Store Galaterbrevskommentar 2b

Luther 1535


Taget fra Erl  22, 164-204.

Indhold:

Tilbage til oversigten!

Tilbage til gal2a!
1  Priusquam enim quidam venirent a  Iacobo, cum gentibus edebat.
       Gentes conversae ad fidem edebant cibos in lege prohibitos. Eosdem et Petrus cum gentibus conversis agens una cum illis edebat, et vinum prohibitum bibebat, et sciebat in hoc se recte facere, ideoque cum fiducia transgrediebatur legem cum gentibus. Sic Paulus fatetur se fecisse, cum ait 1. Cor. 9. (v. 20. 21.), se Iudaeis factum tanquam Iudaeum, his qui sine lege erant, ac si sine lege esset etc., hoc est, cum gentibus edit et bibit gentiliter, et nullam omnino legem servavit.
Før der kom nogle fra Jakob, spiste han sammen med hedningerne. (Gal2.12
       De hedninger, der var omvendt til troen, spiste føde, der var forbudt i loven. Det samme spiste også Peter sammen med de omvendte hedninger, når han omgikkes dem, og han drak vin, som var forbudt, og han vidste, at han gjorde ret deri, og derfor overtrådte han loven sammen med hedningerne med god samvittighed. Det indrømmer Paulus, at han også har gjort, når han i 1 Kor 9,20f siger, at han blandt jøderne handlede som en jøde, men blandt dem uden lov, som dem, der var uden lov, osv., det vil sige, sammen med hedningerne spiste og drak han på hedensk vis, og overholdt overhovedet ikke nogen lov. 
  Cum Iudaeis secundum legem abstinuit ab omnibus, quae in lege prohibita erant, omnibus enim inservire et placere studebat, ut omnes lucrifaceret. (E165) Quare Petrus in hoc non peccavit, sed bene fecit, sciebatque hoc sibi licere. Istaque sua transgressione ostendebat et legem non esse necessariam ad justitiam, et gentes liberabat ab observations legis. Nam si licuit Petro legem in uno violare, licuit in omnibus violare. Neque Paulus propter hanc violationem legis Petrum reprehendit, sed propter simulationem, ut sequitur. Sammen med jøderne afholdt han sig ifølge loven fra alt, hvad der var forbudt i loven, han stræbte nemlig efter at være tjener for alle og gøre alle tilpas, for at han kunne vinde alle. (1 Kor 9,19ff). Derfor syndede Peter ikke i dette, men handlede rigtigt, og han vidste, at dette var ham tilladt. Med denne overtrædelse viste han både at loven ikke er nødvendig til retfærdighed, og at hedningerne var fritaget fra at overholde loven. For hvis det var tilladt Peter at overtræde loven på ét punkt, så var det tilladt at overtræde den på alle punkter. Og det var heller ikke denne overtrædelse, der var skyld i, at Paulus rettede bebrejdelser mod Peter, men hans forstillelse, som vi skal se. 
3 Cum autem venissent, subducebat et segregabat se, timens eos, qui ex circumcisione erant.
        Ibi vides peccatum Petri, quod Paulus diserte describit. Non accusat malitiam aut ignorantiam, sed simulationem et infirmitatem in eo, quod scilicet abstinuerit a cibo communi in lege prohibito, metuens, ne Iudaei, qui a Iacobo venerant, per hoc offenderentur, atque ita magis habuit rationem suorum Iudaeorum quam gentium, eaque re occasionem praebuit, ut periclitaretur libertas christiana et veritas evangelii.
Men da de kom, trak han sig tilbage, og skilte sig ud, idet han var bange for de omskårne. (Gal2.12b)
      Her ser du Peters synd, som Paulus omhyggelig beskriver. Han anklager ham ikke for ondskab eller uvidenhed, men for hykleri og svaghed derved, at han trak sig tilbage fra det fælles (n3) måltid, som var forbudt i loven, af frygt for at jøderne, som kom fra Jakob, skulle stødes over det, og således viste større hensyn til sine jøder end til hedningerne, og derved blev anledning til, at den kristne frihed og evangeliets sandhed blev bragt i fare. 
4  Nam per hoc, quod subtraxit et prorsus segregavit se, abstinens a cibis in lege prohibitis, quos antea comederat, scrupulum injecit conscientiis fidelium, ut sic colligerent ex hoc ipsius facto: Petrus abstinet a cibis in lege prohibitis, ergo quicunque edit prohibita in lege, peccat et transgreditur legem; qui vero abstinet, servat legem et justus est, alioqui ipse non subtraheret se. Quia vero se subtrahit et data opera vitat cibos, quos prius edit, certissimum signum est, (E166) manducantes contra legem peccare, abstinentes vero a cibis in lege prohibitis servare legem et justificari. For derved, at han trak sig tilbage og rent ud skilte sig ud, afholdt de spiser, der var forbudt i loven, som han før havde spist, kastede han en ængstende tvivl ind i de troende samvittigheder, så de ud fra det, han gjorde, drog den slutning: Peter afholder sig fra de spiser, der er forbudt i loven, altså synder enhver, der spiser noget, der er forbudt i loven og overtræder loven; men den, der afholder sig, overholder loven og er retfærdig, ellers ville han ikke have trukket sig tilbage. Men fordi han trak sig tilbage og med sine gerninger undgik de spiser, han før havde spist, er det et sikkert tegn på, at de, der spiser noget, loven har forbudt, synder, men de, der lader være med at spise noget, der er forbudt i loven, overholder loven og bliver retfærdiggjort. 
5      Iste est locus, qui hic tractatur, quem Hieronymus non vidit, vidit tantum factum, non finem facti. Factum in se non erat malum, quia edere et bibere, aut econtra, nihil est. Sed finis iste: Si edis, peccas; si abstines, justus es, malus est: Sic circumcisio per se res bona est, sed hic finis malus est: Nisi circumcidaris secundum legem Mosi, non poteris salvari. Item prohibitis in lege vesci non est malum, sed subductio et segregatio illa Petri est mala, quia hoc inde infertur: Petrus abstinet a prohibitis in lege, nisi igitur et tu abstinueris, non poteris salvari. Illud nequaquam erat Paulo dissimulandum, quia veritas evangelii ibi periclitabatur; ut ea igitur salva permaneret, restitit Petro in faciem.         Det er det punkt, der her behandles; det ser Hieronymus ikke, han ser kun gerningen, ikke gerningens formål. Gerningen i sit selv er ikke ind, fordi det at spise og drikke, eller omvendt, ikke betyder noget. Men formålet: Hvis du spiser, synder du, hvis du lader være, er du retfærdig, er ondt. Således er omskærelse i sig selv en god ting, men her er formålet ondt: Hvis du ikke omskæres ifølge Moseloven, kan du ikke blive frelst. Ligeledes er det at spise den i loven forbudte mad ikke ondt, men at trække sig tilbage og skille sig ud, som Peter gjorde, er forkert, for man derudfra kan slutte: Peter afholder sig fra det, der er forbudt i loven, hvis ikke også du afholder dig fra det, kan du ikke blive frelst. Det kunne Paulus på ingen måde lade upåtalt, for evangeliets sandhed var i fare; for at den kunne forblive intakt, derfor stod han op mod Peter ansigt til ansigt. 
6        Hic facienda est distinctio, quia cibi dupliciter vitari possunt. Primum in obsequium fratris, spectando tantum caritatem. Ibi nullum est periculum, sed bonum est hoc modo servire fratri infirmo. Sic Paulus ipse fecerat et docuerat 1 Cor. 9. (v. 1922). Secundo, ut vitans justus et salvus fiat, non vitans peccet et damnetur. Hic maledicta sit caritas et omnia ejus officia ac obsequia. Hoc modo enim vitare cibos est Christum negare, sanguinem ejus conculcare, blasphemare Spiritum sanctum, Deum et omnia divina. Ergo si alterum amittendum est, amittatur et pereat potius amicus aut frater homo, quam pater Deus. Si enim perierit pater Deus, frater homo non diu manebit. (E167)         Her må man skelne, fordi man kan undgå mad på to måder. Den første måde er, at man føjer sig efter brødrene, og kun ser hen til kærligheden. Her er der ingen fare, men det godt på den måde at tjene en svag broder. Således gjort Paulus selv og han lærte, at det skulle man gøre 1 Kor 9,19f. Den anden måde er, at man gør det, for at du ved at afholde dig fra disse spiser kan blive retfærdig og frelst, så den, der ikke afholder sig, synder og bliver fordømt. Her er kærligheden og hele dens embede og lydighed mod den forbandet. For hvis man på den måde undgår spiser, fornægter man Kristus, træder hans blod under fode, spotter Helligånden, Gud og alt guddommeligt. Altså, hvis man skal miste én af delene, er det bedre, at man mister en ven eller en broder, som de er dog kun mennesker, end Gud fader. Hvis nemlig man mister Gud, kan din broder, som er et menneske, ikke forblive længe. 
7      Hoc Hieronymus non videns neque hunc locum neque totam epistolam intelligere potuit. Putat simulatam esse hanc reprehensionem Pauli. Ideo extenuat et excusat peccatum Petri, et dicit per ignorantiam commissum. Sed peccavit per simulationem, eaque iterum statuisset necessitatem legis, coegisset gentes et Iudaeos a veritate evangelii discedere, dedissetque ipsis efficacissimam occasionem deserendi Christum, negandi gratiam, redeundi ad Iudaismum et portandi omnia onera legis, nisi Paulus reprehendisset eum, ac per hoc revocasset ad libertatem in Christo et ad veritatem evangelii gentes et Iudaeos, qui hoc exemplo Petri offensi fuerant.         Dette ser Hieronymus ikke, og han kan derfor hverken forstå dette sted eller hele brevet. Han mener, at denne bebrejdelse fra Paulus' side er forstilt. Derfor formindsker og undskylder han Peters synd og siger, den er begået af uvidenhed. Men han syndede ved at forstille sig, og derved genindførte han lovens nødvendighed, tvang hedninger og jøder til at gå bort fra evangeliets sandhed, og gav dem den kraftigst mulige anledning til at forlade Kristus, fornægte nåden, vende tilbage til jødedommen og bære alle lovens byrder, hvis ikke Paulus havde rettet bebrejdelser imod ham og derigennem kaldt tilbage til friheden i Kristus og til evangeliets sandhed de hedninger og jøder, som var bleveet forarget ved dette Peters eksempel. 
8  Quare si quis vellet peccatum Petri exagitare et amplificare, esset maximum, et tamen occasione tantum et metu, non malitia aut ignorantia commissum. Tam facile ingentes ruinas trahit secum unius lapsus aut erratum, si non corrigatur. Ideo non est jocandum cum articulo justificationis, non frustra inculcamus et urgemus eum tanta diligentia. Hvis derfor nogen ville dadle og fremhæve Peters synd, så var den virkelig stor, og dog blev den kun begået ved et tilfælde og af frygt, ikke af ondskab eller uvidenhed. Så let volder en enkelts fald eller fejl store skader, hvis det ikke bliver rettet. Derfor må der ikke drives spøg med artiklen om retfærdiggørelsen, det er ikke for ingenting, at vi indprenter og i den grad lægger vægt på den. 
9       Et vehementer mirum est, hoc factum esse a Petro, tanto apostolo, qui antea in concilio Hierosolymitano fere solus sua sententia obtinuerat, per fidem contingere credentibus justitiam sine lege. Ille idem, qui prius auctor fuerat veritatis et libertatis evangelii, nunc ista mirabili occasione et casu, quod abstinet a cibis in lege prohibitis, labitur, et auctor fit tanti scandali, et peccat contra suum proprium decretum.        Og det er overordentlig mærkværdigt, at dette gøres af Peter, en så stor apostel, som tidligere ved rådet i Jerusalem næsten alene ved at sige sin mening opnåede, at de troende skulle opnå retfærdighed ved troen uden loven. Han, der var den, som tidligere havde været ophavsmand til evangeliets sandhed og frihed, han falder nu ved den mærkværdige lejlighed og tilfælde, og bliver ophavsmand til så stor en skandale og synder imod sit eget dekret. 
10 Quare qui stat, videat, ne cadat. Nemo credit, quam periculosae sint traditiones et ceremoniae, quibus tamen (E168) carere non possumus. Quid magis necessarium est in mundo, quam lex et ejus opera etc? Et tamen semper periculum est, ne ex his negatio Christi oriatur. Ex lege enim plerumque crescit fiducia operum. Ubi autem illa est, ibi non potest esse fiducia in Christum. Derfor, den, der står, se til, at han ikke falder. (1 Kor 10,12). Ingen tror, at traditioner og ceremonier er så farlige, og dog kan vi ikke undvære dem. Hvad er mere nødvendigt i verden end loven og dens gerninger, osv? Og dog er der altid fare for, at de fører til fornægtelse af Kristus. For ved loven vokser tilliden til gerningerne. Men hvor den er, dèr kan der ikke være tillid til Kristus. 
11  Facile igitur negatur et amittitur Christus, ut videmus in Petro (qui melius novit articulum justificationis quam nos), quam facili facto et exemplo statim praebuisset occasionem tantae ruinae, quod omnes gentes defecissent a praedicatione Pauli, amisissent evangelium et Christum etc., hocque sancta specie. Det er derfor let at fornægte og miste Kristus, som vi ser i Peter (som kendte artiklen om retfærdiggørelse bedre end vi). Hvor let havde han ikke ved sin gerning og sit eksempel givet anledning til så stor en skade, at alle hedninger var faldet fra Paulus' forkyndelse, havde mistet evangeliet og Kristus, osv., og det under skin af hellighed. 
12 Potuissent enim dicere : Paule, hactenus docuisti, oportere nos sola gratia sine lege justificari. Nunc vides Petrum contrarium facere. Abstinet enim a vetitis in lege, et per hoc dat exemplum, quod non possumus salvi fieri, nisi suscipiamus circumcisionem, et legem observemus etc. De ville nemlig kunne sige: Paulus, hidtil har du lært, at vi bør retfærdiggøres alene af nåde uden lov. Nu ser du Peter gøre det modsatte. Han afholder sig fra det forbudte i loven, og giver derved et eksempel på, at vi ikke kan blive frelst, hvis vi ikke modtager omskærelsen og overholder loven, osv. 
13   Et simulabant una cum illo ceteri Iudaei, ita ut Barnabas duceretur ab eis in illam simulationem.
        Hic clare vides, quod Paulus tribuat simulationem Petro. Econtra Hieronymus tribuit eam Paulo. Si simulavit Petrus, ergo certo sciebat, quid veritas, quid non esset veritas; qui simulat, non peccat ignorantia, sed sciens fallit alia specie, quam vera. Et alii, inquit, consentiebant simulationi Petri, ita ut etiam Barnabas, qui Pauli comes fuerat, et longo tempore jam cum illo praedicaverat inter gentes fidem in Christum sine lege, abductus sit in eandem simulationem. Habes igitur peccatum Petri clare hic (E169) descriptum, quod fuerit simulatio, quae futura fuisset occasio ruinae recepti evangelii, nisi Paulus se opposuisset Petro.
og sammen med ham hyklede også de andre jøder, så at også Barnabas blev ført med af deres hykleri. (Gal2.13)
     Her ser du klart, at Paulus giver Peter skylden for hykleriet. Modsat giver Hieronymys Paulus skyld for det. Hvis Peter hyklede, så vidste han ganske sikkert, hvad der var sandhed og hvad ikke; den, der hykler, synder ikke af uvidenhed, men han giver bevidst sin fejl ud for at være noget andet end den er. Og de andre, siger han, tilsluttede sig Peters hykleri, sådan at endog Barnabas, som havde været Paulus' rejsefælle og allerede længe sammen med ham blandt hedningerne havde prædiket troen på Kristus uden lov, blev forført til det samme hykleri. Du har altså Peters synd klart beskrevet, at det var hykleri, som i fremtiden ville have været en anledning til skade for det evangelium, de havde modtaget, hvis ikke Paulus havde sat sig op mod Peter. 
14  Miranda autem res est, quod Deus recentem ecclesiam et ipsum evangelium per unicam personam tum conservaverit. Solus Paulus stat, Barnabam enim socium amisit, Petrum contra se habet. Sic quandoque una persona in concilio plus valere potest, quam totum concilium. Id quod papistae ipsi scribunt, et pro exemplo allegant Paphnutium, qui toti concilio Niceno, quod optimum fuit post illud apostolorum in Hierosulymis, restitit et praevaluit.  Men det er besynderligt, at Gud dengang bevarede den unge kirke og dens evangelium gennem blot én person. Alene Paulus stod fast, Barnabas, hans forbundsfælle, mistede han, Peter havde han imod sig. Sådan kan af og til én person på et koncil være mere værd end hele koncilet. Det er noget, papisterne selv skriver, og som eksempel fremfører de Paphnutius, som stod hele Nikæa-koncilet, som var det bedste koncil efter dette apostelkoncil i Jerusalem, imod og vandt. 
15            Haec eo dicuntur a me, ut summa diligentia articulum justificationis discamus, utque purissime discernamus evangelium a lege, atque in hac causa nihil prorsus per simulationem faciamus, nemini vel pilo cedamus, si modo veritatem evangelii et fidem integram et salvam retinere volumus, quae, ut dixi, facillime laeduntur. Itaque procul hic absit ratio inimica fidei, quae in tentationibus peccati et mortis nititur non justitia fidei, quia eam penitus ignorat, sed propria aut ad summum justitia legis.         Dette siger jeg, for at vi skal lære artiklen om retfærdiggørelsen med den største flid, så vi kan skelne klart mellem evangelium og lov, og i denne sag slet intet gøre med hykleri, og ikke vige et hårsbred for nogen, hvis ellers vi vil bevare evangeliets sandhed og troen hel og frelst, for, som jeg har sagt, er det meget let at tilføje den skade. Derfor bort, bort med fornuften, troens fjende, som i syndens og dødens fristelser støtter sig, ikke til trosretfærdigheden, fordi den overhovedet ikke kender den, men til sin egen retfærdighed eller, kommer det højt, til lovens retfærdighed. 
