Brev af 7. april 1542, m. m.

Taget fra Erl 56,17ff i anledning af den såkaldte Würzen-fejde.

Til kurfyrst Johann Friedrich og hertug Moritz 7-4 1542. #1. Til kansler Brück 8-4 1542 #45. Til kurfyrst Johann Friedrich 9-4 1542 #53. Til kansler Brück 12-4 1542 #63.

Tilbage til oversigten!

¹ An den Kurfürsten Johann Friedrich und den Herzog Moritz von Sachsen und deren Landstände, v. 7. April 1542 (n1) Til kurfyrst Johann Frederik og til hertug Moritz af Saksen og deres landsstænder. 7. april 1542.

²      Meine unterthänige Dienste und mein armes Pater noster zuvor etc. Gnädigster, Gnädiger, Ehrwürdige, Wohlgeborne, Edle, Gestrenge, Feste, und wie eim jeden sein Titel gebührt. Mir ist solch ernst Furnehmen und plötzlicher Zorn zwischen beiden, Eur Kur- und Fürstlichen Gnaden, sowohl als andern, heut erst recht kund worden.       Min undersåtlige tjeneste og mit Fadervor udfører og beder jeg som hidtil. Allernådigste, nådigste, ærværdige, velbårne, ædle, strenge, faste og hvilken titel der ellers tilkommer enhver! Jeg har først i dag fået kundskab om det alvorlige forehavende og den pludselige vrede mellem jer begge, I kurfyrstelige og fyrstelige nåder, tilligemed mellem andre.

³ Und wiewohl mir, als Prediger und geistlichen Ampts, hierin weder zu richten noch zu handeln ichts gebührt, weil es sogar eitel weltlichen Sachen sind, da mir auch nicht viel zu wissen befohlen ist; so stehet doch da Gottes Wort 1. Tim. 2,1., welchs uns Predigern und der ganzen Kirchen gebeut, für die weltlichen Herrschaften zu sorgen, und zu beten umb Friede und stilles Wesen auf Erden, wider den Teufel, alles Unfriedes Stifter und Anfänger. (E16) Og selv om det ikke tilkommer mig som prædikant og som indehaver af et gejstligt embede hverken at dømme eller at handle i denne sag, fordi det er fuldkommen verdslige sager, hvori jeg heller ikke har befaling til at vide meget, så står dog Guds ord 1 Tim 2,1 der; det påbyder os prædikanter og hele kirken at bekymre os for de verdslige øvrigheder og at bede om fred og et stille liv på jorden, imod djævelen, anstifteren og ophavsmanden til al ufred.

⁴       Nu, das ein Stück unser Sorge ist geschehen und geschicht noch täglich von ganzem Herzen, nämlich das Gebet, wie das beide Bücher und Gesänge zeugen, sonderlich itzt, weil der Teufel so eilend und plötzlich diese Unlust erreget hat.        Nuvel, den ene del af det, vi skal sørge for, skete og sker endnu daglige af vort ganske hjerte, nemlig i bønnen, sådan som både vore ritualbøger og vore sange vidner om det, især nu, fordi djævelen har så travlt og pludselig har opægget denne strid.

⁵ Das ander, dass wir auch müssen Gottes Wort und Befehl anzeigen in allerlei Anfechtungen, es sei zu trösten die Betrübten, oder zu vermahnen die Angefochtenen, oder zu schrecken die Halsstarringen, und dergleichen. Den anden del af det er, at vi også må påvise Guds ord og befaling i al slags anfægtelse, hvad enten det er for at trøste de bedrøvede eller for at formane de anfægtede eller for at forskrække de halsstarrige og den slags.

⁶         Damit ich nu hierinne das Meine auch thue, und fur Gott mein Gewissen entschuldigt habe; so bitte ich aufs Unterthänigst, E. Kur- und Fürstel. Gn. wollten mich gnädichlich hören.        Men for at jeg nu også i dette stykke kan gøre det, jeg skal, og overfor Gud have min samvittighed undskyldt, så beder jeg underdanigst, at Deres kurfyrstelige og fyrstelige nådigherre nådigt vil høre mig.

⁷ Denn ich will nicht mein, sondern Gottes Wort reden, sonderlich weil E. Kur- und Fürstl. Gnaden, sampt beiden Landschaften, das Evangelium angenommen und bekannt, Christen sein, das ist, Christi Wort hören und gehorchen wollen und sollen. For jeg vil ikke tale mit ord, men Guds ord, især fordi Deres kurfyrstelige og fyrstelige nådigherrer og begge lande har antaget evangeliet og bekendt at være kristne, det vil sige, at de vil og skal høre Kristi ord og adlyde det.

⁸ Und freilich, weil ich bei beiden Seiten geacht, dass ich Christus Diener und Prediger des Evangelii bin (als die Wahrheit ist), wer mich höret, höret Gott, wie er spricht (Luc. 10,16.): Wer euch höret, der höret mich, wer euch verachtet, der verachtet mich; wer mich aber verachtet, der verachtet den, so mich gesandt hat: da behüte Gott für, Amen. Og videre er jeg på begge sider regnet for at være en Kristi tjener og prædikant af evangeliet (hvad der jo også er sandt), så derfor: den, der hører mig, hører Gud, som han siger i Luk 10,16: "Den, der hører jer, hører mig, og den, der forkaster jer, forkaster mig. Men den, der forkaster mig, forkaster ham, som har udsendt mig". Det bevare Gud os fra, amen.

⁹         Er spricht aber: Selig sind die Friedfertigen, denn sie sollen Gottes Kinder heissen, Matth. 5,9. Ohne Zweifel wiederumb wirds heissen: Vermaledeiet sind die Friedbrecher, denn sie müssen des Teufels Kinder heissen.          Men han siger: "Salige er de, der stifter fred, for de skal kaldes Guds børn", Matt 5,9. Uden tvivl betyder det omvendt, at de, der bryder freden, skal være forbandede, for de må kaldes djævelens børn.

¹⁰ Solcher Spruch, weil er Gottes des Allmächtigen ist, wird kein Unterschied der Personen achten, wie hoch sie seien, sondern alle unter sich haben, und gebieten Friede zu halten, bei Verlust ewiger Seligkeit, oder (das gleich so viel ist) der Kindschaft Gottes. Dette skriftsted er Guds den almægtiges, og derfor kender det ikke til forskel på personer, hvor høje de end er, men det har alle under sig og påbyder at overholde freden, ellers mister man sin evige salighed eller barnekår hos Gud, hvilket er lige så meget.

¹¹        Darumb ist diess das erste Gebot Gottes, dass E. Kur- und Fürstliche Gnad schuldig sind, vor allen Dingen zum Frieden zu trachten, zu rathen und helfen, und sollts auch Leib und Gut gelten, will geschweigen solchs liederlichen und geringen Schadens, so itzt in diesem gegenwärtigen Fall mag furstehen. (E17)         Derfor er dette Guds første bud, at Deres kurfyrstelige og Deres fyrstelige nåde er skyldige, fremfor alt at tragte efter, at råde til og hjælpe med freden, også om det så skulle gælde liv og gods, for slet ikke at tale om den ubetydelige og ringe skade, som kan forekomme nu i dette forhåndenværende tilfælde.

¹² Denn ohne Verletzung des Gewissens, ja Fährlichkeit ewiger Verdammniss, werden E. Kur- und F. Gn. in diesem geschwinden Zorn und Unfriede wider solch göttlich Gebot nicht können fortfahren. For Deres kurfyrstelige og fyrstelige nåde vil ikke kunne gå videre imod Guds bud i denne hurtige vrede og ufred uden skade på samvittigheden, ja uden at risikere evig fordømmelse.

¹³       Ja, mag man sagen, Niemand kann länger Friede halten, denn sein Nachbar will: das ist wahr; darauf sagt Gott aber also, Röm. 12,18: So viel an euch ist, so habt mit allen Menschen Friede.        Men nu kan man jo sige, at ingen kan holde fred længere end hans nabo vil. Det er sandt. Men dertil siger Gud (Rom 12,18): "Hold fred med alle mennesker, så vidt det står til jer".

¹⁴ Demnach müssen Euer Kur- und Fürstl. Gn. sampt beider Landschaften hierin Gott auch Gehorsam schuldig sein bei ewiger Verdammnis, und ein Theil dem andern Friede und Recht anbieten. I dette må Deres kurfyrstelige og fyrstelige nåde og begge lande være Gud skyldige at være lydige under evig fordømmelse, og den ene må tilbyde den anden fred og ret.

¹⁵ Wenn alsdenn das Recht und Urtheil gegangen, so mag sich denn wehren, wer da kann. Denn auch die Rechte sagen: Niemand soll sein selbs Richter sein, viel weniger sein selbs Rächer; und wer wiederschlägt, ist unrecht, ausgenommen die einige elende Nothwehr. Og når retten har været sat og en dom er afsagt, så må man værge for sig, som man kan. For også retten siger: Ingen skal være sin egen dommer, meget mindre skal han være sin egen hævner, og den, der slår igen, har uret, bortset fra simpel nødværge.

¹⁶        So hat wahrlich Gott die Rache hart verboten, Röm. 12,9: Die Rache ist mein, ich will vergelten; wer nu Gott das Gericht und Rache nehmen will, den wird sein Urtheil treffen, Röm. 13.        Således har Gud i sandhed forbudt hævnen strengt, Rom. 12,9: "Hævnen er min, jeg vil gengælde"; den nu, der vil tage dommen og hævnen fra Gud, ham vil hans dom ramme, Rom 13.

¹⁷ Und wenn mir Jemand meinen Vater oder Bruder erschlüge, so bin ich dennoch uber den Mörder nicht Richter noch Rächer. Und was darf man der Recht und Oberkeit, ja was darf man Gottes, wenn ein Jeder will selbs Richter, Rächer, ja Gott selbs sein wider und uber seinen Gleichen oder Nähesten, sonderlich in weltlichen Sachen? Og selv om én slog min far eller min bror ihjel, så er jeg alligevel ikke dommer eller hævner over morderen. Og hvad skal man bruge ret og øvrighed til, ja, hvad har man brug for Gud til, hvis enhver selv vil være dommer og hævner, ja, vil være Gud selv imod og over sin ligemand eller sin næste, især i verdslige sager?

¹⁸ Denn in geistlichen Sachen ists ein anders, da ein Christ wohl uber Welt und alle Teufel Richter, das ist, Gottes Worts Werkzeug oder Zunge ist. Denn sein Wort ist Gottes Wort, der keinen Gleichen noch Nähesten hat, sondern uber alle Richter, Rächer und Herr ist. For i åndelige sager er det noget andet; her er en kristen dommer over hele verden og over alle djævle, det vil sige, han er Guds værktøj eller Guds tunge. For hans ord er Guds ord, og Gud har ingen ligemand eller næste, men er dommer, hævner og herre over alle.

