Catharinus mod Luther 13


.Fra en genudgivelse af Catharinus fra 1953 for den latinske teksts vedkommende (ved Josef Schweitzer). Min oversættelse for den danske teksts vedkommende.

Catharinus' randbemærkninger er gengivet som noter under betegnelsen m1, m2, osv. Noter (Schweizers og mine) gengives ved n1, n2, osv. Mine kommentarer som k1, k2 osv.

Vil man oprette et link til denne tekst, kan det gøres ret præcist. De små tal i venstre celle angiver bogmærkenummeret på den pågældende celle.
1 1 1. Da vor Herre og mester Jesus Kristus sagde: 'Gør bod' osv, ville han, at hele de troendes liv skulle være en bod. 
2 2. 2. Dette ord kan ikke forstås om bodens sakramente, dvs om bekendelsens og fyldestgørelsens sakramente, som forvaltes af præsternes embede. 
3 3. 3. Han hentydede dog ikke blot til den indre bod, nej, den indre bod er ikke noget, hvis ikke man i det ydre udøver forskellige former for kødets dødelse. 
4 4. 4. Straffen forbliver derfor, sålænge hadet til én selv forbliver (hvilket er den sande indre bod), dvs indtil man indgår i himmeriget. 
5 5.  5. Paven vil ikke og kan ikke eftergive nogle straffe, undtagen dem, som han selv har pålagt, enten efter sin egen eller efter de kirkelige loves afgørelse. 
6 6.  6. Paven kan ikke tilgive nogen skyld, han kan kun erklære og stadfæste, at den er tilgivet af Gud. Men han kan naturligvis tilgive i de sager, der er forbeholdt ham, og foragter man dem, forbliver skylden fuldt ud. 
7 7.  7. Gud tilgiver ikke nogen hans skyld uden at han samtidig underlægger ham under præsten, hans stedfortræder, til at blive ydmyget i alle ting. 
8 8.  8. De kirkelige bodslove kan alene pålægges de levende, og intet kan ifølge dem pålægges dem, der skal dø. 
9 9. 9. Derfor handler Helligånden vel imod os, derved at paven i sine dekreter altid har undtaget dødens og nødvendighedens situation. 
10 1 10. De præster handler ukyndigt og slet, som overfor døende overfører de kirkelige bodsstraffe til skærsilden. 
11 11. Talen om at forvandle kirkelig bod til straf i skærsilden er et ukrudsfrø, der visselig synes at være sået, mens biskopperne sov.
12 1 12. I gamle dage pålagde man de kirkelige bodsstraffe ikke efter, men før tilsigelsen af syndernes forladelse, som en prøve på den sande anger. 
13 13. De, der skal dø, indfrier ved døden alle krav og er allerede døde fra de kirkelige love, idet de er løst fra disses myndighed. 
14 1 14. Hvis den, der skal dø, kun har en ufuldkommen sundhed og kun en ufuldkommen kærlighed, så medfører det nødvendigvis stor frygt, og den er des større, jo mindre kærligheden har været. 
15 1 15. Denne frygt og rædsel (for ikke at tale om andet) er i sig selv nok til at udgøre skærsildens straf, eftersom den ligger tæt op ad fortvivlelsens rædsel. 
16 1 16. Man ser, at helvede, skærsild og himmel adskiller sig fra hinanden, ligesom fortvivlelse, tilnærmelsesvis fortvivlelse og tryghed adskiller sig fra hinanden. 
17 1 17. Øjensynlig trænger sjælene i skærsilden til, at ligesom deres rædsel mindskes, således øges deres kærlighed. 
18 18. Der synes heller ikke at være hverken fornuftgrunde eller skriftbeviser for den antagelse, at de ikke skulle være i en tilstand, hvor de kan gøre fortjenstfulde gerninger eller øge kærligheden.
19 19. Ejheller synes det bevist, at de er visse og sikre på deres salighed, i hvert fald ikke alle, selv om vi er fuldkommen sikre på det. 
20 2 20. Derfor mener paven, når han siger 'fuld eftergivelse af alle bodsstraffe', ikke alle overhovedet, men kun eftergivelse af dem, han selv har pålagt. 
