Catharinus mod Luther 23

Fra en genudgivelse af Catharinus fra 1953 for den latinske teksts vedkommende (ved Josef Schweitzer) fra side 243 til side . Min oversættelse for den danske teksts vedkommende.

Noter (Schweizers og mine) gengives ved n1, n2, osv. Mine kommentarer som k1, k2 osv.

Vil man oprette et link til denne tekst, kan det gøres ret præcist. De små tal i venstre celle angiver bogmærkenummeret på den pågældende celle.

⁰ De Papae potestate ex sententia sanctorum et totius ecclesiae circa indulgentias. Om pavens magt over afladen ifølge de helliges og hele kirkens mening.

¹        Cum certo sciam nonnullos ideo de Papae circa indulgentias potestate vel dubitare vel male sentire, quia fundamenta earum veritatis ignorant, quibus intellectis proculdubio, nisi protervire velint, agnoscerent admirabilem in his erga nos bonitatem et sapientiam Dei, et amplius, quod omnia, quae prudentes huius saeculi in eas argumentantur, non solum a viris sanctis sunt inspecta, verum etiam facile dissoluta, ut indigna merito iam censeri debeant, ut ulterius faciant quaestionem -- ideo positiones doctorum ad clarum intellectum harum indulgentiarum afferam earumque iuxta probationem eorumque resolutionem, quae ab adversario producuntur. (244)          Da jeg sikkert véd, at en del tvivler på eller har forkerte meninger om pavens magt over afladen af den grund, at de er uvidende om dens sandhedsfundamenter, som ligger utvivlsomt fast, medmindre de vil være uforskammede, og kan erkendes som Guds beundringsværdige godhed og visdom i disse ting imod os, og videre, fordi alle de argumenter, som de kloge i vore dage fremkommer med angående afladen, ikke blot er revideret af hellige mænd, men også let bliver opløst, så de let kommer til at mene noget uværdigt, og stiller yderligere spørgsmål -- derfor fremlægger jeg de lærdes opfattelser, så man kan opnå en bedre forståelse af denne aflad, og jeg vil også gennemgå bevisførelserne og resolutionerne om afladen, som er blevet fremlagt af modstanderen.

²       Peccator mortaliter peccans duo agit: primum, a summo bono et aeterno se avertit: secundum, convertit se ad infimum et corruptibile.        Det menneske, der begår en dødssynd, gør to ting: For det første: Det vender sig bort fra det største og evige gode. For det andet: Det vender sig hen imod det lave og forgængelige.

³       Deus digne respicit haec. Pro eo enim, quod peccator se avertit ab illo, ipse quoque se a peccator avertit gratiam suam auferens et consequenter gloriam in visione vultus sui. Pro eo vero, quod peccator ad bonum se creatum convertit spreto illo aeterno cum eius iniuria et perversione ordinis ab eo positi, Deus iustus certa iustitiae suae regula pro modo et gravitate criminis statuens vindictam poenas talis contumeliae ab eo exigit.        Gud reagerer passende på dette. På dette, at synderen vender sig bort fra ham, reagerer han ved på sin side at vende sig bort fra synderen og fjerne sin nåde og følgelig æren ved at se hans ansigt. Men på det, at synderen vender sig til det skabte gode og foragter det evige gode, idet han uretmæssigt fordrejer den orden, der er fastsat af Gud, reagerer den retfærdige Gud ved ud fra sin retfærdigheds sikre regel at fastsætte gengældelse, afhængig af forbrydelsens måde og alvor, og kræve straffe for en sådan foragt af synderen.

⁴        Cum hae duae positiones satis per se pateant, neque ullus (quod animadverterim) unquam contradixerit, quoniam primam ipsa experientia probat, secundum Dei iustitia commendat, alioquin et purgatorii et inferni poenae tollerentur, ideo solo hoc prophetae testimonio quiescam, qui utrunque malum his verbis a se deprecabatur: "Ne avertas faciem tuam a me" -- ecce primum, amissio gratiae et amicitiae Dei, et "ne declines in ira a servo tuo" -- ecce secundum, vindicta et poena pro delicto atque iniuria in Deum.           Eftersom disse to forhold i sig selv er tilstrækkelige, og ingen af dem (hvad jeg er opmærksom på) nogensinde modsiger det andet, eftersom erfaringen selv beviser det første og mener, det sker ifølge Guds retfærdighed, ellers ville både skærsilden og helvede blive ophævet, derfor vil jeg nøjes med at fremføre dette vidnesbyrd fra profeten, som beder om at måtte undgå begge disse onder med følgende ord (Sl 26,9): "Vend ikke dit ansigt fra mig" -- se, her er det første, at man mister Guds nåde og venskab, og "vend dig ikke i vrede fra din tjener" -- se, her er det andet, gengældelsen og straffen for overtrædelsen og uretten imod Gud.

⁵         Deus in hoc tantum tempore, quod habemus, de propria misericordia, si peccator se a peccato avertat et ad ipsum Deum convertat, statuit ei gratiam restituere; quod media fit contritione ac poenitentia. Haec clara est.        Kun i den tid, vi har for os, gør Gud det, at han ud af sin barmhjertighed, hvis synderen vender sig bort fra synden og vender sig hen imod Gud selv, beslutter, at nåden skal genrejse ham. Hvilket sker med angeren og boden som middel. Dette er klart.

⁶        Etiam gratia per contritionem recuperata divina iustitia poenam propterea non remittit, quousque satisfactum fuerit vel in vita vel post mortem, iuxta modum delicti in Dei notitia praefiniti.         Også når nåden gennem angeren er tilbageerhvervet, tilgiver den guddommelige retfærdighed ikke straffen, førend der er ydet fyldestgørelse, enten her i livet eller efter døden, ifølge den måde, der forud er fastsat for overtrædelsen i Guds kundskab.

⁷        Hanc positionem ab universa ecclesia semper probatam ex omnium sententia doctorum unus nuper Martinus audet conturbare. Et primo ponit, quod Deus omnem poenam dimittit simul, cum charitatem ac gratiam restituit. Deinde purgatorium post mortem non tam ad puniendum quam ad charitatem perficiendam ponit. Verum quia haec maxime ad librum attinent sequentem, ideo sic agam, ut ibi improbem, quae contra affert.          Denne hele kirkens opfattelse, som er blevet bevist ud fra alle de lærdes mening vover Martin som den eneste her fornylig at kuldkaste. Først påstår han, at Gud eftergiver al straf samtidig med, at han genopretter kærligheden og nåden. Dernæst mener han, at skærsilden efter døden ikke så meget er indrettet for at straffe som for at fuldende i kærlighed. Men fordi disse ting især har med den følgende bog at gøre, vil jeg gå sådan frem, at jeg her modbeviser, hvad han opfører imod det.

⁸ Hic breviter Scripturis, rationibus et authoritate omnium sanctorum patrum id confirmem, quod positum est. Primo igitur illas ipsas Scripturas affero, quas ille contra statuit. Sic enim in opere ad Leonem ipse loquitur: "Ezechiel xviii: Si conuersus fuerit impius ab impietate sua, et foecerit iudicium et iustitiam, uita uiuet, et non morietur. ecce nil nisi iudicium et iustitiam imponit, quae tota uita facienda sunt, iuxta illud: Beati qui faciunt iudicium et iustitiam in omni tempore". ... Item Mich. vi: "Indicabo tibi, o homo, quid sit bonum, et quid dominus requirat a te, utique facere iudicium et diligere misericordiam, et ambulare solicitum cum deo tuo." (res02#39) Her vil jeg kort ved hjælp af skriften, ved hjælp af fornuftgrunde og ved hjælp af alle de hellige fædres autoritet bekræfte det, som er fremsat. Først vil jeg altså tage de skriftsteder frem, som han anfører imod. I sit arbejde til Leo skriver han nemlig selv følgende: "Ez 18,21: 'Hvis den ufromme omvender sig fra al sin ufromhed og øver ret og retfærdighed, skal han leve og ikke dø'. Se, her pålægges kun ret og retfærdighed, og det skal man øve hele livet igennem, ifølge dette fra Sl 106,3: 'Salig er den, der øver ret og retfærdighed til hver en tid'. ... Ligeledes Mik 6,8: "'Jeg har påvist for dig, menneske, hvad der er godt, og hvad Herren kræver af dig, nemlig at du øver ret og elsker barmhjertighed, og vandrer årvågent med din Gud'.