¹⁹        So ist in dieser plötzlichen Zweiung noch kein Recht weder Handlung furgenommen, viel weniger ein endlich Urtheil gesprochen, darauf man möchte mit guten Gewissen die Rache oder Straf furnehmen, so doch furhanden sind das feine Kleinod, das Fürstl. Hofgericht, item so viel feiner löblicher Grafen, Herrn, Ritterschaft und gelehrte Juristen, die solchs wohl zuvor könnten hören und bewegen, zuletzt auch die (E18) erbvereinigte Fürsten, und vielleicht mehr, denn ich weiss:        Derfor er der i denne pludselige tvekamp endnu ikke foretaget nogen retsdom eller nogen retshandling, langt mindre afsagt en endelig dom, hvorpå men med god samvittighed kunne gribe til hævn eller straf, skønt der dog er en så fin klenodie forhånden som den fyrstelige hofret, ligeledes er så mange fine, rosværdige grever, herrer, riddere og lærde jurister, som vel først kunne høre den slags og gribe ind i det, og endelig er der også de arveforenede fyrster, og måske mere end jeg véd:

²⁰ bei welchen man zuvor beides Theils Recht oder Unrecht künnte erforschen und schliessen, damit man nicht wider Gott und eigen Seligkeit hineinführe, und unversuchtes, unverhortes und unerkanntes Rechts, Land und Leute, Leib und Seel also dem Teufel zu Ehren und Gott zu Unehren opfern müsste. Hos dem kunne man først udforske begge parters ret og drage sine slutninger deraf, for at man ikke skulle blive nødt til at indføre noget imod Gud og imod sin egen salighed, og således opofre land og folk, liv og sjæl til ære for djævelen og til vanære for Gud uden at have undersøgt, forhørt sig for og erkendt, hvad der er ret.

²¹         Ist doch das Städtlin Wurzen nicht werth der Unkost, so bereit darauf gegangen ist, schweige solchs grossen Zorns so grosser mächtiger Fürsten und trefflicher Landschaften, und würde bei vernünftigen Leuten nicht anders angesehen, denn als zween voll Bauren sich schlugen im Kretzschmar umb ein zubrochen Glas, oder zween Narren umb ein Stück Brods, ohne dass der Teufel und seine Glieder aus solchem Funken gern ein gross Feuer aufbliesen, und also den Feinden eine Freude, dem Türken ein Gelächter, dem Evangelio ein sonderliche Schande aufthäten, auf dass der Teufel rühmen möchte durch seine Lästermäuler: siehe da, das sind evangelische Fürsten und Landschaften, so aller Welt den Weg zum Himmel weisen wollen, und alle Menschen die Wahrheit lehren, und sind solche Narren und Kinder worden, dass sie selbs noch nicht wissen, auch geringe weltliche Sachen, mit Recht und Vernunft furzunehmen; pfui die Evangelischen an.         Flækken Würzen er dog ikke værd den udgift, der allerede er spenderet på den, for slet ikke at tale om så store fyrsters og så udmærkede landes store vrede, og det ville af fornuftige folk ikke kunne ses som andet, end som to fulde bønder, der sloges på kroen om et glas, der var gået i stykker, eller som to narrer, der sloges om et stykke brød; bortset fra, at djævelen og hans håndgangne mænd gerne blæser en sådan lille gnist op til en stor ild, og således gjorde det til en glæde for fjenderne, til latter for tyrkerne, til en særlig skam for evangeliet, som djævelen kunne prale med gennem hans spottefugle: Se der, det er evangeliske fyrster og lande, som vil vise hele verden vej til himlen og vil lære alle mennesker sandheden og de er blevet sådanne narrer og børn, at de selv ikke engang véd at handle i selv så ringe verdslige sager med ret og fornuft. Føj for de evangeliske!

²² Ja, freilich, solchs würden wir hören müssen vom Teufel und aller Welt. Das würde Gott trefflich übel gefallen, dass sein Name so sollte umb unser willen entheiliget werden, Röm. 2,24. Jovist, den slags får vi høre fra djævelen og fra hele verden. Det ville behage Gud meget dårligt, at hans navn således skulle vanhelliges for vores skyld.

²³        So wäre auch dieser Krieg, wie beide Theil wohl wissen, wo sie bedenken, kein Krieg, sondern ein rechte Aufruhr, ja wohl ein Hausaufruhr, da Vater und Sohn, Bruder und Vetter in einander fallen.        Derfor ville også denne krig -- og det véd begge parter godt, når de tænker sig om -- ikke være nogen krig, men være oprør, ja, være et husoprør, hvor far og søn, bror og fætter falder over hinanden.

²⁴ Denn die beide Fürstenthum so nahe unter einander verwandt sind, dass es billig Ein Haus, Ein Geblüte möchte heissen, von oben an bis unten aus. For de to fyrstendømmer er så nært beslægtede, at de er rimeligt at kalde det ét hus, én slægt, fra oven og nedefter.

²⁵ Da sind beide Fürsten unter zweier Schwestern Herzen gelegen, darnach der Adel unter einander gevettert, geschwistert, geschwägert, gefreundet, ja fast gebrüdert, gevattert, gesöhnet, dass es wohl mag heissen Ein Haus, Ein Blut; Her har de to fyrster ligger under to søstres hjerte, dernæst er adelen fætre og kusiner, søskende, svogre, venner med hinanden, ja, de er næsten brødre, fædre, sønner, så det rigtignok må hedde ét hus, ét blod.

²⁶ auch Bürger und Bauren (E19) gegen einander Söhne und Töchter gegeben und genommen, dass es nicht näher sein könnte. Også borgere og bønder har givet til hinanden og modtaget fra hinanden sønner og døtre, så de ikke kan være mere i familie, end de er.

²⁷        Und solch Nähe sollte durch den leidigen Teufel so in einander gestürzt und gemenget werden, umb ein Laus oder Nisse willen?        Og den slags nære slægtninge skulle nu ved den lede djævel styrtes således ind i hinanden og føres i håndgemæng, for en luses eller en loppes skyld?

²⁸ Denn was kann Wurzen mit aller seiner bischöfflichen Herrlichkeit sein gegen solchem theuren Adel und so viel Blut, denn eine nichtige Laus? For hvad kan Wurzen med al sin biskoppelige herlighed være imod en så dyrebar adel og imod så meget slægtskabs blod, andet end en elendig lus?

²⁹ Sollt doch Gott mit Donner und Blitz plötzlich darein schlagen, sonderlich weil wir Christen so unsinnige Teufel sein wollen, und wäre besser Türken und Tattern im Lande leiden. Gud skulle dog slå til imod det med torden og lynild i en fart, især fordi vi kristne vil være så vanvittige djævle, nej, så ville det være bedre at finde sig i tyrker og tatere i landet.

³⁰        Ich gedenk Herzog Friedrich, seliger Gedächtniss: da er mit Erfurt übel stund, wollten ihm etliche Krieger Erfurt erlaufen, wo er fünf Mann wagen wollt.        Jeg mindes hertog Frederik, salig ihukommelse: da han var blevet uvenner med Erfurt, var der nogle krigere, der ville vinde Erfurt for ham, hvis han ville vove fem mand.

³¹ Es wäre zu viel, sprach er, an einem Mann; so doch Erfurt viel ein andrer Brate in die Küchen wäre, denn Wurzen. Das war ein Fürst! Det ville være for meget, sagde han, til én mand; hvor dog Erfurt ville være en helt anden steg at få i sit køkken end Wurzen. Det var en fyrste!

³²        Demnach ist mein unterthänig Bitten, eur Kur- und Fürstliche Gn. wollen Gottes Ehre, ihre Seligkeit betrachten, löblich Fürstenthumb ererben, auch die armen Unterthanen bedenken, das Kreuz wider den Teufel für sich schlahen, und doch meiner armen Bitt in Gnaden so viel thun, in ein Kämmerlein allein gehen, und mit Ernst ein Vater Unser beten: so wird, ob Gott will, der Heil. Geist euer Kur- und Fürstl. Gnaden Herzen ändern.        Derfor er det min underdanige bøn, at Deres kurfyrstelige og fyrstelige nåder vil se på Guds ord og Deres egen salighed, vil få et godt fyrstendømme i arv, vil betænke også de stakkelse undersåtter, vil for Deres eget vedkommende slå korsets tegn for sig imod djævelen, og dog i nåde reagere så meget på min fattige bøn, at De går alene ind i Deres lønkammer og for alvor beder et Fadervor: Så vil, om det er Guds vilje, Helligånden ændre Deres kurfyrstelige og fyrstelige nåders hjerter.

³³ Mögen auch wohl dasselb thun, was fromme Herzen sind in beiderseits Landschaften: die andern tollen Hunde mögen dieweil fluchen, und ihr Herzeleid haben mit ihrem Gott, dem Teufel, dem Gott, unser Vater, wohl steuren kann. Det kan vel udrette det samme, hvis De overvejer, hvilke fromme hjerter der er i begge de to lande. De andre dumme hunde kan så få lov til at forbande og have deres hjertesorg med deres gud, djævelen, som Gud, vor far, jo nok kan beherske.

³⁴        Und da Gott für sei, dafür mich ja du, mein lieber Herr Jesu Christe, sampt allen, die mit mir beten, gnädiglich behüten wollest, dass ein Fürste oder Landschaft Friede und Recht wegern, und mit dem Kopf wider Gott laufen, und dem rachgierigen Zorn nachgehen wollte: in dem Falle, den Gott gnädiglich abwende, trete ich zu dem Theil, es sei mein gnädigster Herr, der Kurfürst, und Landschaft, oder mein gnädiger Herr Herzog Moritz, und Landschaft (denn es gilt hie keins Heuchelns, ich rede fur Gott auf (E20) mein Gewissen): ich trete, sage ich, in dem Fall zu dem Theil, das Friede und Recht anbeut, leiden kann und begehrt.        Og når Gud er for det, så vil jo du, min kære Herre Jesus Kristus, nådigt beskærme mig og alle dem, der beder med mig, imod det, at en fyrste eller et land sætter sig imod freden og retten og løber hovedet imod Gud og vil give efter for den hævngerrige vrede: men hvis det bliver tilfældet, hvad Gud nådigt afvende, så vil jeg træde over til den del, hvad enten det er min nådigste herre, kurfyrsten og hans land, eller det er min nådige herre hertug Moritz og hans land (for her gælder intet hykleri, jeg taler for Guds åsyn på min samvittighed), i det tilfælde vil jeg, siger jeg, træde over til den part, der tilbyder fred og ret, finder sig i det og begærer det.

