Adversus execrabilem

Antichristi Bullam, Mar. Lutherus.
taget fra internettet, Johannes a Lascos bibliotek.

¹ Adversus execrabilem Antichristi Bullam, Mar. Lutherus, Anno, M. D. XX. (23)	Martin Luther imod Antikrists forbandelsesværdige bulle. År 1520.
²IHESUS. MARTINVS lVTHERVS CHRISTIANO lectori, Gratiam Christi in salutem aeternam optat.	Jesus. Martin Luther ønsker den kristne læser Kristi nåde til evig frelse.
³ FAMA peruenit ad me, Christiane Lector, exijsse Bullam quandam aduersum me, pene in omnem terram, priusque ad me, in quem vnice furit, et cui maxime erat inferenda, veniret. Forte, quod noctis et tenebrarum scilicet filia, timuit lucem vultus mei.	Kære kristne læser, det rygte har nået mig, at der er udgået én eller anden bulle imod mig; den kommer næsten til hele verden, og først til mig, mod hvem den alene raser og som især skulle angribes. Måske frygter den lyset fra mit ansigt, fordi natten og mørket jo er dens døtre.
⁴ Hanc tamen ipsam noctuam, vix tandem multum adiuuantibus amicis, in imagine sua, datum est videre. Quae causa est, vt adhuc incertus esse cogar, ludant ne in me Papistae mei, libello quodam famoso, et anonymo, an serio et vere sic Romae insaniant.	Dog denne natlige bulle, som til syvende og sidst næppe opnår meget af hjælpende venner, synes at være givet i sit eget billede. Hvilket er grunden til, at jeg indtil videre tvinges til at være usikker på, om mine papister driller mig for én eller anden famøs og anonym bogs skyld, eller romerne virkelig for alvor er så vanvittige.
⁵ Neque enim hic stilus (vt dicitur) neque processus, Romanae curiae seruatus est, tum quod maxime vrget, Articulos et imponit, et damnat, plane ac manifeste Christianissimos, vt mihi omnium verissimillimum sit, hanc prolem esse monstri illius Iohannis Eccij, hominis ex mendacijs, simulationibus, erroribus, haeresibusque confusi, et confuti.	For hverken denne såkaldte stil eller denne fremgangsmåde tjener den romerske kurie, når den, såvidt man kan bedømme, både pålægger og fordømmer nogle artikler, der er fuldt og helt højst kristelige, så det for mig er det mest sandsynlige, at dette er et afkom af det uhyre, der hedder Johannes Eck, han er et menneske der er forvirret af løgn og bedrag, og gendrevet for sine vildfarelser og kætterier.
⁶ Auget suspitionem, quod idem Eccius, talis Bullae Apostolus fuisse dicitur Romanus. Neque enim tale Apostolatu dignior vllus Apostolus.	Det øger mistanken, at den samme Eck siges at have været romersk legat for en sådan bulle. For der kunne ikke være nogen legat, der var mere værdig til en sådan sendelse.
⁷ Atque superioribus diebus audieram, parturiri in vrbe, contra me Bullam quandam, diram et saeuam, eodem coartifice Eccio, id quod stilus et saliva indicant, sed quae illic bonis et eruditis quibusque viris summe displiceret, eoque differretur, immo opprimeretur.	Og da jeg for nogle dage siden hørte, at der ville blive født en gruelig og vild bulle imod mig i Rom, med den samme Eck som fødselshjælper, hvilket stilen og mundvandet tyder på, men jeg hørte også, at den dèr i høj grad mishagede nogle gode og veluddannede mænd, og at den vakte splittelse dèr, ja blev undertrykt.
⁸ Verum, quicquid sit, mihi incredibile non est, vbi Apostolus Eccius auditur et valet, ibi Antichristi regnum esse, et nihil non insaniarum homines audere.	Men hvordan det end har sig med det, det er for mig ikke utænkeligt, at hvor legat Eck høres og værdsættes, dèr er antikrists rige, og dèr vover mennesker alt i deres raseri.
⁹ Interim tamen agam, ne credam, Leonem decimum Romanum Episcopum, cum suis eruditis Cardinalibus, esse haerum insaniarum autores, quod non tam facio, vt Romani nominis honorem custodiam, quam ne superbia nimis inflet, et dignus mihi videar talia tam pulchra, tam gloriosa pati pro veritate dei.	Dog har jeg i mellemtiden gjort hvad jeg kunne for ikke at tro, at Leo den Tiende, den romerske biskop, sammen med veluddannede kardinaler, var ophavsmand til dette vanvid, hvilket jeg ikke så meget har gjort for at vogte det romerske navns ære, som for at hovmodet ikke skulle blæses for meget op, og jeg skulle synes værdig til at lide den slags både smukke og ærefulde ting for Guds sandhed.
¹⁰ Si enim vere Ro. Episcopus in me sic insaniret, quis Luthero coram deo foelicior esset, quo ob tam manifestam veritatem a tanto vertice damnaretur?	For hvis virkelig den romerske biskop raser sådan imod mig, hvem kan så være lykkeligere overfor Gud end jeg, som bliver fordømt for en så åbenlys sandhed af et så stort overhoved.
¹¹ Quid enim hoc optandum mihi foret, quam vt nunquam absoluerer, reconciliarer, communicarer Antichristo isti indoctissimo, impijssimo, furiossissimo? Foelix illa dies, foelix illa mors, cum gaudio et summa gra- (24) titudine deo referenda, si quando fiat, vi in ista causa me apprehendat et perdat. Sed alijs des huius nominis honorem, et dignum quaerit ista causa martyrem. Ego peccatis meis alia meritus sum.	Hvad kan jeg nemlig herved opnå andet end at jeg aldrig vil blive tilgivet af, forsonet med eller komme i kontakt med denne antikrist, der er både uvidende, ugudelig og rasende? Lykkelig den dag, lykkelig den død, når jeg skal henvise til Gud den glæde og store taknemlighed, hvis det skulle ske, at jeg blev pågrebet og gik til grunde i denne sag. Men du må give dette navn til andre og søge én, der er værdig til at være martyr for denne sag. For jeg har på grund af mine synder fortjent noget andet.
¹² Existimationem igitur suam quisque habeat de Romanis. Ego quisque fuerit huius Bullae author, eum pro Antichristo habeo, et contra Antichristum haec scribo, redempturus veritatem Christi, quod in me fuerit, quam ille extinguere conatur.	Enhver kan have sin mening om romerne. Hvem end bullens forfatter er, regner jeg ham for antikrist, og jeg skriver dette imod antikrist, for at jeg kan forløse Kristi sandhed, hvad der var i mig, den sandhed, som han søger at udrydde.
¹³ Atque primum, vt nihil in me obtineat ex omnibus quod voluit. Protestor coram deo et domino nostro Iesu Christo, et sanctis angelis eius, et toto mundo, me dissentire toto corde, damnationi huius Bullae, quam et maledico, et execror, velut hostem sacrilegam et blasphemiam Christi filij dei et domini nostri, Amen.	Og nu først, for at han ikke skal opnå noget af det, han vil med mig, erklærer jeg overfor Gud og vor Herre Jesus Kristus, og overfor hans hellige engle og overfor hele verden, at jeg af hele mit hjerte er uenig i denne bulles fordømmelse; tillige forbander og afskyer jeg bullen, som en fjendtlig gudsbespottelse og en blasfemi imod Kristus, Guds søn og vor Herre. Amen.
¹⁴ Deinde, assero et amplector, fidutia tota spiritus mei, articulos per eam damnatos asserendosque pronuncio omnibus Christianis, sub poenae aeternae maledictionis et Antichristos habendos, quicunque Bullae consenserint, quos et his scriptis, coniuncto mihi omnium spiritu, qui pure Christum cognoscunt et colunt, pro ethnicis habeo et deuito, secundum praeceptum eiusdem domini nostri Iesu Christi, Amen. Haec mea reuocatio esto o Bulla, vere bullarum filia.	Dernæst hævder jeg og tilslutter mig med hele min ånds tillid, de artikler, som er fordømt af den, og jeg erklærer, at de bør fastholdes af alle kristne, under evig forbandelses straf, og at de bør regnes for antikrister, som er enig med bullen, og dem vil jeg ud fra disse skrifter, sammen med alle deres ånd, som erkender Kristus rent og dyrker ham, regne for hedninger og undgå dem som sådanne, ifølge det bud, som den samme Herre, Jesus Kristus, har givet. Amen. Dette er min tilbagekaldelse, kære bulle, eller boblernes sande datter.
¹⁵ Hac mea confessione seu protestatione facta, cuius testes esse volo omnes, qui haec legerint, antequam ad defendendos declarandosque articulos procedam, aliquot argumentis in ipsam Bullam confutandam, praeludere libuit, quorum primum ab inscitia Antichristi huius sumam.	Nu har jeg aflagt min bekendelse og er fremkommet med min erklæring, og jeg ønsker, at alle, der læser dette, skal være vidne derom. Men før jeg går over til at forsvare og forklare artiklerne, må det være tilladt med nogle argumenter at gendrive bullen selv. Her vil jeg først påpege antikrists uvidenhed.
¹⁶ Apostolus enim Petrus mandat, vt de ea, quae in nobis est fide et spe, rationem reddere parati simus (1 Pet 3,15). Et Paulus Episcopum iubet esse potentem exhortari in doctrina sana, et contradicentes redarguere. (Tit 1,9)	Apostelen Peter pålægger os, at vi skal være rede til at aflægge regnskab for den tro og det håb, der er i os. Og Paulus befaler, at en biskop skal være mægtig til at formane i den sunde lære og vende sig imod modsigerne.
¹⁷ Atque haec ipsa sunt, quae iam in tertium annum, efflagitaui ex expectaui e Roma, aut ijs, qui Romam sapiunt. Quae et obseruata legimus in antiquis patribus diligentissime, quoties haereses damnarent, Sed nec Apostoli quippiam in suis Concilijs statuerunt, nisi allegata primum scriptura sancta.	Og det er netop det, som jeg nu igennem tre år har krævet og forventet fra Rom, eller fra dem, der tænker som Rom. Og vi læser jo også, at det blev overholdt på det omhyggeligste af de gamle fædre, når de fordømte kættere, og apostlene har heller ikke nogensinde fastsat noget på deres konciler, førend de først havde påberåbt sig den hellige skrift.
¹⁸ Ita et ego cum expectarem vt facerent vuas, scripturae testimonijs me erudituri, ecce fecerunt labruscas (Es 5,4) suis verbis nudis me condemnantes, cum tot ego scripturis mea munierim.	Sådan har også jeg forventet, at de ville gøre sådan, at de oplyste mig med vidnesbyrd fra skriften, men se, de gjorde sig vilde vinranker af deres egne nøgne ord og fordømte mig med dem, skønt jeg for min del havde støttet mig til ganske mange skriftsteder.
¹⁹ Rogo te Antichriste indoctissime, adeo ne coniunxisti, cum summa inscitia, summam temeritatem, vt praesumeres omnes homines esse in stuporem versos, et te nudis tuis verbis contra armatissimam scripturam triumphare credituros? An didicisti hunc morem damnandi a Magistralitatibus Coloniensium et Louvaniensium? (25)	Kære uvidende antikrist, jeg beder dig, at du ikke i den grad skal forene din store uvidenhed med din store frækhed, så at du tror, at alle mennesker er dumme, og bilder dig ind, at du alene med dine nøgne ord kan triumfere over den, der er bevæbnet med skriftsteder? Mon du har lært den måde at fordømme på af Kølns og Løvens fakulteter?
²⁰ Si hoc est Ecclesiastice damnare errores, tum dicere, non placet, nego, non volo, quis morio? quis asinus? quae talpa? quis stipes? non queat damnare? Non pudescet frons tua meretricea, vt sic in publico Ecclesiastico audeas, inanibus inermibusque verborum tuorum sumis contradicere coelestium verborum fulminibus?	Hvis det er at fordømme vildfarelser på kirkelig vis, blot at sige, det behager mig ikke, jeg nægter det, jeg vil det ikke, hvilken dåre, hvilket æsel, hvilken muldvarp, hvilken klods vil så ikke kunne fordømme? Rødmer du ikke i din skøgepande, at du sådan vover i en offentlig kirkelig erklæring at mene, at du med dine tomme og svage ord kan modstå de himmelske ords tordenskrald?