21 2 21. Derfor farer de afladsprædikanter vild, som siger, at ved pavens aflad bliver et menneske løst fra al straf og frelst. 
22 2 22. Han eftergiver jo heller ikke sjælene i skærsilden den straf, som de burde udstå i dette liv ifølge de kirkelige love. 
23 2 23. Hvis der i det hele taget kan gives eftergivelse af alle straffe overhovedet, så er det givetvis kun til de mest fuldkomne, dvs til de færreste. 
24 2 24. Derfor må nødvendigvis størstedelen af folket blive narret af dette forskelsløse og rundhåndede tilsagn om strafeftergivelse. 
25 2  25. Den samme myndighed, paven i almindelighed har over skærsilden, den har en hvilkensomhelst biskop og sognepræst i sit stift og sogn i særdeleshed. 
26 1 26. Paven gør derfor vel i at give sjælene eftergivelse ikke i kraft af nøglemagten (som han ikke har), men blot gennem forbønner. 
27 2 27. De prædiker menneskelære, som hævder, at straks pengene klinger i kisten, flyver sjælen ud [af skærsilden]. 
28 28. Det er sandt, at når pengene klinger i kisten, så kan profitten og havesygen øges, men følgerne af kirkens forbønner er alene i Guds hånd.
29 4 29. Hvem véd, om alle sjælene i skærsilden vil udfries, sådan som der fortælles om skt Søren og Paschalis. 
30 5 30. Ingen kan være sikker på sandheden i sin anger, end mindre på den deraf følgende fulde syndsforladelse. 
31 31. Ligeså sjælden en sand bodgørende er, ligeså sjælden er én, der tildeler sand aflad, det vil sige: uhyre sjælden. 
32 Disputatio xv. super textu Ioannis ultimi in illis verbis: "Pasce oves meas", quod enim ad Petrum et successorem eius non pertineant, ut sit super totam eecclesiam, ita considerat.  Den femtende disputation over Joh 21,17 'Vogt mine får', at han betragter det sådan, at disse ord ikke henføres til Peter og hans efterfølgere, så de kan være overordnet hele kirken. 
33 "Primum, quia certissimum est a Petro nullum Apostolorum esse vel creatum vel missum, quare nec verum nec possibile est, Petro omnes oves esse commissas, sed generali sententia omnibus dictum 'pasce oves meas'. Non enim dicit 'omnes', sicut ad omnes Apostolos dicit: Ite in orbem universum et docete omnes gentes etc". (r13-02#16). . "For det første, fordi der af Peter ikke blev kreeret eller udsendt nogen af apostlene, så det hverken er sandt eller muligt, at Peter fik overdraget alle fårene, men det blev sagt i almindelig mening til alle 'Vogt mine får'. Han siger nemlig ikke 'alle mine får', sådan som han til alle apostlene siger: Gå ud i alverden og lær alle folkeslagene". 
34            Quis ex tam paucis verbis tot educi putaret stultitias tam ridiculas? Prima est: Petrus nullum creavit apostolorum nec misit, ideo neque verum neque possibile est Petro creditas oves fuisse. O sequelam mirabilem. Quia Pius tertius nullum cardinalem creavit neque misit, ideo non fuit Papa, et cardinales non fuerunt sub eo nec sunt sub Leone, qui ab eo neque creati fuerunt neque missi? (n34         Hvem skulle have troet, at der kan fremføres så mange dumheder og latterligheder af så få ord? Den første er denne: Peter kreerede eller sendte ikke nogen af apostlene, derfor er det hverken sandt eller muligt, at Peter fik fårene betroet. O for en bemærkelsesværdig følgeslutning! Fordi Pius den Tredie ikke kreerede eller udsendte nogen kardinal, derfor var han ikke pave, og der var ingen kardinaler under ham, og der var heller ingen under Leo, som ikke var kreeret eller udsendt af ham? 
