Store Galaterbrevskommentar 2c

Luther 1535


Taget fra Erl  22, 204-244.

Indhold:

Tilbage til oversigten!

Tilbage til gal2b!
1   Propter quod ex operibus legis non justificabitur omnis caro.
      "Non omnis caro" ebraismus est peccans in grammaticam. Ea phrasis frequens est in sacris literis, Gen. 4. (V. 15.): "Ut non interficiat eum omnis, qui invenerit eum etc." Graeci et Latini non sic loquuntur. Non omnis, id est, nullus, non omnis caro, id est, nulla caro, sed non omnis caro latine sonat: aliqua caro. Spiritus sanctus non servat illum rigorem grammatices. 
Derfor bliver intet kød retfærdiggjort ved lovgerninger.  (Gal2.16c)
      "Ikke alt kød", det er en hebraisk vending, der strider mod grammatikken. Denne sprogbrug er almindelig i den hellige skrift, f. eks. 1 Mos 4,15: "for at ikke enhver, der mødte ham, skulle slå ham ihjel". På græsk og latin udtrykker man sig ikke sådan. Ikke alt, det vil sige, ingen, ikke noget kød, det vil sige, intet kød, men ikke noget kød betyder på latin: noget kød. Helligånden holder sig ikke så strengt til grammatikken. 
  Caro in Paulo non significat, ut sophistae somniant, crassa illa peccata, ea enim apertis nominibus solet appellare, adulterium, fornicationem, immunditiam etc. infra cap. 5. (v. 1921.); sed caro idem vocatur Paulo, quod Christo, qui ait Ioann. 3. (v. 6.): "Quod natum est ex carne, caro est." Significat ergo caro totam naturam hominis cum ratione et omnibus viribus suis. "Illa, inquit, non justificatur ex operibus, ne legis quidem." Non dicit: Caro non justificatur ex operibus contra legem, ut sunt caedes, stuprum, crapula etc., sed ex operibus factis secundum legem, quae bona sunt. Kød hos Paulus betyder ikke, som sofisterne drømmer om det, de grove synder. Dem plejer han nemlig med rene ord at kalde utugt, urenhed, osv, se Gal 5,19-21. Men hos Paulus betyder "kød" det samme som hos Kristus; han siger Joh 3,6: "Hvad der er født af kødet, er kød". "Kød" betyder altså hene menneskets natur med fornuft og alle kræfter. "Dette kød", siger Paulus, "retfærdiggøres ikke ved gerninger, ikke engang ved lovens gerninger". Han siger ikke: Kødet retfærdiggøres ikke ved gerninger imod loven, f. eks. drab, voldtægt, fuldskab, osv., nej, han siger, at kødet ikke bliver retfærdiggjort af gerninger, som er gjort i overensstemmelse med loven, gerninger, som er gode. 
3        Significat igitur Paulo caro summam justitiam, sapientiam, cultum, religionem, intellectum, voluntatem, quanta potest esse in homine animali. Si autem Iudaeus ex operibus secundum legem Dei factis non justificatur, multo minus monachus per ordinem, sacerdos per missam et horas canonicas, philosophus per sapientiam, theologus per theologiam, Turca per Alcoranum justificabitur. Summa, quantumvis sapientes et justi sint homines secundum rationem et legem (E206) divinam, tamen omnibus suis operibus, meritis, missis, summis justitiis et cultibus non justificantur.        "Kød" betyder da hos Paulus den højeste retfærdighed, visdom, kult, fromhed, forstand, vilje, så meget som der kan være i et besjælet menneske. Men hvis jøden ikke retfærdiggøres ud fra de gerninger, der er gjort i overensstemmelse med Guds lov, så retfærdiggøres munken meget mindre ved sin orden, præsten ved sin messe og tidebønner, filosoffen ved sin visdom, teologen ved sin teologi, tyrken ved sin alkoran. Kort sagt, hvor vise og retfærdige menneskene end er ifølge fornuften og den guddommelige lov, så retfærdiggøres de dog ikke ved alle deres gerninger, fortjenester, messer, højeste retfærdigheder og gudsdyrkelser. (Se gal2b#n49)
4        Hoc papistae non credunt, sed excaecati et indurati defendant contra conscientiam suas abominationes, et perseverant in ista sua blasphemia jactantes etiamnum sacrilegas istas voces: Qui hoc vel illud opus fecerit, meretur remissionem peccatorum; qui hunc vel alium ordinem sanctum susceperit, et regulam suam servaverit, huic certo promittimus vitam aeternam.        Dette tror papisterne ikke, men blinde og forhærdede forsvarer de deres afskyeligheder imod samvittigheden, og fremturer i deres blasfemi, idet de i dette øjeblik praler med deres gudsbespottende stemmer: Den, som gør den eller den gerning, fortjener syndernes forladelse; den, der går ind i den og den orden og overholder dens regel, ham kan vi med sikkerhed love evigt liv. 
5   Dici non potest, quam horribilis sit blasphemia, hoc tribuere doctrinis daemoniorum, statutis et regulis hominum, impiis traditionibus papae et operibus monachorum, quod Paulus Christi apostolus detrahit legi divinae et ejus operibus. Nam si nulla caro ex operibus legis divinae justificatur, multo magis non justificabitur ex regula Benedicti, Francisci etc., in quibus ne syllaba est de fide in Christum, sed tantum hoc urgetur: Qui servaverit ista, habet vitam aeternam. Det er usigeligt, hvor forfærdelig en bespottelse det er, at tillægge dæmoniske læresætninger, menneskers statutter og regler, pavens ugudelige traditioner og munkenes gerninger, det, som Paulus, Kristi apostel, frakender den guddommelige lov og dens gerninger. For hvis intet kød retfærdiggøres af den guddommelige lovs gerninger, så retfærdiggøres det da langt mindre af Benedikts eller Frans' regel, hvori der ikke står en stavelse om Kristus, men dette blot fremhæves: Den, der overholder disse ting, har evigt liv. 
6        Ideo saepe vehementer admiratus sum, quod tot saeculis, durantibus sectis illis perditionis, potuerit tamen ecclesia permanere in tantis tenebris et erroribus. Fuerunt quidam, quos Deus pure vocavit per textum evangelii (qui tamen mansit in concione) et baptismum. Hi ambulaverunt in simplicitate et humilitate cordis, existimantes solum monachos et unctos ab episcopis esse sanctos et religiosos, se autem profanos et saeculares, nequaquam cum ipsis conferendos, ideoque nihil invenientes bonorum operum aut (E207) meritorum, quae opponerent irae et judicio Dei, confugerunt ad passionem et mortem Christi, et in ista simplicitate salvati sunt.         Derfor har jeg tit undret mig meget over, at kirken igennem så mange århundreder, hvor disse fordærvelige sekter varede ved, dog kunne forblive i et sådant mørke og med sådanne vildfarelser. Der var nogle, som Gud bare kaldte ved evangeliets ord (som jo dog var forblevet i prædikenen) og ved dåben. De vandrede i hjertets enfoldighed og ydmyghed. De mente,a t kun munke og de, der var salvede af biskopperne, var hellige og fromme, men at de selv som læge og verdslige på ingen måde kunne sammenlignes med dem, derfor fandt de ikke på nogen gode gerninger eller fortjenester, som de kunne sætte op imod Guds vrede og dom, men tog deres tilflugt til Kristi lidelse og død, og i den enfoldighed blev de frelst. 
7         Horribilis autem et infinita est ira Dei, quod tot saeculis puniverit ingratitudinem et contemtum evangelii et Christi in papistis, tradendo eos in reprobum sensum, ut in totum abnegato, quantum ad usum ejus attinet, et blasphemato Christo, in locum evangelii receperint abominationes regularum et traditionum humanarum, quas unice adoraverunt, et longe praetulerunt verbo Dei, donec tandem etiam ademtum   est illis matrimonium, et coacti sunt ad incestum illum coelibatum.         Men Guds vrede er forfærdelig og uendelig, fordi han i så mange år har straffet utaknemligheden og foragten for evangeliet og Kristus hos papisterne, ved at give dem hen til et forkasteligt sind (Rom 1,28), så de helt nægtede at have brug for Kristus, og efter at have bespottet ham antog de i stedet for evangeliet de afskyelige menneskelige regler og traditioner, som de alene dyrkede og langt foretrak fremfor Guds ord, indtil til sidst også ægteskabet blev taget fra dem, og de blev tvunget til det urene cølibat. 
8  Ibi tum etiam externe polluti sunt omni genere flagitiorum, adulteriis, scortationibus, immunditiis, sodomia etc. Is fuit fructus impuri coelibatus. Sic Deus peccato peccatum puniens tradidit eos intus in reprobum sensum, et foris ruere permisit in tam horribilia scelera, et quidem juste, quia blasphemaverunt unigenitum filium Dei, in quo pater vult glorificari, quem tradidit in mortem, ut credentes in filium salvi fierent per eum, non per suos ordines, "Qui me, inquit, 1. Reg. 2. (1. Sam. 2, 30.) honorificaverit, honorificabo et ego eum."  Da blev de også udadtil besmittet med al mulig slags skændsel, hor, utugt, urenhed, sodomi, osv. Det var frugten af de urene cølibat. Sådan straffede Gud synd med synd og overgav dem indvendig til et forkasteligt sind, og udadtil tillod han dem at kaste sig ud i så forfærdelige forbrydelser, og det endda med rette, fordi de bespottede Guds énbårne søn, i hvem faderen vil herliggøres, hvem han hengav til døden, for at de, der tror på sønnen, skal blive frelst ved ham, ikke ved deres ordener, "Den, som ærer mig", siger han 1 Sam 2,30), "ham vil også jeg ære". 
9   Honorificatur autem Deus in filio, Ioann. 5. (v. 23).  Qui  igitur crediderit filium Dei esse mediatorem et salvatorem nostrum, is honorificat patrem, hunc et Deus vicissim honorificat, id est, ornat suis donis, remissione peccatorum, justitia, Spiritu sancto, vita aeterna etc. Qui contra me contemnunt, erunt, inquit, ignobiles etc. Men Gud æres i sønnen (Joh 5,23). Den, der altså tror, at Guds søn er vor mellemmand og frelser, han ærer faderen, og Gud ærer til gengæld ham, det vil sige, smykker ham med sine gaver, syndernes forladelse, retfærdighed, Helligånden, evigt liv, osv. Men omvendt, "de, der ringeagter mig, skal beskæmmes", siger han. (2 Sam 2,30. 
10     Conclusio ergo principalia haec est: "Propter (E208) quod ex operibus legis non justificabitur omnis caro." Tu amplifica eam latius, et percurre omnes status. Ergo ex ordine monachus, nonna ex castitate, civis ex probitate, princeps ex beneficentia etc. non justificabitur. Lex Dei major est toto mundo. Comprehendit enim omnes homines, et opera legis longissime excellunt opera electitia justitiariorum, et tamen Paulus dicit, quod nec lex nec opera legis justificent, ergo sola fides justificat. Stante ista propositione incipit eam nunc argumentis confirmare, et primum argumentum est, quasi ex opposito consequentis:        Dette er altså en afgørende konklusion: "Derfor retfærdiggøres intet kød ved lovgerninger". Den skal du fremhæve vidt og bredt og gennemgå hver stand efter den. Altså retfærdiggøres munken ikke af sin orden, nonnen ikke af sin kyskhed, borgeren ikke af sin retskaffenhed, fyrsten ikke af sin velgørenhed, osv. Guds lov er større end hele verden. For den omfatter alle mennesker. Og lovens gerninger overgår langt de værkhelliges selvvalgte gerninger, og dog siger Paulus, at hverken loven eller lovens gerninger retfærdiggør, altså er det alene troen, der gør retfærdig. Efter nu at have slået denne sætning fast, begynder han at bekræfte den med argumenter, og det første argument kommer fra modstillingen af dens konsekvens: 
11  Si autem quaerentes justificari in Christo, invenimur et ipsi peccatores, ergo Christus peccati minister est.
      Hae non sunt latinae phrases, sed ebraicae et theologicae. Si hoc verum est, inquit, quod in Christo justificamur, impossible est nos esse peccatores, aut per legem justificari. Contra, si non est verum, sed oportet nos justificari per legem et opera ejus, tum impossible est nos per Christum justificari. Alterutrum falsum esse oportet, aut non justificamur in Christo, aut non in lege. 
Men hvis vi,når vi søger at blive retfærdiggjorte i Kristus, selv findes at være syndere, går Kristus så ikke syndens ærinde. (Gal2.17)
      Dette er ikke latinske sætninger, men hebraiske og teologiske sætninger. Hvis det er sandt, siger han, at vi retfærdiggøres i Kristus, så er det umuligt, at vi stadig er syndere, eller at vi skal retfærdiggøres ved loven. Omvendt, hvis det ikke er sandt, men vi bør retfærdiggøres ved loven og dens gerninger, da er det umuligt, at vi retfærdiggøres ved Kristus. Den ene af de to påstande må være falsk, enten retfærdiggøres vi ikke i Kristus, eller også retfærdiggøres vi ikke ved loven. 
12 Sed in Christo justificamur, ergo non in lege. Argumentatur igitur hoc modo: "Si quaerentes etc." hoc est, si conamur per fidem in Christum justificari, et sic justificati invenimur adhuc peccatores, indigentes lege, quae nos peccatores justificet; si opus est, inquam, legis observatione ad justificationem, ut, qui justi sunt in Christo, non sint justi, sed opus habeant adhuc lege justificante, vel, si (E209) justificatus per Christum debet adhuc per legem justificari, tunc Christus nihil aliud est quam legislator et minister peccati. Ergo justificatus et sanctus in Christo non est justificatus et sanctus, sed opus habet adhuc justitia et sanctitate legis. Men vi retfærdiggøres ved Kristus, ergo retfærdiggøres vi ikke ved loven. Der argumenteres altså på denne måde: "Hvis vi søgte osv." det vil sige, hvis vi stræber efter at retfærdiggøres ved tro på Kristus, og hvis vi, når vi er retfærdiggjorte på denne måde, stadig befindes at være syndere, der trænger til loven, at den kan retfærdiggøre os syndere; hvis, siger jeg, der er brug for overholdelse af loven for at blive retfærdiggjort, så at de, der er retfærdige i Kristus, ikke er retfærdige, men stadig har brug for den retfærdiggørende lov, eller, hvis den, der er retfærdiggjort ved Kristus, stadig bør retfærdiggøres ved loven, da er Kristus intet andet end lovgiver eller syndens tjener. Altså er den, der er retfærdiggjort og hellig i Kristus, ikke retfærdiggjort og hellig, men har stadig brug for lovens retfærdighed og hellighed. 
13        Sed certe sumus justificati et justi in Christo, quia veritas evangelii docet, quod homo non in lege, sed in Christo justificetur. Si autem illi, qui in Christo justificantur, inveniuntur adhuc peccatores, id est, pertinent adhuc ad legem et sunt sub lege, ut pseudo-apostoli decent, ergo nondum justificati sunt, quia lex accusat et arguit eos adhuc esse peccatores, et exigit, ut opera legis faciant, ut justificentur, ergo justificati in Christo non sunt justificati.         Men vi er sandelig retfærdiggjorte og retfærdige i Kristus, for evangeliets sandhed lærer, at mennesket ikke retfærdiggøres ved loven, men ved Kristus. Men hvis de, som retfærdiggøres i Kristus, stadig findes at være syndere, det vil sige, hvis de stadig hører til loven og er under loven, som de falske apostle lærer, så er de altså endnu ikke retfærdiggjorte, fordi loven anklager og påstår, at de endnu er syndere, og kræver, at de gør lovens gerninger, så de kan retfærdiggøres, altså er de, der er retfærdiggjorte i Kristus ikke retfærdiggjorte. 
14  Et sic necessario sequitur, Christum non esse justificatorem, sed peccati ministrum. His verbis gravissime accusat pseudoapostolos et omnes justitiarios, quod omnia pervertent, quia ex lege gratiam, ex gratia legem, ex Mose Christum, ex Christo Mosen faciunt. Docent enim, quod post Christum et omnem justitiam Christi opus sit observatione legis, si justificari velis.  Og således følger det med nødvendighed, at Kristus ikke er en retfærdiggører, men syndens tjener. Med disse ord anklager han meget alvorligt de falske apostle og alle gerningsretfærdige, fordi de vender alting på hovedet, fordi de af loven gør en nåde, af nåden en lov, af Moses en Kristus, af Kristus en Moses. De lærer nemlig, at efter Kristus og al Kristi retfærdighed er der brug for at overholde loven, hvis du vil retfærdiggøres. 
