Emser mod An den Adel 1

taget fra Ludwig Enders: Luther und Emser, bind 1, side I til VI og 1 til 19. .

Indhold: L. Enders forord #1. Hieronymus Emsers forord #29;
Vorredt an gemeyn deutsch Nation, #35.
1. del, de tre mure: emser05#1. 1. mur: emser05#9. 2. mur: emser06#12. 3. mur: emser06#44.
2. del, om Luthers angreb på pavemagten emser07#1.
3. del, om Luthers forslag til reformation emser07#29. Mod artikel 12: Om valfarter emser07#36. Mod artikel 13: Om løfter. emser07#56. Mod artikel 14: Om præsteægteskabet emser08#1. Mod artikel 15: hemmeligt skriftemål emser09#1. Mod artikel 16: sjælemesser emser09#10. Mod artikel 17: gejstlige straffe: emser09#19. Mod artikel 18: festdage emser09#29. Mod artikel 19: faste: emser09#55. Mod artikel 20a: Helgenophøjelse emser09#80. Mod artikel 20b: emser10#1. Mod artikel 21, om tiggerne: emser10#4. Mod artikel 22 om de mange messer: emser10#8. Om stiftelser og skoler: emser10#36. Mod artikel 24. Om bøhmerne emser10#56. Afslutning: emser10#89. Taksigelse emser10#97.
 
1 Flugschriften aus der Reformationszeit VIII
Luther und Emser.
Ihre Streitschriften aus dem Jahre 1521
Herausgegeben von Ludwig Enders. 
Band I. 
Halle a. S. Max Niemeyer 1890. 
Vorwort
     Luther selbst hat seine Schrift 'An den christlichen Adel deutscher Nation' als eine Kriegstrommete bezeichnet, und ihr heller Klang drang tief und scharf ein ins Lager der Freunde wie der Gegner. Unter den letzteren erhob sich vornehmlich sein früherer Widerpart Hieronymus Emser in Leipzig, woraus sich ein längerer Schriftenwechsel entspann. Doch ehe wir darauf näher eingehen, mögen einige kurze biographische Notizsen über den Mann Platz finden. 
3     Hieronymus Emser, aus einem alten adeligen Geschlechte Schwabens stammend, dessen Wappen: einen halben Hock im Schild und auf dem Helm, er mit Vorliebe auf den Titel seiner Schriften setzte, war zu Ulm am 26. März 1477 geboren. Nachdem er in Tübingen und Basel seine Studien, Rechtsgelehrsamkeit und Theologie, vollendet, trat er 1500 als Caplan und Secretär in den Dienst des bekannten Cardinallegaten und Ablassverkündigers Raymund von Gurk (eigentlich Raymond Pérault, von Geburt ein Franzose, gest. 1505), mit dem er mehrere Jahre in Deutschland und Italien umherzog. 
4  Nachdem er sich 1504 kurze Zeit in Strassburg aufgehalten, um die Schriften des 1494 gestorbenen, in gewissen damaligen Humanistenkreisen berühmten Grafen Johann Picus von Mirandula zum Druck zu befördern, begab er sich nach Erfurt, wo er Magister wurde und humanistische Vorlesungen hielt. 
5  Nach seiner eigenen Angabe (Quadruplica, Bl Giijb) war hier Luther sein Zuhörer, als er im Jahre 1504 Reuchlins Komödie 'Sergius sive Capitis Caput' erklärte. Aber auch in Erfurt blieb er nicht lange, sondern siedelte wahrscheinlich noch in demselben Jahre, wohl auf die Empfehlung Raimunds bei dem Herzog Georg von Sachsen nach Leipzig über, der ihn bald darauf zu seinem Secretär machte. 
6  In dieser Stellung war er besonders für die Ausführung des Lieblingsplanes (IV) Herzog Georgs, für die Canonisation des Bischofs Benno von Meissen (gest. 1106), thätig, machte in dieser Angelegenheit verschiedene Reisen, um aus den Archiven der Klöster Nachrichten zu sammeln, und wurde 1510 selbst nach Rom geschickt, um die Heiligsprechung zu betreiben, freilich damals vergeblich, erst 1523 erfolgte dieselbe. 
7  Zum Lohn für seine Bemühungen erhielt er zwei Präbenden, zu Dresden und zu Meissen, die ihm ein sorgenfreien Leben gewährten, das er zu geniessen verstand, in seinem moralischen Wandel nicht besser aber auch nicht schlechter als die Mehrzahl seiner Standesgenossen. 
8  Bei der Leipziger Disputation 1519 stand er mit dem Wittenberger Kreise, auch mit Luther, in äusserlich guter Beziehung: bei einem Besuch in Dresden wird Luther von ihm zu einem Abendschmauss eingeladen, obgleich auch diese Einladung schon nicht ganz von Hintergedanken frei gewesen zu sein scheint. (Dagegen die Stelle in einem Briefe Luthers an Joh. Lang vom 13. April 1519, worin er ihn 'Emser noster' nennt, stammt wohl nur aus einer Verlesung des ersten Herausgebers; vgl. Briefwechsel Luthers, (n8) hrsg. von Enders, II, No. 172, Note 29.)
9 Als jedoch in der Leipziger Disputation Luthers die Aeusserung gethan: nicht alle von dem Costnitzer Concil verdammten Sätze Hussens seien ketzerich; benutzte Emser dieselbe als eine passende Gelegenheit, um in einem an den Administrator der katholischen Kirche zu Prag und Propst zu Leitmeritz, Joh. Zack, gerichteten öffentlichen Briefe (vom 13. Aug. 1519) seinem lange gehegten Uebelwollen gegen Luther Raum zu schaffen. (emser1
10 Zwar ist der Brieg scheinbar unparteiisch, ja in Bezug auf Luthers Person sogar in einem theilnehmend freundlichen Tone gehalten: er spricht die Befürchtung aus, dass die Böhmen sich für ihre Irrthümer jetzt auf einen so bedeutenden Mann wie Luther berufen würden, während diesen doch nichts ferner liege, als mit ihnen gemeinschaftliche Sache zu machen. 
11 Luther aber durchschaute die wahre Absicht und die hinterlistige Freundschaft seines unberufenen Vertheidigers, der damit nur den Schein erwecken wollte, als ob Luther, wenn (V) er das ihm gespendete Lob stillschweigend hinnehme, seine Meinung damit widerrufen habe, oder andernfalls daraus eine Berechtigung herzunehmen, um ihn als einen Ketzer hinstellen zu dürfen. 
12 So liess Luther gleichsam als Antwort auf diesen Brief eine Schrift gegen Emser ausgehen, der er, unter Anspielung auf das dem Emserschen Briefe vorgedruckte Wappen, den Titel: 'Ad Aegocetorem Emseranum' gab, und die an Schärfe und Heftigkeit fast alle andern Lutherschen Streitschriften übertrifft. (Lutems01
13 Die Entgegnung Emsers, welche unter dem Titel erschien: 'A veneratione Aegocerotis assertio', sowie die Einmischung des bekannten Eck in den Streit mit seiner Schrift: 'Ioannis Eckii pro Hieronymo Emser contra male sanam Luteri venationem responsio', liess Luther unbeachtet. 
14Da war es des letzteren Schrift: 'An den christlichen Adel', gegen welche Emser abermals die Feder ergriff und sich zum Vertheidiger der römischen Kirche aufwarf, woraus sich ein in mehreren Entgegnungen fortgeführter Streit entspann, dessen Akten gleichsam wir in diesem und einen folgenden Hefte der Neudrucke zur weiteren Kenntnis bringen; denn während allerdings die von Luther dabei ausgegangenen Schriften in den verschiedenen Ausgaben seiner Werke  leichter und allgemeiner zugänglich sind, gehören die Emserschen Schriften zu den Seltenheiten, ihre Kenntniss dürfte aber zur Nachprüfung des von der Geschichte längst abgegebenen Urtheils über die beiden Streitenden erwünscht sein. -- 
15 Noch ehe Emsers Schrift im Drucke vollendet war, erhielt Luther von dem Inhalt derselben Kunde, indem ihm der erste Druckbogen aus Leipzig zuging, und ohne das Erscheinen der fertig gewordenen Schrift zu erwarten, entgegnete er auf diesen ersten Bogen mit ein paar Blättern, denen er den kurzen Titel gab: "An den Bock zu Leipzig', um so mehr gereizt, da er wie auch Melanchthon als den eigentlichen Verfasser der in Rom im August 1520 gedruckten und im Leipzig im Oktober nachgedruckten: 'Thomae Rhadini Todischi Placentini in Lutherum Oratio' -- wiewohl irrthümlicher Weise -- Emsern vermuthete. 
16 So war denn der Streit, in welchem es sich zunächst um die Lehre vom Messopfer, dem Primate des Papstes und dem allgemeinen Priesterthum handelte, losgebrochen, und Emser replicirte sofort, ebenfalls (VI) noch vor dem Erscheinen seiner grösseren Schrift, mit einer kurzen, nur einen Bogen starken Aotwort: 'An den Stier zu Wittenberg' (vgl. das nächste Heft). 
17 Wir hätten demnach bei dem Wiederabdruck, wenn wir streng die chronologische Folge hätten einhalten wollen, mit Luthers 'An den Bock zu Leipzig' beginnen und ihm Emsers 'An den Stier zu Wittenberg' folgen lassen müssen, ehe wir Emsers 'Wider das vnchristlich Buch' etc. gaben. 
18 Allein da sich Luthers erste Schrift eben doch gegen den Anfang dieser letzteren richtet und ohne sie nicht vollständig verständlich est, ein Auseinanderreissen der Emserschen Schrift aber nicht räthlich erschien, haben wir diese an den Anfang gestellt. Ueber den weiteren Verlauf des Streites wird das folgende Heft Auskunft geben. 
19        Es erübrigt noch, in Kürze das spätere Leben Emsers zu betrachten. Emser war in seinem Kampfe gegen die Reformation unermüdlich, noch eine grosse Anzahl von Schriften schrieb er gegen Luther (sowie auch gegen Carlstadt und Zwingli), ohne dass es Luther für der Mühe werth hielt, ihm jemals noch zu antworten. 
20 Während wir von einer bibliographischen Aufzählung der einzelnen Schriften Emsers Abstand nehmen, soll nur erwähnt werden, dass er auch gegen Luthers Uebersetzung des Neuen Testaments 1523 mit einer Schrift auftrat, worin er Luthern nicht weniger als 1400 Fehler und Ketzereien nachzuweisen sucht, die aber grösstentheils darin bestanden, dass Emser sich nach der Vulgata richtete, Luther dagegen den Urtext zu Grunde gelegt hatte. 
21 Auch mit einer eigenen Uebersetzung des Neuen Testaments trat er 1527 hervor, die Herzog Georg von Sachsen sogar einer eigenen Vorrede würdigte, die aber, abgesehen von den nach der Vulgata gemachten Veränderungen, nichts weiter als ein Plagiat der Lutherschen Uebersetzung ist, indessen viele, bald mehr bald weniger veränderte Auflagen bis ins vorige Jahrhundert hinein erlebte. 
22 Die Uebersetzung des Neuen Testaments war sine letzte Arbeit, er starb zu Dresden am 8. November 1527 eines plötzlichen Todes an einem Stickflusse. 
23       Ueber Emsers Leben vergl. besonders Waldau, Nachrichten von Hieron. Emsers Leben und Schriften, (VII) Anspach 1783, sowie die betreffenden Artikel in Herzog und Plitt, Theol. Real-Encyklopädie, und in der Allgemeinen Deutschen Biographie. 
