Sylvester Prierias'Epitoma

¹       CAP xiii.: Quod adversarius male sentiat de potestate Pontificis: (n1a) et ibi multi errores recitantur, reprobantur et eorum fundamenta ostenduntur esse nulla. Primus error: Papa non potest remittere ullam culpam nisi declarando et approbando remissam a Deo aut certe remittendo casus sibi reservatos. Haec ille (These 6 = 95tes#6), qui istum errorem fundat in alio, quod per sacramenta novae legis gratia non conferatur, (n1s) contra doctrinam communem doctorum celebrium Augustini, Hieronymi, Hugonis, Magistri sententiarum, Bedae, Rabani, Pe[tri] de Palude et concilii Florentini. (n1b) 

        Kapitel 13 [skal omhandle]: at modstanderen har en forkert opfattelse af pavens magt. Og her vil mange vildfarelser blive fremholdt, tilbagevist og deres fundamenter vil blive påvist intet at være. Den første vildfarelse: Paven kan ikke tilgive nogen skyld, han kan kun erklære og stadfæste, at den er tilgivet af Gud. Men han kan naturligvis tilgive i de sager, der er forbeholdt ham. Såvidt Luther, som grunder denne vildfarelse på en anden, nemlig at nåden ikke overføres ved den nye lovs sakramenter, men det er imod den almindelige lære hos de berømte lærde, Augustin, Hieronymus, Hugo

² Secundus error: In sacramento, inquit, poenitentiae contritio non est adeo necessaria ut fides, qua quis credit se absolutum, et incomparabiliter plus consequitur fides absolutionis quam fervor contritionis: (res08#14) et in his, inquit, qui credunt in verbum Christi: 'Quodcunque solveris', non potest claves errare. Haec ille. (Res zu 38 = res08#9) qui et rursus: Erret, inquit, vel non erret sacerdos, tu non erras, si credideris, scilicet te absolutum. Haec iste (Res zu 38 = res08#18) Et hic etiam tractatur de evacuatione purgatorii per Papam in Responsione ad primum eius articulum et probatur, quod, sicut Papa per venias (n2u) potest unam animam a purgatorio educere, ita et duas et tres, et sic in infinitum quandiu extaret pro singulis rationabilis causa educendi, puta si singule haberent eos, qui sibi ad plenum iuxta mandatum Papae suffragarentur. (n2a) (185) 

Den anden vildfarelse: I bodens sakramentet, siger han, er angeren ikke så nødvendig som troen, for hvis én tror på, at han er afløst, så følger troen på afløsningen usammenligneligt meget mere end angerens intensitet. Og i dem, siger han, som tror på Kristi ord: Hvadsomhelst I løser, kan nøglerne ikke tage fejl. Såvidt Luther. Han siger også igen: Lad præsten tage fejl eller ikke tage fejl, du tager ikke fejl, hvis du tror, nemlig tror, at du er afløst. Såvidt Luther. Og her behandles også den tanke, han kommer med som svar på den første af hans artikler, at paven kan tømme skærsilden, og det bevises, at, ligesom Paven gennem afladen kan føre én sjæl ud af skærsilden, således kan han også føre to eller tre ud af den, og således i det uendelige, sålænge som der for alle de enkelte eksisterer en begrundelse for at føre dem ud, nemlig hvis hver enkelt har nogle, som helt og fuldt ifølge pavens mandat kan gå i forbøn for dem. 

³ Tertius error: Laboriosa, inquit, et inutilis est ars confitendi, immo desperandi et perdendi animas, qua hucusque docti sumus arenam numerare, id est singula peccata discutere, colligere atque ponderara ad faciendam contritionem. Haec ille. (res. zu 26 = res06#16) Quartus error: Indulgentia data per modum suffragii non plus valet quam suffragium solum. (res06#83). Quintus error: Me, inquit, nihil movet, quid placeat vel displiceat summo Pontifici. Homo est sicut et ceteri, Multi fuerunt summi Ponfitices, quibus non solum errores et vicia, verumetiam portenta placuerunt. Ergo audio Papam ut papam, id est, ut in canonibus loquitur aut cum Concilio determinat, non autem quando secundum suum caput loquitur. (res06#73) Haec ille, qui et ponit exemplum de cedibus Iulianis.