15  Sic lex fit Christus perversitate intolerabili, quia legi tribuitur, quod proprie Christo competit. Si feceris, ajunt, opera legis, justificaberis. Si non feceris, non justificaberis, ut maxime in Christum credos. Si autem verum est, quod Christus non justificat, sed est peccati minister, ut necessario sequitur ex eorum doctrina, ergo Christus est lex, quia nihil aliud ex eo habemus, cum doceat nos peccatores esse, quam quod ex lege (E210) habemus, et sic doctor peccati, Christus, mittit nos ad legem et Mosen justificatorem. Således bliver loven en Kristus ved en utålelig perversitet, fordi der tillægges loven, hvad alene tilkommer Kristus. De siger: Hvis du har gjort lovens gerninger, skal du blive retfærdiggjort. Hvis du ikke har gjort dem, vil du ikke blive retfærdiggjort, hvor meget du end tror på Kristus. Men hvis det er sandt, at Kristus ikke retfærdiggør, men er syndens tjener, sådan som det nødvendigvis må følge af deres lære, så er altså Kristus en lov, for vi har ikke andet ud af ham, når han lærer os, at vi er syndere, end vi har af loven, og således sender Kristus, syndens lærer, og hen til loven og til Moses, der er retfærdiggøreren. 
16         Itaque papistae, et quotquot justitiam Christi ignorant, aut non recte tenent, non possunt non facere ex Christo Mosen et legem, et ex lege Christum. Sic enim docent: Fides in Christum justificat quidem, sed simul servari oportet etiam praecepta Dei, quia scriptum est (Matth. 19,17): "Si vis in vitam ingredi, serva mandata Dei." Ibi statim Christus negatus et fides abolita est, quia mandatis Dei sive legi tribuitur, quod est solius Christi.        Derfor kan papisterne og alle de, der er uvidende om Kristi retfærdighed eller ikke forstår den ret, ikke lade være med at gøre en Moses og en lov ud af Kristus og en Kristus ud af loven. For de lærer således: Ganske vist retfærdiggør troen på Kristus, men man bør samtidig også overholde Guds bud, fordi der står skrevet: "Hvis du vil indgå til livet, så holde Guds bud". (Matt 19,17). Her er øjeblikkelig Kristus fornægtet og troen tabt, fordi man tillægger Guds bud eller loven det, som alene skal tillægges Kristus. 
17 Est enim Christus definitive justificator et redemtor a peccatis. Si hoc legi tribuo, jam lex ipsa meus est justificator, liberans me a peccatis, quia opera ejus facio. Sicque lex est Christus, et Christus in totum amittit suum nomen, officium et gloriam, nihilque aliud est qua in legis minister, arguens, terrens, offerens et mittens peccatorem ad alium, qui possit cum justificare, quod vere est legis officium. For Kristus er ifølge sit navn en retfærdiggører og en forløser fra synd. Hvis jeg tillægger loven det, så er allerede loven min retfærdiggører, der befrier mig fra synderne, når jeg gør dens gerninger. Således er loven blevet en Kristus, og Kristus har tabt sit navn, sit embede og sin herlighed, og er intet andet end lovens tjener, som anklager, skræmmer, stiller frem og sender synderen hen til en anden, som kan retfærdiggøre ham, hvilket jo dog er lovens opgave. 
18          Sed proprium Christi officium est, peccatorem per legem reum factum et constitutum amplecti et absolvere a peccatis, si evangelio credit. Christus enim est finis legis ad justitiam omni credenti, ipse est agnus Dei, qui portat peccata mundi. Quia vero papistae et fanatici spiritus non tenent doctrinam de justificatione, invertunt omnia, ex Christo Mosen, et ex Mose Christum facientes, estque haec re vera (etsi verbis aliud dicant) principalis eorum propositio: Christus est Moses etc.         Men det er Kristi eget embede at gøre synderen skyldig ved loven og, når det er sket, at omfavne ham og løse ham fra hans synder, hvis han tror på evangeliet. Kristus er nemlig lovens ende til retfærdighed for enhver, som tror (Rom 10,4), ja, han er selv Guds lam, som bærer verdens synd (Joh 1,29). Men fordi papisterne og åndsfanatikerne ikke fatter læren om retfærdiggørelse, vender de op og ned på alt, gør en Moses ud af Kristus, og en Kristus ud af Moses, og dette er i virkeligheden deres hovedtese (selv om de siger noget andet med deres ord): Kristus er Moses, osv. 
19  Deinde nos, qui tanta diligentia (E211) inculcamus et urgemus fidem, rident, dicentes: Ha, ha, fides, fides, exspecta, donec fide pervenias in coelum. Nitendum est ad sublimiora, oportet te legem Dei implere, juxta illud: "Hoc fac, et vives." (Luc. 10, 28). Oportet te multa pati, fundere sanguinem, deserere domum, uxorem, liberos, imitari exemplum Christi. Fides, quam ita vehementer extollitis, secures, otiosos et stertentes reddit homines. Sic fiunt meri legistae et operarii, a Christo ad Mosen deficientes, item a baptismo, fide, promissionibus Christi revocantes populum ad legem et opera, et ex gratia legem, et ex lege gratiam facientes. Desuden gør de nar af os, der med så stor omhu indprenter og understreger troen, og siger: "Ha, ha, tro mig her og tro mig dèr, du kan vente længe, inden du kommer i himlen ved troen. Man må stræbe efter noget højere, du bør opfylde Guds lov, i overensstemmelse med det der står skrevet: "Gør dette, så skal du leve". (Luk 10,28) Du må lide meget, udgyde dit blod, forlade dit hjem, din hustru, dine børn, efterligne Kristi eksempel. Så stærkt som I fremhæver troen, gør den kun mennesker sikre, dovne, snorkende". Således bliver de rene og skære lovlærere og gerningsretfærdige, de falder fra Kristus til Moses, ligeledes kalder de folket tilbage fra dåben, troen, Kristi forjættelser til loven og gerningerne, og gør af nåden en lov, af loven en nåde. 
20        Quis unquam autem crederet, quod tam facile ista possent commisceri? Nemo tam hebeti ingenio est, cui non appareat ista legis et gratiae distinctio facillima esse, quia ipsa natura rerum et vocabulorum affert istam distinctionem. Quisque enim intelligit istas voces, lex, gratia, re et nomine diversas esse.           Men hvem kunne nogensinde tro, at de ting så let kunne blandes sammen? Ingen har dog en så sløv forstand, at han ikke kan indse, at dette skel mellem loven og nåden er uhyre let at forstå, fordi tingenes og ordenes natur selv fremkalder dette skel. For enhver forstår, at ordene "lov" og "nåde" både hvad sagen og hvad navnet angår er forskellige. 
21  Ideo monstrum monstrosissimum est, stante ista distinctione clarissima, tamen adversarios labi in istam perversitatem satanicam, quod legem et gratiam confundant, et Christum in Mosen transforment. Ideo saepe dico istam doctrinam fidei esse facillimam, istamque distinctionem legis et gratiae quemlibet facile posse intelligere, quantum ad verba attinet, sed in ipso usu, vita, affectu esse omnium difficilimam. Derfor er det den allermest besynderlige besynderlighed, når nu dette skel er så klart, at så dog modstanderne falder ned i denne sataniske perversitet, at de sammenblander lov og nåde, og ændrer Kristus til en Moses. Derfor har jeg ofte sagt, at denne troens lære er såre let, og at dette skel mellem loven og nåden kan hvemsomhelst let forstå, hvad ordene angår, men i anvendelsen, i livet, i sindet, er det det sværeste af alt. 
22      Papa cum suis scholasticis doctoribus clare dicit, legem et gratiam esse distincta, et tamen in ipso usu plane contrarium docet. Fides in Christum, inquit, (E212) sive sit acquisita per vires, actus et habitus naturales, sive sit infusa per Deum, tamen mortua est, nisi sequatur dilectio.         Paven og hans skolastiske lærere siger klart, at loven og nåden er adskilt, og dog lærer de ved deres egen brug det stik modsatte. Troen på Kristus, siger han, hvad enten den er erhvervet ved vore anstrengelser, ved de naturlige handlinger og vaner, eller den er indgydt af Gud, er dog død, hvis ikke kærligheden følger efter. 
23 Ubi hic manet distinctio legis et gratiae? Nomine quidem ista inter se distinguit, re vera tamen gratiam vocat dilectionem. Sic omnes legis exactores operibus tribuunt justificationem. Quicunque igitur articulum justificationis non probe tenent, illi necessario confundunt legem et gratiam. Itaque diligenter discernere discat quilibet pius legem a gratia, affectu et usu, non ut papa et fanatici spiritus verbis tantum. Illi quantum ad verba attinet, fatentur illa duo esse distincta, re ipsa autem, ut dixi, commiscent ea, quia non concedunt fidem sine operibus justificare. Men hvad bliver det så til med adskillelsen mellem loven og nåden? Hvad betegnelsen angår, skelner han ganske vist mellem dem, men hvad sagen går, kalder han nåden kærlighed. Sådan mener alle de, der kræver loven overholdt, at det er gerningerne, der retfærdiggør. Derfor, enhver, der ikke forstår artiklen om retfærdiggørelsen, sammenblander med nødvendighed loven og nåden. Derfor skal enhver from lære at skelne omhyggeligt mellem loven og nåden, i sindet og i den praktiske brug, og ikke som paven og åndsfanatikerne kun i ord. De holder sig kun til ordene, indrømmer, at disse to er forskellige, men i sagen selv sammenblander de dem som sagt, fordi de ikke vil gå med til, at troen retfærdiggør uden gerninger. 
24 Si hoc verum est, Christus jam nihil mihi prodest. Ut maxime enim veram fidem habeam, tamen juxta hanc ipsorum opinionem non justificor, si illa fides mea sit sine caritate, et ut maxime eam habeam, tamen non satis diligo. Atque ita Christus fide apprehensus non est justificator, nihil prodest gratia, nec fides vera esse potest sine caritate (aut ut anabaptistae dicunt, sine cruce, passione et effusione sanguinis). Si vero adest caritas, opera et crux, fides vera est et justificat. Hvis det er sandt, er Kristus ikke til nogen nytte for mig. For ligegyldigt hvor stor en tro jeg har, så retfærdiggøres jeg dog efter deres mening ikke, hvis denne min tro er uden kærlighed, og ligegyldigt hvor stor en kærlighed jeg har, så kan jeg dog aldrig elske nok. Og således er Kristus, der gribes med troen, ikke retfærdiggører, nåden gavner intet, og troen kan ikke være sand uden kærlighed (eller som gendøberne siger, uden kors, lidelse og blodsudgydelse). Hvis kærligheden, gerningerne og korset virkelig er til stede, så er troen sand og retfærdiggør. 
25      Hac doctrina hodie iterum obscurant fanatici homines beneficium Christi, detrahunt ei honorem justificatoris, et constituunt ministrum peccati. Nihil ergo a nobis didicerunt, quam verba recitare, rem ipsam non tenent. Videri quidem volunt, se quoque evangelium et fidem Christi pure docere, ut nos, sed quando venitur ad usum, sunt doctores legis, per omnia (E213) similes ipsis pseudoapostolis.          Ved denne læresætning formørker de fanatiske mennesker også i vore dage Kristi velgerning, de frakender ham retfærdiggørerens ære, og gør ham til syndens tjener. De har altså ikke lært andet af os end at sige ordene efter, sagen selv forstår de ikke. De vil ganske vist give det udseende af, at de lære evangeliet og troen på Kristus rent, ligesom vi gør det, men når det kommer til anvendelsen, er de lærere i loven, i alle ting lig med disse falske apostle. 
26  Nam quemadmodum illi ultra fidem in Christum urgebant per omnes ecclesias circumcisionem et observationem legis, sine qua detrahebant fidei justificationem ("nisi circumcidamini, dicebant, secundum legem Mosi, non potestis salvi fieri" Act. 15, 1): ita hodie exactores legis praeter justitiam fidei requirunt etiam observationem mandatorum Dei, juxta illud: "Hoc fac, et vives" (Luc. 10, 28.); item: "Si vis in vitam ingredi, serva mandata" (Matth. 19, 17). Ideo nemo ex ipsis, quantumvis videantur sibi sapere, intelligit discrimen legis et gratiae, ipso enim usu et rerum judicio convincuntur. For på samme måde som disse udover troen på Kristus tilskyndede alle menighederne til omskærelse og overholdelse af loven, uden hvilke de trak troens retfærdiggørelse tilbage ("Hvis I ikke lader jeg omskære", sagde de, "efter Moseloven, kan I ikke blive frelst" Apg 15,1): således kræver i vore dage lovudøverne ud over trosretfærdigheden også overholdelse af Guds bud, ifølge det ord: "Gør dette, så skal du leve" (Luk 10,28), og dette: "Hvis du vil indgå til livet, så hold budene" (Matt 19,17). Derfor er der ingen af dem, der forstår at skelne mellem loven og nåden, hvor vis han end synes at være, for de gendrives af deres anvendelse og bedømmelse af tingene. 
27        Nos vero hic distinguimus et dicimus, nos nunc non disputare, num opera bona sint facienda, neque nos quaerere, num lex bona, sancta, justa sit, aut, num sit servanda, nam is plane alius locus est. Sed nostra disputatio et quaestio est de justificatione, an lex justificet. Hoc adversarii non audiunt, neque ad hanc quaestionem respondent, neque ibi distinguunt, ut nos, sed tantum clamant, bona opera esse facienda, legem esse servandam. Bene, scimus hoc.        Men vi for vort vedkommende laver her en distinktion og siger, at vi i denne omgang ikke diskuterer, om man skal gøre gode gerninger, og vi spørger heller ikke efter, om loven er god, hellig og retfærdig, eller om den skal overholdes, for det er en helt anden sag. Men vores diskussion og vores spørgsmål går på retfærdiggørelsen, om loven retfærdiggør. Det hører modstanderne ikke, og de svarer heller ikke på det spørgsmål, og de laver heller ikke nogen distinktion, som vi gør det, men de påstår blot, at man skal gøre gode gerninger og at loven skal overholdes. Udmærket, det véd vi godt. 
28  Sed quia diversi loci sunt, non patiemur eos commisceri. Suo tempore agemus de loco isto, quod lex et bona opera sint facienda. Cum autem hic versemur in loco justificationis, rejicimus nunc opera, quae adversarii mordicus tenentes, adscribunt eis justificationem, quod Christo est adimere gloriam, et eam operibus tribuere. Men fordi det er to forskellige sager, kan vi ikke gå med til, at de blandes sammen. Til sin tid skal vi behandle den anden sag, at loven er god og skal overholdes. Men når vi her behandler artiklen om retfærdiggørelsen, så forkaster vi nu gerningerne, som modstanderne har bidt sig fast i, fordi de tilskriver dem retfærdiggørelsen, hvilket er at fratage Kristus hans ære og give dem til gerningerne. 
29         Est itaque satis firmum hoc argumentum, quo saepe usus sum in magnam consolationem "si quaerentes etc." quasi dicat Paulus: Si nos justificati in Christo (E214) habemur adhuc pro non justificatis, sed pro peccatoribus, qui per legem adhuc justificandi sunt, ergo nun possumus quaerere justificationem in Christo, sed in lege. Si autem justificatio per legem fit, non fit per gratiam, a sufficienti divisione.         Det er derfor et tilstrækkelig stærkt argument, som jeg også har brugt tkil stor trøst "hvis vi søger ..." som om Paulus ville sige: Hvis vi, der er retfærdiggjorte i Kristus, stadig anses for at være ikke-retfærdiggjorte, men syndere, som stadig skal retfærdiggøres ved loven, så kan vi ikke søge retfærdiggørelse i Kristus, men i loven. Men hvis retfærdiggørelsen sker gennem loven, så sker den ikke gennem nåden, de to er adskilt fra hinanden. 
30 Si nunc justificatio non fit per gratiam, sed per legem, quid fecit Christus sua passione, praedicatione, victoria peccati et mortis, et Spiritus sancti missione? Aut igitur justificamur per Christum, aut peccatores et rei per eum efficimur. Si vero lex justificat, tum inevitabiliter sequitur, nos per Christum peccatores effici, igitur Christus peccati minister est. Ponatur itaque haec propositio: Omnis credens in dominum Iesum Christum est peccator et reus aeternae mortis, et nisi recurrat ad legem, et opera ejus faciat, non salvabitur. Hvis nu retfærdiggørelsen ikke sker ved nåden, men ved loven, hvad bevirker så Kristus med sin lidelse, sin prædiken, sin sejr over synden og døden, og udsendelsen af Helligånden? Altså, enten retfærdiggøres vi gennem Kristus, eller vi bliver gennem ham gjort til strafskyldige syndere. Men hvis loven retfærdiggør, så følger det uundgåeligt deraf, at vi gennem Kristus gøres til syndere, derfor er Kristus syndens tjener. Man kan altså fremsætte denne tese: Enhver, der tror på Herren Jesus Kristus er en synder og skyldig til evig død, og hvis han ikke henflyer til loven og gør dens gerninger, vil han ikke blive frelst. 