35 Secunda est, quod tam confidenter ait, quod Petrus neque creaverit neque miserit ullum apostolorum, praesertim quod non miserit. An non est haec negativa, iuristheologie, quae est difficillimae probationis? An valet forsan ista sequela apud te: non legitur misisse ergo non misit? An putas omnia apostolorum gesta dictave scriptis reposita? Nonne ait Ioannes: 'Multa fecit Jesus, quae non sunt scripta etc'. (Joh 21,25).  Den anden dumhed er, at han nok så tillidsfuldt siger, at Peter hverken kreerede eller udsendte nogen af apostlene, især at han ikke udsendte nogen. Kære juristeolog, mon ikke dette er denne negative bevisførelse, som er meget vanskelig? Mon måske den følgeslutning gælder hos dig: Vi læser ikke, at han har udsendt nogen, ergo har han ikke udsendt nogen? Mon du mener, at alle apostlenes gerninger er efterladt i skriften, ordret gengivet? Mon ikke Johannes siger: 'Meget gjorde Jesus, som ikke er skrevet osv'? 
36 Tertia, quia veritas est, quod Petrus mittebat omnes vel ipse solus vel cum apostolorum collegio vel per alios, qui in partem sollicitudinis vocati erant, idque satis ex Scripturis constat, cum iam per illas probatum sit, quod erat Papa, princeps et caput ecclesiae, idque (si non aliud) satis est ad probandum, quod omnia in ecclesia ab eo fierent sive per se sive quodammodo per membra sua, ut Dionysius ait.  Den tredie dumhed består i, at sandheden er, at Peter sendte dem alle, enten egenhændigt eller sammen med apostelkollegiet eller gennem andre, alle dem, som var kaldede til en del af omsorgen. Det kan konstateres tilstrækkelig tydeligt af skriften, eftersom det igennem den allerede er bevist, at han var pave, leder og hoved for kirken, og det er tilstrækkeligt (selv om der ikke var andet) til at bevise, at alt i kirken kommer fra ham, enten gennem ham personligt eller på en eller anden måde gennem hans lemmer, som Dionysius siger.  
37 Quarta stultitia, per illa verba: 'Pasce oves meas' non intelliguntur (inquis) omnes oves, quia non fuit dictum omnes. O iuristatheologe, quomodo iuristarum regulam oblitus es, qua aiunt indefinitas eiusmodi locutiones universali aequipollere, tantumque praestare: "Pasce oves meas", quantum: Pasce omnes oves meas, sicut legans bona omnia legat bona et vestes suas omnes vestes.  Den fjerde dumhed består i, at du siger, at gennem ordene 'vogt mine får' skal der ikke forstås alle fårene, fordi der ikke siges 'alle'. O du juristeolog, hvordan kan du dog glemme juristernes regel, hvor de siger, at den slags almindelige ubestemte talemåder er ligeværdige, og at 'vogt mine får' siger lige så meget som 'vogt alle mine får', ligesom den, der mener 'alt godt' læser 'det gode', og den, der mener 'alle hans klæder', læser 'hans klæder'. 
38 O observator (154) diligens interpretum Scripturae. An non Chrisostomus sic ait ad verbum: Petrus apostolus a filio super omnes, qui filii sunt, potestatem accepit? Num te Bernardus confundit ita in proposito exponens: "Pasce oves meas. Quas? Illius vel illius populos vicitatis aut regionis aut regni? Oves meas, inquit. Cui non planum est non designasse aliquas, sed assignasse omnes?" O hvor omhyggelig en iagttager og fortolker af skriften er du ikke! Mon ikke Chrysostomus har sagt følgende angående dette ord: Apostelen Peter modtog af sønnen magt over alle, som er sønner? Mon ikke Bernhard vil forvirre dig ved det, han sagde in sin tese: 'Vogt mine får. Hvilke får? Hans får eller hans folk i byen, i regionen eller i riget? Mine får, sagde han. Er det ikke klart, at han ikke har henvist nogle til ham, men henvist alle til ham?'
39 Et Martino soli non est planum hoc? Vult enim per praerupta et praecipitia semper ambulare, ut tandem ruat. Alioquin dic tu nobis tandem, argute homo: quas ergo oves reliquit Petro Dominus, si non omnes? Quaere, Martine, istas oves.  Og Martin er den eneste, for hvem dette ikke er klart? Han vil nemlig altid vandre gennem det ødelagte og nedstyrtede, så at han endelig kan ødelægge det. Ellers sig du os endelig engang, du skarpsindige menneske: Hvilke får har Herren overladt Peter, om ikke alle? Prøv at finde disse får, Martin! 
