Store Galaterbrevskommentar 1c.

Luther 1535


Taget fra Erl  22, 76-121

Indhold:

Tilbage til oversigten!

Tilbage til gal1b.
 
 
1   Ab eo, qui vocavit vos in gratia Christi.
        Hic locus nonnihil ambiguitatis habet. Duplex est igitur ejus constructio, prior: Ab eo Christo, qui vocavit vos in gratia; posterior: Ab eo scilicet Deo, qui vocavit vos in gratia Christi. Ego priorem amplector. Placet enim, ut, quemadmodum Paulus Christum paulo ante fecit redemtorem, qui sua morte liberat nos ex hoc nequam mundo, item datorem gratiae et pacis aequaliter cum Deo patre, ita hic quoque faciat vocatorem in gratia.
Fra ham, som kaldte jer ved Kristi nåde. (Gal1.6b)
       Dette sted er noget dunkelt. Det kan sammenføjes på to måder, for det første: "Fra den Kristus, der har kaldet jer til nåde". For det andet: "Fra ham, nemlig Gud, som har kaldet jer til Kristi nåde". Jeg foretrækker den første. For det er rimeligt, at ligesom Paulus lige tidligere gjorde Kristus til forløseren, som ved sin død befrier os fra denne onde verden, og til den, der giver nåde og fred på lige fod med Gud fader, således gør han ham her til én, der kalder i nåde. 
  Nam Paulus hoc praecipue agit, ut Christi beneficium nobis inculcet, per quem venimus ad patrem. Est et in his verbis: A Christo, qui vocavit vos in gratia, emphasis et antithesis, quasi dicat: Ah quam facile rapi et transferri vos sinitis a Christo, qui vocavit vos, non ad (E77) legem,  opera,  peccatum, iram, damnationem, ut Moses, sed ad meram gratiam. For Paulus arbejder her især på at fremhæve Kristi velgerning for os, han, gennem hvem vi kommer til faderen. Der ligger også i disse ord: Fra Kristus, som kaldte os til  nåde, et eftertryk og en modsætning, soom ville han sige: Ak, hvor let lader I jer ikke rive bort fra og føre bort fra Kristus, han, som kaldte jer, ikke til loven, gerningerne, synden, vreden, fordømmelsen som Moses gjorde det, men til lutter nåde. 
3         Sic et nos hodie cum Paulo conquerimur, valde horribilem esse caecitatem et perversitatem hominum, quod nemo vult suscipere doctrinam gratiae et salutis, aut si qui eam suscipiunt, tamen iterum ab ea cito deficiunt, cum tamen afferat omnia bona, spiritualia et corporalia, nempe remissionem peccatorum, veram justitiam, pacem cordis et vitam aeternam. Deinde affert lucem et judicium certum de omnibus doctrinis et vitae generibus, approbat et confirmat politiam, oeconomiam et omnia vitae genera, quae divinitus institute et ordinata sunt.        Således klager også vi i dag med Paulus over, at menneskenes blindhed og fordærvelse er forfærdelig, for ingen vil modtage nådens og frelsens lære, eller hvis de modtager den, falder de dog atter hurtigt fra den igen, skønt den dog tilbyder alt godt, åndeligt og legemligt, nemlig syndernes forladelse, sand retfærdighed, hjertets fred og evigt liv. Desuden kaster den lys over og giver en sikker bedømmelse af alle læresætninger og alle livsformer, godkender og bekræfter statsmagten, næringslivet og alle livsformer, som er guddommeligt indrettet og ordnet. 
4  Exstirpat doctrines erroris, seditionis, confusionis etc., eximit terrorem peccati et mortis, in summa omnes insidias et opera diaboli detegit, et Dei beneficia ac amorem erga nos in Christo aperit. Quis (malum) hic furor est, quod mundus hoc verbum, hoc evangelium aeternae consolationis, gratiae, salutis et vitae aeternae tam acerbe odit, tam satanica rabie blasphemat et persequitur? Den uddriver vildledende læresætninger, oprør, forvirring, osv., fjerner frygt for synd og død, kort sagt afslører alle djævelens bedrag og gerninger, og åbner for Guds velgerninger og kærlighed mod os i Kristus. Hvilken ond rasen er det da ikke, når verden hader dette ord, dette evangelium om evig trøst, nåde, frelse og evigt liv så stærkt, bespotter og forfølger det med en sådan satanisk rasen? 
5       Paulus supra praesens saeculum appellat nequam, hoc est, regnum diaboli, alioqui agnosceret beneficium et misericordiam Dei. Sed quia sub potestate diaboli est, ideo secure et hostiliter contemnit et persequitur ista, plus diligens tenebras, errores et diaboli regnum, quam lucem, veritatem et regnum Christi.       Paulus kalder ovenfor den nuværende verdensorden ond, det vil sige, den er djævelens rige, ellers ville den anerkende Guds velgerning og barmhjertighed. Men fordi den er under djævelens magt, derfor foragter og forfølger den sikkert og fjendtligt Guds velgerning og barmhjertighed, for den elsker mørket, vildfarelserne og djævelens herredømme, mere end lyset, Kristi sandhed og herredømme. 
6  Neque hoc ex ignorantia aut errore, sed ex Satanae malitia facit. Quod hinc satis apparet, quia Christus Dei filius per hoc, quod se ipsum tradidit in (E78) mortem pro peccatis omnium, nihil aliud meretur apud perversum et perditum mundum, quam quod pro inaestimabili isto beneficio cum blasphemet, verbum ejus salutiferum persequatur, et libenter eum adhuc cruci affigeret, si modo posset. Ideo mundus non solum in tenebris agit, sed etiam est ipsa tenebra, ut Ioann. 1, (v. 5.) scriptum est. Og dette gør den ikke ud af uvidenhed eller ved en fejltagelse, men den gør det ud af Satans ondskab. Hvilket tydeligt fremgår deraf, at Kristus, Guds søn, for det, at han gav sig selv hen i døden for alles synder, ikke får andet til gengæld fra den perverse og fortabte verden, end at den spotter denne uvurdérligt gode velgerning, forfølger hans frelsebringende ord, og gerne klynger ham på korset endnu en gang, hvis den bare kunne. Derfor er det ikke bare sådan, at verden handler i mørke, nej, den er selv mørke, som det står skrevet i Joh 1,5. 
7       Exaggerat ergo Paulus ista verba: A Christo, qui vocavit etc., et occulte eorum antithesin urget, quasi dicat: Mea praedicatio non fuit de duris legibus Mosi, neque docui vos debere servos esse sub jugo, sed meram gratiam et libertatem a lege, peccato etc. vobis praedicavi, nempe, quod Christus misericorditer vos in gratia vocaverit, ut essetis liberi sub Christo, non servi sub Mose, cujus nunc discipuli iterum facti estis auctoribus vestris pseudoapostolis, qui per legem Mosi non ad gratiam vocant, sed ad iram, odium Dei, peccatum et mortem.        Paulus fremhæver altså disse ord: Fra Kristus, som kaldte jer, osv. og betoner dermed indirekte deres modsætning, som om han ville sige: Men prædiken handlede ikke om Moses' hårde love, ejheller har jeg lært jer, at I bør være slaver under åget, nej, jeg har prædiket for jer lutter måde og frihed fra lov, synd, osv.; det har jeg nemlig prædiket, at Kristus barmhjertigt har kaldt jer ind til nåden, så I kan være Kristi frigivne, ikke trælle under Moses. Men hans disciple har I nu atter gjort jer til, i kraft af jeres falske apostle, som ved Moseloven ikke kalder jer til nåde, men til vrede, Guds had, synd og død. 
8  Christi autem vocatio gratiosa et salutifera est. Vocati enim per eum pro tristi lege acquirunt laetum evangelium, transferuntur de ira in gratiam, de peccato in justitiam, de morte in vitam. Et vos a tali vivo fonte scaturientis et exundantis gratiae ac vitae rursus alio vos rapi, et quidem tam cito ac facile patimini? Si autem Moses lege Dei vocat ad iram Dei et peccatum, quo vocabit Papa suis traditionibus? Altera sententia, quod pater vocat in gratia Christi, est etiam bona, sed prior de Christo est suavior et accommodatior pro consolandis afflictis conscientiis. Men Kristi kaldelse er nådefuld og frelsebringende. For de kaldede opnår gennem ham i stedet for den triste lov det glade evangelium, de overføres fra vrede til nåde, fra synd til retfærdighed, fra død til liv. Og I finder jer i at blive revet bort fra en sådan levende kilde, der sprudler og flyder over med nåde og liv, tilbage til en anden, og de så hurtigt og let? Men hvis Moses gennem Guds lov kalder til Guds vrede og synd, hvortil vil så paven kalde med sine traditioner? Den anden mening: at faderen kalder til Kristi nåde, er også god, men den første om Kristus er mildere og bedre egnet til at trøste de anfægtede samvittigheder. 
9  In aliud evangelium.
        Hic artificia callidissima et dolos diaboli discamus cernere. Nullus haereticus venit sub titulo erroris et Satanae, nec diabolus ipse venit ut diabolus, praesertim candidus ille. Imo ater etiam diabolus ad manifesta flagitia impellens operculum facit homini, ut peccatum, quod commissurus est vel committit, extenuet. Homicida non videt in furore tam grande et horrendum peccatum esse homicidium, ut re vera est, quia habet operculum.
Til et andet evangelium. (Gal1.6c)
       Her lærer vi at skelne djævelens allersnedigste kunstgreb og bedrag. Ingen kætter kommer i vildfarelsens og Satans navn, djævelen selv kommer heller ikke som djævelen, især ikke den hvide djævel. Ja, også den sorte djævel, der tilskynder til åbenlyse skændselsgerninger, laver et dække for mennesket, så det fortynder den synd, som det vil begå eller har begået. Morderen ser i sin affekt ikke, at et drab er en så stor og forfærdelig synd, som det virkelig er, han har nemlig et dække. 
10 Adulteri, fures, avari, ebriosi etc. habent suas blanditias et opercula. Ita Satan etiam ater in omnibus operibus et consiliis suis prodit personatus et fucatus. At in spiritualibus, ubi non ater, sed candidus angelica et divina specie prodit Satan, ibi callidissima dissimulatione, ibi miris artificiis fallendi vincit se ipsum, suumque nocentissimum venenum venditare solet pro doctrina gratiae, pro verbo Dei, pro evangelio Christi. Horkarle, tyve, griske, drukmåse osv., har deres smigreri og dække. Således afslører også den sorte Satan sig i alle sine gerninger og alle sine råd som maskeret og sminket. Men i åndelige sager, hvor det ikke er den sorte, men den hvide Satan, der giver sig til kende i engleagtig og guddommelig skikkelse, dèr overgår han sig selv med den dristigste forstillelse og med forunderlig forførelseskunster, og dèr plejer han at sælge sin skadelige gift, idet han giver den ud for at være nådens lære, Guds ord, Kristi evangelium. 
11  Hinc Paulus doctrinam pseudoapostolorum Satanae ministrorum vocat etiam evangelium, "in aliud, inquiens, evangelium etc.," sed per ironiam, quasi dicat: Vos Galatae alios jam habetis evangelistas, habetis aliud evangelium, meum apud vos nunc despectum est, nihil amplius valet. Derfor kalder Paulus også de falske apostles, Satans tjeneres lære for et evangelium, "til et andet evangelium, osv", men det er ironisk ment, som ville han sige: I galatere har allerede evangelister, I har allerede et andet evangelium, mit er nu i foragt hos jer, det gældet ikke noget mere. 
12         Ex his facile intelligi potest, quod pseudoapostoli damnaverint evangelium Pauli apud Galatas, dicentes: Paulus quidem bene coepit, sed non satis est bene coepisse, adhuc enim sublimiora restant; sicut (E80) Act. cap. 15, (v. 1.) ajunt: Non satis est credere in Christum, non satis est baptisatum esse, sed oportet vos etiam circumcidi. "Nisi enim circumcidamini secundum morem Mosi, non poteritis salvari."         Heraf kan man let forstå, at de falske apostle fordømte Paulus' evangelium overfor galaterne, og sagde: Paulus har ganske vist begyndt godt, men det er ikke nok at begynde godt, for endnu mangler de højere ting; sådan som de sagde Apg 15,1: Det er ikke nok at tro på Kristus, det er ikke nok at være døbt, men I må også omskæres. "For hvis I ikke bliver omskåret efter Moses' skik, kan I ikke blive frelst". 
13 Hoc tantum est dicere: Christus bonus artifex est, qui aedificium quidem incipit sed non absolvit, hoc enim Mosen oportet facere. Sic hodie fanatici spiritus, anabaptistae et alii, quando nos manifesto damnare non possunt, dicunt: Lutherani habent spiritum timoris, non audent libere fateri veritatem et perrumpere. Ipsi quidem jecerunt fundamentum, hoc est, fidem in Christum bene docuerunt, sed principium, medium et finis conjungenda sunt. Det er så meget som at sige: Kristus er en god bygmester, som godt nok begyndte på bygningen, men han afsluttede den ikke, det skal nemlig Moses gøre. Sådan siger i vore dage åndsfanatikerne, gendøberne og andre, når de ikke ligeud kan fordømme os: Lutheranerne har en frygtens ånd, de vover ikke frit ud at bekende sandheden og lade den bryde igennem. De har ganske vist selv lagt fundamentet, det vil sige, de lærer troen på Kristus godt nok, men begyndelse, midte og afslutning bør forenes. 
14  Hoc ut efficient, non est illis a Deo datum, sed nobis. Sic perversi et satanici homines glorificant suas impias praedicationes, et vocant verbum Dei, et sic per nomen Dei multis imponunt. Non enim vult diabolus deformis et ater esse in suis ministris, sed mundus et candidas, et ut talis appareat, proponit et ornat omnia verba et opera sua praetextu veritatis et nomine Dei. Hinc ortum est apud Germanos illud tritum proverbium: In Gottes Namen hebt sich alles Ungluck an. Det er ikke af Gud givet dem at gøre det, nej, det er givet os. Sådan forherliger de forvendte og sataniske mennesker deres ugudelige prædikener og kalder dem Guds ord, og således gør de igennem Guds navn indtryk på mange. For djævelen vil ikke være hæslig og sort, men ren og hvid, og for at han kan se sådan ud, fremsætter han og udsmykker han alle sine ord og gerninger under dække af sandheden og i Guds navn. Heraf er opstået det hos tyskerne almindelige ordsprog: I Guds navn begynder alle ulykker. 
15         Quare discamus hoc esse proprium artificium diaboli, quod si non potest nocere persequendo et destruendo, facit hoc corrigendo et aedificando. Sic hodie vi et gladio persequitur nos, ut nobis deletis evangelium non solum obscuret, sed prorsus evertat. Sed hactenus nihil effecit, quia multos occidit, qui constanter confessi sunt, hanc nostram doctrinam esse (E81) sanctam et divinam, quorum sanguine ecclesia non deleta, sed rigata est.         Derfor lærer vi, at dette er djævelens eget kunstgreb: Hvis han ikke kan skade ved at forfølge og ødelægge, så gør han det ved at rette og bygge op. Således forfølger han os i dag med magt og sværd, for evangeliet, når vi er blevet udryddet, ikke blot er formørket, men helt styrtet omkuld. Men hidtil har han ikke udrettet noget, skønt han har dræbt mange, som til stadighed bekendte, at vor lære er hellig og guddommelig, og med deres blod er kirken ikke gået til grund, nej, den er blevet vandet. 
16  Cum igitur hac via nihil promoverit, suscitat nequam spiritus impios doctores, qui primum nostram doctrinam probant, et eam nobiscum communi consensu docent, postea vero dicunt, hanc esse nostrum vocationem, ut traderemus prima rudimenta doctrinae christianae, sibi autem revelata esse divinitus vera mysteria scripturae, et in hoc vocatos, ut ea mundo aperirent. Hoc modo impedit Satan evangelii cursum a dextris et sinistris. Da han derfor ikke har fremgang ad denne vej, opvækker han onde ånder, falske lærere, som først godkender vores lære og lærer den i enig samklang med os, men bagefter siger, at det er vort kald at overlevere den kristne læres første rudimenter, men at der for dem er åbenbaret den guddommelige skrifts sande mysterier, og at de er kaldede til at åbne den for verden. På den måde forhindrer Satan evangeliets løb til højre og til venstre. 
17 A dextris tamen, ut dixi, plus nocet aedificando et corrigendo, quam a sinistris persequendo et occidendo. Quare nobis indesinenter est orandum, legendum, haerendum in Christo et verbo ipsius, ut astutias diaboli, quibus nos adoritur a dextris et sinistris, vincamus. "Non enim est nobis lucta adversus carnem et sanguinem etc." Eph. 6. (v. 12). Dog skader han som sagt mere til højre ved at opbygge og rette, end til venstre ved at forfølge og dræbe. Derfor må vi uophørligt bede, læse, klynge os til Kristus og hans ord, så vi kan besejre djævelens snigløb, hvormed han angriber og fra højre og fra ventre. "For for os står kampen ikke med kød og blod osv". (Ef 6,12). 
18 Quod non est aliud (vel, cum non sit aliud), nisi quod sunt aliqui, qui nos perturbant.
       Iterum excusat Galatas et acerbissime perstringit pseudoapostolos, quasi dicat: Vos Galatae persuasi estis evangelium, quod accepistis a me, non esse verum et germanum evangelium. Ideo putatis vos bene facere, quod novum illud, quod pseudoapostoli praedicant, et melitis sit meo evangelio, accipitis. Hanc culpam non tam vobis imputo, quam perturbatoribus illis, qui vestras conscientias perturbant et vos de manu mea rapiunt.
som ikke er et andet (eller: da der ikke er noget andet), men det er kun nogle, der forvirrer jer. (Gal1.7)
        Igen undskylder han galaterne og langer meget hæftigt ud mod de falske apostle, som ville han sige: I galatere blev overbevist om, at det evangelium, som I modtog af mig, ikke er et sandt og ægte evangelium. Derfor mener I, at I handler ret, når I modtager det nye, som de falske apostle prædiker, og som skal være bedre end mit evangelium. Den brøde vil jeg ikke så meget tillægge jer, som disse forstyrrere, som forvirrer jeres samvittigheder og river jer ud af min hånd. 
19  Hic iterum vides, quam ardeat et vehemens sit apostolus in seductores illos, quamque durissimis verbis eos traducat, vocans perturbatores (E82) ecclesiarum et conscientiarum, qui nihil aliud faciant, quam quod innumeras conscientias seducant, perturbent et horribilia damna dent in ecclesiis. Hoc grande malum hodie quoque magno animi dolore videre cogimur, nec tamen illi possumus mederi, ut neque Paulus tunc potuit. Her ser du igen, hvordan han brænder og er en stærk apostel overfor disse forførere, eftersom han håner dem med de hårdeste ord, kalder dem forvirrere af menighederne og samvittighederne, og folk, der ikke gør andet end forføre og forvirre talløse samvittigheder, og fører til forfærdelige tab i menighederne. I vore dage tvinges også vi til med stor sjælssmerte at se på dette store onde, og dog kan vi ikke helbrede det, lige så lidt som Paulus kunne det dengang. 
