Emser mod Luther 1

---

Indlægget er formentlig blevet til i august 1519.

Det bemærkes, at oversættelsen er højst foreløbig, nærmest en 'råtekst'. Sædvanligvis anfører jeg med (?) de steder, jeg er i tvivl om. Her kan man ikke regne med noget sådant. Også ikke markerede steder kan indeholde brølere, ting, der er forstået helt forkert eller noget, der i altfor høj grad beror på gætværk fra min side. Efterhånden som jeg får arbejdet mig igennem teksten flere gange, vil muligvis nogle af de værste brølere forsvinde.
 

1 De Disputatione Lipsicensi, quantum ad Boemos obiter deflexa est, Epistola Hieronymi Emser.	Om disputationen i Leipzig, forsåvidt den i forbigående drejede sig om bøhmerne. Et brev af Hieronymus Emser.
2  Reverende Patri Domino Joanni Zack, Jurium Doctori, Catholice Ecclesiae Pragen, Administratori, ac Lithomericen. Praeposito, Hieronymus Emser, Sacrorum Canonum Licentiatus, S. D. P.	Til den ærværdige fader, hr Johannes Zack, doktor juris, administrator over den katolske kirke i Prag, og Lithomericus. Jeg, Hieronymus Emser forestiller mig, licentiat i den kanoniske ret.
3  Habitantem in te Christi spiritum, Reverende Pater, cum vita referat Christo digna, tum id omnium maxime declarat, quod natus olim in terra Boemica (terra, inquam, superstitionis ac confusionis Babylonicae) pro modico duxeris, regenerasse Christo parentes tuos carnales, teque simul cum illis a patriis vindicasse erroribus;	Da Kristi ånd bor i dig, ærværdige fader, hvilket et liv, der er Kristus værdigt, fortæller om, når af disse ting den sag især forklarer det, at du i sin tid blev født i Bøhmen (et land, vil jeg sige, der er fuldt af overtro og babylonisk forvirring), har du beskedent medvirket til, at dine kødelige forældre er blevet genfødt til Kristus, og at du sammen med dem er blevet befriet for fædrenes fejltagelser.
4  Nisi quam etiam patriam, ac totum orbem illum Boemicum (velut (L661) alter quidam Hercules) domesticis repurgare monstris. Christoque lucrifacere satageres, declamando, hortando, obsecrando, ac increpando. Idque paulo minore aliquando periculo, ac Paulus olim ipse. Sed vicit demum virtus invidiam.	Og har udrenset ikke blot fædrelandet, men hele verden (som en anden Herkules) for disse monstrøse opfattelser. Og du har haft travlt med at høste fordel for Kristus, ved at deklamere, ved at formane, ved at bønfalde og ved at råbe op. Og det med kun lidt mindre fare, end Paulus selv i gamle dage. Men omsider har dyden sejret over misundelsen.
5  Atque adeo quidem praevaluit, ut spectato toties zelo paternitatis tuae non ficto, summa tandem ecclesiasticarum rerum (quantulacunque istic est reliqua) totaque admonistratoria illa dignitas uni tibi demandata fuerit.	Og i den grad har den sejret, at når man ser på hele din faderligheds ikke påtagne iver, så er hele summen af de kirkelige sager (hvor små de tilbageblevne end er) og hele den administratoriske værdighed alene blevet betroet dig.
6  Ubi in mundo hoc tuo Boemico, nimbis, tempestatibus, et aquis istis contradictionis (veluti cataclysmo quodam) inundante, apertisque majoribus in dies errorum cataractis, in profundum descendente, Tu, tanquam alter Noa pater, cum paucis admodum justis, Christumque agnoscentibus, Archam illam mysticam, hoc est ecclesiam dei sacrosanctam (quae juxta Catholicum et apostolicum ritum, sive fato quodam, sive patronorum et praecipue divi Wenceslai precibus, inter tot piratas istic adhuc fluctuat) fidei clavo intrepide gubernas.	Hvor i verden denne din bøhmiske person steg ned, mens stormskyerne, uvejret og vandene oversvømmede (disse modsigelses-vande, som et skybrud), på vildfarelsernes dag under åbenlyse ledelses-uvejr, steg ned i det dybe, dèr styrede du som en anden fader Noa, sammen med få, der som du var retfærdige og kendte Kristus, denne mystiske ark, det vil sige, Guds hellige kirke (som ifølge den katolske og apostolske rite, hvad enten den nu indtil nu er sluppet fri blandt aå mange pirater ved en eller anden skæbne eller ved beskytternes og især den guddommelige Wenceslaus bønner), du styrede den uforfærdet med troens nøgle.
7  Utinam atque utinam filia Babylonis misera, hoc est, infoelix illa tua ac errabunda Boemia, te remigante, ex tot scopulis et procellis in tutum aliquando portum se recipiat. Utinam tandem sapiat et intelligat, tum novissima providens, ad dominum deum suum convertatur ac redeat.	Gid og atter gid denne arme babyloniske datter, det vil sige, det ulykkelige og omstrejfende Bøhmen, med dig ved årerne, engang måtte finde tilbage fra så mange klippeskær og storme til den sikre havn. Gid det dog engang ville indse og forstå, tage vare på de sidste begivenheder og vende tilbage og igen komme til sin herre og Gud.
