Store Galaterbrevskommentar 3e

Luther 1535


Taget fra Erl  23, 39-

Indhold:

Tilbage til oversigten!
 
 
1   Ut promissionem Spiritus per fidem acciperemus.
      Ebraismus est "promissionem Spiritus", id est, promissum Spiritum. Est autem Spiritus libertas a lege, peccato, morte, maledictione, inferno, ira et judicio Dei etc. Ibi nullum est nostrum meritum congrui aut condigni, sed gratuita promissio et exhibita donatio per semen Abrahae, ut liberi simus ab omnibus malis, et omnia bona consequamur. Nec aliis meritis illam libertatem et donum spiritus accipimus, quam per fidem. Ea enim sola apprehendit promissionem, ut Paulus clare hic dicit: "Ut promissionem Spiritus non per opera, sed per fidem acciperemus".
For at vi kunne få Åndens forjættelse ved troen. (Gal 3,14). 
       Det er en hebraismus, når det hedder "Åndens forjættelse". Det betyder: "Den Ånd, der er forjættet". Men Ånden er frihed fra loven, fra synden, fra døden, fra forbandelsen, fra helvede og fra Guds vrede og dom, osv. Her er der ikke tale om nogen rimeligheds- eller fuldværdighedsfortjeneste, men om en ufortjent forjættelse og en gave, der er skænkert ved Abrahams sæd, for at vi kan blive befriet fra alt ondt og modtage alt godt. Og vi modtager ikke denne frihed og denne Åndens gave ved nogen anden fortjeneste end ved troen. For den alene forstår forjættelsen, som Paulus her klart siger: "Så at vi modtager Åndens forjættelse, ikke ved gerninger med ved troen". 
        Haec suavissima et vere apostolica est doctrina, quae annuntiat ea impleta et jam exhibita esse nobis, quae multi prophetae et reges desideraverunt videre et audire etc., et tales loci, qualis hic unus est, collecti sunt ex variis dictis prophetarum, qui longe ante in Spiritu praeviderunt, quod omnia per hunc virum Christum mutanda, instauranda et administranda essent. Hinc Iudaei, habentes legem Dei, praeteream tamen exspectabant Christum.        Dette er en meget liflig og sandt apostolisk lære, som forkynder, at det, som mange profeter og konger ønskede at se og høre (Luk 10,24), det er opfyldt og skænkes nu os. Og sådanne steder som det ene, jeg har nævnt, er samlet sammen fra forskellige udsagn af profeterne, som længe i forvejen i Ånden forudså, at alt ville blive ændret, fornyet og styret af denne ene mand, Kristus. Derfor ventede jøderne, skønt de havde Guds lov, dog derudover på Kristus. 
3 Nulli prophetae aut gubernatores populi Dei novam legem condiderunt, sed Elias, Samuel, David et omnes alii manserunt sub lege Mosi, non constituerunt novum decalogum, novum regnum et sacerdotium, quia nova illa mutatio regni, sacerdotii, legis et cultus reservabatur isti uni, de quo [E40] Moses longe ante praedixerat: „Prophetam de gente tua et de fratribus tuis suscitabit tibi dominus Deus tuus, hunc audies" (Deut. 18, 15.), quasi dicat: Hunc solum, et praeterea neminem. cIngen af profeterne og ingen af herskerne over Guds folk stiftede en ny lov, men Elias, Samuel, David og alle andre forblev under moseloven, de indstiftede ikke en ny dekalog, et nyt rige og et nyt præstedømme, for denne nye ændring af kongedømmet, præstedømmet, loven og kulten var forbeholdt den éne, om hvem Moses lang tid forinden havde forudsagt: "Herren, din Gud, viil lade fremstå for dig en profet af dit folk og af dine brødre, ham skal du høre", (5 Mos 18,15) som ville han sige: Ham alene og ingen ved siden af ham. 
4            Hoc bene intellexerunt patres, quia nemo potuit majora et sublimiora docere, quam ipse Moses, qui summas leges de summis et maximis rebus tulerat; ut est decalogus, praesertim primum praeceptum: ,,Ego sum dominus Deus tuus, non habebis Deos alienos. Diliges dominum Deum tuum ex toto corde tuo etc."         Dette forstod fædrene udmærket, for ingen kunne lære større og højere ting end Moses selv, som frembar de højeste love om de højeste og største ting, såsom de ti bud og fremfor alt det første bud: "Jeg er Herren din Gud, du må ikke have andre guder" (2 Mos 20,2. 3) og "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte osv" (5 Mos 6,5).
5  Lex de dilectione Dei etiam angelos comprehendit, ideo est fons omnis sapientiae divinae etc. Et tamen venire debebat alius doctor, scilicet Christus, qui longe aliquid majus et melius summis istis legibus allaturus et docturus erat, nempe gratiam et remissionem peccatorum. Est ergo iste textus potentissimus, quia hoc brevissimo verbo: ,,Ut promissionem Spiritus per fidem acciperemus," Paulus semel effudit omnia. Ideo cum non posset ultra progredi, non enim poterat majus aut sublimius quiddam dicere, abrupit hic et restitit. (n5 Loven om kærlighed til Gud gælder også for englene, derfor er den kilden til al guddommelig visdom, osv. Og dog skulle der komme en anden læremester, nemlig Kristus, som skulle frembære og undervise i noget, der var større og bedre end disse høje love, nemlig nåden og syndernes forladelse. Denne tekst er altså meget betydningsfuld, for med dette yderst korte ord: "For at vi kunne modtage Ånden gennem troen" har Paulus én gang for alle fremført det hele. Derfor kan han ikke gå yderligere frem, han kan nemllig ikke sige noget større og mere ophøjet. Og så bryder han af her og bliver stående ved det. 
6  Fratres, secundum hominem dico, hominis licet testamentum, si sit confirmatum, nemo rescindit aut superordinat.
      Post principale ac potissimum argumentum Paulus subjicit aliud, sumtum a similitudine testamenti humani, quod apparet esse rhetoricum et infirmius, quam quod debebat eo uti apostolus pro confirmanda hac [E41] tanta causa. Nam in arduis rebus debemus potius humana divinis confirmare, non divina humanis. Hinc etiam Cicero de Homero ait: Humana transferens ad Deos, divina mallem ad nos.
Brødre, jeg taler efter menneskelige forhold: et menneskes testamente, hvis det er bekræftet, kan ingen ophæve eller føje noget til. (Gal 3,15). 
        Efter dette vigtige og vægtige argument tilføjer Paulus et andet, som han har taget fra en lignelse om et menneskes testamente, hvilket forekommer retorisk og synes at være for svagt til at en skulle bruge det til at bekræfte en så stor sag. For i alvorlige sager bør vi snarere bekræfte de menneskelige forhold med de guddommelige, ikke de guddommelige med de menneskelige. Det siger også Cicero om Homer: Han overfører de menneskelige forhold på guderne, jeg ville hellere overføre de guddommelige på os. 
7   Et certe verum est, quod ista argumenta omnium infirmissima sunt, cum ab humanis ad divina argumentamur, quemadmodum Scotus solet. Homo, inquit, potest diligere Deum super omnia; quia se ipsum diligit super omnia, ergo multo magis Deum, quia quo bonum majus, hoc amabilius est; et ex his infert, quod homo ex puris naturalibus sine negotio possit implere summum illud mandatum: „Diliges dominum Deum tuum ex toto corde tuo etc." Quia, inquit, homo potest diligere minimum bonum super omnia, imo etiam vitam omnium carissimam venum proponit propter vilem et medicam pecuniam, ergo multo magis hoc facere potest propter Deum. Og det er givetvis sandt, at de argumenter, som vi bruger, når vi argumenterer fra de menneskelige forhold til de guddommelige, er de allersvageste af alle, sådan som Scotus plejer at gøre. "Mennesket", siger han, "kan elske Gud over alle ting; for han kan elske sig selv over alle ting, altså kan han meget mere elske Gud, for jo større gode, des mere er det værd at elske". Og herudfra slutter han, at menneske ud fra sine rent og skært naturlige kræfter uden besvær kan opfylde det største bud: "Du skal elske Herren, din Gud, at hele dit hjerte, osv". "For", siger han, "mennesket kan elske det mindste gode over alle ting, ja faldbyder endog sit liv, det kæreste, han har, for en ringe og lumpen sum penges skyld, altså kan han langt snarere gøre det overfor Gud. 
8           Saepe a me audistis, quod ordinationes politicae et oeconomicae sint divinae, quia Deus ipse ordinavit et approbavit eas, ut solem, lunam et alias creaturas. Ideo argumentum ab ordinatione vel creaturis Dei sumtum valet, modo eo recte utamur. Sic prophetae usi sunt frequentissime similitudinibus creaturarum, cum Christum solem, ecclesiam lunam, doctores stellas appellarunt. Item, aliae innumerae similitudines sunt in prophetis, de arboribus, spinis, floribus et fructibus terrae.         I har ofte hørt mig sige, at de politiske og økonomiske ordninger er guddommelige, fordi Gud selv har indstiftet og godkendt dem, ligesom han har indsat solen, månen og andre skabninger. Derfor har argumentet fra Guds ordning eller skabning gyldighed, blot vi bruger det ret. Således brugte profeterne ofte lignelser fra skabninger, når de kaldte Kristus for solen, menigheden for månen, de lærde for stjerner. Ligeledes er der utallige lignelser hos profeterne om træer, tidsler, blomster og jordens frugter. 
9   Talibus plenum est etiam novum testamentum. Ideoque ubi ordinatio divina est in creatura, bene potest ab ea sumi argumentum, et transferri ad [E42] divina. Sic Christus Matthaei cap, 7. (v. 11.) argumentatur ab humanis ad divina, cum ait: ,,Si vos, cum mali sitis, nostis dare bona dona filiis vestris, quanto magis pater vester, qui in coelis est, dabit bona petentibus se"; item Paulus: „Obediendum est hominibus, ergo multo magis Deo"; (n9) et Jerem. cap. 35. Rechabitae obedierunt patri suo, quanto magis debebatis vos obedire mihi." Også det ny testamente er fuldt af den slags. Når der derfor er en guddommelige ordning i skabelsen, kan man godt uddrage et argument derfra og overføre det på guddommelige forhold. Således argumenterer Kristus i Matt 7,11 fra det menneskelige til det guddommelige, når han siger: "Hvis da I, som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor meget mere vil da ikke jeres far, som er i himlen, give gode gaver til dem, der beder ham". På samme måde siger Paulus: "Man skal adlyde mennesker, altså skal man endnu snarere adlyde Gud"; og Jeremias siger om rekabitterne: "De har adlydt deres stamfader, hvor meget mere bør I så ikke adlyde mig". (Jer 35,14)
10 Ista autem divinitus ordinata sunt, ut patres dent filiis, ut filii obediant patribus. Ideo tales argumentationes bonae sunt, cum sumuntur ab ordinatione divina. Si autem ab humanis affectibus depravatis sumuntur, malae sunt, et omnino non valent, qualis est argumentatio Scoti: Minus bonum diligo, ergo plus diligo majus. Ibi nego consequentiam, quia meum diligere non est ordinatio divina, sed depravatio diabolica. Deberet quidem sic esse, ut diligens me vel alium creaturam plus diligerem Deum creatorem, sed non fit, quia amor, quo diligo me ipsum, est vitiosus et contra Deum.  Men det er guddommeligt anordnet, at fædre skal give deres børn og at børn skal adlyde deres fædre. Derfor er den slags argumenter gyldige, for de hentes fra de guddommelige ordninger. Men hvis de hentes fra de menneskelige fordærvede lidenskaber, er de onde og har ingen gyldighed overhovedet. Og Scotus' argument er af den art: Jeg elsker et mindre gode, følgelig elsker jeg det større mere. Her nægter jeg følgesætningen, for det, at jeg elsker [det mindre gode] er ikke en guddommelig ordning, men et djævelsk fordærv. Det burde ganske vist være sådan, at jeg, når jeg elsker mig selv eller en anden skabning, så elskede Gud, skaberen, mere, men den slags sker ikke, fordi den kærlighed, hvormed jeg elsker mig selv, er lastefuld og imod Gud. 
11        Haec ideo dico, ne quis cavilletur argumentationem ab humanis ad divina non valere. Iam autem non disputo, utrum hoc rhethoricum aut dialecticum argumentum sit, sed hoc tantum dico, satis firmum esse argumentum, cum ab humanis ad divina argumentamur, modo ab ordinatione Dei illud sumamus, ut in praesenti negotio.          Dette siger jeg, for at ingen skal drille med, at en argumentation fra det menneskelige til det guddommelige ikke har gyldighed. For her indlader jeg mig ikke på en drøftelse af, om dette argument er retorisk eller dialektisk, kun det siger jeg, at det argument, der slutter fra det menneskelige til det guddommelige, er tilstrækkelig stærkt, når vi henter det fra Guds ordninger, som i den foreliggende sag. 
12 Lex enim civilia, quae est divina ordinatio, habet, quod testamentum hominis non licet infirmari. Vivente quidem testatore nondum ratum est, eo autem mortuo non licet illud mutare. [E43] Hoc tamen dicitur non de facto, sed de jure, hoc est, quid fieri debeat, et quid recte fiat, quia in jure habetur, quod testamentum non sit mutandum, imo leges praecipiunt ultimam voluntatem religiosissime servandam esse. Ea enim est unum inter sacra humana. For den borgerlige lov, som er en guddommelig indstiftelse, bestemmer, at et menneskes testamente ikke kan sættes ud af kraft. Ganske vist er det ikke sat i kraft, sålænge testator lever, men når han er død, har man ikke lov at ændre det. Dette siges dog ikke om de faktiske forhold, men om retten, det vil sige, om, hvad der bør være, eller om, hvad der bør ske med rette, fordi det står i retten, at et testamente ikke må ændres, ja, lovene foreskriver, at den sidste vilje må overholdes på det nøjeste. For den sidste vilje hører til de menneskelige forhold, der er hellige. 
13          Ab hac ergo consuetudine testamenti humani Paulus sic argumentatur. Qui fit, quod hominibus obeditur, Deo non obeditur? Politicae et civiles ordinationes de testamentis et aliis rebus religiose servantur. Ibi nihil mutatur, nihil additur, nihil adimitur. Solum testamentum Dei, hoc est, promissio divina de benedictione spirituali, hoc est, de rebus coelestibus et aeternis, quam totus mundus non solum cum summa gratiarum actione obviis manibus accipere, sed etiam adorare deberet, patitur mutationem et additionem.  c         Altså: Ud fra skikken med et menneskeligt testamente slutter Paulus som følger: Hvordan kan det være, at man adlyder mennesker, men ikke adlyder Gud? De overholder de politiske og borgerlige ordninger om testamenter og andre ting omhyggeligt. Her må intet ændres, intet tilføjes, intet fradrages. Det er kun Guds testamente, det vil sige, den guddommelige forjættelse og velsignelse, altså noget om guddommelige og evige ting, som hele verden ikke blot burde modtage med taknemlighed og åbne arme, men også burde tilbede, det er kun det, der må findes sig i forandring og tilføjelse. 
14  Hoc persuasorium est, cum sic ab exemplis et legibus hominum argumentatur. Hinc dicit: „Humano more loquor", id est, humanam similitudinem, quasi dicat: In testamentis et aliis humanis rebus fit exsecutio, et servatur, quod lex praecipit. Nam cum homo testamentum condit, heredibus legans sua bona, et moritur, testamentum confirmatur et immutabile redditur morte testatoris, ita ut nihil addi aut adimi possit, secundum omnia jura. Og dette må overbevise, selv om Paulus således slutter fra menneskelige eksempler og love. Derfor siger han: "Jeg taler ud fra menneskelige skikke", det vil sige, han bruger en menneskelig lignelse, som ville han sige: Angående testamenter og andre menneskelige forhold finder der en overholdelse sted, og man retter sig efter, hvad loven foreskriver. For når et menneske har fastsat et testamente og testamenteret sin ejendom til sine arvinger, og han så dør, så bekræftes testamentet og gøres uforanderligt ved testators død, sådan at intet kan tilføjes eller fradrages. Sådan er det efter al ret. 
