Sendebrev om det hårde skrift mod bønderne

Indhold:

Tilbage til oversigten!
 
 

1   Erlangerudgavens forord: Die Schrift wider die aufrührerischen Bauern wurde Luthern so übel ausgelegt, dass er sich genöthigt sah, dieselbe zu vertheidigen. Er that diess in dem gegenwärtigen Sendbriefe an den Mansfeldischen Kanzler, Kaspar Müller, welcher in eben dieser Angelegenheit an ihn geschrieben hatte.
2  Die Vertheidigungs-Schrift erschien entweder in Juni oder Juli 1525 (E295) im Druck, unter obigen Titel, und gehört, ob sie gleich "Sendbrief" überschrieben ist, doch in die gegenwärtige Abtheilung, weil sie sehr wenig Briefliches an sich hat. De Wette hat sie aus eben diesem Grunde in seine Ausgabe der Briefe Luthers nicht aufgenommen. Vgl. Bd III, p. 14.
3   Martinus Luther. Dem ehrbarn und fürsichtigen Caspar Müller, zu Mannsfeld Kanzler, meinem guten Freunde Gnad und Fried in Christo.	Martin Luther. Til den ærværdige og forstandige (n3)  Kaspar Müller, kansler i Mansfeld, min gode ven: Nåde og fred i Kristus.
4         Ehrbar und Fürsichtiger. Auf eur Schrift hab ich müssen durch den Druck antworten, weil des Klagens und Fragens über mein Büchlin, wider die aufrührischen Baurn ausgangen, so viel wird, als sollt es unchristlich und zu hart sein.	Ærværdige og forstandige ven! Jeg er nødt til svare på tryk på Deres skrivelse, (n4) fordi der er fremkommet så mange klager og spørgsmål om min lille bog imod de oprørske bønder om, at den skulle være ukristelig og for hård.
5  Wiewohl ich mir fürgenommen hatte, meine Ohren zu verstopfen, und die blinden, undankbarn Herzen, die nur Ursache suchen, sich zu ärgern an (E296) mir, in solchem Aergernuss stecken zu lassen, dass sie drinnen verfaulen müssten, sintemal sie aus andern meinen Büchlin sich nit so viel gebessert haben, dass sie auch ein solch grob, schlecht irdenisch Urtheil möchten oder wöllen für recht erkennen.	Jeg gør det, selv om jeg satte mig for at tilstoppe mine ører og lade de blinde, utaknemlig hjerter, som altid søger grund til at forarge sig over mig (n5), forblive i deres forargelse, så de rådner op i den. For de har ikke forbedret sig så meget i kraft af mine andre bøger, så de kunne erkende, at en sådan usminket, ligefrem jordisk bedømmelse var rigtig.
6   Denn ich dacht an das Wort Christi, Joh. 3,12: Wenn ihr nicht glaubt, so ich von irdischen Dingen rede; wie würdet ihr glauben, so ich von himmelischen Dingen redete? Und da die Jünger sagten (Matth. 15,12:) Weisst du auch, dass die Pharisaier sich an dem Wort ärgerten? sprach er (v. 14:) Lasst sie sich ärgern, sie sind blind und der Blinden Leiter. Matth. 15,12.	For jeg tænkte på Kristi ord Joh 3,12: Når I ikke tror, når jeg taler om de jordiske ting, hvordan skal I så tro, når jeg taler om de himmelske ting? Og på, at da disciplene sagt: Véd du godt, at farisæerne tog anstød af dine ord? da svarede han: Lad dem tage anstød, de er blinde vejledere for bllinde.
7         Sie rufen und rühmen: Da, da siehet man des Luthers Geist, dass er Blutvergiessen ohn alle Barmherzigkeit lehret, der Teufel muss aus ihm reden. Wohlan, wenn ichs nicht gewohnet wäre, dass ich gericht und verdampt werde, möcht ich diess bewegen.	De råber og skriger: Dér ser man Luthers ånd! Han lærer blodsudgydelse uden barmhjertighed. Det må være djævelen, der taler i ham. Nuvel, hvis jeg ikke var vant til, at jeg bliver dømt og fordømt, så ville den slags nok gøre indtryk på mig.
8  Aber ich weiss kein grössere Hoffart in mir, denn dass mein Thun und Lehre zuerst muss herhalten, und sich kreuzigen lassen. Es gült niemand nichts, er künnte denn den Luther urtheilen; der Luther ist das Maal und Ziel des Widersprechens, an dem muss sich idermann versuchen, ob er möcht Ritter werden, und das Kleinod gewinnen.	Men jeg véd ikke noget, jeg er mere stolt af, end at det er mine handlinger og min lære, der i første omgang må holde for og lade sig korsfæste. Man bliver ikke regnet for noget, hvis man ikke kan dømme Luther. Luther er målet for modsigelse. På ham må enhver forsøge sig, om han kan slå sig til ridder på ham og vinde sejrsprisen.
9  Idermann hat in solchem Fall ein höhern Geist denn ich; ich aber muss ganz fleischlich sein, und wie St. Paulus zu seinen Corinthern (1 Kor 4,8) auch sagt: Ihr seid reich, ihr seid satt, ihr herrschet ohn uns wohl.	Enhver har i så fald en højere ånd end jeg har. Men jeg må være ganske kødelig, (n9) og det må være, som Skt Paulus siger til sine korinthere: I er rige, I er mætte, I hersker godt uden os. (1 Kor 4,8).
10 Ich besorg aber, sie haben allzuwahrhaftig einen hohen Geist. Denn ich noch nichts Sonderlichs sehe, das sie ausrichten, ohn dass sie endlich zu Sünden und zu Schanden macht.	Men jeg er bange for, at de altfor bogstaveligt har en høj ånd. For jeg kan ikke se noget særligt endnu, som de udretter, udover at de til sidst bliver til synd og til skamme.
11           Sie sehen aber nicht, wie sie durch solch Urtheil anlaufen, und ihrs Herzen Gedanken durch solch Widersprechen aufdecken, wie Luc. 2,34 von Christo Simeon sagt etc. Sie merken wohl, sagen sie, was ich für einen Geist habe. So merk ich, wie fein sie das Evangelion (E297) gefasst und gelernet haben.	Men de ser ikke, hvordan de ved en sådan fordømmelse løber imod (n11) og afslører deres hjerters tanker ved denne modsigelse, sådan som Simeon i Luk 2,34 siger om Kristus, osv. De mærker nok, siger de, hvilken ånd jeg har. Omvendt mærker jeg, hvor smukt de har fattet og indsuget evangeliet.
12 Ja, nicht ein Fünklin wissen sie davon, und plaudern doch sehr davon. Denn wie sollten sie wissen, was himmlische Gerechtigkeit sei, in Christo nach dem Evangelio, die noch nicht wissen, was irdische Gerechtigkeit sei, in der weltlichen Oeberkeit, nach dem Gesetze?	Ja, de fatter ikke en pind af det og sludrer dog meget om det. For hvordan skulle de vide, hvad himmelsk retfærdighed er i Kristus ifølge evangeliet, de, som  ikke engang véd, hvad jordisk retfærdighed er i den verdslige øvrighed ifølge loven.
13         Solche Leute sind werth, dass sie kein Wort höreten, und kein Werk sähen, darane sie sich besserten; sonder eitel Aergerniss sollten sie haben, wie den Juden an Christo geschah, weil ihr Herz so voller böser Tück steckt, dass sie nichts liebers, denn Aergernuss zu haben begehren, auf dass ihn geschehe nach dem Spruch Psalm 18,27: Mit den Verkehrten bist du verkehret; und 5 Mos 32,21: Ich will sie reizen uber dem, das nicht ein Volk ist, und uber eim unvorständigen Volk will ich sie ärgern.	Den slags mennesker fortjener kun, at de ikke hører noget ord og ikke ser nogen gerning, hvorved de kunne forbedre sig; lutter forargelse skulle de have, ligesom det skete med jøderne overfor Kristus, fordi deres hjerte var så fuldt af ond vilje, at de ikke vidste noget bedre end af forarges, så det kunne ske med dem, som er forudsagt i Sl. 18,27: "Du er svigefuld mod de svigefulde", og i 5 Mos 32,21: Jeg vil ophidse dem over det, der ikke er et folk, og over et uforstandigt folk vil jeg forarge dem. (n13)
14         Das waren meine Ursache, warumb ich wollt stillschweigen, und sie getrost anlaufen und sich ärgern lassen, auf dass sie, ihrem Verdienst nach, in eitel Aergernuss vorstockt und verblendet, verderben müssten, die mit solcher Undankbarkeit bisher durch solch gross und helles Licht des Evangelion, allenthalben so reichlich erschollen, so gar nichts gelernet, und Gottes Forcht so gar hintan gesetzt haben, dass sie nichts mehr evangelisch achten, denn Andere urtheilen und verachten, und sich selbs grosses Geists und hohes Verstands zu sein dünken lassen, und durch die Lehre der Demuth nur eitel Hoffart fassen, wie ein Spinne aus der Rosen eitel Gift fänget.	Det var min begrundelse for at tie stille og fortrøstningsfuld lade dem løbe imod og forarges, for at de, som de havde fortjent det, måtte forstokkes og forblændes og fordærves i idel forargelse. De har, når de viser en sådan utaknemlighed mod det store og klare evangeliets lys, der overalt er brudt så rigeligt frem, overhovedet intet lært, og de har i den grad stillet gudsfrygt til side, at de ikke i højere grad ser på tingene med evangeliets øjne end andre, der dømmer og foragter, og synes at tillægge sig selv en stor ånd og en høj forstand, og de synes ud af læren om ydmyghed kun at lære lutter stolthed, sådan som en edderkop får gift ud af en rose.
15        Weil ihr aber begehrt Unterricht, nicht für euch selbst, sondern solchen unnützen Leuten das Maul zu stopfen; wiewohl ich acht, dass ihr eine vergebliche, unmügliche Arbeit fürnehmet; denn wer kann eim Narren das Maul stopfen, weil das Herz voll Narrheit steckt, und der Mund übergehen mus, wess das Herz voll ist: (Matth. 12,34; Luc. 6,45). Will ich euch doch darinnen einen übrigen verlornen Dienst auch thun.	Men fordi De ønsker undervisning, ikke for Dem selv, men for at kunne lukke munden på disse slamberter, så vil jeg, skønt jeg tror, at De har påtaget Dem en forgæves og umulig opgave -- for hvem kan lukke munden på en nar, når hjertet er fuldt af naragtighed og munden må løbe over med det, som hjertet er fuldt af -- jeg vil dog deri gøre Dem denne overflødige og nyttesløse tjeneste.
16       Und zum ersten, soll man die warnen, so mein Büchlin tadeln, dass sie das Maul zuhalten und sich (E298) fürsehen; denn gewisslich sind sie auch aufrührisch um Herzen: auf dass sie es nicht versehen, und einmal auch hinter dem Kopf hinweg gehen, wie Salomon spricht: mein Kind, forcht Gott und den Künig, und menge dich nicht unter die Aufrührischen. Denn ihr Unfall wird plötzlich kummen und weiss beider Verderben  Sprüchw. 24,21f.	Og nu for det første skal man advare dem, der er imod min bog om, at de holder deres mund og ser sig godt for; for i deres hjerter er de givetvis også oprørske. For hvis de ikke passer på, kunne det være, de blev et hoved kortere, som Salomon siger: Mit barn, frygt Gud og ær kongen, og mæng dig ikke med oprørerne. For deres ulykke kommer pludselig og hvem kender deres ulykkestid? (Ordspr 24,21).
17 Da  sehen wir, dass beide die Aufrührischen und die sich unter sie mengen, verdampt sind, und Gott kein Scherz draus gemacht will haben; sondern den König und Oberkeit soll man förchten.	Her ser vi, at både oprørerne og dem, der mænger sig med dem, fordømmes, og at Gud ikke tåler spøg på det område; men man skal frygte kongen og øvrigheden.
18 Die aber mengen sich unter die Aufrührischen, die sich derselbigen annehmen, klagen, rechtfertigen und erbarmen, welcher sich Gott nicht erbarmet, sondern gestraft und verderbt will haben.	Men det er at mænge sig med oprørerne at antage sig dem, at beklage dem, at retfærdiggøre dem og forbarme sig over dem, som Gud ikke vil, man skal forbarme sig over, men vil have straffet og slået ned.
19 Denn wer sich also der Aufrührischen annimpt, gibt genugsam zu verstehen, dass, wo er Raum und Zeit hätte, auch Unglück anrichtet, wie ers im Herzen beschlossen hat. Darumb soll die Oberkeit solchen auf die Hauben greifen, dass sie das Maul zuhalten und merken, dass Ernst sei.	For den, der således tager sig af oprørerne, giver i tilstrækkelig grad til kende, at han, hvis han havde lejlighed og tid til det, også ville anrette ulykker, sådan som han har besluttet det i sit hjerte. Derfor skal øvrigheden gribe disse mennesker i kraven, så de holder deres mund og mærker, at det er alvor.
20          Ich will hie nichts hören noch wissen von Barmherzigkeit, sonder acht haben, was Gotts Wort will. (E299) Drumb soll mein Büchlin recht sein und bleiben; und wenn alle Welt sich dran ärgerte. Was frage ich darnach, dass dirs missfällt, wenns Gott gefällt? Wenn er will Zorn und nicht Barmherzigkeit haben, was gehest du dann mit Barmherzigkeit umb?	Og her vil jeg ikke høre eller vide noget om barmhjertighed, men lægge vægt på, hvad Guds ord vil. Derfor er det min bog, der har ret, det står fast, også om så hele verden tog forargelse af den. Hvad spørger jeg om, at du ikke bryder dig om den, hvis Gud gør det? Hvis han vil have vrede og ikke barmhjertighed, hvorfor snakker du så om barmhjertighed?
21 Versündigt sich nicht Saul an dem Amaleck mit Barmherzigkeit, dass er Gottes Zorn nicht ausrichtet, wie ihm befohlen war 1 Sam 15,23. Versündigt sich nicht Ahab, dass er barmherzig war dem Künige zu Syrien, und liess ihn leben wider Gottes Wort? 1 Kön. 20,42.	Forsyndede Saul sig ikke angående Amalek ved at vise barmhjertighed, så han ikke udførte Guds vrede, som det var ham befalet, 1 Sam 15,23? Forsyndede Akab sig ikke, da han var barmhjertig imod kongen af Syrien og lod ham leve imod Guds ord? 1 Kong 20,42.
22 Willt du Barmherzigkeit haben, so menge dich nicht unter die Aufrührischen, sondern fürchte die Oberkeit und thu Guts. Thust du Böses, so fürchte dich, (spricht Paulus Röm 13,3f) sie trägt nicht umbsonst das Schwert.	Vil du have barmhjertighed, så mæng dig ikke med oprørerne, men frygt øvrigheden og gør godt. Handler du ondt, så frygt, for den bærer ikke sværdet forgæves, siger Paulus i Rom 13,3f.
23        Solche Antwort wäre gnug allen, die sich an meinem Büchlin ärgern und unnütze machen. Ists nicht billig, dass man das Maul zuhalte, wenn man höret, dass Gott so sagt und haben will? Oder ist Gott schuldig, dass er solchen unnützen Mäulern Ursach und Rechenschaft gebe, warumb ers so haben will?	Dette svar skulle være nok for alle dem, der forarges over min bog og mener, den ikke skulle være skrevet. Er det ikke rimeligt nok, at man holder mund, når man hører, at Gud siger sådan og vil have det sådan? Eller skylder Gud os, at han giver den slags tomme munde begrundelse og aflægger regnskab for dem for, hvorfor han vil have det sådan?
24 Ich meinet, es wäre gnug, alle Creaturen zu schweigen, wenn er nur mit eim Aug winkte, schweige denn, wenn er redet. Da stehet sein Wort Sprüchw. 24,22: mein Kind, fürchte Gott und den Künig: wo nicht, so wird dein Unfall plötzlich kummen etc. Item, Röm 13,2: wer Gottes Ordnung widerstrebt, wird ein Gerichte überkummen.	Jeg mener, det ville være nok, at alle skabninger holder mund, når han bare så meget som blinkede med et øje, endsige da, når han taler. Her står hans ord i Ordspr 24,21: Mit barn, frygt Gud og kongen; hvis ikke, så kommer din ulykke pludseligt, osv. Ligeledes Rom 13,2: Den, der står Guds ordning imod, vil få sin dom.
25 Warumb ist hie St. Paulus auch nicht barmherzig? Sollen wir Gottes Wort predigen, so müssen wir ja das auch predigen; das den Zorn verkündiget, sowohl als das die Barmherzigkeit verkündiget. Man muss auch von der Hölle predigen, sowohl als vom Himmel, und auf beiden Seiten, über die Frummen und Bösen, Gottes Wort, Gericht und Werk helfen födern, dass die Bösen gestraft, und die Frummen geschutz werden.	Hvorfor er Skt. Paulus ikke barmhjertig her? Skal vi prædike Guds ord, så må vi jo også prædike det, når det forkynder vrede, såvelsom når det forkynder barmhjertighed. Man må også prædike om helvede, såvelsom om himlen, og man må til begge sider, både over de fromme og over de onde, hjælpe til med at fremme Guds ord, gerning og værk, så de onde bliver straffet og de fromme beskyttet.
26        Doch, auf dass der frumme Gott vor solchen Richtern bleiben müge, und sein Urtheil recht und rein erfunden werde, wöllen wir sein Wort wider solche (E300) frevele Mäuler vertreten, und Ursach anzeigen seins göttlichen Willens, auf dass wir auch dem Teufel zwo Kerzen aufstecken.	Dog, for at den gode Gud kan bestå overfor disse dommere og hans dom kan findes retfærdig og ren, vil vi antage os hans ord imod disse frække munde og give grund til hans guddommelige vilje, for at vi også kan vise djævelen en særlig opmærksomhed.
27 Sie werfen mir für, dass Christus lehret (Luc. 6,36): seid barmherzig, wie euer Vater barmherzig ist; item (Matth. 12,7): ich will Barmherzigkeig, und nicht das Opfer; item, (Luc. 9,56): des Menschen Suhn ist nicht kummen, die Seelen zu verderben, sondern selig zu machen, und dergleichen.	De indvender imod mig, at Kristus i Luk 6,36 lærer: vær barmhjertig, ligesom jeres fader er barmhjertig. Og Matt 12,7: Barmhjertighed vil jeg, ikke slagtofre. Og Luk 9,56: Menneskesønnen er ikke kommet for at ødelægge sjælen, men for at gøre dem salige, (n27) og den slags.
28        Hie meinen sie, dass sie es troffen haben; so sollt der Luther gelehret haben, dass man sich der Bauren erbarmet hätte, so lehre er, man solle sie flugs tödten. Wie dünket dich? Lass sehen, ob der Luther über das Stücklin springen werde, ich meine, er sei gefangen.	Her mener de, de har ramt plet; hvor Luther skulle have lært, at man skal forbarme sig over bønderne, dér lærer han, at man øjeblikkelig skal slå dem ihjel. Hvad synes du? Lad os se, om Luther kan slippe fri. Jeg tror, han sidder i fælden.
29 Wohlan, ich danke meinen lieben Meistern. Dann wo mich solchs diese hohe Geister nicht hätten gelehret, wie wollt ichs gewüsst oder erfahren haben? Wie sollt ich wissen, dass Gott Barmherzigkeit fodert, der ich bisher mehr, denn sonst keiner in tausend Jahren, von der Barmherzigkeit gelehret und geschrieben habe?	Velan, jeg takker mine kære mestre. For hvis ikke disse høje ånder havde lært mig det, hvordan skulle jeg så have vidst og erfaret det? Hvordan skulle jeg vide, at Gud er barmhjertighed, jeg, som hidtil mere end nogen anden i tusind år har lært og skrevet om barmhjertighed?
30         Es ist der Teufel in der Haut, der wollte gerne Böses thun, wenn er künnte. Darumb reget er und ficht auch die guten und frummen Herzen mit solchen Stücken an, dass sie ja nicht sehen sollen, wie schwarz er sei, und will sich unter dem Ruhm der Barmherzigkeit schön machen; es soll ihn aber nicht helfen.	Det er djævelen, der står bag. Han ville gerne øve ondt, hvis han kunne. Derfor opægger han gode og fromme hjerter, og anfægter dem med sådanne skriftsteder, så de ikke skal se, hvor sort han er; derfor vil han gøre sig smuk under barmhjertighedens maske; men det nytter ham ikke noget.

