Tilbage til oversigten!
1 Gnade und Friede in Christo. Achtbar, lieber Herr Doctor und Schwager! Auf euer neue Zeitung, zur Letze mir gezeiget, hab ich diesen Weg bisher immer gedacht, dass ich auch muss von hinnen davon schreiben. | Seeburg, 4. Maj 1525. (n1)
Nåde og fred i Kristus. Ærede og kære hr doktor og svoger (n1a). I anledning af den nye efterretning fra jer har jeg bestandig på denne rejse tænkt, at jeg også må skrive herfra derom. |
2 Und bitt erstlich, dass ihr M. G. Herrn, Graf Albrecht, nicht helfet weich machen in diesen Sachen; sondern lasst gehen, wie S. G. hat angefangen, obwohl der Teufel darüber zorniger und wüthger wird durch seine besessene Glieder; denn hie ist Gottes Wort, das nicht leuget, welches spricht Röm. 13,4: Er träget das Schwert nicht umbsonst etc.: dass nie kein Zweifel ist, (E292) sein Grafenstand sei von Gott verordnet und befohlen. | Og jeg beder først om, at I ikke bidrager til, at min nådige herre, grev Albrecht, bliver eftergivende i disse sager. Men lad det gå, som hans nåde har begyndt, selv om djævelen bliver mere gal og mere rasende derover gennem de lemmer, han har besat. For her står Guds ord, der ikke lyver, og siger (Rom 13,4): [Øvrigheden] bærer ikke sværdet for intet, osv. Så der kan ikke være tvivl om, at hans stilling som landgreve er forordnet og befalet af Gud. |
3 Derhalben sein Gnad desselbigen brauchen soll zur Strafe der Bösen, so lange eine Ader sich reget im Leibe. Wirds seiner Gnaden mit Gewalt aus der Hand geschlagen, so soll mans leiden und Gott heimgeben, der es zuvor gegeben hat, und wieder nehmen mag, wenn und womit er will. | Derfor skal hans nåde gøre brug deraf [af sværdet, rr] til at straffe de onde, så længe blodet strømmer i hans årer. Hvis det med magt slås ham af hånden, så skal man finde sig i det og overladet det til Gud, han, som i første omgang gav én sværdet, og igen kan tage det fra én, hvornår og ved hvem han vil. |
4 Dass also mit gutem Gewissen dem Stande mag Folge und Anhang geschehen bis in den Tod, umb Gottes Worts willen, welchs denselben also hat verordenet, so lange es währet: gleichwie von keinem andern guten Werk Jemand soll ablassen, es werde ihm denn mit Gewalt niedergeschlagen, und im Streit Niemand soll von seinem Vortheil weichen, oder zu streiten ablassen, er werde denn uberwältigt. | Man skal altså med god samvittighed slå følge med øvrigheden og hænge fast ved den til ind i døden, for Guds ords skyld. Dette ord har forordnet det således, så længe det varer. Ganske som ingen skal holde op med nogen anden god gerning, med mindre han med vold bliver slået ned, og ingen i kampen skal lade sin fordel fare, eller ophøre med at kæmpe, med mindre han bliver mødt med overmagt. |
5 Denn obgleich der Baurn noch mehr tausend wären, so sind es dennoch allzumal Räuber und Mörder, die das Schwert aus eigener Durst und Frevel nehmen, und wollen Fürsten, Herrn und alles vertreiben, neu Ordnung machen in der Welt, dess sie von Gott weder Gebot, Macht, Recht, noch Befehl haben, wie es Herrn itzt haben. | For om så bønderne var endnu flere tusinder, så er de alligevel allesammen røvere og mordere, som griber til sværdet ud af deres eget begær og deres egen frækhed og vil fordrive fyrster, herrer og alle, oprette en ny ordning i verden, som de hverken har bud, magt, ret eller befaling fra Gud til, sådan som de nuværende herrer har det. |