15  Hinc jureconsultis ultima voluntas est vice legis, et homines sani religiose eam servant. Si tanta fide, inquam, servatur testamentum hominis, ut nihil addatur aut adimatur, profecto majori fide deberet servari [E44] testamentum Dei, quod Abrahae et semini ejus promisit et donavit. Nam in Christo, cum moreretur, confirmatum est, et post mortem ipsius literae testamenti apertae sunt, hoc est, benedictio Abrahae promissa praedicata est in omnes gentes, per totum orbem dispersas. Ea fuit ultima voluntas testatoris Dei, confirmat a Christi morte. Derfor er for jurister den sidste vilje som en lov, og mennesker overholder den med sund omhu. Og så er det, jeg siger: Hvis et menneskes testamente skal adlydes med en sådan trofasthed, så der intet tilføjes og intet fradrages, så burde dog minsandten Guds testamente adlydes med større trofasthed, det testamente, som han forjættede og gav til Abraham og hans sæd. For det blev bekræftet i Kristus, da han døde, og efter hans død er testamentets ord åbenbare, det vil sige: den forjættelse, der blev lovet Abraham, er prædiket for alle folk og udbredt over hele verden. Dette var testators, Guds, sidste vilje, og den er bekræftet ved Kristi død. 
16       Ideo nemo debet eam mutare, aut addere aliquid, ut doctores legis et traditionum humanarum faciunt. Dicunt enim: Nisi circumcidaris, legem servaveris, multa opereris et patiaris, non potes salvus fieri. Haec non est ultima voluntas aut testamentum Dei. Non enim dixit ad Abraham: Si hoc aut illud feceris, benedictionem consequeris, aut circumcisi et facientes legem consequentur eam, sed: ,,In semine tuo etc." quasi dicat: Ego ex mera misericordia promitto tibi Christum ex semine tuo venturum, qui benedictionem afferet omnibus gentibus, peccato et morte oppressis, hoc est, qui ab aeterna maledictione, id est, peccato et morte liberabit gentes, fide accipientes hanc promissionem: ,,In semine tuo etc."          Derfor er der ingen, der må ændre den eller tilføje noget, sådan som de lovlærde og de menneskelige traditioner gør. De siger nemlig: Hvis du ikke lader dig omskære, overholder loven, udfører mange ting og finder dig i mange ting, kan du ikke blive frelst. Dette er ikke Guds sidste vilje eller hans testamente. For han sagde ikke til Abraham: Hvis du gør dette eller hint, skal du få velsignelsen, eller hvis I lader jeg omskære og overholder loven, så får I velsignelsen, nej, han sagde: "I sin sæd osv", som ville han sige: Jeg forjætter dig af lutter barmhjertighed, at Kristus vil komme af din sæd, og han vil bringe velsignelsen ud til alle folkeslag, han vil undertrykke synden og døden, det vil sige, han vil befri folkene fra synden og døden, når de i tro modtager denne forjættelse: "I din sæd osv". 
17 Quare ut olim pseudoapostoli, ita hodie omnes papistae et justitiarii sunt eversores et destructores non hominis testamenti, quia jure prohibentur, sed Dei, quem, etsi ignis consumens est, tamen non timent. Ea enim est natura omnium hypocritarum, ut humana religiose observant, divina securissime contemnant et violent. Sed portabunt horrendum judicium tempore suo illi temerarii contemtores et [E45] destructores  testamenti Dei. Est igitur hoc  satis firmum argumentum, ab ordinatione divina sumtum. Ligesom i gamle dage de falske apostle, således er i vore dage alle papister og lovretfærdige mennesker, der undgår og ødelægger, ikke et menneskes testamente, for de forhindres de i af loven, men Guds testamente; ham frygter de ikke, skønt han er en fortærende ild. For det er alle hykleres natur, at de omhyggeligt overholder de menneskelige [traditioner], men sikkert og vist foragter og bryder de guddommelige. Men disse frække foragtere og ødelæggere af Guds testamente forfalder til sin til til en forfærdelig dom. Paulus' argument er altså tilstrækkelig stærkt, for det er hentet fra en guddommelige ordning. 
18 Abrahae dictae sunt promissiones et semini ejus. Non dicit: Et seminibus, quasi in multis, sed quasi in uno: "Et in semine tuo", qui est Christus etc.
       Hic novo vocabulo promissiones Dei Abrahae dictas de Christo benedictore futuro omnium gentium appellat testamentum, neque aliud quiddam est promissio quam testamentum nondum revelatum, sed adhuc obsignatum. Testamentum autem non est lex, sed donatio. Heredes enim non leges, exactionem aut gravamen aliquod, sed hereditatem ex testamento exspectant. 
Men forjættelserne blev tilsagt Abraham og hans afkom. Han siger ikke: "og dine afkom", som om der var tale om flere, men "og i dit afkom", som om der er tale om én, det vil sige: Kristus, osv. (Gal3.16)
       Han kalder her med et nyt ord Guds forjættelser, der blev givet til Abraham om Kristus, den kommende velsignelse for alle folk, for et testamente, og en forjættelse er jo intet andet end et testamente, der ikke ikke af åbnet, men er forseglet indtil videre. Men et testamente er ikke en lov, men en foræring. For arvingerne forventer jo ikke love, krav eller fordringer af et testamente, men en arv. 
19  Primum ergo exponit vocabula, postea similitudiuem applicat, et vocabulum seminis urget. Abrahae, inquit, non sunt leges traditae, sed testamentum est ei conditum et ordinatum, hoc est, dictae sunt illi promissiones de benedictione spirituali, ergo est ei aliquid promissum et donatum. Si igitur testamentum hominis servatur, cur non potius Dei, cujus allegoria et larva tantum est testamentum humanum? Item, si signa servamus, cur non potius res signatas? Først udlægger han altså ordene, derefter forklarer han lignelsen og understreger ordet "sæd". Abraham, siger han, fik ikke overleveret love, men det var et testamente, der blev grundlagt og stiftet for ham, det vil sige, der blev talt disse forjættelsesord om den åndelige velsignelse, altså blev der forjættet og givet ham noget. Hvis derfor et menneskes testamente skal adlydes, hvorfor så ikke langt mere Guds, for et menneskeligt testamente er jo kun en allegori og et dække for det guddommelige testamente? På samme måde: Hvis vi adlyder tegnene, hvorfor så ikke snarere det, der betegnes? 
20        Dictae sunt autem ei promissiones non in omnibus Iudaeis aut multis seminibus, sed in uno semine, qui est Christus. Hanc Pauli interpretationem Iudaei non recipiunt. Fingunt enim hic enallagen numeri, dicentes singulare accipi pro plurali. Nos Pauli [E46] sententiam amplectimur, qui non frustra urget vocabulum seminis, et exponit hoc semen esse Christum et quidem spiritu vere apostolico. Negent id sane Iudaei, nos satis multa et robustissima argumenta habemus, quae Paulus supra recitavit; illa negare non possunt, quae et hoc confirmant. Haec de similitudine et pictura allegorica ordinationis divinae, id est, testamenti humani. Iam illum exponit et applicat.         Men forjættelserne blev tilsagt ham ikke i alle jøderne eller i mange ætlinge, men i ét afkom, som er Kristus. Denne udlægning fra Paulus' side godtager jøderne ikke. For de forestiller sig, at der her foreligger en ombytning af tallene, idet de siger, at ental skal tages for flertal. Men vi anerkender Paulus' mening, og det er ikke for ingenting, at han lægger vægt på ordet "sæd", og forklarer, at denne sæd er Kristus, hvilket han gør i en sand apostolisk ånd. Selv om jøderne nægter det, har vi tilstrækkelig mange og tilstrækkelig stærke argumenter; det er dem, Paulus har anført ovenfor. Dem kan de ikke benægte, og de bekræfter også dette. Såvidt lignelsen og billedtalen ud fra den guddommelige ordning, det vil sige, ud fra et menneskeligt testamente. Nu udlægger og anvender han det. 
21   Hoc autem dico: Testamentum antea confirmatum in Christum lex post quadringentos et  triginta annos facta non irritum fecit, ad evacuandam promissionem etc.
     Hic Iudaei opponere poterant: Deus non fuit contentus dare promissiones Abrahae, sed post quadringentos et triginta annos tulit etiam legem. Ergo Deus diffisus promissionibus suis, ut quae non potuerint justificare, addidit melius quiddam, scilicet legem, ut ea veniente tanquam successore meliore non otiosi, sed facientes legem, per eam justificarentur. Ergo lex, quae secuta est promissionem, abrogavit eam.
Med det mener jeg: Et testamente, som forud var bekræftet i Kristus kan loven, der blev til 430 år senere ikke gøre ugyldig, så forjættelsen skulle gøres til intet, osv. (Gal3.17
       Her kunne jøderne indvende: Gud var ikke tilfreds med at give forjættelserne til Abraham, men efter 430 års forløb gav han også loven. Altså: Gud stolede ikke på sine forjættelser, som om de ikke kunne retfærdiggøre, og han tilføjede noget, der var bedre, nemlig loven, for at de, når den kom som en bedre efterfølger, de skulle retfærdiggøres, ikke uden at gøre noget selv, men ved at overholde loven. Altså loven, som kom senere end forjættelsen, ophævede denne. 
22  Ejusmodi evasiones Iudaei quaerunt multas. Hanc objectionem diluit Paulus pulchre ac fortiter. ,,Lex, inquit, quadringentis et triginta annis lata post promissionem Abrahae factam: In semine tuo etc." non potuit eandem irritam facere." Ea enim promissio est testamentum Dei, ab ipso Deo tot annis ante legem in Christum confirmatum. Quod autem Deus semel [E47] promisit et confirmavit, non revocat aut rescindit, sed in aeternum manet apud eum ratum. Den slags udveje søger jøderne mange af. Men Paulus tilintetgør smukt og stærkt denne indvending, idet han siger: "Loven, der blev givet 430 år efter at forjættelsen var givet til Abraham: "I din sæd osv.", kan ikke gøre den ugyldig". For denne forjættelse er Guds testamente, som er bekræftet af Gud selv i Kristus så mange år før loven. Men hvad Gud én gang har lovet og bekræftet, kalder han ikke tilbage og det gør han ikke til intet, men det forbliver i evighed gyldigt hos ham. 
23         Cur ergo addita est lex? Tradita est quidem tot saeculis post Abrahae posteritati, non ut per eam consequeretur benedictionem, cum legis officium sit, maledictioni subjicere, non benedicere, sed ut aliquis populus esset in mundo, qui haberet verbum et testimonium de Christo, ex quo etiam Christus secundum carnem nasceretur, utque sub lege custoditi et conclusi homines suspirarent liberationem per semen Abrahae Christum promissam, qui solus debuit et potuit benedicere, id est, a peccato et morte liberare omnes gentes.          Hvorfor blev loven da tilføjet? Den blev ganske rigtig givet så mange århundreder efter Abraham til eftertiden, ikke for at de gennem den skulle få velsignelse, eftersom lovens embede er at kaste ind under forbandelse, ikke at velsigne, men for at der skulle være et folk i verden, som kunne bevare ordet og vidnesbyrdet om Kristus, et folk, af hvilket også Kristus kunne fødes efter kødet, og for at menneskene, bevogtede og indesluttede under loven kunne sukke efter den befrielse, der var lovet gennem Abrahams sæd, Kristus, han, som alene bør velsigne, han som alene kan velsigne, det vil sige, befri alle folkeslag fra synden og døden. 
24 Deinde ceremoniae in lege praeceptae adumbrabant Christum. Quare neque lege neque ceremoniis abolita promissio, sed iisdem potius ceu sigillis quibusdam tantisper confirmata est, donec literae ipsae (promissio) aperirentur, et per evangelii praedicationem invulgarentur omnibus gentibus. Desuden antydede de ceremonier, der var foreskrevet i loven, Kristus. Derfor blev forjættelsen hverken ved loven eller ved ceremonierne ophævet, men den blev snarere ved dem som ved et segl bekræftet sålænge, indtil ordene selv (forjættelsen) blev åbnet, og gennem evangeliets prædiken forkyndt for alle folkeslag. 
25       Sed sinamus legem et promissionem congredi, et videamus, utra sit fortior, an scilicet promissio legem, aut lex promissionem aboleat. Si lex promissionem abolet, tunc sequitur, quod nos nostris operibus Deum facimus mendacem et promissionem ejus irritam, quia, si lex justificat, liberat a peccato et morte, et per consequens nostra opera et vires humanae facientes legem, tum promissio Abrahae facta est irrita planeque inutilis, et per consequens Deus mendax et vaniloquus est.        Men lad os indrømme, at loven og forjættelsen strider mod hinanden, og lad os se, hvilken af de to der er stærkest, om det måske er forjættelsen, der ophæver loven, eller loven, der ophæver forjættelsen. Hvis loven ophæver forjættelsen, følger deraf, at vi med vore gerninger gør Gud til en løgner og gør hans forjættelse ugyldig, for hvis loven retfærdiggør, befrier fra synd og død, og hvis det følgelig er vore gerninger og vore menneskelige kræfter, der bevirker denne befrielse, da er forjættelsen, der blev givet til Abraham, ugyldiggjort og helt og holdent unødvendig, og Gud er følgelig en løgner og hans ord tomme. 
26 Quid enim aliud est promissorem non [E48] velle praestare promissa, aut irrita facere, quam eum esse mendacem et vaniloquum? Sed impossible est, quod lex Deum faciat mendacem, et quod nostra opera irritam faciant ejus promissionem. For hvis den, der har forjættet noget, ikke vil yde det forjættede eller gør det ugyldigt, hvad er det så andet, end at han er en løgner og hans ord tomme? Men det er umuligt, at loven gør Gud til en løgner, og at vore gerninger gør hans forjættelse ugyldig. 
27 Imo oportet eam ratam et firmam esse (Deus enim frustra non promittit), etiamsi possemus servare et implere legem, et concedamus sane omnes homines tam sanctos esse, quam sunt angeli (quod tamen impossibile est), ut prorsus non indigeant promissione, tamen maxime sentiandum est, eam esse certissimam et firmissimam; alioqui enim inveniretur Deus vanus aut mendax, qui vel frustra promisisset, aut promissa praestare non vellet, aut non posset. Ideo promissio ut est ante legem, ita et longissimo excellit eam. Tværtimod bør forjættelsen være fast og sikker (for Gud forjætter ikke noget til ingen nytte), selv om vi så kunne overholde og opfylde loven, og selv om vi indrømmede, at alle mennesker var lige så hellige som englene (hvilket dog er umuligt), så de slet ikke behøvede forjættelsen, så burde man dog fastholde den opfattelse, at forjættelsen er fast og sikker; for ellers findes Gud at være tom eller løgnagtig, for enten har han lovet noget uden indhold, eller også hverken vil eller kan han yde det, han har lovet. Derfor, fordi forjættelsen kom før loven, står den også langt, langt over denne.
