Prædiken over Matt 5,43-47


holdt i 1531. Taget fra Erl 43,147-177

Tilbage til oversigten!
 
 
1 Ihr habt gehort, dass gesagt ist: Du sollt deinen Nähesten lieben, und deinen Feind hassen. Ich sage aber euch: Liebet eure Feinde; segnet, die euch fluchen; thut wohl denen, die euch hassen; bittet fur die, so euch beleidigen und verfolgen:  I har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender; velsign dem, der forbander jer; gør vel imod dem, der hader jer; bed for dem, der fornærmer og forfølger jer, 
auf dass ihr Kinder seid euers Vaters im Himmel. Denn er lässt seine Sonne aufgehen uber die Bösen und uber die Guten, und lässt regnen uber Gerechte und Ungerechte.  så I kan være jeres himmelske faders børn. For han lader sin sol stå op over onde og gode, og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. 
3  Denn so ihr liebet, die euch lieben, was werdet ihr fur Lohn haben? Thun nicht dasselb auch die Zöllner? Und so ihr euch nur zu euren Brudern freundlich thut, was thut ihr Sonderlichs? Thun nicht die Zöllner auch also? Darum sollt ihr vollkommen sein, gleichwie euer Vater im Himmel vollkommen ist.  For hvis I elsker dem, der elsker jer, hvilken løn får I så? Gør ikke også toldere sådan? Og hvis I kun er venlige overfor jeres brødre, hvad særligt gør I så? Gør ikke toldere også sådan? Derfor skal I være fuldkomne, som jeres fader i himlen er fuldkommen. 
4         Dieser Spruch, so Christus hie anzeucht, stehet nicht an Einem Ort im Alten Testament, sondern hin und wieder im fünften Buch Mose, von ihren Feinden, den Heiden umher, als Moab, Ammon, Amalek; und wiewohl nicht ausgedruckt stehet, dass sie ihre Feinde hassen sollen, doch folget es gleichwohl daraus, als er sagt Deuter. 23., sie sollen den Ammonitern und Moabitern, und andern ihren Feinden, (E148) nimmer kein Guts thun, auch kein Glück noch Heil wunschen etc.           Dette skriftsted, som Kristus her drager frem, står ikke på ét sted i det gamle testamente, men står flere gange i 5. Mos, om fjenderne, hedningerne rundt omkring, f. eks. Moab, Ammon, Amalek; og selv om der ikke udtrykkeligt står, at de skal hade deres fjender, så følger det ligefuldt af, at der i 5 Mos 23,7 står, at de ikke skal øve vel imod ammoniterne og moabitterne, og andre af deres fjender, og heller ikke ønske dem lykke og frelse osv. 
5  Da war nu wahrlich den Juden viel zugelassen und weit eingeräumet, haben sich auch wohl drein gewickelt. Aber gleichwie in Andern, so haben sie diess auch nicht recht verstanden, sondern zu weit gegriffen, und zu allen ihrem Muthwillen missebraucht.  Deri er der nu tilladt jøderne meget og indrømmet dem meget, og de har også viklet sig vel meget ind i det. Men ganske som med så meget andet, så har de heller ikke forstået dette ret, men grebet langt over målet og misbrugt det efter forgodtbefindende. 
6  Darumb deutets hie Christus anders, und zeiget ihn den rechten Verstand des Gesetzes, welchen sie liessen liegen, und dafür solchs Sprüche erfur zogen, die da scheineten fur sie lauten, dass sie ihren Tand damit bestätigten.  Derfor tolker Kristus det her anderledes og viser dem den rette forståelse af loven, som de lod ligge og i stedet for fremdrog sådanne skriftsteder, som syntes at gælde dem, så de dermed kunne bekræfte deres tomme mening. 
7       Hie fasse nu abermal den Unterscheid: erstlich, dass er allein redet, was die Christen, als Christen, thun sollen, sonderlich umb des Evangelii und ihres Christenthumbs willen. Als, wo mich Jmand hasset, neidet, lästert oder verfolgt umb Christus und des Himmelreichs willen, soll ich nicht wieder hassen, verfolgen, lästern und fluchen, sondern lieben, wohlthun, segenen und fur ihn bitten.         Men prøv nu her at forstå forskellen! Først, at han alene taler om, hvad de kristne, som kristne, skal gøre, især for evangeliets og deres kristendoms skyld, f. eks. hvis nogen hader mig, misunder mig, spotter eller forfølger mig for Kristi skyld og for himmerigets skyld, så skal jeg ikke gengælde med at hade, forfølge, spotte og bande, men elske, gøre vel, velsigne og bede for ham. 
8 Denn ein Christen ist ein solch Mensch, der gar kein Hass noch Feindschaft wider Jmand weiss, keinen Zorn noch Rache in seinem Herzen hat, sondern eitel Liebe, Sanftmuth und Wohlthat; gleichwie unser Herr Christus und sein himmelischer Vater selbs ist, welchen er auch hie zum Exempel setzet.  For en kristen er et menneske, der slet ikke kender noget til had eller fjendskab imod nogen, ikke har nogen vrede eller hævn i sit hjerte, men har idel kærlighed, sagtmodighed og velgerning; ganske som vor Herre Kristus og hans himmelske fader selv er, og ham sætter han jo også her op som eksempel. 
9        So fragt sichs nu: Was soll man denn dazu sagen, dass man oft in der Schrift lieset, dass auch die heiligen Leute ihren Feinden geflucht haben, auch Christus selbs und seine Aposteln? Heisst das die Feinde lieben und segenen? Oder, wie kann ich den Papst lieb haben, den ich täglich schelte und fluche, und auch billig?          Så rejser sig nu det spørgsmål: Hvad skal man nu sige til det, at man ofte i skriften læser, at selv hellige personer har forbandet deres fjender, også Kristus selv og hans apostle? Betyder det at elske og velsigne sine fjender? Eller, hvordan kan jeg elske paven, som jeg daglig skælder ud på og forbander, og det med rette? 
10 Antwort aufs Einfältigst: Ich habe oft gesagt, dass das Predigtampt nicht unser Ampt, sondern Gottes ist. Was aber Gottes ist, das thun wir nicht, sondern er selbs durch das Wort und Ampt, als sein eigen Gabe und Geschäft.  Jeg svarer så enfoldigt, jeg kan: Jeg har ofte sagt, at prædikeembedet ikke er vores embede, men Guds. Men hvad der hører Gud til, det er ikke noget, vi gør, det gør han selv gennem ordet og embedet, og det er hans egen gave og virksomhed. 
11 Nu stehet geschrieben Joh 16, des heiligen Geists Ampt und Werk sei, dass er soll die Welt strafen; soll er sie aber strafen, so kann er ihr nicht heucheln (E149) noch Gnadjunker heissen, und sagen, was sie gerne höret: sondern muss sie schelten und ubel anfahren; wie Christus uber seine Pharisäer Weh schreiet, und Paulus zu Elyma Act. 10,13: Du Teufelskind, voll aller Schalkheit etc.;  Nu står der skrevet i Joh 16,8, om Helligåndens embede og gerning, at han skal overbevise verden; men hvis han skal overbeivse den, så kan han ikke hykle overfor den, eller kaldes nådejunker og sige, hvad den gerne vil høre. Nej, så må han skælde ud på den og overfuse den med ondt; sådan som Kristus skriger vé over farisæerne, og som Paulus siger til Elymas Apg 13,10: Du djævelens barn, fuld af alskens ondskab osv. 
