Wider den falschgenannten geistlichen Stand des Papstes und der Bischöfe. 1522 (1)


Fra Erl 28, 141-167. 202.

Indhold: 1. del. #3.--  Begrundelse og hjemmel. #15. -- Ez 33,7-9: #17. -- Mika 6,1f: #22. -- Jer 1,10. #24. -- Kristus angriber de høje. #26. 1 Tim 5,20: #28. Legemligt oprør: #35. 1 Tim 3,1-7: #46.Tit 1,5.9: #49. 2 Tim 3,1-5: #52. 2 Pet 2,1-18: #53-118. Priapus. #79. -- Om troen, der standser udsondringer. #113. -- 2. del 2#1. Biskoppernes første dyd. 2#7. -- Den anden dyd. 2#13. -- Den tredje dyd. 2#21. -- Pavens fjerde dyd. 2#35. -- Dr. Luthers bulle og reformation. 2#52. -- Den femte dyd i Rom. 2#88. -- Om løfter. 2#94. -- Gifte præster fængslet: 2#110. -- Bisperne som bordelværtinder. 2#113. --

Tilbage til oversigten!

Omtales Koestlin5,2#29.
 
1   Wider den falschgenannten geistlichen Stand des Papstes und der Bischöfe. 
Erlanger-udgavens forord:
In dieser Schrift nennt sich Luther einen Ecclesiasten von Gottes Gnaden, weil ihn Kaiser und Papst seiner Titel beraubt habe, deren er sich gern enthalten wolle. Hierauf hebt er das Wesen des bischöflichen Amtes hervor, schildert freimüthig die Laster des römischen Klerus und fügt dann einige Erörterungen über die Bischöfe und Klostergelübde bei. Emser schrieb zwar dagegen, aber Luther antwortete ihm nicht. 
 
