirken ikke finde sig i bliver berøvet den. 
55 Quare non libenter velim, quod papa, episcopi, principes et fanatici spiritus nobiscum concordes essent. Ea enim concordia certa significatio esset nos amisisse veram doctrinam. In summa, oportet ecclesiam, cum pure evangelium docet, persecutionem pati. Evangelium enim praedicat misericordiam et gloriam Dei, et detegit malitiam et dolos diaboli, depingitque eum suis coloribus, detrahit ei larvam majestatis divinae, qua toti mundo imponit; hoc est, ostendit omnes cultus, religiones, ordines ab hominibus excogitatos, item traditiones de (E345) coelibatu, de cibis etc., quibus judicant homines se promereri remissionem peccatorum et vitam aeternam, esse res impias et doctrines daemoniorum. Derfor ser jeg det ikke gerne, at paven, biskopperne, fyrsterne og de fanatiske ånder bliver enige med os. For denne enighed ville være et sikkert tegn på, at vi havde mistet den sande lære. Kort sagt: Når kirken lærer det sande evangelium, må den lide forfølgelse. For evangeliet prædiker Guds barmhjertighed og ære, og afslører djævelens ondskab og svig, og afbilder ham i hans rette farver, tager den guddommelige majestæts maske af ham, hvormed han fører hele verden bag lyset; det vil sige: det påviser, at enhver kult, munkefromhed og orden, der er optænkt af mennesker, også traditionerne med cølibat og spiser, osv., hvormed mennesker mener at de kan fortjene sig syndernes forladelse og evigt liv, er en ugudelig sag og en dæmonisk lære. 
56 Nulla igitur re plus irritatur diabolus, quam praedicatione evangelii. Illa enim aufert ei larvam Dei, et prodit eum esse, quod vere est, hoc est, diabolum, non Deum. Quare impossibile est non sequi scandalum crucis florente evangelio, vel certe diabolus non est recte petitus, sed tantum leniter palpatus. Si vere petitur, non quiescit, sed incipit horribiliter tumultuari et omnia perturbare. Der er intet, der ophidser djævelen mere end evangeliets prædiken. For den fjerner fra ham Guds maske og forråder, at han er det, han virkelig er, nemlig djævel og ikke Gud. Derfor er det umuligt, at korsets forargelse ikke følger efter, når evangeliet blomstrer, ellers er djævelen bestemt ikke blevet angrebet ordentligt, men blot klappet blidt. Men hvis han virkelig angribes, tier han ikke stille, men begynder at larme frygteligt op og forvirre alt. 
57        Christiani igitur, si modo verbum retinere volunt, ne offendantur aut terreantur, si vident diabolum ruptis habenis furere, totum orbem commoveri, tyrannos saevire, sectas oriri, sed certo sciant illa esse signa non horroris, sed gaudii, ut Christus interpretatur, "gaudete, inquiens, et exsultate etc."        Hvis altså de kristne blot vil holde fast ved ordet, skal de ikke tage anstød eller blive forskrækkede, hvis de ser djævelen rase på livet løs, hele verden bevæges, tyranner rase og sekter opstå, men de skal sikkert vide, at dette ikke er et tegn på rædsel, men på glæde, sådan som Kristus tolkker det: "Glæd jer og fryd jer" osv. 
58 Absit ergo, ut tollatur scandalum crucis, quod fieret, si hoc praedicaremus, quod princeps hujus mundi et membra ejus libenter audirent, scilicet justitiam operum, tuncque haberemus clementem diabolum, faventem mundum, papam et principes propitios. Quia vero illustramus beneficia et gloriam Christi, persequuntur nos, et auferunt nobis res et corpora. På ingen måde må det være sådan, at korsets forargelse fjernes, hvilket ville ske, hvis vi prædikede det, som denne verdens fyrste og hans lemmer gerne vil høre, nemlig gerningsretfærdighed, og da ville vi få en mild djævel, en gunstig stemt verden, og en pave og en række fyrster, der er forsonlige. Men fordi vi belyser Kristi velgerninger og ære, forfølger de os og berøver os vor ejendom og vort liv. 
59 Utinam et abscindantur, qui vos conturbant. 
         Estne apostolicum hoc, non solum declarare pseudoapostolos esse perturbatores, damnare et tradere eos diabolo, sed etiam imprecari eis, ut exstirpentur prorsus et pereant, quod plane est maledicere? (E346) Allusit autem Paulus, ut opinor, ad circumcisionem, quasi dicat: Cogunt vos circumcidi, utinam ipsi funditus et radicitus excindantur.
Gid de endog måtte lemlæste sig helt, de, der gør jer forstyrrede. (gal5.12)
         Passer det sig for en apostel, ikke blot at erklære, at de falske apostle er mennesker, der forvirrer, ikke blot at dømme og overgive dem til djævelen, men også at ønske for dem, at de fuldstændig udslettes og går til grunde, hvilket ligefrem er at forbande? Men Paulus hentydede, så vidt jeg kan se, til omskærelsen, som ville han sige: De tvinger jer til at lade jer omskære, gid de selv ville blive skåret af lige til roden. 
60 Hic oritur quaestio, utrum liceat christianis maledicere. Licet, non tamen semper et ex qualibet causa. Cum eo ventum est ut verbum sit maledicendum seu doctrina blasphemanda, et per consequens Deus ipse, tum inverte sententiam et dic: Benedicatur Deus et verbum ipsius, et maledicatur, quidquid est extra verbum et Deum, sive sit apostolus, sive angelus e coelo. Sic supra cap. 1. (v. 8.) : "Etiamsi nos aut angelus e coelo etc., anathema sit." Her rejser sig det spørgsmål, om det er tilladt kristne at forbande. Det er det, men ikke altid, og ikke af en hvilkensomhelst grund. Når det er kommet dertil, at man vil have dig til at forbange ordet eller spotte med læren, og følgelig med Gud selv, så skal du vende sætningen om og sige: Velsignet være Gud og hans ord, og forbandet være alt det, der er udenfor ordet og udenfor Gud, hvad enten det er en apostel eller en engel fra himlen. Således sagde Paulus ovenfor: "Selv om vi eller en engel fra himlen ... forbandet være han". (gal1.8)
61 Ibi cernere est Paulum tanti facere modicum fermenti, ut etiam ausit maledicere pseudoapostolis, in speciem magnae auctoritatis et sanctitatis viris. Ne igitur et nos parvi faciamus fermentum doctrinae, quantumvis enim modicum, si contemnatur, causa est, ut paulatim veritas et salus amittatur ac Deus negetur. Depravato enim verbo et negato ac blasphemato (id quod necesse est sequi) Deo, non resist ulla spes salutis. Si vero nos blasphemamur, maledicimur et occidimur, est adhuc, qui possit nos resuscitare et liberare a maledicto, morte et inferno. Her kan man se, at Paulus regnede en lille smule surdejg for så meget, at han endog vovede at forbande de falske apostle, skønt de udadtil var store autoriteter og hellige mænd. Vi må derfor heller ikke tage let på en surdejg i læren, for hvor lille den end er, når man er ligeglad med den, bliver den årsag til, at sandheden og frelsen tilintetgøres og Gud fornægtes. For når ordet er forvansket og fornægtet og Gud som følge deraf er blevet bespottet, så er der ikke noget håb om frelse tilbage. Men hvis vi bliver bespottet, forbandet og dræbt, er der stadig én, som kan opvække os og befri os fra forbandelsen, fra død og helvede. 
62        Discamus igitur amplificare et magnificare majestatem et auctoritatem verbi. Non enim est res levicula, ut fanatici homines hodie putant, sed unus apex major est coelo et terra. Quare ibi nullam plane habemus rationem caritatis aut concordiae christianae, sed utimur simpliciter tribunali, hoc est, maledicimus et condemnamus omnes, qui vel in minimo (E347) depravant seu laedunt majestatem divini verbi, quia modicum fermenti totam conspersionem fermentat.         Lad os derfor lære at prise og ophøje ordets majestæt og autoritet. For det er ikke en ringe sag, som fanatiske mennesker i vore dage mener, men ét eneste komma deri er større end himmel og jord. Derfor har vi her ikke nogensomhelst grund til kærlighed og enighed, men vi sætter os ganske simpelt til doms over dem, det vil sige, vi forbander og fordømmer alle, som bare på mindste måde forvansker eller krænker Guds ords majestæt, for en lille smule surdejg gennemsyrer hele dejgen. (gal5.9)
63 Si autem relinquunt nobis integrum et illaesum verbum parati sumus non solum caritatem et concordiam servare cum ipsis, sed offerimus nos fore servos eorum, et nihil non facturos. Si non, pereant et detrudantur ad infernum, non solum ipsi, sed totus mundus etiam cum piis et impiis, modo ut Deus maneat. Hoc manente manet vita et salus, manebunt et pii. Men hvis de lader os være i fred og lader ordet være urørt, er vi parate til ikke blot at vise kærlighed og enighed med dem, men vi tilbyder at være deres slaver, og der er ikke den ting, vi ikke vil gøre. Hvis ikke, så lad dem gå til grunde og nedstødes til helvede, ikke blot dem, men hele verden med fromme og ufromme, blot Gud består. Når han består, skal liv og salighed også bestå, og så vil også de fromme bestå. 
