De captiuitate Babylonicae ecclesiae (03)



praeludium. Luthers skrift om Kirkens Babyloniske fangenskab. WA bind 6 side 543 til.
 
 
1 DE SACRAMENTO POENITENTIAE. Om bodens sakramente. 
2          TERTIO LOCO de poenitentiae sacramento dicendum, in qua re, editis iam tractatulis et disputationibus, satis multos offendi, et quid in ea sentirem abunde exposui. Nunc breuiter repetenda, pro tyrannide reuelanda, quae non parcius hic grassatur, quam in sacramento panis.          Det tredie stykke handler om boden. Og i denne sag har jeg ved at udgive traktater og disputationer allerede stødt ret mange, og i høj grad forklaret, hvad jeg mener om den sag. Det skal nu kort gentages for at afsløre det tyranni, som her ikke grasserer mere skånsomt end i brødets sakramente. 
3 In his enim duobus sacramentis quia lucrum et questus locum habent, incredibili negotio insaniuit auaritia pastorum in oues Christi, quanquam, ut iam de uotis uidimus, et baptismus, ut auaritiae seruiretur, misere occubuit in adultis.  For fordi der i disse to sakramenter har fundet vinding og indtjening sted, har hyrdernes havesyge raset i en utrolig grad mod Kristi får, selv om også dåben er i vanry hos de voksne og må tjene deres pengebegær, som vi har set det med munkeløfterne. 
4            Primum huius sacramenti et capitale malum est, quod sacramentum ipsum in totum aboleuerunt, ne uestigio quidem eius relicto. Nam cum et ipsum, sicut et alia duo, constet uerbo promissionis diuinae et fide nostra, utrunque subuerterunt. Nam uerbum promissionis, ubi Christus dicit Matt. xvi. Quodcunque ligaueris etc., Et xviii: Quodcunque ligeueritis etc., Et Iohan. ult. Quorum remiseritis peccata, remittuntur eis etc., quibus prouocatur fides poenitentium, pro remissione peccatorum impetranda, suae tyrannidi aptauerunt.          Det første ved dette sakramente og hovedondet ved det er, at de helt har ødelagt selve sakramentet, så der ikke er spor tilbage af det. For også dette sakramente støtter sig, ligesom de to andre, til et guddommeligt forjættelsesord og til vores tro, men begge dele har de forvansket. For forjættelsesordet, hvor Kristus Matt 16,19 siger: Hvadsomhelst du binder osv, og Matt 18,18: Hvadsomhelst I løser osv, og i Joh 20,23: Hvem I forlader synder, er de forladt osv, som skulle fremlokke troen hos de bodgørende, så de kunne opnå syndernes forladelse, disse ord har de forstået om deres tyranni. 
5 Vniuersis enim suis libris, studiis, sermonibus, non hoc egerunt, ut docerent, quid Christianis in his uerbis promissum est, quid credere deberent, et quantum consolationis haberent, sed quam late, longe, profunde ipsi potentia et uiolentia tyrannisarent, donec quidam et angelis in coelo ceperint mandare, et iactent incredibili et furentissima impietate, se coelestis et terreni imperii iura in his accepisse, atque in coelis etiam ligandi potestatem habere. ita prorsus nihil de fide salutari populi, sed de potestate tyrannica Pontificum omnia blatterant, cum Christus nihil de potestate, sed de fide omnia agat.  For i alle deres bøger, skoler og prædikener har de ikke tragtet efter, hvordan de kunne lære, hvad der i disse ord er forjættet de kristne, hvad de bør tro, og hvor stor en trøst de havde, men i stedet tragtet efter, hvor bredt og langt og dybt de med deres magt og vold kunne tyrannisere. Så langt er de gået, at de endog er begyndt at give befaling til englene i himlen, og med utrolig rasende ugudelighed praler af, at de gennem disse ord har fået herskeret over himmelske og jordiske riger, og også har magt til at binde i himlen. Således tier de fuldstændig om troen, som folk skal frelses ved, men våser op hele det pavelige tyrannis magt, skønt Kristus siger ingenting om magten, men alt om troen. 
6         Non enim imperia, non potestates, non dominationes, sed ministeria in Ecclesia sua constituit, sicut ex Apostolo didicimus, dicente: Sic non existimet homo ut ministros Christi et dispensatores mysteriorum dei. (1 Kor 4,1)          For Kristus har ikke indstiftet riger eller magter eller herredømmer i sin kirke, men tjenester, sådan som vi har lært det af apostelen, der siger: 'Sådan skal mennesker bedømme os: som Kristi tjenere og uddelere af Guds hemmeligheder'. 
7 Quare, sicut ibi, cum dicit: Quicunque crediderit et baptisatus fuerit, saluus erit, fidem prouocauit baptisandorum, ut hoc promissionis uerbo homo certus sit, si baptiseretur credens, salutem sese consecuturum, ubi nihil prorsus potestatis tributum, sed ministerium duntaxat baptisantium institutum sit, Ita hic, cum dicit: Quodcunque ligaueris etc. fidem prouocat poenitentis, ut hoc promissionis uerbo certus sit, si solueretur credens, uere solutum se esse in coelo, ubi plane nihil potestatis, sed ministerium tangitur absoluentis.  Derfor, ligesom han dèr, hvor han siger: 'Enhver, som tror og bliver døbt, skal blive frelst', fremprovokerer troen hos dem, der skal døbes, så at mennesket ved dette forjættelsesord kan være sikker på, at hvis han tror og bliver døbt, så vil frelsen følge efter, uden at der overhovedet tildeles nogen magt, der indstiftes kun en tjeneste til at døbe, således vil han også her, hvor han siger: 'Hvadsomhelst I løser osv, fremprovokere troen hos den bodssøgende, så at han ved dette forjættelsesord kan være sikker på, at hvis han tror, han bliver afløst, så er han også virkelig afløst i himlen; heller ikke her berøres der noget om magt, men om den afløsendes tjeneste. 
8 Et satis mirum est, quid acciderit caecis illis et arrogantibus hominibus, ut (W544) ex promissione baptimali non etiam sibi tyrannidem arrogarint, aut, si hinc non arrogant, cur in poenitentiali promissione id praesumpserint, cum utrobique sit par ministerium, similis promissio, eadem sacramenti ratio, ut non possis negare, si Baptismus non soli Petro debetur, etiam claues impia tyrannide soli Papae arrogari.  Og det er sandelig mærkeligt, at det ikke faldt disse blinde og arrogante mennesker ind, at de ud fra dåbsforjættelsen også kunne tilrive sig tyran-magt, eller hvis de ikke tilriver sig magt herfra, hvorfor de har antaget det i bodsforjættelsen, hvor der findes en lignende tjeneste og en lignende forjættelse og den samme begrundelse for sakramentet, så man ikke kan nægte, at hvis dåben ikke bør tillægges Peter alene, så bør heller ikke nøglerne tillægges alene pavens tyranni. 
9         Ita cum dicit: Accipite, hoc est corpus meum, quod pro uobis tradetur, Hic est calix in sanguine meo etc. fidem prouocat manducantium, ut his uerbis per fidem firmata conscientia, certi sint, sese remissionem peccatorum accipere, si manducauerint.           Og når således Kristus siger: 'Tag det, det er mit legeme, som gives for jer ... dette er kalken i mit blod osv', så fremprovokerer han troen hos dem, der spiser, så at ved disse ord bliver samvittigheden styrket ved troen, og de bliver sikre på, at de modtager syndernes forladelse, hvis de spiser. 
10 Nec hic aliquid potestatis sonat, sed solum ministerium. Sed baptismi promissio utcunque uel infantibus permansit, panis et calicis promissio extincta, in auaritiae seruitutem migrauit, et ex fide opus, ex testamento sacrificium natum est, Poenitentiae promissio abiit in tyrannidem uiolentissimam, et imperium plus quam temporale statuendum.  Og heller ikke her lyder der noget om magt, men alene om tjeneste. Men dåbsforjættelsen forbliver i hvert fald hos småbørnene, men forjættelsen ved brødet og kalken er udslukt, underlagt pengebegærets tjeneste og af troen er der født en gerning, af pagten et offer. Og bodsforjættelsen er forsvundet i et meget voldsomt tyranni og i et rige, der fastsætter et mere end jordisk herredømme. 
11        Non hoc contenta Babylonica nostra fidem quoque adeo extinxit, ut impudenti fronte eam negaret necessariam esse in sacramento isto, immo Antichristica impietate definiret haeresim esse, si fidem necessariam quis esse assereret. Quid amplius potuit tyrannis ista facere, et non fecit? Vere super flumina Babylonis sedemus et flemus, dum recordamus tui, Zion, In salicibus in medio eius suspendimus organa nostra. Maledicat dominus steriles istas salices fluminum istorum, Amen.          Ikke tilfreds med dette, har vort Babylon i den grad udslettet troen, at de med stor frækhed benægter, at den er nødvendig i dette sakramente, ja ved antikrists ugudelighed har de fastslået det som kætteri, hvis nogen hævder, at troen er nødvendig. Hvad mere kunne dette tyranni gøre, som det ikke allerede har gjort? Ja, vi sidder virkelig ved Babylons floder, mens vi tænker på dig, Sion, og vi hænger vore harper i dets pile. Måtte Herren forbande deres floders golde pile. Amen. 
12 Obliteratis itaque ac subuersis promissione et fide, uideamus, quid substituerint in locum earum. Tres partes dederunt poenitentiae, Contritionem, confessionem, satisfactionem, sed sic, ut in singulis, si quid boni inesset, tollerent, et in eisdem quoque suam libidinem et tyrannidem constituerent.  Derfor, når de har fordrejet og undertrykt forjættelsen og troen, lad os så se, hvad de har sat i deres sted! Tre dele har de opdelt boden i, angeren, bekendelsen og fyldestgørelsen, dog således, at hvad der måtte være at godt i hver af dem, har de ophævet og i hver af dem har de oprettet deres lyst og deres tyranni. 
13        PRINCIPIO, Contritionem sic docuerunt, ut eam fide promissionis priorem facerent, et longe uiliorem, ut quae non esset fidei opus, sed meritum, immo non memorantur eam. Sic enim operibus inhaeserunt et exemplis scriptuarum, in quibus leguntur multi ueniam consecuti propter cordis contritionem et humilitatem, sed non aduertunt fidem, quae contritionem et dolorem cordis operata est, sicut de Niniuitis Ionae ii. scribitur: Et crediderunt uiri Niniuitae in domino et predicauerunt ieiunium etc. (Jon 3,5)          For det første lærer de om angeren, at de gør den til det første, før troen på forjættelsen, og de gør den langt billigere, så der slet ikke er brug for troen, men kun for fortjenesten, ja, de nævner den slet ikke. I den grad er de sunket ned i gerninger og eksempler fra skriften, hvori de læser, at mange fik nåde på grund af hjertets anger og ydmyghed, men de anvender det ikke på troen, som fremkalder en sådan anger og hjertets smerte, sådan som der står skrevet om ninivenitterne i Jonas 3,5: 'Og Nineves mænd troede på Herren og udråbte faste, osv'. 
14 His audatiores et peiores finxerunt quandam attritionem, quae uirtute clauium (quam ignorant) fieret contritio, eam donant impiis et incredulis, ut sic uniuersa contritio aboleretur. O iram dei insustentabilem, haeccine in Ecclesia Christi doceri! Sic securi et fide et opere eius abolito, in doctrinis et opinionibus (W545) hominum incedimus, immo perimus.  Og nogle mennesker, frækkere og værre end disse, har opfundet en såkaldt ydre anger, som ved nøglemagten, som de ikke kender noget til, bliver til en sand anger. Og denne ydre anger tillægger de så de ugudelige og de vantro, og således tilintetgør de al anger i det hele taget. O hvilken uudholdelig Guds vrede er der ikke over os, når der i Kristi kirke læres den slags ting! Sådan går vi frem, når troen og dens gerning er ødelagt, i menneskers lære og gerninger, ja går fortabt deri. 
15 Magna res est cor contritum, nec nisi ardentis in promissionem et comminationem diuinam fidei, quae ueritatem dei immobilem intuita, tremefacit, exterret et sic conterit conscientiam, rursus exaltat et solatur seruatque contritam, ut ueritas comminationis sit causa contritionis, ueritas promissionis sit solacii, si credatur, et hac fide homo mereatur peccatorum remissionem. Proinde fides ante omnia docenda et prouocanda est, fide autem obtenta, contritio et consolatio ineuitabili sequela sua sponte uenient.  En stor ting er et angerfuldt hjerte, men det findes kun, hvor der er en brændende tro på de guddommelige forjættelser og trusler, som, overbevist om Guds ufravigelige sandhed, skælver og forfærdes og således gør samvittigheden angerfuld, og atter, når den har angret, oprejser den og trøster og bevarer den. Sådan er sandheden i truslerne årsagen til angeren, sandheden i forjættelserne til trøsten, hvis man tror derpå, og ved denne tro fortjener mennesket syndernes forladelse. Derfor skal troen fremfor alt læres og fremkaldes, og når den er opnået, kommer angeren og trøsten uundgåeligt af sig selv. 
16         Quare, et si non nihil docent, qui ex peccatorum suorum (ut uocant) collectu et conspectu contritionem parandam docent, periculose tamen et peruerse docent, dum non ante principia et causas docent contritionis, nempe, diuinae comminationis et promissionis ueritatem immobilem ad fidem prouocandam, ut intelligant, multo maiori negotio sibi ueritatem diuinam esse spectandam, unde humilientur et exaltentur, quam peccatorum suorum turbam, quae si citra ueritatem dei spectentur, potius refricabunt et augebunt peccati desyderium quam contritionem parent.           Derfor, selv om det da ikke er helt tosset, når de lærer, at angeren beredes, når man, som de siger, samler sine synder sammen og betragter dem, så lærer de dog farligt og fordrejet, når de ikke først lærer begyndelsen og årsagen til angeren, nemlig den ufravigelige sandhed i den guddommelige trussel og forjættelse for at fremkalde troen, så at mennesker kan forstå at lægge meget større vægt på den guddommelige sandhed, hvorved de skal ydmyges og oprejses, end på mængden af deres synder, som, hvis de betragtes udenfor Guds sandhed, snarere vil irritere dem og øge ønsket om synd, end de vil forberede angeren. 
17 Taceo hic insuperabile cahos laboris, quod nobis imposuerunt, scilicet, ut omnium peccatorum formemus contritionem, cum hoc sit impossibile et minorem partem peccatorum scire possimus, denique et bona opera inueniantur esse peccata, iuxta illud psal. cxlii: Non intres in iuditium cum seruo tuo, quia non iustificabitur in conspectu tuo omnis uiuens. (Sl 143,2) Satis enim est, si ea doleamus peccata, quae praesente conscientia mordent, et facili prospectu memoriae cognoscuntur. Nam, qui sic affectus est, absque dubio paratus est de omnibus dolere et timere, dolebitque ac timebit, ubi in futurum reuelata fuerint.  Og så siger jeg ikke noget om den uoverstigelige mængde af anstrengelser, som de har pålagt os, nemlig den, at vi skal danne en anger for hver synd, skønt dette er umuligt og vi kun kan kende en lille del af vore synder, og endelig skønt selv vore gode gerninger befindes at være synder, ifølge salmistens ord, Sl 143,2: 'Gå ikke i rette med din tjener, for for dig er ingen, som lever, retfærdig'. Det er nemlig nok at vi har smerte over de synder, som for øjeblikket bider i vor samvittighed og som let kan kaldes frem i erindringen. For den, der er i den sindstilstand, han er uden tvivl beredt til at have smerte og være bange for alle synder, og det vil smerte ham og han vil være bange, hvornår end de i fremtiden bringes til hans kendskab. 
18         Caue ergo in contritionem tuam confidas, aut dolori tuo tribuas remissionem peccatorum. Non respicit te propter haec deus, sed propter fidem, qua minis et promissis eius credidisti, quae operata est dolorem eiusmodi ac per hoc non diligentiae peccatorum collectrici, sed ueritati dei et fidei nostrae debetur, quicquid boni in poenitentia fuerit.          Vogt dig altså for at stole på din anger eller for at tillægge din smerte, at du opnår syndernes forladelse. Gud ser ikke til dig på grund af dette, men på grund af troen, hvormed du stoler på hans trusler og forjættelser, og som har fremkaldt denne smerte, og derfor, hvad der måtte være af godt i vores bod, skyldes ikke omhyggeligheden med at optælle synder, men Guds sandhed og vor tro derpå. 
19 Caetera omnia sunt opera et fructus, quae sua sponte sequuntur, et bonum hominem non faciunt, sed a bono iam per fidem ueritatis dei facto fiunt. Sic fumus ascendit in ira eius, quia iratus montes conturbat et succendit, ut psal. xvii. dicitur. prior est terror comminationis, qui succendit impios, hanc fides acceptans fumat contritionis nebulam etc.  Alt andet er gerninger og frugter, som af sig selv følger efter, og de gør ikke et menneske godt, men gerningerne bliver gjort af et menneske, der er blevet gjort godt gennem troen på Guds sandhed. Således 'går en røg op over hans vrede, fordi han er vred og får bjerge til at skælve og ryste', som Sl 18,8 siger. Først kommer frygten for truslerne, som ryster de ugudelige, så godtager troen dette og udsender angerens røg, osv. 
20         Contritio tamen minus tyrannidi et quaestui, sed in totum impietati et doctrinis pestilentibus patuit. Confessio uero et satisfactio, egregiae officinae factae sunt lucri et potentiae. De confessione prius. (W546) Non est dubium, confessionem peccatorum esse necessariam et diuinitus mandatam Matt. iii. Baptisabantur a Iohanne in Iordane confitentes peccata sua. i. Iohan. i. Si confessi fuerimus peccata nostra, fideles est et iustus, qui remittat nobis peccata nostra, Si dixerimus, quia non peccauimus, mendacem eum facimus, et uerbum eius in nobis non est.           Men angeren har i mindre grad lidt under tyranni og pengemæssig udnyttelse, kun under ugudelighed og pestbringende lærdomme. Men bekendelsen og fyldestgørelsen er blevet gjort til udmærkede midler for vinding og magt. Først om bekendelsen. Der er ingen tvivl om, at bekendelsen af synderne er nødvendig og forordnet af Gud. Det hedder jo Matt 3,6: 'De blev døbt af Johannes i Jorden, idet de bekendte deres synder'. Og i 1 Joh 1,9: 'Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig og tilgiver vore synder. Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, gør vi ham til en løgner, og hans ord er ikke i os'.
21 Si enim sanctis non licet negare peccatum suum, quanto magis publicis aut magnis peccatis obnoxios oportet confiteri. Sed omnium efficacissime Mat. xviii. instituta confessio probatur, ubi Christus docet fratrem peccantem corripiendum, prodendum, accusandum, et si non audierit, excommunicandum. Tunc enim audiet, quando agnoscet et confitebitur peccatum suum, correptioni caedens.  Hvis helgenerne ikke må nægte deres synd, hvor meget mere skal så ikke de, der har begået offentlige og store skadelige synder, bekende dem. Men mest effektivt af det altsammen viser Matt 18,15, hvordan bekendelsen er påkrævet, når Kristus lærer, at vi skal rette den broder, der forsynder sig, draget frem i menigheden, anklaget, og hvis han ikke hører, udstødt. For da vil han nemlig høre, når han erkender og bekender sin synd og adlyder irettesættelsen. 
22         Occulta autem confessio, quae modo celebratur, et si probari ex scriptura non possit, miro modo tamen placet, et utilis imo necessaria est, nec uellem eam non esse, immo gaudeo eam esse in Ecclesia Christi, cum sit ipsa afflictis conscientiis unicum remedium. Siquidem, detecta fratri nostro conscientia et malo, quod latebat, familiariter reuelato, uerbum solacii recipimus ex ore fratris a deo prolatum, quod fide suscipientes, pacatos nos facimus in misericordia dei per fratrem nobis loquentis. Hoc solum detestor, Esse eam confessionem in tyrannidem et exactionem pontificum redactam.           Men den private bekendelse, som den nu gennemføres, er jeg godt tilfreds med, også selv om det ikke kan bevises ud fra skriften. Den er gavnlig, ja nødvendig, og jeg ønsker den ikke afskaffet, ja, jeg glæder mig over, at den findes i Kristi kirke, eftersom den er et lægemiddel uden lige for de anfægtede samvittigheder. For når vi har udstillet for vores broder vor samvittighed og det onde, som skjuler sig dèr, så modtager vi, fortroligt åbenbaret, trøstens ord gennem broderens læber, talt af Gud selv, og når vi modtager det i tro, stiller vi os tilfreds med Guds barmhjertighed, som taler til os gennem broderen. Det alene er jeg imod, at denne bekendelse er blevet underlagt pavedømmets tyranni og tilsyn. 
23 Nam et occulta sibi reseruant, deinde nominatis a se confessoribus reuelari mandant, ad uexandas scilicet hominum conscientias, solum pontificantes, officiis ueris pontificum prorsus (quae sunt Euangelisare, et pauperes curare) contemptis. Quin ea potissimum reseruant sibi impii tyranni, quae minoris sunt momenti, magna uero passim relinquunt uulgo sacerdotum,  For også de private skriftemål reserverer de for sig selv, og de forlanger, at de åbenbares med navns nævnelse af skriftebørnene, så de nedtynger menneskers samvittigheder. Og så leger de paver, selv om de fuldstændig foragter pavedømmets sande embede, som er at forkynde evangelium og tage sig af de fattige. Ja, de gudløse tyranner reserverer først og fremmest for sig selv de ting, som er af mindre betydning, mens de overalt overlader til de menige præster at tage sig af de store synder. 
24 Qualia sunt ridicula illa et conficta in Bulla coenae domini, immo, quo sit manifestior peruersitatis impietas, ea, quae contra cultum dei, fidem et prima praecepta sunt, non modo non reseruant, sed et docent et probant, qualia sunt discursus illi peregrinationum, cultus peruersi sanctorum, mendaces legendae sanctorum, uaria fidutia et exercitia operum et ceremoniarum, quibus omnibus fides dei extinguitur et Idolatria fouetur, sicut est dies haec, ut pontifices hodie alios non habeamus, quam quales olim Hieroboam in Dan et Bersabee constituit, (1 Kong 12,26) uitulorum aureorum ministros, ut qui legem dei, fidem et quicquid ad pascendas oues Christi pertinet, ignorantes, sua tantum inuenta populis in timore et potestate inculcant.  Blandt disse små ting er de latterlige og opfundne ting i bullen 'Herrens nadver', ja, for at deres fordrejede fromhed kan blive des mere åbenbar, reserverer de ikke blot ikke de ting, som er imod gudsdyrkelsen, troen og de første bud, men de endog lærer og beviser dem; for eksempel dette med at tage på pilgrimsrejse, dette med den perverse dyrkelse af helgenerne, dette med de løgnagtige legender om helgenerne, dette med, at man stoler på og udøver forskellige gerninger og ceremonier; gennem alt dette udslettes troen på Gud ganske og afgudsdyrkelsen næres, sådan som det også er den dag i dag, så vi har paver, der er nøjagtig som dengang Jeroboam indsatte præster i Dan og Beersheba, de tjener guldkalvene, men er uvidende om Guds lov, troen og det, der har med at vogte Kristi får at gøre, og de indprenter folket kun deres egne påfund med frygt og magt. 