Den tredie vildfarelse: "[For det andet fremgår disse drømmerier af] den besværlige og unyttige kunst at bekende, ja at fortvivle og miste sjæle, hvormed vi hidtil er blevet belært om at tælle sand, det vil sige, at undersøge, samle og vægte hver enkelt synd, for at fremme angeren". Såvidt Luther. Den fjerde vildfarelse: En aflad givet efter forbønnens måde er ikke mere værd end forbønnen i sig selv. Den femte vildfarelse. "Det rører mig ikke, hvad der behager eller ikke behager paven. Han er et menneske, ligesom vi andre; der har været mange paver, som har fundet behag ikke blot i vildfarelser og laster, men også i forfærdelige ting. Jeg hører på paven som pave, det vil sige, som den, der taler i kanonnerne, eller bestemmer sammen med koncilerne, men jeg hører ham ikke som én, der taler efter sit eget hoved". Såvidt Luther, som også fremsætter et eksempel ud fra den afdøde pave Julius [den Anden]. 

⁴ Sextus: Solius Papae, inquit, non est novos articulos fidei statuere, sed secundum statutos iudicare et descindere fidei quaestiones: hic autem erit articulus novus, scilicet de veniis, ideo ad universale concilium pertinebit eius determinatio, multo magis quam Conceptio beatae virginis, presertim cum hic nullum, illic multur et magnum sit periculum animarum: alioquin, cum Papa sit unus, qui errare potest in fide et moribus, periculo assiduo laboraret totius Ecclesiae fides, si quicquid sibi visum fueris necesse sit verum credi. Haec ille. (res06#76) 

Den sjette vildfarelse: "Det står ikke hen til paven alene at fastsætte trosartikler, men bedømme og afgøre trosspørgsmål efter statutterne.Men dette ville være en ny artikel; derfor henhører dens fastsættelse til et generelt koncil, meget mere end den salige jomfrus undfangelse, især eftersom der her ikke er nogen fare, men dèr megen og stor fare for sjælene. Ellers ville hele kirkens tro konstant være i fare, eftersom paven kun er et menneske, som kan fejle i troen og sæderne, hvis det var nødvendigt at tro som sandt, alt hvad han besluttede". Såvidt Luther. 

⁵ Septimus: Si papa, inquit, cum magna parte Ecclesiae sic vel sic sentiret nec etiam erraret, adhuc non est peccatum aut haeresis, presertim in re non necessaria ad salutem, donec fuerit per concilium universale alterum approbatum, alterum reprobatum, quod, ne multis agam, illo uno probatur, quod Ecclesia Romana etiam cum universali concilio Basiliensi ac tota ferme Ecclesia sentit, beatam virginem sine peccato originali conceptam, et tamen, quia altera pars non est reprobata, non sunt haeretici qui contrarium sapiunt. Haec ille. (res06#78) 

Den syvende vildfarelse: "Også selv om paven sammen med en stor del af kirken mente dette eller hint, og selv om han ikke tog fejl, så ville det stadig ikke være synd eller kætteri at mene det modsatte, især i en sag, der ikke er nødvendig til frelse, førend det blev godkendt af et almindeligt koncil, og det modsatte fordømt. Dette bevises, for at lade mange ting ligge, ud fra det forhold, at den romerske kirke også på det almindelige koncil i Basel sammen med næsten hele kirken havde den opfattelse, at den salige jomfru var undfanget uden synd, og dog er de, der mener det modsatte, ikke kættere, eftersom det modsatte ikke blev fordømt". Såvidt Luther. 