12 und Stephanus auch Act. 7. den Hohenpriestern ein harten, scharfen Text lieset; und sonderlich S. Paulus Gal. 1. schuttet es gar auf einen Haufen aus, und heisst sie alle Anathema, das ist, verbannet und verflucht, und in Abgrund der Hölle gesteckt, die nicht die reine Lehre vom Glauben lehren.  og som Stefanus ifølge Apg 7,51 læser ypperstepræsterne en hård skrap tekst; og især som Skt Paulus gør Gal 1,8, hvor han udtømmer det over én bunke og kalder alle dem forbendede, det vil sige, bandlyste og forbandede og anbragt i helvedes afgrund, alle dem, der ikke lærer den rene lære om troen. 
13        Siehe, also thut Gottes Wort, dass es die ganze Welt antastet, greift beide, Herrn und Fürsten, und Jdermann ins Maul; schilt und verfluchet alle ihr Wesen, welchs mir und dir, als einzelen Christen, ausser dem Ampt und der Lehre nicht ziemet.        Se, sådan gør Guds ord, at det rammer hele verden, griber både herrer og fyrster og enhver anden i kæften; udskælder og forbander al deres væsen, men det sømmer sig ikke for mig eller dig, som almindelige kristne, der står udenfor emnbedet og læren. 
14Also dar David im andern Psalm herfahren, und allen Königen und Herrn sagen, dass sie denken und sich demüthigen, und zu Fusse fallen der Lehre von Christo, lassen sich strafen und anders lehren, oder sollen kurzumb verdampt, zum Teufel gestossen werden.  Sådan tør også David i den anden salme fare frem og sige til alle konger og herrer, at de skal tænke sig om og ydmyge sig og falde end for fode for Kristi lære, at de skal lade sig anklage og lære noget andet, ellers skal de kort sagt være fordømt, forstødt til djævelen. 
15 Das durfte ich nicht thun; aber Gottes Wort gehet also, donnert und blitzet, und sturmet wider grosse, mächtige Berge, und schlägt drein, dass es raucht, zuschmettert alles, was gross, stolz, ungehorsam ist, wie Psalmus 29. sagt; und wiederumb, als ein fruchtbarer Regen begeusst und feuchtet, pflanzet und stärket, was matt und krank ist, als arme, dürre Pflanzen.  Det skal jeg ikke vove at gøre; men Guds ord bærer sig sådan ad, tordner og lyner og stormer imod store, mægtige bjerge, og slår imod dem, så det ryger, tilintetgør alt, hvad der er stort, stolt og ulydigt, som Sl 29 siger det; og omvendt, overgyder og befugter som en frugtbar regn, planter og styrker det, der er mat og sygt, som stakkels tørre planter. 
16      Wenn nu Jemand will zufahren, und umb sich beissen mit Fluchen und Schelten, nicht als ein Lehrer und Prediger, dem Gottes Wort befohlen zu fuhren, der thut unrecht. Welchem aber solch Ampt befohlen ist, der soll und muss es thun; und thut auch unrecht, wenn ers nachlässet, oder aus Furcht das Maul nicht getrost aufthut, und strafet ohn Ansehen der Person, was zu strafen ist;         Hvis nu nogen vil fare frem og bide om sig med forbandelser og udskældning, ikke som en lærer og prædikant, som har fået befaling til at føre Guds ord, så gør han uret. Men den, der har fået befaling til et sådant embede, han skal og må gøre det; ja, han gør endda uret, hvis han undlader det, eller af frygt ikke lukker munden ordentlig op og anklager uden personsanseelse, hvad der er at anklage. 
17 als wir itzt unsern Bischoffen mussen sagen, dass sie Tyrannen (E150) und Bösewicht sind, die offenlich mit allem Frevel und Muthwillen wider Gott und Recht handlen. Denn das thu ich nicht von mir selber, sondern von meines Ampt wegen; sonst soll ich fur meine Person keinem Menschen auf Erden kein Böses wunschen noch sagen, sondern wiederumb Jdermann alles Guts wunschen, reden und thun.  Sådan som vi i vore dage må sige til vore biskopper, at de er tyranner og skurke, som offentligt med al formastelighed og ond vilje handler imod Gud og imod retten. For det siger jeg ikke af mig selv, men på mit embedes vegne; ellers skal jeg ikke hvad min person angår ønske eller sige noget ondt til noget menneske på jorden, men omvendt ønske, tale og handle alt godt imod enhver. 
18 Dann so feind bin ich dem Papst, Bischoffen und allen Feinden nicht, die uns verfolgen und alle Plag anlegen. Was ihn Gott gibt von zeitlichen Gutern, Gewalt und Ehre, das gonne ich ihn herzlich wohl, wollte sie auch gerne helfen dabei erhalten, ja, noch das viel lieber dazu gonnen, dass sie auch in geistlichen Gütern, darinne wir sind, reich wären und keinen Mangel hätten; und wäre unser herzlich Freude, wo wir sie konnten mit unserm Leib und Leben erzubringen, und aus ihrer Blindheit und Teufels Gewalt reissen und retten.  For så stor en fjende er jeg ikke af paven, biskopperne og alle fjender, som forfølger os og lægger alle hindringer i vejen for os. Hvad Gud giver ham af timelige goder, magt og ære, det under jeg ham af hjertet, og det ville jeg også gerne hjælpe ham med at beholde, ja, jeg vil desforuden meget hellere unde dem, at de også i de åndelige goder, som vi har, ville blive rige og ikke lide nogen mangel, og det skulle være vores hjerteligste glæde, hvis vi med vort legeme og liv kunne bringe det dertil, og rive dem ud af deres blindhed og af djævelens magt og således redde dem. 
19        Aber weil sie dess schlecht nicht wollen, noch etwas Guts, so wir ihn anbieten, von uns leiden oder annehmen können, so müssen wir auch sie fahren lassen, und sagen: Wenns ja soll sein, dass deren eines untergehen soll, Gottes Wort und Christus Reich, oder der Papst mit alle seinem Haufen, so gehe er lieber in Abgrund der Hölle, in seines Gotts, des Teufels, Namen, dass nur Gottes Wort bleibe.         Men fordi de slet ikke vil noget af det, heller ikke kan lide eller modtage noget af det gode, som vi tilbyder dem, så må også vi lade dem fare og sige: Hvis det nu skal være, at én af de to ting skal gå under, enten Guds ord og Kristi rige, eller paven med hele hans slæng, så må det hellere være ham, der går til helvedes afgrund, i hans Guds, i djævelens, navn, så at kun Guds ord forbliver. 
20 Soll ich eines segen und preisen, oder fluchen und verdammen, so segene ich Gottes Wort, und verfluche sie, mit allem, was sie haben. Denn ich muss Gottes Wort uber alle Ding setzen, und Leib und Leben, der Welt Gonst, Gut, Ehr und alles Heil daran zusetzen, dass ich dasselbige erhalte, und bei Christo bleibe, als meinem hochstem Schatz im Himmel und Erden.  Skal jeg velsigne og prise én af de ting, eller forbande og dømme dem, så lad mig velsigne Guds ord og forbande dem, med alt, hvad de har. For jeg må sætte Guds ord over alle ting, og dertil sætte legeme og liv, verdens gunst, ejendom, ære og hele mit helbred på spil, for at jeg kan beholde det og forblive hos Kristus, han, som er min højest skat i himmel og på jord.
21 Denn es muss ja der zweier eins geschehen, dass entweder Gottes Wort bleibe, und sie sich dazu schlahen; oder, wo sie nicht wollen Gnad und Guts und alle Selikeit haben, so sollen sies auch nicht unterdrucken.  For ét af to må jo ske: enten forbliver Guds ord, og de slår sig sammen med det; eller også, hvis de ikke vil have nåde og goder og al mulig salighed, så skal de dog heller ikke undertrykke det. 
