Emser mod Luther 2

taget fra Löscher bind III side 694 til 703.

Hieronymus Emsers svar på Luthers assertio, fra omkring november 1519.

Det bemærkes, at oversættelsen er højst foreløbig, nærmest en 'råtekst'. Sædvanligvis anfører jeg med (?) de steder, jeg er i tvivl om. Her kan man ikke regne med noget sådant. Også ikke markerede steder kan indeholde brølere, ting, der er forstået helt forkert eller noget, der i altfor høj grad beror på gætværk fra min side. Efterhånden som jeg får arbejdet mig igennem teksten flere gange, vil muligvis nogle af de værste brølere forsvinde.

¹ A Venatione Luteriana Aegocerotis Assertio.
Hieronymus Emser Martino Lutero Sanitatem. Bukkens forsikring til den lutherske jagt.
Hieronymys Emser ønsker Martin Luther et godt helbred.

²     Nae tu Lutere mi perbelle tibi quadras, tibi ipse constas, tuique ubique similie, ut novus es Theologus, ita nova hac Theologia tua Cynica, Cynicum passim magis quam Christiananum agis Theologum.       Ja, Luther, det passer dig på mange måder godt, at du er i overensstemmelse med dig selv og overalt er dig selv lig, ligesom du er en ny teolog, sådan agerer du teolog med denne nye kyniske teologi, som overalt er mere kynisk end kristelig.

³ Adeo ne ulla quidem carta a te prodit: quin (tanquam a caniculae exortu progressa) et canina rabie sit infecta, et canina dente armata. Probant hoc cum caetera tua omnia, tum tres istae quas, duos infra menses, evomuisti invectivas: Primam in Romanum Pontificem et ejus auctoritatem nobis sacrosanctam: Alteram in Ecchium et fratres quosdam religiosos: Tertiam vero in nos et Aegoceronta nostrum. I den grad skal du passe på, at ikke nogen bog skal forråde dig, at du ikke (som noget, der går ud af hundens bagdel) også skal blive inficeret med hundegalskab og forsynet med hundetænder. Dette, sammen med alt det øvrige fra din side, beviser også de tre slags skældsord, som du har kastet op i de sidste to måneder: Den første slags imod den romerske pave og hans autoritet, der er hellig for os. Den anden slags imod Eck og nogle munke. Den tredie slags imod os og vores Buk.

⁴ Taceo eas quos obiter in Episcopos et eorum officiales, in Sylvestrum sacri palatii Magistrum, in Cajetanum Apostolicae sedis Cardinalem et Legatum, in universos Romanae cohortis aulicos et proceres, in communem denique Theologorum viventium, et in Christo quiescentium scholam, deblaterasti ineptias: Adeo quidem virulentas ac pestiferas ut mire in te cadat psalmographicum hoc: Sepulchrum patens guttur eorum: (Sl 5,11) Et alibi: Sicut novacula acuta fecisti dolum: dilexisti omnia verba praecipitationis, lingua dolosa. (Sl 52,4) Og så vil jeg ikke nævne de skældsord, som du tilfældigt og upassende udplaprer imod biskopper og deres personale, Sylvester, Magister for det hellige palatium, kardinal Cajetan, udsending fra det apostolske sæde, den romerske afdelings hoffolk og forstandere, og endelig de nulevende teologer i almindelighed. I den grad er det sygt og pestbærende, at det nok er om dig, at salmedigterens ord finder anvendelse: 'Deres strube er en åben grav', og andetsteds: 'Som en skarp kniv er din list: du har elsket alle faldets ord, de bedrageriske sprog'.

⁵ Et tamen Theologus iste novus, tanquam Draco ille qui de coelo cecidit, quasi tertiam stellarum partem post se trahit. Miranturque cum (ut ipse ait) Germani, Hispani, Itali, Galli, et penitus toto distantes orbe Britanni: Exosculantur cum primis Boemi. Et forsitan jam Thurcae etiam venient, et munera illi offerent: Eo quod Romam, quam armis illi hucusque non potuere, scriptis iste suis tam fortiter oppugnet. Og dog drager denne nye teolog, ligesom den drage, der faldt ned fra himlen, ligesom en trediedel af stjernerne efter sig. Og de undrer sig, som han selv siger, sammen med tyskerne, spanierne, italienerne, franskmændene og næsten alle de langtborteliggende briter: bøhmerne prises i høje toner sammen med de førstnævnte. Og måske kommer også allerede tyrkerne, og tilbyder ham deres tjeneste. Af den grund, altså, at han bekæmper Rom så tappert, det Rom, som de med deres våben hidtil ikke har kunnet klare.

⁶ Nihil enim magis optat caput hoc lepidum, quam ut nedum Boemis, sed et Judaeis Thurcis ac Saracenis etiam placere possit. Et id quidem facile impetrabit. Og det vil han let kunne opnå. (L695) For intet ønsker dette allerkæreste hoved mere, end at han kan behage, ikke blot bøhmerne, men også jøderne, tyrkerne og saracenerne.

⁷        Ut tamen eos qui foris sunt missos hic faciamus, dic bone frater (fratrem enim bardocucullus, non Christi te mihi ostendit charitas.) Quidnam mali de te meritus est Aegoceron noster, ut eum non tam in meam quam totius familiae meae (cum qua mihi communis est) ignominiam, tam acri perfunderes aceto?        Men for at vi dog kan gøre dem, der her er sendt udenfor, så sig, gode broder (det er nemlig den dorskkutteklædte, ikke Kristi kærlighed, der har vist mig dig som broder) hvad ondt har vores buk gjort sig fortjent til af dig, siden du udviser en sådan forhånelse, ikke blot af mit, men af hele min families navn, hvilket er det samme for mig, siden du oversvømmer det med en så bitter eddike?

⁸ Aut quid quereris abesse illi truncum et pedes, quod in gratiam tuam fato quodam contigit, ne te pugnis ac calcibus etiam peteret, qui cornu feriet, ac sic bis miser fieres. Eller hvad finder du ud af, at han mangler i skikkelse og fod, så at han kunne få den skæbne at opnå din nåde, så at han ikke skal bede dig med møje og spore, han, som støder med sine horn, så du bliver dobbelt elendig.

⁹ Sed quisnam in cor tibi ista mitteret, ut non solum fratres ac proximos tuos, verum summos etiam pontifices, tam impie ac crudeliter infamares, nisi pater tuus Belial, pater blasphemiae, pater monachorum impudentium? Aut quis ad hanc te venationem eduxit, tam clericis quam monachis interdictam, nisi idem venator hominum? Num legeras aliquando: Esau venator erat, ideo peccator erat. Men hvem mon har sendt dig disse ting i hjertet, så at du ikke blot ugudeligt og grusomt tilsværter dine brødre og dine nærmeste, men også paver, hvis ikke din fader er Belial, faderen til blasfemi, faderen til munkefrækhederne? Eller hvem har ført dig ud på denne jagt, som udelukker både præster og munke, hvis ikke det er den samme menneskejæger? Mon du nogetsteds har læst: Esau var jæger, derfor var han synder.

¹⁰ Sed age, si quam in venando voluptatem cepisti antea, eam nunc tandem amittas oportet. Sic enim natura comparatum est, ut voluptatis comes sit moeror ac poenitentia. Quamvis tibi mi Lutere, equidem longe optarim meliora, tum propter tuam ipsius eruditionem, tum propter nobile Wittenbergense gymnasium, quod his etiam moribus tandem ludibrio expones et periculo. Men kom nu, hvis du tidligere har haft nogen lyst til at gå på jagt, så må du nu langt om længe have sendt den bort. Således er det nemlig beredt naturen, at lystens ledsager er bedrøvelse og bod. Men jeg har alligevel, kære Luther, længe ønsket noget bedre for dig, dels på grund af din dygtighed, dels på grund af det ædle Wittenbergske universitet, som du også med disse skikke udsætter for hån og fare.

¹¹ Atque utinam furentem illum eloquentiae tuae gladium in alium strinxisses, neque me tum per patrios manes, tum per venarum sanguinem, et omnem virilitatem masculam (oblitus personae tuae) adeo petulanter in campum provocasses, haereticum non lubrico, ambiguo, simulato, sed aperto sermone pronunciaturus, nisi tibi respondeam. Og gid du ville udstrække dette din veltalenheds glødende sværd imod en anden, så at du hverken skal vente mig gennem fædrene eller gennem årernes blod, og i den grad overgivent opægge al min mandlige styrke (idet vi ser bort fra din person) til kamp, så du ikke slibrigt eller tvetydigt eller påtaget, men med ligefremme ord vil blive erklæret for kætter, medmindre jeg svarer dig.

¹² Deum enim atque hominum fidem testor, me propter nullam alioqui causam huc descensurum fuisse, nisi tam diris evocatum. Quid enim tacendo hic faceret Hieronymus, nisi quod talem se esse agnosceret, hoc est, ut tu ais (lutems01#9), tam impotentem, ut se ante cohibere nequisset, ac rursus tam ignorantem et ignavum, ut liberaliter et aperto tecum Marte congredi non auderet. For jeg kalder Gud og menneskers troskab til vidne på, at jeg er gået ind i denne kamp ikke af anden grund, end at jeg blev kaldt til våben med så mange ulykkelige forbandelser. Hvad skulle nemlig her Hieronymus gøre ved at tie, andet end at det blev bekendt, at sådan er han, det vil sige, som du siger, så svag, at han ikke tidligere havde kunnet holde stand, og omvendt så uvidende og dum, at han ikke vovede frit og åbent at gå i krig.

¹³ Adactus igitur per te misera quadam necessitate ostendere tibi cogor testes veritatis meae, et quod etiam nobis calidus ludat circum praecordia sanguis. Data tamen opera enitar, ut id fiat cum moderamine inculpatae (quod nostri dicunt) tutelae, et ut ratione potius, quam convitiis tibi respondeam: Ne quo in te modo damno, in me ipso quoque tandem detester. Derfor, drevet af dig ved en eller anden elendig nødvendighed tvinges jeg til at fremvise mine vidner for sandheden, og til at vise, at også hos os leger varmt blod omkring i vort indre. Da der dog gives værker, anstrenger jeg mig for, at det kan ske under ulasteligt formynderskabs ledelse, som vore siger, og at jeg kan svare dig med begrundelser mere end med skældsord, så at jeg ikke blot fordømmer det hos dig, men også afskyr det hos mig selv.

¹⁴ Mane igitur mi Lector, et parum ausculta ac specta: (696) ut Aegoceron noster venatorem hunc miseris eludet modis, ruptisque retibus ac custodiis (praeparante sibi domino pedes cervorum) quo vere Tragelaphus, id est, hircocervus fiat, per condensa transiliet, liberque ab insidiis abibit. Hold derfor ud, kære læser, og hør lidt efter og se lidt på. Så vil du se, hvordan vor buk på elendige måder afparerer denne jæger, hvordan han river nettene og vogterne i stykker (idet han for din herre forbereder hjortenes fødder (?)), hvorved han virkelig bliver en Tragelaphus, det vil sige, en hjortebuk, springer over det sammentrængte, og undgår baghold.

¹⁵      Jam enim ne te diutius morer, spectaculum ante oculos edam. Luter. Et te Emser, quis unquam credidisset tam doctum et acutum Theologum. (lutems01#2) Emser. Sardonium hunc risum ipse quoque rideo. Ut qui vulgi more neminem credat esse Theologum, nisi empticio titulo sese venditantem.        For nu vil jeg, for ikke længere at opholde dig, sætte dig et skuespil for øjnene. Luther: Også du, kære Emser, hvem skulle nogensinde have troet, at du var en så lærd og skarp teolog. Emser: Nu ler jeg selv, som den værdiløse slave, der selv blev udlet. Ligesom den, der efter folks skik ikke tror, at nogen er teolog, hvis ikke han sælger sig for en købetitel. (?)

¹⁶ Cum tamen revera sacerdotis officium non minus sit quam Theologi in lege domini meditari, et non solum scire, verum etiam docere sacras literas ac rationem reddere omni petenti: Id quod et ipsa nominis vis impositiva simul explicat, et majores nostri (de presbyteris loquor) priusquam ulla in ecclesia esset Theologorum factio, consuevere. Skønt dog præsternes embede ikke er noget mindre end at tænke over sin herre teologens lov, og ikke blot at vide, men også at lære at kunne give skriftsvar og fornuftssvar til enhver, der spørger. Det, som også navnets egen afmægtige kraft på én gang forklarer, og det må vore foresatte (jeg taler om præsterne) have vænnet sig til, førend der i kirken var nogen teolog-fraktion. (?)

¹⁷ Eodem cavillo miratur me tam fidelem ipsius patronum, nisi quod, ut non rogatus, ita minime gratus aut oportunus illi fui ad eas res quas animo volutat. Oportunus autem injuriae, et unus omnium e tot scriptoribus, in quem indignationis suae spiritum effunderet. Ud fra det samme drilleri er det mærkeligt, at jeg skulle være en så trofast patron for ham, medmindre det skyldes, at ligesom jeg ikke er spurgt, således har jeg i det mindste været elskværdig og bekvem for ham til de sager, som han overvejer. Men bekvem til at øve injurier imod, og én ud af alle de mange forfattere, mod hvem han udgyder sin ånd af indignation.