64       Recte igitur facit Paulus, quod perturbatoribus illis maledicit, et pronuntiat sententiam eos esse anathema cum omnibus, quae sunt, docent et faciunt, quodque imprecatur eis, ut excindantur ex hac vita, et praecipue ex ecclesia, hoc est, ne Deus gubernet et fortunet doctrinam et omnes actiones eorum, et haec maledictio profecta est e Spiritu sancto.           Paulus handler derfor ret, når han forbander dem, der volder forvirring, og afsiger den dom, at de er forbandede sammen med alt, hvad de er, lærer og gør, og når han ønsker for dem, at de må udryddes af dette liv og især af kirken, det vil sige, ønsker, at Gud ikke skal lede deres lære og lade den og deres gerninger lykkes, og denne forbandelser er bestemt fra Helligånden. 
65 Sic Petrus Actor. 8. (v. 20.) maledicit Simoni. "Pecunia tua, inquit, sit tecum in perditionem etc." Et frequens usus est maledictionum in sacris literis contra tales conturbatores mentium, praecipue in Psalmis, ut Psalm. 55. (v. 16.): "Veniat mors super illos, et descendant in infernum viventes"; item: "Convertantur peccatores in infernum etc." Således forbander Peter i Apg 8,20 Simon Mager: "Gid dine penge, må gå til grunde sammen med dig, osv." Og der bruges ofte forbandelser i den hellige skrift imod den slags løgneforvirrere, især i salmer, f. eks. Sl 55,16: "Lad død komme over dem, og lad den stige levende ned i helvede"; og: "Til dødsriget skal synderne fare ned" (Sl 9,18)
66        Hactenus munivit Paulus locum justificationis firmissimis argumentis. Deinde, ut nihil omitteret, disputationi huic passim inseruit objurgationes, laudationes, exhortationes, comminationes etc. In fine addidit etiam exemplum suum, se persecutionem pati propter hanc doctrinam, mouens per hoc omnes pios, ne scandalizentur et terreantur, si tempore evangelii viderint (E348) excitari tumultus, scandala, sectas etc., sed potius gaudeant et exsultent. Nam quo atrocius furit mundus contra evangelium, hoc melius habet negotium evangelii.         Hidtil har Paulus med de kraftigste argumenter sikret stedet om retfærdiggørelsen. Dernæst, at han ikke skal undlade noget, indsætter han overalt i denne redegørelse bebrejdelser, ros, opmuntringer, trusler, osv. Til slut tilføjer han også sit eget eksempel, at han har lidt forfølgelse på grund af denne lære, for herigennem at bevæge alle fromme til ikke at tage forargelse og blive bange, hvis de i evangeliets tid ser tumulter, forargelser, sekter, osv. opstå, de skal snarere glæde sig og juble. For jo vildere verden raser mod evangeliet, des bedre står evangeliets sag. 
67        Haec gratissima nobis hodie esse debet consolatio. Certum est enim, quod propter nullam aliam causam mundus nos oderit et persequatur, quam quod veritatem evangelii profitemur. Non accusat nos, quod fures, adulteri, homicidae etc. simus, sed hoc unum detestatur in nobis, quod Christum pie et pure docemus, et patrocinium veritatis non deserimus. Certo igitur sciamus vel hinc doctrinam nostram esse sanctam et divinam, quod mundus tam acerbe eam odit.         Dette skal i vor tid være vor kæreste trøst. For det er sikkert, at verden ikke hader og forfølger os af nogen anden grund, end at vi bekender evangeliets sandhed. Den anklager os ikke, fordi vi er tyve, horkarle, mordere, osv., men dette ene afskyr den hos os, at vi lærer Kristus rent og purt og ikke er hørt op med at forsvare sandheden. Derfor kan vi også sikkert vide, at vores lære er hellig og guddommelig, fordi verden hader den så stærkt. 
68 Alioqui enim nulla doctrina tam impia, stulta, ridicula, perniciosa est, quam non libenter mundus suscipit, exosculatur et defendit, deinde reverenter tractat, fovet, adulatur et omnia facit professoribus ipsius. Solam doctrinam pietatis, vitae et salutis et ministros ejus summe detestatur, omnibus probris afficit etc.  Ellers er der ingen lære så ufrom, tåbelig, latterlig, farlig, at ikke verden gerne tager imod den, priser den, forsvarer den, ja behandler den ærbødigt, hæger om den, smigrer den og gør alt for dem, der forkynder den. Alene læren om fromhed, liv og salighed og dens tjenere, foragter den i høj grad, og overdænger den med alskens skældsord. 
69 Evidens ergo est argumentum, quod mundus tantum odio verbi nobis infensus sit. Itaque cum objiciunt nobis adversarii nihil ex hac doctrina oriri nisi bella, seditiones, scandala, sectas et infinita alia mala, respondeamus: Benedictus dies, in quo ista videre licet. Sed totus mundus turbatur. Bene, si non turbaretur, et diabolus non ita saeviret et conturbaret omnia, non haberemus puram doctrinam, quam isti tumultus et furores non possunt non sequi. Ideo quod vos malum putatis, hoc nos pro summo bono accipimus. (E349)  Det er altså et klart bevis på, at verden er forbitret på os alene på grund af had til ordet. Derfor, når modstanderne bebrejder os, at der ikke kommer andet ud af denne lære end krig, oprør, forargelser, sekter og utallige andre onder, så kan vi bare svare: Velsignet den dag, som fik disse ting at se. Jamen, hele verden kommer i uro. Udmærket, hvis den ikke kom i uro, og djævelen ikke rasede således og forvirrede alt, så ville vi ikke have den rene lære, for den slags tumulter og rasen må nødvendigvis følge den rene lære. Derfor, hvad I mener, er noget ondt, det forstår vi som det højeste gode. 
70 Doctrina de bonis operibus. 
         Sequuntur nunc exhortationes et praecepta de bonis moribus. Apostoli enim in more habent, post doctrinam fidei et instructionem conscientiarum subjicere praecepta morum, quibus exhortantur credentes ad officia pietatis inter se mutuo exercenda, et eam partem doctrinae aliquo modo intelligit et docet etiam ratio, de doctrina fidei prorsus vero nihil novit.
Læren om de gode gerninger. 
        Nu følger opfordringer og bud om de gode skikke. For apostelen har for vane efter læren om troen og undervisningen af samvittighederne at fremlægge nogle bud om skikkene, hvor han opfordre de troende til at udøve åbenlys fromhed overfor hinanden, og den del af læren forstår fornuften også på en måde og lærer om det, men læren om troen kender den ikke noget til. 
71 Ne igitur videatur doctrina Christiana dissolvere bonos mores et pugnare contra politicas ordinationes, admonet apostolus etiam de bonis moribus et honesta externa conversatione, de servanda caritate, concordia etc. Non potest igitur mundus jure accusare christianos, quod dissolvant bonos mores, quod publicam pacem, honestatem etc. perturbent, quia melius tradunt mores et omnes virtutes, quam ulli aut philosophi aut magistratus, quia fidem addunt. For at det da ikke skal se ud som om den kristne lære opløser de gode skikke og bekæmper de politiske forordninger, formaner apostelen også til gode skikke og en ærbar ydre vandel, til at tjene i kærlighed, til enighed, osv. Derfor kan verden ikke med rette anklage de kristne for, at de opløser de gode skikke, eller for, at de forvirrer den offentlige ro og orden, ærbarheden osv., for de fastholder skikkene og alle dyderne bedre end nogen filosof eller magistrat, fordi de tilføjer troen. 
72 Vos enim in libertatem vocati estis, fratres, tantum ne libertatem in occasionem detis carni, sed per caritatem servite vobis invicem. 
       Quasi dicat: Nacti estis jam per Christum libertatem, hoc est, longe estis supra omnes leges secundum conscientiam et coram Deo, beati et salvi estis, Christus vestra vita est. Igitur lex, peccatum, mors, etiamsi vos terrent, tamen neque nocere neque in desperationem adigere possunt. Ea est praeclara et inaestimabilis libertas vestra. Nunc vestrum est (E350) diligenter carere, ne illam libertatem detis in occasionem carni.
I blev jo kaldet til frihed, brødre, blot skal I ikke bruge friheden som anledning for kødet, men ved kærligheden være hinandens tjenere. (gal5.13)
       Som ville han sige: I har nu ved Kristus opnået friheden, det vil sige, I er højt hævet over enhver lov ifølge samvittigheden og overfor Gud, I er salige og frelste, Kristus er jeres liv. Derfor kan loven, synden og døden, selv om de skræmmer jer, dog ikke hverken skade jer eller føre jer til fortvivlelse. Dette er jeres fuldkommen klare og uvurdérlige frihed. Nu er det op til jer omhyggeligt at sørge for, at I ikke giver kødet anledning ved denne frihed.