24        Unser Neudruck gibt die Originalausgabe der betreffenden Schriften insofern vollständig getreu wieder, als wir nur offenbare Druckfehler verbesserten, sonst aber Willkürlichkeiten und den Wechsel in der Orthographie, sowie die eigenthümliche Interpunktion genau beibehielten. Die verbesserten Druckfehler sind, abgesehen von den verwechselten n und u, folgende: 
25         S. 6, Z. 25 endtlith; 12,22 keyner (statt kleyner); 15,4 des glau= / glaubens; 18,2 geschick; 18,27 geistiichen; 19,8 lersterlichen schelworten; 19,36 geschelschafft; 21,20 darub; 24,19 Nazarei; 27,5 Cclerici; 27,30 clerich; 28,11 vngetzeyuelt; 30,36 fili; 31,31 wetlich; 33,9 carcteres; 36,37 vngestrafft; 38,33 nu; [41,13 ist Luce xviij. falsches Citat für Luce v.]; 42,2 alien; 44,1 Eszlein; [45,2 wird für vild wohl bild zu lesen sein]; 
26 46,30 die wiel; 47,4f. gemaht; 47,8 teufelischer; 47,28 lagsamer; 48,27 nocht recht; 49,35f nachgehaltem; 50,33 dabast; 56,14 den; 57,12 dan nauff; 57,39 mir tzu; 59,2 vnutz; [60,7 ist vielleicht Ertzpickard zu lesen]; 60,25 kömen; 60,34 ynenen; 60,38 wie (statt wir); 61,15 pfarrrer; 74,18 Panutij; 74,38 beyschlefferein; 79,7 christenlihen; 80,14 inabilis; 81,31 Nazienzenus; 83,24 f. vnkescheit; 84,5 mullitet; 84,33 vill; 86,22 nu; 87,29 behale; 89,36 hantdelten; 90,10 preister; 90,25 ratern; 93,10 ordnugen; 94,8 Ciprani; 95,22 eisdem; 95,37 bigriffen; 96,32f. rechfertigen; 97,12 absolurin; 99,6 wediger; 99,7 mynmer; 99,10 dum; 101,38 Grrgorius; 103,11 sex; 
27 105,4 feyertage; 105,5 mensheit; 105,10 merter; 105,38 perse / sequentes; 106,4 beschuszt; 106,6 schriebet; 107,27 Cum (statt Czum); 109,39 kirchn; 111,31 abrechen; 112,1 abrechen; 114,1 Bishhoff; 115,4 offenwarung; 115,15 gross /senbart; 116,8 canonizrit; 116,10 durrh; 116,28f gehret; 116,35 schreyebt; 118,1 vnutz; 120,11 wideruffet; 120,12 retractionum; 123,13 comunicirn; 123,16f conmunicirn; 124,27 Annos; 124,31 sacrificabunt; 127,7 versu; 130,36 tzifaltiger; 132,28 reformartion; 132,31 rahumes; 135,9 wolten; 135,13 so; 136,39 nsi; pungnant; 142,20 tzeihe.
28        Schliesslich sei noch bemerkt, dass wir bei den von wiedergegebenen Stellen aus Luthers 'An den deutschen Adel' in Klammern auf die Seitenzahl der Ausgabe dieser Schrift in den Neudrucken No. 4 verwiesen haben.
Oberrad bei Frankfur a. M. L. Enders. 
29 Wider das vnchristeliche buch Martini Luters Augustiners, an den Teutschen Adel aufgangen, 
Verlegung Hieronymi Emser
An gemeyne Hochachtliche Teutsche Nation. 
(Emsers Wappen: Der Bock, eine Tafel haltend mit der Aufschrift: Arma Hieronymi Emser
Hut dich der bock stoszt dich 
Imod augustinermunken Martin Luters ukristelige bog, udgivet til den tyske adel
Udgivet af Hieronymus Emser.
Til den almindelige, højærværdige tyske nation. 
(Emsers våben: Bukken, der holder en tavle med påskriften: Hieronymus Emsers våbenskjold). 
Pas på, bukken stanger dig. 
30 Hieronymus Emser der aller vnwirdigist ausz den pristern Gotes, embeut gemeyner hochlöblichen Teutschen Nation tzu bestendigkeit des heyligen Christenlichen glawbens die genad vnd den fried Christi
Amen. 
Hieronymus Emser, den alleruværdigste af Guds præster, opfordrer den almindelige højlovede tyske nation til bestandighed i den hellige kristne tro: nåde og Kristi fred. Amen. 
31        Der heilige Paulus szo offt er vorstendiget ward, das in landen oder Steten falsche lerer auffstienden, die dasselbig volck vorfuren, oder das Ewangelium anderst dewten wolten, dann er ynen tzuuor geprediget het, Schrib er an sie den rechten vorstandt vnd meynung Christi, vorwarnende, das sie sich deheyns wegs, auff ander ban furen liessen, Also schreibet er den Chorinthiern, Rhodisern vnnd andern, Aber vnder den andern allen etwas harter an die Galather, tzu welchen er spricht O yr vnsynnigen Galather, Wer hat euch vortzoubert Gal. iij.          Den hellige Paulus skrev, så snart han blev klar over, at der i lande eller byer opstod falske lærere, som forførte folket eller tydede evangeliet anderledes end han tidligere havde prædiket det for dem, til dem om Kristi rette forståelse og mening, og advarede dem om, at de på den måde lod sig føre ud på andre veje. Således skriver han til korintherne, rhodiserne (?) og andre, men blandt alle de andre skriver han noget hårdere til galaterne, til hvilke han siger: O, I tåbelige galatere, hvem har forhekset jer, Gal 3,1. 
32 Dem selben nach, vnd dieweyl bey euch gross mechtigen hochberumpten Tewtschen ytzo auch etzlich vormessene vnuorschempte lerer auffgestanden, Die euch durch falsche auszlegung der schrifft ausz der alten ban des glaubens furen, vnd der heyligen Christenlichen kirchen, gebot, ordnungen, ler vnd bucher, nicht allein vormessenlich vorachten, sonder auch (das doch erschreckenlich tzu hören) ausz eym vorstockten durst, freuel vnd mutwillen, offentlich vorbrennen dörffen, Hab ich ausz tzweyerley band, damit ich euch vorwandt bin, namlich des glaubens, vnd des vaterlandes, euch dis klein buchlein (doch nicht mit kleyner mühe vnd arbeit) tzuschreiben, vnd domit vor frombder ler vnd dem tzukunfftigen tzorn Gottes vorwarnen wollen, Der tzuuorsichtigen hoffnung, wer ausz Gott sey (4) vnd oren hab tzuhören, der werde das tzu gemüt furen, Jeg er gået i hans fodspor, og eftersom der hos jer store mægtige, højtberømte tyskere nu også er opstået nogle formastelige, uforskammede lærere, som gennem en falsk udlægning af skriften fører jer bort fra troens gamle veje, og ikke blot frækt foragter den hellige kristne kirkes bud, ordninger, lære og bøger, men også (hvilket dog er skrækkeligt at høre) ud af sin egne forstokkede tørst, frækhed og egensindighed, offentligt turde opbrænde dem, jer har jeg ud af de to slags bånd, hvormed jeg er forbundet med jer, nemlig troens og fædrelandets bånd, tilskrevet denne lille bog (dog skrevet med ikke så lidt møje og besvær). Dermed har jeg villet advare mod fremmed lære og mod Guds fremtidige vrede, i den sikre forhåbning, at den, der er af Gud, og som har ører at høre med, han vil tage sig det til hjerte. 
33 Wer aber mit den Galathern so gantz vnsynnig vnd betzoubert das ym diszer grausam schmach seiner muter der heiligen Christenlichen kirchen gar nichtzit tzu hertzen gehe, der stehe sein far bey Got, der tzu disen dingen nicht alwegen schlaffen wirt,  Men den, der ligesom galaterne er helt tåbelig og forhekset, så denne grusomme forsmædelse af hans moder, den hellige kristne kirke, slet ikke går ham til hjerte, han står fjernt fra Gud, den Gud, som på ingen måde vil sove til disse ting. 
34 Hiemit ich euch dem almechtigen vnd mich euch allen vnd yeden beuolhen, vnd tzu dinstlichem gefallen erbotten haben wil, Geben in der furstlichen Stat Leyptzk. xxi. Decembris nach Christi vnsers liben herren gepurt. M. ccccc. vnd ym xx. yar. (5)  Hermed vil jeg mene, at jeg har anbefalet jer overfor den almægtige og at jeg har anbefalet mig selv overfor jer og enhver, og tilbudt mig til tjenstligt velbehag. Givet i den fyrstelige by, Leipzig, den 21. december 1520 år efter Kristi, vor kære herres, fødsel. 
35 Vorredt an gemeyn deutsch Nation, 
       In dem namen Jesu Christi vnszers liben Herren, Amen, Es ist komen die tzeit ewer heymsuchung, O yr werden Tewtschen, darinnen euch Got auch ein mal sunderlich heymsuchen vnd beweren wil, wie getraw vnd vhest sich ein yeder bey seynem heiligen glauben, vnd der Christenlichen kirchen ertzeygen werdt, 
Fortale til den almindelige, tyske nation.
       I vor kære herres, Jesu Kristi navn. Amen. Tiden for jeres hjemsøgelse er kommet, o, I værdige tyskere, hvori Gud også i særlig grad vil hjemsøge og prøve jer, hvor trofaste og faste enhver vil sige sig overfor sin hellige tro og den kristne kirke. 
36 Biszher (weliches doch ein sunder vnd ein ewig lob der Teutschen) ist nye erfarn, das eynich Teutscher keyszer, könig, furst oder Commun, nachdem sie den Christenlichen glauben örstlich angenommen, wider dauon abgefallen, ader tzu ketzer worden wer, Als der andern Nation fursten, könig, vnd keyszer, die sich etzliche ketzer so yemerlich haben verfuren lassen, das sie von dem glauben Christi abtrynnig worden, Die abgoet angebeth, Kirchen vnd Clöster tzerstöret, die geistlichen, priester, Bischoff vnd Bepste voruolget, vortriben, vnd getoedt habenn,  Indtil nu (og det er noget særligt ved tyskerne og er til evig ros for dem) har man ikke erfaret, at nogen tysk kejser, konge, fyrste eller samfund, efter at de først havde antaget den kristne tro, igen var faldet fra den, eller blevet til kættere, sådan som andre nationers fyrster, konger og kejsere har gjort det, som så jammerligt har ladet sig forføre af nogle kættere, så at de har skilt sig ud fra den kristne tro, har tilbedt afguder, har ødelagt kirker og klostre, har forfulgt, fordrevet og ihjelslået de gejstlige, præster, biskopper og paver. 
37 Als Constantius Athaniasium, Julianus Donatum, Mauricius Gregorium, Constantinus quartus Martinum den heiligen Bapste, vnd eyner do der ander dort, Wie das die Chronicken glaubwirdig antzeigen, Dartzu sint auch gantze Landtschafften, Keyszerthumb vnd königreych, tzu der tzeit yrer heymsuchung, ausz furwytz frombder vnd nawer ler, vnd vorstockung yrer sund, von dem heyligen glauben abtretten,  Sådan som Konstantius forfulgte Athanasius, Julian Donatus, Mauricius Gregor, Konstantius den Fjerde Martin, den hellige pave, og den ene her, den anden dèr, sådan som krønikerne meget troværdigt optegner det. Dertil er også hele regioner, kejserdømmer og kongedømmer i deres hjemsøgelses tid faldet bort fra den hellige tro ud af nysgerrighed efter en fremmed og ny lære og ud af forstokkelse i deres synd. 