8  Quisnam proh deum immortalem, hic viscus est, adeousque tenax, quo illita, tam haeret pertinaciter? Aurumne et argentum? At Christum audiant dicentem: Quid prodest homini, si mundum unisersum licretur, anima vero suae detrimentum patiatur. (Matt 16,26)	Hvem vil mon ved den udødelige Gud her have indre styrke og i den grad holde fast, og hvad er det mon for utilladelige ting, som den hænger så stædigt ved? Mon det er guld og sølv? Men de har da hørt Kristus sige: 'Hvad gavner det et menneske, om man vandt den hele verden, men led skade på sin sjæl'.
9 Libertasne, an perniciosa potius peccandi licentia? At credant saltem Petro, qui Petri diffidunt successoribus. Non quasi velamen, inquit, habentes malitiae libertatem. An vero voluptas, ac carnis desideria? At repetant animo, quo suorum quosdam (etiam regulos) abduxerit portentosa illa, nulloque religionis symbolo circumscripta libido.	Og mon friheden snarere er en skadelig tilladelse til at synde? Men lad dem så i det mindste tro på Peter, hvis de ikke vil tro på hans efterfølgere. 'Lad os ikke have friheden som et skalkeskjul for det onde' siger han i 1 Pet 2,16. Men mon vi skal bruge den til lysten eller til kødets ønsker? Men lad dem gøre bod i sjælen, så den kan føre dem (ikke blot munkene, men også præsterne) ud af disse forfærdeligheder, så man ikke bruger fromhedens symboler som dække for vellysten.
10 Aut quantum sceleris, quidue monstri, brevi apud eos aluerit contemptrix superum temeritas et e recto semel deliratio; Deum testor optimum maximum, quod non sine lachrymis ista dictitem. Quis enim vere Christianus et fraternae charitatis amator, non doleat tot fratrum jacturam? tantam animarum cladem? tam inclyti regni casum et ruinam? tantam postremo divinae majestatis contumeliam ac blasphemiam?	Men hvor stor en forbrydelse, hvilken afskyelighed har denne frække foragt for det høje og denne afvigelse fra det rette fremelsket hos jer; jeg kalder Gud, den bedste og største, til vidne på, at jeg ikke siger dette uden tårer. For hvilken sand kristen og elsker af den broderlige kærlighed vil ikke føle smerte over en broder, der forkastes? Så stor en sjæleskade? Så stort et fald og ødelæggelse af et berømt rige? Ja, så stor en forhånelse og bespottelse af den guddommelige majestæt?
11 Aut quem jam non pudeat, priscos illos generosos Boemorum spiritus, gentem tanta olim virtute conspicuam, tot victoriis (L662) illustrem, penes quam summa quondam fuit imperii, et terrestris regni caput, eo redactam esse, ut quum singulae gentes religionem aliquam unam mordicus teneant, hic in uno regno, alium proceres observent religionis cultum, alium cives:	Men hvem skammer sig så ikke over, at disse ældgamle, ædle bøhmernes ånder, at et sådant folk, der fra gammal tid var af iøjnefaldende dyd, oplyst ved så mange sejre, som næsten havde det største rige og var de jordiske rigers overhoved, er ført derhen, at de stædigt fastholder hvert enkelt folks ene religion, her i et rige, så de høje har én gudsdyrkelse, borgerne en anden.
12 Et in una eacemque domo aliter pater familias, aliter familia ipsa adoret, denique in uno saepe thoro alio vir ritu, alio uxor deum colat? In universum autem ut pars multo maxima, posthabito deo, et relicto verbo vitae cerdonibus modo ac crepidariis, tum mulierculis quibusdam praeficis, idque in gurgustiis subterraneis (cimmeriis (n12)  tenebris dignissimis) aures praebeat?	Og i ét og det samme hus tilbeder faderen på én måde, den øvrige familie på en anden, ja, ofte dyrker i det samme ægteskab manden én ceremoni, hustruen en anden? Men i almindelighed, det vil sige for størstedelen, tilsidesætter man Gud, overlader livets ord til håndværkere og sandalmagere, sætter du da småkvinder i spidsen, og skaffer det ørenlyd i underjordiske hytter (værdige til at være mørkets kældre)?
13 Atque his ducibus et aurigis, contra invincibilem ecclesiae veritatem, tot martyrum caedibus, tam solidis apostolum fundamentis, supra firmissimam Christi petram aedificatam, tanquam musca contra Elephantum, aut adversus aquilam Scarabaeus velitari ausit?	Og ved disse ledere og kuske, imod den ubesejrelige kirkens sandhed, idet så mange martyrer faldt, er der blevet bygget så stærke apostoliske fundamenter ovenpå den fasteste klippe, Kristus, vover så en mus at kæmpe imod en elefant, eller en skarabæ at kæmpe imod en ørn?
