Fra Johannes a Lascos bibliotek, Emden. Sidetallene er fra denne internetgengivelse. Dog har jeg tilføjet A ij osv fra den oprindelige sideangivelse, ikke efter, hvor de står i teksten, men efter, hvor den pågældende side begynder.
Indhold: Forord. Om Luthers indflydelse i Wittenberg. Citat fra "Unterricht" #41; Den første tese, der fordømmes: #47. Anden sætning, der fordømmes: Doel02#6. Tredie sætning: Doel02#20. Fjerde sætning: Doel02#42. Femte sætning: doel02#47. Sjette og syvende sætning: doel02#48. Ottende sætning: doel02#59. Niende sætning: doel02#69. Tiende sætning: doel02#84. Elvte sætning: doel02#91. Afslutning om Luther og Wittenberg. doel02#108.
Tilbage til oversigten over Luthers værker!
| 1 CONTRA DOCTRINALEM quorundam Magistrorum nostrorum damnationem/ Louaniensis et Coloniensis studii. Johannis Doelschij Weltkirchensis. e sacris literis petita DEFENSIO pro Christianissimo praeceptore suo Martino Luthero. Wuittenbergae. (229 Aij) | Johannes Dölsch Feltkirchens forsvar for sin højst kristelige forstander, Martin Luther, taget ud fra den hellige skrift, imod en vis doktrinal fordømmelse fra "vore magistres", de løvenskes og kølnskes undersøgelse. |
| 2 JOHANNES DOELSCHIUS Weltkirchensis/ syncerae Theologiae studiosus/ Candido lectori Salutem. | Johannes Dölsch Feldkirchen, der studerer den alvorlige teologi, hilser den oprigtige læser. |
| 3 Omnia/ candide lector preter verbum dei quod solum aeternum est/ vanitati esse subiecta/ e sacrit literis didicimus. Quod cum in omnium rerum statu ac condicione verum sit/ maxime tamen in re theologie/ experientia rerum omnium magistra/ l??ceclarir et ostenditur. | Kære læser! At alt, bortset fra Guds ord, der alene er evigt, er underkastet forfængelighed, kan vi lære af den hellige skrift. For det er i enhver tingenes tilstand og betingelse, men især indenfor teologien sandt, at erfaringen er alle tings lærer og påviser alt. (?) |
| 4 Quid enim maiori/ olim habitum est in precio/ apud diuinarum rerum studiosos/ quam mille S. Tho. ratiocinationes/ distinctionesque? Neotericorum vana connotata/ steriles ampliationes/ restrictiones/ appellationes/ et nescio/ quot alia illius sophisticae artis figmenta/ quae omnia libens pretereo. | For hvad er fra gammel tid blevet holdt i større ære af dem, der studerer de hellige ting, end Sankt Thomas' tusinder af fornuftsovervejelser og distinktioner? Tomme opstillinger af nye begreber, sterile tankeudvidelser, benævnelser og jeg véd ikke hvor mange andre af den slags sofistiske opfindelser, som jeg altsammen springer over med største fornøjelse. |
| 5 Scoti item obscura enigmata/ tot formabilibus formalitatibus somniata/ quid attinet referre? Quando totum fere theologicum campum/ non minus/ caecis tenebrarum latebris obscurarunt. quam quondam Anaxagoras ille. mundum (incertum/ quo obscuro chao), informem et tenebrosum reddidit. Doleo certe/ me annis plus quam .xii. his obscuratatibus/ ac tenebrarum officinis/ sophisticis dico calliditatibus/ steriliter insudasse: saepeque/ non sine verborum fastu ac stumacho/ contra veritatem Christi/ meras nugas crepuisse. | Ligeledes med Scotus' formørkede gåder, så mange fantasier gennem formelle formaliteter, hvorfor skal jeg dog gengive dem? Når næsten hele det teologiske kommunitet med deres blinde formørkede skjulesteder formørker ikke mindre end når Anaxagoras gengiver denne verden (usikkert ved et formørket kaos) som uformet og formørket. Jeg er oprigtig ked af, at jeg gennem mere end 12 år har svedt over disse obskure og formørkede officielle sofisterier, ja jeg vil sige, gavtyvestreger uden nogen frugt: og ofte har simple tomheder braldret op imod Kristi sandhed med stolthed og overmod i ordene. |
| 6 At item gaudeo/ me frequenter in theologico certamine succubuisse. Quo factum est. vt tandem veritas mihi vtcunque beneficio et gracia dei/ illucescere coeperit. O felix nostrae tempestatis conditio et vere aurea saecula/ quibus dudum neglecta veritas/ denuo mortalibus oritur. | Men således glæder jeg mig også over, at jeg ofte er bukket under i den teologiske væddestrid. Derved skete det, at omsider sandheden begyndte at lyse for mig i kraft af Guds velsignelse og nåde. O hvilke lykkelige betingelser i vor tid og hvilket sandt gyldenår, hvor den altfor længe fornægtede sandhed påny oprinder for os dødelige. |
| 7 Et ita oritur/ vt nunc/ deo gratia/ adulescentes apud Wuittenbergenses liceat intueri/ qui/ quanquam nondum ex ephoebis excesserunt. ita tamen de sacrarum literarum sententus disputant/ vt etiam grandibus natu/ et senio (230) confectis. de eis rectius statuant. In primis illis. quibus re scolastica/ totius aetatis suae tempus/ perdidisse constat. ita/ ut non iniuria in illos quadret. | Og således oprinder den, at det nu ved Guds nåde er tilladt os voksne her i Wittenberg at beskue den, vi, som, omendskønt vi endnu ikke er gået ud af ynglingestadiet, dog således disputerer om meningen i den hellige skrift, at også de, der er ældre og gamle fuldfører det, og bliver retledte om den. Det gælder først og fremmest dem, der finder ud af, at de har spildt hele deres alders tid med skolastiske sager, sådan at uret imod dem ikke passer. |
| 8 Poenituit multos/ vanae/ sterilisque cathedrae. Hinc factum est/ vt plures (nescio quo spiritu ducti) cum vbique triumphantem veritatem ferre nequirent/ ad conuicia iniuriasque sese conuerterint: id quod exemplo clarius faciam. | Der var utilfredshed med, at mange talte tomt og sterilt fra katedret. Herved skete det, at mange (jeg véd ikke drevet af hvilken ånd) da de ingen steder kunne bære den triumferende sandhed, vendte sig til larm og uret. Hvilket jeg skal gøre klarere ved et eksempel. |
| 9 Anper ad ?? /vt et ante multi/ libellus quidam nugis plenus allatus est/ ??uo Magistri nostri eximij Louanienses/ et Colonienses quidam doctrinaliter/ (vt magistraliter ipsi dicunt) damnant propositiones Reuerendi P. Martini Lutheri veri/ si quisquam est/ et moribus et doctrina theologi. Quod/ quo vultu/ qua confidencia fecerint/ ipsi viderint= Nihil sane constat/ sub titulo tam doctorium hominum/ quod se haberi volunt/ unquam prodrisse/ tam/ ridiculum tam elumbe/ quod doctrinaliter hoc damnandi genus. | ?? ?? ?? er der blevet opelsket en bog fuld af nøgne ord, hvori vore udmærkede løvenske og kølnske magistre doktrinalt (som de meget magistralt siger) fordømmer nogle teser af den ærværdige fader Martin Luther, sande, hvis nogle er det, og det både efter teologisk skik og doktrin. Med hvilken frækhed og hvilken frimodighed de har gjort det, lad dem selv se til det. Intet er i sandhed fremstået under så lærde mænds overhøjhed, som de vil, at det skal være, og aldrig er den slags doktrinal fordømmelse blevet frembragt mere latterligt og kraftesløst end her. |
| 10 Quippe/ quis vel ex infimo hominum genere tam est stupidus/ vt ista legens. vel non effusissime rideat/ vel optimo iure stomachetur/ cum videat/ istos theologiae/ si dijs placet/ criticos/ sine vllo sacrae scripturae testimonio/ alios/ qui scripturam pro se facientem habent sanctissimam haereseos crimine damnare? | Forøvrigt, hvem af de lavere menneskearter er vel så dum, at han læser den slags og ikke snarere ler det godt og grundigt ud, eller med større ret brækker sig over det, når han ser disse kritikere af teologien, gudhjælpemig gå frem uden noget skriftbevis, og ser andre, som regner skriften for højhellig, når den danser efter deres pibe, fordømme nogen for kætteriets forbrydelse? |
| 11 Quod si turpe est/ Jurisconsultum indicta causa/ sine vllis testibus de causa pronunciare/ turpissimum certe est/ theologum/ in diuinis literis/ nisi probata scriptura teste/ quicquam definire. | Og hvor det er dumt, at en jurist udtaler sig om en sag uden nogen vidner, så er det da tudedumt, at en teolog definerer noget uden at bevise det med skriften som vidnesbyrd. |
| 12 Memineritis hic/ (quando seria non sunt/ vobis curae) Marsiae Satyri/ qui sua opinione/ tam peritus fuit canendi tibijs/ vt etiam cum Apolline sit ausus certare/ a quo superatus/ detracta pelle/ temeritatis poenas dedit | Her må I huske på satyren Mars (selv om de alvorlige sager ikke er noget, I bekymrer jer om) som efter sin egen mening var så erfaren i at spille på fløjte, at han endog i Apollos nærvær vovede forsikre om det, blev overvundet af ham, og da pelsen var draget af ham, fik straffen for sin frækhed. |
| 13Quid? Magistri nostri/ nec tacendi/ nec canendi periti/ nunc timetis idem vobis posse accidere/ ab aeterno illo Apolline Christo Op. Max. qui non cum poetico illo Apolliline: quem supersticiosa gentilitas celebrat: sed cum dei verbo/ scripturis sanctis/ sine scriptura confligitis? Atque (231 Aiij) vtinam/ vos vetusta pelle exueret/ et cum Apostolo/ noue homine/ posito fastu/ denuo superuestiret: (2 Kor 5,4) vt tandem vobis syncera veritas aperta fieret. Nam/ quamdiu hac erroris caligine langueritis/ veritas a vobis aberit longissime | Hvordan det? I kære magistre, som hverken er erfarne i at tie eller i at spille, må I nu ikke frygte, at det samme vil overgå jer, af den evige Apollo, Kristus, den største ??, som angriber jer, ikke med det poetiske Apollinske ord, som den hedenske overtro dyrkede, men med Guds ord, den hellige skrift, I, som kæmper uden skrift? Og gid jeres gamle pels blev trukket af, så I, med apostelen kunne lægge stoltheden til side og overklædes med det ny menneske. Så at langt om længe den alvorlige sandhed ville blive åbnet for jer. For sålænge I dvæler i denne vildfarelsens tåge, vil sandheden være langt borte fra jer. |
