Emser mod Luther 2

taget fra Löscher bind III side 705 til 717.

Hieronymus Emsers svar på Luthers assertio, fra omkring november 1519, anden afdeling. Tilbage til første afdeling. Frem til tredie afdeling.

Det bemærkes, at oversættelsen er højst foreløbig, nærmest en 'råtekst'. Sædvanligvis anfører jeg med (?) de steder, jeg er i tvivl om. Her kan man ikke regne med noget sådant. Også ikke markerede steder kan indeholde brølere, ting, der er forstået helt forkert eller noget, der i altfor høj grad beror på gætværk fra min side. Efterhånden som jeg får arbejdet mig igennem teksten flere gange, vil muligvis nogle af de værste brølere forsvinde.
 
1 Luter. Sed quia Aegoceros es facile hoc rete eludes (lutems01#42). Emser. Non hoc tantum sed caeteros etiam casses tuos, adjutore Deo.  Luther: Men fordi du er en stenbuk, undgiver du let denne snare. Emser: Ikke blot denne, men også dine øvrige net, med Guds hjælp. 
Luter. Adeone de omni mortalium sensu desperasti ut tibi credant alia Boemis dogmata mea placuisse quam quae in libris meis legerunt? (lutems01#43) Emser. Ego vero nil aliud volo, nec quicquam magis conqueror, quam quod illi ex libris tuis audiunt, te indulgentias, Romani pontificis potestatem, purgatorium, confessionem auricularem, Sanctorum canonizationem et alia quae ad stomachum eorum faciunt in nihilum redigentem.  Luther: Mon ikke du har fortvivlet om al meningen med dødssynderne, så at de tror på dig, når du hævder, at også andre af bøhmernes læresætninger behager mig, end dem, de kan læse om i mine bøger? Emser: Jeg for min del vil intet andet, end at de skulle høre det af dine bøger, at du nedgør afladen, den romerske paves magt, skærsilden, bekendelsen af synderne for præsten, kanoniseringen af helgener og andre ting, som de gør til deres ærgrelse. 
3  Nos vero in disputatione contrarium a te audivimus. Omnibus enim his plus multo tribuisti, quam vel libri tui ac schedae sonant, vel omnium nostrum de te fuerat expectatio. Imo a scholasticis nostris doctoribus (si quis paenitius introspexerit) parum praeter verborum fucum ac contentionis studium in quibusdam recedis.  Men vi hørte i disputationen det modsatte fra din side. For alle disse ting tillagde du meget mere, end dine bøger og fortolkninger lyder på, meget mere, end alle vore havde forventet af dig. Ja, fra vore skolastiske lærde (om nogen kunne skue mere utilfreds ind i dem) veg du kun lidt tilbage fra ordene 'falsk prydelse' og 'lyst til væddestrid' imod dem. 
4  Luter. Quod si Boemi mecum sentiunt, recte sentiunt. (lutems01#46) Emser. Sive illi tecum, sive tu cum illis sentias, non patiar te duabus sedere fellis, ut simul Boemus ac Christianus esse velis. Nec feret id Christus. Qui contra me est, inquit, non est mecum: Qui non colligit mecum dispergit. (Matt 12,30)  Luther: Hvis bøhmerne mener det samme som jeg, mener de ret. Emser: Hvad enten de mener som du, eller du som de, jeg kan ikke gå med til, at du vil gå med dobbelt ham, så du på én gang vil være bøhmer og kristen. Kristus tåler det heller ikke: 'Den, som er imod mig, er ikke med mig: Den, der ikke samler med mig, spreder'. 
5  Luter. Simili schemate et Ruffinus olim impetebat Hieronymum. (lutems01#49) Emser. Cum ipse sim Hieronymus, cur Ruffinum ex me facere praestigiator hoc contendit? Nunquam equidem tibi concesserim, ut ex Maenechmo facias Soficlem: Hieronymus mihi nomen est. Tu sive Ruffinus, sive Rivinus ille Plautinus es, mea nihil refert. Modo ego Hieronymi nomen lustrali aqua mihi a parentibus inditum, non amittam: quod etiam auxiliante Christo facile contra te defendam.  Luther: Med en lignende tankegang trængte i gamle dage Ruffinus ind på Hieronymus. Emser: Da jeg selv er Hieronymus, hvorfor stræber denne taskenspiller da at gøre en Ruffinus ud af mig? Det vil jeg i hvert fald aldrig indrømme dig, at du af en Mænekmo skal gøre en Sofikles. Hieronymus er mit navn. Men om du er Ruffinus eller denne Rivinus Plautinus, kommer ikke mig ved. Blot giver jeg for min del ikke slip på det navn Hieronymus, som med vievand blev tildelt mig af mine forældre. Hvilket jeg let med Kristi hjælp skal forsvare imod dig. 
6        Luter. Quis te de hoc certum fecit? Quid si illi negent? (lutems01#51) Emser. Patrocinatur iterum fuis. Sed quid tu tanto hic studio te scire dissimulas quod infra tam lubens agnoscis, ut et tragicum in morem exclames: Sine igitur infelix invidia vel a Turca pro me preces fieri (lutems01#71): Et mecum ob hoc stomacheris, qui prophana haereticorum sacra appellaverim. (lutems01#69          Luther: Hvem gør dig sikker på dette? Hvad hvis de nægtede? Emser: Du har igen taget dem i forsvar. Men hvorfor hemmeligholder du med stor iver, at du véd det, du senere så gerne erkender, så at du endog efter den tragiske skik udbryder: 'Hold derfor op med, du ulykkelige misundelse, at sige, at der af tyrkerne sker forbønner for mig'. Og så kan du sammen med mig ærgre dig over, at jeg har kaldt kætternes profane bønner for hellige. 
7  Quid opus autem hic testibus in eo, quod vel meridiantis diei luce manifestius? Atque haec potissima mihi causa fuit edendae epistolae meae, qui viderem talia esse tua dogmata, quibus non solum Boemi gloriarentur, verum vulgi etiam pars magna Christiani, novarum rerum semper appetens, teque ex eadem fidelia duos delinire parietes: Scis enim quid sit apud Ezechielem, (L706) ipse aedificabat parietem, illi autem liniebant. (Ez 13,10)  Hvad brug er der her for vidner om det, der klarere end lyset ved middagstid? Og det var den vigtigste grund til for mig at udgive mit brev, at jeg havde indset, at af den art var dine læresætninger, som ikke blot bøhmerne roste sig af, men som også en stor del af det kristne lægfolk, der altid er sultne efter nyheder, roste sig af, at de og du havde slået to fluer med ét smæk. Du véd nemlig, hvad det er hos Ezekiel: 'Han byggede selv muren, men de pudsede den med kalk'. 
8  Accedebat ad hoc quod plerique ex dubiis certa faciebant, nec solum laici sed et sacrificuli quidam torto naso ex suggesto in pejorum partem omnia detonabant, nonnulla etiam contra tuam ipsius sententiam.  Dertil kom, hvad der også gjorde mange sikre efter at have været tvivlende, og det ikke blot lægfolk, men også nogle småpræster, der med fordrejet næse ud af det foreslåede tordnede alting ud til det værre, og at ikke så få endda hævdede noget imod din opfattelse. 
9 Operae precium igitur putavi gliscento morbo tempestivum adferre remedium, ne interea loci, dum judices calculum morantur, tam Boemorum qui adhuc in Christo sunt, quam nostrorum recentia vulnera in diem latius serperent.  Gerningens værdi mente jeg derfor, eftersom sygdommen tog tilføre et betimeligt  helbredelsesmiddel, at der ikke i den mellemliggende tid, mens dommerne tøvede i deres overvejelser, skulle gives lejlighed, både for de bøhmere, som endnu er i Kristus, og for de af vore, som har nylige sår, til at det hele lidt efter lidt kunne komme for en dag. 
10 Id autem facturus, data simul opera quaesivi, et ni fallor praestiti, ubi aequus adsit judex, ut non solum sine ullo tuo fieret dedecore, sed cum summa etiam laude: Quando imitatus Gellium et te et Ecchium, tanquam duas quasdam eminentias, in arce Theologici fastigii constitui.  Men for at komme til at  gøre det krævede jeg, at der samtidig var givet gerninger, og om jeg ikke tager fejl, ydede jeg det også, hvor der var en uvildig dommer til stede, at det kunne ske ikke blot uden vanære for dig, men også med den største ros [for dig]: Derfor efterlignede jeg Gellius og dig og Eck, som to udmærkede mænd, højt fastsatte på teologiens stjernehimmel. 
11 Et tu hoc invidere, nocere, mentiri asseris? An quia niger es monachus omnia candida in nigrum vertes? Aut morbo hoc maledicentiae tanquam ardore aestuans febrili, omnia dulcia amara judicas? Sine igitur et tu (lutems01#71), invidentissime Theologe, communi me animarum saluti consulere, et vel offendicula quae caecis a caecorum ducibus in via ponuntur, tollere. (lutems01#83) Og du på din side hævder, at dette er at misunde, at skade, at lyve? Mon du vender alt hvidt til det sorte, fordi du er en sort munk? Eller bedømmer du alt sødt som bittert, på grund af en sygdom, der får dig til at forbande, som flammer du op i en brændende feber? Du er jo en højst misundelig teolog, og derfor skulle du selv holde op med at rådgive mig om sjælenes almindelige frelse, og lade være med at komme med de forargende påstande, som du fremsætter, om blinde, der leder blinde på vejen. 