²¹ Plane, dedecorosam et dignam Antichristo condemnationem, quae tot scripturis sibi repugnantibus, ne iota quidem habet, quod opponat, sed vnico verbo occurrit dicens, Ego damno.	Sagt lige ud, din fordømmelse er vanærende og værdig en antikrist, som, når han skal bekæmpe så mange skriftsteder, ikke har et iota at sætte op imod dem, men blot lader dette ord løbe sig i munden: Jeg fordømmer.
²² Cur Turcae non credimus. Cur Iudaeos non admittimus? Cur haereticos non honoramus? qui et ipsi nostra damnant, si sufficit damnare? Nisi ideo non eis caedimus, quia non sine scripturis et rationibus nos damnant. Ipsi vero more nouo, sine scipturis et rationibus damnamus.	Hvorfor skulle vi så ikke tro på tyrkerne? Hvorfor skulle vi ikke gå med til jødernes tanker? Hvorfor skulle vi ikke hædre kætterne? De kunne jo også fordømme os, hvis det er nok bare at fordømme! Vi vil kun kunne undgå at falde for dem, hvis de ikke kan fordømme os uden skrift og begrundelse. Men vi fordømmer os selv med denne nye skik, at kunne fordømme uden skrift og begrundelse.
²³ Quid ergo in causa fuisse arbitrer vt haec damnatoria Bulla, sic inanis et inermis, et vere bulla incederet, nisi insignem inscitiam, qua cum mea vera esse vidissent, et tum pati nolent, nec confutare possent, tentauerunt vano terriculamento perditae papyri me terrere.	Hvad skal jeg da mene har været grunden til, at denne fordømmelsesbulle, så tom og svag, og sandelig en boble, fremkommer, hvis det ikke er en speciel uvidenhed, så at de, når de ser, at jeg har ret, og de ikke selv gerne vil lide ondt, og ikke kan gendrive det, så forsøger med et tomt skræmmebillede at gøre mig bange. Spild af papir!
²⁴ Sed Lutherus bellis assuetus, bullis non terretur, et inter inanem papyrum, ac omnipotens verbum dei distinguere didicit.	For Luther er vant til krig, og er ikke bange for buller, og har lært at skelne mellem det tomme papir og Guds almægtige ord.
²⁵ Eiusdem inscitiae et illud est, quod vexante conscientia, non sunt ausi articulos nominatim digerere, quosque in ordines suos. Timuerunt enim ne haereticum assererent, quem nec erroneum forte nec scandalosum, possent ostendere. Proinde, inuenerunt aduerbium, respectiue (exurge#10), et post enumeratos articulos dicunt, alios respective haetericos, alius erroneos, alios scandalosos (exurge#58), quod est dicere.	Denne uvidenhed viser sig også derved, at de, plaget af deres samvittighed, ikke vover at fordele artiklerne efter betegnelse i deres rækkefølge. For de frygter, at de ikke kan fastholde den som kættersk, som de måske hverken kan vise er fejlagtig eller stødende. Derfor har de opfundet adverbiet 'henholdsvis', og efter at have opregnet artiklerne siger de, at nogle er henholdsvis kætterske, fejlagtige, stødende, hvilket er det samme som at sige:
²⁶ Nos putamus aliquos esse haereticos, alios erroneos, alios scandalosos. Sed nescimus, qui, quales, quanti. O meticulosa ignorantia, quam lubrica et fugitiua es, quam odis lucem, vt vertis ac reuertis omnia, ne captaris sicut Prothe quidam, nec sic tamen euades, imo in astutia tua magis comprehenderis et subuerteris.	Vi for vort vedkommende mener, at nogle er kætterske, andre fejlagtige, andre stødende. Men vi véd ikke, hvilke der er det, i hvor høj grad de er det, hvor meget de er det. O frygtsomme uvidenhed, hvor slibrig og undvigende er du ikke, at du ikke skal blive fanget ligesom en vis Proteus, og dog undviger du ikke på den måde, ja, du forstås og omstødes endnu bedre i din forslagenhed.
²⁷ Prodi itaque indoctissime Antichriste, doce nos sapientiam tuam distribue tua ipsius verba, dic si nosti tu ipse, quid dixeris, ostende quis sit haereticus, quis vero erroneum, quis scandalosus, et quis sit qualiscunque.	Derfor, proklamér kun, ulærde antikrist, belær os om din visdom, fordel dine egne ord, sig, om du selv véd, hvad du siger, påvis, hvem der er kætter, hvem der er vildfarende, hvem der er stødende, og hvem der er af hvilken art.
²⁸ Decet enim tam magnificum damnatorem nosse, quid damnet. turpissimum autem sit, damnare articulum haereticum, et eundem non posse nominare. Nolo tantum respectiue, sed absolute et certe doceri. Sum enim Occanicae factionis, qui respectus contemnunt, omnia autem absoluta habent, vt sic iocer in istam Moriam.	For en så storslået fordømmer bør vide, hvad han fordømmer. Og det ville være tudedumt at fordømme en artikel som kættersk uden at kunne benævne den. Man skal ikke belæres med noget, der kun er henholdsvist, nej, det skal være absolut og sikkert. Jeg tilhører nemlig Occams afdeling, som fordømmer det henholdsvise og vil have alt absolut, at jeg således kan drive spøg i denne dårskab.
²⁹ Vide ergo mi lector, insignem inscitiam Antichristianum, quam infoelici dolo, se occulta- (26) re praesumsit, sub aduerbio, respectiue. Non solum enim non docet veritatem, et causam damnationis, sed nec errorem monstrare audet, nec hoc ipsum indicare, quod damnat, et tamen damnat.	Her ser du da, kære læser, den særlige antikristelige uvidenhed, som ved en uheldig list tager sig for at skjule sig bag adverbiet 'henholdsvis'. Ikke blot lærer antikrist ikke sandheden og grunden til fordømmelsen, men han vover heller ikke at påvise fejltagelsen, han vover ikke at pege på selve det, han fordømmer, og dog fordømmer han.
³⁰ Nonne disertissima oratio, loqui et nescire quid loquaris? Quin anticyras integras his bullatis morionibus optamus? Sic sapere et facere debent omnes veritatis aduersarij.	Mon ikke det er to forskellige ting, at sige noget, og ikke at vide, hvad man siger? Skulle vi mon ikke ønske en god gang galskabshelbredende nyserod til disse dårskabsblaser? Således tænker og handler enhver modstander af sandheden.

³¹ Sed scio quis dolor Iunonem istam praemat. Nempe, Eccius meus memor, quam Lipsiae pudefactus sit, dum me ob articulos huss, spumantibus labrijs, sat plausibiliter theatro suo, haereticum tercenties clamaret furiosa voce, et idipsum postea probare non posset, cum Constantiensis damnatio, a me adducta praeter spem Eccij, nullum certum articulum signasset haereticum, sed et ipsa, similis huic nostrae, prae sua quoque inscitia, alios haereticos, alios erroneos, alios offensiuos dixisset, (eck05#37)	Men jeg véd godt, hvilken smerte der går forud for denne Juno. For jeg husker min kære Eck, hvordan han i Leipzig blev skamfuld, da han med rasende røst erklærede mig for tre hundrede gange kætter på grund af Huss' artikler; han skummede om læben, det var gjort tilstrækkelig sandsynligt i hans teater, og hvordan han bagefter ikke kunne bevise det, fordi fordømmelsen fra Konstanz, som jeg fremdrog, hvad Eck ikke havde regnet med, ikke med sikkerhed betegnede nogen artikel som kættersk, men også den, ligesom vores her, også ud af uvidenhed, sagde, at nogle var kætterske, andre fejlagtige, andre stødende.
³² et Eccius his auditis, turpissima temeritate in semet confusus, falso et mendaciter me haereticum a se clamatum sentiret, voluit Romae huic vulneri suo mederi, et mendacium temeritatis suae stabilire. (eck05#92f)	Da Eck hørte dette og i sin dumme forvovenhed blev forvirret, blev han klar over, at det var falsk og løgnagtigt, at han havde beskyldt mig for at være kætter, og han ville så til Rom for at læge sit sår og fastholde sin forvovenheds løgn.
³³ Sed non proficiet, prohibente Christo, mendax Sophista. Expostulo enim adhuc, vt absolute, non respectiue, distincte, non confuse, certe, non simulanter, clare, non obscure, singulariter, non ingenere, dicant, quis sit, et quis non sit haereticus. Sed quando haec facient? Quando Christus et Belial conuenient, aut lux et tenebre sociabuntur.	Men det skal ikke lykkes ham, det vil Kristus forhindre. Sådan en sofistisk løgner! For jeg har hele tiden hævdet, at de skal sige, hvem der er og hvem der ikke er en kætter, absolut og ikke henholdsvist, tydeligt og ikke forvirret, sikkert og ikke påtaget, klart og ikke diffust, for hver enkelt sætning, ikke i al almindelighed. Men hvornår vil de gøre det? Når Kristus og Belial vil det samme, eller når lys og mørke forener sig.
³⁴ Quid ergo faciam ego interim? Primum meticulosissimos et indoctissimos Papistas, Antichristique Apostolos contemnam, illudamque eis cum Helia et dicam. Si Baal deus est, respondeat, forte ebrius est, aut in itinere, clamate voce maiori, deus enim est, forte audit. (1 Kong 18,27)	Men hvad skal jeg så gøre i mellemtiden? For det første vil jeg foragte disse frygtsomme og ulærde papister, antikrists apostle, gøre grin med dem som Elias gjorde og sige: Hvis Baal er en gud, så vil han svare, måske har han tømmermænd, måske er han på rejse, råb noget højere, han er jo en gud, måske vil han høre.
³⁵ Quid enim alius Bullati isti asini mereantur, qui damnant id, quod nesciunt, et nescire se fatentur? Deinde securus ero, nec haereticus, nec erroneus, nec scandalosus habendus, donec, si non conuictum tamen simpliciter et nudis verbis monstratum fuerit, in quo articulo talis sim.	For hvad andet fortjener disse blæreæsler, der fordømmer det, som de ikke véd noget om, og indrømmer, at de ikke véd noget om det? Dernæst vil jeg være sikker på, at jeg ikke regnes for kætter eller vildfarende eller stødende, førend det, om jeg ikke kan besejres, dog med enkle og nøgne ord påvises, i hvilken artikel jeg er kætter.
³⁶ Neque enim iam onero Papistas meos stipites istos, vt probent sed vt monstrent saltem errorem, hoc est, vt ostendant, an sciant, quid lallent ipsimet, suamue saliuam senciant. Dum enim nullum designant haereticum, mei arbitrum est, quemuis oblatum negare haereticum, et assere catholicum.	For jeg har nemlig endnu ikke bebyrdet mine kære papister, disse betonmennesker, dermed, at de skal bevise min fejl, lad dem blot vise den, det vil sige, lad dem blot vise, om de véd, hvad de selv vrøvler, lad dem mærke deres spyt. For så længe de ikke påviser nogen artikel som kættersk, står det mig frit for at nægte, at nogen som helst af de fremlagte artikler er kættersk, og fastholde, at den er katolsk.
³⁷ Sed et hanc ruditatem ferme asinina rudiorem, quis non faueat Antichristo impijssimo et rudissimo? Quod optimi homines, discer- (27) nunt haereticos ab erroneis, et hoc ab offensiuis, hoc a scandalosis. Qua acutissima acutissimorum hominum distinctione, colligimur, Erroneum non esse haereticum.	Men selv denne næsten æselagtige rå råhed, mon ikke den begunstiger den ugudelige og rå antikrist? Mon ikke ordentlige mennesker kan skelne kættere fra vildfarende, og dem igen fra stødende, og igen dem fra de forargende. Ved en sådan højst skarpsindig skelnen fra højst skarpsindige mennesker kan drage den slutning, at en vildfarelse ikke er et kætteri.
