Store Galaterbrevskommentar, kap. 5a

Luther 1535


Taget fra Erl  22, 286-326.

Indhold: v.1a #2; v.1b #21; v.2 #30; v.3 #46; v. 4a #62; v. 4b #69; forskel på tro og håb: #85. v. 6: #109.

Tilbage til oversigten!
 
 
1   C A P U T   V.
Paulus ad finem epistolae tendens vehementer et ardenter disputat pro defendenda doctrina fidei et (E287) Libertas Christiana contra pseudoapostolos, hostes et destructores ejus, in quos dirigit et jacit mera verborum fulmina, ut eos prosternat, adhortans simul Galatas, ut eorum perniciosam doctrinam tanquam pestem aliquam vitent, et inter adhortandum comminatur, promittit et nihil non tentat, ut eos retineat in libertate illa a Christo ipsis parta, dicens:
Kapitel 5. 
       Paulus nærmer sig afslutningen af brevet. Han disputerer stærkt og brændende for at forsvare læren om troen og den kristne frihed imod de falske apostle, imod frihedens fjender og ødelæggere, og imod dem udsender og fremkaster han en sand tordenbyge af ord, for at han kan slå den til jorden, og samtidig opfordrer han galaterne til, at de undgår deres ødelæggende lære som pesten. Og ind imellem formaningerne truer og lover og lader intet uforsøgt for at bevare dem i den frihed, der er tildelt dem af Kristus. Han siger: 
  In ea igitur libertate, qua Christus nos liberavit, state.
         Id est, firmi estote. Sic Petrus (1. Petr. 5, 8.): ,,Estote sobrii et vigilate, quia adversarius vester, diabolus, tanquam leo rugiens circumit, quaerens, quem devoret, cui fortes resistite in fide."
Stå derfor fast i den frihed, som Kristus har frigjort jer til. (Gal 5,1)
      Det vil sige: I skal være faste. Således siger Peter: "Vær ædru og våg! Jeres modstander, djævelen, går omkring som en brølende lov og søger efter én, han kan opsluge. Stå ham imod, stærke i troen". (1 Pet 5,8)
3 Ne securi, inquit, sitis, sed firmi, non jacete aut dormite, sed state, quasi dicat: Vigilantia et constantia ad hoc requiritur, ut libertatem, qua Christus nos liberavit, retineatis, securi et stertentes non possunt eam retinere. Satan enim vehementer odit lucem evangelii, hoc est, doctrinam gratiae, libertatis, consolationis et vitae. Han siger ikke: vær sikre, men vær faste, lig ikke og sov, men stå fast, som ville han sige: Her kræves årvågenhed og udholdenhed, for at I kan fastholde den frihed, som Kristus har befriet os til, de sikre og sovende kan ikke bevare den. For Satan nærer et voldsomt had til evangeliets lys, dety vil sige, til læren om nåden, friheden, trøsten og livet. 
4  Ideo ubi videt eam exoriri, statim contra uititur omnibus ventis et tempestatibus, ut eam exstinguat. Quare admonet Paulus non esse stertendum, non secure agendam piis, sed fortiter standum in acie contra Satanam, ne auferat libertatem illam a Christo eis partam etc. Hvor han derfor ser den dukke op, kæmper han straks imod med al slags storm og uvejr, om han ikke kan udrydde den. Derfor formaner Paulus de fromme til ikke at sove eller foregive sikkerhed, men til at stå stærkt i geleddet imod Satan, for at han ikke skal fjerne den frihed, som Kristus har tildelt dem, osv. 
5        Sunt autem singulae voces emphaticae. ,,State" inquit, quasi dicat: Hic opus est vigilantia. ,,In libertate." In qua? Non qua caesar, sed Christus nos liberavit. Caesar dedit, imo coactus est dare romano pontifici urbem liberam et alias terras, item immunitates, privilegia, indulta etc. Ea est etiam libertas, sed civilis, qua pontifex romanus cum clericis suis publicis oneribus exemtus est. Deinde est quoque libertas carnia seu potius diaboli, qua potissimum regnat in urbe terrarum.          Han betoner hvert enkelt ord. "Stå fast!", siger han, som ville han sige: Her er der brug for årvågenhed. "I friheden". I hvilken frihed? Ikke i den, kejseren befrier os til, men i den, Kristus befrier os til. Kejseren gav, ja han blev tvunget til at give den romerske pave frihed over Rom og andre lande, ja give ham skattefrihed, privilegier og andre indrømmelser. Dette er også en frihed, men det er en borgerlig frihed, hvorved den romerske pave og hans klerke bliver fritaget for de offentlige byrder. Desuden findes der også en kødelig eller snarere djævelsk frihed; det er den, der hyppigst hersker her i verden. 
6  Nam habentes eam non obtemperant Deo nec legibus, sed faciunt, quod volunt. Illam sectatur hodie vulgus, sectantur etiam fanatici spiritus, qui liberi esse volunt in opinionibus et actionibus suis, ut doceant et agant impune, quod ipsi somniant rectum esse. Illi stant in libertate, qua diabolus eos liberos facit. De ea nos non agimus, quanquam totus mundus eam solam quaerat et sectetur. Nec de politica libertate agimus, sed de alia quadam, quam diabolus maxime odit et impugnat. For har de den, så adlyder de hverken Gud eller lovene, men gør, hvad der passer dem. Den frihed stræber menigmand efter i vore dage, den stræber også de fanatiske ånder efter; de ønsker at være frie i deres anskuelser og handlinger, så de kan lære og ustraffet udøve, hvad de drømmer er ret. De står i den frihed, som djævelen har frigjort dem til. Dem omhandler vi ikke, skønt hele verden alene søger og stræber efter den. Vi omhandler heller ikke den politiske frihed, nej, vi omhandler en anden frihed, som djævelen i høj grad hader og kæmper imod. 
7        Ea est, qua Christus nos liberavit, non e servitute aliqua humana aut captivitate babylonica aut turcica, sed ab ira aeterna. Ubi? In conscientia. Hic resistit neque latius progreditur nostra libertas. Nam Christus uos liberos fecit non politico, non carnaliter, sed theologice seu spiritualiter, hoc est, sic liberavit nos, ut conscientia nostra sit libera et laeta, nihil timeus venturam iram 4)        Den frihed er det, Kristus har befriet os til, ikke fra nogen menneskelig trældom eller babylonisk eller tyrkisk fangenskab, men fra den evige vrede. Hvor? I samvittigheden. Her bor vor frihed, og den har ikke med mere at gøre. For Kristus har ikke gjort os frie i politisk eller i kødelig henseende, men i teologisk eller i åndelig henseende, det vil sige, han har gjort os frie på den måde, at vores samvittighed er fri og glad uden at frygte den kommende vrede. 
8  Ea est verissima ac inaestimabilis libertas, ad cujus magnitudinem et majestatem ceterae (politica et carnalis) collatae vix sunt una stilla vel guttula. Quis enim potest eloqui, quanta res sit, aliquem posse certo statuere Deum neque iratum esse neque unquam futurum iratum, sed in (289) aeternum fore faventem et clementem patrem propter Christum? Det er den sande og uvurdérlige frihed, og i sammenligning med dens storhed og majestæt er det andre friheder, den politiske og den kødelige, knap nok værd så meget som en smule eller en dråbe. For hvem kan beskrive, hvor stor en sag det er, at man sikkert kan fastslå, at Gud hverken er vred eller nogensinde i fremtiden vil blive vred, men at han til evig tid vil være os gunstig stemt og være en nådig fader for Kristi skyld? 
9  Magna profecto et incomprehensibilis libertas est habere summam illam majestatem faventem, protegentem, juvantem, et tandem etiam corporaliter nos ita liberantem, ut corpus nostrum, quod seminatur in corruptione, in ignominia et in infirmitate, resurgat in incorruptibilitate, in gloria et potentia. Quare inenarrabilis est libertas nos esse liberos ab ira Dei in aeternum, majorque coelo et terra et omnibus creaturis. Det er sandelig en stor og ubegribelig frihed at have denne største majestæt til at være os gunstig, beskyttende, hjælpende, og til oven i købet selv i kødelig henseende at befri os, på den måde, at vort legeme, som sås i forkrænkelighed (1 Kor 15,42f), i vanære og svaghed, oprejser han i uforkrænkelighed, i ære og magt. Derfor er det en ubeskrivelig frihed, at vi i evighed er frie fra Guds vrede, den er større en himmel og jord og alle skabninger. 
10           Ex hac sequitur alia libertas, qua securi et liberi per Christum efficimur a lege, peccato, morte, potestate diaboli, inferno etc. Sicut enim ira Dei non potest perterrefacere nos, nam Christus ab ea nos liberavit, ita lex, peccatum etc. accusare ac condemnare nos non possunt, et quanquam lex arguat, et peccatum perterrefaciat nos, tamen non possunt nos in desperationem adigere, quia fides, victrix mundi, mox dicit: Illa nihil ad me, Christus enim liberavit me ab his.        Heraf følger nu en anden frihed, hvorved vi ved Kristus gøres sikre og frie fra loven, synden, døden, djævelens magt og helvede, osv. For således kan nemlig Guds vrede ikke gøre os bange, for Kristus har befriet os fra den, derfor kan loven, synden osv, ikke anklage og fordømme os, og skønt loven anklager og synden ængsteer os, så kan de dog ikke føre os til fortvivlelse, fordi troen, der jo sejrer over verden, (1 Joh 5,4) med det samme siger: Dette kommer ikke mig ved, Kristus har nemlig befriet mig fra disse ting. 
11  Sic mors, qua nihil potentius et horribilius in mundo est, victa jacet in conscientia per hanc libertatem Spiritus. Quare illa majestas christianae libertatis diligenter aestimanda et ponderanda est. Verba quidem illa, libertas ab ira Dei, lege, peccato, morte etc., dictu facilia sunt, sed magnitudinem hujus libertatis sentire, et fructum ejus in certamine, in agone conscientiae, in praxi applicare sibi, hoc plus, quam dici potest, difficile est. Således ligger døden -- og der er jo ikke noget der er mere magtfuldt og mere forfærdelige i verden -- besejret i samvittigheden ved denne åndens frihed. Derfor skal denne kristne friheds majestæt omhyggeligt vurderes og bedømmes. For ganske vist kan man let sige ordene: frihed fra Guds vrede, fra loven, fra synden, fra døden, osv, men at føle denne friheds vældige størrelse, og i praksis anvende dens frugt på sig selv, i samvittighedens kamp og nød, dette er så svært, så svært, at det ikke er til at sige. 
12          Ideo imbuendua est animus, ut, cum sentit accusationem legis, terrores peccati, horrorem mortis, iram Dei, illa tristia spectra ex oculis removeat, et in locum horum ponat libertatem Christi, remissionem peccatorum, justitiam, vitam et misericordiam Dei sempiternam, et quanquam fortis sit sensus contrariorum, tamen certo statuat eum non diu duraturum, juxta illud prophetae: In momento irae abscondi faciem meam parumper a te, sed in misericordia sempiterna misereor tui." Sed hoc factu difficillimum est.          Derfor skal sindet være gennemtrængt af denne frihed. Når det så føler lovens anklage, syndens forfærdelse, dødens rædsel, Guds vrede, så kan sindet fjerne dette triste syn fra sine øjne og i stedet indsætte Kristi frihed, syndernes forladelse, retfærdighed, liv og Guds evige barmhjertighed, og skønt det føler det modsatte stærkt, så kan det dog sikkert slå fast, at dette ikke vil vare længe, ifølge ordet af profeten, der siger: "I et vredens øjeblik skjulte jeg mit ansigt for dig, men i evig barmhjertighed forbarmer jeg mig over dig" (Es 54,8). Men at gøre dette er særdeles vanskeligt. 
13 Ideo libertas illa, quam Christus nobis peperit, non tam cito creditor, quam nominatur. Si certa ac firma fide apprehendi posset, nullus furor aut terror mundi, legis, peccati, mortis, diaboli etc. tam magnus esse posset, qui non statim ceu scintilla a mari ab ea absorberetur. Certe illa libertas Christi semel absorbet et tollit universam molem malorum, legem, peccatum, mortem, iram Dei, ipsum denique serpentem cum capite suo, et in locum horum subjicit justitiam, pacem, vitam etc. Sed beatus, qui intelligit et credit. Derfor går det ikke så hurtigt med at tro på denne frihed, som Kristus har vundet for os, som det går med at udsige det. Hvis man kunne gribe det med en sikker og stærk tro, så ville intet raseri eller skrækindjagelse fra verden, loven, synden, døden, djævelen osv, kunne være så stor, at det ikke straks blev opslugt af det, som en gnist af havet. For det er givet, at denne Kristi frihed på én gang opsluger og tilintetgør hele denne bunke af ulykker, lov, synd, død, Guds vrede, ja til sidst også slangen selv med dens hoved, og i stedet for alt dette indsætter den retfærdighed, fred, liv, osv. Men lykkelig den, som forstår det og tror det. 
14         Discamus igitur magnifacere illam libertatem nostrum, quam non caesar, propheta aut patriarcha, non angelus e caelo, sed Christus, Dei filius, per quem omnia creata sunt in coelis et terra, sua morte nobis paravit, non ut nos e servitute aliqua corporali et momentanea, sed spirituali et aeterna crudelissimorum et invictissimorum tyrannorum, legis, peccati, mortis, diaboli etc. liberaret, ac ita nos Deo patri reconciliaret.            Derfor skal vi undervise i at vurdere denne vores frihed højt, den, som ikke kejseren, ikke profeter eller patriarker, ikke en engel fra himlen, men Kristus, Guds søn, han, gennem hvem alt i himlen og på jorden er skabt, har tilvejebragt for os gennem sin død, ikke for at befri os fra en legemlig eller kortvarig trældom, men for at befri os fra en åndelig og evig trældom under de mest grusomme og stærkeste tyranner: loven, synden, døden, djævelen, og gennem denne befrielse forsone os med Gud Fader.  
15  Devictis autem his hostibus ac reconciliatis nobis Deo per mortem filii ipsius certum est (E291) nos justos esse coram Deo omnesque actiones nostras placere illi, et si quid peccati in nobis est reliquum, tamen illud non imputari, sed condonari nobis propter Christum. Paulus significantibus et emphaticis verbis utitur, quae diligenter expendenda sunt. ,,State, inquit, in ea libertate, qua Christus nos liberavit."  Men når nu disse fjender er blevet besejrede og når vi ved Guds søns død er blevet forsonet med ham, så er det ganske sikkert, at vi overfor Gud er retfærdige og at alle vore handlinger behager ham, og at, hvis der er nogen synd tilbage i os, så vil han dog ikke tilregne os den, men være nådig imod os for Kristi skyld. Paulus bruger bemærkelsesværdige og indtrængende ord, som skal udlægges omhyggeligt, når han siger: "Stå fast i den frihed, til hvilken Kristus befriede os!"
16  Ergo illa libertas non propter legem aut justitiam nostram, sed gratis propter Christum nobis donatur, id quod Paulus hic testatur, et copiose ostendit per totam epistolam, et Christus Ioh. 8. (v. 36.): ,,Si filius vos liberavit, vere liberi eritis." Ille unus interponitur inter nos et mala, quae nos premunt, vincit ac tollit ea, ut amplius non possint nos opprimere et damnare. Loco peccati et mortis donat uobis justitiam et vitam aeternam, atque ita servitutem et terrores legis mutat in libertatem conscientiae et evangelii consolationem, quae dicit: ,,Confide, fili, remittuntur tibi peccata." (Matth. 9,2.). Qui igitur credit in Christum, habet illam libertatem.   Og det vil jo sige, at den frihed gives os ikke på grund af loven eller på grund af vor retfærdighed, den gives os for intet for Kristi skyld. Det bevidner Paulus her, og han påviser det omhyggeligt hele brevet igennem, og det siger Kristus i Joh 8,36: "Hvis Sønnen får frigjort jer, skal I være virkelig frie". Han alene sættes ind mellem os og det onde, som plager os, han besejrer og ophæver det, så det ikke mere kan nedtrykke og fordømme os. I syndens og dødens sted giver han jer retfærdighed og evigt liv, og således forvandler han trældom under loven og frygt for loven til samvittighedens frihed og evangeliets trøst, når han siger: "Vær frimodig, søn, dine synder forlades dig!" (Matt 9,2). Derfor, den, der tror på Kristus, har denne frihed. 
17        Ratio non videt magnitudinem hujus rei, quae in spiritu considerata amplissima et inaestimabilis est. Quis enim ulla cogitatione consequi potest, quantum donum sit habere loco legis, peccati, mortis, irati Dei remissionem peccatorum, justitiam et vitam aeternam, ac perpetuo propitium et faventem Deum? Papistae et omnes hypocritae, qui justitiam legis aut suam sectantur, gloriantur se quoque habere remissionem peccatorum, justitiam, propitium Deum etc.         Fornuften ser ikke storheden i denne sag, som betragtet i ånden er umådelig og uvurderlig. For hvem kan med sin tanke gå efter, hvor stor en gave det er i stedet for lov, synd, død, Guds vrede at have syndernes forladelse, retfærdighed og evigt liv, og en evigt mild og gunstig sindet Gud? Papisterne og alle hyklerne, som søger lovens retfærdighed eller deres egen retfærdighed, praler af, at de også har syndernes forladelse, retfærdighed, en mild Gud, osv. 