12 Erit enim hac epistola non obstante, major semper tuorum numerus: Cum ego non multitudini, sed melioribus tantum placere aut etiam prodesse cupiam. Nam, ut Chrisostomus inquit, vera Christi charitas nullam desiderat multitidinis gloriam.  For der vil altid, også bortset fra dette brev, være et antal, der er større end dine. Skønt jeg for min del ikke stræber efter at behage eller endda være gavnlig for mængden, men for de bedre. For, som Krysostomus siger, den sande Kristi kærlighed ønsker ingen ære fra mængden. 
13 Luter. Sed adhuc rogo post vulnera: Quaero, an tua verba credas esse vera, ubi scribis Boemos pro me publica fecisse sacra. (lutems01#54f) Luther: Men dette beder jeg stadig om efter mine sår. Jeg spørger, om du tror dine ord er sande, hvor du skriver, at bøhmerne har afholdt offentlig bøn for mig. 
14 Emser. Verissima. Quin certo certius habeo multorum tam nobilium quam civium fideli testimonio, vel hodie in ecclesia malignantium preces fieri publicas pro Lutero, ut confortetur ac vincat. Ubi etiam audito mox nomine fratris hujus devotissimi, ingenti plausu universus adorat populus. Sed hoc eum ut non latet, ita etiam non pudet.  Emser: De er så sandelig sande. Med mindre jeg ved et troværdigt vidnesbyrd fra både mange adelmænd og borgere bliver gjort sikrere, eller der i dag afholdes offentlige bønner for Luther i ond hensigt, om at han kan trøstes og sejre. Og dte sker også, hvor man hører denne højsthengivne broders navn, at hele folket tilbeder ham med en jublende forstand. Men ligesom dette ikek er skjult for ham, således skammer han sig heller ikke over det. 
15 Luter. Quod si dogmata mea et tu vera arbitraris. (lutems01#61) Emser. Absit hoc a me. Verum heus tu, hac ego lege tua deinde lecturus sum, ut si qua vera sint, ac tam Christum referentia, quam lucernam et ingenium redolentia, citra ullam invidiam ea probem; Sin falsa, scandalosa, impia ac quadruplantia, si mihi etiam dederis quod Balae promisit Balaam, laudare non possum. (4 Mos 22) Luther: Men anser også du mine læresætninger for at være sande? Emser: Det være lagt fra mig. Men hør nu, kære Luther, dette har jeg læst, dine bøger vil jeg derefter læse, for at finde ud af, om der er noget sandt i dem, og det både henvisningen til Kristus og det, at de dufter af lys og klogskab, jeg vil bevise det uden nogen misundelse. Men hvis de er falske, forargende, ugudelige og fire gange så store, selv hvis du giver mig, hvad Balak lovede Bileam, kan jeg ikke rose dem. 
16 Luter. Plaudant Boemi, qui patrono Hieronymo Emserio Christi sacerdote, et teste veritatis probantur catholici et Christianissimi, ut qui pro veritate publica sacra fecerunt. Maereat Roma. Insaniat Eckius. (lutems01#61) Luther: Bøhmerne vil bifalde, at de ved deres beskytter, Hieronymus Emser, Kristi præst og vidne om sandheden, kan bevises at være katolske og højst kristelige, de, som har afholdt offentlige gudstjenester for sandheden. Lad så Rom sørge, lad Eck rase.
17 Emser. Insanit (L707) certe monachus ipse: nec hellebori jugere purgari poterit. Mentitur item de me sine rubore. Quaeso enim te lector ubi unquam dixi in epistola mea Boemos schismacicos esse catholicos: aut pro veritate sacra operatos?  Emser. Nu raser givetvis denne munk. Han kan end ikke renses ved at få nyserod. Og videre lyver han om mig uden at rødme. Jeg spørger dig, kære læser, hvor har jeg nogensinde i mit brev sagt, at de skismatiske bøhmere er katolske, eller at de afholder gudstjenester for sandheden? 
18 Luter. Quis enim putas mihi cor tuum revelavit, et revelandum dedit, nisi ille qui dedit nobis scire etiam cogitationes Sathanae? (lutems01#63) Luther: Hvem tror du nemlig har åbenbaret mig dit hjerte og har gjort, at det kan åbenbares, om ikke ham, som gav os at kende endog Satans tanker?
19 Emser. Cum Sathana tibi negocium esse nihil moror. Dedisse autem tibi Deum, scire cogitationes hominum, et secretorum suorum fecisse participem, antehac ignoravi. Paulo credidi dicenti: Quis enim cognovit sensum Domini, aut quis consiliarius ejus fuit? (Rom 11,34) Sed ut video, decepit me Paulus, forte quia is in tertium tantum caelum raptus fuit; Tu vero cum Lucifero in Aquilone posuisti thronum tuum, et similis factus es altissimo.  Emser: At Satan er én, du beskæftiger dig med, undrer mig ikke. Men om Gud har givet dig at kende menneskenes tanker og om han har gjort dig delagtig i deres hemmeligheder, det har jeg ikke vidst før nu. Jeg har troet på Paulus, når han sagde: 'For hvem kender Herrens tanker, eller hvem blev hans rådgiver?' Men nu kan jeg da se, at Paulus har bedraget mig, måske fordi han kun blev oprykket til den tredie himmel. Men du har med Lucifer anbragt din trone hos nordenvinden, og er på lignende måde blevet skabt til det allerhøjeste. 
20 Heu quam vereor ne ab hoc Aquilone tandem pandatur nobis omne malum. Sed quid si ipse quoque vates fiam, incipiamque divinare puerum hunc, tam implicabilis in Romanum Pontificem odii tui, alium habuisse patrem: quod nihil scilicet quaesti ex indulgentiis tibi aut tuis etiam accesserit, quod Tecellio ac suis potius quam tuae farinae hominibus negocium datum fit:  Se her, hvor jeg frygter, at der fra denne nordenvind engang skal udbredes alt ondt for os. Men hvad hvis jeg også selv blev en spåmand, og begyndte at spå dette barn, så indflettet i sit hads romerske pave, at han havde en anden fader. Fordi han jo ikke opnåede nogen fordel ud af afladen for dig eller nogle af dine, fordi der blev givet Tetzel og hans fæller hverv mere end der blev givet det til dit mels mennesker. 
21 Haec enim non vane imaginor, sed suspitionis istius tu mihi ansam praestitisti: Qui mihi ubi in Cancellaria principis Ecchium, Carolstadium ac te, semotis arbitris obsecrassem, ut propter honorem Dei abstineretis a convitiis et parvulorum offensione, respondisti satis theologice, causam hanc neque propter Deum esse caeptam neque propter Deum finiri oportere.  For det er ikke helt uden grund at jeg forestiller mig dette, men denne mistanke gav du mig selv anledning til. Nemlig dengang da jeg i fyrstens kancellarium bønfaldt Eck, Karlstadt og dig om, at I på grund af Guds ære ville afholde jer fra skældsord og fra noget, der kunne forarge børn, da svarede du temmelig teologisk, at denne sag aldrig var begyndt for Guds skyld og aldrig burde sluttes for Guds skyld. 
22        Luter. Quid quod tu ipse auctoritate Bedae non neges, Joannem Huss falsa miscuisse veris. (lutems01#64) Emser. Novum iterum mendacium assumit hic meus Ruffinus. Verum ut assumptum falsum, ita est omne quod nequiter ex eo deducit. Non enim dedi Joannem Huss quicquam dixisse veri, sed casum posui. Ita enim sonant verba mea: Quod! si Joanni hoc etiam detur. (emser1#29) Quid igitur opus hic erat tot exclamationibus, nisi quod multos perdamus cartas?  Luther: Hvad så med det, at du ud fra Bedas autoritet ikke nægter, at Johannes Huss har blandet noget falsk op i det sande. Emser: Det er atter en ny løgn, som min Ruffinus her pånøder mig. Det er sandt, at jeg har antaget, at der var noget falsk, således er alt, hvad han skændigt fremfører fra ham. Jeg har nemlig ikke indrømmet, at Johannes Huss har sagt noget sandt, men har opstillet det som en mulighed. Således lød nemlig mine ord: 'selv om man indrømmede Johannes det'. Hvad brug var der altså her for så mange råb, andet end at vi kunne spilde meget papir? 
23 Luter. Ecquis furor est impietatis tuae ut pro catholicis dogmatibus non solum indigneris sacra fieri, sed etiam appelles prophana, abominabilia, execrabilia. (lutems01#69) Emser. Quidni prophana illorum sacra dixerim, quos tu ipse quoque schismaticos esse ais, nec posse te illorum (L 708) schisma defendere. Cum interim nil aliud ages quam sub patrocinari, et eis ut sacrificia ipsorum sacrosancta esse convincas me pejorem omnibus esse haereticis et daemonibus dicis qui prophana ea nominaverim.  Luther: Og hvad er det for en ugudelig vrede, at du ud fra katolske læresætninger ikke blot forarges over det, der sker om helligdagen, men også kalder det profant, afskyeligt, forbandelsesværdigt? Emser: Mon ikke jeg har kaldt deres gudstjenester profane, som du selv også siger er skismatiske, og hvis skisma du ikke kan forsvare, skønt du i mellemtiden ikke gør andet end opføre dig som deres beskytter, og overbevise dem om, at deres ofre er hellige, mens du siger, at jeg er værre end alle kættere og dæmoner, fordi jeg kalder deres gudstjenester profane. 
