Emser mod An den Adel 2

taget fra Ludwig Enders: Luther und Emser, bind 1, side 20-35. Luther-citater: #2; #6; #9; #21; #32; #45; #56; #67; #69; #72; #78; #81;
 
1 Doch so wil ich den Bapst ytzo fallen lassen und an dem ort anfahen, do er sich vnderstanden, die heuptmauern der Christenlichen kirchen mit macht tzu sturmen also sprechende,  Dog, nu vil jeg lade paven falde og begynde med det sted, hvor han vover at storme den kristne kirkes tre hovedmure med magt, idet han siger: 
Luter.
     Die Romanisten haben drey mauren mith grosser behendigkeyt vmb sich getzogen, da durch sie sich her beschützt, das sie nyemandt hat mögen reformiren, dadurch die gantze Christenheit greulich gefallen ist. (adel01#17)
Luther: 
      Romanisterne har med stor snuhed opbygget tre mure omkring sig, og dem har de hidtil beskyttet sig med, så ingen har kunnet reformere dem, og derved er hele kristenheden faldet forfærdelig dybt. 
3  Emszer.
(Confutatio) Was die vrsach sey darumb die Christenheit szo greulich gefallen, hab ich obangeregt, als nemlich das dye göttlich forcht, Bruderliche lieb vnd trau, so gar bey vns allen er- [Cij] loschen ist, wyr seyen geistlich oder weltlich Edel oder vnedel, (emser04#92) Das aber Luter hie vorwendet von dreyen maurn der Romanisten hatt er fulleycht genomen auss Virgilio dem heidischen Poeten, der von der helle saget Eneidos .vi. triplici circundata muro, 
Emser: 
       (Gendrivelse) Hvad årsagen er til at kristenheden er faldet så grueligt, har jeg opregnet ovenfor, den, nemlig, at gudsfrygten og den broderlige kærlighed og trofasthed ganske er udslukket hos os, hvad enten vi er gejstlige eller verdslige, adelsmænd eller borgere. Men når Luther her taler om romanisterne tre mure, har han måske taget det fra den hedenske digter, Vergil, der om helvede siger (Æneiden 6), at det var omgivet af tre mure. 
4  Dann in der heiligen schrifft, find ich von den mauren nicht, die er mauren getoeffet hatt, Wol weiss ich ein spruch des Herren do er saget Esaie lxij. vber deyne Mauren Jerusalem hab ich gesatzt huter, den gantzen tag vnnd die gantzen nacht werdenn sie nicht stilschweigen (Es 62,6) For i den hellige skrift finder jeg ikke noget om de mure, som han har døbt mure. Jeg véd godt nok, at der er et ord af Herren, hvor han siger (Es 62,6): På dine mure, Jerusalem, har jeg sagt vogtere, den hele dag og den hele nat vil de ikke tie stille. 
5  Disen hutern oder wechtern, das ist den heiligen Enngeln getraw ich wol sie werden die Mauren der Christenheit vor Lutern wol bewaren Vnd dem Romischen stul sampt gemeyner pristerschafft yr freyheit, macht, vnd oberkeyt, die ynen Got selber gegeben, so gantz nicht entfrombden lassen, Das sie aber tzimlicher weiss reformirt werden, ist mir auch nitt entgegen, vnd (die warheit tzubekennen) gemeyner Christenheit gros von nöten. (21) Om disse vogtere eller vægtere, det vil sige, om de hellige engle, vil jeg nok tro, at de fremfor Luther vil bevare kristenhedens mure, og ikke så ganske fratage den romerske stol og det almindelige præsteskab deres frihed, magt og øvrighed, som Gud selv har givet dem. Men at de bliver reformeret på sømmelig måde, er mig heller ikke imod, og det er (når sandheden skal frem) højst fornødent for den almindelige kristenhed. 
6  Luter.
     Nun helff vns got unnd geb vns der Busonen eyne damit die mauren Jericho wurden vmworffen das wyr dyse stroren vnd Bappyrin mauren auch vmbblasen. (adel01#21)
Luther: 
     Nu må så Gud hjælpe os og give os nogle af de basuner, hvormed Jerikos mure blev kuldkastede, så at vi også kan blæse disse strå- og papirsmure om, 
7  Emszer
     Hat Luter ym selber stroeren oder Bappyrin mauren erticht, szo kan er die dester leichtlicher vmb blasen, Aber die mauren der stat Jerusalem, werden, Wann auch alle hellische oder ketzerische trumeten vnd Busonen zu gleich auff bliesen, szo leichtlich nicht vmbfallen, 
Emser: 
       Når Luther selv har opdigtet stråmure eller papirmure, så kan han desto lettere blæse dem om, men byen Jerusalems mure vil nu ikke så let falde omkuld, selv om alle helvedes eller alle kætteres trompeter og basuner på én gang blæste imod dem. 
8  Er sehe sich aber wol vor, das ym nicht ein stein von der maur auff den kopff fall, vnd fulleicht eben der, von welchem geschriben steht, Luce xx. ein ytzlicher der auff den stein fellet der wyrd gequetzst, auff welchen er aber fallet, den wirt er tzerknischen. (Luk 20,18) Men han skal se sig godt for, at ikke en sten fra muren rammer ham i hovedet, og det måske netop den, om hvilken der står skrevet i Lukas 20,18, at den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, stenen falder på, han bliver knust. 
9 Luter.
     Man hats erfunden das Bapst, prister, Closter volck wirt der geistlich stand genant, Fursten, Herren, Hantwerchleut vnd ackerleut, der Weltlich standt wölchs gar eyn feyn coment oder gleyssen ist. Doch soll nyemant darumb schuchter werden, dann alle Christen seint warhaff [Cijb] tig geistlichs standes, vnnd ist vnter yn keyn vnderscheid, dan des amptshalben. (adel01#22
Luther: 
     Man har fundet på, at pave, biskop, præst, klosterfolk kaldes den gejstlige stand: Fyrster, herrer, håndværkere og landmænd kaldes den verdslige stand. Det er noget fint opspind og løgn. Dog skal ingen tabe modet af den grund. Det behøver de ikke, for alle kristne er i virkeligheden af den gejstlige stand, og der er ingen forskel på dem, andet end hvad der har med embedet at gøre. 
10 Emszer.
      Hie betriegt Luter die eynfeltigen leyen mit der Logica, in dem wortlin geistlich, wolches equiuocum ist, vnd aufz mangel Teutschen getzeinges, aleyn, dreierley bedeutung tragen muss, deren yetwedem ym latein ein sunder wortlin auffgesatzt, als namlich ecclesiasticus, spiritalis, vnd religiosus, Dann deren yetweders, wyrt vorteutschet geistlich secundum communem vsum loquendi Germanorum omnium 
Emser: 
       Her bedrager Luther de enfoldige lægfolk med sin logica med hensyn til ordet "gejstlig", der er tvetydigt, og alene af mangel på tyske betegnelser må bære tre slags betydninger, som hver for sig på latin bliver betegnet med et særligt ord, nemlig ecclesiasticus, spiritalis og religiosus. For alle disse bliver oversat til tysk med ordet gejstlig, ifølge alle tyskeres almindelige talemåde. 
11 Es ist aber gar ein grosser vnterscheyd, Dann, ecclesiastici synt die geystlichen, die der kirchen heupter, glider und dyner synt, von der kirchen yren enthalt, vnd was die kirchen belangt tzuorden, gebieten und vorbieten, tzu binden vnd entbinden haben, als Bapst, Bischoff, prister vnd alle geweichten personen der kirchen, vnd der bedeutung nach (22) ist Luters beschlus falsch vnd comittirt fallaciam equiuocationis so er spricht es seyen alle Christen warhafftig geystlich oder geystlichs standes,  Men der er ganske stor forskel. For 'ecclesiastici' er de gejstlige, som består af kirkens overhoveder, medlemmer og tjenere, de, som har deres underhold fra kirken, og som skal ordne det, der har med kirken at gøre, som skal påbyde og forbyde, skal binde og løse, såsom pave, biskop, præst og alle kirkens indviede personer, og efter sin betydning er Luthers konklusion falsk og han gør sig skyldig i tvetydighedens fejltagelse, når han siger, at alle kristne i sandhed er gejstlige eller af gejstlig stand. 
12 Dann es synt vill Chrysten vnd namlich alle leyen dy yn der kirchen vnd was die selben belanget weder tzubinden noch tzuentbinden, weder tzu thon noch tzu schaffen haben, vnd in dem fall nicht vor geistlich sonder vor weltlich personen gehalten werden, wolches nit eyn coment oder gleissen, sonder der gemeyn altherkomen, brauch ist in der Christenlichen kyrchen, darauff alle Bepstliche vnd keyszerliche Recht sich grunden, vnd zwischen diszen beiden stenden tzu erhaltung frides vnd bruderlicher eyntracht vnderschidlich ordnung vnd satzungen gestalth haben,  For der er mange kristne og især alle lægfolk, som ikke har nogen opgave i kirken og hvad der har med den at gøre, som hverken skal binde eller løse eller har noget andet at gøre eller bestille, og i sådanne tilfælde skal de ikke regnes for gejstlige, men for verdslige personer, hvilket ikke er en lille ting eller noget blot glimtvist, men den almindelige, traditionelle skik i den kristne kirke, hvorpå al pavelig og kejserlig ret er grundet, og har opretholdt fred og broderlig enighed mellem disse to stænder, der har forskellig ordning, indretning og skikkelse. 