20         Is locus testatur, pseudoapostolos procul dubio appellasse Paulum imperfectum apostolum, item infirmum et erroneum praedicatorem. Ideo ipse vicissim appellat hic eos perturbatores ecclesiarum et eversores evangelii Christi. Ita invicem sese condemnaverunt, pseudoapostoli Paulum, Paulus vicissim pseudoapostolos. Eaque contentio et condemnatio semper existit in ecclesia praesertim florente doctrina evangelii, scilicet, quod impii doctores persequantur, condemnent et opprimant pios, econtra quod pii condemnent impios.        Dette sted bevidner, at de falske apostle uden tvivl har kaldt Paulus en ufuldkommen apostel, og en svag og vildledende prædikant. Af den grund kalder han til gengæld dem for forstyrrere af menighederne og fordrejere af Kristi evangelium. Således fordømmer de gensidig hinanden, de falske apostle Paulus, Paulus til gengæld de falske apostle. Denne strid og fordømmelse findes altid i kirken, især når evangeliets lære blomstrer, nemlig, at de ugudelige lærere forfølger, fordømmer og undertrykker de fromme, og modsat, at de fromme fordømmer de ugudelige. 
21  Papistae et fanatici spiritus extreme nos hodie oderunt, et doctrinam nostram ut impiam et erroneam damnant, deinde rebus et vitae nostrae insidiantur. Nos iterum eorum impiam ac blasphemam doctrinam perfecto odio odimos et damnamus. Interim incertus haeret et fluctuat miser populas, dubius quo inclinet, quos tuto sequatur, quia non cuivis datum est de rebus tantis christiane judicare.  Papisterne og åndsfanatikerne hader os i vore dage voldsomt og de fordømmer vores lære som ugudelig og vildledende, og ligeledes taler de nedsættende om vore sager og vort liv. Vi hader omvendt deres ugudelige og blasfemiske lære med et fuldendt had og fordømmer det. Imens bliver det stakkels folk hængende i usikkerhed og vaklen, i tvivl om, hvad det skal holde sig til, hvem det trygt kan følge, for det ikke givet hvemsomhelst at dømme om så store kristelige materier. 
22  Verum eventus indicabit, utri recte doceant, et alios juste condemnent. Nos certe neminem persequimur, neminem opprimimus aut occidimus. Neque nostra doctrina perturbat conscientias, sed ex infinitis erroribus et laqueis diaboli eas liberat. Hujus rei habemus multorum bonorum (E83) testimonia, qui Deo gratias agunt, quod firmam consolationem conscientiarum ex nostra doctrina hauserunt. Ut ergo culpa tum non erat Pauli, quod perturbarentur ecclesiae, sed pseudoapostolorum, ita et hodie non nostra, sed anabaptistarum, sacramentariorum et aliorum fanaticorum spirituum culpa est, quod tot et tantae turbae in ecclesia exsistunt.  Men udfaldet vil vise, hvem af de to der lærer ret og hvem der fordømmer den anden med rette. Det er givet, at vi ikke forfølger nogen, vi undertrykker eller dræber ingen. Ejheller forvirrer vor lære samvittighederne, den befrier i stedet fra djævelens talløse vildfarelser og snarer. Og det har vi mange gode menneskers vidnesbyrd om, mennesker, der takker Gud, fordi de har øst en sikker trøst for deres samvittighed fra vores lære. Ligesom altså dengang skylden ikke var Paulus', fordi menighederne blev forvirrede, men de falske aposteles, således er skylden i vore dage heller ikke vores, men gendøbernes, sakramenterernes og de andre åndsfanatikeres, skylden for, at de findes så megen og så stor uro i kirken. 
23        Observa hic diligenter, quod omnis doctor operum et justitiae legis sit perturbator ecclesiarum et conscientiarnm. Quis autem unquam credidisset, quod papa, cardinales, episcopi, monachi et tota illa Satanae synagoga, praecipue illi sanctorum ordinum auctores (quorum tamen aliquos Deus per miraculum salvare potuit), essent perturbatores conscientiarum? Imo etiam deteriores sunt pseudoapostolis.        Læg her omhyggeligt mærke til, at enhver, der lærer gerninger og lovretfærdighed forvirrer menighederne og samvittighederne. Hvem ville nemlig nogensinde have troet, at paven, kardinalerne, biskopperne, munkene og hele denne Satans synagoge, især dem, der var ophavsmænd til de hellige ordener (af hvilke dog Gud på mirakuløs vis har kunnet frelse nogle), skulle blive forvirrere af samvittighederne? Ja, at de endda ville blive værre end de falske apostle. 
24 Nam hi docuerunt, praeter fidem in Christum opera legis divinae necessaria esse ad salutem. Illi vero omissa fide traditiones humanas et opera non divinitus praecepta, sed a se ipsis sine et contra verbum Dei excogitata docuerunt, eaque non solum aequaverunt verbo Dei, sed longe supra illud extulerunt. For de falske apostle lærte, at udover troen på Kristus er den guddommelige lovs gerninger nødvendige til frelse. Paven og de andre udelod troen og lærte menneskelige traditioner og gerninger, ikke guddommelige bud, men bud, der var udtænkt af den selv imod Guds ord, og derved ligestillede de dem ikke blot med Guds ord, men hævede dem langt op over det. 
25  Sed quo in speciem sanctiores sunt haeretici, hoc magis nocent. Nisi enim pseudoapostoli insignibus donis, magna auctoritate et specie sanctitatis praediti fuissent, et se ministros Christi, apostolorum discipulos et sinceros evangelistas praedicassent, non tam facile Pauli auctoritatem elevare et Galatas seducere potuissent. Men jo helligere kætterne ser ud til at være, des mere skader de. For hvis ikke de falske apostle havde været udrustet med særlige gaver, stor autoritet og speciel hellighed og havde prædiket, at de selv var Kristi tjenere, apostlenes disciple og oprigtige evangelister, så ville de ikke så let have kunnet ophæve Paulus' autoritet og forføre galaterne. 
26        Ideo autem tam acerbe invehitur in eos, vocans perturbatores ecclesiarum, quia praeter fidem in (E84) Christum circumcisionem ac legis observationem necessariam ad salutem docebant. Id quod Paulus ipse infra cap. 5. testatur, et Luc. Act. cap. 15. (v. 1.) indicat his verbis: ,,Quod quidam descendentes de Iudaea docebant fratres: Nisi circumcidamini secundum morem Mosi, non potestis salvari."          Men derfor trænger han så stærkt ind på dem og kalder dem menighedernes forstyrrere, at de foruden troen lærte, at omskærelse og overholdelse af loven er nødvendig til frelse. Der er, hvad Paulus selv nedenfor i Gal5.3 bevidner, og hvad Lukas i Apg 15,1 angiver med disse ord: "Der kom nogle ned fra Judæa og lærte brødrene: Hvis I ikke lader jer omskære efter Moses' skik, kan I ikke blive frelst". 
27 Quare magno conatu et pertinacia urserunt legem pseudoapostoli. Quibus statim se adjunxerunt pertinaces Iudaei, qui legem servari contendebant, qui postea parum firmatis in fide facile persuaserunt, Paulum non esse sincerum doctorem, cum legem negligeret. Videbatur enim ipsis valde indignum, quod lex Dei prorsus tolli, et Iudaei, qui hactenus populus Dei fuerant, et ad quos promissiones factae erant, rejici deberent. Derfor indskærpede de falske apostle loven med stor iver og stor vedholdenhed. Til den knyttede sig straks nogle stædige jøder, som krævede loven overholde, som lidt efter let fik overtalt nogle få stærke i troen om, at Paulus ikke var en rigtig lærd, eftersom han lod hånt om loven. Det forekom dem nemlig meget uværdigt, at Guds lov helt skulle ophæves, og at jøderne, som hidtil havde været Guds folk, og til hvem forjættelserne var rettede, skulle forkastes. 
28  Deinde magis indignum videbatur, quod gentes, impii idololatrae, sine circumcisione, sine operibus legis per solam gratiam et fidem in Christum ad hanc gloriam et dignitatem pervenire deberent, quod essent populus Dei etc. Derudover forekom det dem meget uværdigt, at hedningerne, vantro afgudsdyrkere uden omskærelse uden lovgerninger alene ved nåden og troen på Kristus skulle nå frem til den herlighed og værdighed, at de skulle være Guds folk. 
29         Ista acerbissime exaggerarunt pseudoapostoli, ut invidia onerarent Paulum apud Galatas, utque magis exasperarent animos eorum adversus ipsum, dixerunt, eum contra legem Dei, contra morem totius gentis judaicae, contra exemplum apostolorum, denique contra suum ipsius exemplum praedicare gentibus libertatem a lege in contemtum et evacuationem legis divinae et totius regni judaici; ideo eum esse vitandum ut palam blasphemum in Deum et seditiosum in totam rempublicam judaicam; se vero audiendos, ut qui praeter hoc, quod docerent recte evangelium, essent etiam discipuli apostolorum, cum quibus Paulus nunquam fuisset conversatus.        Det har de falske apostle fremhævet med største heftighed, så de kunne lægge Paulus for had overfro galaterne, og for yderligere at ophidse deres sind imod ham, har de sagt, at han imod Guds lov, imod hele det jødiske folks skik, imod apostelenes eksempel, og også imod sit eget eksempel prædikede, at hedninger skulle fritages fra loven til foragt for og udhuling af den guddommelige lov og hele det jødiske herredømme; derfor skulle han undgås som en åbenlys gudsbespotter og én, der gjorde oprør mod hele det jødiske samfund; men de skulle høre på dem, for udover, at de lærte det rette evangelium var de også apostlenes disciple, men apostlene havde Paulus aldrig haft noget med at gøre. 
30 Hac arte traduxerunt Paulum apud (E85) Galatas, hocque effecerunt, ut deficerent ab eo Galatae. Hic, ut veritas evangelii permaneret apud Galatas, coactus est se totis viribus opponere pseudoapostolis, quos certissima fiducia damnans dicit esse perturbatores ecclesiarum et eversores evangelii Christi, ut sequitur. På den måde beskæmmede de Paulus overfor galaterne, og udvirkede, at galaterne faldt fra ham. For at nu evangeliets sandheden kunne forblive blandt galaterne, var Paulus nu tvunget til af alle kræfter at opponere mod de falske apostle, som han fordømmer med den største selvfølgelighed og siger, at de er mennesker, der forstyrre menighederne og vender op og ned på Kristi evangelium, som det nu følger. 
31 Et volunt pervertere evangelium Christi.
        Id est, ipsi conantur non solum vos perturbare, sed etiam evangelium Christi funditus delere et evertere. Nam ista duo Satan agit. Primum non est contentus, quod multos perturbat et seducit per suos impios apostolos, sed deinde etiam conatur per eos evangelium penitus subvertere et tollere, neque quiescit, donec hoc effecerit. Tales tamen eversores evangelii nihil minus audire possunt, quam se apostolos diaboli esse, imo prae ceteris gloriantur de nomine Christi, et jactant se sincerissimos evangelii praecones. 
og vil vende op og ned på Kristi evangelium. (Gal1.7b)
       Det vil sige, de forsøger ikke blot at forvirre jer, men også i bund og grund at ødelægge og fordreje Kristi evangelium. For de to ting arbejder Satan på: For det første er han ikke tilfreds med, at han forvirrer og forfører mange gennem sine ugudelige apostle, men han forsøger desuden igennem dem helt at vende op og ned på evangeliet og ophæve det, og han helmer ikke, før han får det gjort. Dog er der intet, disse fordrejere af evangeliet kan tåle at høre mindre, end at de er djævelens apostle, for de roser sig fremfor de øvrige af Kristi navn, og praler af, at de er allermest ærlige forkyndere af evangeliet. 
32 Sed quia cum evangelio legem miscent, non possunt non esse evangelii eversores. Aut enim Christus stabit, et lex peribit, aut lex stabit, et Christus peribit. Christus enim et lex nullo modo convenire et simul dominari in conscientia possunt. Ubi dominatur justitia legis, ibi non potest dominari justitia gratiae, et vicissim, ubi dominatur justitia gratiae, ibi non potest dominari justitia legis. Oportet alteram cedere alteri. Men fordi de sammenblander loven med evangeliet, kan de ikke undgå at fordreje evangeliet. Enten vil nemlig Kristus stå fast og loven forgå, eller også vil loven stå fast og Kristus forgå. For Kristus og loven kan på ingen måde blive enige og herske på samme tid i samvittigheden. Hvor lovens retfærdighed hersker, dèr kan nådens retfærdighed ikke herske, og omvendt, hvor nådens retfærdighed hersker, dèr kan lovens retfærdighed ikke herske. Den ene må vige for den anden. 
33 Si autem non potes credere, quod Deus propter Christum, quem ad hoc misit in mundum, ut esset noster pontifex, velit remittere peccata, quomodo quaeso credes, quod velit remittere illa propter opera legis, quae nunquam fecisti, aut tua opera, quae cogeris fateri talia esse, ut (E86) impossibile sit ea opponi judicio Dei? Quare doctrina gratiae nullo modo potest stare cum doctrina legis. Oportet simpliciter hanc negari et abrogari, et illam stabiliri. Men hvis ikke du kan tro, at Gud for Kristi skyld, som han af den grund sendte til verden, at han skulle være vores ypperstepræst, vil tilgive synder, så gad jeg nok vide, hvordan du vil tro, at han vil tilgive dem for lovgerningernes skyld, som du aldrig har gjort, eller for dine gerningers skyld, om hvilke du tvinges til at indrømme, at de er af den art, at det er umuligt at stille dem frem for Guds dom? Derfor kan læren om nåden på ingen måde stå fast sammen med læren om loven. Man er simpelthen nødt til at nægte og ophæve den sidste og stadfæste den første. 
34      Sed quemadmodum Iudaei abhorrebant  a doctrina fidei et gratiae, sic et nos ab ea abhorremus. Ego libenter simul servare velim justitiam illam gratiae justificantem et alteram illam legis, propter quam Deus me respiceret. Sed illam alteri admiscere, est, ut Paulus hic dicit, evangelium Christi evertere, et tamen, cum venitur ad contentionem major pars vincit meliorem. Christus enim cum suis infirmus est, evangelium item stulta praedicatio est.       Men ligesom jøderne gøs tilbage fra denne lære om troen og nåden, således gyser også vi tilbage fra den. Jeg for mit vedkommende ville gerne bevare denne nådens retfærdiggørende retfærdighed og denne anden lovens retfærdighed, for hvis skyld Gud skulle se i nåde til mig. Men at sammenblande den med den anden, det er, som Paulus her siger, at vende op og ned på Kristi evangelium, og når det kommer til kamp, sejrer den større del over den bedre del. Kristus er nemlig svag, ligesom hans fæller, og evangeliet er en tåbelig prædiken. 
35 Econtra regnum mundi et diabolus princeps ejus fortis est, speciosa denique est prudentia  et justitia carnis. Sicque amittitur justitia gratiae et fidei, alteraque legis ac operum erigitur et defenditur. Sed hoc nostrum solatium est,   quod diabolus cum suis membris efficere non potest, quod vult. Perturbare multos homines potest, sed evangelium Christi evertere non potest. Veritas periclitari potest, perire non potest. Impugnatur quidem, sed non expugnatur, quia verbum domini manet in aeternum. Modsat er verdens herredømme og dens fyrste djævelen stærk, og prægtig er kødets klogskab og retfærdighed. Når således nådens og troens retfærdighed er tilsidesat, oprejses og forsvares den anden retfærdighed, lovens og gerningernes. Men det er vor trøst, at djævelens og hans håndlangere ikke kan udføre, hvad han vil. Han kan forvirre mange mennesker, men han kan ikke vende op og ned på Kristi evangelium. Sandheden kan komme i fare, men ikke forgå. Den bliver angrebet, men nedkæmpes ikke, for "Herrens ord forbliver i evighed". (1 Pet 1,25) 
36        Apparet autem res levis esse commiscere evangelium et legem, fidem et opera, sed plus damni affert, quam humanus captus assequi potest. Nam non solum obscurat cognitionem gratiae, sed Christum cum omnibus suis beneficiis tollit, et totum evangelium, ut Paulus hic ait, evertit. Hujus autem tanti mali causa (E87) est caro nostra, quae peccatis immersa non videt aliam rationem, qua sese explicet ex his, quam per opera. Ideo vult vivere in justitiis legis, et niti fiducia operum suorum.          Det kan synes at være en bagatel at sammenblande evangelium og lov, tro og gerninger, men det medfører et større tab, end den menneskelige forstand kan fatte. For ikke blot tilsløres erkendelsen af nåden, men Kristus og alle hans velgerninger ophæves, og man vender, som Paulus her siger, op og ned på hele evangeliet. Men årsagen til dette store onde er vort kød, som er nedsænket i synder og ikke ser anden måde at redde sig ud af dem på end gennem gerninger. Derfor vil det leve i lovens retfærdighed og gøre sig umage i tillid til sine gerninger. 
37 Est itaque prorsus ignara doctrinae fidei et gratiae, sine qua tamen impossible est conscientiam reddi pacatam. Apparet quoque ex his verbis Pauli: "Et volunt pervertere etc." pseudoapostolos valde audaces et impudentes fuisse homines , qui toto conatu opposuerunt se Paulo. Ideo ipse suo spiritu et plhroforia fretus vicissim sese fortissimo opponit eis, ac mirum in modum extollit contra ipsos suum ministerium, dicens: Og derfor er vort kød næsten uvidende om læren om troen og nåden, skønt det dog uden den er umuligt at få en beroliget samvittighed. Det fremgår også af disse ord af Paulus: "Og de vil vende op og ned... osv", at de falske apostle er meget forvovne og dristige mennesker, som af al magt har modsat sig Paulus. Derfor sætter han sig omvendt imod dem i tillid til sin ånd og sin frimodighed, og ophøjer på forunderlig vis sin tjeneste imod dem, ved at sige: 
38 Sed licet nos, aut angelus e coelo evangeliset vobis  praeterquam quod evangelisavimus vobis, anathema sit. 
        Paulus meras flammas loquitur, tamque vehementer ardet, ut incipiat etiam quasi angelis maledicere. Etiam nos ipsi, inquit, ego et fratres mei, Timotheus, Titus et quotquot mecum Christum pure decent (non loquor jam de mentium seductoribus), imo si angelus e coelo etc., tamen velim potius anathema esse me, fratres meos, denique etiam angelum e coelo, quam quod meum evangelium inverti debeat.
Men selv om vi eller en engel fra himlen forkynder jer evangeliet anderledees end vi har forkyndt jer det, han være forbandet! (Gal1.8)
      Det er ligefrem ildsprudende tale, Paulus kommer med; så stærkt brænder han, at han næsten begynder at forbande engle. Selv om så vi selv, siger han, jeg og mine brødre, Timoteus, Titus og dem, der er med mig (nu taler jeg ikke om de løgnagtige forførere), ja, om så en engel fra himlen, osv., så ville jeg dog hellere, at jeg og mine brødre, ja selv en engel fra himlen, skulle forbandede, end at mit evangelium skulle fordrejes. 
