Store Galaterbrevskommentar 1b

Luther 1535


Taget fra Erl  22,38-76

Indhold:

Tilbage til oversigten!

Tilbage til gal1a!
 
 
1   Ecclesiis Galatiae.
       Paulus passim praedicaverat in Galatia, quam si non totam convertit ad Christum, tamen in ea habuit multas ecclesias, in quas omnes irrepserant pseudoapostoli, diaboli ministri. Sic hodie quoque fanatici spiritus non ad ea loca veniunt, ubi adversarii evangelii dominium habent, sed ubi Christiani et boni homines sunt, qui amant evangelium. Ad tales se recipiunt etiam in principatibus tyrannorum, qui evangelium persequuntur. 
 Til menighederne i Galatien. (Gal1.2b)
       Paulus havde prædiket forskellige steder i Galatien, og om han end ikke har omvendt det i sin helhed til Kristus, så havde han dog mange menigheder dèr. Og i dem alle havde de falske apostle, djævelens tjenere, sneget sig ind. Således kommer også i vore dage åndsfanatikerne ikke til de steder, hvor evangeliets modstandere har herredømmet, men til de steder, hvor der er kristne og gode mennesker, som elsker evangeliet. Til sådanne henvender de sig også i de fyrstendømmer, hvor der er tyranner, og hvor evangeliet bliver forfulgt. 
  Illic occulte penetrantes domos et eas subvertentes venenum suum effundunt. Cur non potius sunt in civitates, regiones et principatus papistarum, et illic in conspectu impiorum principum, episcoporum et doctorum in universitatibus confitentur et defendunt suam doctrinam, ut nos Dei gratia fecimus? Nolunt subire pericula delicati martyres, sed eo veniunt, ubi paratus est jam evangelio locus, ubi sine periculo in summa pace et quiete agere possunt. Dèr trænger de hemmeligt ind i hjemmene og ødelægger dem ved at udspy deres gift. Hvor går de ikke snarere til papisternes byer, regioner og fyrstendømmer, og bekender og forsvarer deres lære ansigt til ansigt med de ugudelige fyrster, biskopper og universitetslærere, således som vi af Guds nåde har gjort? De sarte martyrer vil ikke gå ind i faren, men komme derhen, hvor der allerede er beredt plads til evangeliet, hvor de uden fare kan handle i største fred og ro. 
3 Sic pseudoapostoli non venerunt suo periculo Ierusalem ad Caipham, aut Romam ad Caesarem, aut ad alia loca, ubi prius nemo praedicaverat, ut Paulus et alii apostoli fecerant, sed in Galatiam, quae Pauli labore et periculo jam erat lucrifacta et parata Christo, in Asiam, Corinthum etc., ubi erant boni viri et Christiani, qui neminem persequebantur, sed omnia patiebantur. Ibi poterant inimici crucis Christi in summa securitate sine omni persecutione agere. Således kom de falske apostle ikke med fare for deres liv til Jerusalem, til Kajfas, eller til Rom til kejseren eller til andre steder, hvor ingen før havde prædiket, sådan som Paulus og de andre apostle havde gjort, nej, de kom til Galatien, som ved Paulus' arbejde og fare allerede var vundet og gjort rede for Kristus, til Asien og Korinth osv., hvor der var gode mænd og kristne, som ingen forfulgte, men fandt sig i alt. Dèr kunne Kristi kors' fjender virke i den største sikkerhed mod al forfølgelse. 
4           Disce autem hoc loco, hanc esse fortunam piorum praedicatorum, quod ultra hoc, quod patiuntur persecutionem ab impio et ingrato mundo, et cum magno labore et periculo plantant ecclesias, cogantur etiam ferre, ut, quod ipsi longo tempore bene (E40) docuerint, statim evertatur a fanaticis spiritibus, qui et postea regnant et praeferuntur ipsis. Hoc malum plus dolet piis verbi ministris, quam ulla persecutio a tyrannis illata.         Men lær af dette sted, at det er de fromme prædikanters lod, at de udover, at de må lide forfølgelse fra en ugudelig og utaknemlig verden og med stort besvær og stor fare plante menighederne, tvinges de til også at finde sig i, at det, de igennem lang tid har lært, straks ødelægges af åndsfanatikere, som også bagefter hersker og bliver foretrukket fremfor dem. Dette omde smerter de fromme ordets tjenere mere end forfølgelse fra en tyrans side. 
5  Qui igitur non volet esse contemtus, nec istam indignitatem ferre, non fiat minister evangelii, vel si est, commendet alteri ministerium. Nos hodie idem experimur, extreme contemnimur et vexamur, foris a tyrannis, intus ab illis ipsis, quos per evangelium in libertatem asseruimus, item a falsis fratribus. Sed ea est nostra consolatio et gloriatio, quod divinitus vocati habeamus promissionem vitae aeternae, et exspectemus illam retributionem, quam oculus non vidit, nec auris audivit, nec in cor hominis ascendit. Nam cum ipse archipastor Christus apparuerit, percipiemus immarcessibilem gloriae coronam, qui et hic nos fame non sinet perire. Den, der altså vil være foragtet, eller finde sig i denne uværdighed, han skal ikke blive en evangeliets tjener, eller hvis han er det, må han overdrage embedet til en anden. Vi i dag oplever det samme, vi foragtes og plages til det yderste, udadtil af tyranner, indadtil af selve dem, som vi har sat i frihed ved evangeliet, ligeledes af falske brødre. Men dette er vores trøst og ære, at vi som guddommeligt kaldede har løfte om evigt liv, og venter den gengældelse, som "øjet ikke ser, og øret ikke hører, og som ikke er opkommet i noget menneskes hjerte" (1 Kor 2,9). For når overhyrden, Kristus, kommer til syne skal vi få herlighedens uvisnelige krans, og han vil heller ikke her tillade, at vi dør af sult. (Ordsp 10,3). 
6           S. Hieronymus movet hic magnam quaestionem, cur Paulus vocet ecclesias, quae ecclesiae non sint? Quia Paulus, inquit, scribit ad subversos Galatas et translates a Christo et gratia ad Mosen et legem. Ad hoc respondeo, Paulum vocare ecclesias Galatiae per synecdochen, cujus usus in scripturis est frequentissimus. Sic scribens ad Corinthios (1. Corinth. 1, 5.) gratulatur eis gratiam Dei datam in Christo, videlicet, quod in omni verbo et scientia divites facti essent per illum. Et tamen multi ex ipsis seducti per pseudoapostolos non credebant resurrectionem mortuorum etc.       Skt. Hieronymus rejser her det store spørgsmål, hvorfor Paulus kalder dem kirke, der ikke er kirke? Fordi Paulus, siger han, skriver til galatere, der er faldet og overført fra Kristus og nåden til Moses og loven. Hertil vil jeg svare, at Paulus benævner galaternes menigheder  ved "synecdochen", en måde at tale på, der er meget almindelig i skriften. Således skriver han til korintherne (1 Kor 1,5), og lykønsker dem med den Guds nåde, der er givet dem i Kristus, nemlig, at de ved ham er blevet rige på al tale og kundskab. Og dog var mange af dem blevet forført af falske apostle og troede ikke på de dødes opstandelse m. m. 
7  Sic et nos hodie vocamus ecclesiam romanam sanctam et omnes episcopatus sanctos, etiamsi sint subversi, et (E41) episcopi et ministri eorum impii. Deus enim regnat in medio inimicorum suorum; item, Antichristus sedet in templo Dei, et Satan adest in medio filiorum Dei. Ideo ecclesia etiamsi sit in medio nationis pravae et perversae, ut Paulus ad Philipp. ait: Etiamsi sit in medio luporum et latronum, hoc est, tyrannorum spiritualium, nihilominus ecclesia est. Manet in romana urbe quanquam Sodoma et Gomorra pejore baptismus, sacramentum, vox et textus evangelii, sacra scriptura, ministeria, nomen Christi, nomen Dei. Således kalder vi også i dag den romerske kirke for hellig og alle bispeembeder hellige, skønt de er ødelagte og deres indehavere ugudelige. For Gud hersker midt blandt sine fjender (Sl 110,2); og: Antikrist sidder i Guds tempel (2 Thess 2,4) og Satan er til stede midt blandt Guds børn. Derfor er kirken, skønt den befinder sig "midt i en vanartet og forvendt slægt" som Paulus siger til filipperne (Fil 2,15), ja, skønt den er midt blandt ulve og røvere, det vil sige, blandt åndelige tyranner, kirken er ikke desto mindre kirke alligevel. Der forbliver i byen Rom, skønt den er værre end Sodoma og Gomorra, dåb, sakramente, evangelium i tale og skrift, helligskrift, forkynderembede, Kristi navn, Guds navn. 
8  Qui habent, habent, qui non habent, non sunt excusati, thesaurus enim est ibi. Ideo romana ecclesia est sancta, quia habet nomen sanctum Dei, habet evangelium, baptisma etc. Ista si sunt in populo, dicitur sanctus. Sic nostra civitas Viteberga et nos vere sancti sumus, quia sumus baptisati, docti et vocati divinitus, et mensae domini participes, divina opera habemus nobiscum, scilicet verbum et sacramenta, illis sanctificamur. De, som har, har, de som ikke har, er uden undskyldning, skatten er der. Derfor er den romerske kirke hellig, fordi den har Guds hellige navn, den har evangeliet, dåben osv. Hvis disse ting findes i folket, kaldes det helligt. Således er vor by Wittenberg og vi selv i sandhed hellige, fordi vi er døbte, oplærte og kaldede af Gud, deltager i Herrens måltid. Vi har de guddommelige gerninger med os, nemlig ordet og sakramenterne, ved dem helliggøres vi. 
9         Haec ideo dicuntur a me, ut diligenter discernamus christianam sanctitatem ab aliis. Monachi vocaverunt suos ordines sanctos (neque tamen audebant se appellare sanctos), sed sancti non sunt, quia, ut supra diximus, Christiana sanctitas non est activa, sed passiva sanctitas.         Dette siger jeg af den grund, at vi omhyggeligt skal udskille den kristne hellighed fra andre ting. Munkene aflagde løfter om deres hellige ordener (men de vovede dog ikke at kalde sig selv hellige), men de var ikke hellige, for, som ovenfor sagt, er den kristne hellighed ikke aktiv, men passiv. 
10 Quare nemo se sanctum dicat propter suum vitae genus, propter sua opera, si jejunet, oret, castiget corpus, eleemosynas largiatur pauperibus etc. Alioqui pharisaeus apud Lucam esset etiam sanctus. Opera divinitus praecepta bona quidem sunt, et Deus severe exigit ea a nobis, verum non (E42) sanctificant nos coram Deo, sed ego, tu sancti sumus, ecclesia, civitas, populus sanctus est, non sua sed aliena sanctitate, quia res habet divinas et sanctas, scilicet vocationem ministerii, evangelium, baptisma etc., per quae sanctificatur. Derfor skal ingen kalde sig hellig på grund af sin livsmåde, sine gerninger, om han faster, beder, aver sit legeme, giver store almisser til de fattige, osv. Ellers ville farisæeren hos Lukas have været helgen også (Luk 18,9f). De guddommelige buds gerninger er ganske vist gode, og Gud kræver dem alvorligt af os, men de helliggør os ikke overfor Gud, men jeg, du, er hellige, kirken, byen, folket, er helligt, ikke ved sin egen, men ved en andens hellighed, fordi det har de guddommelige og hellige ting, nemlig forkyndertjenestens kaldelse, evangeliet, dåben, m. m. gennem hvilke det helliggøres. 
11         Licet igitur Galatae subversi fuerant, tamen mansit apud eos baptismus, verbum, nomen Christi etc. Fuerunt etiam aliqui inter eos boni, qui non defecerant a Pauli doctrina. Hi de verbo et sacramentis pie sentiebant, et recte illis utebantur. Praeterea neque poterant ea propter subversos pollui.        Selv om altså galaterne var faldet fra, forblev dog hos dem dåben, ordet, Kristi navn, osv. Der var også nogle gode iblandt dem, som ikke var faldet fra Paulus' lære. De tænkte fromt om ordet og sakramenterne og brugte dem ret. Forøvrigt kan ingen forurene dem på grund af de frafaldne. 
12 Nam baptismus, evangelium etc. non ideo profanatur, quia multi polluti et profani sunt, ac impie de eis sentiunt, sed manent sancta et eadem, sive sint apud pios sive impios, a quibus neque pollui nec sanctificari possunt. Polluuntur quidem et sanctificantur coram gentibus nostra mala aut bona conversatione, malis aut bonis moribus, sed non coram Deo. Quare ecclesia sancta est, etiam ubi fanatici spiritus regnant, modo ipsi non negent verbum et sacramenta. Nam si illa negantur, non potest esse ecclesia. Quare ubicunque verbum et sacramenta substantialiter manent, ibi est sancta ecclesia, non obstante quod Antichristus ibi regnet, qui, ut scriptura testatur (2. Thess. 2,4.) sedet non in stabulo daemonum, non in hara porcorum aut in turba infidelium, sed in nobilissimo et sanctissimo loco, videlicet in templo Dei. For dåben, evangeliet, osv. vanhelliges ikke derved, at mange er forurenede eller vanhellige, og tænker ufromt om dem, nej, de forbliver hellige og de samme, hvad enten de befinder sig hos fromme eller ufromme, af hvilke de hverken kan forurenes eller helliggøres. Ganske vist forurenes og helliggøres de overfor hedningerne ved vor onde eller gode opførsel, onde eller gode skikke, men ikke overfor Gud. Derfor er kirken hellig, også hvor åndsfanatikerne hersker, blot de ikke nægter ordet og sakramenterne. For hvis de nægter dem, kan de ikke være kirke. Derfor hvorsomhelst ordet og sakramenterne forbliver i deres væsen, der er den hellige kirke, ligegyldigt, om den antikrist hersker der, som ifølge skrifterne (2 Thess 2,4) sidder, ikke på dæmonernes fold eller i en svinesti eller i de vantros flok, men på det ædleste og helligste sted, nemlig i Guds tempel. 
13  Ergo oportet templum Dei esse regnantibus etiam tyrannis spiritualibus, et illud conservari sub ipsis. Breviter ergo ad istam quaestionem respondemus, ecclesiam esse per totum orbem (E43) terrarum, ubicunqne est evangelium et sacramenta. Iudaei, Turcae et fanatici spiritus ecclesia non sunt, quia impugnant et negant ista. Sequitur salutatio. Altså bør Guds tempel være for de herskende, også for åndstyrannerne, og den bevares under dem. Derfor kan vi kort svare på dette spørgsmål, at kirken er over hele jordens flade, hvorsomhelst evangeliet og sakramenterne er. Jøderne, tyrkerne og åndsfanatikerne er ikke kirken, fordi de bekæmper og nægter dem. Nu følger hilsenen. 
14  Gratia vobis et pax a Deo patre nostro, et domino nostro Iesu Christo.
         Spero vos non ignorare, quid sit gratia et pax, cum hae voces sint in Paulo frequentes, et nunc non obscurae. Sed quia hanc epistolam tractamus non quidem pro necessitate aut propter difficultatem ipsius, sed ut confirmentur conscientiae nostrae contra haereses futuras, non erit molestum repetere ea, quae alias docemus, praedicamus, pingimus, cantamus et scribimus.
Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus. (Gal1.3)
       Jeg håber, at I ikke er uvidende om, hvad nåde og fred er, eftersom disse ord ofte forekommer hos Paulus og nu ikke er vanskelige at forstå. Men fordi vi behandler dette brev ikke just af nødvendighed eller på grund af dets vanskelighed, men for at styrke vore samvittigheder imod kommende kættere, vil det ikke være for besværligt at gentage det, som vi lærer, prædiker, afmaler, synger og skriver andetsteds. 