¹⁸ Luter: Nova miracula: qui ab Ecchio delirabar esse Boemus, ab Emserio Boemus esse abnegor. (lutems01#3) Emser. Positis ridiculariis venabulum in manu corripit, et ad seria se praeparat; sed disce hic infelix Actaeon (n18) noster, qui dialecticos spernis locos, per antistrophonta saltem Rhetorum argumentum, neque Ecchium te delirare Boemum, neque me negare te esse Boemum. Luther: Det er da et nyt mirakel, at jeg af Eck blev anklaget for at være bøhmer, men af Emser blev benægtet at være bøhmer. Emser: Han tog et latterligt jagtspyd i hånden og forberedte sig til de alvorlige ting, men her kan vor ulykkelige Aktæon lære, når du udspreder dine dialektiske steder, i det mindste gennem retorernes modsatrettede argument, at hverken er det sådan, at Eck anklager dig for at være bøhmer, ejheller er det sådan, at jeg nægter, at du er det.

¹⁹ Sed miracula ista a te edita, qui Ecchio suspicanti Boemorum te esse patronum, ter geminasti, satis festiviter, mentitum est, mentitum est, mentitum est. Mihi vero scriptitanti, quin etiam putanti ex animo hoc a te dictum, iratus decies id exprobras, omnesque oratoriae nervos huc colligis, ut te Boemis expurges: in gratiam cum eis redeas, et vel hodie te illorum patronum esse ostendas. Nej, dette mirakel er udgivet af dig, du, som af Eck blev mistænkt for at være bøhmernes patron og tre gange gentog: det er løgn, det er løgn, det er løgn. Men mig, der skrev det ned, skønt jeg også mener at kunne huske udenad, at dette blev sagt af dig, bebrejder du det, ti gange så vredt, og du samler sammen, hvad du har af retorisk nerve for at rense dig for bøhmermistanke. Når du i nåde vender tilbage til dem, så må du vel også i dag vise dig som deres patron.

²⁰ Neque enim aliud est invectiva haec contra me tua (exceptis scommatibus ac loedoriis) quam merum Boemorum patrocinium. Itaque non nos, sed tu te ipsum modo Boemum facis, modo Boemum esse pernegas: Et tanquam Vertunnus (n20) aliquis, nunc in angelum lucis, nunc in tenebratum spiritum te transformas: Ut sis plane ipse, vir ille Jacobita, qui ex eodem fonte dulce manat et amarum; (Jak 3,11) Aut Satyrus ille, qui calidum et frigidum, ex eodem efflat ore. Ejheller er dette dit skældsord imod mig (når vi ser bort fra ukvemsord og grovheder) andet end blot et patronat for bøhmerne. Derfor er det ikke os, men dig selv, der gør dig til én, der handler efter bøhmernes skik, selv om du helt og holdent nægter at være bøhmer. Og som en anden Vertumnus forandrer du dig så til en lysets engel, så til en mørkets ånd. Så at netop du er som den mand i jakobsbrevet, hvor der af den samme kilde strømmer både fersk og salt vand. Eller du er som den Satyr, hvor der ud af den samme mund udflød både varmt og koldt.

²¹ Pro tuis autem donis (Pandorae, pyxi- (L697 [695] (n21)) di haud absimilibus) Joabo (lutems01#6) videlicet et Juda, quos dispeream, nisi per Apodixim probavero, in te magis quam in nos alludere, haec interim xenia tibi remitto. Pro Joabo scilicet, Chore, Dathan, et Abyron, qui pariter ac tu Pontificibus nostris, ita illi Mosi et Aaron oblatrabant, dicentes: Sufficiat vobis, quia omnis multitudo sanctorum est, Cur supra populum Domini elevamini? (4 Mos 16,3) Men angående dine gaver (ikke ganske ulig Pandoras æske), nemlig Joab og Juda, om hvem -- gid jeg må dø, hvis ikke -- jeg vil bevise ved Apodixis, at de mere hentyder til dig end til os, vil jeg imidlertid sende dine foræringer tilbage. For angående Joab, Kora, Datan og Abiram læser vi, at de skældte ud på Moses og Aaron, ligesom du på lignende måde skælder ud på vore paver, idet de sagde: 'Lad det være nok for jer, at der er hele denne mængde af hellige; hvorfor ophøjer I jer over Herrens folk?'

²² Nimium enim cum facto illorum temerario tuis convenit coeptis. Nimium etiam (si ita ut coepisti pergas) parem tibi timeo exitum, si quando incipiant decreta nostra calescere. Pro Juda vero Sergium tibi dono, pseudomonachum, cujus opera Mahometes quondam ingentem etiam ex agro dominico praedam abstulit. Det er nemlig for meget, at deres frække gerning skulle svare til, hvad du er begyndt på. Og det er også for meget (hvis du fortsætter, som du er begyndt) at jeg skulle frygte for dig den samme udgang, hvis engang vore dekreter begynder at blive varme. I stedet for Juda giver jeg dig Sergius, den falske munk, hvis værker Muhammed bortførte fra Herrens ager som et overmåde stort bytte.

²³ Cui adde, si placet, Reuchlinianam illam calvariam in similis farinae monachum. Semper autem fere monstri quidpiam peperit, quoties monachus in principum familiaritatem irrepsit, et illorum aura vectus est. Vide quam minime ingratus erga te fuerit Hieronymus, sed duplica tibi retulerit: Quandoquidem duplicitatis illum insimulas. Til ham kan du føje, hvis du vil, den skaldede reuchlinianer også i munkenes surdejg. Men altid fødte han næsten et hvilketsomhelst monster, så ofte som munken skaffede sig indpas hos fyrsternes fortrolighed, og blev båret oppe af deres glans. Se, hvor lidt utaknemlig Hieronymus har været mod dig, han har endda givet dig dobbelt tilbage. Nårsomhelst kan du beskylde ham for dobbelthed.

²⁴         Nunc vero post missitata ultro citroque munera, quo tandem amuleto invidiae suspicionem a nobis summovebimus? quam conscientiarum ille vaticinator et inspector cordis mei, non vulgariter, sed Timonianum (n24) in modum nobis impingit: Idque eo verborum praestigio, ut quamvis sim extra noxam, difficile tamen fuerit excusatu.       Men nu, efter at tjenesterne er sendt udenfor og indenfor, ved hvilket beskyttelsesmiddel skal vi så fjerne mistanken for misundelse? Andet end som denne forudsiger af samvittighederne og undersøger af mit hjerte pånøder os det, ikke vulgært, men på Timons måde, og det ved ordenes gøgleri, så at jeg på en eller anden måde er ekstra skyldig, og dog vil det være vanskeligt at undskylde.

²⁵ O callidum venatorem, qui omnem mihi saltum, et se simul una sic cingit ac munit, ut figere sagitas, jaculari missilia, cedere, ferire, sternere ipse valeat, sui autem adeundi nullum nobis locum adaperiat. O du varme jæger, som bevæbner og forskanser alting for mig i det mindste og samtidig også for sig selv på en sådan måde, at han selv får lov at skyde med pile, at kaste med kastespyd, at vige, at holde inde, at kaste til jorden, men ikke åbner os mulighed for at komme hen til sig.

²⁶ Si enim in jus vocare voluerim, et infestam linguam injuriarum ac mendacii simul postulare: ab ordinariis quidem sexcentis se privilegiis exemptum asseret, Romanae autem Curiae ac Pontificis maximi potestatem, ob hanc causam, ita praeoccupando dejecit, ut justitium sibi faceret: et ipse solus censor omnium, nullum supra se haberet judicem. For hvis jeg ville kalde ham til orden og anklage ham både for et usikkert sprog fuldt af injurier og for løgn, så ville han forsikre, at han var undtaget fra i hvert fald seks hundrede almindelige privilegier, men at han af den grund forkastede den romerske kuries og pavens magt, på den måde, at han kunne skabe retfærdighed for sig selv. Og han ville selv være den eneste, der skulle bedømme alt, og ville ikke have nogen dommer over sig.

²⁷ Quod si sacrorum canonum scitis agere velim, frigida dicet esse decreta: Si dictis orthodoxorum patrum, etiam per Apotheosim jam receptorum, inniti laborem, homines fuisse referet, et hominum traditionem non accipiet: Si vero evangelio fretus divino ipsum ore revincam, clamabit illico, non capere me sensum evangelicum: Hvis jeg derfor ville handle ud af kundskab til de hellige kanonner, ville han sige, at det er bare kolde dekreter. Hvis jeg ville handle ud fra de ortodokse fædres udsagn, de fædre, der dog allerede er modtaget i det høje, ville han hævde, at det ville være at støtte sig på anstrengelse, på mennesker, og at han ikke godtager menneskelige traditioner. Men hvis jeg gendriver ham med støtte i det guddommelige evangeliums egne ord, så vil han på stedet hævde, at jeg ikke har forstået evangeliets mening.

²⁸ Uni sibi creditam esse tritici dispensationem. Quid igitur faciam? aut quo me tandem vertam? Sed ô felix Zoile et Hieronimomastix, nunc cum Aegocerota nostrum ex omni parte putas esse circumdatum ingenio valere cognosces, ubi sublatis (L698) armis omnibus, tuo te venabulo percutiet, tuo te gladio jugulabit. Han tror, at han alene har en tredobbelt dispensation. Hvad skal jeg da gøre? Eller hvorhen skal jeg vende mig? Men, o lykkelige Zoilus og Hieronymus-pisker, nu hvor du mener, at du har fået lov til at omringe vor buk fra alle sider med din forståelse, så skal du erkende, hvordan, når alle våbnene er nedlagt, han gennemborer dig med dit jagtspyd, myrder dig med dit sværd.

²⁹ Tu enim qui aliquid forte supra hominem, sive Deus es, sive semideus, in glosseinatis tuis super Paulum ad Galatos (quae obiter et quasi per transennam vidimus, nihil ab auctore suo degenerantia) super verbo: Quicunque enim volunt placere (Gal 6,12): sic ais: Nam de absentibus, et praesertim negantibus vitia divinare non sine peccato est. (n29) Du er nemlig et eller andet udover mennesket, hvad enten det er Gud eller en halvgud, i dine udlægninger af Paulus' brev til galaterne (hvilket vi ser overalt som en slags snare, der ikke stammer fra brevets forfatter), udlægningen af ordet: 'De, der vil skaffe sig anseelse'; her siger du således: 'For at profetere om de fraværende, og især om dem, der nægter deres laster, er ikke uden synd'.

³⁰ Haec Luterus, et recte quidem. Nescit enim homo quid sit in homine, nisi spiritus hominis, qui in ipso est (1 Kor 2,11). Sed tu de me absente, et vel hodie quidem constanter pernegante, non solum divinasti, sed in vulgus etiam traduxisti, modo invidia percitum, modo Ecchio magistro ac praeceptore me scribendi hanc insumpsisse operam. Såvidt Luther og det har han jo ret i. For mennesket véd ikke, hvad der er i mennesket, undtagen menneskets ånd, som er i det. Men du ikke blot profeterer om mig, som er fraværende og i hvert fald i dag til stadighed helt og fuldt nægter, du fører også ud i offentligheden, hvad der blot er vakt af misundelse, fordi Eck har været din lærer og jeg din underviser, der har påtaget mig arbejdet med at skrive. (?)

³¹ Quare tuis ipsius verbis, sine peccato esse non potes: Quod si nec tu sine peccato, cur tot in me lapides pluis? Cur quod in Ecchio damnas, alienum et tu judicas fervum? Macte Theologe Cynice, quam pulchre concordat hic psalterium tuum cum cithara: hoc est, cum verbis tuis opera. Derfor kan du ikke, ifølge dine egne ord, være uden synd: Men hvis du ikke er uden synd, hvorfor lader du så så mange sten regne ned over mig? Hvorfor bedømmer også du det, du fordømmer hos Eck, med en anden glød? Du slagne, kyniske teolog, hvor smukt passer ikke dit psalter med citarspillets gerning, det vil sige: med dine ord.

³² Quam gratos ac pingues his diebus labiorum vitulos Deo mactasti magis quam litasti: Putas ne me si invidia contra te laborassem vel minima, aut si nocere tibi voluissem vel tantulum, omnia tibi summa tributurum? Aut ullum credis futurum Aegocerontis nostri tam perversum judicem, quin vindicta, hoc est virga illa praetoria, ab hac eum suspicione liberet et absolvat? Hvor yndigt og frugtbringende har du i disse dage forherliget mere end givet gode varsler om nederlagenes kalve (?): Mener du ikke, at jeg, hvis jeg havde fremelsket bare den ringeste misundelse imod dig, eller hvis jeg havde villet skade dig særdeles meget, ville have kunne tillægge dig al ting? Eller tror du, at jeg bedømmer vores buks fremtid som så fordrejet, fordi den ikke bliver hævnet, det vil sige, ikke får fat på spanskrøret som belønning, fra hvilket han kunne blive befriet for denne mistanke og få den tilgivet?