73 Hoc malum latissime patet, et omnium deterrimum est, quod Satan in doctrina fidei excitat, quod scilicet hanc libertatem, qua Christus nos liberavit, in multis mox transfert ad occasionem carni. Hoc idem conqueritur et Iudas in sua epistola. "Subintraverunt, inquit (v. 4.), quidam homines impii, qui Dei nostri gratium transferunt ad lasciviam." Caro enim prorsus non intelligit doctrinam gratiae, scilicet, quod operibus non justificemur, sed sola fide, quod lex nullum jus in nos habeat. Ideo cum audit hanc doctrinam, transfert eam ad lasciviam, et statim sic infert: Si sumus sine lege, vivamus igitur, ut volumus, nihil faciamus boni, nihil demus egentibus, multo minus patiamur aliquid mali. Non enim est lex, quae cogat aut liget nos. Dette onde strækker sig umådelig vidt, og er af alle onder det værste, som Satan forvolder mod troens lærdom, det, at han hos mange straks får gjort den frihed, hvortil Kristus har frigjort os, til anledning for kødet. Det samme klager også Judas over i sit brev: "Der har indsneget sig nogle ufromme mennesker, som misbruger Guds nåde til utérlighed". (Judas, vers 4). Kødet forstår nemlig ikke læresætningen om nåden, det vil sige, at vi ikke retfærdiggøres ved gerninger, men alene ved troen, og at loven ikke har nogen ret over os. Derfor, når det hører denne lære, misbruger det den til utérlighed, og drager øjeblikkelig denne slutning: Hvis vi er uden lov, så lad os leve, som vi vil, ikke gøre det gode, ikke give til de trængende, langt mindre finde os i noget ondt. Der er nemlig ikke nogen lov, som tvinger eller binder os. 
74        Itaque utrimque periculum est, alterum tamen altero tolerabilius. Si gratia seu fides non praedicatur, nemo fit salvus, fides enim sola justificat et salvat. Contra, si praedicatur fides, ut necesse est eam praedicari, major pars hominum carnaliter intelligit doctrinam de fide, et libertatem spiritus in libertatem carnis rapit. Hoc cernere est hodie in omnibus vitae generibus superiorum et inferiorum.        Derfor er der en dobbelt fare, den ene dog lettere at udholde end den anden. Hvis nåden eller troen ikke prædikes, bliver ingen frelst, for det er alene troen der retfærdiggør og frelser. Modsat, hvis troen prædikes, sådan som det er nødvendigt at prædike den, forstår størstedelen af menneskene læren om troen på kødelig vis, og fører åndens frihed over til kødets frihed. Det kan man i vore dage se i alle slags livsførelse, både hos høj og lav. 
75 Omnes jactant se esse evangelicos, jactant christianam libertatem, et tamen interim obsequentes suis cupiditatibus convertuntur ad avaritiam, voluptates, superbiam, invidiam etc. Nemo fideliter suum officium facit, nemo per caritatem alteri servit etc. Ea indignitas nonnunquam (E351) adeo impatientem me facit, ut saepe optem ejusmodi porcos, qui margaritas pedibus conculcant, adhuc esse sub tyrannide papae. Impossible enim est hunc populum Gomorrhae evangelio pacis regi. Alle praler af at være evangeliske, de praler af den kristne frihed, og dog adlyder de samtidig deres begæringer, så de vender sig til gerrighed, vellyst, hovmod, misundelse m. m. Ingen gør sin pligt med trofasthed, ingen tjener den anden i kærlighed, osv. Denne uværdige tilstand gør mig undertiden så utålmodig, at jeg ofte ville ønske at den slags svin, som nedtræder perler med deres fødder (Matt 7,6), stadig var under pavens tyranni. Det er jo umuligt at styre dette Gomorra-folk med fredens evangelium. 
76        Deinde nos ipsi, qui docemus verbum, non tanta diligentia et ardore jam in luce veritatis facimus nostrum officium, ut prius in tenebris ignorantiae illud fecimus.          Desuden gør selv vi, der underviser i ordet, ikke vor pligt med en lige så stor omhu og iver, skønt vi nu lever i sandhedens lys, som da vi før gjorde det i mørkets uvidenhed. 
77 Quo enim sumus certiores de libertate illa a Christo nobis parta, hoc frigidiores et segniores sumus ad tractandum verbum, orandum, bene operandum, ad mala ferenda etc., et nisi Satan vexaret nos intus spiritualibus tentationibus et foris persecutionibus adversariorum, item contemtu et ingratitudine nostrorum hominum, prorsus securi, ignavi et ad omne opus bonum reprobi fieremus, atque ita cum tempore amitteremus cognitionem et fidem Christi, desereremus ministerium verbi, et quaereremus commodiorem pro carne nostra vivendi rationem. For jo mere vi er sikre på den frihed, som Kristus skaffede os, des koldere og sløvere er vi til at forkynde ordet, til at bede, til at gøre gode gerninger, til at tåle det onde, osv., og hvis ikke Satan i det indre plagede os med åndelige fristelser og i det ydre med modstandernes forfølgelser, og desuden med vore egnes foragt og utaknemlighed, ville vi blive helt sikre, slappe og unyttige til al god gerning, og således ville vi med tiden miste erkendelsen af og troen på Kristus, vi ville lade ordets tjeneste i stikken og søge en levevej, der var mere tjenlig for vort kød. 
78 Id quod plerique ex nostris facere incipiunt illa occasione moti, quod laborantes in verbo non solum victum inde habere non possunt, sed quod etiam indignissime tractantur ab iis, quos praedicatione evangelii liberaverunt ex miserrima servitute papae. Hi pauperem et scandalosum Christum deserentes implicant se praesentis vitae negotiis, et ventri suo, non Christo, serviunt, sed quo fructu, cum tempore experientur. Det begynder flere af vore at gøre tilskyndet af det forhold, at de, der arbejder med ordet, ikke blot ikke kan have deres udkomme af det, men også behandles yderst uværdigt af dem, som de ved at prædike evangeliet for dem har befriet fra pagens elendige slaveri. Disse forlader den fattige og forargelige Kristus og går op i det timelige livs opgaver, og tjener deres bug, ikke Kristus, men hvilken frugt de får ud af det, vil de til sin tid erfare. 
79        Cum itaque sciamus diabolum maxime insidiari nobis, qui verbum habemus (alios enim captivos tenet ad suam ipsius voluntatem), et hoc sedulo conari, ut libertatem illam spiritus nobis auferat, vel saltem hoc (E352) efficiat, ut eam transferamus ad lasciviam, ideo summa diligentia et cura docemus et adhortamur exemplo Pauli nostros homines, ne existiment illam libertatem spiritus partam Christi morte ideo sibi donatam, ut eam dent in occasionem carni, aut, ut Petrus ait (1. Petr. 2, 10.), eam habeant velut malitiae velamen, sed ut per caritatem sibi ipsis invicem serviant.         Da vi altså véd, at djævelen ligger mest ivrigt på lur efter os, som har ordet (for de andre holder han fangne, så de gør deres egen vilje), og med iver stræber efter at berøve os denne åndelige frihed eller i det mindste udvirke, at vi overfører den til utérlighed, derfor lærer og formaner vi med største omhu og omsorg efter Paulus' eksempel vore tilhørere, at de ikke mener, at den åndens frihed, som Krisus ved sin død har bragt os, er givet os af den grund, at vi med den skal give anledning for kødet, eller, som Peter siger (1 Pet 2,10), for at vi skal have den som "et ondskabens slør", men for at vi i kærlighed skal tjene hinanden. 
80 Ne ergo, ut diximus, christiani abutantur hac libertate, imponit apostolus carni eorum servitutem per legem de mutua dilectione, quare meminerint pii se in conscientia coram Deo esse liberos a legis maledicto, a peccato et morte propter Christum, corpore autem esse servos.  For at de kristne som sagt ikke skal misbruge denne frihed, pålægger apostelen deres kød en tjeneste gennem loven om gensidig kærlighed. Derfor skal de fromme huske, at de overfor Gud er frie fra lovens forbandelse, fra synden og døden for Kristi skyld, men hvad legemet angår er tjenere. 
81 Hic alter alteri per caritatem juxta hoc Pauli praeceptum servire debet. Unusquisque igitur studeat in sua vocatione diligenter facere officium suum, et quacunque re potest, adjuvare proximum. Hoc exigit a nobis Paulus his verbis: "Per caritatem servite vobis invicem", quae non sinunt sanctos secundum carnem esse liberos, sed subjiciunt eos servituti etc. Her skal den ene tjene den anden i kærlighed ifølge dette bud fra Paulus. Derfor bør enhver i sit kald stræbe efter at udfylde sin tjeneste med omhu og hjælpe sin næste med hvad han kan. Det kræver Paulus af os med de ord: "I skal tjene hinanden i kærlighed", og de ord tillader ikke de hellige at være frie efter kødet, men lægger dem ind under tjenesten. 
82        Porro haec doctrina de mutua caritate inter nos servanda nullo modo potest inculcari et persuaderi carnalibus hominibus. Christiani hac in re libenter obsequuntur. Alii praedicata libertate illa statim inferunt: Si liber sum, ergo licet mihi facere, quod volo. Haec res mea est, cur ergo non venderem eam, quanti possum? Item: Cum propter bona opera non contingat nobis salus, cur daremus aliquid egentibus? etc. Hi securissime excutiunt hoc jugum et servitutem (E353) carnis, et transferunt libertatem spiritus in licentiam et lasciviam carnis.       Desuden kan man ikke på nogen måde overbevise kødelige mennesker om denne lære om, at vi skal tjene hinanden med gensidig kærlighed. De kristne adlyder gerne på dette punkt. Men de andre, der får prædiket om friheden, slutter straks således: Hvis jeg er fri, er det mig altså tilladt at gøre, hvad jeg vil. Denne vare er min, hvorfor skulle jeg så ikke sælge den for det, jeg kan få for den? Og: Når vor frelse ikke afhænger af gode gerninger, hvorfor skulle vi så give til de trængende? osv. Disse mennesker kaster i deres sikkerhed dette kødets trældomsåg af sig, og overfører åndens frihed til en kødets tøjlesløshed og utérlighed. 