39 Maximus profecto is ardor est, quod tam confidenter maledicere audet non solum sibi, fratribus suis, sed etiam angelo e coelo. Anaqema graece, ebraice khærem, latine est maledictum, exsecratum, reprobum et simpliciter separatum ab usu, consortio et communione Dei. Sic Hiericho civitas, ait Iosua (6, 17.), sit perpetuum (E88) anathema, ut nunquam reaedificetur. Et Levit. ult. (27, 29.) scriptum est: "Si homo aut quodcunque animal fuerit anathemati devotum, occidatur et non permittatur vivere." Sic Amalech et quasdam civitates divina sententia anathemati destinatas oportuit prorsus deleri. Det er sandelig udtryk for stor heftighed, når han så ligeud vover at forbande ikke blot sig selv og sine brødre, men også en engel fra himlen. Anathema på græsk, khærem på hebraisk, svarer på latin til forbandelse, bortvisning, bebrejdelse og simpelthen adskillelse fra at bruge, have omgang og fællesskab med Gud. Således siger Josva, at byen Jeriko skal være under evig forbandelse, så den aldrig skal bygges op igen. (Jos 6,17). Og i 3 Mos i slutningen står der skrevet: "Hvis et menneske og et eller andet dyr er blevet underlagt forbandelse, skal det dræbes og man må ikke give det lov til at leve" (3 Mos 27,28). Således måtte amalekitteerne og nogle byer, der ved Guds dom var blevet dømt til forbandelse, helt og holdent ødelægges. (2 Mos 17,13) 
40 Est igitur Pauli sententia: Velim potius me, alios, imo angelum e coelo maledictum esse, quam aliud evangelium praedicari vel a nobis vel ab aliis praeter id, quod praedicavimus. Sic se ipsum primum devovet et maledicit Paulus. Solent enim boni artifices se ipsos primum arguere, ut eo liberius et vehementius postea ceteros arguere possint.  Det er altså Paulus' mening: Jeg vil hellere, at jeg, andre, ja en engel fra himlen skal være forbandet, end at der skal prædikes et andet evangelium af jer eller af andre, end det, som vi har prædiket. Således prisgiver og forbander Paulus først sig selv. De gode talekunstnere plejer nemlig først at anklage sig selv, for at de mere frit og kraftigt bagefter kan anklage de andre. 
41 Concludit ergo Paulus, non esse aliud evangelium praeter id, quod ipse praedicavit. Praedicavit autem evangelium non a se ipso excogitatum, sed quod Deus ab initio promiserat per prophetas suos in scripturis sanctis, Rom. I. Ideo certissime pronuntiat se, alios, imo etiam angelum e coelo maledictos esse, si diversum ab illo priore doceant. Nam vox evangelii semel emissa non revocabitur usque ad diem judicii. Paulus drager altså den slutning, at der ikke er noget andet evangelium end, som han selv har prædiket. Men han har prædiket et evangelium, der ikke var udtænkt af ham selv, men ét, som Gud fra begyndelsen havde forjættet gennem sine profeter i den hellige skrift, Rom 1,2. Derfor er det med stor sikkerhed han fastslår, at han, andre je, selv en engel fra himlen er forbandede, hvis de lærer forskelligt fra dette første evangelium. For evangeliets røst kan ikke, én gang udsendt, kaldes tilbage, indtil dommedag. 
42 Sicut praediximus, et nunc iterum dico: Si quis vobis evangelisaverit praeter id, quod accepistis, anathema sit. 
      Idem repetit mutatis tantum personis. Supra maledixit sibi ipsi, fratribus suis, angelo e coelo. Hic, si qui alii suut, inquit, praeter nos, qui etiam evangelisant vobis praeter id, quod a nobis accepistis, illi quoque sint maledicti. Itaque simpliciter omnes doctores, se ipsum, fratres suos, angelum, deinde quoscunque alios, nempe adversarios doctores, devovet et (E89) maledicit. 
Som vi før har sagt, siger vi nu igen: Hvis nogen prædiker et evangelium forskelligt fra det, som I har modtaget, han være forbandet. (Gal1.9)
       Her gentager han det, han sagde før, kun forandrer han personerne. Ovenfor forbandede han sig selv, sine brødre, en engel fra himlen. Her siger han: Hvis der er andre end os, som også forkynder evangelium for jer, forskelligt fra det, I har modtaget af os, så skal også de være forbandede. Derfor prisgiver og forbander han simpelthen alle lærde, sig selv, sine brødre, en engel, og desuden alle andre, nemlig modpartens lærde. 
43 Vehementissimus is ardor est in apostolo, quod maledicere audet omnibus doctoribus in toto orbe terrarum et coelo, qui invertunt evangelium suum et diversum docent. Omnes enim cedere debent evangelio, quod Paulus praedicavit, aut anathema fieri et damnari. Utinam haec horribilis apostoli sententia terrorem incuteret eversoribus evangelii Pauli, quorum hodie, pro dolor, mundus plenus est. Der er den voldsomste lidenskab i apostelen, når han vover at forbande alle lærde ud over hele jorden og i himlen, hvis de fordrejer hans evangelium og lærer et andet. For alle bør vige for det evangelium, som Paulus har prædiket, ellers bliver de forbandet og fordømt. Gid denne forfærdelige mening hos apostelen kunne indgyde frygt hos dem, der forvender Paulus' evangelium, for ak -- verden er i dag fuld af dem. 
44         Mutatio personarum hic consideranda est. Aliter enim loquitur Paulus in prima maledictione, quam in hac secunda. In prima inquit: "Licet nos aut angelus e coelo evangeliset vobis praeter id, quod evangelisavimus vobis etc.", in secunda: "Praeter id, quod accepistis," hocque consulto facit, ne Galatae dicerent: Nos non invertimus evangelium, quod tu Paule nobis praedicasti, sed te praedicante illud non recte intelleximus; doctores vero te sequentes ostenderunt nobis veram ejus intelligentiam.          Skiftet i personerne skal man her lægge mærke til. Paulus siger nemlig noget andet i den første forbandelse end i den anden. I den første siger han: "Selv om vi eller en engel fra himlen forkynder jer evangeliet udover det, som vi har forkyndt jer, osv.", i den anden: "udover det, som I har modtaget", og det gør han for at forhindre, at galaterne skal sige: Vi har ikke fordrejet det evangelium, som du, Paulus, har forkyndt for os, men da du prædikede, forstod vi det ikke rigtigt; men de lærere, der fulgte efter dig, viste os, hvordan det virkelig skulle forstås. 
45 Hoc, inquit, nullo modo admittam. Nihil debent illi addere vel corrigere, sed quod audistis a me, hoc sincerum est verbum Dei, hoc solum maneat. Nec me alium evangelii doctorem nec vos alios discipulos esse cupio. Ideo si aliquem audieritis afferentem aliud evangelium praeter id, quod a me audistis, vel gloriantem se meliora traditurum, quam a me accepistis, is sit una cum discipulis suis anathema. Hertil siger han: Dette kan jeg på ingen måde gå med til. Disse lærere bør på ingen måde tilføje noget eller rette noget, men hvad I har hørt af mig, det er så sandelig Guds ord, og det alene skal stå ved magt. Jeg er ikke ude på, at jeg skulle være en anden lærer i evangeliet, eller at I skulle være andre disciple. Derfor, hvis I hører nogen fremføre et andet evangelium end det, I har hørt af mig, eller hører nogen prale af, at han vil bringe noget bedre, så er han og hans disciple forbandede.
46         Ea autem est natura ministrorum Satanae, quod hoc mira arte norint irrepere et insinuare se in animos hominum. Fatentur eos, qui ante se docuerunt (E90) evangelium, bene quidem coepisse, sed hoc non esse satis; se vero certissima afferre, quae ita velint tradere, ut auditores magnum fructum inde ferre possint etc. Sic hodie fanatici homines tribuunt nobis hoc laudis, quod recte inchoaverimus negotium evangelii. Sed quia eorum blasphemam doctrinam detestamur ac damnamus, appellant nos adulatores et novos papistas, duplo deteriores veteribus.         Men dette er naturen hos Satans tjenere, at de kender den forunderlige kunst at snige sig ind og gøre sig yndet i menneskenes sjæle. De indrømmer dem, som har lært evangeliet før dem, at de ganske vist er begyndt godt, men at dette ikke er nok; men de fremfører det helt sikre, som de vil overlevere sådan, at de, der hører det, kan bære megen frugt derved, osv. Således tildeler de fanatiske mennesker os ros, fordi vi har begyndt evangeliets sag ret. Men fordi vi afskyr og forsømmer deres blasfemiske lære, kalder de os afgudsdyrkere og nye papister, dobbelt så slemme som de gamle. 
47 Hac arte parant sibi ingressum fures et latrones in ovile domini, ut furentur, mactent et perdant, nempe quod primum nostra confirmant, deinde corrigunt nos, et clarius exponunt, ut ipsi nugantur, quod nos non satis aut minus recte intellexerimus. Ved denne kunst skaffer tyve og røvere sig adgang til Herrens fårefold, så de kan stjæle, slagte og ødelægge, (Joh 10,10), nemlig sådan at de først er enige med os, dernæst retter os, og forklarer det, som vi ikke har forstået tilstrækkeligt eller har forstået mindre korrekt, mere tydeligt, sådan som de selv pralende påstår. 
48 Eodem modo fecerunt sibi pseudoapostoli aditum ad Galatas, Paulus (dixerunt) jecit quidem fundamentum christianae doctrinae, sed veram rationem justificationis non tenet, quia defectionem a lege docet. Hoc igitur, quod ipse non potuit recte tradere, accipite a nobis. At Paulus non vult aliud doceri ab ullo, nec aliud audiri et accipi a Galatis, nisi quod ipse prius docuit eos, et ipsi ab eo audierunt et acceperunt. Qui autem, inquit, aliud docent aut accipiunt, anathema sunto. På den måde skaffede de falske apostle sig adgang til galaterne. Paulus, sagde de, har ganske rigtigt lagt den kristne læres fundament, men han fatter ikke den sande grund til retfærdiggørelsen, fordi han lærer frafald fra loven. Det derfor, som han ikke kunne overlevere jer rigtigt, det kan I modtage fra os. Men Paulus vil ikke, at nogen skal lære noget andet, eller at noget andet skal høres eller modtages af galaterne, end hvad han selv forud havde lært dem, og som de også havde hørt og modtaget af ham. Men de, som lærer eller modtager noget andet, skal være forbandede, siger han. 
49           Priora duo capita fere nihil aliud continent, quam meras apologias et confutationes. Nam in fine secundi capitis incipit tandem tractare locum justificationis. Admonere tamen nos haec Pauli sententia debet, anathema esse quotquot sentiunt papam esse arbitrum scripturae, item, Ecclesiam habere potestatem supra scripturam, id quod impie docuerunt canonistae et sententionarii usi hoc fundamento: Ecclesia tantum approbavit quatuor evangelia, ergo tantum quatuor sunt; si (E91) plura approbasset, plura essent.        De to første kapitler indeholder næsten ikke andet, end lutter forsvar og gendrivelser. For først i slutningen af det andet kapitel begynder han at behandle sagen om retfærdiggørelsen. Dog bør denne opfattelse hos Paulus være os en formaning om, at de, der mener, at paven er dommer over skriften, er forbandede, og at det samme er de, der mener, at kirken har magt over skriften, hvilket nogle kanonister og sententiarier har lært på ugudelig vis ud fra følgende grundlag: Kirken har kun godkendt fire evangelier, altså er der kun fire. Hvis den havde godkende flere, ville der være flere. 
50 Cum autem ecclesia pro arbitrio suo potuit suscipere et approbare evangelia, quae et quot voluit, ergo ecclesia est supra evangelium. Tenet consequentia a baculo ad angulum. Ego approbo scripturam, ergo sum supra eam, Ioannes baptista approbat et confitetur Christum, ac commonstrat cum digito, ergo est supra Christum. Ecclesia approbat christianam doctrinam et fidem, ergo est supra eam. Når altså kirken efter sit skøn kan forkaste eller antage evangelier, hvilke og hvor mange den vil, så står kirken over evangeliet. Det er at slutte fra en stav til en krog. Jeg godkender skriften, altså er jeg over den. Johannes Døberen anerkender og bekender Kristus og peger på ham med sin finger, altså er han over Kristus. Kirken godkender den kristne lære og tro, altså er den over den. 
51          Pro confutanda hac ipsorum impia ac blasphema in Deum doctrina habes hic clarissimum textum et coeleste fulmen, quod Paulus simpliciter se ipsum, angelum e coelos doctores in terra, et quidquid est magistrorum, hoc totum rapit et subjicit sacrae scripturae. Haec regina debet dominari, huic omnes obedire et subjacere debent.        Her har du altså den klareste tekst og et himmelsk lyn til at gendrige deres ugudelige og blasfemiske lære. For Paulus tager simpelthen sig selv, en engel fra himlen, de lærde på jorden, og hvad der er af magistre, alt dette tager han og lægger det ind under den hellige skrift. Denne dronning bør herske, hende bør alle adlyde og være underkastet. 
52 Non ejus magistri, judices seu arbitri, sed simplices testes, discipuli et confessores esse debent, sive sit papa, sive Lutherus, sive Augustinus, sive Paulus sive angelus e coelo, neque alia doctrina in eccelesia tradi et audiri debet, quam purum verbum Dei, hoc est, sancta scriptura, vel doctores et auditores cum sua doctrina anathema sunto. Ikke hendes magistre, dommere eller skønsmænd bør de være, men simpelthen vidner, elever og bekendere, hvad enten det så er paven, Luther, Augustin, Paulus eller en engel fra himlen, så bør der ikke overleveres og høres nogen anden lære i kirken, end Guds rene ord, det vil sige, den hellige skrift, ellers vil lærere og tilhørere med deres lære være forbandet. 
53 Nunc enim homines suadeo an Deum? 
      Ista dicuntur eodem ardore quo superiora, quasi dicat: Num ego Paulus, qui publice in ecclesiis praedicavi, adeo ignotus sum? Num mei agones acerrimi et tot pugnae contra Iudaeos obscurae sunt? Ex meis concionibus, ex tot et tantis afflictionibus, satis (E92) opinor, apparet, an hominibus inserviam an Deo? Omnes namque vident, quod hac mea praedicatione conciliarim mihi ubique persecutionem, summa et atrocissima odia gentis meae et omnium hominum. Satis ergo ostendo, quod mea praedicatione non quaeram favorem ac plausum hominum, sed beneficium et gloriam Dei illustrare quaeram.
Mon jeg nu søger at overtale mennesker eller Gud? (Gal1.10a)
       Dette siger han med den samme glød som tidligere, som ville han sige: Mon jeg, Paulus, som har prædiket offentligt i menighederne, er helt ukendt! Mon mine skarpe kampe og de mange stridigheder mod jøderne er forblevet ubemærkede! Ud af mine prædikener, ud af de mange og store anfægtelser, tror jeg, det fremgår med tilstrækkelig tydelighed, om jeg tjener mennesker eller Gud! For alle kan se, at jeg ved denne forkyndelse skaffede mig forfølgelse overalt, skaffede mig det største og mest forbitrede had fra mit folk og fra alle mennesker. Jeg viser altså tilstrækkelig tydeligt, at jeg ved min prædiken ikke søger gunst og yndest hos mennesker, men stræber efter at oplyse om Guds velgerning og ære. 
54          Neque nos (liceat hoc citra jactantiam dicere) doctrina nostra favorem hominum quaerimus. Docemus enim omnes homines natura esse impios et filios irae, liberum arbitrium, vires humanas, sapientiam, justitiam omnemque religionem voluntariam damnamus; summa, nihil omnino in nobis esse dicimus, quod valeat ad promerendam gratiam ac remissionem peccatorum, sed sola, unica ac mera Dei misericordia propter Christum eam nobis contingere praedicamus. Sic enim enarrant coeli gloriam Dei et opera ejus damnatis universis hominibus ac operibus eorum.        Og heller ikke vi (lad det være sagt uden selvros) søger med vores lære menneskenes gunst. Vi lærer nemlig, at alle mennesker af natur er ugudelige og er vredens børn. Vi fordømmer den frie vilje, de menneskelige kræfter, den menneskelige visdom, retfærdighed og al selvvalgt fromhed. Kort sagt, vi siger, at der overhovedet ikke i os er noget, som dur til at fremskaffe nåde og syndsforladelse, men vi prædiker, at dette alene bliver os til del ved Guds enestående og fulde barmhjertighed for Kristi skyld. For således fortæller himlene Guds ære og hans gerninger, (Sl 19,2) efter at have fordømt alle mennesker og deres gerninger. 
55 Hoc certe non est praedicare in gratiam hominum et mundi. Mundus enim non potest gravius aut acerbius irritari, quam cum damnatur sapientia, justitia, religio, potentia ejus. Haec optima et summa dona mundi damnare, profecto non est adulari mundo, sed potius odium et infortunium (ut ajunt) ultro quaerere et in promtu etiam invenire. Nam si homines et omnia ipsorum in speciem optima studia damnamus, fieri aliter non potest, quin statim inveniamus eorum acerbissima odia, persecutiones, excommunicationes, damnationes et caedes. Dette er såvist ikke at prædike menneskene og verden efter munden. For verden kan ikke ophidses mere alvorligt og bittert, end når dens visdom, retfærdighed, fromhed og magt fordømmes. At fordømme denne verdens bedste og højeste gave, er bestemt ikke at smigre verden, men snarere, som man siger, at søge had og ulykke fra den, og også få det. For hvis vi fordømmer mennesker og alle deres tilsyneladende bedste anstrengelser, må der nødvendigvis ske det, at vi straks bliver genstand for deres mest bitre had, forfølgelse, bandsættelser og drab. 
56          Si cetera ergo, inquit Paulus, vident, cur et hoc non vident, quod divina doceo, non humana? hoc (E93) est, quod mea doctrina non quaero hominum favorem, sed Dei misericordiam in Christo nobis exhibitam illustro? Nam si favorem hominum quaererem, non damnarem omnia ipsorum opera. Hoc ipso autem, quod opera hominum damno, hoc est, quod sententiam divinam fero ex verbo Dei (cujus ego minister et apostolus sum) contra omnes homines, quod peccatores, impii, injusti, filii irae, captivi Satanae ac damnati sint, quodque justificentur non operibus, non circumcisione, sed sola gratia et fide in Christum, concilio mihi odium implacabile omnium hominum. Nihil enim minus audire possunt, quam se esse tales, imo praedicari volunt sapientes, justi, sancti etc. Quare ista res satis testatur, me humana non docere.          Hvis de ser på alt det andet, siger Paulus, hvorfor ser de så ikke på dette, at jeg lærer, hvad der stammer fra Gud, ikke hvad der stammer fra mennesker? Det vil sige, at jeg ikke ved min lære søger menneskers gunst, men Guds barmhjertighed, som vises os klart i Kristus. For hvis jeg søgte menneskers gunst, ville jeg ikke fordømme alle deres gerninger. Men netop derved, at jeg fordømmer menneskers gerninger, det vil sige, at jeg ud fra Guds ord, hvis tjener og apostel jeg er, fremsætter den guddommelige dom imod alle mennesker, at de er syndere, ugudelige, uretfærdige, vredens børn, Satans fanger og fordømte, og at de retfærdiggøres ikke ved gerninger, ikke ved omskærelse, men alene ved nåde og tro på Kristus, pådrager jeg mig et uforsonligt had fra alle mennesker. Der er jo intet, de nødigere vil høre, end at de er sådan, ja, de ønsker, at der prædikes om dem, at de er vise, retfærdige, hellige, osv. Derfor viser dette tydeligt nok, at jeg ikke lærer på menneskevis. 