38 Dann als Paulus saget .ij., Thessa. ij. so kommet der Endt Christ ader Jungste tag nicht, es geschehe dann vorhin abweychung, Das ist als die heyligen lerer auszlegen von dem Romischen gehorsam, Nu haben sich von dem Römischen Reych vnnd kirchen, abgetzogen tzwen die grossen teil der werlt, Asia vnd Aphrica, das gar wenig Christenlichs volcks vnder ynen gefunden wirt, Dartzu nicht ein kleyne antzal des dritten teils Europe, (6)  For som Paulus siger 2 Thess 2, så kommer antikristen eller den yderste dag ikke førend der forinden er sket frafald, det vil sige, som de hellige lærere udlægger det, frafald fra lydighed mod den romerske kirke. Nu har to af de største dele af verden udskilt sig fra det romerske rige og den romerske kirke, Asien og Afrika, så at der kun findes ganske få kristne blandet dem, dertil et ikke ringe antal i den tredie del af verden, Europa. 
39 Vnd ist nun der reyhe, stylschweygent, an vns tewtschen komen, Wie dann vor vil yaren geweyssaget ist, das tzu disen vnsern getzeyten ein Monch Teutsche Nacion in gros yrthumb fuhren wurd Wie vns auch [Aijb] Christus selber all in gemeyn gewarnet, das tzu vns kommen wurden wolff in scheffin kleidern, (Matt 7,15)  Og nu er turen lige så stille kommer til os tyskere, sådan som det for mange år siden blev forudsagt, at i disse dage skulle en munk fra den tyske nation føre i stor vildfarelse. Sådan som også Kristus selv i almindelighed har advaret os, at der ville komme ulve i fåreklæder til os. 
40 Dartzu die heiligen Apostel, Petrus vnd Paulus vorgesagt das man sich in den letzsten tagen, auff fabeln vnd schmuck der wort geben, die schlechten einfaltigen lerer vorachten, vnd lügenhafftigen meystern anhangen, die vns die oren krawen, nawe secten der boszheit einfuren, die öberkeit vorachten, vnd sund frey erlewben wurden. ij. Petri. ij. et ij. Timo. iiij.  Desuden har de hellige apostle, Peter og Paulus forudsagt, at man i de sidste dage vil hengive sig til fabler og besmykkede ord, foragte de simple, enfoldige lærere og knytte sig til løgnagtige mestre, som kildrer vore ører, indfører nye sekter i ondskab, foragte øvrigheden og frit tillade synden. (2 Pet 2,1ff og 2 Tim 4,3ff) 
41       Die weyl dann offentlich am tag, mitt was hefftigem ernst vnd vorsatz, Martinus Luter Augustiner Monch sich nu ein lange tzeit vnderstanden, durch vil fromder vnd nawer ler, disputation, predig vnd schrifften die öbersten heupter vnd prelaten der kirchen tzuuorachten, sund frey tzuerlewben, vnd damit den gemeynen man eintzunhemen, vnnd Teutsche Nation der Romischen kirchen auch abhendig tzu machen, Ist warlich tzubesorgen, das er nicht weyt von dem, oder fulleicht selbs der yhen sey, von dem die prophetzey gesagt, vnd vns Christus vnd die heyligen Apostel vorgewarnet haben,         Eftersom det nu er kommet offentligt for en dag, med nogen hæftig alvor og forsæt, at Martin Luther, Augustinermunke, en tid lang har formastet sig til gennem megen fremmed og ny lære, disputation, prædiken og skriveri at foragte overhovederne og prælaterne i kirken, frit at tillade synden, og dermed medinddrage den almindelige mand, og også formastet sig til at frigøre den tyske nation fra den romerske kirke, så er det i sandhed at befrygte, at han ikke er langt fra den eller måske selv er den, om hvem profetien har talt, den, som Kristus og de hellige apostle på forhånd har advaret os imod. 
42 Dann (wiewol er an manichem ort die warheit mitt vndermenget) szo lasset er sich doch endlich alwegen mercken, Das er des ausz keynem guten grund oder hertzen thut, vnd seyn vornhemen dem heuyligen Ewangelio vnd Christo gentzlich entgegen ist,  For selv om han mange steder blander sandhed ind i det, han siger, så lader han sig dog til syvende og sidst mærke med, at han ikke gør det med god begrundelse eller af hjertet, og at hans adfærd helt og holdent er det hellige evangelium og Kristus imod. 
43 Dann das ewangelium leret vns an keynem ort, das wir vnsere Prelaten (ob sie gleych gebrechlich) also offenbarlich schmehen, schenden, vnd lestern sollen, Dartzu ist das wider das naturlich, vnd auch wider die geschriben keyszerlichen, recht, die der gleychen laster vnd vorletzung der Maiestat peynlichen tzustraffen gebotten In pandectis ad legem Juliam Maiestatis et Codice eodem titulo.  For evangeliet lærer os intetsteds, at vi på den måde offentligt skal smæde vore prælater (selv om de er gebrækkelige), eller skælde dem ud. Desuden er det imod den naturlige ret og også imod den skrevne kejserlige ret, som påbyder, at man pinligt skal straffe den slags majestætsudskældning og -fornærmelse, In pandectis ad legem Juliam Maiestatis et Codice eodem titulo. 
44       Das ewangelium leret vns auch nyendert, das wir soliche tzwitracht, auffrur vnd vneynigkeit vnder dem Christenlichen volck erwecken sollen, Vnd als Cyprianus spricht in epistola de vnitate ecclesie, Wer den frid Christi vnd eintrechtigkeit des volcks Gots stoeret, der ist nicht (7) mit Christo, sonder wider Christum, Das ewangelium saget auch nicht das wir der kirchen gebot, ordnung vnd satzungen [Aiij] vorachten, oder vns mit solichem freuel dawider auffleynen, Vnd noch vil weniger das wir einichem menschen ergernis geben sollen.         Evangeliet lærer os heller ikke nogen steder, at vi skal opvække den slags strid, oprør og uenighed blandt kristenfolket, og som Cyprian siger i brevet om kirkens énhed, den, som forstyrrer Kristi fred og Guds folks enighed, han er ikke med Kristus, men imod Kristus. Evangeliet siger heller ikke, at vi skal foragte kirkens bud, ordning og retningslinier, eller sætte os op imod det med en sådan frækhed, og endnu mindre, at vi skal give noget menneske anledning til forargelse. 
45        Was ist nu ergers, schedlichers ader gifftigers Tewtscher Nation ye beygebracht, dann Luters ler, bucher vnd schrifften, Die in kurtzer weil ein solich getzanck, rumor, vnd auffrur eingefurt haben, das keyn Landt, keyn Stat, keyn dorff ader hawsz ist, darynnen man nicht partheyisch vnd ye eins wider das ander wer, Vnd das nicht vmb geringe sachen, sunder vmd des heyligen Christenlichen glaubens willen,          Hvad er der nu nogensinde bibragt den tyske nation, som er værre, skadeligere eller giftigere end Luthers lære, hans bøger og skrifter, som på kort tid har medført en sådan kiv, uro og oprør, at der ikke er noget land, by, landsby eller hus, hvori man ikke er partisk, så den ene står imod den anden, og det ikke for ringe sagers skyld, men for den hellige kristne tros skyld. 
46 Den vnszere vorfaren so getrawlich vnd bestendiglich auff vns geerbet, vnd mher mit wercken dann mit worten geleist haben, Die auch tzweyuels frey, wo sie tzu disen vnsern getzeyten noch vorhanden, vngespart leibs vnd lebens, Iren heiligen glauben vorfechten, vnd nicht also durch die finger sehen, ader eynem ytzlichen gestaten wurden, anderst da von tzu predigen oder schreyben, dan von alder her glaubwirdig auff sie vnd vns kommen ist.  Den har vore forfædre så troligt og urokkeligt ladet gå i arv til os, og givet os mere med gerninger end med ord, og de har også uden tvivl, hvor den i vore dage endnu er forhånden, ikke sparet liv og legeme for at kæmpe for deres hellige tro og ikke set igennem fingre med den, eller ladet det være op til hver enkelt at prædike eller skrive anderledes derom, end den fra gammel tid troværdigt er kommet til dem og os. 
47 Dan tzu eynem rechten Christenlichen glauben gehört nicht vil disputation, schrifft oder kunst, sunder ein getraw uhest hertz, das auff ein felsen gebawen, als der heylige Petrus do er sagt, Du bist Christus ein szon des lebendigen Gotes Mathei .xvi.  For til en ret kristen tro hører ikke megen disputation, skrift eller kunst, men et trofast hjerte, som bygger på en klippe, som den hellige Peter, hvor han siger: Du er Kristus, den levende Guds søn, Matt 16,16. 
48 Wie auch Sant Pauel betzewget .i. Corin. iiij. das das reych Gotes nicht in der redt oder worten sonder in der tugent stehe, Doch so ist es nicht alwegen gnug daran das wir mitt dem hertzen gleuben, ader vor vns selbs tugentlichen leben, sonder mussen auch wie Paulus saget Ro. x. wo es die not eruordert, den mund auff thun, vnnd den glauben damit bekennen tzu der seligkeit.  Sådan bevidner Skt. Paulus det også i 1 Kor 4,20, at Guds rige ikke består i tale eller ord, men i dyd (kraft). Dog er det ikke altid nok, at vi tror med hjertet eller levet dydigt for os selv, men vi må også, som Paulus siger Rom 10,10, hvor det er nødvendigt, lukke munden op og med den bekende troen til salighed. 
49 Dan Christus spricht selber Mathei .x. Wer yn hie bekenne, den wol er auch bekennen vor seynem himelischen vater, Welches Fulgentius an den könig Trafimundum schreybende also auszleget, das gleych so vil sey, den glauben in der not nicht wollen bekennen ader darneben auch vortedingen, als des glaubens vnd Gotes tzuuorlaugnen, Wie wol nu es doch tzuuor den geystlichen, Die do wie Petrus saget, [Aiijb] .i. Petri. iij. geschickt vnd bereyt sein sollen eynem (8) yeden der des begert von dem gesatz des glaubens antwurt tzugeben,  For Kristus siger selv i Matt 10,32, at den, der her kendes ved ham, ham vil han også kendes ved overfor sin himmelske far. Hvilket Fulgentius udlægger således, hvor han skriver til kong Trafimundus: Det er lige så meget som, at dette ikke at ville bekende troen i nøden eller heller ikke at ville forsvare den, det er det samme som at fornægte troen og Gud. Selv om det nu dog først gælder de gejstlige, som, som Peter siger 1 Pet 3,15 skal være skikkede og parate til at give enhver, der begærer det, svar om troens grundvolde. 
50 Vnd als Paulus spricht Ti. i. mechtig sein in rechter bewerter kunst das volck tzu vnderweyszen, vnnd die so das wider sprechen, wissen tzu straffen vnd tzu vberwinden, Die auch das nicht thund ader seumig darin gefunden werden straffet Got durch den propheten Esaie .lvi. vnd spricht Es sint stumme hund, die nicht bellen konnen, Vnd Ezechielis .xiij. rukt er yn auff, vnnd spricht Ir seyt nicht auffgestigen wider die feynd, oder euch wider sie gesetzt als ein Maur vor das hausz Israhel,  Og de skal, som Paulus siger Tit 1, være mægtige i den rette beviskunst for at undervise folket og for at kunne vide at anklage og overvinde dem, der siger imod. Men de, der ikke gør det, eller bliver fundet forsømmelige deri, dem anklager Gud gennem profeten Esajas 56,10 og siger: De er stumme hunde, der ikke kan gø. Og ifølge Ez 13,5 oprykker han dem og siger: I stod ikke op imod fjenden eller satte jer imod ham som en mur for Israels hus. 
