Brev til Kurfyrst Frederik og Hertug Johannes

den 21. august 1524 om Thomas Münzer.

fra Erl. 53,255-268.

Angående bondekrigen, se også:

Urbanus Rhegius: Om livegenskabet eller slaveriet, marts 1525.
17. til 20. april 1525: Formaning til fred på grundlag af bøndernes 12 artikler.
Brev til Johann Rühel af 4. maj 25.
7. maj 1525 (??) Aftale med bønderne i Schwaben, med Luthers fortale og formaning.
12. maj 1525 (??) Wider die mörderischen und räuberischen Rotten der Bauern.
Münzers breve (12. maj 1525).
Cochlaeus mod Luthers "hårde" skrift. 31. juli 1525. coc2.
Sendebrev om det hårde skrift, 1525.

Om Thomas Münzer, se Sev15#68.

¹   An Kurfürst Friedrich und Herzog Johannes zu Sachsen, v. 21. August 1524. Til Kurfyrt Frederik og Hertug Johann af Saksen, den 21. august 1524.

² Dieses Sendschreiben ist zuerst erschienen unter dem Titel: Ein Brief an die Fürsten zu Sachsen vom aufrührischen Geist. Wittenberg 1524. (E256) Dette sendebrev fremstod først under titlen: Et brev til fyrsterne af Saksen om den oprørske ånd. Wittenberg 1524.

³     Den Durchleuchtigsten, Hochgebornen Fursten und Herrn, Herrn Friedrich, des Röm. Reichs Kurfurst, und Johanns, Herzogen zu Sachsen, Landgrafen in Thuringen, und Markgrafen zu Meissen, meinen gnädigsten Herren.         Til de durchlauchtigste, højbårne fyrster og herrer, hr Frederik, kurfyrste i det romerske rige, og Johann, hertug af Saksen, landgreve i Thüringen og markgreve af Meissen, mine nådigste herrer.

⁴        Gnad und Fried in Christo Jesu, unserm Heiland. Das Gluck hat allwege das heilige Gottes Wort, wenns aufgehet, dass sich der Satan dawider setzt mit aller seiner Macht: erstlich mit der Faust und freveler Gewalt; wo das nicht helfen will, greift ers mit falscher Zungen, mit irrigen Geistern und Lehrern an, auf dass, wo ers mit Gewalt nicht kann dämpfen, doch mit List und Lügen unterdrucke.         Nåde og fred i Kristus Jesus, vor frelser. Det held har det hellige Guds ord overalt, hvor det står frem, at Satan sætter sig imod det med al sin magt: i første omgang med næven og med fræk myndighed; hvis det ikke hjælper, angriber han det med falske tunger, med vildfarne ånder og lærere, for at han, hvis han ikke kan lægge låg på det med magt, dog kan undertrykke det med list og løgn.

⁵ Also thät er im Anfang, da das Evangelion zum ersten in die Welt kam, griff ers gewaltiglich an durch die Juden und Heiden, vergoss viel Bluts, und macht die Christenheit voll Märterer. Da das nicht helfen wollt, warf er falsche Propheten und irrige Geister auf, und macht die Welt voll Ketzer und Secten, bis auf den Papst, der es gar mit eitel Secten und Ketzerei, als dem letzten und mächtigsten Antichrist gebührt, zu Boden gestossen hat. Sådan gjorde han i begyndelsen; da evangeliet først kom ind i verden, angreb han det med stor magt gennem jøderne og hedningerne, udgød meget blod og gjorde kristenheden fuld af martyrer. Da det ikke ville hjælpe, opkastede han falske profeter og vildfarne ånder, og gjorde verden fuld af kættere og sekter, lige frem til paven, han, som har stødt evangeliet til jorden med lutter sekter og kætterier, fordi han er den sidste og mægtigste antikrist.

⁶ Also muss es jetzt auch gehn, dass man ja sehe, wie es das rechtschaffen Wort Gottes sei, weil es geht, wie es allzeit gangen ist. Da greift es der Papst, Kaiser, Kunige und Fursten mit der Faust an, und wöllens mit Gewalt dämpfen; verdammen, verlästern und verfolgens unverhört und unerkannt, als die Unsinnigen. Sådan må det også gå til i vore dage, så man kan se, at det er et sande Guds ord, fordi det går, som det altid er gået. Så angreb paven, kejseren, konger og fyrster det med næven og ville lægge låg på det med magt, ville fordømme, ødelægge og forfølge det, uden at undersøge det og lytte til det, som de vanvittige de var.

⁷ Aber es steht das Urtheil und unser Trotz schon längst gefället, Ps. 2, (1. 2. 4. 5.): Warum toben die Heiden, und die Völker dichten so unnutz? Die Kunige auf Erden lehen sich auf, und die Fursten räthschlahen mit einander, wider den Herrn und seinen Gesalbten. Aber der im Himmel wohnet, spottet ihr, und der Herr lachet ihr, denn wird er mit ihn reden im Zorn, und schrecken im Grimm. Men deres dom er forlængst fældet og vores trods er forlængst beskrevet i Sl 2: "Hvorfor raser hedningerne, hvorfor samler folkene sig til ingen nytte? Jordens konger rejser sig, og fyrsterne rådslår med hinanden, imod Herren og hans salvede. Men han, der bor i himlen, spotter dem, og Herren ler af dem, for han taler til dem i sin vrede og skrækker dem med sin trussel".

⁸   So wird es gewisslich auch unsern tobenden Fursten gehn. Und sie wöllens auch (E257) so haben; denn sie wollen weder sehen noch hören. Gott hat sie verblendt und verstockt, dass sie sollen anlaufen und zu scheitern gehn. Sie sind gnugsam gewarnet. Således vil det med sikkerhed også gå vore rasende fyrster. Og de vil også have det sådan; for de vil hverken se eller høre. Gud har gjort dem blinde og forstokkede, så at de skal angribe på den måde og tabe. De har fået advarsler nok.

⁹           Diess alles siehet der Satan wohl, und merkt, dass solchs Toben nicht wird durchdringen; ja er spürt und fühlet, dass (wie Gottes Worts Art ist,) je mehr mans druckt, je weiter es lauft und zunimpt: drumb fähet ers nun auch an mit falschen Geistern und Secten.        Alt det ser Satan nok, og han mærker, at den slags rasen ikke trænger igennem; ja, han mærker og føler, at jo mere man forfølger det, des mere breder det sig og tager til (som Guds ord gør det). Derfor angriber han det nu også med falske ånder og sekter.

¹⁰ Und wir müssen uns dess erwägen, und ja nicht irren lassen; denn es muss also sein, wie Paulus sagt zun Korinthern (11,18): Es müssen Secten sein, auf dass die, so bewährt sind, offenbar werden. Also, nachdem der ausgetrieben Satan jetzt ein Jahr oder drei ist umbher gelaufen durch dürre Stätte, und Ruhe gesucht und nicht gefunden (Luc. 11,24), hat er sich in E. K. und F. G. Furstenthum niedergethan, und zu Alstädt ein Nest gemacht, und denkt unter unserm Friede, Schirm und Schutz wider uns fechten. Og den situation må vi overveje og ikke gå fejl af; for det må komme på den måde, som Paulus siger til korinterne (1 Kor 11,18): Der må jo komme sekter, for at de, som er til at stole på, kan komme for dagen. På denne måde: Efter at nu den uddrevne Satan i et par år er løbet omkring på tørre steder og har søgt ro og ikke fundet det (Luk 11,24), så har han slået sig ned i Deres fyrstelige nådige herrers fyrstendømme og bygget rede i Alstadt og påtænker at bekæmpe os under vores fred, beskærmelse og beskyttelse.

¹¹ Denn Herzog Georgen Furstenthum, wiewohl es in der Nähe liegt, ist solichem unerschrockenen und unuberwindlichen Geist (wie er sich rühmen), allzugütig und sänft, dass sie solchen kühnen Muth und Trotz nicht mügen daselbs beweisen, darumb er auch gräulich schreiet und klagt, er müsse viel leiden; For selv om hertug Georgs fyrstendømme ligger i nærheden, er det altfor godvilligt og blødt for en sådan uforfærdet og uovervindelig ånd (det praler han af, at han er); dèr kan et sådant frækt mod og trods ikke få beviser for, at det er frækt og trodsigt, hvorfor han også skriger og klager over, at han må lide meget;

¹² so doch sie bisher Niemand weder mit Faust, noch Mund, noch Feder hat angetast, und träumen ihn selbs ein gross Kreuz, das sie leiden. Sogar leichtfertig und ohn Ursach muss der Satan lügen, er kann doch ja sich nicht bergen. skønt ingen dog hidtil har rørt dem hveken med næve, mund eller pen, og de må drømme sig til det store kors, så de skal lide. I den grad må Satan lyve letfærdigt og uden årsag, og alligevel kan han ikke klare sig.

¹³       Nun ist mir das eine sonderliche Freude, dass nicht die Unsern solch Wesen anfahen, und sie auch selbs wöllen gerühmet sein, dass sie unsers Theils nicht sind, nichts von uns gelehrt noch empfangen haben; sondern vom Himmel kommen sie, und hören Gott selbst mit ihn reden, wie mit den Engeln; und ist ein schlecht Ding, dass man zu Wittenberg den Glauben, Liebe und Kreuz Christi lehret.         Nu er det en særlig glæde for mig, at vore folk ikke begynder på den slags væsen, og at det også selv vil se det som deres fordel, at de ikke hører til os, ikke har lært eller modtaget noget af os. Nej, de kommer fra himlen, og de hører Gud selv tale med dem, som han taler med englene; og det er noget forfærdeligt noget, at man i Wittenherg lærer om troen, om kærligheden og om Kristi kors.

¹⁴ Gottes Stimm (sagen sie,) musst du selbs hören, und Gottes Werk in dir leiden und fühlen, wie schwer dein Pfund ist; es ist nichts mit der Schrift; ja Bibel, Bubel, Babel, etc. Wenn (E258) wir solche Wort von ihnen redten, so wäre ihr Kreuz und Leiden (acht ich) theurer, denn Christus Leiden, würdens auch höher und mehr preisen. De siger, at du selv må høre Guds stemme og mærke Guds gerning i dig og føle hvor stort dit pund er; det med bibelen betyder ikke noget, ja bibel, bubel, babel, siger de. Når vi hører dem tale på den måde, så vil jeg tro, at deres kors og lidelse ville være mere dyrebar for dem end Kristi lidelser, og at de også ville prise dem højere og mere.

¹⁵ Also gern wollt der arme Geist Leiden und Kreuz von ihm gerühmet haben; und mügen doch nicht leiden, dass man ein wenig an ihrer himmlischen Stimm und Gottes Werk Zweifel oder Bedenk nehme, sondern wöllens stracks mit Gewalt geglaubt haben ohn Bedenken, dass ich hochmüthigern, stolzern heiligern Geist (wo ers wäre) wider gelesen noch gehört habe. På den måde ville den arme ånd nok gerne have nogle lidelse og et kors at prale af, og vil dog ikke finde sig i, at man opstiller den mindste tvivl eller betænkelighed ved deres himmelske stemmer og gudsgerning, nej så ville den straks have det troet med magt, uden betænkelighed, så jeg ikke har hverken læst eller hørt nogen mere højmodig, mere stolt, mere hellig ånd (hvis den altså var hellig).

¹⁶ Doch jetzt ist nich Zeit noch Raum ihre Lehre zu urtheilen, welche ich vorhin zweimal wohl erkennet und geurtheilet habe, und wo es Noth sein wird, noch wohl urtheilen kann und will von Gottes Gnaden. Dog nu er det ikke tid eller sted at bedømme deres lære, som jeg tidligere hele to gange har undersøgt og bedømt, og som jeg nok ved Guds nøde kan og vil bedømme, hvis det skulle vise sig nødvendigt.