31 Lieber, die ihr nun so trefflich rühmet die Barmherzigkeit, weil die Bauren geschlagen werden; warumb rühmetet ihr dieselbigen auch nicht, da die Bauren tobeten, schlugen, raubten, brannten und plünderten, dass schrecklich zu sehen und zu hören war? Warumb waren sie nicht auch barmherzig den Fürsten und Herren, die sie ganz vertilgen wollten?	Kære venner, I, som nu så udmærket berømmer barmhjertigheden, nu, hvor bønderne er slået, hvorfor berømmede I den ikke også, dengang bønderne rasede, slog, røvede, brændte og plyndrede, så det var forfærdeligt at se og høre? Hvorfor var de ikke også barmhjertige overfor fyrsterne og herrerne, som de helt ville udslette?
32 Da war niemand, der von Barmherzigkeit sagte, es musst alles recht sein, da war Barmherzigkeit geschwiegen, und nichts (dann) Recht, Recht, Recht; das galt und ging empor. Nun sie aber geschlagen werden, und der Stein auf ihren Kopf fällt, den sie gen Himmel wurfen, soll niemand vom Recht sagen, sondern alleine von Barmherzigkeit. (E301)	Dengang var der ingen, der talte om barmhjertighed, man talte kun om ret; dengang tav man om barmhjertigheden, og der var intet andet end ret, ret, ret, der gjaldt og blev ophøjet. Men nu, hvor de er slået, og den sten, de kastede op i luften, falder ned i hovedet på dem, nu skal ingen tale om ret, nu skal man kun tale om barmhjertighed.
33       Und sind dennoch so grob, und meinen, man solle den Schalk nicht merken. Nein, man siehet dich wohl, du schwarzer, hässlicher Teufel. Du rühmest nicht die Barmherzigkeit, dass dein Ernst sei, und Barmherzigkeit lieb habest; du hättest sie sonst auch wider die Baurn gerühmet: du förchtest der Haut, und wolltest mit dem Schein und Namen der Barmherzigkeit der Ruthen und Straf Gottes gerne entlaufen.	Og alligevel er de så dumme, at de tror, ingen ser slynglen. Åh nej, man ser dig godt, du sorte, hæslige djævel! Du praler af barmhjertigheden, men ikke fordi du mener det alvorligt eller holder af barmhjertighed; ellers ville du jo også have pralet af den imod bønderne. Men da var du bange for dit skind og ville gerne løbe bort fra Guds ris og straf under barmhjertighedens skin og navn.
34 Nicht so, lieber Gesell, du musst herhalten, und ohn alle Barmherzigkeit sterben. St. Paulus spricht (Röm 13,4): thust du Böses, so förcht dich. Denn die Gewalt trägt das Schwert nit umbsonst, sondern zum Zorn dem, der Böses thut. Du willt Böses thun, und den Zorn gleichwohl nicht leiden, sondern mit Rühmen die Barmherzigkeit dich decken. Ja, kumm morgen wieder, wir wöllen dir ein Küchlin dazu backen. Wer künnt das nicht?	Ikke sådan, kære ven, du må holde for og dø uden barmhjertighed. Skt. Paulus siger i Rom 13,4: Hvis du handler ondt, så frygt. For øvrigheden bærer ikke sværdet forgæves, men til straf for dem, der øver ondt. Du vil øve ondt, og alligevel ikke finde dig i vreden, men med pral om barmhjertighed dække dig ind. Ja, kom tilbage i morgen, så vil vi bage dig en lille kage. Hvem ville ikke kunne det?
35       Ich wöllt auch einem ins Haus laufen, Weib und Töchter schänden, Kasten aufbrechen, Geld und Gut nehmen, und das Schwert auf die Brust setzen, und sagen: willt du das nicht leiden, so will ich dich erstechen, denn du bist ein Gottloser. Wenn aber das Gesinde zuliefe und erwürget mich, oder der Richter liess mich kopfen, wöllt ich rufen: ei, Christus lehret, ihr sollt barmherzig sein, und micht nicht erwürgen; was sollt man denn sagen?	Så ville jeg også løbe ind i et hus, skænde konen og døtrene, bryder pengekister op, tage penge og gods og sætte manden sværdet for brystet og sige: Vil du ikke finde dig i det, så stikker jeg dig ned, for du er en gudløs. Men når så tyende løb til og slog mig ned, eller når dommeren lod mig halshugge, så ville jeg råbe: Hov, Kristus lærer, at I skal være barmhjertige og ikke slå mig ihjel. Hvad skal man sige til det?
36 Eben so thun meine Baurn und Baurn-Vertheidiger jetzt auch. Nun sie haben an den Herren allen Muthwillen geübet, wie die Rauber, Mörder, Dieb und Schälk, soll man erst ein Liedlein von der Barmherzigkeit singen, und sagen: seid ihr barmherzig, wie Christus lehret, und lässt uns toben, wie der Teufel lehret: thut ihr wohl an uns, und lässt uns das Aergest an euch thun: lasst euch wohl gefallen und recht sein, was wir gethon haben, und unrecht sein, was ihr thut.	Men netop det gør mine bønder og mine bondeforsvarere nu. Nu, hvor de har gjort alt det mod deres herrer, som de har lyst til, som røvere, mordere, tyve og slyngler, nu først skal man høre en sang om barmhjertighed og sige: vær barmhjertig, som Kristus lærer, og lad os rase, som djævelen lærer. Gør vel mod os, og lad os gøre det slemmeste mod jer. Det skal I finde velbehag i og lade det være ret, det, vi har gjort, og lade det være uret, hvad I gør.
37        Lieber, wer möcht dess nicht? Heisst das Barmherzigkeit, so wöllen wir ein fein Wesen anrichten, nämlich, dass kein Schwert, Oberigkeit, Gericht, Strafe, Henker, noch Kerker sei, sondern lassen einen iglichen Buben thun, was er will; und wenn er soll gestraft werden, wöllen (E302) wir singen: ei, sei barmherzig, wie Christus lehret.	Kære, hvem kunne ikke gøre det? Skal det kaldes barmhjertighed, så kunne vi begynde en fin tingenes tilstand, nemlig en tilstand, hvor der hverken var sværd, øvrighed, domstole, straffe, bøddel eller fængsler, men hvor man lod enhver slyngel gøre, hvad han ville. Og når han så skulle straffes, så ville vi synge: Hov, vær barmhjertig, som Kristus lærer os det!
38 O das sollt ein feine Ordnung werden. Da siehest du, was die im Sinn haben, die mein Buchlin urtheilen, als das alle Barmherzigkeit versagt. Sie sind gewisslich gut bäurisch, aufrührisch, und rechte Bluthunde, oder werden von solchen Leuten verführet. Denn sie wollten gerne alle Untugend ungestraft haben, und sind unter der Barmherzigkeit Namen die allerunbarmherzigsten und grausamsten Verderber der ganzen Welt, so viel an ihn läge.	Åh, det ville blive en fin ordning. Her ser du, hvad de mennesker har i sinde, de, der fordømmer min bog, som om den fordømte barmhjertighed. De er givetvis gode bønder, oprørere og sande blodhunde, eller de er blevet vildledt af den slags mennesker. For de kunne ønske sig al overtrædelse uden straf, og de er under barmhjertighedens navn de allermest ubarmhjertige og grusomste ødelæggere af hele verden, så vidt det står til dem.
39       Ja, sagen sie, wir geben den Bauren nicht recht, wehren auch der Strafe nicht; sondern das dünkt uns unrecht, dass du lehrest, keine Barmherzigkeit zu haben mit den armen Bauren. Denn du sprichst, man sölle sie ohn alle Barmherzigkeit tödten.	Javel, siger de, men vi giver ikke bønderne ret, vi er heller ikke imod straffen; men vi synes, det er forkert, at du lærer, at man ikke skal have barmhjertighed med de stakkels bønder. For du siger, man skal slå dem ihjel uden nogen barmhjertighed. (bond1#61)
40 Antwort ich: meinst du das Recht, so bin ich gülden; es sind alles Deckel deines blutdürstigen Muthwillens, dass dir der Bauren Wesen wohlgefällt heimlich. Wo hab ich jemals gelehret, dass man gar keine Barmherzigkeig sölle uben? Stehet nicht in demselbigen Büchlein auch, dass ich die Oberkeit bitte, sie söllen diejenigen, so sich ergeben, zu Gnaden aufnehmen? Warumb thust du die Augen nicht auf, und liesest dasselbige auch? So wäre dir nicht noth gewest, mein Büchlein zu verdamnen, und dich zu ärgern.	Her svarer jeg: Hvis du virkelig mener det, så er det mig, der har ret. Så er alt dette kun et dække over dine blodtørstige lyster: Så bifalder du hemmeligt bøndernes væsen. Hvor har jeg nogensinde lært, at man slet ikke skal øve barmhjertighed? Står der ikke i netop denne lille bog, at jeg beder øvrigheden om, at de skal tage dem, der overgiver sig, til nåde? (bond1#70) Hvorfor lukker du ikke dine øjne op, så du læser også dette? Så ville det ikke have været nødvendigt at fordømme min bog eller at blive forarget på den.
41        Weil du aber so giftig bist, dass du das eine Stück alleine fassest, da ich schreibe, man sölle diejenigen, so sich nicht ergeben, noch hören wöllen, flugs ohn alle Barmherzigkeit hin würgen; und läss'st das andere stehen, da ich schreibe, man sölle diejenige, so sich ergeben, zu Gnaden nehmen, so siehet man wohl, dass du ein Spinne bist, die Gift aus der Rosen säugt, und nicht wahr ist, dass du den Bauren unrecht gebest oder Barmherzickeit liebest, sondern wöllest gern ein frei ungestrafte Bosheit haben, und dass das weltliche Schwert zunichte wurde. Du wirst aber nit enden.	Men fordi du er så giftig, at du kun tager den ene del frem, hvor jeg skriver, at man straks uden barmhjertighed skal dræbe dem, som ikke overgiver sig og ikke vil høre, og ikke tager det frem, hvor jeg skriver, at man skal tage dem, der overgiver sig, til nåde, så ser man nok, at du er en edderkop, der suger gift ud af en rose, og at det ikke er sandt, at du mener, bønderne havde uret, og ikke sandt, at du elsker barmhjertighed, nej, du ville gerne have, at ondskab skulle gå fri for straf, og at det verdslige sværd skulle ødelægges. Men det kan du ikke gennemføre.
42        Das sei den unchristlichen, unbarmherzigen Bluthunden gesagt, welche die Sprüche von der Barmherzickeit rühmen dahin, dass eitel Untugend und Unbarmherzickeit in der Welt regieren solle nach ihrem Muthwillen.	Lad dette være nok imod de ukristelige, ubarmhjertige blodhunde, som drejer skriftstederne om barmhjertighed derhen, at det bliver lutter ondskab og ubarmhjertighed, der kommer til at regere verden efter forgodtbefindende.
43         Den andern, die durch diese verführet, oder sonst (E303) so schwach sind, dass sie mein Büchlein nicht mögen mit den Spruchen Christi vergleichen, sei diess gesagt. Es sind zweierlei Reich: eins ist Gottes Reich, das ander ist der Welt Reich; wie ich so oft geschrieben habe, dass michs wundert, wie man solchs noch nicht wisse oder merke.	Til de andre vil jeg sige følgende, til dem, der er blevet vildledt af disse, eller som ellers er så svage, at de ikke kan få min bog til at stemme overens med Kristi ord. Der er to slags riger: det ene er Guds rige, det andet er verdens rige. Det har jeg skrevet så ofte, at det undrer mig, at man endnu ikke véd det eller er klar over det.
44 Denn wer diese zwei Reich weiss recht von einander zu scheiden, der wird sich freilich an meinem Büchlein nit ärgern, wird auch die Sprüch von der Barmherzigkeit wohl vernehmen. Gotts Reich ist ein Reich der Gnaden und Barmherzigkeit, und nit ein Reich des Zorns oder Strafe.	For den, der forstår at adskille disse to riger på ret måde fra hinanden, han vil ikke forarges over min bog, han vil også let forstå ordene om barmhjertigheden. Guds rige er nådens rige og barmhjertighedens rige, og ikke er vredens eller straffens rige.
45 Denn daselbst ist eitel vergeben, schonen, lieben, dienen, wohltun, Fried und Freude haben etc. Aber das weltlich Reich ist ein Reich des Zorns und Ernsts. Denn daselbst ist eitel strafen, wehren, richten und urtheilen, zu zwingen die Bösen, und zu schützen die Frummen. Darumb hat es auch und führet das Schwert, und ein Fürst oder Herr heisst Gottes Zorn oder Gottes Ruthe in der Schrift, Esai. 14,5.	For derinde drejer det sig kun om at tilgive, skåne, elske, tjene, gøre vel imod, have fred og glæde osv. Men det verdslige rige er et vredens og alvorens rige. For derinde drejer det sig kun om at straffe, forsvare sig, dømme og fordømme, at tvinge de onde, og beskytte de fromme. Derfor har det også et sværd, og fører det, og en fyrste eller en herre kaldes Guds vrede eller Guds ris i skriften, Es 14,5.
46        Die Sprüch nun, die von der Barmherzigkeit sagen, gehören in Gottes Reich und unter die Christen, nicht in das weltlich Reich. Denn ein Christen soll nicht alleine barmherzig sein, sondern auch allerlei leiden, Raub, Brand, Mord, Teufel und Höll, schweige denn, das er sollt jemand schlahen, tödten, oder vergelten.	De skriftsteder derfor, som taler om barmhjertighed, hører hjemme i Guds rige blandt de kristne, ikke i det verdslige rige. For en kristen skal ikke alene være barmhjertig, men også finde sig i alt, i røveri, brand, mord, djævel og helvede, og så er det da helt forkert, at han skulle hugge løs på nogen, slå dem ihjel eller hævne sig på dem.