51        Die weyl dann Luter in allen seynen buchern vnd schrifften doch tzuuoran in dem von der reformation an den deutschen Adel auszgangen nahet allem dem, das vnsere vetter gelaubt, oder sie die doctores der heyligen Christenlichen kirchen gelert haben offenbarlich widersprycht, Ir schrifft vnd auszlegung vorwurfft, die heiligen Sacrament, Mesz, vnd priesterliche wyrd tadelt, den Bapst das öberste haubt der Christenheyt vnder die fusz tritt, dartzu das ewangelium vnd die bewerten heyligen schrifft, durch falsche glos, anderszwo hin tzihen dan die gemein Christenlich kirch bisz her gehalten, vnd vns all tzu ketzer machen will,          Eftersom derfor Luther i alle sine bøger og skrifter, dog især i den om reformationen, som er udgået til den tyske adel, går alt det for nær, som vore fædre har troet eller åbenlyst modsiger det, de lærde i den hellige kristne kirke har lært, forkaster deres skrifter og udlægning, dadler de hellige sakramenter, messen og præstevielsen, træder paven, kristenhedens overhoved, under fode, og dertil gennem en falsk udlægning trækker evangeliet og den ærværdige hellige skrift andetstedshen end hvad den almindelige kristne kirke indtil nu har regnet med, og vil gøre os alle til kættere, 
52 Wie ym dan eyn michel teyl anhengig, denen seyn gemüt vnd anschleg noch nicht recht bekant sint. Bin ich Hieronymus Emser priester aus priesterlicher pflücht der vorgenantenn gebot gottes. Vnd aus keynem neyd auch weder Lutern noch yemant andern tzuuorkleynung sonnder alleyn tzu sterck der Christenlichen warheyt vnd hanthabung vnsers heiligen glaubens vorursacht, das obgemelte buch von der reformation an den Teutschen Adel auszgangen, mit hülff des öbersten antzugreyffen, sein behendigkeyt, subtile gifft, vnd list, an tag tzu bringen, vnd euch frommen vnd freien deutschen getraulich da vor zu warnen, Vnangesehen ob das gegenteil darum tzornen, vnd mich abermals wie die holhuppen auszrichten wyrdt, dan ich leuchtfertiger lewt scheltwort vmb gotes willen wol tragen kan.  sådan som da også en mindre del slutter sig til ham, hvem hans hensigt og anslag endnu ikke er ret bekendt, af alle disse grund er jeg, Hieronymus Emser, præst, forpligtet på ovennævnte Guds bud. Og jeg handler ikke ud af misundelse, heller ikke for at forklejne Luther eller nogen anden, men alene for at styrke den kristne sandhed og alene opægget for at opretholde vor hellige tro. Jeg er forpligtet på at angribe ovennævnte bog om reformationen, udgået til den tyske adel, med hjælp fra mine overordnede, at bringe for dagen hans behændighed, hans subtile gift og list, troligt at advare jer fromme og frie tyskere derimod, uanset om modstanderne vil blive vrede over det og til gengæld vil udskælde mig som helhoppen (?), for jeg kan nok for Guds skyld bære letfærdige folks skældsord. 
53        Vnd demnach ich mit eym szo vormerten vnd geübten fecht [A4] meyster auff den plan treten, vnnd vnsern heyligen glauben mit der hülff gotes wider yn vortedigen, Will, ich vor den rechten treffen, vnd ehe dann ich wort (9) mit wort vorsetz ader sein reformation buch von blat tzu blat vorlege, vorhin durch disze vorred eyn vngeferlich frey auffheben oder schulrecht thun, vnd gleich wie man auff der fechtschul nit allwegen ym schwert sonder auch mitt langen spiessen vnd kurtzen degen tzu samen gehet.          Og eftersom jeg træder frem på arenaen mod en så udmærket og øvet fægtemester og forsvarer vor hellige tro med Guds hjælp, vil jeg før jeg sætter det rette stød ind og før jeg sætter ord mod ord eller fremfører hans reformations-bog fra blad til blad, først gennem denne fortale gøre en uforpligtende fri ophævelse eller skoleret, ganske som man på fægteskolerne ikke altid kæmper mod hinanden med sværdet, men også med lange spyd eller korte kårder. 
54 Alszo will ich mich erstlich auff disze dreierley monier auch vorsuchen, Ob ich Lutern der seyne schirmschleg vnd spiegelfechten alleyn auff list geferlich vnnd nawe griff, ader tzu letzt auch auff die flucht gestalt hat yndert darnach ein vorteyl ablauffen möcht.  Sådan vil også jeg først forsøge mig på denne trefoldige måde, om jeg mon ikke derved skulle kunne fratage Luther en fordel, den Luther, der har gjort sine skyggeslag og spilfægterier farlige alene ved list og nye kunstgreb, men som til sidst dog må opstilles til flugt. (??) 
55       Erstlich durch das schwert mein ich die heyligen schrifft Wie mich Paulus leret Ephe. vi. do er spricht nemet ann den helm des heyls vnd schwert des geystes, das do ist das wort gotes. Welches schwert, ich nicht wie Lutter in der scheyden, das ist in dem buchstaben oder schrifftlichen synne stecken lassen, Sonder wider yn entblossen will, Dann das ist von anbeging der ketzer behellf, ye vnd ye gewest, das sie yn der schryfft, nichtzit annhemen noch tzulassen wollen, dan den buchstaben.          For det første: Ved sværdet forstår jeg den hellige skrift. Sådan lærer Paulus mig det Ef 6,17, hvor han siger: Tag frelsens hjælm på og fat åndens sværd, som er Guds ord. Og dette sværd vil jeg ikke, som Luther, lade blive i skeden, det vil sige i bogstaverne eller i den bogstavelige mening, men jeg vil afsløre det imod ham, for det har altid fra begyndelsen været kætternes kneb, at de i skriften ikke ville antage eller tillade andet end bogstaverne. 
56 Czum andern was yn der schryfft nicht vorfasset ader sunderlich aufgedruckt das sie dasselbig auch vorwerffen, gleych als hienge die sach gar an gensfedern, vnd möchte on dinten vnd Bapyr niemant selig werden, Welche beyde meynung von der Christenlichen kirchen vor falsch vnd ketzerisch gehalten werden.  For det andet [er det forkert] når de forkaster det, der ikke er forfattet i skriften eller tydeligt udtrykt, ganske som afhang sagen helt og holdent af gåsefjer, og som om ingen kunne blive salig uden blæk og papir. Begge disse meninger regnes af den kristne kirke for falske og kætterske. 
57 Dann das erstlich die funff pucher Moysi neben dem buchstaben ein heymlichen geistlichen synn, Inwendig ligen haben, den Moyses ausz dem mund gotes auff dem berg Sinay entpfangen mit befelch den selben nicht schrifftlich tzu machen, noch yemandes aus dem gemeynen volck offenbaren dan allein den sibentzig alten vom concilio oder Rat, betzewgen gar vil Christenlicher lerer als Origenes super epistolam Pauli Ro. iij. Hilarius in expositione psalmi .ij. Picus in heptaplo, Capnion in cabala vnd Jacobus faber stapulensis super Dionisium.  For for det første, at de fem mosebøger ud over bogstaverne også indeholder en hemmelig indvendig mening, som Moses modtog fra Guds mund på Sinai-bjerget, med befaling om ikke at gøre dem skriftlige og ikke at åbenbare dem for nogen fra det gemene folk, undtagen for de halvfjerds ældste i koncilet eller rådet, det bevidner ganske mange kristne lærere, f. eks. Origenes over Paulus' brev til Romerne, 3, Hilarius i sin salmeudlægning, 2, Picus i heptaplus, Capnion i cabala og Jakob Stapulensis i om Dionysius. 
58 Das auch in den Propheten vnder dem schrifftlichen synn ein geistlich bedeutung, gleich wie der kern yn der [A4b] nusz vorborgen lig, Betzeuget Christus selber do er den Juden den psalmen des konigklichen propheten Dauidis geistlich auszleget Mathei xxii.  At der også i profeterne ligger en åndelig mening under den skriftlige, skjult lige som kernen i nødden, bevidner Kristus selv, hvor han udlægger den kongelige profet Davids salme åndeligt, Matt 22,41-46. 
59 Gleich wie nun godt das alt testament dem gemeynem volck durch (10) den buchstaben schrifftlich gegeben, aber den geistlichen syn darunder ligende alleyn Moisi vnd den Propheten geoffenbaret, Also hat auch Christus das ewangelium vnd nawe testamente auff die tzweyerley weiss gegrundet, das ist auff den buchstaben vnd den geistlichen syn in der schrifft verborgen, Wie Matheus saget am dreytzehenden, das der Herre dem gemeynen volck nichtzit predigete dan durch Parabel vnnd mit vordackten worten, die er darnach den iungern sonderlichen auszleget, Wie er vorhin Moisi vnnd den propheten gethan,  Ganske som nu Gud har givet det gamle testamente til det almindelige folk gennem bogstaverne, skriftligt, men kun åbenbaret den åndelige mening, der ligger derunder, for Moses og profeterne, sådan har også Kristus grundet evangeliet og det nye testamente på disse to måder, det vil sige, på bogstaverne og på den åndelige mening, der er skjult i skriften, sådan som Matthæus siger i det trettende kapitel, at Herren kun prædikede i lignelser og med fordækte ord for det almindelige folk, lignelser, som han derefter udlagde specielt for disciplene, sådan som han før havde gjort overfor Moses og profeterne. 
60 Darumb sie dann tzu ym sprachen Joan. vi. Herr wo sollen wir hingehen, du hast lebendige wort. wie er do selbest auch selber saget, Die wort, die ich tzu wuch geredet hab, synt geist vnd leben, Also betzeuget auch Paulus .ii. Corin. iij. vnd spricht offenbarlich das der buchstab toedte, aber der geist mach lebendig. (lutems05#53 Derfor sagde de også til ham, Joh 6,68: Herre, hvor skal vi gå hen, du har levende ord. Sådan som han også selv siger: De ord, jeg har talt til jer, er ånd og liv. Dette bevidner også Paulus 2 Kor 3,6, hvor han ligeud siger, at bogstaven slår ihjel, men ånden gør levende. 
61 Vnd vormeynet Eraszmus von Roterdam in seym Christenlichen ritter, das eim nutzer die poeten Virgilium vnnd Homerum tzu lesen mit der sitlichen auszlegung die sie darunder vorsteckt haben, dan die heiligen schrifft an yr selber vnd ane auszlegung der geistlichen bedeutung so darinn vorschlossen sey.  Og Erasmus af Rotterdam mener i sin bog, den kristne ridder, at det er mere nyttigt for et menneske at læse digterne Virgil og Homer med den sædelige udlægning som de har gemt derunder, end at læse den hellige skrift i sig selv og uden den åndelige betydning, som er indeholdt deri. 
