Store Galaterbrevskommentar 2a

Luther 1535


Taget fra Erl  22, 121-164

Indhold:

Tilbage til oversigten!

Tilbage til gal1c.
1  Deinde post annos quatuordecim iterum ascendi Hierosolymam.
       Paulus docebat, gentes sola fide justificari, sine operibus legis. Hoc ubi passim sparserat inter gentes, venit Antiochiam, et nuntiavit discipulis. Ibi insurrexerunt contra Paulum, qui consuetudine legis imbuti erant, indignantes, quod gentibus libertatem a lege praedicaret, ortaque est acerrima contentio, quae subinde novos motus excitavit. Paulus et Barnabas stabant fortiter, et testificabantur, dicentes: (E122) Ubicunquc nos inter gentes praedicavimus, venit Spiritus sanctus et cecidit super eos, qui audiebant verbum, hocque contigit per omnes ecclesias gentium.
Derefter drog jeg efter fjorten års forløb atter op til Jerusalem. (Gal2.1)
       Paulus lærte, at hedningerne blev retfærdiggjort ved tro alene, uden lovgerninger. Da han overalt havde udsået dette blandt hedningerne, kom han til Antiokia, og fortalte disciplene det. Dèr gjorde de kristne, som havde været oplært i lovens sædvane, oprør mod Paulus, forargede over, at han prædike, at hedninger skulle være fri for loven, og der opstod en bitter strid, som straks efter fremkaldte nye problemer. Paulus og Barnabas stod dog fast og aflagde vidnesbyrd: Overalt, hvor vi prædikede blandt hedningerne, kom Helligånden og faldt over dem, som hørte ordet, og dette skete i alle hedningemenigheder. 
  Praedicavimus autem non circumcisionem, neque exegimus observationem legis, sed tantum fidem in Christum praedicavimus. Et ad hanc fidei in Christum praedicationem dedit Deus Spiritum sanctum auditoribus. Ergo Spiritus sanctus approbat fidem gentium sine lege et circumcisione. Nisi enim placuisset ei illa evangelii praedicatio et fides gentium in Christum, non descendisset visibili signo super incircumcisos, qui verbum audierunt. Cum itaque per solum auditum fidei ceciderit super ipsos, certissimum est, quod hoc signo approbarit Spiritus sanctus fidem gentium, id enim nunquam antea compertum est accidisse ad praedicationem legis. Hoc erat Pauli et Barnabae argumentum. Men vi prædikede ikke omskærelse, heller ikke opfordrede vi til overholdelse af loven, men vi prædikede blot tro på Kristus. Og det var til denne prædiken til Kristus, at Gud gav Helligånden til dem, der hørte dem. Altså godkendte Helligånden hedningernes tro uden lov og omskærelse. For hvis han ikke havde fundet behag i denne prædiken af evangeliet og denne hedningers tro på Kristus, ville han ikke som et synligt tegn være steget ned over de uomskårne, som hørte ordet. Da han derfor faldt over dem udelukkende ved at de hørte ordet og troede det, er det sikkert og vist, at med dette tegn godkendte Helligånden hedningernes tro, der er nemlig aldrig nogen, der har fortalt, at det skete, når man prædikede loven. Dette var Paulus' og Barbabas' argument. 
3          Ibi Iudaei et multi ex Pharisaeis, qui crediderant, et tamen pro gloria legis defendenda adhuc vehementer zelabant et dimicabant, magno impetu opposuerunt sese Paulo reserenti, quod gentes sola fide sine operibus legis justificarentur, et contendebant, oportere legem servari et gentes circumcidi, alias non posse salvari gentes. Neque mirum erat. Nam vel solum nomen legis Dei sacrosanctum est et tremendum. Ethnicus, qui de lege Dei nihil unquam novit, tamen, si audit: Haec doctrina lex Dei est, profecto movetur.         Her var der jøder og mange af farisæerne, som troede, og dog hidtil meget ivret og kæmpet meget heftigt for at forsvare lovens ære, som med stor kraft satte sig op imod Paulus, fordi han hævdede, at hedningerne blev retfærdiggjort uden lovgerninger, og de indvendte, at loven skulle overholdes og hedningerne omskæres, ellers kunne de ikke blive frelst. Og det var ikke så mærkeligt. For alene ordet "Guds lov" er helligt og forfærdeligt. Hedningen, som ikke nogensinde har kendt til nogen "Guds lov", han må bestemt påvirkes, hvis han hører: Denne lære er Guds lov. 
4  Quomodo igitur illi non afficerentur, et pro lege Dei non vehementer pugnarent, qui in ea a teneris educati sunt, eamque imis ossibus ac medullis imbiberunt. Videmus hodie, quanta pertinacia pro (E123) suis traditionibus et doctrinis daemoniorum defendendis digladientur papistae. Multo minus fuit mirum, Iudaeos tanto studio ac zelo pro lege sua, quam divinitus acceperant, dimicasse. Tanta vis est consuetudinis, quae naturam per sese inclinatam ad legem ita confirmat, ut accedente consuetudine, longo tempore et usu confirmata, fiat duplex natura. Hvordan skulle så de kunne undgå at blive påvirket og kæmpe meget for Guds lov, som fra spæd er opdraget i den og har inddrukket den i den inderste marv og ben. Vi ser i vore dage, hvor stædigt papisterne forsvarer og kæmper for deres traditioner og dæmoniske lærdomme. Meget mindre var det mærkeligt, at jøderne sloges med så stor en ihærdighed og iver for deres lov, som de havde modtaget som guddommelig. Så stor er vanens magt, som i den grad bekræfter naturen, der i sig selv har en tilbøjelighed til loven, at når vanen kommer til og bliver bekræftet gennem lang tids brug, så bliver den en dobbelt natur. 
5  Ideo impossibile fuit Iudaeis ad Christum conversis, statim deserere legem. Susceperant quidem fidem in Christum, nihilominus tamen putabant simul et legem esse servandam. Et hanc illorum infirmitatem tolerabat interim Deus, donec doctrina evangelii a lege pure discerneretur. Sic toleravit infirmitatem Israel tempore Achab, quo claudicabat populus in duas partes. Quin et nostram infirmitatem sub papatu tulit, est enim patiens et multum misericors. Sed hac bonitate Dei non debemus abuti, nec in infirmitate et errore perseverare, cum per lucem evangelii veritas revelatur. Derfor var det umuligt for jøderne at vende om til Kristus og straks forlade loven. De havde ganske vist antaget troen på Kristus, men ikke desto mindre mente de, at loven samtidig hermed skulle overholdes. Og denne deres svaghed fandt Gud sig i imens, indtil evangeliets lære helt kunne skelnes fra loven. Således fandt han sig i Israels svaghed på Akabs tid, da folket haltede til to sider. (1 Kong 16,29f). Ja, han bar også over med vores svaghed under pavedømmet, han er nemlig tålmodig og meget barmhjertig. Men denne godhed fra Guds side bør vi ikke misbruge, og heller ikke fremture i svaghed og vildfarelse, når sandheden er blevet åbenbaret ved evangeliets lys. 
6           Porro qui contenderunt contra Paulum, gentes esse circumcidendas, habuerunt pro se legem patriam, item exemplum apostolorum, denique et ipsius Pauli exemplum, qui circumciderat Timotheum. Ideo si Paulus dicebat, se hoc fecisse non necessitate, sed libertate et caritate Christiana, ne infirmi in fide offenderentur, quis voluit hoc intelligere aut credere? Hic simpliciter respondit ei totum vulgus: Cum manifestum sit te circumcidisse Timotheum, quidquid tandem dixeris, tamen fecisti. Nam ista res longe est supra captum humanum sita.        Videre: De, der imod Paulus hævdede, at hedninger skulle omskæres, havde til fordel for deres synspunkt fædrenes lov, apostlenes eksempel, og også Paulus' eget eksempel, for han omskar jo Timotheus. (Apg 16,3). Hvis derfor Paulus sagde, at det havde han gjort uden at være tvunget til det, kun ud fra den kristne frihed og kærlighed, at de ikke skulle støde de svage i troen, hvem ville så forstå det eller tro det? Hele skaren ville blot svare ham: da det står fast, at du har omskåret Timotheus, så har du gjort det, hvad du så end er kommet med af begrundelse. For denne sag ligger langt over den menneskelige fatteevne. 
7  Deinde non valet apologia, (E124) quando aliquis amisit plausum populi, et in tam odiosum casum incidit. Cum igitur videret Paulus illam contentionem, et illos clamores quotidie crescere, et praeterea admonitus esset revelatione divina, ascendit Hierosolymam post quatuordecim annos (praeter illos, quibus in Damasco et in Arabia praedicaverat) collaturus evangelium suum cum apostolis, non sua tamen, sed populi causa. Desuden gælder et forsvar ingenting, når én har mistet folkets velyndest, og er kommet i en så tvivlsom stilling. Da Paulus altså så den strid og deres råb øges dag for dag, og iøvrigt var blevet formanet ved en guddommelige åbenbaring, drog han op til Jerusalem efter fjorten år (udover dem, han havde tilbragt med at prædike i Damaskus og Arabien), for at sammenligne sit evangelium med apostlene, ikke for sin egen, men for folkets skyld. 
8           Ea autem contentio super quaestione de lege servanda orta postea diu exercuit Paulum, et magnum ei negotium fecit. Non puto autem illam esse, quam Lucas Actor. 15. describit, quae statim sub initia evangelii incidisse apparet, sed historia, quam hic narrat Paulus, videtur longe post facta, cum jam fere octodecim annis evangelium praedicaverat.         Men denne strid, der var opstået om spørgsmålet om at overholde loven, optog Paulus og var et stort problem for ham. Men jeg mener ikke, det var den strid, som Lukas omtaler i Apg 15, som tydeligvis er opstået straks ved evangeliets begyndelse, men den fortælling, Paulus her beretter, synes at være sket lang tid efter, da han allerede havde prædiket evangeliet i næsten atten år. 
9  Cum Barnaba, assumto et Tito.
        Duos testes adjungit sibi, Barnabam et Titum. Barnabas fuerat socius Pauli in praedicanda inter gentes libertate a lege. Deinde erat quoque testis omnium, quae fecerat Paulus. Viderat Spiritum sanctum datum gentibus incircumcisis et a lege Mosi liberis ad solam praedicationem fidei in Christum, isque solus stetit cum Paulo in hac propositione, non esse necessarium gentibus legem imponi, sed sufficere, quod credant in Christum. Quare propria experientia una cum Paulo testificabatur contra Iudaeos pro lege zelantes, per solam fidem in Christum, absque lege et circumcisione, gentes fieri filios Dei et salvari. (E125) Titus non solum erat Christianus, sed et archiepiscopus, cui Paulus commiserat curam ordinandarum ecclesiarum in Creta, Tit. 1. Hic gentilis fuerat etc.
Sammen med Barnabas tog jeg også Titus med. (Gal2.1b)
      Han knytter to vidner til sig, Barnabas og Titus. Barnabas var Paulus' forbundsfælle, når det gjaldt at prædike frihed fra loven overfor hedninger. Dernæst var han vidne om alt, hvad Paulus havde gjort. Han havde set Helligånden blive givet til uomskårne hedninger, der var frie for Moseloven, blot derved, at der blev prædiket tro på Kristus, og han alene stod sammen med Paulus i den opfattelse, at det ikke var nødvendigt at pålægge hedningerne loven, men at det var nok, at de troede på Kristus. Derfor vidnede han ud fra egen erfaring sammen med Paulus imod de jøder, der ivrede for loven og omskærelsen, om, at hedningerne var Guds børn og bliver frelst. Titus var ikke alene kristen, men også den ærkebiskop, som Paulus havde betroet det hverv at ordne menighederne på Kreta (Tit. 1,5) Han havde været hedning. 
10 Ascendi autem secundum revelationem.
        Nisi enim admonitus fuisset Paulus per revelationem, non ascendisset. Sed quia Deus singulari revelatione eum monebat, et ascendere jubebat, ascendit, hocque ideo, ut eos, qui ex circumcisione crediderant, et contendebant, legem esse servandam, reprimeret, aut saltem mitigaret, ut veritas evangelii magis hinc inclaresceret et corroboraretur.
men jeg drog derop ifølge en åbenbaring. (Gal2.2)
       Hvis ikke Paulus var blevet formanet gennem en åbenbaring, var han ikke draget derop. Men fordi Gud ved en enkeltstående åbenbaring påmindede og befalede han at drage derop, så drog han derop, i den hensigt at nedkæmpe eller i hvert fald neddæmpe dem, som troede på omskærelsen og stred for, at man skulle overholde loven. Derved kunne evangeliets sandhed så blive helt klar og styrkes. 
11  Et contuli cum illis evangelium.
       Audis ergo, quod post octodecim annos tandem venerit Hierosolymam, et disputaverit cum apostolis de suo evangelio.
og forelagde for dem det evangelium, (Gal2.2b)
       Her hører du altså, at han først efter 18 år kom til Jerusalem og diskuterede sit evangelium med apostlene. 
12 Quod praedico inter gentes.
      Nam inter Iudaeos ad tempus tolerabat legem et circumcisionem, ut reliqui apostoli. "Omnibus, inquit, factus sum omnia," 1. Corinth.. 9. (v. 22.) salva tamen doctrina evangelii sui, cui simpliciter cedere voluit legem, circumcisionem, apostolos, angelum e coelo. Sic enim loquitur ad Iudaeos, actor, cap. 13. (v. 38.): "Per hunc Christum vobis remissio peccatorum annuntiatur (et significanter subjicit) ab omnibus, a quibus non potuistis per legem Mosi justificari." Ideo evangelii doctrinam ubique urget, nusquam patitur eam periclitari.
som jeg prædiker blandt hedninger. (Gal2.2c)
       For blandt jøderne fandt han sig midlertidig i loven og omskærelsen som de øvrige apostle. "Jeg er blevet alt for alle" siger han 1 Kor 9,22, bortset dog fra hans evangeliske lære, som han simpelthen vil, at loven, omskærelsen, apostlene, en engel fra himlen skal vige for. For således taler han til jøderne, Apg 13,38: "Gennem denne Kristus forkynder der jer syndernes forladelse (og så tilføjer han betegnende) fra alt det, som I ikke kunne retfærdiggøres fra gennem Moseloven". Således lægger han overalt vægt på evangeliets lære, og tåler aldrig, at den bringes i fare. 
13 Non tamen subito perrupit, sed (E126) rationem habuit infirmorum. Et ne offenderentur infirmi, haud dubie dixit in hunc modum Iudaeis: Si vobis placet ille inutilis legis mosaicae cultus, quia ad justitiam non valet, non adimo, retinete, modo ut gentes, quae istum cultum non habent, eo non onerentur etc. Dog trængte han ikke brat igennem, men tog hensyn til de svage. Og det var uden tvivl for ikke at forarge de svage, at han talte således til jøderne: Hvis I finder behag i dyrkelsen af denne ubrugelige Moselov, skønt den ikke duer til retfærdighed, så borttager jeg den ikke, blot at hedningerne, som ikke har denne kult, ikke bebyrdes med den. 
14         Fatetur ergo Paulus se contulisse evangelium cum apostolis. Sed nihil, inquit, dederunt aut docuerunt nos, imo nos pro defendenda libertate evangelii in conspectu apostolorum acerrime repugnavimus iis, qui exigebant et urgebant gentes onerandas lege, ac eos vicimus. Ideo mentiuntur pseudoapostoli vestri, cum dicunt, nos circumcidisse Timotheum, nos totondisse caput in Cenchreis, nosque Hierosolymam ascendisse jussu apostolorum. Imo contra gloriamur, quod ascendentes Hierosolymam ex revelatione Dei, non jussu apostolorum, ibique conferentes cum illis evangelium, plane contrarium effecerimus, hoc est, obtinuimus, ut nos apostoli probarent, non illos, qui adversabantur nobis.         Paulus indrømmer altså, at han har forelagt evangeliet for apostlene. Men, siger han, de har ikke givet eller lært os noget, tværtimod er det os, der for at forsvare evangeliets frihed i apostlenes øjne, indædt har bekæmpet dem, som krævede og fastholdt, at hedningerne skulle have loven pålagt som byrde, og dem har vi besejret. Derfor lyver jeres falske apostle, når de siger, at vi har omskåret Timoteus, (Apg 16,3) raget vort hoved i Kenkræa, (Apg 18,18) (se 1c#65) draget op til Jerusalem på apostlenes befaling. Ja, vi roser os modsat af, at vi drog op til Jerusalem efter en åbenbaring fra Gud, ikke efter apostlenes befaling, og når vi dér forelagde dem evangeliet, opnåede vi det stik modsatte, vi opnåede, at apostlene godkendte os, ikke dem, som er vore modstandere. 
15            Fuit autem agitata in hac evangelii collatione ista quaestio: utrum homines possint sine lege justificari? aut, utrum necessaria sit ad justificationem observatio legis? Ibi Paulus dixit: Ego gentibus secundum evangelium meum, quod divinitus accepi, praedicavi fidem in Christum, non legem, et ad hanc fidei praedicationem acceperunt Spiritum sanctum; atque hujus rei habeo testem Barnabam. Quare concludo, gentes non esse onerandas lege nec circumcidendas. Iudaeis tamen hoc non prohibeo, qui si volunt legem (E127) servare et circumcidi, permitto, modo hoc libera conscientia faciant. Sicque docui et vixi inter Iudaeos, factus Iudaeis Iudaeus etc., salvo tamen semper evangelio meo.        Men i denne samtale om evangeliet var det følgende spørgsmål, man drøftede: om menneskene kan retfærdiggøres uden lov? eller: om overholdelsen af loven er nødvendig til retfærdiggørelse? Her sagde Paulus: Jeg har for hedningerne i overensstemmelse med mit evangelium, som jeg har modtaget på guddommelig vis, prædiket tro på Kristus, ikke på loven, og de har, når troen således blev prædiket for dem, modtaget Helligånden; og til vidne om det har jeg Barnabas. Derfor konkluderer jeg, at hedningerne ikke skal pålægges loven eller omskærelsen. Men jøderne vil jeg ikke forhindre, hvis de vil overholde loven og omskæres, det går jeg med til, blot de gør det med fri samvittighed. Ligesom jeg, når jeg har lært og levet blandt jøder, for jøderne har været en jøde, osv., (1 Kor 9,20) altid dog blot, så mit evangelium blev bibeholdt. 