14 Num idem factitavit Wenceslaus dux olim eorum, vir omni sanctitate venerabilis? Num id ausa est prisca illa Boemica virtus ac nobilitas? An non vere quadret in eos propheticum hoc: Quomodo sola sedet Dominus gentium, princeps provinciarum? Sacerdotes ejus gementes: quia (ut paulo infra sequitur) dispersa sunt lapides sanctuarii ejus in capite omnium platearum. Filii Syon inclyti, amicti auro primo, quomodo facti sunt in vasa testea? (Klages 1,1. 4,1f)	Mon ikke Wenceslaus, deres tidligere fører, var en mand af al ærværdig hellighed? Mon denne bøhmiske førstegrøde af død og adelskab vovede det? Mon ikke dette profetord stemmer godt overens med det: 'Ak, hvorfor sidder Herrens folk alene, I fyrster? Fordi' (som det hedder lidt senere) 'de hellige sten kastes på hvert gadehjørne. Sions ædle sønner, elsket fremfor guld, hvordan er det gået til, at de er blevet til lerkrukker?'
15      Sed dicent fortassis (ut sunt ad excusandos errores suos argutuli nonnulli) minime se solos esse aut sine Theseo: Quandoquidem ex nostris etiam factionis suae assertorem habeant Doctorem Martinum Lutherum, unum omnium, qui abstrusa sacrae scripturae sensa (ceu divina virgula) tum solus attingat, tum ad stomachum eorum faciat, quique cornicum oculos potis sit configere. (n15)	Men de vil måske sige (sådan som der er mange argumenter for at undskylde deres fejl), at de var alene eller var uden Theseus. Men de har da i hvert fald fra vor kirkeafdeling tilslutning fra doktor Martin Luther, som er én af alle, og som idet han skyder den hellige skrifts mening til side (som om det var en guddommelig tryllestav) dels alene holder sig dertil, dels gør det til deres ærgrelse, og skuffer selv dem, der ser skarpest.
16 Quamobrem dum idem Lipsiae nuper decertaret, publica deo supplicia, quottidianaque (licet profana) pro eo sacra fecisse, populariter gloriantur. (lutems01#55) O miserum Lutherum, si execrandis et abominabilibus istorum piaculis confisus, ac non potius jugi scripturarum meditatione (quibus a teneris, ut ajunt, unguiculis indefessam navavit operam) fretus, cum fortissimo Theologorum Ecchio pugnam ineat. (lutems2#16)	Af den grund praler de af, at mens der fornylig blev kæmpet i Leipzig, afholdt de offentlige, hellige bønner for ham hver dag (skønt profane). O elendige Luther, om han da bare havde stolet på deres forbandede og afskyelige forbønsofre og ikke snarere havde støttet sig til åget med overvejelser over skriften (hvormed han med sine tynde negle forrettede en utrættet gerning (?)), da han gik i kamp mod den bomstærke teolog Eck.
17 Imo vero nihil constantius idem a se repulit Martinus, quam falsam hanc quorumdam de ipso suspicionem. Neque Ecchio usquam tam restitit in faciem, quam ubi joco vel serio (incertum est) patronum (663) eum Boemorum subluderet, sua ipsius voce damnans temerariam eorum a sede Apostolica discessionem. (eck06#8)	Ja, i sandhed, intet støder Martin mere vedholdende tilbage end en sådan falsk mistanke om, hvad han er. For han gjorde ikke nogensinde så megen modstand overfor Eck, som da han for sjov eller i alvor (det er uvist) kaldte ham Bøhmernes beskytter, idet han på sit eget sprog fordømte, at de frækt havde udskilt sig fra det apostoliske sæde.
18 Neque se in hoc illis consentire, neque consensurum unquam publice protestans. Desinant igitur miseri vexare superos, aut precibus frustra lacessere. Non enim tam praesentes in vota sua divos illi habent, ut vel tu, venerande Senex, vel caeteri, qui adhuc Christi inter vos spirant amorem, propter disputationem hanc Lipsicam hastam abjiciant, animumve despondeant.	Og han erklærede offentligt, at han ikke var enig med dem heri, og heller aldrig ville blive enig med dem. De elendige skulle altså ophøre med at plage deres overordnede, eller tirre dem forgæves med bønner. For de har ikke i deres løfter så nærværende guddommelige, så at enten du, ærværdige olding, eller de øvrige, som hidtil har åndet af Kristi kærlighed iblandt jer, skulle tabe modet over denne Leipzig-disputation og fortvivle.
19 Nec est quod factiosi isti, sive Pyghardi, sive Schismatici, ob hoc falso sibi gaudio illudant, cristamve erigant. Quin magis erubescant, quod reclamante etiam ipsorum patrono (ut falso jactitant) nec dum ad cor redeunt, sed marmoris instar rigent, haud secus, ac si dura filex aut stet marpesia cautes.	For det betyder ikke noget, hvad disse partigængere, hvad enten de er pigharder eller skismatikere, spotter med på grund af deres falske glæde, det betyder ikke noget, at de rejser hanekam. De skulle snarere rødme, fordi også deres egen beskytter (som de falskelig praler af) protesterer, men de går ikke i sig selv, men væder marmors vægt (?), næppe anderledes end hvis det var en hård bregne eller han stod på Marpesias klippe. (?)