47 Aber das weltlich Reich, welchs ist nichts, denn göttlich Zorns Diener uber die Bösen, und ein rechter Fürlauft der Höllen und ewiges Todes, soll nit barmherzig, sonder streng, ernst und zornig sein in seinem Ampt und Werk.	Men det verdslige rige, som ikke er andet end den guddommelige vredes tjener over de onde og en ret forløber for helvede og den evige død, og det skal ikke være barmhjertigt, men strengt, alvorligt og vredt i sit embede og i sin gerning.
48 Denn sein Handzeug ist nit ein Rosenkranz oder ein Blümlein von der Liebe, sondern ein bloss Schwert; ein Schwert aber ist ein Zeichen des Zorns, Ernsts und der Straf, und ist auch nirgend hingericht, denn auf die Bösen: auf dieselbigen siehet es, dass es sie straf und im Zaum und Fried halt, zum Schutz und Errettung der Frummen.	For dets værktøj er ikke rosenkransen eller en kærlighedens blomst, men et blottet sværd, men et sværd er et tegn på vreden, alvoren og straffen, og det er kun rettet imod de onde. Dem tager det sigte på, at det straffer dem og holder dem i tømme og i ro, så de fromme bliver beskyttet og reddet.
49         Darumb setzt Gott im Gesetz Mosi, und 2 Mos 21,14 da er das Schwert einsetzt, und spricht: Du sollt den Mörder auch von meinem Altar nehmen, und (E304) dich sein nicht erbarmen. Und die Epistel zun Ebräern bekennet, dass, wer wider das Gesetz thät, musst ohn alle Barmherzigkeit sterben. Damit ist angezeigt, dass die weltlich Oberkeit in ihrem eigen Ampt nicht kann noch soll barmherzig sein, wiewohl sie das Ampt mag lassen feiren aus Gnaden.	Derfor fastsætter Gud i Moseloven, i 2 Mos 21,14, hvor han indsætter sværdet: Du skal tage morderen bort fra mit alter og ikke forbarme dig over ham. (n49) Og brevet til hebræerne hævder, at den, der handler imod loven, uden barmhjertighed må dø. (Hebr 10,28) (n49a) Derved er det påvist, at den verdslige øvrighed i sit eget embede ikke kan eller skal være barmhjertig, selv om den godt af nåde kan lade embedet holde ferie.
50        Wer nu diese zwei Reich in einander wöllt mengen, wie unser falschen Rottengeister thun, der würd Zorn in Gotts Reich setzen, und Barmherzigkeit in der Welt Reich: das wär eben den Teufel in den Himmel, und Gott in die Höll setzen. Alle beides wollten diese Bäurischen auch gern thun. Vorhin wollten sie mit dem Schwert fahren, und als christliche Brüder für das Evangelion streiten, und andere tödten, da sie sollten barmherzig und geduldig sein.	Den, der nu vil blande disse to riger op i hinanden, som vore falske bandeånder gør, han vil sætte Guds vrede ind i Guds rige og barmhjertigheden ind i verdens rige. Det ville være som at sætte djævelen op i himlen og Gud ned i helvede. Begge dele ville disse bondevenner også gerne gøre. Før ville de fare frem med sværdet og som kristne brødre kæmpe for evangeliet og slå andre ihjel, hvor de skulle være barmhjertige og tålmodige.
51 Itzt nu das weltlich Reich über sie gehet, wöllen sie Barmherzigkeit drinnen haben, das ist, sie wöllen kein weltlich Reich leiden, und doch selbst Gotts Reich auch niemand gonnen; was möcht Verkehreters erdacht werden? Nicht also, lieben Freund; hat man Zorn verdient in weltlichem Reich, so gebe man sich drein, und leide die Straf, oder bitte sie demüthiglich abe. Die aber in Gottes Reich sind, söllen sich idermanns erbarmen und für sie bitten; aber doch dem weltlichen Reich sein Recht und Werk nicht hindern, sondern helfen füdern.	Nu, hvor det verdslige rige går hen over dem, vil de have barmhjertighed i dette rige, det vil sige, de vil ikke finde sig i noget verdslige rige, og dog selv ikke unde andre Guds rige; hvad kan nogen optænke, som er mere forkert? Ikke således, kære ven. Hvis man har fortjent vrede i det verdslige rige, så må man give sig ind under den og lide sin straf eller ydmygt bede sig fri for den. Men de, der er i Guds rige, skal forbarme sig over enhver og bede for dem, men dog ikke forhindre det verdslige rige i dets ret og dets gerning, men hjælpe med at fremme den.
52        Wiewohl aber solcher Ernst und Zorn des weltlichen Reichs ein unbarmherzig Ding scheinet, wo mans doch recht ansiehet, ists nicht das geringst Stück göttlicher Barmherzigkeit. Denn nehme ein iglicher sich selbst für, und sag mir hierauf ein Urtheil: Wenn ich Weib und Kind, Haus und Gesinde habe, und Güter hätt, und ein Dieb oder Mörder überfiele mich, erwürget mich in meinem Haus, schändet mir Weib und Kind, nähme dazu was ich hätt, und er sollt darzu ungestraft bleiben, dass ers mehr thät, wo er wöllt; sag mir, welcher wär hie die Barmherzigkeit am würdigsten und nöthigsten?	Selv om denne alvor og vrede i det verdslige rige synes en ubarmhjertig sag, så er den dog, når man ret ser efter, slet ikke det dårligste eksempel på guddommelig barmhjertighed. For enhver kan selv tænke sig om og komme med sin bedømmelse: Hvis jeg har kone og barn, hus og tyende og ejendom, og en tyv eller morder overfaldt mig, slog mig ihjel i mit eget hus, skændede min kone og mit barn, desuden tog, hvad jeg havde, og han så desuden skulle slippe for straf, så han gjorde det igen, hvor han ville, sig mig så: Hvem ville her være mest værdig til barmhjertighed, hvem ville have mest brug for barmhjertigheden?
53 Ich, oder der Dieb und Mörder? Ohn Zweifel mir wäre es am nöthigsten, dass man sich mein erbarmet? Wo will man aber solche Barmherzigkeit an mir und meinem armen, elenden Weib und Kind beweisen, man wehre denn solchen Buben, und beschütze mich und halt (E305) mich beim Rechten; oder wo er ihm nit wehre lässt, und fortfähret, dass man ihm sein Recht thu, strafe also, dass ers lassen müsse? Welch ein feine Barmherzigkeit wär mir das, dass man dem Dieb und Mörder barmherzig wär, und liess mich von ihm ermordet, geschändet und beraubt bleiben?	Jeg, eller tyven og morderen? Uden tvivl ville jeg have mest brug for, at man forbarmede sig over mig. Men hvordan vil man vise barmhjertighed mod mig og min stakkels elendige kone og barn, hvis man ikke forsvarede mig mod en sådan slyngel og beskyttede mig og skaffede mig min ret? Men hvis han ikke er til at stoppe, men fortsætter, så må man give ham retfærdigt igen, så må man straffe ham på en måde, så han holder op. Hvilken smuk barmhjertighed ville det være overfor mig, hvis man var barmhjertig overfor tyven og morderen, og lod ham myrde, skænde og røve hos mig?
54           Auf solche Barmherzigkeit, die im weltlichen Schwert regiert und handelt, sehen solche bäurisch Vertheidiger nicht, sperren nur die Augen und Maul auf über den Zorn und Ernst; sprechen, wir heuchlen den wuthrichen Fürsten und Herrn, dass wir sie lehren die Bösen strafen, so sie zehenmal ärger Heuchler sind der mördischen Buben und bösen Bauren, und selbst auch mit blutdurstige Mörder sind mit aufrührischen Herzen, dass sie sich derjenigen gar nichts erbarmen, die durch die Bauren überwältigt, beraubt, geschändet, und zu allerlei Unrecht gedrungen werden.	Disse bonde-forsvarere er ikke opmærksom på den barmhjertighed, som styrer og handler i det verdslige sværd, spærrer kun øjne og mund op over vreden og alvoren og siger, at vi lefler for de rasende fyrster og herrer, når vi lærer dem at straffe de onde. Men selv lefler de ti gange værre for de morderiske slyngler og de onde bønder, og de står selv sammen med de blodtørstige mordere med deres oprørske hjerter, så de slet ikke forbarmer sig over dem, der er blevet overmandet, berøvet, skændet og tvunget til allehånde uret af bønderne.
55 Denn wo der Bauren Fürnehmen für sich wäre gangen, hätt kein redlich Mann für ihn mügen sicher bleiben, sonder, wer eins Pfennigs mehr gehabt hätte, der hätte müssen herhalten; wie sie denn schon angefangen hätten. Und wäre dabei noch nicht blieben, es hätte forder Weib und Kind zu aller Schanden mussen herhalten, und sich selbs untereinander erwürget, dass nimmer kein Friede noch Sicherheit wäre blieben.	For hvis bøndernes forehavende var lykkedes, ville ingen redelig mand kunne være forblevet i sikkerhed for dem, men den, der havde haft en øre på kistebunden, han havde måttet holde for; og det var de jo allerede begyndt på. Og de ville ikke have gjort holdt dèr, kone og barn måtte have holdt for til al mulig skændsel, og de ville have slået hinanden ihjel indbyrdes, så der aldrig mere var opstået fred og sikkerhed.
56        Was ist je Ungezogeners gehört, denn der tolle Pövel und Baur, wenn er satt und voll ist, und Gewalt kriegt? wie Salomo sagt Sprüchw. 30,21f dass sölche Leute die Erde nicht kann ertragen. Und solcher Leute sollte man sich allererst erbarmen, und sie lassen toben, wie sie wollten, mit idermanns Leib, Leben, Weib, Kind, Ehre und Gut, ahn alle Strafe, und lassen die Unschuldigen ahn alle Barmherzickeit, Hülfe und Trost so schändlich umbkommen vor unsern Augen?	Kan man overhovedet forestille sig noget mere barbarisk end den gale bondepøbel, når den er mæt og fuld og får magt? Som Salomon siger det i Ordsp 30,21f, at jorden ikke kan bære den slags mennesker. (n56) Og den slags mennesker skulle man i første række forbarme sig over, så man lader dem rase, hvordan de ville, med enhvers legeme, liv, kone, barn, ære og gods, uden straf overhovedet, og så man lader de uskyldige omkomme på skændig vis for vore øjne uden nogen barmhjertighed, hjælp og trøst!
57         Ich höre beständiglich sagen, dass man den Bambergischen Bauren angeboten hat, man wöllte ihn mehr nachlassen, denn sie baten, sie söllten nur stille sitzen; noch wollten sie nit. Und Markgraf Casimirus den Seinen gelobt, was Andere mit Streit und Aufruhr erwurben, wollt er ihn sonst nachlassen, mit Gnaden; das half auch nicht.	Jeg hører hele tiden nogen sige, at man har tilbudt de bambergske bønder, at man ville eftergive dem mere, end de bad om, blot de forholdt sig i ro; alligevel ville de ikke det. (n57) Og markgreve Carimirus har lovet sine folk, at det, de andre har opnået med kamp og oprør, det ville han give den i nåde uden videre; det hjalp heller ikke. (n57a)
58 So weiss man ja wohl, dass (E306) die Fränkischen Baurn nichts denn rauben, brennen, brechen und verderben fürhätten, aus lauter Muthwillen. Die Thüringischen Baurn hab ich selbs erfahren, dass, je mehr man sie vermahnet und lehret, je storriger, stolzer, toller sie wurden; und haben sich allenthalben also muthwillig und trotzig gestellet, als wollten sie ahn alle Gnade und Barmherzigkeit erwürget sein, und haben Gotts Zorn gleich aufs allerhöhnlichst Trotz geboten. So gehet es ihn auch nun, wie der 109. Psalm v. 17 sagt: Sie wollten der Gnad nit, so kompt sie auch nu ferne gnug von ihn.	Så véd man jo nok, at de frankiske bønder ikke havde andet for end at røve, brænde, nedbryde og fordærve, bare fordi de ville det. De thüringske bønder har jeg selv haft erfaringer med; jo mere man formanede og belærte dem, des mere blev de stædige, stolte, rasende, og de forholdt sig overalt så ondsindede og genstridige, som ville de slås ned uden al nåde og barmhjertighed. Og de har på det allerhånligste budt Guds vrede trods. Derfor går det dem også nu, som Sl 109,17 siger: Han brød sig ikke om velsignelse, lad den være fjern fra ham!
59        Drumb hat die Schrift feine, reine Augen, und siehet das weltlich Schwert recht an, als das aus grosser Barmherzigkeit muss unbarmherzig sein, und für eitel Güte Zorn und Ernst üben, wie Paulus (Röm 13,4) und Petrus (1 Pet 2,14) sagen, dass es Gottes Diener sei zur Rach, Zorn und Strafe über die Bösen, und zum Schutz, Lob und Ehren der Frummen.	Derfor har skriften fine, rene øjne og ser det verdslige sværd på den rigtige måde, som det, der ud af stor barmhjertighed må være ubarmhjertigt, og som ud af lutter godhed må udøve vrede og alvor, sådan som Paulus og Peter siger: at det er Guds tjener for at udøve hans gengældelse, vrede og straf over de onde, og give beskyttelse, lov og ære til de fromme.
60 Die Frummen siehet es an und erbarmet sich über dieselbigen, und auf dass denselbigen nichts Leides geschehe, wehret es, beisst, sticht, schneidt, hauet, mordet, wie ihm Gott befohlen hat, dess Diener sichs hierinnen erkennet.	Det ser de fromme og de forbarmer sig over disse menneske, og for at der ikke skal ske dem noget ondt, forsvarer de, bider, stikker, skærer, hugger, myrder, sådan som Gud har befalet det, han, hvis tjenere erkender, at de er i dette.