83 Illis securis contemtoribus certo annuntiamus (quanquam non credant nobis, sed nos rideant), quod si corpore et facultatibus suis utantur pro sua libidine (ut certe faciunt, quia non adjuvant inopes, non mutuum dant, sed fraudant in negotio fratres, rapiunt per fas et nefas etc.), quod inquam liberi non sint, ut maxime se tales glorientur, sed amiserint Christum et libertatem, et servi sint diaboli, quodque nunc sub nomine christianae libertatis septies deteriores sint, quam antea sub tyrannide papae. Diabolus enim, qui expulsus erat, reversus est in eos assumtis secum aliis septem spiritibus nequioribus ipso etc. Ideo eorum novissima facta sunt pejora primis. Overfor disse sikre foragtere skal vi bestemt bekendtgøre (selv om de ikke tror os, men gør grin med os), at hvis de bruger deres legeme og deres evner til deres egen fornøjelse (og det gør de sikkert og vist, for de hjælper ikke de trængende, de giver ikke til låns, men bedrager deres brødre i handelslivet og rager til sig med rette eller urette, osv.), så -- siger jeg -- så er de ikke frie, hvor meget de end praler af at være det, men de har tabt Kristus og friheden og er slaver af djævelen, og de er nu under den kristne friheds navn syv gange værre end før under pavens tyranni. For djævelen, som blev uddrevet, er vendt tilbage i dem og har taget med sig sig andre ånder, værre end den selv. Derfor bliver det sidste værre for dem end det første. (Matt 12,43ff). 
84         Nos divinum mandatum habemus praedicandi evangelium, quod annuntiat omnibus hominibus, si modo credant, gratis propter Christum libertatem a lege, peccato, morte, ira Dei etc. Non est in arbitrio aut potestate nostra situm, hanc libertatem per evangelium jam invulgatam celare homines aut revocare, quia Christus eam nobis donavit ac sua morte peperit, neque possumus illos porcos, qui toto impetu ruunt in licentiam carnis, cogere, ut corpore et rebus suis serviant aliis, ideo quod possumus, facimus, hoc est, admonemus diligenter eos debere hoc praestare. Si his monitis nostris nihil efficimus, committimus rem Deo.        Vi har guddommelig befaling til at forkynde evangeliet, som udråber for alle mennesker, hvis blot de ville tro det, at de af nåde for Kristi skyld er befriet fra loven, synden, døden og Guds vrede. Vi har ikke myndighed eller magt til at holder mennesker i uvidenhed om den frihed der allerede er udbredt gennem evangeliet, og ejheller til at tilbagekalde den, for Kristus har givet os den og forskaffet os den ved sin død og vi kan ikke tvinge de svin, som med fuld kraft kaster sig ud i kødets frihed til med deres legeme og deres gods at tjene andre, derfor gør vi det, vi kan, det vil sige, vi formaner dem omhyggeligt til at gøre sådan. Hvis vi ikke kan udrette noget med disse formaninger, overlader vi sagen til Gud. 
85 Is suo tempore justas infliget poenas istis contemtoribus. Interim tamen hoc nos solatur, quod labor et diligentia nostra non est inanis apud pios, (E354) quorum procul dubio multi per nostrum ministerium erepti sunt e servitute diaboli et translati in illam libertatem spiritus. Hi pauci, qui agnoscunt gloriam hujus libertatis spiritus, et vicissim parati sunt per caritatem servire aliis, et noverunt se secundum carnem esse debitores fratrum, plus nos exhilarant, quam innumera turba eorum, qui abutuntur illa libertate, nos contristare possunt. Han vil til sin tid straffe disse foragtere retfærdigt. I mellemtiden kan det dog trøste os, at vort arbejde og omhu blandt de fromme ikke har været forgæves; af dem er utvivlsomt mange af vor embedsgerninger blevet revet ud af trældom under djævelen og ført ind i denne åndens frihed. Disse få, som kender herligheden ved åndens frihed, og ved, at de ifølge kødet er deres brødres skyldnere, de opmuntrer os mere, end den talløse hob af dem, der misbruge denne frihed, kan bedrøve os. 
86        Paulus valde propriis et disertis verbis loquitur, cum inquit: "Vos in libertatem vocati estis fratres." Hic ne quis somniet libertatem carnis, se ipsum exponit, cujusmodi libertatem intelligat, dicens: ,,Tantum ne libertatem in occasionem detis carni, sed per caritatem servite vobis invicem." Quare unusquisque christianus sciat se per Christum constitutum esse in conscientia dominum legis, peccati, mortis etc., ita quod illa non habeant jus in eum etc.        Paulus taler med meget tydelige og velvalgte ord, når han siger: "I blev kaldet til frihed, brødre!" Her skal man ikke drømme sig til en kødets frihed, for han forklarer selv, hvilken slags frihed han forstår ved det, idet han siger: "Blot skal I ikke bruge friheden til anledning for kødet, men gennem kærligheden tjene hinanden". (gal5.13) Derfor skal enhver kristen vide, at han gennem Kristus i sin samvittighed er indsat som herre over loven, synden og døden, således at de ikke har nogen ret over ham. 
87 Contra sciat quoque hanc servitutem externam corpori suo imponitam esse, ut per caritatem serviat proximo. Qui autem aliter intelligunt christianam libertatem, illi fruuntur evangelii commodis in suam ipsorum perniciem, et pejores sunt idololatrae sub nomine christiano, quam antea sub papa fuerunt. Paulus jam pulcherrime declarabit ex decalogo, quid sit servire per caritatem. Omvendt skal han også vide, at der er pålagt ham denne ydre legemets tjeneste, at han i kærlighed skal tjene sin næste. Men de, der forstår den kristne frihed anderledes, de nyder evangeliets goder til deres eget fordærv, og de er under kristennavnet værre afgudsdyrkere, end de førhen var under paven. Paulus vil nu på udmærket måde vise ud fra de ti bud, hvad det er at tjene næsten i kærlighed. 
88 Tota enim lex in uno verbo impletur, nempe hoc: "Diliges proximum tuum sicut te
ipsum." 
        Paulus ubi jecit fundamentum christianae doctrinae, (E355) solet superstruere aurum, argentum et lapides pretiosos. Fundamentum autem aliud nullum est, ut ad Corin. ait (1. Corinth. 3, 11.), quam ipse Iesus Christus seu justitia Christi. Super hoc fundameutum nunc superstruit bona opera et vere bona, quae omnia includit brevi praecepto: "Diliges proximum tuum etc.", quasi dicat: Cum dico debere vos per caritatem servire invicem, idem volo, quod lex alibi (Levit. 19, 18.) dicit: "Diliges proximum tuum sicut te ipsum."
Hele loven er nemlig opfyldt i ét ord, nemlig dette: Du skal elske din næste som dig selv. (gal5.14)
       Når Paulus har lagt den kristne læres fundament, plejer han at bygge på det med guld, sølv eller ædelstene. Fundamentet er nemlig ikke andet, som han skriver til korintherne (1 Kor 3,11), end Jesus Kristus selv eller Kristi retfærdighed. På dette fundament bygger han nu gode gerninger, altså virkelig gode gerninger, som han alle indeslutter i det korte bud: Du skal elske din næste som dig selv, som ville han sige: Når jeg siger, at I i kærlighed bør tjene hinanden, så vil jeg det samme som loven andetsteds siger: Du skal elske din næste som dig selv. (3 Mos 19,18) 
89 Hoc vere est interpretari scripturam et praecepta Dei. Cogitatio sophistarum, quam habent de verbo diligendi, prorsus frigida ac vana est. Dicunt enim diligere nihil aliud esse, nisi velle alicui bonum, aut caritatem esse qualitatem inhaerentem animo, qua homo elicit motum cordis vel actum, qui vocatur bene velle. Illa est plane nuda, macilenta et mathematica caritas, quae non est, ut ita dicam, incarnata, neque procedit in opus. Paulus contra dicit caritatem debere esse servam, et nisi sit in officio servitutis, non esse caritatem. Dette er virkelig at udlægge skriften og Guds bud. Sofisternes overvejelse om ordet "at elske", er fuldstændig indholdsløs og tom. De siger nemlig, at det at elske ikke er andet end at ville én noget godt, eller de siger, at kærligheden er en kvalitet, der knytter sig til sjælen, hvorved mennesket fremkalder en bevægelse i hjertet eller en handling, som kaldes velvilje. Dette er en fuldstændig nøgen, mager og matematisk kærlighed, som ikke, om jeg så må sige, har fået kød på eller er nået frem til at handle. Paulus siger modsat, at kærligheden skal være en tjenestepige, og at den ikke er kærlighed, hvis den ikke er i færd med at tjene. 
