Sylvester Prierias'Epitoma

Indhold:
Udgivernes forord:
Sylvesters brev til Paven #1.
Luthers forord #17.
Prierias' forord #28.
Prierias' epitoma selv #31.

side 138. Til epitoma2.
Udgiverne skriver blandt andet.

Grundlage unserer Edition der Epitoma ist das Stuttgarter Exemplar der Ausgabe A (Wittenberg 1520). Der Text wurde mit dem in der römischen Ausgabe der Errata et argumenta enthaltenen Text (Rom, Bladis de Asula, 1520) und der wahrscheinlich in Basel entstandenen Fassung B kollatiogesicherter Text vorliegt. Die Marginalien Luthers in den Textfassungen A und B der Epitoma werden im Rahmen des textkritischen Apparates vorgelegt und dort auch gegebenenfalls verifiziert. Wegen des beträchtlichen Umfangs der Errata und der Tatsache, dass Luther sie nach Kenntnisnahme der Epitoma nicht näher in Augenschein nehmen wollte, werden jene nur dann berücksichtigt, wenn sie entscheidend zum Verständnis der letzteren beitragen: das betrifft besonders die Erläuterungen zu den vier Fundanemtalsätzen aus dem Dialogus in Bucn 2 Kap. 7 der Errata. Während Buch 1 der Errata weitgehend im Sachapparat der Epitoma Berücksichtigung findet, gilt das für Buch 2 fast ausschliesslich für das erwähnte Kapitel 7. Die Äusserungen des Prierias zu den Resolutiones Luthers, besonders auch zur (138) Resolutio Lutherana super propositione XIII in Eccium (1519), sowie zur Appellation Luthers an ein zukünftiges Konzil (November 1518), Schriften, die ihn erst sehr spät in Rom erreichten, finden erst im entsprechenden Kontext 2. Band s. v. Prierias. Darüber hinaus bringt unsere Edition die folgenden Texte aus den Errata: Das Widmungsschreiben des Prierias vom 10. Juni 1519 an Papst Leo X. sowie das Schlusswort. Neben den Marginalien Luthers zur Epitoma des Prierias werden auch dessen Vor- und Nachwort vorgelegt und kommentiert.
 

1  Beatissimo ac sanctissimo Domino nostro Domino Leoni X. pontifici maximo Frater Silvester Prierias, ex ordine praedicatorum ac sacri Palatii apostolici magister immeritus eternam felicitatem ac fidei sancte fervorem.
2       Finem esse nullum efficiendi libros, pater beatissime item et humanissime, rex ille divitus hoboribus, sapientia famaque notissimus Salomon olim acsi vates precinuit (n2) et vere quidem; seu in primis, quod nostris cum humanarum tum etiam divinarum rerum studiis in Deum optimum maximum tendimus: quem eo vel maxime quod veritas subsistens ac perinde infinita sit, ullo tempore cursu, ullo librorum numero, creatura ulla satis explicuisse nequeat: quo etiam actum dixerim, ut ad finitum aliquid sine fine ars omnis disciplineque universe progrediantur.
3         Seu deinde, quod iamdiu et dicta et scripta novo ordine, nova inventione, novo verborum fastu et lenocinio veluti quodam sapore condita, delitioso ingenii nostri fastidiosoque palato dulcius sapiant: quo etiam verborum strepitu ac lepore magna hebetibus dicere et resonare conseantur, qui sapientibus dicunt nihil.
4         Seu certe (quod longe deterius crediderim), quod ea sit hominum vanitas et humane glorie tanta cupido, ut quisque vel rudis conceptum sermonem, quo sibi gloriam aucupari posse crediderit, aut vix aut nullatenus intra sui cordis archana continere possit: adeo ut suffragante calchographorum ac censuum copia, passim ineptie plurime in publicum emergant, nec advertant plurimi codicum rudes authores, se honorem, sensum censumque simul proiicere, dum voluminibus editis capitis oculorumque/dispendio, loculos quoque exhauriant, ut se sapientibus ridendos merito prebeant. (n4)  (142)
5       Seu certe demum, quod ullo tempore non desint perverse mentis homines, quibus eruditi quique et boni viri probentur et clariores evadant, ac torpore depulso vigilantiores emergant.
6     Oportet enim, inquit Apostolus, hereses esse, ut qui probati sunt, manifesti fiant. (n6) Quod actum dixerim, ut pro novis et quidam dalsis explodendis necesse sit, semper excudere nova. Quod equidem tempestate nostra copiosissime per malos demones agitur, quando doctissimos quosque supra modum excitari oporteret, ad retundendas vanorum hominum vanas item et noxias vanitates: maxime vero Martini Luteris ordinis heremitarum professoris, qui errores suos passim et calidissime evomit, adeo ut sub colore disputationis innumeros rudes ac idiotas in vanas et erroneas opiniones trahere pro viribus adnitatur, (n6a), quasi aliter non sit pergrande peccatum non modo disputare, verum etiam et scribere et formare, que fidei immo, que contra fidem sunt, astantibus aut etiam legentibus nebulonibus et plebeis, qui in fide facile scandalum patiuntur: eo vel maxime quod litteras divinas copiosissime quidem citet, sed stilo declamatorio, (n6b) adeo ut concludat numquam, raro vero ad nostre disputationis institutum in eo sensu quem litteralem dicunt, divina oracula deducat, quod plebs indocta discernere haud facile norit.
7 Is cum plurimas conclusiones sustinendas extulisset, partim quidem falsas, partim scandalosas, nonnullas etiam virtute erroneas, pene autem omnes mordaces et detractorias, ut maligno et atro spiritu editas quisque bonus facile crediderit, (n7) simplicibus cavens putavi more dialogi excudi: rogans ut vel sua probaret vel improbaret nostra. (n7a) Denique pro suarum conclusionum resolutione, probatione ac defensione tot errores prioribus maledictis adiecit, ut pergrande volumen excudere oportuisset singula adamussim trutinantem. (n7b)
8 Igitur mihi quidem nulla aut senecte aut officii habita ratione ita respondit, ut vir institutus veritate necessario erubuisset, verum quia sanctitati tue in alio opusculo se omnino prostravit et christiana ac proinde humilitatis verba rescripsit (143) paratum se asserens beatitudinis tue vocem ac si vocem ipsius Christi auditurum: (n8) adeo letus ea relego (quippe qui lupis expositam ovem caulis restitutam crediderim), ut nulla eius in me maledicta, cordi meo compugnante letitia insedisse potuerint.
9 Denique tanto gaudio pulsus epistolam non dulcem modo et gaudii refertissimam, verum etiam plerumque et iocosam dedi, spondens quicquid mihi ingenii aut virium suppeteret, me in eius vota et gratiam repositurum. (n9)
10 Sed heu infortunatam ovem! In veritate ut hortabar diabolo pellente non stetit, sed qui se Christum in pontifice auditurum spondebat, scripsit denuo pontificem esse hominem et errare posse cum ceteris, nec ad eum de re fidei iudicium spectare, verum ad concilium dumtaxat nec se curare quod pontifici placeat vel quod non placeat; ac proinde, qui pastori se straverat, pastorem provocando concilium erectus ac superbus impugnat et quidem non modo non passus re ipsa novum gravamen, sed ne cogitatu quidem, quippe cum Rome (posteaquam ad pontificem melius informandum provocarat (n10) contra eum actum sit nihil; preter id quod sua dogmata mihi mandatum sit scrutari pondere sanctuarii, quod equidem e vestigio feci, sed neque in hanc horam relationem habui.
11 Quid vero in me beneficii / pro mea in eum charitate et epistola dulciore reddiderit, ex his quisque bonus exploratissimum teneat. Irrisionibus enim a tergo epistole nostre (qua opus me editurum pollicebar) inscriptis, ut scilicet orarent omnes, ne que se opus parituram minabatur, abortiret eam: denuo librariis formandam tradidit, malum utique pro bono reddere annixus. (n11) Insuper familiari epistola me hortatus est, ne decetero meis scriptis me ridendum preberem, sed cederem seculo meo, in quo alia sunt ingenia quam quando s. Thomam imbibebam; (n11a) quasi scilicet iste homo sit equivoce meum, qui preter temerariam mordacitatem pene nihil scit.
12 Qua ex re ita mente attonitus stupui, ut vix tantam in homine malivolentiam credidissem: unde vereor ne vir sit malo spiritu plenus, qui Christum Dominum parum et proximum minus diligat. Quis enim nisi spiritus nequam excogitare potuisset nephanda verba, que in celum iactat et in terram, de quibus quisque ex subiiciendis ad nauseam (n12) perdiscet.
13 Que eqidem cum legissem, tanta mestitia, tanta sum indignatione perculsus, quod videlicet tam boni fedarentur, quod ecclesia Romana quantum ad eum attinet everteretur, quod tot simplices per istum illaquearentur, et in dubium vere catholiceque doctrine adducerentur, quod laicis qui de clero maledicta hauriunt avide, tanta tamque letalis voluptas tantaque delinquendi occasio afferetur, immo verius inferretur, ut coactum me dixerim (144) arundinem celerimam corripere, et vel precipuis maledictis eius occurrere; illud haud curans verum parvipendens magis, quod cum sit iste deplorandus, veritate immo et doctrina destitutus (et si enim sacrarum litterarum memoriam tenet, sensum tamen non tenet) (n13) me sit maledictis et probris insequuturus; in qua re meo iudicio cunctis mortalibus prestat. id vero tribus parvis voluminibus effici. (n13a)
14 Qua in re, pater beatissime, iusticiam tuam imploro: eo vel maxime, quod libro primo sanctitatis tue iudicium irrefragabiliter probarim in decidendo de fide et moribus celeste oraculum esse, ac perinde irrefragabile, et quod fidelium quisque complecti ac seque sub utriusqus mortis reatu cogatur. (n14) Hanc vero iusticiam humiliter item et suppliciter expeto: ut si beatitudini tue per seipsam iudicium exervere aut non placet aut non vacat, id per alios efficiat.
15 Ego enim ut ingenue loquar, quando id tue sanctitati placuerit, non modo dominos Rote auditores (n15) aut Romanum Gymnasium (n15a): sed neque universitatem quamcumque italicam, germanicam gallicam, hispanicam iudices effugio, duobus dumtaxat exceptis: et in primis universitate Witenbergensi, in qua preter virum istum sunt alii, auribus meis insanam doctrinam tinnientes et errores novos serentes et educantes; deinde vero eo articulo, in que de superioritate agitur pontificis ad concilium, in qua re animum meum plene non reseravi (n15b20); quippe qui nec plene respondi nonnullis sua scismata adhuc redolentibus, maximeque abbati siculo en eo tractatu, qui incipit: Episcopus, (n15c21) quod tamen efficere cupio imposterum, modo vacet. (n15d22)