³⁸ Quod autem haereticum non est, quid ad damnatores Ecclesiasticos, qui solum haeretica damnare debent? Nam, quod haereticum non est, catholicum est, Christo dicente. Qui non est contra vos, pro vobis est. (Luk 11,23) Immo vellem dari mihi ab istis viris magnificis.	Men når det ikke er kætteri, hvad har det med de kirkelige fordømmere at gøre, de bør jo alene fordømme kætteri? For hvad der ikke er kætteri, er katolsk, eftersom Kristus siger: Den der ikke er imod jer, er med jer. Ja, det ville jeg gerne skulle indrømmes mig af disse storslåede mænd.
³⁹ Articulum erroneum in Ecclesia, qui non sit haereticus? Si enim erroneus est, nihil differt ab haeretico, nisi pertinacia asserentis. Omnia enim equaliter, aut vera aut falsa sunt, licet affectus in vno aliquo vero aut falso, maior et minor esse possit.	En fejlagtig artikel i kirken, hvorfor er den ikke kættersk? For hvis den er fejlagtig, adskiller den sig ikke fra den kætterske, undtagen ved stædigheden, hvormed den fastholdes. Alt er nemlig lige, hvad enten det er sandt eller falsk, selv om den intensitet, hvormed man fastholder den enten sande eller falske artikel, kan være større eller mindre.
⁴⁰ Vides ergo iterum Bullatos meos, non posse articulum mihi monstrare, qui erroneus, et non haereticus, et iterum lallare sicut furiosos, qui nesciunt quid dicant, damnantes inuentum. Erroneum non haereticum, qui non possit esse in rebus, neque verbis, vt quales sunt articuli, talis sit et damnatio.	Du ser altså igen, at mine bullemagere ikke kan vise mig en artikel, som er fejlagtig og ikke kættersk, og atter laller de som rasende, fordi de ikke véd, hvad de siger, og fordømmer, hvad de sådan lige finder på. At det fejlagtige ikke er det kætterske kan ikke finde sted i virkeligheden, derfor heller ikke i ordene, eftersom fordømmelsen skal være som artiklerne.
⁴¹ Par sapientia est, scandolosum esse, qui nec sit haereticus, nec erroneus. Detur obsecro ille, non modo in meis, sed in omnium honimum verbis et scriptis, ab initio mundi vsque in finem. Quis ergo haec portenta cogitare coegit Papistas meos, nisi inscitia furiosa?	En lignende visdom er det, at hævde, at den er forargelig, som hverken er kætter eller vildfarend. Jamen, for pokker, en sådan findes, ikke blot i mine, men i alle menneskers ord og skrifter, fra verdens begyndelse til dens ende. Hvad det da, der tvinger mine papister til at overveje sådanne skrækkelige ting, om ikke det er deres rasende uvidenhed?
⁴² Nisi forte scandalosos appellant, quo modo, veri et catholici sunt scandalosi. Nihil enim est scandelosius veritate, immo sola veritas est scandalosa, superbis et insensatis. Sicut de Christo i. Corin. i. dicitur. Nos praedicamus Christum crucifixum, Iudaeis scandalum, gentibus stulticiam, Et Luce ij. Positus est hic in ruinam, et resurrectionem multorum in Israel.	Medmindre de da kalder den forargende på den måde, som de sande og de katolske er forargelige på. For intet er mere forargende end sandheden, ja, sandheden selv er forargende for de overmodige og de ufølsomme. Sådan siges det om Kristus i 1 Kor 1,23: Vi prædiker Kristus som korsfæstet, for jøder en forargelse, for hedninger en dårskab. Og i Luk 2,34: Han er sat til fald og til oprejsning for mange i Israel.
⁴³ Quare, cum Papistae mei, scandalosos secernant ab haereticis et erroneis. Quod autem haereticum et erroneum non est, id catholicum et verum esse sit. Sequitur, articulos scandalosos, ab eis intelligi, et damnari catholicos et veros. O digna damnatio Papistis.	Når derfor mine papister gør skel mellem de forargende og de kætterske og vildfarende, så må man sige, at det, der ikke er kætterske og fejlagtigt, det er katolsk og sandt. Heraf følger, at artikler, der er forargende, af dem bliver forstået og fordømt som katolske og sande. O det er en fordømmelse, der er papister værdig.
⁴⁴ Vide mi lector, quorsum sese rotat impietas caeca, quam seipsam irriridet et illudit, quam facile capitur in suis verbis, quam imprudens et stulta sit in omnibus suis studijs, non solum non probat erronem et scandalum, sed pro eo, vt monstret solum, impossibilia et sibi turpissime pugnantia loquitur. Vbi nunc tuum infelix respectiue infelicissima bulla? quo respexisti? in barathrum impietatis scilicet et ruditatis tuae.	Du ser, kære læser, hvordan denne blinde ugudelighed vender og drejer sig, hvordan den gør grin med sig selv og narrer sig selv, hvor let den fanges i sine ord, hvor uklog og dum den er i alle sine studier, ikke beviser den ikke det vildfarende og forargende, men den taler om det, som den faktisk påviser, med en umulig modsigelse, der også må forekomme den selv det dummeste af alt. Hvor er nu den uheldige bulles uheldige udtryk 'henholdsvis'? Hvor er det, du henholder dig til? Jo, det er i ugudelighedens dyb og i din råhed.
⁴⁵ Idem dicendum erit de offensiuis, nam hos neque scandalosos neque erroneos, neque haereticos esse oportet, cum tantis Papi- (28) stis discernantur. Quis ergo non miretur tanta ingenia Papistarum, qui inuenire potuerunt, offensiuum esse in Ecclesia, quod tamen nec falsum, nec haereticum, nec scandalosum, sed verum, Catholicum, edificatorium sit, et tamen hoc ipsum damnant?	Det samme vil man skulle sige om de stødende artikler, for disse kan jo hverken være forargende eller fejlagtige eller kætterske, når de adskilles af så store papister. Hvem må ikke undre sig over en så stor papist-forstand, som kan finde på, at noget er stødende i kirken, som dog hverken er forkert eller kættersk eller forargende, men sandt, katolsk, opbyggeligt, og dog er det netop det, de fordømmer?
⁴⁶ Quis vero non ambiat etiam ab ijs insanis damnari, qui sua propria damnatione ostendunt se damnata probare, et probata dammare? hoc est truncis et cautibus sese insentiatores esse, palam cum summa sua ignominia commonstrant.	Men hvem vil ikke også undgå at blive fordømt af disse rasende mennesker, som med selve deres fordømmelse viser, at de godkender det, der har fordømt, og fordømmer det, de har godkendt? Dette er for de betonagtige og forsigtige det åbenlyse bevis på, at de til deres store beskæmmelse ikke selv mærker noget forkert.
⁴⁷ Ite ergo vos impij et insensati Papistae, et sobrij scribite, si quid scribere vultis, nam hanc Bullam apparet, vel inter putanas nocturno conuiuio esse egestam, aut in canicularibus furijs confusam. Neque enim vlli moriones sic insanirent.	Kære ugudelige og ufølsomme papister, gå hen og skriv noget ædrueligt, hvis I vil skrive noget, for det ser ud, som om denne bulle er opstået mellem glassene ved en natlig fest, eller er blevet blandet op med hundegalskab. For ikke engang dårer ville nogensinde rase på den måde.
⁴⁸ Retorqueamus autem imprudentiam istam Antichristi in os eius, et ex sermonibus ipsiusmet iudicemus et condemnemus eum vt deinceps discat asiutius et meliore memoria mentiri. Oportet enim mendacem esse memorem, iuxta prouerbium.	Men lad os vende op og ned på denne antikrists uklogskab, der udgår af hans mund, og bedømme og fordømme ham ud fra hans egne ord, så at han derved kan lære, at vil han lyve, skal han have en mere nøjagtig (?) og bedre hukommelse. Den, der lyver, skal nemlig ifølge ordsproget have en god hukommelse.
⁴⁹ Si alij sunt articuli offensiui et alij haeretici, et tu eum damnas, qui non est haereticus, ac per hoc verus et catholicus, etiam si sit sexcenties offensiuus, nonne impudens os tuum damnat seipsum, non modo haereseos, sed extremae impietatis et blasphemiae lesaeque maiestatis in veritatem diuinam, ostenditque vere te eum esse hominem qui aduersatur et extollatur super omne quod dicitur, aut quod colitur deus? (2 Thess 2,4)	Hvis nogle artikler er stødende og andre kætterske og du fordømmer den, der ikke er kættersk og derfor sand og katolsk, også selv om den i seks hundrede år har været stødende, mon så ikke din frække mund fordømmer dig selv, ikke blot for kætterske artikler, men for den yderste ugudelighed og blasfemi og for majestætsfornærmelse imod den guddommelige sandhed, og påviser, at du er det menneske, der vender sig imod og hæver sig op over alt, hvad der kaldes Gud eller dyrkes som Gud?
⁵⁰ Nonne tu es homo ille peccatu et filius perditionis qui negat deum, emptorem suum, et charitatem veritatis tollit, vt operationem erroris sui statuat, quo credamus iniquitati, vt Paulus praedixit? (2 Thess 2,12)	Mon ikke du er det syndens menneske og fortabelsens søn, som nægter Gud, som handler med ham, som ophæver sandhedskærligheden, så at han kan fastsætte sine egne fejlagtige handlinger, hvorved vi kommer til at tro på uretfærdigheden, som Paulus forudsagde?
⁵¹ Si enim articulus haereticus non est, non potest esse offensiuus aut scandalosus, nisi haereticis Antichristis et Satanis pietatis.	For hvis en artikel ikke er kættersk, så kan den ikke være stødende eller forargende, undtagen for antikristne kættere og ud af en Satans fromhed.
⁵² Vide ergo, quam pulchre Bulla ista omnium impudentissima imprudentissimaque, dum in me aliud haereticum, aliud offensiuum damnat, autores suos veros haereticos et aduersarios dei palam declarat, adeo non est scientia, non est consilium contra dominum, adeo impietas caeca capitur verbis oris sui, adeo verum est, qui facit lapidem in altum, recidit super caput eius.	Du ser altså, hvor indlysende det er, at denne bulle er det frækkeste og dummeste af alt, idet den imod mig fordømmer én artikel som kættersk, en anden som stødende; derved erklærer den åbenlyst, at dens egne forfattere er sande kættere og modstandere af Gud, og således er det ikke viden, det er ikke råd imod Herren, det er blind fromhed, der indfanges ved dens munds ord, og således er det sandt, at den, der graver en grav for andre, selv falder i den.
⁵³ Et quod omnium pulcherrimum est, hac impia contradictione sua, reuelantur cogitationes cordium eorum, et nequitia suam, quam volunt maxime celatam, maxime produnt, incredibili imprudentia. Esse (29) scilicet eos paratos, semel vniuersam veritatem damnare, cum enim haereticos asserant, quos haereticos ostendere aut nominare non possunt, nec sciunt, nec audent.	Og hvad der er det smukkeste af alt, ved denne ugudelige modsigelse afsløres deres hjerters tanker, og deres uduelighed, som de især ville udsmykke, bliver i højeste grad afsløret ved deres utrolige dumhed. For de hverken véd eller hører, at de er parat til på én gang at dømme den almindelige sandhed, eftersom de nemlig påstår, at nogle er kættere, som de ikke kan påstå eller nævne det kætterske ved.
⁵⁴ Quid hinc intelligimus, nisi esse eos toto corde aduersarios Christi, et paratos damnare omnem veritatem? et tamen infelici hypocrisi, fingunt sese damnare haereses. En vobis, o Bulla res asini, discite tandem, quid sit, Christum esse signum contradictionis et petram scandali, quam subito et facili negotio, denudata est omnis interior impietas et ignominia vestra, eis ipsis verborum operculis, quibus eam contegere frustra studuistis.	Hvad kan vi forstå ud fra dette andet end at de er Kristi modstandere af hele deres hjerte og er parat til at fordømme al sandhed? Og dog er de ulykkelige hyklere, som forestiller sig, at de fordømmer kættere. Se nu til, I bullens æsler, om ikke I langt om længe kan få lært, hvad det vil sige, at Kristus er et modsigelsens tegn og en klippe til fald, om ikke I kan få lært, hvor pludseligt og let det kan ske, at al jeres indre ugudelighed og skam afsløres, og det netop med de selvsamme ord, hvormed I forgæves stræber efter at tildække den!
