De libero arbitrio 3

Erasmus 1524


Taget fra Darmstadt, side

Indhold:

Tilbage til oversigten!

Tilbage til eras2!

1   III a 17. David orat: 'Cor mundum crea in me, deus'. (Sl 51,12). Et Paulus dicit: 'Qui se emundaverit'. (2 Tim 2,21) Ezechiel dicit: 'Facite vobis cor novum et spiritum novum'. (Ez 18,31). Contra David clamat: 'Et spiritum rectum innova in visceribus meis'. (Sl 51,12). David orat: 'Et omnes iniquitates meas dele'. (Sl 51,11). Contra Ioannes: 'Omnis, qui habet hanc spem in eo, sanctificat se, sicut et ille sanctus est'. (1 Joh 3,3). 

David beder: 'Skab et rent hjerte i mig, Gud'. Og Paulus siger: 'Den, der renser sig'. Ezekiel siger: 'Skab jer et nyt hjerte og en ny ånd'. Derimod råber David: 'Og giv en ny ånd i mit indre'. David beder: 'Og udslet alle mine overtrædelser'. Derimod siger Johannes: 'Enhver, der sætter dette håb til ham, skal hellige sig, ligesom han er hellig'.

2   David orat: 'Libera me de sanguinibus, deus'. (Sl 51,16). Propheta reclamat: 'Solve vincula colli tui, captiva filia Sion'. (Es 52,2). Et Paulus: 'Abiciamus opera tenebrarum'. (Rom 13,12). Item Petrus: 'Deponentes omnem malitiam et omnem dolum et simulationes' etc. (1 Pet 2,1). Paulus ad Philip. 2[12]: 'Cum metu', inquit, 'et tremore vestram salutem operamini'. Atque idem prioris ad Corinthios 12[6]: 'Idem vero deus, qui operatur omnia in omnibus'.

David beder: 'Befri mig fra blodskyld, Gud'. Profeten råber: 'Løs dine halslænker, du fangne Siondatter'. Og Paulus siger: 'Lad os aflægge mørkets gerninger'. Ligeledes Peter: 'Aflæg al omdskab og al svig og forstillelse' osv. Paulus siger til filipperne: 'Arbejd på jeres frelse med frygt og bæven'. Og det samme i 1 kor: 'Men den samme Gud, som virker alt i alle'.

3 Huius generis plusquam sexcenta loca sunt in divinis literis. Si nihil operatur homo, cur dicit: 'Operamini'? Si quid agit homo, cur dicit: 'Deus operatur omnia in omnibus'? Quorum altera, si quis ad suum commodum detorqueat, nihil agit homo, altera, si quis ad suam causam urgeat, totum facit homo.

Af den slags steder findes der mere end seks hundrede i den hellige skrift. Hvis mennesket intet udvirker, hvorfor siger han så: 'Arbejd'? Hvis mennesket gør noget, hvorfor siger han så: 'Gud virker alt i alle'? Af hvilke den ene slags steder, hvis nogen vender den til sin fordel, siger, at mennesket intet gør, den anden, hvis nogen understreger sin sag med dem, at mennesker gør alt.

4  Quod si nihil agit homo, nullus est locus meritis. Ubi non est locus meritis, ibi nec suppliciis nec praemiis locus est. Si totum agit homo, non est locus gratiae, cuius mentionem toties inculcat Paulus.

Men hvis mennesket ikke gør noget, er der ikke plads til fortjeneste. Hvor der ikke er plads til fortjeneste, er der heller ikke plads til straf og belønning. Hvis mennesket gør alt, er der ikke plads til nåden, som Paulus så ofte nævner og indprenter. (L8#112)

5  Non secum pugnat spiritus sanctus, cuius afflatu proditae sunt canonicae literae. Utraque pars amplectitur et agnoscit inviolabilem scripturae maiestatem. Sed interpretatio quaerenda, quae nodum explicet. (L54).

Den helligånd, på hvis påblæsen de kanoniske skrifter er overleveret, modsiger ikke sig selv. Begge partier tilslutter sig og anerkender skriftens majestæt. Men der må søges en udlægning, der forklarer knuderne.

6  Qui tollunt liberum arbitrium, sic interpretabuntur: 'Ad quod velis, extende manum', id est gratia extendet manum tuam, ad quod ipsa velit. 'Facite vobis cor novum', id est gratia dei faciet in vobis cor novum.

De, der ophæver den frie vilje, udlægger det således: 'Udræk din hånd til hvad du vil', det betyder: nåden vil udrække din hånd til hvad den vil. 'Gør jer et nyt hjerte', det betyder: Guds nåde vil skabe i jer et nyt hjerte. (se L6#n25)

7  'Omnis, qui habet hanc spem in eo, sanctificat se', id est gratia sanctificat ipsum. 'Et abiciamus opera tenebrarum', id est gratia abiciat. Toties occinitur haec cantio in divinis literis: 'Fecit iustitiam, operatus est iniquitatem'. Id quoties occurrit, exponemus: Deus fecit et operatus est in illo iustitiam et iniquitatem.

'Alle, der har dette håb i sig, skal helliggøre sig', det vil sige: nåden skal helliggøre sig selv. 'Og lad os aflægge mørkets gerninger', det vil sige: Nåden aflægger dem. Ofte bliver dette udtryk brugt i den hellige skrift: 'Han skabte retfærdighed, han øvede uretfærdighed'. Og overalt, hvad det optræder, forklarer vi det således: Gud virker og handler i ham retfærdighed og uretfærdighed.

8  Iam si proferam hic veterum orthodoxorum aut etiam conciliorum interpretationem, mox reclamabitur: Homines erant. Atque in interpretatione tam violenta tortaque non licebit mihi dicere: Lutherus homo est? Sane penes istos victoria est, si ipsis licet, utcumque causae commodum est, interpretari scripturas, nobis nec veterum interpretationem sequi licebit nec nostram afferre in medium.

Og hvis jeg nu fremdrager de gamle ortodokse eller koncilernes udlægning, så bliver de straks råbt: De var kun mennesker. Men i en så hårdvreden udlægning er det mig ikke tilladt at sige: Er Luther et menneske? Sikkert er sejren deres, hvis det er dem tilladt at udlægge skriften efter hvordan det passer deres sag, mens vi hverken har lov til at følge de gamles udlægning eller fremlægge vores.

Et haec scriptura dilucidior est, quam ut egeat interprete: 'Extende manum, ad quod voles', id est gratia extendet manum tuam, ad quod ipsa volet, quod probatissimi doctores interpretati sunt, somnium erit, non enim dicam, quod alii non tacuerunt, instinctus Satanae.

Også dette skriftsted er altfor klart til at det behøver en udlægger: Udræk din hånd til hvad du vil, det vil sige: nåden udrækker din hånd til hvad den vil; hvad højst anerkendte lærde har udlagt det til, skal være deres drømmerier, at jeg ikke skal sige Satans indgivelse, hvad andre ikke har tiet med.

10 Atqui haec loca, quae videntur inter se pugnare, facile rediguntur in concordiam, si nostrae voluntatis conatum cum auxilio divinae gratiae copulemus. In comparatione figuli et securis mordicus urgent nos verbis simpliciter intellectis, quoniam ita commodum est causae ipsorum, hic parum pudenter recedunt a verbis divinae scripturae videlicet non multo verecundius interpretantes, quam si quis dicat Petrum scribere et alius interpretetur: Non ipse scribit, sed alius scribit in aedibus eius.

Og disse steder, som synes at modsige hinanden, kan let bringes i overensstemmelse, hvis vi forbinder vores viljes stræben med den guddommelige nådes hjælp. I sammenligningen med pottemageren og øksen holder de stærkt på den ligefremme forståelse, fordi således er det passende for deres sag, men her viger de altfor skamløs af fra skriftens ord, og derved udlægger de naturligvis ikke skriften mere ærværdigt, end om én sagde, at Peter skrev og en anden udlagde det: Han skrev ikke selv, men en anden skrev i hans hus.

11 III b 1. Nunc experiamur, quantum habeant roboris, quae Martinus Lutherus adducit ad subruendam liberi arbitrii potestatem. Adducit enim ex Geneseos cap. 6 (3) et 8: ,Non permanebit spiritus meus in homine in aeternum, quia caro est'. Hoc loco scriptura non accipit carnem simpliciter pro impio affectu, quemadmodum aliquoties usurpat Paulus, cum opera carnis iubet mortificari, sed pro infirmitate naturae proclivis ad peccandum, quemadmodum Corinthios carnales appellat, quod nondum essent capaces solidioris doctrinae, velut infantes etiamnum in Christo.  

III b 1. Nu vil vi efterprøge, hvor megen vægt de steder har, som Luther fremfører for at undergrave den frie viljes kraft (ass04#50). Han fremfører nemlig 1 Mos 6,3 og 8,21: ”Min ånd skal ikke for evigt forblive i mennesket, eftersom det er kød”. Dette skriftsted forstår ikke ”kød” om en simpel gudløs følelse, sådan som Paulus nogle steder anvender det, når han befaler at døde kødets gerninger (rom#8.13), men om naturens svaghed, når den har tilbøjelighed til at synes, sådan som han kalder korintherne kødelige, fordi de endnu ikke kunne fatte lærens fastere dele, eftersom de stadig var børn i Kristus. (1kor#3.1)

12 Et Hieronymus in quaestionibus Hebraicis indicat apud Hebraeos aliud haberi, quam nos legimus, nimirum ita: ,Non iudicabit spiritus meus homines istos insempiternum, quia carnes sunt'. Quae verba non severitatem dei, sed cle-mentiam sonant. Carnes enim appellat infirmae conditionis et ad malum proclives, spiritum autem vocat indignationem. Negat itaque se velle illos aeternis suppliciis servare, sed velle misericorditer hic paenas de illis sumere. Et tamen hoc dictum non pertinet ad universum genus hominum, sed tantum ad illius aetatis homines nefandis vitiis corruptissimos. Et ideo dicit: ,In hominibus istis'. Nec tamen simpliciter ad universos illius aetatis homines pertinebat, quandoquidem laudatur Noe ut vir iustus et deo gratus.

Og Hieronymus påpeger i ”Hebraiske spørgsmål”, at stedet hos hebræerne lyder andeledes, end vi læser det, nogenlunde som følger: ”Min ånd skal ikke dømme disse mennesker til evig tid, eftersom de er kød”. Og disse ord udtrykker ikke Guds strenghed, men hans mildhed. For han kalder de mennesker kødelige, som har en svag natur, og er tilbøjelige til det onde, men han kalder Guds vrede for ”ånden”. Således nægter han, at han vil bevare disse mennesker til de evige straffe, nej, her på jorden vil han barmhjertigt påføre dem straffene. Og dog har dette ord ikke noget med hele menneskeslægten at gøre, men kun med de mennesker, der på den tid var fordærvede af afskyelige laster. Og derfor siger han: ”disse mennesker”. Og det drejede sig heller ikke simpelthen om alle den tids mennesker, eftersom han roser Noa som en retfærdig mand, der har Guds nåde.

13 III b 2. Eodem modo dissolvi potest, quod affertur ex eiusdem operis cap. 8(21): ,Sensus enim et cogitatio cordis humani prona sunt ad malum ab adolescentia sua', et cap. 6 (5): ,Cuncta cogitatio cordis intenta est ad malum omni tempore'. Proclivitas autem ad malum, quae est in plerisque hominibus, non adimit in totum libertatem arbitrii, etiamsi vinci in totum non potest sine auxilio gratiae divinae. Quod si nulla pars resipiscentiae pendet ab arbitrio, sed omnia necessitate quadam geruntur a deo, cur inibi datum est hominibus spatium paenitendi? ,Eruntque dies illius centum et viginti annorum'. 

III b 2. På samme måde kan det afkræftes, som fremføres fra samme bogs kapitel 8 (ass04#52): ”Menneskehjertets tragten og overvejelse er fra ungdommen af tilbøjelig til det onde”. (1 Mos 8,21) og fra kapitel 6: ”Al hjertets overvejelse er hele tiden rettet mod det onde” (1 Mos 6,5). Men den tilbøjelighed til det onde, som findes i de fleste mennesker, ophæver ikke helt den frie vilje, selv om den ikke fuldstændig kan besejres uden hjælp fra den guddommelige nåde. Hvis derfor ingen del af dette, at man går i sig selv, afhænger af viljen, men alt sker fremført med en vis nødvendighed af Gud, hvorfor blev der så her givet menneskene mulighed for at gøre bod? ”Og deres levetid skal være 120 år” (1 Mos 6,3).

14  Nam Hieronymus in quaestionibus Hebraicis hunc locum referri vult non ad spatium humanae vitae, sed ad tempus diluvii, quod indultum est, ut interim, si vellent, resipiscerent, si nollent, digni viderentur ultione divina, qui lenitatem domini contempsissent.

For Hieronymus vil i ”Hebraiske spørgsmål” ikke henføre dette sted til menneskets levetid, men til syndflodens tid, som blev givet, for at de, hvis de ville, i mellemtiden kunne gå i sig selv, men hvis de ikke ville, måtte synes værdige til den guddommelige straf, fordii de havde foragtet Herrens langmodighed.

15 III b 3. Porro, quod adducit ex Esaiae cap. 40(2): ,Sus-cepit de manu domini pro omnibus peccatis suis', Hierony-mus de divina vindicta interpretatur, non de gratia reddita pro malefactis. Quamquam enim Paulus dicit: ,Ubi abundavit peccatum, superabundavit et gratia', non tamen consequitur ex hoc, quod ante gratiam gratum facientem non possit homo adiutus auxilio dei per opera moraliter bona sese praeparare favori divino, quemadmodum legimus de Cornelio centurione nondum baptizato ac nondum afflato spiritu sancto: ,Precationes et eleemosynae tuae ascende-runt in memoriam apud deum'. Si omnia opera mala sunt, quae fiunt ante gratiam illam summam, an opera mala conciliant nobis favorem dei?

III b 3. Videre til, hvad han fremfører fra Esajas kapitel 40 (ass04#54): ”Jerusalem har fået fra Herrens hånd for alle sine synder”. (Es 40,2). Hieronymus fortolker det om den guddommelige hævn, ikke om den nåde, der er givet til gengæld for overtrædelserne. For skønt Paulus siger: ”Hvor synden blev større, blev nåden endnu mere overstrømmende rig” (rom#5.20), så følger dog ikke deraf, at mennesket før den nåde, der gør mennesket gudvelbehageligt, ikke med guddommelig hjælp kunne forberede sig til den guddommelige gunst, sådan som vi læser om høvedsmanden Kornelius, der endnu ikke var døbt og endnu ikke var blevet grebet af Helligånden: ”Dine bønner og dine barmhjertighedsgerninger er steget op til Gud som en offergave” (Apg 10,4). Hvis alle de gerninger, der udøves før denne højeste nåde, er onde, mon så onde gerninger forskaffer os Guds gunst?

16  III b 4. Iam quod affert ex Esaiae cap. eodem: ,Omnis caro fenum et omnis gloria eius quasi flos feni. Exsiccatum est fenum et flos eius decidit, quia spiritus domini sufflavit in illud, verbum autem domini manet in aeternum', mihi videtur violentius trahi ad gratiam et liberum arbitrium. Siquidem hoc loco spiritum accipit Hieronymus pro indignatione divina, carnem pro infirma hominis conditione, quae nihil valet adversus deum, florem pro gloria, quae nascitur ex felicitate rerum corporalium. Iudaei gloriabantur in templo, in praeputio, in victimis, Graeci gloriabantur in sapientia sua.

III b 4. Men nu, det, Luther fremfører fra Es 40,6-8 (ass04#55): 'Alt kød er græs, og al dets herlighed som markens blomster. Græsset tørres og blomsterne falder, fordi Herrens ånd blæser på det, men Herrens ord forbliver i evighed', synes mig at drages altfor voldsomt hen imod nåden og den frie vilje. I hvert fald forstår Hieronymus på dette sted ånden om den guddommelige vrede, kødet om menneskets svaghed, som ikke gælder noget overfor Gud, blomsterne for den ære, der fødes ud af lykken ved de kødelige ting. Jøderne pralede af templet, omskærelsen, ofringerne, grækerne pralede af deres visdom.

17 Verum per evangelium revelata ira dei de caelo, exsiccata est omnis illa gloria. Nec tamen omnis affectus hominis est caro, sed est, qui dicitur anima, est, qui dicitur spiritus, quo nitimur ad honesta, quam partem animi rationem vocant aut hgemonikon, id est principalem, nisi forte in philosophis nullus fuit ad honesta nixus, qui docuerunt milies oppetendam mortem citius, quam admittendam turpitudinem, etiamsi sciremus futurum, ut et ignorarent homines et deus ignosceret, quamquam saepe corrupta ratio male iudicat.

Men gennem evangeliet åbenbares Guds vrede fra himlen, al denne herlighed udtørredes. Og dog er ikke alle menneskets følelser 'kød', for der er noget, der kaldes 'sjæl', der er noget, der hedder 'ånd'; gennem det drages vi mod det gode, og den del af sjælen kalder de fornuft eller 'den ledende sjæledel', fordi det måske blandt filosoffer er sådan, at dog nogle er tilbøjelige til det gode, de nemlig som lærer, at man tusind gange hellere skal gå i døden end begå en skændselsgerning, også selv om vi vidste, at hverken mennesker eller Gud ville få det at vide: men det må indrømmes, at en fordærvet fornuft ofte bedømmer forkert.