16 Hanc inquam iusticiam expeto; ut per sanctitatem tuam aut alios ea iubente et luterana et nostra documenta trutinentur, et qui veritatem docet codex legendus admittatur, alter flammis (145) explodatur; uter sit! Quod si aliter lubet: cum nec velle nec nolle mihi sit, quicquid iusserit tua santitas, complexabor.     Eternum vale, pater beatissime.    Rome, 1519, decima Iunii.
17 Lectori pio Mar. (tinus) L. (uther) Salutem.	Til den fromme læser sender Martin Luther hilsen.
18 Hactenus cum Sylvestro meo, charissime lector, sic me vidisti in re Pontificia agere, ut magis iocarer et luderem quam serio quicquam tentarem. Quem animum mihi praestabat, quod hominem viderem non modo rudis et barbari ingenii verumetiam tenebris Thomisticis et nugalibus Pontificum seu potius scribarum indoctissimorum decretis captivum quadam simplici stoliditate ex me quaerere triumphum.	Hidtil har du set mig behandle min Sylvester, kæreste læser, i de pavelige sager, sådan at jeg snarere har gjort grin med ham og ironiseret over ham end taget ham alvorlig. Han viste sin sjæl for mig, så jeg ikke blot så et menneske med en rå og udannet forståelse, men også et menneske indhyllet i thomistisk mørke og i pavelige narrestreger, eller snarere et menneske fanget ind i ulærde skriveres dekreter, som ud af en enfoldig tåbelighed krævede at have triumferet over mig.
19        At nunc quid monstri aluerit, in lucem prodit. Ulturus enim homo miserabilis iocos meos Epitomen seu (ut Sylvestraliter graecissem) Epitoma responsionis ad Martinum Luther edidit, tot tantisque blasphemiis a capite ad pedes usque refertum, ut in medio tartaro ab ipsomet Satana aeditum libellum existimem.	Men nu, hvilket monstrum har han fremdyrket og sat ud i lyset! For det elendige menneske har imod mine småting her fornylig udgivet en indholdsfortegnelse eller, for nu at tale sylvester-græsk, en 'epitoma over svaret til Martin Luther', fyldt fra isse til fod med så mange og så store blasfemier, at jeg kunne bedømme bogen til at være opbygget midt i helvede af Satan selv.
20 Si Romae sic sentitur et docetur scientibus Pontifice et Cardinalibus (quod non spero), libere pronuntio his scriptis, Antichristum illum verum sedere in templo Dei et regnare in Babylone illa purpurata Roma (Åb 18,6) et curiam Romanam esse synagogam Satanae. (Åb 13,6)	Hvis man i Rom mener og lærer således fra de lærde paver og kardinalers side, hvad jeg ikke håber, så udtaler jeg gerne med dette skrift, at han er den sande antikrist, der sidder i Guds tempel og hersker i dette purpurrøde Rom, og at den romerske kurie er Satans synagoge.
21         Quid dicam? Papam quemvis, etiam impium, Deum nobis facit et robur divinae scripturae, id est Verbi Dei vim quod est ipse Deus, ex illius hominis, etiam impii, autoritate pendere statuit, cum tamen omnes simul fateantur, Papae autoritatem robur habere ex illo Tu es Petrus (Matt 16,18) et Pasce oves meas (Joh 21,17) hoc est, non scripturas ex Papae autoritate, sed autoritate Papae ex scripturis pendere. Neque enim, ubi urgentur, alio confugiunt quam ad harum scripturarum ceu asylum, quo se muniant et roborent.	Hvad skal jeg sige? Sylvester gør en hvilkensomhelst pave, også en ugudelig pave, til gud for os, og styrken i de guddommelige skrifter, det vil sige, kraften i Guds ord, som er Gud selv, hævder han afhænger af dette menneskes autoritet, også selv om han er ugudelig, skønt dog alle er enige om at fastslå, at pavens autoritet har sin styrke fra dette 'Du er klippen' og 'Vogt mine får', det vil sige, enige om, at skriftens autoritet ikke afhænger af pavens autoritet, men pavens autoritet af skriftens. For det gælder ikke, hvad de hævder, at de kan flygte andetsteds hen end til disse skriftsteder som til et asyl, hvor de kan befæste og styrke sig.
22 At nunc Satan iste scripturas per hominem roborat. Quid est Antichristus, si talis Papa non est Antichristus? O Satan, Satan, quam diu abuteris patientia Creatoris tui in tuum magnum malum? Quanquam ego libens admitto Sylvestro miserabili, ut scripturae robur a Papa accipiat.	Men nu styrker denne Satan skriften gennem et menneske. Hvad er antikrist, hvis en sådan pave ikke er antikrist? O Satan, Satan, hvor længe vil du misbruge din skabers tålmodighed til dit store onde? Og dog. På den anden side indrømmer jeg gerne den elendige Sylvester, at skriften får sin styrke fra paven.
23 Haec enim erit una via negandae tyrannidis Papalis et semel evertendae. Cum enim Papatum e scriptura statuant et scripturae autoritatem per autoritatem Papae elevent, (146) iam Papa nullo testimonio nitetur nisi suiipsius, nec iure divino sed suo proprio stabit.	For dette er én måde, hvorpå man kan nægte det pavelige tyranni og samtidig vende det på hovedet. For hvis pavedømmet stadfæstes gennem skriften og skriftens autoritet løftes op gennem pavens autoritet, så har paven intet vidnesbyrd at støtte sig til undtagen sit eget, og han opretholdes ikke ved guddommelig ret, men alene ved sin egen ret.
24        Sed quid confutam rabiem blasphemi Satanae tam manifestariam? Optima erit confutatio, si libellum ipsum, ut editus est, nudum invulgavero: secum habet suam confutationem plusquam optare queam potentem. (n24) Itaque lege, lector, et geme, gloriam Romanae Ecclesiae eo cecidisse, ut haec haeretica, blasphema, diabolica, tartarea venena non modo intra se concipiat et alat, sed in orbem quoque propaget.	Men hvorfor gendriver jeg en så åbenbar blasfemisk Satans raseri? Det vil være den bedste gendrivelse, hvis jeg fremlægger bogen selv, nøgen, som den er udgivet: Den har sin egen gendrivelse med sig, og den er langt stærkere end jeg kunne ønske mig. Derfor læs, kære læser, og overvej, om ikke der er tilfaldet den romerske kirke ære af den grund, at dette kætteri, denne djævelske bespottelse, denne helvedes gift ikke blot skulle undfange og næres indenfor sine egne mure, men udbredes over hele verden.
25         Eant nunc qui gloriantur, Romanam Ecclesiam nunquam fuisse haeresi contaminatam: unus hic Sylvester Arrium, Manicheum, Pelagium et omnes alios incomparabiliter superat. Si sic Roma credit, Beata Graecia, Beata Boemia, beati omnes qui sese ab ea separaverunt et de medio istius Babylonis exierunt. Damnati vero omnes, qui ei communicaverint. Et ego quoque, si Pontifex et Cardinales hoc os Satanae non compescuerint et ad palinodiam adegerint, his testibus confiteor, me dissentire Romanae Ecclesiae et negare eam cum Papa et Cardinalibus tanquam abominationem stantem in loco sancto. (Matt 24,15)	Lad dem så komme, som praler af, at den romerske kirke aldrig nogensinde er blevet smittet med kætteri: Denne ene mand, Sylvester her, overgår uden sammenligning Arius, Manikæus, Pelagius og alle andre. Hvis Rom tror således, så til lykke Grækenland, tillykke Bøhmen, tillykke alle de, som har afsondret sig og er gået ud af dette Babylon. Men forbandet alle dem, som har samkvem med det. Og også jeg bekender herigennem, at hvis ikke paven og kardinalerne tillukker denne Satans mund og sender den til Bloksbjerg, så er jeg uenig med den romerske kirke og fornægter dem med samt paven og kardinalerne, fordi den er den 'vederstyggelighed, der står på hellig grund'.
26 Extincta est in ea iam dudum fides, proscriptum Euangelium, exul Christus, mores plusquam barbarici. Una erat reliqua spes, scripturae sanctae illibata autoritas et eiusdem recta saltem opinio, si nulla intelligentia: iam et hanc Satan occupat, arcem Zion et turrim David hactenus inexpugnabilem.	Allerede forlængst var troen udslukt, evangeliet forskrevet, Kristus drevet i eksil, skikkene mere end barbariske. Der var kun det ene håb tilbage, at den hellige skrift stod med usvækket autoritet og dens opfattelse stadig den rette, selv om ingen forstod den. Men nu har Satan også indtaget den, indtaget Sions ark og Davids tårn, der hidtil var uovervindelige.
27        Nunc vale, infoelix, perdita et blasphema Roma: pervenit ira Dei super te, sicut meruisti in finem, nec tot orationibus, quae pro te fiunt, nisi indies peior fieri voluisti. Curavimus enim Babylonem, et non est sanata; relinquamus ergo eam, ut sit habitatio draconum, lemurum, larvarum, lamiarum et (147) iuxta nomen suum confusio sempiterna, idolis avaritiae, perfidis, apostatis, cynaedis, Priapis, latronibus, Simonibus et infinitis aliis monstris ad os plena et novum quoddam pantheon impietatis. Vale, mi lector, et dolori meo ignosce et compatere.        [Wittenberg, 26. Juni 1520]	Nu farvel, du ulykkelige, fortabte og bespottelige Rom. Guds vrede vil sandelig komme over dig, sådan som du har fortjent det, til sidst, og du har kun villet blive værre dag for dag ved alle de bønner, som er opsendt for dig. For vi har plejet Babylon og det er ikke blevet helbredt; lad os derfor forlade det, eftersom det er bosted for drager, genfærd, spøgelser, vampyrer, og eftersom det ifølge sit navn er en evig forvirring, med munden fuld af gerrighedsafguder, perfidier, frafald, kyniskheder, hor, røveri, simoni og utallige andre forfærdelige ting, og er det nye panteon af ugudelighed. Lev vel, kære læser, og tilgiv min smerte og hav medlidenhed med den.  Wittenberg 26. Juni 1520.
28 Frater Silvester de Prierio pio lectori Salutem	Hilsen til den fromme læser fra broder Silvester de Prierias.
29       Suas suorumque preces (quod videlicet nostra Epistola, quae olim se parituram minabatur, non abortiret) Martinus Luther exauditas et intelligat et si lubet gratias reddat. Neque enim abortivit, sed pugilem et robustum et fortem enixa est, et adeo fatalibus armis instructum, ut toto Christiano populo spectante, ut pollicebar, victum sternat.
30 Ne vero aus insidiose aut repente se occupatum causetur, armorum suorum indicem mittit. Accingatur ergo et sit vir fortis; quippe superbissimo illi verbo, quo crebro utitur: doceat me, inquiens, qui potest, alludens pugil iste dicit: respondeat Martinus, si potest. Blacterare equidem poterit, sapienter vero respondere non poterit. Mox vero arma ipsa perspicies. Vale.