⁵⁵ Habemus itaque hoc primo et euidenti argumento, Bullam hanc non esse, nisi Antichristi, summi aduersarij dei et pietatis. Agnoscat nunc eam, si audet, siue Eccius, siue Papa, et sciet, quo noie, et qua opinione sit nobis obseruandus.	Lad os derfor holde fast ved dette første og indlysende argument, at denne bulle helt og holdent er antikrists bulle, han, der er Guds og fromhedens største modstander. Hvad enten det er Eck eller paven, lad ham nu erkende den, hvis han tør, og lad ham vide, hvordan han kan vide det, og hvilken mening vi retter os efter.
⁵⁶ In vnum enim cumulum, hoc omnia pessima nomina conuenerunt. Impietas, blasphemia, inscitia, imprudentia, hypocrisis, mendacium. Breuiter, Satanas ipse cum suo Antichristo.	Alt dette kan vi samle i én dynge af de værste betegnelser. Ugudelighed, blasfemi, uvidenhed, frækhed hykleri, løgn. Kort sagt, Satan selv sammen med hans antikrist.
⁵⁷ Nec minus reuelat impietas ista seipsam, et eo quod nunc dicam. Decernit enim Bulla ista eximia, apertis impudentissimisque verbis. Esse exurendos etiam eos libellos meos, in quibus errores non sunt, vt memoria mei penitus tollatur.	Ikke mindre afslører denne ugudelighed sig selv, og det er det, jeg nu vil tale om. Bullen fastsætter nemlig den undtagelse med ligefremme og frække ord: Også de af mine bøger skal brændes, hvori der ikke findes vildfarelse, så mindet om mig helt skal udslettes.
⁵⁸ Potes nunc Christiane lector, dubitare infernalem draconem sonare per bullam istam? Vulgo dicitur. Asinum ideo male cantare, quia altius orditur, et ista quoque bulla felicius cecinisset, si non blasphemum os suum in coelum posuisset, impudenti plusquam diabolica impietate, veritatem etiam confessam et probatam damnatura.	Kære kristne læser, kan du nu være i tvivl om, at det er helvedes drage, der lyder gennem denne bulle? Man siger i blandt folk, at et æsel er dårlig til at synge af den grund, at det begynder for højt, og også denne bulle ville være faldet heldigere ud, hvis dn ikke havde anbragt sin blasfemiske mund i himlen, med en fræk ugudelighed, der er mere end djævelsk, for at fordømme endog den sandhed, som den har bekendt og anerkendt.
⁵⁹ Hactenus enim Satanas veritatem sub specie veritatis oppressit, quoties oppressit. At hic homo peccati, aduersarius et eleuatus supra deum, posita specie, apertaque fronte, idque in Ecclesia dei absque timore, veritatem Christianam et cognitam et probatam a seipso et omnibus, damnat et exuti mandat.	Indtil nu har nemlig Satan undertrykt sandheden under sandhedens skin, når han undtrykte den. Men dette syndens menneske, som er modstander af Gud og ophøjet over Gud, fastsætter med åben pande et skin, og det i kirken, uden at være bange, og befaler og foreskriver udryddet den kristne sandhed, der er både anerkendt og bevist af den selv og af alle.
⁶⁰ Quid si haec in Turcia fieret? Quo loco haec vox rogo digna, nisi imo tartaro? Et non timetis Bullati vos Antichristi, ne saxa et ligna sanguinem sudent, prae horrendissimo hoc spectro impietatis vestrae et blasphemiae.	Hvad, hvis dette skete hos tyrkerne? Hvilket sted er mere passende for denne røst end, ja end helvede? Og I antikristi bullemænd er slet ikke bange for, at sten og træ skal svede blod, ved det forfærdelige syn at jeres ugudelighed og blasfemi.

⁶¹ Vbi es nunc optime Carole Imperator? vbi estis Reges et principes Christiani? Christo dedistis nomen in baptismo, et has tartareas voces Antichristi potestis ferre? Vbi estis Episcopi? vbi doctores? vbi quicunque Christum confitemini? ad haec horribilia Papistarum (33 (n61)) portenta tacere potestis? Miseram Ecclesiam dei, factam Satanae, tantum ludibrium, Miseros omnes, qui his temporibus viuunt. Venit, venit ira die in finem super Papistas, inimicos crucis Christi et veritatis dei, vt resistans et ipsi omnibus hominibus, prohibentes praedicari et doceri veritatem, sicut de Iudaeis dicit Paulus.	Hvor er du nu, bedste kejser Karl? Hvor er I, I kristne konger og fyrster? I har fået Kristi navn i dåben, og I kan udholde disse antikrists helvedsrøster? Hvor er I, I biskopper, Hvor er I doktorer henne? Hvor er I, alle I, der bekender Kristus? Kan I tie til disse forfærdelige afskyeligheder fra papisternes side? Arme Guds kirke, nu gjort til Satans kirke, så stort et gøglespil, arme menneske, som lever i disse tider. Guds vrede er sandelig her til sidst kommet over papisterne, de, som er fjender af Kristi kors og af Guds sandhed, så at netop de står imod alle mennesker og forhindrer, at sandheden prædikes og læres, sådan som Paulus siger om jøderne. (1 Thess 2,15f)
⁶² Finge quaeso, me esse talem, qualem illa maledica et maledicta Bulla videre cupit, haereticum, erroneum, schismaticum, offensiuum, scandalosum, in aliquot libellis. Quid meruere libelli, Catholici Christiani, veri, edificatorij, pacifici? Vbi didiscistis hanc religionem Papistae perditi, vt propter hominem malum, damnetis et exuratis sanctam castamque dei veritatem?	Forestil jer, siger jeg, at jeg virkelig var sådan, som denne forbandende og forbandede bulle søger at afbilde mig, en kætter, en vildfaren, en skismatiker, en provokatør, en forargelse i alle mine bøger. Hvorfor fortjener da de bøger, der er katolsk kristelige, sande, opbyggelige, at blive bragt til tavshed? Hvor har I lært, at den pavelige religion må gå fortabt, fordi I for et ondt menneskes skyld fordømmer og opbrænder Guds hellige og rene sandhed?
⁶³ Non potestis homines perdere, nisi et veritatem perdatis? vos triticum euelletis cum Zizania? vos grana dispergitis cum palea? Cur Origenem suscipitis in libellis catholicis, et non in totum aboletis? immo, cur impijssimum Aristotelem, in quo non nisi errores docentur, non saltem in parte damnatis? Cur impias, barbaras, indoctas, haereticasque Decretales Papae, non exuritis? Cur inquam haec non facitis, nisi quod non estis alia causa positi in locum istum sanctum, quam vt sitis abominatio a Daniele praedicta, quae damnet veritatem, statuat vero mendacium et operationem erroris. Non enim alia decent sedem Antichristi.	Kan I ikke lade et menneske gå fortabt, uden I også skal fortabe sandheden? Kaster I ikke hveden ud sammen med tidslerne? smider I ikke kornet bort sammen med avnerne? Hvorfor optager I Origenes blandt de katolske bøger, i stedet for helt og holdent at forkaste ham? Ja, hvorfor fordømmer I ikke, i det mindste delvist, den ugudelige Aristoteles, hos hvem der ikke læres andet end vildfarelser? Hvorfor opbrænder I ikke de ugudelige, barbariske, ulærde og kætterske pavelige dekreter? Hvorfor, spørger jeg, har I ikke gjort det, hvis ikke det er fordi I ikke er sat på dette hellige sted af anden grund end den, at I skal være den vederstyggelighed, der er forudsagt af Daniel, som fordømmer sandheden, men stadfæster løgnen og vildfarelsens gerninger. Det nemlig netop det, der kendetegner antikrists sæde.
⁶⁴ Te igitur Leo. x. vos domini Cardinales Romae, et quicunque Romae aliquid estis, compello et in faciem vobis libere dico, Si vestro nomine, vestraque scientia, haec Bulla exiuit, eamqua vestram agnoscitis. Vtar et ego potestate mea, qua in Baptismu, per dei misericordiam factus sum filius dei, et cohaeres Christi, fundatus supra firmam petram, quae nec portas inferi, nec caelum, nec terram formidat, et dico, moneo, hortor vos in domino, vt ad cor redeatis, istis diabolicis blasphemijs, et plus valde nimio audacibus impietatibus modum ponatis, atque id cito.	Og så anklager jeg da dig, Leo den Tiende, og alle jer herrer kardinaler, og hvem der ellers gælder for noget i Rom, og jeg siger jer lige op i ansigtet: Hvis denne bulle er udgivet i jeres navn og I anerkender den som jeres værk, så vil jeg også bruge min magt, den, jeg fik i dåben, hvor jeg ved Guds barmhjertighed blev gjort til et Guds barn og til Kristi medarving, og blev grundlagt på den klippe, som ikke frygter helvedes porte, så lidt som himmel eller jord, at I skal gå i jer selv og holde inde med disse djævelske gudsbespottelser og altfor forvovne ufromheder, og det snart.
⁶⁵ Quod nisi feceritis, scitote, me cum omnibus, qui Christum colunt, vestram sedem, a Satana ipso possessam et oppressam, pro sede damnata Antichristi habere, cui non modo non obediamus, aut subditi et concorporati esse velimus, sed detestamur et execramur, sicut principem et summum hostem Christi, parato pro hac sententia nostra, stultas vestras censuras non modo cum gaudio ferre, sed etiam rogare, ne vnquam non absoluatis, aut inter vestros numeritis, quin vt cruentam vestram tyrannidem expleatis (30) ad mortem nos vltro offerimus.	For hvis ikke I gør det, så skal I vide, at jeg og alle dem, der tilbeder Kristus, vil regne jeres sæde, der er indtaget og undertrykt af Satan selv, for den fordømte Antikrists sæde, og det sæde vil vi ikke blot ikke adlyde eller være underlagt og holde sammen med, men vi foragter det og afskyr det som Kristi vigtigste og værste fjende, og vi er rede til for denne menings skyld ikke blot med glæde at bære jeres tåbelige censur, men vi er også rede til at bede jer om aldrig mere at absolvere os eller regne os med til jeres kreds, ja, vi tilbyder os frivilligt lige indtil døden, så I kan fuldbyrde jeres grusomme tyranni.
⁶⁶ Quod siquid spiritus Christi et impetus fidei nostrae valet, his scriptis, si perseueraueritis in furore isto, vos damnamus, et vna cum Bulla ista, omnibusque Decretalibus Satanae tradimus in interitum carnis, vt spiritus vester in die domini nobiscum liberetur. In nomine, quem vos persequimini, Iesu Christi domini nostri, Amen.	Hvis ellers Kristi ånd betyder noget, hvis ellers vor tros kraft betyder noget, fordømmer vi jer, og hvis I forbliver i dette raseri, overgiver vi jer med denne skrivelse sammen med bullen og alle Satans dekretaler til at forgå, som kød skal forgå, så jeres ånd på Herrens dag kan befris sammen med os. I vor Herres Jesu Kristi navn, i hans navn, som I forfølger. Amen.
⁶⁷ Viuit enim adhuc et regnat adhuc, in quo non dubito, dominus noster Iesus Christus, quem et speramus, prope diem aduenturum et interfecturum spiritu oris sui, et destructurum illustratione aduentus sui, hunc hominem peccati et filium perditionis, quandoquidem negare non possumus.	For han lever endnu og han hersker endnu, ham tvivler jeg ikke på, vor Herre Jesus Kristus, og jeg håber også på, at han én af dagene vil komme og dræbe med sin munds ånde, og ved sit kommes tilsynekomst ødelægge dette syndens menneske og fortabelsens søn, når vi til den tid ikke kan benægte ham.
⁶⁸ Si Papa istorum portentorum autor est, ipsum esse, verum illum finalem, pessimum, famosumque Antichristum, subuertentem orbem totum, operationibus erroris sui, id quod impletum vbique videmus.	Hvis paven er forfatter til disse afskyeligheder, at det så er ham selv, at det er enden, at det er den onde, berygtede antikrist, at han vil vende op og ned på hele verden med sine vildfarelses handlinger, det er, hvad vi overalt ser gå i opfyldelse.