31       Scriptura, praesertim novi Testamenti, ubique inculcat fidem in Christum, et magnifice eam praedicat. Qui, inquit, credit in eum, salvatur, non perit, non judicatur, non confunditur, habet vitam aeternam. Illi contra: Qui credit in eum, damnatur etc., quia habet fidem sine operibus, quae damnat.       Overalt i skriften, især i det ny testamente, understreges troen på Kristus, og den prædikes på storslået vis. Skriften siger: Den, der tror på ham, skal blive frelst, han skal ikke gå fortabt, ikke blive fordømt, ikke blive forvirret, han har evigt liv. (Joh 3,16) Men de siger det modsatte: Den, der tror på ham, fordømmes, osv., fordi han har en tro uden gerninger, og den fordømmer ham. 
32 Sic pervertunt omnia, ex Christo simpliciter perditorem, ex Mose salvatorem facientes. Nonne autem inaestimabilis blasphemia est sic docere, faciendo legem et opera efficieris dignus vita aeterna, credendo autem in Christum reus eris mortis aeternae, lex servata salvat, fides in Christum damnat? Sådan forvender de alting, af Kristus gør de ligefrem en fordømmer og af Moses en frelser. Men mon ikke det er en uvurdérlig bespottelse at lære sådan, at du ved at gøre loven og udøve dens gerninger bliver værdig til evigt liv, men ved at tro på Kristus bliver skyldig til evig død, altså at lære, at det at overholde loven frelser, det at tro på Kristus fordømmer? 
33         Istiusmodi quidem verbis adversarii non utuntur, re vera tamen ita docent, quia fides, inquiunt, infusa (quam proprie vocant fidem in Christum) non liberat a (E215) peccatis, sed fides formata caritate. Ex hoc sequitur, quod sola fides in Christum, sine lege et operibus, non salvat. Hoc certe est affirmare, quod Christus relinquat in peccatis et ira Dei, et reos nos faciat mortis aeternae.          Den slags ord bruger modstanderne ganske vist ikke, men de lære således i virkeligheden, fordi de siger, at den indgydte tro (som de med rette kalder troen på Kristus) ikke er den tro, der befrier fra synderne, nej, det gør den tro, der er formet af kærligheden. Heraf følger, at når du kun har troen på Kristus, uden lov og gerninger, så frelser den ikke. Det er med sikkerhed at fastslå, at Kristus efterlader os i synderne og i Guds vrede, og gør os skyldige i evig død. 
34 Econtra, si feceris legem et opera, tum fides justificat, quia habet opera, sine quibus alioqui fides nihil prodest. Ergo opera justificant, non fides, quia propter quod unumquodque est tale, illud magis tale est. Si fides propter opera justificat, ergo opera magis justificant quam fides. Profundae sunt abominationes blasphemae hujus doctrinae. Omvendt, hvis du gør loven og gerningerne, da retfærdiggør troen, fordi den har gerningerne, uden hvilke troen ellers ikke gavnede noget. Altså er det gerningerne, der retfærdiggør, ikke troen, fordi det, på grund af hvilket en hvilkensomhelst ting er, som den er, det er snarere sådan. Hvis troen retfærdiggør på grund af gerningerne, så er det snarere gerningerne end troen, der retfærdiggør. Denne gudsbespottelige læres afskyelighed er afgrundsdyb. 
35         Argumentatur ergo Paulus ab impossibili, et sufficienti divisione. Si nos justificati in Christo adhuc sumus peccatores, justificandi per aliud quam per Christum, scilicet per legem, ergo Christus non potest nos justificare, sed tantum accusat et condemnat nos. Ergo gratis mortuus est, et hi et similes loci falsi sunt: "Ecce agnus Dei etc." (Ioh. 1, 29), item: "Qui credit in filium, habet vitam aeternam;" (Ioh. 3, 36), imo tota scriptura, quae testatur Christum esse justificatorem et salvatorem mundi, falsa est.         Paulus argumenterer altså ud fra det umuligt og ud fra den tilstrækkelige opdeling. Hvis vi, når vi er retfærdiggjorte i Kristus, stadigvæk er syndere, der skal retfærdiggøres ved noget andet end ved Kristus, nemlig ved loven, så kan Kristus altså ikke retfærdiggøre os, han kan kun anklste og fordømme os. Altså er han død forgæves, og de følgende skriftsteder (og andre lignende) er forkerte: "Se, det Guds lam" (Joh 1,29) Og. "Den, der tror på sønnen, har evigt liv" (Joh 3,36), ja hele skriften, som bevidner, at Kristus er verdens retfærdiggører og frelser, er falsk. 
36 Nam si invenimur peccatores, postquam in Christo sumus justificati, necesse est sequi facientes legem sine Christo esse justificatos. Hoc si verum est, tum sumus Turcae, Iudaei, Tartari, retinentes tantum in speciem verbum et nomen Christi, usu autem et revera prorsus negantes Christum et verbum ipsius. At Paulus vult fidem esse anupokriton. Ideo error et impietas est asserere, fidem infusam non justificare, nisi ornata sit operibus caritatis. For hvis vi findes at være syndere, efter at vi er retfærdiggjorte i Kristus, må deraf nødvendigvis følge, at de, der overholder loven uden Kristus er retfærdiggjorte. Og hvis det er sandt, da er vi tyrker, jøder, tartarer, vi holder os blot til Kristus-ordet og til Kristus-navnet, men hvad anvendelsen, hvad virkeligheden angår næfter til fuldstændig Kristus og hans ord. Men Paulus vil, at troen skal være uskrømtet (1 Tim 1,5). Derfor er det en vildfarelse og en ugudelighed at påstå, at den indgydte tro ikke retfærdiggør, hvis ikke den bliver smykket med kærlighedens gerninger. 
37  Quod si autem (E216) hoc adversarii omnino defendere volunt, cur in totum fidem in Christum non abjiciunt? praesertim cum ex ea nihil faciant, quam inanem qualitatem in anima, quae sine caritate nihil prosit; cur non potius appellant scapham scapham? hoc est, cur non claris verbis dicunt opera justificare, non fidem? Item, cur in universum manifesto non negant totum evangelium et Paulum (ut re vera negant), qui soli fidei, non operibus tribuunt justitiam? Nam si fides cum operibus justificat, falsa est tota disputatio Pauli, qui diserte dicit hominem non justificari operibus legis, sed fide Iesu Christi. Men hvis vore modstandere i det hele taget vil forsvare dette, hvorfor fornægter det så ikke troen på Kristus i det hele taget? Især når de ikke gør noget ud af den, andet end at den er en unyttig egenskab i sjælen, som ikke gavner noget uden kærlighed; hvorfor kalder de ikke snarere en spade for en spade? Det vil sige, hvorfor siger de ikke ligeud, at det er gerningerne, der retfærdiggør, ikke troen? Og hvorfor i alverden nægter de ikke åbenlyst hele evangeliet og Paulus (som de jo nægter det i virkeligheden), han, som alene tillægger troen retfærdigheden, ikke gerningerne? For hvis troen med gerninger retfærdiggør, så er hele Paulus' argumentation falsk, for han siger jo tydeligt, at mennesket ikke retfærdiggøres ved lovgerninger, men ved tro på Jesus Kristus. 
38 Ergo Christus peccati minister est.
       Iterum phrasis est ebraica, qua utitur Paulus etiam 2. Cor. 3. Illic magnifice et clarissime tractat de duobus his ministeriis, scilicet literae spiritus, legis gratiae, seu mortis et vitae, et ait Mosen, ministrum legis, habere ministerium legis, quod vocat peccati, irae, mortis et damnationis ministerium. Solet enim Paulus valde ignominiosas appellationes utitur hac tribuere legi Dei (n38), et solus inter apostolos phrasi, alii non ita loquuntur. Valde autem prodest studiosos sacrarum literarum hanc Pauli phrasin tenere.
Altså er Kristus syndens tjener. (Gal2.17)
        Igen er der tale om en hebraisk udtryksmåde, som Paulus også bruger 2 Kor 3,7ff., hvor han på udmærket og klar måde behandler disse to tjenester, bogstavens og åndens, lovens og nådens, dødens og livets, og siger, at Moses, lovens tjener, har lovens tjeneste, som han kalder syndens, vredens, dødens og fordømmelsens tjeneste. For Paulus plejer at give Guds nogle meget skændige betegnelser for Guds lov, og han er alene blandt apostlene om en sådan udtalelse, de andre taler ikke sådan. Men det er meget nyttigt, at de, der studerer den hellige skrift, forstår Paulus udtryk. 
39        Est autem minister peccati nihil aliud, quam legislator seu exactor legis, qui docet bona opera et caritatem, qui docet crucem et passiones ferendas, exemplum Christi et sanctorum imitandum. Quicunque ista profitetur et urget, est minister legis, peccati, irae et mortis, quia sua doctrina nihil aliud facit, quam quod terret et perturbat conscientias, et (E217) concludit eas sub peccatum. Nam impossibile est humanam naturam implere legem, imo in justificatis, qui habent Spiritum sanctum, repugnat lex membrorum legi mentis etc.         Men syndens tjener er intet andet end en lovgiver eller én, der kræver loven, én, som lærer gode gerninger og kærlighed, én, som lærer, at man skal udholde kors og lidelse og efterligne Kristi eksempel og de helliges eksempel. Enhver, der bekender det og lægger vægt på det, er tjener for loven, synden, vreden og døden, fordi han med sin læresætning ikke gør andet, end skræmmer og forvirrer samvittigheden, og indeslutter den under synd. For det er umuligt, at den menneskelige natur kan opfylde loven, ja, i de retfærdiggjorte, som har Helligånden, kæmper lemmernes lov mod sindets lov, osv. (Rom 7,23) 
40 Quid non faceret in impiis, qui Spiritum sanctum non habent? Quare docens per legem contingere justitiam, ipsemet non intelligit, quid loquatur aut quid affirmet, multo minus servat legem, sed se ipsum et alios ludit et gravat onere importabili, praescribit et exigit impossibilia, et ad extremum se et discipulos suos adducit in desperationem. Hvad ville den så ikke gøre i de ugudelige, som ikke har Helligånden? Den, derfor, der lærer, at retfærdighed fås ved loven, forstår ikke selv, hvad han siger, eller hvad han påstår, langt mindre overholder han loven, men han narrer sig selv og andre og pålægger ubærlige byrder, foreskriver og kræver umuligheder og fører sig selv og sine elever ud i den yderste fortvivlelse.
41        Est itaque proprius legis usus et finis homines quietos et secures facere reos, ut sint obnoxii peccato, irae et morti, ut sint conterriti, desperabundi, pallentes et paventes ad sibilum folii volantis. Et quatenus tales sunt, sunt sub lege. Lex enim requirit perfectam obedientiam erga Deum, et damnat eos, qui hanc non praestant.         Derfor er lovens egentlige brug og formål at gøre ubekymrede og sikre mennesker skyldige, at de er skyldige til synd, vrede og død, så de kan blive slået med rædsel, fortvivlede, og så de ryster af skræk bare ved lyden af et blad, der flyver til jorden. For loven kræver den fuldkomne lydighed mod Gud, og den fordømmer dem, som ikke kan yde det. 
42  Constat autem, quod nemo hanc perfectam obedientiam legis praestet aut praestare possit, quam tamen Deus severe requirit. Ergo lex non justificat, sed condemnat, juxta illud: "MaIedictus omnis, qui non permanserit in omnibus etc." (Deut. 27, 26). Itaque docens legem est minister peccati. Men det står fast, at ingen yder eller kan yde denne fuldkomne lydighed mod loven, som Gud dog kræver i fuldt alvor. Altså retfærdiggør loven ikke, men fordømmer, ifølge det skriftord: "Forbandet enhver, som ikke forbliver i alt dette, osv." (5 Mos 27,26). Derfor er den, der lære oven, syndens tjener. 
43         Quare Paulus recte vocat ministerium legis 2. Cor. 3. peccati ministerium. Nam lex ostendit peccatum, quod sine lege mortuum est. Peccati vero (E218) cognitio (non illa speculativa hypocritarum, sed vera, in qua cernitur ira Dei contra peccatum, et vere sentitur gustus mortis) perterrefacit corda, adigit ad desperationem et occidit, Rom. 7. (v. 11).         Derfor er det med rette, at Paulus kalder lovens tjeneste for syndens tjeneste (2 Kor 3,7). For loven påviser synden, som uden lov er død (Rom 7,8). Men erkendelse af synden (ikke den spekulative erkendelse, som hyklerne har, men den sande erkendelse, hvor man mærker Guds vrrede imod synden, og virkelig føler smagen af død) slår hjertet med rædsel, fører det til fortvivlelse og slår ihjel. (Rom 7,11)
44 Itaque doctores illi legis et operum, quos scriptura appellare solet exactores et tyrannos (perinde enim ut illi exactores in Aegypto opprimebant filios Israel corporali servitute, ita hi doctrina de lege et operibus redigunt in spiritualem et miserrimam servitutem animas, et ad extremum in desperationem adigunt et perdunt), neque se ipsos agnoscunt, neque vim legis sentiunt, neque possibile est eos consequi pacem conscientiae in veris pavoribus et agone mortis, etiamsi servaverint legem, dilexerint, multa bona opera fecerint, et mala perpessi sint, quia lex semper terret et accusat, dicens: Tu nunquam fecisti omnia, quae in lege mandata sunt, maledictus autem, qui non fecerit etc. Ideo manent isti pavores et subinde augentur, et nisi tales legis doctores erigantur fide et justitia Christi, coguntur desperare. Derfor plejer skriften at kalde dem, der lærer loven og gerninger, for indkrævere og tyranner (for på samme måde, som opkræverne i Ægypten undertrykkede Israels børn i en legemlig trældom, således fører disse ved læresætningen om loven og gerningerne sjælene ind i en åndelig og elendig trældom, og fører dem ud i og gør dem fortabte i den yderste fortvivlelse), og de kender hverken sig selv eller føler lovens kraft, og det er heller ikke muligt, at de kan opnå samvittighedens fred i den sande bæven og dødskamp, skønt de har overholdt loven, elsket, gjort mange gode gerninger og udholdt meget ondt, fordi loven hele tiden truer og anklager og siger: Du har overhovedet ikke gjort alt det, som er befalet i loven, men enhver, som ikke har gjort det, er forbandet, osv. Derfor forbliver disse anfægtelser, og de øges efterhånden, og hvis ikke disse lovlærere oprejses ved troen og ved Kristi retfærdighed, tvinges de til at fortvivle. 
45        Hujus rei exstat insigne exemplum in vitis patrum de eremita quodam. Is brevi antequam moreretur, stabat tristis et immotus tres dies fixis in coelum oculis. Interrogatus, cur hoc faceret, ajebat se timere mortem.         I "Fædrenes liv" er der et udmærket eksempel på dette om en vis eremit. Han stod kort før sin død trist og ubevægelig i tre dage med øjnene rettet mod himlen. Da man spurgte han, hvorfor han gjorde det, sagde han, at han var bange for at dø. 
46 Cum discipuli eum consolarentur, non esse, cur mortem timeat, cum sanctissime vixerit, respondit: Sancte quidem vixi, et servavi mandata Dei, sed longe alia sunt judicia Dei, quam hominum. Ille cum cerneret mortem praesentem, quanquam inculpate vixisset et servasset legem Dei, non tamen (E219) potuit esse tranquillo animo, quia in mentem ei venit, Deum longe aliter judicare quam homines, atque ita amisit fiduciam in omnia bona opera et merita sua, et nisi promissione Christi erectus est, desperavit. Itaque lex nihil aliud potest efficere, quam nos nudos et reos constituere, ibi tum nullum est consilium aut auxilium, sed omnia deplorata sunt. Hic vita et martyria omnium sanctorum nos juvare non possunt. Da hans disciple trøstede ham med, at han ikke havde nogen grund til at være bange for at dø, eftersom han havde ført et meget helligt liv, svarede ham: Sandt nok har jeg levet helligt, og overholdt Guds bud, men Gud som er helt forskellig fra menneskers. Da han følte døden nærme sig, så kunne han dog ikke, skønt han havde levet dadelfrit og overholdet Guds lov, få ro i sjælen, fordi han kom i tanker om, at Gud dømmer helt anderledes end mennesker, og således mistede han tilliden til alle sine gode gerninger og fortjenester, og hvis ikke han var blevet oprejst ved Kristi forjættelse, ville han være faldet hen i fortvivlelse. Således kan loven ikke udvirke andet, end fremstille os nøgne og skyldige, og dèr er der da ikke noget råd eller nogen hjælp, men alt er opgivet. Her kan alle de helliges liv og martyrier ikke hjælpe os. 