15  Iacente enim articulo justificationis jacent omnia. Itaque summe necessarium est, ut eum perpetuo inculcemus et acuamus, quemadmodum Moses de sua lege dicit. Nam satis vel nimium non potest inculcari et urgeri. Imo etiamsi probe discamus et teneamus eum, tamen nullus est, qui eum perfecte apprehendat aut pleno affectu et corde credat. Adeo lubrica est caro nostra, et repugnat obedientiae spiritus. For hvis artiklen om retfærdiggørelse falder, falder alt. Derfor er det i høj grad nødvendigt, at vi til stadighed indprenter dem og indskærper den, sådan som Moses siger om sin lov. (5 Mos 6,7). Den kan nemlig ikke indskærpes for meget eller vægtes for højt. Ja, selv om vi med flid lærer den og holder fast ved den, er der dog ingen, som kan forstå den fuldkomment eller tro den af sit fulde sind og hjerte. I den grad er vort kød falsk og kæmper imod lydighed under ånden. 
16        Est autem salutatio haec apostolica nova et inaudita mundo ante evangelii praedicationem. Et haee duo vocabula, gratia et pax, comprehenduut universum christianismum. Gratia remittit peccatum, pax tranquillam reddit conscientiam. Duo diaboli nostri, qui nos excruciant, sunt peccatum et conscientia         Men denne apostolske hilsen er ny og uhørt for verden før evangeliets prædiken. Og disse to ord, nåde og fred, indeholder hele kristendommen. Nåden tilgiver synden, freden giver os en rolig samvittighed.  Vore to djævle, som plager os, er synden og samvittigheden. 
17  Sed haec duo monstra Christus vicit et conculcavit in hoc saeculo et future. Hoc mundus ignorat. Ideo nihil certi potest docere de vincendo peccato, conscientia et morte. Soli Christiani hoc doctrinae genus habent, eoque exercentur et armantur ad victoriam contra peccatum, desperationem et mortem aeternam. Estque doctrinae genus divinitus datum, nullo libero arbitrio, nulla humana ratione aut sapientia repertum.  Men disse to uhyrer har Kristus besejret og trådt under fode i denne tidsalder og den kommende. Dette ved verden ikke noget om. Derfor kan den ikke lære noget sikkert om at besejre synden, samvittigheden og døden. Alene de kristne har den slags lære, og ved den øves og rustes de til sejr over synden, fortvivlelsen og den evige død. Og det er den slags lære, der er guddommeligt givet, ikke udtænkt ved nogen fri vilje, ved nogen menneskelig fornuft eller visdom. 
18          Complectuntur autem, ut dixi, hae duae voces, gratia et pax, totum christianismum, gratia remissionem peccatorum, pax tranquillam et laetam conscientiaiu. Porro pax conscientiae nunquam haberi potest, nisi peccatum remissum sit. Non remittitur autem propter impletionem legis, quia nemo legi satisfacit, sed lex potius ostendit peccatum, accusat et perterrefacit conscientiam, iram Dei annuntiat, et in desperationem adigit.          Som sagt omfatter disse to ord, nåde og fred, hele kristendommen, nåden syndernes forladelse, freden den rolige og glade samvittighed. Man kan ikke have nogen fred, uden at synden er forladt. Men den forlades ikke på grund af, at man har opfyldt loven, for ingen kan tilfredsstille loven, snarere er det sådan,a t loven påviser synden, anklager og forfærder samvittigheden, forkynder Guds vrede og fører i fortvivlelse. 
19  Multo minus tollitur peccatum operibus et studiis ab hominibus excogitatis, ut sunt impii cultus, religiones, vota, peregrinationes, summa nullis operibus tollitur, sed iis potius augetur. Quo magis enim justitiarii laborant et sudant ad tollendum peccatum, hoc pejus habent. Tollitur autem sola gratia, et simpliciter nullo alio modo.  Langt mindre ophæves synden ved gerninger og anstrengelser udtænkt af mennesker, f. eks. ufrom gudsdyrkelse, fromhedsøvelser, løfter, pilgrimsrejser, kort sagt, synden ophæves ikke ved nogen gerning, men den forøges snarere ved dem. For jo mere de gerningsretfærdige arbejder og sveder for at ophæve synden, jo værre har de det. Alene nåden ophæver synden, den ophæves simpelthen ikke på anden måde. 
20 Ideo Paulus in omnibus salutationibus epistolarum suarum opponit peccato et malae conscientiae gratiam et pacem etc. Hoc diligentissime considerandum est. Verba facilia sunt, sed in tentatione difficillimum est, in corde certo statuere, quod per solam gratiam exclusis omnibus aliis mediis, quae sunt in coelo et terra, (E45) habeamus remissionem peccatorum et pacem cum Deo. Derfor modstiller Paulus i alle sine brevhilsener synden og den dårlige samvittighed med nåden og freden. Dette skal man se på med stor omhu. Ordene er lette nok at forstå, men i anfægtelse er det højst vanskeligt at fastholde i sit hjerte, at vi har syndernes forladelse og fred med Gud alene ved nåden uden nogen andre midler. 
21         Mundus istam doctrinam non intelligit. Ideo non solum non vult neque potest eam ferre, sed etiam ut haereticam et impiam condemnat. Iactat liberum arbitrium, lumen rationis, integritatem naturalium et bona opera, per quae possit mereri et acquirere gratiam et pacem, hoc est, remissionem peccatorum et laetam conscientiam. Sed impossible est, quod conscientia reddatur pacata et laeta, nisi habeat pacem per illam gratiam, id est, per remissionem peccatorum promissam in Christo.         Verden forstår ikke denne lære. Den hverken vil eller kan finde sig i den, men fordømmer den som kættersk og ugudelig. Den praler af den frie vilje, fornuftens lys, den naturlige integritet og de gode gerninger, hvorigennem den kan fortjene og erhverve nåde og fred, det vil sige, syndernes forladelse og en glad samvittighed. Men det er umuligt, at samvittigheden kan blive gjort beroliget og glad, hvis den har freden gennem denne nåde, det vil sige, gennem den syndsforladelse, der er forjættet i Kristus. 
22  Multi quidem anxie laboraverunt repertis ad hoc variis ordinibus et exercitiis, ut conscientiam pacatam redderent. Sed hac re pluribus ac majoribus malis se immerserunt. Sunt enim ista omnia tantum studia ad augendam dubitationem et desperationem. Ideo non erit pax ossibus meis et tuis, nisi audiamus verbum gratiae, et constanter et fideliter huic innitamur, tum conscientia certo consequitur pacem.  Mange har ganske vist arbejdet ihærdigt og udtænkt forskellige ordener og fromhedsøvelser med det formål at kunne gøre samvittigheden beroliget. Men derved har de blot nedsænket sig i endnu flere og endnu større onder. Alt dette er nemlig kun anstrengelser, der kan øge tvivlen og fortvivlelsen. Derfor vil der ikke komme fred til mine eller dine ben, hvis vi ikke hører nådens ord og bestandig og trofast støtter os til det. Gør vi det, da vil samvittigheden sikkert opnå fred. 
23 Distinguit autem apostolus diserte hanc gratiam et pacem ab omni alia gratia et pace, quia imprecatur gratiam et pacem Galatis non a Caesare, regibus, principibus, nam hi plerumque persequuntur pios, et "consurgunt adversus dominum et Christum ejus" Psal. 2 (v.2), nec a mundo, "quia in mundo, inquit Christus, pressuram habetis (Ioann. 16, 33), sed a Deo patre nostro etc., hoc est, divinam pacem imprecatur eis. Sic Christus: "Pacem relinquo vobis, pacem meam do vobis, non quomodo mundus dat, ego do vobis" (Ioann. 14, 27). (E46)  Men apostelen skelner omhyggeligt denne nåde og denne fred fra al anden nåde og fred, for han tilønsker nåde og fred til galaterne ikke fra kejser, konger, fyrster, for de forfølger i reglen de fromme og "rejser sig mod Herren og hans salvede" (Sl 2,2), ejheller fra verden, for Kristus siger: "I verden har I trængsel" (Joh 16,33), men fra Gud, vor fader, det vil sige, det er en guddommelig fred, han tilønsker dem. Det siger Kristus også: "Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer, jeg giver jer ikke, som verden giver". (Joh 14,27) 
24          Pax mundi nihil concedit nisi pacem bonorum et corporis, ut in carne laeti ac quieti vivamus. Sic gratia mundi sinit nos frui nostris bonis, non ejicit ex possessionibus etc. Sed in afflictione et hora mortis non potest juvare gratia et pax mundi, non potest ex afflictione, desperatione aut morte eripere. Quando vero gratia et pax Dei adest in corde, tum homo fortis est, ut neque adversis frangatur, neque prosperis extollatur, sed regia incedit via.        Verdens fred giver kun fred for vort godt og vort legeme, så vi kan leve glade og rolige i kødet. Sådan lader verdens nåde os nyde vor ejendom, den jager os ikke ud af vore besiddelser, osv. Men i anfægtelser og i dødstimen kan verdens nåde og fred ikke hjælpe, den kan ikke i anfægtelser rive os ud af fortvivlelsen eller døden. Men når Guds nåde og fred er til stede i hjertet, da er mennesket stærkt, så hverken modstand kan slå ham ned eller medgang ophøje ham, men han følger kongevejen. 
25  Accipit enim efficaciam in victoria mortis Christi et fiducia ejus, incipit in conscientia dominari supra peccatum et mortem, quia per eum habet remissionem peccatorum certam, qua accepta acquiescit conscientia, et verbo gratiae erigitur. Sic tunc homo consolatus et animatus gratia Dei, id est, remissione peccatorum et pace hac conscientiae potest fortiter ferre et superare omnes tribulationes, etiam ipsam mortem. Haec pax Dei non est data mundo, quia eam non cupit nec intelligit, sed credentibus, et nulla alia ratione contingit, quam per solam gratiam Dei. Han modtager nemlig kraften i Kristi sejr over døden, og får tillid til ham, begynder i samvittigheden at få overtag over synd og død, fordi han igennem Kristus med sikkerhed har syndernes forladelse, og når han har modtaget den har han beroliget samvittigheden og er oprejst ved nådens ord. Når mennesket såleddes er trøstet og opmuntret ved Guds nåde, det vil sige, ved syndernes forladelse og denne samvittighedsfred, så kan han med tapperned bære og overvinde alle fristelser, også døden selv. Denne Guds fred gives ikke til verden, fordi den hverken stræber efter den eller forstår den, den gives til de troende, og det sker af ingen anden grund end alene af Guds nåde. 
26 Canon observandus. Abstinendum esse a speculatione  majestatis.
       Sed cur apostolus addit: "Et a domino nostro Iesu Christo?" Num non satis erat dicere: ,,A Deo patre nostro?" Cur ergo annectit Iesum Christum cum patre? Saepe audistis a nobis, hunc canonem in sacris literis diligentissime observandum, ut abstineamus a speculatione majestatis, quae humano corpori (E47) intolerabilis est, multo magis menti. "Non videbit me homo, dicit scriptura, et vivet" (Exod. 33, 20). Papa, Turcae, Iudaei et omnes justitiarii hunc canonem negligunt, ideo removentes ex oculis Christum mediatorem de solo Deo loquuntur, coram Deo orant, vivunt et agunt omnia; ut monachus cogitat: Haec opera, quae facio, placent Deo, ista vota mea respiciet Deus, et propter ea me salvabit; Turca: Si servavero, quae in Alcorano praecepta sunt, acceptabit me Deus, et vitam aeternam dabit; Iudaeus: Si fecero, quae Lex praecipit, habebo Deum propitium, et salvus ero.
Man skal overholde reglen. Man skal afholde sig fra at spekulere over Guds majestæt.
      Men hvorfor tilføjer apostelen: "Og fra vor Herre, Jesus Kristus?" Mon ikke det var nok at sige: "Fra Gud vor Fader"? Hvor knytter han Jesus Kristus sammen med faderen? I har ofte hørt det af os, at den regel omhyggeligt skal overholdes i den hellige skrift, at vi afholder os fra at spekulere over Guds majestæt. Den er utålelig for det menneskelige legeme, endsige da for dets forstand. Skriften siger: "Intet menneske kan se mig og leve". Paven, tyrkerne, jøderne og alle gerningsretfærdige er ligeglade med denne regel, derfor fjerner de Kristus, midleren, af syne og taler alene om Gud, beder, lever og foretager sig alting overfor Gud. Munken tænker som så: Disse gerninger, som jeg gør, behager Gud, dette løfte ser Gud hen til, og på grund af det vil han frelse mig. Tyrken tænker: Hvis jeg overholder, hvad der er påbudt i koranen, vil Gud acceptere mig og han vil give mig evigt liv. Jøden tænker: Hvis jeg gør, hvad loven foreskriver, vil jeg få en nådig Gud, og jeg vil blive frelst. 
27 Sic homines hodie fanatici jactantes spiritum, illuminationes, visiones, et nescio quae alia portenta, ambulant in mirabilibus super se. Hi novi monachi novam crucem et opera excogitant, et propter illa se Deo placere somniant. In summa: Quotquot ignorant articulum justificationis, tollunt e medio Christum propitiatorem, Deum in sua majestate judicio rationis apprehendere et operibus placare volunt. Fanatikerne af i dag bryster sig på samme vis af ånden, af deres oplysninger, af deres syner og jeg véd ikke hvilke jærtegn, de vandrer rundt i forunderligheder, der overgår deres fatteevne. Disse nye munke har opfundet et nyt kors og nye gerninger, og fantaserer om, at de på grund af den kan være Gud til behag. Kort sagt: Alle de, der er uvidende om retfærdiggørelsesartiklen, fjerner Kristus, vor forsoner, vil forstå Gud i hans majestæt ud fra fornuftens bedømmelse og behage ham med gerninger. 
28       Christiana autem et vera theologia, ut saepe moneo, non ingerit Deum in majestate, ut Moses et aliae doctrinae, non jubet scrutari naturam Dei, sed agnoscere voluntatem ejus propositam in Christo, quem voluit assumere carnem, nasci, mori propter peccata nostra, et hoc praedicari in omnes gentes. Quia cum sciret mundum Deum in sapientia non agnoscere per sapientiam, placuit ei per stultam praedicationem salvos facere credentes.        Men den kristne, den sande teologi, det har jeg ofte formanet om, fremholder ikke Gud i hans majestæt, sådan som Moses og andre former for lære gør, den befaler ikke at udforske Guds natur, men at erkende den vilje fra ham, som han har fremsat i Kristus, hvem han ville skulle påtage sig kød, fødes, dø for vore synders skyld, så dette kunne prædikes for alle folk. Men da verden med sin visdom ikke kendte Gud i hans visdom, besluttede han ved prædikenens dårskab at frelses dem, der tror. (1 Kor 1,21). 
29 Quare nihil est periculosius, cum agendum est in agone contra legem, peccatum et mortem cum Deo, quam nos vagari nostris (E48) speculationibus in coelo, et considerare Deum ipsum in sua incomprehensibili potentia, sapientia et majestate, quomodo creaverit et gubernet mundum. Si sic Deum apprehenderis, et eum volueris excluso propitiatore Christo placare, et tuis operibus, jejuniis, cucullo et rasura te interponere, aliter fieri nequit, quin casum luciferi facias, et in horribili desperatione Deum et omnia amittas. Nam Deus in sua natura, ut est immensurabilis, incomprehensibilis et infinitus, ita intolerabilis est humanae naturae. Derfor er der intet, der er mere farligt, når man står i kampen mod loven, synden og døden med Gud, end at vi strejfer om i himlen med vore spekulationer og betragter Gud selv i hans uforståeligt magt, visdom og majestæt, hvordan han har skabt og hvordan han styrer verden. Hvis du vil forstå Gud således, og vil behage ham uden forsoneren Kristus, og sætte dine gerninger imellem, dine faster, kutter og tonsurer, så kan det ikke gå anderledes end at du gør Lucifers sag til din, og i forfærdelig fortvivlelse mister Gud og alting. For Gud i hans natur er, fordi den er umålelig, uforståelig og uendelig, også uudholdelig for den menneskelige natur. 