40 At (inquis) iudaismi oves, ut ait Paulus 2. ad Galatas: 'Qui enim operatus est Petro in apostolatu circuncisionis, operatus est et mihi inter gentes'. (Gal 2,8). At cave primo, ne inferius sis tibi ipsi contrarius, qui gentes potius et latinam ecclesiam commissam Petro inquis, nunquam tibi ipsi constans.  Men du vil nok sige: 'de jødiske får', eftersom jo Paulus siger i Gal 2,8: 'Han, som har overgivet til Peter apostolatet for omskærelsen, har overgivet til mig det for hedningerne'. Men pas nu først på, at du ikke kommer til at modsige noget af det, du sagde før, hvor du sagde, at hedningerne og især den latinske kirke var overdraget til Peter, du, som aldrig er enig med dig selv. 
41 Deinde cum oves tantum iudaismi acceperit, cur mandatum Domini egreditur et gentes Paulo (ut tu inquis) creditas sibi arrogat et peculiariter Romanas sibi oves vendicat? Cur hanc Paulo facit iniuriam, immo et verbo Dei, obsecro, ut pervertas penitus omnem rem? Dicito etiam, quod Paulus ordinavit Petrum, ut Romae praeesset.   Dernæst: Hvis han kun havde modtaget de jødiske får, hvorfor går han så ud over Herrens befaling og tiltusker sig de hedninger, der var overladt Paulus (som du siger), og især romerne som sine får? Hvorfor gør han uret imod Paulus, ja imod Guds ord, minsandten, sådan som du helt forvansker sagen? Sig også lige, at Paulus ordinerede Peter, for at han kunne komme i spidsen for Rom. 
42 Quinta stultitia, quomodo gloriaris Scripturarum peritia, qui Paulum intelligis per apostolatum circuncisionis curam solum ovium circuncisionis accipere et per magisterium gentium curam et episcopatum gentium, cum solum ad verbum doctrinae et praedicationis illa dicta Apostoli pertineant, ut ex verbis et re ipsa late patet?  Den femte dumhed er, at du, der praler af dygtighed i skriften, mener, at Paulus gennem apostolatet for omskærelsen fik omsorgen alene for fårene af omskærelsen og gennem embedet for hedningerne fik både omsorgen og episkopatet over hedningerne, skønt disse apostelens ord alene henfører til lærens og prædikenens ord, så det udførligt fremgår af ordene og sagen selv?  
43 Nec enim quia Paulus magister gentium, ideo episcopus gentium, sicut neque beatissimus Dominicus et Franciscus sanctissimus praedicatores gentium ob eam gratiam fuerunt episcopi, immo et recusarunt esse.  For det var jo ikke sådan, at fordi Paulus var lærer for hedningerne, var han også biskop over hedningerne, sådan som hverken den salige Dominicus eller den hellige Frans, skønt de var prædikanter for hedningerne, af den grund blev biskopper, ja de gav endda afkald på det. 
44 Sexta decima disputatio, qua de subiectis verbis suis super textu evangelii: "Pasce oves meas" colliguntur non plures octo stultitiae. 
45 20. [45] Docendi sunt christiani, quod, qui videt egenum et neglecto eo dat pro veniis, non indulgentias Pape sed indignationem dei sibi vendicat. (res08#59) (; lutpri03#75) 45. De kristne bør belæres om, at den, der ser en nødlidende og lader ham i stikken og giver det til aflad, ikke køber pavens aflad, men Guds vrede. 
46 21. [46] Docendi sunt christiani, quod nisi superfluis abundent necessaria tenentur domui sue retinere et nequaquam propter venias effundere. (res08#62) (prilut2#57; lutpri03#79) 46. De kristne bør belæres om, at medmindre de har overflod, er det nødvendigt at beholde det, der er nødvendigt til huset, og ikke forøde det på aflad. 
47 22. [47] Docendi sunt christiani, quod redemptio veniarum est libera, non precepta. (res08#65) (prilut2#61; lutpri03#86) 47. De kristne bør belæres om, at køb af aflad er en frivillig sag, ikke påbudt. 
48 23. [48] Docendi sunt christiani, quod Papa sicut magis eget ita magis optat in veniis dandis pro se devotam orationem quam promptam pecuniam. (res08#67) (prilut2#63; 48. De kristne bør belæres om, at paven, når de giver aflad, mere trænger til og derfor også hellere vil have, at man fromt beder for ham, end at man ofrer klingende mønt. 
49 24. [49] Docendi sunt christiani, quod venie Pape sunt utiles, si non in eas confidant, Sed nocentissime, si timorem dei per eas amittant. (prilut2#65; lutpri04#3 49. De kristne bør belæres om, at pavens aflad er nyttig, når de ikke sætter sin lid til den, men skadelig, hvis gudsfrygten gennem den bliver fjernet. 
50 25. [50] Docendi sunt christiani, quod si Papa nosset exactiones venialium predicatorum, mallet Basilicam s. Petri in cineres ire quam edificari cute, carne et ossibus ovium suarum. (prilut2#68; lutpri04#5) 50. De kristne bør belæres om, at hvis paven kendte afladsprædikanternes måde at drive penge ind på, ville han hellere lade Peterskirken gå op i luer end lade den bygge på sine fårs skind, kød og ben. 
51 1. [51] Docendi sunt christiani, quod Papa sicut debet ita vellet, etiam vendita (si opus sit) Basilicam s. Petri, de suis pecuniis dare illis, a quorum plurimis quidam concionatores veniarum pecuniam eliciunt. (res09#1) (prilut2#70; lutpri04#12) 51. De kristne bør belæres om, at paven, som det er hans pligt, gerne ville om så skule være sælge Peterskirken, for at give af sine penge til de mange, som fralokkes afladspenge af visse prædikanter. 
52 2. [52] Vana est fiducia salutis per literas veniarum, etiam si Commissarius, immo Papa ipse suam animam pro illis impigneraret. (res09#4) (prilut2#72; lutpri04#13 52. Tom er troen på, at man kan opnå frelse gennem køb af afladsbreve, også hvis kommissæren, ja, paven selv, stod inde for det med sin sjæl. 
53 3. [53] Hostes Christi et Pape sunt ii, qui propter venias predicandas verbum dei in aliis ecclesiis penitus silere iubent. (res09#9) (prilut2#74; lutpri04#20) 53. Kristi og pavens fjender er dem, som på grund af afladsprædikenerne befaler, at Guds ord næsten helt skal forstumme i andre kirker. 
54 4. [54] Iniuria fit verbo dei, dum in eodem sermone equale vel longius tempus impenditur veniis quam illi. (res09#11) (prilut2#77; lutpri04#23) 54. Der sker uret imod Guds ord, når der i den samme prædiken anvendes lige så lang tid eller mere på aflad som på ordet selv. 
55 5. [55] Mens Pape necessario est, quod, si venie (quod minimum est) una campana, unis pompis et ceremoniis celebrantur, Euangelium (quod maximum est) centum campanis, centum pompis, centum ceremoniis predicetur. (res09#13) (prilut2#79; lutpri04#26) 55. Det må nødvendigvis være pavens mening, at hvis afladen (som er det mindste) fejres med én klokke, med nogle enkelte processioner og ceremonier, så må evangeliet (som er det største) prædikes med hundrede klokker, hundrede processioner og ceremonier. 
56 6. [56] Thesauri Ecclesiæ, unde Papa dat indulgentias, neque satis nominati sunt neque cogniti apud populum Christi. (res09#20) (prilut2#81; lutpri04#27) 56. Kirkens skatte, hvorfra paven uddeler afladen, er hverken tilstrækkelig beskrevne eller tilstrækkelig kendte blandt Kristi folk. 
57 7. [57] Temporales certe non esse patet, quod non tam facile eos profundunt, sed tantummodo colligunt multi concionatorum. (res09#22) (prilut2#84; lutpri04#30) Det fremgår klart, at det ikke er timelige skatte, eftersom de fleste af prædikanterne ikke gerne uddeler dem, men kun samler dem. 
58 8. [58] Nec sunt merita Christi et sanctorum, quia hec semper sine Papa operantur gratiam hominis interioris et crucem, mortem infernumque exterioris. (res09#24) (prilut2#86; lutpri04#33) 58. Ejheller udgøres de af Kristi og helgenernes fortjenester, fordi disse altid, uden paven, virker nåde til det indre menneske og kors, død og helvede til det ydre menneske. 