57          Ad eundem modum loquitur et Christus Ioann. 7. (v. 7.): "Non potest vos odisse mundus, me autem odit, quia testimonium perhibeo de eo, quod opera ejus mala sint;" et Ioann. 3. (v. 19.): "Hoc est judicium, quod lux venit in mundum, et dilexerunt homines magis tenebras, quam lucem, erant enim opera eorum mala." Quod autem divina doceo, inquit apostolus, vel ex hoc satis intelligi potest, quod solius Dei gratiam, misericordiam, beneficium et gloriam praedico. Deinde qui ea loquitur, ut Christus ait, quae dominus ac magister suus ei mandavit, et non se, sed eum, cujus apostolus est, glorificat, is certum et divinum verbum affert et docet.          Og på samme måde taler også Kristus i Joh 7,7: "Verden kan ikke hade jer, men mig hader den, fordi jeg aflægger vidnesbyrd om den, at dens gerninger er onde". Og Joh 3,19: "Dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket mere end lyset, for deres gerninger var onde". Men at jeg lærer guddommelige ting, siger apostelen, kan vel forstås tilstrækkelig tydeligt ud fra det, at jeg prædiker Guds nåde, barmhjertighed, velgerninger og ære alene. Dernæst er det jo sådan, at den, der, som Kristus siger, taler hvad hans herre og mester har pålagt ham, og ikke forherliger sig selv, men ham, hvis apostel han er, han fremfører og lærer et sikkert og guddommeligt ord. 
58 At ego ea tantum, quae mihi divinitus mandata sunt, doceo, nec me ipsum, sed eum, qui misit me, glorifico. Praeterea concito mihi iram et indignationem Iudaeorum et gentium, igitur (E94) doctrina mea est vera, pura, certa et divina, neque potest esse alia (multo minus melior) quam haec mea. Quare quaecunque alia, quae non eodem modo docet, ut mea, omnes homines esse peccatores, et sola fide in Christum justificari, necessario est falsa, incerta, impia, blasphema, maledicta et diabolica, talesque sunt omnes, qui eam docent et accipiunt. Men jeg lærer kun det, som jeg har fået guddommelig befaling om, og jeg forherliger ikke mig selv, men ham, som sendte mig. Men netop derfor nedkalder jeg jøders og hedningers vrede og forargelse over mig, altså er min lære sand, ren, tilforladelig og guddommelig, og der kan ikke være nogen anden lære end min, og da slet ikke nogen bedre lære. Derfor, al anden lære, som ikke på samme måde som min lære, lærer, at alle mennesker er syndere, og alene retfærdiggøres ved tro på Kristus, må nødvendigvis være falsk, uvis, ugudelig, blasfemisk, forbandet og djævelsk, og det samme er alle de, som lærer den og modtager den. 
59          Sic nos cum Paulo securissime et certissime pronuntiamus, omnem doctrinam esse maledictam, quae cum nostra dissidet. Nam neque nos certe quaerimus nostra praedicatione plausum hominum aut favorem principum, episcoporum etc., sed solius Dei favorem, cujus etiam solius gratiam ac misericordiam praedicamus conculcatis ac damnatis omnibus nostris. Qui igitur aliud evangelium vel contrarium nostro docet, missum a diabolo et anathema esse confidenter dicimus.         Således erklærer vi i overensstemmelse med Paulus, at det er sikkert og vist, at enhver lærer er forbandet, der afviger fra vores. For det er givet, at heller ikke vi gennem vor prædiken søger mennesker ære eller fyrsters og biskoppers gunst, men alene Guds gunst, og det er da også alene hans nåde og barmhjertighed, vi prædiker, hvorved vi har trådt alt vort under fode og fordømt det. Den, altså, der lærer et andet evangelium eller et evangelium modsat vores, om ham siger vi fortrøstningsfuldt, at han er sendt af djævelen og at han er forbandet. 
60 An quaero hominibus placere? 
       Id est, inservione hominibus, an Deo? Semper oblique petit pseudoapostolos. Hi necessario, inquit, quaerunt hominibus placere, ac illis adulantur. Per hoc enim quaerunt, ut ipsi vicissim in carne eorum gloriari possint. Deinde quia odia ac persecutionem hominum nolunt ferre, docent circumcisionem, ut tantum persecutionem crucis Christi non sustineant, infra cap. 5.
Mon jeg nu søger at behage mennesker? (Gal1.10b)
       Det vil sige, tjener jeg mon mennesker eller Gud? Han hentyder hele tiden mellem linierne til de falske apostle. Disse må, siger han, nødvendigvis søge at behage mennesker og smigre dem. For herigennem er de ude efter, at de selv til gengæld kan rose sig af deres kød. Desuden, fordi de ikke vil udholde menneskers had og forfølgelse, lærer de omskærelse, så de kan slippe for den forfølgelse, der kommer af Kristi kors, se nedenfor kap 5. 
61  Sic hodie plures invenias, qui hominibus placere student, utque in pace ac securitate carnis agere possint suadent humana, hoc est, docent impia, vel certe contra conscientiam probant adversarioram blasphemias ac impia judicia contra verbum Dei, ut saltem (E95) principum et episcoporum retineant favorem, ac sua non amittant. Nos vero, quia Deo, non hominibus placere studemus, concitamus nobis invidiam diabolicam et infernalem, sustinemusque probra et maledicta mundi, mortem et omnia mala. Sådan finder man i dag mange, som søger at behage mennesker, og for at kunne gøre det i kødets fred og sikkerhed, tilskynder de til menneskeværk, det vil sige, de lærer ugudelige ting. I hvert fald godkender de imod deres samvittighed modstandernes gudsbespottelser og ugudelige bedømmelser imod Guds ord, så de i hvert fald kan beholde fyrsters og biskoppers gunst og ikke miste deres ejendom. Men vi pådrager os, fordi vi søger at behage Gud og ikke mennesker, en djævelsk og helvedes had og må udholde verdens skældsord og forbandelse, død og alt ondt. 
62         Sic Paulus hic: "Non quaero, inquit, placere hominibus, ut ipsi doctrinam meam laudent, ac praedicent me optimum doctorem, sed soli Deo meam doctrinam placere cupio, atque per hoc infensos hostiliter reddo mihi homines, hocque experior. Rependunt enim mihi mercedem ignominiam, blasphemiam, carcerem, gladium etc. Contra pseudoapostoli humana docent, hoc est, placentia et plausibilia rationi, hocque ideo, ut pacem habeant, et populi favorem ac plausum mereantur. Et hi quod quaerunt, inveniunt.        Sådan siger Paulus her: "Jeg søger ikke at behage mennesker, så de skal rose min lære og prædike, at jeg er den bedste lærer, men jeg stræber alene efter, at min lære skal behage Gud, og at den gør det, erfarer jeg ved, at menneskene er fjendtlige imod mig til gengæld. De gengælder mig nemlig med hån, spot, fængsel og sværd. Modsat lærer de falske apostle menneskelære, det vil sige, de har en lære, der behager og kan godkendes af fornuften, og det lærer de af den grund, at de så kan have fred og fortjene folkets gunst og bifald. Og hvad de søger, de finder de. 
63 Laudantur enim et magnifiunt ab omnibus. Sic et Christus Matth. 6. (v, 2.) ait, hypocritas omnia facere, ut glorificentur ab hominibus, et Ioann. 5. (v. 44.) graviter increpat tales: "Quo modo, inquit, potestis credere, qui gloriam ab invicem accipitis, et gloriam, quae a solo Deo est, non quaeritis?" Quae hactenus dixit Paulus exempla fere tantum sunt. Interim tamen ubique vehementer urget suam doctrinam veram et germanam esse. Ideo hortatur Galatas, ne ea spreta aliam recipiant.  De bliver nemlig rost og ophøjet af alle. Sådan siger også Kristus i Matt 6,2, at hyklerne gør alt, hvad de gør, for at blive rost af mennesker, og i Joh 5,44 dadler han dem alvorligt og siger: "Hvordan skulle I kunne tro, I, som tager imod ære af hinanden, men ikke søger den ære, der alene er fra Gud?" Hvad Paulus hidtil har sagt, er næsten udelukkende eksempler. Dog fremhæver han overalt voldsomt, at hans lære er sand og ægte. Derfor opfordrer han galaterne til ikke at forsmå den og modtage en anden. 
64 Si adhuc hominibus placerem, Christi servus non essem. 
       Haec omnia referenda sunt ad totum officium et ministerium Pauli, ut sit antithesis quaedam contra (E96) priorem conversationem ipsius in judaismo, quasi dicat: Putatis me adhuc hominibus placere, ut antea feci? Sic infra cap. 5. (v. 11.): "Si circumcisionem adhuc praedico, quid adhuc persecutionem patior?" quasi dicat: An non videtis et auditis quotidianos agones, maximas persecutiones et afflictiones meas? Postquam conversus et ad apostolatum vocatus sum, nunquam suasi hominibus, nunquam quaesivi eis placere, sed soli Deo, hoc est, ministerio et doctrina mea non quaero gloriam et favorem hominum, sed Dei.
Hvis jeg søgte at behage mennesker, ville jeg ikke være Kristi tjener. (Gal1.10c)
      Alt dette henføres til hele Paulus' embede og tjeneste, så det kan stå som modsætning til hans tidligere liv i jødedommen, som ville han sige: Mener I, at jeg stadig søger at behage mennesker, sådan som jeg tidligere gjorde? Sådan siger han nedenfor Gal5.11: "Hvis jeg stadig prædiker omskærelse, hvorfor forfølges jeg da endnu?" som ville han sige: Kan I ikke se og høre mine daglige kampe, store forfølgelser og anfægtelser? Efter at jeg er blevet omvendt og kaldet til apostel, har jeg aldrig søgt at få mennesker over på min side, jeg har aldrig søgt at behage dem, men alene at behage Gud, det vil sige, ved min tjeneste og min lære søger jeg ikke menneskers ære og gunst, men Guds ære og gunst. 
65         Paulus ista dicit, ut ostendat, quam insidiose et callide studuerint pseudoapostoli invidiam sibi concitare apud Galatas. Quaesierunt ex concionibus et scriptis ejus antilogias (ut hodie adversarii ex nostris libris colligunt) atque ita convincere eum voluerunt, quod pugnantia docuisset, ideoque dicebant fidem Paulo non adhibendam, sed servandam esse circumcisionem et legem, id quod ipse etiam comprobaret suo proprio exemplo, quia secundum legem circumcidisset Timotheum, cum viris quatuor purgasset se in templo Hierosolymis, caput totondisset in Cenchraeis etc.         Paulus siger dette, for at han kan påvise, hvor rænkefuldt og listigt de falske apostle har søgt at øge galaternes modvilje mod Paulus. De har ledt efter modsigelser i hans prædikener og hans skrifter (ligesom i vore dage modstanderne samler sammen fra vore skrifter), og således vil de anklage ham for, at han har lært det modsatte, og derfor sagde de, at man ikke skulle fæste lid til Paulus, men at man skulle overholde omskærelsen og loven, det, som han også selv anbefalede ved sit eget eksempel, fordi han ifølge loven omskar Timoteus, (Apg 16,2) og fordi han og fire mænd havde renset sig i templet i Jerusalem (Apg 21,23), og han også havde ladet sit hoved rage i Kenkræa. (Apg 18,18) 
66 Ista calumniatores finxerunt Paulum necessario fecisse, coactum mandato ac auctoritate apostolorum etc., quae tamen libere observaverat in obsequium infirmorum, qui nondum intelligebant libertatem christianam, ne offenderentur. Ad quorum calumnias ita respondet: Quomodo haec vera sint, quae pro evertendo meo evangelio et rursum erigenda lege et circumcisione contra me fingunt pseudoapostoli, satis res ipsa loquitur. Nam si praedicarem legem ct circumcisionem (E97) et laudarem vires et studia hominum, non essem invisus hominibus, sed placerem ipsis. Disse bagvaskere forestillede sig, at Paulus havde gjort sådan af nødvendighed, tvunget af apostlenes mandat og autoritet, skønt han dog havde overholdt det frit af hensyn til de svage, som endnu ikke forstod den kristne frihed, at han ikke skulle volde dem anstød. Til denne bagvaskelse svarede han således: Hvordan dette kan være sandt, som de falske apostle forestiller sig imod mig for at forvende mit evangelium og atter oprette loven og omskærelsen, det udsiger sagen selv klart nok. For hvis jeg prædikede lov og omskærelse og roste menneskers kræfter og iver, så ville jeg ikke vække menneskers misundelse, men deres velvilje. 
67 Notum enim facio vobis, fratres, evangelium, quod evangelisatum est per me, non esse secundum hominem. Neque enim ego ab homine accepi illud neque didici, sed per revelationem Iesu Christi. 
         Haec est propositio praesentis loci, quae dabit confutationem et apologiam usque ad finem 2. cap., estque historia perpetua quaedam, quam Paulus hic recitat. In qua concordanda anxie sese torquet et multum laborat Hieronymus. Verum causam ipsam non attingit, quia non considerat, quid Paulus velit, aut quo spectet.
Jeg vil nemlig gøre jer opmærksomme på, brødre, at det evangelium, som I har fået forkyndt af mig, ikke er fra mennesker. Jeg har heller ikke modtaget det eller fået det givet fra et menneske, men gennem en åbenbaring af Jesus Kristus. (Gal1.11f)
       Her angives temaet for det nærværende afsnit, som vil bringe gendrivelse og forsvar indtil slutningen af 2. kapitel, og det er en sammenhængende historisk beretning, Paulus her gengiver. For at få den til at stemme [overens med Apostlenes Gerningers beretning] slår Hieronymus ængsteligt mange knuder på sig selv og har meget besvær. Men han når ikke frem til sagen selv, for han undersøger ikke, hvad Paulus vil, eller hvad han sigter til. 
68 Sunt autem historiae in scripturis saepe concisae et confusae, ut conciliari facile non possint, ut sunt negationes Petri et historia passionis Christi etc. Sic hic Paulus integram historiam non recitat. Ego non laboro neque multum sollicitus sum de ea concordanda, sed tantum hic considero, quod Pauli sit consilium, et quo spectet. Historierne i skriften er nemlig ofte hugget i stykker og blandet sammen, så det ikke er let at sætte dem sammen igen, som det er med Peters fornægtelse og Kristi lidelseshistorie. Således fortæller Paulus heller ikke her en fuld historie. Jeg vil ikke have meget besvær med eller gøre mig mange bekymringer med at få dem til at stemme overens, men blot her overveje, hvad der er Paulus' råd eller hvad der er hans sigte. 
69         Est autem praesentis loci haec propositio: Evangelium meum non est secundum hominem, neque illud accepi ab homine, sed per revelationem Iesu Christi. Istam propositionem urget, in ea commoratur, et jurejurando eam confirmat, quod evangelium suum non didicerit ab ullo homine, sed per revelationem Iesu Christi acceperit. Et necessario jurat, ut hoc credant Galatae, deinde ne aurem praebeant (E98) pseudoapostolis, quos mendaces arguit, quia dixerant, Paulum accepisse et didicisse evangelium suum ab apostolis.          Dette er nemlig det nærværende afsnits tema: Mit evangelium er ikke ifølge mennesker, ejheller har jeg modtaget det fra et menneske, men gennem en åbenbaring af Jesus Kristus. Dette tema vil han fremhæve, det opholder han sig ved og det bekræfter han med en ed, at hans evangelium ikke er givet ham af noget menneske, men at han har modtaget det ved en åbenbaring af Jesus Kristus. Og det er nødvendigt, at han sværger, for at galaterne skal tro det, så de ikke fremover låner ører til de falske apostle, som han anklager for at lyve, fordi de har sagt, at Paulus har modtaget og lært sit evangelium af apostlene. 
70 Quod autem dicit evangelium suum non esse secundum hominem, non hoc vult, quod evangelium suum non sit humanum, quin hoc per se notum est, nam et pseudoapostoli gloriabantur suam doctrinam non esse humanam, sed divinam; sed hoc vult, quod nullo ministerio hominum evangelium didicerit, aut humano medio acceperit (ut nos omnes vel hominum ministerio discimus, vel aliquo alio humano medio accipimus, alii audiendo, alii legendo, scribendo, pingendo etc.), sed quod simpliciter illud acceperit per revelationem Iesu Christi. Qui aliter distinguere vult, illi sane per me licebit. Men når han siger, at hans evangelium ikke er ifølge et menneske, mener han ikke dermed, at hans evangelium ikke er menneskeligt; for det følger af sig selv, for også de falske apostle pralede jo af, at deres lære ikke var menneskelig, men guddommelig. Nej, det mener han, at han ikke har fået det ved noget menneskes hjælp, eller modtaget det gennem et menneske (sådan som vi alle enten lærer det ved et menneskeligt embede, eller modtaget det ved et eller andet andet menneskeligt medium, nogle ved at høre, andre ved at læse, skrive, male osv), men han, Paulus, har simpelthen modtaget det ved en åbenbaring af Jesus Kristus. Den, der vil skelne anderledes, skal dog gerne få lov til det af mig. 
71        Apostolus hic obiter ostendit Christum non solum hominem, sed simul esse verum Deum et hominem, cum ait, se evangelium suum non accepisse per hominem. Accepit autem evangelium suum Paulus in via, cum proficisceretur Damascum, ubi Christus ei apparuit, et cum eo locutus est. Locutus est et postea cum eo in templo Hierosolymis, sed in via evangelium accepit, ut Luc. in act. cap. 9. (v. 6.) historiam recitat. "Surge, inquit ad eum Christus, et ingredere civitatem, et dicetur tibi, quid te oporteat facere."        Apostelen påviser her i forbifarten, at Kristus ikke blot er menneske, men på én gang er sand Gud og sandt menneske, når han siger, at han ikke har modtaget sit evangelium gennem et menneske. Men Paulus modtog jo sit evangelium på vejen, da han drog til Damaskus, hvor Kristus viste sig for ham og talte med ham. Han talte siden med ham i templet i Jerusalem, (Apg 22,17) men på vejen modtog han evangelist, sådan som Lukas fortæller om det i Apostlenes Gerninger kap 9, vers 6: Stå op, sagde Kristus til ham, og gå ind i byen, så skal det blive sagt dig, hvad du skal gøre. 
72 Non jubet eum abire in civitatem ut evangelium ab Anania discat, sed Ananias debebat eum baptisare, manus illi imponere, ministerium verbi committere, ac ecclesiae eum commendare, non docere evangelium, quod per (E99) solam, ut hic jactat, revelationem Iesu Christi jam antea in via acceperat. Han befalede ham ikke at gå ind i byen for at han kunne få undervisning i evangeliet af Ananias, men Ananias befalede han at døbe ham, at lægge hænderne på ham, at overdrage ham ordets tjeneste og anbefale ham for menigheden, ikke at lære ham evangeliet, for -- det roser han sig af her -- det har han alene lært ved en åbenbaring af Jesus Kristus, som han allerede modtog på vejen. 
