Store Galaterbrevskommentar 3a

Luther 1535


Taget fra Erl  22, 272-

Indhold:

Tilbage til oversigten!
 
 
1   C A P U T  III.
O insensati Galatae.
      Paulus sollicitudine apostolica, zelo et affectu spiritualissima ardet, et inter disputandum ac confutandum inscrit exhortationes et objurgationes, juxta suam regulam 2. Timotheum 4. (v. 2.): "Praedica verbum, insta opportune, importune, argue, obsecra, increpa." Ea res imponit incauto lectori, ut putet Paulum plane nullam servare methodum aut ordinem in docendo. More quidem rhetorum non servat, in spiritu tamen pulcherrimum ordinem servat.
Kapitel 3.
Åh, I uforstandige galatere! (gal3.1
       Paulus brænder af apostolisk omsorg, af den største nidkærhed og kærlighed i ånden, og indimellem at han diskuterer og gendriver indskyder han nogle opfordringer og irettesættelser, i overensstemmelse med sin egen regel fra 2 Tim 4,2: "Prædik ordet, stå frem belejligt og ubelejligt, overbevis, irettesæt, forman!" Det er noget, der narrer den uforsigtige læser, så han mener, at Paulus slet ikke overholder nogen metode eller orden, når han underviser. Men ganske vist overholder han ikke talekunstens regler, alligevel har han i ånden den skønneste orden. 
  Postquam ergo disputavit, et duobus robustissimis argumentis confirmavit justitiam christianam non esse ex lege, sed ex fide in Christum, simulque pseudoapostolorum doctrinam confutavit, in media illa actione vertit jam sermonem ad Galatas, et eos increpat: "O insensati seu amentes Galatae", quasi dicat: Heu quo prolapsi estis, o miseri Galatae? Ego diligentissime vos docui veritatem evangelii, quam et vos magno studio et diligentia accepistis a me. Qui igitur fit, quod tam cito ab ea defeceritis? Quis fascinavit vos? Efter altså at have diskuteret og med to stærke argumenter at have bekræftet, at den kristne retfærdighed ikke kommer af loven, men af tro på Kristus, og samtidig at have gendrevet de falske apostles lære, henvender han midt i sit forehavende ordet til galaterne og taler bebrejdende til dem: "Åh, I uforstandige eller vanvittige galatere!" som ville han sige: Ak, hvor er I faldet dybt, I arme galatere! Jeg har omhyggeligt lært jer evangeliets sandhed, som I også har modtaget fra mig med stor iver og omhu. Hvordan går det da til, at I så hurtigt er faldet fra dem? Hvem har forhekset jer? 
3          Valde duriter, ut apparet, Galatas increpat, dum amentes, fascinatos et veritati inobedientes appellat. An hoc autem ex zelo aut misericordia fecerit, non pugno, utrumque verum esse potest. Carnalis homo hoc contumeliam potius, quam piam objurgationem interpretatur. Ergo Paulus dedit malum exemplum, et contumeliosus fuit in ecclesias Galatiae, (E273) quod eas appellat stultas, fascinates etc.? Non, quia ex christiano zelo licet apostolo, pastori aut doctori acriter increpare populum, cui praeest, talesque objurgationes paternae et sanctae sunt.          Det ser ud til, at han skælder galaterne meget hårdt ud, for han kalder dem tossede, forheksere og ulydige mod sandheden. Men om han gør det af nidkærhed eller af barmhjertighed, vil jeg ikke strides om, begge dele kan være sandt. Det kødelige menneske vil snarere fortolke det som en fornærmelse end som en from irettesættelse. Har altså Paulus været et dårligt eksempel og optrådt fornærmende overfor de galatiske menigheder, fordi han kalder den dumme, forheksede, osv? Nej, det har han ikke, for det er tilladt en apostel, en hyrde, eller en lærer at rette bebrejdelse mod de mennesker, han står i spidsen for, med kristen nidkærhed, og sådanne bebrejdelser er faderlige og hellige. 
4  Sic parentes ex paterno et materno affectu filium fatuum aut nebulonem, filiam meretriculam appellare solent, non laturi hoc, si alius faceret. Praeceptor quandoque acriter objurgat discipulum, vocat asinum, virgis caedit, hocque aequo animo fert, non ita laturus, si aequalis aut condiscipulus aliquis suus idem faceret. Item, magistratus increpat, irascitur et punit, eaque disciplina non solum bona, sed etiam valde necessaria est, sine qua nullae res, sive pacis sive belli, rite geri possunt. Quare nisi magistratus ecclesiasticus, politicus aut oeconomicus irascatur et objurget, cum res postulat, ignavus et inutilis est, et nunquam recte officium suum administrabit. Således plejer forældre i deres faderlige og moderlige kærlighed at kalde sønnen en nar eller et døgenigt, datteren en mær, hvad de ikke ville finde sig i, hvis en anden gjorde det. En lærer skælder nu og da sin elev kraftigt ud, kalder ham et æsel, og slår ham med stokken, og det finder eleven sig roligt i, men det ville han ikke finde sig i, hvis hans ligemand eller hans medelev ville gøre det samme. Ligeledes må en øvrighedsperson irettesætte, blive vred og straffe, og denne disciplin er ikke blot god, men streng nødvendig, for uden den kan intet, hverken i fred eller i krig, gennemføres på ret måde. Hvis derfor ikke den kirkelige, politiske eller huslige øvrighed kan blive vred og komme med bebrejdelser, når forholdene kræver det, er den slap og ingen nytte til og udfører ikke sig embede ret. 
5       Itaque objurgatio et ira tam necessaria est in omni genere vitae, quam ulla alia virtus. Moderata tamen esse debet, et proficisci non ex invidia, sed ex paterno affectu et christiano zelo, hoc est, non debet esse iracundia puerilis aut muliebris, quae vindictam expetat, sed vitium tantum cupiat emendare, ut pater non castigat filium, ut animum expleat libidine vindictae, sed ut illius per hanc castigationem emendetur. Atque hae sunt bonae irae, et vocantur in scripturis zeli. Hoc modo enim castigando fratrem vel subditum non quaero ejus perniciem, sed commodum.         Derfor er bebrejdelse og vrede ligeså nødvendige i alle livets forhold som enhver anden dyd. Dog bør den være holdt i ave og bør ikke udspringe af misundelse, men af faderlig kærlighed og kristen nidkærhed, det vil sige, den bør ikke var et barns eller en kvindes hidsighed, som søger hævn, den skal kun søge at rette fejl, ligesom faderen ikke straffer sønnen, for at tilfredsstille sin hævnlyst, men for at han ved denne afstraffelse skal forbedre sig. Og dette er det gode ved vrede, og det kaldes i skriften for nidkærhed. For når jeg på den måde straffer en broder eller en underordnet, søger jeg ikke hans undergang, men hans bedste. 
6  Quare fieri potest, quod Paulus hic aut ex (E274) mero zelo increpet Galatas, non ut perdat, sed ut hoc modo revocet in viam, et servet, aut ex misericordia et affectu compatiendi, quasi per modum querulantis, cui doleat tam misere seductos esse Galatas, quasi dicat: Miseret me tam infelicis vestrae sortis etc. Ad eum modum et nos increpamus miseros, non quod insultemus ipsis aut exprobremus eis miseriam illorum, sed quod compatiamur illis, et libenter vellemus eis consultum. Hoc dico, ne quis calumnietur Paulum contra praeceptum evangelicum conviciatum esse ecclesiis Dei. Det kan derfor godt være, at Paulus her enten skælder galaterne ud af lutter nidkærhed, ikke for at forkaste dem, men for på den måde igen at kalde dem ind på vejen og redde dem, eller af barmhjertighed og medfølelse, som om han vil beklage sig, som om han har ondt af de forførte galatere, altså som ville han sige: Det gør mig ondt, at I før en så ulykkelig skæbne, osv. På den måde skal også vi skælde ud på de elendige, ikke for at fornærme dem, eller bebrejde dem deres elendighed, men af medfølelse med dem, og fordi vi gerne vil råde dem. Dette siger, for at ingen skal bagvaske Paulus for imod evangeliets bud at have skældt Guds kirke ud. 
7           Simili modo Christus conviciatur pharisaeis, cum vocat eos serpentes, genimina viperarum, filios diaboli etc. Sed ista sunt convicia Spiritus sancti, sunt paterna, materna et fidelis amici convicia, ut dicitur etiam in proverb. (27, 6.): "Meliora sunt vulnera amici, quam oscula inimici." Sic fit, ut idem convicium, si procedat ex ore patris, sit optimum beneficium, si ex ore aequalis vel inimici, sit summa contumelia. Duo cum idem faciunt, in altero laudatur, in altero vituperatur.        På tilsvarende måde skælder Kristus farisæerne ud, når han kalder dem "slanger" og "øgleunger" (Matt 23,33), djævelens børn (Joh 8,44) osv. Men dette er Helligåndens skældsord, det er en fars, en mors, en trofast vens skældsord, som det også siges i Ordspr 27,6: "En vens sår er værre end en uvens kys". Sådan går det til, at det samme skældsord, hvis det udgår fra en fars mund, er den største velsignelse, men hvis de udgår fra en ligemands eller en uvens mund, er den største fornærmelse. Skønt de to gør det samme, roses det hos den ene, dadles hos den anden. 
8  Christus vel Paulus conviciatur maxima virtute et laude, philosophus vel privatus aliquis summo vitio et contumelia. Idem ergo opus et verbum in ore Pauli est beneficium, in ore alterius est maledicium. Est autem emphasia in vocabulo "Galatae," non enim fratres, ut alias solet, sed nomine gentilicio appellat; videtur autem istius nationis fuisse proprium et gentile vitium, quod anohtoi fuerunt, ut Cretenses mendaces, quasi dicat: Quod dicimini et (E275) vocamini, hoc vere estis et permanetis, nempe, anohtoi Galatae, hocque nunc probatis in ipso negotio evangelii, ubi tamen plurimum debebatis sapere, sed perstat ista natura vestra. Simili modo et nos nationes distinguimus penes vitia. Quaelibet natio habet sua peculiaria vitia, Germani sunt rerum novarum cupidi, Itali arrogantes etc. Per modum ergo correptionis Paulus admonet Galatas suae naturae. Kristus eller Paulus skælder ud ud af den største dyd og ros, filosoffen eller en privatmand gør det som den største last og fornærmelse. Altså, den samme gerning og det samme ord er i Paulus' mund en velsignelse, i en andens mund en forbandelse. Men der ligger vægt på ordet "galatere". Han kalder dem nemlig ikke "brødre", som han ellers plejer at gøre, men bruger hedningebetegnelsen. Dette folks særlige last synes at have været, at de var uforstandige, ligesom kretenserne var løgnere, som ville han sige: Hvad man siger om jer, og hvad man kalder jer, det er I, og det bliver I, nemlig uforstandige galatere, og det beviser I nu ved selve jeres omgang med evangeliet, hvor I dog burde vide allerbedst besked, men jeres natur er uforandret uforstandighed. På lignende måde skelner vi også mellem folkene ud fra deres laster. Ethvert folk har sin særlige last, tyskernes er nysgerrighed, italienernes arrogance, osv. Det er altså for at irettesætte dem, at Paulus minder galaterne om deres natur. 
9            Ceterum admonemur hic in ecclesiis et christianis remanere adhuc secundum carnem vitia naturalia. Gratia non sic mutat pios, ut statim per omnia reddat novos et perfectos, sed relinquuntur adhuc in piis reliquiae veteris vitii naturalis, ut iracundus natura, si convertitur ad Christum, etiamsi mitigetur per gratiam, et Spiritus sanctus imbuat cor ipsius, ut fiat clementior, tamen ipsum vitium in carne non plane exstinguitur.         Iøvrigt påmindes vi her om, at i menighederne og i de kristne forbliver de naturlige laster stadig. Nåden ændrer ikke de fromme på den måde, at den straks i enhver henseende gør dem nye og fuldkomne, men den lader stadigvæk den efterladte gamle naturs rester blive tilbage i de fromme; hvis fx et hidsigt menneske omvender sig til Kristus, så uddrives denne last i kødet ikke helt, selv om han blødgøres ved nåden, og selv om Helligånden gennemtrænger hans hjerte, så han bliver mere blid. 
10 Sic duri homines, si convertantur ad fidem, tamen istam duritiem in totum non exuunt, sed manent in ipsis reliquiae istius duritiei. Hinc scriptura sacra et evangelia, quae sunt ejusdem veritatis, tractantur a diversis ingeniis diverse modo. Alius est mitior et mollior in docendo, alius durior. Sic in diversa instrumenta transfunditur spiritus, qui non semel exstinguit naturae vitia, sed per totam vitam purgat illud peccatum inhaerens, non solum in Galatis, sed in omnibus omnium nationum hominibus. Hvis således hårde mennesker omvendes til troen, så aflægger de ikke helt denne hidsighed, men der forbliver en rest af denne hårdhed tilbage hos dem. Derfor behandles den hellige skrift og evangelierne, som indeholder den samme sandhed, forskelligt af de forskellige naturer. Den ene er blød og blid, når han underviser, den anden hård. Således udgydes ånden i forskellige redskaber, som ikke på én gang udsletter naturens laster, men livet igennem renser den medfødte synd ud, ikke blot i galaterne, men enhver nations mennesker. 
11        Quanquam igitur illuminati et credentes jam erant Galatae, ac Spiritum sanctum ex praedicatione fidei acceperant, tamen reliquum in eis hoc vitium, et (E276) insipientiae  fomes  ille  mansit, qui facile concepit flammam falsae doctrinae. Ideo nemo sibi confidat, ut existimet se post acceptam gratiam prorsus purgatum esse a veteribus vitiis. Multa quidem purgantur, praecipue autem ipsum caput serpentis, hoc est, incredulitas et ignorantia Dei, praeciditur et conteritur, sed squamosum corpus et reliquiae peccati manent in nobis.         Skønt altså galaterne allerede var oplyste og troende, og havde modtaget Helligånden, fordi de havde fået troen forkyndt, så forblev dog denne last i dem, og denne uvidenhed var et tændstof, som let lod sig antænde af en falsk lære. Derfor skal ingen stole på sig selv og mene, at han efter at have modtaget nåden straks renses for de gamle laster. Ganske vist renses mange ud, specielt afhugges slangens hoved, det vil sige, vantroen og uvidenheden om Gud, og trædes under fode, men den skællede krop og de øvrige synder forbliver i os. 
12 Ideo nemo praesumat accepta jam fide se in totum statim transmutari posse in novum hominem, imo retinebit aliquid priorum vitiorum etiam in christianismo. Nondum enim mortui sumus, sed vivimus adhuc in carne, quae, quia nondum est pura, concupiscit adversus spiritum, Galat. 5. (v. 17.) et Rom. 7. (v. 14.): "Ego carnalis sum, inquit, venditus sub peccatum," et: "Video aliam legem in membris meis etc." Quare naturalia vitia ante fidem, manent et post fidem acceptam, nisi quod jam servire coguntur spiritui, qui eis dominatur, ne regnent, non tamen sine lucta. Solus Christus hanc gloriam et titulum  gerit, quod per omnia sit purus. 1. Petr. 2. (v. 22.): "Qui peccatum non  fecit, neque inventus est dolus in ore ejus." cDerfor skal ingen mene, at han, når han har modtaget troen, straks kan forvandles til et nyt menneske, nej, der vil også i den kristne forblive nogle af de oprindelige laster. Endnu er vi ikke døde, men vi lever stadig i kødet, som, fordi det endnu ikke er rent, begærer imod ånden, (Gal 5,17) og Paulus siger i Rom 7,14: "Jeg er kødelig, solgt som slave under synden", og: "Jeg ser en anden lov i mine lemmer, osv." De naturlige laster, der forefindes før troen, forbliver derfor også efter at troen er modtaget, blot skal de nu tvinges til at tjene ånden, som hersker over dem, at de ikke skal herske, hvilket dog ikke sker uden kamp. Alene Kristus har den herlighed og det ry, at han helt igennem var ren. 1 Pet 2,22 siger: "Han, som ikke gjorde synd, og i hvis mund der ikke fandtes svig". 
13 Quis vos fascinavit non obedire veritati?
       Ibi aliud habes praeconium istius insignis justitiae legalis et propriae, quod videlicet faciat nos contemnere veritatem, quod fascinet nos, ut non obediamus, sed rebelles simus veritati. (E277) 
Hvem har forhekset jer til ikke at adlyde sandheden? (gal3.1)
       Her har du en anden lovprisning af denne særlige retfærdighed, lovretfærdigheden eller egenretfærdigheden, at den nemlig før os til at foragte sandheden, at den forhekser os, så vi ikke er lydige mod sandheden, men gør oprør imod den. 
14  De fascino corporali et spirituali.
         Paulus appellando Galatas insensatos et fascinatos comparat pueris, quibus maxime nocet fascinum, quasi dicat: Vobis perinde accidit ac pueris, quos veneficae, lamiae et striges suis fascinis, ludibrio Satanae, libenter et facile incantare solent. Infra cap. 5. (v. 20.) recenset inter opera carnis veneficium, quod est species fascini, per quod satis testatur fascinum esse aliquid et posse fieri.
Om den legemlige og åndelige forhekselse.
       Når Paulus kalder galaterne uforstandige og forheksede, sammenligner han dem med børn, som jo især skades ved forhekselse, som ville han sige: Det er gået jer, ganske som det går børn; dem  plejer troldkvinder, hekse og spøgelser let og modstandsløst at kunne forhekse med deres kunster, med Satans narrestreger. Senere i 5,20 (gal5.20) medregner han blandt kødets gerninger trolddom, som er en slags forhekselse, hvorved han ganske klart bevidner, at forhekselse er noget og kan forekomme. 
