Emser mod An den Adel 4


taget fra Ludwig Enders: Luther und Emser, bind 1, side 52 til 72.

Anden del: #1. Tredie del: #29. Fra art 12: Valfarter. #36. Artikel 13: Tiggerklostre: #56.

Luther-citater: #1. #36.

Tilbage til Emser06!
1 Der ander teyle von Luters Reformation buch. 
Luter. 
       Nu wollen wir sehen die stuck die mann billich In den Concilien solt handeln etc. (adel02#1
Den anden del af Luthers reformationsbog

Luther: 
      Nu vil vi se på de emner, som med rimelighed skal behandles på koncilerne 

Emszer.
        In dissem andernn teile, blaset Luter ausz seiner Busonen auff, nith aleyn ein feldgeschrey sonder auch ein tzettergeschrey vber den Bapst, Cardinel, vnnd das gantze Rom, nyemant auszgenommen, sagt was sie fur ein handel vnd leben furen mit kauffen, vorkauffen, wechsselen, tawschen, rauschen, ligen, triegen, roben, stelen, prachten, Tyranney, buberrey, hurerey etc. 
Emser: 
      I denne anden del blæser Luther op i sine basuner, ikke blot et krigsråb, men også et nødråb over paven, kardinalerne, og hele Rom uden undtagelse, siger, hvilken handel og vandel de fører med køb, salg, veksleri, bytteri, susen, liggen, bæreri, røveri, tyveri, prangen, tyranni, skurkestreger, horeri osv. 
3  Treybet das bey siben oder acht gantze bletter hinausz mit solchen vnuerschempten lesterlichen scheltworten, das ich die vmb yr vntzucht willen, nit vornawen noch wie oben, von wort tzu wort repetirn, sonder in gemeyn vbergehen wil, Dan ob gleich tzu [Gij] Rom eytel Turcken vnd heiden woneten, Wer dannocht von eym Christen menschen, solich schelten, vnchristenlich vnd grausam tzuhoren, Vnd billich der heiligen stadt Rom hireinn (53) vorschonet werden, dann wiewol die tzu Jerusalem den Son Gotes nawlich gecreutziget hetten noch nennet der Ewangelist die stadt heiligk Et multa corpora inquit sanctorum qui dormierant surrexerunt et venerunt in sanctam ciuitatem Mathei .27.  Og det driver han igennem hele syv eller otte blade igennem med så uforskammede, frække skældsord, at jeg af hensyn til dyden ikke som ovenfor vil gentage dem og repetere dem ord for ord, men i almindelighed vil springe dem over. For selv om der så i Rom boede lutter tyrker og hedninger, så ville det alligevel være ukristeligt og grusomt at høre sådanne skældsord fra et kristent menneske, og det vil være rimeligt, at den hellige by Rom bliver forskånet herfor, for selv om man i Jerusalem nylig havde korsfæstet Guds søn, så kalder alligevel evangelisten byen for hellig. Han siger: Og mange af de helliges legemer, som var hensovede, stod op og kom ind i den hellige by. Matt 27,52. 
4  Souil aber die einwoner belanget ist meyn meynung auch nith die Römer (wo sie ein solich weszen furn) tzuuortedigen, oder ynnen das billichen, als wenig als vns Tewtschen pristern monchen vnd andern geistlichen, quia iuxta prouerbium hic et Rhome venditur piper Vnd wer meins bedenckens euch Teutschen vil mher do selbst aufftzusehen, dann wie der bapst, ader die Romer hauszhalten, dann rom ist nicht ein stadt oder ein landt (das also leychtlich tzu tzwingen sey) sonder die welt, aldo vor tawsent Jaren dise laster gleich so wol regirt, altz ytzo bey vnszern getzeiten, Wie Jeronymus Bernhardus vnnd ander vnuerholen do von geschriben haben,  Men hvad indbyggerne angår, er det ikke min mening at forsvare romerne (hvis de virkelig fører et sådant levned) eller billige dem i det, lige så lidt som jeg vil billige det hos os tyske præster, munke og andre gejstlige, for ifølge ordsproget sælges der her og i Rom peber, og det ville ifølge min mening være meget mere at holde øje med hos os selv, end med, hvordan paven eller romerne holder hus, for Rom er ikke en by eller et land (som ville være let at tvinge) men Rom er verden, og dèr herskede for tusind år siden disse laster i lige så høj grad som nu i vore dage, som Hieronymus Bernhardus og andre skjult har skrevet om det. 
5         Derhalben mich ser vorwundert, das Luter die sach alle auff den bapst legen, vnd yne so grausam schelten darff, den ich doch so hoch nit preyszen kan, als er yn selber lobet in eym send brieff yungst an sein heiligkeit auszgangen, vnd wiewol er doselbest tzum Creutz kriechen, und sich entschuldigen wil, als het er disen bapst Leonem vor sein person nith gemeint noch yndert angerurt, so ist es doch ein offenbarliche lugen, (n5        Derfor undrer det mig meget, at Luther lægger hele sagen over på paven og vover at skælde ham så grusomt ud, den pave, som jeg dog ikke kan prise så højt som han har gjort i et sendebrev, der fornylig udgik til hans hellighed, og selv om han dèr vil krybe til korset og undskylde sig, som om han ikke mente denne pave Leo personligt eller rørte ham personligt, så er det dog en åbenbar løgn. 
6  Dann wer hat Mentz Medeburg vnd Halberstadt tzu samen dispensirt oder den ertzbischoff tzu Mentz tzu eim Cardinal gemacht (das Luter so gar vbel auszleget (adel02#9)) Dann der ytzig Bapst Leo? Wer hat dem bischoff tzu Straszburg seinn ordnung wider die freyheit der prister auffgehaben (wo ich anderst nith yrre) dann Leo? (adel02#40) Wer hat vns nu ein Jar oder funffe ablasz hirausz geschickt, dan Leo? (adel02#24 For hvem har dispenseret, så Mainz, Magdeburg og Halberstadt kunne lægges sammen eller hvem har gjort ærkebiskoppen af Mainz til kardinal (hvilket Luther udlægger som noget forfærdeligt noget) andet end den nuværende pave Leo? Hvem har ophævet biskoppens af Strassburgs ordning imod præsternes frihed (om jeg ellers ikke tager fejl) andet end Leo? Hvem har udsendt til os et eller fem års aflad, end end Leo? 
7  Die weil ouch, als er spricht, alles das ein bapst innhat, gestollen vnd geraubet ist, (adel02#67) Wer besitzt ytzo den stul Petri vnd dasselbig gestolen hat, dann Leo der tzehend? Wie kan dan Luter ymmer sprechen, er hab diszen [Gijb] Bapst nith angerurth, noch sein person gemeynt, (krfrihed#13ff) gleych als sein vorfechter der vngleubig Didimus nith Emsern sonder den Bock gemeint, vnd (Didimus fauentinus.) was die tzigen gethan auff den bock gelegt hat,  Og på samme måde, når han siger, at alt det, en paven ejer, er stjålet og røver, hvem besidder så nu Peters stol og hvem har altså stjålet den, andet end Leo den Tiende? Hvordan kan så Luther nogensinde sige, at han aldrig har rørt denne pave eller tænkt på hans person, ganske som hans forfægter, den vantro Didymus, ikke mente Emser, men Bock, og lagde det, som gederne havde gjort, over på bukken. 
8  Sehet lyben tewtschen was das fur ein windtmoller sey, (54) der ausz einem munde warm vnd kaltt blaszet, ytzt einen schilt dann wider lobet, vnnd auff sein worten bestehet, wie ein erbeis auff eim ey, Was sollen wir dann hierausz nhemen dann das Luter dem bapst nicht so feindt ist als dem babsthumb, hasset die person nit so gar als das ampt oder den gewalt, des Bapstes, wolte liber das gantze babsthum dan allein diszen bapst Leonem vortreyben vnd gar vmbstossen.  Se her, kære tyskere, hvad det er for en vejrmølle, der af den samme mund udblæse både varm og kold luft, nu skælder én ud, så atter roser ham, og står lige så fast på sine ord, som en æggebider på et æg (??), hvad skal vi uddrage heraf andet end at Luther ikke er så fjendtlig imod paven som imod pavedømmet, at han ikke hader personen så meget som pavens embede eller myndighed, at han hellere ville omstøde hele pavedømmet end blot fordrive og omstøde denne pave Leo. 
9        wiewol nu, wie ytz gemelt, meyn meynung auch nicht ist yemand in dem das vnrecht ist tzuentschuldigen, oder sunde mit sunde tzu mehren, noch dann die weyl Luter vnszern heyligen vater den Bapst bey dem gemeynen volck an vill örthen mit vnwarheyt belestiget vnnd ynen die sache anders eynbildet, dann sie an yr selber ist, Will ich gutter meinung euch werden Teutschen antzeygen das des Babsts hoffart, geitz oder Roub nich so gros, ouch nith so gantz wichtick, das wyr darumb tzu ketzer werden, oder von seinem gehorsam abfallen sollen, vnd das seyn heyligkeyt etzlicher sachen gut fug vnd recht, vnd der monich das peyel alltzuweit vber das tzill hinaus geworffen hat,          Skønt nu, som sagt, det ikke er min mening at undskylde nogen, i hvem uretten er, eller at formere synd med synd, så er det alligevel sådan, at da Luther overfor det almene folk beskylder vor hellige fader paven for usandhed og bilder folk ind, at sagen forholder sig anderledes, end den er i virkeligheden, så vil jeg i god mening overfor jer værdige tyskere påvise, at pavens hoffærdighed, pengegriskhed eller røveri ikke er så stor, og heller ikke helt så vigtig, at vi af den grund skal blive kættere eller falde bort fra lydigheden mod ham, og at hans hellighed har god føje og ret i nogle sager, og at munken skyder pilen altfor langt over målet. 
10 Das tzu bevhesten, nem ich vor mich den beschlus, getzeugnus vnd vrkund aller Christenlichen lerer, Namlich, das der Romische Bapst ein oberster volmechtiger vnd gemeyner hyrt, pfarrer, vnd Bischoff ist nicht alein der stat Rom, sonder ouch der gantzen Christenheit, die wie der heilige Ciprianus bewert contra Nonatianum, ym grundt vnd in der wurtzel oder stamme nith mehr dann ein bischoff vnd ein bisthumb hat, gegen dem sich die andern Bischoff all halten, als die Strom gegen der Sonnen, die bech gegen dem quell.  For at fastslå det tog jeg beslutningen, vidnesbyrdet og oplysningen fra alle kristne lærere, den oplysning nemlig, at den romerske pave er den øverste, højmægtige og almindelige hyrde, vogter og biskop ikke alene over byen Rom, men over hele kristenheden, sådan som den hellige Cyprian beviser det imod Nonatian, at den i grunden og i roden eller stammen ikke har mere end én biskop og ét bispedømme, til hvilket alle de andre biskopper forholder sig som strålerne til solen, bækken til kilden,
11 Vnd dye est gegen dem Bom Dann wo es muglich vnd die Christenheit so ein klein hewflein wer, das der bapst alles alein thun oder auszrichten mocht, bedorfften wir keins andern bischoffs oder pfarrers, Derhalben wie ouch Ciprianus do selbst mit auszgedruck- [Giij] ten worten selber saget, gleich als wo kein sonn, do vorblichen ouch die Streym, wo kein quel, do vorseyen ouch die bech, vnd wo die wurtzel dort, do vordorren auch die est hinach, also, vorblichen, vorsyhen vnd vordorren ouch alle die so vnder dissem bischoff oder bisthumb (das ym (55) grund eins ist durch die gantzen Christenheit auszgegossen) nitt sein wollen oder sich von seynem geborsam abtzyhen, Gemelter Ciprianus bekennet auch offenbarlich lib. iiij. epistola .viij. das die Romische kirch die wurtzel vnd muter sey der gantzen Christenheit. (n11 og stænglen til roden. For hvis det var muligt, og kristenheden kun var en lille skare, så at paven kunne gøre og udrette alt alene, så behøvede vi ikke andre biskopper eller præster, og derfor siger også Cyprian udtrykkeligt, ganske som hvis der ingen sol var, så ville strålerne forsvinde, hvis der ingen kilde var, så forsvandt også bækken, og hvis rødderne udtørrede, så tørrede også stænglen bagefter, og på samme måde forsvinder, bortsygner og udtørrer også alle de, der ikke ville være under denne biskop eller under dette bispedømme (der i grunden er ét, udgydt gennem hele kristenheden) eller som ville trække sig tilbage fra lydigheden imod ham. Denne Cyprian bekender også åbenbart i bog 4 brev 8, at den romerske kirke er roden og moderen til hele kristenheden. 