³³ dispeream enim si non bonorum omnium calculo epistola mea ad veram Theologiam et Christi spiritum propius multo accesserit, quam immanis haec tua criminatio. gid jeg nemlig må falde død om, hvis ikke mit brev af alle goder i høj grad har bifaldet den sande teologi og Kristi ånd, mere end den beskyldning, der ligger i dit svar.

³⁴       De Ecchio vero nihilosecius est quod suspiceris: neque enim ferentariis ille eget militibus (quum auxilia tua ipsis plerumque legionibus sint robustiora) nec ego tam stultus sum, ut illius litem meam velim facere. Nihil mihi rei cum Ecchio in hac causa, nihil cum Lipsensibus, quos in literis erga me tuis minitaris simili aliquando involvere gloria.       Men om Eck er det ingenlunde sikkert, hvad du har mistanke om. Han mangler nemlig ikke spydkastende soldater (skønt dine hjælpetropper er kraftigere end selv mange legioner) og heller ikke jeg er så dum, at jeg ønsker at yppe kiv mellem dem og mig. (?) Jeg har nemlig ikke noget med Eck at gøre i denne sag, har ikke noget med Leipzigerne at gøre, som på en måde i dine truende bøger imod mig skulle få en lignende hæder. (?)

³⁵ Emancipatus dudum ac mei juris factus sum. Meam scripsi epistolam, meam defendam. Pro Aegocerote meo causam dicam. Proin tu mihi nunc loquere, deinde cum velis Ecchio vel Lipsensibus, aut etiam Megarensibus. Erunt forte qui tibi respondeant, neque enim triviales Lips habet Philosophiae Magistros, sed tam graeca quam Romana facundia, tam ligata quam soluta oratione pollentes, qui me etiam longo post se intervallo a tergo relinquant. Jeg har forlængst frigjort mig og blevet mig selv i min egen ret. Det er mig,der har skrevet mit brev, det er mig, der skal forsvare det. Jeg taler om min sag til fordel for bukken. Derfor må du først henvende dig til mig, så kan du bagefter, som du vil, henvende dig til Eck og Leipzigerne, eller også til Mainzerne. Der vil måske være nogle, der svarer dig, for heller ikke Leipzig har almindelige filosofimagistre, men nogle, der er veltalende både på græsk og latin, som kan holde både faste og improviserede taler, som lod mig langt tilbage bag deres ryg.

³⁶ Sed quid opus est matrem etiam et fi- (L699) liam intestinis irretire odiis? An parum esse putas nos duos insanire, nisi ceteris etiam molesti simus? Projice igitur tu non solum Carolstadium et tuum neminem, verum politioris litteraturae et philosophiae Aesticampianos ac Melanthones. Men hvad brug er der for at indfange moderen og datteren til indre had? Mon du mener, at vi to er lige rasende, medmindre vi også er ødelagte som de øvrige? Derfor fremsend du bare ikke blot Karlstadt og din hr ingenting, men også de mere smagfulde litterater og filosoffer, Æstikampusserne og Melanchthonerne.

³⁷ Et ego non modo Ecchium et nostrum nullum (qui tamen non sunt) verum omnem aliorum etiam operam pro hac vice cedo. Nudus tecum manum conferam, ut gymnici certaminis decet palestritam. Så vil jeg til gengæld vige ikke blot for Eck og for vores hr ingenting (som dog ikke findes) men for ethvert arbejde af andre. Jeg vil gå i håndgemæng med dig helt nøgen, som det bør sig en deltager i en brydekamp.

³⁸ Juro enim tibi et sacrum Christi tribunal contestor, me omni humano auxilio destitutum (exceptis libris) ista scribere, atque adeo quidem ut ne puer sit qui dictata excipere posset, sed ipse mihi esse cogar simul et dictator et actuarius. Alioqui, nisi descriptio me tenuisset, jampridem tibi occurissem. For med ed bevidner jeg overfor dig ved Kristi hellige domstol, at jeg skriver dette, idet jeg giver afkald på nogen menneskelig hjælp (bortset fra bøgerne), og det i den grad, at der heller ikke er nogen dreng, som kan udføre det, der bliver dikteret, men jeg tvinger mig selv til på én gang at være den, der dikterer, og den, der skriver ned. Ellers, hvis ikke nedskrivningen holdt mig tilbage, ville jeg allerede være kommet dig i møde.

³⁹        Quam molesta tamen mihi res sit digladiatio illa inter doctos et novus hic tractandae Theologiae mos, quo nihil agimus nisi jurgia, ex saphico meo adjuncto potuisti intelligere.        Men hvor besværlig en sag det er for mig med en sådan brydekamp mellem lærde, og hvor ny en måde at behandle teologi på, der her er tale om, hvor vi kun udveksler skældsord, vil du kunne forstå ud fra det digt, jeg har tilføjet.

⁴⁰ Desine igitur ab hac calumnia, quia non solum vacante animo invidia, verum ignorantibus etiam cunctis, maxime autem Ecchio, per multa tunc stadiorum millia a me distante, haec mihi sumpta est provincia: Longeque alia scribendi fuit causa et justior, quam ut vel tuo ipsius odio vel illius favore adductus fuerim. Hold derfor op med dette rænkespil, for ikke blot udtømmer det sjælen ved sin misundelse, men det tilknytter også de uvidende, men især for Eck, som har en afstand fra mig på mange tusinde stadier, er denne afdeling taget: Der var en helt anden og mere retfærdig grund til at skrive, end at jeg skulle blive hadet af dig eller komme i gunst hos ham.

⁴¹ At in disputatione Lipsiae totus ardebas: Fateor, quis enim non arderer, aut cujus aures non horrescerent, dum tu tam insolenter palam diceres, Joannis Huss articulos quosdam (etiam per concilium damnatos) evangelicos fuisse ac Christianissimos? (eck04#3). Men i disputationen i Leipzig flammede du fuldstændig op. Jeg tilstår, hvem ville ikke flamme op, eller hvis ører ville ikke forfærdes, når du så frækt åbenlyst sagde, at nogle af Johannes Huss' artikler (som endda var fordømt af koncilet) var evangeliske og højst kristelige?

⁴² Quod ego nihilominus tam favorabili circumscriptione obtexi, ut catholicos pro Christianissimis mutuarim ne odiosiorem causam tuam facerem. Et tamen Timonianum me tibi inimicum autumas. (lutems01#4) Hvilket jeg ikke desto mindre har dækket med en højst favorabel omskrivning, så at jeg erstatter 'højst kristelige' med 'katolske', for ikke at gøre din sag endnu mere forhadt. Og dog kalder du mig din Timoniske uven.

⁴³ At ita de te amici mihi retulerunt. Qui sunt hi amici? Tu ne amicos existimes, qui te palpant, qui omnia tua laudant, qui dum popularem tibi auram et famam aucupant, famosum magis quam famigeratum efficiunt? Men således anbefalede mine venner at handle overfor dig. Hvem disse venner er? Ja, regner du kun dem for venner, som smigrer dig og roser alle dine værker, dem, som mens de lurer på dit ry og rygte hos folk, gør dig berømt, og ikke kun berygtet?

⁴⁴ Quin tu potius uni credis Erasmo, rubea caera notanti quandam in te praecipitantiam, tum veterum actorum ac Pontificis maximi intempestivam sugillationem, tandemque false, licet recte admonenti, futurum (ne caveris) ut id quid facis, non semper facere possis. Men du tror måske snarere på den ene Erasmus, når han på en vokstavle noterer ned, hvor stor en nedstyrtning du rammes af, hvis du ikke passer på, når du er kommet med en ubehersket forhånelse mod de gamle kirkefædre og paven, som oven i købet er falsk, og skønt ret formanet, ikke altid kan gøre det, du gør.

⁴⁵ Hoc quid sit dicere, tu, qui nasum Rhinocerotis habes, facile olfacies. Eadem ratione in dicta disputatione nemo tibi tam fuit inimicus quin satis superque doctum, nemo tam amicus quin audaculum nimisque (L700 [698]) ad injuriandum valentulum esse confiteretur. Hvad det vil sige, vil du, der har en næse som et næsehorn, let kunne lugte. Ud fra den samme begrundelse var der ingen, der i ovennævnte disputation i så høj grad var din uven, at han indrømmede, at du var meget lærd, og ingen, der ikke i så høj grad var din ven, at han ikke bekendte, at du var altfor forvoven til at komme med fornærmelser.

⁴⁶ Idem mihi plane de te judicium, quando me vis revelata tecum loqui facie: Irritatiora scilicet, insolentioraque pleraque esse scripta ac dicta tua, quam quae veram Christi prae se ferant pietatem: Nihilque nobis tandem paritura, quam novum quoddam schisma, et grave in Ecclesia Dei scandalum, atque ob hoc optimo cuique merito odiosa et suspecta. Den samme bedømmelse har jeg af dig, når du vil have mig til at tale åbent, ansigt til ansigt, med dig. Dine skrifter og dine ord er mere opæggende og mere overmodige end at de kan indeholde den sande Kristi fromhed i sig. Og de fører i det hele taget ikke til noget for os, andet end et nyt skisma, og en alvorlig forargelse imod Guds kirke, og af den grund er det i høj grad velfortjent, at de er forhadte og mistænkelige.

⁴⁷ Ecce nunc palam tecum loquor, et proverbium nullum facio. At idem tibi Dresda olim et Lipsia deinde in faciem indicavi, fraterneque admonui, rogitans ut Zelo adderes scientiam, sapientiam loquereru inter perfectos, offendicula tolleres a parvulis, et superstitionem nostrorum ita taxares, ne religionem simul omnem extingueres, et atheos omnino faceres Germanos. Se, nu taler jeg åbent til dig, og bruger ikke noget ordsprog. Men det samme påviste jeg engang overfor dig ansigt til ansigt i Dresden og derefter i Leipzig, og formanede dig broderligt, idet jeg bad dig om, til din iver at føje viden, til din visdom veltalenhed blandt fuldkomne, og jeg bad dig om at undlade at forarge de små og fordømme vor overtro på den måde, at du ikke samtidig udrydder al fromhed, og gør alle tyskere til ateister.

⁴⁸ Sed tu confracta hospitali tessera admonitionem nostram floccipendens, et malum, ut Caecias nubes, ad te trahens, majora in diem ausus es, donec pudore devorato frontem omnino perfricuisti. Men du knuste vores venlige meddelelse, vejede vores formaning på en guldvægt, trak det onde til dig som Cæcia' sky, og vovede at drage det meste frem i dagen, indtil du måtte sluge al skam og gnide dig i panden.

⁴⁹      Ubi igitur apud te nihil profeci, hanc saltem de te sententiam meam interrogantibus me super doctrina tua, simplici ac germana fide confessus sum: Quando de his quae publice fiunt, liberum nobis est iudicium.         Hvor jeg da hos dig ikke har haft nogen fremgang, har jeg i det mindste med en enkel og ren tro bekendt denne mening om dig ved at forespørge dem om din lære: Når det drejer sig om det, der er offentliggjort, står det os frit for at bedømme.

⁵⁰ At illi egregii tui amici, nihil referre putantes inter odium et invidiam (quae tamen Basilius ille magnus proprio libro secrevit, tanquam Vatinianum aliquem inimicum me tibi inconciliaverunt. Men de udmærkede venner, du har, mener ikke, der er nogen forskel mellem had og misundelse (hvilket dog Basilius den Store skelnede mellem i sin egen bog) som om de intrigerer mellem mig og dig, som var jeg en Vatiniansk uven.

⁵¹ Maxime autem semidoctuli quidam ciniflones tui (scio in quo loco) qui etiam invectivam contra me tuam, nondum ex integro natam per manus traditam et pro munusculo invicem missitantes, laetati sunt super animam innocentem tanquam qui invenit spolia multa. Men især er der nogle af dine halvlærde askeblæsere (?) (jeg véd, hvor de befinder sig) som også bruger dit skældsord imod mig, det, som endnu ikke er født påny, overleveret ved hånden, det udsender de som en tjeneste, de gør hinanden, og de glæder sig over en uskyldig sjæl som én, der finder et stort bytte. (??)

⁵²        Quos ergo: sed motos praestat componere fluctus.

⁵³        Intelligisne tandem uter tibi amicior: Hieronymus, candide admonens, an assentatorum grex ille trilitterus? Quod si pariter et ipse a te ante fuissem monitus: invenisses profecto Calliclem, si te mihi praestitisses Megaronidem.         Forstår du da ikke omsider, hvem af de to, der er dig mest venligt stemt: Hieronymus, som ukunstlet formaner dig, eller denne trebogstavede hjord af smigrere? Som om jeg ikke på lignende måde tidligere blevet formanet af dig: du er minsandten kommet til Callicles, hvis du i forvejen har bestemt, at jeg for dig skal være en Megaronit.