90        De caritate autem praecipiens oblique simul taxat vanos doctores, in quos spicula sua dirigit, ut doctrinam suam quoque de operibus contra ipsos defendat et confirmet, quasi dicat: Hactenus vos docui, o Galatae, veram et spiritualem vitam, nunc etiam vere bona opera docebo, et hoc ideo, ut illa ridicula et fanatica opera ceremoniarum, quae solum urgent pseudoapostoli, longe inferiora esse cognoscatis operibus caritatis.         Men idet han lærer om kærlighed, giver han vranglærerne et sidehug, idet han retter sine pile imod dem, så han også forsvarer og bekræfter sin lære om gerningerne imod dem, som ville han sige: Kære galatere, hidtil har jeg belært jer om det sande og åndelige liv, men nu vil jeg også lære om de sande gode gerninger, og det i den grad, at I kan erkende, at de latterlige og fanatiske ceremonielle gerninger, som de falske apostle alene lægger vægt på, står langt under kærlighedens gerninger. 
91 Ea enim est dementia et furor omnium impiorum doctorum et fanaticorum (E356) spirituum, quod non solum relinquunt fundamentum verum et doctrinam puram et solidam, sed etiam haerentes in superstitionibus suis nunquam attingunt vera bona opera, ideoque tantum superstruunt super fundamentum, ut Paulus ait (1. Cor. 8, 12.), lignum, foenum et stipulam. Det er nemlig alle ufromme læreres og åndsfanatikeres vanvid og raseri, at de ikke blot forlader det sande fundament og den rene og faste lære, men også hænger fast i deres overtro, og aldrig når frem til de virkelig gode gerninger, og derfor kun bygger på fundamentet med træ, hø og strå, som Paulus siger. (1 Kor 3,12) 
92 Sic pseudoapostoli, qui erant acerrimi defensores operum, non docebant aut urgebant opera caritatis esse facienda, ut christiani mutuo esse diligerent, ut parati essent ad ferendam opem in quacunque necessitate proximis, non solum facultate, verum etiam toto corpore, hoc est, lingua, manu, corde et totis viribus, sed tantum urgebant servandam esse circumcisionem, observandos esse dies, menses etc. Skønt de falske apostle var de ivrigste forsvarere af gerninger, lærte de ikke og lagde ikke vægt på, at man skulle gøre kærlighedens gerninger, f. eks. at de kristne skulle elske hinanden, så de var parate til at bære udgifterne i en hvilkensomhelst klemme, næsten var kommet i, ikke blot med deres formue, men med hele deres krop, det vil sige, med tunge, hjerte og alle deres kræfter, nej, de lagt kun vægt på at man skulle overholde omskærelsen, at man skulle overholde dage og måneder. 
93 Neque alia bona opera docere poterant, destructo enim fundamento Christo et obscurata doctrina fidei impossible est remanere ullum verum usum, exercitium et opinionem bonorum operum. Sublata arbore necesse est auferri quoque fructus. De kunne heller ikke lære andre gode gerninger, de havde nemlig ødelagt fundamentet, Kristus, og når troslæren er fordunklet er det umuligt at forblive i nogen sand brug, øvelse og mening om gode gerninger. Når man har fjernet træet, må dets frugter også nødvendigvis forsvinde. 
94        Simili modo hallucinantur hodie sectarii in doctrina de bonis operibus. Necesse est igitur eos fanatica et superstitiosa quaedam opera docere. Sustulerunt Christum, succiderunt arborem et fundamentum subverterunt, ideo aedificant super harenam et nihil possunt superstruere, quam lignum, foenum, stipulam. Egregie quidem simulant dilectionem, humilitatem etc., sed revera non opere et veritate, ut Iohann. ait (1. Ioh. 3, 18.), sed tantum verbo et lingua diligunt etc.        På samme måde vrøvler også i vore dage sakramentererne i læren om de gode gerninger. Derfor må de nødvendigvis lære nogle fanatikere og overtroiske gerninger. De ophæver Kristus, fælder troet og fordrejer fundamentet, derfor bygger de på sand (Matt 7,26) og kan ikke bygge andet end med træ, hø, strå. (1 Kor 3,12) De er ganske vist gode til at simulere kærlighed og ydmyghed m.m., men i realiteten elsker de ikke i gerning og sandhed, som Johannes siger (1 Joh 3,18), men blot med ord og tunge. 
95 Simulant et magnam sanctitatem, eaque sanctitatis (E357) simulatione imponunt hominibus, ut judicent opera eorum esse magnifica et Deo grata. Verum si admoveris lucem verbi, invenies esse meras nugas de rebus ridiculis et nihili, pertinentibus tantum ad loca, tempora, vestes, respectum personarum etc. Quare aeque necessarium est, ut pii doctores tam diligenter urgeant doctrinam de bonis operibus, quam doctrinam de fide. Satan enim utrique infensus est et acerrime resistit. Fides tamen primum plantanda est, sine ea enim impossible est intelligi, quid bonum opus sit, quid Deo placeat. De foregiver også en stor hellighed, og med denne foregivne hellighed narrer de mennesker, så de bedømmer deres gerninger til at være store og gudvelbehagelige. Men hvis du holder ordets lys hen til dem, finder du ud af, at det er lutter narrestreger og latterlige og intetsigende ting, der kun har med steder, tider, klæder og personsanseelse at gøre. Derfor er det lige så nødvendigt, at fromme lærere omhyggeligt lægger vægt på læresætningen om de gode gerninger, som på læresætningen om troen. For Satan er fjende af dem begge og gør heftig modstand mod dem. Dog skal troen komme først, for uden den er det umuligt at forstå, hvad en god gerning er, hvad der behager Gud. 
96        Quod vero Satan doctrinam etiam vere bonorum operum oderit, vel inde apparet. Tametsi enim omnes homines notitiam quandam naturalem habeant, animis ipsorum insitam, qua naturaliter sentiunt alteri faciendum esse, quod quis velit sibi fieri (quae sententia et similes, quas legem naturae vocamus, sunt fundamentum humani juris et omnium bonorum operum), tamen adeo corrupta et caeca est vitio diaboli humana ratio, ut illam cognitionem secum natam non intelligat, aut si etiam admonita verbo Dei intelligat, tamen scienter (tanta est potentia Satanae) eam negligat et contemnat.         Men at Satan også hader læresætningen om de sande gode gerninger, kan ses af følgende fænomen: Skønt nemlig alle mennesker har et vist naturligt kendskab, der er deres sind medfødt, hvorved de på naturlig måde føler, at man skal gøre mod den anden, hvad man vil have gjort mod sig selv (Matt 7,12) (denne og lignende sætninger, som vi kalder den naturlige lov, er grundlaget for den menneskelige ret og for alle gode gerninger), så er den menneskelige fornuft dog i kraft af djævelens ondskab så fordærvet og blind, at den ikke kan forstå denne erkendelse, som den er født med, eller hvis den forstår den, fordi den er blevet formanet af Guds ord, at den så bevidst fornægter og fordømmer den -- så stor er Satans magt. 
97 Deinde accedit hoc mali, quod diabolus omnes justitiarios et haereticos ita dementat, ut omissa doctrina de vere bonis operibus pueriles quasdam tantum ceremonias aut portentosa quaedam opera, quae ipsi excogitarunt, urgeant. Ea magnifacit ratio ignara fidei, et mirifice illis delectatur. (E359) Til dette onde kommer desuden, at djævelen gør alle gerningsretfærdige og kættere vanvittige på den måde, at de, når de har kastet læresætningen om de sande gode gerninger over bord, kun lægger vægt på nogle barnlige gerninger, som de selv har udfundet. Den fornuft, der ikke kender troen, priser dem højt, og glæder sig meget over dem. 
98        Sic in papatu faciebant homines stulta illa et nihili opera, quae neque praecipit neque exigit Deus, summa voluptate, diligentia, ardore et magnis impensis. Idem studium ad res nihili cernimus hodie in sectariis et eorum discipulis, praecipue autem in anabaptistis. In nostris vero ecclesiis, ubi diligentissime urgetur vera doctrina de bonis operibus, dictu mirum, quanta socordia et oscitantia regnet. Quo plus adhortamur et excitamus homines ad bene operandum, ad exercendam invicem caritatem, ad abjiciendam curam ventris etc., hoc languidiores et magis frigidi redduntur ad omnia exercitia pietatia.         Således gjorde mennesker under pavedømmet disse tåbelige og betydningsløse gerninger, som Gud hverken havde påbudt eller krævet, med den største lyst, flid og iver og med store bekostninger. Den samme iver efter noget betydningsløst ser vi i vore dage hos sektererne og deres disciple, især hos gendøberne. Men i vore menigheder, hvor der omhyggeligt lægges vægt på den sande lære om de gode gerninger, hersker der forunderligt nok stor sløvhed og ligegyldighed. Jo mere vi formaner og opfordrer menneskene til at gøre godt, til at udøve gensidig kærlighed, til at lade være med at pleje deres bug, osv., des slappere og ligegladere bliver de til enhver fromhedsøvelse. 
