Store Galaterbrevskommentar 3b

Luther 1535


Taget fra Erl  22, 313-350

Indhold:

Tilbage til oversigten!
 
 
1  Sic stulti estis, ut cum Spiritu coeperitis, nunc carne cousummamini.
       Absoluto hoc argumento, scilicet quod Spiritus non detur per opera legis, sed per auditum fidei, incipit jam exhortari et deterrere a duplici periculo seu damno. Primum est: "Sic amentes estis, ut cum Spiritu coeperitis, nunc carne consummamini." Alterum sequitur: "Tanta passi estis frustra etc.", et ista sunt rhetorica, scilicet deterrere a periculis et damnis, et rursum persuadere, ab utili, honesto et facili. Dicit ergo: "Spiritu coepistis ", hoc est, vestra religio erat pulcherrime incepta et institute, ut et infra dicit: "Currebatis bene etc." Quid fit? Iam vultis carne consummari, imo carne jam consummamini.
Er I så tåbelige, at I, skønt I begyndte i Ånden, nu vil fuldende i kødet? (gal3,3). 
      Efter at have afsluttet denne bevisførelse, altså den, at Ånden ikke gives gennem lovens gerninger, men ved at høre i tro, begynder han nu at opmuntre og skræmme dem til at afholde sig fra en dobbelt fare eller skade. Den første er følgende: "Så afsindige er I, at skønt I begynde i Ånden, vil I nu fuldføre i kødet". Den anden følger efter: "Har I lidt så meget til ingen nytte, osv." (gal3,4). Og dette er retorik, nemlig at afskrække fra farer og skader og overtale til det nyttige, ærefulde, og lette. Han siger altså: "I begyndte i Ånden", det vil sige, jeres fromhed var yderst smukt begyndt og indført, sådan som han nedenfor siger: "I var godt på vej, osv" (gal5.7). Men hvad skete der? Nu vil I fuldende i kødet, ja, I har allerede fuldendt i kødet. 
          Paulus hic opponit Spiritum et carnem. Non appellat carnem, ut supra quoque monui, libidinem, passiones belluinas, seu appetitum sensitivum, quia hoc loco non disputat de libidine aut de aliis concupiscentiis carnis, sed de remissione peccatorum, de justificanda conscientia, de paranda justitia coram Deo, de liberatione a lege, peccato, morte, et tamen hic dicit, quod deserto Spiritu jam consummentur carne.        Paulus sætter her Ånden i modsætning til kødet. Og det, han kalder kødet, er ikke, som jeg har gjort opmærksom på ovenfor, vellyst, dyriske lidenskaber eller sanseligt begær, for på dette sted disputerer han ikke om vellysten eller de andre kødets begæringer, men om syndernes forladelse, om at retfærdiggøre samvittigheden, om at få retfærdighed overfor Gud, om at befries fra loven, synden og døden, og dog siger han her, at de har svigtet Ånden og nu fuldender i kødet. 
3 Itaque caro est ipsa justitia, sapientia carnis ac cogitatio rationis, quae per legem conatur justificari. Quidquid ergo optimum ac praestentissimum est in homine, Paulus vocat carnem, hoc (E314) est, summam sapientiam rationis et ipsam justitiam legis. Derfor er kødet selve kødets retfærdighed og visdom, og fornuftens overvejelse om, hvorved den stræber af retfærdiggøres ved loven. Altså kalder Paulus alt det bedste og mest fortræffelige i menneske for kød, det vil sige, den højeste fornuftsvisdom og selve lovretfærdigheden. 
4            Et considerandus est iste locus propter calumniatores papistas, qui eum detorquent contra nos, dicentes nos sub papatu Spiritu coepisse, jam vero ductis uxoribus carne consummari, quasi vero spiritualis vita sit coelibatus, aut non habere uxorem, et interim nihil impediat spiritualem vitam, si quis uno scorto non contentus habeat plura. Homines sine mente sunt, qui non intelligunt, quid Spiritus vel caro sit.      Og man må lægge mærke til dette skriftsted også på grund af papisternes falske beskyldninger; de drejer det rundt mod os, idet de siger, at vi under pavedømmet var begyndt i Ånden, men nu, når vi tager os hustruer, fuldender i kød, som om et virkelig åndeligt liv er et cølibatært liv, eller dette ikke at have en hustru, og det derimod slet ikke hindrer et åndeligt liv, om én, der ikke kan nøjes med én skøge, har flere. De er mennesker uden forstand, de forstår ikke, hvad Ånd eller kød er. 
5 Spiritus est, quidquid in nobis geritur per Spiritum, caro, quidquid in nobis geritur secundum carnem extra Spiritum. Quare omnia officia christianorum, ut diligere uxorem, alere liberos, regere familiam, honore afficere parentes, obedire magistratui etc., quae ipsis saecularia et carnalia sunt, sunt fructus Spiritus. Non distinguunt homines caeci res, quae bonae creaturae Dei sunt, a vitiis. Ånd er, hvad der virkes i os af Ånden, kød er, hvad der virkes i os efter kødet uden Ånden. Derfor er alle de kristnes pligter, såsom at elske sin hustru, at opdrage sine børn, at styre familien, at ære sine forældre, at adlyde øvrigheden, osv., hvad der for dem selv er noget verdsligt og kødeligt, det er altsammen Åndens frugter. Men de blinde mennesker skelner ikke det, der er Guds gode skabning, fra lasterne. 
6         Considerandum est et hoc, quod Paulus dicit Galatas coepisse spiritu. Ibi addere debebat active: Nunc carne consummatis, hoc non facit, sed passive dicit: "Carne consummamini." (gal3,3) Adeo justitia legis, quam Paulus hic carnem vocat, non justificat, ut hi, qui post acceptum Spiritum per fidei auditum ad eam deficiunt, ea consummentur, hoc est, finiantur et prorsus perdantur. Itaque qui decent legem esse faciendam hoc fine, ut homines per eam justificentur, hi, dum volunt consulere conscientiis, maxime eis nocent, dum eas justificare volunt, damnant.        Man skal også lægge mærke til, at Paulus siger, at galaterne er begyndt i ånden. Her burde han fortsætte det aktive: Men nu har I fuldendt i kødet, men nej, det gør han ikke, han siger i passiv: "Nu er I blevet fuldendt i kødet". I den grad er det ikke lovretfærdigheden, som Paulus her kalder kødet, der retfærdiggør, at de, som efter at have modtaget Ånden ved at have hørt i tro falder fra den, fuldendes i den, det vil sige, de afsluttes og gør går helt til grunde. Derfor, de, der lærer, at loven skal overholdes med det formål, at mennesker skal retfærdiggøres ved den, de skader dem i højeste grad, når de vil råde deres samvittigheder, de fordømmer dem, når de vil retfærdiggøre dem. 
7 Semper (E315) autem oblique petit Paulus pseudoapostolos. Hi enim urgebant legem, dicentes: Fides in Christum sola non tollit peccatum, non placat iram Dei, non justificat, itaque si illa beneficia consequi vultis, non debetis tantum credere in Christum, sed simul etiam legem servare, circumcidi, ferias agere, sacrificare etc. Hoc facientes liberi eritis a peccato, ira Dei etc. Imo hoc ipso, ait Paulus, statuitis injustitiam, provocatis iram Dei, peccatum peccato additis, a gratia exciditis, et eam abjicitis, Spiritum exstinguitis, et una cum discipulis vestris carne consummamini. Hoc primum periculum est, a quo deterret Galatas, ne scilicet, si per legem justificari quaerant, Spiritum amittant, et optima principia pessimo fine perdant. Men hele tiden angriber Paulus de falske apostle, selv om det sker indirekte. De lægger nemlig vægt på loven, idet de siger: Tro på Kristus alene ophæver ikke synden, tilfredsstiller ikke Guds vrede, retfærdiggør ikke, derfor hvis I vil opnå den velsignelse, bør I ikke nøjes med at tro på Kristus, men samtidig også overholde loven, lade jer omskære, overholde festdage, ofre, osv. Når I gør det, vil I blive fri for synden, for Guds vrede, osv. Nej, tværtimod, siger Paulus, ved just dette stadfæster I uretfærdigheden, fremprovokerer Guds vred, føjer synd til synd, falder ud af nåden og forkaster den, udslukker Ånden, og bliver sammen med jeres disciple fuldendt i kødet. Dette er den første fare, som han vil skræmme galaterne bort fra, den nemlig, at de ikke skal søge at retfærdiggøres gennem loven, miste Ånden og skønt de havde den bedste begyndelse fortabes med den dårligste slutning. 
8  Tanta passi estis frustra?
        Alterum periculum seu damnum est: "Tanta passi estis frustra?" quasi dicat: Non solum considerate, quam pulchre coeperitis, et quam miserabiliter bona initia et cursum optime inceptum amiseritis, item quod non solum defeceritis a primitiis et fructibus Spiritus, relapsi in ministerium peccati et mortis, et in tristem ac miseram servitutem legis, sed etiam hoc considerate, quod multa passi estis propter evangelium et Christum, scilicet, rapinam bonorum, blasphemias et contumelias, pericula corporis et vitae etc.
Har I da lidt så meget forgæves? (gal3,4)
       En anden fare eller skade er denne: "Har I da lidt så meget forgæves?" som ville han sige: Ikke blot skal I tænke på, hvor smukt I begyndte, hvor ynkeligt I har opgivet den gode begyndelse og løbet, der begyndte så godt, og på, at I ikke blot har mistet Åndens førstegrøde og dens frugter, igen er faldet tilbage til syndens og dødens tjeneste og til den bedrøvelige og elendige lovtrældom, men også det skal I tænke på, hvor meget I har lidt på grund af evangeliet og Kristus. I har jo fået jeres ejendele konfiskeret, er blevet spottet og forhånet, har været i fare for liv og legeme osv. 
9  Omnia apud vos erant in pulcherrimo cursu et successu, recte docebatis, sancte vivebatis, et constanter pro nomine Christi mala patiebamini. Iam vero periit tam doctrina quam fides, tam actio quam passio, tam Spiritus quam fructus ipsius in vobis. (E316)  Alt hos jer var i den smukkeste gænge og udvikling. I lærte ret, I levede helligt, og led hele tiden ondt for Kristi navns skyld. Men nu er såvel lære som tro, såvel handling soom lidelse, såvel Ånden som dens frugter gået til grunde i jer. 
10         Ex his satis constat, quid incommodi afferat justitia legis seu propria, nempe quod fidentes ea semel amittant incomprehensibilia bona etc. Porro res valde miseranda est, tam cito et facile aliquem amittere tantam gloriam et fiduciam conscientiae erga Deum etc., item, tam multas et graves passiones ac pericula rerum, uxoris, liberorum, corporis et vitae perferre; et tamen illa omnia otiose et frustra perferre. Et ex his duobus locis posset aliquis engnwmion justitiae legis seu propriae scribere, et in immensum amplificare, si per partes declarare vellet, quid Spiritus sit, quo coeperunt, deinde quae, quantae et quot passiones fuerint, quas propter Christum pertulerunt.          Af dette fremgår det tydeligt nok, hvilken ulykke lovretfærdigheden eller egenretfærdigheden fører med sig, nemlig, at de, der stoler på den, på én gang mister disse uforståeligt gode ting, osv. Det er også en meget ulykkelig sag, at nogen så hurtigt og så let mister den store herlighed og samvittighedens tillid til Gud, osv., ligeledes at nogen udholder så mange og så alvorlige lidelser og farer for hans gods, hustru, børn, legeme og liv; og at han dog udholder det altsammen omsonst og forgæves. Og ud fra disse to skriftsteder kunne én og anden skrive en lovprisning af lovretfærdigheden eller egenretfærdigheden, og fremhæve den umådeligt, hvis han i detaljer ville forklare, hvad Ånden er, hvormed de begyndte, dernæst, hvilke, hvor store og hvor mange de lidelser var, som de har udholdt for Kristi skyld. 
11 Sed ista nulla possunt explicari rhetorica, quia res maximae sunt, de quibus hic agit Paulus, videlicet gloria Dei, victoria mundi, carnis et diaboli, justitia et vita aeterna, et econtra peccatum, desperatio, mors aeterna et infernus, et tamen in momento amittimus illa inaestimabilia dona, et haec horribilia et nunquam desitura mala acquirimus, hocque auctoribus falsis magistris, cum vos transferunt ab evangelii veritate in erroneam doctrinam, idque faciunt non solum facile, sed etiam magno praetextu pietatis. Men det kan ingen veltalenhed gøre rede for. For det, Paulus her taler om, er umådelig store ting, nemlig Guds ære, sejren over verden, kødet og djævelen, retfærdigheden og det evige liv, og modsat: synden, fortvivlelsen og helvede, og dog kaster vi rask væk vrag på disse uvurdérlige goder og opnår disse forfærdelige og aldrig ophørende onder, og det på de falske læreres autoritet, når de overfører jer fra evangeliets sandhed til den forkerte lære, og dette gør de ikke blot let, men også, idet de kommer et stort dække af fromhed over det. 
12 Si tamen frustra.
       Correctio est, qua mitigat superiorem objurgationem paulo duriorem, hocque facit ut apostolus, ne nimium perterrefaciat Galatas. Objurgat quidem, sed sic, ut tamen semper oleum juxta infundat, ne eos ad desperationem adigat. Dicit ergo: "Si tamen (E317) frustra", quasi dicat: Non omnino abjeci spem de vobis. Si vero sic velletis, deserto Spiritu carne consummari, hoc est, justitiam legis sequi, ut coepistis, tum scitote omnem vestram gloriam et fiduciam in Deo inanem, et omnes passiones vestras frustraneas esse.
hvis det da var forgæves. (gal3,4)
       Dette er en rettelse, hvormed han mildner den foregående, lovlig hårde irettesættelse, og dette gør han som apostel, at han ikke i altfor høj grad skal slå galaterne med rædsel. Ganske vist irettesætter han dem, men han gør det sådan, at han dog hele tiden gyder olie på, så han ikke driver dem til fortvivlelse. Han siger altså: "hvis det da var forgæves", som ville han sige: Jeg tager ikke alt håb fra jer. Men hvis I vil fortsætte således, som I er begyndt: med at forlade Ånden og fuldende i kødet, det vil sige, med at følge lovretfærdigheden, da skal I vide, at al jeres herlighed og tiltro til Gud er uden nytte, og alle jeres lidelser er forgæves. 
13 Oportet autem me paulo durius vobiscum loqui, causam vehementius exaggerare et vos acerbius objurgare, praesertim cum magnitudo rei hoc postulet, ne putetis nihil aut parum referre, si rejecta Pauli doctrina audiatis et suscipiatis aliam. Non tamen praecido vobis omnem spem, si modo resipiscatis, quia immundi, infirmi et hulcerosi pueri non sunt abjiciendi, sed curandi et fovendi diligentius quam validi. Men jeg bør tale ret strengt til jer, overdrive sagen kraftigt og irettesætte jer strengt, især når sagens vigtighed kræver det, at I ikke skal mene, at det drejer sig om ingenting eller kun om lidt, hvis I forkaster Paulus' lære og lytter til og modtager en anden. Dog berøver jeg jer ikke alt håb, hvis I blot kommer til fornuft igen, for man bør ikke forstøde snavsede, svage og byldebefængte børn, men helbrede dem og pleje dem med større omhu end de raske. 
14  Sic Paulus, ut expertus medicus, fere totam culpam transfert in pseudoapostolos, hujus pestiferi morbi auctores. Contra Galatas satis molliter tractat, ut hac lenitate eos sanet. Debemus ergo et nos exemplo Pauli ita arguere infirmos, ita curare et tollere morbum ipsorum, ut interim eos etiam consolemur, ne, si durius a nobis tractentur, desperent.  Således gør Paulus som en erfaren læge det, at han næsten overfører hele skylden på de falske apostle som ophavsmænd til denne pestsygdom. Derimod behandler han galaterne blidt for at helbrede dem ved denne mildhed. Derfor bør også vi ifølge Paulus' eksempel argumentere sådan imod de svage, og således helbrede dem og ophæve deres sygdom, så vi samtidig også trøster dem, at de ikke, hvis de blev for hårdt behandlet af os, skal fortvivle. 