61         Dass nu die Bösen ahn Gnade so gestraft werden, geschicht nicht darumb, dass alleine der Bösen Strafe gesucht, und die Lust in ihrem Blute gebüsst werde; sondern dass die Frummen geschutzt, Friede und Sicherheit erhalten werden.	Dette, at de onde nu således bliver straffet uden nåde, sker ikke, fordi selve dette at straffe de onde er noget at stræbe efter, eller fordi de skal bøde for deres onde lyst med deres blod, nej, det sker, fordi de fromme skal beskyttes, fordi freden og sikkerheden skal opretholdes.
62 Welchs ohn Zweifel köstliche Werk sind grosser Barmherzigkeit, Liebe und Güte (sintemal nicht elender Ding auf Erden ist, denn Unfriede, Unsicherheit, Unterdruckung, Gewalt, Unrecht etc.) Denn wer konnte oder wöllte leben bleiben, wo es so söllte zugehen? Derhalben ist des Schwerts Zorn und Ernst ja so noth im Volk, als Essens und Trinkens, ja als des Lebens selbst.	Og det er uden tvivl en kostelig gerning af stor barmhjertighed, kærlighed og godhed (eftersom der ikke er nogen værre ting på jorden end ufred, usikkerhed, undertrykkelse, magt og uret osv). For hvem kunne eller ville blive ved med at eksistere, hvis det skulle gå sådan for sig? Derfor er sværdets vrede og alvor lige så nødvendigt i folket, som at spise og drikke, ja, som selve det at leve.
63        Ja, sagen sie, wir reden nicht von den halsstarrigen Bauren, die sich nicht ergeben wöllen, sondern von denen, die uberwunden sind, oder sich ergeben haben; mit solchen söllt man ja Barmherzigkeit uben, und nicht so greulich mit ihnen umbgehen.	Ja, siger de, men vi taller ikke om de halsstarrige bønder, som ikke vil overgive sig, men om dem, der er overvundet, eller som har overgivet sig; overfor dem skal man øve barmhjertighed og ikke fare så grusomt frem mod dem.
64 Antworte ich: So musst (E307) du auch ja nicht frumm sein, dass du mein Buchlein so lästert, als rede ich von solchen uberwunden, ergebenen Bauren; so ich doch so klärlich drinnen rede von denen, die man zuerst freundlich ersucht, sie aber nicht wöllen.	Her svarer jeg: Så må du jo ikke være særlig from, siden du kritiserer min bog på den måde, som om jeg talte om disse overvundne bønder, der havde overgivet sig, når jeg dog klart i den taler om dem, som han først har forsøgt at overtale med venlighed, men som ikke ville lade sig overtale.
65 Es gehen ja alle meine Wort wider die halsstarrigen, verstockten, verblendten Bauren, die wider sehen noch hören wöllen, wie man es greifen mag. Und du sprichst, ich lehre die elenden gefangnen Baurn ahn alle Barmherzigkeit würgen. Wenn du so willt Bücher lesen, und deuten nach deinem Muthwillen, welch Buch will fur dir bleiben?	Alle mine ord angår jo de halsstarrige, trodsige, forblændede bønder, som hverken vil se eller høre, som man nok kan forstå. Og du siger, at jeg lærer, at man skal slå de stakkels, tilfangetagne bønder ihjel uden al barmhjertighed. Hvis det er den måde, du læser bøger på, at du fortolker dem ganske efter forgodtbefindende, hvilken bog vil så have nogen chance overfor dig! (bond1#49; #57; #61; #71)
66        Drumb, wie ich dazumal geschrieben hab, so schreibe ich noch. Der halsstarrigen, verstockten, verblendten Bauren, die ihn nicht sagen lassen, erbarme sich nur niemand, sonder haue, steche, würge, schlahe drein, als unter die tollen Hund, wer da kann, und wie er kann; und das alles, auf dass man sich derjenigen erbarme, die durch solche Bauren verderbt, verjagt und verführt werden, dass man Fried und Sicherheit erhalte.	Derfor, det, jeg skrev dengang, det skriver jeg stadigvæk. Blandt de halsstarrige, forstokkede, forblændede bønder, som ikke vil lade sig sige, er der ingen, der skal forbarme sig, enhver, der kan, skal hugge, stikke, slå ned, slå ind i blandt dem som blandt gale hunde, og han skal gøre det på hvad måde han kan. Og det skal man altsammen gøre, fordi man forbarmer sig over dem, der er blevet fordærvet, forjaget og forført af sådanne bønder, så man kan opretholde fred og sikkerhed.
67 Es ist ja besser, dass man ein Glied abhaue ohn alle Barmherzigkeit, denn dass der ganze Leib verderb vom Feur oder dergleichen Seuche. Wie gefällt dir das? Bin ich auch noch ein evangelischer Prediger, der Gnad und Barmherzigkeit lehret? Bin ich dirs nicht, da liegt nicht Macht an. Denn du bist ein Bluthund und aufrührischer Mörder und Verderber des Lands mit deinen tollen Bauren. Denn du heuchelst in ihrem Aufruhr.	Det er jo bedre, at man uden al barmhjertighed afhugger ét lem, end at hele legemet fordærves af ilden eller af den slags sygdom. Hvad synes du om det? Er jeg stadig ikke en evangelisk prædikant, der lærer nåde og barmhjertighed? Er jeg det ikke for dig, det betyder ikke noget. For du er en blodhund og en oprørsk morder og landefordærver med dine rasende bønder. For du giver dem på hyklerisk måde ret i deres oprør.
68        Weiter sagen sie: Die Bauren haben ja noch niemand erwürgt, wie man sie erwürgt. Lieber, was soll man sagen? Wilch eine schön Antwort ist das, sie haben niemand erwürgt; das macht, man musst thun, was sie wollten: sie dräuten aber gleichwohl, zu tödten, wer nicht mit ihn wollte, und nahmen das Schwert zur Faust, das ihn nicht gebühret, griffen die Güter, Häuser und Habe an.	Videre siger de: Bønderne havde jo endnu ikke slået nogen ihjel, sådan som man slår dem ihjel. Kære ven, hvad skal man dog sige? Hvilket fint svar er det ikke, de har ikke slået nogen ihjel! Det betyder, at man måtte gøre, som de ville: de truede jo trods alt med at slå dem ihjel, der ikke ville som de, og de tog sværdet i hånd, det sværd, det ikke tilkommer dem at bære, de angreb gods, huse, ejendom.
69 Also möchte ein Dieb und Mörder auch kein Mörder sein, der mir mit dem Tod dräuen abdrünge, was er wollt. Hätten sie aber gethan, was man freundlich von ihnen begehrte, so hätte man sie auch nicht getödtet. Da sie aber nicht wollten, war es recht, dass han ihn thät, wie sie gethan hätten, und zu thun dräueten denen, die nicht wie sie wollten. (E308)	Så skulle jo heller ikke en tyv og morder være en morder, som ved at true med døden fik, hvad han ville have. Men hvis de havde gjort det, man venligt bad dem om, så ville man heller ikke have slået dem ihjel. Men da de ikke ville det, var det rigtigt, at gjorde mod dem, hvad de ville have gjort og hvad de truede med at gøre mod dem, der ikke ville som de.
70       Zudem so sind sie offentlich treulos, meineidige, ungehorsame, aufrührische Dieb, Räuber, Mörder und Gottlästerer, dass ihr keiner ist, er hat den Tod wohl zehenfältig verdienet ohn alle Barmherzigkeit zu leiden. Man will je mit dem Schalksauge sehen allein auf die Straf, wie wehe sie thut, und nicht auch auf die Schuld und Verdienst, und unaussprechlichen Schaden und Verderben, das do hätte müssen folgen. Thut dir die Straf weh, so lass die Bosheit; wie Paulus auch solchen antwortet, Röm 13,3.4.: Willt du das Schwert nicht fürchten, so thu Guts; thust du aber Böses, so fürchte dich etc.	Dertil kommer, at det er åbenbart, at de er troløse, menederiske, ulydige, oprørske tyve, røvere, mordere og gudsbespottere, så der iblandt dem ikke er én, der ikke har fortjent at lide døden ti gange uden al barmhjertighed. Når man betragter sagen skævt, ser man alene på straffen, hvor ondt den gør, og ikke på, at de er skyldige og har fortjent det, og på den usigelige skade og fordærv, som ville være fulgt efter. Hvis straffen gør ondt, så lad være med at gøre det onde, som også Paulus svarer den slags mennesker, Rom 13,3f: Vil du ikke frygte sværdet, så gør det gode; men gør du det onde, så frygt, osv.
71         Zum dritten, sagen sie: Die Herrn missbrauchen ihrs Schwerts, und würgen ja zu greulich etc. Antworte ich: Was geht das mein Büchlin an? Was legst du frembde Schuld auf mich? Missbrauchen sie der Gewalt, so haben sie es von mir nicht gelernt, sie werden ihren Theil wohl finden. Denn der öberst Richter, der die muthwilligen Baurn durch sie straft, hat ihr nicht vergessen, sie werden ihm auch nicht entlaufen. Mein Büchlein saget nicht, was die Herrn verdienen, sondern was die Baurn verdienen, und wie man sie strafen soll; damit habe ich niemand geheuchelt.	For det tredie siger de, at herskerne misbruger deres sværd og slå ihjel så grusomt, osv. Her svarer jeg: Hvad har det med min pamflet at gøre? Hvorfor giver du mig skyld for noget, andre har gjort? Hvis de misbruger deres myndighed, så har de ikke lært det af mig, og de skal nok få deres sag for. For den øverste dommer, som straffer de selvsikre bønder gennem dem, har ikke glemt dem, og de kan heller ikke løbe fra ham. Min pamflet fortæller ikke noget om, hvad herskerne fortjener, men hvad bønderne fortjener, siger noget om, hvordan man skal straffe dem. Og ved at sige det, har jeg ikke leflet for nogen.
72 Gibts die Zeit und Sache, dass ichs thun soll, ich werd die Fürsten und Herren auch wohl angreifen. Denn so viel es mein Ampt des Lehrens antrifft, gilt mir ein Fürst eben so viel, als ein Baur. So hab ich mich zwar bereit umb sie also verdienet, dass sie mir nicht allzuhold sind: da liegt mir auch nicht viel an. Ich hab einen, der ist grösser denn sie alle, wie St. Johannes sagt (c. 10,29).	Hvis der opstår en situation eller en sag, hvor jeg skal gøre det, skal jeg nok ligeså fuldt angribe fyrsterne og herskerne. For hvad mit læreembede angår, gælder en fyrste lige så meget for mig som en bonde. Og jeg har da også allerede nu gjort mig fortjent overfor dem, så de ikke er altfor glade for mig. Men det kommer ikke mig ved. Jeg har én, der er større end dem alle, som Skt. Johannes siger.
73        Hätt man aber meinem Rath am ersten gefolget, da die Aufruhr anfing, und flugs ein Baurn oder hundert dran gewagt und auf die Köpf geschlagen, dass sich die andern dran gestossen hätten, und hätt sie nicht so lassen überhand nehmen, so hätte man damit viel tausend erhalten, die nun haben müssen sterben, und wären wohl daheimen blieben. Das wär ein nöthige Barmherzigkeit gewest mit geringem Zorn, da man nu hat müssen so grossen Ernst brauchen, so vielen zu steuren. (E309)	Men havde man fra første færd, dengang oprøret brød ud, fulgt mit råd og med det samme ladet det gå ud over en hundrede bønder og banket dem godt, så de andre var blevet forskrækkede, og så man ikke sådan havde ladet det tage overhånd, så ville man derved have kunnet spare tusinder, som nu har måttet dø, for de ville så være blevet hjemme. Det ville have været en nødvendig barmhjertighedsgerning med kun ringe vrede, mens man nu må bruge så stor alvor for at styre så mange.
74        Aber es ist Gottes Will also geschehen, uns auf beiden Seiten zu witzigen. Erstlich die Baurn, dass sie lernten, wie ihn zu wohl gewest ist, und gute Tag im Fried nicht mochten erleiden, dass sie hinfurder Gott lernten danken, wenn sie eine Kuhe müssten geben, auf dass sie der andern mit Frieden geniessen mögen.	Men nu er Guds vilje sket på den måde, at vi på begge sider har fået en lærestreg. Først har bønderne måttet lære, at de hidtil har haft det for godt, at de ikke har kunnet tåle gode dage i fred, så de fremover kan takke Gud, når de må afgive én ko, for at de kan have de andre i fred.
75 Denn es ist allzeit besser, die Hälft des Guts mit Frieden und Sicherheit besessen, denn das ganz Gut alle Augenblick in Fahr unter Dieben und Mördern haben, und doch nit haben. Die Baurn wussten nicht, wie köstlich Ding es sei umb Fried und Sicherheit, dass einer mag seinen Bissen und Trunk fröhlich und sicher geniessen, und dankten Gott nit drumb; das müsst er sie itzt auf diese Weise lehren, dass sie [ihnen] der Kützel verging.	For det er altid bedre at besidde halvdelen af sit gods med fred og sikkerhed, end at have hele sin ejendom udsat for fare i hvert øjeblik blandt tyve og mordere, og således alligevel ikke have det. Bønderne vidste ikke, hvor dyrebar en ting fred og sikkerhed er: at man kan nyde sin mad og drikke med glæde og i sikkerhed, og de takkede ikke Gud for det; det har han nu måttet lære dem på denne måde, så deres hovmod forsvandt.
76        Den Herrn war solchs auch nütz, dass sie erführen, was hinter dem Pövel steckt, und wie ihm zu vertrauen wär; auf dass sie hinfürder lernten recht regiern, Land und Strassen bestellen. War doch kein Regiment noch Ordenunge mehr, es stund alles offen und müssig. So war auch keine Forcht noch Scheue mehr im Volk, ein iglicher thät schier, was er wollte.	For herskerne var det, der er sket, også nyttigt. De kunne herved lære, hvad der ligger i pøbelen, og hvor langt man kan stole på den. Sådan at de kan lære for fremtiden at regere ret, at holde styr på land og veje. Der var jo intet styre og ingen orden mere, alt stod åbent og ledigt. Ligeledes var der heller ikke mere nogen frygt eller angst i folk, enhver gjorde lige, hvad han ville.
77 Niemand wollt nichts geben, und doch prassen, saufen, kleiden und müssige gehen, als wären sie allzumal Herren. Der Esel vil Schläge haben, und der Pövel will mit Gewalt regiert sein; das wusste Gott wohl. Darumb gab er der Oberkeit nicht einen Fuchsschwanz, sondern ein Schwert in die Hand.	Ingen ville give noget fra sig, og dog ville enhver svire og drikke, være lapset og gå ledig omkring, som var de allesammen herrer. Æslet skal have pisk, og pøbelen skal regeres med magt. (n77) Det vidste Gud godt. Derfor gav han ikke øvrigheden en rævehale i hånden, men et sværd.
78         Das ist auch nicht der geringste Stück eines, dass sie aufmutzen: Es seien viel frummer Leute unter den Bauren gewest, die unschuldig dazu kommen, und habens müssen thun, welchen für Gott unrecht geschicht, dass man sie so hinrichtet. Antworte ich: Man redt von sölchen Sachen, als hätte man nie kein Wort Gotts gehöret. Drumb muss ich auch hie antworten, als denen, die noch junge Kinder oder Heiden wären. So gar nichts ist ausgericht unter den Leuten mit so vielen Büchern und Predigen.	Det er heller ikke den ringeste indvending, de kommer med, når de siger, at der var mange fromme mennesker blandt bønderne, som uskyldigt er kommet med i hoben og har måttet gøre det. Og i Guds øjne er det uretfærdigt, at man således henretter dem. Her svarer jeg: Man taler om disse sager, som havde man aldrig hørt Guds ord. Derfor må jeg her svare, som skulle jeg svare nogen, der endnu er børn eller hedninger. Så lidt er der udrettet blandt folk med så mange bøger og prædikener.
79        Erstlich sage ich, dass denen nicht unrecht geschicht, (E310) die von den Bauren dazu gezwungen sind; es ist auch kein Christenmann unter ihn blieben, und kommen auch nicht unschuldig dazu, wie sie fürgeben. Es lässt sich wohl so ansehen, als geschehe ihn unrecht; es ist aber nicht so. Sage du doch mir, lieber Freund, was ist das für ein Entschuldigunge, wenn dir jemand deinen Vater und Mutter erwurgete, schändete dein Weib und Kind, verbrennte dein Haus, und nähme dir dein Geld und Gut, spräche darnach, er hätte es müssen thun, er wäre dazu gezwungen?	For det første siger jeg, at der ikke sker uret mod dem, der blev tvunget med af bønderne; der har ikke været nogen kristen iblandt dem, og de var ikke uskyldige, da de gjorde det, sådan som de foregiver. Det kan nok se ud, som om der skete dem uret; men det forholder sig ikke sådan. Sig mig dog, kære ven, hvad er det for en undskyldning, man kommer med, hvis én slår din far og mor ihjel, skænder din kone og dit barn, nedbrænder dit hus og tager dine penge og dit gods, og så bagefter siger, at det var noget, han måtte gøre, at han var tvunget til det?
80       Wer hat je gehört, dass jemand gezwungen möcht werden, Guts oder Böses zu thun? Wer kann eines Menschen Willen zwingen? O es besteht nicht, es laut auch nicht, dass man sagt, ich muss unrecht thun, und werde dazu gezwungen. Christum und das Wort Gottes verleuken, ist grosse Sunde und Unrecht, es werden auch viel dazu gezwungen; meinst du aber, dass sie damit entschuldiget sind? Also, Aufruhr machen, der Oberkeit ungehorsam, treulos und meineidig werden, rauben und brennen ist gross Unrecht, und etliche Bauren sind dazu gezwungen; was hilft sie das? Warumb lassen sie sich zwingen?	Hvem har nogensinde hørt, at nogen kan tvinges til at gøre godt eller ondt? Hvem kan tvinge et menneskes vilje? Åh, det holder ikke vand, det passer ikke, når én siger: Jeg må handle uret, jeg bliver tvunget til det. At fornægte Kristus og hans ord er en stor synd og uret, der er også mange, der bliver tvunget til det; men mener du, det er nogen undskyldning for dem? Ligeledes, at gøre oprør, at være ulydig, troløs, menederisk mod øvrigheden, at røve og brænde, alt det er at gøre stor uret, og der var nogle bønder, der blev tvunget til det. Men hvad hjælper det dem? Hvorfor lader de sig tvinge?
81        Ja, sagen sie, man dräuet mir, mein Leib und Gut zu nehmen. Ei Lieber, auf dass du Leib und Gut behaltest, willt du Gottes Gebot übertreten, mich erwürgen, mein Weib und Kind schänden; wie käme Gott und ich dazu? Wolltest du es auch von mir so leiden? Wenn du also gezwungen wärest, dass dich die Bauren mit Händen und Füssen gebunden, mit mit Gewalt unter sich geführt hätten, und du mit dem Munde dich gewehret, und sie darumb gestraft, und also dein Herz bekannt und bezeugt hätte, dass es nicht gerne thäte, noch drein verwilligete, so bestündest du mit Ehren, und wärest wahrlich mit dem Leibe gezwungen; aber doch mit dem Willen ungezwungen.	Ja, siger de, man truer med at tage liv og gods fra mig. Ej, kære ven, for at du kan beholde liv og gods, vil du overtræde Guds bud, slå mig ihjel, skænde min kone og mit barn; hvad har Gud og jeg med det at gøre? Ville du også finde dig i det, hvis det var mig, der gjorde det mod dig? Men hvis du blev tvunget på den måde, at bønderne bandt dig på hænder og fødder, førte dig med sig med magt, og du forsvarede dig med din mund og anklaget dem for at gøre det, så altså dit hjerte havde bekendt og bevidnet, at du var uvillig og ikke gav det din tilslutning, så ville du have bestået prøven med ære, så ville du i sandhed vil under tvang med dit legeme, men utvunget med din vilje.
82 Nun du aber stillschweigest, strafest sie nicht, folgest gleichwohl mit dem Haufen, und bekennest dein Unwillen nicht, hilft dichs nicht; und ist zu [so] lange geharret, dass du nu willt allererst bekennen deinen Unwillen. Dann Gotts Gebot solltest (E311) du mehr fürchten und achten, dann die Menschen, ob du gleich Fahr und den Tod drüber wagen müsstest; er würde dich nicht gelassen, sonder treulich beigestanden, errettet und geholfen haben. Derhalben wie die verdammt werden, die Gott verleugnen, ob sie gleich dazu gezwungen werden; also sind auch die Bauren nit entschüldigt, dass sie sich haben dringen lassen.	Men nu, hvor du tier stille, hvor du ikke anklager, hvor du alligevel følger med hoben og ikke bekender, at du er imod det, så hjælper det dig ikke. Det har stået på for længe, og det er først nu, du bekender, at du var imod det. For du skal frygte og agte Guds bud mere end mennesker, selv om du må vove fare og død ved det. Han ville ikke forlade dig, men trofast stå dig bi, redde og hjælpe dig. Derfor, ligesom de mennesker bliver fordømt, der fornægter Gud, selv om de bliver tvunget til det, således er det heller ingen undskyldning for bønderne, at de har ladet sig tvinge.
83         Wenn die Entschuldigung sollt gelten, so wüsst man kein Sünde noch Laster strafen. Denn wo ist ein Sünd, dazu nicht der Teufel und das Fleisch und die Welt treibt, und gleich zwingt? Meinst du nit, dass zu Zeiten ein böse Lust mit solcher Brunst und Wüthen zum Ehbruch treibt, dass es möcht ein grosser Drang und Zwangk heissen, denn ob man einen Bauren zum Aufruhr drünge?	Hvis denne undskyldning skulle gælde, så ville man ikke kunne anklage nogen for nogen synd eller last. For hvor er der en synd, som djævelen og kødet og verden ikke driver frem imod, og ligeledes tvinger til? Mener du ikke, at en ond lyst driver til ægteskabsbrud med en sådan brunst og rasen, at man må kalde det en større trang og tvang, end om man tvang en bonde til oprør?
84 Denn wer ist seins Herzen mächtig? Wer kann dem Teufel und Fleisch widerstehen? Ists doch nicht müglich, dass wir uns der geringsten Sünde wehren möchten. Sintemal die Schrift sagt, dass wir des Teufels Gefangen sind, (2 Tim 2,26) als unsers Fürsten und Gottes, dass wir thun müssen, was er will und uns eingibt; wie das zuweilen etliche greuliche Geschichte beweisen: sollt es drumb ungestraft und recht sein?	For hvem har magt over sit hjerte? Hvem kan modstå djævelen og kødet? Det er dog ikke muligt, at vi kan forsvare os mod den mindste synd. Eftersom skriften siger, at vi er djævelens fanger, han, som er vores fyrste og gud, så vi må gøre, hvad han vil og indgiver os, sådan som det af og til bevises ud fra nogle forfærdelige historier: Men skal det af den grund være ustraffet? Skal det af den grund være retfærdigt?
85        Nicht also, es heisst Gott zu Hülfe anrüfen, und widerstehen der Sünden und dem Unrechten. Stirbst du oder leidest drüber; wohl dir, und selig ist deine Seele vor Gott und der Welt in den höchsten Ehren. Weichst du aber und folgst, so musst du doch sterben mit Schanden vor Gott und der Welt, dass du dich zum Unrecht hast lassen zwingen. So wäre es ja besser, du stürbest mit Ehren und Seligkeit, Gott zu Lobe, denn dass du mit Schanden doch müsstest sterben, dir nur zur Strafe und Pein.	Nej, ikke sådan! Det drejer sig om at anråbe Gud om hjælp og modstå synden og uretten. Hvis du dør eller lider derved, så er det godt for dig og du er salig i din sjæl overfor Gud og verden i den højeste ære. Men hvis du viger og er følgagtig, så må du alligevel dø, men nu med skam overfor Gud og verden, at du har ladet dig tvinge til at øve uret. Så ville det dog have været bedre, at du var død med ære og salighed, Gud til ære, end at du skulle dø alligevel med skam, til straf og pine for dig.
86       Ja, sprichst du, Herr Gott, wer solchs hätte gewusst. So sage ich auch: Herr Gott, was kann ich dazu? Unwissen wird auch nicht entschüldigen. Soll ein Christen nicht wissen, was ihm zu wissen ist? Warumb lernt mans nicht? warumb hält man nit gute Prediger? Man will mit Willen unwissend sein. Das Evangelion ist in Deutsche Land (E312) kummen, viel verfolgen es, wenig begehren es, viel weniger nehmen es an, und die es annehmen, stellen sich so lass und faul dazu, lassen Schulen vergehen, Pfarrer und Predigstühlen fallen, niemand denkt, dass man es erhalten und Leut aufziehe; und lassen uns allenthalben sehen, als wäre es uns leid, dass wir etwas lernten, und gern wollten nichts wissen.	Ja, siger du, herregud, hvem der bare havde vidst det! Så siger også jeg: Herregud, kan jeg gøre for det? Uvidenhed er heller ikke nogen undskyldning. Skal en kristen ikke vide, hvad det er hans pligt at vide? Hvorfor lærer man ham det ikke? Hvorfor holder man ikke gode prædikanter? Man vil jo være uvidende med vilje. Evangeliet er nået ud i hele Tyskland, mange forfølger det, kun få begærer det, færre endnu tager imod det, og de, der tager imod det, er lade og dovne, de lader skoler forgå, sogne og prædikestole forfalde, ingen tænker på, at man må holde evangeliet vedlige og opdrage menneskene; og overalt ser det ud, som om vi var imod, at vi skulle lære noget, og hellere ville være uvidende.
87 Was ists denn Wunder, ob uns Gott auch heimsucht, und wiederumb ein Stück sehen lässt, zu strafen seins Evangelions Verachtung, darinnen wir alle schüldig sind, ob wir gleich etlich des Aufruhrs unschuldig sind, die wir wohl Ärgers verdient haben; auf dass er uns vermahne und zur Schulen jage, damit wir einmal auch witzig und wissend wurden?	Hvad under da, om Gud også hjemsøger os, og til gengæld lader os lide noget, til straf for, at vi foragter hans evangelium, noget, vi alle er skyld i, selv om nogle af os er uskyldige i oprøret, som vi godt nok havde fortjent skulle have været værre, så han kunne formane os og drive os til skole, så også vi kunne blive kloge og vidende?
88        Wie muss man thun in Kriegsläufen, da auch der Unschuldig mit dem Schuldigen fort muss, ja auch am allermeisten über die Unschuldigen geht, als uns dünkt, da auch Witwen und Waisen werden. Es sind Plagen, von Gott uns zugeschickt und sunst etwa wohl verdient, welche wahrlich einer mit dem andern leiden muss, wöllen wir anders bei einander wohnen. Dann wie man spricht: Ein Nachbar ist dem andern ein Brand schuldig.	Hvordan må man ikke handle under krige, hvor også den uskyldige må dø sammen med den skyldige, ja, hvor det går allermest ud over uskyldige, som vi synes mest bliver enker og faderløse. Der er plager, sendt os af Gud og iøvrigt velfortjente, som i sandhed den ene må lide som den anden, om vi ellers vil bo hos hinanden. For det er, som man siger: den ene nabo deler ildebrand med den anden.
89        Wer in der Gemein will sein, der muss auch die Last, Fahr und Schaden der Gemein helfen tragen und leiden, ob ers gleich nicht verwirkt hat; sonder sein Nachbar, eben wie er, des Frieds, Nutzs, Schutzs, Guts, Freiheit und Gemach der Gemeine geneusst, ob er dieselbige gleich nit erworben noch zuwegen bracht hat, und mit Hiob lernen singen und sich trösten: Haben wir Guts vom Herrn empfangen, warumb söllten wir das Bös auch nicht tragen?	Den, der vil være med i fællesskabet, han må også hjælpe med til at bære og tåle fællesskabets byrde, fare og skader, selv om han, men hans nabo ikke er årsag til dem; ganske ligesom han nyder fællesskabets fred, nytte, beskyttelse, ejendom, frihed og tryghed, selv om han ikke har erhvervet eller tilvejebragt noget af det. Han må lære at synge med Job og trøste sig med dette: Har vi modtaget det gode fra Herren, hvorfor skulle vi da ikke også bære det onde? (Job 2,10)
90 So viel guter Tag sind auch eins bösen Tages oder Jahrs werth. Wir haben lang Zeit Fried gehabt und gute Tag, bis wir zu geil und kutzel worden, nit wussten, was Fried und gute Tage waren, dankten auch Gott nit einmal drumb; das müssen wir nu lernen.	Så mange gode dage er vel også én ond dag eller ét ondt år værd. Vi har i lang tid haft fred og gode dage, indtil vi er blevet gejle og kry, og ikke vidste, hvad fred og gode dage var, ejheller takkede Gud derfor, det kommer vi nu til at lære.