15  Deinde negari non potest, quin diabolus vivat, imo regnet in toto mundo. Sunt igitur fascinum et veneficia opera diaboli, quibus non solum nocet hominibus, sed permittente Deo quandoque eos etiam occidit. Insuper nos omnes corporibus et rebus subjecti diabolo et hospites sumus in mundo, cujus ipse princeps et Deus est. Ideo panis, quem edimus, potus, quem bibimus, vestes, quibus utimur, imo aër et totum, quo vivimus in carne, sub ipsius imperio est. Desuden kan det ikke nægtes, at djævelen lever, ja hersker over hele verden. Altså er forhekselse og trolddom djævelens gerninger, hvorved han ikke blot skader menneskene, men med Guds tilladelse også af og til slår dem ihjel. Vi er nemlig alle med vore legemer og vor ejendom underlagt djævelen, vi er gæster i verden, hvis fyrste og gud han er. Derfor er det brød, vi spiser, den drik, vi drikker, vore klæder, som vi bruger, ja, luften og det altsammen, hvorved vi lever i kødet, under hans herredømme. 
16  Potest igitur per suas veneficas nocere pueris, vel angustia cordis, vel excaecare, vel furari, vel in totum auferre puerum, seque in locum abluti pueri in cunas collocare. Ego audivi quendum puerum fuisse in Saxonia, qui suxit quinque mulieres et tamen non potuit expleri. Et hujusmodi exempla sunt multa. cHan kan altså gennem sine trolddomskunster skade børnene, så de enten får et svagt hjerte, bliver blinde eller sindsyge, eller helt fjerne et barn og lægge sig selv i det fjernede barns vugge. Jeg har hørt om et barn i Saksen, som fik die hos fem kvinder og dog ikke kunne blive mæt. Der er mange af den slags eksempler. 
17        Est autem fascinum nihil aliud quam machinatio et illusio diaboli, qui potest, ut fertur, membrum, quod in puero aut sene praestigiis suis vitiavit, rursus sanare. Sed sic fere sanat, quod (E278) oculum aut aliud  membrum laesum restituat, non quod laesum fuerit, sed quod ita ludificatur sensus tum eorum, quos fascinavit, tum aliorum, qui vident fascitiatos, ut non judicent esse illusionem, sed jurent esse veram laesionem.        Men trolddom er intet andet end djævelens kunstgreb og blændværk, for han kan igen helbrede et lem, som han har skadet hos et barn eller en voksen med sine gøglerier. Han han helbreder kun således, at han gendanner det ødelagte øje eller hvilken legemsdel, der nu er tale om, ikke sådan at det har været skadet, men sådan at han narrer synet både hos dem, som han forhekser, og hos dem, som ser de forheksede, så de ikke kan bedømme blændværket, men bedømmer det til at være en virkelig skade. 
18  Quia vero suo tempore laesionem removet, apparet tantum fuisse illusionem, non veram laesionem,  quia vera laesio non potest recuperari aut restitui. Habes hujus rei insigne exemplum in vitis patrum, praeter metamorphoses illas poetarum. Ad s. Macarium habitantem in deserto venerunt parentes cujusdam virginis, quam amiserant, sic tamen, quod putarent eam in vaccam esse conversam, quia non poterant aliam quam vaccae formam videre.  Adducentes igitur filiam ad s. Macarium rogabant orationem ab ipso ad Deum fieri pro ea, ut restitueretur ei humana forma.  Men fordi han til sin tid fjerne skaden, er det klart, at det kun har været et blændværk, ikke en virkelig skade, for en virkelig skade kan ikke gendannes eller komme sig. Du har et udmærket eksempel på dette i "fædrenes liv" eller i digternes "metamorfoser". Der kom nogle forældre til Skt Makarius, der boede i ørkenen, som havde mistet deres datter, dog mistet på den måde, at de mente, hun var blevet forvandlet til en ko, for de kunne ikke se andet end koens form. De førte derfor deres datter hen til Skt. Makarius og bad ham bede for hende hos Gud, så kun igennem kunne få sin menneskelige form.
19  Hoc audiens Macarius inquit: Virginem video, non vaccam. Habebat oculos spirituales, ideo Satan non poterat eum suis praestigiis fallere, ut parentes et filiam, quorum oculis sic illuserat spiritus nequam, quod jurassent vere hoc geri, quod ipsis fascinatis ob oculos versabatur. Orante autem s. Macario pro virgine, non ut humanam speciem, quam nunquam amiserat, reciperet, sed ut Deus hanc illusionem diaboli ab ea auferret, aperti sunt oculi parentum et filiae, cognoveruntque hoc totum, quod ipsis videbatur serio geri, merum ludibrium Satanae fuisse. Da Makarius hørte det, sagde han: Jeg ser en jomfru, ikke en ko. Han havde åndelige øjne, derfor kunne Satan ikke narre ham med sine gøglerier, sådan som han havde bedraget forældrene og datteren, hvis øjne han havde fortryllet med den onde ånd, så de ville have svoret på, at det, de så ske for deres øjne, når de var forheksede, virkelig fandt sted. Men Skt. Makarius bad for pigen, ikke om, at hun skulle få sin menneskelige skikkelse igen, for den havde hun aldrig mistet, men om, at Gud ville ophæve denne djævelens narreværk fra hende, og forældrenes og pigens øjne blev åbnet, og de erkendte det altsammen, at hvad der for dem så ud til virkelig at ske, kun havde været Satans blændværk. 
20          Tanta est astutia et potentia Satanae ludificandi sensus, et quid mirum cum per vitrum fiat mutatio sensus et coloris? Facillime igitur ludit praestigiis (E279) suis hominem, ut existimet se videre aliquid, quod tamen non videt, audire vocem, tonitru, fistulam vel tubam, quam tamen non audit. Sic milites Julii Caesaris putabant se audire quendam arundiae et tuba canere etc. Ejus   rei meminit Suetonius in vita Caesaris.         Så stor er Satans snuhed og magt til at bedrage sanserne. Og hvad mærkeligt er der ved det, når blot et stykke glas kan ændre vore sanser og farver? Det er derfor meget let for ham med sit gøgleri at snyde mennesket, så han mener, han ser noget, som han dog ikke ser, mener, han hører en stemme, et tordenskrald, en fløjte eller en trompet, som han dog ikke hører. Således mente Julius Cæsars soldater, at de havde hørt nogen spille rørfløjte eller trompet, osv. Dette nævner Suetonius i "Cæsars liv". 
21   Quidam, inquit, eximia magnitudine et forma, in proximo sedens, repente apparuit  arundine canens. Ad quem audiendum cum praeter pastores plurimi ex stationibus milites atque aliquot aeneatores concurrissent, rapta a quodam tuba prosiluit ad flumen et ingenti spiritu classicum exorsus pertendit ad alteram ripam etc. Potest igitur Satan egregie perstringere omnes sensus, ut jures, te videre, audire, tangere aliquid, quod tamen non vides etc. Pludselig viste der sig, fortæller han, en stor og statelig mand, der sad i nærheden og spillede på fløjte. Da der foruden hyrder havde forsamlet sig adakillige soldater fra deres vagtposter og nogle trompeterer, rev han trompeten fra én af dem og sprang ned til floden og dèr blæste han med vældig kraft et signal og svømmede over til den anden bred, osv. Sådan kan Satan udmærket forvanske alle sanser, så du sværger på, at du ser, hører og rører noget, som du dog ikke ser, osv. 
22         Non solum autem hoc crasso modo, sed etiam subtiliore, eoque magis periculoso dementat homines; et ibi praecipue est optimus artifex. Atque hinc Paulus fascinum sensuum applicat ad fascinum spiritus. Illo autem spirituali fascino non sensus, sed mentes hominum serpens ille antiquus capit et fallit falsis et impiis opinionibus, quas hoc modo capti pro veris et piis apprehendunt. Quod autem hoc praestare possit, satis ostendit hodie in fanaticis hominibus, anabaptistis et spiritibus in sacramentum corporis et sanguinis Christi blasphemis.           Det er imidlertid ikke blot på denne grove måde, men også på en mere forfinet og derfor farligere måde, at han får mennesker fra deres fulde fem; og det er især her, han er en virkelig mester. Og derfor sidestiller Paulus her forhekselse af sanserne med en forhekselse af ånden. Og gennem denne åndelige forhekselse fanger den gamle slange ikke menneskenes sanser, men deres ånd og vildleder dem med falske og ugudelige meninger, og når de på den måde er taget til fange, regner de dem for sande og fromme. Men at han formår dette, han han vist tilstrækkelig tydeligt på åndsfanatikerne, gendøberne og de ånder, der bespotter Kristi legemes og blods sakramente. 
23 Horum mentes suo ludibrio ita fascinavit, ut mendacia, errores et horribiles tenebras pro certissima veritate et clarissima luce amplectantur, nec ab his suis somniis patiuntur se ullis monitis aut scripturis abduci, quia persuasissimi sunt se (E280) solos sapere et pie sentire de rebus sacris, alios omnes caecutire. Perinde igitur faciunt atque parentes virginis, qui capti Satanae praestigiis adeo persuasi erant, ut jurassent filiam suam non hominem, sed bovem esse, nihilque minus credere poterant, quam hoc esse praestigium et illusionem diaboli. Habebant enim pro se testimonium omnium sensuum, oculi videbant formam bovis, aures audiebant vocem bovis etc. Contra communem autem sensum putabant non esse pugnandum. Disse menneskers sind forhekser han således med sine gøglerier, at de antager vildfarelser og det mest forfærdelige mørke for at være den sikreste sandhed og det klareste lys, og de finder sig ikke i at drages bort fra disse deres fantasiere af nogen formaninger eller af skriftbeviser, for de er i den grad overbevist om, at de alene er vise og har den fromme mening om de hellige ting, alle andre er blinde. De gør ganske som den omtalte piges forældre, som var fanget ind af Satans gøgleri og var overbeviste i den grad, at de ville sværge på, at deres datter ikke var et menneske, men en ko, og mindst af alt kunne de tro, at dette var djævelens blændværk og bedrag. De havde for sig alle deres sansers vidnesbyrd, øjnene så koens form, ørerne hørte koens brøl, osv. Og de mente ikke, at man kunne kæmpe imod sansernes samstemmende vidnesbyrd. 
24           Sed pugnandum esse in fascino corporali contra sensum communem ostendit hoc exemplum Macarii. Multo magis idem faciendum est in fascino spirituali, ubi diabolus, quod foris cum speciebus et coloribus in sensu, hoc intus cum opinionibus verisimilibus et objectis doctrinae facit, quibus, ut dixi, sic dementat corda hominum, ut jurent sua vanissima et impiissima somnia esse certissimam veritatem.          Men at man bør kæmpe mod den legemlige forhekselse af sansernes vidnesbyrd, det viser eksemplet med Makarius. Meget mere bør man kæmpe mod den åndelige forhekselse, hvor djævelen gør det samme, som han udvendigt kan gøre med arterne og farverne i sanserne, indvendigt med sandsynlige meninger og lærepunkter, så at de vil sværge på, at deres forfængelige og ugudelige fantasier er den sikreste sandhed. 
25  Hoc modo fascinavit nostro tempore Munzerum, Cinglium et alios, per quos alios innumerabiles fascinavit. Deinde tanta est istius fascinatoris nocendi cupido, ut non solum illis spiritibus securis et superbis imponat praestigiis suis, sed conatur eos etiam, qui pie et recte de verbo Dei et christiana religione sentiunt, suis ludibriis dementare. På den måde har han i vore dage forhekset Münzer, Zwingli og andre, gennem hvilke han har forhekset utallige. Dernæst er denne forheksers lyst til at skade så stor, at han ikke blot fører den slats sikre og overmodige ånder bag lyset med sine gøglerier, men også forsøger at gøre dem, der tænker fromt og ret om Guds ord og den kristne religion, vanvittige med sit blændværk. 
26 Me ipsum saepenumero tam fortiter invadit, et adeo tristibus cogitationibus obruit, ut prorsus mihi Christum obscuret, ac paene auferat. Summa, nemo nostrum est, qui non saepius falsis opinionibus fascinetur, hoc est, qui non timeat, fidat aut laetetur, ubi non erat timendum, fidendum, laetandum, (E281) qui quandoque non aliter sentiat de Deo, de Christo, de fide, de vocatione sua, de statu christiano etc., quam sentire debeat. Mig selv angriber han ofte så kraftigt, og river mig i den grad hen til triste overvejelser, at han næsten formørker Kristus for mig, ja, næsten tager ham helt bort. Kort sagt, der er ingen af os, som ikke ofte forhekses af falske meninger, det vil sige, som ikke er bange, har tillid til eller glædes, hvor man ikke skulle være bange, have tillid til eller glædes, og som ikke af og til mener anderledes om Gud, om Kristus, om troen, om sin kaldelse, om den kristnes stand, osv., end man bør mene. 
27         Discamus igitur illusiones et astutias istius fascinatoris agnoscere, ne securos et stertentes inveniens suis praestigiis nos fallat. Non potest quidem nostro ministerio nocere suo fascino, tamen apud nos est in spiritu, die noctuque obambulat, et quaerit, quomodo unumquemque seorsim devoret, et nisi nos sobrios et armis spiritualibus, hoc est, verbo Dei et fide instructos, invenerit, devorat nos.         Vi må derfor lære dette blændværk og disse snedigheder fra denne forhekser at kende, at vi ikke skal findes sikre og sovende, for da kan han bedrage os med sit blændværk. Ganske vist kan han ikke skade vort embede med sin forhekselse, dog er han hos os i ånden, dag og nat vandrer han omkring og søger, hvordan han kan opsluge os hver især (1 Pet 5,8). Og hvis ikke han finder os ædru og udstyrede med de åndelige våben, det vil sige, Guds ord og troen, vil han opsluge os. 
28  Qua re subinde novam pugnam nobis movet Satan, et quidem prodest nobis valde, quod suis insidiis ita invadit et exercet nos, hoc modo enim confirmat doctrinam, et fidem auget in nobis. Saepe quidem dejecti sumus, et adhuc dejicimur in isto conflictu, at non perimus. Christus enim semper triumphavit, et triumphat per nos.  Gang på gang kaster Satan os ud i en ny kamp, og i sidste ende gavner det os meget, at han således angriber og prøver os med sine bagvaskelser; på den måde bekræfter han jo vores lære og øger troen i os. Ganske vist har vi ofte lidt nederlag i denne kamp, og vi gør det stadigvæk, men vi går ikke til grunde. For Kristus har sejret og sejrer gennem os. 
29 Quare firmam spem concipimus, et in posterum nos victores evasuros per Christum contra diabolum, eaque spes parit nobis firmam consolationem, ut in omnibus tentationibus nos sic erigamus: Ecce antea quoque tentavit et illusionibus suis sollicitavit nos Satan ad incredulitatem, contemtum Dei, desperationem etc., et tamen nihil effecit, ideo neque in posterum aliquid efficiet, major est in nobis, quam qui in mundo est, Christus fortior est, qui illum fortem in nobis vicit, vincit et vincet. Vincit tamen aliquando nos in carne diabolus, ut vel sic fortioris potentiam contra fortem illum experiamur, dicamusque cum Paulo: "Dum infirmus sum, fortis sum." (2. Cor. 12, 10.). (E282)  Derfor fatter vi et fast håb om, at vi også i fremtiden ved Kristus skal komme ud af kampen mod djævelen som sejrherrer, og dette håb føder i os en fast trøst, så vi i alle anfægtelser kan fatte mod på denne måde: Se, også tidligere fristede Satan os, og han plejede med sine bedrag at føre os til vantro, til foragt for Gud, til fortvivlelse, osv., og dog udvirkede han ingenting, derfor vil han heller ikke i fremtiden kunne udvirke noget, for han, der er i os, er større end ham, der er i verden (1 Joh 4,4), Kristus er den stærkeste, han, der besejrede, besejrer og kommer til at besejre den stærke i os (Luk 11,22). Djævelen besejrer os dog af og til i kødet, så at vi således skal erfare den stærkeres magt over den stærke, og skal kunne sige med Paulus: "Når jeg er magtesløs, da er jeg stærk". (2 Kor 12,10). 
30          Itaque nemo putet solos Galatas fascinatos fuisse a Satana, sed quisque cogitet se potuisse et adhuc posse fascinari ab eo. Nemo nostrum tam robustus est, qui possit ei resistere, praesertim si conetur hoc facere propriis viribus. Hiob homo simplex et rectus erat, timens Deum, nec erat similis ei in terra, sed quid potuit contra diabolum, subtrahente Deo manum? Nonne horribiliter vir iste sanctus ruit?        Derfor skal ingen mene, at kun galaterne er blevet forhekset af Satan, men enhver skal mene, at han har kunnet og stadig kan forhekses af ham. Ingen af os er så stærke, at han kan modstå ham, især hvis han prøver at gøre det med sine egne kræfter. Job var en oprigtig og retfærdig mand, der frygtede Gud, hans lige fandtes ikke på jorden, men hvad kunne han imod djævelen, når Gud holdt sin hånd tilbage? 