99 Itaque Satan non solum doctrinam fidei, sed etiam bonorum operum vehementer odit et impedit, hic, ne homines nostri eam discant aut, si norint, factis tamen non praestent, illic hypocritae et haeretici eam penitus negligunt, et interim loco ejus stultas ceremonias aut ridicula et fanatica quaedam opera docent, quibus capiuntur et delectantur homines. Mundus enim non evangelio et fide, sed lege et superstitione regitur. Således hader Satan ikke blot læren om troen meget stærkt, han hader også læren om de gode gerninger, og han forhindrer det ene sted, at vore folk tilegner sig den, eller, hvis de kender den, udfører den i praksis, og han sørger det andet sted for, at hyklere og kættere er fuldstændig uvidende om den, og i mellemtiden i stedet for denne lære belærer om dumme ceremonier eller latterlige og fanatiske gerninger, hvormed de indfanger menneske og gør dem tilpas. For verden beherskes ikke af evangeliet og troen, men af loven og overtroen. 
100        Admonet igitur apostolus serio christianos, ut, postquam puram doctrinam de fide audierint et acceperint, etiam vera opera exerceant. Manent enim etiam in justificatis peccati reliquiae, quae, ut a fide, ita et a vere bonis operibus abhorrent et avocant. Deinde ratio humana et caro, quae in sanctis resistit spiritui (in impiis vero potentissime dominatur), naturaliter afficitur pharisaicis superstitionibus, hoc est, plus delectatur Deum metiri ex suis cogitationibus, (E359) quam ex verbo ipsius, et longe majori ardore facit opera, quae ipsa elegit, quam quae Deus praecepit. Ideo tam diligenter sudandum est piis doctoribus in tradenda et urgenda caritate non simulata seu in urgendis vere bonis operibus, quam in vera fide docenda.        Derfor formaner apostelen alvorligt de kristne til, efter at de har hørt og modtaget den rene lære og troen, også at øve sande gerninger. For der forbliver i de retfærdiggjorte rester af synd tilbage, og disse rester viger tilbage for og drage tilbage fra såvel troen som de sande gode gerninger. Desuden bliver den menneskelige fornuft og kødet -- og begge dele sætter sig i de hellige op imod ånden, men hersker med fuld styrke i de ufromme -- på naturlig måde tiltrukket af den farisæiske overtro, det vil sige, den kan bedre lide at fortjene sig til Gud ud fra sine spekulationer, end ud fra ordet selv, og den gør de gerninger, den selv har fundet på, med langt mere brændende iver, end den gør dem, Gud har foreskrevet. Derfor må fromme lærere arbejde lige så omhyggeligt på at overlevere og lægge vægt på uskrømtet kærlighed eller på at lægge vægt på rigtige gode gerninger, som på at lære den sande tro. 
101        Nemo igitur putet se perfectc nosse hoc praeceptum: "Diligea proximum tuum etc." Brevissimum quidem est et facillimum, quod ad verba ipsa attinet, sed da doctores et auditores, qui docendo, discendo et vivendo hoc recte exerceant et praestent.          Ingen skal derfor regne med, at han kender det bud til fuldkommenhed, der hedder: "Du skal elske din næste, osv". Det er ganske vist yderst kort og meget let, når det drejer sig om at sige ordet, men vis mig lærere og tilhørere, som udøver og fuldfører det ret, når det skal læres, når man skal undervise i det, og når man skal leve efter det. 
102 Ideo verba ista: "Per caritatem servite vobis invicem"; item: "Diliges proximum tuum sicut te ipsum", aeterna sunt, quae nemo pius etiam satis expendit, urget et exercet, et quod mirum est, pii hanc tentationem habent, quod statim laeditur conscientia ipsorum, si vel rem levem, quam debebant facere, omittant, non item, si caritatem (quod quotidie fit) negligant, et puro ac fraterno corde erga proximum non afficiantur. Tanti enim non faciunt praeceptum caritatis, ut superstitiones suas, a quibus in hac vita non sunt prorsus liberi etc. Derfor har disse ord: "Tjen hinanden i kærlighed", og: "Du skal elske din næste som dig selv", evig gyldighed, og ingen from kan i tilstrækkelig grad overveje dem, fremhæve dem eller udøve dem. Og, hvad der er ganske mærkeligt, de fromme har den fristelse, at de til stadighed såres i deres samvittighed, hvis der er en ringe sag, de har udeladt, en sag, de burde have gjort, men de såres ikke på samme måde, hvis de glemmer kærligheden (hvilket sker hver eneste dag) og ikke elsker deres næste af et rent og broderligt hjerte. De udøver nemlig ikke budet om kærligheden på samme måde som de udøver deres overtroiske gerninger; dem er de ikke blevet helt befriet fra i dette liv. 
103         Compellat igitur Paulus Galatas his verbis: "Tota lex in uno verbo impletur", quasi dicat: Vos belli estis homines immersi superstitionibus et ceremoniis vestris de locis, temporibus, cibis, quae prosunt nec vobis nec aliis, et interim caritatem, quae sola erat facienda, negligitis. Quae ista est dementia vestra?          Paulus anklager derfor galaterne med disse ord: "Hele loven er opfyldt i det ene ord", som om han ville sige: I er nogle kønne mennesker, fyldt med jeres overtro og ceremonier om steder, tider og måltider; det gavner hverken jer eller andre, og samtidig forsømmer I kærligheden, som I alene skulle udøve. Hvad er det dog for et vanvid af jer? 
104 Sic et Hieronymus ait: Nos frangimus corpora nostra vigiliis, inedia, (E360) labore etc., et caritatem, quae sola est domina et magistra operum, negligimus. Hocque egregie cernitur in monachis, qui rigidissime observant traditiones suas de ceremoniis, esu, vestitu etc. Hic si aliquid vel tantillum omittant, peccant mortaliter. Quod vero non solum negligunt caritatem, sed insuper etiam alius alium acerrime odit, hic nihil peccant, aut laedunt Deum. Sådan siger også Hieronymus: Vi svækker vore legemer med nattevågen, faste og besvær, men kærligheden som alene er vore gerningers herskerinde, forsømmer vi. Dette kan man tydeligt se hos munkene, som omhyggeligt overholder deres overleveringer med ceremonier, mad og klæder. Hvis nogen i det stykke udelader noget, begår han en dødssynd. Men ikke blot forsømmer de kærligheden, men derudover har de også et stærkt had mod hinanden, dog heri er der ingen, der synder eller bedrøver Gud. 
105       Itaque Paulus hoc praecepto non solum docet bona opera, sed damnet etiam fanatica et superstitiosa opera. Non solum superstruit super fundamentum aurum, argentum, lapides pretiosos, sed etiam destruit ligna, exurit foenum et stipulam. Deus quidem benefecit, quod multas ceremonias Iudaeis dedit. Per hoc enim significare voluit humanum animum naturaliter superstitiosum nihil curare caritatem, sed alligatum esse ceremoniis, et carnali justitia delectari.          Derfor belærer Paulus ikke blot med dette bud om gode gerninger, han fordømmer også fanatiske og overtroiske gerninger. Ikke blot bygger han på grundlaget med guld, sølv og ædelstene, (1 Kor 3,12) han ødelægger også træet, opbrænder høet og strået. Vist gjorde Gud vel i at give jøderne mange ceremonier. Derigennem ville han nemlig betegne, at den menneskelige sjæl af naturen var overtroisk og ikke tager vare på kærligheden, men er bundet til ceremonier og elsker den kødelige retfærdighed. 
106 Interim tamen Deus exemplis testatus est etiam in veteri testamento, quanti semper fecerit caritatem, cui cedere voluit ipsam legem cum suis ceremoniis. David cum esuriret ipse et qui cum eo erant, cum non haberent, quod ederent, edebant panes sanctos, quos secundum legem solis sacerdotibus, non laicis edere licebat etc. Discipuli violabant sabbatum vellendo spicas etc.  Imidlertid har dog Gud gennem eksempler også fra det gamle testamente bevidnet, hvor meget han altid har lagt vægt på kærligheden, for han har villet, at loven selv med alle dens ceremonier skulle vige for den. Da David selv og hans følgesvende var sultne og ikke havde noget at spise, spiste de skuebrødene, som det ifølge loven kun var præsterne, ikke lægfolk, der måtte spise. (1 Sam 21,6) Og disciplene krænkede sabbaten ved at rykke aks op. (Matt 12,1). 
107 Violat et Christus ipse sabbatum, ut Iudaei interpretabantur, sanando in sabbato infirmos. Haec omnia indicant caritatem longe praeferendam esse omnibus legibus et ceremoniis etc., et Deum nihil usque adeo requirere a nobis, quam caritatem erga proximum. (E361) Idem testatur etiam Christus, cum ait (Matth, 22, 39.): "Secundum autem simile est huic." Kristus selv krænkede også sabbaten, som jøderne udlagde det, ved at helbrede syge på sabbaten. Alt dette viser, at kærligheden langt skal foretrækkes fremfor alle love og ceremonier, og at Gud ikke kræver andet af os, end kærlighed mod næsten. Det samme bevidner Kristus, når han i Matt 22,39 siger: "Et andet bud er dette ligt". 
108 Tota enim lex in uno verbo impletur.
       Quasi dicat: Quid oneratis vos lege? Quid anxii sudatis et vexamini ceremoniis legis, de cibia, diebus, locis etc.? quod hoc modo sit vescendum, bibendum, feriandum, sacrificandum etc.? Desistite ab his ineptiis, et audite, quid ego dico. Tota lex plenissime comprehenditur in uno illo verbo: "Diliges proximum tuum sicut te ipsum."
