Cajetan: Om kirkens skat

¹   Utrum indulgentiae ecclesiae fiant de thesauro meritorum Christi et sanctorum. 

     Om kirkens aflad stammer fra skatten med Kristi og helgenernes fortjenester. 

²      Et videtur quod non: 

Det ser ud, som om det ikke er tilfældet: 

³     Primo, quia indulgentia non esset indulgentia seu remissio, sed satisfactio et persolutio usque ad novissimum quadrantem per aliorum opera. (res09#27) (#53) (#78) 

      For det første, fordi aflad ikke er overbærenhed eller eftergivelse, men fyldestgørelse og indløsning indtil den sidste hvid gennem en andens gerning. 

⁴        Et sequitur ulterius, quod omnes negant, 
scilicet quod concedens oneret se ad satisfactionem. Et probatur sequela, quia sic Papa non remitteret, sed satisfaceret per alios. 

        Og heraf følger yderligere, hvad alle nægter, nemlig, at den, der tilstår [aflad], har en byrde ud af fyldestgørelsen. Og der bevises den følgeslutning, at paven ikke eftergiver på den måde, men gør fyldest gennem andre. 

⁵     Secundo, quia sic virtute clavium non fieret absolutio, sed translatio operum, contra verbum Christi: Quodcunque solveris. (Matt 16,19). (res09#27) (#57) Et ulterius idem per claves ageretur quod de facto fit, quia si sunt opera sanctorum in thesauro ecclesiae, non permittuntur otiosa a Spiritu sancto, sed de facto succurrerent quibus possunt.

        For det andet, fordi afløsningen på den måde ikke sker ved nøglernes magt, men ved overførsel af gerninger, imod Kristi ord: 'Hvad som helst I løser, osv'. Og heraf følger yderligere det samme, at gennem nøglerne udvirkes det, som faktisk sker, for hvis der er helgengerninger i kirkens skat, så tillades de ikke at være uvirksomme af Helligånden, men kommer rent faktisk dem til gode, som de kan. 

⁶     Tertio: nulla Sanctorum opera sunt relicta irremunerata; (res09#29) (#59) ergo antecedens probatur, tum quia secundum hoc opera supererogationis huius temporis ad futuram gloriam, tum quia secundum hoc supererogationis non remunerarentur in sanctis, sed in nobis, ac per hoc minora essent remunerata et maiora non. Et si dicatur, quod eadem opera sunt etiam in ipsis sanctis remunerata, ergo nulla sunt eorum opera irremunerata relicta. 

        For det tredie: Ingen helgengerninger bliver efterladt ugengældt, altså bevises oversætningen, både fordi ifølge dette er der overskydende gerninger fra denne tid til den fremtidige herlighed, og fordi ifølge dette gengældes det overskydende ikke i helgenerne, men i os, og derved ville de små ting blive gengældt, de store ikke. Og hvis man siger, at de samme gerninger også gengældes i de hellige selv, så er der altså ingen af deres gerninger, der lades ugengældte tilbage. 

⁷     Quarto: nullus Sanctorum sufficienter implevit in hac vita mandata Dei; ergo nihil fecerunt superabundans; ergo nihil reliquerunt pro indulgentiis. (res09#30) (#63) 

       For det fjerde. Ingen af de hellige opfylder i tilstrækkelig grad i dette liv Guds bud, altså gør de intet, der er i overskud; altså efterlader de intet til afladen. 

⁸       Antecedens probatur primo per illud Christi: Quum feceritis omnia quae scripta sunt, dicite: Servi inutiles sumus, (Luk 17,10) (res09#31) (#64) sed servus inutilis non ultra, sed citra fecisse intelligitur. 

       Oversætningen bevises for det første ud fra Kristi ord: 'Når I har gjort alt, hvad der er skrevet, skal I sige: Vi er unyttige slaver'. Men unyttige slaver, må man forstå, har ikke gjort for meget, men for lidt. 

⁹     Secundo: per illud Matth. 25, (1-13), quod sapientes virgines noluerunt communicare de oleo suo, timentes ne ipsis deficeret. (res09#32). (#66) 

       For det andet bevises den gennem Matt 25,10. For de kloge jomfruer ville ikke dele deres olie, de var bange for, at de selv ville komme til at mangle. 

¹⁰    Tertio: omnis sanctus debitor est Dei diligenti quantum potest, imo ultra quam potest, sed nullus id fecit aut potuit; ergo. (res09#33) (#67) (170) 

      For det tredie: Enhver helgen er skyldig at elske Gud alt, hvad han kan, ja udover hvad han kan. Men ingen har gjort det eller kan gøre det, ergo ...

¹¹     Quarto: Sancti per martyrium (quod est opus perfectissimum) non faciunt ultra quam debent, imo vix faciunt quod debent; ergo multo minus in aliis operibus plus fecerunt, quam debuerunt. (res09#34) (#69)

      For det fjerde: Helgenerne har gennem martyriet (hvilket er den mest fuldkomne gerning) ikke gjort mere end de er skyldige at gøre, ja, næppe hvad de var skyldige at gøre; altså har de meget mindre gjort, hvad de var skyldige at gøre, i andre gerninger. 

¹²     Quinto, quia sine scripturis, doctoribus atque rationibus oppositum dicitur. (res09#34) 

       For det femte bevises det, fordi det modsatte siges uden skrift, uden doktorer og uden fornuftgrunde. 

¹³     PROBATUR quoque idem autoritate Sanctorum: 

        Dette bevises også ud fra de helliges autoritet. 

¹⁴     Primo Augustinus: Omnibus sanctis convenit dicere: Dimitte nobis debita nostra; sed qui confitentur debita, non superabundant; ergo. (res09#35) 

      Først Augustin: 'For alle hellige sømmer det sig at sige: Forlad os vor skyld'. Men den, der tilstår at have skyld, har ikke i overflod af gode gerninger. Ergo ... 

¹⁵     Secundo autoritate Hieronymi tractantis contra Pelagium illud: Beatus vir, cui non imputavit Dominus peccatum; infra: pro hac orabit omnis Sanctus in tempore opportuno. Quomodo est sanctus, si non impietate sua orat? Et si est impius, non sanctus. Itaque sancti per orationem et confessionem suae impietatis merentur sibi non imputari peccatum. (res09#36) 

       For det andet bevises det ud fra et sted hos Hieronymus, hans traktat imod Pelagius: 'Salig er den mand, som Herren ikke tilregner synd', og senere: 'Derfor vil enhver helgen bede til belejlig tid. Hvordan kan han være helgen, hvis han ikke beder for sin ufromhed? Og hvis han er ufrom, er han ikke hellig'. Derfor er det gennem deres bøn og bekendelse af at være ufrom, at de hellige fortjener sig ikke at få tilregnet deres synd. 

¹⁶     Tertio Augustinus libro 1. Retractionum c. 19: Omnia mandata implentur, quando quicquid non impletur, ignoscitur. Negat enim sanctos implesse perfecte mandata Dei dicens: Magis ignoscente Deo quam implente. (res09#37) 

       For det tredie bevises det ud fra Augustin i bog 1 af Retraktionerne, kap 19: 'Ethvert bud opfyldes, når det, der ikke opfyldes, tilgives'. Han nægter nemlig at de hellige fuldkomment har opfyldt Guds bud, idet han siger: 'Det sker mere ved, at Gud tilgiver, end ved, at de opfylder'. 

¹⁷     Quarto Augustinus Confessionum libro 9.: Vae hominum vitae quantumcunque laudabili, si remota misericordia iudicetur; iuxta illud Iob: si etiam iustum quippiam habuero, iudicem meum deprecabor. (Job 9,15)(res09#38) 

      For det fjerde bevises det ud fra Augustin i bog 9 af bekendelserne: 'Ve menneskenes liv, hvor rosværdigt det end er, hvis det skulle bedømmes uden barmhjertigheden'. Ifølge dette Job 9,15: 'Selv om jeg også kunne regnes for retfærdig, skulle jeg dog bede min dommer om skånsel'. 

¹⁸     Quinto: secundum Augustinum nullus sanctus in hac vita sine peccato fuit iuxta illud primae Ioannis 1: Si dixerimus, quia peccatum non habemus (1 Joh 1,8) etc.; ergo merita sanctorum nulla sunt superflua.  (#76) (res09#39) 

        For det femte: Ifølge Augustin er ingen hellig i dette liv fri for synd, i overenstemmelse med 1 Joh 1,8: 'Hvis vi siger, at vi ikke har synd osv'. Altså har helgenerne ingen gode gerninger i overskud. 

¹⁹       Et si dicatur, quod sanctis habentibus aliquod veniale, potuerunt plura facere quam debuerunt, contra. Opus bonum optime factum est veniale peccatum; ergo semper minus quam debuerunt, fecerunt et peccarunt. Antecedens est ex Augustino, ubi supra: Omnia mandata implentur etc. (#16) 

        Og hvis man siger, at skønt de hellige har nogen tilgivelig synd, så kan de dog gøre mere, end de er skyldige at gøre, så forholder det sig lige modsat. En god gerning gjort på bedste måde er en tilgivelig synd, altså gør de altid mindre, end de er skyldige at gøre, og synder altså. Forudsætningen stammer fra Augustin, hvor han siger: 'Alle bud opfyldes, når det, der ikke opfyldes, tilgives'. 

²⁰       Deinde arguitur, quod dato quod sint superflua sanctorum merita, non prodessent, quia unusquisque propriam mercedem accipiet secundum proprium laborem, non secundum aliena, ut ad P. dicitur. Nec digne ab ecclesia expenderentur, quia solutio poenae est vilissimum ecclesiae donum. (res09#41) (#79) Nec pie ecclesia ageret relaxando poenas; castigare enim alios potius est pietatis quam remittere poenas. (#80) (171) 

       Dernæst kan man argumentere, at selv om man antog, at helgenerne havde overskydende fortjenester, så ville det dog ikke være til nogen gavn, fordi enhver modtager sin egen løn i overensstemmelse med sit eget arbejde, ikke i overensstemmelse med en andens, som det siges hos Paulus. Og det ville heller ikke være rigtigt af kirken af uddele dem, fordi en ophævelse af straffen ville gøre kirkens gave altfor billig. Og kirken ville heller ikke handle fromt ved at eftergive straffene; for det er snarere fromhedens opgave at irettesætte andre end af eftergive straffe. 

²¹      Denique probatur, quod merita Christi non sint thesaurus indulgentiarum. 

         Endelig bevises det, at Kristi fortjenester ikke er afladens skat. 

²²     Primo,quia assertio illa est sine autoritate scripturae. Et si afferatur autoritas Romanae ecclesiae, remaneret periculum exponendi ecclesiam haereticorum irrisioni, dum non possemus reddere rationem de hac, quae in nobis est fide etque spe (1 Pet 3,15) (res09#51) 

       For det første, fordi denne påstand er uden skriftautoritet. Og hvis den romerske kirkes autoritet fremføres, er det en stadig fare, at kirken udsættes for kætternes latter, eftersom vi ikke kan 'gøre regnskab for den tro og det håb, der er i os'. 

²³     Secundo, quia locum habent primo inductae rationes etiam hic, scilicet quod indulgentiae non essent indulgentiae, sed satisfactiones per alium, et tamen canon dicit: per indulgentias poenitentiales satisfactio enervatur: de poen. et re. Cum ex eo. Non dixit mutatur, sed enervatur. (res09#54) Et similiter claves non solverent, sed transferrent pro alio; impium est autem dicere claves non solvere; si solvunt, totum tollunt, non transferunt. (res09#55) Et similiter merita Christ(i) de facto idem operantur, quia non sunt otiosa. (res09#56) 

        For det andet, fordi de først indførte begrundelser her har deres plads, den begrundelse nemlig, at afladen ikke er overbærenhed, men fyldestgørelse gennem en anden, og dog siger kanonnen: 'gennem afladen svækkes bodens fyldestgørelse' (i Om straffen og eftergivelsen, kapitel 'Cum ex eo'. Den sagde ikke 'ændres', men 'svækkes'. Og på lignende måde ville nøglerne ikke løse noget, men kun overføre til en anden; men det ville være ufromt at sige, at nøglerne ikke løser noget; hvis de løser, ophæver de helt, de nøjes ikke med at overføre. Og ligeledes udvirker Kristi fortjenester det samme, de kan nemlig ikke være uvirksomme. 