3       Martinus Luther, von Gottes Gnaden, Ecclesiastes zu Wittenberg, den päpstlichen Bischoffen meinen Dienst, und ihr selbs Erkenntniss in Christo.         Martin Luther, ved Guds nåde ekklesiastes i Wittenberg byder de pavelige biskopper min tjeneste, og ønsker dem selv erkendelse i Kristus. 
4          Ob ich vielleicht fur euch, lieben Herrn, ein Narr gehalten werde, umb solches hochmuthigen Titels willen, dass ich mich ein Ecclesiastes von Gottes Gnaden nenne, sollt ihr wissen, dass michs nicht verwundere. Ihr scheltet, verlästert, verdampt, verfolget, und verbrennet mich, wohl umb höher und edler Sach willen, als einen Ketzer, und thut wie ihr wöllet, nach euers Abgotts Wohlgefallen, und habt von Gottes Ungnaden die Tugend an euch: hören wollt ihr nicht, Antwort geben wollt ihr auch nicht; sondern wie die verstockten Jüden, mich unverhöret, unerkunnte Sache, unüberwunden, mit dem Kopf hindurch, frevelich verdammnen, (E143) und schämet euch noch nicht, dass ihr euch so oft lasst einen Menschen zu Recht trotzen.          Hvis jeg måske blandt jer kære herrer regnes for en nar, på grund af denne hovmodige titel, at jeg kalder mig en ekklesiastes af Guds nåde, så skal I vide, at det ikke undrer mig. I kan skælde ud, spotte, fordømme, forfølge og opbrænde mig, velsagtens for et højere og ædlere formåls skyld, som en kætter, og I kan gøre, hvad I vil, så jeres afgud synes om jer, men I har ved Guds unåde den dyd knyttet til jer: I vil ikke høre, I vil ikke give svar, men I gør som de forstokkede jøder det, at I frækt fordømmer mig uden at have forhørt mig, uden at have undersøgt sagen, uden at have vundet på argumenter, lige på og hårdt, og så skammer I jer endda ikke over, at I så ofte lader et menneske måtte tiltrodse sig sin ret. 
5         Wohlan, weil es denn gilt die Hörner aufrichten, und mit lauter Gewalt fahren, muss ich meine Hörner auch aufsetzen, und meinen Kopf fur meinen Herrn wagen. Das anzufahen, nenne ich mich einen Ecclesiasten, von Gottes Gnaden, den ihr einen Ketzer mit Lästerwort scheltet, euch und dem Teufel zu Trotz. Und ob ich mich einen Evangelisten von Gottes Gnaden nennet, trauet ich dasselb ehe zu beweisen, denn euer einer seinen bischofflichen Titel oder Namen beweisen künnt, bin dess gewiss, dass mich Christus selbst also nennet und dafur hält, der meiner Lehre Meister ist, und auch Zeuge seyn wird am Jüngsten Tag, dass sie nicht mein, sondern sein lauter Evangelium ist.         Velan, hvis det drejer sig om at sætte horn på og fare frem udelukkende med magt, så må jeg også påsætte mine horn og vove mit hoved for min herre. For at begynde med det kalder jeg mig en ekklesiastes af Guds nåde, mig, som I kalder en kætter og bruger skældsord om. Og det gør jeg på trods af jer og på trods af djævelen. Og selv om jeg så ligefrem kaldte mig en evangelist af Guds nåde, så tiltror jeg mig dog mulighed for bedre at kunne bevise det end hvemsomhelst af jer kan bevise sin biskoppelige titel eller navn. For jeg er vis på, at Kristus selv kalder mig dette og regner mig for det. Han er min læremester og vil også være mit vidne på den yderste dag for, at det ikke er mit evangelium, men hans rene evangelium. 
6   Also, dass euch doch euer Rasen und Toben nichts helfen soll; sondern je mehr ihr wüthet und tobet, je hochmuthiger wir gegen euch sein wöllen, mit Gottes Hülf, und euer Ungnaden verachten. Und ob ihr mir das Leben nehmet, wie ihr denn Mörder seid, sollt ihr doch weder meinen Namen nocht Lehre vertilgen. Denn ihr werdet auch sterben müssen zuletzt, und des Mordens ein Ende machen.  Men for at jeres rasen og faren frem ikke skal hjælpe jer noget, så vil vi, jo mere I raser og farer frem, være desto mere hovmodig imod jer med Guds hjælp og jeres egen unåde. Og selv om I tager mit liv, eftersom I jo dog er mordere, så skal I dog hverken kunne ødelægge mit navn eller min lære. For I skal jo også dø engang, og så får det ende med jeres myrderier. 
7         Wie ich denn nu durch päpstliche und kaiserliche Ungnade meiner Titel beraubt bin, und mir der Bestiencharacter mit so viel Bullen ist abgewaschen, dass ich nimmer Doctor der heil. Schrift, noch etwas päpstlicher Creatur heissen muss; dess ich wohl so fast erschrocken bin, als wenn dem Esel der Sack entfället.           Men jeg er nu blevet frarøvet min titel i kraft af pavelig og kejserlig unåde og min dyrekarakter er vasket af mig med så mange buller, så jeg aldrig igen kommer til at være doktor i den hellige skrift eller være noget andet paveligt kreatur. Dog, det er jeg lige så ked af, som æslet er af at miste sin last. 
8  Denn solche Larven mein höheste Schande fur Gott gewesen ist; und ich auch weiland in Irrthum (den ich von eurem Haufen gelernet mit grosser Kost und Mühe,) ein Lügener, Betrüger, Verführer, und Lästerer war, wie ihr itzt seid, wider Gottes reine Lehre.  For den slags tomme titler var min højeste skam overfor Gud, og jeg var også tidligere i vildfarelse (den vildfarelse havde jeg lært med megen møje og besvær af jeres parti) ja, jeg var en løgner, en bedrager, en forfører, en spotter, sådan som I nu er det, imod Guds rene lære. 
9  Aber nachdem der Vater aller Barmherzigkeit solch mein Untugend und Lästerung, und allerlei sündlich böses Leben nicht angesehen, sondern mich seinen Sohn Jesum Christum, aus abgründlichem Reichthum seiner (E144) Gnad hat erkennen, und andere auch lehren lassen, so lang bis dass wir seiner Wahrheit gewiss worden sind, muss ich wahrlich dennoch nicht ohn Titel und Namen sein, auf dass ich das Wort, Ampt und Werk, das ich von Gott habe, ziemlich preise, welchs ihr blinden Lästerer so uber die Masse schändet und verfolget.  Men efter at al barmhjertigheds fader ikke så på denne mangel på dyd og på denne bespottelse og på hele mit syndige, onde levned, men i sin grundløse nådes rigdom har ladet mig erkende sin søn, Jesus Kristus,  og også ladet andre erkende ham, indtil vi blev sikre på hans sandhed, så må jeg trods alt alligevel ikke være uden titel og navn, for at jeg på sømmelig vis kan prise det ord, det embede og den gerning, jeg har fra Gud, det ord, embede og gerning, som I blinde spottere skænder og forfølger over al måde. 
10 Hoff, mein Preisen soll euer Schänden uberwehren, wie mein Recht euer Unrecht auch noch uberwindet. Ob ihr ein Augenblick mit Frevel oben liegt, da liegt nichts an.  Jeg håber, at min lovprisning skal overdøve jeres skænden, ligesom min ret også nok skal overvinde jeres uret. Selv om I for øjeblikket frækt har magten, så betyder det ikke noget. 
11         Derhalben lasse ich euch hiemit wissen, dass ich hinfurt nicht mehr euch die Ehre thun will, dass ich mich unterlasse wölle, euch oder auch einem Engel vom Himmel, uber meine Lehre zu richten, oder zu verhören: denn der närrischen Demuth ist gnug geschehen nu das drittemal zu Worms, und doch nichts geholfen: sondern ich will mich hören lassen, und wie St. Petrus 1. Br. 3, v. 15. 16. lehret, meiner Lehre Ursach und Grund beweisen für alle Welt, und sie ungerichtet haben von jedermann, auch von allen Engeln.           Derfor lader jeg jer også hermed vide, at jeg fremover ikke mere vil gøre jer den ære, at jeg indlader mig på at lade jer eller selv en engel fra himlen dømme om min lære eller forhøre mig derom. For den naragtige ydmyghed er forekommet ofte nok, for tredie gang i Worms, og har dog ikke hjulpet. Nej, nu vil jeg sige noget, og som Skt. Peter lærer i 1 Pet 3,15f, (n11) fremføre hjemmel og begrundelse for min lære for hele verden, og ikke underkaste den under nogen dommer, heller ikke lade den bedømme af engle. 
12 Denn sintemal ich ihr gewiss bin, will ich durch sie, euer, und auch der Engel wie St. Paulus spricht, Gal. 1,8. Richter sein, dass, wer meine Lehre nicht annimpt, dass der nicht müge selig werden. Denn sie ist Gottes, und nicht mein; darumb ist mein Gericht auch Gottes, und nicht mein.  For eftersom jeg er sikker på den, vil jeg gennem min lære være jeres og alle engles dommer, som Skt. Paulus siger Gal 1,8. (n12) Så den, der antager min lære, han bliver salig. For det er Guds lære og ikke min. Derfor er min dom også Guds dom, ikke min. 
13           Endlich, lieben Herrn, sei das der Beschluss: Lebe ich, so sollt ihr fur mir keinen Fried haben; tödtet ihr mich, so sollt ihr zehenmal weniger Fried haben, und will euch sein, wie Oseas 13,8 sagt: Ein Bär am Wege, und ein Lew auf der Gassen.         Endelig, kære herrer, det er så konklusionen: Hvis jeg lever, så skal I ikke have nogen fred for mig; hvis I slår mig ihjel, så skal I have ti gange så lidt fred, og I får det, som Hoseas siger: En bjørn på vejen, en løve i gyden. (Hos 13,8) (n13
14 Wie ihr mit mir fahret, sollt ihr euren Willen nicht haben, bis dass euer eisern Stirn und ehren Hals, entweder mit Gnaden oder Ungnaden, gebrochen werde. Bessert ihr euch nicht, wie ich gerne wollt, so bleib es dabei, dass ihr feindlich zürnet, und ich nichts drauf gebe. Gott gebe, dass ihr euch erkennet. Amen.  Hvordan I end bærer jer ad med mig, I skal ikke få jeres vilje med det, førend jeres jernpande og jeres kobberhals (n14) ligger sønderbrudt, hvad enten det sker med nåde eller unåde. Hvis I ikke forbedrer jer, hvad jeg gerne så, så fortsætter det med, at I bliver vrede i jeres fjendskab, og at jeg ikke giver efter. Gud give, at I kommer til fornuft. Amen. 
15       Auf dass nicht bei etlichen wohlmeinenden Herzen werde angesehen, als thue ich ihm zu viel, dass ich die grossen Herrn antaste, und wie es die Tyrannen selb deuten, es möchte Aufruhr und Empörung erregen, muss ich zuvor Grund und Ursach furtragen, mit (E145) Schrift beweisen, dass nicht allein billig, sondern auch noth sei, zu strafen die hohen Häupter.           Men for at ikke nogle velmenende hjerter skal mene, at jeg er for forvoven, når jeg angriber de store herrer, (tyrannerne mener jo selv, at det kan fremkalde oprør og opstand), så må jeg først fremføre begrundelse og hjemmel, bevise det med skriften, at det ikke alene er rimeligt, men også nødvendigt at anklage de høje overhoveder. 
16        Es hat der Papst in seinem ungeistlichen Recht wohl verboten, man solle die Prälaten nicht strafen. Darauf verlassen sich die lieben Junkern und gemaleten Bischoff, studirn nicht, können nichts, thun kein Bischoffswerk nicht, sind damit zu stiller Ruge und guten Tagen gesetzt; fahren dennoch einher, als wären sie Bischoff, so es lauter Fastnachtslarven und Putzen sind, unter dem bischoffelichem Name die ganze Welt verderbend. Aber was Gott davon sagt, wöllen wir hören.         Ganske vist har paven i sin ugejstlige ret forbudt, at man anklager prælaterne. Det stoler de kære junkere og de malede biskopper på, de studerer ikke, de kan ingenting, de gør ikke en biskops gerning, og de er dermed bestemt til stille ro og gode dage. Alligevel farer de ind i begivenhederne, som om de var biskopper, så der er tale om lutter fastelavnsmasker og oppyntede figurer, som fordærver hele verden under det biskoppelige navn. Men hvad Gud siger om det, det vil vi høre: 
17        Ezechiel 33,7.8.9 sagt er also: Du Menschenkind, ich hab dich zum Wächter gesetzt uber das Haus Israel. Und du sollt hören, was ich dir sage, und dasselbige von mir ihnen verkündigen. Wenn ich zu dem Gottlosen sage: Du sollt des Todes sterben, und du verkündigst es ihm nicht, und sagest ihm nicht, dass er sich bekehre von seinem bösen Wege und lebe, so wird wohl derselb Gottlose sterben in seinen Sünden; aber sein Blut will ich von dir foddern. So du es aber ihm verkündigest, und der bekehret sich nicht von seinen Sünden, noch von seinem bösen Wege, so wird er sterben in seinen Sünden; aber du hast deine Seele erlöset.         I Ezekiel 33,7-9 siger han: "Og dig, menneske, stiller jeg som vægter for Israels hus. Når du hører et ord fra min mund, skal du advare dem fra mig. v8  Når jeg siger til den uretfærdige: Du skal dø! og du ikke taler til den uretfærdige og advarer ham mod hans vej, så skal den uretfærdige dø på grund af sin skyld, men hans blod vil jeg kræve af din hånd. v9  Hvis du derimod advarer den uretfærdige for at få ham til at vende om fra sin vej, og han ikke vender om, skal han dø på grund af sin skyld, men du har reddet dit liv."
18         Sage mir, ist das nicht ein streng Gebot von der hohen Majestät, dass ein Prediger schuldig ist, bei seiner Seelen Seligkeit die Gottlosen zu strafen? denn er redet hie von öffentlichen Straf, dieweil er ihm ein Ampt, zu predigen sein Wort, befiehlt.          Sig mig, er det ikke et strengt bud fra den høje majestæt, at en prædikant har pligt til for sin sjæls saligheds skyld at anklage de gudløse? for han taler her om en offentlig anklage, eftersom han har overladt ham det embede at prædike hans ord. 
19 Und warumb gebeut er das so hart? ohn Zweifel, dass der Prediger, so er schweiget, wider die Liebe aufs allerhöhest sündigt, und nicht achtet seines Nähesten Seel Seligkeit, das grössest Gut, dem er doch auch Kleid und Nahrung, das geringst Gut, schuldig ist. Er spricht aber nemlich, er soll das Wort von Gott hören, nicht sein eigen Wort führen. Nu haben wir kein Wort, denn die Schrift; darumb soll man damit strafen alle Gottlosen. Og hvorfor påbyder han det så strengt? Uden tvivl, fordi prædikanten, hvis han tier, forsynder sig på det kraftigste imod kærligheden og ikke regner hans næstes sjæls salighed for noget, skønt saligheden er det højeste gode, den næste, han dog skylder at give klæder og mad, hvilket er det ringeste gode. Han siger nemlig, at han skal høre efter Guds ord, og ikke føre sit eget ord. Nu har vi intet andet ord [fra Gud] end skriften, derfor skal man bruge den til at anklage de gudløse med. 
20  Es hilft auch kein Ausreden, ob man wollt sagen, dieser Spruch rede nicht von Prälaten, sondern ingemein von dem Gottlosen etc. Denn das schleusst (E146) eben und zwingt, dass er auch von den Prälaten zu verstehen sei, dieweil er kein Person ausdruckt, sondern ingemein nennet den Gottlosen, er sei gross oder klein, und wie er sein mag.  Det hjælper heller ikke at tale udenom, som om man kunne sige, at dette udsagn ikke taler om prælater, men i almindelighed om den gudløse, osv. For det inkluderer dem jo, og tvinger én til at sige, at det også må forstås om prælaterne, for han undtager jo ikke nogen, men nævner i almindelighed den gudløse, hvad enten han er stor eller lille, eller hvordan han er. 
21 Denn Gottes Wort siehet nicht auf Person. Es ist uber alle Person, und gehet jedermann an. Auch so ward Ezechiel, wiewohl von armem geringen Stand, doch gesandt, zu predigen dem ganzen Volk Israel, darinnen waren Fürsten, Priester und grosse Leut. Ez. 22, ganz.  For Guds ord ser ikke på personen. Det er over alle personer og angår enhver. Og det var jo også sådan, at Ezekiel, skønt han var af fattig og ringe stand, dog blev sendt for at prædike for hele Israels folk, hvori der var fyrster, præster og store folk. Se hele Ez 22. 
22        Micheas 6,1.2. spricht: Höret, was sagt Gott: Stehe auf und rechte mig den Bergen, und lasse die Hügel hören deine Stimm, auf dass die Berge hören das Gericht Gottes, und die starken Gründ der Erden. Denn Gott hat zu richten mit seinem Volk, un zu strafen Israel etc.        I Mika 6,1f står der: "v1  Hør dog, hvad Herren siger:
      »Rejs dig, fremlæg sagen for bjergene,
      lad højene høre din stemme!«
       v2  Hør Herrens anklage, I bjerge,
      I jordens evige grundvolde!
      Herren fører sag mod sit folk,
      han går i rette med Israel:"
23 Wer sind die Berge, Hügel, und starke Grund der Erden, den man predigen soll, wie er hie gebeut? hie befiehlt er, nicht dem Volk, sondern den Häuptern Gottes Gericht und Straf zu verkündigen.  Hvem er bjergene, højene og jordens stærke grundvolde, som man skal prædike for, sådan som han her byder? Her befaler han, at man skal forkynde Guds dom og anklage, ikke for folket, men for overhovederne. 
24        Und endlich, aller Propheten Predigt sind gemeiniglich am meisten wider die hohen Häupter gangen, als die Könige, Fürsten, Priester, Gelehreten und Obersten im Volk, wie das aller Propheten Schrift uberflüssig weisen, dass auch Gott zu Jeremia sprach Jer. 1,10: Siehe ich setze dich heute uber Land und Leut. Item v. 18. 19. Ich hab dich heit gesetzt zu einer festen Stadt, zu einer eisern Säule, zu einer ehrern Mauren uber alles Land, wider die Könige Juda, wider die Fürsten, wider die Priester, wider das Volk. Und sie werden wider dich streiten; aber sie sollen dich nicht uberwältigen; denn ich bin bei dir, und will dich erlösen, spricht Gott.           Og endelig, alle profeters prædiken er i almindelighed mest rettet imod de høje overhoveder, konger, fyrster, præster, lærde og folkets øverste, sådan som ethvert profetskrift til fulde viser det. Og sådan sagde Gud også til Jeremias, Jer 1,10: "Se, nu giver jeg dig myndighed over folkene og rigerne". Ligeledes i vers 18f: "Jeg gør dig i dag til en befæstet by, en søjle af jern, en mur af bronze, mod hele landet, Judas konger og stormænd, dets præster og storbønder.  v19  De skal angribe dig, men ikke overvinde dig, for jeg er med dig og redder dig, siger Herren".
