Brev til Spalatin 24-2 1520

taget fra WABr 2,48-

Brev nr 257.
 
1 Erudito et pio viro D. Georgio Spalatino a sacris principalibus, suo in Christo Amico syncero.
Ihesus. 
Den dannede og fromme mand, Georg Spalatin, ved de hellige fyrstelige ting, hilses af sin inderlige ven i Kristus.
Jesus. 
       Salutem. Et ego credo Stolpenses non tacituros. Forte Dominus per eos aliquid efficiet, quod ipsi et ego non cogitamus. Veniant itaque, vt interpretem Schedulae suae aliquando inueniant. (n1).       Vær hilset. Også jeg tror, at Stolpenserne ikke vil tie. Måske vil Herren udvirke noget gennem dem, som hverken de selv eller jeg tænker over. Lad dem derfor komme, så skal de i nogen måde finde en, der kan udlægge deres skema. 
3  Epistolae ad Episcopos missae sunt elegantissimis scriptae characteribus manu Iohannis Suerdfeger (n2); expecto responsum.  Brevene til biskopperne er sendt, udskrevet meget elegant med en karakterfast hånd af Johannes Sverdfeger. Jeg venter på svaret. 
4  De sermone bonorum operum nihil memini. Sed et tot iam edidi, vt periculum sit, ne emptores tandem fatigem. (n3 Om sermonen om de gode gerninger erindrer jeg intet. Men der er også allerede udgivet så mange [prædikener], at det kan være, jeg blot trætter dem, der køber den. 
5  Non intelligo Apologiam Germanicam, quam addendam Nurmbergensi scribis. (n4) Mitte, si habes, vt videamus. Nam illa hodie absoluta est. Canonici indocti sequentur. (n5) Nihil adhuc Doctori Caluo (n6) Scriptum est, hodie conueniemus acturi et responsuri.  Jeg forstår ikke, hvad du skriver om den tyske apologi, der skal føjes til Nürnbergenseren. Send den, hvis du har den, så vi kan se på det. For den i dag er absolut. De ulærde kanonister følger. Indtil nu er intet skrevet til Doktor Calvus, idag mødes vi for at forhandle og svare ham. 
6  Heri ex (n7) D. Conrado Rege (n8), Genero D. Volfgangi (n9), mihi nunciat Mattheus Adrianus (n10), vt responderem ei. (n11) puto autem me ei (n11) respondisse ac literas interceptas esse.  Igår sendte legat Mattheus Adrianus mig på Dr. Konrad Kungs og Wolfgang Stähelins vegne et brev, at jeg skulle svare ham. Men jeg mener, at jeg har svaret ham og at brevene har krydset hinanden. 
7  Contulit idem mecum, quanto stipendio crederetur contentus fore, vt hic hebraea profiteretur. Arbitrabatur ille (n12), si centum aut Nonaginta aureos haberet, moturum illum (n11) illinc ad nos, Id quod iam aliis literis ex eo (n11) sciscitabor.  Fortæl mig lige, hvor stor en løn du tror vil være tilstrækkelig, for at vi her kan have en hebraisklærer. Han foreslår selv, at han skal have hundrede eller halvfems gylden, det har gjort, at han søger hos os, hvad jeg også har fået at vide af andre breve. 
8  Tu interim responde tuum sensum vel spem.  Giv mig oplysning om, hvad du mener, eller hvad jeg tør håbe på. 
9 Habeo in manibus officio Dominici Schleupner (n13) Donationem Constantini A Laurentio  Vallensi confutatam per Huttenum editam. (n14) Deus bone, quantae seu tenebrae seu nequitiae Romanensium et quod in Dei iuditio mireris per tot saecula non modo durasse, Sed etiam preualuisse ac inter decretales relata esse.  Jeg har fra embedsmanden Dominikus Schleupner fået i hænde Konstantins Gave, gendrevet af Laurentius Valla, udgivet af Hutten. Gode Gud, hvilket stort mørke, hvilken stor uduelighed hos romerne! og man må undre sig over, at dette imod Guds dom ikke blot har varet gennem så mange århundreder, men også har vundet og er gengivet mellem dekreterne. 