16  Quam primum autem lex et ratio conjunguntur, statim virginitas fidei violata est. Nihil fortius adversatur fidei quam lex et ratio, neque illa duo sine magno conatu et labore superari possunt, quae tamen superanda sunt, si modo salvari velis. Ideo, cum conscientia perterrefit lege, et luctatur cum judicio Dei, nec rationem nec legem consulas, sed sola gratia ac verbo consolationis nitaris. Ibi omnino sic te geras, quasi nunquam de lege Dei quidquam (E170) audieris, sed ascendas in tenebras, ubi nec lex nec ratio lucet, sed solum aenigma fidei, quae certo statuat se salvari extra et ultra legem, in Christo. Men så snart loven og fornuften slutter sig sammen, er troens jomfrudom krænket. Intet står stærkere troen imod end loven og fornuften, og ingen af de to kan overvindes uden stor anstrengelse og besvær, og dog må de overvindes, hvis ellers du vil frelses. Derfor, når samvittigheden slås med rædsel ved loven, og kæmper med Guds dom, så skal du hverken rådføre dig med fornuften eller loven, men alene støtte dig til nåden og trøstens ord. Der skal du i det hele taget opføre dig, som om du aldrig havde hørt noget om Guds lov, men stige op i det mørke, hvor hverken loven eller fornuften lyser, men alene troens gåde, som med sikkerhed slår fast, at den bliver frelst ved siden af og udover loven, i Kristus. 
17 Ita ultra et supra lucem legis et rationis ducit nos evangelium in tenebras fidei, ubi lex et ratio nihil habent negotii. Est et lex audienda, sed suo loco et tempore. Moses in monte exsistens, ubi facie ad faciem cum Deo loquitur, non habet, non condit, non administrat legem, descendens vero de monte legislator est, et populum lege gubernat. Sic conscientia libera sit a lege, corpus autem obediat legi. Sådan fører evangeliet os udover og ovenover lovens og fornuftens lys ind i troens mørke, hvor loven og fornuften ikke har noget at gøre. Man skal godt nok høre loven, men på sit sted og til sin tid. Mens Moses er på bjerget, hvor han taler med Gud ansigt til ansigt, har han ikke, grundlægger han ikke, forvalter han ikke loven, men når han kommer ned fra bjerget er han lovgiver og styrer folket med loven. Sådan er samvittigheden fri fra loven, men legemet skal adlyde loven. 
18          Ex his satis constat, Paulum reprehendisse Petrum non propter leviculam rem, sed propter praecipuum articulum doctrinae christianae, cui Petrus per suam simulationem parabat ruinam. Simulabant enim una cum eo Barnabas et alii Iudaei, qui omnes peccaverunt, non quidem ignorantia et malitia, sed Iudaeorum metu, qui offuderat cordi ipsorum nebulas, ut non viderent se peccare. Profecto autem mira res est, quod tanti viri, Petrus, Barnabas et alii, tam cito et facile labuntur in illo ipso opere, quod noverant recte factum, ac antea docuerant.        Af dette fremgår det ganske tydeligt, at Paulus ikke bebrejder Peter på grund af en ringe sag, men på grund af den kristne læres hovedartikel, som Peter med sit hykleri var ved at gøre skade på. For sammen med ham hyklede Barnabas og de andre jøder, som alle syndede, ikke af uvidenhed eller ondskab, men af frygt for jøderne. Den frygt havde hyllet deres hjerter i tåger, så de ikke så, at de syndede. Det er sandelig mærkeligt, at så store mænd, Peter, Barnabas og de andre, så hurtigt og så let kunne falde netop i den handling, som de vidste, de havde gjort rigtig og tidligere havde undervist i. 
19  Ideo recte admonebat D. Staupitius periculosum esse nostris viribus confidere, etiamsi sancti ac doctissimi simus, etiamsi aliquid bene cognitum et percognitum habeamus. Nam in illo ipso, quod optime scimus, possumus tamen labi et errare, non solum in grave nostrum sed etiam aliorum damnum. Versemur igitur summa diligentia et humilitate in studio sacrarum literarum, ac serio oremus, ne veritatem evangelii amittamus. (E171)  Derfor var det rigtigt, da Dr. Staupitz formanede, at det er farligt at stole på vore egne kræfter, selv om vi er hellige og højlærde, og selv om vi mener at kende sagen nok så godt. For netop i selve det, som vi kender allerbedst, kan vi falde og fejle, ikke blot til alvorlig skade for os selv, men også for andre. Vi skal derfor udvise den største omhu og ydmyghed, når vi studerer den hellige skrift, og bede alvorligt om ikke at miste evangeliets sandhed. 
20         Nihil igitur sumus cum omnibus quantumvis magnis donis, nisi Deus adsit. Is ubi relinquit nos nobis, nihil est nostra sapientia, scientia etc. Nisi ipse nos assiduo sustentet, nihil prodest summa cognitio et ipsissima theologia. Nam sub horam tentationis subito fieri potest, ut astu diaboli eripiantur nobis e conspectu omnes loci consolatorii, ac solum comminatorii occurrant ac obruant nos. Discamus igitur, Deo subtrahente manum facillime posse nos labi ac everti. Itaque nemo superbiat et glorietur de justitia, sapientia et donis suis, sed humilietur ac oret cum apostolis: "Domine adauge nobis fidem" (Luc. 17, 5).        Vi er derfor intet, ligegyldigt hvor store gaver vi har, hvis ikke Gud hjælper os. Hvis han overlader os til os selv, er vor visdom, vor viden, osv. intet. Hvis ikke han selv stadig holder os oppe, nytter alt vor erkendelse og al vor egen teologi os intet. For i fristelsens time kan det pludselig ske, at alle trøstende skriftsteder ved djævelens list bliver bort for os og kun de truende skriftsteder falder os ind og overvælder os. Lad os derfor lære, at når Gud trækker sin hånd bort, kan vi meget let falde og forvendes. Derfor skal ingen blive overmodig og prale af sin retfærdighed, sin visdom og sine gaver, men ydmyge sig og med apostlene bede: "Herre, giv os mere tro!" (Luk 17,5) 
21   Sed cum vidissem, quod non recte ambularent ad veritatem evangelii.
        Hoc mirabile exemplum est de maximis viris et columnis ecclesiarum. Hic solus Paulus habet apertos oculos, et videt peccatum Petri, Barnabae et aliorum Iudaeorum, qui una cum Petro simulabant. Econtra ipsi peccatum suum non vident, imo putant se recte facere, et per caritatem servire infirmis Iudaeis. Quare summa erat necessitas, Paulum hoc ipsorum peccatum non dissimulare, sed reprehendere. Accusat igitur manifeste Petrum, Barnabam et alios, quod ad veritatem evangelii non recte ambulaverint, hoc est, quod declinaverint a veritate evangelii.
Men da jeg så, at de ikke vandrede ret efter evangeliets sandhed... (Gal2.14)
      Dette er et bemærkelsesværdigt eksempe på, hvad de største mænd og menighedernes søjler er værd. Her er det alene Paulus, der har øjnene åbne, så han kan se synden hos Peter, Barnabas og de andre jøder, som hyklede sammen med Peter. Modsat kan de ikke selv se deres synd, ja, de mener, de handler ret og ved kærligheden tjener de svage jøder (n21). Derfor må man nødvendigvis forestille sig, at Paulus ikke foregav at bebrejde dem deres synder, men virkelig gjorde i fuldt alvor. For han anklager åbenlyst Peter, Barnabas og de andre, at de ikke vandrer ret efter evangeliets sandhed, det vil sige, de afviger fra evangeliets sandhed. 
22   Magna autem res est Petrum accusari a Paulo, ut eum, qui lapsus sit et a veritate evangelii declinaverit, gravius reprehendi non potuisset, et tamen patienter hoc fert, et haud dubie cum magna gratitudine quoque accepit. Supra autem (E172) monui multos habere evangelium, sed non veritatem evangelii. Sic Paulus hic dicit Petrum, Barnabam et alios Iudaeos non recte ambulare ad veritatem evangelii, hoc est, habere quidem evangelium, non autem recte in eo ambulare. Ut maxime enim evangelium praedicabant, tamen sua simulatione, quae cum veritate evangelii stare non poterat, legem statuebant, statuere autem legem est evangelium abrogare et evertere. Og det er en alvorlig sag, at Peter anklages af Paulus for at være faldet og være afveget fra evangeliets sandhed, man kan ikke anklages for noget mere alvorligt, og dog bar han det tålmodigt, og har uden tvivl også modtaget det med taknemlighed. Ovenfor har jeg mindet om, at mange har evangeliet, men ikke evangeliets sandhed. Således siger Paulus her, at Peter, Barnabas og de andre jøder ikke vandrer ret efter evangeliets sandhed, det vil sige, de har ganske vist evangeliet, men vandrer dog ikek ret i det. For selv om de i høj grad prædikede evangeliet, stadfæstede de dog ved deres hykleri, som ikke kunne forenes med evangeliet, loven, men at stadfæste loven er at ophæve og fordreje evangeliet. 
23         Qui igitur bene novit discernere evangelium a lege, gratias agat Deo, et sciat se esse theologum. Ego certe in tentatione nondum novi, ut deberem. Sic autem discernenda sunt, ut evangelium ponas in coelo, legem in terra, ut evangelii justitiam appelles coelestem et divinam, legis terrenam et humanam, utque tam diligenter distinguas justitiam evangelii a legis justitia, quam diligenter distinxit Deus coelum a terra, lucem a tenebris, diem a nocte.          Den, der derfor er dygtig til at skelne mellem evangelium og lov, han skal takke Gud og vide, at han er teolog. Jeg har bestemt endnu ikke lært at kunne de i anfægtelse så godt, som jeg burde. Men således bør der skelnes, at evangeliet anbringer du i himlen, loven på jorden, svarende til, at evangeliet kaldes den himmelske og guddommelige retfærdighed, loven den jordiske og menneskelige, og lige så omhyggeligt, som du kan skille evangeliets retfærdighed ud fra lovens retfærdighed, ligeså omhyggeligt adskilte Gud himlen fra jorden, lyset fra mørke, dag fra nat. 
24 Haec sit lux et dies, illa tenebrae et nox, atque utinam adhuc longius eas discernere possemus. Quare si agitur de fide seu conscientia, excludatur prorsus lex, et relinquatur in terra; si de operibus; accendatur lucerna operum seu justitiae legis in nocte. Sic luceat sol ille et immensa lux evangelii et gratiae in die, lucerna autem legis in nocte. Quare conscientia perterrefacta sensu peccati sic cogitet: Iam agis in terra, ibi asinus laboret, serviat et portet onus sibi impositum, hoc est, corpus sit cum membris suis legi subjectum. Dette skal være lyset og dagen, det andet mørket og natten, og gid vi kunne skille dem endnu mere fra hinanden. Derfor skal loven helt udelukkes, når det drejer sig om troen og samvittigheden, den skal blive tilbage på jorden; men hvis det drejer sig om gerninger, så skal gerningernes eller lovretfærdighedens lampe tændes i natten. Således skal denne sol og dette umådelige evangeliets og nådens lys lyse om dagen, men lovens lampe om natten. Hvis derfor samvittigheden bliver grebet af rædsel vil at føle synden, skal den tænke således: Nu er du på jorden. Her skal æslet arbejde, tjene og bære den byrde, er pålægges det, det vil sige, legemet med dets lemmer er underlagt loven. 
25 Cum autem ascendis in coelum, relinque asinum cum sarcina in terra. Nihil enim conscientiae cum lege, operibus et terrena (E173) justitia. Sic asinus manet in valle, conscientia autem ascendit cum Isaac in montem nihil penitus sciens de lege et operibus, sed tantum spectans remissionem peccatorum et meram justitiam in Christo propositam et donatam. Men når du stiger op i himlen, så efterlader du æslet med dets byrder på jorden. For samvittigheden her ikke noget med loven, gerningerne og den jordiske retfærdighed at gøre. Således bliver æslet i dalen, men samvittigheden stiger med Isak op på bjerget, uden at vide af loven og gerningerne, blot skuende frem mod syndernes forladelse og den rene retfærdighed, der er fremsat og givet i Kristus. 
26          Contra in politia obedientia legis severissime exigatur. Ibi nihil sciatur de evangelio, de conscientia, gratia, remissione peccatorum, coelesti justitia, de Christo, sed tautum de Mose, lege et operibus. Hac distinctione diligenter observata neutrum excedit suos limites, sed lex manebit extra coelum, hoc est, extra cor seu conscientiam. Econtra libertas evangelica manebit extra terram, hoc est, extra corpus et membra ipsius.         Modsat skal lydighed mod loven kræves meget strengt i det borgerlige liv. Dèr skal man ikke vide noget af evangeliet, samvittigheden, nåden, syndernes forladelse, himmelsk retfærdighed, Kristus, men kun vide af Moses, loven og gerningerne. Denne skelnen skal nøje overholdes, så ingen går ud over deres grænser, men loven forbliver udenfor himlen, det vil sige, udenfor hjertet eller samvittigheden. Omvendt skal evangeliets frihed forblive udenfor jorden, det vil sige, udenfor legemet og dets lemmer. 
27 Quam primum igitur lex et peccatum veniunt in coelum, id est, in conscientiam, protinus hinc ejiciantur, quia conscientia perterrefacta metu irae et judicii Dei, nihil de lege et peccato scire debet, sed tantum de Christo. Et vicissim cum gratia, libertas etc. venit in terram, hoc est, in corpus, dicatur: Tu non debes versari in hara et sordibus corporalis vitae, sed sursum pertines in coelum etc. Når først loven og synden kommer op i himlen, det vil sige, ind i samvittigheden, så skal de derfor straks kastes ud, for samvittigheden, der bliver grebet af rædsel af frygt for Guds vrede og dom, bør ikke vide noget om lov og synd, men kun om Kristus. Og omvendt, når nåden og friheden kommer ned på jorden, det vil sige, til legemet, så skal man sige: Du bør ikke opholde dig i det legemlige livs svinesti og snavs, nej, du hører til oppe i himlen. 
28      Istam legis et evangelii distinctionem Petrus simulatione sua confuderat, eaque persuaserat credentibus, quod per evangelium simul et legem justificari deberent. Hoc Paulo non erat ferendum, ideo reprehendit Petrum, non ut eum ignominia aliqua afficeret, sed ut ista duo iterum pure discerneret, nempe, quod lex in terra, evangelinm vero in coelo justificet. Papa non solum miscuit legem cum evangelio, sed meras leges, et eas tantum ceremoniales ex evangelio fecit, (E174) confudit politica et ecclesiastica, quae vere satanica et infernalis confusio est.         Denne skelnen mellem lov og evangelium havde Peter med sit hykleri udvisket og derved overbevist de troende om, at de skulle retfærdiggøres ved evangeliet og loven samtidig. Det kunne Paulus ikke bære, derfor bebrejdede han Peter, ikke for at beskæmme ham, men for at man atter kunne skelne mellem disse to, sådan, nemlig, at loven retfærdiggør jo jorden, evangeliet i himlen. Paven blander ikke blot loven sammen med evangeliet, nej, han laver lutter love ud af evangeliet, og det kun ceremoniallove, han sammenblander det borgerlige og det gejstlige, og det er en sand satanisk og helvedes sammenblanding. 
29          Is locus de discrimine legis et evangelii scitu necessarius est, quia continet summam totius christianae doctrinae. Ideo quisque studiosus pietatis diligenter det operam, ut discat ista discernere, non tantum verbia, sed etiam ipso affectu et experientia, hoc est, in corde et conscientia. Alioqui quantum ad verba attinet, facilis est illorum distinctio. Sed in tentatione senties evangelium rarum, et contra legem assiduum esse hospitem in conscientia. Nam ratio naturaliter habet cognitionem legis.        Dette punkt med at skelne mellem lov og evangelium skal du vide er nødvendigt, for det indeholder hele den kristne lære i en nøddeskal. Derfor skal enhver, der vil være elev i fromheden omhyggeligt arbejde på at lære at skelne mellem disse to, ikke blot i ord, men også med sin egen følelse og erfaring, det vil sige, i hjertet og i samvittigheden. Ellers er det let at skelne mellem dem, hvis det blot drejer sig om ord. Men i anfægtelsen føler du sjældent evangeliet, modsat føler du, at loven er en hyppig gæst i samvittigheden. For fornuften har en naturlig erkendelse af loven. 
30 Quare cum perterrefit conscientia peccato, quod lex ostendit et auget, dicas: Est tempus moriendi, est tempus vivendi, est tempus legem audiendi, est tempus legem contemnendi, est tempus evangelium audiendi, est tempus nesciendi evangelium. Lex jam discedat, et evangelium veniat, quia jam non est tempus audiendi legem, sed evangelium. At nihil boni fecisti, imo graviter peccasti. Concedo, sed remissionem peccatorum per Christum habeo, propter quem omnia peccata mihi condonata sunt. Derfor, når samvittigheden slås med rædsel af synden, fordi loven viser sig og øges, da skal du sige: Der er en tid til at dø og en tid til at leve, der er en tid til at høre loven og en tid til at fordømme loven, der er en tid til at høre evangeliet, der er en tid til ikke at kende evangeliet. Nu skal loven forsvinde, og evangeliet komme, for nu er det ikke tid til at høre loven, men evangeliet. Men du har intet godt gjort, du har tværtimod syndet alvorligt. Jeg indrømmer det, men jeg har syndernes forladelse gennem Kristus, for hvis skyld alle mine synder er mig forladt. 
31 Extra certamen vero conscientiae, cum externa officia fieri debent, hic, si es minister verbi, magistratus, maritus, praeceptor, discipulus etc,, non est tempus tum audiendi evangelium, sed legem, ibi servito vocationi etc. Men udenfor samvittighedens strid, når de ydre pligter skal opfyldes, hvis du her er ordets tjener, øvrighedsperson, ægtemand, forstander, elev, osv., så er det ikke tid til at høre evangeliet, men loven, dèr skal du tjene i dit kald, osv. 