28           Et rectissime fecit Deus, quod promissionem tam longo tempore ante legem dedit, idque data opera, ne dici posset, quod justitia per legem, non per promissionem daretur. Si enim voluisset nos lege justificari, dedisset eam quadringentis et triginta annis ante promissionem, aut certe cum promissione. Nunc de lege primum omnino tacet, tandem autem post quadringentos et triginta annos eam condit. Interim toto illo tempore loquitur de suis promissionibus. Ergo benedictio et donatio justitiae venit ante legem per promissionem.        Nej, Gud handlede i høj grad ret, når han gav forjættelsen så lang tid før loven, og de gerninger, der blev givet, så at ingen skulle kunne sige, at retfærdighed blev givet gennem loven, ikke gennem forjættelsen. Hvis han nemlig havde villet, at vi skulle retfærdiggøres ved loven, så ville han have givet den 430 år før forjættelsen, eller i hvert fald samtidig med forjættelsen. Men nu tier han i første omgang helt om loven, og indsætter den først efter 430 år. I mellemtiden, i hele dette tidsrum, taler han om sine forjættelser. Altså kommer velsignelsen og det, at vi får retfærdighed, før loven igennem forjættelsen. 
29 Longe igitur promissio antecellit legem, et sic lex non abrogat promissionem, sed fides in promissionem, qua salvati sunt credentes etiam ante Christum revelatum, jam praedicata per evangelium in omnes gentes orbis terrarum, destruit legem, [E49] ut amplius non possit augere peccatum, perterrefacere et in desperationem adigere peccatores, qui fide apprehendunt promissionem. Følgelig stør forjættelsen langt over loven, og således ophæver loven ikke forjættelsen, men troen på forjættelsen, hvorved de troende bliver frelst, også før Kristus blev åbenbaret, den tro, der nu prædikes ved evangeliet for alle jordens folkeslag, den ødelægger loven, så den ikke mere kan øge synden, forfærde og føre syndere ind i fortvivlelse, for de griber ved troen forjættelsen. 
30           Et magna emphasis, seu potius ironia subest, quod numerum quadringentorum et triginta annorum expresse ponit, quasi dicat: Si arithmeticam tenetis, numerate digitis, quantum sit spatium inter promissionem datum et legem. Certe Abraham longo tempore promissionem accepit ante legem, ea enim 430. annis post populo Israel data est, et hoc argumentum satis robustum est, a certo tempore sumtum.          Og der gemmer sig en dybere mening eller rettere sagt en dyb ironi i, at han udtrykkeligt angiver antallet af år: 430 år, som ville han sige: Hvis I kan regne, så tæl på fingrene, hvor stort et mellemrum der er mellem, at forjættelsen blev givet og loven blev givet. Det står fast, at Abraham fik løftet lang tid før loven, den blev nemlig givet i det 430. år efter at Israel blev givet til folket, og dette argument er meget stærkt, for det er uddraget af et sikkert tidsrum. 
31           Non loquitur autem hic de lege in genere, sed tantum de lege scripta, quasi dicat: Deus non potuit respicere cultum et opera legis, et facientibus illa donare justitiam, quia lex nondum erat, quae praecipit cultum, exigit opera, et promittit vitam facientibus. "Qui fecerit ea homo, inquit, vivet in eis" (Levit. 18, 5.); et ut maxime promittat talia, tamen ideo non sequitur, quod promissa ejus consequamur, quia diserte dicit: "Qui fecerit ea homo etc." Constat autem neminem ea praestare. Deinde Paulus dicit legem non posse abrogare promissionem. Ideo promissio illa Abrahae facta 430. annis ante legem manet rata, et ut res magis intelligi possit, illustrabo similitudine.         Men han taler her ikke om loven i al almindelighed, men kun om den skrevne lov, som ville han sige: Gud kunne ikke tage hensyn til vore kultgerninger og lovgerninger, og give dem, der udøvede dem, retfærdighed, for den lov, som foreskrev kulten, krævede gerninger og lovede liv til dem, der overholdt den, var endnu ikke til. "Det menneske, der overholder den, skal leve ved den", siger loven (3 Mos 18,5); og hvor meget den end forjætter den slags ting, så følger dog ikke deraf, at vi får det, der forjættes, for den siger udtrykkeligt: "Det menneske, der gør disse ting osv". Men det står fast, at ingen kan præstere det. Dernæst siger Paulus, at loven ikke kan ophæve forjættelsen. Derfor forbliver denne forjættelse, der er givet til Abraham 430 år før loven, gyldig, og for at sagen skal forstås bedre, vil jeg illustrere det ved en lignelse. 
32 Si aliquis dives non coactus, sed ex bona voluntate ignotum quendam, cui plane nihil deberet, adoptaret sibi, et institueret haeredem omnium bonorum suorum, deinde transactis aliquot annis post exhibitum hoc illi beneficium imponeret ei legem hoc vel aliud faciendi, [E50] is jam non posset dicere se meritum suis operibus hoc beneficium, cum tot annis ante ipso nihil petente ex mera gratia hoc gratis accepisset. Ita nec Deus respicere potuit opera et merita praecedentia justitiam, quia promissio et donum Spiritus sancti fuit quadringentis et triginta annis ante legem. Hoc Paulus urget per ironiam. Hvis en rig mand, uden at være tvunget til det, men kun ud af sin gode vilje, adopterede én, som han ikke kendte og som han ikke skyldte noget, og indsatte ham som arving til alt sit gods, og hvis han nogle år efter at han havde vist han denne velgerning pålagde ham en lov om at gøre dette eller hint, så kkan han dog ikke sige, at han med sine gerninger har fortjent denne velgerning, eftersom han modtog den for så mange år siden uden selv at bede om den af lutter nåde. Således kunne Gud heller ikke tage hensyn til gerninger og fortjenester, der gik forud for retfærdigheden, fordi forjættelsen og Helligåndens gave fandt sted 430 år før loven. Dette betoner Paulus med ironi i stemmen. 
33         Ex his manifestum est Abraham per legem non consecutum esse justitiam coram Deo, quia lex nondum erat. Si lex nondum fuit, ergo nec opera nec meritum. Quid tum fuit? Nihil nisi mera Dei promissio. Huic credidit Abraham, et reputatum est ei ad justitiam. Quo igitur modo pater justitiam consecutus est, eodem et filii ipsius consequuntur eam. Sic et nos hodie dicimus: Peccata nostra expiata sunt morte Christi ante sesquimille annos, ubi nullus ordo, nullus canon poenitentiae, nulla merita congrui et condigni adhuc erant.       Heraf fremgår det klart, at Abraham ikke kunne opnå retfærdighed hos Gud gennem loven, for loven var der ikke endnu. Hvis loven endnu ikke var til, så var der følgelig heller ikke lovgerninger eller fortjeneste til. Hvad var der da til? Intet andet end udelukkende Guds forjættelse. Den troede Abraham, og det blev regnet ham til retfærdighed. (1 Mos 15,6). Derfor, på samme måde som faderen opnåede retfærdighed, opnår også hans sønner det. Således kan også vi i dag sige: Vore synder blev sonet ved Kristi død for halvandet tusind år siden, hvor der ikke var nogen orden, nogen kanonisk bod, nogen rimelighedsfortjeneste eller nogen fuldværdig fortjeneste. 
34 Igitur non possumus ea nunc primum nostris operibus et meritis expiare. Sic Paulus undique argumenta firma a similitudinibus certo tempore et personis colligit, quae nemo sanus cavillari potest. Muniamus igitur conscientias nostras hujusmodi argumentis, quia mirabiliter prodest ea bene meditata habere in tentationibus. A lege enim et operibus ducunt nos in promissionem et fidem, ab ira in gratiam, a peccatis in justitiam, a morte in vitam. Derfor kan vi ikke først nu sone for dem med vore gerninger og fortjenester. Således samler Paulus overalt sammen af stærke argumenter ud fra lignelser om sikre tider og personer, som intet sunt menneske kan gøre grin med. Lad os derfor ruste vore samvittigheder med den slags argumenter, for det gavner ganske forunderligt at have den slags gode overvejelser, når man bliver anfægtet. For de fører os fra loven og gerningerne ind til forjættelsen og troen, fra vreden ind til nåden, fra synderne ind til retfærdigheden, fra døden ind til livet. 
35            Ideo, ut saepe inculco, ista duo, lex et promissio, diligentissime discernenda sunt, quia tempore, [E51] loco, persona et simpliciter omnibus circumstantiis tam longe distant, quam coelum et terra, principium mundi et finis. Sunt quidem proxima, quia in uno homine vel anima conjuncta, tamen in affectu et per officia longissime sejuncta esse debent, nempe ut lex dominium habeat in carnem, promissio vero suaviter regnet in conscientia.         Derfor, som jeg ofte har understreget, disse to, loven og forjættelsen, må på det alleromhyggeligste holdes adskilt, for de er, hvad tid, sted, person, ja simpelthen alt angår, ligeså langt fra hinanden, som himlen fra jorden, verdens begyndelse fra dens ende. Ganske vist er de hinanden meget nær, for de er sluttet sammen i ét menneske eller én sjæl, men dog bør de i følelsen og gennem embedet være skilt mest muligt fra hinanden, nemlig således at loven skal have herredømme i kødet, men forjættelsen herske sødt i samvittigheden. 
36 Cum hoc modo designaveris utrique suum certum locum, securissime ambulas medius in coelo promissionis, et in terra legis, spiritu in paradiso gratiae et pacis, carne in terra operis et crucis. Neque tum molestiae, quas caro cogitur ferre, erunt difficiles propter suavitatem promissionis, quae cor mirum in modum exhilarat. Si vero ista duo confundis, et ponis legem in conscientiam, et promissionem libertatis in carnem, fit confusio, qualis fuit in papatu, ut nescias, quid lex, promissio, quid peccatum, quid justitia sit. Når du på den måde tildeler dem begge hver deres sikre sted, så kan du vandre sikkert midt mellem forjættelsens himmel og lovens jord, i ånden kan du være i nådens og fredens paradis, i kødet på gerningernes og kødets jord. Så vil heller ikke de besværligheder, som kødet menes at føre med sig, være vanskelige, på grund af, at den forjættelse, som hjertet på forunderlig vis ånder i, er så sød. Men hvis du blander disse to sammen, og anbringer loven i samvittigheden og friheden ved forjættelsen i kødet, så sker der en forvirring, sådan som det skete i pavedømmet, så du ikke véd, hvad loven, forjættelsen, hvad synden, hvad retfærdigheden er. 
37         Quare si recte vis secare verbum veritatis, remotissime discernas quoad affectum et totam promissionem a lege. Non frustra tam diligenter ursit Paulus hoc argumentum. Spiritu enim praevidit in ecclesia hoc mali futurum, quod verbum Dei confunderetur, hoc est, promissio misceretur legi, sicque prorsus amitteretur promissio, quia, cum commiscetur legi promissio, mera fit lex. Idcirco assuefacias te, ut legem a promissione etiam tempore distinguas, ut veniente lege et accusante conscientiam dicas: Domine lex, non in tempore sed nimis mature venis, exspecta adhuc quadringentos et triginta annos, hi si [E52] transacti fuerint, venire poteris.        Hvis du derfor vil dele sandhedens ord ret, så skal du, hvad følelserne angår, sætte det skarpest mulige skel mellem forjættelsen og loven. For det er ikke uden grund, at Paulus understreger dette argument så omhyggeligt. For i ånden forudså han, at der ville komme dette onde ind i kirken, at man ville sammenblande Guds ord, det vil sige, sammenblande forjættelsen med loven, og således næsten helt fjerne forjættelsen, for når forjættelsen sammenblandes med loven, bliver den så at sige til lov. Derfor skal du vænne dis til også med hensyn til tiden at adskille loven fra forjættelsen, sådan at du, når loven kommer og anklager samvittigheden, da kan sige: Herre lov, du kommer ikke til tiden, du kommer altfor tidligt, vent endnu 430 år, når de er gået, kan du komme. 
38 Sed tum veniens nimis tarde venies, quia quadringentis et triginta annis praevenit te promissio, cui assentior, et in ea suaviter acquiesco. Ideo nihil mihi tecum, non audio te. Iam enim vivo cum Abraham credente, vel potius jam post exhibitum Christum vivo, qui est justitia mea, qui te legem abrogavit et sustulit. Sic Christus semper obversetur cordi tanquam summarium quoddam omnium argumentorum pro fide contra justitiam carnis, legem, opera et merita. Men når du så kommer, så kommer du for sent, for forjættelsen kom 430 år før dig, den giver jeg min tilslutning, i den hviler jeg blidt. Derfor har vi ikke noget med hinanden at gøre, jeg adlyder dig ikke. For allerede nu lever jeg med den troende Abraham, eller snarere lever jeg efter at Kristus er blevet åbenbaret, han, der er min retfærdighed, han som ophæver dig, lov, og tilintetgør dig. Således skal Kristus altid henvende sig til hjertet som en sammenfatning af alle argumenterne til fordel for troen imod kødets retfærdighed, imod loven, gerningerne og fortjenesterne. 
39           Hactenus recitavi fere omnia et quidem potissima argumenta, quae Paulus tractat in hac epistola pro loco justificationis confirmando, inter quae principale et efficacissimum est, quod maxime hic et in Rom. urget, argumentum de promissione Abrahae et aliis patribus facta, cujus verba diligentissime expendit, denique tractat tempora et personas, item urget vocabulum "seminis," exponens illud esse Christum.       Hidtil har jeg anført næsten alle de argumenter -- i hvert fald de stærkeste af dem -- som Paulus behandler i dette brev for at underbygge stedet om retfærdiggørelsen, hvoraf det vigtigste og mest virksomme er det, som han både her og i romerbrevet lægger mest vægt på, argumentet om forjættelsen til Abraham og de andre fædre; det ord behandler han omhyggeligt, og desuden behandler han tider og personer, ligeledes understreger han ordet "sæd" og forklarer, at det er Kristus. 
40 Tandem etiam per antithesin declarat, quid lex faciat, quod scilicet sub maledicto concludat. Et sic fortissimis argumentis munit et defendit articulum de justitia Christiana, et econtra, argumenta pseudoapostolorum, quibus usi sunt pro defendenda justitia legis, invertit et retorquet in ipsos, hoc est, ubi contendunt per legem contingere justitiam et vitam, ostendit Paulus eam operari maledictionem et mortem. Urgetis, inquit, legem necessariam esse ad salutem, nonne legistis, quod dicat (Levit, 18,5.): "Qui fecerit ea, vivet in eis?" Quis autem facit? Nemo. Ideo quotquot ex operibus legis sunt, sub [E53] maledicto sunt. Et alibi (1 Cor. 15, 56.): "Aculeus mortis peccatum, virtus vero peccati lex". Sequitur conclusio istorum argumentorum. Endelig forklarer han også modsætningsvist, hvad loven gør, nemlig at den indeslutter under forbandelse. Og således fremfører han de stærkeste argumenter og forsvarer artiklen om den kristne retfærdighed, og modsat: de falske apostles argumenter, hvormed de plejer at forsvare lovens retfærdighed, vender han om og anvender mod dem selv, det vil sige, hvor de er tilfredse med, at retfærdighed og liv afhænger af loven, påviser Paulus, at loven fremkalder forbandelse og død. "I påstår", siger han, "at loven er nødvendig til frelse, har I da ikke læst, hvad loven siger i 3 Mos 18,5: "Den, der overholder dem [lovbudene], skal leve i dem"? Men hvem gør det? Ingen. Derfor er alle de, der er af lovgerninger, under forbandelse. Og et andet sted [siger han]: "Dødens brod er synden, men syndens kraft er loven". Nu følger konklusionen på disse argumenter. 
41 Nam si ex lege hereditas, jam non ex promissione.
      Sic Roma. 4 (v. 14.) : "Siqui ex lege sunt, heredes sunt, abolita est fides, et promissio irrita," neque aliter fieri potest, quia ista distinctio clarissima est, quod lex diversissimum quiddam est a promissione, imo ratio naturalis, quamlibet caeca, tamen fateri cogitur, quod aliud sit promittere, aliud exigere, aliud donare, aliud accipere. Lex exigit a nobis opera nostra, promissio seminis offert Dei beneficia spiritualia et aeterna, et quidem gratis propter Christum. Ergo ex promissione, non lege consequimur hereditatem seu benedictionem, quia promissio dicit: "In semine tuo benedicentur etc."