⁶ Octavus: Nam sentit, quod Episcopus in sua diocesi et curatus in sua parrochia equalem cum Pontifice in purgatorium habeant potestatem, quod hic aliqualiter tangitur et declaratur. (res05#66) Nonus: Nam poenae, inquit, purgatorii sine potestate clavium per solam contritionem remittuntur, quia perfecte contritus quo ad Deum ad purgatorio absolutus est. (res05#41) 

Den ottende vildfarelse: er, at han mener, at biskoppen i sit stift og sognepræsten i sig sogn har den samme magt som paven i skærsilden, hvilket her på en eller anden måde berøres og forklares. Den niende: "Skærsildesstraffene eftergives uden nøglemagten, alene gennem angeren; for, hvis nogen har angret fuldstændig, så tror jeg, at det kan ske, hvad Gud angår, at han løses fra skærsilden". 

⁷ Decimus: Nam in plenaria, inquit, indulgentia, id est omnium poenarum, fallitur maior pars populi. (tese 24 res05#62) Haec ille, qui declarando habet tanquam inconveniens, quod alii dicunt, post talem indulgentiam animam decedentis nullo alio admisso peccato evolare. (res05#63) Deinde sic subiungit: Nec mirum, inquit, quando illi sic scribunt, legunt, clamant, quod, si quis venias consequutus ante recidivum moreretur, statim evolaret. Haec (186) enim, inquit, loquuntur, quasi non sint peccata nisi actualis, ac si fomes relictus nulla sit inmundicia, nullum impedimentum, nullum medium, quod moretur ingressum regni, cum, nisi ipse sanetur, impossibile sit intrare coelum, etiam si nullum adsit actuale. Haec ille. (res05#63f) 

Den tiende: "Derfor må størstedelen af folket blive narret af plenarafladen". Såvidt Luther, som når han skal forklare det, føler det som en ubehagelighed, at nogle siger, at efter en sådan aflad vil en afdøds sjæl flyve op uden andet med en tilladt synd. Derefter tilføjer han: "Og det er ikke så mærkeligt, når de skriver, læser, råber således, at hvis nogen køber aflad og dør, før han falder tilbage i synd, flyver han straks op. Alt dette omtaler de, som om der kun var tilgivelige synder, og som om det tønder, der er tilbage, ikke var en urenhed, en hindring, ikke noget, der ville forsinke indgangen i himmeriges rige. Skønt det dog forholder sig sådan, at hvis man ikke selv bliver helbredt, er det umuligt at indgå i himlen, også selv om der ikke er nogen tilgivelig synd til stede". Såvidt Luther. 

⁸       CAP. xiiii.: Quod adversarius male sentiat de spirituali Ecclesiae thesauro, (Imod tes 58, 95tes58) unde venias elargitur. Et ibi primo datur intellectus talis thesauri. Et secundo ostenditur, quod possibile sit esse talem in Ecclesia. Et iii. ostenditur probabiliter ita esse de facto. Et iiii. ostenditur idem demonstrative. Et v. ostenditur, quod quaecunque iste in contrarium adducit nihil concludunt, et nihil pene ad propositum citatur, et quod omnia eius fundamenta nihil sunt nisi mordacitates et detractiones. Et in hoc capitolo respondendo adversario infinita (n8g) pulcherrima tractantur. (sml. res09#17ff) 

       Kapitel 14 [skal omhandle]: At modstanderen har en forkert opfattelse af kirkens skat, hvorfra aflad uddeles. Og her skal der først gives en forståelse af denne skat. Og for det andet skal det påvises, at det er muligt, at der er en sådan skat i kirken. Og 3) skal det påvises, at det er sandsynligt, at det også rent faktisk forholder sig sådan. Og 4) skal det samme påvises demonstrativt. Og 5) skal det påvises, hvordan alt det, han fremfører som modargument, ikke fører til noget, og næsten ikke har med det afhandlede at gøre, og at alle hans fundamenter ikke er andet end bidskhed og foragt. 