18 ,Nescitis', inquit dominus, ,cuius spiritus sitis?' Errore quaerebant vindictam, quod ad preces Heliae descendisset olim ignis de caelo, qui absumpsit pentecontarchos cum suo comitatu. Esse autem et in bonis spiritum humanum diversum a spiritu dei declarat Paulus ad Romanos 8(16): ,Ipse enim spiritus testimonium reddit spiritui nostro, quod sumus filii dei'. Quod si quis contendat, id quod est in hominis natura praestantissimum, nihil aliud esse quam carnem, hoc est affectum impium, huic facile assentiar, si quod asseverat, sacrae scripturae testimoniis doceat. ,Quod natum est ex carne, caro est, et quod natum est ex spiritu, spiritus est'.

'I véd ikke, af hvad ånd I er', siger Herren, (Luk 9,55). Fejlagtigt krævede de hævn, fordi der engang på Elias' bøn kom ild fra himlen, som opslugte delingsførerne og deres folk (2 Kong 1,8-12). Men at også i de gode mennesker den menneskelige ånd er forskellig fra Guds ånd, forklarer Paulus i rom#8,16: 'For ånden selv aflægger vidnesbyrd sammen med vor ånd, at vi er Guds børn'. Hvis derfor nogen vil påstå, at det mest fremragende i menneskets natur ikke er andet end 'kød', det vil sige, en ugudelig følelse, så ville jeg da gerne tiltræde dette, hvis han blot ville belægge det, han forsikrer, med skriftvidnesbyrd. 'Hvad der er født af kødet, er kød, og hvad der er født af ånden, er ånd'. (Joh 3,6)

19  Porro Joannes docet eos, qui credunt evangelio, ex deo nasci ac fieri filios dei atque adeo deos. Et Paulus distinguit hominem carnalem, qui non sapit ea, quae dei sunt, a spirituali, qui omnia diiudicat. Rursus alias vocat novam creaturam in Christo. Si totus homo etiam renatus per fidem nihil aliud est quam caro, ubi spiritus e spiritu natus, ubi filius dei, ubi nova creatura?

Desuden lærer Johannes, at de, som tror på evangeliet, bliver født af Gud (1 Joh 5,1) og bliver Guds børn (Joh 1,12) og ligefrem guder (Joh 10,34f). Og Paulus skelner mellem det kødelige menneske, som ikke overvejer det, der hører Gud til, og det åndelige, som bedømmer alt (1kor#2.14f). Videre kalder han det et andet sted for en ny skabning i Kristus (2kor#5.17). Hvis hele mennesket, også når det bliver genfødt ved troen, ikke er andet end 'kød', hvor er så den ånd, der bliver født af ånden, hvor er Guds barn, hvor er den nye skabning?

20 Super his doceri velim. Interim abutar veterum auctoritate, qui semina quaedam honesti tradunt insita mentibus hominum, quibus aliquo modo vident et expetunt honesta, sed additos affectus crassiores, qui sollicitant ad diversa. Porro voluntas huc aut illo versatilis dicitur arbitrium, quae tametsi ob relictam in nobis peccati proclivitatem fortasse propensior est ad malum quam ad bonum, tamen nemo cogitur ad malum, nisi consentiat.

Det ville jeg gerne belæres om. I mellemtiden vil jeg benytte mig af de gamles autoritet, som lærer, at dog nogle frø til det gode er blevet anbragt i menneskenes sind, hvorved de på nogen måde kan se og stræbe mod det gode, men at der dog kommer grovere rørelser til, som tilskynder til det modsatte. Videre kaldes viljen, der kan vende sig det ene eller det andet sted hen, forgodtbefindende, for skønt den på grund af den tilbøjelige, der er i os, til at synde, måske hælder mere mod det onde end mod det gode, så tvinges dog ingen til det onde, uden han giver sit samtykke.

21  III b 5. Rursus, quod recitat ex Hieremiae cap. 10 (23): ,Scio, domine, quoniam non est hominis via eius nec viri est, ut ambulet et dirigat gressus suos', magis ad rerum laetarum et tristium eventus pertinet, quam ad potestatem liberi arbitrii. Frequenter enim, cum maxime cavent homines, ne quid incurrant mali, maxime malis involvuntur.

III b 5. Fremdeles, det, Luther citerer fra Jer 10,23 (ass04#57): 'Jeg véd, Herre, at menneskets vej ikke står i hans magt, og at det ikke står i nogens magt, hvordan han vandrer og hvorhen han retter sine skridt', har mere med dette, at glædelige og triste begivenheder indtræffer, end med den frie viljes magt. For når menneskene mest vogter sig for, at de ikke skal mødes af en ulykke, bliver de mest involveret i én.

22 Nec ob id adimitur libertas voluntatis vel his, qui patiuntur, quia malum venturum non praeviderant, vel his, qui inferunt, quia non eodem animo affligunt inimicos, quo deus per illos hoc facit, nimirum ut castiget. Quod si maxime torqueas ad liberum arbitrium, nemo non fatetur absque dei gratia neminem posse rectum vitae cursum tenere et quotidie oramus: ,Dirige, domine deus, in conspectu tuo viam meam'. Nihilo secius tamen interim annitimur et ipsi pro viribus. Oramus: ,Inclina cor meum, deus, in testimonia tua'. Qui petit auxilium, non deponit conatum.

Ejheller bliver viljens frihed fjernet, hverken for dem, som lider under, at de ikke kunne forudse det onde, der skulle komme, eller for dem, som fremkalder det onde, fordi de ikke påfører deres fjender det med det samme sind som det, hvormed Gud gør det gennem dem, nemlig uden tvivl for at tugte dem. Hvis man meget voldsomt fordrejede stedet til at handle om den frie vilje, er der ikke nogen, der ikke vil indrømme, at ingen uden Guds nåde kan holde ret kurs i livet, og dagligt må vi bede: 'Herre Gud, led min vej for dit åsyn!' (Sl 5,9) Ikke desto mindre anstrenger vi os dog også hver efter evne. Vi beder: 'Gud, bøj mit hjerte i dit vidnesbyrd!' (Sl 119,36) Den, der beder om hjælp, opgiver ikke sin stræben.

23 III b 6. Iterum Proverbiorum 16 (i): ,Hominis est praeparare cor, domini autem est gubernare linguam'. Et hoc ad eventa rerum pertinet, quae possunt accidere aut non accidere citra dispendium salutis aeternae. Quomodo autem est hominis praeparare cor, cum Lutherus affirmet omnia necessitate geri? At idem eodem in loco dicit: ,Revela domino opera tua et dirigentur cogitationes tuae'. Audis opera tua, audis cogitationes tuas, quorum neutrum dici potest, si deus in nobis operatur omnia, et bona et mala. ,Initium vitae bonae misericordia et veritas' etc. Aliaque inibi multa leguntur, quae faciunt pro his, qui statuunt liberum arbitrium.

Videre anfører han Ordspr 16,1 (ass04#59): 'Det er menneskets sag at forberede hjertet, men det er Herrens sag at styre tungen'. Også dette skriftsted har med fremkomsten af de ting at gøre, som kan ske eller ikke ske, uden at den evige frelse fortabes. Men hvordan skulle mennesket kunne forberede hjertet, når Luther forsikrer, at alt sker med nødvendighed? Men der siges på det samme sted: 'Befal Herren dine gerninger og dine tanker vil blive styret' (Ordspr 16,3). Man hører 'dine gerninger', man hører 'dine tanker', men intet af det kunne siges, hvis Gud virker alt i os, både godt og ondt. 'Begyndelsen på det gode liv er barmhjertighed og sandhed' osv. (Ordspr 16,6). Man læser meget andet dér, som taler til gunst for dem, der holder på den frie vilje.

24 Quod autem citat ex eodem capite: ,Omnia propter semet ipsum operatus est dominus, etiam impium ad diem malum', deus non condidit ullam naturam ex se malam et tamen sic sua ineffabili sapientia temperat omnia, ut mala quoque vertat in bonum nostrum et in gloriam suam. Nec enim Luciferum condidit malum, sed sua sponte deficientem reservat aeternis suppliciis et per huius malitiam exercet pios, punit impios.

Men hvad Luther fremfører fra det samme kapitel (ass04#59): 'Alt virker Herren til sit formål, også den gudløse til den onde dag' (Ordspr 16,4), [til det må man sige], at Gud ikke har skabt nogen natur, der i sig selv er ond, og dog modererer han i sin usigelige visdom alting, så han vender det onde til vort gode og til sin herlighed. For heller ikke Lucifer skabte han ond, men fordi han faldt frivilligt, opsparer han evige straffe og prøver gennem sin ondskab de fromme og straffer de ugudelige.

25  III b 7. Neque multo magis urget, quod refert ex cap. 20 (1): ,Sicut divisiones aquarum, ita cor regis in manu domini; quocumque voluerit, inclinabit illud'. Non statim cogit, qui inclinat, et tamen nemo negat, ut dixi, deum posse vim facere cogitationi hominis, extundere, quod volebat, et aliam voluntatem inserere, quin et mentem ipsam potest adimere. Nec ideo tamen non manet in nobis regulariter liberum arbitrium. Quod si Solomon sentit hic, quod interpretatur Lutherus, cum omnia corda sint in manu domini, cur hoc ceu peculiare pronuntiat de corde regis?

III b 7. Ikke meget mere tvingende er det, som Luther fremfører fra Ordspr 21,1: 'Som vandbække er kongens hjerte i Herrens hånd; han leder ham, hvorhen han vil'. (ass04#59). Den, som leder, tvinger ikke umiddelbart, og dog nægter ingen, at, som jeg har sagt (eras2#73), Gud kan anvende magt overfor de menneskelige tanker, udrydde det, mennesket oprindelig ville, og indskyde en anden vilje, ja endog helt borttage forstanden selv. Men derfor forbliver dog i almindelighed viljen i os fri. Hvis Salomon her mener det, som Luther læser ud af ham, at alle hjerter er i Herrens hånd, hvorfor nævner han det da som noget særligt om kongens hjerte?

26 Hic locus magis consentit cum eo, quod legimus Iob 34 (30): ,Qui regnare facit hominem hypocritam propter peccata populi'. Item Esaiae 3 (4): ,Et dabo pueros principes eorum et effeminati dominabuntur eis'. Cum deus propitius populo suo inclinat animum regis ad bona, non affert illius voluntati necessitatem. Ceterum ad malum inclinare dicitur, cum offensus populi peccatis non revocat animum stulti principis ad rapinas, ad bella, ad tyrannidem propensum, sed sinit illum suis affectibus praecipitem agi, quo per illius malitiam castiget populum. 

Dette sted stemmer mere overens med det, vi læser i Job 34,30: 'Han, som får et hyklerisk menneske til at herske over dem på grund af folkets synder'. Ligeledes Es 3,4: 'Og jeg vil give dem børn til fyrster og kvindagtige mænd skal herske over dem'. Når Gud vil være nådig mod sit folk og tilskynder kongens sjæl til det gode, så påfører han ikke hans vilje nødvendighed. Forøvrigt siges han at tilskynde til det onde, når han, forarget over folkets synder, ikke vender den onde fyrstes sjæl, som er tilbøjelig til røveri, til krig, til tyranni, men tillader ham at ledes hovedkulds af sine lidenskaber, hvorved han tugter folket gennem hans ondskab.

27 Quod si quando fieret, ut deus regem ita commeritum impelleret ad malitiam, nihil est necesse peculiarem casum trahere ad sententiam generalem. Huiusmodi testimoniorum, cuiusmodi Lutherus profert e Proverbiis, ingens acervus undiquaque colligi poterat, sed magis faceret ad copiam quam ad victoriam. Tale genus argumentorum rhetores solent in mediam aciem conicere. Sunt enim huiusmodi pleraque, ut adhibita commoda interpretatione vel a libero arbitrio stare, vel contra liberum arbitrium pugnare queant.

Hvis det en gang imellem sker, at Gud således velfortjent fører en konge til ondskab, er det på ingen måde nødvendigt at udstrække det til en generel regel. Af den slags vidnesbyrd, som Luther fremfører fra Ordsprogenes Bog, ville man kunne samle en meget stor mængde mange steder fra, men de bidrager mere til mængden end til sejren. Den slags argumenter plejer retorerne at kaste midt ind i slagordenen. De fleste er nemlig af den art, at de gennem en passende fortolkning enten kan stå til fordel for den frie vilje eller kæmpe imod den frie vilje.

28  III b 8. Illud telum Lutherus existimat Achilleum et inevitable, quod Christus in evangelio Ioannis 15 (5) ait: ,Sine me nihil potestis facere'. Atqui mea sententia potest ad hoc non uno modo responderi. Primum, vulgo nihil agere dicitur, qui non assequitur id, quod expetit, et tamen frequenter aliquousque promovit, qui conatur. In hoc sensu verissimum est, nos sine Christo nihil posse facere, loquitur enim illic de fructu evangelico, qui non contingit nisi manentibus in vite, qui est Christus Iesus.

III b 8. Luther regner det, som Kristus siger i Joh 15,5 for et uundvigeligt Akilleus-spyd: 'Uden mig kan I slet intet gøre'. (ass04#46). Og dog kan man efter min mening svare derpå på flere måder. For det første siger man i folkemunde, at den, der ikke opnår det, han stræbte efter, ikke gør noget, og dog gør ofte den, der stræber, på én eller anden måde fremskridt. I den forstand er det meget rigtigt, at vi ikke kan gøre noget uden Kristus, han taler jo om den evangeliske frugt, som kun tilfalder dem, der bliver i vintræet, som er Kristus Jesus.

29 Hoc tropo dixit Paulus: ,Itaque neque qui plantat est aliquid neque qui rigat, sed qui incrementum dat deus'. Quod minimi momenti est ac per se inutile, nihil appellat. Item 1. ad Corinth, cap. 13(2): ,Si caritatem non habuero, nihil sum'. Et mox: ,Nihil mihi prodest'. Rursus ad Romanos cap. 4 (17): ,Vocat ea, quae non sunt, tamquam sint'. Rursus ex Osee ,non populum' vocat populum contemptum et reiectum. Simili figura dictum est in Psalmis: ,Ego sum vermis et non homo'. 

Dette siger Paulus med en billedtale: 'Derfor kommer det ikke an på den, der planter, eller på den, der vander, men på Gud, der giver væksten' (1kor#3.7) Hvad der er af ganske ringe betydning og i sig selv ubrugeligt, kalder han intet. Det samme i 1kor#13.2: 'Hvis jeg ikke havde kærlighed, var jeg intet'. Og i rom#4,17 siger han: 'Han kalder det, der ikke er, som om det er'. Og hos Hoseas kalder han det foragtede og forkastede folk et 'ikke-folk'. (Hos 1,9). Lignende billedtale anvendes i salmerne: 'Jeg er en orm og ikke et menneske' (Sl 22, 7)

30 Alioqui si quis urgeat hac voce: ,nihil', ne peccaro quidem licebit sine Christo (nam Christum hic opinor dici gratiam eius) nisi confugiant ad illud iam explosum, peccatum esse nihil. Et hoc in aliquo sensu verum est, quandoquidem nec sumus nec vivimus nec movemur sine Christo. Atqui isti donant nonnumquam liberum arbitrium absque gratia valere ad peccandum. Donarat hoc Lutherus ipse in principio suae assertionis.

Ellers, hvis man lagde vægt på ordet 'intet', ville det ikke engang være muligt at synde uden Kristus (for jeg mener, at der med 'Kristus' her menes hans nåde) hvis man ikke tog sin tilflugt til den allerede forkastede sætning, at synden er intet. Og det er i en vis forstand sandt, eftersom vi hverken er eller lever eller bevæges uden Kristus. Og dog indrømmer de ofte, at den frie vilje uden nåden kun duer til at synde. Det har Luther selv indrømmet i begyndelsen af sine 'assertioner'. (ass04#45)

31 III c 1. Eodem pertinet, quod ait Ioannes Baptista: ,Non potest homo accipere quicquam, nisi fuerit ei datum de caelo', nec ideo consequitur nullam esse vim aut usum liberi arbitrii. Quod ignis calefacit, e caelo venit, quod nos iuxta naturae sensum expetimus utilia et refugimus noxia, e caelo est, quod post lapsum impellitur voluntas ad meliora studia, e caelo est, quod lacrimis, eleemosynis, precibus assequimur gratiam, quae nos deo gratos reddit, e caelo est. 

III c 1. Det samme drejer det sig om, når Johannes Døber siger: 'Mennesket kan ikke tage noget, uden det gives ham fra himlen' (Joh 3,27), men af den grund følger ikke, at den frie viljes kraft eller brug ikke er noget. At ilden giver varme kommer fra himlen, at vi ifølge vor naturlige følelse stræber efter det nyttige og undgår det skadelige, er fra himlen, at viljen efter faldet opfordres til at strenge sig bedre an, er fra himlen, at vi opnår nåde ved tårer, almisser og bønner, hvilket gør os gudvelbehagelige, er fra himlen.