18 Iactant etiam libertatem, ac eam aliis promittunt, sed omnia illa egena et incerta sunt. Re vera enim servi corruptionis sunt, quibus in tentatione in momenta evanescit omnis vana eorum fiducia, quia operibus et satisfactionibus humanis, non verbo Dei nec Christo nituntur, ideoque impossibile est eos scire, quid sit libertas a peccatis etc. Og de roser sig også af friheden og lover den til andre, men alt dette er fattigt og uvist. I virkeligheden er de slaver af fordærveligheden, for i fristelsen forsvinder al deres tomme tillid op i den blå luft, fordi de støtter sig til gerninger og menneskelige fyldestgørelser, ikke til Guds ord og ikke til Kristus, og derfor er det umuligt for dem at vide, hvad frihed fra synden er. osv. 
19         Contra nostra libertas fundamentum habet Christum, qui aeternus est pontifex, ad dexteram Dei interpellans pro nobis. Ideo remissio peccatorum, justitia, vita et libertas, quam per eum habemus, certa, rata et aeterna est, modo hoc credamus. Quare si firmiter Christo adhaeserimus fide, et fortiter steterimus in libertate, qua nos liberos fecit, habebimus illa inenarrabilia dona.         Vor frihed, derimod, har som sit fundament Kristus, som til evig tid er præst, som sidder ved Guds højre hånd og gør i forbøn for os. Derfor er den syndernes forladelse, den retfærdighed, det liv og den frihed, vi har gennem ham, sikker afgjort og evig, blot vi tror på dette. Derfor, hvis vi fast knytter os til Kristus med troen og står stærkt fast i den frihed, som han har befriet os til, så skal vi få denne ubeskrivelige gave. 
20 Si vero securi et stertentes erimus, amittemus ea. Paulus non frustra jubet nos vigilare et stare, quia novit diabolum hoc sedulo agere, ut subrepta nobis hac libertate, quae tanti Christo constitit, nos rursus implicet per suos ministros jugo servitutis, ut sequitur. Men hvis vi er sikre og søvnige, går vi glip af den. Det er ikke uden mening, at Paulus befaler os at våge og stå fast, for han vidste, at djævelen arbejder stærkt på at berøve os denne frihed, som kostede Kristus så meget, og atter gennem sine tjenere få os lagt i trældoms åg, hvilket nu følger. 
21 Et nolite iterum jugo servitutis concludi. 
          Paulus gravissime locutus est de gratia et libertate Christiana, atque adhortatus est amplissimis verbis Galatas, ut in ea persistant, facillime enim amittitur. Ideo jubet eos stare, ne oscitantia aut securitate sua iterum deficient a gratia et fide ad legem et opera. Quia vero illa res nihil periculi rationi videtur afferre, quae longe praefert justitiam legis fidei justitiae, ideo indignabundus invehitur in legem Dei, (E293) vocans eam contemtu et extenuatione quadam insigni jugum, et jugum servitutis.
Lad jer ikke atter indeslutte under trældoms åg. (Gal 5,1
      Paulus har talt alvorligt om nåden og om den kristne frihed, og han har med store bogstaver formanet galaterne til at holde ud i den, for den tabes meget let. Derfor befaler han dem at stå fast, at ikke søvnighed eller sikkerhed atter skal føre dem over fra nåden og troen til loven og gerningerne. Men da fornuften ikke kan se, at der er nogen fare ved denne sag, og da den langt foretrækker lovens retfærdighed fremfor troens retfærdighed, derfor går Paulus løs på Guds lov med stor ihærdighed og kalder den foragteligt og meget nedsættende for et åg, ja et trældoms åg. 
22  Sic Petrus Act. 15. (v. 10.): ,,Quid tentatis Deum, ut imponatur jugum etc." Atque ita omnia in centrarium vertit. Pseudoapostoli enim extenuabant promissionem, et magnificabant legem et ejus opera ad hunc modum: Si vultis liberari a peccato et morte, et justitiam ac vitam consequi, facite legem, circumcidamini, observate dies, menses, tempora, annos, sacrificate etc., tum illa obedientia legis justificabit et salvabit vos. Paulus plane contrarium dicit. Qui, inquit, hoc modo legem docent, non liberant conscientias, sed eas illaqueant, et illaqueant jugo, et quidem jugo servitutis.  Det gør Peter også i Apg 15,10: "Hvorfor frister I Gud, så i pålægger hedningerne et åg ... osv". Og således vender han det hele om til det modsatte. De falske apostle havde nemlig fortyndet forjættelsen og forstørret loven og dens gerninger på denne måde: Hvis I vil blive fri fra synden og døden og følge retfærdigheden og livet, så må I overholde loven, lade jer omskære, overholde dage, måneder, tider, år og bringe ofre, osv, så vil denne lydighed retfærdiggøre og frelse jer. Paulus siger det stik modsatte: De, der lærer loven på den måde, befrier ikke samvittighederne, men binder dem, ja binder dem med et åg, og det et trældomsåg.  
23           Loquitur ergo supra modum contemtim et ignominiose de lege, cum eam vocat laqueum durissimae servitutis et jugi servilis. Neque hoc frustra facit. Nam opinio ista perniciosa de lege, quod justificet, valde tenaciter adhaeret rationi, eaque totum genus humanum tam fortiter occupatur et implicatur, ut difficillime ex ea possit explicari.         Han omtaler altså loven over al måde foragteligt og vanærende, når han kalder den en snare for det hårdeste slaveri og et trældomsåg. Og det er ikke uden grund. For den fordærvelige mening om loven, at den gør retfærdig, hænger ved fornuften med særdeles stor kraft, og den optager og forvirrer hele menneskeslægten så meget, at den kun yderst vanskeligt kan vikles ud af forvirringen. 
24 Et Paulus, ut deroget legi gloriam justitiae, videtur hic quaerentes justitiam per eam comparare bobus jugo conclusis. Ut enim boves magno labore trabentes jugum nihil inde habent quam pabulum, et ubi amplius non sunt idonei ad trahendum jugum, mactantur, ita quaerentes per legem justitiam captivi sunt, et premuntur jugo servitutis, hoc est, lege, et ubi diu magno labore et (E294) dolore defatigarunt se operibus legis, hoc tandem reportent praemii, quod miseri et aeterni servi sunt. Og Paulus synes nu her, for at nedgøre æren ved lovens retfærdighed, at sammenligne dem, der søger retfærdighed ved dem med okser, der holdes under åget. For ligesom okser med stort besvær bærer deres åg uden at have andet ud af det end deres foder, og slagtes, når de ikke mere er egnede til at drage åget, således er de, der søger retfærdighed gennem loven, fanger og og plages af et trældomsåg, nemlig loven, og når de længe med stort besvær og smerte har gjort sig trætte med lovens gerninger, får de i sidste ende ikke anden belønning, end at de til evig tid er elendige trælle. 
25  Cujus rei? Peccati, mortis, irae Dei, diaboli etc. Ideo non est major et durior servitus quam legis. Non frustra ergo Paulus vocat jugum servitutis, quia lex, ut supra saepe diximus, tantum ostendit et auget peccatum, accusat, terret, condemnat, iram efficit, ac tandem conscientias, quae miserrima ac durissima servitus est, in desperationem adigit. Rom. 3. 4. 7. Under hvad? Under synden, døden, Guds vrede, djævelen osv. Derfor er der ikke nogen trældom, der er større og hårdere end trældom under loven. Det er altså med god grund, at Paulus kalder loven et trældomsåg, for som vi ofte har sagt, loven gør ikke andet end at den påviser og øger synden, anklager, truer, fordømmer, fremkalder vrede og i sidste ende fører samvittighederne ud i fortvivlelse, hvilket er det elendigste og hårdeste slaveri, jvfr Rom 3, 4, og 7. 
26        Valde igitur ardentibus verbis utitur. Vellet enim libenter eos flectere et permovere, ne hoc importable onus sibi imponi a pseudoapostolis, nec huic jugo servitutis se iterum illaqueari per eos paterentur; quasi dicat: Non agitur hic de re levicula aut nihili, sed vel de infinita et aeterna libertate vel servitute. Ut enim libertas ab ira Dei et omnibus malis non est politica aut carnalis, sed aeterna, ita servitus peccati, mortis, diaboli etc., qua premuntur, qui per legem volunt justificari et salvari, non est corporalis, quae ad tempus aliquod durat, sed perpetua.          Derfor bruger han meget brændende ord. Han vil nemlig gerne bøje og bevæge dem til ikke at lade sig pålægge denne ubærlige byrde af de falske apostle, og ikke igen finde sig i at lade sig indfange i dette trældomsåg. Som ville han sige: Her drejer det sig ikke om en bagatel eller en intethed, men om enten uendelig og evig frihed eller slaveri. Ligesom nemlig friheden fra Guds vrede og alt ondt ikke er en politisk eller kødelighed frihed, men en evig frihed, sådan er trældom under synden, døden og djævelen, osv, den, som plager dem, der vil retfærdiggøres og frelses gennem loven, ikke kødelig, så den kun varer til en tid, nej, den er evig. 
27 Nam tales operarii, qui serio agunt omnia (de talibus enim loquitur Paulus), nunquam quieti et pacati sunt. In hac vita semper dubitant de voluntate Dei, timent mortem, iram et judicium Dei, et post hanc vitam luent poenam incredulitatis suae, interitum aeternum. For den slags gerningsretfærdige, som tager alting alvorligt (det er nemlig dem, Paulus taler om) har aldrig fred og ro. I dette liv er de altid i tvivl om Guds vilje, frygter døden, vreden og Guds dom, og efter dette liv lider de straffen for deres manglende tro, evig undergang. 
28       Itaque operatores legis rectissime vocantur diaboli (ut more vulgi loquar) martyres, quia longe majori labore et molestia acquirunt inferos, quam martyres Christi coelum. Duplici enim contritione (E295) conteruntur, primum, dum hic vivunt multa et magna opera facientes, frustra misere sese excruciant; postea cum moriuntur, praemium acquirunt, aeternam damnationem et poenam. Sic  miserrimi martyres sunt in praesenti et futura vita, estque eorum servitus aeterna. Contra pii in mundo quidem habent afflictiones, in Christo autem pacem, quia credunt eum vicisse mundum.           Derfor er det med rette, at disse lovgerningsmænd med et folkeligt udtryk kaldes djævelens martyrer. For de har fortjent sig helvede med langt større besvær og anstrengelse end det, hvormed Kristi martyrer fortjener sig himlen. For de udsættes for en dobbelt plage. Den første er, at de, mens de lever her, udfører mange store gerninger, men piner sig til ingen nytte, den anden er, at de, når de dør, som belønning modtager den evige fordømmelse og straf. Således er de elendige martyrer både i dette og det kommende liv, og deres trældom er evig. Modsat har de fromme ganske vist trængsler her i verden, men de har dog i Kristus fred, fordi de tror, at han har overvundet verden. 
29 Quare fortiter standam est in libertate, quam Christus sua morte nobis peperit, et diligenter cavendum, ne iterum jugo servitutis illaqueemur, sicut hodie accidit fanaticis spiritibus, qui  excidentes fide et libertate illa  hic  temporalem, quam sibi ipsis accersunt, servitutem habent, et illic aeterna prementur. Papistarum major et potior pars degenerat hodie paulatim in epicuraeos, ideo, dum licet, utuntur libertate carnis, securissime canunt:    Ede, bibe, lude, post mortem nulla voluptas. Sed verissime servi sunt diaboli, a quo captivi tenentur ad voluntatem ipsius. Ideo manet eos ista aeterna et infernalis servitus. Hactenus adhortatio Panli vehemens et seria, quam sequens tamen superat. Derfor skal man stå fast i den frihed, som Kristus med sin død har erhvervet os og tage omhyggeligt vare på den, at vi ikke atter skal fanges ind under trældommens åg, sådan som i vore dage de fanatiske åndelige, som er faldt fra troen og friheden og her har den timelige trældom, som de selv har skaffet sig på halsen, og hist belønnes med evig trældom. Af papisterne er dem største og stærkeste del i vore dage overalt degenerede til epikuræere, og derfor udnytter de kødets frihed, hvor det er tilladt og synger i deres sikkerhed: Æd, drik, leg, efter døden er der ingen lyst. Men de er i sandhed djævelens slaver, for at ham holdes de som fanger og de gør, som han vil. Derfor forbliver de i denne evige og djævelske trældom. Hidtil har Paulus' formaning været stærk og alvorlig, hvad der følger er imidlertid alvorligere endnu. 
30 Ecce ego Paulus dico vobis, quod, si circumcidamini, Christus vobis nihil proderit. 
        Paulus vehementer commotus loquitur ex magno zelo et fervore spiritus mera fulmina contra legem et circumcisionem, illaque tam ardentia verba ei irato propter magnam indignitatem rei extorquet Spiritus (E296) sanctus, ut dicat: ,,Ecce ego Paulus etc." Ego inquam, qui scio me evangelium habere  non ab homine, sed per revelationem Iesu Christi, qui denique certo scio me habere mandatum et auctoritatem divinam docendi et definiendi, dico vobis  sententiam novam quidem, sed certam et veram: ,,Quod si circumcidamini, Christus simpliciter nihil vobis proderit."  
Se, jeg Paulus, siger jer, at hvis I lader jer omskære, vil Kristus ikke gavne jer spor. (Gal 5,2). 
         Paulus er stærkt bevæget og slynger i sin store iver og anspændelse i ånden sande lyn imod loven og omskærelsen, og Helligånden får ham til, fordi han er så vred over, hvordan sagen er blevet fordrejet, at fremkomme med disse brændende ord: "Se, jeg Paulus ... osv". Jeg, siger han, jeg, som véd, at jeg har evangeliet, ikke fra et menneske, men gennem en åbenbaring af Jesus Kristus, jeg, som derfor med bestemthed véd, at jeg har bemyndigelse og guddommelig autoritet til at lære og træffe afgørelser, jeg siger jer, hvad der ganske vist er en ny opfattelse, men dog sikkert og sandt: "Hvis I lader jer omskære, gavner Kristus jer simpelthen ingenting". 
31 Haec valde dura est sententia, qua Paulus circumcidi idem esse dicit,  quod Christum otiosum fieri, non quidem in se, sed Galatis, qui dolis pseudoapostolorum circumventi credebant praeter fidem in Christum necessariam esse credentibus etiam circumcisionem, sine qua non posset  illis contingere salus. Atque hic locus lydius lapis est, quo certissime et  liberrime judicare possumus omnes doctrinas, opera, cultus, ceremonias omnium hominum.   Dette er en meget hård sætning, hvor Paulus siger, at dette at lade sig omskære er det samme som at gøre Kristi gerning til intet, ikke i sig selv, nej vel, men for galaterne, som er gået i de falske apostles fælde, da de troede, at det var nødvendigt for de troende udover at tro på Kristus også at lade sig omskære, og at de uden den ikke ville kunne opnå frelse til sig selv. Og dette sted er den prøvesten, hvormed vi helt sikkert og frit kan bedømme enhver lære, gerning, kult og alle menneskelige ceremonier. 
32 Quicunque, sive sint papistae, sive Iudaei, sive Turcae, sive haeretici etc., aliquid docent ad salutem consequendam necessarium praeter fidem in   Christum, aut opus cultumve aliquem instituunt, item regulam, traditionem   aut ceremoniam quamcunque observant hac opinione, quod per talia consequi velint remissionem  peccatorum, justitiam et vitam aeternam. Hi   sententiam Spiritus sancti contra se latam ab apostolo hic audiuut, quod  Christus illis simpliciter non prosit. Et Paulus, quod est valde mirum, istam  sententiam audet ferre contra legem et circumcisionem divinitus traditam,   quid non auderet contra paleas traditionum humanarum? Hvem de end er, om de er papister, jøder, tyrker, kættere osv, om de lærer noget andet som nødvendigt til frelse udover troen på Kristus, eller indstifter en gerning eller en kult, eller adlyder en regel, en tradition eller en ceremoni i den formening, at de derigennem kan opnå syndernes forladelse, retfærdighed og evigt liv -- de skal høre denne Helligåndens dom rettet imod sig fra apostelen, at Kristus simpelthen ikke vil gavne dem. Og så det højst besynderlige: Paulus, der vover at fremføre denne dom imod loven og omskærelsen, der dog er guddommelig indstiftet, hvad vil han ikke vove at sige imod de menneskelige traditioners avner? 
33          Quare is locus terribile fulmen est contra totum (E297) regnum papae. Nam omnes sacerdotes, monachi, eremitae etc. (de optimis loquor) non Christo, quem summa injuria et blasphemia fecerunt iratum judicem, accusatorem et damnatorem, sed suis operibus, justitiis, votis et meritis confisi sunt, ideoque audiunt hic judicium suum, quod Christus sit illis otiosus.          Derfor er dette sted et frygteligt lyn imod hele pavedømmet. For alle præster, munke, eremitter osv. (jeg taler om de bedste) har sat deres lid, ikke til Kristus, som de med deres højfornærmelser og blasfemier har gjort til en vred dommer, en anklager og fordømmer, men til deres gerninger, deres retfærdigheder, løfter og fortjenester, og derfor hører de her deres dom, at Kristus ikke er til nogen nytte for dem. 