| 14 Difficulter enim error/ qui consuetae residenciae suae palatium in visceribus vestris collacauit/ eradicabitur Ita autem veritatis est status atque conditio/ vt etiam multis impugnantibus non modo non pereat/ sed potius susciatetur/ atque vires sumat. Sit vobis documento Sauli adhuc minas spirantis/ saeva persecutio/ quae quanto erat in Christi gregem vehementior/ tanto, impugnatae veritatis maior erat probatio. | Det er nemlig vanskeligt, at en fejl kan udryddes, som i kraft af vanens vedholdenhed har opslået sin lejr i jeres indre. Men således er sandhedens stilling og betingelse, at den for mange af dem, der bekæmper den, ikke blot ikke går til grunde, men endog hæver sig op og udtømmer deres kræfter. Lad det være jer en dokumentation: Saul udstødte i høj grad trusler og påførte forfølgelse, og den blev desto stærkere imod Kristi hjord, jo større beviserne blev for den sandhed, han bekæmpede. |
| 15Sic Christi ecclesia/ cum adhuc erat nouella plantacio/ et validissimis tentationum procellis agitata/ tamen iisdem obrui non potuit: sed semper vehementissime aucta fuit. Hinc/ cum vnus/ ac item alter/ pro Christiana veritate occubuit mox quasi ex equo Troiano/ trecenti alij prositierunt. | Således med Kristi kirke, da den endnu var en ny plante og blev berørt af de mest hæftige forfølgelses-storme, så kunne den dog ikke rokkes af dem. Men stadig blev den øget på det kraftigste. Derfor, skønt både den ene og den anden lå på vagt for den kristne sandhed, var der ofte tredive andre, der sprang frem som fra en trojansk hest. |
| 16 Itaque/ nolite fratres/ nolite euangelicam veritatem diutius persequi/ nolite cum Saulo contra stimulum calcitrare/ (Apg 26,14) ponite iram/ et potius Euangelij partes/ quam vestra humana commenta fouete. Scrutamini scripturas/ et procul dubio M. Lutheri/ immo Christi doctrinam non amplius calumniabimini: modo cum iudicio/ eius scripta/ cum sanctioribus literis contuleritis. | Derfor, brødre, lad være med at forfølge den evangeliske sandhed mere, lad være med som Saul at stampe mod brodden, læg jeres vrede til side, og sørg snarere for evangeliets sag end for jeres egen menneskelige indfald. Gransk skrifterne, så vil I uden tvivl ikke længere være modstandere af M. Luthers sag, nej, af Kristi sag. I skal blot med skønsomhed sammenligne hans skrifter med den hellige skrift. |
| 17 Moueat vos scripturae autoritas/ quae dicit omnem veritatem inuocate/ non quidem philosophicam/ Thomisticam/ Scoticam/ aut eius facinae aliam/ ex sylva inanis philosophiae ortam/ sed eam/ que est omnium fortissima/ quae vacillare nescit. quam aeternus dei filius seipsum esse / pleno ore testatus est/ dicens/ Ego sum via. veritas. et vita: (Joh 14,6) extra quam nulla est/ sine qua omnis est inanis et vana/ omnique erroris coeno refertissima philosophia. | Lad jer bevæge af skriftens autoritet, påkald ham, som den kalder al sandhed, som jo ikke er den filosofiske, den thomistiske, den skotistiske eller nogen anden sekts, opstået i den tomme filosofis skov, men den, som er den stærkeste af alle, som den véd, ikke rokkes; den, som er den evige Guds søn selv, han, som med fuld røst siger: Jeg er vejen, sandheden og livet. Udenfor den sandhed er der ingen sandhed, udenfor den er alt forgæves og tomt, mens filosofien er propfuld af alskens vildfarelses skarn. |
| 18 Quod cum Lutherus noster/ non semel ac transeunter/ sed iterum atque iterum mente volutasset/ omnem ingenij vim omnem industriam. (232) omne studium/ Christo domino nostro dicauit/ neglectis philosophantium idolothytis. At non iniuria illud ei conuenire possit/ Cum omnes ederent ex cibis gentilium/ ille custodiuit animam suam et non est contaminatus in??? eorum: pergebat per omnes/ qui in captiuitate erant [ad]monita salutis dabat eis: non tantum vina salutis mo[nu]menta/ in publicis suis concionibus/ quibus plurimum ?iet/ prestando/ verumetiam/ sacrae scripturae nodos tam absentibus quam presentibus/ non sine fructu soluendo. | Og ligesom vores Luther, ikke én gang eller i forbifarten, men igen og igen overvejer, således vier han al sindets kraft, al iver, al lyst til vor Herre Kristus, og fornægter filosofisternes afgudsdyrkelse. Og den uret kan ikke passe på ham. Skønt alle spiser ved hedningernes måltid, vogter han sin sjæl og forurenes ikke ved deres ??. Han skred frem gennem alle, som var i fangenskab, frelsens formaning (?) gav han dem. Ikke blot gav han dem frelsens vines monumenter i sine offentlige prædikener, hvormed han ydede meget i sin fremhævelse, men han løste også den hellige skrifts knuder både for de fraværende og de tilstedeværende, ikke uden frugt. |
| 19 Quare/ decem argenti talenta/ ab aeterno rege sibi commissa/ ad Gabelis egestatem leuandam/ domini mense fideliter intulit/ vt insaniente Senacherib impio rege. Perge itaque mi Luthere/ et quod facis/ fac diuitissime/ dominicumque gregem consolare vnicuique pro gratia dei tibi collata/ de facultatibus et donis tibi datis diuide/ quantum cuique sufficit. | Derfor, de ti sølvtalenter, der var overladt ham af den evige konge, henførte han trofast til Herrens bord, til at lette Gabels trang, som ved den vanvittige Sankerib, den ugudelige konge. (n19) Gå derfor videre, kære Luther, og gør det, du gør, i rigt mål, og trøst Herrens hjord, så vil enhver takke Gud for dig, del ud af de evner og gaver, der er givet dig, så meget som der er nok for enhver. |
| 20 Accingere gladio super foemur tuum potentissime/ et impotentis Coloniae imperiunos latratus/ et obtusa Louaniensium spicula/ atque adeo omnes inimicos tuos/ prae spiritu domini nostri Jhesu Christi/ contemne/ Non dubito/ quin/ praesente tibi gratia dei/ omnes syncerae veritatis osores/ hoc prophetico verbo terrere possis. | Bind dit sværd om dig ved dit kraftige lår og uskadeliggør den kølniske magt, der gøer af os, og det løvenske kastespyd, vendt imod os, og foragt i den grad alle dine fjender i vor Herres Jesu Kristi ånd, så tvivler jeg ikke på, at, fordi Guds nåde er med dig, vil du kunne skræmme alle med dette profetiske ord, alle, der elsker (?) sandhedens alvor: |
| 21 Ecce ego proijciam vobis brachium et dispergam super vultum vestrum stercus solennitatum vestrarum/ et assument vos secum/ et scietis/ quia misi ad vos mandatum istud/ vt esset pactum meum cum Leui/ dicit dominus exercitiuum. Pactum meum fuit cum eo vitae et pacis/ et dedi ei timorem et timuit/ et a facie nominis mei pauebat/ lex veritatis fuit in ore eius/ et iniquitas non est inuenta in labijs eius. (Mal 2,3f) | "Se, jeg vil føre min arm frem imod jer og udsprede over jeres ansigter møget fra jeres højtideligheder og det vil tage jer med sig, og I skal vide, at jeg sender til jer dette bud, at det skal være min pagt med Levi, siger Hærskarers herre. Min pagt med ham var livets og fredens pagt, og jeg gav ham frygt og han frygtede, og han skælvede for mit navns ansigt. Sandhedens lov var i hans mund, og uretfærdighed blev ikke fundet på hans læber". |
| 22 Quid enim verius/ quam Lutheri institutio? cuius totum dogma/ nihil aliud quam Christum/ eius gloriam/ beneficia/ gratiam/ misericordiam/ hominis miseriam/ spirat. Quod si quid in eius scriptis aliud offendistis/ scripturis canonicis errata conuincite/ ac tandem damnate. Quod si feceritis/ Mar= (233 Aiiij) tinum nostrum/ libenter scio veritati et vobis cessurum | Hvad er nemlig sandere end Luthers fremgangsmåde? Han, hvis hele dogme ikke ånder andet end Kristus, hans ære, velsignelse, nåde, barmhjertighed over menneskets elendighed. Og hvis I stødes over noget andet i hans skrifter, så overbevis ham om hans fejl ud fra de kanoniske skrifter, og så kan I fordømme ham. Hvis I gør det, så véd jeg, at vor Martin gerne vil indrømme jer sandheden. |
| 23 Nec dubito/ quid is/ apud quem nihil unquam veritate potius fuit/ sit auidissime sancte veritati/ aeterne veritatis amore/ collum submissurus Nos interim sequentia eiusdem prophetae verba attendamus. In pace (inquit) ac equitate ambulavit mecum/ et multos auertit ab iniquitate. Labia enim sacerdotis custodiunt scientiam/ et legem exquirent ex ore eius/ quia angelus domini exercituum est. (Mal 2,6f) | Jeg tvivler heller ikke på, at han, hos hvem intet andet end sandheden nogensinde har betydet noget, hæftigt vil attrå den hellige sandhed og ud af kærlighed til den evige sandhed underkaste sig. Vi vil imidlertid lytte til det samme profetord, der fortsætter: "I fred og retfærdighed vandrede han med mig og han vendte mange bort fra uretten. For præstens læber vogter kundskab, og de søger loven ud fra hans mund, for han er hærskarers herres sendebud". |
| 24 Quae/ quam apte Martino nostro tribuantur/ non nisi truncus ignorat. Nulli enim vnquam homini/ sophistica contentio/ inanisque philosophia: plus displicuit: quam veritatis et pietatis in primis studioso Luthero. At contra: quid/ praeter ieiunam philosophiam: atque verbosam garrulitatem: quibus aulas vestras oppletis: aliud istic resonat? Sane/ quot Martinus noster: a sophisticis istis nugis: et anilibus altercationibus: quibus vulgo omnes schole strepuerunt/ retraxerit: et studio veritatis et pietatis restituerit: cum testis est ingens scholasticorum numerus: magna sacerdotum turba: qui o??nes, hunc secuti: ex longinquissimis totius orbis regionibus: | Det er da kun en træstub, der kan være uvidende om, at dette ikke passer bedre på nogen end på vor Martin. Der er nemlig intet menneske, hvem sofistisk konkurrence og tom filosofi mishager mere end denne Luther, der er ivrig efter sandhed og fromhed i de grundlæggende ting. Og modsat: Hvad fylder I jeres haller med andet end filosofisk faste og ordrig gøen? Er det andet, de genlyder af? Ja i sandhed, så meget har vor Martin gennemført: Han har trukket sig tilbage fra disse sofistiske narrestreger og kællingeagtige disputer, hvormed alle skoler forvirrer folket, og genoprettet lysten til sandhed og fromhed. Det er elevernes overmåde store antal et vidnesbyrd om. Stor er præsternes skare, som alle er fulgt med herhen fra hele verdens fjerntliggende egne, |
