Tilbage til oversigten!
bjerg02; bjerg03; bjerg-04; bjerg05; bjerg-06; bjerg07; bjerg08; bjerg09; bjerg-12. bjerg22. bjerg25. bjerg30.
Indholdsoversigt over Luthers prædikener over bjergprædikenen fra 1531:
| 1 Das fünfte,
sechste und seibent Capitel S. Matthäi, gepredigt und ausgelegt.
Vorrede. |
Det femte, sjette og syvende kapitel hos Matthæus, prædiket
og udlagt.
Fortale. |
| 2 Ich habe fast gern gesehen, dass diese meine Predigt uber die drei Capitel S. Matthäi, welche S. Augustin nennet des Herren Predigt auf dem Berge, ausgehen, ob Gott wollt seine Gnade dazu verleihen, dass solche Lehre Christi möcht im rechtem, gewissen, christlichen Verstand bleiben und erhalten werden, weil es so gar gemeine Sprüche und Text sind, durch die ganzen Christenheit gewaltiglich getrieben und geübt. (E3) | Jeg er meget glad for, at disse prædikener af mig over de tre kapitler hos Matthæus, som af Augustin kaldes Herrens bjergprædiken, bliver udgivet; blot så Gud vil give sin nåde til, at denne Kristi lære kan holdes fast og opretholdes ved den rette, sikre, kristelige forståelse, for det er jo i høj grad almindelige udsagn og tekster, som der drives hårdt på med og som man i høj grad lever efter i hele kristenheden. |
| 3 Denn ich nicht zweifele, ich hab den Meinen, und wer es begehrt, den rechten, lautern christlichen Verstand hierin furgelegt. | For jeg er ikke i tvivl om, at jeg har forelagt den rette, rene, kristne forståelse for mine tilhængere og for den, der ønsker at høre den. |
| 4 Und kann nicht wissen, wie der leide Teufel sonderlich das funft Capitel, durch seine Apostel, so meisterlich verdrehet und verkehret hat, dass er eben das Widerspiel draus gemacht. | Og man kan ikke overdrive den måde, den lede djævel så mesterligt har fordrejet og forvendt især det femte kapitel, gennem sine apostle, så han har gjort det til det stik modsatte. |
| 5 Und gleichwie Christus fursätziglich darinnen hat wollen aller falschen Lehre begegenen, und den rechten Sinn der Gebot Gottes eröffenen, wie er bedinget und spricht: Ich bin nicht kommen das Gesetz aufzulösen; | Og ligesom Kristus med vilje har sat sig for deri at imødegå enhver falsk lære og åbenbare den rette betydning af Guds bud, hvad han forudsætter, når han siger: Jeg er ikke kommet for at ophæve loven; (Matt 5,17) |
| 6 und nimpts dazu von Stuck zu Stuck, und wills ja klar und gewiss gnug machen: noch hat der höllisch Satan keinen Text in der Schrift funden, den er schändlicher verkehret und mehr Irrthumb und falscher Lehre draus gemacht hat, denn eben diesen, der dazu geordent und gestellet ist von Christo selbs, dass er sollt falsche Lehre verkommen. Das heisst ein Meisterstuck des Teufels. | og af den grund tager den for sig, stykke for stykke, og vil gøre den klar og sikker: Således har den helvedes Satan ikke fundet nogen tekst i skriften, som han har fordrejet på mere skændig måde og fået mere vildfarelse og falsk lære ud af, end netop denne, som af Kristus selv er indrettet og fremsat, for at den skal gendrive falsk lære. Det kan man kalde et djævelsk mesterstykke. |
| 7 Als erstlich, sind in diess funft Capitel gefallen die groben Säue und Esel, Juristen und Sophisten, des Papstesels rechte Hand, und seine Mammoluchen. Die haben aus dieser schone Rosen solche Gift gesogen, und in alle Welt gestreuet, damit Christum verschorren und den Endechrist erhebt und erhalten, nämlich, dass Christus hie nicht von seinen Christen alles geboten noch gehalten wolle haben, was er im funften Capitel lehret: | For det første har nu disse grove søer og æsler, jurister og sofister, paveæslets højre hånd, og hans Mammelukker (?) overfaldet dette femte kapitel. Af disse skønne roser har de suget en sådan gift, og udbredt den over hele verden, at Kristus er blevet skåret ned og antikrist ophøjet og sat i vejret, på den måde nemlig, at Kristus her ikke har villet have alt det, han lærer i det femte kapitel, forstået som påbud, der skulle overholdes af de kristne. |
| 8 sondern habe viel Stuck allein gerathen denen, so vollkommen sein wollen, und möge sie halten wer da wolle; unangesehen, dass Christus daselbs zorniglich dräuet: sie sollen im Himmel nicht sein, wer der geringsten solcher Geboten eines auflöset, und nennets mit dürren Worten Gebote. | Nej, han har kun villet give råd til dem, der vil være fuldkomne, og så skal de kun overholdes af dem, der har lyst til det. Uanset, at Kristus selv vredt sætter trussel på: De mennesker kommer ikke i himlen, der ophæver det mindste af den slags bud, og han kalder det hårdt og ligepå: Bud. |
| 9 Daher haben sie zwölf consilia evangelii erdichtet, zwölf guter Rath im Evangelio, die man halten müge, wer da wolle, so er etwas fur und uber andern Christen Höhers und Vollkommers sein will: haben also nicht allein, ausser dem Glauben, in das Werk christliche Seligkeit, ja, auch die Vollkommenheit, gesetzt, sondern auch dieselben Werk frei gemacht. (E4) | Derfor har de opdigtet tolv consilia evangelii, tolv gode råd i evangeliet, som den, der vil, kan overholde, hvis han fremfor og over de andre kristne vil være noget højere og mere fuldkomment: De har altså ikke alene anbragt den kristne salighed udover troen, i gerningen, ja, i fuldkommenheden, de har også gjort disse gerninger frivillige. |
| 10 Das heisst, mein ich, recht und fein gute Werk verbieten, welchs sie uns Schuld geben, die groben Esel und Lästerer. Denn sie können Solchs nicht leugnen, und hilft sie kein Decken noch Putzen, so lang diess funft Capitel Matthäi bleibt. | Det skulle jeg mene er ensbetydende med sådan ret og slet at forbyde gode gerninger, hvad de jo beskylder os for, de store æsler og bespottere. For de kan ikke benægte dette, og her hjælper dem ikke noget dækken over eller besmykken sagen, så længe der er noget, der hedder det femte kapitel hos Matthæus. |
| 11 Denn ihre Bücher und Glossen sind furhanden, dazu ihr altes und noch täglichs unbussfertiges Leben, das sie fuhren nach solcher ihrer Lehre. | For deres bøger og fortolkninger kan man selv slå op i; og dertil kommer fra gammel tid og endnu i dag deres ubodfærdige levned; de lever jo efter denne lære. |
| 12 Und ist gar gemein bei ihn die Lehre von den zwölf consiliis evangelicis; als da sind: Nicht Böses vergelten, nicht rächen, den andern Backen darbieten, dem Ubel nicht widerstehen, den Mantel zum Rock lassen, zwo Meil fur eine gehen, geben allem, der bittet, leihen dem, der abborget, bitten fur die Verfolger, lieben die Feinde, wohlthun den Häsern etc., wie Christus hie lehret. Solchs alles (speien sie,) sei nicht geboten, und die Esele zu Paris geben redliche Ursach, sagen, es wäre der christlichen Lehre viel zu schwere, wo sie sonst damit beladen sein etc. (se paris2#88). | Og læren om de tolv evangeliske råd er ganske almindelig hos dem; disse råd er: ikke at gengælde det onde, ikke at tage hævn, at vende den anden kind til, ikke at modstå det onde, at lade kappen følge efter kjortelen, at gå to mil i stedet for én, at give alle, der beder om det, at låne til dem, der ønsker det, at bede for sine forfølgere, at elske fjenderne, at gøre vel imod dem, der hader, osv, sådan som Kristus her lærer det. Alt sådant (udspyer de) er ikke påbud, og æslerne fra Paris angiver den egentlige grund og siger, at det ville være altfor svært, hvis de blev belastet med det, osv. |