13 Wie dann Christus diszen vnterscheyd selber ouch gemacht, in dem, das er den Aposteln hohern gewalt, andere gebot, vnd mher heymlichs vorstandes vnd auszlegung der schryfft dann dem gemeinen volck gegeben hat, wie ich yn meiner vorred angetzeyget (emser04#59) vnd der heylig Matheus betzeuget eiusdem xiii. (Matt 13,11) Og en sådan forskel har da også Kristus selv opstillet, idet han gav apostlene en højere magt, andre påbud og en større hemmelig forståelse og udlægning af skriften end det almindelige folk, sådan som jeg har forklaret i min fortale og sådan som Matthæus har bevidnet det (Matt 13,11). 
14 Derhalben nicht alleyn amptzhalbenn szoner auch des standes halben der do stat auff pristerlicher wyrd vnd weichung von got selber eingesetzt (wo wyr anders der Christenlichen kirchen gleuben vnd vns die ketzer nit [Ciij] vorfüren lassen wollen) gar eyn mercklich vnderscheyd ist tzwischen den geystlichen vnnd den weltlichen,  Derfor er det ikke alene for embedets skyld, men også for standens skyld, at man står fast på den præstelige værdighed og indvielse, som er indstiftet af Gud selv (hvis vi ellers tror på den kristne kirke og ikke vil lade os forføre af kætterne), og er en ganske særlig forskel mellem de gejstlige og de verdslige. 
15 Dann das ampt volget dem stand, vnd nicht der stant dem ampt, vnd ist eyn ytzlicher tzu dem amt vorpflicht, das sein stand eruordert als die prister tzu beten, der adel tzu beschutzen, vnd das gemein volck tzu arbeiten.  For embedet følger standen, og ikke standen embedet, og enhver er forpligtet på embedet, som fordrer af hans stand, at de for præsternes vedkommende beder, for adelens vedkommende beskytter, for det almindelige folks vedkommende at de arbejdet. 
16        Czum andern, wann das wörtlin geistlich herkommet von dem Lateyn spiritalis, so heissen die geistlich, die dem geist mehr dann dem fleisch anhengig synt, wie vns dann Paulus an vil orten ermanet das wyr dem geist vnnd nicht den fleischlichen begyrden nach volgen sollen,          For det andet. Eftersom ordet gejstlig kommer fra det latinske spiritalis, så betyder gejstlig dem, der knytter sig mere til ånden end til kødet, sådan som Paulus mange steder formaner os til, at vi skal efterfølge ånden og ikke de kødelige begæringer. 
17 Vnnd yn dyszer bedeutung, fellet vns Luter aber vber ein bein, mit seiner logica, das alle Christen warhafftig geystlich, oder geistlichs standes sein Dann ich besorg das leider der mher teyl yn beyden stenden mher fleyschlich dann geystlich sey, vnser gebeth desgleychen.  Men i denne betydning skærer Luther os alle over én kam med sin logica, at alle kristne i sandhed er gejstlige eller af gejstlig stand. For jeg er bange for, at desværre størstedelen af begge stænder er mere kødelige end åndelige, og vores bøn ligeledes. 
18       Czum dritten, wann das wortlin geystlich herflust vom religiosus, vnd religiosus von dem wort religio, das do (23) eyn geystlich vorbindung ist, damit sich eyner Got vorpflicht, Wie wyr vns dann ym touff all tzu gleich ym alein tzu dienen vorpfluchten, Als dann bestehet Luters beschlus erst das wyr in dem fall all gleich geistlich, dieweil wyr durch die geistlich vorbindung des touffes all gleich vorstrickt seyn,          For det tredie. Når ordet gejstlig nedstammer fra religiosus og religiosus fra ordet religio, som er en åndelig forpligtelse, hvormed én forpligter sig overfor Gud, f. eks. som vi i dåben alle i lige grad forpligter os til at tjene ham alene, så består Luthers konklusion for det første deri, at vi i så fald alle er gejstlige, eftersom vi alle i lige grad er bundet af dåbens åndelige forpligtelse. 
19 Das wyr aber darumb allenthalben gleych geistlich oder geistlichs standes, vnd kein vnderscheid vnder pristern vnd leyen sey dann amptzhalben ist eyn ketzerischer betrüg vnnd fallacia secundum quid ad simpliciter, gleich als wann ich sprech, wyr seyen alle konig, die sich durch die vornunfft regiren, vnd wolt darausz beschliessen das wyr derhalben all Carolo, Ferdinando, Emanueli vnd solichen Edeln vnd groszmechtigen künigen allenthalben gleych, vnd gar keyn vnderscheyt tzwischen ynen vnnd vns were des standes halben, das myr ye nyemant glouben wurd,  Men at vi derfor på alle måder skulle være gejstlige eller være af gejstlig stand og at der således ikke skulle være nogen anden forskel mellem præst og lægfolk end hvad embedet indebar, det er et kættersk bedrag og en vildfarelse med hensyn til det enkle, ganske som hvis jeg sagde, at alle vi er konger, der lader os styre af fornuften, og deraf ville slutte, at vi derfor på alle måder skulle være lige med Karl, Ferdinand, Emanuel og den slags adelsfolk og stormægtige, og at der slet ikke var nogen forskel mellem dem og os hvad stand angår, hvilket ingen jo ville tro. 
20 Mit solichen stroeren vnd papyrin argumenten vormeint Luter die mauren der Christenlichen kirchen vmbtzustossen, Er muss aber noch bas in die Busonen blasen oder mit schanden wider da von ab tzihen. [Ciijc]  Med den slags strå- og papirargumenter mener Luther at omstøde den kristne kirkes mure, men han må nu blæse bedre i basunerne eller med skam igen drage bort. 
21 Luter,
      Das aber der Bapst oder bischoff salbet, blaten macht, ordiniret, weyhet, annders dann leyen kleidet mag eynen gleiszner oder ölgotzen machen, macht aber nymmer mher ein Christen oder geistlichen menschen, (adel01#24)
Luther:
      Men at paven eller biskoppen salver, kronrager, ordinerer, indvier, er klædt anderledes end lægfolk, det kan skabe en hykler eller en afgud, men det kan aldrig skabe en kristen eller et åndeligt menneske. 
22 Emszer,
       Dieweil als Augustinus spricht libro de ciuitate dei .xx. cap. x. der Chresam Christen Vnd wie ich ob angetzeigt der touff geistlich macht, szo machen vns die Bischoff wann sie vns Weyhen weder Christen noch geistlich so sher das wortlein geistlich a religione herfluszt, dann wir der meynung nach vorhin geistlich vnd christen sein, 
Emser: 
       Eftersom, som Augustin siger i 'om Guds stad', bog 20, kap 10, salvningen gør os kristne, og som jeg har fortalt ovenfor, dåben gør os åndelige, så gør biskopperne, når de indvier os hverken kristne eller åndelige, for så vidt ordet gejstlig stammer fra 'religio', for efter den mening er vi i forvejen åndelige og kristne. 
23 Sie machen vns aber geistlich id est ecclesiasticos, das ist so wir vorhin pur leyen waren, Das wir nu der kirchen vnd dem pristerlichen stand dadurch eyngeleibt, hinfure als mitler tzwischen Gott, vnd vnsern brudern den leyen, den leychnam Christi vnd die heiligen Sacrament handeln vnd wandeln messlesen, predigen, tewffen, beychthoren, vnd andere pristerliche werck thon mogen, die den leyen nitt gepuren. (24)  Men de gør os gejstlige i den forstand, at de gør os eccleasticos, det vil sige, hvis vi tidligere var slet og ret lægfolk, så er vi nu ved indvielsen indlemmet i kirken og den præstelige stand, er fremover midlere mellem Gud og vore brødre, lægfolkene, skal uddele Kristi legeme og forvalte messen, læse messe, prædike, døbe, høre skriftemål, og gøre andre præstelige gerninger, som det ikke sømmer sig for lægfolk at gøre. 
24        Das sie vns aber blatten oder kronen machen, Woliche die heiligen aposteln auffgesetzt vnd selber getragen haben, Von dem schreybet Beda libro quinto de gestis anglorum circa finem alszo sprechende, Dach so wirdt euch die kron nitt alein darumb gemacht, das sie Petrus ouch also getragen, sonder das sie Petrus tzu gedechtnis des Leydens Christi also getragen vnd auffgesatzt hat,          Men om det, at de lader os kronrage, hvilket de hellige apostle har påbudt og selv har underkastet sig, derom skriver Beda i den femte bog om englændernes gerninger, henimod slutningen, hvor han siger: Tænk på, at kronragningen ikke blot foretages af den grund, at Peter også har båret den, men også af den grund, at Peter har båret den og foreskrevet den til minde om Kristi lidelse. 