73 Idque fatetur Ananias ipse his verbis: "Salve, frater, inquiens, dominus, qui apparuit tibi in via, misit me, ut visum recipias etc.'' Ideo doctrinam ab Anania non accepit, sed jam vocatus, illuminatus et edoctus a Christo in via, mittetur ad Ananiam, ut etiam testimonium habeat ab hominibus, se esse divinitus vocatum ad praedicandem evangelium Christi. Det indrømmer Ananias selv med disse ord: Vær hilset, broder, Herren, som viste sig for dig på vejen, har sendt mig, for at du kan få dit syn igen, osv." (Apg 9,17) Derfor modtog han ikke læren af Ananias, men han var allerede kaldet, oplyst og oplært af Kristus på vejen, og blev derfra sendt til Ananias, så han også kunne få vidnesbyrd fra mennesker, at han var guddommelig kaldet til at prædike Kristi evangelium. 
74         Ista recitare cogitur Paulus ad depellendam calumniam pseudoapostolorum, qui studebant invidia eum gravare apud Galatas, hoc modo, quod Paulus longe inferior esset reliquis apostolorum discipulis, qui, quod docerent et servarent, accepissent ab apostolis, quorum etiam conversationem longo tempore vidissent. Haec eadem ipsum quoque Paulum, etiamsi neget, ab eis accepisse.         Det tvinges Paulus til at påberåbe sig for at afværge de falske apostles beskyldning. De søgte at påføre ham galaternes had ved at sige, at Paulus var langt mindre end de øvrige aposteldisciple; hvad de lærte og overholdt, havde de modtaget fra apostlene, og de havde også omgåedes dem igennem lang tid. Det samme havde også Paulus modtaget fra dem, skønt han nægtede det. 
75 Cur igitur potius inferiori vellent obtemperare, et auctoritatem ipsorum apostolorum, qui non solum majores et doctores essent Galatarum, sed omnium ecclesiarum totius orbis terrarum contemnere? Fuit hoc pseudoapostolorum profecto magnum et firmum argumentum ab auctoritate apostolorum sumtum, quo in momento Galatae fuerunt subversi, praesertim in ista causa. Hvorfor ville de da adlyde en laverestående og foragte selve apostlenes autoritet, apostlene, som ikke blot var galaternes, men hele verdens menigheders foresatte og læremestre? Dette var dog et stort og stærkt argument fra de falske apostle, at de havde fået deres autoritet fra apostlene, og på et øjeblik blev galaterne væltet omkuld, især i dette spørgsmål. 
76 Ego nunquam credidissem, nisi admonitus istis exemplis ecclesiarum Galatiae, Corinthiorum, Asiae etc., quod hi etiam, qui initio acceperunt verbum cum gaudio (inter quos multi excellentes homines fuerunt), tam subito everti possent. Bone Deus, quam facile datur horribile et infinitum damnum unico (E100) argumento, quod conscientiam sic percellit, subtrahente domino gratiam, ut aliquis totam rem in momento amittat. Facile ergo hoc fuco imposuerunt pseudoapostoli Galatis nondum corroboratis neque fixas radices habentibus, sed adhuc infirmis in fide. Det ville jeg aldrig have troet, hvis jeg ikke var blevet påmindet af disse eksempler fra menighederne i Galatien, Korinth, Asien, m. m., at også de, som i begyndelsen havde modtaget ordet med glæde (blandt hvilke var mange udmærkede mennesker), så hurtigt kunne bukke under. Gode Gud, hvor let voldes der ikke ved blot ét argument en forfærdelig og uendelig skade; det slår samvittigheden så langt ned, når Herren trækker sin nåde tilbage, at man på et øjeblik mister hele sagen. Det var altså let for de falske apostle at føre galaterne, der endnu ikke var styrket eller havde slået rødder, men stadig var svage i troen, bag lyset. 
77          Deinde causa quoque justificationis lubrica est, non quidem per se, per se enim est firmissima ac certissima, sed quoad nos; id quod ego ipse saepe experior. Novi enim, in quibus horis tenebrarum nonnunquam lucter. Novi, quoties ego radios evangelii et gratiae veluti in quibusdam densis nubibus subito amittam.         Dernæst er sagen om retfærdiggørelsen farlig (glat), ganske vist ikke i sig selv, i sig selv er den nemlig meget fast og sikker, men hvad os angår; det har jeg ofte selv erfaret. For jeg véd, i hvilke mørkets timer jeg ofte må kæmpe. Jeg véd, hvor mange gange jeg pludselig mister evangeliets og nådens stråler og befinder mig som i tætte tåger. 
78 Novi denique, quam versentur ibi in lubrico etiam exercitati, et qui pedem firmissime figunt. Habemus quidem cognitionem hujus causae, quia eam docere possumus, hocque certum signum est, nos tenere eam. Nemo enim alios docere potest, quod ipse ignorat. Signum scientis est, inquit ille, posse docere. Og jeg véd, hvordan selv de, der er øvede i faren og sætter foden fast, kommer i fare. Vi har ganske vist vores erkendelse af denne sag, fordi kan lære den og det er et sikkert tegn på, at vi holder fast ved den. For ingen kan nemlig lære andre, hvad han ikke selv kender til. "Tegnet på at vide besked, er at kunne belære derom", siger han. (Jesu Siraks bog 37,26). 
79 Verum cum jam in praesenti agone uti debemus evangelio, quod verbum est gratiae, consolationis et vitae, ibi lex, verbum irae, tristitiae et mortis praevenit evangelium, et incipit tumultuari, et non minores terrores excitat in conscientia, quam terrifica illa et horribilis species in monte Sinai; sicut vel unus locus comminationis ex scriptura omnes obruat et obnubilet consolationes, adeoque omnia interiora nostra concutiat, ut plane obliviscamur causae justificationis, gratiae, Christi et evangelii. Men når vi i den nærværende kamp skal bruge evangeliet, som er nådens, trøstens og livets ord, så kommer loven, ordet om vreden, sorgen og døden evangeliet i forkøbet og begynder at volde uro, og vækker rædsler til live i samvittigheden, der ikke er mindre end de rædselsvækkende og forfærdelige synder på Sinais bjerg; ligesom blot ét truende ord fra skriften kan ødelægge og tilsløre al trøst, og i den grad ryste hele vort indre, at vi helt glemmer retfærdiggørelsen, nåden, Kristus og evangeliet. 
80          Ideo quantum ad nos attinet, res valde lubrica est, quia nos lubrici sumus. Deinde dimidium nostri, nempe ipsam rationem et vires rationis habemus (E101) contrarias nobis. Resistit insuper spiritui caro, quae non potest certo statuere promissa Dei vera esse. Ideo pugnat et militat contra spiritum, et, ut Paulus ait, captivat spiritum, ut tam firmiter credere non possit, ac velit.         Derfor er sagen, hvad os angår, meget glat, for vi er glatte. Desuden har vi vores ene halvdel, nemlig fornuften selv og dens kræfter, imod os. Til overflod står kødet ånden imod, for det kan ikke holde fast ved, at Guds forjættelser er sande. Derfor kæmper og slås det imod ånden, og, som Paulus siger, tager ånden til fange, så den ikke kan og vil tro så stærkt. 
81 Quare perpetuo inculcamus cognitionem Christi et fidem non esse rem aut opus humanum, sed simpliciter donum Dei, qui ut creat, ita conservat fidem in nobis. Sicut autem per verbum fidem primum donat, ita deinceps per verbum exercet, auget, confirmat et perficit eam. Itaque summus Dei cultus et sabbatum sabbatorum est, exercere sese ad pietatem, tractare et audire verbum. Derfor indskærper vi til stadighed, at erkendelsen af Kristus og troen ikke er en menneskelig ting eller gerning, men simpelthen er Guds gave, han, som, ligesom han skaber troen i os, også således bevarer den. For ligesom han først ved ordet giver troen, således øver, øger, bekræfter og fuldkommer han den også ved ordet efterfølgende. Derfor er det den højeste gudsdyrkelse og en søndagenes søndag og opøve sig i fromhed, at tale om og høre ordet. 
82 Econtra nihil periculosius est, quam fastidium verbi. Qui ergo sic friget, quod putat se apprehendisse, et incipit paulatim fastidire verbum, ille jam Christum et evangelium amisit, et hoc quod putat se nosse, tantum speculative apprehendit, estque similis viro, ut Iacobus ait, consideranti faciem in speculo, qui abiens statim obliviscitur, qualis fuerit; talesque fiunt tandem fanatici ac nugaces spiritus. Modsat er der intet mere farligt, end lede ved ordet. For den, der er så kold, at han mener, at have fattet det, og begynder lidt efter lidt at fatte lede ved ordet, han har allerede mistet Kristus og evangeliet, og det, som han mener, at han véd, det véd han kun i teorien. Han ligner den mand, som Jakob omtaler, der ser sit ansigt i et spejl, og når han går bort, glemmer han straks, hvordan han så ud (Jak 1,23); den slags bliver i sidste ende fanatikere og åndens vrøvlehoveder. 
83            Quare unusquisque pius toto conatu summisque viribus contendat et decertet serio discere et conservare hanc doctrinam, et ad hoc utatur humili oratione coram Deo, et assiduo studio ac meditatione verbi. Et quanquam vehementissime decertaverimus, adhuc satis tamen sudabimus. Habemus enim non contemnendos, sed maximos, fortissimos et valde assiduos hostes contra nos, carnem nostram, omnia pericula (E102) mundi, item legem, peccatum,  mortem,  iram ac judiciam Dei, et diabolum ipsum, qui nunquam quiescit,
intus per ignata tela, foris per pseudoapostolos nos tentare, ut si non omnes, tamen plures ex nobis subvertat.
       Derfor skal enhver from af hele sin styrke og alle sine kræfter stræbe og kæmpe for alvorligt at skelne og bevare denne lære, og dertil bruge ydmyg bøn overfor Gud og stadigt studium og overvejelse af ordet. Og skønt vi kæmper heftigt, vil vi dog komme til stadigvæk at anstrenge os meget. For vi har mod os fjender, der ikke er at foragte, men er store, stærke og meget mægtige, vort kød, al verdens fare, ligeledes loven, synden, døden, Guds vrede og dom, og djævelen selv, som aldrig holder op med at friste os, indadtil med sine gloende pile, udadtil med de falske apostle, om han dog ikke kunne forvende, om ikke alle, så dog nogle af os. 
84         Valde igitur speciosum et robustum hoc argumentum pseudoapostolorum fuit, quod et hodie plures commovet, scilicet, apostoli, sancti patres et eorum successores, sic docuerunt: Ecclesia sic sentit et credit. Impossibile est autem, quod Christus tot saeculis ecclesiam suam errare sinat. Tu certe solus non sapis plus,  quam tot sancti viri et tota ecclesia etc.          Dette argument fra de falske apostle var derfor meget glimrende og stærkt, det påvirker også mange i vore dage, det argument, at apostlene, de hellige fædre og deres efterfølgere lærte således: Kirken mener og tror således. Men det er umuligt, at Kristus har ladet sin kirke fare vild igennem så mange århundreder. Du alene er bestemt ikke visere end så mange hellige mænd og end hele kirken, osv. 
85 Hoc modo diabolus in angelum lucis transfiguratus per virulentos quosdam hypocritos hodie nos insidiose adoritur, qui dicunt: Nihil moramur papam, episcopos, summus verbi contemtores et persecutores, detestamur etiam hypocrisin et imposturam monachorum etc. Sed sacrosanctae catholicae ecclesiae auctoritatem cupimus illaesam. Ea tot saeculis sensit et docuit, sic senserunt et docuerunt omnes primitivae ecclesiae doctores, viri sanctissimi, multo majores ac doctoriores te. På den måde har djævelen påtaget sig skikkelse af en lysets engel og angriber os nu i vore dage lumsk gennem nogle ondskabsfulde hyklere, som siger: Vi bryder os ikke om paven og biskopperne, der er ordets største foragtere og forfølgere, vi foragter også munkenes hykleri og svigagtighed, osv. Men vi ønsker den højhellige katolske kirke ukrænket. Dette har den i så mange århundreder ment og lært, således mente og lærte alle den ældste kirkes lærde, højhellige mænd, der var meget større og lærdere end dig. 
86 Quis tu es, quod ausis ab his omnibus dissentire, et nobis diversum dogma obtrudere? Quando Satan hoc urget et conspirat cum carne et ratione, perterrefit conscientia et desperat, nisi constanter ad te redeas, et dicas: Sive S. Cyprianus, Ambrosius, Augustinus, sive S. Petrus, Paulus, Ioannes, imo angelus e coelo aliter doceat, tamen hoc certo scio, quod humana non suadeo, sed divina, hoc est, quod Deo omnia tribuo, hominibus nihil. (E103)  Hvem er da du, at du vover at afvige fra alle disse og prakke os en modsatrettet lære på? Når Satan fremhæver dette og slår sig sammen med kødet og fornuften, bliver samvittigheden skræmt fra vid og sans og fortvivler, hvis du ikke hele tiden tager dig sammen og siger: Hvad enten det er Skt. Cyprian, Ambrosius eller Augustin, eller det er Skt. Peter, Paulus eller Johannes, eller det er en engel fra himlen, der lærer noget andet, så véd jeg dog sikkert, at jeg ikke tilskynder til noget menneskeligt, men til noget guddommeligt, det vil sige, at jeg tillægger Gud alt, mennesket intet. 
87          Memini initio meae causae D. Staupitium, tunc summum virum et vicarium ordinis Augustiniani, ad me dixisae. Hoc mihi, inquit, placet, quod haec doctrina, quam praedicas, gloriam et omnia soli Deo tribuit, hominibus nihil. Deo autem (id quod luce clarius est) nimium gloriae, bonitatis etc. attribui non potest. Ea vox vehementer tum me consolabatur et confirmabat. Et verum est doctrinam evangelii adimere hominibus omnem gloriam, sapientiam, justitiam etc. et ista tribuere soli creatori, qui ex nihilo omnia facit.          Jeg husker fra begyndelsen af min sag, at dr. Staupitz, der dengang var en meget anset mand og Augustinerordenens generalvikar, sagde til mig: Det, jeg godt kan lide ved den lære, som du prædiker, er, at den giver alene Gud æren og alle ting, menneskene intet. Men Gud kan man -- det er soleklart -- ikke tildele for megen ære, for megen godhed, osv. Det ord trøstede og styrkede mig meget dengang. Og det er sandt, at den evangeliske lære fratager menneskene al ære, visdom, retfærdighed, osv. og tildeler det til skaberen alene, han, som har skabt alt af intet. 
88 Multo autem tutius est tribuere nimium Deo, quam hominibus. Ibi enim cum fiducia dicere possum: Esto sane ecclesia, Augustinus et alii doctores, item Petrus, Apollo, imo etiam angelus e coelo diversum doceant, tamen mea doctrina est ejusmodi, quod solius Dei gratiam et gloriam illustrat et praedicat, et omnium hominum sapientiam, justitiam (in causa salutis) damnat. Hic peccare non possum, quia tribuo Deo et hominibus, quod proprie et vere utrisque competit. Det er jo meget sikrere at tillægge Gud for meget, end at tillægge mennesker for meget. For gør man det, kan man nemlig tillidsfuldt sige: lad det så også være sandt, at Augustin og de andre lærde, og også Peter, Apollos, ja selv en engel fra himlen lærer anderledes, dog er min lære af den art, at den oplyser og prædiker Guds nåde og ære alene, og fordømmer alle menneskers visdom og retfærdighed (og frelsens anliggende). Her kan jeg ikke synde, fordi jeg tillægger Gud og mennesker, hvad der med ret og rimelighed tilkommer dem hver især. 
89         At ais: Ecclesia est sancta, patres sunt sancti. Bene, sed ecclesia quamlibet sancta, tamen cogitur orare: "Remitte nobis debita nostra." Sic patres quamlibet sancti tamen per remissionem peccatorum salvati sunt. Ergo neque mihi, neque ecclesiae, neque patribus, neque apostolis, neque angelo e coelo credendum est, si quid contra verbum Dei docemus, sed verbum domini stet in aeternum.         Men du vil sige: Kirken er hellig, fædrene er hellige. Javist, men skønt kirken er hellig, er den dog nødt til at bede: "Forlad os vor skyld". Således er også fædrene, skønt de er hellige, dog frelste gennem syndernes forladelse. Altså skal man hverken tro på mig, på kirken, på fædrene, på apostlene, og heller ikke på en engel fra himlen, hvis vi lærer noget imod Guds ord, men Herrens ord skal stå fast i evighed. 
  90 Alioqui hoc argumentum pseudoapostolorum maxime valuisset contra Pauli doctrinam, quia profecto magna, magna inquam, (E104) res fuit, opponere totam ecclesiam cum toto choro apostolorum Galatis contra Paulum unicum, et eum recentiorem ac minus auctoritatis habentem. Firmissimum ergo hoc argumentum fuit, et potenter conclusit. Nemo enim libenter dicit ecclesiam errare, et tamen necesse est dicere, eam errare, si extra vel contra verbum Dei aliquid docet. Ellers ville dette argument fra de falske apostle have haft gyldighed imod Paulus' lære, for det var sandelig en alvorlig sag, ja, jeg siger alvorlig, at anføre hele kirken med hele apostelskaren overfor galaterne imod Paulus alene, og han var endda nyere og havde mindre autoritet. Det argument var altså meget stærkt, og det afgjorde sagen magtfuldt. For ingen siger gerne, at kirken tager fejl, og dog er det nødvendigt at sige, at den tager fejl, hvis den lærer noget udover eller imod Guds ord. 
91                 Petrus, apostolorum summus, vivebat et docebat extra verbum Dei, ergo errabat. Neque Paulus hunc errorem (licet in speciem levis videbatur) dissimulavit, quia videbat hoc cessurum in perniciem toti ecclesiae, sed in faciem illi restitit, reprehendens in eo, quod secundum veritatem evangelii non ambularet, infra cap. 2. Igitur neque ecclesia, neque patres, neque apostoli, neque angeli audiendi sunt, nisi afferent et doceant purum Dei verbum.        Peter, den øverste af apostlene, levede og lærte udover Guds ord, altså, han foer vild. Og Paulus skjulte ikke denne fejl (selv om den tilsyneladende var lille), for han så, at det kunne føre til fare for hele kirken, men han stod frem for hans ansigt og bebrejdede han, at han ikke vandrede efter evangeliets sandhed, se nedenfor kap 2. Altså, man skal hverken lytte til kirken, fædrene, apostlene, eller en engel, hvis de ikke bringer frem og lærer Guds rene ord. 