31  DE IURIDICA ET IRREFRAGIBILI VERITATE ROMANAE ECCLESIAE ROMANIQUE PONTIFICIS LIBER TERTIUS:	Den tredie bog om den romerske kirkes og den romerske paves juridiske og uomtvistelige sandhed.
32 Index quidem longissimus, sed brevissimum Epithoma.	Indekset er ganske vist alenlangt, men oversigten er ganske kort.
33      Posteaquam iuvante Deo errores adversarii deteximus item et reiectimus, nunc brevissime quae iam dicta sunt recolamus.  (148)	Efter at vi med Guds hjælp har afsløret modstanderens vildfarelser og også tilbagevist dem, vil vi nu i al korthed opsamle det, der er sagt.
34       LIBRI ERGO PRIMI CAPITULUM PRIMUM de nostra intentione erat, quae est in toto opusculo detegere primum, deinde vero etiam evertere Martini Lutheris mala dogmata, deinde vero specialius in primo libro ostendere primo: Quod Ecclesia militans sit Christi regnum monarchicum et hierarchicum, Et II.: Quod in hac hierarchia Romanus presul primus ac summus hierarcha sit authoritate divina, solus supremarum dubitationum resolutivus et solus iudex infallibilis veritatis in spectantibus ad fidem et mores.  (149)	Altså: I det første kapitel i første bog var det først vores hensigt at afdække, hvad der var i hele det lille værk, men dernæst også at undgå Martin Luthers forkerte læresætninger, og dernæst i den første bog at påvise 1) at den kæmpende kirke er Kristi monarkiske og hierarkiske kongerige, og 2) at den romerske foresatte i dette hierarki er den første og højeste hierark ved guddommelig autoritet, at han alene afgør det højeste tvivlsspørgsmål og at han alene er dommer med ufejlbarlig sandhed, når man ser hen til troen og skikkene.
35       CAP. II: Quod Ecclesia militans sit celi regnum et Christi monarchia item et hierarchia. Et ibi I.: quod Ecclesia sancta catholica sit regnum Christi. Et II.: Quod etiam ipsa imperium Christi sit. Et III.: Quod sit regnum et imperium monarchicum. Et IV.: Quod ipsa in ordine monarchiarum mundi est quinta, et ibi etiam secundum divinas literas de quatuor terrenis monarchiis, Assyriorum, Persarum Medorumque, Graecorum ac Romanorum. Et V.: Quod ipsa est omnium monarchiarum quae fuere praestantissima.	Kapitel 2 [skal omhandle]: At den kæmpende kirke er himlens herredømme og Kristi monarki og hierarki. Og her 1) at den hellige katolske kirke er Kristi herredømme. Og 2) at den også selv er Kristi rige. Og 3) at den er et monarkisk herredømme og rige. Og 4) at den i den jordiske række af monarkier er nummer fem, og at der også i den hellige skrift tales om de fire jordiske monarkier, det assyriske, det persiske og mediske, det græske og romerske. Og 5) at den af alle monarkier er det, som har været mest fuldkomment.
36       CAP. III: Quod in ecclesiastica hierarchia Romanus Presul sit hierarcha primus non dignitate modo, verumetiam et iurisdictione. Et ibi primo reiicitur error dicentium, quod beatus Petrus Romam non viderit. Et II. describitur, quis per Romanum Presulem intelligatur, quia is est qui est Christi vicarius et successor Petri, ubicunque presideat, Antiochiae, ut olim vel Romae, ut modo, vel alibi (150) Deo volente.	Kapitel 3 [skal omhandle]: At den romerske foresatte i det kirkelige hierarki er den første hierark, ikke blot efter værdighed, men også efter domsmagt. Og her tilbagevises først deres vildfarelse, som siger, at den salige Peter ikke har set Rom. Og 2) beskrives, hvem der skal forstås ved den romerske foresatte, fordi han er den, som er Kristi vikar og Peters efterfølger, hvor han end residerer, i Antiokia, eller som fra gammel tid i Rom, eller hvor Gud end vil have ham.
37 Et III. Quod Christo vivente beatus Petrus ab eo fuerit Apostolorum primus institutus. Et IV.: Quod ista primitas non fuit dignitatis tantummodo, verumetiam iurisdictionis et potestatis. (n371) Et V. probabiliter: Quod solus Petrus a Christo est institutus Episcopus personaliter, alii vero a Petro instituti sunt. (n37a2) Et VI.: Quod Romanus presul sit hierarcha summus omnem ecclesiasticam hipostasim sub ditione sua continens. (n37b3) Et VII.: Quod Romanus presul institutus pastor (n37c4) et Episcopus Catholicae et Apostolicae Ecclesiae sit censendus.	Og 3) at den salige Peter, mens Kristus levede, af ham blev indsat som den første af apostlene. Og 4) at denne førsteret ikke blot var førsteret i værdighed, men også i domsmagt og magt. Og 5) gøres det sandsynligt, at alene Peter er personligt indsat af Kristus, de andre er indsat af Peter. Og 6) at den romerske foresatte der den øverste hierark, og har under sin jurisdiktion enhver kirkelig indretning. Og 7) at den romerske foresatte skal regnes for at være  indsat som hyrde og biskop over den katolske og apostoliske kirke.
38        CAP. iiii: Quod Romanus presul in ecclesiastica hierarchia sit summus hierarcha capitalis orbis: (n385) contra adversarium, qui Papam negat esse Ecclesiam virtualiter, quod capitis proprium est. Et ibi primo, quod is, qui a Christo mutato nomine dictus est cephas, caput (n38a6) institutus a Christo sit omnium ovium suarum. Et ii. ibi contra hoc multa argumenta solvuntur. Et iii.quod decedente Petro necessarium fuerit in Ecclesia esse alium universalem pastorem in sede eius, et rursus isto migrante alium, usque ad finem mundi, quoadusque videlicet Ecclesia duratura est. (n38b7)	Kapitel 4 [skal omhandle]: At den romerske foresatte i det kirkelige hierarki er den øverste hierark i verdens hovedstad: Det er modsat min modstander, som nægter, at paven virtuelt er kirken; men han er noget særligt hvad hoved angår. For det første, fordi han, som af Kristus fik ændret sit navn og kaldt Kefas, er indsat som hoved af Kristus over alle hans får. Og 2)  løses her mange modargumenter. Og 3) fordi da Peter døde, var der nødvendigvis i kirken en anden universel pastor på hans stol, og atter, da han gik bort, endnu én, indtil verdens ende, nemlig lige så længe som kirken er til.
39 Et iiii. quod verus et indubitatus beati Petri successor est solus verus et indubitatus Pontifex Romanus. (n398) Et v. quod Romana Ecclesia prima sit et Ecclesiarum omnium caput a Christo instituta, et quam ignoranter dicatur, ipsam non fuisse caput, postquam Petrus ibi sedit. (n39a9) Et vi. quod Romanus presul rite institutus eque et equali auctoritate caput sit, sicut et beatus Petrus. (n39b10) Et vii. ibi destruitur opinio quedam hominum perversorum, quod Papa non sit caput Ecclesiae universalis collective sed solum distributive, (n39c11) volentium ex hoc, Papam non esse caput concilii. Et ultimo, ibi multa contra hoc argumenta solvuntur. (n39d12) (151)	Og 4) fordi den salige Peters sande og utvivlsomme efterfølger alene er den sande og utvivlsomme romerske pave. Og 5) fordi den romerske kirke er den første og af Kristus indsat som overhoved for alle kirker, og fordi det siges ud af uvidenhed, at den ikke var hoved, efter at Peter døde dèr. Og 6) fordi den romerske foresatte, der er indsat efter ritualet er hoved på lige fod med og med lige så stor autoritet som den salige Peter. Og 7) tilintetgøres derved en vis mening, som perverse mennesker har, at paven ikke er hoved for den universelle kirke kollektivt, men kun distributivt, idet de herved ønsker, at paven ikke skal være hoved for koncilet. Og for det sidste, fordi der herved løses mange modargumenter.
40       CAP. V. Quod in ecclesiastica hierarchia Romanus Presul sit hierarcha summus ubique: (n401) contra adversarium subtrahentem iurisdictioni eius nonnullas nationes, scilicet Graecos et fideles inter infideles habitantes. Et ibi primo per literas sacras (n40a2) probatur universalitas (152) istius monarchiae.  Et ii. improbatur impietas Antonii Roselli dogmatizantis, Christum ea ratione, qua homo, non habuisse ius terreni principatus. (n40b1)	Kapitel 5 [skal omhandle]: At i det kirkelige hierarki er den romerske foresatte overalt den øverste hierark. Det er imod modstanderen, som fjerne nogle nationer fra hans jurisdiktion, f. eks. grækerne og de troende, der bor blandt de vantro. Dèr skal for det første bevises gennem den hellige skrift dette monarkis universalitet. Og 2) bevises Antonius Rosellis ugudelighed, når han laver dogmer om, at Kristus af den grund, at han er et menneske, ikke har haft en jordisk førsteret.
41 Et iii. per Augustinum et scripturas probatur iterum futura Euangelii (n412) secunda predicatio cum maiori populorum conversione (n41a3) quam Apostolorum temporibus, cum in omnem terram exivit sonus eorum, adeo ut ne iure modo verum etiam facto ipso Pontifex maximus rerum summam (n41b4) sit moderaturus. Et iiii.: Quam iurisdictionem Papa in infideles exercere possit, sive gentes sive Iudaeos vel etiam haereticos. (n41c5)  (153)	Og 3) bevises ved hjælp af Augustin og den hellige skrift, at der for anden gang vil komme evangeliets prædiken med en omvendelse af flere folk end på apostlenes tid, eftersom deres røst gik ud over hele jorden, i den grad, at den højeste præste ikke blot af navn, men også af gavn vil komme til at herske over alle ting. Og 4) vil paven kunne udøve sin jurisdiktion over vantro, hvad enten det er hedninger eller jøder eller kættere.
42       CAP. VI: Quod in ecclesiastica hierarchia romanus presul sit hierarcha summus perpetuo: (n42) contra adversarium astruentem, quod Romana Ecclesia non semper fuerit caput ab hinc in antea, qui etiam videtur suasus, quod doctrinam eius in posterum possit evertere. (n42a) Et ibi primo ex Daniele et alias multipliciter ostenditur, quod regnum (n42b) Christi nullo fine clauditur, nisi per transitum a terra ad coelum in fine mundi. Et ibi ii. quod ista perpetuitas per literas sacra veteris testamenti astruitur, item etiam per eas quae sunt novi, et iii. per sanctos doctores. (154)	Kapitel 6 [skal omhandle]: at i det kirkelige hierarki er den romerske foresatte til evig tid den øverste hierark. Dette er imod den modstander, der har tilføjet, at den romerske kirke ikke altid var overhoved ud fra dette i tidligere tider, men han synes at måtte bliver overbevist, fordi hans læresætning kan vendes om til at gælde eftertiden. Og her påvises det for det første ud fra Daniel og ud fra mangfoldige andre steder, at Kristi herredømme ikke indeholder nogen afslutning, førend det ved verdens ende overføres fra jorden til himlen. Og det påvises 2) at denne evighed gives det fra det gamle testamente, og også fra det ny, og 3) fra de hellige lærere.
43       CAP. vii: Quod in ecclesiastica hierarchia Romanus presul sit hierarcha autor (n43) omnis hierarchice iurisdictionis: contra adversarium, qui tenet iurisdictionem Papae universaliter et diocesani in diocesi esse pares in ordine ad purgatorium. (n43a) Et ibi primo, quod potesta iurisdictionis a Romano presule in omnes ecclesiasticos viros, veluti a capite ad membra, vel sine medio vel medio aliquo descendit. (n43b) Et ii. quot [quod, C] circa hoc sunt opiniones, falsas confutando.	Kapitel 7 [skal omhandle]: At i det kirkelige hierarki er den romerske foresatte selv hierarkisk ophavsmand til enhver hierarkisk jurisdiktion. Dette er imod modstanderen, som holder på, at pavens jurisdiktion over hele kirken er ligestillet med den biskoppelige jurisdiktion over stiftet hvad angår magt i skærsilden. Og der bevises for det første, at jurisdiktionsmagten stiger ned fra den romerske foresatte til alle de kirkelige mænd, som fra et hoved til lemmerne, enten uden mellemmand eller gennem en mellemmand. Og 2) bevises, at ligeså mange meninger der er om dette, bør det gendrives som falske. (??)
44 Et iii. quod Episcopus multiplicem obtinet potestatem, quae tamen omnes ad eam, quae ordinis et quae iurisdictionis est, reducuntur et omnes insunt ei a Romano Pontifice. (n44) Et iiii. multa ibi solvuntur argumenta, multae confutantur opiniones. (155)	Og 3) at biskoppen opnår en mangfoldig magt, skønt de dog alle føres tilbage til og har sit udspring fra den romerske pave, hvad angår retsregler og jurisdiktion. Og 4) at herved løses mange argumenter, herved gendrives mange meninger.
45        CAP. viii: Quod in ecclesiastica hierarchia Romanus presul sit summus hierarcha iurisdictionis incomparabilis: (n45) contra adversarium, qui vult in concilio et consequenter in Ecclesia universali esse quandam potestatem, quae non sit in Romano Pontifice. Et ibi primo, quid hoc nomen Ecclesia et quam multa significet. (156)	Kapitel 8 [skal omhandle]: At i det kirkelige hierarki er den romerske foresatte den øverste hierark med en usammenlignelig jurisdiktion. Dette er imod modstanderen, som vil, at der i koncilet og følgelig i den universelle kirke skal være nogen magt, som ikke er hos den romerske pave. Og derfra bevises først, hvad og hvor meget navnet kirke betyder.
46 Et ii. quod potestas clavium, sive ordinis sit sive iurisdictionis, non est sic data universali Ecclesiae militanti, quasi omnia vel singula eius membra eam totam acceperint. Et iii. quod etiam non est clavium potestas sic universali Ecclesiae data, quasi data sit simul membris Ecclesiae omnibus collective tota sive (ut aiunt) collegialiter et non alicui membro sigillatim. (157) Et iiii. quod potestas iurisdictionis non est maior in ecclesia universali quam in beato Petro et successore, sed nec eque magna. (n46)	Og 2) at nøglemagten, hvad enten det er ordenens eller jurisdiktionens, ikke på den måde er givet til den universelle kirke, som om alle eller hvert enkelt medlem havde modtaget den i sin helhed. Og 3) at nøglemagten heller ikke er givet således til den universelle kirke, som om den var givet samtidigt til alle kirkens medlemmer kollektivt i sin helhed eller, som man siger, kollegialt, og ikke til hvert enkelt medlem for sig. Og 4) at jurisdiktionsmagten ikke er større i den universelle kirke end i den salige Peter og hans efterfølger, men heller ikke lige så stor.
47 Et v. infertur corrollarie [correlarie AD], quod, cum sancti dicunt Ecclesiae universali datas esse claves, non ea ratione accipiendum sit, quasi omnibus ecclesie membris datae sint aut divisim aut etiam conciunctum [coniunctum], sed quia date sunt aliquibus Ecclesie membris, ut Petro primum, Apostolis autem in ordine et subiectione ad Petrum. Et vi. (n47) quod Romanorum Presulum, iurisdictione non solum maior (158) est nulla, (n47a) sed ne par quidem. Et vii. multi nodo adversus dicta solvuntur, (n47b) et precipue illud orbis maior est urbe. (159-160)	Og 5) drages i en ekskurs den slutning, at, eftersom de hellige siger, at nøglerne er givet til den universelle kirke, skal de ikke af den grund modtages, som om de var givet til alle kirkens medlemmer, enten uddelt eller samlet, men de skal modtages, fordi de er givet til nogle kirkemedlemmer, såsom i første række Peter, og så apostlene i orden og underlagt Peter. Og 6) [vises det] at der ikke blot ikke er nogen jurisdiktion større end den, som den romerske foresatte har, der er heller ikke nogen, der står lige med den. Og 7) at mange knuder, som siger det modsatte, løses, og især den, der hævder, at verden er større end Rom.
48       CAP. ix: Quod in ecclesiastica hierarchia Romanus Presul sit summus hierarcha legum conditor, (n48) quae ex necessitate salutis omnes afficiant: (n48a) contra adversarium asserentem, decreta Pontificum et frigidissima et nihil esse. Et ibi primo, quod Romani presulis sit condere leges. (n48b)	Kapitel 9 [skal omhandle]: At i det kirkelige hierarki er den romerske foresatte som øverste hierark den, der fastsætter lovene, de love, som med nødvendighed påvirker alles frelse. Dette er imod modstanderens påstand om, at pavelige dekreter er iskolde og intet værd. Og her bevises for det første, at det er den romerske foresattes opgave at fastsætte love.