47        Hoc etiam pulchre adumbratum est in historia latae legis, Exod. 19. 20. Moses eduxit populum e castris in occursum Dei, ut audiret Deum loquentem ex caligine nubis. Ibi perterritus ac pavore concussus populus, qui paulo ante promiserat se omnia facturum, quae Deus mandaret, retrocessit, et procul stans dicebat ad Mosen: "Quis potest videre ignem, et tonitrua et clangorem buccinae audire? Tu nobis loquere, et audiemus; non loquatur nobis dominus, ne moriamur."        Dette er også skildret smukt i fortællingen om overleveringen af loven, 2 Mos kap. 19 og 20. Moses havde ført folket ud af lejren for at møde Gud, så det kunne høre Gud tale ud af den mørke sky. Men her blev folket grebet af rædsel og frygt, skønt det kort forinden havde lovet at gøre alt, hvad Gud befalede, og det trak sig tilbage ot stod langt fra Moses og sagde: "Hvem kan se ilden, og høre tordenen og klangen af hornene? Tal du for os, så vil vi høre; men ld ikke Herren tale til os, at vi ikke skal dø". (2 Mos 20,19) 
48 Officium ergo legis proprium est nos ducere ex tabernaculis nostris, id est, ex pace et fiducia nostri, et constituere nos in conspectum Dei, et revelare nobis iram ejus. Ibi tum conscientia sentit se legi non satisfecisse, nec satisfacere, nec perferre posse iram Dei, quam lex revelat, cum nos ita in conspectum Dei producit, hoc est, cum perterrefacit, accusat et peccatum ostendit, ibi impossibile est nos tunc posse consistere, ideo exterriti fugimus, et clamamus cum Israele: Moriemur, moriemur, dominus non loquatur, tu nobis loquere etc. Lovens egentlige tjeneste er da at føre os ud af vore telte, det vil sige, ud af vores fred og selvtillid, stille os ansigt til ansigt med Gud og åbenbare os hans vrede. Når her samvittigheden føler, at den ikke har tilfredsstillet loven og heller ikke kan gøre det, og når den ikke kan udholde Guds vrede, som loven åbenbarer, når den således fører os frem for Guds åsyn, det vil sige, når den slår os med rædsel, anklager og påviser synden, så er det umuligt, at vi kan bestå; derfor flygter vi rædselsslagne og råber med Israel: Vi dør, vi dør, lad ikke Herren tale med os, tal du for os, osv. 
49         Qui igitur docet fidem in Christum non justificare, nisi lex simul servetur, ille facit Christum (E220) peccati ministrum, hoc est, doctorem legis, qui idem doceat quod Moses. Ergo Christus non est salvator, nec largitor gratiae, sed crudelis tyrannus, qui exigit impossibilia, ut Moses, quae nemo facere potest. Sic omnes justitiarii existimant Christum esse novum quendam legislatorem, et judicant evangelium nihil aliud esse, quam librum, qui contineat novas leges de operibus, ut Turcae de suo Alcorano somniant. Sed satis legum est in Mose. Ideo evangelium est praedicatio de Christo, quod remittat peccata, donet gratiam, justificet et salvet peccatores. Quod autem praecepta in evangelio reperiuntur, ista non sunt evangelium, sed expositiones legis et appendices evangelii.         Den, der altså lærer, at troen på Kristus ikke retfærdiggør, hvis man ikke samtidig overholder loven, han gør Kristus til syndens tjener, det vil sige, til lovens lærer, som lærer det samme som Moses. Altså er Kristus ikke frelser eller uddeler af nåden, men en grum tyran, som kræver det umuligt, ligesom Moses, som ingen kan gøre. Således mener alle gerningsretfærdige, at Kristus er en ny lovgiver, og de bedømmer evangeliet til ikke at være andet end en bog, som indeholder nye love om gerninger, ligesom tyrken fantaserer om sin alkoran. Men der er nok love hos Moses. Derfor er evangeliet en forkyndelse ar Kristus, at han tilgiver synder, giver nåde, retfærdiggør og frelser syndere. Men dette, at der findes bud i evangeliet, er ikke evangeliet, men udlægninger af loven eller tilføjelser til evangeliet. 
50         Porro si lex est ministerium peccati, ergo est etiam ministerium irae et mortis, quia lex, ut revelat peccatum, ita perterrefacit hominem, ostendit iram Dei, et incutit terrorem mortis. Statim enim conscientia sic infert: Non servasti praecepta, ergo Deus est offensus et irascitur tibi, estque haec consequentia inseparabilis: Peccavi, ergo moriar. Ita per consequens ministerium peccati est ministerium irae Dei et mortis. Revelato enim peccato statim sequitur ira, mors et damnatio. Nam sic infert conscientia: Tu peccasti, ergo Deus irascitur tibi, si irascitur, ergo occidet et condemnabit te in aeternum. Atque hinc fit, quod multi non ferentes iram ac (E221) judicium Dei, quae lex aperit, se ipsos occidunt, praecipitant ac demergunt etc.          Videre: Hvis loven er syndens tjener, så er den altså tjener for vreden og døden, fordi loven, ligesom den åbenbarer synden, således slår den også mennesket med rædsel, påviser Guds vrede og indjager angst for døden. For samvittigheden drager straks den slutning: Du har ikke overholdt budene, altså er Gud stødt og vred på dig, og det er den uundgåelige konsekvens: Jeg har syndet, altså skal jeg dø. Derfor er syndens tjeneste Guds vredes tjeneste og dødens tjeneste. For når synden er åbenbaret, følger straks vrede, død og fordømmelse. For således slutter samvittigheden: Du har syndet, ergo er Gud vred på dig, og hvis han er vred på dig, slår han dig ihjel og fordømmer dig i evighed. Og herved sker det, at mange ikke kan udholde vreden og Guds dom, som loven åbenbarer, men dræber sig selv, kaster sig ud, drukner sig, osv. 
51 Absit.
       Quasi dicat: Christus non est peccati minister, sed donator justitiae et vitae aeternae. Quare Paulus longissime Christum a Mose separat. Maneat ergo Moses in terra, sit doctor literae, exactor legis, et crucifigat peccatores. At credentes, ait Paulus, habent allum doctorem in conscientia, non Mosen, sed Christum, qui legem abrogavit, peccatum, iram et mortem visit et sustulit.
Det være langtfra. (Gal2.17)
         Som ville han sige: Kristus er ikke syndens tjener, men giveren af retfærdighed og evigt liv. Derfor holder Paulus Kristus så langt borte fra Moses som muligt. For lad Moses blive på jorden, lad ham være bogstavens lærer, lovens kræver, lad ham korsfæstere syndere. Men de troende, siger Paulus, har en anden lærer i samvittigheden, ikke Moses, men Kristus, som har ophævet loven, sejret over vreden og døden og udslettet dem.
52 Is jubet nos laborantes et omnibus malis oppresses ad se venire. Ideo confugientibus nobis ad eum evanescit Moses cum sua lege, ut nusquam conspici possit ejus sepulchrum, utque peccatum et mors amplius non possint nocere nobis. Nam Christus doctor noster dominus est legis, peccati et mortis, a quibus credens in eum liber est. Est ergo proprium Christi officium liberare a peccatis et morte, id quod Paulus perpetuo docet et inculcat. Han befaler os, der arbejder og er nedtrykte af alt ondt, at komme til sig. (Matt 11,28) Når vi derfor flygter hen til ham, formindskes Moses med sin lov, så at man ikke nogensinde kan se hans grav (5 Mos 34,6), og så at synden og døden ikke mere kan skade os. For Kristus, vor lærer, er herre over loven, synden og døden, og den, der tror på han, er befriet fra dem. Altså er Kristi egentlige tjeneste at befri fra synden og døden, hvilket Paulus også hele tiden lærer og indprenter. 
53         Itaque; per legem damnamur et occidimur, per Christum vero justificamur et vivificamur. Lex perterrefacit et repellit nos a Deo, Christus autem reconciliat nos Deo, facitque, ut habeamus accessum ad eum. Est enim agnus Dei tollens peccata mundi, ergo credens in Christum habet eum, qui sustulit peccatum mundi. Si peccatum mundi sublatum est, ergo et mihi, qui in eum credo, sublatum est.      Derfor, gennem loven fordømmes vi, gennem loven dræbes vi, men gennem Kristus retfærdiggøres og levendegøres vi. Loven vækker rædsel og støder os bort fra Gud, men Kristus forsoner os med Gud, og bevirker, at vi kan have adgang til ham. Han er nemlig det Guds lam, der bærer verdens synd, altså den, der tror på Kristus, har ham, som har båret verdens synd bort. Hvis verdens synd er båret bort, så er den altså også båret bort for mig, som tror på ham. 
54 Si peccatum sublatum est, ergo et ira, mors et damnatio sublata sunt, et in locum peccati justitia, irae (E222) reconciliatio et gratia, mortis vita, damnationis salus aeterna successit. Istam distinctionem discamus non tantum verbis, sed usu, vita et ipsis vivis affectibus, practicare. Nam ubi Christus est, ibi oportet esse tranquillam et laetam conscientiam. Est enim Christus nostra reconciliatio, justitia, pax, vita, salus, in summa, quidquid misera et afflicta conscientia quaerit, hoc in Christo abunde invenit. Paulus amplificat jam illud argumentum, et persuadet. Hvis synden er båret bort, så er derfor også vreden, døden og fordømmelsen båret bort, og i syndens sted er kommet retfærdigheden, i vredens sted forsoningen og nåden, i dødens sted livet, i fordømmelsens sted evigt liv. Denne adskillelse lærer vi ikke blot med ord, men vi lærer at udføre den i brugen, i livet og i selve de levende følelser. For hvor Kristus er, dèr bør der være en rolig og glad samvittighed. Kristus er nemlig vor forsoning, vor retfærdighed, vor fred, vort liv, vor frelse, kort sagt, alt, hvad den elendige og anfægtede samvittighed kræver, det finder den til overflod i Kristus. Paulus forstærker nu dette argument og siger overtalende: 
55 Si enim, quae destruxi, ea iterum aedifico, praevaricatorem me ipsum constituo. 
        Quasi dicat: Non sic praedicavi, ut, quod semel destruxi, denuo aedificem. Nam si hoc facerem, non solum frustra laborarem, sed me ipsum praevaricatorem constituerem, et more pseudoapostolorum omnia perverterem, hoc est, ex gratia et Christo iterum legem et Mosen, et vicissim ex lege et Mose gratiam et Christum facerem.
For hvis jeg igen opbygger det, jeg nedbrød, så viser jeg mig som overtræder. (Gal2.18)
      Som ville han sige: Vi prædiker ikke sådan, at vi igen opbygger det, vi én gang har nedbrudt. For hvis jeg ville gøre det, ville jeg ikke blot arbejde forgæves, men jeg ville vise mig som overtræder, og jeg ville ligesom de falske apostle vende op og ned på det hele, det vil sige, jeg ville af nåden og Kristus atter gøre en lov og en Moses, og omvendt af loven og Moses gøre en nåde og en Kristus. 
56 Destruxi autem per ministerium evangelii peccatum, tristitiam, iram et mortem. Sic enim docui: Conscientia tua, o homo, est obnoxia legi, peccato et morti, a quibus nulla ope humana aut angelica liberari potes. Iam vero evangelium venit, et annuntiat tibi remissionem peccatorum per Christum, qui legem abrogavit, peccatum et mortem destruxit. In hunc crede, tum libereris a maledicto legis, a tyrannide peccati et mortis, eris justus, et habebis vitam aeternam. Men jeg har ved evangeliets tjeneste nedbrudt synden, sorgen, vreden og døde. For således har jeg lært: Din samvittighed, o menneske, er skyldig overfor loven, overfor synden og overfor døden, og fra dem kan du ikke befries ved nogen menneske eller englelig kraft. Men nu kommer evangeliet og forkynder for dig syndernes forladelse ved Kristus, som har ophævet loven og ødelagt synden og døden. Tro på ham, da skal du være fri for lovens forbandelse, fra syndens og dødens tyranni, da skal du være retfærdig og have evigt liv. 
57         Sic per praedicationem evangelii destruxi legem, ne amplius dominetur in conscientia. Nam cum (E223) novus hospes Christus in novam domum venit, ut solus in ea habitet, oportet veterem colonum Mosen cedere, et alio migrare. Ubi autem Christus novus hospes est, ibi lex, peccatum, ira, mors non habent locum, sed adest mera gratia, justitia, laetitia, vita, mera filialis fiducia erga placatum, faventem et propitium patrem propter Christum.         Således har jeg ved evangeliets prædiken har tilintetgjort loven, at den ikke mere skal herske i samvittigheden. For når den nye vært, Kristus, kommer ind i sit nye hus, for at bo i det alene, så bør den gamle beboer, Moses, vige og flytte andetsteds hen. Men hvor Kristus er den nye vært, dèr har loven, synden, vreden, døden ikke nogen plads, men der er lutter nåde, retfærdighed, glæde, liv, lutter sønlig tillid til den forsonede, gunstige og nådige fader på grund af Kristus. 
58 Num ergo expulso Christo et destructo ipsius regno, quod per evangelium plantavi, iterum aedificarem legem, et erigerem regnum Mosi? Quod fieret, si, ut pseudoapostoli solent, docerem circumcisionem et observationem legis necessariam ad salutem. Atque hoc modo restituerem in locum justitiae et vitae peccatum et mortem. Lex enim tantum ostendit peccatum, efficit iram et occidit. Mon jeg så skulle drive Kristus ud og ødelægge hans herredømme, som jeg har plantet ved evangeliet, og igen opbygge loven, og oprette Moses' herredømme? Det ville ske, hvis jeg, som de falske apostle plejer, lærte, at omskærelse og overholdelse af loven var nødvendig til frelse. Og på den måde ville jeg igen indsætte synden og døden i retfærdighedens og livets sted. For loven kan kun påvise synd, den udvirker vrede og slår ihjel. 
59          Quid quaeso papistae aliud sunt, cum optimi sunt, quam vastatores regni Christi, et exstructores regni diaboli, peccati, irae Dei et mortis aeternae? Destruunt autem ecclesiam, quae est aedificatio Dei, non lege Mosi, ut pseudoapostoli, sed humanis traditionibus et doctrinis daemoniorum. Sic fanatici spiritus, qui hodie sunt, et nos sequentur, destruunt et destruent ea, quae nos aedificavimus, et denuo aedificant et aedificabunt, quae nos destruximus. Nos vero, gratia Dei, articulum justificationis tenentes certo scimus, nos sola fide in Christum justificari. Ideo non confundimus legem et gratiam, fidem et opera, sed ea longissime separamus.         Og så spørger jeg: Hvad er papisterne andet, når de er bedst, end ødelæggere af Kristi herredømme, og opbyggere af djævelens, syndens, Guds vredes og den evige døds herredømme? Men de ødelægger kirken, som er Guds bygning, ikke ved Moses' lov, som de falske apostle, men ved menneskelige tradition er og dæmoniske læresætninger. Ligeså med åndsfanatikerne, som findes i det og går i vore fodspor, de ødelægger og de vil ødelægge, hvad vi har bygget op og opbygger på ny og vil opbygge på nu, hvad vi har ødelagt. Men vi, der ved Guds nåde holder fast ved artiklen om retfærdiggørelse, véd med sikkerhed, at vi retfærdiggøres alene ved tro på Kristus. Derfor sammenblander vi ikke loven og nåden, troen og gerningerne, men adskiller dem mest muligt. 
60 Eamque distinctionem legis et gratiae unusquisque studiosus pietatis (E224) diligenter observet, sinatque eam valere, non in literis et syllabis, sed in usu rerum, ut, cum audit bona opera esse facienda, Christi exemplum esse imitandum, possit recte judicare, et dicere: Bene, libenter ista faciam. Quid amplius? Tunc salvus eris. Non, concede omnia bona esse facienda, mala ferenda, sanguinem esse fundendum, si res ita postulet, propter Christum, sed per haec non justificor, nec salutem consequor. Denne distinktion mellem loven og nåden skal enhver from student omhyggelige være opmærksom på, og han skal lade den gælde, ikke i bogstaver og stavelser, men i det praktiske liv, så han, når han hører, at man skal gøre gode gerninger, efterligne Kristi eksempel, så kan bedømme det ret og sige: Udmærket, det vil jeg gerne gøre. Hvad mere? Så vil du blive frelst. Nej, jeg indrømmer, at man skal gøre gode gerninger, og finde sig i det onde, udgyde sit blod for Kristi skyld, hvis så skal være, men ved dette bliver jeg ikke retfærdiggjort, ved dette opnår jeg ikke frelsen. 