62 Derhalben wo Luter mit der scheiden fechten, vnd sein sach allein mit dem buchstaben oder schrifflichen syn beweisen wil, muss man yne mit blossem schwert rüren, vnd die schneyd, das ist den rechten vorstand der schrifft, wie den die Christenlichen lerer gedewt, vorwenden.  Når derfor Luther fægter med skeden og alene vil bevise sin sag med bogstaven eller den skriftlige mening, så må man berøre ham med det blottede sværd og anvende æggen, det vil sige, skriftens rette forståelse, sådan som de kristne lærere har tydet den. 
63         Czum andern die weil der heilige Joannes eiusdem vltimo selber bekennet, das vil ding die Christus gethan vnd gelert hatt nicht geschriben sint, Vnnd szo mann die alle schreiben solt, die gantze werlt so vil bucher kaum begriffen möcht, (lutems05#26) dieweil auch der heiligen Apostel ler, die Paulus tzwey iar tzu Ephesi, Petrus .xxv. iar tzu Rom vnnd eyner do der ander dort geprediget haben nith all in schrifft gepracht, Wie vill andere ding mher, Ader fulleicht be- [Bi] schriben vnd durch boese lewt vndergedruckt worden, szo muss man die sach nicht alle auff dis schwert, das ist auff die schrifft setzen, noch Lutern oder andern ketzern das einröhmen, was nicht schrifftlich gemacht ader in der schrifft mit auszgedruckten worten gefunden werd, das dasselbig nichtzit gelten oder beweren sol,           For det andet: Eftersom den hellige Johannes selv i sit evangeliums sidste kapitel bekender, at mange ting, som Kristus har gjort og lært, ikke er nedskrevet, og at hvis man skulle skrive alt med, så ville hele verden ikke kunne rumme så mange bøger, eftersom også de hellige apostles lære, som Paulus lærte to år i Efesus, Peter 21 år i Rom, og hvad den ene har prædiket her, den anden dèr, ikke altsammen blev bragt på skrift, sådan som mange andre ting. Eller måske blev det skrevet ned og undertrykt af onde mennesker. Og derfor må man ikke alene afgøre sagen med sværdet, det vil sige, ud fra skriften, eller indrømme overfor Luther eller ander kættere, at det, der ikke er gjort skriftligt eller ikke findes med udtrykkelige ord i skriften, det skal ikke gælde eller regnes for noget. 
64 Sonder sich (11) in dem selben der Christenlichen kirchen nachrichten, gleuben vnd halten, was die selbig helt wie der heilig Augustinus ex dictis Basilij mechtiglich bewert vnd ym Decret geefert wird .c. ecclesiasticarum dis. xi. Da mit ich das schwert ytzo wider niderlegen, Vnd den spies in die hand nhemen wil,  Nej, man må tro og holde fast ved den kristne kirkes efterretning, ved, hvad kirken selv regner med, sådan som den hellige Augustin mægtigt beviser ud fra Basilius' udsagn og sådan som det bliver påvist i dekretet: distinktion 11, kap ecclesiasticarum. Dermed lægger jeg nu sværdet fra mig, og tager spyddet i hånden. 
65          Durch den langen spies sol man vorstehen den langwirigen brauch vbung und alt herkommen, der Christenlichen kirchen, vnd was die liben veter von anbegin der kirchen Got oder seinen heiligen tzu Eren vnd vns tzu seligkeit auffgesatzt, durch die gantzen Christenheit eintrechtiglich gehalten, vnd bisz auff vns hergebracht haben, als das wir vns betzeichen mit dem heiligen Creutz, besprengen mit dem weyhewasser, essen am Sontag das geweychte saltz, trincken sant Joannes segen, vor alle gifft, tzouberey ader andere schedliche ding, die vns der teuffel vnd die werlt vnderstehen beytzubringen, gebrauchen vns der Siben sacrament, vor ein artzney vnszer sund, tzu sterck der Selen vnd mherung götlicher gnaden, Vnd dergleychen sachen vil, die ich hie nicht all ertzelen kan,         Ved det lange spyd skal man forstå den kristne kirkes langvarige brug, øvelse og tradition, og det, som de kære fædre fra kirkens begyndelse har påbudt, Gud eller hans helgener til ære og os til salighed, har overholdt i enighed gennem hele kristenheden, og overleveret indtil vor tid, såsom at vi tegner korsets tegn, at vi besprænger med vievand, at vi om søndagen spiser det indviede salt, at vi drikker Skt. Johannes' velsignelse mod al gift, fortroldelse eller andre skadelige ting, som djævelen og verden formaster sig til at bibringe, at vi bruger de syv sakramenter som et lægemiddel mod vor synd, for at styrke sjælene og øge den guddommelige nåde, og mange af den slags sager, som jeg ikke her allesammen kan optælle. 
66 vnd doch ein ytzlicher frommer Christen mensch, ausz krafft des artickels (Ich gleube die heiligen Christelichen kirchen) so vhest tzu halten schuldig ist als weren die selbenn dingk alle inn der schrifft vorleybet, Dan es spricht der heilige Augustinus. das auch dem ewangelio (Ich schweyge den andern schrifften) nicht tzu gleuben Wo es von der Christenlichen kirchen nicht bewert vnd bestet wer.  Det er dog enhver from kristen i kraft af artiklen (Jeg tror på den hellige kristne kirke) skyldig at fastholde lige så stærkt, som stod disse ting alle udtrykkeligt i skriften. For det siger den hellige Augustin, at selv evangeliet (og så siger jeg ikke noget om de andre skrifter) ikke kan tros, hvis det ikke var bekræftet og bestyrket af den kristne kirke. 
67 Sehet liben Teutschen, Diser ist gar ein langer spies, dan er reychet von auffgang, bis tzu nidergang der Sonnen Wie der heilig Hieronymus spricht vber die wort Christi Mathei .xxiiij. das wir Christum nit suchen mussen in der wustung der heiden, noch in den heimlichen winckeln der ketzer, Sunder bey der Christenlichen [Bib] kirchen, wie die von Orient, bis gen Occident durch die gantzen werlt auszgegossen ist,  Se nu, kære tyskere, dette et ganske langt spyd, der når fra solens opgang til dens nedgang, som den hellige Hieronymus siger over Kristi ord fra Matth. 24,26ff, at vi ikke må søge Kristus i hedningernes ørken, eller i kætternes hemmelige kroge, men hos den kristne kirke, sådan som den er udbredt fra orienten til occidenten gennem hele verden. 
68 Vnd dem nachgehen das in der gemeyn von yr gehalten wirt, vnangesehen Was die winckelprediger dawider schreiben, oder predigen, Alszo spricht auch Augustinus tzu dem ketzer Cresconio lib. iij. cap. xxvi. Geleube doch dem gantzen Christenlichen vmbkreisz Ich weisz den touff Christi, wer (12) yn aber erstlich yn Aphrica oder anderschwo auffgebracht hab, ist mir vorborgen, Hec Augustinus.  Og vi skal efterfølge det, vi får foreholdt i menigheden, uanset hvad vinkelprædikanterne skriver eller prædiker derimod. Sådan skriver også Augustin til kætteren Cresconius bog 3, kap 26: Tro dog på hele den kristne omkreds. Jeg kender Kristi dåb, men hvem der for første gang har fremført den i Afrika eller andre steder, er skjult for mig. Såvidt Augustin. 
69        Wyr dorffen vns auch nicht befaren, das vns die heylig Christelich kyrch, in diszem oder ihenen betriege, Dann wie Salonom ausz dem heyligen geist von yr schreibt in canticia canticorum, Szo ist sie ein fründin gotes der keyn betrieger odder lieger tzu fründ erleyden kan, Ouch ist sie die braut Gottes, an alle runtzel oder mackel, von ewigkeyt vnnd ehe das himel vnd erd, loub vnd gras geschaffen, yn dem götlichenn gemüt vorsehen, abcontrafeyet, geliebet, erwelt vnnd geheyliget, von Christo vertrawet, von dem heyligen geist regyret, von den lieben Engeln bewaret, von den propheten figurirt vnnd antzeiget, von denn apostln durch die gantzen werlt verkündt, gegrundt, vnnd geordent, mit dem blut der marterer betzeuget, mit der ler, heyligem leben, vleis, muhe vnd arbeyt der Beychtiger, vnd aller frummer Christen menschen, bis her erhalten,         Vi må heller ikke lade os narre til at tro, at den hellige kristne kirke bedrager os i dette eller hint. For sådan skriver Salomon om kirken ud af Helligånden i Højsangen: Derfor er hun en Guds veninde, der ikke kan tåle nogen bedrager eller horekarl (?) til ven. Hun er også Guds brud, uden nogen rynke eller lyde, skabt fra evighed, førend himlen og jord, løv og græs blev skabt, forudset i den guddommelige tanke, afbildet, elsket udvalgt og hellige, trolovet med Kristus, regeret af Helligånden, bevaret af de kære engle, figureret og antydet af profeterne, forkyndt af apostlene gennem den hele verden, grundet og ordnet, bevidnet med martyrernes blod, og hidtil opretholdt ved de bodfærdiges og ved alle fromme kristne menneskers lære, hellige liv, flid, møje og arbejde. 
70 Vnd wie vill schwerer anstoes sie erlitten von keyser vnd von künigen, von ketzern, Juden, Heyden, vnd Turcken, von der welt vnnd vom teuffel, noch ist sie bis auff diszen tag, vor inen allen beliben, vnd bleybet an allen tzweiffen (ob schon die tzal kleyner wyrd) wol vor aller meneglich. Vnd werden ouch die pforten der hellen sie nicht vbermögen.  Og hvor tunge anslag den end har lidt af kejsere og konger, af kættere, jøder, hedninger og tyrker, af verden og af djævelen, så er den dog til denne dag forblevet til trods for dem, og forbliver uden al tvivl (selv om tallet bliver mindre) vel mandhaftig fremfor alle. Heller ikke skal helvedes porte overvinde den. 
71       Auff diser muter der heyligen Christenlichen kirchen, vnd yerer vnterweysung stehet der glaub yrer kinder, vnnd sint iere brüst, (n71) das ist yr susse ler, vill besser, dann der ketzerich weyn canticorum i. Wer yr ouch folget vnd helt sich yerer regel, gebrauchs vnnd anweysung, der felt yn kein schuldt vntzimlicher vormessener nawikeit, noch gibet andern leuten ergernisz oder vrsach dareyn zu fallen, wie der heilig Gre- [Bij] gorius schreibet in registro libro vij. epistola xvi. vnd das sey mein hoffrecht ym spies tzuuor vnd ehe es an das treffen geht.          På denne moder, den hellige kristne kirke, og dens undervisning står dens børns tro, og hendes bryster, der vil sige, hendes søde lære, er meget bedre end kætternes vin (Højs 1,3). Den, der følger hende, og holder sig til hendes regel, brug og anvisninger, han falder ikke i nogen skyld med hensyn til usømmelig og formastelig nyheder, ejheller giver han andre folk anstød eller årsag til at falde deri, sådan som den hellige Gregor skriver i registret bog 7, brev 16. Og det skal være min hovedret hvad spyddet angår, før det komme an på at ramme. 