20       Atque is quidem, cum disputatio ipsa (ut ingenue fatear) contentionis quam aedificationis plus prae se tulerit, unus ipsius fructus mihi visus est, quod ipse etiam Martinus, vir rara profecto eruditione et doctrina, (in quem tanquam parietem omnes spes suas inclinaverant) tam rotundo ore, tam constanti vultu, tam arguta denique ratione eos spe ista fefellerit, vt non solum publice confessus sit, sed cum quodam etiam indignationis spiritu exprobraverit Boemorum contra Romanum pontificem corneam fibram ac pertinaciam.	Men den ene frugt forekommer det mig til syvende og sidst, at denne disputation havde, skønt den (hvad jeg åbent tilstår) var mere en tvekamp end en opbyggelse, at også Martin selv, en mand af en sjælden dannelse og lærdom (til hvem alle har sat deres håb som ved fælles overenskomst) med en så afrundet tale, med et så stadigt ansigt og med en så rationel argumentation fratog dem deres håb, så han ikke blot offentligt bekendte, men også med nogen forargelsens ånd bebrejdede bøhmerne deres hårde sind og stædighed imod den romerske pave.
21 Nihil scilicet tanti esse oportere asserens, quod nos ab unitate Christi et ecclesiae separare debeat. Sed nec ob hoc illi sibi placeant, quod idem Doctor Martinus pio quodam (ut equidem crediderim) affectu mirari se dixit, tot eorum esse qui Boemis superciliose insultent, maleque imprecentur, Neminem vero qui mitiori eos calamo ab errore dehortetur, maxime, quum humanus animus blanditiis potius duci, quam minis aut terroribus cogi velit. (eck03#69)	For han forsikrede, at der ikke burde være noget, der var så stort, at det burde skille os fra Kristi og kirkens énhed. Men heller ikke af den grund behagede de ham, at den samme doktor Martin med en vis from følelse (hvad jeg i hvert fald tror) sagde, at han undrede sig over, at der var så mange af dem, som strengt drev spot med bøhmerne og forbandede dem, men at der ikke var nogen, som med blid pen frarådede dem at begå fejltagelse, især når den menneskelige sjæl snarere føres ved lokkende tale end den vil tvinges med trusler og skræk.
22 Complures enim tunc Eccius, Theologus extra aleam doctus, ad calculum vocavit, veluti Capistranum, Cusanum ac reliquos veteranos (eck04#38f) (ut de recentioribus, tuisque ipsius concionibus saluberrimis hic taceam) qui non importuno, sed dei spiritu et lenitate Christana eos erratorum suorum admonuerunt, et in viam reducere conati sunt et tamen nihilo fecius promoverunt, quam si quis surdo narret fabulam. Quare non est quod supercilium nostrorum excusent. Quamvis quid vetet tam oportune quam importune, juxta Apostolum (2 Tim 4,2), durae ceruicis homines appetere, (664) omniaque prius experiri, quam deploratos relinquere? Cum et malo nodo malus quaerendus sit cuneus.	Eck, en teolog, lærd ud over det almindelige, kaldte nemlig dengang flere til sporen, fx Capristanus, Cusanus og flere ældre teologer (jeg nævner ikke de nyere teologer og dine egne frelsebringende prædikener), som ikke ubelejligt, men ved Guds ånd og Kristi mildhed formanede med henblik på deres vildfarelser og søgte at få dem tilbage til vejen og dog ikke opnåede mere end hvis nogen havde fortalt en historie for en døv. Dette er dog ikke noget, der kan undskylde vores hovmod. Skønt hvad kan forbyde, både belejligt og ubelejligt, som apostelen siger, overfor hårdnakkede mennesker at stræbe efter først at forsøge alt, førend de går grædende bort? Skønt også det at søge det onde ved en ond knude kan være kileformet (??).
23 Et ipse etiam Ulysses socios suos inuitos flentesque a loto divellens, ad navem redegerit: Nec vitio detur medico, qui pro salute recuperanda ferrum aut ignem etiam adhibeat: Magisque ex re illis fuerit unusquispiam quantumvis acriter obluctans, quam mille alii in perniciem eorum mussitantes:	Og også selve Ulysses rev sine uvillige og grædende venner bort fra badet og førte dem tilbage til skibet. Ejheller bebrejder man en læge noget, hvis han for at opnå helbredelse knytter sig til jern eller endog ild. Og snarere har der for dem [bøhmerne] været én og anden, der anstrenger sig meget stærkt, end tusind andre der tier til deres fordærv.