12        Dieweil dann nun der Romische Bapst als eyn nachuolger Petri eyn eyniger volmechtiger Bischoff, pfarrer, hyrt vnd hauszvater ist, nicht alleyn der stadt Rhom szonder ouch der gantzen Christenlichen samlunge, vnnd aber wir Luter selber hieniden betzeuget, eyn ytzliche samlunng schuldig ist yren pfarrer tzuerneren, So sein alle Christen, in der gantzen welt, pfluchtig dem bapst, als yrem obersten bischoff hirten vnnd pfarrer ouch was mit tzuteilen, damit er der Christenheit obligende sachen, mit Retten, botschafften almuszen, vnnd ander vnkost dester stadtlicher tragen mog,          Eftersom nu den romerske pave som en Peters efterfølger er en speciel højmægtig biskop, vogter, hyrde og husfader, ikke alene for byen Rom, men for hele den kristne menighed, og eftersom vi på den anden side nedenfor viser, at Luther selv hævder, at enhver menighed er skyldig at ernære sin præst, så er alle kristne i hele verden pligtige til at også at give paven noget, som den øverste biskop, hyrde og vogter, for at han desto stadseligere kan bære udgifterne ved de sager, der påhviler kristenheden, med retssager, legater, almisser og andre omkostninger. 
13 Dann das ist der romischen kirchen alter gebrauch, das wie Eusebius schreibet, alle beschwertenn von anfang der kirchen ein tzuflucht tzu yr gehabt, Vnd so sie sunst von allen menschen vorlassen worden do selbst, Hilff, Rat vnnd Trost, gefunden haben, Als noch auff disen hutigen tag die fursten von Macedonien vnd Achaia die der Turk vor langen Jaren vortriben, Vnd der konig von Cipria, dem die Venediger seynn konigreych entfrombdet haben, Vom den bapst vnd der kirchen gutter, nach tzimlichen Eren enthalten werden,  For det er den romerske kirkes gamle skik, at, som Eusebius skriver, alle besværede fra begyndelsen af har haft deres tilflugt hos den, og hvis de iøvrigt var forladt af alle menneske, så har fundet hjælp, råd og trøst dèr, sådan som endnu den dag i dag fyrsterne af Makedonien og Akaia, som for mange år siden blev fordrevet af tyrkerne, og kongen af Cypern, hvem Venedigerne har frataget hans kongedømme, er blevet underholdt af paven og det kirkelige gods efter den ære, der tilkom dem. 
14 So bin ich ouch von glaubwirdigen vndericht das auch noch diszer Bapst Leo, nawlich den Rodisern, Hungern vnd andern anstoszern der vngleubigen, grosse hilff vnd furderung mit gelt vnd sust gethan hab. Wir Teutschen sein ouch Sonderlich dem Romischen stul mehr pfluchtig dann ander Nation tzuuoran dan die kriechen oder Orientischen, die weyl wir den Christenlichen glauben von Rom haben, Den vns [Giijb] Sant Peter durch Maternum vnd die nachuolgenden babst durch den heiligen Bonifacium vnd ander vorkunden lassen, vnd ausz heiden Christen, ausz kindern des tzorns vnd der finsternisz, kinder des lichtes vnd gotlicher gnaden gemacht Således har jeg også fået troværdig underretning om, at også den nuværende pave, Leo, for nylig har ydet står hjælp til rodosserne, ungarerne og andre, der var blevet fordrevet af de vantro, med pengefordringer og andet. Vi tyskere er også i særlig grad mere skyldig overfor den romerske stol end andre nationer, først og fremmest end grækerne og orientalerne, eftersom vi har fået kristentroen fra Rom, som Skt Peter har ladet forkynde for os gennem Maternus og de efterfølgende paver, gennem den hellige Bonifacius og andre, og derved ud af hedninger fremkaldte kristne, ud af vredens og mørkets børn lysets og den guddommelige nådes børn. 
15 Wie dann Paulus sagt Ro. xv. das ym die Macedonier vnd Achaier, etzlich gelt vnd stewr gegeben, die selben den brudern gen Jerusalem tzubringen, als sie dann vorpflucht gewest die weil sie die (56) geistlich gnad vnd gab des glaubens von ynen entpfangen vnd gelernt worden seyn, hec Paulus.  Sådan som da også Paulus siger i Rom 15,26f, at makedonerne og akaierne har givet ham penge og skat, at bringe det til brødrene i Jerusalem, eftersom de dengang var forpligtet, fordi de har modtaget den åndelige nåde og troens gave fra dem og er blevet oplært af dem. Såvidt Paulus. 
16         Die weil wir dann dem bapst tzu erhaltung des schweren lastes al in der gemeine vnnd wir Tewtschen daneben auch in sonder was pflichtigk (Dann wie Paulus sagett welcher hirte weydet die schaff, vnd iszt nith von der milch der selbigen .i. Corin. ix.)         Derfor er vi også skyldige at give noget til paven for at han kan bære de tunge byrder, vi er det i almindelighed, og vi tyskere er det i særdeleshed. (For som Paulus siger, hvilken hyrde vogter fårene og drikker ikke af deres mælk, 1 Kor 9,7). 
17 So sint vnsere vorfarn die Teutschen keiszer konig, vnd fursten hochseliger gedechtnis nit so gar blindt oder vnweisz gewest das sie die selbige stewrr oder hilff auff die geistlichen bischoff vnd Prelaten gelegt, die ein mercklich einkomen haben, damit der gemein man, der sust gnug ausztzugeben hat, dasselbigen gefreyet wurd, Vnd also ist es herkommen das die gemelten fursten darein vorwilliget, vnd dem bapst tzugelassen von gemeyner Nation, wegen, Die annata, pallia reseruation vnd disposition vber die lehen die ins bapsts monat vorfallen, doch dy annata alein auff ein tzeitlang vnd die andern stuck mit einem gemessen beschiedt wie das tzwuschen beiden teiln per pactata principum vt vocant vorretzeszt vnd vorschriben ist, (adel02#22 Således har da heller ikke vore forfædre, de tyske kejsere, konger og fyrster (højsalig ihukommelse) være så blinde og uvise, at de har lagt den samme skat eller hjælp på de gejstlige biskopper og prælater, som har en speciel indkomst, for at den almindelige mand, der ellers har nok at give ud til, kan blive befriet for den, og derved er der sket det, at de ovennævnte fyrster har indvilget i og har tilladt paven at få noget fra nationen i almindelighed, vejskat, annatspenge, palliumsreservation og disposition over de len, der forfalder i pavens måned, dog annaterne alene en tid lang og de andre dele med en afmålt besked (?), som ifølge det, man kalder aftalt princip mellem begge dele, er forud afsat (?) og forskrevet. 
18        Das aber der recesz vberschritten, vnd die selben ding alle tzu weit eingerissen sein, ist nicht alein der römer sonder auch der deutschen geytzigen pfaffen schuldt die der teuffel mit lehen nith erfullen kan, Vnd ehe dan einer kalt wirt das pferdt sateln, gen rom reyten oder schicken die pfrunden, mit list gifft vnd goben oder wie sie konnen oder mogen auszbringen oder yr krigisch machen, Dann was wuste der bapst sust davon wan vnser eyner hieraussen vorstorbe vnd die pfrundt vorledigt wer oder nith         Men at recessen bliver overskredet og der bliver gjort for stort indrids i alle disse ting, er ikke alene romernes skyld, men også de tyske pengegriske præsters skyld, som djævelen ikke kan fylde med len. Og førend den enes saddel er blevet kold, så er den anden redet til Rom eller har sendt præbenderne, så har de med list, gift eller gaver eller hvordan de nu kunne eller formåede, frembragt det eller er blevet krigeriske, for hvad vidste paven ellers om, hvornår én af os heroppe var død og præbendet blevet ledigt. 
19 Das aber tzu weilen, die vngelertisten die besten pfrunden erlangen, [G4] das ist des glucks schuldt, welchs, als Salustius spricht, In allen dingen mit regirt, vnd auch an weltlichen hoefen offt wider der fursten gemut vnd willen, den Ihenigen dy es am wenigsten verdint haben, ausz yren dinern die besten ampt oder lehen beschert, So kan es ouch wol kommen das ein vngelarter vor Gott frommer ist dann gar ein hochgelarter, Auch ist nith allen pristern von notten so gar gelert tzu sein, sonder allein denen so seel sorg beuolen wirt vnd das volck Gottes regirn sollen, (57)  Men at af og til det er de mest ulærde, der opnår de bedste præbender, det skyldes tilfældigheden, som, efter hvad Salust siger, regerer med i alle sager og ved verdslige hoffer imod fyrsternes forestilling og vilje ofte tildeler dem af deres tjenere, der mindst har fortjent det, de bedste embeder eller len. På samme måde kan det vel også ofte forekomme, at en ulærd er frommere for Gud end en højlærd, heller ikke er det nødvendigt for alle præster at være så lærde, men kun for dem, som bliver befalet til at være sjælesørgere og skal herske over Guds folk. 
20        Des aplas halben, soll nyemant tzweiffeln das ehr an ym selbs gut rechtfertig vnnd nicht tzuuorachten ist, Die weil den selben ouch vill heyliger Bebst auszgeteilt vnd tzu tilckung der sund gegeben haben, wiewol aplas gleich wie ein artztney nith eim yeden hilfft sonder alein die ihenen die sich darnach halten vnd schicken,        Hvad angår afladen, skal ingen tvivle på, at den i sig selv er god, retfærdig og ikke at foragte, eftersom også mange hellige paver har uddelt den og givet den til udslettelse af synderne, selv om afladen, ligesom andre lægemidler, ikke hjælper enhver, men kun dem, som retter og skikker sig efter den. 
21 Das aber der misbrauch drein komen, ist, ouch nicht des Bapsts szonder der geytzigen commisarien Monich vnd pfaffen schuld, die so vnuerschempt dauon geprediget vnnd alein von yres eygen nutz wegen, damit sie des sakgs auch eyn tzipfel kriegten die sach altzu grob gemacht vnd mehr auffs gelt, dann auff beicht rew vnd leyd gesetzt, welches sie doch von bepstlicher heiligkeit vngetzweiffelt kein beuell gehabt haben,  Men at der er kommet misbrug ind i den, er heller ikke pavens, men de pengegriske kommissær-munkes og præsters skyld, som har prædiket så uforskammet derom og det alene for deres egen pengepungs skyld, og for at de også kunne få en snip af sækken, har gjort sagen altfor grov, og sat mere ind på at få penge, end på skriftemål, anger og syndepine, det, som de ellers uden tvivl har haft befaling til at gøre fra den pavelige hellighed. 