| 13 Also haben die Juristen und Sophisten die Kirche regiert und gelehrt bisher, dass Christus hat mit seiner Lehre und Auslegung ihr Narr und Gäukler mussen sein; und thun dazu noch keine Busse dafur, sondern wolltens noch gerne vertheidigen, und ihre verfluchte, schäbichte canones gern wieder aufwerfen, und ihren Papstesel wieder krönen. Gott gebe aber, dass ich leben, und Spangen und Edelstein zu solcher Kron geben müsse, so soll der Esel, ob Gott will, recht gekrönet heissen. | På den måde har juristerne og sofisterne hidtil regeret kirken og lært i den, så Kristus med sin lære og udlægning har måttet være deres nar og gøgler; og desuden gør de endnu ikke bod i den anledning, men vil stadig gerne forsvare det, og stadig gerne opkaste deres forbandede, grimme kanonner igen, og krone deres paveæsel igen. Men Gud give, at jeg måtte få lov til at leve og give en sådan krone armbånd og ædelsten, så skal æslet, om Gud vil, komme til virkelig at kunne kaldes kronet. |
| 14 Darumb lass dir, lieber Bruder, so du willt, und nicht Bessers hat, diese meine Predigt dienen, zum ersten, wider unser Junkern, die Juristen und Sophisten. Ich meine sonderlich die Canonisten, welche sie selbs zwar Esel heissen, als sie denn auch sind; auf dass du fur ihrer Eselskunst und Teufelsmist die Lehre Christi rein bei dir behaltest an diesem Ort Matthäi. | Derfor, kære broder, hvis du vil, og ikke har noget bedre, så lad disse mine prædikener betjene dig, for det første, imod vore junkere, juristerne og sofisterne. Jeg tænker især på kirkerets-folkene, som ganske vist selv kalder sig æsler, hvad de da også er; sådan at du kan holde fast ved Kristi rene lære på dette sted hos Matthæus imod deres æselskunst og djævelsmøg. |
| 15 Zum Andern, (n15) auch wider die neuen Juristen und Sophisten, nämlich, die Rottengeister und Wiedertäufer, welche auch aufs Neue aus ihrem tollen Kopf das Herzeleid anrichten, in diesem funften Capitel. (E5) | For det andet skal du også holde fast ved det imod de nye jurister og sofister, nemlig sektererne og gendøberne, som også på ny ud af deres dumme hoveder anretter hjertesmerte i dette femte kapitel. |
| 16 Und gleichwie jene zu seher auf die linken Seiten gefallen, Nichts uberall von dieser Lehre Christi gehalten, sondern verdampt und vertilget haben: also fallen diese zu seher auf die rechten Seite, und lehren, man solle nichts Eigens haben, nicht schwören, nicht Oberkeit noch Gericht halten, nicht schützen noch vertheidigen, von Weib und Kind laufen, und des Jammers viel. | Og ligesom de første falder for meget til den venstre side, og ikke overalt vil overholde denne Kristi lære, men har fordømt og tilintetgjort den: sådan falder de andre for meget til den højre side, og lærer, at man ikke selv skal eje noget, man skal ikke sværge, ikke have nogen øvrighed eller domstol, ikke beskytte sig eller forsvare sig, løbe bort fra kone og barn, og meget af den slags elendighed. |
| 17 Also blauet und brauets der Teufel auf beiden Theilen unter nander, dass sie kein Unterscheid wissen zwischen weltlichem und göttlichem Reich, viel weniger, was unterschiedlich in ein iglich Reich gebührt zu lehren und zu thun; | Sådan koger og brygger djævelen på begge dele mellem hinanden, så de ikke kender forskel på verdsligt og guddommeligt rige, meget mindre véd, hvordan man bør lære og handle forskelligt i hvert rige. |
| 18 welche wir, Gott Lob, ruhmen konnen, dass wirs in diesen Predigten klärlich und fleissiglich haben angezeigt und ausgestrichen, dass, wer forthin irret, oder irren will, wir seinethalben entschuldigt sind, als die wir das Unser treulich haben zu eines Iglichen Besten dargethan. Ihr Blut sei auf ihrem Kopfe; den Lohn dafur wollen wir gewarten, nämlich Undank, Hass und allerlei Feindschaft, und sagen Deo gratias. | hvilket vi, gudskelov, kan rose os af, at vi i disse prædikener klart og flittigt har påvist og understreget, så at den, der fremover farer vild eller vil fare vild, for hans vedkommende skal vi være undskyldt, som nogen, der troligt har gjort, hvad vi skulle, til enhvers bedste. Deres blod må komme over deres egne hoveder; lønnen for det vil vi vente på, nemlig utak, had og alle slags fjendskab, og vi siger Gud tak til. |
| 19 Weil wir denn erfahren und wissen durch solch greulich Exempel, beide, päpstlicher und rottischer Juristen, was der Teufel im Sinn hat, und sonderlich diess funft Capitel S. Matthäi zu verkehren, und die reine christliche Lehre damit zu vertilgen gedenkt; so sei gebeten und vermahnet ein iglicher Prediger oder Pfarrherr, dass er treulich und fleissig dawider in seinem befohlen Häuflin wache, und den rechten Verstand helfe erhalten. | Fordi vi da har erfaret og gennem den slags gruelige eksempler fra både pavelige og sekteriske jurister véd, hvad djævelen har i sinde, og tænker på at fordreje især dette femte kapitel hos Matthæus og dermed at ødelægge den rene kristne lære, så skal enhver prædikant eller sognepræst bedes om og formanes til, at han troligt og flittigt vogter imod det i den lille hjord, der er lagt hen til ham, og hjælper til med at opretholde den rette forståelse. |
| 20 Denn so lange der Teufel lebt, und die Welt stehet, wird er nicht aufhören diess Capitel anzufechten. Denn ihm ist dran gelegen, dass er die gute Werk dadurch ganz unterdrucke, wie unter dem Papstthumb geschehen; oder falsche gute Werk und erdichte Heiligkeit anrichte, wie er itzt durch die neuen Monche oder Rottengeister angefangen hat. | For så længe djævelen lever og verden består, vil han ikke ophøre med at anfægte dette kapitel. For det ligger ham meget på sinde, at han derigennem helt kan undertrykke de gode gerninger, sådan som det skete under pavedømmet; eller indrette falske gode gerninger og opdigtet hellighed, sådan som han er begyndt med det nu gennem de nye munke eller altså sektererne. |
| 21 Und wenn schon beide, päpstliche und rottische Juristen und Monche, untergiengen, so wurde er doch aber andere finden und aufwecken. Denn er muss solch Gesinde haben, und ist sein Reich von Anfang (E6) der Welt her durch Mönche regiert. | Og selv om så begge to, både de pavelige og de sekteriske jurister og munke, gik til grunde, så ville han dog bare finde andre og opvække dem. For han må have den slags tyende og hans rige er fra verdens begyndelse af blevet styret af munke. |
| 22 Ob sie wohl nicht Mönche geheissen haben, so ist doch ihr Lehre und Leben mönchisch, das ist, ein anders und sonderlichs oder bessers, denn Gott geboten hat, gewest; wie bei dem Volk Israel die Baaliten, Camarim und dergleichen, bei den Heiden die Galli und Vestales etc. waren. | Selv om de ikke blev kaldt munke, så er dog deres lære og liv munkeligt, det vil sige, det var et andet og særligt eller bedre liv, end det Gud har befalet; sådan som hos Israels folk baalitterne, camarimerne (?) og den slags var, hos hedningerne gallierne og vestalitterne osv. |
| 23 Darumb konnen wir nicht sicher fur ihm sein. Denn aus diesem funften Capitel sind auch des Papsts Mönche kommen, als die einen vollkommen Stand, fur andern Christen, fur sich nahmen, welchen sie auf diess Capitel grundeten: und haben doch dran gehalten, dass sie voll Geizs, Hoffart, und zuletzt voll aller Teufel worden sind. | Derfor kan vi ikke være sikre for ham. For ud fra dette femte kapitel er også pavens munke kommet, som dem, der for sig selv lagde beslag på den eneste fuldkomne stand, fremfor de andre kristne; og den stand grundlagde de på dette kapitel: og de har holdt fast ved det i en sådan grad, at de blev fulde af begærlighed, overlegenhed og til sidst fulde af alle mulige djævle. |
| 24 Christus, unser lieben Herr und Meister, der uns den rechten Sinn aufgethan hat, wollt uns denselbigen mehren und stärken, dazu helfen, dass wir auch darnach leben und thun. Dem sei Lob und Dank, sampt dem Vater und Heiligen Geist in Ewigkeit, amen. | Kristus, vor kære herre og mester, som har lukket den rette betydning op for os, vil formere og styrke os i den, og dertil hjælpe os til, at vi også lever og handler derefter. Ham være lov og tak, tillige med faderen og den hellige ånd, i evighed. Amen. |