24 Luter. Esto sint Boemi haeretici; at quando pro veritate orant: sacra haec tu prophana audes dicere? (lutems01#70) Emser. Hem patrocinium futile. Cum necdum constet, nec ab ullo judice definitum sit, pro veritate aut catholocis eos orasse dogmatibus dum pro scholasticis tuis orant positionibus.  Luther: Lad os antage at bøhmerne er kættere; men når de beder for sandheden, vover du så at sige, at deres gudstjenester er profane? Emser: Se dog, hvilken forgæves beskyttelse! Det står jo endnu ikke fast og er heller ikke defineret af nogen dommer, at de beder for sandheden eller for de katolske læresætninger, når de beder for dine skolastiske opfattelser. 
25 Luter. Quid sentis de meis sacris, quae pro te et Ecchio facio magno affectu. (lutems01#70) Emser. Effectu mallem id faceres. Caeterum tantum de patroni sentio, quantum de clientulorum precibus, quoad pellem mutaveris.  Luther: Hvad mener du om mine gudstjenester, som jeg med megen affekt har afholdt for dig og Eck? Emser: Jeg ville foretrække, at du gjorde med effekt. Forøvrigt drejer det sig lige så meget om beskytterens mening som om hans klienters bønner, for så vidt du skifter ham. 
26 Luter. Neque habeo (crede non crede) quibus me plus debere videar, et pro quibus ardentius orem quam pro Joanne Tecellio et pro te. (lutems01#70) Emser. Tecellius in pace quiescit: Cujus si lucidus fuit oculos, lucidam in caelo habebit mansionem. Pro me autem tunc magis orabis sedulo, ubi animo olim defecato tecum reputaveris quam atroci, publica, et inextinguibili me affeceris injuria. Idque absque ulla justa causa.  Luther: Jeg har ikke noget (tro det eller lad være) som jeg synes jeg har større pligt til end at bede brændende for Johannes Tetzel og for dig. Emser: Lad os lade Tetzel være. Den, hvis øjne er lys, skal i himlen have en lysende bolig. Men for mig vil du bede så meget mere omhyggeligt, hvor du engang anså mig for sammen med dig at være sjælsfordærvet, som du påfører mig forfærdelige, offentlige og uudslettelige injurier. Og det uden nogen retfærdig grund. 
27 Luter. Arbitror lector mi Aegoceronta hunc caepisse, et si non omnes molossos et vel tres in eum misi. (lutems01#72) Emser. Quin ipse mi lector, cernere te puto, ut Venatorem hunc in suum ipsius laqueum induxerim. Quos autem molosos aut veltres (n27) ille mihi commemorat, quasi parum hactenus saevitum sit?  Luther: Jeg tror, kære læser, at have fanget denne stenbuk, også selv om jeg ikke har sendt alle bulbidere, men kun tre imod ham. Emser: Jeg tror udmærket, du, kære læser, kan finde ud af, at jeg har fanget denne jæger i hans eget garn. Men hvad er det for bulbidere eller vindhunde, som han nævner for mig, som om der indtil nu er raset for lidt imod mig? 
28 Num putat me forte Dianae templum incendisse, aut sacram Jovi coronam e capite surripuisse? Sed quid mirum, si canis canibus oblectetur? Ut autem sciat me nihil facere magnificas illas suas minas, emittat ipse Albanos, et ego contra statuam Rhodienses, qui ut primum Thurcam olfecerint, mordicus dilaniabunt.  Mon han måske tror, at jeg har sat ild til Dianas tempel, eller at jeg har stjålet Juppiters hellige krone fra hans hoved? Men hvad mærkeligt er der i, at en hund underholder sig med hunde? Men for at han kan vide, at jeg ikke har udsendt sådanne storslåede trusler, udsender han selv Albanus, og jeg [kan så udsende dem] imod statuen på Rhodos, og når først de lugter tyrkere, sønderriver de bidske hunde dem. 
29 Luter. Versemus ergo viscera ista: et omnem fimum ejus concidamus ac detracta pelle sacrificemus eum. (lutems01#73) Emser. Honesta nempe monacho provincia. Digna Theologo verba, maxime autem Cynico. Quod si hanc etiam carnificinam feceris, tutumque super lanienam exenteraveris, non invenies in me nisi fidem Christi, cui gratias ago, et laetus pro nomine ipsius has fero contumelias. Esto autem fimum meum, concisum vel inconcisum Plutoni tuo sacrifices, susque deque mihi fuerit.  Luther: Lad os derfor behandle disse indre tanker og lad os sønderhugge alt hans [stenbukkens] møg, og når vi har taget pelsen af ham, lad os så ofre ham. Emser: Det er ærværdigt for den munkelige provins. Det er værdige teolog-ord, men dog især kyniske ord. For hvis du også har gjort dette til et bøddelembede, og sikkert på slagtebænken tømmer den for indvolde, så vil du i mig ikke finde andet end tro på Kristus, og den tro takker jeg for, og jeg glæder mig over, at jeg for hans navns skyld kan bære fornærmelser. Men lad det være mit møg, sønderhugget eller ej, du ofrer det til din Pluto, det vil være ligegyldigt for mig. 
30       Luter. Per coronidem suam terribiliter Machabeam totam quam [s]plendide Martinum haereticum triumphat. (lutems01#74) Emser. Hactenus oscitanter (L709) quaedam praeterivi: quod mihi majoris videbantur esse rixae, et minoris negocii. Nam is monachus, qui suum esse dicit, pauca sed bene meditata ac ponderosa adducere, tot interim futilia ac scurrilia mihi blateramenta coacervat, ut majori longe opus sit opere, ubi singulis velim respondere.          Luther: Gennem hele sin makkabæiske ekskurs, hvor udmærket triumferer han da ikke over kætteren Martin! Emser: Hidtil har jeg sprunget noget over som ligegyldigt. For det vigtigste syntes jeg var uenighederne, det mindre vigtige forretningsgangen. For denne munk fremfører kun få ting, som han siger er hans, der er velgennemtænkte og vægtige, men sammendynger indimellem mange ting, der er noget upålideligt og naragtigt dumt tøj, så at der længe har været brug for, at jeg dog besvarede det med nogle få ord. 
31 Difficile enim est cum ranis rhetoricari, aut cicadas cantu vincere. Accedit ad hoc quod Boemorum etiam causa, in quam obiter me pertraxit, ut eorum qui foris sunt, et esse volunt, non adeo mihi curae est. Satis enim ni fallor illis per priorem meam epistolam consului, si aures habuerint audiendi.  For det er vanskeligt at være veltalende i et kor af frøer eller at vinde i sang over cikader. Hertil kommer, at bøhmernes sag, som han i forbigående har draget mig hen til, bøhmerne, som er og vil være udenfor, ikke i særlig grad har bekymret mig. Om ikke jeg tager fejl, så har jeg nemlig rådgivet dem tilstrækkeligt i mit første brev, hvis de da har haft ører at høre med. 
32 Nunc vero ubi dignus vindice nodus incidit, et nostris etiam venenum propinatur, accuratius advigilandum erit Christi Sacerdoti. Confutaturus itaque coronidem nostram (a sacris literis non alienam) novis iterum injuriarum plaustris me onerat: Et cum ratione nequeat, ad convicia et mendacia solitum recurrit perfugium.  Men nu, hvor der fremstår en værdig knude at forsvare og hvor der stilles gift frem for vore at drikke, må en Kristi præst passe mere omhyggeligt på. Men nu gendriver han vores ekskurs (som ikke er fremmed for den hellige skrift) og overlæsser mig med nye lastvognfulde beskyldninger. Og da han ikke kan komme med begrundelser, tager han som sædvanligt sin tilflugt til skældsord og løgne. 
33 Neque enim eum in epistola mea usquam haereticum triumphare volui: et ea quae scripsi citra injuriam et praejudicium utriusque me scribere satis clare protestatus sum. Sed videamus, ut venator hic vafer id quod principale est, suspenso pede transit, circa appendicem tantum retia tendens.  For jeg ville ikke, at han skulle triumfere over mit brev, så han gjorde mig til kætter. Og hvad jeg har skrevet, erklærer jeg, er skrevet tilstrækkelig klart uden injurier og fordomme. Men lad os se på, hvordan jægeren her snedigt på lette fjed forbigår det, der er vigtigt, og kun udspænder sine net omkring det, der er en bisag. 
34 Caput enim coronidis meae fuit Pontificatum Aaron et successorum ipsius usque ad Cayphan, de jure fuisse divino. Hanc ille dissimulat, instar callidissime serpentis obdurantis aures suas ne vocem audiat incantantis. Et de hoc quod obiter vel uno verbo inciderat, decore videlicet domus domini et ornatu sacerdotali, tragicos miscens clamores per duo integra fere folia, imo ad finem usque stomachatur.  For hovedsagen i min ekskurs var Aarons og hans efterfølgeres præstedømme indtil Kajfas, at det var indstiftet ifølge guddommelig ret. Men den lukker han øjnene for, ligesom den kloge slange, der forhærder sine ører, at den ikke skal høre den fortryllende stemme. Og om det, som jeg behandler i forbifarten eller kun med ét ord, nemlig om Herrens hus' udsmykning og præstens ornat, udstøder han teatralske klageråb over næsten hele to sider, så man til sidst bliver godt ærgerlig.