³⁵        Denn wenn gleich das ander Theil das höchste Recht hätte, und billig Zorn fürwenden könnte, so verdampt sichs doch selbs damit, dass es Gott in seine Gewalt greift, selbs Richter und Rächer sein will, und damit das Gegentheil zur Nothwehr dringet, und dasselbige mit der That recht spricht, und unschuldig machet, sich selbs aber an dem Rechten stürzt; wie droben gesagt ist.        For selv om så den anden part havde den største ret og med rimelighed kunne lade sin vrede gælde, så fordømmer den dog sig selv derved, at den griber ind i Guds magt, derved, at den selv vil være dommer og hævner, og dermed trænger på med det modsatte af nødværge, og med gerningen bedømmer det som ret og som en uskyldig handling, men dog ødelægger sig selv overfor retten; som ovenfor sagt.

³⁶ Denn so heissts: Quod justum est, juste exequaris, et mea est vindicta. Und alsdenn soll das Theil, so Recht und Friede sucht, getrost und fröhlich sich wehren; und rühme nur, dass ichs an Gottes Statt geheissen, gerathen und vermahnet hab. Denn ich will solch Blut und Verdammniss jenes Theils auf mich nehmen, muss es auch wohl thun. For således hedder det: Hvad der er retfærdigt, skal du udføre retfærdigt, og min er hævnen. Og derfor skal den part, der søger ret og fred, glad og med fortrøstning værge for sig; jeg roser mig kun af, at jeg har sagt det, tilrådet det og formanet til det i Guds sted. For jeg vil tage den dels blot og fordømmelse på mig, og må vel også gøre det.

³⁷        Und wo es dahin käme, da Gott fur sei, dass man zu Felde zöge, oder sonst zum Angriff geriethe, so bücket eure Häupter hieher gegen Wittenberg zu uns, und empfahet unsere Hände, die ich hiemit auch verheisse zu Vergebung euer Sünde, als die sich aus Noth wehren, und gerne Recht leiden und haben wollten, und damit auch dessfalls fur Gott gerecht seid, und gläubet unser Absolution.        Og hvis det skulle komme dertil, hvad Gud forbyde, at man drog i felten og ellers gik til angreb, så bøj jeres hoveder herhen imod Wittenberg til os, og modtyag vore hænder, som jeg hermed lover jer til tilgivelse af jeres synder, for I værger jer af nød og vil gerne finde jer i retten og have den, og dermed er I også i dette tilfælde overfor Gud retfærdige og tror vores absolution.

³⁸ Darnach seit getrost und unerschrocken, lasst Spiess, Büchsen gehen in die Kinder des Unfriedens, Zorns und Rache, Gottes Wille geschehe: wer stirbt, der stirbt seliglich, als im Gehorsam und Nothwehre, seinen Fürsten und Land zu schützen. Derefter kan I være trøstede og uforfærdede, derefter kan I lade spyd, bøsser gå ind i ufredens, vredens og hævnens børn, Guds vilje ske: den, der dør, han dør i salighed, fordi han står i lydighed og nødværge, for at beskytte sin fyrste og sit land.

³⁹ Wir müssen uns nicht zu Tode fürchten fur eim lebendigen Teufel, viel weniger fur sterbliche armen Menschen. Vi skal ikke frygte os ihjel for en levende djævel, meget mindre for dødelige, stakkels mennesker.

⁴⁰ Dem andern rachgierigen unfriedlichen Haufen verkündige ich hiemit, dass sie wissen, und sich nicht entschuldigen sollen am jüngsten Tage und Gericht, dass sie sich selbs in Bann gethan, und in Gottes Rach gegeben, und, wo sie im Kriege umbkommen, ewiglich verdampt sein müssen mit Leib und Seel. Denn sie nicht allein ohn Glauben kriegen, sondern auch in weltlichem Recht böse Gewissen in die Schlacht bringen. (E21) Men den anden hævngerrige, ufredelige hob forkynder jeg hermed, at de skal vide det, så de ikke kan undskylde sig på den yderste dag, på dommedagen, at de har lyst sig selv i band og er trængt ind i Guds hævn, og hvis de omkommer i krigen, må de være evig fordømte på legeme og sjæl. For de fører ikke alene krig uden tro, men de bringer også i den verdslige ret en dårlig samvittighed med ind i slaget.

⁴¹       Und rathe auch treulich, dass wer unter solchem unfriedlichen Fürsten krieget, er laufe, was er laufen kann aus dem Felde, errette seine Seele, und lasse seinen rachgierigen, unsinnigen Fürsten allein, und selbs mit denen, so mit ihm zum Teufel fahren wollen, kriegen.        Og jeg tilråder også troligt, at den, der fører krig under en sådan ufredelig fyrste, han skal løbe alt, hvad han kan, bort fra krigen, han skal redde sin sjæl, og lade sin hævngerrige, vanvittige fyrste alene, så han kan føre krig med dem, der vil fare til djævelen med ham.

⁴² Denn Niemand ist gezwungen, sondern vielmehr verboten, Fürsten und Herrn gehorsam zu sein, oder Eide zu halten zu seiner Seelen Verdammniss, das ist, wider Gott und Recht. For ingen er tvunget til, ja det er snarere forbudt ham, at være lydig mod en fyrste eller en herre, eller at holde en ed, når det er til fordømmelse for hans sjæl, det vil sige, når det er imod Gud og imod retten.

⁴³ Es heisset: Hoc possum, quod jure possum. Und bitte und hoffe, dass Gott werde dem rachgierigen Haufen ein verzagts Herz, zitternde Hände und bebende Knie geben, wie Moses sagt (5. Mos. 28,25.), dass sie durch sieben Wege fliehen, da sie durch einen heraus kommen sind, Amen. Det hedder: Dette kan jeg, fordi jeg kan gøre det med rette. Og jeg beder og håber, at Gud vil give den hævngerrige hob et forsagt hjerte, rystende hænder og bævende knæ, som Moses siger, så at de må flygte ad syv veje, skønt de er kommet herhen ad én. Amen.

⁴⁴ Der barmherzige Gott schicke seinen friedlichen Engel, der beide zwischen Fürsten und Landschaften recht Einigkeit erwecke, wie wir uns eins Glaubens und Evangelii rühmen, Amen.
D. Martinus Luther Måtte den barmhjertige Gud sende sin fredsengel, som kan opvække ret enighed mellem de to fyrster og lande, sådan som vi roser os af at have én tro og ét evangelium. Amen.
Doktor Martin Luther

⁴⁵ An den Kanzler Brück, vom 8. April 1542. (Erl 56, LII).
       Dem Achtbaren Hochgelahrten Herrn Gregor Bruck, der Rechten Doctor, kurfl. zu Sachsen Kanzler, meinen gonstigen Herrn und lieben Gevattern zu Handen. Til Kansler Brück, af 8. april 1542.
Til den agtværdige, højlærde herre, Gregor Brück, doktor i jura, kansler for Saksens kurfyrste, min gunstige herre og kære gudfar at få i hænde.

⁴⁶        G. u. F. Gelobt sei Gott der Vater aller Gnaden und Friedens, denn E. A. hat uns gute neue Zeitung geschrieben, und wiewohl ich in solchem plotzlichen Ungluck Sorge hatte, es mocht Gott lassen einen Angriff geschehen, so hatte ich doch gute Hoffnung, Herzog Moritz (den itzt alle Welt, auch sein eigen Leute fur thoricht hält, so soll er sich zieren) sollte blutigen Kopf mit den Seinen und eine Schlappe davon bringen, damit ihm das Schwert hinfurter nicht so leise sticken wurde.         Nåde og fred! Lovet være Gud, al nådes og freds fader, for Deres Ærværdighed har tilskrevet os gode nyheder, og selv om jeg i denne pludselige ulykke var bekymret for, om Gud ville lade det komme til et angreb, så havde jeg dog godt håb om, at hertug Moritz (som hele verden, også hans egne folk, nu regner for tåbelig, det kan han smykke sig med) skulle få en blodig tud sammen med sine folk og få et smæk ud af det, for at sværdet fremover ikke ville stikke ham så blidt.

⁴⁷ Gott aber, wie seine Weise ist, erhoret weiter, dann wir verstehen oder bitten, darom, dass auch gar ohn Blut abgangen ist. Men Gud har, som det er hans vane, bønhørt os videre end vi forstår eller beder om, så det er foregået helt uden blodsudgydelse.

⁴⁸       Ich schicke euch hiebei mein Gedicht, das bereit halb gesetzt, und hätte heute mussen ausgehen, mit Eile, denn solch eilend Unglück hab ich erst gestern fruhe erfahren;       Jeg sender Jer hermed min skrivelse, som allerede er halvt sat, og skulle have været udgivet i dag i al hast, for denne hastende ulykke erfarede jeg først noget om i går morges.

⁴⁹ darauf ich auch eilet und wollts in beide Heer geschickt haben, weil H. Moritz Niemand hat wollen horen; Derfor skyndte jeg mig, og jeg ville have det sendt ud til begge hære, fordi hertug Moritz ikke ville høre.

⁵⁰ denn die Eile wollts nicht leiden, Euch zuvor zu ubersehen lassen, drungen auch die Unsern und Verzagten so sehr, als wäre es alles verloren und die Jura wollten schier an meinem G. Herrn zweifeln oder disputirn. For i hastværket kunne det ikke nås først at lade Jer se det igennem, for vore folk og de forsagte pressede også sådan på, som om alt var tabt og juristerne simpelthen ville tvivle på min nådige herre eller disputere med ham.

⁵¹ Nu aber solls nicht ausgehen. Werdets mir wohl wissen wieder zu schicken. Denn aus eur Rede in Euern Hause verstund ich nicht, dass so ein plotzlich eilend Ding sollt sein, sonderlich auf solche hohe Feiertage. Men nu skal det ikke udgives. Jeg skal nok sørge for en anden gang at sende det til Dem (?). For ud fra Deres tale i Deres hus forstod jeg ikke, at det skulle være en sådan pludselig, hastende sag, især da ikke på denne store festdag.

⁵² Hiemit Gott befohlen, Amen. Hora sexta mane die Sabbatho sancto Domini 1542.
E. W.
Martinus Luther. (E: LIII) Hermed Gud befalet, amen. Klokken seks om morgenen, påskelørdag, i det Herrens år 1542.
Deres ??
Martin Luther.