32 Dixi Petro coram omnibus: Si tu, cum Iudaeus sis, gentiliter vivis, et non Judaice,
cur gentes cogis judaisare.
       Id est: Tu Iudaeus es, qui tenetur lege judaice (E175) vivere, hoc est, abstinere a cibis in lege prohibitis, et tamen Iudaeus vivis gentiliter, hoc est, libere contra legem facis, transgrederis et conculcas eam. Comedis enim (et in hoc recte facis) communes seu immundos cibos, ut alius gentilis, qui a lege liber est. 
da sagde jeg til Peter i alles påhør: Hvis du, skønt du er jøde, lever på hedensk og ikke på jødisk vis, hvorfor tvinger du så hedningerne til at leve på jødisk vis? (Gal2.14)
       Det betyder: Du er en jøde, som forpligtes af loven til at leve på jødisk vis, det vil sige, til at afholde dig fra spiser, som er forbudt i loven, og dog lever du som jøde på hedensk vis, det vil sige, du handler frit imod loven, overtræder den, træder den under fode. For du spiser (og det gør du ret i) som en anden hedning, der er fri i forhold til loven, almindelige eller urene spiser. 
33 Hoc ipso autem, quod absterritus praesentia fratrum ex judaismo conversorum nunc abstines a probibitis in lege, et servas legem, cogis gentes judaisare, id est, legem necessario servare. Nam hoc tuo exemplo, quod abstines a profanis cibis, praebes gentibus occasionem sic cogitandi: Petrus jam vitat cibos gentiles, quos antea comedit, ergo et nos debemus vitare eos, et judaico more vivere, alioqui non erimus justi, neque salvabimur. Vides ergo, quod Paulus in Petro non reprehendat ignorantiam, sciebat enim liberum esse vesci cum gentibus quibuslibet, sed simulationem, qua coegit gentes judaisare. Men med selve det, at du af frygt for de tilstedeværende brødre, der er omvendt fra jødedommen, nu afholder dig fra det, der er forbudt i loven, og overholder loven, tvinger du hedningerne til at leve på jødisk vis, det vil sige, til at overholde loven af nødvendighed. For ved dette dit eksempel, hvorved du afholder dig fra forbudte spiser, giver du hedningerne anledning til at tænke som følger: Peter undgår nu hedenske spiser, som han tidligere spiste, altså bør også vi undgå dem og leve efter jødisk skik, ellers vil vi ikke være retfærdige eller blive frelst. Du ser altså, at Paulus ikke bebrejder Peter hans uvidenhed, for han vidste godt, at han er fri til at spise sammen med hvilkesomhelst hedninger, men hans hykleri, hvorved han tvinger hedningerne til at leve på jødisk vis. 
34         Hic iterum admoneo judaisare per se non esse malum, quia res indifferens est, sive suilla sive alia carne vescaris. Sed sic judaisare, ut propter conscientiam abstineas a certis quibusdam cibis, hoc negare est Christum, et evangelium evertere. Ideo Paulus cum videret huc tendere Petri factum, reclamat, et dicit ad eum: Tu nosti observationem legis non esse necessariam ad justitiam, sed eam nobis per solum Christum contingere, ideoque non servas legem, sed transgrederis eam, et vesceris quibuslibet.       Her minder jeg igen om, at dette at leve på jødisk vis ikke i sig selv er forkert, for det er lige meget, om du spiser svinekød eller andet kød. Men at leve på jødisk vis på den måde, at du afholder fra visse spiser, ligegyldigt hvilke, på grund af samvittigheden det er at fornægte Kristus og fordreje evangeliet. Derfor gjorde Paulus vrøvl, da han så, at Peters handling sigtede mod dette, og sagde til ham: Du véd, at overholdelse af loven ikke er nødvendig til retfærdighed, men at den sker alene ved Kristus, derfor skal du ikke overholde loven, men overtræde den og spise hvadsomhelst. 
35 Nihilominus tamen exemplo tuo cogis gentes deficere a Christo ad legem, quia praebes eis occasionem sic cogitandi: Fides sola non justificat, sed simul (E176) requiruntur lex et opera, hocque Petrus ostendit isto suo exemplo; ideo ad fidem in Christum pariter necessaria est observatio legis, si velis justificari. Itaque Petrus hoc suo facto non solum offendit puritatem doctrinae, sed etiam veritatem fidei et justitiae christianae. Nam gentes acceperunt ex eo legem esse necessariam ad justitiam. Hoc errore stante Christus est otiosus. Ikke desto mindre tvinger du med dit eksempel hedningerne til at falde fra Kristus til loven, fordi du giver dem anledning til at tænke som følger: Det er ikke troen alene, der retfærdiggør, men loven og gerningerne kræver samtidig, det viser Peter her med sit eksempel; derfor er det udover troen på Kristus i lige så høj grad nødvendigt at overholde loven, hvis du vil retfærdiggøres. Således skadede Peter ved sin handling ikke blot lærens renhed, men også troens og den kristne retfærdigheds sandhed. For hedningerne forstod ud fra dette, at loven var nødvendig til retfærdighed. Hvis denne vildfarelse stod fast, blev Kristus gjort nyttesløs. 
36        Ex his satis constat, qui scopus sit discordiae et concertationis istius Pauli cum Petro. Paulus serio agit et vero corde, non simulat istam correptionem. Sed in Petro, ut textus manifeste habet, est simulatio, quam Paulus in eo reprehendit. Quare in Paulo non est simulatio, sed pura et christianissima severitas et sancta superbia, quae vitiosa fuisset, si Petrus leve aliquod peccatum commisisset, et non contra praecipuum articulum christianae doctrinae peccasset. Quia vero culpa Petri laborat evangelii veritas, non vult nec potest patrocinium ejus deserere Paulus. Ut igitur eam conservaret integrant, non curat Petrum nihil est ei Barnabas et omnes alii.       Af dette fremgår det tilstrækkelig tydeligt, hvad hensigten er med Paulus' uenighed og strid med Peter. Paulus handler i fuldt alvor og af et oprigtigt hjerte, der er ikke tale om, at han kun foregiver at vise Peter tilrette. Nej, det er i Peter -- og det siger teksten klart -- at det hykleri ligger, som Paulus bebrejder ham. Derfor er der ikke hykleri i Paulus, men den rene og mest kristelige alvor og hellige overmod. Dette overmod ville have været forkert, hvis Peter blot havde begået en ringe synd, og ikke havde syndet imod den kristne læres hovedartikel. Men fordi Peters brøde modarbejder evangeliets sandhed, vil eller kan Paulus ikke lade være med at forsvare denne sandhed. Og derfor, for at bevare denne sandhed uskadt, er han ligeglad med, hvem Peter og Barnabas og alle de andre er. 
37         Quare injuriam faciunt Paulo Porphyrius et Iulianus, qui calumniantur eum ex mera arrogantia reprehendisse Petrum. Quin et ipsa ratio, si modo videt scopum rei, quam Paulus agit, cogitur fateri satius esse, ut Petrus negligatur, quam ut divina majestas cedat, aut fides periclitetur. Ista enim causa hic agitur: Aut Petrus est severe corripiendus, aut Christus e medio tollendus. Hic potius pereat Petrus, et ad infernum abeat, si aliter fieri non potest, quam ut (E177) Christus amittatur. Huic sententiae oportet Porphyrium et omnes assentiri, et nemo potest non fateri Paulum in hoc casu bene et pie fecisse. Si vero fuisset concertatio de re aliqua media (ut plane jocus et res futilis est ad istam causam discordia Pauli et Barnabae, Actor. 15. v. 39.), tunc Paulus potuisset cedere.       Derfor gør Porphyrius og Julianus Paulus uret, når de beskylder ham for at bebrejde Peter udelukkende ud fra en arrogant holdning. Ja endog fornuften tvinges til, hvis den først ser hensigten med, hvad Paulus gør, at indrømme, at det er bedre, at Peter bliver ringeagtet, end at den guddommelige majestæt viger, eller troen bringes i fare. Det drejer sig nemlig her om følgende: Enten skal Peter alvorligt tales til rette, eller Kristus skal fjernes. Her er det bedre, at Peter forgår og går til helvede, hvis det ikke kan være anderledes, end at Kristus mistes. Den opfattelse bør Porphyrius og alle være enige i, og ingen kan lade være med at indrømme, at Paulus i denne sag har handlet ret og fromt. Men hvis det havde været en strid om en eller anden ligegyldig ting (sådan som uenigheden mellem Paulus og Barnabas, Apg 15,39, ligefrem er en spøg og en bagatel, sammenlignet med denne sag), så kunne Paulus have givet efter. 
38 Sed in hac maxima causa omnino non fuit ei cedendum. Exemplo igitur Pauli superbiat quilibet christianus. Caritas omnia ferat, credat, speret (1. Cor. 13, 7.), fides contra regnet, imperet, triumphet, nulli cedat, sed omnia illi subjici et cedere debent, plebes, populi, reges, judices terrae, ut Psalm. 2. (v. 10. 11.): "Et nunc reges intelligite, erudimini qui judicatis terram. Servite domino in timore etc. Si non, peribitis de via." Ideo plane contrarii sunt effectus, officia et virtutes caritatis et fidei. Men i denne meget vigtige sag kunne han overhovedet ikke give efter. Og efter Paulus' eksempel kan enhver kristen hovmode sig. For kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt (1 Kor 13,7), troen derimod hersker, styrer, triumferer, viger ikke for nogen, men alt bør underkastes den og vige for den, skarerne, folkene, kongerne, jordens dommere, som Sl 2,10 siger: "Og nu, I konger, forstå, lad jer undervise, I, der dømmer jorden, tjen Herren med frygt osv. Hvis ikke, skal I forgå på jeres veje". Derfor er det hele modsatte virkninger, embeder og dyder, som kærligheden og troen har. 
39        Itaque tota vis sita est in particula "cogis gentes judaisare", id est, cogis eas deficere a gratia et fide ad legem et opera, et negare Christum, quod frustra passus, mortuus etc. sit. Haec vox "cogis" includit ista pericula et peccata omnia, quae Paulus urget et amplificat per totam hanc epistolam. Nam stante illa coactione seu necessitate necesse est aboleri fidem, qua abolita et eversa irritae sunt omnes promissiones Dei, omnia dona Spiritus sancti conculcata sunt, omnesque homines necesse est simpliciter perire ac damnari. Istiusmodi proprietates multas Paulus per totam hanc epistolam tribuit justitiae legis.        Derfor ligger hele vægten på den lille vending "tvinger hedningerne til at leve på jødisk vis", det vil sige: du tvinger dem til at gå bort fra nåden og troen til loven og gerningerne, og fornægte Kristus, som har lidt og er død forgæves, osv. Det ord "tvinger" indeslutter i sig al den fare og synd, som Paulus understreger og lægger vægt på i hele dette brev. For hvis denne tvang eller nødvendighed står fast, må troen nødvendigvis ophæves, og når den er ophævet og fordrejet, er alle Guds forjættelser tilintetgjort, alle Helligåndens gaver trådt under fode, og alle mennesker må nødvendigvis simpelthen gå til grunde og fordømmes. Gennem hele dette brev tillægger Paulus lovretfærdigheden den slags egenskaber. 
40        Cum igitur tam periculosum sit tractare legem, cumque tam facilis et grandia sit ille lapsus, quasi e (E178) sublimi coelo in infernum, discat unusquisque christianus diligentissime ista duo inter se discernere. Patiatur sane legem dominari corpori et membris ipsius, non item conscientiae. Ea enim regina et sponsa non debet contaminari lege, sed illibata conservari uni et soli sponso Christo, ut Paulus alibi (2. Cor. 11, 2.) inquit: "Despondi vos uni viro etc."        Når det derfor er så farligt at beskæftige sig med loven, og når det er så let at falde så dybt som fra himlens højeste til helvede, så skal enhver kristen omhyggeligt lære at skelne mellem de to. Han skal finde sig i, at loven hersker over kroppen og hans lemmer, men ikke på samme vis over samvittigheden. Den er nemlig dronning og brud og bør ikke foruredes med loven, men bevares uden fejl til den eneste brudgom, Kristus, som Paulus andetsteds siger: "Jeg har trolovet jer med én mand, osv". (2 Kor 11,2). 
41 Habeat igitur suum thalamum non in ima valle, sed in sublimi monte, in quo cubet et regnet Christus solus, qui non terret, non affligit peccatores, sed consolatur eos, remittit peccata ac salvat. Quare conscientia afflicta nihil cogitet, nihil sciat, nihil opponat irae ac judicio Dei, quam verbum Christi, quod est verbum gratiae, remissionis peccatorum, salutis et vitae aeternae. Sed hoc praestare ardua et difficillima res est. Ratio enim et natura humana non haeret Christo firmiter in amplexibus, sed subinde relabitur ad cogitationes de lege et de peccato, atque ita semper quaerit libera esse secundum carnem, serva autem et captiva secundum conscientiam. Samvittigheden skal altså have sit sovekammer, ikke dybt nede i dalen, men højt oppe på bjerget, hvor kun Kristus hviler og råder, han, som ikke skræmmer eller bedrøver syndere, men trøster dem, tilgiver synder og frelser. Derfor skal den anfægtede samvittighed ikke tænke andet, ikke vide andet, ikke sætte andet op mod Guds vrede og dom, end Kristi ord, som er et ord om nåde, om syndsforladelse, om frelse og evigt liv. Men at kunne det er en hård og meget vanskelig sag. For fornuften og den menneskelige natur klynger sig ikke til Kristus i en fast omfavnelse, men falder straks fra igen til overvejelser om loven og om synden, og således søger den altid at blive fri ifølge kødet, men er så slave og fange ifølge samvittigheden. 
42        Paulus in summa coram Petro complexus est articulum justificationis, his verbis: "Si tu, cum Iudaeus sis etc." ad eum usque locum: "Propter quod etc." ubi iterum sermonem convertit ad Galatas. Locutus est autem ista verba ad Petrum, non ut doceret, sed ut confirmaret eum adstante et hoc audiente tota ecclesia. Ait ergo ad Petrum:       Paulus har kort sagt overfor Peter sammenfattet artiklen om retfærdiggørelse med disse ord: "Hvis du, som er jøde osv." (Gal2.14) lige til det ord: "For af lovens gerninger skal intet kød retfærdiggøres" (Gal2.16), hvor han igen henvender sig med sin tale til galaterne. Men disse ord henvender han til Peter, ikke for at belære ham, men for at bekræfte ham, mens hele menigheden står og hører på. Han siger altså til Peter. 
43 Nos natura Iudaei, et non ex gentibus peccatores.
       Hoc est: Nos naturaliter sumus Iudaei, qui (E179) nascimur in justitiam legis, in Mosen et circumcisionem, et cum nativitate ipsam legem afferimus, non arbitrio, ut gentes, sed natura habemus justitiam legis, ut supra cap. 1. Paulus de se dicit: "Aemulator exsistens paternarum traditionum etc." Quare si conferamur cum gentibus, non sumus peccatores sine lege et operibus, ut gentes; sed Iudaei et justi nascimur et educamur.
Vi er af natur jøder, og ikke syndere af hedensk byrd ... (Gal2.15)
      Det vil sige: Af natur er vi jøder, som er født ind i lovens retfærdighed, ind i Moses og omskærelsen, og vi fik loven ved fødslen, ikke efter eget valg som hedningerne, men efter naturen har vi lovretfærdigheden, som Paulus sagde ovenfor om sig selv: "jeg var langt mere ivrig for de fædrene overleveringer, osv." (Gal1.14) Derfor, hvis vi sammenligner os med hedningerne, er vi ikke syndere uden lov og uden gerninger, som hedningerne; men vi fødes og opdrages som jøder til at være retfærdige. 
44  Iustitia nostra statim orditur ab ipsa nativitate, qui a judaismus est nobis agnatus. Deus enim Gen: cap. 17. (v. 1014.) praecepit Abraham circumcidere omnem masculum octavo die etc. Hanc legem de circumcisione, a patribus acceptam, postea Moses confirmavit. Magnum ergo est, quod natura Iudaei sumus, et quanquam istam praerogativam habemus, quod naturaliter justi sumus, nascimur in ipsam legem et opera ejus, neque sumus peccatores, ut gentes, tamen ideo non sumus justi coram Deo. Vor retfærdighed tager sin begyndelse straks fra fødslen, for den er medfødt for os fra jødedommen. Gud foreskrev nemlig Abraham (1 Mos 17,10), at han skulle omskære alt hankøn på den ottende dag, osv. Denne lov om omskærelsen, som fædrene fik, blev bagefter bekræftet af Moses. Det er altså en stor ting, at vi af natur er jøder, og skønt vi har dette fortrin, at vi fra naturens hånd er retfærdige, og vi fødes ind i denne lov og dens gerninger, og ikke er syndere som hedningerne, så er vi dog ikke af den grund retfærdige overfor Gud. 
45         Etiamsi igitur mihi des Iudaeum optimum, qui justus natus est, et ab ipsa nativitate perfectissime legem servavit, tamen ideo coram Deo non est justus. Circumcisi quidem sumus, sed propter circumcisionem non justificamur. Ea enim tantum est signaculum justitiae, Rom. 4. (v. 11), neque pueri in fide Abrahae circumcisi propter circumcisionem, sed propter fidem salvati sunt. Ut maxime igitur simus Iudaei nati et sancti, ac gloriari possimus contra gentes, quod habeamus justificationem legis, cultum, promissiones, patres, quae profecto ingens gloria est, tamen ideo non sumus justi coram Deo, nec praecellimus gentes. (E180)          Selv om du så giver mig et rigtig godt menneske, der er jøde, som er født retfærdig, og ud fra denne medfødte retfærdighed opfylder loven til punkt og prikke, så er han dog i Guds øjne ikke retfærdig. Vi er ganske vist omskårne, men vi retfærdiggøres ikke på grund af omskærelsen. For den er kun et segl på retfærdigheden, Rom 4,11, og de børn, der blev omskåret i Abrahams tro blev ikke frelste på grund af omskærelsen, men på grund af troen. Om vi så aldrig så meget var fødte og hellige jøder og kunne prale af overfor hedningerne, at vi havde lovens retfærdiggørelse, kulten, forjættelserne, fædrene, hvad der så sandelig er en vældig stor ære, så er vi dog ikke retfærdige i Guds øjne af den grund, eller har ikke af den grund noge fortrin fremfor hedningerne. 