34 Nam si propria justitia et austeritate vitae possunt abolere peccata, et mereri remissionem peccatorum et vitam aeternam, ad quid prodest illis Christum natum, passum esse, fudisse sanguinem, resurrexisse, vicisse peccatum, mortem, diabolum, cum ipsi ista monstra suis viribus superare possint? Dici autem non potest, quanta indignitas sit Christum otiosum reddere, ideoque ex magna indignatione animi et commotione spiritus loquitur Paulus ista verba: ,,Quod si circumcidamini, Christus vobis nihil proderit," id est, nihil prorsus utilitatis redibit ad vos ex omnibus ipsius beneficiis, sed ea omnia frustra vobis exhibuit. For hvis de kan fjerne synden med deres egen retfærdighed og strenge livsførelse og fortjene sig til syndernes forladelse og det evige liv, hvad nytte har de så af, at Kristus er født, at han har lidt, at han har udgydt sit blod, at han er opstået, at han har besejret synden, døden, djævelen, når de selv kan overvinde disse forfærdelige ting med deres egne kræfter? Men det er ikke til at sige, hvor fornærmende det er at gøre Kristi gerning til intet, derfor taler Paulus ud af sin store sjælsindignation og ud af åndens bevægelse de følgende ord: "Hvis I lader jer omskære, vil Kristus ikke gavne jer", det vil sige, I vil slet ikke få nogen nytte af alle hans velgerninger, alt det er sket forgæves, hvad jer angår. 
35          Ex his satis constat nihil esse perniciosius sub sole doctrinis humanarum traditionum et operum, quia semel tollunt et evertunt veritatem evangelii, fidem, verum cultum Dei, ipsum Christum, in quo pater constituit omnia, Colo. 2. (v. 3.): "In Christo sunt omnes thesauri sapientiae et scientiae absconditi"; (v. 9.): "In ipso inhabitat omnis plenitudo divinitatis corporaliter." Quare qui auctor est aut cultor doctrinae operum, opprimit evangelium, inanem reddit mortem et victoriam Christi, obscurat sacramenta ejus, et verum usum ipsorum tollit, estque (E298) abnegator, hostis et blasphemator Dei cum omnibus ipsius promissionibus et beneficiis.          Af dette er det tilstrækkelig klart, at der under solen ikke er noget mere fordærveligt end læren om de menneskelige traditioner og gerninger, fordi de på én gang ophæver og fordrejer evangeliets sandhed, troen, den sande gudstjeneste, Kristus selv, den Kristus, i hvem Faderen har skabt alting: "I Kristus er alle visdommens og videnskabens skatte skjult til stede". (Kol 2,3), og: "I ham har hele guddomsfylden taget legemlig bolig". (Kol 2,9). Derfor undertrykker den, der lærer og dyrker læren om gerninger, evangeliet, han går Kristi død og sejr tom, han fordunkler hans sakramenter og ophæver den sande brug af dem, og han fornægter Gud, er en fjende af Gud og bespotter Gud og alle hans forjættelser og velsignelser. 
36 Quem ista res, quod Paulus legem Dei vocat ,,jugum servitutis", quod, qui circumcisionis observationem necessariam dicunt ad salutem, faciant sibi Christum otiosum, non absterret a lege et circumcisione, multo magis ab humanis traditionibus, fiducia propriae justitiae et operum, et non invitat ad suspirandam libertatem in Christo, ille plus quam saxeus et ferreus est. Den, som af det forhold, at Paulus kalder Guds lov for et "trældomsåg", og af det forhold, at de, der siger, at overholdelse af omskærelsen er nødvendig til frelse, gør Kristus unyttig for deres vedkommende, den, der af dette ikke afskrækkes fra loven og omskærelsen, og meget mere da fra menneskelige traditioner, fra tillid til egen retfærdighed og egne gerninger, og ikke i stedet higer efter af indånde friheden i Kristus -- han er hårdere end klippe og jern. 
37         Clarissima ergo sententia est: Christus inutilis, id est, frustra natus, passus etc. est huic, qui circumciditur, id est, qui confidit circumcisione. Non enim agit Paulus, ut supra dixi, de ipso opere per se, quod sine fiducia et opinione justitiae nihil obeat, sed de usu operis, hoc est, de fiducia et justitia operi adjecta.           Den krystalklare mening er denne: Kristus er til ingen nytte, det vil sige, det var forgæves, at han blev født, blev pint, osv., for den, der lader sig omskære, det vil sige, for den, der stoler på omskærelsen. For Paulus taler, som før nævnt, ikke om gerningen i sig selv, for den skader ikke, når man ikke har tiltro til den eller mener, den kan gøre én retfærdig, men han taler om brugen af gerningen, det vil sige, om den tiltro, man har til, at gerningen kan gøre retfærdig. 
38 Oportet enim nos Paulum intelligere secundum materiam subjectam seu secundum argumentum susceptum, quod est, lege, operibus, circumcisione etc. homines non justificari. Non dicit opera per se nihil esse, sed fiduciam et justitiam operum, ea enim facit Christum otiosum. Ideo qui accipit circumcisionem hac opinione, quod necessaria sit ad justificationem, huic Christus nihil prodest. Vi bør nemlig forstå Paulus ud fra den sag, der er til debat, eller ud fra det argument, han har taget frem, og det er, at loven, gerningerne, omskærelsen osv. ikke retfærdiggør menneskene. Han siger ikke, at gerningerne i sig selv ingenting er, han siger, at tiltroen til gerningernes retfærdiggørende kraft intet er, for det gør Kristus overflødig. Derfor, den, der modtager omskærelsen i den formening, at den er nødvendig til retfærdiggørelse, ham gavner Kristus ikke noget. 
39         Hoc diligenter meminerimus in privatis tentationibus, cum diabolus conscientiam nostram accusat et perterrefacit, ut eam adigat in desperationem. Est enim pater mendacii et hostis christianae libertatis. Ideo singulis momentis vexat nos falsis terroribus, ut conscientia libertate illa amissa semper sit in metu, (E299) ac sentiat reatum et pavores. Cum, inquam, draco ille magnus, serpens antiquus, diabolus (qui seducit totum orbem terrarum, et accusat fratres nostros ante conspectum Dei die ac nocte, Apoca. 12. (v. 10.)) venit et opponit tibi, quod non solum nihil boni feceris, sed etiam transgressus sis legem Dei, dic: Tu molestas me memoria praeteritorum peccatorum, deinde suggeris mihi, quod nihil boni fecerim. Hoc nihil ad me.           Dette skal vi omhyggeligt genkalde os, når vi selv bliver anfægtet, når djævelen anklager og truer vor samvittighed for at føre den i fortvivlelse. Han er nemlig løgnens fader og den kristne friheds fjende. Derfor plager han os hvert øjeblik med falske trusler, om ikke samvittigheden, når den har mistet denne frihed, altid kunne være frygtsom og føle sig skyldig og bævende. Når "denne drage, den gamle slange, djævelen (som forfører hele jordens flade og anklager vore brødre dag og nat for Guds åsyn)" (Åb 12,10), når denne drage, siger jeg, kommer og indvender imod dig, at du ikke blot ikke har gjort noget godt, men også har overtrådt Guds lov, så skal du sige: Du besværer mig med mindet om de synder, jeg har begået, og river mig i næsen, at jeg ikke har gjort noget godt. Det kommer ikke mig ved. 
40 Nam si aut bonis operibus factis confiderem, aut non factis diffiderem, utrimque Christus nihil prodesset mihi. Sive igitur peccata sive benefacta mea opponas mihi, nihil moror, sed utrisque ex oculis remotis sola libertate, qua Christus me liberavit, nitor. Hunc scio mihi utilem esse, non igitur reddam eum mihi inutilem, id quod tum fieret, si vel propter benefacta mea praesumerem me consecuturum gratiam et vitam aeternam, aut propter peccata mea desperarem de salute mea. For hvad enten jeg stolede på de gode gerninger, jeg har gjort, eller jeg fortvivlede over dem, jeg ikke har gjort, så ville Kristus ikke gavne mig i nogen af de to tilfælde. Hvad enten altså du stiller mine synder op for mig eller du stiller mine velgerninger op for mig, jeg er ligeglad. Jeg véd, at Han er gavnlig for mig, og derfor vil jeg ikke gøre ham unyttig for mig, og det ville jeg gøre, hvis jeg enten antog, at jeg på grund af mine gode gerninger ville kunne opnå nåde og evigt lig, eller hvis jeg på grund af mine synder fortvivlede om min frelse. 
41          Quare discamus diligenter Christum longissime discernere ab omnibus operibus bonis et malis, ab omnibus legibus divinis et humanis, ab omnibus afflictis conscientiis. Huc enim Christus non pertiner. Pertinet quidem ad tristes conscientias, non ut plus perturbet eas, sed ut jam perturbatas rursus erigat et consoletur.         Derfor skal vi omhyggeligt lære at sætte et stærkt skel ind mellem Kristus og alle gerninger, både gode og onde, mellem ham og både guddommelige og menneskelige love, mellem ham og alle samvittighedens anfægtelser. Det har Kristus nemlig ikke noget med at gøre. Hvad han har med at gøre, er de bedrøvede samvittigheder, ikke for at han kan gøre dem endnu mere bange, men for at han kan oprejse og trøste dem, der er blevet bange. 
42 Ideo si Christus specie irati judicis aut legislatoris apparuerit, qui exigit rationem transactae vitae, certo sciamus eum furiosum esse diabolum, non Christum. Christum enim scriptura depingit nostrum esse propitiatorem, interpellatorem et consolatorem. (300) Talis semper est et manet, non potest esse sui dissimilis. Hvis Kristus derfor viser sig for os i skikkelse af en vred dommer eller lovgiver, som kræver os til regnskab for det liv, vi har levet, så kan vi vide med sikkerhed, at det er en rasende djævel, ikke Kristus, vi har for os. For skriften afbilder Kristus som vores forsoner, forbeder og trøster. Sådan er og bliver han altid. Han kan ikke være sig selv ulig. 
43          Itaque cum diabolus assumta specie Christi  ad hunc modum  nobiscum disputat: Hoc debebas verbo meo admonitus facere, et omisisti,  illud omittere, et fecisti, scias igitur me de te sumturum poenas etc., nihil  hoc nos moveat, sed statim cogitemus: Christus hoc modo non loquitur cum  desperabundis conscientiis, non addit afflictis afflictionem, "calamum conquassatum non confringit,  linum fumigans non exstinguit." (Matth. 12,20.).           Når derfor djævelen har påtaget sig Kristi skikkelse og går i disputation med os på denne måde: "Dette burde du gøre, belært af mig ord, og dog har du ikke gjort det, dette skulle du lade være med at gøre, og dog har du gjort det, derfor skal du vide, at jeg kræver dig straffet" -- så skal det ikke røre os, men vi skal med det samme sige til os selv: "Kristus taler ikke på den måde til fortvivlede samvittigheder, han føjer ikke ny anfægtelse til de anfægtede", "han bryder ikke det knækkede rør og slukker ikke den rygende tande". (Matt 12,20). 
44 Dure quidem duris loquitur, sed conterritos suavissime allicit ad se, "venite, inquiens, ad me omnes, qui laboratis et onerati estis etc."   (Matth. 11, 28.). "Non veni vocare justos, sed peccatores etc." (Matth. 9,13.). "Confide fili, remittuntur tibi peccata." (Matth. 9,2.). "Confidite, ego vici mundum." (Ioh. 16, 33.). "Filius hominis venit quaerere et salvum facere, quod perierat etc." (Luc. 19,10.).  Ganske vist taler han hårdt til de hårde, men de forfærdede indbyder han på venligste måde til sige, idet han siger: "Kom til mig, alle I som arbejder og er besværede, osv." (Matt 11,28). "Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere, osv." (Matt 9,13). "Vær frimodig søn, dine synder forlades dig". (Matt 9,2). "Vær frimodige, jeg har overvundet verden" (Joh 16,33). "Menneskesønnen er kommet for at søge og frelse det fortabte", (Luk 19,10). 
45 Videndum est igitur nobis, ne mira arte et infinitis insidiis Satanae decepti suscipiamus accusatorem et damnatorem pro consolatore et salvatore, atque ita sub larva falsi Christi, hoc est, diaboli, verum Christum amittamus, ac nos ipsi eum nobis inutilem reddamus. Haec de privatis tentationibus, quomodo in ipsis nos gerere debeamus. Vi skal derfor passe på, at vi ikke lader os narre af Satans forbavsende kunst og utallige baghold, så vi får en anklager og fordømmer i stedet for en trøster og frelser, og således under den falske kristus' maske mister den sande Kristus, og selv gør ham unyttig for os. Så meget om hver enkelts anfægtelser, og om, hvordan vi skal tage vare på dem. 
46 Testificor autem rursus omni homini, qui circumciditur, quod debitor est universae legis faciendae. 
         Prius incommodum certe ingens est, quod Paulus ait Christum iis non prodesse, qui circumciduntur. Hoc sequens non levius est, quod dicit eos, qui (E301) circumciduntur, esse debitores totius legis servandae. Ista verba tanto serio loquitur, ut etiam juramento ea confirmet. "Testificor etc.", id est, per omnia sacra juro. Possunt autem ambigue exponi, negative et affirmative.
Men jeg vidner igen for ethvert menneske, at den, der lader sig omskære, er skyldig at overholde hele loven. (gal#5.3)
     Det foregående er umådelig trist; Paulus siger jo, at Kristus ikke gavner dem, der lader sig omskære. Det, der her følger, er ikke mindre trist. For her siger han, at de, der lader sig omskære, er skyldige at overholde hele loven. Disse ord taler han i et så alvorligt toneleje, at han endda bekræfter dem med en ed: "Jeg vidner ... osv", det vil sige: jeg sværger ved alt, hvad der er helligt. Men ordene kan udlægges på to måder, benægtende og bekræftende.    
47 Negative hoc modo: Testificor omni homini, qui circumciditur, quod debitor est totius legis servandae, hoc est, quod nihil legis servat, etiam in ipso opere circumcisionis non circumciditur, etiam implendo legem non implet, sed transgreditur eam. Eaque videtur mihi simplex et germana Pauli sententia hoc loco. Benægtende som følger: Jeg vidner for ethvert menneske, som lader sig omskære, at han er skyldig at overholde hele loven, det vil sige, han overholde ikke noget af loven, og han lader sig heller ikke omskære i selve omskærelseshandlingen, han opfylder heller ikke loven i opfyldelseshandlingen, men han overtræder dem. Det forekommer mig at være Paulus' enkle og ligefremme mening på dette sted. 
48 Infra enim cap. 6. (v. 13.) se ipsum exponit, dicens: "Qui circumciduntur, ne ipsi quidem legem servant"; sic supra cap. 3. (v. 10.): "Quicunque ex operibus legis sunt, sub maledicto sunt", quasi dicat: Si etiam circumcidamini, non ideo estis justi et liberi a lege, sed hoc ipso magis facti estis debitores et servi legis. Eo ipso quo conamini satisfacere legi et liberari ab ea, hoc magis implicatis vos jugo ipsius, ut plus juris habeat accusandi et damnandi vos. Hoc cancri more est ingredi, et sordes sordibus abluere. For nedenfor (6,13) forklarer han sig, idet han siger: "Ikke engang de, der lader sig omskære, overholder selv loven"; og således siger han ovenfor i 3,10: "Alle de, der holder sig til lovgerninger, er under forbandelse", som om han ville sige: Selv om I også lader jer omskære, er I ikke af den grund retfærdige og fri fra loven, men netop derved er I i højere grad blevet skyldnere og slaver af loven. Jo mere I søger at tilfredsstille loven og befri jer fra den, des mere lægger I dens åg på jer, så den får mere ret til at anklage og fordømme jer. Dette er et tilbageskridt; dette er at vaske snavs af med snavs. 
49          Hocque quod dico ex Pauli verbis, ego experientia ipsa in monasterio didici in me ipso et aliis. Vidi multos, qui summo studio et optima conscientia nihil non faciebant pro pacificanda conscientia, gestabant cilicia, jejunabant, orabant, affligebant et defatigabant variis exercitiis corpora, quibus, si etiam ferrea fuissent, tamen ad extremum destruxissent ea, et tamen, quo plus laborabant, hoc pavidiores (E302) reddebantur. Et praesertim imminente hora mortis adeo erant trepidantes, ut plures viderim homicidas poena capitis damnatos confidentius mori, quam ipsos, qui tamen sanctissime vixerant.         Og det, jeg her har sagt ud fra Paulus' ord, det blev i klosteret givet som en erfaring på mig selv og andre. Jeg har set mange, som med den største iver og den bedste samvittighed ikke undlod nogetsomhelst, der kunne give deres samvittighed ro, de bar hårskjorter, de fastede, de bad, de plagede og udmattede deres legemer med alskens spægelser, som i sidste ende ville have ødelagt deres legemer, om de så havde været af jern. Og alligevel, jo mere de sled i det, des ængsteligere blev de. Og især når døden nærmede sig, blev de i den grad skælvende, at jeg har set flere dødsdømte mordere dø med større ro i sindet end dem, skønt de dog havde levet så helligt som nogen. 