22       Also kann sich ein Christ leichtlich in die Sachen richten, dass er sich beide, gegen Feind und Freund, recht halte, und Jdermann liebe, segne etc., wo es (E151) des Nähesten Person betrifft; aber doch daneben, was Gott und sein Wort angehet, Nichts lasse zu nahe geschehen: sondern dasselbe uber und fur Alles setze, Alles drüber zusetze, Niemand angesehen, es sei Freund oder Feind, als das nicht unser, noch des Nähesten, sondern Gottes selbs Sache ist, dem wir schuldig sind fur allen Dingen zu gehorchen.         Sådan kan en kristen let rette sig ind efter forholdene, så han forholder sig ret overfor begge dele, både fjende og ven, og elsker og velsigner enhver, osv, når det drejer sig om næstens person, men dog desforuden, når det drejer sig om Gud og hans ord, ikke lader noget gå det for nær. Men sætter dette ovenover og fremfor alt, sætter alting til side for det, uden hensyntagen til nogen, hverken ven eller fjende, eftersom det ikke er vores sag, ejheller næstens sag, men Guds egen sag, som vi er skyldige at adlyde fremfor alle ting. 
23 Darumb sage ich zu meinen ärgesten Feinden: So viel meine Person betrifft, will ich herzlich gerne helfen, und alles Guts thun, ob du mir gleich feind bist und eitel Böses thust; aber was Gottes Wort belanget, da sollt du keiner Freundschaft noch Liebe gewarten, dass ich dawider thun sollt, ob du auch mein nähester, bester Freund wärest: sondern, weil du dasselb nicht leiden willt, so will ich solch Gebet und Segen uber dich sprechen, dass dich Gott zuschmettere in die Erden. (n23 Derfor siger jeg til min værste fjende: For så vidt det drejer sig om min person, vil jeg hjertelig gerng hjælpe og gøre alt godt, selv om du er mig fjendtlig og gør idel ondt imod mig; men hvad Guds ord angår, da skal du ikke vente noget venskab eller kærlighed, så jeg skulle handle imod det, om du så var min nærmeste, bedste ven. Men fordi du ikke vil finde dig i ordet, så vil jeg udtale en sådan bøn og velsignelse over dig, at Gud vil knalde dig ned i jorden. 
24 Gerne will ich dir dienen; aber Gott uber Alles: dass, wo man dieselbe hinderen oder wehren will, da gilt keine Liebe noch Dienst mehr. Denn es heisset: Deinen Feind sollt du lieben und Guts thun; aber Gottes Feinden muss ich auch feind sein, dass ich nicht mit ihn wider Gott anlaufe.  Jeg vil gerne tjene dig, men jeg vil fremfor alt tjene Gud. Så når man vil forhindre ham eller værge for mod ham, så gælder der ingen kærlighed eler tjeneste mere. For det hedder: Du skal elske din fjende og gøre vel imod ham, men Guds fjende må også jeg være en fjende af, så jeg ikke sammen med ham angriber Gud. 
25        So hat er nu diess Stuck auch widerlegt, wider der Juden Wahn, die der Schrift eine Nasen dreheten, als möchten sie wohl ihrem Feinde wieder feind sein; und das Gesetz verkläret, dass sie gar keinen Feind sollen haben, dem sie feind seien; obgleich Moses gesagt hatte, dass sie mit etlichen fremden Heiden sollten keine Freundschaft haben und machen, welche nicht sie, sondern Gott sonderlich ausgezogen hatte als seine Feinde.          Således har han nu også gendrevet dette stykke, imod jødernes vrangforestilling, de, der drejer skriften en knap, som om de igen fik lov til at være fjendtlig stemt imod deres fjende; og han har udlagt loven, at de slet ingen fjende skal have, som de er fjendtlige imod; selv om Moses havde sagt, at de ikke skulle have venskab med eller holde sig gode vernner med bestemte fremmede hedninger, som havde taget ikke dem, men Gud til fjende. 
26 Aber dass sie selbs fur Feinde hielten, welche sie wollten, und denselben fluchten, verfolgten und plagten, das ist Moses Meinung nicht gewesen. Denn auch Salomo, als der Mosen recht verstanden und ausgelegt hat, spricht (E152) also: Wenn deinen Feind hungert, so speise ihn, dürstet ihn, so tränke ihn; welchden Spruch auch S. Paulus Rom. 13,12 anzeucht. (n26 Men at de selv regnede dem, de ville, for fjender og forbandede dem, forfulgte dem og plagede dem, der var ikke Moses' mening. For også Salomo, der har forstået Moses ret og udlagt ham ordentligt, siger sådan: Når din fjende sulter, så bespis ham, tørster ham, så give ham at drikke, og det skriftsted anfører Skt. Paulus også Rom 12,20. 
27 Denn seinen Feind hassen, gehort zu einer gemeinen Personen und Ampt, von Gottes wegen; aber das Gebot: du sollt deinen Nähesten lieben als dich selbs, gehet uber den gemeinen Haufen, und einen Jglichen durch und durch.  For at hade sin fjende er noget, der angår en offentlig person og et offentligt embede på Guds vegne; men budet: Du skal elske din næste som dig selv, angår den store hob og enhver for sig. 
28       Siehe aber, wie hoch er das Ziel steckt, dass er nicht allein die strafet, die den Feinden Böses thun, sondern auch die nicht lässet fromm sein, die da lassen anstehen, ihn Guts zu thun, wo sie es dürfen.          Men se, hvor højt han sætter målet op: han anklager ikke alene dem, der øver ondt mod fjenderne, han anklager også dem, som ikke vil lade dem være fromme, og dem, der lader være med at gøre godt, hvor de skulle gøre det. 
29 Denn er spricht zum ersten: Liebet euere Feinde. Lieben aber heisst, ein gut Herz tragen und alles Gutes gönnen, von Herzen freundlich, und gütig und süsse sein gegen einem Jglichen, nicht lachen zu seinem Schaden oder Unglück.  For han siger først: Elsk jeres fjender. Men at elske vil sige at have et godt hjerte imod og unde alt godt, af hjertet at være venlig og velvillig og sød imod enhver, ikke at le af hans skade eller ulykke. 
30        Dessgleichen will er, dass auch mit Worten geschehe, als er spricht: Segnet, die euch fluchen etc., dass man auch kein böse Wort wider sie lasse fahren, ob sie uns gleich aufs Aergest schelten, lästern, schänden und verfluchen, sondern eitel Guts reden und wünschen.          Og han vil, at den slags også skal ske med ord, for han siger: Velsign dem, der forbander jer osv, så at man ikke lader noget ondt ord slippe ud imod dem, selv om de på det grusomste skælder os ud, spotter os, skænder os og forbander os, men taler og ønsker dem alt godt. 
31  Daher kommet das feine christliche Wort, so etliche fromme Leut fuhren, wo sie hören, dass ihn Jmand hat Unrecht gethan, oder ein Bubenstück beweiset, dass sie sprechen: Vergebe ihm Gott! als klagend und aus Mitleiden, die nicht mehr wünschen, denn dass ihm Solchs fur Gott nicht schade. Das heisst eine gute Zunge wider andere böse Zungen, dass beide, Mund und Herz, eitel Liebe erzeigen.  Deraf kommer det fine kristelige ord, som nogle fromme mennesker bruger, når de hører, at nogen har gjort dem uret og foretaget en skurkestreg imod dem, at de så siger: Gud tilgive ham! Derved beklager de ham og har medlidenhed med ham, og ønsker kun af den slags ikke skal skade ham overfor Gud. Det kaldes at have en god tunge mod andres onde tunger, så at begge dele, mund og hjerte, udviser idel kærlighed. 