35 Eho dum bone frater, quid est quod iterum Venere omissa ad sandalium ipsius respicis? Aut quid tibi ecclesiae pontificum, ac sacerdotum bona, ornatus, pompa, fercula, tam odiosa sunt in oculis, quae religiosissimi principes, nobiles ac cives utriusque sexus, de bonis sibi a Deo collatis, ad honorem domus Domiin [= domini] et cultum divinum, magno studio et devotione ultro contulerunt?  Hør engang, kære broder, hvordan kan det være, at du igen går glip af Venus selv og kun ser på hendes sandal? Eller hvorfor er kirkens pave- og præstedømmes godser, udsmykning, pomp og billeder så forhadte i dine øjne, de ting, som dog højst fromme fyrster, adelsmænd og borgere af begge køn har givet til Gud ud af deres ejendomme, og ofret til Herrens huses ære og til den guddommelige gudsdyrkelse, med stor iver og dyb hengivelse? 
36 Nunquid hic etiam cum Juda tibi convenit, dicente: Vt quid perditio haec? potuit enim istud venundari et dari Pauperibus. (Joh 12,4) Nunquid referre putas inter eos qui ultro oblata acceptant, et eos qui devorant domos viduarum ac pauperum, obtentu longae orationis (Luk 20,47)? Sic vos occaecat indivia.  Mon ikke du også i det stykke ligner Judas, som sagde: 'Hvortil dette spild? dette kunne jo være solgt og givet til de fattige'. Mon ikke du mener, at dette hentyder til dem, der modtager noget ud over det, der ofres, og til dem, der opæder enkers og fattiges bo, og beder for et syns skyld? Sådan gør jeres misundelse jer blinde. 
37 Quanto sanius Illustris natalibus, et veteris farinae Theologus, Otto Frisingensis Episcopus, de ecclesiae (L710) pontificum ac sacerdotum bonis differens, sic inquit: Ad hoc fateor, aliud refugium nescio quam quod sanctos apostolica fidei et meriti viros Sylvestrum, Gregorium, Udalricum, Bonifacium, Lampertum, Gothardum, aliosque complures ea cognoscimus habuisse.  Hvor meget sundere er ikke biskop Otto Frisinger, adelsmand, og af den gamle teologiske skole, når han skelner mellem den pavelige og den præstelige kirkes goder og siger således: Men det tilstår jeg, at jeg ikke véd anden udvej end at anerkende det, som de mænd, der var hellige og fortjenstfulde ved den apostolske tro regnede med, mænd som Sylvester, Gregor, Udalrik, Bonifacius, Lampertus, Gothardus og flere andre. 
38 Et subdit: Ego enim ut de meo sensu loquar, utrum Deo magis placeat, haec ecclesia suae qua nunc cernitur exaltatio, an prior humiliatio, prorsus ignorare me profiteor. Videtur quidem status ille fuisse melior, iste felicior. Assentior tamen Romanae sanctae ecclesiae, quam supra firmam petram aedificatam non dubito, credendaque quae credit, possidenda quae possidet, credo. Haec ille.  Og han tilføjer: Jeg for min del, for nu at tale om min mening, bekender, at jeg slet ikke véd, hvad der behager Gud mest, om det er den ophøjelse, som hans kirke nu nyder, eller det er den ydmygelse, den tidligere led. Det kunne godt se ud til, at denne tilstand var bedre, den anden lykkeligere. Dog tilslutter jeg mig den hellige romerske kirke, som jeg ikke tvivler på er bygget på den faste klippe, og jeg tror, at man må tro det, som den tror på, og besidde det, som den besidder. Såvidt Otto Frisinger. 
39 Cum hoc sanctissimo viro majoris mihi longe quam Lutherus sit auctoritatis, ipse quoque lubens sentio, et credo quod ille credidit. Cum Scipione tamen illo Romano nunquam Deum oraverim, ut res ecclesiasticas quantum ad bona temporalia plus augeat, sed ut satis auctas propicius tueatur et servet incolumes.  Eftersom jeg tillægger denne højhellige mand langt mere autoritet end Luther, så mener jeg selv gerne det, han mener, og tror det, han tror. Dog har jeg ikke sammen med denne romerske Scipio bedt til Gud, at de kirkelige sager skulle øges mere med hensyn til timelige ejendom, men om, at han nådigt vil se til, at de øges tilstrækkeligt, og at han vil bevare dem uskadt. 
40 Quod autem similitudinem meam de meta et catillo, quae mihi per superiorem et inferiorem molam significata sunt, hic etiam naso suspendit, et ipse sibi dissidens, tam inferiorem quam superiorem lapidem modo otiosum, modo negotiosum facere nititur (lutems01#77), tanquam non constaret inter Theologos quatenus Synagogae repudium se extenderet, ad Maximum Thaurinensem Episcopum auctorem minime paenitendum lectorem remitto, cui nostra illa non discrepant.  Men at min lille sammenligning med mål og fad, som for mig er betegnet gennem den øvre og den nedre møllesten, her også holder hans næse i uvished, så han blive uenig med sig selv, og stræbte efter at gøre så den nedre, så den øvre sten enten i arbejde eller i hvile, som om det ikke stod fast blandt teologer, hvor langt synagogens bortvisning strækker sig, jeg henviser den læser, der i det mindste vil gøre bod, til forfatteren biskop Maximus Thaurinser, han er ikke uenig i vor opfattelse. 
41 Luter. O ignominosum honorem novi testamenti, si simili honore aequetur veteri. (lutems01#79) Emser. Imo longe ignominiosiorem, si non solum non aequalis sed inferioris etiam fuerit conditionis.   Luther: O beskæmmende ære for det ny testamente, hvis det står lige i ære med det gamle. Emser: Nej, hvilken langt mere beskæmmende ære, hvis det ikke blot ikke havde lige betingelser med det gamle, men også stod under det. 
42 Luter. Non cogitasti, miserrime Emser, cum hoc munus obires, quam suspiceres argumentum tuis viribus impar. (lutems01#79) Emser. Quin tu celticam ausus es audaciam: Qui non solum Doctores Scholasticos viventes et mortuos sanctissimae vitae viros et coelo dignatos ex Theologorum centuria sed summum etiam Pontificem de ponte dejicere praesumsisti. Sed age videamus cuius humeri suscepto negocio magis respondeant.  Luther: Har du ikke tænkt på, elendige Emser, når du varetager denne forretning, hvordan du tager fat med argumenter, der overstiger dine kræfter? Emser: Som du dog vover med keltisk vovemod! Du påtager dig at forkaste ikke blot de levende og afdøde skolastiske doktorer fra teologernes forsamling, skønt de var mænd med et højhelligt liv, der nok havde fortjent himlen, men også at kaste paven ned fra broen. Men kom, lad os se, hvis væske de bedste responderer på, når de har modtaget den. 
43        Luter. Rogo infelix canonista, apostolum ad Hebraeos non legisti? (lutems01#80) Emser. Nae tu infelix es Theologus, qui propter pontificatum Christi aeternum (quem Paulus ille adumbrat) cujus tabernaculum non manu factum, cujus sacerdotium non secundum Aaron, sed secundum ordinem Melchisedech, Pontificatum Petri et successorum ejus neges esse summum:           Luther: Jeg spørger dig, uheldige kanonist, om ikke du har læst hebræerbrevet? Emser: Ja, visselig, du er en uheldig teolog, som på grund af Kristi evige pavedømme (som Paulus skitserer) hvis tempel ikke er gjort med hænder, hvis præstedømme ikke er ifølge Aaron, men efter Melkisedeks orden, nægter, at Peters og hans efterfølgeres pavedømme er det højeste. 
44 Quum tamen legitimi sint illius in (L711) terris Vicarii, et mundus hic inferior superiori tanquam Archetypo necessario respondeat; Ita ut nihil obstet (nisi forte pertinacia vel invidia) tam Christum esse summum Pontificem quam Petrum, suo tamen utrimque modo, ut infra dicam.  Men da herredømmet, som hans vikar på jorden har, er legitimg, og da denne lavere verden med nødvendighed må svare som en arketype til den højere verden, således er der ikke noget i vejen for (undtagen din stædighed eller misundelse) at både Kristus og Peter kan være ypperstepræst, hver på sin måde, som jeg vil sige om lidt. 
45 Sic etiam propter petram Christi mere spiritualem, Petrum petram esse fidei et ecclesiae hujus militantis, pari fuco, contra sacros canones et tuum ipsius Aurelianum impugnas. Imo contra ipsum etiam Paulum, cui de spiritali Christi petra etiam Patres veteris testamenti in deserto olim potaverunt (1 Kor 10,4), longe ante Romam conditam: Cum Petri petra sub Tiberio primum, nomen caeperit, et mundo simul illucescere.  Således også på grund af Kristi klippe, der er af åndelig art, mens Peter er troens og den kæmpende kirkes klippe, kæmper du som en drone imod de hellig kanonner og din egen Aurelianus. Ja, du kæmper også imod Paulus selv, for hvem de gamle fædre dengang i ørkenen drak af Kristi åndelige klippe, længe før Rom blev grundlagt: For Peters klippe begyndte først at tage navn under Tiberius og begyndte samtidig at oplyse verden. 