| 25 in hanc Academiam nostram gregatim cor. Auxerunt: tum candidissimus. doctissimus: ac optimus quisque vel presens ore: vel absens literis profitetur. Quin hoc ego: meo periculo ausim dicere: paucissimos esse in toto terrarum orbe: qui cum Luthero possint conferri. siue sanam doctrinam spectes: sive pietatem. | til vort universitet i skarevis. Og de voksede. Enhver skønsom, lærd og god mand har gavn af det, mundtligt, hvis han er til stede, skriftligt, hvis han er fraværende. Ud fra min egen erfaring vover jeg at sige: Der er meget få på hele jordens flade, der kan sammenlignes med Luther, hvadenten du ser hen til den sunde lære eller til fromheden. |
| 26 Cuius est argumentum: quod supra quadringentas oues de dominico grege quotidie verbo vitae: psalterium profitendo pascit. Adde: quod festis diebus: quibus non raro bis: cum minimum: semel concionatur: tanta frequentia: tanta gratia docet. vt concionem amplissimae aedes vix capiant. et auditores nihil aliud quam temporis angustiam conquerantur. exoptantes subinde/ horam in diem commutari. | Og argumentet for det er, at han daglig vogter firehundrede får fra Herrens hjord med livets ord: de får gavn af psalteret. Føj dertil, at Luther på festdagene, hvor han ikke sjældent prædiker to gange, og i det mindste én gang, lærer med en så stor ihærdighed og nåde, at de næsten ikke kan opfange hans prædiken i de propfulde bygninger, og at tilhørerne kun klager over, at der er for lidt tid: de ønsker, at en time straks kunne forvandles til en hel dag. |
| 27 Hic audires abeuntes. quenque/ pro se/ charissimum sibi/ cum gemitu require= (234 B) re alium apud alium communem reipublicae Christianae vicem quiritari: hunc suae gentis. suae patriae superstitionem/ cum dolore referre: illum ex animo. non Thomisticae. non Scoticae. non Aristotelicae philosophie. sed Christianae concionatorem suis optare: quosdam de lectis aut auditis sacrae scripturae locis amanter conferre. neminem Lutherum nostrum/ non amare/ colere suspicere. | Her hører du, når de går hver til sit: én, som med sukke ønsker sig en god kristen stat, hvor den ene beder den anden om hjælp i gensidighed; her er der én, som med smerte tænker på sit folks og sit fædrelands overtro; og her er der én, der ud af sin sjæl ønsker sig en kristen prædikant, ikke én, der prædiker på thomistisk eller skotistisk vis eller ud fra den aristoteliske filosofi. Og her er der nogle, der i kærlighed sammenligner med de læste og hørte steder fra den hellige skrift. Der er ingen, der ikke elsker Luther, man har mistanke om, at de dyrker ham. (??) |
| 28 Atque hic/ vt meum quoque iudicium interponam/ hoc mihi persuadeo/ paucissimos in omnibus Christianis inueniri/ qui verbum dei. beneficia eius. tam pude. tam foeliciter doceant. Adeo/ vtnon semel ipse viderim/ quosdam/ qui sermones eius. in sacris aedibus excipiunt. et in libellos referunt/ plus lachrymarum quam atramenti consumpsisse. Ita fit, vt tam tandem diuitis dei ac domini nostri Jesu Christi. thesauri sapientie et scientie/ tot saeculis abstrusi. in apertam lucem prodeant/ vel insanientibus Louaniensium Coloniensiumque doctrinalibus damnatoribus. | Og her -- at jeg også skal indføje min bedømmelse: dette har overbevist mig om, at man kun finder yderst få iblandt alle de kristne, som lærer Guds ord med hans velsignelse både frimodigt og lykkeligt. Og det i den grad, at jeg selv har set indtil flere gange, nogle, der lyttede til hans prædikener i kirkerne og skrev dem ned i deres bøger, var mere opslugt af tårer end af opmærksomhed (?). Således gik det til, at endelig Guds så store rigdom og vor Herres Jesu Kristi visdoms- og kundskabsskat efter at have været gemt i så mange århundreder kommer til gavn i det åbne lys. Men de er altså blevet doktrinelt fordømt af Løven- og Køln-folkene. |
| 29 Caeterum/ candide lector, nolo, existimes. omnes Louanienses et Colonienses. tam insanae et ridiculae damnationis fuisse autores. sed eos tantum. quibus: cum sacras literas: aut nunquam. aut sine iudicio legerint. studium est. optime de literis. de Christiana religione meritos. coniuratione in hoc facta: supplantare: sternere: ac extinguere. aut saltem apud rudem et ineruditatam multitudinem traducere. | Iøvrigt, kære læser, vil jeg ikke, at du skal mene, at alle Løven- og Køln-folkene har været ophavsmænd til en så usund og latterlig fordømmelse. Det var kun dem, som, når de enten aldrig læste den hellige skrift eller læste den uden bedømmelse, havde den bestræbelse at opnå størst mulig fortjeneste i den kristne skrift og religion, og aflagde ed på at ville overplante, oprykke eller udrydde den eller i hvert fald at overføre den på den rå og uuddannede mængde. |
| 30 Quod vnum. eos agere. ne intelligatur. versuti homines: autoritatem: vel magni alicuius domini. vel Ro. Curiae. vel sanctorum patrum. vel (quod lachrymis dignum est) sanctissimum nomen domini nostri Jesu Christi. suis naenijs: per delyris opinionibus: et in somnijs pretexunt. | Det var det eneste, de var ude på, at det ikke skulle blive forstået: At de forslagne mennesker skød sig ind under enten et stort menneskes autoritet eller den romerske kuries eller de hellige fædres autoritet, eller, hvad der er mest begrædeligt, skød sig ind under vor Herres Jesu Kristi navn for at fremme deres vrøvleviser, deres fordrukne meninger og deres fantasier. |
| 31 Erasmo ille literarie rei principi: nonne omnium consensu. totum nomen Christianum (vt modestissime dicam) plurimum debet? non tamen pestiferos sistorum sycophantarum latratus potest effugere. Vnde Martinus Dorpius (vt alius in presen= (235 Bv) tia omittam) apud Louanienses theologistas male audit nonne in caussa est. quod/ cum ipse recta studia amet et promoueat. cum istis non vult in recti studij instaurato res iurare. et cum insanientibus insanire. | Erasmus havde dette litterære princip: Mon ikke der bør være enighed mellem alle om, at hele det kristne navn, at jeg skal tale moderat, skal betyde mest? Dog kan han ikke flygte fra disse bjældeklingende anklageres pestbærende gøen. Derfor er det dårligt at høre om Martinus Dorpius, at jeg skal springe andre over i denne omgang, at han blandt de løvenske teologister er med i sagen. For han elsker og fremmer de rette studier. Han vil da ikke dømme sagen samme med dem, når han tager den op til fornyet overvejelse. Og han vil ikke være vanvittig sammen med de vanvittige. |
| 32 Eat nunc. quisquis volet et liniretur Martinum Lutherum. hominem singulari ingenio, ad aperiendam et interpretandam scripturam praeditum/ et ad hoc a deo formatum/ a theologisticis simulachris/ immo laruis/ carpi et damnari. Enim vero/ que lucis et tenebrarum/ Christi et Belial conuentio? Jam nunc/ candide lector/ tecum aestima. vt possit Luthero cum istis et similibus conuenire. Lutherus bibliacis libris innititur/ et doctrinae Christi/ ad quam omnium hominum sententias/ vt par est/ exigit/ cui si consentiunt/ probat/ si non/ reijcit. Isti contra/ adeo/ qui in libris quorumcunque hominum legunt/ etiam eorum/ qui syncere theologie vel nihil/ vel admodum parum habent (si quando ad canonicos libros vtriusque testamenti diuertunt) Prophetarum Pauli/ et Christi puram/ viuam/ et aeternam doctrinam torquent/ et cum humanis ac mortuis opinionibus confundunt et extingunt = | Kom nu an, enhver der vil, og tilsmuds Martin Luther, et menneske af en enestående forstand til at åbne og fortolke denne skrift og dannet af Gud til at skulle ses ned på og fordømmes af de naragtige, ja maskerede teologister. For i sandhed: Hvad har lys og mørke, hvad har Kristus og Belial med hinanden at gøre? Ja, nu er tiden inde, kære læser, til at du kan bedømme for dig selv, til at du kan sammenligne Luther med disse og deres lige. Luther støtter sig til de bibelske bøger og til Kristi lære, efter hvilken alle menneskers sætninger som rimeligt er, må bedømmes, så de, hvis de er i overensstemmelse med den, kan de bevises, hvis ikke, må de forkastes. Men de andre, som læser i deres menneskelige bøger, også i deres, som regner den alvorlige teologi for intet eller måske for deres lige (?) og som, hvis de da nogensinde har læst de kanoniske bøger fra et af testamenterne, fordrejer profeternes, Paulus' og Kristi rene og levende og evige lære, og sammenblander og udrydder den med menneskelige og dødelige meninger. |
| 33 Atque ita boni viri/ tanto zelo in Christianam fidem rapiuntur/ vt ignorem/ quorum hominum subsidio in speciem solum recto/ confisi/ contra sanctorum prophetarum/ euangelistarum/ apostolorum/ quin etiam Christi doctrinam audeant pronunciare. Hoc qui non credit que a Luthero nostro et illis allata sunt/ excutiat/ et cum sancta scriptura conferat/ non cum opinionibus Thomae. Scoti Syluestri/ et eius generis summulariorum/ nec cum solis nominibus sanctorum patrum/ qui et ipsi/ vt a lectoribus suis petierunt/ cum iudicio legendi sunt/ et dicet. Theologistarum illorum scoriam/ ad Lutheri aurum sordere. | Og derfor er gode mænd blevet opslugt af en sådan iver for den kristne tro, at jeg ikke ville vide, hvilke menneskers hjælp jeg ret skulle stole på i denne sag imod de hellige profeters, evangelisters og apostles hjælp, hvis ikke de vovede at erklære også Kristi lære. (?) Dette kan den, som ikke tror det, der er fremlagt af vor Luther også for dem, granske og sammenligne med den hellige skrift, ikke med Thomas' meninger, med Scotus', Sylvesters og den slags summa-folk, heller ikke kun med de hellige fædres navne, eftersom de selv, hvad de beder deres læsere om, skal læses med skønsomhed, så vil han sige: Jeg blæser på deres teologister, jeg vover at låne øre til Luther (?): |