61        Non sunt ergo trahenda bona opera in articulum justificationis, ut monachi fecerunt, qui non solum opera bona dixerunt esse meritoria vitae aeternae, sed etiam poenas et supplicia, quae flagitiosis propter malefacta sua infliguntur. Sic enim consolati sunt eos, cum jam ultimo supplicio afficiendi essent: Patere volens istam ignominiosam mortem, hoc si feceris, mereberis remissionem peccatorum et vitara aeternam.         De gode gerninger skal altså ikke drages ind i artiklen om retfærdiggørelse, sådan som munkene gjorde, når de sagde, at ikke blot gode gerninger var fortjenstfulde til evigt liv, men også straffe, som de skændigt havde pådraget sig på grund af deres onde gerninger. For sådan trøstede de dem, som var blevet idømt dødsstraf: Du skal frivilligt lide denne vanærende død, hvis du gør det, vil du fortjene syndernes forladelse og evigt liv. 
62 Valde horribilis res est, miserum furem, homicidam aut latronem in summa illa anxietate sua sic seduci, ut in ipso articulo mortis, cum jam suspendendus aut plectendus est capite, omisso evangelio de Christo, qui tum solus potest consolari et salvare, jubeatur sperare veniam et remissionem peccatorum, si volens patiatur ignominiosam mortem, quae ipsi propter scelera sua infligitur. Hoc vere est afflictissimo addere extremam perditionem, et falsa opinione et fiducia mortis propriae monstrare ei iter ad infernum. Det er en forfærdelig ting at forføre en stakkels tyv, morder eller røver sådan i hans største angst, at han i selve sin dødsstund, når han står overfor at skulle hænges eller halshugges, skal gå glip af evangeliet om Kristus, som på det tidspunkt alene kan trøste og frelse, og bare får befaling til at håbe på nåde og syndsforladelse, hvis han frivilligt lider denne vanærende død, som han selv har påført sig på grund af sin forbrydelse. Det er virkelig at føje den yderste fortabelse til den anfægtede og i kraft af en falsk mening og tillid til sin egen død at vise ham vejen til helvede. 
63        Hac re satis  ostendunt hypocritae illi  se ne (E225) literam quidem docuisse aut intellexisse de gratia, evangelio aut Christo, tantum in speciem retinuerunt nomen evangelii aut Christi, ut eo facilius imponerent cordibus simplicium, re vera tamen in totam abnegate et conculcato Christo plus tribuerunt humanis traditionibus, quam evangelio Christi, id quod testantur tot cultus, tot genera ordiuum, tot ceremoniae, tot opera, quae omnia instituta sunt hac opinione, quod valerent ad promerendam gratiam etc.       Herigennem viser disse hyklere, at de ikke engang har lært eller forstået et bogstav om nåden, om evangeliet eller om Kristus, de synes kun at have beholdt ordene "evangelium" og "Kristus", for des lettere at kunne imponere de enfoldiges hjerter, men i virkeligheden fornægter de fuldstændig Kristus og træder ham under fode, for de tillægger de menneskelige traditioner mere end Kristi evangelium, hvilket de bevidner med så mange gudstjenester, så mange ordener, så mange ceremonier, så mange gerninger, som allesammen er oprettet i den formening, at de var af værdi til at fremme nåden, osv. 
64 In confessione nullam fecerunt fidei aut meriti Cliristi mentionem, sed tantum inculcaverunt satisfactiones humanas et merita, ut cernere est in hac forma absolutionis, ut ceteras taceam, qua quidem monachi inter se usi sunt, et hi, qui volebant haberi religiosiores ceteris, quam libet adscribere, ut et posteritas intelligat infinitam et ineffabilem fuisse abominationem papistici regni. I skriftemålet nævnede de ikke troen eller Kristi fortjenester, men understregede blot de menneskelige fyldestgørelser og fortjenester, som man kan se af den afløsningsformular -- for ikke at nævne de andre -- som munkene brugte indbyrdes, og det de munke, som ville regnes for frommere end de andre, som jeg gerne skriver ned, for at også eftertiden kan forstå at det pavelige herredømmes afskyelighed har været uendelig og uudsigeligt: 
65 Forma absolutionis monasticae: Parcat tibi Deus, frater.
     Meritum passionis domini nostri Jesu Christi, et beatae Mariae semper virginis, et omnium sanctorum, meritum ordinis, gravamen religionis, humilitas confessionis, contritio cordis, bona opera, quae fecisti et facies pro amore domini nostri Jesu Christi, cedant tibi in remissionem peccatorum tuorum, in augmentum meriti et gratiae, et in praemium vitae aeternae, amen.
En afløsningsformel for munke:
Gud skåne dig, broder.
      Vor Herres Jesu Kristi lidelses fortjeneste, og den salige evigtværende jomfru Marias og alle helgeners fortjeneste, ordenens fortjeneste, munkenes byrde, bekendelsens ydmyghed, hjertets anger, de gode gerninger, som du har gjort og gør af kærlighed til vor Herre Jesus Kristus, blive dig til dine synders forladelse, til forøgelse af fortjenesten og nåden, og til det evige livs belønning, Amen. 
66        Hic audis quidem meritum Christi, sed si diligentius verba expenderis, intelliges Christum plane otiosum esse, et ei detrahi gloriam et nomen justificatoris et salvatoris, et tribui monasticis operibus. Num (E226) hoc non est nomen Dei in vanum sumere? Num hoc non est Christum verbis fateri, vim autem ejus abnegate et blasphemare? Ego in eodem luto haesitavi, putabam Christum esse judicem (etsi ore fatebar eum passum et mortuum pro redemtione generis humani) placandum observatione regulae meae.        Her hører du vel om Kristi fortjeneste, men hvis du overvejer ordet lidt nøjere, forstår du, at Kristus er helt overflødig, og at man berøver ham hans ære og hans navn som retfærdiggører og frelser, og giver det til munkegerningerne. Mon ikke det er at drage Guds ned i det tomme? Mon ikke det er at bekende Kristus med ord, men fornægte og spotte hans kraft? Jeg har selv hængt fast i det samme dynd. Jeg mente, at Kristus var en dommer (skønt jeg med munden bekendte, at han havde lidt og var død for menneskeslægtens forløsning), der blev tilfredsstillet, når jeg overholdt min ordens regel.
67 Ideo cum orabam aut celebrabam missam, solitus eram semper adjicere in fine: Domine Iesu ad te venio, et oro, ut gravamina ordinis mei sint compensatio pro peccatis meis. Nunc vero gratias ago patri misericordiarum, qui me e tenebris vocavit ad lucem evangelii et donavit me uberrima cognitione Christi Iesu domini mei, propter quem, una cum Paulo, omnia duco esse damna, putoque esse skubala, ut Christum lucrifaciam, utque inveniar in illo, non habeas meam justitiam ex regula Augustini, sed eam, quae est per fidem Christi etc. Cui sit laus et gloria, una cum patre et Spiritu sancto, in saecula saeculorum, amen. Derfor, når jeg bad eller fejrede messen, plejede jeg altid til slut at tilføje: Herre Jesus, jeg kommer til dig og beder om, at min ordens  besværlige byrder må være godtgørelse for mine synder. Men nu takker jeg barmhjertighedens fader, som kaldte mig ud af mørket til evangeliets lys og gav mig en helt overvældende erkendelse af Kristus Jesus min herre, for hvis skyld jeg, sammen med Paulus, regner alt for at være fordømt, og mener, at det er skarn, for at jeg kan vinde Kristus og findes at være i ham, ikke med min egen retfærdighed efter Augustins regel, men med den, som kommer ved tro på Kristus, osv (Fil 3,8f). Ham være ære og herlighed, ssammen med faderen og Helligånden, i evigheders evighed. Amen. 
68         Concludimus ergo cum Paulo, sola fide in Christum nos justificari, sine lege et operibus. Postquam vero homo fide justificatus est, et jam Christum fide possidet, et novit eum esse justitiam et vitam suam, certe non erit otiosus sed ut bona arbor proferet bonos fructus, quia credens habet Spiritum sanctum; ubi is est, non sinit hominem esse otiosum, sed impellit ad omnia exercitia pietatis, ad dilectionem Dei, ad patientiam in afflictionibus, ad invocationem,  gratiarum actionem, ad exhibendam caritatem erga omnes.         Vi slutter altså med Paulus, at vi bliver retfærdiggjort alene ved tro på Kristus, uden lov og gerninger. Men efter at menneske ved troen er retfærdiggjort, og nu ejer Kristus ved troen, og véd, at han er hans retfærdighed og liv, så vil det givetvis ikke være ledig, men som det gode træ frembære gode frugter, fordi det, når det tror, har Helligånden. Hvor han er, tillader han ikke mennesket at være uvirksomt, men tilskynder det til alle fromhedsøvelser, til kærlighed til Gud, til tålmodighed i trængsler, til påkaldelse, til taksigelse, til at udvise kærlighed mod alle. 
69  Quare et nos dicimus fidem sine operibus nihili esse et inanem. Hoc papistae et  fanatici sic intelligunt, fidem absque operibus non justificare, aut fidem quantumvis veram, si opera non habeat, (E227) nihil valere. Hoc falsum est, sed fides sine operibus, id est, fanatica cogitatio, mera vanitas et somnium cordis, falsa est, et non justificat. Derfor siger også vi, at tro uden gerninger intet er værd, den er tom. Dette forstår papister og fanatikerne således, at tro uden gerninger ikke retfærdiggør, eller at hvor sand troen end er, den er dog intet værd, hvis den ikke har gerninger. Dette er forkert, nej, tro uden gerninger, det vil sige, tro som en fanatisk overvejelse, den er lutter forfængelighed og hjertefantasier, den er falsk og retfærdiggør ikke. 
70          Hactenus primum argumentum tractavimus, quo Paulus contendit, aut non posse nos lege justificari, aut necessario Christum esse ministrum peccati. Hoc autem impossible est, ergo nullo modo concedendam est nos lege justificari. Tractavimus autem copiose hunc locum, ut dignus est, quamvis nec sic possit satis inculcari et teneri.        Hidtil har vi behandlet det første argument, hvormed Paulus kæmper: enten kan vi ikke retfærdiggøres ved loven, eller også er Kristus nødvendigvis syndens tjener. Men dette er umuligt, altså kan man på ingen måde gå med til, at vi retfærdiggøres ved loven. Men vi har behandlet dette sted udførligt, fordi det er det værd, selv vi heller ikke sådan kan indskærpe og forstå det tilstrækkeligt. 
71 Ego autem per legem legi mortuus sum, ut Deo vivam.
       Hae sunt mirabiles voces et phrases inauditae, quas ratio humana prorsus non intelligit. Et breviter ista dicuntur, sed valde emphatice. Videtur autem Paulus loqui ex fervore et ardora spiritus ac magno zelo per modum indignantis, quasi dicat: Quid jactatia legem, quam nescire volo? Quid toties ea obtunditis me? Si autem omnino habenda est lex, habeo et ego legem.
Men jeg er ved loven død for loven, for at jeg skal leve for Gud. (Gal2.19)
       Dette er forunderlige ord og uhørte sætninger, som den menneskelige fornuft slet ikke kan forstå. Og de siges kort, men med stor vægt. Men Paulus synes at tale ud af en brændede åndens iver og med stor nidkærhed, sådan som man gør, når man er vred. Som ville han sige: Hvorfor praler I af loven, som jeg ikke vil vide af? Hvor plager I mig så ofte med den? Men hvis man i det hele taget skal have en lov, så har også jeg en lov. 
72 Appellat ergo quasi per indignationem Spiritus sancti ipsam gratiam legem, insigniens rem gratiae novo vocabulo in contemtum legis, Mosi et pseudoapostolorum, qui contendebant eam necessariam esse ad justificationem, atque ita legi legem opponit. Estque haec suavissima phrasis et consolationis plenissima, cum in scripturis, praecipue in Paulo, opponitur lex legi, peccatum peccato, mors morti, captivitas captivitati, diabolus diabolo, infernus inferno, altare altari, agnus agno, pasca pascati etc. (E228) Altså kalder han ligesom i Helligåndens vrede selve nåden en lov, og betegner nådens virkelighed med et nyt ord i foragt for loven, for Moses og for de falske apostlene, som påstod, at den var nødvendig til retfærdiggørelse, og således satte han lov op mod lov. Og det er den sødeste sætning, fuld af trøst, når i skriften, især hos Paulus, lov sættes op mod lov, synd mod synd, død mod død, fangenskab mod fangenskab, djævel mod djævel, helvede mod helvede, det høje mod det høje, lam mod lam, påske mod påske, osv. 
73 Rom. 8. (v.3): "De peccato damnavit peccatum etc." Ps. 68. (v. 19.) et  Eph. 4. (v. 8.) Captivam duxit captivitatem." Hoseae 13. (v.14.): "Mors ero mors tua, inferne ero pestis tua." Sic hic dicit se per legem mortuum legi, quasi dicat: Lex Mosi accusat et damnat me, contra illam legem accusatricem et damnatricem habeo aliam legem, quae est gratia et libertas. Ea accusat accusatricem et damnat damnatricem illam legem. Sic mors occidit mortem, haec autem mors occidens mortem est ipsa vita, sed vocatur mors mortis per exuberantem spiritus indignationem contra mortem. Sic justitia induit nomen peccati, quia damnat peccatum, hocque damnans peccatum est vera justitia. I Rom 8,3 står der skrevet: "Ved synden fordømte han synden, osv". I Sl 68,19 og Ef 4,8: "Han tog fangenskabet til fange". I Hos 13,14: "Død, jeg vil være din død, helvede, jeg vil være din pest". Således siger han her at han ved loven er død for loven, som ville han sige: Moses' lov anklager og fordømmer mig, imod denne anklagende og fordømmende lov har jeg en anden lov, som er nåden og friheden. Den anklager anklageren og fordømmer fordømmeren. Således dræber døden døden, men denne død, der dræber døden, er livet selv, men den kaldes dødens død på grund af åndens overvældende harme mod døden. Således iklæder retfærdigheden sig syndens navn, fordi den fordømmer synden, men denne fordømmende synd er den sande retfærdighed. 
74       Et Paulus est hic haereticus omnium haereticissimus, estque haeresis ejus inaudita, quia dicit mortuum legi vivere Deo. Pseudoapostoli docebant: Nisi vixeris legi, mortuus es Deo, hoc est: Nisi vixeris secundum legem, coram Deo es mortuus. Paulus plane contrarium dicit: Nisi fueris mortuus legi, non poteris vivere Deo. Eadem hodie est doctrina adversariorum, quae tum fuit pseudoapostolorum. Si vis, inquiunt, Deo vivere, vive legi, vel secundum legem. Nos contra: Si vis vivere Deo, oportet te prorsus mortuum esse legi. Hanc doctrinam ratio et sapientia humana non capit, ideo perpetuo contrarium docet, scilicet: Si vis vivere Deo, oportet te legem servare, quia scriptum est: "Hoc fac, et vives etc." Estque hoc principium et una maxima omnium (E229) theologorum: Vivens secundum legem vivit Deo.         Paulus er her kætteren over alle kættere, og hans kætteri er uhørt, fordi han siger, at han er død for loven, men lever for Gud. De falske apostle lærer: Hvis du ikke har levet for loven, er du død for Gud, det vil sige: Hvis du ikke har levet i overensstemmelse med loven, er du død overfor Gud. Paulus siger det stik modsatte: Hvis du ikke har været død for loven, kan du ikke leve for Gud. I vore dage er modstandernes læresætning den samme, som dengang de falske apostles var. De siger: Hvis du vil leve for Gud, så lev for loven eller i overensstemmelse med loven. Vi siger det modsatte: Hvis du vil leve for Gud, så bør du være helt død for loven. Denne læresætning kan fornuften og den menneskelige visdom ikke fatte, derfor lærer den hele tiden det modsatte, nemlig: Hvis du vil leve for Gud, så må du holde loven, for der står skrevet: "Gør dette, så skal du leve, osv". Og dette er den eneste virkelig vigtige grundsætning for alle teologer: Den, der lever i overensstemmelse med loven, lever for Gud. 
75 Paulus plane diversum dicit, scilicet, nos non posse vivere Deo, nisi legi simus mortui. Itaque oportet nos assurgere in istam coelestem altitudinem, ut certo statuamus nos longe supra legem, imo prorsus legi mortuus esse. Si autem legi mortui sumus, tum lex nihil juris habet in nos, ut neque in Christum aliquid juris habet, qui nos ab ea redemit, ut per ipsum Deo vivamus. Haec omnia eo spectant, per legem nos non justificari, sed sola fide in Christum. Paulus siger det stik modsatte, nemlig: Vi kan ikke leve for Gud, hvis vi ikke er døde for loven. Derfor bør vi stige op til denne himmelske højde, at vi med sikkerhed kan fastslå, at vi er højt hævet over loven, ja er helt døde for loven. Men hvis vi er døde for loven, da har loven ingen ret over os, ligesom den heller ikke har nogen ret over Kristus, som har løskøbt os fra loven, for at vi ved ham skal leve for Gud. Alt dette har alene med det at gøre, at vi ikke retfærdiggøres ved loven, men alene ved tro på Kristus. 