²⁴     Tertio, quia insignis fieret irreverentia meritis Christi, si solum pro poenae relaxatione expenderentur, cum ipse per ea fuerit exemplum omnium martyrum vilissimum, quippe est remissio poenae. (res09#56)

        For det tredie, fordi det ville være et tegn på manglende ærbødighed overfor Kristi fortjenester, hvis de blot udvirkede straffens ophævelse, eftersom han selv gennem dem blev et eksempel for alle martyrer; det eksempel ville blive meget billigt, hvis det var eftergivelse af straf. 

²⁵     Quarto: Sanctus Thomas et Bonaventura dicunt opera nostra bona meliora esse quam indulgentias, et merita Christi expendi per indulgentias. Et merita Christi esse multo meliora bona quam opera nostra bona constat. Ergo meliores sunt indulgentiae quam nostra opera bona, quod est contrarium primae propositioni. Aut ergo indulgentiae non sunt merita Christi, aut omissis omnibus indulgentiae sectandae sunt, scilicet Christi merita. (res09#57ff) 

       For det fjerde: Den hellige Thomas og Bonaventura siger, at vore gode gerninger er bedre end aflad, og at Kristi fortjenester uddeles gennem aflad. Og det står fast, at Kristi gode gerninger er meget bedre end vore gode gerninger. Altså er aflad bedre end vore gode gerninger, hvilket er det modsatte af den første påstand. Altså, enten er aflad ikke Kristi fortjenester, eller også skal man slippe alle gode gerninger og stræbe efter aflad, som jo nemlig er Kristi fortjenester. 

²⁶     Quinto: Consulitur communiter a doctoribus, quod post indulgentias nihilominus sit ieiunandum, quia nemo scit utrum odio vel amore dignus sit. Tunc sit: Aut ista sententia est impia in Deum et ecclesiam, aut merita Christi non sunt thesaurus indulgentiarum: primo, quia sic claves ecclesiae nihil faciunt certi, quod est blasphemia, et indulgentia esset incerta donatio, ac per hoc impia illusio ab ecclesia fieret, (res09#66) aut post indulgentiam ex meritis Christi et sanctorum deberet quiescere ab operibus suis. (res09#67) 

        For det femte: De lærde anbefaler i almindelighed, at man efter at have købt aflad dog skal faste, fordi ingen véd, om han har gjort sig fortjent til had eller kærlighed. Så må det forholde sig sådan, at enten er denne sætning ufrom overfor Gud og kirken, eller også er Kristi fortjenester ikke afladens skat. For det første, fordi på den måde gør kirkens nøgler ingen sikre, hvilket er bespotteligt, og hvilket ville gøre afladen til en usikker gave, og herved ville den blive et ufromt bedrag af kirken, eller også burde man efter afladen i tillid til Kristi og helgenernes fortjenester ophøre med sine gode gerninger. 

²⁷ Secundo, quia si per indulgentias impenduntur merita Christi et adhuc incertus sum de remissione peccatorum, aut credo opera Christi applicata et donata mihi esse sufficientia ad remissionem aut dubito. Si credo, iam non est amplius ieiunandum, quia non debeo mea opera meliora putare quam Christi opera. Si dubito, quid hoc dubio execrabilius? (res09#68) Et confirmatur, quia merita Christi nulla proportione bonitatis excedunt opera nostra, ac per hoc aut ipsa non sunt thesaurus indulgentiarum, aut indulgentiae praeferendae sunt omnibus operibus divinorum praeceptorum, nisi iniuria fiat meritis Christi. (res09#70)

For det andet, hvis Kristi fortjenester tillægges mig gennem afladen og jeg derfor er usikker på syndernes forladelse, så må jeg enten tro på, at Kristi gerninger, der er henvist og givet til mig er tilstrækkelige til forladelse, eller jeg må tvivle på det. Hvis jeg tror, så behøver jeg ikke mere faste, for jeg bør ikke mene, at mine gerninger er bedre end Kristi gerninger. Hvis jeg tvivler, hvad er så mere forbandelsesværdigt end denne tvivl? Og så bekræftes det, at Kristi fortjenester helt uforholdsmæssigt overgår vore gerninger i godhed, og herigennem bekræftes det, at enten er de ikke afladens skat, eller også må aflad foretrækkes fremfor alle de guddommelige buds gerninger, fordi man ellers gør uret imod Kristi fortjenester. 

²⁸     Sexto, quia ipsa appositio meritorum sanctorum minus consonat, quasi merita Christi non sufficiant.(res09#70) (172) 

       For det sjette, fordi selve det, at helgenernes fortjenester knyttes til, passer mindre godt sammen med det, som om Kristi fortjenester ikke var tilstrækkeligt. 

²⁹     Septimo: Nulli datur gratia contritionis, quin simul ei dentur merita Christi; ergo sine indulgentiis habet quis thesaurum meritorum. (res09#83) 

        For det syvende: Der er ingen, der får den oprigtige angers nåde, hvis han ikke også samtidig får Kristi fortjenester; altså har han del i fortjenesternes skat uden afladen. 

³⁰     Octavo: Si meritum Christi est thesaurum indulgentiarum, ergo remittet mortem eiusque poenas. Probatur sequelae tum quia alioquin esset infirmus, tum quia potens est remittere poenam aeternam. 

       For det ottende: Hvis Kristi fortjenester er afladens skat, så eftergives døden og dens straf. Denne følgeslutning bevises derudfra, dels, at det ellers ville være usikkert, og dels fordi den er mægtig at eftergive den evige straf. 

³¹      Demum arguitur: Si absolvere in indulgentiis est dispensare thesaurum Christi, ergo aliae etiam absolutiones dispensabunt thesaurum Christi, et praecipue ab excommunicatione, quando quis particeps fit meritorium Christi et ecclesiae. (#98) 

       Endelig argumenteres der: Hvis det at afløse med aflad er at uddele Kristi skat, ergo uddelte andre afløsninger også Kristi skat, og især ved ekskommunikationen, når man blev delagtig i Kristi og kirkens fortjenester. 

³²        Praeterea: Si absolvere in indulgentiis est distribuere thesaurum Christi, ergo ligare est includere vel colligere thesaurum Christi, quod tamen non spectat ad potestatem clavium, quia sine omni indulgentiarum actu hoc fit. 

        Forøvrigt: Hvis det at løse med aflad er at uddele Kristi skat, så må det at binde være at indelukke og indsamle Kristi skat, hvilket dog ikke har med nøglemagten at gøre, fordi dette sker uden nogen indgriben fra afladen. 

³³        CONCLUSIO:
Indulgentiarum thesaurus merita sunt Christi et Sanctorum.

       Konklusion:
Afladens skat udgøres af Kristi og de helliges fortjenester. 

³⁴       IN OPPOSITUM est sententia sacrorum doctorum. 

       I modsætning hertil står de hellige doktorers opfattelse. 

³⁵      Ad evidentiam huius quaestionis monstrandum est, merita Christi et Sanctorum esse thesaurum indulgentiarum, et qua ratione hoc notum sit, et quid sit, et propter quid sit. Et quidem merita Christi et Sanctorum esse thesaurum indulgentiarum autoritate apostolica tenemus: in Extravaganti siquidem Clementis sexti de poen. et re. Unigenitus dicitur de thesauro meritorum Christi: Quem quidem thesaurum non in sudario repositum, non in agro absconditum, sed per beatum Petrum, coeli clavigerum, eiusque successores, suos in terris vicarios, commisit fidelibus salubriter dispensandum et propriis et rationalibus causis nunc pro totali, nunc pro partiali remissione poenae temporalis pro peccatis debitae tam generaliter tam specialiter prout cum Deo expedire cognoscerent, vere poenitentibus et confessis misericorditer applicandum; ad cuius quidem thesauri cumulum beatae Dei genitricis omniumque electorum a primo iusto usque ad ultimum merita adminiculum praestare noscuntur. Haec ibi. (unigen#5)

       Til belysning af dette spørgsmål skal man vise, at Kristi og de helliges fortjenester er afladens skat, og med hvilken begrundelse dette hævdes, og hvad den er, og hvorfor den er. Og vi holder jo altså fast ved at Kristi og de helliges fortjenester er afladens skat ud fra en pavelig autoritet: For i Clemens den Sjettes ekstravagans om bod og tilgivelse, 'den énbårne' hedder det: 'Denne skat gemte han ikke i et klæde, gravede den heller ikke ned i jorden, men overlod den til sine troende gennem den salige Peter, den himmelske nøglebærer, og hans efterfølgere, hans stedfortrædere på jorden, til en saligbringende uddeling ved både særlige og meningsfulde anledninger, snart til fuldstændig, snart til delvis eftergivelse af den timelige straf for synden, for i almindelighed og i særdeleshed, som det synes godt i Guds øjne, barmhjertigt at uddele den til dem, der oprigtigt har angret og bekendt deres synder. Nu véd vi, at fortjenesterne hos den salige gudføderske og alle de udvalgte fra den første retfærdige til den sidste forøger rigdommen ved denne skat. Såvidt Clemens. 

³⁶ Post multa de superabundantia meritorum dicta est autem ex duobus huius decretalis autoritas pensanda: primo, ex decretis distinctione 19. in canonicis, ubi epistolis decretalibus Romanorum pontificum primus autoritatis locus post sacram Scripturam decernitur, et ibidem ca. 1., ubi extravagantes apostolicae defenduntur. (173) 

Efter meget om fortjenesternes overvældende størrelse nævnes der imidlertid en tungtvejende autoritet ud fra to dekreter herom: For det første, ud fra dekreterne i distinktion 19 i kanonsamlingen, hvor det bestemmes, at den romerske paves dekreter har førsteplads som autoritet efter skrifterne, og det samme sted kapitel 1, hvor de pavelige ekstravaganter forsvares. 

³⁷ Secundo ex eo, quod de una parte sacramenti poenitentiae, scilicet satisfactione docet: constat nanque Extra. de haereticis ad abolendam, nulli in materia sacramentorum licere dissentire ab eo, quod Romana ecclesia facit et praedicat; credendum est igitur, nec in dubium aut opinionem vertendum sic esse. Nec somniavit aut finxit sibi Romana ecclesia thesaurum istum indulgentiarum, sed ex Scripturae sacrae autoritate certaque inde ratione sacrorum doctorum sententia probata id habetur. (n37) 

For det andet ud fra det, han lærer om den ene del af bodssakramentet, nemlig fyldestgørelsen. Ekstravagansen 'Om at tilintetgøre kættere' slår nemlig fast, at det ikke er tilladt nogen i sager om sakramenterne at afvige fra det, som den romerske kirke gør og prædiker; dette bør man altså tro og ikke være i tvivl om eller sætte til diskussion. For den romerske kirke har ikke fantaseret sig til eller fastsat ud af sig selv denne afladens skat, men det skal regnes for bevist ud fra den hellige skrifts autoritet og ud fra de hellige doktorers sikre begrundelse og mening. 

³⁸        Ad cuius clariorem notitiam differentia inter meritum et satisfactionem praelibanda est. Meritum condigni (de hoc enim sermo est) appellatur opus, ex quo operans dignus est aeterna beatitudine, ita quod debetur sibi illa, iuxta illud Apostoli: Bonum certamen certavi etc., (2 Tim 4,7) et subditur: reposita est mihi corona iustitiae, quam reddet mihi Dominus in illa die iustus iudex. (2 Tim 4,8) Satisfactio autem appellatur voluntaria solutio poenae; tunc enim debitor poenae facit satis iustitiae, quando debitam poenam exolvit, adaequando enim solutionem debito, satis proculdubio facit. 