15  Qui igitur subministrat vobis Spiritum, et operatur virtutes in vobis, ex operibus legis, an ex auditu fidei? 
       Argumentum hoc ab experientia Galatarum sumtum adeo delectat apostolum, ut, postquam increpavit et deterruit eos a duplici incommodo, idem nunc repetat, et quidem cum augmento, dicens: "Qui subministrat etc.", hoc est,  non solum accepistis Spiritum ex auditu fidei, sed omnia, quae cognovistis et (E318) operati estis, ex auditu fidei habetis, quasi dicat: Non satis fuit Deum semel dedisse vobis Spiritum, sed idem Deus semper suppeditavit et auxit dona Spiritus, ut semel eo accepto semper cresceret et efficax esset in vobis Spiritus.
Men han, der meddeler jer Ånden og virker i jer med kraftige gerninger, gør han det ved lovgerninger eller ved, at I hører i tro? (gal3.5)
      Apostelen er så glad for dette argument fra galaternes erfaring, at han nu efter at have skældt dem ud og truet dem med den dobbelte fare gentager det og det i forstærket form, idet han siger: "Han, som meddelte, osv.", det vil sige, ikke blot har I modtaget Ånden ved at høre i tro, men alt, hvad I har erkendt og gjort, har I fra det, at I hører i tro, som ville han sige: Det var ikke nok, at Gud én gang har givet jer Ånden, men den samme Gud har stadig tilvejebragt og øget Åndens gaver, så at Ånden, som I modtog på én gang, aldrig kan vokse og være virksom i jer. 
16  Ex his satis constat Galatas fecisse miracula vel saltem praestitisse virtutes, hoc est, fructus fidei, quos veri discipuli evangelii praestare solent, quia alibi dicit apostolus regnum Dei non esse in sermone, sed in virtute. Virtus autem est non solum posse loqui de regno Dei, sed etiam re ipsa ostendere, quod Deus sit efficax per Spiritum suum in nobis. Sic supra cap. 2. de se dicit: "Qui efficax fuit in Petro inter Iudaeos, is et in me efficax fuit inter gentes."  Heraf fremgår det ganske klart, at galaterne havde gjort mirakler eller i hvert fald ydet kraftige gerninger, det vil sige, troens frugter, som evangeliets sande disciple plejer at yde, for apostelen siger andetsteds, at Guds rige ikke består i ord, men i kraft. (1 Kor 4,20) Men kraft er ikke blot at kunne tale om Guds rige, men også at udvise sagen selv: at Gud er virksom i os igennem sin Ånd. Således siger han ovenfor i gal2.8 om sig selv: "Han, som var virksom i Peter blandt jøderne, han er også virksom i mig blandt hedningerne". (n16
17        Cum igitur concionator sic praedicat, ut verbum non frustretur suis fructibus, sed efficax sit in auditoribus, hoc est, cum sequitur fides, spes, caritas, patientia etc., ibi Deus subministrat Spiritum, et operatur virtutes in auditoribus. Simili modo Paulus hic dicit. Deum subministrasse Spiritum Galatis, et operatum fuisse virtutes in eis, quasi dicat: Deus non solum effecit per praedicationem meam, ut crederetis, sed ut etiam sancte viveretis, multos fructus fidei faceretis et mala pateremini.        Når derfor en prædikant prædiker således, at ordet ikke er uden frugt, men er virksomt i tilhørerne, det vil sige, når der følger tro, håb, kærlighed, tålmodighed, osv. efter, så meddeler Gud Ånden og virker kraftige gerninger i tilhørerne. På samme måde siger Paulus her, at Gud har skænket galaterne Ånden og har virket kraftige gerninger i dem, som ville han sige: Gud har ikke blot gennem min prædiken udvirket, at I kom til tro, men også, at I har levet helligt, har båret megen frugt og har lidt meget ondt. 
18 Item eadem virtute Spiritus facti estis ex avaris, adulteris, iracundis, impatientibus, hostibus etc. largi, casti, mites, patientes, amantes proximorum. Hinc cap. 4. (vv. 14. 15.) testimonium ipsis praebet, quod exceperint se tanquam angelum Dei, imo tanquam Iesum Christum, quodque (E319) tam vehementer dilexerint, ut parati fuerint oculos eruere etc. Ligeledes er I ved den samme Ånds kraft ændret fra at have været gerrige, utugtige, vredladne, utålmodige, fjendtlige osv. til at være gavmilde, kyske, blide, tålmodige og kærlige imod jeres næste. Derfor giver han dem i gal4.14 det vidnesbyrd, at de modtog ham som en engel fra Gud, ja, som Jesus Kristus, og at de elskede ham så højt, at de var parate til at rive deres øjne ud, osv. 
19         Amare autem proximum tam ardenter, ut paratus sis impendere pecunium, rem, oculos, vitam et omnia pro ipsius salute, deinde patienter tolerare omnia adversa etc., certe virtutes sunt Spiritus. Et istas virtutes accepistis et habuistis, inquit, antequam isti pseudodoctores ad vos venerunt, accepistis autem non ex lege, sed ex Deo, ita subministrante et quotidie augente Spiritum, ut evangelium inter vos felicissime cucurrerit docendo, credendo, operando et tolerando.        Men at elske næsten så stærkt, at du er parat til at bruge penge, gods, øjne, liv og alt muligt for at han kan frelses, desuden tålmodigt udholde alle genvordigheder, osv., det er bestemt Åndens undergerninger. Og disse ungergerninger har I modtaget, dem har I haft, siger han, førend disse falske lærde kom til jer, men det modtog I ikke ud fra loven, men fra Gud, der på den måde dagligt gav Ånden og øgede den, at evangeliet hos jer bredte sig på bedste måde, i at lære, i at tro, i at handle og i at udholde. 
20 Cum ista sciatis testimonio propriae conscientiae convicti, qui fit, quod easdem virtutes jam non praestatis, quas autea? hoc est, quod non recte docetis, pie creditis, juste vivitis, bene operamini, patienter toleratis mala? Når I véd dette, fordi I er overbevist om jeres egen samvittigheds vidnesbyrd, hvordan kan det da være, at I ikke mere yder de samme undergerninger som tidligere? det vil sige: hvorfor lærer I ikke ret, tror fromt, lever retfærdighed, handler godt, udholder det onde med tålmodighed? 
21  Quis denique ita corrupit vos, ut erga me tam amanter non sitis affecti, ut antea? Iam non susciperetis Paulum ut angelum Dei, ut Christum Iesum, non erueretis oculos vestros, et daretis mihi. Qui fit, inquam, quod tanto ardore amplius pro me non aemulemini, sed praeferatis nunc mihi pseudoapostolos, qui vos tam misere seducunt?  Hvem er det endelig, der har fordærvet jer, så I ikke er så kærlige overfor mig som før? Nu ville I ikke modtage Paulus som Guds engel, som Kristus Jesus, nu ville I ikke rive jeres øjne ud og give mig dem. Hvordan kan det være, spørger jeg, at I ikke mere kappes til bedste for mig så brændende, men nu har foretrukket de falske apostle fremfor mig, skønt de forfører jer så jammerligt? 
22        Sic hodie nobis accidit. Initio praedicationis evangelii valde multi erant, quibus nostra doctrina arridebat, ac de nobis candide et reverenter sentiebant, sequebantur praedicationem evangelii virtutes et fructus fidei. Quid fit? Subito exoriuntur fanatici spiritus, qui brevi subvertunt, quod nos longo tempore et multo sudore struxeramus, tamque infensos (E320) nobis reddunt animos eorum etiam, qui antea nos vehementer amabant, et doctrinam nostram cum gratiarum actione recipiebant, ut apud illos nihil jam sit magis exosum, quam nomen nostrum.        Dette sker for os i vore dage. Da vi begyndte at prædike evangeliet, var der vældig mange, som fandt behag i vor lære, og nærede oprigtig ærbødighed overfor os, og det, at evangeliet blev prædiket, blev efterfulgt at troens undergerninger og frygter. Men hvad skete? Straks opstod de fanatiske ånder, som inden længe ødelagde alt det, som vi igennem lang tid og med megen møje havde opbygget, og de gjorde sindene selv hos dem, der tidligere havde elsket os stærkt og modtaget vor lære med taknemlighedsgerninger, så fjendtlig stemt imod os, at der nu hos dem ikke er noget, der er mere forhadt end vores navn. 
23 Sed hujus mali diabolus est auctor, qui contrarias virtutes operatur in suis membria, quae pugnant cum virtutibus Spiritus sancti. Debebat ergo, inquit apostolus, experientia vestra, o Galatae, vos docere illas tantas virtutes non ex operibus legis venisse. Nam ut eas ante auditum fidei non habuistis, ita neque nunc regnantibus inter vos pseudoapostolis, eas habetis. Men det er djævelen, der er ophav til dette onde, han, som virker helt modsatte kraftgerninger i sine lemmer: nemlig i dem, som kæmper imod Helligåndens kraftgerninger. Jeres erfaring, kære galatere, siger apostelen, burde lære jer, at så mange store kraftgerninger ikke kommer af lovgerninger. For ligesom I ikke havde dem, før I hørte til tro, således har I dem heller ikke nu, hvor de falske apostle hersker iblandt jer. 
24          Idem et nos hodie possumus dicere ad eos, qui jactant se evangelicos, et ex tyrannide papae liberates esse. Num vicistis tyrannidem papae, et libertatem in Christo adepti estis per fanaticos spiritus,  aut per nos, qui praedicavimus fidem in Christum?        Det samme kan vi også i vore dage sige til dem, som praler af at være evangeliske og at være blevet befriet fra pavens tyranni. Mon I har besejret pavens tyranni og mon I har opnået frihed i Kristus gennem åndsfanatikerne eller gennem os, som har prædiket tro på Kristus?
25  Hic si veritatem fateri volunt, coguntur dicere: Certe per praedicationem fidei; et verum est, initio praedicationis nostrae currebat doctrina de fide felicissime, corruebant indulgentiae, purgatorium, vota, missae et similes abomidationes, quae trahebant secum ruinam totius papatus.  Hvis de ville indrømme sandheden, ville de blive tvunget til at sige: Bestemt ved at der blev prædiket tro; og det er sandt, at da vor forkyndelse begyndte, bredte læren om troen sig på lykkelig vis, aflad, skærsild, løfter, messer og lignende afskyeligheder blev styrtet omkuld drog hele pavedømmets ruin med sig. 
26 Nemo poterat nos juste condemnare. Doctrina enim erat pura, erigens et consolans multas conscientias, quae diu oppressae fuerant humanis traditionibus sub papatu, qui fuit verissima tyrannis et carnificina conscientiarum. Itaque multi agebant Deo gratias, quod per evangelium, quod gratia Dei tum primi praedicabamus, ex his laqueis et carnificina conscientiarum erepti essent. Ingen kan fordømme os med rette. For læren var ren, den oprejste og trøstede mange samvittigheder, som længe havde været underkuet af menneskelige traditioner under pavedømmet, som var et sandt tyranni og et torturkammer for samvittighederne. Derfor takkede mange Gud, fordi de gennem det evangelium, som vi ved Guds nåde havde prædiket som de første, var blevet revet ud af disse snarer og samvittighedernes torturkammer. 
27 Coortis autem (E321) spiritibus, qui negatione corporalis praesentiae Christi in coena, profanatione baptismi, destructione imaginum et abrogatione omnium ceremoniarum semel evertere papatum, atque ita famam nostram obscurare volebant, mox male audire coepit doctrina nostra. Vulgo enim jactabatur professores ipsius dissentire inter se. Ea res valde multos offendit et a veritate avertit, fecitque papistis spem nos propediem interituros cum doctrina, quae sibi ipsi non constaret, seque brevi iterum recuperaturos vires, ac ad pristinam auctoritatem et dignitatem hac occasione perventuros. Men da åndsfanatikerne fremstod, som ved at nægte Kristi legemlige nærvær i nadveren, ved at vanhelligede dåben, ved at ødelægge billeder og afskaffe alle cerenomier med ét slag ville vælte pavedømmet omkuld og således fordunkle vort gode navn, da begyndte vor lære snart at komme i vanry. For folk i almindelighed hævdede, at dens lærere var indbyrdes uenige. Og dette stødte mange og vendte dem bort fra sandheden, og gav papisterne håb om, at vi snart ville gå til grunde med samt vor lære, da den ikke var i overensstemmelse med sig selv, og at de snart igen ville komme til kræfter, og ved denne lejlighed vende tilbage til deres tidligere autoritet og værdighed. 
28         Ideo quemadmodum pseudoapostoli contenderunt et vehementer urserunt Galatas, jam fide in Christum justificatus, debere circumcidi et legem Mosi servare, si a peccatis et ira Dei liberari et Spiritum consequi vellent, et tamen hac ipsa re eos plus onerabant peccatis, quia per legem non auferuntur peccata, neque Spiritus per eam datur, sed iram tantum efficit, et terrores incutit: ita hodie homines fanatici, qui voluerunt consulere saluti catholicae ecclesiae, et semel evertere ac prorsus sepelire papatum, per abrogationem ceremoniarum, destructionem imaginum et impugnationem sacramentorum, iisdem illis rebus non consuluerunt, sed plus nocuerunt ecclesiae, non everterunt, sed plus stabilierunt papatum.          Derfor, ligesom de falske apostle påstod og voldsomt fordrede, at galaterne, der nu var retfærdiggjorte ved tro på Kristus, burde omskæres og overholde moseloven, hvis de ville befries fra deres synder og fra Guds vrede og få del i Ånden, og dog netop derved bebyrdede dem yderligere med synder, fordi synderne ikke fjernes gennem loven, og Ånden ikke gives igennem den, men loven blot udvirker vrede (Rom 4,15) og indjager frygt: således er det med åndsmenneskene i vore dage; de ville sørge for den almindelige kirkes frelse, og én gang for alle omstyrte pavedømmet og helt lægge det i graven ved at afskaffe ceremonierne, ødelægge billederne og bekæmpe sakramenterne, men netop derved sørgede de ikke for kirken, men skadede dem snarere, de omstyrtede ikke pavedømmet, men gjorde det snarere stærkere. 
29           Si vero communi consensu, ut coeperant, nobiscum docuissent, et diligenter ursissent articulum justificationis, quod neque legis, neque propria justitia, sed sola fide in Christum justificamur, profecto is unicus articulus paulatim, ut coeperat, evertisset papatum cum suis fraternitatibus, indulgentiis, ordinibus, reliquiis, cultibus, invocatione sanctorum, purgatorio, missis, vigiliis, votis et id genus aliis infinitis (E322) abominationibus.        Men hvis de havde lært i overensstemmelse med os, sådan som de var begyndte på, og omhyggeligt havde fremhævet artiklen om retfærdiggørelsen: at vi retfærdiggøres, hverken ved lovretfærdigheden eller ved egenretfærdigheden, men alene ved tro på Kristus, så havde denne artikel efterhånden, sådan som den var begyndte på, væltet pavedømmet omkuld med dets broderskaber, aflad, ordener, relikvier, gudsdyrkelser, helgenpåkaldelser, skærsild, messer, vågenætter, løfter og andre af den slags uendelige afskyeligheder. 
30 Sed illi omissa praedicatione fidei et justitiae christianae rem aliter tentaverunt, magno et sanae doctrinae et ecclesiarum incommodo. Ideo tale quiddam illis accidit, quod germanico proverbio dici solet: Fur dem Hamen fischen. Abegerunt enim pisces, quos iam rete conclusurum erat, dum eos manibus suis prehendere voluerunt. Men de udelod prædikenen om troen og den kristne retfærdighed og greb sagen helt anderledes an, til stor skade for den sande lære og for menighederne. Derfor er det gået dem, som man plejer at sige med et tysk ordsprog: de har fisket udenfor nettet. De drev nemlig de fisk bort, som allerede var ved at blive fanget i nettet, fordi de ville gribe dem med deres hænder. 