46         Ex his satis constat, Paulum non agere hic de ceremoniis, quod post Christum exhibitum mortiferae sint, ut Origenes et Hieronymus putant. Sed de maxima ac seria re agit, scilicet, de nativitate Iudaeorum, quos negat esse justos, etiamsi nascantur sancti, circumcidantur, servent legem, habeant adoptionem, gloriam, testamenta, patres, cultum, Deum, Christum, promissiones, in illis vivant, et de illis glorientur, ut Ioann. 8. (v. 33.) ajunt: "Semen Abrahae sumus;" item (v. 41.) : "Unum patrem habemus Deum," et Rom. 2. (v. 17.): "Ecce tu Iudaeus cognominaris etc." Itaqae Petrus, Paulus et alii apostoli erant quidem filii Dei, justi secundum legem, imo apostoli Christi, non tamen ideo erant justi coram Deo.         Af dette fremgår det tydeligt, at Paulus ikke her taler om, at ceremonierne efter Kristi komme skulle være dødbringende, sådan som Origenes og Hieronymus mener. Men han taler om den største og mest alvorlige sag, nemlig om jødernes fødsel. Han nægter, at jøderne er retfærdige, selv om de fødes hellige og omskæres og overholder loven, har barnekårene, æren, pagterne, fædrene, kulten, Gud, Kristus, forjættelserne og lever i dem og forherliges ved dem, sådan som de siger Joh 8,33: "Vi er Abrahams sæd", og: "Vi har én fader, nemlig Gud" (Joh 8,41), og Rom 2,17: "Se, du, som kalder dig jøde, osv." Således var Peter, Paulus og de andre apostle ganske vist Guds børn, retfærdige ifølge loven, ja, Kristi apostle, men de var dog ikke retfærdige i Guds øjne af den grund. 
47 Quanquam igitur, quasi uno fasce, complectaris ista omnia, legem, opera et justitiam ejus, circumcisionem, adoptionem, testamenta, promissiones, apostolatum etc., tamen per illa non contingit justitia christiana, quia non sunt fides in Christum, quae sola, ut sequitur in textu, justificat, non lex etc., non quod lex sit mala aut damnata. Skønt altså du samler det altsammen sammen som i et bundt, loven, gerningerne og dens retfærdighed, omskærelsen, barnekårene, pagterne, forjættelserne, apostolatet, osv., så afhænger den kristne retfærdighed dog ikke af dette, fordi alt dette ikke er tro på Kristus, og det er alene den, der retfærdiggør, som det følger i teksten, ikke loven, osv., ikke fordi loven er ondt eller fordømt. 
48 Non enim ideo damnantur lex, circumcisio, cultus etc., quia non justificant, sed ideo Paulus detrahit eis justificationem, quia pseudoapostoli contendebant homines per ea sine fide, tantum ex opere operate, justificari et salvari. Hoc Paulo non erat ferendum. Cessante enim fide omnia mortifera sunt, lex, circumcisio, adoptio, templum, cultus, promissa, imo Deus et Christus ipse sine fide nihil prosunt. Rotunde ergo et generaliter loquitur Paulus contra omnia, quae fidei repugnant, non solum ceremonias cavillatur. (E181)  For loven, omskærelsen, kulten, osv. fordømmes ikke, fordi de ikke retfærdiggør, men Paulus nægter dem retfærdiggørelse, fordi de falske apostle hævdede, at menneskene blev retfærdiggjort og frelst derigennem, uden tro, blot når gerningen blev gennemført. Dette var ikke til at bære for Paulus. For hvis troen ikke er der, er alt dødbringende, loven, omskærelsen, barnekårene, templet, kulten, forjættelserne, ja Gud og Kristus selv gavner intet uden troen. Paulus taler harmonisk og i almindelighed imod alt, som kæmper imod troen, han spotter ikke kun ceremonierne. 
49 Scientes autem, quod non justificatur homo ex operibus legis, nisi per fidem Iesu Christi etc.
      Vocabulum "opus legis" latissime patet, et valde emphaticum est. Hoc moneo propter secures et otiosos sophistas et monachos, qui hujusmodi vocabula in Paulo, imo totam ejus disputationem de justificatione obscurant et depravant suis stultis et impiis glossis, quas ne ipsi quidem intelligunt. Opus ergo legis accipe simpliciter per antithesin, contra gratiam. Quidquid non est gratia, lex est, sive sit judicialis, ceremonialis, sive decalogus; ideo si etiam faceres opus legis secundum hoc praeceptum: "Diliges dominum Deum tuum ex toto corde tuo etc." (Matth. 22, 37.) (ut interim non dicam nullum hominem fecisse aut facere posse), tamen non justificaberis coram Deo, quia ex operibus legis non justificatur homo. Sed de hac re infra copiosius.
Men da vi véd, at intet menneske bliver retfærdiggjort ved lovgerninger, men ved tro på Jesus Kristus ... (Gal2.16)
        Udtrykket "lovgerninger" skal tages i videste forstand og betones meget kraftigt. Det siger jeg på grund af de sikre og unyttige sofister og munke, som tilslører og nedtoner den slags ord hos Paulus, ja tilslører hele hans argumentation om retfærdiggørelsen med deres tåbelige og ugudelige fortolkninger, som de ikke engang selv forstår. Lovgerning skal altså simpelthen forstås ud fra sin modsætning, som modsætning til nåden. Hvad der ikke er nåde, er lov, hvad enten det er den borgerlige lov, den ceremonielle lov eller de ti buds lov; derfor, selv om de så havde gjort lovens gerning i overensstemmelse med dette bud: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte osv". (Matt 22,37) (og så glemmer vi for en stund, at det har intet menneske gjort eller kan gøre), så kan du dog ikke blive retfærdiggjort overfor Gud, for ved lovgerninger bliver mennesket ikke retfærdiggjort. Men herom udførligere nedenfor. (n49
50          Significat ergo opus legis Paulo opus totius legis sive ceremonialis sive decalogi. Si autem opus decalogi non justificat, multo minus circumcisio, quae est opus ceremonialis legis. Itaque cum Paulus dicit, ut frequenter solet: "Ex lege, seu ex operibus legis (quae Paulo idem significant) non justificatur homo," simpliciter de tota lege loquitur, opponens per antithesin justitiam fidei justitiae totius legis, quae parari potest sive virtute divina, sive humana ex lege; propter illam, inquit, homo non pronuntiatur justus coram Deo.       Lovgerning betyder altså for Paulus en gerning af hele loven, hvad enten det er ceremonialloven eller de ti bud. Men hvis en gerning af de ti bud ikke retfærdiggør, så gør omskærelsen det meget mindre, for den er en gerning af ceremonialloven. Når derfor Paulus siger, som han ofte gør: "Af loven, eller af lovens gerninger (hvilket hos Paulus betyder det samme) bliver mennesket ikke retfærdiggjort", så taler han simpelthen om hele loven, og sætter troens retfærdighed i modsætning til hele lovens retfærdighed, som kan erhverves enten ved guddommelig kraft eller ved menneske kraft ud fra loven; på grund af den, siger han, bliver mennesket ikke erklæret for retfærdig i Guds øjne. 
51 Iustitiam vero fidei imputat Deus gratis, per misericordiam, propter Christum. Ideo emphasi et (E182) epithasi quadam dixit: "Ex operibus legis." Non enim dubium est, quin lex sit sancta, justa, bona; ergo opera legis sunt etiam sancta, justa, bona, et tamen per ea homo non justificatur coram Deo. Men troens retfærdighed tilregner Gud af nåde, af barmhjertighed, for Kristi skyld. Derfor har Paulus med eftertryk og med kraft sagt: "Af lovgerninger". For der er ikke tvivl om, at loven er hellig, retfærdig, god; altså er lovens gerninger også hellige, retfærdige, gode, og dog retfærdiggøres mennesket ikke i Guds øjne gennem dem. 
52        Repudianda est igitur opinio Hieronymi et aliorum, qui somniant Paulum hic loqui non de operibus decalogi, sed legis ceremonialis, tamen coguntur fateri etiam ceremoniarum legem fuisse bonam et sanctam. Circumcisio enim et aliae leges de ritibus templi etc. fuerunt justae et sanctae, aeque enim praeceptae et ordinatae erant a Deo, ac leges morales.        Man må altså tilbagevise Hieronymus og andre, som drømmer om, at Paulus her taler ikke om de ti buds gerninger, men om ceremonialloven; og dog tvinges de til at indrømme, at også ceremoniernes lov var gud og hellig. For omskærelsen og andre love om tempel-riterne, osv. var retfærdige og hellige, for de var påbudt og forordnet af Gud på samme måde som morallovene var det. 
53 Hic dicunt: Sed post Christum fuerunt mortiferae. Hoc ipsi fingunt e capite suo. Deinde Paulus non loquitur hic de gentibus, quibus sint ceremoniae mortiferae, sed de Judaeis, quibus erant bonae, quas et Paulus ipse servavit. Ergo eo etiam tempore, quo leges ceremoniarum fuerunt sanctae, justae, bonae, non potuerunt justificare. Her siger de: Men efter Kristus var de dødbringende. Det er noget, de udtænker af deres eget hoved. Og desuden taler Paulus ikke her om hedningerne, for hvem deres ceremonier var dødbringende, men om jøderne, for hvem de var gode, og som også Paulus selv overholdt. Altså samtidig med, at ceremoniallovene var hellige, retfærdige, gode, kunne de ikke retfærdiggøre. 
54        Loquitur ergo Paulus non de parte legis, quae et ipsa bona et sancta est, sed de universa lege, quod opus secundum totam legem factum non justificet. Neque appellat peccatum legis aut opus carnis, sed opus legis, hoc est, opus secundum legem factum. Ergo non occidere, non moechari etc. sive fiat secundum naturam, secundum vires humanas, secundum liberum arbitrium, sive secundum donum Dei vel divina 
virtutem, tamen non justificat.
       Paulus taler altså ikke om en del af loven, som i sig selv er god og hellig, men om hele loven, at en gerning gjort ifølge hele loven ikke retfærdiggør. Han taler heller ikke om lovens synd eller kødets gerning, men om lovens gerning, det vil sige, en gerning gjort ifølge loven. Altså dette ikke at slå ihjel, ikke at bedrive hor, osv., hvad enten det sker af naturen ifølge menneskelige kræfter, efter den frie vilje, eller efter Guds gave eller den guddommelige kraft, de retfærdiggør dog ikke. 
55        Possunt autem opera legis fieri aut ante justificationem aut post justificationem. Ante (E183) justificationem multi boni viri etiam inter gentiles, quales sunt Xenophon, Aristides, Fabius, Cicero, Pomponius Atticus etc.  praestiterunt legem et fecerunt egregia opera. Cicero mortem fortiter perpessus est in causa justa et bona. Pomponius vir fuit verax et constans, qui nullum neque dicebat neque ferre poterat mendacium.           Men lovens gerninger kan ske enten før retfærdiggørelsen eller efter retfærdiggørelsen. Før retfærdiggørelsen har mange gode mænd, også blandt hedningerne, f. eks. Xenophon, Aristides, Fabius, Cicero, Pomponius Atticus og andre, overholdt loven og gjort udmærkede gerninger. Cicero udholdt tappert at dø for en retfærdig og god sag. Pomponius var en sanddru og stabil mand, som ikke ikke kunne hverken sige eller udføre en løgn. (n55
56 Constantia autem et veritas sunt optimae virtutes ac pulcherrima opera legis, et tamen per ea non sunt justificati. Post justificationem faciunt opera legis Petrus, Paulus et omnes christiani, sed per ea non justificantur. "Nihil mihi conscius sum, inquit Paulus, sed per hoc non justificatus sum." (1. Cor. 4, 4.) Constat ergo eum loqui de universa lege et de operibus totius legis, non de peccatis contra legem. Men standhaftighed og sandhed er de bedst dyder og de smukkeste lovgerninger, og dog blev de ikke retfærdiggjort ved dem. Efter retfærdiggørelsen gør Peter, Paulus og alle kristne lovgerninger, men de retfærdiggøres ikke ved den. "Jeg er mig intet bevidst", siger Paulus, "men derved er jeg ikke retfærdiggjort" (1 Kor 4,4). Det står altså fast, at han taler om hele loven og hele lovens gerninger, ikke om synder imod loven. (n56
57 Theologia sophistica.
        Damnanda est igitur perniciosa et impia opinio papistarum, qui tribuunt operi operato meritum gratiae et remissionis peccatorum. Dicunt enim: Opus bonum ante gratiam valere ad impetrandam gratiam de congruo. Impetrata vero jam gratia sequens opus mereri vitam aeternam de condigno. Exempli gratia, homo exsistens in peccato mortali sine gratia, si bona naturali intentione faciat opus bonum, id est, legat vel audiat missam, det eleemosynam etc., is meretur gratiam de congruo. 
Den sofistiske teologi.
       Her må man fordømme papisternes fordærvelige og ugudelige mening, som tillægger den gjorte gerning fortjeneste af nåden og syndernes forladelse. De siger nemlig: den gode gerning før nåden har værdi til at skaffe os "rimelighedsnåde". Men når vi har fået den nåde, fortjener den gerning, der følger efter, evigt liv fuldt fortjent. Hvis f. eks. et menneske, der lever i dødssynd uden nåde, af naturlig tilskyndelse gør en god gerning, f. eks. læser eller høre messe, giver almisse, osv, så fortjener han nåden af rimelighed. 
58 Impetrata hoc modo gratia de congruo, jam facit opus condignum et meritorium vitae aeternae. In primo quidem Deus non est debitor, sed quia est bonus et justus, decet eum, ut approbet tale opus, etiam in peccato mortali factum, et reddat (E184) pro tali officio gratiam. Post gratiam autem jam factus est Deus debitor, et jure cogitur dare vitam aeternam, quia jam non solum est opus liberi arbitrii, factum secundum substantiam, sed etiam factum in gratia gratificante, hoc est, in dilectione. Og har han på den måde opnået rimelighedsnåden, så gør han nu en fortjenestfuld gerning, der fortjener evigt liv. I første omgang er Gud vel ikke skyldig [at belønne den gode gerning], men da han er god og retfærdig, sømmer det sig for ham, at han godtager en sådan gerning, også selv om den er gjort af én, der er i dødsssynd, og belønner en sådan tjeneste med nåde. Men efter nåden er nu Gud gjort til skyldner og tvinges af retten til at give evigt liv, fordi det nu er den frie viljes gerning, gjort ikke blot ifølge lovens ydre fordring, men gjort i den nåde, der er Gud til behag, det vil sige, gjort i kærlighed. 
59        Haec est theologia regni antichristiani, quam ideo commemoro, ut eo melius intelligi possit disputatio Pauli, opposita enim juxta se posita magis illustria fiunt; deinde ut palam fiat, quam longe aberraverint a veritate caeci isti et caecorum duces, et quam ista sua impia et blasphema doctrina non solum obscuraverint, sed simpliciter sustulerint evangelium et Christum obruerint.         Dette er teologi fra antikrists rige, og jeg nævner den af den grund, at Paulus' drøftelse skal kunne forstås bedre. For når modsætningerne sættes overfor hinanden, træder de klarere frem; desuden gør jeg det, for at det kan blive klart, hvor langt disse "blinde vejledere for blinde" (Matt 15,14) afgiver fra sandheden, og blive klart, hvordan de med deres ugudelige og bespottelige lære ikke blot har formørket, men simpelthen udryddet evangeliet og undertrykt Kristus. 
60 Si enim ego exsistens in peccato mortali possum facere aliquod opusculum, quod non solum secundum substantiam sit gratum Deo, sed etiam possit mereri gratiam de congruo, et ubi habuero gratiam, possum facere opera secundum gratiam, id est, dilectionem, et acquirere de jure vitam aeternam: quid jam opus est mihi gratia Dei, remissione peccatorum, promissione, morte et victoria Christi? Christus plane jam mihi otiosus est. Habeo enim liberum arbitrium et vires faciendi bonum opus, per quod gratiam mereor de congruo, et postea vitam aeternam de condigno. Hvis jeg nemlig, når jeg lever i dødssynd, kan gøre bare en lille gerning, som ikke blot ifølge sin ydre skikkelse er gudvelbehagelig, men også kan fortjene mig en "rimelighedsnåde", og hvis jeg, når jeg har den nåde, kan gøre gerninger i overensstemmelse med nåden, det vil sige, kan udøve kærlighed, og således få ret til evigt liv, hvad nytte har jeg så af Guds nåde, syndernes forladelse, forjættelserne, Kristi død og sejr? Kristus er så blevet fuldstændig overflødig for mig. Jeg har nemlig en fri vilje og jeg har kræfter til at gøre en god gerning, gennem hvilken jeg fortjener "rimelighedsnåden", og bagefter får jeg fuldt fortjent evigt liv. 
61       Talia monstrosa portenta et horribiles blasphemiae debebant proponi Turcis et Iudaeis, non ecclesiae Christi. Et ea res satis ostendit papam cum suis episcopis, doctoribus, monachis etc. neque habuisse ullam cognitionem aut curam rerum sacrarum, neque sollicitos fuisse pro salute deserti et miserabiliter (E185) discerpti gregis. Nam si vel per nebulam vidissent, quid Paulus vocet peccatum, quid gratiam, tales abominationes et impias nugas non obtrusissent populo christiano. Ipsi peccatum mortale tantum intellexerunt de opere externo, commisso contra legem, ut est homicidium, adulterium, furtum etc.       Den slags frygtelige misfostre og forfærdelige bespottelser skulle man tro blev fremsat af tyrkerne og jøderne, ikke af Kristi kirke. Og dette viser tilstrækkelig tydeligt, at paven og hans biskopper, doktorer, munke, osv. aldrig har haft nogen erkendelse eller nogen omsorg for det hellige, og aldrig har bekymret sig for den forladte og elendigt adspredte hjords frelse. For om de blot dunkelt havde set, hvad Paulus kalder synd, og hvad han kalder nåde, så ville de ikke have påtvunget kristenfolket den slags vederstyggeligheder og ufromme narrestreger. Selv forstod de ved dødssynd blot den ydre gerning, overtrædelse af loven, f. eks. drab, utugt, tyveri osv. 