46 Sed infelicitatem tuam in re Theologica, hoc maxime prodit, quod etiam a laicis Theologiam tuam mendicare cogeris. Cum enim antea pontificem ipsum, reclamante etiam Erasmo, impuro ore velliceveris, sumpto nunc a principibus (ut ipse fateris) exemplo, inter Romanum tandem Pontificem et curiam Romanam distinguere didicisti, novo argumento veterem ludens tragoediam.  Men især forråder det din uheldige fremfærd i teologiens sag, at du tvinges til at lyve overfor lægfolk med din teologi. For skønt du nemlig med uren mund tidligere har spottet selve pavedømmet, havd også Erasmus protesterede imod, så tager du nu eksempel fra fyrsterne (som du selv indrømmer) og giver dig til at skelne mellem den romerske pave og den romerske kurie, idet du med et nye argument spiller den gamle tragedie. 
47 Erubesce ergo fili Cham, opprobrium patris tui, cujus verenda non solum coram nobis non tegis, sed et Boemis et Thurcis deridenda exponis, quia inventi sint laici principes, majori erga patrem pietate ac reverentia, quam tu factura illius monachus ac Theologus duplici eidem sacramento inauctoratus.  Derfor, du Kams søn, rødm af skam over din far, hvis blusel du ikke blot ikke dækker overfor os, men også udstiller til spot for bøhmere og tyrker, fordi der findes lægfyrster, der har en større fromhed og ærbødighed overfor fædrene end du kan vise dem, du munk og teolog, som indvarsler den samme dobbelthed i sakramentet. (?)
48 Quod autem infelicitatem mihi sacrorum canonum toties exprobras, tu et tuus Nemo, diluendum aliquando duxi, tam pro me quod pro illis causam dicturus. Imprimis igitur Gracianum decretorum collectorem, virum sanctae memoriae et de Rep. Christiana optime meritum fuisse assero: Ea quae tractavit, distincte, apte, copiose, et utiliter tractavisse.  Men at du i det hele taget bebrejder mig uheldighed i de hellige kanonner, du og din Nemo, har jeg regnet med var sagt for at afsvække, dels til fordel for mig, dels til fordel for dem. Derfor forsikrer jeg, at først og fremmest Gratian, der har samlet dekreterne, har været en mand af helligt minde og af stor fortjeneste for kristenheden. Det, han behandler, har han behandlet omhyggeligt, velegnet, flittigt og gavnligt. 
49 Non quod omnia ibidem posita constitutionis aut juris instar sint habenda: Sed quia tunc rara erant originalia, ubi in materiam aliquam incidit, omnium quos habere potuit auctorum sententias pro utilitate publica consarcinavit, ipse de suo parum admodum addens aut definiens.  Ikke sådan, at alt, hvad der står der om konstitution og ret skal regnes for værdifuld. Men det er gavnligt, fordi originalerne dengang var sjældne, og hvor man kommer ind på et eller andet emne, kan man have alt, hvad han har samlet sammen af aktørernes opfattelse til offentlig brug, selv tilføjer eller definerer han kun lidt af sit eget. 
50 Itaque cum nec hodie cujusque sit Corynthum petere, et tot pretiosa comparare volumina, habent pauperes ecclesiastici, tanquam sylvam, qua et se et plebem pascant et erudiant. Neque enim parum profecit in sacris literis qui decretorum codicem studiose meditatus est.  Derfor, ligesom det heller ikke i dag er nogens opgave at bede om Korinth, og sammenligne så kostbare bind, så har de fattige klerke, som en skov, noget, hvormed de kan sende både folket og sig selv på græs, så de kan blive dannede. For Gratians værk udretter heller ikke så lidt i den hellige skrift, som overvejes ivrigt i dekreternes kodeks. 
51 Habene item doctores nostri in eo libro canones in scholis ad legendum, in foro ad decidendum, in conscientia ad discutiendum necessa- (L712) rios. In quibus si quid obiter occurrit nodosum, ut prima facie vel evangelio, aut alteri scripturae canonicae dissonum, eorum, aut conditoris legum ecclesiasticarum Pontificis maximi potissimum interest nodum solvere, non tua, qui Luterus es non Oedipus.  Har ikke også vore lærde i skolerne i den bog noget nødvendigt at læse i, noget at afgøre ud fra i domstolen, noget at diskutere i samvittigheden? Og hvis der i forbigående skulle opstå nogle knuder, først og fremmest for evangeliet, så kan de, der skal løse knuderne, hente den mest udmærkede hjælp her. Men de, der skal løse knuderne er de mennesker, der skal bringe overensstemmelse mellem de forskellige kanoniske skrifter eller de paver, der skal skabe kirkelige love, det er ikke dig, for Luther er ikke Oedipus. 
52 Insolenter igitur, inscite etiam aliorum tibi usurpas provinciam, et ad prima vela totam improbas navigationem, utque ipse frigidus es, ita frigida illa judicas, ex cordis enim abundantia os loquitur. (Matt 12,34) Quod vero ad me attinet, noli esse solicitus.  Skønt du er uvant og uvidende kaster du dig ud i andres område, og retter ved første sejlføring bebrejdelser mod hele sejladsen, men du kan selv være kold, når du bedømmer dem som kolde, for hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Men med mig angår, skal du ikke være bekymret. 
53 Sic enim et in decretis et in sacris literis versor, ut ex fontibus quam ex rivulis haurire malim, nec omnia quae vel hic aut illic occurrunt, ad stomachum meum faciant.  For således har jeg behandlet dekreterne og de hellige skrifter, at jeg hellere ville øse vand af kilderne end af floderne, og ikke alt, hvad der viste sig her eller dèr, passede min smag. 
54 Mihi bis septem ante annos Lipsiae prima in Theologia laurea donata est, idque impensa, liberalitate et munificentia illustrissimi principis mei, cui potiorem studiorum meorum partem debeo. Verum tractandae Theologiae mos, qui tunc erat, adeo mihi molestus fuit, ut ad juris studium me diverterem.   Jeg har to gange i de sidste syv år i Leipzig fået førstepræmien i teologi, og det ved min højtoplyste fyrstes rundhåndede og gavmilde bekostning, hvem jeg skylder tak for størstedelen af mine studier. Men måden at behandle teologi på, som fandtes dengang, var i den grad ødelæggende for mig, at jeg vendte mig til det juridiske studium. 
55 Cum autem privatum tandem vivere, nec in foro versari, nec in cathedra lectitare, meus mihi persvasisset animus, eatenus in canonibus progressus sum, quatenus necessarium mihi fore putavi.  Men da jeg stadigvæk levede for mig selv og ikke ville optræde ved domstolen eller give forelæsninger ved katedret, besluttede jeg at gøre så store fremskridt i kanonisk ret, som det forekom mig nødvendigt. 
56 Per succisivas horas, quas orationibus et rei divinae sussurari oportuit, animo indulsi, ut nunc sacris nunc gentilium se oblectaret literis. In quibus an feliciter vel infeliciter moratus sim, aliorum esto judicium.  Gennem de mange timer, hvor man bør fremhviske bønner og være til gudstjenste, hengav jeg min sjæl til, at jeg så underholdt mig med den hellige skrift, så med hedningernes bøger. Om jeg med disse ting blev opholdt på lykkelig eller ulykkelig måde, vil jeg lade andre bedømme. 
57 Ipse cum ad coetaneos meos veteranos illos respicio, aliquid promovisse mihi videor, quum ad praesens seculum oculos converto, sub quo, tanquam ex cornu copiae omnis literata prodit eruditio, et recta etiam institutio, quae mihi semper defuit, vel mecum ipse fortem meam deplango, mihique infelix videor.  Selv synes jeg nok, hvis jeg ser på mine gamle samtidige venner, at jeg gjorde visse fremskridt, da jeg vendte blikket mod den nærværende tid, under hvilken jeg, som om ud fra forrådets horn al denne litterære afslørede dannelse og endda en ret institution, som jeg altid havde manglet, selv og overfor mig selv beklagede min skæbne, og forekommer mig selv ulykkelig. 
58 Quare non est qvod tibi succenseam, qui me infelicem vocas Canonistam. Nec est quod caeteris felicitatem eorum invideam, cum ex primis unus fuerim, qui literariam pubem ad hoc genus studiorum, humaniorum dico, subinde cohortatus sim, adeo, ut saepius ob hoc a magistris nostris male audierim. Sed hac de re satis.  Derfor forholder det sig ikke sådan, at jeg er fortørnet på dig, fordi du kalder mig en ulykkelig kanonist. Det er heller ikke sådan, at jeg er misundelig på andres lykke, eftersom jeg har været blandt de første, som opfordrede den litterære ungdom til den slags studier, altså til humanistiske studier, og det i den grad, at jeg ofte hørte ilde for det fra vore lærere. Men nok om det. 
