Store Galaterbrevskommentar 3d

Luther 1535


Taget fra Erl  23, 1-38.

Indhold:

Tilbage til oversigten!
 
 
1  Quod autem per legem nemo justificatur apud Deum, manifestum est, quia justus ex fide vivit.
        Aliud argumentum, sumtum ex testimonio prophetae Habacuc (2, 4), estque auctoritas gravissima et clara, quam Paulus opponit omnibus sententiis de legibus et operibus, quasi sic dicat: Quid opus est longa disputatione? Hic produco clarissimum testimonium prophetae, quod nemo potest cavillari: "Justus ex fide vivit." Si ex fide, ergo non ex lege, quia lex non est ex fide; et Paulus fidei vocabulum exclusive et per contrarium accipit. Sophistae, ut parati sunt ad eludendum scriptures, hunc locum sic cavillantur: Justus vivit ex fide, scilicet, efficaci, operante vel formata caritate. Si vero est fides informis, non justificat.
Men at ingen bliver retfærdiggjort hos Gud gennem loven, det er åbenbart; for "den retfærdige skal leve af tro". (Gal3.11
        Et andet argument henter han fra profeten Habakuk (2,4) og det er et tungtvejende og klart skriftsted, som Paulus sætter op mod alle sætninger om love og gerninger, som ville han sige: Hvad nytter det med mere diskussion? Her fremfører jeg det mest soleklare bevis fra profeten, som ingen kan sno sig udenom: "Den retfærdige skal leve af tro". Hvis det er af tro, er det altså ikke af loven, for loven er ikke af tro; og Paulus forstår ordet "tro" eksklusivt og gennem dets modsætning. Sofisterne, som altid er parat til at omgå skriften, snor sig udenom dette skriftsted således: Den retfærdig skal leve af tro, nemlig, at den virksomme tro, den handlende tro eller den af kærlighed formede tro. Men hvis det er en tro, der ikke er formet, retfærdiggør den ikke. 
  Hanc glossam ipsi finxerunt, eaque vim faciunt prophetae verbis. Si fidem formatam vocarent veram et theologicam, vel, ut Paulus, anupokriton, quam Deus fidem vocat, nihil me offenderet haec ipsorum glossa. Tunc enim fides non distingueretur contra caritatem, sed contra vanam opinionem fidei, quo modo et nos distinguimus inter (E2) fidem fictam et veram. Den udlægning har de selv fundet på, og med den øver de vold på profetens ord. Hvis de ville kalde den formede tro sand og teologisk, eller som Paulus kalde den "uskrømtet", den tro, som Gud blot kalder "tro", skulle jeg ikke tage anstød af deres udlægning. For da ville troen ikke blive stillet i modsætning til kærligheden, men til den falske opfattelse af troen, på samme måde som også vi skelner mellem den fiktive og den sande tro. 
3 Ficta est, quae audit de Deo, Christo et omnibus mysteriis incarnationis et redemtionis, et apprehendit illas res auditas, et pulcherrime de eis novit loqui, et tamen mera opinio et inanis auditus manet, qui tantum relinquit bombum in corde de evangelio, de quo multa garrit, re vera tamen fides non est, quia non renovat nec immutat cor, non generat novum hominem, sed relinquit eum in priori sua opinione et conversatione, estque haec fides valde perniciosa, quam satius esset non habere; et philosophus moralis melior est tali hypocrita, qui hanc fidem habet. Den fiktive tro er den, som hører om Gud , om Kristus og om alle inkarnationens og forløsningens mysterier og forstår de ting, den har hørt, og har lært smukt at tale om dem, og dog forbliver det lutter mening og tom høren, som blot efterlader en uro i hjertet angående evangeliet. De snakker meget derom, men i virkeligheden er det ikke tro, for den fornyer eller forvandler ikke hjertet, den føder ikke noget nyt menneske, men efterlader mennesket i hans tidligere mening og livsførelse. Og denne tro er meget farlig, så det er bedre ikke at have den; og en moralfilosof er bedre end en sådan hykler, som har denne tro. 
4           Itaque si formatam fidem distinguerent contra falsam seu fictam fidem, nihil me offenderet ista illorum distinctio. Sed ipsi loquuntur de fide formata caritate, faciuntque duplicem fidem, informem et formatam. Hanc pestilentissimam et satanicam glossam non possum non vehementer detestari. Quamvis, inquiunt, adsit fides infusa, quae donum Spiritus sancti est, et acquisita, quam nos ipsi parimus nobis multis actionibus credendi, tamen utraque est informis, et formatur caritate.        Derfor, hvis de ville holde den formede tro ude fra den falske eller fiktive tro, så skulle denne opdeling af dem ikke støde mig. Men de taler om den tro, der er formet af kærligheden, og de skaber en dobbelt tro, den uformede og den formede. Denne farlige og sataniske udlægning kan jeg ikke andet end føle en voldsom afsky for. De siger: Selv om den indgydte tro, som er Helligåndens gave og den erhvervede, som vi selv skaffer os gennem mange andagtshandlinger, er til stede, så er de dog begge uformede, og formes af kærligheden. 
5  Sic fides sine caritate, ut ipsi somniant, est quasi pictura et res speciosa in tenebris, qnae tum primum cernitur, cum lux, id est, caritas accesserit. Atque hoc modo caritas est forma fidei, et fides pura materia caritatis. Hoc praeferre est caritatem fidei, et tribuere justitiam non fidei, sed caritati, quia propter quod unum quodque est tale, et (E3) ipsum magis. Itaque cum non tribuunt justitiam fidei nisi propter caritatem, fidei nihil omnino tribuunt. Således er troen uden kærligheden, sådan som de forestiller sig det, som et billede eller en ting i mørke, som man først da kan skelne, når lyset, det vil sige: kærligheden, kommer til. Og på den måde er kærligheden troens form, og troen er slet og ret materie for kærligheden. Dette er at foretrække kærligheden fremfor troen, og at tilskrive retfærdigheden ikke til troen, men til kærligheden, fordi det, på grund af hvilket noget er som det er, har det selv i endnu højere grad. Derfor når de kun tilskriver troen retfærdigheden på grund af kærligheden, tilskriver de ikke troen nogetsomhelst. 
6          Deinde dicunt eversores evangelii Christi fidem etiam infusam, quae non accipitur audiendo, aut ulla alia operatione acquiritur, sed quam Spiritus sanctus creat in homine, stare in peccato mortali, eamque pessimos homines posse habere. Ideo si sola sit, otiosam et inutilem esse, etiamsi mirabilia faciat.         Dernæst siger disse mennesker, som vil forvende Kristi evangelium, at troen også er indgydt, den tro, som ikke modtages ved at høre alle erhverves ved nogen anden gerning, end at Helligånden skaber den i mennesket, at den også kan bestå i dødssynd, og at selv det sletteste menneske kan have den. Derfor er den, hvis den forekommer alene, overflødig og ubrugelig, selv om den så kunne gøre undere. 
7  Ita fidei suum officium prorsus auferunt, et tribuunt caritati, ut fides prorsus nihil valeat, nisi accesserit forma, id est, caritas. Ergo juxta hoc pestilens figmentum sophistarum fides illa, misera virtus, erit quoddam informe chaos, nullius operis, efficaciae et vitae, sed tantum passiva materia. På den måde ophæver de fuldstændig troens embede og tilskriver det kærligheden, så troen slet intet er værd, hvis den ikke modtager formen, det vil sige, kærligheden. Altså er, ifølge dette farlige opspind af sofisterne, denne tro en ynkelig dyd, og den skulle være et uformet kaos, der ikke kan gøre noget, er uden virkekraft og liv, men blot er en passiv materie. 
8  Ista omnia blasphema in Deum et satanica sunt, quae prorsus obscurant et evertunt fidei doctrinam, a Christo mediatore et a fide apprehendente ipsum retrahunt. Nam si caritas est forma fidei, ut ipsi nugantur, statim cogor sentire ipsam caritatem esse principalem et maximam partem christianae religionis, et sic amitto Christum, sanguinem, vulnera et omnia beneficia ejus, et inhaereo caritati, et diligo ac venio in facere morale, ut papa, gentilis philosophus aut Turca. Alt dette er blasfemi mod Gud, det er satanisk, for det tilslører og forvender helt læren om troen, det fører bort fra midleren Kristus og fra troen, der griber ham. For hvis kærligheden er troens form, som de vrøvler om, så tvinges jeg med det samme til at mene, at kærligheden selv er den vigtigste og største del af kristendommen, og således giver jeg slip på Kristus, på hans blod, hans sår og alle hans velsignelser, og jeg holder mig til kærligheden, og jeg elsker og kommer frem til at "at gøre" forstås moralsk, som paven, den hedenske filosof og tyrken gør det. 
9        At sanctus Spiritus, qui dat omnibus os et linguam, novit etiam loqui. Bene potuisset dicere, ut sophistae impie nugantur: Justus ex fide formata vivit. Sed consulto omisit hoc, et simpliciter dixit, "Iustus ex fide vivit." Abeant igitur sophistae in (E4) malam crucem cum  sua impia et pestilente glossa.        Men Helligånden, som giver alle mund og sprog, véd også at tale. Han kunne sagtens havde sagt, som sofisterne på deres ugudelige manér vrøvler om: Den retfærdige skal leve af den formede tro. Men med god grund har han udeladt det, og siger simpelthen "Den retfærdige skal leve af tro". Sofisterne kan derfor gå ad Wandsbeck til med deres ugudelige og farlige udlægning. 
10 Nos volumus retinere et extollere hanc fidem, quam Deus fidem vocavit, id est, veram et certam fidem, quae non dubitat de Deo, nec de divinis promissionibus nec de remissione peccatorum per Christum, ut tuti et  securi manere possimus in objecto, Christo, et retinere  in oculis passionem et sanguinem mediatoris, et omnia ipsius beneficia. Sola autem fides, quae Christum apprehendit, est unicum medium, ut illa e conspectu nobis non sinamus auferri. Ideo repudiata hac pestilenti glossa locus iste de sola fide accipiendus est, hocque Paulus ipse ostendit, cum contra fidem formatam sic disputat. Vi vil beholde og ophøje denne tro, som Gud kalder tro, det vil sige, den sande og sikre tro, som ikke tvivler om Gud eller om de guddommelige forjættelser eller om syndernes forladelse gennem Kristus, så at vi kan forblive trygge og sikre i dens genstand, Krstus, og holde os midlerens lidelse og blod og alle hans velgerninger for øje. Men alene troen, som griber Kristus, er det eneste middel, så vi aldrig skal tillade at den tages bort fra vore øjne. Når man derfor har fordrevet denne farlige forklaring, skal man forstå dette sted om troen alene, og det viser Paulus selv, når han disputerer således imod den formede tro. 
11 Lex autem non est ex fide.
       Sophistae dicunt: Justus vivit, si fides sit formata; Paulus econtra: "Lex non est ex fide." Quid autem est lex? An non est etiam caritatis praeceptum? Imo lex nihil aliud praecipit, quam caritatem, ut textus ipse habet: "Diliges dominum Deum tuum ex toto corde tuo" (Matth, 22, 37.); item: "Faciens misericordiam in multa millia his, qui diligunt me" (Deut. 5, 10.); item: "In his duobus mandatis tota lex et prophetae pendent" (Matth.22,40.).
Men loven er ikke af tro. (Gal3.12)
       Sofisterne siger: Den retfærdige skal leve, hvis troen er formet. Paulus siger modsat: "Loven er ikke af tro". Hvad er da loven? Mon den ikke også er budet om kærlighed? Jo, loven foreskriver ikke andet end kærlighed, som teksten selv siger: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte" (Matt 22,37); og ligeledes: "Jeg viser miskundhed i tusind led mod dem, der elsker mig" (5 Mos 5,10); og ligeledes: "Af disse to bud afhænger hele loven og profeterne" (Matt 22,40). 
12 Si ergo lex praecipiens caritatem pugnat cum fide, ergo nec caritas est ex fide. Sic Paulus clare confutat confictam a sophistis glossam de fide formata, loquiturque de fide sola, seponens legem. Seposita autem lege seponitur (E5) etiam caritas et omnia, quae legis sunt, et sola fides relinquitur, quae justificat et vivificat. Hvis altså loven, der foreskriver kærlighed, strider mod troen, så er altså heller ikke kærlighed af tro. Således gendriver Paulus klart den opdigtede udlægning, sofisterne kommer med om den formede tro, og taler alene om troen, idet han skyder loven til side. Men hvis loven skydes til side, skydes også kærligheden til side og alt, hvad der hører loven til, og alene troen bliver tilbage, den, som retfærdiggør og levendegør. 
13          Ex clarissimo igitur testimonio prophetae argumentatur Paulus, quod simpliciter nemini contingat justificatio et vita coram Deo, nisi credenti, qui justitiam et vitam consequitur sine lege et dilectione ex fide. Ratio, quia lex non est ex fide, hoc est, lex non est fides vel aliquid fidei, quia non credit, nec opera legis sunt fides, ergo fides est diversum quiddam a lege, ut promissio est diversum quiddam a lege. Nam promissio non operando, sed credendo apprehenditur.        Paulus argumenterer således ud fra det klareste vidnesbyrd fra profeterne, at retfærdiggørelse og liv overfor Gud ikke tilkommer andre end den troende, som opnår retfærdighed og liv uden lov og uden kærlighed af tro. Begrundelsen er, at loven ikke er af tro, det vil sige, loven er ikke tro eller noget, der har med tro at gøre, for den tror ikke, og lovgerninger er heller ikke tro, altså er troen noget, der er forskelligt fra loven, ligesom forjættelsen er noget, der er forskelligt fra loven. For forjættelsen forstår man ikke ved at handle, men ved at tro. 
14        Sicut ergo in philosophia prima divisione substantia et accidens distincta sunt, ita in theologia promissio et lex et per consequens fides et opera tam longe inter se distincta sunt, quam coelum et terra inter se distant. Impossible est ergo fidem esse ex lege, siquidem fides solum haeret in promissione, solum accipit et cognoscit Deum et versatur in recipiendo a Deo bona. Contra lex et opera versantur in faciendo et dando Deo, ut Abel offerens dat Deo, sed idem credens recipit a Deo.         Ligesom altså i filosofien adskillelsen mellem substansen og egenskaberne er en grundlæggende adskillelse, sådan er i teologien forjættelsen og loven og følgelig troen og gerningerne ligeså vidt adskilte som himmel og jord. For det er umuligt, at troen kan være af loven, hvis ellers troen alene knytter sig til forjættelsen, alene modtager og erkender Gud og drejer sig om at modtage godt af Gud. Modsat har lov og gerninger med det at gøre at man handler og giver til Gud, sådan som Abel, da han ofrede, gav til Gud, men samme Abel, da han troede, modtog fra Gud. 
15  Concludit ergo Paulus fortissime ex loco Habacuc justum ex fide scilicet sola vivere, quia lex nihil pertinet ad fidem. Nam lex non est promissio, fides autem adhaeret et nititur promissione. Ergo ut lex et promissio distinguuntur, ita et opera et fides. Hinc glossa sophistarum impia et falsa est, quae legem conjungit cum (E6) fide, imo exstinguit fidem, et legem ponit in locum fidei. Det er altså en meget stærk slutning, Paulus drager ud fra stedet hos Habakuk, at den retfærdige alene skal leve af tro, fordi loven ikke har noget med troen at gøre. For loven er ikke en forjættelse, men troen knytter sig til og støtter sig til en forjættelse. Altså ligesom man må skelne mellem lov og forjættelse, må man også skelne mellem gerninger og tro. Derfor er sofisterne fortolkning ugudelig og falsk, når den knytter loven sammen med troen, ja udsletter troen, og sætter loven i troens sted. 