For hvis arven får ved loven, fås den ikke mere ved forjættelse. (Gal3.18)
      Således hedder det i Rom 4,14: "Hvis de, der er af loven, er arvinger, da er troen afskaffet og forjættelsen gjort til intet". Og det kan heller ikke være anderledes. For den skelnen er soleklar, at loven er noget helt og aldeles forskelligt fra forjættelsen, ja, selv den naturlige fornuft tvinges dog, skønt den er blind, til at indrømme, at ét er at forjætte, noget andet at kræve, ét er at give, noget andet er at modtage. Loven kræver vore gerninger af os, forjættelsen om sæden tilbyder os Guds åndelige og evige velgerninger. Altså er det ved forjættelsen, ikke ved loven, at vi opnår arven eller velsignelsen, for forjættelsen siger: "I din sæd skal jordens slægter velsignes, osv". 
42 Ergo habens legem non habet satis, quia nondum habet benedictionem, sine qua cogitur manere sub maledicto. Igitur lex non potest justificare, quia non est ei addita benedictio. Deinde si ex lege esset hereditas, Deus inveniretur mendax, et promissio fieret irrita. Item, si lex posset impetrare benedictionem, cur Deus eam promitteret: "In semine tuo etc.?" Cur non potius diceret: Fac hoc, et accipies benedictionem, vel: Tu potes faciendo legem mereri vitam aeternam? Hoc argumentum ex [E54] contrariis est. Ex promissione datur hereditas, ergo non ex lege. Altså, den, der har loven, har ikke nok, for han har endnu ikke velsignelsen, uden hvilken han tvinges til at forblive under forbandelsen. Derfor kan loven ikke retfærdiggøre, for der er ikke velsignelse knyttet til den. Dernæst: Hvis vi fik arven ud fra loven, ville Gud befindes at være løgnagtig, og forjættelsen ville tilintetgøres. Ligeledes: Hvis loven kunne opnå velsignelsen, hvorfor fremsætter så Gud denne forjættelse: "I din sæd osv"? Hvorfor siger han ikke snarere: Gør dette, så skal du få velsignelse, eller: Du kan fortjene evigt liv ved at overholde loven? Dette er et argument ud fra modsætningerne. Når arven får ud fra forjættelsen, fås den følgelig ikke ud fra loven. 
43 Abrahae autem per promissionem donavit Deus.
      Hoc negari non potest, quod Deus, antequam lex esset, donaverit Abrahae per promissionem benedictionem vel hereditatem, id est, remissionem peccatorum, justitiam, salutem, vitam aeternam, ut simus filii et heredes Dei et coheredes Christi, quia Genesis (22,18.) clare dicit: "In semine tuo benedicentur omnes gentes." Ibi benedictio donata est non spectata lege et operibus.
Men Gud gav Abraham [arven] ved forjættelse. (Gal3.18). 
        Det kan ikke nægtes, at Gud, førend loven var til, gennem forjættelsen gav Abraham velsignelsen eller arven, det vil sige, syndernes forladelse, retfærdighed, frelse, evigt liv, for at vi kan være Guds børn og arvinger og Kristi medarvinger, for 1 Mos 22,18 siger klart: "I din sæd skal alle slægter velsignes". Da velsignelsen dengang blev givet, blev der ikke taget hensyn til loven og gerningerne. 
44 Praevenit enim Deus donando hereditatem, antequam Moses nasceretur, aut ullus de lege cogitaret. Quid igitur jactatis justitiam per legem contingere, cum data sit Abrahae patri vestro justitia, vita, salus sine et ante legem, imo ante eos, qui potuerunt facere legem? Quem ista non movent, caecus et induratus est. Tractavi autem supra diligenter et copiose argumentum de promissione, ideo jam obiter tantum illud percurro. For Gud kom [deres indvendinger] i forkøbet ved at give arven, førend Moses blev født, eller før nogen havde tænkt på loven. Hvorfor praler I så af, at retfærdighed opnås gennem loven, når der dog blev givet jeres fader Abraham retfærdighed, liv, frelse, uden lov og førend loven, ja førend dem, som kunne overholde loven? Den, som disse ting ikke rører, han er både blind og forhærdet. Men vi har ovenfor omhyggeligt og udførligt behandlet argumentet om forjættelsen, derfor skitserer jeg det her kun i forbifarten. 
45            Hactenus potissima hujus epistolae pars tractata est. Iam usum et officium legis indicabit Paulus adhibitis similitudinibus de paedagogo et herede parvulo; item allegoria de duobus filiis Abrahae, Isaac et Ismael, etc.; postremo praecepta de moribus tradit. In hac posteriori parte epistolae Paulus plus rhetoricatur quam docet. [E55]         Indtil nu har jeg behandlet den vigtigste del af dette brev. Nu vil Paulus påvise lovens brug og opgave, idet han bruger nogle lignelser om pædagogen og den umyndige arving; ligeledes en allegori om Abrahams to sønner, Isak og Ismael, osv; til sidst behandler han budene om, hvad man skal gøre. I dette sidste afsnit af brevet er Paulus mere retoriker end han er læremester. 
46 Quid igitur lex?
      Cum docemus hominem sine lege et operibus justificari, necessario sequitur illa quaestio: Si lex non justificat, quare ergo lata est? Item: Cur Deus urget et onerat nos lege, si non vivificat? Quid opus est nos tam duriter exerceri et vexari ea, si hi, qui una hora operati sunt, redduntur pares nobis, qui portavimus pondus diei et aestum? Veniente gratia, quam evangelium praedicat, statim oritur ista magna murmuratio, sine qua evangelium non potest praedicari. 
Hvad skulle da loven? (Gal3.19)
        Når vi lærer, at menneske bliver retfærdiggjort uden lov og uden gerninger, så følger det spørgsmål nødvendigt efter: Hvis loven ikke retfærdiggør, hvorfor blev den så givet? Ligeledes: Hvorfor belemrer og bebyrder Gud os med loven, hvis den ikke levendegør? Hvad nytter det, at vi øves og plages af den, hvis de, som kun har arbejdet én time, stilles lige med os, som har båret dagens byrde og hede? (Matt 20,12) Når den nåde, som evangeliet prædiker, kommer, opstår straks denne store mumlen, uden hvilken evangeliet ikke kan prædikes.  
47 Iudaei hanc habebant opinionem, quod, si legem servarent, justificarentur. Ideo cum audierunt evangelium concionari de Christo, qui venisset in mundum, ut salvaret non justos, sed peccatores, quodque hi praecederent illos in regnum Dei, maxime indignabantur, conquerentes se tot saecula grave jugum legis magna molestia et labore portasse, et sese miserrime vexatos et oppressos fuisse legis tyrannide, sine aliquo fructu, imo suo maximo incommodo, gentibus idololatris vicissim gratiam contingere sine ullo labore et molestia. Jøderne havde den mening, at de blev retfærdiggjort, hvis de overholdt loven. Når de derfor hørte, at evangeliet om Kristus blev prædiket, han, der var kommet til verden for at frelse ikke retfærdige, men syndere, og hørte, at disse skulle gå forud for dem ind i Guds rige, så blev de højlig forargede, og beklagede sig over, at de igennem så mange århundreder havde båret lovens åg med stort besvær og stor møje, og var blevet plaget og undertrykt på det mest ynkelige af lovens tyranni, uden nogen frugt, ja, til deres største ubehag, mens omvendt de afgudsdyrkende hedninger opnåede nåden uden noget arbejde og besvær. 
48  Sic hodie papistae nostri murmurant, dicentes: Quid profuit nos vixisse viginti, triginta, quadraginta annos in monachatu, vovisse castitatem, paupertatem, obedientiam, legisse horas canonicas, missasse, afflixisse corpus jejuniis, orationibus, castigationibus etc., si maritus, uxor, princeps, consul, praeceptor, discipulus, si mercenarius aut servus portans saccos, si ancilla verrens domum non solum nobis pares, sed etiam meliores ac digniores sunt? [E56] Således knurrer i vore dage papisterne og siger: Hvad nytte var det til, at vi har levet tyve, tredive, fyrre år i klostret, at vi har lovet kyskhed, fattigdom, lydighed, at vi har læst de kanoniske tider, at vi har holdt messe, har påført vort legeme faste, bønner, spægelser, osv, hvis en ægtemand, en ægtehustru, en fyrste, en leder, en forstander, en elev, hvis en lejesvend eller en kullemper, hvis en tjenestepige, der fejer huset, ikke blot er vores lige, men endog er bedre og værdigere end os? 
49            Est igitur quaestio ista difficilis, qua ratio conclusa est, quam etiam non potest solvere, sed ea maxime offenditur. Intelligit ratio aliquo modo justitiam legis, quam etiam docet et urget, et imaginatur facientes eam esse justos, non intelligit officium et finem legis. Itaque cum audit hanc novam Pauli et incognitam mundo sententiam, quod lex lata sit propter transgressiones, sic judicat: Paulus tollit legem, quia dicit, quod per eam non justificemur, imo blasphemus est in Deum, qui legem tulit, cum dicit eam propter transgressiones datam esse.         Dette er da et vanskeligt spørgsmål, som fornuften er udelukket fra, og som den da heller ikke kan løse, men som den forarges overordentligt over. Fornuften forstår jo på en måde lovens retfærdighed, som den også lærer og lægger vægt på, og den forestiller sig, at de, der udøver den, er retfærdige, den forstår ikke lovens opgave og endemål. Når den derfor hører denne nye og for verden ukendte mening hos Paulus, at loven er givet på grund af overtrædelserne, så dømmer den som følger: Paulus ophæver loven, for han siger, at vi ikke retfærdiggøres ved den, ja, han spotter Gud, som har givet loven, når han siger, at den blev givet for overtrædelsernes skyld. 
50 Vivamus igitur, ut gentes, quae legem non habent, imo peccemus et maneamus in peccato, ut gratia abundet. Item faciamus mala, ut eveniant bona. Hoc apostolo Paulo accidit, idem et hodie nobis accidit. Vulgus enim, cum ex evangelio audit justitiam ex mera gratia Dei et sola fide, sine lege et operibus contingere, eodem modo colligit, quo tum Iudaei: Si lex non justificat, nihil igitur operemur, hocque egregie praestat. Lad os derfor leve som hedningerne, som ikke har loven, ja, lad os synde og forblive i synden, for at nåden kan blive det større. Eller lade os gøre det onde, for at det gode kan kunne ud af det. (Rom 3,8) Dette skete for apostelen Paulus, og det samme sker for os i vore dage. For den store hob, som af evangeliet hører, at retfærdigheden opnås alene ved Guds nåde, alene ved troen, uden lov og gerninger, slutter på samme måde, som jøderne dengang: Hvis loven ikke retfærdiggør, så skal vi ikke gøre gode gerninger. Og det lykkes udmærket for dem. 
51           Quid igitur faciamus? Vehementer quidem cruciat nos hoc malum, sed non possumus prohibere. Christum praedicantem oportebat audire, quod esset blasphemus et seditiosus, hoc est, quod sua doctrina seduceret homines, et caesari rebelles faceret. Idem Paulo et omnibus apostolis accidit. Quid mirum, si simili modo nos hodie accuset mundus?        Hvad skal vi da gøre? Dette onde plager os jo hårdt, men vi kan ikke forhindre det. Da Kristus prædikede, måtte han høre, at han var en gudsbespotter og en afgiver, det vil sige, at hans lære forførte menneskene og skabte oprørere mod kejseren. Det samme skete for Paulus og alle apostlene. Hvad under, om verden i vore dage anklager os på lignende måde? 
52 Blasphemet et persequatur sane nos; tamen ideo non est [E57] tacendum, sed libere loquendum, ut afflictae conscientiae eripiantur ex diaboli laqueis, neque spectandum est, quod nostra doctrina abutatur impium et stultum vulgus, quod, sive legem habeat, sive non habeat, sanari non potest, sed potius spectandum est, quomodo miseris conscientiis consulatur, ne cum multitudine pereant. Si taceremus, nullam prorsus consolationem haberent conscientiae, quae ita  captae et irretitae sunt legibus et traditionibus humanis, ut sese nullo modo explicare possint. Den spotter og forfølger os i sandhed; dog bør vi ikke tie af den grund, men frimodigt tale, så de anfægtede samvittigheder kan rives ud af djævelens snarer, uden at tage hensyn til, at den ugudelige og dumme hob misbruger vor lære, for denne hob, om den har loven eller den ikke har loven, den kan ikke helbredes. Nej, vi bør snarere tage hensyn til, hvordan vi kan trøste de elendige samvittigheder, at de ikke skal gå fortabt sammen med mængden. Hvis vi ville tie, ville samvittighederne slet ikke have nogen trøst, de samvittigheder, der i den grad er fanget og indviklet i menneskelige love og traditioner, at de på ingen måde kan gøre sig fri. 
53           Ut ergo Paulus, cum videret alios adversari doctrinae suae, alios libertatem carnalem quaerere, et deteriores fieri ex ea, se hoc modo consolabatur, quod esset apostolus Iesu Christi ad praedicandam fidem electorum Dei, et quod omnia toleraret propter electos, ut et ipsi salutem consequerentur: ita et nos hodie omnia facimus propter electos, quos scimus juvari nostra doctrina.         Altså: Ligesom Paulus, da han så, at nogle var modstandere af hans lære, andre søgte kødelig frihed og blev værre ved den, trøstede sig ved at sige, at han var Jesu Kristi apostel og skulle prædike Guds udvalgtes tro, og at han skulle udholde alt for de udvalgtes skyld, om blot de kunne blive frelst: således skal også vi i vore dage gøre alt for de udvalgtes skyld, for vi véd, at vi kan hjælpe dem med vor lære. 
54 Canibus et porcis, quorum alii persequuntur doctrinam, alii conculcant libertatem nostram, quam in Christo habemus, adeo infensus sum, ut propter illos ne unam quidem voculam emittere velim in vita mea. Optarim potius porcos nostros cum adversariis canibus adhuc subjectos esse tyrannidi papae, quam propter eos sic blasphemari nomen Dei sanctum. De hunde og svin, af hvilke nogle forfølger læren, andre forvansker den frihed, vi har i Kristus, er jeg så forbitret på, at jeg for deres skyld kunne ønske slet ikke at sige et ord i hele mit liv. Jeg ville foretrække, at vore svin sammen med vore modstandere hundene stadig var underkastet under pavens tyranni, end at Guds hellige navn for deres skyld således skulle bespottes. 
55           Ut maxime igitur non solum imperitum vulgus, sed hi etiam, qui videntur sibi multum sapere, hoc modo colligant: Si lex non justificat, ergo otiosa est, non tamen ideo verum est. Nam sicut illa [E58] consequentia non valet: Pecunia non justificat, ergo inutilis est; oculi non justificant, ergo eruendi sunt; manus non justificant, ergo amputandae sunt: ita neque ista valet: Lex non justificat, ergo inutilis est. Oportet unicuique rei tribuere suum proprium officium et usum. Non ideo destruimus aut damnamus legem, quod negamus eam justificare, sed aliter respondemus ad istam quaestionem: "Quid igitur lex?" quam adversarii, qui perversa opinione fingunt officium et usum legis, quem non habet.         Derfor, hvor meget end ikke blot den uvidende hob, men også de, som synes om sig selv, at de er så kloge, slutter på den måde: Hvis loven ikke retfærdiggør, er den altså overflødig, så er det dog ikke af den grund sandt. For ligesom den slutning ikke gælder: Penge retfærdiggør ikke, altså er de unyttige; øjenene retfærdiggør ikke, altså skal de rives ud; hænderne retfærdiggør ikke, altså skal de hugges af: på samme måde gælder den slutning heller ikke: Loven retfærdiggør ikke, altså er den unyttig. Man bør tildele enhver ting sin rette opgave og brug. Vi ødelægger eller fordømmer ikke loven, blot fordi vi nægter, at den retfærdiggør, men vi må besvare det spørgsmål: "Hvad skal da loven?" anderledes end modstanderne, for de opfinder med deres forkerte mening en opgave og en brug til loven, som den ikke har. 