31 Ideo fascinator ille non tantum potens fuit in Galatis, sed semper hoc agit, ut, si non omnibus hominibus, tamen multis imponat falsis persuasionibus, quia mendax est, et ejus rei pater. Et certe hac sua arte dementat hodie, ut dixi, fanaticos spiritus, in his regnat, ac tam inflexibiles et duros facit, ut nulla incus tam dura esse possit. Doceri se non patiuntur, nullam rationem audiunt, scripturam non admittunt, sed tantum solliciti sunt, quomodo fictis et ementitis e capite suo glossis adductos contra se scripturae locos eludant, ac somnia sua in scripturam invecta defendant, quod manifestum signum est eos esse captos fascino diaboli. Derfor var denne forhekser ikke blot mægtig i galaterne, men han stræber altid efter at kunne bedrage, om ikke alle mennesker, så dog mange med sine falske overbevisninger, fordi han er en løgner og løgnens fader. (Joh 8,44). Og det er givet, at han også i vore dage udøver sin kunst og som sagt gør åndsfanatikerne afsindige, han hersker i dem, og gør dem så ubøjelige og hårde, at ingen ambolt kan være så hård. De tåler ikke at blive belært, de hører ingen begrundelse fra fornuften, de tillader ikke skriften at komme til orde, men bekymrer sig kun om, hvordan de, ved hjælp af fiktive og selvopfundne fortolkninger skal kunne afvise de skriftsteder, der bliver anført imod dem. Og de forsvarer deres fantasterier, som de har lgt ind i skriften, hvilket er et klart tegn på, at de er indfanget af djævelens forhekselse. 
32  Quis vos fascinavit?
       Hic excusat Galatas, et transfert culpam in pseudoapostolos, quasi dicat: Video vos non ultro aut malitia lapsos esse, sed diabolus misit inter vos, filios meos, fascinatores pseudoapostolos, illi doctrina de lege ita fascinant vos, ut jam aliter sentiatis de Christo, quam antea, cum audiretis a me praedicari (E283) evangelium. Verum nos laboramus adhortando et scribendo ad vos, ut fascinum, quod nectunt pseudoapostoli, solvamus, utque capti inter vos hoc fascino per nos expediantur.
Hvem har forhekset jer? (gal3.1)
       Her undskylder han galaterne og overfører brøden til de falske apostle, som ville han sige: Jeg ser, at I ikke er faldet ved egen skyld eller af ondskab, men djævelen har ind imellem jer, mine børn, sendt nogle forheksende falske apostle, de har forhekser jeg i den grad med læren om loven, at I nu mener noget andet om Kristus end tidligere, da I hørte mig prædike evangeliet. Men vi gør os umage for, ved at formane jer og skrive til her, at løse den forhekselse, som de falske apostle har bundet jer med, sådan at de af jer, der er fanget ind af denne forhekselse, kan befries af os. 
33 Sic et nos verbo Dei oportet hodie laborare contra anabaptistarum et sacramentariorum fanaticas opiniones, ut illis captos liberemus, eosdem ad puram doctrinam fidei revocemus ac in ea retineamus. Nec labor iste noster inanis est, multos enim, quos illi fascinaverunt, revocavimus ac liberavimus a fascino illo suo, a quo viribus suis nunquam potuissent evolvi, nisi admoniti per nos et revocati per verbum Dei fuissent. Sådan bør også vi i vore dage ved hjælp af Guds ord arbejde imod gendøbernes og sakramenterernes fanatiske meninger, så vi kan befri dem, der er fanget ind af dem, og kalde dem tilbage til den rene troens lære og bevare dem i den. Og denne anstrengelse fra vores side er ikke forgæves, der er nemlig mange, som de havde forhekset, som vi har kaldt tilbage og befriet fra denne deres forhekselse, som de aldrig havde kunnet vikle sig ud af ved egne kræfter, hvis de ikke var blevet formanet af os og kaldt tilbage af Guds ord. 
34          Nam ut impossibile est, quod homo sese expediat ex fascino sensuum (non poterant parentes aliam figuram quam bovis videre in filia ante precationem Macarii), ita impossibile est, quod fascinati in spiritu se viribus suis evolvere possint, nisi explicentur ab iis, quorum mentes isto fascino nun sunt captae. Tanta enim est efficacia illusionis Satanae in illis, qui ita delusi sunt, ut jactent et jurent se certissimam veritatem habere, tantum abest, ut fateantur se errare.           For ligesom det er umuligt, at et menneske kan vikle sig ud af sansernes forhekselse (forældrene kunne ikke se nogen anden skikkelse end en kos skikkelse i deres datter før Makarius' forbøn), således er det umuligt, at de, der er forheksede i ånden ved egne kræfter kan vikle sig ud deraf, hvis de ikke reddes ud af det af dem, hvis sind ikke er indfanget af denne forhekselse. For så stor er Satans blændværks virkning på dem, som således er forblændede, at de praler af og sværger på, at de har den allersikreste sandhed, det er så langt fra, at de indrømmer, at de er faret vild. 
35 Et ut maxime obruamus et convincamus quosdam, praesertim sectarum auctores, scripturis, tamen nihil efficimus, quia statim in promtu habent suas glossas, quibus scripturas eludunt. Itaque monitis nostris non emendantur, sed plus indurescunt.  Og uanset hvor meget vi rokker ved dem og overbeviser dem, særlig ophavsmændene til sekterhe, med skrifterne, så udretter vi alligevel intet, for straks har de parat deres fortolkninger, hvormed de berøver skriften dens kraft. Derfor forbedres de ikke ved vores formaninger, men bliver kun forhærdede. 
36 Nunquam autem credidissem, nisi hodie experientia hoc discerem, tantam esse potentiam diaboli, quod posset facere mendacium tam verisimile, deinde quod (E284) horribilius est, cum perturbatas conscietitias nimia tristitia enecare vult, quod tam proprie et perfecte se norit transformare in figuram Christi, ut impossible sit tentato hoc animadvertere. Hinc multi ignorantes hoc adiguntur in desperationem, ac sibi ipsis mortem consciscunt. Ita enim dementati sunt a diabolo, ut persuasi sint certissimam veritatem esse, se non a diabolo, sed ab ipso Christo tentari et accusari. Hvis jeg ikke i vore dage havde lært det af erfaringer, ville jeg aldrig have troet, at djævelens magt er så stor, at han kan gøre en løgn så sandsynlig; desuden er det endnu mere forfærdeligt, når han vil pine livet ud af de urolige samvittigheder med en altfor stor bedrøvelse, for han véd i den grad at omforme sig så fuldkomment og perfekt til Kristi skikkelse, at det er umuligt for den anfægtede at gennemskue det. På den måde fører han mange uvidende ind i fortvivlelse, så de selv påfører sig døden. Sådan er de nemlig blevet til vanvid af djævelen, at de er overbevist om, det er den sikreste sandhed, at de fristes og anklages, ikke af djævelen, men af Kristus selv. 
37         Idem anno domini 1527. accidit illi misero doctori Hallensi Kraus, qui dicebat: Ego negavi Christum, ideo jam stat coram patre, et accusat me. Illam cogitationem praestigiis diaboli captus tam fortiter conceperat, ut nulla adhortatione aut consolatione, nullis divinis promissionibus pateretur eam sibi excuti, atque ita desperavit, et se ipsum miserrime occidit. Hoc merum mendacium et diaboli fascinum ac denique fanatica definitio alieni Christi fuit, quam scriptura prorsus ignorat.        Det samme skete i år 1527 i Halle med den arme doktor Kraus, som sagde: Jeg har fornægtet Kristus, derfor står han nu hos sin fader og anklager mig. Ved djævelens blændværk havde han så stærkt fået denne overvejelse ind i sig, at han ikke lod sig befri fra den ved nogen formaning eller trøst, eller ved nogen guddommelig forjættelse, og han fortvivlede i den grad, at han på højst ulykkelig vis tog sig selv af dage. Det er ren og skær løgn, det er djævelens forhekselse og en fanatisk definition af en helt anden Kristus, en definition, som skriften slet ikke kender. (n37
38 Ea enim Christum non judicem, tentatorem et accusatorem, sed propitiatorem, interpellatorem, consolatorem, salvatorem et thronum gratiae depingit. Sed ille a diabolo fascinatus non poterat hoc tum videre, ideoque contra scripturam definiebat hanc esse certissimam veritatem: Christus accusat te apud patrem, non stat pro te, sed contra te, ergo damnatus es. Atque illa tentatio non est humana, sed diabolica, quam fascinator ille in cor tentati imprimit potentissime. Apud nos, qui contrarium sensum habemus, est turpe et manifestum mendacium ac praestigium Satanae, apud illos vero, qui (E285) hoc modo fascinati sunt, est certissima veritas, ita ut nulla sit certior. For denne skriftens definition fremstiller ikke Kristus som en dommer, som en frister og anklager, men som en forsoner, forbeder, trøster, frelser og som nådens trone. Men da han var forhekset af djævelen, kunne han ikke se det dengang, og derfor definerede han imod skriften dette til at være den sikreste sandhed: Kristus anklager dig hos faderen, han stiller sig ikke frem for dig, men imod dig, derfor er du fordømt. Og denne fristelse er ikke menneskelig, men djævelsk, og denne forhekser indtrykker den særdeles stærkt i den fristedes hjerte. Hos os, soom har den modsatte opfattelse, er det en tåbelig og tydelig løgn og Satans blændværk, men hos dem, som er forheksede på den måde, er det den sikreste sandhed, så der ikke er noget, der er mere sikkert. 
39          Cum igitur diabolus, mille artifex nocendi, tam apertum et pudendum mendacium ita imprimere cordi possit, ut millies jures esse certissimam veritatem, non est superbiendum, sed incedendum in timore et humilitate, invocandusque Christus dominus, ne sinat nos induci in tentationem.        Når derfor djævelen, denne tusindkunstner til at skade, i den grad kan indbilde dig en så åbenlys og skammelig løgn, at du tusind gange ville sværge på, at det er den visseste sandhed, så skal du ikke være overmodig, men være optændt af frygt og ydmyghed, og påkalde den herre Kristus, at han ikke vil tillade, at vi bliver ført i fristelse. 
40 Securi homines, qui semel atque iterum audito evangelio mox se putant decimas spiritus hausisse, tandem sic impingunt, quia non timent Deum, non agunt ei gratias, sed existimant sese non solum egregie tenere ac defendere posse pietatis doctrinam, sed etiam consistere in quantumvis ardua pugna adversus diabolum. Tales sunt idonea instrumenta, quae diabolus fascinet et in desperationem adigat. De sikre mennesker, som én eller to gange har hørt evangeliet og straks mener, at de har slugt ti ånder, støder til sidst sådan an, fordi de ikke frygter Gud, heller ikke takker ham, men mener, at de selv ikke blot udmærket kan fastholde og forsvare fromhedens læresætning, men også bestå i en hvilkensomhelst hård kamp mod djævelen, de er egnede redskaber, som djævelen kan forhekse og føre i fortvivlelse. 
41          Tu contra ne dicas: Ego perfectus sum, non possum labi, sed humiliare et time, ne hodie stans cras cadas. Ego doctor theologiae sum, et jam aliquot annis Christum praedicavi, et contra diabolum in suis pseudodoctoribus pugnavi, sed expertus sum, quid ista res mihi negotii fecerit.          Modsat dem skal du ikke sige: Jeg er 
fuldkommen, jeg kan ikke falde, nej, du skal ydmyge dig og frygte, at måske du, der står i dag, falder imorgen. (1 Kor 10,12) Jeg er doktor i teologien, og har allerede i adskillige år prædiket Kristus, og kæmpet mod djævelen, når han kommer i sine falske lærere. Men jeg har erfaret, hvilket besvær dette gør mig. 
42 Non possum Satanam ita repellere, ut libenter vellem, non possum denique Christum sic apprehendere, ut eum mihi scriptura proponit, sed subinde suggerit mihi diabolus falsum Christum. Deo gratia autem, qui nos conservat in verbo, fide et oratione, quod sciamus in humilitate et timore ambulandum esse coram Deo, neque praesumendum de sapientia, justitia, doctrina et (E286) fortitudine nostra, sed de virtute Christi, qui, cum nos infirmi sumus, potens est, et per nos infirmos semper vincit et triumphat, cui sit gloria in saecula, amen. Jeg kan ikke drive Satan tilbage sådan som jeg gerne ville, jeg kan heller ikke gribe Kristus sådan som skriften fremstiller ham for mig, men den ene gang efter den anden foregøgler djævelen mig en falsk Kristus. Men Gud ske tak, han som har bevaret os i ordet, i troen og i bønnen, så vi véd, at man skal vandre i ydmyghed og frygt overfor Gud, og ikke gøre os høje tanker om vor visdom, retfærdighed, lære og styrke, men om Kristi kraft, han, som, når vi er svage, er stærk, og altid sejrer og triumferer gennem os svage, ham være ære i evighed, amen. 
43        Est itaque fascinum nihil aliud, quam dementatio diaboli inserentis in cor opinionem falsam contra Christum, et fascinatus est, qui tali opinione captus est. Itaque qui hanc persuasionem habent, quod ex operibus legis aut traditionum humanarum justificentur, fascinati sunt.         Derfor er forhekselse ikke andet end en afsindighed, som opstår, når djævelen indfører i hjertet en falsk opfattelse imod Kristus, og det menneske bliver forhekset, som gribes af en sådan opfattelse. Derfor, de, der har denne overbevisning, at de retfærdiggøres af lovgerninger eller af menneskelige traditioner, er forheksede. 
44 Ea enim persuasio directe contraria est fidei et Christo. Utitur autem Paulus tam odioso vocabulo (fascinum) in despectum et invidiam pseudoapostolorum, qui doctrinam legis et operum ejus vehementer urgebant, quasi dicat: Quae (malum) haec satanica fascinatio est? Nam ut fascino corporali sensus, ita spirituali mentes corrumpuntur. For denne overbevisning er direkte imod troen og Kristus. Men Paulus bruger et så modbydeligt ord (forhekselse) fordi han ringeagter og forhåner de falske apostle, som lægger megen vægt på læren om loven og dens gerninger, som ville han sige: Hvor ond er ikke denne sataniske forhekselse! For ligesom den legemlige forhekselse ødelægger sanserne, ødelægger den åndelige sindet. 
45 Non obedire veritati?
      Primo Galatae audierant et obedierant veritati. Ideo cum dicit: "Quis vos fascinavit?" significat eos per pseudoapostolos fascinates nunc a veritate, cui antea obedierant, defecisse, ac eam deseruisse. Hoc autem longe durius sonat, quod dicit eos non credere veritati. 
...så I ikke adlyder sandheden? (gal3.1)
        I første omgang havde galaterne hørt og adlydt sandheden. Når han derfor siger: Hvem har forhekset jer?, så betegner han, at de nu er blevet forheksede af de falske apostle og er faldet bort fra den sandhed, som de tidligere adlød, og har svigtet den. Men når han siger, at de ikke tror sandheden, lyder det meget hårdere. 
46 Significat enim his verbis eos fascinatos esse, et se velle ab eis auferre fascinum, et tamen ipsos nolle hoc beneficium agnoscere nec recipere. Certum est enim, quod non omnes revocavit ab errore pseudoapostolorum ad veritatem, sed in multis mansit illud fascinum. Ideo vehementibus verbis (E287) utitur: "Quis vos fascinavit etc." quasi dicat: Vos dementati estis, et ita fascinum cepit vos, ut veritati non possitis obedire, quasi dicat: metuo quod de multis ex vobis actum sit, qui nunquam redibunt ad veritatem etc. For han betegner med disse ord, at de er blevet forheksede, og at han vil bringe dem ud af forhekselsen, og at de dog selv ikke vil erkende eller modtage denne velgerning. Det er nemlig givet, at han ikke tilbagekaldte dem alle fra de falske apostles vildfarelse fra sandheden, men på mange måde herskede denne forhekselse fortsat. Derfor bruger han kraftige ord: "Hvem har forhekset jer osv.", som ville han sige: I er blevet afsindige, i den grad har forhekselsen grebet jer, at I ikke kan adlyde sandheden, som ville han sige: jeg er bange for, at det er ude med mange af jer; de vil aldrig vende tilbage til sandheden, osv. 
47         Hic aliud audis praeconium justitiae legis seu propriae, quod ea homines ita fascinet, ut veritati non possint obedire. Apostoli et primitivae ecclesiae patres hujus rei saepe fecerunt mentionem. 1. Iohan. 5 (v. 16): "Est peccatum ad mortem, pro quo non est rogandum." Item Ebrae. 6 (v. 4 6.):  "Impossibile est eos, qui semel sunt illuminati, et gustaverunt donum coeleste, et participes facti sunt Spiritus sancti, et gustaverunt bonum Dei verbum, virtutesque saeculi venturi, et prolapsi sunt, rursus renovari ad poenitentiam etc."         Her hører du endnu en lovprisning af lovretfærdigheden eller egenretfærdigheden, at den i den grad forhekser menneskene, at de ikke kan adlyde sandheden. Apostlene og den ældste kirkes fædre nævnede ofte dette fænomen. 1 Joh 5,16: "Der er en synd til døden, for hvilken der ikke skal gås i forbøn". Ligeledes Hebr 6,4-6: "Det er umuligt, at de, der én gang er blevet oplyste og har smagt den himmelske gave og er blevet gjort delagtige i Helligånden og har smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter, og så falder, at de igen kan fornys til omvendelse, osv". 
48 Haec verba primo adspectu sonant, quasi aliquis Novatus ea dixisset. Sed apostoli coacti sunt sic loqui propter haereticos (neque tamen per hoc negarunt lapsis regressum per poenitentiam ad communionem fidelium, ut Novatiani), et nos hodie sic oportet loqui propter auctores et magistros errorum et sectarum, quod tales scilicet nunquam revertuntur ad veritatem. Revertuntur quidem aliqui, sed qui leviori fascino capti sunt, non item duces et auctores fascini. Disse ord lyder ved første øjekast, som en Novatus havde sagt dem. (n48) Men apostlene var tvunget til at tale sådan på grund af kætterne (dog nægtede de ikke af den grund de faldne mulighed for gennem boden at komme tilbage til fællesskabet med de troende, sådan som novatianerne gjorde), og vi i vore dage må tale således på grund af dem, der er ophavsmænd og ledere af vildfarelserne og sekterne, for den slags mennesker vender nemlig aldrig tilbage til sandheden. Nogle vender ganske vist tilbage, men det er den, der kun er indfanget i lettere grad af forhekselsen, ikke lederne og ophavsmændene til forhekselsen. 
49 Illos enim oportet hunc titulum retinere, quem Paulus hic eis tribuit, videlicet, quod non audiant neque sustineant veritatem, sed potius solliciti sunt, quomodo veritati resistant, item quomodo argumenta ac scripturas contra sese allatas (E288) eludant. Capti enim sunt et persuasi se habere certissimam veritatem et purissimam scripturae intelligentiam. Qui in hac persuasione est, non audit, multo minus aliis cedit. Sic ego omnino nihil audio contrarium meae doctrinae, sum enim certus et persuasus per spiritum Christi meam doctrinam de Christiana justitia veram ac certam esse. Disse bør nemlig fastholde det navn, som Paulus her tildeler dem, det nemlig, at de ikke hører eller fastholder sandheden, men snarere er optaget af, hvordan de kan modstå sandheden, og ligeledes af, hvordan de kan undvige de argumenter og skriftsteder, der fremføres imod dem. De er nemlig fangede og er overbeviste om, at de har den visseste sandhed og den reneste skriftforståelse. Den, der befinder sig i denne overbevisning, hører ikke, viger meget mindre for andre. Således vil jeg for mit vedkommende overhovedet ikke hører på det, der strider mod min lære, jeg er nemlig sikker og overbevist gennem Kristi ånd om, at min lære om den kristne retfærdighed er sand og sikker. 
50 Quibus ob oculos Christus Iesus praescriptus est.
        Valde durum erat, quod dixerat eos ita fascinatos, ut veritati non obedirent, longe durius est, quod addit Christum Iesum illis ob oculos sic depictum, ut eum manu contrectare potuissent, et tamen eos adhuc non obedire veritati. Ita convincit eos experientia propria, quasi dicat: Vos sic fascinati, decepti et capti estis opinionibus erroneis pseudoapostolorum, ut veritati non obediatis, neque prodest, quod summa diligentia et labore Christum Iesum delineaverim et depinxerim vobis ob oculos vestros, quod sit in vobis crucifixus.
... I, for hvem Kristus Jesus blev malet for øjnene. (gal3.1)
      Det var meget hårdt at sige, at de var så forheksede, at de ikke adlød sandheden, men det er meget hårdere, når han tilføjer, at Kristus Jesus blev malet således for øjnene af dem, at de havde kunnet røre ham med hånden, og at de dog stadig ikke adlød sandheden. Således overbeviser han dem ud fra deres egen erfaring, som ville han sige: I er forheksede, bedragede, og indfangede i de falske apostles fejlagtige meninger i den grad, at I ikke adlyder sandheden, og det nytter ikke, at jeg med den største omhu og flid har tegnet og afmalet Kristus for jeres øjne, at han er korsfæstet i jer. 
51 Illis verbis autem respicit ad superiore argumenta, quibus dixerat, quod Christus sit peccati minister iis, qui ex lege justificari volunt, quod tales abjiciant gratiam Dei, quodque Christus illis gratis mortuus sit. Quae argumenta coram ursit vehementius et declaravit copiosius, tanquam si pictor aliquis ob oculos pingeret Christum Iesum crucifixum. Ea jam absens revocat illis in memoriam, cum dicit: "Quibus ob oculos etc." quasi dicat: Nullus pictor tam proprie Christum coloribus depingere potest, ac ego eum vobis mea praedicatione depinxi, et tamen adhuc perstatis in fascino. (E289)  Med disse ord henviser han til det tidligere argument, hvormed han sagde, at Kristus er syndens hjælper for dem, som vil retfærdiggøres af loven, fordi disse forkaster Guds nåde, og for Kristus er død forgæves for dem. Disse argumenter drev han kraftigt på med, da han var hos dem, og han forklarede det omhyggeligt, som om en eller anden maler malede den korsfæstede Kristus Jesus for øjnene af dem. Og nu, hvor han er fraværende, erindrer ham dem om det, når han siger: "I, for hvem Kristus Jesus blev malet for øjnene, osv", som ville han sige: Ingen maler kan med sine farver afbilde Kristus så nøjagtigt, som jeg har afmalet ham for jer med min prædiken, og dog sidder I stadig fast i jeres forhekselse. 
52 Quod sit in vobis crucifixus. 
        Quid pinxi ergo? Ipsum Christum. Quomodo? Quod sit crucifixus in vobis. Hic certe utitur durissimis verbis. Supra dixit quaerentes justitiam ex lege abjicere gratiam Dei, item, illis Christum gratis mortuum esse. Hic vero addit, quod tales etiam crucifigant Christum, qui antea vixit et regnavit in ipsis, quasi dicat: Iam non solum abjecistis gratiam Dei, non solum Christus frustra vobis mortuus est, sed turpissime in vobis crucifixus est. Ad eum modum loquitur et epistola ad Ebrae. cap. 6 (v. 6.): "Denuo crucifigentes sibimet ipsis filium Dei, et ostentui habentes etc."
... som korsfæstet i jer. (gal3.1)
       Hvad har jeg altså afmalet? Kristus selv. Hvordan? Som korsfæstet i jer. Her bruger han bestemt meget hårde ord. Ovenfor har han sagt, at de, der søger retfærdighed ud fra loven, forkaster Guds nåde, ligelledes, at for dem er Kristus død forgæves. Men her føjer han til, at disse mennesker også korsfæster Kristus, som tidligere levede og herskede i dem, som ville han sige: Nu har I ikke blot forkastet Guds nåde, ikke blot er Kristus død forgæves for jer, men han er på tåbeligste måde blevet korsfæstet i her. På den måde taller også hebræerbrevet 6,6: "De korsfæster påny for sig selv Guds søn og stiller ham til spot, osv." (Hebr 6,6). 
53          Deberet profecto aliquis perterrefieri audito tantum nomine monachi, rasurae, cuculli, regulae (quantumvis papistae adorent has abominationes et jactent esse summam religionem et sanctitatem, ut et nos ante revelatum evangelium non poteramus de his aliter judicare; eramus enim educati in traditionibus humanis, quae obscurabant Christum, et prorsus eum nobis otiosum reddebant), cum audit Paulum hic dicere eos etiam, qui ex lege divina justificari quaerunt, non solum esse abnegatores et homicidas, sed etiam sceleratissimos crucifixores Christi.         Nu burde man bestemt blive forskrækket blot ved at høre ordet "munke", "tonsur", "kutte", "regel" (selv om papisterne tilbeder disse vederstyggeligheder og praler af, at de er den højeste fromhed og hellighed, sådan som også vi før evangeliet åbenbaredes ikke kunne dømme anderledes om disse ting; vi var nemlig opdraget i de menneskelige traditioner, som tilslørede Kristus, og næsten gjorde ham ganske forgæves for os) ... man burde blive forskrækket, når man hører, at Paulus her siger, at også de, som søger at retfærdiggøres ud fra den guddommelige lov, ikke blot fornægter og myrder Kristus, men også på forbryderisk vis korsfæster ham. 
54 Si crucifixores Christi sunt, qui per legis justitiam et opera justificari quaerunt, quid quaeso sunt illi, qui per sordes humanae justitiae et doctrinas daemoniorum quaerunt salutem et vitam aeternam? Hvis de mennesker korsfæster Kristus, de, der søger at retfærdiggøres gennem lovretfærdigheden og lovgerningerne, hvad er da de, som søger frelse og evigt liv gennem den menneskelige retfærdigheds skarn og dæmonlære? 
55          Sed quis unquam credidisset aut intellexisset tam horribile et abominandum esse flagitium, fieri (E290) religiosum (sic enim ipsi loquuntur), hoc est, fieri sacerdotem missarium, monachum aut monacham? Certe nemo. Imo ipsi docuerunt monachatum esse novum baptismum. Quid autem potest dici horribilius, quam regnum papistarum esse regnum consputantium et denuo crucifigentium filium Dei Christum?        Men hvem havde nogensinde troet eller forstået, at det var en så forfærdelig og afskyelig forbrydelse at blive "religiøs" (det er deres eget udtryk), det vil sige, at blive messepræst, munk eller nonne? Bestemt ingen. Ja, de lærte selv, at det at blive munk var en ny dåb. Men hvad kan man sige mere forfærdeligt, end at papisternes rige er riget for dem, der spytter på og påny korsfærster Guds søn, Kristus? 
56 Christum enim, qui semel est crucifixus et resurrexit, in semet ipsis, in ecclesia seu cordibus fidelium, denuo crucifigunt, probris, conviciis et contumeliis conspuunt, falsis opinionibus, confodiunt, ut in eis miserrime moriatur, et in locum ejus pulcherrimum fascinum erigunt, quo homines dementantur, ut Christum non agnoscant justificatorem, propitiatorem et salvatorem, sed peccati ministrum, accusatorem, judicem et perditorem, qui sit placandus nostris operibus et meritis. For den Kristus, som én gang er korsfæstet og opstået, ham korsfæster de påny i sig selv, i kirken eller i de troendes hjerter, de spytter på ham med deres fornærmelser, skældsord og hån, de gennemborer ham påny med deres falske meninger, så at han på det mest elendige dør i dem, og i hans sted oprejser de det smukkeste blændværk, hvorved de gør mennesker vanvittige, så de ikke erkender Kristus som den, der retfærdiggør, forbarmer sig og frelser, men som syndens tjener, som anklageren, dommeren og den, der fører i fortabelse, som ham, der skal stilles tilfreds med vore gerninger og fortjenester. 
57         Atque ex ista opinione orta est postea impiissima et pestilentissima in toto papatu doctrina: Si vis Deo servire, mereri remissionem peccatorum, vitam aeternum, et alios juvare, ut salutem consequantur, ingredere monasterium, vove obedientiam, castitatem, paupertatem etc.        Og af denne opfattelse opstod bagefter den mest ufromme og pestbærende læresætning i hele pavedømmet: Hvis du vil tjene Gud, fortjene syndernes forladelse, evigt liv og hjælpe andre til at opnå frelse, så gå ind i et kloster, aflæg løfte om lydighed, kyskhed og fattigdom, osv. 
58 Hac falsa persuasione sanctitatis capti et inflati monachi somniabant se solos esse in statu et vita perfectionis, ceteros christianos communem vitam agere, hoc est, non servare opera indebita, castitatem, paupertatem, obedientiam etc., sed tantum baptisatos esse, ac servare decem praecepta, se autem praeter hoc, quod commune haberent cum ceteris christianis, etiam servare opera (E291) supererogationis et consilia Christi etc. Ideo sperabant se habituros meritum et locum in coelis inter praecipuos sanctos, longe supra reliquum vulgus christianorum. Denne falske overbevisning om hellighed blev munkene fanget ind af og opblæst af og de fantaserede om, at de alene var i fuldkommenhedens stand og liv, de andre kristne førte det almindelige liv, det vil sige, de overholdt ikke de ukrævede gerninger, kyskhed, fattigdom og lydighed, nej, det var bare døbte, og overholdt de ti bud, men de overholdt ud over det, de havde fælles med de øvrige kristne, også de overskydende gerninger og Kristi råd, osv. Derved håbede de at kunne opnå fortjeneste og en plads i himlen blandt de særligt hellige, langt over den øvrige flok af kristne. 
59        Haec profecto fuit prodigiosa illusio diaboli, qua dementaverat fere omnes homines, et quo quisque sanctior videri volebat, hoc magis captus erat illo fascino, hoc est, illa pestilenti persuasione justitiae propriae. Hinc nullo modo poteramus agnoscere Christum esse mediatorem et salvatorem, sed simpliciter sentiebamus esse severum judicem, qui placandus esset nostris operibus, quod erat Christum extreme blasphemare, et, ut Paulus supra dixit, gratiam Dei abjicere, Christum gratis mori, eumque non solum per nos occidi, sed turpissime denuo crucifigi.         Dette var i sandhed et fantastisk blændværk af djævelen, hvorved næsten alle menneske blev gjort afsindige, og jo helligere enhver ville synes at være, des mere var han indfanget af dette blændværk, det vil sige, at denne forpestede overbevisning om sin egen retfærdighed. Derfor kunne vi på ingen måde erkende, at Kristus er midleren og frelsern, nej, vi mente simpelthen, at han var den strenge dommer, som vi skulle gøre tilfreds med vore gerninger, hvilket var at bespotte Kristus på værste måde, og, som Paulus sagde tidligere, at fornægte Guds nåde, at lade Kristus være død forgæves, ikke blot at dræbe ham af os, men også på det skammeligste korsfæste ham påny. 
60 Atque hoc est proprie, quod Christus ex Daniele dicit, abominationem stare in loco sancto. Quare omnis monachus aut quicunque tandem justitiarius, quaerens remissionem peccatorum et justitiam per opera aut afflictiones suas, est Christi viventis et regnantis recrucifixor, non quidem in persona Christi propria, sed in suo et alieno corde, et quicunque hoc nomine monasteria ingrediuntur, ut observatione regulae justificentur, ingrediuntur speluncas latronum recrucifigentium Christum. Og dette er netop, hvad Kristus siger ud af Daniels bog, at vederstyggeligheden står på det hellige sted. (Dan 9,27). Derfor gør enhver munk eller en hvilkensomhelst gerningsretfærdig, når han søger syndernes forladelse og retfærdig gennem sine egne gerninger og sine egne spægelser, det, at han igen korsfæster den levende og herskende Kristus, ikke ganske vist Kristus i egen person, men Kristus i hans eget og i næstens hjerte, og alle de, der går ind i et kloster i den tanke, at de retfærdiggøres ved at overholde reglen, de går ind i røverhuler for dem, der korsfæster Kristus påny. 
61         Utitur ergo hic Paulus gravissimis et atrocissimis verbis, ut Galatas absterreat et revocet a doctrina pseudoapostolorum, quasi dicat: Considerate, quid feceritis; vos denuo crucifixistis Christum, hocque tam clare vobis ostendo et pingo ob oculos, ut videre et (E292) contrectare possitis, quia per legem vultis justificari. Si autem per legem est justitia, igitur Christus est peccati minister, et frustra mortuus est. Si hoc verum est, tunc certissime sequitur eum in vobis esse denuo crucifixum.         Paulus bruger her meget hårde og alvorlige ord, for at afskrække galaterne og kalde dem tilbage fra de falske apostles lære, som ville han sige: Tænk på, hvad det er, I har gjort; I har korsfæstet Kristus igen; det viser jeg jer ganske klart og maler det for jeres øjne, så I kan se det og røre ved det; for I vil retfærdiggøres gennem loven. Men hvis der er retfærdighed gennem loven, så er Kristus syndens tjener, og så er han død forgæves. Hvis det er sandt, så følger med sikkerhed, at han i jer påny er korsfæstet. 
62 Et hanc particulam (in vobis) non frustra addit, quia Christus in sua persona amplius non crucifigitur aut moritur, Rom. 6., sed in nobis, cum videlicet abjecta pura doctrina, gratia, fide, remissione peccatorum gratuita quaerimus per opera electitia aut etiam in lege praecepta justificari, ibi tum Christus in nobis est crucifixus.  Og det er ikke uden grund, at han tilføjer dette lille ord "i jer", (gal3.1) for Kristus personligt kan ikke igen korsfæstes eller dø, Rom 6,9, men han kan korsfæstes eller dø i os, nemlig når vi forkaster den rene lære, nåden, troen, syndernes forladelse af nåde og søger at blive retfærdiggjort gennem udvalgte gerninger eller også ved lovens bud, da er Kristus i os korsfæstet.  
63 Ea autem falsa et impia persuasio, velle ex lege aut operibus justificari, nihil aliud est, ut supra pluribus dixi, quam illusio et fascinatio diaboli, qua homines ita dementantur, ut plane beneficium Christi non agnoscant, nihilque faciant tota vita sua, quam quod dominum, qui eos mercatus est suo sanguine, et in cujus nomine baptisati sunt, non solum negent, sed etiam denuo in semet ipsis crucifigant. Quicunque igitur serio afficitur pietate, fugiat quam ocissime ex ista Babylone, et exhorrescat vel tantum audito nomine papatus. Nam tanta est ejus impietas et abominatio, ut nemo eam verbis consequi possit, neque cernitur nisi oculis spiritualibus. Men den falske og ufromme overbevisning, at man vil retfærdiggøres af loven og gerningerne, er, som jeg har sagt ovenfor, intet andet end djævelens blændværk og forhekselse, hvorved han gør mennesker vanvittige, så de slet ikke anerkender Kristi velgerning, og ikke gør andet i hele deres liv, end at de ikke blot nægter den herre, som har løskøbt dem med sit blod, og i hvis navn de er døbte, men også påny korsfæster ham, som han findes i dem. Derfor: den, der mener det alvorligt med sin gudsfrygt, han skal flygte så hurtigt, han kan, ud af dette Babylon og gyse ved blot at høre pavens navn. For så stor er hans ufromhed og afskyelighed, at ingen kan udtrykke det i ord, og det kan kun ses med åndens øjne. 
64         Haec duo argumenta diligentissime urget et inculcat Paulus Galatis, primum, quod sic capti et fascinati sint a diabolo, ut veritatem, etiam ob oculos clarissime depictam, non audiant; deinde quod Christum in se ipsis recrucifigant. Haec verba simplicia apparent, et absque omni grandiloquentia dicta, sed (E293) tanta sunt, ut superent omnem humanam eloquentiam. Ideo solo Spiritu comprehendi potest, quantum malum sit per justitiam legis aut propriam velle justificari, nempe, ut Paulus hic dicit, fascinari a diabolo, inobedientem veritati et recrucifixorem Christi fieri. Nonne pulchra ista praeconia sunt justitiae legalis seu propriae.         Disse to argumenter fremhæver og indskærper med stor flid disse to argumenter overfor galaterne, det første: at det i den grad er taget til fange og forhekset af djævelen, at de ikke kan høre sandheden, selv om den afbildes klart for øjnene af dem; det andet: at de har korsfæstet Kristus i sig. Disse ord synes enkle og uden nogen overdrivelse, men de er så store, at de overgår enhver menneskelig veltalenhed. Derfor kan det alene med åndens hjælp forstås, hvor stort et onde det er at ville retfærdiggøres gennem lovretfærdigheden eller egenretfærdigheden, at det nemlig er, som Paulus her siger, at blive forhekset af djævelen, at være ulydig mod sandheden og at korsfæste Kristus påny. Er det ikke en flot forherligelse af lovretfærdigheden eller egenretfærdigheden? 
65          Ardet ergo apostolus maximo zelo, et atrocibus verbis insectatur et damnat opinionem et fiduciam justitiae, etiam ex observatione legis Dei conceptam, hancque notam inurit illi, quod recrucifigat filium Dei etc. Cum igitur res tam periculosa sit, non potest satis criminari et damnari, quia Luciferi casus, irrecuperabile damnum, ex ea infertur.        Altså, apostelen brænder af den største nidkærhed og anklager og fordømmer med gruelige ord opfattelsen af loven og tilliden til loven, også forstået som overholdelsen af Guds lov, og denne bemærkning brænder han ind i den, at den har korsfæstet Guds søn påny, osv. Når sagen altså er så farlig, så kan han ikke anklage og fordømme nok, for Lucifers fald, der var uopretteligt og fordømt, havde sin grund her. 
66 Hinc tam atrocibus verbis utitur contra eam, ut nec legi Dei parcat, in quam tam acerbe invehitur, ut videatur eam quasi velle rejicere et damnare, hocque facit summa necessitate coactus, alioqui non potuisset resistere pseudoapostolis, nec contra ipsos justitiam fidei defendere. Quamvis igitur lex sit sancta, justa et bona, tamen oportet eam induere quasi personam hypocritae volentis per opera justificari. Iam urget eos argumento ab experientia, quod negare non poterant, et dicit: Derfor bruger han så forfærdelige ord imod denne opfattelse, at han end ikke skåner Guds lov, og vender sig så hæftigt imod den, at det ser ud, som om han vil forkaste og fordømme den, og det gør han, tvunget af den største nødvendighed, ellers havde han ikke kunnet modstå de falske apostle, eller forsvare trosretfærdigheden imod dem. Skønt altså loven er helliv, retfærdig og god, så bør den dog indføres som en hyklerisk person, der vil retfærdiggøres ved gerninger. Nu griber han så til et bevis fra erfaringen, som de ikke kan nægte, og siger: 
67 Hoc solum a vobis volo discere: Ex operibus legis Spiritum accepistis, an ex auditu fidei?
       Ista verba loquitur ex indignante animo. Si nihil aliud, inquit, contra vos haberem, arriperem (E294) ipsam experientiam, quasi dicat: Agite nunc, respondete mihi discipulo vestro (tam subito enim facti estis docti, ut mei jam sitis praeceptores et doctores), accepistisne Spiritum ex operibus legis, an ex praedicatione evangelii? Hoc argumento ita eos convincit, ut nihil contradicere possint, quia evidens et manifesta experientia pugnabat contra ipsos, quod non ex operibus legis, sed ex praedicatione evangelii Spiritum accepissent. 
Det ene vil jeg vide af jer: Fik I ånden ved lovgerninger eller ved at lytte i tro? (gal3.2)
       Sådan taler han ud af sjælens ophidselse. Hvis jeg ikke havde andet imod jer, så kunne jeg anføre jeres egen erfaring, som ville han sige: Kom nu, svar mig, jeres elev (så hurtigt er I nemlig blevet lærde, at I er mine foresatte og lærere), modtog I ånden ved lovgerninger eller ved evangeliets prædiken? Ved dette argument besejrer han dem, så de ikke kan sige noget imod det, for den klare og tydelige erfaring kæmper imod dem selv og hævder, at de ikke har modtaget ånden ved lovgerninger, men ved evangeliets prædiken. 
68         Hic iterum admoneo Paulum non loqui tantum de ceremoniali, sed de tota lege. Argumentatur enim a sufficienti divisione. Si de lege ceremoniali tantum loqueretur, non esset sufficiens divisio. Est itaque dilemma ex duobus membris, quorum alterum necessario verum, alterum falsum esse oportet, nempe: Aut ex lege aut ex auditu fidei accepistis Spiritum. Si ex lege, non ex auditu fidei, si ex auditu fidei, non ex lege. Ibi nullum potest esse medium.          Her må jeg igen minde om, at Paulus ikke blot taler om ceremonialloven, men om hele loven. For han argumenterer ud fra den tilstrækkelige opdeling. Hvis han kun havde talt om ceremonialloven, ville det ikke have været en tilstrækkelig opdeling. Derfor er det et valg mellem to led, hvoraf det ene med nødvendighed er sandt, det andet falsk, nemlig: Enten modtog I ånden ved loven eller ved at høre i tro. Hvis I modtog den ved loven, modtog I den ikke ved at høre i tro, men hvis I modtog den ved at høre i tro, modtog I den ikke ved loven. Der kan ikke noget midt imellem. 
69 Quidquid enim non est Spiritus sanctus vel auditus fidei, hoc plane est lex. Versamur jam in causa justificationis. Ad justificationem autem non sunt aliae, quam istae duae viae, vel verbum evangelii vel legis. Quare lex accipitur hic universaliter, ut plane diversa et distincta ab evangelio. Non tantum autem lex ceremoniarum distincta est ab evangelio, sed etiam decalogus. Ergo de universa lege Paulus hic agit. For hvad der ikke er Helligånd eller troshørelse, det er simpelthen lov. Vi behandler nu spørgsmålet om retfærdiggørelse. Af veje til retfærdiggørelse er der imidlertid kun disse to, enten evangeliets eller lovens ord. Derfor skal loven her forstås universelt, så den er helt adskilt og forskellig fra evangeliet. Men det er ikke blot ceremonial-loven, der er forskellig fra evangeliet, det er de ti bud også. Altså taler Paulus her om loven, generelt. 
70          Argumentatur ergo a sufficienti distinctione hoc modo. Dicite mihi, inquit, num accepistis Spiritum sanctum per legem, aut per evangelii praedicationem? (E295) Respondete  hic. Non potestis dicere: Per legem, quia, donec sub lege fuistis, et fecistis ejus opera, nunquam Spiritum sanctum accepistis. Docuistis quidem et audistis legem Mosi singulis sabbatis, sed nunquam compertum aut visum est ulli aut doctori aut discipulo datum esse Spiritum sanctum ex doctrina legis.        Han argumenterer altså ud fra den tilstrækkelige opdeling på denne måde. Sig mig, siger han, mon I modtog Helligånden ved loven eller ved evangeliets prædiken? Kom nu med et svar! I kan ikke sige: det var ved loven, for mens I var under loven og gjorde dens gerninger, modtog I aldrig Helligånden. Vist har I både lært og hørt moseloven hver eneste sabbat, men man har aldrig erfaret eller set, at Helligånden er blevet givet til nogen lærer eller elev ud fra lovens lære. 
71 Deinde non solum docuistis et audistis legem, sed magno studio et labore etiam conati estis eam operibus exprimere, ubi maxime oportuit vos accipere Spiritum sanctum, si per legem daretur, cum non tantum fueritis doctores et discipuli, sed etiam factores legis, et tamen non potestis ostendere hoc unquam factum esse.  Dernæst har I ikke blot lært loven og hørt den, I har også med stor iver og anstrengelse stræbt efter at virkeliggøre den i gerninger, da burde I i hvert fald have modtaget Helligånden, hvis den blev givet gennem loven, når I ikke blot var lærere og elever i loven, men også lovens udøvere, og dog kan I ikke påvise, at det er sket nogetsteds. 
72 At quam primum auditus fidei seu evangelium ad vos venit, statim, antequam ullum opus aut fructum evangelii fecistis, solo auditu fidei accepistis Spiritum sanctum. Nam testante Luca in actis (cap. 10, v. 44.), sonante tantum Petri et Pauli sermone cecidit Spiritus sanctus super eos, qui audierunt verbum, per quem et acceperunt varia dona, ut loquerentur novis linguis etc. Men ikke så snart havde I hørt troen eller ikke så snart var evangeliet kommet til jer, førend I straks, før I havde gjort nogen gerning eller var fremkommet med nogen frugt af evangeliet, alene ved at høre troen, modtog Helligånden. For Lukas bevidner i Apg 10,44, at så snart de bare hørte Peters og Paulus' (n72) prædiken faldt Helligåndeen over dem, der hørte ordet, gennem hvilke de også fik forskellige gaver, såsom at de talte med nye tunger, osv. 
73         Quare manifestum est solo auditu fidei vobis datum esse Spiritum sanctum, antequam bene operaremini, aut ullum fructum evangelii faceretis. Contra lex ne facta quidem unquam attulit Spiritum sanctum, multo minus tantum audita. Ideo non solum auditus legis, sed etiam studium et zelus, quo conati estis exprimere legem factis, inanis est. Ut maxime igitur aliquis omnia tentet, hoc est, etiamsi habeat zelum Dei, magno conatu studeat per legem salvus (E296) fieri, et exerceat se die noctuque in justitia legis, tamen frustra laborat et fatigat se ipsum.        Det er derfor tydeligt, at I fik Helligånden alene ved at høre i tro, før I gjorde noget godt eller bar nogen evangeliets frugt. Derimod har loven aldrig, end ikke, når den blev opfyldt, kunne bringe Helligånden, meget mindre, hvis man kun hørte den. Derfor er ikke blot det at høre loven, men også den iver og den nidkærhed, hvormed I stræber efter at virkeliggøre loven, forgæves. Hvor meget man end forsøger alt, det vil sige, selv om han så har Guds iver, og med største anstrengelse stræber efter at blive frelst ved loven, og opøver sig dag og nat i lovens retfærdighed, han arbejder dog forgæves og udmatter sig til ingen nytte. 
74 Ignorantes enim justitiam Dei, et quaerentes propriam constituere, ut alibi dicit Paulus, justitiae Dei non sunt subjecti. Item Israel, qui sectabatur legem justitiae, ad legem justitiae non pervenit etc. Loquitur autem Paulus hic de manifestatione Spiritus in primitiva ecclesia. Descendebat enim Spiritus sanctus manifesta quadam specie super credentes, eaque re certo testabatur se adesse sermoni apostolorum, item testabatur eos, qui audiebant verbum fidei ab apostolis, reputari justos apud Deum, alioqui non descendisset super eos. "De var nemlig uvidende om Guds retfærdighed, og de søgte at oprette deres egen retfærdighed, og de underkaster sig ikke under Guds retfærdighed", som Paulus siger andetsteds, (Rom 10,3) Og: "Israel, som stræbte efter lovens retfærdighed, nåede ikke frem til lovens retfærdighed". (Rom 9,31). Men Paulus taler her om åndens åbenbarelser i den ældste kirke. For Helligånden steg i synlig skikkelse ned over de troende, og derved bevidnede den sikkert, at den var til stede i apostlenes prædiken, ligeledes bevidnede den, at de, som hørte troens ord af apostlene, blev regnet for retfærdige hos Gud, ellers ville den ikke være steget ned over dem. 
75 Argumentum libri act. apost.
         Est igitur hoc argumentum fortissimum diligenter considerandum, quod urgetur per totum librum actorum, qui scriptus est ad hoc argumentum confirmandum. Totus namque ille liber nihil aliud agit, quam quod docet ex lege non dari Spiritum sanctum, sed ex auditu evangelii. Praedicante enim Petro mox cecidit Spiritus sanctus super eos, qui audiebant verbum, et uno die tria millia hominum, qui audiebant sermonem Petri, crediderunt, et acceperunt donum Spiritus sancti, actorum 2.
Argumentet fra Apostlenes Gerninger. 
       Dette meget stærke argument må derfor overvejes nøje, og det fremhæves i hele Apostlenes Gerninger, som er skrevet for at bekræfte dette argument. For hele denne bog drejer sig udelukkende om at lære, at Helligånden ikke gives ud fra loven, men ved et høre evangeliet. For da Peter prædikede faldt Helligånden straks over dem, der hørte ordet, og på én dag kom tre tusind mennesker, som hørte Peters prædiken, til tro, og de modtog Helligåndens som gave, Apg 2.
76 Sic Cornelius non per eleemosynas, quas dabat, accepit Spiritum sanctum, sed os aperiente et adhuc loquente Petro cecidit Spiritus sanctus super omnes, qui cum Cornelio audiebant verbum, acto. 10. Haec sunt manifesta (E297) argumenta experientiae et opera divina, quae fallere non possunt. På samme vis var det ikke igennem de almisser, som Cornelius gav, at han modtog Helligånden, men da Peter åbnede sin mund, faldt Helligånden, endnu mens han talte,  over alle dem, der sammen med Cornelius hørte ordet, Apg 10. Dette er erfaringens håndgribelige beviser og det er guddommelige gerninger, som ikke kan føre vild. 
77          Et de Paulo scribit Lucas acto. 15. cum praedicasset una cum Barnaba inter gentes evangelium, et rediisset Hierosolymam, quod obverterit cornua, et opposuerit se pharisaeis et apostolorum discipulis, qui urgebant circumcisionem et observationem legis tanquam necessariam ad salutem, quos ita compescuisse ait Lucas narratione rerum suarum et Barnabae inter gentes gestarum, ut tota ecclesia obstupuerit ad narrationem istam, praesertim cum audiret Deum tot et tam magna signa et prodigia inter gentes per eos fecisse.          Og om Paulus skriver Lukas i Apg 15, at da han og Barnabas havde prædiket evangeliet blandt hedningerne, og var vendt tilbage til Jerusalem, gik han hårdt imod farisæerne og apostlenes disciple og modsatte sig dem, fordi de ivrigt gik ind for omskærelsen og overholdelsen af loven som om det var nødvendigt til frelse. Dem bragte han til ro, siger Lukas, ved at fortælle om, hvad han og Barnabas havde oplevet blandt hedningerne, så at hele menigheden blev forbavset over denne fortælling, især da de hørte, at Gud gennem dem havde gjort så store tegn og undere blandt hedningerne. (Apg 15,12). 
78 Et cum vehementer admirarentur hi, qui pro lege zelabant, quomodo fieri posset, quod gentes incircumcisae, non servantes legem neque opera ejus, nec habentes justitiam legis, tamen venirent ad istam gratiam, ut justificarentur et acciperent Spiritum sanctum, quemadmodum Iudaei circumcisi etc., hic Paulus et Barnabas nihil allegabant, quam manifestam experientiam. Ea illi convicti nihil potuerant contradicere. Hoc modo Paulus Sergius proconsul et omnes civitates, regiones, regna, quibus apostoli praedicaverunt, sine lege et operibus, solo auditu fidei crediderunt. Og de, som gik ind for loven, undrede sig meget over, hvordan det kunne gå til, at uomskårne hedninger, som ikke overholdt loven eller dens gerninger, og ikke havde lovens retfærdighed, dog nåede frem til den nåde, at de blev retfærdiggjorte og modtog Helligånden, ligesom de omskårne jøder, osv. Her påberåbte Paulus og Barnabas sig intet andet end den soleklare erfaring. Og de, der var overbevist af den, kunne ikke sige noget imod det. På den måde var det, at prokonsulen Paulus Sergius og alle byer, egne og riger, hvor apostlene prædikede, kom til tro, uden loven og gerningerne, blot ved at høre i tro. (Apg 13,7) 
79         In toto igitur libro actorum in summa nihil aliud agitur, quam oportere tam Iudaeos quam gentes, tam justos quam peccatores, sola fide in Christum Iesum justificari, sine lege et operibus, id quod indicant tum conciones apostolorum Petri, Pauli, Stephani, Philippi et aliorum, tum etiam exempla (E298) gentium et Iudaeorum. Nam sicut gentibus, quae sine lege vivebant, Deus per evangelium Spiritum sanctum dedit, ita et Iudaeis non per legem, non per cultum et sacrificia in lege praecepta, sed per solam fidei praedicationem dedit Spiritum sanctum.         I det hele taget handler Apostlenes Gerninger ikke om andet end at både jøder og hedninger, både retfærdige og syndere, retfærdiggøres alene ved troen på Kristus Jesus, uden lov og gerninger. Det er, hvad både apostlene Peter og Paulus' prædikener, Stefanus', Filips og andres prædikener viser, såvelsom hedningernes og jødernes eksempler. For ligesom Gud gennem evangeliet gav hedningerne, som levede uden lov, Helligånden, således gav han også Helligånden til jøderne, ikke gennem loven, ikke gennem kulten og de ofre, der var foreskrevet i loven, men alene derved, at troen blev prædiket. 