16          Loquitur autem Paulus perpetuo de iis, qui moraliter legem facere volunt, non theologice. Quidquid autem de bonis operibus theologicis dicitur, simpliciter soli fidei tribuitur.          Men Paulus taler hele tiden om dem, som vil overholde loven i moralsk henseende, ikke i teologisk henseende. Men hvad der siges om de teologiske gode gerninger, det tilskrives simpelthen troen alene. 
17 Sed qui fecerit ea homo, vivet in eis.
        Istam particulam intelligo esse ironiam. Non tamen repugno, quin possit etiam moraliter exponi, quod legem facientes moraliter, hoc est, sine fide, vivant in ea, id est, non puniantur, sed habeant corporalia praemia per eam. Sed accipio istum locum in genere, ut hoc dictum Christi: "Hoc fac, et vives," (Luc, 10,28), ut sit quaedam ironia seu irrisio. Ia thue es nur. 
Men det menneske, der gør disse ting, skal leve ved dem. (Gal3.12)
      Denne sætning forstår jeg som ironi. Dog vender jeg mig ikke imod, at den også kan udlægges moralsk, at de, der øver loven moralsk, det vil sige, uden tro, skal leve ved dem, det vil sige, de straffes ikke, men får deres legemlige belønninger ved den. Men jeg vil mene, at dette sted er af samme art, som Kristi ord, hvor han siger: "Gør dette, så skal du leve", (Luk 10,28), at der altså ligger en vis ironi eller spot bag: Ja, prøv du bare på det!
18 Vult autem Paulus hic ostendere, quid sit exacte et proprie justitia legis et evangelii. Iustitia legis est facere legem, juxta illud: "Qui fecerit ea homo etc." Iustitia fidei est credere, juxta illud: "Iustus ex fide vivit." Ideo lex exigit, ut Deo aliquid praestemus. Fides autem non exigit a nobis opera, aut ut praestemus aliquid Deo, sed ut credentes Dei promissioni recipiamus ab ipso. Men Paulus vil her vise, hvad der nøjagtigt og egentligt er lovretfærdighed og hvad trosretfærdighed. Lovretfærdighed er at overholde loven, ifølge dette: "Det menneske, der gør disse ting, osv." Trosretfærdighed er at tro, ifølge dette: "Den retfærdige skal leve af tro". Derfor kræver loven, at vi yder noget for Gud. Men troen kræver ikke gerninger af os, eller at vi yder noget for Gud, den kræver, at vi, når vi tror på Guds forjættelse, skal modtage af ham. 
19  Itaque legis officium est in summo suo gradu, operari, fidei, promissionibus assentiri, quia fides est promissionis fides, opus est legis opus. Remoratur ergo Paulus in vocabulo facere, utque clare ostendat, quae sit justitia legis, quae fidei, opponit inter sese promissionem et legem, fidem et opera. Ex lege dicit nihil sequi, nisi (E7) facere, fidem autem esse omnino contrariam rem, nempe quae promissioni assentiatur. Derfor er lovens embede, når det kommer højest, at gøre, troens embede, at give sin tilslutning til forjættelserne, for troen er at tro på forjættelsen, gerningen er at gøre loven. Paulus opholder sig altså ved ordet "at gøre", for at han klart kan påvise, hvad der er lovretfærdighed og hvad trosretfærdighed, og han sætter forjættelsen og loven, troen og gerningerne op mod hinanden. Ud af loven, siger han, opnår man intet, hvis man ikke gør den, men troen er en helt modsat sag, den giver nemlig sin tilslutning til forjættelsen. 
20         Oportet itaque ista quatuor distincta esse perfectissime. Nam sicut lex, ita promissio habet suum proprium officium. Ad legem pertinet facere, ad promissionem credere. Quam late ergo lex et promissio, tam late facere et credere distincta sunt, etiamsi facere theologice intelligas. Nam Paulus hic in alio loco versatur.         Disse fire må man altså holde fuldstændig adskilt. For ligesom loven, således har også forjættelsen sin egen opgave. Til loven hører det "at gøre", til forjættelsen det at tro. Altså, ligeså langt loven er fra forjættelsen, ligeså langt er det at gøre fra det at tro, selv om du forstår "at gøre" teologisk. For Paulus arbejder her med noget andet. 
21  Urget distinctionem inter facere et credere, ut separet caritatem a fide, et declaret solam fidem sic justificare, quod lex, sive fiat moraliter, sive theologice, sive non fiat, prorsus nihil cooperetur ad justificationem, quia lex pertinet ad facere, fides autem non est hujus generis, sed omnino diversum quiddam, quod requiritur, antequam lex fiat, quo praeexistente, tunc fiat pulchra incarnatio. Han fremhæver forskellen mellem at gøre og at tro, sådan at han kan gøre skel mellem kærligheden og troen og erklære, at alene troen retfærdiggør, sådan at loven, hvad enten den opfyldes i moralsk eller i teologisk henseende, eller den slet ikke opfyldes, slet intet bidrager med til retfærdiggørelsen, fordi loven har med "at gøre" at gøre, men troen er ikke af den art, men noget, der er helt og aldeles forskelligt derfra, fordi den kræves, førend loven kan ske, og når den forud er til stede, da kan der ske en smuk inkarnation. 
22       Quare fides perpetuo justificat et vivificat, et tamen non manet sola, id est, otiosa, non quod non sola in suo gradu et officio maneat, quia perpetuo sola justificat, sed incarnatur, et fit homo, hoc est, non est et manet otiosa vel sine caritate. Sic Christus secundum divinitatem est substantia vel natura divina et aeterna sine principio, humanitas vero est natura in tempore creata.        Derfor er det altid troen, der retfærdiggør og levendegør, og dog forbliver den ikke alene, det vil sige, den forbliver ikke uvirksom, ikke fordi den ikke forbliver alene på sin måde og i sit embede, for det er hele tiden alene den, der retfærdiggør, men den inkarneres og bliver menneske, det vil sige, den er ikke og den forbliver ikke uvirksom eller uden kærligheden. Således er Christus vel ifølge sin guddommelighed substans eller guddommelig og evig natur uden begyndelse, men menneskeligheden er en natur, der er skabt i tiden. 
23 Hae duae naturae in Christo sunt inconfusae et impermixtae, et utriusque proprium est distincte intelligendum. Humanitatis est incepisse in tempore, divinitatis est esse aeternum sine principio; et tamen conveniunt haec duo, et incorporatur divinitas sine principio in humanitatem cum (E8) principio. Disse to naturer er i Kristus usammenblandede og uden forvandling, og begges egenskab skal man forstå for sig. Menneskeligheden hører det til at begynde i tiden, guddommeligheden at være evig uden begyndelse; og dog kommer disse to sammen, og guddommen, der er uden begyndelse, inkorporeres i menneskeligheden, der har en begyndelse. 
24 Ut ergo distinguere cogor inter humanitatem et divinitatem, et dicere: Humanitas non est divinitas, et tamen homo est Deus, ita hic distinguo: Fides non est lex, et tamen fides operatur. Conveniunt igitur fides et opera in composite, et tamen utrumque habet et servat suum naturam et proprium officium. Habes ergo, cur Paulus hunc locum hic alleget, nempe ut fidem longissime a caritate distinguat. Ligesom jeg altså tvinges til at skelne mellem menneskelighed og guddommelighed og sige: menneskelighed er ikke guddommelighed, og er dette menneske Gud, således må jeg her skelne: tro er ikke lov, og dog virker troen. For tro og gerninger kommer sammen i en sammensat énhed, og dog har og tjener begge sin egen natur og sit særlige embede. Dette er altså grunden til, at Paulus fremhæver dette punkt så stærkt, han vil nemlig adskille troen mest muligt fra kærligheden. 
25       Pereant itaque sophistae cum sua maledicta glossa, et damnetur vox ista: Fides formata, ac dicamus constanter ista vocabula: fides formata, informis acquisita etc. diaboli esse portenta, nata in perniciem doctrinae et fidei christianae, ad blasphemandum et conculcandum Christum, et ad statuendam justitiam operum; dicamus (inquam), ut retinere possimus fidem veram et rectam sine operibus. Debent quidem opera fidem sequi, sed fides non debet esse opera, nec opera fides, ne confundantur, sed rectissime distinguantur utriusque et legis seu operum et fidei fines et regna.         Derfor bort med sofisterne og deres forbandede fortolkning, og bort med dette ord: den formede tro, og lad os til stadighed sige, at disse ord: den formede tro, den uformede tro er djævelens ugudelige påhit, som han er kommet med for at fordærve den kristne lære og tro, for at spotte og trampe på Kristus, og for at opstille en gerningsretfærdighed; lad os sige det, siger jeg, for at vi kan holde fast ved den sande og rette tro uden gerninger. Ganske vist bør gerninger følge troen, men troen bør ikke være gerninger, ejheller gerninger tro, at de ikke skal blandes sammen, men vi bør på ret måde holde begge deles, både lovens eller gerningernes og troens grænser og riger adskilte. 
26        Itaque cum credimus, vivimus simpliciter fide in Christum, qui est sine peccato, qui denique est nostrum operculum, propitiatorium et remissio peccatorum. Contra, cum legem facimus, operamur quidem, sed justitiam et vitam non habemus. Legis enim non est justificare et vivificare, sed ostendere peccatum et occidere. Dicit quidem lex: "Qui fecerit ea homo, vivet in eis." Sed ubi est, qui facit legem, hoc est, qui diligit Deum ex toto corde etc., et proximum sicut se (E9) ipsum?         Derfor, når vi tror, lever vi simpelthen i tro på Kristus, som er uden synd, og som til sidst er vores lille gerning, vor forsoningsværk og vor syndsforladelse. Modsat, når vi overholder loven, så handler vi ganske vist, men vi har ikke retfærdighed og liv. For det hører ikke loven til at retfærdiggøre og levendegøre, men at påvise synd og slå ihjel. For loven siger: "Det menneske, der gør dem, skal leve ved dem". Men hvor er det menneske, som overholder loven, det vil sige, hvem elsker Gud af hele sit hjerte, osv., og sin næste som sig selv? 
27  Ergo nemo facit legem, ut maxime aliquis conetur eam facere, sed faciendo eam non facit, manet ergo sub maledicto. Fides vero non facit, sed credit in Christum justificatorem. Itaque homo vivit non propter facere, sed credere. Credens vero facit legem, quod autem non facit, condonatur per remissionem peccatorum propter Christum, et quod reliquum est peccati, non imputatur ei. Altså er der ingen, der overholder loven, hvor meget han end forsøger at overholde den, men idet han overholder den, overholder han den ikke; han forbliver altså under forbandelse. Men troen handler ikke, men tror på Kristus, retfærdiggøreren. Derfor lever mennesket ikke på grund af, at det handler, men på grund af, at det tror. Men idet mennesket tror, overholder det loven, men det, som den ikke gør, tilgives ved syndernes forladelse på grund af Kristus, og hvad der er tilbage af synd, tilregnes ham ikke. 
28      Confert ergo hoc loco et Rom. 10. Paulus justitiam legis et fidei, cum ait: "Qui fecerit haec, vivet in eis", quasi dicat: Pulchrum quidem esset, si legem faceremus, sed quia nemo eam facit, confugiendum est ad Christum, qui est finis legis, ad justitiam omni credenti.        Paulus sammenholder altså på dette sted, ligesom i Rom 10, lovretfærdigheden og troen, når han siger: "Den som gør disse ting, skal leve ved dem", som ville han sige: Det ville ganske rigtigt være smukt, om vi overholdt loven, men eftersom ingen overholder den, må man henfly til Christus, som er lovens ende til retfærdighed for enhver, der tror. (Rom 10,4). 
29 Is factus est sub legem, ut nos, qui sub lege eramus, redimeret. In hunc credentes accipimus Spiritum sanctum, et incipimus legem facere. Quod vero non facimus, non imputatur propter fidem in Christum. In futura autem vita non habebimus amplius opus fide, quia non per speculum in aenigmate, ut nunc, sed facie ad faciem videbimus, hoc est, erit aeternae gloriae claritas, in qua Deum, sicuti est, conspiciemus.  Han blev gjort til et menneske under loven, for at han kunne løskøbe os, som var under loven. Når vi tror på han, modtager vi Helligånden, og vi begynder at overholde loven. Men hvad vi ikke overholder, tilregnes os ikke på grund af vor tro på Kristus. Men i det kommende liv vil vi ikke mere have brug for troen, fordi vi da ikke, som nu, ser i et spejl, i en gåde (1 Kor 13,12), men ansigt til ansigt, det vil sige, der vil der herske den evige herligheds klarhed, i hvilken vi skal se Gud, som han er. 
30 Ibi tum futura est vera et perfecta cognitio et caritas Dei, recta ratio et bona voluntas, non moralis aut theologica, sed coelestis, divina et aeterna. Interim in hac vita spiritu ex fide spem justitiae exspectamus. Contra, qui remissionem peccatorum per legem, non per Christum quaerunt, nunquam faciunt legem, sed sub maledicto manent. (E10)  Dèr vil der da herske den sande og fuldkomne erkendelse af og kærlighed til Gud, den rette begrundelse og den gode vilje, ikke den moralske eller teologiske, men den himmelske, guddommelige og evige. Men indtil da forventer vi i dette liv i ånd og tro retfærdighedens håb. Omvendt, de, der søger syndernes forladelse gennem loven, ikke gennem Kristus, kan aldrig overholde loven, men forbliver under forbandelse. 
31         Vocat ergo Paulus eos tautum justos, qui sine lege per promissionem seu per fidem promissionis justificantur. Ideo facere legem est ficta res, quae nihil significat extra fidem. Quare qui ex operibus legis sunt, et volant videri facere legem, non faciunt, quia apostolus simpliciter concludit omnes, qui ex operibus legis sunt, sub maledicto esse, sub quo non essent, si legem facerent.        Paulus kalder altså kun dem retfærdige, som retfærdiggøres uden lov gennem forjættelsen eller gennem troen på forjættelsen. Derfor er det at overholde loven et fiktivt begreb, som ikke betyder noget udenfor troen. Derfor, de, der er af lovgerninger og vil synes at overholde loven, overholder den ikke, fordi apostelen simpelthen indeslutter alle, som er af lovgerninger, under forbandelse, og de ville ikke være under forbandelse, hvis de overholdt loven. 
32 Verum quidem est, quod homo faciens ea vivet in eis, id est, erit benedictus, sed talis nusquam invenitur. Cum autem duplex sit usus legis, politicus et spiritualis, qui vult, sententiam hanc civiliter intelligat, hoc modo: "Qui fecerit ea, vivet in eis", hoc est, si homo obedierit magistratui externe et in regno politico, poenas et mortem evadet. Det er ganske vist sandt, at det menneske, der øver disse gerninger, skal leve i dem, det vil sige, skal være velsignet, men et sådant menneske kan aldrig findes. Men eftersom lovens brug er en dobbelt, en borgerlig og en åndelig, så kan den, der vil, forstå denne sætning borgerligt, på denne måde: "Den, der gør disse gerninger, skal leve i dem", det vil sige, hvis mennesket adlyder øvrigheden i det ydre og i det borgelige område, vil han undgå straf og død. 