31          Quare papatus hodie labefactatur et ruit non per illos tumultus sectariorum, sed per praedicationem articuli de justificatione, qui non solum debilitavit regnum antichristi, sed etiam nos hactenus contra ipsius vim sustentavit et defendit, et nisi hoc praesidium habuissemus, jamdudum periissent sectarii, et nos una cum ipsis, et tamen adeo non agnoscunt hoc beneficium, ut pro eo, ut psalmus (109,5.) ait, quod deberent nos diligere, detrahant nobis, et infensissimis animis insectentur nos.         Derfor er det ikke på grund af sekternes larmen, at pavedømmet i vore dage vakler og er ved at bryde sammen, men på grund af, at der bliver prædiket om artiklen om retfærdiggørelse; den har ikke blot svækket antikrists rige, men også hidtil opretholdt og forsvaret os mod hans kraft, og hvis ikke vi havde haft dette værn, ville sektererne forlængst være gået under, og vi med dem, og dog har de så ringe erkendelse af denne velgerning, at de, som salmen siger, angriber os med den største fjendtlighed i stedet for, at de burde elske os. (Sl 119,5)
32 Articulus autem justificationis, qui est unicum praesidium nostrum, non solum contra omnes vires et dolos hominum, sed etiam contra portas inferorum, is est, sola fide in Christum, sine operibus nos pronuntiari justos et salvari. Si ea vera ratio est justificandi, ut certe est, aut totam scripturam solvi necesse est, tum statim sequitur, neque monachatu, neque votis, neque missis, aut ullis operibus nos justos pronuntiari. Ibi sine abrogatione ullius externae rei, sine tumultu, sine aliqua vi humana, sine ulla impugnatione sacramentorum, solo Spiritu praecipitatur papatus, neque a nobis paratur haec victoria, sed per Christum, cujus beneficium praedicamus et illustramus. (E323)  Men artiklen om retfærdiggørelsen, som er vort eneste værn, ikke blot mod alle menneskers kræfter og snarer, men også mod helvedes porte, den går jo ud på, at vi alene ved tro på Kristus, uden gerninger, erklæres retfærdige og frelste. Hvis det er den sande grund til at blive retfærdiggjort, hvad det sandelig er, ellers skulle hele skriften opløses, så følger straks deraf, at vi hverken ved munkevæsenet, eller ved løfterne eller ved nogen gerning kan erklæres retfærdige. Uden at afskaffe noget ydre, uden oprør, uden nogen menneskelig kraft, uden nogen kamp mod sakramenterne, alene ved Ånden falder pavedømmet sammen, og det er ikke af os, at denne sejr beredes, men gennem Kristus, hvis velgerning vi prædiker og oplyser om. 
33          Et hoc, quod jam dico, res ipsa etiam testatur. Nam eo tempore, quo primum incipiebat inclinari et ruere papatus, nihil plane faciebant sectarii, neque enim poterant, sed tacebant. Contra nos nihil docebamus et urgebamus praeter articulum justificationis, qui tum solus imminuebat papae auctoritatem, et regnum ipsius devastabat.         Og det, som jeg her siger, bevidner sagen selv. For på den tid, hvor pavedømmet først begyndte at vakle og falde sammen, da gjorde sektererne slet ingenting, det kunne de heller ikke, men de tav. Derimod lærte vi intet andet og fremhævede intet andet end artiklen om retfærdiggørelse, som dengang alene formindskede pavens autoritet, og ødelagde hans rige. 
34 Quum autem sectarii viderent inclinari et ruere papatum, ac pisces congregari ad rete, volebant semel everso ac prorsus deleto papatu praeripere nobis gloriam, et pisces ad rete congregates omnes pariter manibus suis prehendere, sed luserunt operam, nam non prehenderunt, sed tantum abegerunt eos. (#30 Men da sektererne så, at pavedømmet vaklede og brød sammen, og fiskene samlede sig ved nettet, så ville de med ét slag vælte og helt ødelægge pavedømmet og frarøve os æren og gribe de fisk, der samlede sig ved nettet, alle på én  gang med deres hænder, men deres arbejde var spildt, for de greb ikke, men jog dem bare bort. 
35 Sicut igitur pseudoapostoli paraverunt Galatis justitiam per suam doctrinam de lege observanda, ita sectarii per suos tumultus papatum everterunt. Imagines et alii abusus in ecclesia per sese corriussent, si diligenter et pure articulum justificationis docuissent. Ligesom altså de falske apostle skaffede galaterne retfærdighed med deres lære om at overholde loven, således væltede sekterere med deres tumulter pavedømmet omkuld. Billederne og andre misbrug i kirken ville være faldet af sig selv, hvis de omhyggeligt havde lært den rene artikel om retfærdiggørelsen. 
36 Sed kenodoxia agitabantur, libenter enim audissent praedicari de se, quod ipsi evertissent papatum. Ideo neglecto justificationis articulo excitarunt illos tumultus quibus nos fere oppresserunt, et papistas in suis abominationibus confirmarunt. Talem successum habet conatus noster, cum gloriam propriam, non Dei, quaerimus. Men de blev drevet frem at lyst til tom ære, de ville nemlig gerne have hørt det sagt om dem selv, at det var dem, der omstyrtede pavedømmet. Derfor lod de hånt om artiklen om retfærdiggørelse og ophidsede til tumulter, hvorved de næsten underkuede os, og bekræftede papisterne i deres afskyeligheder. Sådan er resultatet af vor møje, når vi søger vor egen ære, ikke Guds. 
37          Tales tumultus et externas larvas nec papa nec diabolus metuit, sed doctrina fidei, quae praedicat solum Christum esse victorem peccati, mortis, diaboli, est ei formidabilis. Ea enim destruit regnum ipsius, eaque, ut dixi, nos hodie sustentat et defendit contra omnes portas inferorum; et nisi inniteremur (E324) huic ancorae, cogeremur simpliciter rursus adorare papam, neque esset ulla ratio aut medium resistendi ei.          Den slags tumult og ydre skin frygter hverken paven eller djævelen, men læren om troen, som prædiker, at Kristus alene er sejrherre over synden, døden og djævelen, den er ham overmægtig. Den ødelægger nemlig hans rige, og den opretholder og forsvarer som sagt os i vore dage mod alle helvedes porte; og hvis ikke vi kunne støtte os til dette anker, ville vi simpelthen tvinges til atter at tilbede paven, og der ville heller ikke mere være nogen grund eller noget middel til at sætte sig op imod ham. 
38  Si enim me adjungerem sectariis, conscientia mea esset incerta, quia ipsi nullo jure se opponunt papae, cum suam, non Dei gloriam quaerant. Itaque nisi aliis armis essem instructus, quam ipsi, non auderem invadere papatum, multo minus praesumere, quod eum vellem devastare. For hvis jeg ville slutte mig til sektererne, ville min samvittighed være usikker, fordi de sætter sig imod paven uden nogen ret, eftersom de søger deres egen, ikke Guds ære. Derfor, hvis jeg ikke var blevet udstyret med andre våben end dem, de har, ville jeg ikke vove at angribe pavedømmet og langt mindre vove at bilde mig ind, at jeg ville ødelægge det. 
39          At ajunt:  Papa antichristus est. Bene, sed ipse rursus opponit se habere ministerium docendi, penes se esse potestatem administrandi sacramenta, ligandi et solvendi, eamque potestatem se hereditario jure possidere, ut traditam per manus ab apostolis. Ideo externis istis tumultibus non deturbatur e sede sua sed praedicatione fidei, hoc modo: Papa, ego volo tibi osculari pedes, teque agnoscere summum pontificem, si adoraveris Christum meum, et permiseris, quod per ipsius mortem et resurrectionem habeamus remissionem peccatorum et vitam aeternam, non per observationein tuarum traditionum.        Men de siger: Paven er antikrist. Javist. Men han giver til gensvar, at han har læreembedet, hos ham er magten til at forvalte sakramenterne, til at binde og løse, og at han er i besiddelse af denne magt med arvingens ret, eftersom den er overleveret med håndspålæggelse lige fra apostlene. Derfor væltes han ikke ned fra sit sæde ved disse ydre tumulter, men kun ved at troen prædikes, fx på denne måde: Pave, jeg vil kysse dine fødder og anerkende dig som den højeste prælat, hvis du vil tilbede min Kristus og tillade, at vi har syndernes forladelse og evigt liv gennem hans død og opstandelse, ikke ved overholdelse af dine traditioner. 
40 Si hic cesseris, non adimam tibi coronam et potentiam tuam, si non, constanter clamo te esse antichristum, et affirmo omnes tuos cultus et religiones non solum esse abnegationem, sed etiam summam blasphemiam Dei et idololatriam. Hoc sectarii non faciunt, sed tantum externa vi conantur ei auferre coronam et potentiam, ideo conatus illorum est inanis.  Hvis du indrømmer det, skal jeg ikke berøve dig din krone og din magt, hvis ikke, skal jeg til stadighed erklære, at du er antikrist, og fastholde, at alle dine gudsdyrkelser og fromheder ikke blot er en fornægtelse, men er den største bespottelse af Gud, ja, er afgudsdyrkelse. Dette gør sektererne ikke, de søger blot med ydre vold at fratage ham kronen og magten, derfor er deres forsøg forgæves. 
41 Hoc ante omnia agendum est, ut prodantur papae impietates et abominationes, quibus sub specie sanctitatis et religionis toti mundo imposuit etc. Si hoc fecero, videbo, quid (E325) postea retineat. Abstuli enim nucleum, et relinquo ei putamina. Contra ipsi putamina ei auferunt, et nucleum relinquunt. Dette skal man fremfor alt stræbe efter: at afsløre pavens ugudeligheder og afskyeligheder, som han under dække af hellighed og fromhed har belemret hele verden med, osv. Når jeg har gjort det, gad jeg nok se, hvad han så har tilbage. For jeg har berøvet ham kernen og kun efterladt ham skallerne. Modsat vil de andre tage skallerne fra ham og lade ham beholde kernen. 
42           Summa, sicut ex operibus legis virtutes non sunt factae, ita ex illis operibus externis, quae sectarii urgent, nihil fit in ecclesia quam tumultus, major confusio et impedimentum Spiritus, et hoc experientia testatur. Nam ipsi papam non prostraverunt eversione imaginum et impugnatione sacramentorum, sed superbiorem reddiderunt. Spiritu autem dejectus est, et adhuc hodie dejicitur, hoc est, praedicatione fidei, quae testificatur Christum traditum pro peccatis nostris. Ibi necesse est ruere justitiam et servitutem legum papae.         Kort sagt, ligesom der ikke er nogen, der har gjort kraftige gerninger ud fra lovgerninger, således sker der intet andet ud fra de ydre gerninger, som sektererne lægger vægt på, end en større forvirring og en forhindring for Ånden, og de bevidner erfaringen. For de har ikke omstyrtet paven med deres ødelæggelse af billeder og bekæmpelse af sakramenterne, men blot gjort ham mere overmodig. Men ved Ånden er han og bliver han endnu i dag slået på flugt, det vil sige, derved at troen prædikes, den, som bevidner, at Kristus er hengivet for vore synder. Her må nødvendigvis pavens retfærdighed og lovtrældom gå til grunde. 
43          Interim tamen saepe obtuli, et adhuc offero me libenter velle traditiones papae ferre, modo relinquat ipsas esse liberas, et ad eas non adstringat conscientias, ut ipsis servatis credant sese justificari, non servatis damnari. Sed hoc non facit. Nam si ad traditiones suas non adstringeret conscientias, quae esset ipsius potestas? Itaque hoc maxime agit, ut obstrictas et captivas suis legibus retineat conscientias.         Imidlertid har jeg dog ofte tilbudt og tilbyder det stadigvæk, at jeg vil overholde pavens traditioner, blot han lader dem være frie, og ikke binder samvittighederne til dem, så de, der har overholdt dem, tror, de bliver retfærdiggjort, og de, der ikke har, tror, de bliver fordømt. Men det gør han ikke. For hvis han ikke kan binde samvittighederne til sine traditioner, hvad bliver det så til med hans magt? Derfor sætter han alt ind på at holde samvittighederne bundne og fangne under sine love. 
44 Hinc illae voces: Non potes salvari, nisi obedias romanae sedi; hinc illa fulmina ac tonitrua in bullis: Qui ausu temerario contraire praesumserit, ille noverit se incursurum indignationem omnipotentis Dei etc. Ibi simpliciter privat omnes salute, qui non obediunt suis legibus. Contra promittit servantibus eas aeternam vitam. Ita urget nos in rete justitiae operum, quasi nemo possit justificari et salvari, nisi (E326) observatis legibus suis. Derfor er det, de siger: Du kan ikke blive frelst, hvis du ikke adlyder det romerske sæde; derfor udsender han disse lyn og tordenskrald i bullerne: Den, der i ubetænksom dristighed vover at gå imod, han skal vide, at han er hjemfalden til den almægtige Guds vrede, osv. Her fratager han simpelthen enhver frelsen, som ikke adlyder hans love. Omvendt lover han dem, der holder dem, evigt liv. Således tvinger han os ind i gerningsretfærdighedens net, som om ingen kan blive retfærdiggjort og frelst, hvis han ikke overholder hans love. 
45 In summa, ne verbo quidem fidei mentionem facit, sed sua tantum docet. Si vero concederet hoc, quod omnes leges ipsius nihil facerent ad justitiam coram Deo, tum vicissim concederem illi multa, sed tunc per se rueret ipsius regnum. Nam si amitteret potestatem salvandi et damnandi, nihil amplius esset papa, quam merum idolum. In summa, justitia cordis ignorat omnes leges non solum papae, sed et Mosi, quia non ex operibus legis, sed ex auditu fidei contingit vera justitia, quam sequuntur Spiritus virtutes et fructus. Kort sagt nævner han ikke troen med ét ord, men lærer kun sit eget. Men hvis han ville indrømme, at alle hans love intet bevirker til retfærdighed overfor Gud, da skulle jeg til gengæld indrømme ham meget, men da ville hans rige bryde sammen af sig selv. For hvis han mistede magten til at frelse og fordømme, ville paven ikke være andet end en blot og bar afgud. Kort sagt, hjertets retfærdighed kender ikke til nogen love, ikke pavens, ikke Moses', fordi den sande retfærdighed ikke fremkommer af lovgerninger, men ved at høre i tro, og den følges af Åndens kraftige gerninger og frugter. 
46 Quemadmodum Abraham credidit Deo, et reputatum est illi ad justitiam.
       Hactenus Paulus argumentatus est ab experientia, et hoc argumentum ab experientia sumtum vehementer urget. Vos, inquit, credidistis, et credentes fecestis miracula, et multas egregias virtutes praestitistis, ac insuper mala passi estis, quae omnia sunt effectus et operationes non legis, sed Spiritus sancti. Hoc fateri cogebantur Galatae, quia ea, quae ob oculos versabantur et sensui subjecta erant, non poterant negare. Ideo potentissimum ac clarissimum est argumentum ab experientia seu effectibus ductum in ipsis Galatis.
... ligesom Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed. (gal3.6)
         Hidtil har Paulus argumenteret ud fra erfaringen, og det argument fra erfaringen har han lagt uhyre megen vægt på. I er kommet til tro, siger han, og som troende mennesker har I gjort undergerninger, og ydet mange udmærkede kraftige gerninger, og dertil lidt meget ondt, som altsammen er virkninger og gerninger ikke af loven, men af Helligånden. De tvinges galaterne til at indrømme, fordi de ikke kan nægte, hvad er sker for deres øjne og er indgivet deres sanser. Derfor er det er meget stærkt og klart argument fra erfaringen eller fra de virkninger, der blev udøver på galaterne selv. 