32 Nec interim nihil agit nostra voluntas, quamquam non assecutura, quod conatur, nisi adiutrice gratia; sed quoniam minimum hoc est, quod per nos agitur, totum deo transcribitur, quemadmodum navita, qui navim in portum deduxit e gravi tempestate incolumem, non dicit: Ego servavi navim, sed: Deus servavit, et tamen illius ars et industria non fuit otiosa. Similiter agricola convehens uberem proventum ex agris in horrea non dicit: Ego dedi tam copiosam annonam, sed: Deus dedit.

Og dog udøver vor vilje i alt dette ikke ingenting, selv om den kun opnår det, den stræber efter, med Guds hjælp; men fordi det er meget lidt, der udøves af os, tilskrives det hele Gud, ligesom sømanden, som har ført skibet i havn gennem en stærk storm, ikke siger: 'Jeg har frelst skibet', men: 'Gud har frelst det', og dog var hans snilde og anstrengelser ikke uden virkning. På lignende måde siger en bonde, der fører en rig høst fra markerne ind i sine lader, ikke: 'jeg var et så rigeligt udbytte', men: 'Gud gav det'.

33 Et tamen interim quis dicat agricolam nihil egisse ad proventum frugum? Sic et vulgo loquuntur: Deus dedit tibi pulchros liberos, cum ad hos gignendos non defuerit opera patris, et: Deus restituit me sanitati, cum nonnihil adiuvarit medicus, quemadmodum dicimus: Rex devicit hostes, cum tamen duces et milites navarint bonam operam. Nihil provenit absque caelesti pluvia et tamen terra bona producit fructum, terra mala nihil affert boni fructus. Sed quoniam humana opera nihil efficit, nisi accesserit favor divinus, summa tribuitur divino beneficio: ,Nisi dominus aedificaverit domum, in vanum laborant, qui aedificant eam. Nisi dominus custodierit civitatem, frustra vigilat, qui custodit eam'. Nec tamen interim in aedificando cessat cura fabrorum nec in custodiendo vigilantia excubitorum.

Men hvem vil dog i disse forhold sige, at bonden ikke har ydet noget til den rige høst? Sådan siger man også i folkemunde: 'Gud har givet dig nogle smukke børn', skønt faderens arbejde ikke var uden betydning for avlingen, og: 'Gud gav mig sundheden tilbage', skønt lægen hjalp ikke så lidt til, ligesom vi siger: 'Kongen besejrede fjenderne', skønt dog fyrsterne og soldaterne gjorde et godt stykke arbejde. Intet vokser uden regnen fra himlen, og dog producerer den gode jord frugt, men den dårlige jord bærer aldrig god frugt. Men fordi de menneskelige gerninger ikke udøver noget uden den guddommelige gunst kommer til, derfor tillægges det hele den guddommelige velsignelse: 'Hvis ikke Herren bygger huset, arbejder de forgæves, der bygger det. Hvis ikke Herren vogter byen, våger vogterne forgæves' (Sl 127,1). Alligevel er tømreren stadig omhyggelig med at bygge, og vægternes vagtsomhed betyder stadig noget, når der skal vogtes.

34 III c 2. Iam: ,Non enim vos estis, qui loquimini, sed spiritus patris vestri, qui loquitur in vobis'. Prima specie videtur tollere liberum arbitrium, sed re vera adimit nobis sollicitudinem anxiam praemeditandi, quid simus dicturi in negotio Christi; alioqui peccarent contionatores, qui se studio praeparant ad sacram contionem. Nec omnibus hoc exspectandum, si quando discipulis rudibus spiritus infudit, quod dicerent, quemadmodum infudit et linguarum donum. Et si quando infudit, tamen in dicendo voluntas eorum consentiebat afflatui spiritus simulque agebat cum agente. Atque hoc sane est liberi arbitrii, nisi forte recipiemus sic deum locutum per os apostolorum, quemadmodum loquebatur Balaamo per os asinae.

III c 2. Derefter: 'Ikke I er det, der taler, men jeres faders ånd, som taler i jer' (Matt 10,20). Ved første øjekast synes dette ord at ophæve den frie vilje, men i virkeligheden borttager det fra os den ængstelige bekymring for, hvad vi skal sige i Kristi sag; ellers ville de prædikanter synde, som ivrigt forbereder sig til den hellige prædiken. Det er heller ikke alle, der skal forvente det, selv om ånden dengang indgød i de uuddannede disciple, hvad de skulle sige, ligesom den også indgød tungetalens gave. Og selv om den dengang indgød det, så tilsluttede deres vilje sig dog åndens indblæsen, når de talte, og handlede samtidig med, at den blev handlet med. Og det er sandelig den frie viljes væsen, hvis vi ikke skal forstå det sådan, at Gud talte gennem apostlenes mund, ligesom han talte til Bileam gennem et æsels mund. (4 Mos 22,28)

35 III c 3. Sed magis urget, quod est apud Ioannem 6 (44): ,Nemo potest venire ad me, nisi pater meus traxerit eum'. Trahendi verbum videtur sonare necessitatem et excludere voluntatis libertatem. Verum hic tractus non est violentus, sed facit, ut velis, quod tamen potes nolle; quemadmodum ostendimus puero malum et accurrit, ostendimus ovi ramum salicis virentem et sequitur, ita deus pulsat animum nostrum sua gratia et volentes amplectimur. Sic accipiendum et illud, quod habetur apud eundem cap. 14 (6): ,Nemo venit ad patrem nisi per me'. Sicut pater glorificat filium, filius patrem, ita pater trahit ad filium, filius ad patrem. Sic autem trahimur, ut mox volentes curramus. Sic legis in Cantico: ,Trahe me post te, curremus' etc.

III c 3. Men det er mere tvingende, hvad der står i Joh 6,44: 'Ingen kan komme til mig, hvis ikke min fader drager ham'. Ordet 'at drage' synes at indbefatte nødvendighed og udelukke viljens frihed. Men denne dragen er ikke af voldelig art, den gør blot, at du vil det, som du dog er i stand til ikke at ville; ligesom når vi viser den dreng et æble, og han løber hen til det, og ligesom når vi viser et får en grøn græsgang, og det så følger det efter os, således prikker Gud med sin nåde til vore hjerter, så vil villigt tager imod den. Således skal også det forstås, aom vi har i Joh 14,6: 'Ingen kommet il faderen uden gennem mig'. Ligesom faderen herliggør sønnen og sønnen faderen, således drager faderen til sønnen, og sønnen til faderen. Men vi drages på den måde, at vi straks efter løber af sted frivilligt. Således læser man i Højsangen: 'Drag mig efter dig, lad os løbe' osv.

36 III c 4 . Ex Paulinis item epistolis aliquot loca colligi possunt, quae videntur omnem liberi arbitrii vim subvertere, quod genus est illud 2. Corinth. 3 (5): ,Non quod sufficientes simus cogitare aliquid a nobis quasi ex nobis, sed omnis nostra sufficientia ex deo est'. Verum hic duobus modis succurri potest libero arbitrio. Primum enim quidam orthodoxi patres tres gradus faciunt operis humani: primus est cogitare, secundus velle, tertius perficere. Atque in primo quidem ac tertio nullum locum tribuunt libero arbitrio quicquam operandi.

III c 4. Ligeledes kan de fra Paulus-brevene samle et antal steder, som synes at ødelægge den frie vilje helt, f. eks. 2kor#3,5: 'Ikke, at vi selv er duelige til at udtænke noget, som kom det fra os selv, men alt det, vi duer til, er fra Gud'. Men her kan man på to måder kommer den frie vilje til hjælp. For det første inddeler nogle ortodokse fædre (n36) den menneskelige handling i tre dele: Den første er at overveje, den anden at ville, den tredje at gennemføre. Og ganske vist tillægger de ikke den frie vilje noget i at handle på det første og det tredje sted.

37 Animus enim a sola gratia impellitur, ut cogitet bonum, et a sola gratia peragitur, ut perficiat, quod cogitavit. Ceterum in medio, hoc est in consensu simul agit gratia et humana voluntas, sic tamen, ut principalis causa sit gratia, minus principalis nostra voluntas. Quoniam autem summa rei tribuitur illi, qui totum contulit ad perficiendum, non est, quod homo ex bono opere sibi quicquam asserat, cum hoc ipsum, ut possit consentire et cooperari gratiae divinae, dei munus sit. Deinde haec praepositio: 'ex', sonat originem ac fontem eoque Paulus distincte refert 'a nobis quasi ex nobis, af eautwn wV ex eautwn, id est ex nobis ipsis. Haec dici poterant etiam ab illo, qui donaret hominem naturae viribus efficaciter velle bonum, quandoquidem nec eas vires habet ex sese.

For sindet tilskyndes af nåden, så det tænker noget godt, og det føres alene af nåden, så det gennemfører det, det har tænkt. Men det øvrige, der er midt imellem, det vil sige: når sindet giver sin tilslutning, handler nåden og den menneskelige vilje samtidig, dog således, at hovedårsagen er nåden, den mindre årsag vores vilje. Men fordi hele sagen tillægges ham, som gennemfører det alt sammen, så det fuldføres, er der ikke noget, som menneske kan tildele sig selv af nogen god gerning, eftersom selve det, at mennesket kan samtykke og samarbejde med den guddommelige nåde, er Guds gave. Desuden afslører præpositionen ”ex” oprindelsen og kilden, og derfor siger Paulus udtrykkelig 'af os som ud af os, det vil sige ud af os selv. Dette kan siges også af det menneske, som indrømmer, at mennesket ud af sine naturlige kræfter virkelig kan ville det gode, selv om det ikke har disse kræfter ud af sig selv.

38 III c 5. Quis enim negat omne bonum a deo velut a fonte proficisci? Atque id frequenter inculcat Paulus, ut adimat nobis arrogantiam ac fiduciam nostri, quod et alibi facit: ,Quid habes, quod non accepisti? Si accepisti, quid gloriaris. quasi non acceperis?' Gloriam audis, quam retundit hoc dicto. Idem audisset servus, qui domino lucrum ex usum partum annumerat, si sibi vindicasset laudem bene collocatae operae: ,Quid habes, quod non accepisti?' Et tamen ob strenue navatam operam collaudatur a domino. Eandem cantionem canit Iacobus 1 (17): ,Omne datum optimum et omne donum perfectum desursum est descendens'. Item Paulus ad Ephesios 1 (11): ,Qui operatur omnia secundum consilium voluntatis suae'. Et haec eo pertinent, ne quid arrogemus nobis, sed omnia referamus accepta gratiae divinae, qui nos aversos vocavit, qui per fidem purificavit, qui hoc ipsum donavit, ut nostra voluntas possit esse sunergoV illius gratiae, quamquam haec vel ad omnia satis abunde sit sola nec opus habeat ullo humanae voluntatis auxilio.

III c 5. For hvem vil nægte, at alt godt er fra Gud og vælder frem som fra en kilde? Og det bekræfter Paulus ofte for at styrke vor frimodighed og tillid, hvilket han også gør andetsteds: 'Hvad har du, som du ikke har modtaget? Hvis du har modtaget det, hvorfor roser du dig da, som om du ikke har modtaget det?' (1kor#4.7) Man hører rosen, som han med disse ord tilbageviser. Det samme kunne den tjener have hørt, som tillægger herren den gevinst, han opnåede ved renterne, hvis han selv havde gjort krav på ros, fordi han havde arbejdet godt: 'Hvad har du, som du ikke har modtaget?' (Matt 25,20ff) Og dog roses han af Herren på grund af den dygtigt anvendte møje. Den samme sang synger Jakob: 'Alt god gave, al fuldkommen gave er steget ned ovenfra' (Jak 1,17). Ligeledes siger Paulus til Efeserne: 'Han, som virker alt efter sin viljes råd' (Ef 1,11). Også det sigter imod, at vi ikke skal tilrane os noget, men henføre alt det, vi modtager, til den guddommelige nåde, som har kaldet os, der var bortvendte, som har renset os ved troen, som også har givet os selve det, at vor vilje kan arbejde sammen med hans nåde, selv om den ville være fuldt tilstrækkelig og ikke ville have brug for nogen hjælp fra den menneskelige vilje.

39 III c 6. Ceterum quod est ad Philipp. cap. 2 (13): ,Deus enim operatur in nobis et velle et perficere pro bona voluntate', non excludit liberum arbitrium, cum enim ait: ,Pro bona voluntate', si referas ad hominem, ut interpretatur Ambrosius, intelligis bonam voluntatem simul agere cum agente gratia. Ac mox inibi praecedit: ,Cum metu et tremore vestram salutem operamini'. Unde colligis et deum operari in nobis et voluntatem ac sollicitudinem nostram simul adniti cum deo. Eam interpretationem ne quis putet reiciendam, praecedit, ut dictum est, hunc locum: ,Vestram ipsorum salutem operamini', ergazesqe, quod verius significat operari, quam verbum energein, quod deo tribuitur, o energwn. 'Energei' vero proprie, quod agit et impellit. Sed ut idem polleant ergazesqai kai energein, certe locus hic docet et hominem operari et deum.

III c 6. Og for øvrigt, hvad der står i Fil 2,13: 'For Gud virker i os at ville og at gennemføre det efter den gode vilje' udelukker ikke den frie vilje, eftersom han siger: 'efter den gode vilje'; hvis han henfører det til mennesket, som Ambrosius fortolker det, forstår man, at den gode vilje kan virke samtidig med den virkende nåde. Og lige efter fortsætter han: 'Arbejd på jeres frelse med frygt og bæven'. Hvorfra man kan slutte, både at Gud virker i os og at vores vilje og vores bekymring anstrenger sig sammen med Gud. Og hvis nogen vil forkaste denne fortolkning, så går der som sagt forud derfor dette sted: 'Arbejd på jeres egen frelse', ergazesqe, hvilket mere træffende betyder at udvirke, end ordet energein gør [der betyder 'udvirke'], hvilket ord tillægges Gud, 'den udvirkende'. Men han bevirker selv, hvad han driver og fremkalder. Men selv om så 'udvirke' og 'bevirke' her skulle betyde det samme, så lærer dette sted dog tydeligt, at både menneske og Gud virker.

40 III c 7. Quid autem operatur homo, si idem est nostra voluntas deo, quod argilla figulo? ,Non enim vos estis, qui loquimini, sed spiritus patris vestri, qui loquitur in vobis'. Hoc apostolis dictum est. Et tamen in Actis Petrus legitur locutus: ,Tunc repletus spiritu sancto Petrus dixit ad eos'. Quomodo cohaerebunt haec inter se contraria: ,Tu non loqueris, sed spiritus', et: ,Petrus locutus est plenus spiritu sancto', nisi quod spiritus sic loquitur in apostolis, ut simul et ipsi loquantur obtemperantes spiritui; et tamen verum est, eos non loqui, non quod nihil agant, sed quod ipsi non sint principales sermonis auctores.

III c 7. Men hvad udvirker mennesket, hvis vores vilje overfor Gud er det samme, som leret overfor pottemageren? 'For det er ikke her, der taler, men jeres faders ånd, som taler i jer' (Matt 10,20). Dette er sagt til apostlene. Og dog siger Apostlenes Gerninger, at det var Peter, der talte: 'Da sagde Peter til dem fuld af Helligånd' (Apg 4,8). Hvordan stemmer disse modsætninger med hinanden: 'Det er ikke dig, der taler, men ånden' og: 'Peter talte fuld af Helligånd', på anden måde end derved, at ånden taler således i apostlene, at de selv taler samtidig dermed i lydighed mod ånden; og dog er det sandt, at de ikke taler, ikke fordi de ikke udfører noget, men fordi de ikke selv er hovedophavsmænd til deres tale.

41 Itidem de Stephano legimus: ,Et non poterant resistere sapientiae et spiritui, qui loquebatur', et tamen ipse loquitur apud concilium. Ita Paulus: ,Vivo autem iam non ego, vivit vero in me Christus', et tamen iustus apud eundem ex fide vivit. Quomodo igitur vivens non vivit? Quia spiritui dei fert acceptum quod vivit. Et ad Cor. 1 cap. 15 (10): ,Non autem ego, sed gratia dei, quae mecum est'. Si nihil egerat Paulus, cur ante dixerat, se fecisse? ,Sed abundantius', inquit, ,illis omnibus laboravi'. Si verum erat, quod dixerat, cur hic corrigit quasi perperam dictum? Nimirum huc spectabat correctio, non ut intelligeretur nihil egisse, sed ne videretur suis viribus ascribere, quod auxiliante dei gratia gesserat. Igitur insolentiae suspicionem excludit ea correctio, non operis societatem.