49 Et ii. quod de necessitate salutis sit subesse legibus et praeceptis Romani Pontificis, nihil contra Dei praecepta mandantis. (n49) Et tertio, quod haerecitum (n49a) est dicere, non esse ab omnibus obtemperandum legibus Pontificis Romani. Et iiii. quod decretales epistolae Romanorum Pontificum, etiam non editae in concilio nec corpori iuris insertae, et etiam omnes sanctiones suscipiendae (n49b) sunt ab omnibus et executioni mandandae. (161-162)	Og 2) at det er nødvendigt med hensyn til frelsen at stå under den romerske paves love og bestemmelser, han, som intet bestemmer imod Guds bud. Og 3) at det er kættersk at sige, at den romerske paves love ikke skal adlydes af alle. Og 4) at de romerske pavers breve af alle skal overgives til udførelse, også de breve, der ikke er udgivet i et koncil eller indskudt i en retsakt, og også dem, der skal optage alle sanktioner.
50        CAP. x: Quod in ecclesiastica hierarchia Romanus Presul sit summus hierarcha iudex omnium solus divina auctoritate: (n50a) contra adversarium, qui dicit, Ecclesiam Romanam suam primitatem et consequenter auctoritatem non a Deo semper sed aliunde a quater centum annis habuisse. Et ibi primo, quod, a quo Romani pontifices post beatum Petrum suam auctoritatem acceperint, multi ignorarunt: (n50b) et ibi multae secluduntur opiniones. (err) Et ii. quod Romani presulis potestas adeo Christo immediate est, ex quo infertur, quod totus mundus simul Romani Presulis auctoritatem nedum auferre, (n50c) verum nec limitare quidem aut restringere possit.	Kapitel 10 vil handle om, at i det kirkelige hierarki er den romerske forsiddende den øverste; han er alles dommer alene ved guddommelige autoritet. Det siges imod modstanderen, som siger, at den romerske kirke har sin oprindelse og følgelig sin autoritet, ikke fra Gud fra evighed, nej, den har kun haft den i fire hundrede år. Her vil jeg for det første hævde, at mange er uvidende om, hvorfra de romerske paver har modtaget deres autoritet efter den salige Peter. Og her vil jeg vende mig imod mange opfattelser. Og for det andet vil jeg hævde, at den romerske forsiddende i den grad har sin magt umiddelbart fra Kristus, hvor han henter den fra, at hele verden på én gang ikke kan ophæve den romerske forsiddendes autoritet, heller ikke begrænse eller indskrænke den.
51 Et iii. quod auctoritas concilii non est a Deo, (n51a) nisi in casu haeresis vel scismatis, non quidem omni sed quodam, quando videlicet de nullo est certum aut purificabile, quod sit Presul Romanus, sed omnis auctoritas patrum concilii, sive ut singuli sive ut collegium vel concilium, est a Romano pontifice: ubi etiam multae de hoc falsae e opiniones eliduntur. (err) Et iiii. quod inter homines solus (n51b) Romanus (163) Pontifex habet suam auctoritatem a Deo immediate. Et ibi multa contraria dissolvuntur, et maxime, quod solet adduci ex decreto concilii Constantiensis, quod, quanquam veri concilii (n51c) decretum non fuerit, ut probavit do. Io(annes) de tur(re) Crema(ta), tamen etiam salvatur et ostenditur, verum esse tempore scismatis, per rationes et auctoritates, in qua tamen sententia peritioribus defertur. (err) (164)	Og 3) at koncilets autoritet ikke stammer fra Gud, bortset fra i tilfælde af kætteri eller skisma, ganske vist ikke ethvert tilfælde, men nogle, nemlig når det om intet er sikkert ellers rensbart, hvad den romerske foresatte er, men hele fædrenes autoritet peger på et koncil, hvad enten der er enkelte eller det er en forsamling eller et koncil, så er det en opgave for den romerske pave: Også her ødelægges mange falske meninger om dette. Og 4) at blandt mennesker har alene den romerske pave sin autoritet fra Gud umiddelbart. Og her opløses mange modsatte meninger, især, hvad han plejer at fremføre fra Konstanzerkoncilets dekret, at skønt det ikke var et sandt koncilsdekret, sådan som hr Johannes af tårnet fra Cremata har bevist det, så viser og påviser han dog også, at det er en sand skismernes tidsalder, gennem overvejelser og skriftsteder, i hvilke dog den mere erfarne mening mangler.
52        CAP xi: Quod in ecclesiastica hierarchia Romanus presul sit summus hierarcha iudex sine iudice: (n52a) contra adversarium, qui a Romano presule appellando facit iudicem superiorem aut (165) singularem hominem, quod nunc improbatur, aut collegium aliquod, et illud improbabitur capite sequenti. (err) Et hic primo, unde concilium dicatur. (err) Et ii. quid sit generale concilium. (err) Et iii. quod residente uno indubitato pontifice eius solius sit vocare concilium, (n52b) et ibi nonnulli nodi solvuntur. (err) Et (166) iiii. vacante sede et tali necessitatis casu emergente, cui sine concilio obviari nequeat, cuius sit vocare concilium. (err) Et v. quod aut Romanus presul aut aliquis vice eius debet presidere (n52c) et preesse concilio. Et ibi multae falsae sententiae exploduntur. (err)	Kapitel 11 [skal omhandle]: At i det kirkelige hierarki er den romerske foresatte som den højest hierark den dommer, som ingen kan dømme. Det er imod modstanderen, som, når han vil appellere fra den romerske foresatte gør sig en dommer, der er et højere eller enestående menneske, som nu modbevises, eller et kollegium, og dette modbevises i det følgende kapitel. Og her for det først, hvorfor det hedder et koncil. Og 2) hvad et almindeligt koncil er. Og 3) skal det påvises, at når der forefindes en utvivlsom pave, så er det alene hans opgave at indkalde et koncil. Og 4) skal det omhandles, hvem der, når pavestolen står tom og et sådant nødvendighedens tilfælde opstår, som ikke kan imødegås uden koncil, skal indkalde et koncil. Og 5) at enten den romerske foresatte eller én i hans sted bør præsidere og stå i spidsen for koncilet. Og her vil mange falske meninger blive påvist.
53 Et vi. quod licet pontifex maximus nequeat mutare locum concilii, in quo de eius haeresi tractaretur, si tamen pontifex sit indubitatus, illud utique potest, non obstante concilio Constantiensi. (n53a) (err) Et (167) vii. quod concilium iam rite congregatum et iniciatum Romanus presul ex toto potest dissolvere. (n53b) (err) Et viii. quod decreta conciliorum nullum ligant vel astringunt, nisi Romani potificis (n53c) auctoritate firmentur, et ibi multa contraria solvuntur. (err) Et ix. quod Romanus presul, excepto casu suae haeresis, (n53d) in exteriori foro superiorem habere non potest, quanquam, an id possit per compromissum, opiniones sint. (err)	Og 6) at selv om paven ikke kan forandre det sted, koncilet skal være, på hvilket hans kætteri skal behandles, hvis han dog er en utvivlsom pave, så kan han det dog overalt, og Konstanzer-koncilet er ikke imod det. Og 7) at et koncil der er lovligt forsamlet og er påbegyndt, kan den romerske foresatte i det hele taget opløse. Og 8) at koncilernes dekreter ikke binder eller forpligter nogen, hvis de ikke stadfæstes ved den romerske paves autoritet, og her løses mange modargumenter. Og 9) at den romerske foresatte, undtagen i tilfælde af, at han er kætter, ikke kan have nogen over sig udadtil, selv om meningerne er delte om, hvorvidt han kan det ved kompromis.
54       CAP. xii. Quod in ecclesiastica hierarchia Romanus presul sit hierarcha iudex sine iudice (n54a) collegio quopiam, et loquor de indubitato, secus in casu haeresis aut scismatis, de quo supra, et hoc ut prelibatum est: contra adversarium, qui futurum concilium (n54b) provocavit. (err) (n54e) Et ibi primo (n54c) de duplici auctoritate patrum concilii, videlicet ut causa secunda a prima et ut partialis a totali, et ut sunt collegium, quae est eadem cum auctoritate Papae, non numero, sed analogia. Et haec in pontifice est ordinaria et plena, in concilio est commissa et quantum placet Pontifici: (n54d) ibi etiam de auctoritate patrum in sinodo provinciali. (err)	Kapitel 12 [skal omhandle]: At i det kirkelige hierarki er den romerske foresatte hierarkisk dommer uden noget dommerkollegium [over sig], og jeg taler om det utvivlsomme, anderledes i sagen om kætteri eller skisma, om hvilken ovenfor, og dette, ligesom det forud er berørt. Det er imod modstanderen, som henviser til et kommende koncil. Og her først om fædrenes dobbelt-koncils-autoritet, nemlig at den anden sag behandles ud fra den første og del-sagen ud fra total-sagen, så de udgør et kollegium, hvilket er det samme som pavens autoritet, ikke efter antallet, men efter analogien. Og dette er i pavedømmet almindeligt og fuldt ud, på koncilet er det tildelt og afhænger af pavens forgodtbefindende: her skal også fædrenes autoritet på provinskoncilerne behandles.
55 Et ii. quod potestatem papae ac patrum in concilio eo modo, quo distincte sunt, superior est pontificalis. (err) Et ibi iii. multa adversa (168) solvuntur. Et iiii. quod Romanus Antistes nullo modo ligatur conciliorum canonibus vel decretis ut conciliorum sunt, (n55a) quod ideo dicitur, quia si concilium statuat aliquid quod etiam sit de iure divino, scripto vel insito, puta quod Spiritussanctus a Filio procedat, aut talis contractus sit usurarius, ligatur quidem Pontifex, sed non ea ratione quia concilii sit sed quia Dei. XXV. q. i, sunt quidam. (err)	Og 2) at pavens og fædrenes magt på et koncil på den måde, hvorved de er særskilte, står over den pavelige: Og her 3) løses mange modargumenter. Og 4) at den romerske forstander på ingen måde er bundet af koncilernes kanonner eller dekreter, for så vidt de er koncilernes kanonner; dette siges af samme grund, som hvis et koncil stadfæster noget, så selv om det også er af guddommelig ret, ud fra skriften eller indført, f. eks. at Helligånden udgår fra sønnen, eller hvilken formulering man nu bruger, så binder det ganske vst paven, men ikke af den grund, at det hører koncilet til, men af den grund, at det hører Gud til. (distinktion 25, spørgsmål 1, sunt quidam).
56 Et v. quod Papa etsi mutare non possit conciliorum statuta, ut sunt aliquando etiam Dei, id est de iure divino, ut dictum est statim, tamen ea quae sunt concilii ut concilium sive quae spectant ad ius positivum eque potest tollere sicut et sua, id est ex rationabili (n56a) causa, suo tamen arbitrio pensanda. (err) Et vi. quod patres concilii non possunt simpliciter iudicare de omnibus, et ibi reprobatur opinio iniqua Marsilii de Padua (n56b) et multa contraria dissolvuntur. (err)	Og 5) at skønt paven ikke kan ændre koncilernes statutter, eftersom de i nogen grad også er Guds statutter, det vil sige, de er af guddommelig ret, som sagt lige ovenfor, så kan han dog ophæve det, der er koncilets som koncil betragtet eller som positiv ret betragtet, sådan som han også kan ophæve sine egne bestemmelser, det vil sige, ud fra en rationel begrundelse som påhviler hans beslutning. Og 6) at koncilfædrene ikke ligeud kan dømme om alting, og her lyder der bebrejdelser til Marsilius af Padua og mange modargumenter opløses.
57 Et vii. quod Pontifex indubitatus nedum a concilio sed neque a toto mundo potest iure deponi vel iudicari, etiam si ita sit scandalosus, (n57a) quod populos secum catervatim ducat primo gehenne mancipio, id est diabolo, di. XL. Si Papa: sed, ut ibi dicitur, Deus orandus (169) est.	Og 7) at paven utvivlsomt aldrig af et koncil men heller aldrig af hele verden kan stilles for retten eller dømmes, heller hvis det således er til forargelse, selv ikke hvis han fører folk med sig i skarevis til helvede, det vil sige til djævelen, distinktion 40, Si Papa. Men, som det siges dèr, man er nødt til at [nøjes med at] bede til Gud.
58 Contrarium (n58a) tamen sapiunt qui aliquando fuere scismatici, ut Panormitanus in ea disputatione, quae incipit Episcopus, et quidam viventes, contra quos cupio specialiter disputare, (n58b) si dominus noster dederit mihi quietem concupitam. (err) Et  viii. quod Papa verus ad renunciandum causa scismatis cogi non (n58c) potest, et ibi solvuntur multa contraria. (err)	Modsat mener de, som på én eller anden måde er skismatikere, såsom Panormitanus i den disputation, der begynder Episcopus, og nogle nulevende, imod hvilke jeg bestræber mig for især at disputere, hvis vor Herre vil give mig den begærede ro. Og 8) at en sand pave ikke kan tvinges til at opgive grunden til skismaet, og hver opløses mange modargumenter.
59 Et ix: quod propter haeresim proprie dictam Papa cadit a papatu: si tamen haeresis sit omnino occulta Ecclesiae, non privatur Papa sua potestate, et creditur (n59) summus pontifex Christus (n59a) supplere, et si se corrigat iterum est papa: si vero haeresis eius sit omnino notoria nec egeat probatione et sit haeresis etiam formaliter, id est cum obstinatione voluntatis, est sua potestate privatus: si vero sit dubia probabiliter, concilium generale est iudex, quod tunc deberet congregari aut sua sponte, ut pro Marcellino, aut per eos quorum interest, iuxta predicta. (err) Et ultimo, quod pro haeresi vel notoria vel probate aut (170) confessa concilium potest Papam deponere sive potius declarare depositum.	Og 9) at en pave kan falde bort fra pavestolen på grund af et udtalt kætteri: Men hvis kætteriet i det hele taget er skjult for kirken, berøves paven ikke sin magt, og den øverste præst må man tro gør det ud for Kristus, og hvis han retter sig, er han igen pave. Men hvis hans kætteri i det hele taget er notorisk og ikke trænger til bevis, heller ikke formelt, det vil sige, hvis han har viljens stædighed, så er han berøvet sin magt. Men hvis der er rimelig tvivl, er et almindeligt koncil hans dommer, og det bør da samles enten af sig selv, som for Marcellinus, eller gennem dem, hvis interesse det er, jævnfør det foregående. Og til sidst, at for et kætteri, enten notorisk eller bevist eller bekendt, kan et koncil afsætte paven eller snarere erklære ham for afsat.
60      CAP. xiii: Quod in ecclesiastica hierarchia Romanus presul sit summus hierarcha iudex sine (n60f) appellatione: contra adversarium iterum qui a Papa ad futurum consilium appellavit, ut dictum est. Et ibi primo quod a Papa ad concilium appellare non liceat. (n60bh) (err) Et ii. quod appellans a Papa ad futurum concilium nedum excommunicatus, (n60ci) verumetiam et stolidus est, scilicet si ignorat se aliquid tentare, quod sine sui adversarii, id est Papae, consenu [consensu] explere nequit, vel malignus, scilicet si hoc non ignorat et tamen appellat. (err) Et iii. quod (n60dj) a concilio licite (171)appellatur ad Papam absentem, non autem ad presentem. (err) Et iiii. ibi solvuntur multa contraria. (err)	Kapitel 13 [skal omhandle]: at i det kirkelige hierarki er den romerske foresatte den øverste hierarkiske dommer uden appelmulighed. Det er imod modstanderen, som her har appelleret fra paven til et kommende koncil, som omtalt. Og her skal påvises først, at det ikke er tilladt at appellere fra paven til et koncil. Og 2) at den, der appellerer fra paven til et koncil uden endnu at være ekskommunikeret, han enten er dum, hvis han nemlig er uvidende om at han forsøger på noget, som ikke kan fuldføres uden hans modstanders, det vil sige pavens, samtykke, eller han er ondsindet, hvis nemlig han ikke er uvidende om det og dog appellerer. Og 3) at det er tilladt at appellere fra et koncil til en pave, der ikke er til stede, men ikke til én, der er tilstede. Og 4) her løses mange modargumenter.