62 Non viderunt peccatum mortale esse ignorantiam, odium, contemtum Dei in corde, ingratitudinem, murmurationem contra Deum, aversari voluntatem Dei, carnem nihil posse cogitare, loqui et facere nisi contra Deum, pro diabolo. Si istas maximas pestes in natura hominis haerentes vidissent, non tam impie nugati fuissent de merito congrui et condigni etc. De ser ikke, at dødssynd er uvidenhed, had, foragt for Gud i hjertet, utaknemlighed, knurren mod Gud, opsætsighed mod Guds vilje, et kød, der ikke kan tænke, tale og handle andet end imod Gud for djævelen. Hvis de havde set disse store pestsygdomme klæbe til menneskets natur, så havde de ikke vrøvlet så ufromt om rimelighed- og fortjenstfuldsheds-nåde, osv. 
63         Quare proprie et diserte definiendum est, quid impius seu peccator mortalis sit. Est autem talis sanctus hypocrita et sanguinarius, qualis fuit Paulus, cum proficisceretur Damascum persecuturus Iesum Nazarenum, aboliturus doctrinam evangelii, trucidaturus fideles et prorsus eversurus ecclesiam Christi. Ea certe erant maxima et horrendissima peccata contra Deum, sed quae Paulus non potuit cernere. Ita enim excaecatus erat impio zelo Dei, ut sentiret ista nefanda flagitia esse summam justitiam, cultum et obsequium Deo gratissimum. Tales scilicet sancti, qui defendunt ejusmodi horribilia peccata esse summam justitiam, mererentur gratiam?        Derfor skal man definere rent og klart, hvad det vil sige at være en ugudelig eller en, der er i dødssynd. Det at være netop en sådan hellig hykler og blodtørstig, som Paulus var, da han drog til Damaskus for at forfølge Jesus fra Nazareth, tilintetgøre evangeliets lære, dræbe de troende og styrte Kristi kirke omkuld. Det var bestemt de største og mest forfærdelige synder imod Gud, men Paulus kunne ikke se det. For han var nemlig i den grad blind af en ugudelig stræben efter Gud, at han mente, at disse skændige forbrydelser var den højeste retfærdighed og en dyrkelse og en lydighed, der var Gud særdeles velbehagelig. Skulle mon sådanne hellige, som hævder, at den slags forfærdelige synder er den højeste retfærdighed, fortjene nåden? 
64         Quare cum Paulo in totum negamus meritum congrui et condigni, et certa fiducia pronuntiamus istas speculationes esse mera ludibria Satanae nunquam (E186) facta aut exemplis ostensa. Nemini enim unquam dedit Deus gratiam et vitam aeternam pro merito congrui et condigni. Sunt ergo illae disputationes scholasticorum de merito congrui et condigni tantum inania figmenta et speculabilia hominum otiosorum somnia de rebus nihili, super quae tamen universus papatus fundatus est, et adhuc hodie his nititur.        Derfor benægter vi ligesom Paulus "rimeligheds"- og "fuldværdig fortjenesten" og erklærer med fuld vished, at disse spekulationer er lutter Satans narrestreger, som aldrig har fundet sted, og som man aldrig har påvist eksempler på. For Gud giver intet menneske nåde og evigt liv for rimeligheds- og fuldværdig fortjeneste. Disse skolastiske disputationer om rimeligheds- og fuldværdig fortjenester er kun tomt opspind og ørkesløse menneskers fantasidrømme om ingenting. Men hele pavedømmet er dog grundlagt på det, og støtter sig på det til den dag i dag. 
65 Quisque enim monachus hanc habet imaginationem: Ego per observationem sanctae regulae possum mereri gratiam de congruo, operibus autem, quae post acceptam gratiam facio, tantum meritum accumulare possum, ut non tantum mihi sufficiat pro consequenda vita aeterna, sed etiam hoc aliis communicare et vendere possim. Sic docuerunt et vixerunt omnes monachi, et pro hac manifesta blasphemia in Christum defendenda nihil non tentant hodie contra nos papistae. Et quo quisque est sanctior hypocrita ac justitiarius, hoc deterior est evangelii Christi hostis. For enhver munk gør sig denne forestilling: Jeg kan ved at overholde den hellige regel fortjene mig rimelighedsnåden, men ved de gerninger, som jeg gør efter at jeg har modtaget nåden, kan jeg opspare så stor en fortjeneste, at det ikke blot rækker til mig selv til at fremskaffe evigt liv, men jeg kan også viderebefordre og sælge den til andre. (n65) Sådan lærte og levede alle munke, og for at forsvare denne klare bespottelse af Kristus er der ikke den ting, papisterne ikke forsøger sig med imod os i vore dage. Og jo helligere en hykler og gerningsretfærdig man er, des større fjende er man af Kristi evangelium. 
66 Vera christianismi ratio. 
       Vera autem christianismi ratio haec est, quod homo primum per legem agnoscat se esse peccatorem, cui impossible sit ullum bonum opus facere. Lex enim dicit: Tu es arbor mala, ideo omnia, quae cogitas, loqueris et facis, pugnant contra Deum. Non igitur poteris mereri gratiam operibus tuis. Si vero hoc tentas, facis malum deterius, quia, cum mala sis arbor, non  potes facere nisi malos fructus, hoc est, peccata. "Quidquid enim ex fide non est, peccatum est."  (Rom. 14,23).
Den sande kristendoms ræsonnement
       Men den sande kristendoms ræsonnement er dette, at mennesket først gennem loven erkender, at han er en synder, for hvem det er umuligt at gøre nogen god gerning. Loven siger nemlig: Du er et dårligt træ, derfor kæmper alt, hvad du tænker, taler og gør, imod Gud. Derfor kan du ikke fortjene nåden ved dine gerninger. Men hvis du forsøger på det, gør du det onde værre, for eftersom du er et dårligt træ, kan du ikke skabe andet end dårlige frugter, det vil sige: synder. "For hvad der ikke er af tro, er synd". (Rom 14,23). (n66
67 Quare velle mereri gratiam (E187) praecedentibus operibus, est velle Deum placare peccatis, quod nihil aliud est, quam peccatis addere peccata, ridere Deum, et ejus iram provocare. Cum homo sic eruditur lege, terretur et humiliatur, vereque videt magnitudinem peccati sui, ac ne micam quidem dilectionis Dei invenit, justificat Deum in verbo suo, et fatetur se reum aeternae mortis et damnationis. Est igitur prior christianismi pars praedicatio poenitentiae et cognitionis sui ipsius. Derfor: at ville fortjene nåden ud fra de forudgående gerninger, er at ville behage Gud med synder, hvilket ikke er andet end at føje synd til synd, at gøre grin med Gud og fremkalde hans vrede. Når et menneske undervises således af loven, slås med rædsel af loven og ydmyges af den, og ser den sande størrelse af sin synd, og ikke finder den mindste gran af kærlighed til Gud, så gør det Gud retfærdig i hans ord, og indrømmer at være skyldig til evig død og fordømmelse. Altså er den første del af kristendommen en prædiken til bod og selverkendelse. 
68        Altera pars: Si vis salvus fieri, salus non contingit per opera, sed Deus misit unigenitum filium suum in mundum, ut nos per eum vivamus. Is crucifixus, mortuus est pro te, et obtulit peccata tua in corpore suo. Ibi nulla est congruitas aut opus ante gratiam, sed mera ira, peccatum, pavor, mors. Itaque lex ostendit tantum peccatum, perterrefacit et humiliat, atque hoc modo praeparat ad justificationem, et impellit ad Christum.         Den anden del: Hvis du vil frelses, bliver du ikke frelst gennem gerninger, men Gud sendte sin énbårne søn til verden, for at vi skal leve gennem ham (1 Joh 4,9). Han blev korsfæstet, han døde for dig, og bar dine synder på sit legeme (1 Pet 2,24). Derfor er der heller ingen "rimelighed" eller gerning før nåden, men lutter vrede, synd, bæven, død. Derfor påviser loven kun synden, slår med rædsel og ydmyger, og forbereder på den måde til retfærdiggørelsen og driver hen til Kristus. 
69 Deus enim revelavit per suum verbum se fore propitium patrem, qui velit sine nostro merito, cum nihil mereri possimus, nobis donare gratis remissionem peccatorum, justitiam et vitam aeternam propter Christum. Nam Deus est, qui sua dona gratis largitur omnibus, eaque est laus divinitatis ipsius. Sed hanc suam divinitatem non potest defendere contra justitiarios, qui gratiam et vitam aeternam non volunt gratis accipere ab eo, sed illa mereri suis operibus, ideo simpliciter volunt ei adimere gloriam divinitatis. Ut ergo hanc retinere possit, legem praemittere cogitur, quae terreat et conterat quasi fulmen et tonitru quoddam coeleste illas durissimas petras. (E188)  For Gud åbenbarede gennem sit ord, at han er en nådig fader, som uden vor fortjeneste, for vi kunne ikke fortjene noget, af nåde vil give os syndernes forladelse, retfærdighed og evigt liv for Kristi skyld. For er den, som af nåde uddeler sine gaver til alle, og det tjener hans guddommelighed til pris. Men han kan ikke forsvare denne guddommelighed overfor de gerningsretfærdige, som ikke vil modtage nåde og evigt liv fra ham af nåde, men vil fortjene det med deres gerninger, og derfor simpelthen vil berøve ham hans guddommeligheds ære. For at han kan holde fast på den, er han derfor tvunget til først at sende loven, som slår med rædsel og som lyn og torden fra himlen knuser disse stenhårde klipper. 
70        Haec in summa nostra est theologia de justitia Christiana contra abominationes et portenta sophistarum de merito congrui et condigni, seu de operibus ante gratiam et post gratiam. Ea enim inanissima somnia homines securi, qui nullis unquam tentationibus et veris pavoribus peccati et mortis exercitati sunt, e suo capite finxerunt, ideo non intelligunt, quid loquantur, aut de quibus affirment. Deinde nullum exemplum operis ante gratiam et post gratiam potest dari. Sunt igitur nugacissimae fabulae, quibus papistae se ipsos et alios deludunt. Ratio, quia Paulus hic manifestissime dicit hominem non justificari ex operibus legis, sive praecedentibus (de quibus hic loquitur) sive sequentibus. Vides ergo, quod Christiana justitia non est inhaerens forma, ut sophistae loquuntur, cum dicunt.        Dette er i en nøddeskal vores teologi om den kristne retfærdighed i modsætning til sofisternes afskyelige misfostre om rimeligheds- og fuldt retfærdige fortjenester, eller om gerninger før nåden og efter nåden. For dette er fuldstændig indholdsløse drømmesyner, som sikre mennesker, der aldrig har erfaret nogen anfægtelser og nogen sand bæven for deres synder og deres død, har udspundet af deres hoved, derfor forstår de ikke, hvad de siger, eller hvad de udtaler sig så sikkert om. (1 Tim 1,7). Desuden kan de ikke angive noget eksempel på gerninger før nåden og efter nåden. Det er derfor de mest naragtige fabler, som papisterne narrer sig selv og andre med. Det er grunden til, at Paulus her så udtrykkeligt siger, at menneske ikke kan retfærdiggøres af lovgerninger, hverken forudgående (som han taler om her) eller efterfølgende. Du ser altså, at den kristne retfærdighed ikke er nogen iboende beskaffenhed, som sofisterne siger. 
71 Theologia scholastica.
       Quando homo facit aliquod bonum opus, illud Deus acceptat, et pro illo opere infundit ei caritatem. Hanc infusam caritatem dicunt esse qualitatem haerentem in corde, eamque vocant formalem justitiam (expedit vobis scire istum modum loquendi), nihilque minus audire possunt, quam istam qualitatem, informantem cor ut albedo parietem, non esse justitiam. 
Den skolastiske teologi.
       De siger nemlig: Når mennesket gør en god gerning, godtager Gud den, og som belønning for denne gerning indgyder han kærlighed i ham. Denne indgydte kærlighed siger de er en iboende kvalitet i hjertet, og de kalder den den formale retfærdighed (det er nyttigt for jer at kende denne udtryksmåde), og der er ikke noget, de bryder sig mindre om at høre, end at denne kvalitet, der giver hjertet dets form, på samme måde sin den hvide farve giver væggen dens præg, ikke er retfærdighed. 
72 Non altius possunt ascendere, quam ad illam cogitationem humanae rationis: Homo est justus formali sua justitia, quae est gratia gratum faciens, id est, dilectio. Sic isti habitui et formae inhaerenti animae, id est, caritati, quae est opus et donum secundum legem (quia lex (E189) dicit: Diliges dominum etc.) tribuunt justitiam formalem, et dicunt eam esse dignam vita aeterna, et eum, qui hanc habet, dicunt formaliter esse justum; deinde etiam effective, quia jam bona opera facit, quibus debetur vita aeterna. Haec est sophistarum opinio et eorum, qui optimi sunt. De kan ikke stige højere op end til følgende overvejelse af den menneskelige fornuft: Mennesket er retfærdigt gennem sin iboende retfærdighed, som er en nåde, der gør velbehagelig for Gud, det vil sige gennem kærligheden. Således tillægger de denne vane og sjælens iboende form, det vil sige: kærligheden, som er en gerning og gave ifølge loven (fordi loven siger: du skal elske Herren, din Gud, osv.), en iboende retfærdighed, og siger, at den er værdig til evigt liv, og den, som har den, siger de er iboende retfærdig; men desuden er han også effektivt retfærdig, fordi han nu gør gode gerninger, hvorigennem han kan fortjene sig evigt liv. Dette er, hvad de bedste blandt sofisterne mener. 
73         Alii non sunt tam boni, ut Scotus et Occam, qui dixerunt non opus esse pro acquirenda gratia Dei caritate illa divinitus donata, sed hominem posse ex naturalibus viribus elicere caritatem Dei super omnia. Sic enim Scotus colligit: Si homo potest diligere creaturam, adolescens puellam, avarus pecuniam, quae sunt minus bonum, potest etiam diligere Deum, qui est majus bonum. Si homo habet ex naturalibus viribus dilectionem creaturae, multo magis habet dilectionem creatoris.        Andre er ikke så gode, f. eks. Scotus og Occam, som siger, at der for at opnå Guds nåde ikke er brug for den kærlighed, der bliver givet på guddommelig vis, nej, mennesket kan af sine naturlige kræfter vælge at elske Gud over alle ting. For Scotus påstår følgende: Hvis mennesket kan elske skabningen, den unge mand pigen, den gerrige pengene, som er et mindre gode, så kan det også elske Gud, som er det større gode. Hvis mennesket ud fra sine naturlige kræfter har kærlighed til skabningen, så kan det så meget mere have kærlighed til skaberen. 
74 Hoc argumento fuerunt omnes sophistae convicti, et nemo ex eis hoc potuit solvere. Dixerunt tamen: Scriptura nos cogit fateri Deum ipsum ultra naturalem amorem, quo non est contentus, exigere etiam caritatem donatam a se. Per hoc accusant Deum esse saevum tyrannum et crudelem exactorem, qui non sit contentus, quod servo et impleo legem suam, sed ultra legem, quam bene implere possum, etiam exigat, ut circumstantia et ornatu seu vestitu quodam impleam; ut si hera non esset contenta, quod coca optime parasset cibos, sed expostularet cum ea, quod non parasset cibos induta pretiosa veste et ornata corona aurea. Af dette argument er alle sofister blevet overbevist, og ingen af dem har kunnet gendrive det. Dog siger de: Skriften tvinger os til at indrømme, at Gud selv ud over den naturlige kærlighed, som han ikke er tilfreds med, også kræver en kærlighed, som er skænket af ham. Derigennem anklager de Gud for at være en grusom tyran og en grum opkræver, som ikke er tilfreds med, at jeg adlyder og opfylder hans lov, men udover loven, som jeg godt kan opfylde, også kræver, at jeg opfylder den på særlig vis, med en særlig prydelse eller klædning; som hvis fruen ikke var tilfreds med, hvad kokkepigen på bedste vis havde tilberedt af mad, men bebrejdede hende, at hun ikke tilberedte måltidet iført prægtig klædning og smykket med en guldkrone. 
75 Qualis haec esset domina, quae praeter hoc, quod coca debet, et etiam egregie praestat, exigit gestari ab ea auream coronam, quam (E190) habere non potest? Sic cujusmodi esset Deus, qui exigeret a nobis legem suam, quam alioqui naturalibus viribus servamus, tali ornatu impleri, quem tamen habere non possumus? Hvad ville det være for en herskerinde, som udover det, som kokkepigen bør gøre, og også havde gjort på udmærket vis, krævede, at hun skulle bære en guldkrone, som hun ikke kunne have på? På samme måde: Hvad ville det være for en Gud, som krævede sin lov, som vi nok ud af vore naturlige kræfter kunne overholde, overholdt af os, iført en prydelse, som vi ikke kunne have på? 