47           Iam addit exemplum Abrahae, et recitat testimonia scripturae. Primum est ex cap. 15. (v. 6.) Gene.: "Credidit Abraham Deo etc." Hunc locum valde hic urget, ut et Roma. 4. (v. 3.): "Si Abraham, inquit, justificatus est ex operibus legis, habet justitiam et gloriam non apud Deum, sed apud homines, quia apud Deum habet peccatum et iram. Apud (E327) Deum autem non ideo justificatus est, quia operabatur, sed quia credidit. Dicit enim scriptura: "Credidit Abraham Deo, et reputatum est illi ad justitiam." Hunc locum, ut dignus est, Paulus ibidem magnifice explicat et amplificat.         Nu tilføjer han eksemplet med Abraham og citerer skriftens vidnesbyrd. Først det fra 1 Mos 15,6: "Abraham troede Gud, osv." Dette sted betoner han kraftigt her, som i Rom 4,2: "Hvis Abraham blev retfærdiggjort af lovgerninger", siger han, "har han retfærdighed og ære, ikke overfor Gud", men overfor mennesker, for overfor Gud har han synd og vrede. Men overfor Gud er han ikke af den grund retfærdiggjort, at han gør gerninger, men af den grund, at han tror. Skriften siger nemlig: "Abraham troede Gud og det blev regnet ham til retfærdighed". Paulus fremhæver dette sted, som sig hør og bør, og giver det en herlig udlægning. 
48 Abraham, inquit, non infirmatus est fide, nec consideravit corpus suum emortuum, cum fere centum esset annorum, nec emortiram vulvam Sarae, nec haesitavit diffidentia ad promissionem Dei, sed confortatus est fide, dans gloriam Deo, plenissime sciens, quod, quaecunque promisit Deus, potens est et facere. Ideo reputatum est illi ad justitiam. Scriptum est autem non solum propter ipsum, quod reputatum est illi, sed et propter nos etc. Han siger: "Abraham blev ikke svækket i troen, ejheller tog han sit eget udlevede legeme -- han var næsten 100 år -- eller Saras udlevede moderliv i betragtning, ejheller vaklede han og tvivlede på Guds forjættelse, men han blev styrket i troen og gav Gud æren, fuldt forvisset om, at det, Gud lover, er han også mægtig at gøre. Derfor blev det regnet ham til retfærdighed. Men det blev skrevet ikke blot for hans skyld, at det blev tilregnet, men også for vores skyld, osv." (Rom 4,19-24). 
49          Paulus his verbis: "Credidit Abraham", summum cultum, summum obsequium, summam obedientiam et sacrificium facit ex fide in Deum. Qui rhetor est, exaggeret hunc locum, et videbit, quod fides sit res omnipotens, quodque virtus ejus sit inaestimabilis et infinita. Tribuit enim Deo gloriam, qua nihil majus ei tribui potest. Tribuere autem Deo gloriam est credere ei, est reputare eum esse veracem, sapientem, justum, misericordem, omnipotentem, in summa, agnoscere eum auctorem et largitorem omnis boni.       Paulus gør med disse ord: "Abraham troede", troen på Gud til den højeste gudsdyrkelse, den største lydighed og det største offer. Den, der er veltalende, kunne nok berømme dette skriftsted, så ville han få at se, at troen er en almægtig sag, og at dens kraft er uvurdérlig og uendelig. Den tillægger jo Gud æren, og noget større kan ikke tillægges ham. Men at tillægge Gud æren er at tro på ham, er at regne han for sanddru, vis, retfærdig, barmhjertig, almægtig, kort sagt, er at erkende ham som ophavsmand og uddeler af alt godt. 
50 Hoc ratio non facit, sed fides. Ea consummat divinitatem, et ut ita dicam, creatrix est divinitatis, non in substantia Dei, sed in nobis. Nam sine fide amittit Deus in nobis suam gloriam, sapientiam, justitiam, veritatem, misericordiam etc., (E328) in summa, nihil majestatis et divinitatis relinquitur Deo, ubi fides non est. Neque postulat Deus ab homine aliquid amplius, quam ut tribuat ei suam gloriam et divinitatem; hoc est, ut eum habeat non pro idolo, sed pro Deo, qui respiciat, exaudiat, misereatur, juvet etc. Dette gør fornuften ikke, nej, det gør troen. Den fuldbyrder guddommeligheden, og, at jeg skal sige det på den måde, den er skaberen af guddommeligheden, ikke i substansen, men i os. For uden tro mister Gud sin ære, sin visdom, sin retfærdighed, sin sandhed, sin barmhjertighed, osv. i os kort sagt, der bliver intet tilbage for Gud af majestæt og guddommelighed, hvor troen ikke er. Og Gud kræver heller ikke andet og mere af mennesket, end at han tillægger ham den ære og guddommelighed, han skal have; det vil sige, han skal regne ham, ikke for en afgud, men for Gud, som ser, hører, forbarmer sig, hjælper, osv. 
51 Hoc obtento habet suam divinitatem integram et illaesam, hoc est, quidquid cor fidele ei tribuere potest, habet, ideoque illum gloriam posse tribuere Deo est sapientia sapientiarum, justitia justitiarum, religio religionum, et sacrificium sacrificiorum. Ex his intelligi potest, quanta justitia sit fides, et per antithesin, quantum peccatum incredulitas. Når det er opnået, så har han sin guddommelighed hel og uskadt, det vil sige, han har det, som et troende hjerte kan tillægge ham, og derfor er det at kunne give Gud æren den højeste visdom, retfærdighed og fromhed, det højeste offer, man kan frembære. Heraf kan det forstås, hvor stor en retfærdighed troen er, og omvendt, hvor stor en synd vantroen er. 
52           Quicunque igitur credit verbo Dei, ut Abraham, justus est coram Deo, quia fidem habet, quae tribuit Deo gloriam, hoc est, reddit Deo, quod ei debetur (quo modo et jura definiunt justum). Nam fides ita dicit: Ego credo tibi Deo loquenti. Quid loquitur Deus? Impossibilia, mendacia, stulta, infirma, absurda, abominanda, haeretica et diabolica, si rationem consulis. Quid enim magis ridiculum, stultum et impossible, quam cum Deus ait ad Abraham, quod accepturus sit ex sterili et jam emortua carne Sarae filium?         Den, altså, der tror Guds ord, som Abraham gjorde det, han er retfærdig overfor Gud, fordi han har troen, som tillægge Gud æren, det vil sige, giver Gud, hvad der tilkommer ham (på samme måde definerer også juraen den retfærdige). For troen siger således: Jeg tror dig, Gud, når du taler. Hvad siger Gud? Han siger det umulige, det løgnagtige, det dumme, det syge, det absurde, det afskyelige, det kætterske og det djævelske, hvis du rådspørger fornuften. Hvad er nemlig mere latterligt, dumt og umuligt, end når Gud siger til Abraham, at han skal få en søn af Saras ufrugtbare og allerede udlevede kød? 
53          Sic semper Deus, cum objicit articulos fidei, simpliciter impossibilia et absurda, si judicium rationis sequi voles, objicit. Certe ridiculum et absurdum videtur rationi, in coena nobis exhiberi corpus et sanguinem Christi, baptismum esse lavacrum regenerationis ac renovationis Spiritus sancti, mortuos resurgere (E329) in extremo die, Christum filium Dei concipi, gestari in alvo Virginia, nasci, pati mortem indignissimam crucis, resuscitari, sedere nunc ad dexteram patris, et habere potestatem in coelo et terra.        Når Gud meddeler troens artikler, meddeler han således altid noget, der simpelthen er umuligt og absurd, hvis du vil følge fornuftens bedømmelse. Det synes bestemt latterligt og absurd for fornuften, at der i nadveren tilbydes os Kristi legeme og blod, at dåben er et bad til genfødelse og fornyelse i Helligånden, at de døde skal opstå på den yderste dag, at Kristus, Guds søn, undfanges, bæres i en jomfrus moderskød, fødes, lider den mest uværdige død på korset, opstår, nu sidder ved faderens højre hånd og har magten i himlen og på jorden. 
54 Hinc Paulus evangelium de Christo crucifixo vocat verbum crucis et stultitiam praedicationis, quam Iudaei scandalosam, gentes stultam doctrinam judicent etc. Itaque ratio non intelligit audire verbum Dei et credere summum cultum esse, sed ea, quae ipsa eligit et facit bona, ut vocant, intentione et propria devotione, sentit Deo placere. Ideo cum Deus loquitur, judicat verbum ejus esse haeresim et diaboli verbum, apparet enim ei esse absurdum etc. Derfor kalder Paulus evangeliet om Kristus, der er korsfæstet, for korsets ord og prædikenens dårskab, som er jøder bedømmer til at være en forargelig, hedninger til at være en tåbelig lære, osv. (1 Kor 1,18ff) Således forstår fornuften ikke, at det at høre Guds ord og tro det er den største gudsdyrkelse, nej, den mener, at det, den selv udvælger og gør af gode gerninger, som de kalder det, i en god hensigt og en selvopfunden hengivelse, det behager Gud. Når derfor Gud taler, bedømmer den hans ord til at være et kættersk og djævelsk ord, det synes den nemlig at være absurd, osv. 
55          Contra fides rationem mactat et occidit illam bestiam, quam totus mundus et omnes creaturae occidere non possunt. Sic Abraham eam occidit fide in verbum Dei, quo promittebatur ei semen ex sterili et jam effoeta Sara. Huic verbo non statim quidem assentiebatur ratio in Abraham, sed certe pugnabat in ipso contra fidem, judicans ridiculum, absurdum et impossible, quod Sara, quae jam non solum nonagenaria, sed etiam natura sterilis erat, paritura esset filium.         Men troen ofrer og dræber dette udyr, fornuften, som hele verden og alle skabninger ikke kan dræbe. Således dræbte Abraham det med tro på Guds ord, som lovede ham afkom ud af den golde og allerede udlevede Sara. Fornuften i Abraham kunne dog ikke straks give sin tilslutning til dette ord, men den kæmpede givetvis i ham imod troen, idet den bedømte det til at være latterligt, absurd og umuligt, at Sara, som allerede ikke blot var halvfems år gammel, men også af natur var ufrugtbar, skulle kunne føde en søn. 
56 Istam luctam profecto habuit fides cum ratione in Abraham, sed fides in eo vicit, mactavit et sacrificavit rationem, acerrimum et pestilentissimum hostem Dei. Sic omnes pii, ingredientes cum Abraham tenebras fidei, mortificant rationem, dicentes: Tu ratio stulta es, non sapis, quae Dei sunt, itaque ne (E330) obstrepas mihi, sed tace, non judica, sed audi verbum Dei, et crede. Ita pii fide mactant bestiam majorem mundo, atque per hoc Deo gratissimum sacrificium et cultum exhibent. Denne kamp havde troen bestemt med fornuften i Abraham, men troen i ham sejrede, den dræbte og ofrrede fornuften, Guds hårdeste og mest forpestede fjende. Således døder alle de fromme, når de med Abraham går ind i troens mørke, fornuften, idet de siger: Du, fornuft, er dum, du fatter ikke, hvad Guds er, derfor skal du ikke larme op imod mig, men holde din mund, lad være med at dømme, nøjes med at høre Guds ord og tro det. Således dræber de fromme ved troen dette udyr, der er større end verden, og bringer herigennem Gud det mest velbehagelige offer og gudsdyrkelse. 
57           Et ad hoc piorum sacrificium et cultum omnes omnium gentium religiones, omnia omnium monachorum et justitiariorum opera collata prorsus nihil sunt. Per hoc enim sacrificium primum mactant, ut dixi, rationem, hostem Dei omnium maximum et invictissimum, quia ratio contemnit Deum, negat ejus sapientiam, justitiam, virtutem, veritatem, misericordiam, majestatem et divinitatem.        Og i sammenligning med dette offer og denne gudsdyrkelse fra de frommes side er alle folkeslags religioner og alle munkes og gerningsretfærdiges gerninger til sammen overhovedet intet. For som sagt dræbes igennem dette offer for det første fornuften, Guds største og mest uovervindelige fjende, fordi fornuften foragter Gud, nægter hans visdom, retfærdighed, kraft, sandhed, barmhjertighed, majestæt og guddommelighed. 
58 Deinde per idem sacrificium tribuunt Deo gloriam, hoc est, credunt eum esse justum bonum, fidelem, veracem etc., credunt eum omnia posse, omnia verba ejus esse sancta, vera, viva, efficacia etc., quod est Deo acceptissimum obsequium. Ideo nulla major, melior aut gratior religio cultusve Deo exhiberi potest in mundo, quam fides. Dernæst tillægger de gennem dette offer Gud æren, det vil sige, de tror, at han er retfærdig, god, trofast, sanddru, osv., de tror, at han kan alting, at alle hans ord er hellige, sande, levende, virksomme, osv., hvilket er den lydighed, der er Gud mest velbehagelig. Derfor kan der ikke fremvises nogen større, bedre eller mere taknemlig religion og gudsdyrkelse i verden end troen. 
59         Contra operarii carentes fide multa quidem faciunt, jejunant, orant, sibi ipsis crucem imponunt. Quia vero his rebus existimant se placare iram Dei, et gratiam mereri, non tribuunt Deo gloriam, hoc est, non judicant eum esse misericordem, veracem, servantem promissa etc., sed iratum judicem, placandum operibus, atque hoc modo contemnunt Deum, arguunt eum mendacii in omnibus suis promissis, negant Christum et omnia beneficia ejus, in summa, deturbant Deum e sede sua, et sese in locum ipsius collocant. (E331)          Modsat gør de gerningsretfærdige, som mangler troen, mange ting, de faster, de beder, de pålægger kors til sig selv. Men fordi de med disse gerninger mener at kunne stille Guds vrede og fortjene sig nåden, tillægger de ikke Gud ære, det vil sige, de bedømmer ham ikke til at være barmhjertig, sanddru, eller til at overholde sine løfter, osv., men mener, han er en vred dommer, der skal stilles tilfreds med gerninger, og på den måde foragter de Gud, hævder, at han er en løgner i alle sine forjættelser, nægter Kristus og alle hans velgerninger, kort sagt, de styrter Gud ned fra hans trone og sætter sig selv i hans sted. 
60 Neglecto enim et contemto verbo Dei eligunt cultus et opera a Deo non praecepta. His Deum delectari somniant, et se pro illis mercedem recepturos ab eo sperant. Itaque rationem, atrocissimum Dei hostem, non mactant, sed vivificant, auferuntque Deo majestatem et divinitatem, et eam operibus suis tribuunt. Quare sola fides tribuit Deo gloriam, ut testatur Paulus Roman. 4. (v. 3) de Abraham. Abraham, inquit, fide confortatus dedit gloriam Deo, certissime sciens, quod, quaecunque promisit Deus, potens est et facere. Ideo reputatum est illi ad justitiam. For de lader hånt om og foragter Guds ord og udvælger sig gudstjenester og gerninger, som Gud ikke har foreskrevet. De fantaserer om, at Gud elsker disse gerninger, og de håber, at de kan modtage belønning af ham for dem. Således dræber de ikke fornuften, Guds værste fjende, men gør den levende, og berøver Gud hans majestæt og guddommelighed; det giver de i stedet til deres gerninger. Derfor: Alene troen giver Gud ære, som Paulus bevidner Rom 4,20f om Abraham. "Abraham", siger han, "blev styrket i troen og gav Gud ære, sikkert forvisset om, at hvad Gud lover, er han også mægtig at udføre. Derfor blev det regnet ham til retfærdighed". 
61 Iustitia christiana constat fide cordis et imputatione Dei.
       Hanc particulam: "Et reputatum est illi ad justitiam" ex decimo quinto capite Gene, non frustra addit. Iustitia enim christiana duabus rebus constat, scilicet, fide cordis et imputatione Dei. Fides est quidem justitia formalis, et tamen non est satis, quia post fidem haerent adhuc reliquiae peccati in carne. Sacrificium illud fidei coepit in Abraham, sed in morte tandem consummatur, ideoque necesse est accedere alteram partem justitiae, quae eam perficit, scilicet imputationem divinam. 