22       Das aber Luter klaget der bapst spolyer, berawb, vnd erschopf, mit disen dingen Teutsche landt, vnd saget das bistumb tzu Mentz musz alwegen so es sich vorlediget vnd ein nawer erwelt wirt .xx. tausent gulden geben (adel02#38) ists wol wissentlich, das sich die tax den dritteil nit so hoch erstreckt, auszgenumen was man mit gepreng vnd schweren Bodtschafften auff ein so ferren weg, mutwillig vortzeret, Dye weil mann doch die pallia vnd confirmationes, durch die banck oder sunst vill leichtlicher bekomen mocht.          Men når Luther klager over, at paven ødelægger, røver og udplyndrer Tyskland med disse ting, og siger, at bispedømmet i Mainz, så snart det bliver ledigt og en ny skal vælges, må give tyve tusind gylden, så er det vel åbenbart, at afgiften ikke engang er en trediedel så høj, og så ser man bort fra, hvad man fortærer med prangen og tungtvejende budskaber på en så lang vej, skønt man dog kan opnå palliet eller bekræftelsen gennem banken eller på anden måde meget lettere. 
23        Ich wil aber setzen das gleich der Bapst durch dis oder ander weg vns teutschen was nhem, vnnd geb es andern die grosser not, dan wyr (got lob) leyden, Was sundiget der Bapst daran, so doch die Apostel das auch gethan haben wie sant Paul das bekent ij. cor. xi. vnd spricht er hab ynen tzu gut andere kirchen beraubt, Damit ehr nith von ynen [G4b] nhemen dorfft, So spricht er actuum xx. das vill seliger ist zu geben dann tzu nhemen, Wie wolten wyr thon, wan wyr wie ym anfang der kirchen, all vnszer guter vor die fiesz des bapsts vnd der bischoff bringen, Vnd sie die selben auszteilen lassen musten? (Apg 4,35)          Men jeg vil antage, at paven alligevel på den ene eller anden måde tager noget fra os tyskere og giver det til andre, der er i større nød end vi gudskelov er i, hvad forkert gør paven ved det, eftersom dog apostlene også har gjort sådan, som Skt. Paulus bekender 2 Kor 11,8, hvor han siger, at han for deres skyld har udplyndret andre kirker, for at han ikke skulle behøve at tage noget fra dem. Og således siger han Apg 20,35, at det er meget saligere at give end at modtage. Hvad ville vi gøre, hvis vi, som i begyndelsen af kirkens historie, skulle bringe alt vort godt frem for fødderne af paven og biskoppen, og vi måtte lade dem uddele deraf? 
24 Ist es vns nith also leydlicher, vnd wir vnser guter vil mechtiger? Wiewol sie nith vnser eygen sonder als schaffnern von Got eingethan, dem wir sie ouch bey eim scherff berechen werden mussen, Darumb so dancken wir Got das wir tzu geben haben, Ich meyn die kriechen (die sich vor (58) ser gespert dem Romischen stul was tzu reychen) geben ytzo gern, so hat es der Turck gar hinweg.  Som det er, er det os så ikke mere tåleligt, og vi har da også meget mere magt over vort gods? Selv om det ikke er vort gods, men vi blot er indsat som husholdere af Gud, hvem vi også må betænke med en skærv. Derfor takker vi Gud, at vi har noget at give af. Jeg mener, at grækerne (som tidligere var meget imod at give den romerske stol noget) de giver nu gerne, blot har tyrkerne taget det hele fra dem. (?)
25        Doch wo sich die römer vnser gutwilligkeit miszbrauchen, oder vnser gelt anderschwo hin wenden wurden, dan tzu gemeiner Christenheit obligenden sachen, vnnd do es von notten, wer meyn ratt auch nith das man ynen alles das gestat, oder gebe das sie haben wollen, dan der geytz (wo er ein wurtzelt) ist bodenlosz, vnd kan yn der teuffel nit erfullen, so haben wir tewtschen auch do heym gnug tzugeben, ist vns ouch tzu vorderst von notten der einheymischen hauszarmen nicht tzuuorgessen, Wie vns Paulus erynnert .i. Timo. v. et Gal. vi.          Dog, hvis romerne misbruger vores gode vilje eller anvender vore penge på anden måde end til de sager, der foreligger for den almene kristenhed, og det blev nødvendigt at gøre noget, så skulle mit råd være, at man ikke skulle indrømme dem alt eller give dem alt, hvad de ville have, for pengegriskheden (hvor den end har slået rod) er bundløs og ingen djævel kan yde den nok, og dog har vi tyskere også herhjemme nok at give af, men det er også for os først og fremmest nødvendigt, at vi ikke glemmer vore egne husarme, som Paulus erindrer os om i 1 Tim 5,8 og Gal 6,10. 
26 Derhalben ouch meins bedunckens hohe tzeit, das ein gemein concilium vorsamelt, darynnen disze vnd ander gebrechen mit dem bapst vnnd Cardineln gehandelt vnd den dingen allen masz gegeben, ehe dan der teuffel abt wurde, vnd was ergers darausz entstunde, Dann gar vil stuck daruber Luter claget, clagens wol wyrdig, Wiewol ich nicht weis ob es seyner person zustendigk oder nicht, die weil Jeronymus schreybet das ein monch nicht aus seiner Cell die welt Reformyren oder dye Bischoff vrteilen, sonder sein vnd der welt sunde beweynen sol,  Derfor er det også efter min bedømmelse på høje tid, at et almindeligt koncil forsamles, hvori disse og andre gebrækkeligheder kan forhandles med paven og kardinalerne og hvori der kan gives tingene alt mådehold, førend djævelen bliver tosset (?), og der opstår noget værre deraf. For ganske mange af de punkter, som Luther klager over, er nok en klage værd, selv om jeg ikke véd, om det tilkommer hans person at klage eller ej, eftersom Hieronymus skriver, at en munk ikke fra sin celle  må reformere verden eller dømme biskopperne, men skal begræde sin egen og verdens synd. 
27 So ist es auch ein vberiges von ym, das ehr dem Babst all sein macht pracht, trifeltige kron (adel02#3) vnd ander dinghe szo gar vorkeret, So sich doch der bapst der selben kron nicht selbs vndertzogen oder angemaszt hat, Sonder von den romischen keysern tzu der ehr Gotes damit begabt ist die er ouch nymmer tregt dann an erlichen herlichen vnd frewdenreichen festen als der Gepurt Aufferstendung, Himel [Hi] fart Christi, Pfingsten vnd andern hochtzeilichen tagen, an welchen der bapst nith weynen sonder sich mit der Christlichen kirchen Vnd dem gantzen himelischen her frowen sol, derhalben es ein lauter affterkosung ist, das sein ampt nichtzit anders sey dann teglich weynen, (adel02#4) oder das er alein ein stadthalter sey des gecreutzigiten vnd nith des erhebten Christi, (adel02#7) dann christus ist nith mhre dan ein mal gecreutziget vnd gestorben wirt ytzt nith mher sterben, Wie der Apostel saget, Ro. vi.  Således er det også en overdrivelse af ham, at han aftegner al pavens pragt, den trefoldige krone og andre ting så forkert, eftersom paven dog ikke selv har tilranet sig eller anmasset sig denne krone, men er blevet begavet med den af de romerske kejsere til Guds ære; og han bærer den også kun ved ærlige, herlige og glædelige fester, såsom ved Kristi fødsel, opstandelse og himmelfart, ved pinse og andre højtidelige dage, hvor paven ikke skal græde, men glæde sig med den kristne kirke og hele den himmelske hær. For det er lutter indbildning (?), at hans embede kun består i dagligt at græde, eller at han alene er stedfortræder for den korsfæstede og ikke for den ophøjede Kristus, for Kristus blev én gang korsfæstet og døde og dør nu ikke mere, som apostelen siger, Rom 6,9. 
28 Hiemit ich disen anndern teile sampt den siben oder acht nachuolgenden blettern, auff ein mal hingelegt, vnd in der gemein nith (59) allenthalben vorantwurt (das mir ouch vnmoglich) sunder wie ein fromer son seynem vater oder einn getrawer vnderthan seinen oberhern tzu thon schuldig, meins hochsten vleys beglympft, vnd tzum besten auszgelegt haben wil, Der hoffnung sein heilikeit werd sich mit der tzeit sampt sein Cardineln selbs ouch mit grosserm scheyn wol wissen tzu entschuldigen, vnd den auffgelegten vngelympff widerumb abtragen.  Herved har jeg på én gang lagt bag mig denne anden del med samt de syv eller otte efterfølgende sider, og i almindelighed ikke svaret på alt (hvad heller ikke ville være mig muligt), men som en from søn af sin far eller en tro undersåt af sin fyrste er skyldig at gøre ønsker mig min højeste flid anerkendt og det hele udlagt til det bedste, i den forhåbning, at hans hellighed med tiden sammen med sine kardinaler vil kunne forsvare sig med større tilforladelighed og atter fjerne den mistanke, der er påført ham. 
29 Vorlegung des dritten vnd letsten teiles Vorredt
       In disem dritten vnd letsten teile, kommet Luter erst auff das principal, das ist auff seyn Reformation, Die er auff sechs oder siben vnd dreyssig artickel gestelt, vnd der selben ytzwedern mitt vil anhangende paragraphen vnderschiden vnd erlengert hat, Wo es nu sachen weren die aleyn gemeyner Christenheit gedeyhen vnd gut sitten belangten, als einer oder tzehen ausz den ersten, vnnd tzwen oder drey ausz den letsten, kondt ich meyns teils wol erleyden, das ym meniglich volgete, Die Romer mit messigung yrs prachts, vnnutz hoffegesind, officia, annata, pallia, reseruation, commendation, affection etc. Wir Tewtschen mit ablegung vberschwencklicher vnkost in Trincken, essen, kleidung, vnd vorwytz frombder auszlendischer whar etc. Dann dise ding alle ane vorletzung des glaubens wol gean- [Hib] dert werden mogen. 
Fremlæggelse af den tredie og sidste del.
Fortale
      Det er først i denne tredie og sidste del, at Luther kommer ind på det egentlige, det vil sige, på sin reformation. Den fremsætter han i seks eller syv og tredive artikler, og han har adskilt og forlænget hver af dem med mange tilknyttede paragraffer. Hvis det nu drejede sig om sager, der alene havde med den almindelige kristenhed at gøre og drejede sig om gode sæder, som tilfældet er med én eller ti af de første, og to eller tre af de sidste, så kunne jeg for min del vel affinde mig med det, der i almindelighed følger med, for romernes vedkommende, at de skal have mådehold i deres pragt, at de har for mange hoftjenere, officier, annater, pallier, reservationer, commendationer, affektationer osv. Og for vi tyskeres vedkommende, at vi skal aflægge de overdrevne udgifter til drikke, mad, klæder og forfængelige, flotte udenlandske varer, osv. For alle disse ting kan ændres uden skade på troen. 
30 Das aber Lutter gleich wie ein kramer der sein whar felschet, vnd tzigemel vnder Saffran menget, neben disen artickeln ouch etzlich ander mit vndergeschoben hat den heiligen Christenlichen glauben berurend, Welche er nit wie die andern vorgenanten, eynem tzukunfftigen concilio tzu andern vnd tzustellen heymsetzt, sonder ausz eigem durst vnd freuel selbs andert vnd stelt seyns gefallens, mit vormanung das wir in den selben weder den bapst noch die christenlichen kirchen, sonder yn ansehen, ym volgen, vnd die sach frey auff yn wagen wollen, kan ich als ein prister Gotes (wiewol der person halben vnwirdig) von wegen des armen gemeynen christen- (60) lichen volckes, welches dadurch yemerlich vorfurt wirt, nith erleyden noch dartzu stilschweigen.  Men at Luther ganske som en kræmmer, der forfalsker sine varer og blander sigtemel med safran, ved siden af disse artikler også indskyder nogle andre, der berører den hellige kristelige tro, artikler, som han ikke som de andre førnævnte fremsætter for et fremtidigt koncil, at det kan ændre og fremstille dem, men som han selv ud af egen fornemmelse og frækhed ændrer og fremstiller efter forgodtbefindende, med den formaning, at vi i dem hverken skal se hen til paven eller den kristelige kirke, men til ham, følge ham, og skal ville vove at gennemføre sagen frit på hans ord, det kan jeg ikke som en Guds præst (omend uværdig, hvad personen angår) tåle eller tie stille til på det almindelige kristenfolks vegne; det bliver derved jammerlig forført. 