⁹        CAP. xv.: Completo secundo volumine adiectum, visa disputatione cum Eckio et resolutione Lutherana de potestate Papae, quod ex dictis sparsim supra improbentur novi errores istius. Et ibi primo, quod Romanus Antistes divino iure sit primus et dignitate et iurisdictione, auctoritate doctorum latinorum. Et secundo, auctoritate graecorum.   Et tertio, auctoritate conciliorum.  Et quarto, auctoritate scripturarum, quibus per istum insufficienter respondetur. Et ultimo, idem astruitur theologicis rationibus irrefragabiliter. (n9j) 

        Kapitel 15.: Som afslutning på det andet bind tilføjes, efter at have fremvist disputationen med Eck og Luthers resolution om pavemagten, hvad jeg ud fra det ovenfor sagte har udstrøet, og hans nye vildfarelser modbevises. Og her vises for det første, at den romerske forstander efter guddommelig ret er den første i værdighed og jurisdiktion, efter de latinske lærdes autoritet. Og for det andet, efter de græskes autoritet. Og for det tredie, efter koncilernes autoritet. Og for det fjerde, efter skriftens autoritet, hvilket han har svaret utilstrækkeligt på. Og til sidst tilintetgøres det ubetvivleligt med teologiske overvejelser. 

¹⁰      CAP. xvi.: Quod ex dictis solvantur omnia adversarii maledicta. Et ibi primo, quod suae rationes, quibus sine divino iure probare nititur Romani presulis primatum, sunt ei etsi non aliquae in se vanae, sunt quoque omnes insidiose. (WA 2,185ff) Et ii. quod solutio eius ad illam scripturam: Tibi dabo claves nihil sit, et vii eius argumenta solvuntur. (WA 2, 187-194) Et  (187) idem iii. probatur de solutione ad illam: Pasce oves meas, et quatuor eius argumenta solvuntur. (r13-01#49; r13-02#15) Et iiii. quod iniuste et ignoranter rideat decretum Leonis di. xix. Ita dominus, et dissolvuntur quatuor eius argumenta. (r13-02#44) Et v. quod ignoranter rideat decretum Leonis iiii. di. ii. de libellis. (r13-02#60). 

        Kapitel 16 [skal omhandle] at af de sagte vil alle modstanderens forbandelser (dårlige udsagn) løses. Og her vises for det første, at hans begrundelse, med hvilke han bestræber sig for at bevise, at den romerske foresattes primat er uden guddommelig ret, skønt enkelte af dem ikke er helt tomme, så er det dog alle lumske. Og 2) at hans forklaring til det skriftord "Jeg giver dig himmerigets nøgler" ikke er noget værd, og her opløses 7 af hans argumenter. Og 3) det samme bevises om hans forklaring til dette "vogt mine får", og fire af hans argumenter opløses. Og 4) vises det, hvor uretfærdigt og uvidende han gør nar af Leos dekret i distinktion 19 Ita dominus, og fire af hans argumenter opløses. Og 5) at han af uvidenhed gør nar af Leo den Fjerdes dekret, distinktion 2, de libellis. 

¹¹ Et vi. idem probatur de ca. cleros di . xxi. et solvuntur tria eius argumenta, maxime illud, quod ex Concilio Aphricano di. xcix. in ca. primae sedis, ubi iste deceptus equivocacione (n11n) primitatis sedis illud ca. tam patens, quod glosam non meruit, minime intellexit: (r13-02#65) 

Og 6) bevises det samme om kapitlet cleros, distinktion 21 og tre af hans argumenter opløses, især det, som han tager ud fra det afrikanske koncil distinktion 99 i kapitlet primae sedis, hvor denne bedrager ved at betragte sædets primat som tvetydig [udlægger] dette kapitel så frit, så det ikke fortjener [at kaldes] udlægning, endsige da at hævde, at han har forstået bare det mindste. 