Hele loven er opfyldt i ét ord. (gal5.14a)
     Som ville han sige: Hvorfor anstrenger I jer med loven? Hvorfor sveder I af angst og plager jer med lovens ceremonier, om mad, om dage, om steder? at man skal spise og drikke og holde højtid og ofre på den bestemte måde? Hold op med disse forkerte ting, og hør, hvad jeg siger. Hele loven i al dens fylde er indeholdt i det ene ord: "Du skal elske din næste som dig selv". 
109 Deus certe non delectatur nec indiget illa observatione rituum legalium, sed hoc nunc a vobis requirit, ut credatis in Christum, quem misit ipse, tum in illo consummati estis, et habetis omnia. Si autem ad fidem, cultum Deo gratissimum, vultis et leges addere, tum scitote hoc brevissimo praecepto: "Diliges proximum tuum sicut te ipsum", omnes leges comprehendi. Hoc praeceptum studete servare, quo servato implestis omnes leges. Gud finder bestemt ikke behag i eller trang til denne overholdelse af lovens riter, men det kræves der nu af jer, at I tror på Kristus, som han selv har sendt, så er I sammenfattet i ham og så har I alting. Men hvis I til troen, den mest gudvelbehagelige gudstjeneste, vil føje loven, så skal I vide, at alle love er sammenfattet i dette korte bud: "Du skal elske din næste som dig selv". Stræb efter at overholde dette bud, når I har overholdt det, har I opfyldt alle love. 
110        Et Paulus optimus est interpres praeceptorum Dei. In brevissimam enim summam contrahit totum Mosen ostendens in omnibus ipsius legibus, quae fere infinitae sunt, nihil aliud contineri in summa, quam hoc brevissimum verbum: "Diliges proximum tuum sicut te ipsum". Ratio offenditur ista vilitate et paucitate verborum, quia brevissime dicitur: "Crede in Christum", item: "Dilige proximum tuum sicut te ipsum."       Og Paulus er den bedste fortolker af Guds bud. I en yderst kort sum sammenfatter han nemlig hele Moses og viser, at alle hans love, som næsten er uendelige, indeholdes der kort sagt ikke andet end dette yderst korte ord: "Du skal elske din næste som dig selv". Fornuften stødes over disse enkle og få ord, fordi der i yderste korthed siges: "Tro på Kristus" og: "Elsk din næste som dig selv". 
111 Ideo utramque doctrinam de fide et vere bonis operibus contemnit. Interim tamen ista vilissima (E362) et brevissima fidei vox: "Crede in Christum" credentibus divina est potentia, qua vincunt peccatum, mortem, diabolum etc., qua salutem consequuntur. Sic servire alteri per caritatem, hoc est, docere errantem, consolari afflictum, erigere infirmum, adjuvare proximum, quacunque re possis, ferre ejus agrestes mores et importunitatem, tolerare in ecclesia et politia aequo animo molestias, labores, hominum ingratitudinem et contemtum, obedire magistratibus, honore parentes afficere, patientem esse domi cum morosa uxore, intractabili familia etc. opera, ut ratio judicat, nullius momenti sunt. Derfor foragter den læren om troen og om de sande gode gerninger. Alligevel er disse enkle og korte trosord: "Tro på Kristus" for de troende guddommelige og mægtige, for gennem dem besejrer de synd, død og djævel, og opnår frelsen. Således er dette at tjene den anden i kærlighed, det vil sige: at belære den vildfarende, at trøste den anfægtede, at oprejse den svage, at hjælpe næsten med hvad du kan, bære over med hans grove sæder og råhed, i kirken og i samfundet med et roligt sind at udholde besværligheder, menneskers utaknemlighed og foragt, at adlyde øvrighederne, at ære sine forældre, at være tålmodig i sit hjem med en lunefuld hustru og en umedgørlig familie -- det er, som fornuften bedømmer det, gerninger uden betydning. 
112 Sed crede mihi, tam egregia et praeclara opera sunt, ut totus mundus eorum utilitatem et dignitatem (quia non metitur opera aut ullas alias res ex verbo Dei, sed ex judicio impiae, caecae et stultae rationis) non comprehendat, imo ne quidem unius minimi vere boni operis pretium aestimare potest. Men tro mig, gerningerne er så udmærkede og fortræffelige, at hele verden ikke kan fatte deres nytte og værdi (for den måler ikke gerningerne eller nogen anden sag ud fra Guds ord, men ud fra den ufromme, blinde og dumme fornufts bedømmelse), ja, end ikke værdien af en ganske lille virkelig god gerning kan den bedømme.
113        Toto igitur coelo errant homines, quando somniant se belle intelligere praeceptum caritatis. Habent quidem illud scriptura in corde, quia naturaliter judicant alteri faciendum, quod sibi quis cupit fieri, sed hinc non sequitur, quod illud intelligant, alioqui factis etiam praestarent, et praeferrent caritatem omnibus operibus, neque tanti facerent et inflarent suas bullas, hoc est, nugas et superstitiones, ut sunt, tristi vultu et demisso capite incedere, coelibem esse, victitare pane et aqua, in eremo agere, sordido vestitu uti, et similia.       Menneskene tager altså fuldstændig fejl, når de foregøgler sig, at de så udmærket forstår kærlighedsbudet. Det har det ganske vist skrevet i hjertet, fordi de på naturlig måde kan skønne, at man skal gøre mod den anden, hvad man ønsker gjort mod sig selv, (Matt 7,12) men heraf følger ikke, at de forstår det, ellers ville de vise det i gerning og foretrække kærligheden fremfor alle gerninger, og hverken gøre så meget ud af at prale med deres buller, det er: med deres narrestreger og overtro, f. eks., at gå med trist ansigt og nedbøjet hoved, at leve i cølibat, at leve af vand og brød, at opholde sig i ørkenen, at bruge snavsede klæder og den slags. 
114 Illa prodigiosa et superstitiosa opera, quae neque Deo mandante neque approbante eligunt, (E363) judicant tam praeclara et sancta, ut caritatem, quae est sol omnium operum, longissime superent et obscurent. Adeo incomprehensibilis et infinita est caecitas humanae rationis, ut non solum de doctrina fidei sed etiam de vita et operibus rite judicare non possit.  Disse unaturlige og overtroiske gerninger, som de selv har opfundet, skønt de hverken er befalet eller godkendt af Gud, bedømmer de til at være så herlige og hellige, at de langt overgår og formørker kærligheden, som er alle gerningers sol. Derfor er den menneskelige fornufts blindhed uforståelig og uendelig, så den ikke blot ikke kan dømme ret om troslæren, men heller ikke om liv og gerninger. 
115 Quare luctandum est nobis sedulo non solum contra opiniones cordis nostri, quibus naturaliter libentius niteremur in re salutis, quam verbo Dei, sed etiam contra larvam et sanctam speciem electitiorum operum, ut ita discamus magnificare opera, quae unusquisque in sua vocatione facit, etiamsi in speciem levia et despecta videantur, modo habeant mandatum Dei, et econtra contemnere ea, quae ratio eligit sine mandato Dei, ut maxime praeclara, gravia, magna, sancta videantur. Derfor skal vi kæmpe af alle kræfter ikke blot imod vort hjertes opfattelser, som vi af naturen snarere støtter os til i frelsens anliggende end til Guds ord, men også imod de selvvalgte gerningers maske og hellige udseende, så at vi derudfra kan lære at prise de gerninger, som enhver udfører i sit kald, skønt de synes ringe og foragtelige, blot har de jo altså Guds bud, og omvendt lære at foragte de gerninger, som fornuften har udvalgt uden Guds befalng, skønt de synes at være herlige, tungtvejende, store og hellige. 
116        Hoc praeceptum alibi diligenter et copiose tractavi, ideo jam obiter tantum illud percurram. Breve verbum est, et pulchre ac potenter dictum: "Diliges proximum tuum sicut te ipsum." Nemo potest dare melius, certius et propius exemplum, quam se ipsum. Neque dari potest nobilior et profundior habitus, quam caritas, neque excellentius objectum, quam proximus. Exemplum ergo habitus et objectum sunt nobilissima. Itaque si cupis scire, quo modo diligendus sit proximus, et habere exemplum illustre hujus rei, considera diligenter, quo modo tu te ipsum diligas. Certe in necessitate et periculo maxime cuperes te amari et juvari omnibus consiliis, facultatibus et viribus omnium hominum et creaturarum.       Dette bud har vi andetsteds behandlet udførligt, derfor løber jeg det her kun igennem i korthed. Det er et kort ord og det siger smukt og stærkt: "Du skal elske din næste som dig selv". Ingen kan give noget bedre, sikrere og mere velegnet eksempel end sig selv. Der kan heller ikke gives nogen ædlere og mere grundlæggende dyd end kærligheden, og ikke nogen mere udmærket genstand end næsten. Altså, eksemplet, dyden og genstanden er de ædleste, der tænkes kan. Derfor, hvis du stræber efter at få at vide, på hvilken måde din næste skal elskes, og vil have et eksempel, der kan oplyse denne sag, så betragt omhyggeligt, hvordan du elsker dig selv. I nød og fare ønsker du i høj grad at blive elsket og hjulpet af alle mennesker og skabninger med alle råd, evner og kræfter. 