Ligeledes læser vi om Stefanus: 'Og de kunne ikke modstå den visdom og ånd, som talte' (Apg 6,10), og dog var det ham selv, der talte overfor rådet. Således også Paulus: 'Det er ikke længer mig, der lever, men Kristus, der lever i mig' (gal#2.20), og dog lever den retfærdige hos Paulus af tro. Hvordan altså både lever han og lever dog ikke? Fordi han tilskriver det ånden, at han lever. Og i 1kor#15.10: 'Dog ikke jeg, men Guds nåde, som er med mig'. Hvis Paulus ikke udfører noget, hvorfor sagde han så lige før, at han havde gjort noget? 'Men', sagde han, 'jeg har arbejdet mere end alle de andre'. Hvis det var sandt, hvad han sagde her, hvorfor retter han det så, som om det var forkert sagt? Utvivlsomt havde rettelsen til hensigt, ikke, at man skulle forstå, at han ikke havde gjort noget, men at det ikke skulle se ud, som om han tilskrev sine egne kræfter det, som han havde udført med hjælp fra Guds nåde. Derfor udelukker denne rettelse mistanken om overdrivelse, men ikke det, at gerningen blev gjort i fællesskab [af Gud og menneske].

42 III c 8. Non enim vult deus, ut homo sibi quicquam tribuat, etiamsi quid esset, quod merito posset sibi tribuere: ,Cum feceritis omnia, quae praecepta sunt vobis, dicite: Servi inutiles sumus, quod debuimus facere, fecimus'. An non rem egregiam praestiterit, qui servarit omnia praecepta dei? Qualis an omnino quisquam reperiatur nescio. 

III c 8. For Gud vil ikke, at mennesket skal tillægge sig selv noget, selv om der også var noget, som det med rette kunne tillægge sig: 'Når I har gjort alt, hvad der er foreskrevet jer, skal I sige: Vi er unyttige slaver, vi har kun gjort, hvad vi var skyldige at gøre' (Luk 17,10). Mon ikke det menneske har udført en udmærket gerning, som har overholdt alle Guds bud? Jeg véd ikke, om man i det hele taget kan finde et sådant menneske.

43 Et tamen qui hoc praestiterint, iubentur dicere: ,Servi inutiles sumus'. Non negantur fecisse, sed docentur vitare periculosam arrogantiam. Aliud loquitur homo, aliud loquitur deus. Homo dicit: Servus sum, et servus inutilis. Quid dominus? ,Euge, serve bone et fidelis!' et: ,Iam non dicam vos servos, sed amicos', eosdem pro servis fratres appellat. Et qui se vocant servos inutiles, deus appellat filios suos atque hi ipsi, qui se nunc praedicant servos inutiles, audiunt a domino: ,Venite, benedicti patris mei', et audiunt commemorari sua benefacta, quae ipsi se fecisse nesciebant.

Og dog får de, der har ydet dette, befaling til at sige: 'Vi er unyttige slaver'. Det nægtes ikke, at de har gjort noget, men de belæres om at undgå hovmodets fare. Mennesket taler på én måde, Gud på en anden. Mennesket siger: Jeg er en slave, og det en unyttig slave. Hvad siger Herren? 'Vel, du gode og tro slave!' (Luk 19,17) og: 'Jeg kalder jer ikke længer slaver, men venner' (Joh 15,15), idet han i stedet for slaver kalder dem brødre. Og de, der kalder sig unyttige slaver, kalder Gud sine børn, og selve de mennesker, som nu siger, at de er unyttige slaver, hører fra Herren: 'Kom, I min faders velsignede' og de hører de gode gerninger nævnt, som de selv ikke anede, at de havde gjort. (Matt 25,34).

44 III c 9. Arbitror autem praecipuam esse clavem ad divinae scripturae intelligentiam, si spectemus, quid eo in loco agatur; hoc animadverso conveniet ex parabolis aut exemplis illud excerpere, quod ad institutum pertinet. In parabola de oeconomo, qui submovendus ab officio fraude mutat codicillos debitoribus domini, quam multa sunt, quae nihil faciunt ad sensum parabolae? Hoc tantum excerpitur magno cuique studio conandum esse, ut dotes a deo acceptas largissime effundat iuvandis proximis, antequam mors occupet. 

III c 9. Men jeg tror, at det er den vigtigste nøgle til forståelse af den hellige skrift, hvis vi ser på, hvad der behandles på dette sted; hvis man er klar over det, vil det lykkes at uddrage det fra lignelserne og eksemplerne, som har med hovedsagen at gøre. I lignelsen om godsforvalteren (Luk 16,1-9), som, da han skulle fjernes fra sit embede, med svig ændrede gældsbeviserne for sin herres skyldnere, hvor meget er der dèr, som intet har med lignelsens mening at gøre? Blot det må man få ud af den, at enhver med største flid må tilstræbe så rigeligt, han kan, at uddele de gaver, han har fået af Gud, til sin nødlidende næste, før døden indhenter ham.

45 Itidem in parabola, quam modo attigimus: ,Quis vestrum habens servum arantem aut pascentem boves, qui regresso de agro dicat illi statim: Transi et recumbe, et non dicit: Para, quod cenem, et praecinge te et ministra mihi, donec manducem et bibam, et post hoc tu manducabis et bibes? Numquid gratiam habet servo illi, quia fecit, quae ei imperaverat? Non puto'.

Ligeledes med den lignelse, som vi netop har berørt: ”Hvem af her, der har en slave, der pløjer eller vogter kvæg, vil, når han vender hjem fra marken, straks sige til ham: 'kom straks og sæt dig til bords'? Vil han ikke sige: 'Tilbered, hvad jeg skal spise, bind op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikke, derefter kan du selv spise og drikke'? Mon han takker tjeneren, fordi han gør, hvad der er ham pålagt? Nej, siger jeg jer.” (Luk 17,7-9)

46 Huius parabolae summa est, ut simpliciter oboedientes iussis divinis strenue suo fungerentur officio nec hinc quicquam laudis sibi vindicarent. Alioqui dominus ipse dissidet ab hac parabola, qui se gessit pro ministro, cum discipulis concesserit honorem discumbentium. Et gratias agit, cum ait: ,Euge, serve bone', et: ,Venite, benedicti'. Itaque non subicit: Ita et vos, cum feceritis omnia, dominus nulla gratia dignos iudicabit et pro servis inutilibus habebit, sed ait: ,Vos dicite: Servi inutiles sumus'. Sic Paulus, qui plus omnibus laborarat, appellat se minimum apostolorum et indignum apostoli nomine.

Hovedsagen i denne lignelse er, at man simpelthen skal adlyde de guddommelige befalinger og dygtigt opfylde sin pligt og ikke tage dette til indtægt, så man roser sig af det. For øvrigt afgiver Herren selv fra denne lignelser, for han opførte sig som en tjener, mens han tildelte disciplene den ære at sidde til bords. (Joh 13,4ff). Og han takkede, da han sagde: 'Vel, du gode slave' og: 'Kom, I velsignede'. Derfor siger han ikke: 'Således også med her, når I har gjort alt, vil Herren ikke bedømme jer værdige til nogen tak og regne jer for unyttige tjenere', nej, han siger: 'I skal sige: vi er unyttige tjenere'. Således kalder Paulus, som havde arbejdet mere end alle, sig den mindste af apostlene og ikke værd at kaldes apostel (1kor#15.9f)

47 III c 10. Similiter apud Matthaeum cap. 10 (29): ,Nonne duo passeres asse veneunt? Et unus ex illis non cadit super terram sine patre vestro'. Spectandum est in primis, quid illic agat dominus; non enim voluit docere Diomedeam, quod aiunt, omnium rerum necessitatem, sed eo tendit hoc exemplum, ut eximat discipulis metum hominum, quod intelligerent se deo curae esse nec ab hominibus laedi posse, nisi illius permissu, illum vero non permissurum, nisi sic expediret ipsis et evangelio; alioqui Paulus 1. ad Corinthios 9 (9): ,Numquid', inquit, ,de bubus cura est deo?' Videtur autem et in hoc, quod sequitur apud evangelistam, hyperbole subesse: ,Vestri autem capilli capitis omnes numerati sunt'. Tot capilli quotidie defluunt in terram, an et hi vocabuntur ad rationem?

III c 10. Ligeledes hos Matt 10,29: 'Mon ikke to spurve sælges for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden uden jeres fader!' Her må man først lægge mærke til, hvad Herren vil; for han vil ikke lære den diomediske nødvendighed, som de har, der lærer alle tings nødvendighed (n47), men det sigter dette eksempel på, at han vil fratage disciplene frygt for mennesker, fordi de må forstå, at de er underlagt Guds omsorg og at de ikke kan skades af mennesker, uden han giver lov til det, men at han ikke vil give lov, medmindre det fremmer dem selv og evangeliet; videre siger Paulus 1kor#9.9: 'Mon Gud bekymrer sig om okserne?' Men der synes også at foreligge en overdrivelse i det, der følger hos evangelisten: 'På jer er endog alle hovedhår talte' (Matt 10,30). Der er hver dag utrolig mange hår, der falder til jorden, eller holdes der også regnskab med det?

48 Quid igitur agebat hyperbole? Nimirum illud, quod sequitur: ,Nolite ergo timere'. Quemadmodum igitur his tropis eximitur metus hominum et confirmatur fiducia erga deum, sine cuius providentia nihil omnino fit, ita quos supra recensuimus, non hoc agunt, ut tollant liberum arbitrium, sed ut deterreant nos ab arrogantia, quam odit dominus. Tutius est totum transcribere domino, benignus est, nec solum reddet nobis, quod nostrum est, verum etiam, quod ipsius est, iubebit esse nostrum.

Hvad drejer overdrivelsen sig derfor om? Utvivlsomt om det, der følger: 'Frygt altså ikke'. Ligesom altså der med denne billedtale skal borttages frygt for mennesker og tilliden til Gud skal styrke, uden hvis forudviden intet overhovedet sker, således handler de skriftsteder, vi nævnte før, ikke om at ophæve den frie vilje, men om at afskrække os fra hovmod, for Gud hader hovmod. Det er altså mere sikkert at tilskrive Gud alting, det er velsignet, og han vil ikke blot give os, hvad vort er, men også give befaling om, at det, der er hans, skal være vort.

49 III c 11. Filius ille prodigus quomodo dicitur prodegisse portionem suae substantiae, si nulla portio fuit in illius manu? Quod habebat acceperat a patre. Et nos fatemur omnes naturae dotes esse dona dei. Habebat portionem suam etiam tum, cum esset in manu patris, et habebat tutius. Quid igitur est efflagitata portione divertere a patre? Nimirum est naturae dotes arrogare tibi easque non applicare ad implenda praecepta dei, sed ad explendas carnis concupiscentias. Quid est fames? Est afflictio, qua deus exstimulat mentem peccatoris, ut agnoscat et oderit seipsum tangaturque desiderio relicti patris. 

III c 11. Hvordan kan den fortabte søn siges at have fortabt sin del af arven, hvis han ikke har haft nogen del af arven i sin hånd? Hvad han havde, havde han modtaget af faderen. Også vi indrømmer, at alle naturens gaver er Guds gaver. Han havde også sin del af arven dengang, da den var i faderens hånd, og da havde han den på en mere sikker måde. Hvad betyder det altså at kræve sin del af arven og vende sig bort fra faderen? Uden tvivl betyder det at anmasse sig naturens gaver og ikke bruge dem til at opfylde Guds bud, men til at opfylde kødets begæringer. Hvad betyder det, at han lider sult? Det betyder den anfægtelse, hvorved Gud tilskynder synderens sind til at erkende ham og hade sig selv, og hvorved Gud lader ham røre af længsel efter den fader, han havde forladt.

50 Quid est filius secum loquens, confessionem ac reditum meditans? Est voluntas hominis applicans sese ad gratiam exstimulantem, quam, ut diximus, vocant praevenientem. Quid est pater occurrens filio? Est gratia dei, quae provehit voluntatem nostram, ut perficiamus, quod volumus. 

Hvad betyder det, at sønnen taler med sig selv og overvejer at gå til bekendelse og vende tilbage? Det betyder menneskets vilje til at vende sig mod den opæggende nåde, den nåde, som man som sagt kalder den ”forekommende nåde”. Hvad betyder det, at faderen løber sønnen imød? Det betyder Guds nåde, som kommer den menneskelige vilje i forkøbet, så vi kan gennemføre det, vi vil .

51 Haec interpretatio, si meum esset commentum, certe probabilior esset, quam istorum, qui, quo convincant hominis voluntatem nihil agere, ,porrige manum, ad quod voles', interpretantur: Gratia porrigit manum tuam, ad quod ipsa volet. Nunc cum sit ab orthodoxis patribus tradita, non video, quare debeat contemni. Eodem pertinet, quod vidua paupercula duo minuta, hoc est totam substantiam suam mittit in gazophylacium.

Selv om denne fortolkning er min, ville den givetvis være mere sandsynlig end deres fortolkning, som for at bevise, at menneskets vilje intet udretter, udlægger ordet: 'ræk din hånd ud til, hvad du vil' (Sir 15,16) således: Nåden udrækker din hånd til det, den selv vil. (se #6 og L6#n25). Men da denne fortolkning er overleveret af rettroende fædre, kan jeg ikke indse, hvorfor den skulle fordømmes. Det samme tyder det på, at den fattige enke kaster to skilling i tempelblokken, det vil sige, alt, hvad hun skulle leve af. (Mark 12,41ff)

52 III c 12. Rogo, quid meritorum potest arrogare sibi, qui quicquid hoc est, quod homo potest intellectu naturali et voluntatis libertate, totum debet ei, a quo vires eas accepit? Et tamen deus hoc ipsum nobis imputat pro meritis, quod non avertimus animum nostrum ab ipsius gratia, quod naturae vires ad simplicem oboedientiam appellimus. Hoc certe tantum valet, ut falsum non sit hominem aliquid agere, et tamen omnium, quae facit, summam deo velut auctori tribuat, unde profectum est, ut potuerit suum conatum cum dei gratia coniungere.

III c 12. Og jeg spørger: Hvad fortjenstfuldt kan mennesket tilskrive sig selv, når det dog helt og holdent, hvad det end gør med sin naturlige forståelse og med viljens frihed, har ham, som det har disse kræfter fra, at takke for det? Og dog tilregner Gud os netop det som fortjeneste, at vi ikke vender vort hjerte bort fra hans nåde, og at vi bringer naturens kræfter frem til enfoldig lydighed. Dette betyder givetvis så meget som at det ikke er forkert at sige, at mennesket kan gøre noget, og at dog summen af alt, hvad det gør, bør tillægges Gud som den ophavsmand, der har sørget for, at han har kunnet forene sin anstrengelse med Guds nåde.

53 Ita Paulus: ,Gratia', inquit, ,dei sum id, quod sum'. Agnoscit auctorem. Sed cum audis: ,Gratia eius in me vacua non fuit', agnoscis humanam voluntatem simul adnitentem auxilio divino. Idem indicat, cum ait: ,Non ego, sed gratia dei, quae mihi adest'. Nam Graecis est: h sun emoi. Et Hebraeus ille sapientiae praedicator optat sibi assistere divinam sapientiam, ,ut secum sit ac secum laboret'. (Visd 9,10)

Derfor siger Paulus: 'Ved Guds nåde er jeg det, jeg er' (1kor#15.10). Han anerkender ophavsmanden. Men når man hører: 'hans nåde imod mig har ikke været forgæves', anerkender man den menneskelige vilje, der samtidig støtter den guddommelige hjælp. Det samme antyder han, når han siger: 'Ikke jeg, men Guds nåde, som var med mig'. (1kor#15.10). For grækerne skriver: h sun emoi. (n53) Og den vise hebraiske prædiker ønsker sig bistand fra den guddommelige visdom, 'at den kan være med ham og arbejde med ham' (Visd. 9,10).

54 Assistit tamquam moderatrix et adiutrix, quemadmodum architectus assistit ministro, praescribit, quid sit agendum, ostendit agendi rationem, si quid ille perperam facere coeperit, revocat, si quid ille deficit, succurrit; opus ascribitur architecto, sine cuius opo nihil poterat effici, et tamen nemo dixit ministrum ac discipulum nihil egisse.

Og den bistår som anfører og hjælper, ligesom arkitekten bistår hjælperen, foreskriver, hvad der skal gøres, påviser grunden til at gøre det, afbryder ham, hvis han begynder på at gøre noget forkert, hjælper ham, hvis han mister kræfterne; arbejdet tilskrives arkitekten, uden hvis arbejde intet havde kunnet udrettes, og dog har ingen sagt, at hjælperen og discipelen intet udretter.

55 Quod architectus est discipulo, hoc gratia est voluntati nostrae. Ita Paulus ad Romanes cap. 8 (26): ,Similiter et spiritus adiuvat infirmitatem nostram'. Nemo vocat infirmum, qui nihil potest, sed cui vires non sufficiunt peragendo, quod conatur, nec adiutor dicitur, qui totum solus facit. Tota scriptura clamat adiutorium, opem, auxilium, subsidium. Quis autem adiuvare dicitur, nisi aliquid agentem? Neque enim figulus adiuvat lutum, ut fiat vas, nec faber securim, ut fiat scamnum.