56            Contra hunc abusum et fictum officium legis disputamus, et respondemus cum Paulo legem non justificare, sed per hoc non affirmamus legem esse otiosam, ut illi statim inferunt: Si lex non justificat, ergo frustra lata est. Non, habet enim suum proprium officium et usum, sed non eum, quem adversarii ei affingunt, scilicet justificandi homines.         Vi gør indsigelse mod dette misbrug og denne opdigtede opgave for loven og svarer med Paulus, at loven ikke retfærdiggør, men det betyder ikke, at vi hævder, at loven er unyttig, sådan som modstanderne straks slutter: hvis loven ikke retfærdiggør, så er den altså givet forgæves. Det er ikke tilfældet, for den har sin særlige opgave og brug, blot er det ikke den, som modstanderne opdigter for den, nemlig at den skal retfærdiggøre os mennesker. 
57  Imo accusat, perterrefacit et condemnat eos. Cum Paulo dicimus legem esse bonam, si quis ea legitime utatur, id est, si quis utatur lege ut lege. Si definio legem propria definitione, et retineo in suo officio et usu, res optima est. Si vero transfero eam in alium usum, et tribuo ei, quod non est tribuendum, non solum legem, sed totam theologiam perverto. Nej, den anklager, forskrækker og fordømmer dem. Med Paulus siger vi, at loven er god, hvis man bruger den ret (1 Tim 1,8), det vil sige, hvis man bruger loven som lov. Hvis jeg holder loven indenfor dens egne grænser, og holder den fast på dens opgave og brug, så er loven en udmærket ting. Men hvis jeg overfører den til en anden brug, og tildeler den, hvad man ikke bør tildele den, så er ikke blot loven, men hele teologien forvansket. 
58          Agit ergo hic Paulus contra pestilentes hypocritas, quibus plane intolerabilis est haec Pauli vox, "Lex propter transgressiones addita est." Putant enim legis officium esse justificare, eaque est [E59] generalis opinio rationis humanae in omnibus sophistis et toto mundo, quod justitia paretur operibus legis. Illam perniciosam opinionem nullo modo patitur sibi eximi ratio, quia non intelligit justitiam fidei. Hinc papistae non tam stulte quam impie nugantur: Ecclesia habet legem Dei, traditiones patrum, decreta conciliorum, si juxta ea vixerit, est sancta.         Paulus tager altså her til orde mod de fordærvede hyklere, for hvem dette Paulus-ord: "Loven blev føjet til for overtrædelsernes skyld" er helt uantageligt. De mener nemlig, at lovens opgave er at retfærdiggøre, og dette er den almindelige mening hos den menneskelige fornuft i alle sofister og i hele verden, at retfærdighed kommer af lovgerninger. Fornuften kan slet ikke finde sig i at blive berøvet denne skadelige opfattelse, for den forstår ikke trosretfærdigheden. Derfor våser papisterne ikke blot dumt, men også ugudeligt: Kirken har Guds lov, fædrenes overleveringer, koncilernes dekreter, hvis den lever efter dem, er den hellig. 
59 His nemo persuadebit, quod illis rebus observatis tantum provocent iram Dei, non placent. In summa, omnis justitiarius imaginatur se suis electitiis cultibus et voluntaria religione placaturum iram Dei etc. Ideo opinio justitiae sentina est omnium malorum et peccatum peccatorum mundi. Nam crassa peccata et vitia agnosci, ideoque emendari possunt, aut certe prohiberi vindicta magistratus. Illud vero (cujusque hominis propria opinio de justitia) non solum non vult esse peccatum, sed etiam venditat sese pro summa religione et justitia. Ingen vil kunne få dem overbevist om, at de med disse ting blot fremkalder Guds vrede, og ikke behager ham. Kort sagt, enhver gerningsretfærdig forestiller sig, at han med sine selvopfundne gudsdyrkelser og frivillige fromhedsøvelser vil kunne holde Guds vrede tilbage, osv. Derfor er denne opfattelse af retfærdigheden er kloak for alt ondt og den største synd i verden. For de grove synder og laster er til at erkende, og derfor kan de undgås, eller i hvert fald forhindres ved øvrighedens straffe. Men denne (at ethvert menneske har sin egen mening om retfærdigheden) vil ikke blot ikke være synd, men den vil også give sig ud for at være den højeste fromhed og retfærdighed. 
60 Itaque pestis illa est summum et maximum imperium diaboli in toto orbe terrarum, vere caput serpentis, et laqueus, quo diabolus omnes homines capit et captivos tenet, omnes enim naturaliter sentiunt legem justificare. Ut igitur Paulus verum officium et usum legis ostendat, et falsam opinionem de ea hominibus eximat, respondet ad hanc objectionem: "Quid igitur lex, si non justificat?" hoc modo: Non propter justificationem, sed [E60]  Derfor er denne pest toppunktet og højdepunktet af djævelens rige på hele jordens flade, den er det sande slangens hoved, og den er den snare, hvormed djævelen fanger alle mennesker og fastholder dem som fangne, alle mener nemlig som en selvfølge, at loven retfærdiggør. Ligesom altså Paulus påviser lovens sande opgave og brug, og fjerner den falske opfattelse om den fra menneskene, således svarer han på denne indvending: "Hvad skal da loven, hvis den ikke retfærdiggør?" på denne måde: Den blev ikke givet for at skulle retfærdiggøre, men
61 Propter transgressiones apposita est.
       Ut res, ita usus rerum distincti sunt. Non sunt ergo confundendi, alioqui etiam rerum fit confusio. Mulier non utatur veste viri, nec vir mulieris. Vir virilia, mulier muliebria opera faciat. Unusquisque hoc praestet, quod sua vocatio et officium requirit. Pastores et concionatores doceant pure verbum Dei. Magistratus gubernent subditos, hi obediant illis etc. Item quaelibet creatura in suo ordine et loco serviat,
For overtrædelsernes skyld blev den føjet til. (Gal3.19)
        Ligesom tingene er forskellige, sådan er også deres anvendelse forskellig. De må altså ikke blandes sammen, ellers blander man også tingene selv sammen. En kvinde må ikke bruge mandsklæder, en mand ikke kvindeklæder. En mand skal beskæftige sig med mandsopgaver, en kvinde med kvindeopgaver. Enhver skal gøre det, som hans kald og opgave kræver. 
62 Sol luceat die, luna et stellae noctu; mare det pisces, terra fruges, silvae feras, ligna etc. Sic lex non usurpet sibi alienum officium et usum, scilicet justificationis, sed relinquat hunc soli gratiae, promissioni, fidei. Quod igitur est legis officium? Transgressio, seu, ut alibi dicit, lex subintravit, ut abundaret delictum. Bellum profecto officium. "Lex, inquit, propter transgressiones apposita est," id est, ultra et post promissiones addita, donec veniret semen Christus, cui promissum fuerat. Solen skal lyse om dagen, månen og stjernerne om natten; havet skal give fisk, skovene vildt og træ, osv. Således skal loven ikke anmasse sig en anden opgave og brug, nemlig at retfærdiggøre, det skal den derimod overlade til nådens sol, til forjættelsen, til troen. Hvad er da lovens opgave? Overtrædelsen, eller, som han siger det andetsteds, loven blev til, for at overtrædelsen skulle blive større (Rom 5,20). Det er minsandten en køn opgave. "Loven", siger han, "blev føjet til for overtrædelsernes skyld", det vil sige, den blev føjet til udover og efter forjættelserne, indtil sæden, Kristus, kom, ham, der var forjættet om. 
63 De duplici legis usu.
        Hic sciendum est duplicem esse legis usum. Alter civilis est. Nam Deus ordinavit civiles, imo omnes leges ad coercendas transgressiones. Ergo omnia lex lata est ad impedienda peccata. Si coercet peccata, ergo justificat? Nihil minus. Quod enim non occido, non committu adulterium, furtum non facio, quod ab aliis peccatis abstineo, non volens [E60] aut virtutis amore facio, sed carcerem, gladium et carnificem metuo. Illa prohibent, ne peccem, ut leonem aut ursum vincula et catenae prohibent, ne quaeque obvia laniet.
Om lovens to brug. 
       Her må man vide, at loven har to brug. Den ene er den borgerlige brug. For Gud har indstiftet de borgerlige love, ja alle love for at holde overtrædelserne i tømme. Altså er enhver lov givet for at forhindre synder. Men hvis den holder synderne i tømme, kan man så sige, at den retfærdiggør? På ingen måde. For når jeg ikke slår ihjel, ikke begår utugt, ikke foretaget et tyveri, når jeg afholder mig fra andre synder, så gør jeg det ikke frivilligt og af kærlighed til dyden, nej, jeg frygter fængslet, sværdet og bødlen. De forhindrer mig i at synde, ligesom lænkerne og buret forhindrer løven eller bjørnen i at sønderrive dem, der kommer i vejen for dem. 
64 Ergo coercio a peccatis non est justitia, sed potius significatio injustitiae. Ut enim furenti et indomitae bestiae injicitur vinculum, ne saeviat in quaeque sibi obvia, ita lex insanum et furentem hominem coercet, ne pro libidine peccet. Ista coercio satis indicat, quod illi, qui ea opus habent (ut omnes, quotquot extra Christum sunt), non sunt justi, sed potius impii et furentes, quos necesse sit vinculis et carcere legis domari, ne peccent. Ergo lex non justificat. Altså, at blive holdt i tømme bort fra synden er ikke at være retfærdig, men er snarere et tegn på, at man er uretfærdig. Ligesom nemlig et rasende og utæmmet vilddyr bliver lagt i lænker, at de ikke skal rase mod den, der kommer i vejen for det, således tvinger loven det vanvittige og rasende menneske, at det ikke skal synde, som det lyster. Denne tvang viser tilstrækkeligt, at de, der har brug for den (og det har alle, som er udenfor Kristus) ikke er retfærdige, men snarere er ugudelige og rasende, som det er nødvendigt at tæmme med lovens lænker og fængsel, at de ikke skal synde. Altså retfærdiggør loven ikke. 
65           Primus ergo intellectus et usus legum est coercere impios. Diabolus enim regnat in toto orbe terrarum, et impellit homines ad omnis generis flagitia. Ideo Deus ordinavit magistratus, parentes, praeceptores, leges, vincula et omnes ordinationes civiles, ut, si non possint amplius efficere, revinciant saltem diabolo manus, ne pro libidine sua ita saeviat in suis. Sicut ergo hominibus obsessis, in quibus diabolus potenter regnat, vincula et catenae injiciuntur, ne quem laedant, sic toti mundo, qui obsessus est a diabolo, et praeceps fertur in omnia scelera, adest magistratus suis vinculis et catenis, hoc est, legibus, cohibens manus et pedes, ne praeceps ruat in omnis generis flagitia.          Lovenes første betydning og brug er at holde de ugudelige i skak. For djævelen hersker i hele verden, og han tilskynder menneskene til allehånde skændigheder. Derfor har Gud indstiftet øvrigheden, forældre, lærere, love, lænker og alle borgerlige indretninger, så at de, om de ikke kan gøre andet, i det mindste kan binde hænderne på djævelen, så han ikke kan rase, som det lyster ham. For ligesom man lægger besatte mennesker, i hvem djævelen hersker stærkt, i lænker og bure, at de ikke skal skade nogen, således har hele verden, som er besat af djævelen og hastigt kaster sig ud i alle forbrydelser, øvrigheden som med sine lænker og bure, det vil sige, lovene, holder den fast på hænder og fødder, at den ikke straks skal kaste sig ud i al slags ondt. 
66 Si hoc modo se arceri [E62] non sinit, poena capitis plectitur. Haec civilis coercio summe necessaria est, et a Deo institute, cum propter publicam pacem tum propter omnes res conservandas, maxime vero, ne tumultibus et seditionibus ferocium hominum cursus evangelii impediatur. Illum civilem usum Paulus hic non tractat. Est quidem valde necessarius, sed non justificat. Hvis den ikke lod sig holde i ave på den måde, skulle den straffes på livet. Denne borgerlige tvang er højst nødvendig og indstiftet af Gud, og den skal bevares for den offentlige freds skyld og for alle andre tings skyld, men især skal den bevares, at ikke tumulter og oprør fra vilde menneskers side skal forhindre evangeliets løb. Denne borgerlige brug behandler Paulus ikke her. Den er ganske vist højst nødvendig, men den retfærdiggør ikke. 
67 Nam ut obsessus non ideo liber et compos mentis est, quod manus et pedes ei ligati sunt, ita mundus, ut maxime arceatur lege ab externis flagitiis, non ideo justus est, sed manet impius. Imo ista coercio indicat mundum esse impium, furentem et impelli a principe suo diabolo, alioqui non opus esset eum legibus coerceri, ne peccaret. For ligesom den besatte ikke af den grund er fri og ved sine fulde fem, fordi hans hænder og fødder er bundet, således er verden, hvor meget den end af loven hindres i ydre forbrydelser, ikke af den grund retfærdig, den forbliver ugudelig. Ja, denne tvang viser, at verden er ugudelig, den raser og tilskyndes af sin fyrste, djævelen, ellers ville der ikke være brug for at den skulle tvinges med love for ikke at synde. 
68           Alter legis usus est theologicus seu spiritualis, qui est (ut Paulus ait) augere transgressiones, hoc est, revelare homini suum peccatum, caecitatem, miseriam, impietatem, ignorantiam, odium, contemtum Dei, mortem, infernum, judicium et commeritam iram apud Deum. Hunc usum tractat magnifice Rom. 7. Is plane incognitus est hypocritis, sophistis et omnibus hominibus, quotquot incedunt in opinione justitiae legis seu propriae.         Lovens anden brug er den teologiske eller den åndelige. Den består i, som Paulus siger, at øge overtrædelserne, det vil sige, at åbenbare for mennesket hans synd, hans blindhed, hans elendighed, ugudelighed, uvidenhed, had og foragt for Gud, døden, helvede, dommen og den velfortjente vrede hos Gud. Denne brug behandler Paulus på udmærket vis i Rom 7. Den er fuldstændig ukendt for hyklerne, sofisterne og alle mennesker, som fremturer med deres opfattelse af lovretfærdigheden eller egenretfærdigheden. 
69 Ut autem compescat et contundat Deus monstrum et bestiam illam furentem (opinionem justitiae seu religionis), quae naturaliter inflat et superbire facit homines, ut putent propter eam se placere Deo, oportuit eum mittere aliquem Herculem, qui monstrum istud toto impetu adoriretur, prosterneret et conficeret, hoc est, [E63] coactus est ferre in monte Syna legem, tanta pompa et tam horribili specie, ut totus populus pavore concussus sit, Exo. 19. 20. Men for at Gud kan betvinge og tilintetgøre dette monster og rasende bæst (altså opfattelsen af, at man er retfærdig eller from), som på naturlig måde opblæser menneskene og gør dem overmodige, så de mener, at de på grund af den behager Gud, så måtte Gud sende en slags Herkules, som med hele sin kraft kunne angribe, nedlægge og gøre det af med dette monster, det vil sige, det blev på Sinais bjerg tvunget til at finde sig i loven, der blev givet under så stor højtidelighed og under et så frygteligt skue, at hele folket skælvede af frygt (2 Mos 19 og 20). 