76         Sed hic distinctionem faciunt, ne videantur contraria asserere, et dicunt legem dupliciter impleri, primo secundum substantiam facti, deinde secundum intentionem praecipientis. Secundum substantiam facti, id   est, quoad rem ipsam possumus simpliciter implere omnia, quae lex praecipit, sed non secundum intentionem praecipientis, quae est, quod Deus non est contentus te fecisse et implesse omnia, quae in lege mandata sunt, quanquam non habeat, quod amplius exigat, sed ultra hoc exigit, ut in caritate legem facias, non naturali, quam habes, sed supernaturali et divina, quam ipse dat.        Men så foretager de den distinktion -- for ikke at synes selvmodsigende -- at de siger, at loven skal opfyldes på to måder, først med henblik på gerningen selv, dernæst med henblik på lovgiverens hensigt. Med henblik på gerningen selv, det vil sige, hvad sagen selv angår kan vi simpelthen opfylde alt, hvad loven kræver, men det kan vi ikke med henblik på lovgiverens hensigt, hvilket betyder, at Gud ikke er tilfreds med, at du har gjort og opfyldt alt, som er befalet i loven, og skønt han ikke har noget, han kan kræve yderligere, kræver han alligevel, at du skal udføre loven af kærlighed, ikke af den naturlige kærlighed, som du har, men af den overnaturlige og guddommelige, som han selv giver. 
77 Quid hoc aliud est, quam ex Deo facere tyrannum et carnificem, qui hoc exigit a nobis, quod praestare non possumus? Et parum abfuit, quin manifesto dicerent non fieri nostra culpa, quod damnemur, sed Dei, quod ista circumstantia exigit legem suam a nobis impleri. Hvad er det andet, end at gøre Gud til en tyran og en bøddel, som kræver det af os, som vi ikke kan yde? (n77) Det er ikke langt fra, at de udtrykkeligt siger, at det ikke er vor skyld, at vi bliver fordømt, men Guds skyld, fordi han kræver sin lov opfyldt af os med denne tilføjelse. 
78          Ista repeto et pluribus inculco ad illustrandam illam causam, ut videatis, quam longe aberraverint a sententia scripturae, qui dixerunt nos naturalibus viribus Deum super omnia diligere posse, vel saltem ex opere operate mereri gratiam et vitam aeternam. Quia vero Deus non sit contentus legem impleri a nobis secundum substantiam facti, sed velit eam impleri etiam secundum intentionem praecipientis, ideo cogat (E191) nos scriptura sancta habere habitum supernaturalem, e coelo infusum, qui est caritas, quam dixerunt esse formalem justitiam, informantem et ornantem fidem, facientemque ut ea justificet. Sic fides est corpus, siliqua, color, caritas vero est vita, nucleus, forma. Haec sunt scholasticorum somnia.         Jeg gentager dette og understreger det for at belyse denne sag, så I kan se, hvor meget de er afveget fra skriftens mening, de, der siger, at vi ud af vore naturlige kræfter kan elske Gud, eller i hvert fald ud fra gerningens ydre fuldførelse kan fortjene nåden og evigt liv. Men fordi Gud ikke er tilfreds med at loven opfyldes af os efter dens ydre form, men vil at den skal opfyldes også efter lovgiverens hensigt, derfor tvinger den hellige skrift os til at en overnaturlig beskaffenhed, indgydt fra himlen, som er kærlighed, og som de sagde er den ydre retfærdighed, der må oplyse og pryde troen, så den bevirker, at den kan retfærdiggøre. Således er troen det ydre legeme, skallen, farven, men kærligheden er livet, kernen, det indre væsen. Dette er skolastikernes fantasier. 
79         Nos autem loco caritatis istius ponimus fidem, et quemadmodum ipsi dicunt fidem monogramma, et caritatem vivos colores et plenitudinem ipsam, ita nos econtra dicimus fidem apprehendere Christum, qui est forma, quae fidem ornat et informat, ut color parietem. Quare fides Christiana non est otiosa qualitas vel vacua siliqua in corde, quae possit exsistere in peccato mortali, donec caritas accedat et eam vivificet, sed si est vera fides, est quaedam certa fiducia cordis et firmus assensus, quo Christus apprehenditur, ita ut Christus sit objectum fidei, imo non objectum, sed, ut sic dicam, in ipsa fide Christus adest.        Men vi anbringer troen på kærlighedens plads, og ligesom de siger, at troen er skitsen, og kærligheden de levende farver og selve fylden, således siger vi modsat, at troen griber Kristus, som er det indre væsen, som pryder og giver troen skikkelse, ligesom farven sætter præg på væggen. Den kristne tro er derfor ikke en uvirksom egenskab eller en tom skal i hjertet, som kan findes i dødssynd, indtil kærligheden kommer til og levendegør den, nej, hvis det er den sande tro, er den en sikker tillid i hjertet og en fast forvisning, hvormed Kristus gribes, sådan at Kristus er troens genstand, eller rettere ikke dens genstand, men om jeg så må sige, Kristus er tilstede i selve troen. 
80 Fides ergo est cognitio quaedam vel tenebra, quae nihil videt, et tamen in istis tenebris Christus fide apprehensus sedet, sicut Deus in Sinai et in templo sedebat in medio tenebrarum. Est ergo formalis nostra justitia, non caritas informans fidem, sed ipsa fides et nebula cordis, hoc est, fiducia in rem, quam non videmus, hoc est, in Christum, qui, ut maxime non videatur, tamen praesens est. Troen er altså en erkendelse eller et mørke, som intet ser, og dog sidder den Kristus, troen har grebet, i dette mørke, ligesom Gud sad på Sinai og i templet midt i mørket. (Es 6,1f) Troen er altså vores retfærdigheds inderste, ikke kærligheden, som former troen, men troen sellv og hjertets tåge, det vil sige, tiltro til den sag, vi ikke ser, det vil sige, til Kristus, som selv om han bestemt ikke ses, dog er tilstede. 
81         Iustificat ergo fides, quia apprehendit et possidet istum thesaurum, scilicet Christum, praesentem. Sed quo modo praesens sit, non est cogitabile, quia sunt tenebrae, ut dixi. Ubi ergo vera fiducia cordis est, (E192) ibi adest Christus in ipsa nebula et fide. Eaque est formalis justitia, propter quam homo justificatur, non propter caritatem, ut sophistae loquuntur. Summa: sicut sophistae dicunt caritatem formare et imbuere fidem, sic nos dicimus Christum formare et imbuere fidem, vel formam esse fidei.         Troen retfærdiggør altså, fordi den griber og besidder denne skat, det vil sige: Kristus, som er nærværende. Men på hvilken måde han er nærvævende, det forstår ingen, for det er som sagt mørke. Hvor da hjertets sande tillid er, der er Kristus til stede i selve tågen og troen. Og dette er den inderste retfærdighed, på grund af hvilken mennesket retfærdiggøres, ikke på grund af kærlighed, som sofisterne siger. Kort sagt: ligesom sofisterne siger, at kærligheden former og gennemtrænger troen, således siger vi, at Kristus former og gennemtrænger troen, eller er troens inderste. 
82 Ergo fide apprehensus et in corde habitans Christus est justitia Christiana, propter quam Deus nos reputat justos et donat vitam aeternam. Ibi certe nullum est opus legis, nulla dilectio, sed longe alia justitia et novus quidam mundus extra et supra legem, Christus enim vel fides non est lex nec opus legis. De hac re, quam neque docuerunt neque intellexerunt sophistae, infra dicemus copiosius. Iam satis sit breviter monuisse Paulum hic non loqui tantum de ceremoniali, sed de tota lege. Altså, Kristus, grebet i troen og boende i hjertet er den kristne retfærdighed, på grund af hvilken Gud regnes os for retfærdige og giver os evigt liv. Dèr er der bestemt ingen lovgerning, ingen kærllighed, men en helt anden retfærdighed og en ny verden udenfor og over loven, for Kristus eller troen er ikke nogen lov eller lovgerning. Om dette, som sofisterne hverken lærer eller forstår, vil vi senere tale mere udførligt. Nu må det være nok at påpege, at Paulus her ikke kun taler om ceremonialloven, men om hele loven. 
83         Monui supra valde perniciosum esse errorem, quod scholastici theologi docuerunt hominem hac ratione consequi remissionem peccatorum et justificationem, si operibus praecedentibus, quae appellant merita congrui, mereatur gratiam, quam vocant qualitatem inhaerentem voluntati, divinitus donatam supra illam dilectionem, quam viribus naturalibus habemus; hac habita dicunt hominem esse justum formaliter et vere christianum. Illa, inquam, impia et pestilens persuasio est, quia non facit nisi Turcam, Iudaeum, anabaptistam, fanaticum hominem etc. Quis enim non posset virtute humana, sine gratia facere opus bonum et hoc modo mereri gratiam etc.? Sic somniatores illi fidem fecerunt inanem qualitatem in anima, quae (E193) sola nihil valeat sine caritate, caritate vero accedente sit efficax et justificet.        Ovenfor hævdede jeg, at det var en meget farlig fejl, når de skolastiske teologer sagde, at mennesket på den måde opnåede syndsforladelse og retfærdigørelse, hvis man i kraft af forudgående gerninger, som de kalder rimelighedsfortjenester, fortjener nåden, som efter deres opfattelse er en beskaffenhed ved viljen, som Gud har givet udover den kærlighed, som vi har ved vore naturlige kræfter; når et menneske så har den, siger de, at mennesket i sig selv er retfærdigt og er en sand kristen. Her er det jeg siger, at dette er en ugudelig og fordærvelig opfattelse, fordi den ikke skaber andet end tyrker, jøder, gendøbere og fanatiske mennesker. For hvem kan ikke ud af menneskelig kraft uden nåde gøre en god gerning og på den måde fortjene nåden? Sådan går disse fantaster troen til en tom kvalitet i sjælen, som overhovedet intet er værd uden kærligheden, først når kærligheden kommer til er den virksom og retfærdiggør. 
84        Sequentia autem opera dixerunt valere ad promerendam vitam aeternam de condigno, ita quod Deus propter caritatem, quam infudit voluntati hominis, acceptet illud opus sequens ad vitam aeternam. Sic enim loquuntur Deum   acceptare bonum opus ad vitam aeternam, malum autem opus deacceptare ad damnationem et poenam aeternam. Audierunt per somnium de acceptatione, eam postea relationem tribuerunt operibus. Ista omnia erronea sunt et blasphema in Christum, quanquam non omnes tam bene loquuntur, sed quidam, ut diximus, docuerunt nos ex puris naturalibus posse Deum supra omnia diligere. Haec prodest nosse, ut magis perspicua reddatur Paulina disputatio.        Men om de gerninger, der følger efter nåden, har de sagt, at de er gyldige til at fremme evigt liv efter fuld fortjeneste, således at Gud på grund af den kærlighed, som han har indgydt i den menneskelige vilje, anerkender den derpå følgende gerning som en gerning der fører til evigt liv. For de siger således, at Gud anerkender den gode gerning til evigt liv, men den onde misbilliger han til fordømmelse og evig straf. De har i deres fantasier hørt om anerkendelse, og den satte de siden i forbindelse med gerningerne. Alt dette er fejlagtigt og spotter Kristus, skønt ikke alle taler så godt, men nogle lærer som sagt, at vi endog ud af vore rent naturlige kræfter kan elske Gud over alle ting. Dette er gavnligt at vide, så Paulus drøftelse kan blive klarere. 
85 Vera christianismi ratio.
        Contra illas nugas et inanissima somnia, ut et supra admonuimus, sic nos docemus fidem et veram christianismi rationem, ut homo primum erudiatur lege ad cognitionem sui, ut discat orare cum propheta: "Omnes peccaverunt et egent gloria Dei;"   item: "Non est justus, ne unus quidem, non est intelligens, non est requirens Deum, omnes declinaverunt etc." (Psalm. 14, 3.); item: "Tibi soli peccavi etc." (Psalm. 51, 6.)   Sic contrario modo absterremus homines a merito congrui et condigni. 
Om kristendommens sande indhold.
      Imod disse narrestreger og tomme fantasier, som vi også ovenfor har formanet om, lærer vi således om troen og kristendommens sande indholt, at mennesket først skal oplæres af loven, så det kommer til erkendelse af sig selv, så det lærer at bede med profeten: "Alle har syndet og mangler æren fra Gud"(Rom 3,23), og: "Der er ingen retfærdig, ikke én, der er ingen forstandig, der er ingen, der søger Gud, alle er afvegne, osv." (Rom 3,10ff), og ligeledes: "Mod dig har jeg syndet osv." (Sl 51,6). Således skræmmer vi ved en modsat metode menneskene bort fra dette med billighedsfortjeneste og fuldgyldig fortjeneste. 
86 Humiliato autem homine per legem et redacto in sui cognitionem, tum vere constitutus est poenitens (vera enim   poenitentia incipit (E194) a timore et judicio Dei) videtque se tam magnum peccatorem, ut suis viribus, studiis et operibus non possit a peccatis liberari. Tam demum recte intelligit, quid Paulus velit, cum dicit hominem esse servum et captivum peccati, item, Deum omnia conclusisse sub peccatum, totum mundum reum esse coram Deo etc. Ibi videt meram mataiologian esse sophistarum theologiam de merito congrui et condigni, et ruere totum papatum. Men når mennesket er ydmyget gennem loven og ført frem til at erkende sig selv, da er det virkelig blevet en bodfærdig (for den sande bod begynder med frygt for Gud og for hans dom). Og da ser det sig selv som en så stor synder, at det ikke kan blive befriet fra sine synder ved sine egne kræfter, anstrengelser eller gerninger. Da først forstår det ret, hvad Paulus ville, da han sagde, at mennesket er syndens slave og fange, og ligeledes, at Gud har indesluttet alt under synd (Gal 3,22), at hele verden står strafskyldig overfor Gud osv (Rom 3,19). Da ser det, at al sofisternes teologi om billighedsfortjeneste og fuldgyldig fortjenest er lutter tom snak, og da ser det, at hele pavedømmet falder sammen. 
87           Hic tum oritur hujusmodi suspirium: Quis tum potest opem ferre? Nam sic lege homo exterritus desperat prorsus de viribus suis, circumspectat et suspirat auxilium mediatoris et salvatoris. Ibi tum tempestive venit salutare verbum evangelii, et dicit: Confide fili, remittuntur tibi peccata.        Heraf opstår dette suk: Hvem kan da hjælpe? For hvis loven slår mennesket med rædsel og det fortvivler helt over sine egne kræfter, så ser det sig omkring og sukker efter midlerens og frelserens hjælp. Så er det den rette tid til, at evangeliets frelsende ord kommer og siger: Vær frimodig, søn, dine synder forlades dig. (Matt 9,2) 
88 Crede in Iesum Christum pro peccatis tuis crucifixum etc. Si sentis peccata, noli ea in te adspicere, sed memineris ea translata esse in Christum, cujus livores te sanaverunt etc. Esa. 53. (v. 5.) 1. Pet. 2. (v. 24). Hoc initium est salutis, hoc modo liberamur a peccato, justificamur et donatur nobis vita aeterna, non propter nostra merita et opera, sed propter fidem, qua Christum apprehendimus. Tro på, at Jesus Kristus er korsfæstet for dine synder, osv. Hvis du føler synderne, skal du ikke se på dem i dig, men huske på, at de er overført til Kristus, hvis sår helbreder dig, osv. (Es 53,3; 1 Pet 2,24). Dette er begyndelsen til frelsen, på den måde befries vi fra synden, vi retfærdiggøres og der gives os evigt liv, ikke på grund af vore fortjenester og gerninger, men på grund af den tro, hvormed vi hænger fast ved Kristus. 
89 Quare nos quoque facimus qualitatem et formalem justitiam in corde, non caritatem, ut sophistae, sed fidem; sic tamen, ut cor nihil aliud spectet et apprehendat quam Christum salvatorem. Ibi autem necesse est, ut scias, quid sit Christus definitive. Hoc ignorantes sophistae fecerunt eum judicem et tortorem, et excogitaverunt illud stultissimum commentum de merito congrui et condigni. (E195)  Derfor gør vi os også en kvalitet og en iboende retfærdighed i hjertet, ikke kærligheden, som sofisterne mener, men troen; dog således, at hjertet ikke ser hen til andet og knytter sig til andet end Kristus, frelseren. Men her er det nødvendigt, at du véd, hvad Kristus er pr definition. Det er sofisterne uvidende om; de gør ham til en dommer og en bøddel, og udtænker dette tåbelige opspind om rimelighedsfortjeneste og fuldgyldig fortjeneste. 
90        Christus autem definitive non est legislator, sed propitiator et salvator. Hoc fides apprehendit, et sine dubio credit eum opera et merita congrui et condigni fecisse superabundanter. Potuisset enim per unicam guttulam sanguinis satisfacere pro peccatis mundi. Iam autem copiose satisfecit. Ebr. 9. (v. 3): "Per proprium sanguinem intravit semel in sancta etc.," et Ro. 3. (v. 25.) : ,,Iustificati gratis per gratiam Dei, per redemtionem, quae est in Christo Iesu, quem proposuit Deus propitiatorium per fidem in sanguine ipsius etc." Ideo magna res est fide apprehendere Christum portantem peccata mundi, eaque fides sola reputatur ad justitiam, Ro. 3. et 4.         Men Kristus pr definition er ikke nogen lovgiver, men en forsoner og en frelser. Dette griber troen fast i og tror uden at tvivle på, at han har skabt en overflod af gerninger og rimeligheds og fuldgyldige fortjenester. Han ville nemlig med én eneste dråbe af sit blod kunne gøre fyldest for verdens synder. "Med sit blod gik han én gang ind i helligdommen, osv" (Hebr 9,12) og Rom 3,25: "Vi retfærdiggøres uforskyldt ved Guds nåde, gennem den forløsning, der er i Kristus Jesus, som Gud har fremsat som nådestol gennem tro på hans blod, osv".Derfor er det en stor ting med troen at kunne gribe Kristus, der bærer verdens synder, og alene denne tro regnes til retfærdighed, Rom 3 og 4. 