92             Hoc argumentum et hodie maxime praegravat causam nostram. Nam si neque papae, neque patribus, neque Luthero etc. credendum est, nisi doceant purum Dei verbum, cui tum credendum est? Quis interim certas faciet conscientias, utri purum Dei verbum doceant, nos an adversarii nostri? Nam et ipsi jactant se purum Dei verbum habere et docere. Nos papistis non credimus, quia verbum Dei non docent, neque possunt docere; et contra ipsi acerrime nos oderunt et insectantur ut pestilentissimos haereticos ac seductores.         Dette argument skader også i dag vores sag meget. For hvis man hverken kan fæste lid til paven, fædrene eller Luther, hvis de ikke lærer det rene Guds ord, hvem kan man så stole på? Hvem skal dog skaffe samvittighederne vished om, hvem der lærer Guds ord rent, vi eller vore modstandere? For også de praler jo af at have og lære det rene Guds ord.  Vi på vor side tror ikke på papisterne, fordi de ikke lærer Guds ord og heller ikke kan lære det; og omvendt haderf de os bittert og forfølger os som de mest skadelige kættere og forførere. 
93 Quid hic faciendum? Num cuivis fanatico spiritui permittendum, ut doceat, quae velit, cum mundus neque audire, neque ferre nostram doctrinam (E105) possit? Ut maxime enim cum Paulo gloriemur, nos purum Christi evangelium docere (cui non solum cedere debeant caesar, papa et totus mundus, sed etiam obviis manibus et summa gratiarum actione suscipere, exosculari et diligenter curare, ut ubique doceretur; si autem aliquis diversum doceat, sive sit papa, sive S. Augustinus, sive apostolus, sive angelus e coelo, eum esse cum suo evangelio anathema), nihil tamen proficimus, sed audire cogimur, hanc nostram gloriationem non solum esse superbam, temerariam, vanissimam, sed et blasphemam ac diabolicam. Hvad skal vi gøre her? Mon vi skal tillade enhver åndsfanatiker at lære, hvad han vil, når verden hverken kan høre eller tåle vor lære? For selv om vi nok så meget sammen med Paulus kan rose af, at vi lærer Kristi rene evangelium (og det bør ikke blot kejseren, paven og hele verden vige for, de bør også modtage det med ivrige hænder og den største taknemlighed, lovprise det, og omhyggeligt sørge for, at de læres overalt, men hvis nogen lærer anderledes, hvad enten det er paven, Skt. Augustin eller en apostel eller en engel fra himlen, så skal han med samt sit evangelium være forbandet) -- selv om vi kan rose os af det, så gavner det os dog ikke noget, men vi tvinges til at høre, at denne ros fra vores side ikke blot er overmodig, fræk og forfængelig, men også blasfemisk og djævelsk. 
94 Si vero demittimus nos et cedimus furori adversariorum, tum utrique et papistae et fanatici spiritus superbiunt. Hi aliquid novi, quod mundus antea non audivit, afferre et docere, illi vero suas obominationes rursum erigere et confirmare volunt. Quisque igitur videat, ut certissimus sit de sua vocatione et doctrina, ut cum Paulo certissime ac securissime ausit dicere: "Etiamsi nos aut angelus e coelo etc." Men hvis vi ydmygede os og gav plads for modstandernes raseri, så ville begge parter, både papisterne og åndfanatikerne bliver overmodige. Disse ville frembringe og lære noget nyt, som verden aldrig før havde hørt, hine ville igen oprejse og bekræfte deres afskyeligheder. Enhver skulle så se til, at han var bombesikker på sit kald og sin lære, så man vovede med Paulus at sige med fuldstændig sikkerhed: "Selv om vi eller en engel fra himlen, osv". 
95           Hactenus de propositione hujus loci, quae est: Ego evangelium meum ab homine non accepi, sed per revelationem Iesu Christi. Hanc prolixe nunc probabit per multas historias ac res gestas.       Hidtil har vi behandlet dette skriftsteds indhold, som er: Jeg har ikke modtaget mit evangelium fra et menneske, men gennem en åbenbaring fra Jesus Kristus. Dette vil han nu udførligt bevise gennem mange fortællinger og begivenheder. 
96 Audistis enim conversationem meam aliquando in Judaismo, quod supra modum persequebar ecclesiam Dei, et vastabam eam, et proficiebam in judaismo supra multos
coaetaneos meos in genere meo. 
       Hic locus non habet aliquam singularem doctrinam, allegat tamen Paulus hic suum exemplum (E106) dicens: Ego fortius et constantius defendi pharisaismum et judaismum quam vos et falsi doctores vestri. Quare si justitia legis aliquid esset, tunc et ego ab ea non defecissem, in qua tamen praestanda ante cognitum Christum ita me exercui et profeci etiam, ut multos generis mei coaetaneos superaverim. 
I har hørt om min vandel tidligere i jødedommen, at jeg over al måde forfulgte Guds kirke og lagde den øde, og jeg havde fremgang i jødedommen fremfor mange jævnaldrende i mit folk. (Gal1.13)
        Dette sted indeholder ikke nogen særlig læresætning, men Paulus fremhæver sit eget eksempel, idet han siger: Jeg har forsvaret farisæismen og jødedommen kraftigere og mere konstant end I og jeres falske lærere. For hvis lovretfærdighed betød noget, da ville jeg ikke have manglet noget deri, for indenfor den havde jeg, før jeg kom til erkendelse af Kristus, udførelse og fremgang, endog sådan, at jeg overgik mange af mit folks jævnaldrende. 
97 Deinde etiam pro defendenda ea usque adeo zelavi, ut acerrime persecutus sim ecclesiam Dei, ac vastaverim eam. Nam multos sanctorum potestate a principibus sacerdotum accepta carceribus inclusi, et cum occiderentur, detuli sententiam, et per omnes synagogas frequenter puniens eos compellebam blasphemare, et amplius insaniens in eos persequebar usque in exteras civitates. Endvidere gik jeg for at forsvare den så vidt, at jeg bittert forfulgte Guds kirke og lagde den øde. For jeg fængslede mange af de hellige efter at have fået myndighed fra ypperstepræsterne, og når de blev dræbt, fremførte jeg anklagen, og i alle synagogerne straffede jeg dem ofte og tvang dem til at spotte Gud, og da jeg rasede endnu mere forfulgte jeg dem selv ud til de fjerntliggende byer. 
98 Abundantius aemulator exsistens paternarum mearum traditionum. 
        Paternas traditiones hoc loco vocat non pharisaieas aut humanas, ut Hieronymus recte admonet. Nam hic non agit de pharisaicis traditionibus, sed de re longe magis ardua. Itaque ipsam sanctam legem Mosi vocat traditiones paternas, hoc est, a patribus acceptas et hereditatas. Pro his, inquit, maxime in judaismo zelavi.
idet jeg var langt mere nidkær for mine fædrene overleveringer. (Gal1.14b)
       På dette sted kalder han traditionerne fædrene, ikke farisæiske eller menneskelige, som Hieronymus med rette minder os om. For her handler det ikke om farisæiske traditioner, men om en sag, der er langt mere hård. Derfor er det selve den hellige Moselov, han kalder fædrene traditioner, det vil sige, modtaget og nedarvet fra fædrene. Dem siger han, at han har været meget ivrig for i jødedommen. 
99 Ad eundem modum loquitur et ad Philipp. 3. (v. 5. 6). "Secundum legem, inquit, fui pharisaeus, secundum aemulationem persequeos ecclesiam Dei, secundum justitiam, quae in lege est, conversatus sine querela," quasi dicat: Palam gloriari possem et insultare hic universae genti judaicae, et optimis et sanctissimis ex circumcisione, ut ex omnibus unum mihi producerent ardentiorem aut (E107) vehementiorem propugnatorem legis Mosi, qnam ego olim fuerim. Insignis plane prae ceteris eram zelotes paternarum traditionum, hoc est, studiosissimus justitiae legalis. Hoc vos, Galatae, movere debebat, ne crederetis istis impostoribus, qui legis justitiam magnifaciunt ut rem maximi momenti, cum in hac ipsa justitia legali, si gloriandum esset, ego verius excellenter gloriari possem. På den måde taler han også i Fil 3,5f: "Ifølge loven var jeg en farisæer, med nidkærhed forfulgte jeg Guds kirke, jeg levede uden dadel efter den retfærdighed, som er i loven". Som ville han sige: Dengang kunne jeg rose mig og her håne hele det jødiske folk og de bedste og helligste af omskærelsen, at de ud af dem alle skulle vise mig bare én, der var en mere brændende eller en mere ivrig forkæmper for Moseloven, end jeg var dengang. Jeg var helt tydeligt mere ivrig end andre efter at overholde de fædrene traditioner, det vil sige, jeg var den allerivrigste efter lovretfærdigheden. Dette må røre jer, I galatere, så I ikke tror på disse bedragere, der ophøjer lovretfærdigheden til at være noget specielt, skønt jeg så sandelig nok skulle kunne prale af denne selvsamme lovretfærdighed, hvis det var noget at prale af. 
100         Sic si quispiam alius, certe ego ante lucem evangelii pie sensi et zelavi pro papisticis legibus et patrum traditionibus, easque magno serio ut sanctas et earum observationem tanquam necessarium ad salutem ursi et defendi. Deinde ego ipse qua potui diligentia conatus sum eas praestare plus inedia, vigiliis, orationibus et aliis exercitiis corpus macerans, quam omnes illi, qui hodie tam acerbe oderunt et persequuntur me, quod eis nunc gloriam justificandi detraho.        Således følte og ivrede om nogen også jeg, før jeg modtog evangeliets lys, for de papistiske love og fædrene traditioner, og jeg lagt vægt på dem og forsvarede dem som hellige og overholdelsen af dem som nødvendig til frelse. Desuden stræbte jeg selv med al den omhu, jeg kunne, at overholde dem med mere faste, mere nattevågen, flere bønner og flere andre legemssvækkende øvelser, end alle dem, som idag så bittert hader og forfølger mig, fordi jeg nu har frataget dem rosen ved at retfærdiggøre sig. 
101 Nam in iis observandis tam diligens et superstitiosus eram, ut plus oneris imponerem corpori, quam ut sine periculo sanitatis ferre poterat; pure adoravi papam non quaerens praebendas, dignitates etc., sed quidquid feci, ex simplici corde, bono zelo, et ad gloriam Dei feci etc. Sed quae mihi erant lucra, ea cum Paulo arbitror nunc esse damnum propter excellentiam cognitionis Christi Iesu domini mei. Sed adversarii ut homines otiosi et nullis tentationibus probati, non credunt, talia expertos et perpessos esse me et plerosque alios, qui summo studio quaerebant pacem cordis, quam tamen in tantis tenebris impossibile erat inveniri.  For i at overholde disse ting var jeg så omhyggelig og overtroisk, at jeg pålagde mit legeme større byrder, end det kunne bære uden sundhedsfare; jeg rent ud beundrede paven, uden at søge præbender eller værdigheder, men hvad jeg gjorde, gjorde jeg af et enfoldigt hjerte, med god iver, og til Guds ære. Men hvad der dengang var en vinding for mig, det tror jeg nu med Paulus er fordømt, fordi jeg er kommet til en god erkendelse af Christus Jesus min herre. Men modstanderne tror, som de ledige mennesker de er, der ikke har været udsat for fristelser, ikke på, at jeg og mange andre havde den slags erfaringer og prøvelser, som med største kraft krævede hjertets fred, som dog var umulig at finde i dette store mørke. 
102 Cum autem placuit ei, qui me segregavit ex utero matris meae, et vocavit per gratiam suam, ut revelaret filium suum in me, (E108) ut evangelisarem illum in gentibus, continuo non contuli cum carne et sanguine, neque veni Hierosolymam ad eos, qui ante me fuerunt apostoli, sed abii in Arabiam, et iterum reversus sum Damascum. 
       Haec prima est Pauli profectio. Hieronymus hic sudat, et dicit Lucam in actis nihil scribere de profectione Pauli in Arabiam; quasi necesse sit singularum dierum res gestas et opera scribere, cum hoc impossible sit.
Men da det behagede ham, som havde udvalgt mig fra moders liv og havde kaldet mig ved sin nåde, at åbenbare sin søn for mig, at jeg skulle forkynde evangelium for hedningerne, da spurgte jeg ikke straks kød og blod til råds, ejheller drog jeg op til Jerusalem, til dem, der havde været apostle før mig, men jeg drog bort til Arabien, og vendte så tilbage til Damaskus. (Gal1.15-17
      Dette er Paulus' første rejse. Hieronymus har sit besvær med det, og siger, at Lukas intet skriver om en rejse af Paulus til Arabien; som om det skulle være nødvendigt at nedskrive hver enkelt dags begivenheder og gerninger. Dette er jo umuligt. 
103 Satis sit, nos habere particulas et summam aliquam historiarum, ex quibus exempla et instructionem habere possumus. Testatur autem hic Paulus, se statim, postquam per gratiam Dei vocatus fuit ad praedicandum Christum inter gentes, abiisse in Arabiam, nemine consulto ad opus, ad quod erat vocatus. Hicque locus testatur, a quo edoctus sit, quibus mediis pervenerit ad cognitionem evangelii et apostolatum. "Cum placuit Deo," inquit, quasi dicat: Non per hoc meritus sum, quod sine judicio zelabam pro lege Dei, imo iste stultus et impius zelus excaecabat me, ut Deo permittente ruerem in furores scelestissimorum criminum. Det må være nok, at vi har enkeltbegivenheder og en sammenfatning af begivenhederne, hvoraf vi kan få eksempler og belæring. Men her bevidner Paulus, at han straks, efter at han ved Guds nåde var blevet kaldet til at prædike Kristus blandt hedningerne, drog bort til Arabien, uden at rådspørge nogen om den gerning, han var blevet kaldet til. Denne tekst bevidner, hvem han blev kaldet af, og gennem hvilke medier han nåede frem til erkendelsen af evangeliet og apostolatet. "Da det behagede Gud", siger han, som ville han sige: Jeg har ikke gjort mig fortjent derved, at jeg uden skønsomhed var ivrig for Guds lov, modsat har denne tåbelige og ugudelige iver gjort mig blind, så jeg, da Gud tillod det, kastede mig ud i et raseri med de hæsligste forbrydelser. 
104 Persequebar ecclesiam Dei, hostis eram Christi, et evangelium ipsius blasphemabam, denique auctor eram multi innoxii sanguinis fundendi, hoc meum erat meritum. In mediis istis furoribus vocatus sum ad tantam gratiam. Num propter furores istos? Minime. Sed exuberans gratia vocantis et miserentis Dei ignovit et remisit mihi istas blasphemias etc., et pro istis horribilibus peccatis meis, quae tum putabam esse summam justitiam et cultum (E109) Deo gratissimum, dedit mihi suam gratiam, cognitionem veritatis, et vocavit ad apostolatum. Jeg forfulgte Guds kirke, jeg var Kristi fjende, og jeg spottede hans evangelium, og endvidere var jeg skyld i, at mange uskyldige blod blev udgydt, det var min fortjeneste. Midt i denne rasen blev jeg kaldet til så stor en nåde. Mon på grund af denne rasen? Overhovedet ikke. Men den Gud, der kaldte mig og forbarmede sig over mig, hans overvældende nåde bar over med og tilgav mig disse bespottelser, osv., og i stedet for disse forfærdelige synder, som jeg dengang mente var den højeste retfærdighed og den mest taknemlige gudsdyrkelse, gav han mig sin nåde, erkendelse af sandheden, og kaldte mig til apostel. 
105         Nos iisdem meritis hodie pervenimus ad cognitionem gratiae. Ego in monachatu Christum quotidie crucifixi, et falsa mea fiducia, quae tum perpetuo adhaerebat mihi, blasphemavi. Externe non eram sicut ceteri homines, raptores, injusti, adulteri, sed servabam castitatem, obedientiam et paupertatem, denique liber a curis praesentis vitae, totus eram deditus jejuniis, vigiliis, orationibus, legendis missis etc. Interim tamen sub ista sanctitate et fiducia justitiae propriae alebam perpetuam diffidentiam, dubitationem, pavorem, odium et blasphemiam Dei, eratque justitia illa mea nihil aliud quam latrina et suavissimum regnum diaboli.        Sådan er også vi i vore dage gennem de samme fortjenester nået frem til den samme erkendelse af nåden. Selv har jeg i munkevæsenet dagligt korsfæstet Kristus og spottet ham med min falske tillid, som dengang hele tiden klæbede til mig. Udadtil var jeg "ikke som de andre mennesker, røvere, uretfærdige, horkarle" (Luk 18,11), nej, jeg overholdt cølibatet, lydigheden og fattigdommen, og var videre fri for bekymringen for dette liv; jeg var helt overgivet til faste, vågenætter, bønner, at læse messer osv. Hele tiden nærede jeg dog under denne hellighed og tillid til min egen retfærdighed en stadig mistro, tvivl, bæven, had og spot mod Gud, og denne min retfærdighed var intet andet end et lokum og det dejligste herredømme for djævelen. 
106 Ejusmodi namque sanctos diligit Satan ac pro suavissimis deliciis habet, qui sua ipsorum corpora et animas perdunt, qui defraudant et privant se omnibus benedictionibus donorum Dei. Interim tamen regnat in talibus summa impietas, caecitas, dubitatio, contemtus Dei, ignorantia evangelii, profanatio sacramentorum, blasphemia et conculcatio Christi, et abusus omnium bonorum Dei. In summa, tales sancti captivi servi sunt Satanae, ideo coguntur cogitare, loqui et facere, quae ipse vult, ut maxime foris videantur ceteros longe superare bonis operibus, austeritate et sanctitate vitae. For Satan elsker den slags helgener og regner dem for de "sødeste lækkerbidskener", for de ødelægger sig selv på legeme og sjæl, og lader sig bedrage og frarøve alle Guds velsignelser og gaver. Imidlertid råder der hos dem den største ufromhed, blindhed, tvivl, foragt for Gud, uvidenhed om evangeliet, vanhelligelse af sakramenterne og nedtrampen af Kristus og misbrug af alle Guds goder. Kort sagt, sådanne helgener er taget som slaver under Satan, derfor tvinges de til at tænke, tale og gøre, hvad han vil, så de udadtil mest muligt synes at overgå de andre i gode gerninger, og i et strengt og helligt liv. 
107          Tales nos sub papatu fuimus, profecto non minus (si non plus) contumeliosi et blasphemi in Christum et ejus evangelium, quam Paulus ipse, praecipue ego. Tanta erat auctoritas papae apud me, ut vel (E110) in minimo dissentire ab ipso putarem crimen aeterna damnations dignum, eaque impia opinio faciebat, ut crederem Joannem Huss tam maledictum esse haereticum, ut vel de eo cogitare sceleratum ducerem, et pro defendenda auctoritate papae ipse ferrum et ignem subministrassem ad comburendum illum haereticum, et putassem me summum obsequium Deo praestare.        Sådan var vi under pavedømmet bestemt ikke mindre (snarere mere) fulde af hån og bespottelse mod Kristus og hans evangelium end Paulus selv, især da jeg. Så stor var pavens autoritet for mig, at jeg mente, at hvis jeg på mindste måde var uenig med ham, var det en overtrædelse, der var værdig til evig fordømmelse, og jeg havde den ugudelige opfattelse, at jeg mente, at Johan Huss var en så forbandet kætter, at jeg anså bare det at tænke på ham for en forbrydelse, og for at forsvare pavens autoritet ville jeg gerne selv have sørget for jern og ild til at brænde denne kætter, og jeg mente, at jeg ydede den fuldeste lydighed mod Gud. 