70          Is usus legis divinae, ut est proprius et praecipuus, ita perutilis est et maxime necessarius. Nam si quis non est homicida, adulter, fur, et abstinet externe a peccatis, ut pharisaeus ille, is juraret (quia est obsessus a diabolo) se esse justum, ideoque concipit opinionem justitiae, et praesumit de bonis operibus et mentis suis.          Denne guddommelige brug af loven, er, ligesom den er særegen og ejendommelig, også i høj grad nyttig og højst nødvendig. For hvis man ikke er en morder, en ægteskabsbryder, en tyv og i det ydre kan holde sig borte fra synderne, ligesom hin farisæer, (i Luk 18,11), fordi han var besat af djævelen, svor han på, at han var retfærdig, og derfor får han den opfattelse af retfærdigheden og bryster sig af sine gode gerninger og sit sind. 
71 Hunc Deus nulla alia arte mollire et humiliare potest, ut agnoscat suam miseriam et damnationem, nisi lege. Ea enim est malleus mortis, tonitru inferni et fulmen irae divinae, conterens induratos et insensatos hypocritas. Quare proprius et verus legis usus est fulgure (ut in monte Syna), tonitru, clangore buccinae perterrefacere, fulmine prosternere et conterere istam belluam, quae vocatur opinio justitiae. Ham kan Gud ikke på anden måde blødgøre og ydmyge, så han erkender sin elendighed og sin fordømmelse, end ved loven. Den er nemlig en dødens hammer, en helvedes torden og et Guds vredes lyn, som knuder de forhærdede og ufølsomme hyklere. Derfor er lovens egentlige og sande brug at skræmme med lyn (som på Sinai-bjerget), torden og med larm af krigshorn, med lynild at nedslå og opslide det udyr, som kaldes forestillingen om, at man er retfærdig. 
72 Hinc Deus per Ieremiam dicit (23,29.): "Verbum meum malleus est conterens petras." Donec enim opinio justitiae in homine manet, manet incomprehensibilis superbia, praesumtio, securitas, odium Dei, contemtus gratiae et misericordiae, ignoratio promissionum et Christi. Non intrat in cor neque sapit praedicatio de gratuita remissione peccatorum propter Christum, quia ingens rupes et adamantinus murus, scilicet, opinio justitiae, qua cor ipsum cinctum est, obstat. [E64] Derfor siger Gud gennem Jeremias: "Mit ord er som en hammer, der knuser klipper" (Jer 23,29). Sålænge nemlig denne opfattelse af retfærdighed forbliver i mennesket, forbliver der et ufatteligt hovmod, indbildskhed, sikkerhed, had til Gud, foragt for nåden og barmhjertigheden, uvidenhed om forjættelserne og om Kristus. Prædikenen om den gratis tilgivelse af synderne for Kristi skyld kommer ikke ind i hjertet og man forstår den ikke, for der er en vældig klippe og en uigennemtrængelig mur, som omgiver hjertet og forhindrer det, nemlig forestillingen om, at man er retfærdig. 
73          Ut ergo opinio justitiae magnum et horribile monstrum, rebellis, pertinax et durissimae cervicis bestia est, ita pro conficienda et conterenda ea habet opus Deus ingenti et forti malleo, scilicet lege. Quae tum in proprio officio et usu est, cum sic accusat et ostendit peccatum: Ecce transgressus es omnia mandata Dei etc., et ita terrorem incutit conscientiae, ut vere sentiat Deum offensum et iratum, et se ream aeternae mortis. Ibi cor sentit onus importabile legis, et conteritur usque ad desperationem, ut prae nimia anxietate mortem expetat, aut sibi ipsi consciscere mortem cupiat.         Ligesom altså denne opfattelse, at man er retfærdig, er et stort og forfærdelige uhyre, er et stædigt og hårdnakket vilddyr, således har Gud brug for en vældig og stærk hammer til at knuse og tilintetgøre den med, og det er loven. Og den er netop da i sit rette embede og sin rette brug, når den således anklager og påviser synden: Se, du er en overtræder af alle Guds bud, osv., og således støder ind på samvittigheden, så den virkelig mærker, at Gud er stødt og vred, og at den selv er skyldig til evig død. Hvor hjertet mærker lovens ubærlige byrde, og slides op indtil fortvivlelse, så det søger døden fremfor endnu mere angst, eller prøver at vælge døden for sig selv. 
74 Quare lex est malleus, ignis, ventus et commotio illa grandis et fortis, conterens petras et subvertens montes, hoc est, induratos et superbos hypocritas. Hos legis terrores, qui per ista significantur, non ferens Elias caput pallio operuit. Reg. 19 (vv. 11 — 13.). Cessante tamen tempestate illa, cujus spectator erat, venit sibulus aurae tenuis, in qua dominus erat. Sed oportebat procellam ignis, turbinis et terrae motus praecedere, antequam dominus ipse in susurro lenis aurae sequebatur. Derfor er loven en hammer, en ild, en storm og en stor og stærk jordrystelse, den knuser klipper og vælter bjerge, det vil sige, knuser og vælter de forhærdede og overmodige hyklere. Elias kunne ikke bære det forfærdelige ved loven, der blev betegnet herigennem, og skjulte hovedet i sin kappe (1 Kong 19,11-13). Men da det stormvejr, han havde set, var forbi, kom der en svag susen, og i den var Herren. Men forud måtte der gå en ild, en hvirvelvind og et jordskælv, før Herren selv kunne følge efter i den sagde susen. 
75         Hunc legis usum adumbravit terribilis ille adspectus et pompa, qua Deus legem tulit in monte Syna. Summa sanctitas erat in populo Israel, qui egressus fuerat ex Aegypto. Nos (jactitabant) populus Dei sumus; omnia, quae locutus est dominus Deus noster, faciemus. Deinde Moses sanctificabat populum, [E65] jubebat lavare vestes, abstinere ab uxoribus, et parare sese in tertium diem. Ibi nemo non erat sanctissimus. Tertio die Moses educit e castris populum ad montem in conspectum domini, ut audiret vocem ipsius.         Denne brug af loven antydes af det frygtelige og overvældende skue, hvormed Gud fremførte loven på Sinai-bjerget. Der var den største hellighed i Israels folk, soom var blevet ført ud af Ægypten. Vi er, sagde de pralende, Guds folk; alt, hvad Herren vor Gud siger, vil vi gøre. Dernæst helligede Moses folket, befalede dem at vaske deres klæder, at afholde sig fra omgang med deres koner, og forberede sig til den tredie dag. Og der var ingen, der ikke i høj grad var hellig. På den tredie dag førte Moses folket ud af lejren op ad bjerget fremfor Herrens åsyn, så de selv kunne høre hans røst. 
76 Quid fit? Ubi filii Israel vident horribilem adspectum montis fumantis et ardentis, nigras nubes et fulgura discurrentia in ista densissima caligine, et audiunt clangorem buccinae paulatim crescere, et prolixius protendi; item ubi audiunt tonitrua et fulmina, pavefacti retrocedebant, et procul stantes dicebant Mosi: "Nos omnia libenter faciemus, modo non loquatur nobis dominus, ne moriamur, devorante nos igni hoc maximo. Tu nos doce, et auscultabimus." Hvad sker der? Da Israels børn ser det frygtelige syn af et bjerg, der ryger og brænder, sorte skyer og lyn, der slog ned overalt i dette tætte mørke, og hørte lyden af krigshorn vokse overalt og brede sig stadig videre ud; og da de hørte torden og lyn, blev de slået af angst og veg tilbage og sagde på lang afstand til Moses: "Vi skal nok gøre det altsammen, blot Herren ikke taler til os, at vi ikke skal dø, og denne store ild skal opsluge os. Lær du os, så vil vi høre efter". 
77 Quid quaeso hic profuit mundities, candida vestis, abstinentia ab uxoribus, sanctitas? Nihil prorsus. Nemo hanc Dei praesentiam in sua majestate et gloria ferre potuit, sed omnes exterriti et pavore concussi ibant retro, quasi a diabolo acti. Deus enim ignis consumens est, in cujus conspectu simpliciter nulla caro consistere potest. Og så spørger jeg: Hvad gavnede renheden dem, de hvide klæder, afholdenheden fra deres koner, helligheden? Intetsomhelst. Ingen kan udholde, at Gud er nær i sin majestæt og glans, men alle bliver bange og rammes af bæven og trækker sig tilbage, som var de drevet af djævelen. Gud er nemlig en fortærende ild, for hans åsyn kan intet menneske bestå. 
78          Hoc ergo officium lex divina proprie habet, quod tum in monte Syna habuit, cum primum lata est, et audiebatur a lotis, justis, purificatis et castis, et tamen redegit illos sanctos in agnitionem suae miseriae usque ad desperationem et mortem. Nulla tum mundities juvabat, sed tantus erat sensus immunditiei, indignitatis, peccati, judicii et irae Dei, ut fugerent a conspectu domini, neque possent ipsius [E66] vocem audire. Quid est omnis caro, dicebant, ut audiat vocem domini Dei viventis, et possit vivere? Hodie vidimus, quod loquente Deo cum homine homo perferre non possit.         Den guddommelige lov har altså den samme opgave, som den havde dengang på Sinai-bjerget, da den først blev givet, og blev påhørt af vaskede, retfærdige, rensede og kyske mennesker, og dog førte den disse hellige hen til erkendelsen af deres elendighed, lige til fortvivlelse og død. Da hjalp ingen renhed, men de havde kun en følelse af at være urene, uværdige, syndere, hjemfaldne til Guds dom og vrede, så de flygtede fra Herrens åsyn og ikke kunne høre hans røst. Hvad er et menneske, sagde de, at det skulle kunne høre den levende Gud Herrens røst og leve? I vore dage har vi indset, at et menneske ikke kan tåle at høre Gud tale med mennesket. 
79 Iam multo aliter loquuntur, quam paulo ante, cum dicerent: Nos populus Dei sanetus, quem dominus sibi elegit in peculium prae cunctis gentibus orbis terrarum. Cuncta, quae locutus est dominus, faciemus. Sic tandem accidit omnibus justitiariis, qui opinione justitiae ebrii arbitrantur extra tentationem se maxime diligi a Deo, respicere Deum vota, jejunia, precatiunculas et electitia opera sua, pro quibus sit illis redditurus singularem coronam in coelis. Sed veniente ex improviso tonitru, fulmine, igne et malleo illo, qui petras conterit, hoc est, lege Dei revelante peccatum, iram et judicium Dei ostendente plane idem illis accidit, quod stantibus Iudaeis ad radices montis Synai. Nu taler de helt anderledes end for kort tid siden, da de sagde: Vi er Guds rene folk, som Herren har udvalgt til sin ejendom fremfor alle folk på jorden. Alt, hvad Herren siger, det vil vi gøre. Sådan går det i sidste ende alle gerningsretfærdige, som er berusede af forestillingen om, at de er retfærdige, og når de ikke anfægtes, tror, at Gud især elsker dem, og at Gud tager hensyn til løfter, faster, småbønner og deres selvvalgte gerninger, for hvilke der skulle gives den en enestående krone i himlen. Men når der brat kommer torden, lyn og ild og den hammer, som knuser klipper, det vil sige, når Guds lov åbenbarer synden, når vreden og Guds dom bliver afsløret, da går det dem fuldstændig på samme måde som jøderne, der stod langt borte fra Sinai-bjerget. 
80          Admoneo pietatis amatores, praecipue qui aliquando aliorum futuri sunt doctores, ut diligenter ex Paulo discant intelligere verum ac proprium legis usum, qui (ut timeo) post tempora nostra iterum obscurabitur et prorsus obruetur. Nam nobis adhuc viventibus, et summa diligentia utriusque, legis et evangelii officium et usum monstrantibus, tamen perpauci sunt etiam inter illos, qui pii videri volunt, et nobiscum profitentur evangelium, qui ista recte teneant. Quid futurum putatis nobis ablatis? Ut [E67] interim nihil dicam de Anabaptistis, novis Arianis et spiritibus blasphemis in sacramentum corporis et sanguinis Christi, qui aeque ista ignorant, ut maxime ore diversum dicant, ac papistae.         Jeg formaner dem, der elsker fromhed, især dem, der om kort tid skal være lærere for andre, at de omhyggeligt ud fra Paulus lærer at forstå lovens sande og egentlige brug, for jeg er bange for, at den efter vores tid atter vil blive formørket og helt gå til grunde. For så længe vi lever og med største omhu påviser begge dele, lovens og evangeliets opgave og brug, så er der dog kun nogle få selv blandt dem, der vil synes fromme og sammen med os bekender evangeliet, der forstår det ret. Hvad mener I da, der vil ske, når vi er borte? For slet ikke at tale om gendøberne, de nye arianere og spotteånderne mod sakramentet i Kristi legeme og blod, som er lige så uvidende om disse ting som papisterne, hvor meget de end siger, der er forskelligt fra dem. 
81 Iamdudum enim a pura doctrina evangelii ad leges relapsi sunt, ideoque Christum non docent. Iactant et jurant quidem se nihil quam gloriam Dei, salutem fratrum quaerere et verbum Dei pure docere, sed re vera depravant illud, et detorquent ad alienum sensum, ut hoc cogatur illis sonare, quod ipsi somniant. Ideo sub nomine Christi sua somnia, sub nomine evangelii tantum leges et ceremonias docent. Sunt ergo et manent semper sui similes, hoc est, monachi, operarii, legis et ceremoniarum doctores, nisi quod nova nomina et opera excogitant. For de er forlængst faldet tilbage fra evangeliets rene lære til lovene, derfor lærer de ikke Kristus. De praler ganske vist af, og sværger også på, at de ikke søger andet end Guds ære og brødrenes frelse og at de lærer Guds ord rent, men i virkeligheden ødelægger de det og fordrejer det til en anden mening, så det tvinges til at betyde, hvad de fantaserer om. Derfor lærer de under Kristi navn deres egne fantasier, under evangeliets navn kun love og ceremonier. De er og bliver altså altid sig selv lig, det vil sige, munke, gerningsretfærdige, de lærer lov og ceremonier, kun udtænker de nye navne og nye gerninger. 
82          Non est igitur parvi momenti res probe tenere, quid lex, quis usus, quod officium ejus sit. Quia vero ista summa diligentia et fide tradimus, re ipsa testamur, quod legem et opera, ut adversarii nos falso accusant, non rejicimus, sed maxime stabilimus legem, opera ejus exigimus, dicimusque legem bonam et utilem, sed in suo usu, scilicet primo ad coercendas civiles transgressiones, deinde ad revelandas et augendas spirituales transgressiones. Quare lex etiam lux est, quae lucet et ostendit, non gratiam Dei, non justitiam et vitam, sed peccatum, mortem, iram et judicium Dei.         Derfor er det ikke nogen lille sag at fastholde, hvad loven er, hvad dens brug er, hvad dens opgave er. Men fordi vi behandler det med den største omhu og troskab, viser sagen selv også, at vi ikke, som modstanderne falskeligt beskylder os for, forkaster loven og gerningerne, men lægger mest mulig vægt på loven, kræver dens gerninger, og lærer, at den er god og nytte, men til sit brug, nemlig først til at tæmme de borgerlige overtrædelser, dernæst til at afsløre og øge de åndelige overtrædelser. Derfor er loven også et lys, som lyser og afslører, ikke Guds nåde, ikke retfærdighed og liv, men synd, død, Guds vrede og dom. 