Hvad arkitekten er for discipelen, det er nåden for vores vilje. Således skriver Paulus i rom.8.26: 'Ligeledes kommer også ånden os til hjælp i vor skrøbelighed'. Ingen kaldes skrøbelig, som intet kan, nej, men det kaldes den, hvis kræfter ikke slår til til at gennemføre det, som han forsøger på, og man kalder heller ikke den en hjælper, som gør det hele selv. Hele skriften råber om hjælp, bistand, understøttelse. Men hvem siger, at nogen hjælper en anden, hvis den anden intet gør? For heller ikke pottemageren hjælper leret, at det bliver til et kar, ejheller tømreren saven, så en bænk bliver til.

56 III c 13. Itaque qui sic colligunt: Nihil potest homo nisi auxiliante gratia dei, igitur nulla sunt hominis opera bona, his opponemus collectionem magis, ut arbitror, probabilem: Homo nihil non potest auxiliante dei gratia, igitur omnia opera hominis possunt esse bona. Quot igitur sunt in scripturis divinis loca, quae meminerunt auxilii, tot sunt, quae statuunt liberum arbitrium, atque ea sunt innumerabilia. Itaque vicero, si res aestimetur ex testimoniorum numero.

III c 13. Hvis nogen derfor drager følgende slutning: Intet kan mennesket, uden Guds nåde hjælper til, derfor er der ingen af menneskets gerninger, der er gode, så vil vi opstille den modsatte og, mener jeg, mere sandsynlige slutning: Der er intet, mennesket ikke kan med Guds nådes hjælp, derfor kan alle menneskets gerninger være gode. Derfor ligeså mange steder i de guddommelige skrifter, som nævner hjælpen, lige så mange er der, som stadfæster den frie vilje, og de er utallige. Derfor har jeg sejret, hvis sagen bedømmes ud fra vidnesbyrdenes antal.

57 IV 1. Hactenus ex divinis libris loca contulimus, quae statuunt liberum arbitrium, et ex adverso, quae videntur in totum tollere. Quoniam autem spiritus sanctus, quo auctore prodita sunt haec, non potest pugnare secum, cogimur velimus nolimus aliquam sententiae moderationem quaerere. Ceterum, ut ex eadem scriptura alii aliam sumerent opinionem, in causa fuit, quod alius alio spectaret et ad suum quemque scopum interpretabatur, quod legebat. Qui secum reputabant, quanta esset in hominibus ad stu-dium pietatis socordia, deinde quantum esset malum desperatio salutis, dum his malis mederi student, incauti in aliud incidere malum ac plus satis tribuerunt libero hominis arbitrio.

IV 1. Indtil nu har vi sammenlignet steder fra den hellige skrift, som stadfæster den frie vilje, og modsat steder, som synes at ophæve den helt. Men da Helligånden, på hvis foranledning disse steder er fremkommet, ikke kan kæmpe mod sig selv, tvinges vi, hvad enten vi vil eller ej, til at søge en midterposition. For øvrigt har dette, at den ene uddrager én mening af det samme skriftsted, en anden en anden mening, sin årsag i, at den ene ser i én retning og udlægger det, han læser, ud fra sit synspunkt. De, som har overvejet med sig selv, hvor stor trægheden i menneskene er overfor iveren i fromheden, og hvor stort et onde fortvivlelsen om frelsen er, vil, mens de søger at afbøde disse onder, uforsigtigt falde i et andet onde og tillægge menneskets frie vilje for meget.

58 Rursus alii perpendentes, quanta sit pestis verae pietatis hominem suis viribus ac meritis fidere, quam intolerabilis quorundam arrogantia, qui sua benefacta iactant atque etiam ad mensuram ac pondus vendunt aliis, quemadmodum venditur oleum et sapo, dum hoc malum magno studio vitant, aut dimidiarunt liberum arbitrium, sic ut ad bonum opus nihil prorsus ageret, aut in totum iugularunt inducta rerum omnium absoluta necessitate.

Omvendt vil andre, der overvejer, hvor stor ulykken er for den sande fromhed, når mennesket stoler på sine egne kræfter og fortjenester, og hvor utålelig nogles hovmod er, når de praler af deres gode gerninger og endda sælger dem til andre efter mål og vægt, som man sælger olie og sæbe, omvendt vil andre, når de med flid undgår dette onde, enten halvere den frie vilje, sådan at den overhovedet ikke gør noget i retning af en god gerning, eller helt tilintetgøre den ved at indføre en absolut nødvendighed i alle ting.

59 IV 2. Nimirum istis visum est vehementer aptum ad Christianae mentis simplicem oboedientiam, ut totus homo pendeat a nutu dei, in illius promissis spem omnem ac fiduciam ponat et agnoscens, quam ipse ex sese sit miserabilis, miretur et amet illius immensam misericordiam, quae nobis gratis tanta largitur, illius voluntati se totum submittat, sive servare velit sive perdere, nihil laudis ex benefactis sibi arroget, sed totam gloriam ascribat illius gratiae, cogitans hominem nihil aliud esse, quam vivum organum divini spiritus, quod ipse sibi purgavit consecravitque sua gratuita bonitate, quod pro sua inscrutabili sapientia moderatur ac temperat, nihil hic esse, quod quisquam suis arroget viribus, et tamen certa fiducia ab illo speret praemium aeternae vitae, non quia suis benefactis promeruerit, sed quod eius bonitati visum sit promittere ipsi fidentibus; hominis partes esse assidue precari deum, ut impartiat et augeat in nobis spiritum suum, agere gratias, si quid per nos benegestum est, illius potentiam in omnibus adorare, sapientiam ubique mirari, bonitatem ubique amare.

IV 2. Utvivlsomt har det for disse mennesker syntes særdeles passende til det kristne sinds enkle lydighed, at hele mennesket afhang af Guds vink, satte al sit håb og tillid til hans løfter og erkendte, hvor elendigt det i sig selv var, beundrede og elskede hans umådelige barmhjertighed, som af nåde tildelte os så meget, helt underkastede sig hans vilje, hvad enten han ville frelse eller lade fortabt, ikke hovmodede sig af nogen ros på grund af gode gerninger, men tilskrev hans nåde al ære, idet det regnede med, at mennesket ikke var andet end et levende organ for den guddommelige ånd, som den selv havde renset og helliget ved sin uforskyldte godhed, og som den i sin uransagelige visdom modererer og holder i tømme, så der her ikke er noget, som nogen kan prale af skyldes hans egne kræfter, og dog kan mennesket med en sikker forvisning håbe på det evige livs løn, ikke på grund af, at han ved sine gode gerninger har fortjent det, men fordi Hans godhed har besluttet at forjætte det til sine troende; menneskets opgave er det, ivrigt at bønfalde Gud, at han vil tildele os og øge sin ånd i os, at takke, hvis noget ved os bliver lykkelig gennemført, at tilbede hans magt i alle ting, overalt at undres over hans visdom, overalt at elske hans godhed.

60 Haec oratio apud me quoque vehementer plausibilis est, congruit enim scripturis divinis, respondet eorum professioni, qui semel mortui mundo per baptismum simul sepulti sunt cum Christo, ut mortificata carne posthac vivant et agantur spiritu Iesu, in cuius corpus insiti sunt per fidem. Pia nimirum et favorabilis sententia, quae nobis omnem adimit arrogantiam, quae in Christum transfert omnem gloriam simul et fiduciam, quae nobis metum hominum ac daemonum excutit ac, nostris ipsorum praesidiis diffisos in deo fortes reddit et animosos! His libenter applaudimus usque ad hyperbolas.

Denne tale er også for mig meget sandsyndlig, for den stemmer nemlig overens med de guddommelige skrifter, den svarer til deres bekendelse, som, én gang død for verden, gennem dåben samtidig begravet med Kristus (rom#6.4), at de med dødet kød bagefter kan leve og handle i Jesu ånd, i hvis legeme de er indpodet ved troen. Det er utvivlsom en from og antagelig opfattelse, som borttager fra os al hovmod, som overfører al ære og al tillid til Kristus, som uddriver af os al frygt for mennesker og dæmoner, og som, når vi mistvivler om vore egne muligheder, gør os tapre og hjertelige i Gud. Den opfattelse giver vi gerne vort bifald i højeste grad.

61 IV 3. Cum enim audio adeo nullum esse hominis meritum, ut omnia quamvis piorum hominum opera peccata sint, cum audio nostram voluntatem nihilo plus agere, quam agat argilla in manu figuli, cum audio cuncta, quae facimus aut volumus, ad absolutam referri necessitatem, multis scrupis offenditur animus. Primum: quomodo toties legis sanctos plenos operibus bonis fecisse iustitiam, ambulasse rectos coram deo, non declinasse ad dextram nec ad sinistram, si quicquid agunt etiam eximie pii, peccatum est et tale peccatum, ut, ni subveniret dei misericordia, demersurum esset in tartarum eum, pro quo mortuus est Christus? Quomodo toties auditur praemium, ubi prorsus nullum est meritum?

IV 3. For når jeg hører, at et menneskes fortjeneste i den grad ikke er noget, at alle gerninger af selv de mest fromme mennesker er syndige, når jeg hører, at vores vilje ikke udfører mere, end leret gør i pottemagerens hånd, når jeg hører, at alt, hvad vi gør eller vil, henføres til den absolutte nødvendighed, så gribes mit hjerte af mange tvivlstanker. For det første: Hvorfor læser man så ofte, at de hellige fulde af gode gerninger har øvet retfærdighed, har vandret ret overfor Gud, ikke er afveget til højre eller til venstre, hvis alt, hvad selv de mest fromme udfører, er synd, og det en synd af den art, at et menneske, for hvem Kristus er død, skulle sænkes i helvede, hvis ikke Guds barmhjertighed kom til hjælp? Hvorfor hører man så ofte tale om belønning, hvor der slet ikke er nogen fortjeneste?

62 Qua fronte collaudatur oboedientia eorum, qui parent iussis divinis, damnatur inoboedientia, qui non parent? Cur toties fit in sacris literis iudicii mentio, si nulla est omnino meritorum expensio? Aut cur cogimur sisti ad tribunal iudicis, si nihil ex nostro arbitrio, sed ex mera necessitate gesta sunt in nobis omnia?

Hvad er meningen med, at deres lydighed roses, som adlyder de guddommelige befalinger, og deres ulydighed fordømmes, som ikke adlyder dem? Hvorfor nævnes dommen så ofte i den hellige skrift, hvis der overhovedet ikke er nogen gengældelse af fortjeneste? Eller hvorfor tvinges vi til at træde frem for dommen, hvis intet sker ud fra vores vilje, men alting sker i os af lutter nødvendighed?

63 Obstrepit et illa cogitatio, quorsum opus tot monitis, tot praeceptis, tot minis, tot exhortationibus, tot expostulationibus, si nos nihil agimus, sed deus pro sua immutabili voluntate operatur in nobis omnia, et velle et perficere? Vult nos assidue precari, vult advigilare, certare, contendere ad bravium aeternae vitae. Cur assidue rogari vult, quod ipse iam decrevit dare aut non dare, nec mutare potest sua decreta, cum sit immutabilis ipse? Cur iubet nos tot laboribus expetere, quod ipse gratis largiri decrevit?

Også den overvejelse anfægter, hvordan der kan være brug for så mange formaninger, så mange bud, så mange trusler, så mange opfordringer, så mange bebrejdelser, hvis vi intet gør, men Gud virker alt i os med sin uforanderlige vilje, både at ville og at gennemføre? (Fil 2,13) Han vil, at vi hele tiden skal bede, at vi skal våge, kæmpe, anstrenge os for at vinde det evige livs sejrspris. Hvorfor vil han, at vi hele tiden skal bede om noget, som han selv har besluttet at give eller ikke give, og hans beslutning kan ikke ændres, eftersom han selv er uforanderlig? Hvorfor befaler han os med så megen møje at anstrenge os mod noget, som han selv har befalet skal uddeles uforskyldt?

64 Affligimur, eicimur, exsibilamur, excruciamur, occidimur: sic certat in nobis dei gratia, sic vincit, sic triumphat. Tam atrocia patitur martyr et tamen nihil illi tribuitur meriti, immo peccare dicitur exponens corpus suum tormentis spe vitae caelestis. Sed cur misericordissimus deus sic voluit in martyribus operari ? Crudelis enim videatur homo, si quod gratis largiri decrevisset amico, non daret nisi usque ad desperationem excruciato.

Vi bliver ilde tilredt, vi bliver fordrevet, vi pines, vi dræbes: således gøres Guds nåde sikker i os, således sejrer den, således triumferer den. Så mange forfærdelige ting lider martyren og dog tillægges intet ham til fortjeneste, ja, han siges at synde, når han udsætter sit legeme for pinsdler i håb om et himmelsk liv. Men hvorfor har den meget barmhjertige Gud villet handle sådan i martyrerne? Et menneske ville synes at være grusom, hvis han ikke gav det, han havde besluttet at give sin ven for intet, førend han havde pint ham indtil fortvivlelse.

65 IV 4. Verum ad hanc divini consilii caliginem ubi ventum erit, fortasse iubebimur adorare, quod assequi fas non est, ut dicat mens humana: Dominus est, potest quicquid vult et quoniam natura optimus est, non potest non esse optimum, quicquid voluerit. Iam et illud satis plausibiliter dicitur, quod deus sua dona coronat in nobis ac suum beneficium iubet nostrum esse praemium et, quod in nobis operatus est, ex sua gratuita bonitate id sibi fidentibus veluti debitum dignatur imputare ad assequendam immortalitatem.

IV 4. Men så snart man kommer til disse ubegribeligheder i den guddommelige rådslutning, så befales vi måske at tilbede det, som vi ikke får lov at forstå, så den menneskelige forstand skulle sige: Han er herren, han kan gøre, hvad han vil, og eftersom han af natur er den bedste, kan det, han vil, kun være det bedste. Så siges det også ret plausibelt, at Gud kroner sine gaver i os og befaler, at hans velgerninger skal vore vor belønnning, og at det, han virker i os, værdiges han ud af sin nådefulde godhed at tilregne sine troende, så vi kan opnå udødelighed.

66 Sed nescio, quomodo sibi constent, qui sic in piis exaggerant dei misericordiam, ut in aliis pene faciant illum crudelem. Benignitatem sua bona nobis imputantis utcumque ferunt aures piae; ceterum difficile explicatur, quomodo iustitiae sit (non enim iam dico misericordiae) alios, in quibus non dignatus est operari bona, aeternis addicere suppliciis, cum ipsi per se nihil possint efficere boni, ut quibus aut nullum est liberum arbitrium aut, si est, ad nihil aliud valet quam ad peccandum.

Men jeg véd ikke, hvordan de mennesker stemmer overens med sig selv, når de på den måde overdriver Guds barmhjertighed i de fromme, at de næsten gør ham grusom overfor andre. Godheden hos den, der tilregner os sine gode gerninger, går i hvert fald de fromme ører med til; men det kan vanskeligt forklares, hvordan det kan være retfærdighed (for jeg taler nu ikke om barmhjertighed), når andre, i hvilke han ikke værdigedes at virke gode gerninger, skal dømmes til evig straf, skønt de i sig selv ikke kunne udøvet noget godt, eftersom de enten ikke har nogen fri vilje, eller, hvis de har, den kun duer til at synde.

67 IV 5. Si rex quispiam donaret ingens praemium ei, qui nihil egisset in bello, cum ceteri, qui gnaviter se gessissent, nihil ferrent praeter solitum salarium, fortasse posset obmurmurantibus militibus respondere: Quae vobis iniuria fit, si mihi libet in hunc esse gratuito liberalem? At iustus et clemens qui posset videri, si ducem, quem machinis, copiis, pecuniis et omnibus praesidiis affatim instruxisset ad bellum, pro re bene gesta magnifice coronaret et alterum, quem nullis instructum praesidiis inermem bello obiecisset, ob rem infeliciter gestam afficeret supplicio?

IV 5. Hvis en konge ville give en uhyre belønning til én, som intet havde udført i krigen, mens andre, som virksomt har gjort sig anstrengelser, ikke fik noget udover deres sædvanlige sold, så ville han måske kunne sige til de soldater, der gjorde vrøvl: 'Hvordan kan der ske jer uret, hvis det lyster mig at være gavmild uden anledning?' (jvfr Matt 20,13). Men hvordan kunne han fremstå retfærdig og mild, hvis han kroner den anfører, som han havde udrustet tilstrækkeligt til krig med krigsmaskiner, tropper, penge og alle hjælpemidler, fordi han har ført krigen på udmærket vis, mens han dømmer en anden, som han havde sendt våbenløs i krig, uden at udruste ham med hjælpemidler, til døden på grund af det ulykkelige udfald?

68 Nonne moriens ille iure diceret regi: Cur in me punis, quod tua culpa commissum est? Si similiter instruxisses, similiter vicissem. Rursus, si herus in servum nihil commeritum manumitteret, haberet fortasse, quod aliis servis obmurmurantibus responderet: Nihil vobis decedit, si in hunc sum benignior, habetis dimensum vestrum. Atqui nemo non iudicaret crudelem et iniquum dominum, qui servum loris caederet, vel quod minus esset procero corpore vel naso porrectiore vel alioqui parum elegante forma.