16  Seorsim autem cum iis, qui videbantur aliquid  esse.
        Hoc est, non solum contuli cum fratribus, sed cum iis, qui erant praecipui.
 men især med dem, som syntes at være noget. (Gal2.2d)
       Det vil sige, jeg har ikke blot forhandlet med brødrene, men med dem, som var førende. 
17 Ne forte in vanum currerem aut cucurrissem.
     Non quod Paulus dubitaverit se in vanum currere aut cucurrisse, quia jam octodecim annis praedicaverat, et statim sequitur in textu, quod in sua constantia permanserit, et vicerit; sed quia multi putabant eum frustra tot annis praedicasse, quod gentes a lege liberaret. Deinde opinio ista indies magis magisque invalescebat, quod lex necessaria esset ad justificationem. Ideo ex revelatione ascendens sic mederi voluit huic malo, ut ex collatione ista manifestum fieret omnibus, suum evangelium non dissidere a doctrina reliquorum apostolorum, ut sic adversariis os obturaret, qui alioqui dixissent, eum frustra currere aut cucurrisse. Considerabis autem hic obiter virtutem propriae justitiae seu legis esse, quod, qui eam docent, frustra currunt et vivunt. 
at jeg ikke skulle løbe eller have løbet forgæves. (Gal2.2e)
       Det var ikke, fordi Paulus var i tvivl om, hvorvidt han løb eller havde løbet forgæves. For han havde allerede prædiket i 18 år. Og straks efter følger i teksten, at han forblev ved det og sejrede. Men fordi mange mente, at han havde prædiket forgæves i så mange år, eftersom han fritog hedningerne fra loven. Endvidere vandt den mening dag for dag mere og mere overhånd, at loven var nødvendig til retfærdiggørelse. Derfor ville han, da han ifølge en åbenbaring drog op til Jerusalem, råde bod på dette onde, så det ud fra denne sammenkomst blev klart for alle, at hans evangelium ikke afveg fra det øvrige apostles, og så han således kunne lukke munden på modstanderne, som ellers havde sagt, at han løb eller havde løbet forgæves. Så kan du jo i forbifarten her se, at det hører med til egenretfærdigheden eller lovretfærdigheden, at de, der lærer den, løber og lever forgæves.
18 Neque Titus, qui mecum erat, cum esset
gentilis, coactus est circumcidi.
        Hoc vocabulum .,coactus est" satis indicat, (E128) cujusmodi fuerit collatio et conclusio, nempe ista; Circumcisio non imponatur gentibus, permittatur tamen ad tempus Iudaeis, non quidem ut necessaria ad justitiam, sed propter reverentiam patrum, deinde etiam propter caritatem, ne infirmi offendantur, donec in fide confirmentur. Valde incivile enim fuisset, legem et cultum patrium statim deserere, qui tanta gloria divinitus isti populo traditus fuerat.
ejheller blev Titus, som var med mig, og som var hedning, tvunget til at lade sig omskære. (Gal2.3)
      Det lille ord "blev tvunget til" viser klart, hvordan forhandlingen forløb og hvad der var dens resultat, nemlig det, at omskærelsen ikke blev pålagt hedningerne, men dog til en tid tilladt jøderne, ikke som nødvendig til frelse, men på grund af ærbødighed for fædrene, og også for kærlighedens skyld, at man ikke skulle forarge de svage, mens de var ved at styrkes i troen. For det havde været urimeligt straks at forlade fædrenes lov og kult, det, der jo var blevet overleveret til dette folk af Gud med så stor herlighed. 
19         Paulus ergo non rejecit circumcisionem ut rem damnatam, nec verbo nec facto Iudaeos ab ea coegit. Dicit enim l. Corinth. 7. (v. 13.): "Si circumcisus aliquis vocatus est, non adducat praeputium." Sed circumcisionem rejecit ut rem non necessariam ad justitiam, cum neque patres per eam justificati essent, sed tantum fuisset eis signaculum justitiae, Rom. 4. (v. 11.), per quod testificati essent et exercuissent suam fidem. Credentes tamen Iudaei, qui adhuc infirmi erant et pro lege zelabant, cum audirent circumcisionem non necessariam ad justitiam, non potuerunt hoc aliter intelligere, quam eam esse omnino inutilem ac damnatam.        Paulus forkaster altså ikke omskærelsen som en fordømmelig ting, ejheller tvinger han med ord eller gerning jøderne bort fra den. Han siger nemlig 1 Kor 7,13: "Hvis nogen blev kaldet som omskåret, skal han ikke lade forhud trække over". Men omskærelsen forkaster han som en ting, der ikke er nødvendig til retfærdighed, eftersom ejheller fædrene blev retfærdiggjorte ved den, den var dem blev et retfærdighedens tegn, Rom 4,11, gennem hvilket deres tro blev bevidnet og udøvet. Dog kunne de troende jøder, som endnu var svage og ivrede for loven, når de hørte, at loven ikke var nødvendig til retfærdighed, ikke forstå det anderledes, end at den i det hele taget var ubrugelig og blev fordømt. 
20 Et hanc infirmorum opinionem augebant pseudoapostoli, ut exacerbatis hac indignitate, ut apparebat, animis vulgi Pauli doctrina omnino suspecta redderetur. Sic et nos hodie jejunium et alias pias exercitationes non rejicimus ut res damnatas, sed docemus per illa exercitia nos non consequi remissionem peccatorum etc. Hoc ubi audit vulgus, statim judicat nos damnare bona opera, et vulgi hanc opinionem augent papistae pro concionibus et in scriptis suis, sed (E129) mentiuntur et injuriam nobis faciunt. Nam nemo multis retro saeculis melius ac magis pie de operibus docuit, quam nos hodie etc. Og denne opfattelse hos de svage øgede de falske apostle, for at de, efter at have forbitret folkets sind mod denne, som det syntes, uværdighed, kunne gøre Paulus' lære i det hele taget suspekt. På lignende måde forkaster vi i vore dage heller ikke fasten og andre fromhedsøvelser som ting, der skal fordømmes, men vi lærer, at vi gennem denne øvelse ikke opnår syndernes forladelse, osv. Når folk hører det, mener den straks, at vi fordømmer gode gerninger, og denne mening hos folk bestyrker papisterne i deres prædikener og skrifter, men de lyver og gør os uret. For ingen har i de sidste mange hundrede år lært bedre og mere fromt om gerninger end vi i dag.
21         Itaque circumcisio non ita a Paulo damnata fuit, quod peccatum sit eam suscipere vel servare. Hoc enim maxime offendisset Iudaeos. Sed in concilio et collatione ista definitum fuit, eam non esse necessariam ad justificationem, ideoque non imponendam gentibus. Sic medium et epieikeia inventa est, ut Iudaei legem et circumcisionem ad tempus servarent propter reverentiam patrum et caritatem erga infirmos in fide, per eam tamen justificari non quaererent, neque gentibus imponerent, quia esset eis novitas quaedam, deinde etiam onus importabile, actor. 15, in summa, quod nemo deberet cogi ad circumcisionem, nec quisquam vi a circumcisione retrahi.        Derfor blev omskærelsen ikke fordømt af Paulus på den måde, at det var synd at påtage sig den eller beholde den. Dette ville nemlig have krænket jøderne overmåde. Men i dette råd og på denne sammenkomst blev det bestemt, at den ikke er nødvendig til retfærdiggørelse, og derfor ikke bør pålægges hedningerne. Således fandt man en middelvej eller "det rimelige", så jøderne for en tid kunne bevare omskærelsen af ærefrygt for fædrene og af kærlighed til de svage i troen, men så de dog ikke stræbte efter at blive retfærdiggjorte vd den, og heller ikke pålagde hedningerne den, fordi den for dem ville have været noget nyt, og dertil en ubærlig byrde, (Apg 15,10), kort sagt, at ingen skulle tvinges til at lade sig omskære, og heller ingen med magt skulle holdes borte derfra. (n21
22        Exstat acris contentio Hieronymi et Augustini super illo loco Pauli. Vox "coactus est" facit ad defensionem Augustini. Hieronymus rem non intellexit. Non enim hic disputatur, quid Petrus vel Paulus fecerit circumcidendo vel non circumcidendo, ut Hieronymus putat, hincque miratur, quare Paulus in Petro reprehendere ausus sit, quod ipse fecerit, quia, inquit, Paulus circumcidit Timotheum, et cum gentibus gentiliter, et cum Iudaeis judaice vixit etc. Non putat rem seriam hic geri. Ideo concludit neutrum peccasse, sed fingit utrumque officioso mendacio simulasse.         Der opstod en heftig strid mellem Hieronymus og Augustin om dette sted hos Paulus. Ordet "blev tvunget til" taler til gunst for Augustin. Hieronymus har ikke forstået sagen. For det drejer sig ikke her om, hvad Peter eller Paulus gjorde, om de omskar eller ikke omskar, sådan som Hieronymus mener, og derfor undrer han sig over, hvordan Paulus tør bebrejde Peter, hvad han gjorde, for, siger han, Paulus omskar Timotheus, og levede sammen med hedninger på hedensk vis, sammen med jøder på jødisk vis, osv. Han mener, at striden ikke var alvorlig ment. Han konkluderer, at ingen har syndet, men forestiller sig, at begge har forstillet sig med en høflig nødløgn. 
23 Verum istae disputationes hic omnes et fuerunt et sunt seriae et de maximis rebus, ideo nihil fecerunt per simulationem. Ista autem fuit quaestio (E130) principalis, utrum lex sit necessaria ad justificationem, necne? De hoc praecipuo themate, in quo sita est totius christianae doctrinae summa, contendunt hic Paulus et Petrus. Paulus gravior vir erat, quam ut propter leviculam rem Petrum in conspectu totius ecclesiae Antiochenae sic libere invaderet et corriperet. Invadit ergo eum propter praecipuum locum doctrinae christianae. Nam absentibus Iudaeis Petrus edebat cum gentibus, venientibus subducebat sese etc. Ibi Paulus reprehendit eum, quod sua simulatione coegerit gentes judaisare. Tota vis sita est in voce "cogis"; hoc Hieronymus non vidit. Men alle disse drøftelser her var og er alvorlig ment, og handler om de største ting, derfor gør det intet med forstillelse. Men dette var hovedspørgsmålet, om loven er nødvendig til frelse eller ej. Om dette vigtige tema, som summen af hele den kristne lære beror på, er det, at Paulus og Peter her strides. Paulus var for alvorlig en mand til sådan at ville angribe Peter for en ringe sag overfor hele den antiokenske menighed og skælde ham ud for det. Han angreb ham altså på grund af, at det var et hovedpunkt i den kristne lære. For mens der ingen jøder var til stede, spiste Peter sammen med hedningerne, men da der kom jøder til stede, trak han sig tilbage, osv. I den situation var det, at Paulus bebrejdede ham, at han med sin forstillelse tvang hedningerne til at leve som jøder. (Gal2.14) Hele vægten ligger på ordet "tvinger"; det så Hieronymus ikke. 
24          Paulus ergo neminem, qui voluit circumcidi, coegit, ut incircumcisus maneret, modo ut sciret, circumcisionem non esse necessariam ad justificationem. Istam coactionem voluit tollere Paulus. Permisit igitur Iudaeis, ut legem servarent libera conscientia, quia tam Iudaeos quam gentiles semper docuit debere liberos esse in conscientia a lege et circumcisione, quemadmodum omnes patriarchae et sancti in veteri testamento liberi in conscientia fuissent, et fide, non lege aut circumcisione justificati fuissent. Et quidem potuisset permittere Paulus, ut circumcideretur Titus, tamen, quia videbat se cogi ad hoc, nolebat.         Paulus tvang altså ingen, som ville omskæres, til at forblive uomskåret, blot han vidste, at omskærelse ikke var nødvendig til retfærdiggørelse. En sådan tvang ville Paulus ophæve. Derfor tillod han jøderne, at de kunne overholde loven med en fri samvittighed, for han lærte altid såvel jøder som hedninger, at de skulle være frie fra loven og omskærelsen i samvittigheden, sådan som alle patriarkerne og de hellige i det gamle testamente havde været frie i samvittigheden, og han lærte dem, at de blev retfærdiggjorte ved troen, ikke ved loven eller omskærelsen. Ganske vist kunne Paulus da give lov til, at Titus blev omskåret, men da han så, at han skulle tvinges til det, ville han ikke. 
25  Nam si obtinuissent hoc, qui urgebant circumcisionem, statim inde collegissent, eam esse necessariam ad justificationem, atque ita ex permissione ista regnassent. Sic nos relinquimus cuique liberum, induere vel exuere cucullum, ingredi vel deserere monasterium, carnibus aut oleribus vesci, modo ista libere et citra (E131) offensionem conscientiae aut certe in obsequium fratris aut exemplum caritatis, non fidei faciat, sciatque haec omnia nihil valere ad satisfaciendum pro peccatis, et ad promerendam gratiam etc. For hvis de, der ville tvinge omskærelse igennem, havde opnået det, ville de straks have draget den slutning, at omskærelsen er nødvendig til retfærdiggørelse, og så ville de i kraft af en sådan tilladelse være blevet herrer. Sådan lader vi det være frit for enhver, om han til iføre eller afføre sig kutten, om han vil gå ind i eller ud af klosteret, om han vil spise kødretter eller grønsager, blot han gør det frit ud uden at krænke samvittigheden eller af lydighed overfor brødrene eller som et eksempel på kærlighed, ikke på tro, og han må vide, at alt dette intet betyder til fyldestgørelse for synder, eller til at opnå nåde, osv. 
26            Sed ut tum pseudoapostoli observationem legis et circumcisionem non relinquebant liberam, sed necessariam faciebant ad salutem, ita hodie adversarii fortissime contendunt humanas traditiones non posse omitti sine periculo salutis, atque ita ex exemplo caritatis fidei exemplum faciunt, cum tamen unicum tantum fidei exemplum sit, scilicet, credere in Iesum Christum. Et hoc ut solum est necessarium ad salutem, ita quoque ad omnes homines pertinet. Sed adversarii citius diabolum decies adorarent pro Deo, quam ut hoc permitterent.         Men ligesom de falske apostle ikke lod overholdelsen af loven og omskærelsen være fri, men gjorde den nødvendig til frelse, således fastholder i vore dage modstanderne meget stærkt, at de menneskelige traditioner ikke kan udelades uden fare for frelsen, og således gør de ud af et eksempel på kærlighed, et eksempel på tro, skønt der dog kun er ét eksempel på tro, nemlig at tro på Jesus Kristus. Og ligesom dette er det eneste nødvendigt til frelse, således er det også noget, der angår alle mennesker. Men vore modstandere ville hellere tilbede djævelen ti gange i stedet for Gud, end de ville indrømme dette. 
27 Ideo in dies fiunt magis indurati, et suas impietates et blasphemias contra Deum ad integrum restituere, et vi eas defendere, et ne latum quidem digitum nobis cedere volunt. Pergamus igitur et nos intrepidi in nomine domini exercituum, illustrare gloriam Christi, et pugnare contra antichristi regnum verbo et oratione, ut nomen solius Dei sanctificetur, ipsius regnum veniat, et voluntas fiat. Id quod ut fiat propediem, ex animo suspiramus, amen, amen. Derfor bliver de dag for dag mere forhærdede, og vil genindføre deres ugudeligheder og blasfemier imod Gud og forsvare dem med magt, og ikke engang vige for os så meget som en fingerbredde. Lad os derfor uforfærdede bliver ved med i hærskarers herres navn at oplyse Kristi ære, og kæmpe imod antikrists rige med ord og bøn, at alene Guds navn må helliges, hans rige komme, og hans vilje ske. At det snart må ske, længes vi efter af hele vort hjerte. Amen. Amen. 
28       Fuit ergo iste Pauli triumphus valde gloriosus, quod Titus gentilis in medio omnium apostolorum et credentium constitutus, ubi tam acriter de ista quaestione decertatum est, tamen non coactus fuit circumcidi. Hunc Paulus triumphum reportavit, et dicit, quod per istam collationem definitum sit omnibus (E132) apostolis consentientibus et tota ecclesia approbante, ne Titus circumcideretur. Robusta est et firma argumentatio ac magni momenti contra pseudoapostolos.       Det var altså en stor triumf for Paulus, at hedningen Titus, skønt han stod med mellem alle apostlene og de troende, hvor dette spørgsmål så heftigt blev diskuteret, dog ikke blev tvunget til at lade sig omskære. Denne triumf fortæller Paulus om og siger, at det var ved denne forsamlings bestemmelse og med alle apostlenes samtykke og hele kirkens velsignelse, at Titus ikke blev omskåret. Det er en stærk og fast argumentation, som var af stor betydning imod de falske apostle. 
29 Et Paulus novit premere et potenter urgere hostes hoc argumento: "Neque Titus coactus est etc." quasi dicat: Quid contra me mendaciter pseudoapostoli dicunt, quod circumcisionem coactus sim servare mandantibus hoc ipsum apostolis? cum habeam testimonium omnium credentium in Jerusalem, deinde etiam ipsorum apostolorum, quod me auctore contrarium sit definitum. Ibique non solum victoriam reportavi, ut Titus maneret incircumcisus, sed eam obtinui etiam consentientibus et approbantibus apostolis. Mentiuntur igitur pseudoapostoli vestri, quod nomine apostolorum me apud vos traducunt, et per hoc vobis imponunt, quia non contra me, sed pro me stantes habui apostolos et omnes fideles, hocque probo isto exemplo Titi. Og Paulus vidste, hvordan man skulle presse på og trænge ind på fjenderne med dette argument: "Ejheller Titus blev tvunget til ... ", som ville han sige: Hvorfor siger de falske apostle løgnagtigt imod mig, at jeg blev tvunget til at overholde omskærelsen efter påbud fra apostlene selv? når jeg dog har alle de troendes vidnesbyrd i Jerusalem, desuden også apostlenes eget vidnesbyrd, at det var det modsatte, der blev besluttet, på min foranledning. Derfor er det ikke blot en sejr, jeg beretter for jer, at Titus forblev uomskåret, men det var en sejr, der blev opnået i enighed og med godkendelse af apostlene. Jeres falske apostle lyver altså, når de i apostlenes navn nedsætter mig i jeres øjne og derigennem fører jer bag lyset, for apostlene var ikke imod mig, men jeg havde apostlene og alle de troende på min side, og det beviser jeg med Titus' eksempel. 