⁶⁹ Sed quo me rapit ardor fidei? Nondum totus persuasus sum, Papae esse hanc Bullam, sed Apostoli illius impietatis Eccij, qui cum suis patribus, furente hiatu, me absorbere festinat, cantans. Deglutiamus eum sicut infernus viuentem, et integrum quasi descendentem in lacum.	Men hvorved river troens brand mig med? Jeg er endnu ikke helt overbevist om, at det er paven, der har skrevet denne bulle, det kunne godt være hans ufromheds apostel, Eck, som har skyndt sig med et frådende gab sammen med hans fædre at opsluge mig, under den melodi: Lad os opsluge ham som helvede opsluger den levende, i én mundfuld, som én, der nedstiger i søen.
⁷⁰ Huic eo furioso homini parum imo lucrum videtur, si veritatem dei extinguat, modo vota impietatis et fratricidij impleat. O fortem Ecclesiae hodiernam, sanguineis lachrymis dignam. Sed quis gemitus nostros audit? quis plorantes solatur? Inexorabilis est furor domini super nos.	For ham, det rasende menneske, synes det at være lige meget, ja det synes nærmest en vinding, hvis Guds sandhed udslettes, blot han opfylder løfterne om ugudelighed og brodermord. O hvilken skæbne har kirken ikke i vore dage, det må man græde blodstårer over. Men hvem hører vore sukke? hvem trøster os, der græder? Herrens vrede er ubønhørligt over os.
⁷¹ Addunt idem homines, vt sunt ad modum faceti et suaues, quoddam ridiculum, quo pro sua prudentia temperant seria ludo. Scribentes mihi super omnia, quae in me contulerunt immensa studia, etiam sumptum et pecuniam ad iter Romanum obtulisse. (exurge#70)	Så tilføjer de samme mennesker, galant og sødt som plejer at handle, noget latterligt, og med den spøg neddæmper de i deres klogskab alvorlige ting (?). De skriver, at de udover alt det, de havde tilbudt mig i deres overmåde store iver, også havde ladet mig opnå fri fortæring og penge til rejsen til Rom.
⁷² Scilicet, noua charitas Romae, quod orbem exhausit pecunijs, et vastauit tyrannide sua intolerabili, mihi vni pecuniam offert. Verum, hoc inclytum mendacium scio cuius fabri sit, Caietanus Cardinalis, ad mendacia componenda natus et formatus, functus legatione sua foelicissima, nunc Romae securus, fingit mihi per se promissam esse pecuniam, cum Augustae, tam sordida infamique ageret penuria, vt crederet ut familiam suam fame occisurus.	Det er så sandelig en ny kærlighed fra Roms side, at man tømmer byen for penge og lægger sit utålelige tyranni øde og tilbyder mig en skilling. Men jeg véd godt, hvem ophavsmanden til denne meget omtalte løgn er, det er nemlig kardinal Cajetan, født og dannet til at sammensætte løgnehistorier; da han havde overstået sin lykkelige sendelse og nu sad trygt i Rom, forestillede han sig, at han havde lovet mig penge, da han i Augsburg handlede ud af en både gerrig og infam påholdenhed, så at man kunne tro, at han ville lade sin egen familie dø af sult.
⁷³ Sed Bullam decet esse bullam, et veritate et sapientia inanem. Et damnatoribus istis ius est nobis mandare, vt esse veraces eos credamus dum mentiuntur, et Catholicos, dum haeretica docent, et Christianos dum Antichristum statuunt, per illud distributiuum vniuersale. Quodcunque ligaueris, vbi cum nihil exceptum sit, omnia per omnia eis licent, (31)	Men bullen må jo, som navnet siger, være en blære, og tom for sandhed og visdom. Og det er ret at påføre os disse fordømmelser, så at vi kan tro, at de er sanddru, skønt de lyver, og katolske, skønt de lærer kætterske ting, og kristne, selv om de stadfæster antikrist med dette distributive universale: Hvad som helst du binder, hvor de mener, at når intet er undtaget, er alt i det hele taget tilladt for dem.
⁷⁴ et non potius ex diabolo conceperint, qui non solum mentiuntur manifeste, sed quod omnem impudentiam superat, mendacio eodem sese ad plausum popularem in mei inuidiam ornant, et charitatem sese mihi exibuisse, altero iam mendatio fingunt, cum si quid veritatis, pietatis, grauitatis, Romanis istis tyrannis inesset reliquum, omni studio cauere debuerint, omnia ita in luce clare ab eis dici et geri, vt nec aduersarius suspitionem haurire mali cuiusque possit, at nunc si nihil esset aliorum, quae Bullam istam eleuarent, hoc crassum et ineptum mendacium, eam leuem, vanam, et falsam arguit.	Det viser snarere, at de er begyndt ud af djævelen, som ikke blot lyver åbenlyst, men er hævet over al skam, og med den samme løgn smykker de sig for at tækkes folket og skade mig, og forestiller sig, at de med en anden løgn kan udstille deres kærlighedsgerning overfor mig, skønt hvis der var nogen sandhed, fromhed og alvor tilbage i disse romerske tyranner, så burde de med al iver sikre sig, at alting således siges og gøres af dem i fuldt dagslys, så end ikke modstanderen kunne få mistanke om noget ondt, men som det er nu, kan, om ikke andet af det, som fremhæver bullen, denne rå og dårlige løgn anklage bullen for at være letbenet, tom og falsk.
⁷⁵ Roma quaeso mihi pecunias exhiberet? Et vnde illud, quod compertum habeo. Esse videlicet per Trapezitas istos (quod Bancum vocant) definitos in Germania aliquot centenarios aureorum, Siccarijs, qui Lutherum conficerent?	Skaffede han da penge for mig i Rom? Og hvad så med det, jeg har erfaret, at der igennem de vekselerere, som kaldes banker, i Tyskland var afsat nogle hundrede gylden til snigmordere, som skulle skaffe Luther af vejen?
⁷⁶ His enim rationibus et scripturis hodie pugnat, regnat, triumphat, sancta illa Apostolica sedes, magistra fidei et mater Ecclesiarum, iam dudum Antichristiana, et bis septies haeretica, conuicta, si gladio spiritus, quod est verbum dei, pugnasset in quod non ignorat, ideo, ne quando ad id cogatur periculi, sic furit in orbe Christiano, bellis, caedibus, cruoribus, mortibus, vastationibus, omnia inuolens et perdens, adhuc tamen sunt sanctissimi in domino patres, et ouium Christi vicarij pastores.	Med den slags begrundelser og skrifter kæmper, hersker, triumferer nemlig i vore dage det hellige apostolske sæde, troens læremester og moder for kirkerne. Men dette sæde har allerede længe være antikristeligt, og er blevet overbevist om at være syvdobbelt kætter, hvis det med åndens sværd, som er Guds ord, har bekæmpet det, det ikke er uvidende om, og det i den grad, at hvis det ikke af fare tvinges hertil, så vil det i den kristne by rase med krig, drab, blodsudgydelse, død, ødelæggelse, altsammen ufrivillig og fortabt, skønt dog fædrene var højhellige i deres hus, og Kristi stedfortrædere var hyrder for fårene.
⁷⁷ Sed age, vt et ipse colludam, adhuc mittant pecuniam, fidem enim seu conductum saluum, ne nimium eos grauem, libens resigno, cum non sit opus eo, modo propitia sit pecunia, tantum autem expecto, quanta satis fuerit, vt .xx. milibue peditum, et .v. milibus equitum instructus, Romam tutus ire queam, qua arte mihi satis fidei parabo, et hoc propter Romam, quae deuorat habitatores suos,	Men OK, lad mig også lege lidt med. Inden de sender penge, skal de nemlig give mig sikkerhed eller et frit lejde brev, og for ikke at gøre deres udgifter alt for store, giver jeg gerne afkald på det, eftersom der ikke er brug for det, blot der er tilstrækkeligt med penge, men jeg forventer så mange, som vil være tilstrækkelig til, at jeg kan ansætte tyve tusind mand fodfolk og fem tusind ryttere, så jeg kan drage sikkert til Rom. På den måde vil jeg kunne opvise tilstrækkelig tillid, og det på grund af det Rom, som opæder sine indbyggere.
⁷⁸ nulla nec seruata, nec seruante fide, vbi sanctissimi patres occidunt dilectos filios suos, in charitate dei, fratresque perdunt fratres, in obsequium Christi, sicut est moris Romani atque stili.	Dèr er der ingen, der betjener andre eller bliver betjent af dem i tillid, dèr dræber de højhellige fædre deres elskede sønner af kærlighed til Gud, brødre forråder brødre for at efterfølge Kristus, sådan som det er den romerske skik og stil.
⁷⁹ Interim liber ero, ab istius venerabilissimae Bullae citatione. O vos infelices nebulones, qui veritate et conscientia sic estis confusi, vt nec mentiri prudenter possitis, nec verum dicere audeatis, et tamen summa ignominia vestra quiescere non valetis.	Men indtil videre er jeg fri for denne højærværdige bulles stævning. O I ulykkelige tågehorn, I, som i den grad er forvirrede med hensyn til sandheden og jeres samvittighed, at I ikke mere kan lyve ordentligt, og ikke vover at sige sandheden, og dog ikke kan holde mund med jeres overmåde store skam.
⁸⁰ Affert quoque Bulla, nouam latinitatem. Cum enim Augustinus dixisset, se Euangelio non crediturum fuisse, nisi autoritate Ecclesiae fuisset commotus. (exurge#60) Mox Bulla ista inclyta, hanc Ecclesiam catholicam (32) facit, quosdam fratres reverendiss. Cardinales, priores ordinum regularium, Magistros Theologiae, et doctores Iuris.	Bullen fremlægger også en ny latinforståelse. For da Augustin sagde, at han ikke kunne tro evangeliet, hvis ikke han var bevæget af kirkens autoritet, så var denne navnkundige bulle straks på spring og skabte den katolske kirke, hvor brødrene er de ærværdige kardinaler, ordensgeneralerne, de teologiske magistre og de juridiske doktorer.
⁸¹ Quorum consilio se natam gloriatur, scilicet nouam prolem vniuersalis Ecclesiae. Felix certe partus, nouae illius et hactenus inauditae Ecclesiae Catholicae et quam Augustinus acerrimus sectarum insectator, si videret, non dubitaret, Synagogam Satane appellare.	Og nu praler den af, at den har fået denne gode ide, så der er født den universelle kirke et nyt barn. Og det var da sikkert en lykkelig fødsel af en ny og hidtil ukendt katolsk kirke, en kirke, som Augustin, som skarpt angreb sekterne, hvis han så den, ikke ville tøve med at kalde Satans synagoge.
⁸² Vide ergo insaniam Papistarum, Ecclesia vniuersalis est, quidam pauci Cardinales, priores, et doctores, forte vix viginti homines, cum possibile sit, nullum eorum esse membrum vnius Capellae vel altaris. Atque cum Ecclesia sit communio sanctorum, vt in symbolo oramus, sanctorum communione, id est, Ecclesia vniuersali exclusos esse oportet, quicunque non fuerint in numero istorum viginti hominum.	Her ser du altså papisternes raseri: Den universelle kirke består af nogle få kardinaler, priorer og doktorer, måske knap nok tyve mennesker, og det er endda muligt, at ingen af dem er medlem af nogen særlig menighed eller pastorat. Og skønt kirken er de helliges fællesskab, som vi beder i trosbekendelsen: De helliges fællesskab, det vil sige, den universelle kirke, så skal dog de være udelukket, som ikke befinder sig blandt disse tyve mennesker.
⁸³ Vnde quicquid ij senserint sancti viri, id mox universalis Ecclesia sentit, et iam si mendaces, haeretici, et Antichristi sunt, non nisi abominabilia sentientes.	Derfor, hvad disse tyve mennesker mener, det mener straks den universelle kirke, og dog, hvis de er løgnere, kættere og antikrister, så mener de kun afskyelige ting.