Den kristne retfærdighed består af hjertets tro og Guds tilregnelse.
       Det lille ord: "Og det blev regnet ham til retfærdighed" fra 1 Mos 15,6 tilføjer han ikke uden grund. For den kristne retfærdighed består af to ting: hjertets tro og Guds tilregnelse. Troen er vel en iboende retfærdighed, men den er dog ikke tilstrækkelig, fordi der efter troen stadig er knyttet syndens rester til kødet. Dette troens offer begyndte i Abraham, men det fuldendes først i døden, derfor er det nødvendigt, at den anden del af retfærdigheden kommer med, den, der fuldender den, nemlig den guddommelige tilregnelse. 
62 Fides non dat Deo formaliter satis, quia est imperfecta, imo vix scintilla fidei est in nobis, quae incipit Deo tribuere divinitatem. Primitias Spiritus accepimus, nondum decimas. Deinde ratio tota non occiditur in hac vita, quod hinc apparet, quia in nobis reliqua est adhuc concupiscentia, ira, impatientia et alii fructus carnis ac (E332) infidelitatis. Troen giver nemlig ikke i sig selv Gud tilstrækkeligt, fordi den er ufuldkommen, ja, der er knap nok en gnist af tro i os, som begynder med at tillægge Gud guddommelighed. Vi modtager Åndens førstegrøde, ikke dens fylde. Desuden dræbes fornuften ikke helt i dette liv, hvilket fremgår af, at der i os stadig er rester af begær, vrede, utålmodighed og andre af kødets og vantroens frugter. 
63 Item perfectiores etiam sancti non habent plenum et perpetuum gaudium in Deo, sed varie affecti sunt, jam tristes, jam laeti, ut de prophetis et apostolis scriptura testatur, sed talia errata non imputantur eis propter fidem in Christum, alioqui nemo salvus fieret. Concludimus ergo ex his verbis: "Et imputatum est illi ad justitiam" justitiam quidem incipere per fidem, ac per eam nos habere primitias Spiritus, sed quia fides infirma est, eam non perfici sine imputatione Dei. Quare fides justitiam incipit, imputatio perficit usque ad diem Christi. Fremdeles har ikke engang de mere fuldkomne helgener en fuld og hel glæde i Gud, men de påvirkes på forskellig vis, så er de bedrøvede, så glade, sådan som det bevidnes om profeter og apostle, men den slags fejl tilregnes dem ikke på grund af troen på Kristus, ellers ville ingen blive frelst. Vi kan altså slutte ud fra disse ord: "Og det blev regnet ham til retfærdighed" at godt nok begynder retfærdigheden gennem troen, og det er også gennem den, at vi får Åndens førstegrøde, men fordi troen er svag, kan den ikke fuldendes uden Guds tilregnelse. Derfor begynder retfærdigheden med troen, men den fuldendes indtil Kristi dag med tilregnelsen. 
64         Disputant et sophistae de imputatione, cum de acceptatione operis loquuntur, sed extra et contra scripturam, quia eam trahunt tantum ad opera. Non considerant immunditiem et internas pestes cordis, incredulitatem, dubitationem, contemtum et odium Dei, quae capitales bestiae, fontes et causae sunt omnium malorum.        Sofisterne disputerer også om tilregnelsen, når de taler om, antagelsen af en gerning, men de gør det udenfor og imod skriften, for de behandler den kun, hvad gerningerne angår. De lægger ikke mærke til hjertets urenhed og indre fordærv, vantroen, tvivlen, foragten for og hadet til Gud, som de værste udyr, og desuden kilder og årsag til alt ondt. 
65 Sola externa et crassa illa vitia et injustitias, quae rivuli sunt procedentes ex illis fontibus, considerant. Hinc tribuunt acceptationem operibus, quod videlicet Deus acceptet opera, non quidem ex debito, sed ex congruo. Contra nos exclusia omnibus operibus, rem gerimus cum capitibus hujus bestiae quae vocatur ratio, quae est fons fontium omnium, malorum.  Alene de ydre og rå laster og uretfærdigheder, som kun er små bække, der udspringer fra disse kilder, ser de på. Derfor tilskriver de tilregnelsen til de gode gerninger, og siger, at Gud antager sig vore gerninger, ikke af skyldighed, men af rimelighed. Modsat ser vi bort fra alle gerninger, og fører krig mod dette udyrs hoveder, som kaldes fornuften; den er kilden til alle onder. 
66 Quia ratio non timet, non diligit Deum, non confidit Deo, sed secure contemnit eum, neque minis neque promissionibus ejus movetur, non delectatur ipsius verbis et factis, sed contra Deum murmurat, irascitur ei, judicat et odit Deum, in summa, inimica est Dei, Rom. 8,  (v. 7.) non  tribuens ei (E333) gloriam. Hac peste (ratione) occisa, nihil essent externa et crassa peccata. For fornuften frygter og elsker ikke Gud, stoler ikke på Gud, men foragter ham i sikkerhed, og den røres hverken af hans trusler eller hans forjættelser, den glædes ikke over hans ord og gerninger, men knurrer mod Gud, vredes på ham, dømmer og hader Gud, kort sagt, den er Guds fjende, Rom 8,7, den giver ikke ham æren. Når denne pest (fornuften) er dræbt, vil der ikke mere være nogen ydre og rå synder. 
67         Quare primum omnium hoc agendum est, ut per fidem occidamus incredulitatem, contemtum, odium Dei, murmurationem contra judicium, iram, omnia verba et facta Dei, tum occidimus rationem. Neque enim alia re potest occidi, quam per fidem, quae credens Deo tribuit illi gloriam, non obstante, quod loquatur, quae rationi stulta, absurda et impossibilia videntur, neque obstante, quod se depingat Deus aliter, quam ratio vel judicare vel capere possit, nempe sic:         Derfor skal vi først og fremmest gøre det, at vi ved troen dræber vantroen, foragten for og hadet til Gud, dette, at vi knurrer imod Guds dom, vrede, alle Guds ord og gerninger, så dræber vi fornuften. Den kan nemlig ikke dræbes af noget andet end af troen, som stoler på Gud og tillægger ham ære, ligegyldigt, hvad han siger, hvor tåbeligt, absurd og umuligt det ser ud for fornuften, ligegyldigt, at Gud afbilder sig selv anderledes, end fornuften enten kan dømme eller forstå. Således afbilder Gud sig selv: 
68 Non propter observationem legis, opera aut merita tua, sed propter fidem in Iesum Christum filium unigenitum meum, natum, passum, crucifixum et mortuum pro peccatis tuis acceptabo et pronuntiabo te justum, et quod reliquum in te est peccati, non imputabo tibi. Nisi igitur ratio mactetur, et universae religiones et cultus sub coelo ab hominibus excogitati ad parandam justitiam coram Deo damnentur, justitia fidei non habet locum. Jeg godtager dig og erklærer dig retfærdig, ikke på grund af, at du har overholdt loven, ikke på grund af dine gerninger eller fortjenester, men på grund af din tro på Jesus Kristus, min énbårne søn, som er født, har lidt, er korsfæster og død for dine synder, og hvad der er tilbage i dig af synd, tilregner jeg dig ikke. Derfor, hvis ikke fornuften bliver dræbt, og alle religioner og gudsdyrkelser under himlen, der er opfundet af mennesker til at skaffe dem retfærdighed overfor Gud, bliver fordømt, er der ikke plads til trosretfærdigheden. 
69 Hoc audiens ratio statim offenditur, insanit, et ostendit inimicitiam suam adversus Deum, dicens: Ergo bona opera nihil sunt? Ergo frustra laboravi et portavi pondus diei et aestum? Hinc ille tumultus gentium, populorum, regum et principum adversus dominum et Christum ejus. Mundus non vult neque potest ferre sapientiam, justitiam, religiones et cultus suos argui et damnari, papa cum suis non vult videri errasse, multo minus patitur se damnari etc. Når fornuften hører det, forarges den med det samme, bliver rasende og fremviser sit fjendskab mod Gud, idet den siger: Altså er gode gerninger ingenting? Altså har jeg arbejdet forgæves og båret dagens byrde og hede forgæves? (Matt 20,12) Heraf kommer folkeslagenes, folkenes, kongernes og fyrsternes larmen overfor Herren og hans salvede (Sl 2,2). Verden hverken vil eller kan finde sig i, at dens visdom, retfærdighed, religioner og gudsdyrkelser anklages og fordømmes, pavens og hans tilhængere vil ikke anses for at være faret vild, langt mindre finde sig i at blive fordømt, osv. 
70          Discant igitur studiosi sacrarum literarum ex hoc dicto: "Credidit Abraham Deo, et imputatum est illi (E334) ad justitiam" christianam  justitiam proprie ac diserte sic definire, quod sit fiducia in filium Dei, seu fiducia cordis per Christum in Deum. Deinde addant hanc particulam tanquam differentiam: Quae fiducia imputatur ad justitiam propter Christum.        Derfor skal de, der studerer den hellige skrift, af dette udsagn: "Abraham troede Gud og det blev regnet ham til retfærdighed" lære, at den kristne retfærdighed egentlig og klart bør defineres sådan, at den er en tillid til Guds søn, eller en hjertets tillid ved Kristus til Gud. Og derefter skal de tilføje disse ord som et kendetegn: Den tillid tilregnes for Kristi skyld til retfærdighed. 
71 Nam (ut dixi) ista duo perficiunt justitiam christianam, scilicet fides in corde, quae est donum divinitus datum, et formaliter credit in Christum; deinde, quod Deus reputat istam imperfectam fidem ad justitiam perfectam propter Christum, in quem coepi credere. Propter hanc fidem in Christum non videt Deus dubitationem de voluntate ejus erga me, diffidentiam, tristitiam spiritus, et alia peccata, quae adhuc habeo. Donec enim vivo in carne, vere peccatum est in me.  For som sagt skal de disse to ting til den kristne retfærdighed, nemlig troen i hjertet, som er en guddommelig gave, der gives os, og som i indre forstand tror på Kristus, og desuden, at Gud regner den ufuldkomne tro for en fuldkommen retfærdighed på grund af Kristus, som man begynder at tro på. På grund af denne tro på Kristus ser Gud ikke tvivlstankerne om hans vilje mod mig, manglen på tillid, åndsbedrøvelsen, og andre synder, som jeg stadigvæk har. For sålænge jeg lever i kødet, er der sand synd i mig. 
72 Quia vero sub umbra alarum Christi, velut pullus sub alis gallinae, protegor, et securus ago sub latissimo coelo remissionis peccatorum, quod supra me obductum est, tegit et condonat Deus reliquum peccati in me, hoc est, propter fidem, qua coepi apprehendere Christum, reputat justitiam imperfectam pro justitia perfecta, et peccatum pro non peccato, quod tamen vere peccatum est. Men fordi jeg beskyttes under Kristi vingers skygge, som kyllingen under hønens vinger, og er sikker under syndernes forladelses udbredte himmel, som er udbredt over mig, dækker og tilgiver Gud mig den rest af synd, der er i mig, det vil sige, på grund af troen, hvormed jeg begyndte at klynge mig til Kristus, regner han den ufuldkomne retfærdighed for en fuldkommen retfærdighed, og synden for en ikke-synd, som dog er en sand synd. 
73         Sic vivimus sub velamine carnis Christi, qui est columna nostra nubis per diem, et ignis per noctem, ne Deus videat peccatum nostrum, et quanquam nos illud videamus, et propter illud terrores conscientiae sentiamus, tamen recurrentes ad Christum mediatorem et propitiatorem nostrum, per quem consummati sumus, servamur.        Sådan lever vi under Kristi køds forhæng (Hebr 10,20), som er vor skystøtte om dagen og vor ildstøtte om natten, at Gud ikke skal se vor synd, og skønt vi ser den og på grund af den føler samvittighedens rædsel, så kan vi dog frelses ved at henfly til Kristus, vor midler og forsoner, gennem hvem vi fuldkommes. 
74 In eo enim ut sunt omnia, ita per eundem habemus omnia, qui et omnia in nobis supplet. Hoc nobis credentibus connivet Deus ad reliquias (E335) peccati in carne nostra adhuc haerentes, et vult esse tectas, quasi nullae essent. Quia, inquit, credis in filium meum, etiamsi habes peccata, tamen debent esse remissa, donec ab ipsis penitus absolvaris per mortem. For ligesom alt er i ham, således har vi også alt gennem ham, som også udfylder alt i os. Når vi tror på det, bærer Gud over med os angående syndens rester, der endnu klæber til vort kød, og vil, at de skal være skjulte, som om de slet ikke var til. Derfor, siger han, tro på min søn, selv om du har synder, skal de dog være dig forladt, indtil du ved døden helt bliver løst fra dem. 
75          Locum hunc de justitia Christiana, quem sophistae non intelligunt, nec intelligere possunt, christiani summa diligentia discant intelligere. Non autem cogitent se semel hunc posse perdiscere. Quare operam dent, ut Paulum saepe et summa diligentia legant, relegant, et prima cum postremis, imo Paulum totum cum se ipso conferant, tum invenient rem sic se habere, quod istis duobus constet justitia Christiana, fide, quae gloriam tribuit Deo, et imputatione Dei.         Dette punkt om den kristne retfærdighed, som sofisterne ikke forstår eller kan forstå, skal de kristne lære at forstå med den største omhu. Men de må ikke tro, at de én gang for alle kan blive udlært i det. Derfor må de gøre sig umage, så de ofte og med stor omhu læser Paulus, læser ham igen, og sammenligner de sidste med det første, ja hele Paulus med sig selv, så vil de finde, at sagen forholder sig således, at den kristne retfærdighed består af disse to: af troen, som tillægger Gud æren, og af Guds tilregnelse. 
76 Fides enim, ut dixi, infirma est, ideo oportet imputationem Dei accedere, quod Deus nolit reliquum peccati imputare, nolit illud punire, aut propter illud nos damnare, sed tegere et ignoscere, tanquam nihil esset, non propter nos, nostram dignitatem vel opera, sed propter ipsum Christum, in quem credimus. For som sagt er troen svag, derfor bør Guds tilregnelse komme til, for Gud vil ikke tilregne syndsresten, han vil ikke straffe den, eller fordømme os på grund af den, men dække over den og tilgive den, som om den intet var, ikke for vores skyld, for vores værdigheds eller gerningers skyld, men for Kristi egen skyld, ham, på hvem vi tror. 
77         Sic homo christianus simul justus et peccator, amicus et hostis Dei est. Haec contraria nulli sophistae admittunt, quia veram rationem justificandi non tenent. Hinc est, quod coegerunt homines tam diu bene operari, donec nullum plane peccatum sentirent, et hac re dederunt multis occasionem, qui cum conarentur totis viribus hoc efficere, ut toti essent justi formaliter, nec tamen possent consequi, ut verterentur, in insaniam; et innumerabiles ex illis ipsis etiam, qui hujus impii dogmatis auctores fuerunt, in articulo mortis adacti sunt in desperationem, id quod et mihi (E336) accidisset, nisi Christus clementer me respexisset, et ex isto errore liberasset.         Således er den kristne på én gang synder og retfærdig, Guds ven og Guds fjende. Disse modsætninger vil ingen sofister gå med til, for de holder ikke fast ved den sande grund til, at vi retfærdiggøres. Deraf kommer det, at de så længe har tvunget mennesker til at gøre gode gerninger, indtil de slet ikke føler nogen synd, og derved har de givet anledning til, at mange, som, når de af alle kræfter stræbte efter at føre det igennem, at de kunne blive helt retfærdige i deres indre, ikke kunne gennemføre, at de blev omvendt, blev afsindige; og utallige af selv dem, der var ophavsmænd til denne ugudelige lære, blev i deres dødsstund ført i fortvivlelse, og det ville også være sket med mig, hvis ikke Kristus barmhjertigt havde set til mig og befriet mig fra denne vildfarelse. 