91      Ja, wir mügen uns solcher Klag und Murrens wohl enthalten, das rath ich, und Gott danken, dass durch sein Gnad und Barmherzigkeit nit grösser Unglück über uns ist kummen, wie der Teufel im Sinn hätt (E313) durch die Bauren auzurichten; gleichwie Jeremias thät: da die Juden vertrieben, gefangen und ermördt waren, tröstet er sich und sprach: Es ist Gottes Gnad und Güte, dass wir nit ganz und gar sine umbbracht, (Klagl. 3,22).	Det er mit råd, at vi afholder os fra den slags knurren og klagen og takker Gud for, at der i kraft af hans nåde og barmhjertighed ikke er kommet en større ulykke over os, sådan som djævelen havde i sinde at anrette gennem bønderne; ganske som Jeremias gjorde: da jøderne var fordrevne, fangne og myrdede, trøstede han sig og sagde: Det er Guds nåde og godhed, at vi ikke er udryddet helt og holdent.
92 Und wir Deutschen, die wir viel ärger denn die Juden sind, und dennoch nit so vertrieben und erwürgt, wöllen allererst murren und ungeduldig [sein], und uns rechtfertigen, und nit ein Theil an uns lassen würgen, damit Gott noch mehr erzürnet werd, und lass uns zu Boden gehen, thu die Hand ab, und gebe uns ganz und gar dem Teufel. Wir thun, wie die tollen Deutschen pflegen, die nit von Gott wissen und reden von solchen Sachen, als sei kein Gott, der solchs thu und haben wöll, und denken gar nicht zu leiden, sonder eitel Junkern zu sein, die auf Kissen sitzen, und thun möchten nach allem Muthwillen.	Og vi tyskere, der er meget værre end jøderne og alligevel ikke er fordrevne og myrdede på den måde, vi er de første til at knurre og være utålmodige, og til at retfærdiggøre os og ikke finde os i, at bare en del af os blive myrdede, så at Gud bliver endnu mere vred på os, tager sin hånd fra os, og helt og holdent overgiver os til djævelen. Vi gør, som vi dumme tyskere plejer at gøre, vi som ikke kender Gud og taler om disse ting, som om der ikke var nogen Gud, der gør dette og ønsker dette, og tænker slet ikke på at finde os i det, men vil være herskere allesammen, der sidder på deres puder og har lov til at gøre ganske som det lyster dem.
93         Denn das soltest du wohl gesehen haben, wo des Teufels Ding in den Baurn wär für sich gangen, und Gott ihn durch Beten frummer Christen nit hätt mit dem Schwert also gewehret, so wär es im ganzen deutschen Land worden und gangen, wie es denen itzt geht, die erstochen und umbracht werden, und noch viel ärger.	For det skulle du have fået at se, hvis tingene blandt bønderne var gået for sig efter djævelens hoved, og Gud ikke ved fromme kristnes bøn havde forhindret det gennem sværdet, så ville det være gået sådan i hele Tyskland, som det nu går dem, der gennemstikkes og ombringes og oplever det, der er værre.
94 Da wär keiner vor dem andern sicher blieben, ein jeglicher hätt den andern erwürgt, Haus und Hof verbrannt, Weib und Kind geschändet. Denn es war aus Gott nit angefangen und kein Ordnung da, und stund bereit unter ihn also, dass keiner dem andern trauet noch glaubt; setzten einen Hauptmann nach dem andern ab; und musst gehn, nit wie redliche Leut, sonder wie die allerloststen Buben sagten und wollten. Dann der Teufel hätte es im Sinn, er wollte Deutschland ganz und gar verwüsten, weil er dem Evangelio sonst nicht wehren kunnte.	Så ville den ene ikke kunne være i sikkerhed for den anden, enhver ville have slået den anden ihjel, opbrændt hus og gård, skændet kone og barn. For det var ikke begyndt med Gud og der var ingen orden og det stod allerede blandt dem sådan til, at den ene ikke stolede på eller havde tillid til den anden; de afsatte den ene høvedsmand efter den anden; og det kom til at gå, ikke som ærlige folk sagde, men som de værste slyngler sagde, det skulle gå. For det var djævelens plan, han ville helt og holdent gøre Tyskland til ødeland, fordi han ikke på anden måde kunne forhindre evangeliets fremgang.
95       Und wer weiss, was noch geschehen wird, wenn wir so murren und undankbat sein wöllen? Gott kann die Bauren wohl noch einmal lassen toll werden, oder ein anders angehn lassen, dass hernach ärger werde, denn itzt. Mich dünkt, es sei ein gute, starke Vermahnunge und Dräuen gewest. Versehen wirs, und kehren uns (E314) nicht dran und fürchten Gott nicht, so mügen wir schauen, was uns begegnet, dass nit diess ein Scherz gewest sei, und der Ernst hernach folge.	Og hvem véd, hvad der vil ske herefter, hvis vi sådan knurrer og vil være utaknemlige. Gud kan jo nok endnu engang lade bønderne blive vilde, eller lade noget andet ske, som lader tingene blive endnu værre end nu. Mig forekommer det, at det har været en god, stærk formaning og trussel. Hvis vi går let hen over det, og lader hånt om det og ikke frygter Gud, så skal vi nok få at se, hvad der møder os, at det, der er sket, ikke var nogen spøg, og alvoren vil komme nu.
96       Zuletzt möcht man sagen: du lehrest selbs Aufruhr, weil du sprichest, man soll flugs zuhauen und stechen in die Aufrührischen, wer nur kann, ein iglicher sei beide, öberste Richter und Scharprichter in diesem Fall. Hie antworte ich: mein Büchlin ist nicht wider schlechte Übelthäter, sonder wider die Aufrührischen geschrieben: du musst aber einen Aufrührischen weit, weit sondern von einem Mörder oder Rauber, oder sonst einem Übelthäter.	Til sidst kunne man sige: Du lærer selv oprør, fordi du siger, at man med det samme skal hugge til og stikke oprørerne ned, den der bare kan, og at enhver i dette tilfælde både er den øverste dommer og skarpretter. (bond1#47) Her svarer jeg: Min bog er ikke skrevet mod forbrydere slet og ret, men imod oprørere. Men du må forstå, at en oprører er meget, meget forskellig fra en morder eller en røver eller en anden forbryder.
97 Denn ein Mörder oder ander Übelthäter lässt das Haupt und Öberkeit stehen, und greift nur seine Glieder oder Güter an, ja er fürcht sich vor der Öberkeit. Weil nu das Haupt bleibt, soll niemand solchen Mörder angreifen, weil das Haupt ihn strafen kann; sondern harren auf das Urtheil und Befehl des Haupts, welchem Gott das Schwert und Ampt zu strafen befohlen hat.	For en morder eller en anden forbryder lader overhovedet og øvrigheden i fred og angriber kun øvrighedens lemmer eller ejendom, ja frygter selv for øvrigheden. Fordi nu overhovedet forbliver, skal ingen angribe en sådan morder, for overhovedet kan straffe ham. Nej, man skal afvente overhovedets dom og befaling, for det er overhovedet, der fra Gud har fået det sværdets embede, der skal straffe.
98        Aber ein Aufrührischer greift das Haupt selbs an, und fällt ihm in das Schwert und Ampt, dass sein Frevel kein gleichen hat gegen dem Mörder. Hie ist nit zu harren, bis das Haupt Befehl thu und urtheile. Denn es kann nit, und ist gefangen und geschlagen; sonder soll zulaufen, wer da kann, unberufen und unbefohlen, und als ein getreues Glied sein Haupt helfen retten mit Stechen, Hauen, Würgen, und zum Haupt setzen Leib und Gut.	Men en oprører angriber overhovedet selv, og antaster hans sværd og embede, så hans frækhed langt overgår en morders. Her skal man ikke vente, indtil overhovedet giver befaling og dømmer. For det kan det ikke gøre, det er fanget og slået. Nej, man må løbe til, hvem der kan, ukaldet og ubefalet, og som et trofast medlem hjælpe med til at redde overhovedet med stik, slag, drab og sætte sig liv og sit gods ind for overhovedets skyld.
99        Das muss ich mit eim groben Gleichnuss einbilden. Wenn ich eins Herrn Knecht wäre, und siehe, dass sein Feind auf ihn liefe mit blossen Schwert, und ich künnt das wehren, stünde aber stille, und liess meinen Herrn so schändlich erwürgen: sage mir, was würd von mir sagen beide, Gott und Welt? wurden sie nit billig sagen, ich wäre ein verzweifelter Böswicht und Verräther, und müsste gewisslich Kopf und Theil mit dem Feind haben? Führe ich aber zu, und sprünge zwischen Feind und Herrn ein, und setzt mein Leib für meinen Herren, und erstäche den Feind: wäre das nicht eine ehrbare, redlicht That, die vor Gott und der Welt gelobt und gepreiset würde? Oder, so ich drüber erstochen würde, wie künnte ich christlicher (E315) sterben? sintemal ich im rechten Gottesdienst stürbe, so viel es am Werk selbst liegt; und wäre Glaube dabei, wäre ich ein rechter heiliger Märterer Gottes.	Det kan jeg slå fast med en grov sammenligning. Hvis jeg var tjener hos en herre og ser, at hans fjende løber frem mod ham med blottet sværd, og jeg kunne afværge det, men bare står stille og lader min herre blive slået så skændigt ihjel: sig mig, hvad ville så både Gud og verden sige om mig? Ville de ikke med rimelighed sige, at jeg var en fortvivlet slyngel og forræder og i hvert fald måtte være pot og pande med fjenden? Men hvis jeg foer frem og sprang ind mellem fjenden og min herre, og satte mit liv i vove for min herre og stak fjenden ned: ville det ikke være en ærlig, redelig dåd, som ville blive rost og prist overfor Gud og verden? Eller, hvis jeg døde derved, hvordan kunne jeg så dø på en mere kristelig måde? eftersom jeg døde i den rette gudstjeneste, så vidt angår gerningen selv; og hvis troen var til stede, da ville jeg være en ret hellig martyr for Gud.
100       Wenn ich mich aber entschuldigen wollte und sagen: ich hielt drumb stille, bis mich mein Herr sollt heissen wehren; was würd die Entschüldigung thun, denn dass sie mich zwiefältig mehr beschüldigt, und micht würdig mach, dass mich jedermann verflucht, als der noch Scherz triebe in solcher Bosheit? Hat nicht solchs alles Christus im Evangelio selbs gelobet, und für Recht angezogen, dass Knechte sollen für ihre Herrn streiten, da er vor Pilato stund und sprach: Joh 18,30: wenn mein Reich von dieser Welt wäre, so würden meine Knecht für mich streiten, dass ich nit den Juden überantwortet würde. Da siehest du, dass vor Gott und der Welt recht ist, dass Knecht für ihre Herren streiten; was wäre sunst das weltlich Regiment?	Men hvis jeg nu ville undskylde mig og sige: Af den grund holdt jeg mig tilbage, at jeg ville vente, til min herre bød mig forsvare sig, hvad ville den undskyldning så gøre, andet end gøre mig dobbelt skyldig, så enhver ville fordømme mig som én, der drev spøg i den slags onde tildragelser? Har ikke Kristus selv i evangeliet rost dette og anset det for rigtigt, at tjenere skal kæmpe for deres herrer, dér hvor han stod for Pilatus og sagde: Hvis mit rige havde været af denne verden, så ville mine tjenere have kæmpet for mig, at jeg ikke skulle være blevet overgivet til jøderne. Der ser du, at overfor Gud og verden er det ret, at tjenere kæmper for deres herrer; hvordan kunne ellers det verdslige regimente opretholdes?
101          Nun siehe, ein solcher Mann ist der Aufrührische, dass er aufs Haupt und den Herrn lauft mit blossem Schwert; da soll niemand harren, bis der Herr heisse wehren, sondern zufahren und in den Böswicht stechen ungeheissen, wer am ersten kann: und soll nit sorgen, dass er einen Mord begehe, sonder er wehret eim Erzmörder, der das ganz Land morden will.	Se nu, en sådan mand er oprøreren: han farer løs på overhovedet og herren med blottet sværd. Her skal ingen vente, til herren befaler, at han skal forsvare ham, nej, han skal fare frem og uden befaling stikke slynglen ned, hvem der kan som den første: Og han skal ikke bekymre sig om, at han begår mord, for han forsvarer sig mod en ærkemorder, der vil myrde hele landet.
102 Ja, wo er nicht sticht und mördet, sonder lässt den Herrn stechen, so ist er auch ein Erzmörder. Denn er muss und sollt alsdann denken, weil sein Herr leidet und liegt, dass er sei Herr, Richter und Scharfrichter in dem Fall. Dann Aufruhr ist kein Scherz, und kein Übelthat auf Erden ist ihr gleich. Andere Untugend sind einzele Stück; Aufruhr ist ein Sündfluth alller Untugend.	Ja, hvis han ikke stikker og myrder, men lader herren blive stukket, så er også han en ærkemorder. For han må og skal i en sådan situation, hvor hans herrer lider og er slået ned, at det er ham, der er herre, dommer og skarpretter her. For oprør er ingen spøg og der er ingen forbrydelse, der på jorden har dens lige. Andre udyder er kun enkelte udyder; oprør er en syndflod af alle udyder.
103        Ich bin ein geistlicher Mann genannt, und führe des Worts Ampt. Aber doch, wenn ich gleich eins türkischen Herrn Knecht wäre, und sähe meinen Herrn in der Fahr, ich wollt meins geistlichen Ampts vergessen, und frisch zustechen und hauen, weil ich ein Ader regen künnt: wurd ich drüber erstochen, wollt ich in dem Werk von Mund auf gen Himmel fahren.	Jeg kaldes et gejstligt menneske, og har ordets embede. Men alligevel, hvis jeg var en tyrkisk herres tjener, og så min herre i fare, så ville jeg glemme mit gejstlige embede og rask væk stikke og hugge, så længe jeg havde blod i kroppen. Blev jeg selv stukket ned derved, ville jeg fare lige op i himlen.
104 Denn Aufruhr ist keins Gerichtes, keiner Gnad werth, sie sei unter Heiden, Juden, Türken Christen, oder wo sie (E316) wölle; sonder sie ist schon verhört, gericht und verurtheilt, und dem Tod überantwortet in eins Jeglichen Hand. Drum ist hie nit mehr zu thun, denn flugs zu würgen und dem Aufrührer sein Recht zu thun.	For oprør er ikke værdigt til nogen domstol eller nogen nåde, hvad enten det sker blandt hedninger, jøder, tyrker eller kristne eller hvorsomhelst; for oprør er allerede forhørt, dømt og fordømt og overantvortet til døden for enhvers hånd. Derfor er der her ikke mere at gøre, end straks at slå ihjel og give oprøret dets ret.