61       CAP. xiiii: Quod Romanus presul solus sit resolutivus supremarum dubitationum: (err) (n61k) contra adversarium dicentem, in his quae sunt fidei concilium preesse Pontifici. Et ibi primo, quod Papa solus (n61al) habet decidere omnes quaestiones et dubia in fide iuditio auctoritativo, sive iuridico et ultimato. (err) Et ii. quod si de concilio loquamur, (n61bm) sicut de aliquo non diviso contra Pontificem sed Pontificem veluti caput includente, sic auctoritas concilii et Papae analogia una est, ac perinde ad concilium pertinet determinare de fide, nisi pontifex interdicat. (err)	Kapitel 14 [skal omhandle]: at den romerske foresatte er den, der afgør de øverste tvivlsspørgsmål. Det er imod modstanderen, der siger, at i de ting, der har med troen at gøre, står et koncil over paven. Og her [vises det] for det første, at alene paven kan afgøre alle spørgsmål og tvivltilfælde i troen med en autoritativ afgørelse, der både er juridisk gyldig og endelig. Og 2) at hvis vi taler om et koncil som om noget, der ikke står delt imod paven, men inkluderer paven som sit hoved, så er koncilets og pavens autoritet ét og det samme, og følgelig er det overladt koncilet at afgøre trossager, med mindre paven forhindrer det.
62 Et iii. ibi adversa (172) multa solvuntur. Et iiii. (n62n) quod Romani presulis solius est, a Deo et a natura institutas leges interpretari et declarare in dubiis, nedum in moribus sed etiam in spectantibus ad fidem: quod ibi auctoritatibus et exemplis et rationibus asseveratur, et hoc probatur verum de interpretatione nedum probabili, quae est doctorum, verumetiam et necessaria, ita quod sub poena eternae ac temporalis mortis eius decisiones sequendae sunt. (err)	Og 3) opløses herved mange modsatte opfattelser. Og 4) at det alene er den romerske foresattes opgave, at fortolke love indstiftet af Gud og af naturen og opklare tvivlstilfælde, ikke blot hvad skikke angår, men også med henblik på troen: For dèr fremsætter han påstande for alvor ud fra skriften, eksempler og begrundelser, og her bevises det at være sandt, som endnu ikke har opnået en sandsynlig fortolkning, hvilket er de lærdes opgave, men de nødvendige ting, og derfor skal hans afgørelser følges under straf af evig og timelig død.
63       CAP. xv.: (n63o) Quod in ecclesiastica hierarchia Romanus presul sit summus hierarcha iudex infallibilis veritatis: (err) Contra adversarium, qui in hoc valde aberrat et obloquitur, ut in eius libro patet. Et ibi primo, quid sit Papam agere ut est Papa, (n63ap) et quomodo omnes expositiones sanctorum et doctorum circa hoc reducuntur in unam, et quae sit omnium opinionum radix, quae est, ut Papa agat ut papa vel caput, si utatur auxilio membrorum et faciat bona fide quod in se est, ut inteligat veritatem: secus, ubi malitiose procederet. (err) Et ii. quod ecclesia universalis decernendo de fide et moribus errare nequit. (err) Et iii. quod Papa, etsi inquantum singularis persona potest male operari et male credere, tamen non potest male decidere ut Papa. (n63bq) (173)	Kapitel 15 [skal omhandle]: at i det kirkelige hierarki er den romerske foresatte den øverste hierarkiske dommer af den ufejlbarlige sandhed. Dette er imod modstanderen, som i dette stykke i høj grad tager fejl og modsiger det, som det fremgår af hans bog. Og her [vises det] for det første, hvad det vil sige, at paven handler som pave, og hvordan alle de helliges og alle de lærdes forklaringer om dette reduceres til én, og hvad der er roden til alle meninger, som er, at paven handler som pave eller som hoved, hvis han bruger lemmernes hjælp og i god tro gør, hvad han formår, for at forstå sandheden. Det er anderledes, end når han viser sig ondsindet. Og 2) at den universelle kirke, når den afgør om troen og skikkene ikke kan fejle. Og 3) at paven, skønt han som enkeltperson han gøre ondt og tro forkert, dog ikke som pave kan afgøre noget forkert.
64 Et hoc probatur ibi in primis probabiliter, deinde vero irrefragabiliter, nedum per canones et concilia, verumetiam per literas divinas. (err) Et iiii. quod omnes constitutiones papae in decidendo de fide et moribus sunt a papa (n64r) inquantum est papa sive cum assidentium consilio. (err) Et v. ibi solvuntur multa contraria predictis, quibus emuli Romanae sedis conantur probare, quod aliquando papa nedum operando, verumetiam decidendo erravit, et specialiter de beato Petro, quem Apostolus reprehendit, super quo adversarius magnam quidem sed ruinosam structuram fabrefecit. (err)	Og dette bevises for det første med sandsynlighed, men dernæst ubetvivleligt, ikke blot gennem kanonner og koncilsbeslutninger, men også ved hjælp af den hellige skrift. Og 4) at alle pavens afgørelser, når han afgør om tro og skikke, udføres af paven for så vidt han er pave eller med et koncils hjælp. Og 5) opløses herved mange af de forud nævnte modargumenter, hvormed de, der vil være det romerske sæde lige, prøver at bevise, at paven farer vild, ikke blot af og til, når han handler, men også når han træffer afgørelser, og især prøver de at bevise det om den salige Peter, som apostelen [Paulus] kom med bebrejdelser imod; herover opbygger modstanderen en ganske vist stor, men også brøstfældig kunstig struktur.
65        CAP. xvi. Quod in ecclesiastica hierarchia Romanus presul sit summus hierarcha (n65s) infallibilis veritatis (174) solus: (n65at) contra adversarium, qui expresse voluit concilii et non papae esse decidere de fide et moribus. (err) Et ibi primo, quod universale (n65bu) concilium etiam rite celebratum, intellectum tamen ut aliquid contra pontificem divisum, decidendo de et moribus errare potest et probatur errasse saepius de facto. (err) Et ii. quod concilium rite celebratum, acceptum sic, ut caput suum, (65cv) Romanum pontificem, (65dw) secum intelligatur habere coniunctum, utique decidendo de fide et moribus errare nequit. (err) Et iii. ibi multa dissolvuntur argumenta malignorum. (err)	Kapitel 14 [skal omhandle]: at i det kirkelige hierarki er den romerske foresatte alene den ufejlbarlige sandheds højeste hierark. Imod modstanderen, som udtrykkeligt ønsker, at det skal være koncilets og ikke pavens opgave at afgøre om troen og skikkene. Og her for det første, at det universelle koncil, også om det er retligt indkaldt, dog, når det forståes, så det er noget, adskilt fra paven, kan fejle, når det afgør om skikkene, og ofte bevises at have fejlet rent faktisk. Og 2) at et koncil, der er retligt indkaldt, er accepteret på den måde, at dets hoved, den romerske pave, forstås at have koncilet med sig som en ledsager, og i hvert fald ikke kan fejle, når han afgør om tro og skikke. Og 3) opløses herved mange forkerte modargumenter.
66 Et iiii. quod si in materia fidei inter Papam et concilium esset dissidium, siquidem iam res esset decisa per iuditium irrefragabile Spiritussancti iuxta dicta superius, illi standum esset qui pro se dictam haberet decisionem, quia alia pars, etiam si esset papa, niteretur contra Spiritum sanctum, quod tamen est impossibile, si iam fecisset quod in se est. (n66x) Si vero res non esset decisa sed decidenda, quidam dicunt, standum ei qui melioribus rationibus movetur: quod tenuit Panormitanus in ca. Significasti de electione, et in quadam disputatione quae incipit Episcopus, sed irrationabiliter, (n66az) ut ibi probatur: et eo casu Papa deberet omnes audire et ex motu sui cordis (quod a Deo (n66ba) in talibus regitur) deberet formare iuditium, unde standum esset Pontifici bona fide et maturo consilio procedenti, quia sine concilio habet irrefragabile iuditium, ut probatum est, non autem concilium sine Papa, ut etiam probatum est. (n66cb) (err)	Og 4) at hvis der i trosspørgsmål er uenighed mellem paven og koncilet, hvis altså sagen allerede skulle have været afgjort gennem Helligåndens utvivlsomme dom ifølge det ovenfor sagte, at sagen så skal så fast for den, som har for sig den omtalte afgørelse, fordi den anden part, også selv om det var paven, skulle støtte sig til noget imod Helligånden, hvilket dog er umuligt, hvis han allerede har gjort, hvad han kunne. Men hvis sagen ikke allerede er afgjort, men står for at skulle afgøres, så siger nogle, at hans mening skal gælde, som bevæges af en bedre begrundelse: det fastholdt Panormitanus i kapitlet Significasti om valget, og i en disputation som begynder "biskoppen", men han gjorde det ikke rationelt, som det dèr bevises. Og i et sådan tilfælde bør paven lytte til alle og ud fra sit hjertes bevægelser (som i sådanne sager beherskes af Gud) danne en afgørelse, hvorfra man kan slutte, at hvad der må stå fast, er pavens afgørelse, fremgået af hans gode tro og modne overvejelse, fordi han uafhængigt af koncilet har en ubetvivlelig bedømmelse, som det er bevist, men det har koncilet ikke uden paven, som det også er bevist.
67 Et v. quod partibus aut patribus concilii invicem dissidentibus in materia (175) fidei Papa aut legatus (n67c) vice eius presidens concilio iuditium formare non debet secundum iuditium maioris, sed sanioris partis sive cuius rationes sunt meliores, etiam si esset unus solus: nam et Panuptius (n67ad) contradixit Nicene synodo et obtinuit, di. XXXI. Nicena. (err) Et vi. ibi multa obiecta solvuntur. (err)	Og 5) at hvis parterne eller koncilsfædrene indbyrdes er uenige om trosspørgsmål bør paven eller hans stedfortræder, der forestår koncilet, ikke danne en afgørelse efter flertallets mening, men efter det sundere partis mening eller efter det, hvis begrundelser er de bedste, også selv om det kun er en enkelt: For også Panuptius talte imod Nikæa synoden og opnåede noget, distinktion 31 Nicena. Og 6) herudfra opløses mange indvendinger.
68       SECUNDI LIBRI CAP. i: Quod sit haereticum (n68f) dicere, quod in Ecclesia catholica non possint fieri verae indulgentiae. (err) contra adversarium, qui ex promulgatis veniis occasionem sumpsit impingendi contra Apostolicam sedem. Et ibi primo, quid importet indulgentiae verbum ac veniae et remissionis. (err) Et ii. quid sit indulgentia. (err) Et iii. quod in ecclesia facit veras indulgentias Pontifex Maximus et Episcopi vel alii quidam sub limitatione pontificis. Et iiii. ibi dissolvuntur plura obiecta. (err) Et v. quod sancti, qui ad eiusmodi venias elargiendas moti sunt, non ex voluntate sed ex ratione processerunt: quod probatur ibi ex probabilibus et pene statim ex necessariis. (n68ah) (err)	ANDEN BOG, kapitel 1 [skal omhandle]: At det er kættersk at sige, at der i den katolske kirke ikke kan finde sand aflad sted. Det er imod modstanderen, som derfra, at aflad bekendtgøres, tager anledning til at angribe det apostolske sæde. Og herudfra vises for det første, hvad ordene 'aflad', 'eftergivelse' og 'tilgivelse' medfører. Og 2) hvad aflad er. Og 3) at i kirken kan paven give aflad, og biskopperne eller andre efter pavens begrænsninger. Og 4) opløses her mange indvendinger. Og 5) at de hellige, som er bevæget til at uddele den slags aflad, ikke går frem efter viljen, men efter begrundelsen: hvilket her bevises ud fra sandsynlighedsgrunde og næsten også ud fra nødvendighedsgrunde.
69 Et vi. quomodo in nostro bono opere, puta elemosina, est meritum et satisfactio, et primum semper est operantis, non secundum, sed eius pro quo intendimus satisfacere. (err) Et vii. quod merita Christi aut sanctorum non esse plene remunerata est ab aliquibus canonistis improprie (n69j) dictum, intendunt autem, quod talium satisfactione non sunt omnes evacuatae vel applicatae, alioquin iam passio Christi non esset satisfactio (n69al) pro quotidie poenitentibus. (err)	Og 6) hvordan der i vor gode gerning, f. eks. i almissen, er fortjeneste og fyldestgørelse, og hvordan det første altid tilhører den, der gør gerningen, men ikke det andet, fyldestgørelsen, den tilhører den, for hvem vi har til hensigt at gøre fyldest. Og 7) at det er sagt i uegentlig forstand af nogle kanonister, at Kristi og de helliges fortjenester ikke fuldt ud er gengældt, men de intenderede, at disse menneskers fyldestgørende gerninger ikke alle var udtømte eller overførte, ellers ville allerede Kristi lidelse ikke være en fyldestgørelse for de daglige straffe.
70 Et viii. declaratur, (176) quomodo in ecclesia sit thesaurus, quod etiam pene statim post astruitur (n70m) in cap. ult. et quidem irrefragabiliter. Et ix. per quos dispensari possit iste thesaurus. (err) Et x. arguitur ad probandum venias et thesaurum probabiliter, deide etiam necessario, (n70an) prius tamen recitata extrava. Cle. vi. facta de assidentium consilio, in qua est prolixa mentio de dicto thesauro. (err) Et xi. quod haereticum (n70bo) sit dicere, Ecclesiam non posse facere veras indulgentias: quod multipliciter probatur, et recitatur beatum Antoninum sic tenuisse et Felinum. (err).	Og 8) forklares, hvordan der i kirken er en skat, hvilket også næsten straks efter tilføjes i det sidste kapitel og det ubetvivleligt. Og 9) forklares, gennem hvem denne skat kan uddeles. Og 10) argumenteres for at bevise afladen og skatten på sandsynlig måde, dernæst også på nødvendig måde, først citeres dog Clemens den Sjettes ekstravagans, som blev formuleret som et tilføjet råd, hvori der også findes overmåde megen omtale af den førnævnte skat. Og 11) at det er kættersk at sige, at kirken ikke kan oprette sand aflad: hvilket bevises på mange måder, og den salige Antoninus og Felinum citeres for at have været af den mening.
71         CAP ii: Quod nunc sit haereticum dicere, quod in ecclesia fieri nequeant verae indulgentiae pro defunctis. (err) Et ibi primo, quod de ista questione olim opiniones fuere inter Theologos et canonistas. (err) Et ii. quod opinio tenentium indulgentias valere defunctis per modum suffragii est vera, (n71r) et probatur multipliciter. (err) Et iii. quod dicta opinio iam nunc non est opinio, sed doctrina sententiaque ecclesiae, (n71as) et opinio opposita pari ratione nunc error est (n71bt) et non opinio solum. (err). Et iiii. quod haereticum sit asserere, quod veniae defunctis non prosint. (err) Et v. declaratur, quomodo intelligendum sit per modum suffragii. (err) Et vi. contra praedicta solvuntur obiecta permulta. (err)	Kapitel 2 [skal omhandle]: at det nu er kættersk at sige, at der i kirken ikke kan findes sand aflad for afdøde. Og her for det første, at der i gamle dage om dette spørgsmål var forskellige opfattelser mellem teologer og kanonister. Og 2) at den opfattelse, at aflad har gyldighed for de afdøde i kraft af forbøn, er sand, og den bevises på mange måder. Og 3) at denne opfattelse nu ikke er en opfattelse, men en doktrin og kirkens mening, og den modsatte opfattelse af samme grund nu er en vildfarelse og ikke blot en opfattelse. Og 4) at det er kættersk at påstå, at aflad ikke gavner afdøde. Og 5) forklares, hvordan man skal forstå dette 'i kraft af forbøn'. Og 6) opløses virkelig mange indvendinger imod det her sagte.
72         CAP iii: Quod virtualiter et per consequentiam haereticum est dicere, non posse per Papam indulgentem relaxari aliquam poenam taxatam per iusticiam divinam. (err) Et ibi primo, quod post contritionem et gratiam remanet homo obligatus reatu poenae exolvendae temporaliter: quod multipliciter per scripturas (n72u) et doctores et canones probatur, licet hoc neget adversarius. (err) Et ii. quod est aliquis locus purgandarum poenarum post contritionem, a purgando dictus, et ibi quomodo sit purgatorium duplex, ordinarium, quod  (177) creditur (n72av) communiter esse sub terra, licet hoc incertum sit, et dispensatorium, quod saltem aliquando est in hoc mundo. (n72bw) (err)	Kapitel 3 [skal omhandle]: at det er virtuelt og konsekvensmæssigt kættersk at sige, at en straf pålagt efter den guddommelige retfærdighed ikke kan eftergives af den sig forbarmende pave. Og her for det første, at efter angeren og nåden forbliver mennesket forpligtet på skylden fra den straf, der skal løses timeligt. Hvilket bevises ved mange skriftsteder og lærde og kanonner, selv om modstanderen nægter det. Og 2) at der findes et sted, hvor straffene efter angeren kan renses ud, opkaldt efter renselsen. Og her behandles hvordan der er to slags skærsild, den almindelige, som man i almindelighed tror findes under jorden, selv om det er usikkert, og den dispensatoriske, som i hvert fald er et sted i denne verden.