| 25 Das fünft Capitel
S. Matthäi.
Da er aber das Volk sahe, gieng er auf einen Berg, und satzte sich, und seine Jünger traten zu ihm. Und er that seinen Mund auf, lehret sie, und sprach: Selig sind, die da geistlich arm sind, denn das Himmelreich ist ihre. Selig sind, die da Leide tragen, denn sie sollen getröst werden. Selig sind die Sanftmüthigen, denn sie werden das Erdreich besitzen. Selig sind, die da hungert und dürstet nach der Gerechtigkeit, denn sie sollen satt werden. Selig sind die Barmherzigen, denn sie werden Barmherzigkeit erlangen. |
Matthæusevangeliets femte kapitel:
1 Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. v2 Og han tog til orde og lærte dem: Jeg har talt til verden i fuld offentlighed; jeg har altid undervist i synagoger og på tempelpladsen, hvor alle jøderne kommer sammen, og i det skjulte har jeg intet talt (Joh 18,20)v4 Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. v5 Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. v6 Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. v7 Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. |
| 26 Selig sind, die reines Herzens sind, denn sie werden Gott schauen. Selig sind die Friedfertigen, denn sie werden Gottes Kinder heissen. Selig sind, die umb Gerechtigkeit willen verfolget werden, denn das Himmelreich ist ihre. Selig seid ihr, wenn euch die Menschen umb meinen willen schmähen und verfolgen, und reden allerlei Ubels wider euch, so sie daran lügen. Seid fröhlich und getrost, es wird euch im Himmel wohl belohnet werden. Denn also haben sie verfolget die Propheten, die vor euch gewesen sind etc. (Matt 5,1-12). | 8 Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. v9 Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. v10 Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. v11 Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. v12 Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer. |
| 27 Da er das Volk sahe, gieng er auf einen Berg, und satzte sich, und seine Jünger traten zu ihm. Und er that seinen Mund auf, lehret sie, und sprach: (Matt 5,1f) | 1 Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. v2 Og han tog til orde og lærte dem: |
| 28 Da machet der Evangelist eine Vorrede und Gepräng, wie sich Christus gestellet habe zu der Predigt, die er thun wollt: dass er auf einen Berg gehet, und sich setzet, und seinen Mund aufthut; dass man siehet, es sei sein Ernst. | Her laver evangelisten en fortale og en udsmykning om, hvordan Kristus stillede sig op til den prædiken, han ville holde; at han går op på et bjerg og sætter sig ned og lukker sin mund op; så kan man se, at det er hans alvor. |
| 29 Denn das sind die drei Stuck, wie man sagt, so zu einem guten Prediger gehoren: zum ersten, dass er auftrete; zum andern, dass er das Maul aufthu, und Etwas sage; zum dritten, dass er auch konne aufhoren. | For det er de tre ting, som man siter hører med til at være en gor prædikant: for det første skal man træde frem; for det andet skal man lukke munden op og sige noget; for det tredie skal man kunne slutte af. |
| 30 Auftreten ist, dass er sich stelle als ein Meister oder Prediger, der es kann und thun soll, als dazu berufen und nicht von ihm selbs kommet, sondern dem es gebuhret aus Pflicht und Gehorsam; dass er sagen müge: Ich komme nicht getrollt aus eigenem Furnehmen und Gutdunken, sondern muss es thun von Ampts wegen. | At træde frem vil sige, at man stiller sig op som mester eller prædikant, som én, der både kan og skal gøre det, som én, der er kaldet og ikke kommet af sig selv, men har det liggende over sig som en pligt og en lydighedshandling; så han altså skal kunne sige: Jeg kommer ikke listende for egen regning og forgodtbefindende, nej, jeg må gøre det for mit embedes skyld. |
| 31 Das ist wider die gesagt, die uns bisher, und noch, so viel Plag und Marter anlegen, die Rottenbuben und Schwärmer, so hin und wieder in Landen irr laufen und streichen, vergiften die Leut, ehe es Pfarrer, und die im Ampt oder Oberkeit sitzen, erfahren, und so ein Haus nach dem andern beschmeissen, bis sie eine ganze Stadt, darnach aus der Stadt ein ganz Land vergiften. | Dette siges imod dem, der hidtil og stadigvæk volder os så megen plage og fortræd, sektererne og sværmerne, som løber og strejfer rundt omkring i landene og forgifter folkene, førend præsterne og de, der sidder i embede eller i øvrighed, kan erfare det, og således besmitter det ene hus efter det andet, indtil de har forgiftet en hel by, og efter byen et helt land. |
| 32 Solche Schleichern und Streichern zu wehren, sollt man schlecht nicht zulassen, Jemand zu predigen, dem es nicht befohlen und das Ampt aufgelegt ist; auch Niemand sich unterstehen, ob er schon ein Prediger ist, wo er einen Lugenprediger horet in einer papistischen oder andern Kirchen, der die Leute verfuhret, wider ihn zu predigen; | For at værge sig imod sådanne listere og strejfere skal man simpelthen ikke tillade at nogen prædiker, medmindre han har befaling og embede til det; der er heller ingen, der skal understå sig i, selv om han så er prædikant selv, hvis han hører en løgneprædikant i en papistisk kirke eller i en anden kirke, som forfører folkene, at prædike imod ham; |
| 33 auch nicht hin (E8) und wieder in die Häuser schleichen, und sonderliche Winkelpredigt anrichten, sondern daheim bleiben, und seines Ampts oder Predigstuhls warten, oder stillschweigen, wo er nicht will oder kann offentlich auf die Kanzel treten. | man skal heller ikke snige sig omkring i husene eller lave særlige prædikener i krogene, men blive derhjemme og røgte sit embede og sin prædikestol, eller tie stille, hvis man ikke vil eller kan træde offentligt frem på prædikestolen. |
| 34 Denn Gott will nicht, dass man mit seinem Wort irre laufe, als treibe Jemand der Heilige Geist, und musse predigen, und also Stätte und Winkel, Häuser oder Predigstühle süche, da er kein Ampt hat. Denn auch S. Paulus selbs nicht wollte, ob er wohl zu einem Apostel von Gott berufen war, an den Orten, da die andern Apostel vorhin gepredigt hatten. [Rom 15,20] | For Gud ikke have, at man løber vild med hans ord, som om Helligånden drev hvemsomhelst, så han skulle prædike og således opsøge steder og kroge, huse eller prædikestole, skønt han ikke har noget embede. For også Skt. Paulus selv, der jo dog var kaldet af Gud til apostel, ville ikke prædike på et sted, hvor andre apostle havde prædiket tidligere. |
| 35 Darumb stehet hie, dass Christus frei offentlich auf den Berg gehet, als er sein Predigampt anfähet, und bald hernach spricht er zu den Jungern: Ihr seid das Licht der Welt. Und: Man zundet kein Licht an, und steckets unter einen Schäffel, sondern setzets auf einen Leuchter, dass es leuchte allen, die im Hause sind. (Matt 5,14; 02#52) | Derfor står der her, at Kristus frit og åbent går op på bjerget, da han begyndte sin prædikenvirksomhed, og snart derefter sagde han til disciplene: "I er verdens lys". Og: "Man tænder ikke et lys og sætter det under en skæppe, men på en lysestage, så det kan lyse for alle dem, der er i huset". |
| 36 Denn das Predigampt und Gottes Wort soll daher leuchten wie die Sonne, nicht im Dunkeln schleichen und meuchling, wie man der blinden Kühe spielet; sondern frei am Tage handlen, und ihm wohl lassen unter die Augen sehen, dass beide, Prediger und Zuhorer, dess gewiss seien, dass es recht gelehret, und das Ampt befohlen sei, dass sie es kein Hehl haben durfe. So thu du auch. Wenn du im Ampt bist, und Befehl hast zu predigen, so tritt frei offentlich erfur, und scheue Niemand, auf dass du konnest ruhmen mit Christo: Ich habe frei offentlich gelehrt fur der Welt, und habe Nichts im Winkel geredt etc. Joh. 18. [v 20] | For derfor skal prædikenembedet og Guds ord lyse som solen, ikke lumsk snige sig om i det dunkle, som man leger blindebuk; nej, det skal virke frit i dagens lys, og nok tåles at gås efter i sømmene, så at begge parter, prædikant og tilhører, kan være sikker på, at der bliver lært ret og at embedet er befalet, så at der ikke lægges skjul på noget. Sådan skal du også gøre. Når du er i et embede og har befaling til at prædike, så træd frit og offentligt frem, være ikke bange for nogen, så du kan rose dig med Kristus, der sagde: "Jeg har talt til verden i fuld offentlighed; ... i det skjulte har jeg intet talt". |
| 37 Sprichst du aber: Wie, soll denn Niemand Nichts lehren, es geschehe denn offentlich? Oder, sollt ein Hausvater im seim Haus sein Gesind nicht lehren, oder einen Schuler oder Andern bei sich halten, der ihn furlese? Antwort: Traun ja, das ist auch wohlgethan, dazu ein rechter Raum und Stätt dazu. Denn ein iglicher Hausvater ist schuldig, dass er sein Kind und Gesind ziehe und lehre, oder lehren lasse. (E9) | Men nu vil du sige: Hvad, er der da ingen, der skal lære noget, undtagen det sker offentligt? Eller: Skal en husfader ikke lære sit tyende i sit hus, eller holde en lærer eller en anden, der kan læse for dem? Svar: Jo, minsandten, det er også en god gerning, når der gives plads og rum til det. For enhver husfader er skyldig, selv at opdrage eller lade andre opdrage og lære sit barn og sit tyende. |