| 34 Sed redeo ad Magistros nostros. Quid per deum immortalem. quidam Magistri nostri aliud faciunt. quam quod de corde suo, non de ore domini loquuntur? atque de ijs definiunt. que nec improbare/ nec false esse/ scripturis sanctis possunt con (236) uincere? Quod si potuissent: sine dubio sanctarum scriptuarum autoritatibus sua muniissent. Vsque adeo ne stolidum/ Magistri nostri/ quenquam esse creditis/ qui tam nudis verbis: tam vanis somnijs vestris: nullo sanae scripturae testimonio vestitis/ vel tantillum moueatur? | Men jeg vender tilbage til vore magistre. Hvad kan ved den udødelige gud vore magistre gøre andet end at de taler ud af deres hjerte ikke ud af deres herres mund? og ud fra det fastslår, hvad der hverken er ubevisligt eller falsk, men kan bevises ud fra den hellige skrift? De ville uden tvivl have underbygget det med den hellige skrifts autoritet, hvis de havde kunnet. Er det herudfra ikke i den grad klart, vore magistre, hvem I skal stole på: Han, som vil bevæge jer med nøgne ord, med jeres tomme fantasier, men ikke med den sunde skrifts vidnesbyrd? |
| 35 Qui vobis rubibus inermibus fidat? cum ex altera parte videat. tam munita presidia? Quod ne quisquam faceret. propheta cauit dicens. Nolite audire verba propherarum, qui prophetant vobis. et decipiunt vos. Visionem enim cordis sui loquuntur non de ore domini. (Jer 23,16) Quid idem propheta alibi. nonne de vobis cecinit? Ecce ego ad prophetas somniantes mendacium ait dominus. qui narrauerunt ea/ et seduxerunt populum meum in mendacio suo et miraculis/ cum ego non missisem eos/ nec mandassem eis/ qui nihil profuerunt populo huic/ ait dominus. (Jer 23,32). | Hvem vil stole på jeres rå u???ligheder? Når han fra den anden side ser en så velforsynet forsæde? (?) Profeten advarer imod, at nogen skal gøre det, når han siger: "Lad være med at lytte til profeternes ord, de profeterer for jer, og bedrager jer. De taler ud af deres hjertes syner, ikke ud af Herrens mund". Hvad siger den samme profet et andet sted, mon ikke det handler om jer? "Se, jeg kommer efter profeterne, der profeterer løgnedrømme, siger Herren, de fortæller deres drømme og fører mit folk vild med deres løgne og undere. For jeg har ikke sendt dem og jeg har ikke givet dem besked, de er ikke til gavn for dette folk, siger Herren". |
| 36 Quantum autem diuisionum sectae Thomisticae. Scoticae. et Occanice. populo dei obfuerunt/ gemitus ecclesiae hodie indicat. At qui/ non est mei instituti/ nunc corruptum ecclesiae statum deplorare. hoc satis est/ a Magistris istis mihi dari/ salutarius esse/ sitientem animam ex puro ipso sacrarum literarum fonte/ quod est verbo dei/ quam conturbatis opinionum riuulis/ quod est/ humano commento/ reficere. | Men hvor meget opdelingen i sekter, thomister, scotister og occamnister har skadet Guds folk, det viser kirkens suk i dag. Men at "de ikke er udsendt af mig", det viser kirkens nuværende begrædelige tilstand. Det er i tilstrækkelig grad blevet mig klart gennem magistrene, at det er mere frelsebringende, at den tørstige sjæl drikker af selve den hellige skrifts rene kilde, hvilket er Guds ord, end af de forvirrede meningers flod, hvilket vil sige at tage sin tilflugt til menneskelige kommentarer. |
| 37 Jam prius/ quam propositiones Lutheri. a Magistris nostris doctrinaliter damnatas/ ab haereseos crimine asseram/ et Christianos ostendam/ quedam mihi de meritis sanctorum dicenda sunt et patrocinio/ sed paucis. quod haec res non semel/ nec in vno loco/ ab ipso explicata sit. Nec sic tamen Magistris nostris satisfecit Lutherus in eo libro/ quem de decem praeceptis vulgari passus est/ (n37) et in libello/ quo de eadem re/ in communi Germaniae lingua agit. Sanctos duobus modis coli scripsit. Vno/ vt bona fortunae et corporis largiantur/ et rem familiarem augeant / quem ritum eatenus improbat/ quatenus parum est Christianus. Atque ita sanctos venerantes/ quaerunt/ non quae dei sunt/ sed (237) quae sua/ et ideo sanctos prope in Idola sibi transformant contra dominicam orationem/ qua dicimus. Fiat voluntas tua. | Dog førend jeg fremdrager de teser af Luther, som er blevet doktrinalt fordømt af vore magistre, førend jeg frakender ham kætteriets forbrydelse og viser de kristne, hvad der for mig at se må siges om de helliges fortjenester, så skal der også siges lidt til hans forsvar, omend kun kort; for denne sag er blevet forklaret af ham ikke blot én gang og ikke blot på ét sted. Og dog har Luther ikke tilfredsstillet vore magistre i bogen om de ti bud udgivet for folket og i den lille pjece, hvor han behandler det samme på almindelig tysk. Man kan dyrke helgenerne på to måder, skrev han. Ifølge den ene måde beder man om godt held og bedre legemlige forhold og gode familierelationer, og den måde er des mere upassende, jo mere man er kristen. Og de, der dyrker helgenerne således, søger ikke, hvad Guds er, men hvad deres eget er, og derved forandrer de næsten helgenerne til et afgudsbillede for sig, imod Fadervor, hvor vi beder: Ske din vilje. |
| 38 Altero/ vt deus ipse in sanctis suis laudetur/ corde/ ore/ et/ opere. non propter remunerationem bonorum caducorum/ sed propter inmensam suam bonitatem/ qua sanctis suis gratiam contulit/ vt digni haberentur/ pro nomine Jhesu contumeliam pati. Quomodo/ primum deus in sanctis suis laudatur et sanctificatur/ deinde sancti in se. Quia scriptum est. Qui gloriatur/ in domini glorietur. (2 kor 10,17) Et iterum Laudamini in nomine sancto eius/ (Sl 105,3) laudate eum secundum multitudinem magnitudinis eius. (Sl 150,2) Cuius eius? certe domini. | Ifølge den anden måde beder man om, at Gud selv må blive rost i sine helgener, med hjerte, mund og gerning. Ikke på grund af gengældelsen med gode helgengerninger, men på grund af hans umådelige godhed, at han tildeler sine helgener sin nåde, så de må regnes værdige til at lide forsmædelse for Jesu navn. På denne måde roses og helliges Gud i første omgang i sine helgener, og så i anden omgang er disse hellige i sig selv. For der står skrevet: Den, der roser sig, skal rose sig i Herren. Og der står også skrevet: Pris hans hellige navn, pris ham på grund af hans umådelige storhed. Hvem er "han"? Det er givetvis Herren. |
| 39 Sed hac de re et ipse alibi/ et in dictis locis videatur. Quare falso imponitis Luthero/ quod merita sanctorum negauerit/ dicentes. Ex eo quod sancti in omni bono opere/ minus faciunt quod debent: quodque nullus sanctorum vixit in hac vita sine peccato/ concludit/ merita sanctorum nulla super qua esse sibi/ quae nobis ociosis succurrant. (koeln-loeven#25) | Men om selve denne sag kan man også se andetsteds og det på det angivne sted. Derfor er det forkert, at I påstår, at Luther nægter helgenernes fortjeneste, idet I siger: "Derudfra, at de hellige i enhver god gerning gør mindre end de burde, og at ingen af de hellige i dette liv har levet uden synd, slutter han, at der ikke er nogen overskydende fortjenester hos de hellige, som kan komme os efterladende til hjælp". |
| 40 Intendens per hoc manifestum facere/ quod merita sanctorum nulla sint/ quae nobis possint communicari/ Quin et sancti in illis opus habent misericordia dei ignoscente. Verum/ quia libellum de quo dixi/ forte non legistis. in eo sic est ad verbum. | Hans hensigt med dette er at gøre det soleklart, at helgenernes fortjenester ikke er noget, som kan uddeles til os. Derfor har også helgenerne heri brug for den Guds barmhjertighed, der ser igennem fingre med dem. Men fordi I måske ikke har læst den bog, jeg omtalte før, aftrykker jeg den her ordret: |
| 41 Von der lieben heiligen furbit. (unterric#5ff) | "Om de kære helgeners forbøn. |
| 42 Sag ich/ und halt fest mit der ganzen Christenheyt/ das man die lieben heilighen ehren unnd anruffen sol. Dan/ wer mag doch das widderfechten/ das noch hutigis tagis/ sichtlich/ bey der lieben heiligen corper und greber/ got durch seiner heiligen namen/ wunder thut? | Jeg hævder og fastholder med hele kristenheden, at man skal ære og anråbe de kære helgener, for hvem kan dog lukke øjnene for, at Gud endnu i vore dage gør mange undere ved sit hellige navn ved helgenernes legemer og grave? |
| 43 Das ist aber war/ uñ habs gesagt is sey nit christlich/ das man geistliche noturfft nit mehr odder (W70) fleissiger/ den die liepliche/ bey denn lieben heyligenn sucht. | Men det er sandt, og det har jeg også sagt, at det ikke er kristeligt, at man i højere grad og med større flid søger den legemlige hjælp end den åndelige hos de kære helgener. |
| 44 Wo findt mâ ytz einen heiligenn/ der von gedult/ glauben/ liebe/ teuscheyt unnd andere geistliche guttter wirt angeruffenn. Als sanct Anna umb reichtumb/ sanct Lau= (238) rentius fur das fewr/ der ander umb ein bosze pein/ der umb ditz. der ander umb das. Nit das alles zuuor werffen sey/ sunder das ein Christen mensch/ die geistlichê mehr achtenn sol/ dan die gutter/ die er sicht auch den thyren/ unnd heyden gemeyn. | Hvor finder man nu en helgen, der bliver anråbt om tålmodighed, om tro, om kærlighed, om kyskhed og om andre åndelige goder, på samme måde som sankt Anna anråbes om rigdom, sankt Lorens imod ild, den mod den onde pine, den ene om dit, den anden om dat. Ikke, at dette skal forkastes, men at en kristen skal agte de åndelige goder mere end de goder, som han ser, at også dyr og hedninger har. |
| 45 Daruber seind etlich szo nerrisch/ das si meynen/ die heilighen haben ein macht odder gewalt solchs zuthun/ szo sie doch nur vorbitter sindt/ und alles durch got allein gethon wird. etc. | Desuden er nogle så tåbelige, at de tror, at helgenerne har deres egen magt eller styrke til at gøre noget sådant, skønt de dog kun kan gå i forbøn for os, og alt kun virkes gennem Gud, osv." |
| 46 Quam sentenciam/ Magnus Erasmus habet/ et in Enchiridio suo cap. vij. et in Morie encomio/ vbi huius rei abusus festiuissime et verissime ridetur, Ibi/ qui Luthero non vultis/ Moriae credite/ qui a Luthero non vultis/ a Moria/ ne semper moriones sitis. discite. Caeterum/ aproba Moria/ ad improbam Nemesim vestram transeamus | Den mening har også den store Erasmus både i sin enchiridon kap. 7 og i sin "dårskabens pris", hvor han på festlig og sand måde gør grin med misbrug af disse ting. Men I, som ikke vil have med Luther at gøre, tror som dårer, fordi I ikke vil lære af Luther, af en dåre, hvordan I skal undgå hele tiden at være dårer. Det øvrige vil jeg dåre bevise, og vi går over til at afbevise jeres nemesis (?). |
| 47
Propositio prima damnata.