⁵⁴ Nunc vero quam nequiter mecum agis, qui me non solum citra ullam culpam, sed citra evangelicam etiam admonitionem orbi publice traducis, animulam hanc diabolo pro te consecrasse nugaris, et conscientiam meam tam constanter accusas, quam si per fenestram vidisses omnes cordis mei latebras. Men nu, hvor udueligt handler du med mig, når du ikke blot fører mig til byen uden nogen brøde, men også uden nogen evangelisk formaning, og driver spøg med, at denne lille sjæl for dig er indviet til djævelen, og beskylder min samvittighed så konstant, som havde du gennem et vindue kunnet se alle mit hjertes skjulesteder.

⁵⁵ Cum nihil magis in Vulcano Momus reprehendat, quam oblitum eum fenestrenulas illas in corde, quibus perspici possent (L701 [699]) hominum cogitationes. Sed dices: Si igitur neque invidiae stimulo, neque Ecchio instigante epistolam edidisti: quaenam alia tibi fuit causa? Scies id postea: non potes modo enim portare omnia. At nos interim alium excutiemus faltum. Skønt Momus intet bebrejder Vulkan mere, end at han har påført ham disse små vinduer i hjertet, hvorigennem de kan gennemskue menneskenes tanker. Men du vil sige: Hvis du altså hverken har udgivet dette brev af misundelsens elller på Ecks opfordring, hvilken anden begrundelse kan du så have haft? Det skal du nok få at vide bagefter: for du kan ikke bære alt. Men lad os i mellemtiden gennemgå et andet falskneri.

⁵⁶ Luter: Legi igitur Aegoceronta tuum: Nec refert enim quo nomine monstrum appelles infelicissimum (lutems01#12). Emser. Tunc monstrum appelles infelix, quod inter sidera caelestia tam feliciter est receptum? Cum tuus interim Luter, unde Lutero tibi nomen est, ad stygias damnatus sit paludes. Luther: Jeg har altså læst din stenbuk, og jeg er ligeglad med, hvilket navn du bruger om det ulykkelige væsen. Emser: Er det af den grund kalder du den et ulykkeligt væsen, at den modtages så lykkeligt blandt himlens stjernetegn? Skønt din Luther, hvorfra du har dit navn, er fordømt til underverdenens sumpe.

⁵⁷ Cui hoc etiam mali accidit, quod dum cum falso duplicitatem mihi improperas propter bisectilem armorum aream (lutems01#16) (quod mihi cum multis clarissimis etiam familiis commune est ) ille interim gravissimo auctori Plinio vere inter amphibia, hoc est duplicia referatur. For ham sker der også det onde, at når du på grund af våbenskjoldets todelte frie felt uegentligt tildeler mig en falsk dobbelthed (hvilket jeg har fælles med mange andre oplyste familier), så regnes den imidlertid hos en så alvorlig forfatter som Plinius blandt amfibierne, det vil sige, henviser til en dobbelthed.

⁵⁸ Adde tu eadem felicitate, quod itidem venator est ac tu, nec caret mysterio, quod vestimentorum etiam fimbriis ad splendorem praetexitur. Sic enim ipse quoque doctrinae tuae novae fucos quosdam pietatis pollucibiles praetendis: Ut recte in te quadret Horatianum hoc, Purpureus late qui splendeat unus et alter Affuitur pannus. Hui quam belle lutrae tibi nomen convenit. (n58) Føj du kun dertil ud fra den samme lykke, at det er en lige så stor jæger som du, og heller ikke tager sig af det mysterium, at klædernes trevler foregiver glans. For således foregiver du selv, at også din læres nye purpur har nogen overflod på fromhed. Så dette ord fra Horats passer godt på dig, purpurfarvet overalt er den ene, som glinser, og tilstedeværelse i pjalter er den anden. Derfor, hvor smukt passer ikke navnet 'dynd' på dig.

⁵⁹ Sed tu ad effugiendum hunc ethymum aspiratione subdole interposita rem caelare voluisti. Quod sentiens Aegoceron meus eam tibi tanquam spolia detraxit opima. Veteranus enim miles est, et (ut hoc etiam ad gloriam ejus adjiciam) non solum cum Jove olim in Ida nutritus, ut Cretensis ait Epimenides, verum etiam in bello illo antiquo contra Titanos ei auxilium tulit, quod simili superbia et inpietate quadam congestis in unum montibus e caelo illum detrudere moliebantur: De quibus Virgilius ait, et conjuratos caelum rescindere fratres. Men du har, for at undgå denne ordforklaring, villet udskære sagen i håb om en underskudt mellemsag. Men da min stenbuk mærkede det, tog den det fra dig som et rigt bytte. Den er nemlig veteran i soldaterfaget (hvad jeg tilføjer til dens ære), ikke blot som Juppiter dengang ernæret med Ida, som kretenseren Epimenides siger, men den kom ham også til hjælp i den gamle krig mod titanerne, fordi de i et lignende overmod og med nogen ufromhed efter at have slugt bjerge i én mundfuld søgte at støde ham ned fra himlen. Om hvilket Vergil siger: og brødrene sammensvor sig for at ødelægge himlen.

⁶⁰ Ex quo bello victor Jupiter inter astra eum retulit, et immortali honore dignatus est, quam ego gloriam, si tam essem jactabundus quam tu es, commode nunc in me transferre possem: propter similem mihi cum Aegocerote meo operam. Vide igitur ut is qui tibi tam olet, superis etiam in deliciis est et tanquam stella fulget in coelo, quem tu dum obscurare niteris, gloriosum magis, vel inuitus reddidisti. I den krig blev Jupiter sejrherre og satte ham igen op blandt stjernerne, og han var værdig til en udødelig ære, hvilken ære jeg på min side let ville kunne overføre på mig, hvis jeg ville prale så meget, som du gør, på grund af, at jeg har en opgave, der tåler sammenligning med min stenbuks. Du ser altså, at han, som lugtede sådan for dig, også er dig overlegen i herligheder og lyner som en stjerne på himlen, den, som du søgte at gøre mørk, har du gjort mere strålende, selv om du har gjort det ubevidst.

⁶¹        Quod autem de peccato nugaris versiculorum meorum in grammaticam (lutems01#13), non recipio, nisi doceas. Quod ut docere nequis, ita etiam tacere non potes, quin saltem sandalium hoc Veneris cavillet. Illud vero quod nullis tibi indulgentiis condonabile visum est, quod (L702) scilicet sine faeno dixerim, tunc tandem verum apparebit, ubi priorem et modernum hunc Aegoceronta simul expenderis.         Men hvad du driller mig med, at mine småvers har fejl i grammatikken, det kan jeg ikke gå med til, medmindre du vil belære mig om det. Og ligesom du ikke kan belære mig om det, således kan du heller ikke lade være med at drille med Venus' sandal. Men her synes det ikke, at der er nogen tilgivende aflad, du kan tildele, for her har jeg talt uden hø, så det i det mindste vil forekomme sandt, hvor du på én gang afvejer den første og den moderne stenbuk.

⁶² Nec negabis deinde Aristotelem docentem opposita juxta se posita magis elucescere, dicesque cum propheta: Homo cum in honore esset non intellexit. Derefter nægter du heller ikke, at Aristoteles lærer, at modsatte ting, der er knyttet sammen, lyser mere op, og du siger med profeten: Et menneske, når det kommer til ære, forstår ikke.

⁶³ Luter: Quid igitur faciam miser? (lutems01#17) Emser: Noli desperare mi Lutere, nondum enim ad triarios res rediit, restant adhuc alia quinque. Luter: Verum Christus meus vivit. (lutems01#20) Emser. Utinam in te etiam viveret. Opera enim vitae et spiritus Christi, ut Paulus inquit, sunt pax, modestia, longanitimas, patientia: (Gal 5,22) Et alibi: Charitas benigna est, non emulatur in proximos, non inflatur adversus potestates sublimiores, omnia suffert. (1 Kor 13,4.7 (n63)) Luther: Hvad skal jeg elendige gøre? Emser: Fortvivl ikke, kære Luther, vi har jo endnu ikke taget hul på reserverne, der er stadig fem andre tilbage. Luther: Men min Kristus lever. Emser: Gid han også må leve i dig. For som Paulus siger: 'Kristi ånds og livs gerninger er fred, beskedenhed, langmodighed, tålmodighed'. Og et andetsted: 'Kærligheden er tålmodig, den stræber ikke imod næsten, den opblæses ikke imod de ohøjede magter, den tåler alt'.

⁶⁴ Sic tam Petrus quam Paulus longanimitate et patientia saecularem Neronis Tyrannidem, urbis et orbis prodigium, aequanimius sustinuerunt, minus illi detraxerunt quam tu summi vivi ac veri Dei Vicario. Således udholdt både Peter og Paulus med langmodighed og tålmodighed og sindsro Neros verdslige tyranni, som et varsel for Rom og hele verden, og de nedvurderede det mindre end du nedvurderer den højeste levende og sande Guds vikar.

⁶⁵ Atque illi quidem nihil huic obnoxii. Tu in pontificis verba juratus, et ex divi Augustini regula, sacramento et religione illi obstrictus. Nec tamen es perjurus, nec sentit infelix tua conscientia, Christo etiam vivente: ipsam esse mortuam. Og de skadede ham ikke. Men du har aflagt ed på pavens ord og på den guddommelige Augustins regel, og er forpligtet på sakramentet og ordensreglen. Og dog [mener du ikke, at] du begår mened, og du samvittighed føler sig ikke ulykkelig, for skønt Kristus lever, så er den død.

⁶⁶ Luter: Primum mi Emser omitto blandiloquia tua. (lutems01#22) Emser. Neque tibi his verbis blandiri volui, a quo nihil est quod sperem, neque derogare eruditioni tuae, cui nihil invideo, praeter amarulentiam istam ac perpetuam quandam philautiam. Luther: Først, kære Emser, udelader jeg din vrøvletale. Emser: Jeg har heller aldrig villet vrøvle med disse ord, fra hvilket intet er som jeg håber, ejheller har jeg villet nedgøre din dannelse, dig, som jeg ikke på nogen måde misunder, ud over denne bitterhed og en vis vedvarende selvkærlighed.

⁶⁷ Luter. Huc mihi ausculta: Qua tu nova religione arborem laudas et fructus vituperas? (lutems01#25) Emser. Non est nova religio. Es tu Magister in Israel, et ignoras Christum etiam quondam arbori, quae propter foliorum pulchritudinem frugi esse videbatur, ob fructuum tandem inanitatem maledixisse? (Matt 21,19) Luther: Det, du her hørte fra mig, hvorfor roser du det som et træ for en ny fromhed og dadler dets frugter? Emser: Det er ikke en ny fromhed. Er du lærer i Israel og véd ikke, at Kristus også forbandede et træ på grund af frugtens uduelighed, selv om den på grund af bladenes skønhed syntes at være frugtbærende.

⁶⁸ Quid mirum igitur si mihi quoque prima fronte folia tua, id est verborum lenocinia, imposuere, quae doctis etiam imponere solent. Verum ego propter fratres meos et proximos meos loquebar pacem de te. Propter domum domini Dei nostri quaesivi bona tibi. Tu vero projecisti sermones meos retorsum. Hvad under derfor, om åbent pålægger dine blade, det vil sige, dine krybende ord, det, som de plejer at pålægge selv de lærde. Men jeg taler fred med dig på grund af mine brødre og mine nærmeste. Jeg har forlangt noget godt af dig på grund af vor herre og Gud. Men du har kastet mine ord tilbage til mig igen.

⁶⁹ Luter. Cur ergo iniquissimo animo fers probari Boemis dogmata mea? (lutems01#26) Emser. Quia nemo seruire potest duobus dominis. Si adhuc hominibus placerem, Paulus inquit, Christi servus non essem. (Gal 1,10) Luther: Hvorfor fremfører du da ganske urimeligt, at mine læresætninger bevises af bøhmerne? Emser: Fordi ingen kan tjene to herrer. 'Hvis jeg stadig behager mennesker', siger Paulus, 'kunne jeg ikke være Kristi slave'.

⁷⁰ Homines dico Boemos quoad humana tantum sapiunt, litterae dumtaxat inhaerent: mysterium spiritus excludunt, Ecclesiam non audiunt. Talibus probari, probro potius quam laudi tibi dederim. Sed veterator hic et sequentibus locis ex particulari uni- (L703) versalem mihi subtrudere molitur, tanquam omnia dixerim quod Boemis placent esse mala, aut ipsum omnia illorum confutasse; Cum expresse epistola mea sic habeat, neque se in hoc illis consentire, neque consensurum unquam publice protestans. Jeg siger, at bøhmerne kun tænker som mennesker, selv om de holder fast ved skriften, så udelukker de åndens mysterium, hører ikke kirken. At det bevises på den måde, er mere noget, jeg skammer dig ud for, end noget, jeg roser dig for. Men en gammel ræv vil nok her og de følgende steder ud fra det particulære universale søge at skyde mig det i skoene, som om jeg havde sagt, at alt, hvad der behager bøhmerne, er dårligt, eller som om jeg selv havde gendrevet alt deres, skønt mit brev udtrykkeligt forholder sig sådan, at det hverken er enig med dem i disse ting, eller nogetsteds offentligt erklærer sig enig med dem.

⁷¹ In hoc dixi, id est, in discessione ab obedientia Romani Pontificis, de qua tunc agebatur, non autem in omnibus. Quid igitur dialecticatur impostor hic pessumus, ex Judaeis etiam mendicata sibi quaeritans suffragia. Om den ting har jeg talt, nemlig om afvigelsen fra lydigheden mod den romerske pave, og det drejer det sig om nu, jeg har ikke talt om det altsammen. Hvorfor bruger denne frækkert så sin dialektik her til at vise, at han selv af jøderne søger en løgnagtig forbøn.

⁷² Luter: At hic ausim jurare Emserium haereticum, cui sine dubio vel aurum vel uxorcula aliqua Boemicae factionis formosula possit placere. (lutems01#32) Emser. Quam hic sycophantissat monachus, qui periurium iterum calumniae addit, ut illud impleat Oseae: Sanguia sanguinem tetigit. (Hos 4,2) Luther: Men her vover jeg at komme med den bedømmelse, at Emser er kætter, for uden tvivl har både bøhmisk guld og en smuk bøhmisk maitresse kunnet behage ham. Emser: Sikke dog munken her kommer med anklager, som føjer mened til hans rænkespil, så han opfylder ordet fra Hoseas: 'Blodskyld følger på blodskyld'.

⁷³ Christus in seriis etiam jurare, nos vetat: et hic per ludos ludificabiles juramentum ultro offert. In dubiis pejorem partem pronuntiat, et conservum suum judicat. Haereticus haereticum me vocat. Kristus forbyder os også at aflægge ed på rad og række. Og her tilbyder han en ed desforuden gennem spottende leg. Han erklærer den dårligere del for tvivlsom og bedømmer sin del til at være bevaret. Kætteren kalder mig kætter.

⁷⁴ Ac plane ridiculum hoc ludit epitaphion, quod Romae olim vidimus: Hic vir meus, Bebrius ebrius ebriam me nuncupat. Denique aurum mihi placere putat, quo nihil unquam apud me fuit contemptius. At mulierem formosulam sive Boemicam sive Saxonicam displicere nemini arbitror. A qua communi lege nec Hieronymum quis exceperit. Men helt latterlig leger han her ligtale, fordi vi i gamle dage så Rom: Her er min mand, den berusede Bebrius giver mig nu navn af beruset. Endelig mener han, at guld behager mig, skønt intet nogensinde hos mig har været mere foragtet. Men en skøn kvinde tror jeg ikke mishager nogen, hvad enten hun er bøhmisk eller saksisk. Fra denne almindelige lov har ingen undtaget end ikke Hieronymus.

⁷⁵ Quando id sine peccato etiam fieri posse puto, cum non placere sed concupiscere Christus inhibuerit. Adde quod levius multo est placere cuipiam mulierem creaturam Dei, quam schisma quaerere et inter fratres discordiam, creaturam diaboli. Og jeg mener, at det kan ske uden synd, for Kristus forbød os ikke at finde behag i, men at begære. Og dertil kommer, at det er meget lettere at finde behag i en kvinde, som er Guds skabning, end det er at søge at løse uenighed mellem brødre, for uenighed er djævelens skabning.

⁷⁶ Luter. At libidinem, pompam, avaritiam, superbiam clericorum illi miro modo detestantur. (lutems01#36) Emser. Quasi non haec eadem vitia in monachis quoque detestentur tam Boemi quam Christiani: tantoqut vehementius, quanto majorem hi sanctitatis speciem foris ostentant, et sub imagine pietatis plerumque nobis imponunt. Luther: Men klerikernes vellyst, pomp, gerrighed, hovmod afskyer de besynderlig nok. Emser: Som om ikke de samme laster også afskyes af såvel bøhmere som kristne og det des stærkere, jo større skin af hellighed man vil opvise, og jo mere man vil pålægge os det under billedet af fromhed.

⁷⁷ O si ego nunc eodem penicillo depingere vellem fratres istos, quo hic clerum (indirecto ac torto a contrario sensu ad hoc argumento) dehonestat: quam mihi justo opus esset volumine. Sed absit, ut ob pestiferam unius linguam, multis etiam bonis patribus sim molestus. O hvad om jeg nu med den samme pensel ville afbilde de brødre, hvormed han her nedgør kleresiet (indirekte og fordrejet med modsat betydning for argumentets skyld)! Hvor ville det være mig et arbejde af retfærdighedens fylde. Men det være langtfra, også for mange gode fædres skyld, at jeg skulle ødelægges på grund af ét menneskes pestbærende tunge.

⁷⁸ Quin potius et Luterus pereat, et Emserus (si aliter fieri nequit) dummodo pax fit in ecclesia Dei. Revereantur monachi clerum: Foveat clerus monachos: Alterque alterius onera portet, alius alium fraterne emendet, cadentem erigat potius quam subsannet; Så skulle da snarere både Luther og Emser forgå (hvis det ikke kan blive anderledes) når blot der kan være fred i Guds kirke. Lad kleresiet omfatte munkene med kærlighed. Lad den ene bære den andens byrde, lad den ene brodeligt formane den anden til forbedring, lad den, der falder, snarere rejse sig op end at man bag deres ryg skærer ansigter (?).

⁷⁹ Ut utrique simul una populum domini tam (L704 [702]) exemplo, quam doctrina sana aedificare valeant. Hoc meum votum, hic meus est animus. Ad hoc omnes tam clericos quam monachos per viventem in secula obtestor. Ob hoc ego nunc multa dissimulo: et judicium omne Christo (cui pater id dedit) relinquo, Cujus etiam voce tam bonis quam malis piscibus plena semper fuit sagena illa ecclesiae (Matt 13,47f): Qui et Zizania et triticum crescere vult donec ipse veniat. Så at begge parter på samme tid må værdiges at opbygges både ved eksempel og ved sund lære. Dette er mit løfte, dette er min sjæl. Ved den, der lever igennem århundrederne, kalder jeg både klerikere og munke til vidne. På grund af det må jeg nu hemmeligholde meget. Og al dom overlader jeg til Kristus (som faderen har givet at dømme). Ved hans røst er kirkens net også hele tiden fuldt af både gode og onde fisk. Og han ønsker også, at ukrudt og hvede vokser, indtil han kommer.

⁸⁰ Luter. Denique veniunt ad manus meas quotidie etc. (lutems01#37) Emser. Veniunt et ad me non solum privatorum, sed Episcporum etiam litterae, Aegoceroti meo gratulantes. Quorum quidam integerrimae vitae et magno nominis praesul ita ad me scribit: Accepi vir clarissime doctum tuum Aegoceronta sine faeno, ut in fronte pollicetur. Candidus est et nitidus, Christiana religionis sincerus defensor. Luther: Endelig: Der kommer mig hænde hver dag ... osv. Emser: Der kommer også mig i hænde, ikke blot private breve, men breve fra biskopper, som lykønsker mig med min stenbuk. Af hvilke én med et helstøbt liv og et stort navn som foresat skriver således til mig: 'Jeg har modtaget, højlærde mand, din stenbuk uden hø, som det loves på forsiden. Den er hvid og skinnende, og er en alvorlig forsvarer for den kristne religion'.

⁸¹ Et infra: Mirum est, vir doctissime, vulgus tam doctum quam indoctum, cui nova semper placent, ita tumultuario assensu sine juditio, sine ratione, sine consilio, sine prudentia, in hanc sententiam pedibus ruere, ac palmam huis tribuere, qui nondum ab adversario doctissimo ac Christianissimo viro Ecchio gramen accepit. Quos erroris sui ansam hinc accipere arbitror, quod ex nullis concessis, sed omnibus negatis, certam fuisse credunt victoriam. Hi revera faciunt, ut Aegeum mare primum navigantes scopulos illos capram judicent. Haec ille. Cujus ego judicium pluris facio quam omnes tuas adulatorum tuorum nugas nugacissimas. Og senere hedder det: 'Det er mærkeligt, højlærde mand, at folket, både de lærde og de ulærde, hvem det nye altid behager, når der opstår røre altid uden bedømmelse, uden fornuft, uden rådgivning, uden klogskab styrter til fode i den formening at det kan opnå hæder til dem, som endnu ikke har modtaget græs af deres modstander, der højlærde og højst kristelige mand, Eck. Jeg mener her at de har modtaget den anledning til deres fejl, at de, fordi de ikke kom med indrømmelser, men nægtede alt, tror at være sikre på sejren. Disse bevirker i sandhed, at sømændene mener, at en ged var den første på det Ægæiske hav ???? Såvidt denne herre. Og hans dom lægger jeg mere vægt på end alle dine smigreres narrende narrestreger.

⁸² Luter. O vos infelices nihilique Theologos: idola mundi. etc. (lutems01#38) Emser. O quam difficulter ego venam hic teneo poeticam. Continebo tamen Christo praeceptore. Sed tute lepus es et pulpamentum quaeritas. Tu ipse turrim David impugnas, dum veterem illam Babylonicam tam solicite reaedificas. Luther: O I ulykkelige og intetsigende teologer, verdens afguder osv. Emser: O hvor vanskeligt kan jeg holde denne poetiske åre. Jeg vil dog fortsætte med Kristus som befalingshaver. Men du er en spedalsk og søger fed kost. Du selv bekæmper Davids tårn, når du så bekymret genopbygger dette gamle Babylon.

⁸³ Anne quicquam aliud fortissimam Davidis turrim plus demolitum est quam haereticorum placita? An ullus ei aries tantum decoquere potuisset, quantum Arrius, Sabellius, Euticus et id genus haeretici, quorum placitis Asiam, Aphricam, et magnam Europae partem perdidimus: Quemadmodum novissime etiam inclytum Boemiae regnum magna ex parte Joannis Huss et Rockuzani opera. Mon ikke det er noget andet, at Davids tårn er mere ødelagt end kætternes lære? Mon nogen vædder kan koge ind så meget som Arius, Sabellius, Euticus og den slags kættere, til hvis lære vi har tabt Asien, Afrika og en stor del af Europa. Sådan som også her til sidst det meget omtalte bøhermes rige, for en stor del ved Johannes Huss' og Rockuzanus' gerninger.

⁸⁴ Horum tu vestigia sectans, parum referre putas et inutiles esse locos haereticorum placita vel displicita, quae sanctis olim patribus tot fecerunt negotia. Ad hoc mercuriali eloquentiae tuae virga haec omnia nostris imponis Theologis, quorum plerique in Christo defuncti miraculis clarent, et spectabili vitae sanctimonia. Og deres spor skærer du over og mener, at de steder, som kættere finder behag eller mishag i, kun har lidt med sagen at gøre og at de er ubrugelige, skønt de dog dengang for de hellige fædre voldte så meget besvær. Hertil kommer, at din købmandsveltalenheds stok har lagt alt dette oven på vore teologer, af hvilke mange af de i Kristus afdøde lyser med mirakler og et bemærkelsesværdigt helligt liv.

⁸⁵ Ita malum bonum, tenebras lucem, noctem (L705) diem esse dixeris: non attendens, quod Esaias ait, vae qui dicitis bonum malum. (Es 5,20) Således siger du, at ondt er godt, mørke lys, nat dag. Du har ikke lagt mærke til, at Esaias siger: 'Ve jer, når I siger, at godt er ondt'.

⁸⁶ Videre til afdeling 2!

⁸⁷ c

⁸⁸ c

⁸⁹ c

⁹⁰ c

Noter:

n18: Aktæon, søn af Kadmus' datter Autonoe, blev af Diana forvandlet til en hjort og sønderrevet af sine egne hunde.

n20:Vertumnus, gud for forandring og omskiftelse.

n21: Löscher har forkert givet denne side nummer 695, ligesom der er fejl i den følgende nummerering. De numre, man når frem til ved at tælle, har jeg brugt, Löschers har jeg sat i firkantet parantes.

n24: Timon, en athenienser på Aristofanes' tid, kendt som menneskehader.

n29: EA lat 23,473.

n58: Det må vist være lutum, dynd, der foresvæver Emser, som baggrund for Luthers navn; det er nok også derfor, han konsekvent staver det uden h.

n63: Emser har ikke brugt Vulgate, måske Erasmus' nye oversættelse.