⁹ Sed audi, o homo, qui vere nescis, quid sit facere iudicium et (245) iustitiam, neque te Paulus docuit, quod iudicium cuiusque non solum est erga alios faciendum, verum etiam contra se ipsum, cum ille dicat: "Si nos ipsos diiudicaremus, non utique iudicaremur" (1 Kor 11,31). Quid est igitur se ipsum iudicare nisi se arbitrari plagis ac poena dignum propter peccatum? Men hør, menneske, du, som virkelig ikke véd, hvad det er at øve ret og retfærdighed, om ikke Paulus kan lære dig, at enhvers retfærdighed ikke blot skal øves imod den anden, men også imod én selv, når han siger: "Hvis vi agtede på os selv, ville vi ikke blive dømt". Hvad er det da at dømme sig selv, andet end at mene sig værdig til plager og straf på grund af synd?

¹⁰ Quid est facere iudicium, nisi istud exequi, quod iudicavit, et sibi poenam statuere, ut isto iudicio et eius executione Domini effugiatur iudicium? Ob hoc Ezechiel non satis habens ab impio, quod se convertat ab iniquitate ad Deum, hoc amplius exigit, ut iudicium faciat ac iustitiam, quod non solum in alios iuxta Pauli sententiam est accipiendum, verum etiam in primis contra se ipsum. Vide ergo, quam egregius sis disputator et quam elegans scripturarum inspector, ut frequentius illas afferas, quae tuas confundunt haereses et blasphemias. Hvad er det at holde dom, andet end at udføre det, som man har dømt, og pålægge sig selv straffen, så at man ved denne dom og ved dens gennemførelse kan undgå Herrens dom? Derfor, da Ezekiel ikke regner det for nok af den ufromme, at han omvender sig fra sin uretfærdighed til Gud, kræver han det yderligere, at han øver ret og retfærdighed, hvilket ifølge Paulus ikke blot skal forstås om retfærdighed mod andre, men også først og fremmest om retfærdighed imod sig selv. Du ser altså, hvilken udmærket disputator du er, og hvor elegant du udforsker skrifterne, når du hele tiden fremfører de skriftsteder, som forvirrer dine kætterier og blasfemier.

¹¹ Secundo, ad quid quaeso poena manet David regem etiam post validissimam cordis contritionem, et in filio punitur, nisi (ut omnes doctores et nominatim Gregorius asserit) quia satisfacere oportuit peccato ultra contritionem et charitatem iam adeptam? Tertio, ad quid scriptum est: 'Redime eleemosinis peccata tua' (Dan 4,24), si contritio etiam poenam sufferret et consequenter omnia redempta essent in ea peccata? For det andet: Jeg spørger: Hvorfor forbliver kong Davids straf også efter at han har angret af hjertet på højst gyldig måde, så han straffes på sin søn, hvis ikke det skyldes (hvilket alle de lærde og specielt Gregor forsikrer), at han bør gøre fyldest for sin synd udover hvad angeren og kærligheden allerede har opnået? For det tredie: Hvorfor står der skrevet: "Forløs din synd med almisse", hvis allerede angeren ophæver straffen og følgelig alt er forløst, hvad angår disse synder?

¹² Quarto, an non Dei iustitia istam iniquitatem confundit? Si enim sola contritio et charitas omnem poenam auferret, sequeretur, quod pari contritione plus consequerentur, qui multo magis peccaverunt, quam qui multo minus, quod est solum in nova tua recipiendum theologia Lutherina, ut nihil amplius a magno peccatore exigat Deus quam a parvo. For det fjerde: Mon ikke Guds retfærdighed vil forvirre denne uretfærdighed? Hvis nemlig angeren og kærligheden alene ophæver straffen, så er følgen, at ved en lige stor anger får de, der har syndet meget, mere eftergivet, end de, der har syndet lidt, hvilket er en enestående forståelse i din nye lutherske teologi, så at Gud altså ikke kræver mere af en stor synder end af en lille.

¹³ Quinto, haec est sententia omnium tam antiquorum quam novorum sanctorum patrum et totius ecclesiae: contra quam si unus valeat Martinus, praesertim Scripturas proferens contra se, ego fateor nihil causae est, cur non universam Bibiam comburamus et sanctorum iuxta positas interpretationes. For det femte: Det, jeg har fremlagt, er alle hellige fædres mening, både de gamle og de nye, ja hele kirkens opfattelse. Og hvis kun denne ene Martin skal gælde imod det, især når han drager skriftsteder frem, der vender sig imod ham selv, så tilstår jeg, at der ikke er nogen grund til, at vi ikke skulle brænde hele bibelen og de helliges fortolkninger tilligemed.

¹⁴         Ecclesia poenas istas atque satisfactiones, cum sit loco Dei in terris, quasi componens cum delinquente suo imponit arbitrio vel in oratione vel ieiunio vel elemosina. Haec probatur ipso facto.          Kirken pålægger disse straffe og fyldestgørelser, eftersom den står i Guds sted på jorden, som om den aftaler det med overtræderen, efter sit forgodtbefindende, enten ved bøn eller faste eller almisse. Dette bevises ved selve det, at det sker.

¹⁵         Quatenus satisfactio talis vel a sacerdote imposita vel sponte suscepta cum poena concurrit, quam divina exigit iustitia, eatenus illam tollit vel minuit. Quatenus vero ab ea exceditur, eatenus remanet satisfaciendum. Quatenus vero excedit, eatenus reponitur in thesauro communi, de quo mox dicimus.         I samme grad som en sådan fyldestgørelse, som enten er pålagt af præsten eller som man selv spontant har taget på sig, har samme størrelse som den straf, som den guddommelige retfærdighed kræver, i samme grad kan kirken ophæve eller udslette den. Men i samme grad, som den er mindre, i samme grad forbliver der noget, der kræver fyldestgørelse. Og i samme grad den er større, i samme grad kan der lægges noget til side i den almindelige skatkiste, som vi straks skal tale om.

¹⁶        Haec positio sua evidenti aequitate se ipsam probat. Tamen ex supervacuo prima eius pars probatur. Dicitur Naum I: 'Non iudicabit Deus bis in idipsum' (n16) Secunda pars et tertia probatur. Scriptum est de (246) quovis minimo vel verbo ocioso rationem reddendam (Matt 12,36) et ita pariter nullum bonum inremuneratum. De quarta mox tractabitur.         Denne opfattelse beviser sig selv ved sin iøjnefaldende ligelighed. Dog skal til overflod den første del bevises. I Nahum 1,9 hedder det: 'Gud vil ikke dømme to gange om det samme'. Den anden del og den tredie del bevises: Der står skrevet, at der skal aflægges regnskab for selv det mindste unyttige ord. Og på samme måde vil heller ingen god gerning forblive ugengældt. Om den fjerde skal der straks afhandles.

¹⁷          Etsi gratiam iustificantem vel solutionem a culpa nemo alteri possit promereri, quoniam propriam cuiusque delinquentis contritionem exigit, tamen nullus negat alterum pro altero sive vivo sive mortuo poenas dare et satisfacere posse.         Skønt ingen kan fortjene den retfærdiggørende nåde eller afløsningen fra brøden for en anden, eftersom der kræves, at enhver overtræder fremkommer med sin egen anger, så kan dog ingen nægte, at den ene kan give straffe eller gøre fyldest for den anden, hvad enten det er en levende eller en død.

¹⁸        Haec indubitata est veritas. Alioquin omnia tolleremus suffragia, quae et pro defunctis fiunt et pro vivis, et negaremus Christi unum corpus et plura membra invicem se iuvantia.         Dette er utvivlsomt sandt. Ellers ville vi ophæve al forbøn, som sker både for de afdøde og for de levende, og vi ville fornægte Kristi ene legeme og de mange lemmers gensidige hjælp.

¹⁹        Opera eiusmodi satisfactoria, quae in primis et longe super omnes dominus noster Iesus Christus impendit, et post eum gloriosissima regina nostra Maria, deinde quae assidue ab ecclesia fiunt, aut quae singulariter a quovis exsolvuntur vel non pro se aut pro certis vel supra mensuram debiti, ut fecerunt sancti Dei, reponuntur tanquam in communi mensa ac thesauro in Dei notitia, ut de eo satisfiat atque exsolvatur pro aliis.         Den slags fyldestgørende gerninger, som vor Herre Jesus Kristus har erhvervet først og fremmest og i langt højere grad end alle andre, og efter ham vor højtærede dronning Maria, og som dernæst til stadighed bliver til gennem kirken, enten så de enkeltvis skaffer afløsning til den enkelte ikke blot for sig selv, eller så de ydes for nogle bestemte så at sige udover det, der skyldes, som Guds helgener gør det, de ligesom lægges tilbage i det fælles mål og den fælles skat til Guds kundskab, så at der ud fra den kan gøres fyldest og afløses for andre.