25         Ego etsi uiolentiam istam reseruatorum ferendam esse suadeo, sicut et uniuersas omnium tyrannides ferre iubet Christus, et his exactoribus parendum esse docet, tamen ius reseruandi eos habere, nego neque credo, quod nec uno (W547) apice aut iota possunt probare, ego autem contrarium probo, Primum. Si Christus Matt. xviii. de publicis peccatis dicit, nos esse lucratos animam fratris, si correptus nos audierit, nec prodendum Ecclesiae, nisi audire noluerit, et ita inter fratres peccatum emendari potest, quanto magis de occultis uerum erit, ipsum tolli, si fratri sponte confessus fuerit, ut non sit necesse, Ecclesiae, id est, praelato aut sacerdoti (ut ipsi garriunt, interpretantes) idipsum prodere?          Skønt jeg taler for, at vi skal bære denne vold fra dem, der reserverer, sådan som Kristus befaler os at bære alle menneskers tyranni og lærer os, at vi må adlyde disse tilsynsmænd, så nægter jeg dog, at de har ret til at foretage reservationer, og jeg tror ikke, at de med én tøddel eller iota kan bevise det, mens jeg kan bevise det modsatte. For det første: Kristus siger i Matt 18,15 om de åbenbare synder, at vi har frelst en broders sjæl, hvis han hører os, når vi irettesætter ham, og at han kun skal føres frem for menigheden, hvis han ikke vil høre os, så synderen således kan forbedres blandt brødrene, hvor meget mere vil det da ikke være sandt om den skjulte synd, at den kan tilgives, hvis den bekendes frit for en broder, så det ikke er nødvendigt at fortælle det for kirken, det vil efter deres vrøvlefortolkning sige prælaten eller præsten? 
26 In quam sententiam et aliam habemus Christi autoritatem dicentis ibidem: Quodcunque ligaueritis super terram, ligatum erit et in coelis, et quodcunque solueritis super terram, solutum erit et in coelis. Hoc enim omnibus et singulis Christianis dictum est. ubi et iterum in idem dicit: Rursum dico uobis, Si duo ex uobis consenserint super terram, de omni re, quancunque petierint, fiet illis a patre meo, qui est in coelis. At frater fratri occulta sua pandens et ueniam petens, certe cum fratre super terram consentit, in ueritate, quae Christus est. De quo adhuc clarius ibidem praedicta confirmans, dicit: Amen enim dico uobis, ubi fuerint duo aut tres in nomine meo congregati, in medio eorum sum ego. (Matt 18,18ff)  Til at styrke denne opfattelse har vi et andet skriftsted af Kristus, dèr hvor han sammesteds siger: 'Hvadsomhelst I binder på jorden, det skal være løst i himlen, og hvadsomhelst I løser på jorden, det skal være løst i himlen'. Dette er nemlig sagt til enhver kristen. Og atter siger han sammesteds: 'Atter siger jeg jer, hvis to af jer bliver enige om noget her på jorden, om hvadsomhelst, det de så beder om, det vil de få af min fader, som er i himlen'. Men her, den broder, der beder lægger sine skjulte synder frem for sin broder og beder om tilgivelse, han er givetvis enig med sin broder om noget på jorden i den sandhed, som er Kristus. Om det siger Kristus endnu klarere, idet han bekræfter de foregående ord: 'Sandelig siger jeg jer, hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, dèr er jeg selv midt iblandt dem'. 
27        Proinde, ego non dubito eum esse a peccatis suis occultis absolutum, quisquis siue sponte confessus, siue correptus, ueniam petierit et emendauerit, coram quouis priuatim fratre, quicquid contra haec insanierit pontificum uiolentia, quando Christus et manifesta dedit absoluere cuilibet suo fideli.           Dernæste tvivler i hvert fald jeg ikke på, at enhver som enten spontant eller efter at være blevet irettesat har søgt tilgivelse og forbedret sig, er blevet afløst fra sine skjulte synder, hvis han har gjort det overfor en hvilkensomhelst broder i stilhed, hvad så end den pavelige vold raser med imod dette, eftersom Kristus har givet enhver af sine troende magt til at afløse endog de åbenbare synder. 
28 Adde et ratiunculam: Si occultorum ualeret reseruatio ulla, ut, nisi eis remissis, non esset salus, maxime illa impedirent salutem, quae supra memoraui, ipsa etiam bona opera et idolatriae, quas a pontificibus docemur hodie; quod si haec non impediunt grauissima, quanto minus et illa stultissima reseruantur leuiora?  Føj hertil denne lille fornuftovervejelse: Hvis en reservation af de skjulte synder havde gyldighed, så man ikke blev frelst, hvis de ikke blev tilgivet, så ville de ting jo i højeste grad hindre frelsen, som vi har nævnt ovenfor, nemlig de gode gerninger og den afgudsdyrkelse, som vi belæres om af pavedømmet i dag; og hvis disse højst alvorlige synder ikke er nogen hindring, hvor meget mindre skulle disse dummepetere så ikke reservere disse lettere synder? 
29 Verum, ignorantia et caecitas pastorum, operantur haec portenta in Ecclesia. Quare, ego principes istos Babylonis et Episcopos Bethauen (Hos 4,15; 10,5) monerem, sibi temperent a reseruandis casibus quibuscunque. Deinde, de occultis audiendas confessionis facultatem permittant liberrimam omnibus fratribus et sororibus, ut peccator, cui uoluerit, suum peccatum reuelet, ueniam et solatium, id est, uerbum Christi ex ore proximi petiturus.  Men det er hyrdernes uvidenhed og blindhed, der fremkalder disse monstrøse ting i kirken. Derfor formaner jeg disse babyloniske fyrster og præster i Bet-Aven, at de holder måde med at reservere noget tilfælde fremover. Og videre, giv alle brødre og søstre lejlighed til så frit som muligt at høre bekendelser om de skjulte ting , så en synder kan afsløre sine synder og få nåde og trøst fra hvem han vil, det vil sige, høre Kristi ord fra sin næstes mund. 
30 Nihil enim agunt his suis temeritatibus, quam ut conscientias infirmorum sine causa illaqueent, suam tyrannidem impiam stabiliant, et e peccatis ac perditione fratrum auaritiam suam pascant. sic enim sanguine animarum contaminant manus suas, et filii deuorantur a parentibus, et Ephraim deuorant Iudam, et Syria Israelem toto ore, ut Isaias dicit. (Es 9,20)  For med deres frækheder gennemfører de ikke andet end at de uden grund indfanger de svages samvittighed, stadfæster deres ugudelige tyranni og opfeder deres havesyge ud fra brødrenes synder og fortabelse; sådan tilsmudser de nemlig deres hænder med sjælenes blod, og sønnerne opædes af fædrene, Efraim opæder Juda, og Syrien Israel med åben mund, som Esajas siger. 
31         His malis adiecerunt circumstantias, item matres, filias, sorores, affines, ramos, fructus peccatorum, excogitata scilicet per acutissimos et ociosissimos (W548) homines etiam in peccatis arbore quadam consanguinitatis et affinitatis, tam foecunda est impietas et inscitia. Abiit enim ista cogitatio, cuiuscunque nebulonis fuerit, in publicam legem, sicut et multa alia. Sic enim super Ecclesiam Christi uigilant pastores, ut, quicquid uel somniauerint superstitionis aut operis noui deuotarii illi stultissimi, mox proditum ornent etiam indulgentiis, et muniant bullis, tantum abest, ut inhibeant et populo dei synceram fidem et libertatem custodiant.          Til disse onder har de så føjet omstændigheder, ligeledes mødre, døtre, søster, svigerbørn, grene og frugter af synd, hvor nøjeregnende mænd, der ikke havde andet at lave, har udtænkt en slags blodsstamtræ og tilknytningsstamtræ blandt synder, så mange frugter frembringer ugudelighed og uvidenhed. For disse overvejelser, hvilket tågehorn der end har udfundet dem, er blevet ført over på de offentlige love, ligeså så meget andet. For sådan vogter hyrderne Kristi kirke, at hvad disse tåbelige hengivne end fremdrømmer af overtro eller nye gerninger, de trækker det straks frem i lyset, smykker det med aflad og forstærker det med buller, så det er langt fra, at de forhindrer det og vogter Guds folk i den alvorlige tro og frihed. 
32 Quid enim libertati et tyrannidi Babyloniae? At ego, quicquid est circumstantiarum, consuluerim penitus contemnere. Apud Christianos una est circumstantia, quae est, peccasse fratrem. Nulla enim persona fraternitati Christianae comparanda est, nec aliquid aliud facit obseruatio locorum, temporum, dierum, personarum, et si qua alia est inflatura superstitiosa, quam ut magnificet ea, quae nihil sunt, in iniuriam eorum, quae omnia sunt, quasi quid grauius aut maius esse possit fraternitatis Christianae gloria. ita affigunt nos locis et diebus et personis, ut uilescat fraterni nominis opinio, et pro libertate captiuitatem seruiamus, nos, quibus omnes dies, loci, personae, et quicquid externum est, aequalia sunt.  For hvad har frihed at gøre med det babyloniske tyranni? Men jeg for min del vil tilråde, at han rent ud foragter alt, hvad der har med omstændigheder at gøre. Blandt kristne er der kun én omstændighed, den, at broderen har syndet. For ingen person kan sammenlignes med det kristne broderskab, og overholdelse af steder, tider, dage, personer og alt det andet opblæste overtro bevirker kun det, at det, som intet er, bliver forstørret, så der øves uret mod dem, der er alt. Som om der kan være noget, der er større og mere afgørende end den kristne broderkærligheds ære. Således binder de os til dage og personer, så meningen om broderens navn bliver billig, og vi kommer til at tjene i trældom i stedet for at være frie, vi, for hvem alle dage, steder, personer og hvadsomhelst ydre er ét og det samme. 
33         Satisfactionem quam indigne tractarint, abunde dixi in causis indulgentiarum, qua egregie sunt abusi, ad perdendos Christianos in corpore et anima. Primum eam sic docuerunt, ut populus ueram satisfactionem non intelligeret unquam, quae est innouatio uitae.          Hvor uværdigt de har behandlet fyldestgørelsen, har jeg til overflod omtalt i bøgerne om afladen. De har i høj grad misbrugt den, så kristne er blevet fortabt til legeme og sjæl. For det første har de lært sådan, at folket ikke nogensinde kunne komme til at forstå den sande fyldestgørelse, som er at begynde på et nyt liv. 
34 Deinde, sic instant, et necessariam faciunt, ut fidei in Christum non relinquant locum, miserrime excarnificatis eo scrupulo conscientiis, alio currente ad Romam, alio hic, alio illuc, illo in Carthusiam, illo in alium locum, alio virgis se flagellante, alio corpus suum uigiliis et ieiuniis occidente, omnibus uno furore dicentibus: Ecce hic et hic est Christus, et regnum dei, quod intra nos est, cum obseruantione uenturum putantibus.  Dernæst, slog de så stærkt på fyldestgørelsen og gjorde den nødvendig, at der ikke blev plads til tro på Kristus. Med denne elendige skrupel martrer de samvittighederne, så én løber til Rom, én her, én dèr, én til Chartreuse, én et andet sted hen, én slår sig selv med ris, én ødelægger sit legeme med nattevågen og faste, og alle er lige bange og siger: 'Se, her er Kristus', og de mener, at Guds rige, som er inden i os, vil komme ved at overholde den slags. 
35 Quae monstra tibi debemus, Romana sedes, et tuis homicidis legibus et ritibus, quibus mundum totum eo perdidisti, ut arbitrentur sese posse deo per opera pro peccatis satisfacere, cui sola fide cordis contriti satisfit, quam tu his tumultibus non solum taceri facis, sed opprimis etiam, tantum ut habeat sanguisuga tua insatiabilis, quibus dicat: affer, affer, et peccata uendat. (Ordsp 30,15)  Og disse monstrøse ting skyldes dig, kære romerske pavesæde, og dine morderiske love og riter, hvormed du har gjort hele verden fortabt i den grad, at de mener, at de kan gøre fyldest for deres synd overfor Gud med gerninger, skønt man dog kun kan gøre fyldest overfor ham ved et angerfuldt hjertes tro. Denne tro får du ikke alene til at blive tavs med alle disse forfærdeligheder, du undertrykker den også, i den grad, at din umættelige blodigle har nogen, til hvem den kan sige: 'bring hid, bring hid', så den kal sælge synd. 
36        Processerunt ex his quidam ad eas desperationis machinas animabus parandas, ut statuerent, omnia peccata denuo esse repetenda confitenti, pro quibus iniuncta satisfactio esset neglecta. Et quid non auderent, qui in hoc nati fuerunt, ut nihil non decies captiuarent? Porro, quanta quaeso pars (W549) ea est imbuta opinione, se esse in statu salutis, et pro peccatis satisfacere, si preculas a sacerdote impositas uocetenus murmurauerit? etiam si interim ne cogitet quidem uitae rationem emendare.           Nogle er gået videre og har ud fra dette lavet værktøjer til at drive sjælene endnu mere i fortvivlelse, så de bestemmer, at enhver synd må drages frem igen, for hvilken den pålagte fyldestgørelse ikke blev opfyldt. Ja, hvad kan de mennesker ikke finde på, som er født bare derfor, at de skal føre os ind i et tifold værre fangenskab? Og desuden, hvor stor en del har ikke fået den mening ind med modermælken, at de befinder sig i frelsens stand, og gør fyldest for synden, hvis de blot ord for ord mumler de bønner, som er foreskrevet af præsten? også selv om de ikke i den tid overhovedet tænker på at forbedre deres liv. 
37 Vno enim momento contritionis et confessionis mutatem esse uitam credunt, superesse uero tantum, ut satisfaciant pro praeteritis peccatis. Quomodo aliter saperent, qui aliud non docentur? Nihil hic de mortificatione carnis cogitatur, nihil ualet exemplum Christi, qui adulteram absoluens dixit: Vade et amplius noli peccare, (Joh 8,11) crucem scilicet carnis mortificandae ei imponens.  De tror, de har ændret deres liv i det øjeblik, der angrede og bekende, og at der kun mangler det, at de skal gøre fyldest for de foregående synder. Men hvordan skulle de vide bedre, når de ikke er blevet undervist om andet? Intet spekulerer de her på dødelse af kødet, intet betyder her Kristi eksempel, han, som sagde til kvinden, der var grebet i hor, da han gav hende syndsforladelse: 'Gå bort og synd ikke mere', idet han jo derved pålagde hende korset, det vil sige dødelsen af kødet. 
38 Huic peruersitati dedit occasionem non modicam, quod peccantes absoluimus ante satisfactionem impletam, qua fit, ut magis solliciti sint de implenda satisfactione, quae durat, quam de contritione, quam transisse inter confitendum credunt, cum econtra Absolutionem oporteat esse, sicut erat in primitiua Ecclesia, posteriorem, satisfactione impleta, quo fiebat, ut opere cessante, postea magis in fide et nouitate uitae exercerentur.  Denne fordrejede fejl får ikke så ringe lejlighed til at udbredes, fordi vi absolverer synderne før de har fuldført fyldestgørelsen; for derved sker der det, at de bekymrer sig mere om at fuldende fyldestgørelsen, som ligger foran dem, end om at angre, som de tror er forbi, når de har bekendt deres synder. Skønt absolutionen modsat burde følge efter den fuldførte fyldestgørelse, sådan som det var i urkirken, for derved skete der det, at de bodssøgende, når gerningen var gjort, i højere grad opøvede sig i troen og dette at leve et nyt liv. 
39 Verum, de iis satis repetitum esto, quae super indulgentiis latius dixi, atque haec in totum de tribus istis sacramentis interim retulisse satis sit, quae tam multis et noxiis libris, sententiariis et iuridicis, tractantur et non tractantur. superest, de reliquis quoque sacramentis aliquid tentare, ne sine causa uidear ea reiecisse.  Men lad dette være nok som en gentagelse af det, jeg mere udførligt har sagt om afladen, og i almindelighed må det, jeg her har sagt, være nok om de tre sakramenter. De er blevet behandlet og dog ikke behandlet i så mange og så skadelige bøger, teologiske såvelsom juridiske. Tilbage står blot at berøre de andre sakramenter noget, at jeg ikke skal synes at have forkastet dem uden begrundelse. 
40 DE CONFIRMATIONE.
      Mirum est, quid in mentem illis uenerit, ut sacramentum confirmationis facerent ex impositione manuum, qua legimus Christum paruulos tetigisse, Apostolos dedisse spiritum sanctum, ordinasse presbyteros, et infirmos curasse, ut ad Timot. scribit Apostolus: Nemini manus cito imposueris. (1 Tim 5,22) Cur non ex sacramento panis etiam Confirmationem fecerunt, quando scriptum est act. ix: Et cum accepisset cibum confortatus est, (Apg 9,19) Et psal. ciii: Et panis cor hominis confirmet, ut sic confirmatio tria complectatur sacramenta, panem, ordinem et ipsam confirmationem? Si autem sacramentum est, quicquid Apostoli fecerunt, cur non magis praedicationem fecerunt sacramentum? 
OM KONFIRMATIONEN.
      Det er mærkeligt, hvad de har haft i tankerne, da de skabte konfirmations-sakramentet ud fra håndspålæggelsen, hvormed vi læser, at Kristus berørte spædbørnene, at apostlene gav Helligånden, ordinerede ældste, og helbredte syge, som apostelen skriver til Timoteus: 'Læg ikke for hurtigt hænder på nogen'. Hvorfor har de ikke også skabt en konfirmation af brødets sakramente, eftersom der står skrevet Apg 9,19: 'Og da han havde modtaget måltidet, blev han styrket'. Og Sl 104,15: 'Og brød styrker menneskets hjerte', så at man således kunne nå op på tre sakramenter, brødet, ordinationen og konfirmationen selv? Men hvis det er et sakramente, bare fordi apostlene gjorde det, hvorfor så ikke snarere gøre prædikenen til et sakramente. 
41         Non haec dico, quod damnem sacramenta septem, sed quod e scripturis ea probari negem. Atque utinam esset in Ecclesia talis manuum impositio, qualis erat Apostolorum tempore, siue eam confirmationem siue curationem appellare uellemus. At nunc nihil eius relictum est, nisi quantum ipsi excogitauimus, pro ornandis officiis Episcoporum, ne penitus sint sine opere in Ecclesia.           Jeg siger ikke dette, fordi jeg fordømmer de syv sakramenter, men fordi jeg nægter, at de kan bevises ud fra skriften. Men gid der i kirken var en sådan håndspålæggelse som på apostlenes tid, hvad enten vi så ville kalde den konfirmation eller helbredelse. Men nu er der ikke noget tilbage af det, andet end hvad vi selv har udtænkt for at smykke biskopembedet, at de ikke skal være fuldstændig uden arbejde i kirken. 
42 Postquam enim sacramenta illa negotiosa una cum uerbo aliis inferioribus, ut uiliora, reliquerunt (nempe, quod, quicquid diuina instituit (W550) maiestas, hominibus oporteat esse contemptum), iustum fuit, ut facile aliquod, quod tam delicatis et magnis heroibus non esset molestum, inueniremus et nequaquam ceu uile inferioribus committeremus. Nam quod humana statuit sapientia, oportet ut hominibus sit honoratum. Ita, quales sunt sacerdotes, tale habeant ministerium et offitium.  For efter at de nemlig overlod disse vigtige sakramenter sammen med ordet til deres underordnede, fordi de var mindre betydningsfulde, efter deres mening (nemlig, fordi det der var fastsat af den guddommelige majestæt altid synes at vække foragt hos mennesker), så er det kun retfærdig, at vi skulle finde på noget let, som ikke var for byrdefuldt for så ophøjede og store helte, og det kunne vi slet ikke overlade til de underordnede som noget mindre betydningsfuldt. For hvad mennesker stadfæster som visdom, det bør også æres af mennesker. Derfor, som præsterne er, sådan lad deres tjeneste og embede være. 
43 Nam episcopus non euangelisans, nec animas curans, quid est, nisi Idolum in mundo, habens nomen et figuram Episcopi? Nos autem pro hac uice sacramenta diuinitus instituta quaerimus, inter quae ut Confirmationem numeremus, nullam inuenimus causam. Ad sacramenti enim constitutionem ante omnia requiritur uerbum diuinae promissionis, quo fides exerceatur. At nihil legimus Christum uspiam de confirmatione promisisse, licet ipse multis imposuerit manus, et Marci ult. inter signa ponat: Manus egris imponent, et bene habebunt. (Mark 16,18) at haec nemo sacramento, sicut nec potest, aptauit.  For en biskop, der ikke forkynder evangelium og ikke tager vare på sjælene, hvad er han andet end en afgud i verden, der kun har navn og skikkelse af biskop? Men vi for vor del søger i stedet for denne tomhed sakramenter, som er guddommeligt indstiftede, blandt hvilke vi ikke ser nogen grund til at medregne konfirmationen. For fremfor alt hører der med til fastsættelsen af et sakramente et guddommeligt forjættelsesord, hvorved troen opøves. Men vi læser ikke noget om, at Kristus nogetsteds har givet en forjættelse om konfirmationen, selv om han lagde hænderne på mange, og selv om han i slutningen af markusevangeliet blandt tegnene indsætter: De skal lægge hænder på syge og de skal blive raske. Men det er der ingen, der regner med til sakramenterne, og det kan man heller ikke gøre. 
44 Quare satis est, pro ritu quodam Ecclesiastico seu cerimonia sacramentali confirmationem habere, similem caeteris cerimoniis consecrandae aquae, aliarumque rerum. Nam si omnis alia creatura sanctificatur per uerbum et orationem, cur non multo magis hominem liceat sanctificari eisdem, quae tamen, quia promissionem diuinam non habent, sacramenta fidei dici non possunt. Neque enim salutem operantur At sacramenta seruant credentes promissioni diuinae.  Derfor er det nok at regne konfirmationen som en slags kirkelig rite eller sakramental ceremoni, som ligner mange andre ceremonier med at indvi vand og andre ting. For hvis al anden skabning helliges ved ord og bøn, hvorfor skulle så ikke mennesket meget snarere helliges ved disse midler? Og dog, fordi de ikke har den guddommelige forjættelse, kan de ikke siges at være troens sakramenter. De virker heller ikke frelse. Men sakramenter tjener dem, der tror på den guddommelige forjættelse. 
45 DE MATRIMONIO.
        Matrimonium non solum sine ulla scriptura pro sacramento censetur, uerum eisdem traditionibus, quibus sacramentum esse iactatur, merum ludebrium factum est, de quo aliquid uideamus. Diximus, in omni sacramento haberi uerbum promissionis diuinae, cui credi oporteat ab eo, qui signum suscipit, nec solum signum posse sacramentum esse. Nusquam autem legitur, aliquid gratiae dei accepturum, quisquis uxorem duxerit. 
OM ÆGTESKABET.
       Ægteskabet er ikke blot regnet for et sakramente uden noget skriftbevis, men det er også i kraft de selvsamme traditioner, hvorved man praler af, at det er et sakramente, nærmest blevet gjort til grin, hvilket vi skal se på. Vi har sagt, at der i ethvert sakramente er et guddommeligt forjættelsesord, som bør tros af den, der modtager tegnet, og at tegnet alene ikke kan være noget sakramente. Men intetsteds læser vi, at enhver, der tager sig en hustru, skal modtage nåde fra Gud. 