73 Et iii: quod in purgatorio remittitur aut solvitur poena taxata per iustitiam divinam. (err) Et iiii. probatur haereticum esse dicere, quod non possit Papa per indulgentias abolere poenam taxatam per iustitiam divinam. (err) Et v. de quadam opinione nova et falsa, quae est, quod possit quidem papa dictas remittere, sed tamen hoc de facto non facit, etiam quando plenarie indulget, sed semper remittit iniunctas a sacerdote: haec opinio necdum est promulgata vel publicata potius. (err)	Og 3) at i skærsilden eftergives eller løses de straffe, der er pålagt igennem den guddommelige retfærdighed. Og 4) bevises det at være kættersk at sige, at paven ikke gennem aflad kan ophæve en straf, pålagt efter den guddommelige retfærdighed. Og 5) omtales en ny og forkert opfattelse, at paven kan eftergive de omtalte straffe, men dog i virkeligheden ikke gør det, heller ikke i plenarafladen, men altid eftergiver dem, der er pålagt af præsten: denne opfattelse er endnu ikke bekendtgjort eller snarere offentliggjort.
74        CAP. IIII.: Quomodo sint indulgentiae intelligendae in se. (n74y) (err)         Cap. v.: Quomodo sint intelligendae ex parte dantis. (err)         Cap. vi.: Quomodo intelligendae ex parte accipientis. (err)	Kapitel 4 [skal omhandle] hvordan aflad i sig selv skal forstås.        Kapitel 5, hvordan den skal forstås ud fra de dele der gives.         Kapitel 6, hvordan den skal forstå ud fra de dele, der modtages.
75         CAP vii. Quod vera sunt fundamenta quae olim ieci contra adversarium. (err) Et ibi (n75a) primo, quod ecclesia universalis essentialiter est convocatio in divinum cultum omnium credentium in Christum, ecclesia vero universalis representative est concilium rite celebratum, ecclesia vero universalis in virtute est ecclesia Romana, ecclesiarum omnium caput, et Pontifex maximus. (err)	Kapitel 7 [skal omhandle]: at de fundamenter er sande, som jeg tidligere udkastede  imod modstanderen. Og her behandles for det første, at den universelle kirke essentielt er sammenkaldelsen til guddommelig kult af alle de Kristustroende, men den universelle kirke er repræsentativt et koncil retligt sammenkaldt, men den universelle kirke virtuelt er den romerske kirke, alle andre kirkers hoved, og paven.
76 Et ii. quod ecclesia Romana (178-179) representative vel eminentiore modo est collegium reverendissimorum dominorum Cardinalium, virtualiter autem est Pontifex summus, qui Ecclesiae Romanae et universalis caput est, alio tamen modo quam Christus. (err) Et iii. quod sicut Ecclesia universalis errare non potest decidendo de fide et moribus, ita nec verum concilium, faciens quod in se est, ut intelligat veritatem, quod intelligo incluso capite et tandem ac finaliter, (n76b) licet forte prima facie fallatur, quousque durat motus inquirendae veritatis, immo etiam aliquando erravit, quanquam statuendo potius quam decidendo, licet per Spiritum sanctum ab errore educeretur, et similiter nec Ecclesia Romana nec pontifex decidendo de fide aut moribus ea ratione qua Pontifex, id est, ex officio suo pronuncians et faciens quod in se est, ut (180) intelligat veritatem. (n76ac) (err).	Og 2) at den romerske kirke repræsentativt eller på udmærket måde består af de ærværdige herrer kardinalers kollegium, men virtuelt af den højeste præst, som er den romerske kirkes og hele kirkens hoved, dog på anden måde end Kristus er det. Og 3) at ligesom den universelle kirke ikke kan fejle, når den træffer afgørelser om tro og skikke, således kan et sandt koncil heller ikke, når det gør, hvad det formår, for at forstå sandheden; dette koncil forstår jeg som inklusive dets hoved i sidste ende og til sidst, selv om det måske i første omgang kan fejle, sålænge som bevægelsen med at udforske sandheden varer, ja også på anden måde kan fejle, når det fastslår snarere end afgør, selv om det føres af Helligånden bort fra fejltagelser, og på lignende måde kan heller ikke den romerske kirke eller paven [fejle], når han træffer afgørelser om troen eller om skikkene med den begrundelse, at han er paven, det vil sige, når han erklærer ud fra sit embede, og gør hvad han formår, for at forstå sandheden.
77 Et iiii. (n77d) quod quicunque non innititur doctrinae Ecclesiae Romanae Romanique pontificis tanquam regule fidei, id est credendorum infallibili, a quo etiam robur trahit aut traxit sacra scriptura, haereticus est. (104) Et v. quod Ecclesia Romana sicut verbo ita et facto potest (181) circa fidem et mores aliquid decernere, nec in hoc differentia ulla est preter id quod verba ad hoc sunt accommodatiora quam facta, unde hac ratione consuetudo vim obtinet legis. Et vi. corrolarie, quod qui sentit, quod Ecclesia Romana facere non possit in spectantibus ad fidem quod de facto facit, haereticus est, aliter sentiens de spectatibus ad fidem quam ecclesia romana (n77af) (err107) (182)	Og 4) at enhver, der ikke støtter den romerske kirkes og den romerske paves doktrin og regner den for en trosregel, det vil sige, tror, de er ufejlbarlige, og at det er derfra, den hellige skrift henter og har hentet sin styrke, er en kætter. Og 5) at den romerske kirke som i ord sådan også i gerning kan afgøre noget om tro og skikke, og at der i forskellen mellem ord og gerning ikke ligger andet end det, at ordet hertil er meget bekvemt end gerningen, og på den måde opnår af den grund sædvanen lovkraft. Og 6) som en ekskurs, at den, der mener, at den romerske kirke ikke kan gøre det i henseende til troen, som den rent faktisk gør, er en kætter, fordi han mener anderledes om det, der har med troen at gøre, end den romerske kirke.
78        CAP. viii.: Quod adversarii sunt aliqui errores preter eos quos in suis conclusionibus et earum resolutionibus tenet. (err108) Et ibi primo probatur esse errorem, quod in spectantibus ad fidem papa sit sub concilio, nisi intelligatur de fide ipsius pontificis, cum tamen adversarius (n78h) loquatur de spectantibus ad fidem simpliciter et universaliter. (err109) Et secundus error improbatus est, quod Papa (n78ai) decidendo de fide errare potest, et oportet (ut ibi probatur) quod loquatur inquantum est Papa. (err110) Et tertius est, quod decreta Romanorum Pontificum frigidissima sunt et nihil. (err111)	Kapitel 8 [skal omhandle]: at der er nogle modsatrettede vildfarelser udover dem, som indeholdes i hans teser og deres resolutioner. Og her skal for det første bevises, at det er en fejl, at paven med hensyn til trosspørgsmål står under koncilet, medmindre man taler om pavens egen tro, skønt dog modstanderen taler med henblik på troen enkelt og universelt. Og den anden ubeviste vildfarelse er, at paven i at træffe afgørelser kan fejle, idet man forudsætter (hvilket også bevises dèr) at han taler som pave. Og den tredie vildfarelse er, at han kalder de romerske pavers dekreter ludkolde og intet værd.
79 Et quartus, quod Romana ecclesia non sit caput nisi per decreta frigidissima Romanorum pontificum, nata a quater centum annis, contra quae, inquit, sunt historiae auctenticae mille centum annorum. (err112). Et quintus, quod liceat (n79k) appellare futurum concilium. (err113) Et sextus, quod Ecclesia Romana aut Pontifex non sit virtute ecclesia catholica. (err114). Et septimus, quod pessimum sit dicere, Deum impossibilia non precipisse. (err115) Et octavus, quod illud verbum Matth XVI [,19]: quocunque ligaveris non sit privilegium Petri, sed equaliter convenit omnibus Apostolis et sacerdotibus et toti prorsus Ecclesiae. (err116)	En fjerde er, at den romerske kirke kun er hoved ifølge de iskolde romerske pavers dekreter, blevet til for fire hundrede år siden, hvorimod, siger han, står fjorten hundrede års autentisk historie. Og en femte er, at han tillader sig at appellere til et fremtidigt koncil. En sjette, at den romerske kirke eller paven ikke virtuelt er den katolske kirke. Og en syvende, at det er meget forkert at sige, at Gud ikke forordner det umulige. Og en ottende, at ordet fra Matt 16,19 'hvadsomhelst du binder' ikke er Peters privilegium, men i lige grad angår alle apostle og præster og den totale kirke.
80        CAP. ix: (n80l) Quod sit error asserere, Pontificem summum non posse remittere per venias ullas poenas nisi iniunctas per sacerdotes vel canones. (err117) Et ibi primo recitatur error et ex dictis ostenditur esse reprobatus. Et ii. respondetur ad omnia fundamenta adversantis, et ostenditur, quod leviter processit, quia scripturas male citat, (n80am) ita quod non solum non concludunt sed nec etiam sunt ad propositum, nisi raro, et hoc per totum librum facit. (err118) (183)	Kapitel 9 [skal omhandle]: at det er en fejl at påstå, at paven ikke gennem aflad kan eftergive andre straffe end dem, der er pålagt af præsten eller af kanonnerne. Og her citeres for det første hans vildfarelse og af det sagte påvises det, at det er forkert. Og 2) svares der på alt det, der er imod fundamenterne, og der påvises, at han går letfærdigt tilværks, fordi han citerer skriften galt, således at den ikke blot ikke konkluderer noget, men også sjældent har noget med sagen at gøre, og sådan bærer han sig ad hele bogen igennem.
81        CAP x.: Quod sit error asserere, quod Papa non possit plenarie indulgere vel hic vel in futuro. (err119 Gegen Luthers 20., 21., 22., und 13 These) Et ibi primo ostenditur, quod hoc sit error intelligendo de poenis, quas divina iusticia a nobis exigit pro peccatis, seu quae veniunt in foro animae tollerandae. Et ii. dissolvuntur omnia eius argumenta. Et iii. ostenditur, esse errorem quod in purgatorio Papa non possit remittere poenam canonum, non quidem in specie propria, sed in equivalenti.	Kapitel 10 [skal omhandle]: at det er en vildfarelse at påstå, at paven ikke kan uddele plenaraflad enten nu eller i fremtiden. Og her skal for det første påvises, at dette er en fejl i forståelsen af straffene, som den guddommelige retfærdighed kræver af os for synderne, eller som kommer frem for den sjæl, der skal ophæve dem. Og 2) opløses alle hans argumenter. Og 3) påvises, at det er en vildfarelse, at paven i skærsilden ikke kan eftergive den kanoniske straf, ganske vist ikke straf i sig selv, men den udskiftede straf.
82 Et iiii. improbatur alius error, quo asserit omnem poenam huius vitae mutari in poenam mortis voluntarie tolleratam. Et v. probatur, ecclesiam Romanam tempore Gregorii fuisse caput, quod iste negat. Et ultimo, fundamenta eius, quae nihil sunt diruuntur. (120 vgl WA 1, 665, 661, 567-571, 552ff)	Og 3) afbevises en anden vildfarelse, at han påstår, at enhver straf i dette liv kan ændres til den straf at bære døden frivilligt. Og 5) påvises, at den romerske kirke på Gregors tid havde et hoved, hvilket han nægter. Og til sidst ødelægges hans argumenter, som intet er.
83       CAP. xi. Quod iste adversarius male sentiat de purgatorio, (err121) ubi et hi errores improbantur et dissolvuntur contraria argumenta. Primus: Via hominis quantum ad crementum habituum et merita operum non finitur in morte. Secundus: Imperfecta charitas morituri necessario secum fert magnum timorem, etiam post morten, tantuque maiorem, quanto minor fuerit ipsa. (95tes#14) Tertius: Hic timor et horror satis est se sole (ut alia taceam) facere poenam purgatorii, cum sit proximus desperationis horriri. (95tes#15)	Kapitel 11 [skal omhandle]: at denne modstander har en dårlig mening om skærsilden; her modbevises også disse vildfarelser og mange modargumenter opløses. For det første: Menneskenes vej ophører ikke i døden for så vidt angår opbrænding af vaner og gerningernes fortjeneste. For det andet: Den ufuldkomne kærlighed medfører nødvendigvis stor frygt for at skulle dø, og den er des større, jo mindre kærligheden er. For det tredie: Denne frygt og rædsel er i sig selv nok (at jeg skal tie om de andre ting) til at udgøre skærsildens straf, eftersom den er næsten fortvivlelse over rædslen.
84 Quartus: Videtur infernus, purgatorium et coelum differre, sicut desperatio, prope desperatio et securitas differunt. (95tes#16) Quintus: Necessarium videtur animabus in purgatorio sicut minui horrorem ita crescere charitatem. (95tes#17) Fundamenta autem, quibus ad istos errores ponendos movetur, ostenduntur deficere multipliciter, specialiter autem, quia sacram scripturam (n84n) male adducit et aliter intelligit quam litterales expositores, et solvendo multa pulchra dicuntur. (n84a)	For det fjerde: Det ser ud til, at helvede, skærsilden og himlen adskiller sig fra hinanden, ligesom fortvivlelse, næsten fortvivlelse og tryghed. For det femte: Det synes at være nødvendigt, for sjælene i skærsilden, at ligesom rædslen kan blive mindre, sådan kan kærligheden øges. Men de fundamenter, hvorved han bevæges til at fremsætte disse vildfarelser, påvises at have mangfoldige mangler, men især, fordi han indfører den hellige skrift på dårlig måde og forstår noget andet end de, der holder sig til den bogstavelige betydning, og ved at løse det siges mange gode ting.
85        CAP. xii. Rursus, quod adversarius male sentiat de purgatorio: (n85a) ubi denuo multi errores et multa falsa cum suis fundamentis evertuntur. Primum falsum: Nec probatum videtur, inquit, ullis aut scripturis aut rationibus, quod animae purgatorii sunt extra statum meriti seu augendae charitatis. Haec ille [These 18 = 95tes#18]: cuius falsitas (n85o) vel in hoc apparet, quod nos oppositum probavimus ratione, auctoritate sanctorum et canonum, item auctoritate scripturarum, item auctoritate scripturae et sanctorum simul: beatus enim Gregorius in iiii. dial. ad propositum nostrum probandum, scilicet quod in purgatorio merita non mutantur, adducit multas scripturas, ut patuit capitulo priore.	Kapitel 12 [skal omhandle]: Igen, at modstanderen har en forkert opfattelse af skærsilden. Her retvendes påny mange vildfarelser og mange forkerte ting sammen med fundamenterne. Den første vildfarelse: Det synes heller ikke bevist, siger han, hverken ved nogen skrift eller nogen fornuftbegrundelse, at sjælene i skærsilden står uden for fortjenesternes sted eller at de ikke kan øge kærligheden. Såvidt ham. Denne vildfarelse viser sig deri, at vi beviser det modsatte fornuftsmæssigt, ved helgenernes og  kanonnernes autoritet, igen ved skriftens autoritet, igen ved skriftens og kanonnernes autoritet på én gang. For den salige Gregor siger i den fjerde dialog til at bevise vor påstand, at i skærsilden forandres fortjenesterne ikke, han tilføjer mange skriftsteder, som det fremgår af det første kapitel
86 Secunda falsitas: Nec hoc, (184) inquit, probatum videtur, quod sint de sua beatitudine certe et secure, saltem omnes, licet nos certissimi simus. Haec ille [These 19 95tes#19]: quod utique falsum est, (n86p) quia nos probavimus oppositum ex probabilibus, deinde vero ex necessariis, et sua fundamenta ostendimus nulla esse, maxime illud, quod assumit totam ecclesiam tenere easdem esse poenas purgatorii et inferni, cum tamen nullus hoc dicat, sed sit falsissimum, cum in purgatorio non sit peccatum blasphemiae aut desperationis assequendae gloriae, quae sunt maxime miseriae et poenae damnatorum: (n86aq) peius enim malum est culpa quam poena, cum culpa Deo, poena autem creature privet.	Den anden vildfarelse: Han siger: "Ejheller synes det bevist, at de er visse og sikre på deres salighed, i hvert fald ikke alle, selv om vi er fuldkommen sikre på det". Såvidt Luther. [Her vil det blive påvist], at det i det hele taget er forkert, fordi vi har bevist det modsatte ud fra sandsynligheder, men også ud fra nødvendigheder, og vi har påvist, at hans fundamenter intet er, især det, at han formoder, at hele kirken regner med, at skærsildens og helvedes straffe er de samme, skønt dog ingen siger dette, men det i høj grad er forkert, eftersom der i skærsilden ikke findes nogen blasfemiens synd eller nogen synd på grund af fortvivlelse over den herlighed, der skulle opnås, hvilket især er de fordømtes elendighed og straf: for brøden er et større onde end straffen, eftersom brøden berøver én Gud, men straffen skabningen.
87 Tertia falsitas: Quis scit, inquit, si omnes animae purgatorii velint redimi? (These 29 = 95tes#29) Haec ille. Sed ista falsitas improbatur multiplici ratione: quae autem pro se adducit, sunt nulla, precipue illud, quod Paulus vel Moyses appetiverit a Deo esse anathema perpetuo pro aliis, et ex scripturis quas adducit hoc non habetur, sed eas male intelligit et citat. (n87r) (n87a)	Den tredie vildfarelse: Hvem véd, siger han, om alle sjæle i skærsilden vil forløses? Såvidt Luther. Men denne vildfarelse modbevises med mange grunde: Men hvad han fremfører til fordel for den, er intet, især ikke det, at Paulus eller Moses ønskede at være forbandet af Gud til evig tid, hvis det kunne gavne andre, og det kan ikke ses ud fra de skriftsteder, han fremfører, dem forstår og citerer han dårligt.
88 c       Til Kapitel 13:
89 c
90 c