24 Sicut melior est amicus objurgans, quam inimicus tacens. Id quod sero intelligens Evangelicus ille Tantalus, quum apud inferos tandem arentia siti labra refrigerare non posset ipse, id saltem rogabat, ut fratribus suis quispiam mitteretur, fugerens, ne in eum tormentorum locum et ipsi venirent. (Luk 16,24ff)	Således er en ven, der formaner, bedre end en uven, der tier. Hvilket han forstod, der ifølge evangeliet sad i helvede, hvor han i dødsriget ikke engang kunne læske sine egne læber, der brændte af tørst, og bad om, at i det mindste én kunne sendes til hans brødre, idet han ville undgå at også de skulle komme til dette pinested.
25 Sed quam infelicem passus fuerit repulsam statim subit, cum illi dicitur: Habens Moysen et prophetas, illos audiant. (Luk 16,29). Simile quippiam Christus etiam ipse nobis insinuat, dum apud eundem Lucam discipulis suis ait: Quicunque non receperint vos, exeuntes de civitate illa, etiam pulverem pedum vestrorum excutite, in testimonium super illos. (Luk 9,5)	Men hvor ulykkeligt måtte han finde sig i straks at blive tilbagevist, da der blev sagt til ham: 'De har Moses og profeterne, dem kan de høre'. På samme måde siger også Kristus selv hos den samme Lukas indtrængende til sine disciple: 'Og de, der ikke modtager jer, når I går ud af deres by, så ryst endog støvet af jeres fødder, til vidnesbyrd imod dem'.
26 Quibus locis satis innuitur, tum quam periculosa res sit obdurare aures, et pulsantem ultro Christum semel excludere: Tum quod Boemi non possunt conqueri defuisse eis nostros, sed nostri contra dicere: cecinimus vobis, et non saltastis. (Matt 11,17)	Af disse steder fremgår det tilstrækkelig klart, både hvor farlig en sag det er at have forhærdede ører, og samtidig lukke den Kristus, der banker, ude, og at bøhmerne ikke kan besejres, fordi de mangler det, vi har, men at vore modsat kan sige: 'vi spille på fløjte for jer, og I dansede ikke'.
27        Eant igitur nunc isti gloriantes in malitia sua, vulgoque sutelas obstrepentes et mendacia, quod disputatio haec Lipsiae exhibita erroribus eorum subscripserit, quo nihil minus hic est actum, nihilque tam ab utriusque partis abfuit sententia.	Lad derfor disse gå, der praler af deres ondskab og larmer overfor lægfolk med deres væv og løgn, for disputationen i Leipzig udstillede deres vildfarelser og satte en streg under dem, og herved har vi ikke gjort for lidt, og intet er blevet fjernet af de to parters mening.
28 Cujus rei cum ipse a gemino, ut ajunt, ovo ad equum usque Trojanum spectator auditorque fuerim haud alienum duxi a Christi sacerdote testimonium perhibere veritati, quando et prophani ea de re scriptitant, et forensia judicia non raro calculis ac fortuna, magis quam certa ratione gubernantur.	Da jeg selv har været tilskuer og tilhører til denne sag, der som man siger kommer af et dobbelt æg som en trojansk hest, har jeg næppe regnet med, at noget andet vidnesbyrd af en kristen præst kunne forhindre sandheden, når også de profane skriver om denne sag, og ikke sjældent styres af fremmede domme, beregninger og skæbner, mere end af sikre fornuftsovervejelser.
29 Adde quando quorundam scripta nedum grammaticam sed nec vigiliam sapiunt nec judicium. Quod si argutior quispiam ulterius urgeat, dissimulari non posse Lutherum a Boemicis stetisse partibus, quum Joannis Huss articulos quosdam catholicos fuisse, maleque damnatos palam asseuerit; Huic ego cum Beda responderim, si Joanni hoc etiam detur, proprium esse haereticis, ut falsis vera immisceant, nec tamen eorum quae vera (L665) dixere, sed falsitatis et mentis obstinatae poenas dare.	Føj dertil, at nogles skriverier ikke udviser hverken grammatisk eller årvågen kundskab eller bedømmelse. Og hvis nogen vil lægge ydermere vægt på det udtryksfulde, kan det ikke hemmeligholdes, at Luther har stået fast på bøhmernes anskuelser, idet han hævdede, at nogle af Johannes Huss' artikler var katolske og at det var forkert, at de dengang blev fordømt; ham vil jeg med Beda svare, at selv om man også indrømmede Johannes Huss det, så er det i sig selv kættersk, når man indblandet noget falsk i det sande, og at man straffer dem, ikke fordi de siger noget sandt, men for deres falske og stædige sind.
30 Quod autem nominatim idem Martinus cum dicto Joanne Summi Pontificis principatum humanis rebus subjicere, et a Deo non esse, contendit, adhuc in herba, vel ut tritiori utar adagio, adhuc sub iudice lis est, et Martinus ipse (quamvis omnia sursum ac deorsum verset, totamque ingenii aciem huc sit admolitus) non tanta tamen animum obstinatione devovit, ut si ratio rationem redarguat, cedere non velit.	Men at den samme Martin ligeud sammen med Johannes Huss underlægger pavens principat under de menneskelige ting og ikke mener, det er af Gud, om det stadig er 'uhøstet', at jeg skal bruge en slidt vending, om det er stadig er under bedømmelse, derom står striden, og Martin selv (skønt han vender op og ned på alting, og her har sat sig i bevægelse med hele sit skarpe intellekt) har dog ikke indviet sig til en så stor sjælsstædighed, at han ikke vil vige, hvis han bliver imødegået med fornuftsargumenter.