Ex eo/ quod sancti in omni opere bono/ minus faciunt quod debent/ quodque nullus sanctorum vixit in hac vita sine peccato/ concludit/ merita sanctorum nulla esse super flua sibi/ quae nobis ociosis succurrant. Intendens per hoc manifestum facere quod merita sanctorum nulla sunt/ quae nobis possunt communicari/ quin et sancti in illis opus habent/ misericordia ignoscente. (koe-loe#25) |
Den første tese,
som I fordømmer:
"Derudfra, at de helgenerne i enhver god gerning gør mindre end de burde, og at ingen af de hellige i dette liv har levet uden synd, slutter han, at der ikke er nogen overskydende fortjenester hos de hellige, som kan komme os efterladende til hjælp. Herigennem vil han gøre det klart, at der ikke er nogen helgenfortjenester, som kan overføres til os, for også helgenerne har i deres gerninger brug for den tilgivende barmhjertighed". |
| 48 Hac propositione duo asserere videmini/ Vnum/ quod sancti in hac vita fuerint sine peccato. Damnatis enim illam Nullus sanctorum vixit in hac vita sine peccato: Alterum/ quod negauerit/ sanctorum merita nobis posse communicari. eo. quod nulla eorum merita sint. (n48) | Med denne tese synes I at fastslå to ting. For det første, at de hellige i dette liv har været uden synd. I fordømmer nemlig sætningen: 'Ingen af de hellige har i dette liv levet uden synd'. For det andet fastslår I, at Luther har nægtet, at de helliges fortjenester kan overføres til os, af den grund, at der ingen fortjenester er. |
| 49 Secundam propositionis partem (tamquam Luthero falso imposita) non puto esse impugnandam sciens/ contrarium eum docuisse pariter et scripsisse/ quemadmodum tam supra ostendi. | Den anden del af tesen (som I forkert tillægger Luther) mener jeg ikke, man bør bekæmpe, for jeg véd, at han har lært og delvis skrevet det modsatte, sådan som jeg påviste det ovenfor. |
| 50 At fortasse mihi obijcietis/ quod ad declarationem .xviij. [lviii] propositionis a Luthero scriptum est. Vbi sic continetur. Nulla sunt opera sanctorum relicta immunerata/ quia deus premiat vltra condignum/ iuxta illud Apo. Non sunt condigne passiones (239) etc. (Rom 8,18) (res09#29) Item Nullus sanctorum sufficienter compleuit mandata dei/ ergo nihil fecerunt superabundanter. (res09#30) Item/ Vnusquisque pro se reddit rationem. (Gal 6,4) (res09#33) Et iterum Vnusquisque mercedem accepit secundum suum non alienum laborem. (res09#32) (1 Kor 3,8) | Men I vil måske indvende imod mig, at der af Luther er skrevet i forklaringen til den 58. tese således: Der er ingen helgengerning, der lades ugengældt, for Gud gengælder udover hvad vi har fortjent, ifølge dette apostelord: De lidelser, vi lider nu, er intet værd osv. Ligeledes: Ingen helgen opfylder i tilstrækkelig grad Guds bud, altså gør de intet overskydende. Ligeledes: Enhver skal aflægge regnskab for sig selv. Og igen: Enhver skal modtage sin løn ifølge sin egen, ikke ifølge en andens anstrengelse. |
| 51 Et infra/ Ex quibus et multis alijs concludo/ merita sanctorum nulla esse superflua sibi/ que nobis ociosis succurrant. Et/ vt aliquando sim audax. etc. (res09#40) quae ibi scripta leguntur/ Ad que cum D. Martino dico/ quod opera bona a sanctis facta/ non sunt opera humana et sanctorum/ sed potius dei dona/ que ex se et propria virtute non sunt bona/ nec aeterna beatitudine digna/ sed sola dei misericordia ignoscente/ tegente/ ac bonitate eius non imputante/ sunt bona deo grata/ et coronanda. Ita tamen/ vt non nostra/ sed sua dona in nobis coronet deus. | Og senere: "Ud fra dette og meget andet konkluderer jeg, at helgenernes fortjenester ikke er overskydende for dem, så de kan komme os efterladende til hjælp. Og at jeg skal være lidt vovet osv", som der dèr står at læse. Til dette siger jeg med doktor Martin, at de gode gerninger, der er gjort af helgenerne, ikke er menneskelige gerninger, der tilhører helgenerne, men snarere Guds gaver, som i sig selv og ved deres egen kraft ikke er gode eller fortjener saligheden, men kun er det i kraft af, at Guds barmhjertighed ser gennem fingre med, skjuler og ikke tilregner ved hans godhed. Derved er de gode gerninger, der belønnes og krones af Gud. Altså, kroner Gud ikke vore, men sine egne gaver i os. |
| 52 Hanc esse Luth. sententiam ea assequor coniectura/ quod probando suam/ hanc intulit Aposto. sentenciam. Non sunt condigne passiones huius temporis/ ad futuram gloriam/ etc. (Rom 8,18) (res09#29) Et illam. Cum feceritis omnia que precepta sunt vobis/ dicete/ serui inutiles sumus Hanc Lutheri sentenciam esse veram/ sic ostendo. Scriptum est/ fiduciam autem talem habemus/ per Christum ad deum. Non quod sufficienter simus/ cogitare aliquid a nobis/ quasi ex nobis/ sed suffiencientia nostra ex deo est/ qui et idoneos nos fecit. etc. (2 kor 3,4ff) | At dette er Luthers mening forsikrer jeg med den tilføjelse, at jeg beviser det ud fra det apostelord, han fører frem: For denne tids lidelser er for intet at regne imod den fremtidige herlighed. Og med dette ord: Når I har gjort alt, hvad der er foreskrevet jer, skal I sige, vi er kun unyttige tjenere. At Luthers mening på det punkt er sand, påviser jeg på følgende måde: Der står skrevet: Men vi har den tillid til Gud ved Kristus, ikke at vi selv er tilstrækkelige til at udtænke noget, som var det ved os selv, men vor tilstrækkelighed er fra Gud, som gør os skikkede, osv. |
| 53 Et alibi Deus est qui operatur in vobis velle et perficere/ pro bona sua voluntate. (Fil 2,13) Quo modo ergo sancti ex se ipsis patrocinari possunt/ quibus nec cogitarij nec velle/ ex se ipsis conuenit. An Paulus qui hec dixit/ sanctus non fuit? Qui et alibi dicit: Ascendens in altum captiuam duxit captiuitatem/ dedit dona hominibus. (Ef 4,8) | Og et andet sted: Det er Gud, som virker i jer at ville og at fuldføre ved hans gode vilje. Hvordan skulle så helgenerne i sig selv kunne tage os i forsvar, de, som han her siger, hverken kan udtænke noget eller ville noget i sig selv. Mon den Paulus, der har sagt dette, ikke er hellig? Han, som også andetsteds siger: Han steg op til det høje, førte fanger med sig, han gav mennesker gaver. |
| 54 Et iterum: Quid enim habes quod non accepisti? si autem accepisti quid gloriaris quasi non accepisses? (1 Kor 4,7) Si ergo omnia que sancti habent/ dona sunt/ sicuti vera dona sunt/ vbi manet proprium eorum meritum? Omne enim datum optimum/ et omne domum perfectum/ desursum est descendens/ a patre luminum. etc. (Jak 1,17) | Og atter: For hvad har du, som du ikke har fået? men hvis du har fået det, hvorfor praler du så, som om du ikke har fået det? Men hvis alt, hvad helgenerne har, er gaver, sådan som det jo i sandhed er gaver, hvad bliver der så af deres egne fortjenester? For enhver god gave og enhver fuldkommen gave kommer ned ovenfra, fra lysenes fader osv. |
| 55 Vobis fortasse sanctorum merita/ non videntur (240) inter optima data/ et perfecta dona connumeranda. Et ideo damnastis Apostolica dicta. Augustinus li. de gratia et li. arbi. quid aliud molitur/ quam ostendere/ merita nostra non ex nobis/ sed ex data gratia reddi bona. Nam dicit qua propter/ quod cepit homo habere merita bona/ non debet sibi tribuere illa/ sed deo; cui dicitur in psal. Adiutor meus esto/ ne derelinquas me/ (Sl 27,9) dicendo/ ne derelinquas me/ ostendit/ quod si derelictus fuerit/ nihil boni facit per se. | Men I synes måske ikke, at helgenernes fortjenester skal regnes til de goder, der er givet og til de fuldkomne gaver? Men på den måde fordømmer I apostelord. Augustin siger i bogen om nåden og den frie vilje: Hvad andet har jeg gjort, end at påvise, at vore fortjenester ikke er af os selv, men kommer, fordi der af nåde gives os godt tilbage. For han siger, at af den grund, at mennesket begyndte at have gode fortjenstfulde gerninger, bør han ikke tillægge dem sig selv, men Gud; om ham siges der i salmerne: Vær min hjælper, at du ikke skal forlade mig. Når han siger "at du ikke skal forlade mig" viser han, at hvis han blev forladt, ville han intet godt gøre i sig selv. |
| 56 Vnde/ et ille ait. Ego dixi in abundantia mea/ non moueror in aeternum. (Sl 30,7) Putabat enim Dauid/ suum bonum esse/ quod hic abundabat/ vt non moreretur. sed vt ostenderetur illi/ cuius esset illud bonum/ de quo tanquam suo. coeperat gloriari/ paululum gratia dei deserente/ admonitus dixit. Domine in voluntate tua praestitisti decori meo virtutem/ auertisti faciem tuam a me/ et factus sum conturbatus. (Sl 30,8) et infra Dona sua coronat deus/ non merita tua: si tibi a teipso/ non ab illo sunt merita tua. Hec enim si talia sunt mala sunt non coronat deus. Si autem bona sunt/ dei dona sunt. | Derfor siger han også: Jeg sagde i min tryghed: Jeg skal aldrig i evighed vakle. David mente nemlig, at det var hans gode gerning, at han her kunne være tryg, så han ikke vaklede. Men for at det kunne blive klart for ham, hvem dette gode tilhørte, som han omtalte som sit, begyndte han at prale. Og så forlod Guds nåde ham lidt efter lidt, og så søgte han trøst og sagde: Herre, ved din vilje har jeg formået at smykke min dyd, du vendte dit ansigt fra mig og jeg blev gjort forvirret. Og nedenfor siger (Augustin): Gud kroner sine gaver, ikke dine fortjenester. Hvis dine fortjenester tilhørte dig selv, ville dine fortjenester ikke komme fra ham. For hvis fortjenesterne var af den art, ville de være onde og Gud ville ikke krone dem. Men hvis de er gode, er de Guds gaver. |
| 57 Dicite nunc/ merita sanctorum bona sint an mala. Si bona/ ergo dei dona sunt/ non sanctorum. Si mala/ polluto ore sanctos dei blasphematis. Concludit deinde Augustinus dicens. Si ergo dei dona/ sunt bona merita tua non deus coronat merita tua tanquam merita tua/ sed tanquam dona sua. Et idem alibi dicit Sanctos misericordia indigere/ etiam si hic bene operantur/ his verbis Ve etiam laudabili vite hominum/ si remota misericordia iudicetur. (n57) | Sig nu, om Helgenernes fortjenester er gode eller onde! Hvis de er gode, er de Guds gaver, ikke helgenernes ejendom. Hvis de er onde, taler I blasfemisk om Guds hellige med en forurenet mund. Dernæst konkluderer Augustin således: Altså: Hvis de er Guds gaver, er de dine gode fortjenester, og Gud kroner ikke dine fortjenester, forsåvidt de er dine fortjenester, men forsåvidt de er hans gaver. Og ligeledes siger han et andet sted, at helgenerne har brug for barmhjertighed, også hvis de her handler godt, med disse ord: Ve over selv det mest rosværdige menneskeliv, hvis det skulle bedømmes med barmhjertigheden borttaget. |
| 58 Hic si Luthe/ damnatis/ et Augusti. damnatis/ quem hic autorem habet. Sequitur/ quia vero non exquiris delicta vehementer/ fiducialiter speramus/ aliquam apud te inuenire locum indulgentiae. O si cognoscant se omnes homines/ et qui gloriantur in domino glorientur. Et hic laudabilem hominum vitam delictum nominat/ et pro ipsis locum indulgentie quaerit/ tanta Ecclesia columna. quam mirum est/ non esse a tam curiosis damnato= (241 Biiij) ribus damnatam et deiectam. | Hvis I her fordømmer Luther, fordømmer I også Augustin, som er hans ophavsmand. Herefter følger: Men fordi du ikke altfor hårdt går vore overtrædelser efter, kan vi fortrøstningsfuld håbe, at du vil finde et eller andet overbærenhedens sted. O, om dog alle mennesker erkendte sig selv, så ville den, der roser sig, rose sig i Herren. Også her kalder han menneskenes rosværdige liv for overtrædelser, og kræver et overbærenhedens sted for dem, hvor stor en kirkens søjle han end er. Det er dog egentlig mærkeligt, at han ikke er blevet fordømt og forkastet af sådanne underlige fordømmere. |