¹² Et vii. quod iuiuste impugnat decretum Anacleti di. xxi. in novo, et ostenditur testimonio etiam graeci imperatoris, (n12p) sacerdotium novae legis ab antiqua Roma in omnes effluere. (r13-02#79) Et viii. idem de Pelagii decreto di. xxi. sancta, et quatuor eius argumenta solvuntur. (r13-02#82) Et ix. quod ignorantissime impetat decretum Nicolai di. xxi. inferior, et ostenditur, quod nihil sint quae in contrarium adigit tela. (r13-03#1) 

Og 7) at han uretfærdigt bekæmper Anacletus' dekret distinktion 21 in novo, og det påvises ved vidnesbyrd også fra den græske kejser, at den nye lovs præstedømme udflød fra det gamle Rom til alle. Og 8) påvises det samme om Pelagius' dekret distinktion 21 sancta, og fire af hans argumenter opløses. Og 9) vises det, at han fuldkommen uvidende angriber Nikolais dekret, distinktion 21 inferior, og det påvises, at der intet er i de modarguments-spyd, han sender af sted. 

¹³ Et x. idem de cap. omnes, di. xxii. et septem eius calumniae repelluntur. (r13-03#7) Et xi. idem de Anacleti decreto, di. xxii. sacrosancta, et vi eius calumniae repelluntur. (r13-03#38) Et xii. quod iniuste et maligne impetat Pascalem in decretali Significasti de electione. (r13-03#73) Et ultimo, quod suam conclusionem xiii. male probet: (n13t) sed omnes eius probationes aut ex malitia aut inscitia magna procedunt. Caveat autem iste, quia, quantum ego capio, cervice sua Dei iudicium baiulat. 

Og 10) påvises det samme om kapitlet omnes, distinktion 21 og syv af hans giftigheder tilbagevises. Og 11) påvises det samme om Anaklets dekret, distinktion 22 sacrosancta, og hans giftigheder tilbagevises med kraft. Og 12) vises det, at han angriber Pascalus på uretfærdig og ond måde i dekretet Significasti de electione. Og til sidst, at hans konklusioner beviser 13 forkerte ting. Men alle hans beviser udspringer enten af ondskab eller stor uvidenhed. Han skal tage sig i vare, for så vidt det står til mig, skal hans nakke komme til at bære tunge byrder. 

¹⁴ De iuridica et irrefragabili veritate Romanae Ecclesiae Romanique Pontificis Liber Tertius finit. (188) 

Den tredie bog om den juridiske og ubetvivlelige sandhed om den romerske kirke og dem romerske pave er slut. 

¹⁵     Ad Lectorem (Schlusswort Luthers (s) an den Leser) (n15) 

Til læseren. (Luthers slutningsord til læseren) 

¹⁶        Haec, quisquis legis, Christiane frater, a Sylvestro, Satanae organo, prolata intelligere debes non nisi summo odio et incredibili metu generalis Concilii esse conficta: agunt enim Romanistae iam dudum furore impietatis suae insanientes, quo impunitam licentiam quidvis audendi habeant, ne aliquando concilii remedio afflictae et vasatatae ecclesiae succuratur et Romanensibus Nimbrottis, Ismaelitis, sanguissugis, Sybaritis, Zodomitis, Antichristis, orbem totum fictis (ut Petrus prophetavit (n16) verbis seducentibus (?), modus aliquis ponatur. 

        Du bør forstå, hvem du end er, kristne broder, der læser dette, som er fremlagt af Sylvester, Satans redskab, at det er sammenflikket ud af et enormt had til og en utrolig uvilje mod et almindeligt koncil. Romanisterne har nemlig allerede længe raset med et ugudeligt raseri, hvorigennem de regner med, at de ustraffet kan få lov til at vove sig ud på hvadsomhelst, uden at den anfægtede og ødelagte kirke kan få hjælp af noget koncils redskab og disse romerske nimrod'er, ismaelitter, blodsugende sybaritter, sodomitter og antikrister forfører hele verden med opdigtede ord, ??