108 Ideo publicani et meretrices ne mali quidem sunt, si conferas eos cum istiusmodi hypocriticis sanctis. Illi enim peccantes remorsum conscientiae habent, nec sua impia facta justificant, hi vero tantum abest ut suas abominationes, idololatrias et impios cultus agnoscant esse peccata, ut praedicent esse justitiam et acceptissimum Deo sacrificium, et pro maxima sanctitate adorent, aliisque per ea salutem polliceantur, ac eis tanquam salutiferas res pro pecuuia venditent. Så slette er ikke engang toldere og skøger, hvis du sammenligner dem me den slags hykleriske helgener. De har nemlig samvittighedsnag, når de fejler, og de retfærdiggør ikke deres ugudelige gerninger, men det er så langtfra, at hine erkender, at deres vederstyggeligheder, afgudsdyrkelser og ugudelige kult er synd, at de prædiker, at det er retfærdighed og et offer, som Gud tager imod, og de ærer det som den største hellighed, og de lover andre frelse gennem dette, og sælger dem for penge som ting, der bringer frelse. 
109          Ea est ergo praeclara justitia nostra, hoc ingens meritum nostrum, quo pervenimus ad cognitionem gratiae, nempe quod tam hostiliter ac satanice persecuti sumus, blasphemavimus, conculcavimus et condemnavimus Deum, Christum, evangelium, fidem, sacramenta, omnes pias, verum cultum Dei, et prorsus contraria docuimus et statuimus. Et quo sanctiores fuimus, hoc magis excaerati eramus, et purius diabolum adorabamus. Nemo nostrum non erat vir sanguinum, si non opere, tamen corde.         Dette er da vores strålende retfærdighed, dette er vor umådelige fortjeneste, hvorved vi er nået frem til erkendelsen af nåden, nemlig, at vi så fjendtligt og satanisk har forfulgt, spottet, nedtrampet og fordømt Gud, Kristus, evangeliet, troen, sakramenterne, alle de fromme, den sande gudsdyrkelse og lært og fastslået det stik modsatte. Og jo helligere vi var, des mere blinde var vi, des mere rent tilbad vi djævelen. Det var ingen af os, der ikke havde blod på hænderne -- om ikke i gerning, så i hjertet.
110 Cum placuit ei. 
        Quasi dicat: Mera et inaestimabilis gratia   Dei (E111) est, quod mihi homini tam scelerato, blasphemo, persecutori et sacrilego non tantum parcit, sed insuper etiam cognitione salutis, spiritu, Christo filio suo, apostolatu et vita aeterna donat. Sic nos similibus peccatis obnoxios respiciens Deus non solum remisit impietates et blasphemies nostras ex mera misericordia propter Christum, sed insuper etiam maximis beneficiis ac spiritualibus donis obruit nos. Verum multi ex nobis non solum ingrati sunt Deo pro hac inenarrabili gratia, et obliviscuatur purgationis, ut 2. Pet. 1. (v. 9.) dicitur, veterum suorum delictorum et donatae gratiae, sed rursum aperientes diabolo fenestram incipiuut fastidire verbum, plerique depravant etiam, ac novorum errorum auctores sunt. Horum novissima fiunt pejora prioribus.
Da det behagede ham. (Gal1.15a)
      Som ville han sige: Det er en uvurdérlig Guds nåde, at han ikke blot skånede mig elendige, blasfemiske, forfølgende og vanhelligende mennesker, men derudover endda gav mig erkendelse af frelsen, ånden, Kristus hans søn, apostelembedet og det evige liv. Således har Gud, da han så, at vi var skyldige i lignende synder, ikke blot tilgivet vore ugudeligheder og blasfemier af lutter barmhjertighed for Kristi skyld, men derudover også overvældet os med de største velsignelsere og åndelige gaver. Men mange af os er ikke blot utaknemlige mod Gud for denne usigelige nåde og "glemmer, at de er blevet rensede for deres gamle synder", som 2 Pet 1,9 siger, og glemmer nådens gave, men de åbner også en lem for djævelen og begynder at føle lede ved ordet, mange fordrejer det endda og bliver ophavsmænd til nye vildfarelser. Det sidste bliver værre for dem end det første. (Luk 11,26) 
111 Qui segregavit me ex utero matris meae. 
        Phrasis est ebraica, hoc est, sanctificavit, ordinavit, paravit me; hoc est, jam praedestinaverat Deus, cum adhuc in utero matris essem, fore, ut tanto furore saevirem adversus ecclesiam, utque deinde mera gratia e medio cursu crudelitatis et blasphemiae meae misericorditer revocaret me in viam veritatis et salutis. Summa, cum nondum natus essem, eram apostolus in oculis Dei, et cum tempus venit, declaratus sum apostolus etiam coram mundo. Sic Paulus prorsus omnia merita praecidit, et soli Deo gloriam, sibi autem meram confusionem tribuit, quasi sic velit dicere: Omnia dona, minima et maxima, spiritualia et corporalia, quae mihi donaturus erat Deus, et omnia bona, quae (E112) unquam per omnem vitam facturus eram, ipse Deus jam praedestinaverat, cum adhuc essem in utero matris, ubi neque cogitare, neque optare, neque facere quidquam boni potui, sed informis embryo fui.
som havde udset mig fra moders liv ... (Gal1.15b)
      Det er en hebraisk udtryksmåde, der betyder: Han har helliget, bestemt mig, gjort mig rede; det vil sige, Gud havde allerede, mens jeg endnu var i moders liv, forudbestemt, at jeg skulle komme til at rase med et sådant raseri imod kirken, og at han derefter af lutter nåde ville kalde mig tilbage fra mit grusomme og bespottelige levnedsløb til sandhedens og frelsens vej. Kort sagt, før jeg endnu var født, var jeg apostel i Guds øjne, og da tiden kom, blev jeg erklæret for apostel også overfor verden. Således omhugger Paulus på forhånd alle fortjenester og tildeler Gud alene æren, men sig selv kun forvirring, som ville han sige: Alle gaver, de mindste og de største, de åndelige og de legemlige, som Gud ville give mig, og alt godt, som jeg nogensinde i hele mit liv kunne gøre, har Gud selv forudbestemt, da jeg endnu var i moders liv, hvor jeg hverken kunne tænke, ønske eller gøre noget godt, men blot var et uformet foster. 
112 Ideo ex mera praedestinante ac miserante Dei gratia hoc donum mihi venit, etiam nondum nato. Deinde cum jam natus eram, toleravit me infinitis monstris malorum et peccatorum onustum; utque plus declararet in me ingentissimam et infinitam magnitudinem suae misericordiae, remisit mihi ex mera gratia maxima et infinita peccata mea. Deinde etiam tanta ubertate gratiae obruit me, ut non solum ipse agnoscerem, quae donata essent nobis in Christo, sed ea aliis quoque praedicarem. Istiusmodi sunt merita omnium hominum, praecipue seniorum fatuorum, qui sese in stercoribus justitiae humanae prae ceteris exercuerunt. Derfor kom denne gave til mig ud fra Guds nåde, der forudbestemte og forbarmede sig, endnu før jeg blev født. Og da jeg derefter var født, bar han over med, at jeg var belæsset med en uendelig og uhyrlig mængde onder og synder; og for at han kunne vise på mig sin barmhjertigheds helt umådelige og uendelige størrelse, tilgav han mig af lutter stor og uendelig nåde mine synder. Dernæst overvældede han mig også i den grad med sin nåde, at jeg ikke blot selv kunne erkende, hvad der er givet os i Kristus, men også kunne prædike det for andre. Af den art er alle menneskers fortjenester, især de gamle tåbers, som fremfor de andre har plaget sig med den menneskelige retfærdigheds møg. 
113 Vocavit per gratiam. 
        Vide diligentiam apostoli. "Vocavit," inquit. Quomodo? Num propter pharisaismum, inculpatam ac sanctam vitam, orationes, jejunia, opera mea? Non, multo minus propter blasphemias, persecutiones, violentias meas. Quomodo igitur? Per meram gratiam.
kaldte mig ved sin nåde ... (Gal1.15c)
       Se, hvor omhyggelig apostelen er. "Han kaldte mig", siger han. På hvilken måde? Mon på grund af min farisæisme, mit lydefri og hellige liv, mine bønner, mine faster, mine gerninger? Nej, og meget mindre på grund af mine blasfemier, forfølgelser og voldshandlinger. På hvilken måde da? Af lutter nåde. 
114 Ut revelaret filium suum in me. 
        Hic audis, cujusmodi doctrina sit data et commissa Paulo, nempe doctrina evangelii, quae est revelatio filii Dei. Ea diversa est doctrina a lege, quae non revelat filium Dei, sed ostendit peccatum, perterrefacit conscientiam, revelat mortem, iram et (E113) judicium Dei, ac infernum, quae omnia non sunt filius Dei. Est ergo evangelium doctrina talis, quae nullam legem admittit.
at åbenbare sin søn i mig ... (Gal1.16a)
       Her hører du, hvilken slags lære der er overgivet og betroet Paulus, nemlig evangeliets lære, som er åbenbaringen af Guds søn. Det er en anden lære end loven, som ikke åbenbarer Guds søn, men påviser synden, slår samvittigheden med rædsel, åbenbarer døden, vreden og Guds dom og helvede, som altsammen ikke er Guds søn. Evangeliet er altså en lære af den art, at den ikke tillader nogen lov. 
115 O qui hic bene distinguere nosset, ne in evangelio legem quaereret, sed id ab illa tam longe discerneret, quam distat coelum a terra. Differentia illa in se facilis, certa et plana est, sed nobis difficilis, imo fere incomprehensibilis est. Facile quidem dixeris, evangelium nihil aliud esse, quam revelatiouem filii Dei, quam cognitionem Iesu Christi, non esse revelationem aut cognitionem legis; sed in agone conscientiae et in ipsa praxi hoc certo statuere, est difficile etiam exercitatissimis. Åh, hvem der her kunne skelne rigtigt, at han ikke i evangeliet søger loven, men adskiller det fra loven så langt som himlen fra jorden. Forskellen er i sig selv let at forstå, sikkert og lige ud ad landevejen, men for os er den vanskelig, ja næsten uforståelig. Du kan ganske rigtigt let sige, at evangeliet ikke er andet end åbenbaringen af Guds søn, ikke andet, end erkendelsen af Jesus Kristus, at det ikke er åbenbaringen eller erkendelsen af loven; men i samvittighedens kamp og i selv livsførelsen at fastholde det, det er vanskeligt selv for de mest øvede. 
116         Si autem evangelium revelatio filii Dei est, ut Paulus hic definit, tunc certe non accusat et perterrefacit conscientias, non minatur mortem et in desperationem adducit, ut lex facit, sed est doctrina de Christo, qui certe neque lex, neque opus est, sed nostra justitia, sapientia, sanctificatio et redemtio. 1. Corinth. 1. (v. 30). Quanquam hoc meridiana luce clarius sit, tamen tanta fuit papistarum dementia et caecitas, ut ex evangelio legem caritatis, ex Christo legislatorem fecerint, qui graviora praecepta tulerit, quam Moses ipse.          Men hvis evangeliet er en åbenbaring af Guds søn, som Paulus her definerer det, da kan det bestemt ikke anklage eller slå samvittighederne med rædsel, det kan ikke true med døden og føre i fortvivlelse, sådan som loven gør, men det er en lære om Kristus, som bestemt ikke er lov og ikke er gerning, men er vor retfærdighed, visdom, helliggørelse og forløsning (1 Kor 1,30). Skønt dette middagslys er ganske klart, var dog papisternes afsind og blindhed så stor, at de af evangeliet gjorde en kærlighedens lov, af Kristus en lovgiver, som pålagde tungere bud end Moses selv. 
117 Sed evangelium docet, Christum non venisse, ut ferret novam legem, et traderet praecepta de moribus, sed ideo venisse dicit, ut hostia fieret pro peccatis totius mundi, quodque remittantur nobis peccata, et donetur vita aeterna propter ipsum, non propter opera legis aut nostram justitiam. De hoc inaestimabili thesauro nobis gratis donato proprie evangelium concionatur. Quare doctrinae genus (E114) est, quod non discitur aut acquiritur ullo studio, diligentia aut sapientia hominum, aut lege etiam divina, sed per Deum ipsum, ut Paulus hic ait, revelatur, primum externo verbo, deinde intus per Spiritum. Men evangeliet lærer, at Kristus ikke er kommet for at pålægge en ny lov og overlevere bud om skikke, men af den grund er han kommet, for at han kunne blive et offer for hele verdens synd, og forlade vore synder og give evigt liv i kraft af sig selv, ikke i kraft af lovgerninger eller i kraft af vor retfærdighed. Om denne uvurdérlige skat der gives os af nåde prædiker det rette evangelium. Derfor er det den slags lære, som ikke kan læres eller erhverves ved noget menneskeligt studium, ved menneskelig omhu eller visdom, heller ikke ved nogen guddommelig lov, den må åbenbares ved Gud selv, som Paulus her siger, først ved det ydre ord, dernæst indvendig gennem ånden. 
118 Est itaque evangelium verbum divinum, quod de coelo descendit, et per Spiritum sanctum revelatur, qui et ad hoc missus est, sic tamen, ut verbum externum praecedat. Nam nec Paulus ipse habuit revelationem internam, nisi prius audisset verbum externum e coelo, nempe hoc: "Saule, Saule, quid me persequeris etc." (Act. 9, 4.) Primum ergo audivit verbum externum, deinde secutae sunt revelationes, cognitio verbi, fides et dona Spiritus. Evangeliet er altså et guddommeligt ord, der stiger ned fra himlen og åbenbares ved Helligånden, som også sendes med det for øje, dog således, at det ydre ord kommer først. For Paulus fik ikke nogen indre åbenbaring, førend han havde hørt det ydre ord fra himlen, nemlig dette: "Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig, osv." (Apg 9,4). Han hørte altså først det ydre ord, dernæst fulgte åbenbaringerne, erkendelse af ordet, troen og åndens gave. 
119 Ut evangelisarem illum inter gentes. 
         Paulus apte ordinat sua verba: "Placuit, inquit, Deo, ut revelaret filium suum in me." Ad quid? Non tantum ut ipse crederem in filium Dei, sed ut etiam revelarem eum inter gentes. Cur non inter Iudaeos? Atque hic vides Paulum proprie esse apostolum gentium, etiamsi inter Iudaeos quoque Christum praedicavit. Brevissime hic complectitur Paulus, ut saepe solet, suam theologiam, quae est, praedicare Christum inter gentes, quasi dicat: Nolo gentes onerare lege, quia sum apostolus et evangelista gentium, non earum legifer.
for at jeg skulle forkynde evangeliet om ham blandt hedninger. (Gal1.16b)
        Paulus er meget påpasselig med sine ord: "Det behagede Gud at åbenbare sin søn i mig". Hvorfor? Ikke blot at jeg selv skulle tro på Guds søn, men for at jeg skulle åbenbare ham blandt hedninger? Hvorfor ikke blandt jøder? Og her ser du, at Paulus i særlig grad er hedningernes apostel, selv om han også prædikede Kristus blandt jøderne. Ganske kort sammenfatter Paulus, som han så ofte gør, sin teologi, hvad det er at prædike Kristus blandt hedninger, som ville han sige: Jeg vil ikke bebyrde hedninger med loven, fordi jeg er apostel og evangeliet for hedningerne, ikke lovgiver for dem. 
120 Sic dirigit omnia verba in pseudoapostolos, quasi dicat: Non audistis, o Galatae, a me doceri justitiam legis vel operum, hoc enim pertinet ad Mosen, non ad me Paulum, apostolum gentium. Nam ego ad vos habeo officium et ministerium (E115) evangelii, ut annuntiem vobis eandem revelationem, quam ego habeo. Ergo nullum debetis audire doctorem, qui legem docet, nam inter gentes non lex, sed evangelium, non Moses, sed filius Dei, non justitia operum, sed fidei debet praedicari. Haec propria est praedicatio ad gentes pertinens. Sådan retter han alle sine ord mod de falske apostle, som ville han sige: I har ikke hørt mig lære lovretfærdighed eller gerningsretfærdighed, dette hører nemlig under Moses, ikke under mig, Paulus, hedningernes apostel. For jeg har et evangeliets embede og tjeneste rettet mod jer, at jeg kan forkynde jer den samme åbenbaring, som jeg selv har fået. Altså bør I ikke lytte til de lærere, som lærer loven, for blandt hedninter er det ikke loven, men evangeliet, ikke Moses, men Guds søn, ikke gerningsretfærdighed, men trosretfærdighed, der bør prædikes. 
121  Continue non contuli cum carne et sanguine. 
       Hieronymus perstringit hoc loco Porphyrium et Iulianum, qui criminantur in Paulo arrogantiam, quod noluerit evangelium suum conferre cum ceteris apostolis; item quod Paulus vocaverit apostolos carnem et sanguinem. Sed breviter, Paulus non loquitur hic, cum mentionem facit carnis et sanguinis, de apostolis, nam statim addit: "Neque veni Hierosolymam ad eos, qui ante me fuerant apostoli;" sed hoc vult dicere, quod post acceptam revelationem evangelii a Christo cum nullo hominum contulerit in Damasco, multo minus a quopiam petierit, ut se evangelium doceret, item, quod neque abierit Hierosolymam ad Petrum et alios apostolos, ut ab eis evangelium disceret, sed quod statim in Damasco, ubi baptisma et manuum impositionem ab Anania acceperat (oportuit enim eum habere externum signum et testimonium suae vocationis), praedicaverit Iesum esse filium Dei. Eadem scribit Lucas Actor. 9.
da rådspurgte jeg ikke kød og blod ... (Gal1.16c)
     Hieronymus vender sig på dette sted mod Porfyrius og Julian, som beskylder Paulus for arrogance, fordi han ikke ville sammenligne sit evangelium med de andre apostle; ligeledes fordi Paulus kaldte apostlene kød og blod. Men kort fortalt, Paulus taler her ikke om apostlene, når han siger "kød og blod", for han tilføjer straks: "Ejheller gik jeg op til Jerusalem til dem, som havde været apostle før mig". Nej, det vil han sige, at han efter at have modtaget en åbenbaring af evangeliet fra Kristus ikke sammenholdt det med nogen blandt menneskene i Damaskus, langt mindre bad han nogen om at belære sig om evangeliet, videre, at han heller ikke drog op til Jeerusalem til Peter og de andre apostle for af dem at blive belært om evangeliet, men at han straks i Damaskus, da han af Ananias havde modtaget dåben og håndspålæggelsen (for han bør have et udvendigt tegn og vidnesbyrd om sin kaldelse), prædikede, at Jesus er Guds søn. Det samme skriver Lukas i Apg 9,17-20.
122  Neque veni Hierosolymam ad eos, qui ante (E118) me fuerant apostoli, sed abii in Arabiam, et iterum reversus sum Damascum. 