32       Darnach, zum dritten, will er, dass man solch Herz auch mit dem Werk beweise, und mit allerlei Freundschaft und Gutthat, und spricht: Thut wohl denen, die euch hassen. Diess ist aber gar ein seltsame Tugend, und ein solche Lehre, die wahrlich fur die Welt gar nicht dienet, und zwar der Natur ganz unmüglich ist, dass man sollte eitel Guts fur allerlei Bosheit geben und hinschütten, und sich keine Bosheit noch schändlichen Undank uberwinden lassen; (E153) sondern das Böse mit Gutem uberwinden und dämpfen, wie S. Paulus sagt.          Dernæst vil han for det tredie, at man også med gerninger viser, at man har et sådant hjerte, med gerninger, ja, og med al slags venskab og godvillighed, og derfor siger han: Gør vel imod dem, der hader her. Men dette er en sjælden dyd og en sådan lære, som i sandhed i verdens øjne slet ikke tjener noget formål og dertil er ganske umulig for vores natur: at man skal give og uddrysse idel godhed til gengæld for al slags ondskab, og ikke lade sig overvinde af nogen ondskab eller skammelig utak, men overvinde og dæme det onde med det gode, som Skt Paulus siger. (Rom 12,21). 
33 Drümb hat er zuvor bedinget, dass, wer Christi Jünger will sein und ins Himmelreich kommen, der müsse ein ander, bessere Gerechtigkeit haben, denn die Pharisäer und jüdischen Heiligen.  Derfor har han i forvejen sat den betingelse op, at den, der vil være Kristi discipel og komme ind i himmeriget, han må have en anden og bedre retfærdighed end farisæerne og de jødiske helgener. 
34       Das vierte Stuck aber: Bittet fur die, so euch beleidigen und verfolgen, geht mehr auf unser Lehre und Glauben, denn auf unser Person und Leben. Denn dass sie uns verfolgen, geschicht umb Gottes Wort willen, dass sie wollen recht haben, und wir sollen unrecht haben.         Men det fjerde punkt: Bed for dem, som fornærmer og forfølger jer, det går mere på vores lære og på troen, end på vores person og liv. For at de forfølger os, sker på grund af Guds ord, de vil have ret og vi skal have uret. 
35 Da gehoret zu, dass wir sollen bitten, und Gotte die Sache befehlen, weil wir auf Erden kein Recht noch Richter finden. Und weil wir sehen, dass, die uns verfolgen, nicht allein wider uns, sondern wider Gott selbs anlaufen und in sein Reich greifen, und nicht uns, sondern ihn selbs den grossten Schaden thun, und in Gottes Zorn und Urtheil gefallen sind:  Dertil hører, at vi skal bede og overlade sagen til Gud, fordi vi her på jorden ikke finder nogen ret eller nogen dommer. Og fordi vi ser, at de, der forfølger os, ikke alene kæmper imod os, men imod Gud selv og griber ind i hans rige, og vil gøre ikke os, men dem selv den største skade, og falder ind under Guds vrede og dom;
36 sollen wir uns mehr ihr erbarmen, und fur sie bitten, dass sie aus der Blindheit und schrecklichen Urtheil kommen mochten. Denn es kann uns doch Niemand kein Leid thun, er muss [es] zuvor viel einem grossern Herrn gethan haben, nämlich der hohen Majestät im Himmel.  derfor skal vi mere forbarme os over dem og bede for dem, at de må komme ud af deres blindhed og ud af den skrækkelige dom. For ingen kan dog gøre os fortræd, førend han har gjort det overfor en meget større herre, nemlig den høje majestæt i himlen. 
37       Doch das auch sofern, dass es ausser dem Ampt gehe und dasselb nicht hindere, auf dass man, wie ich immer gesagt habe, wohl unterscheide die Lehre, so ingemein eines iglichen Person betrifft, von der Lehre, welche denen, so im Ampt sind, gehort, es sei geistlich oder weltlich, welchs sein Werk hat, dass es strafen und dem Bösen wehren muss.           Dog også det kun for så vidt det ligger udenfor embedet og ikke hindrer det, så at man, som jeg altid har sagt, skelner vel mellem den lære, som rammer enhver person lige meget, og den lære, som hører til dem, der er i embede, det være sig åndeligt eller verdsligt, dem, der har til opgave at anklage og forsvare sig imod det onde. 
38 Darumb ob sie wohl fur sich gütig sind, so muss doch Recht und Strafe, als ihres Ampts Werk, auch gehen; und wäre nicht recht, dass sie dasselb, als aus Barmherzigkeit, wollten anstehen lassen, denn das wäre zum Bösen geholfen, gestärkt, und Raum geben;  Derfor, selv om de i sig selv er velvillige, så må dog også retten og straffen gå for sig, som det er deres embedsgerning; og det ville ikke være ret, at de ville lade det onde være, af en slags barmhjertighed, for det ville være at hjælpe det onde på vej, at styrke det og givet det rum. 
39 als, wenn ich zu unsern Feinden, Papst, Bischoffen, Fursten, und wer sie sind, die das Evangelion, und die armen Leut, so daran hangen, verfolgen und mit Fussen treten, wollt also (E154) sagen: Lieben Herrn, lohne euch der liebe Gott, ihr seid fromme Leut und heilige Väter etc.; oder wollt schweigen, und sie anbeten, oder die Fusse küssen.  Som f. eks., hvis jeg ville sige til vore fjender, paven, biskopperne, fyrsterne og hvem det ellers er, som forfølger og nedtræder evangeliet og de stakkels mennesker, der knytter sig til det, således: Kære herrer, måtte denne kære Gud lønne jer, I er fromme folk og hellige fædre, osv; eller hvis jeg ville tie stille og tilbede dem, eller kysse deres fødder. 
40 Nein, lieber Bruder, es heisst also: Ich bin ein Prediger, der da soll Zähene im Maul haben, beissen und salzen, und ihnen die Wahrheit sagen; und, wenn sie nicht wollen horen, in Bann thun, den Himmel zuschliessen, und höllisch Feur zuorden, und dem Teufel geben, von Gottes wegen etc.  Nej, kære broder, sådan hedder det: Jeg er en prædikant, som skal have tænder i munden, jeg skal bide og salte og sige dem sandheden, og hvis de ikke vil høre den, sætte dem i band, lukke himlen til, og overgive dem til helvedes ild og til djævelen, for Guds skyld, osv. 
41       Wer nu solch Ampt hat, zu strafen, schelten etc., der thu es; aber ausser dem Ampt halte sich ein Jglicher dieser Lehre, dass du nicht scheltest noch fluchtest, sondern alles Guts wunschest und gezeigst, ob er gleich Böses thut, und also die Strafe von dir schiebest, und befehlest denen, die das Ampt haben.        Den, der nu har et sådan embede at anklage og skælde ud, han må gøre det; men udenfor embedet skal enhver holde sig til denne lære, at du ikke skælder ud eller forbander, men ønsker alt godt og viser alt godt, selv om han øver ondt, og således skyder straffen eller anklageriet fra dig og overlader det til dem, som har embedet. 