⁵³ An den Kurfürsten Johann Friedrich, vom 9. April 1542.
       Dem Durchleuchtigsten, Hochgebornen Fursten und Herrn Johanns Friedrich, Herzogen zu Sachsen, des H. R. R. Erz-Marschall und Kurfursten, Landgrafen in Thuringen, Markgrafen zu Meissen und Burggrafen zu Mägdeburg, meinem gnädigsten Herren. Til kurfyrst Johann Friedrich den 9. april 1542.
     Til den durchlauchtigste, højvelbårne fyrste og herre, Johann Friedrich, hertug i Saksen, ærkemarskal og kurfyrste i det hellige romerske rige, landgreve i Thüringen, markgreve i Meissen og borggreve i Magdeburg, min nådigste herre.

⁵⁴       G. u. F. Durchleuchtiger, Hochgeborner Furst, gn. Herr!       Nåde og fred, durchlauchtiger, højvelbårne fyrste, nådige herre!

⁵⁵ Es hat mein gn. Herr der Landgraf eilends Boten zu uns geschickt, der uns aus dem Schlaf umb eilfe geweckt und begehrt, dass wir E. K. F. G. aufs Hohest bitten wollen, dass sie nicht zu hart und steif sein wollten, und sonderlich den Durchzug oder Pass einräumen wollten; mit der Steur und Andern mochts ein Weg finden. Min nådige herre, landgreven, har sendt ilbud til os; han vækkede os af søvnen klokken elleve og ville have, at vi indstændigt skulle bede Deres kurfyrstelige nåde, at De ikke ville være for hård og stiv, og især, at De ville give lov til gennemgang eller passage; med skatten og de andre ting ville man nok kunne finde udvej.

⁵⁶ Darauf wir geantwortet: wir wollten solchs aufs Fleissigst thun. Daneben S. F. G. wiederumb gebeten, beim g. Herzog Moritzen zu handeln, damit E. K. F. G. Schutz nicht geschwächt wurde. Derpå svarede vi, at det ville vi gøre med al vor flid. Desuden bad hans fyrstelige nåde igen om, at der blev handlet sådan med hertug Moritz, at Deres kurfyrstelige nådes værn ikke blev svækket.

⁵⁷ Und wiewohl wir der weltlichen Recht, sonderlich dieses Falls nichts wussten, so achten wirs dennoch dafur, dass H. Moritz unrecht thät, mit solchem vorderblichen blutronstigem Furnehm, sein Recht selbst zu setzen, ehe denn solch dunkel und disputirlich Recht hell und klar wurde; Og skønt vi ikke kender til den verdslige ret, især ikke i dette tilfælde, så er det dog alligevel vores anskuelse, at hertug Moritz gjorde uret med dette fordærvelige blodtørstige tiltag, hvor han selv ville tage sig til rette, førend den dunkle og omstridte ret blev lys og klar;

⁵⁸ dann weil es disputirt wird, so ists nicht hell, und wird weiter eine disputatio die andere fur und fur bringen. for eftersom der disputeres, er det ikke klart, og den ene disputation efter den anden vil bringe det mere og mere frem.

⁵⁹ Demnach bitten wir, was E. K. F. G. je muglich zu thun ist, wollten Gott zu ehren und solchen Jammer zuverkommen, sich sanft und gutig finden lassen, Gott wird E. K. F. G. dafur wohl wieder zu ehren wissen. Derfor beder vi Deres kurfyrstelige nåde om at gøre, hvad der overhovedet er muligt for at ære Gud og komme en sådan elendighed i forkøbet, og vise Dem blid og storsindet, Gud skal nok vide til gengæld at ære Deres kurfyrstelige nåde for det.

⁶⁰ Man muss zuweilen einen tollen Hund den Fuss aus dem Wege rucken und dem Teufel zwo Kerzen anstecken oder dem Cer- (E: LIV) bero (wie die Poeten sagen) einen Brei ins Maul werfen. Man må af og til skaffe en gal hund bort fra sin vej og tænde to lys for djævelen eller fedte lidt for Cerberus, som poeterne siger.

⁶¹ Zwar den Pass hat zu Erfurt der zu Mainz, aber mit Massen, ohn Schaden dem Landsfursten in seinem Schutz. Ganske rigtigt har ærkebiskoppen af Mainz adgang til Erfurt, men med måde, uden at skade landsfyrsten i hans værn.

⁶² Ich hab Doctor Bruckn des Landgrafen Brief zugestellt hierbei, so das E. K. F. G. sehen wollten. Am Ostertag fruhe 1542.
E. K. F. G.
unterthäniger
Mart. Luther. Jeg har herved tilstillet dokter Brück landgrevens brev, så at Deres kurfyrstelige nåde vil få det at se. Tidligt påskedag 1542.
Deres kurfyrstelige nådes
underdanige
Martin Luther.

⁶³ An den Kanzler Brück, von 12. April 1542.
       Dem Achtbaren Hochgelehrten Herrn Gregor Bruck, der Rechten Doctor, kurfl. zu Sachsen Canzler, meinem gonstigen Herrn und lieben Gevattern. Til kansler Brück, af 12. april 1542.
      Til den agtværdige, højlærde herre, Gregor Brück, doktor jur., kansler for kurfyrsten i Saksen, min gunstige herre og kære fadder.

⁶⁴       G. u. F. Ich hab eur Schrift und Bericht alle empfangen, mein lieber Herr und Gewatte, und danke Euch dafur ganz flissig.          Nåde og fred! Min kære herre og fadder, jeg har modtaget Deres brev og beretning og takker Dem meget for det.

⁶⁵ Gott sei gelobet, dass sich die Sache auf m. g. H. Seiten dermassen hält, kann nü deste frohlicher beten, dann wie ihr wisset, wie ich nicht furwitzig bin zu forschen der Fursten und hoher Stände Gelegenheit; Gud ske lov, at sagen på den måde holdt sig på min nådige herres side, nu kan jeg bede meget mere glad, for som De véd, er jeg ikke så næsvis, at jeg udforsker fyrsternes og de højere stænders omstændigheder;

⁶⁶ derhalben zweifeln müss, was Rechts oder Unrechts zwischen ihnen schwebt, so hat man uns hie die Ohren wohl und voll zebläuet, als hätte m. g. H. nicht guten Grund. derfor må jeg være i tvivl om, hvad der svæver mellem dem af ret og uret; således har man vel her tudet os ørerne fulde, som om min nådige herre ikke havde sine gode grunde.

⁶⁷ Derhalben ich meinen Trotz und Trost hab mussen setzen auf die Nothwehre und erbotens Recht, aber nü geschehe und gehe was Gott will, der wird unser Gebet nicht verachten, dass weiss ich, und Gott wird die Bosewichter in Meissen finden, wie er H. Georgen funden hat. Derfor har jeg i trods måttet have min trøst i tanken om nødværge og den ret, der blev tilbudt, men nu sker det og går det, som Gud vil, han vil ikke foragte vore bønner, det véd jeg, og Gud vil nok finde slynglerne i Meissen, som han har fundet hertug Georg.

⁶⁸ Wie gar tief steckt derselb verdampt Mensch in ihrem Blut und Fleisch; ich hab dem Landgrafen gestern fruhe einen scharfen Brief geschrieben wider den thorichten Bluthund H. Mo- (E: LV) ritz, wiewohl ich acht, er wüsst selbs nicht, wozu sie seiner unwitzigen Jügend brauchen. Hvor dybt stikker ikke dette fordømte menneske i deres blod og kød, jeg skrev i går morges et skarpt brev til landgreven imod den tåbelige blodhund, hertug Moritz, skønt jeg regner med, at han ikke selv vil vide, hvad de bruger hans ukyndige ungdom til.

⁶⁹ Aber damit nicht entschuldigt ist, weil er viel ein grossen Dank schuldig ist diesem Theil, denn er immer mehr vergnügen kann, als er wohl ungeborn schweig denn ein solcher Furst worden wäre, wo H. Friedrich und H. Hanns seliger nicht hätten seinem Vater beigestanden wider H. Georgens Cainsche brudermordische Bosheit. Men dermed er han ikke undskyldt, fordi han er denne part større tak skyldig, end han nogensinde kan tilfredsstille, eftersom han slet ikke var blevet født endsige blevet så stor en fyrste, hvis ikke hertug Friedrich og hertug Hanns (salig ihukommelse) havde hjulpet hans far imod hertug Georgs kainske, brodermorderiske ondskab.

⁷⁰ O wie soll im Himmel fur allen Engeln des H. Moritzen solche Undankbarkeit stinken und einen schrecklichen Zorn uber seinen Kopf erregen. O hvor vil ikke i himlen overfor alle engle denne utaknemlighed hos hertug Moritz stinke og opægge en skrækkelig vrede over hans hoved!

⁷¹ Gott sei Lob, dass wir würdig sind umb Guts willen Böses zu entpfahen und dass nicht wir, sondern andere uns undankbar erfinden werden. Gud ske lov, at vi er værdige til at modtage ondt for det godes skyld, og at ikke vi, men andre skal finde os utaknemlige.

⁷² Denn das ist ein edler und theurer Schatz für Gott. Wohlan, Gott stärke, troste und erhalte m. gn. Herrn sampt euch allen in seiner Gnaden und gutem Gewissen und gebe den gleissnerschen Meissnischen Bluthunden auf ihren Kopf, was solche Cain und Absalom, Judas und Herodis verdienen, Amen, und bald Amen, zu Lob seinem Namen, welchen H. Moritz mit diesem scheusslichen Aergerniss aufs Hohest schändet und dem Teufel und allen Gottesfeinden ein solch lästerlich Freudenlied singet. For det er en ædel og dyrebar skat overfor Gud. Velan, Gud styrke, trøste og opretholde min nådige herre samt jer allesammen i hans nåde og i den gode samvittighed, og han give de hykleriske meissnerske blodhunde én på hovedet, som den slags Kain'er og Absalon'er, Judasser og Herodesser fortjener, amen, og atter amen, til pris for hans navn, som hertug Moritz har skændet på det skammeligste med denne afskyelige forargelige handling, hvorved han synger en sådan bespottende glædessang for djævelen og alle gudsfjender.

⁷³ Mittwochen in Ostern fruhe 1542.
E. A.
williger
Martin Luther. Onsdagen i påsken, 1542.
Deres agtværdige
tjenstvillige
Martin Luther.