33 Politicus magistratus non habet jus in eum, ut subjiciat poenis aut occidat, sed permittit eum impune vivere. Is est politicus legis usus, valens ad coercendos rudes. Sed Paulus istum usum hic non urget, sed tractat hunc locum theologice. Ideo necessario inclusa est conditio, quasi dicat: Si homines possent legem facere, essent beati. Sed ubi sunt? Non sunt ergo factores legis, nisi prius justificentur ante et absque lege per fidem. Den borgerlige øvrighed har da ikke ret over ham, så den kan straffe han eller dræbe ham, men den må lade han leve ustraffet. Dette er den borgerlige brug af loven, der gælder til at holde de rå mennesker i skak. Men Paulus lægger her ikke vægt på denne brug, men behandler dette sted teologisk. Derfor er der med nødvendighed indesluttet en betingelse, som ville han sige: Hvis menneskene kunne overholde loven, ville de være salige. Men hvor er de, der kan det? De kan derfor ikke være lovens gørere, medmindre de først retfærdiggøres forud for og udenom loven gennem troen. 
34        Quare Paulus cum maledicit et damnat eos, qui ex operibus legis sunt, non loquitur de his, qui fide justificati sunt, sed qui sine fide in Christum per opera justificari conantur. Quod ideo admoneo, ne sequamur imaginationem sancti Hieronymi, qui deceptus per Origenem nihil prorsus intellexit in Paulo, (E11) sed eum inspexit ut civilem legistam.        Derfor, når Paulus forbander og fordømmer dem, som er af lovgerninger, taler ham ikke om dem, som er retfærdiggjorte af tro, men om dem, som uden tro på Kristus stræber efter at blive retfærdiggjort gennem gerninger. Derfor advarer jeg mod, at vi følger den hellige Hieronymus' fantasier, han, som, bedraget af Origenes, slet ikke forstår noget hos Paulus, men har betragtet ham som en borgerlig lovgiver. 
35 Hinc ita colligit: Sancti patriarchae, prophetae et reges circumcisi sunt et sacrificaverunt, ergo observaverunt legem. Impium autem est dicere eos sub maledicto esse et manere, ergo non omnes, qui ex operibus legis sunt, sub maledicto sunt. Sic sine judicio irruit in Paulum, non faciens discrimen inter factores legis veros, fide justificatos, et inter operatores, qui sine fide per legem justificari quaerunt. Derfor slutter han på følgende måde: De hellige patriarker, profeter og konger var omskåret og helliggjorte, altså overholdt de loven. Men det er ugudeligt at sige, at de var eller forblev under forbandelse, altså er det ikke alle, som er af lovgerninger, der er under forbandelse. Således støder de an mod Paulus, idet de ikke skelner mellem de sande lovens gorere, der er retfærdiggjorte af tro, og de gørere, som uden tro søger at blive retfærdiggjort gennem loven. 
36         At Paulus hic plane nihil agit contra justificatos fide et veros factores, quia illi non sunt ex operibus legis, sed contra illos, qui non solum non servant legem, sed etiam contra eam peccant. Quia lex praecipit, ut timeamus, diligamus et fide colamus Deum, hoc ipsi non faciunt, sed eligunt novos cultus et opera a Deo non praecepta, quibus Deus non placatur, sed plus irritatur, juxta illud: "Frustra colunt me mandatis hominum." (Matth. 15, 9.)         Men Paulus taler her slet ikke imod dem, der er retfærdiggjort af tro eller imod de sande gørere, for de er ikke af lovgerninger, men han taler imod dem, som ikke blot ikke overholder loven, men også synder imod den. For loven foreskriver, at vi skal frygte, elske og i tro dyrke Gud, det gør de ikke, men de opfinder en ny gudsdyrkelse og nye gerninger, som ikke er foreskrevet af Gud, og med dem behager de ikke Gud, det er snarere sådan, at de gør ham vred, ifølge det skriftord: "Det er forgæves, de dyrker mig med menneskebud" (Matt 15,9; Es 29,13). 
37 Injusti ergo sacrilegi et idololatrae sunt, peccantes gravissime prae omnibus aliis in primum praeceptum. Deinde habent etiam concupiscentias, iram et alias passiones maximas. In summa, nihil boni est in eis, nisi quod foris in speciem justi, et legem facere videri volunt. De er altså uretfærdige gudsbespottere og afgudsdyrkere, de synder fremfor alt alvorligt imod det første bud. Desuden har de også begæringer, vrede og andre lidenskaber i meget høj grad. Kort sagt, der er intet godt i dem, udover at de i det ydre har et skin af at være retfærdige og vil give det udseende af at overholde loven. 
38         Sic et nos fide justificati, ut patriarchae, prophetae et omnes sancti, non sumus ex operibus legis quantum ad justificationem attinet. Quatenus vero in carne sumus, et reliquias peccati adhuc habemus, sumus sub lege (non tamen sub maledicto, quia (E12) propter Christum, in quem credimus, reliquiae peccati non imputatur nobis). Caro enim est inimica legi Dei, et concupiscentia in nobis adhuc reliqua non solum non implet legem, sed peccat etiam in eam, imo militat contra nos, et captivat nos in servitutem, Rom. 7.       Sådan er også vi retfærdiggjort af tro, ligesom patriarkerne, profeterne og alle hellige, og vi er ikke af lovgerninger, hvad angår retfærdiggørelsen. Men for så vidt vi er i kødet og endnu har efterladt synd i os, er vi under loven (dog ikke under forbandelse, fordi den efterladte synd ikke tilregnes os på grund af den Kristus, som vi tror på). For kødet er fjende af Guds lov, og det begær i os, der stadig er tilbage, er ikke blot noget, der ikke opfylder loven, nej, det synder også imod den, ja det kæmper imod os, og holder os fanget i trældom, Rom 7,23. 
39 Si autem in sanctis lex non impletur, sed multa fiunt contra legem, cum habeant adhuc concupiscentiam, et reliquiae peccati et multae faeces supersint quae impediunt eo, ut perfecte non timeant et diligent Deum, ut non invocent certa fiducia, non satis laudent Deum et venerentur ejus verbum, quanto magis hoc verum est in homine fide nondum justificato et averso a Deo, qui toto corde negligit, contemnit et odit verbum et opus Dei! Vides ergo Paulum loqui de iis, qui volunt legem implere et justificari nondum accepta fide, non de patribus et sanctis, ut Hieronymus imaginatur, jam fide justificatis. Men hvis loven ikke opfyldes i de hellige, men der sker meget imod loven, fordi de stadig har begær i sig, og efterladte synder og meget smuds stadig er tilbage i dem, hvilket forhindrer dem i fuldkomment at frygte og elske Gud, så de ikke påkalder ham med tillid, ikke priser Gud tilstrækkeligt og ikke ærer hans ord, hvor meget mere er dette da ikke sandt om det menneske, der endnu ikke er blevet retfærdiggjort ved tro, og som har vendt sig bort fra Gud, ja, som af hele sit hjerte fornægter, foragter og hader Guds ord og gerning! Du ser altså, at Paulus taler om dem, som vil opfylde loven og endnu ikke er retfærdiggjort ved at have modtaget troen, ikke om fædrene og de hellige, der allerede ved troen er blevet retfærdiggjort, som Hieronymus forestiller sig det. 
40 Christus redemit nos e maledicto legis, factus pro nobis maledictum (quia scriptum est: "Maledictus omnis, qui pendet in ligno"), ut in gentes etc.
       Hic iterum laborant Hieronymus et sophistae, qui eum secuti sunt, et miserrime lacerant hunc locum consolationis plenissimum, et zelo quodam pio, ut putant, hoc anxie agunt, ne hanc contumeliam Christo fieri permittant, ut maledictum seu exsecratio appelletur. Ad hunc ergo modum eludunt istam sententiam, Paulum hic serio non fuisse locutum, atque (E13) hinc non minus sceleste quam impie dixerunt scripturam in Paulo pugnare, quae suis locis non pugnat quod ita ostendunt: Sententia (ajunt) Mosi, quam Paulus hic allegat, non loquitur de Christo.
Kristus forløste os fra lovens forbandelse, idet han blev gjort til en forbandelse for os (for der står skrevet: "Forbandet enhver, der hænger på et træ"), for at velsignelsen ... osv (Gal3.12
        Her anstrenger Hieronymus og de sofister, der har fulgt ham, sig påny og mishandler dette sted ganske jammerligt, skønt det er fuldt af trøst. I noget, der mener er hellig nidkærhed, behandler de stedet i en bekymring for, at de skal gå tillade, at der skal overgå Kristus den skændsel, at han kaldes en forbandelse eller en vederstyggelighed. På den måde undviger de denne sætning ved at sige, at Paulus her ikke taler i fuldt alvor, og herudfra har de sagt ligeså forbryderisk som ugudeligt, at skriftordet kæmper imod sig selv hos Paulus, selv om det ikke gør det, hvor det hører hjemme. Og det viser de således: Moses' sætning, som Paulus her anfører, taler ikke om Kristus. 
41 Deinde in Mose non est addita universalia particula "omnis," quam Paulus habet. Vicissim omittit Paulus particulam "a Deo", quae in Mose est. (n41) Postremo satis manifestum est Mosen loqui de nocente seu latrone, qui malefactis suis meruit crucem, ut scriptura Deut. 21. (vv. 22. 23.) clare testatur. Ideo quaerunt, quomodo haec sententia accommodari possit ad Christum, quod sit maledictus Dei, suspensus in ligno, cum non sit nocens seu latro, sed justus et sanctus. Dernæst er der hos Moses ikke tilføjet det lille ord "enhver", som Paulus har. Til gengæld undlader Paulus ordet "fra Gud", som findes hos Moses. Endelig er det helt klart, at Moses taler om en forbryder eller en røver, som fortjener korsdøden for sine misgerninger, sådan som skriften klart bevidner (5 Mos 21,22f). Derfor spørger de, hvordan denne mening kan finde anvendelse på Kristus, at han skulle være Guds forbandelse, ophæges på et tro, skønt han ikke var forbryder eller røver, men retfærdig og hellig. 
42 Ista fortassis imperitos movent, qui putant sophistas non solum subtiliter, sed et pie ista dicere, et per hoc honorem Christi defendere, et christianos religiose admonere, ne impie sentiant Christum factum esse maledictum. Ideo videndum est, quod sit Pauli consilium et sententia. Disse ting kan måske gøre indtryk på den læge læser, som mener, at sofisterne ikke blot taler på en subtil måde, men også på en from måde, og derigennem forsvarer Kristi ære, og fromt opfordrer de kristne til ikke ugudeligt at mene, at Kristus blev gjort til en forbandelse. Derfor skal vi undersøge, hvad der er Paulus' hensigt og mening. 
43          Paulus bene munivit sua verba, et diserte locutus est. Est autem hic iterum facienda distinctio, ut verba Pauli satis indicant. Non enim dicit Christum maledictum factum pro se, sed "pro nobis". Est ergo emphasis in particula "pro nobis." Nam Christus, quod ad suam personam attinet, est innocens, ergo non debebat suspendi in ligno.        Paulus har nøje overvejet sine ord, og taler tydeligt. Men her må man igen foretage en skelnen, hvilket Paulus' ord klart indikerer. For han siger ikke, at Kristus blev gjort til en forbandelse for sig selv, men "for os". Der ligger altså vægt på ordet "for os". For Kristus er uskyldig, hvad han egen person angår, derfor burde han ikke ophæges på et træ.
44 Quia vero omnis latro secundum legem suspendi debuit, debuit et Christus ipse secundum legem Mosi suspendi, quia gessit personam peccatoris et latronis, non unius, sed omnium peccatorum et latronum. Nos enim sumus (E14) peccatores et latrones, ideo rei mortis et aeternae damnationis. Sed Christus in sese recepit omnia peccata nostra, et pro illis in cruce mortuus est. Ideo oportuit illum fieri latronem, et, ut Esaias ait cap. 53. (v. 12,) reputari inter latrones. (n44 Men fordi enhver røver ifølge loven burde ophænges, burde også Kristus selv ifølge Mose lov ophænges, fordi han påtog sig en synders og røvers skikkelse, ikke én, men mange syndere og røvere. For vi er syndere og røvere, derfor er vi skyldige til døden og til evig fordømmelse. Men Kristus tog på sig alle vore synder, og for dem døde han på korset. Derfor burde han blive en røver, og, som Esaias siger (Es 53,12), regnes blandt overtrædere. 
45         Et quidem omnes prophetae viderunt hoc in Spiritu, quod Christus futurus esset omnium maximus latro, homicida, adulter, fur, sacrilegus, blasphemus etc., quo nullus major unquam in mundo fuerit, quia exsistens hostia pro peccatis totius mundi jam non est persona innocens et sine peccatis, non est natus de virgine Dei filius, sed peccator, qui habet et portat peccatum Pauli, qui fuit blasphemus, persecutor et  violentus, Petri, qui negavit Christum, Davidis, qui fuit adulter, homicida, et blasphemare fecit gentes nomen domini, in summa, qui habet et portat omnia omnium peccata in corpore suo, non quod ipse commiserit ea, sed quod ea a nobis commissa susceperit in corpus suum, pro illis sanguine proprio satisfacturus.           Og alle profeterne har jo også i ånden set, at Kristus skulle være den største røver, morder, ægteskabsbryder, tyv, gudsbespotter, osv. af alle, så der ikke har været nogen værre i hele verden end ham, for når han er et slagtoffer for hele verdens synder er han ikke mere en uskyldig person, der er uden synd, han er ikke Guds søn først af en jomfru, nej, han er en synder, som har og bærer synderne fra en Paulus, som var gudsbespotter, forfølger og voldsmand, for en Peter, som fornægtede Kristus, for en David, som blev ægteskabsbryder og morder, og som gjorde Herrens navn til spot for hedninger, kort sagt, han er den, som har og bærer alle andres synder på sit legeme, ikke fordi han selv har begået dem, men fordi de blev begået af os og han tog den på sit legeme, for at gøre fyldest for dem med sit eget blod. 
46 Itaque lex illa generalis Mosi comprehendit eum, quamvis pro sua persona innocentem, quia invenit eum inter peccatores  et latrones, ut magistratus pro sonte habet et punit, si quem inter latrones deprehendit, etiamsi nunquam aliquid mali aut morte dignum commisit. Christus autem non solum inventus est inter peccatores, sed   etiam sua sponte et patris voluntate voluit esse socius peccatorum, assumta carne et sanguine eorum, qui peccatores, latrones et immersi sunt omnibus peccatis. Cum ergo lex eum inter latrones invenit, ut latronem condemnavit et occidit. (E15)  Derfor indeslutter Moses' generelle lov ham, skønt han for sin persons vedkommende er uskyldig, fordi han blev fundet blandt syndere og røvere, ligesom øvrigheden holder den for skyldig og straffer ham, som den pågriber blandt røvere, skønt han aldrig har gjort noget ondt eller har fortjent døden. Men Kristus blev ikke blot fundet blandt syndere, men han ville også frivilligt og efter faderens vilje være synderes ven, efter at have antaget sig deres kød og blod, som er syndere, røvere og nedsunket i alle slags synder. Da altså loven fandt ham blandt røvere, fordømte og dræbte den ham som en røver. 
47        Hac cognitione Christi et consolatione suavissima, quod Christus pro nobis factus sit maledictum, ut nos a maledicto legis redimeret, privant nos sophistae, cum segregant Christum a peccatis et peccatoribus, et eum tantum proponunt ut exemplum nobis imitandum. Hoc modo reddunt Christum nobis non solum inutilem, sed etiam judicem et tyrannum constituunt, qui irascatur peccatis, et damnet peccatores. Nos vero debemus involvere Christum, et involutum cognoscere ut carne et sanguine, ita peccatis, maledictione, morte et omnibus malis nostris.         Denne erkendelse af Kristus og denne søde trøst, at Kristus for os blev gjort til en forbandelse, for at forløse os fra lovens forbandelse, den røver sofisterne fra os, når de adskiller Kristus fra synder og syndere, og blot fremstiller ham som et eksempel, vi skal efterligne. På den måde gør de ikke blot Kristus unyttig for os, de fremstiller ham også som en dommer og en tyran, som bliver vred over vore synder og fordømmer syndere. Men vi bør tildække Kristus og kende den skjulte Kristus, som i kød og blod, således også i synderne, forbandelsen, døden og alle vore onder. 
