Cajetan: Om afladen

¹   Ad reverendissimum ac illustrissimum D. D. Iulium Medicem S. R. E. Presbyterum Cardinalem ac Vicecancellarium: (1) Tractatus de indulgentiis Thomae de Vio Caietani Cardinalis sancti Xisti. 

Til den højærværdige og højoplyste herre Julius Medica S. R. E., kardinal og vicekansler for præsterne: En traktat om afladen af Thomas de Vio Cajetan, kardinal af den hellige Xisti. 

² PROLOGUS
       Satis constat, pater amplissime, inter eos thesauros, qui ab apostolicae potestatis throno ad animarum salutem per ecclesiam diffunduntur, nequaquam in extremo loco ponendas esse remissiones illas, quas trito iam nomine indulgentias appellamus. (2) 

Prolog.
     Det står tilstrækkelig fast, kære fader, at blandt de skatte, som af den pavelige magts trone udspredes til sjælefrelse gennem kirken, kan man på ingen måde anbringe den eftergivelse på sidstepladsen, som vi med et lidt slidt ord kalder aflad. 

³  De quarum vi quum varias et pontificii iuris et theologiae professorum opiniones esse animadverterem, libuit mihi pro mea consuetudine, qui omnes meas lucubrationes ad ecclesiae utilitatem semper contuli, pro virili mea hic quoque in summan compendiumque redigere: quid illud denique sit quod tanquam ratum certumque de huiusmodi remissionibus habeamus. 

Skønt jeg godt er klar over, at der er forskellige meninger om afladens kraft, dels i den pavelige ret og dels blandt de teologiske professorer, har jeg dog tilladt mig, som jeg plejer, jeg, som altid stræber efter at gøre alle mine natlige studier brugbare for kirken, jeg har tilladt mig, så godt jeg kunne her at sammensætte det i et resultat eller et kompendium: Hvad det i sidste ende er, som vi regner for både sjældent og sikkert ved den slags eftergivelser. 

⁴  Nostrum vero de hac re opusculum tibi iure optimo dedicandum censui, tum sequutus illorum morem, qui principibus viris integritate, prudentia, fortidudine ac maganimitate excultis (qualem te esse omnes gaudemus) libros suos nuncupare praegestiunt: ut sub illorum auspiciis honestati gratiores in vulgus prodeant. 

Jeg har ment med den største ret at kunne dedikere dig dette lille arbejde, idet jeg har fulgt deres skik, som er meget begærlige efter at give deres bøger navn efter fyrster, der er ophøjet ved fasthed, klogskab, mod og rundhåndethed (og vi glæder os alle over, at du er en sådan fyrste): så at bøgerne hædret ved deres auspicier kan gøre mere gavn blandt folket. 

⁵  Tum quia sanctissimi Domini nostri Leonis X. benignitate in sacrum Romanae Ecclesiae Senatum accitus, (n5) inclytae familiae vestrae in universum ac seorsum et singulis vestrum, tibique praesertim (quem praecipuum mihi patronum dominumque elegi) (4) et meipsum et omnes ingenii mei foetus dedicandos esse cognosco. 

Og så meget mere kan jeg gøre det, fordi jeg erkender, at jeg ved vor højhellige Herre, Leo den Tiendes velvilje er blevet indledt i den hellige romerske kirkes senat, og at jeg selv og alle min forstands frugter bør dediceres til Deres i hele verden berømte familie og specielt til Dem, som jeg har udvalgt mig til særlig beskytter og herre. 

⁶  Addo etiam quod quum tu Romanae ecclesiae vicecancellarius (143) divo suffectus sis Laurentio, (5) cuius est officium sedis apostolicae tractare thesauros ac dispensare iure quodam suo nostrum hunc libellum, (6) in quo agitur de spiritualibus ecclesiae thesauris, ut patronus ac praeses tibi vendicas et asciscis. Oro itaque amplitudinem tuam, ut ea benignitate munus hoc quoque meum accipias, qua et meipsum maximo tuo beneficio honestatum dignatus es in clientelam accipere. 

Jeg tilføjer også, at jeg gør det, eftersom du er den romerske kirkes vicekansler, underlagt den guddommelige Laurentius, hvis embede det er at behandle det apostolske sædes skatkammer og uddele efter sin ret denne vor lille bog, hvori behandles kirkens skatkammes åndelige side, så at du som beskytter og forstander kan købe den og antage den til dig selv. Jeg beder derfor din storsindethed, at du i kraft af denne velvilje vil modtage også denne bog, hvorved du er værdig til at modtage også mig selv i den højeste ærefulde velvilje. 

⁷  CAPUT I. 
     Quae a priscis constant de indulgentiis

Kapitel 1.
    Hvilke ting der fra begyndelsen står fast om afladen

⁸      De ortu Indulgentiarum, si certitudo haberi posset, veritati indagandae opem ferret: (7) verum quia nulla sacrae Scipturae, nulla priscorum doctorum Graecorum aut Latinorum autoritas scripta hunc ad nostram deduxit notitiam, sed hoc solum a trecentis annis Scripturae commendatum est de vetustis Patribus, quod beatus Gregorius indulgentias stationum instituit, (8) ut in IV. Sententiarum divi Thomae habetur. (n8) 

      Om afladens oprindelse, hvis man kan vide noget sikkert derom, må man have sandheden til hjælp, hvis den skal opspores. Men fordi der ikke er noget skriftsted, og ingen af de ældste doktorer, hverken græske eller latinske, har fremført noget skriftsted til vor underretning, men alene det i tre hundrede år er bemærket af de ældste fædre, at den salige Gregor indstiftede afladsstationerne, som vi har det hos den guddommelige Thomas i den fjerde sentensbog. 

⁹ Longe siquidem post Gregorium legimus, quod quidam indiscretas et superfluas indulgentias dabant: ut Innocentius III. in ca. Quum ex eo: extra de pe. et re. dicit. (10) Et per 40 forte annos ante ab Alexandro III. propositam de indulgentiis datis ab episcopis quaestionem solutam invenimus ibidem in ca. Quod autem. (11) Ex verbis quoque Innocentii III. in cap. Excommunicamus: extra. de haere. § Catholici apparet concessam fuisse indulgentiam euntibus in subsidium Terrae sanctae. (12) 

Og lang tid efter Gregor læser vi, at nogle gav aflad i flæng og i overflod: sådan som Innocens den Tredie siger det i kapitlet Quum ex eo: udenfor om bod og syndstilgivelse. Og cirka 40 år tidligere finder vi, at spørgsmålet, der blev fremsat af Alexander den Tredie om aflad, der var givet af biskopperne, blev løst sammesteds i kapitlet 'Quod autem'. Og ud fra Innocens den Tredies ord i kapitlet 'Excommunicamus' udover om kætterne, paragraf 'Catholoci' viser det sig, at der blev indrømmet aflad til dem, der gik det hellige land til hjælp. 

¹⁰ Et quamvis non inveniatur in iure, indubie tamen tenetur cruciatae expeditionem fultam fuisse indulgentia plenaria, et hoc haberi dicitur in parte decisa decretalis ad liberandum: extra. de Iudaeis. (13) 

Og skønt det ikke forefindes i retten, regnes det dog som utvivlsomt, at der blev givet fuld aflad til den, der udholdt hele ekspeditionen (?), og det siges at forholde sig sådan i den afgørende del af befrielsesdekretet: extra 'de Iudaeis'. 

¹¹        Ex his autem textibus non solum habetur, quod indulgentiarum gratia antique est in Christi ecclesia et non nova adinventio, sed habentur clare quatuor: primo, quod dare indulgentiam alicui est illum absolvere. Secundo, quod ista absolutio spectat ad forum poenitentialem. Tertio, (144) quod ista absolutio est a poenitentiis iniunctis. Quarto, quod quandoque sunt indiscretae. 

       Men af disse tekster fremgår det ikke blot, at afladens nådemiddel er gammelt i Kristi kirke og ikke et nyt påfund, men der fremgår også fire ting: 1) at dette at give aflad til én er at afløse ham. 2) at denne afløsning har med bodens område at gøre. 3) at denne afløsning er en afløsning af de pålagte bodsstraffe. 4) at den af og til tildeles i flæng. 