⁷⁴ c

⁷⁵ c

⁷⁶ c

⁷⁷ c

⁷⁸ c

⁷⁹ c

⁸⁰ c

⁸¹ c

⁸² c

⁸³ c

⁸⁴ c

⁸⁵ c

⁸⁶ c

⁸⁷ c

⁸⁸ c

⁸⁹ c

⁹⁰ c

Noter:

n1: Dette "brev" er et åbent brev til de to fyrster, Johann Friedrich af Saksen og Moritz af Saksen, skrevet langfredag 1542, i anledning af, at Luther langfredag morgen fik at vide, at de to fyrsters hære stod overfor hinanden, parate til angreb. (br070442#48) Stridens æble var en forholdsvis ubetydelig by, Wurzen. Luther ville have udsendt det lille skrift påskelørdag. Han havde så travlt, at han undlod at lade det gennemse af kansler Brück (#50). Da Luther imidlertid påskelørdag om morgenen fik at vide, at alt var ordnet fredeligt, opgiver han at udsende det. (#51)

¹ An den Kurfürsten Johann Friedrich und den Herzog Moritz von Sachsen und deren Landstände, v. 7. April 1542 (n1)	Til kurfyrst Johann Frederik og til hertug Moritz af Saksen og deres landsstænder. 7. april 1542.
² Meine unterthänige Dienste und mein armes Pater noster zuvor etc. Gnädigster, Gnädiger, Ehrwürdige, Wohlgeborne, Edle, Gestrenge, Feste, und wie eim jeden sein Titel gebührt. Mir ist solch ernst Furnehmen und plötzlicher Zorn zwischen beiden, Eur Kur- und Fürstlichen Gnaden, sowohl als andern, heut erst recht kund worden.	Min undersåtlige tjeneste og mit Fadervor udfører og beder jeg som hidtil. Allernådigste, nådigste, ærværdige, velbårne, ædle, strenge, faste og hvilken titel der ellers tilkommer enhver! Jeg har først i dag fået kundskab om det alvorlige forehavende og den pludselige vrede mellem jer begge, I kurfyrstelige og fyrstelige nåder, tilligemed mellem andre.
³ Und wiewohl mir, als Prediger und geistlichen Ampts, hierin weder zu richten noch zu handeln ichts gebührt, weil es sogar eitel weltlichen Sachen sind, da mir auch nicht viel zu wissen befohlen ist; so stehet doch da Gottes Wort 1. Tim. 2,1., welchs uns Predigern und der ganzen Kirchen gebeut, für die weltlichen Herrschaften zu sorgen, und zu beten umb Friede und stilles Wesen auf Erden, wider den Teufel, alles Unfriedes Stifter und Anfänger. (E16)	Og selv om det ikke tilkommer mig som prædikant og som indehaver af et gejstligt embede hverken at dømme eller at handle i denne sag, fordi det er fuldkommen verdslige sager, hvori jeg heller ikke har befaling til at vide meget, så står dog Guds ord 1 Tim 2,1 der; det påbyder os prædikanter og hele kirken at bekymre os for de verdslige øvrigheder og at bede om fred og et stille liv på jorden, imod djævelen, anstifteren og ophavsmanden til al ufred.
⁴ Nu, das ein Stück unser Sorge ist geschehen und geschicht noch täglich von ganzem Herzen, nämlich das Gebet, wie das beide Bücher und Gesänge zeugen, sonderlich itzt, weil der Teufel so eilend und plötzlich diese Unlust erreget hat.	Nuvel, den ene del af det, vi skal sørge for, skete og sker endnu daglige af vort ganske hjerte, nemlig i bønnen, sådan som både vore ritualbøger og vore sange vidner om det, især nu, fordi djævelen har så travlt og pludselig har opægget denne strid.
⁵ Das ander, dass wir auch müssen Gottes Wort und Befehl anzeigen in allerlei Anfechtungen, es sei zu trösten die Betrübten, oder zu vermahnen die Angefochtenen, oder zu schrecken die Halsstarringen, und dergleichen.	Den anden del af det er, at vi også må påvise Guds ord og befaling i al slags anfægtelse, hvad enten det er for at trøste de bedrøvede eller for at formane de anfægtede eller for at forskrække de halsstarrige og den slags.
⁶ Damit ich nu hierinne das Meine auch thue, und fur Gott mein Gewissen entschuldigt habe; so bitte ich aufs Unterthänigst, E. Kur- und Fürstel. Gn. wollten mich gnädichlich hören.	Men for at jeg nu også i dette stykke kan gøre det, jeg skal, og overfor Gud have min samvittighed undskyldt, så beder jeg underdanigst, at Deres kurfyrstelige og fyrstelige nådigherre nådigt vil høre mig.
⁷ Denn ich will nicht mein, sondern Gottes Wort reden, sonderlich weil E. Kur- und Fürstl. Gnaden, sampt beiden Landschaften, das Evangelium angenommen und bekannt, Christen sein, das ist, Christi Wort hören und gehorchen wollen und sollen.	For jeg vil ikke tale mit ord, men Guds ord, især fordi Deres kurfyrstelige og fyrstelige nådigherrer og begge lande har antaget evangeliet og bekendt at være kristne, det vil sige, at de vil og skal høre Kristi ord og adlyde det.
⁸ Und freilich, weil ich bei beiden Seiten geacht, dass ich Christus Diener und Prediger des Evangelii bin (als die Wahrheit ist), wer mich höret, höret Gott, wie er spricht (Luc. 10,16.): Wer euch höret, der höret mich, wer euch verachtet, der verachtet mich; wer mich aber verachtet, der verachtet den, so mich gesandt hat: da behüte Gott für, Amen.	Og videre er jeg på begge sider regnet for at være en Kristi tjener og prædikant af evangeliet (hvad der jo også er sandt), så derfor: den, der hører mig, hører Gud, som han siger i Luk 10,16: "Den, der hører jer, hører mig, og den, der forkaster jer, forkaster mig. Men den, der forkaster mig, forkaster ham, som har udsendt mig". Det bevare Gud os fra, amen.
⁹ Er spricht aber: Selig sind die Friedfertigen, denn sie sollen Gottes Kinder heissen, Matth. 5,9. Ohne Zweifel wiederumb wirds heissen: Vermaledeiet sind die Friedbrecher, denn sie müssen des Teufels Kinder heissen.	Men han siger: "Salige er de, der stifter fred, for de skal kaldes Guds børn", Matt 5,9. Uden tvivl betyder det omvendt, at de, der bryder freden, skal være forbandede, for de må kaldes djævelens børn.
¹⁰ Solcher Spruch, weil er Gottes des Allmächtigen ist, wird kein Unterschied der Personen achten, wie hoch sie seien, sondern alle unter sich haben, und gebieten Friede zu halten, bei Verlust ewiger Seligkeit, oder (das gleich so viel ist) der Kindschaft Gottes.	Dette skriftsted er Guds den almægtiges, og derfor kender det ikke til forskel på personer, hvor høje de end er, men det har alle under sig og påbyder at overholde freden, ellers mister man sin evige salighed eller barnekår hos Gud, hvilket er lige så meget.
¹¹ Darumb ist diess das erste Gebot Gottes, dass E. Kur- und Fürstliche Gnad schuldig sind, vor allen Dingen zum Frieden zu trachten, zu rathen und helfen, und sollts auch Leib und Gut gelten, will geschweigen solchs liederlichen und geringen Schadens, so itzt in diesem gegenwärtigen Fall mag furstehen. (E17)	Derfor er dette Guds første bud, at Deres kurfyrstelige og Deres fyrstelige nåde er skyldige, fremfor alt at tragte efter, at råde til og hjælpe med freden, også om det så skulle gælde liv og gods, for slet ikke at tale om den ubetydelige og ringe skade, som kan forekomme nu i dette forhåndenværende tilfælde.
¹² Denn ohne Verletzung des Gewissens, ja Fährlichkeit ewiger Verdammniss, werden E. Kur- und F. Gn. in diesem geschwinden Zorn und Unfriede wider solch göttlich Gebot nicht können fortfahren.	For Deres kurfyrstelige og fyrstelige nåde vil ikke kunne gå videre imod Guds bud i denne hurtige vrede og ufred uden skade på samvittigheden, ja uden at risikere evig fordømmelse.
¹³ Ja, mag man sagen, Niemand kann länger Friede halten, denn sein Nachbar will: das ist wahr; darauf sagt Gott aber also, Röm. 12,18: So viel an euch ist, so habt mit allen Menschen Friede.	Men nu kan man jo sige, at ingen kan holde fred længere end hans nabo vil. Det er sandt. Men dertil siger Gud (Rom 12,18): "Hold fred med alle mennesker, så vidt det står til jer".
¹⁴ Demnach müssen Euer Kur- und Fürstl. Gn. sampt beider Landschaften hierin Gott auch Gehorsam schuldig sein bei ewiger Verdammnis, und ein Theil dem andern Friede und Recht anbieten.	I dette må Deres kurfyrstelige og fyrstelige nåde og begge lande være Gud skyldige at være lydige under evig fordømmelse, og den ene må tilbyde den anden fred og ret.
¹⁵ Wenn alsdenn das Recht und Urtheil gegangen, so mag sich denn wehren, wer da kann. Denn auch die Rechte sagen: Niemand soll sein selbs Richter sein, viel weniger sein selbs Rächer; und wer wiederschlägt, ist unrecht, ausgenommen die einige elende Nothwehr.	Og når retten har været sat og en dom er afsagt, så må man værge for sig, som man kan. For også retten siger: Ingen skal være sin egen dommer, meget mindre skal han være sin egen hævner, og den, der slår igen, har uret, bortset fra simpel nødværge.
¹⁶ So hat wahrlich Gott die Rache hart verboten, Röm. 12,9: Die Rache ist mein, ich will vergelten; wer nu Gott das Gericht und Rache nehmen will, den wird sein Urtheil treffen, Röm. 13.	Således har Gud i sandhed forbudt hævnen strengt, Rom. 12,9: "Hævnen er min, jeg vil gengælde"; den nu, der vil tage dommen og hævnen fra Gud, ham vil hans dom ramme, Rom 13.
¹⁷ Und wenn mir Jemand meinen Vater oder Bruder erschlüge, so bin ich dennoch uber den Mörder nicht Richter noch Rächer. Und was darf man der Recht und Oberkeit, ja was darf man Gottes, wenn ein Jeder will selbs Richter, Rächer, ja Gott selbs sein wider und uber seinen Gleichen oder Nähesten, sonderlich in weltlichen Sachen?	Og selv om én slog min far eller min bror ihjel, så er jeg alligevel ikke dommer eller hævner over morderen. Og hvad skal man bruge ret og øvrighed til, ja, hvad har man brug for Gud til, hvis enhver selv vil være dommer og hævner, ja, vil være Gud selv imod og over sin ligemand eller sin næste, især i verdslige sager?
¹⁸ Denn in geistlichen Sachen ists ein anders, da ein Christ wohl uber Welt und alle Teufel Richter, das ist, Gottes Worts Werkzeug oder Zunge ist. Denn sein Wort ist Gottes Wort, der keinen Gleichen noch Nähesten hat, sondern uber alle Richter, Rächer und Herr ist.	For i åndelige sager er det noget andet; her er en kristen dommer over hele verden og over alle djævle, det vil sige, han er Guds værktøj eller Guds tunge. For hans ord er Guds ord, og Gud har ingen ligemand eller næste, men er dommer, hævner og herre over alle.
¹⁹ So ist in dieser plötzlichen Zweiung noch kein Recht weder Handlung furgenommen, viel weniger ein endlich Urtheil gesprochen, darauf man möchte mit guten Gewissen die Rache oder Straf furnehmen, so doch furhanden sind das feine Kleinod, das Fürstl. Hofgericht, item so viel feiner löblicher Grafen, Herrn, Ritterschaft und gelehrte Juristen, die solchs wohl zuvor könnten hören und bewegen, zuletzt auch die (E18) erbvereinigte Fürsten, und vielleicht mehr, denn ich weiss:	Derfor er der i denne pludselige tvekamp endnu ikke foretaget nogen retsdom eller nogen retshandling, langt mindre afsagt en endelig dom, hvorpå men med god samvittighed kunne gribe til hævn eller straf, skønt der dog er en så fin klenodie forhånden som den fyrstelige hofret, ligeledes er så mange fine, rosværdige grever, herrer, riddere og lærde jurister, som vel først kunne høre den slags og gribe ind i det, og endelig er der også de arveforenede fyrster, og måske mere end jeg véd:
²⁰ bei welchen man zuvor beides Theils Recht oder Unrecht künnte erforschen und schliessen, damit man nicht wider Gott und eigen Seligkeit hineinführe, und unversuchtes, unverhortes und unerkanntes Rechts, Land und Leute, Leib und Seel also dem Teufel zu Ehren und Gott zu Unehren opfern müsste.	Hos dem kunne man først udforske begge parters ret og drage sine slutninger deraf, for at man ikke skulle blive nødt til at indføre noget imod Gud og imod sin egen salighed, og således opofre land og folk, liv og sjæl til ære for djævelen og til vanære for Gud uden at have undersøgt, forhørt sig for og erkendt, hvad der er ret.
²¹ Ist doch das Städtlin Wurzen nicht werth der Unkost, so bereit darauf gegangen ist, schweige solchs grossen Zorns so grosser mächtiger Fürsten und trefflicher Landschaften, und würde bei vernünftigen Leuten nicht anders angesehen, denn als zween voll Bauren sich schlugen im Kretzschmar umb ein zubrochen Glas, oder zween Narren umb ein Stück Brods, ohne dass der Teufel und seine Glieder aus solchem Funken gern ein gross Feuer aufbliesen, und also den Feinden eine Freude, dem Türken ein Gelächter, dem Evangelio ein sonderliche Schande aufthäten, auf dass der Teufel rühmen möchte durch seine Lästermäuler: siehe da, das sind evangelische Fürsten und Landschaften, so aller Welt den Weg zum Himmel weisen wollen, und alle Menschen die Wahrheit lehren, und sind solche Narren und Kinder worden, dass sie selbs noch nicht wissen, auch geringe weltliche Sachen, mit Recht und Vernunft furzunehmen; pfui die Evangelischen an.	Flækken Würzen er dog ikke værd den udgift, der allerede er spenderet på den, for slet ikke at tale om så store fyrsters og så udmærkede landes store vrede, og det ville af fornuftige folk ikke kunne ses som andet, end som to fulde bønder, der sloges på kroen om et glas, der var gået i stykker, eller som to narrer, der sloges om et stykke brød; bortset fra, at djævelen og hans håndgangne mænd gerne blæser en sådan lille gnist op til en stor ild, og således gjorde det til en glæde for fjenderne, til latter for tyrkerne, til en særlig skam for evangeliet, som djævelen kunne prale med gennem hans spottefugle: Se der, det er evangeliske fyrster og lande, som vil vise hele verden vej til himlen og vil lære alle mennesker sandheden og de er blevet sådanne narrer og børn, at de selv ikke engang véd at handle i selv så ringe verdslige sager med ret og fornuft. Føj for de evangeliske!
²² Ja, freilich, solchs würden wir hören müssen vom Teufel und aller Welt. Das würde Gott trefflich übel gefallen, dass sein Name so sollte umb unser willen entheiliget werden, Röm. 2,24.	Jovist, den slags får vi høre fra djævelen og fra hele verden. Det ville behage Gud meget dårligt, at hans navn således skulle vanhelliges for vores skyld.
²³ So wäre auch dieser Krieg, wie beide Theil wohl wissen, wo sie bedenken, kein Krieg, sondern ein rechte Aufruhr, ja wohl ein Hausaufruhr, da Vater und Sohn, Bruder und Vetter in einander fallen.	Derfor ville også denne krig -- og det véd begge parter godt, når de tænker sig om -- ikke være nogen krig, men være oprør, ja, være et husoprør, hvor far og søn, bror og fætter falder over hinanden.
²⁴ Denn die beide Fürstenthum so nahe unter einander verwandt sind, dass es billig Ein Haus, Ein Geblüte möchte heissen, von oben an bis unten aus.	For de to fyrstendømmer er så nært beslægtede, at de er rimeligt at kalde det ét hus, én slægt, fra oven og nedefter.
²⁵ Da sind beide Fürsten unter zweier Schwestern Herzen gelegen, darnach der Adel unter einander gevettert, geschwistert, geschwägert, gefreundet, ja fast gebrüdert, gevattert, gesöhnet, dass es wohl mag heissen Ein Haus, Ein Blut;	Her har de to fyrster ligger under to søstres hjerte, dernæst er adelen fætre og kusiner, søskende, svogre, venner med hinanden, ja, de er næsten brødre, fædre, sønner, så det rigtignok må hedde ét hus, ét blod.
²⁶ auch Bürger und Bauren (E19) gegen einander Söhne und Töchter gegeben und genommen, dass es nicht näher sein könnte.	Også borgere og bønder har givet til hinanden og modtaget fra hinanden sønner og døtre, så de ikke kan være mere i familie, end de er.
²⁷ Und solch Nähe sollte durch den leidigen Teufel so in einander gestürzt und gemenget werden, umb ein Laus oder Nisse willen?	Og den slags nære slægtninge skulle nu ved den lede djævel styrtes således ind i hinanden og føres i håndgemæng, for en luses eller en loppes skyld?
²⁸ Denn was kann Wurzen mit aller seiner bischöfflichen Herrlichkeit sein gegen solchem theuren Adel und so viel Blut, denn eine nichtige Laus?	For hvad kan Wurzen med al sin biskoppelige herlighed være imod en så dyrebar adel og imod så meget slægtskabs blod, andet end en elendig lus?
²⁹ Sollt doch Gott mit Donner und Blitz plötzlich darein schlagen, sonderlich weil wir Christen so unsinnige Teufel sein wollen, und wäre besser Türken und Tattern im Lande leiden.	Gud skulle dog slå til imod det med torden og lynild i en fart, især fordi vi kristne vil være så vanvittige djævle, nej, så ville det være bedre at finde sig i tyrker og tatere i landet.
³⁰ Ich gedenk Herzog Friedrich, seliger Gedächtniss: da er mit Erfurt übel stund, wollten ihm etliche Krieger Erfurt erlaufen, wo er fünf Mann wagen wollt.	Jeg mindes hertog Frederik, salig ihukommelse: da han var blevet uvenner med Erfurt, var der nogle krigere, der ville vinde Erfurt for ham, hvis han ville vove fem mand.