72        Czum dritten wil ich mich ouch weren mit dem kurtzen degen, damit mann die kyrisser gewinnet, szo man nien sust weder mit spiesz noch schwert beykommen mag, Durch welchen degen ich mein die auszlegung der heyligen veter vnd lerer, szo von der heyligen Christenlichen kyrchen be- (13) wert vnd tzugelassen, mith welcher man die heyligen schrifft gewinnen musz dann vnszer vorstentnis vill tzu stumpff ist, das sie die trieben vnd dunckeln wolcken der schrifft durchdringen mocht ane der selben erleuchtung vnnd auszlegung, die sie von dem entpfangen, der den propheten vnnd Ewangelisten die schifft eyngeben hat, das ist von dem heyligen geist         For det tredie vil jeg også værge mig med den korte kårde, hvormed man overvinder armeringen, når man ikke ellers kan komme til, hverken med spyddet eller med sværdet. Med denne kårde mener jeg de hellige fædres udlægning og lære, som er bevidnet og antaget af den hellige kristne kirke, hvormed man må vinde den hellige skrift, for vor forståelse er altfor stump til at den kan gennemtrænge skriftens tåger og mørke skyer uden oplysning og udlægning fra dem;  den oplysning har de modtaget fra ham, der har indgivet profeterne og evangelisterne skriften, det vil sige, fra Helligånden. 
73 Derhalben vnnd die weill sie von der kirchen angenomen, mussen wir vns in der schrifft, inen nachrichten, vnd nith ein yeder die selben seins gefallens vorstehen oder auszlegen, Wie vns Hieronymus leret super illud prouer. xxij. ne transgrediaris terminos antiquos quos posuerunt patres tui, das wyr nitt vberschreiten sollen das tzil das vns die Christenlichen lerer gesetzt haben, so spricht Origenes homelia viij super Leuiticum das ein hauptsund sey die schrifft anders deuten, oder anders dauon halten, dann die Chrystenlich kyrch halth.  Derfor og fordi de er antaget af kirken, må vi i skriften rette os efter dem, og ikke lade enhver forstå den eller udlægge den efter sit eget forgodtbefindende. Sådan lærer Hieronymus os i udlægningen af Ordspr 22,28: Overskrid ikke de grænser, som dine fædre har sat, at vi ikke skal overskride det må, som de kristne lærere har sat for os. Og sådan siger Origenes i sin homeli 8 over Leviticus, at det er en hovedsynd at udlægge skriften anderledes, eller regne anderledes med den end den kristne kirke regner med den. 
74        Es darff auch niemant gedencken, das die selben doctores vnd lerer, die keyn gunst, tzeytlich ehr oder gut szonder aleyn Got vor ougen gehabt, vns mit yren schrifftenn oder auszlegung betrogen haben in dem das sie nicht allweg bei der schrifft allein bleiben, szonder tzum teil ouch dem alten brauch der Christenlichen kirchen nachgegangen, vnd zum teyl daneben vornunfftig vnd redlich vrsachen antzeigen, ob die gleich wol menschlich.          Der er heller ingen, der må tro, at disse lærde og lærere, som ikke har haft nogen gunst, timelig ære eller gode, men alene Gud for øje, har bedraget os med deres skrifter eller udlægning, fordi de ikke altid forbliver ved skriften alene, men af og til også eftersporer den kristne kirkes gamle anvendelse, og til dels desforuden opregner fornuftige og ærlige begrundelser, selv om disse kun er menneskelige. 
75 Dann die schrifft ist niemantz dann den menschen tzu gut geschriben wie Paulus saget, Ro. xv. Nun ist das beste teil an dem menschen die vornunfft, durch die wyr allein götliche ding erforschen vnnd erkennen mügen, Darum szo mus man die vornunfft oder vornunfftig vrsachen der lerer, wo eyn ding in der schryfft szo gantz nicht erklert ist, ouch nit szo leichtlich in den wint [Bijb] schlahen odder vorwerffen,  For skriften er kun skrevet til bedste for mennesker, som Paulus siger, Rom 15,4. Nu er den bedste del af menneskene fornuften, ved hvis hjælp vi alene kan udforske og erkende de guddommelige ting. Derfor må man heller ikke overfor lærernes fornuft eller fornuftige begrundelser, som de kommer med, når en ting i skriften ikke er helt forklaret, så letsindigt slå dem hen i vinden eller forkaste dem. 
76 Dann die schryfft an yhr selbs kurtz vnd meisterlich gesatzt ist, beschliesset mit wenig worten vil ynnhaltz, vnd beruret offt neben den worten, mith eym eynigen buchstaben, puncktlin, titel, oder virgel (Deren keyns vorgebens) ein vorborgen tieffen synn, den man anderst dann durch die vornunfft nith schöpfen odder begreyffen kan,  For skriften i sig selv er kort og mesterligt opsat, den indeslutter i sig med få ord et stort indhold, og berører ofte ved siden af ordene, med et eneste bogstav, punkt, komma eller iota (?) (af hvilke ingen er overflødige) en skjult dybere mening, som man ikke kan fremdrage eller begribe på anden måde end gennem fornuften. 
77 Derhalben szo hangt die sach nith alleyn an der schrifft oder an dem Ewangelio, szonder auch daneben an dem brauch der Christen- (14) lichen kirchen, auszlegung der heyligen lerer vnnd vornunfftigen gegrundten vrsachen, Wie sich der heilig Augustinus Romet .lib. iiij. de Trinitate cap. viij. das er all seyn bucher auff disse drey stuck gesatzt hab, vnnd henget tzu letzt an disse wort, Wider die vornunfft strebet keyn kluger, Wider die heiligen schrifft keyn Christenlicher, Wider den brauch oder altherkomen der kirchen keyn fridlicher. Hec ille.  Derfor grunder sagen ikke alene på skriften eller på evangeliet, men også desuden på den kristne kirkes brug, på de hellige læreres udlægning og deres fornuftsmæssige begrundelser, sådan som den hellige Augustin siger i bog 4 af 'Om treenigheden' kapitel 8, at han har skrevet alle sine bøger på disse tre grundsætninger, og til sidste tilføjer han disse ord: Imod fornuften stræber ingen klog, imod den hellige skrift ingen kristen, imod kirkens brug og tradition ingen fredsommelig. Såvidt Augustin. 
78       Das sint kurtzlichen die dreyerley gewher, welcher ich mich hie gegen Lutern gebrauchen, vnd yn ob Got wil damit vberwinden wil, Bit hierauff ein yeden dem das buch vorkomen wirt, das er mich nicht, Ehe dann er das gar auszgelessen, richten oder meyn person hieryn ansehen wol, sonder die bewerten schrifft, bestendigen grundt vnd wollmeynung der Christenlichen lerer die ich einfuren wirt, Welchen ye Luter nicht geleichen noch die wag halten magk, dan sie haben getzeugnis von der gantzen Christenlichen kirchen, Vnd yr kunst mit grosser heiligkeyt beweisset, szo wissen wir noch nicht was geistes ausz Lutern redet, ader wo die kugel mit ym hinausz lauffen wirt,          Det er i kort form de tre slags værge, som jeg her vil bruge imod Luther, og hvis Gud vil, vil jeg dermed overvinde ham. Og jeg beder herpå enhver, der får bogen i hænde, at han ikke vil dømme mig eller se hen til min person, førend han har læst det hele, men se hen til mine skriftbeviser, mine faste grunde og de kristne læreres opfattelse, som jeg fremfører, og dem kan Luther ikke sammenlignes med eller holde mål med, for de har vidnesbyrd fra hele den kristne kirke, og de beviser deres kunnen med stor hellighed. Derfor véd vi endnu ikke, af hvad ånd Luther taler eller hvor kuglen vil løbe hen med ham. (?). 
79 Wo wir auch yemandt in der schrifft glauben sollen vnd mussen, glauben wir ye billicher, den alten bewerten, dann den nawen vormessen vnd vnbeschnitten, Dach so hab ein yeder die wall oder wilkuer bey ym selber, der auszlegung die vns die heyligen veter, hinder ynen vorlassen, antzuhangen, vnd bey dem glauben tzu bleiben, bey dem vnsere veter, mit vorgiessung yrs bluts, leyb vnd leben tzugesatzt haben, Ader Luters nawe ler nachtzuuolgen, vnd alles das die alten auffgericht, Widerumb vmbtzustossen vnd tzerreyssen, Dann [Biij] das ist eben die tzeit dartzu, darynnen vns Got heimsuchen, vnd wie obuerlawt vnsern glauben beweren will.  Og når vi nu skal og må tro nogen i skriften, så tror vi med større rimelighed den gamle velbeviste end den nye formastelige og uomskårne. Dog har enhver valget og udkåringen hos selv selv, om han vil holde sig til den udlægning, som de hellige fædre har efterladt sig, og forblive ved den tro, for hvilken vore fædre under udgydelse af deres blod har sat liv og legeme på spil, eller han vil efterfølge Luthers nye lære og atter omstøde og sønderrive alt det, som de gamle har oprettet, for netop nu er tiden, hvor Gud vil hjemsøge os, og hvori han, som nævnt ovenfor, vil bevare vor tro. 
80       (Inuocatio)  Dem allen nach, vnd die weil dyr O Got heyliger geist, erleuchter der glaubigen, ein tröster der betriebten, eyn erquicker der arbeitenden, vnd ein sunderlicher liebhaber vnd eynsprecher der warheyt, wol bewust, das dys alszo warhafftiglich mein getrawe wol meynung ist, Vnd ich mich diszes kampfes vmb keyner anndern vrsach, neyd, hasz oder gremschafft willen, szonder allein der Christen- (15) lichen warheyt tzu sterck vnd rettung vnderfangen hab, Szo komme myr tzu hülff vnnd stehe myr bey, wider diszen offenbaren veind der Christenheit, die du yn eintrechtigkeit des glaubens, durch die gantzen werlt versamelt, vnd er durch tzwitracht wider tzertrennen vnd tzerstrowen will.  (Påkaldelse). På grund af alt dette, og fordi du, Gud Helligånd, de troendes oplyser, de bedrøvedes trøster, de arbejdendes opmuntrer og sandhedens særlige elsker og talsmand, godt véd, at dette i sandhed er min tro og gode mening, og véd, at jeg har påbegyndt denne kamp, ikke på grund af misundelse, had eller for penges skyld (?), men alene for at styrke og redde den kristne sandhed, så kom mig til hjælp og stå mig bi, imod denne åbenbare fjende af den kristenhed, som du samler over hele verden i troens éndrægtighed, men som han modsat vil adskille og ødelægge gennem strid. 
81 Hilff mir du warhafftiger lebendiger Son Gotes heiliger Herr Jesu Criste, wider den reyssenden wolff, der dyr deine schaff welche du mit deynem roszenfarben blut erkaufft vnd erloszt hast, wyder abstellen wil, Hilff Almechtiger ewiger Gott vater vnd scheffer himelreychs vnnd erdtreychs, wider den vorletzer deyner Gotlichen Maiestat, Hilff du heilige vngeteilte dreyfaltigkeit, ein ewiger warer Got, vnd gib mir krafft vnd macht, Syn, wytz, vnd kunst, deyn heiligen glauben tzuuortedingen  Hjælp mig, du sanddru Guds levende søn, Herre Jesus Kristus, imod den glammende ulv, der igen vil fjerne dine får, som du med dit rosenfarvede blod har købt og forløst! Hjælp mig, almægtige, evige Gud fader, skaber af himmel og jord, imod din guddommelige majestæts bespotter! Hjælp mig, du hellige udelte treenighed, en evig sand Gud, og giv mig kraft og magt, sind, viden og kunnen, til at forsvare din hellige tro. 