48          Sed dicat aliquis: Valde absurdum et contumeliosum est filium Dei appellare peccatorem et maledictum. Respondeo: Si vis negare eum esse peccatorem et maledictum, negato etiam passum, crucifixum et mortuum. Non enim minus absurdum est dicere filium Dei (ut fides nostra confitetur et orat) crucifixum, poenas peccati et mortis sustinuisse, quam peccatorem aut maledictum dicere.        Men her vil én og anden sige: Der er dog frygtelig absurd og skændigt at kalde Guds søn en synder og en forbandet. Jeg svarer: Hvis du vil nægte, at han er en synder og en forbandet, så skal du også nægte, at han har lidt, er korsfæstet og død. For det er ikke mindre absurd at sige, at Guds søn (som vor tro bekender og beder) er korsfæstet, har udholdt syndens og dødens straf, at at sige, at han er en synder eller en forbandet. 
49 Si vero non est absurdum confiteri et credere Christum crucifixum inter latrones, neque absurdum sit eum dicere maledictum et peccatorem peccatorum. Certe non sunt inanes voces in Paulo:"Christus factus est pro nobis maledictum." "Deus fecit Christum, qui peccatum non noverat, pro nobis peccatum, ut efficeremur justitia Dei in ipso." 2 Cor. 5. (v. 21.). Ad eundem modum vocat eum Iohannes baptista agnum Dei tollentem peccata mundi (Ioh. 1, 29,). Men hvis det ikke er absurd at bekende og tro, at Kristus er korsfæstet mellem røvere, så kan det heller ikke være absurd at sige, at han er en forbandet, eller at han er synderes synder. Det er bestemt ikke tomme ord, når Paulus siger: "Kristus blev gjort til en forbandelse for vores skyld". "Gud gjorde Kristus, som ikke kendte til synd, til synd for os, for at vi skulle gøres til Guds retfærdighed i ham" (2 Kor 5,21). På samme måde kalder Johannes Døber ham Guds lam, som bærer verdens synd. (Joh 1,29). 
50 Ipse quidem innocens est, quia est immaculatus et incontaminatus Dei (E16) agnus, sed quia portat peccata mundi, premitur ejus innocentia peccatis et reatu totius mundi. Quaecunque peccata ego, tu et nos omnes fecimus, et in futorum faciemus, tam propria sunt Christi, quam si ea ipse fecisset. In summa, oportet peccatum nostrum fieri Christi proprium peccatum, aut in aeternum peribimus. Hanc veram cognitionem Christi, quam tradiderunt Paulus et prophetae clarissime, obscurarunt impii sophistae. Han var ganske vist selv uskyldig, fordi han var Guds lydefri og ubesmittede lam, men fordi han bærer verdens synd, tildækkes hans uskyld af hele verdens synder og skyld. Hvilkesomhelst synder jeg, du og vi alle måtte begå og i fremtiden vil begå, er i lige så høj grad Kristi egne, som hvis han selv havde begået dem. Kort sagt, vore synder må blive Kristi egne synder, eller vi vil i evighed gå til grunde. Denne sande erkendelse af Kristus, som Paulus og profeterne klart har overleveret, formørker de ugudelige sofister. 
51        Esaias cap. 53. de Christo loquitur. "Deus, inquit  (v. 6.), posuit omnium nostrum iniquitates in ipsum. Non debemus ista vocabula extenuare, sed relinquere in propria significatione. Deus enim non jocatur verbis prophetae, sed serio loquitur et ex magna caritate, videlicet, quod ille agnus Dei, Christus, debuit portare iniquitates omnium nostrum.        Esajas kap 53 taler om Kristus. I vers 6 siges det: "Gud lagde alle vore overtrædelser på ham". Vi bør ikke afsvække dette ord, men lade det beholde sin egentlige betydning. For Gud spøger ikke i disse profetord, man taler alvorligt og ud af stor kærlighed, idet han siger, at dette Guds lam, Kristus, skal bære alle vore overtrædelser. 
52 At quid est portare? Respondent sophistae: puniri. Bene. Sed quare Christus punitur? An non ideo, quia peccatum habet et gerit? Quod autem peccatum habeat Christus, testatur etiam Spiritus sanctus psal. 40. (v. 13): "Comprehenderunt me iniquitates meae, et non potui ut viderem. Multiplicatae sunt super capillos capitis mei,"  Men hvad vil det sige at bære? Sofisterne svare: At blive straffet. Udmærket. Men hvorfor bliver Kristus straffet? Mon ikke af den grund, at han har og udøver synd? Men hvilken synd Kristus har, bevidner også Helligånden i Sl 40,13: "Mine overtrædelser har indhentet mig, og jeg kan ikke undgå at se dem. De er flere end mine hovedhår". 
53 et psal. 41. (v. 5): "Ego dixi: Domine, miserere mei, sana animam meam, quia peccavi tibi", et  psal. 69 (v. 6): "Deus, tu scis insipientiam meam, et delicta mea a te non sunt abscondita." In his psalmis loquitur Spiritus sanctus in persona Christi, et manifestis verbis testatur eum (E17) peccata habere. Sunt tamen haec testimonia Psalmorum voces non innocentis, sed patientis Christi, qui personam omnium peccatorum gerendam suscepit, ideoque reus factus est peccatorum totius mundi. og Sl 41,5: "Jeg sagde: Herre, forbarm dig over mig, helbred min sjæl, for jeg har syndet imod dig", og Sl 60,6: "Gud, du kender min dårskab, og mine overtrædelser er ikke skjult for dig". I disse salmer taler Helligånden i Kristi person, og bevidner med klare ord, at han har synd. Dog er disse vidnesbyrd fra salmerne ikke talt af den uskyldige, men af den lidende Kristus, som har påtaget sig at bære alle synders person, og derfor er gjort skyldig i hele verdens synder. 
54          Quare Christus non solum crucifixus est et mortuus, sed et per divinam caritatem ei impositum est peccatum. Peccato ei imposito venit lex et dicit: Omnis peccator moriatur. Itaque si vis Christe spondere, reus esse, et poenam ferre pro peccatoribus, feras etiam peccatum et maledictionem. Recte ergo Paulus generalem legem adducit ex Mose de Christo: "Omnis pendens in ligno est maledictum Dei", Christus pependit in ligno, ergo Christus esse maledictum Dei.         Derfor blev Kristus ikke blot korsfæstet og døde, nej, der blev også af den guddommelige kærlighed lagt synd på ham. Og når synden er blevet lagt på ham, kommer loven og siger: Enhver synder skal dø. Derfor, hvis du, Kristus, vil træde i stedet, være skyldig, og bære straffen i stedet for synderne, så må du også bære synden og forbandelsen. Altså er det med rette, at Paulus anvender den almindelige lov fra Moses på Kristus: "Enhver, der hænger på et træ, er Guds forbandelse", Kristus hænger på et træ, ergo er Kristus Guds forbandelse. 
55          Et haec consolatio piorum summa est, sic Christum induere et involvere meis, tuis et totius mundi peccatis, et inspicere eum portantem omnia peccata nostra, siquidem hoc modo inspectus facile tollit fanaticas opiniones sophistarum de justificatione operum. Somniant enim fidem quandam formatam caritate, per hanc contendunt tolli peccata et justificari homines, quod plane est Christum exuere et evolvere peccatis, eumque facere innocentem, et nos ipsos gravare et obruere peccatis propriis et ea intueri non in Christo, sed in nobis, quod vere est tollere et otiosum reddere Christum.          Og dette er den allerstørste trøst for de fromme således at iføre og overdække Kristus med mine, dine og hele verdens synder, og se ham bære alle vore synder, og når man ser på ham på den måde, ophæver han med lethed sofisternes fanatiske meninger om gerningsretfærdiggørelse. For de fantaserer om en tro, der er formet af kærligheden, gennem den påstår de, at synderne fjernes og at mennesker bliver retfærdiggjorte, men det er jo fuldstændig at kaste vrag på Kristus og at afføre ham synderne, og gøre ham uskyldig og betynge og bedække os med vore egne synder og se dem ikke på Kristus, men på os selv, hvilket sandelig er at ophæve Kristus og gøre ham unyttig. 
56 Nam si verum est quod operibus legis et caritate abolemus peccata, tum Christus ea non tollit. Si autem ipse est agnus Dei, (E18) ad hoc ab aeterno praeordinatus, ut tolleret peccata mundi, denique ita involutus sponte peccatis nostris, ut fieret maledictum pro nobis, tum necessario sequitur, quod per caritatem non possimus justificari et peccata tollere. For hvis det er sandt, at vi tilintetgør synderne med lovgerninger og kærlighed, da er det ikke Kristus, der fjerner dem. Men hvis han er Guds lam, fra evighed dertil forudbestemt, at han skulle bære verdens synd, og til sidst således iklædt frivilligt skulle bære vore synder, så han blev en forbandelse for vor skyld, da følger det med nødvendighed, at vi ikke kan retfærdiggøres og fjerne vore synder gennem kærligheden. 
57 Quia Deus non posuit peccata nostra in nos, sed in Christum filium suum, ut pro illis poenam sustinens nobis esset pax, et ipsius vulneribus sanaremur, ideo per nos non possunt tolli, hocque tota scriptura testatur, et idem nos confitemur, et oramus in symbolo, cum dicimus: "Credo in Iesum Christum, Dei filium, passum, crucifixum et mortuum pro nobis." Fordi Gud ikke lagde vore synder på os, men på Kristus, hans søn, så han ved at bære straffen for dem kunne være fred for os og helbrede os med sine sår, derfor kan de ikke ophæves af os, og dette bevidner hele skriften, og det samme bekender og beder vi i trosbekendelsen, når vi siger: "Jeg tror på Jesus Kristus, Guds søn, som led, blev korsfæstet og døde for os". 
58         Ex his constat doctrinam evangelii omnium jucundissimam et uberrimis consolationibus plenam non concionari de nostris aut legis operibus, sed de incomprehensibili et ineffabili misericordia et caritate Dei erga nos indignos et perditos homines, quod scilicet, cum videret misericors pater nos maledictione legis opprimi, et ita sub ea teneri, ut nostris viribus nunquam potueramus ex ea liberari, miserit unigenitum filium suum in mundum, ac conjecerit in eum omnia omnium peccata, dicens: Tu sis Petrus ille negator, Paulus ille persecutor, blasphemus et violentus, David ille adulter, peccator ille, qui comedit pomum in paradiso, latro ille in cruce, in summa, tu sis persona, quae fecerit omnium hominum peccata, cogita ergo, ut solves, et pro eis (E19) satisfacias.      Af dette fremgår det, at evangeliets lære, der er den glædeligste af alle, fuld af overordentlig stor trøst, ikke skal prædikes om vore gerninger eller om lovens gerninger, men om Guds ufattelige og uvurdérlige barmhjertighed og kærlighed overfor os uværdige og fortabte mennesker, sådan at, da den barmhjertige fader så os være undertrykt under lovens forbandelse, og holdes i den grad fast under den, at vi aldrig ville kunne komme fri af den ved vore egne kræfter, da sendte han sin énbårne søn til verden og kastede på ham alle menneskers samtlige synder, idet han sagde: Du skal være fornægteren Peter, forfølgeren, spotteren og voldsmanden Paulus, ægteskabsbryderen David, du skal være den synder, som spiste af æblet i paradis, du skal være røveren på korset, kort sagt, du skal være den person, som øvede alle mennesker synder, se nu til, at du løser dem og gør fyldest for dem. 
59 Ibi lex venit et dicit: Invenio illum peccatorem, et quidem talem, qui susceperit omnium hominum peccata in se, et nullum praeterea peccatum video nisi in illo, ergo moriatur in cruce, atque ita invadit eum et occidit. Hoc facto totus mundus purgatus et expiatus est ab omnibus peccatis, ergo etiam liberatus a morte et omnibus malis. Sublatis vero peccato et morte per unum illum hominem Deus nihil aliud videret amplius in toto mundo, praesertim si crederet, quam meram purgationem et justitiam, et si quae peccati reliquiae remanerent, tamen prae illo sole Christo Deus eas non cerneret. Så kommer loven og siger: Jeg finder, at han er en synder, og det en sådan synder, som har taget alle menneskers synder på sig, og jeg ser ingen synd, undtagen den på ham, altså skal han dø på korset. Og således trænger den ind på ham og slår ham ihjel. Da det skete blev hele verden renset og der blev bødet for alle dens synder, altså blev den også befriet fra døden og alle onder. Men da synden og døden gennem dette ene menneske var tilintetgjort, så Gud ikke andet i hele verden, især hvis den troede, end lutter renhed og retfærdighed, og hvis der forblev nogen synd tilbage, så ville Gud dog ikke lægge mærke til den på grund af solen Kristus. 
60          Ita oportet nos magnificare articulum justitiae christianae contra justitiam legis et operum, quanquam nulla vox aut eloquentia sit, quae digne possit concipere, multo minus eloqui ejus magnitudinem. Quare argumentum, quod Paulus hic tractat, potentissimum et summum omnium est contra omnes justitias legis.         Således bør vi lovprise artiklen om den kristne retfærdighed imod lovens og gerningernes retfærdighed, selv om ingen stemme eller veltalenhed er stor nok til værdigt at fatte den, endsige da give udtryk for dens storhed. For det argument, som Paulus her behandler, er det mægtigste og største af alle imod alle lovens retfærdigheder. 
61 Continet enim hanc invictam et irrefragabilem antithesin, videlicet: Si peccata totius mundi sunt in illo uno homine Iesu Christo, tum non sunt in mundo; si autem non sunt in ipso, sunt adhuc in mundo. Item, si Christus ipse factus est reus omnium peccatorum, quae nos omnes commisimus, ergo nos absoluti sumus ab omnibus peccatis, sed non per nos, nostra opera aut merita, sed per ipsum. Si vero est innocens, et non portat peccata nostra, portamus nos ea, et in eis moriemur et damnabimur. Sed Deo gratia, qui dedit nobis victoriam per dominum nostrum, Iesum Christum, amen. (E20)  Det indeholder nemlig denne ubesejrede og urokkelige antitese: Hvis hele verdens synder er i dette ene menneske, Jesus Kristus, da er de ikke i verden; men hvis de ikke er i ham, er de stadig i verden. Ligeledes, hvis Kristus selv er gjort skyldig i alle synder, som vi alle har begået, altså er vi løst fra alle synder, men ikke gennem os, gennem vore gerninger eller fortjenester, men gennem ham. Men hvis han er uskyldig og ikke bærer vore synder, så bærer vi dem, og så dør og fordømmes vi i dem. Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre, Jesus Kristus, amen. (1 Kor 15,57). 