117 Quare nullo libro indiges, (E364) qui te erudiat et admoneat, quo modo proximum diligere debeas, habes enim pulcherrimum et optimum librum omnium legum in corde tuo. Non eges ullo doctore hac in re, tantum consule tuum proprium cor, hoc satis abunde docebit te ita diligendum esse tuum proximum, ut te ipsum. Deinde caritas summa virtus est, quae non solum parata est servire lingua, manu, pecunia, facultatibus, sed etiam corpore et ipsa vita, neque meritis aut ulla alia re provocatur, neque demeritis, ingratitudine etc. impeditur. Mater ideo fovet, curat etc. filium, quia diligit eum etc.  Derfor behøver du ikke nogen bog til at undervise og formane dig til, hvordan du bør elske din næste, du har nemlig den smukkeste og bedste bog med alle love i dit hjerte. Du har heller ikke behov for nogen læremester i denne sag, spørg du blot dit eget hjerte til råds, det vil til overflod lære dig, at du skal elske din næste, således som du elsker dig selv. Desuden er kærligheden den højeste dyd, som ikke blot er rede til at tjene med tunge, hånd, penge, evner, men også med sin krop og med livet selv, og den kaldes ikke frem af nogen fortjeneste eller af noget andet fra den andens side, og den forhindres heller ikke af nogen mangel på fortjeneste eller utaknemlighed. Således plejer og passer en mor sit barn, fordi hun elsker det. 
118 Postremo nullum animal, erga quod exercere debes caritatem, nobilius est proximo tuo. Non est diabolus, non leo, ursus, lupus, non lapis, lignum etc., sed animal tui simillimum, quo nullum vivit in terris jucundius, amabilius, utilius, benignius, magis consolatorium et necessarium, quodque naturaliter conditum est ad civilitatem et societatem. Ideo nihil in tota rerum natura potuit constitui magis dignum amore, quam proximus noster. Endelig er der intet levende væsen, mod hvilket du skal øver kærlighed, der er ædlere end din næste. Han er ikke en djævel, en løve, en bjørn, en ulv, en sten, et træ, osv., men han er et levende væsen, der nøjagtig ligner dig, og der lever ikke på jorden noget gladere, mere elskværdigt, nyttigere, velvilligere, mere trøstefuldt og nødvendigt væsen end ham, for han er af naturen skabt til at leve i samfund og fællesskab. Derfor kan intet blandt alle naturens skabninger fremsættes som mere værdig til kærlighed end din næste. 
119        Sed ea mira ars est diaboli, ut non solum possit egregie obscurare hoc nobilissimum objectum, et ex animo eximere, sed etiam potest cordi plane contrariam opinionem persuadere, ut judicet proximum non amore, sed acerbissimo odio dignum, hocque potest facillime efficere. Tantum suggerit: Ecce is homo hoc vitio laborat, objurgavit te, nocuit tibi etc. Hic statim vilescit hoc objectum amabilissimum, ut amplius (E365) non   agnoscatur proximus diligendus, sed hostis odio dignissimus. Hoc modo Satan mirifice potest habitum diligendi in corde nostro mutare, ut ex amatoribus proximorum fiamus detractatores, osores et persecutores ipsorum, ut nihil in nobis de illo praecepto (diliges proximum tuum sicut te  ipsum) maneat, quam nudae et inanes literae et syllabae.         Men djævelens kunst er så forbløffende, at han ikke blot så udmærket kan formørke denne højst ædle genstand og drage den bort fra mit sind, men også kan overtale mit hjerte til den stik modsatte opfattelse, så det mener,a t min næste ikke er værdig til kærlighed, men til det bitreste had, og det kan han meget let gøre. Han får os blot til at tænke: Se, dette menneske har den fejl, han har skældt dig ud, han skader dig, osv. Han gør med det samme denne elskværdige genstand ringe, så næsten ikke mere erkendes som én, der skal elskes, men som en fjende, der fortjener had. På den mærkelige måde kan Satan ændre vort hjertes kraft til at elske, så vi fra at være mennesker, der elsker vore medmennesker, bliver nogle, der foragter, hader og forfølger dem, så der intet bliver tilbage i os af dette bud om at elske næsten som sig selv, intet andet end de nøgne og tomme bogstaver og stavelser. 
120 Est autem proximus noster quilibet homo, praesertim qui ope nostra indiget, ut Christus interpretatur Lucae 10. Qui etiamsi me aliqua injuria affecit aut nocuit, non ideo exuit humanitatem, aut desinit esse caro, sanguis, creatura Dei mihi simillima, summa, non desinit esse proximus meus. Donec ergo in eo manserit natura humana, tantisper manet etiam praeceptum caritatis quod exigit a me, ut carnem meam non despiciam, non malum pro malo reddam, sed malum bono vincam, alioqui  caritas nunquam erit tolerans, patiens etc. 1.
Cor. 13.
Men vor næste er et hvilketsomhelst menneske, især et menneske, der trænger til vor hjælp, sådan som Kristus udlægger budet i Luk 10,30ff. Om han end har tilføjet mig nogen uret og skadet mig, han er ikke af den grund afklædt sin menneskelighed eller ophørt med at være kød og blod, med at være den af Guds skabninger, der ligner mig mest, kort sagt, han er ikke ophørt med at være min næste. Altså: Ligeså længe der er en menneskelig natur i ham, ligeså længe forbliver også kærlighedsbudet, som kræver af mig, at jeg ikke ringeagter mit kød (Es 58,7), ikke gengælder ondt med ondt, men overvinder det onde med det gode (Rom 12,21). Ellers vil kærligheden ikke være én, der tåler alt ... udholder alt. (1 Kor 13,7). 
121        Non absciditur membrum morbosum, sed fovetur et curatur, et membris minus honestis, inquit Paulus (1. Cor. 12, 23.), uberior honos addendus est. Sed ita excaecata et corrupta est veneno diaboli natura, ut si etiam norint filii saeculi aliquem multis insignibus donis ac virtutibus praeditum, tamen si vel unum naevum aut maculam in eo deprehenderint, in hanc solam intuentes obliviscuntur omnium donorum et bonorum ipsius.        Man hugger ikke et sygt lem af, men plejer og passer det, og de lemmer, der er mindre ærefulde, siger Paulus, dem skal man give des større ære, (1 Kor 12,23). Men i den grad er naturen ved djævelens gift blevet stærblind og fordærvet, at mennesker, selv om de kender nogle af denne verdens børn, der er udruste med mange særlige gaver og med de førnævnte dyder, og så opdager hos dem en enkelt plet eller mangel, så glemmer de for denne enes skyld alle hans gaver og gode ting. 
122  Multos etiam invenies tam inhumanos et acerbos illusores, qui eos, quibus male volunt, non appellant proprio nomine, sed describunt ignominiosa quadam periphrasi, ut ille apud Teren.: Limis oculis, (E366) adunco naso, sparso ore etc. Breviter mundus est regnum diaboli, quod fidem et caritatem et omnia Dei dicta et facta securissime contemnit. Man finder også mange, der er så umenneskelige og beske spottere, at de ikke kalder dem, de ikke kan lide, med deres eget navn, men beskriver dem med vanærende øgenavne, som dem, man finder hos Terentius: skeløje, krumtud, bredflab, osv. Kort sagt, verden er djævelens rige, og den foragter i sin store tryghed troen og kærligheden og alt, hvad Gud har sagt og gjort. 
123  Commendat ergo Paulus caritatem Galatis et omnibus piis (hi enim soli diligunt), et adhortatur eos, ut per eam sibi invicem serviant, quasi dicat: Non opus est onerare vos circumcisione et ritibus Mosaicis, sed ante omnia perseverate in fidei doctrina, quam a me accepistis. Post si vultis bene operari, ego uno verbo ostendam vobis summa et maxima opera, et quo modo omnes leges impleatis: Diligite vos mutuo per caritatem. Non deerunt, quibus benefacere poteritis, mundus enim plenus est hominibus, qui ope aliorum egent. Haec perfecta est doctrina de fide et caritate, et theologia brevissima et longissima, brevissima, quod ad verba et sententias attinet, sed usu et re ipsa latior, longior, profundior et sublimior toto mundo. Paulus priser altså kærligheden for galaterne og alle fromme (det er nemlig kun dem, der kan elske), og opfordrer dem til at tjene hinanden indbyrdes, som ville han sige: Der er ikke brug for at besvære jer med omskærelse og de mosaiske riter, men hold fremfor alt fast ved den lære om troen, som I har modtaget fra mig. Hvis I bagefter vil gøre gode gerninger, så kan jeg med ét ord vise jer de højeste og største gerninger, og vise jer, hvordan I kan opfylde alle love: I skal elske hinanden i kærlighed. I vil ikke komme til at mangle nogen, I kan gøre vel imod, verden er jo fuld af menneske, som trænger til jeres hjælp. Dette er den fuldkomne lære om troen og kærligheden, og dette er den korteste og den længste teologi, den korteste, hvad angår ord og sætninger, men den længste, hvad angår brugen og sagen selv; den er bredere, længere, dybere og højere end hele verden. 
124 Frem til gal5c Pa
125c Pa
126 c Pa
127c Pa

Noter: