Store Galaterbrevskommentar 2d

Luther 1535


Taget fra Erl  22, 244-271

Indhold:

Tilbage til oversigten!

Tilbage til gal2c.
1   Vivo autem, jam non ego, sed vivit in me Christus.
       Quod dicit: "Vivo autem," sonat personaliter, quasi Paulus loquatur de sua persona. Ideo mox corrigit, dicens: "Iam non ego," hoc est: Non ego jam in mea persona vivo, sed "Christus in me vivit." Persona quidem vivit, sed non in se aut pro sua persona. Sed quis est ille ego, de quo dicit: ,,Iam non ego"? Is ego est, qui legem habet, et operari debet, quique est persona quaedam segregata a Christo.
Jeg lever, dog ikke længer jeg, men Kristus lever i mig. (Gal2.20a).
       Når han siger: "men jeg lever", lyder det personligt, som om Paulus taler om sin egen person. Derfor retter han det straks efter og siger: "Dog ikke jeg", det vil sige: Det er ikke længer mig, der lever i min person, men "Kristus lever i mig". Ganske vist lever personen, men den lever ikke i sig selv eller for sin egen person. Men hvem er da det "jeg", om hvilket han sige: "Dog ikke jeg"? Det jeg er den, som har loven og bør gøre gerninger, og som er en person, der er adskilt fra Kristus. 
  Illum ego Paulus rejicit, quia ego ut distincta persona a Christo pertinet ad mortem et infernum. Ideo inquit: "Iam non ego, sed Christus in me vivit," is est mea forma, ornans fidem meam, ut color vel lux parietem ornat (sic crasse res illa exponenda est, non enim possumus spiritualiter comprehendere tam proximo et intime Christum haerere et manere in nobis, quam lux vel albedo in pariete haeret). Christus ergo, inquit, sic inhaerens et conglutinatus mihi et manens in me hanc vitam, quam ago, vivit in me, imo vita, qua sic vivo, est Christus ipse. Itaque Christus et ego jam unum in hac parte sumus. Ham forkaster Paulus, fordi et jeg som en person forskellig fra Kristus, er hjemfalden til død og helvede. Derfor siger han: "ikke længer jeg, men Kristus lever i mig", ham er min form, idet han smykker min tro, ligesom farven eller lyset pryder en væg. (Så groft må det siges; vi kan nemlig ikke åndeligt forstå, at Kristus knytter sig til og forbliver i os så tæt og inderligt, som lyset eller den hvide farve knytter sig til en væg). Altså, siger han, Kristus knytter sig sådan til mig og limer sig sådan sammen med mig, så han lever det liv, jeg fører, ja, så det liv, hvori jeg lever, er Kristus selv. Således er Kristus og jeg allerede ét i den henseende. 
3          Vivens autem in me Christus abolet legem, (E245) peccatum damnat, mortem mortificat, quia ad praesentiam ipsius illa non possunt non evanescere: Est enim Christus aeterna pax, consolatio, justitia et vita, his autem cedere oportet terrorem legis, moerorem animi, peccatum, infernum, mortem. Sic Christus in me manens et vivens tollit et absorbet omnia mala, quae me cruciant et affligunt. Quare haec inhaerentia facit, ut liberer a terroribus legis et peccati, eximar e cute mea, et transferar in Christum et regnum illius, quod est regnum gratiae, justitiae, pacis, gaudii, vitae, salutis et gloriae aeternae; in illo autem agens, nihil mali potest nocere mihi.        Men når Kristus lever i mig, afskaffer han loven, fordømmer synden og slår døden ihjel, for når han er tilstede, må de forsvinde. Kristus er nemlig den evige fred, trøst, retfærdighed og liv, men ved disse ting bør lovens rædsel, sindets sorg, synd, helvede og død vige. Således forbliver og lever Kristus i mig og ophæver og opsluger alt ondt, som korsfæster og anfægter mig. Derfor, denne iboen bevirker, at jeg bliver befriet fra lovens og syndens rædsler, taget ud af mit eget skind og ført over til Kristus og hans rige, som er nådens rige, retfærdighedens, fredens, glædens, frelsens og den evige herligheds rige; men når jeg lever i det, kan intet ondt skade mig. 
4          Interim foris quidem manet vetus homo, subjectus legi, sed quantum attinet ad justificationem, oportet Christum et me esse conjunctissimos, ut ipse in me vivat, et ego in illo (mirabilis est haec loquendi ratio). Quia vero in me vivit, ideo quidquid in me est gratiae, justitiae, vitae, pacis, salutis, est ipsius Christi, et tamen illud ipsum meum est per conglutinationem et inhaesionem, quae est per fidem, per quam efficimur Christus et ego quasi unum corpus in spiritu.          Imidlertid forbliver udadtil det gamle menneske, underlagt loven, men i alt, hvad der har med retfærdiggørelsen at gøre, bør Kristus og jeg være tæt sammenknyttede, så at han selv lever i mig, og jeg i ham (det er en forunderlig måde at tale på). Men fordi han lever i mig, derfor er, hvad der er i mig af nåde, retfærdighed, liv, fred, frelse, det hører selve Kristus til, og dog er det mit på grund af den nøje forbindelse og sammenknytning, som er opstået gennem troen, hvorved vi, Kristus og jeg, bliver som ét legeme i ånden. 
5  Quia ergo vivit in me Christus, necesse est simul cum eo adesse gratiam, justitiam, vitam ac salutem aeternam, et abesse legem, peccatum, mortem, imo legem a lege, peccatum a peccato, mortem a morte, diabolum a diabolo crucifigi, devorari et aboleri. Sic Paulus conatur nos prorsus abstrahere ab inspectione nostri, legis et operum, et in ipsum Christum et fidem Christi transplantare, ut nihil plane spectemus in ratione justificandi, quam gratiam, (E246) et eam longissime separemus a lege et operibus, quae procul hic abesse debent. Fordi altså Kristus lever i mig, må nødvendigvis sammen med ham være nåde, retfærdighed, liv og evig frelse, og lov, synd, død være borte, ja loven er korsfæstet, opslugt og ophævet af loven, synden af synden, døden af døden, djævelen af djævelen. Således stræber Paulus efter helt at få os trukket bort fra at se på os selv, på loven og gerninger, og at overfør os til Kristus selv og troen på Kristus, så vi i spørgsmålet om retfærdiggørelsen, slet ikke ser hen på noget andet end nåden, og adskiller den mest muligt fra loven og gerninger, som bør være langt borte her. 
6           Paulus suam peculiarem phrasin habet, non humanam, sed divinam et coelestem, qua evangelistae et ceteri apostoli (praeter unicum Ioannem, qui interdum etiam sic loqui solet) non sunt usi. Et nisi Paulus hac forma loquendi prior usus fuisset, ac eam nobis conceptis verbis praescripsisset, nemo etiam ex sanctis ausus fuisset ea uti, est enim plane insolens et inaudita, ut: Vivo, non vivo; mortuus sum, non mortuus sum; peccator sum, non sum peccator; legem habeo, non habeo legem; quae phrasis suavissima est credentibus in Christum.         Paulus har sin særlige udtryksmåde, som ikke er menneskelig, men guddommelig og himmelsk, og som de evangelisterne og de øvrige apostle ikke bruger (bortset alene fra Johannes, som af og til også plejer at tale sådan). Og hvis ikke Paulus tidligere havde brugt den udtryksmåde, og med tydelige ord havde foreskrevet os den, ville ikke engang nogle af de hellige have vovet at bruge den; det er nemlig fuldstændig usædvanlig og uhørt, dette med "jeg lever, jeg lever ikke"; "jeg er død, jeg er ikke død"; "jeg er en synder, jeg er ikke en synder"; "jeg har loven, jeg har ikke loven"; men disse udtryksmåder er for dem, der tror på Kristus, meget milde. 
7  Quatenus enim se ipsos intuentur, habent legem et peccatum, quatenus Christum, legi mortui sunt, peccatum non habent etc. Quare si in causa justificationis discernis personam Christi et tuam, es in lege, manes in ea, et in te, non in Christo vivis, quod est damnari a lege et mortuum esse coram Deo, quia fidem habes, ut sophistae nugantur, informatam caritate. Sic exempli causa loquor. For når de ser på sig selv, har de loven og synden, når de ser på Kristus, er de døde for loven, har ikke synd, osv. Og derfor, hvis du i retfærdiggørelsens anligende skelner mellem Kristi person og din person, så er du i loven, og du forbliver i den, og i dig selv, du lever ikke i Kristus, hvilket vil sige at være fordømt af loven og være død overfor Gud, fordi du har en tro, som den, sofisterne våser om, en tro, der er formet af kærligheden. Således taler jeg som et eksempel. 
8  Nullus enim dari potest, qui hac fide salvatus sit. Ideo quae sophistae de fide informata caritate docuerunt, mera ludibria Satanae sunt.  Sed concedamus reperiri hominem, qui talem fidem habeat, tamen eam habens non est ideo justus, quia tantum habet historicam fidem de Christo, quam etiam diabolus et omnes impii habent. Der kan nemlig ikke gives nogen, som bliver frelst ved denne tro. Derfor, hvad sofisterne har lært om troen, formet af kærligheden, er snarere Satans narrestreger. Men selv om vi indrømmer, at de findes et menneske, der har en sådan tro, så ville dog den, der har den, ikke af den grund være retfærdig, fordi han har en blot historisk tro på Kristus, den, som også djævelen og alle ugudelige har. 
9        Quare fides pure est docenda, quod scilicet per eam sic conglutineris Christo, ut ex te et ipso fiat (E247) quasi una persona, quae non possit segregari, sed perpetuo adhaerescat ei, ut cum fiducia dicere possis: Ego sum Christus, hoc est, Christi justitia, victoria, vita etc. est mea; et vicissim Christus dicat: Ego sum ille peccator, hoc est, ejus peccata, mors etc. sunt mea, quia adhaeret mihi, et ego illi, conjuncti enim sumus per fidem in unam carnem et os, Eph. 5. (v. 30.): "Membra sumus corporis Christi, de carne ejus, et de ossibus ejus," ita ut haec fides Christum et me arctius copulet, quam maritus est uxori copulatus.       Derfor skal troen læres rent, for det er jo ved den, at du er sammenlimet med Kristus, så der af dig og ham bliver som én person, som ikke kan afskilles, men stadig holder sig til ham, så du tillidsfuldt kan sige: Jeg er Kristus, det vil sige, Kristi retfærdighed, sejr, liv osv. er mit; og omvendt kan Kristus sige: Jeg er denne synder, det vil sige, hans synd, død, osv. er min, for han er knyttet til mig, og jeg til ham, vi er sammensluttet ved troen til ét kød og ét ben, jvfr Ef 5,30: "Vi er lemmer på Kristi legeme, af hans kød og af hans ben", sådan at denne tro knytter Kristus og mig tættere sammen, end mand og hustru er knyttet sammen. 
10 Ergo fides illa non est otiosa qualitas, sed tanta est ejus magnitude, ut obscuret et prorsus tollat ista stultissima somnia doctrinae sophisticae de fictione fidei formatae et caritatis, de meritis, de dignitate aut qualitate nostra etc. Haec libenter velim copiosius tradere, si possem. Den tro er nu ikke en hvilende egenskab, men så stor er den, at den fordunkler og helt bortrydder disse dumme fantasier fra de sofistisne læresætninger om den opdigtede formede tro og kærlighed, om fortjenesterne, om vor værdighed og kvalitet osv. Dette ville jeg gerne lære yderligere om, hvis jeg kunne. 
11        Indicavimus hactenus hoc fuisse primum argumentum Pauli, quod aut Christus necessario sit minister peccati, aut lex non justificet. Illo argumento absolute proposuit Paulus se ipsum exemplum, et fecit prosopopoeiam quandam, et dixit se mortuum illi veteri legi per quandam novam. Nunc annectit duas antipophoras, hoc est, occupationes. Prima est contra calumniam superborum et scandalum infirmorum. Nam quando remissio peccatorum gratis praedicatur, mox calumniantur malitiosi hanc praedicationem, ut Rom. 3. (v. 8.): "Faciamus mala, ut veniant bona."          Vi har hidtil angivet, at dette var det første bevis hos Paulus, at enten er Kristus med nødvendighed syndens tjener, eller også kan loven ikke retfærdiggøre. Efter at have afsluttet denne argumentation fremsatte Paulus sig selv som eksempel og gjorde en vis dramatisk vending og sagde, at han var død for den gamle lov ved en ny lov. Nu tilføjer han to gendrivelser, det vil sige, to vanskeligheder. Den første er rettet imod det, som de hovmodige bagvasker og de svage forarges over. For når man forkynder syndernes forladelse for intet, går de ondskabsfulde straks til angreb på den forkyndelse og siger ligesom i Rom 3,8: "Lad os gøre det onde, for at de gode kan komme af det". 
12 Ejusmodi enim homines, ubi audiunt nos lege non justificari statim per calumniam inferunt: Ergo omittamus (E248) legem. Item: Si ibi superabundat gratia, ubi abundavit delictum, ergo abundemus peccatis, ut justificemur et gratia superabundet. Hi sunt maligni et superbi, qui libenter depravant scripturas et dicta Spiritus sancti, ut viventibus adhuc apostolis etiam Paulum depravarunt in suam ipsorum perniciem, ut 2. Pet. 3. (v. 16.) dicitur. For når den slags mennesker hører, at vi ikke retfærdiggøres ved loven, slutter de straks på ondsindet vis: Altså kan vi helt lade loven fare. Ligeledes: hvis det er sådan, at hvor nåden bliver overstrømmende rig, dèr er der også en overflod af overtrædelser (Rom 5,20), så lad os synde i overflod, at vi kan retfærdiggøres og nåden komme til os i overflod. Det er de onde og hovmodige, som med vilje fordrejer skriften og Helligåndens ord, sådan som de også endnu, mens apostlene levede, fordrejede Paulus til deres eget fordærv, som det siges i 2 Pet 3,16. 
13 Deinde etiam infirmi, qui non sunt malitiosi, ut calumniatores, sed boni, offenduntur, cum audiunt legem et bona opera non esse facienda ad justificationem. lllis est succurrendum et exponendum, quomodo opera non justificent, quomodo sint facienda, quomodo non facienda. Sunt autem facienda non ut causa, sed ut fructus justitiae. Iam justi facti debemus ea facere, non econtra, ut injusti per ea reddamur justi. Arbor facit poma, non poma arborem. Dernæst forarges også de svage, som ikke er ondsindede, som bagvaskerne, men gode, når de hører, at loven og de gode gerninger ikke skal gøres til retfærdiggørelse. Dem skal man hjælpe, den skal man forklare, hvorfor gerninger ikke retfærdiggør, hvorfor de skal gøres, og hvordan de ikke skal gøres. Men de skal gøres ikke som årsag til retfærdigheden, men som retfærdighedens frugt. Vi bør gøre dem, fordi vi allerede er retfærdige, ikke omvendt, at vi, som er uretfærdige, skal gøre dem for at blive retfærdige. Det er træet, der får æblet, ikke æblet, der får træet. 
14        Supra dixerat: "Ego mortuus sum etc." Hoc malevolus facile sic calumniaretur: Quid ais Paule? Mortuus es? Unde ergo loqueris et scribis? Infirmus etiam facile offenderetur: Quis tu? An non video te vivere? res gerentem? Respondet: Vivo quidem, verum "jam non ego, sed Christus vivit in me." Est igitur duplex vita, mea naturalis vel animalis, et aliena, scilicet Christi in me. Secundum animalem meam vitam mortuus sum, jamque vivo alienam vitam. Non vivo jam Paulus, sed Paulus mortuus est. Quis tum vivit? Christianus.          Ovenfor sagde han: "Jeg er død ... osv" Dette man et ondsindet menneske let tale ilde om på denne måde: Hvad siger du, Paulus? Er du død? Hvordan kan du så tale og skrive? Også den svage kan let forarges: Hvem er du? Mon ikke jeg ser, at du lever og udfører dit arbejde? Han svarer: Ganske vist lever jeg, men "dog ikke mere mig, men Kristus lever i mig". Der er altså et dobbelt liv, mit naturlige eller dyreagtige liv, og et andet liv, nemlig Kristus i mig. Ifølge det dyriske liv er jeg død, og dog lever jeg det andet liv. Så er det ikke længere Paulus, der lever, men Paulus er død. Hvem lever da? Den kristne. 
15  Paulus ergo ut in se vivens plane per legem mortuus est, sed ut in Christo vel potius ut Christus in eo vivens vivit aliena vita, quia Christus in eo loquitur, operatur, et exercet omnes (E249) actiones. Hoc jam non est Paulinae sed christianae vitae. Ne igitur malitiose calumnieris, quod dixi me mortuum esse, nec tu infirme offendaris, sed recte distingue, quia duplex vita est, mea et aliena. Mea vita non vivo, alioqui lex dominaretur mihi, meque captivum teneret. Ne ergo me teneat, per aliam legem illi mortuus sum, et haec mors parit mihi alienam vitam, scilicet Christi, quae mihi non innata est, sed donata per Christum in fide. Altså, forsåvidt Paulus lever i sig selv er han helt død gennem loven, men forsåvidt han lever i Kristus, eller snarere, forsåvidt Kristus lever i ham, lever han et andet liv, fordi Kristus taler i ham, handler i ham og udfører alle gerninger. Dette er da ikke mere et paulinsk liv, men et kristent liv. Du ondskabsfulde skal altså ikke bagtale, fordi jeg har sagt, at jeg er død, og du svage skal ikke forarges, men skelne ret, fordi der er et dobbelt liv, mit liv og et andet liv. Jeg lever ikke mit liv, ellers ville loven herske over mig og holde mig fanget. For at den altså ikke skal holde mig fanget, er jeg død for den ved en anden lov, og denne død føder for mig et andet liv, nemlig Kristi liv, som ikke er mig medfødt, men er givet gennem Kristus i troen. 
16       Altera antipophora. Nam iterum potuisset Paulo objici: Quid ais? Non vivis tu propria vita, vel in carne, sed in Christo? Imo carnem tuam video, non Christum. Num igitur vis nos praestigiis fallere, ne videamus te in carne praesentem, et illa priore vita viventem, quinque sensus habentem, et omnia gerentem, quae alius homo in vita corporali gerit? Respondet:        Den anden gendrivelse er denne. For man kunne igen indvende imod Paulus: Hvad er det, du siger? Du lever ikke dit eget liv, men lever i Kristus? Jamen, jeg kan se dit kød, jeg kan ikke se Kristus. Mon du nu vil narre os med blændværk, så vi ikke ser, at du er tilstede i kødet og lever det liv, du levede før, har fem sanser, og udfører alt det, som et andet menneske udfører i det legemlige liv? Han svarer: 
17 Quod autem nunc vivo in carne, in fide filii Dei vivo.
     Hoc est: In carne quidem vivo, sed ego hanc vitam, quantulacunque est, quae in me agitur, non habeo pro vita. Non enim est vere vita, sed tantum larva vitae, sub qua vivit alius, nempe Christus, qui est vere vita mea, quam non vides, sed tantum audis, ut ventum audis sonare, sed nescis unde veniat, aut quo vadat, Ioann. 3. (v. 8.).
Men hvad jeg nu lever i kødet, lever jeg i troen på Guds søn. (Gal2.20b)
        Det vil sige: Jeg lever vel i kødet, men jeg regner ikke det liv, hvordan det end er, som rører sig i mig, for et liv. Det er nemlig ikke et ægte liv, men kun et liv med maske på, under den maske lever en anden, nemlig Kristus, som er mit sande liv, ham ser du ikke, kun hører du ham, ligesom du hører vinden, men du véd ikke, hvorfra den kommer eller hvor den farer hen. (Joh 3,8) 
18 Sic vides me quidem loquentem, edentem, operantem, dormientem etc., et tamen vitam meam non vides, quia hoc vitae tempus, quod ego vivo, in carne quidem vivo, sed (E250) non vivo ex carne vel secundum carnem, sed in fide, ex fide et secundum fidem. Non ergo negat se vivere in carne, quia facit omnia opera animalis hominis, deinde utitur etiam rebus carnalibus, victu, vestitu etc., quod certe est in carne vivere, sed ait hanc non esse suam vitam, nec secundum haec se vivere, se quidem uti rebus carnalibus, sed non illis vivere, ut mundus ex carne et secundum carnem vivit, quia extra hanc carnalem vitam nec novit nec sperat aliam vitam. Således ser du nok, at jeg taler, spiser, handler, sover, osv., og dog ser du ikke mit liv, for dette livs tid, som jeg lever, lever jeg vel i kødet, men jeg lever ikke efter kødet eller i overensstemmelse med kødet, men i troen, ud af troen og i overensstemmelse med troen. Han nægter altså ikke, at han lever i kødet, for han gør alle det dyriske menneskes gerninger, ligeledes bruger han også kødelige ting, mad, klæder, osv., og det er jo da bestemt at leve i kødet, men han lever ikke efter kødet, han bruger ganske vist kødelige ting, men han lever ikke for dem, sådan som verden lever efter kødet og i overensstemmelse med kødet, fordi den hverken kender eller håber på noget andet liv ud over dette kødelige liv. 
19        Ergo quantulacunque est, inquit, ista vita, quam in carne vivo, in fide filii Dei vivo, nam hoc verbum, quod corporaliter loquor, est verbum non carnis, sed Spiritus sancti et Christi. Iste visus, qui ingreditur vel egreditur ex oculis, non venit ex carne, hoc est, caro mea non regit eum, sed Spiritus sanctus. Ita auditus non ex carne, licet in carne sit, sed in et ex Spiritu sancto est. Christianus non loquitur nisi casta, sobria, sancta ac divina, quae pertinent ad Christum, ad gloriam Dei et ad salutem proximi.       Altså, siger han, hvordan det end er, det liv, som jeg lever i kødet, jeg lever det i troen på Guds søn, for det ord, som jeg taler på legemlig vis, er ikke kødets ord, men Helligåndens og Kristi ord. Det syn, som går ind i øjnene, eller går ud fra øjnene, kommer ikke fra kødet, det vil sige, mit kød behersker det ikke, det gør Helligånden. Ligeledes kommer hørelsen ikke fra kødet, selv om den foregår i kødet, men den er i og af Helligånden. Den kristne taler kun kyske, ædru, hellige og guddommelige ord, som har med Kristus at gøre, til Guds ære og næstens frelse. 
20 Ista non veniunt ex carne, neque fiunt secundum carnem, et tamen sunt in carne. Non enim possum docere, orare, gratias agere, scribere, nisi istis instrumentis carnis, quae requiruntur ad talia opera perficienda, et tamen ea non veniunt ex carne, neque in ea nascuntur, sed donantur et revelantur e coelo divinitus. Sic adspicio oculis mulierculam, sed casto visu, non cupiens eam. Illa visio non venit ex carne, quanquam sit in carne, quia oculi sunt (E251) instrumentum carnale illius visionis, sed castitas illa visionis e coelo venit. Den slags ting kommer ikke fra kødet, ejheller sker de i overensstemmelse med kødet, og dog er de i kødet. Jeg kan jo ikke lære, bede, takke, skrive, uden jeg har disse kødets redskaber, som kræves for at gennemføre den slags gerninger, og dog komme de ikke ud af kødet, ejheller fødes de af det, men de gives og åbenbares på guddommelige vis fra himlen. Således ser jeg med øjnene på en kvinde, men det er med et kysk syn, jeg begærer hende ikke. Dette syn kommer ikke fra kødet, selv om det er i kødet, fordi øjnene er redskab for dette kødelige syn, nej, dette syns kyskhed kommer fra himlen. 
21        Sic christianus utitur mundo et omnibus creaturis, ut nulla differentia sit inter ipsum et impium. Idem victus, vestitus, eadem auditio, visio, loquela, iidem omnes alii gestus, habitus et schemata (ut Paulus etiam de Christo, inventus habitu, inquit, ut homo), nihilominus tamen est maxima differentia, quia vivo quidem in carne, et tamen non jam ego vivo ex me, sed "quod vivo in carne, hoc in fide filii Dei vivo". Hoc quod jam audis me loqui, ex alio fonte proficiscitur, quam quod antea audisti me loqui.         Således bruger den kristne verden og alle skabninger, så der ikke er nogen forskel på ham og en ugudelig. Det er den samme mad, de samme klæder, den samme hørelse, det samme syn, alle de samme forskelle i opførsel, vaner og optræden (sådan som Paulus også siger om Kristus, at han i sin fremtræden fandtes som et menneske (Fil 2,8)), og dog er der ikke desto mindre den største forskel, for ganske vist lever jeg i kødet og dog er det ikke længer mig, der lever ud af mig selv, men "hvad jeg lever i kødet, lever jeg i troen på Guds søn". Det, som I nu hører mig sige, vælder frem fra en anden kilde, end det, I tidligere hørte mig sige. 
22  Ante conversionem Paulus loquebatur eadem quidem voce et lingua, sed vox et lingua erat tunc blasphema, ideo nihil poterat nisi blasphemias et abominationes contra Christum et ecclesiam ejus loqui. Postea eo converso eadem erat caro, eadem lingua et vox, quae antea erat, et plane nihil mutabatur, sed vox et lingua jam tum non blasphemias, sed spiritualia verba sonabat, scilicet, gratiarum actionem et laudem Dei, quae ex fide et Spiritu sancto veniebant. Sic ergo vivo in carne, sed non ex et secundum carnem, sed in fide filii Dei.  Før sin omvendelse talte Paulus med den samme røst og med det samme sprog, men hans røst og hans sprog var dengang blasfemiske, derfor kun han ikke tale andet end gudbespottelser og vederstyggeligheder imod Kristus og hans kirke. Efter denne omvendelse var det det samme kød, det samme sprog og den samme røst, som før, og der var slet ikke forandret noget, men røsten og sproget talte nu ikke længere gudsbespottelser, men der lød åndelige ord, nemlig tak og pris til Gud, og de kom fra troen og Helligånden. Således lever jeg altså i kødet, men ikke ud af kødet og i overensstemmelse med kødet, men i troen på Guds søn. 
23          Ex his intelligi potest, unde veniat illa aliena et spiritualis vita, quam animalis homo non percipit. Nescit enim, qualis haec sit vita, ventum quidem audit sonantem, sed unde veniat, aut quo vadat, nescit. Audit vocem spiritualis hominis, agnoscit faciem, mores et gestus ejus, sed unde illa verba, non sacrilega et blasphema, ut antea, sed sancta et divina, unde (E252) illi motus et actiones veniant, non videt, quia illa vita est in corde per fidem, ubi exstincta carne regnat Christus cum suo Spiritu sancto, qui jam videt, audit, loquitur, operatur, patitur, et simpliciter omnia agit in ipso, etiamsi caro reluctetur. Breviter, ista vita non est carnis, licet sit in carne, sed Christi filii Dei, quem fide possidet christianus.         Ud fra dette kan man forstå, hvorfra dette anderledes og åndelige liv kommer, det, som det dyriske menneske ikke ser. Det véd nemlig ikke, hvordan dette liv er, det hører vel vindens susen, men hvorfra den kommer eller hvor den farer hen, véd det ikke. Det hører det åndelige menneskes røst, det ser dets ansigt, dets opførsel og bevægelser, men hvorfra disse ord, som ikke er bespottelige og blasfemiske som før, men hellige og guddommelige, kommer, hvorfra disse bevægelser og handlinger kommer, det ser det ikke, for dette liv er i hjertet ved troen, hvor Kristus hersker, når kødet er udslukket, sammen med sin Helligånd, der nu ser, hører, taler, handler, lider og simpelthen udfører alt i ham, skønt kødet gør modstand. Kort sagt, det liv er ikke kødets liv, selv om det er i kødet, men det er Kristi liv, Guds søns liv, ham besidder den kristne i troen. 
24  Qui dilexit me, et tradidit semet ipsum pro me.
Hic descriptam habes veram rationem justificationis et exemplum certitudinis fidei. Qui haec verba: "Vivo in fide filii Dei, qui dilexit me, et tradidit semet ipsum pro me," certa et constanti fide cum Paulo dicere posset, is vere beatus esset, et illis ipsis verbis Paulus in totum abrogat et tollit justitiam legis et operum, ut postea dicemus. Sunt autem diligenter expendenda haec verba: "Filius Dei dilexit me, et tradidit semetipsum pro me." Ergo ego non dilexi filium Dei, nec tradidi me pro ipso, ut sophistae fingunt se diligere filium Dei, et sese tradere pro ipso.
Han, som elskede mig, og gav sig selv hen for mig. (Gal2.20d).
        Her har du en beskrivelse af den sande grund til retfærdiggørelsen og et eksempel på troens vished. Den, der sammen med Paulus kan sige disse ord: "Jeg lever i troen på Guds søn, som elskede mig, og gav sig selv hen for mig", med en sikker og stadig tro, han er i sandhed salig, og med disse selvsamme ord ophæver og fjerne Paulus lovens og gerningernes retfærdighed, som vi senere vil tale om. Men man må omhyggeligt overveje disse ord: "Gud søn elskede mig, og gav sig selv hen for mig". Det er altså ikke mig, der har elsket Guds søn, eller givet mig hen for ham, sådan som sofisterne forestiller sig, at de elsker Guds søn og giver sig selv hen for ham. 
25  Docent enim hominem ex puris naturalibus posse facere meritum congrui, posse diligere Deum et Christum supra omnia. Hi praeveniunt dilectionem Dei et Christi, quia faciunt, quod in se est, fiunt monachi, et non solum praecepta Dei, sed et consilia et opera supererogationis servant, et laicis superflua merita vendunt, atque ita, ut somniant, tradunt sese pro Christo, et per hoc se et alios salvant. De lærer nemlig, at mennesket blot ud af sine naturlige kræfter kan erhverve sig en fortjenst-fortjeneste, kan elske Gud og Kristus over alle ting. De kommer Guds og Kristi kærlighed i forkøbet, fordi de gør, hvad de kan, de bliver munke, og overholder ikke blot Guds bud, men også rådene og de overskydende gode gerninger, og de sælger deres overskydende fortjenester til lægfolket, og således, det er, hvad de fabler om, hengiver de sig for Kristus, og herigennem frelser de sig selv og andre. 
26 Illi (E253) simpliciter Pauli verba: "Qui dilexit me etc." invertunt, et sic legunt: Nos dileximus Christum, et tradidimus nos ipsos pro eo. Hoc modo impii homines, frustra inflati sensu carnis suae, dum somniant et nugantur se facere, quod in se est, se diligere Deum, sese tradere pro Christo, abolent evangelium, rident, negant, blasphemant, conspuunt et conculcant Christum. Verbis quidem fatentur eum esse justificatorem, re vera tamen vim justificandi et salvandi illi detrahunt, ac eam tribuunt suis electitiis cultibus. Hoc vivere est non in fide filii Dei, sed in propriis justitiis et operibus. De vender simpelthen om på Paulus' ord: "Han, som har elsket mig, osv.", og læser det på denne måde: Vi har elsket Kristus, og har overgivet os selv for ham. Når de ugudelige mennesker, der forgæves er opblæste i deres kødelige sind, fabler om og praler med, at de gør, hvad de kan, at de elsker Gud og hengiver sig for Kristus, så afskaffer de evangeliet, de latterliggør, fornægter, bespotter, udspytter Kristus og træder ham under fode.. Ganske vist indrømmer de med deres ord, at det er ham, der retfærdiggør, men i sagen vel fratager de ham kraften til at retfærdiggøre og frelse, og tilskriver deres egne selvvalgte gudsdyrkelser denne magt. Dette er ikke at leve i troen på Guds søn, men i sine egne retfærdigheder og gerninger. 
27 Facere quod in se est.
       Quare ista non est vera ratio justificandi, ut tu incipias facere, quod in te est, (hac enim phrasi utuntur sophistae et doctores scholastici). Si homo, inquiunt, facit, quod in se est, tunc Deus infallibiliter dat ei gratiam, eaque propositio est apud ipsos articulus fidei, et ut clare ostenderent se ne apiculum quidem de doctrina Pauli et evangelii intelligere, sic loquuntur, hoc dictum: Facere, quod in se est, non acerbe urgendum esse, sed satis esse, ut accipiatur de medio physico, non mathematico indivisibili, quod impossibile sit dari; hoc est, satis esse, ut homo ea faciat, quae arbitrio boni viri possint probari, tunc certo secuturam gratiam, non quidem merito congrui per se, sed infallibilitate Dei, qui tam bonus est et justus, ut non possit non dare gratiam pro bono etc. 
At gøre, hvad man kan.
       Derfor er det ikke den rigtige måde at blive retfærdiggjort på, at du begynder at gøre, hvad du formår (det er nemlig det udtryk, sofisterne og de lærde skolastikere bruger). Hvis mennesket gør, hvad det formår, siger de, da vil give ham nåden, det slår ikke fejl, denne sætning er en trosartikel hos dem, og for at det kan blive klart, at de ikke forstår en tøddel af Paulus' og evangeliets lære, omtaler de dette udtryk således: At gøre, hvad man formår, skal ikke forstår strengt, nej, det er nok, at det forstås på fysisk måde, ikke på udelelig matematisk måde, hvad der umuligt kan finde sted; det vil sige, det er nok, at mennesket gør det, som efter en god mands skøn kan siges at være godt, da følger nåden med sikkerhed, ikke ganske ud fra rimelighedsfortjenesten i sig selv, men ved Guds ufejlbarlighed, for han er både god og retfærdig, så han kan ikke lade være med at give sin nåde til gengæld for det gode, osv. 
28 Atque hinc natus est ille versiculus: Ultra posse viri, (E254) non vult Deus ulla requiri. Est quidem bona sententia, sed in loco dicta, scilicet de politicis, oeconomicis et naturalibus, ut si ego exsistens in regno rationis rego familiam, aedifico domum, gero magistratum, et facio, quantum possum, vel quod in me est, ibi sum excusatus.  Og heraf kommer det lille vers: Udover mandens evner vil Gud ikke kræve noget. Det er ganske vist en god sætning, men kun når den bruges på rette sted, dvs på politikkens, økonomiens og de almindelige forholds område. Hvis jeg fx på fornuftens område styrer min familie, bygger et hus, bestrider et embede og gør så meget jeg kan, eller hvad jeg formår, så er jeg undskyldt. 
29 Hoc regnum habet suos terminos, ad quod etiam proprie pertinent ista dicta: Facere, quod in se est, vel facere, quantum possum. Contra sophistae ea trahunt in regnum spirituale, in quo homo nihil aliud potest, quam peccare, "est enim venundatus sub peccatum." (Rom. 7, 14). In externis illis autem, hoc est, in politicis et oeconomicis rebus homo non est servus, sed dominus illarum corporalium rerum. Ideo impie fecerunt sophistae, quod dicta ista politica et oeconomica traxerunt in ecclesiam. Regnum enim rationis humanae longissime separandum est a spirituali regno. Dette område har sine grænser, og dette ord hører med rette til indenfor dem: at gøre, hvad man formår, eller gøre, så meget man kan. Omvendt trækker sofisterne ordet hen på de åndelige område, hvor mennesket ikke kan gøre andet end synde, "det er solgt som træl under synden". (Rom 7,14). Men på det ydre område, det vil sige, i politikken og økonomien sager, er mennesket ikke træl, men herre over disse legemlige ting. Derfor handler sofisterne ugudeligt, når de drager dette politiske og økonomiske udsagn ind i kirken. For den menneskelige fornufts område skal adskilles mest muligt fra det åndelige område. 
30   Naturalia integra.
        Deinde etiam tradiderunt naturam quidem vitiatam esse, sed naturalia adhuc esse integra, eaque tribuerunt etiam daemonibus. Hoc stante sic ratiocinati sunt: Si naturalia sunt integra, ergo et intellectus purus et voluntas bona et integra est, et sic per consequens omnia perfecta sunt. Ista expedit vobis scire, ut puritas doctrinae fidei conservetur. Cum igitur dicunt sophistae naturalia esse integra, concedo hoc. Si autem inferunt: Ergo homo potest implere legem, Deum diligere etc., hic nego consequentiam, et distinguo naturalia contra spiritualia, (E255) et dico spiritualia non esse integra, sed corrupta, imo per peccatum prorsus exstincta esse in homine et diabolo, ita ut nihil ibi sit, quam intellectus depravatus, et voluntas inimica et adversaria Dei, quae nihil cogitat, quam ea, quae contra Deum sunt.
De medfødte evner er uskadte?
        Dernæst har de også overleveret, at naturen vel er fordærvet, men de medfødte evner er endnu uskadte. Dem tillægger de endog dæmonerne. Når det står fast, udvikler de sagen således: Hvis de medfødte evner er uskadte, altså er intellektet rent og viljen god og uskadt, og følgelig er alt fuldkomment. Det er praktisk for jer at vide det, for at troslærens renhed kan bevares. Når nu sofisterne siger, at de medfødte evner er uskadte, så indrømmer jeg det. Men hvis de drager den slutning: altså kan menneske opfylde loven, elske Gud osv., så nægter jeg konsekvensen, og skelner mellem de medfødte evner og de åndelige evner, og siger, at de åndelige evner ikke er uskadte, men fordærvede, ja fuldstændig udslettede i mennesket og i djævelen, sådan at der intet andet er end et ødelagt intellekt, og en vilje, der er fjendtlig og imod Gud, som ikke tænker på andet end hvad der er imod Gud. 
31 Quare naturalia quidem integra sunt, sed quae naturalia? Quod homo in impietate mersus et servus diaboli habet voluntatem, rationem, liberum arbitrium et potestatem aedificandi domum, gerendi magistratum, gubernandi navem, et faciendi alia officia, quae homini sunt subjecta, Gen. 1. Ea non sunt ademta homini, non est sublata generatio, politia, oeconomia, sed confirmata est his dictis. Sophistae autem traxerunt ea ad spiritualia, et forte acceperunt a patribus, et cum male intelligerent, detorserunt ad spiritualia, atque ita commiscuerunt politica cum ecclesiasticis.  Derfor er de medfødte evner ganske vist uskadte, men hvilke medfødte evner? At et menneske, der er sænket dybt ned i ugudelighed og er djævelens tjener, har en vilje, en forstand, en fri vilje og magt til at bygge et hus, bestride et embede, styre et skib, og gøre andre opgaver, som er mennesket underlagt, ifølge 1 Mos 1,28. Disse ting er ikke frataget mennesket, ejheller er forplantningen, politikken, økonomien frataget det, det er bekræftet af dette udsagn. Men sofisterne drager det hen til de åndelige, og har måske overtaget det fra fædrene, og da de misforstod det, fordrejede de det til det åndelige, og således sammenblandede de det politiske med det kirkelige. 
32 Nostrum est igitur ista repurgare, et haec scandala ex ecclesia tollere. Concedimus ergo ista dicta vera esse, sed in loco, scilicet in regno corporali. Si vero traxeris in regnum spirituale coram Deo, negamus ea per totum. Hic enim prorsus sumus in peccatis submersi. Quidquid est in voluntate nostra, est malum, quidquid est in intellectu nostro, est error. Ideo homo in rebus divinis nihil habet, quam tenebras, errores, malitias et perversitates voluntatis et intellectus. Quomodo igitur bene operaretur, diligeret Deum etc.? Det er derfor vores opgave igen af rense dette og fjerne disse forargelser fra kirken. Vi indrømmer, at dette udsagn er korrekt, men på sit sted, nemlig på det legemlige område. Men hvis du fører det over på det åndelige område overfor Gud, så nægter vi det 100%. Her er vi nemlig helt og fuldt nedsænket i synderne. Hvad der er i vores vilje, er ondt, hvad der er i vor forstand, er vildfarelse. Derfor har mennesket i de guddommelige sager intet andet end mørke, vildfarelse, ondskab og viljens og forstandens fordrejethed. Hvordan skulle det da kunne handle godt, elske Gud osv.? 
33         Quare Paulus non nos, sed Christum incepisse hic dicit. "Ipse ipse, inquit, dilexit me, et tradidit semet ipsum pro me," quasi dicat: Non invenit in me (E256) bonam voluntatem et intellectum rectum, sed Christus misertus est mei, vidit me impium, errantem, aversum a Deo, et semper longius recedentem ab eo, et pugnantem contra Deum, captum, rectum et vectum a diabolo.          Derfor siger Paulus, at det ikke er os, men Kristus, der begynder. "Han, han elskede mig", siger han, "og gav sig selv hen for mig", som om han ville sige: Han fandt ikke i mig en god vilje og en ret forstand, men Kristus forbarmede sig over mig, så mig elendige, vildfarne, bortvendt fra Gud og dragende stedse længere bort fra ham, og kæmpende imod Gud, fanget, regeret og draget med af djævelen. 
34 Sic ex misericordia praeveniente meam rationem, voluntatem, intellectum dilexit me, et sic dilexit, ut semet ipsum traderet pro me, ut sic a lege, peccato, diabolo, morte liberarer. Porro ista vocabula: "Filius Dei,"  "dilexit me," et "tradidit semetipsum pro me," sunt mera tonitrua et ignes coelestes contra justitiam legis et doctrinam operum.  Men ud af barmhjertighed kom han min fornuft, min vilje, min forstand i forkøbet og elskede mig, og elskede mig således, at han gav sig selv hen for mig, så at jeg således blev befriet fra loven, synden, djævelen og døden. Derfor er disse udtryk "Guds søn", "elskede mig", og "hengav sig selv for mig" sande tordenskrald og himmelske lyn imod lovens retfærdighed og gerningernes lære. 
35 Tam grande malum, tantus error, tenebrae, ignorantia fuit in mea voluntate et intellectu, ut tam inaestimabili pretio oportuerit me liberari. Quid ergo gloriamur de dictamine rationis, de nostris naturalibus integris, de ratione deprecante ad optima, de faciendo, quod in se est? Et så stort onde, en så stor vildfarelse, mørke, uvidenhed var der i min vilje og forstand, at der skulle en så uvurdérlig pris til for at befri mig. Hvorfor praler vi da af fornuftens vejledning, at vore uskadte medfødte evner, af vor fornuft, der udsøger sig det bedst mulige for at gøre, hvad den formår? 
36 Quid offero Deo irato, qui, ut Moses ait (Deut. 4, 24.), ignis consumens est, istas meas stipulas, imo horrenda peccata, et volo cum eo contendere, ut pro his mihi donet gratiam et vitam aeternam, cum hic audiam tantum esse malorum in natura mea, ut non suffecerit mundus et tota creatura ad placandum Deum, sed quod oportuerit ipsum filium Dei pro his tradi? Hvorfor ofrer jeg til den vrede Gud, han, der som Moses siger det, er en fortærende ild, mine visne skaller, ja disse forfærdelige synder? Hvorfor vil jeg kæmpe med ham, at han for disse ting skal give mig nåde og evigt liv, når jeg her hører, at der i min natur er så meget ondt, at verden og hele skabningen ikke forslog till at behage Gud, men at det var nødvendigt at Guds egen søn måtte gives hen for det? 
37        Considera autem diligentius hoc pretium, et inspice istum captivum et traditum pro me, filium Dei scilicet, et videbis eum infinities majorem et praestantiorem tota creatura. Quid facies, cum audis Paulum dicere tam inaestimabile pretium pro peccatis tuis esse traditum? Num afferes cucullum, (E257) rasuram, castitatem, obedientiam, paupertatem tuam? Quid ista omnia? Imo quid lex Mosi et opera legis? Quid omnia omnium opera et passiones martyrum? Quid omnis obedientia sanctorum angelorum ad filium Dei traditum et indignissime traditum, nempe in mortem crucis, ut ipsius sanguis pretiosissimus totus effusus sit, et quidem pro peccatia tuis?           Men se nøjere på den pris, og se ham, der er fanget og hengivet for mig, nemlig Guds søn, og du vil se, at den pris er uendelig meget større og værdifuldere end hele skabninger. Hvad kan du gøre, når du hører, at Paulus siger, at en så uvurdérlig pris er givet for dine synder? Mon du vil frembære din kutte, din tonsur, din kyskhed, din lydighed og fattigdom? Hvad er det altsammen? Ja, hvad er Moseloven og lovens gerninger? Hvad er alle deres gerninger og hvad er martyrernes lidelser? Hvad er alle de hellige engles lydighed mod Guds søn, hengivet, ja hengivet på den skændigste måde, nemlig til døden på et kors, at hans dyrebare blod helt skulle udgydes, og det for dine synder? 
38 Si inspiceres hoc pretium, deberes maledicere, conspurcare, conspuere, exsecrari et ad infernum relegare omnes cucullos, rasuras, omnia vota, opera, merita congrui et condigni. Ideo intolerabilis et horribilis blasphemia est fingere aliquod opus, per quod praesumas Deum placare, cum videas eum non placari posse nisi hoc immenso et infinito pretio, scilicet morte et sanguine filii sui, cujus una gutta pretiosior est tota creatura. Hvis du ser nærmere på den pris, så må du forbande, besudle, bespytte, fordømme og sende til helvede alle kutter, tonsurer, alle løfter, gerninger, fortjenester, rimeligheds- og værdigheds-ditto. Derfor er det en utålelig og forfærdelig bespottelse at foregive, at du kan driste dig til at ville behage Gud ved nogen gerning, når du ser, at han kun han lade sig behage med en så umådelig og uendelig pris, nemlig sin søns død og blod, hvoraf én dråbe er mere dyrebar end hele skabningen. 
39 Pro me.
      Quis est ille "me"? Ego scilicet peccator perditus et damnatus, sic dilectus a filio Dei, ut se ipsum traderet pro me. Si ergo operibus vel meritis de congruo et condigno potuissem diligere filium Dei, et venire ad eum, quid opus fuisset eum tradi pro me? Ex hoc apparet, quam frigide tractaverint papistae, imo prorsus neglexerint sacras literas et doctrinam fidei. Nam si tantum verba ista inspexissent, quod filium Dei oportuerit tradi pro me, impossible fuisset ullum ordinem aut sectam oriri, quia fides statim respondisset: Cur hoc genus vitae hunc ordinem, hoc opus eligis? Num ut per ista placetur (E258) Deus, et tu justificeris? Non audis scelus, filium Dei traditum et fudisse pro te suum sanguinem? Sic facillime fides in Christum potuisset resistere omnibus sectis.
For mig (Gal2.20d).
       Hvem er denne "mig"? Jo, jeg er jo en fortabt og fordømt synder, men jeg er elsket i den grad af Guds søn, at han gav sig selv hen for mig. Hvis jeg havde kunnet elske Guds søn med gerninger eller fortjenester, rimeligheds- eller værdigheds-, og komme til ham, hvad brug ville der så være for at han gav sig hen for mig? Heraf viser det sig, hvor koldsindigt papisterne har behandlet, ja snarere helt fornægtet den hellige skrift og troslæren. For hvis de blot havde set nøjere på disse ord, at Guds søn skulle hengives for mig, ville det have været umuligt, at der kunne fremtå nogen orden eller sekt, fordi troen straks ville have svaret: Hvorfor vælger du den slags liv, denne orden, denne gerning? Mon for gennem dem at behage Gud, så du kan blive retfærdiggjort? Hører du ikke, du slyngel, at Guds søn er hengivet og har udgydt sit blod for dig? Således ville troen på Kristus meget let have kunnet modstå alle sekter. 
40        Ideo saepe dico nullam esse vim aut remedium resistendi sectis, quam istum unicum articulum justitiae christianae. Hoc amisso impossibile est nos posse resistere ullis erroribus aut sectis. Id hodie videmus in fanaticis spiritibus, anabaptistis et sacramentariis, qui ab hoc articulo relapsi non cessabunt labi, errare et seducere usque in infinitum, et procul dubio suscitabunt innumerabiles sectas, et nova opera excogitabunt.         Derfor har jeg tit sagt, at der ikke er nogen anden kraft eller middel til at modstå sekterne, end denne ene artikel om den kristne retfærdighed. Hvis man fjerner den, er det umuligt for os at modstå nogen vildfarelse eller sekt. Det ser vi i dag i de fanatiske ånder, gendøberne og sakramentererne, som når de er faldet bort fra denne artikel, ikke ophører med at falde, at fare vild og at forføre indtil ind i det uendelige, og de vil uden tvivl give årsag til utallige sekter og udpønse nye gerninger. 
41 Sed quid ista omnia, si in speciem etiam optima et sanctissima videantur, ad mortem et sanguinem filii Dei, qui tradidit se ipsum pro me? Considera quaeso, quis, qualis et quantus sit iste filius Dei? Quid coelum et terra ad illum? Demergantur potius ad infernum cum suis justitiis, operibus et meritis omnes papistae et sectarum auctores, etiamsi totus mundus illis adhaereat, quam ut veritas evangelii obscuretur, et gloria Christi pereat.  Men hvad er alt dette, selv hvis det ses i det bedste og helligste lys, imod Guds søns død og blod, han, som har hengivet sig selv for mig? Se nøjere til, beder jeg om, hvem, hvad og hvor stor denne Guds søn er? Hvad er himmel og jord mod ham? Før skal alle papister og ophavsmændene til sekterne synke ned i helvede med samt deres retfærdigheder, gerninger og fortjenester, selv om så hele verden holder sig til dem, end evangeliets sandhed skal formørkes, og Kristi herlighed forgå. 
42 Quid est ergo, quod jactantur opera et merita? Si ego perditus et damnatus peccator potuissem alio quodam pretio redimi, quid opus fuisset pro me tradi filium Dei? Sed quia nullum erat in coelis nec terris praeter Christum filium Dei, ideo summa fuit necessitas eum pro me tradi. Deinde hoc fecit summa caritate, quia Paulus inquit "qui dilexit me." Hvorfor er det altså, at de praler af gerninger og fortjenester? Hvis jeg fortabte og fordømte synder havde kunnet løskøbes ved en anden pris, hvad nytte var det så til, at Guds søn hengav sig for mig? Men fordi der ikke i himmel eller på jord var nogen anden end Kristus, Guds søn, derfor var det uafvendelig nødvendigt, at han hengav sig for mig. Desuden gjorde han det af den største kærlighed, for Paulus siger jo "han, som elskede mig". 
43         Quare hae voces "qui dilexit me etc." (E259) plenissimae fidei sunt, et qui hoc breve pronomen (me) illa fide dicere et applicare sibi posset, qua Paulus, is etiam futurus esset optimus disputator, una cum Paulo, contra legem. Non enim tradidit ovem, bovem, aurum, argetitum pro me, sed quidquid erat totus Deus, hoc est, se ipsum tradidit pro me; pro me, inquam, qui eram miserrimus et perditissimus peccator. Per illam igitur traditionem filii Dei in mortem respiro, et eam applico mihi, istaque applicatio est vera vis fidei.         Derfor er det ord "han, som elskede mig, osv" propfuldt af tro, og den, der kan sige dette korte pronomen "mig" i denne tro og henføre det på sig selv, sådan som Paulus gjorde, han vil også kunne blive den bedste disputator til, sammen med Paulus, at gendrive loven. For han hengav ikke får og okser, guld eller sølv for mig, men han hengav noget, der var hele Gud, det vil sige, han hengav sig selv for mig; for mig, siger jeg, jeg som var den mest elendige og mest fortabte synder. Altså, fordi Guds søn bleev hengivet i døden, ånder jeg op og henfører det på mig selv, og denne henførelser i den sande troens kraft. 
44 Sic non dicit operarius: Christus dilexit me etc. Ista verba, quae sunt purissima praedicatio gratiae et justitiae christianae, opponit Paulus justitiae legis, quasi dicat: Sit lex sane doctrina divina, habeat suam gloriam, sed ea non dilexit me, nec tradidit se ipsam pro me, imo accusat, perterrefacit et in desperatiotem adigit me. Nunc autem alium habeo, qui liberavit me a terroribus legis, a peccato et morte, ac transtulit me in libertatem, justitiam Dei et vitam aeternam, qui vocatur filius Dei, diligens me, et tradens se ipsum pro me, cui sit gloria in saecula saeculorum, amen. Det siger den gerningsretfærdige ikke: at Kristus har elsket mig osv. Disse ord, som er den reneste prædiken om den kristne nåde og retfærdighed, sætter Paulus op mod lovens retfærdighed, som ville han sige: Lad være, at loven er en guddommelig lære, den har sin herlighed, men den har ikke elsket mig eller givet sig selv hen for mig, tværtimod anklager den mig, slår mig med rædsel og fører mig ind i fortvivlelse. Men nu har jeg en anden, som befrier mig fra lovens rædsler, fra synden og døden, og fører mig ind i friheden, ind i Guds retfærdighed, ind i evigt liv, han kaldes Guds søn, han elsker mig, og giver sig selv hen for mig, ham være ære i evighedernes evighed, amen. 
45         Fides ergo, ut dixi, apprehendit et involvit Christum filium Dei pro nobis traditum, ut Paulus hic docet, quo apprehenso per fidem habemus justitiam et vitam. Christus enim est filius Dei, qui ex mera caritate tradidit se ipsum pro nobis redimendis. Et his verbis Paulus pulcherrime describit sacerdotium et officia Christi, quae sunt placare Deum, intercedere et orare pro peccatoribus, offerre se ipsum hostiam pro peccatis eorum, redimere, docere et consulari (E260) eos etc.          Altså som sagt, troen griber Kristus, Guds søn, der er givet hen for os, og omslutter ham, så Paulus lærer her, og ved denne griben gennem troen har vi retfærdighed og liv. For Kristus er Guds søn, som at lutter kærlighed gav sig hen for at frikøbe os. Og med disse ord beskriver Paulus på udmærket vis Kristi præstegerning og opgave, som er at behage Gud, at går i forbøn for og bede for syndere, at frembære sig selv som offerlam for deres synder, at løskøbe, lære og trøste dem, osv. 
46 Quare Christum recte definias, non ut sophistae et justitiarii, qui faciunt eum novum legislatorem, qui abrogata veteri tulerit novam. Illis Christus est exactor et tyrannus, sed definias eum, quemadmodum hic Paulus, quod sit filius Dei, qui non ex merito seu aliqua justitia nostra, sed ex mera misericordia et dilectione tradiderit et obtulerit semet ipsum Deo sacrificium pro nobis miseris peccatoribus, ut nos sanctificaret in aeternum. Derfor skal du definere Kristus rigtigt, ikke som sofisterne og de gerningsretfærdige, som gør ham til en ny lovgiver, som ophæver den gamle lov og bringer en ny. For dem er Kristus en, der kræver, en tyran, men du skal definere ham på den måde, Paulus gør det her, sådan at han er Guds søn, som ikke ud fra vor fortjeneste eller nogen slags retfærdighed hos os, men af lutter barmhjertighed og kærlighed hengav sig og frembar sig selv for Gud som et offer for os elendige syndere, at han kunne helliggøre os i evighed. 
47          Itaque Christus non est Moses, non exactor aut legislator, sed largitor gratiae, salvator et miserator, et in summa, nihil nisi mera et infinita misericordia donata et donans. Sic recte pinxeris Christum, si aliter sines tibi depingi eum, mox everteris in hora tentationis. Ut autem ista est summa ars christianorum, sic posse Christum definire, ita est etiam omnium difficillima. Nam mihi, qui tamen diligenter versatus et exercitatus sum in hoc studio, valde difficile est in tanta etiam luce evangelii hoc modo, quo Paulus hic solet, Christum definire. Adeo ista doctrina et pestilens opinio de Christo legislature intravit, ut oleum, in ossa mea. Vos juniores multo feliciores hac in parte estis nobis senibus.         Derfor er Kristus ikke nogen Moses, ikke en indkræver eller lovgiver, men en uddeler af nåden, en frelser og forbarmer, og kort sagt, intet andet end én, der gav og giver lutter uendelig barmhjertighed. Således skal du afmale Kristus ret, hvis du finder dig i, at han bliver afmalet anderledes for dig, skal du snart blive kastet omkuld i anfægtelsens time. Men ligesom det er de kristnes højeste kunst at kunne definere Kristus således, således er det også den vanskeligste af alle. For for mig, som dog er rimelig hjemme i og øvet i dette studium, er det meget vanskeligt at definere Kristus på den måde, som Paulus plejer at gøre det her, og det selv om evangeliets lys nu skinner kraftigt. I den grad er denne lære og denne pestbærende opfattelse af Kristus som en lovgiver gået mig i blodet. I unge mennesker er meget lykkeligere i dette stykke end vi gamle. 
48 Non enim imbuti estis pestilentibus illis opinionibus, quibus a puero sic imbutus eram, ut conterritus palluerim audito tantum nomine Christi, quia persuasus eram eum esse judicem. Ideo duplex mihi labor est, ut hoc malum corrigam, primum, ut dediscam illam veterem inolitam opinionem de Christo legislatore et judice, utque damnem et repellam eam, quia semper redit et (E261) me retrahit; deinde ut novam opinionem, hoc est, veram fiduciam erga Christum concipiam, quod sit justificator et salvator. Vos multo minore negotio potestis Christum, si modo vultis, pure agnoscere. Quare si aliqua tristitia vel tribulatio affligit cor, ea non est imputanda Christo, etiamsi sub nomine Christi veniat, sed diabolo. Is venire solet sub nomine Christi, transformat enim se in angelum lucis. For I er ikke blevet fyldt med disse fordærvelige opfattelser, hvormed jeg fra barnsben blev opfyldt, så jeg blev bleg af skræk blot ved at høre Kristi navn, fordi jeg var overbevist om, at han var en dommer. Derfor er det en dobbelt anstrengelse for mig, når jeg skal rette dette onde, først skal jeg vænne mig af med denne gamle, indgroede opfattelse om at Kristus er en lovgiver og dommer, så jeg kan fordømme den og vise den tilbage, fordi den altid kommer igen og holder mig fangen; dernæst skal jeg danne mig en ny opfattelse, det vil sige, en sand tillid til Kristus, at han er en retfærdiggøre og frelser. I kan med meget mindre besvær erkende Kristus rent, hvis blot I vil. Derfor hvis nogen tristhed eller anfægtelse gør hjertet modløst, så skal man ikke tillægge Kristus det, selv om det kommer i Kristi navn, men djævelen. For han omskaber sig til en lysets engel. 
49          Discamus igitur diligenter discernere non verbo tantum, sed opere et vita Christum a legislatore, ut veniente diabolo sub larva Christi et fatigante nos sub nomine ejus sciamus eum non esse Christum, sed vere diabolum. Christus enim est laetitia et suavitas cordis pavidi et contribulati, auctore Paulo, qui eum hic suavissimo titulo ornat, scilicet diligentem me, et tradentem se ipsum pro me.          Lad os derfor lære omhyggeligt at skelne, ikke blot i ord, men i gerning og liv, Kristus fra en lovgiver, sådan at når djævelen kommer forklædt som Kristus og hjemsøger os i hans navn, så kan vi vide, at det ikke er Kristus, men i sandhed djævelen. For Kristus er glæde og mildhed for det bævende og anfægtede hjerte, ifølge Paulus, og han giver ham her denne milde titel, nemlig, at han elsker mig og hengiver sig selv for mig. 
50 Est ergo Christus amator eorum, qui sunt in angustia, peccato et morte, et talis amator, qui tradat se ipsum pro nobis, fiat pontifex noster, hoc est, qui interponat se mediatorem inter Deum et nos miseros peccatores. Quid quaeso jucundius aut laetius dici posset? Si ista vera sunt, ut vera esse oportet, vel totum evangelium inanis fabula est, tum certe non legis justitia, multo minus propria justitia justificamur. Det er altså sådan, at Kristus elsker dem, som er i trængsel, synd og død, og han elsker os i den grad, at han gav sig selv hen for os, han blev vor ypperstepræst, det vil sige, han sætter sig selv ind imellem Gud og os elendige syndere. Jeg spørger bare: Hvad kan der siges mere muntert og glædeligt? Men hvis det er sandt, som det så sandelig bør være sandt, ellers er hele evangeliet en tom fabel, da retfærdiggøres vi med sikkerhed ikke ved lovens retfærdighed, langt mindre ved vor egen retfærdighed. 
51         Lege igitur cum magna emphasi hac voces "me," "pro me" et assuefacias te, ut illud, "me" possis certa fide concipere, et applicare tibi, neque dubites, quin etiam sis ex numero eorum, qui dicuntur (me), item, quod Christus non tantum dilexerit Petrum et Paulum, et se ipsum pro eis tradiderit, sed quod illa gratia in isto ,,me" comprehensa aeque ad (E262) nos pertineat et veniat, ac ad illos. Sicut enim negare non possumus nos omnes esse peccatores, et cogimur dicere Adam peccato suo perdidisse nos, fecisse nos hostes Dei, obnoxios irae et judicio Dei et reos aeternae mortis (hoc enim sentiunt et fatentur territa corda, et plus aequo), ita negare non possumus, quin Christus pro peccatis nostris mortuus sit, ut justificaremur.        Du skal altså læse de ord "mig" og "for mig" med stort eftertryk og forsikre dig om, at du kan forstå dette "mig" med en sikker tro og henføre det til dig, og ikke tvivle på, at du også er i deres tal, om hvem der siges "mig", ligeledes, at Kristus ikke blot har elsket Peter og Paulus og hengive sig selv for dem, men at den nåde, der er indeholdt i dette "mig" angår os og kommer til os i lige så høj grad som til dem. For ligesom vi ikke kan nægte, at vi alle er syndere og tvinges til at sige, at Adam ved sin synd har gjort os fortabte, har gjort os til fjender af Gud, skyldige i Guds vrede og dom og skyldige til evig død (for dette føler og tilstår de skrækslagne hjertet og mere af den slags tanker), således kan vi heller ikek nægte, at Kristus er død for vore synder, at vi kan retfærdiggøres. 
52 Non enim mortuus est, ut justos faceret justos, sed ut peccatores faceret justos, amicos et filios Dei et heredes omnium bonorum coelestium. Cum igitur me peccatorem sentio et fateor propter transgressionem Adae, cur non dicerem me justum propter justitiam Christi, praesertim cum audiam eum dilexisse me, et tradidisse se ipsum pro me? Paulus hoc firmissime credidit, ideo etiam cum tanta plhroforia loquitur, quam et nobis, saltem aliqua ex parte concedat ille idem, qui dilexit nos, et tradidit se ipsum pro nobis, amen. Han er nemlig ikke død for at gøre retfærdige retfærdige, men for at gøre syndere til retfærdige, til Guds venner og børn og til arvinger til alle de himmelske goder. Når jeg derfor føler og indrømmer, at jeg er en synder på grund af Adams overtrædelse, hvorfor skulle jeg så ikke sige, at jeg er retfærdig på grund af Kristi retfærdighed, især når jeg hører, at han har elsket mig og givet sig selv hen for mig? Paulus har troet dette særdeles stærkt, derfor taler han også med så stor en vished, at det også er for os, i det mindste i nogen grad indrømmer han dem samme, som har elsket os og givet sig selv hen for os, amen. (??)
53 Non abjicio gratiam Dei.
       Parat nunc viam ad secundum argumentum hujus epistolae. Considerabis autem hic diligenter, quod velle justificari ex operibus legis sit abjicere gratiam Dei. Quid quaeso magis impium, aut quod horribilius peccatum esse potest, quam abjicere gratiam Dei, et non velle justificari fide in Christum? Satis certe superque satis est nos esse impios et transgressores omnium mandatorum Dei. Nunc insuper etiam hoc peccatum peccatorum addimus, quod gratiam et (E263) remissionem peccatorum per Christum nobis oblatam tam secure respuimus. Illa blasphemia, crede mihi, major et horribilior est, quam quod ullus eam possit eloqui.
Jeg ophæver ikke Guds nåde. (Gal2.21a).
       Paulus bereder nu vejen for det andet argument i dette brev. Men her må du se nøje til, at det at ville retfærdiggøres ved lovgerninger er at ophæve Guds nåde. Og man må spørge, hvad der kan være mere ugudeligt eller hvilken synd der kan være mere forfærdelig end at ophæve Guds nåde, og ikke ville retfærdiggøres ved tro på Kristus? Det er bestemt nok, ja det er mere end nok, at vi er ugudelige og overtrædere af alle Guds bud. Nu føjer vi så hertil den syndernes synd, at vi i vores store sikkerhed har forsmået den nåde og syndsforladelse, der er givet os igennem Kristus. Den blasfemi er, tro mig, større og forfærdeligere end nogen kan sige. 
54 Paulus et alii apostoli nullum peccatum tam vehementer exaggerarunt et insectati sunt, ut contemtum gratiae et negationem Christi, et tamen facillime commititur. Hinc Paulus praecipue tam severe invehitur in antichristum, quod gratiam tollit et negat beneficium Christi, pontificis nostri, qui se ipsum dedit hostiam pro peccatis nostris. Hoc modo autem Christum negare est eum prorsus conspuere et conculcare, ac sese in locum ejus constituere, et dicere: Ego te justificabo et salvabo. Paulus og de andre apostle har ikke fremhævet og angrebet nogen synd så voldsomt som foragt for nåden og Kristi gerning, og dog er den meget let at begå. Derfor går Paulus især så hårdt løs på antikrist, for han ophæver og fornægter den velgerning, Kristus, vor præst, giver os, han, som hengav sig som et offerlam for vore synder. Men på den at nægte Kristus er ligeud at spytte på ham og trampe på ham og sætte sig selv i hans sted og sige: Jeg vil retfærdiggøre dig og frelse dig. 
55 Per quid? Per missas, peregrinationes, indulgentias, observationem regulae etc. Itaque antichristus simpliciter sese extulit contra et supra Deum, seque constituit in locum Christi, gratiam abjecit et fidem negavit. Sic enim docuit: Fides nihil prodest, nisi habeat opera, et hac falsa persuasione Christi beneficium prorsus obscuravit et obruit, et in locum gratiae, Christi et regni ipsius, doctrinam de operibus et regnum ceremoniarum instituit, et meris nugis illud confirmavit, atque ita totum mundum a Christo, qui tamen solus debebat in conscientia agere et regere, rapuit, et vi ad infernum detrusit. Ved hvad? Ved messer, pilgrimsrejser, aflad, overholdelse af regler osv. Derfor har antikrist simpelthen ophøjet sig imod Gud og over Gud, og indsat sit på Kristi plads, fjernet nåden og fornægtet troen. For han lærer således: Troen gavner ikke noget, hvis den ikke har gerninger, og ved denne falske overtalelse har han fuldstændig formørket Kristi velgerning og revet den bort, og i stedet for nåden, i stedet for Kristus og hans herredømme, har han indsat læren om gerningerne og ceremoniernes herredømme, og bekræftet det med lutter narrestreger, og  således røvet hele verden fra Kristus, som dog alene burde handle og herske i samvittigheden, og med vold stødt verden ned i helvede. 
56          Ex his satis intelligi potest, quid sit abjicire gratiam Dei, nempe, justificari velle ex lege. Quis autem unquam hoc audivit, quod faciendo legem abjiciamus gratiam? Ergo peccamus faciendo legem? Non. Sed tunc gratiam abjicimus, cum legem hac (E264) opinione facimus, ut per eam justificemur. Lex bona, sancta et utilis est, sed non justificat.         Dette er tilstrækkeligt til, at man kan se, hvad der er at fornægte Guds nåde, nemlig, at ville retfærdiggøres ud fra loven. Men hvem har nogensinde hørt, at vi ved at overholde loven fornægter nåden? Begår vi da synd ved at overholde loven? Nej. Men vi fornægter nåden, når vi overholde loven i den mening, at vi retfærdiggøres ved den. Loven er god, hellig og gavnlig, (Rom 7,12) men den retfærdiggør ikke. 
57 Qui igitur legem fecerit hoc nomine, quod per eam justificari velit, abjicit gratiam, negat Christum et sacrificium ejus, non vult per hoc inaestimabile pretium salvari, sed vult per justitiam legis satisfacere pro peccatis, aut per suam justitiam mereri gratium. Is certe blasphemat et abjicit gratiam Dei. Horrendum autem dictu est, quod homo tam perverse malus esse possit, ut etiam misericordiam et gratiam Dei abjiciat, et tamen totus mundus hoc facit, etiamsi non velit videri hoc facere, sed dicat se summo honore afficere Deum. Sequitur nunc secundum argumentum. Den, der altså har overholdt loven i den mening, at han ville retfærdiggøres ved den, ophæver nåden, fornægter Kristus og hans offer, vil ikke frelses gennem denne uvurdérlige pris, men vil gennem lovens retfærdighed gøre fyldest for synderne, eller ved sin egen retfærdighed fortjene sig til nåden. Han bespotter med sikkerhed og ophæver Guds nåde. Men det er forfærdeligt at sige, at mennesket kan være ond på en så bagvendt måde, at det endog ophæver Guds barmhjertighed og nåde, og dog gør hele verden det, skønt den ikke vil, at det skal ses, at det er det, den gør, men siger, at den tildeler Gud den allerhøjeste ære. Nu følger det andet argument. 
58 Si enim per legem est justitia, ergo gratis Christus mortuus est.
       Hic iterum admoneo, Paulum non loqui de lege ceremoniali, ut perpetuo sophistae nugantur, et hujusce erroris auctores primi exstiterunt Origenes et Hieronymus, in hac parte nocentissimi doctores, quos secuti postea sunt omnes scholastici, et illorum errorem approbat et confirmat hodie Erasmus.
Hvis nemlig retfærdigheden fås gennem loven, så er Kristus død forgæves. (Gal2.21b)
   Her minder jeg igen om, at Paulus ikke taler om ceremonial-loven, som sofisterne hele tiden vrøvler om, og ophavsmændene til denne vildfarelse er de gamle kirkefædre Origenes og Hieronymus, i det stykke de allermest skadelige lærere. Dem fulgte snart alle skolastikerne, og i dag tilslutter sig og bekræfter Erasmus deres vildfarelse. 
59 Abstinendum est piis simpliciter a nugis illorum, qui Paulum sic stultis suis glossis depravant. Loquuntur enim de re, quam nunquam noverunt aut experti sunt. Quasi vero ceremoniae etiam non fuerint bonae et sanctae, certe ordinatio sacerdotii, circumcisio, sacrificia, cultus, religio et similia sancta opera omnia fuerunt ceremoniae, ideo de tota lege loquitur. (E265)  Deres vrøvl skal de fromme simpelthen holde sig borte fra, for de ødelægger Paulus med deres tåbelige fortolkninger. De taler nemlig om en sag, som de aldrig har kendt eller erfaret. Ret som om ceremonierne ikke var gode og hellige; præstevielsen, omskærelsen, ofrene, gudstjenesterne, fromhedslivet og lignede hellige handlinger var bestemt alle ceremonier, og derfor taler Paulus om hele loven. 
60         Sunt autem haec Pauli verba diligenter expendenda ad hunc modum: Estne verum, nec ne, quod Christus mortuus est? Item, estne gratis mortuus? Ibi certe respondere cogimur, nisi manifesto simus insani, quod mortuus sit, item, quod non gratis, non pro se, sed pro nobis mortuus sit. Si igitur gratis non est mortuus, ergo ex lege non est justitia.       Men disse ord af Paulus skal man overveje omhyggeligt, på følgende måde: Er det sandt, eller er det ikke sandt, at Kristus er død? Ligeledes: Er han død forgæves? Her tvinges vi bestemt til at svare, hvis vi da ikke er helt afsindige, at han er død, og ligeledes, at han ikke er død forgæves, ikke er død for sig selv, men for os. Men hvis han ikke er død forgæves, så er der ikke nogen retfærdighed ud fra loven. 
61 Quare accipe nunc utramque legem, ceremonialem et moralem seu decalogum, et finge, quod per meritum congrui eo profeceris, quod datus sit tibi spiritus, quod habeas caritatem (quamvis hoc monstrum sit, et nusquam in rerum natura inveniatur), sed finge, inquam, quod faciendo, quod in te est, acquires gratiam, sis justus, habeas spiritum. Unde? Ex merito congrui? Ergo non opus habes Christo, sed tibi otiosus et gratis mortuus est. Tag derfor de to slags love frem for dig, den ceremonielle lov og moralloven eller de ti bud, og forestil dig, at du gennem rimelighedsfortjenesten er nået frem til, at ånden er blevet givet dig, at du har kærligheden (skønt det er et tankeeksperiment, som aldrig kan findes i virkelighedens verden). Men jeg siger: forestil dig, at du gør, hvad du formår, opnår nåden, er retfærdig, har ånden. Hvor har du det fra? Fra rimelighedsfortjenesten? Jamen, så har du ikke brug for Kristus, han er dig til ingen nytte, han er død forgæves. 
62         Deinde accipe etiam ipsum decalogum, qui praecipit summum cultum, scilicet timorem, fidem et dilectionem Dei, item dilectionem proximi, et da aliquem, qui sit ex lege decalogi justificatus, nihilominus manet verum, quod Christus gratis mortuus sit. Nam justificatus ex lege decalogi habet in se vim acquirendi justitiam, quia non ponendo obicem, et faciendo, quod in se est, meretur infallibiliter gratiam, et infunditur ei Spiritus sanctus, ut Deum et proximum diligere possit.       Tag derefter også de ti bud frem for dig, de, der foreskriver den højeste gudstjeneste, nemlig frygt for Gud, tro på Gud og kærlighed til Gud, og ligeledes kærlighed til næsten, og forestil dig så, at der er én, der er retfærdiggjort af de ti buds lov! Også da er og bliver det sandt, at Kristus er død forgæves. For den, der er retfærdiggjort af de ti buds lov har i sig kraften til at opnå retfærdighed, fordi han ikke skyder en slå for, og fordi han, ved at gøre, hvad han formår, ufejlbarligt fortjener nåden, og i ham indgydes Helligånden, så han kan elske Gud og næsten. 
63 Hoc stante necessario sequitur Christum gratis esse mortuum. Quid enim homo opus habet Christo, qui amet eum, et tradat se ipsum pro (E266) eo, cum sine Christo, per meritum congrui, possit consequi gratiam, et deinde bene operari, et vitam aeternam de condigno mereri, aut certe faciendo lege in justificari? Tollatur igitur Christus cum omnibus beneficiis suis, quia omnino otiosus est. At cur Christus nascitur, crucifigitur, moritur? Cur fit pontifex meus diligens et tradens inaestimabilem hostiam, se ipsum, pro me? Cur ista omnia facit? Simpliciter frustra, si ratio justificationis, quam sophistae tradunt, vera est, quia in lege aut in me justitiam invenio, extra gratiam et Christum. Hvis det er sandt, så følger nødvendigvis, at Kristus er død forgæves. For hvad brug har mennesket for en Kristus, som elsker ham og giver sig selv hen for ham, når han uden Kristus, gennem rimelighedsfortjenesten, kan opnå nåden, og derefter gøre gode gerninger og fortjene evigt liv ved værdighedsfortjenesten, eller i hvert fald bliver retfærdiggjort ved at overholde loven? Kristus og hans velgerninger ophæves altså, fordi det i det hele taget er overflødigt. Men hvorfor blev Kristus født, korsfæstet, dræbt? Hvorfor bliver han min præst, der elskede mig og hengav sit uvurdérlige offerlam, nemlig sig selv, for mig? Hvorfor gjorde han det? Det var simpelthen forgæves, hvis den grund til retfærdiggørelsen, som sofisterne fremfører, er sand, for da finder jeg retfærdigheden enten i loven eller i mig selv, uden nåde, uden Kristus. 
64          Estne illa blasphemia toleranda et dissimulanda, quod divina majestas proprio filio non parcens, sed tradens eum pro nobis omnibus ista serio non agat, sed tantum ludat? Priusquam hoc admitterem, velim potius non solum omnium papistarum et justitiariorum, sed omnium etiam sanctorum et angelorum sanctitatem cum ipso diabolo in profundum inferni detrusam et in aeternum damnatam esse. Ego plane nihil videre volo prae illo Christo.         Men skal man tolerere og ignorere den gudsbespottelse, at den guddommelige majestæt, der ikke skånede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, ikke gjorde dette for alvor, men kun for spøg? Før jeg ville gå med til det, ville jeg hellere, at ikke blot alle papisters og gerningsretfærdiges hellighed, men også alle helgeners og engles hellighed sammen med djævelen selv blev kastet ned i helvedes dyb og fordømt i evighed. Jeg vil overhovedet ikke se andet end denne Kristus. 
65 Is tantus mihi thesaurus esse debet, ut reliqua omnia prae ipso mihi sordeant. Is denique tanta lux mihi esse debet, ut eo apprehenso fide nesciam, an sit lex, peccatum, ulla justitia aut injustitia in mundo. Quid enim omnia, quae in coelo et terra, sunt ad filium Dei, Iesum Christum, dominum meum, qui dilexit me, et tradidit semet ipsum pro me? Han bør være så stor en skat for mig, at alt det andet for mig er smuds i sammenligning med ham. Han bør endelig være så stort et lys for mig, at jeg, når jeg griber ham med troen, ikke aner, om der er lov, synd, retfærdighed eller uretfærdighed i verden. Hvad er nemlig alt det, der er i himlen og på jorden, i sammenligning med Guds søn, Jesus Kristus, min herre, som elskede mig, og gav sig selv hen for mig? 
66         Quare abjicere gratiam Dei maximum peccatum et vulgatissimum est, quod omnes justitiarii (E267) committunt, quia, dum quaerunt aut per meritum congrui, aut per opera et afflictiones suas, aut per legem justificari, abjiciunt, ut diximus, gratiam Dei et Christum, et harum abominationum omnium auctor fuit papa. Is enim obscurato, imo prorsus obruto Christi evangelio replevit et oneravit mundum suis impiis traditionibus, id quod inter cetera testantur etiam indulgentiae et bullae ipsius, in quibus non credentes, sed contritos, confessos et manus adjutrices porrigentes etc. absolvit.         Derfor er det at forkaste Guds nåde den største og mest udbredte synd, og den begår alle gerningsretfærdige, fordi de, som sagt, forkaster Guds nåde og Kristus, når de søger at retfærdiggøres, enten gennem deres gerninger og trængsler eller gennem loven. Ophavsmand til alle disse afskyeligheder er paven. For efter at Kristi evangelium var blevet formørket, ja helt skjult, fyldte han verden med og bebyrdede den med sine ugudelige traditioner, hvilket blandt andet bevidnes af hans aflad og hans buller, hvori han absolverer, ikke dem, der tror, men dem, der angrer, bekender og giver en hånd med. 
67 Quare satis testatus est Christum simpliciter gratis mortuum, et gratiam inanem et irritam esse. Ideo abominationes et blasphemiae regni papistici sunt inaestimabiles, et tamen sophistae caeci et indurati, etiamnum in tanta luce veritatis, perseverant in impiis et vanissimis illis suis opinionibus, dicentes naturalia esse integra, et homines posse suis benefactis et meritis parare se ad gratiam, tantumque abest, ut agnoscant impietatem et errorem suum, ut eum etiam contra conscientiam defendant. Derved har han aflagt tilstrækkeligt bevis på, at Kristus simpelthen er død forgæves, og at nåden er tom og indholdsløs. Derfor er pavedømmets afskyeligheder og gudsbespottelser uendelig store, og dog fremturer de blinde og forhærdede sofister i deres ugudelige og forfængelige meninger, til trods for sandhedens klare lys, idet de siger, at de naturlige evner er uskadte, og at menneskene kan forberede sig til nåden ved sine gode gerninger og sine fortjenester. Og det er så langtfra, at de erkender deres ugudelighed og vildfarelse, at de endog forsvarer den overfor deres samvittighed. 
68        Nos vero cum Paulo constanter affirmamus (nolumus enim abjicere gratiam Dei) aut Christum gratis mortuum esse, aut legem non justificare. Sed Christus non est gratis mortuus, ergo lex non justificat. Christus Dei filius ex mera gratia et misericordia nos justificavit, ergo lex non potuit hoc praestare. Si enim potuisset, stulte egisset Christus, quod (E268) se ipsum tradidisset pro peccatis nostris, ut per hoc justificaremur. Concludimus igitur neque merito congrui aut condigni, neque cruce aut afflictionibus, neque ipsa lege, sed sola fide in Christum nos justificari.         Men vi bliver ved med at hævde med Paullus (vi vil nemlig ikke forkaste Guds nåde), at enten er Kristus død forgæves, eller også kan loven ikke retfærdiggøre. Men Kristus er ikke død forgæves, altså kan loven ikke retfærdiggøre. Kristus, Guds søn, har retfærdiggjort os af lutter nåde og barmhjertighed, altså kan loven ikke retfærdiggøre os. For hvis den kunne, havde Kristus handlet tåbeligt, da han gav sig selv hen for vore synder, for at vi skulle retfærdiggøres derved. Vi drager altså den slutning, at vi hverken retfærdiggøres ved rimeligheds- eller værdighedsfortjeneste, ved kors eller trængsel, end ikke ved loven selv, men alene ved tro på Kristus. 
69          Si autem Christo salus mea tanti constat, ut mori cogatur pro peccatis meis, tum palam est mea opera et justitiam etiam legis prae hoc tali tantoque pretio vilissima et plane nihili esse, quia certe non emam vili nummulo, quod constitit multis millibus auri talentis. Est autem lex, ut longe inferiora silentio praeteream, cum omnibus suis operibus et justitiis terunciolus quidam ad Christum, cujus morte et resurrectione mea mors victa, et justitia et vita aeterna mihi parata est.          Men hvis min frelse kostede Kristus så meget, at han var tvunget til at dø for mine synder, så er det åbenbart, at mine gerninger og min retfærdighed også lovretfærdigheden, er for ringe, ja er slet intet, i sammenligning med denne så dyre og så høje pris. For jeg kan bestemt ikke for en ringe mønt købe, hvad der har kostet mange tusinde guldtalenter. Men for at forbigå i tavshed det langt mindre, så er loven med alle dens gerninger og retfærdigheder kun en småskilling i forhold til kristus, ved hvis død og opstandelse min død blev besejret, og retfærdighed og evigt liv blev beredt for mig. 