| 38 Denn er ist in seinem Hause als ein Pfarrer oder Bischof uber sein Gesind, und ist ihm befohlen, dass er drauf sehe, was sie lernen, und fur sie antworte. Aber das gilt nicht, dass du Solchs ausser deinem Haus thun wollest, und dich von dir selb in ander Häuser oder zu Nachbarn eindringen; sollt auch nicht leiden, dass irgend ein Schleicher zu dir komme, und im deinem Haus ein Sonderlichs mache mit Predigen, das ihm nicht befohlen ist. | For i sit hus er han som en præst eller biskop overfor sit tyende, og det er befalet ham, at han ser efter, hvad de lærer, og svarer for dem. Men det betyder ikke, at du kan gøre den slags udenfor dit hus, og trænge dig selv ind i andre huse eller til naboer; du skal heller ikke finde dig i, at der kommer en eller anden indsniger til dig og laver noget særligt i dit hus med prædiken, som han ikke har befaling til. |
| 39 Kompt aber einer in ein Haus oder Stadt, so heiss man ihn Zeugniss bringen, dass er bekannt sei; oder Siegel und Brief zeigen, dass ers Befehl habe. Denn man muss nicht allen Streichern gläuben, die sich des Heiligen Geists ruhmen, und sich damit hin und her in die Häuser drehen. Kurz, es heisset: Das Evangelium oder Predigampt solle nicht im Winkel, sondern hoch empor aufm Berg, und frei offentlich am Licht sich lassen horen. Das ist eines, dass hie Matthäus will anzeigen. | Men hvis der kommer én ind i et hus eller en by, så skal man befale ham at bringe vidnesbyrd, så han kan blive bekendt; eller vise segl og brev på, at han har befaling til det. For man skal ikke tro på enhver omstrejfer, som roser sig af Helligånden, og dermed farer frem og tilbage i husene. Kort sagt: Det betyder, at evangeliet eller prædikeembedet ikke skal lade sig høre i krogene, men højt oppe på bjerget og frit åbent i lyset. Det er det ene, som Matthæus her vil vise os. |
| 40 Das ander ist, dass er seinen Mund aufthut. Das gehoret (wie gesagt,) auch zu einem Prediger, dass er nicht das Maul zuhalte, und nicht allein offentlich das Ampt fuhre, dass Idermann schweigen musse, und ihn auftreten lasse, als den, der gottlich Recht und Befehl hat: sondern auch das Maul frisch und getrost aufthue, das ist, die Wahrheit, und was ihm befohlen ist, zu predigen; nicht schweige noch mummele, sondern ohn Scheu und unerschrocken bekenne, und durre eraus sage, Niemand angesehen noch geschonet, es treffe wen oder was es wolle. | Det andet er, at han lukker sin mund op. Det hører som sagt også med til en prædikant, at han ikke holder sin mund tillukket og ikke alene fører sit embede offentligt, så at enhver må tie og lade ham om at tale, som den, der har guddommelig ret og befaling: men også frisk og frimodigt lukker sin mund op, det vil sige, prædiker sandheden og det, der er befalet ham; at han ikke tier eller mumler, men uden angst og uforfærdet bekender, og taler hårdt og ligefremt, ikke tager hensyn til nogen eller skåner nogen, lad så ordet ramme hvem eller hvad det vil. |
| 41 Denn das hindert einen Prediger gar seher, wenn er sich will umbsehen, und sich damit bekommern, was man gerne höret oder nicht, oder was ihm Ungunst, Schaden oder Fahr bringen mochte; sondern, wie er hoch auf dem Berg, an einem offentlichen Ort, stehet, und frei umb sich siehet: so soll er auch frei reden, und Niemand scheuen, ob er gleich mancherlei Leute und Köpfe siehet, und kein Blatt furs Maul nehmen, weder gnädige noch zornige Herrn und Jungherrn, weder Geld, Reichthum, Ehr, Gewalt, noch Schand, (E10) Armuth, Schaden ansehen, und nicht weiter denken, denn dass er rede, was sein Ampt fodert, darumb er da stehet. | For det er noget, der kan være en stor hindring for en prædikant, når han vil se sig omkring og bekymre sig om, hvad man gerne vil høre eller ikke høre, eller hvad der kan bringe han ugunst, skade eller fare; nej, ligesom han står højt på et bjerg på et offentligt sted og ser sig frit omkring, sådan skal han også tale frit og ikke være bange for nogen, selv om han ser mange slags folk og hoveder, og han skal ikke tage noget blad for munden, hverken tage hensyn til nådige eller vrede herrer og junkere, penge, rigdom, ære, magt eller skam, armod og skade, og ikke spekulerer på andet end på, hvordan han kan sige, hvad hans embede kræver, det embede, for hvis skyld han står der. |
| 42 Denn Christus hat das Predigtampt nicht dazu gestiftet und eingesetzt, dass es diene, Geld, Gut, Gonst, Ehre, Freundschaft zu erwerben, oder sein Vortheil damit zu suchen; sondern, dass man die Wahrheit frei offentlich an Tag stelle, das Böse strafe, und sage, was zur Seelen Nutz, Heil und Selikeit gehoret etc. | For Kristus har ikke indstiftet og indsat prædikantembedet til at tjene at erhverve penge, gods, gunst, ære, venskab, eller til at søge sin fordel derved; men til, at man frit og åbent kan stille sandheden i lyset, anklage det onde og sige, hvad der hører til sjælenes nytte, frelse og salighed osv. |
| 43 Denn Gottes Wort ist nicht darumb hie, dass es lehre, wie ein Magd oder Knecht im Haus ärbeiten soll und sein Brod verdienen, oder ein Burgermeister regieren, ein Ackermann pflügen oder Heu machen. | For Guds ord er her ikke af den grund, at det skal undervise os i, hvordan en pige eller karl skal arbejde i huset og fortjene sit brød, eller hvordan en borgmester skal styre, en landmand pløje eller høste hø. |
| 44 Summa, es gibt noch zeiget nicht zeitliche Guter, dadurch man dieses Leben erhalte; denn Solchs hat die Vernunft vorhin alles einen Iglichen gelehret: sondern das will es lehren, wie wir sollen kommen zu jenem Leben, und heisst dich dieses Lebens brauchen, und den Bauch hie näheren, so lang es währet, doch, dass du wissest, wo du bleiben und leben sollest, wenn solchs aufhoren muss. | Kort sagt, Guds ord giver ikke de timelige goder, hvormed man kan opretholde dette liv, og viser ikke hen til dem; for den slags har fornuften allerede i forvejen lært enhver. Men det vil Guds ord lære os, hvordan vi skal nå frem til det andet liv, og det befaler os at bruge dette liv, og nære bugen her, så længe det varer, dog sådan, at du véd, hvor du skal være og leve, når dette liv hører op. |
| 45 Wenn nu Solchs angehet, dass man predigen soll von einem andern Leben, darnach wir sollen trachten, und umb desswillen wir dess nicht sollen achten, als wollten wir ewig hie bleiben, so gehet denn Hader und Streit an, dass die Welt nicht leiden will. | Hvad nu det angår, at man skal prædike om et andet liv, som vi skal tragte efter, og for hvis skyld vi ikke skal agte dette liv, som om vi skulle blive her evigt, så begynder da nu kiv og strid, for det kan verden ikke tåle. |
| 46 Wo denn da einem Prediger der Bauch und zeitlich Leben lieber ist, der thuts nicht; stehet wohl und wäschet auf der Kanzel, aber er predigt nicht die Wahrheit, thut das Maul nimmer nicht auf; wo es will ubel gehen, da hält er inne, und heisset des Fuchs nicht. Siehe, darumb hat Matth. das Gepränge furher geschrieben, dass Christus, als ein rechter Prediger, auf den Berg gehet und den Mund frisch aufthut, die Wahrheit lehret, und strafet beide, falsche Lehre und Leben; wie wir horen werden. | Hvor da bugen og det timelige liv er mere dyrebart for en prædikant, dèr duer han ikke; han står vel og hælder vand ud af ørerne på prædikestolen, men han prædiker ikke sandheden, lukker aldrig rigtig munden op; hvad der vil blive taget ilde op, det tier han med og kalder ikke en spade for en spade. Se, derfor har Matthæus anbragt denne lille indledning i forvejen, at Kristus som en rigtig prædikant går op på bjerget og frimodigt lukker munden op, lærer sandheden og anklager begge dele, både den falske lære og det falske liv; som vi straks får at høre. |
| 47 Selig sind, die da geistlich arm sind, denn das Himmelreich ist ihr. (Matt 5,3) | Salige er de fattige i ånden, for himmeriget er deres. |
| 48 Das ist je ein feiner, susser, freundlicher Anfang seiner Lehre und Predigt. Denn er fähret nicht da- (E11) her, wie Moses oder ein Gesetzlehrer, mit Gebieten, Dräuen und Schrecken; sondern aufs Allerfreundlichst, mit eitel Reizen und Locken, und lieblichen Verheissungen. Und zwar, wo es nicht also gefasset, und uns allen furgetragen wären die lieben Wort und Predigt, die der Herr Christus zum ersten gethan hat, so würde einem Iglichen der Furwitz reiten und treiben, darnach zu laufen bis gen Jerusalem, ja, bis ans End der Welt, da man nur ein Wort davon horen mochte. | Dette er nu en fin, sød og venlig begyndelse på hans lære og prædiken. For han farer ikke frem som Moses eller en lovlærer med påbud, trusler og afskrækkelser; men han begynder på den allervenligste måde, udelukkende med opildnelser og tillokkelser og elskelige forjættelser. Og lad os tænke os, at det ikke var så tilvant, at vi for første gang hørte de elskelige ord og den elskelige prædiken, som vor Herre Kristus fremkom med, så ville enhver blive drevet og ført af det begær, at han skulle løbe efter det helt til Jerusalem, ja helt til verdens ende, om man bare kunne høre ét ord af det. |