91          Hic observandum est, ista tria, fidem, Christum, acceptionem seu reputationem, conjungenda esse. Fides apprehendit Christum, et habet eum praesentem, inclusumque tenet ut annulus gemmam, et qui fuerit inventus hac fiducia apprehensi Christi in corde, illum reputat Deus justum.    Haec ratio est et meritum, quo pervenimus   ad remissionem peccatorum et justitiam. Quia credis, inquit Deus, in me, et fides tua apprehendit Christum, quem tibi donavi, ut  esset mediator et pontifex tuus, ideo sis justus.         Her skal man lægge mærke til, at disse tre, troen, Kristus og accepten eller tilregnelsen, må holdes sammen. Troen griber Kristus, og har ham som nærværende, holder ham indesluttet som ringen ædelstenen, og den, der er blevet fundet at gribe Kristus i hjertet med en sådan tro, ham regner Gud for retfærdig. Det er den måde og den fortjeneste, hvorved vi når frem til syndernes forladelse og retfærdighed. Fordi du tror på mig, siger Gud, og din tro griber fat i Kristus, som jeg har givet dig til t være din mellemmand og ypperstepræst, derfor er du retfærdig. 
92 Itaque Deus acceptat seu reputat nos justos solum propter fidem in Christum etc.,   et valde necessaria est acceptatio seu reputatio, primum, quia nondum sumus perfecte justi, sed in hac vita haeret adhuc peccatum in carne. Hoc reliquum in carne peccatum purgat in nobis Deus. Deinde relinquimur etiam quandoque a Spiritu sancto, et labimur in peccata, ut Petrus, David (E196) et alii sancti.  Således godkender eller tilregner Gud os alene på grund af troen på Kristus, osv, at vi er retfærdige, og denne godkendelse eller tilregnelse er meget nødvendig, for vi er aldrig fuldkommen retfærdige, men i dette liv sidder synden hidtil fast i vort kød. Den synd, der er tilbage i kødet udrenser Gud i os. Dernæst forlades vi også af og til af Helligånden, og vi falder i synd, som Peter, David og andre helgener. 
93 Habemus tamen semper regressum ad istum articulum, quod peccata nostra tecta sint, quodque Deus ea non velit nobis imputare, Psal. 32. et Ro. 4., non quod peccatum non adsit (ut sophistae docuerunt, tamdiu bene operandum esse, donec nobis conscii simus nullius peccati), imo peccatum adest vere, et pii illud sentiunt, sed absconditum est et non imputatur nobis a Deo propter Christum, quem quia fide apprehendimus, oportet omnia peccata non esse peccata. Ubi vero Christus et fides non est, ibi nulla est remissio peccatorum, nulla absconsio, sed mera imputatio et damnatio peccatorum. Sic Deus vult glorificari filium, et ipse glorificari in nobis per eum. Men vi kan dog altid vende tilbage til denne artikel, at vore synder er dækket, og at Gud ikke vil tilregne os dem, Sl 32 og Rom 4, ikke fordi synden ikke er der (som sofisterne lærer, at vi skal gøre gode gerninger så længe, indtil vi ikke er os nogen synd bevidst), nej synden er virkelig til stede, og de fromme føler den, men den er skjult og tilregnes os ikke af Gud på grund af Kristus, og fordi vi holder ham fast med troen, så bør al synd ikke være synd. Men hvor Kristus og troen ikke er, dèr er der ingen syndernes forladelse, ingen skjulthed men lutter tilregnelse og fordømmelse af synderne. Således vil Gud, at sønnen skal herliggøres, og selv vil han herliggøres i os gennem ham. 
94         Postquam fidem in Christum sic docuimus, docemus etiam de bonis operibus. Quia apprehendisti fide Christum, per quem justus es, incipe nunc bene operari, dilige Deum et proximum, invoca, gratias age, praedica, lauda, confitere Deum, benefac et servi proximo, fac officium tuum. Haec vere sunt bona opera, quae fluunt ex ista fide et hilaritate cordis concepta, quod gratis habemus remissionem peccatorum per Christum.       Efter at vi har lært således om Kristus, lærer vi også om gode gerninger. Fordi du med troen har grebet Kristus, gennem hvem du er retfærdig, skal du nu begynde at gøre gode gerninger, du skal elske Gud og næsten, du skal påkalde, takke, prædike, prise og bekende Gud, gøre vel mod og tjene næsten, udføre dit embede. Dette er de virkelig gode gerninger, som flyder ud af denne tro og foretager med et muntert hjerte, fordi vi har syndernes forladelse gennem Kristus for intet. 
95 Quidquid postea crucis et passionum ferendum venit, toleratur suaviter. Nam jugum, quod Christus imponit, suave, et onus ipsius leve est. Remisso enim peccato et conscientia liberato ab onere et morsu peccati christianus omnia facile ferre potest. Quia intus omnia sunt suavia et dulcia, ideo omnia volens facit et patitur. Quando autem homo in propria justitia incedit, quidquid facit et patitur, grave et molestum ei est, quia invitus facit. (E197)  Hvad man sidenhen må bære af kors og lidelser, skal roligt finde sig i. For det åg, Kristus lægger på os, er gavnligt og hans byrde let. (Matt 11,30). For når synden er forladt og samvittigheden befriet fra syndens byrde og bid, kan en kristen let bære alt. Fordi alting indvendigt er mildt og blidt, derfor gør og lider han gerne alt. Men når et menneske skrider frem i sin egen retfærdighed, så er det, han gør og lider, tungt og besværligt, for han gør det modvilligt. 
96        Definimus ergo hunc esse christianum, non qui non habet aut non sentit peccatum, sed cui illud a Deo propter fidem in Christum non imputatur. Ista doctrina affert firmam consolationem conscientiis in veris pavoribus, ideoque non frustra tam saepe et tanta diligentia inculcamus remissionem peccatorum et imputationem justitiae propter Christum; item, quod christiano nihil prorsus negotii debeat esse, praesertim in tentatione, cum lege et peccato.        Vi fastslår altså, at det menneske er kristent, ikke det, som ikke har eller føler synden, men det, for hvem den ikke tilregnes af Gud på grund af troen på Kristus. Denne lære giver den stærkeste trøst for samvittighederne i det virkelige angst, og derfor er det ikke uden grund, at vi så ofte og med sådan omhu indprenter syndernes forladelse og retfærdighedens tilregnelse på grund af Kristus, og ligeledes indprenter, at en kristen, især ikke i anfægtelse, skal have nogetsomhelst at gøre med loven og synden. 
97 Quatenus est christianus, est supra legem et peccatum. Habet enim in corde praesentem et inclusum, ut annulus gemmam, Christum, legis dominum. Itaque cum lex eum accusat, peccatum perterrefacit etc., intuetur in Christum, quo fide apprehenso habet secum victorem legis, peccati, mortis et diaboli, qui illis omnibus imperat, ne nocere possint. For så vidt han er kristen, står han over loven og synden. Han har nemlig Kristus tilstede og indesluttet i sit hjerte, som ringen ædelstenen, og Kristus er lovens herre. Når derfor loven anklager ham, synden slår ham med rædsel, osv., så ser han hen på Kristus, for når han i troen holder sig til ham, har han med sig den sejrherre over loven, synden, døden og djævelen, som hersker over dem alle, at de ikke skal kunne skade. 
98          Quare christianus proprie definitus est liber ab omnibus legibus, et nulli prorsus nec intus nec foris subjectus. Sed significanter dico in quantum christianus (non in quantum masculus aut foemina), hoc est, in quantum habet conscientiam imbutam, ornatam et ditatam illa fide, illo magno et incomprehensibili thesauro, vel, ut Paulus ait, inenarrabili dono, quod non potest satis magnifiere et laudari, quia facit filios et heredes Dei. Hinc christianus etiam major est toto mundo, quia hoc parvum, ut videtur, donum habet in corde, sed parvitas hujus doni et pretii, quod in fide tenet, major est coelo et terra, quia Christus major est, qui hoc donum est. c       Derfor er en kristen, når man definerer det ret, fri fra alle love, og ikke underkastet nogen hverken indvendigt eller udvendigt. Men jeg siger udtrykkeligt "for så vidt han er kristen" (ikke "for så vidt han er mand eller kvinde"), det vil sige, for så vidt han har en samvittighed, der er fuld af denne tro, smykket og beriget med den, som med en stor skat, der overgår al forstand, eller, som Paulus siger det, med en "usigelig gave" (2 Kor 9,15) som han ikke kan ophøje og prise nok, fordi den gør os til Guds børn og arvinger. Derfor er den kristne større end hele verden, fordi han har denne tilsyneladende lille gave i hjertet, men denne ringe gave og sum, som han fastholder ved troen, er større end himmel og jord, fordi Kristus, som er gaven, er større. 
99         Stante et salva ista doctrina, pacificante (E198) conscientias, christiani constituuntur judices omnium doctrinarum, et domini sunt super omnes leges totius mundi, certissime judicare possunt Turcam cum suo Alcorano esse damnatum, quia non incedit recta via, hoc est, non agnoscit se peccatorem miserum et damnatum, nec fide Christum apprehendit, propter quem credat sibi remitti peccata.       Når denne lære står fast og er uskadt, når den giver samvittighederne fred, så kan de kristne indsættes som dommere over enhver lære og være herrer over al verdens love, så kan de med sikkerhed dømme om tyrken og hans alkoran, at han er fordømt, fordi han ikke begynder ad den rette vej, det vil sige, han erkender sig ikke som en elendig og fordømt synder, og han griber ikke med troen Kristus, for hvis skyld han tror, at synderne er ham forladt. 
100 Sic cum fiducia pronunciant sententiam contra papam, eum esse damnatum cum toto regno suo, quia sic incedit cum omnibus monachis et scholis suis, quod per meritum congrui perveniamus ad gratiam, postea per meritum condigni recipiamur in coelum. Ibi christianus dicit: Illa non est vera ratio justificandi, non sic itur ad astra, non possum per praecedentia opera mereri gratiam de congruo, neque per sequentia merita vitam aeternam consequi de condigno, sed credenti in Christum remittitur peccatum, imputatur justitia. Ligledes kan den med frimodighed erklære den dom over paven, at han er fordømt med hele sit herredømme, fordi han og alle hans munke og skoler begynder således, at vi gennem rimelighedsfortjenesten skal nå frem til nåden, bagefter skal vi gennem den fuldværdige fortjeneste modtaget i himlen. Her siger den kristne: Dette er ikke den sande grund til, at vi bliver retfærdiggjorte, det er ikke således at vi vandrer mod stjerne, jeg kan ikke gennem de forudgående gerninger fortjene rimelighedsnåde, ejheller gennem de efterfølgende fortjenester opnå evigt liv på fuldgyldig måde, nej, synden tilgives og retfærdigheden tilregnes den, der tror på Kristus. 
101 Illa fiducia facit eum Dei filium et heredem, qui habet in spe promissam vitam aeternam. Itaque per fidem Christi donantur nobis omnia, gratia, pax, remissio peccatorum, salus et vita aeterna, non per meritum congrui et condigni. I kraft af denne tillid gør Gud han til søn og arving, og han har i håbet det forjættede evige liv. Derfor gennem troen på Kristus gives det os altsammen, nåde, fred, syndernes forladelse, frelse og evigt liv, ikke gennem rimelighedsfortjeneste og fuldværdig fortjeneste. 
102         Quare doctrina illa sententiariorum de merito congrui et condigni, omnes cultus, missae et fundationes innumerae regni papistici sunt abominandae blasphemiae Dei, sacrilegia et abnegationes Christi, ut Petrus praedixit 2. Petri 2. (v. 1.) his verbis.: "Erunt, inquit, inter vos magistri mendaces, qui introducent sectas perditionis, et dominum, qui eos mercatus est, negabunt etc." quasi dicat: Dominus redemit et mercatus est nos suo sanguine, ut nos justificaret et salvaret, haec via est (E199) justitiae et salutis. Sed futuri sunt mendaces doctores, qui negantes dominum blasphemabunt viam veritatis, justitiae et salutis, invenient novas vias falsitatis et perditionis, et multi sequentur eorum perditionem etc.        Derfor er sententiariernes lære om rimelighedsfortjeneste og fuldgyldig fortjeneste, derfor er al pavedømmets kult, alle dets messer og talløse fundatser vederstyggelige gudsbespottelser, helligbrøde og fornægtelse af Kristus, som Peter forudså i 2 Pet 2,1 med disse ord: "Der skal komme blandt jer løgnelærere, som vil indføre ødelæggende vranglærdomme, og som vil fornægte den herre, som har købt dem, osv". som ville han sige: Herren har forløst og købt os med sit blod, for at vi skal retfærdiggøres og frelses, dette er vejen til retfærdighed og frelse. Men der vil komme løgnelærere, som nægter denne herre og spotter sandhedens og retfærdighedens og frelsens vej, og opfinder nye falskhedens og fortabelsens veje, og mange vil følge dem i fortabelsen, osv. 
103 Isto toto capite Petrus egregie depinxit papatum, qui neglecto evangelio et fide Christi docuit opera et traditiones humanas, ut sunt de merito congrui et condigni, de discrimine dierum, ciborum, personarum, de votis, de invocatione sanctorum, de peregrinationibus, de purgatorio etc. Has fanaticas opiniones de traditionibus et operibus ita imbiberunt papistae, ut impossible sit eos intelligere vel syllabam de evangelio, fide et Christo. I hele dette kapitel afmaler Peter udmærket pavedømmet, som lod hånt om evangeliet og troen på Kristus, lærte gerninger og menneskelige traditioner, f. eks. om rimelighedsfortjeneste og fuldværdig fortjeneste, om forskel på dage, på mad, på personer, om løfter, om helgenpåkaldelser, om pilgrimsvandringer, om skærsilden osv. Disse fanatiske meninger om traditioner og gerninger har papisterne i den grad inddrukket, at det er umuligt for dem at forstå så meget som en stavelse om evangeliet, troen og Kristus. 
104         Hocque res ipsa satis ostendit. Nam illud jus sibi usurpant, quod solius Christi est. Ipse solus liberat a peccatis, donat justitiam et vitam aeternam. Ista meritis congrui et condigni excluso Christo impetrare nos posse impudenter et impie mentiuntur. Hoc Petrus et alii apostoli vocant instituere sectas perditionis, negare Christum, conculcare sanguinem ejus, blasphemare Spiritum sanctum et gratiam Dei. Itaque nemo satis videt, quam horribilis sit idololatria papistica.        Og det viser forholdene klart nok. For de anmasser sig selv den ret, der alene tilhører Kristus. Han alene befrier fra synd, giver retfærdighed og evigt liv. Men de påstår løgnagtigt, frækt og ugudeligt, at vi kan indgå i himlen uden Kristus ved rimelighedsfortjenester og fuldværdige fortjenester. Det kaldeer Peter og andre apostle at oprette fortabelsens sekter, at nægte Kristus, at lade hånt om hans blod, at bespotte Helligånden og Guds nåde. Derfor er der ingen, der klart nok ser, hvor forfærdeligt dette pavelige afgudsdyrkeri er. 
105 Quam inenarrabile est donum, quod nobis per Christum offertur, tam abominabiles sunt profanationes illae papisticae. Ideo non sunt leviter aestimandae aut oblivioni tradendae, sed diligenter considerandae, id quod ad hoc etiam valet, ut gratia Dei et beneficium Christi per contrarium amplificetur. Ligeså uudsigelig den gave er, som tilbydes os gennem Kristus, ligeså vederstyggelige er disse pavelige gudsbespottelser. Derfor skal det ikke agtes ringe eller skrives i glemmebogen, men overvejes omhyggeligt, alt det, som tjener til, at fastholde Guds nåde og Kristi velgerning også gennem deres modsætninger. 
106 Quo plus agnosco profanationem missae papisticae, hoc magis abhorreo et detestor eam, et (E200) amplector verum missae usum, quem papa sustulit et vertit simpliciter in mercem, quae coëmta alteri prosit; quia dicit, quod sacerdos missarius apostata negans Christum et blasphemans Spiritum sanctum, stans in altari, faciat opus non solum pro se, sed pro aliis etiam, vivis et mortuis, et pro tota ecclesia, et non alia ratione nisi ex opere operato etc. Så jo mere jeg kender den papistiske messes gudsbespottelser, des mere afskyr og foragter jeg den, og fastholder den sande brug af messen, den, som paven har ophævet og simpelthen forvandlet til en vare, som man kan købe til gavn for en anden; for han siger, at en frafalden messepræst, der fornægter Kristus og spotter Helligånden, når han står foran alteret, dog gør en gerning, ikke blot for sig selv, men også for andre, levende og døde, og for hele kirken, og ikke af nogen anden grund, end at han udfører denne handling, osv. 
107        Itaque vel in hoc apparet patientiam Dei esse inaestimabilem, quod jamdudum non perdiderit totum papatum et igni ac sulphure, ut Sodomam et Gomorrham, non everterit. At belli homines jam volunt hanc suam impietatem et turpitudinem operire et ornare, hoc non est dissimulandum. Summa igitur diligentia illustrare debemus articulum justificationis, ut is, velut clarissimus sol, e tenebris et caligine hypocrisis suae eos protahat [protrahat ?] in lucem, et revelet turpitudines et pudenda ipsorum. c       Derfor fremgår det heraf, at Guds tålmodighed er ubegribelig, at han ikke forlængst har ladet hele pavedømmet gå til grunde, og ikke har ødelagt det med ild og svovl ligesom Sodoma og Gomorra. Og nu ønsker de pæne mennesker at tildække og besmykke deres ufromhed og slethed; det kan vi på ingen måde tåle. Vi bør med den største omhu oplyse om artiklen om retfærdiggørelse, så at den, som den klareste sol, kan drage dem frem af hykleriets mørke tåge og afsløre deres skændsel og skam. 
108 Ideo libenter acuimus et urgemus justitiam fidei, ut adversarii confundantur, utque articulus iste constabiliatur et certus fiat in cordibus nostris, hocque summe necessarium est, amisso enim hoc sole relabimur in priores tenebras. Valde autem horrendum est papam hoc potuisse efficere in ecclesia, quod Christus negatus, conculcatus, consputus et blasphematus sit, et hoc per evangelium et sacramenta, quae ita obscuravit et in tam detestabilem abusum vertit, ut sibi, contra Christum, servierint pro statuendis et corroborandis suis diabolicis abominationibus. O tenebras et infinitam iram Dei! (E201)  Derfor indskærper vi frimodigt trosretfærdigheden og lægger vægt på den, at modstanderne kan blive bragt ud af fatning, og så denne artikel kan blive fast og sikkert i vore hjerter. Dette er højst nødvendigt, for hvos vi mister denne sol er vi faldet tilbage til det første mørke. Men det mest forfærdelige er, at paven har kunnet udvirke dette i kirken, at Kristus bliver fornægtet, trådt under fode, spyttet på og bespottet, og det gennem evangeliet og sakramenterne, fordi han har formørket dem og ændret dem til et så forfærdeligt misbrug, at de tjente ham til at fastholde og styrke hans djævelske afskyeligheder imod Kristus. O hvilket mørke, hvilken uendelig Guds vrede!