²⁰        Ista positio postposita multorum authoritate doctorum, videlicet divi Thomae, Bonaventura, Alberti, Antonini archiepiscopi, Petri de Palude, Durandi, Francisci de Mayronis cum aliis, quos iste scholasticos appelat, probatur evidentissime per decretalem Clementis extravag. Unigenitus cum similibus aliorum Pontificum.           Denne anskuelse er fremsat på mange lærdes autoritet, nemlig den guddommelige Thomas, Bonaventura, Albertus, Antoninus, ærkebiskoppen, Peter de Palude, Durandus, Franciscus af Mayronis og andre, som Luther kalder skolastikere, og den bevises klart ud fra Clemens' dekret, extravagansen 'Unigenitus' og andre lignende paveskrifter.

²¹ Ad hanc autem Martinus in actis coram legato habitis primum ita eludens atque ridens respondet: "Occurrebat enim et movebat primo, quod nuda essent verba Pontificis et adversus contenciosum vel haereticum invalidum praesidium" (act-a01#31) Quid, rogo, aliud quaerimus testimonium, quod Martinus haereticus est et contentiosus, cum ipse manifeste his verbis confiteatur? Men denne mening gør Martin i akterne overfor legaten først nar af og gør grin med ved at sige følgende: "Hvad der nemlig først faldt mig ind og bevægede mig, var, at dette var rene og skære ord af paven og uegnede til forsvar imod indsigerne eller kætterne". Jeg spørger: Hvad andet vidnesbyrd behøver vi, om at Martin er en kætter og en modstander, når han selv bekender det med disse håndfaste ord?

²² Fatemur enim, Martine, fatemur, 'invalidum praesidium' esse authoritatem vel ecclesiae vel Scripturae et ipsius Christi contra haereticum et contentiosum, contra quem agi debeat igne potius. An non igitur omnes frustra laboramus, qui putamus moveri hominem Scripturis aut ullis ecclesiae authoritatibus, qui sumat sibi haeretici partes et contentiosi et fateri hoc tantis verbis tam manifestis non pudeat? Vi tilstår nemlig, Martin, vi tilstår, at "det, der er uegnet til forsvar", er kirkens eller skriftens eller Kristi egen autoritet imod kætterne og modstanderne, imod hvem snarere ilden bør bruges. Mon ikke derfor al vor anstrengelse har været forgæves, når vi mente, vi kunne bevæge dette menneske med skriften eller nogen kirkelig autoritet? Han påtager sig jo kætterens og modstanderens rolle og skammer sig ikke ved at indrømme det med så klare ord?

²³ Addit: "Deinde, si quis diceret, turpe esse Principem loqui sine lege, et iuxta Zachariam (Mal 2,7), non verba hominis sed legem dei requirendam ex ore sacerdotis". (act-a01#31) At si quis tibi diceret, Martine, quod tu primum ac maxime huius reus es vitii vel in hoc ipso, quod ais, "turpe esse principem sine lege loqui", quid tu, quaeso, referres? Scio, rideres ac risu solveres argumentum. Han tilføjer: "Dernæst faldt det mig ind, at nogen måske ville sige, at det var tåbeligt af en fyrste at tale uden lov, og at det ifølge Mal 2,7 ikke er menneskeord, men Guds lov, der kræves af præstens mund". Men hvis nogen, Martin, ville sige til dig, at du først og fremmest er skyldig i den last eller i dette selvsamme, som du siger, "at det er tåbeligt af en fyrste at tale uden lov", hvad vil du så henvise til, spørger jeg. Jo, jeg véd det, du vil le og opløse argumentet med latter.

²⁴ Nam ubi reperisti, turpe esse principem loqui sine lege, cum maxime talis, de quo loquimur, princeps ipsa sit lex viva in terris, ut vel pueri sciunt. Item si quis diceret, quod instar sacrilegii est disputare de lege et facto principis, tu super principes omnes et super omnem legem rideres. Item si quis diceret longe turpius esse perpetuo loqui contra legem, dico contra legem Christi, sicut tu assidue facis et nos late probavimus, adhuc rideres et illuderes. For når du svarer, at det er tåbeligt af en fyrste at tale uden lov, gælder det så også, når den, vi her taler om, er en fyrste, der selv er den levende lov på jorden, som vel selv børn véd. Ligeledes, hvis nogen siger, at det i særlig grad er blasfemisk at disputere om loven og fyrstens gerning, så vil du vel le ad alle fyrster og af enhver lov. Ligeledes, hvis nogen ville sige, at det er langt mere tåbeligt til stadighed at tale imod loven, nemlig imod Kristi lov, sådan som du hele tiden gør og som vi udførligt har bevist, så vil du også le og gøre nar.

²⁵ Item si quis diceret, quod illa decretalis (ut patet) ita plena est divinae Scripturae verbis, quibus seipsam statuit atque commendat, credo, et tunc rideres. Item si quis diceret, quod tu ipse hoc fateris sequentibus verbis (cum dicas, quod verba Scripturae torquet, ex quo arbitror praesupponi sine Scripturae non esse locutam, etsi illam torqueret), etiam tunc rideres. Ligeledes, hvis nogen ville sige, at dette dekret (som det fremgår af det) er fuldt af den guddommelige skrifts ord, hvormed det stadfæster og underbygger sig selv, så tror jeg også, du ville le. Ligeledes, hvis nogen ville sige, at du selv indrømme det med de følgende ord (når du siger, at extravagansen fordrejer skriftens ord, hvoraf jeg mener at kunne forudsætte, at den ikke har talt uden skrift, omend den fordrejer den), også da vil du bare le.

²⁶ At memineris scriptum: "Vae vobis, qui ridetis, quoniam flebitis" (Luk 6,25). Sequentia autem tua verba haec sunt, ubi omnis disputationis nervus consistit. "Item, quod verba scripturae torquet et in alienum sensum eis abutitur, nam quae de gratia iustificante dicta sunt ad indulgentias trahit" (act-a01#31). Men husk på skriftens ord: "Ve jer, som ler, for I skal græde". Men det er i de ord, der følger efter hos dig, at hele kernen i disputationen ligger gemt: "Og endelig, at den fordrejer skriftens ord og misbruger dem til en anden mening, for hvad der er sagt om den retfærdiggørende nåde, fører den over på afladen".

²⁷ Ex his verbis manifeste colligitur, quod dominus noster Iesus Christus sua passione ac meritis non aliud nobis quam iustificantem gratiam quaesivit, ita ut si poena exsolvenda sit pro peccato, etiam iustificante gratia reddita, quoniam ut supra probavimus, poena nihilominus manet, nulli unquam profuerit sanguis ille Christi et passio illa in conspectu Dei sine pretio pretiosa. Af disse ord fremgår det klart, at vor herre Jesus Kristus gennem sin lidelse og sine fortjenester ikke har erhvervet os andet end den retfærdiggørende nåde, således at, hvis der er nogen straf, som er afløst med hensyn til synden, og for hvilken der også er givet retfærdiggørende nåde, som vi har vist ovenfor, så forbliver straffen ikke desto mindre, og dette Kristi blod vil ikke gavne nogen, og denne lidelse er i Guds øjne ikke kronet med nogen belønning.

²⁸ Et cum quodlibet membrum alteri membro isto modo prosit et profuerit, solus Christus nulli profuit, nisi quia iustificavit per gratiam, at pro poena nihil solvit. Sed quid de gloriosissima eius matre blasphemabis, per quam gratia non est, sed solum per Iesum Christum? Nihil ergo illa suis sanctis suae passionis meritis et innumeris pene satisfactoriis operibus ecclesiae profuit, quae nunquam ullo modo peccavit. Og skønt et hvilketsomhelst lem på den måde kan gavne og har gavnet et andet lem, kan alene Kristus ikke gavne nogen, udover, at han bliver retfærdiggjort ved nåden, men der gives ingen afløsning af straffen. Men hvorfor er du blasfemisk overfor hans højværdige moder, gennem hvem der ikke er nogen nåde, nej, det er der alene gennem Jesus Kristus? Altså, hun har ikke gavnet kirken ved den hellige fortjeneste gennem sine lidelser og ved de næsten utallige fyldestgørende gerninger, hun, som aldrig på nogen måde har syndet.