25 Wie dann ouch betzeuget der alte lerer Rabanus de institutis clericorum cap. iij. also sprechende, Es sagen etzliche lerer, das Petrus die weisz erstlich vorgenomen hab damit er die figur, oder gestalt Christi, auff seinem heupt triege, wy er vor vnser erlosung an den galgen des Creutz gegangen, vnd von dem boszhafftigen Judischen volck, mit scharffen dornen stacheln peynlichen gekront worden ist, hec ille.  Som da også den gamle lærer Rabanus bevidner i 'om klerikernes indstiftelse' kap. 3, hvor han siger: Nogle lærere siger, at Peter i første række har båret denne hårskik, for at han på sit hoved kunne bære Kristi figur eller skikkelse, hvordan han for vor forløsnings skyld er gået hen til korsets galge, og blev pinefuldt kronet af det onde jødiske folk med skarpe tornenåle. Såvidt Rabanus. 
26 Gemelter lerer Rabanus schreibet ouch eodem libro cap. iiij. vnd spricht also Die kron oder blatt, der sich die geistlichen gebrauchen, ist von den aposteln eingefurt worden, darumb das die so tzu den gotlichen ampten vorpflucht, vnd geweyhet gleich [C4] wie die Nazarei (das ist die Got sonderlich geheiliget sint) durch die bescheydung des hares vornawt worden, vnd ist ein tzeichen der clericken auszwendig am leib, das Innwendig an der selen sein wirckung hat, also das durch diez tzeichen, bey den geistlichen, sampt dem har ouch die fleyschlichen laster beschnitten werden sollen,  Denne lærer, Rabanus, skriver også i den samme bog, kap. 3, følgende: Kronen eller ragningen, som de gejstlige bruger, er indført af apostlene, for at de således blev forpligtet på det guddommelige embede og indviet ligesom Nazaræerne (det vil sige, dem, som i særlig grad er helliget Gud) og fornyet gennem hårets beskæring, og det er et tegn udvendigt på klerikernes legeme, som har sin virkning indvendig på sjælen, så at ved dette tegn hos de gejstlige på håret også de kødelige laster skal bortskæres. 
27 Die Bischoff mussen vns ouch die blaten machen ausz dem gebot Anacleti des funfften Bapstes nach Sant Peter der also schreibet .c. Prohibite .xxiij. di. Vorbiet yr bruder durch alle kirchen ewer Bistumb oder landen, das die clerickt dem apostel nach yr har nicht wachsen lassen, Sunder oben auff yren heyptern in die rundt gleich wie ein spher beschneyden Biskopperne må også gøre os ragningen ud fra Anacletus' påbud, han, der var den femte pave efter Skt. Peter, som skriver således i kapitlet Prohibite i distinktion 23: Påbyd brødrene gennem alle kirker i jeres bispedømmer eller lande, at klerisiet efter apostlenes skik ikke lader håret vokse, men lader deres hår klippe af foroven i en cirkel på deres hoveder. 
28 Ich weisz ouch wol das die prister vortzeiten all grosse blaten getragen, Wie man Sant Gregorium nach malet, Es schemen sich aber etzlich yres hantwercks so seer das sie die liber gar vorwachssen liessen,  Jeg véd også godt, at præsterne før i tiden alle havde store ragninger, sådan som man ser Skt. Gregos afmalet. Men nogle skammer sig så meget over deres beskæftigelse, at de hellere lader det helt vokse til. 
29        Das man vns ouch anderst klaidet, haben die Bischoff ouch nitt erdacht, sonder die heiligen Apostel vnd nachkommen Bepst, denen die kirch tzu ordinieren beuolhen, nach der weisze des alten testaments auffgesatzt wie die der prister Aaron getragen, von wolchem Ambrosius in epistola (25) ad Vercellenses also spricht,         At man også giver os andre klæder, er heller ikke noget, biskopperne har udtænkt, men de hellige apostle og de efterfølgende paver, hvem kirken har befalet at ordinere, har påbudt det efter det gamle testamentes måde, efter de klæder, som præsten Aaron bar, hvorom Ambrosius siger i brevet til Vercellenses: 
30 Das Got nach dem tod Aaron nicht dem gemeinen volck, sonder allein Moisi, der einer ausz den priestern des Herren was [war?], geboten hat Das er eynem ausz Aarons sunen, namlich Elcazero seines vatern kleind antzihen solt Was bedeut das anderst Dann das allein ein prister (verstehe ein hoher als Moyses was) die prister weyhen vnd yr monier nach kleiden sol? At Gud efter Aarons død ikke bød hele folket, men alene Moses, der var én af Herrens præster, at han skulle iføre én af Aarons sønner, nemlig Elkazerus, sin fars klædedrag, hvad betyder det andet end at alene en præst (det vil sige, en ypperstepræst, som Moses var) skulle indvi præsterne og iføre dem deres præstedragt? (4 Mos 20,25-29) 
31       Das vns aber den Monch tzu mher schmach vnd hon nit prister sonder olgotzen heiszt (von wegen der salbung die als Dionisius schreibet der iunger Pauli) die heiligen apostell ouch auffgesatzt, vnd Gott selber, nicht allein die prister sonder ouch die konig in der alten ehe durch die propheten salben lassen, hat, er nicht alleyn vns tzu schmehung getan, sonder ouch Christo dem warhafftigen gesalbeten, der sein vnd vnser vorspottung mit der tzeit wol gedencken wirt. Ich hab ye vnd ye gehoeret, wer Prister vnd frawen [C4b] vnehret, der wirt gern auff die letst selber tzuschanden,          Men angående det, at munken til yderligere forsmædelse og hån kalder os, ikke præster, men afguder, på grund af salvningen, som, efter hvad Dionysius, Paulus' discipel, skriver, de hellige apostle også selv har påbudt, og hvor jo Gud selv i den gamle pagt ikke blot lod præsterne, men også kongerne salve gennem profeterne, om det, at han gør det ikke blot til forsmædelse for os, men også for Kristus, den sande salvede, som til sin tid nok vil huske på sin egen og for bespottelse, om det har jeg af og til hørt, at den der vanærer præster og kvinder, han bliver i reglen selv til skamme i sidste ende. 
32 Luter
      Demnach so werden wyr alle sampt durch die touff tzu pristern geweyhet, wie sant Peter 1. pe. ij saget yr seit ein koniglich pristerthum vnd ein pristerlich königreich etc. (adel01#24
Luther: 
     Derfor bliver vi allesammen i dåben indviet til præster, som Skt. Peter siger 1 Pet 2,9: I er et kongeligt præstedømme og et præsteligt kongerige. 
33 Emszer.
      Wyr werden im touff alle, nicht aleyn zu pristern gemacht sonder ouch tzu königen, Aber gleich wie wyr der touff halben konig, also werden wir ouch priester, das ist ym geist Innwendig, vnd nitt auszwendig oder eigetlich, wie Ambrosius saget libro de misterijs initiandis cap. vi. 
Emser: 
      Vi bliver i dåben alle gjort ikke blot til præster, men også til konger. Men ganske som vi i dåben bliver konger, på den måde bliver vi også præster, det vil sige, i ånden, indvendig, og ikke udvendig eller egentlig, som Ambrosius siger i bogen om at indvi medhjælpere, kap 4. 
34 Darumb so musz Luter die wort Petri vnd Joannis in Apocalypsi nicht auff vnser pristerschafft dewten, Sonder bleiben lassen wie sie die heiligen veter Augustinus, Ambrosius, vnd ander gedewt haben, dann also spricht Ambrosius de Sacramentis lib. iiij. c. i. Das volck selber was ist es anders dann ein priesterlich volck, tzu wolchem gesagt ist yr seyt ein auszerlesen geschlecht, ein koniglich priesterthumb, ein heilig volck, Ein yder wirt gesalbet tzu prister, Ein yeder wirt gesalbet tzu (26) konig Derfor kan Luther ikke tyde Peters ord og Johannes' ord i Apokalypsen på vores præstedømme, men må lade det forblive ved det, de hellige fædre, Augustin, Ambrosius og andre har fortolket, for sådan siger Ambrosius i 'om sakramenterne' 4. bog, kap 1: Folket selv, hvad er det andet end et præsteligt folk, til hvilket det er sagt: I er en udvalgt slægt, et kongelige præstedømme, et helligt folk, enhver bliver salvet til præst, enhver bliver salvet til konge. 