         For bedre at kunne forklare det må man først indsætte et skel mellem fortjeneste og fyldestgørelse. En værdig fortjeneste (for det er den, der er tale om) kaldes en gerning, som, når den bliver udført, er værdig til den evige salighed, således at den har sig selv at takke for det, ifølge dette apostelord: 'Jeg har stridt den gode strid' osv, hvor han tilføjer: 'der er gemt for mig en retfærdighedens krone, som Herren, der er en retfærdig dommer på hin dag, vil give mig'. Men fyldestgørelse kaldes en frivillig opløsning af straffen; for da gør skyldneren retfærdig fyldest for sin straf, når han afløser den straf, han skylder; for ved en afløsning, der svarer til det, han skylder, gør han uden tvivl tilstrækkeligt. 

³⁹ Nec meritum et satisfactio adeo a se invicem elongantur, ut non coeant saepe in unum idemque opus: nam de operibus ex charitate procedentibus loquendo, quantum habet opus bonitatis, tantum habet meriti, et quantum habet mali poenae, tantum habet satisfactionis. Verba gratia, ieiunium ut opus bonum est meritorium, idemque ut est poenale, est satisfactorium. Haec est formalis differentia inter meritum et satisfactionem. 

Heller ikke adskiller fortjeneste og fyldestgørelse sig i den grad fra hinanden, at de ikke ofte går sammen i én og samme gerning: for når man taler om de gerninger, der frembryder af kærligheden, gælder det, at ligeså megen godhed de har, ligeså megen fortjeneste har de, og ligeså megen straf for det onde, de har, ligeså megen fyldestgørelse har de. For eksempel, ligesom faste er en fortjenstfuld god gerning, er den, fordi den også er en straf, fyldestgørende. Dette er den formelle forskel på fortjeneste og fyldestgørelse. 

⁴⁰ Est et alia differentia quo ad efficaciam seu fructum: nam meritum non excedit personam, quae meretur solo Christo excepto, nullus enim potest mereri foelicitatem aeternam alteri, sed sibi soli, excepto Christo, qui meruit suis electis. Et ratio assignatur, quia gratia Christo data est gratia capitalis seu universalis; gratia autem reliquorum est gratia partialis; meritum enim Christi et non aliorum per sacramenta communicatur nobis et nos salvat. Propterea Paulus dicebat: Nunquid Paulus crucifixus est pro vobis, aut in nomine Pauli baptizati estis? (1 Kor 1,13) 

Der er også en forskel med hensyn til virkningen eller frugten: For fortjeneste går ikke ud over den person, der fortjener, undtagen for Kristi vedkommende. Ingen kan nemlig fortjene den evige salighed for en anden, kun for sig selv, undtagen Kristus, som fortjente den til sine udvalgte. Og man kan påpege en grund til, at den nåde, der blev givet Kristus, er en hovednåde eller en universel nåde. For Kristi fortjeneste, men ikke andres fortjeneste, videregives til os gennem sakramenterne og frelser os. Derfor sagde Paulus: 'Mon Paulus er korsfæstet for jer, eller er I døbt i Paulus' navn?'

⁴¹ Satisfacere autem potest unus pro altero, ut patet quum unus implet sacramentalem poenitentiam pro altero. Et ex hac differentia provenit, quod sanctorum opera quatenus meritoria fuerunt, acceperunt mercedem suam in ipsis sanctis, quoniam ipsis solis profuerunt, quatenus vero satisfactoria fuerunt. Primum quidem solverunt debitam pro illorum peccatis poenam, deinde si plus poenalitatis habuerunt, quam poena ipsorum peccatis debita exigeret, remansit illud plus tanquam ipsis Sanctis superfluum.  (174)

Men gøre fyldest, det kan én gøre for en anden, som man kan se det, når én opfylder den sakramentale bod for en anden. Af denne forskel fremgår det, at forsåvidt de helliges gerninger er fortjenstfulde, modtager de løn til de hellige selv, eftersom de alene har gavn af det. Men forsåvidt de er fyldestgørende, løser de ganske rigtigt skylden for deres egen syndestraf, men desforuden, om de da har nogen strafgerninger, udover hvad de skylder for deres egne synder, forbliver dette mere som noget, disse hellige ikke har brug for. 

⁴² Et hoc plus est illud, quod a quibusdam vocatur irremuneratum in ipsis Sanctis non propter defectum divinae largitatis aut operis aut ipsius Sancti, sed propter excellentiam ipsius personae, quae superabundanter passa est voluntarie. Ex eo nanque, quod persona patiens non habet propria poenarum debita pro peccatis, provenit quod satisfactiones superfluae non possunt in ipsis remunerari seu rectius loquendo non possunt in ipsis habere effectum solutionis. 

Og dette mere er, hvad der af nogle kaldes det ugengældte hos de hellige; det opstår ikke på grund af en mangel ved den guddommelige rundhåndethed eller hos de hellige selv, men det opstår på grund af selve personens udmærkethed, som frivilligt lider i overflod. For deraf, at en person lider uden selv at have forskyldt straf for synden, fremgår det, at de overskydende fyldestgørelser ikke kan gengældes på dem selv, eller for at tale mere korrekt: de kan ikke have nogen afløsningsvirkning på dem selv. 

⁴³ Et quoniam constat Sanctos multos multo plus passos quam ex peccatis suis debuerint pati, consequens est, ut multa satisfactoria remanserint superflua ipsis Sanctis, Patet autem Sanctos satisfactorie plus exolvisse quam debuerant pro peccatis suis. Tum quia beata Virgo nulla satisfactione pro suis peccatis eguit (quia nullum peccatum commisit), et tamen satisfactoria multa subiit; eius enim vita cunctas illustravit ecclesias, et de ipsius dolore scriptum est: Et tuam ipsius animam pertransibit gladius. (Luk 2,35) 

Og eftersom det står fast, at mange hellige har lidt meget mere end de skyldte at lide for deres synder, er konsekvensen, at der er mange fyldestgørende gerninger tilbage fra disse hellige. Det fremgår nemlig, at de hellige i henseende til fyldestgørelse har afløst mere end de var skyldige at gøre for deres synder. Derfor: den salige jomfru behøvede ikke nogen fyldestgørelse for sine egne synder (for hun begik ikke nogen synder), og dog gennemgik hun mange fyldestgørelser, for hele hendes liv er et billede på kirken, og om hendes smerte står der skrevet: 'Også din sjæl skal et sværd gennemtrænge'. 

⁴⁴ Iob quoque testatur capitulo 7.: Utinam appenderentur peccata mea, quibus iram merui, et calamitas, quam patior, in statera, quasi arena maris haec gravior appareret. (Job 6,3f) Et quis est tam mentis inops, ut dicat Laurentium Vincentium reliquosque tanta passos martyres omnibus illis poenis indiguisse, ut satisfacerent pro poena peccatis suis debita? Superfluunt igitur multa satisfactoria Sanctis ultra ingens pelagus superfluentis satisfactionis Christi, qui pro totius mundi peccatis, ut Ioannes Evangelista testatur, satisfecit, (1 Joh 1,2) ut etiam ex hoc patet, quod si totus mundus post omnia peccata commisa baptizaretur, statim meritorum satisfactione Christi evolaret ad coelum. 

Og Job bevidner i kapitel 6,3: 'Gid min synd kunne vejes, hvorved jeg har fortjent vrede, og den elendighed, jeg lider, komme på vægtskålen, den synes tungere end havets sand'. Og hvem er så tåbelig, at han vil sige, at Laurentius, Vincens og alle de andre martyrer behøvede at lide så meget for alle deres straffe, så de kunne gøre fyldest for deres egne synder, som de skyldte for? Derfor har de hellige mange fyldestgørende gerninger i overskud foruden det umådelige hav af Kristi overskydende fyldestgørende gerninger, han, som ifølge Johannes-evangelistens vidnesbyrd, gjorde fyldest for hele verdens synd, så det også heraf fremgår, at hvis hele verden blev døbt efter alle de synder, de havde begået, ville den straks flyve op til himlen i kraft af Kristi fortjenesters fyldestgørelser. 

⁴⁵ Et tamen constat, quod tanta hominum multitudo damnata indignam se reddens Christi satisfactione, superfluere illam testatur, quae pro omnibus sufficeret. Quocirca ex meritis Christi et Sanctorum quatenus satisfactoria superfluis thesaurum indulgentiarum constitui intelligito, si non vis errare. Et quidem quod huiusmodi opera Christi et Sanctorum satisfactoria remanserint, declaratum est, quod vero remanserint pro nobis, et quod remanserint dispensanda per militantem ecclesiam, manifestari oportet. 

Og dog står det fast, at en så stor fordømt menneskemængde, som kun på uværdig vis kan gøre gengæld for Kristi fyldestgørelse, bevidner, at den er i overflod, at der er nok til alle. Derfor, hvis du ikke vil være i vildfarelse, må du forstå, at afladens skat består af Kristi og de helliges fortjenester, forsåvidt den er overskydende. Nu er det forklaret, at den slags fyldestgørende gerninger bliver tilbage fra Kristus og de hellige, men det bør nu fastslås, at de virkelig bliver tilbage for os, og at de bliver tilbage som noget, der kan uddeles af den kæmpende kirke. 

⁴⁶        Et primum scilicet, quod ad hoc remanserint huiusmodi satisfactoria, ut nobis communicata pro nobis satisfacerent tanquam si ipsi Sancti viventes ea intentione fecissent, ut poenas nostris peccatis debitas ipsi exolverent, monstratur, tum ex eo, quod non inania aut inutilia huiusmodi satisfactoria esse debent; essent autem ut satisfactoria infructuosa,si proprio fructu (qui est satisfacere) essent privata, non per accidens, puta quia desunt hi, in quibus fructificet, sed per se, quia scilicet suapte natura omnia satisfactoria supererogationis essent infructuosa, quia nec in ipsis operantibus, nec in aliis effectum habere possent, eo ipso quod satisfactoria supererogationis sunt. (175)

        Og det vises for det første ud fra det, at de af den grund forbliver den slags fyldestgørende gerninger, at de, når de uddeles til os, kan gøre fyldest, som om de hellige, da de levede, selv havde gjort dem i den hensigt, at de selv skulle opløse de syndestraffe, vi skyldte, også ud fra det, at den slags fyldestgørende gerninger ikke bør være forgæves eller unyttige; så ville de som fyldestgørende være frugtesløse, hvis de blev berøvet deres egen frugt (som er at gøre fyldest), ikke ved et tilfælde, nemlig fordi de, i hvem de skal bære frugt, mangler dem, men i sig selv, nemlig fordi de fyldestgørende, overskydende gode gerninger i kraft af deres egen natur ville være frugtesløse, fordi de hverken, når de virkede i dem selv, eller når virkede i andre kunne have virkning, netop fordi de var fyldestgørende, overskydende gode gerninger. 

⁴⁷ Tum quia unitas ecclesiae exigit, ut quae libet suorum civium, quae possunt esse utilia republicae Christianae, ordinata a Spiritusancto ecclesiam regente, sint ad utilitatem ipsius ecclesiae. Constat autem satisfactoria supererogationis posse ad utilitatem ecclesiae cedere, ut patet ex eo, quod per propriam intentionem ipsorum Sanctorum potuissent applicari haec ad satisfaciendum pro isto vel illo ecclesiae membro, debente satisfacere pro suis peccatis. 

Men eftersom der kræves énhed af kirken, så at hvilken som helst af dens borgere, som kan være gavnlig for det kristne samfund, som ordentligvis styres af Helligånden, kan være til gavn for kirken, derfor står det fast, at de overskydende fyldestgørende gerninger kan tilfalde kirken til dens gavn, som det fremgår deraf, at de hellige gennem deres egen hensigt kan applicere dette til at gøre fyldest for den eller den af kirkens medlemmer, så de bør gøre fyldest for deres synder. 