²⁹ O hominem plenum blasphemiis ad summum. Item sanguis Ioannis Baptistae et apostolorum ac omnium martyrum et prophetarum iuges atque assidui confessorum labores, ieiunia, orationes, inediae, sitis, fames, gelu, aestus, pericula, dolores, disciplinae, flagella, planctus, lachrimae, suspiria, chorus, praedicatio et alia id genus nihil contulerunt ecclesiae, nihil quaesiverunt supra gratiam iam quaesitam. O menneske, stopfuldt af blasfemi. Ligeledes har kirken ikke haft nogen gavn af Johannes Døberens blod og apostlenes og alle martyrers og profeters udholdenhed og bekendernes vedvarende anstrengelser, faste, bønner, sulten, svækkelse, sult, kulde, hede, farer, smerter, disciplin, pisk, jamren, gråd, stønnen, kor, prædikener og andet af den slags, de opnår intet udover den nåde, der allerede er opnået.

³⁰ Ut quid ergo tantopere laborarunt frustra? Forsan pro augumento (248) gratiae suae, inquies. At non ita profitetur Paulus dicens: "At nunc gaudeo in passionibus pro vobis, et adimpleo ea, quae desunt passionum Christi in carne mea pro corpore eius, quod est ecclesia" (Kol 1,24). Hvorfor skulle de da i den grad arbejde forgæves? Måske for at vinde sig nåde, vil du sige. Men gavner Paulus ikke andre, når han siger: 'Men nu glæder jeg mig over mine lidelser for jeres skyld, og jeg udfylder det, som mangler i Kristi lidelser i mit kød for hans legeme, som er kirken'?

³¹ Ecce quod illas passiones pro aliis inquit se praestare, immo pro Christi corpore, quod est ecclesia, et ita dicitur: adimplere ea, quae desunt passioni Christi, non ita quidem, quod passio sola Christi non sufficiat ad omnium redemptionem etiam poenarum, sed quia acceptavit Deus in toto corpore Christi mistico pati Christum in membris suis. Se, hvordan han siger at disse lidelser yder han for andre, ja for Kristi legeme, som er kirken, og således siges det: Han udfylder det, der mangler i Kristi lidelse, dog ikke sådan, at Kristi lidelse alene ikke er nok til al forløsning, også fra straffene, men fordi Gud godkender, at Kristus lider i hele Kristi mystiske legeme i sine lemmer.

³² Ideo ad hunc intellectum dicitur Christi passio continue impleri, et, ut ibi inquit glossa, usque ad consummationem nondum erit impleta. (n32) Est et Iob irrefragabilis sententia pro hoc, nisi eam quis velit manifeste pervertere pravo sensu. "Utinam", inquit, "peccata mea appenderentur, quibus iram merui, et calamitas, quam patior, in statera, quasi arena maris haec gravior appareret". (Job 6,2f). Derfor i denne forståelse siges Kristi lidelse at udfyldes til stadighed, og, som fortolkningen dertil siger, indtil verdens ende vil den ikke være udfyldt. Job har også en ufravigelig mening om dette, medmindre nogen vil fordreje det soleklare til en skæv mening. Han siger: 'Gid mine synder kunne vejes, hvormed jeg har fortjent vrede, og den elendighed, jeg lider, lægges på vægten, den synes tungere end havets sand'.

³³ Producit etiam Albertus super XVI Matthaei Esaiae verba XXII: "Et suspendam super eum omnem gloriam domus patris sui, vasorum diversa genera, omne vas parvulum a vasis craterarum usque ad vas musicorum". (Es 22,24). In quibus verbis intelligit Albertus merita sanctorum et in primis Christi suspensa interim, donec ex eis pro quolibet indigente solutum fuerit. Og Albert har over ordene i Matt 18 fremdraget Es 22,24: 'Og jeg vil ophænge over ham hele hans fars hus herlighed, krukker af forskellig slags, fra barnets krukke over vinkarret til musikaternes krukker'. I disse ord forstår Albertus de helliges fortjenester og først og fremmest Kristi fortjenester ophængt midlertidig, indtil der kan blive afløst for én eller anden trængende ud fra dem.

³⁴ Sed quid comperatione Martini valeat Albertus cum Esaia et tota ecclesia? Nam videamus, quomodo contra hunc thesaurum, et quam argute moveatur. "Primo, nulla sunt opera sanctorum relicta irremunerata, quia secundum omnes deus praemiat ultra condignum, Et Paulus: 'Non sunt condignae passiones etc' (Rom 8,18)". (res09#29) (act-a01#36) Men hvad betyder Albertus og Esajas og hele kirken i sammenligning med Martin? For lad os se, hvordan han argumenterer imod denne skat og hvor levende han bevæges: 'For det første: Der er ikke nogen helgengerninger, som bliver efterladt uden at der ydes gengæld, for ifølge alle belønner Gud ud over, hvad vi har fortjent. Paulus siger det samme: 'Denne tids lidelser er intet i sammenligning osv'.

³⁵ Istud argumentum nihil probat, quod talia opera sint inremunerata, immo contra potius probat, quod sunt remunerata, ex quibus thesaurus est, licet adhuc non impensus pro aliis. Quis enim tam stultus dixerit nisi Martino similis, quod si ego solvi alicui pro labore scripturae X aureos, quia ille interim reponat neque vel pro se vel pro aliis adhuc expendat, propterea non esse remuneratum? Ridicula haec sunt. Dette argument beviser ikke, at den slags gerninger ikke får nogen belønning, ja, det beviser snarere det modsatte, at de får belønning, ud fra hvilket der er en skat, selv om den endnu ikke udtrykkelig er for andre. Hvem vil nemlig være så dum at sige -- undtagen Martin og hans lige -- at hvis jeg løser én for et gældsbevise på ti gylden, fordi han så midlertidig deponerer dem og hverken giver dem ud på sig selv eller på andre, at han så af den grund ikke har fået gengældelse? Det er da latterligt.

³⁶ Secundo ait: 'Nullus sanctorum sufficienter implevit mandata Dei (nam aliud asserere, inquit, est haereticum). Ergo nihil superabundans fecerunt, quod ad hunc thesaurum per indulgentias (249) distribuendum pertineat'. (res09#30) Credo autem de numero sanctorum nolle illum includere beatam Virginem. Nam contra illam etiam concludere oportet, ut omni ex parte concludat argumentum. Et ita prima haec haereticissima conclusio, horrendissima et prophanissima ex ore illo pleno blasphemiarum sequitur: beata virgo Maria, Dei mater, non sufficienter implevit mandata Dei. (res, tese 75, WA 622) For det andet siger han: 'Ingen af de hellige opfylder Guds bud tilstrækkeligt (for han forsikrer, at at sige andet er kættersk). Altså gør de ingen overskydende gode gerninger, som kan henlægges i denne skatkiste til uddeling ved aflad'. Men jeg tror, at han i rækken af hellige ikke vil inkludere den salige jomfru. For så måtte han også konkluderer imod hende, sådan som argumentet konkluderer fra enhver synsvinkel. Og således ville vi få denne første højstkætterske konklusion, og følgende forfærdelige og bespottelige sætning ville følge fra hans mund, der er fuld at blasfemi: den salige jomfru Maria, Guds moder, har ikke i tilstrækkelig grad opfyldt Guds bud.

³⁷ Sed age, de aliis sanctis consideremus, quomodo haec probat. Nam de beata Virgine et gloriosa utar Augustini verbis: 'Cum de peccato agitur, nolo ullam de ea habere mentionem'. (n37) Probat igitur, quod nullus sanctorum impleverit mandata Dei, primo pro more suo verbis Christi, quae contra se faciunt. Men kom, lad os se på de andre helgener, hvordan han beviser det. For om den salige jomfru vil jeg bruge Augustins ord: 'Hvad synd angår, vil jeg ikke, at nogen nævner det'. Han beviser derefter, at ingen af de hellige opfylder Guds bud, først, som han plejer, med Kristi ord, som dog virker imod ham.

³⁸ Sic enim ipse suis verbis producit: 'Primo, per illud Christi: Cum foeceritis omnia ... dicite: serui inutiles sumus. (Luk 17,10). Sed seruus inutilis citra, non ultra foecisse intelligitur, nisi forte quorundam insulsissimorum hominum somnia sequamur, qui humilitatis, non ueritatis gratia haec dici a suis Christum uoluisse garriunt'. (res09#31) Sådan fremfører han nemlig selv sine ord: 'For det første ved Kristi ord: 'Når I har gjort alt ... skal I sige: Vi er unyttige tjenere'. Men en unyttig tjener har gjort mindre, ikke mere end hvad han skulle, medmindre vi måske skal følge nogle tåbelige menneskers drømme, som våser om, at Kristus har villet, at dette skulle siges af hans disciple på grund af ydmyghed, ikke fordi det var sandt'.