59 9. [59] Thesauros ecclesie s. Laurentius dixit esse pauperes ecclesie, sed locutus est usu vocabuli suo tempore. (prilut2#89; lutpri04#34) 59. Den hellige Laurentius sagde, at kirkens skatte var kirkens fattige, men han talte efter sin tids sprogbrug. 
60 10. [60] Sine temeritate dicimus claves ecclesie (merito Christi donatas) esse thesaurum istum. (prilut3#2f; lutpri04#37) 60. Uden at være dristige kan vi sige, at kirkens nøgler (der er givet ved Kristi fortjeneste) er denne skat. 
61 11. [61] Clarum est enim, quod ad remissionem penarum et casuum sola sufficit potestas Pape. 61. Det er nemlig klart, at til eftergivelse af straffene og de særlige tilfælde, er pavens magt alene tilstrækkelig. 
62 12. [62] Verus thesaurus ecclesie est sacrosanctum euangelium glorie et gratie dei. (prilut3#6; lutpri04#37) 62. Kirkens sande skat er det højhellige evangelium om Guds ære og nåde. 
63 13. [63] Hic autem est merito odiosissimus, quia ex primis facit novissimos. (prilut3#8; lutpri04#38) 63. Men denne skat er naturlig nok meget hadet, da den gør de første til de sidste. 
64 14. [64] Thesaurus autem indulgentiarum merito est gratissimus, quia ex novissimis facit primos. 64. Men afladens skat er naturlig nok meget elsket, da den gør de sidste til de første. 
65 15. [65] Igitur thesauri Euangelici rhetia sunt, quibus olim piscabantur viros divitiarum. 65. Derfor er evangeliets skatte net, hvormed man i gamle dage indfangede rige mænd.
66 16. [66] Thesauri indulgentiarum rhetia sunt, quibus nunc piscantur divitias virorum. 66. Men afladens skatte er net, hvormed man i vore dage indfanger mænds rigdomme. 
67 17. [67] Indulgentie, quas concionatores vociferantur maximas gratias, intelliguntur vere tales quoad questum promovendum. (prilut3#10; lutpri04#41) 67. Afladen, som af sine prædikanter udråbes som den største nåde, kan virkelig opfattes som sådan, når det drejer sig om at få penge ind. 
68 18. [68] Sunt tamen reueræ minimæ, ad gratiam Dei & crucis pietatem comparata. (prilut3#12; lutpri04#42) 68. Men den er dog i sandhed den ringeste nåde, når man sammenligner den med Guds nåde og korsets fromhed. 
69 19. [69] Tenentur Episcopi et Curati veniarum apostolicarum Commissarios cum omni reverentia admittere. (prilut3#14; lutpri04#46) 69. Biskopper og sognepræster er pligtige til med al ærbødighed at byde forhandlerne af den apostolske aflad velkommen.
70 20. [70] Sed magis tenentur omnibus oculis intendere, omnibus auribus advertere, ne pro commissione Pape sua illi somnia predicent. 70. Men de er endnu mere forpligtet til at holde skarpt øje med, at disse ikke i stedet for det, paven forlanger af dem, forkynder deres egne fantasier. 
71 21. [71] Contra veniarum apostolicarum veritatem qui loquitur, sit ille anathema et maledictus. 71. Den, der taler imod den apostlske aflads sandhed, han være fordømt og forbandet. 
72 22. [72] Qui vero, contra libidinem ac licentiam verborum Concionatoris veniarum curam agit, sit ille benedictus. 72. Men den, som træder op imod afladsprædikanternes griske og tøjlesløse ord, han være velsignet. 
73 23. [73] Sicut Papa iuste fulminat eos, qui in fraudem negocii veniarum quacunque arte machinantur, (prilut3#20; lutpri04#47) 73. Sådan som paven med rette tordner imod dem, som til skade for afladshandelen opfinder alle slags kunster, 
74 24. [74] Multomagnis fulminare intendit eos, qui per veniarum pretextum in fraudem sancte charitatis et veritatis machinantur. 74. så meget mere vil han tordne imod dem, som under foregivelse af aflad opfinder kunster til skad for den hellige kærlighed og sandhed.