31 Nec Boemos quicquam relevat, si etiam obtineat, quum vel sic obedire eos oporteat. Quoniam humano quoque jure, ad tollenda scismata, necessariam esse Summi Pontificis Monarchiam, eidemque passim ab omnibus parendum, constanter ille praedicat.	Han gør heller ikke noget lettere for bøhmerne, for selv om de opnåede det, så ville de alligevel skulle adlyde. Om det også var efter menneskelig ret, at ophæve skismer, så prædiker han jo hele tiden, at det er nødvendigt at adlyde pavens herredømme, og at det bør adlydes overalt af alle.
32 Dedit item in resolutione sua recens edita, voluntatem hanc esse Dei (releip01#37; releip05#89), Ego vero citra tamen cujusvis injuriam (idem enim mihi Accii (n32) quod Titii (n32a)) hanc etiam coronidem adjicio: Miseram fore Christianorum fortem, si et Judeis et gentibus sit inferior.	Han hævder ligeledes i den resolution, der fornylig er udgivet af ham, at det er Guds vilje, men jeg vil dog uden uret mod nogen (for det er mig det samme om det er Per eller Poul) tilføje denne lille bemærkning: Det ville være et elendigt forsvar for de kristne, hvis de skulle stå under både jøder og hedninger.
33 Constat enim non solum Romanos, sed barbaras etiam gentes, pontifices suos et flamines diis retulisse acceptos. (lutems#74) Quod si alicui vel Melesagorae Nympha, vel Numae Aegeria, Minoisue antrum aut id genus caetera parvam fidem faciant, nihil moror.	Det står nemlig fast, at ikke blot romerne, men også barbarerne og hedningerne, fortæller, at de har modtaget deres præster og underpræster fra guderne. Derfor, hvis melesagorernes Nymfa, eller Numernes Ægeria, eller Minosernes grotte eller andre af den slags ting kun skaber ringe tro, så undrer det mig ikke.
34 Dummodo negari non possit Pontificatum Aaron ab ipso Deo fuisse constitutum, additumque eodem Deo autore ad gloriam et decorem sacerdotiis ornatum ex purpura, dibapha, bisso, argento, gemmis et auro, Sicque pontificium illud per manus traditum ad Caypham usque descendisse.	Sålænge man blot ikke kan nægte, at Aarons præstedømme blev indstiftet af Gud selv, og at der af den samme Gud blev tilføjet som hjælp til ære og pryd et præsteornat af purpur, farvet to gange, vasket to gange, af sølv, smykker og guld, og at således dette præstedømme ved håndspålæggelse blev overført til Kaifas og derefter forsvandt.
35 Qui licet vita scelestus foret, quia tamen successor erat Aaron, et pontifex anni illius, prophetavit et Christum eidem subesse ad mortem usque nosti causa non erubuit: Indicans nimirum ne nos etiam pudeat sui causa Pontifici, licet improbo, esse subjectos.	Som, skønt han levede et forbryderisk liv, dog profeterede, da han var Aarons efterfølger og ypperstepræst det år, og ikke rødmede, førend han erfarede grunden til, at Kristus var underlagt ham til døden. Og dette påviser i det mindste, at heller ikke vi skal skamme os over at være underlagt pavens sag, er den end dårlig.
36 Quod et Petrus manifeste praecipit, et ipse quoque mandasse videtur, cum ait: Super cathedra Moisi sederunt scribae et pharisei, omnia ergo quacunque dixerint vobis servare et facite, secundum opera vero eorum nolite facere. (Matt 23,2f)	Hvilket også Peter udtrykkeligt foreskriver og Kristus selv synes at have befalet, når han siger: 'På Moses' stol har de skriftkloge og farisæerne taget sæde, derfor, alt hvad de siger til jer, skal I overholde og gøre, men efter deres gerninger skal I ikke handle'.
37 Quare facili mihi persuadeo, quum inferiori veteris instrumenti molae penitus ociosae, ac tandem derelictae tantus honos fuerit habitus, superioris etiam, novi scilicet testamenti caussam nihilo fore deteriorem; sed summum ipsius pontificem una cum successoribus suis legitimis pari aut feliciori etiam modo, tam sacrorum conciliorum interpretatione, quam vel sola hac Christi voce, Pasce oves meas, a Deo et jure divino fuisse institutum. Mores vero pontificum (L666) pascendi semetipsos plus quam oves, piscandi auri plus quam hominum, a diabolo esse subditicios, Pastoriciumque plane adulterinum, ac peccatis nostris forte debitum.	Derfor kan jeg let overbevise mig selv om, at når den nederste møllesten, det gamle testamente, der helt var udslidt og til sidst ødelagt, fik en så stor ære, så måtte der også blive den øverste møllesten, altså det ny testamente, en ikke ringere ære til del; men at dettes ypperstepræst sammen med sine efterfølgere i hvert fald måtte være lige med eller heldigere stillet, dels ved de hellige koncilers fortolkning, dels alene ved dette Kristi ord: 'vogt mine får', så det måtte være indstiftet af Gud efter guddommelig ret. Men pavernes skikke med at vogte sig selv mere end fårene, med at fange guld mere end mennesker, er falskelig indført af djævelen, og at hyrdegerningen er blevet helt falsk, skyldes helt og holdent vore synder.