³¹ Es wäre zu viel, sprach er, an einem Mann; so doch Erfurt viel ein andrer Brate in die Küchen wäre, denn Wurzen. Das war ein Fürst!	Det ville være for meget, sagde han, til én mand; hvor dog Erfurt ville være en helt anden steg at få i sit køkken end Wurzen. Det var en fyrste!
³² Demnach ist mein unterthänig Bitten, eur Kur- und Fürstliche Gn. wollen Gottes Ehre, ihre Seligkeit betrachten, löblich Fürstenthumb ererben, auch die armen Unterthanen bedenken, das Kreuz wider den Teufel für sich schlahen, und doch meiner armen Bitt in Gnaden so viel thun, in ein Kämmerlein allein gehen, und mit Ernst ein Vater Unser beten: so wird, ob Gott will, der Heil. Geist euer Kur- und Fürstl. Gnaden Herzen ändern.	Derfor er det min underdanige bøn, at Deres kurfyrstelige og fyrstelige nåder vil se på Guds ord og Deres egen salighed, vil få et godt fyrstendømme i arv, vil betænke også de stakkelse undersåtter, vil for Deres eget vedkommende slå korsets tegn for sig imod djævelen, og dog i nåde reagere så meget på min fattige bøn, at De går alene ind i Deres lønkammer og for alvor beder et Fadervor: Så vil, om det er Guds vilje, Helligånden ændre Deres kurfyrstelige og fyrstelige nåders hjerter.
³³ Mögen auch wohl dasselb thun, was fromme Herzen sind in beiderseits Landschaften: die andern tollen Hunde mögen dieweil fluchen, und ihr Herzeleid haben mit ihrem Gott, dem Teufel, dem Gott, unser Vater, wohl steuren kann.	Det kan vel udrette det samme, hvis De overvejer, hvilke fromme hjerter der er i begge de to lande. De andre dumme hunde kan så få lov til at forbande og have deres hjertesorg med deres gud, djævelen, som Gud, vor far, jo nok kan beherske.
³⁴ Und da Gott für sei, dafür mich ja du, mein lieber Herr Jesu Christe, sampt allen, die mit mir beten, gnädiglich behüten wollest, dass ein Fürste oder Landschaft Friede und Recht wegern, und mit dem Kopf wider Gott laufen, und dem rachgierigen Zorn nachgehen wollte: in dem Falle, den Gott gnädiglich abwende, trete ich zu dem Theil, es sei mein gnädigster Herr, der Kurfürst, und Landschaft, oder mein gnädiger Herr Herzog Moritz, und Landschaft (denn es gilt hie keins Heuchelns, ich rede fur Gott auf (E20) mein Gewissen): ich trete, sage ich, in dem Fall zu dem Theil, das Friede und Recht anbeut, leiden kann und begehrt.	Og når Gud er for det, så vil jo du, min kære Herre Jesus Kristus, nådigt beskærme mig og alle dem, der beder med mig, imod det, at en fyrste eller et land sætter sig imod freden og retten og løber hovedet imod Gud og vil give efter for den hævngerrige vrede: men hvis det bliver tilfældet, hvad Gud nådigt afvende, så vil jeg træde over til den del, hvad enten det er min nådigste herre, kurfyrsten og hans land, eller det er min nådige herre hertug Moritz og hans land (for her gælder intet hykleri, jeg taler for Guds åsyn på min samvittighed), i det tilfælde vil jeg, siger jeg, træde over til den part, der tilbyder fred og ret, finder sig i det og begærer det.
³⁵ Denn wenn gleich das ander Theil das höchste Recht hätte, und billig Zorn fürwenden könnte, so verdampt sichs doch selbs damit, dass es Gott in seine Gewalt greift, selbs Richter und Rächer sein will, und damit das Gegentheil zur Nothwehr dringet, und dasselbige mit der That recht spricht, und unschuldig machet, sich selbs aber an dem Rechten stürzt; wie droben gesagt ist.	For selv om så den anden part havde den største ret og med rimelighed kunne lade sin vrede gælde, så fordømmer den dog sig selv derved, at den griber ind i Guds magt, derved, at den selv vil være dommer og hævner, og dermed trænger på med det modsatte af nødværge, og med gerningen bedømmer det som ret og som en uskyldig handling, men dog ødelægger sig selv overfor retten; som ovenfor sagt.
³⁶ Denn so heissts: Quod justum est, juste exequaris, et mea est vindicta. Und alsdenn soll das Theil, so Recht und Friede sucht, getrost und fröhlich sich wehren; und rühme nur, dass ichs an Gottes Statt geheissen, gerathen und vermahnet hab. Denn ich will solch Blut und Verdammniss jenes Theils auf mich nehmen, muss es auch wohl thun.	For således hedder det: Hvad der er retfærdigt, skal du udføre retfærdigt, og min er hævnen. Og derfor skal den part, der søger ret og fred, glad og med fortrøstning værge for sig; jeg roser mig kun af, at jeg har sagt det, tilrådet det og formanet til det i Guds sted. For jeg vil tage den dels blot og fordømmelse på mig, og må vel også gøre det.
³⁷ Und wo es dahin käme, da Gott fur sei, dass man zu Felde zöge, oder sonst zum Angriff geriethe, so bücket eure Häupter hieher gegen Wittenberg zu uns, und empfahet unsere Hände, die ich hiemit auch verheisse zu Vergebung euer Sünde, als die sich aus Noth wehren, und gerne Recht leiden und haben wollten, und damit auch dessfalls fur Gott gerecht seid, und gläubet unser Absolution.	Og hvis det skulle komme dertil, hvad Gud forbyde, at man drog i felten og ellers gik til angreb, så bøj jeres hoveder herhen imod Wittenberg til os, og modtyag vore hænder, som jeg hermed lover jer til tilgivelse af jeres synder, for I værger jer af nød og vil gerne finde jer i retten og have den, og dermed er I også i dette tilfælde overfor Gud retfærdige og tror vores absolution.
³⁸ Darnach seit getrost und unerschrocken, lasst Spiess, Büchsen gehen in die Kinder des Unfriedens, Zorns und Rache, Gottes Wille geschehe: wer stirbt, der stirbt seliglich, als im Gehorsam und Nothwehre, seinen Fürsten und Land zu schützen.	Derefter kan I være trøstede og uforfærdede, derefter kan I lade spyd, bøsser gå ind i ufredens, vredens og hævnens børn, Guds vilje ske: den, der dør, han dør i salighed, fordi han står i lydighed og nødværge, for at beskytte sin fyrste og sit land.
³⁹ Wir müssen uns nicht zu Tode fürchten fur eim lebendigen Teufel, viel weniger fur sterbliche armen Menschen.	Vi skal ikke frygte os ihjel for en levende djævel, meget mindre for dødelige, stakkels mennesker.
⁴⁰ Dem andern rachgierigen unfriedlichen Haufen verkündige ich hiemit, dass sie wissen, und sich nicht entschuldigen sollen am jüngsten Tage und Gericht, dass sie sich selbs in Bann gethan, und in Gottes Rach gegeben, und, wo sie im Kriege umbkommen, ewiglich verdampt sein müssen mit Leib und Seel. Denn sie nicht allein ohn Glauben kriegen, sondern auch in weltlichem Recht böse Gewissen in die Schlacht bringen. (E21)	Men den anden hævngerrige, ufredelige hob forkynder jeg hermed, at de skal vide det, så de ikke kan undskylde sig på den yderste dag, på dommedagen, at de har lyst sig selv i band og er trængt ind i Guds hævn, og hvis de omkommer i krigen, må de være evig fordømte på legeme og sjæl. For de fører ikke alene krig uden tro, men de bringer også i den verdslige ret en dårlig samvittighed med ind i slaget.
⁴¹ Und rathe auch treulich, dass wer unter solchem unfriedlichen Fürsten krieget, er laufe, was er laufen kann aus dem Felde, errette seine Seele, und lasse seinen rachgierigen, unsinnigen Fürsten allein, und selbs mit denen, so mit ihm zum Teufel fahren wollen, kriegen.	Og jeg tilråder også troligt, at den, der fører krig under en sådan ufredelig fyrste, han skal løbe alt, hvad han kan, bort fra krigen, han skal redde sin sjæl, og lade sin hævngerrige, vanvittige fyrste alene, så han kan føre krig med dem, der vil fare til djævelen med ham.
⁴² Denn Niemand ist gezwungen, sondern vielmehr verboten, Fürsten und Herrn gehorsam zu sein, oder Eide zu halten zu seiner Seelen Verdammniss, das ist, wider Gott und Recht.	For ingen er tvunget til, ja det er snarere forbudt ham, at være lydig mod en fyrste eller en herre, eller at holde en ed, når det er til fordømmelse for hans sjæl, det vil sige, når det er imod Gud og imod retten.
⁴³ Es heisset: Hoc possum, quod jure possum. Und bitte und hoffe, dass Gott werde dem rachgierigen Haufen ein verzagts Herz, zitternde Hände und bebende Knie geben, wie Moses sagt (5. Mos. 28,25.), dass sie durch sieben Wege fliehen, da sie durch einen heraus kommen sind, Amen.	Det hedder: Dette kan jeg, fordi jeg kan gøre det med rette. Og jeg beder og håber, at Gud vil give den hævngerrige hob et forsagt hjerte, rystende hænder og bævende knæ, som Moses siger, så at de må flygte ad syv veje, skønt de er kommet herhen ad én. Amen.
⁴⁴ Der barmherzige Gott schicke seinen friedlichen Engel, der beide zwischen Fürsten und Landschaften recht Einigkeit erwecke, wie wir uns eins Glaubens und Evangelii rühmen, Amen. D. Martinus Luther	Måtte den barmhjertige Gud sende sin fredsengel, som kan opvække ret enighed mellem de to fyrster og lande, sådan som vi roser os af at have én tro og ét evangelium. Amen. Doktor Martin Luther
⁴⁵ An den Kanzler Brück, vom 8. April 1542. (Erl 56, LII). Dem Achtbaren Hochgelahrten Herrn Gregor Bruck, der Rechten Doctor, kurfl. zu Sachsen Kanzler, meinen gonstigen Herrn und lieben Gevattern zu Handen.	Til Kansler Brück, af 8. april 1542. Til den agtværdige, højlærde herre, Gregor Brück, doktor i jura, kansler for Saksens kurfyrste, min gunstige herre og kære gudfar at få i hænde.
⁴⁶ G. u. F. Gelobt sei Gott der Vater aller Gnaden und Friedens, denn E. A. hat uns gute neue Zeitung geschrieben, und wiewohl ich in solchem plotzlichen Ungluck Sorge hatte, es mocht Gott lassen einen Angriff geschehen, so hatte ich doch gute Hoffnung, Herzog Moritz (den itzt alle Welt, auch sein eigen Leute fur thoricht hält, so soll er sich zieren) sollte blutigen Kopf mit den Seinen und eine Schlappe davon bringen, damit ihm das Schwert hinfurter nicht so leise sticken wurde.	Nåde og fred! Lovet være Gud, al nådes og freds fader, for Deres Ærværdighed har tilskrevet os gode nyheder, og selv om jeg i denne pludselige ulykke var bekymret for, om Gud ville lade det komme til et angreb, så havde jeg dog godt håb om, at hertug Moritz (som hele verden, også hans egne folk, nu regner for tåbelig, det kan han smykke sig med) skulle få en blodig tud sammen med sine folk og få et smæk ud af det, for at sværdet fremover ikke ville stikke ham så blidt.
⁴⁷ Gott aber, wie seine Weise ist, erhoret weiter, dann wir verstehen oder bitten, darom, dass auch gar ohn Blut abgangen ist.	Men Gud har, som det er hans vane, bønhørt os videre end vi forstår eller beder om, så det er foregået helt uden blodsudgydelse.
⁴⁸ Ich schicke euch hiebei mein Gedicht, das bereit halb gesetzt, und hätte heute mussen ausgehen, mit Eile, denn solch eilend Unglück hab ich erst gestern fruhe erfahren;	Jeg sender Jer hermed min skrivelse, som allerede er halvt sat, og skulle have været udgivet i dag i al hast, for denne hastende ulykke erfarede jeg først noget om i går morges.
⁴⁹ darauf ich auch eilet und wollts in beide Heer geschickt haben, weil H. Moritz Niemand hat wollen horen;	Derfor skyndte jeg mig, og jeg ville have det sendt ud til begge hære, fordi hertug Moritz ikke ville høre.
⁵⁰ denn die Eile wollts nicht leiden, Euch zuvor zu ubersehen lassen, drungen auch die Unsern und Verzagten so sehr, als wäre es alles verloren und die Jura wollten schier an meinem G. Herrn zweifeln oder disputirn.	For i hastværket kunne det ikke nås først at lade Jer se det igennem, for vore folk og de forsagte pressede også sådan på, som om alt var tabt og juristerne simpelthen ville tvivle på min nådige herre eller disputere med ham.
⁵¹ Nu aber solls nicht ausgehen. Werdets mir wohl wissen wieder zu schicken. Denn aus eur Rede in Euern Hause verstund ich nicht, dass so ein plotzlich eilend Ding sollt sein, sonderlich auf solche hohe Feiertage.	Men nu skal det ikke udgives. Jeg skal nok sørge for en anden gang at sende det til Dem (?). For ud fra Deres tale i Deres hus forstod jeg ikke, at det skulle være en sådan pludselig, hastende sag, især da ikke på denne store festdag.
⁵² Hiemit Gott befohlen, Amen. Hora sexta mane die Sabbatho sancto Domini 1542. E. W. Martinus Luther. (E: LIII)	Hermed Gud befalet, amen. Klokken seks om morgenen, påskelørdag, i det Herrens år 1542. Deres ?? Martin Luther.
⁵³ An den Kurfürsten Johann Friedrich, vom 9. April 1542. Dem Durchleuchtigsten, Hochgebornen Fursten und Herrn Johanns Friedrich, Herzogen zu Sachsen, des H. R. R. Erz-Marschall und Kurfursten, Landgrafen in Thuringen, Markgrafen zu Meissen und Burggrafen zu Mägdeburg, meinem gnädigsten Herren.	Til kurfyrst Johann Friedrich den 9. april 1542. Til den durchlauchtigste, højvelbårne fyrste og herre, Johann Friedrich, hertug i Saksen, ærkemarskal og kurfyrste i det hellige romerske rige, landgreve i Thüringen, markgreve i Meissen og borggreve i Magdeburg, min nådigste herre.
⁵⁴ G. u. F. Durchleuchtiger, Hochgeborner Furst, gn. Herr!	Nåde og fred, durchlauchtiger, højvelbårne fyrste, nådige herre!
⁵⁵ Es hat mein gn. Herr der Landgraf eilends Boten zu uns geschickt, der uns aus dem Schlaf umb eilfe geweckt und begehrt, dass wir E. K. F. G. aufs Hohest bitten wollen, dass sie nicht zu hart und steif sein wollten, und sonderlich den Durchzug oder Pass einräumen wollten; mit der Steur und Andern mochts ein Weg finden.	Min nådige herre, landgreven, har sendt ilbud til os; han vækkede os af søvnen klokken elleve og ville have, at vi indstændigt skulle bede Deres kurfyrstelige nåde, at De ikke ville være for hård og stiv, og især, at De ville give lov til gennemgang eller passage; med skatten og de andre ting ville man nok kunne finde udvej.
⁵⁶ Darauf wir geantwortet: wir wollten solchs aufs Fleissigst thun. Daneben S. F. G. wiederumb gebeten, beim g. Herzog Moritzen zu handeln, damit E. K. F. G. Schutz nicht geschwächt wurde.	Derpå svarede vi, at det ville vi gøre med al vor flid. Desuden bad hans fyrstelige nåde igen om, at der blev handlet sådan med hertug Moritz, at Deres kurfyrstelige nådes værn ikke blev svækket.
⁵⁷ Und wiewohl wir der weltlichen Recht, sonderlich dieses Falls nichts wussten, so achten wirs dennoch dafur, dass H. Moritz unrecht thät, mit solchem vorderblichen blutronstigem Furnehm, sein Recht selbst zu setzen, ehe denn solch dunkel und disputirlich Recht hell und klar wurde;	Og skønt vi ikke kender til den verdslige ret, især ikke i dette tilfælde, så er det dog alligevel vores anskuelse, at hertug Moritz gjorde uret med dette fordærvelige blodtørstige tiltag, hvor han selv ville tage sig til rette, førend den dunkle og omstridte ret blev lys og klar;
⁵⁸ dann weil es disputirt wird, so ists nicht hell, und wird weiter eine disputatio die andere fur und fur bringen.	for eftersom der disputeres, er det ikke klart, og den ene disputation efter den anden vil bringe det mere og mere frem.
⁵⁹ Demnach bitten wir, was E. K. F. G. je muglich zu thun ist, wollten Gott zu ehren und solchen Jammer zuverkommen, sich sanft und gutig finden lassen, Gott wird E. K. F. G. dafur wohl wieder zu ehren wissen.	Derfor beder vi Deres kurfyrstelige nåde om at gøre, hvad der overhovedet er muligt for at ære Gud og komme en sådan elendighed i forkøbet, og vise Dem blid og storsindet, Gud skal nok vide til gengæld at ære Deres kurfyrstelige nåde for det.
⁶⁰ Man muss zuweilen einen tollen Hund den Fuss aus dem Wege rucken und dem Teufel zwo Kerzen anstecken oder dem Cer- (E: LIV) bero (wie die Poeten sagen) einen Brei ins Maul werfen.	Man må af og til skaffe en gal hund bort fra sin vej og tænde to lys for djævelen eller fedte lidt for Cerberus, som poeterne siger.