25 Nu war Jeremias gar weit unter den Königen, Fürsten und Priestern, ein geringe Person, aus der kleinen Stadt Anathoth. Noch musst er Gottes Wort uber und wider alle Ständ predigen und strafen.  Nu stod Jeremias langt under konger, fyrster og præster, han var en ringe person, fra den lille by Anatot. Alligevel måtte han prædike Guds ord over og imod alle stænder og anklage dem. 
26          Zum dritten, Christus im Evangelio war ganz ein niedrige Person, in keinem hohen Stand noch Regiment. Mit welchen rechtet er aber? welche straft (E147) er, denn nur die Hohenpriester, die Schriftgelehrten, die geistlichen Sonderlinge, und was da hoch war? Damit hat er je ein Exempel geben allen Predigern, dass sie nur getrost sollen die grossen Köpf antasten, sintemal des Volks Verderben und Genesen am meisten liegt an den Häuptern.          For det tredie: Kristus var i evangeliet en ganske ringe person, han var ikke i nogen høj stand eller noget højt styre. Men hvem var det, han gik i rette med? hvem anklagede han? Ja, det var netop ypperstepræsterne, de skriftkloge, de åndelige enere, og hvad der ellers var højt. Dermed har han jo givet et eksempel for alle prædikanter, at de fortrøstningsfuldt skal anklage alle de store hoveder, eftersom folkets fordærv og helbredelse for det meste afgøres af overhovederne. 
27 Warumb sollten wir denn des unsinnigen Papsts Narrengesetz wider Christus und aller Propheten Exempel folgen, und die grossen Hansen und geistliche Tyrannen nicht strafen? und was hülf es, dass man die Häupter los liess und straft nur das Volk? man kunnte nimmer so viel auswerfen mit guter Lehre, als die bösen Häupter einwerfen mit falscher Lehre. Und würde hie gehen, wie Salomon Eccle. sagt: Wenn einer bauet, und der andere zubricht, was ist da Nutzes, denn eitel Erbeit? (Sir 35,28) Soll man nu das Volk bauen; so muss man zuvor den schändlichen Häuptern und Verstörer widerstehen.  Hvorfor skulle vi følge pavens narrelov imod Kristi eksempel og alle profeternes eksempel, og undlade at anklage de store magthavere og de gejstlige tyranner? og hvad skulle det hjælpe, hvis man lod overhovederne gå fri og kun anklagede folket? Med den gode lære ville man aldrig kunne kaste så mange dårligdomme ud, som de onde overhoveder ville kunne kaste ind med den falske lære. Så ville det gå her, som Salomon siger: "Den ene bygger op, og den anden river ned.
Hvad har de opnået andet end slid?" (Sir 34,28) Skal man opbygge folket, så må man først modstå de skændige overhoveder og ødelæggere. 
28        Darum sollen wir die freie Lehre St. Pauli 1 Tim 5,20 hie fest halten, da er sagt: Die da sündigen, sollt du öffentlich fur jedermann strafen, dass die andern ein Furcht haben. Hie nimpt St. Paulus niemand aus, weder hoch noch niedrig. Und wiewohl er sagt, dass wider ein Presbyterum (das ist, einen Alten, welche auch zu der Zeit regiereten in den Kirchen,) sollt du nicht aufnehmen Klage ohn zween oder drei Zeugen, hat er damit nicht die Straf aufgehaben, sondern bestätiget.          Derfor skal vi holde fast ved Skt. Paulus' frie lære i 1 Tim 5,20, hvor han siger: "Dem, der forsynder sig, skal du irettesætte i alles påhør til skræk og advarsel for andre". Her undtager Skt. Paulus ingen, hverken høj eller lav. Og selv om han siger (v. 19): "Anklager mod en ældste skal du ikke tage imod, hvis der ikke er to eller tre vidner" (hvor presbyter betyder en ældste, de, som også på den tid herskede i kirkerne), så har han dermed ikke ophævet anklagen, men bekræftet den. 
29 Denn nach derselbigen Uberzeugung dieser Text folget und spricht v. 20: Die da sündigen, sollt du öffentlich fur jedermann strafen. Aber unser Junkern in ihrem geistlichen Unrecht, haben das Wörtlin Presbyterum gedeutet auf die Priester, sich selbs; so St. Paulus sagt von den alten Männern, die soll man nicht leichtlich beschuldigen lassen.  For efter den samme overbevisning følger det, han siger i vers 20: "Dem, der forsynder sig, skal du irettesætte i alles påhør". Men vore junkere har i deres gejstlige uret tolket ordet presbyter om præsterne, om sig selv, der, hvor Skt. Paulus om de gamle mænd siger, at man ikke så let skal kunne rette beskyldninger mod dem. (n29
30 Und spricht auch Cap. 5,1: Einen Alten sollt du nicht schelten, sondern flehen als einem Vater. Nicht redet hie St. Paulus von den Bischoffen und Priestern, die itzt gemeiniglich junge Leut sind, nicht ohn gross Verderben der Christen, sondern von den alten Männern, die soll man in Ehren halten; und (E148) ob sie etwas misstäthen, soll man sie bitten und nicht beissen, dass sie abstehen.  Og han siger også i 1 Tim 5,1: "Du må ikke tale hårdt til en gammel mand, ham skal du formane som en far". Her taler Skt. Paulus ikke om biskopperne og præsterne, som nuomstunder i almindelighed er unge mennesker, til ikke ringe fordærv for de kristne, nej, han taler om de gamle mænd, dem skal man holde i ære; og selv om de gør noget forkert, skal man bede dem og ikke bide dem, så de holder op med det. 
31        So sollen wir nu die Bischoffe und geistliche Höhe härter und mehr strafen, denn die weltliche Höhe, aus zwo Ursachen. Die erst, dass die geistliche Höhe nicht von Gott kompt: denn Gott kennet das Larvenvolk und Niclas Bischoffe nicht; sintemal sie nicht lehren, noch einigs bischofflichs Ampt pflegen.          Derfor skal vi i vore dage anklage biskopperne og de gejstlige overhoveder hårdere og mere end de verdslige overhoveder, og det skal vi gøre af to grunde. Den første er, at de gejstlige overhoveder ikke kommer fra Gud. For Gud kender ikke noget til disse snydepelse og udklædte biskopper, eftersom de ikke underviser, eller opfylder deres biskoppelige embede. 
32 So sind sie auch nicht von Menschen herkommen: sie haben sich selb aufgeworfen, und in solch Regiment gesetzt wider Gott und Menschen; wie der Tyrannen Art ist, die nur aus Gottes Zorn regiern. Weltliche Höhe ist aus Gottes gnädiger Ordnung, die Bösen zu drucken, und die Frommen zu schützen, Rom. 13,4. --  Derfor er de heller ikke kommet fra mennesker. De har stillet sig selv op og opstillet sig i et sådant regimente imod Gud og mennesker, sådan som det er tyranners måde at handle på, de, der kun hersker i kraft af Guds vrede. Verdslige overhoveder er i overensstemmelse med Guds nådige ordning, at de onde skal holdes nede og de fromme beskyttes. Rom 13,4. 
33         Die ander Ursach, das weltlich Regiment, obs gleich Gewalt und Unrecht thut, nur am Leib schadet; aber geistliche Höhe, wo sie nicht heilig ist und Gottes Wort treibt, sind die Wölf und Seelmörder, gilt gleich so viel, als wenn der Teufel selbs da sässe und regierte.         Den anden grund til, [at gejstlige overhoveder skal anklages hårdere end verdslige] er, at det verdslige regimente, selv om det øver vold og uret, kun skader legemet, men gejstlige overhoveder er, hvis de ikke er hellige og driver på med Guds ord, ulve og sjælemordere, det gælder lige så meget, som var det djævelen selv, der sad og regerede. 
34 Darumb ist sich nicht weniger fur dem Bischoff zu hüten, der nicht Gottes Wort lehret, denn fur dem Teufel selbs. Denn wo nicht Gottes Wort ist, da ist gewisslich nur eitel Teufelslehre und Seelmorden; sintemal ohn Gottes Wort die Seel nicht leben, noch vom Teufel mag erlöset werden.  Derfor skal man ikke vogte sig mindre for den biskop, der ikke lærer Guds ord, end for djævelen selv. For hvor Guds ord ikke er, dèr er det med sikkerhed kun lutter djævelsk lære og sjælemord, eftersom sjælen ikke kan leve eller reddes fra djævelen uden Guds ord.
35        Sagen sie aber, es sei zu fürchten ein Aufruhr wider die geistliche Oberkeit, antwort: Soll darumb Gottes Wort nachbleiben, und alle Welt verderben? Ists billig, dass alle Seelen ermordet werden ewiglich, auf dass dieser Larven zeitlich Prangen rügiglich bleibe? Es wäre besser, dass alle Bischoff ermordet, alle Stift und Klöster ausgewurzelt würden, denn dass Eine Seele verderben sollt, schweig denn, dass alle Seelen sollten verloren werden, umb der unnützen Potzen und Götzen willen.           Men hvis de siger, at man må frygte, at der bliver oprør imod den gejstlige øvrighed, så svarer jeg: Skal Guds ord af den grund holdes tilbage, så hele verden går under? Er det rimeligt, at alle sjæle evigt går til grunde, blot for at disse snydepelse i ro og mag kan fortsætte deres timelige prangeri? Det ville være bedre, at alle biskopper blev myrdet, alle stiftelser og klostre blev rykket op med rode, end at blot én sjæl skulle gå fortabt, endsige da, at alle sjæle skulle gå fortabt, for at opretholde dette forbandede afguderi. 
36 Wozu sind sie nütz, denn dass sie in Wollust leben, von der Andern Schweiss und Erbeit, und hindern das Wort Gottes? sie fürchten leiblichen Aufruhr, und verachten geistlich Verderben. Sind es nicht weise redliche Leute? Wenn sie Gottes Wort aufnähmen, (E149) und suchten der Seelen Leben, so wäre Gott dabei, der ein Gott des Friedens ist, und wäre keiner Empörung zu fürchten.  Hvad nytte gør de, andet end at de lever i vellyst af andres sved og arbejde og hindrer Guds ord? De frygter legemligt oprør og er ligeglade med gejstlig fortabelse. Er det ikke vise, ærlige folk? Hvis de begyndte at prædike Guds ord og stræbte efter sjælenes liv, så ville Gud stå dem bi, for han er en fredens Gud, og de skulle ikke frygte oprør. 
37 Wenn sie aber nicht hören wöllen Gottes Wort, sondern wüthen und toben mit Bannen, Brennen, Morden und allem Ubel, was begegnet ihnen billig, denn ein starker Aufruhr, der sie von der Welt ausrotte? und dess wäre nur zu lachen, wo es geschehe, wie die göttliche Weisheit sagt, Proverb. 1,24f. Ihr habt meine Straf gehasset, und versprochen meine Lehre: so will ich auch lachen in eurem Verderben, und euer spotten, wenn das Unglück uber euern Hals fället.  Men når de ikke vil høre Guds ord, men raser og farer frem med band, brand, mord og alt ondt, er det så ikke kun rimeligt, at de mødes med et stærkt oprør, der udrydder dem af verden? Og hvis det skete, kunne man kun le af det, sådan som den guddommelige visdom siger det, i Ordsp 1,25f: "fordi I lod hånt om alle mine råd og ikke ville vide af min retledning, v26  derfor ler jeg over jeres ulykke, spotter, når rædslen kommer over jer". 
38        Gottes Wort macht nicht Aufruhr, sondern der verstockte Ungehorsam, der sich dawider auflehnet; dem widerfahre auch sein Verdienst. Und wer Gottes Wort aufnimmt, der hebt keinen Rumor an, ob er wohnicht mehr die Larven gefürchtet noch die Putzen anbellet, lässt sie fahren, und wartet des Seinen.             Det er ikke Guds ord, men den forstokkede ulydighed, der vender sig imod det, der gør oprør; lad den få, hvad den har fortjent. Og den, der antager Guds ord, han påbegynder ikke nogen opstand, selv om han ikke mere frygter de tomme navne eller gøer ad de oppyntede figurer, nej, dem lader han fare og passer sit. 
39 Welchs auch am meisten fürchten die lieben Larven, die sich bisher haben lassen fürchten und anbeten, als wären sie Bischoff und geistliche Regierer. Wer aber Rumor anfähet, der missbraucht Gottes Wort zu seinem Muthwillen. Christus Wort stürmet mit niemand leiblich; es verkündiget aber Stürmen leiblich den Tyrannen, und löset sänftlich die Seelen von ihren Banden, dass sie verachtet werden: welchs ist das allerbest Stürmen.  Og det er jo også det, de kære tomheder frygter mest; de har hidtil ladet sig frygte og tilbede, som om de var biskopper og åndelige vejledere. Men den, der begynder på en opstand, han misbruger Guds ord efter eget forgodtbefindende. Kristi ord angriber ikke legemligt nogen; men det forkynder, at der kommer legemlige angreb på tyrannerne, og det løser forsigtigt sjælene fra deres bånd, så de kommer til at foragte dem: og det er det allerbedste angreb. 
40 Denn was verachtet wird, darf nicht viel Stürmens, und kann sich selb nimmer enthalten, wie Psalm. 10,15 sagt: Herr zubrich die Macht der Gottlosen. Womit? suche nur herfur seine Bosheit, so wird er schon nimmer da sein. Das Larvenvolk darf keines andern Verstörens, denn dass man sie aufdecke, und erkenne, dass Larven sind, so bald ist ihnen jedermann feind, und werden verlassen.  For det, der foragtes, behøver man ikke at angribe ret meget, det kan aldrig opretholde sig selv, som Sl 10,15 siger: Herre, ødelæg de gudløses magt. Hvormed? Kræv ham til regnskab for hans ondskab, så varer det ikke længe, inden han ikke er der. (n40) Maskefolket har ikke brug for anden ødelæggelse, end at han afslører det, og erkender, at der er tale om tomme masker, så vender straks enhver sig imod dem, og de bliver forladt. 
41       Nimm ein Exempel, vor Zeiten war der Bischoffhut ein heilig gewiss Zeichen. Die zwo obern Spitzen bedeuten die zwei Testament, das Alt und Neu, welch ein Bischoff auf dem Häupt seiner Seele, das ist, im Verstande trug, und war gelehret in der heiligen Schrift, wie St. Paulus Tit. 1,9. gebeut.           Lad os tage et eksempel: I gamle dage var bispehuen et helligt, sikkert tegn. De to spidser betød de to testamenter, det gamle og det ny, som en biskop bar på sin sjæls hovede, det vil sige, i sin forstand, og han var oplært i den hellige skrift, som Skt. Paulus påbyder Titus at være det. (n41
42 Die zween Bändel, frei auf dem Rucken hangend, bedeuten sein Predigampt, darin er dieselbige Schrift Neu und Alts (E150) Testaments frei in das Volk gehen liess, und ihm nachfolgen lehret, ging er furan mit dem Leben.  De to bånd, der hang frit ned på ryggen, betød hans prædikenembede, hvormed han lod det samme nye og gamle testamente gå frit ud til folket, og lærte det at efterfølge ham, han gik foran med sit levned. 
43        Wenn aber itzt ein Bischoff seinen Hut aufsetzt, was mag es bedeuten? etlich meinen, die zwo Spitzen bedeuten, dass er die Schrift beides Testaments wohl sollt wissen; aber die zween Bändel bedeuten, dass er derselben keines wisse noch wissen wölle.         Men når en biskop sætter sin hue på, hvad kan det så betyde? nogle mener, at spidserne betyder, at han egentlig skulle kende skriften: de to testamenter; men de to bånd betyder, at han ikke kender dem eller vil kende dem. 
44 Denn die höhest Tugend der itzigen Bischoff und Cardinal ist fast die, dass sie auserwählet ungelehrte Köpf sind, und gleich ein Schand worden ist, dass ein Bischoff studiren sollt in der Biblien. Warumb sollt ein Fürst studirn, dass er den Kopf zurbricht? Sind doch sonst Terminarien und Münche gnug? wohlan, was sind es aber auch, denn nur Larven und Kinderbischoff? ohn dass sie Stein und Holz (Gott Lob) künnen besprengen und beräuchern, ein Holz das ander, und ein Stein den andern; gerad, als wollten sie Gott eine Kirchen und Altar weihen.  For vore dages biskoppers og kardinalers højeste dyd er næsten den, at de er udvalgte ulærde hoveder, og det er næsten blevet en skam, at en biskop skal studere bibelen. Hvorfor skulle en fyrste bryde sit hoved med at studere? Det har han dog fuldmægtige og munke til. Og det vil sige: Hvad er vore biskopper andet end tomme masker og barnebiskopper? Nå ja, de kan stænke vievand på sten og træ og lade røgelse ramme det, en træmand til træ og en stenmand til sten; ganske som ville de indvi Gud en kirke og et alter.
45 Wo wollt Gott sonst wohnen, oder wo wollt der fur dem Teufel bleiben, wenn die heilige Bischoffe nicht die Stein begössen und beräucherten? Also gehet es auch in der Fastnacht, dass einer ein König ist, und doch nicht mehr denn ein Bauer bleibt.  Og det er klart, hvor skulle Gud ellers bo, eller hvor skulle han finde fred for djævelen, hvis ikke de hellige biskopper bestænkede stenene og lod røgelsen ryge? Sådan går det også til ved fastelavn, der er én, der er konge, og dog er og bliver han ikke andet end en bonde. 
46         Wie aber ein rechter Bischoff soll gestalt sein, beschreibt St. Paulus 1 Tim. 3,1-4. Das ist je wahr, wer ein Bischoffthum begehrt, der suchet ein gut Werk. Es muss aber ein Bischoff sein ein unsträflich Mann, der nur ein Weib habe, wacker, sittig, züchtig, gern herbergen, gern predigen, nicht ein Weinsäufer, nicht ein Schelter, nicht scheulichs Geniess süchtig, sondern jedermann eben, unstreitig, nicht geizig, der seinem eigen Hause wohl furstehe, und dass seine Kinder gehorsam sein, mit aller Tapferkeit. Denn soe jemand seinem eigen Hause nicht weiss furzustehen, wie mag derselb des Gottes Kirchen oder Gemeine Sorge pflegen? Er soll auch nicht sein ein Neuling, auf dass er sich nicht aufblase, und falle in das Urtheil des Lästerers. Auch muss er ein gut Gerücht haben bei den (E151) Ungläubigen, auf dass er nicht falle in Spott, und in den Strick des Lästerers.         Men hvordan en ret biskop skal være sindet, det beskriver Skt. Paulus i 1 Tim 3,1-7: Hvis nogen ønsker at blive tilsynsmand, er det et vigtigt arbejde, han tragter efter. v2  En tilsynsmand skal være ulastelig, én kvindes mand, ædruelig, besindig, værdig, gæstfri, en god lærer, v3  ikke drikfældig eller voldsom, men mild, ikke stridbar og ikke glad for penge. v4  Han skal kunne styre sit eget hus godt og få sine børn til at vise lydighed, i al agtværdighed; v5  for hvordan skal han kunne tage sig af Guds menighed, hvis han ikke forstår at styre sit eget hus? v6  Han må ikke være nyomvendt, for at han ikke skal blive hovmodig og falde ind under Djævelens dom. v7  Han skal også have et godt omdømme blandt dem udenfor, for at han ikke skal komme i vanry og gå i Djævelens fælde.