78         Nos contra hoc modo docemus, et consolamur afflictum peccatorem: Impossibile est frater, te sic fieri justum in hac vita, ut nullum plane peccatum sentias, utque corpus tuum sit lucidum sine maculis velut sol, sed habes adhuc rugas et maculas, et tamen sanctus es. At ais: Qui possum esse sanctus, cum habeam et sentiam peccatum? Quod sentis et agnoscis peccatum, bonum est, gratias age Deo, ne despera. Est gradus ad sanitatem, cum aegrotus agnoscit et fatetur morbum suum.       Vi derimod lærer således og trøster den anfægtede synder således: Det er umuligt, kære broder, at du i den grad kan blive retfærdig i dette liv, at du slet ikke føler nogen synd, så at dit legeme lyser uden pletter som solen, nej, du har fremdeles rynker og pletter, og dog er du hellig. Men så siger du: Hvordan kan jeg være hellig, når jeg har og føler synden? At du føler og erkender synden, er et gode, tak Gud for det, fortvivl ikke. Det er et trin på vejen til helbredelse, når den syge erkender og indrømmer sin sygdom. 
79 Sed quomodo liberabor a peccato? Accurre ad Christum medicum, qui sanat contritos corde, et salvat peccatores. Ne sequaris judicium rationis, quae dictat eum irasci peccatoribus, sed mactata ratione crede in eum. Si credis, es justus, quia tribuis  ei gloriam, quod sit omnipotens, misericors, verax etc., justificas et laudas Deum, summa, tribuis ei divinitatem et omnia. Quod reliquum in te peccati est, non imputatur, sed condonatur tibi propter Christum, in quem credis, qui est perfecte justus formaliter, cujus justitia est tua, peccatum tuum est suum. Men hvordan befries jeg fra synden? Løb hen til Kristus, lægen, som helbreder de knuste hjerter og frelser syndere. Du skal ikke følge fornuftens dom, som hævder, at han er vred på syndere, nej, du skal dræbe fornuften og tro på ham. Hvis du tror, er du retfærdig, fordi du tillægger ham ære, at han er almægtig, barmhjertig, sanddru, osv., du retfærdiggør og priser Gud, kort sagt, tillægger ham guddommelighed og alt. Den rest, der er i dig af synd, tilregner han ikke, men den tilgiver han dig for Kristi skyld, på hvem du tror, han, som er fuldkommen retfærdig i sit indre, han, hvis retfærdighed er din, ligesom din synd er hans. 
80           Ex his videmus unumquemque christianum esse verum sacerdotem, quia primum offert et mactat suam rationem et sensum carnis, deinde tribuit Deo gloriam, quod sit justus, verax, patiens, miserator et misericors; hocque est juge illud sacrificium vespertinum et matutinum in novo testamento, (E337) vespertinum, mortificare rationem, matutinum, glorificare Deum. Sic christianus quotidie et perpetuo versatur in illo duplici sacrificio et usu ejus, et nemo satis praedicare potest pretium et dignitatem sacrificii christiani. Est itaque, ut diximus, Christiana justitia imputatio divina pro justitia vel ad justitiam propter fidem in Christum, vel propter Christum.        Af dette ser vi, at en hvilkensomhelst kristen er en sand præst, fordi han først ofrer og dræber sin fornuft og kødelige sans, dernæst giver han Gud ære, at han er retfærdig, sanddru, tålmodig, forbarmende og barmhjertig; det er det stadige aftenoffer og morgenoffer i det nye testamente, aftenofferet døder fornuften, morgenofferet herliggør Gud. Således er den kristne dagligt og til stadig beskæftiget med dette dobbelte offer og brugen af det, og ingen kan prædike nok om belønningen og værdigheden af det kristne offer. Derfor er som sagt den kristne retfærdighed en guddommelige tilregnelse af retfærdighed eller til retfærdighed på grund af troen på Kristus eller på grund af Kristus. 
81 Hanc miram et incognitam rationi definitionem cum audiunt sophistae, rident, quia imaginantur justitiam esse qualitatem primo infusam, deinde in membra diffusam. Non possunt exuere cogitationes rationis, quae dictat judicium rectum et voluntatem rectam esse justitiam. Ideo donum illud inenarrabile excellit omnem rationem, quod Deus reputet et agnoscat sine ullis operibus illum justum, qui solum fide apprehendit filium suum, missum in mundum, natum, passum, crucifixum etc. pro nobis. Når sofisterne hører denne forunderlige og ukendte definition af fornuften, ler de, fordi de forestiller sig, t retfærdigheden er en kvalitet, der først må indgydes, dernæst udbredes til lemmerne. De kan ikke ganske udbrænde overvejelserne over fornuften, som siger, at retfærdighed er en ret bedømmelse og en ret vilje. Derfor overgår denne usigelige gave al fornuft, fordi Gud uden gerninger tilregner og anerkender den, som alene ved troen griber hans søn, sendt til verden, født, pint, korsfæstet, osv for os. 
82           Res, quantum ad verba attinet, facilis est, scilicet justitiam non esse formaliter in nobis, ut Aristoteles disputat, sed extra nos, in sola gratia et reputatione divina, et nihil formae seu justitiae in nobis esse praeter illam imbecillem fidem seu primitias fidei, quod coepimus apprehendere Christum, interim tamen vere peccatum in nobis manere.         Sagen er let, hvad ord angår, at nemlig retfærdighed ikke er i vort indre, som Aristoteles hævder, men udenfor os, alene i den guddommelige nåde og tilregnelse, og at der ikke er nogen retfærdighed som indre egenskab i os, udover denne svage tro eller troens førstegrøde, at vi er begyndt at gribe Kristus, men samtidig forbliver der en virkelig synd i os. 
83 Res tamen non est ludicra, sed seria et maxima, quia Christus, qui nobis datur, et quem fide apprehendimus, non fecit aliquid exile pro nobis, neque lusit, sed, ut supra dixit Paulus, "dilexit nos, et tradidit semet ipsum pro nobis, factus est pro nobis maledictum etc." Non est autem speculatio inanis, tradi Christum pro peccatis meis (E338) et fieri maledictum pro me, ut eripiar ex morte aeterna.  Sagen er dog ikke pjat, men alvorlig og vigtig, for Kristus, som gives os, og som vi griber ved troen, har ikke gjort noget ringe for os, har heller ikke drevet spøg med os, men han har, som Paulus sagde ovenfor, "elsket os, og har givet sig selv hen for os", (gal2.20) "er for vores skyld blevet gjort til en forbandelse, osv". (gal3.13) Men det er ikke nogen tom spekulation, at Kristus har givet sig hen for mine synder og er blevet en forbandelse for mig, foor at jeg skulle rives ud af den evige død. 
84 Itaque apprehendere illum filium, et corde in illum credere (quod donum Dei est) facit, quod Deus reputet illam fidem licet imperfectam pro justitia perfecta. Et hic in alio prorsus mundo extra rationem sumus, ubi non disputatur, quid nos facere debeamus, quo genere operum gratiam et remissionem peccatorum mereamur, sed hic sumus in divina theologia, ubi audimus hoc evangelium, quod Christus pro nobis
mortuus sit, quodque hoc credentes reputemur justi, manentibus nihilominus in nobis peccatis, et quidem grandibus.
Derfor, at gribe denne søn og i hjertet at tro på ham (at han er Guds gave), bevirker, at Gud tilregner denne tro, selv om den er ufuldkommen, som en fuldkommen retfærdighed. Og her er vi i en helt anden verden udenfor fornuften, hvor man ikke diskuterer, hvad vi bør gøre, ved hvilken slags gerning vi kan fortjene nåde og syndernes forladelse, men her er vi i den guddommelige teologi, hvor vi hører det evangelium, at Kristus er død for os, og at vi, når vi tror det, regnes for retfærdighed, selv om ikke desto mindre der forbliver synder i os, og det store synder. 
85          Sic et Christus in Iohanne definit justitiam fidei. "Ipse pater, inquit, amat vos." Quare amat? Non quia fuistis pharisaei, in justitia legis irreprehensibiles, circumcisi, bene operantes,  jejunantes etc., sed quia ego vos elegi de mundo, nihilque fecistis, nisi "quod me amastis et credidistis, quod a patre exivi".         Således definerer også Kristus trosretfærdigheden i johannesevangeliet. "Faderen selv elsker jer", siger han. Hvorfor elsker han jer? Ikke fordi I har været farisæere, udadlelige i lovretfærdigheden, omskårne, udøvende gode gerninger, fastende, osv., men fordi "jeg har udvalgt jer fra verden", (Joh 15,19), og I har ikke gjort noget, bortset fra at "I har elsket mig og troet, at jeg er udgået fra faderen". (Joh 16,27) 
86 Placuit vobis hoc objectum (ego) missum a patre in mundum, et quia hoc objectum apprehendiatis, ideo amat vos pater, et placetis ei; et tamen alibi vocat eos malos, et jubet petere remissionem peccatorum. Ista ex diametro pugnant, christianum esse justum et amari a Deo, et tamen simul esse peccatorem. Deus enim non potest negare suam naturam, hoc est, non potest non odisse peccatum et peccatores, hocque necessario facit, nam alioqui injustus esset et amaret peccatum.  I har syntes om denne genstand: "Jeg", der af faderen blev sendt ind i verden, og fordi I har grebet denne genstand, derfor elsker faderen jer, og I har hans velbehag; og dog kalder han jer andetsteds onde, og befaler jer at bede om syndernes forladelse. De to ting kæmper stik imod hinanden, at en kristen er retfærdig og elskes af Gud, og dog samtidig er en synder. For Gud kan ikke nægte sin natur, det vil sige, han kan ikke lade være med at hade synden og synderne, og det gør han af nødvendighed, for ellers er han uretfærdig og elsker synden. 
87 Quomodo igitur simul vera sunt ista duo contradictoria: Habeo peccatum, et sum (E339) dignissimus ira et odio divino, et pater amat me? Hic nihil omnino intercedit, nisi solus mediator Christus, Pater, inquit, non ideo amat vos, quia digni estis amore, sed quia amastis me, et credidistis, quod ab eo exivi. Hvordan kan da begge disse to modsætninger på én gang være sande:Jeg har synd, og jeg er i allerhøjeste grad værdi til Guds vrede og had, og faderen elsker mig? Her er der slet ingen formidling, bortset alene fra formidleren Kristus, som siger: Faderen elsker jer, ikke fordi I er værdige til kærlighed, men "fordi I har elsket mig og troet, at jeg er udgået fra ham". (Joh 16,27) 
88 Sic christianus manet in pura humilitate, sentiens re vera peccatum, et propter hoc agnoscens se dignum ira, judicio Dei et morte aeterna, ut humilietur in hac vita. Manet tamen simul et in pura et sancta superbia, qua sese vertit ad Christum, et per eum sese erigit contra hunc sensum irae et judicii divini, et credit non solum non imputari sibi reliquias peccati, sed etiam se amari a patre, non propter se, sed amatum Christum. Således forbliver den kristne i den rene ydmyghed og føler den sande synd, og på grund af den erkender han, at han er værdig til Guds vrede og dom, og til den evige død, så han bliver ydmyget i dette lilv. Dog forbliver han samtidig i et rent og helligt overmod, hvormed han vender sig mod Kristus og gennem ham rejser sig op imod denne følelse af vrede og guddommelig dom, og tror, at ikke blot tilregnes syndsrester ham ikke, men han elskes også af faderen, ikke for sin egen skyld, men på grund af Kristus, som han elsker. 
89         Ex his nunc constat, quo modo fides sine operibus justificet, et quo modo tamen necessaria sit imputatio justitiae. Peccata in nobis manent, quae Deus maxime odit. Ideo propter illa oportet nos habere imputationem justitiae, quae nobis contingit propter Christum, qui nobis datus et a nobis fide apprehensus est. Interim ergo, donec vivimus, portamur et fovemur in gremio misericordiae et tolerantiae divinae, donec aboleatur corpus peccati, et resuscitemur novi in die illa.         Heraf fremgår det nu, på hvilken måde troen retfærdiggør uden gerninger, og på hvilken måde det dog er nødvendigt med tilregnelsen af retfærdighed. Synderne i os forbliver, dem, som Gud i høj grad hader. Derfor må vi på grund af dem havde tilregnelsen af retfærdigheden, som bliver os til del for Kristi skyld, han som bliver givet os og gribe af os med troen. I mellemtiden, så længe vi lever, bæres og næres vi i den guddommelige barmhjertigheds og tålsomheds skød, indtil dette syndens legeme tilintetgøres, og vi oprejses som nye på hin dag. 
90 Tunc erunt coeli novi et terra nova, in quibus justitia habitabit. Sub hoc interim coelo peccatum et impii habitant, et pii peccatum habent. Hinc est, quod Paulus Rom. 7. conqueritur de peccato, quod in sanctis reliquum est, et tamen cap. 8. (v. 1.) dicit nihil damnationis iis esse, qui sunt in Christo Iesu. Quis conciliat illa summe pugnantia, (E340) quod peccatum in nobis non sit peccans, quod damnabilis non sit damnandus, quod rejectus non sit rejiciendus, quod dignus ira et morte aeterna non sit daturus poenas? Unicus mediator Dei et hominum Iesus Christus, ut Paulus ait: "Nihil damnationis est his, qui sunt in Christo Iesu." Da skal der være en ny himmel og en ny jord, hvor retfærdighed bor. Men imens bor under denne himmel synden og de ugudelige, og de fromme har synd. Deraf kommer det, at Paulus i Rom 7 klager over synden, som er tilbage i de hellige, og dog i Rom 8,1 siger, at der ikke er nogen fordømmelse i dem, som er i Kristus Jesus. Hvem kan forene de voldsomme modsætninger, at synden i os ikke synder, at det fordømmelige ikke fordømmes, at den forkastelige ikke forkaste, at den, der er værdig til vrede og evig død, ikke får straf? Det kan alene Guds mellemmand og mennesket Jesus Kristus, som Paulus siger: "Der er ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus". (Rom 8,1) 
91 Cognoscitis ergo, quod, qui ex fide sunt, hi sunt filii Abrahae.
        Ista est generalis sententia et praecipua disputatio apud Paulum contra Iudaeos, quod credentes sint filii Abrahae, non nati ex ejus carne et sanguine. Hanc disputationem valde urget hic et ad Rom. 4. et 9. Haec enim erat Iudaeorum summa fiducia et gloriatio: Nos semen et filii sumus Abrahae, is circumcisus fuit et servavit legem, igitur si volumus esse germani filii Abrabae, oportet nos imitari patrem etc.
Så skal I vide, at det er dem, der har troen, der er Abrahams sønner. (gal3.7)
       Dette er almindelige opfattelse og den vigtigste indvending hos Paulus mod jøderne, at de, der troe, er Abrahams børn, skønt de ikke er født af hans kød og blod. Denne indvending understreger han meget her og i Rom, kap 4 og 9. Dette var nemlig jødernes største tillid og ros: Vi er Abrahams sæd og børn, han var omskåret og overholdt loven, hvis vi derfor vil være ægte børn af Abraham, så må vi gøre det samme som vores stamfader, osv. 
92 Fuit sane insignis gloria et magna dignitas esse semen Abrahae. Nemo enim negare potest, quod Deus locutus sit semini Abrahae et de semine Abrahae. Sed haec praerogativa nihil profuit infidelibus Iudaeis, unde et Paulus contra istud argumentum hic maxime luctatur, et detrahit Iudaeis hanc summam fiduciam, id quod ipse inprimis, ut electum organum Christi, facere potuit. Nam si nobis disputandum esset ab initio cum Iudaeis sine Paulo, parum forte contra eos efficeremus. Det var sandelig en særlig ære og en stor værdighed at være Abrahams sæd. For ingen kan nægte, at Gud talte til Abrahams sæd og talte om Abrahams sæd. Men dette fortrin gavnede ikke de vantro jøder noget. Derfor er det også, at Paulus her i høj grad kæmper imod dette argument og fratager jøderne denne store tillid, hvilket netop han kunne gøre, som et udvalgt redskab for Kristus. For hvis vi skulle have disputeret med jøderne fra begyndelsen, uden at vi havde Paulus, så havde vi nok ikke udrettet meget. 