109 Et nos in Christum Iesum credidimus, (ad quid?) ut justificemur etc.
       Haec vera est ratio christianismi, scilicet, fide in Christum, non operibus legis, nos justificari. Hic nihil te moveat impia glossa sophistarum, qui dicunt, fidem tum demum justificare, si accesserit caritas et bona opera. Ista pestilenti glossa hanc et similes sententias in Paulo, quibus diserte tribuit justificationem fidei, obscurarunt et depravarunt sophistae. Cum autem homo audit, quod debeat quidem credere in Christum, fidem tamen non justificare, nisi accesserit illa forma, scilicet caritas, tum statim a fide deficit, et cogitat: Si fides sine caritate non justificat, ergo fides est otiosa et inutilis, et caritas sola justificat, quia, nisi fides sit formata  et ornata caritate, nihil est.
også vi har troet på Kritus Jesus (hvorfor?) for at vi kunne blive retfærdiggjorte. (Gal2.16b)
      Dette er det sande indhold af kristendommen, nemlig, at vi retfærdiggøres ved tro på Kristus, ikke ved lovgerninger. Her skal du være ligeglad med sofisternes ufromme fortolkninger. De siger, at troen først kan retfærdiggøre, hvis kærligheden og de gode gerninger kommer til. Ved denne fordærvelige fortolkning har sofisterne gjort denne og lignende sætninger hos Paulus, som udtrykkelig taler om retfærdiggørelse ved to, formørkede og ødelagt dem. Men når mennesket hører, at det i det mindste bør tro på Kristus, men troen retfærdiggør ikke, hvis ikke den form kommer til, nemlig kærlighedn, så falder de straks fra troen og tænker: Hvis tro uden kærlighed ikke retfærdiggør, så er troen overflødig og ikke nogen nytte til, og alene kærligheden retfærdiggør, for hvis ikke troen bliver formet og smykket med kærlighed, er den ikke noget. 
110         Et pro hac sua perniciosa et pestilente glossa comprobanda allegant adversarii locum 1. Corinth. 13. (v. 12.): "Si linguis hominum loquar et angelorum etc. caritatem autem non habuero, nihil sum." Hic locus est murus ipsorum aheneus. Sed homines sine mente sunt, ideo nihil intelligunt nec vident in Paulo, eaque falsa interpretatione non solum fecerunt injuriam verbis Pauli, sed etiam negaverunt Christum, et omnia ejus beneficia obruerunt. Ideo vitanda est, ut venemini infernale, concludendumque cum Paulo sola fide, non fide formata caritate, nos justificari. Quare non isti formae gratificanti tribuenda est vis justificandi, sed fidei, quae apprehendit et possidet in corde ipsum (E202) Christum salvatorem. Haec fides sine et ante caritatem justificat. Og for at styrke denne fordærvelige og skadelige fortolkning, anfører modstanderne stedet fra 1 Kor 13,12: "Selv om jeg talte med menneskers og engles tunger, osv, men ikke havde kærlighed, så var jeg intet". Dette sted er deres uindtagelige mur. Men de er mennesker uden forstand, derfor forstår de intet og begriber intet hos Paulus, og ved denne forkerte fortolkning gør de ikke blot Paulus' ord uret, men de fornægter også Kristus, og de tilintetgør alle hans velgerninger. Derfor skal den undgås som en djævelsk gift, og man skal med Paulus konkludere, at ved troen alene, ikke troen formet af kærligheden, bliver vi retfærdiggjorte. Derfor skal kraften til at blive retfærdiggjort ikke tilskrives denne form, der kan erhverve sig Guds velbehag, men troen, som knytter til sig og anbringer i hjertet Kristus selv, frelseren. Denne tro gør retfærdig uden og forud for kærligheden. 
111         Concedimus, docendum quoque esse de bonis operibus et caritate, sed suo tempore et loco, quando scilicet quaestio est de operibus extra hunc capitalem articulum. Hic autem status causae est, per quid justificemur, et vitam aeternam consequamur? Hic respondemus cum Paulo, sola fide in Christum nos pronuntiari justos, non operibus legis aut caritate, non quod opera aut caritatem rejiciamus, ut adversarii nos accusant, sed ex statu praesentis causae non sinemus nos dimoveri, id quod Satan quaerit. Cum igitur jam versemur in loco communi de justificatione, rejicimus et damnamus opera. Is enim locus nequaquam  admittit disputationem de bonis operibus. Abscindimus igitur in hoc proposito simpliciter omnes leges et omnia opera legis.        Vi indrømmer, at man også skal lære om gode gerninger og om kærlighed, men det skal gøre til sin tid og på sit sted, nemlig når spørgsmålet er om gerninger, ved siden af denne hovedartikel. Men her er dette sagens kerne: Hvordan bliver vi retfærdige og opnår evigt liv? Her svarer vi med Paulus, at vi erklæres retfærdige alene ved tro på Kristus, ikke ved lovgerninger eller ved kærlighed, ikke fordi vi forkaster gerninger eller kærlighed, sådan som vore modstander beskylder os for, men vi går ikke med til, at vi skal rives bort fra denne sags kerne, sådan som Satan forsøger på. Når det derfor her handler om det almindelige punkt om retfærdiggørelsen, forkaster og fordømmer vi gerningerne. For dette punkt kan aldrig gå med til, at der drøftes gode gerninger. Vi skærer derfor simpelthen alle love og alle lovgerninger bort fra dette emne. 
112        At lex bona, justa et sancta est. Bene, sed cum versamur in disputatione de justificatione, non est locus jam dicendi de lege. Sed quaestio est, quid Christus sit, quid beneficii nobis attulerit? Christus autem non est lex, non est opus meum aut legis, non est caritas mea aut legis, non est castitas, obedientia aut paupertas mea, sed dominus vitae et mortis, mediator et salvator peccatorum, redemtor eorum, qui sunt sub lege. In illo sumus per fidem, et ipse in nobis, Ioann. 6. Oportet hunc sponsum esse solum cum sponsa in conclavi, amotis omnibus ministris et tota familia. Postea vero cum aperit ostium et (E203) egreditur, accurrant servi et ancillae, ministrent, afferent cibum et potum. Ibi tum incipiant opera et caritas.       Men loven er god, retfærdig og hellig. Javist, men når man beskæftiger os med diskussionen om retfærdiggørelsen, er det ikke stedet at tale om loven. Men spørgsmålet er, hvad er Kristus, hvilken velgerning har han gjort imod os? Men Kristus er ikke nogen lov, han er ikke min eller lovens gerning, han er ikke min eller lovens kærlighed, han er ikke min kyskhed, lydighed eller fatttigdom, men han er herre over liv og død, han er deres forløser, som er under loven. I han er vi ved troen, og han er i os, Joh 6,56. Denne brudgom bør være alene med sin brud i brudeværelset, alle hjælpere og hele familien bliver sendt bort. Men bagefter, når han åbner døren og træder ud, skal slaverne og tjenestepigerne komme løbende, betjene, frembære mad og drikke. Da begynder gerningerne og kærligheden. 
113         Ut igitur recte definiamus Christum, debemus diligenter discernere omnes leges, etiam divinas, et omnia opera a promissione evangelii et fide. Christus autem non est lex, ergo nec exactor legis nec operum, sed est agnus Dei, qui tollit peccata mundi. Hoc sola fides apprehendit, non caritas, quae quidem fidem sequi debet, sed ut gratitudo quaedam.           Derfor, for at vi ret kan definere Kristus, bør vi omhyggeligt adskille alle love, også de guddommelige, og alle gerninger fra evangeliets og troens forjættelse. Men Kristus er ikke nogen lov, altså er han heller ikke én, der kræver lov eller gerninger, men han er Guds lam, som bærer verdens synd (Joh 1,29). Det er det alene troen, der griber, ikke kærligheden; den bør ganske vist følge efter troen, men som en taknemlighed. 
114 Quare victoria peccati et mortis, salus et vita aeterna non contingunt per legem, non per opera legis, non per vires liberi arbitrii  aut nostram voluntatem, sed per solum Iesum Christum. Ergo sola fides hoc apprehendens justificat, a sufficienti divisione et inductione: Victoria peccati et mortis est in solo Iesu Christo, ergo non est in operibus legis, nec in voluntate nostra etc. Ibi libenter patiemur nos vocari solarios ab adversariis, qui de hac Pauli disputatione nihil intelligunt etc. Derfor har sejren og synd og død, frelsen og det evige liv ikke sin grund i loven, og ikke i lovgerninger, de fremkommer ikke gennem den frie viljes kræfter eller vores viljesanstrengelser, men alene gennem Jesus Kristus. Altså er det alene den  tro, der griber dette, der retfærdiggør, ud fra den tilstrækkelige skelnen og bevisførelse: Sejren over synd og død beror alene på Jesus Kristus, altså beror det ikke på lovgerninger, ikke på vores vilje, osv. Derfor finder vi os gerne i at kaldes "enegængere" af vore modstandere, for de har intet forstået af den diskussion, Paulus fører her. 
115  Ut justificemur ex fide Christi, et non ex operibus legis.
      Omnia verba cum epitasi et emphasi legenda sunt. Paulus loquitur, ut supra etiam admonui, non tantum de lege ceremoniali, sed de tota lege. Nam lex ceremonialis aeque fuit divina, ac moralis, ut circumcisio, institutio sacerdotii, cultus et ritus aeque erant praecepti divinitus, ac decalogus. Item lex erat, cum Abraham jubebatur immolare filium Isaac. Hoc opus Abrahae placuit Deo, ut alia opera ceremonialia, non (E204) tamen justificatus est illo opere, sed fide, quia scriptura dicit (Rom. 4, 3 sqq): "Credidit Abraham Deo, et reputatum est ei ad justitiam."
for at vi skal blive retfærdiggjorte ved tro på Kristus og ikke ved lovgerninger. (Gal2.16b)
      Alle ordene skal læses omhyggeligt og med eftertryk. Paulus taler, som vi har fremhævet ovenfor, ikke blot om ceremonialloven, men om hele loven. (#82) For ceremonialloven er ligeså guddommelig som moralloven, så omskærelse, oprettelse af præsteembedet, kulten og riterne er ligeså meget guddommelige bud, som dekalogen er det. Ligeledes var det en lov, da Abraham fik befaling til at ofre sin søn Isak. Denne handling af Abraham behagede Gud, ligesom andre ceremonielle handlinger, dog blev han ikke retfærdiggjort af denne handling, men ved troen, fordi skriften siger: "Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed". (Rom 4,3). 
116         Sed post Christum revelatum, ajunt, leges ceremoniales sunt mortiferae, imo lex etiam decalogi sine fide in Christum est mortifera. Deinde nulla lex in conscientia regnare debet, nisi spiritus vitae, qua liberati sumus in Christo a lege literae et mortis, operibus ejus et peccatis, non quod lex mala sit, sed quod justificare non possit, quia plane contrarium habet effectum.        Men efter at Kristus er åbenbaret, siger de, bringer ceremonierne død; javist, loven, også dekalogen, uden tro på Kristus bringer død. Derfor bør der i samvittigheden ikke herske nogen anden lov end livets ånds lov (Rom 8,2), hvorved vi er befriede i Kristus fra bogstavens og dødens lov (Rom 7,6), fra dens gerninger og synder; ikke fordi loven er slet, men fordi den ikke kan retfærdiggøre, for den har den stik modsatte virkning. 
117 Sublimis et magna res est Deum habere placatum. Igitur longe alio mediatore ibi opus est, quam Moses aut lex, quam nostra voluntas, quam etiam gratia sit, quam vocant caritatem Dei. Hic prorsus nos nihil facere oportet, sed tantum recipere thesaurum, qui est Christus in corde per fidem apprehensus, ut maxime sentiamus nos esse plenos peccatis. Valde igitur emphatica sunt verba ("ut ex fide Christi justificemur, non ex operibus legis"), non inania et otiosa, ut sophistae putant, ideo etiam fortiter ea transi-
liunt.
Det er noget meget højt og stort at have en nådig Gud. Derfor er der her brug for en helt anden mellemmand end Moses eller loven, end vor vilje, end selv den nåde kan være, som de kalder Guds kærlighed. Her skal vi slet ikke gøre noget, men blot modtage skatten, som er Kristus grebet af troen i vort hjerte, og det, om vi så aldrig så meget føler, at vi er fulde af synd. For de ord skal man lægge megen vægt på (for at vi kan retfærdiggøres ved tro på Kristus, ikke ved lovgerninger), de er ikke overflødige og tomme, som sofisterne mener, hvorfor de også hurtigt springer over dem. 
118        Hactenus verba sunt Pauli, quae ad Petrum locutus est, quibus comprehendit in summa praecipuum christianae doctrinae articulum, qui facit vere christinos [christianos]. Iam vertit sermonem ad Galatas, ad quos scribit, et concludit, dicens: Cum res ita so habeat, quod per fidem in Christum justificemur, ergo ex operibus legis non justificabitur omnis caro. (E205)         Hidtil har Paulus' ord været talt til Peter, og med dem har han som i en nøddeskal sammenfattet den kristne læres hovedartikel, som skaber sande kristne. Nu henvender han sig i sin tale til galaterne, som han skriver til, og konkluderer: "Eftersom sagen står således, at vi retfærdiggøres ved tro på Kristus, så kan altså ingen blive retfærdiggjort ved lovgerninger". 
119 c Videre til gal2c
120c

Noter:

n3:  Dette "communi" oversætter hverken den engelske oversættelse eller Haystrup. Det er også lidt i vejen. De følgende steder ser det ud til, at det, Peter gør galt, er, at han ikke spiser den føde, fx svinekød, som er forbudt ifølge loven. Men "communi" lader ane, at Luther er klar over, at det, Peter gør galt, er, at han ikke vil spise sammen med hedninger.

n21:  Man må spørge, om ikke Luther skyder sig selv i foden med denne bemærkning. Spørgsmålet er: Hvordan kan man skelne mellem en Peter, der undlader at spise af hensyn til kærligheden til de svage jøder, og en Peter, der undlader at spise, fordi han tror, at det bringer i helvede? Eller man må indvende: Hvis der skal tages hensyn til de svage jøder, hvordan kan man så undgå at kræve af alle hedningerne, at de er stærke? Måltidsfællesskabet er virkelig et enten-eller spørgsmål: Enten blæser man på loven og er med, eller også holder man sig udenfor, fordi man tror på loven mere end på evangeliet.

n49:  Det kommer mig for, at Luther her umuliggør lovens anden brug. Loven skal fremkalde syndserkendelse, hedder det. Javist, men problemet med retfærdiggørelsen er ifølge denne mærkelige bemærkning ikke synden; det, der hindrer retfærdiggørelsen, er ikke, at vi ikke overholder loven; sådan må det være, hvis selv det, at vi kunne overholde det dobbelte kærlighedsbud til punkt og prikke, ikke kan bringe os retfærdiggørelse. Det er lige vand på min mølle. For jeg mener, at lov og evangelium er to tænkemåder, to sprogspil, to billedsprog, hentet fra menneskelivet, hvori vi tænker om Gud. Og da de har forskellig logik, går der ikke nogen vej fra det ene til det andet. Loven, hvor meget den end dømmer, kan ikke gøre det mere sandsynligt, at vi slipper lovretfærdiggørelsen og griber Kristus. Se også gal2c#3.

n55:  Man kan lægge mærke til, at denne skildring af de hedenske gode mennesker står i grel modsætning til det, Luther siger andetsteds, hvor han tilslutter sig Augustins diktum: at hedningernes dyder er skjulte laster, eller hvad det nu er, han siger.

n56  Her har vi det samme som i n49 igen. Paulus taler ikke om synder imod loven, dvs (udlagt af mig): det er ikke overtrædelserne, der forhindrer os i at blive retfærdiggjorte ved loven, det er selve den holdning, som loven fører med sig, der er forkert.

n65  Luther forveksler her de gode gerninger, som er fortjenstfulde overfor Gud, med de fyldestgørende gerninger, som kirken har "idømt" en person, og som, hvis de ikke præsteres, kan anbringe én i skærsilden (altså ikke i helvede). Men da katolikkerne foretog den samme forveksling, forblev fjendskabet mellem de to parter lige indædt. (se misforst05#1)

n66:  Her skifter definitionen af synd karaktér. Hvor han i #49 sagde, at selv den gerning, der fuldt ud overholder det dobbelte kærlighedsbud, ikke bringer retfærdiggørelse, angriber han her problematikken på en anden måde, idet han så at sige forudsætter, at loven kræver, at loven skulle være overflødig. Eller lov og synd defineres på to forskellige måder. I #49 går loven ind og vil kræve den fuldkomne kærlighed. Men da det er loven, der kræver det, og da loven selv fremkalder en lovholdning til Gud, lader det sig ikke gøre derigennem at blive retfærdiggjort. Og defineres synd ud fra denne lovforståelse, vil det sige, at selv, hvor der ingen synd er overhovedet, er retfærdiggørelsen ikke tilvejebragt. Anderledes her i #66. Her har loven medinddraget troen, så det loven kræver, er, at forholdet til Gud genoprettes, hvilket sker i troen. Derfor defineres synd tilsvarende: hvor der ikke er tro, er alle gerninger synd.

n77:  Dette, at Gud kræver noget af os, som vi ikke kan yde, er en anklage, papisterne har rettet mod Luther, se latlu01#62.