| 49 Da sollt man Geld gnug finden, dass die Strasse wohl gebauet würde, und würde Idermann gar herrlich ruhmen, wie er die Wort und Predigt gehoret oder gelesen hätte, die der Herr Christus selbs geredt hätte. O welch ein trefflich selig Mann sollt der geacht werden, dem Solchs mocht widerfahren! | Så skulle man nok finde penge nok, så vejene kunne blive vel udbygget, og så ville enhver herligt kunne rose sig af, hvordan han havde hørt eller læst ordene, som vor Herre Kristus selv havde talt. O hvor ville den agtes for en fortræffelig, salig mand, som havde oplevet noget sådant! |
| 50 So wurde es gewisslich gehen, wenn wir Nichts davon geschrieben hätten, obgleich sonst viel von Andern geschrieben wäre; und wurde ein Iglicher sagen: Ja, ich hore wohl, was S. Paulus und andere seine Aposteln gelehret haben, aber viel lieber wollt ich horen, was er doch selbs geredet und gepredigt hätte. | Sådan ville det givetvis være gået til, hvis vi ikke havde haft noget skrevet derom, selv om der var skrevet meget om det af andre; og enhver ville sige: Ja, jeg hører nok, hvad Skt. Paulus og andre af hans apostle har lært, men jeg vil meget hellere høre, hvad han selv har talt og prædiket. |
| 51 Itzt aber, nu es so gemein ist, dass es Idermann im Buch geschrieben hat, und täglich lesen kann, achtets Niemand fur was Sonderlichs und Kostlichs. Ja, wir werdens dazu uberdruss und schlahens in Wind, als hätte er nicht die hohe Majestät von Himmel, sondern irgend ein Schuster geredt. | Men nu, nu, hvor det er så almindeligt, at enhver har det skrevet i en bog og hver dag kan læse det, er der ingen der regner det for noget særligt og kostbart. Ja, oven i købet falder det os kedsommeligt og vi slår det hen i vinden, som var det ikke den høje himmelske majestæt, der talte, men én eller anden skomager. |
| 52 Darumb widerfähret uns auch, zur Strafe unsers Undank und Verachtung, dass wir wenig gnug davon haben, und nimmer fuhlen noch schmecken, was fur ein Schatz, Kraft und Gewalt in Christus Worten ist. Wer aber die Gnade hat, dass ers recht ansehe als Gottes- und nicht Menschen-Wort, der wirds auch wohl hoher und theurer achten, und nimmermehr müde noch uberdruss werden. | Derfor sker der os også det, til straf for vor utaknemlighed og foragt, at kun få af os har det i tilstrækkelig grad (?) og at vi aldrig føler eller smager, hvilken skat, hvilken kraft og styrke der er i Kristi ord. Men den, der får nåde til ret at anse det for Guds ord og ikke for menneskers ord, han vil også nok agte dem højere og mere dyrebare og aldrig mere blive træt af dem eller fornemme dem som kedsommelige. |
| 53 Wie fründlich aber und süsse diese Predigt ist fur die Christen, die seine Schuler sind; so verdriesslich und unleidlich ist sie fur die Juden und ihre grosse Heiligen. Denn er gibt ihn bald im Anfang (E12) ein harten Stoss mit diesen Worten, verwirft und verdammet ihre Lehre, und predigt gleich das Widerspiel; ja, er schreiet Weh uber ihr Leben und Lehren, wie Lucas 6. anzeigt. (Luk 6,24f) | Men ligeså venlig og sød denne prædiken er for de kristne, der er hans elever, ligeså kedsommelig og utålelig er den for jøderne og deres store helgener. For han giver dem lige fra begyndelsen et hårdt stød med disse ord, forkaster og fordømmer deres lære og prædiker lige det modsatte; ja, han råber Vé! over deres liv og lære, som Lukas 6,24ff viser det. |
| 54 Denn das ist die Summa ihrer Lehre gewesen: wenn es einem Menschen wohl gienge hier auf Erden, der wäre selig und wohl dran; und dahin hatten sie Alles gerichtet: wenn sie frumm wären, und Gott dieneten, dass ihn Gott gnug sollt geben auf Erden, und Nichts gebrechen lassen; wie David Psal. 144. von ihn sagt: Das ist ihre Lehre: Dass alle Winkel und Kammer voll Vorrath seien, und die Anger voll Schafe, die allzumal voll und viel tragen, und das Vieh erärbeite, dazu kein Schade, noch Verlust, noch Unfall, oder Plage sie treffe. Das heissen sie selige Leute etc. (Sl 144,12f) | For det var summen af deres lære: Når det går et menneske godt her på jorden, så er han salig og vel forsørget; og det har de rettet alt ind efter: Hvis de var fromme og tjente Gud, så ville Gud give dem nok her på jorden, og ikke lade noget gå i stykker for dem; sådan som David i Sl 144 siger om dem: Det er deres lære: At alle kroge og kamre er fulde af forråd, og græsgangene fulde af får, som hele tiden trives godt og bliver mange, og at kvæget lever godt, desuden, at ingen skade og intet tab eller ulykke rammer dem. Det kalder de salige mennesker. |
| 55 Dawider thut hie Christus seinen Mund auf, und spricht, es gehore ein Anders dazu, denn dass man gnug habe auf Erden; als wollt er sagen: Ihr lieben Junger, wenn ihr unter den Leuten predigen sollt, so werder ihr finden, dass sie alle so lehren und gläuben: wer da reich, gewaltig etc. sei, der sei allerding selig; und wiederumb, wer da arm, elend ist, der sei fur Gott verworfen und verdampt. | Imod det lukker Kristus her sin mund op og siger, at der hører andet til, end at man har nok her på jorden; som ville han sige: I kære disciple, når I skal prædike for folk, så vil I finde ud af, at de alle lærer og tror på den måde: Den, der er rig, mægtig osv, han er i hvert fald salig, og omvendt, den, der er fattig og elendig, han er forkastet og fordømt i Guds øjne. |
| 56 Denn in dem Glauben stunden die Jüden stark: wenn es einem Menschen wohl gienge, das wäre ein Zeichen, dass er einen gnädigen Gott hätte; und wiederumb: Das machte, dass sie viel und grosse Verheissung von Gott hatten von zeitlichen, leiblichen Gutern, die er den Frommen wollt geben. | For dette troede jøderne stærkt på: når det gik et menneske godt, så ville det være et tegn på, at han havde en nådig Gud; og omvendt. Det bevirkede, at de havde mange og store forjættelse fra Gud om timelige, legemlige goder, som han ville give de fromme. |
| 57 Darauf verliessen sie sich, meineten, wenn sie Solchs hätten, so wären sie wohl mit ihm dran. Darauf ist auch das Buch Hiob gemacht. Denn daruber zanken und sperren sich seine Freunde wider ihn, und treiben hart darauf, er müsse Etwas Grosses wider Gott verschuldet haben, und auf ihn wissen, dass er so gestraft werde. Darumb soll ers bekennen, sich bekehren und fromm werden, so werde Gott die Strafe wieder von ihm nehmen etc. | Det stolede de på og mente, at når de havde den slags ting, så stod de på god fod med ham. Det er også Jobs bog bygget på. For det er derover, at hans venner skælder ud på ham ogb modsætter sig ham og de driver hårdt ham, at han må have forskyldt noget imod Gud, og Gud må "have noget på ham", siden han bliver straffet på den måde. Derfor skal han bekende det, omvende sig og blive fromm, så vil Gud igen tage straffen fra ham osv. |
| 58 Darumb ists eine nothige Predigt gewesen zum (E13) Anfang, dass er solchen Wahn umbstiesse, und aus dem Herzen risse, als der grossesten Hinderniss eines wider den Glauben, der den rechten Abgott Mammon im Herzen stärket. Denn aus solcher Lehre hat nichts Anders können folgen, denn dass die Leut geizig wurden, und ein Iglicher nur darnach trachtet, wie er gnug und gute Tage hätte, ohn Mangel und Ungemach; und Idermann hat müssen denken: Ist der selig, dem es wohl gehet und Guts gnug hat, so muss ich zusehen, dass ich auch nicht am wenigsten habe. | Derfor var det en nødvendig prædiken at stille op her i begyndelsen, at han omstøder en sådan vrangforestilling og river den ud af hjertet som den største hindring for troen, en forestilling, der styrker den sande afgud Mammon i hjertet. For ud fra en sådan lære kan ikke følge andet, end at menneskene bliver gerrige, og enhver kun tragter efter at kunne få nok og opnå gode dage, uden mangel og ubehag; og enhver måtte tænke: Hvis den er salig, hvem det går vel og som har nok gods, så må jeg se til, at jeg i hvert fald ikke har mindst. |