35 Es ist aber ein geistlich reich vnnd ein geistlich priesterthumb, Gleych also leget das ouch ausz Augustinus libro de ciuitate dei .xx. cap. x. Vnder anderm alszo sprechende Das aber Joannes in seiner heimlichen offenbarung darnach angehenget hat, Vnd sie werden prister Gottes vnnd Christi, vnnd werden mit ym regiren tausent Jar, Das hat er nicht allein gesagt, von den Bischouen vnnd pristern, de ytzo In der kirche eigetlich priester genant werden, Sonder gleich wie alle Christen von dem heiligen Chresam Christen heissen, also heissen sie ouch prister darumb das sie gelider sint des eynigen pristers Christi, Von dem alle pristerschafft ym hymel vnd auff erden herfluszt, wie von dem vater alle vaterschafft. Ephesi. iij.  Men det er et åndeligt rige og et åndelige præstedømme, ganske på den måde udlægger også Augustin det i den 20. bog af 'om Guds stad', kap 10, hvor han blandt andet siger således: Men når Johannes i sin hemmelige åbenbaring har knyttet til ved det, og de skal være Guds og Kristi præster og skal regere sammen med han i tusind år, så har han ikke alene sagt det om biskopperne og præsterne, der nu i kirken egentlig bliver kaldt præster, men ganske som alle kristne kaldes kristne ud fra den hellige salvelse, sådan kaldes de også præster af den grund, at de er lemmer på den ene præst, Kristus, fra hvem al præstedømme i himlen og på jorden stammer, som al faderskab fra faderen, Ef 3,15. 
36 Hiemit ich (als ich hoff) clar gnug gemacht hab Was wir vor prister ym touff, vnd was wir vor prister ausz der weyhung werden, vnd das Luter aber mal comittirt fallaciam szecundum quid ad simpliciter arguendo a sacerdotio szecundum quid ad sacerdotium legitimum et proprie dictum, Wie [Di] er dann all syn [seyn?] sach auff solich fallacien vnd betrug gestelt vnd den halbein oug damit vorkleidet hat. Noch dann tzu weyter vnterricht, will ich noch funfferley vnterscheyd antzeigen, so tzwischen vns vnd den leyen gefunden werdenn.  Hermed håber jeg, at jeg har gjort det tilstrækkelig klart, hvad det er for præster, vi bliver i dåben og hvad for præster vi bliver i ordinationen, og gjort det klart, at Luther flere gange begår den fejltagelse, at han argumenterer fra præstedømmet, enkelt forstået, til præstedømmet, forstået som det lovlige og egentlige. Sådan som han da også har opstillet hele sin sag på denne fejltagelse og på dette bedrag og også dermed forklædt skalken (?). Men til yderligere klargørelse vil jeg opregne endnu fem forskelle, der kan findes mellem og og lægfolket. 
37       Orstlich des ampts halben, dann was der leyischen pristerschafft ampt vnd werck seyen, Saget Origenes super leuiticumj homelia viiij vnd spricht also, Darumb so hast du ein pristerschafft weyl du ein pristerlich volck bist, vnd solt derhalben got opfern, das opfer des lobes, opfer des gepetes, opfer der barmhertzigkeit, opfer der keuscheit, opfer der gerechtigkeit, opfer der heiligkeyt hec ille.         For det første, hvad embedet angår, for hvad det læge præsteskabs embede og værk er, siger Origenes i den 8. prædiken over 3. mosebog, hvor han siger: Af den grund har du et præsteskab, fordi du er et præsteligt folk og derfor skal ofre til Gud, lovsangens offer, bønnens offer, barmhjertighedens offer, kyskhedens offer, retfærdighedens offer, hellighedens offer. Såvidt Origenes. 
38 Wyr aber, wiewol wyr tzu diszen sachen ouch vorpflucht, szo haben wyr doch daneben ouch eyn ander vnnd sunder ampt tzu opfern den tzarten fronleichnam Christi, tzu dispensirn die heiligen sacrament der Christenlichen kirchen vnd ander sachen von denen ich oben gesagt hab, wolches gar ein grosser vnderscheid ist.  Men vi præster, skønt vi også er forpligtede på disse ting, så har vi dog desforuden et andet og særligt embede, det at ofre Kristi sarte helliglegeme, at uddele den kristne kirkes hellige sakramenter, og andre ting, om hvilke jeg har talt ovenfor, hvilket er en ganske stor forskel. 
39        Czum andern was die leyen oder touff pryster opfern das nhemen die geweyheten prister vnd gebrauchen das tzu yr notturfft, wie sant Paulus spricht 1. Cor. ix. das die (27) so in der kirchen arbeyten vnnd dem altar dienen billichen von dem das in der kirchen geopfert wyrdt, essen, vnd yren enthald da von haben,          For det andet: Hvad lægpræsterne eller dåbspræsterne ofrer, det tager de indviede præster og bruger til deres livsophold, som Skt. Paulus siger 1 Kor 9,13, at de, der arbejder i kirken og tjener ved alteret, med rimelighed også skal spise af det, der ofres i kirken og have deres udkomme deraf. 
40 Die leyen synt auch schuldig den pristern zu opfern wie der heylig Hieronymys schreibet, ad Heliodorum sic inquiens Clerici pascunt ego pascor, Illi de altario viuunt, mihi quasi infructuose arbori securis ad radicem ponitur, si munus ab altare non desero, Nec possum obtendere paupertatem cum in euangelio anum viduam, duo que sola sibi supererant era mittentem, laudauerit dominus, hec ille.  Lægfolket er også skyldig at ofre til præsterne, som den hellige Hieronymus skriver til Heliodorum, hvor han siger således: Klerikerne vogter, jeg vogtes, de lever af alteret, hos mig er, som ved det ufrugtbare træ, øksen placeret ved roden, hvis jeg ikke forlader indkomsten fra alteret, kan jeg heller ikke opnå fattigdommen, eftersom Herren i evangeliet roser den gamle enke, som lagde de to småmønter, alt hvad hun havde, i blokken. 
41         Der dritte vnterscheid ist, der macht halben dann die leyen oder touff priester in der kyrchen nichtzit tzu gepietenn tzu orden oder tzu schaffen haben, vnd sollen nicht regyren sondern geregirt werden, wie sant Ambrosius beweret de dignitate sacerdotali cap. ij.          Den tredie forskel er, at hvad magten angår, har lægpræsterne eller dåbspræsterne intet at byde, at forordne eller at skaffe i kirken, og de skal ikke regere, men regeres, som Skt. Ambrosius beviser i 'om præsteskabets værdighed', kap 2. 
42       Czum vierden der wyrd halben, dann es haben die getoufften pryster keyn sonderlich wyerde, odder dignitet anderst dann schlechte leyen. Aber vnser pristerschafft ist eyn sol- [Dib] che wyrdigkeit der keyne, nach got, yn hymel vnnd auff erden geleichen mag, derhalben die prister in der schrifft nith menschen sunder enngel genent werden Malachie ij. (n42) vnnd dartzu goet psal. lxxxi. Ego dixi dij estis etc. (Sl 82,6; Joh 10,34)          For det fjerde, hvad værdigheden angår, så har de døbte præster ikke nogen særlig værdighed eller dignitet udover simple lægfolk. Men vort præsteskab er af en sådan værdighed, at ingen, bortset fra Gud, i himmel eller på jord, kan sammenlignes dermed, eftersom præsterne i skriften ikke kaldes mennesker, men engle, Mal 2, og dertil guder, Sl 81. Jeg har sagt, at I er guder. 
43        Czum funfften der freyheit halben dann es haben die touff prister kein sunderliche freyheit, weder von Bepsten noch von keiszer, so wir unsere priuilegien vnd freyheit nit alein von disen tzweyen Sonder ouch von Got haben als dyner vnd hoffgesind gottes die darumb clerici heissen das wir von dem teil oder losung gotes, vnd von den leyen gentzlich abgesondert sein.          For det femte, hvad frihed angår, for dåbspræsterne har ikke nogen særlig frihed, hverken fra paverne eller fra kejserne, eftersom vi ikke alene har vore privilegier og vor frihed fra disse to, men også fra Gud, som Guds tjenere og hoffolk, som af den grund hedder klerikere, at vi stammer fra Guds del eller lod, og er helt og holdent adskilt fra lægfolket. 
44 Wie das wortlin segregate numeri iij. et viij. cap, et actuum .xiij. clerlich mitbringet, (n44) Dem allem nach mag Luter sein tzungen wol straffen, vnd seyne wort wider hinein ruffen, do er spricht, Wir sein all gleych prister vnd tzwuschen vns vnd den leyen kein vnderscheid, dann des ampts halben dann es ist gar ein grober ketzerischer feler.  Sådan som ordet 'segregate' i 3 Mos 3 og 8 og i Apg 13 klart indebærer. Efter alt dette skulle Luther straffe sin tunge hårdt og tage sine ord i sig igen, når han siger: Vi er alle i lige høj grad præster og mellem os og lægfolket er der ingen forskel, andet end hvad embedet angår. For det er en ganske grov kættersk fejl. 