62        Sed videamus nunc, quo modo in hac persona duo extreme contraria concurrent. Invadunt eam non solum mea, tua, sed totius mundi peccata praeterita, praesentia et futura, et conantur eam damnare, sicut etiam damnant. Sed quia in eadem illa persona, quae est summus, maximus et solus peccator, est quoque aeterna et invicta justitia, ideo congrediuntur illa duo, summum, maximum et solum peccatum, et summa, maxima et sola justitia.        Men lad os nu se på, hvordan to helt modsatte kræfter kan kæmpe med hinanden i denne person. Ikke blot mine og dine, men hele verdens forudgående, nuværende og fremtidige synder kommer ind i ham, og forsøger at fordømme ham, sådan som de jo også gør. Men fordi der i denne selvsamme person, som er den højeste, største og eneste synder, også er en evig og ubesejret retfærdighed, derfor støder disse to sammen, den højeste, største og eneste synd og den højeste største og eneste retfærdighed. 
63 Hic alterum cedere et vinci necessario oportet, cum summo impetu concurrant et collidantur. Peccatum ergo totius mundi irruit maximo impetu et furore in justitiam. Quid fit? Iustitia est aeterna, immortalis et invicta. Peccatum est quoque potentissimus ac crudelissimus tyrannus, dominans ac regnans in toto orbe terrarum, captivans et redigens omnes homines in servitutem sui. Her må med nødvendighed den ene vige og blive besejret, eftersom de kæmper og støder sammen med største kraft. Hele verdens synd stormer altså med største kraft og raseri ind på retfærdigheden. Hvad sker? Retfærdigheden er evig, udødelig og uovervindelig. Synden er også en meget mægtig og grusom tyran, og dominerer og hersker over hele jordens flade, idet den tilfangetager og fører alle mennesker ind i sin tjeneste. 
64 In summa, peccatum est Deus maximus ac potentissimus, qui exhaurit totum genus humanum, omnes doctos, sanctos, potentes, sapientes, indoctos etc. Is, inquam, incurrit in Christum, et vult eum, ut alios omnes, devorare. Sed non videt eum esse personam invictae et aeternae justitiae. Ideo necesse est in hoc duello vinci et occidi peccatum, et justitiam vincere et vivere. Sic in Christo vincitur, occiditur et sepelitur universum peccatum, et manet victrix et regnatrix justitia in aeternum. Kort sagt, synden er den største og mægtigste gud, som opsluger hele menneskeslægten, alle lærde, hellige, mægtige, vise, ulærde, osv. Han stormer løs mod Kristus, siger jeg, og vil opsluge ham, som alle andre. Men han ser ikke, at han er en uovervindelig person og en person af evig retfærdighed. Derfor må synden i denne duel nødvendigvis blive besejret og dræbt, og retfærdigheden sejre og leve. Således overvindes, dræbes og begraves i Kristus alverdens synd og retfærdigheden forbliver sejrherre og hersker til evig tid. 
65        Sic mors, quae est omnipotens imperatrix totius mundi, necans reges, principes et simpliciter omnes homines, congreditur toto impetu cum vita, (E21) victura et absorptura eam, et certe, quod conatur, efficit. Sed quia vita erat immortalis, victa evasit victrix, vincens et occidens mortem. De hoc mirabili duello ecclesia pulchre canit: Mors et vita duello conflixere mirando. Dux vitae mortuus regnat vivus. Itaque per Christum mors victa et abolita est in toto mundo, ut jam non sit nisi picta mors, quae amisso aculeo amplius non possit nocere credentibus in Christum, qui factus est mors mortis, ut Hosea canit: "Ero mors tua o mors."        Således kæmper døden, som er den almægtige hersker over hele verden, og som dræber konger, fyrster og simpelthen alle mennesker, med al sin kraft mod livet, for at besejre og opsluge det, og sikkert opnår den, hvad den stræber efter. Men fordi livet var udødeligt, gik det, skønt besejret, ud af kampen som sejrherre, idet det besejrede og dræbte døden. Om denne forunderlige duel synger kirken smukt: Død og liv stødte sammen i en underfuld tvekamp. Livets fyrste, der døde, lever og hersker. Således blev døden gennem Kristus besejret og ødelagt i hele verden, så den nu ikke er andet end en skræmmebillede af døden, som, fordi den har mistet sin brød, ikke kan skade dem, der tror på Kristus, som blev gjort til dødens død, som Hoseas synger: "Jeg bliver din død, o død!" (Hos 13,14) 
66      Sic maledictioni, quae est divina ira per totum orbem terrarum, idem certamen est cum benedictione, hoc est, cum aeterna gratia et misericordia Dei in Christo. Congreditur ergo maledictio cum benedictione, et vult damnare et prorsus in nihilum redigere eam, sed non potest. Benedictio enim est divina et aeterna, ideo oportet ei maledictionem cedere.        Ligeledes har forbandelsen, som er den guddommelige vrede over hele verden, den samme kamp at føre mod velsignelsen, det vil sige, mod Guds evige nåde og barmhjertighed i Kristus. Altså kæmper forbandelsen mod velsignelsen og vil fordømme og helt tilintetgøre dem, hvad den god ikke kan. For velsignelsen er guddommelige og evig, derfor må forbandelsen vige for den. 
67 Nam si benedictio in Christo posset vinci, vinceretur Deus ipse. Sed hoc est impossible. Ideo Christus, divina virtus, justitia, benedictio, gratia et vita, vincit et tollit illa monstra, peccatum, mortem et maledictionem, sine armis et proelio, in suo corpore et semet ipso, ut Paulus libenter loqui solet, "expolians, inquiens, principatus ac potestates, et triumphans de illis in semet ipso" (Col. 2, 15.), ut amplius credentibus nocere non possint etc. For hvis velsignelsen i Kristus kunne besejres, så ville Gud selv kunne besejres. Men det er umuligt. Derfor sejrer Kristus, den guddommelige kraft, retfærdiighed, velsignelse, nåde og liv, og overvinder disse uhyrer, synden, døden og forbandelsen, uden våben og kamp, i sit legeme og i sig selv, som Paulus plejer at udtrykke sig, når han siger: "Efter at have afvæbnet fyrsterne og magterne og ført dem i triumftog i sig selv" (Kol 2,15), så de ikke mere kan skade de troende, osv. (n67
68         Et haec circumstantia "in semet ipso" facit duellum istud mirabilius et illustrius. Ostendit enim (E22) tantas res (scilicet, ut maledictio, peccatum, mors destruantur, et in locum illorum benedictio, justitia, vita succedant) debere geri in unica illa persona Christi, atque ita per eam mutari totam creaturam.       Og den omstændighed, at det skete "i ham", gør denne duel meget forunderlig og oplysende. Den viser nemlig, at så store ting (nemlig, at forbandelsen, synden og døden lam tilintetgøres og i stedet velsignelsen, retfærdigheden og liv kan følge) kan ske i én og samme person, Kristus, og således gennem ham forandre hele skabningen. 
69 Ideo si hanc personam adspexeris, vides peccatum, mortem, iram Dei, inferos, diabolum et omnia mala victa et mortificata. Quatenus igitur Christus per gratiam suam in cordibus fidelium regnat, nullum peccatum, mors, maledictio est. Ubi vero Christus non cognoscitur, manent ista. Ideo carent isto beneficio et victoria omnes, qui non credunt. Est enim victoria nostra, ut Iohannes ait (1. Ioh. 5, 4), fides. Hvis du derfor ser hen til denne person, ser du synd, død, Guds vrede, helvede, djævelen og alle onder besejrede og slået ihjel. Forsåvidt derfor Kristus gennem sin nåde hersker i de troendes hjertet, er der ingen synd, død og forbandelse dèr. Men hvor Kristus ikke erkende, forbliver de. Derfor må alle de, som ikke tror, undvære denne velsignelse og sejr. For som Johannes siger: "For det er vores sejr, vor tro". (1 Joh 5,4)
70         Hic est praecipuus locus christianae doctrinae, quem sophistae prorsus obscurarunt, et hodie fanatici spiritus denuo obscurant. Et hic vides, quam necessarium sit credere et confiteri articulum de divinitate Christi. Quem ubi Arius negavit, necesse fuit etiam negare eum articulum redemtionis. Vincere enim peccatum mundi, mortem, maledictionem et iram Dei in semet ipso non est ullius creaturae, sed divinae potentiae opus.         Dette er den kristne læres fornemste punkt, som sofisterne helt har formørket, og som i vore dage de fanatiske ånder påny formørker. Og her ser du, hvor nødvendigt det er at tro og bekende artiklen om Kristi guddommelighed. For når Arius benægtede den, så måtte han nødvendigvis også benægte artiklen om forløsningen. For man kan ikke ved sig selv eller ved nogen anden skabning besejre verdens synd, døden, forbandelsen og Guds vrede, her er der brug for guddommelig magt. 
71 Igitur necesse est illum, qui in se ipso ista vicit, vere et natura Deum esse. Oportet enim isti summae potentiae (peccato, morti, maledictioni), quae per sese regnat in mundo et in tota creatura, opponi aliam potentiam superiorem, quae nulla potest inveniri aut esse, nisi divina. Quare abolere peccatum, destruere mortem, auferre maledictionem in se ipso, et donare justitiam, vitam in lucem producere, afferre benedictionem, hoc est, in nihilum redigere haec, et creare illa, sunt solius divinae (E23) potentiae opera. Derfor må nødvendigvis det menneske, som i sit selv besejrer disse ting, i sandhed og i sin natur være Gud. For disse mægtige magter (synden, døden, forbandelsen) som hersker i verden og i hele skabningen ved sig selv, må have modspil i en anden stærkere magt, som ikke kan findes at være andet end guddommelig. Derfor, ved sig selv at ophæve synden, ødelægge døden, fjerne forbandelsen, og give retfærdighed, frembringe liv i lyset, medføre velsignelse, det vil sige, at tilintetgøre dette, og skabe hint, det er alene en opgave for den guddommelige magt.
72 Quia vero scriptura tribuit Christo ista omnia, ideo ipse est vita, justitia et benedictio, quae naturaliter et substantialiter Deus est. Quare negantes divinitatem Christi amittunt tandem totum christianismum, fiunt prorsus gentiles ac Turcae. Locus igitur justificationis, ut saepe moneo, diligenter discendus est. In eo enim comprehenduntur omnes alii fidei nostrae articuli, eoque salvo salvi sunt et reliqui. Quare cum docemus homines per Christum justificari, Christum esse victorem peccati, mortis et aeternae maledictionis, testificamur simul eum esse natura Deum. Men fordi skriften tillægger Kristus alt dette, derfor er han selv liv, retfærdighed og velsignelse, hvilket Gud er efter sin natur og sin substans. De, der derfor nægter Kristi guddommelighed, mister derved hele kristendommen, de blive fuldt og helt hedninger og tyrker. Derfor må man omhyggeligt belære om tesen om retfærdiggørelsen, sådan som jeg ofte har formanet til. I den forstås nemlig alle vor tros andre artikler, og er den bevaret, er også de øvrige bevaret. Når vi derfor lærer menneskene, at de er retfærdiggjorte ved Kristus, er Kristus sejrherre over synden, døden og den evige forbandelse, og vi bevidner samtidig, at han af natur er Gud. 
73          Ex his satis liquet, quam horribiliter caeci et impii fuerint papistae, quod docuerunt istos atrocissimos et potentissimos tyrannos (peccatum, mortem, maledictionem), qui totum humanum genus exhauriunt, vincendos esse non justitia legis divinae (quae etiamsi justa, bona, sancta sit, nihil potest quam maledictioni subjicere), sed justitia operum humanorum, ut sunt jejunia, peregrinationes, rosaria, vota etc. Quis quaeso unquam inventus est, qui hac armatura instructus vicerit peccatum, mortem etc.? Paulus Ephe. 6. longe aliam describit armaturam, qua utendam sit contra istas immanissimas belluas.        Af dette er det åbenlyst nok, hvor forfærdelig blinde og ugudelige papisterne har været, når de lærte, at disse frygtelige og mægtige tyranner (synd, død, forbandelse), som gør ende på hele menneskeslægten, skal besejres ikke af den guddommelige lovs retfærdighed (som, skønt den er retfærdig, god og hellig, dog må være underlagt forbandelsen), men af retfærdigheden i menneskelige gerninger, f. eks. i faste, pilgrimsrejser, rosenkransbønner, løfter osv. Hvor har der nogensinde været et menneske, som udstyret med denne rustning har besejret synden, døden, osv? Paulus beskriver i Ef 6,13f den rustning, som skal bruges imod disse umådelig stærke uhyrer. 
74 Hoc ipso igitur, quod caeci et caecorum duces nos nudos sine armatura Dei objecerunt invictis et omnipotentibus istis tyrannis, non solum devorandos nos illis tradiderunt, sed etiam fecerunt nos decuplo majores et (E24) deteriores peccatores ipsis homicidis et meretricibus. Nam solius divinae potentiae est peccatum destruere, mortem abolere etc., creare justitiam et vitam donare. Men netop derved, at disse blinde og vejledere for blinde har kastet os nøgne og uden Guds rustning frem for disse ubesejrede og almægtige tyranner, har de overladt os til ikke blot at blive opslugt af dem, de har også gjort os til ti gang større og værre syndere end selv disse mordere og skøger. For det er alene en opgave for den guddommelige magt at ødelægge synden, at fjerne døden, osv., at skabe retfærdighed og give liv. 
75 Hanc divinam virtutem tribuerunt operibus nostris, dicentes: Si hoc vel illud opus feceris, vinces peccatum, mortem, iram Dei, atque ita re vera constituerunt nos in locum Dei, ac fecerunt, ut sic dicam, nos vere et naturaliter Deum; eaque re ostenderunt papistae se ipsos sub nomine christiano septuplo majores idololatras fuisse, quam gentiles. Accidit enim illis, quod porco, qui lotus revertitur ad volutabrum luti, et, ut Christus ait (Luc. 11, 24 26): "Post defectionem a fide spiritus nequam rursum intrat in domum, e qua expulsus est, et assumit secum alios septem spiritus nequiores se, et ibi habitat, et tum fiunt postrema illius hominis pejora prioribus." Denne guddommelige kraft tillægger de vore gerninger, når de siger: "Hvis du gør denne eller hin gerning, skal du besejre synden, døden, Guds vrede", og således sætter de os i virkeligheden i Guds sted og gør os, om jeg så må sige, til sande guder, til guder af vor natur; og herved viser papisterne, at de selv under dække af kristennavnet er syv gange værre afgudsdyrkere end hedningerne. Der sker nemlig for dem det samme som for svinet, som da det var blevet vasket, vendte tilbage til sin mudderpøl, eller der skete det, som Kristus fortæller i Luk 11,24ff: "Efter at være faldet fra troen, vender den onde ånd tilbage til sit hus, som den var drevet ud af, og har med sig syv andre ånder, værre end den selv, og tager bolig dèr, og da bliver det sidste værre for det menneske end det første". 
76          Suscipiamus igitur cum gratiarum actione et certa fiducia hanc doctrinam suavissimam et consolationis plenissimam, quae docet Christum pro nobis factum maledictum (hoc est, peccatorem obnoxium irae Dei) induere personam nostram, et imponere in humeros suos peccata, et dicere: Ego commisi peccata, quae omnes homines commiserunt. Ergo vere factus est maledictum secundum legem, non pro se, sed, ut Paulus ait "pro nobis".        Lad os derfor med taknemlighed og sikker tillid tage imod denne søde og trøsterige lære, som lærer, at Kristus for vores skyld er gjort til en forbandelse (det vil sige, til en synder, der er hjemfalden til Guds vrede), at han iklæder sig vores person, lægger vore synder på sine skuldre og siger: Jeg har begået disse synder, som alle mennesker har begået. Altså bliver han virkelig gjort til en forbandelse ifølge loven, ikke for sin egen skyld, men, som Paulus siger, for vores skyld. 