¹⁷        Ich habe diesen Brief an E. F. G. allein aus der Ursach geschrieben, dass ich vernommen, und auch aus ihrer Schrift verstanden habe, als wollt derselb Geist die Sache nicht im Wort lassen bleiben, sondern gedenke sich mit der Faust drein zu begeben, und wölle sich mit Gewalt setzen wider die Oberkeit, und stracks daher eine leiblich Aufruhr anrichten.         Jeg har alene skrevet dette brev til Deres fyrstelige nådige herrer af den grund, at jeg har det på fornemmelsen og også har forstået det ud fra deres bog, at denne ånd ikke vil lade sagen blive stående på "ordområdet", men har til hensigt at begive sig ind ppå "næveområdet", så den med magt sætter sig imod øvrigheden og derfor snart vil anrette et legemligt oprør.

¹⁸ Hie lässt der Satan den Schalk kicken; das ist zu viel an Tag geben. Was sollt der Geist wohl anfahen, wenn er des Pöbels Anhang gewünne? Ich habs zwar vorhin auch von demselben Geist allhie zu Wittenberg gehört, dass er meinet, man müsse die Sache mit dem Schwert vollführen. Her lader Satan slynglen stikke frem; det står for klart fremme i dagen. Hvad skulle ånden vel tage sig for, når den har vundet pøbelens tilslutning? Jeg har ganske vist også tidligere hørt om denne ånd her i Wittenberg, at han mener, at man må bringe sagen til ende med sværdet.

¹⁹ Da dacht ich wohl, es wollt da hinaus, dass sie gedächten, weltliche Oberkeit zu stürmen, und selbst Herren in der Welt zu sein. So doch Christus vor Pilato das verneinet und spricht (Joh. 18,36): Sein Reich sei nicht von dieser Welt; und auch die Jüngern lehret (Luc. 22,25f): Sie sollten nicht sein, wie weltliche Fursten. Da tænkte jeg: Nå, det kommer nok frem, at de har i tankerne at angribe den verdslige øvrighed, så de selv kan blive herrer i verden. På trods af, at Kristus overfor Pilatus vender sig imod de og siger, at hans rige ikke er af denne verden og også lærer disciplene, at de ikke skulle være som verdslige fyrster.

²⁰ Wiewohl ich mich nu versehe, E. Fürstl. Gnaden werden sich hierinnnen bass wissen zu halten, denn ich rathen kann; so gebührt mir doch unterthäniges Fleiss, auch das Meine dazu zu thun, und Euer Fürstl. G. unterthäniglich zu bitten und ermahnen, hierinnen ein ernstlich Einsehen zu haben, und aus Schuld und Pflicht ordentlicher Gewalt solchem Unfug zu wehren und dem Aufruhr zuvorkommen. Selv om jeg nu nok regner med, at Deres fyrstelige nådige herrer nok skal vide at forholde sig bedre i denne situation, end mit råd kan udrette, så er det dog min pligt med underdanig flid, også at bidrage mit dertil og underdanigst at bede og formane Deres fyrstelige nådige herrer at have alvorlig indseende med situationen og, som det er den ordensmæssige myndigheds skyldighed og pligt, at afværge den slags skidt og komme oprøret i forkøbet.

²¹ Denn E. F. Gn. haben dess gut Wissen, dass (E259) ihr Gewalt und weltliche Herrschaft von Gott darumb gegeben und befohlen ist, dass sie den Friede handhaben sollen und die Unrühigen strafen, wie Sanct Paulus lehret Röm. 13,4. For Deres fyrstelige nådige herrer ved udmærket godt, at deres myndighed og verdslige herredømme er givet og befalet af Gud af den grund, at den skal opretholde freden og straffe dem, der volder oprør, som Skt. Paulus lærer i Rom 13,4.

²² Darumb E. Fürstli. Gnaden hie nicht zu schlafen noch zu säumen ist: denn Gott wirds fordern, und Antwort haben wöllen umb solchen hinlässigen Brauch und Ernst des befohlen Schwerts. So wurde es auch vor den Leuten und der Welt nicht zu entschuldigen sein, dass E. F. G. aufrührische und frevele Fäuste dulden und leiden sollten. Derfor må Deres fyrstelige nådige herrer ikke sove på dette punkt eller forsømme noget. For Gud kræver det og vil stille Dem til ansvar for det, hvis De undlader at bruge sværdet og undlader at tage det sværd, der er befalet Dem, alvorligt. Og det ville heller ikke overfor folket og overfor verden kunne undskyldes, at Deres fyrstelige nådige herrer tålte og fandt sig i oprørske og frække næver.

²³       Ob sie aber würden geben (wie sie denn mit prächtigen Worten pflegen), der Geist treibe sie, man müsse es zu Werk bringen, und mit der Faust darein greifen: da antworte ich also.         Men hvis de ville påstå (sådan som de plejer at gøre det med prægtige ord), at ånden driver dem, og at man må bringe det til udførelse, og gribe ind med næven, så svarer jeg således:

²⁴ Erstlich, es muss freilich ein schlechter Geist sein, der seine Frucht nicht anders beweisen kann, denn mit Kirchen- und Klösterzubrechen und Heiligenverbrennen. Welches auch wohl thun künnten die allerärgisten Buben auf Erden, sunderlich wo sie sicher sind und ohn Widerstand. Da hielt ich aber mehr von, wenn der Geist zu Allstädt gen Dressen oder Berlin oder Ingolstadt führe, und sturmet und bräche daselbs Klöster, und verbrennte Heiligen. For det første: Det må sandelig være en dårlig ånd, der ikke kan bevise sin frugt på anden måde end gennem kirke- og klosterødelæggelser og afbrænding af helgenbilleder. Det kunne jo også de største slyngler på jorden gøre, især hvor de er på sikker grund og ikke møder modstand. Men det ville jeg regne mere med, hvis ånden fra Alstadt tog til Dresden eller Berlin eller Ingolstadt og dèr stormede og ødelagde klostre og afbrændte helgenbilleder.

²⁵         Zum andern, dass sie den Geist rühmen, gilt nicht, denn wir haben hie St. Johanns Spruch (1 Joh 4,1), man solle die Geister zuvor prüfen, ob sie aus Gott sind. Nu ist dieser Geist noch nicht geprüfet, sondern fähret zu mit Ungestüm, und rumort nach seinem Muthwillen. Wäre er gut, er wurde sich zuvor prüfen und demüthiglich urtheilen lassen, wie Christi Geist thut.        For det andet: Det, at de praler af ånden, har ingen gyldighed, for vi har her Skt. Johannes' udsagn (1 Joh 4,1), at man skal prøve ånderne, om de er af Gud. Nu er denne ånd endnu ikke blevet prøvet, den er blot faret ud med uroligheder og gør oprør efter sit lune. Det ville være godt, om den først lod sig prøve og ydmygt ville lade sig bedømme, som Kristi ånd gør.

²⁶        Das wär ein fein Frucht des Geists, dadurch man ihn prüfen künnt, wenn er nicht so zu Winkel kröche und das Licht scheuet, sondern offentlich vor der Feinden und Widersachern müsste stehn, bekennen und Antwort geben.        Det ville være en fin åndens frugt, hvorpå man ville kunne prøve den, hvis den ikke på den måde krøb i et musehul og skyede lyset, men måtte stå offentligt frem for fjender og modstandere, bekende og give svar.

²⁷ Aber der Geist zu Allstädt meidet solchs, wie der Teufel das Kreuz, und treibt doch dieweil in seim Nest die allerunerschröckeneste Worte, als wär er drei heilige Geist voll, dass auch solcher ungeschichter Ruhm fein meldet, wer der Geist sei. Men den slags undgår ånden fra Alstadt, som djævelen korset, og den driver samtidig i sin rede på med de mest uforfærdede ord, som om den var fuld at tre hellige ånder, så at også denne upassende ros udmærket giver melding om, hvem ånden er.

²⁸ Denn also erbeut er sich in seiner Schrift, er wölle offentlich vor (E260) einer ungefährlichen Gemeine, aber nicht im Winkel, vor zweien oder dreien stehen und antworten, und Leib und Seel aufs Allerfreieste erboten haben etc. For således tilbyder den sig i sit skrift: den viil offentligt stå frem for en ufarlig menighed, men ikke i det skjulte, for to eller tre og svare og den har tilbudt liv og sjæl på allerfrieste måde, osv.

²⁹        Lieber, sage mir, wer ist der muthige und trotzige heiliger Geist, der sich selbst so enge spännet, und will nicht, denn vor einer ungefährlichen Gemeine stehen? Item, er will nicht im Winkel vor zweien oder dreien Antwort geben? Was ist das fur ein Geist, der sich vor zweien oder dreien fürchtet und ein gefährliche Gemeine nicht leiden kann?        Kære ven, sig mig, hvad er det dog for en modig og trodsig hellig ånd, der udspænder målet så snævert og kun vil stå frem foran en ufarlig menighed? Ligeledes: som vil give svar i det skjulte for to eller tre? Hvad er det for en ånd, der er bange for to eller tre og ikke kan tåle en ufarlig menighed?

³⁰ Ich will dirs sagen: Er reucht den Braten; er ist einmal oder zwei vor mir zu Wittenberg in meinem Kloster auf die Nasen geschlagen, drumb grauet ihm vor der Suppen, und will nicht stehn, denn da die Seinen sind, die Ja sagen zu seinen treffentlichen Worten. Wenn ich (der sogar ohn Geist ist, und kein himmlische Stimm höret), mich hätt solcher Wort lassen hören gegen meinen Papisten: wie sollten sie gewonnen schrein, und mir das Maul stopfen? Det skal jeg sige dig: Det ryger fra stegen. Røgen har én eller to gange nået min næse i klostret i Wittenberg, derfor er han bange for suppen, og vil ikke stå op andre steder, end hvor hans egne er med ham, de, der kan sige ja til hans fortræffelige ord. Hvis jeg -- der jo oven i købet ikke har nogen ånd og ikke hører nogen himmelsk stemme -- med sådanne ord havde ladet mig høre imod mine papister, så ville de rigtignok have skreget op om, at de havde vundet og så ville de have stoppet munden på mig.

³¹       Ich kann mit solchen hohen Worten nicht rühmen noch trotzen; ich bin ein armer, elender Mensch, und hab meine Sache nicht so trefflich angefangen, sondern mit grossen Zittern und Forcht (wie St. Paulus auch bekennet von sich selber 1. Kor. 3,6, der doch auch wohl hätte gewusst von himmlischer Stimm zu rühmen).        Jeg kan ikke prale af eller trodse på sådanne høje ord; jeg er et stakkels, elendigt menneske og har ikke påbegyndt min sag på en så fortræffelig måde, men begyndte på den med frygt og bæven (som Skt. Paulus også bekender om sig selv (1 Kor 3,6, han, der dog vel også havde kunnet prale af en himmelsk stemme).

³² Wie demüthiglich griff ich den Papst an, wie flehet ich, wie sucht ich, als meine erste Schrift ausweisen. Dennoch hab ich in solichem armen Geist das than, das dieser Weltfressergeist noch nicht versucht, sondern bisher gar ritterlich und männlich gescheuet und geflohen hat, und sich auch solchs Scheuens gar ehrlich rühmet, als einer ritterlichen und hohen Geists That. Hvor ydmygt angreb jeg ikke paven, hvor meget græd jeg ikke, hvor urolig var jeg ikke, som mit første skrift udviser! Alligevel har jeg i en sådan fattig ånd gjort det, som denne verdensopæderånd endnu ikke har prøvet på, men hidtil ganske ridderligt og mandigt skyet og flygtet fra, skønt den ganske ærligt roser sig af en sådan skyhed, som var det en ridderlig og høj ånds gerning.

³³       Denn ich bin zu Leipzig gestanden, zu disputiren vor der allergefährlichsten Gemeine. Ich bin zu Augspurg ohn Geleit vor meinen höchsten Feind erschienen. Ich bin zu Worms vor dem Kaiser und dem ganzen Reich gestanden, ob ich wohl zuvor wusste, dass mir das Geleit gebrochen war, und wilde seltsame Tück und List auf mich gericht waren.         For jeg stod frem i Leipzig for at disputere foran den allerfarligste forsamling. Jeg viste mig i Augsburg uden frit lejde for min største fjende. Jeg sod frem foran kejseren og hele riget i Worms, selv om jeg i forvejen vidste, at mit lejde var brudt og at vild og mærkværdig snedighed og list var rettet imod mig.

³⁴        Wie schwach und arm ich damals war, so stund doch mein Herz der Zeit also: Wenn ich gewüsst hätte, (E261) dass so viel Teufel auf mich gezielet hätten, als Ziegel auf den Dächern waren zu Worms, wäre ich dennoch eingeritten, und hatte noch nichts von himmlischer Stimm und Gottes Pfunden und Werken, noch von dem Allstädtischen Geist je etwas gehöret.          Hvor svag og fattig jeg end var dengang, så stod dog mit hjerte på den tid fast: Hvis jeg havde vidst, at der var lige så mange djævle, der sigtede på mig, som der var tagsten på tagene i Worms, så ville jeg alligevel være redet derind, men jeg havde ikke endnu hørt noget fra en himmelsk stemme og fra Guds pund og gerninger eller fra ånden fra Altstadt.

³⁵ Item, ich habe müsst in Winkeln einem, zweien, dreien stehn, wer, wo, und wie man hat gewollt. Mein blöder und armer Geist hat müssen frei stehn, als ein Feldblume, und keine Zeit, Person, Stätt, Weise oder Mass stimmen; hat müssen Jedermann bereit und urbütig sein zur Antwort, wie St. Petrus lehret (1. Pet 3,15). Ligeledes: Jeg måtte stå i det skjulte, overfor én, to eller tre, med hvem, hvor og hvordan man ville have det. Min tossede og fattige ånd måtte stå frit, som en blomst på marken, uden at kunne bestemme tid, person, sted, måde eller omfang; den måtte være parat og rede til at svare enhver, som Skt. Peter lærer 1 Pet 3,15.

³⁶        Und dieser Geist, der so hoch uber uns ist, als die Sonne uber der Erden, der uns kaum fur Würmlein ansiehet, stimpt ihm selbs eitel ungefährliche, freundliche und sichere Urtheiler und Hörer, und will nicht zweien oder dreien in sondern Orten zu Antwort stehn.        Og denne ånd, der er så højt over os, som solen over jorden, der anser os for knap nok en orm, den er det lutter ufarlige, venlige og sikre bedømmere og tilhører, der giver sin tilslutning, den vil ikke svare to eller tre på bestemte steder.

³⁷ Er fühlet etwas, das er nicht gerne fühlet, und meinet uns mit aufgeblasenen Worten zu schrecken. Wohlan, wir vermügen nichts, denn was uns Christus gibt: will uns der lassen, so schreckt uns wohl ein rauschend Blatt; will er uns aber halten, so soll der Geist seines hohen Ruhmes wohl inne werden. Den føler noget, som den ikke gerne føler, og mener at kunne forskrække os med opblæste ord. Velan, vi formår ikke andet, end hvad Kristus giver os: Vil han lade det ske med os, så er det kun et raslende blad, der forskrækker os; men hvis han vil holde os oppe, så skal ånden nok blive klar over hans høje ros.

³⁸       Und erbiete mich hiemit E. F. G., ists noth, so will ich an Tag geben, wie es zwischen mir und diesem Geist in meinem Stüblein ergangen ist, daraus E. F. G. und alle Welt spuren und greifen soll, dass dieser Geist gewiss ein lugenhafter Teufel ist, und dennoch ein schlechter Teufel. Ich hab wohl einen ärgern gegen mir gehabt, auch noch täglich habe. Denn die Geister, die so mit stolzen Worten pochen und poltern, die thuns nicht, sondern die heimlich schleichen, und den Schaden thun, ehe man sie höret.         Og jeg tilbyder mig herved for Deres fyrstelige nåder, hvis det er nødvendigt, så vil jeg afsløre, hvordan det er gået til mellem mig og denne ånd i min lille stue, hvorved Deres fyrstelige nåder og hele verden skal spore og begribe, at denne ånd med sikkerhed er en løgnagtig djævel, og det en dårlig djævel. Jeg har haft én hos mig, der var værre, har det endnu daglig. For de ånder, der pukker og praler med stolte ord, de gør ingen skade, nej, de, der hemmeligt sniger sig omkring, de gør skade, før man hører dem.

³⁹        Solchs hab ich darumb müssen erzählen, dass E. F. G. sich nicht scheuen noch säumen vor diesem Geist, und mit ernstlichem Befehl dazuthun, dass sie die Faust innen halten, und ihr Klöster- und Kirchenbrechen und Heiligenbrennen lassen anstehen; sondern wollen sie ihren Geist beweisen, dass sie das thun, wie sichs gebührt, und lassen sich zuvor versuchen, es sei vor uns oder vor den Papisten.           Dette har jeg været nødt til at fortælle, for at Deres fyrstelige nåder ikke skal være bange for denne ånd, ikke være bange for at gøre Deres til med en alvorlig befaling, at de holder deres næve i ro og lader være med deres kloster- og kirkeafbrændinger; nej, hvis de vil bevise deres ånd, at de så gør det, som det anstår sig for dem og først lader sig prøve, enten overfor os eller overfor papisterne.

⁴⁰ Denn sie halten (Gott Lob) uns (E262) doch fur ärger Feinde, denn die Papisten. Wiewohl sie unsers Siegs gebrauchen und geniessen, nehmen Weiber, und lassen päpstliche Gesetze nach, das sie doch nicht erstritten haben, und hat ihr Blut nicht drob in de Fahr gestanden; sondern ich habs müssen mit meinem Leib und Leben, bisher dargewagt, erlangen. Ich muss mich doch rühmen, gleichwie St. Paulus auch musste, 2 Kor. 11,16: wiewohl es eine Thorheit ist, und ichs lieber liesse, wenn ich künnte vor den Lugengeistern. For de regner dog -- gudskelov -- os for værre fjender end papisterne. Selv om de udnytter og drager fordel af vores sejr -- de tager sig hustruer og lader hånt om pavelige lov, som de dog ikke har kæmpet imod og som de ikke har sat deres blod i fare for; nej, det er mig, der med mit liv har måttet vove det indtil nu, og har vundet det. Jeg må dog rose mig, ganske som Skt. Paulus også måtte, 2 Kor 11,16, selvom det er en dårskab, og jeg hellere lod være, hvis jeg bare kunne for disse løgneånder.

⁴¹        Sagen sie abermal, wie sie pflegen, dass ihr Geist sei zu hoch, und unser zu geringe, und müge ihr Ding von uns nicht erkannt werden, antworte ich: St. Peter wusst auch wohl, dass sein und aller Christen Geist höher war, denn der Heiden und Juden; noch gebeut er (1 Pet 3,16): Wir sollen Jedermann sänftmüthiglich zu antworten urbütig und bereit sein.         Men hvis de igen siger, som de plejer, at deres ånd er for høj og vores for ringe, og at deres ting ikke kan erkendes af os, så svarer jeg: Skt Peter vidste også nok, at hans og alle kristnes ånd var højere end hedningernes og jøderne; alligevel påbyder han i 1 Pet 3,16, at vi skal være rede og parat til tålmodigt at svare enhver.

⁴² Christus wusste auch, dass sein Geist höher war denn der Jüden; noch liess er sich herunter, und bot sich zu Recht, und sprach (Joh 8,46): Wer zeihet mich einer Sünde unter euch? und vor Hannas (Joh 18,24): Hab ich übel geredt, so gib Zeugnuss davon etc. Kristus vidste også, at hans ånd var højere end jødernes; alligevel lod han sig være underlegen og tilbød sig til rettergang og sagde i Joh 8,46: Hvem er jer kan overbevise mig om nogen synd? og for Hannas (18,24): Hvis jeg har talt forkert, så aflæg vidnesbyrd om det osv.

^8,43 Ich weiss auch und bins gewiss von Gottes Gnaden, dass ich in der Schrift gelehrter bin, denn alle Sophisten und Papisten; aber vor dem Hochmuth hat mich Gott noch bisher gnädiglich behüt, und wird mich auch behüten, dass ich mich sollt wegern, Antwort zu geben, und mich hören zu lassen vor dem allergeringsten Juden oder Heiden, oder wer es wäre. Jeg véd det også godt, og jeg er sikker på den Guds nåde, at jeg er mere lærd i skriften, end alle sofister og papister; men hidtil har Gud nådig bevaret mig for hovmod og han vil også bevare mig, så jeg skulle nægte at give svar og lade mig høre overfor den allerringeste jøde eller hedning, eller hvem det nu kunne være.

⁴⁴       Auch warumb lassen sie selbst ihr Ding schriftlich ausgehen, so sie vor zwenn oder dreien, noch in einer gefährlichen Gemeine nicht stehen wöllen? Oder meinen sie, dass ihre Schrift vor eitel ungefährliche Gemeine, und nicht vor zween oder drei besonders komme?         Og hvorfor udgiver de ikke deres anskuelser skriftligt, når de ikke vil stå frem foran to eller tre, og heller ikke foran en farlig forsamling? Eller mener de, at deres skrifter kun skal komme frem for lutter ufarlige forsamlinger og ikke for to eller tre?

⁴⁵ Ja, es wundert mich, wie sie ihres Geists so vergessen, und wöllen die Leut nu mündlich und schriftlich lehren, so sie doch rühmen, es müsse ein Jeglicher Gottes Stimm selbs hören, und spotten unser, dass wir Gottes Wort mündlich und schriftlich führen, als das nichts werth noch nütze sei, und haben gar ein viel höher, köstlicher Ampt, denn die Apostel und Propheten, (E263) und Christus selbs, welche alle haben Gottes Wort mündlich oder schriftlich geführt, und nie nichts gesagt von der himmlischen, göttlichen Stimm, die wir hören müssten. Also gaukelt dieser Schwimmelgeist, dass er selbst nicht siehet, was er sagt. Ja, jeg undrer mig over, hvordan de kan glemme deres ånd og nu vil belære folk mundtligt og skriftligt, når de dog roser sig af, at enhver selv må høre Guds stemme, og håner os, fordi vi fremfører Guds ord mundtligt og skriftligt, som noget, der ikke er noget værd og ingen nytte til, hvor de har et meget højere og mere dyrebart embede end apostlene og profeterne og end Kristus selv, de, som alle har ført Guds ord mundtligt og skriftligt og aldrig sagt noget om en himmelsk, guddommelig stemme, som vi skal høre. Sådan gøgler denne svimmelånd, så den ikke selv ser, hvad den siger.

⁴⁶        Ich weiss aber, dass wir, so das Evangelion haben und kennen, ob wir gleich arme Sünder sind, den rechten Schrift, oder wie St. Paulus sagt Röm. 8,23. Primitias Spiritus, den Erstling des Geists haben, ob wir schon die Fülle des Geistes nicht haben. So ist ja kein ander, denn derselbige einige Geist, der seine Gaben wunderlich austheilt. Wir wissen je, was Glaub, Liebe und Kreuz ist, und ist kein höher Ding auf Erden zu wissen, denn Glaub und Liebe.           Men jeg véd da godt, at vi, der har og kender evangeliet, selv om vi er arme syndere, vi har den rette skrift, eller som Skt. Paulus siger Rom 8,23, vi har åndens førstegrøde, selv om vi ikke har åndens fylde. Og nu er der jo ingen anden end denne ene ånd, der uddeler sine gaver på underfuld måde. Vi véd jo, hvad tro, kærlighed og kors er, og der er ingen ting her på jorden, det er højere at vide end tro og kærlighed.

⁴⁷ Daraus wir ja auch wissen und urtheilen künnten, welche Lehre recht oder unrecht, dem Glauben gemäss oder nicht sei. Wie wir denn auch diesen Lugengeist kennen und urtheilen, dass er das im Sinn hat: er will die Schrift und das mundlich Gottes Wort aufheben, und die Sacrament der Tauf und Altars austilgen, und uns hinein in den Geist führen, da wir mit eignen Werken und freien Willen Gott versuchen und seins Werks warten sollen, und Gott Zeit, Stätt und Mass setzen, wenn er mit uns wirken wölle. Derfra kan vi jo også vide og bedømme, hvilken lære der er ret eller uret, hvilken der er i overensstemmelse med troen og hvilken ikke. Sådan som vi jo da også kan kende og bedømme denne løgneånd, at den har det i sinde, at den vil ophæve skriften og det mundtlige Guds ord og udslette dåbens og alterets sakramente og føre os ind i ånden, hvor vi med vore egne gerninger og vor frie vilje skal friste Gud og tage vare på hans gerning, og sætte Gud tid, sted og mål for, hvornår han vil virke med os.

⁴⁸        Denn solch gräuliche Vermessenheit weiset ihr Schrift aus, dass sie, auch mit ausgedruckten Worten, wider das Evangelion St. Marci schreiben, nämlich: Contra Marcum ultimo cap., als habe St. Marcus unrecht von der Taufe geschrieben. Und da sie St. Johannem nicht so thüren ins Maul schlagen, wie St. Marcus: Wer nicht anderweit geboren wird aus dem Geist und Wasser, Johann. 3,5: deuten sie das Wort, Wasser, weiss nicht wohin, und verwerfen schlechts die leibliche Taufe im Wasser.         For denne store anmasselse fremviser deres skrifter, at de med udtrykkelige ord skriver imod Skt. Markus' evangelium, som følger: Imod Markus det sekstende, som om Skt. Markus har skrevet forkert om dåben. Og da de ikke tør slå Skt. Johannes på samme måde på munden som de slår Skt. Markus, i anledning af ordet Joh 3,5: Den, der ikke bliver født påny af ånd og vand, så tyder de ordet "vand" jeg véd ikke hvorhen og forkaster simpelthen den legemlige dåb i vand.

⁴⁹        Gern möcht ich aber wissen, weil der Geist nicht ohne Fruchte ist, und ihrer Geist so viel höher ist, denn unser, ob er auch höher Frucht trage, denn unser; ja er muss wahrlich ander und besser Fruchte tragen, denn unser, weil er besser und höher ist. So lehren wir ja und bekennen, dass unser Geist, den wir predigen und lehren, bringe die Früchte, von St. Paulo Gal. 5,22f (E264) erzählet, als Liebe, Freud, Fried, Geduld, Gütigkeit, Treu, Sänftmuth und Mässigkeit; und wie er Röm. 8,13 sagt, dass er tödte die Werk des Fleischs, und kreuzige mit Christo den alten Adam sampt seinen Lusten, Gal. 5.        Men jeg ville gerne vide, når nu deres ånd ikke er uden frugt og når deres ånd er så meget højere end vores, om den også bærer højere frugter end vores; ja, den må i sandhed bære andre og bedre frugter end vores, fordi den er bedre og højere. Sådan lærer vi og bekender, at vores ånd, som vi prædiker og lærer, bringer de frugter, som Skt. Paulus opregner i Gal 5,22f, f. eks. kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, godhed, trofasthed, sagtmodighed og mådehold; det samme siger han Rom 8,13: den døder kødets gerninger og korsfæster den gamle Adam og hans lyster sammen med Kristus. Gal 5,24.

⁵⁰ Und Summa, die Frucht unsers Geists ist Erfullung der zehen Gebot Gottes. So muss nu gewisslich der Alstädtische Geist, der unsern Geist nicht will sein lassen, etwas Höhers tragen denn Liebe und Glauben, Friede, Geduld, etc.; so doch St. Paulus die Liebe fur die höhisten Frucht erzählet 1. Kor. 13,13, und muss viel Bessers thun, denn Gott geboten hat. Og kort sagt, frugten af vores ånd er opfyldelsen af Guds ti bud. Så må nu givetvis ånden fra Altstadt, der ikke vil lade vores ånd være, bære højere frugter end kærlighed og tro, fred, tålmodighed osv; hvor dog Paulus erklærer kærligheden for den højeste frugt i 1 Kor 13,13, og de må gøre mange bedre ting end dem, Gud har påbudt.

⁵¹ Das wollt ich gerne wissen, was das wäre: seitmal wir wissen, dass der Geist, durch Christum erworben, allein darzu geben wird, dass wir Gottes Gebot erfullen, wie Paulus sagt Röm. 8,3f. Det ville jeg gerne vide, hvad det kunne være. For vi véd jo, at den ånd, der er erhvervet os gennem Kristus, alene er givet os for at vi skal opfylde Guds bud, som Paulus siger Rom 8,3f.

⁵²        Wöllen sie aber sagen: wir leben nicht, wie wir lehren, und haben solchen Geist nicht, der solche Fruchte bringt: solchs möcht ich wohl leiden, dass sie sagten; denn dabei künnt man greiflich spuren, dass nit ein guter Geist ist, der aus ihnen redet.         Men vil de nu sige: Vi lever ikke, som vi lærer, og har ikke en ånd, der kan bære sådanne frugter, så ville jeg nok kunne lide, at de siger sådan. For derved kunne man tydeligt blive klar over, at det ikke er en god ånd, der taler ud af dem.

⁵³ Wir bekennen das selbst, und ist nicht noth solchs durch himmlische Stimm und höhern Geist zu holen, dass wir leider nicht alles thun, was wir thun sollten. Ja, St. Paulus Gal. 5,17 meinet, es geschehe nimmermehr alles, weil Geist und Fleisch bei einander und wider einander sind auf Erden. Det bekender vi jo selv, og det er ikke nødvendigt at få det at vide gennem en himmelsk stemme og en højere ånd, at vi desværre ikke gør alt det, vi skulle gøre. Ja, Skt. Paulus mener Gal 6,17, at det aldrig sker fuldstændigt, fordi ånd og kød her på jorden er hos hinanden og mod hinanden.

⁵⁴        So spure ich auch noch kein sondere Frucht des Alstädtischen Geists, ohn dass er mit der Faust schlahen will, und Holz und Stein brechen. Liebe, Fried, Geduld, Gütigkeit und Sanftmuth haben sie noch bisher gespart zu beweisen, auf dass des Geists Frucht nicht zu gemein werden.          Derfor sporer jeg stadigvæk heller ikke nogen særlig frugt hos ånden fra Altstadt, bortset fra at den vil slå med næven og brække træ og sten i stykker. Kærlighed, fred, tålmodighed og sagtmodighed har de hidtil ventet med at bevise, for at deres ånds frugter ikke skal være for almindelige.

⁵⁵ Ich kann aber von Gottes Gnaden viel Frucht des Geists bei den Unsern anzeigen, und wollt auch noch wohl meine Person allein, die die geringest und sündlichest ist, entgegen setzen allen Fruchten des ganzen Alstädtischen Geists, wenns Rühmens gelten sollt, wie hoch er auch mein Leben tadelt. Men jeg kan ved Guds nåde påvise mange åndens frugter hos vore, og jeg vil også godt sætte min egen person alene, der er den ringeste og syndigste, op imod alle frugterne af ånden fra Altstadt, hvis det drejer sig om at prale, uanset, hvor stærkt han dadler mig for mig liv.

⁵⁶         Aber dass man Jemands Lehre umb des gebrechlichen Lebens willen tadelt, das ist nicht der Heilige Geist. Denn der Heilige Geist tadelt falsche Lehre, und duldet die Schwachen im Glauben und Leben, wie (E265) Röm. 14,1 und 15,1 St. Paulus und an allen Orten lehret. Mich ficht aber nicht an, dass der Alstädtische Geist so unfruchtbar ist, aber dass er so leugt und andere Lehre will aufrichten.        Men at man dadler nogens lære på grund af hans svagelige liv, det er ikke den hellige ånd. For den hellige ånd dadler den falske lære, og tåler de svage i trorn og i livet, sådan som Skt. Paulus lærer Rom 14,1 og 15,1 og alle andre steder. Men mig anfægter det ikke, at ånden fra Altstadt er så ufrugtbar, men det anfægter mig, at den lyver og vil oprette en anden lære.

⁵⁷ Ich hätte mit den Papisten auch wenig zu thun, wenn sie nur recht lehreten, ihr böses Leben wurde nit grossen Schaden thun. Weil denn dieser Geist da hinaus will, dass er sich an unserm kranken Leben ärgert, und so frech urtheilet die Lehr umbs Lebens willen: so hat er gnugsam beweiset, wer er sei; denn der Geist Christi richtet Niemand, der recht lehret, und duldet und trägt und hilft den, die noch nit recht leben, und verachtet nicht also die armen Sunder, wie dieser pharisäischer Geist thut. Jeg ville også kun have lidt at indvende imod papisterne, hvis bare de lærte ret, deres onde levned ville ikke gøre stor skade. Fordi da denne ånd vil derhen, at den kan forarge sig over vores sygelige levned, og så frækt bedømmer læren ud fra livet, så har den i rigt mål bevist, hvem den er; for Kristi ånd dømmer ingen, der lærer ret, og tåler og bærer over med og hjælper den, der endnu ikke lever ret, og foragter ikke de arme syndere, sådan som denne farisæiske ånd gør.

⁵⁸        Nu, das trifft die Lehre an, die wird sich mit der Zeit wohl finden. Jetzt sei das die Summa, gnädigisten Herren, das E. F. G. soll nicht wehren dem Ampt des Worts. Man lasse sie nur getrost und frisch predigen, was sie künnten, und wider wen sie wöllen; denn wie ich gesagt habe, es müssen Secten sein (1. Kor. 11,19), und das Wort Gottes muss zu Felde liegen und kämpfen; daher auch die Evangelisten heissen Heerscharen Ps. 68,12, und Christus ein Heerkünig in den Propheten.        Nuvel, det har med læren at gøre, det skal nok til sin tid lade sig udfinde. Men lad nu dette være det korte af det lange, nådigste herrer, at Deres kurfyrstelige nådige herrer ikke skal beskytte ordets embede. Man skal kun trøstigt og frimodigt lade dem prædike, hvad de kan, og mod hvem de vil; for som sagt må der være sekter (1 Kor 11,19), og Guds ord må ligge i krig og kæmpe; derfor kaldes evangelisterne også hærskarer (Sl 68,12) og Kristus kaldes en konge over hæren hos profeterne.

⁵⁹ Ist ihr Geist recht, so wird er sich vor uns nicht furchten und wohl bleiben. Ist unser recht, so wird er sich vor ihn auch nicht, noch vor Jemand furchten. Man lasse die Geister auf einander platzen und treffen. Werden etliche indess verführet, wohlan, so gehts nach rechtem Kriegslauf; wo ein Streit und Schlacht ist, da müssen etliche fallen und wund werden; wer aber redlich ficht, wird gekrönet werden. Hvis deres ånd er den rette, så vil den ikke være bange for os og skal nok bestå. Hvis vores er den rette, så vil den heller ikke frygte dem eller nogen anden. Man skal blot lade ånderne fægte med hinanden og tørne sammen. Hvis nogen bliver forført derved, velan, sådan går det i krige; hvor der er en strid, hvor et slag finder sted, dèr må nogle falde og blive såret; men den, der kæmper redeligt, får kronen.

⁶⁰        Wo sie aber mehr thun, denn mit dem Wort fechten, wöllen auch brechen und schlahen mit der Faust, da sollen E. F. G. zugreifen, es sein wir oder sie, und stracks das Land verboten, und gesagt: Wir wöllen gerne leiden und zusehen, dass ihr mit dem Wort fechtet, dass die rechte Lehre bewährt werde; aber die Faust haltet stille, denn das ist unser Ampt; oder hebt euch zum Lande aus.          Men hvis de gør mere end at kæmpe med ordet, hvis de også vil bryde i stykker og slå i stykker med næven, så skal Deres fyrstelige nådige herrer gribe ind, hvad enten det er os eller dem, der er tale om, og øjeblikkelig vise dem ud af landet med den besked: Vi vil gerne finde os i og rolig se på, at I kæmper med ordet, så at den rette lære kan blive styrket; men hold næven i ro, for det er vores embede (at bruge næven); ellers må I forføje jer ud af landet.

⁶¹ Denn wir, die das Wort Gottes führen, sollen nicht mit der Faust streiten (E266) Es ist ein geistlich Streit, der die Herzen und Seelen dem Teufel abgewinnet, und ist auch also durch Daniel (K. 8,25) geschrieben, dass der Endechrist soll ohn Hand zurstöret werden. For vi, der fører Guds ord, skal ikke kæmpe med næven. Det er en åndelig strid, som vinder hjerterne og sjælene fra djævelen, og der står også skrevet i Dan 8,25, at antikrist skal ødelægges uden hånd.

⁶² So spricht auch Esaias K. 11,4, dass Christus in seim Reich werde streiten mit dem Geist seines Munds, und mit der Ruthen seiner Lippen. Predigen und leiden ist unser Ampt, nicht aber mit Fäusten schlahen und sich wehren. Also haben auch Christus und seine Apostel kein Kirchen zubrochen, noch Bilder zuhauen, sondern die Herzen gewonnen mit Gottes Wort, darnach sind Kirchen und Bilder selbs gefallen. Sådan siger også Es 11,4, at Kristus i sit rige vil kæmpe med sin munds ånd og med sine læbers ris. At prædike og at lide, det er vort embede, men ikke at slå med næven og forsvare sig. Således har Kristus og hans apostle heller ikke nedbrudt nogen kirker, eller hugget nogen billeder i stykker, men vundet hjerterne med Guds ord, og derefter er kirkerne og billederne selv faldet sammen.

⁶³       Also sollen wir auch thun. Zuerst die Herzen von den Klöstern und Geisterei reissen. Wenn die nu davon sind, dass Kirchen und Klöster wüst liegen, so lass man denn die Landherrn damit machen, was sie wöllen. Was geht uns Holz und Stein an, wenn wir die Herzen weg haben? Siehe, wie ich thu; ich hab noch nie kein Stein antastet, und gar nichts gebrochen noch gebrannt an Klöstern: noch werden durch mein Wort jetzt an viel Orten die Klöster ledig, auch unter den Fursten, die dem Evangelio wider sind.            Sådan skal vi også gøre. Først rive hjerterne bort fra klostrene og ånderiet. Når de er revet bort derfra, så kirkerne og klostrene ligger øde, så lader man landsfyrsterne gøre dermed, hvad de vil. Hvad kommer træ og sten os ved, når vi kun har drevet hjerterne bort derfra? Se, hvordan jeg gør, jeg har endnu ikke rørt nogen sten og slet ikke nedbrudt eller afbrændt klostre. Alligevel bliver nu i kraft af mit ord i mange byer klostre tomme også under de fyrster, der er imod evangeliet.

⁶⁴ Hätte ichs mit dem Sturm angriffen, wie diese Propheten, so wären die Herzen gefangen blieben in aller Welt, und ich hätte irgend an einem einigen Ort Stein und Holz eingebrochen: wem wäre das nutz gewesen? Ruhm und Ehre mag man damit suchen; der Seelen Heil sucht man wahrlich nicht damit. Hvis jeg havde angrebet det med storm, som disse profeter, så ville hjerterne være forblevet fanger ud over hele verden, og jeg ville ét eller andet enkelt sted havde nedbrudt sten og træ, men hvem vil det gavne? Berømmelse og ære kan man vel opnå med det; men sjælenes frelse opnår man bestemt ikke dermed.

⁶⁵ Es meinen Etlich, ich habe dem Papst ohn alle Faust mehr Schaden than, denn ein mächtiger Kunig thun möchte. Weil aber diese Propheten geren etwas Sonderlichs und Bessers wöllten machen, und künnten doch nicht, lassen sie die Seelen zu erlösen anstehn, und greifen Holz und Stein an: das soll neu wunderlich Werk sein des hohen Geists. Nogle mener, at jeg har gjort paven mere skade uden at bruge nævemagt end en mægtig konge kunne have gjort. Men fordi disse profeter ønsker sig noget særligt og ville lave noget bedre, skønt de ikke kunne gøre det, så lader de sjælene være uforløste og angriber træ og sten. Det er, hvad de kalder et nyt, underfuldt værk af den høje ånd.

⁶⁶       Ob sie aber hie wollten furwenden, im Gesetz Mose sei geboten den Juden, alle Götzen zubrechen, und Altar der Abgötter auszureuten, (1 Mos. 11,2; 5 Mos 7,5. 12,2f): Antwort: sie wissen selbs wohl, dass Gott durch einerlei Wort und Glauben, durch mancherlei Heiligen, mancherlei Werk von Anbeginn (E267) gethan hat.          Men hvis de heroverfor ville indvende, at det i Moseloven er påbudt jøderne at bryde alle gudebilleder i stykker og at udrydde afgudernes altre (1 Mor 11,2; 5 Mos 7,5. 12,2f), vil jeg svare: de véd nok selv, at Gud gennem ét og det samme ord og én og den samme tro, gennem mange helgener og udført mange forskellige gerninger fra begyndelsen af.

⁶⁷ Und die Epistel zum Ebräern K. 6,12 solchs auch auslegt und spricht: Wir sollen dem Glauben solcher Heiligen folgen; denn wir künnten nit aller Heiligen Werk folgen. Dass nun die Juden Altar und Götzen zubrochen, hatten sie zu der Zeit ein gewiss Gebot Gottes zu demselben Werk, welchs wir zu dieser Zeit nicht haben. Og Hebr 6,12 udlægger også dette og siger: Vi skal efterfølge helgenerne i deres tro; for vi ville ikke kunne efterfølge alle helgenernes gerninger. At nu jøderne sønderbrød altre og afgudsbilleder, det havde de på den tid et sikkert Guds bud om at gøre, men det har vi i vores tid ikke.

⁶⁸ Denn da Abraham seinen Sohn opferte, hatte er Gottes gewiss Gebot dazu; und thäten doch darnach alle unrecht, die dem Werk nach ihre Kinder opferten. Es gilt nicht nachkommen in den Werken, sonst müssten wir uns auch lassen beschneiden, und alle jüdische Werk thun. For da Abraham ofrede sin søn, havde han et sikkert Guds bud for det, og alligevel ville alle de, der efter hans tid efterfulgte hans gerning og ofrede deres børn, handle uretmæssigt. Det gælder ikke om at efterfølge i gerninger, ellers måtte vi også lade os omskære og gøre alle de jødiske gerninger.

⁶⁹        Ja, wenn das recht wäre, dass wir Christen sollten Kirchen brechen, und so sturmen, wie die Juden, so wollt auch hernach folgen, dass wir müssten leiblich tödten alle Unchristen, gleich wie den Juden geboten war, die Kananiter und Amoriter zu tödten (5 Mos 7,1), so hart als die Bilder zubrechen.         Ja, hvis det var ret, at vi kristne skulle bryde sådanne kirker i stykker og storme dem på samme måde som jøderne, så ville heraf følge, at vi legemligt måtte dræbe alle ikke-kristne, ganske som det var jøderne påbudt at dræbe kanaanæerne og amoritterne (5 Mos 7,1) med et bud, ligeså hårdt som det om at ødelægge billederne.

⁷⁰ Hiemit wurde der Alstädtisch Geist nichts mehr zu thun gewinnen, denn Blut vergiessen; und welche nicht seine himmlische Stimm höreten, müssten alle von ihm erwurget werden, dass die Aergerniss nicht blieben im Volk Gottes, welche viel grösser sind an den lebendigen Unchristen, denn an den hülzen und steinern Bilde. Hermed ville ånden fra Altstadt ikke få andet at gøre end udgyde blod; og de, der ikke hørte hans himmelske stemme, skulle alle dræbes af ham, så at forargelsen ikke skulle forblive i Guds folk, som er meget rigere på levende ikke-kristne, end på træbilleder og stenbilleder.

⁷¹ Darzu war solch Gebot den Juden geben, als dem Volk, das durch Wunder Gottes bewährt war, das gewiss Gottes Volk war, und dennocht mit ordenlicher Gewalt und Oberkeit solchs thät, und nicht sich eine Rotte aussondert. Derfor blev dette bud givet til jøderne: De var det folk, som blev opretholdt gennem Guds undere, de var sikkert og vist Guds folk, og gjorde alligevel den slags med ordinær myndighed og øvrighed, og skilte sig ikke ud som en bande.

⁷² Aber dieser Geist hat noch nicht beweiset, dass da Gottes Volk sei, mit einigem Wunder: dazu rottet er sich selbs, als sei er allein Gottes Volk, und fähret zu, ohn ordenlich Gewalt von Gott verordenet, und ohn Gottes Gebot, und will seinem Geist geglaubt haben. Men denne ånd har endnu ikke bevist, at Guds folk er dèr med et eneste under: dertil rotter de sig sammen, som er de alene Guds folk og farer frem uden ordentlig myndighed, forordnet af Gud og uden Guds bud og vil have os til at tro på sin ånd.

⁷³         Aergernuss wegthun muss durchs Wort Gottes geschehen. Denn ob gleich alle äusserliche Aegernuss zubrochen und abgethan wären, so hilfts nichts, wenn die Herzen nicht vom Unglauben zum rechten Glauben bracht werden.         Forargelse må fjernes ved Guds ord. For selv om al ydre forargelse blev ødelagt og fjernet, så hjælper det ikke noget, hvis hjerterne ikke bliver ført over fra vantroen til den rette tro.

⁷⁴ Denn ein unglaubig Herz findet immer neu Aergernuss; wie unter den Juden auch geschah, dass sie zehen Abgott aufrichten, da sie vorhin einen zubrochen hatten. Darumb muss im Neuen Testament (E268) die rechte Weise furgenommen werden, den Teufel und Aergernuss zu vertreiben, nämlich das Wort Gottes, und damit die Herzen abwenden: so fällt von ihm selbs wohl Teufel und allerlei seiner Pracht und Gewalt. For et vantro hjerte finder stadig nye forargelser; sådan som det også skete blandt jøderne, at de oprettede ti afguder, hvor de før havde sønderbrudt én. Derfor må også i det ny testamente den rette måde bruges til at fordrive djævelen og forargelsen, nemlig Guds ord; dermed kan man vende hjerterne bort. Så falder af sig selv både djævelen og al hans pragt og magt sammen.

⁷⁵        Hiebei will ichs diessmal lassen bleiben, und Euer Fürstliche Gnaden unterthäniglich gebeten haben, dass sie mit Ernst zu solchem Sturmen und Schwürmen thun, auf dass allein mit dem Wort Gottes in diesen Sachen gehandelt werde, wie den Christen gebuhrt, und Ursach der Aufruhr, dazu sonst Herr Omnes mehr denn zu viel geneiget ist, verhütet werde.          Herved vil jeg for denne gang lade det blive og underdanigst bede Deres fyrstelige nåder om, at de handler alvorligt overfor den slags angreb og sværmeri, for at man i disse sager alene kan handle med Guds ord, som det sømmer sig for kristne, og for at man kan forhindre årsag til oprør, hvad ellers hr Omnes er mere end tilbøjelig til.

⁷⁶ Denn es sind nicht Christen, die uber das Wort auch mit Fäusten daran wöllen, und nicht vielmehr alles zu leiden bereit sind, wenn sie gleich zehen heiliger Geist voll und aber voll berühmten. Gottes Barmherzigkeit wollt Eur Fürstliche Gnaden ewiglich stärken und behüten, Amen. Datum am 21. August, Anno 1524. For de mennesker er ikke kristne, som ud over ordet også vil gribe sagen an med næverne, og ikke snarere er parat til at lide, om de så pralede af at være fuldere end fuld af ti hellige ånder. Må Guds barmhjertighed evigt styrke og bevare Deres fyrstelige nåder. Amen. Dato den 21. august, år 1524.

⁷⁷ E. F. Gnaden
unterthäniger Mart. Luther, Doctor. Deres fyrstelige nåders
underdanige Martin Luther, Doctor.

⁷⁸ c

⁷⁹ c

⁸⁰ c

⁸¹ c

⁸² c

⁸³ c

⁸⁴ c

⁸⁵ c

⁸⁶ c

⁸⁷ c

⁸⁸ c

⁸⁹ c

⁹⁰ c

Noter:

¹ An Kurfürst Friedrich und Herzog Johannes zu Sachsen, v. 21. August 1524.	Til Kurfyrt Frederik og Hertug Johann af Saksen, den 21. august 1524.
² Dieses Sendschreiben ist zuerst erschienen unter dem Titel: Ein Brief an die Fürsten zu Sachsen vom aufrührischen Geist. Wittenberg 1524. (E256)	Dette sendebrev fremstod først under titlen: Et brev til fyrsterne af Saksen om den oprørske ånd. Wittenberg 1524.
³ Den Durchleuchtigsten, Hochgebornen Fursten und Herrn, Herrn Friedrich, des Röm. Reichs Kurfurst, und Johanns, Herzogen zu Sachsen, Landgrafen in Thuringen, und Markgrafen zu Meissen, meinen gnädigsten Herren.	Til de durchlauchtigste, højbårne fyrster og herrer, hr Frederik, kurfyrste i det romerske rige, og Johann, hertug af Saksen, landgreve i Thüringen og markgreve af Meissen, mine nådigste herrer.
⁴ Gnad und Fried in Christo Jesu, unserm Heiland. Das Gluck hat allwege das heilige Gottes Wort, wenns aufgehet, dass sich der Satan dawider setzt mit aller seiner Macht: erstlich mit der Faust und freveler Gewalt; wo das nicht helfen will, greift ers mit falscher Zungen, mit irrigen Geistern und Lehrern an, auf dass, wo ers mit Gewalt nicht kann dämpfen, doch mit List und Lügen unterdrucke.	Nåde og fred i Kristus Jesus, vor frelser. Det held har det hellige Guds ord overalt, hvor det står frem, at Satan sætter sig imod det med al sin magt: i første omgang med næven og med fræk myndighed; hvis det ikke hjælper, angriber han det med falske tunger, med vildfarne ånder og lærere, for at han, hvis han ikke kan lægge låg på det med magt, dog kan undertrykke det med list og løgn.
⁵ Also thät er im Anfang, da das Evangelion zum ersten in die Welt kam, griff ers gewaltiglich an durch die Juden und Heiden, vergoss viel Bluts, und macht die Christenheit voll Märterer. Da das nicht helfen wollt, warf er falsche Propheten und irrige Geister auf, und macht die Welt voll Ketzer und Secten, bis auf den Papst, der es gar mit eitel Secten und Ketzerei, als dem letzten und mächtigsten Antichrist gebührt, zu Boden gestossen hat.	Sådan gjorde han i begyndelsen; da evangeliet først kom ind i verden, angreb han det med stor magt gennem jøderne og hedningerne, udgød meget blod og gjorde kristenheden fuld af martyrer. Da det ikke ville hjælpe, opkastede han falske profeter og vildfarne ånder, og gjorde verden fuld af kættere og sekter, lige frem til paven, han, som har stødt evangeliet til jorden med lutter sekter og kætterier, fordi han er den sidste og mægtigste antikrist.
⁶ Also muss es jetzt auch gehn, dass man ja sehe, wie es das rechtschaffen Wort Gottes sei, weil es geht, wie es allzeit gangen ist. Da greift es der Papst, Kaiser, Kunige und Fursten mit der Faust an, und wöllens mit Gewalt dämpfen; verdammen, verlästern und verfolgens unverhört und unerkannt, als die Unsinnigen.	Sådan må det også gå til i vore dage, så man kan se, at det er et sande Guds ord, fordi det går, som det altid er gået. Så angreb paven, kejseren, konger og fyrster det med næven og ville lægge låg på det med magt, ville fordømme, ødelægge og forfølge det, uden at undersøge det og lytte til det, som de vanvittige de var.
⁷ Aber es steht das Urtheil und unser Trotz schon längst gefället, Ps. 2, (1. 2. 4. 5.): Warum toben die Heiden, und die Völker dichten so unnutz? Die Kunige auf Erden lehen sich auf, und die Fursten räthschlahen mit einander, wider den Herrn und seinen Gesalbten. Aber der im Himmel wohnet, spottet ihr, und der Herr lachet ihr, denn wird er mit ihn reden im Zorn, und schrecken im Grimm.	Men deres dom er forlængst fældet og vores trods er forlængst beskrevet i Sl 2: "Hvorfor raser hedningerne, hvorfor samler folkene sig til ingen nytte? Jordens konger rejser sig, og fyrsterne rådslår med hinanden, imod Herren og hans salvede. Men han, der bor i himlen, spotter dem, og Herren ler af dem, for han taler til dem i sin vrede og skrækker dem med sin trussel".
⁸ So wird es gewisslich auch unsern tobenden Fursten gehn. Und sie wöllens auch (E257) so haben; denn sie wollen weder sehen noch hören. Gott hat sie verblendt und verstockt, dass sie sollen anlaufen und zu scheitern gehn. Sie sind gnugsam gewarnet.	Således vil det med sikkerhed også gå vore rasende fyrster. Og de vil også have det sådan; for de vil hverken se eller høre. Gud har gjort dem blinde og forstokkede, så at de skal angribe på den måde og tabe. De har fået advarsler nok.
⁹ Diess alles siehet der Satan wohl, und merkt, dass solchs Toben nicht wird durchdringen; ja er spürt und fühlet, dass (wie Gottes Worts Art ist,) je mehr mans druckt, je weiter es lauft und zunimpt: drumb fähet ers nun auch an mit falschen Geistern und Secten.	Alt det ser Satan nok, og han mærker, at den slags rasen ikke trænger igennem; ja, han mærker og føler, at jo mere man forfølger det, des mere breder det sig og tager til (som Guds ord gør det). Derfor angriber han det nu også med falske ånder og sekter.
¹⁰ Und wir müssen uns dess erwägen, und ja nicht irren lassen; denn es muss also sein, wie Paulus sagt zun Korinthern (11,18): Es müssen Secten sein, auf dass die, so bewährt sind, offenbar werden. Also, nachdem der ausgetrieben Satan jetzt ein Jahr oder drei ist umbher gelaufen durch dürre Stätte, und Ruhe gesucht und nicht gefunden (Luc. 11,24), hat er sich in E. K. und F. G. Furstenthum niedergethan, und zu Alstädt ein Nest gemacht, und denkt unter unserm Friede, Schirm und Schutz wider uns fechten.	Og den situation må vi overveje og ikke gå fejl af; for det må komme på den måde, som Paulus siger til korinterne (1 Kor 11,18): Der må jo komme sekter, for at de, som er til at stole på, kan komme for dagen. På denne måde: Efter at nu den uddrevne Satan i et par år er løbet omkring på tørre steder og har søgt ro og ikke fundet det (Luk 11,24), så har han slået sig ned i Deres fyrstelige nådige herrers fyrstendømme og bygget rede i Alstadt og påtænker at bekæmpe os under vores fred, beskærmelse og beskyttelse.
¹¹ Denn Herzog Georgen Furstenthum, wiewohl es in der Nähe liegt, ist solichem unerschrockenen und unuberwindlichen Geist (wie er sich rühmen), allzugütig und sänft, dass sie solchen kühnen Muth und Trotz nicht mügen daselbs beweisen, darumb er auch gräulich schreiet und klagt, er müsse viel leiden;	For selv om hertug Georgs fyrstendømme ligger i nærheden, er det altfor godvilligt og blødt for en sådan uforfærdet og uovervindelig ånd (det praler han af, at han er); dèr kan et sådant frækt mod og trods ikke få beviser for, at det er frækt og trodsigt, hvorfor han også skriger og klager over, at han må lide meget;
¹² so doch sie bisher Niemand weder mit Faust, noch Mund, noch Feder hat angetast, und träumen ihn selbs ein gross Kreuz, das sie leiden. Sogar leichtfertig und ohn Ursach muss der Satan lügen, er kann doch ja sich nicht bergen.	skønt ingen dog hidtil har rørt dem hveken med næve, mund eller pen, og de må drømme sig til det store kors, så de skal lide. I den grad må Satan lyve letfærdigt og uden årsag, og alligevel kan han ikke klare sig.
¹³ Nun ist mir das eine sonderliche Freude, dass nicht die Unsern solch Wesen anfahen, und sie auch selbs wöllen gerühmet sein, dass sie unsers Theils nicht sind, nichts von uns gelehrt noch empfangen haben; sondern vom Himmel kommen sie, und hören Gott selbst mit ihn reden, wie mit den Engeln; und ist ein schlecht Ding, dass man zu Wittenberg den Glauben, Liebe und Kreuz Christi lehret.	Nu er det en særlig glæde for mig, at vore folk ikke begynder på den slags væsen, og at det også selv vil se det som deres fordel, at de ikke hører til os, ikke har lært eller modtaget noget af os. Nej, de kommer fra himlen, og de hører Gud selv tale med dem, som han taler med englene; og det er noget forfærdeligt noget, at man i Wittenherg lærer om troen, om kærligheden og om Kristi kors.
¹⁴ Gottes Stimm (sagen sie,) musst du selbs hören, und Gottes Werk in dir leiden und fühlen, wie schwer dein Pfund ist; es ist nichts mit der Schrift; ja Bibel, Bubel, Babel, etc. Wenn (E258) wir solche Wort von ihnen redten, so wäre ihr Kreuz und Leiden (acht ich) theurer, denn Christus Leiden, würdens auch höher und mehr preisen.	De siger, at du selv må høre Guds stemme og mærke Guds gerning i dig og føle hvor stort dit pund er; det med bibelen betyder ikke noget, ja bibel, bubel, babel, siger de. Når vi hører dem tale på den måde, så vil jeg tro, at deres kors og lidelse ville være mere dyrebar for dem end Kristi lidelser, og at de også ville prise dem højere og mere.
¹⁵ Also gern wollt der arme Geist Leiden und Kreuz von ihm gerühmet haben; und mügen doch nicht leiden, dass man ein wenig an ihrer himmlischen Stimm und Gottes Werk Zweifel oder Bedenk nehme, sondern wöllens stracks mit Gewalt geglaubt haben ohn Bedenken, dass ich hochmüthigern, stolzern heiligern Geist (wo ers wäre) wider gelesen noch gehört habe.	På den måde ville den arme ånd nok gerne have nogle lidelse og et kors at prale af, og vil dog ikke finde sig i, at man opstiller den mindste tvivl eller betænkelighed ved deres himmelske stemmer og gudsgerning, nej så ville den straks have det troet med magt, uden betænkelighed, så jeg ikke har hverken læst eller hørt nogen mere højmodig, mere stolt, mere hellig ånd (hvis den altså var hellig).
¹⁶ Doch jetzt ist nich Zeit noch Raum ihre Lehre zu urtheilen, welche ich vorhin zweimal wohl erkennet und geurtheilet habe, und wo es Noth sein wird, noch wohl urtheilen kann und will von Gottes Gnaden.	Dog nu er det ikke tid eller sted at bedømme deres lære, som jeg tidligere hele to gange har undersøgt og bedømt, og som jeg nok ved Guds nøde kan og vil bedømme, hvis det skulle vise sig nødvendigt.
¹⁷ Ich habe diesen Brief an E. F. G. allein aus der Ursach geschrieben, dass ich vernommen, und auch aus ihrer Schrift verstanden habe, als wollt derselb Geist die Sache nicht im Wort lassen bleiben, sondern gedenke sich mit der Faust drein zu begeben, und wölle sich mit Gewalt setzen wider die Oberkeit, und stracks daher eine leiblich Aufruhr anrichten.	Jeg har alene skrevet dette brev til Deres fyrstelige nådige herrer af den grund, at jeg har det på fornemmelsen og også har forstået det ud fra deres bog, at denne ånd ikke vil lade sagen blive stående på "ordområdet", men har til hensigt at begive sig ind ppå "næveområdet", så den med magt sætter sig imod øvrigheden og derfor snart vil anrette et legemligt oprør.
¹⁸ Hie lässt der Satan den Schalk kicken; das ist zu viel an Tag geben. Was sollt der Geist wohl anfahen, wenn er des Pöbels Anhang gewünne? Ich habs zwar vorhin auch von demselben Geist allhie zu Wittenberg gehört, dass er meinet, man müsse die Sache mit dem Schwert vollführen.	Her lader Satan slynglen stikke frem; det står for klart fremme i dagen. Hvad skulle ånden vel tage sig for, når den har vundet pøbelens tilslutning? Jeg har ganske vist også tidligere hørt om denne ånd her i Wittenberg, at han mener, at man må bringe sagen til ende med sværdet.
¹⁹ Da dacht ich wohl, es wollt da hinaus, dass sie gedächten, weltliche Oberkeit zu stürmen, und selbst Herren in der Welt zu sein. So doch Christus vor Pilato das verneinet und spricht (Joh. 18,36): Sein Reich sei nicht von dieser Welt; und auch die Jüngern lehret (Luc. 22,25f): Sie sollten nicht sein, wie weltliche Fursten.	Da tænkte jeg: Nå, det kommer nok frem, at de har i tankerne at angribe den verdslige øvrighed, så de selv kan blive herrer i verden. På trods af, at Kristus overfor Pilatus vender sig imod de og siger, at hans rige ikke er af denne verden og også lærer disciplene, at de ikke skulle være som verdslige fyrster.
²⁰ Wiewohl ich mich nu versehe, E. Fürstl. Gnaden werden sich hierinnnen bass wissen zu halten, denn ich rathen kann; so gebührt mir doch unterthäniges Fleiss, auch das Meine dazu zu thun, und Euer Fürstl. G. unterthäniglich zu bitten und ermahnen, hierinnen ein ernstlich Einsehen zu haben, und aus Schuld und Pflicht ordentlicher Gewalt solchem Unfug zu wehren und dem Aufruhr zuvorkommen.	Selv om jeg nu nok regner med, at Deres fyrstelige nådige herrer nok skal vide at forholde sig bedre i denne situation, end mit råd kan udrette, så er det dog min pligt med underdanig flid, også at bidrage mit dertil og underdanigst at bede og formane Deres fyrstelige nådige herrer at have alvorlig indseende med situationen og, som det er den ordensmæssige myndigheds skyldighed og pligt, at afværge den slags skidt og komme oprøret i forkøbet.
²¹ Denn E. F. Gn. haben dess gut Wissen, dass (E259) ihr Gewalt und weltliche Herrschaft von Gott darumb gegeben und befohlen ist, dass sie den Friede handhaben sollen und die Unrühigen strafen, wie Sanct Paulus lehret Röm. 13,4.	For Deres fyrstelige nådige herrer ved udmærket godt, at deres myndighed og verdslige herredømme er givet og befalet af Gud af den grund, at den skal opretholde freden og straffe dem, der volder oprør, som Skt. Paulus lærer i Rom 13,4.
²² Darumb E. Fürstli. Gnaden hie nicht zu schlafen noch zu säumen ist: denn Gott wirds fordern, und Antwort haben wöllen umb solchen hinlässigen Brauch und Ernst des befohlen Schwerts. So wurde es auch vor den Leuten und der Welt nicht zu entschuldigen sein, dass E. F. G. aufrührische und frevele Fäuste dulden und leiden sollten.	Derfor må Deres fyrstelige nådige herrer ikke sove på dette punkt eller forsømme noget. For Gud kræver det og vil stille Dem til ansvar for det, hvis De undlader at bruge sværdet og undlader at tage det sværd, der er befalet Dem, alvorligt. Og det ville heller ikke overfor folket og overfor verden kunne undskyldes, at Deres fyrstelige nådige herrer tålte og fandt sig i oprørske og frække næver.
²³ Ob sie aber würden geben (wie sie denn mit prächtigen Worten pflegen), der Geist treibe sie, man müsse es zu Werk bringen, und mit der Faust darein greifen: da antworte ich also.	Men hvis de ville påstå (sådan som de plejer at gøre det med prægtige ord), at ånden driver dem, og at man må bringe det til udførelse, og gribe ind med næven, så svarer jeg således:
²⁴ Erstlich, es muss freilich ein schlechter Geist sein, der seine Frucht nicht anders beweisen kann, denn mit Kirchen- und Klösterzubrechen und Heiligenverbrennen. Welches auch wohl thun künnten die allerärgisten Buben auf Erden, sunderlich wo sie sicher sind und ohn Widerstand. Da hielt ich aber mehr von, wenn der Geist zu Allstädt gen Dressen oder Berlin oder Ingolstadt führe, und sturmet und bräche daselbs Klöster, und verbrennte Heiligen.	For det første: Det må sandelig være en dårlig ånd, der ikke kan bevise sin frugt på anden måde end gennem kirke- og klosterødelæggelser og afbrænding af helgenbilleder. Det kunne jo også de største slyngler på jorden gøre, især hvor de er på sikker grund og ikke møder modstand. Men det ville jeg regne mere med, hvis ånden fra Alstadt tog til Dresden eller Berlin eller Ingolstadt og dèr stormede og ødelagde klostre og afbrændte helgenbilleder.
²⁵ Zum andern, dass sie den Geist rühmen, gilt nicht, denn wir haben hie St. Johanns Spruch (1 Joh 4,1), man solle die Geister zuvor prüfen, ob sie aus Gott sind. Nu ist dieser Geist noch nicht geprüfet, sondern fähret zu mit Ungestüm, und rumort nach seinem Muthwillen. Wäre er gut, er wurde sich zuvor prüfen und demüthiglich urtheilen lassen, wie Christi Geist thut.	For det andet: Det, at de praler af ånden, har ingen gyldighed, for vi har her Skt. Johannes' udsagn (1 Joh 4,1), at man skal prøve ånderne, om de er af Gud. Nu er denne ånd endnu ikke blevet prøvet, den er blot faret ud med uroligheder og gør oprør efter sit lune. Det ville være godt, om den først lod sig prøve og ydmygt ville lade sig bedømme, som Kristi ånd gør.
²⁶ Das wär ein fein Frucht des Geists, dadurch man ihn prüfen künnt, wenn er nicht so zu Winkel kröche und das Licht scheuet, sondern offentlich vor der Feinden und Widersachern müsste stehn, bekennen und Antwort geben.	Det ville være en fin åndens frugt, hvorpå man ville kunne prøve den, hvis den ikke på den måde krøb i et musehul og skyede lyset, men måtte stå offentligt frem for fjender og modstandere, bekende og give svar.
²⁷ Aber der Geist zu Allstädt meidet solchs, wie der Teufel das Kreuz, und treibt doch dieweil in seim Nest die allerunerschröckeneste Worte, als wär er drei heilige Geist voll, dass auch solcher ungeschichter Ruhm fein meldet, wer der Geist sei.	Men den slags undgår ånden fra Alstadt, som djævelen korset, og den driver samtidig i sin rede på med de mest uforfærdede ord, som om den var fuld at tre hellige ånder, så at også denne upassende ros udmærket giver melding om, hvem ånden er.
²⁸ Denn also erbeut er sich in seiner Schrift, er wölle offentlich vor (E260) einer ungefährlichen Gemeine, aber nicht im Winkel, vor zweien oder dreien stehen und antworten, und Leib und Seel aufs Allerfreieste erboten haben etc.	For således tilbyder den sig i sit skrift: den viil offentligt stå frem for en ufarlig menighed, men ikke i det skjulte, for to eller tre og svare og den har tilbudt liv og sjæl på allerfrieste måde, osv.
²⁹ Lieber, sage mir, wer ist der muthige und trotzige heiliger Geist, der sich selbst so enge spännet, und will nicht, denn vor einer ungefährlichen Gemeine stehen? Item, er will nicht im Winkel vor zweien oder dreien Antwort geben? Was ist das fur ein Geist, der sich vor zweien oder dreien fürchtet und ein gefährliche Gemeine nicht leiden kann?	Kære ven, sig mig, hvad er det dog for en modig og trodsig hellig ånd, der udspænder målet så snævert og kun vil stå frem foran en ufarlig menighed? Ligeledes: som vil give svar i det skjulte for to eller tre? Hvad er det for en ånd, der er bange for to eller tre og ikke kan tåle en ufarlig menighed?
³⁰ Ich will dirs sagen: Er reucht den Braten; er ist einmal oder zwei vor mir zu Wittenberg in meinem Kloster auf die Nasen geschlagen, drumb grauet ihm vor der Suppen, und will nicht stehn, denn da die Seinen sind, die Ja sagen zu seinen treffentlichen Worten. Wenn ich (der sogar ohn Geist ist, und kein himmlische Stimm höret), mich hätt solcher Wort lassen hören gegen meinen Papisten: wie sollten sie gewonnen schrein, und mir das Maul stopfen?	Det skal jeg sige dig: Det ryger fra stegen. Røgen har én eller to gange nået min næse i klostret i Wittenberg, derfor er han bange for suppen, og vil ikke stå op andre steder, end hvor hans egne er med ham, de, der kan sige ja til hans fortræffelige ord. Hvis jeg -- der jo oven i købet ikke har nogen ånd og ikke hører nogen himmelsk stemme -- med sådanne ord havde ladet mig høre imod mine papister, så ville de rigtignok have skreget op om, at de havde vundet og så ville de have stoppet munden på mig.

⁶¹ Denn wir, die das Wort Gottes führen, sollen nicht mit der Faust streiten (E266) Es ist ein geistlich Streit, der die Herzen und Seelen dem Teufel abgewinnet, und ist auch also durch Daniel (K. 8,25) geschrieben, dass der Endechrist soll ohn Hand zurstöret werden.	For vi, der fører Guds ord, skal ikke kæmpe med næven. Det er en åndelig strid, som vinder hjerterne og sjælene fra djævelen, og der står også skrevet i Dan 8,25, at antikrist skal ødelægges uden hånd.
⁶² So spricht auch Esaias K. 11,4, dass Christus in seim Reich werde streiten mit dem Geist seines Munds, und mit der Ruthen seiner Lippen. Predigen und leiden ist unser Ampt, nicht aber mit Fäusten schlahen und sich wehren. Also haben auch Christus und seine Apostel kein Kirchen zubrochen, noch Bilder zuhauen, sondern die Herzen gewonnen mit Gottes Wort, darnach sind Kirchen und Bilder selbs gefallen.	Sådan siger også Es 11,4, at Kristus i sit rige vil kæmpe med sin munds ånd og med sine læbers ris. At prædike og at lide, det er vort embede, men ikke at slå med næven og forsvare sig. Således har Kristus og hans apostle heller ikke nedbrudt nogen kirker, eller hugget nogen billeder i stykker, men vundet hjerterne med Guds ord, og derefter er kirkerne og billederne selv faldet sammen.
⁶³ Also sollen wir auch thun. Zuerst die Herzen von den Klöstern und Geisterei reissen. Wenn die nu davon sind, dass Kirchen und Klöster wüst liegen, so lass man denn die Landherrn damit machen, was sie wöllen. Was geht uns Holz und Stein an, wenn wir die Herzen weg haben? Siehe, wie ich thu; ich hab noch nie kein Stein antastet, und gar nichts gebrochen noch gebrannt an Klöstern: noch werden durch mein Wort jetzt an viel Orten die Klöster ledig, auch unter den Fursten, die dem Evangelio wider sind.	Sådan skal vi også gøre. Først rive hjerterne bort fra klostrene og ånderiet. Når de er revet bort derfra, så kirkerne og klostrene ligger øde, så lader man landsfyrsterne gøre dermed, hvad de vil. Hvad kommer træ og sten os ved, når vi kun har drevet hjerterne bort derfra? Se, hvordan jeg gør, jeg har endnu ikke rørt nogen sten og slet ikke nedbrudt eller afbrændt klostre. Alligevel bliver nu i kraft af mit ord i mange byer klostre tomme også under de fyrster, der er imod evangeliet.
⁶⁴ Hätte ichs mit dem Sturm angriffen, wie diese Propheten, so wären die Herzen gefangen blieben in aller Welt, und ich hätte irgend an einem einigen Ort Stein und Holz eingebrochen: wem wäre das nutz gewesen? Ruhm und Ehre mag man damit suchen; der Seelen Heil sucht man wahrlich nicht damit.	Hvis jeg havde angrebet det med storm, som disse profeter, så ville hjerterne være forblevet fanger ud over hele verden, og jeg ville ét eller andet enkelt sted havde nedbrudt sten og træ, men hvem vil det gavne? Berømmelse og ære kan man vel opnå med det; men sjælenes frelse opnår man bestemt ikke dermed.
⁶⁵ Es meinen Etlich, ich habe dem Papst ohn alle Faust mehr Schaden than, denn ein mächtiger Kunig thun möchte. Weil aber diese Propheten geren etwas Sonderlichs und Bessers wöllten machen, und künnten doch nicht, lassen sie die Seelen zu erlösen anstehn, und greifen Holz und Stein an: das soll neu wunderlich Werk sein des hohen Geists.	Nogle mener, at jeg har gjort paven mere skade uden at bruge nævemagt end en mægtig konge kunne have gjort. Men fordi disse profeter ønsker sig noget særligt og ville lave noget bedre, skønt de ikke kunne gøre det, så lader de sjælene være uforløste og angriber træ og sten. Det er, hvad de kalder et nyt, underfuldt værk af den høje ånd.
⁶⁶ Ob sie aber hie wollten furwenden, im Gesetz Mose sei geboten den Juden, alle Götzen zubrechen, und Altar der Abgötter auszureuten, (1 Mos. 11,2; 5 Mos 7,5. 12,2f): Antwort: sie wissen selbs wohl, dass Gott durch einerlei Wort und Glauben, durch mancherlei Heiligen, mancherlei Werk von Anbeginn (E267) gethan hat.	Men hvis de heroverfor ville indvende, at det i Moseloven er påbudt jøderne at bryde alle gudebilleder i stykker og at udrydde afgudernes altre (1 Mor 11,2; 5 Mos 7,5. 12,2f), vil jeg svare: de véd nok selv, at Gud gennem ét og det samme ord og én og den samme tro, gennem mange helgener og udført mange forskellige gerninger fra begyndelsen af.
⁶⁷ Und die Epistel zum Ebräern K. 6,12 solchs auch auslegt und spricht: Wir sollen dem Glauben solcher Heiligen folgen; denn wir künnten nit aller Heiligen Werk folgen. Dass nun die Juden Altar und Götzen zubrochen, hatten sie zu der Zeit ein gewiss Gebot Gottes zu demselben Werk, welchs wir zu dieser Zeit nicht haben.	Og Hebr 6,12 udlægger også dette og siger: Vi skal efterfølge helgenerne i deres tro; for vi ville ikke kunne efterfølge alle helgenernes gerninger. At nu jøderne sønderbrød altre og afgudsbilleder, det havde de på den tid et sikkert Guds bud om at gøre, men det har vi i vores tid ikke.
⁶⁸ Denn da Abraham seinen Sohn opferte, hatte er Gottes gewiss Gebot dazu; und thäten doch darnach alle unrecht, die dem Werk nach ihre Kinder opferten. Es gilt nicht nachkommen in den Werken, sonst müssten wir uns auch lassen beschneiden, und alle jüdische Werk thun.	For da Abraham ofrede sin søn, havde han et sikkert Guds bud for det, og alligevel ville alle de, der efter hans tid efterfulgte hans gerning og ofrede deres børn, handle uretmæssigt. Det gælder ikke om at efterfølge i gerninger, ellers måtte vi også lade os omskære og gøre alle de jødiske gerninger.
⁶⁹ Ja, wenn das recht wäre, dass wir Christen sollten Kirchen brechen, und so sturmen, wie die Juden, so wollt auch hernach folgen, dass wir müssten leiblich tödten alle Unchristen, gleich wie den Juden geboten war, die Kananiter und Amoriter zu tödten (5 Mos 7,1), so hart als die Bilder zubrechen.	Ja, hvis det var ret, at vi kristne skulle bryde sådanne kirker i stykker og storme dem på samme måde som jøderne, så ville heraf følge, at vi legemligt måtte dræbe alle ikke-kristne, ganske som det var jøderne påbudt at dræbe kanaanæerne og amoritterne (5 Mos 7,1) med et bud, ligeså hårdt som det om at ødelægge billederne.
⁷⁰ Hiemit wurde der Alstädtisch Geist nichts mehr zu thun gewinnen, denn Blut vergiessen; und welche nicht seine himmlische Stimm höreten, müssten alle von ihm erwurget werden, dass die Aergerniss nicht blieben im Volk Gottes, welche viel grösser sind an den lebendigen Unchristen, denn an den hülzen und steinern Bilde.	Hermed ville ånden fra Altstadt ikke få andet at gøre end udgyde blod; og de, der ikke hørte hans himmelske stemme, skulle alle dræbes af ham, så at forargelsen ikke skulle forblive i Guds folk, som er meget rigere på levende ikke-kristne, end på træbilleder og stenbilleder.
⁷¹ Darzu war solch Gebot den Juden geben, als dem Volk, das durch Wunder Gottes bewährt war, das gewiss Gottes Volk war, und dennocht mit ordenlicher Gewalt und Oberkeit solchs thät, und nicht sich eine Rotte aussondert.	Derfor blev dette bud givet til jøderne: De var det folk, som blev opretholdt gennem Guds undere, de var sikkert og vist Guds folk, og gjorde alligevel den slags med ordinær myndighed og øvrighed, og skilte sig ikke ud som en bande.
⁷² Aber dieser Geist hat noch nicht beweiset, dass da Gottes Volk sei, mit einigem Wunder: dazu rottet er sich selbs, als sei er allein Gottes Volk, und fähret zu, ohn ordenlich Gewalt von Gott verordenet, und ohn Gottes Gebot, und will seinem Geist geglaubt haben.	Men denne ånd har endnu ikke bevist, at Guds folk er dèr med et eneste under: dertil rotter de sig sammen, som er de alene Guds folk og farer frem uden ordentlig myndighed, forordnet af Gud og uden Guds bud og vil have os til at tro på sin ånd.
⁷³ Aergernuss wegthun muss durchs Wort Gottes geschehen. Denn ob gleich alle äusserliche Aegernuss zubrochen und abgethan wären, so hilfts nichts, wenn die Herzen nicht vom Unglauben zum rechten Glauben bracht werden.	Forargelse må fjernes ved Guds ord. For selv om al ydre forargelse blev ødelagt og fjernet, så hjælper det ikke noget, hvis hjerterne ikke bliver ført over fra vantroen til den rette tro.
⁷⁴ Denn ein unglaubig Herz findet immer neu Aergernuss; wie unter den Juden auch geschah, dass sie zehen Abgott aufrichten, da sie vorhin einen zubrochen hatten. Darumb muss im Neuen Testament (E268) die rechte Weise furgenommen werden, den Teufel und Aergernuss zu vertreiben, nämlich das Wort Gottes, und damit die Herzen abwenden: so fällt von ihm selbs wohl Teufel und allerlei seiner Pracht und Gewalt.	For et vantro hjerte finder stadig nye forargelser; sådan som det også skete blandt jøderne, at de oprettede ti afguder, hvor de før havde sønderbrudt én. Derfor må også i det ny testamente den rette måde bruges til at fordrive djævelen og forargelsen, nemlig Guds ord; dermed kan man vende hjerterne bort. Så falder af sig selv både djævelen og al hans pragt og magt sammen.
⁷⁵ Hiebei will ichs diessmal lassen bleiben, und Euer Fürstliche Gnaden unterthäniglich gebeten haben, dass sie mit Ernst zu solchem Sturmen und Schwürmen thun, auf dass allein mit dem Wort Gottes in diesen Sachen gehandelt werde, wie den Christen gebuhrt, und Ursach der Aufruhr, dazu sonst Herr Omnes mehr denn zu viel geneiget ist, verhütet werde.	Herved vil jeg for denne gang lade det blive og underdanigst bede Deres fyrstelige nåder om, at de handler alvorligt overfor den slags angreb og sværmeri, for at man i disse sager alene kan handle med Guds ord, som det sømmer sig for kristne, og for at man kan forhindre årsag til oprør, hvad ellers hr Omnes er mere end tilbøjelig til.
⁷⁶ Denn es sind nicht Christen, die uber das Wort auch mit Fäusten daran wöllen, und nicht vielmehr alles zu leiden bereit sind, wenn sie gleich zehen heiliger Geist voll und aber voll berühmten. Gottes Barmherzigkeit wollt Eur Fürstliche Gnaden ewiglich stärken und behüten, Amen. Datum am 21. August, Anno 1524.	For de mennesker er ikke kristne, som ud over ordet også vil gribe sagen an med næverne, og ikke snarere er parat til at lide, om de så pralede af at være fuldere end fuld af ti hellige ånder. Må Guds barmhjertighed evigt styrke og bevare Deres fyrstelige nåder. Amen. Dato den 21. august, år 1524.
⁷⁷ E. F. Gnaden unterthäniger Mart. Luther, Doctor.	Deres fyrstelige nåders underdanige Martin Luther, Doctor.
⁷⁸ c
⁷⁹ c
⁸⁰ c
⁸¹ c
⁸² c
⁸³ c
⁸⁴ c
⁸⁵ c
⁸⁶ c
⁸⁷ c
⁸⁸ c
⁸⁹ c
⁹⁰ c