⁸⁴ Adeo ne Romae insaniri, vllus credere potuisset? Est ne crerebri aut cordis eis reliquum quicquid? Augustinus de Ecclesia per orbem diffusa loquitur, Euangelium concorditer confitentem. Neque enim vllum alium librum deus voluit tanta concordia orbis approbari, quanta sacram scripturam (vt idem in confess. suis dicit) ne schismatibus occasio fieret alijs subinde receptis, id quod impia sedes Ro. suis decretis quaesiuit, multis iam saeculis, et heu magna ex parte confecit.	At man i Rom skulle blive i den grad afsindig, hvem skulle have troet det? Er der da hverken hjerne eller hjerte tilbage hos dem? Augustin siger om kirken ud over hele verden, at den samdrægtigt stoler på evangeliet. For Gud har ikke villet, at nogen anden bog skulle godkendes så énstemmigt, som den hellige skrift (som han siger i confessionerne) at ikke der skulle blive lejlighed til andre skismer, der straks ville blive modtaget, det, som det ugudelige romerske sæde gennem sine dekreter allerede nu igennem mange århundrerer har krævet, og se, for en stor del har gennemført.
⁸⁵ Sed vniuersalis Ecclesia nondum ei consensit. Sunt enim in oriente, aquilone, et austro Christiani Euangelio contenti, nihil curantes, quod Roma ex seipsa particulari, vniuersalem Ecclesiam facere conatur, et caeteras schismaticas criminatur, cum ipsa sit prima, quae se a tota separauit, et ad se totam rapere frustra molita est, princeps et fons omnium schismatum, hac tyrannide facta.	Men den universelle kirke er endnu ikke blevet enig med den romerske. For mod øst, mod nord, mod syd er der kristne, der nøjes med evangeliet og ikke søger noget af det, som Rom, ud fra noget for Rom særligt, søger at gøre til den universelle kirke, og Rom beskylder de andre for at være skismatikere, skønt Rom selv er den første, som udskiller sig fra helheden, og forgæves arbejder på at rive hele kirken til sig, det Rom, der er ophavsmand og kilde til ethvert skisma, efter at det er blevet tyrannisk.
⁸⁶ Nemo ergo speret, vnquam fore, vt Ecclesia Catholica sapiat, quae Bulla ista impia blatterat, cum nec ea, quae vere est Romana, si sapiat, nec continuo Catholicum habeat, quicquid Romanum esse constiterit, nullus (vt dixi) liber Catholicus vltra futurus est, sicut neque fuit, praeter scripturam sanctam.	Ingen skal derfor håbe på, at det nogensinde vil ske, at den katolske kirke vil tænke de ting, som denne bulle ufromt pjatter om, eftersom den hverken har noget, der er sandt romersk, hvis den tænker sig om, eller har noget til stadighed katolsk, som fastsætter, hvad der er romersk, (??) for som sagt vil der ikke været nogen katolsk bog, og har aldrig været det, ud over den hellige skrift.
⁸⁷ Romanae Ecclesiae abunde satis est gloriae, partem esse paruam vniuersalis Ecclesiae, suis statutis se ipsam vexantem. Curiae potius Romanae ista Bulla est, hanc enim Satanae sedem decet, talis sapientia et religio. Ipsa est, quae nititur vniuersalis Ecclesia haberi, et suas stultas et impias bullas, pro Catholicis dog (34, fejl) matibus toti orbi arrogantissime sed vanissime obtrudit.	Det må helt og holdent være nok ære for den romerske kirke, at den er en lille del af den universelle kirke, en lille del, der hærger sig selv med sine statutter. Denne bulle stammer snarere fra den romerske kurie, denne bør nemlig være Satans sæde, sådan en visdom og religion har den. Den er det, som stræber efter at regnes for den universelle kirke, og dens dumme og ugudelige buller pånøder den arrogant, men forgæves hele verden som katolske dogmer.
⁸⁸ Cuius super et temeritas eo creuit, vt de sola potestate praesumat, citra omnem doctrinam et sanctimoniam vitae, de omnibus statuere hominib. eorumque dictis et factis, quasi ob solam potestatem aut sublimitatem spiritus, habitaculum et Ecclesia Christi sit, cum hac ratione et Satanas, cum sit princeps mundi, aut Turca, Ecclesia Christi dici possit.	Frygten for den har bevirket (?), at den ud fra blot og bar magt mener, at den, uden at tage hensyn til nogen læresætning og idet den er ligeglad med, om den fører et helligt liv eller ej, kan fastsætte statutter om alle mennesker og deres ord og gerninger, som om den alene på grund af magten og åndens overhøjhed var Kristi bolig og kirke, skønt med den begrundelse Kristi kirke både kunne siges at være Satans kirke, han er jo verdens fyrste, eller tyrkernes kirke.
⁸⁹ Sed neque gentium imperia potentes citra sapientiam et bonitatem ferunt. Tunc in Ecclesia, solum spiritualis omnia iudicat, et a nemine iudicatur, vt .i. Corin. ij. dicitur. Non vtique solus Papa aut curia Romana, nisi spirituales sint.	Men end ikke i hedningernes riger går de mægtiges magt ud over visdom og godhed. Hvad da i kirken, alene den åndelige bedømmer alt, men han bliver ikke selv bedømt af nogen, som det siges 1 Kor 2,15. Derfor skal det ikke alene være paven eller den romerske kurie, med mindre de er åndelige.
⁹⁰ Verum, vniuersae eorum temeritati oppono constanter inuictum Paulum .i. Corint. xiiij. Si alteri sedenti reuelatum fuerit, prior taceat. Hic clares habes, Papam et quemuis alium maiorem, debere tacere, si alteri inferiori in Ecclesia reuelatum aliquid fuerit.	Men op imod hele deres frækhed stiller jeg bestandig det ubesejrede ord af Paulus fra 1 Kor 14,30: Hvis en anden, der sidder der, får en åbenbaring, skal den første tie. Her har du det klart, at paven og hvilkensomhelst anden høj herre, bør tie, hvis en anden, der er mindre i kirken, får en åbenbaring.
⁹¹ Hac ego autoritate nixus, contempta Bullae temeritate, cum fiducia articulos defendendos suscipio, nullius nudam damnationem tanti facturus, etiam si Papa sit cum tota sua Ecclesia, nisi scipturis me erudierit.	Jeg for min del støtter mig til dette skriftsted og foragter bullens fræknhed, og påtager mig med frimodighed at forsvare artiklerne, for jeg vil ikke lade mig oplyse af selv en nok så stor fordømmelse med nøgne ord, selv ikke hvis det er paven og hele hans kirke, der kommer med den, kun af skriften vil jeg lade mig oplyse.
⁹² QVORVM PRIMVS EST. Haeretica est sententia sed vsitata, Sacramenta nouae legis gratiam dare illis, qui non ponunt obicem. (exurge#17)	Af disse artikler er den første: Den sætning er kættersk, men meget almindelig, at den nye lovs sakramenter giver nåde til dem, der ikke skyder en slå for.
⁹³ Agnosco articulum meum, et quaero ex nobis. Egregij domini respectiuistae, qui alios respectiue haereticos, alios erroneos, alios scandalosos decreuistis. Quo respicit hic articulus? ad haeresim? ad errorem? ad scandalum? aut quo vos respexistis, eum damnantes? ad scipturam sanctam? ad sanctos patres? ad fidem? ad Ecclesiam? Quid dicitis? nec dum enim vos probandi negotio molesio, sed indicandi solum debitum expostulo, vt sciam quid desit mihi.	Jeg er uvidende med hensyn til min artikel, og jeg vil gerne have det at vide af jer, I udmærkede herrer respektivister, som erklærer nogle for respektivt kætterske, andre respektivt vildledende, andre for respektivt forargende. Hvad ser denne artikel hen til? til det kætterske? til det vildledende? til det forargende? eller hvad ser I hen til, når I fordømmer den? til den hellige skrift? til de hellige fædre? til troen? til kirken? hvad siger I? For hvis I ikke kan bevise den ødelæggende handling, men kun antyde det forkerte, erklærer jeg, at jeg ikke ved, hvad jeg mangler.
⁹⁴Vultis infantes pueri, vt ego dicam? Dico ergo. Hic articulus respectus duos habet, Altero respicit ad Papistas damnatores suos, inter quos videt alios respectiue mulos, alios equos, quibus non est intellectus, vt qui prorsus nihil intelligant et tamen omnia damnant.	Vil I have, kære spædbørn, at jeg skal sige jer det? Nuvel, jeg vil sige det. Denne artikel har to henseender. I den ene henseende ser den hen til papisterne, dens fordømmere, blandt hvilke den ser, at nogle er henholdsvis æsler, andre heste, som ikke har forstået noget, så at de er, som nogle, der slet intet forstår, og dog fordømmer alt.
⁹⁵ Altero respicit ad sacram scripturam, quae docet Rom. iiij. Omne quod non est ex fide peccatum esse. Ex quo sequitur sacramenta nouae legis non dare gratiam incredulis, cum incredulitas sit maximum peccatum, et obex crassissimus, sed solum credentibus.	I den anden henseende ser den hen til den hellige skrift, som i Rom 14,23 lærer: Alt, hvad der ikke er af tro, er synd. Deraf følger, at den nye lovs sakramenter ikke giver nåde til de ikke-troende, eftersom den manglende tro er den højeste synd og den mest bastante slå at skyde for; den giver den kun til de troende.
⁹⁶ Sola enim fides non ponit obicem, caetera omnia sunt obex, etiam si obicem illum non ponant, quem sophistae somniant de actuali tamen proposito externi peccati Confiteor ergo articulum non esse meum solum, sed veritatis catholicae et (35) Christianae. Bullam vero damnatricem eius, esse bis haereticam, impiam, et blasphemam cum omnibus, quod eam sequunt, quod neglecto peccato incredulitatis insaniunt, obicem tolli, si homo peccare desinat, etiam si nihil incredulus boni cogitet. Verum, haec latius et in libellis meis probaui, et probabo, si Romani isti lallatores sua ausint aliquando probare, me confutaturi.	Det er nemlig alene troen, der ikke skyder en slå for, alle de andre er slåer, også selv om de ikke skyder den slå for, som sofisterne forestiller sig, om et aktuelt forsæt om en ydre synd. Jeg må tilstå, at artiklen ikke blot er min, men den katolske og kristne sandheds, og at bullen, der fordømmer den, er dobbelt kættersk, den er ugudelig og den er blasfemisk, og det er alle, som følger den, fordi de fornægter den synd, der ligger i den manglende tro, og taler i vanvid om, at de skyder slåen fra, hvis mennesket ophører med at synde, også selv om den vantro ikke tænker noget godt. Men det har jeg bevist mere udførligt i mine bøger, og det vi jeg bevise, hvis disse romerske vrøvlehoveder vover at bevise deres sætninger, for at gendrive mig.
⁹⁷ SECVNDVS. In puero post Baptismum negare remanens esse peccatum. Est Paulum et Christum simul conculcare. (exurge#18)	Den anden artikel. At nægte, at der forbliver synd i barnet efter dåben er at foragte både Paulus og Kristus.
⁹⁸ Et hunc exigerem vt probarent recte damnari, si domini mei, prae respectibus suis, non essent excaecati, vt nec hoc perspicerent, quo nomine eum velint damnatum haberi. Nescio enim haereticus ne sit an erroneus. Et quid mirum? cum nec id damnatores eius sciant.	Og den vil jeg kræve, at de beviser, at de gør ret i at fordømme, hvis mine herrer, ud over at kunne se 'respektivt' ikke var stærblinde, så de ikke kunne finde ud af, under hvilken betegnelse de ville have den fordømt. For jeg véd ikke om, den er kætterske eller fejlagtig. Og det er jo ikke mærkeligt, når de, der fordømmer den, heller ikke véd det.
⁹⁹ Assero ergo et hunc articulum, per Apostolum Ro. vij. Ego ipse mente seruio legi dei et carne legi peccati. Hic apte Apostolus ipsemet de se confitetur peccare in carne seu peccato seruire. Et .i. Cori. i. Christus factus est nobis a deo, iustitia, sapientia, sanctificatio, et redemptio. Quomodo autem sanctificat sanctificatos? nisi quod iuxta Apoca. Qui sanctus est sanctificent adhuc. (Iflg Vulgata) At sanctificari est a peccatis mundari.	Jeg fastholder altså også denne artikel, gennem apostelen Rom 7,25: Jeg tjener med mit sind Guds lov og med mit kød syndens lov. Her bekender apostelen meget passende selv om sig selv, at han synder i sit kød eller tjener synden. Og 1 Kor 1,30 hedder det, at Kristus er gjort til retfærdighed, visdom, helliggørelse og forsoning for os hos Gud. Men hvordan kan man helliggøre dem, der er helliggjorte. Det kan man kun, hvis man lytter til Åb 22,11: Den, der er hellig, skal stadig helliggøres. Men at helliggøres er at renses fra synd.