76         Nec Paulus hic loquitur de lege ceremoniali, quia sacrificavit in templo, circumcidit Timotheum, rasit caput in Cenchraeis, ista non fecisset si fuisset mortuus legi ceremoniali, sed loquitur de tota lege. Itaque simpliciter tota lex, sive sit ceremonialis sive decalogi, abrogata est christiano, quia ei mortuus est, non quod lex pereat, imo manet, vivit et regnat in impiis, sed plus est legi mortuus, sicut et peccato, diabolo, morti, inferno mortuus est, quae tamen manent, et mundus ac impii ea habebunt. Ideo cum sophista intelligit legem abrogari, eamque ceremonialem, tu intellige Paulum, et quemlibet christianum universae legi abrogari et mori, et tamen legem manere.          Paulus taler her heller ikke om ceremoni-loven, for han ofrede i templet, han lod Timoteus omskære og sit hoved rage i Kenkræa. Dette ville han ikke have gjort, hvis han havde været død for ceremonialloven, nej, han taler om hele loven. Derfor er simpelthen hele loven, hvad enten det er ceremonialloven eller de ti bud, ophævet for den kristne, fordi han er død for den, ikke fordi loven tilintetgøres, tværtimod, den forbliver, den lever og hersker i de ugudelige, men mere fordi han er død for loven, ligesom han også er død for synden, djævellen, døden og helvede, noget, der dog forbliver, og verden og de ugudelige skal få det. Derfor, når en sofist vil forstå, at loven er ophævet, og vil mene, at det er ceremonialloven, der er tale om, så skal du forstå, at Paulus og en hvilkensomhelst kristen af ophævet og død for hele loven, og dog forbliver loven. 
77         Exempli gratia, Christus resurgens a morte est liber a sepulchro, et tamen sepulchrum manet. Petrus est liber a carcere, paralyticus a lectulo, juvenis a feretro, puella a grabato, et tamen manet carcer, lectulus, feretrnm, grabatum. Sic etiam abrogatur lex, cum abrogor ei, moritur lex, cum morior ei, et (E230) tamen manet. Sed quia ego per aliam legem illi morior, moritur et ipsa mihi; ut sepulchrum Christi, carcer Petri, grabatum puellae etc. manent, et tamen Christus per resurrectionem moritur sepulchro, Petrus per liberationem abrogatur carceri, puella per vitam liberatur a grabato.        For eksempel: Da Kristus opstod fra de døde, blev han fri fra graven, og dog forbliver graven. Peter blev befriet fra fængslet (Apg 12,7), den lamme fra sin båre (Matt 9,6), enkens søn fra sin båre (Luk 7,14), pigen fra sit leje (Luk 8,54), og dog forblev fængslet, sengen, båren og lejet. Således ophævedes også loven, da jeg blev ophævet fra den, loven døde, da jeg døde fra den, og dog forblev den. Men fordi jeg gennem en anden lov dør bort fra denne, så dør den selv fra mig; ligesom Kristi grav, Peters fængsel, pigens seng, altsammen forbliver, og dog er Kristus gennem sin opstandelse død for graven, Peter er gennem sin befrielse ophævet fra fængslet, pigen er gennem livet befriet fra sit leje. 
78 Quare ista verba: "Mortuus sum legi", valde sunt emphatica. Non enim dicit: Liber sum ad tempus a lege, vel dominus sum legis, sed simpliciter mortuus sum legi, hoc est, nihil plane commercii est mihi cum lege. Nihilque fortius dici potuisset a Paulo contra justificationem legis, quam hoc, cum dicit: "Mortuus sum legi", id est, legem plane non curo, ergo per eam non justificor. Derfor er disse ord: "Jeg er død fra loven", sagt med stort eftertryk. Han siger nemlig ikke: Jeg er for en tid fri fra loven, eller: jeg er herre over loven, men simpelthen jeg er død for loven, det vil sige, jeg har slet ikke noget med loven at gøre. Og der kan ikke siges noget stærkere af Paulus imod lovens retfærdiggørelse end dette, hvor han siger: "Jeg er død for loven", det vil sige, jeg bekymrer mig slet ikke om loven, altså jeg retfærdiggøres ikke ved den. 
79         Est autem mori legi, lege non teneri, sed liberum esse ab ea, et nescire eam. Ergo qui vult vivere coram Deo, studeat inveniri extra legem, exeatque cum Christo e sepulchro. Stupebant milites, cum Christus resurrexisset e sepulchro, stupebant et hi, qui viderant puellam resuscitari. Sic ratio et humana sapientia stupescit et stultificatur, quando audit nos non justificari, nisi legi simus mortui, quia non potest hoc intelligere.        Men at dø fra loven, er ikke at lade sig fastholde af loven, men være fri fra den, og ikke vide af den. Altså, den, der vil leve overfor Gud, han skal stræbe efter at blive fundet udenfor loven, han skal med Kristus gå ud af graven. Soldaterne blev forbløffede, da Kristus blev oprejst fra graven, de, som så pigen blive opvakt, blev også forbløffede. Således forbløffes fornuften og den menneskelige visdom og bliver til dårskab, når den hører, at vi ikke bliver retfærdiggjorte, medmindre vi er døde for loven, for det kan den ikke forstå. 
80 Nos vero scimus, quod fide apprehendentes ipsum Christum secundum conscientiam intremus novam quandam legem, quae devorat veterem illam, quae nos captivos tenebat. Sicut illud sepulchrum, in quo jacuit Christus mortuus, resuscitato eo aperitur et videtur vacuum, Christusque evanescit, sic, cum in Christum credo, resurgo cum illo, et morior meo sepulchro, id est, legi, quae me captivum tenebat, estque lex jam vacua, evasi carcerem et (E231) sepulchrum meum, id est, legem. Ideo jam amplius non habet jus accusandi et retinendi me, quia resurrexi. Men vi véd godt, at når vi med troen griber om Kristus selv ifølge samvittigheden, indtræder vi under en slags ny lov, som opæder den gamle, der holdt os fanget. Ligesom den grav, hvori den døde Kristus lå, da han opstod af den, åbnede sig og blev fundet tom, og Kristus forsvandt, således, opstår jeg sammen med ham, når jeg tror på Kristus, og jeg dør bort fra min grav, det vil sige, fra loven, som holdt mig fanget, og loven er nu tom, jeg er forsvundet fra mit fængsel og min grav, det vil sige, fra loven. Derfor har den nu ikke nogen ret til at anklage og holde mig tilbage; for jeg er opstanden. 
81         Conscientiae diligenter sunt erudiendae, ut locum de discrimine justitiae legis et gratiae bene discant. Iustitia gratiae seu libertas conscientiae simpliciter non pertinet ad carnem. Caro enim non debet esse libera, sed manere in sepulchro, carcere, grabato, debet subjici legi, et exerceri per Aegyptios. Conscientia vero Christiana debet esse legi mortua, id est, libera a lege, et prorsus nihil habere commercii cum ea.        Samvittighederne skal omhyggeligt belæres, så de lærer artiklen om at skelne mellem lovens og nådens retfærdighed godt. Nådens retfærdighed eller samvittighedens frihed har simpelthen ikke noget med kødet at gøre. For kødet bør ikke være frit, men forblive i graven, i fængslet, i senden, bør være underkastet loven og trælle for ægypterne. Men den kristne samvittighed bør være død for loven, det vil sige, være fri fra loven, og slet ikke have noget med loven at gøre. 
82 Hoc prodest nosse, quia valet ad consolandas afflictas conscientias. Ideo cum vides hominem pavefactum et contristatum conscientia peccati, dic: Non recte distinguis, frater, tu ponis legem in conscientiam, quae ponenda erat in carnem. Evigila, resurge et cogita credendum esse in Christum, victorem legis et peccati, ea fide transcendes legem, et ibis in gratiam, ubi nulla est lex et peccatum, et si lex et peccata sint, tamen nihil ad te, quia tu legi et peccatis mortuus es. Dette er gavnligt at vide, for det tjener tl at trøste de anfægtede samvittigheder. Derfor, når du ser et menneske, der er opskræmt og bedrøvet i sin syndsbevidsthed, så skal du sige: Du skelner ikke ret, broder, du sætter loven ind i samvittigheden, den skal i stedet anbringes i kødet. Vågn op, rejs dig og betænk, at man skal tro på Kristus, han, som har besejret loven og synden, og ved denne tro skal du komme ud over loven, og gå ind i nåden, hvor der ikke er nogen lov og nogen synd, og hvis der er lov og synder, så har det dog ikke noget med dig at gøre, fordi du er død for loven og synderne. 
83        Haec dictu sunt facilia, sed beatus, qui ista probe nosset in certamine conscientiae, hoc est, qui irruente peccato et lege accusante ac terrente posset dicere: Quid ad me, quod tu lex me agis reum, quod convincis multa peccata me commisisse? Imo quotidie adhuc multa committo, hoc nihil ad me, jam surdus sum, non audio te, ideo surdo narras fabulam, quia sum tibi mortues.        At sige dette er let, men salig den, som kender dette godt i samvittighedens kampe, det vil sige, den, som når synden trænger ind på ham, og når loven anklager og vækker rædsel, da kan sige: Hvad kommer det mig ved, at du, lov, gør mig skyldig, at du overbeviser mig om at have begået mange synder? Ja, sandt nok, jeg begår hver dag mange synder, men dette kommer ikke mig ved, jeg er nu døv, jeg hører dig ikke, derfor fortæller du historier for en døv, for jeg er død for dig. 
84 Si autem omnino mecum vis disputare de peccatis, vade ad carnem et membra, servos (E232) meos, illos erudi, exerce et crucifige. Mihi vero conscientiae, dominae et reginae, ne sis molesta, quia nihil mihi tecum. Sum enim mortua tibi, et jam vivo Christo, ubi sum in alia lege, scilicet gratiae, quae dominatur peccato et legi. Per quid? Per fidem in Christum, ut Paulus infra exponit. Men hvis du overhovedet vil disputere med mig om synden, så gå til mit kød og mine lemmer, mine slaver, oplys dem, plag dem og korsfæst dem. Men mig, samvittigheden, der er hersker og dronning, skal du ikke volde besvær, for jeg har intet med dig at gøre. Jeg er nemlig død fra dig, og jeg lever nu for Kristus, hvor jeg er under en anden lov, nemlig nådens lov, som hersker over synden og loven. Ved hvad? Ved tro på Kristus, som Paulus forklarer nedenfor. 
85          Est autem mira et inaudita ista definitio, quod vivere legi sit mori Deo, et mori legi sit vivere Deo. Hae duae propositiones sunt contrariissimae rationi, ideo nullus sophista aut legista eas intelligit. Tu vero disce eas recte intelligere. Qui vivit legi, hoc est, quaerit per opera legis justificari, peccator est et manet, ergo mortuus et damnatus est. Lex enim non potest justificare et salvare, sed accusat, perterrefacit et occidit eum. Ergo vivere legi est mori Deo, et econtra, mori legi est vivere Deo. Itaque si vis vivere Deo, oportet legi moriaris, si autem vives legi, mortuus eris Deo. Est autem vivere Deo justificari per gratiam seu fidem propter Christum sine lege et operibus.        Men det er en forunderlig og uhørt definition, at dette at leve for loven er at dø for Gud, og dette at dø for loven er at leve for Gud. Disse to sætninger er helt modsatte for fornuften, derfor kan ingen sofist eller lovlærer forstå dem. Men du må lære at forstå dem ret. Den, der lever for loven, det vil sige, den, der søger at blive retfærdiggjort gennem lovgerninger, er og bliver en synder, altså er han død og fordømt. For loven kan ikke retfærdiggøre og frelse, men den anklager, slår ham med rædsel og dræber ham. Altså at leve for loven er et dø for Gud, og omvendt at dø for loven er at leve for Gud. Derfor hvis du vil leve for Gud, bør du dø for loven, men hvis du lever for loven, vil du være død for Gud. Men at leve for Gud er at retfærdiggøres ved nåden eller ved troen for Kristi skyld uden lov og gerninger. 
86         Quare christianus, si proprie et diserte definiatur, est filius gratiae et remissionis peccatorum, qui nullum prorsus legem habet, sed est supra legem, peccatum, mortem, infernum; et ut Christus liber est a sepulchro, Petrus a carcere, sic christianus est liber a lege; et qualis respectus est Christi resuscitati e sepulchro, et Petri liberati e carcere ad sepulchrum et carcerem, talis respectus est conscientiae justificatae ad legem; utque Christus sua morte et (E233) resurrectione moritur sepulchro, ut amplius non habeat jus in eum, nec possit tenere eum, sed lapide et sigillis etc. fractis, custodibus perterrefactis, resurgit et liber discedit, et Petrus sua liberatione moritur carceri, et abit, quo vult, ita conscientia per gratiam liberatur a lege.       Derfor er en kristen, hvis han defineres ægte og tydeligt, et nådens og syndsforladelsens barn, som overhovedet ikke har nogen lov, men står over loven, synden, døden, helvede; og ligesom Kristus er fri fra graven, Peter fri fra fængslet, sådan er en kristen fri fra loven; og det samme forhold, som den fra graven oprejste Kristus har til graven og den fra fængslet befriede Peter til fængslet, det forhold har den retfærdiggjorte samvittighed til loven; og ligesom Kristus ved sin død og opstandelse dør fra graven, så den ikke mere har nogen ret over ham, og ikke kan holde ham, men stenen og seglet osv. er brudt, vagterne slået med rædsel, og han rejste sig op og gik frit ud, og ligesom Peter ved sin befrielse døde fra fængslet og gik ud, hvorhen han ville, således er samvittigheden ved nåden befriet fra loven. 
87 Sic est omnis, qui natus est ex Spiritu, caro autem nescit, unde hoc veniat, aut quo vadat, quia non potest judicare nisi secundum legem. Contra spiritus dicit: Accuset me sane lex, terreat me peccatum et mors, non tamen ideo despero, quia legem contra legem, peccatum contra peccatum, mortem contra mortem habeo. Sådan er det med enhver, som er født af ånden, kødet véd nemlig ikke, hvorfra han kommer eller hvorhen han går, (Joh 3,8) for det ikke kan bedømme noget andet end ud fra loven. Modsat siger ånden: Anklag mig bare, lov, skræm mig med synd og død, jeg fortvivler dog ikke af den grund, for jeg har loven imod loven, synden imod synden, døden imod døden. 
88          Itaque cum remorsum conscientiae propter peccatum sentio, serpentem illum aeneum, Christum in cruce adspicio. Ibi peccatum aliud invenio contra meum peccatum, quod me accusat et devorat. Peccatum vero aliud, scilicet in carne Christi, quod tollit peccatum totius mundi, omnipotens est, damnat ac devorat peccatum meum. Ita peccatum meum, ne me accuset et damnet, damnatum est per peccatum, id est, per Christum crucifixum, qui factus est pro nobis peccatum, ut justitia Dei per illum fieremus.         Når jeg derfor føler samvittighedsnag på grund af synden, så ser jeg hen på kobberslangen, Kristus på korset. Dèr finder jeg en anden synd imod min synd, som anklager og opæder mig. Men denne anden synd, nemlig den, der er i Kristi kød, som ophæver hele verdens synd, er almægtig og fordømmer og opæder min synd. Således er min synd, for at den ikke skal anklage og fordømme mig, fordømt gennem synden, det vil sige, gennem Kristus korsfæstet, han, som blev gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed gennem ham. 
89 Sic mortem in carne mea invenio, quae me affligit et occidit, sed habeo contrariam mortem, quae est mors mortis meae, ea crucifigit et devorat ipsam. Haec omnia non fiunt per legem aut opera, sed per Christum crucifixum, in cujus humeris jacent universi generis humani mala, lex, peccatum, mors, diabolus, infernus, quae omnia moriuntur in eo, sua enim morte (E234) occidit ea. Verum oportet nos hoc Christi beneficium firma fide accipere, nam ut neque lex, neque ullum opus, sed solus Christus nobis offertur, ita nihil a nobis requiritur, nisi fides, quae apprehendat, et credat meum peccatum et mortem damnari, et aboleri in peccato et morte Christi. Således finder jeg i mit kød døden, som plager og dræber mig, men jeg har en modsatrettet død, som er min døds død, den korsfæster og opæder den første. Alt dette sker ikke gennem loven eller gerninger, men gennem Kristus og på hans skuldre hviler alle menneskehedens onder, loven, synden, døden, djævelen, helvede, hvilket altsammen dør derved, at han dræber det med sin død. Men vi bør modtage denne Kristi velgerning med en fast tro, for ligesom hverken loven eller nogen gerning, men alene Kristus gives hen for os, således kræves der heller ikke andet af os end troen, som modtaget det og tror, at min synd og død er fordømt og er gået til grunde i Kristi synd og død. 