30           Non tamen Paulus, ut jam saepe dixi, circumcisionem ut rem inutilem damnavit, neque quemquam ad eam coegit, quia neque peccatum neque justitia est, circumcisum aut incircumcisum esse, ut neque peccatum nec justitia est, edere et bibere. Sive enim comederis, sive non comederis, nihilo es aut melior aut deterior 1. Cor. 8, (v. 8.). Si vero quis veniret, et adderet vel peccatum vel justitiam, et diceret: Si comederis, peccas, si abstinueris, justus es, vel econtra, stultus et impius esset.       Dog fordømmer Paulus ikke, som jeg nu ofte har sagt, omskærelsen som en unyttig sag, og han tvinger heller ikke nogen dertil, for det er hverken synd eller retfærdighed, at være omskåret eller ikke-omskåret, ligesom det hverken er synd eller retfærdighed at spise eller drikke. For hvad enten du spiser eller ikke spiser, så er du på ingen måde hverken værre eller bedre 1 Kor 8,8. Men hvis der kommer nogen og tilføjer enten en synd eller en retfærdighed og siger: Hvis du spiser, synder du, hvis du lader være, er du retfærdig, eller omvendt, så er han tåbelig og ugudelig. 
31 Ideo impietas est, velle tractare ceremonias cum peccato vel justitia, ut papa facit, qui in formula excommunicationum minatur, omnes incursuros periculum animarum suarum, qui non obediunt legibus romani pontificis. Ideo (E133) omnes leges suas ad salutem facit necessarias. Diabolus ergo loquitur in papa et talibus suis decretis. Si enim salus consistit in servatis legibus papae, quorum opus habemus Christo justificatore et salvatore? Derfor er det ufromt at ville behandle ceremonier som synd eller som retfærdighed, sådan som paven gør, når han i ekskommunikationsformlen truer alle, der angriber ham, med, at der fare for deres sjæle, hvis de ikke adlyder den romerske paves love. Derfor gør han alle sine love nødvendige til salighed. Altså taler djævelen i paven i den slags dekreter fra ham. For hvis frelsen betår i at holde pavens love, hvad brug har vi så for Kristus, vor retfærdiggører og vor frelser? 
32 Propter subintroductos falsos fratres, qui subintroierant, ut explorarent libertatem nostram, quam habemus in Christo Iesu, ut nos in servitutem redigerent, quibus nec ad horam cessimus per subjectionem, ut veritas evangelii permaneret apud nos.
        Hic causam indicat Paulus, cur ascendent Hierosolymam, contulerit evangelium suum cum apostolis et noluerit circumcidere Titum, non ut certior redderetur et confirmaretur in evangelio per apostolos, nam nihil dubitabat de eo, sed ut veritas evangelii permaneret apud Galatas et omnes ecclesias gentium. Ideo vides non fuisse jocum aut levem rem hoc Pauli negotium. Cum autem dicit "veritas evangelii," indicat duplex esse evangelium, verum et falsum. Evangelium per se quidem unum, simplex, verum et purum est, sed malitia ministrorum Satanae depravatur et subvertitur.
På grund af de indsnegne falske brødre, som havde sneget sig ind for at vogte på vor frihed, som vi har i Kristus Jesus, at de igen kunne føre os i trældom; for dem veg vi ikke et øjeblik i eftergivenhed, for at evangeliets sandhed kan blive varig hos jer. (Gal2.4-5)
      Her angiver Paulus grunden til, at han drog op til Jerusalem: han ville sammenholde sit evangelium med apostlene og han ville ikke omskære Titus; det skete ikke, for at han kunne blive sikrere og bekræftes i evangeliet ved apostlene, for han tvivlede ikke på det, men det skete, for at evangeliets sandhed kunne blive varig hos galaterne og hos alle hedningemenigheder. Derfor ser du, at Paulus' anliggende ikke har været en spøg eller noget underordnet. Men når han siger "evangeliets sandhed", angiver han, at evangeliet er dobbelt, sandt og falsk. Evangeliet i sig selv er ganske vist ét, enfoldigt, sandt og rent, men Satans tjeneres ondskab ødelægger og forvender det. 
33 Ideo cum ait "veritas evangelii," vult contrarium quoque intelligi, quasi dicat: Pseudoapostoli praedicant etiam fidem et evangelium, sed utrumque falsum est, ideoque me illis tam vehementer opposui, et hac mea pertinacia, quod illis cedere nolui, hoc obtinui, ut veritas evangelii apud vos permaneret. Sic papa et fanatici spiritus hodie jactant, se (E134) docere evangelium et fidem in Christum. Docent quidem ea, sed eodem fructu, quo olim pseudoapostoli, quos Paulus vocat supra cap. 1. perturbatores ecclesiarum, eversores evangelii Christi etc. Når han derfor siger "evangeliets sandhed", ønsker han, at det også skal forstås modsat, som ville han sige: De falske apostle prædiker også troen og evangeliet, men begge dele er falske, og derfor har jeg opponeret så kraftigt imod dem, og ved denne min stædighed, som ikke vil lade dem være, har jeg opnået, at sandhedens evangelium hos jer varer ved. Sådan praler paven og åndsfanatikerne i vore dage med, at de lærer evangeliet og troen på Kristus. Det lærer de ganske vist, men de får den samme frugt ud af det, som i sin tid de falske apostle, som Paulus ovenfor i kapitel 1 kaldte kirkens forstyrrere, Kristi evangeliums fordrejere osv. (Gal1.7)
34 Contra se dicit veritatem evangelii, hoc est, purum et verum evangelium docere, quasi dicat: Quae pseudoapostoli tradunt, ut maxime dicant certissimam veritatem, mera mendacia sunt. Qui igitur eos audiunt, vanitatem et mendacium pro evangelio ab eis accipiunt. Sic omnes haeretici praetexunt nomen Dei, Christi, ecclesiae etc. Item promittunt se non mendacia et errores, sed certissimam veritatem et purissimum evangelium velle docere. Derimod siger han, at han lærer evangeliets sandhed, det vil sige, det rene og sande evangelium, som ville han sige: Det, som de falske apostle overleverer, er lutter løgn, skønt de siger, det er den sikreste sandhed af alle. Derfor modtager de, der hører dem, forfængelighed og løgn i stedet for evangelium fra dem. Således skilter alle kættere med Guds og Kristi og kirkens navn. Ligeledes lover de, at de ikke vil lære løgn og vildfarelse, men den sikreste sandhed og det reneste evangelium. 
35           Est autem veritas evangelii, quod justitia nostra est ex sola fide, sine operibus legis. Falsitas seu depravatio evangelii est, quod fide justificemur, sed non sine operibus legis. Hac conditione annexa pseudoapostoli praedicaverunt evangelium. Hoc idem fecerunt sophistae et papistae nostri, quod scilicet in Christum sit credendum, fidemque esse fundamentum salutis, sed eam non justificare, nisi formata sit caritate.         Men det er det sande evangelium, at vor retfærdighed er ud af tro alene, uden lovgerninger. Det er et falsk evangelium, eller det er en fordrejning af evangeliet, at vi retfærdiggøres ved tro, men ikke uden lovgerninger. De falske apostle prædiker evangelium med denne betingelse knyttet til. Det samme før vore sofister og papister, de siger, at man skal tro på Kristus, og at troen er frelsens grundlag, men den retfærdiggør ikke, hvis ikke den bliver formet af kærligheden. 
36 Haec non est veritas, sed fucus et simulatio evangelii. Verum autem evangelium est, quod opera aut caritas non sint ornatus seu perfectio fidei, sed quod fides per se est donum Dei et opus divinum in corde, quod ideo justificat, quia apprehendit ipsum Christum salvatorem. Ratio humana objectum habet legem, hoc feci, hoc non feci. Fides autem, quando in proprio suo officio est, (E135) nullum prorsus aliud objectum habet, quam Iesum Christum filium Dei, traditum pro peccatis totius mundi. Dette er ikke evangeliets sandhed, men dets falske skin og hykleri. Men det sande evangelium er, at gerningerne eller kærligheden ikke er troens smykke eller fuldendelse, men at troen i sig selv er Guds gave og en guddommelig gerning i hjertet, som af den grund gør retfærdig, at den modtager Kristus selv som sin frelser. Menneskets fornuft har loven som sin genstand, dette har jeg gjort, dette har jeg ikke gjort. Men troen, når den er som den skal være, har ingen anden genstand end Jesus Kristus Guds søn, givet for verdens synder. 
37 Non respicit caritatem, non dicit: Quid feci? quid peccavi? quid merui? sed, quid fecit Christus? quid ille meruit? Ibi veritas evangelii dicit: Redemit te a peccato, diabolo, morte aeterna. Agnoscit igitur fides se in ista persona, Iesu Christo, habere remissionem peccatorum et vitam aeternam. Qui hoc objecto excidit, non habet veram fidem, sed fucum et opinionem, et vertit oculos a promissione ad legem, quae perterrefacit et in desperationem adigit. Den ser ikke hen til kærligheden, den siger ikke: Hvad har jeg gjort? Hvad har jeg syndet? Hvad har jeg fortjent? men: Hvad har Kristus gjort? Hvad har han fortjent? Her siger evangeliets sandhed: Han har forløst dig fra synd, djævel og evig død. Troen erkender altså, at den i denne person, Jesus Kristus, har syndernes forladelse og evigt liv. Den, der går ud over denne genstand, har ikke den sande tro, men et falsk skin og en mening, og han vender øjnene bort fra forjættelsen mod loven, som slår med rædsel og fører i fortvivlelse. 
38         Quare quae sophistae docuerunt de fide justificante, si sit caritate formata, mera verborum portenta sunt. Ea enim fides, quae apprehendit Christum filium Dei, et eo ornatur, non quae includit caritatem, justificat. Nam fidem, si certa et firma esse debet, nihil apprehendere oportet, quam solum Christum, neque alia re in lucta et terroribus conscientiae niti potest, quam isto unione.        Hvad derfor sofisterne lærte om den, at troen gjorde retfærdig, hvis den blev formet af kærligheden, er lutter ordpral. For det er den tro, som griber Kristus, Guds søn, og smykker sig med ham, der retfærdiggør, ikke den, der indeslutter kærligheden. For hvis troen skal være sikker og fast, bør den ikke gribe om andet end Kristus alene, og den kan ikke støtte sig til noget andet i samvittighedens kampe og rædsler, end netop den sammenknytning. 
39 Quare qui Christum fide apprehendit, quantumvis lege perterrefiat, et mole peccatorum gravetur, tamen gloriari potest se justum esse. Quomodo aut per quid? Per gemmam Christum, quem fide possidet. Hoc adversarii non intelligunt, ideo abjiciunt gemmam Christum, et in locum ejus reponunt caritatem, quam dicunt gemmam esse. Cum autem ignorent, quid fides sit, impossibile est eos habere fidem, multo minus possunt eam docere alios. Quod autem habent, somnium, opinio et ratio naturalis, non fides est. Den, der derfor griber Kristus med troen, hvor meget han end er slået med rædsel af loven og sine synders byrde, så kan han dog rose sig af at være retfærdig. Hvordan eller gennem hvem? Gennem ædelstenen Kristus, som troen ejer. Dette forstår modstanderne ikke, derfor forkaster de ædelstenen Kristus og indsætter i hans sted kærligheden, som de siger er en ædelsten. Men fordi de ikke véd, hvad tro er, er det umuligt for dem at have troen, og langt mindre kan de belære andre om den. Men hvad de har, er en drøm, en mening og den naturlige fornuft, ikke troen. 
40         Haec ideo dico, ut intelligatis Paulum emphatice (E136) dicere "veritatem evangelii" per vituperationem contrarii. Perstringit enim his verbis pseudoapostolos, quod falsum evangelium docuerint. Nam urgebant circumcisionem et legis observationem tanquam necessariam ad salutem. Deinde miris artibus et dolis struebant insidias Paulo. Observabant enim, an Titum circumcidere vellet, deinde an auderet se illis opponere praesentibus apostolis. Ideo vehementibus verbis perstringit eos. Volebant, inquit, libertatem nostram, quam habemus in Christo Iesu, explorare, ut nos in servitutem redigerent.         Dette siger jeg, for at I skal forstå, at Paulus med eftertryk siger "evangeliets sandhed" for at dadle dets modsætning. For med disse ord bebrejder han de falske apostle, at de har lært et falsk evangelium. For de lagde vægt på omskærelse og på at overholde loven som noget, der var nødvendigt til frelse. Dernæst lagde de med besynderlige kunster og snarer baghold for Paulus. De lagde nemlig mærke til, om han ville lade Titus omskære, dernæst, om han vovede at gå imod dem, når apostlene var til stede. Derfor bebrejder han dem med hårde ord. De ville, siger han, udspejde den frihed, vi har i Kristus Jesus, for at trælbinde os. 
41 Quare summo studio armaverunt se, et omnia bene instructa habuerunt contra Paulum pseudoapostoli, ut, quoquo tandem modo possent, eum traducerent et opprimerent coram ecclesia. Et ad hoc abuti insuper voluerunt auctoritate apostolorum, in quorum conspectu accusaverunt eum, dicentes: Paulus introducit Titum incircumcisum in coetum omnium credentium, negat et damnat legem praesentibus vobis apostolis. Si ista hic audet tentare, quid non auderet inter gentes vobis absentibus? Derfor der det med den største iver, at de falske apostle har bevæbnet sig, og de havde indrettet alt på, om de på én eller anden måde kunne gå imod Paulus, beskæmme ham og overvinde ham overfor menigheden. Og til det formål ville de fremfor alt misbruge apostlenes autoritet, og i deres påhør anklagede de ham og sagde: Paulus har indført Titus som uomskåren i alle de troendes forsamling, han nægter og fordømmer loven ligeoverfor jer apostle. Hvis han vover at forsøge på det her, hvad kunne han så ikke finde på blandt hedningerne, når I ikke er til stede? 
42          Cum igitur videret his dolis se peti, restitit pseudoapostolis fortissime, libertatem nostram, inquiens, quam habemus in Christo Iesu, non passi sumus periclitari, ut maxime insidiarentur, et urgerent nos falsi fratres, sed eos etiam ipsis apostolis judicibus vicimus, et ne ad horam quidem cedere eis voluimus (dixerunt enim procul dubio: Ad tempus saltem, Paule, illam libertatem intermitte), videbamus enim urgere eos legem ut rem ad salutem necessariam. Si vero (E137) allegassent obsequium fraternitatis, cessisset Paulus, sed aliud quaerebant, nempe, ut Paulum et omnes adhaerentes suae doctrinae in servitutem redigerent. Ideo ne ad momentum quidem eis cedere voluit.       Da Paulus så sig angrebet ved denne list, stod han stærkt op imod de falske apostle. Vi tillod, sagde han, ikke, at den frihed, vi har i Kristus Jesus, skulle bringes i fare, hvor meget så end de falske brødre efterstræbte og forfulgte os, men vi besejrede dem med apostlene selv som dommere, og vi ville ikke vige blot et øjeblik for dem. (De har nemlig uden tvivl sagt: Kære Paulus, du kunne jo suspendere friheden kun for en tid). For vi så, at de lagde vægt på loven som nødvendig til frelse. Hvis de derimod havde påberåbt sig den eftergivenhed, man skylder brødrene, ville Paulus have givet efter, men de var ude efter noget andet, nemlig, at føre Paulus og alle hans tilhængere i trældom. Derfor ville han ikke vige for dem bare et øjeblik. 
43          Sic nos offerimus papistis, quae offerenda sunt, et plura quam debemus; solum excipimus libertatem conscientiae, quam habemus in Christo Iesu. Nolumus enim cogi, aut conscientias nostras alligari ad ullum opus, ut hoc vel aliud facientes justi, omittentes vero damnati simus.         Således tilbyder vi papisterne, hvad man kan tilbyde dem, og det mere, end vi er skyldige; blot undtager vi den samvittighedsfrihed, som vi har i Kristus Jesus. Vi vil nemlig ikke tvinges eller have vore samvittigheder bundet til nogen gerning, så vi ved at gøre det bliver retfærdige, ved at lade være bliver fordømt. 
44 Libenter una cum eis utemur iisdem cibis, servabimus item ferias et jejunia ipsorum, modo nos ista omnia voluntate libera servare permittant, et istas minaces voces, quibus hactenus conterruerunt et subjecerunt sibi totum orbem, omittant: Mandamus, aggravamus, reaggravamus, excommunicamus etc. Sed ut hanc nobis libertatem permittant, non possumus obtinere, sicut nec tum Paulus potuit. Ideo item facimus, quod ipse. Nam cum illam libertatem obtinere non posset, nec pseudoapostolis vel ad horam saltem cedere voluit. Vi kunne sammen med dem holde os til de samme spiser, overholde de samme helligdage og deres faster, blot vi fik lov til at overholde det altsammen med en fri vilje, og de ville udelade disse truende røster, hvormed de indtil nu har terroriseret og underkastet sig hele verden: Vi forordner, vi pålægger med trussel o straf, vi pålægger med trussel om endnu større straf, vi ekskommunikerer, osv. Men vi kan ikke opnå, at de tillader os denne frihed, ligesom dengng Paulus ikke kunne opnå det. Derfor gør vi det samme som han. For da han ikke kunne opnå denne frihed, så ville han overhovedet ikke vige for de falske apostle et øjeblik. 
45         Sicut igitur adversarii hoc salvum nobis relinquere nolunt, quod sola fides in Christum justificet: ita nec nos volumus nec etiam possumus in hoc cedere ipsis, quod fides formata caritate justificet. Hic volumus et debemus esse rebelles et pertinaces, alioqui amitteremus veritatem evangelii, amitteremus nostram libertatem, quam non in caesare, regibus, principibus, non in papa, mundo, carne, sanguine, ratione etc., sed in Christo Iesu habemus, amitteremus (E138) fidem in Christum, quae, ut supra dixi, nihil aliud apprehendit, quam Christum gemmam.        Ligesom altså modstanderne ikke vil lade os have den overbevisning uskadt, at alene troen på Kristus retfærdiggør; således hverken vil eller kan vi vige for dem og sige, at den af kærligheden formede tro retfærdiggør. Her vil og bør vi være oprørske og stædige, ellers mister vi evangeliets sandhed, ellers mister vi den frihed, vi har, ikke i kejseren, kongerne, fyrsterne, ejheller i paven, verden, kødet, blodet, fornuften, men den, vi har i Kristus Jesus, vi mister troen på Kristus, der som ovenfor sagt ikke omfatter andet end ædelstenen Kristus. 