³⁹ Sed si tu ultra legisses verbum Christi, Martine, intellexisses, quod servus inutilis in verbo Christi est ille, qui non citra facit, sed quod debet, facit. Doce igitur potius nos tu, Christe optime magister, tu inquam potius quam Martinus, quia Martinus contra te et verba tua exponit tuam sententiam. Quare vis illos servos se inutiles dicere, quia scilicet citra fecerunt et mandata non impleverunt et sic non fecerunt, quod debuerunt? Men hvis du, Martin, havde læst Kristi ord lidt senere, så ville du have forstået, at den unyttige tjener i Kristi ord er ham, som ikke gør mindre end han er skyldig at gøre, men netop gør det, han er skyldig at gøre. Derfor, lær du os i stedet for, Kristus, du den bedste lærer, bedre end Martin, fordi Martin udlægger din mening imod dig og dine ord. Hvorfor vil du, at disse tjenere skal kalde sig unyttige, fordi de gør mindre og ikke opfylder budene og således ikke gør, hvad de er skyldige at gøre?

⁴⁰ An potius, quia fecerunt, quod debuerunt? Solve tu, inquam, Domine et magister. Ecce, quia solvit: ecce quia addit declarans, cur servi inutiles se esse dicere debeant: quod debuimus enim facere, fecimus. (Luk 17,10) An igitur qui facit, quod debet, non implet mandata? Immo implet, sed non plus facit, et ideo servus dicitur inutilis, quia qui facit, quod debet, utilitatem non affert, sed debitum solvit. Mon det snarere skyldes, at de har gjort hvad de var skyldige at gøre? Løs du, Herre og lærer, dette problem. Se, han har løst det: han tilføjer forklarende, hvorfor tjenerne bør sige, at de er unyttige: Vi har gjort, hvad vi var skyldige at gøre. Mon altså den, der gør, hvad han er skyldig at gøre, ikke opfylder budene? Jo, han opfylder dem, men han gør ikke mere, end hvad han er skyldig at gøre, og derfor kaldes han en unyttig tjener, fordi den, der gør, hvad han er skyldig at gøre, tilføjer ikke nogen gavn, men opfylder sin forpligtelse.

⁴¹ O igitur circunspectum Martinum in Scripturis. Assere nunc haereticum, qui dicat sanctos fecisse, quod debuerunt, et consequenter explesse Dei mandata. Fac nobis etiam Christum haereticum, postquam ita me cogis dicere, perfidissime Antichriste. O hvilken omhyggelig Martin i skriften. Sig nu igen, at den er kætter, som siger, at de hellige har gjort, hvad de er skyldig at gøre, og følgelig har opfyldt Guds bud. Gør os også Kristus til kætter, efter at du har tvunget mig til at tale således, din lede antikrist.

⁴² Secundo adducis, 'quod sapientes virgines noluerunt communicare de oleo suo, ne forte eis non sufficeret' (Matt 25,9) (res09#32). Et non intelligis, miser (ut omnes exponunt), loqui ibi evangelium de oleo incommunicabilis charitatis. For det andet anfører du, at de kloge jomfruer ikke ville dele ud af deres olie, for der ville måske ikke være nok til dem selv'. Og du forstår ikke, du elendige (hvad alle ellers forklarer), at her taler evangeliet ved olien om den kærlighed, der ikke kan deles med andre.

⁴³ Tertio et quarto (quasi solus, de quo falso gloriaris, ista repereris) producis Paulum I ad Cor. 3. et 6 ad Gal. dicentem (250): 'Unusquisque mercedem accipiet secundum laborem suum', et 'unusquisque pro se reddet rationem, prout gessit in corpore' (Rom 14,12; 2 Kor 5,10). Sed neque hic, miser, agnoscis, quod nemo dicit quemquam vel acquirere vel augere alteri mercedem, quae tantum propriis meritis debetur, sed hoc tantum, quod alter poenas pro altero solvit. For det tredie og for det fjerde (jeg tager det som ét, du praler tomt af det og gentager det) fremdrager du Paulus, 1 Kor 3,8 og Gal 6,8: 'Enhver skal få løn efter sit arbejde', og 'enhver skal aflægge regnskab for sig selv, hvordan han har levet i dette liv'. Men heller ikke her, elendige, erkender du, at ingen siger, at nogen enten erhverver eller øger lønnen for en anden, den løn, som kun skyldes egne fortjenester, men blot siger, at den ene løser straffene for den anden.

⁴⁴ Quinto, hanc blasphemiam his verbis addis: "Omnis sanctus debitor est Dei diligendi, quantum potest, immo ultra quam potest, sed nullus id fecit nec potuit". (res09#33). Maledicta sit haec blasphemia tua, quod Deus ad impossibile obligaverit sanctos suos. For det femte, denne blasfemi tilføjer du med følgende ord: "Enhver helgen er skyldig at elske Gud alt hvad han kan, ja mere end han kan, men ingen har gjort det eller kan gøre det". Denne blasfemi fra din side er forbandet, at Gud skulle forlange det umulige af sine hellige.

⁴⁵ "Sexto", addis, "sancti per opus eorum omnium perfectissimum, mortem, martyrium, passionem, non faciunt ultra quam debent, immo faciunt quod debent, etiam vix faciunt, Ergo multo minus in aliis operibus plus fecerint quam debuerunt". (res09#34) "For det sjette". føjer du til, "helgenerne gør gennem alle deres fuldkomne gerninger, døden, martyriet, lidelsen, ikke mere end de er skyldige, men kun hvad de er skyldige, ja næppe nok det, altså gør de i andre gerninger meget mindre mere end de er skyldige at gøre".

⁴⁶ Ex his verbis primo colligo, quod martyrium est in praecepto indistincte (tu enim nihil distinguis), et non est opus supererogationis ac perfectionis. Secundo colligo, quod moriendo fecerunt, quod debuerunt, et tamen peccaverunt secundum te, quia nulla opera tam bona sunt, quin peccata sint damnabilia. Af disse ord vil jeg først drage den slutning, at martyriet ligger indenfor det ubestemte bud (for du bestemmer intet fast), og ikke er en ikke gerning udover det krævede eller en fuldkommenhedens gerning. For det andet drager jeg den slutning, at de ved at dø gør, hvad de er skyldige at gøre, og dog har de syndet ifølge dig, fordi ingen gerninger er så gode, at de ikke er fordømmelige synder.

⁴⁷ Tertio, vere fateor, quod quilibet paratus debet esse ad mortem propter Christum et animam suam dare pro illo, sed minime sequitur, quod illos labores et passiones non remuneret Deus acceptando ad poenarum satisfactionem et pro illis et pro aliis. For det tredie tilstår jeg, at det er sandt, at enhver bør være rede til at dø for Kristi skyld og til at give sit liv for ham, men deraf følger bestemt ikke, at Gud ikke vil gengælde deres anstrengelser og lidelser ved at modtage dem til fyldestgørelse for straffe, både for deres eget og for andres vedkommende.

⁴⁸ Quarto, ex his omnibus tollitur omne suffragium, scinditur corporis Christi unio et denique probatur, quod unus alteri suffragari non potest. Aut enim hoc probant aut nihil contra propositum probant, ut patet evidenter. Et ideo septimum argumentum et ultimum, quod producis, continet tantum verba pro laicis tuis et mendacia. For det fjerde: Gennem alt dette ophæves al forbøn, énheden i Kristi legeme rives i stykker og endelig bevises det, at den ene ikke kan gå i forbøn for den anden. Enten beviser det dette eller også beviser det intet imod det foresatte, som man soleklart kan se. Og derfor indeholder det syvende argument, som du fremsætter, kun ord for dine lægfolk og løgne.