90          Sic semper certissima habemus argumenta, ex quibus necessario concludendum est solam fidem justificare. Quomodo enim lex et opera cooperarentur ad justificationem, cum Paulus contra legem et opera agat, et clare dicat nos debere mortuos esse legi, si Deo vivere velimus? Si autem mortui sumus legi, et ipsa nobis mortua est, tunc certe nihil habet commercii nobiscum. Quomodo ergo cooperaretur ad justificationem? Quare necesse est dicere nos sola gratia seu fide in Christum, sine lege et operibus justos pronuntiari.        Således har vi altid de mest sikre argumenter, hvorfra man med nødvendighed må slutte, at det alene er troen, der gør retfærdig. For hvordan kan loven og gerningerne arbejde sammen til retfærdiggørelse, når Paulus taler imod loven og gerninger og klart siger, at vi bør være døde fra loven, hvis vi vil leve for Gud? Men hvis vi er døde fra loven, og den også er død for os, da har den med sikkerhed ikke noget at gøre med os. Hvordan skulle den så kunne arbejde sammen med os til retfærdiggørelse? Derfor må man nødvendigvis sige, at vi erklæres retfærdige alene ved nåde eller ved tro på Kristus, at vi uden lov og gerninger. 
91            Hoc sophistae caeci non intelligunt, ideo somniant fidem non justificare, nisi faciat opera caritatis. Hoc modo fides, quae credit in Christum, fit otiosa et irrita, quia ei detrahitur vis justificandi, nisi formata sit caritate. Tu vero sepone jam legem et caritatem in alium locum et tempus, et intende animum ad statum praesentis causae. Is autem status est, quod Iesus Christus Dei filius moritur in cruce, et portat meum peccatum, legem, mortem, diabolum, infernum in corpore suo.        Dette kan de blinde sofister ikke forstå, derfor fantaserer de om, at troen ikke retfærdiggør, med mindre den gør kærlighedens terninger. På den måde bliver troen, som tror på Kristus, overflødig og virkningsløs, fordi kraften til at retfærdiggøre fjernes fra den, hvis den ikke er formet af kærligheden. Men du skal nu lægge loven og kærligheden et andet sted hen og rette din opmærksomhed mod den foreliggende sags beskaffenhed. Men denne beskaffenhed er den, at Jesus Kristus, Guds søn, dør på korset og bærer min synd, lov, død, djævel og helvede på sit legeme. 
92 Hi hostes et tyranni invicti me premunt et mihi jam negotium faciunt, ideo sollicitus sum, quomodo ab eis liberer, justificer et (E235) salver. Hic non invenio legem, opus aut caritatem aliquam, quae me possit ab his liberare, sed solus Christus tollit legem, occidit peccatum meum, destruit mortem meam in corpore suo, atque hoc modo evacuat infernum, diabolum judicat, crucifigit et detrudit ad infernum, summa, omnia, quae me antea cruciaverunt et oppresserunt, illa Christus e medio sustulit, exspoliavit, ostentavit palam, et de illis per se ipsum triumphavit, ut jam amplius non possint dominari, sed cogantur servire mihi. Disse ubesejrede fjender og tyranner trykker mig og volder mig besvær. Derfor er jeg urolig for, hvordan jeg kan blive befriet fra dem, blive retfærdiggjort og frelst. Her finder jeg ikke nogen lov, gerning eller kærlighed, som kan befri mig fra disse, men alene Kristus ophæver loven, dræber min synd, ødelægger min død på sit legeme, og tømmer på den måde helvede, dømmer djævelen, korsfæster ham og kaster ham i helvede, kort sagt, alt, hvad der tidligere plagede og undertrykkede mig, det har Kristus fjernet; han har taget dets bytte, stillet det åbenlyst til skue, og triumferet over det ved sig selv (jvfr Kol 2,15), så de nu ikke mere kan herske, men tvinges til at tjene mig. 
93            Ex his satis intelligi potest, hic nihil oportere agi, quam audire ista sic gesta esse, et indubitata fide apprehendere, eaque est vere formata fides. Postea, Christo sic fide apprehenso, me mortuo legi, justificato a peccato et liberato a morte, diabolo et inferno per Christum, facio bona opera, diligo Deum, ago gratias, exerceo caritatem erga proximum. Sed illa caritas vel sequentia opera nec informant meam fidem nec ornant, sed fides mea informat et ornat caritatem. Haec nostra est theologia, et paradoxa rationi mirabilia et absurda, quod non solum caecus, surdus sum legi, et liber ab ea, sed plane ei mortuus.        Af dette kan jeg i tilstrækkelig grad forstå, at her bør intet andet ske, end at jeg hører, hvad der er sket, og griber det med en tro, der ikke tvivler. Bagefter, efter af jeg således har grebet Kristus med troen, efter at jeg er død overfor loven, efter at jeg er retfærdiggjort fra synden og befriet fra døden, djævelen og helvede ved Kristus, så gør jeg gode gerninger, så elsker jeg Gud, takker ham, udøver kærlighed overfor min næste. Men denne kærlighed eller disse efterfølgende gerninger former ikke min tro eller smykker den, nej, det er min tro, der former og smykker kærligheden. Dette er vor teologi, og det er et forundeligt og absurd paradoks for fornuften, at jeg ikke blot er blind og døv for loven og fri fra den, men helt død for den. 
94            Est autem ista Pauli sententia: "Per legem legi mortuus sum," plenissima consolatione, quae si opportune tempore alicui posset incidere, et cum vero intellectu firmiter haerere in animo, is consisteret fortiter adversus omnia pericula mortis, terrores conscientiae et peccati, quantumvis irruerent, accusarent, (E236) et ad desperationem eum adigere vellent. Certe unusquisque tentatur, si non in vita, tamen in morte. Ibi cum lex accusat et ostendit peccatum, conscientia statim dicat: Peccasti. Si tunc tenes, quae Paulus hic docet, respondes: Verum est, peccavi. Ergo Deus puniet et damnabit te. Non. Imo lex Dei hoc dicit. Nihil mihi cum hac lege. Quare? Quia habeo aliam legem, quae cogit hanc obmutescere, libertatem scilicet.         Men denne sætning af Paulus: "Gennem loven er jeg død for loven", er overmåde trøsterig. Og hvis den kunne indfinde sig hos et menneske til rette tid, og hvis den med en sand forståelse kunne klæbe sig til sindet, så ville et sådant menneske tappert kunne bestå imod alle dødens farer, imod samvittighedens og syndens rædsler, hvor meget de end brød ind over ham, anklagede ham og ville føre han til fortvivlelse. Enhver fristes jo, om ikke i livet, så i døden. Når så loven anklager på påviser synden, siger samvittigheden straks: "Du har syndet". Hvis du så holder fast ved, Paulus her lærer, så skal du svare: "Ja, det er sandt, jeg har syndet". "Altså vil Gud straffe og fordømme dig". "Nej". "Jamen, det siger Guds lov". "Jeg har ikke noget med den lov at gøre". "Hvordan det?" "Fordi jeg har en anden lov, som tvinger denne lov til at blive tavs, nemlig friheden". 
95 Quam libertatem? Christi. Per Christum enim liberatus sum a lege. Ideo lex, quae impiis est et manet lex, est mihi libertas, et ligat meam damnatricem legem, et sic lex, quae me ligabat et captivum tenebat, jam ligatur et captiva tenetur per gratiam seu libertatem, quae nunc est mea lex, a qua accusatrix illa lex audit: Tu non ligabis, neque captivum tenebis, aut reum facies mihi hunc, sed ego tenebo te captivam, et ligabo tibi manus, ne noceas ei, quia Christo jam vivit, et tibi mortuus est. "Hvilken frihed?" "Kristi frihed. Gennem Kristus er jeg nemlig befriet fra loven. Derfor er loven, som er og bliver en lov for de ugudelige, frihed for mig, og den binder den lov, der fordømmer mig, og således bindes den lov, der holdt mig bundet og fanget, nu ved nåden eller friheden, der nu er min lov, og holdes fanget. Af denne min lov får den anklagende lov nu at høre: Du skal ikke binde han, og ikke holde ham fanget og ikke gøre ham skyldig, men jeg skal holde dig fanget, og binde din hånd, så du ikke skal skade ham, fordi han nu lever for Kristus og er død for dig. 
96           Hoc legi dentes est excutere, hebetare aculeum et omnia arma ejus, eamque prorsus enervare, et tamen impiis et incredulis manet lex, et nobis infirmis, quatenus non credimus, manet, ibi habet adhuc suam aciem et dentes. Sed si credidero in Christum, quantumvis peccatum me sollicitet ad desperationem, tamen fretus hac libertate, quam in Christo habeo, dico: Fateor me peccasse, sed peccatum meum, quod est peccatum damnatum, est in Christo, qui est peccatum damnans. Est autem peccatum illud damnans (E237) fortius damnato, est enim justificans gratia, justitia, vita et salus. Sic cum sentio pavores mortis, dico: Nihil rei est mihi tecum mors, quia habeo aliam mortem, mortificantem te meam mortem, est autem mors mortificaus fortior mortificata.        Dette er at trække tænderne ud på loven, at sløve dens brod og gøre alle dens våben og den selv helt magtesløse, og dog forbliver den lov for de ugudelige og vantro, og for os svage forbliver den, når vi ikke tror, her har den stadigvæk sin brod og sine tænder. Men hvis jeg kan tro på Kristus, så kan jeg dog, hvor meget end synden tilskynder mig til fortvivlelse, i tillid til den frihed, som jeg har i Kristus, så kan jeg dog sige: Jeg indrømmer, at jeg har syndet, men min synd, som er en fordømt synd, er i Kristus, som er den fordømmende synd. Men denne fordømmende synd er stærkere end den fordømte, det er nemlig den retfærdiggørende nåde, retfærdighed, liv og frelse. Når jeg således føler frygt for døden, siger jeg: Jeg har ikke noget med dig at gøre, død, fordi jeg har en anden død, den har dødet min død, men den dødende død er stærkere end den, der er dødet. 
97            Sic fidelis per solam fidem potest erigere sese, et concipere certam et firmam consolationem, ut non pallescat a facie peccati, mortis, diaboli et omnium malorum, et ut maxime diabolus omni impetu suo in eum irruat, et obruere velit terroribus totius mundi, tamen in mediis illis terroribus concipit spem, et dicit: Domine Satan, nihil me movent minae et terrores tui, quia unus est, qui vocatur Iesus Christus, in quem ego credo.         Således kan den troende alene ved troen rejse sig og få en sikker og fast trøst, så at han ikke skal blegne ansigt til ansigt med synden, døden, djævelen og alt ondt. Og hvor meget end djævelen falder over ham med al sin kraft og vil begrave ham med al verdens rædsler, så fatter han dog håb midt i disse rædsler og siger: Hr Satan, dine trusler og rædsler rører mig ikke, for der er én, som kaldes Jesus Kristus, som jeg stoler på. 
98 Is legem abrogavit, peccatum damnavit, mortem abolevit, infernum destruxit, estque Satan, tuus Satan. Nam te captivavit et vinxit, ut mihi et omnibus credentibus in ipsum non possis amplius nocere. Hanc fidem diabolus non potest vincere, sed ipse per eam vincitur, "quia haec est, ait Joannes, victoria, quae vincit mundum, fides nostra. Quis est, qui vincit mundum, nisi qui credit, quod Iesus est filius Dei?" (I. loann. 5, 4. 5.) Han har ophævet loven, fordømt synden, afskaffet døden, ødelagt helvede, og han, Satan, er din Satan. For han har taget dig til fange og besejret dig, så du ikke kan skade mig og alle, der tror på ham, mere. Den tro kan djævelen ikke besejre, men han besejres selv af den, "for", siger Johannes, "dette er den sejr, som har sejret over veden, vor tro. Hvem er der, der har sejret over verden, undtagen ham, som tror, at Jesus er Guds søn?" (1 Joh 5,4f). 
99           Per nimium igitur zelum et indignationem spiritus Paulus ipsam gratiam appellat legem, cum tamen re vera aliud nihil sit, nisi summa et infinita libertas gratiae, quam habemus in Christo Iesu. Deinde etiam tribuit hanc ignominiosam appellationem legi nobis in consolationem, ut sciamus eam nunc novo nomine baptisatam, quod jam non viva, sed mortua (E238) et damnata sit, et, quod spectaculum valde jucundum est, proponit et producit legem velut furem aut latronem aliquem jam damnatum et adjudicatum morti.        Det er altså i overvældende nidkærhed og harme, at Paulus kalder nåden selv for en lov, skønt den dog i virkeligheden ikke er andet end nådens uendelig store frihed, som vi har i Kristus Jesus. Dernæst tillægger han også loven denne skændige betegnelse til trøst for os, for at vi kan vide, at den nu er døbt med et nyt navn, nemlig, at den nu ikke er levende, men død og fordømt, og han slæber loven frem og stiller den til skue, hvilket er et meget glædelig syn, som en tyv eller røver, der allerede er dømt og er overgivet til døden. 
100 Pingit enim per prosopopoeian legem captivam teneri, cui jam manus et pedes vincti sint, omnisque potestas ademta, ita ut amplius non possit exercere tyrannidem suam, hoc est, non possit accusare et condemnare; et hac jucundissima pictura reddit eam contemtibilem in conscientia, ut credens in Christum jam ausit legi, sancta quadam superbia, insultare ad hunc modum: Ego sum peccator, si quid potes contra me lex, facito! Tantum abest, ut credenti sit lex nunc formidabilis. For han afmaler ved at lade loven tale, at den holdes fangen, allerede er bundet på hænder og fødder, har mistet al sin magt, sådan at den ikke mere kan udøve sit tyranniske herredømme, det vil sige, den kan ikke anklage og fordømme; og dette yderst opmuntrende billede gør den foragtet i samvittigheden, så den, der tror på tror på Kristus, nu vover at fornærme loven, i en slags helligt overmod, på denne måde: Jeg er en synder, hvis du kan gøre noget imod mig, lov, så gør det! Så lidt gruer den troende nu for loven!
101            Christus cum resurrexit a morte, quid formidaret sepulchrum? Petrus liberatus ex carcere, quid jam metueret eum? Puellae moribundae potuit lectulus esse formidabilis, jam autem resuscitata, cur timeret illum? Sic christianus, qui vere Christum per fidem possidet, cur formidaret legem? Sentit quidem terrores legis, illis autem non vincitur, sed fretus libertate, quam habet in Christo, ait: Audio te legem quidem murmurantem, te velle accusare et condemnare me, sed hoc nihil me movet, tu mihi es, ut vacuum sepulchrum Christo erat.          Da Kristus var stået op fra de døde, hvad skulle han så frygte graven for? Da Peter var blevet befriet fra fængslet, hvorfor skulle han så stadig frygte det? Den syge pige havde kunnet være meget bange for sit leje, men da hun nu var blevet oprejst fra de døde, hvorfor skulle hun så frygte det? Således med den kristne, som virkelig ejer Kristus gennem troen, hvorfor skulle han frygte loven? Han føler ganske vist lovens rædsler, men han besejres ikke af dem, men i tillid til den frihed, som han har i Kristus, siger han: Jeg hører ganske vist, at du, lov, knurrer, men det rører mig ikke, du er for mig, som den tomme grav var for Kristus. 
102 Video enim te captivam et ligatam manus et pedes, quos ligavit tibi mea lex. Quae est illa? Libertas, quae vocatur lex, non quod liget me, sed quod liget meam legem. Lex decalogi ligabat me, contra illam nunc habeo aliam legem, scilicet gratiae, quae non est mihi lex, neque ligat, sed (E239) liberat me. Est autem lex contra damnatricem legem, hanc ligat, ut amplius non possit me ligare. Sic contra mortem meam ligantem me habeo aliam mortem, vitam scilicet, quae vivificat in Christo, et illa me solvit et liberat a vinculis mortis meae, et iisdem ligat ipsam. Sic mors, quae me ligabat, jam ligata est, quae me occidebat, jam occisa est, per ipsam mortem, id est, ipsissimam vitam. For jeg ser dig fanget og bundet på hænder og fødder, og det er min lov, der har bundet dem. Hvad det er for en lov! Det er friheden, som kaldes lov, ikke fordi den binder mig, men fordi den binder min lov. For de to buds lov bandt mig, imod den lov har jeg nu en anden lov, nemlig nåden, som ikke er en lov for mig, og heller ikke binder, men befrier mig. Men den er en lov imod den fordømmende lov, den binder den, så den ikke mere kan binde mig. Således har jeg imod min død, som binder mig, en anden død, nemlig livet, som gør levende i Kristus, og den løser mig og befrier mig fra min døds lænker, og med dem binder den den selv. Således er den død, som bandt mig, nu selv bundet, den, der dræbte mig, er nu selv dræbt, igennem den samme død, det vil sige, igen livet selv. 