82 Hilff mir du allerheiligiste iunckfraw vnd muter Gots Maria, du die allein alle ketzerey in der gantzen werlt tzerstoert hast Helffet vnnd bittet vor mich yr lieben heilgen veter ym himelreych, deren vordinst, vorbit, heilikeit vnd wunderwerk Luter nicht alein vorachten vnnd vorneynen, sonder ouch daneben, ewere bucher, Christenliche ordnung vnd satzungen, wider Got, Eher vnd recht offentlicht vorbrennen darff, das ich sein falsche ler dempfen vnd vberwinden mog Got dem Almechtigen tzu ewigen lob, euch tzu Ehrn, gemeyner Christenheit vnnd sonderlich der werden Teutschen nation tzu nutz frommen, vnd ewiger seligkeit Amen.  Hjælp mig, du allerhelligste jomfru og gudsmoder, Maria, du som alene har ødelagt alle kætterier i hele verden. Hjælp mig og bed for mig, i kære hellige fædre i himlen, hvis fortjeneste, forbøn, hellighed og underværker Luther ikke alene foragter og fornægter, men som også vover offenligt at brænde jeres bøger, kristne ordninger og bestemmelser imod Gud, jer og retten, at jeg må dæmpe og overvinde hans falske lære, Gud den almægtige til evig lov, jer til ære, den almindelige kristenhed og især den værdige tyske nation til nytte, fromme og evig salighed. Amen. 
83 Teilung. 
     Ich wil meyn vorlegung stellen auff drey (Diuisio) teil namlich, [Biijb] recht, handel, vnd wandel, gleich wie Luter, seyn reformation ouch drispeltig gemacht, vnd auff dise drey gesatzt hat, Dann orstlich so ficht er an die oberkeit, macht, freyheyt vnd wirdigkeit so die geistlichen haben von rechts wegen Vnderstehet sich ausz leyen prister, vnd ausz pristern leyen tzu machen, 
Opdeling.
      Jeg vil opstille min fremlæggelse i tre dele, nemlig ret, handel og vandel, ganske som Luther også har gjort sin reformation tredelt, og opstiller disse tre skikkelser: For først kæmper han imod den myndighed, magt, frihed og værdighed, som de gejstlige har ifølge retten. Han formaster sig til af lægfolk at gøre præster og af præster at gøre lægfolk. 
84 Czum andern blesiniret er ynen yren handel was sie vor eyn leben fuhren de facto, Czum dritten tzeuget er an wandel, wie die ding alle seyns bedunckens geandert vnd gar vmbkort werden sollen, Auff welche alle drey stuck Ich ym antworten (doch (16) mit diser bedingung) das ich nicht alles das anfechten wil das er geschriben vnd tzum teil straffwirdig ist, sunder aleyn an den orten da er den holtzweg hinauszgangen, euch wider auff die rechten Christenlichen ban weysen, souil mir Got gnad vorleychen wirdt.  For det andet angriber (?) han deres opførsel, hvilket liv de de facto fører. For det tredie anviser han den måde, hvorpå alle tingene efter hans opfattelse skulle ændres og helt omkalfatres. På alle disse tre dele vil jeg svare ham, dog med den betingelse, at jeg ikke vil anfægte alt, hvad han har skrevet, skønt det til dels er værdig en anklage, men alene vil anfægte det på de steder, hvor han er på vildspor, så jeg igen kan føre jer ind på den rette kristelige bane, så vidt Gud forlener mig nåde til det. 
85 Vorlegung des ersten teiles
Von der freyheit, macht, vnd wyrdigkeit des Bapsts vnd der Geystlichen.
Fremlæggelse af den første del om pavens og de gejstliges frihed, magt og værdighed
86        (Narratio)  Luter hat bis her in andern seynen buchern, das gemein volck vleyssig angehalten, das sie yre hend waschen sollen in dem blut der geistlichen, Dieweyl er aber merckt das seyn anschleg nicht vor sich gehen, vnd die forcht gotes, noch, got lob, bey dem mheren teyul szo gros, das sie eyn schawen haben yre hent tzu legen an die gesalbeten Christi (so doch der sach sust wol rat vnd masz tzufinden ist) Ermanet er in diszem buchlin vnder eym schein eyner reformation den Teutschen Adel dar tzu. (n86         Luther har hidtil i andre af sine bøger flittigt opfordret det almindelige folk til at de skal vaske deres hænder i de gejstliges blod. Men eftersom han mærker, at hans anslag ikke opnår tilslutning, og at gudsfrygten, gudskelov, endnu hos størstedelen er så stor, at de skammer sig ved at lægge hånd på Kristi salvede (skønt der vel ellers skulle være råd og måde at finde i sagen), så formaner han i denne bog under dække af en reformation den tyske adel dertil. 
87 Vnd dieweil er sich befahret, sie möchten, als die von angeborner tuget vnd erberkeyt sich unerlicher sachen alwegen geschemet haben, ym solich vnerbar tzumuttung ouch nicht tzu gut auffnhemen, vnd er ouch selb wol weist das eynem geistlichen soliche Ret tzugeben nicht tzustendig, Vorlarnet er sich ym eyngang dis buchlins, macht ausz eim Monch ein stocknarren, aus dem geistlichen kleid, eyn narren kappen, vnd hengt ym selber die schel- [B4] len an (adel01#6), damit er das gifft, das er vnter der kappen vorborgen tregt, dester freyer auszgiessen, vnd vns dester ehe betriegen mög,  Og eftersom han har erfaret, at de måske, eftersom de er nogle, der er af medfødt dyd og ærbarhed og altid har skammet over uærlige sager, ikke har taget ham denne uærlige opfordring for godt op, og eftersom han vel også selv véd, at det ikke er rigtigt at give en gejstlig sådanne råd, så forklæder han sig i begyndelsen af sin bog, forvandler en munk til en nar, laver en gejstlig klædedragt om til en narrekappe, og hænger bjælder på sig selv, for at han desto friere kan udgyde den gift, som han bærer skjult under kappen, og desto bedre kan bedrage os. 
88 Derhalben wol billich wer, das man narren mit kolben lausete. Ich will mich aber nith ym, szonder Got tzu ern, hie schimpflicher worth enthaltenn, Dann es eyn alt sprichwort ist das der glaub vnnd das oug keyn schimpff oder schertz erleiden mögen, Vnd furwar, wo Luter mith dem heiligen glouben nicht szo gröblich genarret, vnd sein reformation (wie er sich Romet) vns Teutschen allein tzu besserung angestelt het, wer es meynethalben ouch woll dabey blibenn, Dieweyl aber seyne bucher, gleich wie der Apotecker buchssen, (17) auszwendig am tittel artzney antzeygen, vnd ynnwendig vol giffts seyn.  Derfor var det vel rimeligt, at man aflusede en nar med køller (?). Men jeg vil, ikke for hans skyld, men for Guds æres skyld, her afholde mig fra skældsord. For et gammelt ordsprog siger, at troen og øjet ikke må lide skændsel eller spøg. Og i sandhed, hvis Luther ikke havde narret så groft med den hellige tro og (som han praler af det) alene fremkaldt sin reformation os tyskere til forbedring, så ville det fra min side være forblevet derved. Men derfor er hans bøger ganske som apotekerens krukker, udvendig påtegnet med medicinens navn og indvendig fulde af gift. 
89 Vnd szonderlich dise reformation, die ob gleych Jesus an allen bletern oben an gemalt, ist sie doch ym grund, mherer teiles, anderst nichtzit, dann des tewffels gesphenst, vnd lawter ketzerey, die er hiemit bergen vnd vormenteln wil, Vnnd mag yne nicht helffen, das in etzlich entschuldigen wollen, das er, (die weil er nitt wider der tzwolff stuck des Christenlichen gloubens eins oder mher schreyb, ader die selben sonderlich anfecht) vor keyn ketzer gehalten werden sol. Og især er denne reformation, skønt der står Jesus øverste på alle bladene, dog i grunden, for størstedelens vedkommende, ikke er andet end djævelens gespenst og lutter kætteri, som han vil skjule og trække kappen hen over på den måde. Og det skal ikke hjælpe ham, at nogle vil undskylde ham med, at han, eftersom han ikke skriver et eller flere skrifter imod den kristne tros tolv stykker eller i særlig grad angriber dem, ikke skal regnes for en kætter. 
90 Dan der heilige Jeronymus vber die Epistel Pauli ad Galatas, leret vns wol, was ein ketzer oder ketzerey genant werden mag vnd spricht also, (Was ketzerey oder eyn ketzer heisz) ketzerey wirdt yn kriechlischer sprach genant von der wal, szo ym iemandt auszerwelet ein sonderliche newe ler, die er bey ym selber vor die besten halt, dann ein ytzlicher der die heiligen schrifft anderst deutet, dann der synn des heyligen geistes, von dem sie eingegeben, eruordert, Ob er schon von der kirchen nicht ab getreten ist, mag er doch wol eyn ketzer genant werden, hec ille.  For den hellige Hieronymus lærer os på udmærket vis over Paulus' brev til galaterne, hvad der kan kaldes en kætter eller et kætteri. Dèr siger han: (I marginen: Hvad kætteri og en kætter vil sige): Kætteri bliver i det græske sprog brugt om det valg, hvormed nogen udvælger sig en særlig ny lære, for den, der tyder den hellige skrift anderledes, end det kræves af den helligånds mening, af hvem den er indgivet, han kan, selv om han ikke er trådt ud af kirken, godt kaldes en kætter. Såvidt Hieronymus. 
 91 Das sich aber Luter frombder vnnd nawer leer vormessenlich vnderstanden, die heyligen schryfft wider den syn des heyligen geystes vnnd gemeyn auszlegung aller Christenlicher lerer gedewt, hab, Wil ich vormittels Götlicher hülff, euch werden Teutschen so klerlich antzeigenn, das das eyn yeder der menschen vornunfft hat, begreyffen mag, was er aber geschriben das der warheyt gemess, dye [B4b] nyemandt widersprechen soll oder mag will ich ouch wol yn sein krefften bleyben lassen.  Men at Luther understår sig i at formaste sig til at bringe fremmed og ny lære og har tydet den hellige skrift imod Helligåndens mening og alle kristne læreres almindelige udlægning, det vil jeg med guddommelig hjælp påvise for jer værdige tyskere så klart, at ethvert menneske, der har fornuft, skal kunne begribe det. Men hvad han har skrevet i overensstemmelse med sandheden, som ingen skal eller kan vende sig imod, det vil også jeg lade stå ved sit værd. 
 92        War ist leyder vnd all tzu grob am tag, das boszheyt, schandt vnd laster, tzu diszen vnsern vnd letsten getzeyten bey geistlichen vnd weltlichen, Edeln vnd vnedeln, regenten vnd vnderthanen, man vnd weyb, Jung vnd alt, szo grawssam vberhand genomen, alle menschliche gewerb vnd hendel szo gar vbersetzt, verschmützt, falsch vnd vntrew worden, Die forcht gotes vnd bruderliche lieb vnd trew so gar erloschen, vnd die welt so gantz vorkert ist, das es bey keynem volck, Juden, Heiden, Türcken ader Tatern, In der gemeyn so arg nie gestanden,           Sandt er det desværre, og det ligger altfor tydeligt for dagen, at ondskab, skam og laster i disse sidste tider så grusomt har taget overhånd hos gejstlig og verdslig, adel og borger, regenter og undersåtter, mand og kvinde, ung og gammel, at al menneskelig erhverv og handel så helt er blevet oversmurt, tilsmudset, falsk og uden tillid, at gudsfrygt og broderkærlighed og troskab helt er opløst, og verden er blevet helt fordrejet, så at det aldrig har stået så slemt til før i samfundet hos noget folk, jøder, hedninger, tyrker eller tatere. 
 93 Das ouch wo die ding durch eyn nawe ernstliche reformation nicht geandert werden, der (18) Jungste tag nothalben kommen musz. Dieweyl aber got lob ob gleych der grosse hauff alszo geschickt ist, yn allen stenden vill frummer andechtiger leut gefunden werden, wolchen dyser fal der Christenheit hertzlich leid, vnd yres hochsten vormogens geneigt sint, den wider helffen aufftzuheben, Bin ich tzweyuels frey Got von himel, werde, sich ausz menige seyner alten vetterlichen vnnd grundloszen barmhertzikeit, der selben frommen andechtigen Lewt gebet vnd gutten willen erweichen lassen, vnd vns gnad vorleyhen, vnser strefflich leben selber abtzustellen ehe dann vns seyn tzorn vnd straff begreyffe, Vnd wider ein gemeyn erbar tugentlich vnnd nutzlich regiment vnd ordnung, In dem heiligen Romischen Reych allenthalben antzurichten,  Så at det også er sådan, at hvis tingene ikke bliver ændret ved en ny alvorlig reformation, så må den yderste dag nødvendigvis komme. Men eftersom der gudskelov, skønt den store hob er skikket sådan, i alle stænder findes mange fromme andægtige folk, som det gør hjerteligt ond for denne kristenhedens tilstand og som er indstillet på efter deres højeste formåen igen at hjælpe den op, er jeg ikke i tvivl om, at Gud fra himlen ud fra sin almindelige, gamle, faderlige og grundløse barmhjertig vil lade disse fromme, andægtige folks bøn og gode vilje formilde sig og forlene os nåde, selv bringe vort strafværdige levned til ophør, før end hans vrede og straf rammer os og igen overalt i det hellige romerske rige oprette et almindeligt, ærbart dydigt og nyttigt regimente og ordning. 
 94 Dartzu das iunge hertz des aller groszmechtigisten königes. Caroli also erleuchten, das er erkennen mög, wer ym yn dem selben getrewlich oder vngetrewlich ratten, die sach furdern oder hindern, seyn eygen oder gemeynen nutz darin suchen werd, Dem wunsch ich von grund meyns hertzen, tzu gluckseligem eingang des Römischen, Vnd heilsamer wolfart der andern Hispanischen konigreych, die weiszheit Salomonis vnnd Danielis, die in gleycher Jugent, der gleychen von Gott ouch erleucht worden sint. Vnnd so ich weiter nichtzit dartzu thon kan, Will ich doch tzu trost der gantzen Christenheit den almechtigen so tag so nacht vleyssig [Ci] darumb bitten vnnd anruffen.  Og dertil oplyse den allerstormægtigte kong Karls unge hjerte på den måde, at han må kunne erkende, hvem der fremmer eller hindrer sagen med sådanne trofaste eller troløse råd fremmer eller hindre sagen, hvem der vil søge sin egen og hvem der vil søge den almindelige nytte deri. Ham ønsker jeg af mit hjertes grund en lyksalig indgang i det romerske og en frelsebringende velfærd i det andet, det spanske kongedømme, ham ønsker jeg Salomons og Daniels visdom, de, som ligeledes i ungdommen på samme måde blev oplyst af Gud. Og kan jeg ikke gøre andet dertil, så vil jeg dog til trøst for hele kristenheden både dag og nat flittigt bede og anråbe den almægtige derom. 
 95         Wiewol nu wie obuerlawt, alle stend der Christenheit gebrechelich vnnd tzuuoran die geistlichen vom obersten bis auff den nidersten, Wie sich Got des vber sie beclaget, durch den propheten Esaie .i. also sprechende Ein ytzlich hewpt ist schwach vnd kranck, vnd von der fersen des fus, bis auff die scheidteil, ist nichtzit gesundes an ym. Noch dann so were das ye nicht ein artzet, sunder ein bub vnnd morder, der so er eynem krancken menschen helffen solt, ym erstlich das heupt abschnidte, da von darnach alle artzney an den anndern gelidern vorloren wer, (lutems05#40).          Selv om nu som før nævnt alle stænder i kristenheden er gebrækkeligt og især de gejstlige fra den øverste til den nederste, sådan som Gud beklager sig over det gennem profeten Esaias, kap 1,5f, hvor han siger: Ethvert overhoved er svagt og sygt og fra fodsål til isse er der intet sundt ved det. Alligevel ville det menneske jo ikke være en læge, men en slyngel og morder, som skulle hjælpe et sygt menneske, og først skar hans hoved af, for på den måde ville jo al lægekunst på de andre lemmer være forgæves. 
 96 Sehet Liben tewtschen, gleych also thut Luter, bevleyszt sich so bald fornen ann, der Christenheit das heupt abtzureyssen, dadurch wir gar bald darnach, gleych Wie ytzo vnsere nachpawren in ein solch yrrthumb fallen vnnd an dem glauben so kalt werden (19) solten das alle artzney vnsers seligmachers vnd artztes Jesu Christi, das ist sein heilige menschwerdung, bitters leyden vnd sterben an vns vorloren wer, vnd wir tzu letst nitt wissen wurden, was wir glouben thon ader lassen solten,  Se, kære tyskere, netop sådan gør Luther, han beflitter sig med det samme fra begyndelsen af med at rive hovedet af kristenheden, og derved ville vi straks efter ganske som nu være naboer falde i en sådan vildfarelse og blive så kolde i troen, at al vor saliggørers og læges Jesu Kristi lægekunst, der vil sige, hans hellig menneskevordelse, hans bitre lidelse og død ville være forgæves for os, og vi til sidste ikke ville vide, hvad vi skulle tro og hvad ikke. 
 97 Das aber das Luters meynung sey, so findet man in disem gantzen buchlin, Ja in allen seynen schryfften kein bletlein, darinn er nicht das hewpt der Christenheit vnsern heiligen vater den babst, mit heszlichen lesterlichen scheltworten vorletzt, vnd so vil an ym ist, mit dem schwert syner gifftigen tzungen tzu todt sticht, Dann eyn ytzlicher der seyn nechsten, Ich schweyge seyn obersten, also tzu der banck hawet, schendet vnd lestert, ist vor Gott ein morder vnd todtschlager, Wie der heilige Joannes saget .i. eiusdem .iij. (1 Joh 3,15)  Men at det er det, der er Luthers mening, viser det forhold, at man i hele den lille bog, ja i alle hans skrifter ikke finder ét eneste blad, hvorpå han ikke forulemper kristenhedens overhoved, vor hellig fader, paven, med hæslige, læsterlige skældsord, og, såvidt det står til ham, stikker ham ihjel med sin giftige tunge. For enhver, der skælder ud på sin næste, skænder og bagtaler ham, er for Gud en morder og drabsmand, som den hellige Johannes siger i sit første brev kapitel 3. Hvor meget mere så ikke, når der er tale om en overordnet!
 98 Vnd das es war sey, so fahet er so bald am ersten blat ann, den Bepsten tzuuorkeren, das sie den tzweyen Teutschen keyszern Friderichen dem orsten vnnd dem anderm beide hochseliger gedechtnis Vmb yr offentliche sundt, offenbarliche busz auffgelegt haben (adel01#12), Szo doch ouch Philippo dem orsten Christenlichen keyszer, do das keyszerthumb noch in foller macht gestanden, syn Bischof die kirch am Osterabend vorbotten, so lang bis er vorhin gebeycht vnd offenbare bus von ym entpfangen hat, wie [Cib] Euseibus schreybet in historia ecclesiastica lib. vi. cap. xxv.  Og at det er sandt, viser det forhold, at han på det første blad begynder med at bebrejde paverne, at de har pålagt de to tyske kejsere, Frederik den Første og Frederik den Anden, begge i højsalig ihukommelse, en offentlig bod for deres offentlige synd, skønt dog også Filip den Første, den kristelige kejser, mens kejserdømmet endnu stod i fuld magt, af sin biskop blev forment adgang til kirken en påskeaften, indtil han havde skriftet og gjort offentlig bod for ham, som Euseb skriver i sin kirkehistorie, bog 6, kapitel 25. 
 99 Dergeleychen hat ouch der groszmechtig keyszer Theodosius von Ambrosio dulden, vnd offenbare busz thon mussen Dieweil nu die schlechten bischoff an anndern orten solichen gewalt vber die keyser gebraucht haben, Was tzeyhet dann Luter den Romischen Bischoff vnd Bapst, der sich solichs gegen den Teutschen keysern, nicht ausz hochmut, als ym Luter tzumisset, sonder als ein volmechtiger Stathalter Christi vnd nachuolger Petri ouch vnderstanden?  Det samme måtte også den stormægtige kejser Theodosius finde sig i fra Ambrosius' side og gøre offentlig bod. Eftersom nu de dårlige biskopper på andre steder har brugt en sådan magt over kejserne, hvorfor beskylder så Luther den romerske biskop og pave for, at han også har vovet den slags imod den tyske kejser, ikke af hovmod, som Luther tiltænker ham, men som en fuldmægtig statholder for Kristus og som Peters efterfølger? 
 100 Oder warumb saget er von den Bepsten Wie sie die könig vnder einander vorwurren, (adel01#16) Vnnd gedenckt nitt an sich selber wie er ytzo gantze Teutsche Nation, Vnd nahet die gantzen Christenheit vnder einander vorwurret, betriebet vnd ergert vnd wolte gern gleych wie Lucifer ein geselschafft an sich hengen, vnd anrichten, das meniglich den Romischen stul mit ym vorachte, den gehorsam hinweg wurffen, und ein yeder thet was ym eben wer,  Eller hvorfor fortæller han om paverne, hvordan de forvirrer kongerne mod hinanden, og tænker ikke på sig selv, hvordan han nu forvirrer hele den tyske nation og næsten hele kristenheden mod hinanden, bedrager den og forarger den; og han ville gerne som Lucifer have en skare til at være sine tilhængere og foranstalte, at de som han i almindelighed foragtede den romerske stol, kastede lydigheden overbord, og at enhver gjorde som det forekom ham ret. 
 101 Was aber tzu letzst darausz volgen, vnd (20) was gehorsams man den weltlichen regenten leisten so die forcht Gotes bey dem gemeynen volck auszgedilckt wurd, kan ein yeder biderman wol bey ym selber ermessen vnnd dobey abnhemen das Lutter seyn Reformation auff keyn guttes angestalt, vnnd (als tzuvormuten) den Bohemen mher dann den Teutschen domit hatt hofiern wollen, die den Bapst lieben gleich wie yn Luter liebet,  Men hvad der i sidste ende følger deraf, og hvilken lydighed man skal yde de verdslige regenter, når gudsfrygten hos det almindelige folk er blevet udryddet, det kan enhver hædersmand nok selv finde ud af og derudfra slutte, at Luther ikke foranstalter sin reformation på grundlag af noget godt, og (hvad man må formode) at han har villet have bøhmerne mere end tyskerne til at hovere, de, som elsker paven på samme måde som Luther elsker ham. 
Videre til emser05!

Noter:

n8: Enders note: Nicht an Georg Spalatin, welcher Fehler Waldau's von Späteren mehrfach nachgeschrieben wurde.

n71: I Vulgata står der Højs 1,3: exultabimus et laetabimur in te memores uberum tuorum super  vinum recti diligunt te.

n86: Luther har så vidt vides kun ét sted brugt denne formulering, se epitom2#21. Se Luthers moderering lutems05#44.