105        Solch Übel thut und verdienet kein Mörder. Denn ein Mörder thut ein sträflich Bosheit, und lässt die Straf bleiben. En Aufrührischer will ein frei unsträfliche Bosheit haben, und greift die Straf selbst an. Zudem, so macht sie zu dieser Zeit dem Evangelio ein bös Geschrei bei des Evangelii Feinden, die solchen Aufruhr dem Evangelio Schuld geben, und thun das Lastermaul weit gnug auf zu lästern: wiewohl sie damit nicht entschuldigt sind, und wissens auch wohl anders; Christus wird sie auch zu seiner Zeit wohl treffen.	En sådan ondskab udøver ingen morder; en sådan ondskab fortjener ingen morder. For en morder udøver en ondskab, der kræver straf, men lader straffen forblive. En oprører vil have, at det skal være en ondskab, der ikke skal straffes, og angriber straffen selv. Desuden giver de i denne tid evangeliet et dårligt ry hos dets fjender, der giver evangeliet skyld for den slags oprør, og åbner spottegabet nok til at spotte. Og det gør de, endskønt de ikke derved er undskyldt og også nok véd bedre; Kristus skal nok nå dem til sin tid.
106         Siehe zu, ob ich billig und recht habe in meinem Büchlein geschrieben, man solle ohn alle Barmherzigkeit in die Aufrührischen stechen. Damit hab ich aber nicht gelehrt, dass man den Gefangenen und Ergebenen nicht soll Barmherzigkeit beweisen, wie man mir Schuld gibt, und mein Büchlein auch wohl anders zeigt.	Se nu, om jeg ikke har skrevet ret og rimeligt i min pamflet, at man skal stikke oprørerne ihjel uden al barmhjertighed. Men dermed har jeg jo ikke lært, at man ikke skal vise barmhjertighed mod fangerne og dem, der har overgivet sig, sådan som man beskylder mig for. Min bog viser noget helt andet. (bond1#70)
107         So will ich auch hiemit die wüthigen Tyrannen nicht gestärkt, noch ihr Toben gelobt haben. Denn ich höre, dass etlich meine Junkerlein über die Maass grausam fahren mit den armen Leuten, und sind fast keck und trotzig, als hätten sie gewonnen und sässen fest. Wohlan, dieselbigen süchen nicht Straf und Besserunge des Aufruhrs, sondern büssen ihren grimmigen Muthwillen, und kühlen ihr Müthlein, den sie vielleicht lang getragen haben; meinen, sie haben nu einmal Raum und Fug dazu gewonnen.	Med dette mener jeg ikke, jeg har styrket de rasende tyranner eller rost deres rasen. For jeg hører, at nogle af mine småjunkere farer ualmindelig grusomt frem mod de arme mennesker, og de er ganske frimodige og trodsige, som om de havde vundet og sad fast i sadlen. Nuvel, disse mennesker søger ikke en straf og en forbedring efter oprøret, men tilfredsstiller deres egen onde lyst og afkøler deres raseri, som de måske har båret på længe, idet de mener, at de nu endelig har vundet lejlighed og bemyndigelse til det.
108        Sonderlich aber setzen sie sich nu getrost wider das Evangelion, wöllen Stift und Klöster wieder aufrichten, und dem Papst die Kronen erhalten, mengen unsere Sach unter die Aufruhrischen. Aber sie werden bald auch ernten, was sie itzt säen. Denn der droben sitzt, siehet sie, und wird kommen, ehe sie sich umbsehen. Es soll ihn feilen, was sie fürhaben, das weiss ich, wie es ihn bisher gefeilet hat.	Men især sætter de sig nu fortrøstningsfuldt imod evangeliet og vil genoprrette stifterne og klostrene og lade paven beholde kronen, idet de blandet vores sag sammen med oprørnes. Men de kommer snart til at høste, som de nu sår. For han, der sidder foroven, ser dem, og han kommer, før de får set sig om. De planer, de har, slår fejl, som de før er slået fejl; det véd jeg.
109         Ich hab auch in demselbigen Büchlin geschrieben, (317) dass itzt so wunderlich Zeit ist, dass man mit Morden und Blutvergiessen den Himmel verdienen mag. Hilf Gott, wie hat der Luther da sein selbst vergessen, der bisher gelehret hat, man müsse ohn Werk, allein durch den Glauben Gnad erlangen und selig werden. Aber hie gibt er nit alleine den Werken die Selickeit, sondern auch dem greulichen Werk des Blutvergiessens. Da, da ist der Rhein entbrannt.	Jeg har også i den samme pamflet skrevet, at det nu er en så besynderlig tid, at man kan fortjene sig himlen med mord og blodsudgydelse. (bond1#66) Her har Luther gudhjælpemig forglemt sig, han har jo hidtil lært, at man får nåde og bliver salig uden gerninger, alene ved troen. Men her giver han ikke alene gerningerne salighed, men gør det med den gruelige gerning, der hedder blodsudgydelse. Her er Rhinen endelig sat i brand.
110          Lieber Gott! wie gnau sucht man mich, wie lauret man auf mich; und hilft doch nit. Denn ich hoffe, man soll mir ja auch lassen den Brauch der Wort und die Weise der Red, so nit allein der gemeine Mann hat, sonder auch die Schrift hält. Spricht nit Christus Matth. 5, 3. 10. 12: selig sind die Armen, denn ihr ist das Himmelreich; und selig seid ihr, wenn ihr Verfolgung leidet. Denn eur Lohn ist gross im Himmel; und Matth. 25,34. da er die Werk der Barmherzigkeit belohnet etc. und dergleichen viel mehr.	Du gode Gud! Hvor nøje er det ikke, man er efter mig! Hvor omhyggeligt lurer man ikke på mig. Og dog hjælper det ikke. For jeg håber, at man lader mig beholde den ordbrug og den talemåde, som ikke alene den jævne mand har, men som også skriften holder sig til. Siger ikke Kristus i Matt 5,3. 10. 12: salige er de fattige, for himmeriget er deres; og salige er I, når I lider forfølgelse. For jeres løn er stor i himlen; og se på Matt 25.34, hvor deres barmhjertighedsgerninger belønnes, osv. Og meget andet af den slags.
111 Und bleibt doch wahr, dass die Werk nichts thun vor Gott, sonder allein der Glaub. Wie aber das zugehe, hab ich so vielmal, und sonderlich im Sermon vom unrechten Mammon geschrieben. Wer sich daran nit will benügen lassen, der fahr immer hin und ärger sich sein Lebenlang.	Og dog er det sandt, at gerningen ikke gør fra eller til overfor Gud, det gør alene troen. Men hvordan det går til, det har jeg så mange gange, og især i sermonen om den uretfærdige Mammon skrevet om. (n111) Den, der ikke vil lade sig nøje med det, lad ham kun gå rundt og forarges livet igennem.
112        Dass ich aber das Werk des Blutvergiessens hab so theur gemacht, wird mein Buchlein am selbigen Ort zeugen reichlich, dass ich geredt hab von weltlicher Oberkeit, die christlich ist, und ihr Ampt christlich führet, sonderlich wenn man wider die aufrührischen Haufen zeucht zu streiten.	At det nu er den gerning at udgyde blod, jeg har gjort så dyr, bevidner min bog i rigt mål det samme sted. Blot har jeg altså talt om den verdslige øvrighed, som er kristen og udøver sit embede kristeligt, især når man søger at bekæmpe de oprørske skarer.
113 Sollten dieselbigen mit Blutvergiessen und Ausrichtung ihrs Ampts nicht wohl thun, so müsst Samuel, David, Sampson auch nicht wohl gethan haben, da sie die Übelthäter straften und Blut vergossen. Ists nit gut noch recht, dermassen Blut vergiessen; wohlan, so lass man das Schwert anstehen und seien frei Brüder, thun, was uns lustet.	Hvis disse ikke gør godt, når de udfører deres embede og udgyder blod, så har Samuel, David og Samson heller ikke gjort vel, da de straffede overtræderne og udgød blod. Og hvis det ikke er godt eller ret på den måde at udgyde blod, velan, så må man jo lade sværdet være og blive frie brødre, der gør, hvad det lyster dem.
114        Denn das bitt ich euch und idermann mit Fleiss, dass sie wollten doch mein Büchlein recht ansehen, und nit so uberhin fahren, so werden sie sehen, dass ich, als eim christlichen Prediger gebührt, hab allein die christeliche, frumme Oberkeit unterricht. Ich sag noch einmal, und zum drittenmal, dass ich allein der Oberkeit (E318) geschrieben hab, die da christlich oder sonst redlich fahren wöllten, dass dieselbigen ihre Gewissen möchten in solchem Fall unterrichten, nämlich, dass sie flugs in den Haufen der Aufrührischen schlahen sollen, unangesehen, sie treffen Schuldig oder Unschuldige.	For det beder jeg jer og enhver om med flid, at de dog ville se nøje i min pamflet og ikke sådan løbe den igennem, så skal de nok kunne få øje på, at jeg, som en kristelig prædikant bør gøre det, har undervist alle de kristne, fromme øvrigheder. (bond1#58, se også 57) Jeg siger det endnu engang, og for tredie gang, at jeg alene har skrevet for den øvrighed, der vil være kristen eller iøvrigt bære sig redeligt ad, at de i dette tilfælde bør undervise deres samvittigheder, på den måde nemlig, at de straks skal slå til imod oprørsskarerne, uanset om de rammer skyldige eller uskyldige.
115 Und ob sie Unschuldige gleich treffen, dass sie kein Gewissen davon sollen machen, sondern Gott seinen Dienst schuldig damit bekennen. Hernach aber, wenn sie gewonnen haben, dass sie denn Gnad erzeigen, nicht allein den Unschuldigen (wie sie es halten), sondern auch den Schuldigen.	Og selv om de så også rammer uskyldige, så skal de ikke gøre sig nogen samvittighed derover, men bekende, at de var skyldige at gøre det i tjeneste for Gud. Men bagefter, da de havde vundet, da skulle de vise nåde, ikke alene mod de uskyldige (som de regner dem for) men også mod de skyldige.
116         Aber die wüthigen, rasenden und unsinnigen Tyrannen, die auch nach der Schlacht nit mügen Bluts satt werden, und in ihrem ganzen Leben nicht viel fragen nach Christo, hab ich mir nit fürgenommen zu unterrichten. Denn solchen Bluthunden gilt es gleich viel, sie würgen Schuldig oder Unschuldig, es gefall Gott oder dem Teufel, die haben das Schwert, allein ihre Lust und Muthwillen zu büssen; die lass ich ihren Meister, den Teufel, führen, wie er sie führt.	Men de vilde, ustyrlige, vanvittige tyranner, som også efter slaget ikke bliver mætte af blod og i hele deres liv ikke spørger meget efter Kristus, dem har jeg ikke sat mig for at give undervisning. For den slags blodhunde er ligeglade med om de slår skyldige eller uskyldige ihjel, om det behager Gud eller djævelen, de har sværdet, det er kun deres lyst og tørst der er afgørende. Dem lader jeg deres mester, djævelen, om at føre, hvad han da også gør.
117        Als ich gehört hab, dass zu Mühlhausen unter etlichen grossen Hansen einer hab das arme Weib Thomas Müntzers, die nu ein Wittwen und schwangers Leibs ist, zu sich gefodert, vor ihr auf die Knie gefallen und gesagt: Liebe Frau, lass mich dich N. O, ein ritterliche, adeliche That, an einem elenden, verlassnen, schwangern Weiblin begangen; das ist ja ein kühner Held, der dreier Ritter wohl werth.	Således har jeg hørt, at der i Mühlhausen blandt nogle store pralhalse én tog Thomas Münzers stakkels kone for sig -- hun var nu enke og var med barn -- faldt på knæ for hende og sagde: Kære frue, lad mig k(neppe) dig! Det var en ridderlig, adelig handling, imod en elendig, forladt, svanger kone. Det er vel nok en kæk helt, der er mindst tre riddere værd.
118 Was sollt ich solchen Rangen und Säuen schreiben? Die Schrift nennt solch Leut Bestien, das ist, wilde Thier, als da sind Wölf, Säu, Bärn und Leuen, so will ich sie auch nit zu Menschen machen: man muss sie aber dennoch leiden, wenn uns Gott durch sie plagen will.	Hvorfor skulle jeg skrive for den slags slyngler og svin for? Skriften kalder sådanne folk for bestier, det vil sige, vilde dyr, f. eks. ulve, søer, bjørne og løver, og så vil jeg da ikke gøre dem til mennesker. Alligevel må man finde sig i dem, når Gud vil plage os gennem dem.
119        Ich hab es beides gesorget: wurden die Bauren Herrn, so würd der Teufel Abt werden; würden aber solch Tyrannen Herrn, so würd sein Mutter Äbtissin werden. Derhalben hätt ich beide, die Baurn gern gestillt, und frumme Oberkeit unterrichtet. Nu aber die Bauren nit wollten, haben sie ihren Lohn dahin. Diese (E319) aber wöllen auch nit hören, wohlan, sie werden ihren Lohn auch haben. Ohn dass Schad wäre, dass sie sollten von den Bauren ermördt werden, das wäre ein Fuchsschwanz. Höllisch Feur, Zittern und Zähnklappern in der Hölle wird ihr Lohn sein ewiglich, wo sie nicht Buss thun.	Jeg har bekymret mig for begge dele: Hvis bønderne blev herrer, så ville djævelen blive abbed; men hvis disse tyranner blev herrer, så ville hans mor blive abbedisse. Derfor ville jeg gøre to ting: berolige bønderne og undervise øvrigheden. Men nu, hvor bønderne ikke ville, har de fået deres løn. Men de andre ville heller ikke høre, og nuvel, også de skal nok få deres løn. Blot ville det være en skam, om de var blevet dræbt af bønderne, det ville være for lidt. Helvedes ild, bæven og tænderskæren i helvede, det bliver deres løn for evigt, hvis de ikke gør bod.
120            Solchs habe ich, men Herr und Freund, auf eur Schrift wöllen antworten; hoff, ich hab mehr denn gnug gethan. Hat aber noch jemand nit gnug dran, der sei immerhin weis und klug, frumm und heilig in Gotts Namen, und lass mich einen Narren und Sünder bleiben.	Kære herre og ven, dette har jeg villet svare på Deres skrivelse, jeg håber, at jeg har gjort mere end nok. Men hvis nogen ikke har nok heri, så må han i Guds navn være vis og klog, from og hellig, og så kan jeg få lov til at forblive en nar og en synder.
121  Wiewohl ich wollte, man liess mich mit Frieden, man wird mir doch nit angewinnen, und soll recht bleiben, was ich lehre und schreib, sollt auch alle Welt drüber bersten. Will man sich denn ja seltsam stellen, so will ich mich auch seltsam stellen, und sehen, wer zuletzt Recht behält. Hiemit Gott befohlen; und sagt dem Conrado, dass er zusehe, treffs und lege sich in das rechte Bette. Der Drücker solls hinfort auch meiden, und euch nit mehr Kanzeler schelten, Amen.	Selv om jeg ville ønske, man ville lade mig være i fred, men man vinder dog ikke over mig, for det er og bliver sandt, hvad jeg lærer og skriver, om så hele verden raser derover. Hvis nogen vil opføre sig mærkeligt, så vil også jeg opføre mig mærkeligt, så får vi se, hvem der i sidste ende får ret. Hermed Gud befalet, og sig til Conrado, at han skal sørge for at ramme rigtigt og vælge den rigtige side. (n121) Trykkeren skal også fremover passe på, at han ikke mere skælder jer ud for at være kanseler. (n121a)  Amen.