Mon ikke den, der skal dø, med rette ville kunne sige til denne konge: 'Hvorfor straffer du på mig det, der er sket i kraft af din forsømmelighed? Hvis du havde udrustet mig på samme vis, ville jeg have sejret på lignende måde'. Og igen: Hvis herren løslod en slave, som på ingen måde havde gjort sig fortjent til det, ville han måske nok kunne svare de andre slaver, der gør vrøvl, således: 'Der går ikke noget fra jer, hvis jeg er mere velgørende overfor ham, I har, hvad der tilkommer jer'. Og dog vil alle bedømme herren til at være grusom og uretfærdighed, hvis han slog en slave med pisken, enten fordi han var mindre slank af krop eller fordi han havde en for lang næse eller havde nogen anden mindre elegant form.

69 Nonne is iure obmurmuraret domino caedenti: Cur do paenas ob id, quod in manu mea non est? Atque hoc iustius etiam diceret, si domino esset in manu mutare vitium corporis in servo, quemadmodum deo in manu est mutare voluntatem nostram, aut si dominus hoc ipsum, quo offenditur, vitium addidisset servo, veluti si truncasset nasum aut faciem cicatricibus foedasset, quemadmodum deus iuxta quorundam opinionem etiam mala omnia operatur in nobis.

Mon ikke han med rette ville gøre vrøvl mod den herre, der slår ham: 'Hvorfor straffer du mig for noget, som jeg ikke kan gøre for?' Og dette ville han kunne sige med større ret, hvis herren havde magt til at forandre slavens kropsfejl, ligesom Gud har det i sin magt at ændre vores vilje, eller hvis herren selv havde påført slaven den fejl, hvorved han stødte an, hvis han fx havde lemlæstet hans næse eller skæmmet hans ansigt med ar, ligesom Gud ifølge nogens mening også virker det onde i os.

70 Rursus, quod ad praecepta attinet, si dominus servo compedibus astricto in pistrino multa praescriberet: Abi illuc, fac hoc, curre, recurre, dira minitans, ni pareat, nec interim solveret illum iamque non parenti virgas expediret, nonne videatur servus iure dominum vocare vel insanum vel crudelem, si loris occideret, quod non fecisset ea, quae non erant in ipsius potestate?

Og fremdeles: hvad budene angår, hvis herren gav mange befalinger til en slave, der var lænket til trædemøllen: 'gå derhen, gør dette, løb, løb tilbage', og truede ham med strenge straffe, hvis han ikke adlød, men ikke løste ham og siden gjorde pisken klar, fordi han ikke adlød ham, mon ikke det vil synes at være med rette, hvis slaven enten kaldte sin herre vanvittig eller grusom, hvis han slog ham ihjel med pisken, fordi han ikke havde gjort det, der ikke var i hans magt?

71 IV 6. Porro, quod isti fidem et caritatem in deum in immensum exaggerant, aequis auribus ferimus arbitrantes vitam Christianorum tot undique sceleribus contaminatam non aliunde proficisci, quam ex fide nostra frigida et somniculosa, qua verbotenus credimus deo quaeque natat in summis labiis, cum iuxta Paulum 'corde credatur ad iustitiam'. Nec admodum digladiabor cum his, qui ad fidem velut ad fontem caputque referunt omnia, etiamsi mihi fides ex caritate, caritas ex fide vicissim nasci alique videtur; certe caritas alit fidem, quemadmodum in lucerna lumen alitur oleo, libentius enim illi fidimus, quem vehementer amamus. Nec desunt, qui fidem initium volunt esse salutis potius quam summam. Sed de his non contendimus.

IV 6. Fremdeles, at disse overdriver troen på og kærligheden til Gud til det umådelige, bærer vi med tålmodige ører, idet vi mener, at det, at de kristnes liv overalt er besmittet med så mange ugerninger, ikke kommer af andet, end af vores kolde og søvnige tro, hvormed vi siger, at vi tror på Gud og det, han gør, med vore læber, skønt man ifølge Paulus 'tror med hjertet til retfærdighed' (rom#10.10). Jeg vil heller ikke i særlig grad kæmpe mod dem, som henfører alt til troen som til kilden og hovedsagen, skønt det forekommer mig, at troen fødes og vokser af kærligheden, og kærligheden omvendt af troen; givetvis nærer kærligheden troen, ligesom i en lampe lyset næres af olien, for vi tror hellere på den, som vi elsker meget. Og der findes folk, som vil, at troen skal være begyndelsen på frelsen, snarere end dens hovedsag. Men det er ikke det, vi strides om.

72 IV 7. Ceterum hic cavendum erat, ne, dum toti sumus in amplificandis fidei laudibus, subvertamus libertatem arbitrii, qua sublata non video, quo pacto possit explicari quaestio de iustitia deque misericordia dei. Ex huiusmodi angustiis cum sese non explicarent veteres, quidam duos deos facere coacti sunt: alterum veteris testamenti, quem tantum volebant esse iustum, non etiam bonum, alterum novi testamenti, quem tantum volebant esse bonum, non iustum, quorum impium commentum satis explodit Tertullianus.

IV 7. Desuden skulle man her tage sig i agt, mens vi er her med liv og sjæl, at man ikke ved at overdrive troens betydning undergraver den frie vilje, for bliver den tilsidesat, kan jeg ikke se, hvordan man kan forklare spørgsmålet om Guds retfærdighed og barmhjertighed. Eftersom de gamle var sat i dette dilemma og ikke kunne forklare det, var der nogle af dem, der var tvunget til at gøre sig to guder: den ene fra det gamle testamente, som de blot ville skulle være retfærdig, ikke tillige god, den anden fra det ny testamente, som de alene ville skulle være god, ikke retfærdighed, og deres gudløse indfald har Tertullian tilstrækkeligt gendrevet.

73 Manichaeus, ut diximus, duas in homine naturas somniavit: alteram, quae non posset non peccare, alteram, quae non posset non benefacere. Pelagius, dum metuit iustitiae dei, plus satis tribuit libero arbitrio, a quo non ita multum absunt, qui tantum tribuunt voluntati hominis, ut ex naturae viribus per opera moraliter bona promereri possint gratiam illam supremam, qua iustificamur. Hi mihi videntur hominem ostensa bona spe salutis adipiscendae ad conandum invitare voluisse, quemadmodum Cornelius precibus et eleemosynis meruit doceri a Petro, eunuchus a Philippo.

Manichæus drømmer, som vi tidligere har sagt (eras1#45) om to naturer i mennesket: den ene, som ikke kan lade være med at synde, den anden, som ikke kan lade være med at øve godt. Pelagius tillagde, idet han frygtede Guds retfærdighed, den frie vilje mere, og de lærde er ikke langt fra ham, som blot tillægger den menneskelige vilje, at de ud fra deres naturlige kræfter gennem moralske handlinger kan fortjene denne højeste nåde, hvorved vi retfærdiggøres (n73). Disse forekommer mig at have villet indbyde mennesket til at stræbe ved at vise et godt håb om at opnå frelse, ligesom Kornelius med sine bønner og almisser fortjente at blive belært af Peter (Apg 10,1ff) og eunukken af Filip (Apg 8,26ff).

74 Divus Augustinus dum sedulo quaerit Christum in Paulinis epistolis, meruit invenire. Hic illos, qui non ferunt quicquam boni hominem posse, quod non debeat deo, sic placare possumus, ut dicamus, nihilo secius totum opus deberi deo, sine quo nihil efficeremus, et quod affert momenti liberum arbitrium, perpusillum esse et hoc ipsum esse divini muneris, ut possimus animum ad ea, quae sunt salutis, afflectere aut gratiae sunergein.

Derved, at den salige Augustin omhyggeligt søgte i Paulusbrevene efter Kristus, gjorde han sig fortjent til at finde ham. Her kan vi på den måde komme dem i møde, som ikke mener, at mennesket kan gøre noget godt, som ikke skyldes Gud, at vi siger, at ikke desto mindre skyldes hele værket Gud, uden hvem vi intet kan gøre, og at det, den frie vilje bidrager med, er ganske lidt og i sig selv er en guddommelig gave, så vi kan rette opmærksomheden mod det, der tjener til frelse, eller kan samvirke med nåden.

75 Augustinus ex colluctatione cum Pelagio factus est iniquior libero arbitrio, quam fuerat antea. Contra Lutherus ante nonnihil tribuens libero arbitrio huc provectus est calore defensionis, ut in totum tolleret. Atqui reprehenditur apud Graecos Lycurgus opinor, quod odio temulentiae vites incidi iusserit, cum admotis propius fontibus sic posset excludere temulentiam, ut tamen non periret usus vini.

Augustin blev på grund af sit sammenstød med Pelagius mere uretfærdig mod den frie vilje, end han før havde været. Modsat tillagde Luther tidligere den frie vilje ikke så lidt, men blev i kampens hede forledt til helt at ophæve den. (eras1#42, noten). Og jeg tror, det var Lykurg, der blandt grækerne fik bebrejdelser, fordi han af had til drukkenskab befalede at vinstokkene skulle skæres ned, skønt han ved at tilsætte mere vand kunne have udelukket drukkenskaben, og dog bibeholdt vinnydelsen. (n75)

76 IV 8. Poterat enim mea sententia sic statui liberum arbitrium, ut tamen vitaretur illa fiducia meritorum nostrorum ceteraque incommoda, quae vitat Lutherus, simulque ea incommoda, quae nos supra recensuimus, nec perirent ea commoda, quae miratur Lutherus. Hoc mihi videtur praestare illorum sententia, qui tractum, quo primum exstimulatur animus, totum attribuunt gratiae; tantum in cursu tribuunt nonnihil hominis voluntati, quae se non subduxerit gratiae dei. 

IV 8. Han kunne nemlig efter min mening have fastholdt den frie vilje, så han dog undgår den tillid til vore fortjenester og de andre ulemper, som Luther undgår, og samtidig undgår de ulemper, som vi har gennemgået ovenfor, og sådan at ejheller de fordele, som Luther beundrer, går tabt. For mig at se er det, hvad deres mening frembyder, som tilskriver den dragelse, som i første omgang opildner sjælen, nåden fuldt og helt; blot tilskriver de den menneskelige vilje en smule i forløbet, fordi den ikke trækker sig bort fra Guds nåde.

77 Cum autem rerum omnium tres sint partes: initium, progressus et summa, duas extremas tribuunt gratiae, tantum in progressu fatentur aliquid agere liberum arbitrium, sic tamen, ut ad idem opus individuum simul concurrant duae causae, gratia dei et hominis voluntas, sic tamen, ut gratia sit causa principalis, voluntas secundaria, quae sine principali nihil possit, cum principalis sibi sufficiat, quemadmodum nativa vis ignis urit et tamen principalis causa deus est, qui simul per ignem agit, quae vel sola sufficeret et sine qua nihil ageret ignis, si se subduceret illa. 

Men da der på alting er tre dele: begyndelse, fremgang og slutning, så tillægger de de to yderste nåden og indrømmer blot, at i fremgangen udvirker den frie vilje noget, dog sådan, at der ved den samme udelelige gerning samtræffer to årsager, Guds nåde og menneskets vilje, dog sådan, at nåden er den primære årsag, viljen den sekundære, som uden den primære intet kan gøre, mens den primære årsag hviler i sig selv, ligesom ildens naturlige kraft brænder, men den primære årsag dog er Gud, som på samme tid handler gennem ilden, en årsag, som i sig selv ville være tilstrækkelig og uden hvilken ilden intet kunne udrette, hvis denne årsag trak sig tilbage.

78 Hac temperatura fit, ut homo totam salutem suam divinae gratiae ferre debeat acceptam, cum perpusillum sit, quod hic agit liberum arbitrium, et hoc ipsum, quod agere potest, sit divinae gratiae, qui primum condidit liberum arbitrium, deinde liberavit etiam ac sanavit. Atque ita placantur, si modo placabiles sunt, hi, qui non ferunt homini quicquam esse boni, quod deo non debeat. Debet et hoc, sed aliter alioque titulo, quemadmodum hereditas ex aequo obveniens liberis non vocatur quidem benignitas, quia per communem legem contingit omnibus. Si quid praeter commune ius donatum est huic aut illi, liberalitas dicitur; tamen hereditatis etiam nomine liberi debeant parentibus.

I kraft af denne blanding af årsagerne opnås der det, at mennesket bør tilskrive den guddommelige nåde hele sin frelser, eftersom det er såre lidt, som den frie vilje her udvirker, og selve det, at den kan handle, sker af guddommelige nåde, som i første omgang skabte den frie vilje, dernæst befriede dem og helbredte den. Og således bliver de mennesker forsonet – hvis de i det hele taget kan forsones – som ikke lader det gælde, at mennesket har noget godt, som ikke forårsages af Gud. Ham skyldes også dette, men på anden måde og af en anden grund, ligesom en arv, der uddeles ligeligt mellem børnene heller ikke kaldes en velgerning, fordi den tilkommer alle efter den almindelige lov. Hvis noget gives til den ene eller den anden udover den almindelige ret, kaldes det en gavmildhed; og dog må børnene se forældrene som årsag, også når der er tale om arv.

79 IV 9. Conabimur et parabolis exprimere, quod dicimus: Oculus hominis quamvis sanus nihil videt in tenebris, excaecatus ne in luce quidem; ita voluntas quamvis libera nihil tamen potest, si se subducat gratia, et tamen infusu luce potest occludere, qui sanos habet oculos, ut non videat, potest et oculos avertere, ut desinat videre, quod videre poterat. Plus autem debet, qui oculos habebat excaecatos vitio quopiam. Primum debet conditori, deinde medico. 

IV 9. Lad os prøve med nogle lignelser at udtrykke, hvad vi siger: Selv om det menneskelige øje er sundt, ser det intet i mørke, og når det er blevet blind ikke engang i lys; således kan viljen, selv om den er fri, dog intet, hvis nåden trækkes tilbage, og dog kan den, der har sunde øjne, lukke dem, når lyset falder ind, så han ikke ser noget, og han kan vende øjnene bort, så han ikke mere ser det, han kunne se. Men den, som har øjne, der ved én eller anden fejl er gjort blinde, ser klarere årsagen. Først er årsagen skaberen, dernæst lægen.

80 Ante peccatum utcumque sanus erat oculus, peccato vitiatur oculus. Quid hic sibi potest arrogare, qui videt? Est tamen, quod sibi imputet, si prudens claudat aut avertat oculos. Accipe parabolam alteram: Pater infantem nondum ingredi potentem collapsum erigit utcumque adnitentem et pomum ex adverse positum ostendit; gestit puer accurrere, sed ob imbecillitatem membrorum mox denuo collapsurus esset, ni pater manu porrecta fulciret regeretque gressum illius.

Hvor sundt end øjet var før syndefaldet, blev det skadet af synden. Hvad kan nogen, der ser, her prale af? Der er dog noget, som han kan tilskrive sig selv, hvis han bevidst lukker eller åbner øjene. (eras1#97) Hør en anden lignelse: En far hjælper sit barn op; det kan endnu ikke gå og er faldet ned; det anstrenger sig på enhver måde, og faderen viser det et æble, der ligger foran det; drengen prøver at løbe hen til det, men på grund af lemmernes svaghed ville det snart igen være faldet, hvis ikke faderen havde rakt hånden ud, støttet ham og ledet hans skridt.

81 Itaque patre duce pervenit ad pomum, quod pater volens dat illi in manum veluti cursu praemium. Erigere se non poterat infans, nisi pater sustulisset, non vidisset pomum, nisi pater ostendisset, non poterat progredi, nisi pater invalidos gradus perpetuo adiuvisset, non poterat attingere pomum, nisi pater dedisset in manum. Quid hic sibi vindicabit infans? Et tamen egit nonnihil, nec habet tamen, quod de suis viribus glorietur, cum se totum debeat patri.

Derfor kommer drengen hen til æblet med faderen som fører, og faderen giver ham det glad i hånden som en slags belønning for hans anstrengelser. Barnet kunne ikke rejse sig op, hvis ikke faderen havde understøttet det, det ville ikke have set æblet, hvis ikke faderen havde vist ham det, det ville ikke have kunnet gå hen imod det, hvis ikke faderen hele tiden havde bistået de vaklende skridt, det havde ikke kunnet fatte om æblet, hvis ikke faderen havde givet ham det i hånden. Hvad har barnet her at prale af? Og dog er det ikke ingenting, det udfører, selv om det dog ikke har noget, det kan rose sig af, eftersom det i alt er afhængigt af faderen.

82 IV 10. Ponamus enim hoc interim esse, quod est in deo. Quid igitur hic agit infans? Erigenti utcumque annititur et ad illius moderationem gressus infirmos, ut potest, accommodat. Poterat pater trahere nolentem et poterat reluctari puerilis animus spreto pomo, poterat pater dare pomum absque cursu, sed sic dare maluit, quia sic magis expedit puero. Facile patiar, ut aliquanto minus debeatur industriae nostrae ad consequendum vitam aeternam quam pueri ad patris manum currentis.