59        Luter. Non ergo vestium pompa, aut potentiae magnitudo novi testamenti honor, sed figura fuit. (lutems01#80) Emser. Nemo hoc negat. Sed cum res sit figura, corpus umbra, multo excellentius in hoc militat argumentum meum, non dedecere novi testamenti sacerdotes omnem hunc mundum ecclesiasticum, quem vetus illa Synagoga ha- (L713) buit. Neque enim implicat, sacerdotem foris podere et purpura, intus justitia esse et vitae innocentia.            Luther: For det ny testamentes ære består ikke i klædernes pragt og magtens storhed, men det var et tegn. Emser: Det er der ingen, der nægter. Men eftersom sagen er et tegn, legemet en skygge, kæmper mit argumentet meget bedre heri, det argument, at hele denne verdens kirkelighed, som den gamle synagoge havde, ikke bør vanære det ny testamentes præster. For dette, at præsten i det ydre er iført fine klæder og purpur, bevirker ikke, at han i det indre er retfærdighed og lever et uskyldigt liv. 
60 Ut de Basilio legimus quem Effrem candida indutum stola, et cum clericis suis venerabiliter procedentem, pariter intra se judicavit inique: Qui tamen postea divina admonitus oracula, exclamavit, vere magnus est Basilius. Sic vel hodie fieri potest, vt plerique fratres etiam religiosi majorem sub cucullo alant superbiam: quam Episcopus aliquis sub mitra, et omni ornatu suo pontificali.  Sådan som vi læser om Basilius, som var iført Efraims rene stole, og med sine klerke gik ærværdigt frem i processession, og bedømte sig selv til indvendig at være lige så ren, at han råbte: ja stor er i sandhed Basilius. Sådan kunne det nok i dag ske, at nogle brødre, også munkene under deres kutte, opdyrkede hovmod. Det kunne en biskop gøre under sin mitra, og under al sin præstelige pragt. 
61 Luter. Fefellit nos certe apostolus nec argumento suscepto satisfecit, quod non etiam Petrum aut Romanum nobis Monarcham secundarium commendavit. (lutems01#83) Emser. Apostolus tunc non lac propinabat, sed silidum cibum. (1 Kor 3,2) Mysterium tractabat, non corticem. Judaeis loquebatur in lege peritis non gentibus.  Luther: Apostelen skuffer os og hans argument (fra Hebr 9,1ff) tilfredsstiller os ikke, fordi han ikke samtidig anbefaler os Peter eller den romerske som monark i andet led. (?) Emser: Apostelen gav os dengang ikke mælk at drikke, men fast føde. Han behandlede et mysteriet, ikke barken. Han talte til jøder, der skulle forgå ved loven, ikke til hedninger. 
62 Nec tunc locus erat de nostro illis pontifice plura disserere, quum vix hoc persuadere posset, ut vel Christum agnoscerent. Nusquam tamen vel Petrum pontificem esse et pastorem, vel illi aut praelatis caeteris obediendum abnegavit.  Ejheller var der her stedet at omhandle mere om vort pavedømme for dem, da han næppe kunne overbevise dem om det, siden de knap nok kendte Kristus. Og dog nægtede han intetsteds, at Peter var pave og hyrde eller at man skyldte ham og de øvrige prælater lydighed. 
63 Cum ad Heb. I. dicat: Omnis praevaricatio et inobedientia accepit justam retributionis mercedem. (Hebr 2,2) Nec sacerdotibus etiam quicquam ad eorum usum deesse voluit. Hinc est quod toties inculcat, justum esse, qui altario servit de altario quoque vivat. (1 Kor 9,13) Når han i Hebr 1 siger: 'Enhver overtrædelse og ulydighed fik sin retfærdige gengældelses løn', så ville han ikke, at præsterne skulle mangle noget, de skulle bruge. Derfor nævner han mange gange, at det er retfærdigt, at den, der tjener ved alteret, også lever af alteret. 
64 Nec indignum ut qui spiritalia seminamus, carnalia metamus: Neminem militare debere suis stipendiis: Neminem pascere gregen, et de lacte gregis non manducare. (1 Kor 9,7) Quam sententiam Xenophon in paediam Cyri proloquens pulcherrime extendit. Nec est quod mihi hoc obgannias non prohibere te necessaria sed superflua: in hoc enim ipse tibi assentior.  Det er heller ikke uværdigt, at vi, der udsår de åndelige ting, skal høste de kødelige ting. [Der står jo, at] ingen gør soldatertjeneste på egen bekostning, ingen vogter en hjord og drikker ikke af hjordens mælk. Denne opfattelse udvikler Xenofon på smukkeste vis i prologen til Cyrus' pædia. (?). Og det betyder ikke noget, hvad du bebrejder mig, at det ikke er det nødvendige, men det overflødige, der forbydes dig. For i det stykke er jeg enig med dig. 
65 Meminisse autem nos oportet, in coelo quoque esse differentias angelorum, aliaque aliis convenire, nec decere ubi monachus mendicus curruli vehitur sella, Episcopum pedestrem incedere: Aut ubi ille basilicas ac phrygias subducit columnas, in lutea hunc habitare casa: Cum hujus nobis opera necessaria, illius etiam onerosa. His autem omnibus modum imponere, nec tui nec nostri est officii.  Men vi bør huske på, at i himlen er der også forskel på engle, nogle tjener de andre, og det går ikke ret for sig, hvis en tiggermunk føres i vognstol og en biskop må gå. Eller hvis den første stikker næsen i vejret i store kirker og frygiske søjlegange, mens den anden bor i en lerhytte. Skønt den enes arbejde er nødvendigt for os, er den andens derudover byrdefuldt. Men at bestemme måden, alt dette skal ske på, er hverken din eller vor opgave. 
66         Luter. Quare sicut in veteri fuit unus summus, non duo summi, nec ullus vicarius summi sacerdotis, sic et in novo oportet fieri. (lutems01#84) Emser. Unum summum, et purum hominem Judaei habuerunt eundemque divino jure, quod tu negare non potes. Talem ego nobis quoque vendico, non plures.         Luther: Derfor, ligesom der i det gamle [testamente] var én øverste, ikke to øverster, eller nogen stedfortræder for den øverste præst, sådan bør det også være i det ny. Emser: Én øverste, ét rent menneske havde jøderne efter den samme guddommelige lov, som du ikke kan nægte. Det er også, hvad jeg anbefaler for vore, ikke flere. 
67 Sicut ergo non sequitur: Christus est summus omnium pontifex, ergo Aaron non fuit summus Judaeis: (L714) Ita nec sequitur: Christus est summus, ergo Petrus non fuit summus nobis. Mediator enim veteris ac novi testamenti Christus sacerdotium Judaeorum non extirpavit, sed transplantavit; non abolevit, sed mutavit in melius: ut quod illos in sanguine hircorum ac vitulorum offere jusserat, nobis in suo sanguine faciendum expresserit.  Altså, ligesom man ikke kan drage den slutning: Kristus er alles ypperstepræst, ergo var Aaron ikke jødernes ypperstepræst, sådan kan man heller ikke drage den slutning: Kristus er ypperstepræst, ergo var Peter ikke den øverste for os. For som mellemmand mellem det gamle og det nye testamente rykkede Kristus ikke jødernes præstedømme op med rode, men omplantede det, han ophævede det ikke, men forandrede det til det bedre. Ligesom han befalede dem at ofre med blod af bukke og kalve, sådan har han befalet os at ofre med hans blod. 
68 Idemque tunc sanguis vitulorum figurabat, quod nobis sub panis et vini specie hodie proponitur. Summus igitur pontifex Aaron Judaeis, summus Petrus nobis: unum et eundem omnium summum et aeternum pontificem, Deum et hominem, Christum referunt.  Og dengang var kalves blod et tegn på det samme, som betegnes for os under brød og vin i dag. Således var Aaron ypperstepræst for jøderne, Peter for os: Men de henviser begge til én og samme person, han, som  for alle er den højeste og evige præst, Gud og menneske, Christus. 
69 Vterque vicarius ipsius, ut sic dicam: ille praecedens, hic subsequens: ille per legem, hic per gratiam: ille sub umbra, hic sub luce. In luce enim Christiani habitant. Cum ergo una tandem futura sit ecclesia justorum, a primo Abel usque ad novissimum, soli Deo cognitum, tunc sicut hodie cessit Pontificatus Aaron, ita tunc etiam cedet Pontificatus Petri et pastorale officium, eritque unus tantum pastor et unum ovile: Vnus summus pontifex et sacerdos in aeternum in re, quod illi fuerunt in spe, sicut et nunc est et semper.  Og begge er hans stedfortræder, om jeg så må sige: den ene forud for ham, den anden efterfølgende ham; den ene gennem loven, den anden ved nåden; den ene i skygge, den anden i lys. For de kristne bor i lyset. Og eftersom det til syvende og sidst vil være én kirke af retfærdige, fra den første, Abel, til den sidste, som alene Gud kender, da vil, ligesom idag Aarons præstedømme er ophørt, til den tid også Peters præstedømme og pastorale embede ophøre, og der vil være én hyrde og én hjord. Én ypperstepræst og præst i evighed i virkeligheden, hvad der for dem kun var i håbet, sådan som det også er nu og vil være for altid. 
70 Nec refert interea duos esse summos diversis rationibus. Sic enim et Joannes baptizavit, et Christi baptismo in hoc non praejudicavit: Et ut nemo dicit Joannem non fuisse baptistam, quod inter baptismum suum et Christi permultum quidem intererat: Ita nemo sanae mentis dicere potest, vel Petrum vel Aaron non fuisse summos pontifices, quod inter eorum et Christi summitatem, pariter aliquid distat.  Og det betyder ikke noget her, at der er to ypperstepræster med forskellige begrundelser. For således døbte og Johannes, og han foregreb ikke derved Kristi dåb. Og ligesom ingen siger, at Johannes ikke var en døber, fordi der mellem hans dåb og Kristi dåb gik temmelig lang tid, således kan ingen ved sine fulde fem sige, enten at Peter eller at Aaron ikke var ypperstepræster, fordi der ligeledes mellem deres og Kristi ypperstepræsteembede var nogen afstand. (?)