⁴⁹ Tale enim est: "Septimo, quod, cum tot ego argumenta producam" (supple, quae faciunt contra me evidentissime), "illi autem pro sua parte nec unum, sed simplicem narrationem, sine scripturis, doctoribus, rationibus loquentes" (supple tu, ut consuevit facere Thomas, qui vere nunquam sine Scripturis aut patribus aut validissimis rationibus loquitur), "possumus, immo debemus ab eorum sententia omnino recedere". (res09#34) (Recedamus igitur a tota ecclesia et sequamur Martinum). Det lyder nemlig sådan: "For det syvende vil jeg sige, at skønt jeg her har fremført så mange argumenter" (føj til, hvad de har fremført imod mig af soleklare beviser), "så kommer de for deres del ikke med et eneste, men kun med en simpel fortælling, uden skrift, uden lærde, uden begrundelse (føj til, at det plejer Thomas at gøre, han, som i sandhed aldrig taler uden skrift eller fædre eller gyldige grunde), "og vi kan, ja vi bør i det hele taget vige tilbage fra den opfattelse". (Lad os da vige tilbage fra hele kirken og følge Martin).

⁵⁰ Et subdis: "Sed haec sint mea." Parco tibi propter hoc verbum pro multis, quae male locutus es. "Haec", inquit, "sint mea". Nunquam nobis melius consuluit quam sic admonendo, quod haec sua sunt. Sinamus ergo sua haec esse, quae vere sua sunt et ipse vult esse sua. Nemo participare velit de his suis, videlicet tot confictis mendaciis, quae sua sunt, non Dei, non sanctorum patrum, sed sua, vere sua. Habeat ergo sibi et pereat cum illis, ut meritus. Og du tilføjer: "Men dette er mit". Jeg skåner dig på grund af dette ord for mange ting, som er dårligt talt. Du siger: "Dette er mit". Aldrig har han rådgivet os bedre end når han således formaner os, at dette er hans. Lad os da lade det være hans, det, som sandelig er hans og som han selv vil skal være hans. Ingen vil have lod og del i disse hans anskuelser, som nemlig er så mange opdigtede løgne, og det er hans, ikke Guds, ikke de hellige fædres, men hans, virkelig hans. Lad ham da have det og forgå sammen med det, som han har fortjent.

⁵¹ Nam in humilitate et modestia consueta, in tumore tantae doctrinae contra universam ecclesiam insuper haec audet (251) pro supradictis proferre: "Et ut aliquando audax sim, ea, quae iam dixi, protestor me non dubitare, Sed paratus sum ignem et mortem suscipere pro illis, et haereticum asseram omnem, qui contra sapuerit". (res09#40) For vant til ydmyghed og mådehold, vant til en sådan hovenhed i så mange læresætninger imod hele kirken vover han derudover at føje følgende til det foregående: "Og at jeg skal være noget vovet, erklærer jeg, at det, jeg her har sagt, er jeg ikke i tvivl om, men det er jeg parat til at udholde ild og død for, og jeg erklærer enhver for kætter, som mener noget modsat".

⁵² At ego audacter dico: haec sola verba clarum speculum superbiae suae apud omnes bene compositas mentes satis esse deberent pro idoneo testimonio insolentissimae temeritatis suae et animi protervissimi. Et si aliud non legeretur de blasphemiis suis horrendissimis, hoc solum et ignem et mortem ei potuit promereri. Men jeg for min del vil vove at sige: Alene dette ord bør for alle klarttænkende mennesker være et klart spejl for hans overmod og være et tilstrækkeligt vidnesbyrd om hans usædvanlige frækhed og meget uforskammede sind. Og hvis man ikke har læst andet om hans gruopvækkende blasfemier, kan alene dette gøre ham fortjent til bål og død.

⁵³ Quo magis eos miror, qui hominem tam pestiferum atque tam insigniter arrogantem pati possint. Quos rursus moneo et obtestor per fidem Iesu Christi et per salutem suam, ut tandem et agnoscant et auferant malum de regno suo, reddituri alioqui vel mihi hominum minimo rationem, cur noluerunt audire et obsequi veritati. Så meget mere undrer jeg mig over dem, som kan udholde et så pestbærende og så decideret arrogant menneske. Atter formaner og bønfalder jeg dem ved Jesu Kristi tro og ved hans frelse, at de dog langt om længe kommer til erkendelse og fjerner det onde fra hans rige, eller i det mindste giver mig, det mindste af alle mennesker, deres begrundelse for, hvorfor de ikke vil høre og følge sandheden.

⁵⁴ Sint sane magni, quantum velint. Deus solus est magnus et coram illo parvi erimus omnes. Hactenus, fateor, potuerunt errore ducti et malorum suggestione non animadvertere ad veritatem. Sed nunc iam, cum tam patens facta sit universo orbi, quae potuerunt excusatione ignorationem praetendere -- "Qui habet aures audiendi, audiat", non me, qui nihil sum et vilissimus hominum, non me, inquam, sed veritatem Dei, undecunque veniat, veritatem dico, quam destruere volunt perfidi, iniqui homines, diabolicae "portae inferi". Lad dem bare være store, så meget de vil. Gud alene er stor og overfor ham skal vi alle blive små. Indtil nu, tilstår jeg, har de kunnet sige, at de er blevet ledt i vildfarelse, og at de på grund af forestillinger fra onde mennesker ikke har været opmærksom på sandheden. Men nu i hvert fald, hvor det er gjort så frit tilgængeligt i hele verden, hvad kunne de nu fremkomme med som undskyldning for deres uvidenhed -- 'Den, der har øren at høre med, han høre', ikke på mig, for jeg er intet, jeg er det mindst dyrebare af alle mennesker, ikke på mig, siger jeg, men på Guds sandhed, hvorsomhelst den kommer fra, sandheden, siger jeg, som disse perfide vil ødelægge, disse onde mennesker, disse djævelske "helvedes porte".

⁵⁵ Sed in verbo Dei protestor, quod male et cito peribunt omnes cum desideriis suis et eorum gloria in pulverem deducetur. Sed redeo, unde digressus sum. (k55) Men jeg holder fast ved Guds ord, at de skal få et ondt og hurtigt endeligt, de skal sammen med deres begæringer og deres ære gøres til støv. Men jeg vender tilbage til det, jeg gik bort fra.

⁵⁶        Hic thesaurus est in manu Papae, de quo per indulgentias dispensando satisfacere potest tam pro vivis quam pro defunctis et auferre ab eis hoc pacto poenas, quas vel paterentur seu pati deberent, vel etiam nunc patiuntur in purgatorio; et existimo eas valere tantum, quantum pronunciatur.        Denne skat er i pavens hånd, og derfra kan han ved at uddele aflad gøre fyldest både for levende og døde og på denne måde ophæve straffene fra dem, de straffe, som de enten lider eller bør lide, enten nu eller i skærsilden; og jeg regner med, at de er lige så mange, som de udråbes til.

⁵⁷        Ad hoc tamen, ut indulgentiae tales valeant, requiritur ex parte accipientis charitas, ex parte causae pietas, quae est commune bonum ecclesiae, unde et honor Dei et proximi utilitas emergit.        Men hvad det angår, at afladen skal være noget værd, kræves der af den, der modtager den, kærlighed, fra begrundelsens side fromhed, som er kirkens almindelige gode, hvorfra også Guds ære og næstens nytte fremstår.

⁵⁸       Per has igitur positiones primo credo ab omni adulationis suspitione me liberatum, cum neque defendam neque approbem illas indulgentias, quae vel levem vel nullam vel falsam habeant causam. Secundo, ut ostendam me etiam saltem in conspectu Dei, quod nolo esse de mundi sapientibus, qui recte statuta per ecclesiam et per sanctos Pontifices perque doctores doctissimos comprobata temere et leviter audent impugnare, harum veritatem potius ab eiusmodi perversis tutari conabor.         Derfor tror jeg, at jeg med disse opfattelser har befriet mig for al mistanke om lefleri, da jeg hverken forsvarer eller godkender den aflad, som har en løsagtig eller slet ingen eller en falsk begrundelse. For det andet, for at jeg kan vise mig også i det mindste overfor Gud, at jeg ikke vil være af verdens vise, som vover at kæmpe frimodigt og let ud fra rette statutter, anerkendt af kirken og hellige paver og lærde doktorer, hvis sandhed jeg snarere stræber efter at forsvare fra den slags perversiteter.