³¹ Quare tuis ipsius verbis, sine peccato esse non potes: Quod si nec tu sine peccato, cur tot in me lapides pluis? Cur quod in Ecchio damnas, alienum et tu judicas fervum? Macte Theologe Cynice, quam pulchre concordat hic psalterium tuum cum cithara: hoc est, cum verbis tuis opera.	Derfor kan du ikke, ifølge dine egne ord, være uden synd: Men hvis du ikke er uden synd, hvorfor lader du så så mange sten regne ned over mig? Hvorfor bedømmer også du det, du fordømmer hos Eck, med en anden glød? Du slagne, kyniske teolog, hvor smukt passer ikke dit psalter med citarspillets gerning, det vil sige: med dine ord.
³² Quam gratos ac pingues his diebus labiorum vitulos Deo mactasti magis quam litasti: Putas ne me si invidia contra te laborassem vel minima, aut si nocere tibi voluissem vel tantulum, omnia tibi summa tributurum? Aut ullum credis futurum Aegocerontis nostri tam perversum judicem, quin vindicta, hoc est virga illa praetoria, ab hac eum suspicione liberet et absolvat?	Hvor yndigt og frugtbringende har du i disse dage forherliget mere end givet gode varsler om nederlagenes kalve (?): Mener du ikke, at jeg, hvis jeg havde fremelsket bare den ringeste misundelse imod dig, eller hvis jeg havde villet skade dig særdeles meget, ville have kunne tillægge dig al ting? Eller tror du, at jeg bedømmer vores buks fremtid som så fordrejet, fordi den ikke bliver hævnet, det vil sige, ikke får fat på spanskrøret som belønning, fra hvilket han kunne blive befriet for denne mistanke og få den tilgivet?
³³ dispeream enim si non bonorum omnium calculo epistola mea ad veram Theologiam et Christi spiritum propius multo accesserit, quam immanis haec tua criminatio.	gid jeg nemlig må falde død om, hvis ikke mit brev af alle goder i høj grad har bifaldet den sande teologi og Kristi ånd, mere end den beskyldning, der ligger i dit svar.
³⁴ De Ecchio vero nihilosecius est quod suspiceris: neque enim ferentariis ille eget militibus (quum auxilia tua ipsis plerumque legionibus sint robustiora) nec ego tam stultus sum, ut illius litem meam velim facere. Nihil mihi rei cum Ecchio in hac causa, nihil cum Lipsensibus, quos in literis erga me tuis minitaris simili aliquando involvere gloria.	Men om Eck er det ingenlunde sikkert, hvad du har mistanke om. Han mangler nemlig ikke spydkastende soldater (skønt dine hjælpetropper er kraftigere end selv mange legioner) og heller ikke jeg er så dum, at jeg ønsker at yppe kiv mellem dem og mig. (?) Jeg har nemlig ikke noget med Eck at gøre i denne sag, har ikke noget med Leipzigerne at gøre, som på en måde i dine truende bøger imod mig skulle få en lignende hæder. (?)
³⁵ Emancipatus dudum ac mei juris factus sum. Meam scripsi epistolam, meam defendam. Pro Aegocerote meo causam dicam. Proin tu mihi nunc loquere, deinde cum velis Ecchio vel Lipsensibus, aut etiam Megarensibus. Erunt forte qui tibi respondeant, neque enim triviales Lips habet Philosophiae Magistros, sed tam graeca quam Romana facundia, tam ligata quam soluta oratione pollentes, qui me etiam longo post se intervallo a tergo relinquant.	Jeg har forlængst frigjort mig og blevet mig selv i min egen ret. Det er mig,der har skrevet mit brev, det er mig, der skal forsvare det. Jeg taler om min sag til fordel for bukken. Derfor må du først henvende dig til mig, så kan du bagefter, som du vil, henvende dig til Eck og Leipzigerne, eller også til Mainzerne. Der vil måske være nogle, der svarer dig, for heller ikke Leipzig har almindelige filosofimagistre, men nogle, der er veltalende både på græsk og latin, som kan holde både faste og improviserede taler, som lod mig langt tilbage bag deres ryg.
³⁶ Sed quid opus est matrem etiam et fi- (L699) liam intestinis irretire odiis? An parum esse putas nos duos insanire, nisi ceteris etiam molesti simus? Projice igitur tu non solum Carolstadium et tuum neminem, verum politioris litteraturae et philosophiae Aesticampianos ac Melanthones.	Men hvad brug er der for at indfange moderen og datteren til indre had? Mon du mener, at vi to er lige rasende, medmindre vi også er ødelagte som de øvrige? Derfor fremsend du bare ikke blot Karlstadt og din hr ingenting, men også de mere smagfulde litterater og filosoffer, Æstikampusserne og Melanchthonerne.
³⁷ Et ego non modo Ecchium et nostrum nullum (qui tamen non sunt) verum omnem aliorum etiam operam pro hac vice cedo. Nudus tecum manum conferam, ut gymnici certaminis decet palestritam.	Så vil jeg til gengæld vige ikke blot for Eck og for vores hr ingenting (som dog ikke findes) men for ethvert arbejde af andre. Jeg vil gå i håndgemæng med dig helt nøgen, som det bør sig en deltager i en brydekamp.
³⁸ Juro enim tibi et sacrum Christi tribunal contestor, me omni humano auxilio destitutum (exceptis libris) ista scribere, atque adeo quidem ut ne puer sit qui dictata excipere posset, sed ipse mihi esse cogar simul et dictator et actuarius. Alioqui, nisi descriptio me tenuisset, jampridem tibi occurissem.	For med ed bevidner jeg overfor dig ved Kristi hellige domstol, at jeg skriver dette, idet jeg giver afkald på nogen menneskelig hjælp (bortset fra bøgerne), og det i den grad, at der heller ikke er nogen dreng, som kan udføre det, der bliver dikteret, men jeg tvinger mig selv til på én gang at være den, der dikterer, og den, der skriver ned. Ellers, hvis ikke nedskrivningen holdt mig tilbage, ville jeg allerede være kommet dig i møde.
³⁹ Quam molesta tamen mihi res sit digladiatio illa inter doctos et novus hic tractandae Theologiae mos, quo nihil agimus nisi jurgia, ex saphico meo adjuncto potuisti intelligere.	Men hvor besværlig en sag det er for mig med en sådan brydekamp mellem lærde, og hvor ny en måde at behandle teologi på, der her er tale om, hvor vi kun udveksler skældsord, vil du kunne forstå ud fra det digt, jeg har tilføjet.
⁴⁰ Desine igitur ab hac calumnia, quia non solum vacante animo invidia, verum ignorantibus etiam cunctis, maxime autem Ecchio, per multa tunc stadiorum millia a me distante, haec mihi sumpta est provincia: Longeque alia scribendi fuit causa et justior, quam ut vel tuo ipsius odio vel illius favore adductus fuerim.	Hold derfor op med dette rænkespil, for ikke blot udtømmer det sjælen ved sin misundelse, men det tilknytter også de uvidende, men især for Eck, som har en afstand fra mig på mange tusinde stadier, er denne afdeling taget: Der var en helt anden og mere retfærdig grund til at skrive, end at jeg skulle blive hadet af dig eller komme i gunst hos ham.
⁴¹ At in disputatione Lipsiae totus ardebas: Fateor, quis enim non arderer, aut cujus aures non horrescerent, dum tu tam insolenter palam diceres, Joannis Huss articulos quosdam (etiam per concilium damnatos) evangelicos fuisse ac Christianissimos? (eck04#3).	Men i disputationen i Leipzig flammede du fuldstændig op. Jeg tilstår, hvem ville ikke flamme op, eller hvis ører ville ikke forfærdes, når du så frækt åbenlyst sagde, at nogle af Johannes Huss' artikler (som endda var fordømt af koncilet) var evangeliske og højst kristelige?
⁴² Quod ego nihilominus tam favorabili circumscriptione obtexi, ut catholicos pro Christianissimis mutuarim ne odiosiorem causam tuam facerem. Et tamen Timonianum me tibi inimicum autumas. (lutems01#4)	Hvilket jeg ikke desto mindre har dækket med en højst favorabel omskrivning, så at jeg erstatter 'højst kristelige' med 'katolske', for ikke at gøre din sag endnu mere forhadt. Og dog kalder du mig din Timoniske uven.
⁴³ At ita de te amici mihi retulerunt. Qui sunt hi amici? Tu ne amicos existimes, qui te palpant, qui omnia tua laudant, qui dum popularem tibi auram et famam aucupant, famosum magis quam famigeratum efficiunt?	Men således anbefalede mine venner at handle overfor dig. Hvem disse venner er? Ja, regner du kun dem for venner, som smigrer dig og roser alle dine værker, dem, som mens de lurer på dit ry og rygte hos folk, gør dig berømt, og ikke kun berygtet?
⁴⁴ Quin tu potius uni credis Erasmo, rubea caera notanti quandam in te praecipitantiam, tum veterum actorum ac Pontificis maximi intempestivam sugillationem, tandemque false, licet recte admonenti, futurum (ne caveris) ut id quid facis, non semper facere possis.	Men du tror måske snarere på den ene Erasmus, når han på en vokstavle noterer ned, hvor stor en nedstyrtning du rammes af, hvis du ikke passer på, når du er kommet med en ubehersket forhånelse mod de gamle kirkefædre og paven, som oven i købet er falsk, og skønt ret formanet, ikke altid kan gøre det, du gør.
⁴⁵ Hoc quid sit dicere, tu, qui nasum Rhinocerotis habes, facile olfacies. Eadem ratione in dicta disputatione nemo tibi tam fuit inimicus quin satis superque doctum, nemo tam amicus quin audaculum nimisque (L700 [698]) ad injuriandum valentulum esse confiteretur.	Hvad det vil sige, vil du, der har en næse som et næsehorn, let kunne lugte. Ud fra den samme begrundelse var der ingen, der i ovennævnte disputation i så høj grad var din uven, at han indrømmede, at du var meget lærd, og ingen, der ikke i så høj grad var din ven, at han ikke bekendte, at du var altfor forvoven til at komme med fornærmelser.