46 Hanc fidem, qua renati, justificati et Christo inserti sumus, si nos salvam reliquerint adversarii, offerimus nos omnia facturos, modo cum ea fide non pugnent. Quia vero hoc impetrare ab eis non possumus, vicissim ne tantillum quidem eis cedere volumus. De re enim seria et magna hic agitur, nempe de morte filii Dei, qui voluntate et jussu patris caro factus, crucifixus et mortuus est pro peccatis totius mundi. Hvis modstanderne lod os have denne tro, hvorved vi er genfødte, retfærdiggjorte og indlemmet i Kristus, så ville vi tilbyde at gøre alt, blot det ikke strider imod denne tro. Men fordi vi ikke kan opnå det af dem, vil vi til gengæld ikke vige en tomme for dem. Det drejer sig her om en alvorlig og stor sag, nemlig om Guds søns død, som efter faderens vilje og befaling blev kød, blev korsfæstet og døde for hele verdens synder. 
47 Si fides hic cedit, illa mors, resurrectio etc. filii Dei inanis est, item fabula est Christum esse salvatorem mundi, denique Deus ipse mendax invenitur, quia, quod promisit, non servavit. Pia igitur et sancta est hac in re nostra pertinacia. Hoc enim quaerimus per eam, ut conservemus libertatem nostram, quam in Christo Iesu habemus, utque veritatem evangelii, retineamus, qua amissa amisimus Deum, Christum, omnes promissiones, fidem, justitiam et vitam aeternam. Hvis troen her viger, er denne Guds søns død, opstandelse, osv. tom, ligeledes er det en fabel, at Kristus er verdens frelser, og endelig bliver Gud selv en løgner, for det, han har lovet, har han ikke opfyldt. Derfor er i denne sag vores stædighed from og hellig. Det nemlig opnår vi ved den, at vi bevarer vor frihed, som vi har i Kristus Jesus, og ligeledes fastholder evangeliets sandhed, for hvis vi mister den, mister vi Gud, Kristus, alle forjættelserne, troen, retfærdigheden og det evige liv. 
48          At dicat aliquis: Lex divina et sancta est. Habeat ea sane suam gloriam, sed nulla lex quantumvis divina et sancta debet me docere, quod per eam justificer et vivam. Concedo quidem, ut me doceat, quod debeam diligere Deum et proximum, item vivere in castitate, patientia etc. Non autem debet mihi ostendere, quomodo a peccatis, diabolo, morte, inferis liberari debeam.       Men nu vil én og anden sige: Loven er guddommelig og hellig. Ja, den har sandelig sin ære, men ingen lov, om den er guddommelig og hellig, skal lære mig, at det er ved den, jeg skal retfærdiggøres og leve. Jeg indrømmer ganske vist, at jeg bør elske Gud og næsten, ligeledes leve i kyskhed, tålmodighed, osv. Men den bør ikke påvise for mig, hvordan jeg skal befries fra synd, djævel, død og helvede. 
49 Hic consulendum et audiendum est evangelium, quod docet non quid ego facere debeam, hoc enim est proprie legis officium, sed quid Iesus Christus Dei filius pro me fecerit, (E139) scilicet, quod pro me passus et mortuus sit, ut me a peccato et morte liberaret. Hoc jubet me evangelium accipere et credere, eaque est et dicitur evangelii veritas, atque is principalis est doctrinae christianae articulus, in quo cognitio totius pietatis consistit. Ideo maxime refert, eum bene scire et perpetuo inculcare. Nam ut tenerrimus est, ita facillime laeditur. Hoc bene expertus est Paulus, hoc quoque experiuntur omnes pii. Her må man rådføre sig med og høre på evangeliet, som lærer, ikke hvad jeg bør gøre, det er nemlig lovens særskilte embede, men hvad Jesus Kristus, Guds søn, har gjort for mig, nemlig, at han for mig har lidt og er død, for at han kunne befri mig fra synden og døden. Det befaler evangeliet mig at modtage og at tro, dette er og kaldes evangeliets sandhed, og dette er den vigtigste artikeli den kristne lære, i hvilken erkendelsen af hele fromheden består. Derfor er det af allerhøjeste vigtighed, at kende den godt og altid indskærpe den. For ligesom den er den fineste, således er det også den, der lettest lider skade. Dette har Paulus erfaret ret, og det erfarer alle fromme. 
50         Summa, Paulus Titum circumcidere noluit ob nullam aliam causam, quam, ut ait, quod subintroierant quidam falsi fratres exploraturi libertatem etc., qui volebant cogere Paulum, ut eum circumcideret. Hanc coactionem et necessitatem animadvertens Paulus ne ad horam quidem cedere voluit, sed summa vi eis restitit, ideoque dicit: "Neque Titus, qui mecum erat, cum gentilis esset, coactus est circumcidi etc." Si jure caritatis vel obsequio fraternitatis hoc postulassent ab eo, non recusasset. Sed quia volebant et urgebant hoc fieri malo exemplo, in servitutem conscientiarum et destructionem totius evangelii, fortissime se illis opposuit, perrupit et obtinuit, ne Titus circumcideretur.         Kort sagt, Paulus ville ikke lade Titus omskære, og der var ingen anden grund til det, end den, som han siger, at de indsnegne falske brødre ville udspejde friheden, osv., de ville tvinger Paulus til at lade ham omskære. Denne tvang og nødvendighed blev Paulus klar over, og så ville han ikke vige et øjeblik, men modstod dem med den største kraft, og derfor sagde han: "End ikke Titus, som var med mig, og som var hedning, blev tvunget til at lade sig omskære, osv." (Gal2.3) Hvis de havde forlangt det af ham ud fra kærlighedens ret eller ud fra lydigheden mod broderskabet, så ville han ikke have afvist dem. Men fordi de ville presse det igennem som et dårligt eksempel, der ville medføre samvittighedernes trældom og hele evangeliets ødelæggelse, satte han sig kraftigt imod dem, trængte igennem og opnåede, at Titus ikke skulle omskæres. 
51          Res quidem apparet valde levicula, circumcisum vel non circumcisum esse, sed accedente fiducia ac timore propter servatam aut omissam circumcisionem negatur Deus, Christus, gratia et omnia promissa Dei. Alioqui si circumcisio sine illo additamento servaretur, nihil periculi esset. Sic si papa exigeret a nobis traditiones suas ut nudas ceremonias, non gravaremur eas observare. Qualis enim esset labor gestare cucullum? raso vertice incedere? cum alioqui ceremoniis utamur. Addere autem hoc grande malum, (E140) quod in ista levicula, imo nihili re consistat aut vita et salus, aut mors et damnatio aeterna, hoc satanicum est et blasphemum.         Sagen kan ganske vist forekomme meget ubetydelig, om man er omskåret eller ikke omskåret, men når tilliden ved overholdelsen og frygten ved overtrædelsen kommer til, så nægtes Gud, Kristus, nåden og alle Guds forjættelser. Ellers, hvis omskærelsen overholdtes uden nogen tilføjelse, så ville der ikke være nogen fare. Hvis således paven krævede hans traditioner overholdt af os som rene og skære ceremonier, så ville vi ikke taget de så tungt med at overholde dem. For hvad betydning ville det have at bære en kappe? eller at lade sig kronrage? vi bruger jo også ellers ceremonier. Men når dette store onde føjes til, at i denne ringe gerning, ja i denne intetsigende sag ligger vort liv og vor frelse, eller død og evig fordømmelse, så er det satanisk og blasfemisk. 
52 Quicunque hic non reclamat, anathema esto. Edam, bibam, gestabo cucullum, faciam quaecunque praescripserit papa, modo sinat ista omnia libera esse. Sed cum ista exigere volet tanquam necessaria ad salutem, ad ea conscientias adstringere, et in istis cultum Deo gratum instituere, ibi omnino repugnandum est. Nihil noceret sculpere lignum, lapidem, statuam, sed cultum instituere, et ligno, lapidi aut statuae divinitatem tribuere, hoc est idolum pro Deo colere. Den, der her ikke gør vrøvl, skal være forbandet. Jeg kan spise, jeg kan drikke, jeg kan iføre mig en kappe, jeg kan gøre hvadsomhelst paven foreskriver, når blot det altsammen er frit. Men når han vil kræve det som noget, der er nødvendig til frelse, binde samvittighederne dertil, og i disse ting fastlægge en gudsdyrkelse, da må der gøres modstand. Det skader ikke noget at hugge en statue af træ eller sten, men at fastlægge en kult, og tillægge træ og sten eller en statue guddommelighed, det er at dyrke en afgud i stedet for Gud. 
53          Igitur diligenter considerandum est, de qua re Paulus agat, ne cum Hieronymo ineptiamus, qui putavit esse quaestionem et disputationem de ipsis rebus. In hoc erravit. Non enim est disputatio, an lignum sit lignum, an lapis sit lapis, sed de additamento, hoc est, de usu rerum, utrum hoc lignum sit Deus, seu utrum huic lapidi insit divinitas. Hic respondemus, lignum esse lignum etc.        Derfor må man omhyggeligt overveje den sag, Paulus behandler, at vi ikke skal sige noget vås, som Hieronymus gør det, han, som mente, at det bare var en drøftelse og en diskussion om de ydre ting. Heri tog han fejl. For spørgsmålet er ikke, om træ er træ, eller om sten er sten, nej, det går på tilføjelsen, det vil sige, på tingenes brug, om dette træ er Gud, eller om i denne sten guddommen har taget bolig. Her skal vi svare, at træ er træ, osv. 
54 Sic circumcisio nihil est, praeputium nihil est, dicit Paulus, sed ponere justitiam, reverentiam, fiduciam salutis, timorem mortis in istis, hoc est, ceremoniis tradere divinitatem. Ideo in minimo non est cedendum adversariis, ut neque Paulus pseudoapostolis cessit, quia ad justitiam neque circumcisio, neque praeputium, neque rasura, neque cucullus pertinet, sed sola et mera gratia. Haec est evangelii veritas. (E141)  Således har omskærelse intet at sige, og forhud intet at sige, siger Paulus, (1 Kor 7,19) men at lade retfærdighed, ærefrygt, tillid til frelsen, frygt for døden bero på sådanne ting, det er at tillægge ceremonierne guddommelighed. Derfor må man ikke i mindste måde give efter for modstanderne, ligesom heller ikke Paulus veg for de falske apostle, for til retfærdighed er det ikke omskærelse eller ikke-omskærelse, ikke kronragning eller munkekappe, der betyder noget, men ene og alene nåde. Dette er evangeliets sandhed. 
55  Ab iis autem, qui videbantur esse aliquid, quales aliquando fuerint, nihil mea refert.
      Ecliptica est oratio. Deest enim: Ego nihil accepi. Condonandum est autem Spiritui sancto in Paulo loquenti, si peccet aliquando in grammaticam. Ipse magno ardore loquitur. Qui vero ardet, non potest adeo exacte in dicendo observare regulas grammaticas et praecepta rhetorica. Est autem confutatio ista valde vehemens et superba. Non enim tribuit ipsis veris apostolis magnificum titulum, sed quasi extenuatione quadam dicit: "Qui videbantur esse aliquid," hoc est, qui erant in auctoritate, quorum nutu et renutu omnia pendebant. 
men af dem, som syntes at være noget, hvordan de så var engang, er mig uden forskel ... (Gal2.6a)
      Talen er mangelfuld. Der mangler nemlig: modtog jeg ikke noget. Man må imidlertid bære over med Helligånden, der taler i Paulus, hvis han af og til synder i det grammatiske. Han taler ud af stor glød. Men den, der brænder, kan ikke i den grad overholde de grammatiske regler og de retoriske bud, når han taler. Men det er en meget stærk og overmodig. For han tillægger ikke de sande apostle selv denne storslåede titel, men siger som med en formindskelse: "De, som syntes at være noget", det vil sige, de, der havde autoritet, så alt afhang af deres bekræftende nik eller benægtende virren med hovedet. 
56 Revera tamen magna erat apostolorum auctoritas apud omnes ecclesias, neque Paulus detrahit aliquid honori ipsorum. Sed sic contemtim respondet pseudoapostolis, qui contra Paulum ubique ecclesiis opponebant auctoritatem et magnitudinem apostolorum et discipulorum suorum, ut per hoc extenuarent auctoritatem Pauli, et totum ministerium ejus suspectum redderent. Hoc nullo modo erat ferendum Paulo.  Apostlenes autoritet var dog i virkeligheden stor hos alle menighederne, og Paulus drog heller ikke nogen ære fra dem. Men han svarer de falske apostle så foragteligt, fordi de overalt i menighederne modarbejdede apostlenes og deres disciples autoritet og storhed, så de derigennem formindskede Paulus' autoritet og gjorde hele hans tjeneste suspekt. Dette kunne Paulus på ingen måde affinde sig med. 
57 Ideo ut permaneret veritas evangelii et libertas conscientiarum in Christo apud Galatas et omnes ecclesias gentium, superbissime respondet pseudoapostolis, se nihil curare, quam magni sint apostoli, aut quales aliquando fuerint; deinde etiam parum sua referre opponi sibi ab eis auctoritatem apostolici nominis; apostolos certe aliquid esse, ac eorum auctoritatem colendam, non tamen ideo concedendum, ut propter ullius quantumvis magni sive (E142) apostoli sive angeli e coelo nomen seu titulum evangelium et ministerium suum periclitari debeat. Derfor, for at fastholde evangeliets sandhed og samvittighedernes frihed i Kristus hos galaterne og alle hedningemenighederne, svarer han de falske apostle meget overmodigt, at han ikke bryder sig om, hvor store apostlene var eller hvordan de tidligere havde været; endvidere at det var ham ligemeget, om de satte apostlenes autoritet op imod ham; apostlene var sikkert noget, og deres autoritet skulle man ære, dog skulle man ikke i den grad vige for dem, at man for et eller andet navns eller titels skyld, hvad enten det var en stor apostel eller en engel fra himlen, satte evangeliet og tjenesten for det i fare. 
58           Et hoc argumentum fuit unum de firmissimis, quod pseudoapostoli vehementer urserunt, ad hunc modum: Apostoli tribus annis cum Christo familiarissime vixerunt, omnes ejus sermones et miracula audierunt et viderunt, quin et ipsi praedieaverunt et miracula fecerunt Christo adhuc agente in terris, quem Paulus nunquam vidit in carne, ac longe post glorificationem ejus tandem conversus est.         Og dette argument var ét af de stærkeste, som de falske apostle ihærdigt brugte, og det på følgende måde: Apostlene har levet på fortrolig fod med Kristus i tre år, har hørt alle hans prædikener og set alle hans undere, ja, de har selv prædiket og gjort undere, mens Kristus endnu levede på jorden. Men Paulus havde aldrig set ham i kødet, og var først længe efter hans herliggørelse blevet omvendt. 
59 Utris nunc credendum censerent, an uni Paulo et eidem discipulo tantum et quidem posteriori, an summis ac maximis apostolis, qui longe ante Paulum ab ipso Christo missi et confirmati fuissent? Ad hoc respondet Paulus: Quid tum postea? Argumentum hoc nihil concludit; sint sane apostoli magni, sint angeli de coelo, nihil mea refert. Hvem af de to mener de nu, man skal tro på, på den ene Paulus, der blot var discipel og det en senere discipel, eller på de højeste og største apostle, som var blevet udsendt og bekræftet længe før Paulus af Kristus selv? Til det svarede Paulus: Hvad har "senere" med sagen at gøre? Dette argument fører ikke til noget resultat, lad dem være store apostle, lad dem være engle fra himlen, det har intet med mig at gøre. 
60 Nos agimus nunc non de magnitudine apostolorum, sed de verbo Dei et veritate evangelii. Illud permagni refert illaesum conservari, hoc debet etiam praevalere. Ideo non curamus, quam magnus fuerit Petrus et alii apostoli, quot et quanta fecerint miracula. Hoc agimus, ut veritas evangelii apud vos permanent. Et solutio illa apparet satis infirma, quod dedita opera auctoritatem apostolorum sibi oppositam per pseudoapostolos sic contemnit, et hoc ipsorum robustissimum argumentum non aliter solvit, quam sic: Nihil mea refert. Addit tamen rationem confutationis. (E143)  Vi taler nu ikke om apostlenes storhed, men om Guds ord og evangeliets sandhed. Den drejer det sig først og fremmest om at bevare uskadt, det første bør man også lægge vægt på. Derfor bekymrer vi os ikke om, hvor store Peter og de andre apostle var, hvor mange og hvor store undere de gjorde. Men det bekymrer os, at evangeliets sandhed kan bevares hos jer. Og den forklaring synes nok svar, fordi han i den grad foragter autoriteten hos de apostle, som de falske apostle har sat op imod ham, og ikke løser deres meget stærke indvending på anden måde end ved at sige: Det har intet med mig at gøre. Men han tilføjer dog begrundelsen for den gendrivelse. 
61 Deus enim personam hominis non accipit.
         Hunc locum allegat ex Mose, qui non semel eo usus est: "Non accipias in judicio personam divitis et pauperis etc." (Deuter. 1, 17.), estque gnwmh seu sententia theologica: Deus non accipit personam, illoque dicto obstruit falsis doctoribus os, quasi dicat: Vos opponitis mihi illos, qui videntur esse aliquid etc. Sed Deus horum nihil curat, non respicit apostolatum, episcopatum, principatum, non respicit honores, auctoritatem etc., et in signum hujus rei permisit unum de principibus apostolis, Iudam scilicet, ruere et damnari, similiter unum ex summis regibus, et eum primum, scilicet Saul.
hos Gud er der nemlig ikke personsanseelse ... (Gal2.6b)
      Dette sted anfører han fra Moses, som ganske ofte bruger det: "Se ikke i retten på personens rigdom eller fattigdom osv." (5 Mos 1,17) (n61). Det er et teologisk ordsprog eller en teologisk sætning: Gud tager ikke hensyn til personen, og med dette ord lukker han munden på de falske apostle, som ville han sige: I stiller op imod mig dem, der synes at være noget, osv. Men Gud bekymrer sig ikke om den, han ser ikke på apostolatet, bispeembedet, fyrstemagten, han ser ikke på værdighed og myndighed, og til tegn på det tillod han én af de apostoliske ledere, nemlig Judas, at falde og blive fordømt, og på samme måde med én af de største konger, endda den første, nemlig Saul. 