31 Dann ich merck vnd erkenne das Luter dise reformation nicht angefangen, die ding zu bessern, sonder mit Wickleff vnd Hussen tzu tilcken, vnd gar abtzuthun, nicht darumb das der missbrauch dareyn komen welchen er wol tzu eym behelff vnd schein vorwendet, szonder das er ym grundt eyn Erbpickard ist, die von der Christenlichen kirchen vnnd den heilige Sacramenten gar nichtzit halten,  For jeg mærker og fornemmer, at Luther ikke har påbegyndt denne reformation for at forbedre tingene, men for med Wickleff og Huss ødelægge og helt fjerne, ikke fordi der er fremkommet misbrug, hvilket han bruger som påskud og skin, men at han i grunden er en ærkepikard, som slet ikke regner den kristelige kirke og de hellige sakramenter for noget. 
32 Dann wann er ein Christenlicher doctor wer, oder ein Christenlich hertz in seym leib het, wurd er nicht Raten schier alle Christenliche Sacrament ordnung vnd satzungen der kirchen, die den mheren teil von Christo vnnd den aposteln auffgesatzt vnd so lang herkomen sint, also geringlich tzuuorwerffen, tilcken vnd abtzuthun, alein darumb das sie von etzlichen missbracht werden, szonder auff weys vnd weg getracht haben, wie der selbig missbrauch gedilckt vnd die ding alle wie sie an yn selber von den liben Vetern eingesatzt vnd so lang herkomen sint bey iern krefften vnd wyrden bleiben mochten,  For hvis han var en kristelig doktor eller havde et kristeligt hjerte i livet, ville han ikke tilråde, at næsten alle kirkens kristelige sakramentordninger og indretninger, der for største delen er indstiftet af Kristus og apostlene og har fundet sted gennem så lang tid, sådan helt igennem skulle forkastes, ødelægges og fjernes, alene af den grund, at de er blevet misbrugt af nogle, men han ville have søgt efter en måde og udvej for, at dette misbrug kunne ødelægges og alle de ting kunne forblive ved deres kræfter og værdighed, de er jo dog i sig selv indstiftet af de kære fædre og har fundet sted i så lang tid. 
33 Dann welcher wolt darumb die weinberg all auszroden das etlich den wein missbrauchen zu vberfluszigkeit vnd fullerey, Oder welcher wolt die moln alle darumb abthon vnd tzerbrechen, das die Moller (als mann sagt) tzu weilen mit vns teilen, Es wurde gar wenig yn der welt bleiben wann man alle ding darein des missbrauch komen, abthon solt,  For hvem ville af den grund rykke et helt vinbjerg op med rode, at nogle misbruger vinen til overflødighed og fylderi? Eller hvem ville fjerne alle møller og ødelægge dem, fordi møllerne (som man sige) af og til narrer os? Der ville blive meget lidt tilbage i verden, hvis man skulle fjerne alle de ting, hvori der forekommer misbrug. 
34 Darumb szo macht er seiner sachen woll [Hij] ein gestalt damit, ist aber kein gnugsam vrsach, die heyligen Sacrament tzu vorwerffen, oder der lieben veter setzungen vnd geystlich recht tzuuorbrennen, alein darumb das sie von etzlichen miszbraucht werden, Szo sie doch ann ynen selbs Christenlich vnd ordenlicht, dartzu nicht alein von den Romischen Bepsten Sonder von vill heiligen Bischoffen vnd lerern gesetzt vnd bewert sint, vnd meines bedunckens keyn andern gebrechen haben, dann das man nicht ernstlich daruber helt, vnd yhenen in stracks nachgegangen wyrt,  Derfor giver han nok sine sager udseende af [at det er for misbrugets skyld] men det er på ingen måde tilstrækkelig grund til at forkaste de hellige sakramenter, eller brænde de hellige fædres fastsættelser og den gejstlige ret, at de er blevet misbrugt af nogle, eftersom de dog i sig selv er kristelige og ordentlige, dertil foreskrevet og bekræftet ikke blot af de romerske paver, men af de hellige biskopper og lærere, og efter min opfattelse ikke har anden fejl, end at man ikke har overholdt dem alvorlig nok, og ikke øjeblikkelig har straffet overtræderne (?). 
35 das aber Luter nicht alein den miszbrauch szonder die ding nahet alle an yn selber tilcken vnd nichtzit sein lassen wol, werden seyne eygne wort auszweisen, die wir derhalben vor vns nhemen wollen. (61)  Men at Luther ikke blot vil ødelægge og tilintetgøre misbrugen, men næsten alle tingene i sig selv, det vil hans egne ord vise, og derfor vil vi tage dem for os: 
36 Ausz dem xii artickel: walfarten an heilig stedt belangt
Luter ij
      Vnd ob schon dise sach nicht wer, so ist doch noch do ein furtreffelicher, nemlich die, das die einfeltigen menschen, dadurch vorfurt werden, in eynem falschen whan, dan sie meynen es sey ein kostlich gut werck, das doch nit war ist, Et infra .iij. (adel04#34) Solch falsch vorfurischen glauben der einfeltigen christen ausztzuroden, vnd widerumb ein rechten verstand guter werck aufftzurichten, solten alle walfart nydergelegt werden, dan es ist kein guts nith drinnen, kein gebot, kein gehorsam, sonder untzehlich vrsach der sunden, vnnd Gotes gebot tzuuorachten, (adel04#37
Fra artikel 12: Om valfarter til hellige steder. 
Luther: 
       Afsnit 2: Og selv om der ikke havde været denne grund til at afskaffe det, så er der denne endnu vigtigere, nemlig, at de enfoldige mennesker derved bliver forført ind i en falsk forestilling og en forkert opfattelse af Guds bud. For de mener, at en sådan valfart er en kostelig god gerning, hvilket dog ikke er tilfældet. Afsnit 3: For at udrydde en sådan falsk, forførerisk tro hos den enfoldige kristne og genoprette den rette forståelse af de gode gerninger, skulle alle valfarter nedlægges; for der er intet godt deri, intet bud, ingen lydighed, kun talløse årsager til synd og til foragt for Guds bud. 
37 Et infra iiij. Wer nu wolt wallen oder wallen geloben, solt vorhin seynem pfarrer oder vberherren die vrsach antzeigen, find sichs das ers thet vmb gutes werckes willen, das das selb gelubd vnnd werck durch den pfarrer oder oberherren nur frisch mit fussen tretten wurd als ein teuffellisch gespenst etc. (adel04#38 Og senere, fjerde afsnit: Den, der nu vil gennemføre en valfart eller love at gennemføre en valfart, skal først påvise sin begrundelse for sin præst eller øvrighed; hvis de finder ud af, at han gør det for at gøre en god gerning, så skal dette løfte og denne gerning af præsten eller øvrighedspersonen rask væk trædes under fode som et djævelsk spøgelse,
38 Emszer
        Ich wil Luters vngnugsam vnd tzum teyl ertichte vrsachen, die er vber diese sein falsche ler antzeigt Als das dy Bepst die walfarten vmb geltes willen angericht haben, (adel04#36) Item das mann tzu Rom nichtzit guttes sehe oder lerne, (adel04#33) [Hijb] Vnd das die menner das gelt auff dem weg vortzeren damit sie weib vnd kindt doheymen erneren solten, (adel04#35) das ouch do von herkomme frey leben (adel04#38) etc. ytzo fallen lassen, vnd ehe das ich ym die selben vorantwurt tzuuor beweisen das walfarten seliglich, christenlich vnd vil gutes dar ynnen, als gehorsam Gotes vnd der christenlichen kirchen, dartzu vil wolthat den andechtigen pilgern darausz entsprungen, vnd noch teglich entspringet, durch die vorbiet der liben heiligen an leyb, sel, ehr vnd gut. 
Emser: 
       Jeg vil i denne omgang undlade at behandle Luthers utilstrækkelige og til dels opdigtede begrundelser, som han giver for denne sin falske lære; såsom at paverne har oprettet valfarterne for pengenes skyld, og at man ikke ser eller lærer noget godt i Rom, og at mændene på vejen bruger de penge, hvormed de derhjemme skulle have ernæret kone og børn, og at der også dèr forekommer et frit liv, osv. Hellere vil jeg først give ham det svar på tiltale at vise, at valfarter er salige, kristelige og har meget godt i sig, sådom lydighed mod Gud og den kristne kirke, desuden, at der er udsprunget mange velgerninger mod de andægtige pilgrimme deraf, hvilket der stadig gør, gennem helgenernes forbønner, velgerninger til liv, sjæl, ære og gods. 
39 Das ouch ein yeder der ein walfart gelobet, die selben, sosher ym moglich tzuhalten schuldig ist, Derhalben dan von vnsern vorfaren so vil reycher vnd costlicher spital vor die selben pilgern gestifft vnd auff gericht worden, Doch so wollen wir vorhin horen wie walfarten erstlich auffkomen sein. (62)  Og jeg vil også vise, at enhver, der aflægger løfte om valfart, er skyldig at holde sit løfte, så snart det er ham muligt. Af den grund har også vore forfædre stiftet og oprettet så mange rige og kostbare hospitaler til disse pilgrimme. Dog vil vi først høre, hvordan valfarter i første omgang kom i stand. 
40       Die erst vnd groste walfart hat Got selber auffgesatzt, do er den Juden gebot, ierlichen drey maln, als nemlich auff Ostern, pfingsten, vnd das fest der Tabernackel gen Jerusalem tzu walfarten ausz allen landen vnd stedten, deutronomij .xvi. Dan das es nit ein schlechte reyss sonder ein walfart gewest, so musten sie nicht kommen mit leren henden Sonder ein ytzlicher ein opfer mitbringen nach seynem vormugen von den gutern die ym Gott beschert het, Wie der text do selbst mitbringet, vnd Christus selber mit sein eldern auff gemelte fest gen Jerusalem auffgestigen ist Luce .ij.         Den første og største valfart har Gud selv indstiftet, da han påbød jøderne, at de tre gange om året, nemlig påske, pinse og ved løvhyttefesten skulle valfarte til Jerusalem fra alle lande og byer, 5 Mos 16,16. For at det ikke var en simpel rejse, men en valfart, viser det faktum, at de ikke måtte komme med tomme hænder, men at hver skulle medbringe et offer efter, hvad han formåede, af de goder, Gud havde beskåret ham, som teksten selv fortæller. (vers 17). Og Kristus selv gik også op til Jerusalem sammen med sine forældre ved denne fest, Luk. 2,41-52. 
41 Wie wol nu von Christo vnd den Propheten tzuuor gesagt, das Jerusalem tzerstort werden solt. So leszen wir doch Zacharie vltimo, das nichtzit desterweniger dy walfart nicht abgehen, sonder ob schon die stadt tzerbrochen vnnd die Juden vortriben, wurden dannocht die Heiden (das ist, ytzo wir Christen) ausz allen landen vnd volckern von Jar tzu iar die gelegenheit heimsuchen, vnd aldo anbeten den konig Sabaoth vnd die fusztrit der heiligen stedt, daran der her gegangen, gestanden, vnd gewandert wer, Wie dan so bald der herr geborn, die orstlyng ausz den heyden die heiligen drey konig, gen Jerusalem gewalfart vnd kommen sint yne mit yrem opfer antzubetten, Mathei .ij. vnd volgendt gemelte walfart, bis auff disen hutigen tag [Hiij] nye stil gelegen ist.  Selv om det nu af Kristus og af profeterne blev forudsagt, at Jerusalem skulle ødelægges, så læser vi dog i Zak 14,16, at valfarten ikke desto mindre ikke skal ophøre, men selv om byen er ødelagt og jøderne fordrevet, så vil alligevel hedningerne (det er nu, vi kristne) fra alle lande og folk år efter år besøge stedet og dèr tilbede kongen Sebaot og fodtrinene af de hellige steder (?), hvor herren har gået, stået og vandret, sådan som der, så snart Herren var født, hedningernes førstemænd, de hellige tre konger, valfartede mod Jerusalem og kom deres offer for at tilbede, Matt. 2,1-14. Og man har efterfulgt denne valfart, og indtil denne dag har valfarterne aldrig ligget stille. 