⁵⁹ Primo enim arguunt, quia ecclesia seu Papa non potest tollere divinam iustitiam, quod faceret auferendo poenas pro peccato debitas coram Deo. Respondetur, quod divinae iustitiae satisfit, neque poenae debitae coram (252) Deo auferuntur, sed tantum mutantur, quia alius ex charitate sua pro alio suis poenis satisfacit et Deus acceptat propter unionem corporis, ut unum membrum pro alio patiatur, sicut si quis pro alio solverit, iam non hoc agit, ut ei sit remissum debitum et auferatur ius suum creditori. Non ergo tollitur satisfactio per indulgentias, immo facultas potius satisfaciendi tribuitur. Først kommer de nemlig med det argument, at kirken eller paven ikke kan ophæve den guddommelige retfærdighed, hvilket han gør, hvis han ophæver straffene, der skyldes for en synd imod Gud. Der må svares, at den guddommelige retfærdighed får fyldestgørelse, og at de straffe, der skyldes for overfor
Gud, ikke ophæves, men blot ændres, fordi den ene ud af sin kærlighed kan gøre fyldest for den andens straffe, og Gud godtager på grund af legemets énhed, at det ene lem lider for det andet, ligesom hvis én løser for en anden, så gør han ikke det, at han får eftergivet skylden og at hans kreditors ret over ham ophæves. Altså ophæves fyldestgørelsen ikke gennem afladen, men der gives snarere lejlighed til at gøre fyldest.

⁶⁰ Secundo arguunt, quia ex hoc sequitur, quod capientes indulgentias fiunt secordes ad bona opera indulgentiis confidentes. Respondetur hoc esse ex eorum malitia, qui liberalitate et bonitate Dei abutuntur. Et ideo beatus Thomas specialiter admonet, quod sunt admonendi omnes, qui indulgentias sumunt, ne propterea secordes fiant et retrahantur a bonis operibus ac satisfactoriis. For det andet argumenterer de med, at af dette følger, at de, der modtager aflad, bliver efterladende (?) med hensyn til de gode gerninger, idet de sætter deres lid til afladen. Der må svares, at dette har med deres ondskab at gøre, som misbruger Guds rundhåndethed og godhed. Og af den grund formaner den salige Thomas især til, at man skal formane alle, som køber aflad til ikke af den grund at blive efterladende og undlade gode gerninger og fyldestgørelser.

⁶¹ Tertio arguunt, quod Papa non habet potestatem circa defunctos, quia sunt soluti ab eius foro. Respondetur, quod verum est, neque per indulgentias utitur ulla potestate in illos neque ligando neque solvendo, sed tamen de alienis laboribus et poenis potest eis attribuere, ita ut solvantur. For det tredie argumenterer de med, at paven ikke har magt over de afdøde, fordi de er afløst bort fra hans område. Der må svares, at det er sandt, at han ikke gennem afladen bruger nogen magt over dem, hverken til at binde eller til at løse, men dog kan han ud fra andres arbejde både tildele dem straffe og løse dem.

⁶² Quarto arguunt, quod videtur absurdum, quod in potestate Papae sit posse totum purgatorium evacuare, et ita omnis divina evacuaretur iustitia. Respondetur, quod Papa non potest hoc, quia, ut diximus, iusta causa requiritur ad indulgentias concedendas, et pro modo et qualitate causae deberent concedi, alioquin, ut diximus, non valerent. For det fjerde kommer de med det argument, at det synes absurd, at det skulle være i pavens magt at tømme skærsilden helt, og således udtømme eller ophæve al guddommelig retfærdighed. Der må svares, at paven ikke kan gøre dette, fordi, som sagt, der kræves en retfærdig begrundelse til at indrømme aflad, og begrundelserne bør indrømmes efter omstændighederne og ægtheden, ellers er de, som sagt, ikke gyldige.

⁶³ Quinto arguunt, quod satis iusta causa est charitas Papae, immo nulla magis iusta, ex quo sequeretur, quod deberet Papa ex charitate omnes animas liberare, cum posset, alioqui esset crudelis. Respondetur hoc argumentum Hostiensis fuisse a scribentibus et praevisum et solutum, et falsum omnino esse charitatem causam idoneam, quia ille thesaurus debet aliquid novum ad honorem Dei et ecclesiae utilitatem constituere, quod sola charitate non fit, quae suum etiam habebit meritum. For det femte argumenterer de med, at en tilstrækkelig retfærdig begrundelse er pavens kærlighed, ja, der kan ikke være nogen mere retfærdig, hvoraf følger, at paven af kærlighed bør befri alle sjælene, eftersom han kan gøre det, ellers vil han være grusom. Der bør svares, at dette argument fra Hostiensis af skribenterne både blev forudset og løst, og at det i det hele taget er forkert, at kærligheden er en passende begrundelse, fordi denne skat bør fastsætte en ny gavn til Guds og kirkens ære, hvilket kærlighed alene ikke gør, selv om den også får sin belønning.

⁶⁴ Et per haec apparet, quod frivola omnia sunt, quae obiiciuntur, et quod impia est etiam illa opinio, quae dicit: Papam non remittere per indulgentias nisi poenas canonicas, cum hoc ipso remitteret ad graviores, quod iste imperitissimus vir ausus est irridere, non intelligens fundamenta doctrinae, contumeliosis et nephandis in sanctum doctorem verbis. Og herigennem viser det sig, at alle de argumenter, der indvendes, er frække, og at også den opfattelse er ufrom, som siger: Paven eftergiver gennem afladen kun de kanoniske straffe, eftersom han herigennem eftergiver til de mere alvorlige, hvilket dette højst ukyndige menneske har vovet at drive spot med, fordi han ikke forstår læresætningens fundament, han mishandler og foragter den hellige doktors ord.

⁶⁵         Sed iam consequentia ex praemissis patet. Quis enim dubitet, quod quanto minus solvitur poenae in hoc mundo, tanto magis patietur in (253) alio? Quis etiam dubitat, quod poenae, quae hic feruntur, etiam multo minores (quia est tempus merendi et voluntarie sumuntur) compensant multo maiores, quas alioquin passuri essent post mortem?          Men nu fremgår konsekvenserne af præmisserne. For hvem kan tvivle på, at jo mindre straf der løses i denne verden, des mere lides der i den næste? Og hvem kan tvivle på, at straffene, som bæres her, også skønt de er meget mindre (fordi det er fortjenestens tid og de købes frivilligt), kompenserer for meget større straffe, som ellers skulle lides efter døden?

⁶⁶ Quis ergo non cognoscat consequentiam, quod si indulgentiae solas poenas hic iniunctas canonicas tollerent, ille, qui eas non sufferet, tanto magis deberet in purgatorio, quae sublatae non essent neque per indulgentias neque per illas satisfactiones seu poenas canonicas, quas diceremus remissas per indulgentias ipsas, et propterea redimendo hic homo indulgentias, idest remissionem poenarum canonicarum, compararet sibi tanto maiorem purgatorii poenam, quantum satisfaciendo et sufferendo poenas canonicas sibi de ipsis purgatoriis poenis abstulisset? Og hvem erkender ikke den konsekvens, at hvis afladen alene kunne afløse de kanoniske straffe, der blev pålagt her, så burde den, som ikke led under dem (her), have så meget mere straf i skærsilden, straffe, som ikke kunne udholdes hverken gennem aflad eller gennem disse fyldestgørelser eller kanoniske straffe, som vi siger blev eftergivet gennem afladen selv, og derfor skal mennesket her sammenligne det at købe aflad, det vil sige få eftergivet de kanoniske straffe, med straffene i skærsilden, der er så meget større, som det er større at have ophævet skærsildsstraffene selv ved at gøre fyldest og lide de kanoniske straffe?

⁶⁷ Haec autem circa hanc materiam breve collectam satis esse volo; quae certo scio sufficiunt ad omnia, quae frustra scripsit Martinus propter horum ignorantiam fundamentorum. Laus Iesu et Mariae. Amen.
Finis.
Men det, jeg her har samlet sammen om denne materie i al korthed, vil jeg skal være nok: det véd jeg sikkert vil være nok til alt det, som Martin har skrevet på grund af disse tider, hvor der hersker uvidenhed om de mest fundamentale ting. Tak Jesus og Marie. Amen.
Slut.

⁶⁸ Til bog 4, catlut24!

Noter:

n16: Vulgata oversætter anderledes: 1:9 quid cogitatis contra Dominum consummationem ipse faciet non consurget duplex tribulatio.

n32: Schweizer-note: Zitat nach Thomas, comm. in epist. ad Col. 1,24 lect. 6 (Bd. 2. S. 124)

n37: Augustin: de nat. et gr. 36 n. 42 (MPL 44,267).