47        Siehe da, obs nicht ein gut Werk sei, Bischoff zu sein, darin so viel edler Tugend sind? St. Paulus will nicht, dass er ein Neuling sei, der neulich zum Glauben kommen, oder jung ist im Glauben, auf dass nicht der Lästerer ein guten Grund und Ursach habe, zu urtheilen und zu sagen: Siehe, wie haben die einen Narren uber die Eier gesetzt; sondern soll ein versucht tapfer Mann sein, dass sich der Lästerer muss schämen, ubel von ihm zu urtheilen.        Se så, om det ikke er en god gerning at være biskop, en gerning med megen ædel dyd. Skt. Paulus ønsker ikke, at det skal være en yngling, der for nylig er kommet til tro, eller er ung i troen, for at ikke spotteren skal have god grund til at dømme ham og sige: Se, vi har sat den ene nar til at vogte æggene; nej, det skal være en prøvet, tapper mand, som spotteren må skammer sig over at dømme ondt om. 
48 Also auch von den Ungläubigen soll er gelobt und gehalten sein in Ehren; sonst ist er ihnen ein Spott, und gleich im Strick gefangen, dass er nichts mag dazu sagen, wenn ihm etwas Unehrlichs wird aufgeruckt: welches denn der ganzen Sammlung unehrlich und den Ungläubigen ärgerlich wäre. Denn zu der Zeit waren die Christen unter den Ungläubigen vermenget; darumb musst alle ihr Wesen allenthalben öffentlich, besserlich, löblich und unsträflich sein.  På samme måde skal han også roses og holdes i ære af de vantro; ellers er han til spot for dem og bliver straks fanget i strikken, så han ikke har noget at svare, når der påduttes ham noget uærligt, og det ville jo være ærgerligt for hele menigheden og til forargelse for de vantro. For den gang levede de kristne sammenblandet med de vantro, derfor måtte hele deres væsen overalt i det ydre være godt, elskværdigt og ustraffeligt. 
49        Item, Titum, 1,5 u. f. Darumb hab ich dich in Creta gelassen, dass du solltest weiter zurecht bringen, was ich verlassen hatte, und solltest Presbyteros, das ist, Aeltere, ordenen in einer iglichen Stadt, einen der ein unsträflich Mann sei, und habe nur ein Weib, und Kinder, die da gläubig sein, nicht im bösen Geschrei der Vollerei oder Ungehorsam. Denn es muss ein Bischoff unsträflich sein, wie ein Schaffner oder Hausdiener Gottes, der nicht von ihm selb viel halte, nicht zornig, nicht ein Weinsäufer, nicht ein Schelter, nicht schändlichs Geniess süchtig sei, sondern gern herbergen, gütig, züchtig, gerecht, geistlich, keusch, anhangend an dem wahren Wort, das da lehren mag, auf dass er mächtig sei zu vermahnen in der heilsame Lehre, und die Widersprecher zu strafen.          Det samme siger han Tit 1,5: "Når jeg lod dig blive tilbage på Kreta, var det, for at du skulle ordne, hvad der endnu stod tilbage, og indsætte ældste i byerne, sådan som jeg havde pålagt dig det. v6  En ældste må være en, der ikke er noget at udsætte på, han skal være én kvindes mand, hans børn skal være troende og må ikke være genstridige eller kunne beskyldes for at leve et vildt liv. v7  Som Guds husholder må en tilsynsmand være en, der ikke er noget at udsætte på, ikke egenrådig, opfarende, drikfældig, voldsom eller ude efter skændig fortjeneste. v8  Han skal være gæstfri, have kærlighed til det gode, være besindig, retfærdig, from, herre over sig selv; v9  han skal holde fast ved lærens troværdige ord, så han er i stand til både at formane med den sunde lære og at gendrive dem, der siger imod."
50        Siehe, das sind Formen und Gestalt christlicher Bischoff, der in iglicher Stadt oder Gemeinen soll einer sein. Aber was sollten solche Form itzt? Die päpstliche Bischoff haben wohl edler Formen, die weniger Mühe kosten. Welche sind die? nemlich, nichts wissen, ehelichen Stand meiden, und dafur, soviel es gelüstet, (E152) Hürlin haben, ein silbern Stab nachtragen, ein köstlich Hut aufsetzen, ein grosse Platten haben, viel Städt und Land im Sprengel begreifen, hübsche Hengst reiten, Fürstenhöfe halten, Officiales, das ist, Leutschinder nähren, die Seelen mit Bann und Tyranneien morden, und, dass ichs nicht vergesse, den Schild an allen Orten mit Stäben und Kreuzen malen und heften, köstliche Fingerreif und Hendschuh tragen, die Stein und Holz an Kirchen mit Weihwasser besprengen, die Kinder firmlen, und die Gevattern freundlich auf die Backen schlagen, so es anders hübsche glatte Metzlin sind, doch ohn Leichtfertigkeit, dass nicht jedermann lache;           Se, det er de former og skikkelser, som en kristelig biskop skal have, og af dem skal der i hver by eller menighed være én. Men hvad er sådanne former blevet til nuomstunder? De pavelige biskopper har nok ædlere former, som koster mindre anstrengelse. Hvilke? Jo, ikke at være lærd, at undgå den ægteskabelige stand, og i stedet for have lige så mange horer, man har lyst til, at lade en sølvstav bære efter sig, at sætte en kostbar hue på hovedet, at have en stor tonsur, at have mange byer og lande i sit stift, at ride på smukke heste, at holde et fyrsteligt hof, at give brød til sekretærer, det vil sige, folk, der kan pine menneskene, at myrde sjæle med band og tyranni, og, at jeg ikke glemmer det, overalt at male og påklistre sit skjold med stave og kors, at bære kostbare fingerringe og handsker, at besprænge sten og træ på kirkerne med vievand, at firme børnene, og at knibe fadderne venligt i kinden, hvis det ellers er smukke, pæne piger, dog uden letfærdighed, at man ikke skal le af  ham. 
51 und dieser zarten Formen viel mehr, die allzumal St. Paulus vergessen, oder nicht gewusst hat, und noth gewesen sind durch den allerheiligsten Vater Papst zu erfinden. O idola terrae, et larvae mundi! Og mange flere af den slags former, som Skt. Paulus helt har glemt, eller som han ikke har kendt til, og som det derfor har været nødvendigt for den allerhelligste fader, paven, at opfinde. O hvilke verdens afguder! hvilke jordens snydepelse!
52         Wiederumb har St. Paulus nicht vergessen, was fur ein Leben solche Gesellen führen werden, unter solchen schönen spitz und rothen Hüten, Mänteln, Stäben, Platten, Kreuzen und andern obgenannten Formen, da er sagt 2 Tim 3,1 u. f. Du sollt wissen, dass in den letzten Tagen werden sein fährliche Zeit: denn da werden Menschen sein, die viel von ihnen selbs halten, geizig, hochmuthig, hoffartig, Lästerer, den Eltern ungehorsam, undankbar, ungeistlich; die sich keines Menschen annehmen, störrige, Schänder, unkeusch; die zu keinem Gut Lust haben; Verräther, Freveler, aufgeblasen, blind, die mehr lieben die Wollust denn Gott; haben ein Schein eines göttlichen Lebens, aber seine Kraft verleugnen sie: diese sollt du meiden etc. Da siehe, das heisst unsere Bischoff und geistliche Junkern recht kontrafeiet.         Omvendt har Skt. Paulus ikke glemt, hvilket levned den slags fyre skal føre under disse spidse og røde huer, kapper, stave, tonsurer, kors og de andre ovennævnte former. For han siger 2 Tim 3,1-5: "Men det skal du vide, at i de sidste dage skal der komme hårde tider. v2  For da vil mennesker blive egenkærlige, pengeglade, pralende, overmodige, fulde af hån, ulydige mod deres forældre, utaknemlige, spottere, v3  ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, brutale, fjender af det gode, v4  forrædere, fremfusende, hovmodige, de vil elske nydelser højere end Gud; v5  i det ydre har de gudsfrygt, men de fornægter dens kraft. Hold dig fra dem!" Se, her ser du vore biskopper og gejstlige junkere klart afbildet. 
53        St. Petrus 2 Br. 2,1 u. f. malet sie auch fleissig, und spricht: Es waren vor Zeiten auch falsche Propheten im Volk: also werden unter euch auch sein falsche Lehrer, die da neben einführen werden verderblichen Secten und Stände; und werden verleugnen den Herrn, der sie erkauft hat. Die werden über sich selbs ein schnell Verderben holen. Und viel werden folgen (E153) ihrem Verderben, und der Weg der Wahrheit wird von ihnen verlästert werden, und aus Geiz werden sie mit erdichten Worten umb euch jahrmarkten.          Skt Peter afmaler dem også udmærket, idet han siger (2 Pet 2,1-3): "Der var dog også falske profeter i folket, ligesom der også blandt jer vil komme falske lærere, som vil indsmugle ødelæggende vranglærdomme og tilmed fornægte den Herre, som købte dem. De nedkalder en brat tilintetgørelse over sig selv, v2  men mange vil følge dem i deres udsvævelser, og sandhedens vej vil komme i vanry på grund af dem. v3  I deres griskhed vil de søge at udnytte jer ved hjælp af opdigtede historier;"
54        Diese Wort mügen je nicht, denn von den Bischoffen und geistlichen Regenten im Volk verstanden werden. So sehen wir, wie sie neben der Lehre Christi, auch Menschenlehre, Secten, Orden, mancherlei Ständ aufgericht und in die Welt christlichs Glaubens sondere Werk und Weise zu leben furgeben.          Disse ord kan jo ikke forstås om andre end biskopperne og de åndelige ledere i folket. Således ser vi, hvordan de ved siden af Kristi lære også opretter menneskelære, sekter, ordener, mange slags stænder og foregiver at leve i den kristne tros verden i særlige gerninger og på særlig måde. 
55 Damit wird Christus verleugnet, der uns erkauft hat; denn sie lehren durch Werk fromm und selig zu werden, so doch allein Christus durch sein Blut uns die Seligkeit erkauft hat. Darüber lästern und vermaledeien sie auch diesen Weg der Wahrheit, wöllen nicht leiden, dass ihr Thun unrecht, und allein Christus unser Seligkeit sei.  Dermed fornægtes Kristus, han, som har købt os; for de lærer, at man bliver from og salig gennem gerninger, hvor det dog alene er Kristus, der har købt os saligheden med sit blod. Desuden spotter og forbander de denne sandhedens vej, vil ikke finde sig i, at deres gøren og laden skal være forkert, og at alene Kristus skal være vores salighed. 
56 Auch sehen wir, wie sie voll Geizes, alle Predigt und Lehren dahin richten, dass man nur ihnen gebe, Kirchen und Klöster baue, und sie reich sein, und gnug haben lasse.  Vi ser også, hvordan de, fulde af pengegriskhed, retter al deres prædiken og levned derhen, at man kun skal give dem penge, skal bygge kirker og klostre, og lade dem være rige og have nok af alt. 
57 Das sind die falschen erdichten Wort, damit sie den Schein gutes Lebens aufwerfen, und verleugnen doch den Grund der Wahrheit: da gibt jedermann hin, als denen, die ein gut geistlich Leben führen und lehren; ist aber lauter Schein und eitel glaublos Gleissen, dass wohl St. Petrus sagt: Viel folgen ihrem Verderben nach.  Det er de falske opdigtede ord, hvormed de opkaster en illusion om, at de fører et godt levned, og dog fornægter de sandhedens grund; så giver alle dem penge, fordi de tror, at de fører et godt åndelige levned og også lærer det; men det er kun en illusion og lutter vantro hykleri, så det er sandt, hvad Skt. Peter siger: Mange følger dem i deres fordærv. 
58        Weiter spricht St. Petrus v. 3: "Derselbigen Urtheil säumet sich nicht, und ihr Verdammniss schläft nicht. v 4: Denn so Gott der Engel nicht verschonet hat, sondern, da sie ubertreten haben, hat er sie mit Ketten der Finsterniss zu der Hölle verfasset, und zum jüngsten Gericht behalten lassen. v. 5: und der ganzen Welt, da sich noch neu war, hat er nicht verschonet; sondern behütet Noe den Prediger der Gerechtigkeit selb achte, und bracht uber die andern Gottlosen in aller Welt die Sündfluth. v. 6:  Und die Städte Sodoma und Gomorra hat er zu Aschen gemacht, versenkt und verdampt: damit ein Ebenbild gesetzt, aller der zukünftigen Gottlosen.          Videre siger Skt. Peter i vers 3: "men dommen over dem er fældet for længe siden, og deres fortabelse slumrer ikke. v4  Gud skånede jo ikke de engle, som syndede, men styrtede dem i afgrunden, hvor de holdes i mørkets lænker indtil dommen; v5  han skånede ikke den gamle verden, men bevarede kun Noa, retfærdighedens forkynder, samt syv andre, dengang han lod syndfloden bryde løs over de ugudeliges verden. v6  Byerne Sodoma og Gomorra dømte han til undergang og lagde dem i aske og gjorde dem dermed til et advarende eksempel for ugudelige mennesker i kommende slægter.
59 v. 7: Und hat erlöset den gerechten Lot von dem schandbarn Wesen der Unzüchtigen. v. 8. denn er wohnet unter (E154) ihnen rechtfertig, musst sehen und hören, dass sie ihm alle Tage mehr und mehr gerechte Seele quäleten, mit ihren bösen Werken. v. 9: Also kann Gott die Göttlichen von der Anfechtung erlösen, und die Ungerechten auf das Gericht zum jüngsten Tag behalten, zu peinigen. v. 10: Vielmehr aber diese, die dem Fleisch folgen, und wandeln in den Begierden der Unreinigkeit, und verachten die Herrschaften, sind dürstig, und halten viel von ihnen selb, und den Majestäten fürchten sie nicht zu miessbieten." Men han reddede den retfærdige Lot, som døjede under frække menneskers udsvævende liv; v8  for da den retfærdige mand boede midt iblandt dem, pintes hans retfærdige sjæl ved dag efter dag at se og høre deres lovløse gerninger. v9  Herren formår at fri de gudfrygtige fra fristelse, men at holde de uretfærdige i forvaring til straffen på dommens dag, v10  især dem, der beherskes af kødet i smudsigt begær og foragter Herrens myndighed. Hensynsløse og selvhævdende, som de er, viger de ikke tilbage for at spotte overjordiske magter, "
60         Drei schreckliche Exempel, mit harten starken Worten bildet er diesen Tyrannen fur, von den Engeln, von der Welt, von Sodoma. Aber es hilft nicht: unser Junkern gläub nichten, dass von ihnen gesagt sei; sie lesens und hörens auch nicht. Aber siehe, wie fein er stimmet mit St. Paulus, dass er ihr unkeusch, unreines, frei Leben beschreibet, und spricht: Sie sind dürstig und frevel, halten viel von sich selb, so gar sehr, dass sie auch die weltlichen Herrschaften, und alles, was Höhe und Majestäten sind auf Erden, verachten, ja auch vermaledeien.           Tre forfærdelige eksempler fremmaner han for disse tyranner med hårde, stærke ord, om englene, om verden og om Sodoma. Men det hjælper ikke. Vore junkere tror ikke, at det er sagt om dem; de læser det og hører det heller ikke. Men se, hvor fint det stemmer overens med Skt. Paulus, hvor han beskriver deres ukyske, urene levned og siger, at de er tørstige og frække, regner sig selv for meget, så meget oven i købet, at de også foragter de verdslige herskaber og alt, hvad der er højt og majestætisk på jorden, ja forbander dem. 
61 Denn der Papst hat sich längest unterstanden, Könige und Fürsten unter die Füsse zu treten, absetzen, bannen, vermaledeien, ins vierte, ins neunte Geschlecht etc. und allen seinen durstigen Muthwillen an ihnen uben, als wären es Säu oder Hunde; so doch die Schrift will denselbigen alle Menschen unterworfen, sie geehret und gebenedeiet, fur die gebetet haben, umb Friede willen in diesem Leben, dieweil sie Gottes Ordenung mit dem Schwerdt zu dienen eingesetzt sind.  For det er lang tid siden, paven understod sig i at træde konger og fyrster under fode, afsætte dem, sætte dem i band, forbande dem, i fjerde, ja i niende slægtled, osv., og udøve hele sin tørstige selviske vilje overfor dem, som var de svin eller hunde; skønt dog skriften vil, at alle mennesker skal være netop disse underlagt, skal ære og velsigne dem, og bede for dem om fred i dette liv, eftersom de er indsat for at tjene Guds ordning med sværdet. 
62         Nu find't man schochtere Könige und Fürsten, die solche Vermaledeiung fürchten, und lassen sich von dem Papst benedeien, dass ja sein dürstiger Muthwill, davon hie St. Paulus sagt, kräftig werd, und alle Welt betrüge. Dazu helfen die Bischoffe und alle Geistlichen; und sind die rechten Contemtores dominationis et blasphematores Majestatum, die keiner Herrschaft unterthan sein wöllen, weder mit Leib noch mit Gut; sondern alle Majestäten zu maledeien und verbannen, (E155) dürstig, frevel und tollkühne sind.          Nu finder man nok nogle feje konger og fyrster, som frygter sådanne forbandelser og lader sig velsigne af paven, så hans stærke og begærlige magtlyst, som Skt. Paulus taler om her, bliver styrket, og kan bedrage hele verden. Det hjælper biskopperne og alle de gejstlige med til; så de er i sandhed foragtere af herskerne og bespottere af majestæterne, de er mennesker, som ikke vil være under noget herredømme, hverken med legeme eller med gods, men frækt og kynisk stræber efter at forbande alle majestæter og lyse dem i band. 
63 Sag mir, hat nicht St. Petrus unsere Junkern hie recht troffen? Von welchen in aller Welt mag das verstanden werden, dass sie Herrschaften nicht unterthan sind, Könige und Fürsten vermaledeien, und dürstig, frevel, tollkühne, niemand fürchten? Siehet nicht alle Welt, wer sie sind, die das thun?  Sig mig, har ikke Skt. Peter her ramt plet i beskrivelsen af vore junkere? Om hvem i hele verden kan det forstås, at de ikke er underlagt nogen herskere, at de forbander konger og fyrster, og frækt og kynisk stræber efter ikke at frygte nogen? Kan ikke hele verden se, hvem det er, der gør sådan noget? 