Noter:

n3  Note i Luthers Skrifter i Udvalg ved Torben Christensen m. fl.: "fürsichtig", fast betegnelse for rådsherrerne i en by.

n4:  TC-note: Caspar Müller, der tilhørte Luthers nærmeste vennekreds, var blandt dem, der havde ivret for, at Luther skulle tage offentligt til genmæle mod de mange angreb, som hans flyveskrift: "Mod bøndernes røver- og morderbander" havde fremkaldt. Det her omtalte brev fra Caspar Müller til Luther er ikke bevaret. Af en senere bemærkning i skriftet fremgår det, at Caspar Müller har ønsket, at Luther skulle give en udførlig redegørelse for, hvad der har fået ham til at tage så skarpt til orde over for bønderne. Müller synes åbenbart at have været af den opfattelse, at Luther ikke selv var helt uden skyld i de misforståelser og den kritik, hans skrift var blevet gjort til genstand for.

n5  TC-note: Luther stod i virkeligheden ganske uforstående overfor den kritik, som hans skarpe skrift mod bønderne havde fremkaldt. Den var i hans øjne falsk og usaglig: hans kritikere havde dels ikke forstået hans evangelieopfattelse, der ganske følgerigtigt betingede hans kategoriske afvisning af bondeoprøret, dels var de i deres angreb på ham bestemt af ønsket om at finde en anledning til personligt at komme ham til livs.

n9:  TC-note: Luther sigter med dette udtryk til Thomas Münzers "Schutzschrift und Antwort wider das geistlose, sanft lebende Fleisch zu Wittenberg" ("Forsvarsskrift og svar til det åndløse og mageligt levende kød i Wittenberg") fra august 1524. Dette var fremkaldt af Luthers skrift: "Ein Brief an die Fürsten zu Sachsen von dem aufrührischen Geist" ("Et Brev til Fyrsterne i Sachsen om den oprørske Aand"), juli 1524, (Se br210824) hvor han gjorde gældende, at det var fyrsternes pligt energisk at gribe ind over for alle, der ville gøre brug af oprør for at gennemføre deres vilje og planer. Münzers modskrift former sig som et lidenskabeligt opgør med Luthers position. I modsætning hertil skildrer han sin egen revolutionære samfundsopfattelse: Guds menighed, der er drevet af ånden, har ret og pligt til gennem sværdet at genoprette Guds rige her på jorden og tilintetgøre de gudløse, hvis de står de åndsbårne imod. For Münzer viser Luther med sin opfattelse, at han ikke har ånden, men hører de "kødelige" til, der bliver hængende ved skriftens ydre bogstav. Med sin afvisning af retten til oprør viser Luther sig som en "fyrstesmigrer", der blot går fyrsternes ærinde.   Luthers bemærkning her lader forstå, at han betragter sine kritikere som fyldt med "sværmernes" ånd, "en højere ånd", som han her betegner den.

n11:  TC-note: Luther alluderer sandsynligvis til Sl. 27,2. RR-note: Her hedder det: "Når de onde nærmer sig for at fortære mig, de, som er mine fjender og modstandere, skal de snuble og falde." I Vulgata: "dum adpropiant super me nocentes ut edant carnes meas qui tribulant me et inimici mei ipsi infirmati sunt et ceciderunt". Dette ville Luther nok "i normale tilfælde" udlægge om Kristus. Men der er i min Luther-forståelse intet til hinder for at forestille sig, at han, som her, udlægger det om Kristi udsending, dvs om ham selv. Det samme siger han jo ved lige efter at nævne Simeons ord til Kristus, og bruge dem om sig selv i den situation, han står i.
 

n13:  I den danske oversættelse hedder det: "De har ægget min vrede med noget, der ikke er Gud, vakt min trods med deres tomme guder. Derfor vil jeg ægge deres vrede med noget, der ikke er et folk, vække deres trods med et tåbeligt folk." I Vulgata: "ipsi me provocaverunt in eo qui non erat Deus et  inritaverunt in vanitatibus suis et ego provocabo eos in eo qui  non est populus et in gente stulta inritabo illos".

n27:  De ældste bibelhåndskrifter har ikke dette Jesus-ord.

n49:  Ordene "og ikke forbarme dig over ham" er Luthers tilføjelse.

n49a:  I Hebr 10,28 står der: "Den, der bryder Moses' lov, skal uden barmhjertighed lide døden på to eller tre vidners udsagn; v29  hvor meget hårdere straf mener I da ikke, at et menneske fortjener, når det træder Guds søn under fod og vanhelliger pagtens blod, hvormed det selv er helliget, og håner nådens ånd?"

n56:  I Ordsp 30,21 hedder det: "Tre ting får jorden til at ryste, fire kan den ikke bære: v22  en træl, der bliver konge, og en tåbe, der spiser sig mæt,"

n57:  TC-note: I stiftsbyen Bamberg var der den 10. april 1525 udbrudt en opstand, der med lynets hast bredte sig til hele stiftet. Under indtryk heraf indgik Bambergerbispen, Weigand von Redwitz, da en overenskomst med oprørerne, der både omfattede borgere og bønder, hvorefter der skulle nedsættes en voldgiftsdomstol, der skulle afgøre alle stridsspørgsmål parterne imellem. En ny opstand brød løs i stiftet den 14. maj, da store dele af befolkningen fandt, at voldgiftsdomstolen ikke arbejdede hurtigt og effektivt nok. Man indstillede dog atter fjendtlighederne efter ti dages forløb og var indstillet på at følge voldgiftsdomstolens afgørelser. Biskop Weigand besluttede imidlertid -- omend ikke uden betænkelighed -- at kalde fyrsternes allerede sejrrige Schwabiske Forbund til hjælp med det resultat, at samtlige oprørsskarer i Bambergstiftet blev knust med hård og blodig hånd.

n57a:  TC-note: Siden marts 1525 havde der været uroligheder i markgrevskabet Brandenburg-Ansbach. For at hindre et omfattende oprør havde markgrev Kasimir på en Ansbacher Landtag den 26. april givet bønderne visse mindre økonomiske indrømmelser. Han havde endvidere stillet i udsigt, at han var villig til at forhandle på grundlag af de tolv artikler og havde erklæret sig parat til at gennemføre, hvad der heri var kristeligt rigtigt og forsvarligt. Da bønderne imidlertid var utilfredse med det, de faktisk havde opnået, drog de hærgende og plyndrende omkring, indtil det den 8. maj lykkedes den markgrevelige hær at tilføje dem et afgørende nederlag.

n77:  Fra Jesu Sirachs bog 33,25: "Foder, stokkeslag og byrder til et æsel, brød, prygl og arbejde til en træl!"

n111:  Denne sermon findes i WA 10, III 273-92. Den udkom i 1522. (vistnok EA 13,232ff)

n121:  TC-note: Conrad var sandsynligvis skriver hos greven af Mansfeld og indtog således en indflydelsesrig stilling. Luthers advarende bemærkning kunne tyde på, at han havde været sympatisk stemt overfor bondeoprører.

n121a:  TC-note: Caspar Müller havde sandsynligvis fået det første korrekturark tilsendt og da beklaget sig over, at man havde tituleret ham "Cantzeler" i stedet for "Cantzler". Luther går opmærksom på, at det slet og ret drejer sig om en korrekturfejl. Måske indeholder bemærkningen også en lille ironisk finte: tiden rummer virkelig alt for store spørgsmål til, at man kan tillade sig at klage over petitesser som trykfejl.