42 Denn er wird doch wohl seinen Richter finden, der es ihm nicht schenken wird, ob du dich gleich nicht rächest noch zu rächen suchest. Denn Gott will Keines Muthwillen ungestraft lassen, sondern selbs rächen an unsern Feinden, und ihn heimschicken, was sie an uns verdienet: wie er selbs spricht: Mein ist die Rache, ich wills vergelten;  For han skal nok finde sin dommer, som ikke giver ved dørene, selv om du ikke hævner dig eller søger at hævne dig. For Gud vil ikke lade nogen frækhed være ustraffet, men selv hævne sig på vore fjender og hjemsøge dem med det, de har fortjent for deres gerninger mod os. Sådan som han selv siger: Hævnen er min, jeg vil gengælde; 
43 daraus Sanctus Paulus die Christen vermahnet Roma. 13,12: (n43) Rächet euch selber nicht, sondern gebt Raum dem Zorn Gottes; mit welchen Worten er nicht allein lehret, sondern auch tröstet, als wollt er sagen: Unterwindet euch nicht einander zu rächen, fluchen und Ubels wunschen; denn wer dir Leid oder Schaden thut, der greifet in ein Ampt, das nicht sein ist, als der sich unterwindet, dich zu strafen oder Leid zu thun ohn Befehl, ja wider Gottes Befehl. herudfra formaner Skt. Paulus de kristne i Rom 12,19: "Tag ikke jer selv til rette, men giv plads for Guds vrede". Med disse ord ikke blot lærer han, han trøster også, som ville han sige: Understå jer ikke i at hævne jer på hinanden, at forbande og ønske ondt; for den, der øver dig sorg eller skade, han griber ind i et embede, som ikke er hans, som den, der understår sig i at straffe dig eller gøre dig sorg uden befaling, ja imod Guds befaling. 
44 Wenn du nu auch so thuest, so greifest du auch in Gottes Ampt, und sundigst eben so schwer wider ihn, als jener.  Hvis du nu også gør sådan, så griber du også ind i Guds embede, og synder lige så meget imod ham, som han gør imod dig. 
45       Darumb halt deine Faust stille, und gib Raum seinem Zorn und Strafe, und lass ihn machen, als ders nicht will ungerochen lassen, und härter strafet, denn du begehren magst.           Derfor, hold næven i ro, og giv plads til hans vrede og straf, og lad ham gøre det, ham, der ikke vil lade noget være ugengældt og straffer hårdere end du tør ønske. 
46 Denn er hat nicht dich, sondern viel höher Gott selbs angetastet, und ist (E155) schon in sennen Zorn gefallen; dem wird er nicht entlaufen, wie ihm denn noch Keiner entlaufen ist.  For han har ikke antastet dig, men én, der er meget højere: Gud selv, og han er allerede falder ind under hans vrede; ham kan han ikke løbe fra, sådan som hidtil ingen er løbet fra ham. 
47 Was willt du denn zurnen, weil schon Gottes Zorn, der unmesslich grösser und schwerer ist, denn aller Welt Zürnen und Strafen, uber ihn angangen ist, und bereit höher gerochen, denn du dich rächen künntest, und hat dir noch nicht das zehent Theil so wehe gethan, als ihm?  Hvorfor vil du da blive vred, når allerede Guds vrede, der er umådelig meget større og hårdere end hele verdens vrede og straf, er gået hen over ham og allerede har gengældt højere, end du kunne hævne dig, og han har dog ikke gjort dig en tiendedel så ondt, som der gøres mod ham? 
48 Warumb willt du denn viel fluchen und rächen, weil du siehest, dass er in solchem schwerem Urtheil liegt, dass du vielmehr seines Jammers erbarmen sollt, und fur ihn bitten, dass er mochte eraus kommen und sich bessern? etc.  Hvorfor vil du da bande og hævne meget, når du ser, at han ligger i en sådan tung dom, så du meget snarere skulle få medlidenhed med hans jammer og bede for ham, at han kunne komme ud og forbedre sig? osv. 
49        Und diese Lehre zu bestätigen und einzubilden, gibt er zwei Exempel: zum ersten, dass er spricht: Auf dass ihr Kinder seiet euers Vaters im Himmel; denn er lässt seine Sonne aufgehen uber die Bösen und uber die Guten, und lässt regnen uber Gerechte und Ungerechte; als sollt er sagen: Wollt ihr rechte Kinder heissen des Vaters im Himmel, so lasset euch sein Exempel bewegen, dass ihr auch also lebt und thut, wie er.         Og for at bekræfte og indpode denne lære giver han to eksempler. For det første siger han: "Så at I kan være jeres himmelske faders børn, for han lader sin sol stå op over både onde og gode og lader det regne over både retfærdige og uretfærdige". Som ville han sige: Vil I kaldes sande børn af den himmelske fader, så lad jer bevæge af hans eksempel, så I også lever og gør, som han gør. 
50 Wie thut er aber? Er lässt seine Sonne täglich aufgehen, und regenen, beide, uber die Frommen und Bösen. Da hat er mit kurzen Worten gefasset alle Wohlthat, die Gott der Welt auf Erden erzeigt; als er die zwei Stuck setzet: die Sonne und den Regen.  Hvordan gør han? Han lader sin sol stå op hver dag, og han lader det regne, både over de fromme og over de onde. Her har han med få ord sammenfattet alle de velgerninger, som Gud viser overfor verden her på jorden; som han opstiller i to punkter: solen og regnen. 
51 Denn wo die zwei oder derselben eines nicht wäre, so wäre die ganze Welt längest wüst, verdorben und vergangen. Wenn die Sonne nicht täglich aufgienge, so kunnt man keinen Tag nicht ärbeiten, sondern mussten alle Thier, dazu alle Bäume, Kraut und Gras fur Frost verderben.  For hvis de to ikke var, eller hvis bare én af dem ikke var, så ville verden forlængst være blevet øde, udtørret og ødelagt. Hvis solen ikke hver dag står op, så ville man ikke kunne arbejde nogen dag, men alle dyr og alle træer, alle urter og alt græs ville ødelægges af frost. 
52 Darumb gibt allein die Sonn den Nutz, dess die Welt voll ist, und nicht bezahlen kann, dass Alle, Thier und Mensch sein Nahrung suchen kann, und dazu Hitze und Wärme, dass es lebend bleibt, wächset, zunimpt, und nicht vergehet.  Derfor giver alene solen den nytte, som verden er fuld af og ikke kan betale, at alle, dyr og menneske, kan søge sin næring, og dertil søge hede og varme, så de forbliver i live, vokser, tiltager og ikke forgår. 
53 Summa, es ist nicht auszuzählen, was Gott alle Stund und Augenblick (E156) durch die Sonne fur Wohlthat gibt. Ja, wo ist Jemand, der Solchs erkennet, oder dafur danket?  Kort sagt, man kan ikke opregne, hvad Gud hver time og hvert øjeblik giver af velgerninger gennem solen. Ja, hvor er der nogen, der erkender det eller takker for det? 
54         Aber, obwohl Gott durch die Sonne Alles gibt, schafft und erhält, so mussen wir doch auch den Regen haben. Denn wo sie immer schiene, so wurde zuletzt Alles fur Hitze verdorren und verschmachten, und kunnte kein Futter noch Getraide fur die Thier noch Menschen wachsen.          Men selv om Gud gennem solen giver, skaber og opretholder alting, så må vi dog også have regn. For hvis solen skinnede hele tiden, så ville til sidst alting bliver udtørret af varme og vansmægte, og der ville ikke kunne vokse noget foder eller korn for dyr eller mennesker. 
55 Darumb hat ers mit dem Regen temperirt, dass es wieder zu sich selbs komme, und also bei seinem Saft und Kraft bleibe. Also sind nu in den beiden gefasset die vier Stuck, so zum Leben gehören, welchs die Philosophi heissen primas qualitates, kalt, warm, trocken und feucht, dass keines ihn das ander sein muss.  Derfor har han tempereret det med regnen, så det igen kan komme til sig selv, og således forblive ved sin saft og kraft. På den måde er nu i de to ting indbefattet de fire fænomener, der hører til livet, som filosofferne kalder de grundlæggende kvaliteter, kold, varm, tør og fugtig, så at ingen af dem kan være uden den anden. 
56 Denn wenns eitel Kält wäre, oder wiederumb eitel Hitze, so wäre es kein Leben. Nu bringt die Sonn zwei Stuck, Hitze und Trocken; dessgleichen der Regen auch zwei, dass es kalt und feucht sei. Also gibt Gott der ganzen Welt täglich Leib und Leben, und allerlei Nothdurft, Nutz und Brauch desselben, aufs Allerreichlichst und gar umbsonst, seinen Feinden sowohl als Freunden.  For hvis det var kulde altsammen, eller omvendt varme altsammen, så ville der ikke være noget liv. Nu bringer solen de to fænomener, varme og tørke; på lignende måde regnen også to fænomener, så det bliver koldt og fugtigt. På den måde giver Gud daglig hele verden liv og ånde, og al slags nødvendigheder, nytte og brug af den samme, i stor overflod og dertil ganske gratis, og han giver det til sine fjender såvelsom til sine venner. 
57 Ja, er regenet wohl am meisten in einen wüsten, wilden Wald und Wasser, da es gar kein Nutz ist, und lässt seher spärlich regen, da fromme Leut wohnen. Ja, er gibt den bosesten Buben die besten Konigreich, Land und Leut, Geld und Gut; den Frommen aber kaum das Brod zu essen.  Ja, han lader det oven i køber regne mest i en øde, vild skov og ude over vandet, hvor det slet ikke er til nogen nytte, og han lader det kun regne sparsomt, hvor der bor fromme mennesker. Ja, han giver de ondeste skurke de bedste kongeriger; men de fromme knap nok brød at spise. 
58         Weil uns nu Gott solch Exempel allenthalben in der weiten Welt fur die Augen stellet, eben als wollt er damit uns vermahnen und zu uns sagen: Weisst du nicht, was ich fur ein Mann bin und dir fur Guts thue; so frage Sonn und Mond und Regen darumb, und alles, was kalt, nass, warm oder trucken ist: so wirst du sehen nicht allein unzählige Wohlthat, die ich meinen Christen, sondern auch vielmehr den Bösen erzeige, die mirs keinen Dank wissen, sondern zu Lohn meinen Sohn und fromme Christen aufs Höchste verfolgen;           Fordi nu Gud overalt i den vide verden stiller os sådanne eksempler for øjnene, som ville han dermed formane os og sige til os: Véd du ikke, hvad jeg er for en mand, og hvor meget godt jeg gør for dig, så spørg sol og måne og regen om det, spørg alt, hvad der er koldt, vådt, varmt eller tørt, så vil du se utallige velgerninger, som jeg viser ikke blot mod mine kristne, men også mod alle de onde, som ikke kender noget til tak til mig, men til løn i højeste grad forfølger min søn og mine fromme kristne, 
59 also, dass du dich mussest schämen, wenn du die Sonne ansiehest, als (E157) die dir täglich Solchs furpredigt, ja, auch fur einem Blümlin oder Baumblatt auf dem Feld.  sådan at du skulle skamme dig, hvis du ser på solen, for den prædiker dagligt dette for dig, ja det gør også den mindste blomst eller det mindste blad på marken. 
60 Denn es stehet in allem Laub und Gras geschrieben, und ist kein Vögelin, ja, kein Früchtlin, keine Beer, kein Körnlin so klein, das dir Solchs nicht zeige und spreche: Wem trage ich meine schone Frucht oder Beer? Den ärgesten Schälken und Buben auf Erden.  For det står skrevet i alt løv og græs, og der er ingen fugl, ingen frugt, intet bær, ingen kerne så lille, at den ikke viser dig den slags og siger: Hvem bærer jeg min skønne frugt eller mit smukke bær for? De værste skurke og onde mennesker på jorden. 
61 Was zeihest du dich denn, dass du so gar keine Liebe zu Gott, noch Wohlthat gegen dem Nähesten in deinem Leibe hast, und nicht auch ein wenig, gegen Andern so erzeigest, weil er dir ohn Unterlass so viel Guts thut durch allen Creaturn?  Hvad regner da du dig selv for, siden du slet ikke har nogen kærlighed til Gud i din krop, heller ikke nogen velgerning mod næsten, og ikke bare viser en smule mod andre, skønt han uafladeligt gennem alle sine skabninger viser sig så meget godt? 
62        Nu ist doch kein Mensch auf Erden, der das hunderteste Theil so viel leide von bösen Buben, als er täglich leiden muss, nicht allein damit, dass man seiner Guter und aller Creatur missbrauchet, zu eitel Sunden und Schanden; sondern vielmehr, dass eben dieselben, die solcher Guter am allermeisten haben, als Könige, Herrn und Fursten, die sind ihm und seinem Wort so feind, als dem Teufel selbs, dass sie es gerne, wo sie kunnten, auf einmal ausrotteten;            Nu er der dog intet menneske på jorden, der lider bare en hundrededel af onde mennesker, som han hver dag må lide, ikke alene derved, at man misbruger hans goder og alle hans skabninger til idel synd og skændsel, men også derved, at netop de, som har allermest af den slags goder, konger, herrer og fyrster, de er så fjendtlige mod ham og hans ord som mod djævelen selv, så de gerne, hvis de kunne, ville udrydde det med ét slag; 
63 sturmen ohn Unterlass mit eitel Schänden, Fluchen, Lästern, und darzu mit der Faust dawider, dass Niemand auf Erden ist, den man mehr Hass und Neid, sampt allerlei Schalkheit und Tücke beweiset, denn seinen Christen.  og de stormer uafladeligt med idel skændsel, forbandelse, bespottelse og desuden også med næsten imod det, så der ikke er nogen på jorden, som man viser mere had og misundelse og al slags ondskab og lumskhed imod end hans kristne. 
64 Nu, das muss er von aller Welt leiden: noch ist er so fromm, und lässt ihn täglich die Sonne scheinen, und aller seiner Wohlthat uberflüssig geniessen, die doch vielmehr werth wären, nicht einen Strohhalm, noch ein Augenblick Lichts zu haben: sondern: dass er ohn Unterlass eitel höllisch Feur liess uber sie regen, und mit Strahlen, Hagel, Spiessen und Buchsensteinen auf sie schlacken und schlossen.  Nuvel, det må han finde sig i fra hele verden. Alligevel er han så from, at han hver dag lader solen skinne for dem og lader dem nyde alle hans velgerninger i overflod, skønt de dog snarere var værdige til ikke at have et halmstrå at klynge sig til, ikke at få bare et øjebliks lys, men snarere til, at han uafladelig skulle lade idel helvedesild regne ned over dem og tilhagle og overdænge dem med stråler, hagl, spyd og bøssesten. 
65 Das mag ja ein frommer Vater heissen, der solche verzweifelte Böswicht lässt so viel Guts, Land, Leut, Fruchte und gut Wetter widerfahren, und aller Dinge Herrn und Junkern sein in seinem Gut, dass ihn Sonn und Mond sampt allen Craturn dienen muss, und sich (E158) lassen missbrauchen zu allem ihrem Muthwillen und Bosheit wider Gott.  Det kan man da kalde en from fader, som lader sådanne fortvivlede skurke vederfares så meget godt, land, folk, frugt, godt vejr, og lader alle slags herrer og junkere forblive i deres gods, så at sol og måne og alle skabninger må tjene dem og lade sig misbruge efter deres forgodtbefindende og ondskab imod Gud. 