93          Sic ergo pugnat contra fiduciam illam Iudaeorum superbe gloriantium: Nos sumus semen Abrahae. Bene. Abraham est circumcisus et servavit legem, nos idem (E341) facimus. Concedo. Quid tum? Num ideo vultis esse justi et salvi? Minime. Quin accedamus ad ipsum patriarcham Abraham, et videamus, qua ratione justificatus et salvatus sit.       Således kæmper han altså mod den tillid, som jøderne i deres hovmod praler af: Vi er Abrahams sæd. Ja, det er I. Abraham er omskåret og overholdt loven, vi gør det samme. Ja, det går jeg med til. Men hvad så? Mon I af den grund er retfærdige og frelste? På ingen måde. Lad os gå til patriarken Abraham selv og se, hvorfor han blev retfærdiggjort og frelst!
94 Non certe propter egregias virtutes et sancta opera sua, non quia deseruit patriam, cognationem et domum patris sui, non quia circumcisionem accepit et legem servavit, non quod jubente Deo immolaturus erat filium Isaac, in quo habebat promissionem posteritatis, sed quia credidit Deo. Ergo nulla prorsus alia re justificatus est, nisi fide. Itaque si vos lege justificari vultis, multo magis oportuit Abraham patrem vestrum lege justificari. Det skete bestemt ikke på grund af hans udmærkede dyder og hellige gerninger, det skete ikke, fordi han forlod sit fædreland, ikke, fordi han modtog omskærelsen og overholdt loven, ikke, fordi han på Guds befaling var rede til at ofre sin søn Isak, i hvem han havde forjættelsen om afkom, nej, det skete, fordi han troede på Gud. Altså blev han ikke retfærdiggjort af nogensomhelst anden grund end troen. Hvis I derfor vil retfærdiggøres ved loven, hvor meget mere skulle så ikke jeres stamfader Abraham retfærdiggøres ved loven!
95 Sed non potuit neque justificari, neque accipere remissionem peccatorum et Spiritum sanctum nisi fide. Cum hoc verum sit testimonio scripturae, quid pugnatis pro lege et circumcisione, et contenditis per ea contingere vobis justitiam et salutem; cum ipse Abraham pater, fons et caput vestrum, de quo gloriamini, sine illis, sola fide justificatus ac salvatus sit? Quid potest afferri contra hoc argumentum? Men han kunne ikke retfærdiggøres eller modtage syndsforladelse og Helligånden ved andet end troen. Da dette er sandt ifølge skriftens vidnesbyrd, hvorfor kæmper I da for loven og omskærelsen og hævder, at det er af den, jeres retfærdighed og frelse afhænger; når selve Abraham, jeres stamfader, kilde og overhoved, som I er stolte af, blev retfærdiggjort og frelst uden disse ting, alene ved troen? Hvad kan der anføres mod dette argument? 
96          Concludit ergo Paulus hac sententia: "Qui ex fide sunt, hi filii Abrahae sunt," generationem sanguinis vel semen carnale non facere filios Abrahae coram Deo, quasi dicat: De isto Abraham, qui est servus Dei, quem Deus elegit, et fide justificatus est, non habetur ullus filius coram Deo ex generatione carnali, sed oportet ei dari filios coram Deo tales, qualis ipse fuit pater. Ipse vero est pater fidei, coepitque justificari et gratus esse Deo, non quia (E342) generare potuit, non quia habuit circumcisionem et legem, sed quia Deo credidit.         Ud fra den sætning: "De, der er af tro, er Abrahams børn", drager Paulus altså den slutning, at blodets avling eller den kødelige sæd ikke gør mennesker til Abrahams børn overfor Gud, som ville han sige: Af den Abraham, som er Guds tjener, som Gud har udvalgt og som er retfærdiggjort ved troen, skal ingen regnes for barn overfor Gud ved kødelig avlind, men der bør gives ham børn overfor Gud af samme art som faderen selv var. Men han var troens fader, og han begyndte at blive retfærdiggjort og være gudvelbehagelig, ikke fordi han kunne avle børn, ikke fordi han havde omskærelsen og loven, men fordi han troede Gud. 
97 Ergo, qui vult esse filius credentis Abrahae, oportet ut et ipse credat, alioqui non est filius electi, accepti et justificati Abrahae, sed tantum generantis, qui nihil aliud est, quam homo in peccatis conceptus, natus et constitutus, sine remissione peccatorum, sine fide, sine Spiritu sancto, ut alius homo, ergo damnatus. Tales sunt et filii carnaliter ex eo nati, nihil referentes ex patre nisi carnem et sanguinem, peccatum et mortem, ergo et ipsi sunt damnati. Igitur ista gloriatio: Nos semen Abrahae sumus, inanis et inutilis est. Altså, den, der vil være barn af den troende Abraham, bør også tro, som han troede, ellers er han ikke barn af den udvalgte, accepterede og retfærdiggjorte Abraham, men kun af den avlende, som ikke er andet end et menneske, undfanget, født og opvokset i synd, uden syndsforladelse, uden tro, uden Helligånd, som et andet menneske, altså fordømt. På samme måde forholdet det sig med de sønner, der er født af ham på kødelig vis, de har ikke andet fra deres fader end kød og blod, synd og død, altså er også de selv fordømte. Derfor er den ros: Vi er Abrahams sæd, tom og ubrugelig. 
98         Hoc argumentum illustrat Paulus Rom. 9. duobus exemplis scripturae. Primum est de Ismaele et Isaac, quorum uterque erat semen et naturalis filius Abrahae, et tamen Ismael (qui aeque natus erat ex Abraham ut Isaac, imo fuisset primogenitus, si carnalis generatio aliquam praerogativam haberet, et faceret filios Abrahae) excluditur, et scriptura dicit (Gen. 21, 12.): "In Isaac vocabitur tibi semen." Secundum de Esau et Jacob, qui cum adhuc in utero materno essent, nihilque boni aut mali fecissent, dictum est (Gen. 25, 23.): "Major serviet minori, Iacob dilexi, Esau odio habui." Ergo manifestum est, quod, qui ex fide sunt, hi sint filii Abrahae.       Denne argumentation illustrerer Paulus i Rom 9 med to eksempler fra skriften. Det første er om Ismael og Isak, som begge var af Abrahams sæd og hans naturlige børn, og dog blev Ismael (som var født af Abraham i lige så høj grad som Isak, ja, var den førstefødte, hvis kødelig avling er noget fortrin og gør nogen til Abrahams børn) udelukket, og skriften siger: "Efter Isak skal dit afkom nævnes" (1 Mos 21,12; Rom 9,7). Og det andet argument handler om Esau og Jakob, som allerede mens de var i moders liv og ikke havde gjort godt eller ondt, fik det sagt til sig: "Den ældste skal tjene den yngste" (1 Mos 25,23), "Jakob elskede jeg, Esau hadede jeg" (Mal 1,2; Rom 9,12). Altså står det fast, at de, der er af tro, de er Abrahams børn. 
99          Sed objiciat aliquis, ut Iudaei, et hodie quidam scioli, fidei vocabulum in ebraeo significare veritatem, ergo male urgeri a nobis; deinde locum ex (E343) cap. 15. Gen. loqui de re corporali, scilicet de promissione posteritatis, ideo male eum detorqueri a Paulo ad fidem in Christum, sed simpliciter intelligendum esse de fide Abrahae, qua credebat se juxta promissionem Dei habiturum semen. Atque hinc ostendere volunt allegationes et probationes Pauli nihil concludere.        Men én og anden kan indvende, sådan som jøder og i vore dage visse vrøvlehoveder gør det, at ordet "tro" på hebraisk betyder "sandhed", og at det følgelig fremhæves af os med urette; dernæst at stedet fra 1 Mos 15,6 taler om en legemlig sag, nemlig om forjættelse af afkom, derfor er det forkert, at det af Paulus fordrejes til at handle om tro på Kristus, nej, det skal simpelthen forstås om Abrahams tro, som troede, at han ifølge Guds forjættelse vil få afkom. Og hermed vil de vise, at Paulus' henvisninger og beviser ikke er noget værd. 
100 Simili modo cavillari etiam possunt locum, quem Paulus infra ex Habacuc citat, qui loquitur de fide totius visionis implendae, non de fide tantum in Christum, de qua Paulus eum allegat; similiter quoque totum 11. cap. ad Ebrae. de fide et exemplis fidei. Tales vane gloriosi spiritus in his rebus laudem et persuasionem sapientiae ac doctrinae venantur, ubi maxime non deberent. Sed breviter respondeamus propter simplices ad eorum cavillationes. På lignende måde kan tale spottende om det sted, som Paulus senere citerer fra Habakuk, at det taler om tro på hele synets opfyldelse, ikke kun om tro på Kristus, som Paulus anfører det om. Og ligeledes taler de også spottende om hele Hebr 11 om troen og eksempler på tro. Den slags er ivrige efter tom ære og jager i disse sager efter ros og ry for visdom og lærdom, hvor man mindst skulle gøre det. Men lad os kort af hensyn til de enfoldige svare på deres spottende indvendinger. 
101         Ad primam sic respondeo, fidem nihil aliud esse, quam veritatem cordis, hoc est, rectam cogitationem cordis de Deo. Recte autem de Deo cogitat et sentit sola fides, non ratio. Tum autem homo recte de Deo cogitat, quando credit ipsius verbo. Cum autem extra verbum Deum ex ratione sua metiri, et ei credere vult, non habet veritatem de Deo, ideo neque recte de eo cogitare neque judicare potest, ut monachus, cum imaginatur suum cucullum, rasuram et vota placere Deo, illaque acceptare eum, et pro his donare sibi gratiam et vitam aeternam, non habet veram, sed mendacem et impiam cogitationem de Deo.         Til den første indvending vil jeg svare, at tro ikke er andet end hjertets sandhed, det vil sige, hjertets rette overvejelse om Gud. Men at tænke og føle ret om Gud, det gør alene troen, ikke fornuften. Men da tænker mennesket ret om Gud, når det tror hans ord. Men når det uden Guds ord ud fra fornuften vil måle Gud og stole på ham, så har det ikke sandheden om Gud, og derfor kan det hverken tænke ret om ham eller bedømme ham ret, sådan som munken, når han forestiller sig, at hans kutte, tonsur og løfter behager Gud, og at han anerkender dem, så har han ikke en sand, men en løgnagtig og ugudelige opfattelse af Gud. 
102 Igitur veritas est ipsa fides, quae recte de Deo judicat, scilicet, quod Deus nostra opera et justitias (E344) non respiciat, cum simus immundi, sed quod velit nostri misereri, nos respicere, acceptare, justificare et salvare, si credamus in filium, quem misit, ut esset propitiatio pro peccatis totius mundi. Illa vera est cogitatio de Deo, et plane nihil aliud quam ipsa fides. Mea ratione non possum apprehendere, neque certo statuere, me in gratiam recipi propter Christum, sed audio hoc annuntiari per evangelium, et fide apprehendo. Derfor er sandheden troen selv, som bedømmer Gud ret, nemlig, at Gud ikke ser på vore gerninger og retfærdighed, skøn vi er urene, men at han vil forbarme sig, se til os, acceptere os, retfærdiggøre og frelse os, hvis vi tror på sønnen, som han har sendt for at han skal være forsoning for hele verdens synder. Dette er den sande tanke om Gud, og den er slet ikke andet end troen. Med min fornuft kan jeg ikke fatte det, eller sikkert fastslå, at jeg bliver modtaget i nåde for Kristi skyld, men jeg hører dette forkyndte gennem evangeliet, og jeg griber det i troen. 
103           Ad alteram cavillationem respondeo, Paulum recte citare locum ex cap. 15. Gen. de fide in Christum. Nam in omni fide debet inesse fiducia misericordiae erga Deum. Illa autem complectitur fidem remissionis peccatorum propter Christum. Nam impossible est conscientiam exspectare aliquid a Deo, nisi primum statuat sibi Deum propitium esse propter Christum. Ideo omnes promissiones referendae sunt ad primam illam de Christo. Gen. 3. (v. 15.): "Semen mulieris conteret etc." Ita etiam prophetae intellexerunt et exposuerunt.        Til den anden spottende indvending vil jeg svare, at Paulus med rette citerer stedet fra 1 Mos 15 om tro på Kristus. For i al tro bør der være en tillid til Guds barmhjertighed. Men den indeslutter i sig en tro på syndsforladelse for Kristi skyld. For det er umuligt, at samvittigheden forventer noget fra Gud, hvis ikke den først har forestillet sig Gud som nådig for Kristi skyld. Derfor må alle forjættelser henføres til den første forjættelse om Kristus 1 Mos 3,15: "Kvindens sæd skal knuse osv." Således forstod og forklarede også profeterne det. 
104 Hinc fides patrum in veteri testamento et nostra jam in novo eadem est, licet alia atque alia externa objecta accedant, id quod Pet. act. 15. (vv. 10. 11.) testatur, cum ait: "Neque nos, neque patres nostri etc., sed per gratiam domini nostri Iesu Christi credimus salvari, quemadmodum et ipsi," et Paulus 1. Corinth. 10. (v. 4.): "Patres nostri omnes biberunt de spirituali, consequente eos, petra, petra autem erat Christus", et Christus ipse Iohann. 8 (v. 56.) (E345) de Abraham, cum ait: "Abraham exsultavit, ut videret diem meum, vidit et gavisus est."  Derfor er fædrenes tro i det gamle testamente og vores i det ny den samme, selv om det var så det ene, så det andet ydre genstand, der blev tilføjet, hvilket Peter i Apg 15,10 bevidner, når han siger: "Hverken vi eller vore fædre, osv. ... men ved vor Herres Jesu Kristi nåde tror vi, vi bliver frelst, på samme måde som de", og Paulus bevidner det 1 Kor 10,4: "Vore fædre drak alle af den åndelige klippe, der fulgte med, men den klippe var Kristus", og Kristus bevidner det selv, når han Joh 8,56 siger om Abraham: "Abraham jublede sig over at skulle se min dag, og han så den, og han glædede sig". 
105 Haerebat tamen fides patrum in Christo venturo, ut nostra haeret jam in exhibito. Abraham suo tempore justificatus est fide futuri Christi. Si hodie viveret, justificaretur fide jam exhibiti et praesentis, sicut supra dixi de Cornelio, qui credebat primum in venturum Christum, admonitus vero a Petro credebat eum jam venisse etc. Itaque diversa tempora non mutant fidem, Spiritum sanctum, dona. Fædrenes tro knyttede sig til den Kristus, der skulle komme, ligesom vores knytter sig til ham, som har vist sig. Abraham blev på sin tid retfærdiggjort ved tro på den kommende Kristus. Hvis han havde levet i vore dage, ville han være blevet retfærdiggjort ved tro på ham, der nu har vist sig og er nærværende, sådan som jeg ovenfor sagde om Cornelius, som først troede på den kommende Kristus, men da han blev formanet af Peter, trooede på ham, der nu var kommet, osv. (gal3a#97) Derfor, at der er tale om forskellige tider, forandrer ikke troen, Helligånden, gaverne. 
106 Eadem enim semper voluntas et cogitatio fuit, est et erit de Christo, in praeteritis patribus, praesentibus et futuris filiis. Sic et nos aeque habemus futurum Christum, et credimus in eum, ac patres veteris testamenti. Exspectamus enim eum in extremo die venturum cum gloria ad judicandum vivos et mortuos, quem jam credimus venisse ad salutem nostram. Ideo neminem, offendit ista allegatio Pauli, nisi insulsos cavillatores illos. For der er og vil altid være den samme vilje og tanke om Kristus hos de hedengangne fædre og hos de nulevende og kommende børn. Således har også vi en kommende Kristus, og vi tror på ham på samme måde som fædrene i det gamle testamente. Vi forventer nemlig, at han skal komme på den yderste dag med herlighed for at dømme levende og døde, han, som vi allerede nu tror er kommet til vor frelse. Derfor er der heller ingen andre end disse tåbelige kværulanter, der tager anstød af Paulus' henvisning. 