45 Luter
       Dann wo nitt ein hoher Weyhen wer, dan der Bapst, oder Bischoff gibet, So wyrd nymmher mer durch Babstes oder bischoffs weyhen ein prister gemacht etc. (adel01#25) (28) 
Luther: 
      For hvis ikke der var en højere indvielse i os, end den, pave og biskop giver, så ville der aldrig ved pavens og biskoppens indvielse bliver nogen præst til, 
46 Emszer
       Wir wissen wol, durch den heiligen gelouben, das in disem vnd andern Sacramenten, die krafft Gotes heimlich vnd vorborgen mit wircket, Aber gleich wol so wil Gott keinen heimlich tzu prister oder bischoff weyhen, Er werd dann ouch durch die hend der bischoff offenbarlich yn an angesicht der Christenlichen kircken gesalbet vnnd geweyhet wie sich gepurt
Emser: 
        Vi véd godt, gennem den hellige tro, at i dette sakramente såvelsom i andre medvirker Guds kraft hemmeligt og skjult. Men alligevel vil Gud ikke i det hemmelige indvi nogen til præster eller biskopper, men han vil gennem biskoppens hænder åbenlyst have dem salvet og indviet for den kristne kirkes åsyn, som sig hør og bør. 
47 Dann hette er, Nach dem er gen himel gefaren vnd sein gewalt Petro vnd den heiligen Aposteln hinder ym vorlassen, einichen vor sich selbs weyhenn wollen, das wer vngetzweyuelt Paulus gewest, den er selber bekort hat,  For hvis han, efter at han var faret til himmels og havde overladt sin magt til Peter og de hellige apostle, havde villet indvi nogen for sig selv, så ville det uden tvivl have været Paulus, som han selv har udkåret. 
48 Das ist aber nit geschehen, dann wiewol Paulus so bald nach seyner bekerung anfieng tzu arbeitten, predigen, vnd Christum in allen synagogen der Juden offentlich bekennen, Noch dann so must er sich pristerlichen vnd Bischofflichen amptes enthalten, so lang bis er von den Apo [Dij] steln geweyhet ward,  Men det skete ikke, for selv om Paulus så kort efter sin omvendelse begyndte at arbejde, prædike og offentligt at bekende Kristus i alle jødernes synagoger, så måtte han alligevel afholde sig fra det præstelige og biskoppelige embede, indtil han var blevet indviet af apostlene. 
49 Dann also spricht von dem Chrisostomus de Laudibus Pauli homelia .vij. Simon der tzouber hat sich eyngedrungen vnd ist vorworffen worden vnd eines ferlichen todes gestorben, Paulus hat sich ouch eingedrungen, aber nicht in die pristerschafft noch in die ehr, sonder in dinstbarkeit vnd leyden etc.  For således siger Chrysostomus om ham i prædikenen 'om Paulus' rosværdigheder' kap 7: Simon Mager havde trængt sig på og blev forkastet og døde en farlig død, Paulus havde også trængt sig på, men ikke ind i præsteskabet eller ind i æren, men ind i tjenesten og ind i lidelsen osv. 
50 Wann er aber geweyhet worden sey sagt die schrifft, das das geschehen ausz beuelh des heiligen geistes der tzu den Jungern gesprochenn actuum .xiij. Sondert mir ab, Paulum vnd Barnabam tzu dem werck, dartzu ich sie auffgenomen hab, Als dann haben sie ynen mit vasten vnd beten de hennd auffgelegt, vnd hinweg geschicket,  Men angående hvornår han blev indviet, siger skriften, at det skete på Helligåndens befaling, da han talte til disciplene, Apg 13,2: Udtag mig Paulus og Barnabas til den gerning, hvortil jeg har kaldet dem. Og da har de under faste og bøn lagt hænderne på dem og sendt dem bort. 
51 Dann in der weyhung geschehen neben andern cerimonien, auch de tzwey ding, Wie der heilig Dionysius sagt, das man orstlich die so man weyhet absondert von der leyen standt, darumb dann die leyen nicht mher vber sie tzugebieten haben,  For i indvielsen sker der foruden andre ceremonier også disse to ting, som den hellige Dionysius siger, at man for det første skal afsondre dem, man indvier, fra den læge stand, for at lægfolk ikke mere skal kunne byde over dem. 
52 Czum andern das man ynen dy hand auff das heupt leget, Wie dan disen tzweyen geschehen Das betzeuget ouch Ysidorus de origine officiorum lib. ij. ca. v. also sprechende, In den geschichten der apostel, sint Paulo vnd Barnaba die hend von den aposteln auffgelegt ausz gebot des heiligen geistes etc.  Og for det andet sker der det, at man lægger hænderne på deres hoveder. Hvordan da disse to ting sker, det bevidner også Isidor 'om embedernes oprindelse' bog 2, kap 5, hvor han siger: I apostlenes gerninger modtog Paulus og Barnabas håndspålæggelse af apostlene efter påbud fra Helligånden, osv. 
53 Es kan ouch wol sein, das sie wie Petrus Comestor, Beda in lib. retractationum vnd lyra sagen, nitt tzu Antiochia, do der beuelh des heiligen geistes (29) geschehen ist, Sonder tzu Jerusalem, von den aposteln, tzu denen sie so bald geschickt sint, geweyhet worden,  Det kan også meget vel være, at de, som Petrus Comestor, Beda i 'lib. retractationum' og Lyra siger, ikke blev indviet i Antiochia, hvor Helligåndens befaling fandt sted, men i Jerusalem af apostlene, for de blev meget hurtigt sendt af sted til dem. 
54 Dann wiewol Paulus spricht Gal. ij. das ym dy apostel do er genn Jerusalem tzu ynen komen sey, nichtzit gegeben, so ist doch dasselbig tzuuerstehen von dem apostolat vnnd ewangelio, welche beide Paulus von Christo vnd nitt von den aposteln hat, Sie haben ym aber gegeben (wie er selber bekennet) die hendt der geselschafft, das also vorstanden werden mag, Das sie yn vnnd Barnabam durch aufflegung der hendt geweyhet vnd yn ir geselschafft pristerlichen stands vnd wirdigkeit auffgenomen haben,  For skønt Paulus i Gal 2,6 siger, at apostlene, da han kom til dem i Jerusalem, ikke gav ham noget, så er dog dette at forstå om apostolatet og evangeliet, hvilke to dele Paulus havde fra Kristus og ikke fra apostlene, men de gav ham, som han selv siger, hånd på fællesskabet (v.9), og det må forstås sådan, at de indviede ham og Barnabas ved håndspålæggelse og optog dem i den præstelige stands fællesskab og værdighed. 
55 Wiewol es gnug ist das sie geweycht worden vnd nit gros daran gelegen, an welchem ort das geschehen, Wie dann Lyra beyd meynung ertzelet Actuum .xiij. vnd ytwe- [Diijb] der in yrem werd bleiben laszt, Ausz wolichem erscheynet das des Bapstes oder der bischoff weyhen nicht so gar nichtzit tzu der sach thut als Luter wenet, Vnd on die selben weyhung keyner tzu clerick, prister oder bischoff werden mag,  Selv om det er nok, at de er indviet, og der ikke ligger stor vægt på, på hvilket sted det er sket. Sådan som da også Lyra refererer begge meninger, Apg 13 og lader hver af dem stå ved sit værd. Heraf fremgår det, at pavens eller biskoppens indvielse på ingen måde intet gør til sagen, som Luther indbilder sig, og at uden denne indvielse må ingen blive kleriker, præst eller biskop. 
56 Luter
      Darumb so ist des Bischoffs weyhen nit anderst dann als wen er an stat vnd person der gantzen Samlung eynen ausz dem hauffen nheme, die all geleiche gewalt haben vnd ym beuelhe die selben gewalt vor die andern ausz tzurichten, (adel01#26
Luther: 
       Derfor betyder biskoppens indvielse ikke andet, end at han i hele forsamlingens sted og på dens vegne udtager én ud af hoben, skønt de alle har samme magt, og befaler ham at bruge denne magt til bedste for de andre; 
57 Emser,
     Hie setzt Luter aber tzwen grobe feler, Orstlich das der bischoff die prister weyhe an der Stat vnd person der gantzen gemeyn oder Samlung, Czum andern das die ausz der samlung desselben aleinn durch yren beuel all gleichen gewalt haben, weliches beyder seyt erlogen ist. 
Emser: 
       Her gør Luther sig skyldig i to grove fejltagelser. For det første, at biskoppen foretager indvielsen i hele menighedens eller forsamlingens sted og på dens vegne, og for det andet, at de, der alene på dens befaling udtages, alle har den samme magt. Begge dele er løgn. 
58 Dann der bischoff weyhet die prister nitt an stat der gemeyn, sonder an Gotes stadt, dartzu ist nye gehort noch erfaren von der tzeit Christi bis auff disen tag das die leyen einichen prister gemacht, oder tzu weihen macht gehabt hetten, Sonder Cristus als der oberst vnd orste prister des nawen testamentes von dem Wie oben vormeldet all pristerschafft herfluszt, hat orstlich geweyhet die heiligen Apostel, Die apostel  Mathiam, Paulum, Policarpum, Ignatium, und ander,  For biskoppen indvier ikke præsterne i menighedens sted, men i Guds sted, og det er aldrig hørt eller erfaret fra Kristi tid indtil denne dag, at lægfolk skaber nogle præster eller skulle have magt til at indvi dem, men Kristus har som den øverste og første præst i det ny testamente, fra hvem som før sagt al præsteskab stammer, for det første indviet de hellige apostle, apostlene har så indviet Matthias, Paulus, Polykarp, Ignatius og andre, 
59 Paulus Dionysiujm Titum, Thimotheum vnd ander, darnach ye (30) einer den andern bis auff dise stund, das die leyen nye nichtzit damit tzu thom gehabt Dann das sit fulleicht tzu weylenn bey der wal geweszt, so man ein Bischoff gewelt hat, Paulus har indviet Dionysius, Titus, Timotheus og andre, derefter har den ene indviet den anden indtil denne time, så at lægfolket aldrig nogensinde har haft noget med det at gøre, udover at de måske af og til var til stede ved valget, når man valgte biskop. 
60 Wie Ciprianus schreybt epistola .iiij.  vnd sie ouch noch dabey sein mochten, wo die menig der stymmen, nicht mehr hinderte dan vorderte, wie Chrisostomus des vrsach antzeiget li. iij. de dignitate sacerdotali cap. xv.  Sådan som Cyprian skriver i sit fjerde brev, og sådan som de også stadig må være til stede, hvor mængden af stemmer ikke snarere hindrede end fremmede det, som Chrysostomus giver som begrundelse i den tredie bog af 'om præsteskabets værdighed', kap 15. 
61 Darumb so schreybet Paulus Tito vnd nicht dem gemeynen volk Ti. i. Diser sachen halb hab ich dich tzu creta gelassen Et paulo infra, das du dy stet besetzest mit pristern, vnd actuum xiiij lesen wyr wie Paulus vnd Barnabas als sie von Derben widerkamen, durch Lystram, Iconium, vnd Antiochiam allenthalben in die Stet [Diij] prister satzten vnd ordenten, Was mag dan Luter sagen von der gemein? oder was dorfften wyr der Bischoff in der kirchen wann alle ausz der Samlung diszen gewalt gleich heten  Derfor er det til Titus og ikke til menigheden i almindelighed, at Paulus skriver Ti. 1,1: For disse sagers skyld har jeg efterladt dig på Kreta. Og lidt senere: for at du kan besætte byerne med præster. Og i Apt 14 læser vi, hvordan Paulus og Barnabas, da de kom tilbage fra Derbe, gennem Lystra, Ikonium, og Antiochia alle steder indsatte præster og ordinerede. Hvordan kan da Luther tale om menigheden? Eller hvad skulle vi med biskopper i menigheden, hvis alle i menigheden havde den samme ret? 
62 Luter.
       Gleych als wenn tzehen bruder Künigs kinder erben eynen erwelten. (adel01#26
Luther: 
      Ligesom hvis ti brødre, der var kongens børn [og i lige grad arvinger,] udvalgte én iblandt sig [til at forvalte arven for sig]; 
63 Emszer.
       Das ist von eym gelorten, ein ungelorte gleychnis, vnnd mochten fulleicht hyngehen, wo die leyen so vil rechts heten, an der pristerschafft als des Konigs kinder tzu dem konigreich Dieweil aber die leyen (so lang sie leyen synt) wie hie vor bewert ist keyn gewalt noch recht tzu der pristerschafft haben, wie mögen sie dann des kunigs kinder geleycht werden? 
Emser: 
      Det er for en lærd en ulærd sammenligning, og den kunne måske gå an, hvis lægfolk havde lige så megen ret til præsteskabet som kongens børn til kongeriget. Men eftersom lægfolket (for så vidt de er læge) som det ovenfor er bevist ikke har nogen myndighed eller ret til præsteskabet, hvordan kan de så sammenlignes med kongens børn? 
64 Es ist wol war das die leyen erben synt tzum hymmelreich, aber nicht tzu der pristerschafft die do eygetlich prysterschafft genent wyrdt, Ouch nicht tzu der stell ym hymel die Paulus nennet Heb. xii. Ecclesiam primitiuorum vnd Origenes aufzleget homelia iij. super numeros.  Det er vel sandt, at lægfolket er arvinger til himmeriget, men de er det ikke til præsteskabet, som her bliver kaldt egentligt præsteskab, heller ikke til det sted i himlen, som Paulus i Hebr 12,23 kalder en menighed af førstefødte og som Origenes udlægger i sin prædiken nr 3 over 3 Mosebog. 
65 Noch ist ein vnderscheid tzwischen ynen vnd des konigs kinder, Dann des konigs kynder synt rechte vnd naturliche erben tzu dem konigreich, Wyr aber all, gleich wie wyr nicht rechte oder naturliche kinder gotes seyen, sonnder allein filii adoptiui, alszo seyen wyr auch erben tzu dem hymelreich nit aufz recht, szonder aufz gnaden angenomen vnd erwelt,  Endnu en forskel er der mellem dem og kongens børn, for kongens børn er rette og naturlige arvinger til kongeriget, men vi alle, ligesom vi ikke er rette eller naturlige Guds børn, men kun adoptivsønner, sådan er vi heller ikke arvinger til himmeriget efter ret, men optaget og udvalgt efter nåde. 
66 Darumb so solt Luter seyn mund (31) nicht in hymel, noch die gantze samlung szo hoch hinauff heben szonnder gedencken der worth Christi Mathei xx. vill synt geruffenn aber wenig auszerwelth.  Derfor så skulle Luther ikke hæve sin mund så højt op i himlen eller i den hele forsamling, men betænke Kristi ord i Matt 22,14: Mange er kaldet, men få er udvalgt. 
67 Luter.
     Vnd das ichs noch klarer sag, wann eyn hewflin, frommer Christen, leyen, wurden gefangen vnnd yn eyn wustung gesatzt etc. (adel01#27
Luther: 
      Og hvis jeg skal sige det endnu mere klart: Hvis en samling fromme kristne lægfolk blev taget til fange og anbragt i en ørken, osv. 
68 Emszer
     In disem fal musten die fromen Lewtt gedult tragen, wie die Altueter vortzeyten in der wustnis, vnd sich behelffen mit der not touff, So lang bis ynen Got einn priester tzufugte, das aber einer den sie ausz ynen erwelten auff yren [Diijb] schlechten beuelh so bald ein prister wer, meszlesen, vnd dy andern Sacrament reichen mocht, das ist ein ketzerischer yrthumb, 
Emser: 
       I dette tilfælde måtte de fromme folk tålmodigt bære det, sådan som de gamle fædre i gamle dage i ørkenen, og hjælpe sig med nøddåben, indtil Gud føjede en præst til dem. Men at én, som de udvalgte blandt sig selv ud fra en slet og ret befaling fra deres side, straks kunne blive præst, læse messe og række de andre sakramenter, det er en kættersk vildfarelse. 
69 Luter
      Vff dise weiss erwelten vortzeiten die Christen aus dem hauffen yre Bischoff vnd prister (adel01#28
Luther: 
      På denne måde udvalgte tidligere de kristne af deres midte deres biskop og deres præst,
70 Emszer, 
      Der monch solt beweiszen das die leyen etwan bischoff oder prister gemacht oder geweyhet hetten, szo beweisst er das sie die gewelet haben, Liber bruder Wer weiss nicht das die leyen die do Jus Patronatus haben, auff pfarren bistumb oder ander schlechte leszen noch hut bey tagk dartzu erwelen vnd nennen mogen wen sie wollen, 
Emser: 
      Munken skulle bevise, at lægfolket havde gjort eller indviet biskopper eller præster, og så beviser han, at de har udvalgt dem. Kære broder, hvem véd ikke, at de lægfolk, der har patronatsretten over et sogn eller et bispedømme eller andre ligefremme opgaver (?) eller omsorg, også idag kan vælge og udnævne den dertil, som de vil. 
71 sie konnen sie aber nit machen oder weyhen, Es wirt ouch keiner der selben entpfenglich durch die blossen wal der leyen, Er werd dann von den bischouen dartzu geweyhet vnd tugentlich gemacht, wie obgemelt.  Men de kan ikke gøre dem eller indvi dem. Og der bliver ikke nogen præst eller biskop til bare derved, at de bliver udvalgt af lægfolket, nej, han skal indvies dertil af biskoppen og ordentlig gøres til præst eller biskop, som ovenfor anført. 
72 Luter
      Dieweil dann nu die weltlich gewalt ist gleich mit vns getaufft, hat den selben glauben vnd ewangelii mussen wir sie lassen prister vnnd bischoff sein, Vnd yr ampt tzelen als ein ampt das da gehore vnd nutzlich sey der Christenliche gemeynde, (adel01#29
Luther: 
      Eftersom nu den verdslige magt i lighed med os er døbt, har den samme tro og det samme evangelium, må vi lade den være præster og biskopper, og regne deres embede som et embede, som hører med og er nyttigt for den kristne menighed. 
73 Emser.
     Ich wil den weltlichen yr ampt oder gewalt gar nicht (32) anfechten, Wan aber ein yeder der geteufft wer, den glauben vnd das ewangelium hat, so bald darumb ein bischof sein must, wurden die filtzhut wolfeil werden, vnd ein ytzlicher pawr ein Infel tragen wollen, Dartzu musten wir ein eigen waldt haben do man aleyn bischoff stebe aufzschnidte, Ich hoff aber die bischoff werden dasselbig holtz nemen vnd Luters bucher damit vorbrennen. 
Emser: 
     Jeg vil overhovedet ikke anfægte de verdslige deres embede eller magt. Men når enhver, der er døbt, har troen og evangeliet, blot derfor måtte blive biskop, så vil filthattene blive billige, og enhver bonde vil have sig en bispehue. Dertil måtte vi have en hel skov, alene til at snitte bispestave af, men jeg håber, at biskopperne vil tage alt det træ og brænde Luthers bøger med det. 
74 Luter
      Dann was ausz der touff krochen ist, das mag sich rumen, das er schon prister, bischoff, vnd Bapst sey (adel01#30
Luther: 
      For hvad der er krøbet ud af dåben, kan rose sig af allerede at være indviet til præst, biskop og pave, 
75 Emszer
       Luter thut gleych wie die bösen kynder, die szo man ynen [D4] eins fingerlang erlewbet, nhemen sie ein ellen dartzu, Also weil die Christenlichen lerer nachlassen das die leyen durch die touff prister werden, doch in seym werd, vnd wie oben da von geschriben ist. 
Emser: 
      Luther gør ganske som de uartige børn, for når man giver dem en lillefinger, tager de hele hånden, sådan gør han, når de kristne lærere indrømmer, at lægfolket ved dåben bliver præster, dog med deres egen værdi og på den måde, som vi ovenfor har skrevet om det. 
76 So wil er so baldt dartzu legen das sie ouch rechte geweyhete prister, vnd dartzu bischoff vnd bepst seyn, so baldt sie ausz der touff krichen, Wo nu dem also, so volgete, das die liben Apostel mercklich geyrret heten das sie den heiligen Steffanum der doch Luthers meynung nach ouch ein getouffter bischoff vnd bapst was, bischoflicher vnd bapstlicher wird ane alle schuld entsetzt, tzu eim schlechten Diacon gemacht, vnd yn tzu tisch dinen laszen haben actuum .vi. der doch als ein bapst billich oben an gesessen sein solt Så vil han straks lægge det til, at de også er ret indviede præster og dertil biskopper og paver, så snart de er krøbet ud af dåben. Hvis det forholdt sig sådan, så ville deraf følge, at de kære apostle på besynderlig vis havde fejlet, da de gjorde den hellige Stefan, der dog efter Luthers mening også var døbt til biskop og pave, men uden at have forbrudt sig blev frataget hvad han måtte have af biskoppelig og pavelig magt, til en simpel diakon og lod ham gøre tjeneste ved bordene (Apg 6,2-5), han, der dog som pave med rimelighed skulle have siddet øverst. 
77 Ouch so volgete gar ein grosser yrthumb der Christenlichen kirchen, das sie den heiligen Laurentium Vincentium vnd ander alein vor leuiten Ehret vnd feyhret, die doch getoufft, vnd derhalben als Lutter saget, nicht alein schlechte Leuiten sonder Bischoff vnd bepst geweszt sint, O du cluger Doctor wie sturmest du die Mauren der Romanisten so mit papyren vnd stroeren getzeug,  Også på den måde ville der følge som konsekvens en stor vildfarelse i den kristne kirke, at den ærede og fejrede Laurentius Vincentius og andre fremfor levitterne, skønt disse dog var døbt og derfor, som Luther siger, ikke alene var simple levitter, men biskopper og paver. O du kloge doktor, som du dog stormer frem mod romanisternes mure med papir- og stråværktøj!
78 Luter.
        Drum solt ein prister stand anderst nicht seyn, in der Christenheit dann als ein amptmann etc. (adel01#32) Aber nun haben sie erdacht, caracteres indelibiles etc. (adel01#33) (33)
Luther: 
       Derfor skal en præstestilling i kristenheden ikke være andet end et embede; .... Men nu har de opdigtet en 'umistelig karakter',
79 Emszer.
       Ja wann eyn prister so schlechtlich gemacht wyrd als ein schöffer oder schultheis auff eym dorff, so wer er auch szo leichtlich wider tzuentsetzen, Ich glaub wol wann die sach an dyr stiende, du wurdest nicht allein amptleut, sonnder auch tzu letzt sewhirten ausz ynen machen, wie die Piccardische weysz ist (n79), du wirdest aber das ob got wil nicht enden, 
Emser: 
     Ja, hvis en præst blev til lige så simpelt som en fårehyrde eller skomager i en landsby, så ville han også kunne afsættes igen lige så let. Jeg vil nok tro, at du, hvis sagen stod til dig, ikke alene ville gøre dem til embedsfolk, men også til svinehyrder, som den pikardiske måde er, men det vil du ikke komme til ende med, om Gud vil. 
80         Es haben auch nicht die Romanisten die caracteres erdacht, szonder der heylig Dionysius bey den tzeyten der Apostel da von geschriben, vnd die gantz Christenlich kirch bis her alszo gehalten das die selben caracteres oder geystliche tzeichen bleiben an der sel kleben, tzu erkentnis ouch yn ihener welt wer hie getoefft oder nicht, Christ oder Heyd, pryster oder ley geweszt sey, den frommen tzu Ehren, vnnd den [D4b] bosen tzu ewigen schanden, Wer will dann die Christenlich kirch hin hynder setzen, vnd dyr glouben?         Det er heller ikke romanisterne, der har opfundet 'den umistelige karaktér', Dionysius har i apostlenes dage skrevet derom, og hele den kristne kirke har hidtil regnet det for sandt, at denne karaktér eller dette gejstlige tegn forblev klæbet til sjælen, så man også i hin verden kunne se, hvem der her var døbt og hvem ikke, hvem der var kristen og hvem hedning, hvem der var præst eller læg, til ære for de fromme, og til evig skændsel for de onde. Hvem vil så sætte den kristne kirke hen bagved og tro på dig? 
81 Luter. 
        Gleich wie nu die so man ytz geistlich heisst prister, bischoff oder Bepst, seyn von den andern Christen nith weiter noch wyrdiger gescheiden, dann das sie das worth gotes vnnd die sacrament sollen handeln, das ist yr werck vnnd ampt, Alszo hat die weltlich öberkeyt das schwerth vnnd dye Rut yn der henndt. (adel01#36)
Luther: 
       Ligesom nu de, som man nu kalder gejstlige, eller altså de, som er præster, biskopper eller paver, ikke adskiller sig fra de andre kristne, eller er mere værdige end dem, på anden måde end derved, at de skal håndtere Guds ord og sakramenterne, det er det, der er deres opgave og embede, sådan har den verdslige øvrighed sværdet og risene i hånden, 
82 Emszer.
      Ich neme an das Luter selber spricht, das aleyn die prister das wort gotes vnd die sacrament handeln sollen, vnd dasselb yr werck vnnd ampt sey, dann ich biszher nicht anderst von ym vornomen dann das disze ding der gemein weren vnd eyn ytzlicher ausz der gemeyn, szo yms allein beoulhen, das thon mocht oder tzu thon macht het, Ouch geb ich tzu, das die weltlich hand das schwert vnd die rut in der hend hat, damit tzustraffen, aber aleyn die ihenen die ynen vnderworffen, vnd vber die sie gewalt haben. 
Emser: 
      Jeg må vel antage, at det er Luther selv, der siger, at alene præsterne skal håndtere Guds ord og sakramenterne, og at dette er deres gerning og embede, for hidtil har jeg ikke kunnet forstå ham anderledes, end at disse ting var menighedens opgave og at enhver af menigheden, når blot det blev befalet ham, kunne gøre det eller havde magt til at gøre det. Jeg indrømmer også, at den verdslige magt har sværdet og riset i hænde for at straffe dermed, men den må alene straffe dem, der er den underlagt og den over hvem den har magt. 
83 Luter.
     Nu sich wie Christlich das gesetzt oder gesagt sey, (34) weltlich vberkeit sein nicht vber die geistlicheit soll sie auch nicht straffen. (adel01#38
Luther: 
       Nu kan du se, hvor kristeligt det er forordnet og hævdet, at den verdslige øvrighed ikke står over gejstligheden og heller ikke skal straffe den. 
84 Emszer. 
        Dieweyl die szo von der Prysterlichen wyrd macht vnnd Oberkeit geschriben haben, nicht alleyn Christen, szonder ouch Sewln vnnd fundament der Christenheit gewest, szo kan es nicht vnchristenlich sein das sie da von gesetzt oder gesagt haben. Czuuoran die weil sie yn dem nicht yr eygen Eher nutz oder frommen, sunder alein Got vnd die Christenliche warheit voraugen gehabt, Vnd namlich der heilige Ambrosius der in seinem buchlin de dignitate sacerdotali cap. ij. also spricht, Horet mich yr leuitischer stam, pristerlichs vnd geheiligetes geschlecht, Yr furer vnd regirer des volckes Christi, Ewer pristerliche vnd Bischoffliche wird oder Ehre, mag mit keyner schatzung oder wirdung diser werlt vorgleicht werden, 
Emser: 
      Eftersom de, der har skrevet således om den præstelige værdighed, magt og øvrighed, ikke alene er præster, men var også søjler og fundamenter for kristenheden, så kan det, de har fastsat eller sagt derom, ikke være ukristeligt. For det første, fordi de heri ikke har søgt deres egen ære, nytte eller fordel, men alene har haft Gud og den kristne sandhed for øje, og det ikke mindst den hellige Ambrosius, som i sin bog 'om den præstelige værdighed', kap. 2 siger således: Hør mig, I den levitiske stamme, den præstelige og helligede slægt, I førere og regenter over Kristi folk, jeres præstelige og biskoppelige værdighed og ære kan ikke sammenlignes med nogen skattelse eller værdigelse i denne verden. 
85 Dann schatzt man sie gegen [Ei] der durchleuchtigkeit der konig, fursten, oder keiszerliche Crone, so ist das vil niderer, dann so man bley mit dem glantz des goldes vorgleychen wolt, Dieweil wyr nun sehen, das konig vnd fursten ire hels, biegen den knyen der prister, yre hend kussen, vnd glauben das yr gewalt, durch yr gebet bevhestiget werd, Was soll ich dann sagen, von der menig des gemeinen volcks, wolchen die pristerschafft nicht alein von got ober vnd vorgesatzt, sonder ouch durch das ewangelische gebot beuolhen ist, sie mit veterlicher pflucht tzu beschutzen,  For skatter man den imod kongerne, fyrsterne eller den kejserlige krones ophøjethed, så er den meget lavere, som ville man sammenligne blyet med guldets glans. Eftersom vi nu ser, at konger og fyrster bøjer deres hovede, bøjer deres knæ for præsterne, kysser deres hænder og tror, at deres magt bliver fæstnes ved disses bøn, hvad skal jeg da sige om det almindelige folks mængde, som ikke alene af Gud har fået præsteskabet sat over sig og foran sig, men som også gennem det evangeliske bud har fået befaling til at beskytte dem med faderlig pligt. 
86 Do der Herr tzu Sant Peter saget, weyde meyne schaff, wolche schaff, datzu mal nicht aleyn Petrus, szonder wyr alle mit ym vnd er mit vns von dem Herren tzu weiden angenommen, Dieweyl sie dann den priestern tzu regyren beuolhen, sint sie ynen billich vnterthan, vnd vnderworffen szo doch nach dem Ewangelischen gebot, der iunger nith vber den Meyster, noch der knecht, nicht vber seyn Herren seyn sol, hec Ambrosius.  Da Herren sagde til Skt. Peter. vogt mine får, da var det ikke blot Peter, men vi alle med ham og han med os, der blev antaget af Herren til at vogte disse får. Og eftersom de så fik befaling til at herske over dem, er det rimeligt, at de er dem underlagt og underkastet, dog efter det evangeliske bud, at disciplen ikke står over mesteren eller slaven ikke skal være over sin herre. Såvidt Ambrosius. 
87 Aus dysen worten des heyligen Ambrosij erscheunet klerlich ob die geistlichen denn weltlichen oder herwiderumb die weltlichen den geystlichen vnderworffen vnd tzu regyren heuolhen synt, vnd wer den beuelch gethan, Got, odder wyr selber vns yn das regiment gedrungen, wie vns Luter felschlich auffleget,  Af disse ord fra den hellige Ambrosius fremgår det klart, om det er de gejstlige, der er underkastet de verdslige eller omvendt de verdslige, der er underkastet de gejstlige, og som har befaling til at regere og hvem der har udstedt befalingen, om det er Gud eller om vi selv har trængt os ind i styret, som Luther forkert lægger os det på. 
88 Dergleichen saget auch Chrisostomus de dignitate sacerdo- (35) tali lib. iij. ca. i. Das das pristerthum das Keyszerthum so weyt vbertrifft als die sel den corper, Et eodem libro cap. iiij sprich er, Das das pristerlich ampt wyrdt, wol auff erden gehandelt, aber gleich wol nicht vor yrdisch sonder hymelich ding gehalten, Wolichs nicht ein mensch, nicht ein engel oder Ertzengel noch yendert ein creatur, sonder dy krafft, vnd er der heilig Geist selber auffgesatzt hab,  På samme måde siger også Chrysostomus i 'om den præstelige værdighed' bog 3, kap. 1., at præstedømmet overgår kejserdømmet lige så meget som sjælen legemet. Og i den samme bog, kap. 4 siger han, at det præstelige embede vel findes her på jorden, men dog ikke drejer sig om jordiske, men om himmelske ting, hvilket ikke et menneske, ikke en engel eller en ærkeengel, eller nogen skabning, men kraften selv, Helligånden selv, har indrettet. 
89 Et cap. v. Also haben die so noch auff erden leben vnd einwonen vmb got vordinet tzu dispensyrn, vnd ausztzuteiln die himelische ding, vnd eyn solche gewalt empfangen, die got weder den Engeln noch Ertzengeln gegeben noch tzu ynen gesprochen hat, Alles das yr bindet auff erden, soll auch gebunden seyn ym hymel, vnd alles das yr auff loeset auff erden das sol auch losz seyn ym hymel.  Og i kap. 5: Altså har de, der endnu lever på jorden og bebor den for at uddele Guds fortjenester, og som uddeleer de himmelske ting, de har modtaget en sådan magt, som Gud hverken har givet englene eller ærkeenglene, ligesom han ikke har sagt til dem: Alt hvad I binder på jorden, skal være bundet i himlen, og alt hvad I løser på jorden, skal være løst i himlen. 
90 Et infra, Wie kan doch eyn höher oder grösser ge- [Eib] walt funden werden? Der vater hat alles gericht dem son vnd der Son den pristern beuolhen. Et infra, Darumb so ist es nicht anderst dann torheyt vnd vnsinnigkeit tzu nennen, wer dis ampt vorachten wolt, an wölches vns weder heil noch die güter so vns vorheissen, gegeben werden, Dan nyemandt wyrdt eyn gehen mögen in das reich der hymel, er werde dann naw geborn ausz dem wasser vnd heiligem geist.  Og senere: Hvordan kan der dog findes en højere eller større magt? Faderen har overladt dommen til Sønnen, og Sønnen har overladt den til præsterne. Og senere: Derfor kan man kun kalde den dum og vanvittig, som vil foragte dette embede, uden hvilket vi hverken får givet frelsen eller de goder, som forjættes os, for ingen kan indgå i himmeriget, hvis ikke han fødes påny af vand og Helligånd. 
 91 Nymand wirdt erlangen (De adultis) das ewig leben, der do nicht niesset den leychnam des Herren, Wölches dann alles durch keyns andern dann durch der priester hand geweyhet werden mag, durch sie tzihen wyr Christum an, durch sie werden wyr voreyniget dem Son Gotes, vnd glider des selbigen heyligen heuptes. Warumb solten wyr sie dann nicht mehr Ehren vnnd wyrdigen dann Konig oder weltliche gewalt, vnnd dartzu vater vnd muter?  Ingen vil nå frem til evigt liv (fra 'om de voksne'), hvis han ikke nyder Herrens legeme, men alt dette kan ikke indvies ved nogen andens end ved præstens hånd, det er ved hjælp af den at vi ifører os Kristus, ved hjælp af den at vi bliver forenet med Guds Søn, og bliver medlem under det salige, hellige overhoved. Hvorfor skulle vi så ikke ære og hædre dem mere end kongen eller den verdslige magt, ja end far og mor? 
 92 Et infra cap. vi. Darumb die so die prister vorachten, mher schuldig, vnnd grosser straff wirdig synt dann Dathan vnd Abyron, Ich hab auch gentzlich da vor das keyn solicher erfunden werd der pristerliche wyrd vorschmehe, Er werde dann von des teuffels list dartzu gereytzet, Hec omnia Chrysostomus ad litteram. O wie vngleich synt disze wort mit Luters schryfften, der ausz eyngebung des bosen geystes, die priesterliche wyrd vnd oberkeit gern gar vnter die fusz tretten wolt. (36)  Og senere kap. 6: Derfor er de, der foragter præsterne, mere skyldige og de fortjener en større straf end Datan og Abiron. Jeg er også ganske sikker på, at man ikke kan finde nogen, der smæder den præstelige værdighed, undtagen han ægges dertil at djævelens list. Alt dette er bogstavelig Chrysostomus' ord. O hvor forskellige er disse ord ikke fra Luthers skrifter, som er skrevet ved indgivelse fra den onde ånd, som gerne ville træde den præstelige værdighed helt under fode. 
 93  Videre til emser06
 94
 95
 96

Noter:

n42: I Vulgata, Mal 2,7, bruges betegnelsen angulus for 'sendebud'.

n44: Jeg har ikke kunnet finde ordet "segregate" nogen af stederne. Derimod står der i Apg 13,2: Og mens de holdt gudstjeneste og fastede, sagde Helligånden: "Udtag Barnabas og Saulus til det arbejde, jeg har kaldet dem til." 'Udtag', i Vulgata separate mihi.

n79: Om pikarderne, en del af den bøhmiske bevægelse, se Köhler, side 169.