30         Quare si tutus esse et sine periculo conscientiae et salutis esse voles, prohibe istum sensum speculativum, et apprehende Deum, ut Paulus apprehendere docet 1. Corinth. 1 (v. 23.24.): "Nos praedicamus Christum crucifixum, Iudaeis scandalum, gentibus stultitiam, ipsis autem vocatis Iudaeis et gentibus Christum Dei virtutem et Dei sapientiam."         Derfor, hvis du vil være tryg og uden fare for din samvittighed og frelse, så skal du forbyde denne spekulative tænkemåde, og gribe om Gud, som Paulus lærer at gribe om han i 1 Kor 1,23f: "Vi prædiker Kristus som korsfæstet, for jøder en forargelse, for hedninger en dårskab, men for de kaldede selv, både jøder og grækere, Kristus som Guds kraft og Guds visdom". (1 Kor 1,23). 
31 Ibi igitur incipe, ubi Christus ipse incepit, nempe, in utero virginis, in praesepi, in uberibus matris etc. In hoc enim ipse descendit, natus, conversatus inter homines, passus, crucifixus, mortuus est, ut sese omnibus modis nobis ob oculos proponeret, et oculos cordis nostri in sese figeret, ut per hoc ascensum in coelum et speculationem rnajestatis prohiberet. Begynd derfor dèr, hvor Kristus selv begyndte, nemlig i jomfruens skød, i krybben, ved moderens bryst, osv. Dertil steg han selv ned, blev født, omgikkes mennesker, led, blev korsfæstet, døde, for at han på alle måder kunne fremstille sig for os og rette vore hjerters øjne mod sig, så at han derigennem kunne forhindre, at vi stiger op til himlen og spekulerer over Guds majestæt. 
32          Itaque cum versaris in loco justificationis, et disputas de inveniendo Deo, qui justificat seu acceptat peccatores, ubi et quomodo is quaerendus sit, tum prorsus nullum Deum scito extra istum hominem Iesum Christum. Hunc complectere, et toto corde in eo haere omissa speculatione majestatis. Scrutator enim majestatis opprimitur a gloria. Ego expertus (E49) scio, quid dico.        Når du har at gøre med lærestykket om retfærdiggørelsen og disputerer om at finde Gud, som retfærdiggør eller accepterer syndere, hvor og på hvilken måde han skal søges, da skal du slet ikke vide af nogen Gud udenfor dette menneske, Jesus Kristus. Han skal du omfavne, med hele dit hjerte skal du knytte dig til ham og så lade spekulationer om majestæten fare. Den, der vil udforske majestæten, bliver trykket med af hans herlighed. Jeg har erfaret det, jeg véd, hvad jeg taler om. 
33 Sed fanatici homines, qui excluso mediatore Christo cum Deo agunt, mihi non credunt. Christus ipse dicit Ioann. 14, (v. 6.) : "Ego sum via, veritas et vita, nemo venit ad patrem, nisi per me." Praeter hanc igitur viam, Christum, simpliciter nullam invenies aliam viam ad patrem, sed errorem, non veritatem, sed hypocrisin et mendacium, non vitam, sed aeternam mortem. Quare diligenter memineris, in causa justificationis, ubi nobis omnibus res est cum lege, peccato, morte,, diabolo et malis omnibus vincendis, nullum Deum cognoscendum esse praeter hunc incarnatum et humanum Deum. Men de fanatiske mennesker, som vil have med Gud at gøre, men udelukker mellemmanden, Kristus, tror ikke på mig. Kristus selv siger Joh 14,6: "Jeg er vejen og sandheden og livet, ingen kommer til faderen, uden ved mig". Altså, udover denne vej, Kristus, finder du simpelthen ikke nogen anden vej til faderen, du finder vildfarelse, ikke sandhed, hykleri og løgn, ikke liv, men evig død. Derfor skal du omhyggelig huske på, når du har med retfærdiggørelsen at gøre, hvor vi kæmper for at sejre over loven, synden, døden, djævelen og alt ondt, at man ikke kan erkende Gud udover i denne inkarnerede og menneskelige Gud. 
34         Alias extra hunc locum justificationis si quando disputandum est cum Iudaeis, Turcis, haereticis de sapientia, potentia etc. Dei, utere tunc omni arte tua, et quantum potes, sis subtilis et argutus disputator, tum enim es in alio argumento. In causa autem conscientiae, justitiae, vitae (quod significanter dico) contra legem, peccatum, mortem et diabolum, vel in causa de satisfactione, de remissione peccatorum, de reconciliatione, de salute aeterna, omnino abducas animum ab omnibus cogitationibus et speculationibus majestatis, et simpliciter intuere in istum hominem, qui sese nobis mediatorem proponit, et dicit: "Venite ad me omnes, qui laboratis etc." (Matth. 11, 28.).        Ellers, når det ikke drejer sig om dette lærestykke om retfærdiggørelsen, hvis der f. eks. skal diskuteres med jøder, tyrker eller kættere om Guds visdom og magt, så brug dèr al din kunst, så meget du kan, vær en spidsfindog og skarp debattør, for da er du jo ovre på et andet område. Men i sagen med samvittigheden, retfærdigheden, livet (og det siger jeg med eftertryk) mod loven, døden og djævelen, eller i sagen med fyldestgørelsen, syndernes forladelse, forsoning, evig frelse, dèr skal du rive dit sind bort fra alle overvejelser og spekulationer over majestæten og simpelthen betragte dette menneske, som har stillet sig frem som mellemmand og siger: "Kom til mig alle I, som arbejder osv". (Matt 11,28) 
35 Hoc si feceris, videbis amorem, bonitatem, dulcedinem Dei, videbis sapientiam, potentiam ac majestatem Dei dulcificatam et tuo captui attemperatam, omniaque in isto jucundo spectro invenies, juxta illud Pauli ad Col. 2, (v. 3.): "Omnes thesauri sapientiae et scientiae (E50) sunt in Christo absconditi," item: "In ipso habitat omnis plenitudo divinitatis corporaliter." (Col. 2, 9.) Hoc mundus ignorat. Ideo sine promissione de Christo inquirit voluntatem Dei suo maximo periculo. "Nemo enim novit patrem nisi filius et cui filius voluerit revelare." (Matth. 11, 27.) Hvis du gør det, skal du få at se Guds kærlighed, godhed og mildhedn, du vil se, Guds visdom, magt og majestæt gjort sød og tilpasset din fatteevne, og du skal finde alt i dette glædelige spejl, som Paulus skriver i Kol 2,3: "Alle visdommens og kundskabens skatte er skjult til stede i Kristus", og: "I ham bor hele guddomsfylden legemligt". (Kol 2,9). Dette kender verden ikke noget til. Derfor undersøger den Guds vilje udenom forjættelsen om Kristus, med den største fare. "Ingen kender nemlig faderen, uden sønnen og den, sønnen vil åbenbare ham for". (Matt 11,27). 
36         Atque hoc est, cur Paulus tam frequenter solet conjungere Iesum Christum cum Deo patre, ut scilicet nos doceat christianam religionem, quae incipit non a summo, ut omnes aliae religiones, sed ab imo. Iubet nos ascendere per scalam Iacob, cui Deus ipse innititur, cujus pedes tangunt ipsam terram juxta caput Iacob.       Og derfor er det, at Paulus så ofte plejer at knytte Jesus Kristus sammen med Gud fader. Det gør han jo for at han kan lære os den kristne religion, som ikke begynder fra oven, som alle andre religioner, men fra neden. Den befaler os at stige op ad Jakobsstigen, som Gud selv understøtter, hvis fod rører jorden selv, lige ved Jakobs hoved. (1 Mos 28,12) 
37 Quare cum voles cogitare et agere de salute tua, tum omissis speculationibus majestatis, omissis omnibus cogitationibus operum, traditionum, philosophiae et legis etiam divinae accurras ad praesepe et gremium matris, et apprehendas istum infantem et filiolum virginis, spectesque eum nascentem, sugentem, crescentem, conversantem inter homines, docentem, morientem, resurgentem, sublatum supra omnes coelos, potestatem habentem supra omnia. Hoc mode poteris excutere, ut nubes sole dispelluntur, omnes pavores, omnes denique errores vitare. Når du derfor vil tænke over og behandle din frelse, så skal du udelukke alle spekulationer om majestæten, alle overvejelser over gerninger, traditioner, filosofi og Guds lov, og ile hen til krybben og til moderskødet, og gribe dette lille barn, denne lille søn af jomfruen, se ham blive født, die, vokse, omgås mennesker, lære, dø, opstå, opfare til himlene, med magt over alle ting. På den måde kan du, som solen jager skyerne på flugt, uddrive al bæven, undgå alle vildfarelser. 
38 Et hoc spectaculum retinet te in via recta, ut, quo ipse Christus abierit, tu sequaris. Paulus igitur optando gratiam et pacem non a patre solum, sed etiam a Iesu Christo, primum hoc docet, ut abstineamus a speculatione divinitatis, nemo enim Deum novit, sed ut Christum audiamus, qui est in sinu patris, et revelat nobis ipsius voluntatem, qui et in hoc constitutus est a patre doctor, ut omnes eum audiamus. (E51)  Og dette syn skal holde dig fast på den rette vej, så hvor end Kristus går, dèr går du med. Når Paulus derfor ønskede nåde og fred ikke blot fra faderen, men også fra Jesus Kristus, så lærer han først og fremmest, at vi skal afholde os fra spekulationer over guddommen, for ingen kender Gud, men at vi skal høre Kristus, som er i faderens skød og åbenbarer for os hans vilje, han, som også er indsat af faderen som lærer, så vi alle skal høre ham. 
39 Christus natura Deus.
        Alterum, quod hic docet Paulus, est confirmatio fidei nostrae, quod Christus est verus Deus. Et hujusmodi sententiae de divinitate Christi diligenter colligendae et observandae sunt, non solum contra haereticos, Arianos et alios, qui fuerunt aut futuri sunt, sed etiam ad confirmandos nos ipsos, quia Satan non omittet, quin omnes articulos fidei in nobis impugnet, antequam moriamur.
Kristus er af natur Gud.
      Det andet, som Paulus her lærer, er, at han bekræfter vor tro på, at Kristus er sand Gud. Og den slags mening om Kristi guddom skal man bemærke og overholde nøje, ikke blot imod kætterne, Arianerne og andre, som var engang og som vil komme, men også til at bekræfte os selv, for Satan hører ikke op med at bekæmpe alle troens artikler i os, indtil vi dør. 
40 Infensissimus hostis est fidei, quia eam novit esse victoriam, quae vincit mundum. Ideo oportet nos dare operam, ut fides nostra certa sit, diligenti et assidua tractatione verbi et invocatione crescat et confirmetur, ut Satanae resistere possimus. Quod autem Christus verus Deus sit, hinc clare ostenditur, quia Paulus eadem ei aequaliter tribuit, quae patri, videlicet, potentiam divinam, quod donet gratiam, remissionem peccatorum, pacem conscientiae, vitam, victoriam peccati, mortis, diaboli, inferni. Han er troens mest forbitrede fjende, fordi han véd, at den er den sejr, der har overvundet verden. (1 Joh 5,4). Derfor bør vi arbejde på, at vores tro bliver sikker, at den vokser og bekræftes ved omhyggelig og gentagen behandling med ordet og ved påkaldelse, så vi kan modstå Satan. Men at Kristus er sand Gud, påvises her klart, for Paulus tillægger ham det samme som faderen, nemlig guddommelig magt, at han giver nåde, syndsforladelse, samvittighedsfred, liv, sejr over synd, død, djævel, helvede. 
41 Hoc nullo modo liceret, imo sacrilegium esset, nisi Christus esset verus Deus, juxta illud: "Gloriam meam alteri non do." (Ies. 42, 8). Deinde, nemo dat aliis, quod ipse non habet. Cum autem Christus donet gratiam, pacem, Spiritum sanctum, liberet a potestate diaboli, a peccato et morte, certum est, quod habeat infinitam et divinam potentiam, per omnia aequalem potentiae patris. Dette ville på ingen måde kunne tillades, ja det ville være helligbrøde, hvis ikke Kristus var sand Gud, ifølge skriftordet fra Es 42,8: "Jeg giver ingen andre min ære". Dernæst, ingen kan give en anden, hvad han ikke selv har. Men da Kristus giver nåde, fred, Helligånd, befrier fra djævelens magt, fra synd og død, er det sikkert, at han har en uendelig og guddommelig magt, som i alt er ligestillet med faderens magt. 
42         Neque Christus donat gratiam et pacem, ut apostoli praedicando evangelium ea afferunt, sed ut auctor et creator donat. Pater creat et dat vitam, (E52) gratiam, pacem etc. Haec eadem creat et largitur filius. Dare autem gratiam, pacem, vitam aeternam, remittere peccata, justificare, vivificare, liberare a morte et diabolo, non sunt ullius creaturae opera, sed unius et solius majestatis, angeli ista nec creare nec donare possunt. Ideo opera ista solum pertinent ad gloriam summae majestatis, creatricis omnium.        Ejheller giver Kristus nåden og freden, sådan som apostlene giver det, ved at prædike evangeliet, nej, han giver det som ophavsmand og skaber. Faderen skaber og giver liv, nåde, fred, osv. Det samme skaber og giver sønnen. Men at give nåde, fred, evigt liv, at tilgive synder, at retfærdiggøre, at levendegøre, at befri fra død og djævel, det er ikke nogen skabnings værk, men ene og alene majestætens gerning, englene kan hverken skabe eller give dette. Derfor hører disse gerninger alene til den højeste majestæts ære, ham, der har skabt alt. 
43 Cum veroPaulus tribuat Christo eandem et aequalem cum patre potentiam creandi et donandi ista omnia, sequitur eum esse vere et natura Deum. Talia multa sunt argumenta in Ioanne, ubi ex operibus, quae aequaliter tribuuntur filio cum patre, probatur et concluditur, quod eadem sit divinitas patris et filii. Itaque aliam rem aut donum aliud a patre non habemus quam a filio, sed unum et idem a patre et filio proficiscitur. Alioqui Paulus aliter locutus fuisset, nempe sic: Gratia a Deo patre, et pax a Domino Iesu Christo, sed utrumque connectens tribuit aequaliter tam patri quam filio. Men når Paulus tillægger Kristus den samme og lige så store magt som faderen til at skabe og give alt dette, så følger deraf, at han i sandhed og efter sin natur er Gud. Det er der mange beviser på i johannesevangeliet, hvor det ud fra de gerninger, som i lige høj grad tillægges sønnen og faderen, bevises og konkluderes, at faderen og sønnen har den samme guddommelighed. Derfor har vi ikke nogen ting eller nogen gave fra faderen, som vi ikke også har fra sønnen, men ét og det samme udgår fra faderen og sønnen. Ellers ville Paulus have udtrykt sig anderledes, nemlig således: Nåde fra Gud fader, og fred fra Herren Jesus Kristus, men ved at forbinde de to tillægger han dem i lige grad til faderen og til sønnen. 
44         Hoc ideo tam diligenter admoneo, quia periculum est, ne in tot erroribus et tanta varietate et confusione sectarum succedant haeretici, Ariani, Eunomiani, Macedoniani etc; qui sua subtilitate noceant ecclesiis. Fuerunt profecto Ariani acuti homines, concesserunt Christum habere duplicem naturam, vocari Deum de vero Deo, sed nuncupative seu nominaliter. Christus est creatura (dixerunt) supra angelos nobilissima et perfectissima, per quam Deus postea creavit coelum, terram et omnia. Sic et Mahometes de Christo magnifice loquitur. c       Dette formaner jer gå omhyggeligt om, fordi der er fare for, at der efter så mange vildfarelser og en så stor variation og forvirring af sekter skal følge kættere, arianere, eunomianere, makedonianere, osv., som vil skade menighederne med deres spidsfindigheder. Arianerne var bestemt skarpsindige mennesker, de indrømmede, at Kristus havde to naturer, at han blev kaldt Gud ud af sand Gud, men blot som en benævnelse og et navn. Kristus er en skabning, sagde de, ædel og fuldkommen fremfor englene, gennem hvem Gud efterfølgende skabte himlen, jorden og alle ting. Således taler også Muhammed ophøjet om Kristus. 