80 Si autem lex potuisset justificare, et justitia legis fuisset necessaria ad salutem, tum certe Spiritus sanctus non fuisset datus gentibus, quae non servaverant legem. Sed ipsa manifesto experientia testabatur illis dari Spiritum sine lege, hocque videbant apostoli, Petrus, Paulas, Barnabas et alii. Ergo non lex, sed sola fides in Christum, quam evangelium praedicat, justificat. Men hvis loven havde kunnet retfærdiggøre og lovens retfærdighed havde været nødvendig til frelse, da ville Helligånden bestemt ikke være blevet givet til hedninger, som ikke havde overholdt loven. Men selve denne klare erfaring bevidner, at Ånden blev givet til dem uden lov, og det så apostlene Peter, Paulus, Barnabas og andre. Altså er det ikke loven, men alene den tro på Kristus, som evangeliet prædiker, der retfærdiggør. 
81          Ista diligenter observanda sunt propter adversarios, qui non observant, quid in actis apostolorum agatur. Ego olim etiam legi istum librum, sed nihil prorsus in eo intelligebam. Itaque cum audis vel legis in actis, aut ubicunque tandem in scripturis, vocabulum gentium, scias non naturaliter, sed theologice illud sumi debere, pro iis hominibus, qui non sunt sub lege, sicut Iudaei (ut supra cap. 2.: Hos natura Iudaei etc.), sed sine lege. Quare fide justificari gentes nihil aliud est, quam homines, qui legem et opera ejus non faciunt, qui non circumciduntur, non sacrificant etc. justificari et accipere Spiritum sanctum.         Dette må man nøje lægge mærke til på grund af modstanderne, som ikke har øje for, hvad det drejer sig om i Apostlenes Gerninger. Jeg selv læste også tidligere denne bog uden at forstå nogetsomhelst i den . Derfor når du hører eller læser i Apostlenes Gerninger, eller for så vidt et hvilketsomhelst sted i skriften, skal du vide, at ordet "hedninger", ikke skal forstås i sin naturlige, men i sin teologiske betydning; det betyder nemlig de mennesker, som ikke er under loven, sådan som jøderne (sådan som ovenfor i kap 2,15: De er af natur jøder osv. (gal2b#43)), men er uden lov. Derfor betyder det, at hedninger retfærdiggøres ved tro, intet andet, end at mennesker som ikke gør loven og dens gerninger, som ikke bliver omskåret, ikke ofrer, osv, bliver retfærdiggjort og modtager Helligånden. 
82 Per quid? Non per legem et opera ejus, quia legem non habent, sed gratis, nihil plane accedente, quam solo auditu evangelii. Sic Cornelius et amici ipsius, quos ad se vocaverat, nihil (E299) faciunt, nec spectant opera praecedentia, et tamen, quotquot adsunt, accipiunt Spiritum sanctum. Solus Petrus loquitur, ipsi sedentes nihil agunt, non cogitant de lege, multo minus eam faciunt, non sacrificant, non sunt solliciti de suscipienda circumcisione, sed tantum intenti sunt in os Petri. Is sua praedicatione attulit illis in cor Spiritum sanctum etiam visibiliter. Loquebantur enim linguis, et magnificabant Deum. Ved hvad? Ikke ved loven og dens gerninger, for de har ikke loven, men af nåde, uden at der sker andet, end alene det, at de hører evangeliet. Cornelius og hans venner, som han havde kaldt til sig, gjorde intet, pukkede ikke på deres forudgående gerninger, og dog modtog alle de, der var til stede, Helligånden. Det var bare Peter, der talte, de sad dèr og gjorde ingenting, tænkte ikke på loven, endsige handlede efter den, ofrede ikke, bekymrede sig ikke om at modtage omskærelsen, men var blot optaget af, hvad Peter sagde. Og han på sin side lagde dem Helligånden i hjertet, endog på synlig vis. For de "talte i tunger og lovpriste Gud". (Apg 10,46) 
83          Sed posset aliquis hoc cavillari: Quis novit, an fuerit Spiritus sanctus? Cavilletur sane, certe Spiritus sanctus sic perhibens testimonium non mentitur, sed per hoc indicat se habere gentes pro justis, et nulla alia re justificans eas, quam per solam vocem evangelii, vel auditum fidei in Christum, et in actis cernere est, quam vehementer ex illa re inaudita admirati sint Iudaei. Fideles enim ex circumcisione, qui cum Petro venerant Caesaream, videntes in domo Cornelii donum Spiritus sancti etiam in gentes effusum obstupescebaut.         Men det kunne nu én og anden indvende: Hvem véd, om det har været Helligånden? Lad ham bare komme med sine indvendinger, når Helligånden aflægger vidnesbyrd på den måde, lyver han bestemt ikke, men viser derigennem, at han regner hedningerne for retfærdige, og at de bliver retfærdiggjorte udelukkende derved, at de hører evangeliets røst, eller ved at de hører troen på Kristus, og i Apostlenes Gerninger kan man se, hvor voldsomt jøderne undrede sig over dette uhørte. For de troende af omskærelsen, som var kommet med Peter til Kæsarea og i Cornelius' hus så, at Helligånden også blev udgydt over hedninger, blev forbløffede. (Apg 10,45) 
84 Item qui erant Hierosolymis, expostulabant cum Petro, quod ad viros praeputium habentes intrasset, et cum illis manducasset. Cum vero audissent a Petro rem ordine, ut gesta erat cum Cornelio, narrari, mirabantur, et glorificabant Deum, dicentes: Ergo et gentibus Deus dedit salutem. Ligeledes var der nogle i Jerusalem, der gik i rette med Peter, fordi han var gået ind til en uomskåren mand og havde spist sammen med ham. Men da de af Peter havde hørt ham "fortælle i naturlig rækkefølge", hvad der var sket hos Cornelius (Apg 11,4), undrede de sig og priste Gud, idet de sagde: Altså har Gud også givet hedningerne frelse. (Apg 11,18) 
85        Ea igitur vox et fama Deum dare salutem etiam gentibus primum non solum intolerabilis, sed maximum quoque scandalum fuit etiam credentibus Iudaeis, quod facile non potuerunt vincere. Habebant enim hanc praerogativam prae cunctis gentibus, quod erant (E300) populus Dei. Eorum erat adoptio, gloria, cultus etc. Rom. 9. Deinde magno labore exercebant sese in justitia legis, laborabant tota die, portabant pondus diei et aestum.        Men snakken og rygtet om, at Gud også giver hedninger frelse, var i første omgang ikke blot utålelig, men i høj grad til forargelse endog for de troende jøder, og den forargelse havde de svært ved at overvinde. For de havde det fortrin frem for alle hedningerne, at de var Guds folk. Deres var "sønneudkårelsen, herligheden ... gudstjenesten, osv." (Rom 9,4). Desuden opøvede de med stort besvær sig selv i lovens retfærdighed, arbejdede hele dagen, bar "dagens byrde og hede". (Matt 20,12). 
86 Insuper habebant quoque promissiones de servata lege. Ideo non potuerunt non murmurare contra gentes, et dicere: Ecce gentes subito veniunt, sine aestu et pondere, et habent eandem justitiam et Spiritum sanctum sine labore, quem nos per laborem, diei aestum et pondus non potuimus consequi. Derudover havde de også de forjættelser, der var knyttet til overholdelsen af loven. Derfor kunne de ikke lade være med at knurre imod hedningerne og sige: "Se, hvordan hedningerne kommer ind uden videre, uden hede og byrde, og de får den samme retfærdighed og får Helligånden uden anstrengelse, den, som vi for vor del ikke kan opnå gennem arbejde, gennem dagens hede og byrde. 
87 Laboraverunt quidem, sed tantum una hora, et hoc labore plus recreati quam defatigati sunt. Quare igitur Deus vexavit nos lege, si nihil ad justitiam profuit? Nobis jugo legis diu gravatis jam praefert gentes. Nos enim, qui sumus populus Dei, vexati sumus tota die, illi vero, qui non sunt populus Dei, neque legem habent, neque unquam boni quidquam fecerunt, redduntur nobis pares. De har godt nok arbejde, men kun i en time, og ved dette arbejde fik de snarere friske kræfter end de blev udmattet. Hvorfor har Gud da plaget os med loven, hvis den ikke gavner noget til retfærdighed? Han foretrækker hedningerne fremfor os, der længe har været plaget af lovens åg. For vi, der er Guds folk, plages hele dagen, de, derimod, som ikke er Guds folk, og hverken har nogen lov eller har gjort noget godt, stiller han lige med os. (Matt 20,12). 
88        Atque hinc coactum est summa necessitate concilium hoc apostolorum Hierosolymis, ut animi Iudaeorum sedarentur, qui, quanquam in Christum credebant, tamen pertinacissime haerebat haec opinio in cordibus ipsorum legem Mosi servandam esse. Ibi Petrus sua experientia illis sese opponit, dicens: Si eandem gratiam dedit gentibus Deus, sicut et nobis, qui credidimus in dominum Iesum Christum, ego quis eram, qui prohibere possem Deum?         Og derfor var det bydende nødvendigt med det apostelmøde i Jerusalem; så kunne jødernes sind beroliges, de, som, skønt de troede på Kristus, dog stædigt holdt fast ved den overbevisning i deres hjerter, at man skulle overholde moseloven. Her holder Peter sin erfaring op imod dem, idet han sagde: "Hvis Gud har givet hedninger den samme nåde som os, som tror på vor Herre, Jesus Kristus, hvem var da jeg, at jeg skulle kunne lægge hindringer i vejen for Gud?" (Apg 11,17) 
89 Item Deus, qui novit corda, testimonium perhibuit gentibus, dans eis Spiritum sanctum, sicut et nobis, et nihil discrevit inter nos et illos, fide purificans corda eorum. Nunc ergo quid tentatia Deum, ut imponatur jugum super (E301) cervices discipulorum, quod neque nos neque patres nostri portare potuimus etc. His verbis Petrus semel evertit totam legem, quasi dicat: Nos non volumus servare legem, quia non possumus, sed per gratiam domini nostri Iesu Christi credimus nos salvari, quemadmodum et illi. Ligeledes: "Gud, som kender hjerterne, gav hedningerne vidnesbyrd ved at give dem Helligånden ligesom os, og han skelnede ikke mellem os og dem, ved troen rensede han deres hjerter. Hvorfor frister I da Gud, ved at lægge et åg på disciplenes nakke, som hverken vi eller vore fædre har kunnet bære? osv." (Apg 15,8ff) Med disse ord vender Peter på én gang op og ned på hele loven, som ville han sige: Vi vil ikke overholde loven, for det kan vi ikke, men ved vor Herres Jesu Kristi nåde tror vi, at vi bliver frelst på samme måde som de. 
90 Sic Petrus totus in isto argumento hic versatur, Deum eandem gratiam dedisse gentibus, quam Iudaeis, quasi dicat: Ego cum praedicarem Cornelio, propria experientia didici sine lege donari Spiritum sanctum gentibus, solo auditu fidei, ideo nullo modo gravandae sunt lege. Deinde cum constet neque nos neque patres nostros posse praestare legem, oportet et vos abjicere opinionem, quod per legem contingat justitia et salus. Hocque paulatim fecerunt Iudaei, qui crediderunt, impii vero hac praedicatione plus offensi, tandem prorsus indurati sunt. Således vender Peter med denne argumentation her op og ned på det hele: Gud har givet hedningerne den samme nåde som jøderne, som ville han sige: Når jeg prædikede for Cornelius, erfarede jeg selv, at han uden lov gav Helligånden til hedningerne, blot ved at de hørte til tro, derfor skal de på ingen måde plages med loven. Når han derefter konstaterer, at hverken vi eller vore fædre kan overholde loven, så bør også vi afvise den mening, at retfærdighed og frelse afhænger af loven. Det gjorde de troende jøder efterhånden, men de ugudelige blev forarget over denne prædiken, ja til sidst helt forhærdede. 
91 Commendatio libri acto. apost.
      Sic in actis invenies glossam, experientiam et conciones apostolorum, deinde etiam exempla pro isto argumento contra hanc pertinacissimam opinionem justitiae legalis. Ac propter hanc causam plus diligere et diligentius legere hunc librum debemus, quod firmissima testimonia continet, quae certo consolari et erigere nos possunt contra papistas, Iudaeos nostros, quorum abominationes et larvas impugnamus et damnamus doctrina nostra, ut Christi beneficia et gloriam illustremus.
Anbefaling af Aposteles Gerninger. 
       Således finder du i Apostlenes Gerninger apostlenes fortolkninger, deres erfaringer og prædikener, desuden også eksempler til fordel for dette bevis imod lovretfærdighedens stædige opfattelse. Og af den grund bør vi elske denne bog noget mere og læse den mere, for den indeholder de fasteste vidnesbyrd, som bestemt kan trøste os og oprejse os imod papister, vore dages jøder, hvis afskyeligheder og blændværk vi bekæmper og fordømmer med vores lære, så vi kan oplyse Kristi velgerninger og herlighed. 
92 Hi quanquam nihil firmi habent, quod (E302) nobis opponant (Iudaei enim poterant opponere apostolis, quod divinitus accepissent legem et totum cultum), tamen non minori pertinacia conantur defendere suas impias traditiones et abominationes, quam Iudaei suam legem a Deo traditam, hoc maxime urgentes, quod in loco episcoporum sedeant, quod potestatem habeant regendi ecclesias. Skønt disse intet sikkert har at argumentere med imod os (jøderne kunne i det mindste argumentere imod apostlene, at de havde modtaget loven og hele gudsdyrkelsen på guddommelig vis), så søger de dog at forsvare deres ugudelige traditioner og afskyeligheder med en stædighed, der ikke er mindre end den, hvormed jøderne forsvarede deres lov, som dog var givet af Gud, idet de især fremhæver, at de har bispeembederne, og at de har myndighed til at regere kirkerne. 
93 Hoc ideo faciunt, ut nos in servitutem redigant, utque nobis hoc extorqueant, nos non sola fide, sed fide informata caritate justificari. At nos opponimus illis librum actorum, ut illum legant, et res gestas in eo considerent; tum invenient hanc esse summam et argumentum hujus libri, nos sola fide in Christum sine operibus justificari, solo auditu fidei Spiritum sanctum dari ad vocem evangelii, non ad vocem vel opus legis. Dette gør de af den grund, at de vil føre os i trældom, og vil fordreje læren for os, så vi ikke skulle blive retfærdige alene ved troen, men ved en tro, der er formet af kærligheden. Men op imod det sætter vi denne bog: Apostlenes Gerninger, for at de skulle læse den og overveje de ting, der fortælles dèr; så vil de finde, at det er summen og bevisførelsen i denne bog, at vi retfærdiggøres alene ved tro på Kristus uden gerninger, og at Helligånden gives alene ved at høre troen ved evangeliets røst, ikke ved lovens røst eller gerning. 
94        Quare ita docemus: Etiamsi, o homo, jejunes, eleemosynam des, honore afficias parentes, obedias magistratui, subditus sis hero etc., tamen per haec non justificaris. Ista vox legis "honora parentes", vel alia, audita aut facta, non justificat. Quid tum? Audire vocem sponsi, audire sermonem fidei, is sermo auditus justificat.         Derfor lærer vi således: Kære menneske, selv om du faster, giver almisse, ærer dine forældre, adlyder øvrigheden, er din husherre undergiven, osv., så retfærdiggøres du dog ikke derved. Denne lovens røst: "Ær dine forældre", eller andre, som man hører eller overholder, retfærdiggør ikke. Hvad gør da? At høre brudgommens røst, at høre troens prædiken, det ord retfærdiggør, når det høres. 
95 Quare? Quia affert Spiritum sanctum, qui justificat. Ex his satis intelligi potest, quod sit discrimen inter legem et evangelium. Lex nunquam affert Spiritum sanctum, ergo nec justificat, quia solum docet, quid nos facere debeamus. Evangelium vero affert Spiritum sanctum, quia docet, quid accipere debeamus. Ideo lex et evangelium duae prorsus contrariae doctrinae sunt. Statuere ergo justitiam in lege est simpliciter luctari contra evangelium. Hvordan? Fordi den bringer Helligånden, som retfærdiggør. Herudfra kan man nok forstå, hvad der er forskellen mellem loven og evangeliet. Loven bringer aldrig Helligånden, altså retfærdiggør den ikke, for den lærer kun, hvad vi skal gøre. Men evangeliet bringer Helligånden, fordi den lærer, hvad vi bør modtage. Derfor er lov og evangelium to helt modsatte lærepunkter. At påstå, at der er retfærdighed i loven er derfor simpelthen at kæmpe imod evangeliet. 
96 Nam (E303) Moses cum sua lege est exactor, postulans, ut nos operemus et demus, in summa, exigit a nobis. Contra evangelium non exigit, sed donat gratis, et jubet nos porrectis manibus oblata accipere. Differunt autem per contrarium exigere et donare, accipere et offerre, nec simul possunt exsistere. Nam quod datur, accipio, quod vero dono, non accipio, sed alteri offero. Itaque si evangelium est donum, et offert donum, ergo nihil exigit. Contra lex nihil donat, sed a nobis exigit, et quidem impossibilia etc.  For Moses og hans lov er en, der kræver, stiller fordring om, at vi arbejder og giver, kort sagt: den vil have noget af os. Derimod indkræver evangeliet ikke noget, men giver af nåde, og befaler os at modtage det tilbudte med fremstrakte hænder. Men at kræve er det stik modsatte af at give, at modtage af at tilbyde, og de kan ikke være tilstede begge dele på én gang. For hvad der gives, modtager jeg, men hvad jeg giver, det modtager jeg ikke, det tilbyder jeg til en anden. Hvis således evangeliet er en gave, hvis det tilbyder en gave, så kræver det intet. Stik derimod giver loven intet, men kræver noget af os, og det noget umuligt, osv. 