46 Quin nec signum est diuinitus institutum in Matrimonio. Nec enim uspiam legitur a deo institutum, ut aliquid significaret, licet omnia, quae uisibiliter geruntur, possint intelligi figurae et allegoriae rerum inuisibilium. At figura aut allegoria non sunt sacramenta, ut nos de sacramentis loquimur.  Og der er heller ikke noget guddommeligt indstiftet tegn i ægteskabet. For man læser intetsteds, at det er indstiftet af Gud, for at de skal betyde noget, selv om alt, hvad der sker synligt, kan forstås som et billede eller et tegn på usynlige ting. Men et billede eller et tegn er ikke et sakramente, sådan som vi taler om sakramenter. 
47        Deinde, cum matrimonium fuerit ab initio mundi, et apud infideles adhuc permaneat, nullae subsunt rationes, ut sacramentum nouae legis et solius Ecclesiae possit dici. Non minus enim erant Matrimonia patrum sancta quam nostra, nec minus uera infidelium quam fidelium, nec tamen in eis ponunt sacramentum.          Dernæst: Eftersom ægteskabet har eksisteret fra verdens begyndelse og stadig findes hos de vantro, så er der ingen grund til, at det skulle kunne kaldes den nye lovs eller alene kirkens sakramente. For fædrenes ægteskaber var ikke mindre hellige end vore, og de vantros ægteskaber er ikke mindre sande end de troendes, og dog mener de ikke, der findes noget sakramente hos dem. 
48 Ad haec sunt apud fideles quoque impii coniuges, (W551) quibusuis gentibus peiores, cur hic sacramentum dici debet, et non apud gentiles? An de baptismo et Ecclesia sic nugabimur, ut, sicut quidam delyrant, Imperium temporale non esse nisi in Ecclesia, ita matrimonium non esse sacramentum nisi in Ecclesia dicamus? puerilia sunt haec et ridicula, per quae nostrum inscitiam et temeritatem infidelibus risui exponimus.  Dertil kommer, at der også blandt de troende er ugudelige ægtefolk, værre end hedninger. Hvorfor skal det så her kaldes et sakramente og ikke blandt hedninger? Mon vi i den grad skal tale tåbeligt om dåben og om kirken, at vi siger, at ligesom nogle våser om, at det timelige herredømme kun findes i kirken, således er ægteskabet kun et sakramente i kirken? Det er barnagtige og latterlige påstande, og vi udstiller derigennem vores uvidenhed og frækhed for de vantro. 
49        At dicent: Apostolus dicit, Ephe. v: Erunt duo in carne una, Sacramentum hoc magnum est, Tu ne ergo tam euidenti Apostoli uerbo contradices? Respondeo, et hoc argumentum esse magnae oscitantiae et indiligentis inconsultaeque lectionis. Non enim habet uniuersa scriptura sancta hoc nomen sacramentum in ea significatione, qua noster usus, sed in contraria. Vbique enim significat non signum rei sacrae, sed rem sacram, secretam et absconditam.           Men de vil sige: Apostelen siger i Ef 5,31f: 'De to bliver ét kød; dette sakramente er stort'; vil du da modsige et så evident apostelord? Jeg svarer, at også dette argumentet er helt ligegyldigt og udviser en læsning, der mangler forståelse og er rådvild. For intetsteds i hele skriften findes ordet 'sakramente' i den betydning, som vi bruger den, men i den modsatte betydning. Overalt betegner det nemlig ikke den hellige tings tegn, men den hellige, gemte og skjulte ting. 
50 Sic Paulus .ii. Corint. iiii: Sic noc existimet homo ut ministros Christi et dispensatores mysteriorum dei, id est, sacramentorum. Vbi enim nos habemus sacramentum, in graeco mysterium ponitur, quod aliquando transfert interpres, aliquando dimittet graecam uocem, unde et hic in graeco dicitur: Erunt duo in carne una, mysterium hoc magnum est. Quae res fuit occasio, ut sacramentum nouae legis intelligerent, longe aliud facturi, si mysterium legissent, ut in graeco est.  Således skriver Paulus i 1 Kor 4,1: 'Således skal mennesker bedømme os: Som Kristi tjenere og husholdere over Guds hemmeligheder, det vil sige, over Guds sakramenter. For hvor vi skriver 'sakramente', dèr står der på græsk 'mysterium', hvilket nogen steder oversættes, andre steder opgives det græske ord, sådan som det også her på græsk hedder: 'De skal blive ét kød, dette mysterium er stort'. Og dette var anledningen til, at de forstod det om den nye lovs sakramenter, idet de fik noget helt andet ud af det, end hvis de havde læst mysterium, som der står på græsk. 
51         Sic .i. Timot. iii. Christum ipsum uocat sacramentum dicens: Et manifeste magnum sacramentum (id est, mysterium) est, quod manifestum est in carne, iustificatum est in spiritu, apparuit angelis, praedicatum est gentibus, creditum est mundo, assumptum est in gloria. Cur non et hinc octauum nouae legis hauserunt sacramentum, cum tam claram haberent autoritatem Pauli? Aut si hic se continuerunt, ubi oportunissime potuerunt copiosi esse in sacramentis inueniendis, cur illic ita luxuriant? scilicet ignorantia tam rerum quam uerborum eos fefellit, qui in solo uerborum sono, immo opinionibus suis haeserunt.          Således kalder Paulus 1 Tim 3,16 Kristus selv for et sakramente, idet han siger: 'Og han er klart et stort sakramente (det vil sige: mysterium), for han blev åbenbaret i kød, retfærdiggjort i ånd, viste sig for engle, blev prædiket for hedningerne, blev troet af verden, blev optaget til ære'. Hvorfor ophober de ikke også her den nye lovs ottende sakramente, eftersom de har en så klar autoritet hos Paulus? Eller hvis de her holder sig tilbage, hvor de ellers havde en særdeles udmærket lejlighed til at være ivrige til at opfinde sakramenter, hvorfor er de så det andet sted helt ovenud gavmilde? Jamen, det skyldes da, at de af ukendskab til ordene går helt galt i byen, når de alene knytter deres anskuelse til det, ordene i sig selv betyder. 
52 Cum enim semel sacramentum pro signo accepissent humano arbitrio, mox sine omni iuditio et scrupulo signum ex eo fecerunt, ubicunque in sacris literis legerunt. Quales uerborum significationes et humanas consuetudines et alias in literas sacras inuexerunt, easque in sua somnia transformauerunt, quodlibet ex quolibet facientes. Sic perpetuo desipiunt in uerbis illis: opus bonum, opus malum, peccatum, gratia, iustitia, uirtus, et fere quicquid est capitalium rerum et uerborum. omnibus enim his utuntur suo arbitrio, ex hominum scriptis assumpto, in perniciem et ueritatis dei et salutis nostrae.  Når de nemlig først ud fra deres menneskelige vilkårlighed har forstået sakramentet som et tegn, så gør de det straks efter uden nogen omtanke og uden nogen skrupler til et tegn overalt, hvor de læser det i den hellige skrift. Men den slags anderledes ordbetydninger og menneskelige sædvaner fører de ind i den hellige skrift, og forandrer den i deres fantasier, så de får hvadsomhelst ud af hvadsomhelst. Sådan er de hele tiden galt på dem i disse ord: gode gerning, ond gerning, synd, nåde, retfærdighed, dyd, og i næsten alt, hvad der er hovedsager og hovedord. Alt den slags bruger de nemlig efter det forgodtbefindende, der opfatter det efter menneskelige skrifter, til fordærv både for Guds sandhed og vores frelse. 
53         Igitur sacramentum et mysterium apud Paulum est ipsa sapientia spiritus abscondita in mysterio, ut .i. Corint. ii. dicit, quae est Christus, qui (W552) ob id ipsum etiam non cognoscitur principibus huius mundi, unde et eum crucifixerunt, et adhuc manet eis stultitia, scandalum, lapis offensionis, et signum cui contradicitur. (1 Kor 1,23; Rom 9,33)          Således er da sakramente og mysterium hos Paulus denne åndens visdom, der er skjult i mysteriet, sådan som han siger 1 Kor 2,7, den visdom, der er Kristus, han som af samme grund ikke blev kendt af denne verdens fyrster, hvorfor de også korsfæstede ham, og derfor bliver han ved med for dem at være dumhed, forargelse, en sten til fald og et tegn, som skal modsiges. 
54 Horum mysteriorum dispensatores uocat praedicatores, quia praedicant Christum, uirtutem et sapientiam dei, sed ita, ut, nisi credas, non comprehendas. ideo sacramentum mysterium secretaque res est, quae uerbis indicatur, sed fide cordis capitur. Tale est, quod praesente loco dicitur: Erunt duo in carne una, Sacramentum hoc magnum est, quod illi de matrimonio dictum putant, cum ipse Paulus ea uerba de Christo et Ecclesia induxerit, et seipsum clare exposuerit dicens: Ego autem dico in Christo et Ecclesia. (Ef 5,32).  Og han kalder prædikanterne husholdere over disse hemmeligheder, fordi de prædiker Kristus, Guds kraft og Guds visdom, men på den måde, at hvis du ikke tror, forstår du det ikke. Derfor er dette mystiske sakramente en hemmelig ting, som der peges hen på med ord, men som fattes i hjertets tro. Det er det, der siges på dette sted: De to skal blive ét kød, dette sakramente er stort. Men det mener de er sagt om ægteskabet, skønt Paulus selv har indført disse ord om Kristus og kirken, og har forklaret sig selv ganske klart, idet han siger: Men jeg taler om Kristus og kirken. 
55 Ecce quam concordant Paulus et illi, Paulus sacramentum magnum in Christo et Ecclesia se praedicare dicit, illi uero in masculo et femina praedicant. Si sic licet in sacris literis libidinari, quid mirum, si quodlibet in ea uel centum sacramenta licet inuenire?  Se, hvor godt Paulus og de stemmer overens: Paulus siger, at han prædiker et stort sakramente i Kristus og kirken, de prædiker det in mand og kvinde. Hvis man har lov til på den måde at gå frem efter forgodtbefindende i den hellige skrift, hvad mærkeligt er der så i, at man kan finde hvadsomhelst i skriften eller hundrede sakramenter? 
56         Christus itaque et Ecclesia mysterium, id est, res secreta est et magna, quae figurari quidem per matrimonium ceu reali quadam allegoria potuit et debuit, sed Matrimonium non hinc sacramentum dici debuit. Coeli sunt figura Apostolorum, ut psal. xviii. dicitur, Et sol Christi, aquae populorum, sed non ideo sacramenta sunt.          Derfor er Kristus og kirken mysteriet, det vil sige, den hellige og store ting, som ganske kan og bør aftegnes gennem ægteskabet som virkeligtg ved en eller anden allegori, men ægteskabet bør ikke af den grund kaldes et sakramente. Himlen er et billede på apostlene, som Sl 19,2ff siger, og solen på Kristus, vandet på folkene, men de er ikke af den grund sakramenter. 
57 Vbique enim deest et institutio et promissio diuina, quae integrant sacramentum. unde Paulus Ephe. v. uerba illa de matrimonio Gen. ii. dicta uel proprio spiritu ad Christum trahit, uel generali sententia etiam spirituale matrimonium Christi in eo traditum docet dicens: Sicut Christus fouet Ecclesiam, quia membra sumus corporis eius, de carne eius et de ossibus eius, propter hoc relinquet homo patrem et matrem suam, et adherebit uxori suae, et erunt duo in carne una, Sacramentum hoc magnum est, Ego dico in Christo et Ecclesia. (Ef 5,29-32) Vides ut hunc totum textum de Christo uelit a se dictum, et de industria lectorem monet, ut sacramentum in Christo et Ecclesia intelligat, non in matrimonie.  For overalt mangler den guddommelige indstiftelse og forjættelse, som får det til at blive et sakramente. Derfor drager Paulus i Ef 5,32 disse ord om ægteskabet fra 1 Mos 2,24 for egen regning hen på Kristus eller lærer, at de skal drages hen på ham i en almindelig opfattelse af Kristi åndelige ægteskabet, når han siger: 'Lige som Kristus tager sig af kirken, fordi vi er lemmer på hans legeme, er af hans kød og ben, derfor forlader en mand sin far og mor og holder sig til sin hustru og de to skal blive ét kød, dette sakramente er stort, jeg taler om Kristus og kirken'. Du ser, at han vil have, at man skal forstå, at han har talt hele denne tekst om Kristus, og at han opfordrer læseren til omhu, så at han forstår sakramentet om Kristus og kirken, ikke om ægteskabet. 
58         Fateor quidem et in ueteri lege fuisse sacramentum poenitentiae, immo ab initio mundi. Verum promissio noua poenitentiae, et donatio clauium nouae legis propria est. Sicut enim circuncisione baptismum, ita pro sacrificiis aut aliis signis poenitentiae nunc claues habemus. Diximus enim superius, Eundem deum pro diuersis temporibus diuersas promissiones, diuersaque signa dedisse, pro remittendis peccatis, et saluandis hominibus, eandem tamen gratiam omnes accepisse.          Jeg indrømmer ganske vist, at der også i den gamle lov var et bodssakramente, ja var det fra verdens begyndelse. Men den nye forjættelse om boden, og dette, at nøglerne blev givet, er særligt for den nye lov. Ligesom vi nemlig nu har dåben i stedet for omskærelsen, således har vi nu nøglerne i stedet for ofringerne eller de andre tegn. Vi har ovenfor sagt, at det er den samme Gud, som har givet forskellige forjættelser og forskellige tegn til forskellige tider, for at tilgive synderne og frelse menneskene, men det er den samme nåde, alle har fået. 
59 Sicut .ii. Corint. iiii. dicit: Habentes eundem spiritum fidei, et nos credimus, propter quod et loquimur. Et .i. Corint. x. (W553) patres nostri omnes manducauerunt eandem escam spiritalem, et eundem potum spiritalem biberunt. Biberunt autem de spiritali consequente eos petra, petra autem erat Christus. Ita Heb. xi. Omnes hi defuncti sunt, non acceptis promissionibus, deo melius aliquid pro nobis prouidente, ne sine nobis consummarentur. Christus enim heri et hodie et in saecula, ipse caput Ecclesiae suae ab initio ad finem usque mundi. Diuersa igitur signa, sed eadem omnium fides. Siquidem sine fide impossibile est placere deo, qua et Abel placuit, Heb. xi.  Således siger han 2 Kor 4,13: 'Da vi nu har den samme troens ånd, så tror vi også, og derfor taler vi også'. Og 1 Kor 10,1ff: 'Vore fædre spiste alle den samme åndelige mad, og drak den samme åndelige drik. De drak nemlig af den åndelige klippe, der fulgte med, men den klippe var Kristus'. Og han siger i Hebr 11,39f: 'Alle disse er døde, og modtog ikke forjættelserne, Gud havde for vores skyld noget bedre for øje, nemlig, at de ikke skulle nå målet uden os'. Kristus lever nemlig igår og idag og i evighed og er selv sin kirkes hoved fra begyndelsen indtil verdens ende. Der er derfor forskellige tegn, men troen på dem alle er den samme. Derfor er det umuligt at behage Gud uden tro; med den behagede også Abel Gud, Hebr 11,4. 
60         Sit ergo Matrimonium figura Christi et Ecclesiae, sacramentum autem non diuinitus institutum, sed ab hominibus in Ecclesia inuentum, ignorantia tam rei quam uerbi abductis. Quae cum fidei nihil obsit, ferenda in Charitate est, sicut et multa alia humana studia infirmitatis et ignorantiae in Ecclesia tolerantur, donec fidei et diuinis literis non obsunt.           Lad derfor bare ægteskabet være et tegn på Kristus og kirken, at det er et sakramente, er ikke en guddommelig indstiftelse, men er opfundet af mennesker i kirken, både på grund af uvidenhed om sagen og på grund af at de blev ført bort fra ordet. Men når det ikke står troen imod, må man bære det i kærlighed, sådan som man også må tolerere mange andre menneskelige svagheds og uvidenheds lyster, sålænge det ikke er imod troen og skriften. 
61 Verum pro firmitate et syncaeritate fidei et scripturae nunc agimus, Ne, si quid in sacris literis et fidei nostrae articulis contineri affirmauerimus, et postea conuicti, non contineri, ludibrio nostram fidem exponamus, et ignorantes rerum propriarum inuenti, scandalo simus aduersariis et infirmis, immo, ne scripturae sanctae autoritatem eleuemus.  Men nu behandler vi det ud fra troens og skriftens fasthed og alvor, at vi ikke, når vi slår fast, at noget findes i den hellige skrift og i vor tros artikler, og vi bagefter bliver overbevist om, at det ikke findes der, da skal udstille vores tro som et legeværk og blive fundet som nogen, der ikke kender vore egne sager, så vi bliver til forargelse for modstanderne og de svage, ja, så vi kommer til at ophæve den hellige skrifts autoritet. 
62         Hactenus de ipso matrimonio. Quid autem dicemus de impiis legibus hominum, quibus hoc uitae genus, diuinitus institutum, est irrititum, sursum ac deorsum iactatum? Deus bone, horror est intendere in temeritatem Romanensium tyrannorum, adeo pro libidine sua dirimentum, rursum cogentium Matrimonia. Obsecro, an datum est eorum libidini hominum genus non nisi ad illudendum et quoquo modo abutendum et pro pecuniis funestis quodlibet ex eo faciendum?          Så meget om selve ægteskabet. Men hvad skal vi sige til de ugudelige menneskelige love, hvormed den slags liv, indstiftet af Gud, er blevet udslettet og kastet op og ned? Gode Gud, det er en rædsel at betragte de romerske tyranners formastelighed, når de fuldstændig efter efter behag sønderriver og sammentvinger ægteskaber. For Guds skyld! Er da menneskene prisgivet deres forgodtbefindende, som kun bedrager dem og på enhver måde misbruger dem og for usle penges skyld handler med dem som de selv vil? 
63        Vagatur passim non paruae opinionis liber ex colluuie omnium humanarum traditionum ceu sentina quadam collectus et confusus, qui summa Angelica inscribitur, cum uerius sit summa plus quam diabolica, (n63) in quo inter infinita portenta, quibus confessores instrui putantur, dum perniciosissime confunduntur, decem et octo matrimonii impedimenta numerantur, quae si aequo et libero fidei oculo inspexeris, uidebis esse de numero eorum, de (W554) quibus Apostolus praedixit: Erunt attendentes spiritibus daemoniorum, in hypocrisi loquentium mendacium, prohibencium nubere. (1 Tim 4,1f)          Der er en bog, der er agtet højt og udbredt overalt, hvori et miskmask af alle menneskelige traditioner som i en slags pøl er samlet og sammenblandet. Den hedder 'summa angelicus', skønt det ville være meget mere sandt at kalde den 'summa diabolica', i hvilken man blandt det utal af skrækkeligheder, som de mener skriftefædre skal undervises i, når de skal forvirres på ødelæggende vis, finder opregnet atten ægteskabshindringer, og hvis man efterser dem med et uhildet og frit troens øje, vil man se, at de hører til de ting, som apostelen forudsagde, at de vil lytte til dæmoners ånder, der taler hyklerisk løgnetale og forhindrer ægteskabet. 
64 Quid est prohibere nuptias, si hoc non est prohibere, tot impedimenta fingere et laqueos ponere, ne coeant, aut si coierint, dissoluere matrimonia? Quis dedit hominibus hanc potestatem? Esto, fuerint sancti et pio zelo ducti, quid meam libertatem uexat aliena sanctitas? quid me captiuat alienus zelus? Sit sanctus et zelotes, quisquis uolet, et quantum uolet, modo alteri non noceat, et libertatem mihi non rapiat.  Hvad er det at forhindre ægteskab, hvis det ikke er at forhindrer, når de opdigter så mange forhindringer og opstiller snarer, så de ikke kan komme sammen, eller så de, hvis de er kommet sammen, opløser ægteskaberne? Hvem har givet mennesker denne magt? Selv om de har været hellige og var drevet af from nidkærhed, hvorfor skal så en fremmed hellighed skade min frihed? Lad enhver, der vil, være hellig og nidkær, og lad ham være det, så meget han vil, blot han ikke skader nogen anden og røver mig min frihed. 
65         Verum gaudeo istis dedecorosis legibus suam tandem contigisse gloriam. Nempe, earum beneficio, hodie Romanenses factun sunt nundinatores. Quid enim uendunt? uuluas et ueretra. Merx scilicet dignissima mercatoribus istis, prae auaritia et impietate plusquam sordidissimis et obscoenissimis.          Men jeg glæder mig over, at ved disse vanærende love har den omsider fået sin ære. For i kraft af deres velsignelse er i dag romerne blevet gjort til handelsmænd. Hvad er det nemlig de sælger? Livmødre og skamdele. Det er den højværdige vare for disse købmænd, der er mere end snavsede og obskøne af gerrighed og gudløshed. 
66 Nihil enim est impedimentorum hodie, quod intercedente mammona non fiat legitimum, ut leges istae hominum non alia causa uideantur natae, nisi ut aliquando essent auaris hominibus rapacibusque Nimbrotis rhetia pecuniarum et laquei animarum, staretque in Ecclesia dei loco sancto Abominatio ista, (Matt 24,15) quae uenderet hominibus publice utriusque sexus pudibanda, seu (ut scriptura uocat) ignominias et turpitudines, (3 Mos 18,6ff) (n66) quas tamen antea per uim legum suarum rapuissent. O digna pontificibus nostris negotiatio, quam pro Euangelii ministerio, quod prae auaritia et ambitione contemnunt, summo cum dedecore et turpitudine in sensum reprobum dati, exercerent. (Rom 1,28)  Der er nemlig i vore dage ikke nogen ægteskabshindring, som ikke, hvis man spytter lidt penge i bøssen, kan blive legitim, så at disse menneskelige love ikke synes at være opstået af anden grund, end at de på en eller anden måde for de gerrige mennesker og de røveriske nimbroter kan være en pengemaskine og en sjælesnare, så at i Guds kirke denne vederstyggelig kommer til at stå på det hellige sted, som offentligt til mennesker af begge køn sælger 'kønsblottelser', eller som skriften kalder det, skamløshed og uanstændighed, som de dog tidligere ved deres loves kraft havde bortrøvet. (?). O det er en handlemåde der er vore paver værdig, den går i stedet for tjenesten for evangeliet, som de foragter fremfor gerrighed og ambition og udfører med den største vanære og uanstændighed, prisgivet en forkastelig tankegang. 
67         Sed quid dicam aut faciam? Si singula persequar, immodicus erit sermo. Confussissima enim sunt omnia, ut nescias unde exordiaris, quo producas, et ubi consistas. Hoc scio, nullam rem publicam legibus foeliciter administrari. Si enim prudens fuerit Magistratus, ductu naturae omnia foelicius administrabit quam legibus.          Men hvad skal jeg gøre eller sige? Hvis jeg gennemgår det i enheltheder, vil min gennemgang blive for lang. Alt er nemlig højst forvirret, så man ikke véd, hvor man skal begynde, hvordan man skal gå videre og hvor man skal holde op. Det véd jeg, at ingen stat administrerer lovene heldigt. Hvis nemlig øvrigheden var klog, ville den ved naturens ledelse administrere alting heldigere end ved hjælp af love. 
68 si prudens non fuerit, legibus nihil promouebit nisi malum, cum nesciat eis uti, nec eas pro tempore moderare. ideo in rebus publicis magis curandum est, ut boni et prudentes uiri praesint, quam ut leges ferantur, ipsi enim erunt optimae leges, omnem uarietatem casuum uiuaci aequitate iudicaturi. Quod si assit eruditio diuinae legis, cum prudentia naturali, plane superfluum et noxium est scriptas leges habere. Super omnia autem Charitas nullis prorsus legibus indiget.  Hvis den ikke var klog, ville der intet kunne ske ved lovene andet end ondt, eftersom den ikke forstår at udnytte dem og ikke at moderere dem for en tid. Derfor skal man i de borgerlige sager sørge mere for, at der er gode og kloge mænd, der styrer, end at lovene føres igennem. I sig selv kan lovene være de bedste love, alligevel skal enhver forskel i sagerne bedømmes med en levende ligelighed. Men hvis klogskab i den guddommelige lov kommer til, sammen med en naturlig visdom, så er det helt overflødigt og skadeligt at have skrevne love. For kærligheden trænger slet ikke til nogen love overhovedet. 