64        Weiter spricht St. Petrus v. 11: "Und die Engel, wiewohl sie stärker und mächtiger sind, mügen dennoch nicht tragen das Gericht Gottes, das wider sie ist, und sie vermaledeien dasselb. v. 12. Aber diese sind, wie die unvernünftigen Thier, die da natürlich geboren sind, zu fahen und würgen; vermaledeien die Ding, die sich nicht verstehen; und werden verderben umb ihres verderblichen Wesens willen, und also empfahen den Lohn der Ungerechtigkeit. v. 13: Sie achten, es sei wohlgethan, dass sie diese Zeit gute Tage haben. Sie sind nur Schand und Makel in der Welt, und prassen in ihrem Wohlleben von euren Gütern. v. 14: Sie haben volle Augen der Ehebrecherinne, und ist ihrer Sünde kein Strafen noch Aufhören. Damit reizen sie die unbeständigen Seelen, und haben ein Herz, das durchtrieben und durchübet ist im Geiz."         Videre siger Skt. Peter i vers 11: "mens dog englene, som overgår dem i kraft og styrke, ikke udtaler nogen spottende dom mod dem for Herren. v12  Disse mennesker, der spotter, hvad de ikke begriber, er som umælende dyr, hvis natur det er at fødes for at fanges og dræbes; og de skal også omkomme på samme måde som dyrene v13  og gå glip af det udbytte, de havde håbet at få af deres uretfærdighed. De regner det for en nydelse at svire ved højlys dag, de er vanærende skampletter, når de svælger i deres egne bedragerier, mens de holder gilde sammen med jer; v14  deres øjne er altid på kvindejagt og utrættelige, når det gælder om at synde, de forfører ubefæstede sjæle, og deres hjerter er opøvet i griskhed forbandede, som de er!" (2 Pet 2,11-14)
65        Siehe, wie heiss und heftig ist der heilig Sanct Petrus. Lieber, wer sind sie, die von der ander Güter wohl leben? Wer sind sie, die da meinen, es sei gnug, dass sie gute Tage haben? wer sind sie, die da leben einhin, als die unvernünftigen Thier? wer sind sie, die niemand strafen, niemand ihnen wehren darf? darf der Text auch Glossen?         Se, hvor hed og hæftig den hellige Skt. Peter er! Kære ven, hvem er de, der lever højt på andres gods? Hvem er de, der mener, det er nok, når de har gode dage? Hvem er de, der lever hen som ufornuftige dyr? Hvem er de, som ingen tør anklage, som ingen kan beskytte sig imod? Behøver teksten virkelig forklaring? 
66 Weiss man nicht, dass Bissthum, Stift, Klöster, Hohenschulen eitel Schmalzgruben sind, darin Fürsten und aller Welt Güter sich sammlen, und sie von eigen Gütern nichts haben? Sie meinen nicht anders, denn dass sie die edlest Kleinod der Christenheit sind, und St. Petrus nennet sie Labes et maculas, Schand und Makel.  Véd man ikke, at bispedømmer, stiftelser, klostre og universiteter er lutter skattekister, hvori fyrsternes og hele verdens gods samles sammen, og at de ikke ejer noget selv? De mener om sig selv kun, at de er kristenhedens ædleste klenodie, og Skt. Peter kalder dem skam og skændsel. 
67        Sie vermaledeien und verdammnen die Wahrheit, die sie nicht erkennen. Das macht, sie sind in ihrem Wesen ersoffen, recht viehisch, sinnlich, thierliche Menschen, die keinen Geist je geschmackt haben. Noch reizen (E156) sie damit die unbeständigen Seelen; denn es will alles Bischoff, Pfaff und Münch werden, fast was das best ist unter den Knaben: man zeucht sich auch dazu; doch nicht umb Gottes willen, sondern dass sie versorget, in frembden Gütern wohl leben, und gute Tage haben, nicht dürfen durch eigen Mühe sich ernähren, und ihr Brod im Schweiss ihres Angesichts essen, wie alle Menschen schuldig sind, 1. Mos 3,19.         De forbander og fordømmer sandheden, som de ikke erkender. Det gør, at de i deres væren er drukne, ret fæiske, sanselige, dyriske mennesker, som endnu ikke har smagt nogen ånd. Endnu kan de opægge de ubestandige sjæle dertil; for alle vil være biskop, præst og munk, det er næsten det bedste blandt drengene; man optugter sig også til det. Dog ikke for Guds skyld, men fordi de bliver forsørgede, lever højt på fremmed gods og har gode dage, fordi de ikke behøver at ernære sig ved eget arbejde, så de spiser deres brød i deres ansigts sved, som alle mennesker er skyldige at gøre, ifølge 1 Mos 3,19. 
68        Wie aber sie ein durchtrieben Herz im Geiz haben, verstehet jedermann wohl; denn es ist kein Aufhörens, Fündlin zu erdenken, damit sie aller Welt Gut zu sich reissen. Da brauchen sie auch Gott, Sacrament, Messe, und alles geistlichen Dings zu; ohn was sie mit falschem Wucher, Lügen und Trügen zu sich bringen.          Men at de har et hjerte, der er gennemvædet af havesyge, det forstår enhver godt; for de optænker uafladeligt fonde, hvormed de kan rive al verdens gods til sig. Det bruger de også Gud, sakramente, messe og alle åndelige ting til; foruden det, som de rager til sig med åger, løgn og bedrag. 
69         Was mügen aber sein die vollen Augen der Ehebrecherin? ohn Zweifel ein verwegen, unverschampt rauch Leben. Gleich wie ein erwegen Ehebrecherin die Augen aufsperret, und mit vollen Augen umb sich wirft, einem jedermann bereit zu sein; also ist diess auch einer Ehebrecherin gleich, ein erwegen Volk zur Unkeuschheit, darin sie frei, ungestraft und sicher leben.          Men hvad kan der menes med ægteskabsbryderskens fuldt åbne øjne? Dermed mener uden tvivl et forvovent, uforskammet råt liv. Ganske som en forvoven ægteskabsbryderske spærrer øjnene op og med fuldt åbne øjne kaster blikke omkring sig, parat til at være hvemsomhelsts, sådan ligner dette også en ægteskabsbryderske, når de vil forlede et forvovent folk til en ukyskhed, hvori de kan leve frit, ustraffet og sikkert. 
70        Weiter spricht er v. 14.15: Es sind Kinder der Vermaledeiung, verlassen den rechten Weg, und gehen irre, folgen dem Wegen Balaam von Bofor, der das Lohn der Ungerechtigkeit liebet, war aber gestraft umb seiner Ubertretung, v. 16: Denn das stumme unterthane Thier, redte mit Menschenstimm, und verbot die Thorheit des Propheten, v. 17: Diese sind Brünne ohn Wasser, Wolken, die der Wind hin und her webt, den da behalten ist die dunkel Finsterniss in Ewigkeit.           Videre siger han i vers 15-17: "De er forbandelsens børn. Da de forlod den lige vej, fór de vild og slog ind på samme vej som Bileam, Bosors søn, der kastede sin kærlighed på uretmæssig vinding, v16  men måtte lade sig overbevise om sin egen overtrædelse: Et umælende trækdyr gav sig til at tale med menneskestemme og hindrede profeten i hans galskab. v17  Disse mennesker er udtørrede kilder og tåger, der jages af stormen, og dystert mørke venter dem."
71        Gleichwie Balaam vom Esel ward gestraft: also sehen wir itzt auch, dass der Geiz so unverschampt bei ihne regiert, dass der gemeine Mann auch ein Sprüchwort draus macht, und niemand ist, der nicht drob ubel rede. Aber wie greulich hart ists, dass er sie nennet Kinder der Vermaledeiung? Wer wäre so kühne, dass er den Papst und Bischoff mit ihrem Haufen dürft nennen ein vermaledeiet Volk? Petrus, ja der heilig (E157) Geist durch St. Peter, vermaledeiet sie. Wem sollt nicht leide und angst werden, dass er je geistlich worden sei, zu diesen vermaledeiten Zeiten? O fliehe nur geistlichen Stand, wer da fliehen kann, zu diesen Zeiten!           Ganske som Bileam blev anklaget af sit æsel, sådan ser vi nuomstunder også, at havesygen hersker så uforskammet hos dem, at den jævne mand endda har lavet et ordsprog ud af det, og at der ikke er nogen, der ikke taler ondt om det. Men hvor grusom hårdt er det ikke, at de kaldes forbandelsens børn! Hvem ville være så kynisk, at han turde kalde paven og biskopperne og deres slæng et forbandet folk? Ja, det er Peter, eller Hellligånden igennem Peter, han forbander dem. Hos hvem ville det ikke give anledning til frygt og angst over, at han er blevet en gejstlig mand, i disse forbandede tider! Ak, flygt fra den gejstlige stand, hvem der kan flygte, i disse tider!
72          Er gibt auch den Bischoffen ihre rechte Titel. Was ist ein Brunn ohn Wasser, und Wolken ohn Regen, denn ein Bischoff ohn Predigt? Er ist im Predigerampt, und thuts nicht; gleich wie ein Brunn an des Brunnen statt, und gibt nichts: und Wolken, die nur fliegen vom Windwirbel getrieben, sind an statt der regenden Wolken oben unter dem Himmel, aber sie geben keinen Tropfen.          Han giver også biskopperne deres rette titel. Hvad er en brønd uden vand og skyer uden regn andet end en biskop uden prædiken? Han har et prædikenembede, og udøver det ikke; ganske som en brønd, der ligner en brønd, men ikke giver vand, eller som skyer, der kun flyver rundt, drevet af vinden, godt nok ligner regnskyer oppe under himlen, blot giver de ikke en dråbe fra sig. 
73 Also unsere Bischoff schweben empor, anstatt der Apostel, aber sie lassen sich weben nach allem Willen des Teufels, in Lust und Ehre dieser Welt, predigen aber nichts, und sind niemand kein nutz. Darumb ist ihnen auch behalten die höllische Finsterniss ewiglich.  Sådan svæver også vore biskopper opad, og ligner apostlene, men de lader sig blæse rundt efter djævelens vilje, i denne verdens lyst og ære, de prædiker ikke, og de er ikke til nytte for nogen. Derfor er også helvedes mørke bestemt for dem i evighed. 
74         So du aber sagest, wie mügen sie genennet werden Brunne ohn Wasser und Wolkn ohn Regen, so sie doch alle Welt voll predigen, und grosse Ding furgeben? Antwortet St. Petrus und bekennet, dass sie leider allzuviel predigen, und spricht weiter v. 18: Sie lauten wie grosse Dingen, da doch nichts hinter ist, und reissen damit zu den Begierden des Fleisches und Unzucht, die vorhin sind recht entflogen, und müssen nu in Irrthumb leben. v. 19: Verheissen ihnen Freiheit, so sie selbs sind Knecht der Verrückung.         Men hvis du siger: Hvordan kan de kaldes brønde uden vand og skyer uden regn, når de dog prædiker over hele verden og ser ud til at lave store ting? Så svarer Skt. Peter og bekender, at de desværre prædiker altfor meget, og siger, videre i vers 18: "De bruger opblæste og tomme ord, og ved hjælp af deres udsvævelser forfører de i kødeligt begær andre, som lige har gjort sig fri af de folk, der lever i vildfarelsen; v19  de lover dem frihed, skønt de selv er slaver af fordærvelsen; for det, man ligger under for, er man slave af."
75        Hier gibt er Ursach, warumb er sie vergleichet dem Balaam, und beschreibt die Art ihrer Lehre; darumb müssen wir dasselbige recht ansehen. Moses schreibt 4 Mos 24,13.14. und c. 31.16 u. f., dass Balaam einen bösen Rath gab dem Könige Balak, wie er das Volk von Israel sollt zu Sünden bringen, und damit Gottes Zorn uber sie erwecken, dass er sie vertilgete, dieweil er sie nicht möcht vermaledeien, noch mit Gewalt uberwinden.           Her angiver han grunden til, at han sammenligner dem med Bileam, og beskriver arten af deres lære; derfor må vi omhyggeligt undersøge dette sted. Moses skriver i 4 Mos 24,13ff, at Bileam gav kong Balak et dårligt råd, om hvordan han skulle bringe Israels folk til at synde og derved opvække Guds vrede imod dem, så han kunne udrydde dem, eftersom han ikke kunne forbande dem eller overvinde dem med magt. 
76 Das thät Balak, und richtet auf neben dem Volk Israel den Abgott Baal Peor, mit hübschen Weibern; die zogen zu sich die Kinder von Israel, und opferten dem Abgott, assen und trunken, und sündigeten mit ihnen, 4. Mos 25, 2 u. f. Da (E158) ward Gott zornig, und liess alle Fürsten im Volk an den lichten Galgen hängen, und liess erschlagen vier un zwenzig tausend Mann. Siehe, das richtet zu Balaam, der grosse Prophet, der so viel köstlich zuvor hatte gepredigt, und nahm Geld drumb vom Könige Balak. Dieweil nu das alles St. Peter deutet auf unsere Bischoffe, wöllen wir dieselbigen Deutung suchen.  Det gjorde Balak og oprettede ved siden af Israels folk afguden Baal Peor med smukke kvinder; de drog Israels børn til sig, og de ofrede til afguden, åd og drak og syndede med dem (4 Mos 25,2 og fremefter). Da blev Gud vred og lod alle fyrsterne i folket hænge i galgen og lod nedslagte fire og tyve tusind mand. Se, det lagde Bileam til rette, han, den store profet, der tidligere havde prædiket så prægtigt og havde taget penge af kong Balak. Og når nu Skt. Peter tolker det altsammen om vore biskopper, så vil vi opspore tydningen af dette. 
77         Was Baal Peor fur ein Abgott gewesen sei, meldet die Schrift nicht klärlich, wiewohl etwas dessgleichen rühret Ezech. 23, v. 20 von der unsättigen Unkeuschheit der geistlichen Ehebrecherinne, da er sie straft, sie hab Esels und Pferds gleich begehrt. Die Lehrer aber sagen, es sei Priapus gewesen; davon ich viel lieber schweigen wollt, umb der züchtigen Ohren willen, wenn nicht unsern geistlichen Junkern zu Ehren, mich St. Peters Wort zwünge, ihre Tugend zu malen.          Hvad Baal Peor var for en afgud, fortæller skriften ikke klart om, omend Ez 23,20 berører noget lignende. Her fortælles om den åndelige ægteskabsbryderskes umættelige ukyskhed, hvor han angriber hende for, at hun har begæret mænd med lemme som æsler og heste. Men lærerne siger, at det var Priapus; derom ville jeg hellere have tiet, af hensyn til de tugtige ører, hvis det ikke var fordi Skt. Peters ord tvang med til, til ære for vore gejstlige junkere, at afmale deres dyd. 
78 Darumb zu erkennen den schrecklichen Gottes Zorn, und des Teufels Bosheit, bitt ich, alls züchtige Ohren wöllen mir verzeihen ein wenig davon zu reden, dass wir sehen, was Jammer, Elend und Blindheit die menschliche Natur thue, wenn sie ihr selb gelassen wird.  Og for at vi kan erkende Guds forfærdelige vrede og djævelens ondskab, beder jeg om at tugtige ører vil tilgive mig en smule, når jeg taler derom, for at vi kan se, hvilken jammer, elendighed og blindhed den menneskelige natur udøver, når den overlades til sig selv. 
79        Priapus war ein Bild eines nacketen Jünglings, mit blosser Schaam aufs gröbest, schandbarlichst und unzüchtigst zubereitet, als wäre er ein Gott der Unkeuschheit. Und St. Augustinus schreibt de civitate Dei, dass unter andern Stucken sein Gottesdienst war, dass die ehrberiste Matron in der Stadt musst solches Bilds Greuel und Unzucht einen Kranz aufsetzen, und gleich wie man itzt die Bräute zuvor zur Kirchen führet, also mussten da alle Bräute zuvor sich setzen auf die schandbare Unzucht.            Priapus var et billede af en nøgen yngling med kønsdele, der var blottede på det groveste, skændigt og utugtigt opsat, som var han en gud for ukyskheden. Og Skt. Augustin skriver i "Om Guds stad", at hans gudstjeneste blandt andet bestod i, at de mest ærbare matroner i byen måtte lægge en krans for dette billede på gru og utugt, og ganske som man nuomstunder først fører bruden ind i kirken, sådan måtte dengang alle brude først sætte sig på den skændige utugt. (n79
80 Da siehest du, was Gottes Zorn und menschlich Blindheit thut, dass nichts so schändlich mag erdacht werden, das nicht den Menschen einzureden ist, wenn man den hochgebenedeieten Namen Gottes nur daran hangen. Ists nicht ein erbärmlich Ding, dass der gebenedeiete Name Gottes soll einem solchen unmenschlichen Greuel zugeeignent, und dadurch so viel Seelen verführet werden? Gott schweiget still dazu, und lässt seinen Namen also lästeren, auf dass den Undankbarn seiner Gnade und Güte solch Verführung zu Lohn werde, wie sie verdienen.  Der ser du, hvad Guds vrede og menneskelig blindhed gør, så at der ikke kan udtænkes noget så skændigt, som mennesker ikke kan overbevises om, når man blot knytter Guds højtvelsignede navn dertil. Er det ikke en forfærdelig ting, at Guds velsignede navn skal tilegnes en sådan menneskelig forfærdelighed, og at derigennem så mange sjæle skal forføres? Gud tier stille dertil og tillader, at hans navn således bliver bespottet, for at de, der er utaknemlige mod hans nåde og godhed kan få den løn, som de fortjener, for denne forførelse. 
81        Also wir auch; alles, was der leidige Papst, und der Vermaledeiung Kinder, unsere Bischoffe, nur erdenken und furlegen, fahen wir, und fallen drauf; meinen, es sei gnug, wenn sie Gottes Namen daran hängen und sagen: es sei gut, göttlich, heilig, selig, christlich Ding, plumpen einhin, wie das tolle Viehe; denken nicht zuvor, ob es auch in der Schrift Gottes befohlen sei.          Sådan også hos os. Alt, hvad den lede pave, og forbandelsens børn, vore biskopper bare kan udtænke og lægge frem, griber vi, og falder over, mener, at det er nok, når Guds navn knyttes dertil, og siger, at det er en god, guddommelig, hellig, salig, kristelig sag, plumper lukt i, som det dumme kvæg; får ikke først den tanke, om det nu også er befalet i Guds skrift. 
82 Da wird denn das Sprüchwort wahr: "In Gottes Namen helb sich all Unglück an". Er hats aber vielfältig verboten, dass wir nicht alles sollen annehmen, was in seinem Namen kompt, und spricht, sonderlich vom Papst und unsern Bischoffen, Matth. 24,5: Es werden viel kommen in meinem Namen, und sagen: ich bin Christus; und werden viel verführen.  Da bliver det ordsprog sandt: "I Guds navn begynder al ulykke". Men han har mange gange forbudt, at vi skal antage alt, hvad der kommer i hans navn, og siger i Matt 24,5, især om paven og vore biskopper: Der vil komme mange i mit navn og sige: Jeg er Kristus, og de vil forføre mange. 