45 Sed ista nihil sunt nisi (E53) speciosae cogitationes et verba humanae rationi jucunda et plausibilia, quibus fanatici spiritus imponunt incautis hominibus. Sed Paulus aliter loquitur de Christo. Vos estis, inquit, radicati et constabiliti in ista cognitione, quod Christus non sit perfectissima creatura, sed verus Deus, quia ea facit, quae Deus, habet opera divina, non creaturae, sed creatoris, quia dat gratiam et pacem. Ea autem dare est peccatum damnare, mortem destruere, diabolum conculcare. Ista nullus angelus donare potest. Cum autem Christo haec tribuantur, necesse est eum esse natura Deum. Men dette er kun prægtige spekulationer og den menneskelige fornufts glade og sandsynlige ord, hvormed åndsfanatikerne imponerer uforsigtige mennesker. Men Paulus taler anderledes om Kristus. I er, siger han, rodfæstede og faste i den overbevisning, at Kristus ikke er den mest fuldkomne skabning, men sand Gud, for det, han gør, gør han som Gud, han har guddommelige gerninger, ikke skabningens, men skaberens gerninger, for han giver nåde og fred. Men at give det er at fordømme synden, ødelægge døden, træde djævelen under fode. Men når disse ting tillægges Kristus, må han nødvendigvis af sin natur være Gud. 
46 Qui dedit semetipsum pro peccatis nostris.
       Paulus ferme singulis verbis tractat argumentum epistolae, nihil aliud sonat quam Christum. Ideo in singulis verbis est ardor spiritus et vita. Attende autem, quam diserte loquatur. Non dicit: Qui recepit a nobis opera nostra; non: Qui accepit sacrificia legis mosaicae, cultus, religiones, missas, vota, peregrinationes etc., sed: Tradidit. Quid? Non aurum, non argentum, non pecudes, non agnos paschales, non angelum, sed semetipsum.
Som gav sig selv for vore synder. (Gal1.4a)
      Paulus behandler brevets hovedindhold med næsten udelukkende enkeltord, han synger ikke om andet end Kristus. Derfor ligger der en brændende ånd og et liv i hvert enkelt ord. Men læg mærke til, hvor klart han taler. Han siger ikke: han, som har modtaget af os vore gerninger; heller ikke: han, som har modtaget Moselovens ofre, kultus, fromhedsgerninger, messer, løfter, valfarter, osv. Nej, han siger: han, som gav sig selv. Hvad gav han? Ikke guld, ikke sølv, ikke okser, ikke påskelam, ikke en engel, men sig selv. 
47 Pro quo? Non pro corona, non pro regno, non pro sanctitate aut justitia nostra, sed pro peccatis nostris. Ista verba sunt mera tonitrua coelestia contra omnes justitias, ut et ista sententia Ioann. 1, (v. 29): "Ecce agnus Dei, qui tollit peccata mundi." Ideo singula verba sunt diligentissime consideranda, non frigide inspicienda et obiter percurrenda, quia mirabiliter consolantur et confirmant pavidas mentes. (E54) For hvad? Ikke for at få en krone eller et kongeerige, ikke for vores helligheds og retfærdigheds skyld, men for vore synder. Disse ord er som et himmelsk tordenskrald imod alle retfærdigheder, sådan soom også Johannes' sætning er det, Joh 1,29: "Se, det Guds lam, som bærer verdens synd". Derfor skal hvert ord omhyggeligt overvejes, man må ikke se lidenskabsløst på den og skimme dem igennem, for de trøster og bekræfter på forunderlig vis bævende sjæle. 
48         Quaestio est, quomodo consequi possimus remissionem peccatorum, aliorum et nostrorum? Respondet Paulus, virum, qui dicitur Iesus Christus Dei filius, tradidisse semetipsum pro eis. Haec magnifica et consolatoria verba sunt, et promissa veteris legis, quod peccata nostra nulla alia ratione tolluntur, nisi per traditum filium Dei in mortem.        Spørgsmålet er, hvad skal vi stille op med syndernes forladelse, andres synder og vore egne? Paulus svarer, at en mand, som kaldes Jesus Kristus, Guds søn, har givet sig selv hen for dem. Dette er herlige og trøsterige ord, og de blev lovet allerede i det gamle testamente, fordi vore synder ikke ophæves på anden måde end ved at Guds søn giver sig hen i døden. 
49 Huiusmodi bombardis, bellicis machinis et arietibus destruendus est papatus, et subvertendae omnium gentium omnes religiones, omnes cultus, omnia opera et merita. Si enim peccata nostra possunt tolli per nostra opera, satisfactiones et merita, quid opus erat pro ipsis tradi filium Dei? Cum vero pro ipsis traditus sit, ergo nos non abolebimus ea per opera nostra. Ved den slags kanoner, krigsmaskiner og murvædere skal pavedømmet ødelægges og alle hedningers religioner tilintetgøres, al kultus, alle gerninger og fortjenester. Hvis nemlig vor synd kan ophæves gennem vore gerninger, fyldestgørelser og fortjenester, hvad brug var der så for at Guds søn skulle give sig hen for dem? Men når han virkelig er hengivet for dem, er det altså ikke os, der skal udslette dem ved vore gerninger. 
50         Deinde ostenditur hac sententia quoque peccata nostra tam magna, infinita et invicta esse, ut impossibile sit toti mundo pro uno satisfacere. Et certe ipsa pretii magnitude, nempe Christus filius Dei, qui se ipsum tradidit propter peccata nostra, satis declarat, nos non posse satisfacere, neque dominari peccato. Valde amplificatur vis et potentia peccati per ista verba: "Qui dedit semetipsum pro peccatis nostris." Inspicienda est igitur magnitude et infinitas (ut ita dicam) pretii pro eo impensi.        Dernæst påvises det ved denne sætning også, hvor stor, uendelig og ubesejrelig vor synd er, så det er umuligt for hele verden at gøre fyldest blot for én synd. Og det er sikkert, at selve prisens størrelse, nemlig Guds søn, Kristus, som gav sig hen for vore synder, tilstrækkelig klart viser, at vi ikke kan gøre fyldest, ejheller vinde herredømme over synden. For syndens magt og kraft øges vældigt gennem disse ord: "Som gav sig selv for vore synder". Man skal altså lægge mærke til størrelsen og uendeligheden, at jeg skal sige det sådan, af den pris, som påhvilede ham. 
51 Tum apparebit omnino tantam vim et potentiam esse peccati, ut nullo opere deleri potuerit, sed quod oportuerit filium Dei pro eo tradi. Qui haec bene considerat, intelligit peccati vocabulum aeternam Dei iram et totum regnum Satanae complecti, et rem plus, quam dici potest, esse horribilem. Id quod certe serio afficere et (E55) perterrefacere nos deberet. Verum nos parum curamus, imo contemnimus peccatum ut levem et nihili rem, remorsu etiam conscientiae veniente, tamen cogitamus peccatum non esse tam magnum, quin aliquo opusculo vel merito possimus illud abolere. Da vil det i det hele taget vise sig, at syndens kraft og magt er så stor, at den ikke kan udslettes ved nogen gerning, men at Guds søn måtte give sig hen for den. Den, der overvejer dette nøje, vil forstå, at ordet "synd" omfatter Guds vrede og Satans fulde herredømme, og at sagen er mere forfærdelig, end man kan sige. Det er noget, der sikkert burde ramme os og forfærde os alvorligt. Men vi bryder os kun lidt om den, ja vi forarger synden som en ringe og intetsigende ting, og selv om samvittighedens anger dukker op, mener vi dog, at synden ikke er så stor, at vi ikke med en eller anden lille gerning eller fortjeneste kan fjerne den. 
52         Testatur igitur ista sententia, omnes homines captivos et servos esse peccati, et ut Paulus alibi (Rom. 7, 14.) dicit, venumdatos sub peccatum, item quod peccatum sit crudelissimus et potentissimus tyrannus super omnes homines in toto mundo, qui non possit vinci et expelli ulla potentia omnium creaturarum, sive sint angelicae sive humanae, sed sola infinita et superiore potentia Iesu Christi filii Dei, qui se ipsum pro eo tradidit.          Denne sætning bevidner altså, at alle mennesker er fanger og slaver under synden, og, som Paulus siger andetsteds (Rom 7,14) "solgt under synden". Ligeledes bevidner den, at synden er den grusomste og mægtigste tyran over alle mennesker i hele verden, som ikke kan besejres eller udjages ved nogen magt fra nogen skabning, hverken en englelig eller en menneskelig skabning, men alene ved den uendelige og overlegne magt hos Jesus Kristus, Guds søn, som gav sig selv hen for den. 
53 Deinde ista sententia ingentem quoque consolationem proponit omnibus conscientiis magnitudine peccati perterrefactis. Ut maxime enim sit invictus tyrannus peccatum, tamen, quia Christus morte sua vicit illud, non potest credentibus in eum nocere. Porro, si hac fide instructi adhaeserimus toto corde isti homini Iesu Christo, tum aperitur nobis lux, et sano judicio informamur, ut certissime et liberrime de omnibus vitae generibus judicare possimus. Dernæst fremsætter denne sætning også en udmærket trøst for alle samvittigheder, der er skræmte af syndens størrelse. Skønt nemlig synden er en ubesejret tyran, så kan den dog ikke skade de, der tror på ham, for Kristus har ved sin død besejret den. Forøvrigt, hvis vi, undervist i denne tro, af hele vort hjerte knytter os til mennesket Jesus Kristus, da åbnes der for os et lys, og vi informeres med et sundt skønt om, at vi sikkert og frie kan bedømme alt om alle livsformer. 
54 Nam cum audimus, peccatum tyrannum esse omnipotentem, et totum mundum illi obnoxium, statim inevitabili consequentio colligimus: Quid ergo faciunt papistae, monachi, moniales, sacerdotes, mahometistae, anabaptistae et omnes operarii, qui suis traditionibus, praeparationibus, satisfactionibus etc. volunt eluere et vincere peccatum? Ibi statim judicamus istas sectas omnes impias et perniciosa esse, quibus non solum (E56) obscuratur gloria Dei et Christi, sed penitus aufertur, et nostra illustratur et stabilitur. For når vi hører, at synden er en almægtig tyran, og at hele verden er skyldig overfor den, så drager vi straks den uundgåelige slutning: Hvad laver da papisterne, munkene, nonnerne, præsterne, muhammedanerne og gendøberne og alle gerningsretfærdige, som vil ønske, at de kan udvaske og besejre synden med deres traditioner, forberedelser, fyldestgørelser osv? Her kan vi straks bedømme, at disse sekter alle er ufromme og fordærvelige, ved hvilke ikke blot Guds og Kristi herlighed formørkes, men helt ophæves, og vores oplyses og befæstes. 
55         Perpende autem diligenter singula verba Pauli, et inprimis bene nota et urge hoc pronomen: nostris. Nam tota vis in hoc consistit, ut aliquis bene applicet pronomina, quae in sacris literis frequentissime occurrunt, quibus etiam semper magna emphasis et epithasis inest. Facile dixeris et credideris, Christum Dei filium traditum esse pro peccatis Petri, Pauli et aliorum sanctorum, quos dignos fuisse judicamus hac gratia.        Men overvej nøje hvert enkelt af Paulus' ord, og understreg og påpeg især dette pronomen: Vores. For hele kraften ligger i det, at man applicerer stedordene rigtigt. De optræder meget hyppigt i den hellige skrift, og der ligger altid et kraft eftertryk og betoning på dem. Det er let at sige og tro, at Kristus Guds søn er givet hen for Peters synder, for Paulus' synder eller for en anden helgens synder, som vi bedømmer til at være værdig til den nåde. 
56 Sed difficillimum est, ut tu, qui indignum te judicas hac gratia, ex corde dicas et credas, Christum traditum pro tuis invictis, infinitis, et ingentibus peccatis. Ideo in genere et sine pronomine facile est magnificis amplificationibus praedicare et extollere beneficium Christi, scilicet, quod traditus sit quidem pro peccatis, sed aliorum, qui digui fuerunt. Men det er højst vanskeligt, at du, som regner dig uværdig til denne nåde, af hjertet skulle sige og tro, at Kristus er hengivet for dine ubesejrede, uendelige og store synder. Derfor er det let i almindelighed og uden noget pronomen med herlige fremhævelser at prædike og ophøje Kristi velgerning, nemlig, at han nok er hengivet for synd, men for andres synd, som var værdige til det. 
57 Quando autem pronomen, nostris, addendum est, ibi resilit infirma natura et ratio. Ibi non audet accedere ad Deum, nec polliceri sibi tantum thesaurum gratuito dandum. Ideo neque cum Deo vult agere, nisi prius sit pura et sine peccatis. Quare si etiam legit, audit hanc sententiam: "Qui dedit semetipsum pro peccatis nostris," aut similes, tamen pronomen, nostris, non applicat pro se, sed pro aliis, qui digni et sancti sunt. Ipsa vero tantisper exspectare vult, donec digna reddatur suis operibus. Men når man føjet pronominet "vore" til, så viger den svage natur og fornuften tilbage. Her vover den ikke at komme til Gud eller tilsige sig selv så stor en skat, der gives for intet. Derfor vil den heller ikke have med Gud at gøre, før den først er ren og uden synd. Og derfor, selv hvis den læser eller høre denne sætning: "Som er hengav sig selv for vore synder", eller en lignende sætning, så applicerer den dog ikke pronominet "vore" på sig selv, men på andre, som er værdige og hellige. Men selv vil den tøve så længe, til den bliver værdig ved sine gerninger. 
58         Hoc tunc nihil aliud est, nisi quod humana ratio libenter vellet, quod peccati vis non esset major nec potentior, quam ipsa somniat. Hinc hypocritae (E57) ignari Christi, etiam si sentiant remorsum peccati, tamen cogitant se facile suis operibus et mentis illud abolituros. Et tacite sic optant, quod illa verba: "Qui dedit semetipsum pro peccatis nostris," essent verba in humilitate dicta, et peccata non essent seria et vera, sed inania et ficta.        Dette er da intet andet, end at den menneskelige fornuft gerne ville, at syndens kraft ikke var større eller mægtigere, end den selv fantaserer sig frem til. Derfor, selv om hyklerne, der ikke kender Kristus, føler syndens bid, så mener de dog, at de let ved deres gerninger og sind kan skaffe den af vejen. Og inderst inde ønsker de, at disse ord: "Som gav sig selv hen for vore synder", blot var ord, sagt i ydmyghed, og at synden ikke var alvorlig og sand, men tom og opdigtet. 
59 In summa, ratio humana vellet libenter Deo offerre et adducere fictum et simulatum peccatorem, qui nihil esset conterritus, qui peccatum non sentiret; sanum vellet adducere, non indigentem medico, et tunc, quando non sentiret peccatum, vellet credere, quod Christus traditus esset pro peccatis nostris. Kort sagt, den menneskelige fornuft ville gerne ofre til Gud og bringe frem til ham en opdigtet og påtaget synder, som ikke var spor skræmt, og som ikke følte synden; den vil føre en sund synder frem for Gud, ikke én, der trænger til læge, og når den så ikke mærker synden, ville den tro, at Kristus er hengivet for vore synder. 