69          Dico tamen, et quod in me est facio, Monens et rogans omnes sacerdotes et fratres, si uiderint aliquod impedimentum, in quo Papa potest dispensare, (W555) et quod non est in scriptura expressum, ut prorsus ea omnia matrimonia confirment, quae contra Ecclesiasticas uel pontificias leges quoquo modo fuerint contracta.            Dog siger og gør jeg, hvad jeg kan, idet jeg formaner alle præster og brødre og siger, at hvis de ser en hindring [for ægteskab], som paven kan dispensere fra og som ikke udtrykkelig er nævnt i skriften, at de absolut skal stadfæste alle sådanne ægteskaber, som på en eller anden måde er indgåede imod de kirkelige eller pavelige love. 
70 Arment autem se lege diuina dicente: Quod deus coniunxit, homo non separet. Coniunctio enim uiri et mulieris est iuris diuini, quae tenet, quocunque modo contra leges hominum contigerit, debentque leges hominum ei cedere, sine ullo scrupulo.  Men de skal væbne sig med den guddommelige lov, der siger: 'Hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille'. For foreningen mellem mand og kvinde sker efter guddommelig ret, og den skal fastholdes, selv om den på en eller anden måde har fundet sted imod de menneskelige love, og menneskelige love skal vige for den uden nogen skrupler. 
71 Si enim homo relinquit patrem et matrem, et adhaeret uxori suae, quanto magis conculcabit friuolas et iniquas leges hominum, ut adhereat uxori suae? Et Papa, uel Episcopus, uel officialis, si dissoluerit aliquod matrimonium, contra legem humanam contractum, Antichristus est, et uiolator naturae, et reus lesae maiestatis diuinae, quia stat sententia: Quod deus coniuxit, homo non separet.  Hvis nemlig mennesket forlader far og mor og holder sig til sin hustru, hvor meget mere skal han da ikke træde letfærdige og uretfærdige love under fod, så at han kan holde sig til sin hustru? Og paven eller biskoppen eller embedsmanden, hvis han opløser et ægteskab, som er indgået imod de menneskelige love, så er han antikrist, han bryder naturens love og begår majestætsfornærmelse mod Gud, for den sætning står fast: Hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille. 
72        Adde his, quod homo non habuit ius leges tales condendi, et Christianis per Christum libertas donata est super omnes leges hominum, maxime ubi lex diuina intercedit, Sicut dicit Marci. .ii. Dominus est filius hominis, etiam sabbati, Et non homo propter sabbatum, sed sabbatum propter hominem factum est. Deinde, quod tales leges praedamnatae sunt per Paulum, ubi prohibentes nubere futuros esse praedixit. (1 Tim 4,3) Quare hic cedere debet rigor ille impedimentorum ex affinitate, spirituali aut legali cognatione, et consanguinitate, quantum permittunt literae sacrae, in quibus tantum secundus gradus consanguinitatis prohibitus est, ut scribitur Leuiciti .xviii. ubi duodecim personae prohibentur, quae sunt, Mater, Nouerca, Soror naturalis, soror legitima ex utro parente, Neptis, Amita, Matertera, Nurus, uxor fratris, Soror uxoris, priuigna, uxor patrui.          Læg hertil, at mennesket ikke har ret til at grundlægge den slags love, og at de kristne gennem Kristus har fået frihed over alle menneskelige love, især hvor den guddommelige lov går imellem, sådan som Kristus siger Mark 2,28: 'Menneskesønnen er herre over sabbaten', og Mark 2,27: 'Mennesket er ikke til for sabbatens skyld, men sabbaten for menneskets skyld'. Dertil kommer, at sådanne love i forvejen er fordømt af Paulus, hvor han forudsiger, at der vil komme nogle, der forbyder ægteskab. Derfor bør her vige denne strenghed i forhindringerne ud fra slægtskab, åndeligt eller lovligt slægtskab, og legemligt slægtskab, så meget som den hellige skrift tillader det. I den er der to grader af slægtskab, der er forbudt, som det skrives 3 Mos 18,6ff. Det drejer sig om moder, stedmoder, den naturlige søster, den lovlige søster efter én af forældrene, sønnedatter, faster, moster, svigerdatter, broders kone, hustruens søster, steddatter, farbrors hustru. 
73 In quibus non nisi primus gradus affinitatis et secundus consanguinitatis prohibetur, non tamen uniuersaliter, ut clarum est intuenti, nam fratris aut sororis filia uel neptis non numeratur prohibita, cum tamen sit in gradu secundo. Quare, si quando matrimonium extra hoc gradus contractum fuerit, cum nulli alii legantur a deo usquam prohibiti, nullo modo debet dissolui propter leges hominum, cum matrimonium ipsum diuinitus institutum sit incomparabiliter legibus superius, ita ut non ipsum propter leges, sed leges propter ipsum debeant merito dirumpi.  I disse er det kun første grads tilknytning og anden grads slægtskab, der er forhindret, dog ikke generelt, som det klart kan ses, for broderens eller søsterens datter eller sønnedatter regnes ikke op blandt de forhindrede, skønt de dog er i anden grad. Derfor, hvis der er indgået noget ægteskab udenfor denne grad, når ikke andre ting, hvorom der er lovgivet af Gud, forhindrer det, så bør det på ingen måde opløses på grund af menneskelige love, eftersom ægteskabet selv, som guddommeligt indstiftet, uden sammenligning må være overordnet disse love, således at ægteskabet ikke skal ødelægges på grund af lovene, men lovene fortjener at ødelægges på grund af ægteskabet. 
74         Ita debent istae nugae compaternitatum, commaternitatum, confraternitatum, consororitatum, et confilietatum prorsus extingui contracto matrimonio. Quis enim istam cognationem spiritualem inuenit, nisi superstitio humana? Si non licet baptisanti aut leuanti baptismatam aut leuatam ducere, cur licet Christiano Christanam ducere? An est maior cognatio ista ex ceremoniis (W556) seu signo sacramenti contracta, quam quae ex re ipsa sacramenti?           Derfor bør denne naragtige tale om at være medfader, medmoder, medbroder, medsøster og medbarn, fuldstændig slettes af ægteskabskontrakten. Hvem har fundet på dette åndelige slægtskab, undtagen menneskelig overtro? Hvis det ikke er tilladt den, der døber, eller den, der drager op af dåben, at tage den døbte eller den, der drages op, til hustru, hvorfor er det så tilladt en kristen at tage en kristen hustru? Mon det slægtskab, der opstår gennem disse ceremonier eller gennem sakramentets tegn, er større end det, der opstår gennem sakramentet selv? 
75 An non baptisatus baptisatae spiritualis frater? Quid insanimus? Quid, siquis uxorem suam erudiat Euangelio et fide Christi, factus hoc ipso uere pater eius in Christo, an non liceat uxorem eius manere? An Paulo non licuisset puellam ex Corinthiis ducere, quos omnes in Christo genuisse se iactat? Vide itaque, quam sit libertas Christiana per caecitatem humanae superstitionis oppressa.  Mon ikke en døbt er en anden døbts åndelige broder? Hvordan er det, vi raser? Hvad, hvis én underviser sin hustru i evangeliet og i troen på Kristus, og på den måde bliver hendes fader i Kristus, mon hun så ikke skal have lov til at forblive hans hustru? Mon det ikke var tilladt for Paulus at tage sig en pige blandt korintherne, selv om han roser sig af, at han har født dem alle i Kristus? Du ser således, hvordan den kristne frihed bliver undertrykt gennem den menneskelige overtros blindhed. 
76        Iam multo uanior est cognatio legalis, et tamen hanc etiam super ius diuinum matrimonii extulerunt. Nec huic impedimento consenserim, quod uocant religionis disparilitatem, ut nec simpliciter, nec sub conditione conuertendi ad fidem liceat ducere non baptisatam. Quis hoc prohibuit? deus an homo? Quis hominibus potestatem fecit prohibendi sic nubere? Spiritus scilicet mendatium in hypocrisi loquentes, ut Paulus dicit. De quibus illud dicere oportet: Narrauerunt mihi iniqui fabulationes, sed non ut lex tua. (Sl 119,85)         Men endnu mere tomt er det lovlige slægtskab, og dog lægger de også dette ned over ægteskabets guddommelige ret. Jeg kan heller ikke gå med til, at det skal være en hindring, hvad de kalder uforligelighed med hensyn til religion, så at det ikke skal være tilladt ligeud og heller ikke under betingelser at tage en ikke døbt til hustru for at omvende hende? Hvem har forhindret det? Gud eller mennesket? Hvem har givet menneskene magt til at forhindre, at man gifter sig således? Jo, det har en løgneånd, som taler hykleriske ting, som Paulus siger. Det er om den slags, at dette bør siges: 'De fortæller mig urigtige historier, men ikke som din lov'. 
77 Duxit Patritius gentilis Monicam matrem sancti Augustini Christianam, Cur non hodie liceat idem? Idem rigor stultitiae, immo impietatis est Impedimentum criminis, scilicet, ubi quis duxerit prius pollutam adulterio, aut machinatus fuerit in mortem alterius coniugis, quo cum superstite contrahere possit. Obsecro, unde iste rigor hominum in homines, qualem nec deus unquam exigit? An ignorare se simulant, Batschab uxorem Vriae utroque crimine impleto, id est, praepollutam adulterio et occiso uiro, tamen ductam a Dauid sanctissimo uiro? Si lex diuina haec fecit, quid faciunt homines tyranni in suos conseruos?  Hedningen Patricius tog Monica, den hellige Augustins moder, som var kristen, til hustru. Hvorfor skal det samme ikke være tilladt i dag? Den samme strenge dumhed, ja gudløshed ligger i forbrydelsens forhindring, nemlig den, at én tager en til hustru, der er forurenet med hor eller en, der er ophavsmand til den anden ægtefælles død, hvorved han kan gifte sig med den overlevende. Jamen, for Guds skyld, hvorfor denne strenghed fra menneskers side mod mennesker, som end ikke Gud selv nogensinde har krævet? Mon de kan lade som om de ikke ved, at Batseba, Urias' hustru, efter at to forbrydelser var fuldbyrdet, nemlig det forudgående hor og drabet på hendes mand, blev ført som hustru af David, den højhellige mand? Hvis den guddommelige lov gør dette, hvad er så det for et tyranni, mennesker udøver overfor deres medslaver? 
78         Censetur et impedimentum, quod uocant ligaminis, hoc est, si quis alteri sit alligatus per sponsalia. Hic concludunt, si posteriorem quis cognouerit, prioris cessare sponsalia. Quod plane non capio. Ego arbitror, eum esse iam non sui iuris, qui uni sese addixerit, ac per hoc prohibente iure diuino debere priori non cognitae, etiam si posteriorem cognouerit; dare enim non potuit, quod non habuit, sed fefellit eam, commisitque uerum adulterium.         De mener også, der er en hindring, som de kalder 'båndshindringen´, det vil sige, hvis en mand er bundet ved løfte til en anden kvinde. Her bestemmer de, at hvis han er kommet sammen med den sidste, skal den førstes ægteskab ophøre. Hvilket jeg ganske simpelt ikke kan forstå. Jeg mener, at den, der har lovet sig bort til en kvinde, han har ikke længer ret over sig selv, og at han derfor, fordi den guddommelige lov forhindrer det, bør høre sammen med den første, også selv om han ikke er kommet sammen med hende, skønt han er kommet sammen med den sidste; han kan nemlig ikke give bort, hvad han ikke har, men bedrog hende og bedrev faktisk hor. 
79 Quod autem aliud illis uisum est, fecit, quod copulam carnis plus attenderunt, quam diuinum mandatum, quo priori fidem pollicitus debet semper seruare. Qui enim dare uult, de suo dare debet. Et deus prohibet, ne quis fratrem suum circumueniat in ullo negotio, quod seruandum est ultra et supra omnes omnium hominum traditiones. Ita credo, non posse talem salua conscientia cum secunda cohabitare, et hoc impedimentum esse omnino conuertendum.  Men fordi de ser anderledes på sagen, bevirker det, at de lægger mere vægt på den kødelige forbindelse end på det guddommelige bud, for ifølge det er en mand, der har lovet sig bort til én, forpligtet på at holde dette løfte hele livet. For den, der vil give noget bort, må give af sit eget. Og Gud forbyder, at nogen narrer sin broder i nogen forretning, og det forbud må man overholde mere end og fremfor alle menneskers traditioner. Derfor tror jeg, at en sådan mand ikke kan leve sammen med nummer to med frelst samvittighed, og denne forhindring skal i det hele taget vendes om. 
80 Si enim uotum religionis facit alienum, cur non etiam fides data et accepta, (W557) cum haec sit praecepti et fructus spiritus Gal. v, illud autem arbitrii humani? Et si licet uxori uirum repetere, uoto facto religionis non obstante, cur non liceat sponsae repetere sponsum suum, etiam secuta copula cum altera? Sed et superius diximus, non licere uouere religionem ei, qui fidem dedit puellae, sed est debitor ducendae, quia debitor est fidei seruandae, quam nulla traditione hominum licet deserere, quia praecepta est a deo.  For hvis et munkeløfte bevirker, at en mand ikke længer er sin egen, hvorfor så ikke også et troskabsløfte, aflagt og modtaget, eftersom det dog er Guds ånds bud og frugt (Gal 5,22), mens det andet er efter menneskers forgodtbefindende? Og det er tilladt en hustru at kalde sin mand tilbage, selv om han i mellemtiden har aflagt et munkeløfte, hvorfor er det så ikke tilladt en hustru at kalde sin mand tilbage, også efter at han har haft samleje med en anden? Men vi sagde også ovenfor, at det ikke er tilladt nogen at aflægge et munkeløfte, hvis han har givet en pige sin tro, men han er skyldig at gifte sig med hende, og det er der ingen menneskelig tradition, der kan opløse, fordi det er et bud fra Gud. 
81 Multo magis hic ita fiet, ut fidem priori seruet, cum posteriori non nisi mendaci corde dare potuerit, ac per hoc non dederit, sed fefellerit proximam suam contra deum. Quare erroris impedimentum hoc locum habet, qui facit, ut posterioris nuptiae nihil sint.  Meget snarere skulle det derfor her ske, at han han overholder sit troskabsløfte til den første, eftersom han ikke har kunnet give det til den anden andet end med et løgnagtigt hjerte, og derfor gav han ikke noget, men bedrog sin næste imod Gud. Derfor har forhindring i kraft af en fejltagelse her sit sted, og det bevirker, at ægteskabet med den anden ikke er gyldigt. 
82        Impedimentum ordinis quoque merum est hominum commentum, praesertim cum garriant, eo dirimi etiam contractum, semper suas traditiones super dei mandata exaltantes. Ego quidem de sacerdoti ordine non iudico, qualis hodie est, sed uideo Paulum iubere, Episcopum unius uxoris uirum esse, (1 Tim 3,2) ideo non posse dirimi matrimonium diaconi, sacerdotis, Episcopi, seu cuiuscunque ordinis. quanquam hoc genus sacerdotum et eos ordines non nouerit Paulus, quos hodie habemus.           Forhindringen i kraft af ordinationen er også kun en menneskelig opfindelse, især når de vrøvler om, at derved ophæves endog et kontraktindgået ægteskab; de sætter jo altid deres traditioner over Guds bud. Men jeg skal ikke dømme om præstestanden, som den er i dag, men jeg lægger mærke til, at Paulus befaler, at en biskop skal være én kvindes mand, derfor kan diakoners, præsters, biskoppers eller nogen ordens ægteskab ikke ophæves. Også selv om Paulus ikke kendte noget til den slags præstedømme og den slags ordener, som vi har i dag. 
83 Pereant itaque maledictae iste hominum traditiones, quae non nisi ad multiplicanda pericula, peccata, mala, in Ecclesia introierunt. Est ergo inter sacerdotem et uxorem uerum et inseparabile matrimonium, mandatis diuinis probatum. Quid, si impii homines illud prohibeant aut dirimant, mera tyrannide sua? Esto, sit illicitum apud homines, licitum tamen est apud deum, cuius mandatum, si contra hominum pugnet mandata, est praeferendum.  Lad derfor disse forbandede menneskelige traditioner gå til grunde, som kun er indført for at forøge farerne, synderne, onderne i kirken. Der findes derfor mellem en præst og hans hustru et sandt, ubrydeligt ægteskab, godkendt af de guddommelige bud. Men hvad så, hvis ugudelige mennesker forhindrer det eller ophæver det ved blot og bart tyranni? Lad være, at det er forbundt blandt menneske, det er dog tilladt hos Gud, hvis bud skal foretrække, hvis de er imod de menneskelige bud.
84        Aeque commentum est impedimentum illud publicae honestatis, quo dirimuntur contracta. Vrit me audax ista impietas tam prompta ad separandum, quod deus coniunxit, ut Antichristum in ea cognoscas, quae aduersatur omnibus, quae Christus fecit et docuit. Quae rogo est causa, ut sponsi praemortui nullus consanguineus usque ad quartum gradum possit ducere sponsam? Non est hoc publicae honestatis iustitia, sed inscitia.          En lignende opfindelse er 'forhindringen i kraft af den offentlige ære', hvorved kontraktligt indgåede ægteskaber kan opløses. Denne ligefremme ugudelighed, som straks er parat til at adskille, hvad Gud har sammenføjet, forarger mig meget, så her kan man nok erkende antikrist, som sætter sig imod alt, hvad Kristus har gjort og lært. Hvad er grunden til, spørger jeg, at en enkemand ikke må gifte sig med sin afdøde kones slægtning indtil fjerde led? Det er ikke en bedømmelse ud fra den offentlige ære, men en uvidenhed om den offentlige ære. 
85 Cur non in populo Israel, optimis ac diuinis legibus instituto, erat ista publicae honestatis iustitia? sed etiam praecepto dei proximus cogebatur, uxorem proximi relictam ducere. An oportet populum libertatis Christianae rigidioribus legibus onerare, quam populum seruitutis legalis? Et ut finem faciam istorum figmentorum magis quam impedimentorum, Dico, mihi adhuc nullum apparere impedimentum, quod contractum iure dirimat, nisi impotentiam cognoscendae coniugis, ignorantiam iam contracti, et uotum castitatis.  Hvorfor var der ikke i Israels folk nogen lov om offentlig ære? Det var dog udstyret med de bedste love, ja, men guddommelige love. Her tvang endda Guds bud den nærmeste til at gifte sig med sin næstes efterladte hustru. Mon man bør bebyrde det folk, der har den kristne frihed, med strengere love end lovtrældommens folk? Men for at gøre ende på disse forestillinger, som er fantasier mere end hindringer, så vil jeg sige, at jeg indtil nu ikke kan se andre hindringer for et kontraktligt indgået ægteskab end impotens, der erkendes hos ægtefællen, uvidenhed om, at den anden allerede havde indgået ægteskab, og kyskhedsløfte. 
86 De uoto (W558) tamen ita sum incertus usque hodie, ut ignorem, quo tempore sit censendum ualere, sicut et supra dixi in baptismi sacramento. Disce ergo in hoc uno matrimonio, quam infoeliciter et perdite omnia sint confusa, impedita, irretita, et periculis subiecta, per pestilentes, indoctas, impiasque traditiones hominum, quaecunque in Ecclesia geruntur, ut nulla remedii spes sit, nisi reuocato libertatis Euangelico, secundum ipsum, extinctis semel omnibus omnium hominum legibus, omnia iudicemus et regamus. Amen.  Dog er jeg i den grad indtil i dag usikker på løftet, at jeg ikke véd, fra hvilken alder et sådant løfte skal regnes for bindende, sådan som jeg ovenfor har sagt om dåbens sakramente. Derfor kan man blot ud fra dette ene spørgsmål om ægteskabet belæres om, hvor uheldigt og fortabt alt er blevet sammenblandet, forhindret, sammensnøret og underlagt farer, gennem disse pestbærende, ulærde og ugudelige menneskelige traditioner, som hersker overalt i kirken, så der ikke er noget håb om helbredelse, medmindre man genindfører den evangeliske frihed, med ét slag tilintetgør alle menneskelige love, og bedømmer og styrer alting efter denne frihed. Amen. 
87         De impotentia itaque sexus dicendum, quo possit facilius consuli animabus periculo laborantibus, Hoc tamen praemisso, quod ea, quae de impedimentis dixi, dicta uolo post matrimonium contractum, ne talibus ullum dirimatur. Caeterum de contrahendo breuiter dixerim, quod supra dixi: Quod si urgeat amor iuuentutis, et quaeuis alia necessitas, propter quam dispensat Papa, dispenset etiam quilibet frater cum fratre, aut ipse cum seipso, rapta per hoc consilium uxore de manu tyrannicarum legum, utcunque poterit.            Vi må derfor tale om seksuel impotens, for bedre at kunne rådgive de sjæle, der arbejder i fare. Men dette vil jeg godt bemærke forud, at det, som jeg har kaldt forhindringer, vil jeg skal forstås om ægteskaber, der er indgået; ingen skal ophæves ved sådanne forhindringer. Men hvad angår ægteskaber, som påtænkes indgået, vil jeg kort sige, som jeg også sagde ovenfor: At hvis den ungdommelige lidenskab presser sig på eller der opstår nogen anden nødvendighed, som kan få paven til at dispensere, så kan også en hvilkensomhelst broder dispensere sin broder, eller han kan gøre det overfor sig selv, og gennem dette råd befri sin hustru fra de tyranniske loves hånd, så vidt han formår. 
88 Vtquid enim mea libertas tollitur aliena superstitione et ignorantia? Aut si pro pecunia Papa dispensat, cur non ipse pro meae salutis comoditate mecum aut cum fratre dispensem? Statuit leges Papa? sibi statuat, mea salua libertate, uel occulte surrepta. Videamus itaque de impotentia.  For hvorfor skal min frihed ophæves ved en andens overtro og uvidenhed? Eller hvis paven kan tildele dispensation for penge, hvorfor kan jeg så ikke tildele mig selv eller en broder dispensation for min sjælefrelses skyld? Opstiller paven love? Lad ham så opstille dem for sig selv, men holde fingrene fra min frihed, ellers tager jeg mig hemmeligt frihed til det. Men lad os nu se på impotensen. 
89           Quareo casum eiusmodo: Si mulier impotenti nupta uiro nec possit, nec uelit forte, tot testimoniis et strepitibus, quot iura exigunt, iudicialiter impotentiam uiri probare, uelit tamen prolem habere, aut non possit continere, Et ego consuluissem, ut diuortium a uiro impetret, ad nubendum alteri, contenta, quod ipsius aut mariti conscientia et experientia abunde testes sunt impotentiae illius, Vir autem nolit, Tum ego ultra consulam, ut cum consensu uiri (cum iam non sit maritus, sed simplex et solutus cohabitator) misceatur alteri uel fratri mariti, occulto tamen matrimonio, et proles imputetur putatiuo (ut dicunt) patri.           Tag følgende sag! En kvinde er gift med en impotent mand og kan ikke og vil måske heller ikke bevise mandens impotens, i betragtning af alle de vidnesbyrd og alt det bulder, som loven kræver, men hun vil dog gerne have børn, eller også kan hun ikke leve i afholdenhed. Hvis jeg nu havde tilrådet hende at søge skilsmisse fra sin mand og gifte sig med en anden, tilfreds med, at hendes egen og mandens samvittighed og erfaring i fuldt omfang har bevist hans impotens, men manden ikke ville, da ville jeg for min del give det yderligere råd, at hun med sin mands billigelse (skønt han ikke mere er hendes mand, men blot og bart én, der lever under samme tag med hende) søger samleje med en anden, måske mandens bror, idet dog det ægteskab, som samlejet er, holdes hemmeligt, og børnene regnes for at være den første mands børn. 
90 An haec mulier salua sit et in statu salutis? Respondeo ego, quod sic, Quia error et ignorantia uirilis impotentiae hic impedit matrimonium, et tyrannis legum non admittit diuortium, et mulier libera est per legem diuinam, nec cogi potest ad continentiam. Quare uir debet concedere eius iuri, et alteri permittere uxorem, quam specietenus habet.  Mon nu en sådan kvinde er frelst og befinder sig i frelsens stand? Jeg vil svare, ja, for en fejltagelse og en uvidenhed om mandens impotens forhindrede her ægteskabet, og tyranniske love tillader ikke skilsmisse, og kvinden er fri efter de guddommelige love, og kan ikke tvinges til afholdenhed. Derfor bør manden tilstå hende hendes ret, og lade en anden få hende til hustru, han var jo kun i det ydre hendes mand. 
 91          Vlterius, si uir nollet consentire, nec diuidi uellet, antequam permitterem eam uri aut adulterari, consulerem, ut contracto cum alio matrimonio aufugeret in locum ignotum et remotum. Quid enim aliud possit consuli laboranti assiduo libidinis periculo? Scio autem quosdam mouere, quod proles huius occulti matrimonii iniquus haeres sit putatiui patris. Sed si (W559) consensu mariti fiat, iniquus non erit.           Til sidst, hvad så, hvis manden ikke vil give sit samtykke og ikke vil skilles? Her vil jeg, hellere end tillade kvinden at brænde [af begær] eller bedrive hor, tilråde, at gifte sig med en anden og flygte til et ukendt og fjernt land. Hvad andet kan man tilråde for én, der konstant befinder sig i vellystens farezone? Jeg véd godt, at nogen oprøres over, at børnene af dette hemmelige ægteskab ikke er retmæssige arvinger til den første mand. Men hvis han havde givet sit samtykke, ville de ikke være uretmæssige arvinger. 
 92 Si autem ignorante aut nolente fiat, iudicet hic Christiana et libera ratio, immo charitas, uter utri maius damnum inferat. Vxor haereditatem alienat, at maritus fefellit uxorem eamque toto suo corpore totaque uita fraudat; an non maius peccet uir, corpus et uitam uxori perdens, quam mulier, res tantum temporales uiri alienans? Patiatur ergo uel diuortium, aut ferat aliens haeredes, qui sua culpa innocentem puellam fefellit, et uita pariter ac corporis usu toto fraudauit, insuper occasionem pene intolerabilem adulterandi dedit, ponatur utrunque in aequa lance.   Men hvis det sker uden at han véd det eller imod hans vilje, så lad her den kristne og frie bedømmelse afgøre det, ja lad kærligheden afgøre, hvem der har påført den anden den største skade. Hustruen fremmedgør arven, men manden snyder hustruen og bedrager hende for hele sin krop og hele sit liv. Mon ikke manden, som forspilder sin hustrue krop og liv, synder mere end hustruen, som fremmedgør en af hendes mands timelig ting? Han skulle altså enten finde sig i en skilsmisse, eller bære den fremmede arv, han, som ved sin egen skyld snød en uskyldig pige og bedrog hende for den fulde brug af hans liv og hans krop, foruden at han giver hende en næsten uimodståelig lejlighed til at begå hor. Begge bør altså vejes på samme vægt. 
 93 Certe omni iure fraus in fraudantem recidere debet, et damnum recompensare tenetur, qui dedit. Quid enim differt talis maritus ab eo, qui uxorem alicuius captiuam tenet cum marito? Nonne talis tyrannus uxorem et filios et maritum alere cogitur, aut liberos dimittere? Cur ergo et hic non ita fiat? Ita ego arbitror, uirum debere cogi, aut ad diuortium, aut ad alienum haeredem alendum, Sic charitas iudicabit sine dubio.  Sikkert er det, at ifølge enhver ret skal bedrag falde tilbage på den, der bedragere, og skaden skal god af den, der har forvoldt den. Men hvori adskiller en sådan mand sig fra den, som holder en eller andens hustru fanger sammen med hendes mand? Mon ikke en sådan tyran skulle tvinges til at forsørge både hustruen og sønnerne og manden, eller også slippe dem fri? Hvorfor skulle altså dette ikke også ske her? Således tror jeg, at manden bør tvinges, enten til skilsmisse eller til at forsørge en fremmed arv. Sådan vil uden tvivl kærligheden dømme. 
 94 In quo casu uxoris haeredem non alio affectu alet impotens iam et non maritus, quam si uxorem aegrotantem aut alio incomodo affectam totis et grauibus expensis foueret. sua enim, non uxoris culpa, eo incomodo laborat uxor. Haec pro mea uirili, ad informandas conscientias scrupulosas retulerim, cupiens afflictis meis fratribus in ista captiuitate qualicunque solation succurrere.  I dette tilfælde skulle den impotente mand, som ikke rigtig er hendes mand, forsørge sin hustrus arvinger med det samme sindelag, som han vil have plejet hende med, hvis hun var blevet syg eller var kommet til at lide af et eller andet onde. For det er hans skyld, ikke hans hustru, at hun lider dette onde. Dette har jeg fremført efter bedste evne, for at jeg kunne informere de anfægtede samvittigheder en smule, idet jeg bestræber mig for at hjælpe mine anfægtede brødre i dette fangenskab med dog en smule trøst. 
 95         De diuortio etiam uersatur quaestio, an licitum sit. Ego quidem ita detestor diuortium, ut digamiam malim quam diuortium, sed an liceat, ipse non audeo definire. Christus ipse princeps pastorum Mat. v. dicit: Siquis dimiserit uxorem suam, excepta fornicationis causa, facit eam adulterari, Et qui dimissam duxerit, adulterat. (Matt 5,32) Concedit ergo Christus diuortium, in causa fornicationis duntaxat. Quare errare Papam necesse est, quoties diuortium facit aliis causis, nec statim se tutum arbitrari debet ullus, qui pontificia illa temeritate uerius quam potestate dispensationem obtinuerit.           Angående skilsmisse rejser der sig stadig det spørgsmål, om det er tilladt. Jeg er ganske vist så meget imod skilsmisse, at jeg heller vil tilråde bigami end skilsmisse, men om det er tilladt, vover jeg ikke selv at afgøre. Kristus selv, hyrdernes leder, siger i Matt 5,32: 'Hvis nogen skiller sig fra sin hustru af anden årsag end utugt, forvolder, at der begås ægteskabsbrud imod hende, og den, der gifter sig med en fraskilt, bedriver hor'. Kristus tillader altså skilsmisse, men kun på grund af utugt. Derfor må paven nødvendigvis tage fejl, hver gang han tillader skilsmisse af anden grund, og ingen bør føle sig sikker, fordi han har opnået dispensation i kraft af denne pavelige frækhed, som det er, mere end det er bemyndigelse. 
 96 Sed hoc admiror magis, cur caelibem esse cogant hominem, qui diuortio separatus est a coniuge sua, nec aliam ducere permittant. Si enim Christus diuortium concedit in causa fornicationis, et neminem cogit esse celibem, et Paulus magis uelit, nos nubere quam uri, uidetur omnino admittere, ut in locum repudiatae aliam ducat. Quae res utinam plane discussa et certa esset, ut posset consuli infinitis periculis eorum, qui sine culpa sua hodie celibes esse coguntur, Hoc est, quorum uxores uel mariti auffugiunt, et coniugem relinquunt, decennio vel nunquam reuersuri. Vrget me et male habet hic casus, quottidianis (W560) exemplis, siue id singulari nequitia Satanae, siue neglectu uerbi dei contingit.  Men jeg undrer mig endnu mere over, at de tvinger et menneske, der er ved skilsmisse er blevet skilt fra sin ægtefælle, til at leve ugift og ikke tillader ham at gifte sig med en anden. For hvis Kristus tillader skilsmisse i tilfælde af utugt, og ikke tvinger nogen til at leve ugift, og Paulus heller vil, at vi skal gifte os end brænde, så synes det i det hele taget at være tilladt, at taget en anden i stedet for den forsmåede. Gid denne sag var fuldstændig færdigdiskuteret og afgjort, så man kunne rådgive om de uendelige farer hos dem, som uden skyld i dag tvinges til at leve ugift, det vil sige, hvis hustruer eller mænd er flygtet bort og forladt deres ægtefælle, og først kommer tilbage måske ti år senere, måske aldrig. Denne sag bekymrer mig og gør mig dårlig tilpas, det er hver dag, jeg ser eksempler på det, hvad enten det så sker ved Satans særlige ondskabsfuldhed eller fordi vi forsømmer Guds ord. 
 97       Ego sane, qui solus contra omnes statuere in hac re nihil possum, uehementer optarem, saltem illud .i. Corint. vii. huc aptari: Quod si infideles discedit, discedat; Non enim seruituti subiectus est frater aut soror in eiusmodi. Hic Apostolus discendentem infidelem concedit dimitti, et fideli liberum facit alterum accipere. Cur non idem ualeat, si fidelis, hoc est, nomine fidelis, re ipsa aeque infidelis, coniugem deserat, praesertim nunquam reuersurus?          Men ak, jeg, der er alene mod alle, kan intet fastsætte i denne sag. Men jeg ønsker inderligt, at i det mindste det, der står i 1 Kor 7 kan finde anvendelse her: 'Men hvis den vantro vil skilles, så lad ham det, for ingen broder eller søster er bundet i et sådant tilfælde'. Her giver apostelen lov til at lade den vantro, der vil skilles, fare, og gør den troende fri til at gifte sig med en anden. Hvorfor skulle det samme ikke være gældende, hvis en troende, det vil sige, en troende af navn, men i virkeligheden lige med en vantro, forlader sin ægtefælle, især når han aldrig vil vende tilbage? 
 98 Ego sane nihil discriminis utrinque deprehendere possum. Credo autem, si Apostoli tempore discessor infidelis reuersus denuo aut fidelis factus aut fideli cohabitare pollicitus fuisset, admissus non fuisset, sed et ipsi alteram ducendi potestas facta fuisset. Tamen in iis nihil definio (ut dixi) quanquam nihil magis optem esse definitum, cum nihil magis me et multos mecum uexet hodie.  Jeg kan i hvert fald ikke se nogen forskel på de to tilfælde. Men jeg tror, at hvis på apostelens tid en vantro, der havde forladt sin ægtefælle, vendte tilbage igen, eller blev troende eller havde lovet at ville leve sammen med sin troende ægtefælle, ville han ikke have fået lov til det, men han ville selv have fået ret til at gifte sig igen. Dog fastslår jeg som sagt ingenting i disse sager, skønt der ikke var noget, jeg hellere ville se fastslået, eftersom intet forvirrer mig mere i denne tid end dette, og mange andre med mig. 
 99 Sola autoritate Papae aut Episcoporum hic diffiniri nihil uolo, sed, si duo eruditi et boni uiri in nomine Christi consentirent, et in spiritu Christi pronunciarent, eorum ego iuditium praeferrem etiam Conciliis, qualia nunc solent cogi, tantum numero et autoritate citra eruditionem et sanctimoniam iactata. Suspendo ergo hic organum meum, donec conferat mecum alius melior.  Blot ønsker jeg ikke noget afgjort alene på pavens eller biskoppernes autoritet i denne sag, men hvis der var to veluddannede og gode mænd, der blev enige i Kristi navn og i Kristi ånd offentliggjorde deres mening, så ville jeg foretrække deres bedømmelse fremfor de konciliers, som plejer at forsamles i vore dage, som kun kan prale af antal og autoritet og ikke af uddannelse og hellighed. Men hermed ophænger jeg min harpe, indtil en anden og bedre mand tager sagen op sammen med mig. 
 100 DE ORDINE. 
       Hoc sacramentum Ecclesia Christi ignorat, inuentumque est ab Ecclesia Papae. non enim solum nullam habet promissionem gratiae, ullibi positam, sed ne uerbo quidem eius meminit totum nouum testamentum. Ridiculum autem est asserere pro sacramento dei, quod a deo institutum nusquam potest monstrari. 
OM ORDINATIONEN.
      Dette sakramente kender Kristi kirke ikke noget til, det er opfundet af pavekirken. Ikke blot har det ikke nogetsteds knyttet til sig en forjættelse om nåde, men der nævnes heller ikke så meget som et ord om det i hele det ny testamente. Men det er da latterligt at ville forsikre, at noget er Guds sakramente, som man ikke nogetsteds kan bevise er indstiftet af Gud. 
 101 Non quod damnandum censeam eum ritum per tanta saecula celebratum, sed quod in rebus sacris nolim humana commenta fingi, nec liceat astruere aliquod diuinitus ordinatum, quod diuinitus ordinatum non est, ne rediculi simus aduersario, conandumque sit, ut certa et pura nobis sint omnia, clarisque scripturis firmata, quae pro articulis fidei iactamus, id quod in praesenti sacramento praestare ne tantillum quidem possumus.  Det er ikke fordi jeg mener, at dette ritual, der er blevet fejret igennem så mange århundreder, skal fordømmes, nej, men jeg vil ikke, at man i de hellige ting skal indblande menneskelige påfund, ligesom det heller ikke går an at udgive noget for guddommelig indstiftelse, som ikke er guddommelig indstiftet, at vi ikke skal blive til grin for vore modstandere, og man bør stræbe efter, at alt hvad vi praler af som trosartikler, også er sikkert og rent for os, grundet på klare skriftord, hvilket vi er fuldstændig ud af stand til at præstere i dette sakramente. 
 102        Nec habet Ecclesia potestatem, nouas promissiones gratiae diuinas statuere, sicut quidam garriunt, quod non minoris sit autoritas, quicquid ab Ecclesia, quam quod a deo statuitur, cum regatur spiritu sancto. Ecclesia enim nascitur uerbo promissionis per fidem, eodemque alitur et seruatur. hoc est, ipsa per promissiones dei constituitur, non promissio dei per ipsam.          Heller ikke har kirken nogen magt til at indføre nye guddommelige nådesforjættelser, sådan som nogle vrøvler om, at det, der er indstiftet af kirken, ikke har mindre autoritet end det, der er indstiftet af Gud, eftersom kirken styres af Helligånden. Nej, kirken fødes ud af forjættelsesordet gennem troem, næres af det, og bevares af det. Det vil sige, den er skabt af Guds forjættelse, ikke Guds forjættelse af den. 
 103 Verbum dei enim supra Ecclesiam est incomparabiliter, (W561) in quo nihil statuere, ordinare, facere, sed tantum statui, ordinari, fieri habet, tanquam creatura. Quis enim suum parentem gignit? quis suum autorem prior constituit? Hoc sane habet Ecclesia, quod potest discernere uerbum dei a uerbis hominum, sicut Augustinus confitetur se Euangelio credidisse, motum autoritate Ecclesiae, quae hoc esse Euangelium praedicabat, non quod ideo sit super Euangelium, Alioquin esset et super deum, cui creditur, quia Ecclesia hunc esse deum praedicat, Sed, sicut alibi dicit Aug., Veritate ipsa sic capitur anima, ut per eam de omnibus certissime iudicare possit, sed ueritatem iudicare non possit, dicere autem cogatur infallibili certitudine, hanc esse ueritatem.  Men Guds ord er uden sammenligning højere end kirken, og i det ord har kirken ikke noget at fastsætte, indstifte, gøre, den har blot at blive fastsat, blive indstiftet, blive gjort, eftersom den er skabning. Hvem kan nemlig føde sine forældre? Hvem kan i forvejen fastsætte sin ophavsmand? Men dette har kirken at gøre, den kan skelne mellem Guds ord og menneskers ord, sådan som Augustin bekender, at han kom til tro på evangeliet, bevæget af kirkens autoritet, som prædikede, at det var evangeliet. Og det er jo ikke sådan, at kirken af den grund står over evangeliet, ellers ville den være over Gud, som man tror på, fordi kirken prædiker, at Han er Gud, nej, men som Augustin andetsteds siger, 'sjælen selv bliver således grebet af sandheden, at den ved hjælp af den kan bedømme alting med sikkerhed, men sandheden selv kan den ikke bedømme, men den søger at sige med usvigelig sikkerhed, at dette er sandheden. 
 104 Exempli gratia, Mens infallibili certitudine pronunciat .iii. et .vii. esse decem, et tamen rationem reddere non potest, cur id uerum sit, cum negare non possit uerum esse, capta scilicet ipsa et iudice veritate iudicata magis quam iudicans. Talis est et in Ecclesia sensus, illustrante spiritu, in iudicantis et approbandis doctrinis, quam demonstrare non potest, et tamen certissimum habet. Sicut enim apud philosophos de communibus conceptionibus nemo iudicat, sed omnes per eas iudicantur, ita apud nos de sensu spiritus est, qui iudicat omnes, et a nemine iudicatur, ut Apostolus ait. (1 Kor 2,15)  For eksempel erklærer vor fornuft med usvigelig sikkerhed, at tre og syv er ti, og dog kan den ikke aflægge regnskab for, hvorfor det er sandt, skønt den ikke kan  nægte, at det er sandt, den er nemlig selv fanget, og med sandheden som dommer bliver den snarere bedømt, end den selv bedømmer. Sådan er det også med fornuften i kirken, når ånden oplyser, og fornuften skal bedømme og erkende læresætningerne, som den ikke kan bevise, og dog regner for sikre. Sådan som nemlig filosofferne hævder, at de almindelige grundsætninger kan ingen dømme om, men alle kan dømmes af dem, således er det hos os med åndens fornuft, den dømmer alle, men dømmes af ingen, som apostelen siger 1 Kor 2,15. 
 105          Verum haec alias. Sit itaque certum, Ecclesiam non posse promittere gratiam, quod solius dei est, quare nec instituere sacramentum. Quod si quam maxime posset, non tamen statim sequeretur, ordinem esse sacramentum. Quis enim scit, quae sit Ecclesia habens spiritum, cum in statuendis hos soli et pauci Episcopi aut docti adesse soleant? quos possibile est non esse de Ecclesia, et omnes errare, sicut saepius errauerunt Concilia, praesertim Constantiense, quod omnium impiissime errauit.           Men herom en anden gang. Det må derfor stå fast, at kirken ikke kan forjætte nåde, hvilket alene Gud kan, derfor kan den ikke indstifte et sakramente. Men selv om så kirken kunne gøre det, følger ikke straks deraf, at ordinationen er et sakramente. For hvem véd, hvad det er for en kirke, der har ånden, eftersom der kun plejer at være få biskopper eller lærde til stede, når den slags bliver fastslået? Disse udgør muligvis slet ikke kirken, og de tager alle fejl, sådan som konciler ofte har taget fejl, især det i Konstanz, som tog fejl på den mest ugudelige måde af alle. 
 106 Id enim solum est fideliter probatum, quod ab uniuersali Ecclesia, non tantum Romana, approbatur. Quare permitto, ordinem esse quendam ritum Ecclesiasticum, quales multi alii quoque per Ecclesiasticos patres sunt introducti, ut consecratio uasorum, domorum, uestium, aquae, salis, candelarum, herbarum, uini et similium, in quibus omnibus nemo ponit sacramentum esse, nec ulla in eis promissio; ita ungere manus uiri, radi uerticem, et id genus alia fieri, non est sacramentum dari, cum nihil eis promittatur, sed tantum ad officia quaedam, ceu uasa et instrumenta, parentur.  Kun det er nemlig troværdigt bevist, som er godkendt af hele kirken, og ikke kun af den romerske. Derfor går jeg med til, at ordinationen er en kirkelige rite, af hvilke mange andre også er indført af kirkefædrene, såsom indvielsen af karrene, af huse, af klæder, af vand, af salt, af lys, af planter, af vin og den slags, men ingen påstår om noget af den slags, at det er et sakramente, og det har heller ikke nogen forjættelse knyttet til; på samme måde med det at salve hænderne på en mand, at rage issen, og den slags, der findes ikke noget sakramente deri, eftersom intet forjættes dem, blot forberedes til et bestemt embede, som et kar eller et instrument. 
 107         At dices: Quid ad Dionysium dices, qui sex enumerat sacramenta, inter quae et ordinem ponit, in Ecclesiastica Hierarchia? Respondeo: Scio hunc solum autorem haberi ex antiquis pro septenario sacramentorum, licet matrimonio omisso, senarium tantum dederit. Nihil enim prorsus in reliquis (W562) patribus de istis sacramentis legimus, Nec sacramenti nomine censuerunt, quoties de iis rebus loquuti sunt.           Men så vil du sige: Hvad vil du så sige til Dionysius, som opregner seks sacramenter i sin 'Det kirkelige hierarki', og blandt dem indsætter ordinationen? Jeg svarer: Jeg véd godt, at vi har denne forfatter alene blandt de gamle fædre til fordel for de syv sakramenter, selv om han udelader ægteskabet, og således kun giver os seks. Men vi læser slet intet om disse sakramenter hos de øvrige fædre, og de bruger heller ikke ordet 'sakramente', når de taler om disse ting. 
 108 Recens enim est inuentio sacramentorum, Atque mihi (ut magis temerarius sim) in totum displicet, tantum tribui, quisquis fuerit, Dionysio illi, cum ferme nihil in eo sit solidae eruditionis. Nam ea, quae in coelesti hierarchia de angelis comminiscitur, in quo libro sic sudarunt curiosa et superstitiosa ingenia, qua rogo autoritate aut ratione probat? Nonne omnia sunt illius meditata, ac prope somniis simillima, si libere legas et iudices?  For opfindelsen af sakramenterne er ret ny, og jeg er i det hele taget ikke meget for (hvis jeg må være så fri) at man lægger en sådan vægt på Dionysius, hvem han så end var, når der i ham næsten intet findes af solid kundskab. For det, han blander sammen i 'Det himmelske hierarki' om englene, en bog, som mange nysgerrige og overtroiske mennesker brudt sin hjerne med, med hvilken autoritet skriver han det, og med hvilken begrundelse beviser han det? Det vil jeg godt vide. Mon ikke det altsammen, hvis man læser og bedømmer det frit, er som rystet ud af ærmet eller næsten som drømmesyner? 
 109 In Theologia uero mystica, quam sic inflant ignorantissimi quidam Theologistae, etiam pernitiosissimus est, plus platonisans quam Christianisans, ita ut nollem, fidelem animum his libris operam dare uel minimam. Christum ibi adeo non disces, ut, si etiam scias, amittas. Expertus loquor. Paulum potius audiamus, ut Iesum Christum, et hunc crucifixum, discamus. Haec est enim uia, uita et ueritas, haec scala, per quam uenitur ad patrem. Sicut dicit: Nemo uenit ad patrem nisi per me. (Joh 14,6)  Men i sin 'Mystiske teologi', som nogle uvidende teologister blæser stort op, er han ligefrem højst skadelig, idet han tænker mere på platonisk end på kristen vis. Så jeg ville ikke ønske, at nogen troende sjæl skulle arbejde selv det mindste med disse bøger. I den grad lærer du ikke Kristus i dem, at du, hvis du kender ham, mister ham. Jeg véd godt, hvad jeg taler om. Lad os hellere lytte til Paulus, så vi dog kunne lære Jesus Kristus, og det korsfæstet. Her er nemlig vejen, livet og sandheden, her er den stige, op ad hvilken vi kan komme til Faderen. Sådan som han har sagt: 'Ingen kommer til Faderen uden ved mig'.