¹² Et primum quidem eorum habetur expresse in dicto capitulo Quod autem ab Alexandro III. respondente archiepiscopo Cantuariensi, quod quia nullus potest ligari aut solvi a non suo iudice, ideo indulgentiae concessae ab aliquo episcopo non se extendunt ad non subditos sibi nisi de consensu propriorum iudicum. (14) 

Og den første ting har man udtrykkeligt i det omtalte kapitel 'Quod autem' fra Alexander den Tredie, der svarer ærkebiskoppen af Kanturien, at fordi ingen kan binde eller løse noget, der ikke hører under hans retsområde, derfor udstrækker den aflad, der er givet af en biskop, sig ikke til dem, der ikke er underlagt ham, hvis ikke deres egne retskredse giver tilladelse (?). 

¹³ Haec enim responsio clare docet, quod quia indulgentia est absolutio, ideo a proprio iudice vel de consensu proprii iudicis ab alieno potest fieri tantum. Reliqua vero tria habentur ex concilio generali sub Innocentio III. in cap. Quum ex eo: extra. de poe. et re. Quod enim spectet ad forum poenitentialem inde habetur, quia ibi dicitur, quod enervat poenitentialem satisfactionem indiscreta indulgentia. Quod ab iniunctis liberet poenitentiis, clare ibi habetur et similiter, quod superflue et indiscrete quandoque fiant. (15) 

For dette svar lærer klart, at fordi afladen er en afløsning, derfor kan den kun finde sted indenfor egen retskreds eller med tilladelse af retskredsen af en fremmed. Men de andre tre ting findes ud fra de almindelige konciler under Innocens den Tredie i kapitlet 'Quum ex eo', udenfor om bod og tilgivelse. For at det har med bodsområdet at gøre fremgår af, at der dèr siges, at aflad i flæng svækker den bodsmæssige fyldestgørelse. Men at afladen befrier fra de pålagte bodsstraffe, ses klart heraf og ligeledes, at den af og til finder sted i overflod og i flæng. 

¹⁴ CAPUT II. 
       Quid est indulgentia

Kapitel 2. 
Hvad er aflad?

¹⁵      Principium igitur investigandae quidditatis indulgentiae ex his quae constant sumendo, ab illius stabilito genere ex sacris canonibus ordinamur. Et dicamus, quod indulgentia est quaedam absolutio; (16) nisi enim per se et proprie indulgentia absolutio esset, non reddidisset rationem ius, quare indulgentia non prodest non subdito, quia ligari absolvive non nisi subditus potest. 

       Først skal da undersøges, hvad afladen er, og det vil jeg uddrage af det, der står fast, og vi fastslår dens sikre art ud fra de hellige kanonner. Og vi kan sige, at aflad er en slags afløsning; hvis nemlig ikke afladen i sig selv og i sin egenart var en afløsning, ville man ikke kunne gøre rede for den ret, at afladen kun gavner den, der underkaster sig, fordi kun den, der er underlagt den, kan bindes, så han kan løses bagefter. 

¹⁶ Si enim ratio est per se, oportet indulgentiam consistere in absolvendo aut ligando; constat autem, quod indulgere non est ligare; igitur est absolvere. Necessarium est autem asserere rationem canonis esse per se, quia ea, quae sunt per accidens, repelluntur a qualibet scientia. Est igitur ecclesiastica indulgentia (colligendo omnia certa ex sacris canonibus) absolutio ab iniuncta poenitentia in foro poenitentiali. (n16) 

For hvis den har sin egen begrundelse, så må afladen bestå i at løse eller binde; men det står fast, at dette at give aflad ikke er at binde; altså er det at løse. For man må nødvendigvis fastslå, hvad kanonnens begrundelse er i sig selv, eftersom det, som er tilfældigt, modsætter sig en hvilkensomhelst viden. Den kirkelige aflad er da, når jeg samler al sikker viden fra de hellige kanonner, en afløsning af de pålagte bodsstraffe på bodens område. 

¹⁷ Et quamvis prima facie videantur haec non sufficere ad indulgentiae diffinitionem, scrutando tamen singula subtilius, apparebit sufficiens. Differt siquidem imprimis indulgentia ab omnibus privatis actionibus ex genere, sub quo continetur absolutio; est enim absolvere sicut et ligare actus iurisdictionis. Et ex hoc indulgentia differt tam ab actionibus privatis (puta quum unus orat aut facit poenitentiam pro alio aut seipso) quam ab actionibus communibus personis publicis et privatis, puta compensatione unius ad alterum aut subventione dando alicui (345) pretium, unde solvat creditori. (18) 

Og skønt dette ikke i første omgang synes at være nok til en definition af afladen, så vil det dog, når jeg nu undersøger enkeltdelene nøjere, vise sig at være tilstrækkeligt. For det første adskiller afladen sig jo da fra alle private handlinger af den slags, hvor afløsningen holdes tilbage; for dette at afløse er, ligesom dette at binde, en offentlig handling. Og derfor adskiller aflad sig lige så meget fra private handlinger (som fx når én  beder eller gør bod for en anden eller for sig selv), som den adskiller sig fra almindelige menneskers offentlige og private handlinger, fx den enes kompensation til en anden eller dette, at én kommer en anden til hjælp med et pengebeløb, så han kan betale sine kreditorer. 

¹⁸ Nullus siquidem horum actuum est actus iurisdictionis; quilibet enim absque quacunque iurisdictione potest huiusmodi actus exercere, non solum in profanis, sed etiam in proposita materia, ut enim in IV. Sententiarum Theologi dicunt: Unus homo existens in charitate potest facere poenitentiam et satisfacere pro altero in charitate existente. (19) 

For ingen af disse handlinger er jo en offentlig handling; for enhver kan uden nogen offentlig ret udøve den slags handling, ikke blot på det verdslige område, men også på nærværende område, sådan som nemlig teologerne siger i den fjerde sentensbog: Et menneske, der lever i kærlighed, kan gøre bod og gøre fyldest for en anden, der lever i kærlighed. 

¹⁹ Quod ecclesiae consuetudine approbatur, ieiunia aliaque opera satisfactoria esse pro poenis debitis animabus in purgatorio existentibus affirmante, si pro illis a personis in charitate existentibus fiant, ubi patet opera satisfactoria privatarum personarum absque ulla iurisdictione ecclesiastica compensari pro poenis animarum, quae purgantur, et pro poenitentiis illis iniunctis satisfacere, et est quasi pretium, quod privatae personae animabus donant, unde quasi solvant et liberentur. (20) 

Hvilket godkendes gennem den kirkeskik, at man kan faste eller gøre en anden fyldestgørende gerning for de straffe, som sjælene i skærsilden er skyldige, hvis det sker til bedste for dem af en person, der lever i kærlighed, og her har de fyldestgørende gerninger med private personer at gøre uden at nogen kirkelig myndighed kompenserer for straffene hos de sjæle, som renses, og gennem den kirkeskik, at man kan gøre fyldest for de pålagte bodshandlinger, så det er som en slags gave, som enkeltpersoner giver sjælene, hvorved de løses og befries. 

²⁰ Differt deinde indulgentia ex hoc, quod non est quicunque iurisdictionis actus, sed talis, scilicet absolutio, ab actu distributionis, quo curam habens boni communis distribuit illud partibus eiusdem communitatis, ut quum distribuit princeps aut communitas honores Reipublicae inter cives. Absolutio enim est actus iudicis ad unum subditum nulla habita ratione aequalitatis ad alterum, ut patet etiam in hac materia, quum datur indulgentia alicui uni, quod quotidie per confessionale aut indultum fit. (21) 

Dernæst adskiller afladen sig derved, at den ikke er en handling af en hvilkensomhelst ret, den er af en bestemt art, nemlig en afløsning, fra uddelingshandlingen, hvorved den, der har omsorg for det fælles vel uddeler det til fællesskabets dele, ligesom fyrsten eller fællesskabet uddeler æresbevisninger til borgerne. For aflad er en retshandling rettet mod én undergiven uden at der er begrundelse for ligelighed overfor en anden, som det også fremgår af sagens kerne, når der gives aflad til én, hvilket sker dagligt gennem bekendelse eller indultum (?). 

²¹ Distributio autem ut patet V. Ethicorum (22) fit secundum aequalitatem proportionalem, quae sine ratione ad alterum fieri non potest uni quum hoc intelligi non possit; unde quum unus tantum quandoque honoratur in Republica, si iusta distributione honor talis illi defertur, rationem illius habere ad alios est necessarium; et quanto aliis praestat simpliciter vel tunc, quo ad hoc tantum nunc honoratur. 

Men uddelingen sker, som det fremgår af Etikkens femte bog, ifølge et ligeligt forhold, som ikke kan ske overfor den anden uden begrundelse mod den ene, skønt det ikke kan forstås; derfor, når kun én på et eller andet tidspunkt hædres i staten, hvis en sådan ære tildeles ham gennem en retfærdig fordeling, så må nødvendigvis en begrundelse haves til de andre; og hvis andre engang yder noget lignende, da skal også det hædres. 

²²        Monstratur quoque ex hoc, quod indulgentia est absolutio et effectiva illius causa, scilicet iudex; actus enim iurisdictionis operatio est iudicis; et per hoc monstratur requiri tam autoritatem in dante indulgentiam (non enim est iudex sine autoritate) quam rationem; non enim pro libito, sed ratione suadente absolvit aut ligat iudex nisi cuius voluntas lex est; quod soli Deo convenit. 

         Der bevises også herudfra, at aflad er afløsning og afløsnings effektive grund, nemlig dommeren; for en retshandling er en dommers handling; og herigennem vises, at der både kræves autoritet til at give aflad (der er nemlig ingen dommer, uden han har autoritet), og begrundelse; det er nemlig ikke tilfældigt, men efter at være blevet overbevist ved en begrundelse, at dommeren afløser eller binder; ellers er hans vilje lov, og det gælder kun for Gud. 

²³ Et materialis, scilicet subditus, in quam exercetur, non enim absolvi potest nisi subditus, ut Alexander III. ad hoc propositum in allato canone dixit: (23) Sed materia circa quam exercetur, per subiunctam particulam monstratur, quum subiungitur ab iniuncta poenitentia. Est si quidem indulgentia subditi absolutio quo ad iniunctam sibi poenitentiam non in foro contentioso, sed poenitentiali, (24) ita quod in fore poenitentiali determinat (146) duo, scilicet absolutionem et iniunctam poenitentiam. 

Og genstanden, nemlig den undergivne, mod hvem der handles, kan ikke afløses, hvis han ikke er undergiven, sådan som Alexander den Tredie har sagt om dette emne i den anførte kanon. Men sagen, som der handles med, vises gennem den tilknyttede partikel, når den undergives den tilknyttede bod. For afladen er jo afløsning af den undergivne hvad angår den tilknyttede bod, som han ikke anstrenger sig for offentligt, men på bodsmæssig måde, således at der i bodens offentlige rum afgøres to ting, nemlig afløsningen og den tilknyttede bod. 

²⁴ Et est sensus, indulgentia est absolutio in foro poenitentiali a poenitentia iniuncta in foro poenitentiali. Etenim indulgentia, quia actus est iudicis, ad aliquem forum spectat: liquet autem, quod non contentiosi est fori, poenitentialis igitur erit. Et hinc patet qualitas iudicis; forus enim poenitentialis ad ecclesiasticum tantum iudicem spectat et propterea ecclesiasticum oportet esse iudicem, qui indulgentiam concedit. 

Og det er meningen: Afladen er en afløsning i bodens offentlige rum af den bodshandling, som er pålagt i bodens offentlige rum. For afladen, som er en retshandling, har sigte på et offentligt rum: lad være, at det ikke er dér, man anstrenger sig, det vil dog være bodens rum. Og heraf fremgår dommerens kvalitet; for det bodsmæssige mellemrum til det kirkelige ser kun hen til dommeren og på grund af det kirkelige bør der være en dommer, som indrømmer afladen. 

²⁵ Verum quum poenitentialis absolutio secetur in eam, quae est ordinis, quae sacramentalis est (utpote sacramentum poenitentiae perficiens sacerdotis ministerio) et eam, quae est iurisdictionis tantum, (25) quae a legatis et electis tantum pontificibus exercetur, et illa directe et per se primo culpam respiciat (est enim absolutio ab ipso peccato), ista autem culpae remissionem praesupponat, et poenam peccato debitam respiciat, non quamcunque, quia non poenam aeternam (non enim liberat indulgentia a poena inferni), sed temporalem, quae hic aut in purgatorio exolvenda pro commisso peccato est; 

Men eftersom den bodsmæssige absolution skærer ind i den kvalitet, som hører ordenen til, som er af sakramental art (da jo bodssakramentet fuldender præstens embede) og skærer ind i den kvalitet, som kun hører retssystemet til, som kun udøves af de lovlige og valgte paver, og denne kvalitet direkte og i sig selv først og fremmest drejer sig om brøden (den er nemlig absolution fra synden selv), men denne brøde forudsætter tilgivelsen, og straffen, der skyldes, tager hensyn til synden, så det ikke er en hvilkensomhelst kvalitet, eftersom det ikke er en evig straf (for aflad befrier ikke fra helvedes straf), men en timelig straf, som skal afsones her eller i skærsilden for den begåede synd; 

²⁶ ideo ad differentiam sacramentalis absolutionis remittentis culpam et aeternitatem poenae subiunctum est in diffinitione ab iniuncta poenitentia; iniuncta siquidem in foro poenitentiali poenitentia non nisi temporalis esse potest et remissionem culpae praesupponit. 

derfor er afladen til forskel fra den sakramentale absolution, der tilgiver brøden og evighedens straf, underordnet fastsættelsen af den pålagte bod; den pålagte bod i det offentlige bodsrum kan jo ikke være andet end timelig og forudsætter tilgivelsen af brøden. 

²⁷ Monstratur nihilominus ex eadem particula qualitas subditi, cui confertur indulgentia, quod scilicet sit vere poenitens et confessus. (26) Nam quia in sacramento poenitentiae non ligat ad poenam sacerdos iniungendo poenitentiam, nisi absolvendo a culpa, et prius natura absolvit, quam ligat (quia obligatio ad poenam temporalem supponit remissionem culpae; absolvi autem a culpa ab ecclesiastico iudice nullus potest nisi vere poenitens et confessus), (27) ideo ex hoc ipso, quod indulgentia est absolutio a poena iniuncta in foro poenitentiali, monstratur quod recipiens indulgentiam debet esse vere poenitens et confessus; attestante consueta forma indulgentiarum, in qua dicitur: vere poenitentibus et confessis. (n27) 

Der vises ikke desto mindre ud fra det samme lille ord kvalitet for den, som tildeles aflad, at han skal være sandt bodfærdig og have bekendt. For eftersom præsten i bodssakramentet ikke binder den, der påføres bod, til straffen, uden at han afløser brøden, og man snarere afløser end binder (fordi forpligtelsen til timelig bod forudsætter tilgivelse af brøden; men blive løst fra brøden af en kirkelig dommer kan man ikke, hvis ikke man sandt angrer og bekender), derfor af netop den grund, at aflad er afløsning fra den i det offentlige bodsrum pålagte straf, påvises det, at den, der modtager aflad, bød være sandt angrende og have bekendt; og det viser også den sædvanlige afladsformel, i hvilken man siger: 'til de sandt bodfærdige og de, der har bekendt'. 

²⁸ Differt demum indulgentia a remissione poenarum iudicialium ad forum contentiosum spectantium per eandem particulam: scilicet iniuncta in foro poenitentiali; indulgentia siquidem non liberat a poenis iniunctis in foro contentioso, et usque adeo ab illis elongatur, ut divus Thomas propterea dicat, (n29) religiosos per indulgentiam non liberari a poenitentiis sibi iniunctis in capitulo a suis praelatis. Ex quibus omnibus apparet, quod diffinitio indulgentiae collecta ex sacris canonibus cuncta complectitur, quae ad rationem indulgentiae concurrunt. Est igitur ecclesiastica (de qua est sermo) indulgentia absolutio a poenitentia iniuncta in foro poenitentiali. (147) 

Endelig adskiller aflad sig fra en retmæssig eftergivelse af straffen, hvor man ser hen til anspændelsens rum gennem det selvsamme lille ord: nemlig, at den er pålagt i det offentlige bodsrum; for aflad befrier jo ikke fra de straffe, der er pålagt i anspændelsens rum, og det i den grad, at den forlænges af afladen, sådan som den guddommelige Thomas af den grund siger, at munkene ved aflad ikke kan befries fra bodshandlinger, der er pålagt dem af deres kapitels foresatte. Af alt dette fremgår det, at definitionen på afladen, når man samler den sammen fra de hellige kanonner, fuldkommen passer sammen med, hvad man slutter ud fra afladens rationale. Altså er den kirkelige aflad (som talen her er om) en afløsning fra den bodshandling, der er pålagt i det offentlige bodsrum. 

²⁹  CAPUT III.
      Obiectiones contra assignatam rationem indulgentiae

Kapitel 3. 
     Indvendinger imod den påpegede betydning af afladen. 

³⁰ QUAESTIO: 
     Num dare indulgentias spectet ad iurisdictionem

Spørgsmål: 
Om dette at give aflad tager hensyn til retssystemet. 

³¹       Habet autem dicta diffinitio indulgentiae difficultates multas et obiectiones contra tria in illa contenta. 

       Men den omtalte definition på aflad har mange vanskeligheder og indvendinger imod tre af de ting, der er indeholdt i den. 

³²       Contra illus in primis dictum: scilicet, dare indulgentias est actus iurisdictionis, opponitur a Durando in IV. Sententiarum dist. 20. (30) Tum quia iurisdictio exerceri potest in invitum, indulgentiam autem nullus consequi potest invitus. Tamen quia nullus potest uti actu iurisdictionis in seipsum, indulgentia autem aliis data potest concedens uti sicut alii. (#58) 

         Imod det, der siges i det første, nemlig at det at give aflad er en handling i retssystemet, opponerer Durandus i den fjerde af sentenserne distinktion 20. Det at udøve en retshandling kan ske imod den pågældendes vilje, men ingen kan modtage aflad imod sin vilje. Dog, eftersom ingen kan bruge en retshandling på sig selv, så kan dog aflad gives til andre, og man kan give dem lov til at bruge dem for så vidt de er 'andre'. 

³³ Ab aliis vero: tum quia Archiepiscopus potest in tota sua provincia indulgentias dare, ut patet in cap. Nostro: extra de poen. et re. (31) et tamen constat archiepiscopum non habere nisi in articulis quibusdam potestatem in subditos sufffraganeorum: extra de offi. or. cap.: Pastoralis. (32) Tamen quia indulgentiae dantur etiam defunctis existentibus in purgatorio, qui a iurisdictione ecclesiae sunt exempti, utpote extra hanc vitam, et quos ecclesia non potest ligare, cui data est potestas ligandi atque solvendi super terram tantum. (n33) (#60) 

Men af andre indvendes der: Ærkebiskoppen kan give aflad i hele sit område, som det fremgår af kapitlet 'Nostro' i 'extra de poen. et re.' og dog står det fast, at ærkebiskoppen kun har magt i nogle artikler over dem, der er undergivet hans forbøn. 'extra de offi. or.' kapitlet 'pastoralis'. Og dog kan afladen jo gives også til de afdøde i skærsilden, som er unddraget kirkens retssystem, de er jo udenfor dette liv, og kan ikke bindes af kirken, som kun har fået magt til binde og løse på denne jord. 

³⁴ QUAESTIO:
       Num absolutio potius quam distributio vel compensatio sit indulgentia

Spørgsmål: 
     Mon aflad er en afløsning snarere end en uddeling eller kompensation? 

³⁵        Contra illud deinde dictum, scilicet quod indulgentia est absolutio, non compensatio aut distributio, opponitur communi tam theologorum quam canonistarum doctrina, canonizata a Clemente VI. in Extravaganti Unigenitus de poen. et re. decernentium indulgentias fieri per modum distributionis et compensationis seu solutionis. (n35) 

        Imod det sagte, nemlig at afladen er en afløsning, ikke en kompensation eller uddeling, opstiller man den almindelige både teologiske og juridiske lære, som er kanoniseret af Clemens den Sjette i Extravagansen 'Unigenitus' fra 'de poen. et re.', som fastslår, at afladen finder sted ved uddeling og kompensation eller afløsning. 

³⁶ Dicunt enim, quod thesaurus ecclesiae, in quo sunt recondita merita Christi et sanctorum quatenus satisfactoria sunt non pro seipsis, distribuitur per indulgentias in Christi fideles, ita quod poenitentiae nostrae compensantur per poenas Christi et sanctorum, dum ex thesauro illo conceditur cuique quasi pretium poenale, unde solvat Deo debitam pro suis peccatis poenitentiam. (35) 

De siger nemlig, at kirkens skat, hvori opbevares Kristi og de helliges fortjenester, forsåvidt de ikke i sig selv er fyldestgørende, uddeles gennem aflad til Kristi troende, således at der kompenseres for vores bodshandlinger gennem Kristi og de helliges straffe, idet der ud fra denne skat indrømmes enhver en slags bodsbelønning, hvorudfra han han løse det, han skylder Gud, for sine bodssynder. 

³⁷ Haec autem patet contravenire sententiae, qua dicitur, quod indulgentia est absolutio, quum longe distet actus absolutionis iudicialis ab actibus his, quoniam isti actus omnes sunt actus non iudicii proprii, sed communes tam publicis quam privatis personis, (148) excepto distributionis actu, cuius tamen differentia ab absolutionis actu clare liquet. 

Men dette synes at modsige den sætning, at afladen er afløsning, eftersom en juridisk afløsningshandling er meget forskellig fra disse handlinger, når alle disse handlinger er, ikke egentlige juridiske handlinger, men almindelige for både offentlige og private personer, bortset fra uddelingsakten, hvis forskel til afløsningshandlingen på den anden side står klart. 

³⁸ Opponitur quoque, quod ex illo canone Alexandri III. (36) non habetur nisi quod dare indulgentiam est actus iurisdictionis in subditum, quod quidem potest verificari ponendo, quod est actus dispensationis seu distributionis. Nam hic actus est iurisdictionis et super thesaurum dispensandum et super eum, cui communicatur, quia commune bonum non nisi in partes communitatis distribuendum est, et sic ruit tota diffinitio assignata. 

Man indvender også, at det ud fra Alexaner den Tredies kanon kun kan ses, at det at give aflad er en en retshandling overfor én, der er én undergivet, hvilket imidlertid kan verificeres ved at antage, at afladen er en dispensations- eller uddelingshandling. For her er handlingen en retshandling, både over den skat, der uddeles, og over den, som den tildeles, fordi det fælles gode kun skal uddeles til fællesskabets dele, og således styrter hele den påpegede definition ned. 

³⁹ Potest quoque et aliter exponi canon ille ut intelligatur causaliter indulgentiam esse absolutionem, quia causat absolutionem; dispensatio nanque thesauri dicti causat in illo, cui communicatur absolutionem a poena peccato debita et a sacerdote iniuncta. Et sic redit ruina diffinitionis. 

Og denne kanon kan også forklares anderledes, så at det forstås årsagsbestemt, at aflad er afløsning, fordi den forårsager afløsningen; for uddeling af den omtalte skat forårsager i den, som den uddeles til, en afløsning fra den syndestraf, der skyldes og som er pålagt af præsten. Og således genoprettes den nedstyrtede definition. 

⁴⁰ QUAESTIO. 
      Num indulgentia sit absolutio ab iniuncta poenitentia

Spørgsmål:
    Mon aflad er en afløsning fra den pålagte bodshandling? 

⁴¹        Contra tertium demum dictum (scilicet ab iniuncta poenitentia) obiicitur: Tum quia divus Thomas cum multis theologis et canonistis dicit (37) indulgentiam liberare hominem ab iniunctis et non iniunctis poenitentiis. 

       Endelig kan man indvende imod det tredie påstand (at aflad er en afløsning fra den pålagte bodshandling): Sådan er det ikke, eftersom den guddommelige Thomas og mange teologer og jurister siger, at afladen befrier mennesket fra de pålagte og fra de ikke-pålagte bodsstraffe. 

⁴²      Tum quia indulgentiae tantum valent quantum sonant, ut communiter tenetur; constat autem, quod in plenariis indulgentiis non fit mentio de iniunctis. Tum quia indulgentiae, quae dantur pro defunctis, non dantur pro iniunctis, nam non praesupponitur iniunctas eis poenitentias non perfecisse eos, qui sunt in purgatorio. Tum quia, quum poenitentiarius Romae iniungeret poenitentiam plenariam indulgentiarum consequutus, accepit mandatum a Papa, ut non iniungeret poenitentiam, ut refert Petrus de Palude in IV. Sententiarum dist. 20. quaest. 4. in calce. (38) 

       Sådan er det ikke, fordi afladen har lige så megen værdi, som dens pålydende er, hvad alle regner med; men det står fast, at der i plenarafladen ikke nævnes noget om de pålagte bodshandlinger. Sådan er det ikke, fordi afladen, som gives for de døde, ikke gives for de pålagte bodsstraffe, for man forudsætter ikke, at der er pålagt dem, der er i skærsilden, nogen bodsstraffe, som de ikke har udstået. Således er det ikke, fordi, når den romerske pønitentiarius pålægger bod ved plenarafladen, så får han det opdrag af paven, at han ikke skal pålægge bodsstraf, som Petrus Paladius refererer i bog 4 'Sententiarum', distinktion 20. spørgsmål 4 i kopi. 

⁴³ Tum quia in forma plenariae absolutionis, quae conceditur in morte, continetur restitutio ad innocentiam baptismalem, quae non esset vere efficax, si ab iniuncta tantum poenitentia absolveret. 

Sådan er det ikke, fordi i den fulde absolutionsformel, som tilstås i døden, indeholdes der en genindsættelse i dåbsuskyldigheden, som ikke ville være sandt effektiv, hvis den kun løste fra den pålagte bodshandling. 

⁴⁴        CAPUT IIII.
       Quaestiones tres circa assignatam diffinitionem indulgentiae

Kapitel 4. 
Tre spørsmål om den fremførte definition på aflad. 

⁴⁵      QUAESTIO:
        Num quavis causa indulgentia sit etiam causa quantacunque

Spørgsmål: 
Mon enhver grund til aflad kan være af en hvilkensomhelst størrelse

⁴⁶        Sunt praeterea circa dicta in supraposita diffinitione indulgentiae tres quaestiones: Prima omnium difficillima est circa causam effectivam indulgentiae. Dictum est enim, quod oportet dantem indulgentiam fultum esse autoritate et ratione. In dubium autem non parvum vertitur, an (149) quaelibet rationabilis causa dandi indulgentiam sit etiam rationabilis causa quantaecunque indulgentiae, an potius quaedam sit rationabilis causa tantae indulgentiae (puta unius anni), quae non esset rationabilis causa multo maioris indulgentiae, puta viginti millium annorum. 

         Men derudover er der angående det sagte i den fremlagte definition på afladen tre spørgsmål: Det første og vanskeligste drejer sig om afladens effektive årsag. Det er nemlig sagt, at den, der giver aflad, bør have støtte (?) i autoriteten og i begrundelsen. Men der kan rejses ikke så ringe tvivl om, hvorvidt en eller anden fornuftsmæssig grund til at give aflad også er en fornuftsmæssig grund til at give en ligegyldig hvor stor aflad, om hvorvidt måske det, der er en fornuftsmæssig grund til at give en aflad på, skal vi sige 1 år, ikke vil være en fornuftsmæssig grund til at give en meget større aflad, fx 20.000 år. 

⁴⁷ Est autem ratio ambiguitatis, quia pro prima parte, hoc est quod causa legitima indulgentiae est etiam sufficiens causa quantaecunque indulgentiae, extat autoritas divi Thomae in IV. Sententiarum dist. 20. expresse dicentis, (39) quod indulgentiae ratio seu causa non exigitur ad mensurandam indulgentiam. Et probat hoc: quia eadem stante ratione ecclesia modo maiorem, modo minorem dat indulgentiam. (40) 

Men det er en tvetydighedens begrundelse, fordi hvad den første del angår, det vil sige, at den legitime grund til aflad også er tilstrækkelig grund til en ligegyldig hvor stor aflad, så fremgår det af den guddommelige Thomas' autoritet i fjerde bog af sentenserne, dist 20, hvor han udtrykkelig siger, at begrundelsen for eller grunden til aflad ikke kræves ved den aflad, der måles ud. Og han beviser det således: For det er ved den samme fastslåede begrundelse, at kirken giver aflad, stor eller lille. 

⁴⁸ Et tandem dicit, quod licet dans indiscrete indulgentias, ita ut homines pro nihilo ab operibus poenitentiae retrahuntur, peccet; nihilominus consequuntur homines plenam indulgentiam datam. (41) Extat (et quam continua experientia Romae docet autoritas ecclesiae) dantis indulgentiam plenariam pro sola visitatione alicuius ecclesiae sine manibus adiutricibus, et in die sancto Paschae data benedictione a papa super plateas S. Petri pronuntiant duo Cardinales indulgentiam plenariam omnibus praesentibus. 

Og endelig siger han, at det er tilladt at give aflad i flæng, således at det er forkert, at mennesker for intet kan fritages for bodsgerningerne, men at mennesker ikke desto mindre kan tildeles fuld aflad. Det fremgår af (og kirkens autoritet lærer denne fortsatte erfaring fra Rom), at man kan give fuld aflad blot fordi man har besøgt én eller anden kirke uden hjælpende hænder, og af, at to kardinaler påskedag, når paven lyser velsignelsen på Peterspladsen, erklærer fuld aflad til alle, der er til stede. 

⁴⁹ Si enim haec causae sunt legitimae causae indulgentiae plenariae, nulla restat causa pia tam parva, quae non sit legitima causa quantaecunque indulgentiae. Extat et autoritas veritatis ecclesiasticae, secundum quam oportet indulgentias tantum valere quamtum sonant; constat autem, quod sonant ex quacunque causa etiam plenariam indulgentiam. 

For hvis disse begrundelser er legitime begrundelser for at give fuld aflad, er der ikke nogen nok så lille from grund tilbage til, at der ikke skulle være en legitim begrundelse for en nok så stor aflad. Det fremgår af den kirkelige sandheds autoritet, ifølge hvilken aflad kun bør være, hvad den lyder på; men det står fast, at plenarafladen lyder på, at den gives af en hvilkensomhelst grund. 

⁵⁰        IN OPPOSITUM autem est: quia a ratione dissonat indulgentiam exigere ultra autoritatem in dante et charitatem in recipiente rationabilitatem in causa, ita quod sine legitima causa indulgentia est nulla, et tamen quantitatem indulgentiae non exigere aliquid ex parte legitimae causae. 

         Men der kan fremføres modargumenter: Det strider imod afladens mening, at afladen kræver en rationalitet i sagen, der går ud over autoriteten hos den, der giver, og kærligheden hos den, der modtager, således at afladen ikke er noget uden legitim grund, og dog kan afladens størrelse ikke kræve noget fra den legitime grunds side. 

⁵¹       Contra quoque rationem est, quod potestas ecclesiae, quae non nisi ministri et dispensatoris est, nulla ratione dispensandi arceatur in quantitate tam pretiosi thesauri. Et confirmatur, quia si in prophanis possunt ecclesiae ministri ita dispensare, ut dispensatio sit nulla (ut si papa donaret totum statum temporalem ecclesiae filio suo, quamvis esset rationabilis causa donandi sibi aliquid), multo magis videtur, quod errare possit in dispensando thesaurum spiritualium bonorum, ita ut dispensatio sit nulla. 

        Det er også imod afladens mening, at kirkens magt, som kun ligger hos tjeneren og uddeleren, ikke af nogen grund hindres i at uddele af en så værdifuld skats mængde. Og det bekræftes, for hvis kirkens tjenere i verdslige sager kan dispensere således, at dispensation gøres til intet (som hvis paven ville give hele kirkens timelige tilstand til sin søn, selv om der ville være fornuftsmæssig grund til at give noget til sig selv), så synes det meget mere at måtte være sådan, at han kan tage fejl, når han disponerer over skattens åndelige goder, således at dispensationen intet er. 

⁵² Utriusque enim est dispensator non dominus in aedificationem corporis Christi mystici, non in illius dissipationem. (Sml Ef 4,12) Accedit ad hoc autoritas apostolica Clementis VI. in dicta Extravagante Unigenitus de autoritate data a Christo dispensandi hunc thesaurum dicentes: Quem quidem thesaurum per beatum Petrum caelo clavigerum eiusque successores suos in terris vicarios commisit fidelibus salubriter dispensandum, et propriis et rationabilibus causis, nunc pro totali, nunc pro partiali remissione poenae temporalis pro peccatis debitae tam generaliter, quam specialiter (150) prout cum Deo experire cognoscerent, vere poenitentibus et confessis misericorditer applicandum. (43 (unigen#5)) Ubi patet, quod non solum rationabiles, sed proprias oportet esse causas quantitatis indulgentiarum. 

I begge tilfælde er han nemlig ikke herre, men uddeler til opbyggelse af Kristi mystiske legeme, ikke til dens udtynding. Hertil kommer den pavelige autoritet hos Clemens den Sjette, når han i den omtalte ekstravagans 'Unigenitus' siger om sin autoritet, givet af Kristus, til at uddele denne skat: 'Denne skat overlod han den den salige Peter, den himmelske nøglebærer og til hans efterfølgere som stedfortrædere på jorden at uddele frelsebringende til sine troende, ved både særlige og meningsfulde anledninger, snart til fuldstændig, snart til delvis eftergivelse af den timelige straf for synden, for i almindelighed og i særdeleshed, som det synes godt i Guds øjne, barmhjertigt at uddele den til dem, der oprigtigt har angret og bekendt deres synder'. Heraf fremgår det, at der ikke blot ved meningsfulde, men også ved særlige lejligheder er begrundelse for afladens størrelse. 

⁵³         QUAESTIO: 
          Num et quomodo et quando poenitentia sit necessaria pro consequenda indulgentia

Spørgsmål: 
     Om og hvordan og i hvor høj grad bod er nødvendig for at opnå aflad. 

⁵⁴     Secunda quaestio est, an vera poenitentia exigatur tempore, quo indulgentia conceditur, aut opus exercetur, an extendatur ad tempus aliud, quo quis vult illa indulgentia uti. Verbi gratia quo ad concessionem dat papa (44) quinque annos de indulgentia omnibus praesentibus, quum infra missam a capella sua singulis diebus dominicis adventus et quandragesimae absolutionem facit, si teneor tunc esse vere poenitens, an sufficat quod intendo vere poenitere, et nunc, ut ista indulgentia quinque annorum. 

          Det andet spørgsmål går på, om sand bod kræves på det tidspunkt hvor afladen tilstås eller gerningen kræves, om den kan udskydes til et andet tidspunkt, hvor man vil bruge denne aflad. For eksempel: For så vidt paven tilstår fem år i aflad til alle dem, der er til stede, når han ud fra messen i sit kapel på særlige søndage i advent og på den fyrretyvende dag giver absolution, hvis jeg på den ene side fastholder, at man skal være sandt bodgørende, om det da er nok, at man har til hensigt i sandhed at gøre bod, og på den anden side fastholder, at denne bod er på fem år. 

⁵⁵ Et similiter quo ad exercitium operis data papa, (45) quod dicens septem Psalmos vel dans tantam eleemosynam habeat plenariam remissionem semel in vita et semel in mortis articulo, an teneatur esse vere poenitens tempore, quo dicit septem Psalmos aut dat eleemosynam. 

Og på lignende måde hvad angår udførelsen af gerningen, når paven har fastsat, at den, der skal sige syv salmer eller give så og så stort et beløb i almisse, har fuld tilgivelse én gang i livet og én gang i dødens artikel, om man så skal fastholde at være sandt bodgørende på det tidspunkt, hvor man siger de syv salmer eller giver almisse. 

⁵⁶      Tertio quaestio est, an oporteat esse confessum, ita quod nullum sit in conscientia mortale peccatum commissum non confessum tempore, quo acquirit quis et utitur indulgentia, an sufficiat esse confessum secundum praeceptum ecclesiae: hoc est semel in anno. (n56) Et est ratio dubii, quia hinc apparet, quod verba iudicum sunt secundum iura interpretanda, ac per hoc, quod sint illo anno confessi. Inde vero apparet, quod si non requireretur confessio alia, sufficeret dicere poenitentibus, quoniam in vera poenitentia clauditur propositum observandi praecepta Christi et ecclesiae. 

          Det tredie spørgsmål er, om man behøver have aflagt bekendelse, således at der i samvittigheden ikke er begået nogen dødssynd, som ikke er bekendt på det tidspunkt, hvor nogen kræver og bruger afladen, om det da er nok, at den er bekendt ifølge kirkens bestemmelse, nemlig én gang om året. Og her er der grund til tvivl, for herudfra ser det ud til, at dommernes ord skal tolkes som jura, og derfor, at de skal være bekendt dette år. Men derudfra ser det ud til, at hvis der ikke kræves nogen anden bekendelse, vil det være nok at sige til de bodgørende, at de indelukkes i den sande bod, hvor de stilles overfor at skulle overholde Kristi bud og kirkens bud. 

⁵⁷       CAPUT V.
        Solvuntur obiectiones in 3. capitulo positae contra hoc, quod dare indulgentiam est actus iurisdictionis

Kapitel 5. 
    Her løses de indvendinger, der i tredie kapitel opstilledes imod dette, at det at give aflad er en retshandling. 

⁵⁸        Non est autem difficile ad obiecta, primo contra assignatam diffinitionem respondere. Falsum nanque est, quod Durandus dicit, omnem iurisdictionis actum posse in invitum exerceri, quum absolutio sacramentalis sit actus non solum ordinis, sed iurisdictionis (utpote a non proprio iudice ordinario vel delegato facta nulla existens), et tamen non potest exerceri in invitum. (47) (#32) 

         Det er ikke vanskeligt at svare på indvendingerne, først den, der retter sig imod den anvendte definition. For det er forkert, hvad Durandus siger, at enhver retshandling kan påføres én mod hans vilje, eftersom bodssakramentet ikke blot er en ordenshanding, men også en retshandling (for så vidt den ikke udføres af en særlig ordineret eller udsendt dommer har den ingen eksistens), og dog kan den ikke udføres mod ens vilje. 

⁵⁹ Sed quod nullus possit exercere actum iurisdictionis in seipsum absolvendo et (151) ligando se, verum est; et propterea licet alii aliter sentiant, concedo ego, quod dans indulgentiam aliis non acquirit illam, quia absolvens alios non absolvit se. Nec tamen est deterioris conditionis quam alii, quia et si non per istam viam, per aliam viam potest eandem indulgentiam consequi, scilicet committendo confessori suo, ut sic absolvat ipsum, sicut ipse absolvit alios; hoc enim modo Papa subiicit se absolutioni sacramentali et similiter indulgentiae eadem ratione. 

Men at ingen kan udøve en retshandling imod sig selv, så han afløser eller binder sig selv, er sandt; og skønt det kan være, andre mener noget andet, indrømmer jeg, at den, der giver aflad til andre ikke selv får den, fordi den, der afløser andre, ikke afløser sig selv. Men dette er dog ikke en værre betingelse end andre, for selv om det ikke sker på den måde, så kan dog den samme aflad opnås på anden måde, nemlig derved, at afladen gives til den, der bekender den, så at, ligesom han afløser sig selv, således afløser han andre; for på denne måde underkaster paven sig absolutionens sakramente og på lignende måde afladen. 

⁶⁰ Archepiscopo quoque potestas super totam provinciam ex hoc ipso, quod in quibusdam articulis affirmatur, manifestatur extendi ad dandas indulgentias in tota sua provincia; quandoquidem ille est unis illorum articulorum, qui in iure numerantur: Panormitanus ibidem scripsit. (48) (#33) Defunctos autem in purgatorio existentes extra iurisdictionem ecclesiae quidam negant, eo quod sicut sunt medii inter nos et beatos (dum nos viatores sumus quo ad meritum vel demeritum, et quod ad poenam et praemium, et beati extra viam totaliter sunt, qui purgantur autem quo ad meritum vel demeritum extra viam, sed quo poenam vel praemium in via adhuc sunt), ita sunt quodammodo subditi vicario Christi viatoribus dimisso, ut sicut quo ad punitionem adhuc sunt in via, ita quo ad relevationem a poena adhuc sunt sub iudici viatorum. (Panormitanus, glossa) 

Og ærkebiskoppen har også magt over hele sit ærkesæde af den samme grund, som fastslås i enhver artikel, og det er klart, at den udstrækker sig til at give aflad i hele ærkesædet, eftersom det er én af de artikler, som opregnes i retten: Det skriver Panormitanus sammesteds. Men at de afdøde i skærsilden er udenfor kirkens jurisdiktion, er der nogen, der nægter, af den grund, at ligesom de er i en mellemtilstand mellem os og de salige (eftersom vi er vandringsmænd hvad angår fortjeneste og manglende fortjeneste og hvad angår straf og belønning, men de salige er helt udenfor vejen, men de, der renses, vel hvad angår fortjeneste og manglende fortjeneste er udenfor vejen, men hvad angår straf eller belønning stadig er på vejen) således er de på en måde undergivet Kristi stedfortræder, at han kan tilgive vandringsmændene, så at, ligesom de hvad straf angår, stadig er på vejen, således er de også, hvad eftergivelsen af straffen angår stadig under vandringsmændenes dommer (Panormitanus i en fortolkning). 

⁶¹ Sed haec opinio multa vera dicens non infert efficaciter intentum; plus enim requiritur ad subditum iudici viatorum, quam adhuc participare aliquid de via. Exigitur enim, quod possit causa sua quantum ad illud, quod sapit viae, cognosci a iudice viatorum; nullus enim potest esse iudex causae omnino incognoscibilis ab ipso. Constat autem a papae cognitione omnino esse alienas causas existentium in purgatorio, et ideo patet Papam non posse absolvere aut ligare existentes in purgatorio. (50) 

Men selv om denne opfattelse udsiger meget sandt, fører den ikke frem til det, der var hensigten; der kræves nemlig mere, hvis man skal være undergivet vandringsmændenes dommer, end at man stadig i nogen grad er med på vejen. Der kræves nemlig, at hans sag kan kendes af vandringsmændenes dommer med hensyn til det, som han véd om vejene; for ingen kan være dommer i en sag, som er fuldstændig uerkendelig for ham. Men det står fast, at de, der eksisterer i skærsilden, har en sag, der ligger helt udenfor, hvad paven kan erkende, og deraf følger, at paven ikke kan løse eller binde dem, der er i skærsilden. 

⁶² Manifestatur quoque hoc idem ex verbis Domini limitantis Petri potestatem super terram, ita quod licet effectus potestatis Petri penetret caelos, dicente Domino: Erit ligatum aut solutum in caelis. (Matt 16,19) Iurisdictionis tamen actus terminatur ad hoc, ut sit super terram dicente Domino: Quodcunque solveris aut ligaveris super terram. (Matt 16,19) 

Det selvsamme fremgår af de ord, hvormed Herren begrænser Peters magt til at gælde på jorden, således at, selv om virkningen af Peters magt trænger igennem til himlen, idet Herren siger: "det skal være løst i himlen", så slutter dog hans jurisdiktion derved, at den skal være på jorden, idet Herren siger: "Hvadsomhelst du løser eller binder på jorden". 

⁶³ Scriptura autem sacra mortuos non esse super terram vocat, ut patet Gen 42., (Gen 42,13) ubi de Ioseph tanquam de mortuo loquentes fratres et pater introducuntur dicentes, quod non est super. Purgatorium rursum non super, sed sub terra esse ex eo patet, quod Christus descendit ad inferos, ubi erat limbus Patrum, (54) neque enim fas est credere, quod de purgatorio exeuntes animae ante Christi mortem et ad limbum Patrum euntes ad inferos a superis descende- (152) rint, sed econtra ex inferno inferiori ad infernum superius ascenderent, quum etiam secundum Philosophos loca quanto superiora, tanto nobiliora sint. 

Men den hellige skrift siger, at de døde ikke er på jorden, som det fremgår af 1 Mos 42,13, hvor de taler om den Josef, som de tror er død, og omtaler brødrene og faderen, og siger, at han ikke er på jorden. Men at videre skærsilden er ikke på, men under jorden, fremgår af, at Kristus sted ned til helvede, hvor fædrenes region var, og det er heller ikke fromt at tro, at de sjæle, der udgår fra skærsilden, før Kristus døde, og går til fædrenes region, går ned til helvede fra de øvre regioner, men de må modsat være steget op fra det nedre helvede til det øvre helvede, eftersom det også efter filosoffernes mening er sådan, at jo højere et sted er, des ædlere er det også. 

⁶⁴ Quocirca non dat papa defunctis indulgentiam autoritative absolvendo, sed per modum suffragii, quod etiam ipsae Apostolicae literae attestantur, clare apponentes istam clausulam: per modum suffragii, quum pro defunctis dantur indulgentiae. Et potes videre, quod ex hoc ipso diverso modo dandi indulgentiam vivis et defunctis insinatur intentum; nam ex eo, quod non audens ecclesia defunctis autoritative remittere poenas sicut vivis, suffragantis personam induit, concedendo defunctis indulgentiam, monstratur quod indulgentia simpliciter et absolute remissio est autoritative ab ecclesia facta. Nisi enim esse autoritativa remissio ex applicatione ecclesiastici thesauri, non oporteret ad suffragii modum descendere, quum ad defunctos extenditur, quibus ecclesia non nisi suffragari potest. 

Derfor giver paven ikke aflad til de afdøde ved at afløse dem med sin autoritet, men gennem forbønnens medium, hvilket også de pavelige breve bevidner, idet de klart vedføjer denne sætning: "gennem forbønnens medium, når der gives aflad til de afdøde". Og du kan se, at herigennem afsløres meningen med at give aflad på forskellig måde til de levende og til de døde; for skønt kirken ikke vover at eftergive de dødes straf på ud fra sin autoritet, sådan som den gør for de levende, indfører den dog en forbønnens person, når den tilbyder de afdøde aflad, og det viser, at afladen er en enkel og absolut eftergivelse giver ud fra kirkens autoritet. For hvis kirken ikke havde autoritet til at kunne uddele eftergivelse fra kirkens skat, kunne den ikke falde tilbage på forbønnens medium, når afladen udstrækkes til de afdøde, for hvem kirken ikke kan gøre andet end gå i forbøn. 

⁶⁵ CAPUT VI.
Solutio obiectionum in tertio capitulo contra hoc, quod indulgentia est absolutio. 

Kapitel VI.
Løsning på indvendingen i tredie kapitel, at afladen er en afløsning. 

⁶⁶       Ad evidentiam autem specificae naturae ipsius indulgentiae oportet nosse duo concurrere ad indulgentiam, absolutionem a poenitentia iniuncta et dispensationem spiritualis thesauri, applicando poenam Christi et sanctorum ad hunc, cui datum indulgentia. Et primum quidem probatum est ex canone Alexandri III., secundum autem non solam ex communi Sanctorum doctrina, sed ex allata Extravagante Clementis VI. patet. 

       Men som en klar ting ved selve afladens natur bør man vide, at de to ting står i modsætning til hinanden ved afladen, afløsningen fra den pålagte straf og uddelingen af den åndelige skat, derved at man tildeler den, der får aflad, Kristi og de helliges straf. Det første bliver bevist ud fra Alexander den Tredjes kanon, det andet ikke fremgår blot af de helliges almindelige læresætninger, men også af den fremførte ekstravagans af Clemens den Sjette. 

⁶⁷ Verum multum interest ad naturam indulgentiae cognoscendam, an primum indulgentia sit absolutio, an dispensatio. Nam si indulgentia primo constat in absolutione, dispensatio thesauri // accessorie concurrit ad indulgentiam; ut quia ecclesia non potest libere relaxare debitam Deo poenam pro peccato in illum commisso ad hoc, ut remissio sua sit efficax, iungit absolutioni dispensationem poenarum solutarum a Christo et Sanctis, applicando aliquid earum huic et aliquid illi, ut sic et remissio fiat efficax ex adiuncta satisfactionis Christi et Sanctorum pro istis, quibus indulgentia datur, et Deo debita pro peccato poena exoluta inveniatur. 

Og der ligger en stor betydning i at erkende afladens natur, om den først og fremmest er afløsning eller uddeling. For hvis afladen først og fremmest består i afløsning, så er uddelingen af skatten noget, der sideløbende følger med afladen; så at fordi kirken ikke frit kan eftergive den skyld, man har overfor Gud for synd, der er begået imod ham, så dens eftergivelse er virkningsfuld, derfor knytter den til afløsningen en uddeling af de straffe, der er løst af Kristus og de hellige, ved at tildele noget af den til denne og noget til hin, så der således også sker en virkningsfuld eftergivelse af de pålagte straffe ud fra Kristi og de helliges fyldestgørelse for det, som der gives aflad for, og altså de straffe, der skyldes til Gud for synden, findes at være løste. 

⁶⁸ Si autem primum indulgentia sit dispensatio praedicti thesauri, absolutio ab iniuncta poenitentia accessorie concurrit ad indulgentiam; ex eo nanque, quod applicatur mihi per indulgentiam tantum de poena recondita in thesauro, sequitur, quod sum absolutus ab aequivalenti poena, quam debebam Deo pro peccatis meis exolvere. Quid autem horum verius sit, non ex ratione, sed ex facto pendet. (153) 

Men hvis aflad først og fremmest er uddeling af den førnævnte skat, så vil afløsningen fra den pålagte straf være noget, der sideløbende følger med afladen;  deraf nemlig, at der igennem afladen kun tildeles mig en eftergivet straf fra skatten, følger, at jeg er afløse fra en tilsvarende straf, som jeg skyldte Gud at blive afløst fra for mine synder. Men hvilken af de to ting, der er den sande opfattelse, afhænger ikke af fornuften, men af kendsgerningen. 

⁶⁹  Nam rationi consentaneum est, quod ecclesia utroque modo potest indulgentias facere; sed an de facto indulgentias altero tantum, et quo aut utroque modo faciat, scire oportet, si indulgentiae natura cognoscenda est. Apparet autem prima facie inspicientibus doctores et dictam Extravagantem Clementis primum in indulgentia locum tenere dispensationem ecclesiastici thesauri et absolutionem accessorie comitari. Conferenti vero posteriores indulgentias priscis, apparet ecclesiam olim fuisse viam indulgentiis principaliter per modum absolutionis, quam necessario comitatur dispensatio thesauri; a tempore autem Bonifacii VIII. primi autoris perennis Iubilaei usam fuisse, principaliter indulgentiis distributione thesauri et comitanter absolutione a poenitentia, quoniam tanta abundantia indulgentiarum plenariarum quanta vix credi potest passim data super hoc fundari videtur. 

For begrundelsen for overensstemmelsen er, at kirken kan give aflad på begge måder; men man bør vide, om kirken i virkeligheden kun giver aflad på den ene måde, hvilken af dem, den gør det på, eller om den gør det på begge måder. Men det ser ved første øjekast ud til, at de lærde og den omtalte ekstravagans af Clemens holder på den første påstand, at afladen er en uddeling fra kirkens skat, og at afløsningen følger efter som et påhæng. Men når man sammenligner de senere udstedte aflader med de første, ser det ud til, at kirken i gamle dage fortrinsvis fulgte afladsvejen ad absolutionsmetoden, hvor uddelingen fra skatten fulgte efter med nødvendighed; men fra Bonifacius den Ottendes tid, han, som var den første ophavsmand til de skikken med de vedvarende jubelår, var hovedsagen ved afladen uddeling fra skatten, så afløsningen fra boden fulgte efter som ledsager, eftersom en sådan overflod af plenaraflad, som man næppe kunne tro, når den blev uddelt overalt, synes at måtte være funderet på denne tanke. 

⁷⁰ Et secundum hoc diffinitio indulgentiae collecta ex sacris canonibus, quam assignavimus, non est diffinitio indulgentiae, quae modo fit ab ecclesia Romana, sed illius quae olim fiebat; quoniam sacri canones loquuntur de indulgentia, quae erat consueta in ecclesia, et non de illa, quae poterat inveniri de novo. Sunt enim diversarum rationum istae et illae quo ad naturas, quamvis sint unius et eiusdem rationis quo ad ultimum effectum, qui est remissio poenae temporalis debitae pro peccato. 

Og ifølge dette er den definition på afladen, som vi har uddestilleret af de hellige kanonner, som vi har samlet sammen, ikke en definition på afladen, sådan som den finder sted i den romerske kirke, men en definition på den, som den fandt sted i gamle dage, eftersom de hellige kanonner taler om afladen, sådan som den var skik i kirken, og ikke om den, sådan som den kunne opfindes på ny. Der er nemlig forskellige begrundelser for den ene og den anden med hensyn til deres natur, skønt der er én og samme begrundelse hvad angår deres virkning i sidste ende, som er eftergivelse af den timelige straf, der skyldes for synden. 

⁷¹ Et sic dicendo concordia fieret inter nova et vetera. Sed haec opinio ponens de facto indulgentias diversarum rationum in ecclesia, dissonat ab usu ecclesiae et doctorum, nam Bonifacius ipse VIII. indulgentiam Iubilaei inchoat ab indulgentiis magnis concessis a prioribus, manifestans per hoc se sectari vestigia praedecessorum. Romani quoque pontifices in hodiernum usque diem indulgentias tot annorum adiunctis tot quadragenis dando coram se in capella pontificia, testantur aperte se modo priscorum dare indulgentias; et apponendo semper explicite clausulam illam scilicet: In forma ecclesiae consueta nulli dubitationi relinquunt locum, quod antiquam indendunt sequi indulgentiae formam et non inducere indulgentiam alterius rationis. 

Når man siger sådan, bliver der overensstemmelse mellem det nye og det gamle. Men når man fremsætter den mening, at der faktisk er aflader med forskellig begrundelse i kirken, afviger man fra kirkens og de lærdes brug, for Bonifacius den Ottende selv gør skel mellem jubilæumsafladen og den store aflad, som blev giver tidligere, og slår derved fast, at han går en anden vej end sine forgængere. Og de romerske paver, der indtil den dag i dag giver aflad hos sig i det pavelige kapel for lige så mange år, som der er idømt fyrreårig bod, bevidner ligeud, at de giver aflad på den gamle måde; og når de altid udtrykkeligt knytter denne formel til: 'med kirkens sædvanlige formel', så efterlades der ingen tvivl om, at de har til hensigt at følge den gamle formel og ikke indføre aflad med en anden begrundelse. 

⁷² Doctores quoque omnes sive theologi sive canonistae quantum hactenus memini me vidisse de indulgentia ut de una quadam ecclesiastica actione et non ut de actionibus diversarum rationum tractant. Unde unius rationis de facto esse indulgentiam nunc et olim colligimus et ipsam primo esse absolutionem comitatam applicationem thesauri ad hunc, cui datur indulgentia, et non econtra: hoc est ipsam esse applicationem thesauri ad hunc comitatam absolutione ipsius canon saepe dictus Alexandri III. monstrant et convincit. 

Og alle de lærde, hvad enten de er teologer eller jurister, så mange som jeg kan huske, at jeg hidtil har set, behandler afladen som én kirkelig handling og ikke som noget, der har forskellige begrundelser. Deraf slutter vi, at afaden nu og i gamle dage har én begrundelse af sin handling, og at den først og fremmest er en afløsning, og 

⁷³ cNam si principaliter natura indulgentiae consisteret in dispensatione et applicatione thesauri ecclesiastici ad hunc, (154) posset episcopus Bononiensis indulgentiam concedere alieno, quoniam ad communicandum alicui thesaurum non exigitur aliquis actus iurisdictionis super illum, sed sufficit autoritas super thesauri dispensatione, ut patet in dispensatione thesauri temporalis. 

⁷⁴ cAbsolutio autem a poena per viam sequelae comitaretur absque aliquo alio actu iurisdictionis, quia iam exolvisset poenam debitam ex poena Christi et sanctorum sibi communicata ac per hos alienus, quo solum ad 40 dies poenitentiae teneretur, ab episcopo Bononiensi per indulgentiam 40 dierum sic absolveretur, quod saltem coram Deo ad nullam pro peccato poenam teneretur, cuius oppositum in canone habetur, dum dicitur, quod alieno non prodest indulgentia nisi de consensu proprii iudicis. 

⁷⁵ c

⁷⁶ c

⁷⁷ c

⁷⁸ c

⁷⁹ c

⁸⁰ c

⁸¹ c

⁸² c

⁸³ c

⁸⁴ c

⁸⁵ c

⁸⁶ c

⁸⁷ c

⁸⁸ c

⁸⁹ c

⁹⁰ c