| 59 Super Johan. idem adseuerat Accepimus enim (inquit) de plenitudine eius primo gratiam/ et rursum/ accepimus gratiam pro gratia. Quam gratiam primo accepimus? fidem. quia fides gratia est et vita aeterna/ gratia est pro gratia. (n59) Concludendo subdit/ Et tamen/ si bene cogites/ ipse dedit fidem primo/ quo eum promeruisti/ non enim de tuo promeruisti/ vt tibi aliquid deberetur. | I sin kommentar over Johannes forsikrer han det samme: Vi har nemlig modtaget, siger han, af hans fylde, først nåde og så har vi atter modtaget nåde for nåde. Hvad er det for en nåde, vi først har modtaget? Det er troen. For troen er en nåde, og det evige liv er nåde for nåde. Og han tilføjer konkluderende: Og dog, hvis du tænker dig om, så giver han selv først troen, hvorved du gør dig fortjent til ham; for du gør dig ikke fortjent af dig selv, så han skulle skylde dig noget. |
| 60 Quod ergo praemium immortalitatis postea tribuit/ dona sua coronat/ non merita tua. Ergo fratres omnes de plenitudine eius accepimus. De plenitudine misericordie eius/ de abundantia bonitatis eius accepimis. Quid? remissionem peccatorum. vt iustificaremur ex fide. Et insuper quid? Gratiam pro gratia id est/ pro hac gratia/ qua ex fide viuimus/ recepturi sumus aliam. Coronat autem in nobis deus dona sue misericordiae/ si in ea gratia/ quam primo accepimus/ perseueranter ambulemus/ (n60) | Når han altså bagefter tildeler dig udødelighedens belønning, kroner han sin egen gave, ikke din fortjeneste. Altså, alle vi brødre har modtaget af hans fylde. Af hans barmhjertigheds fylde, af hans overordentlige godhed har vi modtaget. Hvad har vi modtaget? Syndernes forladelse, så at vi kan retfærdiggøres af tro. Og derudover hvad? Nåde af nåde, det vil sige, udover den nåde, at vi lever af tro, skal vi modtage en anden nåde. Men Gud kroner i os sin barmhjertigheds gaver, hvis vi vandrer i den nåde, som vi først har modtaget, med udholdenhed. |
| 61 Consonat alibi/ illud Aposto. tranctans. Gratia autem vita aeterna/ in Christo Jesu domino nostro. (Rom 6,23) Cum prius dixisset Apostolus/ Stipendium peccati mors (inquit Augustinus) Merito igitur stipendium/ quia militiae diabolicae/ mors aeterna tanquam debitum reddit. Ubi cum posset dicere/ et recte. Stipendium autem iusticie/ vita aeterna/ maluit dicere/ gracia autem vita aeterna. Vt hinc intelligeremus/ non meritis nostris deum nos ad aeternam vitam/ sed pro sua miseratione producere. De quo in psal. dicit homo animae suae/ Qui coronat te in miseratione et misericordia. (Sl 103,4) Quid ergo de humanis meritis gloriamur? (n61) | Det stemmer overens med, hvad han siger et andet sted, hvor han behandler apostelordet: Men Guds nåde er evigt liv i Kristus Jesus vor Herre. Eftersom apostelen forud havde sagt, "Syndens løn er død", (siger Augustin) og løn fås efter fortjeneste, fordi krigstjeneste for djævelen som løn medfører evig død, så ville han med rette kunne have sagt: "Men retfærdighedens løn er evigt liv", men han ville hellere sige, "nåden er evigt liv". Det gør han, for at vi herudfra skal forstå, at Gud ikke fører os frem til evigt liv i kraft af vore fortjenester, men i kraft af sin barmhjertighed. Om dette siger mennesket i psalmen til sin sjæl: Han, som kroner dig med godhed og barmhjertighed. Hvordan kan vi så rose os af menneskelige fortjenester? |
| 62 At forte. D. Augustinus vobis de veritate suspectus est/ quod vt Lutherus Eremita est/ Ambrosium produco/ qui secundo de vo. omnium gentium ita dicit. Deus quippe/ apud quem non est iniquitas/ et cuius vniuerse vie misericordia et veritas omnium hominum bonus conditor/ iustus ordinator/ neminem indebite damnans/ neminem indebite liberans/ (242) nostra plectens/ cum punit noxios/ sua tribuens cum facit iustos/ vt obstruatur os (Rom 3,19) loquentium iniqua. | Men måske den guddommelige Augustin er suspekt i jeres øjne, eftersom også Luther er Augustiner-eremit. Så tager jeg fat på Ambrosius. Han siger således i den anden bog af "alle hedningers vo??": Men Gud, hos hvem der ikke er uretfærdighed, og hvis verden af liv er barmhjertighed og sandhed til alle mennesker, er en god skaber, en retfærdig arrangør, han fordømmer ingen uden han er skyldig, han befrier ingen uden der er grund til det, og han fuldbyrder vores, når han straffer vore overtrædelser, han tildeler sit eget, når han gør os retfærdige, for at enhver mund, der taler uretfærdighed, skal tillukkes, |
| 63 et iustificetur deus in seruis suis/ et vincat cum iudicatur. (Sl 51,6) Nec damnati iusta querimonia/ nec iustificati verax est arrogantia/ si vel ille dicat: se non meruisse poenam/ vel iste asserat: se meruisse graciam. Item in eodem libro ait: Sicut nulla sunt tam detestanda facinora/ que possint graciae arcere donum. Ita nulla posse tam preclara opera existere: quibus hoc quod gratis tribuitur/ per retributionis iudicium debeatur. | så Gud kan retfærdiggøres i sine tjenere og sejre, når han dømmer. Og det ville ikke være ret for den fordømte at klage, og det ville ikke være sandt om den retfærdiggjorte blev overmodig, som om den første kunne sige, at han ikke har fortjent straffen, eller den anden kunne forsikre, at han havde fortjent nåden. Det samme siger han i den samme bog: Ligesom ingen forbrydelser er så foragtelige, at de kan hindre nådens gave, således kan de helt éntydige gerninger ikke eksistere. Det, der tillægges dem af nåde, skyldes i kraft af gengældelsestanken. |
| 64 Vilesceret enim redemptio sanguinis Christi/ nec misericordiae dei/ humanorum operum praerogatiua: succumberet/ si iustificatio: que fit per graciam meritis precedentibus deberetur/ vt non munus largientis: sed merces esset operantis. (n64) | For forløsningen ved Kristi blod bliver gjort billig, og de menneskelige gerningers gåen forud må underlægges den guddommelige barmhjertighed, hvis den retfærdiggørelse, som finder sted gennem nåden, skal forårsages af de forudgående fortjenester, så at den ikke skyldes den tilgivendes handling, men den handlendes belønning. |
| 65 Sic Grego. in moralibus dicit. Omnes etenim sancti/ qui irae dei obuiant ab ipso accipiunt: vt contra impetum percussionis eius opponantur/ atque/ vt ita dixerim. cum ipso, se erigunt contra ipsum eosque diuina vis sibi opponit secum: quia in eo quod aduersum saeuientis iram foris obtinent: intus eos gracia irascentis fouet. et famulantes interius leuat. quos quasi aduersantes exterius tolerat. etc. | Således siger Gregor i sine moralier: For alle helgener, som møder Guds vrede modtager den af ham selv på den måde, at de gør modstand mod hans slags kraft, og, at jeg skal sige det således: med ham rejser de sig imod ham, og den guddommelige kraft vender de med sig selv imod sig selv. For i kraft af det, der går dem imod, fyldes de udvendig af en rasende vrede, men den indre vredende nåde varmer dem og letter deres indre slavestand. Dem tåler den som var de modstandere i det ydre (?). |
| 66 Videtis et diuum Grego. domini dono omnia tribuere Quid enim conatus humanus potest/ si gracia est vacuus? Quod si cum gratia potest/ quidquid potest/ quare non gratiae potius quam naturae id posse tribuitur? Hinc idem Grego. dicit. Ecce diuina vox iacenti prophetae iussit vt surgeret: sed surgere omnino non posset: nisi in hunc omni potentis spiritus intrasset. | I læser også følgende hos den guddommelige Gregor: I skal tillægge Guds gave alting, for hvad kan mennesket opnå, skønt han stræber, hvis nåden er tomhed? Men hvis han formår det, han formår i kraft af nåden, hvorfor tillægger han så ikke snarere det, at han kan det, nåden fremfor naturen? Herudfra siger den samme Gregor: Se, den guddommelige røst befaler den pralende profet, at han skal rejse sig op; men han kan overhovedet ikke rejse sig op, hvis ikke den almægtige ånd går ind i ham. |
| 67 Quia ex omnipotentis dei gracia/ ad bona opera conari quidem possimus/ sed haec implere non possumus/ si ipse non adiuuat/ qui iubet. Sic Paulus cum discipulos admoneret/ cum metu et tremore vestram salutem operamoni/ illico/ qui in eis hec ipsa bona opera operaretur/ adiunxit/ Deus est enim: qui in vobis operatur et velle: et perficere, pro bona voluntate. (Fil 2,13) | Derfor kan vi ganske vist stræbe efter gode gerninger ud fra den almægtige Guds nåde, men vi kan ikke opfylde det, hvis ikke han, der befaler, selv hjælper os. Således befaler Paulus sine disciple: Arbejd på jeres frelse med frygt og bæven, og det skal de mennesker gøre, som han har hjulpet ved at virke i dem disse selvsamme gode gerninger. Det er nemlig Gud, der virker i jer at ville og at fuldende, ved sin gode vilje. |
| 68 Hinc est enim quod ip (243) sa veritas discipulis dicit/ sine me nihil potestis facere. etc. (Joh 15,5) Ex quibus omnibus secundam partem propositionis a vobis inique damnatam liquet. Superest/ vt et priorem partem propositionis male damnatam probem. (#48) | Herudfra er det nemlig, at sandheden selv siger til sine disciple: Uden mig kan I slet intet gøre, osv. Ud fra alt dette kan man se, at den anden del af jeres tese er fordømt med urette. Der står så blot tilbage, at jeg beviser, at det også er forkert, at den første del af tesen er fordømt. |
| 69 Primum/ contra vos cornutum facio syllogismum. Omnes homines sunt peccatores/ Sancti in terra degentes/ sunt homines/ ergo/ Sancti in terra degentes/ sunt peccatores. Minorem/ nec morionibus dubiam esse credo. Consequentiam notam/ etiam Sophistae/ per suum Darii concedunt. Maiorem ostendo/ primo per illud / quod a veritatis ore exiuit/ ad sanctos Apostolos/ cum dixit/ Si autem vis/ cum sitis mali/ nostis bona data/ dare filijs vestris/ quanto matis pater vester etc. (Matt 7,11) | For det første vil jeg lave en syllogisme imod jer. Alle mennesker er syndere. Helgenerne, der lever her på jorden, er mennesker, ergo, helgenerne, der lever her på jorden, er syndere. Undersætningen tror jeg, selv ikke dårer er i tvivl om. Den påviste konsekvens indrømmer endog sofisterne gennem deres Darius (?). Oversætningen beviser jeg først derved, at den udgik af sandhedens mund, da han sagde til sine apostle: Men hvis I, som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor meget mere så ikke jeres fader, osv. |