¹⁷          Cum itaque futurum videant, ut Concilium prohibere nequeant, fingunt, Papam esse supra Concilium,(?) sine eius autoritate nullum cogi, nullum durare nullum obligare, et prorsus nihil facere ullum concilium, ipsum vero Papam esse regulam infallibilem veritatis, autorem intelligendas scripturae. 

         Når de derfor ser, at de i fremtiden ikke vil kunne forhindre et koncil, så foregiver de, at paven står over koncilet, at intet kan gennemtvinges uden hans autoritet, at et koncil intet kan gennemføre, intet kan påbyde, ja slet intet kan gøre, men at han, paven, er sandhedens ufejlbare regel og at skriften skal forstås ud fra hans autoritet. 

¹⁸ Quibus figmentis et mendaciis plusquam tartareis, si cogantur concilium admittere, tamen ante eluserint quam admittant, et sic undique impunitam suam Zodomam (a) et Babylonem redemerint. 

Med disse påfund, med disse djævelske løgne, hvis de tvinges til at tillade et koncil, så har de dog i forvejen bestemt, hvad de vil gå med til, og således har de overalt løskøbt deres Sodoma og deres Babylon til at være ustraffet. 

¹⁹         Mihi vero videtur, si sic pergat furor Romanistarum, nullum reliquum esse remedium quam ut Imperator, reges et principes, vi et armis accincti, aggrediantur has pestes orbis terrarum remque non iam verbis sed ferro decernant. (n19) 

        Mig forekommer det, hvis romanisternes rasen fortsætter således, at der ikke er andet middel tilbage end at kejseren, kongerne og fyrsterne, som er forsynet med magt og våben, angriber disse verdens pestbærende mennesker, og afgør sagen ikke mere med ord, men med våben. 

²⁰ Quid enim lallant perditi homines, etiam communi sensu privati, quam id quod Antichristus facturus praedicitur, ac si nos insensatiores quam trunci sunt habeant? 

For hvad vrøvler disse fortabte mennesker, som oven i købet er berøvet enhver sund sans, om, andet end hvad det er forudsagt, at antikrist skal gøre, og så regner de os for mere ufølsomme end træ? 

²¹ Si fures furca, si latrones gladio, si hereticos igne plectimus, cur non magis hos Magistros perditionis, hoc Cardinales, hos Papas et totam istam Romanae Zodomae colluviem, quae Ecclesiam Dei sine fine corrumpit, omnibus armis impetimus et manus nostrae in sanguine istorum lavamus, tanquam a communi et omnium periculosissimo incendio nos nostrosque liberaturi? O foelices, Christianis, ubi ubi fuerint, modo sub tali Romano Antichristo, sicut nos infoelicissimi, non fuerint! 

Hvis vi straffer tyve med pisk, røvere med sværd, kættere med ild, hvorfor skulle vi så ikke meget snarere med alle våben bekæmpe disse fordærvelsens lærere, disse kardinaler, disse paver og hele denne romerske hob romersk sodomi, som uden ende korrumperer Guds kirke, og vaske vore hænder i deres blod, som mennesker, der vil befri os selv og vore fra en omfattende og for alle farlig ildebrand? O I er lykkelige, I kristne, hvor I end er, blot I ikke ligesom vi ulykkelige, er under en sådan romersk antikrist! 

²²            Ego interim me expediam et testatam meam hanc tum conscientiam tum monitionem relinquam, quod Romani Pontificis autoritas, sive sit divini sive humani iuris, non altius quam quarto praecepto, id est primo secundae tabulae, praecipitur, ubi dicitur: Honora patrem tuum et matrem tuam. (2 Mos 20,12). 

          Jeg for min del skynder mig imidlertid med at bevidne, hvad min samvittighed byder mig at formane til, at den romerske paves autoritet, hvad enten den er af guddommelig eller af menneskelig ret, ikke kan påbyde noget, der går ud over det fjerde bud, det vil sige, det første bud på den anden tavle, hvor der siges: 'Ær din far og din mor'. 