50          Itaqae verissimum est, quod facientes legem non faciunt. Quo plus enim conantur homines satisfacere legi, hoc magis transgrediuntur eam. Idem sentiendum est de traditionibus humanis. Quo magis conatur homo per eas pacatam reddere conscientiam, hoc plus reddit inquietam. Ego monachus studebam summa diligentia vivere juxta praescriptum regulae, solebam, semper tamen ante contritus, confiteri et recensere omnia peccata mea, et saepe iterabam confessionem, ac poenitentiam injunctam mihi sedulo praestabam.         Derfor er det så sandt, som det er sagt, at de, der overholder loven, ikke overholder den. Jo mere menneskene nemlig prøver at tilfredsstille loven, des mere overtræder de den. Det samme må man mene om de menneskelige traditioner. Jo mere mennesket forsøger gennem disse traditioner at skaffe sig en god samvittighed, des mere gør han samvittigheden urolig. Da jeg var munk, stræbte jeg med største iver efter at leve efter reglens forskrifter; jeg plejede, dog først efter at have angret, at skrifte og opregne alle mine synder, og ofte skriftede jeg dem gentagne gange og fuldførte med iver den bod, der blev pålagt mig. 
51 Et tamen conscientia mea nunquam poterat certa reddi, sed semper dubitabat, et dicebat: Hoc non fecisti recte, non fuisti satis contritus, hoc inter confitendum omisisti etc. Quo igitur longius conabar humanis traditionibus mederi incertae, imbecilli et afflictae conscientiae, hoc magis reddebam eam incertiorem, imbecilliorem et perturbatiorem, atque hoc modo observando traditiones humanas, plus transgrediebar eas, et sectando ordinis justitiam, nunquam poteram apprehendere eam, quia impossible est conscientiam reddi pacatam, inquit Paulus, operibus legis, multo minus traditionibus humanis, sine promissione et evangelio de Christo. Og dog kunne jeg aldrig gøre min samvittighed sikker. Altid tvivlede den og sagde: Dette har du ikke gjort ret, her angrede du ikke nok, her udelod du noget i dit skriftemål osv. Jo længere jeg derfor søgte at læge min usikre, dumme og anfægtede samvittighed med menneskelige traditioner, des mere gjorde jeg samvittigheden usikker, dum og forvirret, og ved på den måde at overholde de menneskelige traditioner, overtrådte jeg dem des mere, og selv om jeg jagede efter min ordens retfærdighed, kunne jeg aldrig nå frem til dem, fordi det, som Paulus siger, er umuligt at gøre samvittigheden rolig med lovgerninger, langt mindre da med menneskelige traditioner, uden forjættelsen og evangelium om Kristus. 
52         Quare cupientes justificari et vivificari lege recedunt a justitia et vita longius, quam publicani, peccatores et meretrices. Illi enim non possunt niti fiducia operum suorum, cum talia sint, propter quae non possunt confidere se consecuturos gratiam et remissionem peccatorum. Nam si justitia et opera (E303) secundum legem facta non justificant, multo minus peccata contra legem commissa justificant. Sunt igitur feliciores hac in parte justitiariis, quia deest eis propriorum operum fiducia, quae si non penitus tollit fidem in Christum, tamen maxime eam impedit.          Derfor: De der stræber efter at blive retfærdiggjort og levendegjort ved loven, kommer længere bort fra retfærdigheden og livet, end toldere, syndere og skøger. For de kan ikke nære tillid til deres gerninger, da de er af den art, at de ikke kan stole på, at de fremkalder nåde og syndernes forladelse. For hvis den retfærdighed og de gerninger, der er gjort i overensstemmelse med loven, ikke gør retfærdige, så gør synder, begået imod loven, det langt mindre. De er altså i det stykke heldigere end de gerningsretfærdige, fordi de mangler den tillid til egne gerninger, som, hvis den ikke helt ophæver troen på Kristus, i hvert fald i høj grad forhindrer den. 
53 Econtra justitiarii abstinentes externe a peccatis et in speciem inculpate et religiose viventes non possunt carere opinione fiduciae et justitiae, cum qua stare non potest fides in Christum, ideoque infeliciores sunt publicanis et meritricibus, qui Deo irato non offerunt sua bona opera, ut pro eis reddat ipsis vitam aeternam (ut operarii), cum nulla habeant, sed ignosci sibi sua peccata propter Christum petunt etc. Modsat kan de gerningsretfærdige, der i det ydre afholder sig fra synd og tilsyneladende lever ustraffet og fromt, ikke undgå at få en stærk tillid til deres retfærdighed, og troen på Kristus kan ikke bestå sammen med den. Derfor er de mere uheldige end toldere og skøger, som ikke tilbyder den vrede Gud deres egne gerninger, for at han til gengæld skal give dem evigt liv, sådan som de gerningsretfærdige gør, for de har ingen gerninger; de kan kun bede om, at deres synder må blive dem tilgivet for Kristi skyld, osv. 
54          Qui igitur facit legem hac opinione, quod per eam vult justificari, is debitor est totius legis faciendae, hoc est, ne quidem unam literam legis fecit. Neque etiam data est lex hoc fine, ut justificet, sed ut ostendat peccatum, terreat, accuset et condemnet. Ideo quo magis aliquis studet lege et operibus consulere conscientiae, hoc magis reddit eam incertam et confusam. Rogentur omnes monachi, qui serio laborant acquirere pacem conscientiae suis traditionibus, an certo statuere possint suum vitae genus Deo placere, ac propter illud se in gratia esse coram Deo?         Den, som altså overholder loven i den formening, at han gennem den vil blive retfærdiggjort, han er skyldig at overholde hele loven, det vil sige, han har ikke engang overholdet en tøddel af loven. Og loven er da heller ikke givet med det for øje, at den skal retfærdiggøre, men i den hensigt, at den skal påvise synd, true, anklage og fordømme. Derfor, jo mere man stræber efter at berolige sin samvittighed gennem loven eller gennem gerninger, des mere gør den samvittigheden usikker og forvirret. Man kan spørge alle munke, der arbejder alvorligt på at få fred i samvittigheden gennem deres traditioner, om de kan være sikre på, at en sådan livsførelse behager Gud, og om de på grund af den kan være i nådens stand hos Gud. 
55 Si fateri volunt veritatem, respondebunt: Ego quidem inculpate vivo, et summa diligentia observo ordinem meum, sed certo affirmare non possum, an ista mea obedientia Deo placeat, nec ne. In vitis patrum legitur de Arsenio (cujus et supra memini). (E304) Is quanquam longo tempore vixerat in summa sanctitate et abstinentia, tamen cum sentiret jam non longe abesse mortem, coepit vehementer timere et moerore affici.  Hvis de vil erkende sandheden, må de svare: Ganske vist lever jeg ikke uden brøde og jeg overholder med største omhu mine ordensregler, men jeg kan ikke med sikkerhed være sikker på, om denne lydighed fra min side behager Gud eller ej. I bogen om "fædrenes levnedsløb" læser man om Arsenius, som jeg har nævnt ovenfor: Skønt han i lang tid havde levet i den største hellighed og afholdenhed, begyndte han dog at blive frygtelig bange og bedrøvet, da han mærkede døden nærme sig. 
56 Interrogatus, cur timeret mortem, cum totam suam vitam sancte transegisset et Deo indesinenter serviisset, respondit se quidem secundum judicium hominum vixisse inculpate, sed alia esse Dei judicia quam hominum. Ille sanctitate et asperitate vitae suae nihil aliud consecutus est, quam pavorem et horrorem mortis. Si servatus est, oportuit cum amissa omni justitia sua sola misericordia Dei niti, et dicere: Credo in Iesum Christum filium Dei, dominum nostrum, passum, crucifixum, mortuum pro peccatis meis etc. Og da man spurgte ham, hvorfor han frygtede døden, eftersom han livet igennem havde levet helligt og tjent Gud uden ophør, svarede han, at han ganske vist efter menneskelig målestok havde levet ustraffeligt, men Gud bedømmelse er anderledes end menneskers. Den mand havde altså gennem sit hellige og strenge liv ikke opnået andet end bæven og frygt for døden. Hvis han skulle frelses, burde han tilsidesætte al sin egen retfærdighed og alene støtte sig til Guds barmhjertighed og sige: Jeg tror på Jesus Kristus, Guds søn, vor Herre, som blev pint, korsfæstet og døde for mine synders skyld, osv. 
57           Altera sententia affirmativa est, eum, qui circumciditur, esse quoque debitorem totius legis faciendae. Qui enim Mosen in uno recipit, cogitur eum recipere in omnibus. Qui unam partem legis necessario observat, is omnes alias ejus partes observare debet, neque jurat, quod dicere velis circumcisionem esse necessariam, non item reliquas leges Mosi. Eadem consequentia, qua teneris ad circumcisionem, teneris etiam ad totam legem. Servare autem totam legem, nihil aliud est, quam facto ostendere, quod Christus nondum venerit.          Den anden, bekræftende, mening er, at han, der lader sig omskære, også er skyldig at overholde hele loven. For den, der antager Moses på ét område, menes at måtte antage sig ham på alle områder. Den, der overholder én del af loven som nødvendig, han må overholde alle dels dele, og det går ikke at sige, at omskærelsen er nødvendig, og ikke moselovens andre dele. Med den samme konsekvens, hvormed du holder fast ved omskærelsen, må du også holde fast ved hele loven. Men at overholde hele loven, er intet andet end med sin gerning at påvise, at Kristus endnu ikke er kommet. 
58 Si hoc verum est, observari debent omnes judaicae ceremoniae et leges de cibis, locis, temporibus, et adhuc exspectandus est Christus, qui antiquato Iudaeorum regno et sacerdotio instituat novum regnum per totum orbem terrarum. Sed tota scriptura testatur et res ipsa indicat (E305) Christum jam venisse, sua morte genus humanum redemisse, legem abrogasse, et omnia, quae omnes prophetae de eo praedixerunt, adimplesse. Ergo sublata lege gratiam et veritatem donavit. Non igitur lex neque opera ejus, sed fides in Christum, qui jam venit, justificat. Men hvis det er sandt, så bør alle de jødiske ceremonier og alle lovens regler om mad, om steder, om tider overholdes, og dertil må man stadig forvente Kristus, som, når han har forkastet det gamle jødiske kongedømme og præstedømme, skal indstifte et nyt kongedømme over hele jorden. Men hele skriften bevidner og sagen selv peger hen på, at Kristus er kommet, at han med sin død har genløst menneskeslægten, at han har afskaffet loven, og at han har fuldført alt, hvad alle profeterne har forudsagt om ham. Han har altså ophævet loven og givet os nåden og sandheden. Det er altså ikke loven eller dens gerninger, der retfærdiggør, men tro på Kristus, den Kristus, der er kommet. 
59         Quidam hodie eodem modo, quo tum pseudoapostoli, adstringere nos voluerunt ad quasdam leges Mosi, quae ipsis placebant. Hoc nequaquam ferendum est. Nam si permiserimus in parte aliqua Mosen dominari nobis, totum ejus imperium ferre cogimur. Ideo nulla prorsus lege Mosi patimur nos premi. Admittimus quidem Mosen legendum et audiendum a nobis ut praedictorem et testem Christi, deinde ut petamus ex eo exempla optimarum legum et morum, ceterum dominium in conscientiam nullo modo concedimus ei. Ibi mortuus et sepultus esto, nemoque sciat, ubi sepulchrum ejus sit.          På samme måde som de falske apostle dengang, er der i dag nogle der vil binde os til nogle love hos Moses, hvad der nu passer dem. Dette er ikke til at bære. For hvis vi på ligegyldig hvilket område tillader Moses at beherske os, tvinges vi til at udholde hele hans herredømme. Derfor finder vi os ikke i at blive undertrykt af nogen lov overhovedet af Moses'. Vi tillader ganske vist, at Moses bliver læst op og påhørt af os, fordi kan forudsagde og vidnede om Kristus, og vi tillader også, at vi hos ham henter eksempler på gode love og skikke, men vi indrømmer ham ikke noget herredømme overhovedet over samvittigheden. På det punkt skal han være død og begravet, og ingen skal vide, hvor hans grav er. (5 Mos 34,6). 
60          Prior sententia, negativa scilicet, spiritualior et aptior esse mihi videtur, utraque tamen bona est, et justitiam legis damnat; primum, tantum abesse, ut lege justificemur, ut, quo plus conemur legem implere, hoc magis transgrediamur eam; deinde qui partem legis vult facere, eum esse debitorem totius legis faciendae, summa, Christum nihil prodesse iis, qui lege justificari volunt. Ex his sequitur Paulum his omnibus significare, legem esse negationem Christi. Mira autem res est, quod Paulus affirmare audet legem Mosi divinitus traditam populo Israel esse (E306) negationem Christi. Quare igitur tulit eam Deus? Ante adventum Christi, cum adhuc exspectabatur venturus in carnem, necessaria erat.        Den første opfattelse, den negative, forekommer mig at være den mest åndelige og den mest passende, dog er de begge gode, og fordømmer lovens retfærdighed; ifølge den første opfattelse er det så langtfra, at vi opfylder loven, at jo mere vi stræber efter at opfylde den, des mere overtræder vi den; ifølge den anden, at den, der vil overholde loven, er skyldig at overholde hele loven, kort sagt, Kristus vil ikke gavne dem, som vil retfærdiggøres ved loven. Heraf følger, at Paulus med alt dette vil betegne, at loven er fornægtelse af Kristus. Men det er en mærkelig ting, at Paulus vover at fastslå, at Moseloven, der på guddommelig vis er overgivet Israels folk, er en fornægtelse af Kristus. Hvorfor gav Gud så loven i det hele taget? Den blev givet indtil Kristus kom, for skønt man ventede, at han skulle komme i kødet, var den nødvendig. 
61 Est enim lex paedagogus noster ad Christum. Iam autem exhibito Christo, quatenus in eum credimus, non amplius sub paedagogo sumus. De hac re satis copiose diximus supra in fine cap. 3. Itaque qui legem necessariam ad justitiam docet, negationem Christi et omnium beneficiorum ejus docet, Deum mendacem facit, imo ipsam quoque legem mendacem facit. Ea enim testis est promissionum de Christo, ac praedixit Christum non legis, sed gratiae regem futurum. Den er nemlig vores tugtemester til Kristus. Men nu har Kristus vist sig, og når vi tror på ham, er vi ikke mere under tugtemester. Om dette har vi ovenfor i slutningen af kapitel 3 talt tilstrækkelig omhyggeligt. Derfor, den, der lærer, at loven er nødvendig til retfærdighed, nægter Kristus og alle hans velgerninger, gør Gud til en løgner, ja, gør loven selv til en løgner. For den bevidner selv forjættelserne om Kristus, og forudsiger, at Kristus skal være, ikke lovens, men nådens fremtidige konge. 
62 Evacuati estis a Christo, qui in lege justificamini. 
          Hic Paulus se ipsum exponit, se non loqui de lege aut opere circumcisionis simpliciter, sed de fiducia et opinione justificationis per eam, quasi dicat: Non damno circumcisionem aut legem simpliciter. Licet enim mihi edere, bibere, conversari cum Iudaeis secundum legem, licet mihi circumcidere Timotheum etc. Sed velle justificari per legem, quasi Christus nondum venerit, aut jam praesens, solus justificare non possit, hoc damno, hoc enim est evacuari a Christo.
I er afskåret fra Kristus, I, der vil retfærdiggøres ved loven. (Gal 5,4b)
      Her udlægger Paulus sig selv og forklarer, at han ikke taler om loven eller omskærelseshandlingen ret og slet, men om tilliden til den og om den mening, at man kan blive retfærdiggjort ved loven, som ville han sige: Jeg fordømmer ikke omskærelse eller lov slet og ret. For jeg har lov til at spise og drikke, til at omgås jøderne efter loven, jeg har lov til at lade Timotheus omskære, (Apg 16,3) osv.  Men at nogen vil retfærdiggøres ved loven, som om Kristus ikke var kommet endnu, eller som om han var kommet, men ikke kunne retfærdiggøre alene, det fordømmer jeg, det er nemlig at afskære sig fra Kristus. 
63 Itaque dicit: ,,Evacuati estis", id est, estis Pharaones, hoc est, liberi a Christo, Christus desiit in vobis esse et operari. Nihil habetis amplius de cognitione, Spiritu, affectu, favore, libertate, vita, actione Christi, sed prorsus separati estis ab ipso, ut (E307) nihil negotii  sit ei amplius vobiscum, nec vobis cum ipso. Derfor siger han: "I har afskåret jer ..." det vil sige, I er nogle faraoner, I er frie fra Kristus, Kristus er ophørt med at være i jer og virke i jer. I har ikke længer noget tilbage af kendskab til ham, af ånd, af hengivenhed for ham, af gunst, friihed, liv, handling fra hans side, men I er helt adskilt fra ham, så han ikke har noget at gøre med jer, og I heller ikke med ham. 
64         Illud diligenter observandum et inculcandum est, quod Paulus dicit per legem velle justificari nihil aliud esse, quam separari a Christo et plane eum nobis fieri otiosum. Quid potentius dici potest contra legem? Quid opponi potest isti fulmini? Ergo impossibile est Christum et legem simul habitare in corde. Aut enim legem aut Christum cedere oportet. Si vero in ea persuasione es, Christum et fiduciam legis cohabitare posse in corde, tum certo scias non Christum, sed diabolum in corde tuo habitare, sub larva Christi accusantis et perterrefacientis te, ac exigentis legem et opera ejus ad justitiam.          Man må her omhyggeligt lægge mærke til og indprente sig, at Paulus siger, at det at ville retfærdiggøres ved loven er nøjagtig det samme som at ville adskille sig fra Kristus og gøre ham fuldstændig nyttesløs for os. Kan nogen sige noget stærkere imod loven? Hvad kan man indvende imod dette lyn? Det er altså umuligt, at Kristus og loven på én gang kan bo i hjertet. Enten må loven vige eller også må Kristus vige. Og hvis du har den opfattelse, at Kristus og tilliden til loven kan bo sammen i hjertet, da kan du vide med sikkerhed, at det ikke er Kristus, men djævelen, der bor i dit hjerte, forklædt som en kristus, der anklager og truer dig, og kræver loven og dens gerninger gjort, hvis du skal blive retfærdiggjort. 