38 Humani autem juris esse electionem ipsam Pontificis maximi, a signo non aberrat: Sive quis successorem sibi ipse nuncupet, ut Petrus Clementem, sive universus populus, ut olim, sive tantum clerus, ex hisque soli Cardinales, ut hodie suffragia conferant:	Men at selve udvælgelsen af paven sker efter menneskelig ret, afviger ikke fra tegnet. Hvad enten nogen selv udvælger sin efterfølger, som Peter Clemens, eller hele folket vælger paven, som det skete i gamle dage, eller hele klerus gør det, og af disse kun kardinalerne, som de i dag overdrager det under bøn;
39 Sive id Imperatoris etiam jussu fiat, vel injussu. Omnia enim ista divinae Comediae seruire scenae, et pro tempore variari, nihil refert.	eller det sker med eller uden kejserens befaling. For at alt dette sker på den guddommelige komedies scene og veksler efter med tiden, gør intet til sagen.
40 Neque ideo jus divinum (ad quod tanquam ad sacram anchoram confugitur) immutari necessum est, Nec etiam potestati Petri, aut successorium ejus plus detrahit, quam post vicesimum annum vel citra Romam primum applicuit, quod felicitate Latronis obfuit, quod post quadraginta demum dies cum Christo in coelum ascendit. Lento enim passu humanae res incedunt: (lutems2#7)	For af den grund er det ikke guddommelig ret (og den tager han sin tilflugt til som til et helligt anker) at det nødvendigvis ikke må ændres. Og der drages heller ikke noget fra Peters magt eller føres noget hen til hans efterfølgeres magt, derved at den først efter tyve år blev appliceret på Rom, ikke mere end det ikke skader den lykkelige røver, at han først efter fyrre dage kunne stige op til himlen sammen med Kristus. For det, der sker med mennesker, går langsomt for sig.
41 Et ut neotericus ille ait Vergilius:  Omne quod excellens opus, et sublime futurum,  Difficiles ortus habet, incrementaque tarda.	Og som den (?)Vergil siger:  Alt, hvad der går ud over arbejdet og vil blive ophøjet, har en vanskelig begyndelse, og en sen opvækst.
42 Nec abludit Maro etiam ipse, si sic legatur:  Tanta molis erat Romanam condere sedem.	Og det stemmer heller ikke overens med Marus selv, hvis det læses således:  Så stor en anstrengelse var det at skabe det romerske sæde.
43     Haec autem de praefato duorum disertissimorum theologorum conflictu, quantum ad Boemos tuos spectat, iccirco paternitati tuae significanda putavi, quatenus si aliena forte ab his, vasa iniquitatis, in vulgus istic sparserint, ad decipiendos simplicium animos, tu meis saltem verbis falsa, vana, et ficta esse non dubites, eosque qui adhuc in Christo tecum sunt fratres, in Domino confirmes.	Men disse ting om den ovennævnte konflikt mellem de to teologiske opfattelser, mener jeg p den måde er værd at bemærke for din faderlighed, såvidt det drejer sig om dine bøhmere, og hvis de hidtil er blevet udsået blandt folket måske af et uretfærdigt kar, for at narre enfoldige sjæle, så må du, fordi jeg siger det, i hvert fald ikke tvivle på, at de er falske, tomme og opdigtede, og du kan I herren bekræfte dem, som indtil nu er hos dig som brødre i Kristus.
44       De reliquo vero disputationis summa, quoniam sunt, qui jam diversis studiis et affectibus rem in publicum emiserint, ipse lubens supersedeo: Tum quod nostri non sit officii, tum quod varia in talibus rebus judicia simultatem ac discordiam magis foveant quam extinguant.	Men forøvrigt, hvad angår hovedsagen i disputationen, når de, som nu offentliggør den ivrigt og med lyst, den vil jeg gerne selv holdes fri for. Dels fordi det ikke er vores opgave, dels fordi forskellige bedømmelser i sådanne sager mere begunstiger misforståelse og uenighed end det udrydder den.
45 Id quod inter Xenophontem et Platonem, summos alioqui in omni philosophia viros, usu venisse legimus. Duae enim eminentiae, quum simul junctae in altum nituntur, simulachrum quoddam (ut Gellius ait) contentionis mutuae pariunt. Semperque fere ubi ingenia quaedam magna, circa idem studium, pari sunt fama aut proxima, apud diversos fautores, diversa oritur de eis sententia.	Hvilket vi læser trådte i kraft mellem Xenofon og Platon, der ellers var store personligheder i al filosofi. For når to udmærkede mænd søges forenet til noget stort, bliver det ofte, som Gellius siger, til en bedragerisk indbyrdes konkurrence. Og næsten altid, når to store personligheder har med det samme studium at gøre, fødes der rygter og opstår der nærliggende forskellige opfattelser om dem hos deres forskellige fans.