6 Dazu sind sie treulos und meineidig an ihren Herrn. Uber das führen sie zu Schanden und Unehren, zu ihren solchen grossen Sünden, den Namen göttlichs Worts und Evangelii, dass wenn ihnen Gott aus Zorn gleich verhänget, mit der That, ohn alles Recht und Befehl Gottes, ihr Furnehmen auszuführen, so musst mans leiden, als wenn sonst Jemand Unrecht leidet, oder leiden muss, und doch nicht drein verwilliget, dass sie recht dran thäten. | Desuden er de troløse og har brudt deres ed overfor deres herrer. Dertil kommer, at de til skændsel og vanære ud over disse store synder fører sig frem i det guddommelige ords og evangeliets navn, så at hvis Gud i sin vrede tillader dem, uden al ret og Guds befaling, at føre deres forehavende ud i livet i gerning, så vil man skulle finde sig i det, ganske som når man ellers lider eller må lide uret. Blot skal man ikke gå med til, at de har gjort ret derved. |
7 Ich hoffe aber noch fest, es soll keinen Fürgang, oder je keinen Bestand haben; wiewohl Gott durch die allerverzweifelsten Leute zuweilen die Welt plagt, wie er mit den Türken gethan hat und noch thut. | Men jeg håber stærkt, at det ikke skal have nogen fremgang, eller kunne bestå. Selv om jeg godt véd, at Gud af og til plager verden gennem de mest fortvivlede folk, sådan som han har gjort det med tyrkerne og stadig gør det. |
8 Da sie aber fürgeben, Niemand zu beschädigen noch Leide thun, ist des Teufels Spott. Heisst das nicht Schaden thun, Herrn verjagen und todtschlagen? Wollen sie Niemand schaden, warumb sammlen sie sich denn, und gebieten, man soll ihrem Fürnehmen weichen? Niemand Schaden thun, und doch alles nehmen, so that der Teufel auch wohl, wenn man ihn liesse machen, wie er wollt, und schadet Niemand. (E293) | Men når de hævder, at de ikke gør noget menneske skade eller påfører dem lidelse, er det djævelens spot. Kaldes det ikke at gøre skade, når de forjager herrerne og slår dem ihjel? Hvis de ikke vil skade nogen, hvorfor mødes de så og påbyder, at man skal gå af vejen for deres forehavende? Ikke at gøre nogen skade og dog at tage alting fra nogen, den slags kan djævelen også gøre, hvis man lod ham gøre, som han ville, og ikke skade nogen. |
9 Auch ist das keine Ursache, dass sie Herrn vertreiben wollen, denn lauter Muthwillen. Warumb bessert mans nicht, was böse dran ist? Man sehe der S. Regiment an, welchs auch so angefangen hat, und ärger ist, denn es je gewesen ist, und noch keine Furcht noch Zucht, sondern eitel Kriegsvolk drinnen ist. | Og der er heller ikke nogen grund til, at de vil fordrive herrerne, end den, at de har lyst til det. Hvorfor forbedrer man ikke det onde, der er deri? Man kan bare lægge mærke til schwabernes (n9) regering, som også begyndte på den måde, men blev værre, end det nogensinde har været, og stadigvæk er der ikke nogen frygt eller tugt deri, kun lutter krigsfolk. |
10 Summa, will Gott seinen Zorn lassen uber uns gehen, und Deutschland verwüsten, so sind die Gottesfeinde und Lästerer, Räuber und Mörder, als diese treulose und meineidige Baurn, gut dazu: so leiden wirs, und heissen sie Herrn, wie die Schrift den Teufel Fürsten und Herrn heisst (Joh 14,30; Ephes. 6,12). | Kort sagt: Hvis Gud vil lade sin vrede gå hen over os og lægge Tyskland øde, så er de gudsfjender og gudsbespottere, røvere og mordere, som vi ser i disse bønder, som man ikke kan stole på, og som begår méned, gode værktøjer til det. Så må vi finde os i det og kalde dem herrer, sådan som skriften kalder djævelen fyrste og herre. (n10) |
11 Aber Gott behüte alle fromme Christen, dass sie der keins verwilligen noch anbeten, wie er Christum Matth. 4,1 versuchet, sondern widerstehen mit Munde und Händen, so lang man immer kann, und sterbe drüber im Namen Gottes. | Men Gud bevare alle fromme kristne, at de ikke giver noget af det deres tilslutning eller tilbeder det, sådan som han fristede Kristus i Matt 4,1, men står det imod med mund og hånd, så længe man bare kan, og dør over det i Guds navn. |