97 De Cornelio Act. 10.
       Hic adversarii opponunt exemplum Cornelii (de quo et magister sententiarum et Erasmus in diatribe disputant). Cornelius, inquiunt, fuit teste Luca vir bonus, justus, timens Deum, faciens eleemosynas multas populo, et deprecans Deum semper. Ergo merebatur de congruo remissionem peccatorum et Spiritus sancti missionem. (SA-714#e12
Om Cornelius, Apg 10. 
        Her opstiller modstanderne som eksempel Cornelius (om hvem både "Sentensernes Magister" og Erasmus i sin Diatribe taler). Cornelius, siger de, var ifølge Lukas en god mand, retfærdig, han frygtede Gud, gav mange almisser til folket og bad altid til Gud. Altså fortjente han "af rimelighed" at få syndernes forladelse og at få tilsendt Helligånden. 
98 Respondeo: Cornelius fuit gentilis, id quod adversarii negare non possunt. Nam verba, quae Petrus in actis cap. 10. allegat, hoc clare testantur. "Vos scitis, inquit, non esse fas viro Iudaeo intrare ad gentilem". Fuit ergo gentilis, non circumcisus, non observans legem, imo ne quidem de ea cogitans, quia nihil ad eum pertinebat, et tamen justificatur et accipit Spiritum sanctum. Et hoc argumentum, ut dixi, urgetur per totum librum act., scilicet, quod lex nihil cooperatur ad justitiam. Jeg svarer: Cornelius var hedning, hvilket modstanderne ikke kan nægte. For de ord, Peter bruger i Apg 10,28, vidner klart derom: "I véd", siger han, "at det ikke er tilladt en jøde at gå ind hos en hedning". Han var altså hedning, han var uomskåret, han overholdt ikke loven, ja, han tænkte ikke engang på at overholde den, for den angik ikke ham, og dog blev han retfærdiggjort og modtog Helligånden. Og denne bevisførelse fremhæves som sagt hele Apostlenes Gerninger igennem, dette: at loven ikke bidrager til retfærdighed. 
99          Satis sit igitur pro articulo justificationis defendendo, quod Cornelius fuit gentilis, non circumcisus, (E304) non servans legem. Ergo non lege, sed per auditum fidei justificatus est. Ergo Deus justificat sine lege, et per consequens lex nihil fecit ad justitiam. Alioqui Deus dedisset Spiritum sanctum tantum Iudaeis, qui legem habebant et faciebant, non gentibus, quae eam non habebant, multo minus faciebant.         Når man vil forsvare artiklen om retfærdiggørelsen, er det derfor nok at sige, at Cornelius var hedning, ikke var omskåret, ikke overholdt loven. Altså blev han retfærdiggjort, ikke ved loven, men ved at høre troen. Altså retfærdiggør Gud uden lov, og følgelig gør loven intet til retfærdighed. Ellers ville Gud have givet Helligånden til udelukkende jøder, som havde loven og overholdt den, ikke til hedninger, som ikke havde den, og da slet ikke overholdt den. 
100 Sed contrarium est factum, donatus est Spiritus sanctus his, qui legem non habebant. Ergo manifesta experientia testator Spiritum sanctum dari non facientibus legem. Igitur justitia non est ex lege. Hoc modo solvitur objectio adversariorum non intelligentium veram rationem justificationis. (n100 Men det modsatte skete, Helligånden blev givet til dem, som ikke havde loven. Altså er de soleklare erfaringer vidne om, at Helligånden gives til nogen, der ikke overholder loven. Derfor er retfærdigheden ikke af loven. På den måde opløses indvendingen fra modstanderne; de har ikke forstået den sande grund til retfærdiggørelsen. 
101         Hic rursus objiciunt adversarii et dicunt: Esto sane, quod Cornelius fuerit gentilis, et per legem non acceperit Spiritum sanctum, tamen, cum textus clare dicat eum fuisse justum, timentem Dei, facientem eleemosynas etc., verisimile est, quod per haec meruerit, ut postea acciperet Spiritum sanctum.       Her indvender modstanderne igen noget, idet de siger: Lad være, at Cornelius var hedning og ikke modtog Helligånden gennem loven, han var dog, som teksten klart siger en retfærdig mand, der frygtede Gud og gav almisse, osv., (Apg 10,2) og derfor er det sandsynligt, at han herved gjorde sig fortjent til senere at modtage Helligånden. 
102 Respondeo: Cornelius fuit justus et sanctus in veteri testamento propter fidem in venturum Christum, sicut omnes patres, prophetae, pii reges justi fuerunt accepto clam Spiritu sancto propter fidem venturi Christi. Sophistae autem non distinguunt inter fidem in venturum Christum et in Christum jam exhibitum. Svar: Cornelius var retfærdig og hellig i det gamle testamentes forstand på grund af hans tro på den kommende Kristus, ligesom alle fædrene, profeterne, de fromme konger var retfærdige, fordi de på hemmelig måde havde modtaget Helligånden på grund af deres tro på den kommende Kristus. Men sofisterne skelner ikke mellem en tro på den kommende Kristus, og en tro på den Kristus, der nu har vist sig. 
103 Quare si etiam mortuus fuisset Cornelius ante revelatum Christum, non damnatus fuisset, quia fidem patrum habebat, qui sola fide futuri Christi salvati sunt act. 15. Mansit ergo gentilis, incircumcisus, sine lege, coluit tamen eundem Deum, quem patres, fide in venturum Messiam. Sed quia jam venerat Messias, necesse erat ei significari per apostolum Petrum, quod non esset exspectandus, sed jam venisset. (E305)  Derfor, selv om også Cornelius var død for Kristus blev åbenbaret, ville han ikke være blevet fordømt, for han havde fædrenes tro, de fædre, der frelses alene ved deres tro på den kommende Kristus, Apg 15,10f. Han var og blev altså hedning, uomskåret, uden lov, dyrkede dog den samme Gud, som fædrene, i troen på den kommende Messias. Men fordi Messias nu var kommet, måtte det nødvendigvis betydes ham gennem apostelen Peter, at man ikke mere skulle vente på ham, han var allerede kommet. 
104         Et is articulus de fide in revelandum adhuc et jam revelatum Christum (ut hoc etiam obiter admoneam) scitu pernecessarius est. Nam revelato nunc Christo non possumus salvari fide in venturum Christum, sed cogimur credere eum jam venisse, implesse omnia, legem abrogasse. Ideo oportuit quoque Cornelium imbui nova fide, quod Christus jam venisset, quae antea erat eum adhuc venturum. Sic fides cedit fidei, ex fide in fidem, Rom. 1.       Og den artikel om troen på den Kristus, der skulle åbenbares og nu er åbenbaret, er det (for også i forbifarten at minde om dette) yderst nødvendigt at kende. For efter af Kristus nu er åbenbaret kan vi ikke frelses ved tro på den kommende Kristus, men vi tvinges til at tro på den Kristus, der allerede er kommet, som har opfyldt alt og afskaffet loven. Derfor er det også nødvendigt, at Cornelius gennemtrænges med den nye tro, at Kristus nu er kommet, den, der tidligere gik ud på, at han skulle komme. Således viger tro for tro, af tro, til tro, Rom 1,17. 
105          Errant igitur sophistae, cum dicunt pro statuendo opere congrui Cornelium operibus naturalibus rationis et moralibus consecutum esse gratiam et missionem Spiritus sancti. Nam justum et timentem Dei etc. esse, affectus sunt non hominis gentilis aut naturalis, sed spiritualis, qui jam fidem habet. Nisi enim crederet in Deum, timeret Deum, non speraret se oratione aliquid ab eo impetraturum.         Sofisterne tager derfor fejl, når de for at underbygge deres lære om rimelighedsgerninger siger, at Cornelius opnåede nåde og Helligåndens tilsendelse ud fra den naturlige fornufts og morals gerninger. For at han var retfærdig og gudfrygtig, osv., er ikke noget, han er i kraft af at være hedning eller af at være et naturligt menneske, nej, det kommer af, at han er et åndeligt menneske, som allerede har troen. For hvis han ikke havde troet på Gud, og håbet på ham, ville han ikke kunne håbe på at opnå noget fra Gud ved sin bøn. 
106 Ideo primum commendatur Cornelius a Luca de justitia, timore Dei, tum demum de operibus et eleemosynis commendatur. Hoc adversarii non considerant, sed tantum hanc particulam  arripiunt et mordicus tenent, quod largitus sit eleemosynas pauperibus, ea enim res videtur ipsis facere pro statuendo merito congrui. Oportet autem primum personam seu arborem commendari, deinde opera et fructus.  Derfor prises Cornelius først og fremmest af Lukas på grund af sin retfærdighed, sin gudsfrygt, først derefter prises han for sine gerninger og sine almisser. Dette tog modstanderne ikke i betragtning, de greb blot disse særlige ord om, at han har givet almisser til de fattige, og bed sig fast i dem, dette synes for dem at kunne tale til fordel for rimelighedsfortjenesten. Men man bør først prise personen eller træet, derefter gerningerne og frugterne. 
107 Cornelius arbor bona est, quia justus, timens Dei, ergo facit bonos fructus, largitur eleemosynas, invocat Deum, et hi fructus placent Deo propter fidem. Quare angelus commendat (E306) Cornelium de fide venturi Christi, et transfert eum ex fide venturi in fidem Christi jam exhibiti, cum dicit: "Accerse Simonem, hic dicet tibi etc." Sicut ergo Cornelius sine lege fuit ante revelatum Christum, ita post revelatum Christum nec legem, circumcisionem etc. suscepit, et sicut antea non servavit legem, sic nec postea. Stat ergo argumentum fortissimo: Cornelius sine lege justificatus est, igitur lex non justificat. Cornelius er et godt træ, fordi han er retfærdig og gudsfrygtie, alltså bærer han gode frugter, giver almisse, påkalder Gud, og disse frugter behager Gud på grund af troen. Derfor priser englen Cornelius for hans tro på den kommende Kristus, og flytter han fra troen på den kommende Kristus, over til troen på den Kristus, der nu har vist sig, når han siger: "Lad Simon hente, han skal sige dig, osv." (Apg 10,5f). Ligesom altså Cornelius var uden lov før Kristus blev åbenbaret, således antog han heller ikke loven, omskærelsen osv., efter at Kristus blev åbenbaret, og ligesom han før ikke overholdt loven, sådan gjorde han det heller ikke bagefter. Det bevis står altså meget stærkt: Cornelius blev retfærdiggjort uden lov, altså retfærdiggør loven ikke. 
108 Naaman Syrus.
       Similiter Naaman Syrus procul dubio bonus et pius vir fuit (2 Regg.5,1 sqq.), ac veram opinionem de Deo habuit, et quanquam gentilis erat, nec pertinebat ad regnum Mosi, quod tum florebat, tamen mundatur ejus caro, revelatur ei Deus Israel, accipit Spiritum sanctum. Sic enim ait: "Vere scio, quod non sit alius Deus in universa terra, nisi tantum in Israel." Nihil plane facit, non servat legem, non circumciditur, sed orat tantum terrae sibi dari, quantum duo muli portare possunt.
Syreren Naaman 
       På lignende måde var uden tvivl syreren Naaman en god og from mand, (2 Kong 5,1ff) der havde en sand forestilling om Gud, og skønt han var hedning og ikke hørte til Moses' rige, som den gang var i sin fuld blomstring, blev hans kød dog renset, Israels Gud åbenbarede sig for ham, og han modtog Helligånden. For han sagde nemlig: "Nu véd jeg, at der ikke er nogen anden Gud på hele jorden end i Israel" (2 Kong 5,15). Men han gjorde slet intet, han overholdt ikke loven, han lod sig ikke omskære, men bad kun om så meget jord, som to muldyr kunne bære. 
109 Deinde cernitur fidem in ipso non fuisse otiosam. Sic enim loquitur ad prophetam Heliseum: "Non faciet servus tuus victimam aut holocaustum diis alienis, nisi domino. Verum in hae re propitius sit dominus mihi servo tuo, cum adoravero in templo Rimmon, ingrediente domino meo rege in templum Rimmon, ut ibi adoret et innitatur super manum meam." Cui propheta: "Abi in pace." Sic ille justificatur. Hoc audiens Iudaeus rumpitur ira, et dicit: Num gentilis justificaretur non servata lege, et nobis circumcisis conferretur. Men man kan se, at troen i ham ikke var uvirksom. For således siger han til profeten Elias: "Din træl vil ikke mere ofre brændoffer eller slagtoffer til andre guder end til Herren. Men i én ting vil Herren nok være nådig overfor din træl, når jeg tilbeder i Rimmons tempel, idet min herre kongen går ind i Rimmons tempel, for at tilbede dèr og støtter sig til min arm". Profeten sagt til ham: "Gå bort i fred". (2 Kong 5,17f). Således blev han retfærdiggjort. Når en jøde hører det, er han ved at revne af vrede, og siger: Mon en hedning retfærdiggøres ved ikke at overholde loven, mon han kan sammenlignes med os omskårne? 
110 Gentes justificatae sine lege stante adhuc politia Mosi.
       Itaque Deus multo ante, stante et florente adhuc (E307) regno Mosi, indicavit se sine lege homines justificare ut certe justificavit multos reges in Aegypto, in Babylone, item Hiob, et alios orientales populos, denique Ninive maxima civitas justificatur et accipit a Deo promissionem salutis, quod non sit perdenda.
Hedningerne blev retfærdiggjort uden lov, endnu mens Moses' rige eksisterede. 
       På den måde angav Gud for lang tid siden, mens Moses' rige end bestod i sin fulde kraft, at han ville retfærdiggøre mennesker uden lov, sådan som han bestemt retfærdiggjort mange konger i Ægypten, i Babylon, og også Job, og andre folk fra Østen. Til sidst blev også den meget store by, Ninive, retfærdiggjort og modtog fra Gud forjættelse om frelse, at den ikke skulle gå til grunde. 
111 Per quid? Non quia audiebat et faciebat legem, sed quia credebat verbo Dei, quod propheta Ionas praedicabat. Sic enim sonant verba prophetae: "Et crediderunt Ninivitae Deo et praedicaverunt jejunium, et vestiti sunt saccis", id est, egerunt poenitentiam. Adversarii fortiter transiliunt hoc "crediderunt," et tamen tota vis in eo sita est. Non legis in Iona: "Et Ninivitae acceperunt legem Mosi, circumcisi sunt, sacrificaverunt, opera legis fecerunt, sed credentes egerunt poenitentiam in sacco et cinere. Ved hvad? Ikke fordi den hørte og overholdt loven, men fordi den troede på Guds ord, som profeten Jonas prædikede. For sådan lyder profetens ord: "Og ninivitterne troede på Gud og udråbte en faste, og de klædte sig i sæk". (Jonas 3,5), det vil sige, de gjorde bod. Modstanderne går hurtigt hen over ordet "troede", og dog ligger hele vægten på det. Du læser ikke hos Jonas: "Og ninivitterne modtog Moseloven, blev omskåret, ofrede, gjorde lovens gerninger", men at de troede og gjorde bod i sæk og aske. 
112          Ista ante Christum exhibitum gesta sunt, cum adhuc regnaret fides in venturum Christum. Si igitur tum gentes justificatae absque lege acceperunt clam Spiritum sanctum, stante adhuc legis politia, cur nunc lex exigeretur ad justitiam, quae exhibito jam Christo abrogata est? Est ergo firmissimum hoc argumentum ab experientia Galatarum sumtum: "Num accepistis etc. ?" Coguntur enim fateri se nihil audisse de Spiritu sancto ante praedicationem Pauli, eo autem evangelium praedicante se Spiritum accepisse.        Dette skete, før Kristus viste sig, mens det endnu var troen på den kommende Kristus, der rådede. Hvis derfor dengang hedninger, der var blevet retfærdiggjorte uden lov, hemmeligt modtog Helligånden, selv om lovens samfund endnu bestod, hvorfor kan man så nu kræve loven til retfærdiggørelse, når den dog nu, hvor Kristus har vist sig, er afskaffet? Dette meget stærke argument er tage fra galaternes erfaring: "Mon I modtog Hellligånden osv."? De tvinges nemlig til at indrømme, at de ikke havde hørt noget om Helligånden før Paulus' prædiken, men at de, ved evangeliets prædiken modtog Ånden. 
113              Ideo et nos hodie cogimur fateri, convicti testimonio propriae conscientiae, scilicet Spiritum non dari per legem, sed per auditum fidei. Nam multi antea in papatu summo labore ac studio conabantur (E308) legem, statuta seu decreta patrum et traditiones papae, servare, et quidam magnis et frequentibus exercitiis vigiliarum, jejuniorum, orationum etc. sic defatigabant et perdebant corpora sua, ut postea ad nullam rem gerendam idonei essent, et hac tamen re nihil aliud efficiebant, quam quod se ipsos misere cruciabant.         Derfor tvinges vi idag til at indrømme, overbevist af vor egen samvittigheds vidnesbyrd, at Ånden ikke gives gennem loven, men gennem at høre i tro. For mange forsøgte tidligere i pavedømmet med besvær og nidkærhed at overholde loven, nemlig fædrenes statutter og dekreter og pavens traditioner, og adskillige udmattede sig ved store og ofte gentagne vågeøvelser, faster, bønner, osv., og ødelagde deres legemer i den grad, at de bagefter ikke var egnede til at foretaget sig nogetsomhelst, og herigennem udvirkede de ikke andet end at de jammerligt plagede sig selv.