¹⁰⁰ Verum, quid respectiuistis Bullatis et Paulo Apostolo? Ipsi sunt tota Ecclesia vniuersalis, quorum autoritate Paulus aut fiat aut cadit, cum sit membrum et pars Ecclesiae. Increpet dominus in te Satan, et in satanicos istos tuos Papistas.	Men hvad har henholdsvis Bullisterne og apostelen Paulus med hinanden at gøre? Disse er hele den universelle kirke, ved hvis autoritet Paulus står og falder, eftersom han er medlem og del af kirken. Herren anklager dig, Satan, og dine sataniske papister.
¹⁰¹ TERTIVS. Fomes peccati etiam si nullum assit actuale peccatum, moratur exeuntem a corpore animam, ab ingressu caeli. (exurge#19)	Den tredie artikel. Syndens tønder, også selv om der ikke er nogen aktuel synd til stede, forhindrer sjælen i, når den forlader kroppen, at indgå i himlen.
¹⁰² De hac quidem re, nihil hactenus definini, sed copiose satis et perhabiliter disputaui, nec hodie certus sum, quid cum tali anima agatur. At talpae nostrae Papales, cum necdum videant, quod nomine hic articulus eis sit dignus damnatu visus, audent etiam asserere, quod tota Ecclesia vniuersalis ignorat.	Ganske vist har jeg om denne sag endnu ikke truffet min beslutning, men jeg disputerer temmelig ivrigt og grundigt. Men jeg er i dag ikke sikker på, hvad der sker med den slags sjæle. Men vore papististke muldvarpe, skønt de endnu ikke har set, hvilken betegnelse denne artikel har, har besluttet, at den er værdig til fordømmelse, og de vover også at fastslå noget, som hele den universelle kirke ikke er klar over.
¹⁰³ Ego tamen adhuc ista futili et stulta damnatione contempta, teneo articulum probabiliter esse verum. Cum enim fomes sit peccatum vere, et ex Ro. vij. et Ga .v. probaui, et peccatum non sinat intrare caelum, sicut scriptum est. Nihil inquinatum intrabit, arbitror fomitem peccati, remotari ingressum caeli.	Dog har jeg indtil nu foragtet denne forgæves og dumme fordømmelse, og jeg mener, at artiklen sandsynligvis er sand. For eftersom tønderet virkelig er synd, og det har jeg bevist ud fra Rom 7 og Gal 5, og ingen synd kan få lov til at gå ind i himlen, sådan som der står skrevet: 'Intet urent skal gå derind', så tror jeg, at syndens tønder vil blive fjernet fra den, der indgår i himlen.
¹⁰⁴ Neque enim hic pili facio somnia eorum quibus peccatum fomitis extenuantes, poenam peccati et defectuum vocant, contra apertas scripturas, quod peccatum appellant, et per gratiam (quae peccati veri et non ficti medicina est) sanari docent.	For jeg bryder mig ikke en døjt om deres drømmerier, hvorved de fortynder syndens tønder og kalder det syndens straf eller en defekt, imod den åbenlyse skrift, som kalder det synd og lærer, at den helbredes ved nåden, og nåden er en medicin mod en sand og ikke en fiktiv synd.
¹⁰⁵ QVARTVS. (35) Imperfecta Charitas morituri fert secum necessario magnum timorem, quae se solo satis est facere penam purgatorij, et impedit intruitum regni. (exurge#20)	Den fjerde artikel. Den døendes ufuldkomne kærlighed bringer nødvendigvis med sig stor frygt, hvilket i sig selv er tilstrækkeligt til at fremkalde skærsildens straf og forhindre indgangen i riget.
¹⁰⁶ Iste ex precedenti sequitur, quem aeque non asserui, licet probabiliter verum adhuc asseram, prius petita dispensatione, arbitrio meo proprio, etiam inuita Bulla, quae aliam non afferre probationem potest, nisi hanc. Nos sumus sublimiores in Ecclesia tyrannij, imo ipsa Ecclesia ergo sumus doctissimi et sanctissimi, pleni spiritu sancto, non potentes errare, etiam si omni spurcitia omnium criminum, omni inscitia per orbem feteamus, ceu lerna quaedam.	Denne artikel følger af den foregående, og på lignende måde har jeg ikke fastholdt den, selv om jeg fastslår, at den sandsynligvis er sand, idet jeg først beder om dispensation for, at det er mit eget påfund, og det er det, også selv om bullen ikke går med til den slags, den kan nemlig kun fastholde den sandsynliggørelse, at den siger: Vi er de højeste i kirkens tyranni, ja, vi er de lærdeste og helligste, fulde af Helligånd, vi kan ikke tage fejl, også selv om vi går svanger med urenheden fra alle forbrydelser og med al uvidenhed, som en anden svovlpøl.
¹⁰⁷ Sed istis rationibus apud me nihil promouetur, promouetur autem coram illis, qui metuunt ne, si mea sententia obtineat, purgatorium e manu Papae dilabatur, tum defunctorum vexandorum (redimendorum volui dicere) officia quaestuosissima, tanto damno accepto.	Men med disse begrundelser kommer de ingen vegne med mig, men de kommer igennem hos dem, som frygter for, at hvis de tilslutter sig min opfattelse, så falder skærsilden ud af pavens hånd, eftersom det embede, der ryster de afdøde (hvis man da ikke vil sige tilbagekøber de afdøde) er højst indbringende, men nu ville få en så stor fordømmelse.
¹⁰⁸ Sacerdotes et religiosos ad famem adigant. Oportuit ergo Auaritiam hic vigilare, nec sinere, suas friuolas opiniones sed turpilucrosissimas, veritate superante, occidere.	De driver præste og munke ud i sult. Altså er det gerrigheden, der våger her, og den ophører ikke med sine frække, men hæsligt indbringende opfattelser, og når sandheden er blevet besejret, slår den ihjel.
¹⁰⁹ QVINTVS. Tres esse partes poenitentiae, Contritionem, Confessionem, Satisfactionem, non est fundatum in sacra scriptura, nec in antiquis sanctis Christianis Doctoribus. (exurge#21)	Femte artikel. At der er tre dele af boden: anger, bekendelse og fyldestgørelse, er ikke funderet på den hellige skrift og ikke på de gamle hellige kristne lærde.
¹¹⁰ Hic articulus, quo respectu damnetur, satis intelligo, respectiuus enim est ad auaritiam. Quare, et probationem eorum respectiuam scio quae est talis. Si articulus esset verus, tunc homines nihil darent pro satisfactione et indulgenciis. Nec haberemus eos amplius vexare confessionibus, casibue reseruatis, restrictis, ampliatus, pro nostro lucro.	Jeg forstår godt, af hvilket hensyn denne artikel fordømmes, det er nemlig af hensyn til havesygen. Derfor véd jeg også godt, af hvad art deres henholdsvise bevisførelse er. Hvis artiklen var sand, da ville mennesker ikke give noget for fyldestgørelse og til aflad. Og vi ville ikke mere have noget, vi kunne forskrække dem med, bekendelser, reserverede tilfælde, indskrænkede tilfælde, udvidede tilfælde, altsammen noget, vi tjener godt på.
¹¹¹ Et sic pauperes fieremus, et cultis dei minueretur, in vigiliis et Missis. Sed cultum dei minui est impium. Quare Lutherus est haereticus, tenet consequentia, a respectu Bullae, ad Papistas et econtra	Og således ville vi blive fattige, og gudsdyrkelsen ville formindskes, både vågenætter og messer. Men at indskrænke gudsdyrkelsen er ugudeligt. Derfor er Luther en kætter, den konsekvens står fast, set fra bullen til papisterne og omvendt.
¹¹² Te per dominum Iesum oro, si quis grauis et eruditus lector haec legeris, mihi indulgeas, leuitatem et (vt sic dixerim) puerilitatem istam. Vides enim, cum ijs hominibus mihi rem esse, qui bis pueri sunt, et tamen omnium virorum heroas sese iactant. Dispeream, si non conpertissimum habeo, maximos et antesignanos duces populorum, hac (quam recitaui) plusquam septies stulta et ridicula ratiuncula motos, ad meorum libellorum damnationem.	Hvis der er nogen alvorlig og dannet læser, der læser dette, så beder jeg dig ved Herren Jesus, at du er overbærende med min lethed og, om jeg så må sige, barnlighed. Du ser altså, at sagen mellem disse mennesker og mig, er at de er dobbelt så barnlige og dog praler af, at de heroiske fremfor alle mænd. Gid jeg må dø, hvis ikke jeg har kundskab om, at disse store og vigtige folkenes fyrster er bevæget af de ovennævnte mere en syv gange dumme og latterlige begrundelser, når de fordømmer mine bøger.
¹¹³ Ego nisi iram dei super nos saeuientem flens intelligerem, qua effeminatis pueris, et feci illi hominum, vltimae ex omni terra, nos subiecit, prae indignititate rei dirumperer. (37)	Jeg forstår med sorg, at det kun kan være Guds vrede, der raser imod os; den underlægger os under disse kvindagtige børn og under dette menneskenes skidt, fra jordens yderste, og jeg er ved at sprænges på grund af sagens uværdighed.
¹¹⁴ Mea sententia, fuit et est haec, satisfactionem eam, quam claues queant tollere, non esse iuris diuini, sin esset, non posse eam tolli per claues: Si quid aliud mihi hoc articulo isti Bullatores imponunt suo more faciunt. Quid enim refert, si Antichristus mentiatur?	Min opfattelse var og er, at den fyldestgørelse, som nøglerne kan ophæve, ikke er en fyldestgørelse efter guddommelig ret, hvis den var det, ville den ikke kunne ophæves af nøglerne. Hvis disse bullefolk, som de plejer, pålægger mig noget andet med hensyn til denne artikel, hvad kommer det så mig ved, at antikristus lyver?
¹¹⁵ SEXTVS. Contritio quae paratur, per discussionem, collectionem, et detestationem peccatorum, qua quis recogitat annos suos in amaritudine animae suae, ponderando peccatorum grauitatem, multitudinem, faeditatem, amissionem aeternae beatitudinis, ac aeternae damnationis acquisitionem. Haec contritio facit hypocritae imo magis peccatorem. (exurge#22)	Den sjette artikel. Den anger, der opnås ved diskussion af, erindring af og foragt for synderne, hvor man tænker over sine år i sin sjæls bitterhed, og hvor man overvejer sine synders alvorlighed, mængde, forskrækkelighed, dette, at man mister den evige salighed og opnår den evige fordømmelse, en sådan anger skaber hyklere, og altså større syndere.
¹¹⁶ Proh incredibilem caecitatem et inscitiam Bullarum istarum, Meus certe est articulus et Christianissimus, quem mihi innumeralibus Papis et Papistis, non patiar extorqueri. Hoc enim ea doctrina egi. poenitentiam nullius esse momenti, nisi in fide et charitate fieret, quid ipsimet docent quoque, nisi quod nec quid fides, nec quid charitas sit, aut sciunt, aut docent, ideo, dum mea damnant, sua ipsorum imprudenti contradictione, damnant.	Hvilken utrolig blindhed og uvidenhed hos disse bullister. Min artikel er sikker og højst kristelig, og jeg kan ikke gå med til, at den fordrejes for mig af utallige paver og papister. Dette er nemlig den læresætning, jeg fastholder: Der kan ikke være tale om bod i noget øjeblik, hvis den ikke sker i tro og kærlighed, og det lærer de også selv, bortset fra at de ikke ved eller lærer, hvad tro er eller hvad kærlighed er, i den grad, at samtidig med, at de fordømmer mine sætninger, fordømmer de også deres egne ved en dum selvmodsigelse.