65 Verus enim Christus, ut paulo ante etiam dixi (#40), non expostulat tecum propter peccata tua, nec jubet te confidere benefactis tuis, et vera cognitio Christi seu fides non disputat, utrum feceris bona opera ad justitiam, aut mala ad damnationem, sed simpliciter ita statuit: Sive feceris bona opera, non ideo juatificaris, sive feceris mala, non ideo damnaris. Non detraho bonis operibus suam gloriam, nec mala laudo, sed in causa justificationis dico videndum esse, quomodo Christum retineam, ne otiosus mihi fiat, si justificari lege cupiam. Christus enim solus me justificat contra opera mea mala, et sine operibus meis bonis. Si sic de Christo sentio, verum Christum apprehendo. Si autem judico eum exigere a me legem et opera ad justitiam, factus est mihi otiosus, ac ego ab eo evacuatus sum. For som jeg sagde lidt tidligere, så går den sande Kristus ikke i rette med dig på grund af dine synder, og han befaler dig heller ikke at stole på dine gode gerninger, og den sande erkendelse af Kristus, nemlig troen, diskuterer ikke, om du har gjort gode gerninger til retfærdighed, eller onde til fordømmelse, men den fastslår simpelthen dette: Hvis du har gjort gode gerninger, så er det ikke derfor, du bliver retfærdiggjort, og hvis du har gjort onde gerninger, så er det ikke derfor, du bliver fordømt. Jeg fratager ikke de gode gerninger deres hæder, jeg roser heller ikke de onde, men når det drejer sig om retfærdiggørelsen siger jeg, at man må se på, hvordan jeg kan holde fast ved Kristus, så han ikke bliver til ingen nytte for mig, hvis jeg prøver at blive retfærdiggøres ved loven. For det er alene Kristus, der gør mig retfærdig, imod mine onde gerninger, og uden mine gode gerninger. Hvis jeg føler således om Kristus, så er det den sande Kristus, jeg har modtaget. Men hvis mener, at han kræver lov og gerninger til retfærdighed, så er han gjort unyttig for mig, og jeg er blevet afskåret fra ham. 
66        Horribiles sunt hac sententiae et comminationes (E308) contra justitiam legis et propriam. Deinde sunt etiam certissima principia, quae articulum de justificatione confirmant. Est igitur finalis haec conclusio: Aut Christum amitte, aut justitiam legis. Si Christum retines, justus es coram Deo. Si legem, Christus nihil tibi prodest, debitor es totius legis servandae, habesque sententiam  tuam: ,,Maledictus omnis, qui non etc." (Deut. 27,26.).         Dette er forfærdelige domme og trusler imod lovretfærdigheden og imod egenretfærdigheden. Men det er også særdeles sikre principper, som bekræfter artiklen om retfærdiggørelsen. Og den endelige konklusion er således: Enten taber du Kristus eller også taber du lovretfærdigheden. Hvis du holder dig til Kristus, er du retfærdig overfor Gud. Hvis du holder dig til loven, gavner Kristus dig intet, og du er skyldig at overholde loven, og du har din dom: "Forbandet enhver, som ikke ... osv". (5 Mos 27,26). 
67 Simili modo dicimus de traditionibus humanis, ut jam de lege diximus: Aut papa amittat cum suis religiosis omnia, quibus hactenus confisus est, aut Christus erit eis otiosus. Ex his facile judicari potest, quam perniciosa et pestilens fuerit doctrina papistica. Ea enim longissime nos a Christo abduxit, et plane cum nobis otiosum fecit. Det, som vi nu har sagt om loven, siger vi om de menneskelige traditioner: Enten må paven og alle hans munke slippe alt, hvad de hidtil har stolet på, eller også vil Kristus være unyttig for dem. Herudfra kan man let gøre sig forestillinger om, hvor farlig og ødelæggende den papistiske lære har været. For den har ført os langt, langt bort fra Kristus og gjort ham fuldstændig unyttig for os. 
68 Deus in Jere. cap. 23, conqueritur prophetas vaticinari mendacium, et prophetare seductiones cordis sui, hocque ideo, ut obliviscatur populus suus nominis sui etc. Ut igitur pseudoprophetae omissa germana  interpretatione  legis et doctrina de semine Abrahae, benedictore omnium gentium, praedicaverunt sua somnia, ut populus oblivisceretur Dei sui: ita papistae obscurato et oppresso evangelio de Christo, ut amplius nullus ejus esset usus, tantum doctrinam operum urserunt, qua totum mundum longissime abduxerunt a Christo. Qui ista serio considerat, non potest non exhorrescere. Gud klager i Jer 23,26f over, at profeterne profeterer løgn, profeterer deres hjerters bedrag, og det i den hensigt, at folket skal glemme hans navn, osv. Ligesom de falske profeter udelod den sande fortolkning af loven og læren om Abrahams sæd, velsignelsen af alle folk, og prædikede deres egne drømmesyner, så folket glemte deres Gud, således har papisterne tilsløret og undertrykt evangeliet om Kristus, så ingen mere havde brug for det, og de lagde kun vægt på læren om gerninger, hvorved de førte hele verden bort fra Kristus. Den, der tænker alvorligt over det, kan ikke lade være med at forfærdes over det. 
69 A gratia excidistis. 
        Id  est, non amplius estis in regno gratiae. Ut (E309) enim is, qui est in navi, quacunque tandem parte excidit in mare, submergitur, ita qui excidit a gratia, non potest non perire. Velle ergo justificari lege est naufragium facere, et se in certissimum discrimen aeternae mortis conjicere.
I er faldet ud af nåden (Gal 5,4)
       Det vil sige: I er ikke længer i nådens rige. Ligesom nemlig han, som er ombord på skibet, drukner, uanset fra hvilken side han falder i havet, sådan må den, der falder fra nåden, nødvendigvis gå fortabt. Altså: at ville retfærdiggøres ved loven er at lide skibbrud og begive sig ud i den helt sikre afgørelse af den evige død. 
70 Quae autem potest esse major insania et impietas, quam velle amittere gratiam et favorem Dei, et legem Mosi retinere, qua retenta necesse est, ut accumules tibi iram et omnia mala? Si autem excidunt a gratia, qui lege morali volunt justificari, quo collabuntur, quaeso, justitiarii, qui traditionibus et votis suis justificari volunt? Ad ima tartara. Imo evehuntur in caelum. Sic enim docuerunt ipsi: Quicunque incedunt juxta regulam Francisci etc., pax et misericordia Dei super eos; item: Qui observaverit castitatem, obedientiam etc., habebit vitam aeternam.  Men hvad kan være et større vanvid eller større ufromhed end at ville slippe Guds nåde og gunst og vende tilbage til Moseloven! For holder du fast ved den, pådrager du dig Guds vrede og alt ondt. Men hvis de, som vil retfærdiggøres ved hjælp af moralloven, falder ud af  nåden, så kan man spørge, hvor de gerningsretfærdige falder hen, som vil retfærdiggøres ved deres traditioner og løfter. De må falde ned i det dybeste helvede. Nej, de opløftes til himlen. For de har selv lært således: Enhver, der vandrer efter Frans' regel osv, over ham er Guds fred og barmhjertighed; og ligeledes: Den, der overholder cølibatet, lydigheden m. m., han skal have evigt liv. 
71 Tu posthabitis illis inanibus et impiis nugis attende, quid Paulus hic doceat, deinde quid Christus dicat. ,,Qui, inquit, credit filio Dei, habet vitam aeternam. Qui vero non credit filio, non videbit vitam, sed ira Dei manet super eum". Item: ,,Qui non credit, jam judicatus est." (Ioh. 3,18.). Men du, som har lagt disse tomme og ufromme narrestreger bag dig, læg mærke til, hvad Paulus her lærer! Og læg også mærke til, hvad Kristus siger: "Den, som tror på Guds søn, har evigt liv. Men den, som ikke tror på sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede forbliver over ham". (Joh 3,36) Og: "Den, der ikke tror, er allerede dømt". (Joh 3,18) 
72        Doctrina papistarum, ut obiter hoc moneam, de traditionibus humanis, operibus, votis, meritis etc. ut erat vulgatissima in mundo, ita putabatur esse optima et certissima, qua et diabolus per papam regnum suum constituit et confirmavit potentissime. Ideo non mirum est, cum hodie a nobis potentia verbi Dei impugnatur et dispellitur, ceu palea a vento, quod Satan tam atrociter saevit, omnia turbis et scandalis (E310) replet, ac concitat in nos totum mundum. Ergo dicat aliquis: Satius fuisset tacuisse, tum nihil talium malorum fuisset exortum.           Og for lige i forbifarten at komme med den formaning: Fordi papisternes lære om menneskelige traditioner, gerninger, løfter, fortjenester, osv., var udbredt over hele jorden, derfor mente man, at den var den bedste og sikreste. Men derved indstiftede og opretholdt djævelen igennem paven på kraftigste måde sit herredømme. Derfor er det ikke mærkeligt, at når dette rige i vore dage af os ved Guds ords kraft bekæmpes og adspredes som avner for vinden, så raser Satan så vildt og opfylder alt med forvirring og forargelse og ophidser hele verden imod os. Så vil nok nogen sige: Det havde været bedre at tie stille, så ville intet af dette onde være opkommet. 
73 Nos pluris facere debemus favorem Dei, cujus gloriam praedicamus, quam furorem mundi persequentis nos. Quid enim papa et totus mundus ad Deum, quem certe magnificare et praeferre debemus omnibus creaturis? Deinde impii exaggerant tumultus et scandala, quae Satan suscitat ad opprimendam aut saltem deformandam doctrinam nostram. Nos contra commodum et fructum hujus doctrinae inaestimabilem amplificamus; quem longe praeferimus omnibus turbis, sectis et scandalis. Nos quidem parvuli et infirmi sumus, gestantes thesaurum coelestem in testaceis vasis. Sed quamlibet vasa infirma sint, tamen thesanrus infinitus et incomprehensibilis est. Men vi, som forkynder Guds ære, bør sætte Guds yndest højere end den verdens rasen, som forfølger os. Hvad er nemlig paven og hele verden overfor Gud, som vi i hvert fald skal ophøje og foretrækker fremfor al skabningen? Desuden overdriver de ufromme de tumulter og skandaler, som Satan finder på for at undertrykke eller helt fordærve vor lære. Modsat fremhæver vi denne læres uvurdérlige nytte og frugt; og det foretrækker vi langt fremfor al forvirring, sekter og forargelser. Vi er ganske vist børn og svage mennesker, og bærer den himmelske skat i lerkar. (2 Kor 4,7). Men selv om der er tale om skrøbelige kar, så er dog skatten uendelig og ufattelig stor. 
74         Non sunt frigide et oscitanter inspicienda haec verba: ,,A gratia excidistis." Sunt enim valde emphatica. Qui excidit a gratia, amittit simpliciter expiationem, remissionem peccatorum, justitiam, libertatem, vitam etc., quam Christus sua morte et resurrectione nobis emeruit, et vicissim acquirit in locum illorum iram et judicium Dei, peccatum, mortem, servitutem diaboli ac damnationem aeternam. Et hic locus fortiter munit et confirmat doctrinam nostram de fide seu articulum justificationis, et nos mirabiliter consolatur contra furores papistarum persequentium et condemnantium nos tanquam haereticos, quod istum articulum docemus.        Disse ord: "I er faldet ud af nåden", må ikke betragtes koldt og ligegyldigt. De er i høj grad understreget. Den, der falder ud af nåden, mister simpelthen forsoningen, syndernes forladelse, retfærdigheden, friheden, livet osv., alt det, som Kristus ved sin død og opstandelse har fortjent os, og i stedet for skaffer han sig Guds vrede og dom, synden, døden, slaveri under djævelen og evig fordømmelse på halsen. Og dette sted bestyrker og bekræfter stærkt vor lære om troen eller artiklen om retfærdiggørelsen, og vi trøstes på underfuld vis, når papisterne forfølger os og fordømmer os som kættere, blot fordi vi lærer denne artikel. 
75 Debebat merito iste locus perterrefacere omnes hostes fidei et gratiae, hoc est, omnes operarios, ut desinerent persequi et blasphemare (E311) verbum gratiae, vitae et salutis aeternae. Sed adeo indurati et obstinati sunt, ut videntes non videant, et audientes hanc horribilem sententiam contra se ab apostolo latam, tamen non audiant. Sinamus igitur illos, caeci enim sunt et caecorum duces. Dette sted burde med rette gøre alle troens og nådens fjender bange, altså alle gerningsretfærdige, så de holdt op med at forfølge og bespotte ordet om nåden, livet og den evige frelse. Men de er i den grad forhærdede og stædige, at de, skønt de ser, dog ikke ser, og skønt de hører den forfærdelige dom over sig udstedt af apostelen, dog ikke hører den. (Matt 13,13). Vi må derfor lade dem være, de er jo blinde vejledere for blinde. (Matt 15,14). 
76 Nos enim spiritu ex fide spem justitiae exspectamus.
          Paulus hic concludit pulchro epiphonemate, dicens: Vos justificari vultis lege, circumcisione et operibus. Nos hoc modo non quaerimus justitiam, ne Christus fiat nobis otiosus, ne debitores fiamus totius legis servandae, et ne excidamus a gratia, sed "exspectamus spiritu ex fide spem justitiae." Singulae voces diligenter expendendae sunt, sunt enim valde emphaticae. Non voluit tantum dicere, ut alias solet: "Nos justificamur fide", aut: "Spiritu ex fide", sed adjecit: "Spem justitiae exspectamus", involvens simul spem, ut totum fidei negotium complectatur.
Vi forventer jo ved Ånden af tro det håb, som retfærdighed giver. (Gal 5,5)
         Paulus slutter her med et smukt udråb: I vil retfærdiggøres ved loven, ved omskærelse og gerninger. Vi søger ikke retfærdighed på den måde, at ikke Kristus skal blive til ingen nytte for os, og vi blive skyldige at overholde hele loven, og at vi ikke skal falde ud af nåden, nej, vi "forventer ved Ånden af tro det håb, retfærdigheden giver". Man skal overveje hvert enkelt ord nøje, de er nemlig meget vigtige. Han ville ikke blot sige, som han plejer at gøre andre steder: "Vi retfærdiggøres ved tro", eller: "ved ånden af tro", nej, han tilføjer: "Vi forventer det håb, retfærdigheden giver", og inddrager i samme åndedrag håbet, for at sammenfatte alt, hvad der har med troen at gøre. 
77 Cum dicit: "Nos spiritu ex fide etc.", consideranda est antithesis in vocabulo spiritus, quasi dicat: Nos non quaerimus justificari carne, sed hoc agimus, ut spiritu justificemur, et sic spiritu, ne sit fanaticus spiritus, et ex se magister natus, ut haeretici spiritum jactant, sed noster spiritus est ex fide.    De spiritu et fide supra copiose dictum est. Hic autem non solum dicit: "Iustificamur spiritu ex fide", sed adjungit: ,,Spem justitiae exspectamus", quae nova additio est. Når han siger: "Vi forventer ved Ånden af tro ... osv", skal man lægge mærke til den modsætning, der ligger i ordet "Ånd", som ville han sige: Vi forventer ikke at blive retfærdiggjort ved kødet, nej, det stræber vi efter, at vi kan blive retfærdiggjort ved Ånden, og på den måde ved Ånden, at det ikke bliver en fanatisk ånd, som ud af sin egen natur er mester. Den ånd bryster kætterne sig af, men vor ånd er af tro. Om ånden og troen har vi ovenfor talt mere udførligt. Men her siger han ikke blot: "Vi retfærdiggøres ved ånd af tro", nej, han føjer til: "Vi forventer det hån, som retfærdigheden giver". Og det er en ny tilføjelse. 
78        Spes usu scripturae dupliciter accipitur, pro re sperata, et pro affectu sperante. Pro re sperata (E312) accipitur Coloss. 1. (v. 5.): "Propter spem repositam vobis in coelis", id est, rem speratam; pro affectu sperante Rom. 8. (v. 24. 25.): "Spes, quae videtur, non est spes. Nam quod videt quis, cur speret? Si autem,  quod non videmus, speramus, id per patientiam exspectamus." Sic et hoc loco spes accipi potest dupliciter, et secundum hoc gignit etiam duplicem sententiam.             "Håb" kan efter skriftens brug forstås på to måder, om det, man håber på, og om den sindstilstand at håbe. Om det, man håber på, må det forstås Kol 1,5: "På grund af det håb, der er henlagt til jer i himlen", det vil sige, den ting, man håber på. Om sindstilstanden at håbe må det forstås i Rom 8,24f: "Et håb, som man ser, er ikke et håb. For hvad én ser, hvordan kan han håbe på det? Men hvis vi håber på det, vi ikke ser, så forventer vi det med tålmodighed". Sådan kan det også på dette sted forstås på dobbelt måde, og svarende dertil får man to meninger ud af det. 