10 tam Impura tam erassa tam impudentia mendacia in qua fidei articulorum (nequid monstrosissimi monstri desit) vicem successisse.  En sådan uren, fejlagtig, fræk løgn, i hvilken trosartiklerne næppe kan vinde sejr (at der ikke skal mangle noget monstrøs af det allermonstrøseste). 
11 Ego sic angor, vt prope non dubitem papam esse proprie Antichristum illum, quem vulgata opinione ex- (W49) pectat mundus (n15); adeo conueniunt omnia, quae viuit, facit, loquitur, statuit.  Jeg er i den grad foruroliget, at jeg næsten ikke tvivler på, at paven er selve antikrist, han, som verden efter den almindelige opfattelse forventer; i den grad passer det altsammen, måden, han har levet på, det, han har gjort, det, han har sagt, det, han har bestemt. 
12 Sed haec magis coram. Si non vidisti, curabo, vt legas.  Men mere om det, når vi ses. Hvis du ikke har set den, skal jeg sørge for, at du får den at læse. 
13 De Scholasticis et pictoribus (n16) nescio quid dicam. Metuo, ne causa tanta non sit, quantam faciunt Venti quidam, qui eam inflant. Egi in concione pro ea. Sed non omnibus satisfeci.  Om studenterne og malereleverne véd jeg ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er bange for, at sagen ikke er så stor, som visse vinde gør den til, de nemlig, som opflammer den. Jeg vil i en prædiken behandle det. Men jeg har ikke gjort alle tilpas. 
14 Erant, qui me dicerent nimio fauere parti scholasticae. Alii contra. Adeo intractabile est opus diaboli. Meliusque fuisset, vt in seipso deferbuisset, quam tanto tumultu et strepitu sedari cepta est.  Der er dem, der siger, at jeg i det mindste kan tage studenternes parti. Andre siger det modsatte. I den grad er djævelens værk umulig at gøre noget ved. Det ville være bedre, at den gik i sig selv (?), end at man skal være optaget af at berolige så stor en tumult og uro. 
15 Pauci sunt, qui ludunt hanc tragediam, et non digni, ob quos tota ciuitas et vniuersitas sic laboret.  Der er nogle få, der spiller denne tragedie, og de er ikke værd, at på grund af dem hele byen og universitetet skal have den ulejlighed. 
16 Nec potest fieri, vt in magno aegro corpore (vt Antiochus herodi dixit) (n17) non aliquando vlcus aut pus aut simile quid oriatur, quod, si sua sinas via ire, per se cessabit, Sin prohibueris et obstruxeris, totum corpus inficiet et perdet.  Det er også umuligt, at der ikke i et stort, sygt legeme (som Antiokus Herodes sagde) opstår ét eller andet sår eller betændelse eller noget i den retning, som, hvis man lader det have sin gang, vil forsvinde af sig selv, men som, hvis man forhindrer det eller forbyder det, vil inficere hele legemet og fordærve det. 
17 Agam tamen, quantum possum. Vale et ora pro me. Prior noster Heltus Magdeburgam iuerat tuis literis venientibus.  Men jeg skal gøre, hvad jeg kan. Hav det godt, og bed for mig. Vor prior, Heltus Magdeburger, vil sørge for, at du får dit brev. 
18 Vigilia Matthiae 1520.
M. Luther
Aug. 
Matthias' vågeaften 1520.
M. Luther
Augustinermunk. 
19 c
20 c
21 c
22 c

Noter:

n1: Darauf, dass der Bischof von Meissen und sein Offizial weitere Schritte gegen ihn tun würden, war Luther auch schon vorher gefasst, vgl. o. S. 44, 47.

n2: Vgl. über ihn o. Bd. 1, 253,5.

n3: Spalatin hat Luthern, "gewiss nicht ohne die Absicht, ihn vor dem heissen Kampfplatz, auf den ihn der Stolper Zettel getrieben, in die Bahn friedlichen Schaffens zurückzuführen", an sein Versprechen erinnert, einen Sermon von den guten Werken zu verfassen. Luther antwortet, er könne sich dieses Versprechens nicht erinnern, habe auch wenig Lust dazu, einen neuen Sermon zu veröffentlichen, da das Publikum mit solchen Sermonen übersättigt sei. Bald darauf fiel ihm aber doch ein, dass er in einer Predigt das Versprechen gegeben hatte (an Spalatin 26. Februar, s. u. S. 55,11ff), und nun machte er sich sogleich an die Arbeit (Unsre Ausg. Bd. 6, 196).

n4: "Ich verstehe nicht, was Du mit der Apologia Germanica meinst, von der Du schreibst, sie solle der Nürnberger beigegeben werden". Die "Nürnberger" ist zweifellos Spenglers "Schutzrede", die eben jetzt von Melchior Lotther in Wittenberg nachgedruckt wurde (Bd. 1, 613,1. 619,2). Aber was Spalatin mit der Apologia Germanica meint, die der "Nürnberger" beigegeben werden solle (Luther ist prinzipiell nicht abgeneigt, sie dem Nachdruck des "Schutzrede" anhängen zu lassen), weiss ich ebensowenig wie Luther damals. Ist an den "neuen Dialogus", den "dialogus defensorius" zu denken, der auf dem Titelblatt der Nürnberger Ausgabe der "Schutzrede" figuriert, schliesslich aber doch nicht beigegeben und wohl überhaupt verschollen ist? (Kalkoff, Die Reformation in der Reichsstadt Nürnberg S. 6,3 identifiziert ihn irrig mit dem erst später entstandenen "Gesprach mit einem Franziskaner über Glauben und Werke".) Der Dialog scheint erst gesondert in Nürnberg erschienen zu sein, jedenfalls aber erst nach dem Wittenberger Nachdruck der "Schutzrede". Vgl. Scheurl an Spalatin 1. April (Briefbuch 2,114): "Apologia nuper apud vos iterum excusa commovit nostros concionatores, ut ex composito (nach Verabredung) in autorem vehementissime conclamarent atque hunc publice lacerarent, decernentes ipsum e civitate pellendum et ordine seu officio destituendum, quin imperarunt dialogum adhuc ab officina excusoria madentem in angulum relegari". Der Nürnberger Rat hat sich also durch das Zetergeschrei (50) der altgläubigen Prediger bestimmen lassen, den Dialog zu unterdrücken, so dass er auch der (letzten) Nürnberger (Gutknechtschen) Ausgabe der "Schutzrede" nicht, wie schon angekündigt war, beigegeben werden konnte. Vgl. Adelmann an Pirkheimer, Augsburg 3. Mai bei Heumann p. 196. -- Sollte Spalatin eine Abschrift des Dialogs gehabt haben, die er Luthern zur Verfügung stellen wollte?

n5: Das etwa gleichzeitige Erscheinen dieser beiden Lotthderschen Nachdrucke hatte Luther schon am 5. Februar (s. o. S. 30, 27) Spalatin in Aussicht gestellt.

n6: Das ist der Leibarzt Albrechts von Mainz Gregor Kopp von Kalbe, S. 1500 in Leipzig immatrikuliert, W. 1501 hier bacc. art., S. 1502 in Wittenberg inskribiert, 1504 in angaria penthecostes hier als bacc. rezipiert, 1506 in Frankfurt a. O. mag. art., als Dekan des Wintersemesters 1509/10 hier als bacc. med. bezeichnet; wi er den medizinischen Doktorhut sich geholt hat, steht dahin. Als mag. art. und bacc. med. widmete er Levin von Emden (vgl. über diesen Enders 7,43,2): Problema Aristotelis unum omnium iucundissimum causam huiusce ambituitatis, cur omnes melancolici ingenio fuere singulari, graphice exponens, Frankfurt a. O., Joh. Hahau, 1509. In demselben Jahre und in derselben Offizin liess Levin von Emden für seine Vorlesungen drucken: Celij Lactantij Firmiani et opificio Dei vel formatione hominis liber. Eine der vier beigegebenen Widmungen gilt Kopp (G. Bauch, Die Anfänge der Univ. Frankfurt a. O. und die Entwicklung des wissenschaftlichen Lebens an der Hochschule 1506-1540, 1900, s. 79, 82, 92, 109). Kopp half Hutten bei ....  Dieser Kopp nun hatte aus Magdeburg unterm 6. Februar 1520 Spalatin einen gewissen Werner von Bacharach (s. über diesen unten) als Hebraisten für Wittenberg empfohlen: 'Adiecit ..... rem longissimam'. Spalatin hat nun offenbar Kopps Brief Luthern mitgeteilt. Luther antwortet jetzt: "Dem Doktor aus Balbe ist bis jetzt noch nichts geschrieben worden (vom Universitätssenate betreffs des Hebraisten); heute werden wir zusammenkommen, um zu verhandeln und über eine Antwort schlüssig zu werden". ... ...

n7: Wohl = im Namen, im Auftrag.

n8. 10. April 1499 in Tübingen als Cunradus Kung ex Stutgardia, dann im Gründungssemester der Univ. Wittenberg als Conradus Kung ex Stuckardia immatrikuliert, ....

n9: Über Wolfg. Stähelin vgl. Bd. 1, 171,3.

n10: Vgl über ihn Bd. 1. 551,1.

n11: Werner Einhorn.

n12. Adrianus.

n13. Der Goldschmiedsohn Dominicus Nicolai de Nissa ....

n14: De donatione Constantini quid veri habeat, eruditorum quorundam iudicium mit Widmungsvorrede Huttens an Leo X., Steckelberg 1. Dezember 1517. Böcking, Opera Hutteni, Index bibliographicus p. 18 beschreibt unter Nr. XIII 1 den 1. Druck, den er Joh. Schöffer in Mainz zuweisen möchte, unter XIII 2 den 2., der Basileae per Valentinum Curionem hergestellt worden sei. Beide Drucke sind undatiert. Wenn Böcking den 1. Druck Anfang 1518, den 2. 1522 erschienen sein lässt, so sind das blosse Vermutungen. Unsere Stelle (vgl. auch Bernhard Adelmann an Pirkheimer 28. April 1520 bei Enders 2, 334 und Thurnhofer, Adelmann S. 44,4) beweist, dass der Urdruck erst Anfang 1520 ausgegangen ist (Unsre Ausg. Bd. 50,65,2). Böcking vermutet Anfang 1518 als Datum des Erscheinens des Erstdrucks wegen des Datums, das die Vorrede trägt: Steckelberg 1. Dezember 1517. Nach Kalkoff, Huttens Vagantenzeit und Untergang S. 223, 1 ist dieses Datum zurückverlegt (dagegen Paul Joachimsen, Histor. Ztschr. 136, S. 339).

n15: Vgl. Bd. 1, 270, 12; 359, 29 und Hans Preuss, Die Vorstellungen vom Antichrist im späteren Mittelalter, bei Luther und in der konfessionellen Polemik 1906, S. 110f.

n16: Zusammenstösse zwischen Studenten und Malschülern und Gesellen Cranachs, wie sie sich im Juli wiederholten, veranlassten damals den Kurfürsten, Wolfgang Reissenbusch, Präzeptor zu Lichtenberg und Kanzler der Universität, und Christoph Gross, Amtmann zu Belzig, zu beauftragen, mit Stadt und Universität Wittenberg über Massnahmen zur Erhaltung der öffentlichen Ruhe und Sicherheit zu verhandeln (Friedensburg, Urkundenbuch 1 Nr. 78ff).

n17: Schon Enders 2, 335,15 hat dieses Zitat Luthers nicht ermitteln können.