| 59 Das ist auch noch heutigs Tages aller Welt Glaube, sonderlich der Türken, die sich am hochsten darauf verlassen und stärken, und daher schliessen, es wäre nicht muglich, dass sie so viel Gluck und Sieg hätten, wo sie nicht Gottes Volk wären, und er ihn for allen Andern gnädig wäre. So gläubt auch bei uns das ganze Papstthum, und stehet der Grund ihrer Lehre und Lebens darauf, dass sie nur gnug haben, und haben damit aller Welt Guter zu sich bracht; wie man fur Augen siehet. Summa, diess ist der grosst und weiteste Glaube oder Religio auf Erden, darauf alle Menschen nach Fleisch und Blut bleiben, konnen auch kein Anders fur Seligkeit achten. | Det er også endnu i vore dage hele verdens tro, især tyrkernes tro; den forlader de sig i højeste grad på og den styrker de og deraf slutter de, at de ikke ville være muligt, at de ville have så stort et held og så stor en sejr, hvis de ikke var Guds folk, og han var nådig imod dem fremfor imod alle andre folk. Således tror også hos os hele pavedømmet og grundlaget for deres lære og liv består deri, at de bare har nok og derfor har de bragt alle verdens goder ind under sig; sådan som man kan se for sine øjne. Kort sagt, dette er den største og mest udbredte tro eller religion på jorden, og derved bliver alle mennesker af kød og blod stående og kan ikke regne noget andet for salighed. |
| 60 Darumb bringet er hie gar ein andere neue Predigt fur die Christen, dass, wenn es ihn ubel gehet, Armuth leiden, und sich hie Reichthums, Gewalt, Ehre und guter Tage verzeihen mussen, sollen sie dennoch selig sein, und nicht ein zeitlichen, sondern einen andern, ewige Lohn haben, dass sie im Himmelreicht gnug haben. | Derfor fører han her en anden og ny prædiken frem for de kristne, den, at de, selv om det går dem dårligt, selv om de lider fattigdom, og selv om de her på jorden må give afkald på rigdom, magt, ære og gode dage, så skal de alligevel være salige, og få, ikke en timelig, men en anden, en evig løn, den, at de i himmeriget skal have nok. |
| 61 Sprichst du aber: Wie, mussen denn die Christen alle arm sein, und darf Niemand Geld, Gut, Ehre, Gewalt etc. haben? Oder, wie sollen die Reichen, als Fursten, Herrn, Könige, thun? mussen sie alle, ihr Gut, Ehre etc. fahren lassen, oder den Armen das Himmelreich abkäufen? wie Etliche gelehret haben: Antwort: Nein; es heisst nicht den Armen abkäufen, sondern selbs arm sein, und unter solchen Armen erfunden werden, wer da will das (E14) Himmelreich haben. | Men så vil du sige: Hvad, skal da alle kristne være fattige, er der ingen, der må have penge, gods, ære, magt osv? Eller: Hvad skal alle de rige, f. eks. fyrster, herrer, konger, gøre? er de allesammen nødt til at lade deres guds, ære, osv. fare, eller købe sig til himlen fra de fattige? sådan som nogen har lært. Svar: Nej, der er ikke tale om at købe sig til noget fra de fattige, der er tale om selv at være fattig, og befindes at være blandt den slags fattige, hvis man da vil have del i himmeriget. |
| 62 Denn es ist deutlich und durr gesetzt: Selig sind die Armen; und stehet doch dabei das Wortlin: geistlich arm, also, dass auch nicht damit ausgerichtet ist, dass Jemand leiblich arm sei, und kein Geld und Gut habe. Denn, äusserlich Geld, Guter, Land und Leut haben, ist an ihm selbs nicht unrecht, sondern Gottes Gabe und Ordnung. | For det er sat op hårdt og klart: Salige er de fattige; og så står der dog desuden det lille ord "i ånden"; så det er altså heller ikke gjort med, at man er legemligt fattig, og ikke har nogen penge eller noget gods. For i det ydre at eje penge, gods, land og folk, er ikke i sig selv uret, nej, det er Guds gave og ordning. |
| 63 So ist Niemand darumb selig, der ein Bettler ist, und nichts uberall Eigens hat, sondern es heisst: geistlich arm sein. Denn ich hab droben im Anfang gesagt, dass Christus hie gar Nichts handlet von weltlichem Regiment und Ordnung; (#17; #43) sondern will allein von dem Geistlichen reden, wie man ausser und uber das Aeusserliche fur Gott leben soll. | Således ingen af den grund salig, at han er en tigger, og slet ikke ejer noget selv, men det hedder: at være fattig i ånden. For jeg sagde i begyndelsen, at Kristus her slet ikke tager fat på noget om det verdslige regimente og dets ordning; han vil alene tale om det åndelige, om, hvordan man udover og ovenover det ydre skal leve for Gud. |
| 64 Zum weltlichen Regiment gehoret, dass man Geld, Gut, Ehre, Gewalt, Land und Leute habe, und kann ohn diess nicht bestehen. Darumb soll und kann ein Herr oder Fürst nicht arm sein; denn er muss allerlei solche Guter zu seinem Ampt und Stand haben. Darumb ists nicht die Meinung, dass man so müsse arm sein, dass man gar nichts Eigens habe. | Med til det verdslige regimente hører det, at man har penge, gods, ære, magt, land og folk, og uden det kan det ikke bestå. Derfor skal og kan en herre eller fyrste ikke være fattig; for han må have alle den slags goder til sit embede og til sin stand. Derfor er det ikke meningen, at man skal være fattig på den måde, at man slet ikke skal have nogen ejendom. |
| 65 Denn es kann die Welt nicht so bestehen, dass wir alle sollten Bettler sein, und Nichts haben. Denn auch kein Hausvater sein Haus und Gesind näheren künnte, wenn er selbs gar Nichts hätte. Summa, leiblich arm sein thuts nicht. Denn man findet manchen Bettler, der das Brod fur der Thur nimpt, so stolz und böse, als kein Reicher, und manchen schäbichten Baurn, mit dem weniger umbzukommen ist, denn mit keinem Herrn und Fursten. | For verden kan ikke bestå på den måde, at vi alle skulle være tiggere og ikke eje noget. Der er jo heller ikke nogen husfader, der ville kunne ernære sit hus og sit tyende, hvis han selv slet intet ejede. Kort sagt, at være legemlig fattig gør intet fra eller til. For man finder mangen en tigger, der modtager brødet foran døren, så stolt og ons, som ingen rig, og mangen nærig bonde, som det er vanskeligere at omgås end en herre eller en fyrste. |
| 66 Darumb sei leiblich und äusserlich arm oder reich, wie dirs bescheret ist, da fragt Gott nicht nach; und weisse, dass ein Iglicher müsse fur Gott, das ist, geistlich und von Herzen, arm sein; das ist, dass er seine Zuversicht, Trost und Trotz nicht setze auf zeitliche Guter, noch das Herze drein stecke, und lasse den Mammon seinen Abgott sein. David war ein trefflicher König, und musste wahrlich sein Beutel und Kasten voll Gelds, die Böden voll Korns, das Land (E15) voll allerlei Guter und Vorrath haben: | Derfor kan du i det legemlige eller i det ydre være fattig eller rig, som det er beskåret dig, det spørger Gud ikke efter; og du må vide, at enhver overfor Gud, det vil sige, åndeligt og af hjertet, skal være fattig; det vil sige, at han ikke må sætte sin lid, sin trøst eller trods til timelige goder, eller lade hjerte knytte dertil og lade Mammon være hans afgud. David var en fortræffelig konge, og måtte i sandhed have pungen og finanskassen fuld af penge, siloerne fulde af korn, landet fuldt af alle slags goder og forråd: |
| 67 noch musst er daneben geistlich ein armer Bettler sein; wie er von sich singet: Ich bin arm, und ein Gast eim Land, gleichwie alle meine Väter. (Sl 39,13) Siehe, der König, der in solchen Gutern sitzet, ein Herr uber Land und Leute, darf sich nicht anders, denn ein Gast oder Pilgern nennen, als der auf der Strassen gehet, da er Nichts hat, da er bleiben kann. Das heisset ein Herz, das sich nicht bindet an Gut und Reichthumb; sondern, ob es gleich hat, noch ist ihm gleich als hätte es Nichts; wie Paulus von den Christen ruhmet 2 Cor. 6.: Als die Armen, aber die doch Viel reich machen; als die Nichts inne haben, und doch Alles haben etc. | alligevel måtte han samtidig i åndelig henseende være en fattig tigger; sådan som han synger om sig selv: Jeg er fattig og en gæst i landet, som alle mine fædre. Se, kongen, der sidder på så mange goder, er herre over land og folk, må ikke kalde sig andet end en gæst eller en pilgrim, som går på vejene, eftersom han ikke har noget, der har varighed. Det vil det sige, at have et hjerte, der ikke binder sig til gods og rigdom; for selv om han havde det, var det ham dog, som om han intet havde; som Paulus rosende siger om de kristne 2 Kor 6,10, at de er som fattige, der dog gør mange rige, de er som nogen, der intet ejer, og dog ejer alt, osv. |
| 68 Alles dahin geredt, dass man aller zeitlicher Guter und leiblicher Nothdurft, weil wir hie leben, nicht anders brauche, denn als ein Gast an einem frembden Ort, da er uber Nacht liegt und des Morgens davon zeucht, brauchet nicht mehr denn Futter und Lager zur Nothdurft, darf nicht sagen: Das ist mein, hie will ich bleiben; noch sich ins Gut setzen, als gebuhre es ihm von Recht; sonst müsste er bald horen, dass der Wirth zu ihm sagt: Lieber, weisst du auch, dass du ein Gast hie bist? gehe deines Weges, wo du hin gehorest. | Alt det er sagt af den grund, at man, mens man lever her, ikke bruger de timelige goder og den legemlige nødtørftighed anderledes end som en gæst gør det på et fremmed sted, hvor han opholder sig natten over og næste morgen skal drage videre, at man ikke bruger mere mad eller sengeleje end højst nødvendigt, at man ikke må sige: det er mit, her vil jeg blive; eller holde fast ved sit gods, som var det noget, han havde ret til; ellers vil han snart komme til at høre, at værten siger til ham: Kære ven, véd du mon også, at du er gæst her? gå din vej, gå derhen, hvor du hører til! |