83 Darumb hat er auch so harte geboten, seines Namens nicht unnützlich zu gebrauchen, und uns lehren beten: Geheiligt werde dein Name; auf dass göttlicher Name heilig bleibe, und allein den Dingen werde angehängt, die wahrhaftig göttlich sind; auf dass wir nicht durch Gottes Namen verfuhrt, sondern behalten werden.  Derfor har han også så strengt påbudt, at hans navn ikke må bruges til ingen nytte, og lært os at bede: Helliget vorde dit navn; for at det guddommelige navn skal blive ved med at være helligt, og alene knyttes til de ting, som i sandhed er guddommelige; så vi ikke bliver forført gennem Guds navn, men opholdt i troen. 
84         Dass nu durch diess alles sei bedeutet die elenden Plage der Menschenlehre, damit itzt Gott die Welt durch Papst und Bischoff plagt, zeiget an zum ersten Moses, da er 5 Mos 4,2. gebot: sie sollten nichts zu noch abethun seinen Geboten, sondern dieselbigen halten; folget so bald darauf, und spricht v. 3. Denn deine Augen haben wohl gesehen, was Gott gethan hat uber dem Baal Peor, und wie er vertilget hat alle, die demselbigen dieneten etc. Warumb sollt Moses den Baal Peor so eben zum Exempel setzen, dass sie nicht abe noch zuthäten Gottes Geboten? denn dass er hat wöllen zeugen, dass Menschenlehre sind dieser Abgott. Menschenlehre thun allzeit abe Gottes Gebot, und setzen hinzu ihr eigen Gebot.         For at der nu igennem alt dette skal hentydes til menneskelærens elendige plage, hvormed Gud nuomstunder gennem paven og biskopperne plager verden, så kan man først henvise til Moses, der i 5 Mos 4,2 påbyder, at de ikke skal tilføje eller fjerne noget fra hans bud, men overholde netop dem. Lige efter siger han i vers 3: For dine øjne har vel set, hvad Gud gjorde med Baal-Peor, og hvordan han har udryddet alle dem, der tjente ham, osv. Hvorfor skulle Moses opstille netop Baal-Peor som eksempel på, at de ikke skulle trække noget fra eller føje noget til Guds bud? Det kan da kun være, fordi han ville vise, at menneskelære er denne afgud. Menneskelære fjerne altid Guds bud, og indsætter sine egne bud i stedet. 
85        Wie auch itzt Gottes Gebot allesampt der Papst hat abgethan, und seine hinzu gesetzt. Denn wie gehöret (E160) ist, die Papisten lehren, es sein nicht noth, Gott zu lieben aus ganzem Herzen; damit ist angethan das erst Gebot. Item, der Glaub sei nicht gnug zur Rechtfertigung, sondern die Werk machen selig; damit liegt das ander und das dritte. Item, so lehren sie die Kinder ungehorsam sein den Eltern, wie sie sind, als droben gesagt ist: damit liegt das vierte Gebot. Item sie lehren, es sein nicht noth den Feind zu lieben; damit lehren sie Zorn behalten wider das fünft. It. unzähliche Weise hat er, die Ehe zu reissen und zu machen; damit ist abe das sechste. Item, sie lehren unrecht Gut, Wucher, Zins gewinnen und behalten; wider das siebent. Item, alle ihr Lehre ist falsch Gezeugniss wider das acht.         På samme måde har også nuomstunder paven fjernet Guds bud tilsammen og sat sine egne i stedet. For som vi har hørt, papisterne lærer, at det ikke er nødvendigt at elske Gud af hele sit hjerte; dermed har de taget det første bud bort. Fremdeles: troen er ikke nødvendig til retfærdiggørelse, det er gerningerne, der gør salig; dermed sættes det andet og det tredie til side. Fremdeles, så lærer de, at børn må være ulydige mod deres forældre, som ovenfor sagt: dermed nedlægger de det fjerde bud. Fremdeles lærer de, at det ikke er nødvendigt at elske fjenden; dermed lærer de at holde på vreden imod det femte. Og fremdeles har paven talløse måder, hvorpå han kan tilintetgøre og indgå ægteskaber; dermed er det sjette borte. Ligeledes: De lærer, at man må beholde uretmæssigt gods, tage ågerrenter og renter og beholde dem; imod det syvende. Og endelig: Hele deres lære er et falsk vidnesbyrd, og det er imod det ottende. 
86        Also ist unter dem Papst kein Gottes Gebot mehr, sind alle abgethan. Wiederumb thut er hinzu, wie man durch Platten, Kappen, Orden, Fasten, Bettelen, Milch, Eier, Fleisch, Butter essen, Singen, Orgeln, Räuchern, Läuten, Feieren, Ablass lösen, und dergleichen, Gott diene und gute Werk thue, davon Gott nichts weiss; darumb ist sein Lehre der rechte Baal Peor.          Sådan er der ikke mere noget Guds bud under paven, de er alle ophævet. Omvendt tilføjer han nogle, om, hvordan man kan tjene Gud og gøre gode gerninger ved tonsur, kapper, ordener, faste, tiggeri, ved at spise mælk, æg, kød og smør, ved sang, orgler, røgelse, klokker, fester, afladskøb og den slags. Men det kender Gud ikke noget til, derfor er pavens lære den rette Baal-Peor. 
87         Dazu stimpt nu auch aber Moses, da er beschreibt 4 Mos 25,2 dass des Baal Peor Dienst sei gewesen, Fressen und Saufen und Unkeuschheit treiben. Denn so verblendt war die Heidenschaft, dass sie demselbigen Abgott zu Ehren ihre besten Weiber und Töchter zur Unkeuschheit dargaben, und ging zu, dass der Nähest zu der Nähesten sich hielt, wie die Hund unternander.           Det stemmer nu også overens med Moses, for han beskriver i 4 Mos 25,2, at tjenesten for Baal Peor var at æde og drikke og drive ukyskhed. For så forblændet var hedenskabet, at det hengav sine kvinder og døtre til ukyskhed til ære for denne afgud, og det gik således til, at den nærmeste holdt sig til den nærmeste, som hundene gør det indbyrdes. 
88 Und Moses schreibt 4 Mos 25,6. 15., dass auch eines edlen Fürsten Tochter, Corbi genannt, mit einem Fürsten von Israel sündigt, und mit ihm drob erstochen ward von dem Priester Phinehes. Dass sich das elend blind Volk hat gut gedaucht, wenn sie dem Abgott nur ihr edlesten Kind haben zu schänden geben; gleich wie itzt auch der Papst die Besten in der Welt, als Königin und Fürstin, und die Frömmesten, mit seiner Lehre schändet, die da meinen, ihnen geschehe wohl damit, und thun recht daran. (E161)  Og Moses skriver i 4 Mos 25,6 og 15 om, at der også var en ædel fyrstes datter, ved navn Corbi, som syndede med en fyrste i Israel, og der blev gennemstukket af præsten Pinehas. (n88) Så det elendige, blinde folk har troet sig godt dækket ind, når de blot overlod afguden deres ædleste børn, ganske som nuomstunder paven også tager det bedste i verden, såsom dronninger og fyrstinder, og de frommeste, og skænder dem med sin lære, for de tror, at der sker dem noget godt derved, og at de handler ret deri. 
89        Nu ist in der ganzen Schrift, Menschenlehre halten, genennet Unkeuschheit treiben, und Gott in allen Propheten die Synagoga straft, dass sie ihn verlasse, und mit Menschenlehre Unkeuschheit treibe. Also dass diese leibliche Unkeuschheit des Baal Peor mag nicht anders bedeuten, denn die geistliche Unkeuschheit, durch welche die Seelen verruckt und befleckt werden, und vom Glauben auf die Werk geführet: denn die Seele heisst ein geistsliche Jungfrau und Braut Gottes, allein von dem Glauben, darin sie Gottes Wort empfähet, und von dem heiligen Geist schwanger wird; und der heilige Saame göttlichs Worts macht sie fruchtbar und eine Mutter der Wahrheit, das ist, wahrhaftiger guter Werk, und rechtschaffens göttlichen Lebens.          Nu kaldes i hele den skriften dette at holde sig til menneskelære at drive ukyskhed, og Gud angriber hos alle profeterne synagogen for, at den forlader ham og med menneskelære driver ukyskhed. Og derfor, denne legemlige ukyskhed med Baal Peor kan ikke betyde andet end den åndelige ukyskhed, gennem hvilken sjælene bliver forrykte og besmittede og ført bort fra troen over til gerningerne: for sjælen kaldes en åndelig jomfru og Guds brud, alene i kraft af troen, hvormed den modtager Guds ord og bliver svanger ved Helligånden; og den hellige sæd, Guds ord, gør sjælen frugtbar, og gør den til en mor for sandheden, det vil sige, ægte gode gerninger og et retskaffent guddommeligt levned. 
90        Zum dritten stimmen auch die Namen dazu. Baal auf Ebräisch heisst einen Mann (Ezechiel 22); auf die Weise, als ein Weib spricht: das ist mein Mann; er sei ehelich oder unehelich. Und von einem  bösen Weib sagt man: Sie hat viel Männer. Also, dass Baal bedeute den Mann, der sich zum Weibe hält, und in sich begreife das Beschlafen und männlich Werk.           For det tredie stemmer betegnelserne overens dermed. Baal på hebraisk betyder en mand (Ez 22); på den måde, som en kvinde siger: det er min mand; så kan han være gift eller ugift. Og om en ond kvinde siger man: Hun har mange mænd. Således betyder Baal en mand, når han holder sig til sin kone, og ordet indeslutter i sig det at sove med og udføre den mandlige gerning. 
91 Sonst heist ein Mannsperson, der zum Regiment, Rath, Streit, oder sonst zum tapfern Werk dienet, Isch oder Enosch etc. Also nenneten die Jüden den Abgott Accaron, zur Schmach Beelzebub, Fliegenmann, als der ein amächtiger Mann wäre, der kaum würdig wäre, zu haben ein Fliegen zum Weibe. So schelten auch die zornigen Weiber, und sagen: Du bist einer Bübin Mann etc. Auf deutsch, du schläfest nicht bei einer frommen Frauen. Auf Lateinisch heisst ein solcher Mann maritus oder conjunx, nicht vir oder mas, das ist, Baal auf Ebräisch.  Ellers hedder en mandsperson, når han tjener styret, rådet, kampen eller en anden tapper gerning, Isch eller Enosch. Således gav jøderne afguden Accaron øgenavnet Beelzebub, fluemand, som om han var en afmægtig mand, der knap nok var i stand til at have en flue til kone. Sådan skælder også vrede kvinder ud og siger: du har en gavstrik til kone. På tysk: du sover ikke med en from kone. På latin hedder en sådan mand maritus eller conjunx, ikke vir eller mas, det svarer til Baal på hebraisk. 
92        Peor oder Phegor heisst hiatus, et pertinet ad os proprie, das Maul aufsperren: darumb Baal Peor, ein Mann, dem das Maul aufgesperret stehet, den wir auf deutsch nennen, Maulaffen, die gleich so viel gelten, als die Narren und unachtsame, ungeschickte Leut zu allen Dingen, nichts Männlichs an sich haben, denn dass sie bei Weiben schlafen künnen.         Peor eller Phegor betyder åbning, og hentyder til deres egen mund, det vil sige: at spærre munden op. Derfor er Baal Peor en mand, der står med åben mund, én, som vi på tysk kalder en måbende person, som ligner narrene og de folk, der er dumme og uskikkede til alting, og ikke har noget mandligt ved sig, udover at de kan sove med kvinderne. 
93 Darumb auch diesem unzüchtigem, schandbarn Abgott der Name recht (E162) geben ist, des Bild auch nicht mehr denn solche Tugend ausweiset, dass auf alle Seiten die Unkeuschheit bezeigt werde an ihm, und sonst nichts. Was sollt ein Bild eines nacketen schandbarn Jünglings anders deuten, denn einen lautern Maulaffen und unzüchtigen Frauenmann? Ein Bild im Harnisch bedeut einen Kriegsmann etc. Und wiewohl unsere geistliche Junkern diess alles geistlich thun, wie wir hören werden, sind sie doch so uberbürtig, dass sie es auch leiblich vollbringen.  Derfor har også denne utugtige, skændige afgud fået det rette navn, og hans billede viser heller ikke mere end denne dyd, så at på alle sider ukyskheden bliver vist ved ham og ikke andet. Hvad skal et billede af en nøgen, skændig yngling betyder andet end en ren og skær måbende person og en utugtig kvindemand? Et billede af en mand i harnisk betyder en krigsmand osv. Og selv om vore gejstlige junkere gør alt dette åndeligt, som vi får at høre, er de dog så overdådige, at de også fuldfører det legemligt. 
94 Denn sage mir, wozu ist das zart Volk nütz, sind es nicht rechte Maulaffen? Was künnen sie, denn nur hübsche Hengst und feine Fräulin reiten? Das können auch alle Maulaffen. Es sind Baal Peor, und bleiben Baal Peor; und geben dieweil nichts desto weniger fur, wie sie geistlich regieren die Christenheit, die Seelen gen Himmel führen, und alle Irrthum und Ketzerei vertreiben.  For sig mig, hvad nytte har vi af dette sarte folk, er de ikke rette måbende mennesker? Hvad kan de, andet end at ride en smuk hest og en fin frøken? Det kan også alle andre måbemennesker. De er Baal Peor og de forbliver Baal Peor. Og ikke desto mindre foregiver de, at de åndeligt regerer kristenheden, fører sjælene til himlen og fordriver alle vildfarelser og kætterier. 
95       So ist nu geistlich dieser Abgott nichts anders, denn das heilig geistlich Recht des Papsts und der Papisten Lehre in der Christenheit; denn sie ist ein unverschampt Bild der geistlichen Unkeuschheit, daran die Seelen lernen auf Werk bauen, und verrucken daran die jungfräuliche Keuschheit des reinen christlichen Glaubens; dass man den Papst nicht Papst, sondern Priapus, und die Papisten nicht Papisten, sondern Priapisten, billig nennen möcht.         Derfor er nu i åndelig henseende denne afgud ikke nogen anden, end pavens hellige gejstlige ret og papisternes lære i kristenheden, for det er en skændigt billede på den åndelige ukyskhed, hvorved sjælene lærer at bygge på deres gerninger, og de ødelægger derved den rene kristelige tros jomfruelige kyskhed. Så man skulle, som rimeligt er, ikke kalde paven pave, men Priapus, og ikke papisterne papister, men priapister. 
96 Wie schändlich nu und unchristlich das war, dass die Heiden ein solch unverschampt Bild aufrichten, und damit sich zur Unkeuschheit reizten, und mit leiblicher Unkeuschheit demselben Gott dieneten: also schändlich und noch viel unchristlicher ists, dass die Papisten ihre Lehre und Bullen aufrichten, reizen damit die Seelen auf Menschenwerk, Ablass und Verdienst etc. und meinen mit derselbigen geistlichen Unkeuschheit allererst recht Gott zu dienen, gerad als wäre Gott ein Priapus worden: so doch nur durch den Glauben und Gottes Werk in seiner Gnaden geschehen, sein rechter Dienst vollnbracht wird, und die geistliche Keuschheit nur in seinem göttlichen Wort bleibt.  Ligesom det nu var skændigt og ukristeligt, at hedningerne oprettede et sådan skændigt billede og dermed ophidsede til ukyskhed, og med legemlig ukyskhed tjente denne gud, ligeså skændigt og endnu langt mere ukristeligt er det, at papisterne opretter deres lære og deres buller, og dermed opægger sjælene til menneskegerninger, aflad og fortjenester osv, og mener, at de først ret tjener Gud med denne åndelige ukyskhed, ganske som var Gud blevet en Priapus. Hvor det dog kun sker gennem troen og Guds gerning i hans nåde, at hans rette tjeneste fuldbyrdes, og den åndelige kyskhed står kun fast i hans guddommelige ord. 
97 Also sehen wir itzt in aller Welt, wie die Priapisten die Seelen auf der Priapen führen, und die Welt voll geistlicher Unkeuschheit (E163) und Abgötterei machen; dieweil sie eitel Menschenlehre und Werk aufrichten an der heiligen Statt, da allein Gottes Wort stehen soll.  Således ser vi nu overalt i verden, at priapisterne fører sjælene hen til Priapus, og gør verden fuld af åndelig ukyshned og afguderi; for de opretter lutter menneskelære og menneskegerning på det hellige sted, hvor alene Guds ord skulle stå. (n97
98        Und wie das schändlich Bild Priapi ausweiset einen unverschampten, unsättigen, wüthenden Jüngling auf Weiber schänden; also itzt auch der Papisten Götze, die Menschenlehre, ein unsättiges Wüthen, die keuschen Seelen zu schänden, und den Glauben verrucken. Denn wir sehen, wie sir mit so grossem Fleiss ihre Lehre ins arme Volk treiben, und wie sie unsinnig sind und toben, wenn ihre Lehre gestraft wird. Leid ists ihnen, dass eine Seele rein, unverruckt und züchtig fur ihnen bleibt im Glauben.           Og ligesom det skændige billede af Priapus fremviser en uforskammet, umættelig, rasende yngling, parat til at skænde kvinder; sådan er også nuomstunder papisternes afguder, deres menneskelære, et umætteligt raseri, som skænder kyske sjæle og ødelægger troen. For vi kan jo se, hvordan de med så stor flid driver deres lære ind i det stakkels folk, og hvordan de er vanvittige og raser, når deres lære angribes. Det irriterer dem, når en sjæl forbliver i troen, ren, ubeskadiget og dydig, på trods af dem. 
99 Das zeigt auch der Name Baal, der Frauen Mann, dass solche Lehre nur die Seelen zu beschlafen und schänden kann, sonst nichts, und Peor der Maulaff. Die Ohren thun sie nicht auf, dass sie Gottes Wort höreten und lerneten, sondern allein das Maul, das stehet ihnen immer offen. Sie wöllen allein lehren und predigen, man soll sie hören, geben grosse Ding fur, und sind nichts denn Maulaffen und unnütze Schwätzer, wie St. Paulus sagt 1 Tim 1,7: Sie wollen Schriftlehrer sein, und sind unnütze Schwäter, die nicht wissen, wovon oder wohin sie reden.  Det viser også navnet Baal, kvindemanden, at denne lære kun kan besove og skænde sjælene, ellers intet, og navnet Peor, den måbende. De lukker ikke ørerne op, så de kunne høre og lære Guds ord, men de åbner kun munden, den er altid åben på dem. De alene vil prædike, dem skal man høre, de foregiver store ting, og er dog ikke andet end måbemennesker og unyttige snakkehoveder, som Skt. Paulus siger i 1 Tim 1,7: De vil være skriftlærde, og er dog unyttige sludrehoveder, som ikke véd, hvad de selv taler om. 