IV 10. Lad os imidlertid antage, at det forholder sig sådan med Gud. Hvad gør barnet da her? Det støtter sig på enhver måde til den, der rejser det op, og tilpasser sine svage skridt, så godt det kan, til hans ledelse. Faderen kunne drage ham afsted uden at han ville, og det barnlige sind kunne have afvist og foragtet æblet, fadern kunne give ham æblet uden at han havde gået derhen, men han ville hellere givet det på den måde, fordi det så var bedre for drengen. Jeg indrømmer gerne, at der bør tillægges vores iver en del mindre i retning af at nå det evige liv, end der bør tillægges drengen, der går ved faderens hånd.

83 IV 11. Hic cum videamus minimum esse tributum libero arbitrio, tamen quibusdam hoc ipsum videtur esse plus satis, solam enim gratiam volunt in nobis agere, nostram mentem in omnibus nihil aliud quam pati, velut organum divini spiritus, ut nullo pacto bonum possit dici nostrum, nisi quatenus divina benignitas gratis hoc nobis imputat, gratiam enim non tam operari in nobis per liberum arbitrium quam in libero arbitrio, quemadmodum figulus operatur in argilla, non per argillam. Unde igitur coronae praemiique mentio?

IV 11. Skønt vi her ser, at det er meget lidt, der tillægges den frie vilje, så er der dog nogle, der synes, at det er mere end rigeligt, for de vil, at alene nåden virker i os, vort sind gør i alle ting kun det, at det finder sig i det, som et redskab for den guddommelige ånd, så at det gode kun i den grad kan siges at være vort, som den guddommelige velvilje tilregnes os det af nåde, for nåden virker i os ikke så meget gennem den frie vilje som i den frie vilje, ligesom en pottemager arbejder i leret, ikke gennem leret. Hvorfor nævnes da kronen og belønningen?

84 Deus, inquiunt, sua dona coronat in nobis ac suum beneficium iubet esse nostrum praemium et, quod in nobis operatus est, imputare dignatur ad consortium regni caelestis. Hic non video, quomodo statuant voluntatem liberam, quae nihil agat. Nam si dicerent sic agi a gratia, ut acta simul ageret, facilior esset explicatio, quemadmodum iuxta physicos corpus nostrum principium motus habet ab anima nec omnino moveri posset absquc anima et tamen non solum movetur ipsum, verum etiam movet alia et tamquam socius operis vocatur ad societatem gloriae.

Gud, siger de, kroner sine gavar i os og befaler, at hans velgerning skal være vor belønning og hvad der virkes i os, værdiges han at tilregne til delagtighed i det himmelske rige. Her kan jeg ikke indse, hvordan det kan fastholde en fri vilje, som intet udfører. For hvis de havde sagt, at den handles med af nåden på den måde, at den handles med samtidig med at den handler, så ville det lettere kunne forklares, hvordan ifølge lægerne vort legeme har sin første bevægelse fra sjælen og overhovedet ikke kan bevæges uden sjælen og dog ikke kun bevæger sig selv, men også bevæger andre ting og kan betegnes som medarbejder på gerningen til fællesskabets ros.

85 Quod si deus sic operatur in nobis, quemadmodum figulus in argilla, quid potest nobis imputari vel in bonum vel in malum? Non enim libet in hanc vocare quaestionem animam Iesu Christi, quae nimirum et ipsa fuit organum divini spiritus. Et si carnis infirmitas obstat, quo minus mereatur homo, exhorruit et ille mortem et non vult fieri voluntatem suam, sed patris. Et tamen hanc fatentur esse fontem meritorum, qui ceteris sanctis omnibus detrahunt omne meritum boni operis.

For hvis Gud virker således i os, som pottemageren i leret, hvad kan da tilregnes os hen mod det gode eller hen mod det onde? Det er nemlig ikke rigtigt, i dette spørgsmål at inddrage Jesu Kristi sjæl, som utvivlsomt også selv var et værktøj for Helligånden. Og hvis kødets svaghed er en hindring for, at mennesket kan gøre sig fortjent til noget, så blev også han forfærdet over døden og ville, at ikke hans, men faderens vilje skulle ske (Matt 26,39). Og dog indrømmer de, som tager al fortjeneste ved gode gerninger bort fra alle andre helgener, at dette er kilden til fortjenester.

86 IV12. Ceterum, qui negant ullum omnino liberum arbitrium esse, sed absoluta necessitate fieri omnia, fatentur deum in omnibus operari non solum opera bona, verum etiam mala, unde consequi videtur, ut quemadmodum homo nulla ratione dici potest auctor bonorum operum, in nullo modo dici potest auctor malorum.

IV 12. De andre, som nægter, at der overhovedet findes en fri vilje, men hævder, at alt sker med absolut nødvendighed, indrømmer, at Gud i alle virker ikke blot gode gerninger, men også onde gerninger, hvoraf synes at følge, at ligesom mennesket ikke med nogen begrundelse kan siges at være ophavsmand til de gode gerninger, således kan det heller ikke på nogen måde siges at være det til de onde gerninger.

87 Haec sententia cum palam videatur deo tribuere crudelitatem et iniustitiam, a quo sermone vehementer abhorrent aures religiosae (deus enim non esset, si quicquam in illum competeret vel vitii vel imperfecti), tamen habent hi quoque, quod in causa tam non plausibili respondeant: Deus est, non potest non optimum et pulcherrimum esse, quod facit; si spectes decorum universi, etiam illa, quae per se mala sunt, hic bona sunt et illustrant gloriam dei nec est ullius creaturae iudicare consilium creatoris, sed sese totam illi per omnia subicere adeo, ut si videatur deo hunc aut illum damnare, non debeat obmurmurare, sed amplecti, quicquid illi placuerit, illud semel persuasum habens omnia per illum optime geri nec posse aliter geri quam optime. 

Selv om denne sætning ganske åbenbart synes at tilskrive Gud brutalitet og uretfærdighed – og fromme ører afskrækkes stærkt fra den slags ord, Gud ville jo ikke være Gud, hvis der indtraf nogen fejl eller noget ufuldkomment i ham – så har disse dog også noget, som de kan svare i denne ikke særlig antagelige sag: 'Gud er til, hvad han gør, kan ikke andet end være det bedste og det mest udmærkede; hvis man betragter universets skøndhed, så er her også det, som i sig selv er ondt, godt og oplyser Guds herlighed, og det tilkommer ikke nogen skabning at bedømme skaberens råd, men i alt helt at underkaste sig ham og det i den grad, at de, hvis Gud beslutter at fordømme denne eller hin, ikke bør gøre vrøvl, men acceptere det, som det behager ham at gøre, idet man én gang for alle holder sig overbevist om, at alt styres bedst muligt af ham og at det ikke kan andet end styres bedst muligt'.

88 Alioqui quis ferat hominem si dicat deo: Cur me non fecisti angelum? Nonne deus huic merito respondeat: Impudens, si te fecissem ranam, quid habebas, quod querereris? Item si rana expostularet cum deo: Cur me non fecisti pavonem versicoloribus pennis conspicuum? Nonne huic iure diceret: Ingrata, poteram te fungum aut bulbum facere; nunc salis, bibis et cantas. Rursus, si dicat basiliscus aut vipera: Cur me condidisti animal omnibus invisum, omnibus letiferum potius quam ovem? Quid responderet deus? Fortasse diceret: Mihi sic visum est et sic congruebat decoro et ordini universitatis.

Hvem kunne ellers tåle et menneske, hvis det sagde til Gud: 'Hvorfor har du ikke skabt mig som engel?' Mon ikke Gud med rette kunne svare en sådan: 'Du uforskammede, hvis jeg ville have skabt dig som en frø, hvad havde du så at klage over?' Ligeledes, hvis frøen bebrejdede Gud: 'Hvorfor har du ikke skabt mig som en påfugl, prægtig med sine farvede fjer?' Mon ikke han med rette ville sige til den: 'Du utaknemlige, jeg kunne have skabt dig som en paddehat eller et løg; spring! Drik! kvæk!' Og igen, hvis øglen eller slangen ville sige: 'Hvorfor har du skabt mig som et dyr, der er forhadt af alle og dødbringende for alle, og ikke som et får?' Hvad skulle Gud svare? Måske han ville sige: 'Det har jeg nu besluttet, og sådan stemmer det overens med universets skønhed og orden.

89 Nec tibi tamen facta est iniuria, non magis quam muscis, culicibus reliquisque insectis, quorum unumquodque sic finxi, ut ingens etiam miraculum praebeant contemplantibus. Nec ideo non est mirandum ac pulchrum animal araneus, si dissimilis est elephanto, immo plus miraculorum est in araneo quam in elephanto. Non tibi sat est, quod in tuo genere perfectum es animal? Neque tibi datum est venenum, ut occidas, sed ut his armis te tuosque fetus tueare, quemadmodum bubus addita sunt cornua, leonibus ungues, lupo dentes, calces equis. Habet animantium unumquodque suam utilitatem. Equus baiulus est, bos arator, asinus et canis opera iuvant, ovis ad pastum ac vestitum hominis affert utilitatem, tu praestas usum ad pharmaca.

Jeg har heller ikke gjort dig uret, ikke mere end der er gjort uret mod fluerne, myggene og de andre insekter, som jeg hver for sig har bygget sådan, at de frembyder et stort mirakel for dem, der betragter dem. Derfor er også edderkoppen et underfuldt og smukt dyr, selv om det er forskelligt fra elefanten, ja, der er større undere i edderkoppen end i elefanten. Mon ikke det er dig nok, at du i din art er et fuldkomment dyr? Og jeg har heller ikke givet dig gift, for at du skal slå ihjel, men for at du med dette våben kan beskytte dig selv og dine unger, ligesom kvæget har fået horn, løven kløer, ulven tænder, hesten hove. Af dyrene har hver enkelt sin nytte. Hesten bærer byrder, oksen pløjer, æslet og hunden hjælper os i vort arbejde, fårene er menneskene til nytte til føde og klædedragt, du til tilberedning af lægemidler'.

90 IV 13. Sed desinamus ratiocinari cum his, quae ratione carent. De homine nobis est instituta disputatio, quem deus condidit ad imaginem et similitudinem suam et cuius gratia condidit omnia. Cum vero videamus quosdam nasci corporibus felicissimis, ingeniis optimis ac velut ad virtutem natis, rursus alios corporibus monstrosis, alios morbis horrendis obnoxios, alios animis tam stupidis, ut minimum absint a brutis animantibus, quosdam ipsis etiam brutis brutiores, alios ingeniis tam propensis ad flagitia, ut ad haec videantur vi fatorum rapi, quosdam plane dementes ac daemoniacos, quibus modis hic explicabimus quaestionem de iustitia ac misericordia dei ?

IV 13. Men lad os ophøre med at argumentere om dem, som mangler fornuft. Disputationen handler om mennesket, som er skabt af Gud i hans billede og lighed, han, hvis nåde har skabt alt. Men når vi ser, at nogle er født med smukke legemer, med god og til dyd skabt forstand, men andre er født med misdannede legemer, andre er skadet med forfærdelige sygdomme, andre med sjæle så stupide, at de kun adskiller sig lidt fra de stumme dyr, nogle endnu mere dyriske end dyrene selv, nogle med sind, der er så tilbøjelige til skændselsgerninger, at de synes af skæbnen at være drevet hen imod dem, nogle ligefrem åndssvage og dæmonbesatte, hvordan skal vi så forklare spørgsmålet om Guds retfærdighed og barmhjertighed?

91 An dicemus cum Paulo: ,O altitude' etc.? Sic arbitror melius, quam impia temeritate iudicare de dei consiliis, quae sunt homini impervestigabilia. Verum longe difficilius sit explicare, quare deus in aliis immortali gloria coronet sua benefacta, in aliis sua malefacta puniat aeternis suppliciis. Hoc tamen paradoxon ut tueantur, multis auxiliaribus parodoxis est opus, quo tuta sit acies adversus alteram partem. 

Mon vi skal sige med Paulus: 'O dyb af visdom osv'? (rom#11.33) Det mener jeg vil være bedre, end om vi ud fra en ugudelig anmasselse dømte om Guds råd, som er uudforskelige for mennesket. Men langt vanskeligere vil det være at forklare, hvorfor Gud i nogle kroner hans velgerninger med udødelighedens herlighed, i andre straffer sine ugerninger med evige straffe. For at opretholde dette paradoks, er der brug for mange hjælpeparadokser, hvorved slaglinien kan blive fast imod den anden part.

92 Exaggerant in immensum peccatum originale, quo sic volunt corruptas esse praestantissimas etiam humanae naturae vires, ut ex sese nihil possit nisi ignorare et odisse deum ac ne per fidei quidem gratiam iustificatus ullum opus possit efficere, quod non sit peccatum; atque illam ipsam proclivitatem ad peccandum in nobis ex peccato primorum parentum relictam volunt esse peccatum et eandem invincibilem esse adeo, ut nullum sit dei praeceptum, quod homo etiam per fidem iustificatus possit implere, sed tot dei praecepta non alio spectare, quam ut amplificetur dei gratia salutem largiens absque respectu meritorum.

De overdriver umådeligt arvesynden; gennem den mener de, at selv de mest fortræffelige af den menneskelige naturs kræfter er blevet fordærvet, så mennesket i sig selv kun kan være uvidende om Gud og hade ham, og at ikke engang den, der ved troen på nåden er retfærdiggjort, kan udøve en god gerning, som ikke er synd; og selve denne tilbøjelighed i os til at synde, som er efterladt os af vore urfædres synd, mener de er synd og er i den grad uovervindelig, at der ikke er noget Guds bud, som mennesket, også det ved troen retfærdiggjorte menneske, kan opfylde, men de lader alle disse bud fra Gud kun have til hensigt at forstærke Guds nåde, der tilbyder frelse uden hensyn til fortjenester.

93 IV 14. Verum interim isti mihi videntur alibi contrahere dei misericordiam, ut alibi dilatent, perinde ac si quis apponat convivis perparcum prandium, quo splendidior videatur in cena et quodammodo pictores imitetur, qui cum lucem mentiri volunt in pictura, obscurant umbris, quae proxima sunt. Primum enim pene crudelem faciunt deum, qui ob peccatum alienum sic saeviat in universum hominum genus, praesertim cum qui cominiserant resipuerint ac tam graves dederint paenas, quamdiu vixerunt. 

IV 14. Jeg synes imidlertid, at disse mennesker på den ene side forklejner Guds barmhjertighed, på den anden side udvider de den, ganske på samme måde, som hvis én serverede en meget karrig frokost for sine gæster, for at hovedmåltidet kunne se mere prangende ud, og på en måde efterlignede de malere, som når de vil lyve med lyset i deres billeder, gør de skygger mørkere, som er i nærheden. For først gør de næsten Gud grusom, når han for en andens synds skyld raser sådan imod hele menneskeslægten, især når de, der havde syndet, har forbedret sig og endnu i deres levetid får svære straffe.

94 Deinde cum aiunt etiam illos, qui per fidem iustificati sunt, nihil aliud quam peccare adeo, ut amando deum et fidendo deo reddamur digni odio dei, nonne vehementer hic faciunt parcam dei gratiam, quae sic iustificat hominem per fidem, ut tamen adhuc nihil aliud sit quam ipsum peccatum? Praeterea dum deus tot praeceptis onerat hominem, quae ad nihil aliud valent, quam ut magis oderit deum graviusque damnetur, nonne faciunt eum ipso Dionysio Siciliae tyranno inclementiorem, qui multas leges studio prodidit, quas suspicabatur plerosque, si nullus instaret, non servaturos, ac primum connivebat, mox, ubi vidit omnes propemodum alicubi peccasse, coepit eos vocare ad paenam. Ita reddidit sibi omnes obnoxios.

Når de dernæst siger, at også de, som gennem troen er retfærdiggjort, ikke kan andet end synde og det i den grad, at vi, skønt vi elsker Gud og stoler på Gud, kun bliver regnet for værdige til Guds had, mon så ikke de her gør Guds nåde sparsom, som retfærdiggør mennesket gennem troen på den måde, at det dog stadig ikke er andet end selve synden? For øvrigt, når Gud bebyrder mennesket med så mange bud, som ikke bevirker til andet, end at han hader Gud mere og bliver stærkere fordømt, mon så ikke de gør ham mere ubarmhjertig end selv Dionysius fra Sicilien, som udstedte mange love, som han mente, de fleste ikke ville kunne overholde, hvis ingen kontrollerede, og som først så igennem fingre med dem, men derefter, da han så, at næsten alle havde forsyndet sig på én eller anden måde, begyndte at drage dem til ansvar. Således gjorde han alle lydige imod sig.

95 Et tamen huius leges erant huiusmodi, ut facile possent servari, si quis voluisset. Non nunc excutio causas, quibus docent omnia dei praecepta nobis esse impossibilia, nec enim hoc instituimus, tantum obiter ostendere volui istos nimio studio dilatandae gratiae in ratione salutis eandem in aliis obscurare; quaedam non video, quomodo consistant. Iugulato libero arbitrio docent hominem iam agi spiritu Christi, cuius natura non patitur consortium peccati. Et tamen iidem dicunt hominem etiam accepta gratia nihil aliud quam peccare.