| 69 Also auch hie; dass du zeitlich Gut hast, hat dir Gott geben zu diesem Leben, und gonnet dir wohl, dass du sein brauchest und den Madensack damit fullest, den du am Hals trägst; aber nicht das Herz daran hängest und heftest, als wolltest du ewig leben: sondern immer weiter fahrest, und denkest nach einem andern hohern und bessern Schatz, der dein eigen ist und ewig bleiben soll. | Sådan også her; at du har timeligt gods, er noget, Gud har givet dig til dette liv, og han under dig nok, at du bruger det og fylder den ormesæk, der er hængt dig om halsen, dermed; men du skal ikke lade hjertet hænge ved det og knytte sig til det, som om du ville leve evigt; nej, du skal altid rejse videre og tænke på en anden højere og bedre skat, der er din og skal forblive det til evig tid. |
| 70 Das sei grob fur den gemeinen Mann geredt, dass man lerne verstehen, nach der Schrift zu reden, was geistlich arm oder fur Gott arm heisse, nicht äusserlich nach Geld und Gut, oder nach Mangel oder Uberfluss zu rechen, da man siehet (wie gesagt,) dass die ärmesten, elendesten Bettelbuben die ärgesten, verzweifelsten Schälk sind, und alle Buberei und Un- (E16) tugend begehen durfen, welchs feine, ehrliche Leute, reiche Bürger oder Herrn und Fursten nicht thun; | Det er groft talt for den almindelige mand, så man lærer at forstå at tale som skriften gør, hvad det betyder, at være åndeligt fattig eller være fattig for Gud, at det ikke er at stræbe efter penge og gods i det ydre, eller at gøre noget ved mangel eller overflod, eftersom man som sagt ser, at de fattigste elendigste tiggerknægte er de værste, mest fortvivlede skurke, og kan begå alle mulige slags skarnsstreger og svindelnumre, som fine, ærlige folk, rige borgere og herrer og fyrster ikke gør; |
| 71 wiederumb auch, viel heiliger Leut, die Geld und Gut, Ehre, Land und Leut gnug gehabt haben, und dennoch mit zo viel Gutern arm gewesen sind: sondern nach dem Herzen muss mans rechen, das ihm nicht lasse hart angelegen sein, ob es Etwas oder Nichts, viel oder wenig habe, und was es fur Guter hat, immer so hinsetze, als hätte mans nicht, und alle Stunde drumb kommen und verlieren musste, und das Herz immer am Himmelreich behalte. | og omvendt også ser mange hellige mennesker, som har penge og gods, ære, land og folk nok, og alligevel er fattige med så mange goder: for man må regne med det efter hjertet, som ikke må lade det angå én, om man har noget eller ingenting, meget eller lidt, og som, hvad man end har af ejendom, altid ser på det, som om man ikke havde det og hver time kunne tabe og miste det, men hjertet alligevel beholde himmeriget. |
| 72 Wiederumb, heisset der reich nach der Schrift, ob er gleich kein Geld noch Gut hat, dennoch darnach reisset und kratzet, dass er nimmer kann gnug haben. Das sind die rechten, die das Evangelium reiche Wänste heisset, die in grossem Gut am allerwenigsten haben, und sich nimmer lassen gnügen an dem, das ihn Gott bescheret. | Omvendt er den rige ifølge skriften den, der, selv om han ikke har nogen penge eller noget gods, alligevel stræber og rager efter det, så han aldrig kan få nok. Det er netop dem, evangeliet kalder rige buge, som har allermindst af den store ejendom, og aldrig lader sig stille tilfreds med det, Gud beskærer dem. |
| 73 Denn es siehet ins Herz, das da voll Gelds und Guts steckt, und richtet darnach, obgleich Nichts im Beutel und Kasten liegt. Wiederumb, richtet es den Armen auch nach dem Herzen, ob er gleich Kasten, Haus und Hof voll hat. So gehet der christlich Glaube hindurch, siehet weder Armuth noch Reichthumb an; sondern wie das Herz stehet. | For evangeliet ser ind i hjertet, som er fuldt af penge og gods, og dømmer derefter, selv om der ikke ligger noget i pungen eller i pengekisten. Omvendt, dømmer det også de fattige efter hjertet, selv om det har noget i pengekisten, har hus og gård fulde. Således skærer den kristne tro igennem, ser hverken på armod eller rigdom, men på, hvordan hjertet stiller sig til det. |
| 74 Wo darin ein Geizwanst steckt, so heisset er geistlich reich; und wiederumb, geistlich arm, wer nicht daran hanget, und kanns aus dem Herzen lassen; wie Christus anderswo sagt: Wer da verlässt Häuser, Aecker, Kind, Weib etc., der solls hundertfältig wieder haben, und dazu das ewige Leben ererben; (Matt 19,29; Mark 10,29; Luk 18,29) damit er die Herzen vom Gut will reissen, dass sie es nicht fur ihren Schatz halten; und die Seinen trosten, die es lassen müssen, dass sie viel mehr und Bessers, auch in diesem Leben, empfahen sollen, denn sie verlassen können. | Hvis der stikker en gerrigprop deri, så kalder det ham åndeligt rig; og omvendt, åndeligt fattig, hvis det er én, der ikke hænger derved, og formår at lade det ude af hjertet; sådan som Kristus siger et andet sted: Den, der forlader hus, mark, barn, hustru osv., han skal få det hundrefold igen, og dertil arve evigt liv; for at han kan rive hjerterne bort fra ejendommen, så de ikke regner den for deres skat; og for at han kan trøste sine disciple, som må forlade det, med, at de skal få meget mere og få noget meget bedre, også i dette liv, end det, de har forladt. |
| 75 Nicht, dass man von Gut, Haus, Hof, Weib und Kind solle laufen und im Land irr gehen, ander Leut beschweren; wie die Wiedertäuferrotte thut, die uns Schuld geben, dass wir das Evangelium nicht (E17) recht predigen, weil wir Haus und Hof behalten, bei Weib und Kind bleiben. Nein, solcher toller Heiligen will er nicht haben; sondern es heisst also: Wer mit dem Herzen Haus, Hof, Weib und Kind lassen kann, ob er gleich darinne sitzet und dabei bleibt, sich mit ihn näheret und aus der Liebe dienet, wie Gott geboten hat, und doch dahin setzet, wo es die Noth fodert, dass ers konne umb Gottes willen alle Stunde fahren lassen. | Ikke sådan, at man skal løbe fra gods, hus, gård, kone og barn og gå omkring i landet, ligge andre folk til byrde; som gendøbersekterne gør, der beskylder os for, at vi ikke prædiker evangeliet ret, fordi vi beholder hus og gård, bliver hos kone og børn. Nej, sådanne tåbelige hellige vil Gud ikke have; men det betyder det: Den, der kan forlade hus, gård, kone og børn med hjertet, selv om han stadig ejer det og bliver ved det, ernærer sig derved og tjener det med kærlighed, som Gud har påbudt, og alligevel, hvis det er nødvendigt, har det på en sådan måde, at han for Guds skyld hver time er parat til at lade det fare. |
| 76 Bist du so geschickt, so hast du Alles verlassen; also, dass das Herz nur nicht gefangen sei, sondern rein bleibe vom Geiz und Ankleben, Trost und Zuversicht aller Ding. Und mag wohl ein Reicher geistlich arm heissen, und darf darumb sein Gut nicht wegwerfen; ohn wenn er aus Noth davon lassen soll, so lässet ers in Gottes Namen; nicht darumb, dass er gerne von Weib, Kind, Haus und Hof sei, sondern viel lieber behält, so lang es Gott gibt, und ihm damit dienet, und doch auch bereit, wenn ers ihm wieder nehmen will. So siehest du, was geistlich und fur Gott arm sein, oder geistlich Nichts haben und Alles verlassen heisse. | Er du sådan indstillet, så har du forladt alle ting; det gælder altså om, at hjertet ikke bliver indfanget, men forbliver rent for gerrighed og for at knytte sig til, have trøst i og tillid til alle ting. En rig kan således godt kaldes åndeligt fattig, uden at han derfor behøver smide sin ejendom bort; kun hvis han bliver tvunget til at forlade det, så lader han det fare i Guds navn; ikke fordi han gerne vil af med kone, barn, hus og gård, nej, han ville meget hellere beholde det, så længe Gud giver ham det, og han kan tjene ham med det, men han er dog også parat, hvis han igen vil tage det fra ham. Sådan ser du, hvad det vil sige at være åndeligt fattig eller fattig for Gud, eller åndeligt intet at have og at have forladt alle ting. |
| 77 Nu siehe auch an die Verheissung, die Christus dazu setzet, und spricht: Denn Solcher ist das Himmelreich. Das ist ja ein grosse, treffliche, herrliche Verheissung, dass wir sollen dafur, dass wir hie gerne arm sein, und zeitlich Gut nicht achten, ein schon, herrlich, gross, ewig Gut im Himmel haben. | Se nu også på den forjættelse, som Kristus tilføjer, når han siger: For himmeriget er deres. Det er jo en stor, fortræffelig, herlig forjættelse, at vi til gengæld for, at vi her gerne vil være fattige, og ikke agte timeligt gods, skal have et skønt, herligt, stort, evigt gode i himlen. |