| 70 Si tunc Apostoli sancti non fuissent (ait Augustinus) cum eis dominus ea verba dixit/ Veritas non dixisset/ pater vester qui in coelis est. Si peccatores non essent/ malos eos non dixisset/ non malitia naturae/ quae nulla est sed malitia moris quae hic nulli abest. Item eadem veritas Apostolos docuit ita orare/ Dimitte nobis debita nostra. Nec sanctus fuit vestra opinione/ qui dixit/ Si dixerimus/ quoniam peccatum non habemus/ ipsi nos seducimus/ et veritas in nobis non est. Si confiteamur peccata nostra/ fidelis est et iustus/ vt remittat nobis peccata nostra/ et emundet nos ab omni iniquitate. | Hvis nu apostlene ikke havde været hellige, siger Augustin, da Herren sagde disse ord til dem, ville sandheden ikke have sagt: jeres far, som er i himlen. Hvis de ikke var syndere, ville han ikke have kaldt dem onde; det er ikke en naturens ondskab, som ikke findes, men en skikkenes ondskab, som ikke er borte fra nogen. Derfor lærte den samme sandhed apostlene, at de skulle bede således: Forlad os vor skyld. Efter jeres mening, var han da ikke hellig, han, som sagde: Hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed. |
| 71 Si dixerimus/ quoniam non peccauimus. mendacem facimus eum/ et verbum eius non est in nobis. (1 Joh 1,8-10) Nonne et domini praecursor se peccatorem ostendit/ cum domino dicit: Ego a te debeo baptisari/ et tu venis ad me (Matt 3,14) Baptisari enim est de sordibus mundari. An non sanctus erat qui dicebat/ In multis enim offendimus omnes. (Jak 3,2) | Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, gør vi ham til løgner og hans ord er ikke i os. Mon ikke også Herrens forløber viste sig som en synder, da han sagde til Herren: Jeg bør døbes af dig, og du kommer til mig. For at døbes er at renses fra smuds. Mon ikke han var hellig, der sagde: For alle har vi begået mange overtrædelser. |
| 72 Jam ad patres veteris testamenti reuertamur/ et item veritatis testimonium ab eis petamus. Job insigne patientiae exempla/ qui dei testimonio simplex/ rectus/ ac timens deum comprobatur/ is sese peccatorem fatetur/ his verbis/ Peccaui/ quid faciam tibi o custos hominum? (Job 7,20) cur non tollis peccatum (244) meum? (Job 7,21) vtinam appenderentur peccata mea. (Job 6,2) Consumere me vis peccatis adolescentiae meae (Job 13,26) sed parce peccatis meis (Job 14,16) Peccaui et vere deliqui. (Job 33,27) | Men lad os vende os til det gamle testamente og efterspørge det samme sandhedens vidnesbyrd fra dem. Job, som var et udpræget eksempel på tålmodighed, som efter Guds vidnesbyrd var retsindig, retskaffen og gudfrygtig, han bekendte, at han var en synder med disse ord: "Jeg har syndet, hvad har jeg gjort imod dig, du menneskenes vogter!" "Hvorfor løser du ikke min synd?" "Gid min synd kunne vejes." "Du vil drage mig til ansvar for min ungdoms synder." "Men tilgiv mine synder". "Jeg har syndet og i sandheden gjort uret". |
| 73 Item. Si iustificare me voluero/ os meum condemnabit me/ si innocentem ostendero/ prauum me comprobabit. (Job 9,20) Quid est homo/ vt imaculatur sit/ et vt iustis apareat natus de muliere? Ecce inter sanctos dei/ nemo imutabilis/ et celo non sunt mundi in conspectum eius quanto magis abhominabilis et inutilis homo/ qui bibit aquam quasi iniquitatem? (Job 15,14ff) Et infra. Ecce enim luna non splendet/ et stellae non sunt munde in conspectu eius/ quanto magis homo putredo/ et filius hominis vermis? Vbi Grego. dicit. Quid per lunam nisi cuncta simul ecclesia. quid per stellas/ nisi singulorum bene viuentium anime/ designantur. qui inter primorum hominum conuersationes/ dum magnis virtutibus eminent/ quasi in tenebris noctis lucent. | Ligeledes: "Hvis jeg ville retfærdiggøre mig, ville min mund fordømme mig, hvis jeg vil påvise min uskyld, vil han gøre mig fordrejet." "Hvordan kan et menneske være uden skyld, en kvindefødt retfærdig? Se, blandt Guds hellige er der ingen, der er uforanderlig, og selv himlen er i hans øjne uren, hvor meget mere så ikke et afskyeligt og fordærvet menneske, der drikker uret, som var det vand?" Og senere: "Selv månen lyser ikke klart, og stjernerne er ikke rene i hans øjne, hvor meget mindre da et menneske, den maddike, et menneskebarn, den orm!" Her siger Gregor: Hvad kan der forstås ved månen andet end kirken! Hvad ved stjernerne andet end det enkelte menneskes sjæl! De, som tog ophold hos de første mennesker, skønt de udstrålede store dyder, som om de lyste i nattens mørke. |
| 74 Vnde per Paulum discipulis dicitur. Inter quos lucetis sicut luminaria in mundo. Quod enim sancta ecclesia lune appellatione exprimitur/ propheta testatur/ dicens eleuatus est sol/ et luna stetit in ordine suo/ quia ascendente domino ad coelos/ sancta protinus ecclesia in predicationis auctoritate roboratur. Et quia stellarum nomine electi signantur rursum paulus insinuat dicens. Stella etenim differt a stella (1 Kor 15,41). Luna ergo non splendet/ et stelle non sunt munde in conspectu eius/ quia nec sancta ecclesia/ virtute propria tot miraculis emicat/ nisi hanc preuenientis gratie dona perfundant/ | Derfor siges der ved Paulus til disciplene: Blandt dem skal I lyse som lamper i verden. Men at den hellige kirke udtrykkes ved at kaldes månen, bevidner profeten, når han siger: Solen er stået op og månen står på sin bane. Derfor stiger Herren op til himlen og den hellige kirke styrkes til stadighed ved prædikenens kraft. Og at de udvalgte betegnes med navnet "stjerner", antyder Paulus igen, hvor han siger: "For stjerne afviger fra stjerne. Altså: Månen har ingen glans og stjerner er ikke rene i hans øjne, og på samme måde udmærker den hellige kirke sig ikke ved sin egen kraft, men ved, at den forekommende nådes gaver øses ud over den. |
| 75 Nec singulorum bene viuentium mentis/ a peccatorum malis mundae sunt si remota pietate iudicentur/ quia apud destricti iudicis oculos/ sua vnumquenque corruptibilitas inquinat/ nisi hanc quotidie gratia parcentis tergat. Electorum quippe animus/ prodire ad libertatem iusticiae nititur/ sed adhuc compede infirmitatis tenetur/ et culpas quidem subigere perfecte desyderat/ sed quousque corruptione carnis astringitur/ et usque vinculis/ etiam cum non vult/ ligatur. | Og de enkelte gode menneskers sind bliver heller ikke renset for syndernes ondskab, hvis de skal bedømmes med fromheden taget bort, for i den strenge dommers øjne besudles enhver med sin fordærvelighed, hvis ikke den beskyttende nåde hver dag dækker over den. Men de udvalgtes sjæl støtter sig til at kunne gå frem til retfærdighedens frihed og ønsker vel helt og holdent at tæmme deres brøde, men holdes foreløbig i tømme af kødets fordærv, og bindes som i lænker, også skønt den ikke vil. |
| 76 Ecce (245) scriptura sancto conuicti/ dabitis vel inuiti sanctos dei in se esse peccatores. Non credo vos negaturos/ Dauid sanctum fuisse/ sed quid petat, auscultate. Non intres (inquit) in iudicium cum seruo tuo/ quia non iustificabitur in conspectu tuo omnis viuens. (Sl 143,2) Ideo dicit Augustinus/ quod misericordia dei opus est/ quae superexaltet iudicio/ que illi non erit/ qui non facit misericordiam. | Se, overbevist eller drevet af den hellige skrift må I da medgive af Guds hellige i sig selv er syndere. Jeg tror ikke, at I vil nægte, at David var hellig, men hør så, hvad han beder: "Gå ikke i rette med din tjener, for ingen levende er retfærdiggjort i dine øjne". Derfor siger Augustin, at der er brug for Guds barmhjertighed, som overgår al bedømmelse, og den vil den ikke have brug for, som ikke øver barmhjertighed. |
| 77 Et cum Propheta dixisset/ Dixi/ pronunciabo aduersum me delictum meum domino. et tu dimisisti impietatem cordis mei/ (Sl 31,5) continuo subdidit/ Pro hac orabit ad te omnis sanctus/ in tempore opportuno. Non dixit/ pro hac orabit ad te omnis peccator/ sed omnis sanctus. Vox enim sanctorum est. Transeo innumere fere sancti patris August. loca idem testantia. | Og dèr, hvor profeten havde sagt: "Jeg sagde: Jeg vil erkende den overtrædelse, der er imod mig, for Herren, og du vil tilgive mit hjertes ugudelighed", dèr tilføjede han: "Om dette beder enhver helgen til dig til passende tid". Han sagde ikke: "Om dette vil enhver synder bede til dig", men "enhver helgen". Sådan siger nemlig helgenerne. Og så vil jeg forbigå den hellige fader Augustins næsten utallige steder, der bevidner det samme. |
| 78 Audite et Hieroni. contra pelagianos/ ad Ctesiphonem post multas auctoritates/ que apte contra vos induci possent/ tandem concludit Si inspiciente deo/ et omnia contemplante/ quem cordis archana non fallunt/ nullus est iustus/ perspicue ostenditur haereticus/ non hominem in excelsa sustollere/ sed dei potentiae derogare. Quid quaso/ vos Magistri nostri aliud facitis/ quam quod dei presentiae derogatis/ cum sanctos hic peccatores negatis/ | Men hør også, hvad Hieronymus siger imod pelagianerne til Ctesifon; efter at han har fremført mange skriftsteder, der meget passende ville kunne anvendes imod jer, slutter han omsider således: Hvis ingen er retfærdig overfor den altgennemskuende og altgennemtrængende Gud, som ikke tager fejl af hjertets skjultheder, lader det sig så ikke soleklart påvise, at det er kættersk at hæve mennesket til det højeste, men fornægte Guds magt. Og så spørger jeg: Hvad gør I magistre andet, end fornægte Guds nærværelse, når I her nægter, at helgenerne er syndere. |
| 79 Gregorius item in vos inuehitur dicens Ve etiam laudabili vitae hominum/ si remota pietate iudicetur/ quia districte discussa/ inde ante oculos iudicis/ vnde se placere suspicatur/ obruitur. Vnde recte deo per prophetam dicitur/ Non intres in iudicium cum seruo tuo etc. (Sl 143,2) Item. A delicto meo munda me/ (Sl 51,4) Et iterum/ Ego dixi in excessu meo/ omnis homo mendax. (Sl 116,11) | Gregor angriber jer på samme måde, når han siger: Ve selv det rosværdigste menneskeliv, hvis det skal bedømmes uden fromheden, for det overvældes, slået i stykker på mange steder, når det påtager sig at gøre det rigtige i dommerens øjne. Derfor taler profeten ret om Gud, når han siger: Gå ikke i rette med din tjener osv. Og ligeledes: Rens mig for mine overtrædelser. Og igen: Jeg sagde i min angst: Ethvert menneske er en løgner. |
| 80 Esaias insuper se immundum dicit/ O miser ego et compunctus corde/ quia cum sim homo/ et immunda labia habeam/ in medio quoque populi immunda labia habentis inhabitem (Es 6,5) Haec sanctus propheta. At soli vos in medio mundi/ mundi et sine labe et peccatis estis/ vna cum sanctis vestris/ nescio quibus. Desinite. per deum vos oro/ grande lo= (246) qui/ ne et ipse superbos vos frangat/ ac conterat. | Esajas siger også, at han er uren: "O jeg elendige og stukket i hjertet, eftersom jeg er et menneske og har urene læber og bor i et folk, der har urene læber". Såvidt den hellige profet. Men alene I er rene i denne verden og uden lyde og synd, sammen med jeres helgener, jeg véd ikke hvilke. Hold dog op, be'r jeg jer, hold dog op med at tale store ord, at ikke han selv skal bryde jer og sønderrive jer. |