79 Prior est: "Nos spiritu ex fide spem justitiae nostrae exspectamus," id est, justitiam speratam, quae certo revelanda est suo tempore. Altera: Nos spiritu ex  fide exspectamus spe et desiderio justitiam, hoc est, sumus justi, et tamen justitia nostra nondum revelata est, sed pendet adhuc in spe, Rom. 8. (v. 24.): "Spe salvi  facti sumus."  Den første lyder: "Vi forventer ved Ånden af tro det håb, som retfærdigheden giver", det vil sige, vi forventer den retfærdighed, vi håber på, som med sikkerhed bliver åbenbaret til sin tid. Den anden lyder: Vi forventer ved Ånden af tro retfærdighed i håbet og i ønsket, det vil sige, vi er retfærdige, og dog er vor retfærdighed endnu ikke åbenbaret, den ligger endnu i håbet, Rom 8,24: "I håbet blev vi frelst". 
80 Donec enim vivimus, haeret peccatum in came nostra, manet lex in carne et membris, repugnans legi mentis nostrae, et captivans nos in obsequium peccati. Illis affectibus carnia furentibus ac nobis spiritu reluctantibus manet ibi locus spei. Incepimus quidem justificari fide, qua et primitias Spiritus accepimus, et mortificatio carnis coepta est, sed nondum perfecte justi sumus; reliquum est, ut perfecte justificemur, hocque speramus. Sic justitia nostra nondum est in re, sed adhuc in spe. For sålænge vi lever, hænger synden fast i vort kød, og loven forbliver i vort kød og i vore lemmer, og kæmper imod vort sinds lov og tager os til fange under lydighed mod synden. (Rom 7,23) (n80) Mens de kødelige sindstilstande raser i os og ånden gør modstand mod dem forbliver der rum for håbet. Vi begyndte ganske vist at blive retfærdiggjorte i troen, hvorigennem vi også modtog Åndens førstegrøde, og dødelsen af kødet tog fart, men vi er endnu ikke fuldt ud retfærdige; det står tilbage, at vi helt ud retfærdiggøres, og det er, hvad vi håber på. Således er vor retfærdighed der endnu ikke, hvad virkeligheden angår, men den er der, hvad håbet angår. 
81          Haec gravissima et suavissima est consolatio, qua afflictae et turbatae mentes sentientes peccatum et pavefactae ad quodlibet ignitum diaboli telum, mirabiliter erigi possunt. In illo enim certamine conscientiae, ut experientia docti scimus, fortiter dominatur sensus peccati, irae Dei, mortis, inferni et omnium pavorum. Ibi tum dicendum est tentato: Tu frater vis habere justitiam sensitivam, hoc est, cupis ita sentire justitiam, ut peccatum sentis, hoc non fiet. Sed tua justitia debet transscendere sensum peccati, et sperare (E313) te coram Deo justum esse, hoc est, tua justitia non est visibilis, non est sensibilis, sed speratur suo tempore revelanda.           Dette er en alvorlig og mild trøst, hvorved de anfægtede og forvirrede sind, som føler synden og bæver for en af "djævelens glødende pile" (Ef 6,16), kan oprejses på underfuld vis. For i denne samvittighedens kamp, som vi kender af egen erfaring, er det ofte følelsen af synd, af Guds vrede, af død, helvede og alle forfærdelige ting, der hersker. Her skal man da sige til den anfægtede: Broder, du ønsker at have en håndgribelig retfærdighed, det vil sige, du stræber efter at komme til at mærke retfærdiigheden, ligesom du mærker synden, men det sker ikke. Men din retfærdighed bør komme ud over følelsen af synd og håbe på, at du overfor Gud er retfærdig, det vil sige, din retfærdighed er ikke synlig, heller ikke kan du mærke den, men du håber på, at den til sin tid vil åbenbares. 
82 Ideo non debes judicare secundum sensum peccati, quod perterrefacit et conturbat te, sed secundum promissionem et doctrinam fidei, qua promittitur tibi Christus, qui est perfecta et aeterna justitia tua. Sic spes mea in affectu sperante, in mediis pavoribus et sensu peccati provocatur et erigitur fide, ut speret me esse justum. Deinde spes, pro re sperata, hoc, quod nondum videt, sperat perficiendum esse et revelandum suo tempore. Derfor bør du ikke bedømme den efter følelsen af synd, som gør dig bange og forvirrer dig, men efter forjættelsen og læren om troen, hvorved Kristus forjættes dig, han, der er din fuldkomne og evige retfærdighed. Således fremkaldes mit håb med hensyn til sindstilstanden at håbe midt i min angst og min følelses af synd og troen oprejses, så jeg kan håbe på, at jeg er retfærdig. Dernæst håber håbet i betydningen "det, man håber på", det, der endnu ikke ses, på, at det til sin tid skal fuldkommes og åbenbares. 
83         Utraque sententia bona est, sed prior de affectu sperante uberiorem affert consolationem. Iustitia enim mea nondum est perfecta neque sensibilis, ideo tamen non despero, sed fides monstrat mihi Christum, quo confido.            Begge opfattelser er gode, men den første om sindstilstanden at håbe giver en ringere trøst. For min retfærdighed er aldrig fuldkommen eller til at føle. Dog skal jeg ikke fortvivle af den grund, men troen viser mig Kristus, som jeg stoler på. 
84 Hoc fide apprehenso luctor cum ignitis telis diaboli, et animor per spem contra sensum peccati, statuens perfectam justitiam mihi paratam in coelo. Sic utrumque verum est, quod hic justus sum justitia incipiente, et in ea spe erigor contra peccatum,  et exspecto consummationem perfectae justitiae in coelo. Haec tum recte intelliguntur, cum ad usum transferuntur. Når jeg har grebet ham med troen, kæmper jeg mod djævelens gloende pile, og jeg får ved håbet mod til at kæmpe imod følelsen af synden, overbevist om, at der i himlen er beredt mig en fuldkommen retfærdighed. Således er begge opfattelser sande; for her er jeg retfærdig med en begyndende retfærdighed, og i det håb oprejses jeg imod synden, og jeg forventer opfyldelsen af den fuldkomne retfærdighed i himlen. Dette forstås først rigtigt, når det overføres til praksis. 
85 Quod sit discrimen inter fidem et spem. 
       Hic quaestio oritur, quid intersit inter fidem et spem. Hac in re valde sudaverunt sophistae, sed nihil certi ostendere potuerunt. Nobis, qui tamen diligentissime versamur in sacris literis, et longe majori (E314) (absit verbo invidia) spiritu et intelligentia eas tractamus, difficile est aliquod discrimen invenire. Tantam enim cognationem inter se habent fides et spes, ut haec ab illa divelli non possit. Et tamen aliquod discrimen inter ipsas est, quod ab officiis, contrariis et finibus ipsarum sumendum est.
Hvad forskel der er mellem troen og håbet. 
        Her opstår det spørgsmål, hvad forskel der er mellem troen og håbet. Over denne sag har sofisterne svedt gevaldigt, men de kan ikke opvise noget sikkert. Også for os, som dog omgås den hellige skrift meget omhyggeligt og behandler den med langt større ånd og indsigt (tag mit ikke det ord ilde op) er det vanskeligt at finde nogen forskel. For så stor en ensartethed er der mellem tro og håb, at det ene ikke kan skilles fra det andet. Og er der forskel mellem dem, hvilket fremgår af deres opgaver, modsætninger og mål. 
86 I. Differunt subjecto, quia fides est in intellectu, spes in voluntate. Re tamen separari non possunt, respiciunt enim se mutuo, ut duo cherubim propitiatorii.
II. Officio, quia fides dictat, dirigit et docet, estque notitia. Spes exhortatio est, quia excitat animum, ut sit fortis et erectus, ut audeat, ferat, perduret in malis, ac in illis exspectet meliora.
I. De adskiller sig for det første ved deres forskellige subjekt, for troen hører hjemme i forstanden, håbet i viljen. Og dog kan de i virkeligheden ikke adskilles, for de er indbyrdes forbundne, ligesom de to keruber på nådestolen.
II. De adskiller sig for det andet ved deres forskellige opgaver. Troen taler, leder og lærer og er klar. Håbet er en formaning, for den opfordrer sindet til at være stærkt og oprejst, så det vover, bærer, holder ud i det onde, og deri håber på noget bedre. 
87 III. Objecto, quia fides habet objectum veritatem, cui certo et firmiter docet adhaerendum esse, et intuetur in verbum rei seu promissiones rerum. Spes habet objectum bonitatem, et intuetur in rem verbi, hoc est, in rem promissam seu in res sperandas, quas fides dictavit suscipiendas.
IV. Ordine, quia fides est ante omnem tribulationem, initium vitae, Ebrae. 11.; spes posterior, ex tribulationibus parta. Rom. 5. (vv. 3. 4.).
III. Og de adskiller sig for det tredie fra hinanden, hvad deres genstande angår. For troen har sandheden som genstand, og lærer, at man sikkert og stærkt skal holde fast ved den. Den retter sig blik mod ordet om sagen eller mod forjættelserne om tingene. Håbet har som genstand godheden, og retter sit blik mod ordets indhold, det vil sige, mod forjættelsens sag eller mod det, der håbes på, som troen siger, man skal modtage. 
IV. Og for det fjerde adskiller de sig med hensyn til rækkefølge, for troen kommer før al trængsel, før livets begyndelse, Hebr 11,3; håbet kommer bagefter, opstår ud fra trængslerne, Rom 5,3f. 
88 V. A contrariis, quia fides doctor et judex est, pugnans contra errores. et haereses, judicans spiritus et doctrinas. Spes imperator seu dux belli est, pugnans contra tribulationem, crucem, impatientiam , tristitiam, pusillanimitatem, desperationem, blasphemiam, et exspectat bona sub malis. V. For det femte er der forskel ud fra modsætningerne, for troen er lærer og dommer, kæmper imod vildfarelser og kætterier, dømmer ånder og læresætninger. Håbet er kejser eller krigsherre, og kæmper imod trængsler, kors, utålmodighed, bedrøvelse, frygtsomhed, fortvivlelse, blasfemi og venter, at der kommer noget godt ud af det onde. 
89          Quando igitur fide in verbum Dei edoctus opprehendo Christum, et tota fiducia cordis (quod tamen sine voluntate fieri non potest) credo in eum, hac notitia justus sum. Sic fide seu hac notitia me (E315) justificato statim venit diabolus, mendacii pater, et nititur exstinguere fidem dolis, hoc est, mendacio, erroribus et haeresibus. Deinde, quia homicida est, conatur eam etiam vi opprimere. Ibi spes luctans apprehendit rem fide dictatam, fit animosa et vincit diabolum impugnantem fidem, quo victo sequitur pax et gaudium in Spiritu sancto.            Når jeg da, belært af Guds ord i troen, griber Kristus og med al hjertets tillid (hvilket dog ikke kan ske uden viljens medvirken) tror på ham, så er jeg ved denne kundskab retfærdig. Men når jeg således ved troen eller ved denne kundskab er blevet retfærdiggjort, kommer djævelen straks, løgnens fader, og søger at udrydde troen med sine snarer, det vil sige, med sine løgne, vildfarelser og kætterier. Dernæst, eftersom han er en morder, søger han også at undertrykke den med magt. Her griber det kæmpende håb om den sag, troen har forkyndt, fatter mod og besejrer djævelen i hans kamp mod troen, og når han er besejret, følger fred og glæde i Helligånden. 
90 Re ipsa igitur fides et spes vix discerni possunt, et tamen est aliquod discrimen inter ipsas. Hoc ut facilius agnosci possit, declarabo rem similitudine. In politia differunt prudentia et fortitudo, tamen ita conjunctae sunt hae virtutes, ut facile divelli non possint. Est autem fortitudo constantia animi, quae in adversis non desperat, sed fortiter perdurat, et exspectat meliora. Nisi autem fortitudo dirigatur prudentia, temeritas est, et vicissim, nisi ad prudentiam accesserit fortitudo, prudentia vana et inutilis est. I virkeligheden kan tro og håb altså ikke adskilles, og dog er der nogen forskel imellem dem. For at man lettere kan forstå det, vil jeg forklare sagen med en sammenligning. På politikkens område adskiller klogskab og mod sig fra hinanden, og dog er disse dyder sammenknyttede, så det kan være svært at skelne imellem dem. Modet er en sjælens vedholdenhed, som ikke fortvivler i modgang, men modigt holdder ud og venter noget bedre. Men hvis ikke modet styres af klogskab, bliver det til dumdristighed, og omvendt, hvis ikke der til klogskaben kommer mod, bliver klogskaben tom og ubrugelig. 
91 Sicut igitur in politia prudentia sine fortitudine vana est, ita fides in tbeologia sine spe nihil est, quia spes fert et perdurat in malis, ac vincit ea. Et vicissim, sicut fortitudo sine prudentia temeritas est, ita spes sine fide praesumtio in spiritu et tentatio Dei est. Caret enim notitia veritatis vel Christi, quam fides docet, ideo caeca et temeraria fortitudo est. Quare primum omnium pius habere debet rectam opinionem et intellectum fide informatum, secundum quem in afflictionibus regatur animus, ut speret in malis optima, quae fides dictavit et docuit. Ligesom derfor på det politiske område klogskab uden mod er tom, således er i teologien tro uden håb intet, fordi håbet bærer og holder ud i det onde og besejrer det. Og omvendt, ligesom modet uden klogskab er dumdristig, således er håb uden tro åndelig indbildskhed og fristelse af Gud. For det mangler kundskab om sandheden eller om Kristus, det, som troen lærer, derfor er det et blindt og dumdristigt mod. Derfor bør den fromme først af alt have den rette mening og en forståelse, der er formet af troen. Det er den, der skal råde i sindet, under anfægtelser, så man kan håbe det bedste i det onde, hvilket troen kræver og lærer. 
92          Fides igitur est dialectica, quae concipit ideam omnium credendorum; spes rhetorica, quae (E316) amplificat, urget, exhortatur et persuadet ad constantiam, ne fides in tentatione succumbat, sed retineat verbum, et firmiter illi adhaereat. Sicut autem dialectica et rhetorica distinctae artes sunt, et tamen adeo inter se cognatae, ut altera ab altera separari non possit (quia rhetor sine dialectica nihil firmi docere potest, et econtra dialecticus sine rhetorica non afficit auditores, utramque vero conjungens docet et persuadet), ita fides et spes distincti affectus sunt, fides enim aliud est quam spes, et spes aliud quam fides, et tamen propter magnam cognationem, quam habent inter se, divelli non possunt.        Troen er altså dialektikken, som danner sig en klar forestilling om alt, hvad man skal tro på; håber er retorikken, som fremhæver, pånøder, opfordrer og overtaler til udholdenhed, at ikke troen skal bukke under i fristelsen, men holde fast ved ordet og tæt knytte sig til det. Men ligesom dialektikken og retorikken er forskellige fag, og dog i den grad er beslægtede, at de ikke kan skilles fra hinanden (for en taler uden dialektik kan ikke lære noget bestemt, og modsat, en dialektiker uden retorik kan ikke fænge hos tilhørerne, begge må knyttes sammen for at lære og overtale), således er troen og håbet forskellige følelser, for tro er noget andet end håb, og håb noget andet end tro, og dog kan de ikke adskilles på grund af det nære slægtskab, som de har imellem sig. 
93 Ut igitur dialectica et rhetorica mutuas sibi invicem operas tradunt, ita fides et spes. Est igitur ea distinctio fidei et spei in theologia, quae est intellectus et voluntatis in philosophia, prudentiae et fortitudinis in politia, dialectices et rhetorices in sermone. Derfor, ligesom dialektikken og retorikken gensidig hjælper hinanden, sådan gør også tro og håb det. Og der er den forskel mellem tro og håb i teologien, som der er mellem forstand og vilje i filosofien, mellem klogskab og mod i politikken og mellem dialektik og retorik i talekunsten. 
94          Summa, fides docendo concipitur, ibi enim instruitur animus, quid veritas sit, spes autem exhortando, quia exhortatione excitatur spes in afflictionibus, quae confortat jam fide justificatum, ne cedat malis, sed contra audentior eat. Sed nisi facula fidei luceret voluntati, non posset ei persuaderi spes. Habemus igitur fidem, qua docemur, sapimus, intelligimus coelestem sapientiam, apprehendimus Christum, et macemus in ipsius gratia.        Kort sagt, når jeg bliver belært om troen, forstår jeg det, for her instrueres sjælen om, hvad der er sandhed, men håbet formanes, for gennem formaning opvækkes håbet i trængslerne, og det trøster så ved troen den retfærdiggjorte, at han ikke viger for de onde, men modigt går imod det. Men hvis ikke troens fakkel oplyste viljen, kunne håbet ikke overbevise den. Vi har da troen, og det er ved den, vi lærer, tilegner os, forstår den himmelske visdom, griber Kristus og forbliver i hans nåde. 