62 Ismael et Esau, utrumque primogenitum, reprobavit. Sic per totam scripturam invenies, Deum plerumque optimos et sanctissimos in speciem viros rejecisse, et Deus aliquando crudelis apparet in talibus exemplis. Sed fuit et est summa necessitas faciendi et scribendi ista horribilia exempla. Nam naturaliter hoc vitium nobis insitum est, quod personas admiramur, et plus respicimus quam verbum. Ismael og Esau, begge førstefødte, afviste hen. Sådan finder du hele skriften igennem, at Gud har afvist mange af de bedste og helligste i menneskeslægten, og Gud kan af og til synes at være grusom i den slags eksempler. Men det var og er særdeles nødvendigt at udvirke og at skrive om den slags forfærdelige eksempler. For denne last er indlagt i os fra naturens side, at vi beundrer personerne, og ser mere på dem end på ordet. 
63 Contra Deus vult nos intentos esse et firmiter niti verbo, vult, ut nucleum, non testam eligamus, ut plus curemus patremfamilias quam domum. In Petro et Paulo non vult nos admirari et adorare apostolatum, sed Christum in eis loquentem et ipsum verbum Dei, quod nobis afferunt et praedicant. Modsat vil Gud have, at vi skal være forbundet med og fast støtte os til ordet, han vil, at vi skal vælge kernen, ikke skallen, at vi skal bekymre os mere om familiefaderen end om huset. Han vil, at vi hos Peter og hos Paulus ikke skal beundre eller tilbede apostelembedet, men den Kristus, som taler i dem, og det rene Guds ord, som de fremfører og prædiker for os. 
64          Animalis homo non potest ista discernere, solus spiritualis discernit personam a verbo, larvam divinam ab ipso Deo. Est autem larva Dei tota creatura. (E144) Insuper non agit Deus nobiscum in hac vita facie ad faciem, sed velatus et larva indutus, hoc est, ut Paulus ait (1. Cor. 13, 12.), "videmus eum nunc per speculum in aenigmate,  tunc autem facie   ad faciem." Ideo non possumus carere larvis,  sed prudentia requiritur, quae Deum a larva discernat; hanc mundus non habet. Avarus audiens, hominem non solo pane vivere, sed omni verbo, quod per os Dei egreditur, vorat quidem panem, sed in pane Deum non videt, quia larvam tantum respicit.        Det sjælelige menneske kan ikke skelne her, kun det åndelige kan skelne personen fra ordet, den guddommelige maske fra Gud selv. Men hele skabningen er Guds maske. I dette liv handler Gud ikke med os ansigt til ansigt, men tilsløret og iført en maske, det vil sige, som Paulus siger 1 Kor 13,12, "vi ser ham nu i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt". Derfor kan vi ikke undvære masker, men der kræves visdom til at skelne mellem Gud og en maske; det har verden ikke. Det begærlige menneske, der hører, at menneske ikke lever af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund (5 Mos 8,3; Matt 4,4), spiser ganske rigtigt brød, men ser ikke Gud i brødet, fordi han kun ser masken. 
65  Sic cum auro et aliis creaturis facit, tantisper confidit, donec eas habet; deficientibus illis desperat. Ideo non creatorem, sed creaturas, non Deum, sed ventrem colit et adorat. Haec ideo a me dicuntur, ne quis putet penitus reprobari et contemni a Paulo personas et larvas. Non enim dicit, nullam debere personam esse, sed nullam personarum acceptionem apud Deum esse.  Det samme gør han med med guld og andre skabte ting, sålænge han har dem, er han tillidsfuld; men når han mangler dem, fortvivler han. Derfor dyrker og tilbeder han ikke skaberen, men skabningen, ikke Gud, men sin bug. Dette siger jeg, for at ingen skal mene, at Paulus helt forkaster og foragter personerne og maskerne. For han siger ikke, at der ikke skal være personer, men at der ikke er anseelse af personer hos Gud. 
66 Oportet esse personas et larvas, et Deus eas dedit, suntque ejus bonae creaturae, sed nos non debemus eas revereri et adorare. In usu rerum, non in rebus ipsis vis sita est, ut supra etiam dixi. Vitium non est in circumcisione aut praeputio (quia circumcisio nihil est, praeputium nihil est), sed in usu. Colere et adorare circumcisionem, et velle statuere justitiam in ea, in praeputio peccatum, is damnatus usus est, qui debet tolli, quo sublato circumcisio et praeputium res bonae sunt. Der skal være personer og masker, og Gud har givet dem, de er hans gode skabninger, men vi bør ikke ære og tilbede dem. Det afgørende er, hvordan vi bruger tingene, ikke hvordan tingene i sig selv er, som jeg sagde ovenfor. Det forkerte ligger ikke i omskærelse eller forhud (for omskærelse er intet, forhud er intet), men i brugen af det. At dyrke og tilbede omskærelse og at ville anbringe retfærdigheden deri, men synden i forhuden, det er den fordømmelige brug, som bør ophæves, og når den er ophævet, er omskærelse og forhud gode ting. 
67          Sic magistratus, imperator, rex, princeps, consul, doctor, concionator, praeceptor, discipulus, pater, mater, liberi, herus, servus etc, sunt personae seu (E145) larvae, quas Deus pro suis creaturis agnosci et religiose coli vult, quas etiam oportet in hac vita esse. Sed non vult, ut tribuamus eis divinitatem, hoc est, ut timeamus et revereamur eas, ipsis fidamus et sui obliviscamur; utque Deus eo facilius retraheret nos ab admiratione personarum, relinquit in eis peccata et lapsus, et eos quidem magnos et turpes, qui nos admonerent, ut inter personam et Deum ipsum discerneremus.        Således er øvrighed, kejser, konge, fyrste, konsul, lærd, prædikant, mester, elev, fader, moder, fri, herre, træl, osv. personer eller masker, som han vil have erkendt og dyrket på from måde som sine skabninger, og som også bør være i dette liv. Men han vil ikke, at vi tillægger dem guddommelighed, det vil sige, at vi frygter og ærer dem, stoler på dem og glemmer ham; og for at Gud lettere kan drage os tilbage fra at beundre personerne, lader han dem have synder og fald, og det endda store og alvorlige, som formaner os til at skelne mellem personen og Gud selv. 
68 David optimus rex, ne videretur persona, in qua confidendum esset, cecidit in horribilia peccata, adulterium, homicidium etc. Petrus apostolus negavit Christum. Haec et similia exempla, quibus plena est scriptura, admonere nos debent, ne haereamus in persona, neve habita persona putemus nos habere omnia (ut fit in papatu, ubi judicantur omnia secundum externam larvam, ideo totus est mera proswpolhyia). Deus dedit omnes creaturas ad utilitatem et usum, non ad cultum et religionem. Utere ergo pane, vino, veste, possessionibus, auro etc., sed in his non confidas neque glorieris in illis. In solo enim Deo gloriandum ac confidendum est. Is solus amandus, metuendus, colendus est. For at David, den bedste konge, ikke skulle synes at være en person, man kunne sætte sin lid til, faldt han i en frygtelig synd, utugt, drab, osv. Peter, der var apostel, fornægtede Kristus. Disse og lignende eksempler, som skriften er fuld af, bør formane os, så vi ikke knytter os til personen, ejheller mener, at har vi personen, så har vi det hele (som det skete i pavedømmet, hvor alt blev bedømt efter den ydre maske, og det hele derfor var lutter personsanseelse). Gud gav os alle skabninger til nytte og brug, ikke til dyrkelse og fromhed. Brug derfor brødet, vinen, klæderne, ejendommen, guldet, osv., men stol ikke på det og pral ikke af det. Man bør nemlig alene rose sig af Gud og stole på ham. Ham alene skal vi elske, frygte, dyrke. 
69          Vocat autem hic Paulus personam hominis apostolatum seu officium apostolorum, qui certe fecerant multa mirabilia, docuerant et converterant multos ad fidem, fuerant familiares Christo; summa, persona complectitur totam externam conversationem apostolorum, quae sancta, et auctoritatem ipsorum, quae magna fuit. Tamen ista, inquit, Deus non curat, non (E146) quod omnino non curet, sed quantum vis sint magna et gloriosa, in loco justificationis non curat.         Men Paulus kalder her apostelgerningen eller apostlenes embede for et menneskes person. Vist havde de gjort mange undere, og belært og omvendt mange til troen, og vist var de på fortrolig fod med Kristus; kort sagt, personen omfatter hele apostlenes ydre levned, og det var helligt og deres autoritet var stor. Dog tager Gud sig ikke af det, siger han, ikke fordi han i det hele taget ikke kerer sig om det, men hvor stort og ærefuldt det end er, når det drejer sig om retfærdiggørelsen tager han sig ikke af det. 
70 Oportet enim hanc distinctionem diligenter servari, quod longe aliter loquamur de rebus in theologia, quam in politia. In politia vult Deus honorem haberi, ut dixi, istis personis tanquam suis larvis et instrumentis, per quae regit et conservat mundum. Sed quando pervenitur ad religionem, conscientiam, timorem, fiduciam, cultum, nemo metuat ullam personam, nemo confidat in ea, nemo consolationem exspectet ab ea, nemo speret se corporaliter aut spiritualiter per eam liberari posse. For det skel skal opretholdes omhyggeligt, at vi taler helt anderledes om tingene i teologien end i det borgerlige liv. I det borgerlige liv vil, som sagt, Gud have, at vi skal ære disse personer som hans masker og redskaber, hvorigennem han styrer og bevarer verden. Men når det drejer sig om religionen, samvittigheden, frygten, tilliden, kulten, så skal ingen frygte personen, ingen skal stole på den, ingen skal vente trøst fra den, ingen skal håbe på, at han legemligt eller åndeligt kan blive bedriet igennem den. 
71 Hinc est quod Deus personam non vult respici in judicio. Iudicium enim est res divina. Quare neque metuere neque amare debeo judicem, sed meus timor et fiducia pendere debet in Deo, qui est verus judex. Debeo quidem politicum judicem ut larvam Dei revereri et honore afficere propter Deum, sed conscientia mea non debet fidere et niti ejus justitia et probitate, nec terreri ipsius injustitia et tyrannide, ut aliquid contra Deum agam, hoc est, offendam mentiendo, falsum testimonium dicendo, veritatem abnegando. Alioqui libenter honorem habebo judici. Heraf kommer det, at Gud ikke vil se hen til personen i sin dom. Dommen er nemlig en guddommelig sag. Derfor bør man hverken frygte eller elske dommen, men min frygt og tillid bør knyttes til Gud, som er en sand dommer. Jeg bør ganske vist ære og agte det borgerlige livs dommer som Guds maske for Guds skyld, men min samvittighed bør ikke stole på eller støtte sig til hans retfærdighed og skønsomhed, eller frygte hans uretfærdighed og tyranni, så at jeg handler imod Gud, det vil sige, så jeg vækker anstød ved at lyve, aflægge falsk vidnesbyrd eller fornægte sandheden. Ellers kan jeg frit give dommeren ære. (n71
72          Ita papam venerari et personam ejus colere velim, si relinqueret mihi conscientiam liberam, et me non cogeret contra Deum peccare. Verum ipse vult timeri et coli cum offensione divinae majestatis. Hic si alterum est amittendum, amittatur persona, et retineatur Deus. Dominium papae libenter ferremus, sed quia abutitur eo contra nos et cogere vult, ut se solum negato et blasphemato Deo dominum (E147) agnoscamus, et conscientias nostras ligare et urgere vult contra timorem et fiduciam Dei, ideo cogimur mandato divino resistere papae, quia scriptum est (Act. 5, 29): "Oportet Deo magis obedire quam hominibus."        Således ville jeg nok ære paven og dyrke hans person, hvis han ville lade mig have min samvittighed fri og ikke tvinge mig til at synde imod Gud. Men han vil selv æres og dyrkes, og derved krænker han den guddommelige majestæt. Og hvis én af delene her skal kastes bort, så skal personen forkastes, men Gud beholdes. Vi skulle gerne tåle pavens herredømme, men fordi han misbruger det imod os og vil tvinge os til at anerkende alene ham som herre og til at nægte og spotte Gud, og fordi han vil binde og tvinge vore samvittigheder imod vor gudsfrygt og gudstillid, derfor tvinges vi af det guddommelige bud til at modstå paven, for der står skrevet: "Man bør adlyde Gud mere end mennesker". (Apg 5,29). 
73 Ideo sine offensione conscientiae, quod nos maxime solatur, auctoritatem papae contemnimus. Cupiebant et Munzerus et alii homines furiosi papam exstinctum. Sed hoc armis, non verbo volebant efficere, ideo restiterunt illi propter personam, non propter Deum. Nos libenter faveremus "Behemot" et squamis ejus omnes personas et dignitates, quas habent, modo nobis Christum relinquerent. Sed quia hoc ab ipsis impetrare non possumus, contemnimus personatum ipsorum, et cum fiducia dicimus cum Paulo: "Deus personam hominis non respicit." (Rom. 2, 11.) Derfor modstår vi pavens autoritet med god samvittighed, hvilket trøster os meget. Også Münzer og andre rasende mennesker stræbte efter at udslette paven. Men de ville gøre det med våben, ikke med ordet, derfor satte de sig imod han på grund af personen, ikke på grund af Gud. Vi gav gerne "Behemot" (Job 40,15) og hans skællede fisk alle de embeder og værdigheder, som de har, blot de ville lade os have Kristus i fred. Men fordi vi ikke kan opnå det af dem, foragter vi deres høje stillinger og siger tillidsfuldt med Paulus: "Gud ser ikke på et menneskes person". (Rom 2,11). 
74         Est itaque emphasis in vocabulo "Deus," in causa enim religionis et verbi Dei nullo modo accipienda est persona. Sed quando est quaestio extra religionem, extra Deum, ibi oportet esse proswpolhyian, et homo debet respicere personam, ne fiat confusio, neve reverentia et ordo tollatur. Nam in hoc circulo vult Deus servari ordinem, reverentiam et differentiam personarum. Alioqui filius, discipulus, subditus, servus diceret: Ego aeque sum Christianus, atque pater, praeceptor, princeps, herus etc. meus. Cur igitur ei honorem haberem?        Der ligger altså stor vægt på ordet "Gud", for når det drejer sig om religionen og Guds ord, kan personen på ingen måde spille en rolle. Men når det drejer sig om noget udenfor religionen, udenfor Gud, så bør der være personsanseelse, og mennesket bør se hen til personen, at der ikke skal opstå forvirring, og at ikke ærefrygten og ordenen skal ophæves. I denne verden vil Gud bevare ordenen, ærefrygten og forskellen på personerne. Ellers kunne en søn, en elev, en underordnet, en tjener sige: Jeg er en lige så god kristen som min far, min foresatte, min fyrste, min herre. Hvorfor skulle jeg så vise ham ære? 
75  Coram Deo igitur cessat omnis personatus, ibi neque Graecus neque Iudaeus, sed omnes unum sunt in Christo, non item coram mundo etc. Sic solvit Paulus pseudoapostolorum argumentum de auctoritate apostolorum dicens, intempestivum esse nec in hoc loco valere, ideo ad propositum non pertinere, (E148) quia hic de re longe magis ardua, quam de personarum respectu agatur, nempe de re divina, de Deo, de verbo Dei, num scilicet illud sit praeferendum apostolatui, aut econtra? Ibi respondet Paulus: "Ut veritas evangelii permaneat," ut verbum Dei et justitia fidei illaesa et pura conservetur, pereat apostolatus, pereat angelus e coelo, pereat Paulus cum Petro. Men overfor Gud ophører al personsnak, her er der nemlig hverken græker eller jøde, men alle er ét i Kristus i Kristus (Gal3.28), men ikke det samme overfor verden, osv. Således besvarer Paulus de falske apostles argument om aposteles autoritet, idet han siger, at det er utidigt og ikke gælder på dette sted, derfor har det ikke med den foreliggende sag at gøre, fordi det her drejer om en sag, der er langt hårdere, end om at vise personsanseelse, nemlig om den guddommelige sag, om Gud, om Guds ord, om det mon skal foretrækkes fremfor apostolatet eller omvendt. Her svarer Paulus: "det vigtigste er, at evangeliets sandhed består", at Guds ord og troens retfærdighed bevares uskadt og ren, så må apostolatet, en engel fra himlen, Paulus og Peter gå til grunde. 
76 Mihi enim, qui videbantur aliquid, nihil contulerunt.
       Quasi dicat: Non ita contuli aut veni in colloquium cum apostolis, ut me docerent. Quid enim me docerent? cum satis abunde omnia docuerat me Christus per revelationem suam, deinde cum jam octodecim annis praedicaveram evangelium inter gentes, et tot miracula per me Christus ediderat, quibus meam praedicationem confirmavit. 
for mig pålagde de ansete intet nyt. (Gal2.6c
      Som ville han sige: Jeg havde ikke rådført mig med eller var kommet til samtale med apostlene, for at de skulle belære mig. For hvad skulle de lære mig, eftersom jo Kristus allerede havde lært mig alt i rigeligt omfang, da han åbenbarede sig for mig, og eftersom jeg allerede havde prædiket evangeliet blandt hedningerne i atten år, og Kristus gennem mig havde udvirket så mange undere, hvormed han bekræftede min prædiken. 
77 Ideo fuit tantum collatio, non disputatio, in qua non aliquid didici, non recantavi, aut defendi me, sed simpliciter narravi res meas gestas, nempe, quod gentibus solam fidem in Christum sine lege praedicavi, et quod ad hanc praedicationem fidei cecidit Spiritus sanctus super gentes, quae statim locutae sunt variis linguis. Quo audito testati sunt apostoli me recte docuisse. Ideo injuria me afficiunt pseudoapostoli, qui ista invertunt etc. Derfor var det blot en samtale, ikke en disputation, i hvilken jeg ikke var blevet belært og ikke havde genkaldt noget eller forsvaret mig, men blot fortalt, hvad jeg havde gjort, nemlig, at jeg overfor hedningerne havde prædiket tro på Kristus uden lov, og at Helligånden ved denne prædiken om troen var faldet over hedningerne, så de straks talte på forskellige sprog. Da de hørte det, bevidnede apostlene mig, at jeg havde lært ret. Derfor gør de falske apostle mig uret, når de vender op og ned på dette, osv. 