 110       Ita in Ecclesiastica hierarchia, quid facit, nisi quod ritus quosdam Ecclesiasticos describit, ludens allegoriis suis, quas non probat? quale apud nos fecit, qui librum edidit, qui rationale diuinorum dicitur. ociosorum hominum sunt ista studia allegoriarum. An putas mihi difficile esse in qualibet re creata allegoriis ludere? Nonne Bonauentura artes liberales allegorice duxit ad Theologiam? Denique, Gerson Donatum minorem fecit mysticum Theologum.            Og således i 'Det kirkelige hierarki', hvad gør han andet end at han beskriver nogle kirkelige riter og leger lidt med sine allegorier, som han aldrig beviser? Ligesom hos os den gør, som har udgivet 'Den guddommelige fornuft'. Disse allegoriske studier er lediggængeres værk. Det ville da ikke være spor svært for mig at lege med allegorier om alt i skaberværket. Var det ikke i kraft af en allegori, at Bonaventura førte de liberale kunster ind i teologien? Og endelig gjorde Gerson Dionysius den Lille til en mystisk teolog. 
 111 Mihi non fuerit operosum meliorum hierarchiam scribere, quam Dionisii sit, cum ille Papam, Cardinales, Archiepiscopos ignorarit, et Episcopum fecerit supremum. Et quis tam tenuis ingenii, qui allegoriis non queat periclitari? Nollem ego Theologum allegoriis operam dare, donec consumatus legitimo scripturae simplicique sensu fuerit, alioquin, sicut Origeni contigit, non citra periculum theologissabit.  Det skulle ikke volde mig vanskeligheder at skrive et bedre hierarki end Dionysius', eftersom han ikke kender noget til paven, kardinalerne, ærkebiskopperne, og gør biskopperne til de øverste. Hvem har en så lille forstand, at han ikke kan driste sig ind i allegorierne? Men jeg ville ikke give en teolog hen til allegorierne, førend han havde forstået skrifterne efter deres grammatiske og bogstavelige betydning, ellers ville han komme til, som det skete med Origenes, at drive farlig teologi. 
 112       Non ergo continuo sacramentum esse debet, quia Dionysius aliquid describit. alioqui, cur non etiam sacramentum faciunt, quam ibidem describit processionem, quae usque hodie perseueret? Quin tot erunt illorum sacramenta, quot aucti sunt in Ecclesia ritus et cerimoniae. Huic tamen tam debili fundamento nixi, Caracteres effinxerunt, quos huic suo sacramento tribuerent, qui imprimerentur ordinatis indelebiles. Vnde quaeso tales cogitationes? qua autoritate? qua ratione stabiliuntur?           Og noget behøver jo ikke være et sakramente, fordi Dionysius beskriver det. Ellers, hvorfor gør det ikke også et sakramente ud af, at han sammesteds beskriver processionen, som jo er holdt i hævd indtil i dag? Så vil de få lige så mange sakramenter, som kirkens riter og ceremonier er blevet øget til. Men selv om de støtter sig til et så usikkert fundament, har de ikke desto mindre opfundet karaktérer, som de tillægger deres sakramente, som noget utabeligt, der ligges ned over ordinanterne. Jamen, hvor er den slags overvejelser kommet fra? Fra hvilken autoritet? Med hvilken begrundelse underbygger de det? 
 113  Non, quod nolimus eos (W563) esse liberos ad fingendum, dicendum, asserendum, quicquid uel libuerit, sed nostram quoque libertatem asserimus, ne ius sibi ipsis arrogent, ex cogitationibus suis articulos fidei faciendi, sicut hactenus praesumpserunt. Satis est, nos pro concordia eorum ritibus et studiis attemperare, sed cogi tanquam necessariis ad salutem, quae necessaria non sunt, nolumus. dimittant ipsi tyrannidis sua exactionem, et nos exhibebimus liberum eorum sensui obsequium, ut sic in pace mutua inuicem agamus. Turpe enim est et iniquiter seruile, Christianum hominem, qui liber est, aliis quam coelestibus ac diuinis subiectum esse traditionibus.  Det er jo ikke sådan, at vi ikke vil give dem lov til at være frie til at opfinde, udsige, forsikre, hvad der lyster dem, men vi fastholder også vores frihed, at de ikke må tilluske sig nogen ret til ud af deres overvejelser at gøre trosartikler, sådan som de hidtil har dristet sig til. Det må være nok, at vi for fredens skyld affinder os med deres riter og anstrengelser, men tvinges til at antage noget som nødvendigt for frelsen, som ikke er nødvendig for frelsen, det vil vi ikke. Lad dem opgive deres tyranniske krav, så vil vi fremvise frihed til at følge deres mening. Sådan kan vi gensidigt handle til fred for os. For det er et dumt og unyttigt slaveri, hvis et kristenmenneske, som er frit, skal underkaste andet end himmelske og guddommelige traditioner. 
 114          Post hoc apprehendunt extremum roboris sui. Nempe quod Christus in coena dixit: Hoc facite in meam commemorationem. Ecce hic inquiunt: Christus eos ordinauit in sacerdotes. Hinc inter caetera et hoc duxerunt, solis sacerdotibus utranque speciem esse dandam. Denique, quiduis hinc suxerunt, ut qui liberum arbitrium sibi arrogarint, e uerbis Christi ubilibet dictis quodlibet asserere. Sed est hoc uerba dei interpretari? Responde quaeso! Christus hic nihil promittit, sed tantum praecepit, fieri istud in sui memoriam.           Vi kommer nu til deres stærkeste argument. Som er det, at Kristus ved nadveren sagde: 'Gør dette til min ihukommelse'. Se, her siger de: Kristus ordinerede dem til præster. Og herfra blandt andet drager de den slutning, at det at nyde nadveren under begge skikkelse alene er givet præsterne. Ja, i sidste ende uddrager de, hvad de vil, heraf, ligesom dem, der anmassende mener, vi har en fri vilje, forsikrer hvadsomhelst ud fra hvilkesomhelst af Krist ord. Men er dette at fortolke Guds ord? Det må de dog svare på, synes jeg. Kristus forjætter her intet, men foreskriver blot, at det skal ske til hans ihukommelse. 
 115 Cur non concludunt, et ibi esse ordinatos sacerdotes, ubi imponens offitium uerbi et baptismatis dixit: Ite in orbem uniuersum, et praedicate Euangelium omni creaturae, Baptisantes eos in nomine etc. (Mark 16,15; Marr 29,19) cum sacerdotum sit proprium praedicare et baptisare? Deinde, cum hodie sacerdotis uel primarium opus sit, et (ut dicunt) indispensabile, legere horas Canonicas, cur non ibi ordinis sacramentum conceperunt, ubi Christus orare praecepit, ut aliis locis multis, ita praecipue in orto, ne intrarent in tentationem? Nisi hic elabantur, quod non sit praeceptum orare, sufficit enim legere horas Canonicas, ut sic sacerdotale illud opus nusquam e scripturis probetur, ac per hoc istud sacerdotium orationale non sit ex deo, sicut uere non est.  Hvorfor drager de ikke den slutning, at han også ordinerede præster, dèr hvor han pålagde dem ordets og dåbens tjeneste og sagde: Gå ud i alverden og prædike evangeliet for hele skabningen, idet I døber dem i osv, eftersom det er præsters opgave at prædike og døbe? Derefter: Eftersom det i dag næsten er præsterne første opgave, og, som de siger, én, der ikke må opgives, at lære tidebønnerne, hvorfor har de så ikke fået den ide, at ordinationssakramentet stammer fra et sted, hvor Kristus befaler at bede, og her er der jo mange steder at vælge imellem, især det sted i Getsemane have, hvor han beder om, at de ikke må føres i fristelse? Men her vil de måske undslippe ved at sige, at det ikke er befalet at bede, det er nok at læse tidebønnerne, så at således denne præstelige opgave slet ikke bevises af skriften, og herved dette bedende præsteskab ikke er af Gud, hvad det sandelig heller ikke er. 
 116        Quis uero patrum antiquorum asseruit, his uerbis ordinatos esse sacerdotes? Vnde ergo ista intelligentia noua? scilicet, quod hac arte quesitum est, ut seminarium discordiae implacabilis haberetur, quo clerici et laici plus discernerentur quam coelum et terra, ad incredibilem baptismalis gratiae iniuriam, et Euangelicae communionis confusionem. Siquidem, hinc cepit tyrannis ista detestabilis clericorum in laicos, qua fiducia corporalis unctionis, quo manus eorum consecrantur, deinde rasurae et uestium, non modo caeteris laicis Christianis, qui spiritu sancto uncti sunt, sese praeferunt, sed ferme ut canes indignos, qui cum eis in Ecclesia numerantur, habeant.          Men hvem af de gamle fædre har hævdet, at præsterne blev ordineret med disse ord? Hvorfra stammer da denne nye forståelse? Jo, de har med dette kunststykke bestræbt sig på at kunne få en planteskole af ubehagelig uenighed, hvorved de kan sætte større skel mellem gejstlig og læg end mellem himmel og jord, så de gør utrolig uret imod dåbens nåde, og forvirrer evangeliets fællesskab. Herfra stammer det afskyelige gejstlighedens tyranni over lægfolket, hvorved de stoler på den legemlige salvelse, hvormed de salver deres hænder, på tonsur og klæder, og ikke blot ophøjer sig selv over de øvrige læge kristne, som kun er salvet med Helligånden, men næsten betragter dem som hunde, der er uværdige til sammen med dem at medregnes til kirken. 
 117 Hinc quiduis (W564) mandare, exigere, minari, urgere, premere audent. Summa, sacramentum ordinis pulcherrima machina fuit et est, ad stabilienda uniuersa portenta, quae hactenus facta sunt, et adhuc fiunt in Ecclesia. Hic periit fraternitas Christiana, hic ex pastoribus lupi, ex seruis tyranni, ex Ecclesiasticis plus quam mundani, facti sunt.  Herudfra vover de at befale, kræve, true, presse og undertrykke så meget de vil. Kort sagt, ordinationssakramentet var og er et meget nydeligt middel, hvorved de kan opretholde alle disse uhyrligheder, som de hidtil har bedrevet, og stadigvæk bedriver i kirken. Her går den kristne broderkærlighed under, her bliver hyrderne forvandlet til ulve, tjenesten til tyranni, de gejstlige til noget andet end de verdslige. 
 118       Qui si cogerentur admittere, nos omnes esse aequaliter sacerdotes, quotquot baptisati sumus, sicut reuera sumus, illisque solum ministerium nostro tamen consensu commissum, scirent simul, nullum eis esse super nos ius imperii, nisi quantum nos sponte nostra admitteremus. Sic enim .i. Pet. ii. dicitur: Vos estis genus electum, regale sacerdotium, et sacerdotale regnum. Quare omnes sumus sacerdotes, quotquot Christiani sumus. Sacerdotes uero quos uocamus, ministri sunt ex nobis electi, qui nostro nomine omnia faciant. Et sacerdotium aliud nihil est, quam ministerium. Sic .ii. Corint. iiii.: Sic nos existimet homo sicut ministros Christi, et dispensatores mysteriorum dei.            Hvis de var tvunget til at indrømme, at vi alle i lige grad var præster, så mange af os, som er døbt, hvad vi også virkelig er, og at de kun havde deres embede, fordi vi billigede det, så ville de samtidig blive klar over, at ingen af dem skulle herske over os, undtagen i den grad vi frit gav dem lov til det. Sådan siges det nemlig i 1 Pet 2,9: 'I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab og et præsteligt kongedømme'. Derfor er vi alle præster, så mange som vi er kristne. Men de præster, som vi kalder, er tjenere, udvalgt blandt os, som gør alt, hvad de gør, i vort navn. Og præstedømmet er intet andet end en tjeneste. Således hedder det i 1 Kor 4,1: 'Således skal man se på os, som Kristi tjenere, og forvaltere af Guds hemmeligheder'.
 119        Ex quibus fit, ut is, qui non praedicat uerbum, ad hoc ipsum per Ecclesiam uocatus, nequaquam sit sacerdos, Et sacramentum ordinis aliud esse non possit, quam ritus quidam eligendi Concionatoris in Ecclesia. Sic enim per Malachiam .ii. definit sacerdotem: Labia sacerdotis custodiunt scientiam, et legem ex ore eius requirent, quia angelus domini exercituum est. Certus ergo sis, qui non est angelus domini exercituum, aut ad aliud quam ad angelatum (ut sic dixerum) uocatur, sacerdos prorsus non sit, Sicut Oseae .iiii. dicit: Quia tu repulisti scientiam, repellam te et ego, ne sacerdotio fungaris mihi.           Heraf følger, at den, som ikke prædiker ordet, kaldet dertil af kirken selv, overhovedet ikke er præst, og at ordinationssakramentet ikke kan være andet end en ritus til at vælge prædikanter til kirken. Sådan defineres nemlig præster i Mal 2,7: 'Præstens læber skal vogte viden, og de skal søge loven ud af hans mund, fordi han er hærskarers herres sendebud'. Du kan altså være sikker på, at én, der ikke er hærskarers Herres sendebud eller er kaldet til at sendes til noget andet end denne sendebudstjeneste, hvis jeg må kalde den sådan, han er slet ikke præst. Sådan siger også Hoseas 4,6: 'Fordi du har forkastet kundskab, forkaster også jeg dig, så du ikke skal gøre præstetjeneste for mig'. 
 120 Inde enim et pastores dicuntur, quod pascere, id est, docere debeant. Quare, eos, qui tantum ad horas Canonicas legendas, et Missas offerendas ordinantur, esse quidem papisticos, sed non Christianos sacerdotes, quia non modo non praedicant, sed nec uocantur ad praedicandum; immo, hoc ipsum agitur, ut sit sacerdotium eiusmodi alius quidam status ab offitio praedicandi. Itaque, horales et Missales sunt sacerdotes, id est, Idola quaedam uiua, nomen sacerdotii habentia, cum sint nihil minus, quales sacerdotes Hieroboam in Bethauen ordinauit de infirma fece plebis, non de gene Leuitico.  Derfor kaldes de også hyrder, fordi de vogter, det vil sige, lærer. De derfor, som blot ordineres til at læse tidebønner og celebrere messer, er godt nok papistiske, men ikke kristne præster, fordi de ikke blot ikke prædiker, men heller ikke kaldes til at prædike; ja, det er kommet dertil, at den slags præstedømme er en helt anden stand end prædikantembedet. Derfor er de tidebøns- og messepræster, det vil sige, en slags levende afgud, der vel har navn af præster, skønt de er intet mindre end det, ligesom de præster, som Jeroboam ordinerede i Bethaven af folkets bærme, ikke af Levi stamme. 
 121      Vide igitur, quorsum migrarit gloria Ecclesiae: repleta est omnis terra sacerdotibus, Episcopis, Cardinalibus et Clero, quorum tamen (quantum ad (W565) ad offitium spectat) nullus praedicat, nisi denuo alia uocatione, ultra ordinem sacramentalem uocetur, sed abunde suo sacramento se satisfacere putat, si battologiam legendarum precum emurmuret et missas celebret, Deinde eas ipsas horas numquam oret, aut si oret, pro se oret, Atque missas suas (quae summa est peruersitas) ceu sacrifitium offerat (cum missa sit usus sacramenti), ut perspicuum sit, ordinem, qui uelut sacramentum, hoc hominum genus in clericos ordinat, esse uere, mere omninoque figmentum ex hominibus natum, nihil de re Ecclesiastica, de sacerdotio, de ministerio uerbi, de sacramentis intelligentibus, ut, quale est sacramentum, tales et habeas sacerdotes. Quibus erroribus et caecitatibus id accessit maioris captiuitatis: quo se latius a caeteris Christianis, tanquam prophanis, secernerent, se ipsos, sicut Galli, Cybelis sacerdotes, castrauerunt, et celibatu onerarunt simulatissimo.          Se derfor, hvor langt kirkens ære er rejst bort! Hele jorden er fyldt med præster, biskopper, kardinaler og klerke, af hvilke dog ingen prædiker (når man ser hen til deres embede), medmindre han bliver kaldet ved en ny og anden kaldelse udover hans ordination til præst. Men enhver mener, at han udfylder sit sakramentes rolle til overflod, hvis han mumler og afplaprer de foreskrevne bønner og celebrerer messe. Og han beder jo aldrig disse tidebønner, eller hvis han beder dem, beder han for sig selv. Og hans messer ofrer han, hvilket er den største perversitet, som ofre, så det er soleklart, at en ordination, der ordinerer den slags mennesker, med noget, der kaldes et sakramenter, i sandhed er fremstået ud af menneskers fantasier og forestillinger. De forstår ikke noget kirkeligt derved, om præstedømmet, tjeneste med ordet, om sakramenterne, så at sådan som sakramentet er, sådan er også præsterne. Gennem disse fejltagelser og disse blindheder er det nået frem til det største fangenskab: det, hvorved de adskiller sig yderligere fra de øvrige kristne, som de kalder profane, mens de kastrerer sig selv, ligesom Gallerne, Cybeles præster, og skal forestille at have påtaget sig cølibatets byrde. 
 122        Nec satis erat hypocrisi et operationi erroris huius, digamiam prohibere, hoc est, ne quis duas uxores haberet simul, ut in lege fiebat, (id enim digamiam significare scimus) sed digamiam interpretati sunt, si quis duas successiue uirgines duxisset, aut semel uiduam. immo, sanctissima ista sanctitas huius sacrosacratissimi sacramenti tantum ualet, ut nec sacerdotari possit, qui uirginem duxerit, uiuente eadem uxore. ac ut summum fastigium sanctitatis attingat, etiam is arcetur a sacerdotio, qui ignorans, et meare infoelicitatis casu corruptam uirginem duxerit.           Og det var ikke nok for dette hykleri og vildfarelsesgerning at forbyde bigami, det vil sige, forstået som det, at have to hustruer på samme tid, sådan som loven forbyder det (for det véd, vi at bigami betyder), men de har fortolket bigami som det, at én har to jomfruer til hustru efter hinanden, eller som det at gifte sig med en enke. Ja, så højhellig er dette højhellige sakramentes hellighed, at den, der har giftet sig med en jomfru, ikke kan blive præst, sålænge hans hustru lever. Og så når vi højdepunktet af hellighed i den bestemmelse, at også han er udelukket fra præstegerningen, som uden at han var klar over det og blot var uheldig har gifte sig med en falden jomfru. 
 123 At si sexcentas meretrices polluerit, aut matronas ac uirgines quaslibet constuprarit, aut etiam Ganymedes multos aluerit, nihil impedimenti fuerit, uel Episcopum, uel Cardinalem, uel Papam eum fieri. Tum illud Apostoli: unius uxoris uir, sic interpretari oportet, id est: unius Ecclesiae praelatus. inde incompatibilia manarunt benefitia, nisi Papa, dispensator magnificus, uni tres, uiginti, centum uxores, id est Ecclesias copulare uoluerit, pecunia uel gratia corruptus, hoc est, pia charitate motus, et Ecclesiarum sollicitudine districtus.  Men hvis én har besøgt sekshundrede ludere eller har skændet et utal af ægtehustruer og jomfruer, eller har holdt mange Ganymedes'er, så vil intet af det hindre ham i at blive både biskop, kardinal eller pave. Videre bør apostelordet 'én hustrus mand' fortolkes, så det betyder: præst for kun én kirke. Herfra udstrømmer uforholdsmæssig mange goder, for nu kan paven, denne storsindede dispensator, forbinde én mand med tre, tyve, ja hundrede hustruer, det vil sige, kirker, hvis han bliver bestukket med penge eller velgerninger, naturligvis, det vil sige, bevæget af kærlighed og i bekymring for kirken. 
 124       O dignos Pontifices hoc uenerabili sacramento ordinis! O principes, non catholicarum Ecclesiarum, sed Satanicarum synagogarum, immo tenebrarum! Libet hic cum Isaia clamare: O uiri illusores, qui dominamini super populum meum, qui est in Hierusalem. Et illud Amos .vi.: Ve uobis, qui opulenti estis in Zion, et confiditis in monte Samariae, optimates, capita populorum, ingredientes pompatice domum Israel etc.           Ak, paverne svarer i værdighed til dette ærværdige ordinationssakramente! Ak, I fyrster, der er fyrster, ikke for kirken, men for Satans synagoge, ja for mørkets synagoge! Her må man udråbe med Es 28,14: 'Ak, I bedragere, som hersker over mit folk i Jerusalem'. Og med Amos 6,1: 'Vé jer, I som bliver fede af Zion, og som stoler på Samarias bjerg, I stormænd, I overhoveder for folkene, som går ind med pragt i Israels hus'. 
 125  O ignominiam Ecclesiae dei, quam ex his monstris sacerdotalibus contrahit! Vbi sunt Episcopi aut (W566) sacerdotes, qui sciant Euangelium, nedum praedicent? utquid ergo sese iactant sacerdotes? cur aliis Christianis, tanquam laicis sanctiores et meliores et potentiores haberi uolunt? horas legere, ad quos idiotas non pertinet? seu (ut Apostolus ait) ad lingua loquentes?  O hvilken skam får Guds kirke ikke ind over sig fra disse monstrøse præster! Hvor er der biskopper eller præster, som kender evangeliet, endsige prædiker det? Hvorfor praler de af at være præster? Hvorfor vil de regnes for helligere og bedre og mægtigere end de andre kristne, som de kalder lægfolk? Men at læse tidebønner, hvilken idiot kan ikke gøre det? eller med apostelens ord: Hvem kan ikke tale i tunger? (1 Kor 14,23) 
 126 Horas autem orare, ad monachos, Eremitas, priuatosque homines, et eos laicos, pertinet. Sacerdotis munus est praedicare, quod nisi fecerit, sic est sacerdos, sicut homo pictus est homo. An Episcopum faciat, ordinare tales sacerdotes battologos? An Ecclesias et campanas consecrare? An pueros confirmare? Non. Haec uel diaconus uel laicus quilibet faceret. Ministerium uerbi facit sacerdotem et Episcopum.  Men at bede tidebønner, det er da munkes, eremitters, private menneskers og tilmed lægfolks arbejde. Præstens gerning er at prædike, og hvis han ikke gør det, er han lige så meget præst, som billedet af et menneske er et menneske. Mon man bliver biskop af at ordinere sådanne plaprende præster? Mon af at indvi kirker og klokker? Mon af at konfirmere børn? Nej, Alt det kan diakoner eller lægfolk gøre lige så godt. Men ordets tjeneste gør en mand til præst og biskop. 