42 Das aber die gelubden ann dise oder ander heilige stedt tzu halten vnd nith tzuuorachten seyen, Haben wir gar ein klaren text deutronomij .xxiij. also lautende, So du Got deynem herren ein gelubd gethan oder was gelobet hast, solt du nitt vortzihen dasselbig tzugeleysten, Dann Got deyn herr Wil das von dir haben, Vnnd so du damit vortzuhest das wirt dir getzelet vor ein sundt, Was du aber nit gelobest, das ist dir ane sund, Was aber einmal auszgegangen ist ausz deynem lyppen, das soltu halten, vnd volbringen, das du ausz gutem freyem willen mit deynem mund tzugesagt hast,  Men at man skal holde sine løfter imod dette eller andre hellige steder og ikke foragte dem, derom har vi en klar tekst i 5 Mos 23,22, der lyder således: Hvis du har gjort Herren din Gud et løfte eller har aflagt løfte om noget, skal du ikke tøve med at indfri det. For Gud din herre vil kræve det af dig, og hvis du tøver, vil det blive regnet dig til synd. Men hvad du ikke har aflagt løfte om, det er ikke synd for dig, men hvad der én gang er udgået over dine læber, det skal du indfri og udføre, du har af egen fri vilje udsagt med din mund. 
43 Dergleychen erinnert der heilig Jeronymus seiner gutten frundt ein in epistola ad Rusticum also sprechende, Mir hat etwan deyn hauszfraw, ytzo deyn schwester vnd mitdinerin entdackt, wie yr euch mitt einander vorwilliget vnd gelobet euch furo eelicher werck tzuenthalten domit yr Got (63) dester vleyssiger dinen mochten, Vnd als yr euch darnach kriegszloeffthalben, von einander scheiden mussen, Habest du yr an eydes stadt geschworn, so bald dir ymmer moglich, yr an die heiligen stedt nachtzuuolgen,darumb so gedenck vnd halt was du Got tzugesagt, ehe dan du von hynnen hinweggenomen werdest, Dann das leben der menschen vngewis, hec ille.  Den slags erindrer den hellige Hieronymus sin gode veninde om i brevet til Rusticus, idet han siger: Engang fortalte din hustru, nu din søster og din medtjenerinde, mig, hvordan I var blevet enige med hinanden om og havde aflagt løfte om at afholde jer fra yderligere ægteskabelig gerning, for at I kunne tjene Gud desto flittigere, og da I derefter, fordi du skulle gøre krigstjeneste, måtte skilles, har du i stedet for en ed tilsvoret hende, at så snart det overhovedet ville være dig muligt, ville du følge efter hende til den hellige by. Derfor må du tænke på og indfri, hvad du har lovet Gud, førend du bliver taget bort herfra, for menneskets liv er usikkert. Såvidt Hieronymus. 
44        Sehet lieben Teutschen der heylig Jeronymus vnd Got selber ermanet vns solich gelubden tzu geleysten vnd nicht damit tzuuortzihen, So saget Luter man sol sie vor des teuffels gespenst halten vnd mit fussen treten, (adel03#38) Welchem wollet yr nu volgen? Also wuste ich ouch, got lob, durch vil historien antzutzeygen, was nutz vnd frommen, den andechtigen pilgern ausz yren walfarten erwachssenn, als dem grossen Eunucho ausz Moren land, dem, darumb das er gen Jerusalem komen war antzubeten, Got, Philippum auff der widerfart tzuschicket, der in von dem wagen nam vnnd toefft actuum octauo.          Se, kære tyskere, hvordan den hellige Hieronymus og Gud selv formaner os til at indfri sådanne løfter og ikke trække sig tilbage derfra. Men nu siger Luther, at man skal afholde sig fra det som fra djævelens spøgelse og træde det under fode. Hvem vil I nu følge? Sådan kunne jeg også, gudskelov, ved hjælp af mange historier, fortælle, hvilken nytte og gavn for de andægtige pilgrimme der er vokset frem af deres valfarter. F. eks. den store eunuk fra Morernes land, som, fordi han var kommet til Jerusalem for at tilbede, af Gud fik tilsendt Filip på hjemvejen, som fik ham ud af vognen og døbte ham. Apg 8,26-40. 
45 Vnd der heyligen frawen Helenen, deren als Ambrosius schreybet, de obitu Theodosij, der heylig geyst auff gemelter walfart, eingab, das frone Creutz Christi zu suchen vnd tzu finden, gemeiner Christenheit tzu trost vnd seligkeit. Ich will aber Jerusalem itzo fallen lassen vnd komen [Hiijb] auff die andern walfarten, als gen Rom, gen Ach, zu dem ferren Sant jacob, tzu sant Linhart, tzu sant Volfgang, zu dem heyligen Vater Bischoff Benno gen Meyssen, vnd an ander ort, do man die lieben heiligen pflegt heim tzusuchen als do sie leibhafftig ruhen vnd rasten, vnd Got bis auff disen heutigen tag grosse wunderwerck durch die geschehen laszt (wiewohl nicht eynem ytzlichen ouch nicht allwegen, sonder wan vnd wem er wil Wie er saget Exodi xxxiij. miserebor cui voluero et clemens ero in quem mihi placuerit)  Og den hellige frue Helena, om hvem Ambrosius skriver 'Om Theodosius' bortgang', at helligånden på omtalte valfart indgav hende, at hun skulle søge og finde Kristi legemes kors, den almene kristenhed til trøst og salighed. Men jeg vil nu lade Jerusalem være og komme ind på de andre valfarter, f. eks. til Rom, til Achen, til Skt. Jakobs ??, til Skt. Linhart, til Skt. Volfgang, til den hellige fader, biskop Benno af Meissen, og til andre steder, hvor man plejer at besøge de hellige, hvor de legemligt hvilede og rastede, og hvor Gud til den dag i dag har ladet ske mange undere igennem dem. (Selv om det ikke sker for enhver og heller ikke alle vegne, men hvornår og for hvem han vil. Som han siger Ex 33,19: Jeg forbarmer mig over hvem jeg vil og viser nåde mod hvem jeg vil). 
46 Wolches gar ein alt herkomen in der Christenlichen kirchen ist, Dann also schreibet der heilig Augustinus von seyner muter Monica libro confessionum sexto, Wie sie die greber der heiligen merterer teglich heimsuchet mit eym korblin vol frucht, die sie armen lewten do auszteilet, wie yr hertz ynnwendig vol tugent was, So leszen wir von der heiligen iunckfrowen Lucien das sie yrer muter bey dem grab Agathe gesuntheit yres (64) leibes erworben hat, Szo schreibet der heylig Ambrosius von ym selber, in libro contra Auxentium de tradendis basilicis, Wiewol die stadt Meiland vol veynd lag, die yne ouch gern angegriffen und beschediget hetten, noch sey er teglich tzu den kirchen vnd grebern der heyligen merterer gegangen vnd durch vorbit der liben heiligen von keynem veynd nye gesehen noch beleydiget worden,  Det er et gammelt fænomen i den kristne kirke. For sådan skriver den hellige Augustin om sin mor Monica i konfessionerne, bog 6, om, hvordan hun daglig besøgte de hellige martyrers grave med en kurv frugt, som hun dèr uddelte til de fattige, hvordan hendes hjerte indvendigt var fuld af dyd. Og sådan læser vi om den hellige jomfru Lucia, at hun havde erhvervet sundhed for sin mors legeme ved Agathes grav. Og sådan skriver den hellige Ambrosius om sig selv, i bogen imod Auxentius, om at overgive kirker, at selv om byen Milano lå fuld af fjender, som også gerne havde angrebet og gjort ham ondt, så gik han dog stadig daglig til kirkerne og de hellige martyrers grave og blev aldrig set eller gjort ondt imod af nogen fjende i kraft af de kære helgeners forbøn. 
47         Die weil aber der bose geist, gemelte walfarten als einn gut selig werck, durch seine glider die ketzer Faustum Vigilantium vnd ander, ouch vor tausent yaren angefochten, vnd die ehr der liben heiligen, vnd seligkeit der menschen vorhindren wollen, ist von der Christenlichen kirchen, namlich in concilio Gangrensi, ein artickel derhalben beschlossen also lawtende, Ob yemant ausz hoffart oder eygener vormessenheit, walfarten oder tzuleuff tzu den liben heiligen tadeln, oder die gelubden an die heiligen stedt anfechten oder vorachten wurd, der soll vormaledeyet seynn         Men eftersom den onde ånd også for tusind år siden angreb denne valfart som en god salig gerning gennem kætteren Faustus Vigilantius og andre, og ville forhindre de kære helgeners ære og menneskenes salighed, er der af den kristne kirke, nemlig på det Gangrensiske koncil, blevet vedtaget en artikel desangående, der lyder således: Hvis nogen af hovmod eller egen formastelighed dadler valfarter eller besøg hos de kære helgener eller vil anfægte og foragte løfterne til de hellige steder, skal han være forbandet. 
48 Also vormaledeyet der heilig Jeronymus den ketzer Vigilantium der gemelte tzulewff tzu den lieben heiligen vnnd yr heiligthumb vorspotet, vnd schreibet gar ein lange hartte epistel wider yn que incipit Multa in orbe monstra quam [H4] Erasmus posuit tomo tertio folio .lv. Der gleichen schreybet ouch Augustinus in libro de diffinitionibus recte fidei cap. xl. also sprechende, Wir gleuben vestiglich, der liben heiligen leychnam, gebeyn vnnd heiligthumb, als gelider Christi, vnsers hochsten vleys tzu ehrwirdigen, kirchen vnd ander heilig stedt in yrem nhamen geweyhet, oder do sie ligen vnd rasten, mit gantzer andacht heymtzusuchen sein, wer auch das widersprechen wolt, den sol man nith vor ein Christen, sonder vor ein ketzer halten, hec Augustinus På samme måde forbander den hellige Hieronymus kætteren Vigilantius, der spottede dette run på de kære helgener og deres helligdom, og skriver et ganske langt, hårdt brev imod ham, som begynder 'Multa in orbe monstra', som Erasmus anbringer i tredie bind folio 55. Det samme skriver også Augustin i bogen om den rette tros definitioner, kap 40, hvor han siger: Vi tror fast på, at vi yder de kære helgeners legeme, ben og helligdom ære som Kristi lemmer gennem vor højeste flid, ved at indvi kirker og andre hellige steder i deres navn, eller når vi med fuld andægtighed besøger de steder, hvor de ligger og hviler. Den, der vil modsige det, ham skal man ikke regne for en kristen, men for en kætter. Såvidt Augustin. 
49 So tzeiget der heilig Chrisostomus tzweyerley vrsach daruber an, die erst in sermone post reditum qui incipit Quid dicam, Namlich das sie vns durch yren vordinst helffen vnd bey Got vorbitten konnen, Die ander in sermone de ascensione domini qui incipit. Quando de cruce etc. Das sie sich sust vber vns beclagen mochten als vber die vndanckbarn, vnd sprechen, wir haben euch tzu einem exempel, vnd streck des christenlichen glaubens kein peyn oder marter geflohen vnd gesehen vnsere blosse gebeyn, da von man vns haut vnd (65) fleisch abgetzogen, vnser blut ist auszgegossen, vnd vnsere heupter abgeschlagen, vnd vber das alles mussen wir noch von euch leyden, das yr vnszer corpor nit ehrwirdiget mit den gotlichen amptern, noch heymsuchet an den orten do sie liegen vnd rasten, hec ille.  Således påvier den hellige Krysostomus to slags årsager dertil. Den første i prædikenen post reditum, som begynder Quid dicam, nemlig, at de gennem deres fortjenester kan hjælpe os ved at gå i forbøn hos Gud. Den anden i prædikenen om Herrens himmelfart, som begynder, Quando de cruce, osv, at de ellers måtte beklage sig over os, som over nogle utaknemlige mennesker, og sige: Vi har, for at give jer et eksempel og et billede på den kristne tro, ikke gået af vejen for nogen pine eller noget martyrium, vi har set vore blottede ben, da man trak huden og kødet af os, vort blod er udgydt og vore hoveder afhuggede, og oven i alt det må vi nu finde os i fra jeres side, at I ikke ærer vore legemer med de guddommelige embeder, eller besøger os på de steder, hvor de ligger og hviler. Såvist Krysostomus. 