Og dog var hans love af en art, så de let kunne have været overholdt, hvis nogen havde villet. Jeg efterprøver her ikke de begrundelser, hvormed de lærer, at alle Guds bud er umulige for os, det har vi heller ikke foresat os, blot har jeg i forbifarten villet påvise, at disse mennesker i deres store iver for at fastholde nåden i henseende til frelsen i andre henseender tilslører den; og så kan jeg ikke se, hvordan de kan være i overensstemmelse med sig selv. De afvikler den frie vilje og lærer, at mennesket nu drives af Kristi ånd, hvis natur ikke tåler fællesskab med synden. Og dog siger de samme mennesker, at mennesket også efter at have modtaget nåden ikke kan andet end synde.

96 IV 15. Id genus hyperbolis delectatus videtur Lutherus, ut aliorum hyperbolas veluti malum nodum, quod diri solet, malo cuneo propelleret. Quorundam temeritas ad hyperbolen processerat, qui vendebant merita non solum sua, verum etiam omnium sanctorum. At qualia tandem opera? Cantiones, murmura psalmorum, pisces, inedias, vestes, titulos.

IV 15. Den slags overdrivelser synes Luther at elske, så at han spalter andres overdrivelser, der er som en grov klods, med en grov kile, som man plejer at sige. Manges frækhed havde udviklet sig i stærkt overdreven retning, når de solgte ikke blot deres egne fortjenester, men også alle helgeners fortjeneste. Men hvad var det i sidste ende for gerninger? Sange, salmemumlen, fiskespisning, faste, klæder, titler.

97 Hunc clavum clavo sic pepulit Lutherus, ut diceret nulla esse omnino merita sanctorum, sed omnia quamlibet piorum hominum facta fuisse peccata damnationem aeternam allatura, ni fides et dei misericordia succurrisset. Itidem altera pars luculentum quaestum faciebat ex confessionibus et satisfactionibus, quibus mire irretiverant hominum conscientias, item ex purgatorio, de quo paradoxa quaedam tradiderant. 

Dette spiger drev Luther frem med et andet spiger således at han sagde, at der ikke overhovedet fandtes fortjenester fra helgenerne, men at alle et hvilket som helst fromt menneskes gerninger var synd, hjemfaldne til den evige fordømmelse, hvis ikke troen og Guds barmhjertighed kom til hjælp. Ligeledes gjorde det andet parti en god forretning ud af bekendelserne og fyldestgørelserne, hvorved de på mærkelig måde fangede menneskenes samvittigheder i net; det samme gjorde de af skærsilden, om hvilken de havde fået overleveret nogle mærkelige påstande.

98 Hoc vitium sic corrigit pars diversa, ut confessionem dicant commentum esse Satanae (qui modestissime, negant exigendam), pro peccatis non esse opus ulla satisfactione, cum Christus pro peccatis omnium paenas resolvent, denique nullum esse purgatorium. Item pars una dicit etiam priorculorum constitutiones obligare ad paenam gehennae nec dubitat promittere vitam aeternam, si quis oboedierit; diversa pars sic huic medetur hyperbolae, ut dicat omnes pontificum, conciliorum, episcoporum constitutiones esse haereticas et antichristianas. Sic una pars extulerat pontificis potestatem panu uperbolikwV, altera sic praedicat de pontifice, ut non ausim referre. Rursus una pars dicit monachorum et sacerdotum vota obstringere hominem ad paenam gehennae et in perpetuum, altera dicit talia vota esse prorsus impia nec esse suscipienda nec, si susceperis, servanda.

Denne fejl udbedrede det andet parti således at de sagde, at bekendelsen var Satans opfindelse (de, der udtrykte sig mådeholdent, sagde, at man ikke skulle presse på med skriftemålet), at der ikke var brug for nogen fyldestgørelse for synderne, eftersom Kristus har løst fra straffene for alle synder, og endelig, at der ikke var nogen skærsild. Fremdeles siger det første parti, at også bestemmelserne fra de underordnede priorer forpligtede under helvedesstraffe, og tøvede ikke med at forjætte evigt liv, hvis én adlød; det andet parti rådede bod på denne overdrivelse ved at sige, at alle pavernes, koncilernes og biskoppernes bestemmelser var kætterske og antikristelige. Sådan udvidede det ene parti pavens magt langt ud i det overdrevne, det andet prædikede om paven noget, jeg ikke vover at referere. Videre siger det ene parti, at munkenes og præsternes løfter binder mennesket under helvedes straffe til evig tid, det andet siger, at løfterne slet og ret er ugudelige og ikke skal aflægges eller, hvis de aflægges, overholdes.

99 IV 16. Ex talium igitur hyperbolarum collisione nascuntur haec fulmina ac tonitrua, quae nunc concutiunt orbem. Quod si pars utraque pergat mordicus tueri suas hyperbolas, video talem pugnam inter illos futuram, qualis fuit inter Achillem et Hectorem, quos, quoniam erant pariter feroces, sola mors potuit dividere. Ac vulgo quidem aiunt baculum curvum, ut rectum facias, in diversam partem inflectendum esse; id fortasse consultum fuerit in corrigendis moribus, in dogmatibus an ferendum sit nescio.

IV 16. Når altså sådanne overdrivelser støder sammen opstår der de lyn og tordenskrald, der nu gennemryster verden. Hvis derfor begge partier fortsætter med at fastholde sine bidske overdrivelser, må jeg anse en sådan fremtidig kamp mellem dem for lig med den mellem Akilleus og Hektor, de to, som, fordi de var lige vilde, alene kunne adskilles af døden. I folkemunde siger man ganske vist, at skal man gøre en krum stok lige, må man bøje den i den modsatte retning; det kan måske være tilrådeligt bære sig sådan ad på moralens område, når man vil rette op på noget, men jeg véd ikke, om det holder stik på dogmernes område.

100 In exhortando aut dehortando video nonnumquam esse locum hyperbolis, velut, ut addas homini timido fiduciam, apte dixeris: Ne metue, deus omnia loquetur et faciet in te. Et ad retundendam hominis impiam insolentiam utiliter fortasse dixeris hominem nihil aliud esse quam peccatum; et adversus eos, qui sua dogmata postulant aequari scripturis canonicis, utiliter dixeris hominem nihil aliud esse quam mendacium. Verum ubi in disquisitione veri proponuntur axiwmata, non arbitror utendum huiusmodi paradoxis, quae non multum absunt ab aenigmatibus, mihi quidem in his placet moderatio. Pelagius libero arbitrio visus est tribuere plus satis, Scotus tribuit affatim. 

Når man skal opfordre eller afskrække kan jeg godt se, at der mange gange skal være plads til overdrivelser; når man fx vil indgive et frygtsomt menneske tillid, kan det være passende at sige: 'Frygt ikke, Gud vil tale og virke alt i dig'. Og for at holde et ugudeligt menneskes overmod i tømme kan det måske være gavnligt at sige, at mennesket ikke er andet end synd; og imod dem, der påstår, at deres læresætninger står lige med de kanoniske skrifter, kan man med held sige, at mennesket ikke er andet end løgn. Men når man i sin sandhedssøgen fremsætter teser, tror jeg ikke det er godt med den slags paradokser, som ikke ligger langt fra gådeudsagn, og i hvert fald jeg synes bedre om moderation på dette område. Pelagius syntes at tillægge den frie vilje for meget, Scotus tillagde den mere end rigeligt.

101 Lutherus primum mutilabat tantum amputato dextro brachio, mox nec hoc contentus prorsus iugulavit liberum arbitrium et e medio sustulit. Mihi placet illorum sententia, qui nonnihil tribuunt libero arbitrio, sed gratiae plurimum. Nec enim sic erat vitanda Scylla arrogantiae, ut feraris in Charybdim desperationis aut socordiae, neque sic medendum membro luxato, ut in diversam partem detorqueas, sed in suum locum erat reponendum, nec sic erat a fronte pugnandum cum hoste, ut a tergo vulnus accipias incautus. 

Luther gjorde den først vanfør, idet han amputerede dens højre arm, men snart efter var han utilfreds dermed og udraderede helt den frie vilje og fjernede den (se eras1#42 og noten). Jeg synes om deres sætning, som tilskriver den frie vilje noget, men nåden det meste. For man skulle ikke undgå Scylla på med et sådant overmod, at man lader sig drive ind på fortvivlelsens eller sorgløshedens Charybdis, ejheller skulle man dreje det forvredne lem, der skulle helbredes, i den modsatte retning, men sætte det tilbage på dets plads, og ejheller skulle man kæmpe i den grad med front imod fjenden, at man uforsigtigt får et spydsår i ryggen.

102 Hac moderatione fiet, ut sit aliquod opus bonum, licet imperfectum, sed unde nihil sibi possit arrogare homo; erit aliquod meritum, sed cuius summa debeatur deo. Abunde multum est infirmitatis, vitiorum, scelerum in vita mortalium, ut si se quisque velit contemplari, facile deponat cristas, etiamsi non asseveremus hominem quamvis iustificatum nihil aliud esse quam peccatum, praesertim cum Christus appellet renascentium, Paulus novam creaturam.

Ved denne moderation sker der det, at der godt kan være en god gerninger, skønt den er ufuldkommen, blot kan mennesket ikke prale af den; der vil være nogen fortjeneste, men den største fortjeneste skyldes Gud. Der er overmåde megen svaghed, last, forbrydelse i de dødeliges liv, så hvis nogen ville se på sig selv, ville han let lægge stoltheden fra sig, skønt vi ikke bør hævde, at mennesket, når det er retfærdiggjort, ikke er andet end synd, især når Kristus kalder det genfødt (n102) (Joh 3,5), Paulus en ny skabning (2kor#5.17).

103 Cur, inquies, datur aliquid libero arbitrio? Ut sit, quod merito imputetur impiis, qui gratiae dei volentes defuerint, ut excludatur a deo crudelitatis et iniustitiae calumnia, ut excludatur a nobis desperatio, ut excludatur securitas, ut exstimulemur ad conandum. Ob has causas ab omnibus fere statuitur liberum arbitrium, sed inefficax absque perpetua dei gratia, ne quid arrogemus nobis. Dicat aliquis: Ad quid valet liberum arbitrium, si nihil efficiat? Respondeo: Ad quid valet totus homo, si sic in illo agit deus, quemadmodum figulus agit in luto et quemadmodum agere poterat in silice?

Hvorfor, vil du sige, tilskrives der da den fri vilje noget? For at der kan være noget, som med rette kan tillægges de ugudelige, som med vilje foragter Guds nåde, så bebrejdelsen mod Gud for grusomhed og uretfærdighed er udelukket, så fortvivlelse er udelukket fra os, så sikkerhed er udelukket, for at vi kan anspores til at forsøge. Af disse grunde fastholdes af næsten alle den frie vilje, men som noget, der ikke er virksomt uden Guds stadige nåde, for at vi ikke skal prale. Så vil én sige: Hvad nytte er den frie vilje til, hvis den intet udvirker? Jeg svarer: Hvad nytte er helt mennesket til, hvis Gud handler således med det, som pottemageren handler med leret og som han kunne have handlet med en sten?

104 IV 17. Proinde, si satis iam demonstratum est hanc materiam esse talem, ut non expediat ad pietatem altius eam scrutari, quam oportet, praesertim apud idiotas, si docuimus hanc opinionem pluribus et evidentioribus testimoniis scripturarum fulciri, quam alteram, si constat scripturam sacram in plerisque locis vel obscuram esse tropis vel secum etiam pugnare prima quidem specie eaque gratia velimus nolimus alicubi recedendum a verbis et literis ac interpretatione moderandam esse sententiam, denique, si declaratum est, quot incommoda, non dicam absurda consequantur, si semel funditus tollatur liberum arbitrium, si palam est factum hac, quam dixi, sententia recepta nihil perire eorum, quae Lutherus pie quidem et Christiane disseruit de summa caritate in deum, de abicienda fiducia meritorum, operum et virium nostrarum, de tota fiducia transferenda in deum et illius promissa: iam velim illud expendat lector, num aequum censeat, ut damnata sententia tot ecclesiae doctorum, quam tot iam saeculorum ac gentium consensus approbavit, recipere paradoxa quaedam, ob quae nunc tumultuatur orbis Christianus.

IV 17. Dernæst, hvis det nu er tilstrækkelig bevist, at denne sag er af en sådan art, at det ikke fremmer fromheden at undersøge den dybere, end man bør, især overfor lægfolk, hvis videre vi har lært, at denne opfattelse støttes af flere og mere indlysende skriftvidnesbyrd end den anden, hvis det står fast, at den hellige skrift på flere steder enten er dunkel i sit billedsprog eller også kæmper imod sig selv, i det mindste ifølge den første antagelse, og man derfor, hvad enten man vil eller ej, må afstå fra den ordrette betydning og tilpasse sin mening derefter, og hvis det endelig er blevet klarlagt, hvor mange ubekvemheder for ikke at sige absurditeter der følger af helt at ophæve den frie vilje, og hvis det er blevet åbenbart, hvad jeg har hævdet, at der, hvis man antager denne opfattelse, intet forsvinder af det, som Luther fromt og kristeligt har udtrykt om den største kærlighed til Gud, om at bortkaste tilliden til fortjenester, gerninger, og vore egne kræfter, om helt at overføre tilliden til Gud og hans forjættelser -- hvis alt dette står fast, så ville jeg ønske, at læseren efterprøver, om han kan anse det for rimeligt, at så mange kirkelige lærdes opfattelse bliver fordømt, en opfattelse, der i så mange århundreder og i så mange folkeslag enigt er blevet antaget, men en paradoks opfattelse bliver godkendt, en opfattelse, som nu bringer den kristne verden i oprør.

105 Ea si vera sunt, ingenue fateor ingenii mei tarditatem, qui non assequar, certe sciens non reluctor veritati et ex animo faveo libertati vere evangelicae ac detestor, quicquid adversatur evangelio. Nec hic ago personam iudicis, ut dixi, sed disputatoris et tamen vere possum illud affirmare me in disputando eam servasse religionem, quae olim in causis capitalibus a iuratis iudicibus exigebatur. Nec me licet senem vel pudebit vel pigebit a iuvene discere, si quis cum evangelica mansuetudine doceat evidentiora.

Hvis denne opfattelse er sand, så tilstår jeg gerne min langsommelighed, for jeg kan ikke tilslutte mig den, dog kæmper jeg ikke bevidst imod sandheden og står af hjertet på en sand evangelisk friheds side og foragter, hvad der er imod evangeliet. Men jeg optræder heller ikke her, som jeg har sagt (eras1#20) i rollen som dommer, men som én, der disputerer, og dog kan jeg forsikre for, at jeg ved at disputere har tjent fromheden, som i gamle dage i processer om liv og død krævedes af de edsvorne. Ejheller vil jeg, skønt jeg er en gammel mand, skamme mig eller blive ked af at lære af en yngre mand, hvis nogen kan lære mig noget indlysende med evangelisk evidens.

106 Hic audiam, sat scio: Discat Erasmus Christum et valere iubeat humanam prudentiam; haec nullus intelligit, nisi qui spiritum habet dei. Si nondum intelligo, quid sit Christus, nimirum hactenus procul aberratum est a scopo, quamquam illud lubens didicero, quem spiritum habuerint tot doctores ac populi Christiani, — nam probabile est populum idem sensisse, quod docebant episcopi, — annis iam mille trecentis, qui hoc non intellexerunt. CONTULI, penes alios esto iudicium.
De libero arbitrio diatribhV sive collationis per Des. Erasmum Roterodamum finis.

Her får jeg at høre, det véd jeg godt: 'Erasmus skulle lære Kristus og lade den menneskelige visdom ligge; de ting forstår ingen, hvis han ikke har Guds ånd'. (n106) Hvis jeg endnu ikke forstår, hvad Kristus er, så har jeg uden tvivl hidtil ramt langt forbi målet, skønt jeg i så fald gerne vil belæres om, hvilken ånd så mange lærde og kristne mennesker har haft, som igennem nu 1300 år ikke har erkendt det – for det er formodentlig sådan, at folket har ment det, som biskopperne lærte. Jeg har rejst spørgsmålet, andre må dømme om det.

Diatribe eller samtale om den frie vilje af Desiderius Erasmus Roterodamus.

Slut.

107

108

109

110

111

112c

c

113c

c

114 c

c

115 c

c

116 c

c

117 c

c

118 c

c

119 c

c

120c

c

Noter:
 
  n36: F. eks. Bernhard af Clairveaux: Tractatus de gratia et libero arbitrio, 14,46.

n47: En Darmstadt-note kalder det latinske udtryk et ordsprogsagtigt udtryk for den uafvendelige nødvendighed.

N53: Dette 'Nam' skyldes, at Erasmus her afviger fra Vulgata, der har 'sed gratia dei mecum'. Med sit 'nam' vil han begrunde denne afgivelse og henviser til den græske tekst.

N73: Darmstadt-note: Scotus og hans retning.

N75: Darmstadt-note: Det var nu Domitian, sml Sueton, Domit. 7,2.

n102: Darmstadt-note: ”renascentium” giver ingen mening. Walter holder i overensstemmelse med Leiden-udgaven på ”renascentiam” som den muligvis korrekte skrivemåde.

N106: Darmstadt-note: Ligesom Luther i et brev til Pellikan, 1.10. 1523 WABriefe III, 160f.