83 Nam sicut in monte Syna tonitru, fulmen, nubes caliginosa, mons fumigans et ardens, et tota illa terrifica facies non exhilarabat [E68] nec vivificabat filios Israel, sed perterrefaciebat, reddebat fere examines, et ostendebat, quam non ferre possent cum omni illa sua sanctitate et munditie praesentiam Dei loquentis e nube: sic lex, quando in suo vero usu est, nihil aliud facit, quam quod revelat peccatum, efficit iram, accusat et perterrefacit homines, ut non procul absint a desperatione. Is proprius est usus legis, hic finem habet, nec amplius progredi debet. For ligesom på Sinai-bjerg tordenen, lynene, de mørke skyer, det fugende og brændende bjerg, og hele dette frygtelige syn ikke opmuntrede eller levendegjorde Israels børn, men næsten skræmte dem fra vid og sans, og påviste, hvordan de med al deres hellighed og renhed ikke kunne tåle, at Gud var nær og talte ud af skyen: således gør loven, når den er i sin rette brug, ikke andet end at den afslører synden, udvirker vreden, anklager og skræmmer menneskene, så de ikke er langt borte fra fortvivlelsen. Dette er lovens egentlige brug, her har den sit formål, og ud over det bør den ikke gå. 
84          Contra evangelium lux est, quae illuminat, vivificat, consolatur et erigit pavidas mentes. Ostendit enim Deum esse propitium peccatoribus et indignis propter Christum, si credant se per mortem ipsius liberatos a maledictione, id est, a peccato et morte aeterna, et per suam victoriam donatam illis benedictionem, id est, gratiam, remissionem peccatorum, justitiam et vitam aeternam.         Omvendt er evangeliet et lys, der oplyser, levendegør, trøster og oprejser de bævende sind. Det viser nemlig, at Gud er nådig overfor syndere og uværdige for Kristi skyld, hvis de tror, at han ved sin død har befriet dem fra forbandelsen, det vil sige, fra synden og den evige død, og ved sin sejr givet dem velsignelsen, det vil sige, nåde, syndernes forladelse, retfærdighed og evigt liv. 
85 Hoc modo discernentes legem ab evangelio utrique tribuimus suum proprium usum et officium. De hoc legis et evangelii discrimine nihil legitur in libris monachorum, canonistarum, scholasticorum, ne imo quidem veterum patrum. Augustinus aliqua ex parte illud discrimen tenuit ac indicavit. Hieronymus et alii ignorarunt. Summa, mirum de illo fuit multis saeculis silentium in omnibus scholis et templis, eaque res adduxit conscientias in maximum discrimen.  Ved på den måde at skelne mellem loven og evangeliet tildeler vi dem begge hver deres brug og opgave. Om denne skelnen mellem loven og evangeliet kan man intet læse i munkenes bøger, eller i de kanoniske eller skolastiske skrifter, næppe nok hos de gamle fædre. Augustin fastholder og påviser til dels denne skelnen. Hieronymus og andre kender den ikke. Kort sagt, det er mærkeligt, at der i så mange århundreder har været tavshed i alle skoler og kirker om den, og dette har ført samvittighederne ud i den største fare. 
86 Nisi enim diserte discernatur evangelium a lege, non potest salva retineri doctrina Christiana. Contra cognita hac distinctione [E69] cognoscitur vera ratio justificandi, tumque facile discernere est fidem ab operibus, Christum a Mose et omnibus politicis legibus. Omnia enim extra Christum sunt ministerium mortis, ad vindictam malorum. Respondet ergo Paulus ad quaestionem hoc modo: For hvis man ikke kan skelne skarpt mellem evangelium og lov, kan man ikke bevare den kristne lære uforfalsket. Men når man omvendt har erkendt denne skelnen og erkendt den sande grund til retfærdiggørelsen, da skelner man let troen fra gerningerne, Kristus fra Moses og alle borgerlige love. For alt udenfor Kristus er dødens tjeneste for at straffe de onde. Altså svarer Paulus på følgende måde på spørgsmålet: 
87 Lex propter transgressiones apposita est.
       Id est, ut augescerent et magis cognoscerentur ac viderentur transgressiones, et re vera etiam ita fit. Nam cum per legem revelatur homini peccatum, mors, ira et judicium Dei, infernus etc., impossibile est, ut non fiat impatiens, murmuret, oderit Deum et ejus voluntatem. Non enim potest ferre judicium Dei, suam mortem et damnationem, et tamen non potest effugere.
Loven blev føjet til for overtrædelsernes skyld. (Gal3.19)
        Det vil sige, den blev føjet til for at overtrædelserne skulle øges og blive mere kendelige og bedre kunne ses, og sådan går det også til i virkeligheden. For når gennem loven menneskets synd, døden, Guds vrede og dom, helvede, afsløres, så er det umuligt, at mennesket ikke skulle blive utålmodigt, knurre, hade Gud og hans vilje. Mennesket kan nemlig ikke tåle Guds dom, sin egen død og fordømmelse, og dog kan han ikke undgå det. 
88 Hic tum necessario incurrit in odium et blasphemiam contra Deum. Prius extra tentationem magnus sanctus fuit, coluit et laudavit Deum, genu flexit et gratias egit, ut pharisaeus Lucae 18. Iam autem revelato peccato et morte vellet Deum non esse. Itaque lex summum odium Dei affert, et hoc non solum est ostendi et cognosci lege peccatum, sed etiam per ostensionem augeri, inflari, incendi et magnificari peccatum.  Her begynder mennesket med nødvendighed at hade og spotte Gud. Tidligere, da han ikke var anfægtet, var han en stor helgen, dyrkede og priste Gud, bøjede knæ og fremførte takkebønner, som farisæeren i Luk 18,11. Men nu, hvor synden og døden er afsløret, ønsker han kun, at Gud ikke skulle være til. Derfor medfører loven det største had til Gud, og det betyder ikke blot, at synden ved loven bliver påvist og erkendtd, men også at den ved at blive erkendt vokser, pustes op, antændes og bliver større. 
89 Hinc Paulus dicit Roma. 7 (v. 13.): "Peccatum, ut appareat peccatum, per bonum operatum est mihi mortem, ut fiat excellenter noxium peccatum per praeceptum." Illic copiose tractat istum legis effectum. Derfor siger Paulus i Rom 7,13: "For at synden skulle vise sig som synd, idet den ved det gode virkede død for mig, for at synden ved budet skulle bliver overmåde skadelig". Dèr behandler han omhyggeligt denne virkning af loven. 
90          Ad istam ergo quaestionem: Si lex non justificat, ad quid valet? Paulus respondet. Ut maxime, inquit, non justificat, tamen maxime utilis et [E70] necessaria est lex. Primum civiliter coercet carnales et rudes. Deinde ostendit hominem sibi ipsi, quod sit peccator, ergo reus mortis et dignus aeterna ira. Ad quid prodest ista humiliatio, contusio et contritio per istum malleum, legem scilicet? Ad hoc prodest, ut gratiae pateat ad nos aditus.        Altså, på det spørgsmål: Hvis loven ikke retfærdiggør, hvad er den så til? svarer Paulus: Selv om den ikke retfærdiggør, er loven dog i høj grad nyttig og nødvendig. Først tæmmer den i de borgerlige forhold de kødelige og rå mennesker. Dernæst viser den mennesket sig selv, at det er en synder, altså er skyldig til døden og værdig til den evige vrede. Hvad gavner denne ydmygelse, sønderknuselse og anger, som denne hammer, loven, afstedkommer? Den gavner dertil, at den bereder vej for nåden hos os. 
91 Sic ergo lex ministra et praeparatrix est ad gratiam. Nam Deus est Deus humilium, miserorum, afflictorum, oppressorum, desperatorum et eorum, qui prorsus in nihilum redacti sunt, ejusque natura est exaltare humiles, cibare esurientes, illuminare caecos, miseros et afflictos consolari, peccatores justificare, mortuos vivificare, desperates et damnatos salvare etc. Således er altså loven en hjælper og en forbereder til nåden. For Gud er Gud for de ydmyge, de elendige, de anfægtede, de undertrykte, de desperate, og for dem, der næsten er ført ud i tilintetgørelsen, og det er hans natur at ophøje de ydmyge, at give de sultne at spise, at oplyse de blinde, at trøste de elendige og anfægtede, at retfærdiggøre syndere, at oplive døde, at frelse fortvivlede og fordømte, osv. 
92  Est enim creator omnipotens ex nihilo faciens omnia. Ad hoc autem suum naturale et proprium opus non sinit eum pervenire nocentissima pestis illa, opinio justitiae, quae non vult esse peccatrix, immunda, misera et damnata, sed justa, sancta etc. Ideo oportet Deum adhibere malleum istum, legem scilicet, quae frangat, contundat, conterat et prorsus ad nihilum redigat hanc belluam cum sua vana fiducia, sapientia, justitia, potentia etc., ut tandem suo malo discat se perditam et damnatam. Han er nemlig en almægtig skaber, der danner alt af intet. Men denne skadelige pest tillader ham ikke at gennemføre sin naturlige og særlige opgave, den pest, at man regner sig for retfærdig, og ikke vil være synder, uren, elendig og fordømt, men retfærdig, hellig osv. Derfor må Gud bruge denne hammer, nemlig loven, som knuser, ødelægger, søndertræder og næsten helt tilintetgør dette udyr med dets tomme fortrøstning, visdom, retfærdighed, magt, osv., så det til sidst gennem sin ulykke kan lære, at det er fortabt og fordømt. 
93 Atque ibi tum conscientia sic lege conterrita locum habet doctrina evangelii et gratiae, quae rursum erigit et consolatur, dicens Christum venisse in mundum, non ut quassatum calamum conterat, non ut linum fumigans exstinguat, sed ut pauperibus [E71] evangelium annuntiet, contritis corde medeatur, captivis praedicet remissionem etc. Og hvor da samvittigheden således er blevet skræmt af loven, bliver der plads til evangeliets og nådens lære, som atter oprejser og trøster, idet den siger, at Kristus er kommet til verden, ikke for at brække det knækkede rør eller slukke den rygende tande (Matt 12,20), men for at forkynde evangelium for fattige, helbrede de knuste hjerter og prædike frigivelse for fanger, osv. (Luk 4,18f)
94            Sed hoc opus, hic labor est, ut sic perterrefactus et contusus lege possit sese iterum erigere, et dicere: Iam satis contritus et conturbatus sum, satis misere afflixit  me tempus legis. Iam tempus est gratiae et  audiendi Christi, ex cujus ore procedunt sermones gratiae. Iam tempus est videndi non fumantem et ardentem montem Syna, sed montem Moria, ubi est sedes, templum et propitiatorium Dei, Christus scilicet, qui est rex justitiae et pacis.         Men denne gerning, dette besvær er det, for at den, der således er blevet skræmt og knust af loven, igen kan rejse sig op og sige: Nu er jeg tilstrækkelig angrende og sønderknust nok, nu har lovens tid anfægtet mig arme nok. Nu er tiden til nåde og til at høre på Kristus, af hvis mund nådens ord udgår. Nu er det til at se hen, ikke til det rygende og brændende Sinai-bjerg, men til bjerget Moria, hvor Gud har sit sæde, sit tempel og sin nådestol, som er Kristus, som er retfærdighedens og fredens konge.
95 Ibi audiam, quid dominus mihi loquatur, loquitur autem pacem plebi suae. Imo tanta est stultitia humani cordis, ut non solum non apprehendat in isto certamine conscientiae, ubi lex fecit officium, et verum suum usum exercuit, doctrinam gratiae, quae certissime promittit et offert remissionem peccatorum propter Christum, sed etiam plus legum quaerat, quibus sibi consulere velit.  Her vil jeg høre, hvad Herren siger til mig, men han taler om fred til sit folk. Men så stor er det menneskelige hjertes dumhed, at det i denne samvittighedsstrid, hvor loven gør sin gerning og udøver sin sande brug, ikke blot ikke griber nådens lære, som på det sikreste forjætter og tilbyder syndernes forladelse for Kristi skyld, men også kræver flere love, hvormed det vil trøste sig. 
96 Ego, inquit, si diutius vixero, emendabo vitam meam, hoc et hoc faciam. Item, ingrediar monasterium,  parcissime vivam, contentus pane et aqua, nudis pedibus incedam etc. Hic nisi omnino contrarium feceris, hoc est, nisi ablegaveris Mosen cum lege sua ad securos et indurates, et apprehenderis in istis pavoribus et horroribus Christum passum, crucifixum, mortuum pro peccatis tuis, plane actum est de salute tua. Det menneskelige hjerte siger: Jeg vil, hvis jeg lever længere, forbedre mit liv, det og det vil jeg gøre. Og jeg vil gå i kloster, jeg vil leve i største fattigdom, tilfreds med brød og vand, jeg vil gå med bare fødder, osv. Her er det helt ude med din frelse, hvis du ikke gør lige modsat, det vil sige, hvis du ikke sender Moses og hans lov bor til de sikre og forhærdede, og i disse forfærdelige rystelser holder dig til Kristus, der har lidt, er blevet korsfæstet og er død for dine synders skyld. 
97           Sic per accidens lex cum suo officio etiam [E72] prodest ad justificationem, non quidem justificans, sed urgens ad promissionem gratiae, et faciens eam suavem ac desiderabilem. Quare legem non abrogamus, sed iudicamus verum officium et usum ipsius, quod scilicet sit utilissima ministra, urgens ad Christum. Ideo postquam te lex humiliavit, perterrefecit et prorsus contrivit, ut jam sis desperationi proximus, vide, ut lege recte noris uti, quia officium et usus ejus est non solum ostendere peccatum ac iram Dei, sed etiam compellere ad Christum.        På den måde går det til, at også loven med sin opgave nytter noget til retfærdiggørelsen, ganske vist ikke fordi den retfærdiggør, men den driver på mod forjættelsen af nåden og gør nåde sød og ønskelig. Derfor ophæver vi ikke loven, men vi angiver dens sande opgave og brug, den er nemlig den nyttigste hjælper, idet den driver til Kristus. Derfor, efter at loven har ydmyget dig, forskrækket dig og næsten slået dig ned, så du er nær fortvivlelse, så se til, at du véd at bruge loven ret, for den opgave og brug er ikke blot at påvise synd og Guds vrede, men også at drive til Kristus. 
98 Hunc usum legis solus Spiritus sanctus ostendit in evangelio, ubi testatur Deum adesse contritis corde etc. Quare si contritus es malleo isto, ne perverse utaris contritione ista, ut oneres te pluribus legibus, sed audi Christum dicentem (Matth. 11, 28.): "Venite ad me omnes, qui laboratis et onerati estis. Ego reficiam vos." Quando lex sic te urget, desperatis omnibus rebus tuis, ad quaerendum auxilium et solatium apud Christum, tum est in vero usu, et servit per evangelium ad justificationem, isque est optimus ac perfectissimus legis usus. Denne brug af loven viser alene Helligånden i evangeliet, hvor den bevidner, at Gud er tilstede i det knuste hjerte, osv. Hvis du derfor er knust af denne hammer, så skal du ikke bruge denne sønderknuselse forkert, så du bebyrder dig med flere love, nej, så skal du høre, hvad Kristus siger (Matt 11,28): "Kom til mig, alle I, som arbejder og er besværede, og jeg vil give jer hvile". Når loven således driver dig til at søge hjælp og trøst hos Kristus, fordi du fortvivler om alle dine egne sager, da er den i sin rette brug og så tjener den gennem evangeliet til retfærdiggørelse, og dette er den bedste og mest fuldkomne brug af loven. 