⁴⁶ Idem mihi plane de te judicium, quando me vis revelata tecum loqui facie: Irritatiora scilicet, insolentioraque pleraque esse scripta ac dicta tua, quam quae veram Christi prae se ferant pietatem: Nihilque nobis tandem paritura, quam novum quoddam schisma, et grave in Ecclesia Dei scandalum, atque ob hoc optimo cuique merito odiosa et suspecta.	Den samme bedømmelse har jeg af dig, når du vil have mig til at tale åbent, ansigt til ansigt, med dig. Dine skrifter og dine ord er mere opæggende og mere overmodige end at de kan indeholde den sande Kristi fromhed i sig. Og de fører i det hele taget ikke til noget for os, andet end et nyt skisma, og en alvorlig forargelse imod Guds kirke, og af den grund er det i høj grad velfortjent, at de er forhadte og mistænkelige.
⁴⁷ Ecce nunc palam tecum loquor, et proverbium nullum facio. At idem tibi Dresda olim et Lipsia deinde in faciem indicavi, fraterneque admonui, rogitans ut Zelo adderes scientiam, sapientiam loquereru inter perfectos, offendicula tolleres a parvulis, et superstitionem nostrorum ita taxares, ne religionem simul omnem extingueres, et atheos omnino faceres Germanos.	Se, nu taler jeg åbent til dig, og bruger ikke noget ordsprog. Men det samme påviste jeg engang overfor dig ansigt til ansigt i Dresden og derefter i Leipzig, og formanede dig broderligt, idet jeg bad dig om, til din iver at føje viden, til din visdom veltalenhed blandt fuldkomne, og jeg bad dig om at undlade at forarge de små og fordømme vor overtro på den måde, at du ikke samtidig udrydder al fromhed, og gør alle tyskere til ateister.
⁴⁸ Sed tu confracta hospitali tessera admonitionem nostram floccipendens, et malum, ut Caecias nubes, ad te trahens, majora in diem ausus es, donec pudore devorato frontem omnino perfricuisti.	Men du knuste vores venlige meddelelse, vejede vores formaning på en guldvægt, trak det onde til dig som Cæcia' sky, og vovede at drage det meste frem i dagen, indtil du måtte sluge al skam og gnide dig i panden.
⁴⁹ Ubi igitur apud te nihil profeci, hanc saltem de te sententiam meam interrogantibus me super doctrina tua, simplici ac germana fide confessus sum: Quando de his quae publice fiunt, liberum nobis est iudicium.	Hvor jeg da hos dig ikke har haft nogen fremgang, har jeg i det mindste med en enkel og ren tro bekendt denne mening om dig ved at forespørge dem om din lære: Når det drejer sig om det, der er offentliggjort, står det os frit for at bedømme.
⁵⁰ At illi egregii tui amici, nihil referre putantes inter odium et invidiam (quae tamen Basilius ille magnus proprio libro secrevit, tanquam Vatinianum aliquem inimicum me tibi inconciliaverunt.	Men de udmærkede venner, du har, mener ikke, der er nogen forskel mellem had og misundelse (hvilket dog Basilius den Store skelnede mellem i sin egen bog) som om de intrigerer mellem mig og dig, som var jeg en Vatiniansk uven.
⁵¹ Maxime autem semidoctuli quidam ciniflones tui (scio in quo loco) qui etiam invectivam contra me tuam, nondum ex integro natam per manus traditam et pro munusculo invicem missitantes, laetati sunt super animam innocentem tanquam qui invenit spolia multa.	Men især er der nogle af dine halvlærde askeblæsere (?) (jeg véd, hvor de befinder sig) som også bruger dit skældsord imod mig, det, som endnu ikke er født påny, overleveret ved hånden, det udsender de som en tjeneste, de gør hinanden, og de glæder sig over en uskyldig sjæl som én, der finder et stort bytte. (??)
⁵² Quos ergo: sed motos praestat componere fluctus.
⁵³ Intelligisne tandem uter tibi amicior: Hieronymus, candide admonens, an assentatorum grex ille trilitterus? Quod si pariter et ipse a te ante fuissem monitus: invenisses profecto Calliclem, si te mihi praestitisses Megaronidem.	Forstår du da ikke omsider, hvem af de to, der er dig mest venligt stemt: Hieronymus, som ukunstlet formaner dig, eller denne trebogstavede hjord af smigrere? Som om jeg ikke på lignende måde tidligere blevet formanet af dig: du er minsandten kommet til Callicles, hvis du i forvejen har bestemt, at jeg for dig skal være en Megaronit.
⁵⁴ Nunc vero quam nequiter mecum agis, qui me non solum citra ullam culpam, sed citra evangelicam etiam admonitionem orbi publice traducis, animulam hanc diabolo pro te consecrasse nugaris, et conscientiam meam tam constanter accusas, quam si per fenestram vidisses omnes cordis mei latebras.	Men nu, hvor udueligt handler du med mig, når du ikke blot fører mig til byen uden nogen brøde, men også uden nogen evangelisk formaning, og driver spøg med, at denne lille sjæl for dig er indviet til djævelen, og beskylder min samvittighed så konstant, som havde du gennem et vindue kunnet se alle mit hjertes skjulesteder.
⁵⁵ Cum nihil magis in Vulcano Momus reprehendat, quam oblitum eum fenestrenulas illas in corde, quibus perspici possent (L701 [699]) hominum cogitationes. Sed dices: Si igitur neque invidiae stimulo, neque Ecchio instigante epistolam edidisti: quaenam alia tibi fuit causa? Scies id postea: non potes modo enim portare omnia. At nos interim alium excutiemus faltum.	Skønt Momus intet bebrejder Vulkan mere, end at han har påført ham disse små vinduer i hjertet, hvorigennem de kan gennemskue menneskenes tanker. Men du vil sige: Hvis du altså hverken har udgivet dette brev af misundelsens elller på Ecks opfordring, hvilken anden begrundelse kan du så have haft? Det skal du nok få at vide bagefter: for du kan ikke bære alt. Men lad os i mellemtiden gennemgå et andet falskneri.
⁵⁶ Luter: Legi igitur Aegoceronta tuum: Nec refert enim quo nomine monstrum appelles infelicissimum (lutems01#12). Emser. Tunc monstrum appelles infelix, quod inter sidera caelestia tam feliciter est receptum? Cum tuus interim Luter, unde Lutero tibi nomen est, ad stygias damnatus sit paludes.	Luther: Jeg har altså læst din stenbuk, og jeg er ligeglad med, hvilket navn du bruger om det ulykkelige væsen. Emser: Er det af den grund kalder du den et ulykkeligt væsen, at den modtages så lykkeligt blandt himlens stjernetegn? Skønt din Luther, hvorfra du har dit navn, er fordømt til underverdenens sumpe.
⁵⁷ Cui hoc etiam mali accidit, quod dum cum falso duplicitatem mihi improperas propter bisectilem armorum aream (lutems01#16) (quod mihi cum multis clarissimis etiam familiis commune est ) ille interim gravissimo auctori Plinio vere inter amphibia, hoc est duplicia referatur.	For ham sker der også det onde, at når du på grund af våbenskjoldets todelte frie felt uegentligt tildeler mig en falsk dobbelthed (hvilket jeg har fælles med mange andre oplyste familier), så regnes den imidlertid hos en så alvorlig forfatter som Plinius blandt amfibierne, det vil sige, henviser til en dobbelthed.
⁵⁸ Adde tu eadem felicitate, quod itidem venator est ac tu, nec caret mysterio, quod vestimentorum etiam fimbriis ad splendorem praetexitur. Sic enim ipse quoque doctrinae tuae novae fucos quosdam pietatis pollucibiles praetendis: Ut recte in te quadret Horatianum hoc, Purpureus late qui splendeat unus et alter Affuitur pannus. Hui quam belle lutrae tibi nomen convenit. (n58)	Føj du kun dertil ud fra den samme lykke, at det er en lige så stor jæger som du, og heller ikke tager sig af det mysterium, at klædernes trevler foregiver glans. For således foregiver du selv, at også din læres nye purpur har nogen overflod på fromhed. Så dette ord fra Horats passer godt på dig, purpurfarvet overalt er den ene, som glinser, og tilstedeværelse i pjalter er den anden. Derfor, hvor smukt passer ikke navnet 'dynd' på dig.
⁵⁹ Sed tu ad effugiendum hunc ethymum aspiratione subdole interposita rem caelare voluisti. Quod sentiens Aegoceron meus eam tibi tanquam spolia detraxit opima. Veteranus enim miles est, et (ut hoc etiam ad gloriam ejus adjiciam) non solum cum Jove olim in Ida nutritus, ut Cretensis ait Epimenides, verum etiam in bello illo antiquo contra Titanos ei auxilium tulit, quod simili superbia et inpietate quadam congestis in unum montibus e caelo illum detrudere moliebantur: De quibus Virgilius ait, et conjuratos caelum rescindere fratres.	Men du har, for at undgå denne ordforklaring, villet udskære sagen i håb om en underskudt mellemsag. Men da min stenbuk mærkede det, tog den det fra dig som et rigt bytte. Den er nemlig veteran i soldaterfaget (hvad jeg tilføjer til dens ære), ikke blot som Juppiter dengang ernæret med Ida, som kretenseren Epimenides siger, men den kom ham også til hjælp i den gamle krig mod titanerne, fordi de i et lignende overmod og med nogen ufromhed efter at have slugt bjerge i én mundfuld søgte at støde ham ned fra himlen. Om hvilket Vergil siger: og brødrene sammensvor sig for at ødelægge himlen.
⁶⁰ Ex quo bello victor Jupiter inter astra eum retulit, et immortali honore dignatus est, quam ego gloriam, si tam essem jactabundus quam tu es, commode nunc in me transferre possem: propter similem mihi cum Aegocerote meo operam. Vide igitur ut is qui tibi tam olet, superis etiam in deliciis est et tanquam stella fulget in coelo, quem tu dum obscurare niteris, gloriosum magis, vel inuitus reddidisti.	I den krig blev Jupiter sejrherre og satte ham igen op blandt stjernerne, og han var værdig til en udødelig ære, hvilken ære jeg på min side let ville kunne overføre på mig, hvis jeg ville prale så meget, som du gør, på grund af, at jeg har en opgave, der tåler sammenligning med min stenbuks. Du ser altså, at han, som lugtede sådan for dig, også er dig overlegen i herligheder og lyner som en stjerne på himlen, den, som du søgte at gøre mørk, har du gjort mere strålende, selv om du har gjort det ubevidst.