75 25. [75] Opinari venias papales tantas esse, ut solvere possint hominem, etiam si quis per impossibile dei genitricem violasset, Est insanire. (prilut3#22; lutpri04#50) 75. At mene, at den pavelige aflad er så stor, at den kan tilgive det menneske, der, skønt det er umuligt, havde krænket gudfødersken, er vanvid. 
76 1. [76] Dicimus contra, quod venie papales nec minimum venialium peccatorum tollere possint quo ad culpam. (; prilut3#24) 76. Vi siger modsat, at den pavelige aflad ikke kan ophæve selv den mindste af de tilgivelige synder, for så vidt angår skylden. 
77 2. [77] Quod dicitur, nec si s. Petrus modo Papa esset maiores gratias donare posset, est blasphemia in sanctum Petrum et Papam. 77. Når man siger, at selv sankt Peter, hvis han var pave nu, ikke kunne skænke større nådesbevisninger, er bespottelse mod sankt Peter og mod paven. 
78 3. [78] Dicimus contra, quod etiam iste et quilibet papa maiores habet, scilicet Euangelium, virtutes, gratias curationum &c. ut 1. Co. XII. (; K: lutpri04#51) (n78 78. Vi siger modsat, at både han og en hvilkensomhelst pave råder over større nådegaver, nemlig evangeliet, undergerningerne, evnen til at helbrede, osv, som vi læser det i 1 Kor 12.
79 4. [79] Dicere, Crucem armis papalibus insigniter erectam cruci Christi equivalere, blasphemia est. (prilut3#30; K: lutpri04#57 79. At sige, at korset, der er oprejst med pavens våben på, kan sidestilles med Kristi kors, er gudsbespottelse. 
80 5. [80] Rationem reddent Episcopi, Curati et Theologi, Qui tales sermones in populum licere sinunt. (prilut3#32; K: lutpri04#58) 80. Biskopperne, sognepræsterne og teologerne skal stå til regnskab for, at de tillader den slags tale at udbredes blandt folk. 
81 6. [81] Facit hec licentiosa veniarum predicatio, ut nec reverentiam Pape facile sit etiam doctis viris redimere a calumniis aut certe argutis questionibus laicorum. (prilut3#34 81. Denne tøjlesløse afladsprædiken bevirker, at det ikke er let, selv for lærde folk, at fastholde ærbødigheden overfor paven overfor lægfolks forhånelser og spidsfindige spørgsmål. 
82 7. [82] Scilicet. Cur Papa non evacuat purgatorium propter sanctissimam charitatem et summam animarum necessitatem ut causam omnium iustissimam, Si infinitas animas redimit propter pecuniam funestissimam ad structuram Basilice ut causam levissimam? (prilut3#40; lutpri04#61) 82. For eksempel: Hvorfor tømmer paven ikke skærsilden på grund af sin højhellige kærlighed og sjælenes største nødvendighed, hvilket er den mest retfærdige grund af alle, når han dog udfrier talløse sjæle deraf på grund af beskidte penge, til bygning af Peterskirken, hvilket er en meget ringe begrundelse?
83 8. [83] Item. Cur permanent exequie et anniversaria defunctorum et non reddit aut recipi permittit beneficia pro illis instituta, cum iam sit iniuria pro redemptis orare? (prilut3#43; lutpri04#67) 83. Ligeledes. Hvorfor bliver man ved med at holde dødemesser og sjælemesser for de døde, i stedet for tilbagegive de legater, der er indstiftet dertil, eller tillade, at de tilbagegives, eftersom det er forkert at bede for dem, der udfriet [af skærsilden]?
84 9. [84] Item. Que illa nova pietas Dei et Pape, quod impio et inimico propter pecuniam concedunt animam piam et amicam dei redimere, Et tamen propter necessitatem ipsiusmet pie et dilecte anime non redimunt eam gratuita charitate? (prilut3#47; lutpri04#71) 84. Videre. Hvad er det for en ny fromhed hos Gud og paven, at de tillader et ufromt menneske, der ikke elsker Gud, for penge at udfri et fromt og gudelskende mennesker af skærsilden, og dog ikke vil tillade, at de på grund af den fromme og gudelskende sjæls nød udfrier den ved kærlighed alene, uden betaling? 