100            Hieraus mügen wir nun St. Peters Wort verstehen, warumb er den Papst und Bischoff vergleicht dem Propheten Balaam. Denn gleich wie Balaam umb Gelds willen Rath gab, den Abgott Baal Peor aufzurichten, und das Volk Israel zum Fall brachte; also spricht er, dass diese folgen demselbigen Wege Balaam, richten auch einen Baal Peor auf umb Gelds willen.          Herudfra kan vi nu forstå Skt. Peters ord, hvorfor han sammenligner pave og biskopper med profeten Bileam. For ligesom Bileam gav råd for penge, om at opstille afguden Baal Peor og bragte Israels folk til fald, således siger han, at disse følger Bileams vej, opstiller en Baal Peor for penges skyld. 
101 Denn wie wir sehen, alles was Menschen Ding ist, das trägt Geld; Gottes Wort trägt nichts, denn das Kreuz; des will niemand. St. Petrus hätt aus der ganzen Schrift nicht ein gleicher Exempel kunnt finden auf der Papisten Wesen, denn diesen Balaam. Ists doch im Grund nicht anders, das ganz geistlich Regiment, denn Geld, Geld, Geld; alle Ding sind gericht dahin, dass sie Geld tragen. Und wie sie die Welt ausgeschöpft haben, und noch ausschöpfen, fühlen wir allzu wohl.  For som vi ser: alt, hvad der er menneskeligt, har med penge at gøre; Guds ord har kun med korset at gøre; og det er der ingen, der vil bøje sig under. Skt. Peter ville ud fra hele skriften ikke kunne have fundet et lignende eksempel på papisternes væsen end denne Bileam. Hele det gejstlige regimente er dog i grund ikke andet end penge, penge, penge. Alting er rettet hen imod, at de skal give penge. Og vi føler vel nok, hvordan det har udtømt verden, og stadig udtømmer den. 
102 Wiewohl das der geringste Schade wäre, wenn sie den Götzen ihrer Lehre nicht aufrichten, (E164) und alle Welt zu Fall und Abgötterei führeten, umb des verfluchten Geizes und Gelds willen. Allda thut der Balaam den grossen Schaden, und lehret geistliche Hurerei in aller Welt: darob Gott erzürnet, uns aller seiner Gnaden und Lehre beraubet, dass nicht vier und zwenzig tausend, sondern unzähliche Seelen erschlagen und verdampt werden.  Selv om det nok ville være den mindste skade, hvis de oprettede deres lære for afguderne og førte hele verden til fald og til afguderi for den forbandede havesyges skyld og for penges skyld, så gør alligevel Bileam den store skade, at han lære åndeligt horeri i hele verden. Af den grund bliver Gud vred, og berøver os alle hans nåde og hans lære, så ikke fire og tyve tusind, men utallige sjæle bliver slået ned og bliver fordømt. 
103       Er spricht: Sie lauten von grossen Dingen, und nichts dahinten. Was meinet er damit? Ohn Zweifel den Potzen und Maulaffen, ihre Menschenlehre trifft er da, als sollt er sagen: Ihre Lehre ist der rechte Baal Peor, der Maulaff; der sperret das Maul auf, und prediget von grossen Dingen, und ist nichts dahinten. Ists nicht also itzt, dass allein der geistliche Stand wird erhaben, als sei er allein den Weg zum Himmel?            Han siger: De taler om store ting, men der er intet bagved. Hvad mener han med det? Uden tvivl er det deres forbandelser og måberi, deres menneskelære, han hermed rammer, som om han ville sige: Deres lære er den rette Baal Peor, måbemennesket, som spærrer munden op og prædiker om store ting, men der er ingenting bag det. Er det ikke sådan nuomstunder, at det alene er den gejstlige stand, der ophøjes, som var den alene vejen til himlen? 
104 Niemand trauet itzt selig zu werden, er sei denn geistlich, oder käuf es den Geistlichen abe; und sie sind auch frisch, kühne, und verkäufen ihre Messe, Vigilien, Beten, Fasten, und gute Werk, führen die Leut durch ihr grosse Geistlichkeit gen Himmel. Sind das nicht grosse Ding? Was ist aber dahinten? Eitel Trügen und Gleissen, ja Verführen und Verderben.  Nuomstunder tror ingen, han kan blive salig, hvis han ikke er gejstlig, eller køber saligheden fra gejstligheden; og de går til den, dristigt, og sælger deres messer, vigilier, bønner, faste og gode gerninger, de fører menneskene gennem deres store gejstlighed til himmelen. Er det ikke store ting? Men hvad er der bag? Lutter bedrageri og hykleri, ja forførelse og fordærv. 
105 Da ist kein Glaub, sondern auf Platten, Kleider, Singen, Eier, Fisch, Butter essen, und Glockenden, und Lichtrauch, stehet ihr Wesen, lassen sie nennen die heilige Orden und geistlichen Ständ, die zwischen Gott und dem Volk mitteln, dass Christus hinfort kein noth ist. O Balaam! du Bösewicht, mit deinem schändlichen schädlichen Priapo, wie nimpst du das Geld, und tödtest die Seelen! Her er ingen tro, nej, deres væsen består i tonsur, klæder, sang, at spise æg, fisk, smør, i klokkeklang og lysrøgelse, de lader sig kalde den hellige orden og den gejstlige stand, som formidler mellem Gud og folket, så at der fremover ikke er brug for Kristus. O Bileam! Du slyngel, med din skændige, skadelige Priapus, hvordan er det ikke, du tager imod pengene, men dræber sjælene! 
106        Weiter spricht er 2 Petr. 2,18: Dass sie durch solch gross Furgeben reizen nur zu den Begierden des Fleischs in Unzucht, dass die müssen im Irrthum leben, die zuvor recht entflogen sind. Ich sorge, er treff hie nicht Ein Unglück allein, das unter dem schönen gleissenden Leben verborgen liegt. Wir sehen, wie der geistlich Stand gross und weit ist, die allesampt zur Keuschheit verbunden sind; und doch die Schrift, sampt der täglichen Erfahrung lehret, dass Keuschheit (E165) ubernatürlich, ein sonder ganz ungemein Gottes Gabe ist, die auch wenig grossen Heiligen geben ist.           Videre siger han i 2 Pet 2,18: "så at de gennem dette store bedrag opægger til kødets begær i utugt, så de må leve i vildfarelse, som tidligere var flygtet helt ud deraf. Jeg er bange for, at han her rammer ikke én ulykke alene, som ligger skjult under det smukke, hykleriske levned.  Vi ser, hvordan den gejstlige stand er stor og udbredt, og de er allesammen tvunget til kyskhed; og dog lærer skriften, tillige med daglig erfaring, at overnaturlig kyskhed er en ganske usædvanlig gave fra Gud, som også kun blev givet til ganske få helgener. 
107 Aber sie fahren zu, und machen sie so gemein, als wäre es täglich Brod, reizen mit dem grossen Laut viel jungs Volks in ihren Stand, die darnach ihre Lebenlang unrein leben. Etliche halten öffentlich uneheliche Weiber, die aber zu Weiben oder Mannen nicht kommen mügen, thun Aergers; und zum wenigsten leben sie in bösen Lüsten und unzüchtigen Begierden, wo sie zur That nicht kommen können.  Men de farer frem og gør den så almindelig, som var den dagligt brød, opægger med deres høje bjæf mange unge mennesker til at gå ind i deres stand, og de må derefter livet igennem leve urent. Nogle holder offentligt uægteskabelige kvinder,  blot må de ikke komme sammen som mand og kvinde, og det gør det værre; og i hvert fald lever de i onde lyster og utugtige begæringer, hvis de ikke kan komme til at udføre de ønskede gerninger. 
108 Und ist bei ihnen, entweder ein lauter Hurerei, unter dem Namen geistlichs und keusches Lebens, oder ein unrein, unwillige, elende, verlorne Keuschheit, dass der Jammer grösser ist, denn jemand gläuben oder sagen mag, den hie St. Petrus rühret, dass er spricht: Sie reizen durch ihr grosses Furgeben zu Begierden des Fleisches in Unzucht. Als sollt er sagen: Sie predigen hoch von dem geistlichen Stand, und erheben die Keuschheit; aber damit reizen und dringen sie den armen Haufen recht mitten in die Unkeuschheit, darin sie auch selbs leben.  Og hos dem er der enten et rent og skært horeri, under navn af gejstligt og kysk levned, eller en uren, modvillig, elendig, forloren kyskhed, så jammeren er større, end nogen kan tro eller sige, og det er den, Skt. Peter her omtaler, når han siger: De opægger til kødets begær i utugt med deres store bedrag. Som ville han sige: De prædiker i vilden sky om den gejstlige stand, og fremhæver kyskheden; men dermed ægger og drager de den stakkels hob midt ind i den ukyskhed, som de selv lever i. 
109        Dazu bringen sie denselbigen Haufen dahin, ob er wohl zuvor durch die Tauf recht entflogen ist allen Sünden, und in christlichem Glauben recht angefangen, dass sie nu fallen auf das geistlich Wesen, der Meinung, als sei die Tauf nu dahin, und nichts mehr nütz, lassen auch den Glauben fahren, als der ein zu schlecht, gering, gemein Ding sei, fahen ein härter, höher, strenger Leben an; das ist denn unmüglich, und kommen also mitten in den Jammer.          Derhen bringer djævelen så denne hob, at selv om den i forvejen ved nåden ret er flygtet bort fra alle synder og er begyndt ret i en kristelig tro, så lader han den nu falde på det gejstlige væsen, idet de tror, at nu er dåben forsvundet og ikke mere til nogen nytte, og så lader de også troen fare, som om det er en altfor dårlig, altfor ringe, altfor almindelig ting, nej, nu begynder de på et hårdere, højere, mere anstrengende levned; men det er jo umuligt, og så kommer de midt ind i jammeren. 
110 Es geschicht wohl, dass der Teufel ein, zwei, drei zehen Jahr einem Friede lässet (wiewohl selten) aber endlich bleibt keiner, er werde denn gläubig. Er hat den ungläubigen Menschen so gewiss im Strick der Unkeuschheit, dass er gar kein Zweifel mag dran haben. Drumb spielet er mit ihm, lässet ihn zuweilen Ruhe haben, weiss doch wohl, dass ohn Glaube ihm niemand entlaufen kann: sintemal auch die zu schaffen gnug haben, die mit ritterlichem Glauben fahren.  Det sker vel, at djævelen lader en enkelt i fred i ét, to, tre, eller ti år, selv om det er sjældent, men i sidste ende er der ingen, der forbliver i fred, hvis han ikke kommer til tro. Han har det ikke-troende menneske så fast i ukyskhedens strikke, at han slet ikke behøver være i tvivl om det. Derfor leger han med ham, lader ham af og til have ro, men ved jo udmærket, at uden tro er der ingen, der kan undgå ham: eftersom også de har nok at gøre, som går gennem livet med en ridderlig tro. 
111         Summa, lasse dirs ein gewisse Rede [Regel] sein, halt (E166) nur nichts von der grossen berufen Keuscheit der Geistlichen, die nicht im Glauben frisch sind; wie sie itzt fast alle sind, und ein Schein keusches Lebens führen, zu verderblicher Reizung viel junges Volk, und ist nichts dahinten. Wollt Gott, hundert Stift und Klöster wäre nur ein Stift und Kloster. Gläub sicherlich, St. Peter redet hie aus keinem Topfe.          Kort sagt, lad det være dig en sikker regel, regn ikke den store påberåbte kyskhed hos de gejstlige for noget, de er ikke kække i troen; det gælder næsten dem alle; og de fører et levned, der kun udadtil er kysk, de opægger en fordærvelig stræben i mange unge mennesker, men der er intet bagved. Gud give, at hundrede stiftelser og klostre kun var én stiftelse og ét kloster. Jeg tror sikkert og vist, at Skt. Peter her ikke taler forblommet. (?)
112 Darumb hab ich oft gesagt, und sage noch: Unverworren mit Pfafferei, Müncherei, und Nonnerei, wo nicht unter ihnen die heilige Schrift und lauter Glaube wohl getrieben und geübet wird Tag und Nacht. Es müssen Stift und Kloster Höllenpforten sein, wo nicht wacker und frisch der Glaub darinnen geübet wird, da ist weder Rath noch Hülfe fur. Ich warne dich, hüt dich fur geistlichem Leben, das ohn Schrift sich führet.  Derfor har jeg ofte sagt, og siger det endnu: Man skal ikke lade sig forvirre af alt det præsteri, munkeri og nonneri, hvis der ikke blandt dem dag og nat bliver drevet på med og opøvet i den hellige skrift og den rene tro. Stiftelser og klostre ville være rene helvedesporte, og hvis ikke kækt og frisk troen blev opøvet derinde, så var der hverken råd eller hjælp mod det. Jeg advarer dig, vogt dig for det gejstlige liv, hvis det føres uden skrift. 
113        Zur Keuschheit endlich zu halten, gehöret ein starker, feiner Glaube, der den Geist mit Gewalt uber das Fleisch erhebe, und seine Flüsse, als ein Feuer, austrogne, dass der Mensch auch diess Leben hasse, und schier ein Engel sei, wie Esaias c. 11, 5. sagt von Christo: Die Gerechtigkeit wird sein ein Gürtel seiner Lenden, und der Glaub ein Gurt seiner Nieren. Der Glaub muss die Nieren gürten und halten, sonst ists ungehalten.            Skal man endelig overholde kyskheden, så må man have en stærk, fin tro, som med magt kan hæve ånden op over kødet, og som en ild udtørre kødets udsondringer, så at mennesket endog hader dette liv og næsten bliver en engel, som Esaias siger om Kristus (Es 11,5): Retfærdighed vil være et bælte om hans lænd, og troen et bånd om hans nyrer. Troen må være et bælte om nyrerne og holde dem fast, ellers holdes de ikke fast. (n113
114 So fahren sie daher, wissen nichts vom Glauben, wöllen den Sachen mit Werken, Fisch esse, wüllene Kleidern helfen, und sind also weise, als wer den Rhein wollt schützen mit einem stroheren Gewehr, und liesse ihm doch seine Quell und Ursprung unverstopft. Das Land möcht der versäufen; den Rhein wird er freilich unverschützt lassen. Also lassen sie der Natur ihre natürliche Quelle, dieweil sie nicht haben den Glauben; und wöllen doch mit Kleidern und Fischessen wehren, dass sie nicht ubergehen oder ausbrechen soll.  Men de kører blot frem, kender intet til troen, vil ordne sagerne med gerninger, spise fisk, gå med uldklæder, og er lige så vise som den, der vil holde Rhinen tilbage med et stråværn og dog lader dens kilde og udspring utilstoppet. Han kommer nok til at drukne landet; Rhinen kommer han i hvert fald til at lade være uforstyrret. Sådan må de lade naturen have dens naturlige kilde, eftersom de ikke har troen. Og så vil de alligevel værge sig mod den med klæder og fiskespisning, så den ikke skal gå over sine bredder eller bryde ud af digerne. 
115 So lässt es die Natur nicht, thut was ihr Art ist. Damit bleibt ihre Keuschheit nicht reiner, denn das sie nicht eheliche Weiber und Männer haben. Und ist je wahr, das St. Peter hie sagt: Sie reizen mit ihrem grossen Furgeben den armen Haufen dahin, dass er durch geistlich Stand und Werk, keusch und heilig meinet zu werden, Gott dienen im geistlichen Stand.  Den slags tillader naturen ikke. Den gør, hvad der er dens natur. Derfor når deres kyskhed ikke frem til en større renhed end den, at de ikke lader mænd og kvinder gifte sig. Og det er jo sandt, hvad Skt. Peter her siger: De ophidser med deres store idealer den stakkels hob til at mene, at den bliver kysk og hellig ved den gejstlige stand og gerning, og til at tro, at den tjener Gud i den gejstlige stand. 
116          Siehe, das ist der Irrthum, darin sie leben, die (E167) zuvor aus allem Irrthum in Christo erlöset waren. Ists denn nun nicht ein köstlicher Preis des geistlichen Lebens, den ihm St. Peter gibt? es sei von grossem Geschrei, und nicht dahinten, sei ein unkeusch, unrein, verführisch Leben, welchs die rechte Christen aus dem rechten Wege führe, und behalte im Irrthum.          Se, det er den vildfarelse, hvori de mennesker lever, som først i Kristus blev reddet fra al vildfarelse. Er det da ikke nu en kostelig lovprisning af det gejstlige liv, som Skt. Peter her giver? hvad enten det så er noget, der sker med stort skrigeri uden at der er noget bag, eller det er et ukysk, urent, forførerisk levned, som fører de rette kristne bort fra den rette vej og stadigvæk er vildfarelse. 
117 Wenn ich unsere Bischoff, Pfaffen und Münch also malete, müsst ich tausendmal Ketzer sein. Sie halten fur St. Franciscus, Dominicus, Augustinus, Bernhardus, und mehr Heiligen im geistlichen Orden; sehen aber nicht, dass dieselbigen Heiligen, nicht durch die Orden, (wie sie thun,) sondern durch den Glauben sind selig worden, haben die Orden nicht geachtet, dass es Wege seien für Seligkeit.  Hvis jeg afmalede vore biskopper, præster og munke således, så ville jeg tusind gange blive skældt ud for kætter. De holder med Skt. Frans, Dominicus, Augustin, Bernhard og flere helgener i den gejstlige orden; men ser ikke, at disse helgener blev salige, ikke gennem ordenen (som de gør det), men gennem troen, og ikke har regnet ordenen for en vej til salighed. 
118         Das sei diessmal gnug, dass wir diese zween Apostel, Petrum und Paulum haben, die uns de Papisten mit ihrem unchristlichen, verderblichen, geistlichen Wesen und Lehren zeigen, dass sie Kinder der Vermaledeiung und zu meiden sind, mit allem, das sie furgeben. Was Christus, Esaias, Jeremias, Ezechiel, und ander Propheten davon sagen, wöllen wir sparen, bis der Papst, Bischoff und ihre Mitgenossen zornig werden auf diess Büchlin, und ins Feuer blasen, dass es bass brenne.            Lad det være nok for denne gang, at vi har disse to apostle, Peter og Paulus, som viser os papisterne med deres ukristelige, fordærvelige, gejstlige væsen og lære, så de er forbandelsens børn, der må undgås, med alle deres idealer. Hvad Kristus, Esajas, Jeremias, Ezekiel og andre profeter siger derom, vil vi vente med at fremkomme med, indtil paven, biskopperne og deres fæller bliver vrede på denne lille bog og blæser den ind i ilden, så den bedre kan brænde. 
Videre til falsk-stand2!