| 81 Conclusit enim deus omnia sub peccato/ vt omnium misereatur. (Rom 11,32) Omnes namque peccarunt/ et indigent gloria dei. (Rom 3,23) Non est iustus super terram/ qui non peccet/ (Præd 7,20) Et quis gloriabitur castum se habere cor? (Ordspr 20,9) Et non est mundus a sorde/ nec si vnius diei fuerit super terram vita eius. Nisi forte Coloniensium Louaniensium sancti/ et eorum Magistri nostri haereticae prauitatis magistri. O stulti tardi corde ad credendum omnibus/ que loquuti sunt, prophete. (Luk 24,25) | For Gud har sammenfattet alt under synd for at han kan forbarme sig over alle. For alle har syndet og mangler ære fra Gud. Der er ikke nogen retfærdig på jorden, som ikke synder. Og hvem kan rose sig af at have et rent hjerte? Og der er ikke nogen ren fra smuds, heller ikke selv om hans liv kun var én dag på jorden. Med mindre da kølnernes og løvenernes hellige er det og deres magistre, vore læremestre i kætteriets forskruethed. O I dumme og tungnemme af hjertet til at tro alt det, som profeterne har talt. |
| 82 Stultos vos dicere plane non auderem/ nisi loquendi ausum gloriosissimus Christi martyr Cyprianus praestaret/ qui ita inquit/ Agnoscamus itaque fratres chariss/ diuinae indulgentiae munus salubre/ et e mundandis purgandisque peccatis nostris/ qui sine aliquo conscientiae vuluere [vulnere] esse non possumus/ medelis spiritalibus vulnera nostra curemus Nec quis quam sibi sic blandiatur/ de puro atque immaculato corde/ vt innocentia sua fretus/ medicinam non putet adhibendam vulneribus: cum scriptum sit. quis gloriabitur castum se habere cor? aut quis gloriabitur mundum se esse a peccatis? etc. | Men jeg ville slet ikke vove at kalde jer dumme, hvis ikke Kristi hæderkronede martyr Cyprian havde præsteret at tale så forvovent. For han siger: Vi er derfor ikke uvidende om, kære brødre, den guddommelige overbærenheds frelsebringende overflod og det til både at afvaske og afrense os fra vore synder, vi, som ikke kan være uden et sår på samvittigheden, lad os helbrede vore sår med åndelige lægemidler (?). Og heller ikke skal nogen prale i den grad af et rent og uplettet hjerte, at han i tillid til sin uskyld ikke skulle mene at have brug for et lægemiddel, der kan bruges mod hans sår. For der står skrevet: Hvem kan rose sig af at have et rent hjerte? eller hvem kan rose sig af at være renset for synder? osv. |
| 83 Et infra. Si autem nemo esse sine peccato potest. et quiquis se inculpatum dixerit/ aut superbus/ qui stultus est: quam necessaria/ quam benigna est clementia diuina quae cum sciat non deesse sanatis quedam postmodum vulnera/ dedit/ curandis denuo sanandisque vulneribus remedia salutaria. etc. Eligite nunc/ vtrum vultis/ aut superbiae crimine/ aut stultitiae ignominia notari/ qui sic inculpatos vos iactatis/ vt sanatis/ nulla sit opus medicina. Soli Louanienses Coloniensesque Theologi bene habent/ sani sunt/ non est eis opus medico. | Og senerehen: Men hvis ingen kan være uden synd, så er enhver, der siger, at han er uden skyld, enten overmodig eller dum. Hvor nødvendig, hvor velsignet er den guddommelige visdom, som, fordi den véd, at der senerehen ikke vil mangle sår, der skal helbredes, giver det frelsebringende midler til at hjælpe og påny helbrede for sårene. osv. Vælg nu, hvad I vil, enten forbrydelsens overmod eller den notoriske uvidenheds dumhed, I, der sådan praler af at være uskyldige, så I ikke har brug for noget lægemiddel at blive helbredt ved. Alene de løvenske og kølnske teologer er gode, er sunde, har ikke brug for læge. |
| 84 Quia Christi vocem pie admonentis/ non audiunt (qui dicit se non venisse vt iustos vocet/ sed peccatores) audient eum seueriter improper autem/ Sinite eos/ caeci sunt/ et duces caecorum. (Matt 15,14) In iudicium enim huius mundi Christus venit/ vt qui non vident videant/ et qui vident caeci fiant. (Joh 9,39) Itaque iam tandem mentis o (247 Ciij) culos aperite/ et sanctos dei hic peccatores esse/ concedite. solum deum veracem et bonum. Omnem autem hominem mendacem et peccatorem/ vt qui gloriatur non in se/ sed in domino glorietur amen. (2 Kor 10,17) | Fordi de ikke hører Kristi fromme røst, der formaner dem, han, som siger, at han ikke er kommet for at kalde retfærdige, men syndere, så kommer de til at høre ham streng, men uegentligt: "Lad dem være, de er blinde vejledere for blinde". "Til dom er Kristus kommet til denne verden, for at de, der ikke ser, skal komme til at se, og de, der ser, skal blive blinde". Åbn derfor da endelig jeres sinds øjne, og indrøm, at Guds helgener her er syndere. Alene Gud er sanddru og god. Men ethvert menneske er en løgner og synder, så den, der roser sig, ikke skal rose sig af sig selv, men af Herren. Amen. |
| 85 Sed timeo hec me mortuis dicere/ qui sentenciam vitae (dolenter loquor) non modo repellunt/ sed etiam doctrinaliter damnant. Arbitrantes indignum auditu/ quod quis pro sancta veritate mortem paratus sit oppetere. At bona ouis est/ quae pastoris sui vocem audit/ qui ait. Nolite timere eos/ qui occidunt corpus/ animam autem non possunt occidere. (Matt 10,28) Ego (inquit) sum pastor bonus/ bonus autem pastor animam suam dat pro ouibus suis. (Joh 10,11) Sufficit discipulo/ vt sit sicut magister eius/ et seruo/ vt sit sicut dominus eius. (Matt 10,25) Christus et omnes prophetae, propter veritatem sunt odio habiti/ veritatem tamen cum vitae dispendio/ constanter usque ad mortem/ defensarunt: quod eis ad gloriae cumulum accessit/ soli Luthero id ignominiae adscribitur: | Men jeg er bange for, at jeg siger dette til døde, som ikke blot modstår livets opfattelse (det gør mig ondt at sige det) men også fordømmer den doktrinalt. I er ligeglade med at høre den uværdige, skønt han ellers er parat til at gå døden i måde for den hellige sandhed. Men det gode får er det, som hører sin hyrdes røst, når han siger: "Frygt ikke for dem som dræber legemet, men ikke kan dræbe sjælen". Han siger: "Jeg er den gode hyrde, den gode hyrde sætter sit liv til for sine får". "Det må være nok for discipelen, at det går ham som hans mester, og slaven, at det går ham som hans herre". Kristus og alle profeterne blev hadet på grund af sandheden, men de forsvarede hele tiden sandheden med livet som indsats indtil døden. Det er for dem at nå ærens højdepunkt, alene Luther tilskrives dette som en beskæmmelse. |
| 86 At Lutherus noster/ non est arundo vento agitata/ minus vestris cedere nescit/ O Gregorij dicto munitus/ Iste (inquit) qui veritatem libere defendere appetit/ sed tamen in ipso suo appetitu trepidus/ indignationem potestatis humanae pertimescit/ cumque in terra hominem contra veritatem pauet/ eiusdem veritatis iram coelitus sustinet. | Men vor Luther er ikke et rør, drevet af vinden, og han kender mindre end I til at vige. O disse Gregors gaver! Han, siger han, som frit stræbte efter at forsvare sandheden, men dog skælvede i den selvsamme stræben og frygtede den menneskelige magts uværdighed og når han bæver over mennesket på jorden imod sandheden, opretholder han den samme himmelske vrede for sandheden. (?) |
| 87 Qui enim timet pruinam/ irruet super eum nix. Vnde et sancti (ait idem Grego) nullis contra veritatem potestatibus parcunt/ sed quos attolli per eleuationem conspiciunt/ per spiritus autoritatem permunt. Hinc est/ quod a deserto Moses veniens/ Aegypti regem/ ex auctoritate aggreditur dicens/ Haec dicit dominus deus usque quo non vis subijci mihi? dimitte populum meum/ vt sacrificet mihi/ (2 Mos 10,3) Cui cum Pharao plagis pressus diceret/ Ite sacrificate deo vestro in terra ista/ aucta protinus auctoritate respondit/ Non potest ita fieri/ abhominationes Aegyptiorum immolabimus domino deo nostro. (2 Mos 8,26) | For den, der frygter vinteren, over ham styrter sneen ned. Derfor, siger den samme Gregor, skåner helgenerne ingen magt imod sandheden, men de, som ser op ad, opløftet ved oprejsningen, vandrer frem ved åndens autoritet. Heraf kommer det, at Moses, der kom fra ørkenen, henvendte sig til Ægyptens konge ud fra sin autoritet og sagde: "Dette siger Gud Herren: hvorlænge vil du nægte at bøje dig for mig? Lad mit folk gå, så de kan fejre min fest". Og Farao, der var trykket af plagerne sagde til ham: "Gå, dyrk jeres Gud i dette land", men stadig med fuld autoritet svarede han: "vi skal ofre ægypternes vederstyggeligheder til Herren, vor Gud". |
| 88 Hinc est/ quod peccantem regem Nathan aggrediens/ (248 Ciijv) cui prius similitudinem perpetrate preuaricationis obijciens eumque reum proprij iudicij voce tenens, protinus adiunxit Tu es ille vir/ qui fecisti hanc rem. Hinc est/ quod vir dei ad destruendam idolatriam/ Samaram missus/ Jeroboam regem super altare thura iacientem non regem veritus/ non formidine mortis pressus/ contra altare intrepidus auctoritatem libere vocis exercuit dicens/ Altare/ altare/ hec dicit dominus. Ecce filius nascetur de domo Dauid. Josias nomine/ et immolabit super te sacerdotes excelsorum (2 Kong 13,1f) | Heraf kommer det, at Natan henvendte sig til kongen, der havde syndet; han bebrejdede ham først med en lignelse hans overtrædelses forbrydelse og forelagde ham sagen med sin egen dommerstemme, men tilføjede så med fuld autoritet: Du er manden, som har gjort dette. Heraf kommer det, at den Guds mand, der blev sendt til Samaria for at tilintetgøre afgudsdyrkeren Jeroboam, kongen, der havde kastet et offer på alteret, ikke var bange for kongen, ikke var trykket af angst for døden, men uforfærdet og med fri stemme udøvede sin autoritet, ved at sige: Alter, alter, dette siger Herren. Se en søn skal fødes af Davids hus, hans navn skal være Josias, og han skal på dig ofre de højeste præster. |
| 89 Hinc est quod Achas superbus/ idolorum seruitio subactus/ cum increpare Heliam persumeret dicens. Tu es ille vir/ qui turbas Israel. Helias protinus superbi regis stultitiam/ obiurgationis libera auctoritate percussit/ dicens. Non ego turbaui Israel/ sed tu et domus patris tui/ qui derelinquistis mandata domini/ et secuti estis Baalim. | Heraf kommer det, at den overmodige Akab, som var tvunget af tjeneste for afguderne, da Elias tog sig for at advare ham, sagde: Du er den mand, som skaber røre i Israel. Men Elias var ikke bange for den overmodige konges dumhed og skar igennem bebrejdelsen med fri autoritet og sagde: Ikke jeg, men du og din fars hus skaber røre i Israel, for I har forladt Herrens bud og følger Baal. |
| 90 Videre til Doelschius 2! |
Noter:
n19: Det er ret umuligt at få mening i teksten. De ti talenter, der nævnes, og som Luther har fået af den evige konge, er formenlig taget fra lignelsen om de betroede talenter, Matt 25,14-30. Dog kaldes de her sølvtalenter og henføres endvidere til 2 Kong 18,13, hvor Sankerib omtales, og hvor også nogle sølvtalenter omtales; blot er der dèr tale om tre hundrede sølvtalenter. Forstå det, hvem der kan. Desuden er det ikke muligt for mig at finde ud af, hvem denne Gabel er.
n37: Der er tale om Decem praecepta Wittenbergensi praedicata populo fra 1518, WA I 394.
n48: Luther gendriver den anden del af tesen fra #48 til #67. Den første del tager han så fat på fra #68 og frem til #02#6.
n57: Citatet er fra confessiones, niende bog, kap 34. Det bruges også af Luther i releip04#38.
n59: Citatet er fra Augustins kommentar til johannesevangeliet, 3. afd. kap. 8 (kontrolleret efter en downloaded internetudgave på engelsk). (K1-15-18)
n61: Jeg gætter på, at hele #61 er et Augustin-citat, men jeg har ikke kunnet kontrollere det.
n64: Jeg gætter på, at Ambrosius-citatet slutter her. Ukontrolleret.