 127       Fugite ergo, meo consilio, quicunque tuto uiuere uultis, fugite, iuuenes, nec istis sacris initiamini, nisi aut Euangelisare uolueritis, aut nisi uos hoc ordinis sacramento nihilo laicis meliores factos credere potestis. Non enim horas legere aliquid est. Quid ergo in uobis manet, quod non in quouis laico maneat? Rasura et uestis? Miserum sacerdotem, qui rasura et ueste constat! An oleum digitis uestris infusum?  At Christianus quilibet oleo sancti spiritus unctus et sanctificatus est corpore et anima, et olim sacramentum manibus tractabat, non minus quam nunc sacerdotes faciunt, licet nostra superstitio laicis nunc magnum reatum iniiciat, si uel calicem nudum ac corporale tetigerit. Nec Moniali quidem sanctae uirgini liceat lauare pallas alteris et lintheamina sacra.            Flygt derfor derfra, det skal være mit råd, flygt derfra, I unge, lad jer ikke indvi, medmindre I enten virkelig vil prædike evangeliet, eller kan tro, at I gennem dette præstevielsens sakramente på ingen måde bliver bedre end lægfolkene. For dette at læse tidebønner gør det ikke. Hvad har I for jer selv, som ikke findes i en hvilkensomhelst lægmand? Tonsur og klædedragt? Det er da en elendig præste, som er præst i kraft af tonsur og klædedragt! Eller består jeres særegenhed i den olie, som man har udgydt over jeres fingre? Men en hvilkensomhelst kristen er salvet og helliggjort til legeme og sjæl med Helligåndens olie, og tog i gamle dage fat om sakramentet med hænderne, ikke mindre, end præsterne gør det i dag, selv om vor overtro i dag gør det til en stor overtrædelse, hvis han berører den blotte kalk eller hostieklædet. Det er heller ikke engang tilladt en nonne, som er en hellig jomfru, at vaske alterklædet og det hellige linnedklæde. 
 128 Vide per deum, sacrosanctam ordinis huius sanctitatem, quantum profecerit. futurum spero, ut nec altare liceat attingere laicis, nisi dum nummos obtulerint. Ego pene dirumpor, cogitans has impiissimas hominum temeratissimorum tyrannides, tam nugacibus et puerilibus nugis libertatem et gloriam Christianae religionis illudentium et pessundantium.   Se dog for Guds skyld denne ordinations hellige hellighed, hvor den er vokset ud over alle grænser! Det ender vel med, at det kun tillades lægfolk at røre alteret, når de ofrer deres pengestykker. Jeg for mit vedkommende er ved at sprænges, når jeg tænker på disse utrolig frække menneskers ugudelige tyranni, når jeg tænker på, hvordan de snyder og ødelægger den kristne religion for dens frihed og herlighed med sådanne naragtige og barnagtige narrestreger. 
 129       Esto itaque certus, et sese agnoscat, quicunque se Christianum esse cognouerit, omnes nos aequaliter esse sacerdotes, hoc est, eandem in uerbo et sacramento quocunque habere potestatem. Verum, non licere quenquam hac ipsa uti, nisi consensu communitatis, aut uocatione maioris. Quod enim omnium est communiter, nullus singulatiter potest sibi arrogare, donec uocetur.           Lad derfor det stå fast, og lad enhver, der erkender, at han er kristen, gøre sig klart, at vi alle i lige høj grad er præster, det vil sige, vi har den samme magt over ordet og over ethvert sakramente. Men lad os også gøre os klart, at det ikke er tilladt enhver at bruge denne magt, undtagen efter fælles aftale eller ved øvrighedens kaldelse. For hvad der er fælles for alle, kan ingen enkeltperson tilrane sig, før han bliver kaldet. 
 130 Ac per hoc ordinis sacramentum, si quicquam est, esse nihil aliud, quam ritum quendam uocandi alicuius in ministerium Ecclesiasticum. Deinde, sacerdotium proprie esse non nisi ministerium uerbi, uerbi inquam, non legis, sed Euangelii. Diaconiam uero esse ministerium, non legendi Euangelii aut Epistolae, ut hodie usus habet, sed opes Ecclesiae distribuendi pauperibus, ut sacerdotes leuentur onere rerum temporalium, et orationi ac uerbo liberius instent. (W567)   Og derfor, dette ordinationens sakramente, hvis det er noget, er det intet andet end en ritus, hvorved man kalder en eller anden ind i det kirkelige embede. Og videre: Det egentlige præstedømme er intet andet end en tjeneste for ordet, jeg mener, evangeliets ord, ikke lovens. Men diakonien er et embede, ikke med den opgave at læse evangeliet eller epistelen, som vi gør det i dag, men med den opgave at uddele af kirkens midler til de fattige, så at præsterne lettes for de timelige sagers byrde og de kan være mere fri til at forkynde og prædike ordet. 
 131 Hoc enim consilio legimus Act. v. (n131) Diaconos institutos. atque ita eum, qui uel ignorat, uel non praedicat Euangelium, non modo non esse sacerdotem uel Episcopum, sed pestem quandam Ecclesiae, qui sub titulo falso sacerdotis et Episcopi, ceu sub pelle ouina, Euangelium opprimat, et lupum in Ecclesia agat.   Det råd læser vi nemlig i Apg 6,4, at de indsatte diakoner. Og derfor, den, der er uvidende om evangeliet og ikke prædiker evangeliet, er ikke blot hverken præst eller biskop, nej, han er en pest for kirken, han er præst eller biskop under falsk navn, eller han optræder som en ulv i fåreklæder i kirken og undertrykker evangeliet. 
 132 Quare, ii sacerdotes et Episcopi, quibus hodie referta est Ecclesia, nisi alia ratione salutem suam operentur, hoc est, nisi agnoscant, sese nec sacerdotes nec Episcopos esse, doleantque se nomen gerere, cuius opus aut nesciunt, aut non possunt implere, sicque orationibus et lachrymis suae hypocrisis miseram sortem deplorent, uere sunt populus perditionis aeternae, ac de eis illud Isaiae v. uerificabitur: Captiuus ductus est populus meus, eo quod non habuerit scientiam, et nobiles eius interierunt fame, et multitudo eius siti exaruit, propterea dilatauit infernus animam suam, et aperuit os suum absque ullo termino. Et descendent fortes eius, et populus eius, et sublimes eius, et gloriosi eius in eum. O uerbum horrendum nostro seculo, quo tanta uoragine absorbentur Christiani.   Derfor, de præster og biskopper, som idag regner for at udgøre kirken, hvis de ikke på en anden måde kan udvirke deres frelse, det vil sige, hvis de ikke kan erkende, at de hverken er præster eller biskopper, hvis de ikke kan angre, at de har påtaget sig et navn, hvis gerning de hverken kender eller kan udfylde, og med bønner og tårer begræder deres elendige måde at være hyklere på, så er de i sandhed den evige fortabelsens folk, og det er om dem, at Es 5,13f forsikrer: "Mit folk blev ført i fangenskab, for de har ikke forståelse, og dets fornemme døde af sult, og dets mængde omkom af tørst. Derfor åbnede helvede sit svælg og lukkede sin mund op på vid gab. Og dets fornemme og dets folk og dets larmende hob og dets hædersmænd stiger ned i den". O hvilket forfærdeligt ord for vor tidsalder, hvor skrækkelig et svælg er det, der opsluger de kristne!
 133         Quantum ergo e scripturis docemur, cum ministerium sit id, quod nos sacerdotium uocamus, Prorsus non uideo, qua ratione rursus nequeat laicus fieri, semel sacerdos factus, cum a laico nihil differat, nisi ministerio, A ministerio autem deponi adeo non sit impossibile, ut passim ea etiam nunc celebretur uindicta in culpabiles sacerdotes, dum aut suspenduntur temporaliter, aut perpetuo priuantur officio suo.           Når vi nu af skriften kan lære så meget, som at det, vi kalder et præsteskab, er en tjeneste, så kan jeg slet ikke se, med hvilken begrundelse den, der én gang er gjort til præst, ikke skulle kunne blive lægmand igen, eftersom han kun adskiller sig fra en lægmand i kraft af sin tjeneste. Men han kan jo afskediges fra sin tjeneste, på den måde, at det nu overalt er en almindelig straf overfor præster, der har forbrudt sig, at de enten suspenderes for en tid eller for stedse bortvises fra deres embede. 
 134 Nam commentum illud Caracteris indelebilis iam olim irrisum est. Concedo, ut Caracterem hunc Papa imprimat, ignorante Christo, sitque hoc ipso sacerdos eo consecratus non tam Christi quam Papae perpetuus seruus et captiuus, sicut est dies haec.   For tanken om denne umistelige egenskab har allerede længe været latterlig. Jeg indrømmer, at paven har påført os denne egenskab, uden at kende til Kristus, selv om præsten på den måde mere bliver indviet til pavens end til Kristi slave og fange, sådan som det også er i dag. 
 135 Caeterum, nisi fallor, si ruat hoc sacramentum et commentum aliquando, uix subsistet ipse Papatus cum suis characteribus, redibitque ad nos laeta libertas, et excusso tyrannidis iugo, sciemus, quod, qui Christianus est, Christum habet, qui Christum habet, omnia, quae Christi sunt, habet, omnia potens, de quo plura et robustius, ubi ista amicis meis papistis disciplicere sensero.   Forøvrigt, hvis jeg ikke tager fejl, hvis dette sakramente og denne tanke rokkes en smule, så vil pavedømmet selv næppe kunne bestå med alle dets egenskaber, og vi vil få tilbage til os den glade frihed, og når tyranniets åg er taget bort, vil vi erfare, at den, der er kristen, har Kristus, den, der har Kristus, har alt, hvad der hører Kristus til, kan alt.Det vil jeg skrive mere og stærkere om, når jeg mærker, at det vil mishage mine papistiske venner. 
 136 DE SACRAMENTO EXTREMAE VNCTIONIS.
         Huic ungendorum infirmorum ritui duas additiones sese dignas addiderunt Theologi nostri. Vnam, quod sacramentum appellant. Alteram, quod extremam faciunt, sitque nunc sacramentum extremae unctionis, quae, nisi in extremo uitae agentibus periculo, dari non debeat. forte (ut sunt arguti Dialectici) relatiuam fecerunt ad unctionem primam baptismi, et sequentes (W568) duas confirmationes et ordinis. 
 Om den sidste olies sakramente. 
      Dette ritual med at salve de syge har vore teologer givet to tilføjelser, som er dem værdige. For det første har de kaldt det et sakramente. For det andet har det gjort det til noget, der sker lige før døden, og således har vi fået den sidste olies sakramente, som ikke bør gives undtagen til dem, der kæmper med livets sidste fare. Måske har de (eftersom de er skrappe dialektikere) gjort det til et modstykke til dåbens første salvelse, som så efterfølges af to salvelser, konfirmationens og ordinationens. 
 137 Verum habent hic, quod in os mihi retundant. Nempe, quod autoritate Iacobi Apostoli hoc promissio et signum sit, quibus ego sacramentum constitui hactenus dixi. Dicit enim: Si infirmatur quis in uobis, inducat presbyteros Ecclesiae, et orent super eum, ungentes eum oleo in nomine domini, Et oratio fidei saluabit infirmum, et alleuiabit eum dominus, et, si in peccatis sit, remittentur ei. (Jak 5,14f) Ecce, inquiunt, promissio remissionis peccatorum, et signum olei.   Men her har de noget, som de støder tilbage i munden på mig. Nemlig det, at dette i kraft af apostelen Jakobs autoritet er en forjættelse og et tegn, og det har jeg jo hidtil sagt var, hvad der konstituerede et sakramente. Han sagde nemlig: "Hvis nogen iblandt jer er syg, skal han tilkalde kirkens ældste og de skal bede over ham og salve ham med olie i Herrens navn. Og ved troens bøn skal den syge blive rask, og Herren skal gøre ham rask, og hvis han har nogle synder, skal de tilgives ham". Se, siger de, her er forjættelse om syndernes forladelse og et tegn, bestående af olie. 
 138         Ego autem dico: si uspiam delyratum est, hoc loco praecipue delyratum est. Omitto enim, quod hanc Epistolam non esse Apostoli Iacobi nec apostolico spiritu dignam multi ualde probabiliter asserant, licet consuetudine autoritatem, cuiuscunque sit, obtinuerit. Tamen, si etiam esset Apostoli Iacobi, dicerem, non licere Apostolum sua autoritate sacramentum instituere, id est, diuinam promissionem cum adiuncto signo dare.           Hertil siger imidlertid jeg: Hvis der nogensinde er noget, der har været forrykt, så er da dette sted især forrykt. Jeg udelader det forhold, at mange med stor sandsynlighed slår fast, at dette brev ikke er skrevet af apostelen Jakob og heller ikke er skrevet i apostolisk ånd. selv om det har opnået sædvanens autoritet, hvem det end er, der har skrevet det. Dog, selv om det så også var skrevet af apostelen Jakob, så ville jeg alligevel sige, at det ikke er tilladt, at en apostel ved sin autoritet indstifter et sakramente, det vil sige, giver en guddommelig forjættelse med et tilknyttet tegn. 
 139 Hoc enim ad Christum solum pertinebat. Sic Paulus sese accepisse a domino dicit sacramentum Eucharistiae (1 Kor 11,23), et missum non ut baptisset, sed ut Euangelisset. (1 Kor 1,17) Nusquam autem legitur in Euangelio unctionis istius extremae sacramentum. Sed missa faciamus et ista. Apostoli, siue quisquis fuerit Epistolae autor, ipsa uideamus uerba, et simul uidebimus, quam nihil ea obseruarint ii, qui sacramenta auxerunt.   For dette er det alene op til Kristus at gøre. Således siger Paulus, at han har modtaget nadverens sakramente af Herren, og at han er sendt, ikke for at døbe, men for at forkynde evangelium. Men vi læser intetsteds i evangeliet om dette sakramente med den sidste olie. Men lad os også tage dette problem op:  lad os se på apostelens egne ord, hvem der så ellers er forfatter til brevet, så vil vi samtidig få at se, hvordan de, som forøger sakramenternes antal, intet har forstået af det. 
 140        Primum, Si uerum putant et seruandum, quod Apostolus dicit, qua autoritate mutant et resistunt? Cur faciunt ipsi extremam et singularem unctionem ex ea, quam Apostolus uoluit esse generalem? Neque enim Apostolus Extremam esse voluit et solum morituris dandam. Sed absolute dicit: Si quis infirmatur, non dicit: Si quis moritur.           For det første, hvis de mener det er sandt, og det er noget, man skal rette sig efter, det, som Apostelen siger, med hvilken autoritet ændrer de det så og modsætter sig det? Hvorfor gør de en sidste og enkeltstående salvelse ud af det, som apostelen vil skal være almindeligt? For apostelen vil hverken, at det skal være en sidste olie eller at den kun skal gives de dødende. Han taler absolut: Hvis nogen er syg, han siger ikke: hvis nogen ligger for døden. 
 141 Neque enim curo, quid Dionysii Ecclesiastica hierarchia hic sapiat, ipsa Apostoli uerba aperta sunt, quibus et ille et isti pariter nituntur, et tamen non sequuntur, ut appareat, eos non autoritate ulla, sed suo arbitrio, ex uerbis Apostoli male intellectis, sacramentum et unctionem extremam fecisse, cum iniuria caeterorum infirmorum, quibus ui propria abstulerunt ungendi beneficium ab Apostolo statutum.   Jeg kan heller ikke tage mig af det, som Dionysius' "Kirkelige hierarki" her gør sig klog på. Apostelens ord er i sig selv klare, de ord, hvorpå både Dionysius og de selv bygger, og dog retter de sig ikke efter dem, så det ser ud til, at de har lavet sig et sakramente og en sidste olie ikke ud fra noget skriftsted, men ud fra deres eget forgodtbefindende, ud fra, at de har forstået apostelens ord dårligt. skønt der gøres uret imod de øvrige syge, hvem de i egen magtfuldkommenhed har frataget den nytte, de efter apostelens ord kunne have af salvelsen. 
 142        Sed illius pulchrius, Quod promissio Apostoli expresse dicit: Oratio fidei saluabit infirmum, et alleuiabit eum dominus etc. Vide, Apostolus in hoc ungi et orari praecipit, ut infirmus sanetur et alleuietur, hoc est, non moriatur, nec sit extrema unctio, quod et usque hodie probant preces inter ungendum dictae, quae infirmum restitui petunt.            Men det, der følger, er endnu bedre. Apostelens forjættelse siger udtrykkeligt: Troens bøn skal frelse den syge, og Herren skal gøre ham rask, osv. Se, apostelen befaler at salve og bede, for at den syge kan komme sig og blive rask, det vil sige, ikke for at han skal dø, og det skal heller ikke være den sidste salvelse, hvilket de også indtil den dag i dag beviser med de bønner, der fremsiges, mens man salve, hvor de beder om, at den syge må komme sig. 
 143 Illi contra dicunt, non esse dandam unctionem, nisi discessuris, hoc est, ut non sanentur et alleuientur. Nisi res ista esset seria, quis risum queat tenere, super tam bellis, aptis et sanis Apostolicorum uerborum glossis? Nonne hic aperte deprehenditur (W569) insipientia Sophistica, quae, ut hoc loco, ita multis aliis hoc affirmat, quod negat scriptura, hoc negat, quod illa affirmat? Quin igitur gratias agimus tam eximiis magistris nostris? Recte igitur dixi, nusquam insignius esse delyratum ab illis, quam hoc loco.   Men de siger modsat, at man ikke bør give salvelsen, medmindre der er tale om én, der ligger for døden, det vil sige, sådan, at han ikke kan komme sig og blive rask. Hvis ikke denne sag var så alvorlig, hvem ville så kunne bare sig for at le af en så smuk, velegnet og sund fortolkning af apostelens ord? Mon ikke her åbenlyst afsløres sofisternes uvidenhed, for ligesom på dette sted, sådan fastslår de meget andet, som skriften nægter, og nægter, hvad den fastslår? Så hvorfor skulle vi ikke takke for disse vore fortrinlige magistre? Ja, jeg havde ret, da jeg sagde, at der ikke var noget mere udpræget vanvid end det, de udviser på dette sted. 
 144          Vlterius, si unctio ista sacramentum est, debet sine dubio esse (ut dicunt) efficax signum eius quod signat et promittit. At sanitatem et restitutionem infirmi promittit, ut stant aperta uerba. Oratio fidei saluabit infirmum, et alliuiabit eum dominus. Quis autem non uidet hanc promissionem in paucis, immo nullis impleri? Inter mille enim uix unus restituitur, idque nemo sacramento, sed naturae uel medicinae benefitio fieri putat, nam sacramento contrariam uim tribuunt. Quid ergo dicemus? Aut Apostolus hac promissione mentitur, aut unctio ista sacramentum non erit.           Til sidst, hvis denne salvelse er et sakramente, så bør uden tvivl, som de siger, dens tegn være et virksomt tegn, det, hvormed den betegner og forjætter. Men den forjætter sundhed og helbredelse af den syge, som ordene klart siger: Troens bøn skal frelse den syge og Herren vil gøre ham rask. Men hvem kan ikke se, at denne forjættelse kun opfyldes i få, om overhovedet i nogen? For blandt tusinde er der knap nok én, der kommer sig, derfor er der ingen, der mener, det sker i kraft af sakramentet, nej, det sker i kraft af naturen eller medicinen, for de tillægger sakramentet den modsatrettede kraft. Hvad skal vi da sige til det? Enten lyver apostelen om denne forjættelse, eller også kan salvelsen ikke være et sakramente. 
 145 Promissio enim sacramentalis certa est, At haec in maiori parte fallit. Quin, ut iterum Theologorum istorum prudentiam et uigilantiam cognoscamus, ideo extremam esse uolunt unctionem, ne stet ista promissio, hoc est, ne sacramentum sie sacramentum. Si enim extrema est, non sanat, sed cedit infirmitati, Si autem sanat, extrema esse non debet. Ita fit, horum Magistrorum interpretatione, ut Iacobus intelligatur sibi ipsi contradixisse, et, ne sacramentum institueret, sacramentum instituisse, dum ideo extremam uolunt unctionem, ut non sit uerum, Sanari per eam infirmum, quod ille statuit. Si hoc non est insanire, rogo quid est insanire?   For en sakramentale forjættelse er sikker, men denne slår for største delens vedkommende fejl. Ja -- og her kan vi igen konstatere disse teologers klogskab og årvågenhed -- på den måde vil de gøre dette til den sidste salvelse, at forjættelsen ikke skal slå til, det vil sige, at sakramentet ikke skal være et sakramente. For hvis det er den sidste salvelse, så helbreder den ikke, men giver plads til sygdommen. Men hvis den helbreder, kan den ikke være den sidste salvelse. Således går det til, ved disse magistres fortolkning, at vi forstår, at Jakob må have modsagt sig selv, og have indstiftet et sakramente for ikke at indstifte et sakramente, idet de i den grad vil, at det skal være den sidste salvelse, at det ikke kan være sandt, at den syge bliver rask derved, hvilket Jakob ellers fastslår. Hvis dette ikke er at være vanvittig, så vil jeg godt vide, hvad det er at være vanvittig. 
 146        Contingit his illud Apostoli .i. Timot. i.: Volentes esse legis doctores, cum ignorent quid loquantur, aut de quibus affirment. Sic omnia citra iudicium legunt et sequuntur. Eadem enim oscitantia, et confessionem auricularem ex hoc Apostolo hauserunt, dicente: Confitemini alterutrum peccata uestra. (Jak 5,16) Sed nec hoc seruant isti, quod Apostolus iubet presbyteros Ecclesiae induci, et super infirmum orari.            Det kan være dem, apostelen taler om, når han 1 Tim 1,7 siger: "De vil være lærere i loven, men de véd ikke, hvad de taler om, eller hvad de påstår". Således læser de og retter sig efter alt uden skønsomhed. I kraft den samme tankeløshed har de lagt vægt på den mundtlige bekendelse af synderne ud fra apostelens ord, hvor han siger: "Bekend jeres synder for hinanden". Men de adlyder ikke de ord, hvor apostelen befaler, at kirkens ældste skal komme til stedet og bede over den syge. 
 147 Vix unus sacerdotulus nunc mittitur, cum Apostolus uelit multos adesse, non propter unctionem, sed propter orationem. unde dicit: Oratio fidei saluabit infirmum etc. quanquam incertum est mihi, an sacerdotes uelit intelligi, cum dicat 'presbyteros', id est, seniores. Neque enim continuo sacerdos aut minister est, qui senior est, quo suspicari possis, Apostolum uoluisse, ut seniores et grauiores in Ecclesia uisitarent infirmum, qui opus misericordiae facientes, et in fide orantes eum sanarent. quanquam negari non possit, Ecclesias olim a senioribus fuisse rectas, absque istis ordinationibus et consecrationibus, propter aetatem, et longum rerum usum, in hoc electis.   De sender knap nok en eneste præst nuomstunder, skønt apostelen ønsker, at der skal være mange tilstede, ikke for salvelsens skyld, men for bønnens skyld. Det er derfor, han siger: Troens bøn skal frelse den syge osv. Det er ganske vist ikke helt klart for mig, om han man mener 'præster', når han siger 'presbytere', det vil sige 'ældste'. Det er jo nemlig ikke sådan, at den, der er præste eller tjener, også er ældre, og derfor kunne man formode, at apostelen ville have, at de ældre og erfarne i kirken skulle besøge den syge; de skulle så udføre en barmhjertighedens gerning og bede i tro og således helbrede ham. I hvert fald kan man ikke nægte, at i gamle dage blev kirkerne ledet af ældre, som var valgt dertil, ikke ved ordinationer og indvielser, men på grund af deres alder og store erfaring. 