Noter:

n11:  1 Pet 3,15: men I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har,

n12:  Gal 1,8: Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han.

n13:  Hos 13,8: Jeg overfalder dem som en bjørn, man har taget ungerne fra, jeg flår brystet op på dem; som en hunløve æder jeg dem, de vilde dyr river dem ihjel.

n14:  Det kan være Es 48,4, Luther tænker på: DO: Jeg ved jo, at du er hård, senerne i din hals er af jern og din pande af bronze.

n29:  Det er lidt besynderligt med Luther her. Senere, i 2#45, skriver han, at ældste og biskop hos Paulus er ét og det samme. Det har han efter Hieronymus, som han citerer et langt stykke af (taget fra Gratian) i R13-05#20. Hvordan kan han så her hævde, at presbyter betyder ældste og kun det?

n40:  DO Sl 10,15: Knus armen på den ugudelige og onde, kræv ham til regnskab for hans ugudelighed, så den hører op. Vulgata Sl 9:36 contere brachium peccatoris et maligni quaeretur peccatum illius et non invenietur. NB. Det, der hører op i DO, er den ugudeliges ugudelighed, hos Luther er det den ugudelige selv.

n41:  DO Tit 1,9: han skal holde fast ved lærens troværdige ord, så han er i stand til både at formane med den sunde lære og at gendrive dem, der siger imod. Vulgata: Tit 1:9 amplectentem eum qui secundum doctrinam est fidelem sermonem  ut potens sit et exhortari in doctrina sana et eos qui  contradicunt arguere.

n79:  Augustin i "The City of God", bog 6, kap 9: "Men hvorfor nævner jeg dette, når også Priapus er der? For han er kun alt for mandlig. På hans enorme og væmmelige lem fik den nygifte kvinde ordre til at sidde -- efter de gifte kvinders højst ærbare og fromme skik".

n88:  Det ser ud til, at Luther har en del detailler i denne fortælle andetsteds fra end fra den bibelske tekst. Vulgata nævner således ikke navnet på kvinden, og siger ikke, at hun er er af fyrstelig slægt.

n97:  Luther hentyder utvivlsomt til 2 Thess 2,3f: Lad ingen på nogen måde forlede jer. Først skal nemlig frafaldet komme og lovløshedens menneske åbenbares, fortabelsens søn, v4  modstanderen, der ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så at han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud, et skriftsted, der af ham betragtes som en profeti om antikrist.

n113:  DO Es 11,5: "retfærdighed er bæltet om hans lænder, trofasthed bæltet om hans hofter". Vulgata: et erit iustitia cingulum lumborum eius et fides cinctorium renis eius. Luther har sikkert overinterpreteret stedet her. Han betragter ordene "lænder" og "nyrer" som en eufemisne for kønsorganet. (Dette delvise gætværk er senere blevet bekræfter af 1pet2#3). I 1 Mos 35,11 hedder det ifølge Vulgata: dixitque ei ego Deus omnipotens cresce et multiplicare gentes et populi nationum erunt ex te reges de lumbis tuis egredientur, altså, at konger skal fremgå af Jakobs lænder. Det oversættes korrekt i DO: Han sagde til ham: »Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod." Denne brug af ordet "lænder" forekommer også i 1 Kong 8,19 og 2 Krøn 6,9. Derfra overfører Luther det til Es 11,5, så dette sted kommer til at betyde, at Kristus (og Luther mener jo altså, der er tale om Kristus) skal være i stand til at undertrykke sin seksualdrift. Tanken uddybes noget i 1pet2#64. Se også vot07#36!
Angående Luthers beskrivelser af en munks kønslige vanskeligheder i klostrene, se vot-05#16; vot-07#27; vot-07#33.