⁶¹ Quod autem de peccato nugaris versiculorum meorum in grammaticam (lutems01#13), non recipio, nisi doceas. Quod ut docere nequis, ita etiam tacere non potes, quin saltem sandalium hoc Veneris cavillet. Illud vero quod nullis tibi indulgentiis condonabile visum est, quod (L702) scilicet sine faeno dixerim, tunc tandem verum apparebit, ubi priorem et modernum hunc Aegoceronta simul expenderis.	Men hvad du driller mig med, at mine småvers har fejl i grammatikken, det kan jeg ikke gå med til, medmindre du vil belære mig om det. Og ligesom du ikke kan belære mig om det, således kan du heller ikke lade være med at drille med Venus' sandal. Men her synes det ikke, at der er nogen tilgivende aflad, du kan tildele, for her har jeg talt uden hø, så det i det mindste vil forekomme sandt, hvor du på én gang afvejer den første og den moderne stenbuk.
⁶² Nec negabis deinde Aristotelem docentem opposita juxta se posita magis elucescere, dicesque cum propheta: Homo cum in honore esset non intellexit.	Derefter nægter du heller ikke, at Aristoteles lærer, at modsatte ting, der er knyttet sammen, lyser mere op, og du siger med profeten: Et menneske, når det kommer til ære, forstår ikke.
⁶³ Luter: Quid igitur faciam miser? (lutems01#17) Emser: Noli desperare mi Lutere, nondum enim ad triarios res rediit, restant adhuc alia quinque. Luter: Verum Christus meus vivit. (lutems01#20) Emser. Utinam in te etiam viveret. Opera enim vitae et spiritus Christi, ut Paulus inquit, sunt pax, modestia, longanitimas, patientia: (Gal 5,22) Et alibi: Charitas benigna est, non emulatur in proximos, non inflatur adversus potestates sublimiores, omnia suffert. (1 Kor 13,4.7 (n63))	Luther: Hvad skal jeg elendige gøre? Emser: Fortvivl ikke, kære Luther, vi har jo endnu ikke taget hul på reserverne, der er stadig fem andre tilbage. Luther: Men min Kristus lever. Emser: Gid han også må leve i dig. For som Paulus siger: 'Kristi ånds og livs gerninger er fred, beskedenhed, langmodighed, tålmodighed'. Og et andetsted: 'Kærligheden er tålmodig, den stræber ikke imod næsten, den opblæses ikke imod de ohøjede magter, den tåler alt'.
⁶⁴ Sic tam Petrus quam Paulus longanimitate et patientia saecularem Neronis Tyrannidem, urbis et orbis prodigium, aequanimius sustinuerunt, minus illi detraxerunt quam tu summi vivi ac veri Dei Vicario.	Således udholdt både Peter og Paulus med langmodighed og tålmodighed og sindsro Neros verdslige tyranni, som et varsel for Rom og hele verden, og de nedvurderede det mindre end du nedvurderer den højeste levende og sande Guds vikar.
⁶⁵ Atque illi quidem nihil huic obnoxii. Tu in pontificis verba juratus, et ex divi Augustini regula, sacramento et religione illi obstrictus. Nec tamen es perjurus, nec sentit infelix tua conscientia, Christo etiam vivente: ipsam esse mortuam.	Og de skadede ham ikke. Men du har aflagt ed på pavens ord og på den guddommelige Augustins regel, og er forpligtet på sakramentet og ordensreglen. Og dog [mener du ikke, at] du begår mened, og du samvittighed føler sig ikke ulykkelig, for skønt Kristus lever, så er den død.
⁶⁶ Luter: Primum mi Emser omitto blandiloquia tua. (lutems01#22) Emser. Neque tibi his verbis blandiri volui, a quo nihil est quod sperem, neque derogare eruditioni tuae, cui nihil invideo, praeter amarulentiam istam ac perpetuam quandam philautiam.	Luther: Først, kære Emser, udelader jeg din vrøvletale. Emser: Jeg har heller aldrig villet vrøvle med disse ord, fra hvilket intet er som jeg håber, ejheller har jeg villet nedgøre din dannelse, dig, som jeg ikke på nogen måde misunder, ud over denne bitterhed og en vis vedvarende selvkærlighed.
⁶⁷ Luter. Huc mihi ausculta: Qua tu nova religione arborem laudas et fructus vituperas? (lutems01#25) Emser. Non est nova religio. Es tu Magister in Israel, et ignoras Christum etiam quondam arbori, quae propter foliorum pulchritudinem frugi esse videbatur, ob fructuum tandem inanitatem maledixisse? (Matt 21,19)	Luther: Det, du her hørte fra mig, hvorfor roser du det som et træ for en ny fromhed og dadler dets frugter? Emser: Det er ikke en ny fromhed. Er du lærer i Israel og véd ikke, at Kristus også forbandede et træ på grund af frugtens uduelighed, selv om den på grund af bladenes skønhed syntes at være frugtbærende.
⁶⁸ Quid mirum igitur si mihi quoque prima fronte folia tua, id est verborum lenocinia, imposuere, quae doctis etiam imponere solent. Verum ego propter fratres meos et proximos meos loquebar pacem de te. Propter domum domini Dei nostri quaesivi bona tibi. Tu vero projecisti sermones meos retorsum.	Hvad under derfor, om åbent pålægger dine blade, det vil sige, dine krybende ord, det, som de plejer at pålægge selv de lærde. Men jeg taler fred med dig på grund af mine brødre og mine nærmeste. Jeg har forlangt noget godt af dig på grund af vor herre og Gud. Men du har kastet mine ord tilbage til mig igen.
⁶⁹ Luter. Cur ergo iniquissimo animo fers probari Boemis dogmata mea? (lutems01#26) Emser. Quia nemo seruire potest duobus dominis. Si adhuc hominibus placerem, Paulus inquit, Christi servus non essem. (Gal 1,10)	Luther: Hvorfor fremfører du da ganske urimeligt, at mine læresætninger bevises af bøhmerne? Emser: Fordi ingen kan tjene to herrer. 'Hvis jeg stadig behager mennesker', siger Paulus, 'kunne jeg ikke være Kristi slave'.
⁷⁰ Homines dico Boemos quoad humana tantum sapiunt, litterae dumtaxat inhaerent: mysterium spiritus excludunt, Ecclesiam non audiunt. Talibus probari, probro potius quam laudi tibi dederim. Sed veterator hic et sequentibus locis ex particulari uni- (L703) versalem mihi subtrudere molitur, tanquam omnia dixerim quod Boemis placent esse mala, aut ipsum omnia illorum confutasse; Cum expresse epistola mea sic habeat, neque se in hoc illis consentire, neque consensurum unquam publice protestans.	Jeg siger, at bøhmerne kun tænker som mennesker, selv om de holder fast ved skriften, så udelukker de åndens mysterium, hører ikke kirken. At det bevises på den måde, er mere noget, jeg skammer dig ud for, end noget, jeg roser dig for. Men en gammel ræv vil nok her og de følgende steder ud fra det particulære universale søge at skyde mig det i skoene, som om jeg havde sagt, at alt, hvad der behager bøhmerne, er dårligt, eller som om jeg selv havde gendrevet alt deres, skønt mit brev udtrykkeligt forholder sig sådan, at det hverken er enig med dem i disse ting, eller nogetsteds offentligt erklærer sig enig med dem.
⁷¹ In hoc dixi, id est, in discessione ab obedientia Romani Pontificis, de qua tunc agebatur, non autem in omnibus. Quid igitur dialecticatur impostor hic pessumus, ex Judaeis etiam mendicata sibi quaeritans suffragia.	Om den ting har jeg talt, nemlig om afvigelsen fra lydigheden mod den romerske pave, og det drejer det sig om nu, jeg har ikke talt om det altsammen. Hvorfor bruger denne frækkert så sin dialektik her til at vise, at han selv af jøderne søger en løgnagtig forbøn.
⁷² Luter: At hic ausim jurare Emserium haereticum, cui sine dubio vel aurum vel uxorcula aliqua Boemicae factionis formosula possit placere. (lutems01#32) Emser. Quam hic sycophantissat monachus, qui periurium iterum calumniae addit, ut illud impleat Oseae: Sanguia sanguinem tetigit. (Hos 4,2)	Luther: Men her vover jeg at komme med den bedømmelse, at Emser er kætter, for uden tvivl har både bøhmisk guld og en smuk bøhmisk maitresse kunnet behage ham. Emser: Sikke dog munken her kommer med anklager, som føjer mened til hans rænkespil, så han opfylder ordet fra Hoseas: 'Blodskyld følger på blodskyld'.
⁷³ Christus in seriis etiam jurare, nos vetat: et hic per ludos ludificabiles juramentum ultro offert. In dubiis pejorem partem pronuntiat, et conservum suum judicat. Haereticus haereticum me vocat.	Kristus forbyder os også at aflægge ed på rad og række. Og her tilbyder han en ed desforuden gennem spottende leg. Han erklærer den dårligere del for tvivlsom og bedømmer sin del til at være bevaret. Kætteren kalder mig kætter.
⁷⁴ Ac plane ridiculum hoc ludit epitaphion, quod Romae olim vidimus: Hic vir meus, Bebrius ebrius ebriam me nuncupat. Denique aurum mihi placere putat, quo nihil unquam apud me fuit contemptius. At mulierem formosulam sive Boemicam sive Saxonicam displicere nemini arbitror. A qua communi lege nec Hieronymum quis exceperit.	Men helt latterlig leger han her ligtale, fordi vi i gamle dage så Rom: Her er min mand, den berusede Bebrius giver mig nu navn af beruset. Endelig mener han, at guld behager mig, skønt intet nogensinde hos mig har været mere foragtet. Men en skøn kvinde tror jeg ikke mishager nogen, hvad enten hun er bøhmisk eller saksisk. Fra denne almindelige lov har ingen undtaget end ikke Hieronymus.
⁷⁵ Quando id sine peccato etiam fieri posse puto, cum non placere sed concupiscere Christus inhibuerit. Adde quod levius multo est placere cuipiam mulierem creaturam Dei, quam schisma quaerere et inter fratres discordiam, creaturam diaboli.	Og jeg mener, at det kan ske uden synd, for Kristus forbød os ikke at finde behag i, men at begære. Og dertil kommer, at det er meget lettere at finde behag i en kvinde, som er Guds skabning, end det er at søge at løse uenighed mellem brødre, for uenighed er djævelens skabning.
⁷⁶ Luter. At libidinem, pompam, avaritiam, superbiam clericorum illi miro modo detestantur. (lutems01#36) Emser. Quasi non haec eadem vitia in monachis quoque detestentur tam Boemi quam Christiani: tantoqut vehementius, quanto majorem hi sanctitatis speciem foris ostentant, et sub imagine pietatis plerumque nobis imponunt.	Luther: Men klerikernes vellyst, pomp, gerrighed, hovmod afskyer de besynderlig nok. Emser: Som om ikke de samme laster også afskyes af såvel bøhmere som kristne og det des stærkere, jo større skin af hellighed man vil opvise, og jo mere man vil pålægge os det under billedet af fromhed.
⁷⁷ O si ego nunc eodem penicillo depingere vellem fratres istos, quo hic clerum (indirecto ac torto a contrario sensu ad hoc argumento) dehonestat: quam mihi justo opus esset volumine. Sed absit, ut ob pestiferam unius linguam, multis etiam bonis patribus sim molestus.	O hvad om jeg nu med den samme pensel ville afbilde de brødre, hvormed han her nedgør kleresiet (indirekte og fordrejet med modsat betydning for argumentets skyld)! Hvor ville det være mig et arbejde af retfærdighedens fylde. Men det være langtfra, også for mange gode fædres skyld, at jeg skulle ødelægges på grund af ét menneskes pestbærende tunge.
⁷⁸ Quin potius et Luterus pereat, et Emserus (si aliter fieri nequit) dummodo pax fit in ecclesia Dei. Revereantur monachi clerum: Foveat clerus monachos: Alterque alterius onera portet, alius alium fraterne emendet, cadentem erigat potius quam subsannet;	Så skulle da snarere både Luther og Emser forgå (hvis det ikke kan blive anderledes) når blot der kan være fred i Guds kirke. Lad kleresiet omfatte munkene med kærlighed. Lad den ene bære den andens byrde, lad den ene brodeligt formane den anden til forbedring, lad den, der falder, snarere rejse sig op end at man bag deres ryg skærer ansigter (?).
⁷⁹ Ut utrique simul una populum domini tam (L704 [702]) exemplo, quam doctrina sana aedificare valeant. Hoc meum votum, hic meus est animus. Ad hoc omnes tam clericos quam monachos per viventem in secula obtestor. Ob hoc ego nunc multa dissimulo: et judicium omne Christo (cui pater id dedit) relinquo, Cujus etiam voce tam bonis quam malis piscibus plena semper fuit sagena illa ecclesiae (Matt 13,47f): Qui et Zizania et triticum crescere vult donec ipse veniat.	Så at begge parter på samme tid må værdiges at opbygges både ved eksempel og ved sund lære. Dette er mit løfte, dette er min sjæl. Ved den, der lever igennem århundrederne, kalder jeg både klerikere og munke til vidne. På grund af det må jeg nu hemmeligholde meget. Og al dom overlader jeg til Kristus (som faderen har givet at dømme). Ved hans røst er kirkens net også hele tiden fuldt af både gode og onde fisk. Og han ønsker også, at ukrudt og hvede vokser, indtil han kommer.
⁸⁰ Luter. Denique veniunt ad manus meas quotidie etc. (lutems01#37) Emser. Veniunt et ad me non solum privatorum, sed Episcporum etiam litterae, Aegoceroti meo gratulantes. Quorum quidam integerrimae vitae et magno nominis praesul ita ad me scribit: Accepi vir clarissime doctum tuum Aegoceronta sine faeno, ut in fronte pollicetur. Candidus est et nitidus, Christiana religionis sincerus defensor.	Luther: Endelig: Der kommer mig hænde hver dag ... osv. Emser: Der kommer også mig i hænde, ikke blot private breve, men breve fra biskopper, som lykønsker mig med min stenbuk. Af hvilke én med et helstøbt liv og et stort navn som foresat skriver således til mig: 'Jeg har modtaget, højlærde mand, din stenbuk uden hø, som det loves på forsiden. Den er hvid og skinnende, og er en alvorlig forsvarer for den kristne religion'.
⁸¹ Et infra: Mirum est, vir doctissime, vulgus tam doctum quam indoctum, cui nova semper placent, ita tumultuario assensu sine juditio, sine ratione, sine consilio, sine prudentia, in hanc sententiam pedibus ruere, ac palmam huis tribuere, qui nondum ab adversario doctissimo ac Christianissimo viro Ecchio gramen accepit. Quos erroris sui ansam hinc accipere arbitror, quod ex nullis concessis, sed omnibus negatis, certam fuisse credunt victoriam. Hi revera faciunt, ut Aegeum mare primum navigantes scopulos illos capram judicent. Haec ille. Cujus ego judicium pluris facio quam omnes tuas adulatorum tuorum nugas nugacissimas.	Og senere hedder det: 'Det er mærkeligt, højlærde mand, at folket, både de lærde og de ulærde, hvem det nye altid behager, når der opstår røre altid uden bedømmelse, uden fornuft, uden rådgivning, uden klogskab styrter til fode i den formening at det kan opnå hæder til dem, som endnu ikke har modtaget græs af deres modstander, der højlærde og højst kristelige mand, Eck. Jeg mener her at de har modtaget den anledning til deres fejl, at de, fordi de ikke kom med indrømmelser, men nægtede alt, tror at være sikre på sejren. Disse bevirker i sandhed, at sømændene mener, at en ged var den første på det Ægæiske hav ???? Såvidt denne herre. Og hans dom lægger jeg mere vægt på end alle dine smigreres narrende narrestreger.
⁸² Luter. O vos infelices nihilique Theologos: idola mundi. etc. (lutems01#38) Emser. O quam difficulter ego venam hic teneo poeticam. Continebo tamen Christo praeceptore. Sed tute lepus es et pulpamentum quaeritas. Tu ipse turrim David impugnas, dum veterem illam Babylonicam tam solicite reaedificas.	Luther: O I ulykkelige og intetsigende teologer, verdens afguder osv. Emser: O hvor vanskeligt kan jeg holde denne poetiske åre. Jeg vil dog fortsætte med Kristus som befalingshaver. Men du er en spedalsk og søger fed kost. Du selv bekæmper Davids tårn, når du så bekymret genopbygger dette gamle Babylon.
⁸³ Anne quicquam aliud fortissimam Davidis turrim plus demolitum est quam haereticorum placita? An ullus ei aries tantum decoquere potuisset, quantum Arrius, Sabellius, Euticus et id genus haeretici, quorum placitis Asiam, Aphricam, et magnam Europae partem perdidimus: Quemadmodum novissime etiam inclytum Boemiae regnum magna ex parte Joannis Huss et Rockuzani opera.	Mon ikke det er noget andet, at Davids tårn er mere ødelagt end kætternes lære? Mon nogen vædder kan koge ind så meget som Arius, Sabellius, Euticus og den slags kættere, til hvis lære vi har tabt Asien, Afrika og en stor del af Europa. Sådan som også her til sidst det meget omtalte bøhermes rige, for en stor del ved Johannes Huss' og Rockuzanus' gerninger.
⁸⁴ Horum tu vestigia sectans, parum referre putas et inutiles esse locos haereticorum placita vel displicita, quae sanctis olim patribus tot fecerunt negotia. Ad hoc mercuriali eloquentiae tuae virga haec omnia nostris imponis Theologis, quorum plerique in Christo defuncti miraculis clarent, et spectabili vitae sanctimonia.	Og deres spor skærer du over og mener, at de steder, som kættere finder behag eller mishag i, kun har lidt med sagen at gøre og at de er ubrugelige, skønt de dog dengang for de hellige fædre voldte så meget besvær. Hertil kommer, at din købmandsveltalenheds stok har lagt alt dette oven på vore teologer, af hvilke mange af de i Kristus afdøde lyser med mirakler og et bemærkelsesværdigt helligt liv.
⁸⁵ Ita malum bonum, tenebras lucem, noctem (L705) diem esse dixeris: non attendens, quod Esaias ait, vae qui dicitis bonum malum. (Es 5,20)	Således siger du, at ondt er godt, mørke lys, nat dag. Du har ikke lagt mærke til, at Esaias siger: 'Ve jer, når I siger, at godt er ondt'.
⁸⁶ Videre til afdeling 2!
⁸⁷ c
⁸⁸ c
⁸⁹ c
⁹⁰ c