95 Adhaerentibus nobis Christo fide et eum confitentibus, statim insurgunt contra nos hostes, mundus, caro, diabolus, odientes et persequentes nos acerrime in corpore et spiritu. Ideo sic credentes, justificati spiritu ex fide exspectamus spem (E317) justitiae nostrae. Exspectamus autem per patientiam, quia omnino contrarium videmus et sentimus. Mundus enim cum suo principe diabolo foris et intus nos omni genere malorum impugnat. Deinde haeret adhuc in nobis peccatum, quod subinde contristat nos. In his tamen omnibus non defatigamur nec deficimus, sed, fortiter erigimus voluntatem fide, quae illuminat, docet et regit voluntatem, atque ita constantes permanemus, et superamus omnia mala per eum, qui dilexit nos, donec reveletur justitia nostra, quam credimus et speramus. Når vi klynger os til Kristus i troen og bekender ham, rejser fjenderne sig straks imod os, verden, kødet, djævelen, de hader os og forfølger os voldsomt både legemligt og åndeligt. Derfor tror vi, som Paulus siger det her, at vi, der er retfærdiggjorte ved ånden af tro, forventer det håb, som retfærdigheden giver. (Gal 5,5) Men vi forventer med tålmodighed, fordi ser og mærker det modsatte. For verden bekæmper os sammen med dens fyrste, djævelen, udvendig og indvendig med alle slags onder. Desuden sidder synden stadig i os, og det kan fremdeles gøre os bedrøvede. Men i alt dette bliver vi ikke trætte og taber moder, men styrker viljen kraftigt ved troen, som oplyser, belærer og hersker over viljen, og således står vi fast og når igennem og overvinder alt ondt ved ham, som har elsket os, indtil vor retfærdighed åbenbares, den, vi tror på og håber på. 
96        Fide ergo incepimus, spe perduramus, revelatione totum habebimus. Interim dum vivimus, quia credimus, docemus verbum, et propagamus cognitionem Christi in alios. Hoc facientes persecutionem patimur (juxta illud: "Credidi, ideo locutus sum, ego autem humiliatus sum nimis.'' (Psalm 116, 10.)) patientes, fortiter erigimur spe, exhortante nos scriptura suavissimis et consolatione plenissimis promissionibus, quas fides docuit. Atque ita nascitur et erescit in nobis spes, Rom. 15. (v. 4.): "Ut per patientiam et consolationem scripturarum spem habeamus."         Vi begynder med troen, vi holder ud med håbet, vi får det hele ved åbenbaringen. I mellemtiden, mens vi lever, lærer vi ordet, fordi vi tror, og vi udbreder kundskab om Kristus til andre. Når vi gør det, må vi lide forfølgelse (ifølge dette: "Jeg troede, der for talte jeg, men jeg var meget ydmyget", Sl 116,10). Men når vi lider forfølgelse, opægges vi kraftigt ved håbet, idet skriften formaner os med de mildeste forjættelser, fulde af trøst, og dem lærer troen. Og således fødes og vokser håbet i os, Rom 15,4: "For at vi skal have håbet ved tålmodighed og skrifternes trøst". 
97 Ideo non sine causa conjungit Paulus patientiam in tribulationibus cum spe, Rom. 5. 8. et alibi, illis enim excitatur spes. Contra fides, ut et supra monuimus, prior est spe, est enim initium vitae, et incipit ante omnem tribulationem. Discit enim et apprehendit Christum sine cruce, cognitionem tamen Christi statim sequitur crux et pugna. Ibi tum exhortandus est animus ad fortitudinem spiritus (spes enim nihil aliud est, quam fortitudo (E318) theologica, ut econtra fides est prudentia theologica), quae sita est in ferendo, juxta illud: "Ut per patientiam etc." Manent ergo tria illa, fides docet veritatem ac defendit ab erroribus et haeresibus, spes fert et vincit omnia mala corporalia et spiritualia, caritas, ut in textu sequitur, facit omnia bona. Sic homo intus et foris integer et perfectus est in hac vita, donec reveletur justitia, quam exspectat. Ea erit consummate et aeterna. Derfor er det ikke uden grund, at Paulus knytter tålmodighed i trængsler sammen med håbet, Rom 5,3 og 8,17 og andre steder. Trængslerne vækker nemlig håbet til live. Modsat er troen, som vi også nævnede ovenfor, foran håbet, den er nemlig begyndelsen på livet, og den begynder før alle trængsler. Den lærer nemlig Kristus og tager ham til sig uden kors, dog følges erkendelsen af Kristus straks af kors og kamp. Da skal sjælen opmuntres til åndens tapperhed (håbet er nemlig ikke andet end mod indenfor teologien, ligesom omvendt tro er teologisk klogskab), som har med det at gøre at holde ud, ifølge det ord: "For at vi skal have håbet ved tålmodighed ... osv. (Rom 15,4). Så forbliver da disse tre, troen lærer sandheden og forsvarer mod vildfarelser og kætterier, håbet holder ud og besejrer alt legemligt og åndeligt ondt, kærligheden, som følger i teksten, gør alt godt. Således bliver mennesket indvendigt og udvendigt helstøbt og fuldkomment i dette liv, indtil den retfærdighed kommer, som det forventer. Og den vil være fuldkommen og evig. 
98          Porro hic locus gravissimam et doctrinam et consolationem continet. Doctrina est, quod non per opera ritus, sacrificia et totum illum cultum mosaicae legis, multo minus per opera et traditiones humanas justificemur, sed per solum Christum. Quidquid praeter hunc in nobis est, sive sit lex, opus, passio, sive intellectus, voluntas etc., caro est, non spiritus. Quidquid igitur mundus habet optimum et sanctissimum extra Christum, peccatum, error et caro est. Itaque circumcisio, observatio legis, item opera, religiones, vota monachorum et omnium justitiariorum carnalia sunt.           Fremdeles indeholder dette sted en meget vigtig lære og trøst. Den vigtige lære er, at vi retfærdiggøres, ikke ved rituelle handlinger, ofre og hele den mosaiske lovs kult, langt mindre ved menneskelige gerninger og overleveringer, men alene ved Kristus. Hvad der er i os, udover ham, det være sig lov, gerning, lidelse, forstand, vilje, osv, er kød, ikke ånd. Hvad derfor verden kan mønstre af det bedste og mest hellige, hvis det er uden Kristus, er det synd, vildfarelse og kød. Derfor er munkenes og alle de gerningsretfærdiges gerninger, fromhedsøvelser og løfter kødelige. 
99 Nos vero, inquit Paulus, longe supra ista omnia versamur in spiritu, quia per fidem tenemus Christum, et in tribulatione exspectamus spe eam justitiam, quam fide jam possidemus. Consolatio haec est, ut in seriis pavoribus (in quibus adeo magnus et fortis est sensus peccati, tristitiae, desperationis etc., penetrant enim et occupant omnia interiora cordis) non sequaris sensum tuum, alioqui dices: Sentio vehementes terrores legis et tyrannidem peccati non (E319) solum rebellantis mihi, sed omnino captivantis me, nullam consolationem aut justitiam sentio, ergo peccator, non justus sum, si peccator, ergo reus aeternae mortis. Men vi, siger Paulus, befinder os langt over dette i ånden, for vi holder os i troen til Kristus, og vi forventer i trængslen ved håbet dem retfærdighed, som vi allerede besidder i troen. Trøsten går ud på, at du i alvorlig angst, hvor du stærkt og kraftigt føler synden, bedrøvelsen, fortvivlelsen, osv, for de gennemtrænger og opfylder hele hjertets indre, ikke skal rette dig efter, hvad du føler, men i stedet sige: Jeg føler stærkt lovens rædsel og syndens tyranni, ikke blot som noget, der gør oprør imod mig, men som noget, der i det hele taget har taget mig til fange, og jeg føler ingen trøst eller retfærdighed, altså er jeg en synder og ikke retfærdig, og hvis jeg er en synder, er jeg skyldig til evig død. 
100 Contra hunc sensum nitere et dic: Etiamsi sentiam me prorsus oppressum et absorptum peccato, et cor dictet Deum aversum et iratum, tamen re ipsa hoc non est verum, nisi quia sensus meus ita judicat. Verbum Dei, quod in istis pavoribus sequi debeo, non sensum meum, longe diversum docet, Deum scilicet prope adesse iis, qui tribulato sunt corde, et humiles spiritu salvare; item, non despicere eum cor contritum et humiliatum. Deinde Paulus hic docet justificatos spiritu ex fide spem justitiae nondum sentire, sed exspectare adhuc. Men du skal bekæmpe denne følelse og sige: Skønt jeg føler mig helt undertrykt og opslugt af synd, og hjertet siger, at Gud er imod mig og vred på mig, så er det dog ikke sandt i virkeligheden, det er kun min følelse, der dømmer således. Guds ord, som jeg bør rette mig efter i en sådan angst i stedet for at rette mig efter min følelse, lærer stik modsat: at "Herren er nær hos dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, der har en ydmyg ånd" (Sl 34,19). Og at "han ikke ringeagter et angerfyldt og ydmygt hjerte" (Sl 51,19). Og desuden lærer Paulus her, at de, der ved ånden er retfærdiggjorte af tro, endnu ikke føler håbet om retfærdighed, men stadig kun forventer det. (Gal 5,5)
101          Quare cum lex accusat et peccatum perterrefacit te, et nihil sentis, quam iram et judicium Dei, ne ideo desperes, sed arripias armaturam Dei, scutum fidei, galeam spei et gladium spiritus, et experire, quam bonus et fortis sis bellator. Fide apprehende Christum, dominum legis et peccati, et omnium, quae illa comitari solent.          Når derfor loven anklager dig og synden gør dig bange og du andet intet føler end Guds vrede og dom, så skal du ikke af den grund fortvivle, men tage Guds fulde rustning på, "troens skjold, håbets hjelm og åndens sværd" (Ef 6,16f), og erfare, hvor god og stærk en kriger du er. Med troen skal du gribe Kristus, som er herre over loven og synden og alt, hvad der plejer at følge med dem. 
102 In hunc credens justificatus es (id quod ratio et sensua cordis tui tibi tentato non dicit, sed verbum Dei), deinde in istis pugnis et terroribus, qui subinde redeunt et exercent te, per spem patienter exspecta justitiam, quam nunc fide habes, sed tantum inceptam et imperfectam, donec ea suo tempore reveletur perfecta et aeterna. At non sentio me habere justitiam, aut saltem tenuiter sentio. Når du tror på ham, er du retfærdiggjort. Det kan fornuften og hjertets følelse ikke sige dig, når du er anfægtet, det må Guds ord sige dig. Endvidere skal du, i de kampe og farer, som straks rammer og plager dig, med tålmodighed i håbet forvente den retfærdighed, som du nu har i troen, men dog kun en begyndende og ufuldkommen retfærdighed, indtil den til sin tid åbenbares som fuldkommen og evig. Men jeg føler ikke, at jeg har nogen retfærdighed, i hvert fald føler jeg det kun ganske lidt. 
103 Non sentire, sed credere debes te justitiam habere, et nisi credideris te esse justum, insigni contumelia et blasphemia afficis Christum, qui te mundavit lavacro aquae per verbum, qui denique mortuus in cruce peccatum et mortem condemnavit et occidit, ut per ipsum (E320) consequereris aeternam justitiam et vitam. Ista negare non potes (nisi velis esse palam impius et blasphemus, et prorsus contemnere Deum, omnia promissa divina, Christum et omnia ipsius beneficia), ideo neque te justum esse negare potes. Du skal ikke føle, men tro, at du har retfærdighed, og hvis ikke du tror, at du er retfærdig, udøver du forhånelse og bespottelse af Kristus, den Kristus, som ved vandbadet i ordet (Ef 5,26) har renset dig, som også er død på korset og derved har fordømt og dræbt synden og døden, så du gennem ham kan nå frem til evig retfærdighed og liv. Du kan ikke nægte disse ting (hvis du da ikke vil være åbenlyst ufrom og gudsbespottelig og helt ud foragte Gud, alle de guddommelige løfte, Kristus og alle hans velgerninger), derfor kan du heller ikke nægte, at du er retfærdig. 
104          Discamus igitur in magnis et horribilibus terroribus, ubi conscientia nihil sentit praeter peccatum, et judicat Deum esse iratum et Christum aversum, non esse consulendum cordis nostri sensum, sed verbum Dei consulendum esse, quod dicit Deum non irasci, sed respicere ad afflictos, contritos spiritu et trementes ad sermonem ipsius; Christum non avertere se a laborantibus et oneratis, sed eos refocillare etc.          Vi skal altså belære om, at i store og forfærdelige ængstelser, hvor samvittigheden ikke føler andet end synd, og mener, at Gud er vred og at Kristus står imod os, skal man ikke rådføre sig med sit hjertes følelse, men med Guds ord, som siger, at Gud ikke er vred, men ser til de anfægtede og sønderknuste i ånden, der bæver for hans ord; at Kristus ikke har vendt sig bort fra dem, der arbejder og er besværede, men bringer dem til live igen, osv. 
105 Docet igitur hic locus clare legem et opera non afferre justitiam et consolationem, sed hoc ipsum facere Spiritum in fide Christi, qui excitat spem in ipsis pavoribus et tribulationibus, quae fert et vincit mala. Perpauci norunt quam imbecillis et exigua sit fides et spes in cruce et lucta. Apparet enim tum esse linum fumigans, quod jam jam exstincturus sit fortis ventus. Dette sted lærer os klart, at loven og gerningerne ikke kan bringe os retfærdighed og trøst, nej, det gør Ånden og troen på Kristus, som opildner håbet selv i angst og trængsler, så det udholder og besejrer det onde. Det er kun få, der véd, hvor svage og ringe troen og håbet er under kors og kamp. Da ser den ud som en rygende tande, som en stærk vind nårsomhelst kan udslukke. 
106 Sed credentes in illis pugnis et terroribus contra spem in spem, hoc est, pugnantes fide in promissionem Christi contra sensum peccati et irae Dei, experiuntur postea istam scintillam fidei perexiguam, ut apparet rationi, quia eam vix sentit, fore velut elementarem ignem, qui implet totum coelum, et absorbet omnes terrores et peccata. Men de troende håber i disse kampe og ængstelser mod håb med håb (Rom 4,18), det vil sige, de kæmper ved troen på Kristi forjættelser imod det, at de føler synden og Guds vrede, og de erfarer efter denne ganske ringe gnist af tro, som den for fornuften ser ud til at være, for de mærker den næsten ikke, at den bliver som en ild over elementerne, som fylder hele himlen, og opsluger alle frygt og synd. 
107        Vere pii in toto orbe terrarum nihil carius et pretiosius habent hac doctrina, quia tenentes eam hoc noverunt, quod totus mundus ignorat, nempe (E321) peccatum et mortem et alias calamitates ac mala corporalia et spiritualia electis cedere in bonum. Item noverunt Deum tum proximo adesse, cum longissime apparet abesse, tum maxime esse misericordem et salvatorem, cum videtur maxime irasci, affligere et perdere.         De virkelig fromme har intet i hele verden mere kært og dyrebart end denne lære, for de, der holder fast ved den, véd noget, som hele verden er uvidende om, nemlig, at synd og død og alle andre legemlige og åndelige elendigheder og onder bliver til bedste for de udvalgte. Ligeledes véd de, at Gud på det tidspunkt er nærmest, når han synes at være længst borte, at han er mest barmhjertig og frelsende, når han synes at være mest vred, synes at give trængsler og tilintetgøre. 
108 Norunt tum se habere justitiam aeternam, quam ut certissimam possessionem spe exspectant, repositam in coelis, cum maxime sentiunt terrores peccati et mortis; tum se esse dominos omnium, cum omnium sunt egentissimi, juxta illud: "Nihil habentes, omnia possidentes." (2. Cor, 6, 10.). Hoc vocat scriptura consolationem concipere per spem. Sed illa ars sine crebris et magnis tentationibus non discitur. De véd, at på det tidspunkt, hvor de mest føler syndens og dødens rædsel, da har de den evige retfærdighed, som de forventer i håbet som en sikker besiddelse, lagt til side til dem i himlen; de véd, at på det tidspunkt, hvor de er fattige på alt, da er de herrer over alle ting, ifølge det, der står i 2 Kor 6,10: "Som de, der intet har, og dog ejer alt". Det er, hvad skriften kalder at få trøst ved håbet. Men denne kunst læres ikke uden stadige og store anfægtelser. 
109 Nam in Christo Iesu nequc circumcisio aliquid valet, neque praeputium, sed fides per caritatem efficax. 
          Hunc locum sophistae trahunt ad suam sententiam, qua docent nos caritate seu operibus justificari. Dicunt enim fidem, etiamsi sit infusa divinitus (de acquisita taceo), non justificare, nisi sit informata per caritatem, quia caritatem vocant gratiam gratum facientem, hoc est, justificantem (ut nostro verbo, seu Pauli potius, loquar); caritatem deinde acquiri nostro merito congrui etc. Quin hoc affirmant, fidem etiam infusam stare posse cum peccato mortali. Adeo in totum transferunt justificationem a fide, et soli tribuunt (hac ratione) caritati, atque hoc volunt hoc loco per s. Paulum demonstratum habere: "Fides, quae per caritatem operatur," quasi Paulus velit (E322) dicere: Ecce, fides non justificat, imo nihil est, nisi accedat operatrix caritas, quae fidem informet.