77 Nisi enim mea, tua et totius mundi peccata in sese recepisset, lex nihil juris in eum habuisset, quae condemnat et sub maledicto tenet tantum peccatores. Quare neque maledictum fieri, neque mori potuisset, cum causa maledictionis (E25) et mortis sit peccatum, a quo immunis erat. Sed quia peccata nostra non coacte, sed sua sponte susceperat, oportuit eum ferre poenam et iram Dei, non pro sua persona, quae justa et invicta erat, ideoque non potuit fieri rea, sed pro persona nostra. For hvis ikke han havde taget på sig mine, dine og hele verdens synder, ville loven ikke have haft nogen ret over ham, for den fordømmer kun syndere og lægger kun dem under forbandelse. Derfor kunne han ikke være blevet en forbandelse, og ville ikke kunne dø, for grunden til forbandelse og død er synd, og den ville han ikke være smittet med. Men fordi han tog vor synd på sig, ikke tvunget, men frivilligt, så burde han bære straffen og Guds vrede, ikke for sin persons skyld, for han var retfærdig og uovervindelig, og derfor kunne han ikke blive skyldig, men for vor persons skyld. 
78           Sic feliciter commutans nobiscum suscepit nostram peccatricem, et donavit nobis suam innocentem et victricem personam. Hac induti et vestiti liberamur a maledictione legis, quia Christus ipse volens pro nobis factus est maledictum, ego, inquiens, pro mea persona humanitatis et divinitatis benedictus sum, et plane nullius rei egeo, sed exinanibo me, assumam vestem et larvam vestram, hoc est, humanam naturam, atque in ea obambulabo, et mortem patiar, ut vos a morte liberem.          Således byttede han lykkeligt med os og påtog sig vor syndige person, og gav os sin uskyldige og uovervindelige person. Og når vi er iført og iklædt den, befries vi fra lovens forbandelse, fordi Kristus selv frivilligt blev gjort til en forbandelse for os, for han sagde: Jeg, som for min menneskelige og guddommelige persons vedkommende er velsignet, og slet ikke har behov for noget, jeg udtømmer mig (Fil 2,7), påtager mig jeres dragt og maske, det vil sige, den menneskelige natur, og i den vil jeg vandre og lide døden, for at befri jer fra døden. 
79 Atque cum ita gestaret in nostra larva peccatum totius mundi, comprehensus, passus, crucifixus, mortuus et pro nobis maledictum factus est. Quia vero divina et aeterna persona erat, impossible fuit morte teneri eam. Ideo resurrexit die tertia a morte, et nunc in aeternum vivit, nec amplius invenitur in ea peccatum, mors et larva nostra, sed mera justitia, vita et benedictio aeterna. Og da han således i vores skikkelse bar hele verdens synd, blev han pågrebet, led, blev korsfæstet, døde og for vores skyld gjort til en forbandelse. Men fordi han var en guddommelige og evig person, var det umuligt, at han kunne holdes af døden. Derfor opstod han på tredie dagen fra døden, og lever nu i evighed, og der findes ikke mere i hans person synd, død og vores skikkelse, men lutter retfærdighed, liv og evig velsignelse. 
80          Hanc imaginem oportet nos intueri et firma fide apprehendere. Qui hoc facit, habet hanc innocentiam et victoriam Christi, quamlibet magnus sit peccator. Sed ea non potest apprehendi voluntate (E26) dilectionis, sed ratione illuminata fide. Ergo sola fide justificamur, quia sola fides apprehendit hanc victoriam Christi. Quatenus igitur hoc credis, eatenus habes.         Dette billede bør vi betragte og holde fast ved med en fast tro. Den, der gør det, har denne Kristi uskyldighed og sejr, hvor stor en synder han end er. Men det kan ikke gribes med kærlighedens vilje, men med den af troen oplyste fornuft. Altså retfærdiggøres vi alene af troen, fordi troen alene griber denne Kristi sejr. Så langt som du tror, så langt har du også. 
81 Si credis peccatum, mortem et maledictionem abolita esse, abolita sunt, quia Christus ista in semet ipso vicit et sustulit, et vult credi, quod, sicut in sua persona nulla est amplius larva peccatoris, nullum vestigium mortis, ita neque in nostra, cum pro nobis omnia fecerit etc. Hvis du tror, at synden, døden og forbandelsen er tilintetgjort, så er de tilintetgjorte, fordi Kristus i sig selv besejrede og bar dem, og vil, at man skal tro, at ligesom der i hans person ikke mere er nogen maske af synderen, intet spor af døden, således er der heller ikke i vores person noget af dette, eftersom han har gjort alt for os, osv. 
82          Quare si te angit peccatum, si perterrefacit mors, cogita vanum esse spectrum et diaboli illusionem, ut certe est. Re vera enim nullum amplius est peccatum, nulla maledictio, nulla mors, nullus diabolus, quia Christus haec omnia vicit et abolevit. Itaque victoria Christi est certissima, neque defectus est in re, cum sit verissima, sed in incredulitate nostra. Difficile enim est rationi, ista tam inaestimabilia bona credere.        Hvis derfor døden ængster dig, eller hvis døden slår dig med rædsel, så skal du tænke på, at det blot er en tom indbildning og en djævelens blændværk, hvad det bestemt også er. For i virkeligheden er der ikke mere nogen synd, nogen forbandelse, nogen død, nogen djævel, fordi Kristus har besejret og tilintetgjort alle disse ting. Derfor er Kristi sejr ganske sikker, og den er heller ikke tvivlsom i virkeligheden, eftersom den er så sand, som den kan være, men den er det i vores vantro. For det er vanskeligt for fornuften at tro på disse uvurdérlige goder. 
83 Deinde accedunt quoque diabolus et fanatici spiritus, qui hoc unum agunt, hic suis ignitis telis, illi sua perversa et impia doctrine, ut hanc doctrinam nobis obscurent et auferant; et potissimum propter hunc articulum, quem tam diligenter urgemus, sustinemus odium et persecutionem Satanae et mundi. Sentit enim Satan potentiam et fructum hujus articuli. Dertil kommer også djævelen og åndsfanatikerne, som kun er ude på én ting, den ene med sine gloende pile, de andre med deres fordrejede og ugudelige lære, og denne ene ting er at formørke og tilintetgøre denne læresætning for os; og det er først og fremmest på grund af denne artikel, som vi omhyggeligt lægger så meget vægt på, at vi fremkalder Satans og verdens had og forfølgelse. For Satan føler denne artikels magt og frugt. 
84          Quod autem Christo nunc regnante nullum re vera amplius peccatum, mors et maledictio sit, confitemur quotidie etiam in symbolo apostolorum, cum dicimus: "Credo ecclesiam sanctam"; quod plane (E27) nihil aliud est, quam si diceremus: Credo nullum peccatum, nullam mortem in ecclesia esse, quia credentes in Christum non sunt peccatores, non sunt rei mortis, sed simpliciter sancti et justi, domini peccati et mortis, et in aeternum viventes. Verum hoc tantum fides cernit, quia dicimus: "Credo ecclesiam sanctam."        Men at der nu, fordi Kristus hersker, i virkeligheden ikke mere er synd, død og forbandelse, det bekender i dag også i den apostolske trosbekendelse, når vi siger: "Jeg tror på den hellige kirke"; hvilket jo ikke er andet end hvis vi sagde: Jeg tror at der ikke er nogen synd, og ikke nogen død i kirken, fordi de, der tror på Kristus ikke er syndere, ikke er skyldig til død, men simpelthen er hellige og retfærdige, er herrer over synd og død, og lever i evighed. Og det er også, hvad troen fastslår, når vi siger: "Jeg tror på den hellige kirke". 
85 Si autem rationem et oculos tuos consulueris, diversum judicabis. Vides enim multa in piis, quae te offendunt, vides eos quandoque labi, peccare, infirmos esse in fide, iracundia, invidia et aliis malis affectibus laborare; ergo ecclesia non est sancta. Nego consequentiam. Si meam vel proximi personam inspicio, nunquam erit sancta. Si autem Christum, qui ecclesiam sanctificat et purificat, inspicio, tota sancta est. Hic enim peccata totius mundi sustulit. Men hvis du rådspørger din fornuft og dine øjne, vil du komme til at dømme anderledes. For du ser mange ting i de fromme, som støder dig, du ser, at de af og til falder, synder, er svage i troen, blive vrede, oparbejder misundelse og andre onde følelser; altså er kirken ikke hellig. Jeg nægter konsekvensen. Hvis jeg ser på mig selv eller på min næste, vil de aldrig være hellige. Men hvis jeg ser på Kristus, som helliggør og renser kirken, så er den helt og holdent hellig. Han har nemlig båret alverdens synder. (Joh 1,29). 
86         Ideo peccata non sunt re vera ibi, ubi cernuntur et sentiuntur. Nam secundum theologiam Pauli nullum peccatum, nulla mors, nulla maledictio est amplius in mundo, sed in Christo, qui est agnus Dei, qui abstulit peccata mundi, qui factus est maledictum, ut nos a maledicto liberaret. Contra secundum philosophiam et rationem peccatum, mors et maledictio nusquam sunt nisi in mundo, carne seu peccatoribus.         Derfor er der i virkeligheden ingen synder dèr, hvor man mærker og føler dem. For ifølge Paulus' teologi er der ingen synd, ingen død, ingen forbandelse mere i verden, det er altsammen i Kristus, som er Guds lam, som bærer verdens synd (Joh 1,29), som blev gjort til en forbandelse, for at vi skulle befries fra forbandelsen. Modsat: Ifølge filosofien og fornuften, er synden, døden og forbandelsen ingen andre steder end i verden, kødet eller i de syndige mennesker. 
87 Non enim aliter potest theologus sophista de peccato loqui, quam gentilis philosophus, nempe sic: Qualitas haeret in substantia aut subjecto, sicut ergo color in pariete, ita peccatum in mundo, carne vel conscientia haeret. Igitur eluendum est per contrarios motus, scilicet per caritatem. Vera autem theologia docet, quod nullam peccatum amplius sit (E28) in mundo, quia Christus, in quem pater conjecit peccata totius mundi Esa, 53. (v. 6.), vicit, delevit et occidit illud in corpore suo.  En sofistisk teolog kan nemlig ikke tale anderledes om synden, end en hedensk filosof, nemlig således: Egenskaben knytter sig til substansen eller til subjektet, altså ligesom farven knytter sig til væggen, således er knytter synden sig til verden, til kødet eller til samvittigheden. Derfor må den afvaskes gennem modsatte bevægelser, det vil sige, gennem kærligheden. Men teologien lærer, at der ikke mere er synd i verden, fordi Kristus, på hvem faderen lagde alverdens synd (Es 53,6), har sejret over den, har udslettet og dræbt den i sit legeme. 
88 Is semel mortuus peccato, resuscitatus vero ex mortuis, amplius non moritur. Ubicunque igitur est fides in Christum, ibi re vera peccatum abolitum, mortuum et sepultum est. Ubi vero non est fides in Christum, ibi peccatum manet. Quanquam reliquiae peccati sint adhuc in sanctis, quia perfecte non credunt etc., tamen illae mortuae sunt, quia propter fidem in Christum non imputantur. Han er én gang død bort fra synden (Rom 6,10), men han er oprejst fra de døde, og han dør ikke mere. Hvor der altså er tro på Kristus, dèr er synden i virkeligheden ophævet, død og begravet. Men hvor der ikke er tro på Kristus, dèr forbliver synden. Selv om der stadig er rester af synd i de hellige, fordi de ikke tror på fuldkommen vis, osv., så er de dog døde, fordi de ikke tilregnes på grund af troen på Kristus. 
89          Est ergo hoc summum ac potissimum argumentum contra justitiam operum, quod Paulus hic urget: Non lex, non opera redimunt a maledictione aeterna, sed Christus. Obtestor igitur te christiane lector per Deum, ut Christum a lege distinguas, et diligenter attendas, quomodo et quid Paulus loquatur.         Det er da det højeste og kraftigste argument imod gerningsretfærdigheden, det, Paulus her understreger: Ikke loven, ikke gerninger forløser fra den evige fordømmelse, men Kristus. Derfor besværger jeg dig, kære kristne læser, ved Gud om at skelne mellem Kristus og loven, og omhyggeligt lægge mærke til, hvordan Paulus taler og hvad han siger. 
90 Necessario, inquit, omnes sub maledicto sunt, qui legem non faciunt, sed nemo legem facit, ergo prima propositio est vera, videlicet, quod omnes homines sub maledicto sunt. Deinde subjungit alteram: Christus redemit nos a maledictione legis, factus pro nobis maledictum, ergo lex et opera non redimunt a maledictione, sed potius subjiciunt nos maledictioni; ergo caritas, quam sophistae dicunt informare fidem, non solum non redimit a maledictione, sed magis intrudit et involvit in eam. Han siger: Med nødvendighed er alle de under forbandelse, som ikke overholder loven, men ingen overholder loven, altså er den første tese sand, nemlig, at alle mennesker er under forbandelse. Derefter knytter han en anden til: Kristus har forløst os fra lovens forbandelse, idet han blev forbandet for vor skyld, altså forløser loven og gerningerne ikke fra forbandelsen, de lægger os snarere ind under forbandelse; altså gør kærligheden, som sofisterne siger skal forme troen, det, at den ikke blot ikke forløser fra forbandelse, men snarere trænger os ind i den, vælter os ind deri. 
91              Sicut autem Christus aliud quiddam est quam lex et opera legis, ita etiam redemtio Christi longe aliud est, quam meum meritum ex operibus legis, quia (E29) oportuit ipsum Christum redimere nos a maledicto legis. Manent igitur sub maledicto, quotquot Christum fide non apprehendunt. Neque tam stolidi sunt sophistae, ut dicant Christum nostrum opus seu caritatem esse. Christus enim longe aliud quiddam est, quam opus, quod nos facimus.       Men ligesom Kristus er noget andet end lov og lovgerninger, således er også Kristi forløsning noget helt andet end min fortjeneste ved lovgerninger, fordi Kristus selv måtte løskøbe os fra lovens forbandelse. De mennesker forbliver således under forbandelse, som ikke griber Kristus med troen. Og sofisterne er ikke så tåbelige at sige, at Kristus er vor gerning eller vor kærlighed. Kristus er nemlig noget helt andet end den gerning, som vi gør. 
92 Nullus papista, quantumvis insanus, audebit dicere eleemosynam, quam ipse largitur egenti, obedientiam, quam monachus praestat, Christum esse. Christus enim est Deus et homo conceptus e Spiritu sancto, natus ex Maria virgine etc. De hoc autem dicit Paulus, quod factus sit pro nobis maledictum, ut nos a maledicto legis redimeret. Ergo lex, opera, caritas, vota etc. non redimunt, sed magis involvunt et gravant maledictione. Quo plus ergo operati fuerimus, hoc minus Christum agnoscere et apprehendere possumus. Ingen papist, hvor vanvittig han ellers er, vil vove at sige, at den almisse, som han selv giver den trængende, eller den lydighed, som munken yder, er Kristus. For Kristus er Gud og menneske, undfanget ved Helligånden, født af jomfru Marie, osv. Men herom siger Paulus, at han for vor skyld blev gjort til en forbandelse, for at han kunne forløse os fra lovens forbandelse. Altså forløser loven, gerningerne, kærligheden, munkeløfterne, osv. ikke, de snarere vælter os ind i og nedtynger os med forbandelse. Altså, jo mere vi har være virksomme, des mindre kan vi erkende og gribe Kristus. 