12 Erbieten sie sich, Niemand zu beschädigen, wo wir nur ihnen weichen, so erbieten wir uns wieder, ihnen zu weichen; und so es sein muss, bekennen, dass sie als die treulosen, meineidige Gotteslästerer und Räuber uber uns herrschen, dess sie kein Recht von Gott, sondern eitel Eingeben vom Fürsten der Welt haben, wie er sich rühmet Matth. 4., er habe aller Welt Gewalt und Ehre, und gebe es, wem es will. Das ist beides wahr, wo Gott verhängt und nicht wehret. | Hvis de tilbyder ikke at skade nogen, hvis vi bare viger for dem, så tilbyder vi omvendt at vige for dem; og hvis det skal være sådan, tilbyder vi at bekende, at de hersker over os som gudsbespottere og røvere, som man ikke kan stole på og som har begået méned, og at de ikke har nogen ret til det fra Gud, men at det er noget, der er indgivet dem af verdens fyrste -- for han praler jo i Matt 4,8f af, at har al verdens magt og ære og kan give det til hvem han vil. Begge dele er sandt, når Gud tillader det og ikke forhindrer det. |
13 Und ich (als dem es auch gilt, denn der Teufel will mich schlecht todt haben,) merke das wohl, dass er zornig ist, dass er bisher weder mit List noch mit Macht etwas hat vermocht, und denkt, er wolle mein los werden, und sollt er sein Höchstes versuchen und die ganze Welt in einander mengen: dass ich schier gläube, und mich fast dünkt, ich sei des Teufels Ursache, dass er solchs zuricht in der Welt, damit Gott die Welt plage. | Og jeg -- og jeg er jo én, der også vedkommer, for djævelen vil ligeud have mig slået ihjel -- mærker godt, at han er vred over, at han hidtil hverken med list eller med magt har formået noget, og nu tænker, at han vil blive mig kvit, om han så skal gøre de største forsøg på det og bringe hele verden i forvirring. Jeg tror derfor ligefrem, ja jeg kan næsten ikke mene andet, end at det er mig, der er årsag for djævelen til, at han sætte den slags ting i gang i verden, som Gud kan plage verden med. (n13) |
14 Wohlan, komm ich heim, so will ich mich mit Gottes Hülfe zum Tode schicken, und meiner neuen Herrn, der Mörder und Räuber, warten, die mir sagen, sie wollen Niemand nichts thun. | Velan, kommer jeg hjem, så vil jeg med Guds hjælp berede mig til døden og afvente mine nye herrer, morderne og røverne, de, som siger til mig, at de ikke vil gøre nogen noget ondt. |
15 Gleichwie jener Strassenräuber thät, der zu dem guten Fuhrmann sprach: (E294) Ich will dir nichts thun, gib mir aber was du hast, und fahre wie ich will; wo nicht, so sollt du sterben. | Ganske som landevejsrøveren gjorde, der sagde til kusken: Jeg gør dig ikke noget, men giv mig det, du har, og kør derhen hvor jeg vil have det. Hvis du ikke gør det, så skal du dø. |
16 O eine schöne Unschuld, wie schöne schmückt der Teufel sich und seine Mörder. Aber ehe ich wollt billigen und recht sprechen, was sie thun, wollt ich ehe hundert Hälse verlieren, dass mir Gott helfe mit Gnaden. | O hvilken smuk uskyld! Hvor smukt udsmykker ikke djævelen sig og sine mordere! Men førend jeg vil gå med til det, de gør, og kalde det ret gjort, vil jeg miste halsen hundrede gange. Gud hjælpe mig med sin nåde til det. |
17 Und kann ichs schicken, ihm zum Trotz, will ich meine Käthe noch zur Ehe nehmen, ehe denn ich sterbe, wo ich höre, dass sie fortfahren. Ich hoffe, sie sollen mir doch nicht meinen Muth und Freude nehmen. | Og kan jeg få det i orden til trods for djævelen, vil jeg gifte mig med min Käthe førend jeg dør, hvis jeg hører, at de stadig farer frem. Jeg håber, at de dog ikke skal tage mit mod og min glæde fra mig. (n17) |