70 Num igitur hoc incomparabili pretio contemto et abjecto quaererem per legem aut per opera congrui et condigni (per istas sordes et stercora, ut Paulus vocat, praesertim si ea cum Christo conferas) justitiam, quam Paulus testatur hic Christum mihi gratis et ex mera caritate donasse, et hoc tanti ei constitisse, ut coactus sit sese tradere pro me? id quod, ut dixi, totus mundus facit, et praecipue qui optimi et sanctissimi in mundo haberi volunt, atque per hoc satis testantur, ut maxime ore aliud fateantur, Christum gratis esse mortuum, quod est extreme blasphemare Christum, ei in faciem conspuere, filium Dei conculcare, sanguinem testamenti profanare etc. Skulle jeg da foragte denne usammenlignelige pris og kaste vrag på den, og søge loven eller ved gerninger søge rimeligheds- eller værdighedsretfærdigheden (gennem dette snavs og skarn, som Paulus kalder det, især i sammenligning med Kristus (Fil 3,8)), den retfærdighed, som Paulus her bevidner, at Kristus har givet mig af nåde og af lutter kærlighed, og at den har kostet ham så meget, at han var tvunget til at give sig hen for mig? Sådan gør som sagt hele verden og især de, der vil regnes for de bedste og helligste i verden, og herigennem bevidner de tilstrækkelig klart, selv om de med munden siger noget andet, at Kristus er død forgæves, hvilket i høj grad er at bespotte Kristus, at spytte ham i ansigtet, at nedtrampe Guds søn, at vanhellige pagtsblodet, osv. 
71          Et Paulus, cum hic mentionem facit de justitia (E269) (quod diligenter considerandum est), versatur in loco spirituali, non politico aut oeconomico, hoc est, non agit de justitia civili, quam Deus approbat et requirit praestari, hincque proponit sua praemia, quam et ratio aliquo modo praestare potest, sed de justitia coram Deo hic agit, qua a lege, peccato, morte et omnibus malis liberamur, et participes gratiae, justitiae et vitae efficimur, ac denique domini coeli, terrae et omnium creaturarum constituimur. Illam justitiam neque lex humana neque divina praestare potest.       Og når Paulus her omtaler retfærdigheden, bør man nøje lægge mærke til, at han bevæger sig på et åndeligt plan, ikke på et politisk eller økonomisk, det vil sige, det drejer sig ikke om den borgerlige retfærdighed, som Gud godkender og kræver skal ydes, og til hvilken han udsætter sine belønninger. Den kan fornuften til en vis grad yde, men det drejer sig om retfærdigheden overfor Gud, hvorved vi befries fra loven, synden, døden og alle onder, og gøres delagtige i nåden, retfærdigheden og livet, og til sidst indsættes til herrer over himlen og jorden og alle skabninger. Den retfærdighed kan hverken den menneskelige eller den guddommelige lov præstere. 
72          Est quidem addita lex supra rationem, ut illuminaret et adjuvaret hominem, eique ostenderet, quid facere, quid omittere debeat, nihilominus tamen homo cum uuiversis suis viribus et ratione, accedente etiam hac maxima luce et beneficio divino, scilicet lege, non potest justificari. Si autem optimum, quod mundus habet in terris (scilicet lex, quae ceu sol quidam lumini terreno seu faci humanae, infirmae tamen (rationi) additus est, ut eam illuminet et dirigat), non potest justificare, quid quaeso faceret ratio sine lege? Quid?          Der er ganske vist tilføjet en lov ud over fornuften, for at den skal oplyse og hjælpe mennesket og vise ham, hvad han skal gøre, hvad han skal undlade; alligevel kan mennesket ikke blive retfærdiggjort med alle sine kræfter og al sin fornuft, selv ikke, når endog dette største lys og denne guddommelige velsignelse, nemlig loven, kommer til. Men hvis det bedste, som verden har her på jorden, nemlig loven, der ligesom en sol er blevet føjet til det jordiske lys, den svage fakkel i mennesket, som fornuften er, for at det skal oplyse og styre den, ikke kan retfærdiggøre, så spørger jeg bare: Hvad skulle fornuften kunne gøre uden loven? Hvad?
73 Nihil aliud, quam quod papa fecit cum scholis et tota sua synagoga, monachis etc., qui traditionibus humanis etiam lucem primi praecepti obscurarunt. Ideo omnes, quotquot sunt, ne unam quidem literam legis recte intelligere possunt, sed iacedunt in meris tenebris rationis, atque is multo perniciosior est error, quam is, qui ex doctrina de operibus legis natus est. (E270)  Ikke andet, end hvad paven har gjort med sine universiteter og hele sin synagoge, sine munke osv., som med deres menneskelige traditioner har formørket endog det første buds lov. Derfor kan de allesammen, så mange de end er, ikke forstå så meget som et bogstav af loven ret, men de kommer ud i et fornuftens mørke, og det er en meget farligere vildfarelse end den, som stammer fra læren om lovgerninger. 
74         Quare fortissima sunt verba, cum dicit: "Si per legem est justitia etc." Tacet de humanis viribus, ratione, sapientia quamlibet magna (quo enim ea est major, hoc facilius et citius imponit homini), sed simpliciter dicit: "Si per legem etc." Igitur ratio humana adjuta lege etiam divina non potest parare justitiam, sed a justitia rapit, et Christum abjicit. Nam si posset parare justitiam, Christus frustra mortuus esset.        Derfor er det meget stærke ord, når han siger: "Hvis der er retfærdighed ved loven, osv". Han siger ikke noget om de menneskelige kræfter, den menneskelige fornuft og visdom, uanset, hvor stor den er (for jo større den er, des lettere og hurtigere gør den indtryk på mennesket), men siger simpelthen: "hvis der er retfærdighed". Den menneskelige fornuft kan altså ikke selv om den får hjælp fra en guddommelig lov, berede retfærdighed, men den river bort fra retfærdigheden og forkaster Kristus. For hvis den kunne berede retfærdighed, ville Kristus være død forgæves. 
75 Oppone ergo mortem Christi simpliciter omnibus legibus, et nihil scias cum Paulo, quam Iesum Christum, et eum crucifixum, ut prae eo nihil luceat. Ibi tum eris doctus, justus, sanctus, et accipies Spiritum sanctum, qui conservabit te in puritate verbi et fidei. Ablato vero Christo ex oculis omnia frustranea sunt. Derfor skal du simpelthen sætte Kristi død op imod alle love og med Paulus ikke vide andet end Jesus Kristus, og det korsfæstet (1 Kor 2,2), så intet lyser uden han. Da vil du blive lærd, retfærdig, hellig, da vil du modtage Helligånden, som vil bevare dig i ordets og troens renhed. Men når Kristus er tabt af syne, er alt forgæves. 
76         Videmus hic iterum egnwmion justitiae legalis seu propriae, quod scilicet sit auctore Paulo contemtus et abjectio gratiae divinae, evacuatio et frustratio mortis Christi. Paulus non est magnus rhetor, vide tamen, quanta administret argumenta ad rhetoricandum. Ubi quaeso illa grandiloquentia est, quae consequi possit ista verba "abjicere gratiam," et "gratiam Dei," item "Christum gratis mortuum esse?" Tam magna haec indignitas est, ut ad eam explicandam eloquentia totius mundi non satis sit.          Vi ser her igen en forherligelse af lovretfærdigheden eller egenretfærdigheden, at den nemlig efter Paulus' mening er foragt for og forkastelse af den guddommelige nåde, er at gøre Kristi død virkningsløs og forgæves. Paulus er ikke nogen stor taler, men se alligevel, hvor store argumenter han gør brug af som retoriske virkemidler. Hvor, spørger jeg, møder man en sådan ophøjet stil, som kan måle sig med de ord "forkaste nåden" og "Guds nåde", ligeledes "Kristus er død forgæves"? Så stor er denne uværdighed, at hele verdens veltalenhed ikke slog til, hvis man skulle skildre den. 
77  Parum est dicere gratis aliquem mori, sed Christum gratis mori est prorsus eum tollere. Qui vult rhetoricari, habet copiosissimam materiam exaggerandi et amplificandi, quam horribilis sit blasphemia doctrina de justitia legis et operum. Quid unquam enim potest audiri (E271) horribilius aut magis blasphemum, quam me efficere mortem Christi frustraneam, si legem servare volo, ut per eam justificer? Det er for lidt at sige, at nogen er død forgæves, men at Kristus er død forgæves, er helt at ophæve ham. Den, der vil tale retorisk, har et uhyre materiale til at fremhæve og understrege, hvor forfærdelig en gudsbespottelse læren om lovretfærdigheden og gerningerne er. Hvad kan man nemlig høre, som er mere forfærdeligt eller som er en større gudsbespottelse, end at jeg gør Kristi død forgæves, hvis jeg vil overholde loven, for at jeg kan blive retfærdiggjort ved den? 
78 At mortem Christi frustraneam efficere est frustranea efficere resurrectionem, victoriam, gloriam, regnum ejus, coelum, terram, ipsum Deum, majestatem Dei, et in summa, omnia. Num haec exigua res est? Si diceres regnum regis Galliarum aut imperium romanum frustra constitutum esse, existimareris prorsus insanire. Verum nulla omnino est comparatio ad hoc, cum dicis Christum frustra mortuum esse. Men at gøre Kristi død forgæves, er at gøre opstandelsen, sejre, herligheden, riget, himlen, jorden, Gud selv, Guds majestæt, og kort sagt alt forgæves. Mon det er en ringe sag? Hvis du ville sige, at den franske konge eller det romerske imperium var oprettet forgæves, ville man straks tro om dig, at du var vanvittig. Men det er slet intet i sammenligning med at sige, at Kristus er død forgæves. 
79         Ista tonitrua et fulmina coelestia in Paulo contra justitiam legis et propriam deberent nos merito absterrere ab ea. Ibi semel fulmine prostratum et damnatum est, quidquid est monasteriorum, religionum et justitiarum in cultibus aut legalibus aut electitiis. Quis autem sua vota, rasuram, cucullum, traditiones humanas, item legem Mosi non conspuat, si audiat propter ista se abjicere gratiam Dei, et inanem facere mortem Christi?          Denne torden og lynild fra himlen hos Paulus mod lovretfærdigheden og vor egen retfærdighed burde med rette skræmme os fra den. Alt, hvad der er af klostre, munke og former for retfærdighed i gudsdyrkelse enten lovmæssige eller selvopfundne, bliver her med ét tordenskrald slået til jorden og fordømt. Men hvem vil ikke udspy sine løfter, sin tonsur, sin kutte, de menneskelige traditioner, ja Moseloven, hvis man hører at han på grund af dem forkaster Guds nåde og gør Kristi død nyttesløs?
80 Ista cum audit mundus, non credit esse vera, quia non putat tantam malitiam posse cadere in cor humanum, quod gratiam Dei abjicere, et mortem Christi pro re nihili ducere debeat, et tamen hoc peccatum horribile communissimum est. Nam quicunque extra fidem in Christum, sive per opera, satisfactiones aut afflictiones, sive per legem Dei quaerit justitiam, is gratiam Dei abjicit, et mortem Christi contemnit, ut maxime ore diversum dicat. Når verden hører det, tror den ikke, det er sandt, fordi den ikke mener, at en så stor ondskab kan komme op i et menneskeligt hjerte, at det kan forkaste Guds nåde og gøre Kristi død til intet, og dog er denne synd forfærdelig almindelig. For enhver, som søger retfærdighed uden tro på Kristus, enten gennem gerninger, fyldestgørelse eller trængsler, eller gennem Guds lov, han forkaster Guds nåde, og foragter Kristi død, og det uanset hvor meget han siger det modsatte med munden. 
81 c Videre til gal3a
82 c
83 c
84 c
85 c
86 c
87 c
88 c
89 c
90 c

Noter: