Luther og Cajetan

Luthers brev til Cajetan af 17-10 1518, taget fra Löscher, Vollständige Reformations acta und documenta 1712, bind 2, side 479 til 475.

¹ Revedendissimo in Christo Patri et Domino Thomæ, Tituli S. Sixti, Presbytero Cardinali, sanctæ Sedis Apostolicæ per Germaniam de latere Legato etc. In Christo meruendo et colendo, salutem et omnem subjectionem fui. Til den højværdige herre og fader i Kristus, Thomas, med titlen Sankt Sixti, kardinal, det hellige apostolske sædes legat i Tyskland, osv, som jeg i Kristus bør frygte og ære, sender jeg hermed min hilsen og min underkastelse.

² Reverendissime in Christo Pater, iterum venio, sed per literas, dignetur reverendissima Paternitas tua me clementissime audire, Egit mecum reverendus mihiqve dulcissimus, Pater meus in Christo, vicarius noster, Johannes Staupicius, ut humiliter sentirem, et opinioni propriæ cederem, et sensum meum submitterem, commendavitqve ac exuberantissime persuasit, Paternitatem tuam revendissimam mihi esse gratiosissimam. Højærværdige fader i Kristus, atter kommer jeg til dig, men nu pr brev. Måtte Eders ærværdige faderlighed bevise mig den ære at høre nådigt på mig. Min fader i Kristus, vor ordensvikar, Johannes Staupitz, som jeg højagter og holder af, har forhandlet med mig, for at jeg skal ydmyge mig og opgive min egen mening og underlægge min mening under dig, og han har opfordret mig og meget kraftigt søgt at overtale mig om, at din faderlighed overfor mig er nådig og meget barmhjertig.

³ Ea res, et Nuncius pariter me mirum in modum exhilararunt. Est enim homo hic talis et tantus in oculis meis, ut nullus sit in mundo, cui libentius audirem et obseqverer. Denne sag og sendebudet har i lige høj grad glædet mig. Denne mand er nemlig i mine øjne af et sådant værd og af en sådan storhed, at der ingen kunne være i hele verden, hvem jeg hellere ville lytte til og adlyde.

⁴ Nec minus egit dulcissimus frater meus, Magister Venzeslaus Lincus, qui ab ineunte ætate pari mecum studio adoleuit. Ikke mindre søgte min kæreste broder, magister Venzeslaus Link, at overtale mig, han, som fra den første ungdom er vokset op i lige studieiver med mig.

⁵ Breviter, non potuit reverendissima Paternitas tua fortius et dulcius me movere, qvam his duobus uiris mediatoribus, qvorum uterqve in solidum me habet in manu sua. Kort sagt, din ærværdige faderlighed kunne ikke bevæge mig stærkere og blidere end med disse to mænd som mellemmænd, der begge tilsammen holder mig i deres hånd.

⁶ Tanta est tua simul humanitas et prudentia, qua video tuam reverendissimam Paternitatem non mea, sed me qværere, cum potuisset sola potestate in me dominari. Itaqve jam timor meus sensim transit, imo mutatus est, in singularem erga reverendissimam Paternitatem tuam amorem et veram filialemqve reverentiam. Så stor er på én gang din menneskelighed og din klogskab, og nu ser jeg, at din ærværdige faderlighed ikke søger mine ting, men mig, eftersom du kunne have behersket mig alene ved magt. Derfor er nu min frygt lidt efter lidt gået over. Ja, den er forvandlet til en enestående kærlighed og en sand sønlig ærbødighed imod din ærværdige faderlighed.

⁷ Nunc, Reverendissime in Christo Pater, fateor, sicut et alias fassus sum, me fuisse certe nimis (ut dicunt) indiscretum (480) acrem et irreverentem in nomen summi Pontificis. Nu, højærværdige fader i Kristus, tilstår jeg, ligesom jeg også ellers har bekendt, at jeg ganske sikker har været altfor indiskret, som man sige, hidsig og uærbødig imod pavens navn.

⁸ Et licet acerrime fuerim in hanc irreverentiam provocatus, tamen meum fuisse nunc intelligo, modestius, humilius, et reverentius hanc materiam tractare et non ita respondere stulto, ut ei similis efficerer, (Ordspr 26,4) de qvo sincerissime doleo, et veniam peto, et per omnia pulpita in vulgus promulgabo, sicut et sæpius jam feci. Og selv om jeg så var blevet stærkt udæsket til denne mangel på ærbødighed, så forstår jeg dog nu, at jeg skulle have været mere tilbageholdende, ydmyg og ærbødig i at behandle denne sag, og ikke således svare den dumme, at jeg blev hans lige. Det føler jeg nu alvorlig smerte over, og jeg beder om tilgivelse, og fra alle prædikestole vil jeg bekendtgøre det for folket, sådan som jeg også allerede har gjort.

⁹ Daboqve deinceps operam, ut alius sim, et aliter loqvar, Deo miserente. Imo promptissimus sum, atque facillime promitto, me posthac materiam de Indulgentiis non tractare, atqve his finitis qviescere; Modo illis qvoqve modus imponatur, aut sermonis, aut silentii qvi me in hanc Tragædiam suscitaretunt. Og jeg skal endelig gøre mig umage for at blive en anden og tale anderledes, med Guds hjælp. Ja, jeg er rede til, og jeg lover med største villighed, at jeg herefter ikke vil behandle afladsspørgsmålet, og tie stille, når det er afsluttet. Blot den samme indskrænkning også må pålægges dem, som har ført mig ind i denne tragedie, enten så de viser mådehold i talen eller tier stille.

¹⁰ Cæterum, mi reverendissime in Christo, ac jam dulcissime Pater, qvantum ad sententiæ veritatem pertinet, libentissime omnia revocarem, tam tuo, qvam Vicarii mei jussu et consilio, si ullo modo conscientia mea permitteret. Forøvrigt, kære ærværdige, og nu kæreste fader, hvad angår spørgsmåle om sandheden, så vil jeg hellere end gerne tilbagekalde alt, både på din og min overordnedes befaling og råd, hvis blot min samvittighed ville tillade mig det.

¹¹ Ego enim scio, nullius præcepto, nullius consilio, nullius gratia, me tantum debere permittere, ut aliqvid contra conscientiam dicam aut faciam. For det ved jeg, at jeg ikke ved nogens påbud, ved nogens råd, ved nogens gunstbevisning bør tillade, at jeg siger eller gør noget imod min samvittighed.

¹² Deinde narrationes divi Thomæ et aliorum tantæ non sunt, ut mihi in hac qvæstione satisfaciant, cum dedita opera contra eas disputarim, ut optime perlectas et percognitas, visæ enim sunt non satis firmo niti fundamento. Dernæst er den guddommelige Thomas' og andre teologers fortællinger ikke så vægtige, at de kan tilfredsstille mig i dette spørgsmål, eftersom jeg har måttet bekæmpe deres værker, skønt jeg har læst og gransket dem omhyggeligt; jeg synes nemlig ikke, de støtter sig til et tilstrækkelig fast fundament.

¹³ Hoc autem unum superest, ut meliori superer ratione, qvæ est: Si vocem sponsæ audire merear, hanc enim certum est, vocem sponsi audire. Men det ene mangler, at jeg overvindes af en bedre begrundelse, det vil sige: Hvis jeg agtes værdig til at høre brudgommens røst. At høre denne bedre begrundelse ville givetvis være at høre brudgommens røst.

¹⁴ Ideoqve omni humilitate supplico, reverendissima Paternitas tua dignetur ad sanctissimum Dominum nostrum Leonem X. istam causam referre, ut per Ecclesiam hæc dubia determinata, ad justam vel revocationem vel credulitatem possit compelli. Og derfor beder jeg med al ydmyghed, at din ærværdige faderlighed vil værdiges at føre sagen frem for vor højhellige herre Leo den Tiende, at dette tvivlsspørgsmål kan blive afgjort af kirken, og jeg kan tilskyndes enten til en retfærdig tilbagekaldelse eller til en retfærdig tillid.

¹⁵ Nihil enim aliud cupio, qvam Ecclesiam audire, et seqvi. Nam mea super dubiis et indeterminatis Revocatio qvid faciat, ignoro, nisi qvod merito mihi objici posse timeo, me, nec qvid asseruerim, nec qvid revocarim, scire. Jeg ønsker nemlig intet andet end at høre og følge kirken. For jeg véd ikke, hvad en tilbagekaldelse fra min side af noget tvivlsomt og uafgjort skulle betyde, bortset fra at jeg frygter, at man med rette skal kunne bebrejde mig, at jeg hverken har vidst, hvad jeg stod fast på eller hvad jeg tilbagekaldte.

¹⁶ Suscipiat reverendissima Paternitas tua hanc humilitatis et parvitatis meæ supplicationem, et in filii vicem clementer commendatum me habere dignetur. Måtte din ærværdige faderlighed antage sig denne min ydmygheds og føjeligheds bøn, og måtte jeg regnes for værdig til mildt at blive anbefalet som søn af dig.

¹⁷ Datum pridie Lucæ Evangelistæ, Anno M. D. XVIII.
Reverendissimæ tuæ Paternitatis
deditus Filius,
F. Martinus Lutherus,
Augustinianus.
Givet dagen før evangelisten Lukas' dag, år 1518.
Din højærværdige faderlighedes hengivne søn,
broder Martin Luther, augustinermunk.

18

Noter:

Note 1: Löscher note: Aus dem 9ten Wittenbergischen Theil, p. 53. b. dem ersten Jenaischen, p. 108. und dem ersten Altenburgischen, p. 120 sq.

¹ Revedendissimo in Christo Patri et Domino Thomæ, Tituli S. Sixti, Presbytero Cardinali, sanctæ Sedis Apostolicæ per Germaniam de latere Legato etc. In Christo meruendo et colendo, salutem et omnem subjectionem fui.	Til den højværdige herre og fader i Kristus, Thomas, med titlen Sankt Sixti, kardinal, det hellige apostolske sædes legat i Tyskland, osv, som jeg i Kristus bør frygte og ære, sender jeg hermed min hilsen og min underkastelse.
² Reverendissime in Christo Pater, iterum venio, sed per literas, dignetur reverendissima Paternitas tua me clementissime audire, Egit mecum reverendus mihiqve dulcissimus, Pater meus in Christo, vicarius noster, Johannes Staupicius, ut humiliter sentirem, et opinioni propriæ cederem, et sensum meum submitterem, commendavitqve ac exuberantissime persuasit, Paternitatem tuam revendissimam mihi esse gratiosissimam.	Højærværdige fader i Kristus, atter kommer jeg til dig, men nu pr brev. Måtte Eders ærværdige faderlighed bevise mig den ære at høre nådigt på mig. Min fader i Kristus, vor ordensvikar, Johannes Staupitz, som jeg højagter og holder af, har forhandlet med mig, for at jeg skal ydmyge mig og opgive min egen mening og underlægge min mening under dig, og han har opfordret mig og meget kraftigt søgt at overtale mig om, at din faderlighed overfor mig er nådig og meget barmhjertig.
³ Ea res, et Nuncius pariter me mirum in modum exhilararunt. Est enim homo hic talis et tantus in oculis meis, ut nullus sit in mundo, cui libentius audirem et obseqverer.	Denne sag og sendebudet har i lige høj grad glædet mig. Denne mand er nemlig i mine øjne af et sådant værd og af en sådan storhed, at der ingen kunne være i hele verden, hvem jeg hellere ville lytte til og adlyde.
⁴ Nec minus egit dulcissimus frater meus, Magister Venzeslaus Lincus, qui ab ineunte ætate pari mecum studio adoleuit.	Ikke mindre søgte min kæreste broder, magister Venzeslaus Link, at overtale mig, han, som fra den første ungdom er vokset op i lige studieiver med mig.
⁵ Breviter, non potuit reverendissima Paternitas tua fortius et dulcius me movere, qvam his duobus uiris mediatoribus, qvorum uterqve in solidum me habet in manu sua.	Kort sagt, din ærværdige faderlighed kunne ikke bevæge mig stærkere og blidere end med disse to mænd som mellemmænd, der begge tilsammen holder mig i deres hånd.
⁶ Tanta est tua simul humanitas et prudentia, qua video tuam reverendissimam Paternitatem non mea, sed me qværere, cum potuisset sola potestate in me dominari. Itaqve jam timor meus sensim transit, imo mutatus est, in singularem erga reverendissimam Paternitatem tuam amorem et veram filialemqve reverentiam.	Så stor er på én gang din menneskelighed og din klogskab, og nu ser jeg, at din ærværdige faderlighed ikke søger mine ting, men mig, eftersom du kunne have behersket mig alene ved magt. Derfor er nu min frygt lidt efter lidt gået over. Ja, den er forvandlet til en enestående kærlighed og en sand sønlig ærbødighed imod din ærværdige faderlighed.
⁷ Nunc, Reverendissime in Christo Pater, fateor, sicut et alias fassus sum, me fuisse certe nimis (ut dicunt) indiscretum (480) acrem et irreverentem in nomen summi Pontificis.	Nu, højærværdige fader i Kristus, tilstår jeg, ligesom jeg også ellers har bekendt, at jeg ganske sikker har været altfor indiskret, som man sige, hidsig og uærbødig imod pavens navn.
⁸ Et licet acerrime fuerim in hanc irreverentiam provocatus, tamen meum fuisse nunc intelligo, modestius, humilius, et reverentius hanc materiam tractare et non ita respondere stulto, ut ei similis efficerer, (Ordspr 26,4) de qvo sincerissime doleo, et veniam peto, et per omnia pulpita in vulgus promulgabo, sicut et sæpius jam feci.	Og selv om jeg så var blevet stærkt udæsket til denne mangel på ærbødighed, så forstår jeg dog nu, at jeg skulle have været mere tilbageholdende, ydmyg og ærbødig i at behandle denne sag, og ikke således svare den dumme, at jeg blev hans lige. Det føler jeg nu alvorlig smerte over, og jeg beder om tilgivelse, og fra alle prædikestole vil jeg bekendtgøre det for folket, sådan som jeg også allerede har gjort.
⁹ Daboqve deinceps operam, ut alius sim, et aliter loqvar, Deo miserente. Imo promptissimus sum, atque facillime promitto, me posthac materiam de Indulgentiis non tractare, atqve his finitis qviescere; Modo illis qvoqve modus imponatur, aut sermonis, aut silentii qvi me in hanc Tragædiam suscitaretunt.	Og jeg skal endelig gøre mig umage for at blive en anden og tale anderledes, med Guds hjælp. Ja, jeg er rede til, og jeg lover med største villighed, at jeg herefter ikke vil behandle afladsspørgsmålet, og tie stille, når det er afsluttet. Blot den samme indskrænkning også må pålægges dem, som har ført mig ind i denne tragedie, enten så de viser mådehold i talen eller tier stille.
¹⁰ Cæterum, mi reverendissime in Christo, ac jam dulcissime Pater, qvantum ad sententiæ veritatem pertinet, libentissime omnia revocarem, tam tuo, qvam Vicarii mei jussu et consilio, si ullo modo conscientia mea permitteret.	Forøvrigt, kære ærværdige, og nu kæreste fader, hvad angår spørgsmåle om sandheden, så vil jeg hellere end gerne tilbagekalde alt, både på din og min overordnedes befaling og råd, hvis blot min samvittighed ville tillade mig det.
¹¹ Ego enim scio, nullius præcepto, nullius consilio, nullius gratia, me tantum debere permittere, ut aliqvid contra conscientiam dicam aut faciam.	For det ved jeg, at jeg ikke ved nogens påbud, ved nogens råd, ved nogens gunstbevisning bør tillade, at jeg siger eller gør noget imod min samvittighed.
¹² Deinde narrationes divi Thomæ et aliorum tantæ non sunt, ut mihi in hac qvæstione satisfaciant, cum dedita opera contra eas disputarim, ut optime perlectas et percognitas, visæ enim sunt non satis firmo niti fundamento.	Dernæst er den guddommelige Thomas' og andre teologers fortællinger ikke så vægtige, at de kan tilfredsstille mig i dette spørgsmål, eftersom jeg har måttet bekæmpe deres værker, skønt jeg har læst og gransket dem omhyggeligt; jeg synes nemlig ikke, de støtter sig til et tilstrækkelig fast fundament.
¹³ Hoc autem unum superest, ut meliori superer ratione, qvæ est: Si vocem sponsæ audire merear, hanc enim certum est, vocem sponsi audire.	Men det ene mangler, at jeg overvindes af en bedre begrundelse, det vil sige: Hvis jeg agtes værdig til at høre brudgommens røst. At høre denne bedre begrundelse ville givetvis være at høre brudgommens røst.
¹⁴ Ideoqve omni humilitate supplico, reverendissima Paternitas tua dignetur ad sanctissimum Dominum nostrum Leonem X. istam causam referre, ut per Ecclesiam hæc dubia determinata, ad justam vel revocationem vel credulitatem possit compelli.	Og derfor beder jeg med al ydmyghed, at din ærværdige faderlighed vil værdiges at føre sagen frem for vor højhellige herre Leo den Tiende, at dette tvivlsspørgsmål kan blive afgjort af kirken, og jeg kan tilskyndes enten til en retfærdig tilbagekaldelse eller til en retfærdig tillid.
¹⁵ Nihil enim aliud cupio, qvam Ecclesiam audire, et seqvi. Nam mea super dubiis et indeterminatis Revocatio qvid faciat, ignoro, nisi qvod merito mihi objici posse timeo, me, nec qvid asseruerim, nec qvid revocarim, scire.	Jeg ønsker nemlig intet andet end at høre og følge kirken. For jeg véd ikke, hvad en tilbagekaldelse fra min side af noget tvivlsomt og uafgjort skulle betyde, bortset fra at jeg frygter, at man med rette skal kunne bebrejde mig, at jeg hverken har vidst, hvad jeg stod fast på eller hvad jeg tilbagekaldte.
¹⁶ Suscipiat reverendissima Paternitas tua hanc humilitatis et parvitatis meæ supplicationem, et in filii vicem clementer commendatum me habere dignetur.	Måtte din ærværdige faderlighed antage sig denne min ydmygheds og føjeligheds bøn, og måtte jeg regnes for værdig til mildt at blive anbefalet som søn af dig.
¹⁷ Datum pridie Lucæ Evangelistæ, Anno M. D. XVIII. Reverendissimæ tuæ Paternitatis deditus Filius, F. Martinus Lutherus, Augustinianus.	Givet dagen før evangelisten Lukas' dag, år 1518. Din højærværdige faderlighedes hengivne søn, broder Martin Luther, augustinermunk.
18