66 Wollen wir nu des Vaters Kinder sein, so sollten wir ja solch hoch Exempel uns lassen bewegen, dass wir auch also lebten.  Ville vi nu være vor faders børn, så skulle vi lade os bevæge af et sådant stort eksempel, så vi også levede sådan. 
67         Das ander Exempel ist von den bösen Buben und Mördern unter nander selbs. Die konnen auch die Kunst, dass sich einer zum andern hält, und mit einander guter Ding sind; ja, setzen zusammen Leib, Gut und Leben, und sind doch nur dazu gericht, dass sie den Leuten Leid thun, rauben und morden, und Solchs allein umb zeitlichs, ungewissen Guts willen.         Det andet eksempel er taget fra den måde, selve de onde skurke og mordere lever med hinanden på. De forstår jo også den kunst, at den ene holder sig til den anden, og kommer godt ud af det med hinanden; ja, de skyder deres legeme, deres gods og liv sammen og har dog kun til hensigt, at de kan gøre menneskene ondt, røve og myrde og alt dette alene for timeligt, usikkert gods' skyld. 
68 Darumb sollet ihr euch ja billig schämen, (will er sagen,) die ihr Christen und Gottes Kinder heisset, und gen Himmel wollet, und so ein frommen, treuen Vater habt, der euch alles Guts verheisset und gibt; und doch nichts frommer seid, denn Rauber und Morder, und allen bosen Buben auf Erden gleich.  Derfor skulle I jo rigtignok skamme jer (vil han sige), I, som kalder jer kristne og Guds børn og vil gå mod himlen og har en sådan from, trofast fader, som lover og giver jer alt muligt godt; og dog er I ikke frommere end røvere og mordere, og ligner alle onde skurke på jorden. 
69 Denn es sind noch keine je so böse gewest, die nicht unter nander Liebe und Freundschaft gehalten haben; wie kunnt sonst ihr Wesen bestehen? Denn auch die Teufel in der Hölle konnen selbs nicht wider nander leben, sonst wurde ihr Reich bald zustöret; wie auch Christus selbs sagt.  For der har endnu ikke været nogle mennesker så onde, at de ikke indbyrdes har haft kærlighed og venskab; hvordan kunne ellers deres væsen bestå? For også djævlene i helvede kan ikke selv leve imod hinanden, ellers ville deres rige snart blive ødelagt, som også Kristus selv siger. 
70        Siehe nu, wie fromm bist du, wenn du nur deinen Freunden freundlich und hold bist? Du bist dennoch so fromm als Diebe und Schälke, Huren und Buben, ja, als der Teufel selbs. Noch gehst du daher, bist sicher, und meinest, du seiest wohl dran, und kannst dich noch herrlich schmucken und rühmen, als wärest du ein Engel: wie unsere Rottengeister itzt rühmen von grosser Liebe, die sie unter nander haben, dass man daraus muss spüren, dass der Heilige Geist bei ihn sei.          Se nu, hvor from er du, når du kun er venlig og imødekommende imod dine venner? Så er du stadig kun lige så from som tyve og skurke, horer og horebukke, ja som djævelen selv. Alligevel står du frem og er sikker og mener, at du slipper godt fra det og endnu herligt kan smykke dig og prale, som var du en engel som vore bandeånder nu praler af deres store kærlighed, som de har indbyrdes, så man derigennem skulle mærke, at Helligånden var hos dem. 
71 Was thun sie aber? Sie lieben ihr eigen Rottengeschmeiss; daneben sind sie uns spinnen- und mordlich feind, die wir ihn doch kein Leid gethan haben: dass man freilich wohl spüret, was sie fur ein Geist haben, und wohl rühmen mogen, dass sie dennoch so viel Lieb haben, als Buben, Schälke und Morder, dazu die Teufel selbs (E159) unter nander.  Men hvad gør de? De elsker deres egen bandekrapyl; men dertil er de ederkoppeagtigt og morderisk fjendtlige imod os, skønt vi dog ikke har gjort dem fortræd. Derigennem kan man jo nok mærke, hvilken ånd de har, og de kan nok prale af, at de trods det har lige så megen kærlighed indbyrdes, som horebukke, skurke og mordere, ja, som djævlene selv. 
72 Mit der Weise würde kein Mensch auf Erden böse sein. Denn es ist ja keiner so verzweifelt böse, er muss Jemand zu Freund haben; wie kunnt er sonst unter den Leuten leben, wenn er sich mit allen Leuten sollt beitzen und fressen? Wenn du nu hie auch wolltest schliessen: Der liebet seine Freunde, darumb ist er fromm und heilig; so musst du den Teufel, und alle die Seinen zuletzt auch fromm machen.  På den måde var der intet menneske på jorden, der ville være ondt. For der er jo ingen, der er så fortvivlet ond, at han ikke har dog nogen til ven; hvordan kunne han ellers leve mellem folk, hvis han skulle bides og mundhugges med alle mennesker? Hvis du nu også her ville drage den slutning: Han elsker sine venner, derfor er han from og hellig, så måtte du i sidste ende også gøre djævelen og alt hans slæng fromt. 
73        Darumb will er schliessen wider die pharisäische Heiligen, dass alles eitel Buberei ist, was sie lehren von der Liebe etc.; und lehret sie das Blatt umbkehren, und die Schrift recht ansehen, wo sie wollen Gottes Volk sein, dass sie sehen, und erzeigen die Liebe gegen ihre Feinde.         Derfor vil han drage den slutning imod de farisæiske helgener, at det er idel skurkestreger, hvad de lærer om kærligheden osv; og han vil lære dem at vende bladet og se ret på skriften, hvis de vil være Guds folk, så de ser og udviser kærlighed mod deres fjender. 
74 Damit kunnten sie beweisen, dass sie eine rechte Liebe hatten und Gottes Kinder wären, wie er seine Liebe beweiset den Feinden und Undankbaren. Denn Solchs hat auch Mose selbs klar gesagt, als Exodi 23.: Wenn du deines Feinds Ochsen oder Esel begegnest, dass er irret, so sollt du ihm denselben wieder zufuhren; item: Wo er unter der Last liegt, sollt du ihm wieder aufhelfen etc.  Dermed ville de kunne bevise, at de havde en ret kærlighed og var Guds børn, ligesom han viser kærlighed mod fjenderne og de utaknemlige. For dette har Moses klart sagt, f. eks. 2 Mos 23,4: Hvis du ser din fjendes okse eller æsel være på vildveje, så skal du føre dem tilbage til ham. Ligeledes: Hvis han segner under sin byrde, skal du hjælpe ham op igen, osv. (2 Mos 23,5). 
75 In dem sollten sie ja gefunden haben, dass sie auch ihre Feinde schuldig waren zu lieben, wenn sie den Text hätten angesehen, und nicht daruber hin geflattert, wie itzt unser blinden Lehrer uber die Schrift flattern.  Derfra skulle de have draget den slutning, at de også var skyldige at elske deres fjende, hvis de havde set på teksten, og ikke var flagret hen over den, sådan som i vore dage vore blinde lærere flagrer hen over skriften. 