⁴⁸ Consentaneum igitur rationi est, quod haec satisfactoria supererogatorie facta a Sanctis ad utilitatem aliorum membrorum ecclesiae ordinata sunt. Utilitas autem propria eorum est satisfacere pro aliis, ex quo pro his, qui fecerunt, satisfacere non possunt; dixit autem: utilitas propria, quia non ex communibus, sed propriis iudicadum est de rebus. 

Der er derfor begrundet enighed om, at de fyldestgørende overskydende gerninger, der er gjort af de hellige, er forordnet til andre kirkemedlemmers nytte. Men selve nytten ved dem er at gøre fyldest for andre, eftersom de ikke kan gøre fyldest for dem, der gør dem; men han sagde 'selve nytten', for man bør bedømme om sagerne ikke ud fra det almindelige, men ud fra det særlige. 

⁴⁹  Tum maxime, quia Paulus Apostolus ad Colossenses 1. hoc de suis satisfactoriis testatur, dicens: Gaudeo in passionibus pro vobis, et adimpleo ea, quae desunt passionem Christi, in carne mea pro corpore eius, quod est ecclesia. (Kol 1,24) Ubi clare videre potes, intentionem adimplentis in propria carne passiones deficientes passionis Christi ad conficiendam mensam a Deo definitam pro ecclesia. Idem autem est iudicium de Paulo et aliis Sanctis, ut ex Augustino super Psalmum 86, afferente dictam Apostoli sententiam patet. 

Og da især, fordi apostelen Paulus bevidner det om sine fyldestgørende gerninger i Kol 1,24, idet han siger: 'Jeg glæder mig over mine lidelse, som jeg lider for jer, og hvormed jeg udfylder det, der mangler i Kristi lidelse, i mit kød, for hans legeme, det vil sige: kirken'. Her kan du klart se, at hensigten er i sit eget kød at udfylde de lidelser, der mangler i Kristi lidelse, så det mål, Gud har sat for kirken, kan opfyldes. Men den samme bedømmelse må gives Paulus og de andre apostle, som det fremgår af Augustin over salme 86, hvor han direkte henviser til, at Paulus siger sådan. 

⁵⁰     Secundum autem scilicet, quod thesaurus iste meritorum, ut satisfactoria sunt, dispensandus sit per summum Pontificem, facile manifestatur, quoniam commune omni Reipublicae est, ut illius princeps dispensator sit communium bonorum illius Reipublicae, nam sine omni contradictione, cui cura credita est ipsius Reipublicae eidem quoque credita intelligitur dispensatio eorum, quae ad commune bonum illius spectant. Huiusmodi autem satisfactoria constat esse velut bona quaedam communia ipsius ecclesiae, utpote pro ipsa facta et relicta, ut patet ex dictis. 

       Men for det andet kan det let fastslås, at denne fortjenesternes skat, eftersom den er fyldestgørende, skal uddeles af paven, fordi den er fælles for hele samfundet, og det er jo overhovedets opgave at være uddeler af de almindelige goder i dette samfund, for uden nogen modsigelse: Den, i hvis omsorg man tror selve samfundet er, må man jo forstå, skal man også tro har med uddeling af de ting at gøre, som udgør det fælles gode. Men netop af den art er de fyldestgørende gerninger, idet de er fælles goder for denne kirke, og derfor (for at de kan være af den art) er de netop udført og efterladt, som det fremgår af det sagte. 

⁵¹ Consequens igitur est, ut ad eum qui totius ecclesiae curam habet, spectet dispensatio dicti thesauri. Et quia solus Petri successor praeest toti ecclesiae, ideo ad solum Romanum Pontificem spectat dispensare, non pro libito donare thesaurum istum. Et quoniam per indulgentias remittitur poena temporalis debita pro satisfactione peccatorum (ut dicta Extravagans dicit) nec Papa potest illam remittere sine sacramento ecclesiastico, nisi applicando satisfactoria aliorum ad istum, cui remittit, ideo apostolica sedes in dicta Extravagante et sacri doctores theologi Spiritussancti lumine illustrante concludunt et rationabiliter dictum thesaurum dispensari per indulgentias Christi fidelibus, qui per charitatem Christi membra sunt. 

Følgelig er det altså sådan, at han, som har omsorgen for hele kirken, også har med uddelingen af den omtalte skat at gøre. Og fordi alene Peters efterfølger står i spidsen for hele kirken, derfor er det alene op til den romerske pave at uddele den, dog ikke at give skatten efter forgodtbefindende. Og fordi den timelige straf, der skyldes for fyldestgørelse for synder eftergives gennem aflad (som omtalte extravagans siger) og paven ikke kan eftergive den uden om det kirkelige sakramente, og heller ikke kan tildele andres fyldestgørende gerninger til andre end den, som han eftergiver, derfor slutter det apostoske sæde i den omtalte ekstravagans og de hellige teologi-doktorer, oplyste ved Helligånden lys, at på fornuftsmæssig måde kan også den omtalte skat uddeles gennem afladen til de kristtroende, som ved Kristi kærlighed er medlemmer. 

⁵² Unde evidentissime sequitur, quod indulgentia (176) absolvendo hunc a tanta poena pro suo peccato debita applicat illi tantum ex dicto thesauro de satisfactoriis quantum aequivalet tantae poenae, quae relaxatur, et simul fit opus misericordiae remittendo huic poenam et opus iustitiae applicando huic satisfactionem aliorum pro eo; sic enim terrestris Hierusalem descendit de caelo per imitationem, (n52) quoniam universae viae Domini misericordia et veritas. Ex quibus patent omnia praemissa. 

Heraf følger soleklart, at afladen svarer til, at et menneske bliver afløst for en stor straf for sin synd, men ud fra den omtalte skat kun i så høj grad, så det svarer til straffens størrelse, som bliver eftergivet, og samtidig sker der en barmhjertighedens gerning derved, at straffen og retfærdighedens gerninger bliver eftergivet og andres fyldestgørende gerninger bliver appliceret på ham; for således nedstiger Jerusalem til de jordiske fra himlen gennem efterligning, eftersom alle Herrens veje er barmhjertighed og sandhed. Af dette fremgår alt det foregående. 

⁵³     Ad primam obiectionem (#3) in oppositum dicitur, quod indulgentia secundum diversos suos actus diversis rationibus exprimitur, nam secundum quod est absolutio et remissio poenae, sic iudicis actus est et dicitur; secundum vero quod est applicatio satisfactionis ad hunc, sic dispensatio est et dicitur; et secundum quod efficit exolutionem poenae apud divinam iustitiam per applicatam satisfactionem, sic opus iustitiae est et dicitur. 

         Til den første indvending kan der som gensvar siges, at afladen udtrykkes med forskellige begrundelser, svarende til dens forskellige handlinger, for forsåvidt den er afløsning og eftergivelse af straf, er den en juridisk akt og kaldes sådan; men forsåvidt den er er applikation af fyldestgørende gerninger til én, er den uddeling og kaldes sådan; og forsåvidt den udvirker straffens udløsning hos den guddommelige retfærdighed, derved at den applicerer fyldestgørelsen, er den en retfærdighedens gerning og kaldes sådan. 

⁵⁴ Unde breviter respondetur, quod indulgentia, ut respicit hunc, cui conceditur, est remissio et relaxatio; quamvis ut respicit divinam iustitiam, sit solutio usque ad minimum quadrantem. Est enim solutio, sed non ab hoc, et istud est maximae gratiae, quod solvatur debitum meum non a me. Nec hoc est mirum aut novum in mysteriis ecclesiae, quum etiam in Baptismo omnia donari gratiose concedamus, eodem modo, scilicet, ut omnia solvantur non per Baptismum, sed per Christi meritum, quod illi per Baptismum communicatur. 

Derfor kan der kort svares, at afladen, med henblik på det, at den tilstås et menneske, er eftergivelse og indrømmelse; men ser du hen til den guddommelige retfærdighed, er den afløsning indtil den sidste hvid. Den er nemlig afløsning, men ikke fra dette, og dette er i højeste grad nåde, at min gæld ikke løses af mig selv. Dette er heller ikke noget mærkeligt eller nyt i kirkens mysterier, eftersom vi også i dåben tilstår, at alt gives os af nåde, på samme måde, nemlig, så at alting afløses ikke igennem dåben, men igennem Kristi fortjeneste, som igennem dåben tildeles et menneske. 

⁵⁵ Celerius dicam: Tanto vinculo iunxit Deus iustitiam misericordiae, ut peccatis nostris parcere sic voluerit, ut tamen per unigenitum suum Filium suae iustitiae satisfieret pro nobis, et hoc abundantioris gratiae fuit, ut non solum debita remitteret, sed satisfactorem daret. Nihil ergo secundum divinae sapientiae ordinem adimitur indulgentiarum gratiae ac misericordia, ex hoc quod intervenit ibi etiam solutio per Christi et sanctorum merita satisfactoria. 

Lad mig sige det kort: Med en så stor lænke har Gud bundet retfærdigheden med sin barmhjertighed, at han vil skåne vore synder i den grad, at han dog gennem sin énbårne søn gør fyldest for sin retfærdighed for os, og dette var nådens overflod, så at han ikke blot eftergav os vor skyld, men også gav os fyldestgørelse. Altså, ifølge den guddommelige visdoms orden borttages der intet fra afladens nåde og barmhjertighed, derved at der her indtræffer også en afløsning gennem Kristi og de helliges fyldestgørende fortjenester. 

⁵⁶ Argumentum vero procedit, ac si haec duo essent incompossibilia; quae, ut dictum est, se consequuntur secundum ordinem dispositionis divinae, ut ex dictis clare patet. Ad ulteriorem vero sequelam (scilicet, ergo concedens obligat se ad satisfactionem) dicitur, quod nec apparentiam habet. Et quum probatur, quia hoc modo satisfacit per alios, respondetur, quod ad bonum sensum admittendo, quod Papa dando indulgentias satisfacit per alios, hoc est, applicat aliorum satisfactionem, hinc etiam nulla ratione apparenti sequitur, ergo Papa obligat se ad satisfactionem; aliud est enim applicare huic alienam satisfactionem, et aliud est obligare se ad satisfaciendum pro illo, sicut aliud est volare et aliud sedere. 

Men argumentet går videre, som om disse to ikke kunne holdes sammen; men begge dele følger som sagt af den guddommelige indretnings orden, hvilket klart fremgår af det sagte. Men til den sidste følgeslutning (nemlig, at den, der giver indrømmelse, følgelig binder sig til fyldestgørelse) må siges, at den ikke har sandsynligheden for sig. Og når det bevises, at han på den måde gør fyldest for andre, må der svares, at man i en god betydning må medgive, at paven, ved at give aflad, gør fyldest for andre, det vil sige, han applicerer andres fyldestgørelse, men herudfra kan det ved ingen åbenlys fornuftsgrund følge, at paven binder sig til at gøre fyldest; én ting er nemlig at applicere til et menneske en andens fyldestgørelse, noget andet er at binde sig til at gøre fyldest for ham, ligesom én ting er at flyve, noget andet at sidde. 

⁵⁷     Ad secundam negatur, (#5) quod sic virtute clavium nihil fiat; fit nanque non solum applicatio operum sanctorum ad istum, sed et absolutio istius a (177) poena pro peccatis suis debita, unde et verbum Christi: Quodcunque solveris, ad literam adimpletur. Et similiter negatur, quod sic virtute clavium nihil fierit, nisi quod de facto fit.

       Til den anden indvending må man nægte, at der således ikke sker noget ved nøglernes magt; der sker jo ikke blot en application af fyldestgørende gerninger til vedkommende, men også en absolution af vedkommende af den straf, han skylder for sine synder, og derfor opfyldes Kristi ord: 'Hvadsomhelst I løser' til bogstaven. Og ligeledes må man nægte, at der således intet sker ved nøglernes magt, andet end hvad der rent faktisk sker. 

⁵⁸ Et ad probationem, quia merita sanctorum, si sunt, non relinquuntur a Spiritusancto otiosa, respondetur, quod huiusmodi sanctorum merita satisfactoria sunt facta pro ecclesia et non determinate pro hoc vel illo, et ideo non operantur in hoc vel illo particulari, nisi fuerint applicata ab ipso Deo vel eius vicario ad hunc vel illum. Non ergo de facto operantur absque applicatione, quia sunt communia, nec sunt otiosa, quia ad hoc suapte natura sunt ordinata et applicata, ut non aliter operentur. 

Og til det bevis, at de helliges fortjenester, hvis de er til stede, ikke lades uvirksomme af Helligånden, må svares, at den slags fortjenstfulde, fyldestgørende helgengerninger er gjort for kirken og ikke bestemt til denne eller hin, og derfor virker de ikke i denne eller hin i særlig grad, medmindre de bliver appliceret af Gud selv eller af hans stedfortræder til denne eller hin. Altså, man kan ikke slutte, at fordi gerningerne er gjort uden applikation, fordi de er fælles, derfor er de uvirksomme, for de er indrettet og appliceret efter deres egen natur, så de ikke virker på anden måde. 

⁵⁹     Ad tertiam de operibus sanctorum irremuneratis dicitur, (#6) quod communicando in abusu vocabulorum, hoc est, accipiendo irremuneratum, prout sumitur a sic dicentibus, hoc est, non sortita suum fructum in ipsis sanctis. Sic inquam loquendo respondendum est, quod opera bona sanctorum dupliciter sumi possunt, scilicet ut meritoria, et sic omnia sunt remunerata in ipsis sanctis, vel ut satisfactoria, et sic ea, quae supererogaverunt, non sunt remunerata in ipsis sanctis, sed relicta sunt remuneranda in nobis. 

        Til den tredie indvending om de helliges ugengældte gerninger må siges, at det udtrykkes gennem et misbrug af ord, når man forstår dem som ugengældte, forsåvidt man forstår dem, der taler sådan, det vil sige, de fordeler ikke deres frugter i de hellige selv. Når man svarer, må man, efter min mening, udtrykke sig sådan, for de helliges gode gerninger må forstås på en dobbelt måde, nemlig som fortjenstfulde, og forstået sådan gengældes de på de hellige selv, og som fyldestgørende, og forstået på den måde er det, som ydes ud over det krævede, ikke gengældt på de hellige selv, men efterladt til at blive gengældt på os. 

⁶⁰ Et contra hoc probationes non militant. Non prima, scilicet non sunt condigna passiones huius temporis, quia de passionibus nostris secundum substantiam operis, seu, ut sunt, ex libero arbitrio intelligitur; remuneratio autem respicit opera et passiones, ut sunt ex charitate seu gratia Dei. Non secunda, scilicet Deus praemiat ultra condignum, tum quia Dei praemio operum, ut sunt meritoria, intelligitur sententia illa, tum quia non ex defectu largitatis praemiantis, sed ex excellentia sancti operantis provenit, quod opus suum ut satisfactorium non remuneratur in ipso Sancto, hoc est, non satisfactis pro ipso, quia ipse non est debitor poenae pro qua satisfactio fit. 

Og teserne kæmper ikke imod dette. For det første er jo denne tids lidelser ikke er værdige, fordi vore lidelser svarer til gerningens substans, eller, forsåvidt de findes, må forstås ud fra den frie vilje; men gengældelse ser hen til gerninger og lidelserne, forsåvidt de kommer ud fra Guds kærlighed eller nåde. Og for det andet belønner jo Gud ud over, hvad vi fortjener, både fordi Guds belønning for gerningerne, forsåvidt de er fortjenstfulde, forstås ud fra denne opfattelse, og fordi den ikke fremkommer ud fra en mangel på rundhåndethed hos den, der belønner, men ud fra det udmærkede ved den hellige, der udfører gerningen, så at hans gerning, forsåvidt den er fyldestgørende, ikke gengældes på den hellige selv, det vil sige, der blive ikke gjort fyldest for ham selv, fordi han selv ikke skylder nogen straf, som der skal gøres fyldest for. 

⁶¹ Non tertia, scilicet, quod opera supererogationis non remunerarentur in ipsis sanctis, sed in nobis etc., quoniam opera supererogationis ut sunt meritoria remunerantur in ipsis sanctis, iuxta verbum Samaritani: Quodcunque supererogaveris, ego cum rediero, reddam tibi. (Luk 10,35). Sed inquantum supererogant poenalitates, sic propter ipsorum sanctorum excellantiam non possunt in ipsis sanctis remunerari. Unde patet nullum inconveniens sequi, sed omnia consonare, habet enim rectae rationis ordo, ut quis prius pro se satisfaciat, et si supererogat solvendo quod non debet, non pro se, sed pro alio solvat. Nec ex hoc, quod diximus eadem opera esse remunerata in sanctis et in nobis sequitur, ergo nulla sunt sanctorum opera irremunerata in ipsis. 

Og for det tredie er det jo sådan, at de overskydende gerninger ikke gengældes på de hellige selv, men på os, osv, selv om de overskydende gerninger, forsåvidt de er fortjenstfulde, gengældes på de hellige selv, ifølge samaritanerens ord: 'Hvad du mere lægger ud, vil jeg give dig igen, når jeg kommer tilbage'. Men forsåvidt de hellige gør flere strafgerninger end krævet, så kan disse på grund af de samme helgeners udmærkethed ikke gengældes på disse helgener selv. Deraf fremgår det, at det ikke er en forkert slutning, men en slutning, der er i overensstemmelse med det hele, den har nemlig den rette fornufts orden, at hvis én først har gjort fyldest for sig selv og så yder mere i retning af fyldestgørelse, end han behøver, så løser han op ikke for sig selv, men for en anden. Og af det, som vi har sagt, at de samme gerninger kan gengældes i de hellige og i os, følger ikke, at ingen af de helliges gerninger bliver gengældt på dem selv. 

⁶² Nam quum dicitur, quaedam esse sanctorum merita relicta irremunerata, non fit distinctio operum quasi quaedam fuerint eorum opera remunerata et quaedam alia relicta irremunerata, ut argumentum interpretatur et male, sed fit distinctio conditionum etiam unius et eiusdem operis. Et est sensus, quod opera sanctorum inquantum sunt meritoria, sunt remunerata in ipsis (178) sanctis, inquantum vero sunt satisfactoria, sunt relicta irremunerata, quantum ad illud poenalitatis, quod supererogaverunt. Ubi patet absque controversia omnis consonare. 

For når man siger, at nogle af de helliges gerninger forbliver ugengældte, så skelner man ikke mellem gerningerne, som om nogle af deres gerninger blev gengældt og nogle andre efterladt ugengældte, som argumentet på dårlig måde fortolkes. Nej, man må skelne mellem betingelsen for én og samme gerning. Og meningen er, at forsåvidt de helliges gerninger er fortjenstfulde, gengældes de på de hellige selv, men forsåvidt de er fyldestgørende, efterlades de ugengældte, hvad angår den strafgerning, som de gør uden at behøve det. Heraf fremgår det, at alt er bragt i overensstemmelse uden modsætning. 

⁶³     Ad quartam dicitur, (#7) (res09#30)  quod vir sanctus potest iudicari dupliciter, primo inquantum operatur ex suo libero arbitrio, et sic nullus sanctorum implevit sufficienter in hac vita mandata Dei. Alio modo inquantum operatur ex gratia divina, et in existente et assistente, et sic quilibet sanctus sufficienter implevit mandata Dei in his, quae observasse eos laudamus. 

        Til den fjerde tese kan man sige, at en hellig mand kan bedømmes på to måder, han kan bedømmes i forhold til, hvor meget han arbejder ud fra sin frie vilje, og således forstået opfylder ingen af de hellige Guds bud i dette liv. Og han kan bedømmes i forhold til, hvor meget Guds nåde arbejder i ham, hvor meget den står ham bi og hjælper ham, og således forstået opfylder enhver helgen Guds bud i de ting, som vi roser dem for at have overholdt. 

⁶⁴ Et si contra hoc probationes assistentis afferantur, respondetur: Et ad primam dicitur, quod si verba Domini integre afferantur, monstrant oppositum, nam Dominus dicit: Quum feceritis omnia, quaecunque praecepero vobis, dicite: quod debuimus fecimus, servi inutiles sumus. (Luk 17,10) (res09#31) Ubi vides, quod dicendo: Quod debuimus fecimus, monstrat eos implesse mandata sufficienter, alioquin non fecerunt quod debuerunt; nam debuerunt sufficienter implere. 

Og hvis man vil indføre nogle hjælpebeviser imod dette, kan man svare: Til det første må der siges, at hvis Herrens ord fremføres korrekt, så viser de det modsatte, for Herren siger: 'Når I har gjort alt, hvad jeg har befalet jer, skal I sige: Vi har gjort, hvad vi var skyldige at gøre, vi er unyttige slaver'. Her ser du, at når de siger: 'Vi har gjort, hvad vi var skyldige at gøre', så viser det, at de har opfyldt budene tilstrækkeligt, ellers ville de ikke have gjort, hvad de var skyldige at gøre, for de er skyldige at opfylde budene tilstrækkeligt. 

⁶⁵ Non est autem verum, servum, qui fecit quod debuit, inutilem citra fecisse, quoniam si citra fecisset, iam non fecisset quod debuisset. Sed verum est, quod est ut sic non supererogavit, et propterea inutilis dicitur; qui enim non facit nisi quod debet, inutilis dicitur. Unde ex ista autoritate nihil aliud habetur nisi quod sancti ex hoc, quod impleverunt praecepta Christi, non supererogaverunt, cum quo stat et quod sufficienter mandata Christi implere potuerunt et supererogare, ut sic non solum fecerint quod debuerunt, sed essent servi inutiles in domo Domini. 

Men det er ikke sandt, at den, der har gjort, hvad han er skyldig at gøre, som unyttig har gjort mindre, eftersom han, hvis han har gjort mindre, endnu ikke har gjort, hvad han er skyldig at gøre. Derimod er det sandt, at han på den måde ikke har overskud, og af den grund kan han kaldes unyttig; for den, der kun gør, hvad han er skyldig at gøre, kaldes unyttig. Derfor kan man af dette skriftsted ikke slutte andet, end at de hellige, når de opfylder Kristi bud, ikke har noget i overskud, eftersom det står fast, at de både kan opfylde Kristi bud i tilstrækkelig grad og overopfylde dem, så at de således ikke blot har gjort, hvad de var skyldige at gøre, men også er unyttige tjenere i Herrens hus. 

⁶⁶      Ad secundam dicitur, (#9) (res09#32) quid oleum, quod sapientes Virgines timuerunt sibi non sufficere, ad meriti conscientiam spectat, et non ad poenalitates. 

       Til den anden tese kan siges, at den olie, som de kloge jomfruer frygtede ikke ville være nok til dem selv, henviser til samvittighedens fortjeneste, ikke til straffene. 

⁶⁷     Ad tertiam dicitur, (#10) (res09#33) quid falsum esse constat praeceptum de Deo diligendo obligare hominem plus quam possit: Maledictus, inquit Hieronymus, dicens Deum praecepisse aliquod impossibile. Falsum quoque est sub praecepto de Deo diligendo cadere, quod homo diligat quantum potest, intelligendo sic, quod si dilectionis aliquem actum possibilem sibi omittat quis, peccet, ut patet ex hoc, quod multi dilectionis actus spectant ad opera supererogationis, ut bene velle et bene facere inimicis in particulari extra necessitatis casum; perfectionis siquidem est hoc, non praecepti. 

         Til den tredie tese kan siges, at den viser, hvor forkert det er, at budet om at elske Gud forpligter mennesket ud over, hvad han kan. 'Forbandet er den', siger Hieronymus, 'som siger, at Gud påbyder noget umuligt'. Og det er også forkert, at det falder ind under budet om at elske Gud, når mennesket elsker alt, hvad han kan, således at forstå, at den, der udelader en eller anden kærlighedsgerning, som han kunne have gjort, synder, som det fremgår af det forhold, at mange kærlighedsgerninger henregnes til de overskydende gerninger, såsom at ønske godt for og gøre godt imod sin fjende, især når det ikke er i nødsfald; dette hører jo til fuldkommenheden, ikke til budet. 

⁶⁸ Sed praecipitur, quod homo diligat Deum ex toto corde, et ex omnibus viribus etc. (Luk 10,27) ad hanc sensum, quod nihil contrarium divinae dilectione in corde suo, in mente sua, in viribus suis, etc. admittat. Intellectum autem praeceptum illud de actuali dilectione, ut sonat non quid agere hic debemus, sed quo tendere (179) debemus, monstrat secundum Augustinum. Unde patet quod impleverunt hoc praeceptum et supererogaverunt. 

Men det er påbudt, at mennesket skal elske Gud af hele sit hjerte og af alle sine kræfter osv, i den betydning, at han ikke må tillade noget i sit hjerte, i sit sind, i sine kræfter, der er imod den guddommelige kærlighed. Det viser dette bud, ifølge Augustin, hvis man forstår det om den aktuelle kærlighed, så det handler om, ikke hvad vi bør gøre, men om, hvad vi bør anstrenge os for. Deraf fremgår det, at de både opfylder det og overopfylder det. 

⁶⁹      Ad quartam dicitur, (#11) (res09#34) quod sancti per martyrium extra necessitatis articulum faciunt plus quam debent, quia supererogant. Et rursus in articulo necessitante ad martyrium pro confessione fidei supererogant saepe quo ad satisfactionem, dum plus patiuntur voluntarie quam pro peccatis suis debeant. 

         Til den fjerde tese kan siges, at de hellige igennem martyriet, der ligger ud over nødvendighedens artikel, gør mere, end de er skyldige at gøre, fordi de overopfylder. Og igen overopfylder de mange gange i nødvendighedsartiklen angående martyriet gennem bekendelsen af deres tro, så det bliver til fyldestgørelse, når de frivilligt lider mere, end de var skyldige at lide for deres synder. 

⁷⁰     Ad quintam dicitur, (#12) (res09#34) quod doctrina haec super scripturas et rationes et autoritates Romanae ecclesiae sanctorumque doctorum fundatur. Et non solum temerariae praesumptionis est contrarium dicere, verum indisciplinatae mentis est non acquiescere tot allatis ultra autoritatem sanctorum Thomae et Bonaventurae et infinitorum doctorum sequacium; oportet enim virum docilem in morali tam theologia quam philosophia non quaerere certitudinem mathematicam, sed nisi rationi consentanea simulque a communi doctorum sententia probata in moralibus, ut certa habeamus, confundere necesse est omnia. 

        Til den femte tese kan man sige, at denne læresætning er grundet på skrift og på fornuftgrunde og på den romerske kirkes og de hellige doktorers autoritet. Og det er ikke blot en fræk antagelse at sige det modsatte, men det kommer af et utæmmet sind, når man ikke bøjer sig for så mange fremlagte følgeslutninger udover den hellige Thomas' og den hellige Bonaventuras autoritet og et utal af doktorers autoritet. Et menneske bør nemlig tæmme sig både i moralspørgsmål, i teologiske spørgsmål og i filosofiske spørgsmål og ikke stræbe efter en matematisk sikkerhed. For hvis man ikke regner det for sikkert, som samstemmer med fornuften og bevises af alle doktorer indenfor moralspørgsmålene, så bliver alt med nødvendighed forvirret. 

⁷¹     Ad probationes: Deinde ex autoritatibus sanctorum respondendo dicitur, quod cum hoc, quod omnes sancti aliquod peccati debitum habuerunt, pro quo quandiu vivunt orare possunt, non quod oporteat eos semper peccatum habuisse coaevum, quandoque enim sine omni peccato fuerunt, sed quia quandoque peccaverunt, stat quod multa supererogationis et meritoria et satisfactoria fecerunt; qui enim dimittit orat sibi peccata, fatetur se debitorem. 

         Til bevisførelserne: Dernæst kan siges, som svar på det, der siges ud fra steder hos de hellige, at skønt det forholder sig sådan, at alle de hellige regnes for at være skyldige i nogen synd, for hvilken de kan de bede, sålænge de lever, ikke fordi man skal regne med, at de altid har haft synden lige stærkt, når de fx af og til var uden al synd, men fordi de af og til syndede, derfor står det fast, at de gjorde mange overskydende gode gerninger, både fortjenstfulde og fyldestgørende; for den, der beder: 'forlad os vor skyld', erkender, at han er en skyldner. 

⁷² Et hoc in tota vita verificatur, quantum est ex parte nostra, quamvis secus sit si secundum adiunctam Dei gratiam sancti iudicentur. Et ne saepius idem repetatur, distinguito, quod sancti et sua opera dupliciter iudicari possunt: Primo secundum se et secundum proprias vires, et sic sunt semper debitores et damnabiles, non implentes mandata Dei, iuxta illud Isaiae: Universae iustitiae nostrae quasi pannus menstruatae. (Es 64,6) 

Og dette bekræftes livet igennem, hvad angår det, der bedømmes ud fra vores del, selv om det er anderledes, hvis de hellige bedømmes ifølge Guds nåde, der er tilknyttet dem. Og for ikke oftere at skulle gentage det, så må man skelne: de hellige og deres gerninger kan bedømmes på to måder: De kan bedømmes ud fra sig selv og ud fra deres egne kræfter, og således bedømt er de altid skyldnere og fordømte, som ikke opfylder Guds bud, ifølge stedet hos Esajas: 'Al vor retfærdighed er som en menstruationsklud'. 

⁷³ Alio modo secundum gratiam Spiritus sancti in ipsis et operibus suis, tam in formantem, quam assistentem, et sic implent mandata et non sunt debitores, sed creditores, digni vita aeterna ex ipsis sanctis operibus suis, nihil damnationis habentes etc. iuxta illud 1. Ioannis tertio: Omnis qui natus est ex Deo, non facit peccatum, quoniam semen ipsius in eo manet, et non potest peccare, quoniam ex Deo natus est. (1 Joh 3,9) 

Og de kan bedømmes efter Helligåndens nåde i dem selv og i deres gerninger, både når den former og når den hjælper til, og således bedømt opfylder de budene og er ikke skyldnere, men kreditorer, ud fra selve deres hellige gerninger værdige til evigt liv, og de har ikke nogen fordømmelse i sig, osv, ifølge stedet fra 1 Joh 3,9: 'Enhver, som er født af Gud, gør ikke synd, eftersom hans sæd forbliver i ham, og han kan ikke synde, for han er født af Gud'. 

⁷⁴ Et illud Apostoli ad Romanos 8.: Nihil damnationis est his, qui sunt in Christo Iesu. (Rom 8,1) Et illud eiusdem ad Timotheum: Bonum certamen certavi, cursum consummavi, fidem servavi, in reliquo reposita est mihi corona iustitiae, quam reddet (180) mihi Dominus in illa die iustis iudex. (2 Tim 4,7) Unde prudentis lectoris erit discernere, quando scriptura vel sanctorum doctrina loquitur de nobis aut operibus nostris, secundum quod sunt nostra et secundum quod sunt divinae gratiae; omnia enim mala verificantur de nobis et nostris secundum quod sumus nostri vel sunt nostra, et rursus simul infinita bona verificantur de eisdem, ut sunt divinae misericordiae ac gratiae, ut patet ex his scripturae locis et multis aliis, quae afferri possunt. 

Og ifølge apostelens ord i Rom 8,1: 'Der er ingen fordømmelse for dem, der er i Kristus Jesus'. Og ifølge hans ord i 2 Tim 4,7: 'Jeg har stridt den gode strid, jeg har fuldendt løbet, jeg har bevaret troen, der er sat til side til mig retfærdighedens krone, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig på hin dag'. Herudfra vil den kloge læser kunne afgøre, hvornår der tales om os og vore gerninger ud fra skriften og de helliges lære med hensyn til, hvad der er vort, og hvornår med hensyn til, hvad der er den guddommelige nådes. For alt ondt bekræftes om os og vort med hensyn til, hvad vi er og hvad vore gerninger er, og på den anden side bekræftes samtidig en uendelighed af gode gerninger om de selvsamme, som stammer fra den guddommelige barmhjertighed og nåde, som det fremgår af disse og mange andre skriftsteder som kan fremføres. 

⁷⁵ Et hinc habes solutionem huius et sequentium et similium obiectionum, nam cum hoc, quod omnes sancti sunt ex se debitores, stat quod ex divina gratia operando supererogant. Et similiter, quod sint impii ex se, et orando ex divina gratia merentur non imputari sibi impietatem. Et similiter Deo ignoscente, hoc est gratiam dante, implent mandata, non homine ex seipso implente. (#16) Et similiter omnia mandata tunc implentur, quando quicquid non ex nobis impletur, per gratiam impletur. (#16) Et similiter vae vitae hominum laudabili, si sine gratia (divinae misericordiae effectu) iudicetur. (#17) Et similiter, si quid iusti habuero secundum humanam iustitiam, iudicem meum deprecabor. (#17) 

Og herfra har du løsningen på denne og de følgende lignende indvendinger, for skønt det er sandt, at alle de hellige ud fra sig selv er skyldnere, så står det dog fast, at de ud fra den guddommelige nåde, der virker i dem, gør mere, end de skal. Og på lignende måde: Skønt de er ufromme i sig selv og må bede om tilgivelse, ud fra Guds nåde fortjener de dog ikke, at man tillægger dem ufromhed. Og på lignende måde: Ud fra Gud, der forbarmer sig, det vil sige, når nåden gives, opfylder de budene, som intet menneske ud fra sig selv kan opfylde. Og på lignende måde: Ve menneskenes liv, selv det mest rosværdige, hvis det skal bedømmes uden nåden (udvirket ved den guddommelige barmhjertighed). Og på lignende måde: Selv om jeg skulle have nogen retfærdighed ifølge den menneskelige retfærdighed, jeg må dog bede min dommer om skånsel. 

⁷⁶ Et similiter omne opus bonum optime factum, inquantum est ex nobis factum, peccatum est, sicut pannus menstruatae, sed quatenus ex Dei gratia est, nullum peccatum, sed meritorium et supererogativum bonum est. Unde si in quinta probatione intenditur, (#18) quod simpliciter et absolute et non secundum quod ex nobis est, omne opus bonum optime ex charitate factum est peccatum veniale, non responsione, sed sensu, aut igne opus est, nam secundum hoc beata Virgo in omni opere suo peccavit venialiter, cui tamen Augustinus dicit gratiam collatam esse ad peccatum ex omni parte vincendum. Et ex hoc sequitur contra Apostolum indignitas operum suorum ad coronam secundum iustitiam divinam. (2 Tim 4,8) Et ex hoc sequitur contra Ioannem Evangelistam, quod etiam natus ex Deo facit peccatum. Et ex his patet solutio omnium obiectorum ex autoritate Sanctorum. 

Og på lignende måde: Enhver god gerning, gjort på bedste måde, forsåvidt den er gjort ud af os selv, er den synd, er som en menstruationsklud, men forsåvidt den er gjort ud af Guds nåde, er der ingen synd, men et fortjenstfuldt og overskydende gode. Derfor, hvis det i den femte bevisførelse er meningen, at det skal forstås ligetil og absolut og ikke som noget, vi gør ud af os selv, dette, at enhver god gerning, gjort på bedste måde ud af kærligheden er en tilgivelig synd, så er der ikke brug for et svar, men for, at man kan føle det, eller der er brug for ild, for ifølge det skulle den salige jomfru have syndet tilgiveligt i alle sine gerninger, og om hende siger dog Augustin, at nåden over hende i alle dele af hende har sejret over synden. Og af dette ville også følge, imod apostelen, at han ville være uværdig i kraft af sine gerninger til den krone, han ifølge den guddommelige barmhjertighed skulle have. Og af dette ville også følge, imod Johannesevangelisten, at også den, der er født af Gud, gør synd. Således er der bragt en løsning på alle indvendingerne ud fra steder hos kirkefædrene. 

⁷⁷     Ad obiecta autem contra naturalem utilitatem ex superfluis Sanctorum meritis respondetur: 

       Men på indvendingen imod den naturlige brug ud fra helgenernes overskydende fortjenester må der svares: 

⁷⁸       Et ad primum, (#3) (#20a) unusquisque propriam mercedem et secundum proprium laborem dicitur, quod ut patet de mercede loquitur; merces autem merito respondet, et nos idem dicimus, quod quilibet sibi soli meretur. Nos autem de poenarum remissione loquimur dicentes, quod unus potest satisfacere per alium. (181) 

       Med hensyn til det første: Enhver siges at få sin egen løn ud fra sin egen anstrengelse, forsåvidt der tales om løn; men løn svarer til fortjeneste, og vi siger det samme: at man fortjener alene for enhver for sig. Men når vi taler om eftergivelse af straffene, siger vi, at én kan gøre fyldest gennem en anden. 

⁷⁹     Ad secundum (quod non digne expenderet illa ecclesia) (#20b) dicitur, quod dignissima expendit dum satisfactoria pro satisfactore expendit, neque enim possunt dignius expendi. Et licet remissio temporalis poenae in comparatione ad dona spiritualis gratiae sit vile donum, est tamen proportionatum et commensuratum donum meritis Sanctorum, inquantum sunt satisfactoria, quoniam ut sic non nisi exolutiva temporalium poenarum sunt. 

       Med hensyn til det andet (at kirken ikke uddeler den på værdig måde) kan man sige, at den uddeles højst værdigt, når de fyldestgørende gerninger tildeles som fyldestgørelse, den kan da ikke uddeles mere værdigt. Og lad så være, at den timelige eftergivelse af straffen i sammenligning med den åndelige nådes gaver er en billig gave, den er dog en gave, der er sat i forhold til og udmålt efter de helliges fortjenester, forsåvidt de er fyldestgørende, når de således kun afløser timelige straffe. 

⁸⁰     Ad tertium (quod non pie ageret ecclesia) dicitur, quod piissime mater ecclesia filiis suis remittit, quos Deus ex rationabili causa in adoptionis filios computavit; non enim omni actu debet mater castigare filium, sed omnia tempus habent. (#20) 

        Med hensyn til det tredie (at kirken ikke handler fromt) kan man sige, at moder kirken på frommeste måde eftergiver sine sønner, de sønner, som Gud ud fra en fornuftsmæssig grund regner som adoptivsønner, for det er ikke ved enhver handling, at en moder skal irettesætte sine sønner, men alt har sin tid. 

⁸¹     Ad obiecta denique contra thesaurum indulgentiarum ex meritis Christi respondetur: 

         Endelig må man svare imod indvendingen at afladens skat ikke kommer fra Kristi fortjenester følgende: 

⁸²     Et ad primum iam patet ex dictis, quod cum autoritate non solius Romanae ecclesiae, sed sacrae Scripturae, Sanctorum et doctorum hoc dicitur. (#22) Et si solius Romanae ecclesiae autoritate diffinitiva diceretur, sufficeret ad rationem reddendam de ea, quae in nobis est, fide, (1 Pet 3,15) non minus quam si autoritate generalis concilii diffinitum esset. 

        Mod den første indvending: det fremgår allerede af det sagte, at dette siges med ikke blot den romerske kirkes, men med skriftens, helgenernes og de lærdes autoritet. Og selv om det så var den romerske kirkes autoritet alene, hvormed det endegyldigt blev sagt, så ville det dog være tilstrækkeligt til at aflægge regnskab om den tro, der er i os, ikke mindre, end hvis det var blevet afgjort ud fra et almindeligt koncils autoritet. 

⁸³ Haeretici autem sicut refutare possunt Romanam ecclesiam ita et concilium. Nec hoc ego somnio, sed Hieronymus ad Damasum Papam dicit: Si Apostolatus tui iudicio fuerit approbatum, haereticum se experietur, qui contradixerit. Et in concilio Florentino sub Eugenio IV, acceptat professio Armenorum, dicentium: Approbamus, quod approbat Romana ecclesia, et reprobamus quicquid reprobat Romana ecclesia. 

For kættere kan lige så vel nægte at anerkende den romerske kirke som et koncil. Og det er ikke noget, jeg bare forestiller mig, Hieronymus siger til pave Damasus: Hvis noget er blevet afgjort ved dit apostolats dom, så må den regnes for kætter, som modsiger det. Og på det florentinske koncil under Eugenius den Fjerde modtog han armenernes erklæring, der sagde: Vi godkener, hvad den romerske kirke godkender, og vi vender os bort fra det, den romerske kirke vender sig bort fra. 

⁸⁴     Ad secundum iam dictum est, nisi ad subiunctam ex canone autoritate male allatam, quia textus non de indulgentiis, sed de indulgentiis indiscretis dicit, quod sunt enervationes ratione indiscretionis. (#23) 

       Imod den anden indvending er der allerede sagt, at det fremførte dårligt stemmer med kanonnens autoritet, fordi teksten ikke taler om afladen, men om afladen i flæng, og det er det, at den finder sted i flæng, der er begrundelsen for, at den svækkes. 

⁸⁵     Ad tertium similiter dictum est et probatum, quod nulla sit irreverentia. (#24) 

        Imod den tredie indvending er det ligeledes allerede sagt og bevist, at der ikke er tale om manglende ærbødighed. 

⁸⁶     Ad quartum dicitur, quod opera bona dicuntur esse meliora indulgentiis, hoc est, effectibus indulgentiarum, et non meritis Christi et Sanctorum, quae non sunt indulgentiae, sed ex eorum satisfactoria supererogatione est efficacia indulgentiae. Unde processus illius argumenti assumit tot (182) falsas propositiones vel veras causaliter et non formaliter, ut non sit mirum, si seipsum interimit. (#25) 

        Imod den fjerde indvending kan siges, at gode gerninger siges at være bedre end aflad, det vil sige, bedre end afladens virkninger, og ikke bedre end Kristi fortjenester og de helliges fortjenester, som ikke er aflad, men ud fra hvis overskydende fyldestgørelse afladen henter sin virkning. Derfor påtager han sig i løbet af sin argumentationsrække så mange falske teser, der måske er sande ud fra deres begrundelse, skønt ikke formelt, så det ikke er mærkeligt, hvis han fortaber sig. 

⁸⁷     Ad quintum dicitur, quod concilium illud pium est, quod claves ecclesiae sicut et alia sacramenta facere aliquid certi vel nihil certi potest intelligi dupliciter: (#26) Primo, quantum ex seipsis, et sic dicitur, quod faciunt certum quid, et oppositum est impium. Alio modo per accidens, puta propter indispositionem materiae vel subiecti, et sic contingit non solum claves ecclesiae, sed et baptismum non habere certum effectum, puta, si adultus suscipiat ablutionem occulto animo non suscipiendi Baptismum, tunc enim nec characterem recipit. 

        Mod den femte indvending kan siges, at det koncil er fromt, fordi dette, at kirkens nøgler såvelsom de andre sakramenter kan fremkalde noget eller intet sikkert, kan forstå på to måder: Først ud fra, hvad de er i sig selv, og således må man sige, at de gør noget sikkert, og at det modsatte er ufromt. Dernæst kan det forstås ud fra tilfældigheden, det vil sige, ud fra materiens eller det underlagtes indisposition, og således forstået er virkeligheden den, at ikke blot kirkens nøgler, men også dåben ikke har nogen sikker virkning, jeg mener, hvis en voksen påtager sig afvaskningen i den hemmelige mening ikke at modtage dåben, så modtager han heller ikke dens egentlige gode. 

⁸⁸ Et si cum animo solum peccandi mortaliter accedat, licet characterem suscipiat, gratiam tamen non suscipit. Et sic est in propositio, quia propter ambiguitatem de dispositione subiecti dubitamus de effectu clavium in isto, et cum hoc sumus certi, quod claves habent certissimum effectum in subiecto disposito ad earum effectum, et similiter indulgentia est certa donatio dispositis ad illam. 

Og hvis nogen kommer til dåben med det forsæt at begå en dødssynd, selv om han så modtager dåbens væsen, så modtager han dog ikke dens nåde. Og således forholder det sig med sagen her, fordi vi på grund af tvetydigheden i den medfølgende handling tvivler på nøglernes virkning deri, og det skønt vi er sikre på, at nøglerne ganske sikkert har virkning ud fra den medfølgende handling, der sigter mod, at de skal virke, og på lignende måde er afladen en sikker gave, der sigter mod dette.

⁸⁹ Unde nulla est illusio, si applicatur vere poenitentibus, nec insufficientia meritorum Christi et Sanctorum, sed ex dubio de dispositione subiecti, quae consistit in facto non hominis solius, sed Dei miserentis, donando veram contritionem, provenit quod non quiescimus a nostris poenitentiis post indulgentias. Et quum secundo adiungitur: (#27) Aut credo mihi merita Christi applicata per indulgentiam esse sufficientia, aut dubito: Respondetur, quod plus oportet addere, scilicet suscepta in me seu participata a me. 

Og derfor er der intet bedrag, hvis den appliceres på de sandt bodgørende, og Kristi og helgenernes fortjenester er heller ikke utilstrækkelige, men ud fra tvivlen på den medfølgende handling, som består, ikke blot i menneskets, men også i den forbarmende Guds gerning, når han giver den sande anger, sker det, at vi ikke falder til ro fra vore bodshandlinger efter afladen. Og når der for det andet tilføjes: enten tror jeg, at Kristi fortjenester, der appliceres på mig gennem afladen, er tilstrækkelige, eller også tvivler jeg, så må der svares, at der må tilføjes noget mere, nemlig, at de overføres til mig eller jeg bliver delagtig i dem. 

⁹⁰ Credo enim indubie merita Christi applicata per indulgentiam mihi, et participata a me, seu suscepta in me, esse sufficienter exolventia debitas a me poenas temporales pro meis peccatis, sed dubito an sint a me participata, quia dubito an ego fuerim dispositus pro participatione illorum, hoc autem dubium est sanctum. Et rursus si credo me participasse, volo etiam addere meas satisfactiones non tanquam meliores satisfactione Christi, sed quia melius est duplici via satisfacere, quam una tantum, et plura bona sunt satisfactio Christi et mea, quam satisfactio Christi tantum. 

Jeg tror nemlig, at Kristi fortjenester utvivlsomt gennem afladen overføres til mig, og at jeg bliver delagtig i dem, eller de modtages af mig, og at det er tilstrækkeligt til at udslette de timelige straffe, jeg skylder for mine synder, men jeg tvivler på, om jeg bliver delagtig i dem, fordi jeg tvivler på, om netop jeg vil være disponeret til delagtiggørelse i dem, men denne tvivl er hellig. Og på den anden side, hvis jeg tror, at jeg er blevet delagtig, vil jeg også tilføje, at jeg ikke tror på mine fyldestgørelse som nogen, der er bedre end Kristi fyldestgørelse, nej, jeg tror, at det er bedre at gøre fyldest på en dobbelt måde end kun på én måde, og at Kristi og min fyldestgørelse er et større gode end kun Kristi fyldestgørelse. 

⁹¹ Ad confirmationem dicitur, quod merita Christi non sunt indulgentiae, sed causae indulgentiarum efficacia; indulgentiae enim, quas consequuntur Christi fideles, nihil aliud sunt quam remissiones suarum poenarum per merita Christi. Unde sicut remissiones poenarum non sunt praeferendae meritis Christi nec praeceptis Christi aut (183) ecclesiae, ita nec indulgentiae; et tamen cum hoc stare liquet, quod remissiones fiant per merita Christi. 

Til bekræftelse kan det siges, at Kristi fortjenester ikke er aflad, men årsagen til afladens virkning; for den aflad, der følger Kristi troende, er intet andet end eftergivelse af deres straffe gennem Kristi fortjenester. Derfor, ligesom man ikke skal foretrække eftergivelse af straffene fremfor Kristi fortjenester eller fremfor Kristi eller kirkens bud, således skal heller ikke afladen foretrækkes fremfor dette; og dog står det sammen med dette fast, at eftergivelsen sker gennem Kristi fortjenester. 

⁹²     Ad sextum dicitur, quod appositio meritorum Sanctorum consonat divinae dispositioni, non quod insufficiens sit Christi satisfactio, sed ut plura sint in Christi corpore mystico satisfactoria. (#28) Sic enim docuit Apostolus: Adimpleo inquit ea, quae desunt passioni Christi in carne mea pro corpore eius, quod est ecclesia. (Kol 1,24) 

         Til den sjette indvending kan siges, at det, at helgenernes fortjenester knyttes til, passer godt med den guddommelige disposition, og det betyder ikke, at Kristi fyldestgørelse er utilstrækkelig, men at der er mange ting i Kristi mystiske fyldestgørende legeme. For sådan lærer apostelen: 'Det, som mangler i Kristi lidelse, udfylder jeg i mit kød til fordel for hans legeme, som er kirken'. 

⁹³     Ad septimum dicitur, quod non est haec ecclesiae doctrina, ut thesaurus meritorum Christi et Sanctorum ita commissus sit ecclesiae dispensationi per indulgentias, quod sine ipsius non dispensetur a Christo summo Sacerdote. (#29)Sed ista consequentia non valet: Thesaurus ille potest haberi sine indulgentiis; ergo non habetur per indulgentias; stat enim, quod multis modis participari possit a Christi membris. 

         Til den syvende indvending kan siges, at det ikke er kirkens lære, at Kristi og helgenernes fortjenesters skat på den måde er overladt til kirken at disponere over gennem afladen, at der ikke kan uddeles af den af Kristus ved paven uden aflad. Men derfor er den konsekvens alligevel ikke gyldig: At skatten kan haves uden aflad, altså haves den ikke gennem aflad. Det står nemlig fast, at man på mange måder som Kristi lemmer kan være delagtige i den.

⁹⁴     Ad octavum dicitur negando sequelam: non ex insufficientia meritorum Christi, sed propter divinae sapientiae dispositionem ex parte Dei, qui non ordinavit thesaurum ecclesiae ad remittendum poenam mortis, et propter disparitatem poenarum ex parte nostri. (#30)Poenarum siquidem nostrarum quaedam sunt poenae naturales et quaedam personales, hoc est, quaedam consequuntur nos propter peccatum naturae, quod est peccatum originale, et quaedam sunt nobis debitae propter actualia peccata nostra. 

          Til den ottende indvending må man sige, at man må nægte følgeslutningen: Det skyldes ikke Kristi fortjenesters utilstrækkelighed, men den guddommelige visdoms disposition fra Guds side, at kirkens skat ikke er indrettet på at eftergive dødens straf, og set fra vores side skyldes det straffenes ulighed. For af vore straffe er der nogle, der er naturlige, og nogle, der er personlige, det vil sige, nogle får vi over os på grund af den naturlige synd, det vil sige arvesynden, og nogle får vi over os på grund af vore aktuelle synder. 

⁹⁵ Illae poenae, quas incurrimus propter infectam naturam, reservantur usque ad renovationem naturae, quae in resurrectione fiet ex merito etiam passionis Christi, quoniam ipse mortem nostram utranque, scilicet animae et corporis moriendo destruxit, et ideo non remittuntur per indulgentias, quoniam spectant ad tempus naturae infectae. Illae vero, ad quas tenemur ex propriis peccatis actualibus, in hac vita remittuntur per indulgentias; praesens enim vita tempus est purgandi non naturalia, sed personalia, unde etiam in Baptismo persona, non natura sanatur. (n95)

De straffe, som vi får over os på grund af den ufuldkomne natur, er over os indtil naturens fornyelse, som finder sted i opstandelsen, også ud fra Kristi lidelsers fortjeneste, idet han selv ødelagde vor død ved at dø både til sjæl og legeme, og derfor eftergives de ikke gennem afladen, fordi de stemmer overens med den tid, hvori naturen er smittet. Men de synder, som vi holdes ansvarlige for ud fra vore egne aktuelle synder, eftergives i dette liv gennem afladen, for dette liv er tiden til at udrense, ikke arvesynden, men de personlige synder. Derfor er det i dåben også personen, ikke naturen, der helbredes. 

⁹⁶ Et quia mors cum suis poenalitatibus est poena naturae, ideo merita Christi per indulgentias applicata ad poenam mortis non se extendunt. Unde patet, quod non ex infirmitate meritorum Christi, sed ex natura poenae et status praesentis provenit, quod poena mortis non remittitur per illam in hac vita. Nec ex hoc, quod remittunt poenam aeternae mortis sequitur, ergo et temporalis mortis poenam, tum quia aeterna sensus poena est de numero personalium poenarum, mors autem de numero naturalium. 

Og fordi døden med dens straffe er naturens straf, derfor udstrækker Kristi fortjenester, der gennem afladen appliceres på os, sig ikke til dødens straf. Og heraf fremgår det, at det ikke skyldes en svaghed i Kristi fortjenester, men straffens og det nuværende stades natur, at dødens straf ikke eftergives gennem afladen i dette liv. Og man kan heller ikke slutte, at fordi de eftergiver den evige døds straf, så eftergiver de også den timelige døds straf, eftersom den evige straf regnes blandt de personlige straffe, men døden blandt de naturlige straffe. 

⁹⁷ Tum quia aliud est loqui de meritis Christi satisfactoriis absolute, et aliud de eisdem, ut superfluunt (184) sacramentis, ut per indulgentias dispensanda relinquuntur; ipsa enim absolute in sacramentis tollunt poenam damni et sensus aeternam potius per viam concomitantiae quam per satisfactionis. Reconciliando quippe hostem in Dei filium adoptivum sequitur, quod non hostili poena puniendus est, quod est tollere poenam aeternam. Soli enim hostes exterminatrice poena digni sunt: Filii enim castigandi purgandi suapte natura relinquuntur. Thesaurus autem indulgentiarum Christi merita ut satisfactoria exhibet. 

Og derfor er det én ting at tale om Kristi fyldestgørende fortjenester i absolut forstand, og noget andet er at tale om dem, når de flyder over til sakramenterne, så der efterlades noget at dele ud af til afladen; fortjenesterne ophæver nemlig i absolut forstand i sakramenterne fordømmelsens straf, og betydningen 'evig' skal mere tages som ledsagelse end som fyldestgørelse. Når altså fjenden forsones med Gud og bliver adoptivsøn, følger, at han ikke bør straffes med en straf, der passer sig for en fjende, hvilket er at ophæve den evige straf. For det er kun fjenderne, der fortjener udslettelsens straf. For sønnerne efterlades ved at blive irettesat og renset til noget, der svarer til deres natur. Men skatten af Kristi fortjenesters aflad viser sig så at være fyldestgørende. 

⁹⁸     Ad demum obiecta (#31) contra hoc, quod absolutioni, quae fit per indulgentias, annectitur dispensatio thesauri meritorum Christi et Sanctorum, respondetur: 

        Endelig kan der til den indvending imod dette, at der til den absolution, der sker igennem afladen, knyttes en uddeling af Kristi og helgenernes fortjenesters skat, svares: 

⁹⁹      Et ad primum dicitur, quod non est par ratio de actu absolutionis in indulgentiis, et de aliis absolutionibus sive censuris, sive aliis sine sacramenti exhibitione. Tum quia absolutio ista respicit tertiam sacramenti poenitentiae partem, scilicet poenitantialem satisfactionem (supplet enim eam), Christi autem merita directe ad sacramenta respiciunt; reliquae autem absolutiones non respiciunt partem aliquam sacramenti alicuius. Tum quia absolutiones est a poena debita apud divanam iustitiam in hac vita vel alia, aliae vero absolutiones sunt a poenis in hac tantum vita debitis. 

         Til det første må der siges, at man ikke kan sidestille begrundelserne for den absolutionshandling, der finder sted i afladen, og den, der finder sted i andre absolutioner, hvad enten det er ved censur eller ved andre fremvisninger uden sakramentet. (?) Dels fordi denne absolution henviser til bodssakramentets tredie del, nemlig den bodsmæssige fyldestgørelse (den supplerer den nemlig), men Kristi fortjenester ikke henviser direkte til sakramentet, men de øvrige absolutioner ikke henviser til nogen anden del af dette sakramente. Og dels, fordi absolutionerne er absolutioner fra en straf, der skyldes hos den guddommelige retfærdighed i dette liv eller i det næste, men de andre absolutioner er nogen, der skyldes for straffe, der kun hører dette liv til. 

¹⁰⁰ Hinc enim fit, quod ad istas remittendas sola potestas Papae sufficiat et efficiat; ad illas vero ultra potestatem in Papa exigatur et dispositio subiecti per veram poenitentiam et meritorum Christi dispensatio, non ad libitum applicatio, quoniam ministri non est remittere poenas principali debitas, nisi dispensando. Sic enim existimet homo (inquit Apostolus), ut ministros Christi et dispensatores misteriorum Dei. (1 Kor 4,1) 

Herved sker der nemlig det, at det til disse eftergivelser er nok med alene pavens magt, men til de andre kræves der udover magten hos paven også den underlagte disposition gennem den sande anger og en uddeling af Kristi fortjenester, som ikke skal tildeles frit, fordi til det at være tjener hører ikke at eftergive de skyldige hovedstraffe, men kun at uddele. For apostelen siger jo: 'Således skal man se på os, som Kristi tjenere og husholdere over Guds mysterier'. 

¹⁰¹    Ad secundum (#32) dicitur, quod sicut in sacramento poenitentiae claves respectu peccatorum actum quidem solvendi exercent positive, ligandi autem negative quo ad clavem scientiae ita in indulgentiis invenitur, quod clavis scientiae (185) positive decernit solutionem et ligationem; clavis vero potestatis positive quidem absolvit, negative autem ligat, quia ligare hic sicut et in peccatis non est aliud quam non absolvere ex iudicio et autoritate clavis scientiae. 

        Til den anden indvending kan man sige, at ligesom nøglerne i bodssakramentet med hensyn til de syndige handlinger ganske vist positivit er i virksomhed, men det at binde er negativt med hensyn til det at kende nøglen, således findes det i afladen, at det at kende nøglen positivt afgør afløsning og binding; men nøglens magt løser dog positivt, men binder negativt, fordi at binde på dette område ligesom også med hensyn til synderne ikke er andet end ikke at afløse ud fra nøglens videns bedømmelse og autoritat. 

¹⁰² Unde non solvere absolute non est actus clavis, qui est ligare, sed ex iudicio clavis non solvere est ligare, qui actus est clavium. Et per hoc patet, quod licet effectus solutionis et ligationis fit sine clavibus; ipsum tamen solvere vel ligare non est in militanti ecclesia sine clavium exercitio.

Derfor er dette at binde i absolut forstand ikke nøglens gerning, som er at binde, men ikke at løse efter nøglens bedømmelse er at binde, hvilket er nøglens handling. Og heraf fremgår det, at selv om virkningen af dette at løse og dette at binde sker uden nøglerne, så hører selve dette at løse eller binde ikke til den kæmpende kirkes opgave uden udøvelse gennem nøglerne. 

¹⁰³ Augustae die 7. Octob. an. 1518. 

Augsburg den 7. oktober 1518