46 Sed ut ad Boemos tuos redeat epistola, age obsecro, vir (667) Dei, quandoquidem te Deus illis domesticum dedit sanae doctrinae doctorem, ac naviculae suae remigem, age inquam atque velis ac remis Archam hanc ex his Syrtibus (nisi sponte sua naufragium amat) in stationem suam pristinam, hoc est, in gremium sanctae matris ecclesiae reducito.	Men for at vende tilbage til dine bøhmere, så før, du Guds mand, når Gud har indsat dig som den lokale lærer i den sunde lære, og til rorkarl i hans båd, før, siger jeg, (og det vil du og det kommer du til) denne ark ud af disse sandbanker (hvis man da ikke elsker dens øjeblikkelige skibbrud) til dens tidligere havn, det vil sige, før den tilbage til den hellige moder kirkens skød.
47 Id enim debes Deo, debes patriae, debes Christianae nostrae reip. Nec majorem alibi gratiam cum Deo inire. aut uberiorem pro re quapiam mercedem ab eo sperare poteris, quam si corui aliqui, caducorum bonorum istorum cadaveribus inescati, te sequi noluerint, ut qui Temesseum aliquando genium affuturum non cogitent, redeant saltem pacificae ad te columbae, viridem fidei ramum secum deferentes, quo crucis Christi stipiti denuo inserantur, fiatque, juxta vocem ipsius unum iterum ovile, et unus pastor: Ut destructa Babylone aedificentur muri Jerusalem.	For det skylder du Gud, det skylder du fædrelandet, det skylder du vor kristne stat. For du kan ikke nogetsteds vise større tak mod Gud. Eller håbe på at opnå en rigere løn, end hvis nogle nordvestenvinde, som lokker ved disse faldefærdige goders lig, ikke vil følge dig, fordi de ikke mener, de vil stå temesernes genier bi, dog langt om længe som fredelige duer vender tilbage til dig, medførende troens grønne gren, hvorved de påny indpodes i Kristi korses stamme, og så kan det ske, at der efter hans egne ord atter bliver én hjord, én hyrde. Så kan Babylon blive ødelagt og Jerusalems mure opbygget.
48 Coelum enim et terra transibunt, verbum autem domini manet in aeternum. Vale, et epistolam hanc perpetuae meae erga te observantiae testem benigno vultu accipe, et felix in Christo triumpha. Ex Lipsia, Idibus Augusti Anno a natali Christi. M. D. undevigesimo.	For himmel og jord skal forgå, men Herrens ord forbliver i evighed. Farvel og modtag med velvilje dette brev som et vidnesbyrd om min vedvarende lydighed imod dig, og hav en lykke triumf i Kristus. Afsendt fra Leipzig, den ?? August år 1519 efter Kristi fødsel.
49 cSAPHICUM EJUSDEM DE DADEM DISPUTATIONE.
50 cAphricae non tot nova Nilus adfert Monstra, quot nuper tulit una scribas Criticos, Momos (etiam imperitos)        Lipsica pugna.
51 cQuis, malum, sacris cacodaemon istas Rebus immittit furias? quis inter Tanta divinae Sophiae magistros        Proelia miscet?
52 cPacis est auctor monitorque Christus: Cur scholae pugnat schola? cur vetustas Pellitur totis adeo theatris,       Bis veneranda?
53 cCalculis nondum fatuum receptis Judicat vulgus: sapiens moratur, Et suum pensa dat utrisque causa       Censor honorem. (668)
54 cIte livores, procul hinc facessat Pugna larvalis, careantque dente Scripta, fraternum furor hic Deique       Scindit amorem.
55       Emser affectirt in dieser Schrifft einege Hochachtung und Liebe vor Lutherum, hat auch Rubei ungeschickte Schrifft mit Recht verworffen; allein aus grosser Liebe vor dem Pabst und dessen absolute Gewalt,k vergisst er endlich auch der äusserlichen Mensur und Moderation, und will zugleich Lutheri Resolutiones de Potestate Papae widerlegen, worzu er gar keine Kräffte hatte.
56 cXX. Lutherus säumte nicht diesen neuen Gegner bald abzufertigen, und gab zu Wittenberg im Monat Sept. die folgende Antwort heraus.
57 cSe lutems01!
58 c
59 c
60 c

Noter:

n12: Cimmerii, i sagnet et folk i det yderste vesten, der levede i tåge og mørke.

n15: cornicum oculos configere, ordsprog: skuffe selv dem, der ser skarpest (de forsigtigste).

n32: Accius eller Attius; navn på en romersk tragedieskriver ca. 120 f. Chr.

n32a: Titii: sodalis Titii: medlem af Titius' præsteskab.