76 Denn weil er heisset einen Esel oder Ochsen, der des Feinds ist, wiederbringen und aufhelfen: so will er vielmehr Solchs gethan haben, wo er selbs in Fahr ist seins Leibs, Guts, Weibs, Kinds etc.; und ist Summa so viel gesagt: Du sollt seines Schadens nicht begehren, sondern denselben verhuten, und, wo du kannst, ihm zu Frummen helfen und fodern etc. For når han befaler, at man skal bringe et æsel eller en okse, som tilhører fjenden, tilbage og hjælpe den op, så vil han meget mere have dette gjort, hvor han selv er i fare med sit legeme, sit gods, sin hustru og børn, osv. Kort sagt: Det hele betyder så meget: Du skal ikke begære, at han bliver skadet, men beskytte ham og, hvor du kan, hjælpe og opfordre ham til fromhed, osv. 
77 Damit kannst du ihn zuletzt bewegen, und mit Gutthat uberwinden und erweichen, dass er dich wieder muss lieb gewinnen, weil er kein Boses, sondern eitel Liebe und alles Guts von dir siehet und erfähret.  Dermed kan du i sidste ende bevæge ham og overvinde ham og blødgøre ham med gode gerninger, så at han igen kan få dig kær, fordi han ser og erfarer idel kærlighed og alt muligt godt fra din side. 
78       Also beschleusst nu Christus diess Capitel auf (E160) solche Lehre und Exempel, und spricht: Darumb sollt ihr vollkommen sein, gleichwie euer Vater im Himmel vollkommen ist. Hie haben unsere Sophisten viel geträumet von der Vollkommenheit, und Alles auf ihre Orden und Stände gefuhret, als seien Pfaffen und Monche alleine im Stande der Vollkommenheit, und je einer höher, denn der Ander: die Bischoffe höher, denn die Andern, aber der Papst am allerhöhesten.          Således afslutter nu Kristus dette kapitel med en sådan lære og eksempel, og siger: Derfor skal I være fuldkomne, ligesom jeres fader i himlen er fuldkommen. Her har vore sofister drømt meget om fuldkommenhed, og overført alt på deres ordener og stænder, som om præster og munke alene befandt sig i fuldkommenhedens stand, den ene højere end den anden; biskopperne højere end de andre, men paven allerhøjest.
79 Damit ist diess Wort gar von dem gemeinen Christenstand gerissen, als kunnten sie nicht vollkommen heissen und sein. Aber hie horest du, dass Christus nicht redet mit Bischoffen, Monchen und Nonnen: sondern ingemein mit allen Christen, die seine Schuler sein und Gottes Kinder heissen wollen, nicht den Zöllnern und bösen Buben gleich, wie die Pharisäer und unsere Geistlichen sind.  Dermed er dette ord helt revet bort fra den almindelige kristenstand, som om de ikke kunne kaldes fuldkomne eller være det. Men her hører du, at Kristus ikke taler med biskopper, munke og nonner, men i al almindelighed med alle kristne, som vil kaldes hans disciple og Guds børn, ikke som tolderne og de onde skurke, som farisæerne og vore gejstlige. 
80         Wie geschicht aber das, dass sie vollkommen seien? Antwort kurzlich, denn anderswo hab ich weiter davon gehandlet: Also konnen wir nicht vollkommen sein, noch werden, dass wir keine Sunde haben, wie sie von der Vollkommenheit träumen:         Men hvordan sker det, at de bliver fuldkomne? Jeg vil svare kort, for jeg har andetsteds omhandlet det yderligere: Vi kan ikke i den grad være fuldkomne eller blive det, så at vi ikke har nogen synd, sådan som de drømmer om fuldkommenheden. 
81 sondern das heisset vollkommen sein, hie und allenthalben in der Schrift, dass erstlich die Lehre ganz rechtschaffen und vollkommen sei, und darnach das Leben sich auch darnach richte und gehe; als hie diese Lehre ist, dass man nicht allein die, so uns gut thun, sondern auch unsere Feinde lieben soll. Wer nu Solchs lehret, und nach solcher Lehre lebt, der lehret und lebet vollkommen.  Men det betyder det at være fuldkommen, her og overalt i skriften, at for det første læren er helt retskaffen og fuldkommen, og at dernæst livet også retter sig og går for sig derefter; sådan som det her er læren, at man ikke alene gør godt imod dem, der gør os godt, men også skal elske vore fjender. Den nu, der lærer sådan, og lever efter en sådan lære, han lærer og lever fuldkomment. 
82        Aber der Jüden Lehre und Leben ist beides unvollkommen und unrecht, weil sie lehren nur ihre Freunde lieben, und demnach auch leben. Denn das ist eine gestückte oder getheilte, und nur ein halbe Liebe.          Men jødernes lære og liv er begge dele ufuldkomne og forkerte, fordi de lærer, at man kun skal elske sine venner, og det lever de også efter. For det er en tvedelt eller opdelt kærlighed, det er kun en halv kærlighed. 
83 Er aber will ein ganze, runde, ungestückte Liebe haben, dass man dem Feind sowohl liebe und Guts thue, als dem Freund. So heisse ich ein rechter vollkommener Mensch, der die Lehre fein rund hat und hält.  Men han vil have en helt, rund, udelt kærlighed, så at man ligesåvel elsker og gør vel imod fjenden som imod vennen. Således kaldes jeg et ret fuldkomment menneske, som har læren fin rund og overholder den. 
84 Ob aber das Leben nicht hernach so stark im Schwang gehet, wie es denn nicht gehen (E161) kann, weil Fleisch und Blut ohn Unterlass hindert, das schadet der Vollkommenheit nichts: allein, dass man darnach strebe, und darin gehe und täglich fortfahre, also, dass der Geist uber das Fleisch Meister sei, und dasselb im Zaum halte, unter sich zwinge und zuruckziehe, dass es nicht Raum kriege, wider diese Lehre zu thun;  Men selv om dette liv herefter ikke går så stærkt i svang, hvad det jo ikke kan gøre, fordi kød og blod uafladelig hindre det, så skader det ikke fuldkommenheden: blot man stræber efter det og går ind i det og dagligt har fremskridt, på den måde, at ånden bliver herre over kødet og holder det i tæmme, tvinger det under sig skubber det tilbage, så det ikke får plads til at handle imod denne lære; 
85 also, dass ich die Liebe in rechter Mittelstrasse, gegen Jdermann gleich gehen lasse, dass sie keinen Menschen ausschlage.  på den måde, at jeg lader kærligheden være på den rette middelvej, lige imod enhver, så den ikke afviser noget menneske. 
86 So habe ich die rechte christliche Vollkommenheit, die nicht in sonderlichen Aemptern oder Ständen stehet; sondern allen Christen gemein ist und sein soll, und sich artet und richtet nach dem Exempel des himmelischen Vaters, der seine Liebe und Wohlthat nicht stücket noch theilet, sondern alle Menschen auf Erden zugleich derselben geniessen lässt durch Sonne und Regen, keinen ausgeschlossen, er sei frumm oder böse.  Så har jeg den rette kristelige fuldkommenhed, som ikke består i særlige embeder eller særlige stænder; men er og skal være fælles for alle kristne, og arter sig og retter sig efter den himmelske faders eksempel, som ikke udstykker eller deler sin kærlighed og sine velgerninger, men lader alle mennesker på jorden nyde den i lige høj grad gennem solen og regnen, ikke afviser nogen, han være from eller ond. 
87       Ende des funftten Capitels Matthäi.  Slut på Matthæus' femte kapitel. 
88 c
89 c
90 c

Noter:

n23:  Erlanger-note: dass dir Gott wehre und dich zu Schande mache.

n26:  Erlangerudgaven har angivet et helt tosset skriftsted. Der er tale om Ordsp 25,21-22, som Paulus citerer ret nøjagtigt i Rom 12,20.

n43:  Igen ej fejl i skriftstedsangivelsen: Det skal være Rom 12,19.