78         Neque ista superbia Pauli, qua dicit alios apostolos nihil contulisse sibi, est vitiosa, sed ultra modum necessaria. Nam si hic cessisset, periisset veritas evangelii. Multo minus debemus nos cedere adversariis nostris, qui jactant auctoritatem idoli sui papae (E149) contra nos, cum Paulus hic noluerit cedere pseudoapostolis, qui contra se verorum apostolorum auctoritatem jactabant. Scio in piis debere esse humilitatem, sed contra papam volo et debeo sancta superbia superbire, nempe sic: Papa nolo tibi subjici, nolo te magistro uti, quia certus sum doctrinam meam esse veram et divinam.        Ejheller er det overmod hos Paulus, hvormed han siger, at de andre apostle ikke har bragt ham noget, noget, man skal bebrejde ham, det er tværtimod i høj grad nødvendigt. For hvis han var veget for dem her, ville evangeliets sandhed være gået til grunde. Langt mindre bør vi vige for vore modstandere, som imod os praler af deres afguds, pavens, autoritet, da Paulus her ikke ville give for de falske apostle, som imod ham pralede af de sande apostles autoritet. Jeg véd, at der hos de fromme skal herske ydmyghed, men imod paven vil jeg og bør jeg være overmodig med det hellige overmod, nemlig således: Pave, jeg vil ikke underkaste mig under dig, jeg vil ikke bruge dig som lærer, fordi jeg er sikker på, at min lære er sand og guddommelig. 
79 Sed Papa hanc non vult audire, imo cogere me vult, ut suis legibus et decretis pateam, et nisi paruero, excommunicat et damnat me ut haereticum et ecclesiae desertorem. Ideo superbia nostra contra papam maxime est necessaria, et nisi sic superbiremus et contemneremus in Spiritu sancto ipsum cum sua doctrina et diabolum mendacii patrem in eo loquentem, nullo modo retinere possemus articulum justitiae fidei. Men paven vil ikke høre dette, ja han vil tvinge mig til at finde mig i hans love og dekreter, og hvis ikke jeg vil, bandlyser han mig og fordømmer mig som en kætter og én, der forlader kirken. Derfor er vort overmod imod paven højst nødvendigt, og hvis vi ikke på den måde er overmodige og i Helligånden foragter ham og hans lærdomme og løgnens fader, djævelen, der taler i ham, ville vi på ingen måde kunne fastholde artiklen om trosretfærdigheden. 
80 Quare non contemnimus auctoritatem papae ideo, ut dominemur ipsi, neque hoc agimus, ut extollamus nos supra summas majestates, cum palam sit nos docere omnem hominem debere humiliari, subjici, servire potestati, sed hoc quaerimus, ut maneat gloria Dei, et justitia fidei illaesa conservetur, ut simus nos salvi et ipsi. Derfor fordømmer vi ikke pavens autoritet af den grund, at vi selv vil være herrer, ejheller gør vi det, for at vi skal ophøje os over de højeste majestæter, eftersom det er åbenbart, at vi lærer ethvert menneske, at han skal være ydmyg, skal underkaste sig, skal tjene magten, men det forlanger vi, at Guds ære forbliver, og trosretfærdigheden bevares uskadt, så at også vi selv kan være frelste. 
81          Si igitur papa nobis concesserit, quod solus Deus ex mera gratia per Christum justificet peccatores, non solum volumus eum in manibus portare, sed etiam ei osculari pedes. Quia vero hoc impetrare non possumus, vicissim superbimus in Deo ultra omnem modum, neque omnibus angelis in coelo, neque Petro aut Paulo, neque centum caesaribus, neque mille papis, neque toti mundo latum digitum cessuri.        Hvis altså paven indrømmer os, at Gud alene af lutter nåde gennem Kristus retfærdiggør syndere, så vil vi ikke blot bære ham på hænder, men også kysse hans fødder. Men fordi vi ikke kan opnå det, så vil vi til gengæld være overmodige i Gud ud over al måde, og vil ikke vige en hårsbred hverken for alle englene i himlen, eller for Peter eller Paulus, eller for hundrede kejser eller tusinde paver, eller for hele verden. 
82 Longe absit hic omnis humilitas, quia volunt nobis rapere gloriam (E150) nostram, ipsum Deum, qui nos creavit et omnia dedit, ipsum Christum, qui nos suo sanguine redemit. Haec rei summa esto. Sinemus nobis eripi bona, nomen, vitam et omnia quae habemus, evangelium, fidem, Christum etc. non patiemur nobis auferri, et maledicta sit humilitas, quae hic se demiserit. Væk med al ydmyghed, for de vil røve os vor ære, Gud selv, som har skabt os og givet os alt, Kristus selv, som har forløst os med sit blod. Lad dette være konklusionen på det hele: Lad os finde os i at de røver vort gods, vort navn, vort liv og alt, hvad vi har, men vi tåler ikke, at de tager evangeliet, troen, Kristus, osv. fra os, og forbandet den ydmyghed, som her underkaster sig. 
83 Hic quilibet sit superbus et pertinacissimus, nisi velit Christum negare. Quare Deo dante mea frons durior erit fronte omnium. Hic durus et esse et haberi volo, hic gero titulum: Cedo nulli, et ex animo gaudeo hic rebellis et pertinax dici. Hic palam fateor me esse et futurum durum, et ne pilo quidem cedam. Caritas cedit, quae omnia suffert, omnia credit, omnia sperat; contra fides non cedit, imo nihil  omnino tolerare potest, juxta hoc vulgare dictum: Non patitur ludum fama, fides, oculus. Her skal enhver være hovmodig og stædig, hvis ikke han vil fornægte Kristus. Gud give derfor, at min pande vil være hårdere end alle andres pander. Her vil jeg være, her vil jeg regnes for at være hård, her bærer jeg valgsproget: Jeg viger ikke for nogen, og af hjertet glæder jeg mig over, at jeg her kaldes oprører og stædig. Her tilstår jeg åbent, at jeg er og vil være hård, og ikke vige et hårsbred. Kærligheden viger, fordi den tåler alt, tror alt, håber alt, troen, derimod, viger ikke, ja, den kan overhovedet ikke finde sig i noget, ifølge ordsproget: Rygtet, troen og øjet tåler ikke spøg. 
84 Quare Christianus, quod ad fidem attinet, superbissimus et pertinacissimus sit, nihil plane patiatur, nulli ne pilo quidem cedat, fide enim homo fit Deus, 2. Pet. 1. (v. 4). Deus autem nihil patitur, nulli cedit, est enim immutabilis.    Sic fides est immutabilis, igitur nihil pati, nulli cedere debet. Per caritatem autem Christianus cedat et toleret omnia, tunc enim est merus homo. Derfor skal den kristne, der holder sig til troen, være overmodig og stædig, slet ikke finde sig i noget, ikke vige et hårsbred, ved troen bliver nemlig mennesket Gud (2 Pet 1,4). (n84) Men Gud finder sig ikke i noget, han viger ikke for nogen, for han er uforanderlig. Således er troen uforanderlig, følgelig skal den ikke finde sig i noget, eller vige for nogen. Men gennem kærligheden viger den kristne og finder sig i alt, da er han nemlig blot et menneske. 
85 Sed contra, cum vidissent, quod creditum est mihi evangelium praeputii, sicut et Petro circumcisionis (qui enim efficax fuit cum Petro ad apostolatum circumcisionis, efficax fuit et mecum in gentes.)
        Haec est fortissima confutatio contra falsos apostolos. Vindicat et arrogat hic sibi Paulus eandem (E151) auctoritatem, quam pseudoapostoli jactaverunt de veris apostolis, et utitur inversione rhetorica. 
Men tværtimod, da de så, evangeliet for de uomskårne var blevet mig betroet, ligesom Peter for de omskårne (for han, som gav Peter kraft til apostelgerning for de omskårne, gav også mig kraft til det for hedningerne) ... (Gal2.7-8)
        Dette er en meget stærk gendrivelse af de falske apostle. Her gør Paulus fordring på den samme autoritet, og han skaffer sig den også, som de falske apostle pralede af fra de sande apostle. Og han bruger en retorisk omstilling. 
86 Pseudoapostoli, inquit, allegant auctoritatem magnorum illorum apostolorum pro se contra me, at ego allego eam pro me contra ipsos. Nam apostoli pro me sunt. Ideo, mei Galatae, ne credatis istis, qui auctoritatem apostolorum contra me jactant, quia, cum vidissent concreditum esse mihi evangelium praeputii, et agnovissent mihi gratiam datam, dederunt mihi et Barnabae dextras societatis, approbantes ministerium meum et gratias agentes de dono meo. De falske apostle, siger han, tillægger disse store apostle autoritet til fordel for sig selv imod mig, og jeg tillægger dem det til fordel for mig imod dem. For apostlene går ind for mig. Derfor, kære galatere, I skal ikke tro på den, som praler af apostlenes autoritet imod mig, for da de havde set, at jeg havde fået evangeliet for de uomskårne betroet, og erkendte den nåde, der var mig givet, gav de mig og Barnabas håndslag på fællesskab, og godkendte min tjeneste og takkede for min gave. 
87 Sic egregie retorquet argumentum in adversarios. Et in his verbis merus ardor est et flamma, et plus hic cordis est, quam linguae. Ideo etiam accidit, ut Paulus oblitus grammaticae perturbaverit constructionem. Cum autem ait: "Qui videbantur columnae esse," non fuit fucus, sed re vera habebantur pro columnis. Nam apostoli per totam ecclesiam culti et honorati erant, et penes ipsos erat auctoritas probandi et publicandi doctrinam veritatis et damnandi contrariam. Sådan vender han på udmærket måde argumentet om imod modstanderne. Og i disse ord er der lutter fyr og flamme, og mere i hjertet end i sproget. Derfor sker det også, at Paulus glemmer grammatikken og forvirrer konstruktionen. Men når han siger: "De, som syntes at være søjler", var det ikke falsk, for de regnedes virkelig for søjler. For apostlene er gennem hele kirken dyrket og æret, og de havde autoritet til at godkende og bekendtgøre den sande lære og fordømme den modsatte lære. (n87
88          Is mirabilis textus est, quod Paulus dicit sibi concreditum evangelium praeputii, Petro circumcisionis, cum tamen Paulus fere ubique Iudaeis in synagogis, et Petrus etiam gentibus praedicaverit. Utriusque rei exstant testimonia et exempla in Actis. Petrus convertit centurionem cum familia, qui erat gentilis (Act. 10.); deinde scripsit ad gentes, ut testatur prior ejus epistola.        Denne tekst er mærkværdig, fordi Paulus siger, at han har fået evangeliet betroet for de uomskårne, Peter for de omskårne, skønt dog Paulus næsten overalt har prædiket for jøderne i synagogerne og Peter også for hedningerne. Der er vidnesburd og eksempler på begge dele i Apostlenes Gerninger. Peter omvender centurionen med hans familie, og han var hedning (Apg 10,1); Desuden har han skrevet til hedninger, som det bevidnes i hans første brev. (1 Pet 1,1) 
89 Paulus praedicans Christum inter gentes, simul tamen ingreditur synagogas Iudaeorum, et ibi docet evangelium (Act. 9.); et in Marco (16, 15.) et (E152) Matthaeo (28, 19.) mandat Christus omnibus apostolis, "euntes, inquit, in mundum universum praedicate evangelium omni creaturae;" et Paulus Col. 1 (v. 6.) ait evangelium praedicatum in omnem creaturam, quae est sub coelo. Quare ergo vocat se tantum apostolum gentium, et Petrum ac ceteros circumcisionis? Da Paulus prædikede Kristus blandt hedningerne, gik han dog samtidig ind i jødernes synagoge, og dèr lærte han evangeliet (Apg 9,20). Og hos Markus (16,15) og hos Matthæus (28,19) befaler Kristus alle sine apostle, "at gå ud i alverden og prædike evangeliet for al skabningen". Og Paulus siger Kol 1,6, at evangeliet er prædiket for al skabningen, som er under himlen. Hvorfor kalder han sig så kun apostel for hedningerne, og Peter og de øvrige for de omskårne? 
90          Non est difficilis haec quaestio. Paulus huc spectat, quod alii apostoli principaliter in Iudaea et Ierusalem manserint, donec Deo vocante alio se contulerunt. Pro tempore ergo ita tunc habebat res, quod stante adhuc politia judaica erant in Iudaea, imminente vero vastatione dispersi sunt per totum orbem.       Det er ikke et vanskeligt spørgsmål. Paulus ser på, at de øvrige apostle hovedsagelig forblev i Judæa og i Jerusalem, indtil på Guds kald begav sig andetsteds hen. For tiden forholdt det sig således sådan, at de, mens det jødiske rige stod, var i Judæa, og først da ødelæggelsen var nær, spredtes over hele verden. 
91 Paulus autem, ut in Actis scribitur cap. 13. singulari vocatione selectus est in apostolum gentium, et missus extra Iudaeam peragravit regiones gentium. Ceterum Iudaei tunc dispersi fere per totum orbem passim habitabant in urbibus et locis gentilium. Itaque Paulus illuc veniens solitus fuit, ut in Actis legitur, ingredi synagogas Iudaeorum, atque illa occasione primum afferebat eis ut filiis regni hoc laetum nuntium, promissiones patribus factas jam impletas per Christum etc.  Men Paulus blev, som det beskrives i Apg 13,2 ved en enkeltstående kaldelse udvalg til apostel for hedningerne, og blev sendt ud af Judæa og rejste rundt i hedningernes egne. Forøvrigt var jøderne dengang spredt næsten ud over hele jorden, de levede overalt i byerne og hvor hedningerne boede. Derfor gjorde Paulus sig det til vane, som man læser i Apostlenes Gerninger, at gå ind i jødernes synagoger, og ved den lejlighed først fremføre for dem og deres børn det glædelige budskab, at forjættelserne til fædrene nu var opfyldt i Kristus, osv. 
92 Cum hoc audire nollent, ibat ad gentes, ut Lucas testatur Actor. 13 (v. 46.), ubi inducit Paulum cum fiducia sic loquentem contra Iudaeos pro lege zelantes et contradicentes his, quae ab ipso dicebantur. "Vobis, inquit, oportebat primum loqui verbum Dei, sed quia repellitis illud, et indignos vos judicatis vita aeterna, ecce convertimur ad gentes;" et Actor, ult. (v. 28.): "Notum sit vobis, quod gentibus missum est hoc salutare Dei, et ipsi audient." (E153)  Da de ikke ville høre det, gik han til hedningerne, som Lukas fortæller i Apg 13,46, hvor han fortæller, at Paulus tillidsfuldt talte imod jøderne der ivrede for loven, og modsagde det, de påstod: "For jer skulle Guds ord først forkyndes, men fordi I afviste det, og ikke anser jer for værdige til evigt liv, se, så vender vi os til hedningerne". Og i Apg 28,28 hedder det: "I skal vide, at denne frelse fra Gud er sendt til hedningerne, og de hører". 
93 Quare praecipue ad gentes missus est. Quia vero debitor omnium erat, et omnibus omnia fiebat, data occasione intravit synagogas Iudaeorum, ubi non solum Iudaei, sed etiam gentes audierunt eum concionantem evangelium de Christo. Alias publice praedicavit gentibus in foro, in domibus, ad flumina. Fuit igitur praecipue gentium apostolus, ut Petrus Iudaeorum, sic tamen, ut et ipse gentibus annuntiaverit Christum oblata opportunitate etc. Derfor var han hovedsagelig sendt til hedningerne. Men fordi han var skyldner overfor alle, og blev alt for alle, så gik han, når der var lejlighed til det, ind i jødernes synagoger, hvor ikke blot jøderne, men også hedninger hørte ham prædike evangeliet om Kristus. Andre steder prædikede han offentligt for hedningerne på torvet, i hjemmene, ved floden. Han var altså hovedsagelig hedningernes apostel, ligesom Peter var jødernes, dog sådan, at også han forkyndte Kristus for hedningerne, når de blev givet lejlighed til det. 
94         Appellat autem praeputium gentes, circumcisionem Iudaeos per synecdochen, tropum in sacris literis usitatissimum, cum videlicet totum parte comprehenditur. Est igitur evangelium praeputii, quod mittendum erat ad gentes. Hoc ait sibi concreditum, ut Petro circumcisionis, quia, ut Petrus in Iudaeos, ita ipse in gentes sparsit evangelium Christi. Hic obiter admonendum est Ebraeos constructionem genitivi varie accipere, jam active, jam passive, id quod saepe obscurare solet sententiam.        Når han kalder hedningerne forhud og jøderne omskærelse, gør han det ved hjælp af synekdoken, en talemåde, der er meget almindelig i den hellige skrift, hvorved man ved en del forstår det hele. Det er altså forhudens evangelium, når han skulle sendes til hedningerne. Det siger han er blevet ham betroet, ligesom Peter omskærelsens, fordi, ligesom Peter udsår Kristi evangelium til jøderne, sådan gør han det til hedningerne. Her skal man lægge mærke til, at hebræerne forstår genitiv-konstruktionen på forskellig måde, snart aktiv, snart passiv, hvilket ofte plejer at tilsløre meningen. 
95 Exempla passim obvia sunt in Paulo et tota scriptura, ut haec oratio: Gloria Dei, nonnihil est obscura, quia active et passive exponi potest. Gloria Dei active, qua Deus in se gloriatur, passive, qua nos in Deo gloriamur. Sic fides Christi etc. Nos plerumque tales sententias passive exponimus, ut Christi fides est, qua Christus creditur. Sic evangelium Dei active vocatur, quod solus Deus dat et mittit in mundum; evangelium praeputii et circumcisionis passive, quod ad gentes et Iudaeos missum et ab ipsis receptum est. Klare eksempler på det er hyppige hos Paulus og i hele skriften; f. eks. er udtrykket "Guds ære" ikke så lidt uklart, fordi de kan forklares aktivt og passivt. "Guds ære", aktivt, er den, hvormed Gud æres i sig selv, passivt, den, hvorved vi forherliges i Gud. Sådan med Kristi tro, osv. Ofte udlægger vi den slags sætninger passivt, sådan at Kristi tro er den, hvormed man tror på Kristus. Sådan betyder Guds evangelium aktivt, dette, at alene Gud giver og sender det ind i verden; forhudens evangelium og omskærelsens evangelium betyder passivt, at det bliver sendt til hedningerne og til jøderne og modtaget af dem. 
96          Hoc perpetuo urget, Iacobum, Petrum et (E154) Ioannem, qui videbantur columnae, nihil docuisse, neque eos ut majores et ordinatores commisisse sibi officium evangelii. Nulla enim est ibi auctoritas docentis, mandantis, aut mittentis. Ideo etiam neque agnoscit eos praeceptores et ordinatores.        Det lægger han hele tiden vægt på, at Jakob, Peter og Johannes, som syntes at være søjler, ikke har lært ham noget, og at de heller ikke som overordnede og ordinatorer har betroet ham evangeliets tjeneste. For der er ikke tale om nogen autoritet til at belære, overdrage eller udsende. Derfor anerkender ham dem heller ikke som sine lærer og ordinatorer. 
97 Sed ubi ipsimet, inquit, videbant mihi creditum, id est, fideliter commissum evangelium, non a Petro, quia, ut neque ab homine accepi aut didici evangelium, ita neque ab homine accepi mandatum praedicandi illud, sed utrumque et cognitionem evangelii et mandatum praedicandi illud inter gentes, accepi immediate a Christo, per omnia, ut Petro divinitus traditum evangelium et ministerium demandatum erat praedicandi illud inter Iudaeos. Men da de så, siger han, at jeg havde fået betroet, det vil sige, da det var pålideligt, at jeg havde fået overdraget evangeliet, ikke af Peter, for "jeg har hverken modtaget eller er blevet belært om evangeliet af noget menneske, derfor har jeg heller ikke fået mandat af noget menneske til at prædike det, men begge dele, både erkendelsen af evangeliet og mandatet til at prædike det blandt hedningerne, fik jeg uformidlet fra Kristus", helt på samme måde, som evangeliet selv var blevet overdraget Peter på guddommelig vis og tjenesten til at prædike det blandt jøderne var blevet betroet ham af Gud. 
98         Hic locus clare testatur omnes apostolos habuisse aequalem vocationem et mandatum ac idem evangelium. Petrus non praedicavit aliud evangelium, quam alii, nec ipse aliis demandavit officium, sed omnino inter eos fuit aequalitas. Omnes enim divinitus docti ac vocati fuerunt, hoc est, utrumque et vocatio et mandatum omnium apostolorum fuit simpliciter immediate a Deo. Nullus ergo apostolus major est alio, nec est aliqua personae praerogativa. Quare impudens mendacium est, quod papa jactat Petrum fuisse principem apostolorum, ac per hoc ipsum confirmat primatum suum etc.         Denne tekst viser klart, at alle apostlene har den samme kaldelse og mandat og det samme evangelium. Peter prædikede ikke et andet evangelium end de andre, ejheller fik han betroet en anden tjeneste end de andre, men alt imellem dem var lige. Alle var nemlig guddommelig oplært og kaldede, det vil sige, begge dele, både kaldelsen og mandatet til alle apostlene var simpelthen uformidlet givet af Gud. Ingen apostel var altså større end den anden, og der var ingen forskel på personerne. Derfor er det en fræk løgn, når paven praler af, at Peter var den første af apostlene, og derigennem bekræfter sit primat, osv. 
99  Qui efficax fuit cum Petro etc.
         Confutatio est alterius cujusdam argumenti (E155) pseudoapostolorum. Quid jactant pseudoapostoli, inquit, evangelium Petri fuisse efficax, multos per ipsum conversos, fecisse eum miracula multa et magna, suscitasse mortuos, umbra sua sanasse infirmos? Concedo ista omnia. Sed ea efficacia Petrus e coelo fuit indutus, Deus virtutem dedit voci ipsius, ut multi crederent, ut multa per ipsum miracula fierent. Eandem virtutem ego quoque habui, non acceptam a Petro, sed idem Deus et spiritus, qui in Petro efficax et in me efficax fuit.
han, som gav Peter kraft, osv. (Gal2.8)
       Her omstøder han et andet argument fra de falske apostle. Hvorfor praler de falske apostle af, at Peters evangelium var virksomt, siger han, at mange blev omvendt gennem ham, at han gjort mange og store undere, at opvakte døde, at hans skygge helbredte de syge? Det indrømmer jeg altsammen. Men denne virkekraft havde Peter fået fra himlen, Gud gav hans stemme kraft, så mange troede, så der skete mange undere igennem ham. Den samme kraft har også jeg, og jeg har ikke modtaget den fra Peter, men den samme Gud og Helligånd, som var virksom i Peter, var også virksom i mig. 
100 Eandem habui gratiam, multos docui, et multa miracula feci, mea quoque umbra infirmos sanavi. Hocque testatur Luc. in Actis cap. 19 (v. 11. 12.) his verbis: "Virtutes non vulgares faciebat Deus per manum Pauli, ita ut etiam super languidos deferrentur a corpore ejus sudaria et semicinctia, et recedebant ab eis morbi, et spiritus mali egrediebantur." Plura lege cap. 13. 16. 20. 28. in Actis. Jeg har haft den samme nåde, har lært mange, og gjort mange undere, og også min skygge har helbredt syge. Det bevidner Lukas i Apg 19,11f med disse ord: "Gud gjorde usædvanlige undere ved Paulus' hænder, sådan at de endog bar tørklæder eller bælter, som han havde båret, hen til de syge, og de kom sig af deres sygdom, og de onde ånder forlod dem". Flere eksempler kan man læse i kap 13. 16. 20 og 28 i Apostlenes Gerninger. 
101         Summa in nulla re vult Paulus aliis apostolis minor haberi, et de hoc pie et sancte superbit. Frustra igitur Iulianus et Porphyrius calumniantur Paulum insolescere contra caput apostolorum. Paulus hic ambitiosus et superbus fuit contra Petrum necessitate eaque divina, zelus enim pro gloria Dei coegit eum sic superbire. Hoc calumniatores isti non videntes putaverunt hanc ejus superbiam esse carnalem, qualis hodie est in papa et suis episcopis.         Kort sagt: På ingen måde vil Paulus regnes for mindre end de andre apostle, og det er det, han er overmodig for, med et fromt og helligt overmod. Det er derfor forkert, når Julianus og Porphyrius beskylder Paulus for at optræde anmassende overfor apostlenes overhoved. Paulus var her ambitiøs og overmodig imod Peter ud af guddommelig nødvendighed, det var nemlig iver for Guds ære, der tvang ham til på den måde at være overmodig. Disse bagvaskere ser ikke dette og mener, at dette overmod var et kødeligt overmod, ligesom det i vore dage er med paven og hans biskopper. 
102 Verum non agebatur hic Pauli negotium, sed fidei. Per fidem autem oportet nos esse invictos, inflexibiles et pertinacissimos, et si possemus, duriores adamante; per caritatem vero molliores et flexibiliores omni arundine et (E156) folio, et ad omnia obsequentes. Non igitur fuit dimicatio hic de gloria Pauli, sed de gloria Dei, de verbo Dei, de vero cultu, religione et justitia fidei, ut ista illaesa manerent. Men her drejer det sig ikke om Paulus vandel, men om troen. Men når det gælder troen, skal vi være uovervindelige, ubøjelige og drønstædige og, hvis vi kan, hårdere end diamant; når det gælder kærlligheden skal vi være blødere og mere bøjelige end noget rør og blad, og føjelige i alt. Kampen stod altså her ikke om Paulus' ære, men om Guds ære, om Guds ord, om den sande kult, religion og trosretfærdighed, at den måtte forblive uskadt. 
103 Et cum cognovissent gratiam, quae data est mihi, Iacobus Caephas et Ioannes, qui videbantur columnae, dextras dederunt mihi et Barnabae societatis, ut nos in gentes, ipsi vero in circumcisionem. (scilicet praedicarent evangelium) 
       Hoc est: Cum audissent me accepisse divinitus vocationem et mandatum praedicandi evangelium inter gentes, Deum tot fecisse per me miracula, deinde tantum numerum gentium pervenisse ad cognitionem Christi per meum ministerium, gentesque accepisse Spiritum sanctum sine lege et circumcisione, per solum auditum fidei, glorificaverunt Deum pro gratia, quae mihi data est.
og da de erkendte den nåde, som var blevet givet mig, gav Jakob, Kefas og Johannes, som ansås for søjler, mig og Barnabas hånd på fællesskabet, at vi [skulle prædike evangeliet] blandt hedningerne, de blandt jøderne. (Gal2.9)
      Det vil sige: Da de hørte, at jeg havde modtaget guddommelig kaldelse og mandat til at prædike evangeliet blandt hedninger, at Gud gennem mig havde gjort så mange undere, at så stort et antal hedninger var kommet til erkendelse af Kristus gennem min tjeneste, og at hedningerne havde modtaget Helligånden uden lov og omskærelse, alene ved at høre i tro, så priste de Gud for den nåde, som var givet mig. 
104 Gratiam appellat omnia, quae a Deo acceperat, quod ex persecutore et vastatore ecclesiae factus est apostolus, a Christo edoctus, spiritualibus donis auctus etc., illaque narratione indicat Petrum sibi testimonium dedisse, quod verus sit apostolus, non a se aut ab aliis apostolis doctus et missus, sed a solo Deo, atque ita ministerium et auctoritatem Pauli ac dona spiritus in eo non solum ut res divinas humiliter agnovit, sed etiam approbavit et confirmavit, non tamen ut superior et auctor, sed ut frater ac testis. Hoc idem fecerunt Iacobus et Ioannes. (E157) Ideo pro me, non contra me stant hi, qui columnae inter apostolos sunt. Han kalder alt det, han har modtaget af Gud, for en nåde, at han fra at være forfølger og ødelægger af menigheden blev gjort til apostel, uddannet af Kristus, overvældet med åndelige gaver, osv., og ved at sige sådan betegner han, at Peter havde givet ham vidnesbyrd på, at han var en sand apostel, ikke uddannet eller sendt af Peter eller de andre apostle, men alene af Gud, og at han ikke blot erkendte Paulus' tjeneste og autoritet og åndens gaver i ham som en guddommelig ting, men også godkendte og bekræftede det, dog ikke som leder eller som ophavsmand dertil, men som broder og vidne. Det samme gjorde Jakob og Johannes. Derfor står de, der blandt apostlene var søjler, som nogen, der taler til fordel for mig, ikke imod mig. 
105 Dextras societatis.
        Id est, communionis vel dextras socias, hoc est, dixerunt: Nos unanimi consensu, Paule, praedicamus tecum evangelium. Sumus igitur in doctrina socii, et habemus in ea communionem, hoc est, habemus eandem doctrinam, quia idem evangelium, eundem baptismum, eundem Christum et fidem tecum praedicamus. Quare nihil possumus te docere, aut injungere tibi, cum per omnia inter nos conveniat.
de gav hånd på fællesskab ... (Gal2.9)
       Det vil sige: hånd på fællesskab, eller fællesskabshånd, altså, de sagde: Vi har énstemmigt erkendt, Paulus, at vi prædiker det samme evangelium som du gør. Vi er altså fælles om læren, og vi har fællesskab i den, det vil sige, vi har den samme lære, fordi vi prædiker det samme evangelium, den samme dåb, den samme Kristus og den samme tro som du gør. 
106 Non enim diverse, meliora docemus, quam tu, sed idem donum in te videmus, quod nos habemus, nisi quod tibi evangelium praeputii, nobis circumcisionis commissum est. Sed concludimus hic, quod praeputium et circumcisio non debeant impedire nostram communionem, cum idem sit evangelium, quod utrique praedicamus. Vi lærer nemlig ikke noget andet og bedre, end du gør, men vi ser den samme gave i dig, som vi selv har, blot har du fået overdraget evangeliet for de uomskårne, vi for de omskårne. Men vi slutter heraf, at forhud og omskærelse ikke bør forhindre vort fællesskab, eftersom det er det samme evangelium, som vi begge prædiker. 
107         Admonet hic locus, idem evangelium esse gentium, Iudaeorum, monachorum, laicorum, juvenum, senum, virorum, mulierum etc. Non respicit personas, sed commune est verbum et doctrina omnium hominum. Quicunque eam audit et credit, salvatur non obstante, quod incircumcisus aut circumcisus sit. Paulus hactenus probavit non solum divino testimonio, sed etiam humano, apostolorum scilicet, se recte et pie docuisse evangelium. Quare omnia, quae pseudoapostoli pro extenuanda auctoritate ejus dixerunt, ostendit esse conficta, et testimonium apostolorum pro se stare, non pro pseudoapostolis. Quia vero solus ista narrat, (E158) ideo jurat, et Deum testem invocat, quod, quae dixerit, vera sint.         Dette sted viser tydeligt, at det er det samme evangelium for hedninger, jøder, munke, lægfolk, unge, gamle, mænd, kvinder, osv. Det ser ikke på personen, men er et fælles ord og en fælles lære for alle mennesker. Enhver, der hører det og tror det, skal frelses, uanset om han er uomskåret eller omskåret. Paulus har hidtil bevist, ikke blot gennem et guddommeligt vidnesbyrd, men også gennem et menneskeligt, nemlig gennem apostlenes vidnesbyrd, at han har lært det rette og fromme evangelium. Derfor kan han vise, at alt, hvad de falske apostle har sagt for at fortynde hans autoritet, er opdigtet, og at apostlenes vidnesbyrd taler til fordel for ham, ikke for de falske apostle. Men fordi det kun er ham, der fortæller det, tilføjer han en ed, og kalder Gud til vidne på, at det, han siger, er sandt. (Gal1.20)
108 Tantum ut pauperum memores essemus, quod etiam studui facere.
      Post praedicationem evangelii reliqua cura boni pastoris est, ut sit memor pauperum. Nam ubi ecclesia est, ibi necesse est pauperes esse, qui et plerumque soli sunt veri discipuli evangelii, ut Christus ait (Matth. 11, 5.): "Pauperes evangelisantur." Mundus enim et diabolus persequuntur ecclesiam, et redigunt multos ad paupertatem, qui postea deseruntur et negliguntur. Deinde non solum in hoc peccat mundus, sed etiam non est sollicitus pro conservando evangelio, vera pietate et cultu Dei. Nemo pro ministris ecclesiae alendis et scholis erigendis vult quidquam conferre, consulere etc. Pro superstitione et falsis cultibus erigendis et conservandis nemo non libenter utraque manu dabat. 
blot, at vi skulle huske de fattige, hvad jeg også altid har stræbt at gøre. (Gal2.10)
       Næst efter forkyndelsen af evangeliet ligger det en god hyrde på hjerte at huske på de fattige. For hvor der er kirke, dèr vil der med nødvendighed være fattige, som jo også ofte er evangeliets eneste sande disciple, som Kristus siger (Matt 11,5): "Evangeliet forkyndes for fattige". For verden og djævelen forfølger kirken og gør mange fattige, som de bagefter forlader og negligerer. Derfor synder verden ikke blot heri, men også derved, at den ikke bekymrer sig om at fastholde evangeliet, den sande fromhed og gudsdyrkelse. Ingen vil samle sammen til eller tage sig for at give løn til præster og til at oprette skoler. Til at oprette og fastholde overtro og falske kulter var der ingen, der ikke gav tilskud med begge hænder. 
109 Tot erecta sunt monasteria, tot ecclesiae cathedrales, tot episcopatus in papatu, ubi ipsa impietas regnat, tot reditus ordinati pro eorum sustentatione. Iam civitas gravatur unum atque alterum ministrum evangelii alere, quae prius regnante impietate aliquot monasteria et infinitos sacerdotes missarios aluit sine gravamine, ut interim nihil dicam de terminariis, stationariis etc. In summa, vera religio semper eget, et Christus conqueritur se esurire, sitire, hospitem, nudum, infirmum esse etc. Econtra impietas floret, et abundat omnibus bonis. Ideo verus episcopus (E159) etiam curam pauperum habero debet, id quod Paulus fatetur hic se fecisse. Så mange klostre blev oprettet, så mange kirker, katedraler bygget, så mange bispedømmer var der i pavedømmet, hvis ugudeligheden selv herskede, så mange indtægter blev forordnet for at opretholde dem. Men nu kvier en by sig ved at lønne én eller to tjenere for evangeliet, en by, der tidligere, da ugudeligheden herskede, lønnede mange klostre og et utal af messepræster uden at kny, for slet ikke at tale om terminarier, stationarier, osv. Kort sagt, den sande religion er altid i mangel, og Kristus klagede over, at han sultede, tørstede, var fremmed, nøgen, syg, osv. (Matt 25,35). Derfor skal en sand biskop også bekymre sig om at tage vare på det fattige, og det siger Paulus her, at han har gjort. 
110 Cum autem venisset Petrus Antiochiam, in faciem ei restiti, quia reprehensibilis erat.
      Paulus pergit confutando et dicit, quod non solum habeat testimonium Petri et aliorum apostolorum Hierosolymis pro se, sed quod etiam restiterit Petro praesente ecclesia Antiochena. Narrat hic rem non gestam in angulo, sed in facie ecclesiae, et illa satis mirabilis historia multis dedit occasionem calumniandi, ut Porphyrio, Celso, Iuliano et aliis, qui accusant Paulum superbiae, quod invaserit summum apostolorum, et hoc in facie ecclesiae, per quod excesserit metas christianae modestiae et humilitatis. Non mirum autem est talia cogitare et loqui eos, qui scopum Paulinae disputationis non vident.
Men da Peter kom til Antiokia, stod jeg op imod ham ansigt til ansigt, for han var domfældt. (Gal2.11)
      Paulus fortsætter med at gendrive og siger, at ikke blot har han Peters og de andre apostles vidnesbyrd til at tale for sig, men at han også modstod Peter i den antiokenske menigheds nærvær. Han fortæller her noget, som ikke er sket i et hjørne, men for øjnene af menigheden, og denne ret bemærkelsesværdige fortælling har givet mange anledning til at komme med bebrejdelser mod Paulus, f. eks. Porphyrius, Celsus, Julian og andre, som anklager Paulus for overmod, fordi han gik til angreb på de højeste apostle, og det for øjnene af menigheden. Derved havde han overskredet grænserne for kristent mådehold og ydmyghed. Men det er ikke mærkeligt, at de mennesker tænker og taler sådan, som ikke ser hensigten med Paulus' drøftelse. 
111         Paulus hic non agit, ut et supra monui, de lana caprina nec de pane lucrando, sed de praecipuo articulo christianae doctrinae. Qui intelligit, quanta sit ejus utilitas et majestas, illi cetera omnia vilescunt, et nihili fiunt. Quid enim est Petrus, Paulus? quid angelus e coelo? quid universa creatura ad articulum justificationis? Eo enim cognito in clarissima luce, ignorato in densissima caligine versamur etc. Quare si istum videris labefactari aut periclitari, non verebere vel Petro vel angelo e coelo resistere, nam satis magnifice non potest extolli.        Som ovenfor nævnt, omhandler Paulus her ikke om bagateller, men om den kristne læres hovedartikel. Den, der forstår, hvor stor denne artikels brug og majestæt er, for ham er alt andet uden værdi, ja ingenting i det hele taget. Hvad er nemlig Peter eller Paulus, hvad en engel fra himlen, hvad hele skabningen mod retfærdiggørelsesartiklen? Hvis vi kender den befinder vi os i det klareste lys, hvis ikke, i det tætteste mørke. Derfor, hvis du ser, at denne artikel bliver undergravet eller komme i fare, så skal du ikke være bange for at stå Peter eller en engel fra himlen imod, for den artikel kan ikke ophøjes højt nok. 
112 Contra Porphyrius et alii spectant magnitudinem dignitatis Petri, mirantur ejus personam, et obliviscuntur majestatis hujus (E160) articuli. Paulus contrarium facit, non invehitur acriter in Petrum, sed satis reverenter tractat eum. Quia vero videt periclitari majestatem articuli de justificatione propter dignitatem Petri, nullam habet rationem dignitatis ejus, ut eum salvum conservet et defendat. Sic et nos facimus, quia scriptum est (Matth. 10, 37): "Qui diligit patrem, matrem, animam suam etc. plus quam me, non est me dignus." Modsat ser Porphyrius og de andre hen til størrelsen af Peters værdighed, de beundrer hans person og glemmer denne artikels majestæt. Paulus gør det modsatte, han styrtet ikke heftigt løs på Peter, men behandler ham ganske ærbødigt. Men fordi han ser, at retfærdiggørelsesartiklens majestæt bringes i fare for Peters værdigheds skyld, tager han ikke hensyn til hans værdighed. Han vil bevare artiklen og forsvare den. Således gør også vi, for der står skrevet: "Den, der elsker fader, moder, sin egen sjæl, osv., mere end mig, er mig ikke værd". (Matt 10,37). 
113           Ideo quod attinet ad defendendam evangelii veritatem, non erubescimus accusari ab hypocritis superbi et obstinati, qui soli sapere, neminem audire, nemini cedere velimus. Hic summe necessarium est inflexibilem et obstinatum esse, quia causa, propter quam peccamus in hominem, hoc est, propter quam conculcamus majestatem personae vel mundi, tanta est, ut ista peccata, quae mundus judicat maxima, fiunt et sint summae virtutes coram Deo.        Når det derfor drejer sig om at forsvare evangeliets sandhed, rødmer vi ikke over af hyklerne at blive beskyldt for overmod og stædighed, for at være mennesker, der tror, de véd det hele, ikke vil høre på andre, ikke vil vige for nogen. Her er det nødvendigt med den største ubøjelighed og stædighed, fordi sagen, for hvis skyld vi synder imod et mennesker, det vil sige, sagen, for hvis skyld vi træder en persons eller verdens majestæt under fode, er så stor, at den synd, som verden bedømmer til at være den største, bliver og er den største dyd overfor Gud. 
114 Bene facimus, quod parentes colimus, quod honorem habemus magistratui, quod reveremur Petrum et alios verbi ministros. Sed jam non versamur in causa Petri, parentum, caesaris, mundi, aut ullius creaturae, sed Dei. Hic recte facio, quod non cedo parentibus, caesari aut etiam angelo e coelo etc. Ratio: Confer tu Deum cum creatura. Quid universa creatura ad Deum? Una gutta ad mare. Quare ergo sic admirarer Petrum, qui est guttula, ut relinquerem Deum, qui est mare? Cedat igitur gutta mari, cedat Petrus Deo. Vi handler vel, når vi ærer vore forældre, når vi har ærefrygt for øvrigheden, når vi er ærbødige overfor Peter og andre ordets tjenere. Men nu behandler vi ikke Peters sag, forældres, kejserens, verdens eller nogen skabnings sag, men Guds sag. Her handler jeg ret, når jeg ikke viger for forældre, kejser eller selv en engel fra himlen, osv. Vil du have en begrundelse? Du skal bare sammenligne Gud med skabningen. Hvad er hele skabningen mod Gud? En dråbe mod havet. Hvorfor skulle jeg beundre Peter, som kun er en dråbe, så meget, at jeg tilsidesætter Gud, som er et hav? Altså, dråben må vige for havet, Peter for Gud. 
115          Haec ideo dico, ut diligenter consideretis rem, de qua agit Paulus. Agit autem de verbo Dei, quod nemo satis digne extollere potest. Augustinus melius (E161) judicat de isto negotio Pauli, quam Hieronymus, qui tantum respicit dignitatem et auctoritatem Petri, et inde sic colligit: Petrus fuit summus apostolus, ergo non debuit reprehendi a Paulo, vel si reprehendit, fecit fuco quodam. Sic Paulo tribuit simulationem, quod ideo finxerit Petrum reprehensibilem, ut suum apostolatum promoveret, et gentes suas defenderet.         Dette siger jeg, for at I nøje skal overveje, hvad Paulus taler om. Det handler nemlig om Guds ord, som ingen kan ophøje tilstrækkelig meget. Augustin dømmer bedre om det, Paulus vil, end Hieronymus. Han ser blot på Peters værdighed og autoritet, og slutter så derudfra: Peter var den højeste apostel, altså sømmer det sig ikke, at han får bebrejdelser af Paulus, eller hvis han får bebrejdelser, så var det nok kun på skrømt. Således tildeler han Paulus at være den, der forstiller sig, for af den grund lod han, som om Peter skulle have bebrejdelse, at han kunne fremme sit apostolat og forsvare sine hedninger. 
116 Contra Petrum per omnia excusans, veritatem illi tribuit, quae est valde incommoda inversio textus, qui diserte exprimit Petrum fuisse reprehensibilem, ac aberrasse a veritate; item quod alii Iudaei cum eo simulaverint, ita ut etiam Barnabas ab eis abductus sit in illum simulationem. Haec clara verba non videt Hieronymus, tantum in hoc haeret: Petrus fuit apostolus, ergo irreprehensibilis, et non potuit peccare. Huic sententiae recte reclamat Augustinus. Non est ferenda, inquit, simulatio in Paulo, quia juramento confirmat se veritatem dicere. Modsat undskylder han hele vejen igennem Peter, lader ham være den, der står med sandheden, selv om det i høj grad er at fordreje teksten, som åbent siger, at Peter var den, der skulle have bebrejdelse og at han var afveget fra sandheden; den siger også, at alle jøderne forstillede sig sammen med ham, så at endog Barnabas blev forført af dem til dette hykleri. Disse klare ord ser Hieronymus ikke, han holder sig kun til dette: Pater var apostel, ergo måtte man ikke bebrejde ham noget, og ergo kunne han ikke synde. Denne opfattelse protesterer Augustin imod med rette. Det kan ikke passe, siger han, at Paulus hyklede, for han bekræfter med en ed, at han taler sandt. 
117         Quare injuriam faciunt Paulo Hieronymus et Erasmus, qui particulam "secundum faciem", exponunt: in speciem, id est, non ex animo, sed secundum fucum; quod scilicet Paulus non ex corde, sed ex simulatione officiosa restiterit Petro, ne gentes offenderentur, si omnino tacuisset. Sed "secundum faciem" significat: coram. In os enim restitit Petro, non in angulo, sed Petro praesente et tota ecclesia adstante.        Derfor gør Hieronymus og Erasmus Paulus uret, når de forklarer ordet "ansigt til ansigt" sådan: det betyder, ikke af hjertet, men på skrømt. Så at altså Paulus ikke stod op imod Peter af hjertet, men på skrømt, for at hedningerne ikke skulle forarges, hvis han simpelthen tav. Men "ansigt til ansigt" betyder "overfor". For han stod op imod Peter lige op i hans åbne ansigt, ikke afsides, men mens Peter var tilstede og hele menigheden hørte på. 
118 Et significanter ponit hanc particulam "secundum faciem" contra virulentas viperas; Satanae apostolos, qui absentibus detrabunt, quibus praesentibus ne quidem audent hiscere, ut pseudoapostoli faciebant, quos etiam (E162) hic oblique perstringit, qui praesenti detrahere non audebant, absenti detrahebant. Sic non detraxi, inquit, Petro, sed libere et aperte restiti ei non ex simulatione, ambitione, aliquo humano affectu aut morbo animi, sed quia erat reprehensibilis etc. Og det er påfaldende, at han sætter disse ord "ansigt til ansigt" op imod de giftige øgler, Satans apostle, som rakker ned på de fraværende, men ikke vover at sige en lyd, når de er til stede, sådan som de falske apostle gør, som han også her indirekte langer ud efter, fordi de ikke vovede at kritisere ham, mens han var til stede, men kritiserer ham som fraværende. Sådan kritiserede jeg ikke Peter, siger han, men jeg stod frit og åbent op imod ham uden at være drevet af forstillelse, æresyge eller nogen anden menneske følelse eller sjælssygdom, men fordi han burde kritiseres. 
119          Hic sinito alios disputare, an apostolus possit peccare. Nos non debemus extenuare peccatum Petri. Prophetae etiam quandoque errant et falluntur. Natan ex suo spiritu dixit ad Davidem, quod deberet aedificare domum domini. Illa prophetia mox est correcta per revelationem divinam, quod non David, qui fuisset vir bellator, et multum sanguinis effudisset, sed filius suus Salomon deberet aedificare domum domini.       Lad her andre om at disputere, om en apostel kan synde. Vi fra vor side bød ikke gøre Peters synd mindre. Profeter tager også undertiden fejl og farer vild. Natan sagde ud af sin egen ånd til David, at han skulle bygge Herrens hus. (2 Sam 7,3). Den profeti blev snart rettet ved en guddommelig åbenbaring, at ikke David, som havde været en stridbar mand og udgydt meget blod, men han søn, Salomon, skulle bygge Herrens hus. 
120 Sic et apostoli erraverunt, somniabant Christi regnum futurum corporate Actor. 1. (v. 6.): "Num in tempore hoc etc.,"  et Petrus, etsi a Christo audierat: "Ite in mundum universum etc." (Matth. 28, 19.), tamen non ivisset ad Cornelium, nisi fuisset admonitus visione etc. In hac vero causa non solum erravit, sed insignem lapsum et grande peccatum commisit.  Sådan tog også apostlene fejl, da de forestillede sig, at Kristi rige skulle være legemligt, Apg 1,6: "Er tiden nu inde osv.", og skønt Peter havde hørt af Kristus: "Gå ud i alverden, osv." (Matt 28,19), så gik han dog ikke ind til Cornelius, før han var blevet opfordret til det gennem et syn, osv. Men i denne sag foer han ikke blot vild, men han begik et betragteligt fald og en stor synd. 
121  Et nisi Paulus ei restitisset, omnes, qui ex gentibus crediderant, coacti fuissent recipere circumcisionem et servare legem, et Iudaei credentes confirmati  fuissent in sua opinione, quod istorum observatio necessaria esset ad salutem, atque hoc modo iterum recepissent legem pro evangelio, Mosen pro Christo. Et ad hoc maximum peccatum et ineffabile damnum Petrus sua simulatione dedisset occasionem. Ideo non debemus tribuere sanctis tantam perfectionem, quasi peccare non possint. Og hvis ikke Paulus havde stået op imod ham, så ville alle hedninger, som var kommet til tro, have været tvunget til at modtage omskærelsen og overholde loven, og de troende jøder ville være blevet bekræftet i deres opfattelse, at deres overholdelse var nødvendig til frelse, og på den måde ville de igen have modtaget loven i stedet for evangeliet, Moses i stedet for Kristus. Og derved ville Peter med sit hykleri have givet anledning til en meget stor synd og en usigelig fordømmelse. Derfor bør vi ikke tillægge de hellige så stor en fuldkommenhed, som kunne de ikke synde. 
122          Testatur Lucas in Actis cap. 15. (V.   39.) inter Paulum et Barnabam, qui una segregati ad ministerium evangelii inter gentes jam multas regiones peragraverant, et illis evangelium annuntiaverant, tam acrem dissensionem ortam esse, ut alter ab altero discesserit. Hic aut Paulus aut Barnabas excessit, et oportet fuisse vehementem discordiam, cum istos conjunctissimos socios divulserit, ut textus in Act. testatur. Hujusmodi exempla scribuntur nobis in consolationem. Est enim plenum consolatione, cum audimus sanctos spiritum Dei habentes etiam peccare. Hanc consolationem nobis eripere volunt, qui negant sanctos posse peccare.        Lukas bevidner i Apostlenes Gerninger, kap 15,39, at der mellem Paulus og Barnabas, som sammen var udtaget til at gøre tjeneste for evangeliet blandt hedningerne og allerede havde gennemrejst mange områder og forkyndt evangeliet for dem, opstod en så bitter uenighed, at de skiltes fra hinanden. Her har enten Paulus eller Barnabs forløbet sig, og det må have været en stor uenighed, eftersom den kunne adskille disse så nøje forbundne fæller, som teksten i Apostlenes Gerninger bevidner. Den slags eksempler skrives til vores trøst. Det er nemlig en stor trøst, når vi hører, at de hellige, der har Guds ånd, også kan synde. Den trøst vil de mennesker tage fra os, som nægter, at de hellige kan synde. 
123  Samson, David et alii multi celebres viri Spiritu sancto pleni lapsi sunt in grandia peccata. Hiob et Ieremias maledicunt diei nativitatis suae, Elia et Iona pertaesi vitae mortem sibi precantur. Tales errores et peccata sanctorum proponit scriptura in consolationem afflictorum et desperabundorum, et in terrorem superborum. Nemo unquam tam graviter lapsus est, qui non possit resurgere. Econtra nemo tam firmiter fixit pedem, qui non possit labi. Si Petrus lapsus est, et ego labi possum. Si resurrexit, possum et ego resurgere. Samson, David og mange andre berømte mænd, som var fulde af Helligånd faldt i store synder. Job og Jeremias forbander den dag, de var født (Job 3,3; Jer 20,14), Elias og Jonas er så kede af livet, at de beder om at måtte dø (1 Kong 19,4; Jon 4,3). Den slags fejltagelser og synder hos de hellige fremsætter skriften til trøst for de anfægtede og fortvivlede, og til advarsel for de overmodige. Ingen kan dog nogensinde udsættes for et så alvorligt fald, at han ikke kan blive oprejst. Modsat kan ingen sætte sin fod så fast, at han ikke kan falde. Hvis Peter faldt, kan også jeg falde. Hvis han blev oprejst, kan også jeg blive oprejst. 
124         Et talia exempla omnino magnifacere debent pusillanimes et trepidae conscientiae, ut eo melius discant, intelligere, quid orent, cum dicunt: "Remitte nobis debita nostra," et, "Credo remissionem peccatorum." Eadem et communis fuit nobiscum fides et oratio apostolorum et omnium sanctorum, nullam praerogativam habuerunt prae nobis, eadem habemus bona, (E164) quae ipsi, eundem Christum, baptisma, verbum, remissionem peccatorum, quibus omnibus et ipsi indignerunt, et aeque per ea sanctificati et salvati sunt, ac nos. Hoc dico contra monstrosa praeconia et laudes, quibus stulti sophistae et monachi ornaverunt sanctos. Item dixerunt ecclesiam sic sanctam esse, ut omniuo sine peccato sit.          Og den slags eksempler bør de forsagte og bævende samvittigheder sætte meget højt, så de endnu bedre kan lære at forstå, hvad det er, de beder, når de siger: "Forlad os vor skyld", og "jeg tror på syndernes forladelse". Trosbekendelsen og bønnen er ét og det samme for apostlene og alle helgener, de har ikke noget fortrin fremfor os, vi har de samme goder som de, den samme Kristus, den samme dåb, det samme ord, den samme syndernes forladelse; de har selv haft brug for alt dette og bliver i lige grad helliggjorte og frelste derigennem, som vi. Dette siger jeg imod de uhyrlige forherligelser og lovtaler, hvormed tåbelige sofister og munke udsmykker de hellige. Ligeledes siger de, at kirken i den grad er hellig, at den er helt uden synd. 
125  Est quidem ecclesia sancta, ut fides nostra confitetur: "Credo ecclesiam sanctam etc.", et tamen peccatum habet. Hinc credit remissionem peccatorum, et orat: "Remitte nobis debita nostra," quare non dicitur formaliter sancta, ut paries albus ab albedine inhaerente. Inhaerens illa sanctitas non est satis, sed Christus est perfecta et tota sanctitas ipsius, ubi illa inhaerens non est satis, satis est Christus. Javist er kirken hellig, sådan som vores trosbekendelse siger det: "Jeg tror på den hellige kirke, osv." Og dog har den synd. Derfor tror den på syndernes forladelse, og beder: "Forlad os vor skyld". Derfor kaldes den ikke i egentlig forstand hellig, ligesom en væg kaldes hvid, fordi den har en iboende hvidhed. Denne iboende hellighed er ikke tilstrækkelig, men Kristus er den fuldkomne og hele hellighed hos kirken, og når den iboende hellighed ikke slår til, slår Kristus til. 
126  Videre til gal2b c
127  c

Noter:

n21:  Den frihed kan ikke overholdes i alle forhold. Lidt senere siger Luther om Peter, at han ved at holde sig borte fra den fælles spisning, "tvinger" hedningerne til at leve på jødisk vis. Modspørgsmålet lyder: Tvinges han ikke bort fra sin jødiske skik, hvis han skal spise sammen med hedningerne. Man kan ikke give frihed til alle sider i det spørgsmål. Man må enten spise sammen eller ikke spise sammen med hedningerne. Nå, vi får se, når vi når frem til 2,14!

n61  Se også: 3 Mos 19,15; 5 Mos 10,17; 2 Krøn 19,7; Rom 2,11; Apg 10,34; Ef 6,9; Kol 3,25.

n71:  Det vil sige: Du skal adlyde øvrigheden, undtagen, hvis den vil tvinge dig til at øve uret, eller til at sige noget andet end sandheden.

n84:  Der står nu kun, også i vulgata, at vi får del i guddommelig natur, ikke at vi bliver Gud. Der er tale om et udslag af den forholdsvis ukendte tanke hos Luther, at mennesket ved troen guddommeliggøres.

n87:  Paulus modsiger vist sig selv. Han vil gøre sig uafhængig af al menneskelig autoritet, men labber alligevel de tre søjlers godkendelse i sig. Se også Læsninger i Galaterbrevet, side 53.