114 Nunquam huc pervenire poterant, quod tranquillam conscientiam et pacem in Christo haberent, sed perpetuo dubitabant de voluntate Dei erga se. Nunc autem cum evangelium docet, quod lex et opera non justificent, sed fides in Christum, sequitur cognitio et intelligentia certissimi, conscientia laetissima et verissimum judicium de omnibus vitae generibus et rebus. Iam credens certo statuere potest papatum cum universis suis ordinibus et traditionibus esse impium, quod antea non potuit. Herved kunne de aldrig nå frem til at have en rolig samvittighed og fred i Kristus, men de tvivlede uafladeligt om Guds vilje imod dem. Men nu, når evangeliet lærer, at loven og gerningerne ikke retfærdiggør, det gør tro på Kristus, nu følger den sikre erkendelse og forståelse, nu følger den glade samvittighed og den sandeste bedømmelse om alle ting og sager i livet. Nu kan den, der tror, med sikkerhed fastslå, at pavedømmet med alle dets ordener og traditioner er ugudeligt, hvad han tidligere ikke kunne gøre. 
115 Tanta enim caecitas regnabat in mundo, ut judicaremus opera, quae homines excogitaverant, non solum sine sed etiam contra mandatum Dei, longe praestare operibus, quae facit jubente Deo magistratus, paterfamilias, praeceptor, filius, servus etc. Så stor en blindhed herskede nemlig i verden, at vi skønnede, at de gerninger, som mennesker selv fandt på, ikke uden Guds bud, men også imod Guds bud, havde fortrinsret overfor de gerninger, som øvrigheden, husfaderen, forstanderen, sønnen, tjeneren, osv., gør på Guds befaling. 
116        Debueramus profecto ex verbo Dei cognoscere papistarum ordines, quos solos nominabant sanctos, esse impios, cum nullum prorsus mandatum Dei aut testimonium in sacris literis exstet de eis, contra alia vitae genera, quae habent verbum et mandatum Dei, esse sancta et divinitus instituta. Sed tam horribilibus tenebris immersi tum eramus, ut plane de nulla re recte potuerimus judicare. Iam vero coruscante evangelii luce omnia vitae genera in mundo sub (E309) certo et infallibili judicio nostro sunt.        Vi burde virkelig have kunnet forstå ud fra Guds ord, at de pavelige ordener, som de alene kaldte hellige, var ugudelige, eftersom der slet ikke findes noget bud fra Gud eller noget vidnesbyrd om dem i den hellige skrift, modsat andre slags livsførelse, som har Guds ord og bud for, at de er hellige og guddommeligt indstiftede. Men vi var dengang indhyllet i et så forfærdeligt mørke, at vi slet ikke kunne dømme ret om nogen ting. Nu derimod, hvor evangeliets lys stråler klart, kan vi dømme sikkert og klart om alle slags livsførelser i verden. 
117 Pronuntiamus ex verbo Dei certam sententiam, vitae genus servorum, quod coram mundo est vilissimum, longe acceptius esse Deo, quam omnes ordines monachorum, quia servorum statum approbat, commendat et ornat Deus suo verbo, non item monachorum. Ideo hoc argumentum ab experientia ductum et apud nos maxime valere debet. Nam etiamsi alii alia opera et ea multa et gravia faciebant in papatu, tamen nunquam potuerunt esse certi de voluntate Dei erga se, sed semper dubitaverunt, nunquam potuerunt pervenire ad cognitionem Dei sui, vocationis suae, nunquam senserunt testimonium Spiritus in cordibus suis. Iam vero lucente veritate evangelii, ex solo auditu fidei de istis omnibus certissime erudiuntur. Ud fra Guds ord fælder vi den sikre dom, at tjenerstanden, som i verden er den ringeste, er langt mere accepteret af Gud end alle munkeordenerne, fordi Gud godkender, priser og pryder tjenerstanden med sit ord, hvad han ikke gør med munkestanden. Derfor bør dette bevis, der er taget fra erfaringen, også hos os veje tungt. For skønt andre gjorde andre gerninger og de mange og alvorlige gerninger i pavedømmet, så kunne de dog aldrig være sikre på Guds velvilje imod dem, men de tvivlede altid, de kunne aldrig nå igennem til erkendelsen af Gud, af sig selv, af deres kald, de mærkede aldrig Åndens vidnesburd i deres hjerter. Men nu, hvor evangeliets sandhed lyser, undervises de alene ved at høre i tro på den sikreste måde om alle disse ting. 
118         Haec non frustra tam copiose dico, quia valde exiliter sonat, quod ad solum auditum fidei Spiritus sanctus detur nobis, quodque prorsus nihil aliud a nobis exigatur, quam quod ab omnibus actionibus nostris desistamus, et tantum audiamus evangelium. Humanum cor non intelligit neque credit tantum pretium, scilicet Spiritum sanctum, solo auditu fidei dari, sed sic colligit: Magna res est remissio peccatorum, liberatio a peccato et morte, donatio Spiritus sancti, justitia et vita aeterna , ideo oportet te aliquid magni praestare, ut ista inaestimabilia dona consequaris.        Det er ikke uden grund, at jeg siger dette så omhyggeligt, for det lyder af så lidt, at Helligånden gives os alene ved at høre troen, og at der slet intet andet kræves af os, end at vi skal afstå fra alle vore handlinger og kun høre evangeliet. Dog, det menneskelige hjerte hverken forstår eller tro på en så stor belønning, nemlig Helligånden, for blot at høre i tro, og det tænker således: Det er en stor ting med syndernes forladelse, befrielse fra synden og døden, dette, at Helligånden, retfærdighed og evigt liv gives os, derfor bør du også præstere noget stort, for at du kan få del i disse uvurdërlige gaver. 
119 Hanc opinionem approbat et exaggerat in corde (E310) diabolus. Itaque cum audit ratio: Tu nihil potes facere pro consequenda remissione peccatorum, sed tantum debes audire verbum Dei, statim reclamat et dicit: Ah tu nimis exilem et contemtam facis remissionem peccatorum etc. Sic magnitudo doni facit, ut illud non accipiamus, et quia gratis offertur tantus thesaurus, ideo contemnitur. Denne mening tilslutter djævelen sig, og han overdriver den i vort hjerte. Derfor, når fornuften hører: du skal intet gøre for at opnå syndernes forladelse, blot høre Guds ord, så gør den straks indvendinger og siger: Åh, du gør syndernes forladellse til noget altfor ringe og foragtet, osv. Således bevirker gavens størrelse, at vi ikke vil modtage den, og fordi en så stor skat tilbydes for intet, derfor foragtes den. 
120          Sed oportet nos omnino hoc discere, quod gratis ad solum auditum fidei detur remissio peccatorum, Christus, Spiritus sanctus, non obstantibus etiam maximis peccatis et demeritis nostris, neque videndum est, quanta res donetur, et quam nos indigni simus, alioqui magnitudo rei et indignitatis nostrae absterrebit nos, sed cogitandum est, quod Deo placeat hoc inenarrabile donum gratis et indignis nobis dare, ut Christus ait Luc. 12 (v. 32.): "Noli timere, pusille grex, placuit enim patri vestro, dare (dare, inquit) regnum."         Men det bør vi i det hele taget lære, at syndernes forladelse, Kristus og Helligånden gives os for intet blot ved at høre troen, og selv de største synder og overtrædelser fra vor side kan ikke forhindre det. Og vi bør lære, at man ikke bør se på, hvor meget der gives, og hvor uværdige vi er, ellers vil sagens storhed og vor uværdighed gøre os forskrækkede, men man bør tænke på, at Gud har velbehag i at give os uværdige denne usigelige gave for intet, sådan som Kristus siger: "Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give ("give", siger han) jer riget". (Luk 12,32). 
121  Quibus? Vobis indignis, qui estis pusillus grex. Si ergo parvus sum, et res magna, imo maxima est, quae donatur, oportet me cogitare, etiam magnum et solum magnum esse eum, qui dat. Si ille offert et vult dare, non considero meum peccatum et indignitatem, sed paternam voluntatem ejus erga me, qui dat, et magnitudinem doni cum gaudio accipio, et laetus ac gratus sum pro dono inenarrabili, gratis per auditum fidei et indigno dato. Til hvem? Til jer uværdige, som er den lille hjord. Men hvis jeg er lille, og den ting, der gives, er stor, ja, voldsom stor, så bør jeg tænke, at han er stor, og han alene er stor, som giver den. Hvis han tilbyder og vil give, så skal jeg ikke tænke på mine synder og min uværdighed, men på hans faderlige velvilje imod mig, han, som giver, og med glæde modtage gavens storhed, og være glad og taknemlig for denne usigelige gave, givet til en uværdig ved at høre i tro. 
122         Hic stulta ratio iterum offenditur, et reprehendit nos, dicens: Quod docetis homines prorsus nihil debere facere pro tam immense dono consequendo, (E311) quam audire verbum, hoc videtur vergere in maximum contemtum gratiae, et homines securos, languidos et stertentes reddere, ut remittant manus, et prorsus nihil boni operentur; ideo non expedit hoc praedicare, neque est verum, sed homines urgendi sunt, ut laborent, sudent et exerceant se ad justitiam, et tum consequentur hoc donum. Hoc idem objecerunt olim Pelagiani christianis, sed audi, quid Paulus hic dicat: Non ex laboribus et sudoribus, non ex operibus legis, sed ex auditu fidei accepistis Spiritum sanctum.         Her stødes den dumme fornuft igen og bebrejder os, idet den siger: Dette, at I lærer, at menneskene slet intet skal gøre for at få en så umådelig stor gave, intet andet end at høre ordet, det synes at føre til den største foragt for nåden og at gøre menneskene sikre, sløve og søvnige, så de lader hænderne synke og overhovedet ikke gør noget godt; derfor er det ikke tilrådeligt at prædike dette, og det er heller ikke sandt, men menneskene skal opfordres til at arbejde, svede og opøve sig til retfærdigheden, og da følger gaven ovenpå. Det samme indvendte i gamle dage pelagianerne mod de kristne, men hør, hvad Paulus her siger: Det er ikke ved besvær og sved, det er ikke ved lovgerninger, men ved at høre i tro, at I modtager Helligånden. 
123  Audi denique ipsum Christum, quid respondeat Marthae vehementer sollicitae et aegre ferenti, quod soror Maria assidens ad pedes Iesu ac audiens sermonem illius relinqueret se solam ministrare. "Martha, inquit, sollicita es, et turbaris erga plurima, unum est necessarium, Maria bonam partem elegit, quae non auferetur ab ea". Christianus ergo fit non operando, sed audiendo. Og hør endelig Kristus selv, hvad han svarede Martha, der var voldsom bekymret og ærgerlig over, at hendes søster Marie sade ved Jesu fødder og hørte på hans prædiken, og overlod det til hende alene at varte op. "Martha", sagde han, "du gør dig bekymring og uro over mange ting, men ét er fornødent, Marie har valgt den gode del, den skal ikke tages fra hende". Man bliver altså kristen, ikke ved at gøre gerninger, men ved at høre. 
124  Quare qui sese exercere vult ad justitiam, primum exerceat se audiendo evangelio, hoc audito et concepto laetus agat gratias Deo, et tum se exerceat bonis operibus, quae sunt in lege praecepta, ita ut lex et opera sequantur auditum fidei. Tum poterit secure ambulare in luce, quae est Christus, et certo eligere et facere opera non hypocritica, sed vere bona, quae sciat Deo placere et ab eo praecepta esse, et contemnere omnes larvas electitiorum operum. Derfor skal den, der vil opøve sig til retfærdighed, først opøve sig til at høre evangeliet, når han har hørt det og forstået det, så vil han være glad og taknemlig overfor Gud, og så vil han opøve sig i de gode gerninger, som er foreskrevet i loven, således at lov og gerninger følger efter dette at have hørt i tro. Da kan han vandre sikkert i lyset, det lys, som er Kristus, og sikkert vælge og gøre gerninger, som ikke er hykleriske, men i virkelig gode, gerninger, som han véd behager Gud og er foreskrevet at ham, og så kan han foragte alle selvvalgte gerningers hykleri. 
125        Adversarii existimant fidem omnino rem levem et nihili esse, per quam Spiritus concipitur, sed quam difficilis et ardua res sit, experior ego, et omnes qui mecum serio amplectunctur eam. Statim dicitur (E312) solo auditu fidei accipi Spiritum, sed non tam facile auditur, capitur, creditur et retinetur, ac dicitur. Quare si audis a me Christum agnum Dei immolatum esse pro peccatis tuis, vide, ut hoc vere etiam audias.        Modstanderne mener, at troen i det hele taget er noget ringe, ja slet ingenting, den, hvorved Ånden modtages, men hvor vanskelig og hård en sag det er, det erfarer jeg og alle, der ligesom jeg griber den alvorligt. Det er let at sige, at jeg modtager Ånden blot ved at høre til tro, men det er ikke så let at høre det, forstå det, tro det og fastholde det, som at sige det. Derfor, hvis du hører mig sige, at Kristus Guds lam, der er ofret for dine synder, så se til, at du også virkelig hører det. 
126  Paulus significanter vocavit auditum fidei (non verbum fidei, quanquam parum interest), hoc est, tale verbum, quod tu audiens credas, ut verbum non solum sit vox mea, sed audiatur a te, et penetret in cor, et a te credatur, tunc vere est auditus fidei, per quem accipis Spiritum sanctum; eo accepto postea mortificabis etiam carnem tuam. Paulus kalder det bemærkelsesværdigt nok "at høre til tro", ikke "troens ord", selv om der kun er ringe forskel, det vil sige, den slags ord, som du, når du hører det, tror, så at ordet ikke blot er min røst, men høres af dig, og trænger ind i hjertet, og tros af dig, da er det i sandheden hørt til tro, og gennem den tro modtager du Helligånden; og har du modtaget den, kan du også døde dit kød. 
127         Pii experiuntur, quam libenter vellent plena fide verbum auditum tenere, et evellere opinionem legis et justitiae propriae, sed sentiunt luctam in carne resistentem omni vi Spiritui. Nam ratio et caro simpliciter volunt cooperari.         De fromme erfarer, hvor gerne de ville fastholde det ord, de har hørt, med en fast tro og udrydde forestillingen om lovretfærdigheden og egenretfærdighed, men de mærker en kamp i kødet, der af al kraft står Ånden imod. For fornuften og kødet vil simpelthen trække på samme hammel.
127  Hoc "oportet circumcidi et servare legem" non potest nobis penitus eximi, sed manet in cordibus omnium piorum. Ideo perpetua est piis lucta cum auditu fidei et operibus legis, quia conscientia semper remurmurat et cogitat: Nimis facilem hanc viam esse, quod ex solo auditu verbi promittitur justitia, Spiritus sanctus et salus aeterna. Sed tenta serio et experire, quam facile sit audire verbum fidei. Dette "man bør omskæres og overholde loven" kan ikke helt fjernes fra os, men forbliver i alle de frommes hjerter. Derfor er det for de fromme en stadig kamp mellem af høre til tro og at gøre lovens gerninger, fordi samvittigheden altid knurrer og tænker: Det er en altfor let vej, at man blot ved at høre ordet får forjættelser om retfærdighed, Helligånden og evig frelse. Men prøv alvorligt på det, så skal du erfare, hvor let det er at høre ordet til tro. 
129  Magnus quidem est, qui dat, deinde magna dat volens et simpliciter, ac nemini exprobrat, sed tua capacitas difficilis et fides infirma est, faciens tibi luctam, ut oblatum donum non possis accipere. Sed remurmuret sane conscientia, et recurrat subinde (hoc oportet), tamen tu tantisper perdura et consiste, (E313) donec illud oportet vincas. Sic crescente fide paulatim decrescet illa opinio justitiae legis, sed hoc sine magno certamine fieri non potest. Ganske vist er den, der giver, stor, og han giver store gaver "gerne og uden bebrejdelse" (Jak 1,5), men din evne er vanskelig og din tro svar, den skaber en kamp for dig, så du, når du får gaven tilbudt, ikke kan modtage den. Men lad bare samvittigheden knurre, og lad bare dette "bør" uafladeligt vende tilbage, blot du hele tiden holder ud og bliver ved, indtil dette du besejrer dette "bør". Når således troen vokser, forsvinder efterhånden denne opfattelse af lovretfærdigheden, men det kan ikke ske uden stor kamp. 
Videre til gal3b! 

Noter:

n37:  Haystrup-note: Denne sørgelige begivenhed, hvor en læge i Halle tog sit eget liv i samvittighedsnag og fortvivlelse over at have fornægtet Kristus ved at gå til alters på romersk-katolsk manér, har øjensynlig gjort et dybt indtryk på Luther. Han omtaler den ofte i sine skrifter.

n48:  Haystrup-note: En iøvrigt ukendt kætterleder i Karthago o. 250. Der er sandsynligvis her tale om en forveksling med den bekendte romerske teolog og menighedsleder, presbyteren Novatian, der i sin kamp for rene menigheder og den kristnes hellighed nægtede selv bodfærdige frafaldne eller andre, der havde begået "dødssynd", optagelse i kirken.

n72:  Paulus er nu ikke nævnt i Apg 10,44.

n100:  Læg mærke til, at Luther her lader ordet "lov" gå udelukkende på moseloven. Eller han "glemmer" Rom 2,15, at hedningerne er sig selv en lov. Eller han "overser", at loven skal overbevise om synd; det, han kæmper for i antinomerstriden: at loven altid må gå forud for evangeliets forkyndelse, er her pist-borte.