93         Apprehenditur autem Christus non lege, non operibus, sed ratione seu intellectu illuminato fide, et illa apprehensio Christi per fidem proprie est speculativa vita (de qua sophistae multa nugantur, sed quid dicant, nesciunt), et illa speculatio, qua Christus apprehenditur, non est illa sophistarum et monachorum stulta imaginatio in mirabilibus supra se, sed est theologica, fidelis et divina inspectio serpentis auspensi in palo, hoc est, Christi pendentis in cruce pro meis, tuis et totius mundi peccatis.         Men Kristus gribes ikke ved loven, ikke ved gerninger, men ved fornuften eller forstanden, når den er oplyst af troen, og denne griben Kristus ved troen er det egentlige beskuende liv (om hvilket sofisterne vrøvler meget, men hvad de siger, véd de ikke), og denne beskuen, hvorved Kristus gribes, er ikke denne sofisternes og munkenes dumme forestilling om det mirakuløse over deres fatteevne, den er en teologisk, troende og guddommelige seen hen til slangen, ophængt på pælen, det vil sige, til Kristus, der hænger på korset for mine, dine og hele verdens synder. (Joh 3,14) 
94 Manifestum ergo est solam fidem justificare. Fide autem nobis justificatis, egredimur in vitam activam. Ad hunc modum sophistae recte discernere potuissent vitam (E30) contemplativam et activam, si hanc evangelium, illam legem vocassent, hoc est, si docuissent speculativam vitam includi et dirigi debere in verbo Dei, et plane nihil in ea spectandum esse quam verbum evangelii; activam vero vitam debere peti ex lege, quae Christum non apprehendit, sed exercet sese operibus caritatis erga proximum. Det er altså soleklart, at det alene er troen, der retfærdiggør. Men når vi er blevet retfærdiggjorte ved troen, går vi ind i et aktivt liv. På den måde ville sofisterne havde kunnet skelne ret mellem det beskuende liv og det aktive liv, hvis de havde kaldt det ene evangeliet, det andet loven, det vil sige, hvis de havde lært, at de beskuende liv burde indesluttes i og retledes af Guds ord, og at man i det slet ikke skulle se hen til andet end evangeliets ord; men at man burde søge det aktive liv ud fra loven, som ikke griber Kristus, men øver sig i kærlighedsgerninger overfor næsten. 
95         Clarus est igitur hic textus, quod omnes homines, etiam apostoli et prophetae et patriarchae sub maledicto mansissent, nisi Christus sese opposuisset peccato, morti, maledictioni legis, irae et judicio Dei, et ea in corpora suo superasset (nam ista immania monstra nulla humana potentia superari potuerunt). Jam vero Christus non est lex, non est opus legis, non est actus elicitus, sed persona divina et humana, quae suscepit peccatum, damnationem legis et mortem, non pro se, sed pro nobis.       Teksten her er altså klar: Alle mennesker, også apostle og profeter og patriarker ville være forblevet under forbandelse, hvis ikke Kristus havde sat sig imod synden, døden, lovens forbandelse, Guds vrede og fordømmelse, og havde besejret dem i sit legeme (for disse vældige uhyrer kunne ikke være blevet overvundet af nogen menneskelig magt). Men nu er Kristus ikke nogen lov, ejheller nogen lovgerning, eller nogen selvvalgt handling, men en guddommelig og menneskelig person, som har taget synden, lovens fordømmelse og døden på sig, ikke for sin egen, men for vores skyld. 
96 Igitur tota emphasis est in verbo "pro nobis". Non debemus ergo fingere Christum innocentem et privatam personam (ut sophistae et fere omnes patres, Hieronymus et alii fecerunt), quae pro se tantum sit sancta et justa. Verum quidem est, quod Christus est purissima persona, sed ibi non est resistendum. Derfor ligger hele vægten på ordene "for vores skyld". Vi bør altså ikke forestille os Kristus som en uskyldig enkeltperson (sådan som sofisterne næsten alle fædre, Hieronymus og andre, forestiller sig ham), som kun er hellig og retfærdig for sin egen skyld. Det er ganske vist sandt, at Kristus er den reneste person, men det bør man ikke blive stående ved. 
97 Nondum enim habes Christum, etiamsi noris eum Deum et hominem esse, sed tunc vere habes, cum credis hanc purissimam et innocentissimam personam tibi donatam a patre, ut esset pontifex et salvator, imo servus tuus, qui exuta innocentia et sanctimonia sua et suscepta persona tua peccatrice portaret peccatum, mortem et maledictionem tuam, ac (E31) fieret hostia et maledictum pro te, ut sic a maledicto legis te liberaret. For du har endnu ikke Kristus, selv om du erkender ham som Gud og menneske, men først da har du ham virkelig, når du tror, at denne rene og uskyldige person blev givet dig af faderen, for at han kunne være offerpræst og frelser, ja, være din træl, som aflagde sin egen uskyld og hellighed og tog din syndige person på sig og bar din synd, død og forbandelse, og blev et brændoffer og en forbandelse for dig, for at han således kunne befri dig fra lovens forbandelse. 
98          Vides igitur, quam plane apostolico spiritu Paulus hoc gravissimum argumentum de benedictione et maledictione tractaverit, dum ipsum Christum non solum maledicto subjicit, sed eum etiam dicit factum maledictum. Sic 2. Cor. 6. (v. 21) vocat eum peccatum, cum ait: "Eum, qui peccatum non noverat, Deus fecit pro nobis peccatum etc."       Du ser altså, at Paulus har behandlet dette meget tungtvejende argument om velsignelsen og forbandelsen helt ud i apostolisk ånd, når han ikke blot underkaster Kristus selv under forbandelse, men også siger, at han blev gjort til en forbandelse. Således kalder han ham i 2 Kor 6,21 for "synd", idet han siger: "Ham, som ikke kendte til synd, har Gud gjort til synd for vores skyld, osv."
99 Quanquam hae sententiae recte exponi possint hoc modo: Christus factus est maledictum, id est, hostia pro maledicto, peccatum, id est, hostia pro peccato etc., tamen magis placet, si servetur propria significatio vocum, propter majorem emphasin, quia, cum peccator venit re vera in notitiam sui, non solum sentit se peccatorem concretive seu adjective, sed etiam abstractive seu substantive, hoc est, non solum videtur sibi calamitosus, sed ipsa calamitas, non solum peccator et maledictus, sed ipsum peccatum et maledictum; ut et in latina lingua, cum excellenter volumus aliquem significare scelestum, vocamus eum scelus. Disse sætninger kan vel med rette udlægges sådan: Kristus blev gjort til en forbandelse, det vil sige, til et brændoffer for forbandelsen, han blev gjort til synd, det vil sige, til et brændoffer for synden, osv., alligevel er det bedre, hvis man lader ordene beholde deres oprindelige betydning, på grund af det store eftertryk, for når synderen kommer til virkelig selverkendelse, føler han ikke bare, at han er synder konkret eller adjektivisk, han føler det også abstrakt eller substantivisk, det vil sige, det ser for ham ud til, at han ikke blot er ulykkelig, men er ulykken selv, at han ikke blot er synder og forbandet, men er synden og forbandelsen selv; ligesom det på latin, når vi vil betegne nogen for forbryderisk, kalder ham "en forbrydelse". 
100 Est enim maxima res portare peccatum, iram Dei, maledictionem et mortem. Quare homo ista serio sentiens, ut Christus vere sensit, pro toto genere humano, fit plane ipsum peccatum, mors, maledictum etc.  Det er nemlig noget helt overvældende at bære synden, Guds vrede, forbandelsen og døden. Derfor bliver det menneske, der alvorligt føler dette, ligesom Kristus i sandhed føler det for hele menneskeslægten, helt ud selve synden, døden, forbandelsen, osv. 
101       Vere ergo apostolico spiritu Paulus hunc locum tractat, quia nullus sophista, legista, Judaeus, fanaticus aut quisquam alias ita loquitur. Quis enim auderet (32) allegare hunc locum ex Mose: "Maledictus omnis, qui pendet in ligno etc," et eum interpretari de Christo? Qua ergo ratione Paulus hanc sententiam: "Maledictus omnis etc." ad Christum accommodavit, eadem et nos non solum illud totum cap. Deut. 27. sed etiam omnes maledictiones legis Mosaicae colligere, et de Christo interpretari possumus.         Paulus behandler altså dette sted i en sand apostolisk ånd, for ingen sofist, lovkyndig, jøde, fanatiker eller nogen anden taler således. For hvem ville vove at anføre dette sted fra Moses: "Forbandet enhver, som hænger på et træ, osv." og udlægge det om Kristus? Og med den samme begrundelse, som Paulus anfører dette sted: "Forbandet enhver, osv." om Kristus, med samme begrundelse kan også vi sammenfatte ikke blot hele kapitel 27 i 5. Mosebog, men alle forbandelser i moseloven og udlægge dem om Kristus. 
102 Nam sicut Christus ipse innocens est in hac generali lege pro sua persona, ita etiam in omnibus aliis; et sicut ipse reus est in hac generali lege, cum maledictum pro nobis factus, ac suspensus est in cruce, ut homo sceleratus, blasphemus, parricida, proditor etc., ita et in omnibus aliis legibus reus est. Omnes enim maledictiones legis in eum congestae et positae sunt, ideoque eas portavit et sustinuit in corpore suo pro nobis. Non solum igitur fuit maledictus, sed factus est etiam maledictum pro nobis. For ligesom Kristus selv personligt var uskyldig overfor denne almene lov, således var han det også overfor alle andre; og ligesom han selv er skyldig i denne almene lov, eftersom han blev gjort til en forbandelse for vores skyld, og ophængt på korset som en forbryder, en spotter, en fadermorder, en forræder, osv., således er han også skyldig overfor alle andre love. For alle lovens forbandelser er sammenføjet og lagt på ham, og derfor bar han dem og udholdt dem på sit legeme for vores skyld. Ikke blot blev han derfor en forbandelse, nej, han blev også gjort til en forbandelse for vores skyld. 
103          Hoc vere est interpretari apostolico more scripturas. Nam homo sine Spiritu sancto non potest ita loqui, nempe, quod totam legem comprehendat uno dicto (scilicet "Christus maledictum factus est pro nobis"), ac eam totam semel congerat in Christum; et econtra quod omnes promissiones scripturae comprehendat, et semel in Christo impletas dicat. Ideo apostolicum et firmissimum est hoc argumentum, non ex uno loco legis, sed ex universis legibus sumtum, quo etiam vehementer nititur Paulus.        Dette er sandelig at tolke skriften efter apostolsk skik. For et menneske uden Helligånden kan ikke tale således, nemlig sådan, at han sammenfatter hele loven i ét ord (nemlig dette: "Kristus blev gjort til en forbandelse for vores skyld"), og sådan, at han sammenfatter hele skriften i Kristus; og modsat sådan, at han sammenfatter alle skriftens forjættelser og siger, at de på én gang blev opfyldt i Kristus. Derfor er dette et apostolisk og meget stærkt argument, ikke taget ud fra ét enkelt sted i loven, men ud fra alle love, og Paulus støtter sig stærkt til det. 
104          Ex his apparet, quanta diligentia Paulus legerit (E33) scripturas, et quam studiosissime expenderit singula verba istius loci: "In semine tuo benedicentur omnes gentes terrae." (Gen. 22, 18.). Primum ex vocabulo benedictionis sic colligit: Benedictio est futura in omnes gentes, ergo omnes gentes sunt sub maledicto, etiam Iudaei, qui legem habent, et affert testimonium scripturae, quo probat Iudaeos sub maledicto esse, qui sub lege sunt: "Maledictus omnis, qui non permanserit omnibus etc."         Heraf kan man se, med hvor stor omhu Paulus læser skriften, og hvor omhyggeligt han behandler hvert enkelt ord af dette skriftsted: "I din sæd skal alle folkeslag velsignes" (1 Mos 22,18). Først slutter han således ud fra ordet "velsignelse": Velsignelsen skal komme til alle folkeslag, altså er alle folkeslag under forbandelse, også jøderne, som har loven, og han anfører skriftens vidnesbyrd, hvorved han beviser, at jøderne er under forbandelse, fordi de er under loven: "Forbandet enhver, som ikke overholder alt, osv."
105 Deinde urget particulam ,,omnes gentes", ex qua sic colligit, benedictionem non solum pertinere ad Iudaeos, sed etiam ad omnes gentes totius orbis terrarum; cum autem ad omnes gentes pertineat, impossibile fit eam contingere per legem Mosi, cum nullae gentes eam habuerint praeter Iudaeos, et quanquam hi legem habuerint, tamen adeo per illam non contigisse eis benedictionem, ut, quo plus conati sint eam facere, hoc magis obnoxii facti sint maledictioni legis. Quare oportere aliam justitiam esse, quae longe excellat legis justitiam, per quam contingat benedictio, non solum Iudaeis, sed etiam omnibus gentibus in toto mundo. Dernæst lægger han vægt på ordet "alle folkeslag", og ud fra det slutter han, at velsignelsen ikke blot har med jøderne at gøre, men også med alle folkeslag udover hele jorden; men når den har adresse til alle folkeslag, bliver det umuligt, at den opnås gennem moseloven, eftersom ingen folkeslag har den udover jøderne, og skønt jøderne havde loven, blev den dog i den grad ikke til velsignelse for dem, at jo mere de stræbte efter at overholde den, des mere blev de skyldige i lovens forbandelse. Derfor må der være en anden retfærdighed, som langt overgår lovens retfærdiighed, og gennem den komme velsignelsen, ikke blot til jøderne, men til alle folkeslag i hele verden. 
106           Postremo particulam "in semine tuo" hoc modo explicat, quod aliquis homo nasci debebat ex semine Abrahae, scilicet Christus, per quem ventura erat benedictio in omnes gentes. Cum itaque Christus debuit benedicere omnes gentes, quas invenit maledictas, oportuit ipsum auferre ab eis maledictionem. Non potuit autem per legem auferre, quia (E34) per eam magis augetur. Quid ergo fecit? Adjunxit se maledictis, assumens illorum carnem et sanguinem, et sic interposuit se mediatorem inter Deum et homines; licet, inquiens, caro et sanguis sim, et agam inter maledictos, tamen sum benedictus ille, per quem sunt benedicendi omnes homines.         Det sidste ord "i din sæd" forklarer han på den måde, at der bør fødes et menneske af Abrahams sæd, nemlig Kristus, gennem hvem velsignelsen skulle komme ud til alle folkeslag. Da derfor Kristus skulle velsigne alle folkeslag, som han fandt forbandede, måtte han fjerne forbandelsen fra dem. Men han kunne ikke fjerne den gennem loven, for gennem den blev den snarere forøget. Hvad gjorde han da? Han sluttede sig til de forbandede, idet han påtog sig deres kød og blod og således anbragte sig som mellemmand mellem Gud og mennesker; lad være, sagde han, at jeg er kød og blod og lever mellem forbandede, dog er jeg hin velsignede, gennem hvem alle mennesker skal velsignes. 
107 Atque ita in una persona conjunxit Deum et hominem, admixtusque nobis maledictis factus est propter nos maledictum, et suam benedictionem abscondit in nostrum peccatum, mortem et maledictionem, quae eum damnaverunt et occiderunt. Sed quia Dei filius erat, ab illis teneri non potuit, vicit ea, et triumphavit de illis, et quidquid adhaesit carni, quam causa nostra assumsit, secum tulit. Itaque omnes illi carni adhaerentes benedicuntur a maledicto, hoc est, a peccato et morte liberantur. Og således sammenføjer han Gud og menneske i én person, og da han således havde forenet sig med os forbandede, blev han gjort til en forbandelse på grund af os, og skjulte sin velsignelse i vores synd, død og forbandelse, som fordømte og dræbte ham. Men fordi han var Guds søn, kunne han ikke holdes af disse magter, han besejrede dem, og triumferede over dem, og alt, hvad der knyttede sig til det kød, som han havde påtaget sig for vores skyld, førte han med sig. Således velsignes alle de, der knytter sig til dette kød, fra forbandelsen, det vil sige, de befries fra synden og døden. 