107          Nobis tamen nullo modo licet ad futurum Christum redire, nisi quatenus in extremo die exspectamus eum redemtorem, qui nos liberaturus sit ab omnibus malis. Nam hoc facientes crederemus Christum nondum revelatum, sed adhuc revelandum esse, atque ita negaremus Christum et omnia ejus beneficia, negaremus Spiritum sanctum, et mendacem faceremus Deum, et ipso facto testaremur eum nondum praestitisse, quod pollicitus est, ut Iudaei faciunt.         Det er os dog på ingen måde tilladt at falde tilbage på den kommende Kristus, undtagen for så vidt vi venter ham som forløser på den yderste dag, hvor han skal befri os fra alt ondt. For hvis vi ville gøre det, ville vi tro, at Kristus endnu ikke var åbenbaret, men endnu stod for at skulle åbenbares, og således ville vi nægte Kristus og alle hans velgerninger, vi ville nægte Helligånden og vi ville gøre Gud til løgner, og derved bevidne, at han endnu ikke har skænket, hvad han har lovet, sådan som jøderne gør. 
108        Recte ergo, ut dixi, Paulus locum ex Gen., qui de fide Abrahae loquitur, de fide Christi citat, quia omnes praeteritae promissiones inclusae fuerunt in (E346) Christum venturum. Ideo utrique cum Abraham et alii patres tum nos fide in Christum justificamur, illi fide in futurum, nos in praesentem.       Som sagt er det med rette, at Paulus henfører dette sted fra 1 Mos, som taler om Abrahams tro, til troen på Kristus, fordi alle de forudgående forjættelser, blev indesluttet i den Kristus, der skulle komme. Derfor retfærdiggøres begge parter ved tro på Kristus, både Abraham og de andre fædre, og vi, de ved tro på den kommende, vi ved tro på den nærværende Kristus. 
109 Disputamus enim nunc de natura et ratione justificationis, quae utrobique eadem est, sive Christus venerit, sive venturus sit. Satis ergo est Paulum ostendere, quod lex non justificet, sed sola fides, sive illa sit in venturum sive in praesentem Christum. Est et hodie Christus aliis praesens, aliis futurus. Credenlibus praesens est, seu venit, iucredulis nondum venit, neque eis prodest. Hi si audiunt evangelium et credunt, fit ipsis praesens, justificat et salvat eos. Vi disputerer jo nu om retfærdiggørelsens væsen og begrundelse, og den er den samme for begge parter, enten Kristus er kommet eller skal komme. Det er altså nok, at Paulus påviser, at loven ikke retfærdiggør, det gør alene troen, enten den på den kommende, eller den på den nærværende Kristus. Også i dag er Kristus nærværende for nogle, kommende for andre. For de troende er han nærværende eller er kommet, for de vantro er han endnu ikke kommet, og gavner dem intet. Disse hører evangeliet og tror, han bliver nærværende for dem, han retfærdiggør og frelser dem. 
110 Cognoscitis ergo, quod, qui ex fide sunt, hi sunt filii Abrahae.
        Quasi dicat: Exclusis omnibus, ratione, operibus, generatione patrum, cognoscitis ex hoc exemplo Abrahae et claro scripturae testimonio, eos esse filios Abrahae, qui ex fide sunt, sive sint Iudaei, sive gentes. Non enim per legem, sed per justitiam fidei facta est promissio Abrahae, ut esset heres mundi, hoc est, ut in semine ipsius benedicerentur cunctae cognationes terrae, utque appellaretur pater gentium. Et ne hanc vocem "gentium" Iudaei falso interpretarentur de se solis, scriptura hoc cavit non simpliciter dicens "patrem gentium", sed "multarum gentium constitui te." Ergo Abraham non solum est pater Iudaeorum, sed et gentium. (E347)
Så skal I vide, at det er dem, der har troen, der er Abrahams sønner. (gal3.7) (#91
        Som ville han sige: Efter at have udelukket alt andet, fornuft, gerninger, nedstamning fra fædrene, kan I af dette eksempel med Abraham og det klare vidnesbyrd fra skriften vide, at de, som er af tro, er Abrahams børn, hvad enten de er jøder eller hedninger. For det var ikke gennem loven, men gennem trosretfærdigheden, at der blev givet forjættelser til Abraham, at han skulle arve verden, så alle jordens slægter skulle velsignes i hans sæd, og det var gennem den retfærdighed, at han blev kaldt folkenes fader. Og for at jøderne ikke skulle udlægge det ord "folkeslag" forkert, kun om sig selv, er skriften så omhyggelig, at den ikke blot siger "folkeslagenes fader", men "jeg vil gøre dig til fader for mange folk". Altså er Abraham ikke blot jødernes, men også hedningernes fader. 
111        Ex his manifestum est Abrahae filios non esse carnis filios, cum non sit pater gentium secundum carnem, sed filios fidei, ut Paulus Rom. 4 (v. 17.) declarat: "Patrem multarum gentium constitui te coram Deo, cui credidisti." Itaque Paulus facit duos Abraham, generantem et credentem. Abraham habet filios, et est pater multarum gentium. Ubi? Coram Deo, ubi credit, non coram mundo, ubi generat.        Heraf fremgår det, at Abrahams børn ikke er hans børn efter kødet, eftersom han ikke er stamfader til hedningerne efter kødet, nej, det er troens børn, som Paulus forklarer i Rom 4,17: "Jeg har sat dig til mange folkeslags fader overfor Gud, som du troede på". Derfor antager Paulus to Abraham'er, den avlende og den troende. Abraham har børn, og er fader til mange folkeslag. Hvor? Overfor Gud, når hantror, ikke overfor verden, når han avler. 
112  Ibi enim est filius Adae, peccator, vel si multum, operator justitiae legis, vivens secundum rationem, id est, humano more, sed hoc nihil ad credentem. Involvit igitur hoc exemplum Abrahae simul ipsam scripturam Sanctam, quae dicit nos fide reputari justos. Ideo hoc argumentum duplici nomine firmissimum est, cum propter exemplum Abrahae, tum etiam propter auctoritatem scripturae. For her er han en Adams søn, en synder, eller, om det kommer højt, en udøver af lovretfærdigheden, som lever efter fornuften, det vil sige, efter menneskelig skik, men det har intet med den troende Abraham at gøre. Derfor har dette eksempel med Abraham samtidig med selve den hellige skrift at gøre: Den siger, at vi bliver regnet for retfærdige ved troen. Derfor er dette argument i dobbelt henseende særdeles stærkt, det er det både på grund af Abrahams eksempel og på grund af skriftens autoritet. 
113 Praevidit autem scriptura, quod ex fide justificet gentes Deus.
       Ista ad superius argumentum pertinent; quasi dicat: Vos Iudaei immodice gloriamini de lege, et supra modum miris laudibus vehitis Mosen, quod Deus ei locutus sit in rubo etc., ut certe Iudaei magno supercilio contra nos jactant, et, quod non semel audivi, dicunt: Vos christiani habetis apostolos, papam, episcopos etc. Nos Iudaei patriarchas, prophetas, imo ipsum Deum habemus, qui nobis locutus est in rubo, in Sinai, ubi legem nobis dedit, in templo etc. Hanc gloriam et tam praeclarum testimonium proferte pro (E348) vobis contra nos etc.
Men skriften forudså, at Gud ville retfærdiggøre hedningerne ved tro. (gal3.8)
       Dette har med det foregående argument at gøre; som ville han sige: I jøder praler umådeholdent af loven, og hæver over al måde Moses til skyerne, fordi Gud talte til ham i busken, osv. Ligesom bestemt jøderne med stor overlegenhed praler overfor os, og siger, hvad jeg ofte har hørt: I kristne har apostlene, paven, biskopperne, osv. Vi jøder har patriarkerne, profeterne, ja Gud selv, som talte til os i busken, på Sinai, hvor han gav os loven, i templet osv. Prøv I bare at fremføre en herlighed og et så klart vidnesbyrd, der taler for jer imod os, osv. 
114 Ad hoc respondet Paulus, gentium apostolus: Ista vestra jactantia et gloriatio nihil valet, quia scriptura eam praevenit, et praevidit longo tempore ante legem, quod gentes non sint justificandae lege, sed benedictione seminis Abrahae, quae ei promissa est quadringentis et triginta annis (ut infra dicit Paulus), antequam lex daretur, et eam benedictionis promissionem Abrahae factam lex lata tot annis post non potuit infirmare et antiquare, sed mansit firma et manebit perpetuo. Quid ad hoc dicere possunt Iudaei? Hertil svarer Paulus, hedningernes apostel: Jeres pral og ros er intet værd, for skriften kom den i forkøbet og forudså lang tid før loven, at hedningerne ikke skal retfærdiggøres ved loven, men ved velsignelsen fra Abrahams sæd, som blev forjættet ham 430 år før loven blev givet (som Paulus siger nedenfor), og loven, der blev givet så mange år senere kunne ikke svække eller forælde denne forjættelse, der lå i Abrahams velsignelse, den forblev virksom og vil forblive i evighed. Hvad kan jøderne sige til det? 
115          Hoc argumentum ex certo tempore sumtum firmissimum est. Promissio benedictionis est data Abrahae quadringentis et triginta annis, antequam populus Israel legem accepit. Nam dictum est Abrahae: "Quia credidisti Deo et dedisti ei gloriam, ideo eris pater multarum gentium." Ibi Abraham promissione Dei constituitur pater multarum gentium, et donatur ei hereditas mundi in filios, antequam lex fuit. Quid ergo jactatis, o Galatae, vos remissionem peccatorum consequi, filios fieri, et hereditatem accipere per legem, quae longo intervallo secuta est promissionem, nempe quadringentis et triginta annis?         Dette argument, der er hentes fra et sikkert spand af år, er et meget stærkt argument. Forjættelsen om velsignelse blev givet til Abraham 430 år før Israels folk modtog loven. For der blev sagt til Abraham: "Fordi du har troet på Gud og givet ham ære, derfor skal du være stamfader til mange folkeslag". Her indsættes ved Guds forjættelse Abraham til stamfader for mange folkeslag, og der han fik verden i arv til sine børn, førend loven blev til. Hvorfor praler I da af, kære galatere, at I opnår syndsforladelse, bliver børn og modtager arven gennem loven, som først følger efter forjættelsen efter mange år, nemlig 430 år? 
116         In baptismo est promissio salutis: "Qui crediderit etc." Hic si aliquis (ut hodie fanatici spiritus) negaret infanti, cum primum baptisatur, donari justitiam et salutem, elusa ad hunc modum promissione, quod ea tum valeret, cum homo ad usum rationis pervenisset, et jam bene operari posset, et bene operando hoc consequi, quod in promissione proponitur, item (E349) baptismum non esse signum voluntatis Dei erga nos, sed tantum notam, quae discernit fideles ab infidelibus etc., is plane detraheret baptismo salutem, et eam tribueret operibus.         I dåben er der et løfte om frelse: "Den, som tror, og bliver døbt, osv." (Mark 16,16). Hvis nogen her (sådan som i vore dage åndsfanatikerne gør det) ville nægte, at barnet, så snart det er døbt, får retfærdighed og frelse, og på den måde ophæver forjættelsen, at den først skal gælde, når mennesket når frem til fornuftens brug og kan gøre gode gerninger og ved at gøre gode gerninger kan opnå, hvad forjættelsen stiller i udsigt, og ligeledes siger, at dåben ikke er et tegn på Guds vilje imod os, men kun et kendetegn, som adskiller de troende fra de vantro, osv. -- hvis nogen ville sige sådan, at ville han fuldstændig drage frelsen bort fra dåben og lægge den over til gerningerne. 
117 Sic per omnia pseudoapostoli et discipuli ipsorum faciebant. Legem et ejus gloriam immodice praedicabant, promissionem autem Abrahae factam quadringentis triginta annis ante legem praeteribant et contemnebant, non volentes cognoscere Abraham, de quo tamen ut de patre totius gentis gloriabantur, adhuc incircumcisum, et tot saeculis ante legem viventem, nulla alia re quam sola fide justificatum esse, ut scriptura Gene. 15. cap. (v. 6.) clarissime testatur: "Credidit Abraham Deo etc."; postea jam eo propter fidem reputato justo mentionem facit circumcisionis cap. 17. (v. 10.), cum ait: "Hoc est pactum meum, quod observabitis inter me et vos etc." Sådan gjorde først og fremmest de falske apostle og deres disciple. De prædikede loven og dens herlighed umådeholdent, men det løfte, der blev givet Abraham 430 år før loven, sprang de over og foragtede, idet de ikke ville anerkende, at Abraham, som de dog pralede af var alle folkeslags stamfader, endnu før han blev omskåret, og endnu mens han levede så mange århundrede før loven, blev retfærdiggjort ved intet andet end troen alene, sådan som skriften soleklart bevidner: "Abraham troede Gud, osv." (1 Mos 15,6); bagefter, da han allerede var blevet regnet for retfærdighed på grund af troen, blev så omskærelsen nævnt i 1 Mos 17,10, hvor skriften siger: "Det er min pagt, som I skal overholde mellem mig og jer, osv."
118 Hoc ergo argumento Paulus convincit pseudoapostolos fortissime, et ostendit clarissime Abraham justificatum esse fide sine et ante circumcisionem, et quadringentis et triginta annis ante legem. Hoc idem argumentum tractat ad Rom. 4., scilicet justitiam reputatam esse Abrahae ante circumcisionem, eumque adhuc praeputiatum fuisse justum, ergo multo magis ante legem. Med dette argument gendriver Paulus altså de falske apostle særdeles effektivt, og påviser soleklart, at Abraham blev retfærdiggjort ved tro uden og førend omskærelsen og 430 år før loven. Det samme argument behandler han i Rom 4, nemlig, at det blev regnet Abraham til retfærdighed før omskærelsen, og at han altså har været retfærdig, endnu mens han havde sin forhud, og da endnu mere inden loven kom. 
119           Scriptura ergo, inquit Paulus, bene praevidit et praeoccupavit istas vestras glorias et jactantias justitiae legis et operum. Quando? Ante circumcisionem et legem, quia quadringentis et triginta annis lex lata est post promissionem ubi Abraham non solum sine et ante legem justificatus, sed etiam mortuus et (E350) sepultus fuit; et justitia ejus sine lege non solum usque ad legem floruit, sed etiam usque ad finem mundi florebit. Si igitur pater totius gentis judaicae sine lege et ante legem justificatus est, multo magis filii eadem ratione, qua pater, justificantur. Ergo ex fide, non lege est justitia.          Altså, siger Paulus, skriften har forudset jeres praleri og rosen jer af lovretfærdighed og gerningsretfærdighed. Hvornår? Før omskærelsen og loven, fordi loven blev givet 430 år efter forjættelsen, hvor Abraham ikke blot uden loven og før loven blev retfærdiggjort, men også var død og begravet; og hans retfærdighed blomstrede ikke blot indtil loven kom, men den skal også blomstre live til verdens ende. Hvis således stamfaderen til hele det jødiske folk blev retfærdiggjort uden lov og før loven, hvor meget mere skal så ikke hans børn retfærdiggøres på samme måde som faderen. Altså kommer retfærdigheden at troen, ikke af loven. 
120c Videre til gal3c

Noter:

n16:  Luther citerer forkert her. Der står i Vulgata: qui enim operatus est Petro in apostolatum circumcisionis operatus est et mihi inter gentes. Det kan være den græske grundtekst, Luther har i tankerne. Her står der i 2,8: o gar energhsaV petrw. og i 3,5: kai energwn dunameiV. og dette efficax est er jo ikke nogen dårlig oversættelse af energhsaV og energwn.