103          Sic Christus suavissimis appellationibus vocatur, mea lex, peccatum meum, mors mea, contra legem, peccatum, mortem, cum re vera nihil sit, quam mera libertas, justitia, vita et salus aeterna. Ideo autem factus est lex legis, peccatum peccati, mors mortis, ut me a maledicto legis etc. redimeret, justificaret et vivificaret.         Således kaldes Kristus med de sødeste navne, min lov, min synd, min død, imod loven, synden og døden, eftersom han i virkeligheden ikke er andet, end lutter frihed, retfærdighed, liv og evig frelse. Men derved er han gjort til lovens lov, syndens synd, dødens død, at han kan forløse mig fra lovens, syndens og dødens forbandelse, retfærdiggøre og levendegøre mig. 
104 Sic utroque modo Christus dum est lex, est libertas, dum est peccatum, est justitia, dum est mors, est vita. Hoc ipso enim, quod passus est se legem accusare, peccatum damnare, mortem devorare, legem abrogavit, peccatum damnavit, mortem destruxit, me justificavit et salvavit. Sic Christus simul est venenum contra legem, peccatum et mortem, et remedium pro libertate, justitia et vita aeterna. Således er Kristus begge dele: idet han er lov, er han frihed, idet han er synd, er han retfærdighed, idet han er død, er han liv. For netop derved, at han fandt sig i at loven anklagede, synden fordømte, døden opslugte, netop derved ophævedes han loven, fordømte synden, ødelagde døden, retfærdiggjorde og frelste mig. Således er Kristus på én gang en gift imod loven, synden og døden, og et lægemiddel for friheden, retfærdigheden og det evige liv. 
105         Haec proprie Paulina speculatio et phrasis est valde jucunda et consolatoria. Sic Rom. 7. opponit legem mentis legi membrorum. Hoc quia nove et mirabiliter dictum est, facilius incurrit in animum, et firmius haeret in memoria. Deinde etiam suavius (E240) sonat, cum dicit: "Ego per legem legi mortuus sum," quam: Ego per libertatem legi mortuus sum. Facit enim quandam picturam, quasi lex contra legem pugnet, quasi dicat: Lex si potes me accusare, perterrefacere et ligare, constituam super te aliam legem, hoc est, alium tyrannum  et tortorem, qui te vicissim accuset, liget et opprimat. Tu quidem meus es carnifex, sed habeo alium carnificem, Christum, qui te excarnificet, te autem excarnificato per illum liber sum.         Denne ægte paulinske tankegang og udtryksmåde er meget opmuntrende og trøsterig. Således modstiller han i Rom 7 sindet lov og lemmernes lov (Rom 7,23). Fordi dette er sagt på en ny og bemærkelsesværdig måde, trænger det lettere ind i sindet, og hæfter sig fastere i hukommelsen. Dernæst lyder der også mildere, når han siger: "Jeg er ved loven død for loven", end hvis han sagt: Jeg er ved friheden død fra loven. Han fremkalder nemlig et andet billede, som om lov kæmper mod lov, som ville han sige: Lov, hvis du kan anklage, forskrække og binde mig, så opstiller jeg en anden lov over dig, det vil sige, en anden tyran og bøddel, som kan anklage, binde og undertrykke dig til gengæld. Du er ganske vist min bøddel, men jeg har en anden bøddel, Kristus, som henretter dig, og når du er henrettet af ham er jeg fri. 
106 Item, si diabolus me flagellat, habeo fortiorem diabolum, qui illum vicissim flagellet, et vincit. Sic gratia est lex, non mihi, nam me non ligat, sed legi meae, hanc   ligat, ne amplius me ligare possit. Itaque Paulus libenter nos prorsus abstraheret ab inspectione legis, peccati, mortis et omnium malarum rerum, et transferret in Christum, ut ibi spectaremus jucundissimum duellum, quod scilicet lex contra legem pugnet, ut sit mihi libertas peccatum contra peccatum, ut sit mihi justistia mors contra mortem, ut habeam vitam, quod Christus sit diabolus meus contra diabolum, ut sim filius Dei, quod destruat infernum, ut habeam regnum coelorum. Ligeledes, hvis djævelen pisker mig, har jeg en stærkere djævel, som til gengæld pisker ham og sejrer. Således er nåden lov, ikke for mig, for den binder mig ikke, men for min lov, den binder den, at den ikke mere skal kunne binde mig. Derfor ville Paulus gerne drage os helt væk fra at se på loven, synden, døden og alle onde ting, og føre os hen til Kristus, at vi dèr kan se dem mest glædelige tvekamp, at nemlig loven kæmper mod loven, at jeg kan få frihed, synden kæmper mod synden, at jeg kan få retfærdighed, døden kæmper mod døden, at jeg kan have liv, at Kristus er min djævel imod djævelen, at jeg kan være Guds barn, at han ødelægger helvede, at jeg kan have himmeriget. 
107 Ut viverem Deo.
        Hoc est, ut coram Deo sim vivus. Vides ergo non esse vitam, nisi fueris sine lege, imo nisi prorsus legi mortuus fueris, scilicet in conscientia. Interim tamen, donec corpus vivit, ut saepe jam admonui, debet caro exerceri legibus, et vexari (E241) exactionibus ac poenis legum. Internus autem homo nihil debens legi, imo liber ab ea est viva, justa et sancta persona, non per se aut in sua substantia, sed in Christo, quia in illum credit, ut sequitur.
At jeg kan leve for Gud. (Gal2.19)
        Det vil sige: For at jeg kan være levende for Gud. Du ser altså, at der ikke er liv, hvis du ikke er uden lov, ja, hvis du ikke er død for loven, nemlig i samvittigheden. Dog må i mellemtiden, mens kroppen lever, som jeg ofte allerede har formanet, kødet øves ved lovene og plages af lovenes krav og straffe. Men det indre menneske skylder ikke loven noget, men er frit overfor den, er en retfærdig og hellig person, ikke i sig selv eller i sin substans, men i Kristus, fordi det tror på ham, som det nu følger: 
108 Ego sum Christo concrucifixus.
        Hoc addit, quia vult declarare legem devoratricem legis. Non solum, inquit, per legem legi mortuus sum, ut Deo viverem, sed etiam Christo concrucifixus sum, Christus autem est dominus legis, quia ipse crucifixus et mortuus est legi, igitur et ego sum dominus legis. Nam et ego legi crucifixus et mortuus sum, concrucifixus enim et commortuus sum Christo. Per quid? Per ipsam gratiam et fidem. 
Jeg er korsfæstet med Kristus. (Gal2.19)
        Dette føjer han til, fordi han vil erklære, at loven opæder loven. Jeg er ikke blot død fra loven ved loven, siger han, for at jeg kan leve for Gud, men jeg er også korsfæstet sammen med Kristus, men Kristus er lovens herre, for han selv er korsfæstet og død for loven, altså er også jeg herre over loven. For også jeg er korsfæstet og død for loven, jeg er nemlig korsfæstet sammen med og død sammen med Kristus. Ved hvad? Ved netop nåden og troen. 
109 Hac fide dum crucifigor et morior legi, amittit ipsa omne jus in me, sicut et in Christum amisit. Quare sicut Christus ipse legi, peccato, morti, diabolo crucifixus est, ut nullum jus in eum amplius habeant, ita et ego per fidem, concrucifixus Christo in spiritu, crucifigor et morior legi, peccato etc., ut et ipsa nullum jus amplius in me habeant, sed mihi crucifixa et mortua sint. Når jeg i troen korsfæstes og død fra loven, mister den al ret over mig, sådan som den også mistede al ret over Kristus. Derfor, ligesom Kristus selv er korsfæstet fra loven, synden, døden og djævelen, så de ikke mere har nogen ret over ham, således er også jeg ved troen i ånden korsfæstet sammen med Kristus, og jeg korsfæstes og død fra loven, synden osv., så at de heller ikke har nogen ret mere over mig, men de er korsfæstede og døde for mig. 
110 Loquitur autem Paulus hic non de concrucifixione imitationis seu exempli, quia imitari exemplum Christi est etiam cum eo crucifigi, quae concrucifixio pertinet ad carnem, de qua 1. Petr. 2. (v. 21.): "Christus passus est pro vobis relinquens vobis exemplum, ut sequamiui vestigia ejus;" sed loquitur hic de illa sublimi concrucifixione, qua peccatum, diabolus, mors crucifigitur in Christo, non in me. Hic Christus (E241) solus omnia facit, sed  credens concrucifigor Christo per fidem, ut et mihi illa sint mortua et crucifixa. Men Paulus taler her ikke om efterlignelsens eller eksemplets samkorsfæstelse, for at efterligne Kristi eksempel er også at korsfæstes sammen med ham, men den korsfæstelse har med kødet at gøre, og det taler Peter om 1 Pet 2,21: "Kristus led for jer og efterlod jer et forbillede, for at I skulle gå i hans spor", nej, han taler her om denne ophøjedes samkorsfæstelelse, hvorved synden, djævelen, døden korsfæstes i Kristus, ikke i mig. Her gør Kristus alt alene, men den troende korsfæstes i troen sammen med Kristus, så disse også for mig er døde og korsfæstede. 
111 Vivo autem.
       Diserte et proprie loquitur. Non, inquit, de morte et crucifixione mea sic loquor, quasi jam non vivam, imo vivo, quia ista morte et crucifixione, qua morior, vivificor, hoc est, dum gratia et fide liberor a lege, peccato et morte, vere vivo. Itaque illa crucifixio et mors, qua crucifigor et morior legi, peccato, morti et omnibus malis, est mihi resurrectio et vita. Christus enim crucifigit diabolum, occidit mortem, peccatum damnat, et ligat legem, hoc credens liberor a lege etc. Ergo lex est mihi surda, ligata, mortua et crucifixa, et ego vicissim sum illi surdus, ligatus, mortuus et crucifixus.
Men jeg lever. (Gal2.20)
       Han taler tydeligt og klart. Han siger: Jeg taler ikke om min død og korsfæstelse, som om jeg ikke lever mere, nej, jeg lever, for jeg lever netop op ved den død og korsfæstelse, hvorved jeg død, det vil sige, når jeg ved nåden og troen befries fra loven, synden og døden, så lever jeg i sandhed. Derfor er den korsfæstelse og død, hvorved jeg korsfæstes og dør bort fra loven, synden, døden og alt onde, mig til opstandelse og liv. Kristus har nemlig korsfæstet djævelen, dræbt døden, fordømt synden, og bundet loven, når jeg tror det, befries jeg fra loven osv. Loven er altså døv, bundet, død og korsfæstet for mig, og jeg er til gengæld døv, bundet, død og korsfæstet for den. 
112 Illa ipsa ergo morte et crucifixione, hoc est, illa ipsa gratia seu libertate vivo. Observanda est autem, ut et supra monui, Paulina phrasis, qua dicit nos mori et crucifigi legi, cum ipsa lex potius moriatur et crucifigatur nobis. Sed data opera utitur hac phrasi, quod nos crucifixi et mortui simus legi, ut sermo jucundior sit. Nam lex, quae alias manet, vivit et regnat in toto mundo, quae accusat et condemnat omnes homines, crucifigitur et moritur solum credentibus in Christum. Ideo soli hanc gloriam habent, quod legi, peccato etc. crucifixi et mortui sint. Netop ved selve den død og korsfæstelse, det vil sige, ved selve den nåde eller frihed lever jeg. Men, som jeg også nævnte ovenfor, man skal lægge mærke til den paulinske udtryksmåde, hvorved han siger, at vi dør og korsfæstes for loven, selv om det snarere er loven, der dør og korsfæstes for os. Men det er med overlæg, at han bruger denne udtryksmåde, at vi er korsfæstede og døde for loven, for så bliver hans prædiken mere opmuntrende. For loven, som ellers forbliver, lever og hersker i hele verden, som anklager og fordømmer alle mennesker, korsfæstes og dør alene for dem, der tror på Kristus. Derfor har alene de den ære, at de er korsfæstede og døde for loven, synden, osv. 
113  Non jam ego. 
       Hoc est, non in persona vel substantia mea. Ibi (E243) ostendit clare, quomodo vivat, et docet, quae sit justitia Christiana, ea scilicet, qua Christus in nobis vivit, non quae est in persona nostra. Itaque cum disputandum est de justitia Christiana, prorsus abjicienda est persona. Nam si in persona haereo, vel de ea dico, fit ex persona, velim, nolim, operarius legi subjectus.
Dog ikke mere jeg. (Gal2.20)
         Det vil sige, jeg lever ikke i min person eller i min substans. Her viser han klart, på hvilken måde han lever, og lærer, hvad den kristne retfærdighed er, det er nemlig den, hvorved Kristus lever i os, ikke den, som er i vores person. Derfor, når man skal diskutere den kristne retfærdighed, må man helt kaste personen bort. For hvis jeg holder mig til personen, eller taler om den, så bliver der af personen, hvad enten jeg vil eller ej, en gerningsretfærdig, der er underlagt loven. 
114 Sed hic oportet Christum et conscientiam meam fieri unum corpus, ita ut in conspectu meo nihil maneat nisi Christus crucifixus et resuscitatus. Si vero in me tantum intueor, excluso Christo, actum est de me. Nam tum statim mihi incidit ista cogitatio: Christus est in coelis, tu in terris, qua ratione nunc venies ad eum? Ego sancte vivam, et hoc, quod lex requirit, faciam, atque ita in vitam ingrediar. Ibi in me conversus et considerans, qualis ego sim vel esse debeam, item, quid mihi faciundum sit, amitto ex oculis Christum, qui solus est justitia et vita mea. Hoc amisso non est consilium aut auxilium, sed necesse est certam desperationem et perditionem sequi. Men her bør der ske det, at Kristus og min samvittighed bliver ét legeme, så der for mit øje ikke er andet end Kristus korsfæstet og opstanden. Men hvis jeg ser på mig selv, med udelukkelse af Kristus, så er det ude med mig. For da rammes jeg af denne overvejelse: Kristus er i himlen, du er på jorden, på hvilken måde skal du nu komme til ham? Jeg vil leve helligt, og jeg vil gøre det, loven kræver, og således vil jeg indgå til livet. Når jeg så vender mig om og overvejer, hvordan jeg er eller bør være, ligeledes, hvad jeg skal gøre, så taber jeg Kristus af syne, han, der alene er min retfærdighed og mit liv. Når jeg har mistet han, er der ikke råd eller hjælp, men der må nødvendigvis følge fortvivlelse og fortabelse. 
115           Et hoc malum communissimum est, ea enim est miseria humana, quod in tentatione aut morte statim relicto Christo consideremus vitam et facta nostra. Hic nisi fide erigamur, nobis pereundum est. Itaque debemus assuefacere nos, ut in talibus conscientiae certaminibus relictis nobis ipsis, lege et operibus, quae tantum nos cogunt adspicere nos ipsos, simpliciter vertamus oculos in illum serpentem aeneum, Christum cruci affixum, in quo haerentes fixo intutu certo statuamus eum esse justitiam et vitam nostram, (E244) nihil morantes minas et terrores legis, peccati, mortis, irae ac judicii Dei. Nam Christus, in quo intenti et fixi haeremus, in quo sumus, quique vivit in nobis, est victor et dominus legis, peccati, mortis et omnium malorum, in quo nobis proposita est certa consolatio et donata victoria.         Og dette er et meget almindeligt onde, det er nemlig menneskets elekdighed, at vi i fristelse eller i døden straks lader Kristus være og ser på vort liv og vore gerninger. Hvis vi ikke oprejses ved troen, går vi til grunde. Derfor bør vi vænne os til i sådanne samvittighedskampe at lade os selv være, at lade loven og gerningerne være, de tvinger os til kun at se på os selv, og simpelthen vende vore øjne mod denne kobberslange, Kristus fæstnet til korset. På ham skal vi fæstne vort blik ufravendt og stå fast på, at han er vor retfærdighed og vort liv, og ikke bryde os om lovens, syndens, dødens, Guds vredes og doms trusler og rædsler. For Kristus, som vi holder os til, ivrigt og fast, i hvem vi er, og som også lever i os, han er sejrherre og herre over loven, synden, døden og alt ondt, i ham er der anbragt en sikker trøst for os, og i ham er der givet sejr til os. 
116 Videre til gal2d!

Noter:

n38:  Der er, tror jeg nok, en tekstforstyrrelse i Erlangerudgaven. Der står "Solet enim Paulus valde ignominiosas appellautitur hac tiones tribuere legi Dei,". Jeg tror, der er sket en ombrydningsfejl, så jeg har tilladt mig at rette det, men bør dog engang ved lejlighed tjekke med WA for at se, om jeg har gættet rigtig.