| 78 Und da du hie ein kleine Parteken fahren lässest, der du doch brauchen magst, so lange und so viel du dess haben kannst, sollt du dagegen eine Kron erlangen, dass du ein Burger und Herr im Himmel seiest. Solchs sollt uns ja bewegen, wenn wir wollten Christen sein, und dafur hielten, dass seine Wort wahr wären. Aber es achtet Niemand, wer der sei, der es sagt, und viel weniger, was er sagt; lassens fur den Ohren uber gehen, dass sich Niemand weiter drumb bekommert, noch zu Herzen fasset. | Og til gengæld for at du her kun skal lade fare en lille del, som du dog har lov at bruge, så længe og så meget du kan have den, skal du få en krone, så at du skal være borger og herre i himlen. Den slags skal jo røre os, hvis vil ville være kristne, og regnede med, at hans ord var sande. Men ingen agter på, hvem det er, der siger det, og meget mindre, hvad han siger; de lader det gå deres ører forbi, så at ingen bekymrer sig videre om det, eller tager det til hjerte. |
| 79 Er zeiget aber eben mit diesen Worten, dass Niemand Solchs fasset, er sei denn vorhin ein rechter (E18) Christ. Denn beide, diess Stuck und alle ander, die hernach folgen, sind eitel Früchte des Glaubens, die der Heilige Geist selbs im Herzen schaffen muss. Wo nu der Glaube nicht ist, da wird das Himmelreich auch wohl aussen bleiben, noch geistlich Armuth, Sanftmuth, etc. folgen, sondern eitel Scharren und Geizen, Zanken und Rumorn umb zeitlich Gut bleiben. | Men han viser med netop disse ord, at kun den, der i forvejen er en ret kristen, fatter den slags tale. For begge dele, både denne sætning og de, der følger efter, er troens frugter, som Helligånden selv må skabe i hjertet. Hvis så troen ikke er der, så vil himmeriget også udeblive, og der vil ikke følge nogen åndelig fattigdom eller nogen sagtmodighed osv. kun idel kradseri og griskhed, kiv og larm om verdslige goder. |
| 80 Darumb ists verloren bei solchen Weltherzen, dass sie nimmermehr lernen noch erfahren, was geistlich Armuth sei, auch nicht gläuben noch achten, was er vom Himmelreich sagt und verheisset; wiewohl ers doch denselbigen zu Dienst so schicket und ordnet, dass, wer nicht will geistlich arm sein in Gottes Namen, umb des Himmelreichs willen, der muss doch arm sein ins Teufels Namen, und keinen Dank dazu haben. | Derfor er sådanne verdenshjerter fortabte, de lærer eller erfarer aldrig, hvad åndelig fattigdom er, og de tror heller ikke på eller regner det for noget, det, han siger og forjætter om himmeriget; selv om han dog fremsiger og indretter det for deres skyld, så at den, der ikke vil være åndelig fattig i Guds navn, for himmerigets skyld, han må dog være fattig i djævelens navn og ikke have tak for det. |
| 81 Denn Gott hat die Geizigen so gehängt an ihren Wanst, dass sie ihres ergeizten Guts nimmer satt noch froh werden konnen. Denn Junker Geiz ist ein solcher frohlicher Gast, der Keinen lässet rugen; suchet, treibt, und jagt ohn Unterlass, dass er des lieben Guts keine Stund geniessen muss; wie auch der Prediger Salomonis wundert und spricht: Ists nicht ein schändliche Plage, dass Gott einem Menschen Geld und Gut, Land und Leut gnug gibt, und er doch nicht so viel vermag, dass ers gebrauche? (Præd 5,9) muss immerdar furchten, sorgen und beben, wie ers behalte und mehre, dass es nicht umbkomme noch weniger werde, und ist so gar gefangen, dass er nicht einen Heller frohlich dar angreifen. | For har i den grad hængt de griske op på deres bug, at de aldrig bliver mætte eller kan være glade ved den ejendom, der har skaffet sig i deres griskhed. For junker Grisk der en sådan glad gæst, der ikke lader nogen i ro; han søger, driver og jager uden pause, så han ikke bare en time kan nyde det kære gods; sådan som også Salomons prædiker undrer sig og siger: Er det ikke en skammelig plage, da Gud giver et menneske nok penge og gods, land og folk, og at han så dog ikke formår så meget, som at han bruger det? men altid må være bange, bekymre sig og bæve for, hvordan han skal beholde det og hvordan han skal få mere, og han er i den grad fanget, at han ikke kan glæde sig over bare en skilling. |
| 82 Wo aber ein Herz wäre, das ihm kunnt gnugen lassen, und zufrieden sein, so hätte es Ruge, und das Himmelreich dazu; da es sonst bei grossem Gut, oder ja mit seinem Geiz, hie das Fegfeur, und dort das höllisch Feuer dazu muss haben, und wie man sagt: Hie mit eim Karrn, dort mit einem Rad muss fahren; das ist, hie Jammer und Angst, dort das Herzleid haben. | Men hvor der var et hjerte, der kunne lade ham have nok og være tilfreds, så ville det have ro, og dertil have himmeriget også; hvor det ellers, når det har meget gods, og altså også har sin griskhed, her må have skærsilden i tilgift, og dèr helvedes ild, og som man siger, her må køre med kærre, dèr med hjul; det vil sige, her have jammer og angst, dèr have hjertepine. |
| 83 Siehe, so schaffets Gott allzeit, dass sein Wort noch muss wahr bleiben, und Niemand selig sein noch (E19) gnug haben, denn die Christen; und die Andern, ob sie gleich Alles haben, doch nichts deste besser haben, ja, nimmermehr so gut haben, und mussen doch arme Bettler bleiben, dem Herzen nach zu rechen; ohn dass diese gerne arm sind; jene aber nach zeitlichem Gut geizen, und doch nicht erlangen, was sie wollen, mussen dazu ewig des Teufels Marterer sein. | Se, sådan indretter Gud det altid, at hans ord altid må forblive sandt, og ingen andre være salige eller have nok end de kristne; og de andre, selv om de så har alle ting, dog ikke har noget bedre, ja aldrig kan have det så godt, og må dog forblive fattige tiggere, hvis man går efter hjertet; det er blot sådan, at de kristne gerne er fattige, men de andre er griske efter timeligt gods, og de kan dog ikke opnå, hvad de vil, de må til evig tid være underlagt djævelens pine. |
| 84 Und ist, kurz, kein Unterscheid unter einem Bettler fur der Thur, und einem solchen leidigen Wanst, ohn dass jener Nichts hat, und lässt sich mit einem Stuck Brods abweisen; dieser aber, je mehr er hat, je weniger er zu erfüllen ist, wenn er auch gleich aller Welt Geld und Gut auf einem Haufen kriegte. | Og der er kort sagt ingen forskel mellem en tigger foran døren og en sådan led bug, bortset fra at den ene intet har, og lader sig afvise med et stykke brød, men den anden har det sådan, at jo mere han har, des mindre kan han fyldes, selv om han så fik al verdens penge og gods på én gang. |
| 85 Darumb dienet diese Predigt, wie ich gesagt hab, fur die Welt nicht, schaffet auch Nichts; denn sie bleibet dabei, dass sie ihres Dinges will gewiss sein, und nicht gläuben, sondern fur Augen sehen, und in der Hand haben, und spricht, es sei besser ein Sperling in der Faust, denn nach einem Kronch in der Luft gaffen. Darumb lässt sie Christus auch fahren, will Niemand zwingen noch mit den Haaren erzu ziehen: sondern gibt seinen treuen Rath, wer ihm will rathen lassen, und hält uns die allertheuersten Verheissung fur. | Derfor tjener denne prædiken som sagt ikke verden, udretter heller ikke noget; for verden forbliver derved, at den vil være vis på sine ting, den vil ikke tro, men se det for sine øjne, og have det i hånden, og siger, at det er bedre at have én spurv i hånden, end gribe efter en trane i luften. Derfor lader Kristus dem også være, han vil ikke tvinge nogen eller trække dem frem ved hårene: men han giver sit trofaste råd til den, der vil lade sig råde, og fremholder for os den allerdyreste forjættelse. |
| 86 Willt du nicht, so fahre immer hin, und habe lieber hie und dort all Herzleid und Unglück. Denn wir sehen und erfahren, dass Alles daran liegt, wer ihm lässt gnugen, und nicht an zeitlichem Gut klebt; als Mancher ist, wenn er gleich nur einen Bissen Brot hat, kann ihm Gott das Herz fullen, dass er fröhlich und besser zufrieden ist, denn kein Fürst noch Konig. Summa, er ist ein reicher Herr und Kaiser, darf kein Sorg, Muhe und Herzleid haben. | Vil du ikke, så lad være, og foretræk bare både her og dèr at have al hjertepine og ulykke. For vi ser og erfarer, at alt afhænger, om man lader sig stille tilfreds og ikke klæber til de timelige gods; eftersom der er mangen en, hvis hjerte Gud kan fylde, selv om han kun har et lille stykke brød, så han er gladere og mere tilfreds, end fyrste eller konge. Kort sagt, han er en rig herre og kejser, behøver ikke have bekymring, møje og hjertepine. |
| 87 Das ist das erste Stück dieser Predigt: Wer hie und dort gnug will haben, der denke, dass er nicht so geize und kratze, sondern nehme an und brauche, was Gott gibt, und nähere sich seiner Aer- (E20) beit im Glauben: so hat er hie das Paradies, und das Himmelreich gar, wie S. Paulus auch saget 1. Timo. 4.: Die Gottseligkeit ist zu allen Dingen nutz, und hat die Verheissung nicht allein dieses, sondern auch des zukunftigen Lebens. | Det er det første stykke af denne prædiken: Den, der her og hisset vil have nok, han skal tænke på, at han ikke er så grisk og river til sig, men tager for sig og bruger det, Gud giver, og finder føde til sig ved sit arbejde i troen: så har han her paradiset og har også himmerig, som Skt Paulus siger 1 Tim 4,8: "gudsfrygten er nyttig til alt og har i sig løfte både for dette liv og for det, som kommer". |
| 88 c | |
| 89 c | |
| 90 c |
Noter:
n15: For det andet, hedder det. Det tilsvarende "for det første" står #7.