60          Sic totus mundus affectus est, et praesertim qui in mundo esse volunt aliis religiosiores et sanctiores, ut ipsi somniant, scilicet, monachi et omnes justitiarii. Hi ore quidem fatentur se peccatores esse, fatentur item se quotidie peccata committere, sed non tam ingentia et multa, quin suis operibus ea abolere possint. Imo ultra hoc volunt afferre justitias et merita sua ad tribunal Christi, et pro illis postulare a judice retributionem vitae aeternae.         Således er hele verden indstillet, og især de, som i verden vil være frommere og helligere end andre, som de selv tror, de er, det vil sige, munkene og alle de gerningsretfærdige. De indrømmer ganske vist med munden, at de er syndere, indrømmer ligeledes, at de hver dag begår synder, men ikke så store og mange synder, at de ikke med deres gerninger kan udslette dem. Ja, ud over det vil de fremføre deres retfærdighedsgerninger og fortjenester frem for Kristi domstol og af dommeren kræve evigt liv som belønning for dem.
61 Interim tamen, ut sunt humiles fratres, ne penitus mundi sint, fingunt quaedam peccata, ut pro illorum venia possint magna devotione cum ipso publicano orare: "Deus propitius esto mihi peccatori" (Luc. 18, 13). Illis haec verba Pauli "pro peccatis nostris" sunt plane inania et nugacia. Ideo neque ea intelligunt, neque in tentatione, cum peccatum serio sentiunt, consolationem ex eis accipere possunt, sed ibi simpliciter desperare coguntur. (E58) Da de imidlertid dog er ydmyge brødre, opdigter de, for at de ikke skal være helt rene, nogle synder, så de med stor hengivenhed kan bede om tilgivelse for dem ligesom tolderen: "Gud, vær mig synder nådig!" (Luk 18,13). For dem er disse Paulus' ord "for vore synder" helt tomme og falske. Derfor forstår de dem ikke, og de kan ikke få trøst af dem i anfægtelse, når de føler synden for alvor, men her tvinges de simpelthen til at fortvivle. 
62          Est igitur haec praecipua scientia ac vera sapientia Christiana haec verba Pauli pro seriis et verissimis habere, scilicet, quod Christus in mortem traditus sit non propter justitiam aut sanctitatem nostram, sed propter peccata nostra, quae vera, grandia, multa, imo infinita et invicta sunt. Itaque ne fingas ea esse parva, quae tuis operibus aboleri possint.         Dette er da den særlige kristne kundskab og visdom at regne disse ord af Paulus for alvorlige og sande, det vil sige, at Kristus er givet i døden ikke for vor retfærdigheds og helligheds skyld, men for vore synders skyld, som er sande, store, mange, ja, uendelige og ubesejrede. Derfor skal du ikke forestille dig, at de er så små, at du kan udslette dem med dine gerninger. 
63 Neque desperes propter ipsorum magnitudinem, cum aliquando in vita vel in morte serio ea senseris, sed disce hic ex Paulo credere, Christum non pro fictis aut pictis, sed veris, non pro parvis, sed maximis, non pro uno atque altero, sed omnibus, non pro devictis (quia nullus homo, nullus etiam angelus vel minimum peccatum vincere potest), sed pro invictis peccatis traditum esse. Et nisi inveniaris in numero eorum, qui dicuntur: Nostris, hoc est, qui hanc fidei doctrinam habent, docent audiunt, discunt, amant et ei credunt, tum plane de salute tua actum est. Ejheller skal du fortvivle på grund af, at de er store, når du af og til i livet og i hvert fald i døden føler dem, men du skal af Paulus her lære at tro, at Kristus ikke er hengivet for opdigtede eller afmalede synder, men for sande synder, ikke for små synder, men for de største synder, ikke for én og anden synd, men for alle synder, ikke for overvundne synder (for intet menneske, ikke engang en engel kan besejre selv den mindste synd), men for ubesejrede synder. Og hvis ikke du befindes blandt dem, som siger "vore synder", det vil sige, dem, som har, lærer, hører, undervises i, elsker og tror på denne troens lære, da er det helt ude med din frelse. 
64         Da igitur operam sedulo, ut non solum extra tempus tentationis, sed et in periculo et pugna mortis, cum conscientia perterrefit recordatione praeteritorum peccatorum, et diabolus magno impetu te invadit, et mole, fluctibus ac diluvio peccatorum obruere vult, ut perterrefaciat, a Christo abstrahat, et ad desperationem te adigat, ut, inquam, tum possis cum fiducia dicere: Christus Dei filius traditus est non pro justis et sanctis, sed pro injustis et peccatoribus. Si justus essem et peccatum non haberem, non indigerem propitiatore Christo.       Gør dig derfor ivrigt umage for, at du ikke blot, når du ikke anfægtes, men også i fare og i dødskamp, når samvittigheden gør dig bange ved at erindre om de synder, du har begået, og djævelen med stor kraft trænger ind på dig og vil drukne dig med en stor bølge, ja en hel syndflod af synder, for at skræmme dig, jage dig bort fra Kristus og føre dig i fortvivlelse, gør dig umage for, siger jeg, at du da med fortrøstning kan sige: Kristus Guds søn er hengivet ikke for de retfærdige og hellige, men for de uretfærdige og for synderne. Hvis jeg var retfærdig og ikke havde synd, da trængte jeg ikke til forsoneren Kristus. 
65 Cur ergo, o perversum in modum, sancte Satan, vis me facere sanctum, et a me exigere justitias, cum nihil habeam praeter peccata, (E59) et ea vera et gravissima, non ficta aut inania? Qualia sunt peccata contra primam tabulam, videlicet, summa infidelitas, dubitatio, desperado, contemtus Dei, odium, ignorantia, blasphemia Dei, ingratitude, abusus nominis Dei, negligentia, fastidium, contemtus verbi Dei etc.; deinde etiam illa carnalia contra secundam, qualia sunt, non habere honorem parentibus, non obedire magistratui, appetere alterius res, uxorem etc. (quanquam ista levia sint respectu superiorum), et esto sane, quod homicidium, adulterium, furtum et id genus alia peccata contra secundam tabulam facto non commiserim, commisi tamen corde. Hvorfor vil da du, hellige Satan, på denne bagvendte måde gøre mig hellig og kræve retfærdighed af mig, skønt jeg intet har udover synder, og de sande og alvorlige, ikke opdigtede og tomme? De består af mine synder imod den første tavle, nemlig, den højeste vantro, tvivl, fortvivlelse, foragt for Gud, had til, uvidenhed om, blasfemi mod Gud, utaknemlighed, misbrug af Guds navn, ligegyldighed, lede, foragt for Guds ord, osv.; dernæst også de kødelige synder imod den anden tavle, som er, ikke at ære forældrene, ikke at adlyde øvrigheden, at stræbe efter næstens ejendom, hans hustru, osv. (skønt disse er mindre synder end de ovenfor nævnte), og skønt jeg ikke i gerning har begået mord, hor, tyveri eller andre af den slags synder imod den anden tavle, så har jeg dog begået dem i hjertet. 
66 Quare sum transgressor omnium mandatorum Dei, tantaque est peccatorum meorum multitude, ut bubalum corium ea complecti non possit, imo non est numerus eorum; peccavi enim supra numerum arenae maris. Ad haec diabolus tam callidus est artifex, ut etiam ex bonis operibus meis et justitia mea possit facere maximum peccatum. Cum igitur peccata mea tam seria, vera, grandia, infinita, horribilia et insuperabilia sint, et mea justitia coram Deo mihi non prosit, sed plus obsit, ideo Christus Dei filius pro ipsis in mortem traditus est, ut ea aboleret, et me et omnes qui hoc credunt, salvos faceret. Derfor er jeg overtræder af alle Guds bud, så stor er mine synders mangfoldighed, at en oksehud ikke kunne rumme dem, ja, der er ikke tal på dem; jeg har nemlig syndet "talrigere end havets sand" (Manasses bøn, vers 9). Dertil kommer, at djævelen er så snedig en kunstner, at han også kan gøre den største synd ud af mine gode gerninger og min retfærdighed. Da altså mine synder er så alvorlige, sande, store, uendelige, forfærdelige og uovervindelige, og min retfærdighed overfor Gud ikke gavner mig, men snarere skader mig, derfor er Kristus, Guds søn, hengivet for dem i døden, for at udslette dem, og frelse mig og alle dem, som tror på dette. 
67         In hoc ergo ipsa vis salutis aeternae sita est, ut haec verba pro seriis ae veris habeantur. Non frustra hoc dico. Nam expertus sum saepe, et quotidie adhuc experior, quam difficile sit hoc credere, praesertim in certamine conscientiae, quod Christus traditus sit non pro sanctis, justis, dignis, amicis, sed pro (E60) impiis, peccatoribus, indignis et inimicis, qui meriti sunt iram Dei ac aeternam mortem.       Selve kraften til den evige frelse beror altså på, at vi holder disse ord for alvorlige og sande. Jeg siger ikke dette uden grund. For jeg har ofte erfaret, og erfarer det endnu i dag, hvor vanskeligt det er at tro dette, især i samvittighedens kampe, at Kristus er hengivet, ikke for hellige, retfærdige, værdige, venner, men for ufromme, syndere, udværdige og uvenner, som fortjener Guds vrede og den evige død. 
68 Muniamus igitur cor nostrum his et similibns scripturae sententiis, ut diabolo accusanti: Tu es peccator, ergo damnatus, respondere possimus: Quia tu me peccatorem dicis, ideo volo esse justus et salvus. Imo damnaberis. Non. Confugio enim ad Christum, qui semetipsum tradidit pro peccatis meis. Nihil igitur efficies tu Satan, quod proponendo peccati magnitudinem conaris me perterrefacere, et sic adducere in tristitiam, diffidentiam, desperationem, odium, contemtum et blasphemiam Dei. Lad os da befæste vort hjerte med disse og lignende skriftsteder, så vi, når djævelen anklager os: "Du er en synder, altså er du fordømt", kan svare: "Fordi du kalder mig en synder, derfor vil jeg være retfærdig og frelst. Tværtimod, du skal blive fordømt. Men jeg, jeg tager min tilflugt til Kristus, som har hengivet sig selv for mine synder. Du kan derfor intet udrette, Satan, når du stiller mig mine synders mangfoldighed for øje og prøver at gøre mig bange og således føre mig ind i angst, vantro, fortvivlelse, had til, foragt for og blasfemi mod Gud. 
69 Imo per hoc, quod me peccatorem dicis, ministras mihi arma contra te, ut tuo proprio gladio te jugulare et conculcare possim, quia Christus propter peccatores mortuus est. Deinde tu ipse mihi praedicas gloriam Dei. Nam commonefacis me paternae dilectionis Dei erga me miserum et perditum peccatorem, qui sic dilexit mundum, ut filium suum daret etc. (loann. 3, 16.) Tværtimod, derigennem, at du kalder mig en synder, giver du mig våben ihænde imod dig, så jeg kan fælde dig med dit eget sværd og nedtrampe dig. For Kristus er død for syndere. Desuden prædiker du selv Guds ære for mig. For du minder mig om Guds faderlige kærlighed imod mig arme og fortabte synder, han, som elskede verden så meget, at han gav sin søn, osv. (Joh 3,16). 
70 Item, quoties objicis, me esse peccatorem, toties revocas mihi in memoriam beneficium Christi redemtoris mei, in cujus humeris, non meis, jacent omnia peccata mea. Nam dominus posuit super eum iniquitatem omnium nostrum. Item, propter scelus populi sui percussit eum, Esa. 53, (v. 5. S.). Quare cum objicis me peccatorem esse, non terres, sed supra modum consolaris me. Ligeledes, når du bebrejder mig, at jeg er en synder, minder du mig om Kristi, min forløsers, velgerning, på hvis skuldre al min synd ligger, ikke på mine skuldre. For "Herren lod falde på ham den skyld, der lå på os alle". Og: "På grund af sit folks overtrædelser ramtes han" (Es 53,6. 8). Derfor, når du bebrejder mig, at jeg er en synder, skræmmer du mig ikke, men du trøster mig over al måde". 
71         Qui hanc artem probe sciret, facile eluderet omnes astutias diaboli, qui recordatione peccati ad desperationem adigit et enecat hominem, nisi hac arte ac sapientia divina ei occurrat et resistat, qua sola (E61) peccatum, mors, diabolus vincuntur. Qui vero peccati memoriam non ejicit, sed retinet et excruciat se suis cogitationibus, videlicet, quo modo suis viribus velit sibi consulere, aut tantisper exspectare, donec conscientia pacata reddatur, ille incidit in laqueos Satanae, se ipsum misere affligit, ac tandem mora et assiduitate tentationis vincitur. Diabolus enim non cessat accusare conscientiam.         Den, der forstod sig på denne kunst, kunne let undgå alle djævelens snarer, som ved at erindre om synden til føre til fortvivlelse og tage livet af mennesket, hvis ikke han kæmper imod og modstår ham med denne kunst og guddommelige visdom, hvorved alene synd, død og djævel besejres. Men den, der ikke forjager erindringen om sin synd, men fastholder den og plager sig med overvejelser om, på hvilken måde han med sine kræfter skal redde sig, eller den, som vil vente så længe, indtil samvittigheden er blevet beroliget, han går lige i Satans fælde, han gør sig selv elendig, og besejres i sidste ende ved sin forhaling og den anfægtelse, der følger med. For djævelen ophører ikke med at anklage samvittigheden. 
72 Contra hanc tentationem utendum est his verbis Pauli, quibus diserte ac proprie definit Christum, hoc modo: Christus est filius Dei ac virginis, traditus et mortuus pro peccatis nostris. Hic si diabolus attulerit aliam definitionem Christi, dicas: Definitio et definitum sunt falsa, ideo hanc definitionem non recipio. Non frustra hoc dico. Scio, cur tam diligenter urgeam, ut Christum proprie ex verbis Pauli discamus definire. Est enim revera Christus non exactor, sed propitiator peccati totius mundi. Imod denne anfægtelse skal man bruge disse ord af Paulus, hvormed han klart og rigtigt definerer Kristus på denne måde: Kristus er Guds og jomfruens søn, han blev hengivet og døde for vore synder. Hvis djævelen her vil fremføre en anden definition på Kristus, skal du sige: Definitionen og det, der defineres er falsk, derfor godtager jeg ikke denne definition. Jeg siger ikke dette uden grund. Jeg véd, hvorfor jeg så indtrængende opfordrer til, at vi skal lære Kristus selv ud fra disse ord af Paulus. For Kristus er nemlig ikke i virkeligheden én, der kræver noget af os, han er den, der forsoner hele verdens synd. 
73 Quare si peccator es, ut certe omnes semper sumus, ne statuas Christum in iride judicem, alioqui pavefies et desperabis, sed apprehende veram ejus definitionem, eam videlicet, quod Christus, Dei et virginis filius, persona sit, quae non terret, non affligit, non condemnat nos peccatores, non exigit rationem a nobis male transactae vitae, sed quae se ipsam tradidit pro peccatis nostris, atque unica oblatione abolevit peccata totius mundi, crucifixit et in semet ipso ea exstinxit. Derfor, hvis du er en synder -- og det er med sikkerhed vi alle altid -- så skal du ikke forestille dig Kristus som en dommer på regnbuen, for så bliver du skræmt og desparat, men du skal forstå denne sande definitionm at Kristus nemlig som Guds og jomfruens søn er en person, som ikke skræmme, ikke gør bedrøvet, ikke fordømmer os syndere, ikke kræver os til regnskab for de onde gerninger, vi har gjort i livet, men er en person, som har hengivet sig for vore synder, som med et enestående offer har fjernet al verdens synd, er blevet korsfætet og i sig selv udslettet dem. 
74         Hanc definitionem diligenter disce, et praecipue hoc pronomen, nostris, ita exerce, ut hae duae syllabae (nostris) creditae tuum quoque peccatum (E62) totum hauriant et absorbeant, hoc est, ut certissime noris, Christum non solum quorundam hominum, sed etiam tua et totius mundi peccata abstulisse. Etiamsi omnes homines non hoc credant, tamen traditio facta est pro peccatis totius mundi. Sint ergo peccata tua non solum peccata, sed vere tua, hoc est, ut credas Christum non tantum pro aliorum peccatis traditum, sed et pro tuis.         Denne definition skal du omhyggeligt lære og især skal du udøve dette pronomen "vore" på den måde, at når du tror disse to stavelser (vo-re), så kan de opsluge og opsuge også din synd, det vil sige, du skal sikkert vide, at Kristus ikke blot har fjernet nogle menneskers, men også din og hele verdens synder. Skønt alle mennesker ikke tror dette, så er dog denne hengivelse gjort for hele verdens synder. Altså er dine synder ikke blot synder, men virkelig dine, det vil sige, du skal tro, at Kristus ikke blot er givet hen for nogles synder, men for dine synder. 
75 Hoc mordicus tene, neque ullo modo ab hac dulcissima definitione Christi, quae angelis etiam in coelo jucunda est, patiaris te avelli, nempe quod Christus secundum suam propriam definitionem non sit Moses, non exactor, non carnifex, sed propitiator peccatorum, donator gratiae, justitiae, vitae, qui se ipsum dedit non pro meritis, sanctimonia, justitia, sancta vita nostra, sed pro peccatis nostris. Interpretatur quidem legem Christus, sed hoc non est proprium et principale ipsius officium. Bid mærke i dette, og finde dig ikke på nogen måde i at blive vendt bort fra denne søde definition af Kristus, som også glæde englene i himlen, nemlig, at Kristus ifølge sin egen definition ikke er Moses, ikke én, der kræver ind, ikke én, der slår ihjel, men er syndernes forsoner, er den, der giver nåde, retfærdighed, liv, han som giver sig selv, ikke til dem, der har fortjent det, ikke for helligheden, retfærdigheden, vort hellige liv, men for vore synder. Kristus fortolker ganske vist loven, men dette er ikke hans egentlige eller vigtigste embede. 
76          Haec, quod ad verba attinet, scimus et loquimur, sed in agone, ubi diabolus obscurare Christum, et ex corde verbum gratiae eripere solet, experimur nos ista nondum recte scire. Qui tum Christum proprie definire posset, et eum magnifacere, ac inspicere ut dulcissimum salvatorem ac pontificem, non ut severum judicem, is vicisset omnia mala, et jam esset in regno coelorum.       Hvad der har med ordene at gøre, véd vi godt og det taler vi om. Men i kampen, hvor djævelen plejer at formørke Kristus og rive ordet om nåden ud af vort hjerte, da erfarer vi, at vi endnu ikke ret véd det. Den, der da vil kunne definere Kristus ret og lovprise ham og se ham som den mildeste frelser og ypperstepræst, ikke som den strenge dommer, han ville allerede have besejret alt ondt, og være i himlenes rige. 
77 Sed hoc posse in agone praestare, est omnium difficillimum. Ista expertus loquor. Novi siquidem astutias diaboli, quod non solum legem tunc soleat inflare, ut nos terreat, item, quod ex festuca multas et magnas trabes, hoc est, ex non peccato infernum faciat (est enim mirabilis artifex (E63) aggravandi peccatum et inflandi conscientiam, etiam in benefactis), sed quod soleat etiam terrere nos per ipsam personam mediatoris, in quam transformat se, et citato aliquo scripturae loco vel Christi dicto subito percellens cor sic sese nobis ostendit, ac si esset verus Christus, sinitque nos in hoc spectro haerere, quod conscientia juraret eum esse Christum, cujus haec sententia seu dictum sit. Men at kunne præstere det i kampen, er det vanskeligste af alt. Jeg taler af erfaring. Jeg kender jo djævelens snedighed, at han gør os bange, ligeledes, at han kan gøre en splint til en bjælke, det vil sige, gøre et helvede ud af det, der ikke er synd (han er nemlig en forunderlig kunstner til at forstørre syndeen og opblæse samvittigheden, også i de gode gerninger, vi gør). Men han plejer endog at skræmme os gennem selve mellemmandens person, til hvem han kan omforme sig, og ved at citere et skriftsted eller et Jesus-ord kan han hurtigt gennembore hjertet og vise sig således for os som om han var den sande Kristus, og lade os hænge fast ved dette syn, så samvittigheden dømmer ham til at være Kristus, for denne sætning eller dette ord er jo hans. 
78 Insuper ea est calumniatoris astutia, quod tantum partem Christi, non totum Christum proponat, scilicet, eum esse Dei filium, natum hominem ex virgine. Deinde subito assuit aliquid alienum, hoc est, opponit dictum aliquod Christi, quo ipse peccatores terret; quale illud est Luc. 13, (v. 3.): "Nisi poenitentiam egeritis, omnes similiter peribitis."  Desuden er det også den falske anklagers list, at han kun fremstiller en del af Kristus, ikke hele Kristus, nemlig, at han er Guds søn, født som menneske af en jomfru. Dernæst syr han rask noget andet på, det vil sige, han fremfører et Kristus-ord, hvormed han selv slår syndere med skræk, f. eks. dette fra Luk 13,3: "Hvis I ikke gør bod, skal I alle omkomme på samme måde". 
79 Sic veram Christi definitionem inficiens veneno et vitians hoc efficit, ut, etiamsi credamus Christum mediatorem esse, tamen re vera conscientia afflicta sentiat et judicet eum tyrannum et judicem. Hoc modo decepti a Satana facile amittimus dulcissimam imaginem pontificis et salvatoris Christi, qua amissa exhorrescimus eum non minus quam ipsum diabolum. Således smitter han definitionen af, hvem Kristus er, med sin gift, ødelægger den og bevirker, at samvittigheden, selv om vi tror, at Kristus er mellemmanden, dog i virkeligheden føler og bedømmer ham til at være en tyran og en dommer. Bedraget på denne måde af Satan, mister vi let det milde billede af ypperstepræsten og frelseren Kristus, og når vi har mistet det, gyser vi for ham lige så meget som for djævelen selv. 
80        Atque ea est causa, cur tam vehementer urgeam, ut bene et proprie Christum definire discatis ex his verbis Pauli: "Qui dedit se ipsum pro peccatis nostris." Si se ipsum pro peccatis nostris in mortem dedit, tum profecto non est tyrannus aut judex, qui condemnabit nos propter peccata, non est afflictorum contristator, sed lapsorum erector, contritorum propitiator et consolator.  c       Og dette er grunden til, at jeg så ihærdigt opfordrer til, at I lærer at definere Kristus godt og rigtigt ud fra disse ord af Paulus: "Han, som gav sig selv for vore synder". Hvis han gav sig selv hen i døden for vore synder, da er han så sandelig ikke en tyran eller en dommer, som vil fordømme os på grund af vore synder, han er ikke én, der gør anfægtede bedrøvede, nej, han er én, der oprejser faldne, forsoner og trøster bedrøvede. 
81 Alioqui mentiretur Paulus, cum (E64) dicit: "Qui se ipsum tradidit pro peccatis nostris." Si sic Christum definio, recte definio, et verum Christum apprehendo et habeo. Item omitto speculationes majestatis divinae, et haereo in Christi humanitate, atque ita vere disco agnoscere voluntatem Dei. Ellers lyver Paulus, når han siger: "Han som hengav sig for vore synder". Hvis jeg definerer Kristus således, definerer jeg ham ret, og jeg forstår og har den sande Kristus. Fremdeles udelader jeg spekulationer over den guddommelige majestæt, og knytter mig til Kristi menneskelighed, og således lærer jeg i sandhed at erkende Guds vilje. 
82 Ibi tum nullus terror est, sed mera suavitas, laetitia etc., simulque aperitur lux, quae ostendit cognitionem Dei, mei ipsius, omnium creaturarum, et omnis iniquitatis regni diaboli etc. Nihil novi docemus, sed vetera, et quae ante nos apostoli et omnes pii doctores docuerunt, inculcamus et stabilimus. Et utinam bene possemus inculcare et stabilire, ut non solum in ore, sed in profundo corde ea bene meditata haberemus, et praecipue in agone mortis uti possemus. Så er der da ingen rædsel, men kun mildhed, glæde, osv., og på én gang opgår der et lys, som viser erkendelsen af Gud, af mig selv, af hele skabningen, og al uretfærdighed fra djævelens herredømme, osv. Vi lærer intet nyt, det er kun det gamle, vi lærer, og de, som apostlene og alle fromme lærere har lært, indprentet og stadfæstet før os. Og gid vi kunne indprente og stadfæste det godt, så vi kunne have det ikke blot i munden, men i hjertets dyb overveje det godt, og især kunne bruge det i dødskampen. 
83 Ut eriperet nos de praesenti saeculo nequam.
        Et istis verbis Paulus vere tractat argumentum hujus epistolae, vocat hunc totum mundum, qui fuit, est et erit, praesens saeculum ad differentiam futuri et aeterni saeculi. Deinde nequam vocat, quia, quidquid est in hoc saeculo, est malitiae diaboli in toto mundo regnantis subiectum. Hinc mundus diaboli regnum est. Nam in eo nihil aliud est, quam ignorantia, contemtus, blasphemia, odium Dei, item, inobedientia omnium verborum et operum Dei.
For at han kan rive os ud af den nuværende onde verdensorden. (Gal1.4b)
       Også i disse ord behandler Paulus sandelig brevets indhold. Han kalder hene den verden, som var, er og skal være, den nuværende verdensorden til forskel fra den kommende og evige verdensorden. Desuden kalder han den ond, for hvad der findes i denne verdensorden, er underlagt djævelens ondskab i hele verden. Derfor er verden djævelens rige. For i den er der inget andet end uvidenhed, foragt, blasfemi, had til Gud, og fremdeles ulydighed mod alle Guds ord og gerninger. 
84 In et sub hoc regno nos sumus. Hic iterum vides, quod nemo possit per sua opera aut vires abolere peccata, quia mundus praesens nequam est, et ut Ioann. (1. Ioann. 5, 19.) ait, in maligno positus. Quotquot igitur in mundo sunt, (E65) membra captiva diaboli sunt, quae illi servire et omnia facere coguntur pro sua voluntate. Quid igitur profuit instituere tot ordines pro abolendis peccatis, tot grandia et molestissima opera excogitare, scilicet gestare cilicia, flagris caedere corpus usque ad effusionein sanguinis, in armis peregrinari ad. S. Iacobum etc.? Vi er i dette rige, vi er underlagt dette rige. Her ser du igen, at ingen ved sine gerninger eller kræfter kan fjerne synderne, fordi den nuværende verden er ond, og som Johannes siger, ligger i det onde (1 Joh 5,19). Alle de, der derfor er i verden, er djævelens tilfangetagne lemmer, som tvinges til at tjene ham og gøre alt, hvad der er hans vilje. Hvad nytter det derfor at oprette så mange ordener for at fjerne synderne, at udtænke så store og besværlige gerninger, f. eks. at bære bodsskjorte, at lædere sit legeme med piskeslag, indtil blodet pibler frem, at gå til Skt. Jakob iført rustning, osv. 
85 Esto sane quod ista facias, nihilominus manet haec definitio: Tu es in saeculo praesenti et nequam, non in Christi regno. Si in Christi regno non es, certum est, quod ad diaboli regnum, qui est nequam mundus, pertineas. Ergo omnia dona, quae habes spiritualia et corporalia, qualia sunt sapientia, justitia, sanctitas, eloquentia, potentia, pulchritudo, divitiae, instrumentum et arma servilia sunt ipsius tyrannidis infernalis, hisque omnibus cogeris servire diabolo, regnumque ejus promovere et augere. Selv om du også gør alt det, står ikke desto mindre denne defition fast: Du befinder dig i den nuværende verdensorden, der er ond, ikke i Kristi rige. Hvis du ikke er i Kristi rige, er det sikkert, at du hører hjemme i djævelens rige, som er den onde verden. Altså er enhver gave, som du har, åndelig og legemlig, som kan være visdom, skønhed, rigdom, er redskaber og tjenende våben for denne helvedes tyran, og du tvinges til med det altsammen at tjene djævelen, at fremme og øge hans rige. 
86         Primam tua sapientia obscuras sapientiam et cognitionem Christi, et homines seducis impia doctrina, quo minus ad gratiam et cognitionem Christi venire possint. Tuam justitiam et sanctitatem laudas et praedicas, Christi vero, qua sola justificamur et vivificamur, ut impiam et diabolicam extreme detestaris et condemnas. Denique tua potentia destruis regnum Christi, abuteris ea pro exitirpando evangelio, pro persequendis et occidendis Christi ministris, et quotquot illos audiunt etc.         Først tilslører du nu ved din visdom Kristi visdom og erkendelse, og du forfører menneskene med en ugudelig læresætning, hvorved de i ringere grad kan komme til Kristi nåde og erkendelse af ham. Du priser og forkynder din retfærdighed og hellighed, men Kristi retfærdighed og hellighed, hvorved vi alene retfærdiggøres og levendegøres, foragter og fordømmer du som ugudelig og rent ud djævelsk. Derefter tilintetgør du med din magt Kristi rige, misbruger den til at udslette evangeliet, til at forfølge og dræbe Kristi tjenere, og så mange som muligt af dem, der hører dem. 
87 Quare ista tua sapientia, si extra Christum es, duplex est insipientia, tua justitia duplex peccatum et impietas est, quia ignorat (E66) sapientiam et justitiam Christi. Deinde etiam obscurat, impedit, blasphemat et persequitur eam. Ideo Paulus recte vocat mundum nequam, quia tunc est pessimus, cum est optimus. In religiosis, sapientibus et doctis etc. mundus est optimus, re vera tamen dupliciter malus. Derfor, hvis du er udenfor Kristus, er din visdom en dobbelt mangel på visdom, din retfærdighed dobbelt synd og ufromhed, for du er uvidende om Kristi visdom og retfærdighed. Dernæst tilslører du den også, forhindrer den, bespotter og forfølger den. Derfor er det med rette, at Paulus kalder verden ond, fordi den er værst, når den er bedst. I de fromme, de vise, de lærde, osv. er verden bedst, men i virkeligheden er den dobbelt ond. 
88 Praetereo jam crassa illa vitia contra secundam tabulam, ut sunt inobedientia parentum, magistratuum etc., adulteria, scortationes, avaritia, furta, caedes, invidia, virulentia, quibus mundus prorsus submersus est, quae levia tamen sunt, si conferas cum sapientia, justitia etc. impiorum, quibus pugnant contra primam tabulam. Candidus diabolus, qui impellit homines ad spiritualia peccata, quae sese venditant pro justitia, longe nocentior est nigro, qui tantum ad carnalia impellit, quae etiam mundus agnoscit esse peccata. Forøvrigt er det jo også de grove laster imod den anden tavle, f. eks. ulydighed mod forældrene, mod øvrigheden, osv., hor, utugt, griskhed, tyveri, manddrab, misundelse, ondskab, af hvilke verden helt er begravet, men som er mindre synder, hvis du sammenligner dem med de ugudeliges visdom og retfærdighed, hvormed de kæmper imod den første tavle. Den hvide djævel, som tilskynder menneskene til de åndelige synder, som sælger sig for retfærdighed, er langt mere skadelig end den sorte, for han tilskynder kun til de kødelige synder, som også verden erkender er synder. 
89         His ergo verbis: "ut eriperet etc." Paulus ostendit argumentum hujus epistolae, quod scilicet opus sit gratia et Christo, quodque nulla creatura, neque humana neque angelica, possit hominem eripere ex hoc saeculo nequam. Sunt enim mera opera divinae majestatis, non humanae aut angelicae potestatis, quod Christus abolevit peccatum, et eripuit nos ex diaboli tyrannide et regno, hoc est, ex nequam mundo, qui obediens servus et imitator spontaneus est sui Dei diaboli.        Med disse ord: "for at han kan udrive osv." viser Paulus altså, hvad dette brev drejer sig om, at der nemlig er brug for nåden og Kristus, og at ingen skabning, hverken en menneskelig eller en englelig, kan rive mennesket ud af denne onde verdensorden. Det er nemlig alene et værk af den guddommelige majestæt, ikke af menneskelige eller englelige magter, at Kristus tilintetgør synden og river os ud af djævelens tyranni og herredømme, det vil sige, ud af den onde verden. Denne verden er sin gud, djævelens, lydige tjener og villige efterligner. 
90 Quidquid homicida ille et mendacii pater facit et loquitur, hoc egregie imitatur et praestat (E67) obsequentissimus filius ejus mundus. Ideo plenus est ignorantia Dei, odio, mendacio, erroribus, blasphemia, contemtu Dei; deinde crassis peccatis, caedibus, adulteriis, fornicationibus, furtis, rapinis etc., quia sequitur patrem suum diabolum, qui est mendax et homicida. Et quo homines sunt sapientiores, justiores et sanctiores extra Christum, hoc plus nocent evangelio. Sic nos quoque religiosi ante lucem evangelii dupliciter nequam et impii fuimus in papatu, sub titulo tamen pietatis et sanctitatis. Hvad denne morder og løgnens fader end siger og gør, det efterligner og udfører hans fuldkommen lydige søn, denne verden, på bedste vis. Derfor er den fuld af uvidenhed om Gud, had, løgn, fejltagelser, bespottelse, foragt for Gud; endvidere af grove synder, drab, hor, utugt, tyveri, rov, osv., hvorved den følger sin fader djævelen, som er en løgner og manddræber. Og jo visere, retfærdigere og helligere menneskene udenfor Kristus er, des mere skader de evangeliet. Således var også vi fromme munke før evangeliets lys dobbelt onde og ugudelige i pavedømmet, skønt vi kaldte os fromme og hellige. 
91 Sinito autem et haec verba Pauli seria et vera esse, non fucata aut ficta, scilicet, quod praesens saeculum nequam sit. Nihil te moveat, quod multae eximiae virtutes sint in plerisque hominibus, quod tanta in speciem sanctitas sit in hypocritis etc., sed attende potius, quid Paulus dicat, ex cujus verbis hanc sententiam contra mundum liberrime ac certissime proferas, quod mundus cum omni sapientia, justitia et potentia sua sit regnum diaboli, ex quo solus Deus per filium suum unigenitum nos eripere possit. Men lad også disse ord af Paulus være alvorlige og sande, ikke overspændte eller opdigtede, nemlig de ord, at den nuværende verdensorden er ond. Det skal ikke røre dig, at der er mange udmærkede dyder i mange menneske, og at der tilsyneladende er så stor en hellighed blandt hyklerne, osv., du skal blot agte på, hvad Paulus siger, ud af hans ord skal du frit og sikkert uddrage den dom over verden, at verden med al sin visdom, retfærdighed og magt er djævelens rige, ud af hvilket alene Guds søn, den énbårne kan rive os. 
92         Laudemus igitur Deum patrem et gratias illi agamus pro hac immensa sua misericordia, quod nos ex diaboli regno, in quo captivi tenebamur, per filium suum, cum impossible erat nostris viribus hoc fieri, liberaverit. Simulque cum Paulo confiteamur omnia opera et justitias nostras, cum quibus omnibus diabolo ne pilum quidem curvare potuimus, esse dapinum et stercus.        Lad os da prise Gud fader og takke ham for hans umådelige barmhjertighed, at han har befriet os fra djævelens rige, i hvilket vi holdtes fangne, ved sin søn, skønt det var umuligt, at det kunne ske ved vore egne kræfter. Og lad os sammen med Paulus bekende, at alle vore gerninger og al vor retfærdighed, hvormed vi ikke engang kan krumme et hår på djævelens hoved, er tab og skarn (Fil 3,8) 
93 Conculcemus item et conspuamus omnem vim liberi arbitrii, omnem sapientiam et justitiam pharisaicam, omnes ordines, missas, religiones, cultus, (E68) vota, abstinentias, cilicia etc. tanquam foedissimum menstruatae pannum et pestilentissimum diaboli venenum. Contra illustremus et magnificemus gloriam Christi, qui non ex simplici, sed ex nequam mundo nos sua morte eripuit.  Og lad os fremdeles trampe på og spytte ad al den frie viljes magt, al visdom og farisæisk retfærdighed, alle ordener, messer, munkevæsen, kultus, løfter, afholdenheder, bodsskjorter, osv., det er kun som en ækel menstruationsklud (Es 64,6) og som djævelens mest pestbærende gift. Lad os modsat oplyse og ophøje Kristi ære, han, som har udrevet os af, ikke blot verden som sådan, men af den onde verden ved sin død. 
94 Hoc igitur epitheto, nequam, indicat Paulus, regnum mundi seu diaboli esse regnum iniquitatis, ignorantiae, erroris, peccati, mortis, blasphemiae, desperationis et perditionis aeternae. Contra per anthithesin regnum Christi esse regnum aequitatis, lucis, gratiae, remissionis peccatorum, pacis, consolationis, salutis et vitae aeternae, in quod translati sumus per dominum nostrum Iesum Christum, cui sit gloria in saecula, Amen. Med dette lille ord "den onde", viser Paulus, at verdens rige eller djævelens rige er et uretfærdighedens, uvidenhedens, vildfarelsens, syndens, dødens, bespottelsens, fortvivlelsens og den evige fortabelses rige. Modsat er Kristi rige et lighedens, lysets, nådens, syndsforladelsens, fredens, trøstens, frelsens og det evige livs rige, til hvilket vi bliver ført over ved vor Herre Jesus Kristus. Hans er æren i evighed. Amen. 
95 Secundum voluntatem Dei et patris nostri.
       Paulus singula verba sic ordinat et instruit, ut pugnent contra pseudoapostolos pro articulo justificationis. Christus, inquit, eripuit nos ex hoc pessimo regno diaboli et mundi, hocque fecit volente, favente, jubente patre. Ergo non sumus erepti volentibus, currentibus nobis, non nostro consilio aut voluntate, sed miserente et favente Deo, quemadmodum et alibi scriptum est: "In hoc apparuit caritas Dei erga nos, non quod nos dilexerimus Deum, sed ipse dilexit nos et misit filium suum unigenitum propitiatorem pro peccatis nostris." (1. Joann. 4, 10.). Quod ergo erepti sumus ex nequam mundo, mera gratia est, non nostrum meritum. Ita exuberat Paulus et ardet in (E69) amplificanda gratia, ut singula verba acuat et dirigat in pseudoapostolos.
ifølge Guds, vor faders, vilje. (Gal1.4c)
      Paulus ordner og opstiller de enkelte ord således at de kæmper imod de falske apostle og for artiklen om retfærdiggørelsen. Kristus, siger han, har revet os ud af dette onde djævelens og verdens rige, og det har han gjort, fordi faderen ville det, satte pris på det, befalede det. Altså, vi er ikke revet ud, fordi vi ville det, anstrengte os for det, det er ikke sket i kraft af vores vilje eller efter vort råd, men fordi Gud forbarmede sig og tilgav os, sådan som der også står skrevet andetsteds: "Derved viste sig Guds kærlighed imod os, ikke i at vi har elsket Gud, men i, at han elskede os og sendte sin søn den énbårne som soning for vore synder". (1 Joh 4,10). Vi er altså revet ud af den onde verden af lutter nåde, ikke efter vor fortjeneste. Sådan strømmer Paulus over og brænder, når han skal prise nåden, så han skærper hvert enkelt ord og vender det hen imod de falske apostle. 
96         Est et alia causa, cur Paulus hic mentionem faciat de voluntate patris, quae etiam passim in evangelio Ioannis indicatur, ubi Christus suum officium commendans revocat nos ad voluntatem patris, ut in suis verbis et operibus non tam se quam patrem adspiciamus. Christus enim venit in mundum et humanam naturam assumsit, ut hostia fieret pro peccatis totius mundi, atque ita patri nos reconciliaret, ac solus ipse manifestaret nobis, hoc factum esse bona voluntate patris, ut sic defixis oculis in Christum recta traheremur et raperemur ad patrem.        Der er også en anden grund til, at Paulus her nævner faderens vilje, som også angives mange steder i johannesevangeliet, hvor Kristus, når han anbefaler sit embede, fører os tilbage til faderens vilje, for at vi i hans ord og gerninger skal se ikke så meget ham som faderen. Kristus er nemlig kommet til verden og har påtaget sig menneskelig natur, for at han kan blive et offer for hele verdens synder, og således forsone os med faderen, og alene han selv slår det fast for os, at det, at dette er sket, er faderens gode vilje, så at vi således med øjnene rettet mod ham ret kan drages mod og føres frem til faderen. 
97 Nam ut supra monui, non est cogitandum, speculatione majestatis posse quidquam salutare sciri de Deo nisi apprehenso Christo, qui voluntate patris se ipsum tradidit in mortem propter peccata nostra. Ubi hanc esse voluntatem Dei agnoveris per Christum, cessat universa facies irae, cessat pavor, tremor etc., nec apparet alius Deus nisi misericors, qui definito consilio voluit mori filium suum pro nobis, ut per ipsum viveremus. Ea cognitio exhilarat cor, ut certo statuat Deum non irasci, sed ita diligere nos miseros peccatores, ut daret unigenitum filium pro nobis. Non frustra igitur inculcat Paulus, Christum traditum esse pro peccatis nostris voluntate patris. For som jeg ovenfor har formanet om, skal man ikke tænke på, at man ved spekulation over majestæten kan få noget at vide om Gud, hvis man ikke griber Kristus, han, som efter faderens vilje gav sig selv hen til døden for vore synders skyld. Når du véd, at dette er Guds vilje igennem Kristus, ophører al ydre vrede, bæven, frygt, osv., og du ser ikke nogen anden Gud end den barmhjertige, som med en afgjort beslutning har villet, at hans døn skulle dø for vores skyld, for at vi kunne leve ved ham. Den erkendelse opmuntrer hjertet, så det sikkert slår fast, at Gud ikke er vred, men elsker os elendige syndere så højt, at han gav sin énbårne søn for vores skyld. Det er altså ikke uden grund, at Paulus indprenter os, at Kristus er hengivet for vore synders skyld, efter faderens vilje. 
98 Contra speculationes de majestate, de horrendis judiciis Dei, quomodo scilicet perdiderit totum mundum diluvio, quomodo deleverit Sodoma etc., periculosae sunt et ad extremum praecipitant (E70) homines, et in desperationem ac in interitum demergunt, ut supra indicavi. Modsat er spekulationer over Guds majestæt, om Guds forfærdelige domme, hvordan han udryddede hele verden i syndfloden, hvordan han ødelagde Sodoma, osv., farlige og fører menneskene ud i det ekstreme og sænker dem ned i fortvivlelse og undergang, som jeg har vist ovenfor. 
99 Dei et patris nostri.
        "Nostri" ad utrumque referendum est, ut sit sententia: Dei nostri et patris nostri. Idem est ergo pater Christi et noster. Sic et Ioann. 21. (v. 17.) Christus inquit ad Mariam Magdalenam: "Vade, dic fratribus meis, ascendo ad patrem meum et patrem vestrum, Deum meum et Deum vestrum. Est igitur Deus pater noster et Deus noster, sed per Christum. Eaque apostolica et vere Paulina phrasis est, qui verbis quidem minime speciosis, sed valde tamen propriis et ardentibus loquitur.
Guds og vor faders. (Gal1.4b)
       "Vor" hører til begge ord, så sætningen kommer til at lyde: Vor Guds og vor faders [vilje]. Således siger Kristus også til Maria Magdalene: "Gå og sig til mine brødre at jeg går op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud". (Joh 20,17) Gud er altså vores fader og vores Gud, men gennem Kristus. Dette er en apostolisk og sand paulinsk sætning, som ganske vist ikke anvender glimrende ord, men dog taler med de rette ord, brændende. 
100 Cui sit gloria in saecula saeculorum, Amen.
     In more habent Ebraei, quod scriptis suis interspergant gratitudines et eucharistias. Hunc morem apostoli et ipsi Ebraei etiam observant. Id quod frequenter cernere est in Paulo. Nomen enim domini summo honore afficiendum est, et nunquam sine laude et gratitudine nominandum. Et iste mos est reverentia et cultus quidam. Sic in politia quando regum aut principum nomina appellamus, id honesto quodam gestu reverentia et genu flexione facere solemus. Multo magis, cum de Deo loquimur, genu cordis flectere, et nomen Dei cum gratitudine et summa reverentia nominare debemus. (E71) 
Ham være ære i evighedernes evighed. Amen. (Gal1.5)
      Hebræerne har for skik at de strør om sig med taksigelser og lovprisninger i deres skrifter. Denne skik har apostlene, der jo også var hebræere, også. Og det kan man ofte se hos Paulus. For Herrens navn er der knyttet den højeste ære til, og må aldrig nævnes uden pris og tak. Og den skik er udtryk for ærbødighed og gudsfrygt. Således plejer vi også i vort borgerlige liv, når vi nævner kongens eller fyrstens navn, at gøre det med en ærbødig gestus og med bøjede knæ. Meget mere skal vi da bøje vore knæ, når vi taler om Gud, og vi bør nævne Guds navn med taknemlighed og største ærefrygt. 
101 Miror.
       Vides ibi artificium et ingenium Pauli, quomodo tractet suos lapsos Galatas, qui seducti erant per pseudoapostolos. Non invadit eos vehementibus et atrocibus verbis, sed vere paternis, lapsum ipsorum non modo patienter ferens, sed etiam ferme excusans. Deinde quoque eos materno affectu fovet et blandissime alloquitur, sic tamen, ut simul etiam arguat, sed valde electis et prudenter attemperatis verbis ad hanc rem. 
Jeg undrer mig... (Gal1.6)
       Her ser du Paulus' kunst og skarpsindighed, hvordan han behandler sine faldne galatgere, som er blevet forført af de falske apostle. Han trænger ikke ind på den med hæftige og voldsomme ord, men taler virkelig til dem som en far, så han ikke blot tålmodigt finder sig i deres fald, men også næsten undskylder dem. Dernæst plejer han dem også med en mors kærlighed og taler mildt til dem, dog sådan, at han samtidig fremfører sin anklage, men med meget nøje valgte ord og med ord, der med henblik på sagen er klogt neddæmpede. 
102 Econtra vehementer ardet et indignatione plenus est contra pseudoapostolos seductores illorum, in quos totam culpam rejicit, ideoque statim in principio epistolae meris tonitruis et fulminibus contra eos intonat, "si quis, inquiens, vobis evangelizaverit etc., anathema sit" (Galat. 1,9.), et infra cap. 5, (v. 10.) , minatur ejus judicium: "Qui vos conturbat, portabit judicium suum, quicunque tandem sit." Insuper valde atrocibus verbis maledicit eis (Galat. 5, 12.): "Utinam abscindantur, qui vos conturbant." Ista profecto horribilia fulmina sunt contra justitiam carnis seu legis. Modsat brænder han stærkt og er fuld af indignation imod de falske apostle, deres forførere. På dem kaster han hele skylden, og straks i begyndelsen af brevet larmer han op imod dem med torden og lynild og siger: "Hvis nogen har bragt jer et andet evangelium ... han være forbandet" (Gal1.9), og senere (Gal5.10) truer han med sin dom: "Den, der har forstyrret jer, skal få sin dom, hvem han end er". Dertil forbander han dem med meget stærke ord: "Gid, de ville lemlæste sig selv, de, der forstyrrer jer". (Gal5.12) Dette er i sandhed forfærdelige lyn imod kødets eller lovens retfærdighed. 
103         Potuisset et ipsos Galatas paulo incivilius tractare, et durius in illos invehi, ad hunc modum: Proh turpem defectionem! Pudet me vestri. Doleo vestram ingratitudinem, irascor, aut tragice exclamare: O saecula, o mores etc.! Sed quia lapsos studet erigere et ex errore paterna cura revocare ad puritatem evangelii, omittit illa duriora, praesertim in ipso exordio, et blandissimis ac mollissimis verbis eos (E72) alloquitur. Non enim conveniebat, cum sanaturus esset saucios, ut adhibito parum commodo medicamine vulnus recens inflictum plus exulceraret, et sic saucios magis offenderet, quam sanaret. Ideo nullum potuit aptius vocabulum ex mollibus eligere, quam, "miror," quo significat, et dolere sibi et displicere tamen, quod defecissent a se.        Han kunne også have behandlet galaterne selv lidt mere barsk og skældt hårdere ud over dem, på denne måde: Hvilket hæsligt frafald! Jeg skammer mig over jer. Jeres utaknemlighed smerter mig, jeg bliver vred! Eller han kunne have udråbt på tragisk vis: Hvilke tider! Hvilke sæder! osv. Men fordi han stræber efter at oprejse de faldne og med faderlig omhu kalde dem ud af vildfarelsen tilbage til det rene evangelium, udelader han disse hårdere ord, især her i begyndelsen, og taler til dem med de allerblideste og allerblødeste ord. For det passede sig ikke, når han ville helbrede de sårede, at han ved at anvende et forkert lægemiddel åbnede det nylige sår yderligere og således stødte de sårede mere end han helbredte dem. Derfor kunne han slet ikke vælge et mere passende ord end "Jeg undrer mig over", hvorved han betegner, at det både smerter ham og mishager ham, at de er faldet fra ham. 
104         Atque hic Paulus memor est sui praecepti infra cap. 6, (v.1.) ubi inquit: "Fratres, si praeoccupatus fuerit homo in aliquo delicto, vos qui spirituales estis etc." Hoc exemplum et nos imitari debemus, ut erga miseros et seductos discipulos sic affecti simus, ut parentes erga liberos, ut intelligant zelum nostrum paternum et affectum maternum erga sese, videantque nos quaerere non ipsorum perniciem, sed salutem.        Og her husker Paulus på sit påbud i (Gal6.1), hvor han siger: "Brødre, hvis et menneskelige bliver overraske af en overtrædelse, så skal I åndelige ... osv". Dette eksempel bør også vi efterligne, så vi er således sindede overfor de stakkels, vildførte disciple, som forældre er det overfor deres børn, så de forstår vores faderlige nidkærhed og vores moderlige kærlighed imod dem, og ser, at vi ikke søger deres fordærv, men deres frelse. 
105 Contra diabolum autem et ejus ministros, seductionis et sectarum auctores, debemus exemplo apostoli impatientes, superbi, acerbi et implacabiles esse, et eorum imposturas et deceptiones atrocissime traducere, detestari et damnare. Sic parentes laeso puero morsu canino solum canem insectari solent, puero vero lacrymanti blandiuntur, et suavissimis verbis consolantur. Men imod djævelen og hans tjenere, ophavsmændene til vildfarelsen og sekterne, bør vi efter apostelens eksempel være utålmodige, strenge, skarpe og uforsonlige, og fremstille, foragte og fordømme deres svig og bedrag på det hårdeste. Sådan plejer forældre, når deres barn er såret af en hunds bid, kun at gå løs på hunden, men trøste barnet med milde tårer og søde ord. 
106 Est itaque spiritus in Paulo mirus artifex tractandi conscientias lapsas et afflictas. Contra Papa, quia maligno spiritu agitatur, tyrannice perrumpit, mera fulmina ac anathemata contra miseros et conterritos tonat, id quod cernere est in bullis ejus, praecipue in illa coenae. Nec melius episcopi officium suum faciunt, non docent evangelium, non solliciti sunt pro salute animarum, sed tantum dominium quaerunt. Ideo sic loquuntur et faciunt, ut illud stabiliant (E73) et illaesum conservent. Similiter affecti sunt omnes doctores inanis gloriae cupidi etc. Således er ånden i Paulus en forunderlig kunstner i at behandle de faldne og anfægtede samvittigheder. Modsat paven, for han handler ud af en ond ånd, farer frem som en tyran, slynger sande lyn og bandlysninger imod de elendige og skræmte. Det kan man forvisse sig om i hans buller, især i den om nadveren. (n106) Og biskopperne røgter ikke deres hverv bedre, de lærer ikke evangeliet, de bekymrer sig ikke om sjælenes frelse, men spørger kun om deres herredømme. Derfor taler og handler de sådan, at de kan styrke det og bevare det uskadt. Alle lærde er besat af lignende følelser, så de stræber efter tom ære, osv. 
107 Quod tam cito.
        Vides ipsum Paulum conqueri facillimum esse lapsum in fide. Hinc alibi admonet Christianos: "Qui stat, videat ne cadat" (1. Cor. 10, 12.). Et nos quotidie experimur, quam aegre concipiat animus firmam fidem ac retineat; item, quanta difficultate paretur domino plebs perfecta. Decem annis laboratur, antequam ecclesiola recte et pie instituta paratur, et ubi parata est, irrepit aliquis fanaticus et quidem idiota, qui nihil novit, quam contumeliose loqui contra sinceros verbi doctores, is in uno momento evertit omnia
At I så hurtigt... (Gal1.6)
       Du ser, at selv Paulus klager over, at det er meget let at falde fra troen. Derfor formaner han andetsteds de kristne: "Den, der står, han se til, at han ikke falder" (1 Kor 10,12). Og vi i vore dage erfarer, hvor svært sjælen griber og fastholder en fast tro; ligeledes, hvor vanskeligt det er at berede for Herren et fuldkomment folk. Der må arbejdes i ti år, før den lille kirke er beredt og oprettet, og når den er beredt, indsniger der sig en eller anden fanatiker og en uvidende, der ikke ved andet end at tale nedsættende om de alvorlige ordets lærere, og han ødelægger i løbet af et øjeblik det hele. 
108 Quem non vehementer moveat ista indignitas? Nos, Dei gratia, paravimus hic Vitebergae formam christianae ecclesiae, verbum pure apud nos docetur, sacramenta in vero usu sunt, exhortationes fiunt, fiunt item precationes pro omnibus statibus, summa, omnia prospere succedunt. Hunc evangelii felicissimum cursum cito impediret aliquis fanaticus homo, ac uno momento everteret, quod nos multis annis magno labore aedificavimns. Sic Paulo, electo organo Christi, accidit. Hvem bliver ikke kraftig berørt af denne uværdighed? Vi har ved Guds nåde her i Wittenberg beredt formen på en kristen kirke; ordet læres rent hos os, sakramenterne er i brug på sand måde, vi formaner, og vi beder for alle stænder, kort sagt, alt skrider godt fremad. Men dette evangeliets heldige forløb kan hurtigt forhindres af en eller anden fanatiker, og han kan på et øjeblik ødelægge, hvad vi har opbygget igennem mange år med stort besvær. Dette skete for Paulus, Kristi udvalgte redskab. 
109 Paraverat ecclesias Galatiae magnis curis et laboribus. Has post discessum suum pseudoapostoli brevi tempore subverterunt. Id testatur haec praesens ejus epistola et aliae etc. Tanta est infirmitas et miseria hujus vitae, adeo in mediis laqueis Satanae incedimus, ut tam brevi tempore unus fanaticus haec (E74) destruat et funditus evertat, quae multi veri ministri aliquot annis noctu et die laborantes aedificarunt. Hoc experientia ipsa hodie discimus magno animi dolore, nec tamen huic malo mederi possumus. Han havde beredt de galatiske menigheder med megen omsorg og besvær. Men kort efter, at han havde forladt dem, blev de ødelagt. Det bevidner dette brev og andre breve. Så stor er dette livs svaghed og elendighed, i den grad vandrer vi midt blandt Satans snarer, så bare én fanatiker på så kort tid kan ødelægge og fuldstændig oprive det, som mange sande tjenere i så mange år har opbygget ved at arbejde nat og dag. Det lærer vi i dag med stor smerte af erfaringen selv, og dog kan vi ikke råde bod på dette onde. 
110         Cum ergo tam mollis et tenera res sit ecclesia, et tam facile subvertatur, vigilandum est alacriter contra fanaticos illos spiritus, qui ubi aliquot sermones audierunt, vel aliquot paginas legerunt in sacris literis, mox se magistros creant omnium discentium et docentium contra omnium auctoritatem. Tales hodie invenius plures etiam inter artifices, homines audaculos, qui nullis tentationibus prebati nunquam didicerunt timere Deum, nunquam habuerunt aliquem gustum gratiae.         Da altså kirken er en så svag og skrøbelig ting og så let væltes omkuld, må man ivrigt være på vagt overfor disse åndsfanatikere, som når de blot har hørt nogle prædikener, eller læst nogle sider i bibelen, straks udnævner sig selv til lærere, der kan undervise og belære i alle ting imod enhver autoritet. Endog blandt håndværkere finder du i vore dage mange af den slags mennesker, forvovne mennesker, som aldrig er prøvet ved nogen anfægtelse og har lært at frygte Gud, aldrig har smagt nåden. 
111 Hi quia sine spiritu sunt, docent, quae sibi placent, et quae vulgo plausibilia sunt. Ibi tum vulgus imperitum anhelans audire nova statim sese eis adjungit. Quin et multi, qui se probe tenere putant doctrinam fidei, quique teutationibus aliquo modo explorati sunt, ab illis seducuntur. Fordi de er uden ånd, lærer de, hvad der behager dem og hvad den brede flok gerne vil høre. Når da den uvidende hob brænder efter at høre nyt, knytter den sig straks til dem. Ja, også mange, som mener de er prøvede i troens lære og i nogen måde er prøvet i anfægtelser, bliver vildledt af dem. 
112          Cum igitur Paulus hic propria experientia nos doceat, facile ac cito subverti ecclesias maximo labore paratas, vigilandum est nobis summa cura contra diabolum obambulantem, ne dormientibus nobis veniat ipse, et seminet zizania inter triticum. Periculum a Satana imminet christiano gregi, si etiam pastores maxime viligent et seduli sint.        Da Paulus her lærer os af sine egne erfaringer, at menigheder, der med største besvær er blevet beredte let og hurtigt kan blive ødelagt, må vi våge med største omhu imod djævelen, der vandrer omkring, at han ikke skal komme over os, mens vi sover, og så sit ugræs blandt hveden. (Matt 13,25). Faren fra Satan truer den kristne hjord, også selv om hyrderne  er meget vågne og ivrige. 
113 Quia Paulus, ut dixi, summo studio ac fide plantaverat in Galatia ecclesias, et vix pedem (ut ajunt) porta extulerat, tamen mox pseudoapostoli quosdam subverterunt, quorum casus postea tam ingentes ruinas in Galatarum ecclesiis (E75) traxit. Hoc subitum et tantum damnum, ne dubita, morte fuit acerbius huic apostolo. Vigilemus igitur sedulo, primum unusquisque pro se, deinde doctores non solum pro se, sed pro tota ecclesia, ne intremus in tentationem. For Paulus havde, som sagt, med største flid og troskab plantet menighederne i Galatien, og næppe var han ude af døren (som man siger), førend straks de falske apostle fik nogle til at falde fra, og deres fald førte siden meget store ødelæggelser med sig i galaternes menigheder. Dette pludselige og store tab var uden tvivl bitrere end døden for denne apostel. Lad os derfor flittigt våge, først og fremmest enhver over sig selv, dernæst de lærde ikke blot over sig selv, men over hele menigheden, at vi ikke skal føres i fristelse. 
114 Transferimini.
       Iterum non duro, sed molli verbo utitur. Non dicit: Miror, quod tam cito deficitis, quod tam inobedientes, leves, inconstantes, ingrati estis, sed quod tam cito ,,transferimini", quasi dicat: Vos estis mere passivi, non intulistis damnum, sed damnum passi estis. Ut ergo lapses revocet, potius transferentes quam translates accusat.
lader jeg føre bort ... (Gal1.6)
       Igen bruger han ikke hårde, men bløde ord. Han siger ikke: Jeg undrer mig over, at I så hurtigt faldt fra, at I var så ulydige, ringe, ubestandige, utaknemlige, men at I så hurtigt "lader jer føre bort", som ville han sige: I er rent passive, I har ikke tilføjet skade, men har lidt skade. Men for at kalde de faldne tilbage, anklager han altså snarere dem, der førte dem bort, end dem, der blev ført bort. 
115 Verecunde tamen simul eos arguit, cum conqueritur translates esse, quasi dicat: Tametsi vos paterne complectar, sciamque vos non vestra sed pseudoapostolorum culpa lapsos esse, tamen et vos optarim paulo plus roboris fecisse in sana doctrina. Non satis apprehendistis verbum, non satis alte egistis radices. Ideo ad levem etiam auram et ventum tam cito transferimini. Hieronymus putat voluisse Paulum interpretari Galatas ad vocem ebraicam ("galah" translatus est), quasi dicat: Vos estis nomine et re veri Galatae, id est, translati. Dog retter han samtidig beskedent en anklage imod den, når han klager over, at de er ført bort, som ville han sige: Skønt jeg tager mig af jer på faderlig vis, og skønt jeg godt véd, at skylden for faldet ikke er jeres, men de falske apostles, så kunne jeg dog godt ønske, at I havde været noget fastere i den sunde lære. I har ikke grebet ordet tilstrækkeligt, I har ikke slået tilstrækkelig dybe rødder. Derfor føres I så hurtigt bort, endog af en svag brise eller vindpust. Hieronymus mener, at Paulus har villet fortolke ordet "galatere" ud fra det hebraiske ord "galah", der betyder "han blev ført bort", som om han ville sige: I er både af navn og af gavn nogle rigtige galatere, det vil sige, nogle, der er blevet ført bort. 
116         Quidam putant nos Germanos oriundos esse ex Galatis, neque vana est forsan ea divinatio. Non enim valde dissimili ingenio sumus Germani, et cogor etiam in nostris aliquid requirere gravitatis et constantiae. In omnibus enim rebus sub initia prima valde calemus. At ubi deflagravit ille ardor (E76) primorum affectuum, mox sumus remissiores, et eadem temeritate, qua res incipimus, eas rursus abjicimus et posthabemus.          Der er nogle, der mener, at vi tyskere nedstammer fra galaterne, og det er nok ikke en helt forkert tese. Vi tyskere er nemlig ikke særlig forskellig fra galaterne i sind, og jeg nødes også til i vort sind at kræve nogen alvor og bestandighed. For i alle sager bliver vi vældig ivrige til at begynde med. Men når denne iver fra den første følelse er brændt ned, er vi snart slappere og opgiver sagen og sætter den til side med den samme ubesindighed som den, hvormed vi begyndte den. 
117 Primum cum post tenebras tantas humanarum traditionum exoriretur lux evangelii, multi studebant pietati, avide audiebant conciones, honorem habebant verbi ministris. Nunc cum tam magno incremento verbi non infeliciter sit repurgata doctrina pietatis, plerique ex discipulis fiunt contemtores et inimici, qui non solum verbi studium abjiciunt, et ministros ejus negligunt, sed etiam omnes bonas literas et liberates artes oderunt, fiuntque plane porci et ventres, digni certe, qui anohtoiV Galatis conferantur. I begyndelsen da evangeliets lys var opgået efter det store mørke fra de menneskelige traditioner, stræbte mange efter fromhed, hørte med brændende iver på prædikenerne, holdt ordets forkyndere i ære. Men nu, hvor ordet er vokset så meget, og fromhedens lære lykkeligvis er blevet renset, bliver mange af disciplene foragtere og fjender, som ikke blot foragter ordets studium, og er ligeglade med deres præster, men også hader gode bøger og de frie kunster, og næsten bliver som svin og buge, i hvert fald værdige til at sammenlignes med de uforstandige galatere. 
118 c Videre til gal1c!
119 c
120c

Noter:

n106:  Haystrup-note: Til skræk og advarsel for de troende, men tillige som tilskyndelse til udryddelse af de mange kætterier mod romersk-katolsk kirkelære oplæstes ved skærtorsdagsgudstjenesten i Rom en bulle "In coena Domini", den såkaldte nadverbulle, en lang forbandelse over disse kætteriers ophavsmænd; fra 1524 blev Luther indlemmet i denne fortegnelse. Kirkebruddet var definitivt! Se også koehler#59!