Noter:

n2:  Vgl Koh 12,17.

n4:  Prierias erhebt angesichts der zunehmenden Fülle von reformatorischen Flugschriften und Pamphleten Vorwürfe ... leichtfertig um des Profits willen den Markt mit derartigen Schrifttum überschwemmten. Es ist bekannt, dass z. B. Adam Petri in Basel, Sigismund Grimm in Augsburg, Petrus Quentel in Köln und Melchior Lotther d. Ä. in Leipzig in den Jahren ab 1518 sowohl katholisches wie auch reformatorisches Schrifttum druckten. Der Sohn Melchior Lotthers, M. L. d. Jüngere, ging 1519 nach Wittenberg, um dort eine Druckerei aufzubauen.

n6:  1 Kor 11,19.

n6a:  Sub colore disputationis, Anspielung auf eine Wendung in Luthers Brief an Leo X. (WA 1,528): "Disputationes enim sunt, non doctrinae, non dogmata". (res01#34)

n6b:  Stilus declamatorius: nach Art der Übungen in der Rhetorenschulen, d. h. äusserliche, hohle Rhetorik, verbales Scheingefecht.

n7:  Ähnlich "Exsurge Domine". (exurge#63?)

n7a:  Gemeint ist des Prierias' Schrift "In praesumptuosas Martini Lutheri conclusiones de potestate papae dialogus". (prilut1).

n7b:  Gemeint sind Luthers "Resolutiones disputationum de indulgentiarum virtute", die Prierias zusammen med der "Responsio" auf seinen "Dialogus" erhielt (WA 1, 522-628).

n8:  Vgl. den den Resolutionen beigegebenen Brief Luthers an Leo X. WA 1, 529, 22-27. (res01#38)

n9:  Vgl. die "Replica" des Prierias. (replica).

n10:  Luther in seiner Appellation "a papa mala informato ad papam melius informandum" (22. Oktober 1518). s. unsere Edition Bd. 2 (Text 24).

n11:  Vgl. oben S. 116. Anm 1 (Luthers Vorvort zu des Prierias Schrift "Replica").

n11a:  S. oben S. 109 Anm. 22.

n12:  "bis zum Erbrechen" (Horaz).

n13:  Zum Vorwurf, vgl. oben Anm. 5. (#n6b)

n13a:  Eine Untertreibung: Buch 1 und 2 der "Errata et argumenta", die hiermit angekündigt werden, sind geradezu voluminös.

n14:  Vgl. in der "Epitome" unten S. 172-173 mit Anm. 63-65.

n15: Münster-note: Sacra Romana Rota: Der bedeutendste Gerichtshof an der römischen Kurie; geht auf die Ernennung beamteter Richter ("cappellani papae") in der Mitte des 13. Jahrhunderts zurück; ursprünglich nur zur Untersuchung ("ad audiendum"), dann auchn zur Entscheidung kirchlicher Rechtsstreitigkeiten; vgl. F. F. Schneider u. H. Ewers, Art. Rota: LThK 9, 62f.: Ch. Lefevre, Art., Rota: DDC 7, 742-771 (Lit.)

n15a:  Die römische Universität (Gymnasium Romanam, Sapienza), für die Leo X. durch die Konstitution "dum suavissimos" vom 5. November 1513 umfangreiche Reformen einleitete (Regest. Leonis X. Nr 5265): vgl. Pastor: Geschichte der Päpste IV/1 484ff, und F. M. Renair. Storia dell'Università degli studi di Roma, detta comunimente La Sapienza, 2 Bde. Rom 1803/1804.

n15b:  Gemeint ist Luthers "Resolution super propositione XII. de potestate papae" (Ende August 1519), auf die Prierias an Ende des 2. Bandes der "Errata" näher einging; s. unten S. 186.

n15c:  Gemeint ist Nicolaus de Tudeschis (Panormitanus), Quaestio prima "Episcopus et quidam rector curatus" (1426): Nöhr 6 mit Anm. 15, Die Abhängigkeit der Konzilslehre Luthers in den Resolutionen und der "Responsio" von Auffassungen des Panormitanus war Prierias bereits in seiner "Replica" ein Dorn im Auge: s. oben S. 121f. Anm. 23. Panormitanus war bereits 1514 von Prierias in dessen "Summa summarum" abgelehnt worden (s. v. Papa). Vgl. Christa T. Johns, Luthers Konzilsidee 127, 130-134.

n15d:  Diesen Plan hat Prierias wohl nicht mehr ausführen können.

n24: Münster-note: Luther will also im Falle der 'Epitoma' ähnlich verfahren wie mit der 'Replica' des Prierias. Der vorgezogene Druck dieses Index (Epitoma!), gedacht als Vorhut der umfassend geplanten Apologie gegen Luther, hat somit grossen Schaden angerichtet, da Prierias hier seine Ekklesiologie von den Begriffen 'regnum' und 'hierarchia' her entfaltet und zwar noch ohne ausführliche Belege aus Schrift und Tradition; diese Belege sollten erst in den 'Errata et argumenta' vorgelegt werden, die Luther dann nicht mehr beachtet hat. Die 'Epitoma' musste somit in den Augen Luthers als Dokument der extremsten Form des 'Papalismus' erscheinen, was man von dem Hauptwerk des Prierias jedoch nicht undifferenziert sagen kann.
     Jeg vil, som et lille drilleri imod Luther, føje til, at Luther jo netop ikke fremlægger Sylvesters skrift 'nudum'; han kan ikke dy sig for at indsætte en række randbemærkninger hist og her.
     Endvidere vil jeg føje til, som en bemærkning til påstanden om, at det har skadet sagen, at Sylvester udgav "Epitoma" først, førend han fremkom med bevismaterialet, gøre opmærksom på Luthers udredninger her i #21, hvor han angriber Sylvester for at ville grunde skriftens autoritet på paven og ikke pavens på skriften. Hvis det virkelig er det, han vil, og det, han gør, så nytter jo ikke selv nok så mange skriftbeviser. Man løber ind i en ringslutning: Først beviser man ved hjælp af skriften, at paven er kirkens leder og som sådan har det endelige ord at sige, hvad skriftudlægning angår. Men hov, hvordan har man egentlig kunnet bevise det ved hjælp af skriften, den bevisførelse må vel være foretaget uden pavens autoritet, eller hur? Det vil sige: selv om Sylvester havde udgivet "errata et argumente" først, det havde ikke hjulpet det bitterste. Det er selve det ulogiske i at ville bevise pavens autoritet med en skrift, der for at udlægges korrekt forudsætter pavens autoritet, der er det himmelråbende forkerte.

n37:  Luther randbemærkning: Dicente Christo: Qui vult esse maior, sit minor (vgl Mt. 20,26) ABC.

n37a:  Luther randbem. Preter Judam Scharioth et Mathiam, de quibus Act. 1 dicitur: Et episcopatum eius accipiat alter. (Apg. 1,20) ABC.

n37b:  Luther randbem. Sicut Nero et Domitianus.

n37c:  Luther randbem. Ad depascendum et perdendum.

n38:  Luther randbem. Non pedalis nec cubitalis ABC

n38a:  Luther randbem: Nota: Cephas est caput contra Ioh 1 [,42; Joh 11 A; Joh 2 C], qui cephan Petrum scribit ABC.

n38b:  Luther randbem. Haec Prierias ABC.