85 10. [85] Item. Cur Canones penitentiales re ipsa et non usu iam diu in semet abrogati et mortui adhuc tamen pecuniis redimuntur per concessionem indulgentiarum tanquam vivacissimi? (prilut3#50; lutpri04#71) 85. Videre. Når de gamle bodsregler allerede længe i virkeligheden har været ude af brug og døde i sig selv, hvorfor skal man så for penge købe sig fri af dem ved at få tilstået aflad, som om de var spillevende? 
86 11. [86] Item. Cur Papa, cuius opes hodie sunt opulentissimis Crassis crassiores, non de suis pecuniis magis quam pauperum fidelium struit unam tantummodo Basilicam sancti Petri? (prilut3#52; lutpri04#73) 86. Videre. Når nu i dag paven har rigdomme, der er større end de rigeste riges, hvorfor bygger han så ikke bare denne ene kirke, Peterskirken, for sine egne penge fremfor for de fattiges penge?
87 12. [87] Item. Quid remittit aut participat Papa iis, qui per contritionem perfectam ius habent plenarie remissionis et participationis? (prilut3#55; lutpri04#75) 87. Videre. Hvad er det egentlig, paven eftergiver og giver delagtighed i for dem, som gennem en fuldkommen anger har ret til fuld eftergivelse og delagtighed?
88 13. [88] Item. Quid adderetur ecclesie boni maioris, Si Papa, sicut semel facit, ita centies in die cuilibet fidelium has remissiones et participationes tribueret? (prilut3#57; lutpri04#76) 88. Videre. Hvordan kunne der tilføjes kirken et bedre gode, end hvis paven, ligesom han nu gør det én gang, således tildelte denne eftergivelse og delagtighed til enhver troende hundrede gange om dagen?
89 14. [89] Ex quo Papa salutem querit animarum per venias magis quam pecunias, Cur suspendit literas et venias iam olim concessas, cum sint eque efficaces? (prilut3#59; lutpri04#78) 89. Når paven ønsker sjælenes frelse gennem afladen mere end penge, hvorfor sætter han så afladsbreve, der tidligere er udstedt, ud af kraft, skønt de stadig er gyldige?
90 15. [90] Hec scrupulosissima laicorum argumenta sola potestate compescere nec reddita ratione diluere, Est ecclesiam et Papam hostibus ridendos exponere et infelices christianos facere. (prilut3#61; lutpri04#80) 90. Når man imødegår disse højst pinlige lægmandsspørgsmål alene med magt og ikke giver grunde derfor, så er det at udsætte kirken og paven for fjendernes latter og skabe ulykkelige kristne. 
91 16. [91] Si ergo venie secundum spiritum et mentem Pape predicarentur, facile illa omnia solverentur, immo non essent. 91. Hvis altså afladen blev forkyndt efter pavens ånd og sind, så ville disse spørgsmål let kunne besvares, ja, de ville slet ikke opstå. 
92 17. [92] Valeant itaque omnes illi prophete, qui dicunt populo Christi `Pax pax,' et non est pax. 92. Bort derfor med alle de profeter, som siger til Kristi folk: 'Fred, fred', og der er ikke fred. 
93 18. [93] Bene agant omnes illi prophete, qui dicunt populo Christi `Crux crux,' et non est crux. 93. Vel handler alle de profeter, som siger til Kristi folk: 'Kors, kors', selv om der ikke er noget kors. 
94 19. [94] Exhortandi sunt Christiani, ut caput suum Christum per penas, mortes infernosque sequi studeant, 94. De kristne bør formanes til at stræbe efter at efterfølge Kristus, deres hoved, gennem straffe, død og helvede,
95 20. [95] Ac sic magis per multas tribulationes intrare celum quam per securitatem pacis confidant. 
 

M.D.Xvii.

95. og således mere sætter deres lid til at indgå i himlen gennem mange trængsler end gennem fredens sikkerhed. 
 

1517. 

Noter:

n34: Schweizer-note: Pius den Tredies pontifikat var kun af kort varighed (1503). Leo den Tiende, pave fra 1513-1521.