²³ Hinc assero, ipsum esse omnibus nobis parem in praeceptis Dei, maxime primis tribus, ut, ubi contra horum unum aliquid foecerit, subiectus sit cuilibet fideli (n23) ad monendum et accusandum, iuxta illud (189) Matthaei XVIII.: Sie peccaverit in te frater tuus, vade et corripe eum inter te et ipsum solum. Si te non audierit, assume tecum alium aut duos. Si hos non audierit, dic Ecclesiae (id est palam coram omnibus). Si Ecclesiam non audierit, sit tibi sicut ethnicus et publicanus. (Matt 18,15ff). 

Herudfra fastslår jeg, at paven hvad angår Guds bud står lige med os alle, især hvad de tre første bud angår, så at han, hvis han handler imod noget af dem, bliver underlagt en hvilkensomhelst troende, som skal formane og anklage ham, ifølge Matt 18,15f: 'Hvis din bror synder imod dig, så gå hen og irettesæt ham under fire øjne. Hvis han ikke hører dig, så tag én eller to med dig. Hvis han ikke hører dem, så sig det til kirken (det vil sige åbent overfor alle). Hvis kirken ikke hører, så lad ham være for dig som en hedning og en tolder'. 

²⁴ Quis est qui Papam et papistas ab hac Euangelii lege excipere possit? An papa non est frater? An non omnibus suis haec Christus praecipit? Da locum scripturae qui probet, Papam non licere in hanc regulam cogi. An figmentis suis demoniacia nos territare tentant, ut huic Christi praecepto non obediamus, ob hominem in Deum peccemus et timore traditionis humanae Dei praeceptum irritum faciamus? 

Hvem er der, som kan undtage paven og papisterne fra denne evangeliets lov? Mon paven ikke er en bror? Mon ikke Kristus påbyder dette for alle? Vis et skriftsted, som beviser, at paven ikke kan tvinges ind under denne regel. Mon de vil forsøge at skræmme os med deres dæmoniske påfund, så at vi undlader at adlyde dette Kristi bud og på grund af et menneske synder imod Gud og af frygt for menneskelige traditioner rokker ved Guds bud?

²⁵           Vere nunc intelligo, de quibus locutus sit Petrus II. Pet. II: Erunt et in vobis pseudomagistri, per quos via veritatis blasphemabitur. Deum qui eos emit negantes, qui in avaritia fictis verbis de vobis negociabuntur. (2 Pet 2,1ff) An non est hoc viam veritatis blasphemare, si neges, verbum Christi in aliquam hominem peccatorem valere? 

         Nu forstår jeg sandelig, hvem der tales om i 2 Pet 2,1: 'Der skal komme til jer falske lærere, gennem hvilke sandhedens vej skal bespottes. De vil fornægte den Gud, som løskøbte dem ... de vil udnytte jer med opdigtede ord i deres begær'. Mon ikke det er at bespotte sandhedens vej, hvis du nægter, at Kristi ord har gyldighed i et menneske, selv om det er en synder? 

²⁶          Ego sum excusatus et pronuncio ex his verbis Petri et Christi: Si principes, Episcopi et quicunque fideles Papam errantem quolibet crimine non monuerint, corripuerint, accusaverint, pro ethnico habuerint, esse omnes blasphemos viae veritatis et negatores Christi, cum papa aeternaliter damnandos. Dixi. 

         Nu er jeg for min del undskyldt, og jeg erklærer ud fra disse ord af Peter og Kristus: Hvis fyrsterne, biskopperne og hvilkesomhelst af de troende ikke formaner, retleder, anklager en pave, der tager fejl, hvilken overtrædelse der end er tale om, så de regner ham for en hedning, så er de alle bespottere af sandhedens vej og de fornægter Kristus, og de skal fordømmes sammen med paven i evighed. Nu har jeg sagt det. 

²⁷ c (Wittenberg, 26. Juni 1520). 

²⁸ c

²⁹ c

³⁰ c