¹¹⁷ Dico ergo, qui poenitentiam sic docet, vt promissae misericordiae dei, et fidei in eandem, non maiorem habeat curam, quam carnificinae istius, hic poenitentiam Iudae scariothis docet, pestilens est, diabolus animarum, et carnifex conscientiarum.	Jeg vil altså sige, at den, der lærer bod på den måde, at han ikke har den større omhu med Guds barmhjertighed og troen på den, end dette bøddelembede har, han lærer en bod af Judas Iskariots art, han er en djævel for sjælene, og en bøddel for samvittighederne.
¹¹⁸ Lege autem libros illorum Sophistarum, de Poenitentia, et videbis eos nec promissionis, nec fidei vllum mentionem facere. Has enim partes poenitentiae viuas ommittent, et solis mortuis contritionibus homines exagitant. Sed latius alias.	Men læs disse sofisters bøger om boden, så vil du se, at de hverken nævner forjættelsen eller troen. For disse levende dele af boden udelader de og behandler udelukkende menneskene ud fra den døde anger. Men mere om det et andet sted.
¹¹⁹ Sed quid denuo articulos omnes probem, cum extent libelli, vbi omnium rationem reddidi abunde, plura daturus, si aduersarij sua in lucem dedissent. Quae est enim stultitia, vt hoc vno mihi responsum velint, quod dicunt, sibi damnata videri omnia mea, cum ego in hoc ipsum scripserum, vt suos errores ipsi agnoscerent quibus populum dei hactenus dementauerunt, non hoc expectaui, vt damnerer, qui sciens et prudens, damnata iam olim ab eis, adductis scripturis et rationibus, iustificaui.	Men hvorfor skulle jeg påny bevise alle artiklerne, når de bøger foreligger, hvor jeg fuldt tilstrækkeligt har aflagt regnskab for dem alle, og når jeg vil fremkomme med yderligere begrundelser, hvis modstanderne ville fremlægge deres begrundelser. For hvad er det for en dumhed, at de vil have et svar fra mig på det ene, at de siger, at de har besluttet at fordømme alt mit, når jeg for min del om det samme har skrevet, at de selv skal erkende de vildfarelser, hvormed de hidtil har gjort Guds folk afsindigt, jeg har ikke forventet, at jeg skulle fordømmes, jeg, som véd og er opmærksompå, at disse ting forlængst er fordømt af dem, men jeg har retfærdiggjort mig med, at de skal fremføre skriftsteder og begrundelser.
¹²⁰ Nec volui, vt dicerent, quod ipsi saperent. Sciebam enim omnia, sed an recte saperent, id quaesitum est a me, hoc volui erudiri, et ecce nemo audet, prodire. Quare video, asinos istos, non modo mea et sua non intelligere, sed prae insigni hebetudine, nec hoc praecepisse, quid meis libellis quaesierim (38) Arbitrantur enim se tales in opinione mea esse, apud quos sit veritas, cum nihil minus de eis suspicatus sim.	Jeg kan heller ikke gå med til, at de siger, at de selv har tænkt det. Jeg vidste nemlig godt det hele, men om de har tænkt ret, det er det, jeg har spurgt om, det er det, jeg ønsker opklaret, og se, det er der ingen, der vover at afsløre. Derfor kan jeg se, at disse æsler ikke blot ikke forstår mig og det, jeg siger, men af en sær sløvhed heller ikke har belært mig om det, jeg i mine bøger har spurgt om. De tror nemlig, at de i min opfattelse er den slags mennesker, hos hvem sandheden er, skønt det er, hvad jeg mindst af alt har troet om dem.
¹²¹ Cum enim olim ab eis omnia ista scirem damnata esse, non damnandus, sed velut iam damnatis ab eis prodij, damnationen eorum traducturus, impiam et haereticam et blasphemam, eosque nisi ratione reddita, recte sese sapere docuissent, erroris et haereseos crimine publice reos acturus, ipsi velut ridiculus Citharedus, chorda semper eadem aberrans, petito principio, aliud non reddunt, nisi damnamus, quae damnauimus, noua dialectica, probantes idem per seipsum, damnationem per damnationem. O ineptissimos et insulsissimos damnatores, vbi manet illud Petri. Semper parati ad reddendam rationem, de ea, quae in vobis est, fide et spe? (1 Pet 3,15)	Skønt jeg nemlig forlængst er blevet klar over, at alt dette er fordømt af dem, har jeg afsløret det, ikke som fordømmeligt, men som allerede fordømt af dem; jeg har fremført deres egen ugudelige, kætterske og blasfemiske fordømmelse; og de har lært, at de mener, at de kan have ret også uden at aflægge regnskab, og jeg vil hævde, at de er skyldige kættere og vildfarne ved en offentlig forbrydelse. De er selv som en latterlig citarspiller, der hele tiden fejlagtigt anslår den samme streng, de forudsætter det, der skal bevises, de aflægger intet andet regnskab end at 'vi fordømmer, hvad vi har fordømt', ved en ny dialektik beviser de det samme ved sig selv, fordømmelsen ved fordømmelsen. O uegnede og flove fordømmere, hvad gør I ved det sted hos Peter: 'I skal altid være rede til at aflægge regnskab om den tro og det håb, der er i jer'?
¹²² Quare, cum Papista et Bullistae isti ignorantissimi, ante veritatis manifestae faciem, sic sint confusi metuque perculsi, vt pro se suaque sententia ne hiscere quidem audeant, et meticulosissimam hanc Bullam egre emutierint. Ego inimicorum fuga erectus, hanc meticulosam damnationem vice approbationis robustissimae accepto, et suam in eos ipsos retorqueo damnationem.	Derfor, fordi disse papister og bullister er højst uvidende, når de stilles overfor skinnet af en åbenbar sandhed (?), og er så forvirrede og perplekse af frygt, at de ikke vover at sige noget til fordel for dem selv og deres mening, og højst ugerne forandrer denne frygtelige bulle, så retter jeg mig op ved fjendernes flugt, og modtager denne frygtlige fordømmelse som den stærkeste anerkendelse, og vender deres fordømmelse mod dem selv.
¹²³ Qua enim ratione se ipsos possent magis damnare, quam, dum metuunt erroris et haereseos rei inueniri, si rationem reddere cogerentur, adhoc extremum et frustraneum miserorum effugium labuntur, vt clausis et oculis et auribus, dicant. Nolo, damno, non audio, non admitto Si ego sic insanijssem, obsecro, quanta gloria in me triumpharent? Degeneres animos timor arguit.	Med hvilken begrundelse kan de nemlig fordømme sig selv mere, end at de, når de frygter for at have en fejlagtig og kættersk sag, og tvinges til at aflægge regnskab, griber til den sidste og forgæves elendige udvej, at de lukker øjne og ører og siger: jeg vil ikke, jeg fordømmer, jeg hører ikke, jeg tillader ikke. Hvis det var mig, der rasede på den måde, med hvilken hæder ville de så ikke triumfere over mig? Frygten anklager udartede sjæle.
¹²⁴ Ego itaque, ne prolixo lectorem grauem sermone, si singulos articulos prosequar, his scriptis testor, me omnia damnata per Bullam istam execrabilem, confiteri pro Catholocis dogmatibus, de quibus rationem redditi editis libellis.	Derfor, for ikke at bebyrde læseren med for lang en omtale, hvis jeg skulle gennemgå de enkelte artikler, vil jeg med det, jeg her har skrevet, bevidne, at jeg bekender alt det, som er blevet fordømt af denne forbandelsesværdige bulle, er katolske dogmer, for hvilke jeg har aflagt regnskab i de bøger, der er udgivet.
¹²⁵ Deinde, adhuc volo libellos meos in orbe vagantes vice publice accusationis haberi, aduersus impios istos Sophistas populi dei seductores, ita, vt nisi ratione reddita me conuicerint et sua statuerint, reos, erroris, haereseos, sacrilegij quantum in me fuerit, mihi censeantur, monens, rogans, hortansque in domino, omnes qui Christum vere confitentur, ab eorum peruersis et impijs doctrinis sibi caueant, et verum illum Antichristum per eos in orbe regnare non dubitent.	Dernæst ønsker jeg, at mine bøger, der er kommer ud i hele verden, i stedet for en offentlig fordømmelse skal regnes som værende imod disse ugudelige sofister, der forfører Guds folk, således at hvis de ikke ved at give begrundelser overbeviser mig og stadfæster deres sætninger, skal de i mine øjne så vidt det står til mig, regnes for skyldige, vildledende, kætterske, og jeg formaner, beder, bønfalder i Herren alle, som i sandheden bekender Kristus, at vogte sig for deres perverse og ugudelige læresætninger, og ikke tvivle på, at igennem dem er det den sande antikrist, der hersker over verden.
¹²⁶ Quod si quis fraternum hoc monitorium meum contempserit, sciat me esse mundum a sanguine (39) suo, et in extremo iuditio Christi excusatum. Nihil enim omisi, quod charitati Christianae debui.	Og hvis nogen broder foragter denne formaning, skal han vide, at jeg er renset for hans blod og er undskyldt ved Kristi sidste dom. Jeg har nemlig intet undladt af det, jeg skylder den kristne kærlighed.
¹²⁷ Porro, si alia via non queo damnatoribus verbosis et inanibus resistere. Vltimum, quod habeo exponam, Nempe, hanc animam, et hunc sanguinem. Melius est enim me milies occidi, quam vnam syllabam damnatorum articulorum reuocare. Et sicut ipsi me excommunicant pro sacrilega haeresi sua, ita eos rursus ego excommunico, pro sancta veritate dei, Christus Iudex viderit, vtra excommunicatio apud eum valeat, Amen.	Og videre: Hvis jeg ikke på anden måde kan modstå disse ordrige og tomme fordømmere, så har jeg kun det sidste, jeg kan sætte ind, nemlig denne sjæl og dette blod. For det er bedre, at jeg dræbes tusind gange, end at jeg tilbagekalder én stavelse af de fordømte artikler. Og ligesom de ekskommunikerer mig på grund af deres ugudelige kætteri, således ekskommunikerer jeg også dem til gengæld, på grund af Guds hellige sandhed. Kristus, dommeren, vil se, hvilken ekskommunikation det er, der har gyldighed hos ham. Amen.

Noter:

n61: I de filer, jeg har downloaded, er der byttet om på rækkefølgen, så nr 33 skal indsættes her mellem nr 29 og 30. Jeg har dog først opdaget det nu (jan 2007), hvilket jeg er lidt flov over. Oversættelsesvanskelighederne fra side 29 til 30 burde have gjort mig mistænksom.

Oversigt over filerne, som jeg i sin tid downloadede fra jalb.

fil nr 21: Titelblad.
fil nr 23: (aij) (Højreside) IESVS MARTINVS LVTHERVS ......(#11) cum gaudio et summa gra
fil nr 24 (venstreside) titudine ...... Coloniensium et Louvaniensium? (#19)
fil nr 25 (højreside) (indryk)   Si hoc est .... dolo, se occulta (#29)
fil nr 26 (venstreside) re præsumsit ..... homines, discer- (#37)
fil nr 27 (højreside) nunt hæreticos .... oportet, cum tantis Papi- (#45)
fil nr 28 (venstreside) stis discernantur. .... pudentia. Esse (#53)
fil nr 29 (b) (højreside) scilicet eos .... hæc horribilia Papistarum (#61)
fil nr 30 (bij) (højreside) ad mortem nos offerimus ... omnia per omnia eos licent, (#69)
fil nr 31 (venstreside) et non potius ... Ecclesiam catholicam (#76)
fil nr 32 (biij) (højreside) facit, quosdam .... pro Catholicis dog (#83)
fil nr 33 (venstreside) portenta tacere potestis. .... tyrannide expleatis (mangler)
fil nr 34 (venstreside) matibus .... sed veritatis catholicae de (#92)
fil nr 35 (højreside) Christianae ....     QVARTVS (#101)
fil nr 36 (venstreside) (indryk) Imperfecta .... dirumperer.     (#109)
fil nr 37 (højreside) (indryk) Mea sententia .... quid meis libellis quaesierim (#116)
fil nr 38 (venstreside) Arbitra .... sanguine (#122)
fil nr 39 (højreside) suo .... Amen. (#123)