50 Die dritte vrsach schreibet Augustinus contra Faustum, vnd Remigius super Paulum .i. Cor. xij. Die weil vnsere vorfaren do sie noch heiden geweszt, gegangen vnd gefurt sint tzu den stummenden ab goeten, wie Paulus do selbst saget, so sein wir schuldig tzugehen vnd tzuwalfarten tzu den liben heyligen, vnd die ehr die sie ausz vnwissenheit dem teuffel gethan, Got vnd seinen liben heiligen antzulegen, damit sie vns in vnsern notten durch yr vordinst vnd vorbit beystendig seyen, als sie dann nye kein vorlassen haben der ynen getreulich gedint hat,  Den tredie årsag skriver Augustin til Faustus og Remigius over Paulus 1 Kor 12. Fordi vore forfædre, da de endnu var hedninger har gået hen til og er blevet ført hen til de stumme afguder, som Paulus her selv siger, så er vi skyldige at gå hen til og valfarte hen til de kære helgener, og den ære, som de af uvidenhed gav djævelen, den skal vi give Gud og hans kære helgener, for at de kan stå os bi i vor nød med deres fortjeste og forbøn, ligesom de aldrig har forladt dem, der har tjent dem tro. 
51 Also habt yr liben teutschen was die Christenlichen lerer vnd kirch von walfarten gesatzt vnd geboten haben, Derhalben Luter vnchristenlich geschriben, das kein gutes darinnen, kein gebot, kein gehorsam, vnd das man sie als teuffels gespenst mit sussen tretten sol, [H4b] wo sie eyner gelobet het vmb guts werckes willen, (adel03#37) Ouch erscheynet hierausz das die walfarten nith von den bepsten vmb geytz ader gelts willen, sonder von der gantzen Christenlichen kirchen, Got vnd seynen liben heiligen tzu ehr, lob, vnd dancksagung auffgesatzt, vnd alle die das anfochten vorlangest vor ketzer erclert worden sint.  På den måde har I kære tyskere her det, som de kristne lærere og kirken har fastsat og påbudt om valfarter. Derfor er det ukristeligt, når Luther skriver, at der ikke er noget godt deri, intet bud, ingen lydighed, og at man skal træde dem under fode som djævelens spøgelse, hvis nogen har rost dem for den gode gernings skyld. Man kan også heraf se, at valfarterne ikke er indstiftet af paverne på grund af griskhed eller for pengenes skyld, men af hele den kristne kirke, Gud og hans kære helgener til ære, lov og taksigelse, og at alle de, der forlanger det afskaffet, skal erklæres at være kættere. 
52        Das aber Luter vrsach antzeiget man sehe tzu Rom boss exempel vnd ergernis, das ist nichtz geredt, dan in wolchs land eyner wandert, findet er leider alweg mehr bosz dann gutes, Darumb so mus sich ein frombd man oder pilger tzu dem guten halten vnd nicht tzu dem bosen Wie Dauid leret psal. xvij. cum sancto sanctus eris etc. Es ist tzu Rom nye so vbel gestanden man hat alweg frome lewt, gut exempel vnnd grosse andacht do gefunden, wie ich mit meynen augen gesehen hab,         Men at Luther har angivet som årsag, at man i Rom finder mange dårlige eksempler og forargelser, det er ikke noget at sige, for hvilket land man end vandrer i finder man desværre allevegne mere ondt end godt. Derfor må en from mand eller en pilgrim holde sig til det gode og ikke til det onde. Som David lærer i Sl 18,26: Du er trofast mod den trofaste osv. Det har i Rom aldrig stået så galt til, at man ikke altid har fundet fromme folk, gode eksempler og stor andagt dèr, som jeg har set det med mine egne øjne. 
53 Szo sint neben den heiligen corpern, deren ein michel teil do begraben ligen, ouch vil heiliger stuck von Jerusalem dohin gefurt worden, darumb dan ouch vil heiliger menner von fheren landen dohin gewalfart haben, als Policarpus, Origenes, (66) Athanasius, vnnd ander, ich schweyge souil groszmechtiger konig, fursten, vnd herren,  Således er der ved siden af de hellige legemer, af hvilke en mindre (?) ligger begravet dèr, også ført mange hellige relikvier fra Jerusalem hertil, hvorfor da også mange mænd er valfartet hertil fra deres lande, f. eks. Polycarp, Origenes, Athanasius, og andre, for slet ikke at tale om så mange stormægtige konger, fyrster og herrer. 
54       Das aber Luter klaget die menner vortzeren das gelt auf der reysz damit sie weib vnd kindt doheymen neren solten, das geschicht ouch sust wol ob sie schon nymmer keyn walfart thon, wie wir teglich sehen, das mancher am sontag vorsauffet oder vorspilt, das weib vnd kindt die gantzen wochen entgelten mussen,        Men så klager Luther over, at mændene på rejsen bruger de penge, hvormed de skulle ernære kone og børn derhjemme. Det sker også ellers, selv om de ikke tager på nogen valfart, som vi dagligt ser, at mange om søndagen er fulde eller har spillet pengene op (?), så at kone og børn ugen igennem må undgælde for det. 
55 Das er aber sagt das do her komm frey leben, das ist seyner ler eyne, dan er alle schrifft vmbkert, domit er yederman frey machen vnd ausz dem gehorsam entfuren mog, Domit ich disen artickel vorlegt, vnd euch werden teutschen getraulich vorwarnet haben wil, Wer den liben heiligen was gelobet hab, der denck vnd halt es vnd lasz sich nyemant vorfuren, Wer aber furthin was globen wil, der betracht gar wol, was, wem, wohin, warumb, Vnd ob es in seynem vormogen sey, Dan es ist tzehen maln besser gar nichtizt tzugeloben, dan die gelubdt darnach nith halten, oder damit vortzihen, darumb gar vil gestrafft vnd geplagt worden sint, wie ich durch viel exempel [Ii] ouch bey meynen getzeiten erfaren, beweren mocht, die ich vmb kurtze willen fallen lasz.  Men når han siger, at der heraf kommer frit liv, så er det noget særligt for hans lære, for han fordrejer al skrift, hvormed han kan gøre enhver fri og føre dem bort fra lydigheden. Derfor har jeg fremlagt denne artikel og vil, at I tyskere troværdigt skal være advaret. For den, der har aflagt løfte til helgenerne om noget, han skal betænke, at han også holde det og ikke lade nogen forføre sig. Men den, der i fremtiden vil aflægge løfte om noget, han skal nøje se til, hvad, hvem hvorhen, hvorfor, og om det står i hans formåen. For det er ti gange bedre ikke at have aflagt løfte om noget, end ikke at holde det efter at man har aflagt det, eller at trække det ud. Det vil man blive straffet for og møde modgang for, som jeg da også i vore dage har erfaret mange eksempler på, som kunne bevise det, men det vil jeg for kortheds skyld lade ligge. 
56 Vorlegung des dreytzehenden Artickels die gelubden der geistlichen orden betreffendt, 
       Im eingang dis Artickels besudelt Lutter als ein boser vogel, sein eygen nhest, sagt, Er wolte gern das die betel closter (die das vil geloben vnd das wenig halten) alle ab weren, Dan yr vmblauffen auff dem land nye gut gethan vnd nymmer mher gut thon werd, Wolches ich ym tzu lib, (demnach er schwert, er meyn es warlich gutlich) gern gleuben wil. (adel03#40
Fremlæggelse af den trettende artikel angående løfter fra de gejstlige ordener.
       I begyndelsen af denne artikel besudler Luther som en dårlig fugl sin egen rede, idet han siger, at han gerne så, at alle tiggerklostrene (der lover meget, men holder lidt) blev nedlagt, for deres løben omkring i landet har aldrig udvirket noget godt og vil aldrig komme til det. Her vil jeg gerne tro ham på hans ord (for han sværger jo, at han virkelig mener det godt). 
57 Das er aber seyner alten weisz nach, tzu letst ouch etzliche vorletzliche stuck daneben angehangen, die nith aleyn die betelcloster sonder auch ander geistlich orden mit beruren, vnd vrsach geben tzuuoran den Jungen leuten in clostern beyderley geschlecht, vil guter werck nachtzulassen, Ire prelaten tzuuorachten, vnd in geistlicher vbung vnd der libe Gotes kalt vnnd vordrossen tzu werden,  Men hertil kommer, at han på sin sædvanlige måde til sidst også knytter nogle fordærvede ting til, som ikke alene har med tiggerklostrene, men også med andre gejstlige ordener at gøre, og giver årsag til, at især de unge mennesker i klostrene af begge køn undlader mange gode gerninger, foragter deres prælater og i den åndelige øvelse og i kærligheden til Gud bliver kolde og forhærdede. 
58 Als (67) namlich das er sagt, wie sich die in clostern selbs yemerlich martern, muhen vnd arbeiten mussen, in yen regeln, weysen vnd wercken, von den menschen auffgesetzt, die aleyn ein schein haben eins geistlichen lebens, vnd doch nichtzit darhinder, (adel03#48) sonder wo die prelaten nith mher auff den glouben dann vff des ordens gesetz treyben vnd anhalten, mher schedlich vnd vorfurisch seyen, (adel03#49) Gleich al ob die in clostern Turcken weren, vnd man sie erst den glauben leren must, den sie doch mit den touff angenomen, Vnd in der werlt, ob sie schon nit geistlich, tzuhalten schuldig weren,  F. eks. hvor han siger, hvordan de, der er i klostrene, jammerligt martrer sig selv , anstrenger sig og arbejder, efter regler, metoder og gerninger, der er oprettet af mennesker, som alene har skin af åndeligt liv, men der er intet bagved, men hvor prælaterne ikke driver og holder fast, mere ved troen end ved ordenens love, er de mere skadelige og forføreriske, ganske som var folkene i klostrene tyrker, og man først skulle lære dem troen, den, som de dog har antaget med dåben og ude i verden, selv om de dengang ikke var skyldige at overholde nogle gejstlige regler. 
59 Czum andern, das er sich beklagt, wie man sie mit gelubd gehalten worden, sonderlich der keuscheit, sehen, horen, lesen vnd erfaren wir teglich mher vnnd mher, (adel03#53.52 For det andet, at han beklager sig over, hvordan de holder deres løfter, især kyskhedsløftet, det ser, hører, læser og erfarer vi mere og mere for hver dag, der går. 
60 Czum dritten das dem bapst vorbotten wurd kein solichen orden mher aufftzusetzen, sonder etzlich abtzuthon oder ye in weniger tzal tzu [Iib] zwingen, Dieweil der gloub Christi bestehe, on eynicherley orden, (adel03#46 For det tredie, at det skal forbydes paven at oprette flere af den slags ordener, han skal i stedet afskaffe nogle eller i hvert fald tvinge dem til at blive færre, for troen på Kristus kan bestå, uden nogen slags orden. 
61 Vnd tzum vierden so wer seyns bedunckens eyn notturfftige ordnung das man gemelten stifften vnd Clostern die gelubden wider abneme, vnd sie frey seyn liesz, wie sie ym anfang gewest bey den Aposteln, vnd ein lange tzei hernach. (adel03#50 Og for det fjerde ville det efter hans mening være en nødvendig ordning, at man igen fjernede løfterne fra de omtalte stiftelser og klostre, og igen lod dem være frie, som de var det i begyndelsen hos apostlene og lang tid derefter. 