18 Dass sie aber nicht Münzerich sollten sein, das gläube ihnen ihr eigen Gott, und sonst Niemand. Sölchs schreibe ich euch, dass ihr auch getrost seid, und Andere tröstet, und sonderlich meinen gnädigen Herrn, Graf Albrechten. | Men at de ikke skulle være af Münzers støbning, det er det kun deres egen gud, der tror på, ellers ingen. Dette skriver jeg til jer, at også I kan være trøstig til mode og trøste andre, og især min nådige herre, grev Albrecht. |
19 Haltet an, dass S. G. nur frisch fortfahre, gebe Gott die Sachen heim, und thue seinem göttlichen Befehl das Schwert zu führen gnug, so lange er immer kann; das Gewissen ist doch hie sicher, ob man gleich muss drüber zu Boden gehen. | Hold fast på, at hans nåde går frimodigt frem, overlader sagen til Gud og udfører hans guddommelige befaling om at føre sværdet, sålænge han bare kan. Samvittigheden er her sikker, selv om man så på den måde må gå til grunde. |
20 Und wiederumb, ob jene gleich die Fürsten strafen und vertilgeten, und darinnen Gottes Zorn dieneten, so wird er ihnen doch das höllische Feuer zu Lohn geben. | Og omvendt, om så bønderne straffer og udsletter fyrsterne og derigennem blev redskab for Guds vrede, så vil han dog give den helvedes flammer til løn. |
21 Es ist eine kurze Zeit, so kömmet der rechte Richter, der beide sie und uns finden wird: uns mit Gnaden, so wir ihren Gewalt und Frevel leiden; sie mit Zorn, dass sie das Schwert selbs nehmen, durch welches sie auch werden umbkommen, wie Christus schon sölch Urtheil gefället hat, Matth. 26,52. | Det varer ikke længe, så kommer den sande dommer, og han skal nok finde både dem og os. Os vil han møde med nåde, hvis vi finder os i deres magt og frækhed; dem vil han møde med vrede, fordi de selv har grebet til sværdet, ved hvilket de også vil omkomme; den dom har Kristus allerede fældet over dem. Matt 26,52. |
22 Es kann doch ihr Thun und
Sieg nicht bleiben, noch lange bestehen. Grüsset mir euer liebe Riebe.
Gegeben zu Seburg am Donnerstag nach Misericordias Domini, Anno
1525.
D. Martinus Luther. |
Dog kan deres gerning og sejr ikke forblive længe eller bestå
i lang tid. Hils jeres kære "ribben" (= hustru). Givet i Seburg torsdagen
efter Misericordias Domini, år 1525.
D. Martinus Luther. |
23 c | |
24 c | |
25 c | |
26 c | |
27 c | |
28 c | |
29 c | |
30 c |
Noter:
n1: Bemærkning i Udvalgte Breve, Lohse,
København 1921, Andet Bind, side 45: Luther opfordrer Rühel
til, at han ikke skal bevæge Grev Albrecht til at sige en urigtig
Mildhed overfor de oprørske Bønder.
Luther befandt sig for Tiden i Seeburg indenfor Greven af Mansfelds
Land, hvortil han var hidkaldt for at hjælpe til med Skolevæsenets
Ordning. Paa denne Rejse stiftede han Bekendtskab med det begyndende Bondeoprør.
n1a: Note i ovennævnte brevsamling: Antagelig i udvidet Betydning, idet Rühels Hustru synes at have været Søster til Jakob Luther.
n9. Note i brevsamling: I Teksten staar kun S. Nogle mener, at det skal betegne Schweitzerne, andre Schwaberne. De sidste arbejdede i Begyndelsen for fredelige Idéer, ogsaa for en Rigsdagsreform.
n10: Joh 14,30: "Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre". Ef 6,12: "Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet."
n13: Note i brevsamling: Det ene Parti gav Luther Skylden for Bondekrigen, og fra det andet Parti blev han fjærnet ved sin Optræden overfor det. RR-note: Jeg må tilstå, at jeg ikke er ganske klar over, hvem det andet parti udgør.
n17: Note i brevsamling: Det er den første Antydning af, at Luther har til Hensigt at indgaa Ægteskab med Katharina von Bora.