Kommentarer:

k55: Hele afsnittet fra #50 til #55 er bemærkelsesværdigt derved, at Catharinus vel intetsteds har samlet så mange skældsord sammen på ét sted som her. Og så fortæller det alligevel en væsentlig ting angående forskellen på Luther og papisterne. Eck gør i disputationen det samme som Catharinus gør her: Han påpeger sin egen intethed, han er sikker på, at han har hele kirken i ryggen, og den, man skal rette sig efter, den, man skal lytte til, er ikke Eck, men kirken. Eller, kan det hedde, han vover ikke selv at læse skriften, den har jo kirkefædrene udlagt langt bedre og sandere end lille jeg nogensinde kan håbe at udlægge den. Og Catharinus her er også ydmyg. Det er ikke ham, man skal høre på, det er kirkens, det er Guds sandhed.
    Noget af det, Luther har opdaget, er, at man ved skriftudlægningen ikke kan dække sig bag fædrene. Man må sætte sig selv og sin personlighed, sin menneskeforståelse, sin livserfaring ind. Som menneske er man af Gud udvalgt til at være én, der kan høre Guds ord, også Guds ord, som det viser sig for os i skriften. Derfor kan han sige: 'Dette er mit, og det vil jeg vove liv og lemmer for'.
    Det sidste udtryk håner Catharinus ham for. Det i sig selv er nok til at dømme ham til kætterbålet, mener han. #53. Så fræk har man ikke lov til at være. Så selvsikker er det ikke tilladt en kristen at være, der jo har fået pålagt at være ydmyg og selvudslettende. Alligevel er det her værd at notere sig den måde, døden føres ind på. For Luther er døden noget, han selv vil tage på sig for sandhedens skyld. For Catharinus er døden noget, han vil påføre andre, i dette tilfælde Luther, for sandhedens skyld.
    Man kan spørge, hvor de hver for sig har denne sikkerhed fra. Luther har den fra sin samvittigheds arbejde med skriften. Mange vil måske fristes til at sige, at han har skriften som sit grundlag. Men det er nok mere sandt at sige, at kirken er hans grundlag, skriften er den rettesnor, som kirken skal reformeres efter.
    Catharinus har sin sikkerhed fra flertallet. Han kan ikke forestille sig, at kirken, så mange hellige og mægtige, kan tage fejl. Men hvad vil han gøre, den dag han stilles overfor en anden religion, ikke blot overfor en enkelt kætter? Er det så nok at henvise til alle de mange enige kirkefædre? Det er det sådan set ikke engang overfor Luther. For noget af det, der er irriterende ved ham for en papist, er, at han faktisk påviser, at kirkefædrene aldeles ikke er så enige, som man fra papistisk side vil gøre dem til.

⁶¹ Tertio arguunt, quod Papa non habet potestatem circa defunctos, quia sunt soluti ab eius foro. Respondetur, quod verum est, neque per indulgentias utitur ulla potestate in illos neque ligando neque solvendo, sed tamen de alienis laboribus et poenis potest eis attribuere, ita ut solvantur.	For det tredie argumenterer de med, at paven ikke har magt over de afdøde, fordi de er afløst bort fra hans område. Der må svares, at det er sandt, at han ikke gennem afladen bruger nogen magt over dem, hverken til at binde eller til at løse, men dog kan han ud fra andres arbejde både tildele dem straffe og løse dem.
⁶² Quarto arguunt, quod videtur absurdum, quod in potestate Papae sit posse totum purgatorium evacuare, et ita omnis divina evacuaretur iustitia. Respondetur, quod Papa non potest hoc, quia, ut diximus, iusta causa requiritur ad indulgentias concedendas, et pro modo et qualitate causae deberent concedi, alioquin, ut diximus, non valerent.	For det fjerde kommer de med det argument, at det synes absurd, at det skulle være i pavens magt at tømme skærsilden helt, og således udtømme eller ophæve al guddommelig retfærdighed. Der må svares, at paven ikke kan gøre dette, fordi, som sagt, der kræves en retfærdig begrundelse til at indrømme aflad, og begrundelserne bør indrømmes efter omstændighederne og ægtheden, ellers er de, som sagt, ikke gyldige.
⁶³ Quinto arguunt, quod satis iusta causa est charitas Papae, immo nulla magis iusta, ex quo sequeretur, quod deberet Papa ex charitate omnes animas liberare, cum posset, alioqui esset crudelis. Respondetur hoc argumentum Hostiensis fuisse a scribentibus et praevisum et solutum, et falsum omnino esse charitatem causam idoneam, quia ille thesaurus debet aliquid novum ad honorem Dei et ecclesiae utilitatem constituere, quod sola charitate non fit, quae suum etiam habebit meritum.	For det femte argumenterer de med, at en tilstrækkelig retfærdig begrundelse er pavens kærlighed, ja, der kan ikke være nogen mere retfærdig, hvoraf følger, at paven af kærlighed bør befri alle sjælene, eftersom han kan gøre det, ellers vil han være grusom. Der bør svares, at dette argument fra Hostiensis af skribenterne både blev forudset og løst, og at det i det hele taget er forkert, at kærligheden er en passende begrundelse, fordi denne skat bør fastsætte en ny gavn til Guds og kirkens ære, hvilket kærlighed alene ikke gør, selv om den også får sin belønning.
⁶⁴ Et per haec apparet, quod frivola omnia sunt, quae obiiciuntur, et quod impia est etiam illa opinio, quae dicit: Papam non remittere per indulgentias nisi poenas canonicas, cum hoc ipso remitteret ad graviores, quod iste imperitissimus vir ausus est irridere, non intelligens fundamenta doctrinae, contumeliosis et nephandis in sanctum doctorem verbis.	Og herigennem viser det sig, at alle de argumenter, der indvendes, er frække, og at også den opfattelse er ufrom, som siger: Paven eftergiver gennem afladen kun de kanoniske straffe, eftersom han herigennem eftergiver til de mere alvorlige, hvilket dette højst ukyndige menneske har vovet at drive spot med, fordi han ikke forstår læresætningens fundament, han mishandler og foragter den hellige doktors ord.
⁶⁵ Sed iam consequentia ex praemissis patet. Quis enim dubitet, quod quanto minus solvitur poenae in hoc mundo, tanto magis patietur in (253) alio? Quis etiam dubitat, quod poenae, quae hic feruntur, etiam multo minores (quia est tempus merendi et voluntarie sumuntur) compensant multo maiores, quas alioquin passuri essent post mortem?	Men nu fremgår konsekvenserne af præmisserne. For hvem kan tvivle på, at jo mindre straf der løses i denne verden, des mere lides der i den næste? Og hvem kan tvivle på, at straffene, som bæres her, også skønt de er meget mindre (fordi det er fortjenestens tid og de købes frivilligt), kompenserer for meget større straffe, som ellers skulle lides efter døden?
⁶⁶ Quis ergo non cognoscat consequentiam, quod si indulgentiae solas poenas hic iniunctas canonicas tollerent, ille, qui eas non sufferet, tanto magis deberet in purgatorio, quae sublatae non essent neque per indulgentias neque per illas satisfactiones seu poenas canonicas, quas diceremus remissas per indulgentias ipsas, et propterea redimendo hic homo indulgentias, idest remissionem poenarum canonicarum, compararet sibi tanto maiorem purgatorii poenam, quantum satisfaciendo et sufferendo poenas canonicas sibi de ipsis purgatoriis poenis abstulisset?	Og hvem erkender ikke den konsekvens, at hvis afladen alene kunne afløse de kanoniske straffe, der blev pålagt her, så burde den, som ikke led under dem (her), have så meget mere straf i skærsilden, straffe, som ikke kunne udholdes hverken gennem aflad eller gennem disse fyldestgørelser eller kanoniske straffe, som vi siger blev eftergivet gennem afladen selv, og derfor skal mennesket her sammenligne det at købe aflad, det vil sige få eftergivet de kanoniske straffe, med straffene i skærsilden, der er så meget større, som det er større at have ophævet skærsildsstraffene selv ved at gøre fyldest og lide de kanoniske straffe?
⁶⁷ Haec autem circa hanc materiam breve collectam satis esse volo; quae certo scio sufficiunt ad omnia, quae frustra scripsit Martinus propter horum ignorantiam fundamentorum. Laus Iesu et Mariae. Amen. Finis.	Men det, jeg her har samlet sammen om denne materie i al korthed, vil jeg skal være nok: det véd jeg sikkert vil være nok til alt det, som Martin har skrevet på grund af disse tider, hvor der hersker uvidenhed om de mest fundamentale ting. Tak Jesus og Marie. Amen. Slut.
⁶⁸ Til bog 4, catlut24!