71 Quod autem de Petro et Aarone dixi, hoc de successoribus utriusque dixisse volo: citra tamen pertinaciam et praejudicium Theologorum.  Men hvad jeg har sagt om Peter og Aaron, det ønsker jeg også sagt om deres efterfølgere. Det ligger dog ud over teologerne stædighed og fordomme. 
72 Luter. Nec tu saltem cogitas esse plane impossibile, ut totius orbis populi ex una Roma petant episcopos. (lutems01#86) Emser. Nec tu forte tecum repetis, quum in secularibus literis tam sis curiosus, possibile fuisse Romae orbem in provincias redigere Christo nondum nato. Quam retuso igitur spiculo hic me feris: licet fulguris instar intonans, anathema esse dicere Christum ad impossibile nos obligasse: tanquam impossibile Christo esset, quod mundus potuit praestare. Luther: Og det har du i hvert fald ikke tænkt på, at det er fuldstændig umuligt, at hele verdens befolkning kan søge at få bekræftet sine biskopper fra Rom. Emser: Og du på din side har nok heller ikke tænkt over, når du har været nysgerrig i de boglige århundreder, at det var muligt for Rom at inddele verden i provinser før Kristi fødsel. Hvad er det dog for et sløvt kastespyd, du her sender imod mig! Lad være at du lyner og med hævet stemme råber, at den er forbandet, der siger, at Kristus har forpligtet os til det umulige! Som om det skulle være umuligt for Kristus, at verden kan yde dette. 
73 Sed forte nondum videras album illud pontificale, quod et provinciale nuncupant, ubi in omnes orbis angulos pro colossis ac statuis Romanorum deductae sunt Romanae hoc est Christianae fidei coloniae: et ad parcendum impensis ac viarum pe- (L715) riculis, constituti in locis remotioribus Patriarchae, Primates, Metropolitani, et Diocoesani, quorum auctoritas ingruentibus negotiis communioribus in medium consuleret: Servatis nihilominus causis praestantioribus et praecipue fidei Romanae sedi tanquam Magistrae, et lydiae ut ajunt regulae.  Men du har måske endnu ikke set det hvide pontificale, som de også kalder provinciale, hvor der til alle verdenshjørner i stedet for romernes kolosser og statuer blev udført romerske, det vil sige, kristne troskolonier. Og for at spare på udgifterne og mindske farerne på vejene er der på fjernere steder oprettet patriarkater, primater, metropoler og stifter, hvis autoritet rådslår om de sager af mere fælles karakter, der dukker op. Ikke desto mindre adlyder de i mere betydningsfulde sager og især i trossager det romerske sæde som deres læremester og, som de siger, som deres lydiske regel. 
74          Nec mirum (quo uno tu pedem figis) si sub primordiis nascentis adhuc ecclesiae, aut post etiam, Patriarchae illi originarii Ierosolomitani, Alexandrini, Antiochiae et Graeciae, quaedam Romano pontifice fecerunt inconsulto. Neque enim propterea temerario id ausu fecisse credendi sunt, ut qui Petri successori et Christi vicario subesse recusarent: quem ipsi etiam apostoli agnoverunt,          Og det er ikke mærkeligt (og det er kun det, du lægger vægt på), hvis der i den første tid, hvor kirken endnu ikke var født, eller kort tid derefter, blev gjort noget af de oprindelige patriarker i Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Grækenland, uden at man rådspurgte den romerske pave. Og man må heller ikke tror, at de har vovet at gøre det af dristighed, så de har nægtet at være underlagt Peters efterfølger og Kristi stedfortræder. Ham anerkendte også apostlene selv. 
75 Certum est enim Joannem Petro longo post tempore supervixisse, Nec tamen Lini, Cleti aut Clementis potestati aut ordinationi usquam contravenisse legitur. Sanctius est igitur mea quidem sententia, existimare nos, si quid tale contigit, spe ratificationis esse factum.  For det er jo givet, at Johannes har levet meget længere end Peter, og dog læser vi ikke noget om, at Linus', Cletus' eller Clemens magt eller ordination har været imod ham. Derfor er min opfattelse den helligste, at vi skal mene, hvis der skete noget sådant, at det blev gjort i håb om [senere] godkendelse. 
76 Praecipue cum illo adhuc seculo Christianorum peregrini literae, internuncii et reliqua omnia Romanis essent suspecta, nec tutus semper pateret accessus. Id quod apud Graecos post Nicenum etiam concilium passa est Christiana nostra Resp.  Og det skete ikke mindst, fordi indtil det århundrede var de kristnes brevforsendelser, mellemmænd og alt det øvrige mistænkeligt for romerne og der var heller ikke nogen sikker rejse dertil. Hvilket man også hos grækerne efter det nikænske koncil måtte tåle i vor kristne stat. 
77 Quum ut reliquos hic taceam, Athanasius ille magnus, machinante Arrio, damnante Constantio, fugere et sex annis continuis in lacu cisternae carentis aqua ita delitescere coactus sit, ut ne solem quidem unquam interea viderit.  For nu her at tie om de øvrige, så blev Athanasius den store, da Arius drev sit rænkespil og Konstantius fordømte ham, tvunget til at flygte og igennem seks år skjule sig i en tom vandbeholder, så at han i den tid slet ikke så andre mennesker. 
78 Quid quod actutum omnia ad vivum resecari non possent? et par foret, ut sicut Christus cum patre operatur usque nunc: ita etiam spiritus sanctus ecclesiam sponsam suam non cessaret in diem promovere, et novis semper instaurare charismatibus. Accedit ad hoc quod maximis urgentibus causis, Episcoporum confirmationes ad sedem apostolicam, tanquam ad fontem revocatae sunt: quas nos hic suspendimus, ut ceteris tuis objectis tempus suppetat.  Hvad, når alle livsnødvendigheder ikke straks kunne afskæres? Og på lignende måde må det være, at ligesom Kristus samvirker med faderen indtil nu, således ophører helligånden ikke med at føre sin brud, den hellige kirke, frem i dagen, og til stadighed indføre nye nådegaver. Dertil kommer, at af de mest vægtige grunde skal biskoppernes bekræftelser kaldes tilbage til det apostoliske sæde, som til kilden. Og disse bekræftelser lader vi ligge her, for at vi kan få tid til dine øvrige indvendinger. 
79 Luter. Quis? Tu Emser? Tu ne audeas dicere per concilii interpretationen jus fieri divinum? (lutems02#1) Emser. Imo, ego, ipse, Emser, vel hodie dicere ausim, non quod tu mihi impingis, sed ubi in dubium vertatur, an per haec verba Christu, tu es Petrus etc. et pasce oves meas, etc. jure divino Petro commissum sit ovile Christi tanquam primario ac summo pastori, et concilium definiat quod sic, Martinus vero neget, Malle me sententiam concilii seque catholicam, quam opinionem Luteri erraticam. (L716)  Luther: Hvem? Du? Emser? Du vover da ikke at sige, at der igennem koncilernes udlægning opstår en guddommelige ret? Emser: Jo, jeg, mig selv, Emser, vover da rigtignok i dag at sige, ikke hvad du pånøder mig, men hvor det stilles i tvivl, om ikke igennem disse Kristi ord: 'Du er Peter', osv, og 'vogt mine får', osv der overdrages til Peter ved guddommelig ret at være som den første og øverste hyrde for Kristi hjord, men når et koncil fastslår, at sådan forholder det sig, så nægter Martin det, men jeg vil hellere følge koncilets katolske opfattelse end Luthers fejlagtige mening. 
80       Luter. Deinde optimo magistro Grammaticae nunc demum scio, quod pasce oves meas significat. Esto Monarcha et Dominus. (lutems02#2) Emser: Quaeso te, si pascere nil aliud significat, quam molliter curare, ut tua sonat cabala, cur is qui dixit: Ego sum pastor bonus, flagello aliquando dispulit propolas? (Joh 2,13) Cur Petrus, cui pasturam hanc ille demandavit, Ananiam et Saphyram (Apg 5,1-11), cur Simonem magum (Apg 8,18) tam in corpore quam in anima percussit?  Luther: Dernæst lærer jeg nu langt om længe ud fra den bedste magisters grammatik, at 'vogt mine får' skal betyde 'vær hersker og herre'. Emser: Jeg spørger dig, hvis det at vogte ikke betyder andet end skånsomt at drage omsorg for, sådan som din kabale lyder, hvordan kan det så være, at han, der sagde: Jeg er den gode hyrde, engang uddrev kræmmerne med en pisk? Hvorfor gennemborede Peter, hvem han havde overladt dette hyrdeembede, da Ananias og Safira og Simon Mager både på legeme og sjæl? 
81 Aut si pascere nil aliud erit quam ultro meantes ducere, quod opus est pedo, quo pastores solent erroneos in viam minare, ad armenta revocare, in stabulum reducere? aut scabie inficiente eo prohibere et excludere: ne ut Ovidius inquit: Morbida facta pecus totum corrumpat ovile?  Eller hvis det at vogte ikke skal være andet end at føre udover ??, hvad brug er der så for en hyrdestav, hvormed hyrderne plejer at true dem, der går vild på vejen, til at kalde dem tilbage til hjorden, til at føre dem ind i stalden igen? Eller til, hvis der bliver påført smitte med skab, at forhindre det og udelukke dem, at det ikke skal gå, som Ovid siger: Ét sygt stykke kvæg ødelægger hele hjorden?
82 Quod si illo tempore, quo quota pars fuit Christiani gregis, sine potestate, et sancta quadam, ut sic dictam, Tyrannide coerceri non potuit; Quanto minus hodie cum tot regnis, tot gentibus ac populis Romanus ille pastor praesideat: Cum tot sint rerum negotia, tot rixae, tot varios casus dies quaelibet secum adferat, cum tot sint sacella, tot ecclesiae, tot monasteria, tot sectae ac religiones (ubi una esse debebat) tot atri, tot caesti, tot variegati, tot depravati tam clerici quam monachi, ut effrenata illorum cupiditas, sui prodiga, pacis aemula, sine imperio, absque legibus, sine duce, rectore et monarcha, teneri, coerceri, ac gubernari nequeat.  For hvis det på den tid, hvor den kristne hjord kun var ganske ringe, ikke var muligt, at den kunne være uden magt, eller om jeg så må sige uden helligt tyranni, til at tvinge den med, hvor meget mindre da i dag med så mange lande, så mange hedninger og folk, som den romerske hyrde skal styre: Eftersom hver dag fører så mange forhandlinger, så mange stridigheder, så mange forskellige tilfælde med sig, eftersom der er så mange kapeller, så mange kirker, så mange klostre, så mange sekter og munkeordner (hvor der kun burde være én) så mange dunkle, så mange jernhårde, så mange forskellige, så mange fordærvede klerke og munke, så at deres tøjlesløse lyster, deres ødselhed, fredens ligelighed, intet af det ville kunne holdes i ave, tvinges og styres uden magt, uden love, uden leder, fører og hersker. 
83 Accedit Episcoporum ac Archiepiscoporum de limitibus,de subjectione, de jurisdictione, mutua inter se contentio, Regum ac principium pacta, connubia, interregne, unctiones ac translationes. Ut interim taceam tot ubique pullulantes contra sedem apostolicam haereses, machinationes, ac conspirationes ab his etiam qui eidem Sedi prae caeteris sunt obnoxii. Vetus enim in sacris literis adagium est, inimici hominis domestici ejus.  Dertil kommer biskoppernes og ærkebiskoppernes indbyrdes konkurrence om grænser, underkastelse og jurisdiktion, kongers og fyrsters om pagter, ægteskaber, interregnummer, salvelser og overførsler. For slet ikke at tale om de kætterier, rænker og sammensværgelser, der overalt fremspirer imod det apostolske sæde, også fra dem, der i særlig grad er skyldige overfor dette sæde. For i den hellige skrift er det en gammel tilvækst (?) fra det fjendtlige menneske i hjemmet. 
84 Quare ipso mihi Oreste insanior esse videtur, qui pontificem in tanta rerum mole otiosum inter unguenta et balnea diffluentem, ut nostri urbani illi heremicolae, aut ad hoc obnoxium putaverit: ut ipse solus pascat, cum vix subulcus aliquis sit quin pueros habeat adscititios, et id nullus unquam per se praestare possit, si Argus etiam fuerit.  Derfor forekommer han mig mere vanvittig end Orestes selv, han, som mente, at paven var udflydende i uvirksomme tings mængde blandt salver og bade, som vor bys arveforvalter (?), eller skyldig dertil. At han selv alene skulle vogte, skønt der næppe nogen svinehyrde, medmindre han har dygtige børn, og ingen nogensinde vil kunne yde det selv, hvis Argus også var der. (?)
85 Vide igitur ne Luteriana tua cabala a scopo hic aberret, quae verbum pasce contra majorum omnium sententiam (qui tamen non omnes lusci fuerunt aut lippis oculis) contra etiam ipsam, vitae magistram, experientiam, officii tantum et laboris, non etiam dignitatis aut potestatis esse contendit. (L717) Du skal altså her passe på, at ikke din lutherske kabale her afviger til en betydning, så du påstår, at ordet 'vogte' kun har noget med embede og anstrengelse, ikke noget med værdighed og magt at gøre, imod alle de øverstes mening (som dog ikke alle har været énøjede eller har haft rindende øjne), også i mod selve livets læremester, erfaringen. 
86 Nam si dignitas non est, cur ipse ais: volo et ego Romanum pontificem esse primum omnium, quem omnes revereantur. Si autem potestatem nullam habeat, quis illi obediat? quum juxta proverbium ubi nullus timor, ibi nullus pudor, et Reip. intersit ne crimina maneant impunita.  For hvis der ikke er nogen værdighed, hvorfor siger du så selv: Også jeg ønsker at den romerske pave skal være den første af alle, som alle viser ærbødighed. Men hvis han ikke har nogen magt, hvem vil da adlyde ham? Når det ifølge ordsproget er sådan, at hvis der ikke er nogen frygt, er der heller ikke nogen skam, så er det for staten magtpåliggende, at forbrydelser ikke forbliver ustraffede. 
87 Nec opitulabitur tibi magistralis illa tua distinctio, qua verbum etiam confirmare subdividis in diplomata Episcoporum, quibus confirmare solent ea quae episcopalis sunt administrationis, et in hoc quod nobis consolati significat. Cur enim singulariter Christus Petro diceret, et tu conversus confirma, id est consolare secundum te fratres tuos (Luk 22,32), cum consolari moestos, visitare infirmos, inter trivialia misericordiae opera omnibus demandatum sit. (n87 Og det skal ikke hjælpe dig med den administrative skelnen hos dig, hvorved du inddeler begrebet 'bekræftelse' i biskoppernes administration, hvormed de plejer at bekræfte det, der hører til den biskoppelige administration, og i det, at det betyder 'trøste os'. For hvorfor siger Kristus til Peter alene: 'og du, når du omvender dig, styrk (det vil sige: trøst, ifølge dig) dine brødre', eftersom det at trøste de sørgmodige, det at besøge de svage, hører til de almindelige barmhjertighedens gerninger, som det er overladt til alle at gøre. 
88 Nec proprium christianorum, sed nobis cum ethnicis et infidelibus etiam commune. Id quod ex evangelico illo patet Samaritano. Itaque si Emserianae credas cabalae, confirmare hic longe diversam et reconditiorem habet sententiam: quantos enim putas ex meo (hoc est peccatorum) numero (nam hoc saltem admittes me publicanum esse, te pharisaeum) quorum fides deficeret, qui se etiam pariter ad restim devoverent, nisi firmaret eos haec Petri conversio, et in abissum misericordiam Dom. sperare juberet, ipso etiam tacente?  Og det er ikke kun givet de kristne, men vi har det fælles med hedninger og vantro. Hvilket fremgår af evangeliet om samaritaneren. Derfor, hvis du følger den emserianske kabale, har ordet 'bekræfte' her en helt anderledes og mere skjult betydning: For så mange som du mener hører til mit (det vil sige synderes) tal (for i det mindste det må du indrømme mig, at jeg er tolderen, du farisæeren) som mangler troen, hvem af dem kan også i lige grad love sig hen til hængning, hvis ikke denne Peters omvendelse kan styrke dem og befale dem at håbe på Herrens afgrundsdybe barmhjertighed, for ikke at sige på ham selv? 
89 Firmantur etiam in hoc fratres Petri episcopi, ne ubi peccent (quod Briccio contigit vel insonti) statim a sedibus suis deturbentur. Et saluberrimum christianis documentum datur, ne dum modernos etiam pontifices opera Christo contraria facere animadvertunt, obedientiae propterea jugum excutiant, quod tu doces, qui ad manus in sanctum Domini injiciendas principes cohortaris, plebem commoves, Episcopos religione obstringis: et negotiosior Juda, nullam das requiem capiti tuo donec id quod facis, facias citius. Oblitus sermonum Christi tui: Et portae inferi non praevalebunt adversus eam.  Også heri styrkes Peters brødre, biskopperne, at de ikke, når de synder (hvilket skete for Briccius omend uskyldigt) straks skal vende sig bort fra deres sæder. Og det frelsebringende dokument giver for de kristne, at de ikke, når bliver klar over, at de nyere paver gør gerninger, der er imod Kristus, af den grund skal sønderhugge lydighedens åg, hvilket du lærer, du, som opfordrer fyrster til at lægge hånd på Herrens hellige, oprører folket, forpligter biskopperne til fromhed. Og mere ivrig end Judas, giver du ingen hvile til dit hoved, førend det har gjort det, du gør, endnu hurtigere. Har du glemt din Kristus' ord: Og helvedes porte skal ikke få magt over den. 
90 cVidere til emser03

Noter:

n27: Löscher i en note: Inepte luditur sphalmate primae editionis. (Han leger på forkert måde med salmens ord i den første udgave)

n87: Den fulde Vulgata-tekst af Luk 22,32 lyder: ego autem rogavi pro te ut non deficiat fides tua et tu  aliquando conversus confirma fratres tuos.