99          Quare Paulus hic novo capite incipit tractare legem, et definit, quid sit, hinc occasione accepta, quod dixerat legem non justificare. Hoc enim audiens ratio statim infert: Ergo frustra Deus eam tulit. Necesse igitur fuit quaerere, recte definire et respondere, quid lex, et quomodo intelligenda sit, ne latius aut arctius accipiatur, quam oporteat. Ad justificationem, inquit, [E73] nulla lex simpliciter est necessaria. Ideo quando disputandum est de justitia, vita et salute aeterna, omnino removenda est ex oculis lex, quasi nunquam fuerit, aut futura sit, sed prorsus nihil sit, in negotio enim justificationis nemo satis potest e conspectu legem removere, et promissionem solam intueri. Ideo dixi legem et promissionem affectu longissime esse separanda, re ipsa enim sunt conjunctissima.         Paulus begynder altså her at behandle loven under et nyt synspunkt og fastslår, hvad den er, foranlediget af, at han sagde, at loven ikke kan retfærdiggøre. Når fornuften hører det, drager den straks den slutning: Altså var det forgæves, at Gud gav loven. Derfor er det nødvendigt at spørge om, at definere ret og at svare på, hvad loven er, og hvordan den skal forstås, så man hverken giver den en videre eller en snævrere betydning, end den skal have. Og han siger, at simpelthen ingen lov er nødvendig til retfærdiggørelse. Når man derfor skal disputere om retrærdighed, liv og evig frelse, så man fuldstændig fjerne loven fra sit synsfelt, som om den aldrig havde været til, eller vil være til, for når det drejer sig om retfærdiggørelse, kan ingen i tilstrækkelig høj grad fjerne loven fra synsfeltet og i stedet alene se på forjættelsen. Derfor sagde jeg, at loven og forjættelsen, hvad følelsen angår, skal holde længst muligt borte fra hinanden, selv om de i virkeligheden er tæt forbundne. 
100 Donec veniret semen, cui promissum fuerat.
       Paulus legem non facit perpetuam, sed dicit eam latam et additam promissionibus propter transgressiones, scilicet coercendas civiliter, praecipue autem propter eas revelandas et augendas theologice, et ne hoc quidem perpetuo, sed tantum ad tempus. Hic nosse oportet praedicamentum quando, quamdiu scilicet durare debeat imperium seu tyrannis legis, quae revelat peccatum, ostendit nobis, quales simus, et aperit iram Dei.
Indtil den sæd kom, som forjættelsen gjaldt. (Gal3.19)
         Paulus gør ikke forjættelsen til noget evigt, men siger, at den blev givet og blev føjet til forjættelserne på grund af overtrædelserne, nemlig for at holde dem i ave i borgerlig henseende, men især fordi overtrædelserne afsløres og øges i teologisk henseende, og det ikke til evig tid, men kun for en tid. Her bør man kende kategorien "hvornår", nemlig hvorlænge lovens herredømme eller tyranni skal vare, den lov, der påviser for os, hvordan vi er, og åbenbarer Guds vrede. 
101 Qui serio ista sentiunt, subito perirent, si non acciperent consolationem. Ideo nisi abbreviarentur dies legis, nemo salvus fieret. Oportet igitur praefigi modum et tempus legi, ultra quod non dominetur. Quam diu ergo dominium legis durare debet? Donec veniat semen, scilicet illud, de quo scriptum est: "In semine tuo benediceatur omnes gentes." (Gen.22,18.). De, der føler dette alvorligt, ville straks gå til grunde, hvis ikke de fik trøst. Hvis derfor ikke lovens dage blev afkortet, ville ingen blive frelst. Derfor må der fastsættes en måde og en tid for loven, ud over hvilken den ikke må herske. Hvor længe bør altså loven vare? Indtil sæden kommer, nemlig den, hvorom der står skrevet: "I din sæd skal alle folkeslag velsignes". (1 Mos 22,18)
102 Tantisper ergo durare debet tyrannis legis, donec plenitudo temporis et semen illud benedictionis veniat, non ut ipsa lex semen afferat, aut justitiam donet, sed ut civiliter coerceat et concludat [E74] tanquam in carcere indomitos, theologice autem arguat, humiliet et perterrefaciat, et sic humiliates et contritos cogat adspirare ad semen illud benedictum. Sålænge må altså lovens tyranni vare, indtil tidens fylde og velsignelsens sæd kom, ikke som om loven selv bringer sæden med sig eller giver retfærdighed, nej, loven skal borgerligt tæmme og indeslutte os, som de utæmmede indesluttes i et fængsel, men teologisk skal den anklage, ydmyge og forskrække os, og når vi sådan er ydmygede og slået ned, tvinge os til at sætte vort håb til velsignelsens sæd. 
103          Durationem temporis legis, et ad literam et spiritualiter intelligere licet. Ad literam, lex usque ad tempus gratiae duravit. "Lex et prophetae (inquit Christus, (Matth. 11, 12 et 13.)) usque ad Iohannem prophetaverunt. A tempore Iohannis usque ad hunc diem regnum coelorum vim patitur, et violenti rapiunt illud." Hoc tempore Christus baptisatus est, et coepit praedicare, ubi etiam ad literam desiit lex et totus ille cultus Mosaicus.          Varigheden af lovens tid kan forstås bogstaveligt og åndeligt. Bogstaveligt varede loven indtil nådens tid. Kristus siger i Matt 11,13: "Loven og profeterne har profeteret ind til Johannes. [og i vers 12] Fra Johannes' tid og indtil denne dag tages himmeriget med vold, og voldsmænd river det til sig". På den tid blev Kristus døbt og begyndte at prædike, og da ophørte også loven og hele den mosaiske gudsdyrkelse bogstaveligt. 
104           Spiritualiter lex non debet diutius dominari in conscientia, quam ad praefinitum tempus istius seminis benedicti. Quando ergo lex ostendit mihi peccatum, perterrefecit me, et revelavit iram et judicium Dei, ut incipiam pallescere, desperare etc., ibi praescriptum modum, tempus et finem habet lex, ut desinat suum tyrannidem exercere, quia tunc satisfecit officio suo, satis ostendit iram Dei et perterrefecit.       Åndeligt må loven ikke herske længere i samvittigheden end til den fastsatte tid for denne velsignelsens sæd. Altså når loven har påvist synden for mig, har forskrækket mig og åbenbaret vreden og Guds dom, så jeg begynder at bæve, at fortvivle, osv., så når loven sin fastsatte måde, tid og endemål, så den skal ophøre med at udøve sit tyranni, for da har den opfyldt sin opgave, da har den i tilstrækkelig grad påvist Guds vrede og gjort mig forskrækket. 
105 Hic dicendum est: Desine lex, satis exterruisti et contrivisti, "omnes fluctus tui super me transierunt, terrores tui conturbaverunt me" (Psalm. 88, 8.); item: "Ne avertas domice faciem in ira a servo tuo, ne, quaeso, in furore tuo arguas me etc." (Psalm. 6, 2.). Quando isti pavores et querelae veniunt, tempus et hora est seminis benedicti. Her skal man sige: Hold op, lov, du har skræmt og sønderknust mig nok, "alle dine brændinger gik over mig, dine rædsler har bragt mig i forvirring" (Sl 88,8). Ligeledes: "Vend ikke dit ansigt bort i vrede fra din træl, ja, jeg bønfalder dig: tugt mig ikke i din harme, osv." (Sl 6,2). Når det kommer til en sådan angst og klage, da er velsignelsens sæds tid og time inde. 
106 Cedat igitur lex, quae quidem addita est propter [E75] transgressiones revelandas et augendas, sed tantisper tantum, donec semen veniat, quo praesente desinat lex revelare transgressiones et perterrefacere, tradatque regnum alteri, semini scilicet benedicto, hoc est, Christo, qui habet gratiosa labia, quibus non accusat, terret etc., sed de rebus longe melioribus loquitur, quam lex nempe de gratia, pace, remissione peccatorum, victoria peccati, mortis etc. sua morte et resurrectione partis et donatis credentibus. Da skal loven holde inde. Den blev jo kun føjet til for at afsløre og øge overtrædelserne, men kun sålænge, indtil sæden kom, og når den er kommet, skal loven ophøre med at afsløre overtrædelserne og forskrække, og så overfører den herredømmet til en anden, nemlig til den velsignede sæd, det vil sige, til Kristus, han, som har nådige læber, hvormed han ikke anklager og forskrækker, osv., men taler om langt bedre ting, end loven, nemlig om nåde, fred, syndernes forladelse, sejr over synden, døden, osv., idet han deler og giver sin død og sin opstandelse til de troende. 
107          Indicat ergo Paulus his verbis: "Donec veniret semen, cui benedictio promissa est," quamdiu lex durare debeat literaliter et spiritualiter. Ad literam desiit, cum semen illud benedictum carne nostra assumta venit in mundum, donans Spiritum sanctum, et scribens novam legem in cordibus etc. Spiritualis autem duratio legis non semel cessat, sed tenacissime haeret in conscientia.        Med disse ord: "Indtil den sæd kom, hvem forjættelsen gjaldt" angiver Paulus altså, hvorlænge loven skal vare, bogstaveligt og åndeligt. Bogstaveligt skal den ophøre, når velsignelsens sæd har påtaget sig vort kød og er kommet til verden, idet han giver Helligånden og skriver en ny lov i hjerterne osv. (Jer 31,33; 2 Kor 3,3). Men den åndelige varighed ophører ikke på én gang, men den holder stædigt ved i samvittigheden.  
108 Ideo difficillimum est homini, qui theologico usu legis exercetur, finem legis videre. In illis enim terroribus et sensu peccati non potest mens spem concipere, quod Deus sit misericors, quod velit condonare peccata propter Christum, sed simpliciter judicat Deum irasci peccetoribus, accusare et condemnare eos. Hic nisi accedat fides, quae iterum erigat, aut juxta illud Christi: "Ubi duo vel tres etc." (Matth. 18, 20.) adsit frater, qui consoletur verbo Dei sic oppressum et contusum lege, desperatio et mors sequitur. cDerfor er det meget vanskeligt for det menneske, som opøves ved lovens teologiske brug, at se enden på loven. For i disse rædsler og følelsen af synden kan sindet ikke fange håb: at Gud er barmhjertig, at han vil tilgive synderne for Kristi skyld, men det bedømmer Gud til simpelthen at være vred på synderne, han anklager og fordømmer dem. Her følger fortvivlelse og død, hvis ikke troen kommer til og genopretter, eller hvis ikke en broder hjælper -- ifølge Kristi ord: "Hvor to eller tre osv." (Matt 18,20) -- som med Guds ord trøster den, der er således nedbøjet og sønderknust af loven. 
109 Igitur pessimum est hominem, praesertim tentatum, solum esse. "Vaeh soli, inquit ecclesiastes, quia, (4,10,) cum ceciderit, non habet [E76] sublevantem se." Quare qui instituerunt monachatum seu solitariam vitam, innumerabilibus dederunt occasionem desperandi. Si quis segregaret se a consortio hominum causa orandi unum atque alterum diem (ut de Christo legimus, quod solus quandoque secesserit in montem, et noctu perduraverit in oratione), nihil esset periculi. Sed quod coegerunt homines ad solitudinem perpetuam, hoc diaboli fuit inventum. Nam cum homo tentatur et solus est, non potest sibi ipsi consulere, ne in minima quidem tentatione. Derfor er det værste, der kan ske, at et menneske er alene, især i fristelser. "Vé den ensomme", siger Prædikeren, "for falder han, er der ingen, der kan få ham på benene igen". (Præd 4,10). Derfor har de, der har indstiftet munkevæsenet eller det ensomme liv, givet talløse mennesker anledning til fortvivlelse. Hvis nogen skiller sig ud fra menneskers selskab for at bede én eller flere dage (sådan som vi læser om Kristus, at han af og til gik alene op på et bjerg og blev der om natten i bøn), så er der ingen fare. Men at de tvinger mennesker til stadig ensomhed, det er djævelens påfund. For når mennesket fristes og er alene, så kan han ikke trøst sig, end ikke i den mindste fristelse. 
110 Ordinata per angelos, in manu mediatoris.
       Digressiuncula est, quam Paulus non explicat neque absolvit, sed tantum obiter attingit et transit. Mox enim redit ad institutum, ibi scilicet: "Numquid lex est contra promissa Dei?" Fuit autem haec occasio digressionis. Incidit ei et ista differentia legis et evangelii, quod lex addita promissionibus non solum differat ab evangelio tempore, sed etiam auctore seu causa efficiente. Lex enim per angelos tradita est, Ebrae. 2. (v. 2.), evangelium vero per ipsum dominum. 
Indstiftet ved engle, ved en mellemmands hånd. (Gal3.19
        Det er en lille digression, som Paulus ikke forklarer eller løser, men blot berører i forbigående og så forlader. For snart vender han tilbage til hovedsagen, nemlig dèr, hvor han siger: "Mon loven er imod Guds forjættelser?" Men der var den anledning til digressionen, at det faldt ham ind, at der også var den forskel mellem loven og evangeliet, at loven, der blev føjet til forjættelserne, ikke blot adskilte sig fra evangeliet i tid, men også med hensyn til dens ophavsmand eller bevirkende årsag. For loven blev overleveret ved engle (Hebr 2,2), men evangeliet af Herren selv. 
111 Quare evangelium excellit legem, quia lex est servorum vox, evangelium domini. Ad extenuandam igitur legem et amplificandum evangelium dicit legem fuisse doctrinam brevissimi temporis (quia duravit tantum usque ad plenitudinem promissionis, hoc est, usque ad benedictum illud semen, quod promissionem implevit), evangelium autem aeterni. [E77] Idem enim habuerunt omnes credentes ab initio mundi, ac per illud salvati sunt. Lex igitur longe inferior est evangelio, quia ordinata per servos angelos, et brevi tempore duravit; evangelium per ipsum dominum, Ebrae. 1 (v. 2.) idemque aeternum, quia ante tempora saecularia promissum, Tit. 1. (v. 2.). Derfor overgår evangeliet loven, for loven er tjenernes røst, evangeliet Herrens egen. Det er altså for at forklejne loven og for at ophøje evangeliet, at han siger, at loven var lære en ganske kort tid (for den varede kun til forjættelsen blev opfyldt, det vil sige, indtil denne velsignede sæd, som opfyldte forjættelsen), men evangeliet til evig tid. Det har nemlig alle troende fra verdens begyndelse og ved det bliver de frelst. Loven er altså langt mindre værd end evangeliet, for den blev indstiftet ved tjenere, ved engle, og varede kun en kort tid; evangeliet blev indstiftet ved Herren selv (Hebr 1,2) og det er evigt, for det er forjættet fra evige tider siden. (Tit 1,2). 
112c        Deinde legis sermo non solum per angelos servos dispositus fuit, sed et per alnfm servum urferio-rem angelis, hominem scilicet, hoc est (ut Lie inquit) ,,per manum mediatoris", id est Mosi, Christus autem non est servus, sed ipse dominus. Non est mediator inter Deum et hominem secundum legem, ut Moses, sed est melioris testament! mediator9). c
113cLex ergo per Angelos ut servos ordinata fuit, quia in monte Syna audivit Moses et populus loquentem Deum, hoc est, angelos in persona Dei loquentes. Hinc Ste-phanus cap. 7 (v. 53.) Act. inquit: ,,Vos accepi-stis legem per dispensationem angelorum," hoc est, per disponentes et tradentes angelos, „ et non serva-stis." c
114 cItem textus Exo. 3 (v. 2.)10) clare dicit, quod angelus apparuerit Mosi in flamma ignis, et ei locntus sit e medio rubi; ubi latinus textus deprava-tus est, non enim habet vocabulum angeli, sed do-mini, atque is locus propter inscitiam ebraeae linguae peperit disputationem, num domiuus ipse Mosi locutus sit, an angelus. c
115 c c
116 c c
117 c c
118 c c
119 c c
120c c

Noter:

n5:  Her mangler der i Erlangerudgaven et større stykke, som WA 40 I, 457-459 har medtaget.

n9:  Det eneste sted, der kan henvises til, er Apg 5,29: "Man bør adlyde Gud mere end mennesker". I Vulgata hedder det: "oboedire oportet Deo magis quam hominibus". Dels er det jo altså Peter og ikke Paulus, der svarer i Apg 5,29, og dels har Luther lavet ret meget om på ordlyden.