62 Disse stuck sint on allen tzweyffel ergerlich, vnd machen nicht alein die so bereyt yn Clostern vorspert sint, sonder ouch die so willen gehabt oder noch vberkomen mochten, sich hineyn tzugeben, etwas tzweiflent vnd wanckelmutig, Ouch bringen sie bey mir nicht ein kleine antzeigung das den Monch die kap selbs ouch vff den nachen druckt vnd yr gern los wer, wan er nu wuste, wie,  Disse forslag er uden al tvivl forargelige og gør ikke alene dem, der allerede er indespærrede i klostrene, men også dem, som har haft lyst til klosterlivet, men endnu ikke har fået taget sig sammen til at hengive sig dertil, noget tvivlrådige og vankelmodige. Og hos mig fremkalder de desuden en ikke ringe formodning om, at kappen trykker munken selv noget på nakken, og om, at han gerne ville fri af den, hvis bare han vidste hvordan. 
63 Dann gleicher weisz beklagt er sich ouch in seiner Babylonischen gefencknis, tzuuoraus vber dy tzwey gelubdnissen, des gehorsams vnd der keuscheit, (capt-db#124ff) Derhalben so mus ich mith ym von der sach hie etwas weyter handeln, Vnd frage dich bruder Luder wer dich mit deinen gelubden gefasset oder gefencklich gemacht hab, anderst dann deyn eygner freyer will, szo du doch nicht ein kind, sonder bey dein volmundigei iaren in den orden komen bist?  For på samme måde beklager han sig i sin bog om det babyloniske fangenskab, især over de to løfter, det om lydighed og det om kyskhed. Derfor jeg her forhandle sagen lidt mere udførligt med ham. Og så spørger jeg dig, broder Luther, hvem er det, der har omringet og indfanget dig med dine løfter, andet end din egen fri vilje, for du er jo ikke kommet ind i din orden som et barn, men som i dine fuldvoksne år? 
64 Dieweil ny eyner der in ein eheweyb williget, vnd sich mit yr verlobet vnd vertrawen laszt, seyn lebenlang mith yr vor- (E68) strickt seyn muss, vnd das weib widerumb wie der Apostel saget i. Co. vij. Warumb woltest dann du oder ander geystlich frey seyn, von ewern gelubden vnd wider aus dem Closter louffen wan yr wolt?  Og når en indvilger i en ægtehustru og forlover eller trolover sig med hende og hele livet må være bundet til hende, og omvendt hustruen bundet til sin mand, som apostlen siger 1 Kor 7,10f, hvorfor vil så du eller andre gejstlige være fri for jeres løfter og igen løbe ud af klostret, når I vil? 
65 Hastu nicht geleszen dein Augustinum, do er saget sermone lij. prime partis, also sprechende, Es ist in vnszer macht got tzu vorheissen vnsern dinst, oder vns in sein dinstbarkeit tzuuorpfluchten, Es ist aber nicht in vnser macht wider davon abtzulassen wann wyr wollen, Bin ich ein Monch vnd hab die werlt vorlassen, So mus ich als ein Monch selig werden, oder wyrd nymmermer selig. Dann wo ich das monch leben vorlassen vnnd wider in die werlt gehen will, nhemet mich got nicht an als ein weltlichen, sonder als ein auszgelouffen vbertreter meyner vorheischungen, hec ille.  Har du ikke læst din Augustin, hvor han siger, i den 52. prædiken, første del, således: Det står i vores magt at love Gud vor tjeneste, eller at forpligte os i hans tjeneste. Men det står ikke i vor magt igen at lade være, når vi vil. Er jeg en munk og har forladt verden, så må jeg blive salig som en munk, ellers bliver jeg aldrig salig. For hvis jeg forlader munkelivet og igen vil gå ud i verden, antager Gud mig ikke som en verdslig, men som en forløben overtræder af mine løfter. Såvidt Augustin. 
66 Das du aber meinst der Bapst solt euch ewer gelubden abnhemen, vnd frey ane getzwang lassen wie ym anfang gewest, Das [Iij] ist ein lang vordampte ketzerey des alten ketzers Lampecij, der gleich wie du ytzo, das volck leret, es solte keyn Christen mensch, zu ichtzit vorbunden oder mit gelobden vorhafft werden, sonder ein yeder sein eygen freyen willen haben tzu thon oder lassen was er wolt, darumb er von der Christenlichen kirchen verworffen, wie Damascenus schreybet, in libro centum heresum cap. xciij.  Men når du mener, at paven skal fratage jer jeres løfter og lade jer være frie uden tvang som i begyndelsen, så er det et forlængst fordømt kætteri hos den gamle kætter Lampecius, der, ganske du i vore dage, lærte folket, at intet kristenmenneske skulle være bundet eller indespærret med løfter, men enhver skulle have sin egen frie vilje til at gøre eller undlade, hvad han vil. Derfor blev han forkastet af den kristne kirke, som Damasceneren skriver i bogen om de hundrede kætterier, kap 93. 
67 Dartzu so lesterst du den bapst hie niden auff das ergest, das er mit etzlichen konigen dispensirt, vnnd ynen yr eyd vnd gelubd, ouch in weltlichen sachen abgenomen, vnd sagest er habe das nitt macht gehabt, Wie sol dan der bapst dir dein eydt vnd gelubd abnhemen die du Gott in die hendt deynes Prelaten offentlich gethan vnnd dich selbs freywillig vorpflucht hast?  Dertil skælder du ud på paven på den mest læsterlige måde, da han dispenserer med nogle dronninger og fratager dem deres ed eller løfte også i verdslige sager, og det, siger du, har han ikke magt til. Jamen, hvordan skulle så paven kunne fratage dig din ed og dit løfte, som du offentligt har aflagt til Gud i din prælats hænder og selv frivilligt har forpligtet dig til? 
68 Es ist ouch nit war das die closter bey den Aposteln frey gewest, oder ein yeder, der sich dareyn ergeben vnd prosesz gethan, ane erleubnis seyns prelaten, wider herausz het gehen mogen, wan er gewolt, sonder sint die gelubden ouch ym anfang in der kirchen gewest, wy wir lesen von der heiligen iunckfrau Thecia die yr gelubd in die hend des Apostels Pauli gethan der sie ouch sampt andern iunckfrawen, velirt vnd eyngesegnet hat, Wie der ketzer Faustus contra Augustinum selber bekennet,  Det er heller ikke sandt, at klostrene hos apostlene har været frie, eller at enhver, der havde begivet sig derind og var blevet indviet (?), uden tilladelse igen kunne gå ud, når han ville, tværtimod har der også i kirkens begyndelse været løfter, som vi læser om den hellige jomfru Thecia, som har aflagt sine løfter i apostelen Paulus' hænder, som også havde modtaget (?) og indviet hende sammen med andre jomfruer, sådan som kætteren Faustus selv indrømmer det overfor Augustin. 
69 Ouch ist der monch standt gar vil eins eldern herkomens vnnd ausz dem alten (69) testament genomen, dan gleich wie dei Bischofflichen stift kirchen von dem tempel tzu Jerusalem, vnd die pfarkirchen von den Synagogen yr ankunfft haben, deren in itzlicher stadt eyne war darinnen die Juden all Sabath tzusamen kamen, wie wir am sontag in den pfarren, Also haben die closter yren vrsprung von den conuenten vnd heuszern der propheten auff dem berg Carmeli vnd an den wasser Jordan gelegen, aldo sie von allen menschlichen hendlen frey vnd ledig, tag vnd nacht Got dineten bey den ouch der gehorsam so gestreng gehalten, das geizei alein darumb das er wider den beuelh, Helisei seines obersten von dem fursten Naaman gelt genomen, mit den auszsatz gestrafft ward, erblichen er vnd all sein geschlecht. iiij. regum quinto.  Og også munkestanden er af en meget ældre herkomst og er taget fra det gamle testamente, for ligesom stiftskirkerne har deres opkomst fra templet i Jerusalem og sognekirkerne fra synagogerne, af hvilke der i hver by var én, hvori jøderne samledes hver sabbat, sådan som vi om søndagen i sognekirken, sådan har klostrene deres oprindelse fra profeternes samlingssteder og huse, der lå på Karmels bjerg og ved Jordan floden, hvor de, fri og uberørt af alle menneskelige handeler, tjente Gud dag og nat. Og ved dem blev også lydigheden opretholdt så strengt, at Gehazi, alene fordi han imod Elisas, sin overordnedes befaling, havde taget imod penge fra fyrsten Naaman, blev straffet med spedalskhed, der skulle arves til hele hans slægt. 2 Kong 5. 
70 Das du aber sagest, der glaub bestehe on einicherley orden (adel03#46) das [Iijb] ist war, aber nit in gleycher volkomenheit, dann es sint tzwen weg des glaubens ein gemeyner, den wir ym tauff globen, vnd vns nith weyter bindet dan zu den geboten, wie der herr der iungling leret Mathei .xix. vnd sprach, wilt du eingehen das ewig leben, so halt die gebot gottes. Vnd ein sonder volkomener aber gar ein enger weg, den der herr disem iungling, do er sagt er hette die gebott Gottes von iugent auff gehalten, ouch anzeigt, vnd sprach, wilt du volkomen sein so vorkeuff was du hast, gib es armenn leuten vnd volg mir nach. (Matt 19,21)  Men det, du siger, at troen består uden nogen orden, det er sandt, blot består den ikke i samme fuldkommenhed, for der er to troens veje i almindelighed, den vi aflægger løfte om i dåben, og som ikke binder os til mere end budene, sådan som Herren lærer den unge mand i Matt 19,17, hvor han siger: Vil du gå ind til livet, så hold Guds bud. Og der er en særlig fuldkommen, men også snævrere vej, som Herren også viser denne unge mand, da han svarede, at han havde holdt Guds bud fra ungdommen af, idet han sagde: Vil du være fuldkommen, så sælg, hvad du har, giv det til de fattige og kom så og følg mig. 
71 Vnnd das ist eben der weg den die stiffter der geistlichen orden Basilius Augustinus Benedictus, Bernhardus, Franciscus, Dominicus vnd ander, vor sich selbs vnd yre nachkommen tzu wandern vorgenomen, vnd sich vorpflucht nit aleyn die gebot, sonder ouch de Ret Christi tzu halten, als den gehorsam, willige armut, keuscheit, beten on vnderlas, abstinentz, vnd dergleychen tugent, dan das ist eben das creutz das die so Christo gentzlich nachvolgen wollen, auff sich nhemen vnd teglich tragen mussen,  Og det er netop den vej, som stifterne af de gejstlige ordener, Basilius, Augustin, Benedikt, Bernhard, Frans, Dominicus og andre, for deres eget og for deres efterfølgeres vedkommende har taget sig for at gå ad, så de har forpligtet sig, ikke blot på budene, men også på at overholde Kristi råd, altså lydighed, frivillig fattigdom, kyskhed, at bede uden ophør, afholdenhed og den slags dyder, for det er netop det kors, som de, der på den måde helt vil efterfølge Kristus, tager på sig og dagligt må bære. 
72 Dieweil nu die geistlichen nith von des glaubens wegen, den sie souil die gemeinen gebot anlangt vorhin hetten, sonder vmb der obseruantz vnd volkomenheit willen, die Christus vnd die apostel getraulich geraten vnd selbs gehalten haben, in die closter gehen, szo mussen die prelaten ampts halben mher auff das acht geben, das ynen tzustendig, das ist auff yre regel, gelubden, weisz (70) vnd werck, dan auff das yhen, das ein yeder sust schuldig, ob er schon nit ym orden wer, Die prelaten vorderben auch damit dy closter nith, das sie die yren tzu gemelten wercken vnd dem das sie gelobt, streng treyben vnd anhalten,  Men eftersom nu de gejstlige går i kloster, ikke for troens skyld, som de forsåvidt angår de almindelige bud har ladt bag sig, men for observansens og fuldkommenhedens skyld, den, som Kristus og apostlene trolig har tilrådet og selv overholdt, så må prælaterne for deres embedes skyld give mere agt på det, de skylder at gøre, det vil sige, på deres regel, deres løfter, deres metode og gerninger, end på det, som enhver er skyldig at gøre, også selv om han ikke var i ordenen. Prælaterne fordærver heller ikke klostrene derved, at de strengt driver og fastholder dem på ovennævnte gerninger og på det, de har aflagt løfte om, 
73 Sonder sehen wir das widerspil, das wo die obseruantz nachlessig vnd vorsomlich gehalten wirt, Closter vnd einwoner vorderben, losze bruder vnd lere hoffsteten darausz werden, Dan do kommet es gleych eben her, das du sagest wir sehen, horen, lesen, vnd erfaren teglich mher vnd mher wie die gelubden besonder der keuszscheit gehalten werden, (adel03#52) das eintweder die prelaten tzu weich vnd nith straffen oder die vnderthanen tzu eigenwillig vnd nith gehorsam sein wollen,  men vi ser det modsatte, at hvor observansen bliver overholde efterladende og forsømmeligt, dèr fordærves klostrene og deres munke og nonner, dèr bliver der løse brødre og tomme hofhusholdninger ud af det, for dèr kommer det ganske rigtigt til at passe, når du siger, at vi ser, hører, læser og erfarer mere og mere for hver dag, der går, hvordan løfterne, især kyskhedsløftet, overholdes, så at enten er prælaterne for bløde, så de ikke straffer, eller også er undersåtterne for egensindige, så de ikke vil være lydige. 
74        [Iiij] Das du aber meinest die gelubden vnd regeln seyen den geystlichen tzu schwer mussen sich Jemerlich darin martern, muhen vnd arbeiten, (adel03#48) kan ich selbs wol ermessen das dy sach nit an arbeit tzugehet, Du soltest aber herwiderumb gedencken den spruch des Apostels do er saget, das alle peyn vnd marter die wir hie leyden nichtzit tzu schetzen sey gegen der tzukunfftigen glori die in vns geoffenbart wirt Ro. viij. vnd das Christus oder die apostel nichtzit geraten, das den menschen vnmuglich, das ouch deyn regel Augustini vnd dy andern nichtzit weyter inhalten, dan wie die apostel selbs gelebt vnd vns den weg der volkomenheit angetzeigt haben.          Men det, du mener, at løfterne og reglerne er for vanskelige for de gejstlige og at enhver deri jammerligt må martre sig, anstrenge sig og arbejde, det kan selv jeg jo nok regne ud, at sagen ikke har noget med arbejde at gøre. Men du skulle her igen tænke på apostelens ord, dèr, hvor han siger, at al den pine og lidelse, vi lider her, er for intet at regne imod den fremtidige herlighed, som skal åbenbares i os (Rom 8,18), og på, at Kristus og apostlene ikke har tilrådet noget, der er umuligt for menneskene, og på at også din regel, Augustins regel, og de andre, intet indeholder udover hvad apostlene selv har levet og derved anvist fuldkommenhedens vej for os. 
75 Dartzu so sint heraussen in der werlt noch vil mher anfechtung mhue vnd arbeit, dan yr ym closter habt, dann warumb heist ewr leben ein orden, anderst dan das alle dingk ordenlich bey euch tzugehen, vnd yr ewer tzeit habt tzu schlaffen, zeti tzu wachen, tzei tzu betten, zeyt zy essen, So ein armer ley offt so er gern essen wolt noch keinn brot ym hausz hat, So er schlaffen oder arbeit gehn musz, Czu dem allem szo ist es ytzo gar vil linder in den clostern dann es vor tzeiten gewest, dan solt ein monch was gekochtes oder warmes geessen oder weyn getruncken haben, So het man yn, als Jeronymus schreibet, nith vor ein monch gehaltenn,  Desuden er der ude i verden endnu meget mere anfægtelse, møje og arbejde, end I har inde i klostret, for hvorfor hedder jeres liv 'en orden', hvis ikke det var, fordi alle ting hos jer foregår ordentligt, og I får tid til at sove, til at våge, til at bede, til at spise, hvor dog en fattig lægmand ofte gerne vil spise, men ikke har noget brød i huset, når han vil sove eller gå på arbejde. Ud over alt dette, så er det nuomstunder meget mindre strengt at være i klostrene end det var før i tiden, for som Hieronymus skriver, så var det sådan, at hvis en munk spise noget kort eller varmt mad eller drak noget vin, så ville man ikke mere regne ham for en munk. 
76 cAber nu speyset mann teglich in den clostern drey oder vier gericht, dartzu an vil orten gesotens vnd gebratens, weyn vnd byer, semel (71) vnd weiszbrot, derhalben tzubesorgen das keyn ander vrsach sey warumb sie das gelubd der keuszheit so ser druckt, dan yr volbrotikeit, gleich als wol als bey vns weltlichen pristern, vnnd darumb so darffst du dem bapst nith gebieten die orden eins teils abtzuthon, Sonder vorschaff alein das die aldt obseruantz vnd gestrenckheit wider yn den clostern auffgericht, so werden sie wol selber abghen, vnd manicher heraussen bleiben der ytzo alein vmb fawlkeit vnd guter tag willen, oder wie man saget ausz vortzweifflung das er sich in der welt nicht getrawt tzuerneren einn monch wirt,  Men nu spiser man dagligt i klostrene tre eller fire retter mad, dertil mange steder røget eller stegt, vin og øl, rugbrød og franskbrød, så man af den grund må være bange for, at der ikke er nogen anden årsag til, at løftet om kyskhed trykker så meget, end det, at de har brød nok, helt så meget, som hos os verdslige præster, og derfor skal du ikke bede paven om at afskaffe en del af ordenerne, men sørg kun for, at den gamle observans og strenghed bliver genoprettet i klostrene, så vil de vel selv fragå, og mangen én vil blive udenfor, som nu alene går i kloster af dovenskab eller for at få gode dage, eller som man siger, at fortvivlelse over, at han ikke i verden får betroet at ernære en munk, (?)
77 O der elenden marter die sie ym closter leyden, Haben so vil tzarter vnd edler iunckfrawen das band yr ri- [Iiijb] gel tragen mogen vnd damit selig worden, Was solt dann vns pawrn kindern felen, die dem pflug kaum entrunnen sein? Haben die iunger Pythagore funff gantze iar stilschewygen konnen vnd kein wort nith reden, solt eyner dann nicht ym closter ein halben tag silentium halten? Hat sant Bartholomeus alle nacht hundert maln Christo sein knye gebogen, solten sie dan des nachts nith ein mal in die metten auffstehen?  O hvilken elendig pine lider de ikke i klostrene! Har så mange sarte og ædle jomfruer måtte bære deres rigelbånd (?) så de derved er blevet salige, hvad mangler da os bondesønner, som knap nok er løbet bort fra ploven? Har pytagoræernes disciple kunne tie stille i hele fem år og ikke sagt et ord, skulle så ikke én i klostret kunne overholde tavshed i en halv dag? Har Skt. Bartholomæus hver nat bøjet sine knæ for Kristus hundrede gange, skulle de så ikke kunne stå op én gang om natten til tidebøn? (?)
78 Haben ym anfang der kirchen alle Christen yre guter vbergeben, vnd nichtzit eigens gehabt, solten sie dan, als die, die do volkomen sein wollen, nith auch alle dingk in gemein, vnd nichtzit eigens haben? Ich wolt doch gern horn was dy ding weren domit sie sich also martern muhen vnd arbeiten mussen, Ja es sint nit marterer sonder confessores delicati, vnd wissen nith was sie clagen sollen, dartzu die weil Therentius saget das eynem libhabenden nichtzit zu schwer, vnd Paulus das die lib alle ding vberwindet, so ist es nith ein klein antzeigung das die gotliche lib, bey denen die sich also hart beschwert finden, ab yrem orden, gantz vnd gar erloschen,  Har ved kirkens begyndelse alle de kristne overgivet deres gods og ikke ejet noget for sig selv, skulle de da, som nogle, der vil være fuldkomne, ikke også kunne have alting fælles, og ikke have noget for sig selv? Jeg vil dog gerne høre, hvad det er for ting, hvormed de må martre sig, besvære sig og arbejde, de er jo ikke martyrer, men særlige bekendere, og véd ikke, hvad de skal klage over. Desuden, eftersom Therentius siger, at for den, der elsker, er intet for svært, og Paulus, at kærligheden overvinder alle ting, så er det ikke noget ubetydeligt tegn på, at den guddommelige kærlighed er helt og holdent udslukt hos dem, der finder sig så hårdt besværet i deres orden. 
79 Ich bin aber vngetzweifelt, Es seyen noch hut bey tag vil frommer geistlicher lewtt in clostern hin vnd wider, die nith alein kein beschwerung sonder auch ein froud vnd wollust haben, vmb Christus willen tzutragen die burd yrer regel vnd das yoch Christi der selber gesagt, das sein Joch sies vnd sein burden leicht sey, Welche ich ouch vmb gottes vnd der libe Christi willen hiemit herzlich erinnert vnd gebeten haben wil, das sie sich ab deyner falschen ler vnd reten nith (72) ergern, noch yre guten werck darumb vnderlassen wollen,  Men jeg er ikke i tvivl om, at der endnu findes i dag findes mange fromme gejstlige folk i klosterne hist og her, som ikke alene ikke besværes af det, men også har glæde og lyst til for Kristi skyld at bære byrden i deres regel og Kristi åg, den Kristus, der selv har sagt, at hans åg er sødt og hans byrde let. Og dem vil jeg for Guds og Kristi kærligheds skyld hermed hjerteligt bringe i erindring og jeg ønsker, at de må blive bedt om, at de ikke forarges på den falske lære og råd, ejheller af den grund undlader at gøre gode gerninger, 
80 Sonder gedencken, an den spruch Jeremie trenorum .iij. Das eim man gut ist so er getragen hat das Joch von iugent auff, vnd an die wort Pauli, das nyemandt gekront wirt, er streytte dan ehehafftiglich bis an das end, das ouch vor den funff thorichten iunckfrawen darumb die thur tzugeschlagen ward, das sie kein ol in yren Lampen, das ist, als Chrisostomus saget, kein gut werck, bey yrem glauben gethan, sonder die sach bis auff das letst gespart hetten, vnd das vns anderst nichtzit nachuolget ausz diser welt, dan vnsere werck, nach denen ein yeder gericht [I4] wirt, Hiemit ich disen artickel ouch abgeleint haben wil,  men tænker på Jeremias' ord, Klagesangene 3,27, at det er godt for et menneske, om han fra sin ungdom af har båret åget, og på Paulus' ord, at ingen bliver kronet, hvis han ikke strider ærligt indtil enden, og også på det ord om de fem tåbelige jomfruer, at det var grunden til, at døren blev slået i for dem, at de ikke havde olie i deres lamper, det vil sige, som Chrysostomus siger, de havde ingen gode gerninger, gjort ved deres tro, men de ville have sparet sagen indtil det sidste, og på, at der ikke er noget, der følger med os ud af denne verden, undtagen vore gerninger, efter hvilke enhver bliver dømt. Hermed mener jeg at have afvist denne artikel. 
81 cVidere til emser08
82 c
83 c

Noter:

n5: Her tænkes utvivlsomt på Luthers forord til 'Om et kristenmenneskets frihed', som har mange rosende ord om paven at fremføre, men så sandelig også mange bebrejdelser at komme med mod pavedømmet. Se krfrihed#3ff!

n11: Luther bringer i resolutionen før Leipzig-disputationen et Cyprian-citat, der siger noget andet, se r13-05#40!