 148        Quare, hanc unctionem eandem esse arbitror, quae Marci .vi. de Apostolis scribitur: Et ungebant oleo multos aegrotos et sanabant, (Mark 6,13) ritum (W570) quendam primitiuae Ecclesiae, quo miracula faciebant super infirmis, qui iam dudum defecit, quemadmodum et Marci ultimo: Christus donat credentibus, ut serpentes tollant, et super aegros manus ponant etc. (Mark 16,17) Ex quibus uerbis, mirum est, quod non etiam sacramenta fecerint, cum sint similis uirtutis et promissionis, cum uerbis his Iacobi.          Derfor tror jeg, at denne salvelse er den samme som omtales i Mark 6,13, hvor det om apostlene hedder: "Og de salvede mange syge med olie og de blev helbredt", og at det var et ritual i den ældste kirke, hvorved de gjorde mirakler over de syge, et ritual, der nu forlængst er borte. Sådan siger også Mark 16,17: "Kristus gav de troende, at de kunne røre ved slanger og de lagde hænder på de syge" osv. Ud fra disse ord er det mærkeligt, at de ikke også har gjort dem til et sakramente, eftersom de har en lignende kraft og forjættelse, som ordene her hos Jakob. 
 149 Non ergo sacramentum est Extrema ista, id est, ficta unctio, sed consilium Iacobi, quo possit, qui uelit, uti, sumptum ac relictum ex Euangelio Marci .vi. ut dixi. Neque enim credo, datum infirmis quibusuis, cum Ecclesiae gloria sit infirmitas, et mors lucrum, (Fil 1,21) Sed his tantum, qui impatientius et rudi fide infirmitatem ferrent. Quos ideo reliquit dominus, ut in eis miracula et uirtus fidei eminerent.   Derfor, denne sidste olie, opdigtet som den er, er ikke et sakramente, men et råd, Jakob giver, som den, der vil, kan benytte sig af, og det er som sagt taget og overleveret fra Markus 16. For jeg tror heller ikke, at det blev givet til hvemsomhelst, eftersom sygdom er kirkens hæder og døden en vinding, men kun til dem, som bar deres sygdom i en utålmodig og ringe tro. Dem overlod man derfor til Herren, at mirakler og troskraft kunne vise sig gennem dem. 
 150         Et hoc ipsum caute ac de industria Iacobus prouidit, dum promissionem sanitatis et remissionis peccatorum non tribuit unctioni, sed orationi fidei. Sic enim dicit: Et oratio fidei saluabit infirmum, et alleuiabit eum dominus, et, si in peccatis fuerit, remittentur ei. Sacramentum enim non exigit orationem aut fidem ministri, cum impius etiam baptiset et consecret, absque oratione, Sed nititur in sola promissione et institutione dei, exigens fidem suscipientis. In nostrae autem extremas unctionis hodiernae usu, ubi est oratio fidei? Quis ea fide orat super infirmum, ut non haesitet eum restitui? Nam talem orationem fidei Iacobus hic describit, de qua et in principio dixerat: Postulet autem in fide nihil haesitans. (Jak 1,6) Et Christus: Quaecunque petieritis, credite, quia accepietis, et fiet uobis. (Mark 11,24)           Men dette forudså Jakob forsigtigt og omhyggeligt, idet han knyttede forjættelsen om sundhed og tilgivelse af synderne ikke til salvelsen, men til troens bøn. For han sagde sådan: "Og troens bøn skal frelse den syge og Herren skal gøre ham rask, og hvis han har syndet, skal det tilgives ham". Men et sakramente kræver ikke bøn eller tro af den, der udfører det, eftersom en ugudelig også kan døbe og holde nadver, for det støtter sig udelukkende til Guds forjættelse og indstiftelse, idet det fremkalder troen hos dem, der modtager det. Men i vor nutidige brug af den sidste olie, hvor er da troens bøn? Hvem beder ud af tro over den syge, at Gud ikke skal tøve med at gøre ham rask? For det er en sådan troens bøn, Jakob her beskriver Om den siger han i begyndelsen: Men han skal bede i tro, uden at tvivle. Og Kristus siger: Hvad som helst I beder om, tro, at I har fået det, så skal det ske jer. 
 151        Prorsus non est dubium, si hodie quoque talis oratio fieret, super infirmum, id est, a senioribus, grauioribus, et sanctis uiris, plena fide, sanari quotquot uellemus. Fides enim quid non posset? At nos, fide hac neglecta (quam maxime exigit haec Apostoli autoritas), deinde quoduis sacerdotum uulgus per presbyteros, uiros scilicet aetate et fide praestantes, intelligimus.          Der er slet ikke tvivl om, at hvis man også i dag bad på den måde over den syge, det vil sige, at de ældste, de erfarne og de hellige mænd gjorde det, fuld af tro, så ville vi kunne helbrede så mange syge, som vi ville. For hvad kan troen ikke udrette? Men vi udelader troen (som den apostolske autoritet især kræver), og så forstår vi ved de ældste, det vil sige, mænd udmærket ved alder og tro, bare den almindelig præsteflok. 
 152 Deinde Extremam e quotidiana aut libera unctione facimus, tandem effectum promissae ab Apostolo sanitatis non solum non impetramus, sed etiam contrario effectu euacuamus.  Nihilo tamen minus iactamus, nostrum sacramentum, immo figmentum, hac Apostoli sententia, plusquam per bis diapason repugnante, fundari et probari. O Theologos!  Videre ændrer vi en daglig og fri salvelse til den sidste salvelse, så vi ikke blot ikke når frem til den virkning, der var forjættet af apostelen, sundheden, men udtømmer den til den stik modsatte virkning. Ikke desto mindre praler vi af, at vort sakramente, ja, vort fantasifoster, er grundlagt og bevist af dette apostolske udsagn, so er det diametralt modsatte. Hvilke teologer vi er!
 153        Igitur hoc unctionis extremae nostrum sacramentum non damno, sed hoc esse, quod ab Apostolo Iacobo praescribitur, constanter nego, cum nec forma, nec usus, nec uirtus, nec finis eius cum nostro consentiat. Numerabimus tamen ipsum inter ea sacramenta, quae nos constituimus, ut sunt salis et aquae consecratio et aspersio. Neque enim negare possumus, Creaturam quamlibet per uerbum et orationem sanctificari, (1 Tim 4,4f) quod Apostolus Paulus nos docet, ita non negamus per extremam unctionem dari remissionem et pacem. (W571)             Men jeg fordømmer ikke vort sakramente med den sidste olie, jeg nægter blot vedholdende, at det skal være det, der er foreskrevet af apostelen Jakob. For hverken hans form, hans brug, hans kraft, hans hensigt stemmer overens med vores. Men så lad os dog regne det med til de sakramenter, som vi selv har indstiftet, ligesom det med at indvi og bestænke med vand og salt. Vi kan jo ikke nægte, at en hvilkensomhelst skabning helliges ved ord og bøn, hvilket apostelen Paulus lærer os, og derfor kan vi ikke nægte, at der gives tilgivelse og fred gennem den sidste olie. 
 154 non, quia sacramentum sit diuinitus institutum, sed quia suscipiens ita credit sibi fieri. Fides enim suscipientes non errat, quantumlibet minister erret. Si enim ioco baptisandus aut absoluens, hoc est, non absoluens (quantum ad ministrum pertinet) reuera absoluit et baptisat, si credat baptisandus et absoluendus, (n154) quanto magis ungens extrema unctione pacificat, etiam si reuera non pacificet, si ministerium spectes, cum nullum sit ibi sacramentum. fides enim uncti etiam hoc accipit, quod conferens, aut non potuit, aut non uoluit dare.   Ikke, fordi det er et sakramente, der er guddommeligt indstiftet, men fordi som man modtager det, sådan sker det for én. For den tro, der modtager det, kan ikke fare vild, hvormeget end præsten farer vild. For hvis det forholder sig sådan, at én, der bliver døbt eller får absolutionen for sjov, det vil sige, hvis han, set fra præstens synspunkt, ikke absolveres, at han så dog i sandhed er absolveret og døbt, hvis den, der skal døbes og absolveres, tror på det, hvor meget mere vil så ikke den sidste olie kunne give fred, også selv om den slet ikke giver det, set fra præstens synspunkt, fordi der ikke er tale om et sakramente. Troen hos den, der bliver salvet, modtager alligevel det, som den, der tildeler det, enten ikke kan give eller ikke har til hensigt at give. 
 155 Sufficit enim uncto uerbum audire et credere. quicquid enim credimus nos accepturos esse, id reuera accipimus, quicquid agat, non agat, simulet aud iocetur minister. Stat enim Christi sententia: Credenti omnia possibilia sunt. Et iterum: Fiat tibi sicut credidisti. Verum Sophistae nostri de hac fide nihil in sacramentis tractant, sed in uirtutibus ipsis sacramentorum totis studiis nugantur, semper discentes et nunquam ad scientiam veritatis peruenientes. (2 Tim 3,7)   Det er nemlig nok for den, der bliver salvet, at høre ordet og tro det. For det, vi tror, vi får, det får vi også virkelig, så kan præsten gøre eller lade være med at gøre, eller lade som om eller gøre det for sjov. For Kristi ord står fast. For den, der tror, er alting muligt. Og et andet sted: Det ske dig, som du tror. Men vore sofister behandler ikke noget om troen i sakramenterne, men vrøvler om sakramenternes egne kræfter i alle deres undersøgelser, idet de altid lærer fra sig, men aldrig når frem til viden om sandheden. 
 156        Profuit tamen, hanc unctionem factam esse extremam, quia hoc benefitio minime omnium uexata ac subiecta est tyrannidi et quaestui, relicta scilicet hac una misericordia morituris, ut libere possint inungi, etiam non confessi nec communicati. Quae si permansisset quotidiana, praesertim, si et infirmos sanasset, etiam si peccata non tulisset, quos putas orbes terrarum non haberent hodie Pontifices, qui unius poenitentiae sacramento et clauibus, ac ordinis sacramento, tanti euaserunt Imperatores et principes? At nunc foeliciter habet, quod, sicut orationem fidei contemnunt, ita nullum infirmum sanant, et e uetere ritu nouum sibi finxerunt sacramentum.          Dog var det til nogen nytte, at denne salvelse var den sidste salvelse, for denne velsignelse er den, der mindst af alle er ændret og underlagt tyranni og pengebegær. For denne sidste barmhjertighed er blevet overladt de døende, at de frit kan blive salvet, endog uden at have bekendt deres synder eller have fået nadveren. Hvis det var forblevet en daglig ritus, især, hvis de syge var blevet helbredt, også selv om synderne ikke var blevet taget bort, hvor mange verdener tror du så ikke, at paverne idag ville have haft, når de gennem det ene bodssakramente og gennem nøglemagten og ordinationssakramentet er blevet så store herskere og fyrster? Men nu forholder det sig så heldigt, at ligesom de foragter troens bøn, således helbreder de ingen syge, og har af en gammel rite skabt et nyt sakramente. 
 157        Haec de quattuor istis sacramentis nunc satis fuerint, quae scio, quam sint displicitura eis, qui numerum et usum sacramentorum non e scripturis sacris, sed e Romana sede putant petendos esse. Quasi Romana sedes sacramenta ista dederit, ac non potius acceperit e scholis uniuersitatum, quibus et omnia, quae habet, sine controuersia debet.            Lad nu dette være nok om disse fire sakramenter. Jeg véd godt, at de ikke behager dem, som mener, man skal udfinde antallet af sakramenterne og deres brug ikke fra skriften, men fra den romerske stol. Som om det var den romerske stol, der havde givet disse sakramenter, og den ikke snarere havde modtaget dem fra universiteterne, hvem den utvivlsomt skylder alt, hvad den har. 
 158 Neque enim staret tyrannis papistica tanta, nisi tantum accepisset ab uniuersitatibus, cum uix fuerit inter celebres Episcopatus alius quispiam, qui minus habuerit eruditorum Pontificum. Vi, dolo ac superstitione tantum caeteris hactenus praevaluit. Qui enim ante mille annos in ea sede sederunt, tanto interuallo ab iis, qui interim creuerunt, distant, ut, aut illos, aut hos cogaris negare Romanos pontifices.   For et så stort papistisk tyranni kunne ikke fastholdes uden så meget var modtaget fra universiteterne, eftersom der næppe blandt de berømte bispesæder var noget andet, der havde så få veluddannede paver. Det var kun i kraft af magt, af list og i kraft af overtro at dette hidtil har overgået de andre. For de, der har indtaget dette sæde for tusind år siden, er så forskellige fra dem, der siden kom til magten, at man enten må nægte at de kan være romerske paver, eller også nægte, at de andre kan være det. 
 159       Sunt praeteria nonnulla alia, quae inter sacramenta uideantur censeri posse. Nempe omnia illa, quibus facta est promissio diuina. (W572) Qualia sunt Oratio, Verbum, Crux. Nam Christus orantibus promisit exauditionem in multis locis, praesertim Luce .xi. ubi parabolis multis ad orandum nos inuitat. Et de uerbo: Beati qui audiunt uerbum dei et custodiunt illud. (Luk 11,28) Quis autem percenseat, quoties tribulatis, patientibus, humiliatis promittat adiutorium et gloriam? immo quis enumeret omnes dei promissiones? cum tota scriptura hoc agat, ut nos ad fidem prouocet, hinc praeceptis et minis urgens, illinc promissionibus et consolationibus inuitans. Siquidem omnia, quae scripta sunt, aut praecepta, aut promissa sunt, praecepta humiliant superbos exactionibus, promissa exaltant humiliatos remissionibus suis.            Så er der ikke så få andre ting, som synes at kunne regnes med til sakramenterne. Nemlig alt det, hvorigennem der gives os en guddommelig forjættelse. Blandt dem er bønnen, ordet, korset. For Kristus har mange steder forjættet bønhørelse til dem, der beder, især i Luk 11,5ff, hvor han med mange lignelser opfordrer os til at bede. Og om ordet siger han: Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det. Og hvem kan fortælle, hvor ofte han lover hjælp og ære til de anfægtede, de tålmodige, de ydmyge? ja, hvem kan opregne alle Guds forjættelser? For meningen med hele skriften er, at den skal fremkalde troen hos os, det ene sted ved at lægge vægt på bud og trusler, det andet sted ved at opfordre os til at tro på forjættelser og trøstetale. Og således er derfor alt, hvad der er skrevet, enten er bud eller forjættelser, budene ydmyger de overmodige med deres krav, forjættelserne ophøjer de ydmygede med deres tilgivelse. 
 160        Proprie tamen ea sacramenta uocari uisum est, quae annexis signis promissa sunt. Caetera, quia signis alligata non sunt, nuda promissa sunt. Quo fit, ut, si rigide loqui uolumus, tantum duo sunt in Ecclesia dei sacramenta, Baptismus et panis, cum in his solis et institutum diuinitus signum et promissionem remissionis peccatorum uideamus. Nam poenitentiae sacramentum, quod ego his duobus accensui, signo uisibili et diuinitus instituto caret, et aliud non esse dixi, quam uiam ac reditum ad baptismum.              Dog synes de ting at måtte kaldes egentlige sakramenter, som er forjættelser med et tilknyttet tegn. De øvrige ting er blotte forjættelser, fordi der ikke er knyttet noget tegn dertil. Og sådan går det til, at der, hvis vi skal tale strengt logisk, kun er to sakramenter i Guds kirke, dåben og brødet, eftersom vi ser, at der kun i disse både er et af Gud indstiftet tegn og en forjættelse om syndernes forladelse. For bodens sakramente, som jeg for min del har regnet med til disse to, mangler et synligt tegn og en guddommelig indstiftelse, og jeg sagde jo også, at den ikke er andet end en vej tilbage til dåben. 
 161 Sed nec scholastici dicere possunt, suam diffinitionem posse conuenire poenitentiae, qui et ipsi sacramento signum uisibile asscribunt, quod formam ingerat sensibus eius rei, quam inuisibiliter operatur. At poenitentia seu absolutio tale signum nullum habet, quare et ipsi cogentur propria diffinitione, aut negare poenitentiam esse sacramentum, et sic numerum eorum imminuere, aut aliam sacramentorum afferre definitionem.   Men heller ikke skolastikerne kan sige, at deres definition passer på boden, for også de mener, at et sakramente skal have et tilknyttet tegn, hvis form skal det lokke ind i sanserne, som virker usynligt. Men boden eller absolutionen har intet sådant tegn, derfor tvinges også de af deres egen definition til enten at nægte, at boden er et sakramente, og således mindske antallet af sakramenter, eller til at fremkomme med en anden definition på et sakramente. 
 162        Baptismus autem, quem toti uitae tribuimus, Recte pro omnibus sacramentis satis erit, quibus in uita uti debeamus. Panis autem uere morientium et excedentium sacramentum, Siquidem in eo transitum Christi ex hoc mundo memoramur, ut ipsum imitemur. et sic distribuamus haec duo sacramenta, ut baptismus initio et totius uitae cursui, panis autem termino et morti deputetur,          Men dåben, som vi driver på med hele livet, vil ret forstået være nok i stedet for alle sakramenterne, som vi bør bruge i livet. Men brødet er i virkeligheden de døendes og bortgåendes sakramente, for med det ihukommer vi Kristi bortgang fra denne verden, for at vi skal efterligne ham. Således fordeler vi da disse to sakramenter, at dåben hører til begyndelsen og hele livsforløbet, men brødet til slutningen og til døden. 
 163 Atque Christianus utroque exerceatur in hoc corpusculo, donec plene baptisatus et roboratus, transeat ex hoc mundo, natus in aeternam nouam uitam, manducaturus cum Christo in regno patris sui, sicut in coena promisit dicens: Amen dico uobis, Amodo non bibam de hoc genimine uitis, donec impleatur in regno dei. (Matt 26,29) ut aperte uideatur sacramentum panis ad futuram uitam acceptandam instituisse. Tunc enim re utriusque sacramenti impleta, cessabit baptismus et panis.   Og den kristne skal i dette sølle legeme indøve begge dele, indtil han, helt og fuldt døbt og styrket, går bort fra denne verden, født til et nyt evigt liv, hvor han skal spise med Kristus i hans faders rige, sådan som han lovede i nadveren, hvor han sagde: "Sandelig siger jeg jer, jeg skal ikke mere drikke af vintræets frugt, førend det er fuldkommet i Guds rige", og sådan ses det tydeligt, at brødets sakramente er indstiftet til at skulle modtages til det fremtidige liv. For da er begge sakramenters opgave fuldbyrdet og da skal dåben og brødet ophøre. 
 164        Finem hic faciam huius praeludii, quod piis omnibus, qui synceram scripturae intelligentiam germanumque sacramentorum usum desyderant (W573) nosse, libens et gaudens offero. Est enim non parui momenti donum, nosse ea quae nobis data sunt, ut .i. Corint. ii. dicitur, et qua ratione donatis uti oporteat. Hoc enim spiritus iudicio instructi, non fallaciter innitemur iis, quae secus habent.         Her vil jeg så gøre ende på dette præludium, som jeg hermed glad og gerne tilbyder alle de fromme, som alvorligt ønsker at forstå skriften og den oprindelige brug af sakramenterne. For det er en ikke ringe gave at kende det, som er givet os, som det siges 1 Kor 2,12, og på hvilken måde vi bør bruge gaverne. For udrustet med denne åndelige bedømmelse vil vi ikke fejlagtigt støtte os til dem, som har det på en forkert måde. 
 165 Has duas res, cum nobis Theologi nostri nusquam dederint, quin uelut data opera obscurarint, ego, si non dedi, certe id effeci, ne obscurarem, et aliis occasionem prebui, meliora cogitandi. Conatus meus saltem fuit, ut exhiberem utrunque. Non tamen omnia possumus omnes. Impiis uero, et qui pro diuinis sua nobis pertinaci tyrannide inculcant, fidens et liber ista obtrudo, nihil moratus indoctam ferociam, quanquam et ipsis optem sanum sensum, et eorum studia non contemnam, sed tantum a legitimis ac uere Christianis discernam.   Disse to ting, som vore teologer aldrig har givet os, ja, som de har bestræbt sig for at tilsløre, har jeg for min del, om ikke givet her, så i hvert fald prøvet på ikke at tilsløre, idet jeg har givet andre lejlighed til at fremkomme med bedre betragtninger. Det har i hvert fald været min bestræbelse at fremstille begge dele klart. Vi kan ikke allesammen alt. Men op imod de ugudelige og op imod dem, som hårdnakket påtvinger os deres eget tyranni i stedet for de guddommelige ting, sætter jeg tillidsfuldt og gerne dette skrift uden at bryde mig om deres uforstandige vildskab, selv om jeg også for dem ønsker en sund opfattelse, og selv om jeg ikke foragter deres anstrengelser, blot vil jeg adskille dem fra de legitime og sande kristne. 
 166         Auditum enim audio, paratas esse denuo in me Bullas, et diras Papisticas, quibus ad reuocationem urgear, aut haereticus declarer. Quae si uera sunt, hunc libellum uolo partem esse reuocationis meae futurae, ne suam tyrannidem frustra inflatam querantur; reliquam partem propediem editurus sum talem, Christo propitio, qualem hactenus non uiderit, nec audierit Romana sedes, (n166) obedientiam meam abunde testaturus, In nomine domini nostri Iesu Christi, Amen.            For jeg hører rygter om, at det allerede påny trækker op med pavelige buller og forbandelser; de skal tvinge mig til at tilbagekalde, hvis jeg ikke vil erklæres for kætter. Men hvis disse rygter taler sandt, ønsker jeg, at denne lille bog skal være en del af min fremtidige tilbagekaldelse, for at de ikke skal klage over, at det er forgæves, at de har opflammet deres tyranni. Den anden del vil jeg i nærmeste fremtid udgive, ved Kristi nåde, og den bliver af en art, som det romerske sæde hidtil hverken har set eller hørt om. Sådan vil jeg til overflod bevidne min lydighed. I vor Herres Jesu Kristi navn. Amen. 
 167 Hostis Herodes impie
Christum uenire quid times?
Non arripit mortalia,
Qui regna dat coelestia. (n167
 Herodes, hvi saa ræd og grum
fordi vor Herre Jesus kom?
Han, som Guds Rige os har bragt,
attraaer ej Verdens Kongemagt. 

 Noter:

n63: Summa Angelica de casibus conscientiae (Englelig hovedsum om samvittighedssager), forfattet af franciskaneren Angelus de Clavasio (død ca 1495), var en af skriftefædre skattet håndbog, der i bogstavorden afhandlede alle samvittighedsspørgsmål.

n66: I den danske oversættelse af 3 Mos 18,6ff bruges udtrykket 'at blotte den og dens køn'. Det tilsvarende latinske udtryk i Vulgata er'turpitudo'.

n131:  Apg 6,4

n154: Denne sætning blev fordømt i pavens bulle, se exurge#28. Dog har paven taget sætningen fra Luthers sermon over boden, 1518, serm-poenit#44.

n166: Det blev dog først i marts 1521, at Luther fik tid til den anden del; se lutcat05#99.

n167.  Clemen-note: Die 8. strophe aus des Cölius Sedulius Hymnus acristichis totam vitam Christi continens (A solis ortus cardine) aus dem 5. jahrh.; die strophen 8, 9, 11, 13 hatten sich schon vor L.s zeiten als ein für sich bestehendes Epiphaniaslied davon losgelöst. Am 12. dez. 1541 hat L. sie verdeutscht: Was fürchtst du, Feind Herodes, sehr. Den danske oversættelse er taget fra Martin Luthers Hovedværker, 1911. Köstlin bringer Luthers oversættelse til verset. Det lyder sådan:
Was fürchtest du, Feind Herodes, sehr,
 Dass uns geborn kommt Christ der Herr?
 Er sucht kein sterblich Königreich,
 Der zu uns bringt sein Himmelreich.