For i Kristus Jesus betyder hverken omskærelse eller forhud noget, men tro, der er virksom i kærlighed. (Gal 5,6)
         Dette sted har sofisterne draget over mod deres mening. De lærer, at vi bliver retfærdiggjorte ved kærlighed eller gennem gerninger. De siger nemlig, at troen, selv om den er indgydt af Gud (og så taler vi ikke om den "tilegnede tro"), ikke kan retfærdiggøre, medmindre den bliver formet af kærlighed. For kærligheden kalder de den nåde, der gør os nåderige, det vil sige, den nåde, der retfærdiggør os (for nu at bruge vor betegnelse, eller rettere Paulus' betegnelse); og de siger, at kærligheden derefter erhverves ved vor "billigheds-fortjeneste". Ja, de hævder, at den indgydte tro kan være i et menneske sammen med en dødssynd. Så fuldstændigt har de fjernet retfærdiggørelsen fra troen og tillagt den udelukkende kærligheden af ovennævnte grund. Og det vil de mene demonstreres af Paulus på dette sted: "Tro, som er virksom i kærlighed", som om Paulus ville sige: Se, troen retfærdiggør ikke, ja, den er ingenting, hvis ikke den virksomme kærlighed kommer til, den, der former troen. 
110         Verum haec omnia monstra sunt, per homines ignavos conficta. Quis enim ferat doceri, quod fides, donum Dei per Spiritum sanctum infusum cordibus, possit stare cum peccato mortali? Si de fide acquisita seu historica et naturali opinione ex historia concepta loquerentur, tolerari possent, imo de historica fide recte loquerentur. At de fide infusa sic sentire, hoc est plane confiteri sese prorsus nihil de fide recte intelligere. Deinde hunc locum Pauli per coloratum (ut dicitur) vitrum legunt, et textum deformant ad sua somnia. Non enim dicit Paulus: Fides, quae per caritatem justificat, nec dicit: Fides, quae per caritatem gratum facit.           Men alt dette er vild fantasi, opdigtet af uvidende mennesker. Hvem vil nemlig finde sig i, at man lærer, at troen, som er Guds gave, indgydt ved Helligånden i hjerterne, kan eksistere sammen med en dødssynd? Hvis de talte om den tilegnede eller historiske tro, dvs den naturlige opfattelse, man har fået ud fra de historiske begivenheder, så kunne man gå med til det, ja så ville de tale ret om den historiske tro. Men at mene sådan om den indgydte tro, det er identisk med ligeud at bekende, at man slet ikke har forstået noget om den rette tro. Desuden læser de dette sted gennem farvet glas, som man siger, og omformer teksten, så den svarer til deres fantasier. For Paulus siger ikke: Tro, som retfærdiggør gennem kærlighed. Og han siger heller ikke: Tro, som gør gudvelbehagelig gennem kærlighed.
111 Talem textum ipsi fingunt, et huic loco per vim intrudunt. Multo minus dicit: Caritas gratum facit. Non sic dicit Panlus, sed sic dicit: "Fides, quae per caritatem operatur." Opera fieri dicit ex fide per caritatem, non justificari hominem per caritatem. At quis est tam rudis grammaticus, qui non ex vocabulorum virtute intelligat aliud esse justificari, aliud operari? Clara enim et aperta sunt verba Pauli: "Fides per caritatem operatur." Quare manifestum furtum est, quod illi vero et germano sensu Pauli sublato pro operari intelligunt justificari, et per opera justitiam, cum etiam in morali philosophia fateri cogantur opera non esse justitiam, sed a justitia fieri opera. En sådan ordlyd opfinder de selv og indfører den i dette skriftsted med magt. Meget mindre siger Paulus: Kærligheden gør gudvelbehagelig. Nej, det siger Paulus ikke, han siger: "Tro, som virker igennem kærlighed". Han siger, at der sker gerninger ud af troen gennem kærligheden, ikke, at mennesket bliver retfærdiggjort ved kærligheden. Men hvem er en så dårlig grammatiker, at han ikke ud fra ordenes betydning forstår, at én ting er at bliver retfærdiggjort, noget andet er at gøre gerninger? Paulus' ord er jo klare og ligefremme: "Troen virker gennem kærligheden". Derfor er det et åbenlyst bedrag, når man fjerner denne sande og ligefremme mening hos Paulus og forstår "at være virksom" i stedet for "at blive retfærdiggjort", og ved "gerninger" forstår "retfærdighed", skønt de selv i moralfilosofien tvinges til at indrømme, at gerninger ikke er retfærdighed, men der ud af retfærdigheden fremspringer gerninger. 
112           Porro, Paulus hic non facit fidem informem et rude velut chaos, cujus nihil sit neque esse neque (E323) agere, sed operationem ipsam tribuit fidei, at non caritati, non fingens rudem quandam et informem qualitatem, sed asserens efficacem et operosam quidditatem ac velut substantiam seu formam (ut vocant) substantialem. Non enim dicit: Caritas est efficax, sed: "Fides est efficax"; non: Caritas operatur, sed: "Fidea operatur." Caritatem vero facit fidei velut instrumentum, per quod operetur. Iam quis nescit, quod instrumentum habet vim, motum et actionem non a se ipso, sed a fabro, operatore seu agente?         Videre: Paulus fremstiller ikke her troen som en uformet og rå masse, som ikke har noget eller er noget eller kan gøre noget, men han lægger selve handlingen hen til troen og ikke til kærligheden, og forestiller sig ikke nogen rå eller uformet egenskab, men forsikrer, at troen er en virksom og handlende egenskab, eller at den er det, skolastikerne kalder en substantiel substans eller form. For han siger ikke: Kærligheden er virksom, men: "Troen er virksom"; han siger ikke: Kærligheden virker, men: "Troen virker". Ja, han gør faktisk kærligheden til en slags troens redskab, hvorigennem den virker. For hvem véd ikke, at redskabet har sin kraft, sin bevægelse og sin handling, ikke fra sig selv, men fra den håndværker eller arbejder, der bruger det? 
113 Quis enim diceret: Securis dat vim et motum secandi fabro? Navis dat vim et motum navigandi nautae? Vel ut Esaiae exemplum adducam, quis dicet: "Serra trahit fabrum, et baculus levat manum?" Non dissimile est, quod isti dicunt caritatem esse formam fidei, seu tribuere vim et motum fidei, seu justificare. Cum Paulus nec opera caritati concedat, quomodo concederet justificationem? Certum igitur est, injuria magna non solum Pauli, sed ipsius quoque fidei et caritatis hunc locum pro caritate contra fidem esse depravatum. For hvem ville sige: Øksen giver sin kraft og bevægelse til den håndværker, der hugger? Skibet giver sin kraft og bevægelse til den sømand, der sejler det? Eller for at fremdrage Esajas' eksempel: Hvem ville sige: "Det er saven, der drager tømreren, eller kæppen, der løfter hånden?" (Es 10,15). Det svarer til det, disse mennesker siger, at det er kærligheden, der er troens form, eller til det, at de tillægger troen at være kærlighedens kraft og bevægelse, eller til det, at de mener, kærligheden kan retfærdiggøre. Når Paulus ikke engang tilskriver kærligheden, at den kan gøre gerninger, hvordan skulle han så kunne tilskrive den, at den kan retfærdiggøre? Det er altså helt bestemt, at man ikke blot tilføjer Paulus, men også troen og kærligheden stor uret ved at fordreje dette sted, så det taler for kærligheden imod troen. 
114         Sed ita accidit ignavis lectoribus, et qui suas cogitationes afferunt lectioni sacrarum literarum, cum vacui accedere deberent, et ex sacris literis referre cogitationes, deinde verba diligenter considerare, praecedentia cum sequeutibus conferre, et hoc studere, ut integrum sensum alicujus loci caperent, non truncatis vocabulis aut excerptis verbis sua somnia affingerent. Paulus enim hoc loco non agit, quid sit (E324) fides, aut quid coram Deo valeat. Non (inquam) de justificatione disputat. Hoc enim superius per totum prolixe fecit. Sed brevi velut epiphonemate concludit, quid sit ipsa vita Christiana, dicens: "In Christo Iesu neque circumcisio neque praeputium quidquam valet, sed fide per caritatem operosa," id est, fides non ficta neque hypocritica, sed vera et vivax . Ea est, quae exercet et urget bona opera per caritatem. Hoc est tantum dicere: Qui vult esse vere christianus sen in Christi regno, hunc oportet esse vere credentem.           Men sådan går det dovne læsere, som lægger deres egne overvejelser ned over læsningen af den hellige skrift, skønt de burde komme tomhændede og få deres overvejelser fra den hellige skrift, overveje dens ord omhyggeligt, sammenligne det foregående med det efterfølgende, og stræbe efter at udfinde hvert skriftsteds fulde betydning uden at føje deres fantasier til med udtryk, der på forhånd er skåret til, eller med ord, løsrevet fra deres sammenhæng. Paulus taler på dette sted ikke om, hvad tro er, eller hvad den er værd overfor Gud. Han disputerer ikke retfærdiggørelsen. Det har han nemlig ovenfor til overflod behandlet. Men han sammenfatter i et kort udråb, hvad det kristne liv i sig selv er, idet han siger: "I Kristus Jesus gælder hverken omskærelse eller forhud noget, men tro, virksom i kærlighed". (Gal 5,6
115 Vere autem non credit, si opera caritatis fidem non sequuntur. Et sic utrimque a dextris et sinistris excludit a regno Christi hypocritas, a sinistris Iudaeos et operarios, dicens: In Christo neque circumcisio, id est, nulla opera, nullus cultus, nullum prorsua vitae genus, sed sola fides sine omni fiducia operum valet; a dextris ignavos et inertes, ac desides, quia dicunt: Si fides sine opere justificat, ergo nihil operemur, sed credamus solum, et faciamus, quae volumus. Non sic impii, dicit Paulus. Verum est sine operibus solam fidem justificare, sed de fide vera loquor, quae, postquam justificaverit, non stertet otiosa, sed est per caritatem operosa. Men han tror ikke virkeligt, hvis kærlighedens gerninger ikke følger efter troen. Og således udelukker han til både højre og venstre hyklerne fra Kristi rige. Til venstre jøderne og de gerningsretfærdige, når han siger: I Kristus gælder omskærelse ikke, det vil sige, her gælder ingen gerninger, ingen kult, slet ingen slags levevis, men alene troen gælder, uden at man stoler på sine gerninger. Til højre vender han sig mod de sløve og dovne og dorske, for de siger: Hvis troen uden gerninger retfærdiggør, så vil vi ikke gøre gerninger, men nøjes med at tro, og ellers gøre, hvad vi vil. Ikke således, I ufromme, siger Paulus. Det er sandt, at troen alene retfærdiggør uden gerninger, men jeg taler om den sande tro, den, som, efter at den har retfærdiggjort, ikke ligger dovent og snorker, men er virksom gennem kærligheden. 
116         Igitur sicut dixi, totam vitam christianam Paulus hoc loco pingit, scilicet esse fidem erga Deum intus, et caritatem seu opera erga proximum foris, ut sic homo absolute sit christianus, intus coram Deo (E325) per fidem, qui operibus nostris non indiget, foris coram hominibus, quibus fides nihil prodest, sed opera seu caritas. Hac igitur forma vitae christianae audita seu cognita, scilicet quod sit fides et caritas (ut dixi), nondum dicitur, quid sit fides, quid sit caritas, haec enim alia est disputatio. Nam de fide seu interna natura, vi et usu fidei supra disputavit, ubi eam docuit esse justitiam seu potius justificationem coram Deo. Hic conjungit caritati et operibus, id est, de ejus externo officio loquitur. Hic dicit eam esse impultricem et effectricem bonorum operum seu caritatis erga proximum.           Som jeg før har sagt, fremstiller Paulus på dette sted hele det kristne liv, at det nemlig indadtil overfor Gud er tro, og udadtil overfor næsten er kærlighed eller gerninger, så at mennesket således helt og holdent kan være et kristenmenneske,indvendig overfor Gud gennem troen -- Gud har jo ikke brug for vore gerninger -- udvendig overfor mennesker, hvem vores tro intet gavner, men som har brug for vore gerninger eller vor kærlighed. Når man altså har hørt eller erkendt, at dette er det kristne livs form, nemlig at det som sagt er tro og kærlighed, har man endnu ikke sagt, hvad tro er, eller hvad kærlighed er, dette er nemlig en anden diskussion. For om troen eller om troens indre natur, kraft og brug har han disputeret ovenfor, hvor han lærte, at den er retfærdighed eller snarere retfærdiggørelse overfor Gud. Her knytter han så kærligheden eller gerningerne til, det vil sige, han taler om dens ydre embede. Her siger han, at den er tilskynder til eller udvirker gode gerninger eller kærlighed overfor næsten. 
117          Quare hunc locum nemo recte sapiens potest intelligere de negotio justificationis coram Deo, cum loquatur de tota vita christianorum, et est plane vitiosa dialectica seu fallacia compositionis et divisionis, ubi de parte accipitur, quod de toto dicitur. Neque enim dialectica pati debet figuras synecdoches et hyperbolas, ut rhetorica facit, cum sit magistra docendi, definiendi, dividendi et colligendi, quantum fieri potest propriissime. Qualis enim esset ea dialectica: Homo est anima et corpus, nec sine anima et corpore esse potest, ergo corpus intelligit, anima sola non intelligit? Eadem dialectica est: Vita christiana est fides et caritas, seu fides per caritatem efficax, ergo caritas justificat, non sola fides. Sed facessant humana somnia.          Derfor kan ingen, der er ved sine fulde fem, forstå dette sted om retfærdiggørelsen overfor Gud, da det taler om hele de kristnes liv, og det er rent ud sagt en dårlig dialektik eller en fejl i opstillingen eller opdelingen, hvis man forstår det, der taler om helheden, om kun en del deraf. Dialektikken kan nemlig heller ikke gå med til talefigurer som "synekdoke" og "hyperbole", sådan som retorikken kan, eftersom det dens opgave at undervise, definere, opdele og samle sammen, så meget den kan på rette måde. For hvad ville det være en en dialektik, der sagde: Mennesket består af sjæl og legeme, og kan ikke eksistere uden sjæl og legeme, altså er det legemet, der forstår, sjælen alene forstår ikke? Det er den samme dialektik, de kommer med her: Det kristne liv består af tro og kærlighed, eller af tro virksom i kærlighed, altså er det kærligheden, der retfærdiggør, troen alene gør det ikke. Men bort med sådanne menneskelige fantasier!
118         Hoc simul ex isto loco discamus, quam horribiles sint tenebrae in istis Aegyptiis, qui non solum fidem, sed etiam caritatem in christianismo contemnunt, et (E326) loco ejus sese fatigant operibus electitiis, rasuria, vestibus, cibis et aliis infinitis personatibus et larvis, quibus volunt christiani videri. Sed stat hic liberrimus Paulus apertis et disertis verbis: Christianum facit fides efficax per caritatem. Non dicit: Christianum facit cucullus, jejunium, vestis, ritus, sed fides vera erga Deum, quae diligit proximum et benefacit, sive sit servus, dominus, rex, pontifex, vir, mulier, purpuratus, pannosus, carnibus vescens, piscibus utens.           Samtidig kan vi lære af dette sted, hvor forfærdeligt mørket i dette Ægypten, som ikke blot foragter troen, men også kærligheden i kristenheden, og i dens sted udmatter sig med selvvalgte gerninger, kronragning, klæder, mad og andre talløse forklædninger og masker, hvormed de vil give det udseende af at være kristne. Men her fremstår Paulus helt uafhængig af den slags og siger ligeud og åbent: Det er troen, virksom i kærlighed, der skaber en kristen. Han siger ikke, at der er munkekutten, fasten, klæderne, riterne, der skaber en kristen, nej, det er den sande tro på Gud, som elsker næsten og gør vel imod ham, uanset om det er en træl, en herre, en konge, en pave, en mand, en kvinde, en purpur- eller en laserklædt, én, der spiser kød, eller én, der spiser fisk. 
119 Nihil, nihil horum facit christianum, sed fides et caritas. Cetera sunt omnia mendacia et mera idololatria, et tamen nihil est contemtius ea ipsa fide et caritate apud eos, qui christianissimi esse volunt, et plane ecclesia sanctior, quam ipsa Dei sancta ecclesia. Rursus suas larvas et figmenta electitiorum operum admirantur et jactant, sub quibus alunt et tegunt horribiles suas idololatrias, impietates, avaritias, immunditias, odia, homicidia et totius inferni et diaboli regnum. Tam potens est violentia hypocrisis et superstitionis in omnibus saeculis ab initio usque ad finem mundi. Intet, slet intet af den slags skaber en kristen, der gør troen og kærligheden. Det andet er altsammen løgn og lutter afgudsdyrkelse, og dog er intet mere foragtet hos dem end netop troen og kærligheden; og de vl være de mest kristelige, og være en mere hellig kirke, end Guds egen hellige kirke. Igen: De beundrer og praler af deres masker og selvopfundne og selvvalgte gerninger, under hvilke de nærer og driver deres forfærdelige afgudsdyrkelser, ufromheder, gerrigheder, urenheder, hadefuldheder, mord og hele helvedes og djævelens herredømme. Så mægtig er hyklernes og de overtroiskes kraft gennem alle århundreder fra begyndelsen indtil verdens ende. 
120 Videre til gal5b

Noter:

n80:  Citatet er ikke præcist: Vulgate Rom 7,23 lyder: video autem aliam legem in membris meis repugnantem legi  mentis meae et captivantem me in lege peccati quae est in  membris meis.