⁶¹ Zwar den Pass hat zu Erfurt der zu Mainz, aber mit Massen, ohn Schaden dem Landsfursten in seinem Schutz.	Ganske rigtigt har ærkebiskoppen af Mainz adgang til Erfurt, men med måde, uden at skade landsfyrsten i hans værn.
⁶² Ich hab Doctor Bruckn des Landgrafen Brief zugestellt hierbei, so das E. K. F. G. sehen wollten. Am Ostertag fruhe 1542. E. K. F. G. unterthäniger Mart. Luther.	Jeg har herved tilstillet dokter Brück landgrevens brev, så at Deres kurfyrstelige nåde vil få det at se. Tidligt påskedag 1542. Deres kurfyrstelige nådes underdanige Martin Luther.
⁶³ An den Kanzler Brück, von 12. April 1542. Dem Achtbaren Hochgelehrten Herrn Gregor Bruck, der Rechten Doctor, kurfl. zu Sachsen Canzler, meinem gonstigen Herrn und lieben Gevattern.	Til kansler Brück, af 12. april 1542. Til den agtværdige, højlærde herre, Gregor Brück, doktor jur., kansler for kurfyrsten i Saksen, min gunstige herre og kære fadder.
⁶⁴ G. u. F. Ich hab eur Schrift und Bericht alle empfangen, mein lieber Herr und Gewatte, und danke Euch dafur ganz flissig.	Nåde og fred! Min kære herre og fadder, jeg har modtaget Deres brev og beretning og takker Dem meget for det.
⁶⁵ Gott sei gelobet, dass sich die Sache auf m. g. H. Seiten dermassen hält, kann nü deste frohlicher beten, dann wie ihr wisset, wie ich nicht furwitzig bin zu forschen der Fursten und hoher Stände Gelegenheit;	Gud ske lov, at sagen på den måde holdt sig på min nådige herres side, nu kan jeg bede meget mere glad, for som De véd, er jeg ikke så næsvis, at jeg udforsker fyrsternes og de højere stænders omstændigheder;
⁶⁶ derhalben zweifeln müss, was Rechts oder Unrechts zwischen ihnen schwebt, so hat man uns hie die Ohren wohl und voll zebläuet, als hätte m. g. H. nicht guten Grund.	derfor må jeg være i tvivl om, hvad der svæver mellem dem af ret og uret; således har man vel her tudet os ørerne fulde, som om min nådige herre ikke havde sine gode grunde.
⁶⁷ Derhalben ich meinen Trotz und Trost hab mussen setzen auf die Nothwehre und erbotens Recht, aber nü geschehe und gehe was Gott will, der wird unser Gebet nicht verachten, dass weiss ich, und Gott wird die Bosewichter in Meissen finden, wie er H. Georgen funden hat.	Derfor har jeg i trods måttet have min trøst i tanken om nødværge og den ret, der blev tilbudt, men nu sker det og går det, som Gud vil, han vil ikke foragte vore bønner, det véd jeg, og Gud vil nok finde slynglerne i Meissen, som han har fundet hertug Georg.
⁶⁸ Wie gar tief steckt derselb verdampt Mensch in ihrem Blut und Fleisch; ich hab dem Landgrafen gestern fruhe einen scharfen Brief geschrieben wider den thorichten Bluthund H. Mo- (E: LV) ritz, wiewohl ich acht, er wüsst selbs nicht, wozu sie seiner unwitzigen Jügend brauchen.	Hvor dybt stikker ikke dette fordømte menneske i deres blod og kød, jeg skrev i går morges et skarpt brev til landgreven imod den tåbelige blodhund, hertug Moritz, skønt jeg regner med, at han ikke selv vil vide, hvad de bruger hans ukyndige ungdom til.
⁶⁹ Aber damit nicht entschuldigt ist, weil er viel ein grossen Dank schuldig ist diesem Theil, denn er immer mehr vergnügen kann, als er wohl ungeborn schweig denn ein solcher Furst worden wäre, wo H. Friedrich und H. Hanns seliger nicht hätten seinem Vater beigestanden wider H. Georgens Cainsche brudermordische Bosheit.	Men dermed er han ikke undskyldt, fordi han er denne part større tak skyldig, end han nogensinde kan tilfredsstille, eftersom han slet ikke var blevet født endsige blevet så stor en fyrste, hvis ikke hertug Friedrich og hertug Hanns (salig ihukommelse) havde hjulpet hans far imod hertug Georgs kainske, brodermorderiske ondskab.
⁷⁰ O wie soll im Himmel fur allen Engeln des H. Moritzen solche Undankbarkeit stinken und einen schrecklichen Zorn uber seinen Kopf erregen.	O hvor vil ikke i himlen overfor alle engle denne utaknemlighed hos hertug Moritz stinke og opægge en skrækkelig vrede over hans hoved!
⁷¹ Gott sei Lob, dass wir würdig sind umb Guts willen Böses zu entpfahen und dass nicht wir, sondern andere uns undankbar erfinden werden.	Gud ske lov, at vi er værdige til at modtage ondt for det godes skyld, og at ikke vi, men andre skal finde os utaknemlige.
⁷² Denn das ist ein edler und theurer Schatz für Gott. Wohlan, Gott stärke, troste und erhalte m. gn. Herrn sampt euch allen in seiner Gnaden und gutem Gewissen und gebe den gleissnerschen Meissnischen Bluthunden auf ihren Kopf, was solche Cain und Absalom, Judas und Herodis verdienen, Amen, und bald Amen, zu Lob seinem Namen, welchen H. Moritz mit diesem scheusslichen Aergerniss aufs Hohest schändet und dem Teufel und allen Gottesfeinden ein solch lästerlich Freudenlied singet.	For det er en ædel og dyrebar skat overfor Gud. Velan, Gud styrke, trøste og opretholde min nådige herre samt jer allesammen i hans nåde og i den gode samvittighed, og han give de hykleriske meissnerske blodhunde én på hovedet, som den slags Kain'er og Absalon'er, Judasser og Herodesser fortjener, amen, og atter amen, til pris for hans navn, som hertug Moritz har skændet på det skammeligste med denne afskyelige forargelige handling, hvorved han synger en sådan bespottende glædessang for djævelen og alle gudsfjender.
⁷³ Mittwochen in Ostern fruhe 1542. E. A. williger Martin Luther.	Onsdagen i påsken, 1542. Deres agtværdige tjenstvillige Martin Luther.
⁷⁴ c
⁷⁵ c
⁷⁶ c
⁷⁷ c
⁷⁸ c
⁷⁹ c
⁸⁰ c
⁸¹ c
⁸² c
⁸³ c
⁸⁴ c
⁸⁵ c
⁸⁶ c
⁸⁷ c
⁸⁸ c
⁸⁹ c
⁹⁰ c