n39:  Luther randbem. Antiochenus Petri successor est, (non) Romanus ABC.

n39a:  Luther randbem. Haec Prierias ABC.

n39b:  Luther randbem. Licet Petrus Apostolus et Papa solum sit Episcopus, minor videlicet simul et equalis. ABC

n39c:  Luther randbem. Imo confuse tantum et materialiter ABC

n39d:  Luther randbem. More Prieratico ABC

n40:  Luther randbem. id est, in cerebro Prieratico ABC

n40a:  Luther randbem. Sicut Vergillus: Auri sacra fames (Aen 3,57) ABC

n40b:  Luther randbem. Quia Christus ius imperii terreni sibi ipsi negavit, ut suo vicario Romano integrum relinqueret; hoc bene nota [Joh 18,36] ABC. Almindelig note: Antonius de Rosellis (1380-1466) kanonist, lægmand, professor i Bologna, Padua og Rom.

n41:  Luther randbem. Romani iubilei ABC

n41a:  Luther randbem. subversione ABC

n41b:  Luther randbem. Etiam coelestium, deturbato Christo et Deo ABC

n41c:  Luther randbem. Nota. Papa licet esse homicidam omnium cruentissimum ABC

n42:  Luther randbem. nisi dum moritur ABC

n42a:  Luther randbem. Doctrinam Papae non oportet everti, sed ipsa debet omnia evertere ABC

n42b:  Luther randbem. Hoc verum, sed non sic regnum Papae ABC

n43:  Luther randbem. id est venator robustus sicut Nimbrot [Gen 10,8] ABC

n43a:  Luther randbem. Unde pecuniae extrahuntur, non animae ABC

n43b:  Luther randbem. per saltum et in latus sumendo ABC

n44:  Luther randbem. vel dormiente ABC

n45:  Luther randbem. Ne cum Christo quidem, sicut decet Antichristum ABC

n46:  Luther randbem. Quia Papa non est pars Ecclesia universalis, ideo verum est, aliam ei potestatem esse quam Ecclesiae, scilicet tyrannicam et diabolicam ABC

n47:  Luther randbem. Haec fatalis Sylvester, non abortiens minas ABC

n47a:  Luther randbem. Nec Christi. ABC

n47b:  Luther randbem. Solvuntur per clavem Silvestrinam ABC

n48:  Luther randbem. Quia non claves, sed clavas habet ABC

n48a:  Luther randbem. Vere afficiunt et perdunt animas ABC

n48b:  Luther randbem. Id est, extinguere ecclesiam Dei ABC

n49:  Luther randbem. Sicut fere ubique facit ABC

n49a:  Luther randbem. Imo Christianissimum esset Papam semel cum suis impiissimis legibus abolere ABC

n49b:  Luther randbem. Scilicet ut ecclesia haeretica fiat ex haereticis decretalibus ABC

n50a: Luther randbemærkning: divinorum et Ariolorum.

n50b: Luther randbemærkning: Nec mirum, cum illi ex corde suo fingerent.

n50c: Luther randbemærkning: Furor Sylvestri primus.
 

n51a: Luther randbemærkning: Furor secundus.

n51b: Luther randbemærkning: Et sic Paulus ad Galatas mentitur dicens: non per hominem nec ex hominibus (Gal 1,1).

n51c: Luther randbemærkning: Nota: Romanistis est Concilium quicquid et quantum visum fuerit

n52a: Luther randbemærkning: Et hoc Antichristum facturum, est praedictum per Apostolum.

n52b: Luther randbemærkning: Scilicet impiorum.

n52c: Luther randbemærkning: Excepto concilio Apostolorum, in quo Iacobus presedit, et Niceno, in quo Eustachius Antiochenus. (Apg 15,13).

n53a: Luther randbemærkning: Concilio Constantiensi autoritas manet, quantum vult Sylvester.

n53b: Luther randbemærkning: Hoc et Satan potest et latrones.

n53c: Luther randbemærkning: Furor

n53d: Luther randbemærkning: Et excepto casu confessionis et egritudinis, ubi medicus ei superior est.

n54a: Luther randbemærkning: id est Antichristus.

n54b: Luther randbemærkning: ad futurum.

n54c: Luther randbemærkning: Nota distinctiones subtilissimas Archimagistri pallacii sacratissimi

n54d: Luther randbemærkning: Placitum Papae est regula omnium.

n54e: Luthers appellation til et fremtidigt koncil blev udsendt 28. november 1518. (se appell#1)

n55a: Luther randbemærkning: Vides ergo, papae nihil esse cum Concilio commune, ergo nec cum Ecclesia Dei, quod verum est.

n56a: Luther randbemærkning: Nota limitationes egregias.

n56b: Luther randbemærkning: Et totum concilium Constantiense.

n57a:Luther randbemærkning: Obstupesce, celum, horresce, terra. O Christiani, videte quid sit Roma.

n58a: Luther randbemærkning: Catholice et sancte

n58b: Luther randbemærkning: Nec foelicius nec sanius quam haec scripta sunt.

n58c:  Luther randbem. sic diligit pastor oves ABC: Sådan elsker denne hyrde sine får.

n59:  Luther randbem. id est, somniatur ABC

n59a:  Luther randbem. Scilicet Christus etiam sterquilinium impietatis inhabitat, nova benignitate ABC.

n60:  Luther randbem. Nihil ad Lutherum, Adulator foedissime! ABC Det har intet med Luther at gøre, din elendige spytslikker!

n60b:  Luther randbem. Furor ABC Han raser.

n60c:  Luther randbem. Sicut Christus a Iudaeis excommunicatus fuit [Joh 21,3f] ABC Ligesom Kristus blev ekskommunikeret af jøderne.

n60d:  Luther randbem. Sententia Archimagistri ABC Ja, det er de store magistres mening.

n61:  Luther randbem. Sola potestate, etiam si sit iuxta indoctissimus et [cor]ruptissimus, quia ipse dixit et facta sunt ABC Alene ved sin magt, også hvis han næsten er den mest ulærde og korrupte, der kan tænkes, bare fordi han selv har sagt og gjort det.

n61a:  Luther randbem. id est solitarius, scilicet quando in lecto dormit ABC Det vil sige, han selv helt alene, nemlig når han sover i timen.

n61b:  Luther randbem. Distinctio notabilis et magistralis ABC En bemærkelsesværdig skelnen og administrationspraksis.

n62:  Luther randbem. Hic non Sylvester, sed Satan, Princeps demonum, loquitur ABC Her taler ikke Sylvester, men Satan, dæmonernes fyrste.

n63:  Luther randbem. Et hic Satan loquitur ABC Også her taler Satan.

n63a:  Luther randbem. Papa ut papa agit, quando portatur a referendariis et beatos pedes prebet osculandos, deinde quando per avaritiam absorbet mundum perditque animas ABC Paven handler som pave, når han bæres i bærestol og strækker sine salige fødder frem, så de kan kysses, endvidere når han af pengebegær opsluger verden og bringer sjælene i fortabelse.

n63b:  Luther randbem. Opinio Sylvestri e tartaro advecta ABC. Dett er Sylvesters mening fra dødsriget.

n64:  Luther randbem. Sicut probatum est novissimo concilio (5. Laterankoncil 1512-1517) ubi decisum est animam esse immortalem et esse decimas pro ventre Romano extorquendas ABC Sådan som det blev bevist på det sidste koncil, hvor det blev bestemt, at sjælen er udødelig og at der skal fravristes tiende til den romerske bug.

n65:  Luther randbem. Satan ABC

n65a:  Luther randbem. id est solitarius, ut supra ABC Det vil sige, for sig selv.

n65b:  Luther randbem. Quale fuit novissimum Lateranense ABC. Hvilket skete på det nylige Laterankoncil.

n65c:  Luther randbem. Scilicet, quia plus est in uno capite Papae quam in tota Ecclesia Christi ABC Fordi der nemlig er mere i pavens hoved end i hele Kristi kirke.

n65d:  Luther randbem. Satan ABC

n66:  Luther randbem. Quid est in se? Ne admittat facile consilium ob periculum reformationis Ecclesiae ABC Hvad formår han? At han ikke skal tillade et let udført råd på grund af faren for en reformation af kirken.

n66a:  Luther randbem. id est, non Sylvestraliter ABC Det vil sige, ikke på Sylvesters måde.

n66b:  Luther randbem. a deo huius mundi, qui operatur in filiis diffidentiae ABC Af denne verdens gud, som virker i utroskabens børn.

n66c:  Luther randbem. Probatum est ABC Ja, det er bevist.

n67:  Luther randbem. vel etiam magister pallacii vel notarius aliquis ABC Eller også magister Palatii eller en notar.

n67a:  Luther randbem. Pulchrum argumentum a sancto viro ad impium ABC Det var dog et smukt argument fra en hellig mand til en ugudelig.

n68:  Luther randbem. Haereticum secundum fidem Sylvestri, qua creditur impietati, ut Apostolus praedixit [2 Thess 2,11ff] ABC Det vil sige kættersk, ifølge Sylvesters tro, hvor man tror på ugudeligheden, som apostelen forudsagde.

n68a:  Luther randbem. Et per se notis ac primis principiis libri Elenchorum (des Aristoteles) ABC Og derigennem Aristoteles' bogs særlige og første principper.

n69:  Luther randbem. Sylvester impropriista ABC Sylvesters uegentligheder.

n69a:  Luther randbem. Quasi Christi passio et merita sanctorum habeant ullam proportionem. Sic Sylvestraliter disputat ABC. Som om Kristi lidelse og de helliges fortjenester havde nogen proportion. Sådan disputerer man på sylvestersk vis.

n70:  Luther randbem. Ex Aesopo fabula prima ABC Ud fra Æsops første fabel.

n70a:  Luther randbem. tandem et per se ABC i hvert fald i sig selv.

n70b:  Luther randbem. Haereticum in via Thomae apostatica ABC. Kættersk på den frafaldne Thomas' måde.

n71:  Luther randbem. Veritate Thomistica ABC En thomistisk sandhed

n71a:  Luther randbem. Thomistarum ABC Altså, thomisternes doktrin.

n71b:  Luther randbem. In Theologia Thomistica ABC Det vil sige, det er en fejl i den thomistiske teologi.

n72:  Luther randbem. id est, per conflatum quintum Sylvestri [Verballhornung einer Schrift des Prierias] ABC

n72a:  Luther randbem. Nota: creditur verbum impersonale est fundamentum Thomisticae et romanae Theologiae, hoc enim probant omnia sua ABC Læg mærke til: Man tror, at et upersonligt ord er thomisternes og de romerske teologers fundament, for det er det, der beviser alt deres.

n72b:  Luther randbem. Autoritas Sylvestri ABC

n74:  Luther randbem. Indulgentiae habent triplex esse, metaphysicum, naturale et logicum: quartum tacetur, quod est chymericum et propriissimum ABC De regner med tre slags aflad, den metafysiske, den naturlige og den logiske: den fjerde tier man om, det er deres helt egen.

n75:  Luther randbem. Hic autor corrigit seipsum, prius tres ecclesias, iam quinque habens sic Romae crescit sapientia ABC. Her korrigerer forfatteren sig selv, før havde han tre kirker, nu har han fem. Sådan øges den romerske visdom.

n76:  Luther randbem. Magistralis et scientificissima distinctio. ABC Det var en administrativ og videnskabelig distinktion.

n76a:  Luther randbem. Ut exigat censibus orbem; vere hic non errat, proh dolor! ABC Når han indkræver skat af alverden, men ak og vé, her fejler han ikke.

n77:  Luther randbem. Hic Satan ex imo tartaro loquitur ABC Her taler Satan minsandten fra sit helvede.

n77a:  Luther randbem. Capiendo ecclesiam Romanam sexto modo pro magistro pallacii ABC Her har vi den sjette måde at opfatte den romerske kirke på, som magister pallatii viser os.

n78:  Luther randbem. Quia hanc palatinam magistralem distinctionem ignoravit. ABC Fordi han var uvidende om denne magister palatiiske skelnen.

n78a:  Luther randbem. id est Nimbrot ABC.

n79:  Luther randbem. O quam dolet hoc vulnus et ulcus! ABC Åh, hvor gør dog dette sår og denne blister ondt!

n80:  Luther randbem. Istos errores Lutheri ostendit, sed in secreto suo cubiculo in nocte ABC Han påviser disse fejl hos Luther, men han gør det i al hemmelighed om natten i sin seng.

n80a:  Luther randbem. Sic etiam Colonienses et Lovanienses respondent. Estque hic solennis magistrorum nostrorum modus respondendi: Male citasti et exposuisti scripturam ABC Sådan svarede kølnerne og løvenerne også. Det er vore magistres højtidelige måde at svare på: du har citeret og forklaret skriften dårligt.

n84:  Luther randbem. Quam colonialiter loquitur ABC Hvor taler han dog kølnsk.

n84a:  note 122 vgl WA 1, 661-664, 552-555 (= res03#60 til res04#4), 558-561 (= res04#26) til res04#51).

n85:  Luther randbem. Pulcherrima omnium consequentia: Sylvester oppositum dicit, ergo est falsum ABC. Det er dog den mest fortrinlige konsekvens af alle: Sylvester siger det modsatte, altså er det forkert, det, du siger.

n85a:  note 123 Gegen Luthers 18., 19. und 20. These. (tese 18 = res04#58.

n86:  Luther randbem. Eadem consequentia sylvestrica. ABC Her har du den samme sylvestrinske konsekvens.

n86a:  Luther randbem. Non sunt eaedem culpae, ergo non eaedem poenae: iterum Sylvestraliter ABC Brøderne er ikke de samme, ergo er straffene ikke de samme: igen sylvestrinsk logik.

n87:  Luther randbem. Solutio eadem Coloniensium est ABC Det er den samme løsning som kølnerne brugte.

n87a:  note 124 WA 1, 664f., 562-570 = res04#58 til res05#45.