108           Qui hoc beneficium Christi, de quo evangelium proprie concionatur, non intelligunt, nec aliam praeter legis justitiam noverunt, hi, cum audiunt legis opera non esse necessaria ad salutem, sed per hoc contingere salutem hominibus, si tantum audiant et credant Christum filium Dei assumsisse carnem, et adjunxisse se maledictis, ut per hoc benediceret omnes gentes, hi, inquam, offenduntur, nihil enim horum intelligunt, aut certe tantum carnaliter intelligunt. Sunt enim occupati aliis cogitationibus et fanaticis imaginationibus. Ideo sunt eis mera aenigmata. Imo nobis, qui primitias spiritus habemus, impossibile est, ista perfecte intelligere et credere, quia fortissime pugnant cum ratione humana. (E35)          De, som ikke forstå denne Kristi velsignelse, om hvilken det egentlige evangelium prædikes, og ikke kender nogen anden retfærdighed udover lovens retfærdighed, de vil, når de hører, at lovgerninger ikke er nødvendigt til frelse, men at frelse for mennesker opnås derved, at de blot hører og tror, at Kristus, Guds søn, har påtaget sig kød, og knyttet sig sammen med forbandede, så at han herigennem kunne velsigne alle folkeslag, disse mennesker, siger jeg, tager anstød, de forstår nemlig intet at alt dette, eller de forstår det med sikkerhed kun på kødelig vis. De er nemlig opfyldt med andre tanker og fanatiske fantasier. Derfor er disse ting for dem lutter gådetale. Ja, selv for os, som har åndens førstegrøde, er det umuligt at forstå og tro dem til fuldkommenhed, fordi de kæmper så stærkt imod den menneskelige fornuft. 
109           In summa, omnia mala inundatura erant super nos, ut inundabunt super impios in aeternum. Sed Christus pro nobis factus omnium legum, maledictionum, peccatorum et malorum nostrorum reus venit medius, amplectens nos miseros et perditos peccatores, in sese suscepit et pertulit omnia nostra mala, quae in aeternum oppressura ac discruciatura erant nos, eaque semel ad modicum tempus obruerunt eum, et inundaverunt super caput ipsius, ut Psal. 87. (Ps. 88, 8 et 17.) propheta in persona Christi queritur, cum ait: "Super me confirmatus est furor tuus, et omnes fluctus tuos indusisti super me"; item: "In me transierunt irae tuae, et terrores tui conturbaverunt me". Hoc modo liberati ab istis aeternis terroribus et cruciatibus per Christum aeterna et ineffabili pace et felicitate, modo hoc credamus, fruemur.         Kort sagt, alt ondt var ved at overskylle os, således som det i evighed skal overskylle de ugudelige. Men Kristus, der for vores skyld blev gjort skyldig i alle love og forbandelser, og skyldig i vore synder og onder, gik imellem, omfavnede os elendige og fortabte syndere, tog på sig og bar alle vore onder, som i evighed ville komme til at undertrykke og plage os, og én gang for alle overvældede de ham og oversvømmede hans hoved, sådan som profeten siger det i Sl 88,8 og 17 om Kristus: "Over mig hviler din vrede tungt, og alle dine brændinger går over mig"; og: "Din vredes luer går over mig, og dine rædsler har lagt mig øde". Når vi på den måde er befriet fra disse evige rædsler og plager ved Kristus, kan vi nyde den evige og usigelige fred og lykke, blot vi tror på dette. 
110         Haec sunt illa adoranda mysteria scripturae et vera cabala, quam etiam Moses aliquot locis subobscure indicavit, quam prophetae et apostoli cognoverunt, et per manus posteris tradiderunt, de qua futura sancti veteris testamenti plus laetati sunt, quam nos de ea jam exhibita. Agnoscimus quidem ingentem thesaurum esse cognitionem Christi et justitiae fidei, sed tam plenum gaudium spiritus inde non concipimus, quale habuerunt prophetae et apostoli.         Dette er skriftens tilbedelsesværdige mysterier og den sande kabbala, som også Moses adskillige steder dunkelt hentyder til, som profeter og apostle har kendt og overleveret til efterslægten fra far til søn, og over denne fremtid har det gamle testamentes hellige glædet sig mere, end vi gør det, vi, der har fået det vist. Vi erkender ganske vist, at erkendelsen af Kristus og af trosretfærdigheden er en overordentlig stor skat, men vi er ikke så fulde af åndens glæde over det, som profeterne og apostlene. 
111 Hinc tam copiose tractaverunt, et tam saepe inculcaverunt, praecipue Paulus, articulum justificationis. Est enim hoc proprium apostolorum munus, (E36) Christi gloriam et beneficium illustrare, atque per hoc afflictas conscientias erigere et consulari. Derfor har de behandlet det så omhyggeligt og derfor har de så ofte indprentet artiklen om retfærdiggørelsen, især Paulus. Det er nemlig apostlenes særlige opgave, at oplyse Kristi ære og velsignelse, og herigennem at oprejse og trøste de anfægtede samvittigheder. 
112   Vt in gentes benedictio Abrahae veniret per Christum Iesum.
       Paulus semper in conspectu habet hunc locum: "In semine tuo etc.", quia benedictio Abrahae promissa non potuit venire in gentes, nisi per semen Abrahae, Christum, et quidem hoc modo: Oportuit ipsum fieri maledictum, ut promissio Abrahae facta: "In semine tuo benedicentur omnes gentes," sic impleretur. 
For at Abrahams velsignelse måtte komme til hedningerne ved Kristus Jesus. (Gal3.14)
       Paulus har hele tiden dette skriftsted for øje: "I din sæd osv.", for den velsignelse, der var forjættet Abraham, kunne kunne komme til folkeslagene gennem Abrahams sæd, Kristus, og det på følgende måde: Han måtte blive en forbandelse, for at forjættelsen til Abraham: "I din sæd skal alle folkeslag velsignes" således kunne opfyldes. 
113 Nulla igitur alia ratione hoc, quod hic promittitur, fieri potuit, nisi Iesus Christus fieret maledictum, et conjungeret se gentibus maledictis, et sic ab illis auferret maledictum, et sua benedictione afferret eis justitiam et vitam. Memineris autem, ut etiam supra monui, benedictionis vocabulum non esse inane, ut Iudaei somniant, qui benedictionem interpretantur salutationem vocalem vel scriptilem, sed de peccato et justitia, de morte et vita coram deo Paulus hic agit. Loquitur ergo de rebus inaestimabilibus et incomprehensibilibus, cum ait: "Ut in gentes benedictio Abrahae veniret per Iesum Christum. På ingen anden måde kunne det, der her var forjættet, ske, kun ved, at Jesus Kristus blev en forbandelse og forbandt sig med de forbandede folkeslag, og således kunne fjerne forbandelsen fra dem og med sin velsignelse kunne tildele dem retfærdighed og liv. Men du må huske på det, jeg også ovenfor har omtalt, at ordet "velsignelse" ikke er et tomt ord, sådan som jøderne fantaserer om det; de forstår velsignelsen som en mundtlig eller skriftlig hilsen; nej, Paulus omhandler her synd og retfærdighed, død og liv overfor Gud. Han taler altså om uvurdérlige og ufattelige ting, når han siger: "For at Abrahams velsignelse skal komme til folkeslagene ved Jesus Kristus". 
114          Vides praeterea, quae merita congrui et condigni afferamus, ac qua ratione acquiramus istam benedictionem. Ista est praeparatio, hoc est, meritum congrui et condigni, illa sunt opera, quibus paratur haec justitia, quod Christus Iesus factus sit pro (E37) nobis maledictum. Nos enim sumus ignorantes et inimici Dei, sumus mortui in peccatis et maledicti, ergo meritum nostrum plane nullum est. Quid enim mereretur maledictus peccator, ignorans Dei, mortuus in peccatis, obnoxius irae et judicio Dei? Cum papa aliquem excommunicavit, quidquid is faciebat, maledictum erat.        Her ser du forøvrigt, med hvilken rimeligheds- og fuldværdigheds-fortjeneste og med hvilken begrundelse vi opnår denne velsignelse. Dette er forberedelsen, det vil sige, det er rimeligheds- og fuldværdigheds-fortjenesten, det er de gerninger, hvormed denne retfærdighed beredes os, nemlig at Kristus Jesus blev gjort til en forbandelse for vores skyld. For vi er uvidende, vi er fjender af Gud, vi er døde i synderne og forbandede, altså er vor fortjeneste fuldstændig ingenting. For hvad kan en forbandet synder, én, der er uvidende om Gud, én, der er død i sine synder, én, der er skyldig til Guds vrede og dom, fortjene? Når paven ekskommunikerede nogen, var alt det, han gjorde, forbandet. 
115 Quanto magis maledictus coram Deo, ut omnes sumus, ante cognitum Christum nihil facit praeter maledicta. Quare illa unica via est evadendi maledictionem, credere et certa fiducia dicere: Tu Christe es peccatum et maledictum meum, seu potius: Ego sum peccatum tuum, maledictum tuum, mors tua, ira Dei tua, infernus tuus, tu contra es justitia, benedictio, vita, gratia Dei, coelum meum; quia textus clare dicit: "Christus factus est pro nobis maledictum." Itaque nos sumus causa, quod factus sit maledictum, imo nos ipsius maledictum sumus. Hvor meget mindre kan da den, der er forbandet overfor Gud, som vi alle er det førend vi erkender Kristus, gøre andet, end hvad der er forbandet. Derfor er der kun denne ene vej til at undgå forbandelse, det er at tro og med sikker fortrøstning sige: Du, Kristus, er min synd og forbandelse, eller snarere, Jeg er din synd, din forbandelse, din død, din Guds vrede, dit helvede, men du er omvendt min retfærdighed, min velsignelse, mit liv, min Guds nåde, min himmel; for teksten siger klart: "Kristus blev gjort til en forbandelse for vores skyld". Derfor er vi grunden til, at han blev gjort til en forbandelse, ja, vi er selv hans forbandelse. 
116          Is potentissimus locus et consolationis plenissimus, etsi Iudaeis excaecatis et induratis non satisfacit, tamen nobis, qui sumus baptizati, et suscepimus istam doctrinam, satisfacit et concludit potentissime, quod per maledictionem, peccatum, mortem Christi benedicti, hoc est, justificati et vivificati simus. Donec peccatum, mors et maledictio in nobis manent, peccatum terret, mors occidit, et maledictio damnat nos; cum vero ista in Christum transferuntur, fiunt haec mala nostra ipsius propria, et sua bona nostra.         Dette er et meget stærkt skriftsted, fuld af trøst, og skønt det ikke tilfredsstiller de blinde og forhærdede jøder, er det dog for os, der er døbte og modtager denne lære, tilstrækkeligt og det konkluderer meget stærkt, at gennem Kristi forbandelse, synd og død bliver vi velsignede, det vil sige, vi bliver retfærdiggjorte og levendegjorte. Sålænge synden, døden og forbandelsen forbliver i os, slår synden os med rædsel, døden slår os ihjel, og forbandelsen fordømmer os; men når disse ting overføres på Kristus, så bliver disse vore onder hans onder, og hans goder bliver vore goder. 
117 Discamus igitur in omni tentatione peccatum, mortem, maledictionem et omnia mala, quae premunt nos, a nobis transferre in Christum, et vicissim justitiam, (E38) vitam et benedictionem ab eo in nos. Nam re vera omnia mala nostra portat, cum Deus pater omnium nostrum iniquitates ut Isaias ait, (53,6.) conjecerit in eum; et ipse libens eas suscepit, non enim erat reus, sed ut in hoc faceret patris voluntatem, per quam sanctificati sumus in aeternum. Vi skal altså i al anfægtelse lære at overføre synd, død, forbandelse og alt det onde, som plager os, fra os selv over på Kristus, og omvendt overføre retfærdighed, liv og velsignelse fra ham til os. For i virkeligheden bærer han alle vore onder, eftersom Gud fader, ifølge Esajas' udsagn (Es 53,6), lagde alle vore misgerninger på ham; og selv tog han dem frivilligt på sig, ikke fordi han var skyldig, men for derved at gøre faderens vilje, gennem hvilken vi bliver helliggjorte i evighed. 
118          Haec est ineffabilis et infinita illa misericordia Dei, quam Paulus libenter exuberanti et largissima quadam copia verborum effundere vellet. Sed illam abyssum profundissimam et zelum ardentissimum divinae caritatis erga nos non potest angustia cordis humani comprehendere, multo minus eloqui. Quin etiam ipsa magnitudo divinae misericordiae non solum difficultatem credendi, sed et incredulitatem parit.            Dette er den uudsigelige og uendelige barmhjertighed hos Gud, som Paulus gerne vil udfolde med en overordentlig og meget stor rigdom af ord. Men menneskehjertets snæversynethed kan ikke forstå og langt mindre give udtryk for denne dybe afgrund af den guddommelig kærligheds brændende nidkærhed. Derfor bevirker selve den guddommelige barmhjertigheds størrelse også, at vi ikke blot har vanskeligt ved at tro den, men den føder også vantroen. 
119 Non solum enim audio, quod omnipotens Deus, conditor omnium, sit bonus et misericors, sed quod etiam illa summa majestas pro me perdito peccatore, filio irae et mortis aeternae, tam sollicita fuerit, ut proprio filio non pepercerit, sed tradiderit eum in mortem ignominiosissimam, ut pendens in medio latronum fieret pro me peccatore et maledicto peccatum et maledictum, ut benedictus, hoc est, justus, filius et heres Dei efficerer. For ikke blot hører jeg, at den almægtige Gud, alle tings skaber, er god og barmhjertig, men også at denne store majestæt har haft en sådan omsorg for mig fortabte synder, vredens og den evige døds barn, at han ikke skånede sin egen søn, men gav ham hen til den mest skændige død, så at han, hængende blandt røvere, blev en synder for mig synder og en forbandelse for mig forbandede, og så jeg kunne blive velsignet, det vil sige, retfærdig, Guds søn og Guds arving. 
120 Quis potest istam bonitatem Dei satis praedicare? Ne quidem omnes angeli. Ideo doctrina evangelii longe de aliis rebus loquitur, quam politicus, philosophicus aut Mosaicus liber, nempe de inenarrabilibus ac plane divinis donis, quae omnem humanum et angelicum captum, et simpliciter omnia superant. (E39) Videre til gal3e! Hvem kan prædike kraftigt nok om denne Guds godhed? Ikke engang alle engle. Derfor handler evangeliets lære om noget helt andet end en politisk, filosofisk eller mosaisk bog, den handler nemlig om de uudsigelige og fuldt ud guddommelige gaver, som overgår al menneskelig og englelig fatteevne, ja simpelthen overgår alt. 

Noter:

n41  Hos Paulus hedder det i Vulgata: quia scriptum est maledictus omnis qui pendet in ligno, i 5 Mos 21,23: quia maledictus a Deo est qui pendet in ligno.

n44:  I Es 53,12 hedder det i Vulgata: et ipse peccatum multorum tulit et pro  transgressoribus rogavit.

n67:  Dansk oversættelse har: han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus. Vulgata: expolians principatus et potestates traduxit palam  triumphans illos in semet ipso.