         Hoc est, neque visis, neque consultis antea apostolis abii in Arabiam, statimque suscepi officium praedicandi evangelium inter gentes, ad quod vocatus fueram, et revelationem divinam acceperam. Frustra igitur quaerit Hieronymus, quid in Arabia Paulus fecerit? Quid enim aliud faceret, quam quod Christum praedicaret? In hoc enim dicit filium Dei sibi revelatum esse, ut ipsum inter gentes praedicaret. Quare statim a Damasco, gentili urbe, in Arabiam, ubi etiam gentes erant, se recipit, et illic efficium suum strenue facit, non discens prius evangelium ab ullo homine aut ab apostolis, sed contentus sola vocatione coelesti et revelatione Christi.
jeg drog heller ikke op tilJerusalem, til dem, som havde været apostle før mig, men jeg rejste bort til Arabien, og vendte atter tilbage til Damaskus. (Gal1.17)
       Det vil sige, uden først at have set eller rådført sig med apostlene, drog jeg bort til Arabien, og straks begyndte jeg at prædike evangeliet blandt hedningerne, hvilket jeg var kaldet til og havde modtaget guddommelig åbenbaring om. Hieronymus behøver her slet ikke spørge om, hvad Paulus skulle gøre i Arabien. For hvad andet skulle han gøre end prædike Kristus? Han siger jo, at det var derfor Guds søn havde åbenbaret sig for ham, at han skulle prædike ham blandt hedninger. Derfor trak han sig straks tilbage fra Damaskus, hedningernes by, til Arabien, hvor der også boede hedninger, og udførte dèr sin opgave med energi, uden at han først skulle belæres om evangeliet af noget menneske eller af apostlene, nej, han nøjedes med sin himmelske kaldelse og åbenbaringen af Kristus. 
123          Quare totus iste locus est confutatio quaedam argumenti pseudoapostolorum, quo usi sunt contra Paulum. Dixerunt enim, eum fuisse discipulum et auditorem apostolorum, qui secundum legem viverent; deinde Paulum ipsum quoque vixisse secundum legem, ideo necessarium esse, ut etiam ipsae gentes legem servent et circumcidantur. Ut igitur calumniatoribus istis os obstruat, recitat hanc longam historiam. Ante conversionem, inquit, non didici evangelium meum ab apostolis aut ab aliis fratribus credentibus, quia extreme persecutus sum non solum hanc doctrinam, sed etiam ecclesiam Dei, quam et vastavi; neque post conversionem, quia continuo praedicari non Mosen cum sua lege, sed Christum Damasci, nemine consulto nec visis apostolis.        Derfor er hele dette sted en gendrivelse af et argument, som de falske apostle gjorde gældende imod Paulus. De sagde nemlig, at han havde været discipel og tilhører af apostlene, som levede efter loven; dernæst, at Paulus også selv havde levet efter loven, og at det derfor var nødvendigt, at også hedningerne overholdt loven og lod sig omskære. For altså at lukke munden på disse bagtalere, fortæller han denne lange historie. Før sin omvendelse, siger han, lærte jeg ikke evangeliet fra apostlene eller fra andre troende brødre, for jeg forfulgte indædt ikke blot denne lære, men også Guds kirke, som jeg endda hærgede. Og efter min omvendelse, da jeg i Damaskus hele tiden prædikede, ikke Moses med hans lov, men Kristus, havde jeg ikke rådspurgt eller set apostlene. 
124  Sic et nos gloriari possumus, nos a (E117) papa non accepisse nostram doctrinam. Scripturam sacram et externa symbola habemus quidem ab eo, non autem doctrinam, quae solo dono Dei nobis contigit. Deinde accessit studium, lectio et inquisitio nostra. Nihil ergo est, quod hodie adversarii argumentantur: Quis crederet vestrae doctrinae, Lutherani, cum in publico officio non sitis? Vos debetis doctrinam a papa, ab episcopis accipere, qui ordinati et in legitima functione sunt etc. Dette kan også vi rose os af. Vi har ikke modtaget vor lære fra paven. Vi har ganske vist den hellige skrift og de ydre symboler fra ham, men ikke læren, som vi alene fik ved en gave fra Gud. Dertil kom vort studium, vor læsning og vor undersøgelse. Det har altså ikke noget på sig, når modstanderne i vore dage argumenter: Hvem kan tro jeres lære, kære lutheranere, når I ikke har noget offentligt embede? I bør modtage læren fra paven, fra biskopperne, som er ordinerede og befinder sig i en legitim funktion, osv. 
125  Deinde post annos tres veni Hierosolymam videre Petrum, et mansi apud eum diebus quindecim. Alium autem apostolorum vidi neminem nisi Iacobum fratrem domini. 
       Paulus fatetur se fuisse apud apostolos, non autem apud omnes. Indicat tamen, quod ascenderit ad eos Hierosolymam, non jussus, sed sua sponte. Deinde non gratia discendi aliquid ab ipsis, sed tantum videndi Petrum. Eadem scribit Lucas in act. cap. 9. (v. 27.), quod Barnabas duxerit Paulum ad apostolos, et illis narraverit, quomodo in via vidisset dominum, quodque locutus esset cum eo, item, quomodo in Damasco libere egisset in nomine Iesu. Hoc ei testimonium perhibet Barnabas. Omnia igitur verba sic instructa sunt, ut neget suum evangelium ab homine esse. Fatetur quidem se Petrum vidisse et Iacobum fratrem domini, sed praeter hos duos neminem alium, nihil autem didicisse ab eis etc.
Senere, tre år efter, drog jeg op til Jerusalem for at se Peter og jeg blev hos ham i femten dage. Men andre af apostlene så jeg ikke, undtagen Jakob, Herrens broder. (Gal1.18-19)
        Paulus indrømmer, at han har været hos apostlene, men ikke hos dem alle. Men han påpeger, at han drog op til dem i Jerusalem, ikke på befaling, men af sig selv. Desuden skete det ikke for at han kunne lære noget af dem, men kun for at han kunne se Peter. Det samme skriver Lukas i Apg 9,27, nemlig at Barnabas førte Paulus til apostlene og fortalte dem, hvordan han på vejen havde set Herren, hvad han havde sagt til ham, ligeledes, hvordan han i Damaskus havde arbejdet i Jesu navn. Det vidnesbyrd giver Barnabas ham. Alle ordene er altså formede sådan, at han nægter at hans evangelium stammer fra et menneske. Han indrømmer ganske vist at have set Peter og Jakob, Herrens Broder, men ud over disse to ingen andre, og ingenting var han blevet belært om af dem. 
126           Concedit itaque se Hierosolymis fuisse apud apostolos, hocque recte narraverunt pseudoapostoli. Concedit insuper se vixisse secundum morem Iudaeorum, sed hoc fecisse tantum apud Iudaeos. Nam istam regulam servavit Paulus: Cum fueris Romae, romano (E118) vivito more. Hocque testatur 1. Corinth. 9. (v. 1922.): "Cum liber essem, inquit, ab omnibus, omnium me servum feci, ut plures lucrifacerem. Factus sum Iudaeis tanquam Iudaeus etc. Omnibus factus sum omnia, ut omnes salvos facerem." Concedit igitur se fuisse Hierosolymis apud apostolos, sed negat se didicisse evangelium suum ab ipsis; item negat, quod coactus sit docere evangelium, ut apostoli praescripserunt. Vis ergo est in vocabulo "videre," ut Petrum viderem, inquit, ascendi, non ut ab eo discerem. Ideo Petrus non est factus mihi magister, neque Iacobus. Alios omnino se vidisse negat.         Han indrømmer således, at han har været i Jerusalem hos apostlene, det var rigtigt nok, når de falske apostle fortalte det. Han indrømmer oven i købet at have levet efter jødernes skik, men at han kun gjorde det blandt jøderne. For Paulus fulgte den regel: Når du er i Rom, så skal du leve på romersk vis. Dette bevidner han 1 Kor 9,19ff: "Skønt jeg er fri overfor alle, har jeg dog gjort mig til træl for alle, for at jeg kunne vinde des flere. Jeg er blevet jøderne en jøde, osv. Jeg er blevet alt for alle, for at kunne bringe alle til frelse". Han indrømmer altså, at han var i Jerusalem hos apostlene, men han nægter at han er blevet belært om sig evangelium af dem; ligeledes nægter han, at han blev tvunget til at lære evangelium, som apostlene foreskrev det. Vægten ligger altså på ordet "se", han siger: for at jeg kunne se Peter, drog jeg derop, ikke for at jeg kunne lære af ham. Derfor blev Peter ikke min læremester, heller ikke Jakob. Andre nægter han overhovedet at have set. 
127            Sed cur Paulus tam multis verbis hoc agit, ut ferme usque ad taedium inculcet, se evangelium suum non accepisse ab homine, nec ab ipsis apostolis didicisse? Ipse vult ecclesias Galatiae jam per pseudoapostolos eversas reddere certas, quod suum evangelium sit divinum verbum. Ideo hoc tam vehementer urget. Et nisi hoc obtinuisset, non potuisset reprimere pseudoapostolos, nam ei opposuissent: Nos Paulo similes sumus, quia aeque apostolorum discipuli, ac ipse; deinde ipse unus et solus est, nos plures sumus. Excellimus igitur eum auctoritate et numero.        Men hvorfor behandler Paulus det med så mange ord, at han næsten indprenter det til væmmelse, at han ikke har modtaget sit evangelium fra et menneske, heller ikke lært noget af apostlene selv? Han vil selv gøre galaternes menigheder, der nu var blevet fordrejede af de falske apostle, visse på, at hans evangelium er et guddommeligt ord. Hvis han ikke havde kunnet det, ville han ikke have kunnet modstå de falske apostle, for de ville have sagt imod ham: Vi er lige så godt som paulus, for vi er apostlenes disciple, som han er det; og dertil er han kun én eneste, vi er mange. Vi overgår ham altså i autoritet og i antal. 
128            Hic Paulus cogebatur gloriari, affirmare et jurare, se evangelium a nullo homine didicisse, nec ab ipsis apostolis accepisse, fuitque summa necessitas sic gloriari, non vana jactantia, ut Porphyrius et Iulianus calumniantur, qui non viderunt, ut neque Hieronymus, quid Paulus ageret. Periclitabatur hic Pauli (E119) ministerium, periclitabantur omnes ecclesiae, quae ipso doctore usae fuerant. Requirebat igitur necessitas ministerii Pauli et omnium ecclesiarum, ut necessaria ac sancta superbia jactaret suam vocationem et revelationem evangelii sibi a Christo factam, ut certae redderentur conscientiae, Pauli doctrinam esse Dei verbum.        Her tvinges Paulus til at rose sig, til at bekræfte og sværge på, at han ikke har lært evangeliet af noget menneske, heller ikke har modtaget det af apostlene selv, og det var i højeste grad nødvendigt for ham at rose sig, det var ikke tomt pral, som Porphyrius og Julian bagvaskende siger, for de ser ikke, som heller ikke Hieronymus ser det, hvad Paulus er ude på. Her stod Paulus' embede på spil, her stod alle de menigheder, som havde haft ham til lærer, på spil. Nødvendigheden af Paulus' tjeneste og alle menighederne krævede altså, at han med et nødvendigt og helligt overmod pralede af sin kaldelse og med, at evangeliet var blevet åbenbaret ham af Kristus, så han kan gøre samvittighederne sikre på, at Paulus' lære er Guds ord. 
129  Res hic magna et seria agebatur, nempe, ut omnes ecclesiae conservarentur in sana doctrina; in summa, agebatur de vita et morte aeterna. Ablato enim puro et certo verbo non exsistit amplius consolatio, salus, vita etc. Quare hoc consilio ista recitat, ut ecclesias retineat in vera doctrina, non dimicat pro defendenda gloria sua, ut Porphyrius calumniatur. Voluit ergo hac historia ostendere, se simpliciter a nullo accepisse evangelium suum, item, quod aliquot annos, nempe tres aut quatuor, idem evangelium praedicaverit quod apostoli ex revelatione divina in Damasco et Arabia, antequam aliquem ex apostolis vidisset. Det drejede sig her om en stor og alvorlig sag, nemlig den, at alle menighederne kunne bevares i den sunde lære; kort sagt, det drejede sig om evigt liv og død. Hvis nemlig det rene og sikre ord fjernes, så er der ikke længer nogen trøst, frelse og liv. Derfor er det dette ønske, der ligger ham på sinde, at han kan bevare menighederne i den sande lære, han kæmper ikke for at forsvare sin egen ære, som Porphyrius anklager ham for. Han ville altså med denne fortælling vise, at han simpelthen ikke har modtaget sit evangelium af nogen, ligeledes, at han i adskillige år, nemlig tre eller fire, havde prædiket det samme evangelium som apostlene efter den guddommelige åbenbaring i Damaskus og Arabien, førend han havde set nogen af apostlene. 
130          Hieronymus hic ludit in mysterio quindecim dierum. Item dicit Paulum istis quindecim diebus a Petro doctum et mysterio ogdoadis et hebdoadis instructum esse. Ista nihil ad rem faciunt. Nam Paulus claris verbis dicit, se venisse Hierosolymam ad videndum Petrum, et mansisse apud eum quindecim diebus. Si fuisset ei discendum evangelium a Petro, aliquot annis fuisset ei ibi manendum, in quindecim diebus non factus fuisset tantus apostolus et doctor gentium, ut interim taceam, quod istis quindecim diebus, ut Lucas Actor. 9. (v. 27.) testatur, cum fiducia locutus sit in nomine domini Iesu, et disputaverit cum Graecis etc.         Hieronymus spiller her på mysteriet med de femten dage. Ligeledes siger han, at Paulus i disse femten dage blev belært af Peter og undervist i ottetallets og syvtallets hemmeligheder. Det gør intet til sagen. For Paulus siger med klare ord, at han kom til Jerusalem for at se Peter, og at han blev hos ham i femten dage. Hvis han skulle have lært sig evangeliet af Peter, havde han måttet blive der i adskillige år, på femten dage kunne han ikke været blevet en så stor apostel og lærer for hedningerne, for slet ikke at tale om, at han i disse femten dage, som Lukas bevidner i Apg 9,27, med stor tillid talte i Herren Jesu navn og diskuterede med grækerne. 
131  Quae autem scribo, ecce coram Deo, quod non mentior. 
        Quare addit juramentum? Quia narrat historiam. (E120) Ideo coëgit eum necessitas fidei ecclesiarum jurare, ne dicerent pseudoapostoli: Quis novit, an verum dicat Paulus? Ibi vides Paulum, electum organum Christi, in tanto contemtu fuisse, ut ei necesse fuerit apud suos Galatas, quibus Christum praedicaverat, jurare, quod veritatem dicat. Si hoc apostolis accidit, quod habuerint adversarios tam potentes, ut ausi sint eos contemnere et mendacii arguere, quid mirum, si idem hodie accidat nobis, qui non sumus digni, ut conferamur cum apostolis? Iurat igitur in re, ut apparet, levi, se verum dicere, scilicet, quod non manserit apud Petruin discendi, sed tantum videndi eum gratia. At si rem diligentius consideraveris, est magna et seria res, ut patet ex superioribus. Sic et nos exemplo Pauli juramus: Deus novit, quod non mentiamur etc.
Men hvad jeg skriver, se, for Guds åsyn vidner jeg, at jeg ikke lyver. (Gal1.20)
        Hvorfor tilføjer han en ed? Fordi han beretter et historisk forløb. Derfor tvinger nødvendigheden af menighedernes tro ham til at sværge, at ikke de falske apostle skal sige: Hvem véd, om Paulus taler sandt? Her ser du Paulus, Kristi udvalgte redskab, have været så foragtet, at det var nødvendigt for ham overfor hans galatere, for hvem han havde prædiket Kristus, at sværge, at han talte sandt. Hvis dette kan ske for apostle, som havde så mægtige modstandere, at de vovede at foragte dem og beskylde dem for løgn, hvad mærkeligt er der da i, om det samme i vore dage sker for os, som ikke er værdige at sammenlignes med apostle? Han sværger altså i en tilsyneladende ringe sag, at han taler sandt, det vil sige, at han ikke blev hos Peter for at lære, men kun for at se ham. Men hvis vi betragter sagen nøjere, er det en stor og alvorlig sag, som det fremgår af ovenstående. Således sværger også vi efter Paulus' eksempel: Gud véd, at vi ikke lyver. 
132  Deinde veni in partes Syriae et Ciliciae. 
         Syria et Cilicia provinciae sunt vicinae. Hoc perpetuo hic agit, ut ostendat se ante et post visos apostolos semper fuisse doctorem evangelii, quod ex revelatione Christi acceperat, nunquam fuisse discipulum.
Derefter kom jeg til Syriens og Kilikiens egne. (Gal1.21)
      Syrien og Kilikien er naboprovinser. Her drejer det sig stadig om, at han kan vise, at han før og efter at have set apostlene altid havde været lærer i det evangelium, han havde modtaget gennem Kristi åbenbaring, aldrig elev. 
133  Eram autem ignotus a facie ecclesiis Iudaeae, quae erant in Christo. Tantum autem auditum habebant, quod, qui persequebatur nos aliquando, nunc evangelisat fidem, quam aliquando oppugnabat; et in me glorificabant Deum. 
       Hoc addit propter historiae consequentiam, quod (E121) praedicaverit in Syria et Cilicia, ubi vidisset Petrum, et sic praedicaverit, quod acquisierit testimonium omnium ecclesiarum in Iudaea, quasi dicat: Ego provoco ad testimonium omnium ecclesiarum etiam in Iudaea. Non tantum in Damasco, Arabia, Syria et Cilicia, sed etiam in Iudaea testificantur ecclesiae, quod praedicaverim illam fidem, quam olim persecutus sum et oppugnavi; et glorificant Deum in me, non quia docuerim circumcisionem et legem Mosi servandam, sed de praedicata fide et aedificatis ecclesiis per meum ministerium evangelii. Habetis ergo testimonium non solum Damascenorum, Arabum etc., sed etiam totius catholicae ecclesiae in Iudaea etc.
Men personlig var jeg ukendt for Judæas menigheder, som var i Kristus. Det havde blot hørt, at den, der tidligere forfulgte os, nu prædiker den tro, han før bekæmpede; og de lovpriste Gud for mig. (Gal1.22-24)
       Det føjer han til for den historiske rækkefølges skyld, at han prædikede i Syrien og Kilikien efter at have set Peter, og prædikede sådan, at han modtog vidnesbyrd fra alle menighederne i Judæa, som ville han sige: Jeg tilskynder alle menighederne i Judæa til at aflægge vidnesbyrd. Ikke blot i Damarkus, Arabien, Syrien og Kilikien, man også i Judæa vidner menighederne, at jeg har prædiket den tro, som jeg engang forfulgte og bekæmpede; og de lovpriser Gud for mig, ikke fordi jeg lærte, at man skulle omskæres og overholde Moseloven, men fordi troen prædikes og menigheder blev opbygget gennem min tjeneste for evangeliet. I har altså vidnesbyrd ikke blot fra damaskenerne og araberne, men også fra hele den katolske kirke i Judæa. 
Videre til gal2a

Noter: