Cajetans brev til kurfyrst Frederik den Vise af 25. oktober 1519.
| 1 Illustrissime et excellentissime Princeps! Venit Frater Martinus Lutherus cum literis Excellentiae Vestrae, et antequam nos adiret, voluit se munire salvo conductu, quem ab his Dominis Caesareae Maiestatis consiliariis Vestrae Illustrissimae Dominationis favore impetravit, non tamen sine scitu meo. | Højtoplyste og udmærkede fyrste! Broder Martin Luther kom med breve fra Deres excellence, og før han kom til os, ville han forsyne sig med et frit-lejde-brev, som han opnåede fra de herrer kejserlige rådgivere i kraft af Deres Excellences magtbegunstigelse, dog ikke uden at jeg vidste det. |
| 2 Noluerunt enim hi Domini quicquam illi concedere, nisi et me permittente. Quibus respondi: facerent quicquid eis placeret, dummodo nomen meum non misceretur. Et hic coepi mirari. Nam si Excellentia Vestra in me confidebat, non erat opus salvo conductu; si non confidebat, non erat mittendus ad me, ut patrem. | For de herrer ville ikke indrømme ham noget, hvis ikke jeg gav lov til det. Jeg svarede det: Gør, hvad I finder for godt, blot I ikke blander mit navn ind i det. Men så begyndte jeg at undre mig. For hvis Deres Excellence stolede på mig, ville der ikke være brug for frit-lejde-breve; hvis De ikke stolede på mig, skulle De ikke have sendt ham til mig som til en fader. |
| 3 Adiit deinde nos Frater Martinus, primum excusans se super impetratione salvi conductus propter inimicitias etc., deinde dicens, se venisse, ut nos audiret et veritatem a nobis agnitam profiteretur. Nos hominem libentissime ac humanissime excepimus paterneque complexi sumus. | Derefter kom broder Martin til os, og han undskyldte først, at han var blevet forsinket på grund af, at han skulle have et frit-lejde-brev på grund af uvenskab, derefter sagde han, at han var kommet for at høre på os og få gavn af den sandhed, han var uvidende om, af os. Vi tog imod manden frit og menneskeligt, og omfavnede ham faderligt. |
| 4 Dixi ante omnia, quod secundum solam Scripturam sacram et sacros canones interrogandus esset et quod, si se cognosceret et de caetero caveret possemusque secure dormire, ne reverteretur ad vomitum, (Ordspr 26,11) omnia componerem, Sanctissimi Domini nostri autoritate. | Jeg sagde først, at han ville blive udspurgt alene efter den hellige skrift og de hellige kanonner, og at hvis han ville erkende sig selv eller afparere noget andet, eller hvis vi skulle sove på det, at vi ikke skulle vende tilbage til vort bræk, så ville jeg ordne alt efter vor højhellige Herres autoritet. |
| 5 Ostendi deinde monuique paterne, disputatione et sermones suos esse contra apostolicam doctrinam, maxime super indulgentiis, citavique Extravagantem Clementis VI. aperte contra ipsum stantem, tam super causa, quam effectu indulgentiarum. | Dernæst påviste jeg og formanede ham faderligt, at hans disputation og prædikener var imod den apostolske lære, især om afladen, og jeg citerede Clemens den Sjettes ekstravagans lige imod ham, mens han stod der, både om begrundelsen for og virkningen af afladen. |
| 6 Adduxi praeterea antiquam et communem Romanae ecclesiae consuetudinem, ac interpretationem super alio etiam articulo de fide sacramentorum aperui, admonuique opinionem eius non esse sanam, sed manifeste dissentire a sacra Scriptura et recta ecclesiae doctrina, quae illi omnino repugnat. Is ad Extravagantem claram et apertam dixit nescio quid relatione indignum, et petiit diem ad deliberandum, rediturumque se affirmavit. Ego illum hortatus, ut se cognosceret, dimisi. | Derudover fremførte jeg den romerske kirkes gamle og almindelige sædvane, og jeg fremførte også en fortolkning over en anden artikel om troen på sakramenterne, og jeg formanede ham, at hans opfattelse ikke var sund, men åbenlyst stred imod den hellige skrift og den rette kirkelære, hvilket han i det hele taget tilbageviste. Han på sin side sagde imod den klare og åbenlyse ekstravagans med jeg véd ikke hvilken uværdighed i fremførelsen, og bad om en dag til at overveje, så ville han vende tilbage, forsikrede han. Jeg opfordrede ham til at erkende sig selv, og lod ham gå. |
| 7 Reddit postridie una cum Patre Vicario generali congregationis, multisque stipatus. Et cum expectarem, ut se ac veritatem agnosceret, coepit coram notario, quem secum duxerat, protestari. Ego id subridens, iterum humanissime hominem hortatus sum, ut relicto huiusmodi inani consilio ad cor et sanitatem rediret, durum esse illi contra stimulum calcitrare. (Apg 9,5) | Han kom så igen den næste dag sammen med fader generalvikaren for hans orden, sammen med mange flere. Og skønt jeg havde ventet, at han ville erkende sig selv og sandheden, så begyndte han overfor en notar, som han havde taget med sig, at komme med en erklæring. Jeg smilede lidt af det, og opfordrede ham igen menneskeligt til at lade den slags tomme råd fare fra sit hjerte og vende tilbage til sundheden, det ville blive hårdt at stampe mod brodden. |
| 8 Addidit velle se deinceps in scriptis tantum mihi respondere et causam suam agere, me anteriore die satis digladiatum verbis cum illo fuisse. Ego audaciam hominis miratus dixi: Fili, neque tecum diglatiatus sum, neque digladiari volo, tantum paratus sum, intuitu Illustrissimi Ducis Friderici, te paterne ac benigne (non disputandi contendendive gratia) audire ac pro veritate monere ac docere, conciliare etiam (si voles) Sanctissimo Domini nostro et Romanae ecclesiae. | Han tilføjede, at han imidlertid kun ville svare mig og føre sin sag skriftligt, og at jeg den foregående dag havde kæmpet ordstrid med ham i tilstrækkelig grad. Jeg blev forbavset over det forvovne menneske og sagde: Søn, hverken har jeg kæmpet ordstrid med dig eller vil kæmpe ordstrid med dig, jeg er blot rede til, ved den højtoplyste fyrst Frederiks mellemkomst at høre på dig faderligt og velvilligt (ikke for ordstridens skyld) og at formane dig og belære dig om sandheden, og igen forbinde dig, hvis du vil, men vor og den romerske kirkes højhellige Herre. |
| 9 Rogavit me tum is, et simul Vicarius eius, ut illum in scriptis audire vellem. Dixi, me libentissime auscultaturum et facturum omnia, paterne (234) tamen, non iudicialiter. Itaque abiit. Reversus postea tertio est, et longam scripto exhibuit phylacteriam, in qua fatue admodum respondet ad constitutionem Extravagantem Papae nec parcit etiam suae Sanctitati, quam dicit abuti autoritatibus sacrae Scripturae. Ad illud vero de fide sacramentorum implet papyrum locis sacrae Scripturae omnino impertinentibus et perperam intellectis. | Så bad han og generalvikaren mig, om jeg ikke godt ville lytte til ham på skrift. Jeg sagde, at jeg ville lytte og gøre alt, dog faderligt, ikke juridisk. Derfor gik han. Han vendte tilbage den tredie dag, og fremviste en lang betænkning, hvori han naragtigt svarede på pavens ekstravagansskrivelse og han skånede ikke hans hellighed, for han sagde, at han misbrugte skriftens udsagn. Og hvad angår sagen om troen på sakramenterne fyldte han papiret med skriftsteder, der alt i alt var forvovne og misforståede. |
| 10 Ego postquam ostendi, non ita esse intelligendum, quod in illa Extravagante et sacris literis scriptum est, iterum atque iterum Fratrem Martinum ut filium monui et obtestatus sum, nollet plus sapere, quam oporteret, nec nova dogmata in ecclesiam intrudere, sed se ipsum cognoscere et salvare animam suam. | Jeg påviste bagefter, at det, der stod i denne ekstravagans og i de hellige skrifter, ikke skulle forstås således, og atter og atter formanede jeg broder Martin som en søn og bad ham indtrængende ikke at tænke mere end hvad tilbørligt var, og ikke indføre en ny lære i kirken, men erkende sig selv og redde sit liv. |
| 11 Venit ad me deinde Pater Vicarius eius congregationis, cum quo, praesente magnifico Domino Urbano, oratore Montisferrati, et uno Magistro theologiae dicti Ordinis, multas horas humanissime tractavimus de negotio hoc, ut tolleretur scandalum, salve reverentia Apostolicae Sedis et sine ulla nota Fratris Martini. Venit postea solus ille theologiae Magister, socius Fratris Martini, qui probavit et collaudavit tractatum. | Så kom til mig fader vikaren for hans orden, til stede var den udmærkede hr. Urbanus af Serralonga, og en magister i teologi fra den nævnte orden, og vi forhandlede mange timer igennem denne sag, så vi kunne undgå skandale og ikke angribe ærefrygten for det apostolske sæde og gøre det uden at broder Martin fik det at vide. Til sidst kom alene denne teologiske magister til mig, han var broder Martins ven, og han godkendte og roste aftalen. |
| 12 Iactis his fundamentis, cum bene sperarem omnia, profectus est hinc idem Vicarius, insalutato hospite, ac me omnino inscio. Subsequutus est deinde Frater Martinus et socii eius, mihi, imo sibi perbelle illuserunt. Accepi interea Fratris Martini literas, quibus petit fucatam veniam, non ideo vero revocat male dicat et scandala, quae catholicae ecclesiae incussit. | Sådan gik det for sig. Da jeg håbede alt, kom denne selvsamme vikar, uindbudt herhen, uden at jeg overhovedet havde fået det at vide. Derefter fulgte broder Martin og hans ven, og de drev spot med mig, ja med sig selv. Jeg modtog imidlertid broder Martins brev, hvori han forstillet beder om tilgivelse, for han tilbagekalder ikke hvad han har sagt af forkert, og de skandaler, som han har påført den katolske kirke. |
| 13 Ego, Illustrissime Princeps, fraudulentum Fratris Martini et sequacium consilium non solum admiratus sum, verum etiam prorsus perhorrui et obstupui. Cum enim de bona illius valetudine maxime sperarem, maxime sum frustratus. Non video tamen, cuius fiducia haec agat. | Jeg, højtoplyste fyrste, undrer mig ikke blot over broder Martins svigagtighed og hans hurtige råd, men jeg er også fuldstændig forskrækket og forstenet. Skønt jeg nemlig håbede på stærkt på, at han skulle blive rask, blev jeg stærkt skuffet. Jeg ser dog ikke, hvem det er, han har tillid til. |
| 14 In causa vero tria affirmaverim. Primo, dicta Fratris Martini, licet in Conclusionibus sint disputative, in sermonibus tamen ab eo scriptis affirmative et assertive esse posita, et confirmata in vulgari Germanico, ut aiunt. Ea autem sunt partim contra doctrinam Apostolicae Sedis, partim vero damnabilia. Et credat mihi Illustrissima Dominatio Vestra, quia vera dico et loquor ex certa scientia, non ex opinionibus. | Men hvad sagen angår, fastslår jeg tre ting. For det første, at broder Martins ord, selv om de i resolutionerne er fremsat til diskussion, så er de dog i prædikerne, som han har skrevet, fremsat, som noget, han holder fast på, og det bekræftes af hans tyske skrifter. Men hans ord er dels imod det apostolske sædes lære, dels fordømmelige. Og Deres højtoplyste herskabelighed må tro mig, jeg taler sandt og taler ud af sikker viden, ikke ud fra løse meninger. |
| 15 Secundo illam hortor et rogo, consulat honori et conscientiae suae, vel mittendo Fratrem Martinum ad Urbem, vel eiiciendo extra terras suas, postquam non vult paterna via errorem suum cognoscere et cum universali ecclesia bene sentire. | For det andet opfordrer og beder jeg om, Deres herskabelighed vil rådspørge sin ære og sin samvittighed, og enten sende broder Martin til Rom eller udjage ham af Deres lande, eftersom han ikke ad den faderlige vej vil erkende sig selv og tænke ret sammen med den universelle kirke. |
| 16 Postremo, illud sciat Illustrissima Dominatio Vestra, nequaquam hoc tam grave et pestilens negotium posse diu haerere, nam Romae prosequentur causam, quando ego lavo manus meas, et ad Sanctissimum Dominum, Dominum nostrum, huiusmodi fraudes scripsi. | Til sidst, dette skal Deres højtoplyste herskabelighed vide, at en så alvorlig og pestbringende sag kan vare aldrig så længe, Rom vil jo forfølge den, når jeg vasker mine hænder og skriver til den højhellige herre, vores herre, om den slags bedrag. |
| 17 Bene et feliciter valeat Excellentia Vestra, cui me intime commendo. Ex Augusta Vindelicuorum, XXV die Octobris anno MDXVIII. | Må det gå Deres excellence godt og lykkeligt. Jeg anbefaler mig. Fra den og den by, den 25. oktober 1518. |
| 18 Luthers svar: | WABr 1,236 |
| 19 Illustrissimo et vere optimo Principi, D. Friderico Electori, Sacri Romani Imperii Archimarscallo, Duci Saxoniae, Praesidii Thuringiae, Marchioni Misnensi, Domino suo clementissimo, deditum, mancipium Frater Martinus Luther Augustinianus felicitatem et quicquid potest oratio peccatoris. | Til den højtoplyste og i sandhed bedste fyrste, Hr Frederik, kurfyrste, ærkemarskal i det hellige romerske rige, præsident over Thyringen, Marskal over Misnens, til sin allernådigste Herre sender broder Martin Luther, augustinermunk, som hans hengivne ejendom ønske om lykke og alt hvad en synders tale kan give. |
| 20 Accepi, Clementissime ac Illustrissime Princeps, per amicissimum meum Dominum Georgium Spalatinum literas una cum exemplo literarum Reverendissimi Domini Thomae Caietani, tituli S. Sixti Cardinalis, Sedis Apostolicae Legati, voluntate Illustrissimae Dominationis tuae ad me misso, accepi autem et reverenter et hilariter. | Allernådigste og højtoplyste fyrste, jeg har gennem min ven, hr Georg Spalatin modtaget et brev sammen med et eksemplar af et brev fra den ærværdige herre Thomas Cajetan, betitlet kardinal af Sankt Sixtus, det apostolske sædes udsending, som blev sendt til mig i kraft af din højtoplyste herskabeligheds vilje. Jeg har modtaget det ærbødigt og ved godt mod. |
| 21 Video enim pulcherrimam totius causae meae exponendae occasionem datam. Unum solum ab Illustrissima Celsitudine tua precatus fuero, ut sordidum hunc et mendicum fraterculum splendor magnitudinis tuae clementissime toleret balbutientem. | For jeg ser, at der her gives mig den smukkeste lejlighed til at forklare min sag. Den ene bøn har jeg haft til din højtoplyste højhed, at din højheds glans klogt ville tåle denne snavsede lille tiggerbroders fremstammede ord. |
| 22 Primum vere scribit Reverendus Dominus Cardinalis me salvo conductu voluisse muniri meam Augustae praesentiam. (#1) Neque id feci aut meo aut Illustrissimae Dominationis tuae consilio, sed amicorum singulorum et omnium, quibus fueram literis commendatus, excepto (W237) uno, magnifico Domino Urbano Oratore, qui solus multis verbis dissuasit. | Først skriver nu den ærværdige hr kardinalen, at jeg ville gøre min tilstedeværelse i Augsburg sikker med et frit-lejde-brev. Men det gjorde jeg ikke, hverken efter mit eget eller efter din højtoplyste herskabeligheds råd, men efter råd fra alle mine venner. Af dem fik jeg den anbefaling, at jeg skulle have et frit-lejde-brev, undtagen af én, af den stormægtige talsmand, hr Urban, som ene af alle frarådede mig det med mange ord. (n22) |
| 23 Sed necesse fuit mihi, ut omnes praeferrem uni, ne, si quid temere mihi contingisset, me contempsisse scriberent et Illustrissimae Dominationis tuae commendationem et ipsorum fidelissimam operam. Deinde non capitosi, sed naturalis affectus est, multos Germanos antea cognitos atque vita et autoritate celebres a me Germano praeferri uni Italo. Ipsa enim natio et multitudo me, spero, iustissime excusabunt, ne Orator ille Dominus magnificus se a me contemptum possit causari. | Men jeg måtte nødvendigvis foretrække de mange fremfor den ene, at ikke, hvis der skulle ske mig noget frygteligt, de skulle skrive, at jeg havde foragtet både din højtoplyste herskabeligheds anbefaling og deres trofaste arbejde. Dernæst kommer det ikke af stædighed, men af en naturlig følelse, når jeg fremfor én italiener foretrækker mange tyskere, som jeg kendte i forvejen og som var berømte både i deres liv og ved deres autoritet. For jeg håber, at både deres nationalitet og deres mængde retfærdigvis vil undskylde mig, så at denne stormægtige hr talsmand ikke med grund skal føle, at jeg har foragtet ham. |
| 24 Non ergo tua, Illustrissime Princeps, diffidentia arguenda fuit, imo plus in Reverendissimum Dominum Legatum confisum est, quam speraverant amici, ita ut meam temeritatem mirarentur, seu (ut ipsi honorabant) audaciam, quod sine conductu essem ingressus Augustam. Mandaverat enim mihi Illustrissima tua Dominatio per Spalatinum meum, non esse mihi necessarium salvum conductum; adeo Illustrissima tua Celsitudo omnia bona de Reverendissimo Legato praesumebat. | Man kan altså ikke anklage dig, højtoplyste fyrste, for mangel på tillid, ja snarere har du stolet mere på den ærværdige hr legaten, end vennerne havde håbet, så at de undrede sig over min frækhed, eller (som de selv beærede mig med at sige) over min dristighed, fordi jeg var gået ind i Augsburg uden frit-lejde-brev. For din højtoplyste herskabelighed havde gennem min ven, Spalatin, pålagt mig, at det ikke var nødvendigt med noget frit-lejde-brev; i så høj grad antog din højtoplyste højhed alt godt om den ærværdige legat. |
| 25 Percurram et caetera epistolae R. Domini Legati membra, ac paucis respondebo ad ea. | Jeg vil også gennemgå de øvrige dele af den ærværdige hr legatens brev og svare lidt dertil. |
| 26 Vere scribit, me tandem comparuisse et dilationem accessus ac salvi conductus impetrationem excusasse. (#3) Dicebam enim, me a magni ordinis utriusque status viris fuisse monitum, ne muros Wittembergae egrederer, esse enim mihi insidias aut ferri aut veneni paratas. Deinde addidi et causam praedictam, scilicet amicorum studium nomine Illustrissimae Dominationis tuae mihi consulentium. | Det er sandt, hvad han skriver, at da jeg endelig viste mig for ham, undskyldte jeg forsinkelsen og frit-lejde-brevet. Jeg sagde nemlig, at jeg af mænd af stor rang og status var blevet advaret mod at gå udenfor Wittenbergs mure, der var nemlig forberedt et baghold imod mig, enten med jern eller gift. Dernæst tilføjede jeg også den ovennævnte begrundelse, nemlig mine venners iver efter at rådgive mig godt i dit navn, højtoplyste herskabelighed. |
| 27 Obtuli itaque me prostratum ante pedes Reverendissimi Domini Legati et omni reverentia et humilitate petii veniam, si quid temere vel dixissem vel egissem, esseque me paratissimum doceri et duci (sicut et hodie sentio) in saniorem sententiam. | Dernæst viste jeg al ærbødighed og ydmyghed ved at kaste mig ned for fødderne af den ærværdige hr legaten, og jeg bad om tilgivelse, hvis jeg havde sagt eller gjort noget formasteligt, og sagde, at jeg var rede til at blive belært og til at føres frem til en sundere mening (sådan som jeg også er den dag i dag). |
| 28 Hic me Reverendissimus Dominus Legatus paterne et clementissime suscepit, commendans et congratulans huic meae humilitati. Statim tria mihi facienda proposuit, de mandato Sanctissimi Domini nostri Papae Leonis X., sicut aiebat (nam exemplar Brevis petenti denegebat). | Herefter modtog den ærværdige hr legaten mig faderligt og nådigt, idet han godkendte denne ydmyghed fra min side. Straks forelagde han mig tre ting, jeg skulle gøre efter mandat fra vor højhellige herre, pave Leo den Tiende. Sådan sagde han i hvert fald (for han viste mig ikke noget eksemplar af mandatoverdragelsen). |
| 29 Primum, ut redirem ad cor et erratus meos revocarem. (#4) (act-a01#11) | For det første, at jeg skulle gå i mig selv og tilbagekalde mine vildfarelser. |
| 30 Secundo, ut promitterem, in futurum abstinere ab iisdem. | For det andet, at jeg skulle love, at jeg i fremtiden ville afholde mig fra dem. |
| 31 Tertio, ut ab omnibus quoque aliis abstinerem, quibus perturbari possit ecclesia. | For det tredie, at jeg også skulle afholde mig fra alt, hvad der kunne vække uro i kirken. |
| 32 Ad primum petii, ut monstraret mihi, in quonam errassem. Mox id obiecit, quod conclusione 7. inter declarandum dixeram: (WA 1,544 = res02#94) Oportere eum, qui ad sacramentum accedit, credere, se consecuturum gratiam sacramenti. Hanc enim doctrinam esse contra sacram Scripturam et rectam ecclesiae doctrinam voluit. (#6) (n32) Ego vero constanter dixi, in eo puncto me non esse cessurum, sicut nec hodie neque in aeternum sum cessurus. Tunc (W238) ipse: Velis, nolis, hodie oportebit te revocare, alioqui vel propter hunc locum omnia tua dicta damnabo. | Først bad jeg nu om, at han ville vise mig, på hvilke punkter jeg var i vildfarelse. Så bebrejdede han mig, at jeg i forklaringerne til tese 7 havde sagt: 'Den, der kommer til sakramentet, må tro, at han føres til sakramentets nåde'. Denne lære, mente han, var imod den hellige skrift og den rette kirkelige lære. Men jeg sagde vedholdende, at på det punkt kunne jeg ikke vige, sådan som jeg heller ikke i dag eller nogen sinde i al evighed kan vige. Da sagde han: Hvad enten du vil eller ej, i dag er du nødt til at tilbagekalde, ellers vil jeg fordømme alt, hvad du har sagt på grund af dette ene sted. |
| 33 Et quanquam dicebat sese non opinionibus Doctorum, sed Scipturis sanctis et canonibis mecum acturum, (#4) nec syllabam tamen Scripturae contra me produxit, cum ego contra multas Scripturas pro me adducerem, ut videri potest in schedula responsionis meae, (act-01#64f) nisi quod de efficacia sacramentorum mihi concilia recitabat, quae non negavi, neque contra me erant. Labebatur tamen inter dicendum semper in opiniones Doctorum. Et expecto, peto, rogo usque hodie unam Scripturae autoritatem vel sanctorum Patrum, quae sit contra meam hanc sententiam. | Og skønt han sagde, at han ikke ville handle med mig efter de lærdes meninger, men efter den hellige skrift og kanonnerne, så fremførte han ikke en stavelse af skriften imod mig, skønt jeg modsat fremførte mange skriftsteder til fordel for mit synspunkt, som det kan ses af oversigten i mit svar, blot var det sådan, at han citerede for mig de koncilsteder, der er om sakramenternes virkninger. Dem nægtede jeg ikke, og de var heller ikke imod mig. Men han faldt, mens han talte, altid tilbage på de lærdes meninger. Og jeg forventer, jeg beder om, ja, jeg bønfalder den dag i dag om at få vist blot ét skriftsted eller kirkefædrecitat, der er imod denne opfattelse hos mig. |
| 34 Et ut tibi, Illustrissime Princeps, ex corde loquar: doleo totis visceribus hanc rem fidei nostrae in ecclesia non solum dubiam et ignotam, sed etiam falsam putari. Verum, optime Princeps, coram Deo et angelis eius protestor, fiat de alia mea responsione, quicquid fieri potest, sit falsa, sit contra Extravagantem, sit damnanda, sit revocanda: faciam hic omnia, si ita oporteat; hanc autem sententiam moriens confitebor, et omnia potius negabo, quam illam revocabo. | Og for overfor dig, højtoplyste fyrste, at sige tingene ligeud: Det smerter mig i alle mine indvolde, at denne sag om vor tro i kirken ikke blot er tvivlsom og ukendt, men også anses for falsk. Men, bedste fyrste, overfor Gud og hans engle erklærer jeg, lad der ske med den anden del af mit svar, hvad der nu kan ske, lad den være forkert, lad den være imod ekstravagansen, lad den være fordømmelig, lad den være at tilbagekalde: lad mig gøre alt dette, hvis det er nødvendigt; men denne opfattelse vil jeg bekende, om jeg så skal dø, og jeg vil hellere nægte alt, end tilbagekalde den. |
| 35 Nam sive merita Christi sint thesaurus indulgentiarum, non ideo indulgentiis aliquid accedit; sive non sint, nihil ideo decedit; manent indulgentiae id quod sunt, quocunque tandem nomine honorentur et inflentur. Nec sum ideo malus christianus, si indulgentias nolim, quas ille tantum solas extollit et pro eis pugnat; sed si hanc fidei sententiam mutavero, Christum negavero. Sic sapio, sic sapiam, donec contraria sententia per Scripturas fuerit probata, et adductae per me autoritates dissolutae; quod nondum est factum, neque fiet (Deo propitio) unquam. | For om så også Kristi fortjenester er afladens skat, så opnår afladen ikke noget derved; om den ikke er det, mister den ikke noget af den grund; aflad er stadig, hvad den altid har været, og kan æres eller begrædes i hvad navn det skal være. Jeg er ikke af den grund en dårlig kristen, om jeg ikke vil vide af den aflad, som han fremhæver så udelukkende og kæmper for; men hvis jeg forandrer denne mening om troen, så nægter jeg Kristus. Sådan tænker jeg, sådan vil jeg tænke, indtil den modsatte opfattelse bliver bevist ved skriften, og de skriftsteder, der er fremført af mig, bliver opløst; hvilket endnu ikke er sket og heller ikke nogensinde kan ske (ved Guds nåde). |
| 36 Deinde quia indulgentiae movebant plus quam materia illa fidei, sicut et scribit: maxime (inquit) super indulgentiis, (#5) attulit Extravagantem Clementis VI. contra propositionem meam LVIII., ubi negavi merita Sanctorum et Christi esse thesaurum indulgentiarum, sicut adhuc nego, saltem ut iacent et sonant verba, quantumcunque ipse claram apertamque iactet Extravaganten; ego contra obscuram, ambiguam, impropriam dico, sicut in responsione mea priore patet. | Eftersom afladsspørgsmålet optog ham mere end trosspørgsmålet, sådan som han også skriver 'især' om afladen, så fremdrog han Clemens den Sjettes ekstravagans imod min tese 58, hvori jeg nægter, at de helliges og Kristi fortjenester er afladens skat, sådan som jeg også indtil nu nægter det, ihvert fald som ordene står og lyder, hvormeget han end pralede af, at denne ekstravagans er klar og letforståelig; jeg siger modsat, at den er dunkel, tvetydig, uegentlig, sådan som det fremgår af mit første svar. |
| 37 Quod autem in literis suis scribit, me dixisse ad Extravagantem nescio quid relatione indignum, (#6) hoc tanquam laico scribit. Illud "indignum relatione" (ut odium verbi illius revelem et appareat, an hoc sit paterne me quaerere) hoc fuit, Illustrissime Princeps, quod dixi Extravagantem illam non satis valere contra meam conclusionem, maxime cum torqueat et abutatur verbis Scripturae in alienum sensum. Hoc verbum "torquere et abuti" mire torquebat hominem et adhuc torquet, ut indicant literae eius. Voluit enim et vult verba humana Pontificis simpliciter accipi, non habita ratione, an consentiant cum Scripturis nec ne. | Men hvad han skriver i sit brev, at jeg har omtalt ekstravagansen med jeg ved ikke hvilken uværdighed i fremførelsen, det skriver han som til en lægmand. Dette 'uværdighed i fremførelsen' (at jeg skal afsløre hans ords had og påvise, om dette er at udspørge mig faderligt) det kom sig af, højtoplyste fyrste, at jeg havde sagt, at denne ekstravagans ikke var af tilstrækkelig værd overfor min tese, især fordi den fordrejede og misbrugte skriftens ord til at have en anden mening. Dette ord 'fordreje og misbruge' fordrejede manden på forunderlig måde, og det gør han stadig, som hans brev viser. Han ville nemlig, og vil stadig, at jeg simpelthen skal acceptere pavens menneskelige ord uden at få nogen begrundelse for, om de stemmer overens med skriften eller ej. |
| 38 Verum, optime Princeps, permittat Celsitudo tua, ut et ego tanquam coram laico hanc rem tractem, id est, crasse et aperte. Volo interim oblivisci acerrimum illud et omnibus doctissimis quoque formidabile iudicium, quo Deus insignivit prae omnibus, quos nostra vidit aetas, ingenium Principis Friderici. Dico itaque, non esse rarum atque novum, Scripturas sanctas a Pontificibus et Doctoribus sanctis fuisse tortas et in alienum sensum ductas. Quod ne multis agam, etiam crasso cuique bubulco clarum faciam, uno extra propositum (ut vocant) exemplo adducto. | Men, bedste fyrste, din højhed må tillade mig, at også jeg behandler denne sag som for en lægmand, det vil sige, hårdt og ligefremt. Jeg vil da for en tid glemme den skarpe og for alle lærde også formidable bedømmelse, hvormed Gud har udmærket fremfor alle dem, som vor slægt ser, nemlig fyrst Frederiks forståelse. Jeg siger derfor, at det ikke er et sjældent eller nyt fænomen, at den hellige skrift af paverne og de hellige lærde bliver fordrejet til en anden mening. For ikke at gøre det for langt, lad mig så gøre det klart, så selv enhver rå røgter kan se det, idet jeg vil fremføre blot ét eksempel udenfor det skitserede, som man kalder det. |
| 39 Dicit Decretalis quaedam, de constitutionibus: Translato sacerdotio necesse est, ut legis fiat translatio. Haec verba Apostoli sunt ad Ebraeos cap.VII. docentis temporale sacerdotium et legem abrogata et finita, succedente aeterno sacerdotio Christi. Haec est propria et genuina sententia verborum Apostoli. | Der er et dekret om indstiftelserne. Det siger, at når præstedømmet overføres, må der også ske en overførelse af loven. Sådan skriver apostelen til hebræerne, kap 7,12, hvor han lærer, at det timelige præstedømme og loven er ophævet og tilendebragt, idet der nu følger Kristi evige præstedømme. Dette er den egentlige og oprindelige mening med apostelens ord. |
| 40 At in Decretali est ista sententia: sacerdotium Christi est translatum in S. Petrum; sic enim iuristae interpretantur. Quis non videt alienam esse hanc intelligentiam, et prorsus talem, quae nisi multo sudore moderetur, sit impiissima omnium? Impiissimum enim est dicere, sacerdotium Christi aeternum esse translatum, id est abrogatum et finitum, et legem eius aeternam esse abrogatam et translatam, ut Petrus sit sacerdos et legislator amoto Christo. | Men i dekretet er meningen den: Kristi præstedømme er overført til Sankt Peter; sådan fortolker juristerne det nemlig. Hvem kan ikke se, at dette er en anden forståelse, og det en forståelse, som, hvis den ikke med meget besvær blev modereret, ville være den mest ufromme af alt? For det er højst ufromt at sige, at Kristi evige præstedømme er overført, det vil sige, er ophævet og afsluttet, og at hans evige lov er ophævet og overført, så at Peter skulle være præst og lovgiver, når Kristus er borte. |
| 41 Nolo Petrum aut Paulum habere sacerdotem, quoniam et ipse peccator est, non habens quod neque pro me, neque pro se offerat; ut interim taceam, quod in solum Petrum a Christo translatum dicitur, quasi caeteri Apostoli laici remanserint, aut a S. Petro in Apostolos ordinati fuerint. Quanto rectius ergo non sacerdotium, sed ministerium tantum sacerdotii in Petrum positum intelligeretur, aut alio quocunque sensu, qui illaesum permittat germanum Apostoli sensum. | Men jeg vil ikke have Peter eller Paulus til præst, for han er selv en synder og har ikke noget han kan frembære hverken for mig eller for sig selv. Og så siger jeg slet ikke noget om, at man jo siger, at det kun er til Peter, at det bliver overført af Kristus, som om de øvrige apostle skulle forblive lægfolk, eller skulle ordineres til apostle af Sankt Peter. Hvor meget rigtigere er det da ikke at forstå det sådan, at det kun er præsteembedet, ikke præstedømmet, der anbringer på Peter, eller at forstå det på en hvilkensomhelst anden måde, som lader apostelens oprindelige mening uskadt. |
| 42 Numquid ergo male dico, si in faciem huius Decretalis dixero hanc contrariam propositionem: sacerdotium Christi, cum sit aeternum, non est translatum in S. Petrum? Aut etiam hic me coget Reverendissimus Dominus Legatus, ut verum sensum negem, et Decretalis sensum solum amplectar? Talia sunt in iure canonico multa, quibus (ut cum fiducia loquar) si non corrupta, certe obscurata est Scriptura. | Mon jeg derfor taler dårligt, hvis jeg stik imod dette dekret ville fremsætte denne modsatrettede tese: Kristi præstedømme blev, eftersom det er evigt, ikke overført til Sankt Peter? Eller vil også her den ærværdige hr legaten tvinge mig til at nægte den sande mening og alene gå med til dekretets mening? Den slags er der meget af i den kanoniske lov, og hvis jeg skal sige det i positiv retning: hvis ikke skriften bliver fordærvet derved, så bliver den i hvert fald fordunklet. |
| 43 Tale quid et in Extravagantem a me factum est. Nam certissimum est, merita Christi non posse per hominem dispensari; deinde etiam ipsa potius imponunt quam relaxant bona opera (quod est indulgentias esse) poenitentiae, ut Petrus aperte dicit: "Christus pro nobis passus est, vobis relinquens exemplum, ut sequamini vestigia eius". (1 Pet 2,21) Non ait: passus est pro vobis, id est, ne vos pateremini, aut, ut vos relaxaremini, sed exemplum reliquit sequendi, non reliquit thesaurum omittendi etc. | Det er, hvad jeg har gjort i forhold til denne ekstravagans. For det er sikkert og vist, at Kristi fortjenester ikke kan uddeles af et menneske. Og det er mere sådan, at disse fortjenester pålægger gode gerninger i boden, end at de eftergiver dem (og det er jo, hvad aflad vil sige), sådan som Peter ligeud siger: "Kristus har lidt for os, og han efterlod jer et eksempel, for at I skulle følge i hans fodspor". Han siger ikke: han har lidt for jer, det vil sige, for at I ikke skal lide, eller, for at eftergive jer, men han har efterladt os et eksempel at følge, han har ikke efterladt os en skat, så vi kan undgå det, osv. |
| 44 Haec est enim proprie virtus meritorum Christi, armare ad opus, non ponere cervical, et ponere pulvinos sub cubitis et capitibus, ut ait Propheta. (Ez 13,18) (W240) Ideo contra Extravagantem, imo contra malum eius intellectum opposui, et adhuc oppono. Nec est ista communis ecclesiae consuetudo, quam iactat, sed corruptela et abusus contra Scripturae veritatem militans. | Dette er nemlig den egentlige kraft i Kristi fortjenester, at de bevæbner til gerning, de lægger ikke nogen hovedpude, og de sætter ikke bånd på håndled og hoveder, som profeten siger. Derfor modsatte jeg mig ekstravagansen, ja jeg modsatte mig den dårlige forståelse af den, og det vil jeg stadig gøre. Og det er ikke den almindelige kirkes skik, sådan som han praler af det, men en ødelæggelse og et misbrug, der kæmper imod skriftens sandhed. |
| 45 Igitur permitto Extravagantem esse veram, sed nego sensum eius esse, quem adducta verba Scriptura habent in suo loco. Quae verba utique vera fuerunt plus quam per duodecim annorum centenaria, ante constitutionem huius Extravagantis, neque ab Extravagante vel a tempore eius primum veritatem acceperunt. Nam si ista verba Scripturae de indulgentiis debent intelligi proprio et genuino sensu, iam possent ex sacra Scriptura probari et demonstrari indulgentiae, quod ad unum omnes constantissime negant. | Derfor lader jeg gerne ekstravagansen være sand, men jeg nægter den betydning, som de fremførte skriftord har på dette sted. Skriftordene har været sande i mere end tolv århundreder, før denne ekstravagans blev oprettet, og de blev heller ikke først forstået som sandhed af ekstravagansen eller dens tidsalder. For hvis disse skriftord skal forstås om aflad i deres egentlige og oprindelige betydning, så skulle aflad kunne bevises og påvises ud fra den hellige skrift, hvilket alle og enhver til stadighed nægter. |
| 46 Igitur volo utrumque servare. Et dicitur mihi: imo istum (scilicet peiorem) sensum servabis, alterum (scilicet meliorem) negabis. Ego autem nolo, sed sufficere puto, verbo hominis me tantum reverentiae gradum dedisse, ut verum esse confitear; nolo verbum Dei, qui mentiri (ut ille) non potest, propter illius verbum negare. | Således vil jeg opretholde begge betydninger. Og siger han til mig: jamen, du opretholder den dårlige betydning, men nægter den gode, så er det ikke, hvad jeg vil, men jeg mener, det er tilstrækkeligt at sige, at jeg har givet et menneskes ord en så stor grad af ærbødighed, at jeg bekender, at det er sandt; men jeg vil ikke, på grund af det ord, nægte Guds ord, som ikke kan lyve, hvad menneskets ord kan. |
| 47 Non igitur relatione indignum est (nisi dum alteri velis mortem et perditionem moliri sine causa) dicere, quod papa aut sancti Patres aliquoties torserint Scripturas et in alienum sensum abusi sint. Aut si id pertinaciter negatur, iam et Papam et Sanctos haereticos et impios faciemus, ut quos manifestum est alium sequi sensum, quam sit in Scriptura, et id non paucis locis neque raro. | Det er derfor ikke nogen uværdig fremlæggelse (medmindre man da, idet man holder sig til den anden betydning, uden grund vil fremkalde død og ødelæggelse), hvis man siger, at paven eller de hellige fædre af og til har fordrejet skrifterne og misbrugt dem til en anden mening. Eller hvis man indædt nægter dette, skal vi da gøre paven og de hellige til ufromme mennesker, eftersom de åbenbart har fulgt en anden mening end den, der står i skriften, og det har de gjort ikke så få steder, og de har gjort det ikke så sjældent. |
| 48 Hucusque prima die actum est, id est, duo ista obiecta sunt. Petii enim diem ad deliberandum, et abii. Non enim e re mea fore vidi, verbis rem agere, quod ille loco Pontificis sedens, quidquid diceret, ratum apud me esse voluit, rursum quidquid ego opponerem, exsibilatum fuit, explosum, imo derisum, etiam si sacras adveherem literas. | Indtil nu har jeg behandlet det, der skete den første dag, dvs, jeg fik disse to indvendinger. For jeg bad om en dag til at overveje min stilling og så gik jeg. Jeg kunne nemlig ikke se, det kunne gavne min sag at drøfte sagen i ord, for han sad i pavens sted, hvadsomhelst han sagde ville han have skulle stå fast for mig, og omvendt, hvadsomhelst jeg indvendte, blev udpebet, udstillet, ja gjort til grin, også selv om jeg fremførte den hellige skrift. |
| 49 Nam omitto dicere, quod potestatem Papae et supra Scripturas et supra Concilia tollere conabatur, allegans, quomodo iam Papa concilium Basiliense abrogasset. Cum rursus Parisiensis Universitatis appellationem allegassem: videbunt, inquit, poenas suas. Tandem nescio quos Gersonistas damnavit. Nam Basiliense concilium, aut certe Gersonem allegaveram in Resolutionibus, quod hominem movebat. (WA 1,545 = res03#7) | For jeg mangler at fortælle, at han forsøgte at hæve pavens magt både over skriften og over koncilerne, idet han henviste til, hvordan paven havde ophævet Basel-koncilet. Da jeg på den anden side henviste til Paris-universitetets appel, sagde han: ja, man skal nok få at se, hvilke straffe de får. Til sidst fordømte han jeg véd ikke hvor mange gersonister. For jeg havde i mine resolutioner henvist til Basel-koncilet eller i hvert fald til Gerson, hvilket bevægede manden. |
| 50 Breviter, paternitas illa toties Illustrissimae tuae Dominationi promissa erga me in hoc constitit, aut vim me passurum, aut revocatorum, non enim disputare sese mecum velle aiebat. Ideoque consilium fuit, scriptis respondere, quae id certe oppressis praebent solatium, quod aliorum quoque iudicio examinari possunt, et nonnihil conscientiae atque timoris incutiunt alioqui verbis praevalenti. | Kort sagt, den faderlighed, som han helt og holdent havde lovet din højtoplyste herskabelighed, at han ville udvise overfor mig, bestod i, at jeg enten måtte finde mig i magtsprog eller tilbagekalde, for han sagde, at han ikke ville disputere med mig. Derfor fik jeg det råd at svare skriftligt, fordi det sikkert ville give de pressede trøst, når de også kunne undersøges af andres bedømmelse, og forårsage nogen samvittighedsransagelse og frygt, når ellers ?? |
| 51 Altera itaque die redii, et mecum Reverendus Pater Vicarius Iohannes Staupitius, qui interim advenerat, praesentibusque quatuor insignibus viris, Caesareae Maiestatis senatoribus. Coepi coram notario, (W241) quem adduxeram, protestari, me nihil velle dicere aut dicturum esse unquam, quod contra sanctae Ecclesiae Romanae doctrinam esset, paratumque esse doceri ac duci, sicubi erassem, subiiciens mea dicta Summo Pontifici, deinde quatuor Universitatibus, Basiliensi, Friburgensi, Lovaniensi, tandem, si hoc non esset satis, etiam ipsi parenti studiorum, Parisiensi, ut schedula protestationis meae indicat. (act-a01#22ff) | Derfor kom jeg igen den næste dag, og med mig var den ærværdige fader vikaren, Johannes Staupitz, som var ankommet i mellemtiden, og fire særlige mænd, den kejserlige majestæts senatorer. Jeg begyndte med overfor notaren, som har havde taget med, at erklære, at jeg ikke nu eller i fremtiden ville sige noget, som var imod den hellige romerske kirkes lære, og at jeg var parat til at lade mig belære og lede, hvis jeg nogetsteds havde taget fejl, idet jeg underkastede mine ord under paven, og under fire universiteter, Basel, Freibourg, Løven, og til sidst, hvis det er nødvendigt, også under ophavsstedet for studierne, Paris, sådan som aktstykket med min erklæring udviser. |
| 52 Hic iterum ridens meum hoc consilium, coepit monere, ut ad cor redirem et veritatem agnoscerem, velle sese rursum me reconciliare ecclesiae et Summo Pontifici, et his similis, quasi iam haereticus, apostata et extra ecclesiam essem declaratus. | Her smilte han igen over mit råd og begyndte at formane mig til at gå i mig selv og erkende sandheden, han ville atter forsone mig med kirken og paven, og den slags, som om jeg allerede var erklæret for kætter, frafalden og stående udenfor kirken. |
| 53 Sed cum ego non verbis, sed scriptis respondere promitterem, et peterem, satis fuisse mecum anteriore die digladiatum, hoc verbum "digladiatum" mordicus apprehendit, et ridens: Fili mi, inquit, non sum tecum digladiatus, nec volo tecum diglatiari, sed monere, et intuitu Illustrissimi Principis Friderici paterne ac benigne audire, (#8) hoc est (ut ego cogebar intelligere) ad nihil aliud quam ad revocationem urgere. | Men da jeg havde lovet at svare ikke med ord, men med skrift, og mente, det måtte være nok med gårsdagens ordstrid, tog han det ord 'ordstrid' op som var det bidsk ment, og smilede: Min søn, jeg har ikke været i ordstrid med dig, og jeg vil ikke komme i ordstrid med dig, men jeg vil formane dig, og i kraft af den højtoplyste fyrste Frederiks mellemkomst påhøre dig faderligt og velvilligt, det vil sige (sådan blev jeg nu tvunget til at forstå det) han ville ikke gøre andet end nøde mig til tilbagekaldelse. |
| 54 Displicuit enim merito stultitia mea, quod pro disputare vel contendere (quod anteriore die egimus, reipsa, si non oportet negare) digladiari dixeram elegantius, quam tunc res ipsa postulabat. | Han kunne nemlig ikke lide den dumhed af mig, at jeg i stedet for disputere eller være uenige (hvilket vi i virkeligheden var den foregående dag, hvad man ikke bør nægte) havde sagde 'ligge i ordstrid', hvilket var mere smagfuldt end sagen selv kunne bære. |
| 55 Interim me tacente, surgit Reverendus Dominus Vicarius, petens, ut me (sicut et ipse petieram) in scriptis audiret, quod tandem vix obtinuimus. Nam publicam disputationem noluit, privatim quoque negabat se mecum disputaturum, in scriptis etiam respondere similiter usque ad eam horam noluit concedere, solummodo revocandi verbum inculcabat. Quod si fecissem, non dubito omnia fuisse vel paternissime composita; benignissimus enim vir est, meo iudicio, sed qui revocare libentissime audivisset. | Da jeg nu ikke sagde noget, stod den ærværdige hr vikaren frem og bad om, hvad jeg også selv ville have bedt om, at han ville høre mig skriftligt, hvilket vi til sidste opnåede med nød og næppe. For han ville ikke have en offentlig disputation, og privat nægtede han at ville disputere med mig, men også på skrift har han indtil denne time på lignende måde ikke villet svare eller indrømme mig noget, blot indprentede han hele tiden ordet 'tilbagekalde'. Og hvis jeg havde gjort det, er jeg ikke spor i tvivl om, at alt ville være blevet ordnet højst faderligt, for han er nemlig efter min bedømmelse en meget velvillig person, blot ville han altså meget gerne have hørt mig tilbagekalde. |
| 56 Tertio reversus, obtuli responsiones ad obiecta duo in scriptis. Quas primum multa et inania verba esse dixit, sicut et nunc scribit me admodum fatue respondisse, (#9) et implesse papyrum locis Scripturae impertinentibus, seseque veram eorum intelligentiam dedisse. | Den tredie dag vendte jeg tilbage og jeg gav ham mine svar på de to emner skriftligt. Dem sagde han først indeholdt mange og tomme ord, sådan som han også skriver, at jeg havde svaret naragtigt og fyldt papir med forvovne skriftsteder, og at han kunne give den sande forståelse af dem. |
| 57 Verum cum dixissem tandem, pro me stare, quod Extravagans dicit, Christum suis passionibus acquivisse thesaurum ecclesiae suae, statim arripuit codicem, legit, et in verbum "acquisivit" impegit, sedulo tamen dissimulans sese impegisse. | Men da jeg langt om længe fik sagt, at det taler til fordel for mig, at ekstravagansen siger, at Kristus har erhvervet en skat til sin kirke, greb han straks bogen, læste og slog op på ordet 'erhvervet', men lod dog straks efter, som om han ikke havde slået op på det. (se ruh-rel#5) |
| 58 Surgens autem dixit: Vade, inquit, aut revoces, aut in conspectum meum non revertaris. Ego vero mox abii, credens me simpliciter non reverti audere, quandoquidem propositum non revocandi firmaveram, nisi aliud docerer. Taceo, quod rumor circumferebatur, permissum esse a Reverendo Patre Generali, me capiendum et in vincula, nisi revocarem, coniiciendum; mansi tamen Augustae eodem die. Erat tum feria sexta. | Men han rejste sig og sagde: Gå bort, enten tilbagekalder du, eller også skal du aldrig vise dig for mit ansigt mere. Jeg gik hurtigt derfra, for jeg mente, at jeg nu slet ikke turde vende tilbage, eftersom mit forsæt om ikke at tilbagekalde, hvis jeg ikke blev belært, var blevet stærkere. Jeg skal vist ikke nævne, at der gik det rygte, at han af generalvikaren havde fået lov til, hvis jeg ikke tilbagekaldte, at lægge mig i lænker; jeg blev dog i Augsburg den dag. Det var en torsdag. |
| 59 Post prandium, Vocato Reverendo Patre Vicario, tractavit cum eo, ut me ad revocationem adduceret, sine mea nota, ut hic scribit, (#11) id est, (W242) cum perpetua infamia, quae solet eos sequi, qui timore hominum contra conscientiam abnegant veritatem. Quod ille quidem fecit; sed rogatus, ut Scripturas mihi solveret, dicebat, supra vires suas esse, et ego, contra conscientiam meam esse revocare, nisi Scripturae mihi aliter elucidarentur. | Efter middag tilkaldte han den ærværdige fader vikaren, og forhandlede med ham om, at han skulle få mig til at tilbagekalde, uden at jeg skulle vide det, som han her skriver, det vil sige, det skulle ske med den stadige beskæmmelse, der plejer at følge dem, som af frygt for mennesker og imod deres samvittighed fornægter sandheden. Han kom da også til mig og forsøgte det, men da jeg spurgte ham, om han kunne løse mine skriftsteder, sagde han, at det lå over hans kræfter, og jeg svarede, at det var imod min samvittighed at tilbagekalde, førend skriftstederne var blevet anderledes belyst for mig. |
| 60 Mansi deinde et sabbatho toto: nihil dicebatur, nihil mandabatur; mansi et sequenti Dominica, ubi saltem per literas adii Reverendissimum Dominum Legatum, sed nihil fiebat: Mansi et feria secunda, mansi et feria tertia: et suspectum mihi et omnibus amicis silentium factum est. Ideo timens vim, appellatione disposita, reliqui Augustam, et feria quarta recessi, confidens, me praestitisse abunde arduam et fidelem obedientiam Summo Pontifici, iuxta tenorem citationis. Si quid autem ultra prosequentur, vigore eiusdem, nihil mirum, si iniuriam patiar. | Så blev jeg der hele lørdagen. Der blev ikke sagt noget, der blev ikke forordnet noget; jeg blev også den følgende søndag, hvor jeg i det mindste pr brev kunne træde frem for den ærværdige hr legaten, men intet skete (se br171018). Jeg blev der også om mandagen, jeg blev tirsdagen med. Det var for mig og alle mine venner en mistænkelig stilhed, der var opstået. Da jeg derfor frygtede en voldelig indgriben, gjorde jeg min appel færdig og forlod Augsburg, og om onsdagen var jeg taget af sted. Jeg er sikker på, at jeg har ydet paven en ovenud brændende og tro lydighed, ifølge ordlyden af stævningen. Men hvis de vil forfølge mig udover den i kraft af den, er det ikke mærkeligt, om jeg lider uret. |
| 61 Deinde vide, optime Princeps, quod vere Deus in altis habitet (Sl 112,5), et comprehendat astutos et astutia sua. (Job 5,13) Dicit enim: tria affirmaverim in hac causa. (#14) | Men herefter vil jeg vise dig, bedste fyrste, at Gud virkelig bor i det høje, og fanger de snedige i deres fælder. Han siger nemlig: Jeg mener at have fastslået tre ting i denne sag. |
| 62 Primo, dicta Fratris Martini in Conclusionibus suis disputative, in sermonibus tamen ab eo scriptis affirmative et assertive esse posita. | For det første, at broder Martin i sine resolutioner fremsætter tingene til diskussion, men i prædikenerne fremsætter han dem, som noget, han står inde for. |
| 63 Respondeo: si disputative posita intelligit, quid ergo me miserum et pauperem hominem tot molestiis vexant, tot scandala et prope schismata excitant? Sunt disputationes (inquit): gratias ago; absolutus sum, imo et damnati omnes, qui me in ius vocaverunt. Ipse enim Reverendissimus Dominus Legatus his verbis testis nobis fit, se frustra et iniqua ratione omnia contra me egisse, et ista quoque non sincere scripsisse. | Jeg svarer: Hvis han forstår dem som fremsat til diskussion, hvorfor mishandler de så mig elendige og arme menneske med så mange besværligheder, hvorfor opvækker de skandaler og næsten skismaer? De er til diskussion, siger han: Mange tak! Jeg er tilgivet, ja, oven i købet er de mennesker fordømt, som kalder mig til rette. Den ærværdige hr legaten har nemlig selv med disse ord givet os vidnesbyrd om, at alt, hvad han har bedrevet imod mig, er forgæves og gjort med en slet begrundelse, og at det ikke er for alvor, at han har skrevet disse ting. |
| 64 An nondum pudes eos suae tyrannidis, quam proprio testimonio tam clare confitentur? Quid enim disputationi potest obiici criminis? quid disputatori, qualem hic me confitetur? Quid istis literis voluit? An ut nosceremus Fratrem Martinum nihil egisse, nisi disputasse? ideoque contra eum motos fuisse eius adversarios, ipsumquemet Reverendissimum Dominum Legatum et non nisi insidiose calumniam et iniuriam ei molitos fuisse? | Mon ikke de skammer sig over deres tyranni, som de med deres egne ord bekender så klart? Hvordan kan man nemlig bebrejde en diskussion noget forkert? hvordan kan man gøre det ved den, der diskuterer, og han bekender jo, at jeg hører til dem? Hvad vil han med disse bogstaver? Mon han kun vil, at vi skal vide, at broder Martin intet har gjort, han har kun villet diskutere? Og er derfor hans modstandere ikke nødt til at hævde imod ham, at den ærværdige hr legaten selv ikke har gjort andet end spundet en rænkefuld intrige og påført ham en ødelæggende uret? |
| 65 Nam super disputatione fuit citatus, non super sermonibus; super sermonibus enim, postquam fuerat citatus, facti sunt certiores. Quos ego facilius defendam (Deo propitio), quam ipsas disputationes. Nam hic multa dubitavi et ignoravi, illic locutus sum ex certa scientia, et non ex opinionibus. | For jeg blev stævnet på disputationen, ikke på prædikenerne; for efter at jeg var blevet stævnet på prædikenerne, blev de mere sikre. Dem kan jeg jo lettere med Guds hjælp forsvare end disputationerne. For i dem er jeg meget i tvivl og meget uvidende, men dèr taler jeg ud fra en sikker viden og ikke ud fra meninger. |
| 66 Nunc hoc videamus, quod ea, quae in sermonibus dixi, partim damnabilia, partim contra doctrinam Apostolicae Sedis asserit, quia scilicet ei aliud est, esse damnabile, et aliud, esse contra doctrinam Apostolicae Sedis: forte quod damnabilis non est, qui contra doctrinam Sedis Apostolicae loquitur. Ac sic iterum absolvor et iustificor, qui in hoc maxime et solum accusatus sum et citatus, quod contra doctrinam Sedis Apostolicae fuerim locutus, id est, non damnabiliter, ut hic distinguitur. (W243) | Lad os så se på, hvad det er, han forsikrer i mine prædikener er dels fordømmeligt, dels imod det apostolske sædes lære! For for ham er det jo én ting at være fordømmeligt, noget andet at være imod det apostolske sædes lære. Måske fordi den, der taler imod det apostoske sædes lære, ikke taler fordømmeligt. Og således tilgives og retfærdiggøres jeg igen, jeg, som i det højeste og alene er anklaget og stævnet, fordi jeg har talt imod det apostolske sædes lære, det vil sige, jeg har ikke talt fordømmeligt, efter den måde, han her skelner på. |
| 67 Quam vellem, Illustrissime Princeps, hanc epistolam ab aliquo Sylvestro Prieriate fuisse scriptam, ut libertate plena ingenii eam liceret excutere. Ostenderem profecto, quam difficile sit, malam et sinistram conscientiam dextera operire specie; at nunc reverentia optimi et humanissimi viri cogit me bullientis cordis mei premere aestus usque in aliud tempus. | Hvor ville jeg ønske, højtoplyste fyrste, at dette brev var skevet af en eller anden Sylvester Prierias, så at jeg havde fuld frihed til at gennemstøve det med min forstand. Så ville jeg sandelig påvise, hvor vanskeligt det er, at man ud fra en god slags arbejde kan forvente en dårlig og mørk samvittighed. Men nu tvinger ærbødighed for det bedste og mest humane menneske mig til undertrykke mit svulmende hjertes bølgen indtil senere. |
| 68 Sed hoc pati non possum, quod ex prudentissimo et acerrimi iudicii Principe nobis quendam facere Pilatum conatur. Nam cum Iudaei Christum coram Pilato statuissent, et interrogati fuissent, quam accusationem afferrent, aut quid mali fecisset homo ille, dixerunt (Joh 18,30): Si non esset malefactor, non tibi tradidissemus eum; ita et hic Reverendissimus Dominus Legatus, cum Fratrem Martinum Principi obtulisset multis odiosis verbis, et Princeps interrogare posset: Quid fecit fraterculus ille? respondet: Credat mihi, Illustrissime Princeps, Dominatio vestra, quia vera loquor ex certa scientia, non ex opinionibus. (#14) | Men det kan jeg ikke tåle, at man forsøger at gøre en Pilatus ud af vor nådige og skarpe dommer, fyrsten. For da jøderne fremstillede Kristus for Pilatus og de blev spurgt, hvilken anklage de fremførte eller hvad ondt den mand havde gjort, sagde de: Hvis han ikke var en forbryder, ville vi ikke have ført ham frem for dig. Således vil også her den ærværdige hr legaten, når broder Martin føres frem for fyrsten med mange hadefulde ord og fyrsten spørger: Hvad har denne lille broder gjort?, svare: 'tro mig, højtoplyste fyrste, Deres herskabelighed, jeg taler sandt og taler ud af sikker viden, ikke ud fra løse meninger'. |
| 69 Respondebo ego pro Principe: Fac ut sciam hanc esse certam scientiam, ponatur in scriptis, formetur in literas, non vereatur publicum et lucem, quod ubi factum fuerit, tunc mittam Fratrem Martinum ad Urbem, imo ipse eum capiam et interficiam, tunc consulam honori meo et conscientia meae, et non ponam maculam in gloriam meam; | Lad mig svare på fyrstens vegne: 'Gør, at jeg kan vide, at dette er sikker viden, lad det sættes på skrift, lad det få form i breve, lad det ikke frygte offentligheden og lyset, hvad der her er gjort, da vil jeg sende broder Martin til Rom, ja jeg vil selv slå ham ihjel, for da kan jeg rådspørge min ære og min samvittighed, og jeg sætter ikke nogen plet på min hæder. |
| 70 donec autem illa certa scientia lucem fugit et non nisi voce tantum prodit, nolo in tenebras confidere, quando nec lux satis tuta est. Sic enim ego responderem, Princeps Illustrissime. Verum nec doctore nec consule eget Illustrissima tua prudentia. Nam crassae istae Italitates (ut sic dicerem) et Romanitates iam pueris quoque cantatae sunt. | Men sålænge denne sikre viden skyer lyset og kun træder frem mundtligt, så vil jeg ikke stole på mørke, når kun lys er tilstrækkelig sikkert'. Ja, således ville jeg have svaret, højtoplyste fyrste. Men din højtoplyste nåde behøver ikke lærer eller rådgiver. For disse rå italiteter (om jeg så må sige) og romaniteter bliver nu endog besunget af børn. |
| 71 Nunc iudicet Illustrissima Dominatio tua, quid amplius facere debui aut debeo. Per pericula tanta vitae et salutis, contra omnium amicorum consilium comparui, ut et hodie dicant me non fuisse obligatum comparere; deinde coram Reverendissimo Domino Legato reddidi rationem dictorum meorum. | Nu må din højtoplyste herskabelighed bedømme, hvad mere jeg skulle have gjort eller skal gøre. Gennem livets og frelsens store farer, imod alle venners råd mødte jeg frem, selv om de endog i dag siger, at jeg ikke var forpligtet til at møde op; dernæst har jeg overfor den ærværdige hr legaten aflagt regnskab for mine ord. |
| 72 Poteram legitima libertate unum verbum respondisse, nec me in aliquam examinationem dare, praesertim, cum Resolutiones meae essent oblatae et significatae Summo Pontifici, ita, ut ad me nihil pertineret haec causa, nisi ut expectarem sententiam. | Jeg kunne med legitim frihed have svaret med ét eneste ord, så skulle jeg ikke begive mig ind i nogen eksamination, især eftersom mine resolutioner er blevet fremlagt og forevist for paven, således at denne sag ikke mere vedrører mig, bortset fra, at jeg afventer min dom. |
| 73 Nam in arbitrium ecclesiae a me translatum iam reposueram, et tamen ob reverentiam Reverendissimi Domini Legati passus sum ultra haec me etiam examinari. Non ego fraudulentus fui, sed vim iustissimo timore declinavi. Nihil me omisisse video, nisi sex istas literas: REVOCO. | For jeg lagde dengang min skæbne i kirkens hånd, og dog fandt jeg mig i, af ærefrygt for den ærværdige hr legaten, udover det at lade mig eksaminere. Jeg har ikke bedraget nogen, men jeg har ikke brugt magt af retfærdig frygt. Jeg kan ikke se, at jeg har undladt noget, undtagen at sige dette ord: Jeg tilbagekalder. |
| 74 Caeterum damnent, doceant, interpretentur, vel Reverendissimus Dominus Legatus, vel ipse Summus Pontifex, non autem dicant solum: errasti, male dixisti; sed in scriptis signent errorem, probent male dictum, rationem, quam habent, reddant, dissolvant Scripturas a me inductas, doceant, sicut iactant verbis sese fecisse, instruant doceri cupientem, (W244) petientem, volentem, expectantem, quae nec Turcus homo mihi negaret. | Lad dem fordømme det øvrige, lad dem belære, lad dem fortolke, både den ærværdige hr legaten eller paven selv, men lad dem ikke kunne nøjes med at sige: du har fejlet, du har talt forkert, nej, lad dem påvise fejlen med skriften, lad dem bevise, at jeg har talt forkert, lad dem fremkomme med den begrundelse, de måtte have, lad dem opløse de skriftsteder, jeg har fremført, lad dem belære, sådan som de praler af at have gjort med ord, lad dem instruere den, der søger efter, beder om, ønsker, venter at blive belært. Det ville ikke engang tyrken nægte mig. |
| 75 Ubi videro aliter intelligenda, quam intellexi, si tunc non revocavero et me ipsum non damnavero, Illustrissime Princeps, tua Celsitudo sit prima, quae persequatur me, expellat me; obruant me viri Universitatis nostrae; denique coelum et terram contra me invoco, perdatque me ipse Dominus meus Ihesus Christus. Loquor et ego et certa scientia, et non ex opinionibus. Nolo mihi Dominum Deum ipsum, nolo ullam creaturam Dei mihi fore propitiam, si edoctus meliora secutus non fuero. | Hvis jeg kommer til at indse, at det skal forstås anderledes, end jeg har forstået det, hvis jeg da ikke tilbagekalder og da ikke fordømmer mig selv, højtoplyste fyrste, så lad din højhed være den første, som forfølger mig, udstøder mig; så lad universitetets mænd lægge mig i band, ja jeg påkalder himmel og jord imod mig, og lad mig fortabe selve min Herre Jesus Kristus. Også jeg taler ud af sikker viden og ikke ud af meninger. Men jeg ønsker ikke, at Herren, min Gud, eller nogen Guds skabning skal komme mig til hjælp, hvis jeg, når jeg er blevet belært om det bedre, så ikke følger det. |
| 76 Quod si me fraterculum et mendicum prae nimia conditionis meae vilitate contempserint docere et in viam veritatis reducere, age, faciat tua Illustrissima Celsitudo, et oret Reverendissimum Dominum Legatum, ut saltem tuae Celsitudini scribat, in quibus erraverim, et quomodo me errorem emendare oporteat, ut saltem per Illustrissimam tuam Dominationem audire merear, quibus rationibus, quibus autoritatibus errorem meum confutare possint. | Derfor hvis de foragter mig elendige broder og tiggermunk, fordi min situation er altfor elendig, og ikke vil belære mig og føre mig ind på sandhedens vej, så må din højtoplyste højhed tage affære og bede den ærværdige hr legaten, at han i det mindste kan skrive til din højhed, hvori jeg har fejlet, og hvordan jeg kan forbedre mine fejl, så jeg i det mindste gennem din højtoplyste herskabelighed kan gøre mig fortjent til at høre, med hvilke begrundelser og med hvilke skriftsteder de kan gendrive mine vildfarelser. |
| 77 Quod si etiam Illustrissimae tuae Dominationi hoc denegaverint, scibant id vel Imperatori vel Archiepiscopo alicui in Germania. Quid enim aliud possum facere? Mira res est, quod errasse arguor, et obtinere non possum, nec per tantum Principem, in quibus et quare ipsi me errasse putent. | For hvis de også nægter at give det til din højtoplyste herskabelighed, så kan de skrive det til kejseren eller én eller anden ærkebiskop i Tyskland. Hvad andet kan jeg gøre? Det er en besynderlig sag, for jeg bliver beskyldt for at være faret vild, men kan ikke få at vide, heller ikke gennem en så stor fyrste, i hvad og hvordan de mener jeg er faret vild. |
| 78 Videat igitur tua Illustrissima Dominatio: disputationem publicam mihi negat (quam usque hodie vel Lipsiae, vel Erfordiae, vel Hallis, vel Magdeburgi, vel ubicunque tuae Dominationis valet imperium seu salvus conductus, non detrecto, quin etiam oro, et utinam exorem), privatam similiter negat, in scriptis etiam errorem ostendere negat, quatuor illustrissimarum Universitarum iudicia recusat. Si nunc id addat, ut illustrissimi ac potentissimi Principis petitiones reiicat, quomodo possum aliud quam meram vim et insidias suspicari? | Derfor, lad din højtoplyste herskabelighed se på det: en offentlig disputation nægter han mig (skulle den i dag afholdes i Leipzig, Erfurt, Halle, Magdeburg eller noget andet sted, hvor din herskabelighed har magt eller kan skaffe frit-lejde-brev, jeg skal ikke holde mig tilbage, jeg beder endda om det, ja jeg bønfalder om det), en privat disputation nægter han ligeledes, fire højtoplyste universiteters bedømmelse tilbageviser han. Hvis nu dertil kommer, at han forkaster en anmodning fra en højtoplyst og højmægtig fyrste, hvordan skal jeg så undgå at få mistanke om, at han kun vil anvende magt og rænkespil. |
| 79 Iterum ego quoque atque iterum et tertio iterum rogo, Illustrissima Dominatio tua non credat iis, qui dicunt Fratrem Martinum male dixisse, antequam audiatur et doceatur male dixisse. Erravit Petrus, etiam post acceptum spiritum sanctum (Gal 2,11ff); etiam errare potest unus Cardinalis, quantumlibet doctus. | Atter og atter beder jeg om, at din højtoplyste herskabelighed ikke vil tro på dem, som siger, at broder Martin har sagt noget forkert, før han hører om og belæres om, at han har sagt noget forkert. Peter tog fejl, også efter at han havde modtaget Helligånden; en enkelt kardinal kan også tage fejl, ligegyldig hvor lærd han er. |
| 80 Consulat igitur Illustrissima Dominatio tua honori suo et conscientiae suae, non mittendo me ad Urbem. Homo enim non habet hoc mandare Illustrissimae Dominationi tuae, cum sit impossibile, me tutum fore in Urbe, et id nihil aliud esset quam Illustrissimae Dominationi tuae mandare, ut traderet sanguinem christiani et fieret homicida: ubi nec ipse Summus Pontifex satis tuto vivit. Habent papyrum et calamos et atramentum in Urbe, habent infinitos notarios: facile erit in papyrum signare, in quibus et quare erraverim. Possum levioribus expensis doceri absens per literas, quam perdi per insidias praesens. | Derfor må din højtoplyste herskabelighed rådføre sig med sin ære og sin samvittighed, om ikke at sende mig til Rom. Manden har ikke mandat til at forlange det af din højtoplyste herskabelighed, eftersom det er umuligt, at jeg kan være sikker i Rom, og det ville ikke være anderledes, end hvis han befalede din højtoplyste herskabelighed, at udgyde kristenblod og begå manddrab. For dér lever heller ikke paven selv tilstrækkelig sikkert. De har papir og pen og blæk i Rom, de har notarer i uanede mængder; det vil være let at nedskrive på papir, hvori og hvorved jeg har fejlet. Jeg kan belæres gennem breve, mens jeg er fraværende, for mindre udgifter, end der vil tabes på rænkespil, når jeg er tilstede. |
| 81 Unum ego intimo corde doleo, quod literis suis Reverendissimus (W245) Dominus Legatus oblique mordet Illustrissimam Dominationem tuam, quasi fiducia potentiae Celsitudinis tuae moliar ista omnia. (#13) Sic enim et apud nos quidam sycophantae iactaverunt, tuae Celsitudinis hortatu et consilio me ista disputasse: cum huius disputationis nullus etiam intimorum amicorum fuerit conscius, nisi Reverendissimus Dominus Archiepiscopus Magdeburgensis, et Dominus Hieronymus Episcopus Brandenburgensis. | Én ting smerter mig dybt i hjertet, at den ærværdige hr legaten i sit brev forkert kommer med bebrejdelse imod din højtoplyste herskabelighed, som om jeg er sat i bevægelse til alt dette ved tillid til din højheds magt. Sådan er der nemlig også hos os nogle rænkesmede, der udbreder rygter om, at det var efter din højheds opfordring og råd, at jeg har disputeret således. Skønt ingen selv af mine nærmeste venner vidste noget om denne disputation, bortset fra den ærværdige hr ærkebiskop af Magdeburg, og hr Hieronymus, biskop af Brandenburg. |
| 82 Hos enim, sicut intererat eorum ista monstra prohibere, ita privatis literis, antequam disputationem ederem, humiliter et reverenter monui, ut super oves Christi vigilarent adversus lupos istos. Bene sciebam haec non ad Principes laicos, sed ad Episcopos primum referenda; extat epistola mea, multorum in manus devoluta, horum omnium testis. Ista ego feci. | Eftersom de nemlig havde til opgave at forhindre den slags forfærdeligheder, formanede jeg dem i private breve, ydmygt og ærbødigt, førend jeg udgav disputationen, at de skulle vogte Kristi får imod sådanne ulve. Jeg vidste udmærket, at disse ting henhørte, ikke under en læg fyrste, men først og fremmest under biskopperne. Mit brev foreligger, det har været i hænderne på mange, det er vidne om alle disse ting. Det er, hvad jeg har gjort. |
| 83 Sed quod nunc vellet Reverendissimus Dominus Legatus tuae Illustrissimae Dominationi maculam inurere totique sanguini domus Saxonicae, et in invidiam Summi Pontificis vocare: adeo homines hodie credunt Christum esse sepultum, quasi non et nunc per asinam loqui (4 Mos 22,28) possit, et Apostolis apostolicisque viris tacentibus per ligna lapidesque clamare. (Luk 19,40). | Men fordi nu den ærværdige hr legaten vil indbrænde en plet på din højtoplyste herskabelighed og på hele det saksiske hus, og påkalde pavens vrede, så vid: i den grad tror mennesker i dag, at Kristus er begravet, som om han ikke også idag kan tale gennem et æsel, og råbe ved træ og sten, når apostle og apostolske mænd tier. |
| 84 Verum opto, oro, cupio, ut Illustrissima tua Dominatio in omnibus adhaereat ecclesiae et Summo Pontifici, mihi vero in omnibus adversetur, nisi id unum pro me (imo pro sancta veritate, pro ecclesiae et pro Summi Pontificis, denique pro ipsius Reverendissimi Domini Legati honore, denique pro Illustriss. tuae Dominationis fama quoque) supplicet, ut rationes et autoritates appareant aliquando, quibus error meus convinci putatur. | Men jeg ønsker, jeg beder om, jeg stræber efter, at din højtoplyste herskabelighed i alle ting vil knytte sig til kirken og paven, men vende sig bort fra mig i alle ting, bortset fra, at du kan bede om det ene for mig (ja, for den hellige sandhed, for kirken og for paven, også for den ærværdige hr legatens ære selv, og for din højtoplyste herskabeligheds rygte), at de på en eller anden måde vil fremvise deres begrundelser og skriftsteder, hvormed de mener, at kunne overbevise mig om fejl. |
| 85 Nam sine his me damnare, neque tuae Illustrissimae Dominitioni neque Summo Pontifici neque ecclesiae neque Reverendissimo Domino Legato honorificum fuerit. Vivunt fideles, vivit Christus, vivunt vel homines certe, qui iudicent. | For at dømme mig uden disse ting, det er hverken til nogen ære for din højtoplyste herskabelighed, eller for paven, eller for kirken eller for den ærværdige hr legaten. De troende lever, Kristus lever, og der lever sikkert også mennesker, der kan bedømme det. |
| 86 Quod vero Reverendissimus Dominus Legatus Illustriss. tuam Dominationem admonet, ut, nisi in Urbem me miserit, vel eiecerit e regionibus suis, Romae causam prosecuturi sint etc.: (#17) in exilium ire non magnopere abnuo, ut cui undique ab adversariis meis insidias parari videam, neque facile usquam tuto degere possim. | Men med hensyn til det, at den ærværdige hr legaten opfordrer din højtoplyste herskabelighed til, hvis du ikke sender mig til Rom, da at udjage mig af dine lande, for det er Roms sag at forfølge osv: så nægter jeg ikke ganske at gå i eksil, skønt jeg ser, at der overalt smedes rænker imod mig og det ikke er let for mig nogetsteds at være i sikkerhed. |
| 87 Quid enim ego miser et humilis monachus sperem? imo quid non timeam discriminis? quid non metuam mali ab aemulis meis? cum ne Illustrissimam quidem tuam Dominationem, quamvis tantum Principem, tantum Romani Imperii sacri Electorem, tantum christianae religionis cultorem, non dubitent ita insigniter offendere, ut multo meliora merito minari videantur, nescio quam calamitatem, nisi me vel in Urbem mittat, vel e terris suis eiiciat. | For hvad skal jeg elendige og lavtstående munk håbe på? ja, hvad skal jeg ikke frygte af udskillelse? hvad skal jeg ikke være bange for af ondt fra mine rivaler? Når de ikke engang viger tilbage fra at støde din højtoplyste herskabelighed så eftertrykkeligt, en så stor fyrste, en så stor kurfyrste i det romerske rige, en så stor dyrker af den kristne religion, så at de synes at true den, der har fortjent noget bedre, så véd jeg ikke nogen større ulykke for mig, end at du sender mig til Rom eller udjager mig af dine lande. |
| 88 Quapropter ne Illustriss. tuae Dominationi quicquam meo nomine mali (quod minime omnium velim) accidat: ecce regionis tuas relinquo, iturus, quo Deus misericors voluerit, et eius divinae voluntati me in (246) omnem permissurus eventum. Nihil enim minus sequor, quam ut quisquam mortalium mea causa (nedum Illustrissima Dominatio tua) vel in invidiam vel in periculum aliquod adducatur. | Men for ikke at der skal ske din højtoplyste herskabelighed noget ondt for min skyld (hvilket jeg mindst af alt ønsker), se, så forlader jeg dine lande, for at gå hen, hvor Gud den barmhjertige vil, og underkaster mig hans guddommelige vilje i enhver henseende. Intet ønsker jeg nemlig mindre, end at nogen på grund af min sag (og da slet ikke din højtoplyste herskabelighed) skal føres ind i noget dødeligt rænkespil eller fare. |
| 89 Quamobrem, Illustrissime Princeps, Illustrissimam tuam Dominationem reverenter saluto, eique simpliciter valedico, gratias immortales pro omnibus suis beneficiis erga me agens. Ego enim, ubicunque ero gentium, Illustrissimae Dominationis tuae nunquam non ero memor, futurus semper sincerus et gratus pro tua et tuorum felicitate precator. | Af den grund, højtoplyste fyrste, hilser jeg ærbødigt din højtoplyste herskabelighed, siger dig simpelthen farvel, og bringer udødelige taksigelser for alle dine velgerninger imod mig. Og jeg vil, hvor blandt folkene jeg end lever, altid erindre din højtoplyste herskabelighed, jeg vil altid alvorligt og taknemligt gå i forbøn for dig og dines lykke. |
| 90 Porro, quod ait Reverendissimus Dominus Legatus, Reverendum Patrem Vicarium abiis insalutato hospite, (#12) quid hoc ad Illustrissimam Dominationem tuam? Vicarius non erat vocatus, nihil ad eum causa ista pertinebat; poterat ire, redire, abire, venire, omni hora, ut voluit. | Forøvrigt, hvad den ærværdige hr legaten siger, at den ærværdige fader vikaren uindbudt gik sin vej, hvad har det med din højtoplyste herskabelighed at gøre? Vikaren var ikke indkaldt, denne sag vedrørte ikke ham, han kunne gå, komme igen, gå bort, komme, til enhver tid som han ville. |
| 91 An etiam portas Augustae ingredientibus et egredientibus propter me claudi oportebat? Sed timeo, quod undecunque corradatur et quaeratur causa contra me. Necesse est enim quaeri causam ab eo, qui vult habere causam, ubi nullam habet causam. | Mon også Augsburgs porte på grund af mig skal være lukkede for ind- og udgang? Men jeg er bange for, at der overalt sammenskrabes og opbygges en sag imod mig. For det er nødvendigt at opbygge en sag fra hans side, som vil have en sag, hvor han ikke har nogen sag. |
| 92 Sed iam ignoscat Illustrissima Dominatio tua verbosissimis nugis meis. Ego adhuc gratia Deo gaudeo, et gratias ago, quod Christus Dei filius in tam sancta causa me pati dignum iudicaverit, qui conservet Illustrissimam Dominationem tuam inaeternum, Amen. Wittembergae, 1518. | Men nu må din højtoplyste
herskabelighed tilgive mine altfor ordrige narrestreger. Jeg har hidtil
glædet mig over Guds nåde, og jeg takker, fordi Kristus, Guds
søn, i en så hellig sag har dømt mig værdig til
at lide. Måtte han bevare din højtoplyste herskabelighed i
evighed. Amen.
Wittenbert 1518. |
| 93 Illustrissimae Dominationis tuae
precator indignus
F. Martinus Lutherus, Augustianus, manu propria. |
Din højtoplyste herskabeligheds uværdige forbeder
broder Martin Luther, Augustinermunk, med egen hånd. |
Noter:
n22: Det er formentlig denne Urbanus, som Luther omtaler i forordet til de latinske skrifter (1545) som talsmand for Cajetan, se fort45en#26.
n32: Luther bytter vistnok om på rækkefølgen. Både ifølge Cajetan (#5) og ifølge Acta Augustana (act-a01#15) kommer Cajetans indvendinger imod Luther, hvad angår troen på sakramenterne, først i anden række.